Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.39.0-wmf.23 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Gadget Gadget talk Gadget definition Gadget definition talk 0 6836 35512 35511 2022-08-13T14:43:42Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule wikitext text/x-wiki Den forhistoriske bebyggelse omfatter al bebyggelse fra den første indvandring under sidste istid til overgangen mellem vikingetid og middelalder. Hovedkilden til forhistorisk bebyggelse er arkæologiske udgravninger af bopladser. En [[:w:Boplads|boplads]] betegner inden for arkæologi og etnografi et opholdssted af kortere eller længere varighed for en person eller gruppe af personer. Da der er tale om et opholdssted af tidsbegrænset varighed, anvendes betegnelsen fortrinsvis i tilknytning til jæger-, fisker- og samlerkulturer, hvorimod landbrugskulturers opholdssteder som regel betegnes landsbyer. Frem til 1970 var antallet af sådanne kendte bopladser begrænset, og billedet blev derfor suppleret med forhistoriske gravsteder, der formodedes at afspejle i det mindste fordelingen af bosættelse på et givet tidspunkt, samt vidnesbyrd om forhistorisk landbrug så som bevarede spor efter såkaldte keltiske agre (også kaldet [[:w:Digevoldingsagre|digevoldingsagre]]), der ligeledes kan formodes at afspejle fordelingen af bosættelse i tiden for deres brug. Siden 1970 er antallet at fundne bopladser vokset betydeligt, og det største problem er nu snarere at få offentliggjort resultaterne af udgravninger. 50 år senere er det blevet muligt at give et nuanceret billede af bebyggelsens udvikling og tilpasning til de landskabelige og klimatiske vilkår. En anden hovedkilde til bebyggelseshistorien er [[:w:Stednavn|stednavneforskningen]]. Denne har bidraget til en relativ datering af navnestoffet i forbindelse med bebyggelser i tre hovedgrupper: de, der formodes at afspejle bebyggelse forud for [[:w:vikingetid|vikingetiden]], der formodes at afspejle vikingetidsbebyggelse, og de, der formodes at hidrøre fra en tid efter vikingetiden. Frem til [[:w:jernalder|jernalderen]] falder bebyggelsen i to hovedtyper: jægerbopladser og bopladser i forbindelse med [[:w:landbrug|landbrug]]. Men henimod jernalderens afslutning og vikingetid indtræder der en mere eller mindre udtalt opdeling af bebyggelsen i undergrupper bestående af [[:w:landsby|landsbyer]], storgårde og handelspladser (hvoraf en del senere udviklede sig til [[:w:Købstad|købstæder]]. Det var klimaet og landskabet (terræn såvel som jordbundsforhold og tilstedeværelse af mineraler), som betingede plantevæksten og disse forhold tilsammen, som betingede dyrelivet. Menneskenes levevis<ref>Etnografer og arkæologer skelner mellem samlere og lavere jægere, højere jægere, nomader, halvagerbrugere, helagerbrugere uden plov og helagerbrugere med plov samt industrikultur, jvf. Vahl og Hatt (1922), s. 114</ref> og levevilkår var betinget af disse ydre forhold. Denne levevis bestod af 4 dele: redskaber, boliger, sociale forhold og åndskultur. Åndskulturen, der kan siges at afspejle menneskers egen forståelse af deres levevilkår, havde en materiel side fx. kunst og en åndelig side i form af tro, overleveringer og lignende. De materielle dele af denne kultur beroede på råstoffer fra planteriget, dyreriget og mineralriget. Bebyggelsen er en side af menneskenes tilværelse og dermed et spejl af denne, ''overordnet'' i form af antal og fordeling, ''egnsmæssigt'' med hensyn til valg af beliggenhed i landskabet under hensyn til fødevareforsyningen og andre råstofressourcer samt indbyrdes, ''stedligt'' med hensyn til placering i terræn, grundplan og de enkelte bygningers indretning og anvendelse samt med hensyn til varighed (midlertidigt, sæsonmæssigt, over en årrække, vedvarende), idet der ydermere må skelnes mellem områdekontinuitet og stedkontinuitet. For jægerfolkene var dyrelivet sammen med indsamlede vækster hovedgrundlaget for deres levevis. For bønderne var det hensynene til de dyrkede afgrøder og foderforsyningen til husdyrene, som betingede deres levevis og dermed deres valg af sted for bopladsen. Når vilkårene ændrede sig, måtte jægere og bønder tilpasse sig ændringerne. Det betød, at bopladserne havde en tidsbegrænset karakter. Den forhistoriske bebyggelse var i hovedsagen opført af træ, som regel med nedgravede stolpekonstruktioner. Det gav den en holdbarhed på en menneskealder, det vil sige 30-40 år. Efter dette tidsrum ville der indtræde forrådnelse af træet på overgangen mellem luft og jord og dermed behov for fornyelse. Når dette indtraf, kunne der ske en af følgende muligheder: :- bebyggelsen blev fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste (''stedkontinuitet''), :- eller bebyggelsen blev flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet (''områdekontinuitet''), :- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (''opgivet'' eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som ''nyoprettet''). Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke. Foruden råd kunne brand og i visse egne (især i Vadehavet) havstigning, storm og oversvømmelse være årsag til, at en bebyggelse måtte fornyes eller blev opgivet. Fornyelse af andre årsager så som driftsmæssige eller sociale beslutninger er sværere at påvise arkæologisk og lader sig kun sandsynliggøre fx i form af bygningers og bygningshelheders størrelse og indretning. Hvor muligt blev sådanne forandringer sikkert klaret med til- og ombygninger. Udvides udsynet til et egnsmæssigt overblik kan der skelnes mellem: :- vandrelandsbyer, hvis bebyggelsen efter en enkelt fase eller to flyttes til et nyt sted i omegnen, :- sammenflytning, hvis nogle bebyggelser opgives mens andre fortsætter på samme egn, :- aflæggere, hvis der oprettes nye bebyggelser i omegnen af ældre uden, at disse sidst nævnte opgives. I denne sammenhæng bliver det af interesse at konstatere, om sådanne forandringer sker inden for samme terræn og landskabsforhold, eller om andre dele af terrænet inddrages i forandringerne. Endelig kan der være grund til at nævne, at man ikke kan tale om den forhistoriske bebyggelse men snarere må tale om de forhistoriske bebyggelser, idet bebyggelsen og den tilhørende livsform over alt har måttet tilpasses de stedlige forhold.<ref>Frandsen (1988), s. 11</ref> På samme måde, som bebyggelse og tilværelse ændrer sig over tid, har der været uens levevilkår i forskellige egne, og disse forskelle har eksisteret på samme tid. Det betyder, at den enkelte bebyggelse kun afspejler de særlige vilkår, der gjorde sig gældende på dette sted og på daværende tidspunkt. Vil man forstå bebyggelsen og dens forudsætninger, må man således se den i dens samlede mangfoldighed. == Klima og levevilkår == Menneskelivet har været udsat for skiftende klima og levevilkår gennem tiderne. Jordens klima har skiftet over kortere og længere perioder. Med 200-500 millioner års mellemrum har jorden været udsat for perioder præget af serier af istider med ophobning af kontinental is især omkring polerne. Med omkring 100.000 års mellemrum har disse istider været afbrudt af varmeperioder af 10.000 års varighed. Den tidsperiode, som omfatter Danmarks forhistoriske bebyggelse, udgør en del af en omkring 20.000 år periodisk klimasvingning, hvis årsag er jordaksens præsession eller cirkeagtige forskydning i forhold til fiksstjernerne, hvilke ændrer det indbyrdes forhold mellem sommerhalvårets og vinterhalvårets længde.<ref>Dansgaard og Gundestrup (1981), s. 216</ref> Følgen af dette er, at klimaet har forandret sig fra glacialt til senglacialt og postglacialt klima med et klimatisk optimum ca. 5.000 f.Kr. (det vil sige det tidspunkt, hvor temperaturen i juli nåede sit absolutte højdepunkt.<ref>Iversen (1967), s. 380</ref> Denne klimatiske udvikling har sat sit præg på plantevæksten, som på modsvarende måde har gennemløbet en række faser: ældste tundratid, bøllingtid, ældre dryastid, allerødtid, yngre dryastid, birke-fyrretid, hassel-fyrretid, ældre lindetid, yngre lindetid og bøgetid. I hvert af disse tidsrum præges den naturlige bevoksning af bestemte sammensætninger, og disse har igen påvirket landets naturlige dyreliv men tillige de vilkår, som mennesker har måttet tilpasse sig. Foruden klima, plantevækst og dyreliv har menneskelivet måttet tilpasse sig forandringer i forholdet mellem landmasse og havniveau. Under istiden var store mængder vand bundet i ismasser, der blandt andet dækkede størstedelen af Skandinavien. I forbindelse hermed lå vandspejlet betydeligt lavere end senere hen. Efterhånden, som isen afsmeltede på grund af temperaturstigningen, begyndte verdenshavets niveau at stige. Men samtidig betød afsmeltningen, at det pres, som ismasserne havde ydet på jordens overflade, og som havde presset jorden ned, lettedes og forsvandt. Derved indtraf en landstigning. Man taler om "eustatiske" og "isostatiske" forandringer. Det indbyrdes forhold mellem disse to, hinanden modsatte, bevægelser, har over tid flere gange ændret forholdet mellem land og hav, men forandringerne har tillige haft indflydelse på havområdernes saltholdighed og dermed den plantevækst og det dyreliv, som har kunnet trives, hvilket har indebåret en skelnen mellem ulige "have", der oftest betegnes ved en for de rådende tilstande karakteristisk musling.<ref>Iversen (1967), s. 373</ref> Det er disse sammensatte forandringer i levevilkår, der har øvet indflydelse på den måde, menneskene tilpassede sig på, og som arkæologer kalder "kultur". Bebyggelsen er en side af disse kulturer, og bebyggelsen kan til enhver tid derfor kun forstås under hensyn til denne kulturs udformning og de naturgivne forudsætninger. == Jægerstenalder == === Jægerkulturens livsform === En jæger er en person, der tilpasser tilværelsen til sit bytte. Det betyder, at han på dette grundlag skaffer sig al den føde og alle de materialer, som er nødvendige for at opretholde tilværelsen. Men det betyder også, at jægeren er meget afhængig af tilstedeværelsen af sit bytte. Forsvinder byttedyret må jægeren ændre sin tilværelse, fx tilpasse sig andre byttedyr, men denne tilpasning er forbundet med mange vanskeligheder: redskaberne skal ændres og måske tilpasses det nye bytte, og ændret bytte betyder tillige ændringer i det materiale, som byttet giver og som tilværelsen hviler på. Set i dette lys er det at foretrække at følge byttedyrene, når de flytter sig, frem for at ændre byttedyr. Sat på spidsen kan man sige, at jægerens hjem altid er der, hvor de normale byttedyr lever.<ref>Bibby (1980), s. 110</ref> Dette betyder på sin side, at jægerens boplads må være mobil, det vil sige let at flytte i takt med at byttedyrene flytter sig. === ''Tundrajægere'' === [[File:500px photo (177103855).jpeg|thumb|350px|Rensdyr på tundraen. Rensdyr er mobile med vandringer frem og tilbage i takt med årstidernes skiftelser, så rensdyrjægernes tilværelse måtte være tilsvarende mobil. Det betød, at deres boliger måtte være lette at opføre, nedtage og transportere]]. ==== Hamburgkulturen ==== [[:w:Hamburgkultur|Hamborgkulturens]] udøvere synes at have været udprægede rensdyrjægere.<ref name="JJ 55">Jensen (2001), s. 55</ref> Deres tilværelse kredsede altovervejende omkring rensdyrene, deres livsvaner og de muligheder, som rensdyrene bød på. Rensdyrene var (og er) skabt til livet på [[:w:Tundra|tundraen]], der leverede den lav, som sammen med græs og urter udgjorde rensdyrenes vigtigste føde. Deres pels er tyk og tæt og beskytter mod både kulde, stormvejr, slud og regn. Renen er et udpræget normadedyr. De kan bevæge sig med op til 70 km i timen, og rensdyrflokke tilbagelægger let 25-30 km pr. dag.<ref name="JJ 62">Jensen (2001), s. 62</ref> På årsbasis kan renernes vandringer nå op på indtil 2400 km. Renerne bevæger sig på sæsonvandringer for at sikre, at deres fødesteder ikke bliver overudnyttet. Rensdyr er desuden gode svømmere og kunne derfor passere søer og elve, de måtte møde på deres vej.<ref name="JJ 51">Jensen (2001), s. 51</ref> Frem for at følge rensdyrene på disses vandringer synes Hamburgkulturens udøvere at have anvendt en anden fremgangsmåde, nemlig den at lægge deres jagtbopladser på steder, som rensdyrene passerede på disse vandringer<ref name="JJ 59">Jensen (2001), s. 59</ref>, og som ydermere udmærkede sig ved at have indskrænkede bevægelsesmuligheder for dyrene såsom dalgange. Sådanne bopladser kendes blandt andet fra [[:w:Ahrensburgkultur|Ahrensburg-tunneldalen]] i Holsten.<ref name="JJ 548"/> Tundrajægerne var helt afhængige af deres jagtvildt, det vil sige rensdyrene, og deres bopladser lå derfor på steder velegnede for jagt, som regel i randen af en tunneldal eller lignende, som rensdyrene anvendte under deres vandringer og med gode udsigtsmuligheder og muligheder for at komme på skudhold af dyrene<ref>Jensen (1988), s.36</ref>. Der kendes mere end et halvt hundrede bopladser fra ældre Hamburgkultur, hvoraf den tætteste samling findes omkring Ahrensburg-tunneldalen i det sydlige Holsten, blandt andre Ahrensburg, Borneck, Hasewisch, Meiendorf, Poggenwisch, Stellmoor og Teltwisch.<ref name="JJ 548">Jensen (2001), s. 548 note 19</ref> Det ændrede klima synes at have fremmet Hamburg-jægernes tilstedeværelse i det sydskandinaviske område: således kendes to jagtbopladser ved Jels Oversø, anvendt i en kortere tid, måske nogle uger, og yderligere to ved Slotseng, begge i Sønderjylland samt en ved Sølbjerg på Lolland.<ref name="JJ 57">Jensen (2001), s. 57</ref> Fundaffald fra bopladsen ved Slotseng gør det muligt at fastslå anvendelsestidspunktet til sent efterår (fra begyndelsen af september til slutningen af december). Bopladserne lå på kanten af en tunneldal, som formodes at have udgjort en passage for rensdyrene på deres vandringer. De lå forholdsvis højt oppe på et på et bakkeplateau ca. 10 m højere end det nærmeste vådområde med vid udsigt, så at de bosiddende har kunnet se rensdyrflokken komme og kunnet forberede sig til jagten på dyrene.<ref name="JJ 57"/> Beliggenheden var formodentlig et par hundrede meter fra en tvangspassage med høje dalbredder.<ref name="JJ 58">Jensen (2001), s. 58</ref> Også ved Jels lå bopladserne på jævne sandterrasser over en tunneldal med bratte skråninger.<ref name="JJ 58"/> Endelig ved Sølbjerg lå bopladserne på en mindre sandet høj med udsigt over landskabet samtidig med, at det skjulte det bagved liggende landskab for dyrene og dermed muliggjorde opstilling af varder og klappere, som kunne lede dyrene frem mod jægerne.<ref name="JJ 60">Jensen (2001), s. 60</ref> Selve sporene efter bopladserne indskrænker sig til spor efter ildsteder og områder, hvor der er fundet flintkoncentrationer efter aktivitet. Det formodes, at selve boligerne har bestået i telte.<ref name="JJ 57"/> Flintbearbejdning er sket på stedet, og jægerne har øjensynligt parteret byttet på stedet og kasseret det, de ikke havde brug for – det blev smidt i en da tilgrænsende sø.<ref name="JJ 57"/> For bopladsen Meiendorf formodes, at anvendelsen er sket om efteråret, i september og oktober, under rensdyrenes vandringer. Foruden rensdyr er fundet spor efter ryper, ænder og gæs, som jægerne har fanget under venten på renerne.<ref name="JJ 57"/> Formodentlig har tillige indsamlede fugleæg, fisk og planteføde suppleret kosten. ==== Federmesserkulturen ==== [[Fil:Federmesser point.png|thumb|100px|Karakteristisk spydspids fra Federmesser-kulturen.]] Federmesserkulturen har navn efter penneknive og er den tundrajægerlivsform, der under istidens afsluttende faser (ca. 12.000 f.Kr. – ca. 11.400 f.Kr.) blev udøvet i det nordeuropæiske lavland. Den skal sikkert ses som en tilpasning til de klima- og levevilkår, der fremkom ved overgangen til ældre Dryas. Feddermesserkulturen afløste Hamburgkulturen. Omkring 12.000 f.Kr. blev frostperioderne længere og den gennemsnitlige temperatur om sommeren faldt lidt<ref name="JJ 62">Jensen (2001), s. 62</ref>, til 8-9&nbsp;°C.<ref name="jj 33">Jensen (1988), s. 33</ref> Sandsynligvis blev klimaet mere kontinentalt med mindre nedbør og større svingninger i temperaturen. Det fik indflydelse på plantevæksten, idet tundra atter blev fremherskende. Federmesserkulturen varede et par hundrede år og kaldes ældre Dryas.<ref name="JJ 62"/> For dyrelivet fik det næppe stor betydning: rensdyr samt deres vigtigste fjender, ulv og jærv, forekom.<ref name="JJ 63">Jensen (2001), s. 63</ref> Feddermesserkulturens udøvere var rensdyrjægere som Hamburgkulturens udøvere og deres sande aftagere.<ref name="JJ 68">Jensen (2001), s. 68</ref> De havde samme livsform og adskiller sig fra deres forgængere især ved deres markante, penneknivsformede pilespidser, der har givet livsformen dens navn (''federmesser'' betyder pennekniv<ref>Holm, s. 30</ref>) samt andre redskabsforandringer. Federmesserfolket har øjensynligt haft bopladser, der har været i brug i et længere stykke tid. Fordelingen af flintafslag antyder en bolig (sandsynligvis et telt, muligvis en hytte) med soveplads til 4-6 personer og med ildsted uden for.<ref>Jensen (2001), s. 71</ref> Geografisk ligger de sikre jagt- og bopladser overvejende i egnene omkring Rhinen. I det sydskandinaviske område kendes de dels i Sønderjylland, dels i et strøg fra Vestlolland over Smålandsfarvandet til Midtsjælland. Beliggenheden synes valgt under hensyn til, at rensdyrene har passeret disse steder på deres halvårlige vandringer mod nord og syd. Både for de rhinske og de sønderjyske jagt- og bopladsers vedkommende er der et vist sammenfald med pladserne i den forudgående Hamburgkulturs tid. Det taler for en stor overensstemmelse i livsformen i de to kulturer. ==== Brommekulturen ==== [[:w:Brommekultur|Brommekulturen]] afspejler det forhold, at klimaet blev varmere og at Allerød varmetid trak ud. De oprindelige rensdyrjægere fra Federmesserkulturen blev nu i det sydskandinaviske område suppleret med – og med tiden erstattet af – Brommekulturen, der øjensynligt udmærkede sig ved at være mindre ensidigt afhængig af rensdyret. Brommekulturens udøvere levede i et miljø præget af hastig udvikling med forholdsvis hurtige forandringer. Intet fast sted i landet kunne sikre dem tilstrækkelig føde året rundt, og de måtte tilpasse deres levevis de nye, sæsonmæssige udsving i fødemængderne.<ref name="JJ 68"/> Brommekulturens udøvere var fortsat rensdyrjægere, omend især elg men tillige bæver, rådyr, ulv, svane samt irsk kæmpehjort også blev jaget. Det formodes, at brommekulturens udøvere fortsat opholdt sig på steder, der udgjorde vigtige passagesteder for rensdyrene på disses sæsonmæssige vandringer mod nord og syd. Levn fra brommejægerne er imidlertid fundet over det meste af det sydskandinaviske område fra Elben mod sydvest over Rügen mod sydøst til Skåne mod nordøst.<ref name="JJ 68">Jensen (2001), s. 68</ref> Påfaldende er det, at Brommekulturens udøvere også har været virksomme uden for rensdyrenes gamle vandringsveje som disse kendes fra den forudgående Federmesserkulturs tid. De to altafgørende råstofkilder for brommekulturens udøvere var rensdyr og flint. Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, desuden skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner. [[Fil:Bromme point.png|thumb|100px|Karakteristisk spydspids fra Brommekulturen]] Brommekulturen karakteriseres ved et ændret jagtvåben i forhold til tidligere: de såkaldte skafttungepile.<ref name="JJ 70"/> Sådanne findes i en forholdsvis kraftig type (Lyngby-type) – op til 14 cm lang, en kortere og spinklere type samt en kort type.<ref name="JJ 73">Jensen (2001), s. 73</ref> Selv de korteste er forholdsvis store, mere end 5 cm lange (modsat den efterfølgende Ahrensburgkulturs skafttungepile). Det er muligt, at udviklingen fra større til mindre skafttungepile afspejler en forskydning fra anvendelse af kastespyd henimod anvendelse af bue og pil; denne udvikling må i givet fald ses i lyset af forandringer i valg af jagtvildt. Skafttungepile kendetegnes ved en symmetrisk skafttunge.<ref name="JJ 74"/> Brommekulturens skrabere er kendetegnede ved at være uden behugning langs sidekanterne. Det ser ud til, at den foretrukne jagtmåde var bue og pil. Skafttungepile giver jagtbyttet en bred sårkanal, så dyret dør af forblødning.<ref name="JJ 74">Jensen (2001), s. 74</ref> For at dette jagtvåben skulle være mest effektivt, har jægerne måttet søge at komme nogenlunde tæt på byttet (en skudafstand på omkring 20 meter er det optimale)<ref name="JJ 74"/>, og sigtet efter hjerte- eller lunge-området, hvor dyret forblødte hurtigt.<ref name="JJ 74"/> For at komme tæt ind på byttet har man formodentlig drevet drivjagt, det vil sige anbragt sig på steder, hvor dyrene måtte igennem en forholdsvis smal passage, for eksempel en dalsænkning, og dernæst enten afventet eller virksomt drevet dyrene frem mod dette sted. Brommekulturens udøvere havde under indtryk af miljøet og deres livsform næppe faste bopladser, derimod sæsonbopladser.<ref name="JJ 69">Jensen (2001), s. 69</ref> Der skelnes mellem faste sæsonbopladser (eller basisbopladser), der blev besøgt med jævne mellemrum, midlertidige jagtbopladser (eller slagtepladser) og værkstedspladser (eller huggepladser).<ref name="JJ 69"/> Omkring halvdelen af de kendte bopladser lå på lave næs ved søer eller åer, herunder ved åernes udløb i søer, mens et omtrent lige så stort antal havde en anden beliggenhed.<ref name="JJ 69"/> Der kendes endnu ingen spor efter boliger.<ref name="JJ 71">Jensen (2001), s. 71</ref> ==== [[:w:Ahrensburgkultur|Ahrensburgkulturen]] ==== [[Fil:Ahrensburg point.png|thumb|100px|Karakteristisk Ahrensburg-pilespids.]] Omkring 10.600 f.Kr. indtrådte der en ny kuldeperiode: gennemsnitstemperaturen i sommerperioden faldt til omkring 10°C<ref name="JJ 76">Jensen (2001), s. 76</ref>, og vinteren prægedes af store snefald. Den åbne, lyse birkeskov bukkede under for det koldere klima, og tundraen blev atter fremherskende. Tiden kaldes yngre Dryas og varede indtil omkring 9.500 f.Kr. Dette temperaturskift skete omtrent samtidig med, at den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø ud til havet i vest. Derved faldt vandstanden i øst med henved 10 m<ref name="JJ 75">Jensen (2001), s. 75</ref> samtidig med, at den steg mod vest, hvorved det landfaste område her blev mindre; kystlinjen for Doggerland, det lavtliggende landområde mellem Jylland og England, forflyttedes sydover. Disse forandringer synes dog ikke at have påvirket dyrelivet så meget: rensdyrflokkene forblev i det sydskandinaviske område og synes fortsat at have udgjort hovednæringsgrundlaget. I de sydlige dele af det nordeuropæiske lavland indgik tillige blandt andet bæver, ulv, ræv og los i jagtbyttet. Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyrjægere.<ref name="JJ 74">Jensen (2001), s. 74</ref> De synes – efter Brommekulturens øjensynligt mere mangesidige levevis – at afspejle en tilbagevenden til rensdyrjagten som den vigtigste kilde til føde – under indtryk af de indtrufne klimatiske forandringer. De synes at have lagt deres jagtpladser i de passager, som rensdyrene måtte igennem på deres vandringer. Karakteristisk er i så henseende Stellmoor i Ahrensburg tunneldal, der udmærker sig ved stejle sider, en aflang sø igennem den centrale dalbund, hvorved den tørre del opsplittedes i to passager på hver side af søen, samt ved at have et "knæk" med et fremspringende bakkeparti, som dyrene måtte uden om, og hvor jægerne kunne ligge i baghold. Formentlig har bopladsen været i brug hele året rundt, men rensdyrsjagten synes at være sket om efteråret. Den mest kendte og oplysningsgivende boplads fra Ahrensburgkulturen er Stellmoor i Holsten<ref name="JJ 77"/>, hvor der er fundet redskaber samt affaldsrester i søaflejringer op til det egentlige bopladsområde, der har ligget på en mindre bakke. Boligen har formodentlig bestået af et 3,5 x 3 m stort ovalt telt eller en hytte.<ref name="JJ 77">Jensen (2001), s. 77</ref> Bopladsen har været udnyttet fortrinsvis om efteråret, men tillige om foråret igennem flere år. Det ubetinget vigtigste jagtvildt har været rensdyr, af hvilke der fandtes spor af mindst 650.<ref name="JJ 78"/> Desuden forekommer levn af elg, europæisk bison, vildhest, los, bæver, ulv og ræv.<ref name="JJ 78">Jensen (2001), s. 78</ref> Ryper, gæs og ænder er også lejlighedsvis blevet nedlagt. På Lolland blev den gamle Hamburgkulturs jagtboplads Sølbjerg atter taget i brug<ref name="JJ 78"/>, hvilket afspejler en tilbagevenden til de gammelkendte livsmønstre fra de tidlige tundrajægeres tid. Ahrensburgkulturen ophørte, da en ny varmeperiode, præboreal tid, satte ind omkring 9.500 f.Kr.<ref name="JJ 85">Jensen (2001), s. 85</ref> Gennemsnitstemperaturen i juli steg nu til 16-18°C. Rensdyrene begyndte at søge nordpå op over den frilagte sydlige del af skandinaviske halvø<ref name="JJ 77">Jensen (2001), s. 77</ref>; til gengæld synes urokse, bison og vildhest at have indvandret<ref name="JJ 77"/>, mens den irske kæmpehjort øjensynligt ikke overlevede de forandrede levevilkår. For Ahrensburgfolket som renlivede rensdyrjægere betød det, at de atter forlod det sydskandinaviske område og fulgte rensdyrflokkene nordpå. Det er sandsynligt, at den såkaldte Fosna-Hensbackakulturs udøvere i Norge og Bohuslen fra omkring 7.000 f.Kr. er de direkte efterkommere af Ahrensburgjægerne. === ''Skovjægere'' === [[File:Vedbækfundene - udstilling.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret Vedbæk-boplads.]] Skovjægerne er tilpassede et andet miljø end tundrajægerne: urskoven med dens særegne dyreliv. I takt med, at fyrreskoven fra syd bredte sig nord over, fulgte skovjægerne efter. De havde udviklet deres levevis i Mellemeuropa, hvor de havde haft tid til at tilpasse sig det ændrede miljø.<ref>Bibby (1980), s. 98</ref> Skovjægerne lagde deres bopladser på beskyttede steder som sandede næs ud mod søer (således Bromme). Disse var sæsonbopladser beregnet for årstidens jagt og fiskeri, hvorefter man søgte andre steder hen. Nogle var værkstedsbopladser; her skete tilvirkningen af våben og redskaber. Andre var opholdsbopladser velbeliggende for jagtekspeditioner<ref>Jensen (1988), s. 39-44, 49</ref>. Mange var bopladser i indlandet beliggende ved søer eller større vandløb<ref>Jensen (1988), s. 52</ref>. Bopladserne måtte ligge centralt for skovjægernes jagtdistrikter for bjørn, vildsvin, krondyr og andet jagtvildt og samtidig beskyttet mod angreb fra rovdyr. Fra en del skovjægerbopladser kendes fund af rektangulære hytter, 6-7 m lange og 4-5 m brede. Indgangen lå i gavlen ud mod søen. Inde i hytterne var et bålsted omkring 1 m i tværmål. Hytterne blev bygget af birk, fyr og hassel<ref>Jensen (1988), s. 52f</ref>. ==== [[:w:Maglemosekultur|Maglemosekulturen]] ==== [[Fil:Yolda_MeerX.png|thumb|Yoldiahavet.]] [[Fil:Kølle_fra_Ryemarksgård_-_f.I.6720.jpg|thumb|Kølle dekoreret med en familie.]] I præboreal tid indtrådte en markant temperaturstigning i sommermånederne.<ref name="jj 47">Jensen (1988), s. 47</ref> Temperaturstigningen indebar, at indlandsisen nu afsmeltede helt fra det sydskandinaviske område<ref>Jensen (2001), s. 86</ref>, hvilket afstedkom en lang række følgevirkninger for plantevækst, dyreliv og egnenes befolkning. Med indlandsisens afsmeltning forsvandt for det første også tundraen og sammen med den forlod rensdyrene det sydlige Skandinavien og søgte nordpå opover den skandinaviske halvø. Det formodes, at en overordentlig stor del af rensdyrjægerne ligeledes foretrak at flytte nordpå efter deres sædvanlige bytte frem for at tilpasse sig de forandrede levevilkår. De folk, hvis levevis har givet maglemosekulturen dens særpræg, var således sandsynligvis indvandrere, der sydfra fulgte birkeskovens fremtrængen og med den det tilhørende dyreliv i form af elg, urokse, kronhjort og rådyr ind i det nordeuropæiske lavland.<ref name="jj 47"/> Dernæst indebar indlandsisens afsmeltning, at den belastning, isen havde forårsaget, forsvandt, hvorfor landområderne efterhånden hævede sig, omend denne landhævning skete langsommere end den havstigning, som isens afsmeltning samtidig bevirkede. Landskabeligt indebar det, at hele det nordeuropæiske område fra de britiske øer i vest til den sydlige del af den skandinaviske halvø i øst kom til at udgøre et sammenhængende fastland, blandt andet Doggerland, dog gennemskåret af talrige vandløb og præget af søer, åer og bække.<ref name="JJ 87">Jensen (2001), s. 87</ref> Østersøen var forbundet med det frie hav i vest ved et havområde tværs over det sydlige Mellemsverige<ref name="JJ 87"/>, og der derved fremkomne havområde benævnes yoldiahavet.<ref name="JJ 58"/> For det tredje forvandledes selve landskabet fra tundra til en åben og lys birkeskov iblandet træer som bævreasp, pil, røn og fyr. Alle disse træarter havde også tidligere groet i landet men fik nu bedre vækstbetingelser.<ref name="jj 47"/> Dyrelivet forandredes: renen trak nordpå efter indlandsisen, bison og vildhest levede fortsat i landet omend fåtalligt. I stedet blev elg, urokse, kronhjort og rådyr fremherskende.<ref name="jj 47"/> Blandt maglemosefolkets redskaber er de mest markante tandede benspidser lavet af bearbejdede dyeknogler, der først er gjort glatte og smalle og dernæst har fået indskåret modhager. Det antages, at de har været monterede på et træskaft og kan have været fast monterede<ref name="TJ (2021) 3">Jensen (2021), s. 3</ref> eller fungeret som harpuner, hvor kun spidsen blev siddende i byttedyret. De formodes at have været anvendt dels til at stange fisk, dels til at jage storvildt.<ref name="TJ (2021) 3"/> De optræder i to hovedformere: fintandede benspidser med mange, små indhak eller modhager og stortandede benspidser med få store, modhager. Undersøgelser tyder på, at de efter type lader sig inddele tidsmæssigt, idet de fintandede bespidser dateres til tiden 9.200-8.100 f.Kr. og de stortandede til tiden 7.600-6.400 f.Kr.<ref name="TJ (2021) 4">Jensen (2021), s. 4</ref> Mellem de to delperioder var således et tidsmæssigt tomrum på omkring 600 år.<ref name="TJ (2021) 5">Jensen (2021), s. 5</ref> Endvidere er der forskelle i hvilke dyr og hvilke dele af dyr, der har været anvendt ved fremstillingen: de fintandede benspidser er overvejende lavet af lemmeknogler fra kronhjort og elg, mens de stortandede benspidser for omtrent halvdelens vedkommende er lavet af ribben fra urokse, lårben fra kronhjort og for en mindre dels vedkommende af knogler fra brun bjørn.<ref name="TJ (2021) 4"/> Forklaringen på disse forhold menes at være, at der omkring overgangen fra præborea til boreal tid 8.300 f.Kr. indtraf et mere tørt klima, hvilket kan have medført, at vandstanden i søer faldt så meget, at fiskeri ikke længere var muligt. Desuden tyder store mængder trækul i lag fra denne tid på, at der indtraf store skovbrande.<ref name="TJ (2021) 5"/> Det har været foreslået, at disse forhold bevirkede en affolkning af Danmark i en periode. Der er peget på, at der på bopladsen Huseby Klev i Halland omkring 8.100 f.Kr. optræder en ny flintteknink kaldet trykteknik og gående ud på vedtryk og ikke direkte slag mod flintblokken at fremstille små 3-6 cm lange mikroflækker, der blev brugt som flintæg på spyd eller dolke. Denne teknik menes at stamme fra Mongoliet eller Kina og have været henved 9.000 år om at nå den nordøstlige del af Den skandinaviske Halvø (Finland), hvor den dukker op sammen med en ny folkegruppe kaldet "østlige jægere-samlere". Genetiske undersøgelser tyder på, at de østlige jægere-samlere blev blandet med den ældre befolkning kaldet "vestlige jægere-samlere" og at dette nye blandingsfolk også nåede til Huseby Klev.<ref name="TJ (2021) 6">Jensen (2021), s. 6</ref> Herfra bredte den nye teknik sig til Danmark.<ref name="TJ (2021) 7">Jensen (2021), s. 7</ref> Maglemosefolket var i tidlig maglemosetid i udpræget grad et jæger- og samlerfolk, som i årets løb skiftede opholdssted alt efter, hvor levevilkårene var mest fordelagtige. Det er muligt, at der har været tale om et nogenlunde fast område, indenfor hvilket omflytningen skete, således at man med regelmæssige mellemrum er vendt tilbage til gammelkendte steder. Denne omflytning må ses i lyset af de ulige vilkår, som de ulige årstider bød på: vintermånederne egnede sig til jagt på de store kød- og pelsdyr samt sæler, der i januar-februar opholdt sig på stranden i forbindelse med deres ungers fødsel og som forholdsvis let kunne slås ihjel. Om foråret har trækfugle og træk af grønlandssæler kunnet byde på fødemuligheder. I sommermånederne har fiskeri og indsamling af bær og nødder givet fødemuligheder. Om efteråret gav de fornyede fugletræk og ungdyr jagtmuligheder. [[File:Bos primigenius Vig uroksen.jpg|thumb|[[Uroksen fra Vig]] med markeringer af, hvor [[pilespids]]erne har ramt]] Uroksens betydning som jagtvildt allerede i tidlig maglemosetid bevidnes af en fuldvoksen tyr, der undslap jægerne, men undkom i en mose ved Vig i Nordvestsjælland.<ref name="JJ 115">Jensen (2001), s. 115</ref> I skelettet fandtes rester fra de våben, maglemosejægerne da anvendte i jagten. Der er tale om forholdsvis få og store pilespidser, overvejende fundet i brystområdet. Dette tyder på, at jægerne udnyttede, at skoven var forholdsvis åben til at snige sig så tæt på dyret som muligt for at komme på skudhold (den ideelle skudafstand er op til 20 m) og derefter har sigtet mod dyrets vigtigste organer som lunger, hjerte og store blodårer. Jagtvåbnene har derfor skullet være så kraftige, at de kunne trænge gennem ribben og skulderblade.<ref>Krabbe og Krabbe, s. 12</ref> Der kendes et forholdsvis stort antal sommerbopladser fra mellemste maglemosetid. I Jylland ligger bopladserne ofte i tilknytning til store åer, især hvor disse løber sammen. På Sjælland ligger bopladserne ved søer, ofte tæt på den datidige vandkant i et sumpet terræn. Man har derfor betegnet dem sumpbopladser.<ref name="JJ 96">Jensen (2001), s. 96</ref> Flere bopladser viser spor efter hytter, der opfattes som sommeropholdssteder, da beliggenheden næppe har tilladt brug i vintermånederne på grund af for høj vandstand. Hytterne er trapezformede<ref name="Sø 25-7">Sørensen (1988), s. 25-27</ref><ref>Jensen (2001), s. 101</ref> eller rektangulære med et gulvareal på 6 m lang og 4,5 m bred. Gulvet var dækket af bark, antagelig fra bævreasp og midt i rummet fandtes et ildsted markeret ved et sandlag<ref name="JJ 99">Jensen (2001), s. 99</ref> Disse hytter har kunnet rumme en familie, og tandaftryk af henholdsvis et 7-8 årigt og et 11-årigt barn i begklumper viser, at børn må have opholdt sig her.<ref name="JJ 99"/> Indgangen synes at være i hyttens ene ende, vendt ud mod søen. Hytten var bygget af armtykke hasselstager, der formentlig blot bar væggen (af skind eller tagrør). Inde i hytten var et sanddækket bålsted. Hyttens indre kunne være dækket af flintafslag og nøddeskaller som vidnedsbyrd om den virksomhed, der her havde fundet sted. Det forhold, at de fundne hytter øjensynligt har været bolig for små familier og at der langs samme vandhuls bredder har været mange sådanne boliger, peger imod, at man har levet i kernefamilier samtidig med, at man har måttet være fælles om jagten på de større køddyr. Sikre vidnedsbyrd om vinterbopladser kendes endnu ikke. Fra omkring 7.000 f.Kr. blev klimaet varmere og fugtigere. En følge heraf blev en forandring i urskoven: småbladet lind blev nu helt dominerende, og i botanisk henseende betegnes tiden Ældre Lindetid. Samtidig skete en kraftig havstigning, fra ca. 27 m til ca. 9 m under nuværende havoverflade. Det havde til følge, at havet trængte frem til Østersøen dels gennem Storebæltsrenden, dels gennem Øresund, hvorved Østersøen blev mere salt: Ancylussøen udvikledes til ''Littorinahavet'', opkaldt efter strandsneglen ''Littorina littorea''.<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> På forholdsvis kort tid blev det sydskandinaviske område forvandlet til et ø- og fjordområde.<ref name="JJ 137"/> En bivirkning af denne udvikling var, at i takt med udryddelse af uroksen på øerne forsvandt de for stedse herfra, da deres mulighed for fornyet indvandring var afskåret; derimod overlevede uroksen indtil videre i Jylland. For Maglemosefolket indebar de ændrede levevilkår, at de måtte omstille deres tilværelse: fra at kunne have levet af, hvad urskoven kunne skaffe dem, måtte de nu tage hensyn til havets nærværelse på godt og ondt. Havstigningen havde taget land og dermed tilknyttede jagtmuligheder fra dem, de store jagtdyr blev sjældnere. Men havet åbnede tillige nye muligheder: med havet kom muligheden for jagt på havpattedyr, havfugle og fisk – samt tillige muligheden for at samle muslinger. Disse nye muligheder synes Maglemosefolket at have fået øjnene op for. Ved Pilhagen ud for Landskrona lå en boplads dateret til ca. 7.000 f.Kr. hvor en større å løb ud i havet. Her er fundet skaller af blandt andet blåmusling foruden skaller af knækkede hasselnødder og en spaltet knogle af rådyr. En anden boplads, der med sikkerhed lå lige ud til havet, er Kalø Vig I nordøst for Aarhus, dateret til 6.400 f.Kr. og således til Maglemosetidens slutning. I de havaflejrede gytjelag ud for bopladsen er fundet rester af et fiskegærde, indtil videre det ældste af sin slags i Skandinavien. === ''Kystjægere'' === [[File:Meilgaard-boplads.jpg|thumb|350px|Udgravning af Ertebølle-køkkenmødding i Meilgaard (før 1900).]] For kystjægere var det hensynet til havets ressourcer, der spillede den afgørende rolle for bopladsens beliggenhed. Kystjægerne lagde deres sæsonbopladser ved kysterne på steder, der gav de bedste muligheder for havjagt, indsamling af østers og blåmuslinger samt fiskeri på den ene side, skovjagt og indsamling af bær og nødder på den anden. Karakteristiske er de store skaldynger, køkkenmøddinger, som nogle af disse ophold efterlod<ref>Jensen (1988), s. 68-75</ref>. Der er ikke fundet spor af egentlige boliger på østersdyngerne, og det vides ikke, om østersdyngerne kun fungerede som sommerbopladser eller og de var beboede hele året. Et fund af en østersskal ved Ringkloster i Østjylland henved 10 km fra kysten tyder imidlertid på, at kystjægerne også har opholdt sig i indlandet i perioder.<ref name="JJ 165f">Jensen (2001), s. 165f</ref> Ved Skateholm i Skåne er fundet spor, der er tolket som rishytter, hvoraf de største er 11 x 6 meter.<ref name="La 22">Larsson (1986), s. 22</ref> ==== Kongemosekulturen ==== [[Fil:Baltic History 7500-BC.svg|thumb|Ancylussøen ca. 8.200 f. Kr. De sidste rester af indlandsisen ses med hvidt.]] Kongemosekultur er benævnelsen på den skov- og kystjægerkultur, der i mellemste del af jægerstenalderen, nærmere bestemt ca. 6.400 – ca. 5.400 f.Kr udøvedes i det sydlige Skandinavien. Kongemosekulturen underinddeles i tidlig kongemosekultur (ca. 6.400 – ca. 6.000 f.Kr.), mellemste kongemosekultur (ca. 6.000 f.Kr. – ca. 5.700 f.Kr.) og sen kongemosekultur (ca. 5.700 f.Kr. – ca. 5.400 f.Kr) efter formen på de tilvirkede pile.<ref name="JJ 14f2">Jensen (2001), s. 142f</ref> Kongemosekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.), nærmere bestemt dennes mellemste del. Det var en i henseende til levevilkår en overgangstid mellem Maglemosekultur og Ertebøllekultur og kendetegnet ved voldsomme forandringer i både kystliniens forløb, bevoksningens sammensætning og det deraf følgende dyreliv. På samme tid ændredes forholdet mellem land og vand. Ancylussøen opstod, da der indtraf en landhævning, således at forbindelsen mellem Yoldiahavet og Skagerrak/Kattegat blev mere og mere grundt. De salte bundstrømme kunne ikke trænge ind i Østersø-bækkenet og der opstod en ferskvandssø, Ancylussøen, med navn efter en snegl, ''Ancylus fluviatilis'', som lever i ferskvand. Det meste af den tid, kongemosekulturen var fremherskende, var således en tid med store landfaste arealer. Først henimod slutningen af det tidsrum, kongemosekulturen rådede, skete der en kraftig stigning i havets udbredelse således, at det sydskandinaviske område forvandledes fra et udpræget fastlandsområde til et udpræget kystområde med mange større og mindre øer adskilte af havområder.<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> Det landfaste område var således ved overgangen til Ertebølletiden indskrænket til henved halvdelen af, hvad det havde været i Maglemosetiden. At datidens folk har kunnet mærke dette ses af, at mange bopladser nu ligger under havets overflade og må være forladte i takt med havstigningerne.<ref name="JJ 138">Jensen (2001), s. 138</ref> Kongemosekulturen skal derfor givetvis ses som en tilpasning til disse forandringer i klimabetingelser og levevilkår. I takt med, at vandstanden i havet steg og tidligere landområder oversvømmedes, skete der en forskydning fra skovjagt imod udnyttelse af de muligheder, havet bød på: fiskeri og havjagt.<ref name="JJ 138"/> Kongemosekulturen var en jagt- og fiskerilivsform. Bopladserne lå ofte ved smalle strømsteder i fjordområder med gode muligheder for fiskeri, således efter fladfisk, ål, hornfisk, pighaj, torsk, gedde.<ref name="JJ 144">Jensen (2001), s. 144</ref> Den overordnede fordeling kunne tyde på, at landet har været inddelt i territorier til tilknytning til fjorde og større vandløb.<ref name="JJ 147">Jensen (2001), s. 147</ref> I indlandet har man blandt andet drevet jagt på kronhjort, rådyr, bæver og vildsvin i de omgivende skove. Dyrearter som urokse, bjørn, grævling, ilder og los forsvandt fra øerne i denne periode, dels som følge af jagt, dels fordi øernes isolerede beliggenhed ikke gav mulighed for nyindvandring til erstatning for de dræbte dyr. Af fugle drev man jagt på sule, sort stork, ænder, knopsvaner, rød glente, havørn, sølvmåge, gejrfugl og krage.<ref name="JJ 144"/> Det er bemærkelsesværdigt, at skaldyr – i modsætning til i den efterfølgende Ertebøllekultur – synes at have spillet en ubetydelig rolle i kongemosefolkets fødeforsyning. Jagten blev drevet med bue og pile, i tidlig kongemosetid fortrinsvis brede, trapezformede pile<ref name="JJ 150"/>, i mellemste kongemosetid rhombiske skævpile<ref name="JJ 150"/>, og i sen kongemosetid smalle skævpile og store skæve tværpile.<ref name="JJ 149">Jensen (2001), s. 149</ref> Pileformen og den anvendte slagteknik er uens i Jylland og på Sjælland. Andre jagtvåben var flintægspyd<ref name="JJ 150">Jensen (2001), s. 150</ref> og flintægdolke<ref name="JJ 153">Jensen (2001), s. 153</ref>, desuden, med geometriske mønstre ofte smukt dekorerede, hjortetaksøkser.<ref name="JJ 152">Jensen (2001), s. 152</ref> Flint var således den altdominerende stenart ved redskabsfremstillingen. Til fiskeriet anvendtes fiskekroge af ben, lystere af hassel og fiskeruser fremstillede af pilevidjer.<ref name="JJ 150"/> Kongemosekulturen kendes i sin typiske form dels fra nu havdækkede steder, blandt andet i Smålandsfarvandet og ved Langeland, dels fra Midtjylland, fra det nordlige Sjælland og fra det sydvestlige Skåne.<ref name="JJ 147">Jensen (2001), s. 147</ref> ==== Ertebøllekulturen ==== [[Fil:Athra_stenalderbopladsen.jpg|thumb|Rekonstrueret boplads fra ertebøllekulturen.]] [[Fil:Archäologisches_Landesmuseum_Schloss_Gottorf_023.JPG|thumb|Spidsbundet lerkar.]] [[Fil:Baltic History 5000-BC.svg|thumb|Littorinahavet omkring 5.000 f. Kr.]] Ancylussøen havde ingen forbindelse til verdenshavet og påvirkedes derfor ikke umiddelbart af havets stigning. Men efterhånden som klimaet blev varmere fortsatte den arktiske is med at smelte, og havets overfladeniveau steg. Efterhånden steg havoverfladen så meget, at det trængte ind over Øresundsområdet, og saltvand dermed kom ind i Østersø-bækkenet. Det nye saltvandshav som skabtes, kaldtes ''Littorinahavet'' efter saltvandssneglen ''Littorina littorea''. I begyndelsen var saltindholdet ikke særligt højt, og dette overgangsstadium benævnes Mastogloiahavet. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum. Ertebøllekulturen var en overvejende kystkultur, der afløste kongemosekulturen. Ertebøllekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.)<ref name="JJ 58"/>, hvor isens afsmeltning i Skandinavien var afsluttet og vandstanden i havet ca. 3 m højere end nu, så en del af de i dag landfaste områder i landets nordlige del var overskyllet af havet (Littorinahavet).<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> Temperaturen var om sommeren 20°C og om vinteren omkring frysepunktet.<ref name="JJ 162">Jensen (2001), s. 162</ref> Derimod er en del af landets sydlige områder, der var landfaste, siden blevet dækket af havet ved den landsænkning, der her var en afledt virkning af, at isens pres forsvandt. Ertebøllekulturen træder i stedet for Kongemosekulturen og skal givetvis ses som en tilpasning til de ændrede klimabetingelser og levevilkår. Ertebøllekulturens udøvere var overvejende en kystkultur af jægere, fiskere og samlere, hvis mest udtalte efterladenskaber var store østersskaldynger, køkkenmøddinger, først og fremmest fundet i landets nordlige egne (Limfjorden, Jyllands østkyst, Stavns Fjord på Samsø, Fyns nordkyst, Sjællands vest- og nordkyst – herunder Isefjorden, Roskilde fjord og Øresund).<ref name="JJ 158">Jensen (2001), s. 158</ref> Beliggenheden af disse skaldynger var til dels betinget af de naturgivne forhold, idet havet på de omtalte steder havde en saltholdighed, der gav østers levemulighed. Skaldyngerne kan være ganske store: Skaldyngen ved Ertebølle er ca. 140 m lang, ca. 20 m bred og ca. 1,9 m tyk<ref name="JJ 160">Jensen (2001), s. 160</ref>, mens en skaldynge ved Bjørnsholm er ca. 325 m lang, 10–15 m bred og ca. 1,2 m tyk.<ref name="JJ 161">Jensen (2001), s. 161</ref> Foruden indsamling af østers og muslinger i sommermånederne drev ertebøllefolket jagt i indlandet på kronhjort, bæver, rådyr, vildsvin, vildkat, los, ræv, odder og ulv<ref name="JJ 162"/>, ved havet drev de jagt på svaner og ænder<ref name="JJ 162"/>, og i havet jog de øresvin og spækhugger<ref name="JJ 164">Jensen (2001), s. 164</ref>, marsvin og gråsæler<ref name="JJ 162"/> samt fiskede ål<ref name="JJ 162"/>, hornfisk, torsk<ref name="JJ 164"/> og lignende. Kosten var alsidig og kunne afveksle fra sted til sted beroende på de stedlige forhold. Foruden kød har dyrene leveret skind og ben til redskaber som til skafter. En betydelig del af jagten er sket med bue og pil. Buerne er lavet af elm, 160–170 cm lange og med håndgreb midtpå.<ref name="JJ 196">Jensen (2001), s. 196</ref> Pilene forekom i to udformninger: en tværpil med spids af flint<ref name="JJ 197">Jensen (2001), s. 197</ref> og en pil uden spids men med et afrundet hoved; sidstnævnte formodes anvendt til jagt på mindre pelsdyr, hvor man tilstræbte at undgå at skade skindet. Fiskeriet er sket med krog, lystre og ruser. Andre redskaber, pilespidser, bor, flækker og skrabere til bearbejdning af skind blev lavet af flint ved slagbearbejdning.<ref name="JJ 193"/> I Skateholm er blandt gravgaver fundet en harpunspids.<ref name="La 23">Larsson (1986), s. 23</ref> Blandt husgeråd af ler kan nævnes en spæklampe<ref name="JJ 193">Jensen (2001), s. 193</ref> og spidsbundede lerkar, der må have hvilet på støttesten for at holde sig oprejst.<ref name="JJ 212">Jensen (2001), s. 212</ref> Der er ikke fundet spor af boliger på østersdyngerne, og det vides ikke, om bopladser i tilknytning til køkkenmøddingerne kun har været sommerbopladser eller var beboede hele året. Et fund af en østersskal ved Ringkloster i Østjylland henved 10 km fra kysten tyder imidlertid på, at kystjægerne også har opholdt sig i indlandet i perioder.<ref name="JJ 165f">Jensen (2001), s. 165f</ref> Beliggenheden af bopladser omkring den daværende Vedbæk fjord tyder på en placering under hensyn til forskellige biotoper inden for formodede stammeområder på højst 10 kms afstand og med sæsonbetingede flytninger mellem indre og ydre dele af fjorden.<ref name="JJ 172f">Jensen (2001), s. 172f</ref> For Karrebæk Fjords vedkommende tyder fund af økser på, at den foretrukne beliggenhed af opholdssteder har været i tilknytning til strømløb ved indsnævringer af farvandet, ofte på mindre øer med gode fiskemuligheder. Skønsmæssigt har fjorden kunnet føde omkring 250 mennesker.<ref name="JJ 174f">Jensen (2001), s. 174f</ref> Også bopladserne ved Skateholm dateret til ca. 5.500 f.Kr. ligger ved en mere eller mindre afskærmet lagune: oprindelig lå bopladsen på en ø, senere blev den flyttet til en anden ø, og til sidst blev den flyttet til et landfast næs.<ref name="La 23">Larsson (1986), s. 23</ref> På bopladserne er fundet spor efter formodede nedgravede huse hvoraf den største med størrelsen 11 x 6 meter.<ref name="La 22"/> Hver af de tre bopladsfaser synes at have været anvendt gennem flere århundreder og sandsynligvis af flere familier samtidig.<ref name="La 22"/> Flytningerne synes at være betinget af stigende vandstand.<ref name="La 22"/> På bopladserne er fundet spor efter jagtbyttet: gedde, ål, skalle og aborre er blevet fisket, sæl og småhval er sandsynligvis blevet fanget i lagunen, gråand, skallesluger og havørn kan være jaget i lagunen mens lomvie og pelikan må være kommet fra fjernere steder, i skove på fastlandet har været jaget vildsvin, kronhjort samt pelsdyr som mår, odder og bæver.<ref name="La 22"/> I tilknytning til bopladserne lå to større gravpladser med samlet mindst 22 grave.<ref name="La 22"/> I Skateholm er tillige fundet ti hundegrave, hvilket viser, at hunden (svarende til nutidens grønlandshunde) har været holdt og værdsat som (eneste) tamdyr.<ref name="La 28"/> Det har dog ikke forhindret, at man også har kunnet spise hundekød, når forholdene betingede det.<ref name="La 28"/> I et par tilfælde formodes hunde at være blevet begravet sammen med deres ejer.<ref name="La 28">Larsson (1986), s. 28</ref> == Bondestenalder == === Bondekulturens livsform === For en bonde er husdyrhold og afgrødeavl de afgørende forudsætninger for tilværelsen. De er begge disse sider af tilværelsen, der skaffer det grundlag, som betinger levevilkår. Det gælder naturligvis først og fremmest forsyningen med fødevarer i alle dens former, herunder behandlingen af råvaren forud for dens indtagelse som føde, men også andre sider af tilværelsen. Skind fra husdyr og uld fra får kan anvendes til klæder, tæpper, beholdere og meget andet. Ben kan forarbejdes til redskaber. Men bønder inddrager også andre råstoffer, som naturen kan tilbyde, som ler til keramik, træ til bygninger og meget andet. Ved sin tilpasning af tilværelsen til de naturgivne vilkår må bonden også tage hensyn til disse andre behov. Dette kan ske på ulige måder: tilværelsen kan, som for jægeren, tilpasses omflytning med mellemrum, når de stedlige ressourcer er udnyttede og udpinte, eller bonden må sikre sig, at det vil være muligt at genetablere de udnyttede ressourcer ved hvileperioder, skiftende afgrøder eller kompensation, fx i form af gødning. Valg mellem disse mulige tilpasninger har vekslet over tid, og dette afspejler sig også i bebyggelsesforholdene. Håndværk og handel afspejler en tilværelse med overskud i både tid og befolkning ud over, hvad selve eksistensen kræver. Jo mere udviklet, et samfund er, desto større vil også være tendensen til, at håndværk og handel udskilles som egne næringsveje i kraft af arbejdsdeling og mulighed for bytte af nødvendige og ønskelige goder. === Landbrugets udbredelse til Danmark og Sydskandinavien === Landbruget kom til Danmark omkring 4.000 f.Kr. i form af indvandring.<ref name="Kr 55"/><ref name="SN (2004) 46ff">Skak-Nielsen (2004), s. 46-54</ref> På grundlag af kulturtræk skelner man mellem to indvandrede grupper: Vollinggruppen fortrinsvis i Jylland og Oxiegruppen fortrinsvis på øerne og i Skåne.<ref name="SN (2004) 47">Skak-Nielsen (2004), s. 47</ref> Oxiegruppen er antagelig den ældste. Den havde flintredskaber og keramikformer, der udviser ligheder med Ertebøllekulturen. Den synes at være indvandret over Femarn til Lolland og herfra bredt sig til Sjælland og Skåne, hvorfra den har bredt sig til Bornholm.<ref name="SN (2004) 51">Skak-Nielsen (2004), s. 51</ref> Vollinggruppen udviser træk, der tyder på en indvandring fra det nordvestlige Europa.<ref name="SN (2004) 50"/> Den er formentlig indvandret over hertugdømmerne til Jylland, men har senere også bredt sig til øerne.<ref name="SN (2004) 51"/> Indvandringen fra Holsten og udbredelsen til Danmark samt Oslofjorden og Mälarområdet på den Skandinaviske halvø er sket i løbet af en omkring 200-årig periode.<ref name="SN (2004) 52">Skak-Nielsen (2004), s. 52</ref> Passagen af de åbne farvande kan være sket om vinteren, når disse var frosset til.<ref name="SN (2004) 53">Skak-Nielsen (2004), s. 53</ref> Dateringer fra et stort antal lokaliteter taler for, at indvandringen kan være sket ret hurtigt og måske i form af et større antal mindre grupper.<ref name="SK (2014) 102"/> Derimod er bondebruget ikke indført blot ved kulturspredning. Derimod taler både det altomfattende kulturskift<ref name="SN (2003) 6">Skak-Nielsen (2003), s. 6</ref>, fraværet af fartøjer til transport af kvæg over lange afstande<ref name="SN (2003) 4">Skak-Nielsen (2003), s. 4</ref> samt formodentlig sprogforskelle mellem befolkningerne nord og syd for Østersøen.<ref name="SN (2003) 5">Skak-Nielsen (2003), s. 5</ref> Dette afspejles også ved, at da ertebøllefolkene i Holsten fik kontakt til bønderne og deres særlige keramikkultur, tog det 400 år for denne at brede sig til Danmark.<ref name="SN (2003) 5"/> I dette som i andre tilfælde holdt man fast ved gamle og velprøvede traditioner. Samme stagnation havde gjort sig gældende tidligere i udbredelsen: da bondekulturen under sin spredning nordpå nåede 100-200 km syd for Østersøen ca. 5.200 f.Kr., standsede udbredelsen, idet den daværende dyrkningsform var uegnet på de skovbevoksede moræneområder. Det krævede lang tids udvikling af en ny teknik med svedjebrug, førend den videre ekspansion frem til Østersøen og udbredelsen til Danmark og Skandinavien kunne finde sted.<ref name="SN (2003) 6"/> Ertebøllekulturen hvilede på jagt og fiskeri, og kun langsomt kunne synes man at have antaget en kulturform, som var tilpasset et andet miljø. Der har sikkert været kontakter mellem de to kulturer, men de har i nogen udstrækning kunnet eksistere på samme tid<ref name="SK (2014) 110">Sørensen og Karg (2014), s. 110</ref>, måske med ertebøllekulturen som vigende og tragtbægerkulturen som ekspanderende.<ref name="SN (2003) 6"/> Et pres i en voksende bondebefolkning syd for Østersøen og et fald i marine ressourcer kan have fremmet denne udvikling.<ref name="SK (2014) 111">Sørensen og Karg (2014), s. 111</ref> I hvert fald skete der et drastisk skifte fra overvejende marin føde til landbrugsføde i løbet af en meget kort periode.<ref>M.P. Richards, T.D. Price and E. Koch: (2003), s. 288-295</ref> Den dyrkningsform, som de første bønder anvendte, var svedjebrug: man ryddede et stykke skov (måske ved fældning, måske ved ringbarkning) og afbrændte de fældede eller døde træer. Derved skabtes en aske, som sammen med skovmulden kunne give ret høje afgrødemængder de første år. Senere kunne rydninger også anvendes ved kvæggræsning i nogle år, men derefter fik skoven lov til at vokse op igen.<ref name="Kr 1988 29">Kristiansen (1988), s. 29</ref> Kvæget har enten været indhegnet eller tøjret, og løvfodring med friske kviste kan have været en del af fodringsmåden. Elm og ask gav det bedste foderløv, men også lind kan anvendes idet dets bark anvendes til bast. Man stynede hvert andet, tredje eller fjerde år og tørrede løvet til vinterfoder.<ref name="Kr 1988 30">Kristiansen (1988), s. 30</ref> De afgrøder, som disse tidlige bønder har dyrket, omfatter emmer, enkorn, nøgen byg, brødhvede og formodentlig spelt.<ref name="Kr 1988 37">Kristiansen (1988), s. 37</ref><ref name="SK (2014) 100">Sørensen og Karg (2014), s. 100</ref> Agerdyrkning er en lang og krævende proces, der kræver rydning af dyrkningsland, såning, sikring af afgrødens vækst, høst samt opbevaring af sæd.<ref name="SK (2014) 102">Sørensen og Karg (2014), s. 102</ref> Husdyrhold kræver på sin side sikring af foder året rundt, herunder om vinteren.<ref name="SK (2014) 102"/> Som husdyr holdt man især kvæg og svin, mens får og ged i begyndelsen ikke var så mange. Svinene havde gode betingelser i skove, ikke mindst egeskove, hvor produktionen af olden kunne være høj.<ref name="Kr 1988 37"/> Kvæget har været indført tamkvæg, der klart adskilte sig fra urokser.<ref name="Kr 1988 37f">Kristiansen (1988), s. 37f</ref> === Bopladser og bebyggelse === En skik med at opføre gravhuse med trapezform pegede på, at indvandrerne stammede fra Kujavien i Polen.<ref name="Gl 11">Glob (1975), s. 11</ref> De ældste huse, der lignede de levendes boliger, var langhuse på 30 m eller mere inddelte i rum på tværs for de enkelte familier.<ref name="Gl 11"/> Da bønderne kom til landet, medbragte de de både korn er dyrkningskultur, husdyr, ny keramik, slibning af økser, grav- og byggeskik samt skikken at nedlægge offergaver i vådområder.<ref name="SN (2004) 50">Skak-Nielsen (2004), s. 50</ref> De tidligste besættelser synes anlagt relativt isoleret, en boplads ved Barkær på Syddjursland blev anlagt på en holm i Korup sø med en lille landtange som eneste forbindelse til fastlandet omkring søen. Noget tilsvarende gælder bopladsen Stengade på Langeland, der lå på en lille sandet holm. Bebyggelsen bestod af to langhuse, idet den ene har afløst den anden i to bebyggelsesfaser. Huset var 33 m langt, orienteret øst-vest og med en indvendig bredde på 3 m.<ref name="Kr 55"/> Det har været foreslået, at langhuse for de døde efterhånden udviklede sig til langdysser.<ref name="Gl 13">Glob (1975), s. 13</ref> Barkærhuset, der formodentlig var et gravanlæg opført på bopladsen, da denne blev forladt, var 85 m langt og 6-7 m bredt.<ref name="Kr 55">Kristiansen (1988), s. 55</ref> Også de tidlige ''bondebebyggelser'' havde midlertidighedens præg: landsbyerne blev anlagt som rydninger i skovene, jorden blev opdyrket i nogle få år ved svedjebrug og efter udpining atter opgivet.<ref>Jensen (1988), s. 113ff</ref> === ''Tragtbægerkulturen'' === Den ældste bondekultur i Danmark kaldes tragtbægerkulturen efter et karakteristisk lerkar. Et stykke ind i ældre bondestenalder optræder en ændring i driftsmåden. I tiden fra 3.700 f.Kr. til 3.400 f.Kr. sker der en markant reduktion af højskov og en ændring til et åbent skovlandskab med store græsningsområder.<ref name="Kr 1988 41">Kristiansen (1988), s. 41</ref> Skoven var fortsat dominerende, men landet blev nu åbnet i ''bygder'' med store åbne græsningsarealer omkring bopladserne.<ref name="Kr 1988 42">Kristiansen (1988), s. 42</ref> De tidlige bopladser lå nær åer og søer, men begyndte efterhånden at brede sig længere væk og dannede derved nogenlunde faste bosættelsesområder inden for vel afgrænsede territorier.<ref name="Kr 1988 62">Kristiansen (1988), s. 62</ref> Det er muligt, at datidens gravhøje, dysser og jættestuer, har tjent som markeringer af disse nye bygder.<ref name="Kr 1988 67">Kristiansen (1988), s. 67</ref> Især i Vestjylland synes tilbagegang i skovområder til fordel for et åbent landskab at have været omfattende.<ref name="Kr 1988 43f">Kristiansen (1988), s. 43f</ref> Samtidig er imidlertid lyngheden gået kraftigt frem, og denne fremgang holdt sig ind i bronzealderen.<ref>Odgaard (1981), s. 10</ref> Fremgangen for lyngen skal ses i lyset af, at både kvæg, får og geder gerne æder friske, næringsrige årsskud af lyng, ligesom lyng kan anvendes til vinterfoder. For at kunne vedligeholde denne tilstand har man imidlertid sandsynligvis afbrændt hederne med jævne mellemrum for at få lyngen til at spire og derved skaffe ung og frisk lyng.<ref>Odgaard (1981), s. 11</ref> I de østligedele af landet havde befolkningen dels faste bopladser i indlandet, dels sæsonbopladser for havjagt og fiskeri ved kysterne, men efterhånden ophørte brugen af sæsonbopladserne og fiskeri blev drevet fra hovedbopladserne.<ref name="Kr 1988 57">Kristiansen (1988), s. 57</ref> Som noget nyt optræder nu indhegnede centralpladser formodentlig fælles for de omkring liggende bopladser. Disse, der blandt andet kendes fra Sarup på Fyn, formodes at have været mødepladser og fælles festpladser med gaveudveksling, måske fælles religiøse ceremonier men også mulighed for at løse indbyrdes stridigheder om rettigheder til jord og ressourcer.<ref name="Kr 1988 57ff">Kristiansen (1988), s. 57-60</ref> Det er meget lidt, der kendes til datidens landbrug. Man har øjensynlig dyrket emmerhvede, enkorn og byg.<ref name="Je 2001 287"/> De tidligste ryddede områder har formodentlig kun kunne bearbejdes med gravestok, træspade og hakke, men omkring 3.500 f.Kr. indførtes arden som pløjeredskab.<ref name="Je 2001 290">Jensen (2001), s. 290</ref> Spor efter pløjede marker er fundet under jættestuer og må derfor være ældre end disse.<ref name="Je 2001 291f">Jensen (2001), s. 291-293</ref> Det formodes, at man har anvendt okser som trækdyr.<ref name="Je 2001 291">Jensen (2001), s. 291</ref> Påfaldende er der ikke fundet spor efter fiskeri og havjagt, skønt flere bopladser lå ud mod havet.<ref name="Je 2001 288">Jensen (2001), s. 288</ref> Med hensyn til bebyggelsen er det endnu begrænset, hvad der kendes af bopladser. Fordelingen af grave, såvel rund- og langdysser som jættestuer, viser, at befolkningen har boet over hele landet, dog er Vestjylland, det indre af Fyn, det sydlige Lolland samt det østlige Sjælland forholdsvis sparsomt forsynet med disse, mens kystområderne, både omkring Limfjorden, Djursland, Østjylland, Fyn, småøerne og Sjælland udviser større koncentrationer.<ref>Jensen (2001), s. 365, 368</ref> Fordelingen af bopladser tyder på en inddeling af landet i bygder med større og mindre samlinger af bopladser, hvoraf nogle har været faste, andre tidsbegrænsede fangstbopladser og endelig formodede samlingspladser<ref name="JJ 282">Jensen (2001), s. 282</ref> Også gravkamre viser en lignende fordeling. Bygderne ligger langs kyster og større søer adskilte af større områder med få spor efter bosættelse.<ref name="JJ 283">Jensen (2001), s. 283</ref> I flere tilfælde kan det påvises, at gravkamre blev placerede på steder, hvor der forinden havde være en bosættelse.<ref name="JJ 284">Jensen (2001), s. 284</ref> Fra omkring 3.400 f.Kr. kendes en række større fælles samlingsanlæg, især kendt fra Sarup på det sydvestlige Fyn. Disse er fortolkede som samlede bopladser omgivet af befæstninger og dækkende et område på omtrent 40.000 m².<ref name="Je 2001 287">Jensen (2001), s. 287</ref> Indenfor området har man formodentlig behandlet afgrøderne, fremstillet redskaber og keramik. Indenfor området har man gravet gruber, hvoraf nogle formodes anvendt til tørring af korn, andre til opbevaring af forråd.<ref name="Je 2001 287"/> Lignende anlæg kendes fra Blandebjerg ved Humble på Langeland, Fannerup ved Kolindsund på Djursland og Trelleborg på Sjælland.<ref name="Je 2001 287"/> Et kornfund fra Sarup viser, at 94% var emmer (primitiv hvede), under 4% nøgen by og under 1% enkorn og dværghvede (brødhvede). Det formodes, at dette afspejler nyanlagte marker med enårigt ukrudt og gode kornudbytter.<ref name="Kr 1988 48">Kristiansen (1988), s. 48</ref> Lignende kornsammensætninger kendes fra Troldebjerg og Blandebjerg, mens andelen af nøgen byg var omkring 20% ved Lindø og en boplads ved Bundsø på Als dateret til 3.000 f.Kr. viser spor efter seksradet byg. Bopladser fra sen bondestenalder viser derimod en dominans af nøgen by, mens emmer, spelt, dværghvede og enkorn kun udgjorde mindre andele.<ref name="Kr 1988 49">Kristiansen (1988), s. 49</ref> Husdyrholdet var sammensat med kvæg, svin, geder og får samt hund. For bopladserne Troldebjerg og Spodsbjergs vedkommende konstateres, at de fleste tyre blev slagtede i deres tredje eller fjerde leveår. Køerne blev ældre på grund af deres mælkeproduktion. På bopladsen Troldebjerg blev 90% af svinene slagtede før de var 2 år gamle.<ref name="Kr 1988 52">Kristiansen (1988), s. 52</ref> Får og geder udgjorde kun mindre dele af husdyrbestanden.<ref name="Kr 1988 52"/> De har sikkert været holdt for uldens skyld. Men også jagtdyr forekommer og har formodentlig udgjort et supplement til landbrugskosten. På kystnære bopladser kunne de udgøre 10-15%, og på bopladsen Spodsbjerg 5%, overvejende kronhjort. Hjortenes gevirer har været anvendt til trykstokke, som blev brugt ved bearbejdning af flint og fremstilling af økser.<ref name="Kr 1988 53">Kristiansen (1988), s. 53</ref> ==== Barkær ==== Blandt de ældste bopladser fra bondestenalderen regnes Barkær på det sydlige Djursland.<ref name="Gl 1975 10">Glob (1975), s. 10</ref> Bopladsen har bestået af to langhuse placerede på en landtange i en sø. Det formodes, at den relativt beskyttede beliggenhed skyldes frygt for ufred med de omgivende jæger-, fisker- og samlersamfund.<ref name="Gl 1975 10"/> Husene havde en længde på omkring 90 meter, men husene er blevet udvidede (forlængede) en og to gange.<ref name="Gl 1975 12">Glob (1975), s. 12</ref> Husene var inddelt i en række rum adskilte af vægge på tværs af længderetningen. Det formodes, at ruminddelingen afspejler et kollektivt landsbysamfund, hvor hver familie har haft deres eget rum.<ref name="Gl 1975 14">Glob (1975), s. 14</ref> Bosættelsen har haft en varighed på formodet 30-40 år.<ref name="Gl 1975 10"/> De døde synes at være blevet begravede i boligerne, og det formodes, at der har været ritualer for at opretholde kontakten med de afdøde forfædre. Da bønderne forlod pladsen, opførte de en kopi af deres langhus som en slags dødehus over de efterladte døde.<ref name="Gl 1975 10"/> ==== Stengade ==== En anden tidlig boplads lå ved Stengade på Langeland.<ref name="Gl 11"/> Også her fandtes to langhuse, hvoraf det sydlige er opførte i to omgange.<ref name="Gl 1975 12"/> Det nordlige hus er imidlertid så smalt, at det formodes ikke at have været anvendt til beboelse.<ref name="Gl 1975 13">Glob (1975), s. 13</ref> Også disse huse er blevet opført på en lille holm. Stengadehuset var 33 meter langt og med en invendig rumbredde på 3 meter. I bygningens vestlige ende er påvist rumadskillelser på tværs. De fundne tragtbægre med rummål på 40-50 liter menes at være anvendt til opbevaring af korn og mel, og kraveflasker formodes anvendt til opbevaring af mælk og andre drikkevarer.<ref name="Kr 1988 55">Kristiansen (1988), s. 55</ref> Blandt redskaberne var mortere til maling af kornet, men desuden fandtes knive og skrabere til behandling af kød og skindforarbejdning.<ref name="Kr 1988 56">Kristiansen (1988), s. 56</ref> ==== Troldebjerg ==== Fra samme tid som Stengade kendes bopladsen Troldebjerg på Langeland. På denne fandtes 25 små huse, formodentlig stolpebyggede og med lerklinede vægge med en nærmest hesteskoformet grundplan.<ref name="Kr 1988 56"/> Det har været foreslået, at der er tale om familiehytter eller at de har været anvendt til korterevarende ophold fx. ved arbejde på fjernere marker eller ved bevogtning af husdyr. Sådanne hytter kendes fra nutidige svedjeagerbrugere.<ref name="Kr 1988 57">Kristiansen (1988), s. 57</ref> ==== Limensgård ==== Blandt de mest velbevarede huse hører et fra Limensgård på Bornholm dateret til omkring 3.500 f.Kr. Det er med midtsulekonstruktion og afrundede ender. Det formodes at have haft sadeltag. Intet tyder på en indre rumopdeling og der er ikke spor efter båse.<ref name="Je 2001 286">Jensen (2001), s. 286</ref> === ''Stridsøksekulturen'' === Enkeltgravskultur (eller stridsøksekultur efter den særegne redskabstype) betegner en levevis, der i Danmark udøvedes mellem 2.850 f.Kr. og 2.400 f.Kr.<ref>Ebbesen (1984), s. 19</ref> og fortrinsvis hvilede på husdyrhold og kornavl. Den er udbredt over store dele af Europa med forskellige egnslige særtræk, men tillige med forskellige udgaver af en særegen såkaldt "stridsøkse" som et fælles træk overalt. I Danmark er den nærmest enerådende i Vestjylland, mens vidnesbyrdene er mere spredte i andre dele af landet, hvor stridsøkser forekommer i jættestuer. I det øvrige Skandinavien kendes den fra Sydnorge og Sydsverige til og med Uppland. Den er en regional variant af den såkaldte Snorekeramiske kultur, som forekommer i Nord- og Centraleuropa i tredje årtusinde f.Kr. C14-dateringer af grave daterer fænomenet til ca 2.950-2.300 f.Kr., men i visse regioner på kontinentet forsvinder den tidligere. Det findes få dateringer fra Sverige; de ældste ligger omkring 2.900-2.800 f.Kr., omtrent samme tid som de danske. Enkeltgravskulturen har utvivlsomt<ref>Klaus Ebbesen har argumenteret for en spredt fremkomst men er overbevisende imødegået af Jørgensen, Kristiansen og Skak-Nielsen</ref> sin oprindelse i områderne nord for Sortehavet (Krim, Kuban). Herfra lader udbredelsen sig følge fra sted til sted. De ældste vidnedsbyrd om denne kultur stammer fra egnene nord for Sortehavet; herfra bredte den sig mod nord til Fatjanovo og derefter vestpå, dels over Østersøen fra Estland og Finland til den skandinaviske halvø, dels syd om Østersøen til egnene nord for Alperne i vest og med en gren nordpå op over Jyllands vestlige del. Det er bemærkelsesværdigt, at kulturen er væsensforskellig fra den i de berørte områder tidligere udøvede tragtbægerkultur. Såvel gravskik som våben og andre redskaber er så vidt forskellige, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke kan sandsynliggøres.<ref name=autogeneret1>Kristiansen, s. 77</ref> Desuden er dele af stridsøksekulturens flintøkser grovere end tragtbægerkulturens, hvilket i givet fald ville angive et tilbageskridt i udvikling.<ref>Jørgensen, s. 8</ref> Ligeledes er det påfaldende, at enkeltgravskulturens udøvere også inden for de enkelte egne udviser andre beliggenhedsvalg end de tidligere bosatte udøvere af tragtbægerkulturen. Det er blandt andet godtgjort ved Vroue i Jylland, hvor tragtbægerkulturens udøvere boede ved Sejbæk bæk på Vroue hede og tæt på morænelandskabet, mens stridsøksekulturens udøvere foretak Karup å på heden 1–2 km længere sydpå.<ref>Jørgensen, s. 6f</ref> Genetiske undersøgelser af danske skeletter fra Gjerrild har vist, at indvandrerne var mænd, som stammede fra den såkaldte yamnaya-kultur, der oprindelig fandtes på stepperne nord for Sortehavet, hvorfra udvandringen foregik. Man skelner mellem to varianter: den ene, R1b, forekommer både i yamnaya og i de danske skeletter, den anden, R1a, har en mere østlig udbredelse på steppen mellem Ural og Østersøen samt i dele af Sverige.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 5</ref> Lignende resultater er fundet i Nordtyskland, hvor enkeltgravskulturen kendes som snorekeramisk kultur.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 6</ref> Derimod synes kvinderne at tilhøre den stedlige befolkning og altså indgiftet frivilligt eller ej. Et fund fra Eulau er tolket som en hævnakt for kvinder, der endte hos indvandrerne. Som forklaring på denne særegne form for spredning har været foreslået, at kulturen var mandsdomineret. Derfor måtte ethvert overskud af sønner omsættes i fornyet ekspansion. Yngre mænd er derfor med mellemrum udvandrede til nye områder, hvor de har fundet sig en stedlig ægtefælle. På denne måde spredte kulturen, der måske bragte de indoeuropæiske sprog med sig, sig efterhånden til det meste af Europa.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 7</ref> Et vidnesbyrd om, at stridsøksefolket var fremmed, er, at det ikke udnyttede den gode flint, som tragtbægerkulturen havde udvundet, og omvendt ikke synes at have ladet tragtbægerkulturens udøvere få andel i deres rav, hvilket både taler imod, at de skulle have haft kendskab eller adgang til de gode flintminer, og at de to kulturer fra begyndelsen skulle have været i nær kontakt.<ref name=autogeneret1 /> Det lader sig fastslå, at hvor enkeltgravskulturens fremtrængen i Vestjylland udgør et brud med fortiden, er dens videre spredning til de østlige dele af landet mindre udpræget. Det forklares bedst ved, at der i Vestjylland er tale om en egentlig indvandring (og formodet fordrivelse eller undertvingelse af den hidtidige befolkning), mens der i Østdanmark er tale om et formodentligt fredeligere samkvem mellem de to kulturer.<ref>Jørgensen, s. 6; Kristiansen, s. 77</ref> På tilsvarende vis ses, at fremkomsten af enkeltgrave blandt andet i Skåne ikke udviser et forventet tidsmæssigt spredningsmønster fra syd til nord (eller omvendt) men pletvist over et meget stort område, hvorfor en indvandring her virker mindre sandsynlig;<ref>Ebbesen 2006, s. 28</ref> i stedet synes der være tale om spredt påvirkning. Under sin fremtrængen udvikler enkeltgravskulturen egnslige særtræk: således kendes en type i sin ældste form fortrinsvis fra Nørrejylland, en anden med facetterede former derimod fra Mellemtyskland.<ref>Ebbesen 2006, s. 26f</ref> I forlængelse af enkeltgravskulturens fremtrængen skete der ny skovrydninger i tiden fra 2.800 til 2.300 f.Kr. De tidligste rydninger menes at være sket i Jylland, men efterhånden breder de sig til landets østlige egne. De afspejler, at landbruget var inden i en ekspansionsperiode.<ref name="Kr 1988 78">Kristiansen (1988), s. 78</ref> Særligt i Jylland bredte heder sig.<ref name="Kr 1988 79">Kristiansen (1988), s. 79</ref> I landets østlige egne spillede skoven imidlertid fortsat en så stor rolle, at man kan tale om et skovlandbrug med hovedvægten lagt på husdyrhold.<ref name="Kr 1988 79"/> Der findes ingen bopladser, som med sikkerhed kan knyttes til enkeltgravskulturen. Dette kan hænge samme med deres livsform: stridsøksefolket var nomader og havde derfor boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer – og som derfor ikke satte sig dyberegående spor, hvor de var opstillet. Disse folk dyrkede formodentlig kun agerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramikken og pollenanalyser tyder på. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold og formentlig opdrættede heste. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, modsat forholdene i den tidligere tragtbægerkultur. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvad grave med velbevaret materiale viser. === ''Grubekeramisk kultur'' === Da Littorinahavet var på sit højeste var forbindelserne med verdenshavet betydeligt bredere og dybere end nu, saltindholdet var også højere. Imidlertid aftog havets stigning medens landhævningen fortsatte. Dette førte til at forbindelserne blev grundere og smallere og at mindre saltvand kom ind i Østersø-bækkenet. En langsom mindskning af saltindholdet blev konsekvensen. Dette overgangsstadium mellem Littorinahavet og den nuværende Østersø plejer man at kalde ''Limneahavet'' efter ferskvandsneglen ''Limnea ovata''. Mens både tragtbægerkulturen og stridsøksekulturen var tilpasset livet på landjorden, skete der midt i yngre stenalder indflytning af folk meden ny livsform tilpasset havet og kysterne. Denne kultur kaldes grubekeramisk kultur. Grubekeramisk kultur betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.<ref>Burenhult, s. 277</ref> Det er uklart, hvad årsagen eller årsagerne til dette skifte i levevis er, men det formodes at skyldes dels usikkerhed i udbyttet fra landbruget i disse forholdsvis nordlige egne, dels befolkningsvækst<ref>Burenhult, s. 27</ref>, dels fremgang i de fødevaremuligheder, som Østersøen (eller Littorinahavet, som man betegner dette stade i Østersøens udvikling), alt i tilknytning til klimatiske forandringer.<ref name=autogenerated1>Burenhult, s. 108</ref> Baggrunden for spredningen må ses som udtryk for en bedre tilpasning til stedlige levevilkår i kystegne også under de sydligere himmelstrøg blandt andet i Vendsyssel, på Djursland, på Samsø og på Sjælland uanset, at vilkårene for agerbrug her var bedre end i de mellemsvenske egne, som den grubekeramiske kultur udvikledes i. I Danmark synes indsamling af skaldyr at have spillet en betydelig rolle: skaller af blåmuslinger, hjertemuslinger, østers og ulige snegle er tilstede i stor mængde på bopladserne. Af knoglematerialet fra bopladser i Sverige fremgår, at fiskeri og sælfangst har spillet en hovedrolle.<ref>Wincentz, s. 12</ref> Den grubekeramiske kultur var dog ikke et entydigt jæger-samler-samfund, snarere var det tale om en blandet levevis med indslag af sælfangst, jagt, fiskeri og tamdyr, fortrinsvis svin.<ref>Welinder, s. 183</ref> Det er muligt, at man dyrkede afgrøder ved siden af, men i så fald i markant mindre udstrækning end i tragtbægerkulturen.<ref>Segerberg, s. 19</ref> [[Fil:Nordisk arkeologi. Gropkeramik, boplatsfynd från Grammahagen i Mjällbysocken i Blekinge..JPG|thumb|250px|Grubekeramik, bopladsfund fra Grammahagen i Mjällby sogn, Sölvesborgs kommun, Blekinge.]] Den keramikform, som har givet navn til grubekeramik-kulturen, er i teknologisk henseeende en naturlig udvikling af tragtbægerbøndernes keramiktradition og implicerer på ingen måde et kulturbrud eller indflydelse udefra. Grubekeramik har fået sit navn på grund af de karakteristiske gruber, som lerkarrenes yderside er blevet dekoreret med, med en pind eller lignende. Disse grubers formål er formodenlig at forhindrede de ofte store og grove lerkar i at sprække ved brændingen.<ref>Burenhult 1999: 324</ref> Foruden disse gruber udviser keramikken et stort antal af andre dekorationstræk.<ref name=autogenerated1 /> Keramikken har ofte en spids eller tapformet bund.<ref>Stilborg, s. 71</ref> Ud over selve keramikken og de karakteristiske tungespidser af spån findes egentlig ingen andre genstandstræk som utvetydigt kan tjene som kendetegn for den grubekeramiske kultur, omend kvarts, skiferspidser og muligvis dobbeltæggede flintøkser kan associeres med kulturen.<ref>Segerberg 1999: 19</ref> Den grubekeramiske kultur er overvejende et mellemneolitiskt fænomen, omend nogle mener at kulturen i en vis udstrækning kan påvises både i tidlig- og senneolitikum. Egentlige bopladser kendes i Danmark dels fra Limfjordsegnene, dels fra Kainsbakke ved det tidligere Kolindsund på Djursland.<ref>Wincentz, s. 11f</ref> === ''Dolktid'' === [[Fil:Hindsgavl dagger, Funen, Denmark (black backgr).jpg|thumb|150px|Fiskehaledolk fra [[Hindsgavl]].]] Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr.<ref>Tauber, s.27</ref> Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk". Dolktid falder klimatisk i subboreal tid.<ref>Kristiansen, s. 30</ref> Tidligere havde skoven været dominerende, men efterhånden ser det ud til, at skoven blev ryddet over store strækninger. Højskoven blev fældet, og der etableredes store græsningsarealer. I Jylland begyndte heder at brede sig.<ref>Kristiansen, s. 79</ref> Nedbøren i Midt- og Vestjylland bevirkede en delvis udvaskning af næringsstofferne i jorden (podsolering) således, at landbruget måtte tilpasses de nye vilkår med græsningsskov og marker på bakkeøerne.<ref>Kristiansen, s. 83</ref> De boliger, der kendes, udviser et ret ensartet billede: husene var midtsulehuse, hvor taget blev båret af en række stolper på langs midt gennem husene.<ref>Jensen (2001), s. 284f</ref> Langs ydervæggene var vægstolper med 1,5-2 meters mellemrum.<ref name="Kri 99">Kristiansen, s. 99</ref> Husene synes i almindelighed at være 5-7 m brede. Længden kunne variere meget, fra 20 m til op mod 45 m. Husene havde nedgravede stolper, ingen syldsten og kunne bestå i 20-30 år. I enkelte af husene ses tegn på rumopdeling, men der er ikke tegn på, at man holdt husdyr på stald.<ref name="Kri 99"/> Flere af husene havde beviseligt afrundede endegavle.<ref name="Je 2001 285">Jensen (2001), s. 285</ref> De fleste af husene var orienteret i øst-vestlig retning. Husene bestod af delvist nedgravede stolper og har formodentlig haft lerklinede vægge.<ref name="Je 2001 285"/> Sådanne huse er i Danmark fundet fx i Hemmed plantage på Djursland, ved Øster Nibstrup i Vendsyssel, Nymarksgård ved Stege på Møn og fra Limensgård på Bornholm, desuden Fosie ved Malmø.<ref>Jensen, s. 510f</ref> ==== Limensgård ==== Et fund fra Limensgård på Bornholm har afdækket 11 langhuse fra dolktid. Nogle af husene har stået samtidig, men det er usikkert hvor mange.<ref name="Kri 99"/> Bopladsen Limensgård bestod af huse, der var 16-22 m lange og 7 m brede. Husene var bygget med en række af midtstolper, der holdt taget oppe, såkaldte midtsulehuse.<ref name="Je 2002 21">Jensen (2002), s. 21</ref> Vægstolper stod med 1,5 til 2 meters mellemrum. Der var ikke tegn på, at kvæget blev holdt på stald.<ref name="Kr 1988 99">Kristiansen (1988), s. 99</ref> == Bronzealder == [[Fil:Nordic Bronze Age.png|thumb|Kort over udbredelsen af nordiske bronzealderkultur omkring år 1200 f.Kr.]] Hen imod slutningen af stenalderen begyndte et nyt råstof at optræde i Danmark: metaller, i første omgang kobber, senere legeringen med tin som bronze. Denne udvikling skulle få en lang række følgevirkninger, først og fremmest overgangen fra et overvejende egalitært landbrugssamfund til et socialt differentieret håndværkssamfund med nye og/eller forbedrede samfærdselsmidler, samhandel over store afstande samt ny viden og nye teknikker til materialebehandling. Også kunsten udvikler sig med nye former, både materialemæssigt og dekorativt. Der synes at være indtrådt en åndelig udvikling, hvor tilbedelsen af vandets ånder suppleres med soldyrkelse. Bronzealderen inddeles i to delperioder, ældre og yngre bronzealder, der hver for sig underinddeles i tre delperioder.<ref name="Je 2002 15">Jensen (2002), s. 15</ref> Forud for bronzealderen gik en overgangstid, der undertiden kaldes "kobberalder", fordi de første metalgenstande var lavet af kobber. Både kobber- og bronzegenstande stammede oprindeligt fra Sydøsteuropa, og først efterhånden lærte man støbekunsten i Sydskandinavien. Men overhovedet synes Mellem- og Sydøsteuropa at have været en inspirationskilde for udviklingen i Sydskandinavien.<ref name="Je 2002 53">Jensen (2002), s. 53</ref> Bronzealderen var utvivlsomt en dynamisk tid<ref name="ka 2003 20ff">Kaul (2003), s. 20-27</ref>, hvor nye skikke samt nye genstandstyper kom til, og hvor nye stilarter eller udformninger afløste hinanden. === Metalstøbning === Det vides ikke, hvornår kunsten at smelte og støbe metaller opstod. Allerede omkring 5000 f.Kr. begynder spor efter bearbejdning af "frit" det vil sige næsten rent kobber i Europa at fremkomme i Sydøsteuropa (nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Serbien). Dette kobber lod sig bearbejde ved såkaldt koldhamring, det vil sige uden opvarmning, men man opdagede snart, at metallet lader sig hærde i åben ild.<ref name="Je 1988 209">Jensen (1988), s. 209</ref> Omkring 4000 f.Kr. havde man udviklet teknikker til at udsmelte metal af kobbermalm, og der udviklede sig en egentlig kobberminedrift blandt andet i Rudna Glava ved Bor i det nordøstlige Serbien og Aibunar i Bulgarien.<ref name="Je 1988 210">Jensen (1988), s. 210</ref> Denne udvikling må ses i lyset af, at der fandtes store forekomster af næsten rent kobber i et stort område strækkende sig fra Makedonien og Bulgarien til Slovakiet. I det 3. årtusinde f.Kr. indtraf tilsyneladende en vis knaphed at være indtruffet, og dette førte til søgning efter nye råstofområder i Europa, hvorved kendskabet til metalstøbning spredte sig mod vest og nord til Sydtyskland, Frankrig, England og Irland.<ref name="Je 1988 210"/> Den malm, som forekommer i Bøhmen og Mellemtyskland, kaldes fahlerz<ref name="Je 1988 210"/><ref name="Je 2002 37">Jensen (2002), s. 37</ref>, er svovlholdig og rummer arsenik, antimon, nikkel, bly og sølv i et omfang af op til 20%.<ref name="Je 1988 211">Jensen (1988), s. 211</ref> Metalsmeltningen og -støbningen krævede så høje temperaturer, at disse processer kun kunne finde sted ved anvendelse af kul: udvindingen af kobber kræver brænding ved op til 700 °C og for støbning 1083 °C (kobbers smeltepunkt).<ref name="Je 1988 210"/> Det fornødne kul måtte fremstilles som trækul.<ref name="Je 2002 35">Jensen (2002), s. 35</ref> Dette indebar, at store skovområder måtte bruges til brændsel ved behandlingsprocesserne. De første genstande af metal, der nåede Danmark, var økser, spiralringe og andet af kobber, hvilket har givet anledning til udtrykket "kobberalder".<ref name="Ra 1980 9ff"/> Fundfordelingen tyder på, at de er fragtet ved sejlads fra fremstillingsområderne i Sydøsteuropa ad Oder over Østersøen.<ref name="Ra 1980 9ff">Randsborg (1980), s. 9-11</ref> Hvad nordboerne har givet i bytte for metallerne er uklart. Rav er en mulighed<ref name="Je 2002 100, 238ff">Jensen (2002), s. 100, 238-252</ref> og skal være begyndt omkring 1600 f.Kr. og kraftigt tiltaget efter 1200 f.Kr.<ref name="Ka 2014 20">Kaul (2014), s. 20</ref> men er næppe hele forklaringen. Også landbrugsprodukter har været foreslået som byttevare.<ref name="Kr 1988 80">Kristiansen (1988), s. 80</ref> Bronzehandelen fik andre følger: nye genstandstyper som rageknive af bronze dukker op i Sydskandinavien som noget nyt omkring 1400 f.Kr., kort tid efter at lignende rageknive var blevet taget i brug ved Middelhavet.<ref name="Ka 2014 15+">Kaul (2014), s. 15, 18</ref> Kedelvogne<ref name="Je 2002 259ff">Jensen (2002), s. 259-262</ref>, klapstole og tohjulede vogne synes også at være indførte sydfra.<ref name="Ka 2014 22">Kaul (2014), s. 22</ref> Undersøgelser af bælteplader tyder på, at plader fra forskellige egne er blevet fremstillede ved brug af en og samme matrice. Det betyder et af to: enten må bronzesmedene være omrejsende og de har udført deres arbejde rundt om i landet, eller også må der have været en meget omfattende samhandel. Undersøgelser tyder på, at der har eksisteret omkring et dusin regionale værksteder i Danmark og Nordtyskland med hvert sit handelsopland.<ref name="Nø 20016 18ff">Nørgaard (2016), s. 18-22</ref> === Samfærdsel === [[Fil:Model-af-Hjortspringbåden_DO-2304_original.jpg|thumb|Rekonstrueret model af Hjortspringsbådene.]] [[Fil:Bronze Age boats.png|thumb|Helleristninger med skibe fra den nordiske bronzealder.]] Metaludnyttelse fører uundgåeligt til et samfund med mere alsidige samfærdselsforbindelser. Fremstillingen af bronze kræver en blanding af kobber og tin<ref name="Je 2002 11">Jensen (2002), s. 11</ref>, men de to metaller findes ikke samlet, så der måtte finde transport og handel sted.<ref name="Je 2002 11"/> Håndværket krævede særligt kyndige, hvilket førte til fremkomsten af smede. Transporten kunne finde sted ad sejlbare floder<ref name="Je 2002 28f">Jensen (2002), s. 28f</ref> eller på dertil egnede veje i kærrer og vogne. Ikke meget vides om den nordiske søfart. Arkæologiske fund viser fartøjer lavet af store, udhulede stammer både fra ældre og yngre bronzealder, men i yngre bronzealder skete imidlertid en drastisk udvikling, idet en ny type plankebyggede men fortsat sejlløse skibe kendes fra helleristninger, og de minder i udseende med deres karakteristiske "snabler" i stævnene om de krigskanoer fra Hjortspring mose, der tillige kendes fra keltisk jernalder.<ref name="ka 2017 9ff">Kastholm (2017), s. 9-15</ref> Den internationale handel fik andre følger. Først nu optræder kærrer og vogne<ref name="Kr 1988 96">Kristiansen (1988), s. 96</ref><ref name="Je 2002 27">Jensen (2002), s. 27</ref>, der afspejler lignende køretøjer og stridsvogne kendt fra Middelhavsområdet. Disse tidlige køretøjer har haft to hjul sat på hver side af en 3 m lang tveje af eg; det ældste sådanne køretøj i Danmark stammer fra Bølling sø og dateres til 1900 f.Kr.<ref name="Je 2002 27"/> Helleristninger af sådanne hestetrukne vogne kendes blandt andet fra Kivik i Skåne.<ref name="Ka 2014 22"/> Spor under bronzealderhøje viser, at der allerede på daværende tidspunkt eksisterede veje, som regel blot hjulspor.<ref name="Je 2002 26">Jensen (2002), s. 26</ref> I sumpede egne måtte anlægges veje af grene og ris, 3-4 m brede og med grene liggende på tværs af kørselsretningen for at forhindre, at hjulene sank ned. Grenbelægningen kunne være dækket med sand eller grus, som måske har været fastholdt med kantsten eller træ.<ref name="Je 2002 26"/> Rester efter en plankevej af kløvede og tilhuggede egeplanker er fundet i Speghøje mose mellem Herning og Silkeborg, er 3 meter bred og dateret til 1450 f.Kr.<ref name="Je 2002 108">Jensen (2002), s. 108</ref> === Beklædning og personlige ejendele === [[Fil:Mens_clothing_Trindhøj.jpg|left|thumb|Trindhøjmandens kappe og kofte.]] [[File:DO-2335-Skrydstruppigen,_hovedet.jpg|thumb|Skrydstruppigen.]] Takket være gode bevaringsforhold i egekister i bronzealderens gravhøje kendes meget til befolkningens beklædning og deres personlige ejendele. For kvindernes vedkommende er det især grave ved Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj, der har givet oplysninger. For mændenes vedkommende er det især grave fra Muldbjerg og Trindhøj, der har givet oplysninger. I Egtved er der tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 160 cm høj. Hun var begravet i en kort bluse af vævet fåreuld i toskaftet vævning og med trekvart lange ærmer. Den var udskåret af et rektangulært klæde, omkring 60 x 100 cm stort. Blusen er blevet sammensyet på ærmernes underside og på ryggen med en T-formet søm. Halsåbningen var blevet forstærket ved en ombukning og knaphulssting. Blusen er så kort, at hendes mave har kunnet ses, når hun bevægede sig. På underkroppen bar hun et snoreskørt, der var 38 cm højt og nåede hende til knæene. Sådanne snoreskørter var undertiden forsynede med små cylindriske bronzerør, der kan have givet lyd fra sig, når kvinden bevægede sig. Snoreskørtet har formodentlig hvilet på hendes hofter. Midt på livet bar hun et løst bælte med en smykkeplade. I Skrydstrup er der også tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 170 cm høj. Også hun bar en bluse med trekvart lange ærmer, men på underkroppen bar hun et langt skørt, der kan have nået helt op til armhulerne. Hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet. [[Fil:Kvindegrav_fra_Egtved_00057.tif|left|thumb|550px|Egtvedpigens dragt.]] I Borup Eshøj er der tale om en ældre kvinde 50-60 år gammel. Også hun bærer en bluse og et langt skørt. Også hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.<ref name="Je 2002 196ff">Jensen (2002), s. 196-205</ref> Mændene bar nyreformede kapper vævet af stærkt valket fåreuld. Om livet bar de en kofte. Grundlaget for disse tøjstykker har været et firkantet tøjstykke, omkring 150 cm bredt. Heraf blev først udskåret kappen. De resterende stykker blev anvendt til at lave koften, der blev syet sammen af flere tøjstykker. De fleste af mændene bar runde huer på hovedet. Mændene er blevet begravede med et sværd.<ref name="Je 2002 205ff">Jensen (2002), s. 205-220</ref> Sværdene findes i tre udgaver: med fuldgreb, med grebtunge og med fæste af træ eller lignende. Inddelt efter tidsrum og brug viser svær med fuldgreb næsten ingen spor af brug gennem hele bronzealderen, sværd med grebtunge udviser moderat eller kraftig opskærpning både mellem 1500-1200 f.Kr. og 1200-1000 f.Kr. og sværd med træskæfte moderat skærpning mellem 1500-1200 f.Kr. og kraftig opskærpning 1200-1000 f.Kr. Dette tyder på, at fuldgrebssværdene fortrinsvis var statussymboler mens de to andre typer har været brug til kampe. Dette tyder også på, at bronzealderen var en relativt krigerisk tid. Det er sandsynligt, at det har krævet magt at sikre kontrol over handelen med bronze, råmaterialer og genstande<ref name="KK 1983 18ff">Kristiansen (1983), s. 18-25</ref>, og at der har eksisteret en særlig gruppe af krigere.<ref name="Je 2002 220ff">Jensen (2002), s. 220-227</ref> Et markant træk i bronzealderen er fremkomsten af en række nye personlige ejendele lave af bronze: bælteplader, armringe, halskraver, bæltedåser, smykkeplader til kvinder, sværd med tilhørende sværskede, spyd, nåle og fibler (dragtspænder) til mænd. Men også nye tekstiler dukker op: hårnet, trøjer og skørter til kvinder, huer til mænd. === Social differentiering === Der er næppe tvivl om, at bronzesmede udviklede sig som et ny specialiseret håndværk<ref name="Je 2002 35"/>, men det er ikke nødvendigvis ene om at være nyt: uldproduktionen var øjensynligt voksende, og væveri kan have udviklet sig som et andet specialiseret håndværk. Også fremstillingen af vogne, hjul og fartøjer kan have udviklet sig til nye specialiserede håndværk, og måske andre. Som følge af metallernes store værdi, måtte disse beskyttes mod frarøvelse, og der udviklede sig en krigerstand hertil. Karakteristisk nok optræder sværd<ref name="Je 2002 212">Jensen (2002), s. 212</ref> og spyd af bronze.<ref name="Je 2002 217">Jensen (2002), s. 217</ref> Sådanne styrker kunne, efter Hjortespringsbådens størrelse og en offernedlæggelse i Thorsbjerg mose at dømme, omfatte 30-40 krigere.<ref name="Je 2002 225f">Jensen (2002), s. 225f</ref> Men handel og fragt har næppe kunnet ske uden en form for indbyrdes aftaler mellem de stedlige stormænd. Disse forandringer måtte således ske under en anerkendt leder, og der udviklede sig derfor et differentieret socialt samfund. At dette også skete, fremgår af at de første metalgenstande ikke var redskaber til daglig brug men snarere smykker, økser og dolke, der øjensynligt bidrog til at markere ejerens sociale status.<ref name="Je 1988 212">Jensen (1988), s. 212</ref> Andre vidnesbyrd om de ændrede sociale forhold er blandt andet klapstole af asketræ, der er fundet i et mindre antal gravhøje, som nøje svarer til afbildninger i det østlige Middelhav: Grækenland, Kreta og Egypten, og som utvivlsomt var et værdighedssymbol.<ref name="Je 1988 252f">Jensen (1988), s. 252f</ref><ref name="Je 2002 178f">Jensen (2002), s. 178f</ref><ref name="Je 2002 266ff">Jensen (2002), s. 266-269</ref><ref name="Pr 1996 5ff">Prangsgaard (1996), s. 5-10</ref> Selve gravformen med gravhøje for enkeltpersoner i særlige stammekister og med gravgaver til dels af bronze, der optræder fra omkring 1600 f.Kr., vidner ligeledes om særlig agtelse<ref name="Je 2002 84ff">Jensen (2002), s. 84-89</ref> og adskiller sig derved både fra begravelser fra tragtbægerkulturen med dens fælles gravkamre i form af jættestuer og fra enkeltgravskulturens hellekister. Muligvis må også forekomsten af store langhuse, af arkæologer betegnede som "haller", ses at afspejle datidens sociale forhold. Man må regne med, at der i løbet af 2. århundrede sker en udskillelse af særligt fremstående slægter, der forestod de internationale handelsforbindelser.<ref name="Je 2002 84, 225">Jensen (2002), s. 84, 225</ref> I sydligere egne ser det ud til, at kvinder har været en del af et system, som bragte nye kosmopolitiske stormandsslægter i indbyrdes slægtsforbindelser.<ref name="Je 2002 101, 225">Jensen (2002), s. 101, 225</ref> Det er muligt, at Egtvedkvinden kan have indgået i en lignende slægtsforbindelse. Endelig kan medicinere og præster have været nye specialiserede leveveje. Det er muligt, at de ledende slægter også indtog en særstilling i forbindelse med tidens åbenbart talrige religiøse ceremonier.<ref name="Je 2002 225">Jensen (2002), s. 225</ref> === Gravskik === [[File:Borum_Eshøj.Jylland.1.JPG|thumb|Borium Eshøj - en gravhøj fra ældre bronzealder.]] En ændret gravskik i form af ubrændte lig begravede i store gravhøje med gravgaver af guld og bronze udviklede sig<ref name="Je 1988 212"/> og bredte sig hen over hele det centraleuropæiske område mellem Karpaterne i øst og Rhinen i vest fordelt på to kulturkomplekser, det ene omfattende det sydlige Tyskland, det østlige Frankrig, det sydvestlige Bøhmen og de vestlige dele af Østrig, det andet ved Donausmellemste løb i Tjekkiet, Østrig, Ungarn og med udløbere i Rumænien og Jugoslavien i perioden 1800-1400 f.Kr.<ref name="Je 1988 223">Jensen (1988), s. 223</ref> mens man efter omkring 1400 gik over til at brænde de døde og putte de brændte ben efter de afdøde i urner, som blev begravede på store fælles gravpladser kaldet urnemarker.<ref name="Je 1988 224">Jensen (1988), s. 224</ref> En lignende udvikling skete i de sydlige dele af Skandinavien.<ref name="Je 1988 224"/><ref name="Pr 1996 10">Prangsgaard (1996), s. 10</ref> === Dekorationsstilarter === [[File:Bæltepladen fra Langstrup F.I.4766.jpg|thumb|Bælteplade fra Langstrup med spiralstil.]] Dekorativt var bronzegenstande i ældste fase fra 1800-1500 f.Kr. præget af geometriske mønstre som linjer, trekanter, rhomber og buer<ref name="Je 1988 236">Jensen (1988), s. 236</ref>, men omkring 1500 f.Kr. slår en ny stil kaldet spiralstilen igennem<ref name="Je 1988 237">Jensen (1988), s. 237</ref>, og denne varer frem til 1200 f.Kr. hvor en ny plastisk dekorationskunst med vekselvirkning mellem positivt og negativt udviklede sig.<ref name="Je 1988 239">Jensen (1988), s. 239</ref> Den geometriske stil stammer fra Karpaterne og kom sammen med bronzen. Den kunne bestå i parallelle linjer, punktrækker, skraverede trekanter med markerede spidser, timeglasagtige figurer, rhomber, zigzagmønstre, krydsskraverede bånd eller rækker af halvbuer. Disse motivgrupper blev placerede i grupper således på den enkelte genstandes overflade, at der kunne opnås en kontrastvirkning mellem udekorerede og dekorerede flader.<ref name="Je 1988 79">Jensen (1988), s. 79</ref> Spiralstilen optræder første gang omkring 1600 f.Kr. Den stammer formodentlig fra et område omfattende Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien<ref name="Je 1988 80">Jensen (1988), s. 80</ref> og genfindes omkring 1500 f.Kr. på tre gravsteler fra Mykene i Grækenland, der viser Faraos forfølgelse af Moses.<ref name="Je 1988 59">Jensen (1988), s. 59</ref> Den genfindes nøje kopieret på nordiske bronzegenstande som pragtøkser fra Diverhøj på Djursland og Gunderupgård i Nordjylland<ref name="Je 1988 77">Jensen (1988), s. 77</ref> samt kvindelige bælteplader<ref name="Je 1988 137">Jensen (1988), s. 137</ref>, hvor spiraldekorationen er fremstillet ved hjælp af en form for stempler eller matricer.<ref name="Je 1988 136">Jensen (1988), s. 136</ref> === Religion === [[Fil:Grevensvaenge Schnabel.jpg|thumb|left|Tegning fra 1779 af Grevensvængetfundet]] [[Fil:Solvogn.jpg|thumb|350px|Solvognen fra Trundholm. Kun denne side af solskiven er forgyldt, bagsiden er mat. Forklaringen på, at solen kun lyser på rejsen fra venstre mod højre er, at set fra Norden bevæger solen sig syd herfor og derfor i denne retning.]] [[Fil:DO-10044-Figurer Grevensvænge.jpg|thumb|left|De to bevarede figurer på [[Nationalmuseet]]]] Det er begrænset, hvad der kendes til datidens religion, men dekorationer på rageknive samt andre billedmotiver tyder på, at det har været en solkult, hvor solens gang om dagen og natten spillede en stor rolle, og hvor fisk, slanger, heste samt om natten både, om dagen måske en vogn øjensynligt optræder som hjælpere for solen i dens daglige bevægelser.<ref name="Ka 1999 20ff">Kaul (1999), s. 20-30</ref> Denne solkult kendes ikke kun i Danmark men også fra Middelhavsområdet.<ref name="Ka 2000 31">Kaul (2000), s. 31</ref> Af andre træk må nævnes brugen af processionsøkser og lurer samt forekomsten af moseofringer.<ref name="Je 2002 89ff">Jensen (2002), s. 89-92</ref> Solkulten således som den kendes fra billeder på rageknive formodes at vise solens tur over himlen om dagen og hjemrejse med skib om natten. Solens rejse begynder om morgenen, når solen fra sin natlige rejse med skib af en fisk hjælpes fra natskibets stævn opad imod et morgenskib. Fisken følger med solen på første del af rejsen med morgenskibet men bliver snart spist af en rovfugl. Solen er endnu på skibet men bliver kort efter hjulpet af tre heste, som derefter trækker solen hen over himlen i dagtimerne. Solen kommer ombord på et nyt skib og får nu hjælp af en slange, som følger skibet om natten på hjemrejsen. Men om morgenen er slangen forsvundet, og en fisk har overtaget rollen som rejsekammerat og hjælper.<ref name="Ka 1999 24ff">Kaul (1999), s. 24-27</ref> Denne rejse formodes også vist i forenklet form som "hjulkors", det vil sige et rundt hjul med et kors i midten, på helleristninger. Personificerede guder findes ikke i denne mytologi.<ref name="Ka 1999 28">Kaul (1999), s. 28</ref> Skib, fisk, fugl og slange forekommer også i Ægyptens solkult.<ref name="Ka 1999 31">Kaul (1999), s. 31</ref> Fund af små figurer fra Grevensvænge tyder på indviklede ceremonier i forbindelse med religionsudøvelsen. Endvidere er fundet processionsøkser, hornede hjelme, lurer og andet, der understøtter dette. Fra Grevensvænge kendes figurer af to mænd med hornede hjelme, der holder hver sin processionsøkse, tre kvinder i kort skørt, der udfører badutspring samt en stående kvinde med håret opsat i en hårdknude.<ref name="Je 2002 477ff">Jensen (2002), s. 477-480</ref> Fra Fårdal kendes en række figurer: hestehoveder, en slange samt en kvinde, der tilbyder die.<ref name="Je 2002 477f">Jensen (2002), s. 477, 481-482</ref> Det er muligt, at disse har indgået i et frugtbarheds- eller vielsesritual, hvor kvinden ofrede sit lange flettede opsatte hår i en mose.<ref name="EL 1976 18ff">Eskildsen og Lomborg (1977), s. 18-26</ref> Afskårede hårfletninger kendes fra flere offerfund.<ref name="Je 2002 392">Jensen (2002), s. 392</ref> At der har eksisteret en frugtbarhedskult understreges også af flere helleristninger.<ref name="Je 2002 319">Jensen (2002), s. 319</ref> Formodede processionsøkser er fundet flere steder i det sydlige Norden<ref name="Je 2002 289ff">Jensen (2002), s. 289-296</ref>, og flere helleristninger viser øksebærende mænd.<ref name="Je 2002 295">Jensen (2002), s. 295</ref> Hornede hjelme kendes blandt andet fra Viksø Mose i Nordsjælland.<ref name="Je 2002 424f">Jensen (2002), s. 424-425</ref> Der vides intet om udøvelsen af de religiøse ceremonier. Ved Sandagergård nær Venslev i Horns Herred i Nordsjælland er fundet spor efter en bygning, der er tolket som et kulthus. Påfaldende for bygningen var flere helleristningssten dekorerede med hænder med udspilede fingre, og visse hellerisninger andre steder viser personer med forstørrede hænder med og uden processionsøkse.<ref name="Je 2002 442ff">Jensen (2002), s. 442-446</ref> Luren optræder først i yngre bronzealder, tiden 1200-700 f.Kr.<ref name="Ka 2015 14">Kaul (2015), s. 14</ref> Lurer blev ikke fremstillet i et stykke men derimod i dele, som blev sammenføjede til en samlet lur. Sådanne lurer kendes fra Sydskandinavien og Nordtyskland.<ref name="Je 2002 459">Jensen (2002), s. 459</ref> === Helleristninger === [[Fil:Kiviksgraven, en av hällarna, Nordisk familjebok.png|thumb|[[Helleristning]] fra Kivik, der blandt andet viser en stridsvogn, cirka 1000 f.Kr.]] Et karakteristisk træk i nordisk bronzealder er forekomsten af helleristninger, billeder indskrabede i overfladen på sten og grundfjeld. De menes at afspejle religiøse forestillinger<ref name="Je 2002 80">Jensen (2002), s. 80</ref> og dateres til tiden omkring 1600 f.Kr.<ref name="Je 2002 81">Jensen (2002), s. 81</ref> De forekommer især på grundfjeldet på Madsebakke og ved Hammersholm på Bornholm samt i det nordlige Bohuslen, mens de i resten af Danmark er lavet på løse sten. På den skandinaviske halvø kendes de især fra det sydøstlige Skåne, det østlige Småland, det vestlige Uppland, det østlige Östergötland, det sydlige Østfold, i Jæren og på sydsiden af Trondhjem Fjord.<ref name="Je 2002 311, 321">Jensen (2002), s. 311, 321</ref> Motiverne varierer. I Danmark er den hyppigste forekomst små gruber kaldet skåltegn, der ofte forekommer talrige sammen. Desuden forekommer solkors (en cirkel med et kors i midten, der formodes at vise solens gang over himlen), skibe og fodaftryk. Andre motiver viser mænd og dyr, hvoraf nogle åbenbart er heste, desuden pløjescener med ard trukket af okser. I Kivik ved Simrishamn i det sydøstlige Skåne ses også blandt andet en mand stående på en stridsvogn trukket af heste.<ref name="Je 2002 307, 310ff">Jensen (2002), s. 307, 310-321</ref> I nordligere egne af Skandinavien (Nordnorge) er fundet billeder, der viser jagt og fiskeri<ref name="Je 2002 311">Jensen (2002), s. 311</ref> samt folk på ski.<ref name="AKAT 2002 68">Kriiska og Tvauri (2002), s. 68</ref> === Landbruget === [[Fil:Petroglypgh_Group_Nordic_Bronze_Age_009.svg|thumb|250px|Helleristning med pløjescene fra Tanum.]] Frem til bronzealderen lå hovedvægten i landbruget på husdyrholdet, hvor især får og geder synes at spille en hovedrolle. Agerbruget skete ved opdyrkning af mindre markfelter dyrkede med en ard.<ref name="Kr 1988 46f">Kristiansen (1988), s. 46f</ref> De ældste kendte marksystemer er fundet i forbindelse med bopladser i Bjerre enge i Thy, omfattende 12 marker på 100-300 m² i størrelse, adskilte af våde lavninger af uens størrelse. De er daterede til 1. årtusinde f.Kr. Det er muligt, at agrene var indhegnede for at forhindre kvæg og får at skade dem.<ref name="Je 2002 352">Jensen (2002), s. 352</ref> De var forløbere for de senere såkaldte keltiske agre. De blev pløjede med en ard på kryds og tværs, først med en krogard, senere en bueard.<ref name="Je 2002 353">Jensen (2002), s. 353</ref> På helleristninger ses billeder af pløjning med ard, og ardfurer er fundet på steder, hvor bronzealderens bønder drev landbrug, blandt andet under gravhøje og bopladser.<ref name="Kr 1988 89">Kristiansen (1988), s. 89</ref><ref name="Je 2002 67">Jensen (2002), s. 67</ref> Allerede i bronzealderen er man formodentlig begyndt at gøde agrene med husdyrgødning.<ref name="Je 2002 353"/> I løbet af bronzealderen tiltog befolkningen og dermed også betydningen af kornavlen. I den forbindelse skete en begyndende opstaldning af kvæg for at samle gødning.<ref name="Kr 1988 103f">Kristiansen (1988), s. 103f</ref> Undersøgelser tyder på, at byg udgjorde tre fjerdedele af de dyrkede afgrøder, idet avnklædt byg efterhånden erstattede nøgen byg.<ref name="Ko 2003 25">Koch (2003), s. 25</ref> Dyrkning af emmer gik tilbage, mens spelt, rug, havre og sæddodder tiltog. Muligvis har også hvede og hirse været dyrket i beskedent omfang.<ref name="Je 2002 354">Jensen (2002), s. 354</ref> Fra slutningen af 3. årtusinde kendes krumsegl af flint til høstning, senere blev lignende segl lavet af bronze.<ref name="Kr 1988 89"/> Planter har også kunnet bruges til fremstilling af drikke: byg egner sig til øl<ref name="Ko 2003 23">Koch (2003), s. 23</ref> og i Egtvedpigens grav er fundet en barkspand med rester af en drik brygget af trane- eller tyttebær, emmerhvede og lindehonning.<ref name="Ko 2003 25"/> Husdyrholdet var varieret: heste, kvæg, får, geder og svin forekommer alle, omend af varierende betydning de enkelte steder.<ref name="Kr 1988 85"/> Kvæg udgjorde omkring halvdelen af husdyrholdet, svin omkring en fjerdedel og får og ged tilsammen omkring en fjerdedel, men der kunne være store udsving fra boplads til boplads, således spillede svin en beskeden rolle ved den jyske vestkyst og på vadehavsøerne, hvor får og ged kan have udgjort op til 30-40% af husdyrbestanden.<ref name="Je 2002 355">Jensen (2002), s. 355</ref> Kvæg optræder på helleristninger ofte som trækdyr.<ref name="Kr 1988 88">Kristiansen (1988), s. 88</ref> Det er ligeledes i bronzealderen, at hesten begynder at spille en stadig større rolle, i begyndelsen udgjorde den kun 3-5%, undtagelsesvis 10-15% af husdyrholdet.<ref name="Je 2002 356">Jensen (2002), s. 356</ref> Hesten har været anvendt som spisedyr men også som trækdyr og måske ridedyr.<ref name="Je 2002 356"/> I kystegne har man fanget fisk, således hornfisk, torsk, kuller og flynder, samt indsamlet hjertemusling, blåmusling, østers og strandsnegl<ref name="Je 2002 357">Jensen (2002), s. 357</ref> og jaget delfin, nordhval og kaskelothval samt sæler.<ref name="Je 2002 358">Jensen (2002), s. 358</ref><ref name="Kr 1988 85">Kristiansen (1988), s. 85</ref> Heden havde bredt sig gennem yngre stenalder, og under bronzealderen synes hedens opretholdelse at være fastholdt af nogenlunde uforandret størrelse.<ref name="Od 1981 10">Odgaard (1981), s. 10</ref> Dette er sket ved at afbrænde lyngen med jævne mellemrum og må være sket som en bevidst behandlingsmåde. Lyng er næringsrige for kvæg, får og geder, og lyng egner sig til vinterfoder til husdyrene.<ref name="Od 1981 11">Odgaard (1981), s. 11</ref> I løbet af bronzealderen var denne udvikling så fremskreden, at man kan tale om et vedvarende åbent hedelandskab i Jylland.<ref name="Kr 1988 79"/> I landets østlige dele bevirkede græsning dannelsen af store træfrie kratoverdrev, mens græsningsskovene blev mindre. Omkring år 1.000 f.Kr. var store dele af landskabet vedvarende træløst.<ref name="Kr 1988 80">Kristiansen (1988), s. 80</ref> Bebyggelsen holdt sig i det store og hele til de samme bygder, som havde eksisteret siden begyndelsen af enkeltgravstid med de udvidelser, som skete i dolktid.<ref name="Kr 1988 103">Kristiansen (1988), s. 103</ref> Disse bygder blev dannede ved, at en boplads harkrævet 1-2 km2 pr. familie. Bopladserne lå i små grupper, mere eller mindre adskilte med dyrkede områder og med tilhørende gravpladser, kun adskilte af fugtige lavninger, søer og åer.<ref name="Je 2002 343f">Jensen (2002), s. 343-344</ref> Man har på Fyn ment at kunne udskille 80 sådanne bygder af noget uens størrelse.<ref name="Je 2002 344">Jensen (2002), s. 344</ref> Særlig bemærkelsesværdig er en stærk fremgang i fåreholdet, og fåreuld synes at have spillet en betydelig rolle i tekstilfremstilling. Hvis får har spillet en større rolle i forbindelse med uldproduktion, kan ændringer i tekstilfremstillingen være en medvirkende forklaring. At uld i bronzealderen har haft en voksende betydning afspejles i form af væve, hvorpå man vævede meterbrede og 4-5 meter lange klædestykker fremstllede af forskellige uldkvaliteter, spindings- og garntyper med brikvævning og broderier.<ref name="Kr 1988 83">Kristiansen (1988), s. 83</ref> Også selve forarbejdningsteknikken udvikledes i yngre bronzealder med skaftvævning og kipervævning, der muliggjorde at fremstille mønstre.<ref name="Kr 1988 85"/> Fårene blev større og har formodentlig været holdt i store flokke bevogtede af vogterdrenge og hyrdehunde.<ref name="Kr 1988 88"/> === Bebyggelsen === [[File:Bronzealderhuset.jpg|thumb|350px|Bronzealderhus i Skrydstrup.]] [[File:Borum_Eshøj_-_reconstruction_of_bronze_age_house.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret bronzealderhus fra Borum Eshøj.]] Kendetegnende for tiden omkring 2000 f.Kr. var, at husene blev stadigt større og mere differentierede med hensyn til deres indretning.<ref name="Je 2002 20">Jensen (2002), s. 20</ref> Det største kendte bronzealderhus i Skandinavien lå i Sverige og var 60 m langt og 10 m bredt.<ref name="Je 2002 120">Jensen (2002), s. 120</ref> I ældre bronzealder var det fortsat store langhuse, oprindeligt midtsulehuse, der dominerede bebyggelsen. Nogle af disse synes at have være inddelt i to eller flere rum. I nogle tilfælde tyder det på, at der har været indrettet en lade i bygningernes østende.<ref name="Je 2002 25">Jensen (2002), s. 25</ref> Langhusene var oprindeligt toskibede, men i løbet af bronzealderen skete der en konstruktionsmæssig udvikling til treskibede huse.<ref name="Je 2002 21">Jensen (2002), s. 21</ref> I stedet for en stolpe midt i huset blev der nu placeret to stolper omkring en tredjedel inde i rummet og formodentlig forankrede med en indbyrdes forbindende tværstolpe over midtergangen eller midterrummet.<ref name="Je 2002 110">Jensen (2002), s. 110</ref> Forklaringen på den ændrede konstruktion skal søges i husenes større bredde, der gjorde denne konstruktionsmåde mere velegnet til at understøtte taget, hvis den forbindende tværstolpe tillige udgjorde understøttelse for en lodret stolpe op til tagryggen.<ref name="Je 2002 111">Jensen (2002), s. 111</ref> I første omgang forsøgte man sig med bredere midtsulehuse, 8-9 meter brede<ref name="Je 2002 21"/>, og bredden ændredes ikke senere nævneværdigt (huse kunne blive op til 10 meter brede), men ved at gå over til treskibede konstruktioner kunne tillige opnås en mere hensigtsmæssig arealudnyttelse for en stald med båseskillerum langs siderne.<ref name="Je 2002 115">Jensen (2002), s. 115</ref> Samtidig blev bygningerne opdelte i rum i længderetningen og øjensynligt med uens anvendelsesformål: bolig (spise- og opholdsrum), værksted, stald med plads til et varierende antal af dyr og lade<ref name="Je 2002 117">Jensen (2002), s. 117</ref>, men der kunne være stor variation fra bygning til bygning.<ref name="Je 2002 118">Jensen (2002), s. 118</ref> Endvidere blev husene stadig længere, og flere af husene er blevet karakteriseret som "regulære haller" på 25-50 meters længde.<ref name="Kr 1988 101">Kristiansen (1988), s. 101</ref><ref name="Je 2002 111"/> Det er formodet, at de største af disse huse var beboede af særligt fornemme familier, stormænd eller endda høvdinge<ref name="Je 2002 111"/>, men husene havde varierende størrelse fra 50-70 m² under tag for de mindre til en standardstørrelse på 85-130 m² til store haller på 200-300 m²<ref name="Je 2002 114"/> eller mere.<ref name="Je 2002 118"/> Det er sandsynligt, at tagmaterialet var planten tagrør, som blev skåret med flintflækkeknive.<ref name="Ad 2002 12">adamsen (2002), s. 12</ref> I tilknytning til nogle huse er fundet cirkulære eller halvcirkulære indelukker, der er blevet tolkede som opbevaringspladser for korn eller hø, eller for gødning.<ref name="Je 2002 114">Jensen (2002), s. 114</ref> Andre steder er fundet spor efter kvæg- og fårefolde.<ref name="Ol 2002 5ff">Olsen (2002), s. 5-10</ref> I flere tilfælde kan der konstateres bopladser beboede over en periode på flere hundrede år men med flytninger af bopladsen over større eller mindre afstande eller med fornyelser med en eller flere generationers mellemrum.<ref name="Je 2002 118">Jensen (2002), s. 118</ref> Ved Bjerre i Nordjylland er påvist formodet 19 bopladser inden for et område på 100 hektar<ref name="Je 2002 112">Jensen (2002), s. 112</ref>, men her som i andre tilfælde hersker der stor usikkerhed om antallet af gårdenheder, der eksisterede på samme tidspunkt.<ref name="Je 2002 112"/> I mange tilfælde bestod bopladserne af en enkelt eller nogle få gårde, som lå mere eller mindre samlet inden for velafgrænsede ressourceområder, som også formodes at have været bestemmende for de tidvise flytninger.<ref name="Je 2002 341">Jensen (2002), s. 341</ref> Den indbyrdes afstand mellem bopladser kunne variere men lå i visse tilfælde på omkring 2,5 km<ref name="Je 2002 342">Jensen (2002), s. 342</ref>, hvilket modsvarer, hvad der også kendes fra middelalderens landsbyer. Den indbyrdes afstand mellem stormandshuse kunne være omkring 12 km.<ref name="Je 2002 107">Jensen (2002), s. 107</ref> Det er muligt, at disse fordelingsmønstre har afspejlet en opdeling i indbyrdes adskilte bygder. I Mellemeuropa (Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien) forekom højtliggende, befæstede bopladser med omfattende håndværksvirksomhed omgivne af åbne bopladser og beliggende således, at der var udblik over forbindelsesvejene i det omgående landskab.<ref name="Je 2002 62">Jensen (2002), s. 62</ref> Det er muligvis en lignende ordning uden egentlige befæstninger, der har gjort sig gældende i Sydskandinavien. ==== Limensgård ==== Omkring år 2000 blev Limensgård på Bornholm atter beboet af bønder. På dette tidspunkt, ved overgangen til bronzealderen, blev der fortsat opført midtsulehuse, men disse var nu betydeligt større end 5-600 år tidligere: 25-44 m lange og 8-9 m brede. Tre rækker af stolper understøttede nu taget: en i midten og på hver side en række af støttestolper. Der kendes i alt 16 huse fra denne bopladsfase, men de har ikke alle stået på samme tid. Det formodes, at nogle af dem har været indrettet med en lade eller stald i østenden, men der er ikke fundet spor efter båseskillerum.<ref name="Je 2002 21"/> Husenes formodes at være indrettede med skillevægge i husets længderetning og med afrundet vestende.<ref name="Je 2002 23">Jensen (2002), s. 23</ref> Bebyggelsen dateres til tiden 2100-1700 f.Kr.<ref name="Je 2002 22">Jensen (2002), s. 22</ref> ==== Hemmed og Egehøj ==== En noget yngre boplads kendes fra Hemmed på Djursland. Også denne bestod af et midtsulehus, 43 m langt og ligeledes med afrundet endegavl i vestenden. I begge ender af huset fandtes ildsteder i husets midtakse. Bopladsen dateres til tiden 1700-1500 f.Kr.<ref name="Je 2002 65">Jensen (2002), s. 65</ref> En nærliggende boplads fra samme tid kendes fra Egehøj ca. 1 km borte. Husene, tre ialt, var her mindre: 21 m lange og 6 m brede. Disse huse synes a have været delte omtrent midt i længderetningen. I nogle af dem er fundet spor efter vævning.<ref name="Je 2002 66">Jensen (2002), s. 66</ref> Ved Egehøj dominerede byg som afgrøde men, som noget nyt, optræder spor af brødhvede.<ref name="Kr 1988 92">Kristiansen (1988), s. 92</ref> ==== Resengård ==== Fra Resengård i Salling kendes en boplads ligeledes dateret til tiden 1700-1500 f.Kr. Også her er husene 19-20 m lange og 6 m brede. Af interesse er, at man fandt sport i husets østende efter nøgen byg, brødhvede eller emmer, som formodes at være dyrket på omkringliggende marker.<ref name="Je 2002 66"/> ==== Bjerre ==== Ved Bjerre ved Hanstholm i Thy har man kunnet påvise 19 bopladser, som har eksisteret i en periode på op mod tusind år og hvor de enkelte bopladser formodentlig har afløst hinanden indenfor et område på 100 hektar. En af disse bopladser, dateret til 1.400 f.Kr., bestod af tre langhuse eller gårde af treskibet konstruktion og 18-19 m lange og 6-7 m brede. Husene havde indgang omtrent midt på langsiden. I den vestlige ende af et af husene fandtes et ildsted, og denne er tolket som beboelsesende.<ref name="Je 2002 112">Jensen (2002), s. 112</ref> I et andet af husene synes at have været båseskillerum midt i bygningen. Dette er blevet tolket således, at der var en stald midt i huset og beboelse i begge ender.<ref name="Je 2002 113"/> Husene var af varierende størrelse: nogle dækkede et areal på 2-300 m², andre 85-130 m² og endelig nogle 50-70 m².<ref name="Je 2002 114"/> Uden for husene er fundet spor efter indhegninger, der tolkes som dyrefolde. Af husdyr er fundet spor efter kvæg, geder og får.<ref name="Je 2002 113">Jensen (2002), s. 113</ref> Lignende bopladser kendes fra vestfrisiske områder.<ref name="Je 2002 114">Jensen (2002), s. 114</ref> Nogle indhegninger havde en halvcirkulær eller cirkulær form. De tolkes som opbevaringssteder for hø eller gødning.<ref name="Je 2002 114"/> Af afgrøder dyrkede man emmerhvede og nøgen byg men også avklædt byg, spelt, enkorn og muligvis dværghvede.<ref name="Je 2002 123">Jensen (2002), s. 123</ref> ==== Højgård ==== Ved Højgård ved Gram i Sønderjylland har man fundet en boplads bestående af et større antal langhuse, der dog ikke alle var samtidige. Det største hus var 51 m langt og 8,5 m bredt. Det var inddelt i 4 indvendige rum med skillevægge. Spor efter ildsteder i den vestlige ende tyder på beboelse. Det østligste rum kan have været anvendt som stald.<ref name="Je 2002 117">Jensen (2002), s. 117</ref> Opstaldningen er formodentlig sket for at kunne indsamle gødning fra husdyrene til brug på markerne<ref name="Je 2002 121">Jensen (2002), s. 121</ref>, men samtidig opnåede man andre fordele: dyr på stald har mindre foderbehov<ref name="Je 2002 121"/> og er bedre beskyttede mod ran og rovdyr.<ref name="Je 2002 122">Jensen (2002), s. 122</ref> Også indhegninger har kunnet fremme både gødningssamling og beskyttelse.<ref name="Je 2002 122"/> == Jernalder == Jernalderen tager sin begyndelse samtidig med bøgetid, 500 f.Kr. På dette tidspunkt skete der en klimatisk forværring<ref>Iversen (1967), s. 432</ref>, hvilken markerede overgangen fra subboreal til subatlantisk tid<ref name="JJ 2003 24">Jensen (2003), s. 24</ref>, idet vejret angiveligt blev fugtigere uden, at det med sikkerhed kan siges, om temperaturen faldt, eller om nedbøren voksede<ref name="iv 434">Iversen (1967), s. 434</ref>, men større luftfugtighed har gavnet bøgen på lindens bekostning.<ref name="iv 434"/> Moseundersøgelser i Skotland, Nederlandene og Sverige tyder på, at klima med forøget nedbør var begyndt omkring 800 f.Kr. og kulminerede omkring 500 f.Kr.<ref name="JJ 2003 24"/> Den forøgede nedbør betød alt andet lige en større udvaskning af først kalk og senere også andre næringsstoffer<ref name="iv 442">Iversen (1967), s. 442</ref> med en mere udtalt podsolering til følge. Sandsynligvis skete dette ved, at vejret prægedes af flere lavtryk, og samtidig indtraf forøget blæst<ref name="JJ 2003 24"/>, hvilket forøgede risikoen for muldflugt. Hvor lindeurskoven havde beriget muldjorden med næring, bevirkede bøgen med dens mordannelse, at vilkårene for plantevækst forringes, og samtidig svækkes mulighederne for skovens fornyelse. På lignende måde er hedelyng mordannende, og befordrende for dannelse af ''al'', et vandstandsende udfældningslag.<ref name="iv 443">Iversen (1967), s. 443</ref> Alt sammen bevirker det, at vilkårene for agerdyrkning forringes. Samtidig er forøget kvæghold med deraf følgende forøget græsningstryk ikke en udvej. Når græsningstrykket overskrider en vis grænse, sker der forringelse af græsproduktionen. Og en formindsket vegetationstæthed fremmer ligeledes jordens udvaskning og forringer dermed dens egnethed til agerdyrkning.<ref name="iv 442"/> En mulighed for at lette dette pres er at sætte husdyrene på stald og inddrage nye foderressourcer. Som medvirkende årsag til vegetationens forandring må peges på datidens landbrug.<ref name="iv 435">Iversen (1967), s. 435</ref> Under de ændrede vilkår voksede behovet for at lade større områder indgå i omdriftsarealet. Skoven trængtes tilbage, agerjord og græsningsoverdrev voksede i omfang<ref name="iv 436">Iversen (1967), s. 436</ref>, og høslet-enge opstop.<ref name="iv 437">Iversen (1967), s. 437</ref> Også lynghede tiltog i omfang, sikkert som led i en ændret landbrugsdrift.<ref name="iv 444">Iversen (1967), s. 444</ref> Men selv et forøget omdriftsareal er ikke nødvendigvis nok. Presset kan blive så hårdt, og flytningerne af agrene så omfattende, at selve landsbyen må flytte. Samtidig er udviklingen befordrende for flere men mindre bebyggelser, landsbyer bestående af kun nogle få familiegårde. Ændringerne i forholdet mellem land og hav var af mindre betydning. I landets nordøstlige dele skete en fortsat, omend beskeden landhævning, og samtidig skete en formindskelse af Østersøens saltholdighed, hvorved arter som ''Limnæa'', der trives i brakvand, kunne trænge ind.<ref name="iv 445">Iversen (1967), s. 445</ref> Jernalderen synes, både i Danmark, i resten af Norden og i Mellemeuropa at have været en tid med voldsom befolkningsvækst<ref name="iv 438">Iversen (1967), s. 438</ref> og muligvis ud over, hvad den daværende samfundsindretning kunne bære. Når en sådan befolkningsvækst indtræffer, kan der ske en af fire ting:<br/> - nye områder bliver inddraget til landbrugsmæssig opdyrkning. Sker dette, er der en potentiel mulighed for grænsekonflikter med nabosamfund, det være sig lokalt eller regionalt (på stammeniveau). Dette kan føre til indførelse af grænsemarkering, der kan tage form af ''folkevolde'' og oprettelse af et mere eller mindre fast grænseværn, en hird.<br/> - fødevareproduktionen omlægges til at give et større udbytte, måske et større fødevareoverskud. Dette overskud kan enten sælges eller byttes mod varer, eller det kan anvendes til at brødføde specialiserede håndværkere, hvis varer kan sælges. Udfaldet er under alle omstændigheder mere ''samhandel'' med omverdenen (hvilket afspejler sig i forekomsten af fremmede genstande), mulighed for dannelse af ''politiske alliancer'' og for ''ægteskaber'' over folkelige grænser. En sådan udvikling kan/vil også føre til dannelse af et hierarki, hvor lederen af disse forbindelser opnår en højere status.<br/> - en del af befolkningen ''udvandrer'' og danner nye kolonier i folketomme egne (fx Færøerne, Island, Grønland) eller i områder med bedre plads. Sker dette, kan koloniseringen afspejle sig i ''stednavne''. I nogle tilfælde kan udvandringen ende i konflikt med den stedlige befolkning, men sådanne mulige konflikter vil i reglen have ingen eller ringe betydning for hjemegnen. Hvis koloniseringen er fredelig, kan den imidlertid bevirke dannelsen af kontakter mellem udvandrernes hjemegne og koloniseringsområdet.<br/> - befolkningsoverskuddet kan blive omsat i erobringskrig med henblik på at underlægge sig andre områder, tvinge dem til at betale tribut (skatter, afgifter) og/eller for at skaffe slaver. Dette forudsætter dannelsen af en fast organiseret hær (hird) med hierarki og finansiering af dens våben og opretholdelse. En sådan militær organisering kan ske både i de områder, hvor angriberne er hjemmehørende, og i de(t) område(r) der angribes som en reaktion på angreb. Sidstnævnte steder kan forsvaret afspejle sig i dannelsen af ''folkeborge'' og ''folkevolde med vagtborge'' samt, da en del af denne virksomhed kan ske ad søvejen, føre til bygning af ''krigsfartøjer'', oprettelse af ''snekkehavne'' og etablering af ''pælespærringer''. Organisering af angreb og forsvar kan også finde udtryk i politiske alliancer med andre stammer (stammeforbund) for derved at styrke den samlede militære evne. Derved forøges tendensen til rangordning. Sådanne krigshandlinger kan afspejle sig i slagmarker og i ''krigsbytteofringer'' udført af de vindende styrker, det være sig angribere eller forsvarere, enten nær stedet hvor slaget fandt sted eller efter deres hjemkomst. Det må formodes, at konflikterne kan have en tendens til eskalering over tid således, at midlertidige tiltag efterhånden også får et mere permanent præg.<br/> Samtidige forskelle i forekomsten af sådanne forhold afspejler med andre ord samtidige forskelle i levevilkårene de enkelte steder, fx forskelle mellem Jylland og øerne. Stort set gennem hele jernalderen kan forskellige af disse træk konstateres i Danmark og omgivende områder, og de afspejler således de foranderlige politiske og sociale vilkår for bebyggelsen.<ref>Denne model med flere mulige udfald skal ses i modsætning til Lotte Hedeager: ''Danmarks Jernalder. Mellem stamme og stat''; Aarhus Universitetsforlag, Esbjerg 1992; ISBN 87-7288-291-3, hvor udfaldet: den lagdelte stat, er givet på forhånd og det eneste, det drejer sig om bliver at udfylde med vidnesbyrd om sociale forskelle suppleret med mere eller mindre plausible forklaringer og så iøvrigt argumentere for "den indre logik" (s. 202) som forklaring på udviklingen. Efter min mening er denne forklaring alt for unuanceret, først og fremmest fordi forskellen mellem Jylland på den ene side og øerne på den anden ikke forklares tilfredsstillende, således er det direkte forkert, når det s. 193 siges, at angrebene mod Jylland skulle være udgået fra Sjælland, idet de ofrede våben påviseligt stammer fra henholdsvis Nordtyskland, Sydnorge og Mälarområdet, men også fordi fx teutoners og kimbreres, senere anglernes og jydernes udvandring ikke inddrages og forklares. Med andre ord er hendes opfattelse alt for unuanceret og de forskellige træk bruges alene til ukritisk at understøtte det bagved liggende paradigme.</ref> Overgangen fra bronze til jern synes at være sket hurtigt, omend spredning af jernets anvendelse øjensynligt tog tid. Denne overgang skete i hele Europa på samme tid<ref>Levinsen (1982-83), s. 154</ref>, og dette kan være medvirkende til at forklare, hvorfor brugen af bronze faldt så hurtigt i Norden: forsyningerne med bronze måtte ske sydfra, og hvis denne ophørte med at være i brug i Mellemeuropa, kunne den heller ikke længere indføres til Sydskandinavien. Jerngenstande begyndte at optræde almindeligt i grave allerede i ældste del af jernalderen<ref>Levinsen (1982-83), s. 155</ref>, og ligeledes skete jernudvinding og forarbejdning lokalt allerede fra ældste jernalder.<ref>Levinsen (1982-83), s. 161</ref> Det viste sig imidlertid, at den nordeuropæiske myremalm er meget fosforholdig, og fosforet går over i jernet og forhindrer at det kan optage det kulstof, der er nødvendigt for, at det kan hærdes til stål.<ref>Levinsen (1982-83), s. 161</ref> Dette kan forklare, hvorfor jernet i begyndelsen kun opnåede begrænset brug<ref>Levinsen (1982-83), s. 156</ref>, og hvorfor fx våben blev importerede sydfra. === ''Ældre Keltisk jernalder (500 f.Kr. - 200 f.Kr.)'' === [[Fil:Pre-roman iron age (map).PNG|right|200px|thumb|Før-romersk jernalder i Nordeuropa (5. årh. – 1. årh f.Kr.); røde områder markerer den Nordiske gruppe, magenta markerer Jastorfkulturen]] Keltisk jernalder har navn efter kelterne, en kultur udviklet i Mellemeuropa mellem 800-600 f.Kr. Den keltiske kultur har sit udspring i Hallstat-kulturen i Østrig. Her havde i bronzealderen udviklet sig et handelsknudepunkt for handel med kobber og tin samt salt udvundet på stedet. Frem til 8. århundrede f.Kr. skete ingen synlig social udvikling, men fra denne tid begyndte kelterne fra egnene nord for Alperne at opføre befæstede bebyggelser på bjergtoppe som Heuneburg<ref>James (1994), s. 28</ref>, og på samme tid optræder en gravkultur for eliten, hvor de døde begraves med vogne, fx i Hochdorf.<ref>James (1994), s. 26-27</ref> Omkring år 600 f.Kr. oprettede grækerne handelskolonien Massalia (Marseilles), og herfra udvikledes handelsforbindelser nord over via Rhõne til Mellemeuropa.<ref>James (1994), s. 21</ref> Nye handelsforbindelser og social udvikling i Mellemeuropa er således samtidige. Fra et oprindeligt kerneområde spredte keltisk kultur sig, og folkevandringer skete blandt andet mod syd (Podalen) og sydøst (Grækenland og Lilleasien).<ref>James (1994), s. 29-30</ref> I det nordlige Niedersachsen og Slesvig-Holsten udviklede bronzealderens urnegravskultur sig efterhånden til den såkaldte Jasdorf-kultur under indflydelse fra den sydligere Hallstatt-kultur, og i denne form bredte den sig til Mecklenburg, Vorpommern og Brandenburg samt nordpå op i det sydlige Nørrejylland. Det er muligt, at den keltiske indflydelse til dels skyldtes indvandring fra syd. Vor viden om ældre keltisk jernalder længere mod nord, i Skandinavien, er begrænset. Det ser ud til, at landbruget her var dominerende og at forbindelser udad til i begyndelsen har været begrænsede. I Vendsyssel kan der have udviklet sig handelsforbindelser og alliancer med det vestlige Mellemsverige.<ref>Martens (2014), s. 254</ref> De få spor i resten af Jylland tyder snarest på ufredelige forbindelser: et krigsoffer og forsvarsanlæg. Det forhold, at landsbyen Borremose fra 4. århundrede f.Kr. til 2. århundrede f.Kr. lå som en befæstet boplads omgivet af mose og med en enkelt adgangsvej fra sydøst taler for, at der allerede på dette tidspunkt har været uroligt nok til at søge en sådan beskyttelse.<ref>Martens (2010), s. 186</ref> === Angreb udefra === Allerede i keltisk jernalder har vi vidnesbyrd om uroligheder. Midt i keltisk jernalder, i 4. århundrede f.Kr., indtraf et slag ved Hjortspring på Als i Sønderjylland. 3-4 krigskanoer, hver bemandet med nogle og tyve krigere, det vil sige samlet mindst 80 mand, nåede Als og gik i land. Disse krigere var udstyret med spyd eller lanse og et træskjold, nogle med sværd samt kastesten og formodentlig slynger. De ledende synes at have båret ringbrynjer.<ref name="JJ 67">Jensen (2003), s. 67</ref> Invasionshæren blev imidlertid nedkæmpet og en del nåede formodentlig at flygte. Mindst en båd blev tilbage og sammen med erobrede våben, der blev ødelagte, blev den øjensynligt ofret i Hjortspring Mose, der lå ca. 2 km inde i land. Angriberne stammede formodentlig fra egnene ved nedre del af Elben.<ref name="JJ 70">Jensen (2003), s. 70</ref> Et andet vidnesbyrd om urolige tider er forekomsten af befæstede landsbyer som Borremose<ref name="JJ 32ff">Jensen (2003), s. 32-34</ref> og Lyngsmose.<ref name="JJ 129f">Jensen (2003), s. 129-130</ref> Også ved Grøntoft findes spor efter et forsvarsanlæg i form af en "palisade" men ikke omkring den enkelte landsby.<ref name="JJ 94ff">Jensen (2003), s. 94-98</ref> Også ved Sarup på Fyn findes en forsvarsvold.<ref name="JJ (2003) 31f">Jensen (2003), s. 31-32</ref> Der gives ingen umiddelbar forklaring på behovet for sådanne forsvarsanlæg, men under hensyn til udviklingen i romersk jernalder kan det ikke udelukkes, at de skulle beskytte mod angreb fx for at skaffe slaver, der kunne sælges mod syd. Fra Mellemeuropa, hvor kelterne bredte sig, kendes vogngrave for en elite<ref name="JJ 13">Jensen (2003), s. 13</ref>, og fra samme område skete i 4. og 3. århundrede f.Kr. angreb mod middelhavsegnene.<ref name="JJ 15">Jensen (2003), s. 15</ref> Og i samme områder udviklede sig flere jernudvindingssteder.<ref name="JJ 47">Jensen (2003), s. 47</ref> Måske har der været en lignende udvikling mod nord<ref name="JJ 128">Jensen (2003), s. 128</ref> hvor især Vestjylland bød på udvindingsmuligheder for jern.<ref name="JJ 48">Jensen (2003), s. 48</ref> === Sociale forandringer === Omlægningen fra et samfund baseret på indført bronze til et samfund baseret på jern, der kunne udvindes lokalt eller regionalt, må også have medført sociale forandringer: de, som tidligere havde kontrolleret bronzehandelen, må have fået svækket deres position, mens andre med erfaring i jernudvinding og -forarbejdning omvendt må have fået en større betydning. Også krigerstandens stilling må være forandret, måske midlertidigt svækket da behovet for deres beskyttelse af den hidtil så dyrbare bronze ikke længere var tilstede. Det er muligt, at nogle krigere forandrede deres levevej i mere fredelig retning som bønder (der dog kunne forsvare sig selv ved behov), mens andre slog sig på røveri og slavehandel (hvilket offerfundet i Hjortspring måske afspejler). For andre samfundsgrupper var forandringen af mindre betydning: vævere, pottemagere og andre kunne fortsætte deres levevej uden nævneværdige forandringer. Det er muligt, at det - i hvert fald midlertidigt - kan have bevirket en vis social udjævning. Måske er det dette, der blandt andet afspejles i den drastiske forandring i bebyggelsen: bronzealderens store haller forsvandt og blev afløst af mindre langhuse, tydeligvis kun beregnede for en familie og med bosættelse i den ene ende og stald for husdyr i den anden. Også gravskikken tyder på en egalisering af samfundet: alle blev nu begravede i samme slags tuegrave, og gravgaverne var ensartede og ret beskedne. Det er sandsynligt, at befolkningen var i vækst, og at det er dette, der afspejler sig i en omlægning af landbruget fra spredte marker til de indhegnede såkaldte "keltiske agre": den dyrkbare jord var nu blevet så betydningsfuld, at en indhegning og dermed markering af ejerskab til jorden og beskyttelse af afgrøderne mod ødelæggelse blev af betydning. === Gravpladser === Kendetegnende for keltisk jernalder er i Jylland forekomsten af store, samlede tuegravpladser. De tæller flere hundrede grave, og deres brugstid har strakt sig over flere hundrede år<ref name="JJ 56"/>; først i sidste århundrede f.Kr. sker der et opbrud. Dette tyder på stor stabilitet i datidens samfund. Tuegravene består af urner til opbevaring af den dødes brændte ben, og hver urne har været omgivet af en ringgrøft med to eller flere afbrydelser samt en krans af enten sten eller træpæle.<ref name="JJ (2003) 58">Jensen (2003), s. 58</ref> Hvad formålet med disse har været, vides ikke, men det formodes, at de kan have at gøre med gravritualet. Sådanne tuegravpladser kendes fra Grøntoft<ref name="JJ 56">Jensen (2003), s. 56</ref>, Årupgård<ref name="JJ 56ff">Jensen (2003), s. 56-59</ref>, Årre<ref name="JJ 60f">Jensen (2003), s. 60-61</ref> og Uldal<ref name="JJ 61f">Jensen (2003), s. 61-62</ref>, alle i Jylland. === Landbruget === [[Fil:Denmark-reconstructed iron age house.jpg|thumb|350px|Et rekonstrueret jernalderhus i ''Jernalderlandsbyen'' i Odense.]] [[Fil:Aeldre_jernalderhus.png|thumb|350px|Hus fra overgangen mellem bronzealderen og ældre førromersk jernalder. Bemærk bolig med ildsted i vestenden, stald med båse i østenden.]] Ved overgangen til keltisk jernalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder.<ref name="GJ 1981 143">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143</ref> På samme tid og i samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden.<ref name="Ha 1988 151">Hedeager (1988), s. 151</ref> Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskille sig i størrelse fra andre gårde.<ref name="Ha 1988 179">Hedeager (1988), s. 179</ref> Fremkomsten af disse digevoldingsagre tilskrives en befolkningsforøgelse, hvorved presset på jorden forøges. Det betyder, at agerdyrkningen intensiveres ved en oftere og fastere rotation mellem afgrøde og brak. Digevoldingsagrene formodes således dyrkede efter en mere eller mindre fast rotation.<ref name="GJ 143">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143</ref> Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.<ref name="Ha 1988 159"/> I Jylland kan de keltiske agre dække arealer på op til 100 hektar.<ref name="He 155"/> Disse store agerfelter hører op ud mod ådale, hvor omfattende enge har givet adgang til velegnede græsningsområder. Dette gælder blandt andet Skørbæk Hede i Vesthimmerland, hvor landsbyen har ligget midt mellem disse agre, og at hvor agrene ophører ud mod engene ved Uldrup Å.<ref>Hedeager (1988), s. 152</ref> De keltiske agre ligger på Sjælland som dyrkningsområder på omkring 10 hektar, nogle dog mindre.<ref>Hedeager (1988), s. 154</ref> Uden for disse lå øjensynligt store åbne græsningsområder.<ref name="He 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> === Bebyggelsen === Ved overgangen til keltisk jernalder indtræder også en drastisk ændring af bebyggelsen: tidligere tiders haller afløses nu af små huse, 3,5-4 m brede og 7-11 m lange, indrettede med bolig i den vestlige ende og stald i den østlige. Stalden afspejler formentlig udnyttelse af staldgødning som en fast del af landbrugets driftsform.<ref name="JJ 34">Jensen (2003), s. 34</ref> Husenes størrelse og indretning tyder på at de har været huse for de enkelte familier. Husene ligger som regel i grupper og med nogenlunde ens orientering, øst-vest, det vil sige som mere eller mindre udprægede landsbyer. Inden for et begrænset område på ca. 16 ha er der på Grøntoft hede i Vestjylland fundet ialt ca. 250 hustomter. Dette er tolket således, at husene ikke alle har stået samtidig men har været fordelt på en eller to samtidige landsbyer, som er blevet omflyttede i gennemsnit hvert 30. år<ref name="GJ 137">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 137</ref>, det vil sige omtrent hver menneskealder. Man taler i denne forbindelse om "vandrende landsbyer".<ref name="GJ 137"/> Flytningerne synes godtgjort ikke blot ved genstandsmateriale og træk ved de enkelte hustomter men tillige ved omlægninger af det tilhørende agersystem, digevoldingsagrene.<ref name="GJ 137"/><ref name="Po 54">Porsmose (1987), s. 54</ref> ==== Sejlflod ==== Bopladsen Sejlflod 15 km øst for Aalborg er dateret til omkring 500 f.Kr. Den bestod af 5-6 gårde. I de følgende århundreder blev landsbyen flere gange omflyttet men til stadighed indenfor samme begrænsede område.<ref name="JJ 31f">Jensen (2003), s. 31f</ref> ==== Borremose ==== Bopladsen Borremose i det vestlige Himmerland er dateret til omkring år 300 f.Kr.<ref name="JJ 32"/> Den ligger på en holm i mosen og var omgivet af en vold og en grav.<ref name="JJ 32"/> Bebyggelsen omfattede 18 langhuse og 3 mindre bygninger uden ildsted. Landsbyen bestod øjensynligt af 14-15 samtidige gårde. Gårdene synes med en enkelt undtagelse kun at have bestået af et langhus. Den gennemsnitlige længde var 13-14 m, det største langhus var 23 m, det mindste 10 m langt. Der er ikke fundet båseskillerum, men sier og mælkekar vidner om, at man har holdt kvæg.<ref name="JJ 33">Jensen (2003), s. 33</ref> Husene er opførte i øst-vestlig retning og er fortrinsvis beliggende langs voldens ene side. Adgang til byen er sket ad en ca. 70 m lang stenbygget vej.<ref name="HA 121f">Hedeager (1988), s. 121f</ref> Borremosebopladsen har bestået af to faser. I den ældre fase har bebyggelsen ligget delt i henholdsvis den nordlige og den sydlige del af området. I den yngre fase er den nordlige bebyggelse nedlagt og øjensynligt flyttet sydligere, mens det tidligere frie område i den mellemste del er blevet inddraget til bebyggelse. Den nordlige bebyggelse er blevet opfattet som en stormandsgård med en særlig stilling.<ref name="JM 182ff">Martens (2010), s. 182-195</ref> ==== Lyngsmose ==== Bopladsen Lyngsmose nordøst for Ringkøbing fjord i Vestjylland har samme karakter som Borremose. Også her er der tale om en bebyggelse bestående af øst-vestvendte langhuse omgivet af en palisade og en voldgrav, 3 m bred og 1,3 m dyb.<ref name="JJ 129">Jensen (2003), s. 129</ref> Langs voldgravens inderside har stået stolper med 2-3 meters mellemrum for at understøtte voldfronten og forhindre jordens udskriden.<ref name="ER 2005 8">Eriksen og Rindel (2005), s. 8</ref> Ude i voldgraven har stået skråt stillede stolper med 4 meters melælemrum, der kan have tjent forsvarsformål.<ref name="ER 2005 9">Eriksen og Rindel (2005), s. 9</ref> At voldgraven tjente forsvarsformål bevidnes af, at der i bunden af graven var placeret træspidser, som kunne skadegøre enhver, som trådte på dem.<ref name="ER 8">Eriksen og Rindel (2002), s. 6-9</ref> Bopladsen dækkede et areal på omkring 90 meters længe og 60 meters bredde.<ref name="ER 2005 5">Eriksen og Rindel (2005), s. 5</ref> Bebyggelsen talte 15 langhuse og to små huse. Bebyggelsen har eksisteret i to faser.<ref name="JJ 130">Jensen (2003), s. 130</ref> I den ældre fase bestod bebyggelsen af seks langhuse, der betinget lå i tre grupper: en nordlig, en vestlig og en sydøstlig. Det største langhus var 13 m men ellers omkring 10 m. De to gårde mod sydøst har været særskilt indhegnede, idet hegnet omslutter den største af bygningerne.<ref name="ER 2005 6">Eriksen og Rindel (2005), s. 6</ref> I den yngre fase blev bebyggelsen omlagt en smule og udvidet betydeligt til 15 langhuse og to små huse. Samtidig blev den omgivet af sit forsvarsværk, der har haft 4 porte. Husene var 8-13 m lange og lå i øst-vestlig retning. Det er skønnet, at bebyggelsen talte omkring 120-150 indbyggere. Af gårdene må den mod sydøst omfattes som en stormandsgård, dels på grund af hegnet i ældste fase, dels fordi den sydlige adgang måske har været forbeholdt denne sydlige gård.<ref name="ER 5ff">Eriksen og Rindel (2005), s. 5-10</ref> ==== Grøntoft ==== I begyndelsen af 5. århundrede bestod bosættelsen ved Grøntoft i Vestjylland af to bopladser, den ene bestående af spredte gårde beliggende på en bakketop. Husene var indrettede med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden. I begyndelsen af 4. århundrede lå bopladsen i samme område men var flyttet nogle hundrede m mod vest. På samme tid udviklede sig en anden bebyggelse i nordvest, adskilt ved en bæk, som løb gennem en slugt. Denne talte kun nogle få huse, men et af disse var efter datidens forhold meget stort, 22,5 m langt og med plads til 22 dyr i stalden. I slutningen af 4. århundrede blev de to bebyggelser samlet i en boplads bestående af formentlig 7 gårde, hvoraf flere foruden et langhus også havde et udhus.<ref name="JJ 28">Jensen (2003), s. 28</ref> I løbet af 3. århundrede f.Kr. blev bebyggelsen flyttet flere gange, hver gang omkring 100 m.<ref name="JJ 29">Jensen (2003), s. 29</ref> Disse flytninger er formodentlig sket for at udnytte den gødning, som husdyr og mennesker producerede. Selv om denne blev samlet og spredt på markerne, var mulighederne for at pløje den ned i datiden begrænsede og værdien derfor forringet. I dette lys var der god mening i at flytte landsbyen hver gang, husene var blevet så udtjente, at de skulle fornys.<ref name="JJ 30f">Jensen (2003), s. 30f</ref> Til disse faser i bopladsens udvikling hører bopladsen Grøntoft B. ==== Grøntoft B ==== Bopladsen Grøntoft B, dateret til 500-300 f.Kr., bestod af 9 langhuse samt et antal mindre bygninger. Langhusene er omkring 4 m brede og 7-11 m lange, alle indrettede med bolig og stald. I de mindste stalde var plads til 6-8 dyr, i de største 14-16 dyr.<ref name="HA 116">Hedeager (1988), s. 116</ref> ==== Grøntoft A ==== Bopladsen Grøntoft A, dateret til 300-200 f.Kr., var omgivet af et fælles hegn.<ref name="HA 117"/> Landsbyen bestod af 5 større gårde med staldplads til 8-18 dyr og 2 mindre langhuse med stald med plads til 3-4 dyr, 3 langhuse uden stald samt et par mindre bygninger, formodentlig forrådshuse. Langhusene var 5 m brede og ca. 12 m lange; den største langhus var 16 m langt. De største gårde havde staldplads til 18 dyr, de mindre 3-4 dyr, ialt har landsbyen haft staldplads til ca. 70 kreaturer.<ref name="HA 117"/><ref name="JJ 117">Jensen (2003), s. 117</ref> Bebyggelsen er blevet fornyet på stedet og bebyggelsen havde således to faser.<ref name="HA 116"/> I den ældre fase lå et huse uden for et fælles hegn men med adgang gennem hegnet, men i den yngre fase er hegnet lagt uden om og huset således kommet inden for hegnet.<ref name="HA 117">Hedeager (1988), s. 117</ref> I nærheden af landsbyen er fundet to langhuse, 12-13 m lange, samt et mindre hus omgivet af et fælles hegn. Det ene langhus var indrettet med stald med plads til 10-12 dyr, mens den mindre bygning har været anvendt til smedje. Måske er smedjen forklaringen på den særskilte beliggenhed. ==== Drengsted ==== En lignende bebyggelse fra 3. århundrede f.Kr. kendes fra Drengsted syd for Ribe.<ref name="JJ 31">Jensen (2003), s. 31</ref> ==== Sarup ==== Bopladsen Sarup på Sydvestfyn er dateret til omkring 300 f.Kr. Landsbyen bestod af syv gårdanlæg omkring en åben plads. Langhusene var mellem 13 og 22 m lange. Nogle af langhusene havde båseskillerum i staldenden. En anden bebyggelse i området er dateret til 5. århundrede f.Kr., så også her er det formodentlig tale om en vandrelandsby. At bebyggelsen forblev inden for et område på 3,5 ha må skyldes ønsket om at udnytte de omgivende engarealer til kvæggræsning.<ref name="JJ 31"/> Der er fundet spor af en voldgrav, så det er muligt at bopladsen tidvis har været befæstet.<ref name="JJ 32">Jensen (2003), s. 32</ref> === ''Yngre Keltisk jernalder (200 f.Kr. - Kr.f.)'' === [[Fil:Dejbjergvognen DO-621 original.jpg|thumb|350px|Dejbjergvognen i Nationalmuseet - 1978-udstillingen.]] Yngre keltisk jernalder adskiller sig fra tiden forud ved, at omfanget af keltiske genstande og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette må sikkert ses i lyset af, at der fra dansk område skete to store folkevandringer, som må have skaffet befolkningen i nord tættere kontakter med befolkningen mod syd, omend karakteren af disse ikke kendes nærmere. De kan både have været af handelsmæssig karakter og/eller som alliancer. === Folkevandringer === Omlægningen af landbruget til keltiske agre havde bevirket en kraftig stigning i det intensive agerbrug, måske mere omfattende end på noget andet tidspunkt i forhistorisk og historisk tid indtil landboreformerne: store dele af det, der i historisk tid var hede og skov, blev inddraget til kornavl under dette system.<ref name="Ni (1970) 14ff">Nielsen (1970), s. 14-30</ref> Det indebar, at landbruget kunne brødføde en større befolkning, men det indebar også, at når grænsen for denne evne blev nået ved en yderligere befolkningsvækst, gjorde systemet ikke yderligere forøgelse mulig. Når dette indtraf, måtte man enten udtænke et nyt driftssystem eller gennemføre en åreladning af samfundet i form af udvandring. Denne situation indtraf tilsyneladende to gange i yngre keltisk jernalder. I årene omkring 207-204 f.Kr. indtraf formodentlig et stort vulkanudbrud, som efterfølgende bevirkede misvækst.<ref name="KH 34">Konstanstin-Hansen (2005), s. 34</ref> Som følge af denne misvækst skete der et opbrud i bebyggelsen, og en del af befolkningen synes at være udvandret, i første omgang til områderne syd for Østersøen, senere mod sydøst til Sortehavet.<ref name="KH 34"/> Disse udvandrere kaldes i klassiske kilder for ''bastarnae'' og ''skirie'', men det er sandsynligvis ikke deres rette navn.<ref name="KH 13">Konstanstin-Hansen (2005), s. 13</ref> Deres vandringer er sandsynliggjort ved udbredelsen af visse genstandstyper som kronehalsringe<ref name="KH 19ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 19-26</ref>, ildbukke<ref name="KH 26ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 26-28</ref> og keramik.<ref name="KH 29ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 29-31</ref> De optræder i de klassiske områder som lejetropper men forsvinder som befolkningsgruppe omkring 29-28 f.Kr.<ref name="KH 15">Konstanstin-Hansen (2005), s. 15</ref> I 115 og 101 f.Kr. indtraf den næste store folkevandring, da kimbrere fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland vandrede sydpå gennem Europa.<ref name="JJ 103f">Jensen (2003), s. 103f</ref> Antikke kilder angiver, at folketoget omfattede 300.000 mennesker<ref name="JJ 104">Jensen (2003), s. 104</ref>, men dels er der usikkerhed om denne angivelses rigtighed, dels er det ikke sikkert, at deltagernes antal var så stort, da folkevandringen begyndte. Det er muligt, at andre har sluttet sig til undervejs.<ref name="JJ 104"/> Begivenheden falder sammen med en fornyet forbindelse mellem Sydskandinavien og keltiske områder.<ref name="JJ 104"/> Det har været foreslået at Gundestrupkedlen, der formodentlig er fremstillet af thrakiske triballere i grænseområdet mellem Nordvestbulgarien og Sydvestrumænien men er endt i en mose i Himmerland, kunne være bragt hertil af deltagere i denne folkevandring.<ref name="JJ 221">Jensen (2003), s. 221</ref> Andre kedler stammer fra andre, vestligere dele af Mellemeuropa og fra Sydeuropa og vidner også om kulturelle forbindelser til Danmark. === Sociale forhold === I yngre keltisk jernalder var det danske område formodentlig præget af stammesamfund, hver med sine skikke. Udtryk for dette var blandt andet forskelle i dekoration af keramik<ref name="JJ 274-278">Jensen (2003), s. 274-278</ref> og forskelle i gravskikke<ref name="JJ 282-322">Jensen (2003), s. 282-322</ref> men tillige fx fordelingen af såkaldte Dejbjerg-vogne. Disse, der menes knyttede til Nerthus-kulten, er fundet med omtrent indbyrdes lige store afstande i Kraghede i Vendsyssel, Fredbjerg i det vestlige Himmerland, Dejbjerg i Vestjylland, Dankirke i Sydvestjylland, Husby i Angel samt Langå på Fyn.<ref name="JJ 201">Jensen (2003), s. 201</ref> Forudsat fordelingen, som (endnu) kun kan bestemmes for den yngre del af keltisk jernalder, ikke er tilfældig, kan det afspejle hvert af de større områder, hvor man samledes om at dyrke frugtbarhedsgudinden Nerthus. Det har været foreslået, at hvert område afspejler en ''bygd'', og at disse historiske bygder senere kan være delvist afspejlet i landets inddeling i sysler og/eller herreder. === Nerthus-kulturen === En beskrivelse af Nerthus-kulturen kendes først hos Tacitus, der beskrev den ca. 98 e.Kr.: ".''.de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, som de tror griber ind i menneskenes anliggender og i en vogn kører rundt til dem, der dyrker hende. På en ø i Oceanet er der en hellig lund. I den står en indviet vogn, som er dækket af et klæde. Kun én præst må berøre denne. Han kan fornemme, hvornår guddommen er tilstede i vognens indre, og han ledsager hende da fuld af ærefrygt, når hun kører afsted i vognen, som trækkes af køer. Da er der glade dage, og alle steder, gudinden værdiger et gæstebesøg, er festsmykkede. Alle våben er da under lås og slå. Da kender de, og da elsker de kun fred og ro, indtil førnævnte præst fører gudinden, mæt og træt af samværet med dødelige, tilbage til hendes gelligdom. Derpå vaskes vognen og klædet og, om man vil tro det, guddommen selv i en afsidesliggende sø. Slaver, som straks efter opsluges af søen, udfører renselsen. Dette har skabt en hemmelighedsfuld gysen og from uvidenhed om, hvad det mon er for et væsen, som kun de til døden dømte får at se.''"<ref>Lund (1993), s. 270-272</ref><ref name="Fi 25"/> I Rappendam mose ved Jørlunde i Nordøstsjælland har man fundet vogndele og menneskeknogler, der leder tanken hen på Tacitus' skildring.<ref name="Fi 25">Fischer (1980), s. 25</ref> Fra keltisk jernalder kendes endvidere en lang række tilfælde, hvor enkeltpersoner tilsyneladende er blevet ofret i moser. Et par stykker, fra Borremose, er tidsfæstet til slutningen af bronzealderen og en enkelt, fra Huldremose, til ældre romersk jernalder, mens 6 tidsfæstes til keltisk jernalder.<ref name="Fi 23">Fischer (1980), s. 23</ref> Blandt disse er Tollundmanden, Gravballemanden og Ellingpigen særlig kendte. Alle har været slået ihjel inden ofringen. Nogle har været nøgne andre påklædte. Ofringen eller begravelsen synes udført med en omhu, der udelukker, at de pågældende skulle være forbrydere.<ref name="Fi 24">Fischer (1980), s. 24</ref> Fordelingen af moselig og moseskeletter samt mosepotter (ofrede lerkar) viser en koncentration til øerne og det østlige Jylland, mens Vestjylland kun udviser enkelte tilfælde.<ref name="Fi 26">Fischer (1980), s. 26</ref> Det formodes, at der er tale om ofringer til mosens gud for de ydelser i form af tørveskæringer og myremalm, som blev hentet i moserne. Ofringerne skulle således afspejle mosernes voksende betydning i datiden.<ref name="Fi 26"/> === Gravpladser === Tuegravpladserne holdt sig et langt stykke ind i yngre keltisk jernalder. I første århundrede f.Kr. optræder et større antal krigergrave<ref name="JJ 171">Jensen (2003), s. 171</ref>, overvejende beliggende i Jylland, nogle på Fyn og Langeland, enkelte på Sjælland, Lolland og Falster.<ref name="JJ 175">Jensen (2003), s. 175</ref> Karakteristisk for krigergravene var, at de døde fik deres sværd og andet udstyr som skjold, spyd og lanse<ref name="JJ 173"/> og i enkelte tilfælde en ringbrynje<ref name="JJ 174">Jensen (2003), s. 174</ref> med sig i graven, dog først efter at sværdet var blevet bukket sammen og gjort ubrugeligt.<ref name="JJ 172">Jensen (2003), s. 172</ref> En række af disse grave indeholdt også kedler, det vil sige store metalkar fremstillede i keltisk område i Mellemeuropa.<ref name="JJ 171"/> Kun en begrænset del af gravene var krigergrave: på gravpladsen Vogn således 7% af gravene, på en gravplads ved Tarm indeholdt 20 af 150 grave våben.<ref name="JJ 173">Jensen (2003), s. 173</ref> Dette må betyde, at markeringen af krigerstatus var vigtigt på dette tidspunkt og fulgte keltisk skik.<ref name="JJ 172"/> Nogle af de nordiske sværd har keltisk oprindelse.<ref name="JJ 222">Jensen (2003), s. 222</ref> === Indførte kedler === [[File:Gundestrupkarret F.I.7074b.jpg|thumb|320px|Gundestrupkarret.]] Blandt tidens markante genstande er en række store kedler, der i flere tilfælde har været ofret i moser uden, at de nærmere omstændigheder kendes.<ref name="JJ 220">Jensen (2003), s. 220</ref> Blandt disse kedler må nævnes en kedel fundet i Mosbæk og en i Gundestrup, begge i Himmerland<ref name="JJ 202">Jensen (2003), s. 202</ref>, en i Brå ved Horsens<ref name="JJ 203">Jensen (2003), s. 203</ref>, en i Illemose ved Rynkeby på Fyn<ref name="JJ 204">Jensen (2003), s. 204</ref>, formodede rester efter en i Lundeborg på Fyn<ref name="JJ 205">Jensen (2003), s. 205</ref> og en i Ringsebølle og måske i Rå, begge på Lolland.<ref name="FK 5ff">Kaul (2006), s. 5-8</ref> Kedlerne fra Ringsebølle og Rynkeby har så store ligheder, at de kan være udgåede fra samme værksted.<ref name="FK 6"/> Flere af kedlerne var ødelagte inden, at de blev ofrede. De stammer fra ulige steder i keltiske og romerske områder<ref name="FK 5">Kaul (2006), s. 5</ref> og dateres alle til tiden før Kristi fødsel.<ref name="FK 6">Kaul (2006), s. 6</ref> De formodes at have været anvendte til religiøse formål.<ref name="FK 8">Kaul (2006), s. 8</ref> Flere at kedlerne havde begrænset dekoration med ansigter og tyrehoveder, men en af kedlerne, fra Gundestrup, har været rigt dekoreret. Gundestrupkedlen er opbygget af dekorerede plader, der har siddet både udvendigt og invendigt. Motiverne menes at have keltiske og thrakiske træk. Hvordan den er endt i Danmark står uklart: det har været foreslået, at den er bragt i sikkerhed af flygtninge under uroligheder, da kong Burebista samlede trakiske stammer med magt omkring år 60 f.Kr., at den er krigsbytte og at den kan være hjembragt af nogle kimbrere, som deltog i Kimbrertoget.<ref name="JJ 221">Jensen (2003), s. 221</ref> For sig selv står den såkaldte Keldby-spand fra Møn, der dateres til 4. eller 3. århundrede f.Kr. og som stammer fra Grækenland. Det er uklart hvornår og hvordan, den er kommet til Danmark.<ref name="JJ 225">Jensen (2003), s. 225</ref> Sammen med flere af kedlerne tyder den på forbindelser mellem Skandinavien og Sydøsteuropa: Karpaterne og Sortehavsområdet.<ref name="JJ 224">Jensen (2003), s. 224</ref> === Landbruget === Landbruget var tilsyneladende ret stabilt gennem keltisk jernalder, idet digevoldingsagre var i brug gennem hele perioden. En undersøgelse af driftsforholdene i forbindelse med bopladserne Overbygård og Nørre Fjand tyder på, at af et samlet driftsområde på omkring 679 hektar blev kun 11-12% opdyrket som agerland, mens græsningsarealer og engarealer til høslet udgjorde resten, omkring 600 hektar eller ca. 60 hektar pr. brug. En lille del udgjordes af mose.<ref name="BL 136">Lewis (1985), s. 136</ref> Disse græsnings- og engarealer modsvarer lignende behov beregnede for samtidig bebyggelse i Östergötland i Sverige.<ref name="BL 137">Lewis (1985), s. 137</ref> For bopladsen Nørre Fjand var græslandet mindre, og den manglende produktionsevne for landbruget formodes erstattet af fiskeri i Limfjorden.<ref name="BL 158">Lewis (1985), s. 158</ref> Også for bopladsen Vendehøj har beregninger vist, at den med hensyn til afgrødeudbytte og husdyrhold har været i stand til at sikre et overskud af både korn og af mælk, der har kunnet anvendes til fremstilling af ost.<ref name="EJ 90"/> === Bebyggelsen === En undersøgelse af bebyggelsesforholdene i Himmerland, Vendsyssel og Thy tyder på, at trods andre forandringer, der indtraf omkring år 200 f.Kr., skete der øjensynligt ikke en omflytning af bebyggelserne, og i de følgende århundreder ligger bebyggelsen fast på samme sted frem til ældre romersk jernalder.<ref name="KN 121">Kjær Nielsen (2015), s. 121</ref> Derimod indtrådte der øjensynligt en social deling mellem en høvding og de øvrige familier, idet der i yngre keltisk jernalder ofte udskiller sig en enkelt større gård i landsbyerne, formodentlig tilhørende en høvding. De faste bosættelsesområder bevirkede til trods for mindre flytninger af bebyggelsen, at det nu var blevet lettere at gøre jord og ejendom arvelig, og der er grund til at formode, at en sådan udvikling indtrådte.<ref name="KH 32">Konstantin-Hansen (2005), s. 32</ref> Dermed blev en social opdeling ved siden af en arbejdsmæssig også mere udtalt. ==== Vendehøj ==== Bopladsen Vendehøj blev oprettet i 2. århundrede f.Kr. Den eksisterede i flere faser. Den ældste bebyggelse bestod af blot to gårde opført på den nordlige del af et plateau. De var omgivne af et hegn og omfattede hver et langhus og et mindre udhus.<ref name="JJ 118">Jensen (2003), s. 118</ref> Efter ret kort tid blev bopladsen udvidet til syv gårde, indbyrdes forbundne med hegn. Også i dette tilfælde bestod hver gård af et langhus og som regel et mindre udhus.<ref name="JJ 118"/> Langhusene var 12-17 m lange, gårdtofterne mellem 300 m² og 600 m².<ref name="JJ 118"/> Bebyggelsen fortsatte ind i ældre romersk jernalder. I en tredie fase skete der en gradvis udvidelse af bebyggelsen til 12-13 gårde.<ref name="JJ 119"/> ==== Hodde ==== Bopladsen Hodde nordøst for Varde, dateret til 150 f.Kr. - Kr.f., lå centralt på en mindre bakkeø omgivet af Kybæk Å mod nord og vest og Varde Å mod syd og mod øst delvist afskærmet af eng og lavning mod øst.<ref name="HA 127">Hedeager (1988), s. 127</ref> Bebyggelsen eksisterede i tre faser, som har afløst hinanden på samme sted. I første fase bestod bebyggelsen af en enkelt storgård omgivet af et hegn. Efter kort tid er bygget 7-8 langhuse, og hele landsbyen er blevet omsluttet af et fælles hegn. Det samlede areal udgjorde ca. 16.000 m². Den største landsby bestod af 53 bygninger fordelt på formodet 27 gårde, der hver bestod af et langhus og en eller to mindre bygninger, formodentlig lader og forrådshuse.<ref name="HA 120">Hedeager (1988), s. 120</ref> To huse var indrettede til smedjer.<ref name="HA 120"/> Hver gård synes at have sin egen passage gennem hegnet ud til de omgivende marker.<ref name="HA 120"/> Midt i landsbyen lå en åben plads, en forte.<ref name="GJ 142">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 142</ref> Langhusene var 5-5,5 m brede og i gennemsnit 12-14 m lange, men længden varierer mellem 10 og 23 m. 22 af de 27 langhuse var indrettede med stalde i østenden. Langhusene uden stald var 10-18 m lange, de små bygninger 4-7 m. I staldene har der i gennemsnit været plads til 14-16 dyr varierende fra 10 til omkring 20, storgården dog op til 30 dyr, ialt staldplads til omkring 460 kreaturer.<ref name="HA 120"/> ==== Nørre Holsted ==== Bopladsen Nørre Holsted vest for Vejen i Jylland er dateret til den senere del af keltisk jernalder. Den er blevet fornyet på stedet og har således eksiseret i to faser.<ref name="JJ 119">Jensen (2003), s. 119</ref> I begge faser har den været omgivet af et hegn. Det samlede areal udgjorde 45 x 200 m. I yngste fase bestod landsbyen af 20 gårde.<ref name="JJ 120">Jensen (2003), s. 120</ref> ==== Omgård-Sig ==== Bopladsen Omgård-sig i Vestjylland bestod af et større langhus, to mellemstorehuse og et mindre hus, som var omgivet af et fælles hegn omfattende et areal på 15 x 51 m.<ref name="JJ 135">Jensen (2003), s. 135</ref> ==== Egebjerg ==== Bopladsen Egebjerg ved Horsens omfattede mindst fire langhuse, der lå spredt over en ca. 80 m lang strækning. Ved det østligste af husene lå en støbegrube, og fund af stykker af støbeforme tyder på, at der her er fremstillet kronehalsringe.<ref name="KJ 6ff">Kristiansen og Jensen (2005), s. 6-11</ref> === ''Ældre romersk jernalder (1-150/160 e.Kr.)'' === Romersk jernalder angiver den store indflydelse som Romerriget udøvede i det sydlige Skandinavien. I slutningen af keltisk jernalder var Romerriget blevet udvidet mod nordvest frem til Rhinen og efterhånden også til Britannien. Forsøgene på yderligere udvidelse mod nord mislykkedes imidlertid, og i stedet indtrådte en ustabil fred, hvor Romerriget forsøgte at opnå tryggere tilstande i sine grænseområder ved diplomati i form af gaver og venskabsalliancer med germanske stormænd. Dette fredsfremstød gav efterhånden også germanske stormandssønner mulighed for at tjene i den romerske hær og opnå romersk borgerskab. Skønt disse vilkår først og fremmest var rettede mod de grænsenære områder, bredte deres virkninger sig efterhånden også til fjernere dele af Germanien, herunder Sydskandinavien. Foruden materialle goder afspejledes disse forbindelser sig efterhånden på anden måde, således ved udviklingen af et særligt germansk skriftsprog, futharken eller runealfabetet. === Sociale forhold === I ældre romersk jernalder var Jylland tydeligvis fortsat opdelt i stammeområder, der manifesterede sig i den materielle kultur. Således havde de enkelte stammer deres egen keramik og dekorationer: jyderne lod deres lerkar dekorere med mæandermønstre, varinerne med flere vandrette furer på overdelen og kamornamentik på underdelen og anglerne med udfyldte trekander.<ref name="PE 17"/> Overlapninger i udbredelsen kan skyldes folkeforskydninger, ægteskabsforbindelser eller at pottemagerne var mobile.<ref name="PE 18">Ethelberg (2017), s. 18</ref> Også husene udviste forskelle. Anglerne udviklede en særlig hustype kaldet Osterrönfeld-huse bestående af tre rum. I den vestlige ende med beboelse var de tagbærende stolper sat i to rektangulære moduler. I den østlige ende med stald blev de tagbærende stolper sat tættere, så at de kunne indgå i konstruktionen af båseskillerum. Længst mod øst lå laden. Nogle huse udviser modsat rækkefølge.<ref name="PE 19">Ethelberg (2017), s. 19</ref> Bebyggelsen forekom både som landsbyer og enkeltgårde.<ref name="PE 20"/> Socialt synes varinerne, bedømt på udbredelsen af grave med romerske metalkar, at have været opdelt i syv nogenlunde lige store områder med hver sin stormand.<ref name="PE 19"/> Med hensyn til grave synes store gravpladser medomkring 100 grave at have været sjældne, det almindeligste synes at være gravpladser med 10-30 grave. Mange af gravene rummer våben, formentlig krigeres personlige ejendom som fulgte dem i graven.<ref name="PE 19"/> Der forekom både brandgrave<ref name="PE 19"/> og jordfæstegrave.<ref name="PE 20">Ethelberg (2017), s. 20</ref> Nord for Slien var gravpladserne i brug til omkring år 400 e.Kr., hvorefter de brat ophører. Syd for Slien fortsætter gravpladserne med at være i brug indtil midten af 500-tallet.<ref name="PE 18"/> Allerede i løbet af første århundrede falder antallet af våbengrave markant.<ref name="PE 18"/> I de formodede angliske grave findes romerske importvarer fortrinsvis i kvindegrave, sammen med guldberlokker og filigranperler. Derved adskiller disse grave sig fra varinernes i nord.<ref name="PE 18"/> Omtrent på samme tid synes Thorsberg Mose ved Husby at udvikle sig til et vigtigt offersted.<ref name="PE 18"/> Udviklingen er tolket således, at der i Angel er udviklet et centralt styret rige.<ref name="PE 18"/> På grundlag af gravskik og lerkardekoration har man kunnet inddele Jylland i fem større områder, der opfattes som stammeområder.<ref name="EJ 14">Ejstrud og Jensen (1998), s. 14</ref> En inddeling i stammer i Jylland findes også i samtidige romerske kilder som Tacitus og Ptolemaius. Et andet billede tegner sig for de danske øer: her findes kun et enkelt rigdomscenter, Hoby på Lolland, ingen spor efter forsvarsanlæg men spor efter et par våbenofringer, i Vimose på Fyn. På Fyn er de fleste grave i ældre romersk jernalder brandgrave<ref name="JJ (2003) 308">Jensen (2003), s. 308</ref>, dog med undtagelser: et par rige kvindegrave<ref name="JJ (2003) 304ff">Jensen (2003), s. 304-308</ref> samt krigergave med våben på Langeland, dateret til tiden mellem Kristi fødsel og 100 e.Kr.<ref name="JJ (2003) 308"/> På Sjælland mangler krigergrave men til gengæld er kvindegravene rige på gravgods.<ref name="JJ (2003) 311">Jensen (2003), s. 311</ref> På Bornholm dominerer brandgrave men endvidere findes på Slusegård ca. 45 bådgrave.<ref name="JJ (2003) 321">Jensen (2003), s. 321</ref> Forholdene peger imod en klar forskel mellem Jylland på den ene side, øerne på den anden og endelig Bornholm. Tidens dynamiske økonomiske og politiske udvikling har sikkert også sat sit præg på de germanske samfund. Det er sandsynligt, at sociale forhold med dertil hørende næringsmæssig specialisering er blevet mere udpræget. Samfundet har været socialt lagdelt med høvdinge og handlende, krigere, særlige håndværkere som smede, pottemagere, vævere, måske tømrere og snedkere samt naturligvis bønder, desuden søfolk og andre. Eksempelvis har pottemagere udviklet deres kunst ved brug af stempeldekorationer med fodaftryk, cirkler, hjulkors, rosetter og andre figurer.<ref name="JJ 274ff">Jensen (2003), s. 274-277</ref> Endvidere har de fremstillet ildbukke, der har stået som støtter ved ildsteder<ref name="JJ 267">Jensen (2003), s. 267</ref> og store lerkar, der kan have være brugt enten som kornbeholdere eller som ovne.<ref name="JJ 268">Jensen (2003), s. 268</ref> Høvdinge<ref name="JJ 301">Jensen (2003), s. 301</ref> og krigere samt ryttere<ref name="JJ 292ff">Jensen (2003), s. 292-298</ref> afspejles i gravene, hvor de er begravede med dertil passende udstyr. Også tekstilkunsten afspejles i gravene. Dragterne var sammensatte med halstørklæder, skørter med mere med indvævede dekorative mønstre.<ref name="JJ 324ff">Jensen (2003), s. 324-330</ref> ==== Stormanden i Hoby ==== [[Fil:Hoby_bægerne_02.jpg|thumb|400px|Kopi af Hobybægrerne på [[Museum Lolland-Falster]].]] En tidlig høvding med internationale forbindelser afspejles i et gravfund i Hoby på Lolland. Den gravlagte var en midaldrende mand, formentlig en stedlig stormand, og i graven fandtes et omfattende rigt romersk drikkeudstyr bestående af drækkebægre af sølv og an bakke, et fad, en kande, en kaserolle og en spand alle af bronze.<ref name="HA 145">Hedeager (1988), s. 145</ref> I bunden på det ene sølvbæger er indridset navnet "Silisius". Dette var navnet på militærkommandanten i Øvre-Germanien med sæde i Mainz i årene 14-21 e.Kr.<ref name="HA 145">Hedeager (1988), s. 145</ref> Forudsat at dette er rigtigt, har udstyret været tolket som udtryk for en ændret romersk politik efter Varus-slaget år 9 e.Kr. hvor romerne led en alvorligt nederlag ved slaget i Teutoburgerskoven og mistede 25-30.000 mand<ref name="St 110">Storgaard (2003), s. 110</ref>: i stedet for at forsøge at underlægge sig germanerne har man valgt at købe deres venskab og støtte ved at give dem gaver.<ref name="HA 180">Hedeager (1988), s. 180</ref><ref name="St 112">Storgaard (2003), s. 112</ref> Foruden Hoby-graven kendes en række fund af romerske genstande "af usædvanlig høj kvalitet", der alle dateres til tiden mellem Kr.f. og 40 e.Kr. og som er beliggende ved Ringkøbing Fjord, i Limfjorden, langs den østjyske kyst, det vestlige Fyn og Lolland-Falster. Blandt disse er en officersdolk fra Hedegård ved Horsens.<ref name="Ma 5-9">Madsen (1997), s. 5-9</ref> Beliggenheden af disse fund antyder en mulig romersk ekspedition med diplomatisk formål.<ref name="St 111">Storgaard (2003), s. 111</ref> Hvis dette er tilfældet, kan det være en lejlighed, hvor stedlige herskere har kunnet forøge deres status og autoritet ved at etablere og sikre sig kontrollen over forbindelser til Romerriget, der senere afspejles i indførsel af romerske genstande. Hoby-graven må ses i forbindelse med en grav i Bendstrup i Nordøstjylland, hvor man har to fibler som ligner tilsvarende fibler i Hoby-graven. Hoby-fiblerne er formentlig kopier af Bendstrup-fiblerne. Ydermere findes i Bendstrup et vinkar, som supplerer gravfundet i Hoby. Det er nærliggende at fortolke dette således, at en datter af stormanden fra Hoby måske er blevet gift med en lignende standsperson i Bendstrup og som personlig medgift har bragt fiblerne og et vinkar fra sin faders samling af romerske genstande foruden andre ting.<ref name="HA 180-82">Hedeager (1988), s. 180-82</ref> I så fald er det et af de tidligste eksempler på overregionale ægteskabsforbindelser og måske alliancer. === Samhandel med og tjeneste i Romerriget === Perioden har navn efter den voldsomme indflydelse fra Romerriget. Denne viser sig ikke mindst i form af indførte romerske genstande. Handel med romerne var ikke fri men et privilegium, som blev styret af imperiet for at favorisere venligt sindede fyrster nærmest grænsen. Romerne søgte at opbygge en stødpudezone af allierede germanske fyrster nær grænsen via rigets handelspolitik, gavegivning, betaling for fred og sikring imod angreb<ref name="JJ 344">Jensen (2003), s. 344</ref> samt muligheden for at komme i romersk tjeneste. I det første 3-4 årtier af det 1. århundrede e.Kr. var det især i de områder, der lå nærmest Romerrigets grænser, at romerske varer optræder mens forekomsten i fjernere egne som Sydskandinavien er mere sparsom<ref name="JJ 345">Jensen (2003), s. 345</ref>, og billedet har ikke ændret sig meget omkring 40-70 e.Kr<ref name="JJ 346">Jensen (2003), s. 34g</ref>, men for tidsrummet fra slutningen af 1. århundrede e.Kr. til omkring 200 e.Kr. er der sket en stor stigning i det danske område ligesom varerne nu har nået den skandinaviske halvø (det sydlige Norge og Sverige) omend mere sporadisk.<ref name="JJ 347">Jensen (2003), s. 347</ref> Fordelingen er tolket således, at de grænsenære fyrster efterhånden opbyggede alliancer med germanere, der boede i baglandet fjernere fra den romerske grænse, måske i en form for vasal-system.<ref name="JJ 345"/> I tiden omkring Kr.f. optræder rigt udstyrede grave især i Böhmen og mindre udtalt i Pommern og det centrale Polen, men et par generationer senere er tyngdepunktet forskudt til det sydvestlige Slovakiet, Mähren, Schlesien, Mecklenburg og Polen. I Danmark er det først Lolland-Falster, der blev et knudepunkt for sådanne forbindelser, men et par generationer senere forskydes tyngdepunktet til Fyn.<ref name="JJ 346"/> Senere er romerske importvarer udbredt til alle dele af Danmark: Jylland, Fyn, Sjælland, Smålandsøerne og Bornholm med flere knudepunkter, og udvekslingssystemet blev udvidet til at omfatte den skandinaviske halvø.<ref name="JJ 347"/> [[Fil:Kragehul.jpg|thumb|lanseskaft fra [[Kragehul]] med runeinskription.]] Mens det er let at påvise romerske varer i Germanien, er det vanskeligere at påvise germanske varer i Romerriget. Rav er en mulighed,<ref name="JJ 237">Jensen (2003), s. 237</ref>, jern er en anden mulighed.<ref name="JJ 412ff">Jensen (2003), s. 412ff</ref> Mere sandsynligt er det imidlertid, at germanerne har eksporteret to andre "varer": slaver og soldater. I kraft af et hjemligt befolkningsoverskud har unge germanske mænd kunnet tjene i den romerske hær og de har her kunnet lære romersk levevis og krigsteknik.<ref name="Va 3ff"/> Netop i 1. og 2. århundrede e.Kr. optræder soldater- og ryttergrave med våben ret talrigt i germansk, herunder dansk, område.<ref name="JJ 335">Jensen (2003), s. 335</ref> Dette kan bidrage til at forklare udbredelsen af romerske genstande, romerske mønter, organiserede hærafdelinger, folkevolde der afspejler det romerske ''Limes''<ref name="JJ 558">Jensen (2003), s. 558</ref> samt skabelsen af et germansk skriftsprog, runealfabetet, der i begyndelsen især forekommer på udstyr ofret i moser<ref name="Mo 74ff">Moltke (1976), s. 74-84</ref>, samt brugen af Charonsmønter (Obulus).<ref name="JJ 363">Jensen (2003), s. 363</ref> Slavehandel kan være et af motiverne til de gentagne angreb, som moseofringerne afspejler.<ref name="Va 3ff">Varberg (2016), s. 3-8</ref> Det forhold, at de tidligste angreb mod dansk område skete sydfra, kunne tyde på, at der er tale om germanere fra Romerrigets grænsenære egne, som rettede slavehandelsvirksomhed mod fjernere, nordligere liggende områder.<ref name="JJ 370">Jensen (2003), s. 370</ref> Aftakkede romerske soldater kan have udnyttet deres militære kundskaber og kundskaber om Romerrigets behov for slaver til at skabe sig en egen forretning. Og nogle har kunnet skabe sig en levevej ved at forsvare bygder mod sådanne angreb. Den germanske inddeling i stammesamfund kan have fremmet en sådan virksomhed. At også folk fra dansk område tjente i den romerske hær sandsynliggøres af fundet i Brokjær i det sydvestlige Jylland af to krigergrave daterede til tiden 150-210 e.Kr. med et ringgrebssværd<ref name="JJ 2003 619">Jensen (2003), s. 619 note 8</ref>, som oprindeligt blev anvendt af lejesoldater fra Sydøsteuropa i den romerske hær.<ref name="Pe 9f">Pentz (2015), s. 9-10</ref> Også andet udstyr fra den romerske hær fundet i Danmark tyder i samme retning. === Runeskriften === Et vidnesbyrd om den tætte kontakt til Romerriget er tillige udviklingen af runeskriften, som formodentlig skete på denne tid.<ref name="EM 54">Molkte (1976), s. 54</ref> Vi kender ikke det nøjagtige sted eller den nøjagtige tid, men det står fast, at af de 24 tegn i den ældre ''futhark'' er 8 identiske i lyd og form med den latinske (romerske) kapitælskrift, 6 udviser slægtsskab, 3 har lighed i form men forskel i lyd og 7 afspejler selvstændigt udviklede tegn.<ref name="EM 50">Molkte (1976), s. 50, 54</ref> Futharken udviser imidlertid en egen rækkefølge af tegnene, tekster forekommer både med højre og venstre skriftretning, bustrofedon, med usikker brug af skilletegn og hvor hver rune har sit eget navn og undertiden kan udtrykket et helt begreb.<ref name="EM 54f">Molkte (1976), s. 54f</ref> Disse forhold taler for, at runerne er inspirerede af romerske indskrifter men udviklet selvstændigt. I deres tidligste fase bliver de især brugt på genstande, ikke mindst dem der indgår våbenofringer, blandt andet for at angive ejernavne og magi.<ref name="EM 71-105">Molkte (1976), s. 71-105</ref> === Forsvarsanlæg og krigsbytteofringer === [[Fil:Nydamboat.2.jpg|thumb|350px|Nydambåden indgik i tidens krigsbytteofringer.]] Der kendes en række langvolde og andre forsvarsanlæg daterede til denne tid. I henhold til undersøgelser skal Olgerdiget have gennemgået tre hovedfaser, henholdsvis 31 e.Kr., 51 e.Kr. og 89/90 e.Kr. og har været vedligeholdt frem til omkring 120 e.Kr. hvor det forfalder og mister sin betydning.<ref name="PE 23">Ethelberg (2017), s. 23</ref> Olgerdiget bestod i sin yngste fase af en jordvold, en voldgrav og to palisaderækker.<ref name="PE 23"/> Olgerdiget var formentlig nordvendt, det vil sige beregnet til at forsvare befolkningen syd for det.<ref name="PE 24">Ethelberg (2017), s. 24</ref> Olgerdiget var over 11 km langt og udgjorde sammen med Vidåen en markeret grænse. Ved Vidåens udløb i Vadehavet fandtes to små ringborge: Trælbanke ved Højer og Archsumburg på Sild, der begge dateres til 1. århundrede e.Kr. og således er samtidige med Olgerdiget.<ref name="PE 22">Ethelberg (2017), s. 22</ref> En mulighed er at anglerne efterhånden bredte sig nordover og bragte Als under deres kontrol og at i forbindelse hermed blev Olgerdiget overflødiggjort og grænsen flyttet nordpå, hvor Æ Vold, der er dateret til 150 e.Kr. og Genner Bugt sammen med vandløb mod vest kom til at udgøre en ny grænse.<ref name="PE 26">Ethelberg (2017), s. 26</ref> Æ Vold er imidlertid sydvendt. Disse anlæg skal antagelig opfattes som grænsemarkeringer og forsvarsværker for stammeområder i forhold til deres naboer. En anden mulighed er, at der på dette tidspunkt har været et fremstød fra øst, som begge voldanlæg skulle beskytte imod. Under alle omstændigheder viser de, at forsvaret nu var fælles for større områder: stammen, folket eller bygden, i modsætning til keltisk jernalder, hvor forsvaret gjaldt den enkelte landsby (Borremose, Lyngsmose). Ældre romersk jernalder synes at have indledt en urolig tid. Fra denne tid kendes de tidligste våbenofringer, fra Vimose på Fyn, er daterede til henholdsvis omkring år 70 og 160.<ref name="JI 46">Ilkjær (2003), s. 46</ref> Foruden Vimose er ofringer sket to andre steder på Fyn, på Lolland og i Thorsbjerg Mose i Angel i Sønderjylland. Angriberne er øjensynligt kommet sydfra.<ref name="ULH (2003) 88">Lund Hansen (2003), s. 88</ref> Karakteren af disse angreb er ikke nærmere bestemt; de kan have været angreb for at skaffe slaver til Romerriget. === Befolkningsforhold === [[Fil:Ptolemaeus_Magna_Germania.jpg|thumb|300px|[[Ptolemæus]] "''Magna Germania''". Bjergkæder, større floder samt Jylland omgivet af 3 x 3 øer ses tydeligt. Stammenavne er angivet.]] Vi kender en smule til befolkningsforholdene omkring år 98 e.Kr. fra skriftlige kilder. Dette år skrev Tacitus sit værk ''Germania'', som blandt andet omtaler stammer i Germanien. Blandt andet siges: "''dernæst følger reudigner, avioner, anglier, variner, eudoser, suariner og nuitroner ...''" Rækkefølgen er ikke alfabetisk men kan være geografisk. Der er blandt sprogfolk almindelig enighed om, at anglier er anglere og eudoser er jyder.<ref name="PE 17">Ethelberg (2017), s. 17</ref> I så fald må varinerne have boet mellem disse to folk. Arkæologisk er disse varinere tolket som den såkaldte Over Jersdal-kultur, der forekommer i området mellem Kongeåen i nord og Vidåen i syd.<ref name="PE 17"/> To langvolde ligger i den østlige del af dette område: Æ Vold nord for Åbenrå Fjord og Olgerdiget syd for Åbenrå Fjord.<ref name="PE 16">Ethelberg (2017), s. 16</ref> Ptolemaius skriver: "''Halvøen selv er, oven over saxerne, beboet af sigulonerne i vest, herefter sabalingerne, så kobanderne, oven over disse chalerne, yderligere over dem og mere vestligt funisierne, øst for charuderne og nordligst af alle kimbrerne.''"<ref name="TG 142">Grane (2003), s. 42</ref> Af de nævnte folkegrupper tolkes kimbrerne som indbyggere i Himmersyssel, charuder som indbyggere i Hardsyssel, sabalingier som sallingboere i Salling syssel mens siguloner kan være "Stammen Segger eller Sygger, som optræder i oldengelsk Heltedigtning og i Kvadet ''Vidsid'' nævnes ved Siden af Saxerne".<ref name="GS 17">Schütte (1915), s. 17</ref> På det ptolemaiske danmarkskort optræder også "viruner" (rettelig: variner hos Tacitus og Plinius).<ref name="GS 18">Schütte (1915), s. 18</ref> Om forholdene på de danske øer er vi ringere oplyst. Hos Tacitus findes følgende: "''Dernæst følger - ude i Oceanet - svionernes stammeforbund, der foruden mandskab og våben også er stærkt til søs. Skibenes konstruktion afviger fra den gængse derved, at der er stavn i begge ender således, at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og årerne lægges ikke fast i en række langs siderne men er løse - ligesom det bruges på visse floder - så at de kan vendes i den ene eller anden retning, som forholdene kræver det. Hos svionerne sættes endog velstand højt, så derfor har de en enehersker, der er helt uden indskrænkninger i sine beføjelser og har et absolut krav på lydighed. Våben er ikke her som hos de øvrige germanere almindeligt udbredte men låst inde og uder bevogtning - af en slave! For Oceanet hindrer fjender i overraskelsesangreb, og ledige krigerskarers hænder har nu engang let til våben. Og det er bestemt ikke i en eneherskers interesse at lade nogen adelig eller fribåren, for slet ikke at tale om en frigiven slave, føre opsynet med våbnene.''"<ref name="Lu 274">Lund (1993), s. 274</ref> Vanskeligheden består i, at vi ikke ved hvor omfattende dette svionernes område har været: har det kun omfattet den skandinaviske halvø, eller har det også omfattet danske øer? Dette er muligt og ret sandsynligt. === Landbruget === Ældre romersk jernalder repræsenterer i det store og hele en fortsættelse af landbrugsdriften fra yngre keltisk jernalder, det vil sige et landbrug baseret på digevoldingsagre og formodentlig med samme driftsform som i keltisk jernalder. I anden halvdel af ældre romersk jernalder (omkring 100 e.Kr.) skete der tilsyneladende en begyndende opgivelse af ordningen med digevoldingsagre og en overgang til et indmark-udmarks system, hvor indmarken nærmest landsbyen har været drevet intensivt som agerjord med gødskning af jorden, mens udmarken udgjordes af overdrev og skov, der kunne give græsning til kvæg, olden til svin, hø til vinterfoder, brændsel og byggematerialer. Afvejningen af kornavlens og husdyrholdets rolle har formodentlig været uens i landets østlige og vestlige dele: i Jylland er arealerne omfattede af digevoldingsagre fortsat omfattende mens de på Øerne synes at have været mindre og adskilte af noget større overdrevsområder. Forskellen kan til dels tilskrives jordbundsforholdene, idet jordene i Jylland var sandede og derfor mere magre, mens de på Øerne var mere lerede og derfor mere frugtbare. === Bebyggelse === Også selve landsbybebyggelsen udviser kontinuitet. Adskillige bebyggelser udviser en fortsættelse på tværs af andre skel i tiden. Forklaringen på dette er sikkert, at landbrugsdriften har sikret en god og stabil overskudsproduktion, der blandt andet bevidnes af kældre til opbevaring af korn på bopladsen Overbygård<ref name="EJ 85">Ejstrud & Jensen (2000), s. 85</ref> samt fund af ostekar, der vidner om overskud af mælk til dette formål.<ref name="EJ 90">Ejstrud & Jensen (2000), s. 90</ref> Sådanne forrådskældre er imidlertid undtagelsen fra reglen. I ældre romersk jernalder begynder gårdtoften for første gang at optræde som en markeret enhed i form af et omgivende hegn, som omkranser hovedhuset og ofte er forbundet med gårdens sidebygninger. Dette er blandt andet konstateret i Vendehøj. Et udtryk for en stor overproduktion og heraf følgende befolkningsfremgang er, at gårdene i fx Vendehøj i periodens løb blev stadigt større, især ved tilkomst og udvidelse af udhuse. Der sker tilsyneladende en stadig mere udtalt rangordning af de enkelte gårde; især et par gårde skiller sig ud.<ref name="EJ 94">Ejstrud & Jensen (2000), s. 94</ref> ==== Thy ==== Fra Thy kendes et stort antal byhøje, herunder i Tåbel, Mariesminde, Vestervig og Hurup.<ref name="JJ 131">Jensen (2003), s. 131</ref> De lå med en indbyrdes afstand på mellem 1 og 2,3 km.<ref name="JJ 132">Jensen (2003), s. 132</ref> 30-40 af dem har eksisteret fra kort før Kr.f. og 2-3 århundreder, mens omkring en halv snes stykker har været af kortere varighed.<ref name="JJ 132"/> I Heltborg har det været muligt at udskille såvel selvstændige gårdanlæg som mindre huse med beboelse og stald.<ref name="JJ 132f">Jensen (2003), s. 132f</ref> I begyndelsen af 1. århundrede f.Kr. forekommer en gård med et 14 m langt langhus med beboelse og stald samt to små udhuse med lergulv.<ref name="JJ 133">Jensen (2003), s. 133</ref> Nogle af landsbyerne, således Vestervig og Mariesminde, der begge ligger nær Agger Tange, har formodentlig drevet fiskeri.<ref name="JJ 133"/> ==== Nørre Fjand ==== Bopladsen Nørre Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland, dateret til 2. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af mindst 55 huse, formodentlig i flere faser. Husene lå i øst-vestlig retning. Den gennemsnitlige længde var blot 10 m og kun tre af husene har haft stald. Det ældste af disse fra 1. århundrede f.Kr. var 18 m langt og havde plads til 17 dyr. Et yngre hus var 12 m langt og havde plads til 16 dyr. Det yngste hus var 18 m langt men havde kun staldplads til 6 dyr. Bebyggelsens beliggenhed og fund af sænkesten antyder, at indbyggernetil dels har ernæret sig ved fiskeri, men endvidere har man ernæret sig ved jagt på fugle og rådyr.<ref name="HA 121">Hedeager (1988), s. 121</ref><ref name="JJ 134">Jensen (2003), s. 134</ref> ==== Hvesager ==== Hvesager vest for Jelling er en af flere bebyggelser fra ældre romersk jernalder<ref name="LJ 10">Lindblom og Juul (2018), s. 10</ref> beliggende på et moræneplateau, der hælder mod syd ned mod Farup sø.<ref name="FC 181">Christiansen (1999), s. 181</ref> Landskabet gennemskæres af Fårup Mose, der ligger i øst-vestlig retning omkring 600 m syd for bopladsområdet, og af mindre vandløb, der forløber i henholdsvis nord-sydlig retning og øst-vestlig retning.<ref name="LJ 10"/> Jordbunden består overvejende af sandblandet ler.<ref name="FC 181"/> Foruden Hvesager ligger flere andre små bebyggelser på plateauet med en indbyrdes afstand på 400-600 m: Fårupvej, Plantagevej og Fårup (de to sidstnævnte ligger umiddelbart ved Fårup mose).<ref name="LJ 10"/> I flere tilfælde er der øjensynligt tale om en fortsættelse af bebyggelse fra keltisk jernalder.<ref name="LJ 10"/> Bebyggelsen i Hvesager omfatter to sammenbyggede gårde, der tilsyneladende kun har eksisteret i en kortere tid, idet der kun er foretaget få ombygninger af hovedhusene men åbenbart ikke er sket fornyelser af bygningerne.<ref name="KM 144">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 144</ref> Begge gårde har bestået af en indhegnet tofte. Den største gårdtofte målte 40 x 53 m svarende til et areal på omkring 2.120 m².<ref name="FC 184">Christiansen (1999), s. 184</ref> Den omfattede et langhus, to-tre større udhuse, et-to mellemstore udhuse og to-tre små udhuse med et samlet bebygget grundareal på 400-600 m². Den lille gårdtofte målte 23 x 44 m svarende til et areal på 1.012 m².<ref name="KM 146">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 146</ref> Den store gård har en struktur, der gør det sandsynligt, at der var tale om to gårde uden (spor af) adskillende hegn imellem; i så fald ville der være tale om tre gårde af omtrent samme størrelse.<ref name="FC 185"/> Fælles for gårdene er, at deres hovedhus ligger ca. 10 m fra det omgivende gårdtoftehegns sydside med en sydlig indgang i hegnet og at der til hver gård hørte et udhus beliggende nord for hovedhuset bestående af fire sæt tagbærende stolper.<ref name="FC 185">Christiansen (1999), s. 185</ref> Omkring 50 m fra bebyggelsen var en kammergrav med krigerudstyr. Både boplads og grav dateres til første halvdel af 100-tallet e.Kr., det vil sige anden halvdel af ældre romersk jernalder.<ref name="LJ 11">Lindblom og Juul (2018), s. 11</ref> ==== Haughus ==== Haughus sydøst for Jelling beliggende omtrent 2 km øst for Hvesager er en isoleret bebyggelse fra ældre romest jernalder og ligger på samme moræneplateau som denne, men er adskilt ved flere mindre vandløb i nord-sydlig retning.<ref name="LJ 10"/> Bebyggelsen Haughus 1 bestod af en gårdtofte på ca. 35 x 40 m svarende til et areal på 1.400 m². Den omfattede et langhus, et mellemstort udhus og et lille udhus svarende til et samlet bebygget grundareal på 172-190 m². Der er foretaget flere fornyelser af udhusene.<ref name="KM 146"/> Bebyggelsen Haughus 2 bestod af et langhus med tilhørende udhus og muligvis endnu et langhus med udhus. Langhuset har været 22-24 m langt og med seks sæt tagbærende stolpepar, der var placerede nær væggene og dermed skabte et bredere midterrum.<ref name="FC 190">Christiansen (1999), s. 190</ref> I tilknytning til langhuset lå et ca. 120 m² stort indhegnet areal, hvorpå lå et ca. 8 m langt udhus med tre sæt tagbærende stolper og indgang i retning mod langhuset.<ref name="FC 191">Christiansen (1999), s. 191</ref> Der kan være tale enten om to samtidige gårde eller om en gård i to faser.<ref name="FC 191"/> Langhuset var omkring 20 m langt og 5 m bredt med 6 sæt tagbærende stolpepar. Huset har kun eksisteret i en fase. Det ene udhus ligger ca. 10 m nord for langhuset og er ca. 9 m langt og 4,5 m bredt med 3 sæt tagbærende stolpepar. Andre udhuse lå syd for langhusets østende og er blevet fornyet med en mindre forskydning. Udhusene var henholdsvis ca. 6 x 4 m og 5 x 4 m.<ref name="FC 183">Christiansen (1999), s. 183</ref> ==== Fårupvej ==== Fårupvej syd for Jelling ligger på samme moræneplateau som Hvesager og Haughus og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder.<ref name="FC 200">Christiansen (1999), s. 200</ref> Bebyggelsen har omfattet to faser. I den en fase omfattede bebyggelsen fire eller fem gårde, der lå side om side på række dog med en gård let forskudt mod nord og den sidste gård noget isoleret mod sydøst. Hovedbygningerne har i hvert tilfælde været 16-18 m lang og hver med et eller to tilhørende udhuse 6-9 m lange. Der er ikke påvist spor efter indhegning.<ref name="FC 201">Christiansen (1999), s. 201</ref> I den anden fase, hvor bebyggelsen lå noget sydligere, omfattede bebyggelsen fem gårde, og også i dette tilfælde lå de side om side på række. I alle tilfælde lå hovedhuset mod syd og udhuse nord for hovedhuset. Hovedhusene var 18-20 m lange og udhusene 5-7 m lange. Heller ikke her er påvist spor efter indhegning.<ref name="FC 202">Christiansen (1999), s. 202</ref> Der er ikke sikre beviser for, at der er tale om to faser af samme bebyggelse.<ref name="FC 206">Christiansen (1999), s. 206</ref> ==== Plantagevej ==== Plantagevej ligger sydvest for Jelling på samme moræneplateau som Hvesager, Haughus og Fårupvej og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder.<ref name="FC 207">Christiansen (1999), s. 207</ref> Bebyggelsen menes at have omfattet to faser. I den ældre fase omfattede bebyggelsen 6 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 10-12 m.<ref name="FC 207"/> I den yngre fase omfattede bebyggelsen 5 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 17-18 m (en gård dog ca. 20 m) og to-tre udhuse. I et tilfælde er fundet spor efter et omsluttende fælles hegn for to af gårdene. Mod syd afsluttes hegnet ved langhusenes hjørner. Det indhegnede areal udgjorde ca. 750 m². Mindst et par af gårdene kan påvises at have eksisteret i to faser.<ref name="FC 210">Christiansen (1999), s. 210</ref> Endvidere er fundet spor efter tre langhuse, der ikke kan indpasses i de to landsbyfaser.<ref name="FC 211">Christiansen (1999), s. 211</ref> ==== Fårup ==== Fårup ligger ca. 1 km sydvest for Jelling syd for Fårup Mose. Der er fundet spor efter flere langhuse, der dateres til ældre romersk jernalder, men der foreligger endnu ingen nærmere afklarende udgravninger.<ref name="FC 215">Christiansen (1999), s. 215</ref> Forholdene er fortolkede således, at der i keltisk jernalder fandtes en spredt bebyggelse af enkeltgårde, som i århundredet før Kristi Fødsel er efterhånden blevet samlet til en landsby på fem gårde, der senere kan være omflyttet med ujævne mellemrum mellem forskellige steder på samme moræneplateau. I ældre romersk jernalder omfattede den samlede bebyggelse i området en mulig stormand ved Hvesager, der ifølge gravudstyr kan have udført krigstjeneste og måske udført lederfunktioner, en landsby på 5-6 gårde samt en enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="FC 218">Christiansen (1999), s. 218</ref> ==== Gårdslev ==== Gårdslev ved Vejle består af en enkelt gård. Gårdtoften var omtrent 540 m². Gården bestod af et langhus, to mellemstore udhuse og et lille udhus med et samlet bebygget grundareal på 174 m².<ref name="KM 146f">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 146-147</ref> ==== Hammelev Nørremark ==== Hammelev Nørremark ved Haderslev består af tre parallelle, øst-vest rettede treskibede langhuse, der mod vest suppleres med en nord-syd rettet bygning således, at den samlede bebyggelse omtrent fremtræder som et E. Det midterste langhuse har eksisteret i to faser og har været henholdsvis 15 og 22 m langt og 5,5 m bredt. Det sydlige langhus har kun eksisteret i en fase og været 21 m langt og 4,5 m bredt. Det nordlige langhus havde buede vægge og været ca. 26,5 m langt og 3,5-4,5 m bredt.<ref name="FC 186">Christiansen (1999), s. 186</ref> ==== Vendehøj ==== Bopladsen Vendehøj, der eksisterede allerede i keltisk jernalder og fortsatte i ældre romersk jernalder<ref name="EJ 77">Ejstrud & Jensen (2000), s. 77</ref>, eksisterede i fire faser, som har afløst hinanden på samme sted, et plateau. Første fase bestod af 7 gårde beliggende øst-vest på plateauets nordside. Seks af de syv gårde var forbundne ved et fælles hegn, hvorimod den sidste gård lå adskilt fra de øvrige.<ref name="EJ 41">Ejstrud & Jensen (2000), s. 41</ref> I en kortvarig anden fase bliver gårdene opdelt i separate gårdanlæg<ref name="EJ 43">Ejstrud & Jensen (2000), s. 43</ref>, ialt 17 langhuse.<ref name="EJ 51"/> I tredje fase består landsbyen af 12 gårde<ref name="EJ 45">Ejstrud & Jensen (2000), s. 45</ref> og 16 langhuse<ref name="EJ 51">Ejstrud & Jensen (2000), s. 51</ref>. I fjerde faste består landsbyen af 22 langhuse.<ref name="EJ 51"/> Fire langhuse og tre udhuse har ikke kunnet dateres med sikkerhed.<ref name="EJ 49">Ejstrud & Jensen (2000), s. 49</ref> I første og anden fase er der relativt lille forskel på gårdenes størrelse, men i fase tre bliver forskellene større, og i fase fire udskiller visse gårde sig med flere og større udhuse. Ydermere kan konstateres, at gårdene på skift udmærker sig ved at være den største<ref name="EJ 94f">Ejstrud & Jensen (2000), s. 94f</ref> og at der ikke kan udskilles nogen "høvdingegård".<ref name="EJ 96">Ejstrud & Jensen (2000), s. 96</ref> ==== Overbygård ==== [[Fil:Overbygård.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret gård fra Overbygård.]] Bopladsen Overbygård i Vendsyssel, dateret til 1. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af et antal huse og eksisterede i fire faser. Husene er 5 m brede og 16-18 m lange, og som noget særligt er de forsynede med kældre og sidebygninger. Sidebygningerne var 4,5 m brede og op til 9 m lange og flere af dem med ildsteder. Kældrene har været anvendt til forråd. I tredje fase blev langhusene forlænget så meget, at der blev plads til 12-14 dyr, ialt staldplads til 120-140 kreaturer. I fjerde fase er sidehusene nedlagt men hovedhusene gjort længere: den gennemsnitlige længde er nu 20-21 m og landsbyen har bestået af 14-15 gårde. Der er ikke fundet nogen storgård og heller ikke nogen smedje, men fund af jern og slagger antyder, at smedjen har eksisteret.<ref name="HA 122f">Hedeager (1988), s. 122f</ref> ==== Priorsløkke ==== Bopladsen Priorsløkke vest for Horsens er dateret til 1.-2. århundrede e.Kr. Bebyggelsen har eksisteret i mindst to faser. I den første fase bestod landsbyen af 14 huse, alle 10-11 m lange. I den senere fase var langhusenes længde vokset til 15-16 m<ref name="JJ 252">Jensen (2003), s. 152</ref>, og landsbyen, som lå på en nordvendt halvø i Hansted ådal<ref name="KN 9">Kaul og Nielsen (1981), s. 9</ref>, var nu beskyttet af et palisadehegn og en voldgrav vendt mod syd. I hegnet fandtes en 3,5 m bred port<ref name="KN 10">Kaul og Nielsen (1981), s. 9</ref>, og graven, der var omkring 130 m lang<ref name="KN 12">Kaul og Nielsen (1981), s. 12</ref>, var afbrudt ved porten.<ref name="KN 11">Kaul og Nielsen (1981), s. 11</ref> ==== Galsted ==== Bopladsen Galsted beliggende på et plateau på østsiden af Toftlund Bakkeø i Sønderjylland er dateret til 1. århundrede e.Kr. Landsbyen bestod af 13 gårde, de fleste bestående af et enkelt langhus. De fleste af husene var omkring 5 m brede og 18 m lange.<ref name="JJ 255">Jensen (2003), s. 255</ref> Landsbyen var omgivet med et hegn, og det indhegnede areal med en længde på 100 m og bredde på 70 m havde nærmest pæreform på grund af en gravhøj fra bronzealder, som lå midt i landsbyen.<ref name="JJ 255f">Jensen (2003), s. 255f</ref> ==== Fyn ==== På Fyn er det påvist, at en række landsbyer med oprindelse tilbage i keltisk jernalder ophører omkring 100 e.Kr., således Marslev (dateret 300 f.Kr.-100 e.Kr.), Radstrup, Kertinge og Hundslev (alle 150 f.Kr.-100 e.Kr.) hvortil kommer Kølstrup (Kr.f.-200 e.Kr.<ref name="GJ 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> Disse lå alle indenfor et begrænset område på Nordøstfyn, hvor de synes langt på moræneøer (en eller flere) omgivet af engdrag og åløb.<ref name="Po 49">Porsmose (1987), s. 49</ref> Det formodes, at deres forsvinden hænger sammen med en udvikling, hvor bebyggelsen samles i færre, men større bebyggelser.<ref name="Po 48">Porsmose (1987), s. 48</ref> Ophøret er tidsmæssigt sammenfaldende med det, der kan konstateres for flere jyske bopladser. === ''Yngre romersk jernalder (150/160-375 e.Kr.)'' === I mangt og meget synes yngre romersk jernalder at udgøre en fortsættelse af ældre romersk jernalder: indførelsen af romerske genstande fortsatte, ældre traditioner med Charonsmønter fortsatte også (nu dog undertiden med glas i stedet)<ref name="Lb 5ff">Boye (2002), s. 5-9</ref>, meget tyder på at Mithras-kulten har bredt sig blandt germanere i den romerske hær.<ref name="BR 162f">Bundgaard Rasmussen (2003), s. 162-163</ref> Yngre romersk jernalder synes at have været en tidvis urolig tid. I Mellemeuropa udkæmpes i tiden 166-180 e.Kr. de markomanniske krige, der indebar et mere eller mindre sammenbrud for det romerske forsøg på at sikre sig venligt sindede allierede blandt germanerne nær den romerske grænse.<ref name="St 115">Storgaard (2003), s. 115</ref> Senere fulgte de alemanniske krige. Men samtidig fortsatte handelen med Romerriget øjensynligt. Hovedruterne synes at have været to: fra Limes via øvre Elben og dens bifloder nordpå til Mecklenburg og herfra ud til Øresundskysten og de danske øer samt ravruten i Østeuropa, der forbandt Sortehavsområdet med Østersøområdet. Disse handelsruter synes at have været konsoliderede med ægteskabelige forbindelser mellem regionale stormænd, hvilket menes godtgjort ved fællestræk i gravudstyr. Yngre romersk jernalder synes at have udvist en fortsat, og nu mere udtalt, forskel mellem Jylland på den ene side og øerne på den anden. I Jylland fremstår fortsat et præg af stammeområder omtrent af samme størrelse som de senere sysler og med talrige våbenofringer, der tolkes som spor efter angreb af fremmede, mens øerne fremtræder som et mere homogent område med et enkelt rigt stormandscenter, men hvor dette i ældre romersk jernalder lå i Hoby, ligger den fra 150/160 e.Kr. på Stevns, især Himlingøje og Varpelev, hvor det afspejles i rige gravhøje. Dette center synes at have opbygget forbindelser, formodede alliancer, til forskellige steder i Jylland og Skandinavien. Lidt senere optræder der aflæggere på Sydsjælland og på Fyn, hvor Gudme-området efterhånden udvikler sig til det største rige handels- og håndværkscenter med formodede religiøse funktioner og internationale forbindelser, ægteskabsalliancer til Mellemeuropa og handelsforbindelser til flere steder i Romerriget. === Sociale forhold === På grundlag af smykker i gravfund har man ment det muligt dels at udskille forskellige social lag<ref name="ULH 455">Lund Hansen (1995), s. 455</ref>, dels at påvise internationale ægteskabelige forbindelser. Med hensyn til de sociale lag menes kolbearmringe at repræsentere et øverste lag efterfulgt af ormehovedarmringe og derunder ormehovedfingerringe af forskellig type.<ref name="ULH 389">Lund Hansen (1995), s. 389</ref> Den regionale fordeling af disse statussymboler tyder på, at der på Stevns fandtes et "ormehoved"-dynasti med forbindelser til Østjylland (jydernes område) og Sønderjylland (anglernes område), under dette med forbindelser markeret ved ormehovedarmringe til henholdsvis Vendsyssel, Østfyn (Gudme-området) samt Bornholm.<ref name="ULH 461"/> Fordelinge tyder på forekomst af egentlige alliancer.<ref name="ULH 465">Lund Hansen (1995), s. 465</ref> Ormehovedfingerringe kan have markeret loyale høvdinge; deres forekomst er overvejende på Sjælland men også på Bornholm og i Vendsyssel.<ref name="ULH 389"/> Indtrykket understreges af nogle sølvpokaler med en karakteristisk figurfrise med mennesker og dyr fra Himlingøje og Valløby på Stevns, fra Nordrup ved Ringsted<ref name="LH 218">Hedeager (1988a), s. 218f</ref> og fra Sverige.<ref name="LH 221">Hedeager (1988a), s. 221</ref> Det forhold, at der i samme område forekommer mange våbengrave gør det rimeligt at antage, at disse stedlige høvdinge har udgjort en hird for det ledende dynasti.<ref name="ULH 457">Lund Hansen (1995), s. 457</ref> De sjællandske høvdinge må have stået i et afhængighedsforhold til elitens center.<ref name="ULH 466">Lund Hansen (1995), s. 466</ref> Den førende stilling for dynastiet på Stevns understreges ved, at de døde blev kremerede men gravlagt i storhøje. Senere gik man over til jordfæstegrave, og storhøjene ophørte.<ref name="ULH 454">Lund Hansen (1995), s. 454</ref> Først nu begynder romerske genstande at optræde i Skåne, omend fortsat kun i begrænsede mængder.<ref name="ULH 454"/> Forbindelsen til Romerriget understreges også ved fund af romerske mønter. Disse kan have to årsager: dels som led i handel, dels som betaling for romersk militærtjeneste (sold).<ref name="ULH 464">Lund Hansen (1995), s. 464</ref> Belæg for, at germanere tog romersk krigstjeneste, kendes fra det Galliske Særrige (259-173/4 e.Kr.).<ref name="ULH 454"/> Militærtjeneste kan have bidraget til at sikre handelsforbindelserne. Med hensyn til internationale ægteskabelige forbindelser kendes fra grave i Himlingøje fra omkring år 200 e.Kr. på Stevns ormehovedarmringe, der ellers kun kendes fra Varpelev samt på Øland, på Gotland og i Mälarområdet.<ref name="LHN 8">Lund Hansen & Nielsen (1977), s. 199</ref> Som helhed tyder disse sammenfald i pragtgenstande på overregionale personlige forbindelser mellem de nævnte områder. Et andet eksempel er kvindegrave fra henholdsvis Varpelev på Stevns og Årslev på Fyn, der begge indeholdt en hårnål af guld og med indlagt karneol, en halvædelsten, samt tre halvmåneformede guldstykker, der hænger ned i fine kæder<ref name="LH 224">Hedeager (1988), s. 224</ref> og som viser forbindelser til Ungarn i anden halvdel af 300-tallet.<ref name="JJ 456f">Jensen (2003), s. 456f</ref> Et tredje eksempel er sølvskeer, der er medgivet som gravgaver, og som kendes fra Årslev og Hågerup i Danmark og fra Leuna, Hassleben og Sakrau i Mellemeuropa.<ref name="LH 226">Hedeager (1988a), s. 226</ref><ref name="JJ 459">Jensen (2003), s. 459</ref> Et fjerde eksempel er en grav fra Hågerup og fra Leuna ved Leipzig, der begge var skeletgrave med "charonsmønt" samt i fodenden af kisten et drikkeservice med sølvskål, glasskål, øse, si, benkam og andet udstyr.<ref name="LH 224"/><ref name="JJ 458">Jensen (2003), s. 458f</ref> Det er muligt, at disse sammenfald i smykker og genstande afspejler slægtsforbindelser mellem Østsjælland, Østfyn og Thüringen-Sachsen.<ref name="LH 227">Hedeager (1988a), s. 227</ref> Det bør tilføjes, at netop Thüringen er det område, hvor stednavne på -leben forekommer, en formodet parallel til stednavne på -lev kendt i det sydlige Norden.<ref name="LH 261">Hedeager (1988a), s. 261</ref> Forbindelsen mellem de to områder har formodentlig sin oprindelse allerede i yngre romersk jernalder. Endelig har været peget på fordelingen af rosetfibulaer, i Sydvestjylland, Limfjordsegnene, Vendsyssel, Østfyn, Vestsjælland, Sydsjælland, Østsjælland, ved Roskilde Fjord, på Bornholm og Gotland samt enkelte langs den sydnorske kyst, ved Vänern og ved Mälaren i Sverige som muligt udtryk for overregionale forbindelser og måske allierede.<ref name="St 115">Storgaard (2003), s. 115</ref><ref name="ULH 455">Lund Hansen (1995), s. 455</ref> Viden om dynastiet på Stevns svækkes af, at der endnu ikke er fundet en boplads, som kan forklare det dynasti, som afspejler sig i gravfund i området.<ref name="ULH 461">Lund Hansen (1995), s. 461</ref> Imidlertid viser forekomsten af flere brolagte veje og vejovergange over Tryggevælde Å forbindelse mellem Varpelev og Himlingøje.<ref name="ULH 460">Lund Hansen (1995), s. 460</ref> Fundfordelingen tyder på, at ormehoved-dynastiet på Stevns har eksisteret i en generation eller to i første halvdel af 200-tallet og har haft faste forbindelser over Østersøen til Mecklenburg og det nordlige Polen herfra sydover med områder ved det mellemste Donau samt til egnene ved Rhinen. Fra disse områder stammer indførte romerske varer.<ref name="ULH 453">Lund Hansen (1995), s. 453</ref> Men efter ret kort tid synes handelscenteret på Stevns i stigende grad at være blevet afløst af et nyt handelscenter på Østfyn: Gudme-centeret. Gudme-centeret havde ligeledes forbindelser til Rhin-området men desuden til egne nær den kontinentale romerske grænse, hvilket afspejles i grave fra Årslev og Hågerup. Som helhed tegner yngre romersk jernalder et billede, hvor de østlige dele af landet (først Stevns, senere Østfyn) udgjorde et overregionalt høvdingesæde og et handelsmæssigt center måske i forbindelse med kultfunktioner og øjensynligt beskyttet af en ydre kreds af militære forposter i hvert fald på Sjælland. De vestlige dele var derimod opdelte i mindre stammeområder og synes at være udsatte for gentagne angreb først fra syd og senere fra øst og nordøst, hvilke man forsøgte at beskytte sig imod med folkevolde og pælespærringer og - efter våbenofringer at dømme - med et vist held. Disse angreb kan have forbindelse med slavejagter fra folkegrupper med forbindelser til Romerriget (især mod vest) og ved allierede til de østdanske handelscentre, der øjensynligt etablerede og opretholdt internationale alliancer langs handelsruterne (især mod øst). Det er muligt, at angrebene mod Østjylland fra nordøst skal ses som en reaktion på angreb fra syd og havde til formål at skaffe "erstatningsslaver" for de befolkninger, der boede i Halland, Bohuslen og måske Vestgøtaland, og som ellers truedes af en skæbne som slaver. Det forhold, at de ofrede militære genstande havde runer og/eller var af romersk oprindelse, kunne tyde på, at (i hvert fald nogle af) deltagerne forinden havde fået militær træning i Romerriget, som de senere udnyttede til at drive slavejagt. Hvis der er grundlag for at antage, at rigdommen på romerske varer i Thüringen til dels hænger sammen med romersk militærtjeneste, og hvis der har været overregionale alliancer mellem dette område og områder på Sjælland og Fyn, så er det nærliggende, at også folk fra disse områder har kunnet deltage i den romerske militærtjeneste. === Våbenofringer og forsvarsanlæg === I Skandinavien kendes fra denne tid våbenofringer i moser på Lolland, Fyn og Østjylland. Interessant er, at mens de ældste ofringer i Thorsbjerg fra periodens begyndelse udviser en markant sydlig oprindelse, så er materialet fra to senere ofringer, henholdsvis første halvdel af 3. århundrede og begyndelsen af 4. århundrede dels af blandet dansk-tysk, dels sydsvensk-ødansk oprindelse. Dette kunne tyde på, at hvis forekomsten af rigdomscentre på Sjælland og Østfyn må tilskrives en central rolle i slavehandel i bytte for romerske varer, så ''kan'' disse handlede slaver stamme fra Angel-området. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg og de syddanske øer. Senere, i tidsrummet år 210/220-250/260 (C1b) kendes således samtidige våbenofringer fra Trinnemose i Vendsyssel, Illerup i Østjylland og Illemose (Østfyn), kort efter fra Porskjær og Vimose, begge i Østjylland og Thorsbjerg i Sønderjylland og yderligere en fra Illerup, der er samtidig med Søborg Sø i Nordøstsjælland, ialt mindst 8 våbenofringer. Disse formodes at afspejle angreb fra nordøst, det vil sige Sydnorge. Samtidig skete et nyt angreb mod Angel, der afspejles i moseofringen i Thorsbjerg.<ref name="JJ 510">Jensen (2003), s. 510</ref> Det meste af Sjælland udviser derimod på samme tid stor rigdom og rundt om på øen findes spor af våbenføre krigere, der måske har udgjort en hird med tilknytning til Himlingøje, Valløby og Nordrup.<ref name="ULH 388">Lund Hansen (1995), s. 388</ref> Fra tiden 250/260-310/320 e.Kr. kendes samtidige våbenofringer fra Dallerup i Østjylland, Ballerup sømose på Sjælland, Thorsbjerg, Balsmyr på Bornholm, Hassle-Bösarp i Skåne og Skedemose på Øland, en særskilt våbenofring skete i Hedelisker ved Randers og endelig skete samtidige våbenofringer fra Thorsbjerg og Nydam i Sønderjylland, Ejsbøl i Østjylland, Kragehul på Fyn og atter Hassle-Bösarp og Skedemose.<ref name="JI 46"/> Fra denne tid kendes tillige flere langvolde i Jylland, således Æ Vold (dateret til ca. 278 e.Kr.)<ref name="NJ 205">Nørgård Jørgensen (2003), s. 205</ref>, Olgerdiget (dateret til 7-130 e.Kr.)<ref name="NJ 204">Nørgård Jørgensen (2003), s. 204</ref> og Trældiget (løst dateret til romersk jernalder)<ref name="NJ 205"/><ref name="Hv 100">Hvass (1984), s. 100</ref>, pælespærringer i Gundsø Vig i Kolding Fjord (daterede til 236 e.Kr. og 256-317 e.Kr.), Jungshoved Nor på Sjælland (ca. 340 e.Kr.), Nakkebølle Fjord på Sydfyn (ca. 370 e.Kr.) samt Margrethes Bro i Haderslev Fjord (ca. 370-418 e.Kr.).<ref name="NJ 197f">Nørgård Jørgensen (2003), s. 197f</ref> og store våbenofringer i moser: Viemose<ref name="XPJ 224">Pauli Jensen (2003), s. 224-238</ref>, Vingsted<ref name="JI 51">Ilkjær (2003), s. 51</ref>, Porskjær<ref name="JI 51"/>, Illemose, Dollerup<ref name="JI 51"/>, Thorsbjerg, Illerup<ref name="JI 47ff">Ilkjær (2003), s. 47-51</ref>, Fuglsang. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg samt fra Norge mod Østjylland, Nordfyn og Nordsjælland. Omkring år 300 sker nye våbenofringer i moser: Ejsbøl og Nydam. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mälarområdet mod Gotland, Øland, Skåne, Fyn og Sønderjylland.<ref name="ULH 88">Lund Hansen (2003), s. 88</ref><ref name="JJ 560">Jensen (2003), s. 560</ref> De angribende hære bestod af folk fra forskellige egne, vel organiserede i hærenheder på op til omkring 150 mand med nogle få hærførere i spidsen.<ref name="XPJ 35ff">Pauli Jensen (2011), s. 35-47</ref><ref name="NJ 297ff">Nørgård Jørgensen (2010), s. 297-315</ref> De angribende var måske marodører, tidligere professionelle soldater som efter udstået tjeneste have slået sig sammen fx for at bedrive slavehandel med Romerriget. Når de især valgte at angribe Sydøstjylland, kan det blandt andet have sin årsag i, at disse områder bestod af mindre folkeslag, som - alt andet lige - måtte være lettere at overvinde. Våbenofringerne afspejler, at disse angreb alligevel ikke altid lykkedes. Tværtimod lykkedes det de lokale at organisere et forsvar med held. Nævnes må også Vendeldiget i Nordvestjylland, dateret til 210-380 ±70 e.Kr.<ref name="PMO 143">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 143</ref> Der er tale om en såkaldt folkevold<ref name="PMO 135">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 135</ref> bestående af en voldgrav, en vold og en palisade, omend sidstnævnte (endnu) ikke er påvist ved Vendeldiget.<ref name="PMO 142">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 142</ref> Diget er 3,75 km langt<ref name="PMO 143">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 143</ref> og strækker sig i let buet sydøstlig-nordvestlig retning i Vejrum og Asp sogne.<ref name="PMO 136f">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 136-137</ref> Det har formodentlig fungeret som territorialgrænse mellem to stammesamfund.<ref name="PMO 145">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 145</ref> Formodentlig fra samme tid stammer det såkaldte Rammedige sydvest for Lemvig, omkring 20 km vest for Vendeldiget, omtrent 2 km langt og med forløb i nord-sydgående retning.<ref name="PMO 146">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 146</ref> === Folkeforskydninger i Jylland === Yngre romersk jernalder var øjensynligt en dynamisk tid. På grundlag af forskelle i den materielle kultur mener arkæologer at kunne fastslå forskydninger i forskellige folkegruppers udbredelse: omkring år 200 nåede anglernes ekspansion op til omkring Kolding, og varinerne blev tvunget mod vest. Men fra midten af 3. århundrede kom anglerne åbenbart under pres fra jyderne i nord, og der må have stået et slag, hvor anglerne led nederlag. I hvert fald er der i Ejsbøl Mose fundet et sværdbælte, hvis parallel kendes fra en gravplads ved Egernførde. Omkring år 300 var anglerne blevet presset tilbage til områderne ved Vidåen og Flensborg Fjord, hvor de endnu havde kontrollen over Sundeved<ref name="PE 26">Ethelberg (2017), s. 26</ref>, men i 300-tallet bliver de presset yderligere mod syd og i 400-tallet endda syd for Slien.<ref name="PE 27">Ethelberg (2017), s. 27</ref> Hvor langt mod syd Anglernes udbredelse har strakt sig, vides ikke. Det ældste Dannevirke dateres nu til 400-tallet, en lidt yngre fase til 500-tallet.<ref name="PE 27"/> === Landbruget === Det må formodes, at befolkningen var voksende og at dette har udløst et behov for forøget landbrugsproduktion. Senest omkring år 200 e.Kr. synes digevoldingsagrene at ophøre<ref name="HA 155">Hedeager (1988), s. 155</ref>, og samtidig synes der at være sket en omlægning af bebyggelsen, idet de tidligere ret små landsbyer nu nedlægges<ref name="GJ 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> og øjensynligt afløses af færre men større landsbyer.<ref name="Po 48">Porsmose (1987), s. 48</ref> Denne omlægning formodes at hænge sammen med en omlægning af driften til et indmark-udmarksbrug med fast dyrket indmark<ref name="Po 48"/> og omgivende overdrev eller områder, der endda springer i skov. Et bevis på dette er forekomsten af en 80 m lang fægyde ved Vallensbæk på Sjælland; denne har været brugt til at lede kvæget ud til græsningsområderne uden at betræde de dyrkede marker.<ref name="HA 155"/> Det formodes, at den fornødne gødning til sikring af den intensiverede dyrkning er skaffet ved, at kvæget holdes græssende på mindre områder i længere tid eller med staldgødning.<ref name="HA 155"/> === Bebyggelse === I yngre romersk jernalder optræder for første gang en egentlig nuancering af bebyggelsen: tidligere fandt denne sted inden for rammerne af det enkelte landsbysamfund fx ved en markering af høvdingens gård med en særlig afhegning. Men nu indtræffer en forskel i beliggenhed for bopladser med uens formål: foruden traditionelle bopladser optræder nu udskillelse af en stormandsgård fysisk adskilt fra landsbybebyggelsen og ligeledes bliver værksteder nu mere udpræget udskilt som en særlig bebyggelse i tilknytning til en stormandsgård. Men samtidig indtræder forandringer i de enkelte landsbyers fremtræden. Denne udvikling må ses på baggrund af den sociale samfundsudvikling i samtiden. I yngre romersk jernalder skete en ny markant omlægning af agerbruget til en form for indmarks-udmarks-brug.<ref name="Ha 1988 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> Indmarken har været et form for alsædebrug.<ref name="Ho 43">Hoff (1990), s. 43</ref> Landsbyerne er omgivne af intensivt dyrkede og gødede marker (indmark), mens overdrev til græsning og skov lå længere væk (udmark).<ref name="Ho 43"/> Rug vandt øjensynligt frem på bekostning af hvede. Rug tåler bedre vinterkulde, fugtighed og tørke og lod sig dyrke både på sandede og mindre frugtbare jorder.<ref name="Ha 1988 159">Hedeager (1988), s. 159</ref> Også toftesystemet, der fysisk markerer udstrækningen af den enkelte ejendom i form af et hegn, kan gå tilbage til denne tid.<ref name="GJ 1981 144">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 144</ref> Tidligere små gårdgrupper og landsbyer blev nu sammenflyttede i færrre og større landsbyenheder, hvor hver gård har sin egen toft, der angiver dens betydning i det samlede landsbyfællesskab. === Centralpladser === I yngre romersk jernalder optræder for første gang et stormandssæde eller en centralplads, hvor landbrugsdrift spiller en mindre rolle mens håndværk, handel med Romerriget og skibsfart samt religion tilsyneladende spiller en større rolle. Det formodes, at et sådant stormandssæde eller en sådan centralplads først er fremvokset på Stevns på Sjælland, idet grave vidner om en særlig stor velstand, som herfra aftager ud over resten af øen, men en lignende centralplads er for første gang påvist på Fyn. Det er muligt, at der har været tilløb til flere sådanne pladser, men sporene er indtil videre svage og usikre. Bemærkelsesværdigt er fremkomsten af et stormandssæde i Gudme og i tilknytning hertil handelspladsen ved Lundeborg på Fyn i slutningen af 2. århundrede og med eksistens frem til begyndelsen af 700-tallet. I Vester Egesborg på Sydsjælland fandtes en lignende plads, der begyndte lidt tidligere og atter forsvandt omkring år 400 e.Kr., mens en lignende plads i Vedbæk havde samme begyndelsestidspunkt som Vester Egesborg men forsvandt igen allerede i slutningen af 2. århundrede. I samme lange tidsrum som Lundeborg-handelspladsen var Helgö ved Mälaren den eneste tilsvarende handelsplads på den Skandinaviske halvø, mens Borg i Norge først optræder noget senere (fra 500-tallet).<ref name="RA 24"/> Handelspladsen ved Lundeborg hører sammen med en boplads i Gudme, der blandt andet omfatter en hal, 10 m bred og 47 m lang, opført i midten af 200-tallet og nedrevet i midten af 300-årene men et sidehus blev fornyet seks gange.<ref name="Sø 10f">Sørensen (1993), s. 10f</ref> Bopladsen synes at have nået sit højdepunkt på denne tid og synes ikke påvirket af de urolige forhold, der optræder andre steder. ==== Himlingøje ==== Et vigtigt handelscenter må have ligget på Stevns, selvom levn efter det endnu ikke er fundet. Derimod kendes en række gravhøje ved Himlingøje og Varpelev, der med al ønskelig tydelighed vidner om gode handelsforbindelser med Romerriget i form af indførte romerske genstande, glas, sølvbægre og andet. Andre rige gravpladser kendes fra det sydligste Sjælland samt mere spredt over øen omend med et tyngdepunkt på øen centrale og sydvestlige dele samt de sydlige dele af Nordøstsjælland.<ref name="HN 3ff>"Hansen og Nielsen (1977), s. 3-10</ref> Gravfundene viser, at der i områderne omkring Stevns er adskillige grave med våben, hvilket nærmest ligner en beskyttende "sikkerhedszone" omkring dette handelscenter. Samtidig tyder genstandssammenligninger på, at dette center havde forbindelser til Østfyn og Nordjylland men ikke Øst- og Sydøstjylland, hvor fraværet af sådanne genstande er markant. Dette kunne tyde på mangel på fredelige kontakter mellem Stevns og disse områder. Det formodede handelscenter synes at forsvinde omkring år 300, da handelstyngdepunkter øjensynligt forskubbes til Østfyn. Fra Brokjær i Jylland kendes udstyr med mindelser om det, der kendes fra Stevns. Det er muligt, at det afspejler stedet som et stop på ruten fra Rhinegnene via Vesterhavet til Stevns.<ref name="JJ 2003 464">Jensen (2003), s. 464</ref> ==== Gudme ==== [[Fil:Guldgubbe-fra-Gudme DO-3129 original.jpg|thumb|[[Guldgubbe]] fra Gudme.]] I Gudme på Fyn udviklede der sig på denne tid hvad der bedst kan betegnes som et stormandssæde<ref name="JJ 422">Jensen (2003), s. 422</ref>, der varede i flere hundrede år. En bebyggelse på stedet kendes allerede omkring Kr.f. men den havde været yderst beskeden.<ref name="JJ 419">Jensen (2003), s. 419</ref> Gudmekomplekset bestod af tre dele: en stormandsgård mod nordøst, en bebyggelse af gårde med håndværk mod vest samt en isoleret bebyggelse mod sydøst.<ref name="LJ 81">Jørgensen (2010), s. 81</ref> Både stormandsgården og en ladeplads ved Lundeborg ved kysten blev etableret i begyndelsen af yngre romersk jernalder. I 3. århundrede blev opført to huse, der siden blev fornyet i flere omgange. Disse var i den ældste fase 5,5 m brede og godt 12 m lange.<ref name="JJ 419"/> I den følgende fase på overgangen mellem 3. og 4. århundrede blev den ene af bygningerne afløst af en hal, 10 m bred og 47 m lang. Hallen stod fra slutningen af 200-tallet til begyndelsen af 400-tallet.<ref name="JJ 420">Jensen (2003), s. 420</ref> Også den anden bygning blev ombygget og var nu 10 m bred og 25 m lang og havde således også præg af en hal.<ref name="JJ 421">Jensen (2003), s. 421</ref> Overhovedet voksede Gudmebebyggelsen i 3. og 4. århundrede og omfattede mod slutningen af romersk jernalder omkring 50 gårde bestående af langhuse på 6-7 m i bredden og op til 35 m længden.<ref name="JJ 418">Jensen (2003), s. 418</ref> Det forhold, at stormandsgården savnede driftsbygninger for landbrug, taler for, at stormanden har kunnet afkræve tribut af beboerne i den øvrige bebyggelse og måske også af bebyggelser i omegnen.<ref name="LJ 84">Jørgensen (2010), s. 84</ref> Foruden bopladsen i Gudme lå ved Lundeborg, hvor Tange Å udmunder i Storebælt en sæsonbetonet handelsplads, mellem 30 og 75 m bred men omfattende omkring 900 m kyststrækning. Området rummede spor efter værksteder med ildsteder, værktøj og en brønd.<ref name="JJ 423">Jensen (2003), s. 423</ref> Det samlede antal gårde i komplekset talte 40-50 ejendomme svarende til 300-500 indbyggere. Flere gårde er blevet fornyede på samme sted i op til ti faser, det vil sige gennem omkring 500 år.<ref name="LJ 80">Jørgensen (2010), s. 80</ref> I tilknytning til gårdene foregik håndværk, især metalsmedning.<ref name="LJ 82">Jørgensen (2010), s. 82</ref> Værkstederne syslede med jern, bronze, guld, sølv, hjortetak, glas og træ. Desuden må have eksisteret et tømmerværksted. Der er fundet spor efter våben: spyd, lansespidser, pilespidser, skjoldbuler og beslag til sværd og skeder.<ref name="JJ 424">Jensen (2003), s. 424</ref> Der er talrige vidnesbyrd om handel med genstande fra romerriget, således glasperler og glaskar, formpresset keramik (Terra sigilata) og anden keramik.<ref name="JJ 425">Jensen (2003), s. 425</ref>, mønter, fragmenter af romerske bronzestatuer.<ref name="JJ 426f">Jensen (2003), s. 426f</ref> og andet. Gudmes storhedstid synes først at ophøre fra omkring 550 e.Kr.<ref name="JJ 425"/>, men bebyggelsen fortsatte med at eksistere i mere end hundrede år. I tilknytning til bosættelsen lå en omfattende gravplads, Møllegårdsmarken.<ref name="JJ 455">Jensen (2003), s. 455</ref> === Landsbyer === Landsbyerne fremstår mere nuancerede, tilpassede de stedlige landsskabelige vilkår. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse i Jylland blev i løbet af romersk og germansk jernalder samt vikingetid omflyttet flere gange, ialt kendes 7 faser, hvor landsbyen blev flyttet indenfor et begrænset område på 700 x 1000 m.<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> Bopladsen voksede undervejs kraftigt i omfang: i 2. århundrede e.Kr. omfattede landsbyen et areal på omkring 22.500 m², i 3. århundrede var dette område vokset til 75.000 m². Landsbyen bestod på dette tidspunkt af en halv snes gårde, hvoraf en del lå i en nord-sydgående række og andre i en kreds, alle omgivet af et hegn og med en gårdtofte på 50x50 m. Hver gård bestod af et langhus placeret midt på toften samt et eller to mindre sidebygninger. Gennemsnitslængden på langhusene var 30-34 m, det korteste 20 m og det længste 48 m; sidehusene var 10-16 m lange. Langhuset kunne være opdelt i op til 5 rum, idet de vestlige to eller tre blev anvendt til beboelse, de østlige til stald, det østligste formentlig med åben gavl og anvendt som lade. Bevarede båseskillerum viser plads til 15-30 dyr i stalden. Ved en af gårdene fandtes uden for indhegningerne jernudvindingsovne og trækulsmiler, og et af de østlige rum synes at have været indrettet til smedje. Landsbyen rummede tillige et antal grubehuse, små nedgravede hytter, omkring 2,5 m brede og 3,5 m lange.<ref name="LH 128">Hedeager (1988), s. 128</ref> Efter nogle generationer blev gårdene enkeltvis flyttet ca 200 m mod vest.<ref name="JJ 394">Jensen (2003), s. 394</ref> I 4. århundrede bestod bopladsen af 20 gårde, overvejende beliggende i en nord-sydgående række og resten beliggende omkring en åben plads, en forte.<ref name="JJ 395">Jensen (2003), s. 395</ref> To af gårdene var dobbeltgårde, markeret med et delvist adskillende hegn. To af gårdene havde tilknyttet smedeværksteder med jernudvindingsovne beliggende lige uden for det omgivende hegn.<ref name="JJ 395"/> Længst mod øst i landsbyen lå den største gård med et 45 m langt langhus og en indhegnet gårdtoft på 72 x 53 m, et areal på næsten 4000 m².<ref name="JJ 395"/> Uden for landsbyen lå tre adskilte enkeltgårde.<ref name="JJ 396">Jensen (2003), s. 396</ref> Landsbyen omfattede et areal på omkring 10.000 m², men tallet lyver: bebyggelsen dækkede det samme areal omend der øjensynligt sker en udtynding. Gårde og bygninger mindede om de tidligere, men gårdene var blevet lidt kortere og staldene lidt mindre. En enkelt gård var større end de øvrige, langhuset 43 m langt og med 4 tilhørende mindre bygninger samt et indhegnet areal på 74 x 54 m. Til denne boplads hørte to smedjer med tilhørende jernudvindingsovne og beliggende ved hver sin større gård.<ref name="LH 128f">Hedeager (1988), s. 128f</ref> ==== Nørre Snede ==== En boplads i Nørre Snede dateret til perioden fra 3. til 7. århundrede, beliggende langs skrænten ned mod et engområde.<ref name="JJ 2004 33">Jensen (2004), s. 33</ref> Bebyggelsen var 100-200 m bred og omkring 550 m lang. I den ældste fase, fra 3. århundrede e.Kr., bestod landsbyen af 10 gårde.<ref name="JJ 2004 33"/> I det 4. århundrede flyttede gårdene lidt mod vest, og antallet faldt til 7-8 beliggende omkring en åben plads.<ref name="JJ 2004 33"/><ref name="JJ 397"/> I 5. århundrede flyttede landsbyen lidt mod nord men bibeholdt sin grundplan og antallet af gårde forblev uforandret.<ref name="JJ 397"/> Flere af gårdene synes at være blevet fornyede på samme sted.<ref name="JJ 2004 33"/> Den største af langhusene var 36 m lang. Husene var indrettede med bolig og stald. Hver gård var omgivet af en firkantet indhegning.<ref name="JJ 397">Jensen (2004), s. 397</ref> ==== Søndergård 1-Skindbjerg ==== Ved Jelling skete der tilsyneladende en omlægning af bebyggelsen omkring overgangen fra ældre romersk jernalder til yngre romersk jernalder: de tidligere bebyggelser Haughus 2, Fårupvej, Hvesager, Plantagevej og Fårup ophører og i stedet opstår to nye bebyggelser, Søndergård 1 og Skindbjerg ca 500-1000 m mod øst. De to nye bebyggelser ligger tæt op ad hinanden og har udgjort en samlet bebyggelse.<ref name="FC 217">Christiansen (1999), s. 217</ref> Det er nærliggende at se den samlede bebyggelse som afløser for de tidligere spredte gårdgrupperinger og gårde. Bebyggelsen lå på en moræneflade, der mod vest afgrænses af en lav sænkning strækkende sig fra syd til lidt mod nordvest.<ref name="FC 194">Christiansen (1999), s. 194</ref> Bebyggelsen omfatter mindst fire langhuse, der formodes at afspejle hver sin gård. Hus A var 29 m langt og 5,8 m bredt med rette langsider og let afrundede gavle. Huset havde to modstillede indgange midt i bygningen, der har været delt i en beboelsesdel mod vest på omkring 12 m og en stalddel mod øst på omkring 14 m. Beboelsen har været opdelt i sektioner. Fra den østlige gavl udgår et hegn mod nord ca. 20 m, hvor det knækker mod vest. Hus B var ca. 25 m langt og 5,8 m bredt. Hus D var 29,5 m langt og 6,5 m bredt og med afrundede gavle. Også dette hus var inddelt i en vestlig beboelsesdel og en østlig stalddel, men beboelsen var her 15 m lang, stalddelen kun 11 m lang. Sydvest for bygningen lå et mindre udhus, ca. 10 m langt. Også fra denne hovedbygning har været et hegn mod nord omkransende et areal på 850-900 m². Endnu en hovedbygning, Hus M, har været mindst 34 m lang og 6,5 m bred med rette langvægge men uden bevarede gavle. Bygningen har været tredelt med en afdeling med to sæt tagbærende stolpepar mod øst, en formodet staldafdeling med tætte par af tagbærende stolper midt i huset og en beboelsesdel mod vest.<ref name="FC 195">Christiansen (1999), s. 195</ref> Bygningerne er ikke samtidige: Hus A dateres til 3. århundrede, Hus D til 4.-5. århundrede og Hus M ligeledes til 4.-5. århundrede.<ref name="FC 197">Christiansen (1999), s. 197</ref> Skindbjerg omfattede et langhus 25 m langt og 5,5 m bredt med afrundede gavle. Det har bestået af en 8 m lang østende og en 13 m lang sektionsopdelt vestende. I tilknytning til hovedhuset er fundet to småhuse.<ref name="FC 199">Christiansen (1999), s. 199</ref> ==== Bellingegård ==== Bopladsen Bellingegård nord for Køge på Sjælland eksisterede fra 3. til 6. århundrede og kendes i tre faser. Landsbyen lå på en mindre bakke omgivet af sumpet terræn. Bebyggelsen bestod af 5-7 gårde, der alle lå i øst-vestlig retning. Hver gård har været indhegnet. Husene var i gennemsnit omkring 20 m lange. Der er ikke bevaret spor efter båseskillerum.<ref name="LH 130f">Hedeager (1988), s. 130f</ref> ==== Andre landsbyer ==== Der kendes en række andre bopladser daterede til yngre romersk jernalder, således Mølleparken ved Løgumkloster, ved Hjemsted og Skonager i Sydvestjylland, ved Højris nær Grønbjerg i Vestjylland og ved Foulum ved Viborg, men ingen af disse har kunnet dateres nærmere end til 4.-5. århundrede.<ref name="JJ 397"/> === ''Ældre germansk jernalder (375-520 e.Kr.)'' === I 4. og 5. århundrede aftog de importerede varer fra Romerriget og i stedet tiltog varer fremstillede internt i sydskandinavisk område. Dette har givet anledning til betegnelsen "ældre germansk jernalder". Den aftagende indførsel af romerske varer må ses i lyset af Romerrigets delvise sammenbrud, der til dels har svækket samhandelen. Udviklingen kan imidlertid også ses som udtryk for, at der nu indtraf en stedlig teknisk og kunstnerisk udvikling i Norden og Danmark, til dels fortsat inspireret udefra. Blandt de nye kunstneriske produkter, som nu blev udviklede, var brakteater og guldgubber. Påfaldende for denne tid er tillige, at germansk gudetro og mytologi nu manifesterer sig i kunsten: på brakteater findes motiver, der formodes at vise Odin på Sleipner<ref name="JJ 2004 131">Jensen (2004), s. 131</ref>, Balders død<ref name="JJ 2004 63">Jensen (2004), s. 63</ref> og at Fenrisulven bindes. På en lanse i et af de seneste våbenofferfund fra Nydam Mose ses et dyr, der er tolket som Fenrisulven.<ref name="JJ 2004 91">Jensen (2004), s. 91</ref> Som helhed udgør ældre germansk jernalder en overgangsperiode; ved periodens begyndelse er det endnu træk fra romersk jeralder, der dominerer: handelen med Romerriget, våbenofringer, stammesamfund og i bebyggelsesmæssig henseende. Men i 400-tallet indtræder et markant opbrud, tydeligst i bebyggelsen. Samtidig indtræffer udvandringerne af jyder, anglere og saksere til England og på omtrent samme tid udvandring til Thüringen. Dette opbrud samt manglen på samtidige, skriftlige kilder om Norden giver usikkerhed om enkeltheder i udviklingen, og først i yngre germansk jernalder tegner sig hovedtrækkene af en ny stabilitet men nu på et helt andet grundlag end tidligere. === Romerrigets sammenbrud === I løbet af ældre germansk jernalder indtrådte Romerrigets faktiske sammenbrud: år 395 blev riget delt i to, i 407 brød grænsen ved Rhinen sammen, og i 476 brød Det vestromerske Rige helt sammen. Disse politiske begivenheder afspejler sig i Lundeborg-Gudme, hvor virksomheden er næsten halveret ved periodens afslutning.<ref name="MT 8">Michaelsen og Thomsen (1993), s. 8</ref> Det er sandsynligt, at tidens politiske begivenheder har gjort det stadigt sværere at opretholde de gamle alliancer og handelsforbindelser. Gudme, som også have udviklet forbindelser i sydøstlig retning, kunne fortsat opretholde en stilling som centralsted for produktion og handel men synes at være stadig mere rettet mod andre nordiske end mod sydlige forbindelser. Det bemærkes, at den dertil hørende gravplads, Møllegårdsmarken, udviser stor stabilitet gennem en mindst 400-årig periode med såkaldte urnegrave. Dette viser, at der næppe kan være sket folkelige forandringer på Østfyn gennem hele denne periode. Først i 400-tallet ophører gravpladsen.<ref name="JJ 2003 454">Jensen (2003), s. 454</ref> Denne kontinuitet og præg af samlet gravplads for et større område står i modsætning til andre grave på Fyn fra samme tidsrum, således en jordfæstegrav fra Årslev ved Odense fra anden halvdel af 300-tallet med udstyr, der peger mod Ungarn og længere mod sydøst<ref name="JJ 2003 456f">Jensen (2003), s. 456f</ref> og en lignende grav fra Hågerup ved Fåborg med "charonsmønt" og gravudstyr med forbindelser til en grav i Leuna ved Leipzig.<ref name="JJ 2003 458">Jensen (2003), s. 458</ref> === Våbenofringer og forsvarsanlæg === Også første del af ældre germansk jernalder var åbenbart tidvis en urolig tid. De sidste våbenofringer, i Illerup, Dallerup, Ejsbøl og Nydam, det vil sige mellemste Østjylland, skete omkring år 375-380 e.Kr.<ref name="JI 46"/> Fra denne tid kendes af pælespærringer Æ Lei (dateret til ca. 370-418 e.Kr.)<ref name="NJ 199">Nørgård Jørgensen (2003), s. 199</ref> og Margrethes bro-spærringerne fra begyndelsen af 400-tallet, men ikke fra senere tid. På samme tid optræder på Øland en række (8-10, et par stykker er usikre) befæstede ringborge.<ref name="UN 19">Näsman (1981), s. 19</ref> Således bestod Eketorp I af en ringborg med en diameter på 57 m og med 20 huse, der fra ringmuren strækker sig radialt ind mod midten med den ene ende mod ringmuren og den anden åben og uden gavl mod en rund åben plads midt i bebyggelsen. Ringborgen har haft en 2,5 m bred flisebelagt portgade. Anlægget opfattes som en tilflugtsborg.<ref name="UN 21">Näsman (1981), s. 21</ref> Anlægget er senere blevet fornyet og udvidet.<ref name="UN 22">Näsman (1981), s. 22</ref> Selv om antallet af egentlige krige måske var ret begrænset, kan de være holdt i erindring gennem hundreder af år. Når tiden for disse sidste krigsbegivenheder falder sammen med Romerrigets sammenbrud, er det et indicium for, at der var tale om angreb for at skaffe slaver, hvilket efter Romerrigets sammenbrud imidlertid for en tid mistede deres formål. === Udvandringer === Omtrent på denne tid skal der være sket en udvandring af varinere og anglere til Saale-området. Denne udvandring menes godtgjort dels ved, at området mellem Elben og Harzen formodes at have været tyndt befolket på Ptolemæus' tid og formodes at have fået en tættere befolkning efter år 400, hvilken kunne skyldes indvandring<ref name="HN 101"/>, dels ved den såkaldte Thyringerlov (''Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum'', oversat: "Anglernes og Varnernes det vil sige Thyringernes lov")<ref name="HN 99">Neumann (1982), s. 99</ref>, der dog først kendes fra 8. århundrede, som indikerer, at disse to folkegrupper har udgjort "et konstituerende element hos Thyringerne og dermed i det stærke rige, som denne stamme etablerede i 5. og 6. århundrede."<ref name="HN 101"/> Endvidere har været peget på et område navngivet "Engilin" ved Unstrut, som formodes at været et område med angelsk bosættelse.<ref name="HN 101">Neumann (1982), s. 101</ref> Det må stå åbent om en sådan udvandring i givet fald skyldes, at begge folkegrupper var kommet under pres fra jyderne mod nord i deres hjemstavn. Blandt tidens begivenheder var også udvandringen af jyder, anglere og saksere til England omkring 450. Udvandringen må være indledt mellem 410 og 450 e.Kr.<ref name="MR 14">Ravn (2019), s. 14</ref> og det er skønnet, at den samlede udvandring op imod 800.000 mennesker.<ref name="MR 18">Ravn (2019), s. 18</ref> Et stort antal bebyggelser i Sydvestjylland udviser et kontinuitetsbrud i 5. århundrede<ref name="GJ 128f">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128f</ref>, men om dette afspejler et reelt ophør eller blot en omflytning af bebyggelsen er indtil videre uafklaret. Samtidig indtrådte der politiske begivenheder i form af krige med efterfølgende våbenofringer, etablering af bygdebetingede langvolde og vagtborge, udvandringen af angler og jyder til England samt danernes mulige indvandring og magtovertagelse. Det er sandsynligt, at disse begivenheder indbyrdes hænger sammen. Kort efter folkeforskydningerne indtræffer også fimbulvinteren i 536, der bevirkede et nyt midlertidigt tilbageslag.<ref name="GJ 1981 128">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128</ref> Først omkring midten af 500-tallet indtræder en ny stabilitet, og i de følgende århundreder indtræffer en fornyet befolkningsvækst. === Sociale forhold === Det er begrænset, hvad der kan siges om samfundet i ældre germansk jernalder. Formodentlig var Jylland i lighed med romersk jernalder inddelt i mindre stammer hver med deres egne ledere. Også de østlige dele af landet må have haft en egen høvding. Et sådant høvdingesæde og centralplads må have eksisteret ved Gudme og den tilhørende ladeplads Lundeborg på Fyn, ved Sorte Muld på Bornholm og ved Uppåkra i Skåne. Fælles for dem er forekomst af vidnesbyrd om metalforarbejdning (metalskrot, støbeforme, smeltedigler, jernbarrer, jernslagger og statuettedele), romerske solidi og denarer, rågranat, glas, brudguld samt våben, importfund, genstande af høj kunstnerisk kvalitet, spor efter håndværk samt tegn på udøvelse af kult. Endvidere forekommer brakteater og guldgubber.<ref name="CH 2003 185ff">Schou Hansen (2003), s. 185-187</ref> Af lignende karakter er blandt andet Helgö ved Mälaren.<ref name="CH 2003 182">Schou Hansen (2003), s. 182</ref> Den ældste bebyggelse går her tilbage til 300-tallet og bebyggelsen eksisterer frem til vikingetid, men den synes at have været tættest i tiden 400-800, det vil sige germansk jernalder.<ref name="AL 1985 8">Lundström (1985), s. 8</ref> Allerede tidligt i germansk jernalder var Helgö et vigtigt sted for varefremstilling, især af metal.<ref name="AL 1985 11">Lundström (1985), s. 11</ref> === Brakteater === [[Fil:Bracteate_from_Funen,_Denmark_(DR_BR42).jpg|thumb|250px|left|Brakteat fra Fyn. Motivet kan tolkes som Odin ridende på Slepner og med en af sine to ravne, Hugin eller Munin, der kommer med oplysning til ham.]] [[Fil:Tyr-brakteaten från Naglum, Trollhättan (SHM 1164) tecknad.jpg|thumb|Fenrisulven bider Tyrs hånd af, da den bindes ved list. Motiv fra brakteat fra Trollhättan.]] I 4. og 5. århundrede fremkom en ny smykketype, ''brakteater'', som opfattes som tilpassede kopier af romerske solidus. De er formentlig skab ved hjælp af matricer føst af ler og efterfølgende overført til bronze, hvor motivet var indridset og ved slag imprentet i den dertil forberedte guldskive.<ref>Carlsen (1998), s. 8-10</ref> De kendes fra Skandinavisk og østengelsk område, sidstnævnte formentlig som følge af udvandringen af jyder og anglere. De tilpassede motiver er interessante: nogle viser en person på en hest undertiden med en fugl. Dette motiv kan vise Odin ridende på Sleipner og med en af sine ravne, Hugin og Munin. Et andet motiv formodes at vise Tyr, der ofrer hånden, da Fenrisulven bindes. Et tredje motiv formodes at vise Balders død.<ref>Anonym: "Balders død" (''Skalk'' 1994 Nr. 5, s. 32)</ref> Disse motiver tyder på, at den senere kendte mytologi allerede var udbredt i Skandinavien på dette tidspunkt. Historien om Fimbulvinteren afspejler muligvis en begivenhed i 536 e.Kr., da solen var sløret, der indtrådte misvækst og hungersnød og der øjensynligt skete store guldofre for at formidle guderne.<ref>Axboe (2001), s. 28-32</ref> Hvis det forholder sig således, er det yderligere et vidnedsbyrd om alderen på den førkristne nordiske mytologi, skønt intet forhindrer at den er endnu ældre. Brakteaterne findes udbredt i hele Skandinavien, det østlige England og spredt på germansk område i Mellemeuropa. I Skandinavien ligger tyngdepunktet i de sydvestlige dele: Jylland, de danske øer, Øland, Gotland, Blekinge, Skåne, Halland (hvor forekomsten dog er ret sporadisk), Bohuslen, Vestgøtaland og Sydnorge.<ref>Axboe (2001), s. 10, 57-64</ref> Uanset, om brakteaterne har været gaver eller har været handlede smykker, tyder de på, at der tidvis i perioden kan have været fredelige forbindelser mellem disse områder. Det er værd at bemærke, at stempelanalyser viser forbindelser internt dels på den skandinaviske halvø, dels mellem jyske områder indbyrdes og dels mellem Djursland og Nordsjælland.<ref>Juul Pedersen (2006), s. 8</ref> === Landbruget === I denne periode synes det tidligere fælles hegn omkring landsbyerne at være opgivet og afløst af selvstændige indhegninger af de enkelte gårde.<ref name="GJ 142"/> Det indhegnede areal udgør 2-4.000 m².<ref name="Po 52">Porsmose (1987), s. 52</ref> Det er nærliggende at opfatte disse gårdindhegninger som udtryk for indførelsen af et toftesystem.<ref name="GJ 142"/> Gårdene består fortsat af langhuse, men disse vokser markant i størrelse. Langhusene var fortsat 5-5,5 m brede men nu mellem 20 og 48 m lange, i gennemsnit 30-35 m. Samtidig er billedet mere nuanceret for de enkelte bebyggelser. Tiden kendetegnes ved nye landsbyanlæg, og i den følgende tid synes disse ofte at være blevet fornyede omtrent på samme sted. ==== Nørre Snede ==== Bopladsen Nørre Snede lå ca. 40 km nordøst for Vorbasse. Også denne landsby blev omflyttet flere gange: mellem omkring år 400 e.Kr. og frem til 7. århundrede kendes 6 faser.<ref name="LH 129">Hedeager (1988), s. 129</ref> Bebyggelsen ligger ved randen af en tunneldal således, at områderne nord for landsbyen var relativt flade, mens der mod syd var en ret stejl skråning ned mod engområder i tunneldalens bund.<ref name="EH 52f">Egebjerg Hansen (1982), s. 52-53</ref> Gårdene udgjordes af lukkede enheder bestående af et langhus med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden, et mindre sidehus samt et skur, der fulgte tofteindhegningen. Endvidere forekommer staklader.<ref name="EH 54">Egebjerg Hansen (1982), s. 54</ref> Ialt er fundet 120 bygninger<ref name="EH 52">Egebjerg Hansen (1982), s. 52</ref>, der formodes at modsvare omkring 15 samtidige gårde.<ref name="EH 55">Egebjerg Hansen (1982), s. 55</ref> Arealet for de enkelte gårde var indtil 2000 m².<ref name="EH 55"/> Staldene i langhusene tyder på, at man har holdt omkring 20-30 kreaturer pr. gård.<ref name="EH 57">Egebjerg Hansen (1982), s. 57</ref> Endvidere er fundet spor efter vævning, forarbejning af jern samt fremstilling af lerkar til eget brug.<ref name="EH 57"/> ==== Drengsted ==== Bopladsen Drengsted mellem Ribe og Tønder blev anlagt omkring år 400 og varede til midten af det 6. århundrede. I en tidlig fase bestod landsbyen af 11 gårde i to rækker<ref name="JJ 2004 33">Jensen (2004), s. 33</ref> og med gårdtofter på omkring 33 x 45 m.<ref name="JJ 2004 34">Jensen (2004), s. 34</ref> I midten af 400-tallet flyttede landsbyen lidt mod vest men bibeholdt sin struktur. Onkring år 500 blev den stramme organisering af gårdene i to rækker opgivet men bygningstyperne forblev uændrede. Foruden boliger forekom halvtagsbygninger, udhuse med afrundede ender, grubehuse og staklader.<ref name="JJ 2004 34"/> Endvidere er konstateret en omfattende jernudvinding; ialt 224 jernvindingsovne er konstateret, og skønsmæssigt er fremstillet 4.500 kg jern i løbet af de 150 år, produktionen fandt sted.<ref name="JJ 2004 34"/> Gårdene i Drengsted var ikke omgivet med hegn.<ref name="JJ 2004 34"/> ==== Hjemsted ==== Bopladsen Hjemsted i Sydjylland udviklede sig fra en enkeltgård anlagt i slutningen af 2. århundrede til en landsby omkring år 300 e.Kr. og fortsatte som sådan frem til 5. århundrede, da den bestod af 6 store indhegnede gårde.<ref name="JJ 2004 34"/> ==== Mørup ==== Bopladsen Mørup var en enkeltgård beliggende midt mellem Vorbasse og Nørre Snede. Gården bestod i 5. århundrede af et 44 m langt hus med beboetse i østenden, stald i midten og yderligere et rum i vestenden. Den indhegnede gårdtoft var 44 x 59 m. Syd for langhuset lå en vinkelbygning, der fungerede som hegn udad til men med sadeltag. Nord for langhuset fandtes en lignende sadeltagsbygning, en 13 m lang bygning og rn 8 m lang bygning med åben gavl.<ref name="JJ 2004 35">Jensen (2004), s. 35</ref> ==== Dankirke ==== Bebyggelsen ved Dankirke i sydvestjylland går tilbage til keltisk jernalder. Fra omkring 400 e.Kr. udviklede en af gårdene stor velstand og omfattede en hallignende bygning, som nedbrændte omkring 500 e.Kr.<ref name="JJ 2004 36">Jensen (2004), s. 36</ref> Bygningen omfatter flere byggefaser: i sin ældste fase var det ca. 15 m langt, i den yngste ca. 22 m lang og 7 m bred. I bygningen er fundet 1.000 glasperler og 1.300 skår af glas, der stammer fra et stort antal glasbægre af frankisk oprindelse. Bosættelsen fortsatte frem til 700-tallet, idet der kendes et stort antal sceattae (frisiske mønter) men synes fra da af at aftage i betydning, måske på grund af oprettelse af handelspladsen i Ribe.<ref name="JJ 2004 37">Jensen (2004), s. 37</ref> ==== Store Darum ==== Fra yngre jernalder kendes fire landsbyer ved Store Darum. Den nordligste af disse er dateret til 350-550 e.Kr.<ref name="MS 1998 9">Søvsø (1998), s. 9</ref> og har øjensynligt kun været i brug i højst et par generationer det vil sige mellem 50 og 100 år.<ref name="MS 1998 10">Søvsø (1998), s. 10</ref> Der er ikke påvist sikre spor efter forgængere eller efterfølgere. Bebyggelsen har eksisteret i to faser: i ældre fase bestod den af 2 gårde, i yngre fase af 6 gårde. Bebyggelsen har været kontinuerlig mellem de to faser.<ref name="MS 1998 9"/> Bebyggelsen lå på en bakkeø, der hæver sig omkrin 15 m over havets overflade og ligger som en halvø omgivet af omfattende engområder i tilknytning til Sneum Å mod nord, Darum Bæk mod syd og Vesterhavet mod vest.<ref name="MS 1998 5"/> Engområderne må have givet gode muligheder for græsning og høslet. I ældre fase bestod gård 1 af et 25 m langt hovedhus beliggende i sydranden af en tofte, der mod øst var indhegnet af et faskinehegn (doppelt stolpehegn), der i den sydlige del var udvidet med tagdækning til et såkaldt sadeltagshegn. Toften var 41 m fra nord til syd of antagelig det samme fra øst til vest således, at det samlede areal var omkring 1.600 m².<ref name="MS 1998 11">Søvsø (1998), s. 11</ref> Inde på gårdtoften lå et mindre hus med svagt buede langvægge og ligeledes svagt buede endevægge.<ref name="MS 1998 11"/> Gård 2 bestod af en 18,7 m langt hovedhus, der har bestået af en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en stalddel med tre tagbærende stolpepar, ligeledes beliggende i sydranden af en tofte og også her udgjordes østhegnet til dels af et sadeltagshegn.<ref name="MS 1998 12">Søvsø (1998), s. 12</ref> Til gården hørte sandsynligvis et mindre grubehus. De to gårde lå side om side således, at østhegnet for gård 1 udgjorde den vestlige afgrænsning for toften tilhørende gård 2. Den yngre fase bygges samme sted som den ældre fase. Også i denne fase ligger gårdene side om side, sammenbyggede uden mellemrum. De to østlige gårde har oprindelig haft en mindre tofte end de vestlige gårde<ref name="MS 1998 12"/>, men disse gårdtofter er senere blevet udvidet mod nord således, at alle gårdtofterne fik samme omtrentlige størrelse. Gård 3 er kun delvist afdækket med hovedhuset langs toftens sydlige rand, mod øst et sadeltagshegn og mod nord en grøft. Senere er sadeltagshegnet mod øst afløst af et lignende mod nord. Der har været en adgang gennem hegnet til nabogården mod øst.<ref name="MS 1998 14"/> Gård 4 bestod af en toft på 36,5 m fra nord til syd og 32,5 fra øst til vest svarende til et areal på omkring 1.100 m². Hovedhuset langs toftens sydrand var delt i tre afsnit; mod vest en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar, i midten en stald ligeledes med fire tagbærende stolpepar og båseskillerum og mod øst en mindre del med to tagbærende stolpepar og øst herfor en portåbning, der gav adgang til gårdtoften. Til gården har hørt 4 grubehuse, der har afløst hinanden.<ref name="MS 1998 14">Søvsø (1998), s. 14</ref> Gård 5 bestod af en parallellogram-formet gårdtoft, der i ældste fase var ca. 21 m fra nord til syd og 32,5 m fra øst til vest svarende til et areal på 700 m². Senere udvidedes toften mod nord til en længde på 35 m og i den forbindelse opføres et sadeltagshegn og en grøft. Hovedhuset lå også her langs gårdtoftens sydside, det var 23,7 m langt og bestod af en beboelsesdel og en stalddel hver med fire tagbærende stolpepar (dog manglede den nordøstligste af de tagbærende stolper). I indgangspartiet mellem beboelsesdel og stalddel fandtes et forrådskar. Fra stolpehullerne er fundet spor efter hvede og byg. Også til denne gård hørte fire grubehuse, som har afløst hinanden. Gård 6 er kun delvist afdækket men gårdtoften var oprindelig kun 20,7 m fra nord til syd og blev senere udvidet til 35 m.<ref name="MS 1998 14"/> I begge disse hegnsfaser lå et sadeltagshegn mod nord. Hovedhuset adskilte sig fra de øvrige ved, at stalden lå mod vest og var på fem tagbærende stolpepar samt med båseskillerum. Også her er fundet spor efter korn: rug og byg. Syd for gården lå tre grubehuse, som nok har afløst hinanden.<ref name="MS 1998 15">Søvsø (1998), s. 15</ref> Foruden denne nordlige gårdrække er mod sydøst fundet yderligere to gårde, som kan have tilhørt en sydlig gårdgruppe.<ref name="MS 1998 15"/> Gård 7 er kun delvist afdækket, men hovedhuset lå her langs gårdtoftens nordlige rand. Det har været genopført i tre faser og har i alle faser bestået af en vestlig beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en østlig stald med fire eller fem tagbærende stolpepar.<ref name="MS 1998 15f">Søvsø (1998), s. 15f</ref> Mod øst har været en portåbning. Til denne gård har også hørt et grubehus.<ref name="MS 1998 16"/> Fund efter endnu et grubehus antyder, at der kan have hørt endnu en gård til landsbykomplekset, men denne er ikke udgravet.<ref name="MS 1998 16">Søvsø (1998), s. 16</ref> I alt er afdækket 15 grubehuse<ref name="MS 1998 9"/> nedgravede mellem 30 og 80 cm under jordoverfladen, typisk omkring en halv meter.<ref name="MS 1998 9"/> Omkring 500 meter vest for bopladsen ligger gravpladsen Bavnehøj<ref name="MS 1998 5">Søvsø (1998), s. 56</ref>, der var i brug i både jernalder og vikingetid.<ref name="MS 1998 5f">Søvsø (1998), s. 5f</ref> I engområdet mod syd er fundet en ofret skat af brakteater dateret til omkring 550 e.Kr., formentlig fra landsbyens sidste funktionstid.<ref name="MS 1998 5, 7">Søvsø (1998), s. 5 og 7</ref> ==== Dejbjerg ==== Bosættelsen ved Dejbjerg ved Ringkøbing fjord i Vestjylland har ligeledes rod tilbage til keltisk jernalder, tiden omkring Kr.f. En nyere bygning stammer fra germansk jernalder og var 15,5 m lang og 6 m bred med let buede langvægge og rette gavle. Bebyggelsen har eksisteret i 5.-6. århundrede men synes at ophøre ved en brand. Også her er fundet frankisk glas.<ref name="JJ 2004 38">Jensen (2004), s. 38</ref> === ''Yngre germansk jernalder (520-800 e.Kr.)'' === Begyndelsen af 500-tallet er øjensynligt en tid med dramatiske omvæltninger i Sydskandinavien. Det er værd at bemærke, at ''danerne'' nu for første gang nævnes i de skriftlige frankiske kilder, således af Gregor af Tours, der omtaler en dansk konge, Chochilaicus (Hugleik), som under frankerkongen Theodorik (511-533) foretog et krigstogt til "Gallien", formodentlig omkring 516.<ref name="MR 14"/> I 565 omtales danerne også i et hyldestdigt for biskoppen af Poitiers, Venantius Fortunatus, idet Frankerrigets herskere roses for deres kampe mod danerne, og endnu inden udgangen af århundredet nævnes endnu et dansk-sachsisk fælles angreb på Vestfrisland. Disse omtaler taler for, at der allerede på dette tidspunkt må have eksisteret et dansk rige, hvis nøjere udstrækning og organisering dog er ukendt.<ref name="Gr 6">Gregersen, s. 6</ref><ref name="AC 29">Christensen (1977), s. 29, 35</ref> Yderligere et par kilder er goternes historieskriver Jordanes, der i værket ''Getica'' skrevet i Byzans omkring 550 omtaler danerne, idet han hævder, at danerne (''dani'') skulle hidrøre fra ''Scandza'' (formodentlig Skåne, der fejlagtigt angives som en ø) og være indvandret til Danmark fra sveernes område<ref name="AC 30f">Christensen (1977), s. 30f</ref> og den byzantiske historieskriver Prokopius, der i et værk om Justinians goterkrige oplyser, at en del af herulerne, et omvandrende folkeslag, efter at longobarderne i begyndelsen af 6. århundrede havde erobret deres bosættelsesområde, i stedet for som flertallet at søge beskyttelse hos den byzantinske kejser valgte at drage nordpå, angiveligt til deres oprindelige hjemstavn på øen ''Thule'' (formodentlig den skandinaviske halvø), idet de rejste gennem slaviske områder, dernæst gennem øde områder til varnerne, derefter hastigt passerede danerne for at nå frem til ''Oceanet'', og at de efter overfarten bosatte de sig i nærheden af goterne.<ref name="AC 31f">Christensen (1977), s. 31f</ref> Hvis beskrivelsen er rigtig, må danerne på dette tidspunkt have været bosatte i Østslesvig og således afløst anglerne som det dominerende folkeslag på disse kanter.<ref name="HN 108">Neumann (1982), s. 108</ref> Ud over, at disse kilder stadfæster kendskabet til danerne på denne tid, har nogle historikere og arkæologer villet udlægge disse oplysninger således, at danerne skulle have fordrevet herulerne fra deres hjemegn og sendt dem på den folkevandring, der i 267, hvor de første gang omtales, havde bragt dem til de områder i Sydrusland, hvor de da var bosatte. Teorien er dog yderst omstridt<ref name="AC 32">Christensen (1977), s. 32</ref> og næppe holdbar. Mere sandsynligt er det, at herulerne har været knyttede til goterne, som var udvandret til Sortehavsegnene, men havde udskilt sig fra disse. Ingen ældre kilder omtaler herulere i Skandinavien. At danerne skulle hidrøre fra sveerne bekræftes af en anden kilde, Lejrekrøniken. Heri oplyses at den svenske konge Ypper i Uppsala havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til et område kaldet ''Videslev'' omfattende Sjælland, Møn, Lolland og Falster for at herske. Han oprettede sit kongesæde i Lejre og regerede som småkonge. Imidlertid blev jyderne udsat for trusler fra syd, og de sendte bud til Dan om hjælp. Den fik de, faren blev afværget og jyderne lod der efter Dan hylde som deres konge. Efter dette blev også Fyn med tilliggende øer og Skåne underlagt Dans rige.<ref name="LK 25">Andersen (1996), s. 25</ref> Krøniken rummer således en hjemlig tradition om rigets samling. Arkæologisk kan en kongsgård ved Lejre påvises fra begyndelsen af 500-tallet.<ref>Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (Skalk 2008 Nr. 6; s. 18-24)</ref> En række arkæologiske forhold må nævnes, som kan belyse tidens magtpolitiske historie. Blandt våbenofferfundene henlægges de yngste til 400-tallet. Disse er fordelt således: et i Vendsyssel, to i Østjylland, et i Angel, tre på Nordfyn, et på Lolland, et i Nordøstsjælland og et på Bornholm.<ref name="UN 219">Näsman (2006), s. 219</ref> Netop 400-tallet repræsenterer kulminationen af våbenofferfund, mens disse glimrer ved deres fravær efter år 500.<ref name="UN 220">Näsman (2006), s. 220</ref> Det er muligt, at de afspejler, at rigets samling under Dan ikke var helt så fredelig som krøniken fremstiller det.<ref>at der ikke kendes et våbenofferfund fra tiden omkring 500, hvor danerne tog kontrollen, kan det skyldes enten, at danerne ikke ofrede våben på samme måde som de stedlige indbyggere, eller at overtagelsen måske netop ''var'' fredelig</ref> En række steder i Jylland kendes små forhistoriske ringborge, alle med en indre diameter på omkring 50 m eller mindre, som har været tolket som vagtborge. Flere af dem har båret havnet "Trælborg", således Trælborg ved Verst og Troldborg Ring i Nørup sogn. Disse vagtborge synes alle at have været beliggende ved overgangssteder over åer. De er dårligt daterede, men Trælborg i Verst sogn vides at være yngre end en hustomt fra ældre germansk jernalder, som den blev lagt over og ved Troldborg Ring er fundet skår fra 3-400-årene.<ref name="NJ 208">Nørgård Jørgensen (2003), s. 208</ref> Deres anlæggelse tyder på en mere omfattende og central organisering.<ref name="HA 24-27">Andersen (1992), s. 24-27</ref> Forudsat at dateringerne er rigtig, ''kan'' de altså høre hjemme i denne periode og i lyset af tiden begivenheder rejser det spørgsmålet, om disse vagtborge har været led i folkeforsvaret eller i en ny folkegruppe, danernes, etablering af kontrol over områder, som de havde taget i besiddelse. Navnet Trælborg kan henvise til, at disse borge skulle holde befolkningen i ave, eller det kan henvise til den skæbne som overgik (i hvert fald en del af) de overvundne.<ref>Varberg (2016), s. 3-8</ref> Mere sandsynligt er, at "trel" her bruges om materialet "træ", og at navnet henviser til dette byggemateriale. Det forhold, at beliggenheden af disse småborge nærmest falder sammen med den vestligste forekomst af stednavne på -lev, er næppe uden interesse. Spørgsmålet er, om der er en sammenhæng og i givet fald hvilken, sammenhængen er. Det har været foreslået, at bebyggelser med navne på -lev har været forbundet med udbredelsen af danerne, men spørgsmålet er endnu ikke endelig afklaret.<ref name="AC 32"/> Men hvis stednavne på -leben i Thüringen afspejler en udvandring af fx. varinere og anglere, så ville dette yderligere styrke sammenhængen, ikke mindst da der så også er en mulig tidssammenhæng mellem udvandring af jyder og angler til England, af anglere og varinere til Thüringen samt etableringen af et dansk rige, der har strakt sig fra Jylland i vest til Skåne i øst. Foruden de små ringborge må også nævnes de langt større tilflugtsborge, der kendes fra Bornholm (Gamleborg), Falster (Virket), Lolland (Søholm, Vesterborg), ved Viborg (Margrethevolden) og ved Hellested i Vendsyssel (Voldene).<ref name="HA 24-27"/><ref name="Th 5-8">Thorsen (2001), s. 5-8</ref> De sættes for de sydlige borges vedkommende i forbindelse med trusler og angreb fra vendernes side og har sikkert også tjent dette formål i nyere tid. Når Søholm-fæstningen dateres til omkring 550<ref name="Th 6">Thorsen (2001), s. 6</ref>, Voldene i Vendsyssel løseligt er dateret til germanertid<ref name="HA 23">Andersen (1992), s. 23</ref> og Virket på Falster til samme tid, bliver det et spørgsmål, om disses anlæggelse også skal ses i tidsmæssig forbindelse med, at danerne overtog magten. Våbenfund tyder på, at der fra 500-tallet og frem har eksisteret en kongelig hird i Sydskandinavien. Som vidnesbyrd herom ses forekomsten af sværd med ringknop.<ref name="ANJ 94f">Jørgensen (1996), s. 94f</ref> I første halvdel af 500-tallet forekommer de på Fyn, i det sydlige Halland og ved Oslofjorden mens våbengrave ellers forekommer på Møn, Bornholm, Gotland og ved Mälaren. Omkring år 600 kendes de fra Blekinge, Gotland, Mälaren, Vestgøtaland og det sydlige Norge, mens andre våbengrave ellers kendes fra Bornholm, Gotland, det sydøstligste Finland, Oslområdet, Bergenområdet og Tromsøområdet.<ref name="ANJ 94">Jørgensen (1996), s. 94</ref> Fra senere i 600-tallet kendes de fra Sjælland, Vestgøtaland, Mälaren og Østfinland mens våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, i Sydøstfinland og i Norge. Endelig i 700-tallet kendes pragtsværd fra Gotland og Mälaren og våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, Sydøstfinland, Mälaren og især i Norge.<ref name="ANJ 95">Jørgensen (1996), s. 95</ref> Hvor ringknopsværdenes udbredelse antyder forbindelser mellem det fremvoksende Frankerrige og Skandinavien<ref name="ANJ 91">Jørgensen (1996), s. 91</ref> udviser de i 600-tallet en lokal nordisk udvikling.<ref name="ANJ 96">Jørgensen (1996), s. 96</ref> Det er værd at bemærke, at hvor den første kendte danske konge, Chochilaicus (Hugleik), angiveligt havde optrådt som hærfører, er der mod slutningen af perioden øjensynligt etableret et fast kongesæde i Lejre. Danevirke anlægges formodentlig i anden halvdel af 400-tallet og forstærkes omkring 500 e.Kr.<ref name="FW 5">Witte (2017), s. 5</ref> En ny forstærkning med en kampestensmur skete i 700-tallet.<ref name="FW 5"/> Det har været foreslået, at det ældste Dannevirke blev bygget af jyder, der havde fortrængt anglerne i 400-tallet fra deres nordlige egne, og ifølge Lejrekrøniken kom danerne jyderne til hjælp ved dette virke.<ref name="LK 25"/> I 700-tallet omtales en dansk konge, Ongendus (Angantyr), i forbindelse med et missionsforsøg hos danerne.<ref name="HHA 21"/> I 726 anlægges Kanhave-kanalen på Samsø, der menes at have haft sømilitære formål<ref name="KC 99ff">Christensen (1995), s. 99, 105</ref> og søforsvarsværker i Gundsø Vig i Kolding Fjord dateres til 690-780.<ref name="ANJ 96"/> Omtrent på samme tid, i 737, befæstes Danevirke i Sønderjylland igen, men efter Ongendus er der tavshed om indre danske forhold indtil 782.<ref name="HHA 21">Helmuth Andersen (1875), s. 21</ref> Samlet giver de anførte forhold indtryk af, at et dansk kongerige var blevet etableret i begyndelsen af 500-tallet. Hvis Jordanes beskrivelse af den skandinaviske halvø i midten af 500-tallet står til troende, har dette rige i første omgang ikke omfattet det nordlige Skåne, Halland og Bohuslen, som har været opdelt i mindre stammeområder.<ref name="JS (1964) 65ff">Svennung (1964), s. 65-102</ref> === Sociale forhold === Yngre germansk jernalder var øjensynligt en samfund bestående af flere sociale lag og med håndværkere og handlende som egne næringsveje. Øverst må have stået en konge støttet af en hird af krigere.<ref name="JJ 2004 209">Jensen (2004), s. 209</ref> Forekomst af såkaldte stormandssæder<ref name="JJ 2004 297ff">Jensen (2004), s. 297-309</ref> tyder på en klasse af jarler, men deres forhold til kongemagten er usikkert; i nogle tilfælde kan der være tale om kongsgårde med kongeligt betroede administratorer<ref name="JJ 2004 316">Jensen (2004), s. 316</ref>, i andre om folk der forstod at udnytte situationen til egen fordel.<ref name="JJ 2004 180"/> Under disse fandtes handlende og søfarende, særskilte håndværk (smede, kammagere, skomagere og andre)<ref name="JJ 2004 237">Jensen (2004), s. 237</ref>, derunder en bred klasse af bønder<ref name="JJ 2004 180">Jensen (2004), s. 180</ref>, hvoraf nogle mere velstillede end andre, og nederst formentlig en klasse af ufrie trælle.<ref name="JJ 2004 242">Jensen (2004), s. 242</ref> === Landbruget === I germansk jernalder og vikingetid er der øjensynligt sket en ny omlægning af landbrugsdriften. Undersøgelser af bebyggelsen på Fyn tyder på, at denne fik en mere central beliggenhed i forbindelse med en mulig omlægning af driften til en form for tovangsbrug baseret på dyrkning af rug og byg (og måske andre afgrøder i mindre omfang). Dette beliggenhedsvalg kan sandsynliggøres i en række tilfælde. Fra denne beliggenhed blev undertiden udskilt enkeltgårde, som i nogle tilfælde blev lagt umiddelbart ved et engområde, således ved Sønderby<ref name="TG 92">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 92</ref>, Killerup<ref name="TG 98">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 98</ref> og Røjerup<ref name="TG 101">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 101</ref>, i andre således at der har været plads til dyrkede agre mellem bebyggelse og engområder, således ved Skrillinge<ref name="TG 88">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 88</ref>. Denne beliggenhed tyder på, at nærheden til engområder må have været af større betydning end tidligere. Dette antyder, at kvæghold må have indtaget en større rolle på denne tid end tidligere (og senere). Forklaringen på dette kan have været, at efter "fimbulvinteren" i 536-537 svigtede dyrkningen af afgrøder i nogen grad, og dette kan have bevirket en omlægning af landbrugsdriften i retning af kvægbrug. Et større kvægbrug har muliggjort en mere intensiv dyrkning baseret på gødning, måske som en form for indmark-udmarksbrug. Et vidnesbyrd om det øgede kvægbrug er også, at staldkapaciteten udvides kraftigt til op imod 100 stykker kvæg fordelt på flere bygninger blot på en enkelt gård i Vorbasse.<ref name="LH 144"/> At den engnære beliggenhed blev fastholdt i to faser af bebyggelsen i Røjerup tyder på, at den har været bevidst, og den adskiller sig markant fra den senere middelalderlige beliggenhed midt i det dyrkbare terræn.<ref name="EP 222">Porsmose (1988), s. 222</ref> Forudsat, at dette er korrekt, må driftsmåden have haft store ligheder med den, der senere blev udøvet i ådalsbrug: store engarealer skaffede græsning og høslet til et stort husdyrhold, og dette har på sin side kunnet levere staldgødning til intensivt dyrkede marker i et indmark-udmarksbrug.<ref name="JJ 1979 68ff">Jensen og Jensen (1979), s. 68-71</ref> Selv om agerbruget i nogle år har givet et ringere udbytte, har netop tilførsel af husdyrgødning sikret det størst mulige afgrødeudbytte under tidens givne forhold, og da de klimatiske vilkår atter blev bedre, har afgrødeudbyttet været stærkt voksende og kunnet levere et overskud. Dette afspejles også ved fremkomsten omkring år 700 af storgårde, hvis egen landbrugsdrift øjensynlig var begrænset men som har kunnet modtage en del af bøndernes driftsoverskud som tribut eller betaling for de tjenester, som storbonden har ydet, samt den dertil hørende stigende betydning af håndværksvirksomhed. === Bebyggelsen === Den sociale udvikling i samfundet afspejlede sig også i bebyggelsen. Frem til romersk jernalder havde landsbyer og enkeltgårde været ret ene om at repræsentere bebyggelsen i Danmark og i nogenlunde lige forhold, men i germansk jernalder forsvinder enkeltgårdene i en længere periode helt, hvilket taler for en samling af bebyggelsen i landsbyer. Efterhånden begyndte nye bebyggelsesformer at dukke op: centralpladser, havnepladser, handelspladser og stormandsgårde. Allerede i 600-tallet forekommer Hegnæsvang og Søndersø. Særlig markant er imidlertid fremkomsten af nye sådanne pladser i starten og midten af 700-tallet: Aggersborg, Bistrup, Dalgård, Dragør, Hedeby, Karby, Lynæs, Ribe, Sebbersund, Selsø-Vestby, Vedbæk og Vester Egesborg.<ref name="RA 24">Randsborg (2011), s. 24</ref> Et nyt træk ved bebyggelsen, som begynder at optræde omkring år 700 e.Kr., er, at væggene, der hidtil havde været lige, nu bliver buede. Dette fik også andre følger for konstruktionen, idet de bjælker, som bar taget, fra nu af ikke længere løber på langs men derimod på tværs af husets længdeakse. Derved kunne husene også blive op til et par meter bredere. Gårdene bliver stadig større: i Vorbasse er de største gårde omkring 32 meter lange og med plads til 22 dyr i staldenden<ref name="LH 143">Hedeager (1988), s. 143</ref> men samtidig optræder særskilte staldbygninger, mindre beboelseshuse (måske for trælle) samt forskellige bygninger for værkstedsvirksomhed. I et tilfælde er beregnet samlet staldplads til omkring 100 dyr.<ref name="LH 144">Hedeager (1988), s. 144</ref> === Kongsgården i Lejre === I yngre germansk jernalder optræder for første gang en kongsgård, i Lejre på Sjælland. Ret beset er der tale om en bebyggelse, som har bestået i flere faser. Den ældste fase, der dateres til omkring 520 e.Kr., lå ved Fredshøj omkring 500 m nord for den senere bebyggelse.<ref name="Ch 5">Christensen (1996), s. 5</ref> Bebyggelsen her bestod først af et hus, 6 m bredt og ca. 14,5 m langt<ref name="Ch 19">Christensen (2008), s. 19</ref> med krummede langvægge. 30 m syd for denne lå en anden bygning 7 m bred og mindst 45 m lang.<ref name="Ch 20">Christensen (2008), s. 20</ref> Endvidere er fundet skår fra lerkar, som sandsynligvis stammer fra Frankerriget.<ref name="Ch 21">Christensen (2008), s. 21</ref> Bebyggelsen er samtidig med den nærliggende gravhøj Grydehøj, som er dateret til 500-tallet.<ref name="Ch 18">Christensen (2008), s. 18</ref> Bebyggelsen på stedet synes ophørt i 600-årene og er formentlig der efter flyttet sydpå, til Lejre.<ref name="Ch 23">Christensen (2008), s. 23</ref> I selve Lejre, ved Mysselhøjgård, bestod bebyggelsen af fire haller fra ca. år 700 til anden halvdel af 900-tallet.<ref name="Ch 5"/> Hallen var 6-7 m bred og omkring 42 m lang.<ref name="Ch 6">Christensen (1996), s. 6</ref> Hallen har været krumvægget og med skråstivere langs ydersiden.<ref name="Ch 5"/> Foruden selve hallen optræder flere andre bygninger som led i det samlede kompleks. En bygning er udnævnt til "hirdens hus", en anden til magasinbygning og der forekommer flere grubehuse.<ref name="Ch 7"/> Endvidere har man fundet rester af et palisadehegn, ca. 170 x 200 m.<ref name="Ch 7">Christensen (1996), s. 7</ref> En anden hal har været 11 m bred midtpå og 48 m lang og er dateret til 900-tallet.<ref name="CH 7">Christensen (1987), s. 7</ref> Lejre er især kendt fra overleveringen i Lejrekrøniken.<ref name="HA 20-28">Andersen (1996), s. 20-28</ref> === Centralpladser === I yngre germansk jernalder optræder en række steder, der betegnes centralpladser for håndværk og handel.<ref name="JJ 2004 180"/> Det gælder Stentinget og Bejsebakken i Jylland, Boeslunde-Neble, Selsø, Vester Egesborg og Stubberup på Sjælland samt Uppåkra, Væ og Åhus i Skåne. Antallet af sådanne steder har sikkert været begrænset og betinget af, hvad samfundet har kunnet brødføde af sådan virksomhed. I mange tilfælde har handel og håndværk sikkert været samordnet med landbrug for at sikre eksistensgrundlaget, og landbruget kan have leveret varer til handelen. ==== Stentinget ==== Stentinget har eksisteret i tiden fra ca. 600 til 1100.<ref name="TN 129">Nilsson (1990), s. 129</ref> Dens udvikling til handelsplads skyldes formodentlig beliggenheden nær Limfjorden, hvor sejladsen mellem Østersøen og Vesterhavet foregik, men samtidig et godt stykke fra kysten nær et vandskel og dermed et sted, hvor datidens veje formodentlig har mødtes.<ref name="TN 3">Nilsson (1992), s. 3</ref> Ry å har måske givet sejlbar adgang til stedet.<ref name="TN 120">Nilsson (1990), s. 120</ref> På stedet fandtes 13 grubehuse fra vikingetid, hvoraf de to har fungeret som smedjer, hvor der både er smedet jern og bronze<ref name="TN 127">Nilsson (1990), s. 127</ref>, samt mindst et langhus dateret til yngre germansk jernalder.<ref name="TN 127"/> Genstandsmaterialet, der omfatter flere former for fibulaer: korsformede, ligearmede, skålformede, cirkulære, trefligede, næbformede, fugleformede og andre, tyder på, at stedet har haft sin storhedstid i yngre jernalder.<ref name="TN 121">Nilsson (1990), s. 121</ref><ref name="TN 4">Nilsson (1992), s. 4</ref> Det samme gør en fundet guldgubbe.<ref name="TN 5">Nilsson (1992), s. 5</ref> Foruden jern og bronze er fundet metalaffald i form af bly, tin og sølv.<ref name="TN 5"/> Andre materialer og genstande er glas, glasperler, ten- og vævevægte, en drejekværn<ref name="TN 5"/> samt vægtlodder, hvoraf et antagelig stammer fra Irland.<ref name="TN 6">Nilsson (1992), s. 6</ref> Blandt materiale af udenlandsk oprindelse er en del af et maskelignende smykke fra Lombardiet, også fra germansk jernalder, og et frankisk rembeslag fra vikingetid.<ref name="TN 4"/> Ved pladsen er fundet mindst 5 jordfæstegrave fra tidlig vikingetid.<ref name="TN 128">Nilsson (1990), s. 128</ref> ==== Bejsebakken ==== På Bejsebakken ved Ålborg er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder<ref name="TTC 118">Christiansen (2008), s. 118</ref>, mønter<ref name="TTC 119">Christiansen (2008), s. 119</ref>, brudsølv<ref name="TTC 119"/> samt fibler: en næbfibel og en skålfibel, begge fra germansk jernalder.<ref name="TTC 120">Christiansen (2008), s. 120</ref> ==== Sebbersund ==== Ved Sebbersund nær Limfjorden er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder<ref name="TTC 118"/>, brudsølv<ref name="TTC 119"/>, en fibel med halvoval fodplade<ref name="TTC 120"/> og en korsemaljefibel.<ref name="TTC 120">Christiansen (2008), s. 120</ref> De ældste spor af virksomhed stammer fra omkring år 400, men først omkring år 700 tager udviklingen for alvor fart, og den når sit egentlige højdepunkt i sen vikingetid fra 1000-tallet til ind i 1100-tallet.<ref name="BJ 4">Birkedal og Johansen (1993), s. 4</ref> Der har været omkring 150 grubehuse på stedet<ref name="BJ 3">Birkedal og Johansen (1993), s. 3</ref> og et stort hus med buede vægge, omkring 50 meter langt og 10 meter bredt.<ref name="BJ 3f">Birkedal og Johansen (1993), s. 3-4</ref> Der har foregået omfattende håndværkervirksomhed på stedet, især smedevirksomhed<ref name="BJ 4"/>, og handel bevidnes af klæbersten fra Norge, skifer samt en sammenklappelig vægt.<ref name="BJ 5">Birkedal og Johansen (1993), s. 5</ref> Fra vikingetiden kendes en kirke med tilhørende kirkegård med over 250 grave.<ref name="BJ 6">Birkedal og Johansen (1993), s. 6</ref> ==== Nørholm og Humlebakken ==== Ved Nørholm og Humlebakken, begge ved Limfjorden, er der ligeledes fundet spor efter formodede handelspladser.<ref name="TTC 125">Christiansen (2008), s. 125</ref> Sammen med Sebbersund, Bejsebakken og måske flere andre steder ved den østlige del af Limfjorden afspejler disse steder den rolle, som Limfjorden må have spillet i sejlanden i yngre germansk jernalder frem for andre mulige ruter nord om Skagen eller tvært over Jylland, og hvor handelpladser udviklede sig for at udnytte de muligheder, der bød sig.<ref name="TTC 131">Christiansen (2008), s. 131</ref>, og Stentinget viser, at en afsmittende virkning har kunnet brede sig til baglandet.<ref name="TTC 133">Christiansen (2008), s. 133</ref> ==== Boeslunde-Neble ==== Ved Boeslunde-Neble er fundet en boplads dateret til tiden fra ca. 500 til 1100 e.Kr.<ref name="Jø 96">Jørgensen (1995), s. 96</ref> Indenfor bopladsområdet er fundet en guldarmring og to sølvskatte fra vikingetid men tillige spor efter håndværk af noget ældre dato.<ref name="Jø 96"/> Blandt de fundne genstande er frem fibler (brocher) fra germansk jernalder, heraf tre næbfibler.<ref name="FK 7">Kaul (1990), s. 7</ref> === Stormandsgårde === Af omtrent samme karakter som centralpladserne men med mere udpræget præg af enkeltgårde er de såkaldte stormandsgårde, hvoraf Tissø endnu er den mest udprægede.<ref name="JJ 2004 168ff">Jensen (2004), s. 168-170</ref> Til trods for, at disse gårdkomplekser har været meget omfattende, spiller landbrug en påfaldende svag rolle. Til gengæld er der knyttet et stort antal værksteder (grubehuse) til disse gårdkomplekser. Forklaringen kan kun være at ejerne af disse storgårde har kontrolleret en omfattende håndværksproduktion, utvivlsomt med henblik på afsætning. Denne handel afspejles i form af indførte varer og udenlandske mønter, vægtlodder og lignende. Når landbrug alligevel spiller en så ringe rolle, må forklaringen være, at ejerne af storgårdene må have modtaget tribut fra almindelige gårde i form af fødevarer, både korn og husdyr, og anvendt denne ydelse til at brødføde den håndværksydende del af folkeholdet. ==== Aggersborg ==== Ved Aggersborg, på samme sted hvor der senere anlagdes en vikingeborg, lå i germansk jernalder (9. og 10. århundrede) en stormandsgård med et hus, 40,9 m langt og genopbygget mindst tre gange. I huset er blandt andet fundet en guldarmring, skår fra drikkeglas, en bjergkrystalperle, skår fra klæberstenskar og andet.<ref name="KFT 187">Terkildsen (2018), s. 187</ref> Der er spor efter specialiseret håndværk.<ref name="KFT 188">Terkildsen (2018), s. 188</ref> ==== Stavnsager ==== Ved Stavnsager syd for Randers Fjord lå en bebyggelse omfattende mindst 70 grubehuse daterede til yngre germansk jernalder og vikingetid.<ref name="KFT 188"/> Vægtlodder og arabiske mønter tyder på, at der har foregået handel. Fund efter støbeforme, metalaffald, ten- og vævevægte viser, at der er foregået håndværk på stedet.<ref name="KFT 189">Terkildsen (2018), s. 189</ref> ==== Toftum Næs ==== Toftum Næs var sandsynligvis en stormandsgård. Her lå 100 grubehuse og mindst fire store haller, hvoraf en i mindst tre faser. Den ældste dateres til omkring 600 e.Kr. og den yngste til 900-tallet. Hallerne er omkring 28 m lange og 6-9 m brede, bredest midt på. Foruden haller kendes flere småhuse og rester af hegn<ref name="KFT 172f">Terkildsen (2018), s. 172-173</ref> i 2-3 faser.<ref name="KFT 174">Terkildsen (2018), s. 174</ref> De fundne genstande er fortrinsvis fra 7. til 11. århundrede og omfatter korsformede fibler samt smykker med belægninger af guld eller hvidmetal samt stykker med indlagt emalje. Endvidere er fundet vægtlodder, sølvmønter og dele heraf: arabiske, engelske, frankiske og fra Hedeby.<ref name="KFT 174"/> ==== Tissø ==== Fra Tissø på Vestsjælland kendes en stormandsgård, som har eksisteret i tidsrummet ca. 600-1000 e.Kr.<ref name="JP 5">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 5</ref> Storgården har bestået af både en hal, smedjer, grubehuse og flere andre sidebygninger.<ref name="JP 9">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 9</ref> Bebyggelsen har bestået i fire faser:<ref name="Jø 8">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 8</ref> første fase fra omkring 700 omfatter et indhegnet areal på ca. 10.000 m².<ref name="Jø 6">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 6</ref> Hallen var 11 m bred og 36 m lang. I tilknytning til denne fandtes en indhegning på 17 x 30 m og formentlig en smedje. I anden fase fra omkring år 800 er det indhegnede areal vokset til ca. 15.000 m². I tredje fase fra omkring år 900 er det indhegnede areal vokset til ca. 18.000 m².<ref name="Jø 7">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 7</ref> ==== Jørlunde ==== En stormandsgård har måske også ligget i Jørlunde. Lidt nordøst herfor er fundet en skat bestående af 4 guldbrakteater og en guldfingerring, der er daterede til omkring 500 e.Kr., en skat bestående af romerske denarer samt fragmenter af pragtfibler daterede til vikingetid. Dertil kommer et par rige gravfund fra 3. århundrede og et guldhænge fra 5. århundrede. Disse fund tyder på, at der kan have ligget en stormandsgård måske med rødder tilbage til 3. århundrede.<ref name="Jø 98">Jørgensen (1995), s. 98</ref> ==== Andre ==== Foruden de nævnte steder er der flere andre, hvor fund tyder på, at der også kan have været tale om stormandsgårde eller eliteresidenser, således Thorsgaard, Øster Kølsen, Skjern, Lee, Viskum Hovedgård, Neder Hallum, Ormstrup Gods og Almind Nord.<ref name="KFT 194ff">Terkildsen (2018), s. 194-204</ref> Fælles for disse steder er en beliggenhed, hvor veje samles for at krydse åer eller vådområder.<ref name="KFT 197">Terkildsen (2018), s. 197</ref> Fælles er også spor efter grubehuse og dermed håndværksbygninger foruden langhuse.<ref name="KFT 197"/> Øjensynligt har hele landet været dækket af et net af eliteresidenser i tilknytning til anløbs- og handelspladser<ref name="KFT 204">Terkildsen (2018), s. 204</ref>, men hvor omfattende, dette net har været, er endnu usikkert. Nogle af disse stormandsgårde fortsætter fra yngre germansk jernalder ind i vikingetid, hvor nye kommer til. Det kan endnu ikke siges med sikkerhed, om de har været private eliteresidenser eller en form for kongsgårde for kongelige repræsentanter, men det forhold, at de forsvinder i vikingetid til fordel for købstæder med kongelige privilegier taler måske for det første. === Landbruget === I første del af yngre germansk jernalder, frem til omkring år 700 e.Kr., er antallet af kendte bebyggelser markant mindre end både før og siden. Desuden skete der på dette tidspunkt øjensynligt et markant opbrud i bebyggelsen på dette tidspunkt: med få undtagelser lader det sig ikke gøre at påvise en kontinuer forbindelse mellem bebyggelse fra denne omkring 200-årige periode hverken frem eller tilbage i tid. Fra omkring år 700 og senere optræder en række nye bebyggelser, som for en stor dels vedkommende fortsætter i ældre vikingetid. De nærmere omstændigheder omkring dette brud i bebyggelsen er på indeværende tidspunkt ikke tilfredsstillende forklaret. Driftsomlægninger er en nærliggende forklaring. I denne periode, især fra omkring 700 e.Kr., formodes landbruget at være blevet drevet mere effektivt som et indmarks-udmarksbrug. Den nye driftsmåde holdt sig gennem resten af germansk jernalder og vikingetid. Dette må ses i lyset af en formodet kraftig befolkningsvækst, idet gårdtofterne vokser kraftigt i størrelse: hvor gårdene i 5. århundrede typisk var omkring 2.500 m², er de i 600-tallet vokset til 7.800 m².<ref name="JJ 2004 160"/> Dette må betyde, at landbrugsdriften også må være vokset betydeligt. Eftersom dele af befolkningen snarere har været sysselsat ved håndværk og andet end ved landbrug, må det betyde, at landbruget har skullet sikre et større fødevareoverskud for at brødføde disse befolkningsgrupper. Det er sandsynligt, at en større kornproduktion har krævet mere gødning for at kunne give et større vedvarende overskud. Mere gødning har forudsat flere husdyr, flere husdyr har forudsat større græsning og høslet. Dette betyder at overdrev og især engarealer har spillet en større rolle i driften, og det er et spørgsmål, om bebyggelsen til dels er blevet omlagt for at tilgodese sådanne behov. I hvert fald ligger mange landsbyer i 700-tallet og senere fordelagtigt i forhold til enge. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse synes at have ligget på samme sted fra omkring 700 til 1000 e.Kr. Bebyggelsen lå nu som tidligere midt på et højt plateau.<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> I forhold til tidligere var bebyggelsen flyttet ca. 400 m mod syd, og bebyggelsen var helt omstruktureret.<ref name="JJ 2004 158">Jensen (2004), s. 158</ref> Bebyggelsen lå nu i to rækker af indhegnede gårde beliggende nord og syd for en 8-10 m bred gade.<ref name="JJ 2004 158"/> Størrelsen af de enkelte gårdtofter var vokset betydeligt sammenlignet med tidligere, den største omfattede nu et areal på 5.500 m².<ref name="JJ 2004 158"/> De indhegnede gårdtofter var ellers 80 x 80 m. Midt på gårdtoften lå langhuset, omkring 30 m langt og opdelt i tre omtrent lige store rum, hvoraf de to har været anvendt til beboelse og det østlige til stald. Foruden langhuset fandtes mindre sidebygninger, der øjensynligt ikke har været anvendt til stalde men til lader, udhuse, forrådshuse og muligvis som bolig for trælle. Ved en af gårdene lå en smedje placeret så langt fra de øvrige bygninger som muligt. Gårdene synes at have været omtrent lige store, og intet tyder på at der har været nogen storgård. Bebyggelsen rummede flere indførte genstande: klæberstenskar og hvæssesten fra Norge, lerkar fra Østersøområdet, kander fra nedre Rhinen og drejekværne af basalt fra egne omkring Køln.<ref name="LH 132">Hedeager (1988), s. 132</ref> ==== Nørre Snede ==== Bebyggelsen fortsatte også i Nørre Snede, hvor der kendes en bebyggelse fra 7. århundrede.<ref name="JJ 2004 159">Jensen (2004), s. 159</ref> Denne var nu flyttet lidt mod nord og bestod også her af langhuse med omgivende hegnet gårdtoft.<ref name="JJ 2004 160"/> I alt kunne udskilles 8 gårde.<ref name="JJ 2004 160">Jensen (2004), s. 160</ref> ==== Omgård ==== Bopladsen Omgård synes at have ligget på samme sted fra 7. århundrede til 1000-tallet, ialt kendes 3 byggefaser. I den ældste fase bestod bebyggelsen af langhuse på 8-21 meter. I den mellemste fase fra 800-900-tallet fremvoksede en storgård omfattende 15 bygninger og et indhegnet areal på 40.000 m².<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> ==== Sindshvile ==== Bosættelsen Sindshvile ved Kvistgaard i Nordøstsjælland består af een gård, der synes at have være fornyet i 9 faser, dateret til romersk og ældre germansk jernalder, det vil sige 1. til 7. århundrede e.Kr. Særligt tydelige er langhusene fra tiden 600-700 e.Kr., men der er indtil videre ikke fundet spor efter bebyggelse fra vikingetiden. Gårdene har haft karakteristisk let buede langvægge, 28-33 m lange og 7 m brede. I tilknytning til gården er fundet spor efter jernudvinding og smedning, måske jern udvundet som myremalm i Rolighedsmoserne beliggende 300 m mod nordøst.<ref name="LH 23f">Hvass (1998), s. 23f</ref> == Vikingetid (800-1050 e.Kr.) == Vikingetiden var en periode, hvor kongemagten var etableret omend svag. Flere gange synes at have forekommet kampe om kongemagten og i perioder synes landet ''de facto'' at være delt mellem flere rivaliserende grupper. Et vidnesbyrd er det værk, som Alfred af Wessex lod udarbejde kort før år 900. Heri findes to rejseberetninger, af Ottar og Wulfstan, der giver et billede af forholdene i Danmark på denne tid. Ottar rejste fra Skiringsal i Norge til Hedeby. I tre dage havde han "Denamearc" på bagbord side og åbent hav til styrbord. To dage før han nåede Hedeby havde han til styrbord "Gotland" og "Sillende" og til bagbord de øer, som hører til "Denemearce". Beskrivelsen må udlægges således, at Ottar først rejste langs Bohuslens og Hallands kyster, så nord om de danske øer og endelig ned gennem Lillebælt til indsejlingen til Hedeby. Efter hans oplysninger hørte Bohuslen, Halland og øerne til Danmark, mens Jylland var opdelt i to dele: den nordlige del under navnet "Gotland", den sydlige under navnet "Sillende"; disse områder blev åbenbart ikke regnede for en del af Danmark.<ref>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 2</ref> Ottar oplyser også, at i Skåne og Halland boede ''norddaner'' men i Jylland ''syddaner'' og at Hedeby lå mellem Vendland, Sachsland og Angel og tilhørende danerne.<ref>Christensen (1977), s. 27f</ref> Denne beskrivelse stemmer overens med fremstillingen i Beowulfkvadet, der mens at stamme fra 700-tallet men henvise til begivenheder i 600-tallet. Kvadet oplyser, at Beowulfs far i sine unge år måtte flygte fra "gauternes" land til syddanerne.<ref>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 4</ref> At Beowulf rejser fra "Gotland" (Nørrejylland) mod vestdanerne og ender hos østdanerne stemmer med, at danernes vestgrænse lå mellem Jylland og Fyn og deres østgrænse i Skåne, hvilket Wulfstan oplyser.<ref name="Ro (2020) 5)>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 5</ref> Wulfstan oplyser på sin side, at han rejste fra Hedeby til Truso med "Veonodland" (vendernes land) til styrbord og til bagbord "Langaland" (Langeland), Læland (Lolland), "Falster" (Falster) og "Scon eg" (Skåne), hvilke alle tilhører "Denemearchan", "Burgunda land) (Bornholm) med egen konge, "Blecinga eg" (Blekinge), "Meore" (Möre), "Eowland" (Øland) og "Gotland", der tilhører "Sweon" (svenskerne).<ref name="Ro (2020) 5)/> At Skåne var en del af Danmark bekræftes i 811, da kong Hemming efter kong Godfreds død indgik en fredsaftale med den frankiske kejser og blandt sine garanter har en "Osfrid de Sconaowe", det vil sige "Asfred af Skåne".<ref>Christensen (1977), s. 27</ref> Disse oplysninger kunne tyde på en splittelse mellem Nørrejylland på den ene side og Angel, øerne, Skåne og Halland på den anden. I begyndelsen af 900-tallet optræder et kortvarigt svensk herredømme i Hedeby.<ref>Christensen (1977), s. 198-200</ref> Det er måske dette kortvarige herredømme, der tænkes på, når Otto den Stores historieskriver Widukind oplyser, at den tyske konge Henrik I i 934 skulle have foretaget et hærtog til Danmark, besejret danskerne og gjort dem skatskyldige, samt at den danske konge hed ''Chnuba'', en navn der genkendes på runesten ved Hedeby med svenske runer som ''Gnupa''<ref>Christensen (1977), s. 200</ref>. Tidsmæssigt modsvarer denne erobring det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle formodentlig sad som konge i Jelling, men i givet fald da reelt kun over jyderne.<ref>Christensen (1977), s. 202</ref> I ''Kong Olaf Tryggvasons Saga'' findes en beretning om, at Gorm oprindeligt kun herskede over Jylland, men at han erobrede det rige i Danmark, som da kaldtes "Rejdgotaland" og var regeret af en kong "Gnupa" samt en del af "Vindland" og endvidere kæmpede mod "saxerne". Når denne oplysning sammenstilles med en oplysning hos Adam af Bremen om, at en svensk konge, Olof, erobrede "danernes rige" og havde to sønner, "Chnob" og "Gurd", så er der grundlag for at antage, at der må have eksisteret et kortvarigt svensk styre i Hedeby-området.<ref name="Ro (2019) 2f)>Rosborn (2019), s. 2-3</ref> Måske er det foreningen af de to danske områder, der hentydes til, når Harald Blåtands på den store Jelling-sten erklærer, at han samlede sig ''hele'' Danmark. Det har været foreslået, at trelleborgene blev opført som et led i denne (gen)forening af riget.<ref>Christensen (1977), s. 252</ref> Alternativt kunne borgene have været militærlejre for vikingetog mod England og andre steder<ref>Christensen (1977), s. 246-252</ref>, men når både Fyrkat og en af Trelleborgs porte har været udsat for brand og dermed formodet angreb<ref>Christensen (1977), s. 251</ref>, er det rimeligt at sætte dette i forbindelse med den magtkamp, der indtraf mellem Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg om magten i riget.<ref>Adam af Bremen, bog 2, afsnit 27f</ref> For så vidt kunne borgene have tjent begge formål efter tur: først til rigssamling, dernæst som militærlejr. === Sociale forhold === Samfundet var åbenlyst socialt opdelt i henholdsvis stormænd, frie bønder samt uselvstændige trælle. Således skildres det i digtet ''Rigs vandring'', som handler om guden Heimdals besøg hos menneskene: trællene, bønderne og jarlene. På grundlag af indskrifter på vikingetidige runesten har Aksel E. Christensen opstillet en mere nuanceret samfundsinddeling baseret på 6 hovedgrupper:</br> 1. Herskere og høvdinge: ''Kuningr'' (konge), ''Drottin'' (drot, herre), ''Drottning'' (dronning, frue), ''Þæng'' (thegn)</br> 2. Religiøse betegnelser: ''Þulr'' (thul), ''GoÞi'' (gode)</br> 3. Krigere: ''Þæng'' (thegn), ''Drengr'' (dreng), ''HæmÞægi'' (hirdmand, huskarl), ''Felagi'' (fælle, kammerat), ''Swen'' (svend), ''Wikingr'' (viking)</br> 4. Søfarende: ''Styrimannr'' (styresmand), ''SkiÞari'' (skipper), ''Lagsmannr'' (kammerat), ''Felagi'' (fælle, kammerat), ''BroÞir'' (broder)</br> 5. Handlende og håndværkere: ''Gildi'' (gildebroder), ''SmiÞr'' (smed)</br> 6. Andre: ''Landmannr'' (landmand), ''Bomannr'' (bomand), ''Bondi'' (bonde), ''LandhirÞir'' (landhyrde), ''Bryti'' (bryde).<ref>Christensen (1977), s. 215</ref> Runesten rejst over stormænd og deres hustruer viser, at disse har udgjort en særlig overklasse i samfundet. Hvor omfattende, deres ejendom og magt var, er usikkert, men deres antal må have været yderst begrænset. Samtidig var det også en periode, hvor indbyggerne ofte fremstod som en udfarende kraft, til dels som vikinger, der drog ud og etablerede sig i det fremmede. Hjemligt viste denne kraft sig i tidlige nyanlæg af bebyggelser, ''torper'', som blev anlagt på overdrev og i skovområder og øde strækninger, der tidligere omgav de gamle bygder, hvorved bebyggelsen efterhånden fik et sammenhængende præg.<ref>Christensen (1977), s. 203-206</ref> Vikingetiden var en periode hvor både det danske samfund som helhed og bebyggelsen i særdeleshed gennemgår en voldsom udvikling. Ved siden af landsbyer optræder nu stormandsgårde, handelspladser (viker, emporier), trelleborge og vandmøller. Flere af disse stormandsgårde og handelspladser er fortsættelser af bebyggelser fra yngre germansk jernalder. Et påfaldende træk er, at gravpladser i flere tilfælde ligger på den anden side af bopladsen i forhold til et adskillende vandløb; sådanne træk er påvist ved Gammelby i Esbjerg, Hesselbjerg ved Odder, Voldstrup i Vendsyssel, og Lejre ved Roskilde. I alle de nævnte tilfælde ligger gravpladsen øst for bopladsen.<ref name="Ad 28ff">Adamsen (2004), s. 20-28</ref> === Kongsgården i Jelling === Jelling har traditionelt været regnet for et kongesæde på grund af de to runesten opsatte af henholdsvis Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Udgravninger tyder på, at den kongsgård, som har ligget her, har været indhegnet og omfattet et areal, som omkransede hele den skibssætning, som Nordhøjen udgør den centrale del af.<ref name="PCSWA">Christensen og Andersen (2008), s. 3-10</ref> I tilknytning til storgården er fundet spor efter mindst 4 bygninger.<ref name="SWACA">Andersen (2008), s. 11-17</ref> I Jelling som i Lisbjerg er der fundet spor efter et byggeri forud for kirken. Der kan være tale om rester ef den oprindelige kongsgård. Palisaden har været nærmes rhombeformet. Det omkransede areal må have et omfang af omkring 15 hektar, over fem gange mere end indhegningerne i Tissø, Vorbasse og Lisbjerg.<ref name="SWAJH">Andersen, Jessen og Holst (2011), s. 9-11</ref> === Husebyer === Et påfaldende træk er forekomsten af bebyggelser med navne "Husby" eller "Huseby". Disse bebyggelser opfattes af arkæologer som kongsgårde, der har haft til formål dels at modtage kongelige afgifter og ydelser, dels at forestå administrative opgaver, herunder opretholdelse af et retsvæsen.<ref name="TL 54">Lemm (2018), s. 54</ref> Antallet af sådanne kongsgårde er ikke stort, blot 8 i hele Danmark, men deres beliggenhed tyder på, at de har udgjort et supplement til den administration, kongen kunne udøve fra handelspladser og/eller trelleborge. Husbyerne skal sandsynligvis dateres til tiden efter rigets gensamling, det vil sige anden halvdel af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet.<ref name="AA 50ff">Andrén (1983), s. 50-52</ref> === Wiker (handels- og centralpladser) === [[Fil:Haithabu Haeuser WT2005.jpg|350px|thumb|Rekonstruerede huse i Hedeby.]] [[File:Aros viking town.jpg|thumb|left|Rekonstrueret model af Árós (Århus) omkring år 950.]] [[File:Aroa viking town 1.jpg|thumb|Udsnit af rekonstrueret model af Árós.]] Handels- og centralpladser fra vikingetiden (kaldet ''wiker'' og ''emporier'' i faglitteraturen) kendes flere steder i Sydskandinavien, herunder Danmark. De mest fremtrædende er Hedeby i Sydøstjylland, Ribe i Sydvestjylland, Aros (Århus) i Østjylland, Bejsebakken og Sebbersund ved Limfjorden, Odense på Fyn, Uppåkra og Åhus i Skåne, Kaupang i Norge og Birka i Sverige. Nogle af disse steder har åbenbart tidligt udviklet sig til internationale handelscentre mens andre forblev af regional betydning. De synes fremkommet som led i den handelsskibsfart, som udviklede sig i Nordvesteuropa. Foruden den gode beliggenhed i forhold til sejlads skyldes deres opkomst formodentlig stedlige stormænd, der var i stand til at sikre dels handelsfreden, dels at indbyggerne i omgivende områder søgte til disse steder for at handle. Det var således kombinationen af en fordelagtig beliggenhed i forhold til handelsveje til søs og regional centralitet, der fremmede disse steders trivsel. Kun få af de ældste handelspladser lå i indlandet, det gælder Viborg i Jylland samt Ringsted og Slagelse på Sjælland. Senere, i middelalderen da kongen fik større magt, forsvandt mange af dem igen til fordel for nye købstæder anlagte og beskyttede af kongemagten. I de tilfælde, hvor kongemagten allerede havde opnået kontrollen over disse steder, kunne de fortsætte uhindret fra vikingetid ind i middelalderen. Flere af disse tidlige handelspladser blev også religiøse centre, da kristendommen blev indført i landet. Viborg og Odense synes opståede omkring hedenske religiøse centre. Det var sådanne steder, at de første biskopper fik deres sæde og de første kirker blev oprettede. Dette gælder Ribe, hvor Ansgar allerede i 860 fik tilladelse til at opføre en kirke. Hedeby var i vikingetiden øjensynligt en omstridt handelsplads. Vi kender ikke den fuldstændige politiske historie, men Sven Estridsen har til Adam af Bremen oplyst, at kongerækken var følgende: først herskede kong Helge, dernæst Olav, der kom fra Sverige og erobrede riget, så dennes sønner Chnob og Gurd. I en biografi af ærkebiskop Hoger gentages disse oplysninger med tilføjelsen, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", men kort efter blev denne berøvet magten af Hardegon, Svens søn, der kom fra Northmannia (det må være enten Norge eller Normandiet).<ref name="Chr 197f">Christensen (1977), s. 197f</ref> En bekræftelse af denne ufuldstændige kongereække findes på to runesten fra Haddeby, der oplyser nærmere om dette svenske dynasti: :Haddeby 2: ''Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, sin og Gnupas søn'' (ristet med svenske runer) :Haddeby 4: ''Asfrid Odinkars datter gjorde disse kumler efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne.''<ref name="Mo 156f">Moltke (1976), s. 156f</ref> Historien bliver imidlertid lidt mere kompliceret, idet Widukind i Saxerkrøniken fra omkring 970 oplyser, at Henrik I af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe.<ref name="Chr 200">Christensen (1977), s. 200</ref> I en biografi over ærkebiskop Unnu (919-936) oplyses, at den hedenske Hardeknud Vurm var danernes konge og forfulgte de kristne, men den tyske kejser angreb og sejrede over Vurm, der måtte lægge det sydlige område "ved Slesvig, der nu hedder Hedeby" ind under denne som markgrevskab og det befaledes, at det skulle bebygges med en "koloni af sachsere".<ref name="Chr 201">Christensen (1977), s. 201</ref> Enten må der være tale om et nyt tysk angreb med efterfølgende ny erobring, eller kongenavnet er forkert. Det ligger imidlertid fast, at den tyske kejser Otto I i 965 udstedte et immunitetsbrev på ærkebiskop Adeldags opfordring, der tilstår de biskopper i Slesvig, Ribe og Århus og deres kirker fuld frihed for al deres ejendom "''in marca vel regno Danorum''".<ref name="Chr 231"/> I 988 udstedes et stadfæstelsesbrev af kejser Otto III, hvori er tilføjet Odense, mens hjemstedet angives "''in regno Danorum''". Brevet indeholder den tilføjelse, at kejseren har begrundet dette med en ret for de danske beskopper til frit at måtte erhverve ejendom og nyde toldfrihed i kejserriget ("''in omnibus regni nostri partibus''").<ref name="Chr 231">Christensen (1977), s. 231</ref> Dette brev og dets faktiske omstændigheder er omstridt, måske det afspejler en ændret realitet, hvor bisperne efter den danske sejr i 983 havde måttet forlade Danmark og vende tilbage til kejserriget.<ref name="Chr 232f">Christensen (1977), s. 232f5</ref> Hos Adam af Bremen er forløbet af Danmarks kristning skildret således: "''da den Guds bekender kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme kong Worm dengang herskede, formåede han ikke at omstemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Tilgengæld skal han have vundet kongen søb Harald for sig ved sin prædiken. Og han opnåede, at denne blev så trofast over for Kristus, at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som hans fader altid havde hadet, selv om han endnu ikke havde modtaget dåbens sakramente.''" (Adam af Bremen, Bog 1 afsnit 59)<ref>Lund (2000), s. 80</ref> ... "''Så snart kong Otto med Guds hjælp var blevet reddet fra sine brødres anslag, sørgede han for ret og retfærdighed for befolkningen. ..Han greb derefter til våben mod danerne, som hans fader ved en tidligere lejlighed havde bekæmpet. Det var danerne, der ønskede krig. ..Til sidst bøjede Harold sig for fredsvilkårene, og hans rige blev underlagt kong Otto, men han fik det tilbage på betingelse af, at han indførte kristendommen hos danerne. Harold selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning selv kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg.''" (Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 3)<ref>Lund (2000), s. 86</ref> .. "''Vor højsagelige fader var således den første, der ordinerede biskopper i danernes land, nemlig Horit i Sliaswig, Liafdag i Ripa og Reginbrond i Harusan. Han overdrog dem også ansvaret for kirkerne på den anden side af havet, det vil sige på Fun, Seland og Scone samt i sveonernes land. Det skete i ærkebiskoppens tolvte embedsår.''"(Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 4)<ref>Lund (2000), s. 87</ref> Efter dette må forløbet have været, at et dansk kongerige under Helge blev afløst af et kortvarigt svensk dynasti, der imidlertid blev undertvunget af den tyske kejser. Det svenske dynasti blev atter afløst af Gorm den Gamle, men også denne skal være undertvunget af den tyske kejser. Da kejserens søn som ny kejser kom i fangenskab, frigjorde danerne under Harald sig men blev hurtigt atter undertvunget. Først efter et fornyet oprør i 983 lykkedes det endeligt danerne at slippe fri for det tyske overherredømme. Gennem hele dette forløb var Hedeby øjensynlig midtpunkt i magtkampen. === Stormandsgårde === Såkaldte stormandsgårde bliver et fremtrædende indslag i vikingetidens bebyggelse. Stormandsgårdene adskiller sig kun fra gårde i landsbyer ved, at de ligger alene. Også de er omgivet af en indhegnet og også i dette tilfælde forekommer et større antal bygninger, herunder grubehuse formodentlig anvendt til håndværksformål. Blandt sådanne stormandsgårde kan nævnes Tissø på Vestsjælland, Lisbjerg ved Århus og Erritsø. Lignende store gårde kendes blandt andet fra Vorbasse, men der indgår de i en samlet landsbybebyggelse. ==== Omgård ==== Stormandsgården Omgård mellem Ringkøbing og Holstebro blev anlagt i 7. århundrede og fortsatte frem til 1000-tallet. Der er konstateret tre bebyggelsesfaser. Bebyggelsen bestod af to gårde, som dog formodes at have hørt sammen. Den nordlige gård omfattede et indhegnet areal på omkring 45.000 m². Bebyggelsen bestod af en hovedbygning, næsten 40 m lang og med buede vægge og et stort midterrum, måske en sal, desuden et langhus anvendt til stald og med plads til 70-80 dyr, endnu en stald, en bygning anvendt til værksted for en bronzestøber samt en bygning, der er tolket som køkkenbygning. Til dette ejendomskompleks hørte øjensynligt en vandmølle.<ref name="JJ 296">Jensen (2004), s. 296</ref> Det mindre gårdkompleks omfattede ligeledes flere værkstedsbygninger.<ref name="JJ 297">Jensen (2004), s. 297</ref> Omgård ligger på et lille næs syd for Pøl bæk med engområder mod nord og vest.<ref name="Ad 25"/> ==== Lisbjerg ==== Stormandsgården i Lisbjerg er hjemmehørende i vikingetiden og omfatter et større område omgivet af et hegn. Dette hegn er blevet fornyet flere gange og omfatter i hvert fald tre faser, idet hegn 3 er let forskudt i forhold til de to foregående hegn. Langs hegnene lå flere bygninger, mindst 3 har været samtidige med og placerede under hensyn til hegn 2. Bebyggelsen er dateret til 1000-årene og måske op til omkring år 1100. Bemærkelsesværdigt er, at alle hegnene har omkranset et areal, hvorpå Lisbjerg kirke senere er opført. Hegnet har været let buet på den østlige og vestlige side: ved nordranden er det hegnede areal ca. 94 m, midt for ca. 119 m og i nord-sydgående retning omkring 170 m svarende til et areal på 1,9 hektar.<ref name="JP">Jeppesen (2004), s. 5-10</ref> Forholdene er tolkede således, at det er en stedlig stormand, der har ladet kirken opføre. Forekomsten af de to herreder, Øster Lisbjerg og Vester Lisbjerg herreder, antyder, at der kan være en sammenhæng mellem gårdens beliggenhed og herredsinddelingen.<ref name="JPHJ">Jeppesen og Madsen (1989), s. 3-8</ref> At der har været en sammenhæng mellem kirkens beliggenhed og stormandsgården sandsynliggøres ved, at der i den nuværende Lisbjerg kirke er fundet rester efter en forgænger opført af træ. Også forud for trækirken har der været bygningsværker på stedet, men karakteren af dette byggeri er endnu uklar.<ref name="ASJPHJ">Aaman Sørensen, Jeppesen og Madsen (1995), s. 6-10</ref> Det kan være rester efter den oprindelige hovedbygning.<ref name="JP 7">Jeppesen (2004), s. 7</ref> Affald viser en omfattende håndværksvirksomhed i tilknytning til gården, både jernforarbejdning, bronze- og sølvstøbning samt glasarbejde. Noget af jernet er af dansk oprindelse, andet er importeret fra Norge eller Sverige, fra Nordfrankrin samt fra Sydtyskland eller England.<ref name="JP 8">Jeppesen (2004), s. 8</ref> ==== Erritsø ==== Ved Erritsø i Jylland nær Lillebælt lå en stormandsgård omkranset af en voldgrav og et hegn. Bebyggelsen omfattede omkring 20 hustomter daterede til germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Den vikingetidige hovedbygning har i ældste fase været 34 m lang og 13 m bred, men bygningen er senere blevet forlænget til 39 m. Bygningen var med buede vægge og fem gange to stolper til at bære taget. Uden for det beskyttede område fandtes mindst tre bygninger, ca. 14 m lange og 7 m brede og beliggende indbyrdes parallelle og vinkelret på voldgraven. Endvidere er fundet spor efter to grubehuse eller værkstedshytter.<ref name="PC 9ff">Christensen (2009), s. 9-15</ref> Erritsø skal være grundlagt omkring 770-780 og have eksisteret til op i 900-tallet. Beliggenheden synes at være strategisk, nær Lillebælt og med udsyn fra gården over helt bæltet. Samtidig kan gården have ligget nær grænsen mellem Nørrejylland og Sønderjylland, og hvis disse områder har været under hver sin konge, kan den befæstede gård tillige have været en slags grænsebefæstning. Tidsmæssigt eksisterede den i den periode, hvor Karl den Store gjorde fremstød mod dansk område og hvor Harald Klak og Reginfred blev væltet fra tronen af Godfreds sønner, Horik 1. og Rolf.<ref name="RJ 9ff">Ravn og Juel (2018), s. 7-15</ref> ==== Tissø ==== Stormandsgården i Tissø har eksisteret fra 600-årene til 900-årene men synes ophørt omkring år 1000. Genstandsfund viser, at der i perioden har været omfattende handelskontakter til Irland, Norge, Sverige, Finland, Kalifatet (arabiske mønter), Norditalien og Mellemeuropa.<ref name="JØSØ">Jørgensen og Sørensen (1995), s. 8</ref> Det er naturligvis uklart, om disse forbindelser har været direkte eller kun indirekte. Stormandsgården i Tissø har omfattet mindst fire byggefaser.<ref name="PC 13">Christensen (2009), s. 13</ref> === Vandmøller === Sporene efter vandmøller er (endnu) få. Ved Omgård nær Grønbjerg mellem Holstebro og Ringkøbing er fundet et padleblad dateret til 917 e.Kr. mens dets stang er dateret til 790 e.Kr.<ref>Eriksen og Egebjerg, s. 17</ref>, ved Ljørring nær Aulum mellem Holstebro og Herning er fundet træ fra mølletruget dateret til 920 e.Kr. og 960 e.Kr. og ved Munkehaver nær Nørre Vosborg er fundet en karakteristisk planke fra en formodet vandmølle dateret til 665 e.Kr.<ref>Eriksen og Egebjerg, s. 18</ref> Selv om disse fund endnu er meget få, må det anses for givet, at det tidligste vandmøller i Danmark blev opført allerede i vikingetid i Danmark. Det er muligt, at det ikke er tilfældigt, at de fundne spor efter vandmøller alle stammer fra Vestjylland. === Landsbyer === Befolkningsvæksten fortsatte i vikingetiden, hvor en del af befolkningsoverskuddet drog på vikingetogter og udvandrer, mens andre stod for en indre bebyggelsesekspansion.<ref name="GJ 1981 145">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145</ref> Bebyggelsen var områdefast men ikke altid stedfast: i nogle tilfælde indtraf mindre omflytninger, i andre fornyedes bebyggelsen på samme sted som tidligere. Man kan tale om områdekontinuitet og bebyggelseskontinuitet.<ref name="GJ 1981 121">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 121</ref>Ved ''bebyggelseskontinuitet'' kan forstås, at bebyggelsen har ligget indenfor et område på ca. 1 km² (svarende til billedet i Vorbasse)<ref name="Ha 1988 134">Hedeager (1988), s. 134</ref>, mens ''områdekontinuitet'' betegner samme ejerlav eller omtrent 4 km² eller med andre ord: flytning op til 1-2 km fra den tidligere beliggenhed (svarede til billedet i Vorbasse og Rønninge).<ref>Porsmose Christensen (1988), s. 222</ref> I begge tilfælde gælder det, at kontinuiteten kun kan siges at eksistere, hvis bebyggelsen kan påvises ubrudt fra den ene tidsperiode til den næste. ''Bopladssammenfald'' optræder, når bopladser af uens alder optræder samme sted uden kontinuerlig bebyggelse.<ref name="GJ 1981 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> Bopladssammenfald kan således optræde samtidig med områdekontinuitet, idet bebyggelsen i en mellemliggende periode har haft en anden, relativt nærliggende beliggenhed. I løbet af vikingetiden blev hjulploven formodentlig taget i brug med et nyt plovskær: krogarden. Den havde et bredere plovskær end en almindelig ard men ikke muldfjæl.<ref name="GM 104">Grau Møller 1990, s. 104</ref> Brugen førte til flade blokagre, stadig beliggende lige omkring landsbyen.<ref name="GJ 1981">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 4-9</ref> Det er muligt, at der er en sammenhæng mellem begreberne tofte-system og bylag på den ene side og stednavne med endelserne -tofte og -by på den anden, og at dette afspejler en ny regulering af landsbyerne.<ref name="AEC 1976 58ff">Christensen (1976), s. 58-60</ref><ref name="GJ 1981 140">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 140</ref> I vikingetiden bliver landsbyerne mere regulerede og gårdene større og med en mere sammensat bebyggelse. I flere tilfælde kan konstateres kontinuitet med hensyn til beliggenhed i forhold til germansk jernalder. For Vorbasse står denne kontinuitet i skarp modsætning til det brud i beliggenhed, som skete ved overgangen til middelalderen. Dette godtgør, at årsagen til dette bebyggelsesbrud må have haft en karakter, som ikke muliggjorde en kontinuitet. Samme billede tegner sig for Rønninge på Fyn, hvor omflytningen ligeledes er markant. Hvor man i jernalderen til dels kan forklare udviklingen som udtryk for en sammenflytning og ekspansion i bebyggelsen formodentlig til dels betinget af befolkningsudviklingen i kombination med driftstekniske omlægninger, må det markante brud ved overgangen til middelalderen skyldes driftstekniske omlægninger, formodentlig indførelsen af [[højryggede agre]]. Kendetegnende for bopladser fra yngre germansk jernalders sene del og vikingetid er, at de som regel ligger nær engområder. Dette kan påvises fx for Gammelby i Esbjerg, Sædding ved Esbjerg, Omgård i Vestjylland, Hesselbjerg ved Odder, Volstrup og Stentinget i Vendsyssel, Lejre på Sjælland og Uppåkra i Skåne. Dette viser, at i perioden fra 700-tallet til ind i 1000-tallet har nærhed til engområder været tillagt stor betydning ved bebyggelsens beliggenhed.<ref name="Ad 28ff"/> Dette må betyde, at høfoder og græsning til kvæget har været vægtet højt, at kvæget må have producderet store mængder af gødning og derved sikret en årlig gødskning af de landsbyen nærliggende agre. Men ved vikingetidens slutning synes man i mange tilfælde at have valgt at flytte til en ny beliggenhed med mulighed for anlæggelse af agre og marker ''omkring hele'' landsbyen. I midten af 1000-tallet tages et nyt plovskær i brug, og jorden bliver nu oppløjet i højryggede agre af hensyn til vinterafgrøderne. I den forbindelse bliver en omlægning af bebyggelsen ønskelig for at opnå en optimal beliggenhed for blokagre. Dette betyder, at langt de fleste - men næppe alle<ref name="JH 2015">Hansen (2015), påpeger eksempler, hvor forskellen mellem beliggenhed i jernalder/vikingetid og middelalder er praktisk talt fraværende. Det drejer sig om tilfælde, hvor vikingetidslandsbyen har været beliggende på et sted, hvor omlægning til blokagre kunne ske uden flytning, fx Højby (s. 134) og Skrillinge (s. 140)</ref> - landsbyer nu omflyttes<ref name="GJ 1980">Grøngaard Jeppesen (1980), s. 10-15</ref><ref>Porsmose Christensen (1988), s. 227</ref> for at tilgodese den nye dyrkningsmåde. Det er i forbindelse hermed, at landsbyerne finder deres blivende beliggenhed. Samtidig fortsætter befolkningsvæksten fra vikingetiden ind i middelalderen, og der udflyttes nye torper af en eller flere gårde på tidligere overdrev uden for landsbyernes dyrkningsområder<ref name="GJ 1981 145"/>, men dette er allerede en ny fase i den bebyggelseshistoriske udvikling. Til støtte for en omflytning af bebyggelsen omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder taler, at der mange steder rundt om i landet findes marknavne på "gammelby", "gammeltofte", "bytofte"<ref>Porsmose Christensen (1987, s. 40-46</ref> og tilsvarende.<ref>Hansen (1964), s. 119, 144, 148, 156, 159, 165f, 169, 172, 182, 188-191</ref> Det er sandsynligt, at nogle af disse marknavne henviser til steder, hvor bebyggelsen lå inden, at den fik sin endelige beliggenhed. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse blev omlagt i slutningen af 900-tallet. Bebyggelsen lå fortsat på en lille bakkekam omgivet af lavtliggende enge mod nord og øst; mod syd var åbent ud mod agrene. Landsbyen havde omfattende græsningsarealer. I 700-tallet bestod den af 7 gårde, beliggende i to rækker af indhegnede gårde beliggende på begge sider af en 8-10 m bred landsbygade. Gårdtofterne er omkring 60 x 60-130 m, og de enkelte gårde består af en hovedbygning beliggende omtrent midt på gårdtoften på omkring 5.500 m²<ref name="JJ 291">Jensen (2004), s. 291</ref> samt mindre bygninger, huse og staklader, beliggende langs hegnet. I flere tilfælde kan påvises grubehuse. Langhuset er omkring 30 m langt og indrettet med tre rum, hvoraf den østlige ende har været stald, mens de to andre rum har være anvendt til beboelse.<ref name="He 132">Hedeager (1988), s. 132</ref> Omkring år 800 blev gårdtofterne større til gennemsnitligt 7.000 m² og op til 9.000 m² for de største. Men i slutningen af 900-tallet nåede gårdtofterne op på en størrelse af 25.000 m².<ref name="JJ 292">Jensen (2004), s. 292</ref> ==== Sædding ==== I Sædding nordøst for Esbjerg er udgravet en landsby omfattende 115 hustomter på 7-47 meters længde. Kun bygninger på over 20 meters længde har været indrettede til boliger og inddelt i fra 2 til 7 rum.<ref name="He 132"/> 75 huse var grubehuse. Midt i landsbyen lå en stor åben plads, 25-30 m bred og 135-150 m lang i øst-vestlig retning. Landsbyen er anlagt omkring år 900.<ref name="He 133">Hedeager (1988), s. 133</ref> Sædding ligger umiddelbart syd for Sønderris bæk med tilhørende engområder.<ref name="Ad 25">Adamsen (2004), s. 25</ref> ==== Trabjerg ==== Landsbyen Trabjerg øst for Holstebro eksisterede fra omkring 700 til omkring 1100, hvorefter den blev omflyttet til den middelalderlige landsbys beliggenhed. Bebyggelsen bestod af mindst 3-4 gårde.<ref name="JJ 293f">Jensen (2004), s. 293f</ref> === Trelleborge === [[Fil:Trelleborg1.JPG|thumb|venstre|Trelleborg ved Slagelse.]] [[Fil:Aggersborg_Viking_Castle.jpg|thumb|Trelleborgen ved Aggersborg.]] [[Fil:Ringborge.jpg|thumb|Trelleborgenes fordeling i vikingetidens Danmark.]] Helt specielt for vikingetiden er forekomsten af et antal trelleborge, øjensynligt millitære kaserner, opførte og fungerende i en relativt kort periode i anden halvdel af 900-tallet. Der har været foreslået flere mulige formål for disse anlæg: dels at de blev anlagte som forsvarsborge mod en mulig tysk invasion, dels at de har været tvangsborge, der skulle sikre Harald magten over de overvundne dele af landet, som lå fjernt fra hovedsædet i Jelling<ref name="Chr 251"/>, dels at de var militærkaserner i forbindelse med erobringen af England<ref>Christensen (1977), s. 247</ref> og endelig at de har haft administrative formål som regionale magtcentre.<ref name="Ro 151"/> Aggersborgs størrelse og beliggenhed har været tolket således, at denne også tjente formål i forhold til det danske styre i det sydlige Norge.<ref name="Ro 152">Roesdahl (2012), s. 152</ref> De enkelte formål udelukker ikke automatisk hinanden, borgene kan have tjent to eller flere formål sideløbende eller efter hinanden. Mest sandsynligt er borgene opførte under indtryk af det få år før, i 974, indtrufne tyske angreb, der dog formentlig kun berørte grænseegnene og som havde resulteret i, at denne havde opført en fremskudt borg. På samme tid blev Danmark udsat for angreb fra norsk side.<ref name="RoSi 15"/> I denne situation kan trelleborgene være oprettede som regionalt strategisk beliggende forsvarsanlæg for en større omegn og samtidig ved vigtige forbindelsesveje, ikke langt fra Kattegat og dermed adgangen til det sydlige Norge.<ref name="RoSi 390">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 390</ref> Borgene kan på samme tid have tjent administrative formål så som skatteopkrævning. Navnet Trelleborg har tidligere givet anledning til en formodning om, at borgene skulle henvise til trælle, men ''trel'' på oldnordisk har betydningen tømmer, og det er derfor muligt, at navnet henviser til selve byggeriets konstruktion. Dette kan måske også forklare, hvorfor navnet forekommer i forbindelse med andre fæstningsanlæg fra tidligere perioder: navnet har været i brug gennem flere århundreder. Der kendes nu 7 sikre trelleborge:<br /> - Aggersborg på nordsiden af Limfjorden<ref name="Chr 250"/><br /> - Borgeby ved Kävlinge i Skåne<br /> - Borgring ved Køge på Sjælland<ref name="JC">Christensen et. al., s. 18-25</ref><br /> - Fyrkat ved Hobro i Nordøstjylland<ref name="Chr 250"/><br /> - Nonnebakken i Odense på Fyn<ref name="Ru 3-9">Runge et. al., s. 3-9</ref><br /> - Trelleborg ved Slagelse på Sjælland<ref name="Chr 250">Christensen (1977), s. 250</ref><br /> - Trelleborg ved byen Trelleborg i Skåne<ref name="Ro 150">Roesdahl (2012), s. 150</ref><br /> men det er ikke udelukket, at der kan have været flere, således ved Helsingborg i Skåne. Alle borgene ligger således, at det har været muligt at sejle ind til dem, men de fleste ligger noget tilbagetrukne i forhold til kysten. De fleste ligger på næs, delvist omgivet af vand. Dateringerne tyder på, at alle kan være opført af samme bygherre og omtrent på samme tidspunkt, omkring år 980<ref name="Ro 151">Roesdahl (2012), s. 151</ref> men sandsynligvis opførte over en meget kort årrække og begyndende med fæstningen ved Aggersborg, dernæst Fyrkat og så Trelleborg på Sjælland. Opførelsen er påbegyndt kort efter, at den tyske kejser Otto II i 974 havde gennemført en vellykket angreb på Danmark.<ref name="RoSi 15">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 15</ref> Den mest sandsynlige bygherre er Harald Blåtand.<ref name="Ro 151"/> Han havde åbenbart opnået overherredømme over Sydnorge ved, at den norske konge, Harald Gråfeld, der havde besejret Sigurd Ladejarl i Trøndelagen, mens dennes søn havde søgt tilflugt hos Harald Blåtand og antagelig anerkendt denne som sin overherre, således medvirkede han ved det mislykkede forsvar af Dannevirke i 974.<ref name="Chr 234">Christensen (1977), s. 234</ref> Da Harald Gråfeld blev dræbt ved et slag omkring 970 i Limfjorden, kunne Håkon indsættes i Norge som Harald Blåtands betroede mand.<ref name="RoSi 401">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 401</ref> Men alliancen var åbenbart ikke stærk nok til at modstå det tyske angreb. Trelleborgene er yderst ensartede med hensyn til både mål og opbygning. De består alle af en præcist udformet cirkulær vold med en port i hvert af de fire verdenshjørner omkring en borgplads, som er opdelt i fire ens dele af to veje, der forløber vinkelrette gennem borgenes centrum, og som i flere tilfælde er bebyggede med bygninger, der er placeret som firelængede gårde.<ref name="RoSi 13">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 13</ref> {| border="1" class="wikitable" |- ! Navn ! Indre diameter ! Voldbredde ! Gravbredde ! Antal huse ! Husenes længde |- | Aggersborg || align=right|240 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|11 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|4 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|48 || align=center|32,0 m<ref name="Ro 148">Roesdahl (2012), s. 148</ref> |- | Borgeby || align=right|150 m || align=right|15 m || &nbsp; || &nbsp; || &nbsp; |- | Borgring|| align=right|123 m<ref name="JC 21">Christensen et. al., s. 21</ref> ||align=right|10,6 m<ref name="JC 21"/>|| &nbsp; ||&nbsp; || &nbsp; |- | Fyrkat || align=right|120 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|13 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|7 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|16 || align=center|28,5 m<ref name="Ro 148"/> |- | Helsingborg i Skåne || align=right|Ca 270 m || &nbsp; || &nbsp; || &nbsp; || |- | Nonnebakken i Odense || align=right|120 m<ref name="Ru 3">Runge et. al., s. 3</ref> || align=right|ca. 14 m<ref name="Ru 5">Runge et. al., s. 5</ref> || align=right|7 m<ref name="Ro 148"/> ||&nbsp; || &nbsp; |- | Trelleborg ved Slagelse || align=right|136 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|19 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|18 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|16 || align=center|29,4 m<ref name="Ro 148"/> |- | Trelleborg i Skåne|| align=right|125 m<ref>Andersen (1989), s. 25</ref> || &nbsp; ||&nbsp; || &nbsp; || &nbsp; |} Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse indeholder 16 langhuse, fire i hver del af borgen. Aggersborg ved Limfjorden er bebygget med 48 langhuse, 12 i hver sektion. Alle langhusene var orienteret mod portene. Ved Trelleborg er der tillige spor af 15 langhuse, som er bygget uden for volden, og hvis længderetning var orienteret mod borgens center.<ref name="Ro 149">Roesdahl (2012), s. 149</ref> Vejene er ført gennem volden, således at portene har været overdækkede. Alle langhusene har næsten samme størrelse og samme karakteristiske vægge, der buer udad mod midten af bygningen. Der er ikke fundet spor af huse ved Borgring eller Nonnebakken.<ref name="Ru 6">Runge et. al., s. 6</ref> Anlæggene er alle anlagte med stor geometrisk præcision, hvilket tyder på at de er blevet opført under militær medvirken. Trelleborg er forsynet med en forborg, hvor der er fundet 135 gravpladser. Ingen af de øvrige borge har spor efter en forborg. Umiddelbart øst for Fyrkat er der 30 gravpladser, som bærer præg af hedensk begravelsesskik. Fund af norsk keramik og andre genstande af høj status tyder på, at der blandt borgenes beboere og brugere har været en relativ stor velstand. Harald Blåtand erklærer på den store Jelling-sten, at han "vandt sig al Danmark". Ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere – sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg.<ref name="Mo 161">Moltke (1976), s. 161</ref> Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den saksiske grænsevold og opføre en ny, fremskudt grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.<ref name="Chr 232">Christensen (1977), s. 232</ref> To runesten bevidner den danske erobring: :Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og :Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."<ref name="Mo 157">Moltke (1976), s. 157</ref> At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg virker plausibelt. At han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge – eller stenen er rejst, efter han blev konge. Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette.<ref name="Chr 233">Christensen (1977), s. 233</ref> At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.<ref name="Mo 161"/> Til trods for det store arbejde, lagt i anlæggelsen af trelleborgene, blev deres eksistens kortvarig: de eksisterede kun en enkelt generation og blev der efter opgivet. Nogle af borgene viser brandspor, men de nærmere omstændigheder lader sig indtil videre ikke belyse.<ref name="Chr 251">Christensen (1977), s. 251</ref> [[Fil:Głaz pamiątkowy Wolin.jpg|thumb|Mindesten i Wolin (Jomsborg), Haralds dødssted]] En sandsynlig forklaring er, at afbrænding eller afbrændingsforsøg skete i forbindelse med, at Harald blev i sin alderdom afsat som konge. [[Saxo]] fortæller om årsagen til det: "''Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i [[Jylland]], op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke''". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Sven – der var blandt dem – ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "''angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget''."<ref>Harald Andersen, ''Skalk'' 2003 nr. 1, s. 27; Jensen 2004, s. 379f</ref> Om Haralds sidste levetid beretter [[Adam af Bremen]], at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "''Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by [[Jomsborg|Jumne]]. Her tog man mod forventning – befolkningen var jo hedninge – gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. En senere beretning angiver, at hans lig af hæren blev transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i [[Roskilde|Roscald by]] i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed.''"<ref>Adam af Bremen, bog 2, afsnit 27f</ref> Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver – måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden – har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen.<ref name="Skalk 2003">Harald Andersen, ''Skalk'' 2003 nr. 1, s. 27</ref> At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var ''meget'' kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i [[985]]/[[986]]. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst,<ref>Christensen, s. 235f med note s. 311</ref> og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette<ref name="Skalk 2003"/>: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg<ref name="Chr 251">Christensen (1977), s. 251</ref>), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår. Borgene er aldrig blevet istandsatte eller fornyede<ref name="RoSi 391">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 391</ref>. Få år efter opførelsen af borgene, i 983, indtraf et kombineret slavisk og dansk oprør mod det tyske overherredømme<ref name="RoSi 398f">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 398f</ref>, og Danmark slap øjensynligt ud af sit afhængighedsforhold, hvorved borgene mistede deres egentlige formål, at være forsvarsanlæg mod et fornyet tysk (eller norsk) angreb.<ref name="RoSi 407">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 407</ref>, men det er muligt, at borgene også kortvarigt har været i brug under Sven Tveskæg. I så fald har det ikke været længe: Sven påbegyndte snart, i 990-erne, de angreb på England, der skulle føre til landets erobring og etablering af Danelagen i 1013.<ref name="RoSi 409">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 409</ref> Hvorom alting er, forblev trelleborge en kortvarig parentes i bebyggelseshistorien.<ref name="Ro 153">Roesdahl (2012), s. 153</ref> De viser derved på deres egen måde, at den forhistoriske bebyggelse var et spejl af sin samtid og det samfund, de eksisterede i, økonomisk, socialt og politisk. == Noter == {{Reflist|3}} == Litteratur == *M. Aaman Sørensen, J. Jeppesen og H. J. Madsen: "Lisbjergkirkens forgænger" (''Skalk'' 1995 Nr. 3, s. 6-10) *Christian Adamsen: "Tagdækning" (''Skalk'' 2002 Nr. 6; s. 11-12) *Christian Adamsen: "På den anden side" (''Skalk'' 2004 Nr. 5; s. 20-28) *Erling Albrechtsen: "Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn" (''Kuml'' 1970; s. 123-144) *Harald Andersen: "Cirkelborg" (''Skalk'' 1989 Nr. 6; s. 25-26) *Harald Andersen: "De glemte borge" (''Skalk'' 1992 Nr. 1; s. 19-30) *Harald Andersen: "Krøniken om Lejrekongerne" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 20-28) *H. Helmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (''Skalk'' 1985 Nr. 2; s. 18-27) *Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 11-16) *Steen Wulf Andersen: "Bautasten og kæmpehegn" (''Skalk'' 2009 Nr. 1; s. 11-17) *Steen Wulf Andersen, Mads D. Jessen, Mads K. Holst: "Jagten på kongens gård" (''Skalk'' 2011 Nr. 1; s. 9-11) *Morten Axboe: "Året 536" (''Skalk'' 2001 Nr. 4; s. 28-32) *Morten Axboe: "Brakteatstudier" (''Nordiske Fortidsminder'', Serie B, Bind 25; Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 2007; ISBN 978-87-87483-80-7) *Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnedsbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 *Peter Birkedahl, Erik Johansen: "Nikolajbjerget" (''Skalk'' 1993 Nr. 1; s. 3-8) *Linda Boye: "Glas i mund" (''Skalk'' 2002 Nr. 5; s. 5-9) *Bodil Bundgaard Rasmussen: "Romerrigets soldater og den romerske hær" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 148-164) *G. Burenhult, (red.): ''Arkeologi i Norden: del 1. Natur & Kultur''. Stockholm 1999, ISBN 91-27-07345-9 *Elisabeth Barfod Carlsen: "Fremgangsmåden" (''Skalk'' 1998 Nr. 3; s. 8-10) *Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'', København 1969 (2. udgave, 1977) *Jonas Christensen, Nanna Holm, Maja Kildetoft Schultz, Søren Michael Sindbæk: "Den femte ringborg" (''Skalk'' 2017 Nr. 2; s. 18-25) *Kjeld Christensen: "Kanhave-kanalen" (i: Hanne H. Hansen og Bent Aaby (red.): ''Stavns Fjord - et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø''; Nationalmuseet, København 1995; ISBN 87-8938-409-1; s. 99-117) *Per Mohr Christensen og Steen Wulf Andersen: "Kongeligt?" (''Skalk'' 2008 Nr. 1; s. 3-10) *Per Mohr Christensen: "Erritsø" (''Skalk'' 2009 Nr. 4; s. 9-15) *Tom Christensen: "Lejrehallen" (''Skalk'' 1987 Nr. 3; s. 3-9) *Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 5-10) *Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (''Skalk'' 2008 Nr. 6; s. 18-24) *Folmer Christiansen: "Jelling. Bebyggelse fra jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 1999; s. 181-226) *Torben Trier Christiansen: "Detektorfund og bebyggelse. Det østlige Limfjordsområde i yngre jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 2008; s. 101-138) * W. Dansgaard og N. Gundestrup: "GISP" (''Naturens Verden'' 1981, ISBN 87-7496-742-8; s. 215-224) *Torben Egebjerg Hansen: "En landsby fra guldhornenes tid" (''Vejle Amts Årbog'' 1982; s. 47-62) *Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Klyngelandsbyen" (''Skalk'' 1998 Nr. 4; s. 10-14) *Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Vendehøj - landsby og gravplads" (''Kulturhistorisk Museums skrifter 1''); Jysk Arkæologisk Selskab, Højbjerg 2000; ISBN 87-7288-587-4) *Palle Eriksen og Torben Egebjerg: "Vikingetidens vandmøller" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 17-19) *Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Fjenders mén" (''Skalk'' 2002 Nr. 3; s. 6-9) *Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Den vestjyske borg" (''Skalk'' 2005 Nr. 1; s. 5-10) *Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Giftetanker" (''Skalk'' 1976 Nr. 5; s. 18-26) *Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Skørtejægere" (''Skalk'' 1977 Nr. 4; s. 3-6) *Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (''Skalk'' 2017 Nr. 3; s. 15-27) *Christian Fischer: "Døden og mosen" (''Skalk'' 1980 Nr. 4; s. 18-26) *Karl-Erik Frandsen: afsnittet "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie II: 1536-1810''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209) *P. V. Glob: "De dødes lange huse" (''Skalk'' 1975 Nr. 6; s. 10-14) *Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147) *H. V. Gregersen: "Den danske kongemagt ved vikingetidens begyndelse" (''Sønderjyske Årbøger'', s. 5-19) *Ulla Lund Hansen og Helge Nielsen: "Himlingøje" (''Skalk'' 1977 nr. 6; s. 3-10) *Ulla Lund Hansen: "Himlingøje - Seeland - Europa. Überregionale Betrachtungen" (i: Ulla Lund Hansen (red.): Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Keiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen" (''Nordiske Fortidsminder'', Serie B, Band 13); Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 1995; ISBN 87-87483-29-7; s. 385-416) *Ulla Lund Hansen: "Våbenofferfundene gennem 150 år - forskning og tolkninger" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 84-89) *Astrid Schou Hansen: "Centralpladser i romersk jernalder" (''Kuml'' 2003; s. 179-209) *Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr." (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3) *Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder''; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202) *Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (''Bol og By'' 1990; s. 7-49) *Lone Hvass: "Ørved og Ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelser" (i: Helsingør Kommunes Museer: ''Årbog 1998''; Helsingør 1999; ISSN 0108-0393; s. 7-28) *Steen Hvass: "Overblik" (''Skalk'' 1976 nr 1, s. 4-10) *Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (''Skalk'' 1984 nr 3, s. 20-30) *Steen Hvass: "Trældiget" (''Vejle Amts Årbog'' 1984, s. 89-107) *Jørgen Ilkjær: "Danske krigsbytteofringer" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 44-64) *Johs. Iversen: "Naturens Udvikling siden sidste Istid" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Mejer (red.): ''Danmarks Natur'', bind 1: Landskabernes Opståen; Politikens Forlag 1967; s. 345-445) *Simon James: ''Kelternes Verden''; London 1993; ISBN 87-555-1297-6 *Jørgen Jensen: ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 1''; København 1988; ISBN *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr.''; København 2001; ISBN 87-00-49038-5 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Bronzealder 2.000-500 f.Kr.''; København 2002; ISBN 87-02-00331-7 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Ældre jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr.''; København 2003; ISBN 87-02-00332-5 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og Vikingetid 400 e.Kr.-1050 e.Kr.''; København 2004; ISBN 87-02-00333-3 *Ruth Helkiær Jensen og Kr. M. Jensen: "Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding - en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugsssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (i: ''Geografisk Tidsskrift'' 1979; s. 61-99) *Xenia Pauli Jensen: "Vimosefundet" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 224-238) *Xenia Pauli Jensen: "Friend or Foe - Alliances and Power Structures in Southern Scandinavia during the Roman Age" (''Lund Archaeological Review'' 2011, s. 35-47) *Theis Z.T. Jensen: "De forsvundne jæger-samlere" (''Skalk'' 2021 Nr. 6, s. 3-7) *Jens Jeppesen og Hans Jørgen Madsen: "Skeigården" (''Skalk'' 1989 Nr. 5, s. 3-8) *Jens Jeppesen: "Lisbjerggården" (''Skalk'' 2004 Nr. 2, s. 5-10) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (''Skalk'' 1980 Nr. 2, s. 10-15) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (''Fynske Studier XI'', Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (''Skalk'' 1981 Nr. 6, s. 4-9) *Axel Degn Johansson: "Sporløse hytter" (''Skalk'' 2011 Nr. 5; s. 3-6) *Vibeke Juul Pedersen: "Stormandspryd" (''Skalk'' 2006 Nr. 2; s. 5-11) *Anne Nørgård Jørgensen: "Kriger og hird i germansk jernalder" (i: ''Nationalmuseets Arbejdsmark'' 1996; ISBN 87-7468-410-8; s. 84-98) *Anne Nørgård Jørgensen: "Befæstning og kontrol af færdsel til lands og til vands i førromersk og romersk jernalder" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 194-209) *Anne Nørgård Jørgensen: "Mission Impossible. The Ejsbøl Army. Organisation, Attack and Defeat" ''(Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig''; Sachsensymposium Haderslev 2010; s. 297-316) *Lars Jørgensen, Lisbeth Pedersen: "Vikingerne ved søen" (''Skalk'' 1999 Nr. 1; s. 5-11) *Lars Jørgensen, Palle Østergaard Sørensen: "Den gådefulde sø" (''Skalk'' 1995 Nr. 6, s. 5-10) *Lars Jørgensen: "Gudme-Lundeborg on Funen as a model for northern Europe?" (i: O. Grimm og A. Pesch (red.): ''The Gudme/Gudheim phenomenon: papers presented at a workshop organized by the Centre for Baltic and Scandinavian Archaeology (ZBSA) Schleswig, April 26th and 27th, 2010'', ''Schriften des Archäologischen Landesmuseums'', bd. 10; 2010; s. 77-90) *Ole Thirup Kastholm: "Danmarks bronzealderbåde i nordisk og europæisk lys" (Skalk 2017 Nr. 2; s. 9-15) *Flemming Kaul og Bjarne Henning Nielsen: "Fjendtlig jernalder" (Skalk 1981 Nr. 5; s. 9-13) *Flemming Kaul: "Brudsølv" (''Skalk'' 1990 Nr. 3; s. 7-12) *Flemming Kaul: "I Østen stiger solen op" (''Skalk'' 1999 Nr. 5; s. 20-30) *Flemming Kaul: "Solsymbolet" (''Skalk'' 2000 Nr. 6; s. 28-31) *Flemming Kaul: "Helligtegnet" (''Skalk'' 2002 Nr. 1; s. 5-11) *Flemming Kaul: "Åndeligt opbrud" (''Skalk'' 2003 Nr. 6; s. 20-27) *Flemming Kaul: "Figurkedler" (''Skalk'' 2006 Nr. 4; s. 5-8) *Flemming Kaul: "Ideer på vandring" (''Skalk'' 2014 Nr. 3; s. 14-23) *Flemming Kaul: "Lurens forløber" (''Skalk'' 2015 Nr. 5; s. 14-17) *Hans Kjær: [http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0729.html "boplads" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind III, s. 729)] *Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (''Kuml'' 2015, s. 99-127) *Eva Koch: "Vingede husdyr" (''Skalk'' 2000 Nr. 3, s. 20-29) *Eva Koch: "Plantemad" (''Skalk'' 2003 Nr. 2, s. 20-29) *Niels Henrik Konstantin-Hansen: "Migration i førromersk jernalder" (''Kuml'' 2005, s. 9-38) *Poul Krabbe og Kristian Krabbe: "Vest for Valhal", ''Skalk'' 1995 nr. 6, s. 11-15 *Aivar Kriiska, Andres Tvauri: ''Eesti muinasaeg''; Avita 2002; ISBN 9986-2-0694-0 *Anne Mette Kristiansen og Trine Fristed Jensen: "Kronehalsring" (''Skalk'' 2005 Nr. 3; s. 6-11) *Kristian Kristiansen: "Kampen om bronzen" (''Skalk'' 1983 Nr. 5, s. 18-25) *Kristian Kristiansen: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder'', Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5; s. 11-107 og 186-201) *Kristian Kristiansen og Morten E. Allentoft: "Gjerrild-graven - nyt fra dansk enkeltgravskultur" (''Skalk'' 2021 Nr. 4, s. 3-7) *Lars Agersnap Larsen: "Muldfjældsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (''Kuml''; s. 165-196) *Lars Larsson: "Skateholm" (''Skalk'' 1986 Nr. 4, s. 21-30) *Torsten Lemm: "Auf der Suche nach dem Hof des königlichen Statthalters - Ergebnisse systematischer Detektorbegehungen in Husby, Kreis Schleswig-Flensburg" (i: ''Schriften des museums für Archäologie Schloss Gottorf''; Band 12; Schleswig 2018; ISBN 978-3-86935-339-5; s. 49-65) *Karin Levinsen: "Jernets introduktion i Danmark" (''Kuml'' 1982-83; s. 153-168) *Bodil Lewis: "Overbygård og Nørre Fjand. En analyse af nogle jernalderlandsbyers tilloggender og økonomi" (''Kuml'' 1985; s. 123-163) *Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (''Skalk'' 2018 Nr. 3; s. 9-15) *Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 *Agneta Lundström: "Helgö - Mälarbyen" (i: ''Skalks Gæstebog 85''; Wormanium, Højbjerg 1985; ISBN 87-8516-088-1; s. 7-12) *Orla Madsen: "Pragtvåben" (''Skalk'' 1997 Nr. 2; s. 5-9) *Jes Martens: "Haus und Hof in southern Scandinavia during the Roman period" (''Haus und Hof im östlichen Germanien''; Berlin 1998; ISBN 3-7749-2795-2; s. 247-2460) *Jes Martens: "Die vorrömische Eisenzeit in Südskandinavien. Probleme und Perspektiven" (''Prähistorische Zeitschrift'' 71. Band; 1996; heft 2; s. 217-243) *Jes Martens: "A magnate's farm at Borremose?" (''Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet'' 33; Wilhelmshaven 2010; s. 181-195) *Jes Martens: "Jastorf and Jutland" (''Das Jastorf-Konzept und die vorrömische Eisenzeit im nördlichen Mitteleuropa''; Archaologisches Museum Hamburg 2014; s. 245-266) *Karsten Kjer Michaelsen, Per O. Thomsen: "Fynsk guldalder" (''Skalk'' 1993 Nr. 6, s. 3-8) *Dorthe Kaldal Mikkelsen: "To ryttergrave fra ældre romersk jernalder - den ene med tilhørende bebyggelse" (''Kuml'' 1988-89; s. 143-199) *Poul Mikkelsen og Lis Helles Olesen: "Vendeldiget" (''Kuml'' 1995-96; s. 135-146) *Erik Moltke: ''Runerne i Danmark og deres oprindelse''; København 1976; ISBN 87-553-0426-5 * Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (''Bol og By'' 1990; s. 90-118) *Hans Neumann: ''Olgerdiget - et bidrag til Danmarks tidligste historie''; Haderslev 1982 *Bjarne Henning Nielsen, Jens-Henrik Bech: "Tilbehør" (''Skalk'' 2001 Nr. 6, s. 5-11) *Karen-Hanne Nielsen: "Ti slags garn" (''Skalk'' 1980 Nr. 5, s. 12-15) *Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (''Kuml'' 2015; s. 99-127) *Viggo Nielsen: "Agerlandets Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 8: Agerlandet; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1267-7; s. 9-34 *Torben Nilsson: "Stentinget. En indlandsbebyggelse med handel og håndværk fra yngre jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 1990, s. 119-132) *Torben Nilsson: "Stentinget" (''KSkalk'' 1992 Nr. 4, s. 3-9) *Ulf Näsman: "Borgenes ø" (''Skalk'' 1981 Nr. 1; s. 18-27) *Ulf Näsman: "Danerne og det danske kongeriges opkomst. Om forskningsprogrammet "Fra Stamme til Stat i Danmark"" (''Kuml'' 2006, s. 205-237) *Heide Wrobel Nørgaard: "Bronzealderens mesterstøbere" (''Skalk'' 2016 nr. 4; s. 18-22) *Bent Odgaard: "Hedebønder" (''Skalk'' 1981 Nr. 2; s. 8-11) *Mette Brosolat Ohlsen: "Stednavne med endelsen -lev og grave med romersk import fra yngre romersk jernalder" (i: ''Glimt fra en anden verden''; Københavns Universitet 2009; ISBN 87-89500-11-3; s. 39-49) *Anne-Louise Haack Olsen: "Husdyrhold"(''Skalk'' 2002 Nr. 4; s. 5-10) *Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', Bind 1: I begyndelsen. Fra de ældste tider til ca. år 200 f.Kr. (ved Jørgen Jensen); København 1988; ISBN 87-89068-00-9 *Peter Pentz: "Første romerbrev?" (''Skalk'' 2015 nr. 4; s. 6-11) *Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109''; 1987) *Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 207-416) *Kirsten Prangsgaard: "Gravens møbel" (''Skalk'' 1996 Nr. 4; s. 5-10) *Klavs Randsborg: "Kobberalder" (''Skalk'' 1980 Nr. 5, s. 9-11) *Klavs Randsborg: "Danish estates and manors from the Bronze Age to the Renaissance" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; Det Kgl. Oldnordiske Selskab, København 2011; ISBN 978-87483-22-3; s. 17-29) *Mads Ravn: "Angelsakserne i England" (''Skalk'' 2018 nr. 5; s. 12-19) *Mads Ravn og Christian Juel: "Stormandsgården ved Erritsø" (''Skalk'' 2018 Nr. 2; s. 7-15) *Michael P. Richards, T. Douglas Price and Eva Koch: "Mesolithic and Neolithic Subsistence in Denmark: New Stable Isotope Data" (''Current Anthropology'' Volume 44, Number 2, April 2003; s. 288-295) *Flemming Rieck og Jørgen Holm: "Gammel-Ældre-Ældst" (''Skalk'' Nr. 1, 1983, s. 3ff) *Else Roesdahl: ''Vikingernes verden''; 8. udgave 1. oplag; Slovenia 2012; ISBN 978-87-02-10882-8 *Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "Introduction" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): ''Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress''; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 11-16) *Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "The purpose of the fortress" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): ''Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress''; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 383-414) *Sven Rosborn: "Harald Blåtands släkt i gammalt sagomaterial. Forsök till en sammanställning" (manuskript 2019) *Sven Rosborn: "Skandinavien under sen vikingatid" (manuskript 2020) *Mads Runge, Jesper Hansen, Line Borre Lundø: "Nonnebakken" (''Skalk'' 2016 Nr. 6; s. 3-9) *Gudmund Schütte: "Det ptolemäiske Danmarkskort" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23 (1915); s. 9-20) *A. Segerberg: "Bälinge mossar: Kustbor i Uppland under yngre stenåldern", ''Aun 26''. Instituionen för arkeologi och antik historia, Uppsala universitet. Uppsala 1999, ISBN 91-506-1385-5 *Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondebruget til Sydskandinavien?" (''Fornvännen'' 2003; s. 1-12) *Niels V. Skak-Nielsen: "The neolithisation of south Scandinavia. An addendum." (''Fornvännen'' 2003; s. 121-123) *Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondestenalderen til Danmark?" (''Fortid og Nutid'' 2004; s. 46-54) *O. Stilborg: "Neolitikum i: Lindahl, A., Olausson, D. Och Carlie, A.: ''Keramik i Sydsverige: Monographs on Ceramics 1.'' Keramiska forskningslaboratoriet. Lund 2002, ISBN 91-973057-1-5 *Birger Storgaard: "Kosmopolitiske aristokrater" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 106-125) *Josef Svennung: "De nordiska folknamnen hos Jordanes" (''Fornvännen'' 1964; s. 65-102) *Lasse Sørensen, Sabine Karg: "The expansion of agrarian societies towards the north - new evidence for agriculture during the Mesolithic/Neolithic transition in Southern Scandinavia" (''Journal of Archaeological Science'' 51 (2014); s. 98-114) *Palle Ø. Sørensen: "Hal på hal" (''Skalk'' 1993 nr. 6; s. 9-12) *Søren A. Sørensen: "Hytte ved sø", ''Skalk'' nr. 3, 1988, s. 25ff *Morten Søvsø: "Et udsnit af en landsby fra omkring 500 e.Kr. udgravet i St. Darum ved Ribe" (''By, marsk og geest'' 22; Haderslev 2010; ISBN 978-87-89827-07-0; s. 5-20) *Kamilla Fiedler Terkildsen: "Yngre jernalders eliteresidenser i Jylland" (''Kuml'' 2018; s. 171-211) *Kamilla Fiedler Terkildsen (med bidrag af Marianne Høyem Andreasen): "Kærgård ved Daugbjerg. Bebyggelse med værkstedsområde fra yngre jernalder" (''Kuml'' 2014; s. 65-105) *Sven Thorsen: "Lollands virker" (''Skalk'' 1993 Nr. 2; s. 3-7) *Sven Thorsen: "Den tredje folkeborg" (''Skalk'' 2001 Nr. 5; s. 5-8) *Jeanette Varberg: "Krigsfangernes skæbne" (''Skalk'' 2016 Nr. 3; s. 3-8) *Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (''AncientFields.dk'' 28-02-2006) *Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (''Bol og By'' 2003; s. 133-187) *Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (''Kulm'' 2005; s. 187-224) *S. Welinder: "Neoliticum- bronsålder 3900-500 f.Kr." i: Welinder, S., Pedersen, E. A. & Widgren, M., Det Svenska Jordbrukets historia, Jordbrukets första femtusen år. Natur och Kultur/LTs förlag. Stockholm 1998, ISBN 91-27-34892-X *Frauke Witte: "Porten i Danevirke"", i ''Skalk'' 2017 nr. 1, s. 3-9 *Lisbeth Wincentz: "Afvigere", i ''Skalk'' 1982 nr. 5, s. 10-14 [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] c7fqtjfq8albrhig0ple5veqzspqt2v 35513 35512 2022-08-13T14:50:22Z Sven Halfdan Nielsen 3898 indsat note wikitext text/x-wiki Den forhistoriske bebyggelse omfatter al bebyggelse fra den første indvandring under sidste istid til overgangen mellem vikingetid og middelalder. Hovedkilden til forhistorisk bebyggelse er arkæologiske udgravninger af bopladser. En [[:w:Boplads|boplads]] betegner inden for arkæologi og etnografi et opholdssted af kortere eller længere varighed for en person eller gruppe af personer. Da der er tale om et opholdssted af tidsbegrænset varighed, anvendes betegnelsen fortrinsvis i tilknytning til jæger-, fisker- og samlerkulturer, hvorimod landbrugskulturers opholdssteder som regel betegnes landsbyer. Frem til 1970 var antallet af sådanne kendte bopladser begrænset, og billedet blev derfor suppleret med forhistoriske gravsteder, der formodedes at afspejle i det mindste fordelingen af bosættelse på et givet tidspunkt, samt vidnesbyrd om forhistorisk landbrug så som bevarede spor efter såkaldte keltiske agre (også kaldet [[:w:Digevoldingsagre|digevoldingsagre]]), der ligeledes kan formodes at afspejle fordelingen af bosættelse i tiden for deres brug. Siden 1970 er antallet at fundne bopladser vokset betydeligt, og det største problem er nu snarere at få offentliggjort resultaterne af udgravninger. 50 år senere er det blevet muligt at give et nuanceret billede af bebyggelsens udvikling og tilpasning til de landskabelige og klimatiske vilkår. En anden hovedkilde til bebyggelseshistorien er [[:w:Stednavn|stednavneforskningen]]. Denne har bidraget til en relativ datering af navnestoffet i forbindelse med bebyggelser i tre hovedgrupper: de, der formodes at afspejle bebyggelse forud for [[:w:vikingetid|vikingetiden]], der formodes at afspejle vikingetidsbebyggelse, og de, der formodes at hidrøre fra en tid efter vikingetiden. Frem til [[:w:jernalder|jernalderen]] falder bebyggelsen i to hovedtyper: jægerbopladser og bopladser i forbindelse med [[:w:landbrug|landbrug]]. Men henimod jernalderens afslutning og vikingetid indtræder der en mere eller mindre udtalt opdeling af bebyggelsen i undergrupper bestående af [[:w:landsby|landsbyer]], storgårde og handelspladser (hvoraf en del senere udviklede sig til [[:w:Købstad|købstæder]]. Det var klimaet og landskabet (terræn såvel som jordbundsforhold og tilstedeværelse af mineraler), som betingede plantevæksten og disse forhold tilsammen, som betingede dyrelivet. Menneskenes levevis<ref>Etnografer og arkæologer skelner mellem samlere og lavere jægere, højere jægere, nomader, halvagerbrugere, helagerbrugere uden plov og helagerbrugere med plov samt industrikultur, jvf. Vahl og Hatt (1922), s. 114</ref> og levevilkår var betinget af disse ydre forhold. Denne levevis bestod af 4 dele: redskaber, boliger, sociale forhold og åndskultur. Åndskulturen, der kan siges at afspejle menneskers egen forståelse af deres levevilkår, havde en materiel side fx. kunst og en åndelig side i form af tro, overleveringer og lignende. De materielle dele af denne kultur beroede på råstoffer fra planteriget, dyreriget og mineralriget. Bebyggelsen er en side af menneskenes tilværelse og dermed et spejl af denne, ''overordnet'' i form af antal og fordeling, ''egnsmæssigt'' med hensyn til valg af beliggenhed i landskabet under hensyn til fødevareforsyningen og andre råstofressourcer samt indbyrdes, ''stedligt'' med hensyn til placering i terræn, grundplan og de enkelte bygningers indretning og anvendelse samt med hensyn til varighed (midlertidigt, sæsonmæssigt, over en årrække, vedvarende), idet der ydermere må skelnes mellem områdekontinuitet og stedkontinuitet. For jægerfolkene var dyrelivet sammen med indsamlede vækster hovedgrundlaget for deres levevis. For bønderne var det hensynene til de dyrkede afgrøder og foderforsyningen til husdyrene, som betingede deres levevis og dermed deres valg af sted for bopladsen. Når vilkårene ændrede sig, måtte jægere og bønder tilpasse sig ændringerne. Det betød, at bopladserne havde en tidsbegrænset karakter. Den forhistoriske bebyggelse var i hovedsagen opført af træ, som regel med nedgravede stolpekonstruktioner. Det gav den en holdbarhed på en menneskealder, det vil sige 30-40 år. Efter dette tidsrum ville der indtræde forrådnelse af træet på overgangen mellem luft og jord og dermed behov for fornyelse. Når dette indtraf, kunne der ske en af følgende muligheder: :- bebyggelsen blev fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste (''stedkontinuitet''), :- eller bebyggelsen blev flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet (''områdekontinuitet''), :- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (''opgivet'' eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som ''nyoprettet''). Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke. Foruden råd kunne brand og i visse egne (især i Vadehavet) havstigning, storm og oversvømmelse være årsag til, at en bebyggelse måtte fornyes eller blev opgivet. Fornyelse af andre årsager så som driftsmæssige eller sociale beslutninger er sværere at påvise arkæologisk og lader sig kun sandsynliggøre fx i form af bygningers og bygningshelheders størrelse og indretning. Hvor muligt blev sådanne forandringer sikkert klaret med til- og ombygninger. Udvides udsynet til et egnsmæssigt overblik kan der skelnes mellem: :- vandrelandsbyer, hvis bebyggelsen efter en enkelt fase eller to flyttes til et nyt sted i omegnen, :- sammenflytning, hvis nogle bebyggelser opgives mens andre fortsætter på samme egn, :- aflæggere, hvis der oprettes nye bebyggelser i omegnen af ældre uden, at disse sidst nævnte opgives. I denne sammenhæng bliver det af interesse at konstatere, om sådanne forandringer sker inden for samme terræn og landskabsforhold, eller om andre dele af terrænet inddrages i forandringerne. Endelig kan der være grund til at nævne, at man ikke kan tale om den forhistoriske bebyggelse men snarere må tale om de forhistoriske bebyggelser, idet bebyggelsen og den tilhørende livsform over alt har måttet tilpasses de stedlige forhold.<ref>Frandsen (1988), s. 11</ref> På samme måde, som bebyggelse og tilværelse ændrer sig over tid, har der været uens levevilkår i forskellige egne, og disse forskelle har eksisteret på samme tid. Det betyder, at den enkelte bebyggelse kun afspejler de særlige vilkår, der gjorde sig gældende på dette sted og på daværende tidspunkt. Vil man forstå bebyggelsen og dens forudsætninger, må man således se den i dens samlede mangfoldighed. == Klima og levevilkår == Menneskelivet har været udsat for skiftende klima og levevilkår gennem tiderne. Jordens klima har skiftet over kortere og længere perioder. Med 200-500 millioner års mellemrum har jorden været udsat for perioder præget af serier af istider med ophobning af kontinental is især omkring polerne. Med omkring 100.000 års mellemrum har disse istider været afbrudt af varmeperioder af 10.000 års varighed. Den tidsperiode, som omfatter Danmarks forhistoriske bebyggelse, udgør en del af en omkring 20.000 år periodisk klimasvingning, hvis årsag er jordaksens præsession eller cirkeagtige forskydning i forhold til fiksstjernerne, hvilke ændrer det indbyrdes forhold mellem sommerhalvårets og vinterhalvårets længde.<ref>Dansgaard og Gundestrup (1981), s. 216</ref> Følgen af dette er, at klimaet har forandret sig fra glacialt til senglacialt og postglacialt klima med et klimatisk optimum ca. 5.000 f.Kr. (det vil sige det tidspunkt, hvor temperaturen i juli nåede sit absolutte højdepunkt.<ref>Iversen (1967), s. 380</ref> Denne klimatiske udvikling har sat sit præg på plantevæksten, som på modsvarende måde har gennemløbet en række faser: ældste tundratid, bøllingtid, ældre dryastid, allerødtid, yngre dryastid, birke-fyrretid, hassel-fyrretid, ældre lindetid, yngre lindetid og bøgetid. I hvert af disse tidsrum præges den naturlige bevoksning af bestemte sammensætninger, og disse har igen påvirket landets naturlige dyreliv men tillige de vilkår, som mennesker har måttet tilpasse sig. Foruden klima, plantevækst og dyreliv har menneskelivet måttet tilpasse sig forandringer i forholdet mellem landmasse og havniveau. Under istiden var store mængder vand bundet i ismasser, der blandt andet dækkede størstedelen af Skandinavien. I forbindelse hermed lå vandspejlet betydeligt lavere end senere hen. Efterhånden, som isen afsmeltede på grund af temperaturstigningen, begyndte verdenshavets niveau at stige. Men samtidig betød afsmeltningen, at det pres, som ismasserne havde ydet på jordens overflade, og som havde presset jorden ned, lettedes og forsvandt. Derved indtraf en landstigning. Man taler om "eustatiske" og "isostatiske" forandringer. Det indbyrdes forhold mellem disse to, hinanden modsatte, bevægelser, har over tid flere gange ændret forholdet mellem land og hav, men forandringerne har tillige haft indflydelse på havområdernes saltholdighed og dermed den plantevækst og det dyreliv, som har kunnet trives, hvilket har indebåret en skelnen mellem ulige "have", der oftest betegnes ved en for de rådende tilstande karakteristisk musling.<ref>Iversen (1967), s. 373</ref> Det er disse sammensatte forandringer i levevilkår, der har øvet indflydelse på den måde, menneskene tilpassede sig på, og som arkæologer kalder "kultur". Bebyggelsen er en side af disse kulturer, og bebyggelsen kan til enhver tid derfor kun forstås under hensyn til denne kulturs udformning og de naturgivne forudsætninger. == Jægerstenalder == === Jægerkulturens livsform === En jæger er en person, der tilpasser tilværelsen til sit bytte. Det betyder, at han på dette grundlag skaffer sig al den føde og alle de materialer, som er nødvendige for at opretholde tilværelsen. Men det betyder også, at jægeren er meget afhængig af tilstedeværelsen af sit bytte. Forsvinder byttedyret må jægeren ændre sin tilværelse, fx tilpasse sig andre byttedyr, men denne tilpasning er forbundet med mange vanskeligheder: redskaberne skal ændres og måske tilpasses det nye bytte, og ændret bytte betyder tillige ændringer i det materiale, som byttet giver og som tilværelsen hviler på. Set i dette lys er det at foretrække at følge byttedyrene, når de flytter sig, frem for at ændre byttedyr. Sat på spidsen kan man sige, at jægerens hjem altid er der, hvor de normale byttedyr lever.<ref>Bibby (1980), s. 110</ref> Dette betyder på sin side, at jægerens boplads må være mobil, det vil sige let at flytte i takt med at byttedyrene flytter sig. === ''Tundrajægere'' === [[File:500px photo (177103855).jpeg|thumb|350px|Rensdyr på tundraen. Rensdyr er mobile med vandringer frem og tilbage i takt med årstidernes skiftelser, så rensdyrjægernes tilværelse måtte være tilsvarende mobil. Det betød, at deres boliger måtte være lette at opføre, nedtage og transportere]]. ==== Hamburgkulturen ==== [[:w:Hamburgkultur|Hamborgkulturens]] udøvere synes at have været udprægede rensdyrjægere.<ref name="JJ 55">Jensen (2001), s. 55</ref> Deres tilværelse kredsede altovervejende omkring rensdyrene, deres livsvaner og de muligheder, som rensdyrene bød på. Rensdyrene var (og er) skabt til livet på [[:w:Tundra|tundraen]], der leverede den lav, som sammen med græs og urter udgjorde rensdyrenes vigtigste føde. Deres pels er tyk og tæt og beskytter mod både kulde, stormvejr, slud og regn. Renen er et udpræget normadedyr. De kan bevæge sig med op til 70 km i timen, og rensdyrflokke tilbagelægger let 25-30 km pr. dag.<ref name="JJ 62">Jensen (2001), s. 62</ref> På årsbasis kan renernes vandringer nå op på indtil 2400 km. Renerne bevæger sig på sæsonvandringer for at sikre, at deres fødesteder ikke bliver overudnyttet. Rensdyr er desuden gode svømmere og kunne derfor passere søer og elve, de måtte møde på deres vej.<ref name="JJ 51">Jensen (2001), s. 51</ref> Frem for at følge rensdyrene på disses vandringer synes Hamburgkulturens udøvere at have anvendt en anden fremgangsmåde, nemlig den at lægge deres jagtbopladser på steder, som rensdyrene passerede på disse vandringer<ref name="JJ 59">Jensen (2001), s. 59</ref>, og som ydermere udmærkede sig ved at have indskrænkede bevægelsesmuligheder for dyrene såsom dalgange. Sådanne bopladser kendes blandt andet fra [[:w:Ahrensburgkultur|Ahrensburg-tunneldalen]] i Holsten.<ref name="JJ 548"/> Tundrajægerne var helt afhængige af deres jagtvildt, det vil sige rensdyrene, og deres bopladser lå derfor på steder velegnede for jagt, som regel i randen af en tunneldal eller lignende, som rensdyrene anvendte under deres vandringer og med gode udsigtsmuligheder og muligheder for at komme på skudhold af dyrene<ref>Jensen (1988), s.36</ref>. Der kendes mere end et halvt hundrede bopladser fra ældre Hamburgkultur, hvoraf den tætteste samling findes omkring Ahrensburg-tunneldalen i det sydlige Holsten, blandt andre Ahrensburg, Borneck, Hasewisch, Meiendorf, Poggenwisch, Stellmoor og Teltwisch.<ref name="JJ 548">Jensen (2001), s. 548 note 19</ref> Det ændrede klima synes at have fremmet Hamburg-jægernes tilstedeværelse i det sydskandinaviske område: således kendes to jagtbopladser ved Jels Oversø, anvendt i en kortere tid, måske nogle uger, og yderligere to ved Slotseng, begge i Sønderjylland samt en ved Sølbjerg på Lolland.<ref name="JJ 57">Jensen (2001), s. 57</ref> Fundaffald fra bopladsen ved Slotseng gør det muligt at fastslå anvendelsestidspunktet til sent efterår (fra begyndelsen af september til slutningen af december). Bopladserne lå på kanten af en tunneldal, som formodes at have udgjort en passage for rensdyrene på deres vandringer. De lå forholdsvis højt oppe på et på et bakkeplateau ca. 10 m højere end det nærmeste vådområde med vid udsigt, så at de bosiddende har kunnet se rensdyrflokken komme og kunnet forberede sig til jagten på dyrene.<ref name="JJ 57"/> Beliggenheden var formodentlig et par hundrede meter fra en tvangspassage med høje dalbredder.<ref name="JJ 58">Jensen (2001), s. 58</ref> Også ved Jels lå bopladserne på jævne sandterrasser over en tunneldal med bratte skråninger.<ref name="JJ 58"/> Endelig ved Sølbjerg lå bopladserne på en mindre sandet høj med udsigt over landskabet samtidig med, at det skjulte det bagved liggende landskab for dyrene og dermed muliggjorde opstilling af varder og klappere, som kunne lede dyrene frem mod jægerne.<ref name="JJ 60">Jensen (2001), s. 60</ref> Selve sporene efter bopladserne indskrænker sig til spor efter ildsteder og områder, hvor der er fundet flintkoncentrationer efter aktivitet. Det formodes, at selve boligerne har bestået i telte.<ref name="JJ 57"/> Flintbearbejdning er sket på stedet, og jægerne har øjensynligt parteret byttet på stedet og kasseret det, de ikke havde brug for – det blev smidt i en da tilgrænsende sø.<ref name="JJ 57"/> For bopladsen Meiendorf formodes, at anvendelsen er sket om efteråret, i september og oktober, under rensdyrenes vandringer. Foruden rensdyr er fundet spor efter ryper, ænder og gæs, som jægerne har fanget under venten på renerne.<ref name="JJ 57"/> Formodentlig har tillige indsamlede fugleæg, fisk og planteføde suppleret kosten. ==== Federmesserkulturen ==== [[Fil:Federmesser point.png|thumb|100px|Karakteristisk spydspids fra Federmesser-kulturen.]] Federmesserkulturen har navn efter penneknive og er den tundrajægerlivsform, der under istidens afsluttende faser (ca. 12.000 f.Kr. – ca. 11.400 f.Kr.) blev udøvet i det nordeuropæiske lavland. Den skal sikkert ses som en tilpasning til de klima- og levevilkår, der fremkom ved overgangen til ældre Dryas. Feddermesserkulturen afløste Hamburgkulturen. Omkring 12.000 f.Kr. blev frostperioderne længere og den gennemsnitlige temperatur om sommeren faldt lidt<ref name="JJ 62">Jensen (2001), s. 62</ref>, til 8-9&nbsp;°C.<ref name="jj 33">Jensen (1988), s. 33</ref> Sandsynligvis blev klimaet mere kontinentalt med mindre nedbør og større svingninger i temperaturen. Det fik indflydelse på plantevæksten, idet tundra atter blev fremherskende. Federmesserkulturen varede et par hundrede år og kaldes ældre Dryas.<ref name="JJ 62"/> For dyrelivet fik det næppe stor betydning: rensdyr samt deres vigtigste fjender, ulv og jærv, forekom.<ref name="JJ 63">Jensen (2001), s. 63</ref> Feddermesserkulturens udøvere var rensdyrjægere som Hamburgkulturens udøvere og deres sande aftagere.<ref name="JJ 68">Jensen (2001), s. 68</ref> De havde samme livsform og adskiller sig fra deres forgængere især ved deres markante, penneknivsformede pilespidser, der har givet livsformen dens navn (''federmesser'' betyder pennekniv<ref>Holm, s. 30</ref>) samt andre redskabsforandringer. Federmesserfolket har øjensynligt haft bopladser, der har været i brug i et længere stykke tid. Fordelingen af flintafslag antyder en bolig (sandsynligvis et telt, muligvis en hytte) med soveplads til 4-6 personer og med ildsted uden for.<ref>Jensen (2001), s. 71</ref> Geografisk ligger de sikre jagt- og bopladser overvejende i egnene omkring Rhinen. I det sydskandinaviske område kendes de dels i Sønderjylland, dels i et strøg fra Vestlolland over Smålandsfarvandet til Midtsjælland. Beliggenheden synes valgt under hensyn til, at rensdyrene har passeret disse steder på deres halvårlige vandringer mod nord og syd. Både for de rhinske og de sønderjyske jagt- og bopladsers vedkommende er der et vist sammenfald med pladserne i den forudgående Hamburgkulturs tid. Det taler for en stor overensstemmelse i livsformen i de to kulturer. ==== Brommekulturen ==== [[:w:Brommekultur|Brommekulturen]] afspejler det forhold, at klimaet blev varmere og at Allerød varmetid trak ud. De oprindelige rensdyrjægere fra Federmesserkulturen blev nu i det sydskandinaviske område suppleret med – og med tiden erstattet af – Brommekulturen, der øjensynligt udmærkede sig ved at være mindre ensidigt afhængig af rensdyret. Brommekulturens udøvere levede i et miljø præget af hastig udvikling med forholdsvis hurtige forandringer. Intet fast sted i landet kunne sikre dem tilstrækkelig føde året rundt, og de måtte tilpasse deres levevis de nye, sæsonmæssige udsving i fødemængderne.<ref name="JJ 68"/> Brommekulturens udøvere var fortsat rensdyrjægere, omend især elg men tillige bæver, rådyr, ulv, svane samt irsk kæmpehjort også blev jaget. Det formodes, at brommekulturens udøvere fortsat opholdt sig på steder, der udgjorde vigtige passagesteder for rensdyrene på disses sæsonmæssige vandringer mod nord og syd. Levn fra brommejægerne er imidlertid fundet over det meste af det sydskandinaviske område fra Elben mod sydvest over Rügen mod sydøst til Skåne mod nordøst.<ref name="JJ 68">Jensen (2001), s. 68</ref> Påfaldende er det, at Brommekulturens udøvere også har været virksomme uden for rensdyrenes gamle vandringsveje som disse kendes fra den forudgående Federmesserkulturs tid. De to altafgørende råstofkilder for brommekulturens udøvere var rensdyr og flint. Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, desuden skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner. [[Fil:Bromme point.png|thumb|100px|Karakteristisk spydspids fra Brommekulturen]] Brommekulturen karakteriseres ved et ændret jagtvåben i forhold til tidligere: de såkaldte skafttungepile.<ref name="JJ 70"/> Sådanne findes i en forholdsvis kraftig type (Lyngby-type) – op til 14 cm lang, en kortere og spinklere type samt en kort type.<ref name="JJ 73">Jensen (2001), s. 73</ref> Selv de korteste er forholdsvis store, mere end 5 cm lange (modsat den efterfølgende Ahrensburgkulturs skafttungepile). Det er muligt, at udviklingen fra større til mindre skafttungepile afspejler en forskydning fra anvendelse af kastespyd henimod anvendelse af bue og pil; denne udvikling må i givet fald ses i lyset af forandringer i valg af jagtvildt. Skafttungepile kendetegnes ved en symmetrisk skafttunge.<ref name="JJ 74"/> Brommekulturens skrabere er kendetegnede ved at være uden behugning langs sidekanterne. Det ser ud til, at den foretrukne jagtmåde var bue og pil. Skafttungepile giver jagtbyttet en bred sårkanal, så dyret dør af forblødning.<ref name="JJ 74">Jensen (2001), s. 74</ref> For at dette jagtvåben skulle være mest effektivt, har jægerne måttet søge at komme nogenlunde tæt på byttet (en skudafstand på omkring 20 meter er det optimale)<ref name="JJ 74"/>, og sigtet efter hjerte- eller lunge-området, hvor dyret forblødte hurtigt.<ref name="JJ 74"/> For at komme tæt ind på byttet har man formodentlig drevet drivjagt, det vil sige anbragt sig på steder, hvor dyrene måtte igennem en forholdsvis smal passage, for eksempel en dalsænkning, og dernæst enten afventet eller virksomt drevet dyrene frem mod dette sted. Brommekulturens udøvere havde under indtryk af miljøet og deres livsform næppe faste bopladser, derimod sæsonbopladser.<ref name="JJ 69">Jensen (2001), s. 69</ref> Der skelnes mellem faste sæsonbopladser (eller basisbopladser), der blev besøgt med jævne mellemrum, midlertidige jagtbopladser (eller slagtepladser) og værkstedspladser (eller huggepladser).<ref name="JJ 69"/> Omkring halvdelen af de kendte bopladser lå på lave næs ved søer eller åer, herunder ved åernes udløb i søer, mens et omtrent lige så stort antal havde en anden beliggenhed.<ref name="JJ 69"/> Der kendes endnu ingen spor efter boliger.<ref name="JJ 71">Jensen (2001), s. 71</ref> ==== [[:w:Ahrensburgkultur|Ahrensburgkulturen]] ==== [[Fil:Ahrensburg point.png|thumb|100px|Karakteristisk Ahrensburg-pilespids.]] Omkring 10.600 f.Kr. indtrådte der en ny kuldeperiode: gennemsnitstemperaturen i sommerperioden faldt til omkring 10°C<ref name="JJ 76">Jensen (2001), s. 76</ref>, og vinteren prægedes af store snefald. Den åbne, lyse birkeskov bukkede under for det koldere klima, og tundraen blev atter fremherskende. Tiden kaldes yngre Dryas og varede indtil omkring 9.500 f.Kr. Dette temperaturskift skete omtrent samtidig med, at den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø ud til havet i vest. Derved faldt vandstanden i øst med henved 10 m<ref name="JJ 75">Jensen (2001), s. 75</ref> samtidig med, at den steg mod vest, hvorved det landfaste område her blev mindre; kystlinjen for Doggerland, det lavtliggende landområde mellem Jylland og England, forflyttedes sydover. Disse forandringer synes dog ikke at have påvirket dyrelivet så meget: rensdyrflokkene forblev i det sydskandinaviske område og synes fortsat at have udgjort hovednæringsgrundlaget. I de sydlige dele af det nordeuropæiske lavland indgik tillige blandt andet bæver, ulv, ræv og los i jagtbyttet. Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyrjægere.<ref name="JJ 74">Jensen (2001), s. 74</ref> De synes – efter Brommekulturens øjensynligt mere mangesidige levevis – at afspejle en tilbagevenden til rensdyrjagten som den vigtigste kilde til føde – under indtryk af de indtrufne klimatiske forandringer. De synes at have lagt deres jagtpladser i de passager, som rensdyrene måtte igennem på deres vandringer. Karakteristisk er i så henseende Stellmoor i Ahrensburg tunneldal, der udmærker sig ved stejle sider, en aflang sø igennem den centrale dalbund, hvorved den tørre del opsplittedes i to passager på hver side af søen, samt ved at have et "knæk" med et fremspringende bakkeparti, som dyrene måtte uden om, og hvor jægerne kunne ligge i baghold. Formentlig har bopladsen været i brug hele året rundt, men rensdyrsjagten synes at være sket om efteråret. Den mest kendte og oplysningsgivende boplads fra Ahrensburgkulturen er Stellmoor i Holsten<ref name="JJ 77"/>, hvor der er fundet redskaber samt affaldsrester i søaflejringer op til det egentlige bopladsområde, der har ligget på en mindre bakke. Boligen har formodentlig bestået af et 3,5 x 3 m stort ovalt telt eller en hytte.<ref name="JJ 77">Jensen (2001), s. 77</ref> Bopladsen har været udnyttet fortrinsvis om efteråret, men tillige om foråret igennem flere år. Det ubetinget vigtigste jagtvildt har været rensdyr, af hvilke der fandtes spor af mindst 650.<ref name="JJ 78"/> Desuden forekommer levn af elg, europæisk bison, vildhest, los, bæver, ulv og ræv.<ref name="JJ 78">Jensen (2001), s. 78</ref> Ryper, gæs og ænder er også lejlighedsvis blevet nedlagt. På Lolland blev den gamle Hamburgkulturs jagtboplads Sølbjerg atter taget i brug<ref name="JJ 78"/>, hvilket afspejler en tilbagevenden til de gammelkendte livsmønstre fra de tidlige tundrajægeres tid. Ahrensburgkulturen ophørte, da en ny varmeperiode, præboreal tid, satte ind omkring 9.500 f.Kr.<ref name="JJ 85">Jensen (2001), s. 85</ref> Gennemsnitstemperaturen i juli steg nu til 16-18°C. Rensdyrene begyndte at søge nordpå op over den frilagte sydlige del af skandinaviske halvø<ref name="JJ 77">Jensen (2001), s. 77</ref>; til gengæld synes urokse, bison og vildhest at have indvandret<ref name="JJ 77"/>, mens den irske kæmpehjort øjensynligt ikke overlevede de forandrede levevilkår. For Ahrensburgfolket som renlivede rensdyrjægere betød det, at de atter forlod det sydskandinaviske område og fulgte rensdyrflokkene nordpå. Det er sandsynligt, at den såkaldte Fosna-Hensbackakulturs udøvere i Norge og Bohuslen fra omkring 7.000 f.Kr. er de direkte efterkommere af Ahrensburgjægerne.<ref>Bibby (1980), s. 111</ref> === ''Skovjægere'' === [[File:Vedbækfundene - udstilling.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret Vedbæk-boplads.]] Skovjægerne er tilpassede et andet miljø end tundrajægerne: urskoven med dens særegne dyreliv. I takt med, at fyrreskoven fra syd bredte sig nord over, fulgte skovjægerne efter. De havde udviklet deres levevis i Mellemeuropa, hvor de havde haft tid til at tilpasse sig det ændrede miljø.<ref>Bibby (1980), s. 98</ref> Skovjægerne lagde deres bopladser på beskyttede steder som sandede næs ud mod søer (således Bromme). Disse var sæsonbopladser beregnet for årstidens jagt og fiskeri, hvorefter man søgte andre steder hen. Nogle var værkstedsbopladser; her skete tilvirkningen af våben og redskaber. Andre var opholdsbopladser velbeliggende for jagtekspeditioner<ref>Jensen (1988), s. 39-44, 49</ref>. Mange var bopladser i indlandet beliggende ved søer eller større vandløb<ref>Jensen (1988), s. 52</ref>. Bopladserne måtte ligge centralt for skovjægernes jagtdistrikter for bjørn, vildsvin, krondyr og andet jagtvildt og samtidig beskyttet mod angreb fra rovdyr. Fra en del skovjægerbopladser kendes fund af rektangulære hytter, 6-7 m lange og 4-5 m brede. Indgangen lå i gavlen ud mod søen. Inde i hytterne var et bålsted omkring 1 m i tværmål. Hytterne blev bygget af birk, fyr og hassel<ref>Jensen (1988), s. 52f</ref>. ==== [[:w:Maglemosekultur|Maglemosekulturen]] ==== [[Fil:Yolda_MeerX.png|thumb|Yoldiahavet.]] [[Fil:Kølle_fra_Ryemarksgård_-_f.I.6720.jpg|thumb|Kølle dekoreret med en familie.]] I præboreal tid indtrådte en markant temperaturstigning i sommermånederne.<ref name="jj 47">Jensen (1988), s. 47</ref> Temperaturstigningen indebar, at indlandsisen nu afsmeltede helt fra det sydskandinaviske område<ref>Jensen (2001), s. 86</ref>, hvilket afstedkom en lang række følgevirkninger for plantevækst, dyreliv og egnenes befolkning. Med indlandsisens afsmeltning forsvandt for det første også tundraen og sammen med den forlod rensdyrene det sydlige Skandinavien og søgte nordpå opover den skandinaviske halvø. Det formodes, at en overordentlig stor del af rensdyrjægerne ligeledes foretrak at flytte nordpå efter deres sædvanlige bytte frem for at tilpasse sig de forandrede levevilkår. De folk, hvis levevis har givet maglemosekulturen dens særpræg, var således sandsynligvis indvandrere, der sydfra fulgte birkeskovens fremtrængen og med den det tilhørende dyreliv i form af elg, urokse, kronhjort og rådyr ind i det nordeuropæiske lavland.<ref name="jj 47"/> Dernæst indebar indlandsisens afsmeltning, at den belastning, isen havde forårsaget, forsvandt, hvorfor landområderne efterhånden hævede sig, omend denne landhævning skete langsommere end den havstigning, som isens afsmeltning samtidig bevirkede. Landskabeligt indebar det, at hele det nordeuropæiske område fra de britiske øer i vest til den sydlige del af den skandinaviske halvø i øst kom til at udgøre et sammenhængende fastland, blandt andet Doggerland, dog gennemskåret af talrige vandløb og præget af søer, åer og bække.<ref name="JJ 87">Jensen (2001), s. 87</ref> Østersøen var forbundet med det frie hav i vest ved et havområde tværs over det sydlige Mellemsverige<ref name="JJ 87"/>, og der derved fremkomne havområde benævnes yoldiahavet.<ref name="JJ 58"/> For det tredje forvandledes selve landskabet fra tundra til en åben og lys birkeskov iblandet træer som bævreasp, pil, røn og fyr. Alle disse træarter havde også tidligere groet i landet men fik nu bedre vækstbetingelser.<ref name="jj 47"/> Dyrelivet forandredes: renen trak nordpå efter indlandsisen, bison og vildhest levede fortsat i landet omend fåtalligt. I stedet blev elg, urokse, kronhjort og rådyr fremherskende.<ref name="jj 47"/> Blandt maglemosefolkets redskaber er de mest markante tandede benspidser lavet af bearbejdede dyeknogler, der først er gjort glatte og smalle og dernæst har fået indskåret modhager. Det antages, at de har været monterede på et træskaft og kan have været fast monterede<ref name="TJ (2021) 3">Jensen (2021), s. 3</ref> eller fungeret som harpuner, hvor kun spidsen blev siddende i byttedyret. De formodes at have været anvendt dels til at stange fisk, dels til at jage storvildt.<ref name="TJ (2021) 3"/> De optræder i to hovedformere: fintandede benspidser med mange, små indhak eller modhager og stortandede benspidser med få store, modhager. Undersøgelser tyder på, at de efter type lader sig inddele tidsmæssigt, idet de fintandede bespidser dateres til tiden 9.200-8.100 f.Kr. og de stortandede til tiden 7.600-6.400 f.Kr.<ref name="TJ (2021) 4">Jensen (2021), s. 4</ref> Mellem de to delperioder var således et tidsmæssigt tomrum på omkring 600 år.<ref name="TJ (2021) 5">Jensen (2021), s. 5</ref> Endvidere er der forskelle i hvilke dyr og hvilke dele af dyr, der har været anvendt ved fremstillingen: de fintandede benspidser er overvejende lavet af lemmeknogler fra kronhjort og elg, mens de stortandede benspidser for omtrent halvdelens vedkommende er lavet af ribben fra urokse, lårben fra kronhjort og for en mindre dels vedkommende af knogler fra brun bjørn.<ref name="TJ (2021) 4"/> Forklaringen på disse forhold menes at være, at der omkring overgangen fra præborea til boreal tid 8.300 f.Kr. indtraf et mere tørt klima, hvilket kan have medført, at vandstanden i søer faldt så meget, at fiskeri ikke længere var muligt. Desuden tyder store mængder trækul i lag fra denne tid på, at der indtraf store skovbrande.<ref name="TJ (2021) 5"/> Det har været foreslået, at disse forhold bevirkede en affolkning af Danmark i en periode. Der er peget på, at der på bopladsen Huseby Klev i Halland omkring 8.100 f.Kr. optræder en ny flintteknink kaldet trykteknik og gående ud på vedtryk og ikke direkte slag mod flintblokken at fremstille små 3-6 cm lange mikroflækker, der blev brugt som flintæg på spyd eller dolke. Denne teknik menes at stamme fra Mongoliet eller Kina og have været henved 9.000 år om at nå den nordøstlige del af Den skandinaviske Halvø (Finland), hvor den dukker op sammen med en ny folkegruppe kaldet "østlige jægere-samlere". Genetiske undersøgelser tyder på, at de østlige jægere-samlere blev blandet med den ældre befolkning kaldet "vestlige jægere-samlere" og at dette nye blandingsfolk også nåede til Huseby Klev.<ref name="TJ (2021) 6">Jensen (2021), s. 6</ref> Herfra bredte den nye teknik sig til Danmark.<ref name="TJ (2021) 7">Jensen (2021), s. 7</ref> Maglemosefolket var i tidlig maglemosetid i udpræget grad et jæger- og samlerfolk, som i årets løb skiftede opholdssted alt efter, hvor levevilkårene var mest fordelagtige. Det er muligt, at der har været tale om et nogenlunde fast område, indenfor hvilket omflytningen skete, således at man med regelmæssige mellemrum er vendt tilbage til gammelkendte steder. Denne omflytning må ses i lyset af de ulige vilkår, som de ulige årstider bød på: vintermånederne egnede sig til jagt på de store kød- og pelsdyr samt sæler, der i januar-februar opholdt sig på stranden i forbindelse med deres ungers fødsel og som forholdsvis let kunne slås ihjel. Om foråret har trækfugle og træk af grønlandssæler kunnet byde på fødemuligheder. I sommermånederne har fiskeri og indsamling af bær og nødder givet fødemuligheder. Om efteråret gav de fornyede fugletræk og ungdyr jagtmuligheder. [[File:Bos primigenius Vig uroksen.jpg|thumb|[[Uroksen fra Vig]] med markeringer af, hvor [[pilespids]]erne har ramt]] Uroksens betydning som jagtvildt allerede i tidlig maglemosetid bevidnes af en fuldvoksen tyr, der undslap jægerne, men undkom i en mose ved Vig i Nordvestsjælland.<ref name="JJ 115">Jensen (2001), s. 115</ref> I skelettet fandtes rester fra de våben, maglemosejægerne da anvendte i jagten. Der er tale om forholdsvis få og store pilespidser, overvejende fundet i brystområdet. Dette tyder på, at jægerne udnyttede, at skoven var forholdsvis åben til at snige sig så tæt på dyret som muligt for at komme på skudhold (den ideelle skudafstand er op til 20 m) og derefter har sigtet mod dyrets vigtigste organer som lunger, hjerte og store blodårer. Jagtvåbnene har derfor skullet være så kraftige, at de kunne trænge gennem ribben og skulderblade.<ref>Krabbe og Krabbe, s. 12</ref> Der kendes et forholdsvis stort antal sommerbopladser fra mellemste maglemosetid. I Jylland ligger bopladserne ofte i tilknytning til store åer, især hvor disse løber sammen. På Sjælland ligger bopladserne ved søer, ofte tæt på den datidige vandkant i et sumpet terræn. Man har derfor betegnet dem sumpbopladser.<ref name="JJ 96">Jensen (2001), s. 96</ref> Flere bopladser viser spor efter hytter, der opfattes som sommeropholdssteder, da beliggenheden næppe har tilladt brug i vintermånederne på grund af for høj vandstand. Hytterne er trapezformede<ref name="Sø 25-7">Sørensen (1988), s. 25-27</ref><ref>Jensen (2001), s. 101</ref> eller rektangulære med et gulvareal på 6 m lang og 4,5 m bred. Gulvet var dækket af bark, antagelig fra bævreasp og midt i rummet fandtes et ildsted markeret ved et sandlag<ref name="JJ 99">Jensen (2001), s. 99</ref> Disse hytter har kunnet rumme en familie, og tandaftryk af henholdsvis et 7-8 årigt og et 11-årigt barn i begklumper viser, at børn må have opholdt sig her.<ref name="JJ 99"/> Indgangen synes at være i hyttens ene ende, vendt ud mod søen. Hytten var bygget af armtykke hasselstager, der formentlig blot bar væggen (af skind eller tagrør). Inde i hytten var et sanddækket bålsted. Hyttens indre kunne være dækket af flintafslag og nøddeskaller som vidnedsbyrd om den virksomhed, der her havde fundet sted. Det forhold, at de fundne hytter øjensynligt har været bolig for små familier og at der langs samme vandhuls bredder har været mange sådanne boliger, peger imod, at man har levet i kernefamilier samtidig med, at man har måttet være fælles om jagten på de større køddyr. Sikre vidnedsbyrd om vinterbopladser kendes endnu ikke. Fra omkring 7.000 f.Kr. blev klimaet varmere og fugtigere. En følge heraf blev en forandring i urskoven: småbladet lind blev nu helt dominerende, og i botanisk henseende betegnes tiden Ældre Lindetid. Samtidig skete en kraftig havstigning, fra ca. 27 m til ca. 9 m under nuværende havoverflade. Det havde til følge, at havet trængte frem til Østersøen dels gennem Storebæltsrenden, dels gennem Øresund, hvorved Østersøen blev mere salt: Ancylussøen udvikledes til ''Littorinahavet'', opkaldt efter strandsneglen ''Littorina littorea''.<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> På forholdsvis kort tid blev det sydskandinaviske område forvandlet til et ø- og fjordområde.<ref name="JJ 137"/> En bivirkning af denne udvikling var, at i takt med udryddelse af uroksen på øerne forsvandt de for stedse herfra, da deres mulighed for fornyet indvandring var afskåret; derimod overlevede uroksen indtil videre i Jylland. For Maglemosefolket indebar de ændrede levevilkår, at de måtte omstille deres tilværelse: fra at kunne have levet af, hvad urskoven kunne skaffe dem, måtte de nu tage hensyn til havets nærværelse på godt og ondt. Havstigningen havde taget land og dermed tilknyttede jagtmuligheder fra dem, de store jagtdyr blev sjældnere. Men havet åbnede tillige nye muligheder: med havet kom muligheden for jagt på havpattedyr, havfugle og fisk – samt tillige muligheden for at samle muslinger. Disse nye muligheder synes Maglemosefolket at have fået øjnene op for. Ved Pilhagen ud for Landskrona lå en boplads dateret til ca. 7.000 f.Kr. hvor en større å løb ud i havet. Her er fundet skaller af blandt andet blåmusling foruden skaller af knækkede hasselnødder og en spaltet knogle af rådyr. En anden boplads, der med sikkerhed lå lige ud til havet, er Kalø Vig I nordøst for Aarhus, dateret til 6.400 f.Kr. og således til Maglemosetidens slutning. I de havaflejrede gytjelag ud for bopladsen er fundet rester af et fiskegærde, indtil videre det ældste af sin slags i Skandinavien. === ''Kystjægere'' === [[File:Meilgaard-boplads.jpg|thumb|350px|Udgravning af Ertebølle-køkkenmødding i Meilgaard (før 1900).]] For kystjægere var det hensynet til havets ressourcer, der spillede den afgørende rolle for bopladsens beliggenhed. Kystjægerne lagde deres sæsonbopladser ved kysterne på steder, der gav de bedste muligheder for havjagt, indsamling af østers og blåmuslinger samt fiskeri på den ene side, skovjagt og indsamling af bær og nødder på den anden. Karakteristiske er de store skaldynger, køkkenmøddinger, som nogle af disse ophold efterlod<ref>Jensen (1988), s. 68-75</ref>. Der er ikke fundet spor af egentlige boliger på østersdyngerne, og det vides ikke, om østersdyngerne kun fungerede som sommerbopladser eller og de var beboede hele året. Et fund af en østersskal ved Ringkloster i Østjylland henved 10 km fra kysten tyder imidlertid på, at kystjægerne også har opholdt sig i indlandet i perioder.<ref name="JJ 165f">Jensen (2001), s. 165f</ref> Ved Skateholm i Skåne er fundet spor, der er tolket som rishytter, hvoraf de største er 11 x 6 meter.<ref name="La 22">Larsson (1986), s. 22</ref> ==== Kongemosekulturen ==== [[Fil:Baltic History 7500-BC.svg|thumb|Ancylussøen ca. 8.200 f. Kr. De sidste rester af indlandsisen ses med hvidt.]] Kongemosekultur er benævnelsen på den skov- og kystjægerkultur, der i mellemste del af jægerstenalderen, nærmere bestemt ca. 6.400 – ca. 5.400 f.Kr udøvedes i det sydlige Skandinavien. Kongemosekulturen underinddeles i tidlig kongemosekultur (ca. 6.400 – ca. 6.000 f.Kr.), mellemste kongemosekultur (ca. 6.000 f.Kr. – ca. 5.700 f.Kr.) og sen kongemosekultur (ca. 5.700 f.Kr. – ca. 5.400 f.Kr) efter formen på de tilvirkede pile.<ref name="JJ 14f2">Jensen (2001), s. 142f</ref> Kongemosekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.), nærmere bestemt dennes mellemste del. Det var en i henseende til levevilkår en overgangstid mellem Maglemosekultur og Ertebøllekultur og kendetegnet ved voldsomme forandringer i både kystliniens forløb, bevoksningens sammensætning og det deraf følgende dyreliv. På samme tid ændredes forholdet mellem land og vand. Ancylussøen opstod, da der indtraf en landhævning, således at forbindelsen mellem Yoldiahavet og Skagerrak/Kattegat blev mere og mere grundt. De salte bundstrømme kunne ikke trænge ind i Østersø-bækkenet og der opstod en ferskvandssø, Ancylussøen, med navn efter en snegl, ''Ancylus fluviatilis'', som lever i ferskvand. Det meste af den tid, kongemosekulturen var fremherskende, var således en tid med store landfaste arealer. Først henimod slutningen af det tidsrum, kongemosekulturen rådede, skete der en kraftig stigning i havets udbredelse således, at det sydskandinaviske område forvandledes fra et udpræget fastlandsområde til et udpræget kystområde med mange større og mindre øer adskilte af havområder.<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> Det landfaste område var således ved overgangen til Ertebølletiden indskrænket til henved halvdelen af, hvad det havde været i Maglemosetiden. At datidens folk har kunnet mærke dette ses af, at mange bopladser nu ligger under havets overflade og må være forladte i takt med havstigningerne.<ref name="JJ 138">Jensen (2001), s. 138</ref> Kongemosekulturen skal derfor givetvis ses som en tilpasning til disse forandringer i klimabetingelser og levevilkår. I takt med, at vandstanden i havet steg og tidligere landområder oversvømmedes, skete der en forskydning fra skovjagt imod udnyttelse af de muligheder, havet bød på: fiskeri og havjagt.<ref name="JJ 138"/> Kongemosekulturen var en jagt- og fiskerilivsform. Bopladserne lå ofte ved smalle strømsteder i fjordområder med gode muligheder for fiskeri, således efter fladfisk, ål, hornfisk, pighaj, torsk, gedde.<ref name="JJ 144">Jensen (2001), s. 144</ref> Den overordnede fordeling kunne tyde på, at landet har været inddelt i territorier til tilknytning til fjorde og større vandløb.<ref name="JJ 147">Jensen (2001), s. 147</ref> I indlandet har man blandt andet drevet jagt på kronhjort, rådyr, bæver og vildsvin i de omgivende skove. Dyrearter som urokse, bjørn, grævling, ilder og los forsvandt fra øerne i denne periode, dels som følge af jagt, dels fordi øernes isolerede beliggenhed ikke gav mulighed for nyindvandring til erstatning for de dræbte dyr. Af fugle drev man jagt på sule, sort stork, ænder, knopsvaner, rød glente, havørn, sølvmåge, gejrfugl og krage.<ref name="JJ 144"/> Det er bemærkelsesværdigt, at skaldyr – i modsætning til i den efterfølgende Ertebøllekultur – synes at have spillet en ubetydelig rolle i kongemosefolkets fødeforsyning. Jagten blev drevet med bue og pile, i tidlig kongemosetid fortrinsvis brede, trapezformede pile<ref name="JJ 150"/>, i mellemste kongemosetid rhombiske skævpile<ref name="JJ 150"/>, og i sen kongemosetid smalle skævpile og store skæve tværpile.<ref name="JJ 149">Jensen (2001), s. 149</ref> Pileformen og den anvendte slagteknik er uens i Jylland og på Sjælland. Andre jagtvåben var flintægspyd<ref name="JJ 150">Jensen (2001), s. 150</ref> og flintægdolke<ref name="JJ 153">Jensen (2001), s. 153</ref>, desuden, med geometriske mønstre ofte smukt dekorerede, hjortetaksøkser.<ref name="JJ 152">Jensen (2001), s. 152</ref> Flint var således den altdominerende stenart ved redskabsfremstillingen. Til fiskeriet anvendtes fiskekroge af ben, lystere af hassel og fiskeruser fremstillede af pilevidjer.<ref name="JJ 150"/> Kongemosekulturen kendes i sin typiske form dels fra nu havdækkede steder, blandt andet i Smålandsfarvandet og ved Langeland, dels fra Midtjylland, fra det nordlige Sjælland og fra det sydvestlige Skåne.<ref name="JJ 147">Jensen (2001), s. 147</ref> ==== Ertebøllekulturen ==== [[Fil:Athra_stenalderbopladsen.jpg|thumb|Rekonstrueret boplads fra ertebøllekulturen.]] [[Fil:Archäologisches_Landesmuseum_Schloss_Gottorf_023.JPG|thumb|Spidsbundet lerkar.]] [[Fil:Baltic History 5000-BC.svg|thumb|Littorinahavet omkring 5.000 f. Kr.]] Ancylussøen havde ingen forbindelse til verdenshavet og påvirkedes derfor ikke umiddelbart af havets stigning. Men efterhånden som klimaet blev varmere fortsatte den arktiske is med at smelte, og havets overfladeniveau steg. Efterhånden steg havoverfladen så meget, at det trængte ind over Øresundsområdet, og saltvand dermed kom ind i Østersø-bækkenet. Det nye saltvandshav som skabtes, kaldtes ''Littorinahavet'' efter saltvandssneglen ''Littorina littorea''. I begyndelsen var saltindholdet ikke særligt højt, og dette overgangsstadium benævnes Mastogloiahavet. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum. Ertebøllekulturen var en overvejende kystkultur, der afløste kongemosekulturen. Ertebøllekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.)<ref name="JJ 58"/>, hvor isens afsmeltning i Skandinavien var afsluttet og vandstanden i havet ca. 3 m højere end nu, så en del af de i dag landfaste områder i landets nordlige del var overskyllet af havet (Littorinahavet).<ref name="JJ 137">Jensen (2001), s. 137</ref> Temperaturen var om sommeren 20°C og om vinteren omkring frysepunktet.<ref name="JJ 162">Jensen (2001), s. 162</ref> Derimod er en del af landets sydlige områder, der var landfaste, siden blevet dækket af havet ved den landsænkning, der her var en afledt virkning af, at isens pres forsvandt. Ertebøllekulturen træder i stedet for Kongemosekulturen og skal givetvis ses som en tilpasning til de ændrede klimabetingelser og levevilkår. Ertebøllekulturens udøvere var overvejende en kystkultur af jægere, fiskere og samlere, hvis mest udtalte efterladenskaber var store østersskaldynger, køkkenmøddinger, først og fremmest fundet i landets nordlige egne (Limfjorden, Jyllands østkyst, Stavns Fjord på Samsø, Fyns nordkyst, Sjællands vest- og nordkyst – herunder Isefjorden, Roskilde fjord og Øresund).<ref name="JJ 158">Jensen (2001), s. 158</ref> Beliggenheden af disse skaldynger var til dels betinget af de naturgivne forhold, idet havet på de omtalte steder havde en saltholdighed, der gav østers levemulighed. Skaldyngerne kan være ganske store: Skaldyngen ved Ertebølle er ca. 140 m lang, ca. 20 m bred og ca. 1,9 m tyk<ref name="JJ 160">Jensen (2001), s. 160</ref>, mens en skaldynge ved Bjørnsholm er ca. 325 m lang, 10–15 m bred og ca. 1,2 m tyk.<ref name="JJ 161">Jensen (2001), s. 161</ref> Foruden indsamling af østers og muslinger i sommermånederne drev ertebøllefolket jagt i indlandet på kronhjort, bæver, rådyr, vildsvin, vildkat, los, ræv, odder og ulv<ref name="JJ 162"/>, ved havet drev de jagt på svaner og ænder<ref name="JJ 162"/>, og i havet jog de øresvin og spækhugger<ref name="JJ 164">Jensen (2001), s. 164</ref>, marsvin og gråsæler<ref name="JJ 162"/> samt fiskede ål<ref name="JJ 162"/>, hornfisk, torsk<ref name="JJ 164"/> og lignende. Kosten var alsidig og kunne afveksle fra sted til sted beroende på de stedlige forhold. Foruden kød har dyrene leveret skind og ben til redskaber som til skafter. En betydelig del af jagten er sket med bue og pil. Buerne er lavet af elm, 160–170 cm lange og med håndgreb midtpå.<ref name="JJ 196">Jensen (2001), s. 196</ref> Pilene forekom i to udformninger: en tværpil med spids af flint<ref name="JJ 197">Jensen (2001), s. 197</ref> og en pil uden spids men med et afrundet hoved; sidstnævnte formodes anvendt til jagt på mindre pelsdyr, hvor man tilstræbte at undgå at skade skindet. Fiskeriet er sket med krog, lystre og ruser. Andre redskaber, pilespidser, bor, flækker og skrabere til bearbejdning af skind blev lavet af flint ved slagbearbejdning.<ref name="JJ 193"/> I Skateholm er blandt gravgaver fundet en harpunspids.<ref name="La 23">Larsson (1986), s. 23</ref> Blandt husgeråd af ler kan nævnes en spæklampe<ref name="JJ 193">Jensen (2001), s. 193</ref> og spidsbundede lerkar, der må have hvilet på støttesten for at holde sig oprejst.<ref name="JJ 212">Jensen (2001), s. 212</ref> Der er ikke fundet spor af boliger på østersdyngerne, og det vides ikke, om bopladser i tilknytning til køkkenmøddingerne kun har været sommerbopladser eller var beboede hele året. Et fund af en østersskal ved Ringkloster i Østjylland henved 10 km fra kysten tyder imidlertid på, at kystjægerne også har opholdt sig i indlandet i perioder.<ref name="JJ 165f">Jensen (2001), s. 165f</ref> Beliggenheden af bopladser omkring den daværende Vedbæk fjord tyder på en placering under hensyn til forskellige biotoper inden for formodede stammeområder på højst 10 kms afstand og med sæsonbetingede flytninger mellem indre og ydre dele af fjorden.<ref name="JJ 172f">Jensen (2001), s. 172f</ref> For Karrebæk Fjords vedkommende tyder fund af økser på, at den foretrukne beliggenhed af opholdssteder har været i tilknytning til strømløb ved indsnævringer af farvandet, ofte på mindre øer med gode fiskemuligheder. Skønsmæssigt har fjorden kunnet føde omkring 250 mennesker.<ref name="JJ 174f">Jensen (2001), s. 174f</ref> Også bopladserne ved Skateholm dateret til ca. 5.500 f.Kr. ligger ved en mere eller mindre afskærmet lagune: oprindelig lå bopladsen på en ø, senere blev den flyttet til en anden ø, og til sidst blev den flyttet til et landfast næs.<ref name="La 23">Larsson (1986), s. 23</ref> På bopladserne er fundet spor efter formodede nedgravede huse hvoraf den største med størrelsen 11 x 6 meter.<ref name="La 22"/> Hver af de tre bopladsfaser synes at have været anvendt gennem flere århundreder og sandsynligvis af flere familier samtidig.<ref name="La 22"/> Flytningerne synes at være betinget af stigende vandstand.<ref name="La 22"/> På bopladserne er fundet spor efter jagtbyttet: gedde, ål, skalle og aborre er blevet fisket, sæl og småhval er sandsynligvis blevet fanget i lagunen, gråand, skallesluger og havørn kan være jaget i lagunen mens lomvie og pelikan må være kommet fra fjernere steder, i skove på fastlandet har været jaget vildsvin, kronhjort samt pelsdyr som mår, odder og bæver.<ref name="La 22"/> I tilknytning til bopladserne lå to større gravpladser med samlet mindst 22 grave.<ref name="La 22"/> I Skateholm er tillige fundet ti hundegrave, hvilket viser, at hunden (svarende til nutidens grønlandshunde) har været holdt og værdsat som (eneste) tamdyr.<ref name="La 28"/> Det har dog ikke forhindret, at man også har kunnet spise hundekød, når forholdene betingede det.<ref name="La 28"/> I et par tilfælde formodes hunde at være blevet begravet sammen med deres ejer.<ref name="La 28">Larsson (1986), s. 28</ref> == Bondestenalder == === Bondekulturens livsform === For en bonde er husdyrhold og afgrødeavl de afgørende forudsætninger for tilværelsen. De er begge disse sider af tilværelsen, der skaffer det grundlag, som betinger levevilkår. Det gælder naturligvis først og fremmest forsyningen med fødevarer i alle dens former, herunder behandlingen af råvaren forud for dens indtagelse som føde, men også andre sider af tilværelsen. Skind fra husdyr og uld fra får kan anvendes til klæder, tæpper, beholdere og meget andet. Ben kan forarbejdes til redskaber. Men bønder inddrager også andre råstoffer, som naturen kan tilbyde, som ler til keramik, træ til bygninger og meget andet. Ved sin tilpasning af tilværelsen til de naturgivne vilkår må bonden også tage hensyn til disse andre behov. Dette kan ske på ulige måder: tilværelsen kan, som for jægeren, tilpasses omflytning med mellemrum, når de stedlige ressourcer er udnyttede og udpinte, eller bonden må sikre sig, at det vil være muligt at genetablere de udnyttede ressourcer ved hvileperioder, skiftende afgrøder eller kompensation, fx i form af gødning. Valg mellem disse mulige tilpasninger har vekslet over tid, og dette afspejler sig også i bebyggelsesforholdene. Håndværk og handel afspejler en tilværelse med overskud i både tid og befolkning ud over, hvad selve eksistensen kræver. Jo mere udviklet, et samfund er, desto større vil også være tendensen til, at håndværk og handel udskilles som egne næringsveje i kraft af arbejdsdeling og mulighed for bytte af nødvendige og ønskelige goder. === Landbrugets udbredelse til Danmark og Sydskandinavien === Landbruget kom til Danmark omkring 4.000 f.Kr. i form af indvandring.<ref name="Kr 55"/><ref name="SN (2004) 46ff">Skak-Nielsen (2004), s. 46-54</ref> På grundlag af kulturtræk skelner man mellem to indvandrede grupper: Vollinggruppen fortrinsvis i Jylland og Oxiegruppen fortrinsvis på øerne og i Skåne.<ref name="SN (2004) 47">Skak-Nielsen (2004), s. 47</ref> Oxiegruppen er antagelig den ældste. Den havde flintredskaber og keramikformer, der udviser ligheder med Ertebøllekulturen. Den synes at være indvandret over Femarn til Lolland og herfra bredt sig til Sjælland og Skåne, hvorfra den har bredt sig til Bornholm.<ref name="SN (2004) 51">Skak-Nielsen (2004), s. 51</ref> Vollinggruppen udviser træk, der tyder på en indvandring fra det nordvestlige Europa.<ref name="SN (2004) 50"/> Den er formentlig indvandret over hertugdømmerne til Jylland, men har senere også bredt sig til øerne.<ref name="SN (2004) 51"/> Indvandringen fra Holsten og udbredelsen til Danmark samt Oslofjorden og Mälarområdet på den Skandinaviske halvø er sket i løbet af en omkring 200-årig periode.<ref name="SN (2004) 52">Skak-Nielsen (2004), s. 52</ref> Passagen af de åbne farvande kan være sket om vinteren, når disse var frosset til.<ref name="SN (2004) 53">Skak-Nielsen (2004), s. 53</ref> Dateringer fra et stort antal lokaliteter taler for, at indvandringen kan være sket ret hurtigt og måske i form af et større antal mindre grupper.<ref name="SK (2014) 102"/> Derimod er bondebruget ikke indført blot ved kulturspredning. Derimod taler både det altomfattende kulturskift<ref name="SN (2003) 6">Skak-Nielsen (2003), s. 6</ref>, fraværet af fartøjer til transport af kvæg over lange afstande<ref name="SN (2003) 4">Skak-Nielsen (2003), s. 4</ref> samt formodentlig sprogforskelle mellem befolkningerne nord og syd for Østersøen.<ref name="SN (2003) 5">Skak-Nielsen (2003), s. 5</ref> Dette afspejles også ved, at da ertebøllefolkene i Holsten fik kontakt til bønderne og deres særlige keramikkultur, tog det 400 år for denne at brede sig til Danmark.<ref name="SN (2003) 5"/> I dette som i andre tilfælde holdt man fast ved gamle og velprøvede traditioner. Samme stagnation havde gjort sig gældende tidligere i udbredelsen: da bondekulturen under sin spredning nordpå nåede 100-200 km syd for Østersøen ca. 5.200 f.Kr., standsede udbredelsen, idet den daværende dyrkningsform var uegnet på de skovbevoksede moræneområder. Det krævede lang tids udvikling af en ny teknik med svedjebrug, førend den videre ekspansion frem til Østersøen og udbredelsen til Danmark og Skandinavien kunne finde sted.<ref name="SN (2003) 6"/> Ertebøllekulturen hvilede på jagt og fiskeri, og kun langsomt kunne synes man at have antaget en kulturform, som var tilpasset et andet miljø. Der har sikkert været kontakter mellem de to kulturer, men de har i nogen udstrækning kunnet eksistere på samme tid<ref name="SK (2014) 110">Sørensen og Karg (2014), s. 110</ref>, måske med ertebøllekulturen som vigende og tragtbægerkulturen som ekspanderende.<ref name="SN (2003) 6"/> Et pres i en voksende bondebefolkning syd for Østersøen og et fald i marine ressourcer kan have fremmet denne udvikling.<ref name="SK (2014) 111">Sørensen og Karg (2014), s. 111</ref> I hvert fald skete der et drastisk skifte fra overvejende marin føde til landbrugsføde i løbet af en meget kort periode.<ref>M.P. Richards, T.D. Price and E. Koch: (2003), s. 288-295</ref> Den dyrkningsform, som de første bønder anvendte, var svedjebrug: man ryddede et stykke skov (måske ved fældning, måske ved ringbarkning) og afbrændte de fældede eller døde træer. Derved skabtes en aske, som sammen med skovmulden kunne give ret høje afgrødemængder de første år. Senere kunne rydninger også anvendes ved kvæggræsning i nogle år, men derefter fik skoven lov til at vokse op igen.<ref name="Kr 1988 29">Kristiansen (1988), s. 29</ref> Kvæget har enten været indhegnet eller tøjret, og løvfodring med friske kviste kan have været en del af fodringsmåden. Elm og ask gav det bedste foderløv, men også lind kan anvendes idet dets bark anvendes til bast. Man stynede hvert andet, tredje eller fjerde år og tørrede løvet til vinterfoder.<ref name="Kr 1988 30">Kristiansen (1988), s. 30</ref> De afgrøder, som disse tidlige bønder har dyrket, omfatter emmer, enkorn, nøgen byg, brødhvede og formodentlig spelt.<ref name="Kr 1988 37">Kristiansen (1988), s. 37</ref><ref name="SK (2014) 100">Sørensen og Karg (2014), s. 100</ref> Agerdyrkning er en lang og krævende proces, der kræver rydning af dyrkningsland, såning, sikring af afgrødens vækst, høst samt opbevaring af sæd.<ref name="SK (2014) 102">Sørensen og Karg (2014), s. 102</ref> Husdyrhold kræver på sin side sikring af foder året rundt, herunder om vinteren.<ref name="SK (2014) 102"/> Som husdyr holdt man især kvæg og svin, mens får og ged i begyndelsen ikke var så mange. Svinene havde gode betingelser i skove, ikke mindst egeskove, hvor produktionen af olden kunne være høj.<ref name="Kr 1988 37"/> Kvæget har været indført tamkvæg, der klart adskilte sig fra urokser.<ref name="Kr 1988 37f">Kristiansen (1988), s. 37f</ref> === Bopladser og bebyggelse === En skik med at opføre gravhuse med trapezform pegede på, at indvandrerne stammede fra Kujavien i Polen.<ref name="Gl 11">Glob (1975), s. 11</ref> De ældste huse, der lignede de levendes boliger, var langhuse på 30 m eller mere inddelte i rum på tværs for de enkelte familier.<ref name="Gl 11"/> Da bønderne kom til landet, medbragte de de både korn er dyrkningskultur, husdyr, ny keramik, slibning af økser, grav- og byggeskik samt skikken at nedlægge offergaver i vådområder.<ref name="SN (2004) 50">Skak-Nielsen (2004), s. 50</ref> De tidligste besættelser synes anlagt relativt isoleret, en boplads ved Barkær på Syddjursland blev anlagt på en holm i Korup sø med en lille landtange som eneste forbindelse til fastlandet omkring søen. Noget tilsvarende gælder bopladsen Stengade på Langeland, der lå på en lille sandet holm. Bebyggelsen bestod af to langhuse, idet den ene har afløst den anden i to bebyggelsesfaser. Huset var 33 m langt, orienteret øst-vest og med en indvendig bredde på 3 m.<ref name="Kr 55"/> Det har været foreslået, at langhuse for de døde efterhånden udviklede sig til langdysser.<ref name="Gl 13">Glob (1975), s. 13</ref> Barkærhuset, der formodentlig var et gravanlæg opført på bopladsen, da denne blev forladt, var 85 m langt og 6-7 m bredt.<ref name="Kr 55">Kristiansen (1988), s. 55</ref> Også de tidlige ''bondebebyggelser'' havde midlertidighedens præg: landsbyerne blev anlagt som rydninger i skovene, jorden blev opdyrket i nogle få år ved svedjebrug og efter udpining atter opgivet.<ref>Jensen (1988), s. 113ff</ref> === ''Tragtbægerkulturen'' === Den ældste bondekultur i Danmark kaldes tragtbægerkulturen efter et karakteristisk lerkar. Et stykke ind i ældre bondestenalder optræder en ændring i driftsmåden. I tiden fra 3.700 f.Kr. til 3.400 f.Kr. sker der en markant reduktion af højskov og en ændring til et åbent skovlandskab med store græsningsområder.<ref name="Kr 1988 41">Kristiansen (1988), s. 41</ref> Skoven var fortsat dominerende, men landet blev nu åbnet i ''bygder'' med store åbne græsningsarealer omkring bopladserne.<ref name="Kr 1988 42">Kristiansen (1988), s. 42</ref> De tidlige bopladser lå nær åer og søer, men begyndte efterhånden at brede sig længere væk og dannede derved nogenlunde faste bosættelsesområder inden for vel afgrænsede territorier.<ref name="Kr 1988 62">Kristiansen (1988), s. 62</ref> Det er muligt, at datidens gravhøje, dysser og jættestuer, har tjent som markeringer af disse nye bygder.<ref name="Kr 1988 67">Kristiansen (1988), s. 67</ref> Især i Vestjylland synes tilbagegang i skovområder til fordel for et åbent landskab at have været omfattende.<ref name="Kr 1988 43f">Kristiansen (1988), s. 43f</ref> Samtidig er imidlertid lyngheden gået kraftigt frem, og denne fremgang holdt sig ind i bronzealderen.<ref>Odgaard (1981), s. 10</ref> Fremgangen for lyngen skal ses i lyset af, at både kvæg, får og geder gerne æder friske, næringsrige årsskud af lyng, ligesom lyng kan anvendes til vinterfoder. For at kunne vedligeholde denne tilstand har man imidlertid sandsynligvis afbrændt hederne med jævne mellemrum for at få lyngen til at spire og derved skaffe ung og frisk lyng.<ref>Odgaard (1981), s. 11</ref> I de østligedele af landet havde befolkningen dels faste bopladser i indlandet, dels sæsonbopladser for havjagt og fiskeri ved kysterne, men efterhånden ophørte brugen af sæsonbopladserne og fiskeri blev drevet fra hovedbopladserne.<ref name="Kr 1988 57">Kristiansen (1988), s. 57</ref> Som noget nyt optræder nu indhegnede centralpladser formodentlig fælles for de omkring liggende bopladser. Disse, der blandt andet kendes fra Sarup på Fyn, formodes at have været mødepladser og fælles festpladser med gaveudveksling, måske fælles religiøse ceremonier men også mulighed for at løse indbyrdes stridigheder om rettigheder til jord og ressourcer.<ref name="Kr 1988 57ff">Kristiansen (1988), s. 57-60</ref> Det er meget lidt, der kendes til datidens landbrug. Man har øjensynlig dyrket emmerhvede, enkorn og byg.<ref name="Je 2001 287"/> De tidligste ryddede områder har formodentlig kun kunne bearbejdes med gravestok, træspade og hakke, men omkring 3.500 f.Kr. indførtes arden som pløjeredskab.<ref name="Je 2001 290">Jensen (2001), s. 290</ref> Spor efter pløjede marker er fundet under jættestuer og må derfor være ældre end disse.<ref name="Je 2001 291f">Jensen (2001), s. 291-293</ref> Det formodes, at man har anvendt okser som trækdyr.<ref name="Je 2001 291">Jensen (2001), s. 291</ref> Påfaldende er der ikke fundet spor efter fiskeri og havjagt, skønt flere bopladser lå ud mod havet.<ref name="Je 2001 288">Jensen (2001), s. 288</ref> Med hensyn til bebyggelsen er det endnu begrænset, hvad der kendes af bopladser. Fordelingen af grave, såvel rund- og langdysser som jættestuer, viser, at befolkningen har boet over hele landet, dog er Vestjylland, det indre af Fyn, det sydlige Lolland samt det østlige Sjælland forholdsvis sparsomt forsynet med disse, mens kystområderne, både omkring Limfjorden, Djursland, Østjylland, Fyn, småøerne og Sjælland udviser større koncentrationer.<ref>Jensen (2001), s. 365, 368</ref> Fordelingen af bopladser tyder på en inddeling af landet i bygder med større og mindre samlinger af bopladser, hvoraf nogle har været faste, andre tidsbegrænsede fangstbopladser og endelig formodede samlingspladser<ref name="JJ 282">Jensen (2001), s. 282</ref> Også gravkamre viser en lignende fordeling. Bygderne ligger langs kyster og større søer adskilte af større områder med få spor efter bosættelse.<ref name="JJ 283">Jensen (2001), s. 283</ref> I flere tilfælde kan det påvises, at gravkamre blev placerede på steder, hvor der forinden havde være en bosættelse.<ref name="JJ 284">Jensen (2001), s. 284</ref> Fra omkring 3.400 f.Kr. kendes en række større fælles samlingsanlæg, især kendt fra Sarup på det sydvestlige Fyn. Disse er fortolkede som samlede bopladser omgivet af befæstninger og dækkende et område på omtrent 40.000 m².<ref name="Je 2001 287">Jensen (2001), s. 287</ref> Indenfor området har man formodentlig behandlet afgrøderne, fremstillet redskaber og keramik. Indenfor området har man gravet gruber, hvoraf nogle formodes anvendt til tørring af korn, andre til opbevaring af forråd.<ref name="Je 2001 287"/> Lignende anlæg kendes fra Blandebjerg ved Humble på Langeland, Fannerup ved Kolindsund på Djursland og Trelleborg på Sjælland.<ref name="Je 2001 287"/> Et kornfund fra Sarup viser, at 94% var emmer (primitiv hvede), under 4% nøgen by og under 1% enkorn og dværghvede (brødhvede). Det formodes, at dette afspejler nyanlagte marker med enårigt ukrudt og gode kornudbytter.<ref name="Kr 1988 48">Kristiansen (1988), s. 48</ref> Lignende kornsammensætninger kendes fra Troldebjerg og Blandebjerg, mens andelen af nøgen byg var omkring 20% ved Lindø og en boplads ved Bundsø på Als dateret til 3.000 f.Kr. viser spor efter seksradet byg. Bopladser fra sen bondestenalder viser derimod en dominans af nøgen by, mens emmer, spelt, dværghvede og enkorn kun udgjorde mindre andele.<ref name="Kr 1988 49">Kristiansen (1988), s. 49</ref> Husdyrholdet var sammensat med kvæg, svin, geder og får samt hund. For bopladserne Troldebjerg og Spodsbjergs vedkommende konstateres, at de fleste tyre blev slagtede i deres tredje eller fjerde leveår. Køerne blev ældre på grund af deres mælkeproduktion. På bopladsen Troldebjerg blev 90% af svinene slagtede før de var 2 år gamle.<ref name="Kr 1988 52">Kristiansen (1988), s. 52</ref> Får og geder udgjorde kun mindre dele af husdyrbestanden.<ref name="Kr 1988 52"/> De har sikkert været holdt for uldens skyld. Men også jagtdyr forekommer og har formodentlig udgjort et supplement til landbrugskosten. På kystnære bopladser kunne de udgøre 10-15%, og på bopladsen Spodsbjerg 5%, overvejende kronhjort. Hjortenes gevirer har været anvendt til trykstokke, som blev brugt ved bearbejdning af flint og fremstilling af økser.<ref name="Kr 1988 53">Kristiansen (1988), s. 53</ref> ==== Barkær ==== Blandt de ældste bopladser fra bondestenalderen regnes Barkær på det sydlige Djursland.<ref name="Gl 1975 10">Glob (1975), s. 10</ref> Bopladsen har bestået af to langhuse placerede på en landtange i en sø. Det formodes, at den relativt beskyttede beliggenhed skyldes frygt for ufred med de omgivende jæger-, fisker- og samlersamfund.<ref name="Gl 1975 10"/> Husene havde en længde på omkring 90 meter, men husene er blevet udvidede (forlængede) en og to gange.<ref name="Gl 1975 12">Glob (1975), s. 12</ref> Husene var inddelt i en række rum adskilte af vægge på tværs af længderetningen. Det formodes, at ruminddelingen afspejler et kollektivt landsbysamfund, hvor hver familie har haft deres eget rum.<ref name="Gl 1975 14">Glob (1975), s. 14</ref> Bosættelsen har haft en varighed på formodet 30-40 år.<ref name="Gl 1975 10"/> De døde synes at være blevet begravede i boligerne, og det formodes, at der har været ritualer for at opretholde kontakten med de afdøde forfædre. Da bønderne forlod pladsen, opførte de en kopi af deres langhus som en slags dødehus over de efterladte døde.<ref name="Gl 1975 10"/> ==== Stengade ==== En anden tidlig boplads lå ved Stengade på Langeland.<ref name="Gl 11"/> Også her fandtes to langhuse, hvoraf det sydlige er opførte i to omgange.<ref name="Gl 1975 12"/> Det nordlige hus er imidlertid så smalt, at det formodes ikke at have været anvendt til beboelse.<ref name="Gl 1975 13">Glob (1975), s. 13</ref> Også disse huse er blevet opført på en lille holm. Stengadehuset var 33 meter langt og med en invendig rumbredde på 3 meter. I bygningens vestlige ende er påvist rumadskillelser på tværs. De fundne tragtbægre med rummål på 40-50 liter menes at være anvendt til opbevaring af korn og mel, og kraveflasker formodes anvendt til opbevaring af mælk og andre drikkevarer.<ref name="Kr 1988 55">Kristiansen (1988), s. 55</ref> Blandt redskaberne var mortere til maling af kornet, men desuden fandtes knive og skrabere til behandling af kød og skindforarbejdning.<ref name="Kr 1988 56">Kristiansen (1988), s. 56</ref> ==== Troldebjerg ==== Fra samme tid som Stengade kendes bopladsen Troldebjerg på Langeland. På denne fandtes 25 små huse, formodentlig stolpebyggede og med lerklinede vægge med en nærmest hesteskoformet grundplan.<ref name="Kr 1988 56"/> Det har været foreslået, at der er tale om familiehytter eller at de har været anvendt til korterevarende ophold fx. ved arbejde på fjernere marker eller ved bevogtning af husdyr. Sådanne hytter kendes fra nutidige svedjeagerbrugere.<ref name="Kr 1988 57">Kristiansen (1988), s. 57</ref> ==== Limensgård ==== Blandt de mest velbevarede huse hører et fra Limensgård på Bornholm dateret til omkring 3.500 f.Kr. Det er med midtsulekonstruktion og afrundede ender. Det formodes at have haft sadeltag. Intet tyder på en indre rumopdeling og der er ikke spor efter båse.<ref name="Je 2001 286">Jensen (2001), s. 286</ref> === ''Stridsøksekulturen'' === Enkeltgravskultur (eller stridsøksekultur efter den særegne redskabstype) betegner en levevis, der i Danmark udøvedes mellem 2.850 f.Kr. og 2.400 f.Kr.<ref>Ebbesen (1984), s. 19</ref> og fortrinsvis hvilede på husdyrhold og kornavl. Den er udbredt over store dele af Europa med forskellige egnslige særtræk, men tillige med forskellige udgaver af en særegen såkaldt "stridsøkse" som et fælles træk overalt. I Danmark er den nærmest enerådende i Vestjylland, mens vidnesbyrdene er mere spredte i andre dele af landet, hvor stridsøkser forekommer i jættestuer. I det øvrige Skandinavien kendes den fra Sydnorge og Sydsverige til og med Uppland. Den er en regional variant af den såkaldte Snorekeramiske kultur, som forekommer i Nord- og Centraleuropa i tredje årtusinde f.Kr. C14-dateringer af grave daterer fænomenet til ca 2.950-2.300 f.Kr., men i visse regioner på kontinentet forsvinder den tidligere. Det findes få dateringer fra Sverige; de ældste ligger omkring 2.900-2.800 f.Kr., omtrent samme tid som de danske. Enkeltgravskulturen har utvivlsomt<ref>Klaus Ebbesen har argumenteret for en spredt fremkomst men er overbevisende imødegået af Jørgensen, Kristiansen og Skak-Nielsen</ref> sin oprindelse i områderne nord for Sortehavet (Krim, Kuban). Herfra lader udbredelsen sig følge fra sted til sted. De ældste vidnedsbyrd om denne kultur stammer fra egnene nord for Sortehavet; herfra bredte den sig mod nord til Fatjanovo og derefter vestpå, dels over Østersøen fra Estland og Finland til den skandinaviske halvø, dels syd om Østersøen til egnene nord for Alperne i vest og med en gren nordpå op over Jyllands vestlige del. Det er bemærkelsesværdigt, at kulturen er væsensforskellig fra den i de berørte områder tidligere udøvede tragtbægerkultur. Såvel gravskik som våben og andre redskaber er så vidt forskellige, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke kan sandsynliggøres.<ref name=autogeneret1>Kristiansen, s. 77</ref> Desuden er dele af stridsøksekulturens flintøkser grovere end tragtbægerkulturens, hvilket i givet fald ville angive et tilbageskridt i udvikling.<ref>Jørgensen, s. 8</ref> Ligeledes er det påfaldende, at enkeltgravskulturens udøvere også inden for de enkelte egne udviser andre beliggenhedsvalg end de tidligere bosatte udøvere af tragtbægerkulturen. Det er blandt andet godtgjort ved Vroue i Jylland, hvor tragtbægerkulturens udøvere boede ved Sejbæk bæk på Vroue hede og tæt på morænelandskabet, mens stridsøksekulturens udøvere foretak Karup å på heden 1–2 km længere sydpå.<ref>Jørgensen, s. 6f</ref> Genetiske undersøgelser af danske skeletter fra Gjerrild har vist, at indvandrerne var mænd, som stammede fra den såkaldte yamnaya-kultur, der oprindelig fandtes på stepperne nord for Sortehavet, hvorfra udvandringen foregik. Man skelner mellem to varianter: den ene, R1b, forekommer både i yamnaya og i de danske skeletter, den anden, R1a, har en mere østlig udbredelse på steppen mellem Ural og Østersøen samt i dele af Sverige.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 5</ref> Lignende resultater er fundet i Nordtyskland, hvor enkeltgravskulturen kendes som snorekeramisk kultur.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 6</ref> Derimod synes kvinderne at tilhøre den stedlige befolkning og altså indgiftet frivilligt eller ej. Et fund fra Eulau er tolket som en hævnakt for kvinder, der endte hos indvandrerne. Som forklaring på denne særegne form for spredning har været foreslået, at kulturen var mandsdomineret. Derfor måtte ethvert overskud af sønner omsættes i fornyet ekspansion. Yngre mænd er derfor med mellemrum udvandrede til nye områder, hvor de har fundet sig en stedlig ægtefælle. På denne måde spredte kulturen, der måske bragte de indoeuropæiske sprog med sig, sig efterhånden til det meste af Europa.<ref>Kristiansen og Allentoft, s. 7</ref> Et vidnesbyrd om, at stridsøksefolket var fremmed, er, at det ikke udnyttede den gode flint, som tragtbægerkulturen havde udvundet, og omvendt ikke synes at have ladet tragtbægerkulturens udøvere få andel i deres rav, hvilket både taler imod, at de skulle have haft kendskab eller adgang til de gode flintminer, og at de to kulturer fra begyndelsen skulle have været i nær kontakt.<ref name=autogeneret1 /> Det lader sig fastslå, at hvor enkeltgravskulturens fremtrængen i Vestjylland udgør et brud med fortiden, er dens videre spredning til de østlige dele af landet mindre udpræget. Det forklares bedst ved, at der i Vestjylland er tale om en egentlig indvandring (og formodet fordrivelse eller undertvingelse af den hidtidige befolkning), mens der i Østdanmark er tale om et formodentligt fredeligere samkvem mellem de to kulturer.<ref>Jørgensen, s. 6; Kristiansen, s. 77</ref> På tilsvarende vis ses, at fremkomsten af enkeltgrave blandt andet i Skåne ikke udviser et forventet tidsmæssigt spredningsmønster fra syd til nord (eller omvendt) men pletvist over et meget stort område, hvorfor en indvandring her virker mindre sandsynlig;<ref>Ebbesen 2006, s. 28</ref> i stedet synes der være tale om spredt påvirkning. Under sin fremtrængen udvikler enkeltgravskulturen egnslige særtræk: således kendes en type i sin ældste form fortrinsvis fra Nørrejylland, en anden med facetterede former derimod fra Mellemtyskland.<ref>Ebbesen 2006, s. 26f</ref> I forlængelse af enkeltgravskulturens fremtrængen skete der ny skovrydninger i tiden fra 2.800 til 2.300 f.Kr. De tidligste rydninger menes at være sket i Jylland, men efterhånden breder de sig til landets østlige egne. De afspejler, at landbruget var inden i en ekspansionsperiode.<ref name="Kr 1988 78">Kristiansen (1988), s. 78</ref> Særligt i Jylland bredte heder sig.<ref name="Kr 1988 79">Kristiansen (1988), s. 79</ref> I landets østlige egne spillede skoven imidlertid fortsat en så stor rolle, at man kan tale om et skovlandbrug med hovedvægten lagt på husdyrhold.<ref name="Kr 1988 79"/> Der findes ingen bopladser, som med sikkerhed kan knyttes til enkeltgravskulturen. Dette kan hænge samme med deres livsform: stridsøksefolket var nomader og havde derfor boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer – og som derfor ikke satte sig dyberegående spor, hvor de var opstillet. Disse folk dyrkede formodentlig kun agerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramikken og pollenanalyser tyder på. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold og formentlig opdrættede heste. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, modsat forholdene i den tidligere tragtbægerkultur. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvad grave med velbevaret materiale viser. === ''Grubekeramisk kultur'' === Da Littorinahavet var på sit højeste var forbindelserne med verdenshavet betydeligt bredere og dybere end nu, saltindholdet var også højere. Imidlertid aftog havets stigning medens landhævningen fortsatte. Dette førte til at forbindelserne blev grundere og smallere og at mindre saltvand kom ind i Østersø-bækkenet. En langsom mindskning af saltindholdet blev konsekvensen. Dette overgangsstadium mellem Littorinahavet og den nuværende Østersø plejer man at kalde ''Limneahavet'' efter ferskvandsneglen ''Limnea ovata''. Mens både tragtbægerkulturen og stridsøksekulturen var tilpasset livet på landjorden, skete der midt i yngre stenalder indflytning af folk meden ny livsform tilpasset havet og kysterne. Denne kultur kaldes grubekeramisk kultur. Grubekeramisk kultur betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.<ref>Burenhult, s. 277</ref> Det er uklart, hvad årsagen eller årsagerne til dette skifte i levevis er, men det formodes at skyldes dels usikkerhed i udbyttet fra landbruget i disse forholdsvis nordlige egne, dels befolkningsvækst<ref>Burenhult, s. 27</ref>, dels fremgang i de fødevaremuligheder, som Østersøen (eller Littorinahavet, som man betegner dette stade i Østersøens udvikling), alt i tilknytning til klimatiske forandringer.<ref name=autogenerated1>Burenhult, s. 108</ref> Baggrunden for spredningen må ses som udtryk for en bedre tilpasning til stedlige levevilkår i kystegne også under de sydligere himmelstrøg blandt andet i Vendsyssel, på Djursland, på Samsø og på Sjælland uanset, at vilkårene for agerbrug her var bedre end i de mellemsvenske egne, som den grubekeramiske kultur udvikledes i. I Danmark synes indsamling af skaldyr at have spillet en betydelig rolle: skaller af blåmuslinger, hjertemuslinger, østers og ulige snegle er tilstede i stor mængde på bopladserne. Af knoglematerialet fra bopladser i Sverige fremgår, at fiskeri og sælfangst har spillet en hovedrolle.<ref>Wincentz, s. 12</ref> Den grubekeramiske kultur var dog ikke et entydigt jæger-samler-samfund, snarere var det tale om en blandet levevis med indslag af sælfangst, jagt, fiskeri og tamdyr, fortrinsvis svin.<ref>Welinder, s. 183</ref> Det er muligt, at man dyrkede afgrøder ved siden af, men i så fald i markant mindre udstrækning end i tragtbægerkulturen.<ref>Segerberg, s. 19</ref> [[Fil:Nordisk arkeologi. Gropkeramik, boplatsfynd från Grammahagen i Mjällbysocken i Blekinge..JPG|thumb|250px|Grubekeramik, bopladsfund fra Grammahagen i Mjällby sogn, Sölvesborgs kommun, Blekinge.]] Den keramikform, som har givet navn til grubekeramik-kulturen, er i teknologisk henseeende en naturlig udvikling af tragtbægerbøndernes keramiktradition og implicerer på ingen måde et kulturbrud eller indflydelse udefra. Grubekeramik har fået sit navn på grund af de karakteristiske gruber, som lerkarrenes yderside er blevet dekoreret med, med en pind eller lignende. Disse grubers formål er formodenlig at forhindrede de ofte store og grove lerkar i at sprække ved brændingen.<ref>Burenhult 1999: 324</ref> Foruden disse gruber udviser keramikken et stort antal af andre dekorationstræk.<ref name=autogenerated1 /> Keramikken har ofte en spids eller tapformet bund.<ref>Stilborg, s. 71</ref> Ud over selve keramikken og de karakteristiske tungespidser af spån findes egentlig ingen andre genstandstræk som utvetydigt kan tjene som kendetegn for den grubekeramiske kultur, omend kvarts, skiferspidser og muligvis dobbeltæggede flintøkser kan associeres med kulturen.<ref>Segerberg 1999: 19</ref> Den grubekeramiske kultur er overvejende et mellemneolitiskt fænomen, omend nogle mener at kulturen i en vis udstrækning kan påvises både i tidlig- og senneolitikum. Egentlige bopladser kendes i Danmark dels fra Limfjordsegnene, dels fra Kainsbakke ved det tidligere Kolindsund på Djursland.<ref>Wincentz, s. 11f</ref> === ''Dolktid'' === [[Fil:Hindsgavl dagger, Funen, Denmark (black backgr).jpg|thumb|150px|Fiskehaledolk fra [[Hindsgavl]].]] Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr.<ref>Tauber, s.27</ref> Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk". Dolktid falder klimatisk i subboreal tid.<ref>Kristiansen, s. 30</ref> Tidligere havde skoven været dominerende, men efterhånden ser det ud til, at skoven blev ryddet over store strækninger. Højskoven blev fældet, og der etableredes store græsningsarealer. I Jylland begyndte heder at brede sig.<ref>Kristiansen, s. 79</ref> Nedbøren i Midt- og Vestjylland bevirkede en delvis udvaskning af næringsstofferne i jorden (podsolering) således, at landbruget måtte tilpasses de nye vilkår med græsningsskov og marker på bakkeøerne.<ref>Kristiansen, s. 83</ref> De boliger, der kendes, udviser et ret ensartet billede: husene var midtsulehuse, hvor taget blev båret af en række stolper på langs midt gennem husene.<ref>Jensen (2001), s. 284f</ref> Langs ydervæggene var vægstolper med 1,5-2 meters mellemrum.<ref name="Kri 99">Kristiansen, s. 99</ref> Husene synes i almindelighed at være 5-7 m brede. Længden kunne variere meget, fra 20 m til op mod 45 m. Husene havde nedgravede stolper, ingen syldsten og kunne bestå i 20-30 år. I enkelte af husene ses tegn på rumopdeling, men der er ikke tegn på, at man holdt husdyr på stald.<ref name="Kri 99"/> Flere af husene havde beviseligt afrundede endegavle.<ref name="Je 2001 285">Jensen (2001), s. 285</ref> De fleste af husene var orienteret i øst-vestlig retning. Husene bestod af delvist nedgravede stolper og har formodentlig haft lerklinede vægge.<ref name="Je 2001 285"/> Sådanne huse er i Danmark fundet fx i Hemmed plantage på Djursland, ved Øster Nibstrup i Vendsyssel, Nymarksgård ved Stege på Møn og fra Limensgård på Bornholm, desuden Fosie ved Malmø.<ref>Jensen, s. 510f</ref> ==== Limensgård ==== Et fund fra Limensgård på Bornholm har afdækket 11 langhuse fra dolktid. Nogle af husene har stået samtidig, men det er usikkert hvor mange.<ref name="Kri 99"/> Bopladsen Limensgård bestod af huse, der var 16-22 m lange og 7 m brede. Husene var bygget med en række af midtstolper, der holdt taget oppe, såkaldte midtsulehuse.<ref name="Je 2002 21">Jensen (2002), s. 21</ref> Vægstolper stod med 1,5 til 2 meters mellemrum. Der var ikke tegn på, at kvæget blev holdt på stald.<ref name="Kr 1988 99">Kristiansen (1988), s. 99</ref> == Bronzealder == [[Fil:Nordic Bronze Age.png|thumb|Kort over udbredelsen af nordiske bronzealderkultur omkring år 1200 f.Kr.]] Hen imod slutningen af stenalderen begyndte et nyt råstof at optræde i Danmark: metaller, i første omgang kobber, senere legeringen med tin som bronze. Denne udvikling skulle få en lang række følgevirkninger, først og fremmest overgangen fra et overvejende egalitært landbrugssamfund til et socialt differentieret håndværkssamfund med nye og/eller forbedrede samfærdselsmidler, samhandel over store afstande samt ny viden og nye teknikker til materialebehandling. Også kunsten udvikler sig med nye former, både materialemæssigt og dekorativt. Der synes at være indtrådt en åndelig udvikling, hvor tilbedelsen af vandets ånder suppleres med soldyrkelse. Bronzealderen inddeles i to delperioder, ældre og yngre bronzealder, der hver for sig underinddeles i tre delperioder.<ref name="Je 2002 15">Jensen (2002), s. 15</ref> Forud for bronzealderen gik en overgangstid, der undertiden kaldes "kobberalder", fordi de første metalgenstande var lavet af kobber. Både kobber- og bronzegenstande stammede oprindeligt fra Sydøsteuropa, og først efterhånden lærte man støbekunsten i Sydskandinavien. Men overhovedet synes Mellem- og Sydøsteuropa at have været en inspirationskilde for udviklingen i Sydskandinavien.<ref name="Je 2002 53">Jensen (2002), s. 53</ref> Bronzealderen var utvivlsomt en dynamisk tid<ref name="ka 2003 20ff">Kaul (2003), s. 20-27</ref>, hvor nye skikke samt nye genstandstyper kom til, og hvor nye stilarter eller udformninger afløste hinanden. === Metalstøbning === Det vides ikke, hvornår kunsten at smelte og støbe metaller opstod. Allerede omkring 5000 f.Kr. begynder spor efter bearbejdning af "frit" det vil sige næsten rent kobber i Europa at fremkomme i Sydøsteuropa (nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Serbien). Dette kobber lod sig bearbejde ved såkaldt koldhamring, det vil sige uden opvarmning, men man opdagede snart, at metallet lader sig hærde i åben ild.<ref name="Je 1988 209">Jensen (1988), s. 209</ref> Omkring 4000 f.Kr. havde man udviklet teknikker til at udsmelte metal af kobbermalm, og der udviklede sig en egentlig kobberminedrift blandt andet i Rudna Glava ved Bor i det nordøstlige Serbien og Aibunar i Bulgarien.<ref name="Je 1988 210">Jensen (1988), s. 210</ref> Denne udvikling må ses i lyset af, at der fandtes store forekomster af næsten rent kobber i et stort område strækkende sig fra Makedonien og Bulgarien til Slovakiet. I det 3. årtusinde f.Kr. indtraf tilsyneladende en vis knaphed at være indtruffet, og dette førte til søgning efter nye råstofområder i Europa, hvorved kendskabet til metalstøbning spredte sig mod vest og nord til Sydtyskland, Frankrig, England og Irland.<ref name="Je 1988 210"/> Den malm, som forekommer i Bøhmen og Mellemtyskland, kaldes fahlerz<ref name="Je 1988 210"/><ref name="Je 2002 37">Jensen (2002), s. 37</ref>, er svovlholdig og rummer arsenik, antimon, nikkel, bly og sølv i et omfang af op til 20%.<ref name="Je 1988 211">Jensen (1988), s. 211</ref> Metalsmeltningen og -støbningen krævede så høje temperaturer, at disse processer kun kunne finde sted ved anvendelse af kul: udvindingen af kobber kræver brænding ved op til 700 °C og for støbning 1083 °C (kobbers smeltepunkt).<ref name="Je 1988 210"/> Det fornødne kul måtte fremstilles som trækul.<ref name="Je 2002 35">Jensen (2002), s. 35</ref> Dette indebar, at store skovområder måtte bruges til brændsel ved behandlingsprocesserne. De første genstande af metal, der nåede Danmark, var økser, spiralringe og andet af kobber, hvilket har givet anledning til udtrykket "kobberalder".<ref name="Ra 1980 9ff"/> Fundfordelingen tyder på, at de er fragtet ved sejlads fra fremstillingsområderne i Sydøsteuropa ad Oder over Østersøen.<ref name="Ra 1980 9ff">Randsborg (1980), s. 9-11</ref> Hvad nordboerne har givet i bytte for metallerne er uklart. Rav er en mulighed<ref name="Je 2002 100, 238ff">Jensen (2002), s. 100, 238-252</ref> og skal være begyndt omkring 1600 f.Kr. og kraftigt tiltaget efter 1200 f.Kr.<ref name="Ka 2014 20">Kaul (2014), s. 20</ref> men er næppe hele forklaringen. Også landbrugsprodukter har været foreslået som byttevare.<ref name="Kr 1988 80">Kristiansen (1988), s. 80</ref> Bronzehandelen fik andre følger: nye genstandstyper som rageknive af bronze dukker op i Sydskandinavien som noget nyt omkring 1400 f.Kr., kort tid efter at lignende rageknive var blevet taget i brug ved Middelhavet.<ref name="Ka 2014 15+">Kaul (2014), s. 15, 18</ref> Kedelvogne<ref name="Je 2002 259ff">Jensen (2002), s. 259-262</ref>, klapstole og tohjulede vogne synes også at være indførte sydfra.<ref name="Ka 2014 22">Kaul (2014), s. 22</ref> Undersøgelser af bælteplader tyder på, at plader fra forskellige egne er blevet fremstillede ved brug af en og samme matrice. Det betyder et af to: enten må bronzesmedene være omrejsende og de har udført deres arbejde rundt om i landet, eller også må der have været en meget omfattende samhandel. Undersøgelser tyder på, at der har eksisteret omkring et dusin regionale værksteder i Danmark og Nordtyskland med hvert sit handelsopland.<ref name="Nø 20016 18ff">Nørgaard (2016), s. 18-22</ref> === Samfærdsel === [[Fil:Model-af-Hjortspringbåden_DO-2304_original.jpg|thumb|Rekonstrueret model af Hjortspringsbådene.]] [[Fil:Bronze Age boats.png|thumb|Helleristninger med skibe fra den nordiske bronzealder.]] Metaludnyttelse fører uundgåeligt til et samfund med mere alsidige samfærdselsforbindelser. Fremstillingen af bronze kræver en blanding af kobber og tin<ref name="Je 2002 11">Jensen (2002), s. 11</ref>, men de to metaller findes ikke samlet, så der måtte finde transport og handel sted.<ref name="Je 2002 11"/> Håndværket krævede særligt kyndige, hvilket førte til fremkomsten af smede. Transporten kunne finde sted ad sejlbare floder<ref name="Je 2002 28f">Jensen (2002), s. 28f</ref> eller på dertil egnede veje i kærrer og vogne. Ikke meget vides om den nordiske søfart. Arkæologiske fund viser fartøjer lavet af store, udhulede stammer både fra ældre og yngre bronzealder, men i yngre bronzealder skete imidlertid en drastisk udvikling, idet en ny type plankebyggede men fortsat sejlløse skibe kendes fra helleristninger, og de minder i udseende med deres karakteristiske "snabler" i stævnene om de krigskanoer fra Hjortspring mose, der tillige kendes fra keltisk jernalder.<ref name="ka 2017 9ff">Kastholm (2017), s. 9-15</ref> Den internationale handel fik andre følger. Først nu optræder kærrer og vogne<ref name="Kr 1988 96">Kristiansen (1988), s. 96</ref><ref name="Je 2002 27">Jensen (2002), s. 27</ref>, der afspejler lignende køretøjer og stridsvogne kendt fra Middelhavsområdet. Disse tidlige køretøjer har haft to hjul sat på hver side af en 3 m lang tveje af eg; det ældste sådanne køretøj i Danmark stammer fra Bølling sø og dateres til 1900 f.Kr.<ref name="Je 2002 27"/> Helleristninger af sådanne hestetrukne vogne kendes blandt andet fra Kivik i Skåne.<ref name="Ka 2014 22"/> Spor under bronzealderhøje viser, at der allerede på daværende tidspunkt eksisterede veje, som regel blot hjulspor.<ref name="Je 2002 26">Jensen (2002), s. 26</ref> I sumpede egne måtte anlægges veje af grene og ris, 3-4 m brede og med grene liggende på tværs af kørselsretningen for at forhindre, at hjulene sank ned. Grenbelægningen kunne være dækket med sand eller grus, som måske har været fastholdt med kantsten eller træ.<ref name="Je 2002 26"/> Rester efter en plankevej af kløvede og tilhuggede egeplanker er fundet i Speghøje mose mellem Herning og Silkeborg, er 3 meter bred og dateret til 1450 f.Kr.<ref name="Je 2002 108">Jensen (2002), s. 108</ref> === Beklædning og personlige ejendele === [[Fil:Mens_clothing_Trindhøj.jpg|left|thumb|Trindhøjmandens kappe og kofte.]] [[File:DO-2335-Skrydstruppigen,_hovedet.jpg|thumb|Skrydstruppigen.]] Takket være gode bevaringsforhold i egekister i bronzealderens gravhøje kendes meget til befolkningens beklædning og deres personlige ejendele. For kvindernes vedkommende er det især grave ved Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj, der har givet oplysninger. For mændenes vedkommende er det især grave fra Muldbjerg og Trindhøj, der har givet oplysninger. I Egtved er der tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 160 cm høj. Hun var begravet i en kort bluse af vævet fåreuld i toskaftet vævning og med trekvart lange ærmer. Den var udskåret af et rektangulært klæde, omkring 60 x 100 cm stort. Blusen er blevet sammensyet på ærmernes underside og på ryggen med en T-formet søm. Halsåbningen var blevet forstærket ved en ombukning og knaphulssting. Blusen er så kort, at hendes mave har kunnet ses, når hun bevægede sig. På underkroppen bar hun et snoreskørt, der var 38 cm højt og nåede hende til knæene. Sådanne snoreskørter var undertiden forsynede med små cylindriske bronzerør, der kan have givet lyd fra sig, når kvinden bevægede sig. Snoreskørtet har formodentlig hvilet på hendes hofter. Midt på livet bar hun et løst bælte med en smykkeplade. I Skrydstrup er der også tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 170 cm høj. Også hun bar en bluse med trekvart lange ærmer, men på underkroppen bar hun et langt skørt, der kan have nået helt op til armhulerne. Hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet. [[Fil:Kvindegrav_fra_Egtved_00057.tif|left|thumb|550px|Egtvedpigens dragt.]] I Borup Eshøj er der tale om en ældre kvinde 50-60 år gammel. Også hun bærer en bluse og et langt skørt. Også hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.<ref name="Je 2002 196ff">Jensen (2002), s. 196-205</ref> Mændene bar nyreformede kapper vævet af stærkt valket fåreuld. Om livet bar de en kofte. Grundlaget for disse tøjstykker har været et firkantet tøjstykke, omkring 150 cm bredt. Heraf blev først udskåret kappen. De resterende stykker blev anvendt til at lave koften, der blev syet sammen af flere tøjstykker. De fleste af mændene bar runde huer på hovedet. Mændene er blevet begravede med et sværd.<ref name="Je 2002 205ff">Jensen (2002), s. 205-220</ref> Sværdene findes i tre udgaver: med fuldgreb, med grebtunge og med fæste af træ eller lignende. Inddelt efter tidsrum og brug viser svær med fuldgreb næsten ingen spor af brug gennem hele bronzealderen, sværd med grebtunge udviser moderat eller kraftig opskærpning både mellem 1500-1200 f.Kr. og 1200-1000 f.Kr. og sværd med træskæfte moderat skærpning mellem 1500-1200 f.Kr. og kraftig opskærpning 1200-1000 f.Kr. Dette tyder på, at fuldgrebssværdene fortrinsvis var statussymboler mens de to andre typer har været brug til kampe. Dette tyder også på, at bronzealderen var en relativt krigerisk tid. Det er sandsynligt, at det har krævet magt at sikre kontrol over handelen med bronze, råmaterialer og genstande<ref name="KK 1983 18ff">Kristiansen (1983), s. 18-25</ref>, og at der har eksisteret en særlig gruppe af krigere.<ref name="Je 2002 220ff">Jensen (2002), s. 220-227</ref> Et markant træk i bronzealderen er fremkomsten af en række nye personlige ejendele lave af bronze: bælteplader, armringe, halskraver, bæltedåser, smykkeplader til kvinder, sværd med tilhørende sværskede, spyd, nåle og fibler (dragtspænder) til mænd. Men også nye tekstiler dukker op: hårnet, trøjer og skørter til kvinder, huer til mænd. === Social differentiering === Der er næppe tvivl om, at bronzesmede udviklede sig som et ny specialiseret håndværk<ref name="Je 2002 35"/>, men det er ikke nødvendigvis ene om at være nyt: uldproduktionen var øjensynligt voksende, og væveri kan have udviklet sig som et andet specialiseret håndværk. Også fremstillingen af vogne, hjul og fartøjer kan have udviklet sig til nye specialiserede håndværk, og måske andre. Som følge af metallernes store værdi, måtte disse beskyttes mod frarøvelse, og der udviklede sig en krigerstand hertil. Karakteristisk nok optræder sværd<ref name="Je 2002 212">Jensen (2002), s. 212</ref> og spyd af bronze.<ref name="Je 2002 217">Jensen (2002), s. 217</ref> Sådanne styrker kunne, efter Hjortespringsbådens størrelse og en offernedlæggelse i Thorsbjerg mose at dømme, omfatte 30-40 krigere.<ref name="Je 2002 225f">Jensen (2002), s. 225f</ref> Men handel og fragt har næppe kunnet ske uden en form for indbyrdes aftaler mellem de stedlige stormænd. Disse forandringer måtte således ske under en anerkendt leder, og der udviklede sig derfor et differentieret socialt samfund. At dette også skete, fremgår af at de første metalgenstande ikke var redskaber til daglig brug men snarere smykker, økser og dolke, der øjensynligt bidrog til at markere ejerens sociale status.<ref name="Je 1988 212">Jensen (1988), s. 212</ref> Andre vidnesbyrd om de ændrede sociale forhold er blandt andet klapstole af asketræ, der er fundet i et mindre antal gravhøje, som nøje svarer til afbildninger i det østlige Middelhav: Grækenland, Kreta og Egypten, og som utvivlsomt var et værdighedssymbol.<ref name="Je 1988 252f">Jensen (1988), s. 252f</ref><ref name="Je 2002 178f">Jensen (2002), s. 178f</ref><ref name="Je 2002 266ff">Jensen (2002), s. 266-269</ref><ref name="Pr 1996 5ff">Prangsgaard (1996), s. 5-10</ref> Selve gravformen med gravhøje for enkeltpersoner i særlige stammekister og med gravgaver til dels af bronze, der optræder fra omkring 1600 f.Kr., vidner ligeledes om særlig agtelse<ref name="Je 2002 84ff">Jensen (2002), s. 84-89</ref> og adskiller sig derved både fra begravelser fra tragtbægerkulturen med dens fælles gravkamre i form af jættestuer og fra enkeltgravskulturens hellekister. Muligvis må også forekomsten af store langhuse, af arkæologer betegnede som "haller", ses at afspejle datidens sociale forhold. Man må regne med, at der i løbet af 2. århundrede sker en udskillelse af særligt fremstående slægter, der forestod de internationale handelsforbindelser.<ref name="Je 2002 84, 225">Jensen (2002), s. 84, 225</ref> I sydligere egne ser det ud til, at kvinder har været en del af et system, som bragte nye kosmopolitiske stormandsslægter i indbyrdes slægtsforbindelser.<ref name="Je 2002 101, 225">Jensen (2002), s. 101, 225</ref> Det er muligt, at Egtvedkvinden kan have indgået i en lignende slægtsforbindelse. Endelig kan medicinere og præster have været nye specialiserede leveveje. Det er muligt, at de ledende slægter også indtog en særstilling i forbindelse med tidens åbenbart talrige religiøse ceremonier.<ref name="Je 2002 225">Jensen (2002), s. 225</ref> === Gravskik === [[File:Borum_Eshøj.Jylland.1.JPG|thumb|Borium Eshøj - en gravhøj fra ældre bronzealder.]] En ændret gravskik i form af ubrændte lig begravede i store gravhøje med gravgaver af guld og bronze udviklede sig<ref name="Je 1988 212"/> og bredte sig hen over hele det centraleuropæiske område mellem Karpaterne i øst og Rhinen i vest fordelt på to kulturkomplekser, det ene omfattende det sydlige Tyskland, det østlige Frankrig, det sydvestlige Bøhmen og de vestlige dele af Østrig, det andet ved Donausmellemste løb i Tjekkiet, Østrig, Ungarn og med udløbere i Rumænien og Jugoslavien i perioden 1800-1400 f.Kr.<ref name="Je 1988 223">Jensen (1988), s. 223</ref> mens man efter omkring 1400 gik over til at brænde de døde og putte de brændte ben efter de afdøde i urner, som blev begravede på store fælles gravpladser kaldet urnemarker.<ref name="Je 1988 224">Jensen (1988), s. 224</ref> En lignende udvikling skete i de sydlige dele af Skandinavien.<ref name="Je 1988 224"/><ref name="Pr 1996 10">Prangsgaard (1996), s. 10</ref> === Dekorationsstilarter === [[File:Bæltepladen fra Langstrup F.I.4766.jpg|thumb|Bælteplade fra Langstrup med spiralstil.]] Dekorativt var bronzegenstande i ældste fase fra 1800-1500 f.Kr. præget af geometriske mønstre som linjer, trekanter, rhomber og buer<ref name="Je 1988 236">Jensen (1988), s. 236</ref>, men omkring 1500 f.Kr. slår en ny stil kaldet spiralstilen igennem<ref name="Je 1988 237">Jensen (1988), s. 237</ref>, og denne varer frem til 1200 f.Kr. hvor en ny plastisk dekorationskunst med vekselvirkning mellem positivt og negativt udviklede sig.<ref name="Je 1988 239">Jensen (1988), s. 239</ref> Den geometriske stil stammer fra Karpaterne og kom sammen med bronzen. Den kunne bestå i parallelle linjer, punktrækker, skraverede trekanter med markerede spidser, timeglasagtige figurer, rhomber, zigzagmønstre, krydsskraverede bånd eller rækker af halvbuer. Disse motivgrupper blev placerede i grupper således på den enkelte genstandes overflade, at der kunne opnås en kontrastvirkning mellem udekorerede og dekorerede flader.<ref name="Je 1988 79">Jensen (1988), s. 79</ref> Spiralstilen optræder første gang omkring 1600 f.Kr. Den stammer formodentlig fra et område omfattende Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien<ref name="Je 1988 80">Jensen (1988), s. 80</ref> og genfindes omkring 1500 f.Kr. på tre gravsteler fra Mykene i Grækenland, der viser Faraos forfølgelse af Moses.<ref name="Je 1988 59">Jensen (1988), s. 59</ref> Den genfindes nøje kopieret på nordiske bronzegenstande som pragtøkser fra Diverhøj på Djursland og Gunderupgård i Nordjylland<ref name="Je 1988 77">Jensen (1988), s. 77</ref> samt kvindelige bælteplader<ref name="Je 1988 137">Jensen (1988), s. 137</ref>, hvor spiraldekorationen er fremstillet ved hjælp af en form for stempler eller matricer.<ref name="Je 1988 136">Jensen (1988), s. 136</ref> === Religion === [[Fil:Grevensvaenge Schnabel.jpg|thumb|left|Tegning fra 1779 af Grevensvængetfundet]] [[Fil:Solvogn.jpg|thumb|350px|Solvognen fra Trundholm. Kun denne side af solskiven er forgyldt, bagsiden er mat. Forklaringen på, at solen kun lyser på rejsen fra venstre mod højre er, at set fra Norden bevæger solen sig syd herfor og derfor i denne retning.]] [[Fil:DO-10044-Figurer Grevensvænge.jpg|thumb|left|De to bevarede figurer på [[Nationalmuseet]]]] Det er begrænset, hvad der kendes til datidens religion, men dekorationer på rageknive samt andre billedmotiver tyder på, at det har været en solkult, hvor solens gang om dagen og natten spillede en stor rolle, og hvor fisk, slanger, heste samt om natten både, om dagen måske en vogn øjensynligt optræder som hjælpere for solen i dens daglige bevægelser.<ref name="Ka 1999 20ff">Kaul (1999), s. 20-30</ref> Denne solkult kendes ikke kun i Danmark men også fra Middelhavsområdet.<ref name="Ka 2000 31">Kaul (2000), s. 31</ref> Af andre træk må nævnes brugen af processionsøkser og lurer samt forekomsten af moseofringer.<ref name="Je 2002 89ff">Jensen (2002), s. 89-92</ref> Solkulten således som den kendes fra billeder på rageknive formodes at vise solens tur over himlen om dagen og hjemrejse med skib om natten. Solens rejse begynder om morgenen, når solen fra sin natlige rejse med skib af en fisk hjælpes fra natskibets stævn opad imod et morgenskib. Fisken følger med solen på første del af rejsen med morgenskibet men bliver snart spist af en rovfugl. Solen er endnu på skibet men bliver kort efter hjulpet af tre heste, som derefter trækker solen hen over himlen i dagtimerne. Solen kommer ombord på et nyt skib og får nu hjælp af en slange, som følger skibet om natten på hjemrejsen. Men om morgenen er slangen forsvundet, og en fisk har overtaget rollen som rejsekammerat og hjælper.<ref name="Ka 1999 24ff">Kaul (1999), s. 24-27</ref> Denne rejse formodes også vist i forenklet form som "hjulkors", det vil sige et rundt hjul med et kors i midten, på helleristninger. Personificerede guder findes ikke i denne mytologi.<ref name="Ka 1999 28">Kaul (1999), s. 28</ref> Skib, fisk, fugl og slange forekommer også i Ægyptens solkult.<ref name="Ka 1999 31">Kaul (1999), s. 31</ref> Fund af små figurer fra Grevensvænge tyder på indviklede ceremonier i forbindelse med religionsudøvelsen. Endvidere er fundet processionsøkser, hornede hjelme, lurer og andet, der understøtter dette. Fra Grevensvænge kendes figurer af to mænd med hornede hjelme, der holder hver sin processionsøkse, tre kvinder i kort skørt, der udfører badutspring samt en stående kvinde med håret opsat i en hårdknude.<ref name="Je 2002 477ff">Jensen (2002), s. 477-480</ref> Fra Fårdal kendes en række figurer: hestehoveder, en slange samt en kvinde, der tilbyder die.<ref name="Je 2002 477f">Jensen (2002), s. 477, 481-482</ref> Det er muligt, at disse har indgået i et frugtbarheds- eller vielsesritual, hvor kvinden ofrede sit lange flettede opsatte hår i en mose.<ref name="EL 1976 18ff">Eskildsen og Lomborg (1977), s. 18-26</ref> Afskårede hårfletninger kendes fra flere offerfund.<ref name="Je 2002 392">Jensen (2002), s. 392</ref> At der har eksisteret en frugtbarhedskult understreges også af flere helleristninger.<ref name="Je 2002 319">Jensen (2002), s. 319</ref> Formodede processionsøkser er fundet flere steder i det sydlige Norden<ref name="Je 2002 289ff">Jensen (2002), s. 289-296</ref>, og flere helleristninger viser øksebærende mænd.<ref name="Je 2002 295">Jensen (2002), s. 295</ref> Hornede hjelme kendes blandt andet fra Viksø Mose i Nordsjælland.<ref name="Je 2002 424f">Jensen (2002), s. 424-425</ref> Der vides intet om udøvelsen af de religiøse ceremonier. Ved Sandagergård nær Venslev i Horns Herred i Nordsjælland er fundet spor efter en bygning, der er tolket som et kulthus. Påfaldende for bygningen var flere helleristningssten dekorerede med hænder med udspilede fingre, og visse hellerisninger andre steder viser personer med forstørrede hænder med og uden processionsøkse.<ref name="Je 2002 442ff">Jensen (2002), s. 442-446</ref> Luren optræder først i yngre bronzealder, tiden 1200-700 f.Kr.<ref name="Ka 2015 14">Kaul (2015), s. 14</ref> Lurer blev ikke fremstillet i et stykke men derimod i dele, som blev sammenføjede til en samlet lur. Sådanne lurer kendes fra Sydskandinavien og Nordtyskland.<ref name="Je 2002 459">Jensen (2002), s. 459</ref> === Helleristninger === [[Fil:Kiviksgraven, en av hällarna, Nordisk familjebok.png|thumb|[[Helleristning]] fra Kivik, der blandt andet viser en stridsvogn, cirka 1000 f.Kr.]] Et karakteristisk træk i nordisk bronzealder er forekomsten af helleristninger, billeder indskrabede i overfladen på sten og grundfjeld. De menes at afspejle religiøse forestillinger<ref name="Je 2002 80">Jensen (2002), s. 80</ref> og dateres til tiden omkring 1600 f.Kr.<ref name="Je 2002 81">Jensen (2002), s. 81</ref> De forekommer især på grundfjeldet på Madsebakke og ved Hammersholm på Bornholm samt i det nordlige Bohuslen, mens de i resten af Danmark er lavet på løse sten. På den skandinaviske halvø kendes de især fra det sydøstlige Skåne, det østlige Småland, det vestlige Uppland, det østlige Östergötland, det sydlige Østfold, i Jæren og på sydsiden af Trondhjem Fjord.<ref name="Je 2002 311, 321">Jensen (2002), s. 311, 321</ref> Motiverne varierer. I Danmark er den hyppigste forekomst små gruber kaldet skåltegn, der ofte forekommer talrige sammen. Desuden forekommer solkors (en cirkel med et kors i midten, der formodes at vise solens gang over himlen), skibe og fodaftryk. Andre motiver viser mænd og dyr, hvoraf nogle åbenbart er heste, desuden pløjescener med ard trukket af okser. I Kivik ved Simrishamn i det sydøstlige Skåne ses også blandt andet en mand stående på en stridsvogn trukket af heste.<ref name="Je 2002 307, 310ff">Jensen (2002), s. 307, 310-321</ref> I nordligere egne af Skandinavien (Nordnorge) er fundet billeder, der viser jagt og fiskeri<ref name="Je 2002 311">Jensen (2002), s. 311</ref> samt folk på ski.<ref name="AKAT 2002 68">Kriiska og Tvauri (2002), s. 68</ref> === Landbruget === [[Fil:Petroglypgh_Group_Nordic_Bronze_Age_009.svg|thumb|250px|Helleristning med pløjescene fra Tanum.]] Frem til bronzealderen lå hovedvægten i landbruget på husdyrholdet, hvor især får og geder synes at spille en hovedrolle. Agerbruget skete ved opdyrkning af mindre markfelter dyrkede med en ard.<ref name="Kr 1988 46f">Kristiansen (1988), s. 46f</ref> De ældste kendte marksystemer er fundet i forbindelse med bopladser i Bjerre enge i Thy, omfattende 12 marker på 100-300 m² i størrelse, adskilte af våde lavninger af uens størrelse. De er daterede til 1. årtusinde f.Kr. Det er muligt, at agrene var indhegnede for at forhindre kvæg og får at skade dem.<ref name="Je 2002 352">Jensen (2002), s. 352</ref> De var forløbere for de senere såkaldte keltiske agre. De blev pløjede med en ard på kryds og tværs, først med en krogard, senere en bueard.<ref name="Je 2002 353">Jensen (2002), s. 353</ref> På helleristninger ses billeder af pløjning med ard, og ardfurer er fundet på steder, hvor bronzealderens bønder drev landbrug, blandt andet under gravhøje og bopladser.<ref name="Kr 1988 89">Kristiansen (1988), s. 89</ref><ref name="Je 2002 67">Jensen (2002), s. 67</ref> Allerede i bronzealderen er man formodentlig begyndt at gøde agrene med husdyrgødning.<ref name="Je 2002 353"/> I løbet af bronzealderen tiltog befolkningen og dermed også betydningen af kornavlen. I den forbindelse skete en begyndende opstaldning af kvæg for at samle gødning.<ref name="Kr 1988 103f">Kristiansen (1988), s. 103f</ref> Undersøgelser tyder på, at byg udgjorde tre fjerdedele af de dyrkede afgrøder, idet avnklædt byg efterhånden erstattede nøgen byg.<ref name="Ko 2003 25">Koch (2003), s. 25</ref> Dyrkning af emmer gik tilbage, mens spelt, rug, havre og sæddodder tiltog. Muligvis har også hvede og hirse været dyrket i beskedent omfang.<ref name="Je 2002 354">Jensen (2002), s. 354</ref> Fra slutningen af 3. årtusinde kendes krumsegl af flint til høstning, senere blev lignende segl lavet af bronze.<ref name="Kr 1988 89"/> Planter har også kunnet bruges til fremstilling af drikke: byg egner sig til øl<ref name="Ko 2003 23">Koch (2003), s. 23</ref> og i Egtvedpigens grav er fundet en barkspand med rester af en drik brygget af trane- eller tyttebær, emmerhvede og lindehonning.<ref name="Ko 2003 25"/> Husdyrholdet var varieret: heste, kvæg, får, geder og svin forekommer alle, omend af varierende betydning de enkelte steder.<ref name="Kr 1988 85"/> Kvæg udgjorde omkring halvdelen af husdyrholdet, svin omkring en fjerdedel og får og ged tilsammen omkring en fjerdedel, men der kunne være store udsving fra boplads til boplads, således spillede svin en beskeden rolle ved den jyske vestkyst og på vadehavsøerne, hvor får og ged kan have udgjort op til 30-40% af husdyrbestanden.<ref name="Je 2002 355">Jensen (2002), s. 355</ref> Kvæg optræder på helleristninger ofte som trækdyr.<ref name="Kr 1988 88">Kristiansen (1988), s. 88</ref> Det er ligeledes i bronzealderen, at hesten begynder at spille en stadig større rolle, i begyndelsen udgjorde den kun 3-5%, undtagelsesvis 10-15% af husdyrholdet.<ref name="Je 2002 356">Jensen (2002), s. 356</ref> Hesten har været anvendt som spisedyr men også som trækdyr og måske ridedyr.<ref name="Je 2002 356"/> I kystegne har man fanget fisk, således hornfisk, torsk, kuller og flynder, samt indsamlet hjertemusling, blåmusling, østers og strandsnegl<ref name="Je 2002 357">Jensen (2002), s. 357</ref> og jaget delfin, nordhval og kaskelothval samt sæler.<ref name="Je 2002 358">Jensen (2002), s. 358</ref><ref name="Kr 1988 85">Kristiansen (1988), s. 85</ref> Heden havde bredt sig gennem yngre stenalder, og under bronzealderen synes hedens opretholdelse at være fastholdt af nogenlunde uforandret størrelse.<ref name="Od 1981 10">Odgaard (1981), s. 10</ref> Dette er sket ved at afbrænde lyngen med jævne mellemrum og må være sket som en bevidst behandlingsmåde. Lyng er næringsrige for kvæg, får og geder, og lyng egner sig til vinterfoder til husdyrene.<ref name="Od 1981 11">Odgaard (1981), s. 11</ref> I løbet af bronzealderen var denne udvikling så fremskreden, at man kan tale om et vedvarende åbent hedelandskab i Jylland.<ref name="Kr 1988 79"/> I landets østlige dele bevirkede græsning dannelsen af store træfrie kratoverdrev, mens græsningsskovene blev mindre. Omkring år 1.000 f.Kr. var store dele af landskabet vedvarende træløst.<ref name="Kr 1988 80">Kristiansen (1988), s. 80</ref> Bebyggelsen holdt sig i det store og hele til de samme bygder, som havde eksisteret siden begyndelsen af enkeltgravstid med de udvidelser, som skete i dolktid.<ref name="Kr 1988 103">Kristiansen (1988), s. 103</ref> Disse bygder blev dannede ved, at en boplads harkrævet 1-2 km2 pr. familie. Bopladserne lå i små grupper, mere eller mindre adskilte med dyrkede områder og med tilhørende gravpladser, kun adskilte af fugtige lavninger, søer og åer.<ref name="Je 2002 343f">Jensen (2002), s. 343-344</ref> Man har på Fyn ment at kunne udskille 80 sådanne bygder af noget uens størrelse.<ref name="Je 2002 344">Jensen (2002), s. 344</ref> Særlig bemærkelsesværdig er en stærk fremgang i fåreholdet, og fåreuld synes at have spillet en betydelig rolle i tekstilfremstilling. Hvis får har spillet en større rolle i forbindelse med uldproduktion, kan ændringer i tekstilfremstillingen være en medvirkende forklaring. At uld i bronzealderen har haft en voksende betydning afspejles i form af væve, hvorpå man vævede meterbrede og 4-5 meter lange klædestykker fremstllede af forskellige uldkvaliteter, spindings- og garntyper med brikvævning og broderier.<ref name="Kr 1988 83">Kristiansen (1988), s. 83</ref> Også selve forarbejdningsteknikken udvikledes i yngre bronzealder med skaftvævning og kipervævning, der muliggjorde at fremstille mønstre.<ref name="Kr 1988 85"/> Fårene blev større og har formodentlig været holdt i store flokke bevogtede af vogterdrenge og hyrdehunde.<ref name="Kr 1988 88"/> === Bebyggelsen === [[File:Bronzealderhuset.jpg|thumb|350px|Bronzealderhus i Skrydstrup.]] [[File:Borum_Eshøj_-_reconstruction_of_bronze_age_house.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret bronzealderhus fra Borum Eshøj.]] Kendetegnende for tiden omkring 2000 f.Kr. var, at husene blev stadigt større og mere differentierede med hensyn til deres indretning.<ref name="Je 2002 20">Jensen (2002), s. 20</ref> Det største kendte bronzealderhus i Skandinavien lå i Sverige og var 60 m langt og 10 m bredt.<ref name="Je 2002 120">Jensen (2002), s. 120</ref> I ældre bronzealder var det fortsat store langhuse, oprindeligt midtsulehuse, der dominerede bebyggelsen. Nogle af disse synes at have være inddelt i to eller flere rum. I nogle tilfælde tyder det på, at der har været indrettet en lade i bygningernes østende.<ref name="Je 2002 25">Jensen (2002), s. 25</ref> Langhusene var oprindeligt toskibede, men i løbet af bronzealderen skete der en konstruktionsmæssig udvikling til treskibede huse.<ref name="Je 2002 21">Jensen (2002), s. 21</ref> I stedet for en stolpe midt i huset blev der nu placeret to stolper omkring en tredjedel inde i rummet og formodentlig forankrede med en indbyrdes forbindende tværstolpe over midtergangen eller midterrummet.<ref name="Je 2002 110">Jensen (2002), s. 110</ref> Forklaringen på den ændrede konstruktion skal søges i husenes større bredde, der gjorde denne konstruktionsmåde mere velegnet til at understøtte taget, hvis den forbindende tværstolpe tillige udgjorde understøttelse for en lodret stolpe op til tagryggen.<ref name="Je 2002 111">Jensen (2002), s. 111</ref> I første omgang forsøgte man sig med bredere midtsulehuse, 8-9 meter brede<ref name="Je 2002 21"/>, og bredden ændredes ikke senere nævneværdigt (huse kunne blive op til 10 meter brede), men ved at gå over til treskibede konstruktioner kunne tillige opnås en mere hensigtsmæssig arealudnyttelse for en stald med båseskillerum langs siderne.<ref name="Je 2002 115">Jensen (2002), s. 115</ref> Samtidig blev bygningerne opdelte i rum i længderetningen og øjensynligt med uens anvendelsesformål: bolig (spise- og opholdsrum), værksted, stald med plads til et varierende antal af dyr og lade<ref name="Je 2002 117">Jensen (2002), s. 117</ref>, men der kunne være stor variation fra bygning til bygning.<ref name="Je 2002 118">Jensen (2002), s. 118</ref> Endvidere blev husene stadig længere, og flere af husene er blevet karakteriseret som "regulære haller" på 25-50 meters længde.<ref name="Kr 1988 101">Kristiansen (1988), s. 101</ref><ref name="Je 2002 111"/> Det er formodet, at de største af disse huse var beboede af særligt fornemme familier, stormænd eller endda høvdinge<ref name="Je 2002 111"/>, men husene havde varierende størrelse fra 50-70 m² under tag for de mindre til en standardstørrelse på 85-130 m² til store haller på 200-300 m²<ref name="Je 2002 114"/> eller mere.<ref name="Je 2002 118"/> Det er sandsynligt, at tagmaterialet var planten tagrør, som blev skåret med flintflækkeknive.<ref name="Ad 2002 12">adamsen (2002), s. 12</ref> I tilknytning til nogle huse er fundet cirkulære eller halvcirkulære indelukker, der er blevet tolkede som opbevaringspladser for korn eller hø, eller for gødning.<ref name="Je 2002 114">Jensen (2002), s. 114</ref> Andre steder er fundet spor efter kvæg- og fårefolde.<ref name="Ol 2002 5ff">Olsen (2002), s. 5-10</ref> I flere tilfælde kan der konstateres bopladser beboede over en periode på flere hundrede år men med flytninger af bopladsen over større eller mindre afstande eller med fornyelser med en eller flere generationers mellemrum.<ref name="Je 2002 118">Jensen (2002), s. 118</ref> Ved Bjerre i Nordjylland er påvist formodet 19 bopladser inden for et område på 100 hektar<ref name="Je 2002 112">Jensen (2002), s. 112</ref>, men her som i andre tilfælde hersker der stor usikkerhed om antallet af gårdenheder, der eksisterede på samme tidspunkt.<ref name="Je 2002 112"/> I mange tilfælde bestod bopladserne af en enkelt eller nogle få gårde, som lå mere eller mindre samlet inden for velafgrænsede ressourceområder, som også formodes at have været bestemmende for de tidvise flytninger.<ref name="Je 2002 341">Jensen (2002), s. 341</ref> Den indbyrdes afstand mellem bopladser kunne variere men lå i visse tilfælde på omkring 2,5 km<ref name="Je 2002 342">Jensen (2002), s. 342</ref>, hvilket modsvarer, hvad der også kendes fra middelalderens landsbyer. Den indbyrdes afstand mellem stormandshuse kunne være omkring 12 km.<ref name="Je 2002 107">Jensen (2002), s. 107</ref> Det er muligt, at disse fordelingsmønstre har afspejlet en opdeling i indbyrdes adskilte bygder. I Mellemeuropa (Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien) forekom højtliggende, befæstede bopladser med omfattende håndværksvirksomhed omgivne af åbne bopladser og beliggende således, at der var udblik over forbindelsesvejene i det omgående landskab.<ref name="Je 2002 62">Jensen (2002), s. 62</ref> Det er muligvis en lignende ordning uden egentlige befæstninger, der har gjort sig gældende i Sydskandinavien. ==== Limensgård ==== Omkring år 2000 blev Limensgård på Bornholm atter beboet af bønder. På dette tidspunkt, ved overgangen til bronzealderen, blev der fortsat opført midtsulehuse, men disse var nu betydeligt større end 5-600 år tidligere: 25-44 m lange og 8-9 m brede. Tre rækker af stolper understøttede nu taget: en i midten og på hver side en række af støttestolper. Der kendes i alt 16 huse fra denne bopladsfase, men de har ikke alle stået på samme tid. Det formodes, at nogle af dem har været indrettet med en lade eller stald i østenden, men der er ikke fundet spor efter båseskillerum.<ref name="Je 2002 21"/> Husenes formodes at være indrettede med skillevægge i husets længderetning og med afrundet vestende.<ref name="Je 2002 23">Jensen (2002), s. 23</ref> Bebyggelsen dateres til tiden 2100-1700 f.Kr.<ref name="Je 2002 22">Jensen (2002), s. 22</ref> ==== Hemmed og Egehøj ==== En noget yngre boplads kendes fra Hemmed på Djursland. Også denne bestod af et midtsulehus, 43 m langt og ligeledes med afrundet endegavl i vestenden. I begge ender af huset fandtes ildsteder i husets midtakse. Bopladsen dateres til tiden 1700-1500 f.Kr.<ref name="Je 2002 65">Jensen (2002), s. 65</ref> En nærliggende boplads fra samme tid kendes fra Egehøj ca. 1 km borte. Husene, tre ialt, var her mindre: 21 m lange og 6 m brede. Disse huse synes a have været delte omtrent midt i længderetningen. I nogle af dem er fundet spor efter vævning.<ref name="Je 2002 66">Jensen (2002), s. 66</ref> Ved Egehøj dominerede byg som afgrøde men, som noget nyt, optræder spor af brødhvede.<ref name="Kr 1988 92">Kristiansen (1988), s. 92</ref> ==== Resengård ==== Fra Resengård i Salling kendes en boplads ligeledes dateret til tiden 1700-1500 f.Kr. Også her er husene 19-20 m lange og 6 m brede. Af interesse er, at man fandt sport i husets østende efter nøgen byg, brødhvede eller emmer, som formodes at være dyrket på omkringliggende marker.<ref name="Je 2002 66"/> ==== Bjerre ==== Ved Bjerre ved Hanstholm i Thy har man kunnet påvise 19 bopladser, som har eksisteret i en periode på op mod tusind år og hvor de enkelte bopladser formodentlig har afløst hinanden indenfor et område på 100 hektar. En af disse bopladser, dateret til 1.400 f.Kr., bestod af tre langhuse eller gårde af treskibet konstruktion og 18-19 m lange og 6-7 m brede. Husene havde indgang omtrent midt på langsiden. I den vestlige ende af et af husene fandtes et ildsted, og denne er tolket som beboelsesende.<ref name="Je 2002 112">Jensen (2002), s. 112</ref> I et andet af husene synes at have været båseskillerum midt i bygningen. Dette er blevet tolket således, at der var en stald midt i huset og beboelse i begge ender.<ref name="Je 2002 113"/> Husene var af varierende størrelse: nogle dækkede et areal på 2-300 m², andre 85-130 m² og endelig nogle 50-70 m².<ref name="Je 2002 114"/> Uden for husene er fundet spor efter indhegninger, der tolkes som dyrefolde. Af husdyr er fundet spor efter kvæg, geder og får.<ref name="Je 2002 113">Jensen (2002), s. 113</ref> Lignende bopladser kendes fra vestfrisiske områder.<ref name="Je 2002 114">Jensen (2002), s. 114</ref> Nogle indhegninger havde en halvcirkulær eller cirkulær form. De tolkes som opbevaringssteder for hø eller gødning.<ref name="Je 2002 114"/> Af afgrøder dyrkede man emmerhvede og nøgen byg men også avklædt byg, spelt, enkorn og muligvis dværghvede.<ref name="Je 2002 123">Jensen (2002), s. 123</ref> ==== Højgård ==== Ved Højgård ved Gram i Sønderjylland har man fundet en boplads bestående af et større antal langhuse, der dog ikke alle var samtidige. Det største hus var 51 m langt og 8,5 m bredt. Det var inddelt i 4 indvendige rum med skillevægge. Spor efter ildsteder i den vestlige ende tyder på beboelse. Det østligste rum kan have været anvendt som stald.<ref name="Je 2002 117">Jensen (2002), s. 117</ref> Opstaldningen er formodentlig sket for at kunne indsamle gødning fra husdyrene til brug på markerne<ref name="Je 2002 121">Jensen (2002), s. 121</ref>, men samtidig opnåede man andre fordele: dyr på stald har mindre foderbehov<ref name="Je 2002 121"/> og er bedre beskyttede mod ran og rovdyr.<ref name="Je 2002 122">Jensen (2002), s. 122</ref> Også indhegninger har kunnet fremme både gødningssamling og beskyttelse.<ref name="Je 2002 122"/> == Jernalder == Jernalderen tager sin begyndelse samtidig med bøgetid, 500 f.Kr. På dette tidspunkt skete der en klimatisk forværring<ref>Iversen (1967), s. 432</ref>, hvilken markerede overgangen fra subboreal til subatlantisk tid<ref name="JJ 2003 24">Jensen (2003), s. 24</ref>, idet vejret angiveligt blev fugtigere uden, at det med sikkerhed kan siges, om temperaturen faldt, eller om nedbøren voksede<ref name="iv 434">Iversen (1967), s. 434</ref>, men større luftfugtighed har gavnet bøgen på lindens bekostning.<ref name="iv 434"/> Moseundersøgelser i Skotland, Nederlandene og Sverige tyder på, at klima med forøget nedbør var begyndt omkring 800 f.Kr. og kulminerede omkring 500 f.Kr.<ref name="JJ 2003 24"/> Den forøgede nedbør betød alt andet lige en større udvaskning af først kalk og senere også andre næringsstoffer<ref name="iv 442">Iversen (1967), s. 442</ref> med en mere udtalt podsolering til følge. Sandsynligvis skete dette ved, at vejret prægedes af flere lavtryk, og samtidig indtraf forøget blæst<ref name="JJ 2003 24"/>, hvilket forøgede risikoen for muldflugt. Hvor lindeurskoven havde beriget muldjorden med næring, bevirkede bøgen med dens mordannelse, at vilkårene for plantevækst forringes, og samtidig svækkes mulighederne for skovens fornyelse. På lignende måde er hedelyng mordannende, og befordrende for dannelse af ''al'', et vandstandsende udfældningslag.<ref name="iv 443">Iversen (1967), s. 443</ref> Alt sammen bevirker det, at vilkårene for agerdyrkning forringes. Samtidig er forøget kvæghold med deraf følgende forøget græsningstryk ikke en udvej. Når græsningstrykket overskrider en vis grænse, sker der forringelse af græsproduktionen. Og en formindsket vegetationstæthed fremmer ligeledes jordens udvaskning og forringer dermed dens egnethed til agerdyrkning.<ref name="iv 442"/> En mulighed for at lette dette pres er at sætte husdyrene på stald og inddrage nye foderressourcer. Som medvirkende årsag til vegetationens forandring må peges på datidens landbrug.<ref name="iv 435">Iversen (1967), s. 435</ref> Under de ændrede vilkår voksede behovet for at lade større områder indgå i omdriftsarealet. Skoven trængtes tilbage, agerjord og græsningsoverdrev voksede i omfang<ref name="iv 436">Iversen (1967), s. 436</ref>, og høslet-enge opstop.<ref name="iv 437">Iversen (1967), s. 437</ref> Også lynghede tiltog i omfang, sikkert som led i en ændret landbrugsdrift.<ref name="iv 444">Iversen (1967), s. 444</ref> Men selv et forøget omdriftsareal er ikke nødvendigvis nok. Presset kan blive så hårdt, og flytningerne af agrene så omfattende, at selve landsbyen må flytte. Samtidig er udviklingen befordrende for flere men mindre bebyggelser, landsbyer bestående af kun nogle få familiegårde. Ændringerne i forholdet mellem land og hav var af mindre betydning. I landets nordøstlige dele skete en fortsat, omend beskeden landhævning, og samtidig skete en formindskelse af Østersøens saltholdighed, hvorved arter som ''Limnæa'', der trives i brakvand, kunne trænge ind.<ref name="iv 445">Iversen (1967), s. 445</ref> Jernalderen synes, både i Danmark, i resten af Norden og i Mellemeuropa at have været en tid med voldsom befolkningsvækst<ref name="iv 438">Iversen (1967), s. 438</ref> og muligvis ud over, hvad den daværende samfundsindretning kunne bære. Når en sådan befolkningsvækst indtræffer, kan der ske en af fire ting:<br/> - nye områder bliver inddraget til landbrugsmæssig opdyrkning. Sker dette, er der en potentiel mulighed for grænsekonflikter med nabosamfund, det være sig lokalt eller regionalt (på stammeniveau). Dette kan føre til indførelse af grænsemarkering, der kan tage form af ''folkevolde'' og oprettelse af et mere eller mindre fast grænseværn, en hird.<br/> - fødevareproduktionen omlægges til at give et større udbytte, måske et større fødevareoverskud. Dette overskud kan enten sælges eller byttes mod varer, eller det kan anvendes til at brødføde specialiserede håndværkere, hvis varer kan sælges. Udfaldet er under alle omstændigheder mere ''samhandel'' med omverdenen (hvilket afspejler sig i forekomsten af fremmede genstande), mulighed for dannelse af ''politiske alliancer'' og for ''ægteskaber'' over folkelige grænser. En sådan udvikling kan/vil også føre til dannelse af et hierarki, hvor lederen af disse forbindelser opnår en højere status.<br/> - en del af befolkningen ''udvandrer'' og danner nye kolonier i folketomme egne (fx Færøerne, Island, Grønland) eller i områder med bedre plads. Sker dette, kan koloniseringen afspejle sig i ''stednavne''. I nogle tilfælde kan udvandringen ende i konflikt med den stedlige befolkning, men sådanne mulige konflikter vil i reglen have ingen eller ringe betydning for hjemegnen. Hvis koloniseringen er fredelig, kan den imidlertid bevirke dannelsen af kontakter mellem udvandrernes hjemegne og koloniseringsområdet.<br/> - befolkningsoverskuddet kan blive omsat i erobringskrig med henblik på at underlægge sig andre områder, tvinge dem til at betale tribut (skatter, afgifter) og/eller for at skaffe slaver. Dette forudsætter dannelsen af en fast organiseret hær (hird) med hierarki og finansiering af dens våben og opretholdelse. En sådan militær organisering kan ske både i de områder, hvor angriberne er hjemmehørende, og i de(t) område(r) der angribes som en reaktion på angreb. Sidstnævnte steder kan forsvaret afspejle sig i dannelsen af ''folkeborge'' og ''folkevolde med vagtborge'' samt, da en del af denne virksomhed kan ske ad søvejen, føre til bygning af ''krigsfartøjer'', oprettelse af ''snekkehavne'' og etablering af ''pælespærringer''. Organisering af angreb og forsvar kan også finde udtryk i politiske alliancer med andre stammer (stammeforbund) for derved at styrke den samlede militære evne. Derved forøges tendensen til rangordning. Sådanne krigshandlinger kan afspejle sig i slagmarker og i ''krigsbytteofringer'' udført af de vindende styrker, det være sig angribere eller forsvarere, enten nær stedet hvor slaget fandt sted eller efter deres hjemkomst. Det må formodes, at konflikterne kan have en tendens til eskalering over tid således, at midlertidige tiltag efterhånden også får et mere permanent præg.<br/> Samtidige forskelle i forekomsten af sådanne forhold afspejler med andre ord samtidige forskelle i levevilkårene de enkelte steder, fx forskelle mellem Jylland og øerne. Stort set gennem hele jernalderen kan forskellige af disse træk konstateres i Danmark og omgivende områder, og de afspejler således de foranderlige politiske og sociale vilkår for bebyggelsen.<ref>Denne model med flere mulige udfald skal ses i modsætning til Lotte Hedeager: ''Danmarks Jernalder. Mellem stamme og stat''; Aarhus Universitetsforlag, Esbjerg 1992; ISBN 87-7288-291-3, hvor udfaldet: den lagdelte stat, er givet på forhånd og det eneste, det drejer sig om bliver at udfylde med vidnesbyrd om sociale forskelle suppleret med mere eller mindre plausible forklaringer og så iøvrigt argumentere for "den indre logik" (s. 202) som forklaring på udviklingen. Efter min mening er denne forklaring alt for unuanceret, først og fremmest fordi forskellen mellem Jylland på den ene side og øerne på den anden ikke forklares tilfredsstillende, således er det direkte forkert, når det s. 193 siges, at angrebene mod Jylland skulle være udgået fra Sjælland, idet de ofrede våben påviseligt stammer fra henholdsvis Nordtyskland, Sydnorge og Mälarområdet, men også fordi fx teutoners og kimbreres, senere anglernes og jydernes udvandring ikke inddrages og forklares. Med andre ord er hendes opfattelse alt for unuanceret og de forskellige træk bruges alene til ukritisk at understøtte det bagved liggende paradigme.</ref> Overgangen fra bronze til jern synes at være sket hurtigt, omend spredning af jernets anvendelse øjensynligt tog tid. Denne overgang skete i hele Europa på samme tid<ref>Levinsen (1982-83), s. 154</ref>, og dette kan være medvirkende til at forklare, hvorfor brugen af bronze faldt så hurtigt i Norden: forsyningerne med bronze måtte ske sydfra, og hvis denne ophørte med at være i brug i Mellemeuropa, kunne den heller ikke længere indføres til Sydskandinavien. Jerngenstande begyndte at optræde almindeligt i grave allerede i ældste del af jernalderen<ref>Levinsen (1982-83), s. 155</ref>, og ligeledes skete jernudvinding og forarbejdning lokalt allerede fra ældste jernalder.<ref>Levinsen (1982-83), s. 161</ref> Det viste sig imidlertid, at den nordeuropæiske myremalm er meget fosforholdig, og fosforet går over i jernet og forhindrer at det kan optage det kulstof, der er nødvendigt for, at det kan hærdes til stål.<ref>Levinsen (1982-83), s. 161</ref> Dette kan forklare, hvorfor jernet i begyndelsen kun opnåede begrænset brug<ref>Levinsen (1982-83), s. 156</ref>, og hvorfor fx våben blev importerede sydfra. === ''Ældre Keltisk jernalder (500 f.Kr. - 200 f.Kr.)'' === [[Fil:Pre-roman iron age (map).PNG|right|200px|thumb|Før-romersk jernalder i Nordeuropa (5. årh. – 1. årh f.Kr.); røde områder markerer den Nordiske gruppe, magenta markerer Jastorfkulturen]] Keltisk jernalder har navn efter kelterne, en kultur udviklet i Mellemeuropa mellem 800-600 f.Kr. Den keltiske kultur har sit udspring i Hallstat-kulturen i Østrig. Her havde i bronzealderen udviklet sig et handelsknudepunkt for handel med kobber og tin samt salt udvundet på stedet. Frem til 8. århundrede f.Kr. skete ingen synlig social udvikling, men fra denne tid begyndte kelterne fra egnene nord for Alperne at opføre befæstede bebyggelser på bjergtoppe som Heuneburg<ref>James (1994), s. 28</ref>, og på samme tid optræder en gravkultur for eliten, hvor de døde begraves med vogne, fx i Hochdorf.<ref>James (1994), s. 26-27</ref> Omkring år 600 f.Kr. oprettede grækerne handelskolonien Massalia (Marseilles), og herfra udvikledes handelsforbindelser nord over via Rhõne til Mellemeuropa.<ref>James (1994), s. 21</ref> Nye handelsforbindelser og social udvikling i Mellemeuropa er således samtidige. Fra et oprindeligt kerneområde spredte keltisk kultur sig, og folkevandringer skete blandt andet mod syd (Podalen) og sydøst (Grækenland og Lilleasien).<ref>James (1994), s. 29-30</ref> I det nordlige Niedersachsen og Slesvig-Holsten udviklede bronzealderens urnegravskultur sig efterhånden til den såkaldte Jasdorf-kultur under indflydelse fra den sydligere Hallstatt-kultur, og i denne form bredte den sig til Mecklenburg, Vorpommern og Brandenburg samt nordpå op i det sydlige Nørrejylland. Det er muligt, at den keltiske indflydelse til dels skyldtes indvandring fra syd. Vor viden om ældre keltisk jernalder længere mod nord, i Skandinavien, er begrænset. Det ser ud til, at landbruget her var dominerende og at forbindelser udad til i begyndelsen har været begrænsede. I Vendsyssel kan der have udviklet sig handelsforbindelser og alliancer med det vestlige Mellemsverige.<ref>Martens (2014), s. 254</ref> De få spor i resten af Jylland tyder snarest på ufredelige forbindelser: et krigsoffer og forsvarsanlæg. Det forhold, at landsbyen Borremose fra 4. århundrede f.Kr. til 2. århundrede f.Kr. lå som en befæstet boplads omgivet af mose og med en enkelt adgangsvej fra sydøst taler for, at der allerede på dette tidspunkt har været uroligt nok til at søge en sådan beskyttelse.<ref>Martens (2010), s. 186</ref> === Angreb udefra === Allerede i keltisk jernalder har vi vidnesbyrd om uroligheder. Midt i keltisk jernalder, i 4. århundrede f.Kr., indtraf et slag ved Hjortspring på Als i Sønderjylland. 3-4 krigskanoer, hver bemandet med nogle og tyve krigere, det vil sige samlet mindst 80 mand, nåede Als og gik i land. Disse krigere var udstyret med spyd eller lanse og et træskjold, nogle med sværd samt kastesten og formodentlig slynger. De ledende synes at have båret ringbrynjer.<ref name="JJ 67">Jensen (2003), s. 67</ref> Invasionshæren blev imidlertid nedkæmpet og en del nåede formodentlig at flygte. Mindst en båd blev tilbage og sammen med erobrede våben, der blev ødelagte, blev den øjensynligt ofret i Hjortspring Mose, der lå ca. 2 km inde i land. Angriberne stammede formodentlig fra egnene ved nedre del af Elben.<ref name="JJ 70">Jensen (2003), s. 70</ref> Et andet vidnesbyrd om urolige tider er forekomsten af befæstede landsbyer som Borremose<ref name="JJ 32ff">Jensen (2003), s. 32-34</ref> og Lyngsmose.<ref name="JJ 129f">Jensen (2003), s. 129-130</ref> Også ved Grøntoft findes spor efter et forsvarsanlæg i form af en "palisade" men ikke omkring den enkelte landsby.<ref name="JJ 94ff">Jensen (2003), s. 94-98</ref> Også ved Sarup på Fyn findes en forsvarsvold.<ref name="JJ (2003) 31f">Jensen (2003), s. 31-32</ref> Der gives ingen umiddelbar forklaring på behovet for sådanne forsvarsanlæg, men under hensyn til udviklingen i romersk jernalder kan det ikke udelukkes, at de skulle beskytte mod angreb fx for at skaffe slaver, der kunne sælges mod syd. Fra Mellemeuropa, hvor kelterne bredte sig, kendes vogngrave for en elite<ref name="JJ 13">Jensen (2003), s. 13</ref>, og fra samme område skete i 4. og 3. århundrede f.Kr. angreb mod middelhavsegnene.<ref name="JJ 15">Jensen (2003), s. 15</ref> Og i samme områder udviklede sig flere jernudvindingssteder.<ref name="JJ 47">Jensen (2003), s. 47</ref> Måske har der været en lignende udvikling mod nord<ref name="JJ 128">Jensen (2003), s. 128</ref> hvor især Vestjylland bød på udvindingsmuligheder for jern.<ref name="JJ 48">Jensen (2003), s. 48</ref> === Sociale forandringer === Omlægningen fra et samfund baseret på indført bronze til et samfund baseret på jern, der kunne udvindes lokalt eller regionalt, må også have medført sociale forandringer: de, som tidligere havde kontrolleret bronzehandelen, må have fået svækket deres position, mens andre med erfaring i jernudvinding og -forarbejdning omvendt må have fået en større betydning. Også krigerstandens stilling må være forandret, måske midlertidigt svækket da behovet for deres beskyttelse af den hidtil så dyrbare bronze ikke længere var tilstede. Det er muligt, at nogle krigere forandrede deres levevej i mere fredelig retning som bønder (der dog kunne forsvare sig selv ved behov), mens andre slog sig på røveri og slavehandel (hvilket offerfundet i Hjortspring måske afspejler). For andre samfundsgrupper var forandringen af mindre betydning: vævere, pottemagere og andre kunne fortsætte deres levevej uden nævneværdige forandringer. Det er muligt, at det - i hvert fald midlertidigt - kan have bevirket en vis social udjævning. Måske er det dette, der blandt andet afspejles i den drastiske forandring i bebyggelsen: bronzealderens store haller forsvandt og blev afløst af mindre langhuse, tydeligvis kun beregnede for en familie og med bosættelse i den ene ende og stald for husdyr i den anden. Også gravskikken tyder på en egalisering af samfundet: alle blev nu begravede i samme slags tuegrave, og gravgaverne var ensartede og ret beskedne. Det er sandsynligt, at befolkningen var i vækst, og at det er dette, der afspejler sig i en omlægning af landbruget fra spredte marker til de indhegnede såkaldte "keltiske agre": den dyrkbare jord var nu blevet så betydningsfuld, at en indhegning og dermed markering af ejerskab til jorden og beskyttelse af afgrøderne mod ødelæggelse blev af betydning. === Gravpladser === Kendetegnende for keltisk jernalder er i Jylland forekomsten af store, samlede tuegravpladser. De tæller flere hundrede grave, og deres brugstid har strakt sig over flere hundrede år<ref name="JJ 56"/>; først i sidste århundrede f.Kr. sker der et opbrud. Dette tyder på stor stabilitet i datidens samfund. Tuegravene består af urner til opbevaring af den dødes brændte ben, og hver urne har været omgivet af en ringgrøft med to eller flere afbrydelser samt en krans af enten sten eller træpæle.<ref name="JJ (2003) 58">Jensen (2003), s. 58</ref> Hvad formålet med disse har været, vides ikke, men det formodes, at de kan have at gøre med gravritualet. Sådanne tuegravpladser kendes fra Grøntoft<ref name="JJ 56">Jensen (2003), s. 56</ref>, Årupgård<ref name="JJ 56ff">Jensen (2003), s. 56-59</ref>, Årre<ref name="JJ 60f">Jensen (2003), s. 60-61</ref> og Uldal<ref name="JJ 61f">Jensen (2003), s. 61-62</ref>, alle i Jylland. === Landbruget === [[Fil:Denmark-reconstructed iron age house.jpg|thumb|350px|Et rekonstrueret jernalderhus i ''Jernalderlandsbyen'' i Odense.]] [[Fil:Aeldre_jernalderhus.png|thumb|350px|Hus fra overgangen mellem bronzealderen og ældre førromersk jernalder. Bemærk bolig med ildsted i vestenden, stald med båse i østenden.]] Ved overgangen til keltisk jernalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder.<ref name="GJ 1981 143">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143</ref> På samme tid og i samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden.<ref name="Ha 1988 151">Hedeager (1988), s. 151</ref> Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskille sig i størrelse fra andre gårde.<ref name="Ha 1988 179">Hedeager (1988), s. 179</ref> Fremkomsten af disse digevoldingsagre tilskrives en befolkningsforøgelse, hvorved presset på jorden forøges. Det betyder, at agerdyrkningen intensiveres ved en oftere og fastere rotation mellem afgrøde og brak. Digevoldingsagrene formodes således dyrkede efter en mere eller mindre fast rotation.<ref name="GJ 143">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143</ref> Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.<ref name="Ha 1988 159"/> I Jylland kan de keltiske agre dække arealer på op til 100 hektar.<ref name="He 155"/> Disse store agerfelter hører op ud mod ådale, hvor omfattende enge har givet adgang til velegnede græsningsområder. Dette gælder blandt andet Skørbæk Hede i Vesthimmerland, hvor landsbyen har ligget midt mellem disse agre, og at hvor agrene ophører ud mod engene ved Uldrup Å.<ref>Hedeager (1988), s. 152</ref> De keltiske agre ligger på Sjælland som dyrkningsområder på omkring 10 hektar, nogle dog mindre.<ref>Hedeager (1988), s. 154</ref> Uden for disse lå øjensynligt store åbne græsningsområder.<ref name="He 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> === Bebyggelsen === Ved overgangen til keltisk jernalder indtræder også en drastisk ændring af bebyggelsen: tidligere tiders haller afløses nu af små huse, 3,5-4 m brede og 7-11 m lange, indrettede med bolig i den vestlige ende og stald i den østlige. Stalden afspejler formentlig udnyttelse af staldgødning som en fast del af landbrugets driftsform.<ref name="JJ 34">Jensen (2003), s. 34</ref> Husenes størrelse og indretning tyder på at de har været huse for de enkelte familier. Husene ligger som regel i grupper og med nogenlunde ens orientering, øst-vest, det vil sige som mere eller mindre udprægede landsbyer. Inden for et begrænset område på ca. 16 ha er der på Grøntoft hede i Vestjylland fundet ialt ca. 250 hustomter. Dette er tolket således, at husene ikke alle har stået samtidig men har været fordelt på en eller to samtidige landsbyer, som er blevet omflyttede i gennemsnit hvert 30. år<ref name="GJ 137">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 137</ref>, det vil sige omtrent hver menneskealder. Man taler i denne forbindelse om "vandrende landsbyer".<ref name="GJ 137"/> Flytningerne synes godtgjort ikke blot ved genstandsmateriale og træk ved de enkelte hustomter men tillige ved omlægninger af det tilhørende agersystem, digevoldingsagrene.<ref name="GJ 137"/><ref name="Po 54">Porsmose (1987), s. 54</ref> ==== Sejlflod ==== Bopladsen Sejlflod 15 km øst for Aalborg er dateret til omkring 500 f.Kr. Den bestod af 5-6 gårde. I de følgende århundreder blev landsbyen flere gange omflyttet men til stadighed indenfor samme begrænsede område.<ref name="JJ 31f">Jensen (2003), s. 31f</ref> ==== Borremose ==== Bopladsen Borremose i det vestlige Himmerland er dateret til omkring år 300 f.Kr.<ref name="JJ 32"/> Den ligger på en holm i mosen og var omgivet af en vold og en grav.<ref name="JJ 32"/> Bebyggelsen omfattede 18 langhuse og 3 mindre bygninger uden ildsted. Landsbyen bestod øjensynligt af 14-15 samtidige gårde. Gårdene synes med en enkelt undtagelse kun at have bestået af et langhus. Den gennemsnitlige længde var 13-14 m, det største langhus var 23 m, det mindste 10 m langt. Der er ikke fundet båseskillerum, men sier og mælkekar vidner om, at man har holdt kvæg.<ref name="JJ 33">Jensen (2003), s. 33</ref> Husene er opførte i øst-vestlig retning og er fortrinsvis beliggende langs voldens ene side. Adgang til byen er sket ad en ca. 70 m lang stenbygget vej.<ref name="HA 121f">Hedeager (1988), s. 121f</ref> Borremosebopladsen har bestået af to faser. I den ældre fase har bebyggelsen ligget delt i henholdsvis den nordlige og den sydlige del af området. I den yngre fase er den nordlige bebyggelse nedlagt og øjensynligt flyttet sydligere, mens det tidligere frie område i den mellemste del er blevet inddraget til bebyggelse. Den nordlige bebyggelse er blevet opfattet som en stormandsgård med en særlig stilling.<ref name="JM 182ff">Martens (2010), s. 182-195</ref> ==== Lyngsmose ==== Bopladsen Lyngsmose nordøst for Ringkøbing fjord i Vestjylland har samme karakter som Borremose. Også her er der tale om en bebyggelse bestående af øst-vestvendte langhuse omgivet af en palisade og en voldgrav, 3 m bred og 1,3 m dyb.<ref name="JJ 129">Jensen (2003), s. 129</ref> Langs voldgravens inderside har stået stolper med 2-3 meters mellemrum for at understøtte voldfronten og forhindre jordens udskriden.<ref name="ER 2005 8">Eriksen og Rindel (2005), s. 8</ref> Ude i voldgraven har stået skråt stillede stolper med 4 meters melælemrum, der kan have tjent forsvarsformål.<ref name="ER 2005 9">Eriksen og Rindel (2005), s. 9</ref> At voldgraven tjente forsvarsformål bevidnes af, at der i bunden af graven var placeret træspidser, som kunne skadegøre enhver, som trådte på dem.<ref name="ER 8">Eriksen og Rindel (2002), s. 6-9</ref> Bopladsen dækkede et areal på omkring 90 meters længe og 60 meters bredde.<ref name="ER 2005 5">Eriksen og Rindel (2005), s. 5</ref> Bebyggelsen talte 15 langhuse og to små huse. Bebyggelsen har eksisteret i to faser.<ref name="JJ 130">Jensen (2003), s. 130</ref> I den ældre fase bestod bebyggelsen af seks langhuse, der betinget lå i tre grupper: en nordlig, en vestlig og en sydøstlig. Det største langhus var 13 m men ellers omkring 10 m. De to gårde mod sydøst har været særskilt indhegnede, idet hegnet omslutter den største af bygningerne.<ref name="ER 2005 6">Eriksen og Rindel (2005), s. 6</ref> I den yngre fase blev bebyggelsen omlagt en smule og udvidet betydeligt til 15 langhuse og to små huse. Samtidig blev den omgivet af sit forsvarsværk, der har haft 4 porte. Husene var 8-13 m lange og lå i øst-vestlig retning. Det er skønnet, at bebyggelsen talte omkring 120-150 indbyggere. Af gårdene må den mod sydøst omfattes som en stormandsgård, dels på grund af hegnet i ældste fase, dels fordi den sydlige adgang måske har været forbeholdt denne sydlige gård.<ref name="ER 5ff">Eriksen og Rindel (2005), s. 5-10</ref> ==== Grøntoft ==== I begyndelsen af 5. århundrede bestod bosættelsen ved Grøntoft i Vestjylland af to bopladser, den ene bestående af spredte gårde beliggende på en bakketop. Husene var indrettede med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden. I begyndelsen af 4. århundrede lå bopladsen i samme område men var flyttet nogle hundrede m mod vest. På samme tid udviklede sig en anden bebyggelse i nordvest, adskilt ved en bæk, som løb gennem en slugt. Denne talte kun nogle få huse, men et af disse var efter datidens forhold meget stort, 22,5 m langt og med plads til 22 dyr i stalden. I slutningen af 4. århundrede blev de to bebyggelser samlet i en boplads bestående af formentlig 7 gårde, hvoraf flere foruden et langhus også havde et udhus.<ref name="JJ 28">Jensen (2003), s. 28</ref> I løbet af 3. århundrede f.Kr. blev bebyggelsen flyttet flere gange, hver gang omkring 100 m.<ref name="JJ 29">Jensen (2003), s. 29</ref> Disse flytninger er formodentlig sket for at udnytte den gødning, som husdyr og mennesker producerede. Selv om denne blev samlet og spredt på markerne, var mulighederne for at pløje den ned i datiden begrænsede og værdien derfor forringet. I dette lys var der god mening i at flytte landsbyen hver gang, husene var blevet så udtjente, at de skulle fornys.<ref name="JJ 30f">Jensen (2003), s. 30f</ref> Til disse faser i bopladsens udvikling hører bopladsen Grøntoft B. ==== Grøntoft B ==== Bopladsen Grøntoft B, dateret til 500-300 f.Kr., bestod af 9 langhuse samt et antal mindre bygninger. Langhusene er omkring 4 m brede og 7-11 m lange, alle indrettede med bolig og stald. I de mindste stalde var plads til 6-8 dyr, i de største 14-16 dyr.<ref name="HA 116">Hedeager (1988), s. 116</ref> ==== Grøntoft A ==== Bopladsen Grøntoft A, dateret til 300-200 f.Kr., var omgivet af et fælles hegn.<ref name="HA 117"/> Landsbyen bestod af 5 større gårde med staldplads til 8-18 dyr og 2 mindre langhuse med stald med plads til 3-4 dyr, 3 langhuse uden stald samt et par mindre bygninger, formodentlig forrådshuse. Langhusene var 5 m brede og ca. 12 m lange; den største langhus var 16 m langt. De største gårde havde staldplads til 18 dyr, de mindre 3-4 dyr, ialt har landsbyen haft staldplads til ca. 70 kreaturer.<ref name="HA 117"/><ref name="JJ 117">Jensen (2003), s. 117</ref> Bebyggelsen er blevet fornyet på stedet og bebyggelsen havde således to faser.<ref name="HA 116"/> I den ældre fase lå et huse uden for et fælles hegn men med adgang gennem hegnet, men i den yngre fase er hegnet lagt uden om og huset således kommet inden for hegnet.<ref name="HA 117">Hedeager (1988), s. 117</ref> I nærheden af landsbyen er fundet to langhuse, 12-13 m lange, samt et mindre hus omgivet af et fælles hegn. Det ene langhus var indrettet med stald med plads til 10-12 dyr, mens den mindre bygning har været anvendt til smedje. Måske er smedjen forklaringen på den særskilte beliggenhed. ==== Drengsted ==== En lignende bebyggelse fra 3. århundrede f.Kr. kendes fra Drengsted syd for Ribe.<ref name="JJ 31">Jensen (2003), s. 31</ref> ==== Sarup ==== Bopladsen Sarup på Sydvestfyn er dateret til omkring 300 f.Kr. Landsbyen bestod af syv gårdanlæg omkring en åben plads. Langhusene var mellem 13 og 22 m lange. Nogle af langhusene havde båseskillerum i staldenden. En anden bebyggelse i området er dateret til 5. århundrede f.Kr., så også her er det formodentlig tale om en vandrelandsby. At bebyggelsen forblev inden for et område på 3,5 ha må skyldes ønsket om at udnytte de omgivende engarealer til kvæggræsning.<ref name="JJ 31"/> Der er fundet spor af en voldgrav, så det er muligt at bopladsen tidvis har været befæstet.<ref name="JJ 32">Jensen (2003), s. 32</ref> === ''Yngre Keltisk jernalder (200 f.Kr. - Kr.f.)'' === [[Fil:Dejbjergvognen DO-621 original.jpg|thumb|350px|Dejbjergvognen i Nationalmuseet - 1978-udstillingen.]] Yngre keltisk jernalder adskiller sig fra tiden forud ved, at omfanget af keltiske genstande og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette må sikkert ses i lyset af, at der fra dansk område skete to store folkevandringer, som må have skaffet befolkningen i nord tættere kontakter med befolkningen mod syd, omend karakteren af disse ikke kendes nærmere. De kan både have været af handelsmæssig karakter og/eller som alliancer. === Folkevandringer === Omlægningen af landbruget til keltiske agre havde bevirket en kraftig stigning i det intensive agerbrug, måske mere omfattende end på noget andet tidspunkt i forhistorisk og historisk tid indtil landboreformerne: store dele af det, der i historisk tid var hede og skov, blev inddraget til kornavl under dette system.<ref name="Ni (1970) 14ff">Nielsen (1970), s. 14-30</ref> Det indebar, at landbruget kunne brødføde en større befolkning, men det indebar også, at når grænsen for denne evne blev nået ved en yderligere befolkningsvækst, gjorde systemet ikke yderligere forøgelse mulig. Når dette indtraf, måtte man enten udtænke et nyt driftssystem eller gennemføre en åreladning af samfundet i form af udvandring. Denne situation indtraf tilsyneladende to gange i yngre keltisk jernalder. I årene omkring 207-204 f.Kr. indtraf formodentlig et stort vulkanudbrud, som efterfølgende bevirkede misvækst.<ref name="KH 34">Konstanstin-Hansen (2005), s. 34</ref> Som følge af denne misvækst skete der et opbrud i bebyggelsen, og en del af befolkningen synes at være udvandret, i første omgang til områderne syd for Østersøen, senere mod sydøst til Sortehavet.<ref name="KH 34"/> Disse udvandrere kaldes i klassiske kilder for ''bastarnae'' og ''skirie'', men det er sandsynligvis ikke deres rette navn.<ref name="KH 13">Konstanstin-Hansen (2005), s. 13</ref> Deres vandringer er sandsynliggjort ved udbredelsen af visse genstandstyper som kronehalsringe<ref name="KH 19ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 19-26</ref>, ildbukke<ref name="KH 26ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 26-28</ref> og keramik.<ref name="KH 29ff">Konstanstin-Hansen (2005), s. 29-31</ref> De optræder i de klassiske områder som lejetropper men forsvinder som befolkningsgruppe omkring 29-28 f.Kr.<ref name="KH 15">Konstanstin-Hansen (2005), s. 15</ref> I 115 og 101 f.Kr. indtraf den næste store folkevandring, da kimbrere fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland vandrede sydpå gennem Europa.<ref name="JJ 103f">Jensen (2003), s. 103f</ref> Antikke kilder angiver, at folketoget omfattede 300.000 mennesker<ref name="JJ 104">Jensen (2003), s. 104</ref>, men dels er der usikkerhed om denne angivelses rigtighed, dels er det ikke sikkert, at deltagernes antal var så stort, da folkevandringen begyndte. Det er muligt, at andre har sluttet sig til undervejs.<ref name="JJ 104"/> Begivenheden falder sammen med en fornyet forbindelse mellem Sydskandinavien og keltiske områder.<ref name="JJ 104"/> Det har været foreslået at Gundestrupkedlen, der formodentlig er fremstillet af thrakiske triballere i grænseområdet mellem Nordvestbulgarien og Sydvestrumænien men er endt i en mose i Himmerland, kunne være bragt hertil af deltagere i denne folkevandring.<ref name="JJ 221">Jensen (2003), s. 221</ref> Andre kedler stammer fra andre, vestligere dele af Mellemeuropa og fra Sydeuropa og vidner også om kulturelle forbindelser til Danmark. === Sociale forhold === I yngre keltisk jernalder var det danske område formodentlig præget af stammesamfund, hver med sine skikke. Udtryk for dette var blandt andet forskelle i dekoration af keramik<ref name="JJ 274-278">Jensen (2003), s. 274-278</ref> og forskelle i gravskikke<ref name="JJ 282-322">Jensen (2003), s. 282-322</ref> men tillige fx fordelingen af såkaldte Dejbjerg-vogne. Disse, der menes knyttede til Nerthus-kulten, er fundet med omtrent indbyrdes lige store afstande i Kraghede i Vendsyssel, Fredbjerg i det vestlige Himmerland, Dejbjerg i Vestjylland, Dankirke i Sydvestjylland, Husby i Angel samt Langå på Fyn.<ref name="JJ 201">Jensen (2003), s. 201</ref> Forudsat fordelingen, som (endnu) kun kan bestemmes for den yngre del af keltisk jernalder, ikke er tilfældig, kan det afspejle hvert af de større områder, hvor man samledes om at dyrke frugtbarhedsgudinden Nerthus. Det har været foreslået, at hvert område afspejler en ''bygd'', og at disse historiske bygder senere kan være delvist afspejlet i landets inddeling i sysler og/eller herreder. === Nerthus-kulturen === En beskrivelse af Nerthus-kulturen kendes først hos Tacitus, der beskrev den ca. 98 e.Kr.: ".''.de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, som de tror griber ind i menneskenes anliggender og i en vogn kører rundt til dem, der dyrker hende. På en ø i Oceanet er der en hellig lund. I den står en indviet vogn, som er dækket af et klæde. Kun én præst må berøre denne. Han kan fornemme, hvornår guddommen er tilstede i vognens indre, og han ledsager hende da fuld af ærefrygt, når hun kører afsted i vognen, som trækkes af køer. Da er der glade dage, og alle steder, gudinden værdiger et gæstebesøg, er festsmykkede. Alle våben er da under lås og slå. Da kender de, og da elsker de kun fred og ro, indtil førnævnte præst fører gudinden, mæt og træt af samværet med dødelige, tilbage til hendes gelligdom. Derpå vaskes vognen og klædet og, om man vil tro det, guddommen selv i en afsidesliggende sø. Slaver, som straks efter opsluges af søen, udfører renselsen. Dette har skabt en hemmelighedsfuld gysen og from uvidenhed om, hvad det mon er for et væsen, som kun de til døden dømte får at se.''"<ref>Lund (1993), s. 270-272</ref><ref name="Fi 25"/> I Rappendam mose ved Jørlunde i Nordøstsjælland har man fundet vogndele og menneskeknogler, der leder tanken hen på Tacitus' skildring.<ref name="Fi 25">Fischer (1980), s. 25</ref> Fra keltisk jernalder kendes endvidere en lang række tilfælde, hvor enkeltpersoner tilsyneladende er blevet ofret i moser. Et par stykker, fra Borremose, er tidsfæstet til slutningen af bronzealderen og en enkelt, fra Huldremose, til ældre romersk jernalder, mens 6 tidsfæstes til keltisk jernalder.<ref name="Fi 23">Fischer (1980), s. 23</ref> Blandt disse er Tollundmanden, Gravballemanden og Ellingpigen særlig kendte. Alle har været slået ihjel inden ofringen. Nogle har været nøgne andre påklædte. Ofringen eller begravelsen synes udført med en omhu, der udelukker, at de pågældende skulle være forbrydere.<ref name="Fi 24">Fischer (1980), s. 24</ref> Fordelingen af moselig og moseskeletter samt mosepotter (ofrede lerkar) viser en koncentration til øerne og det østlige Jylland, mens Vestjylland kun udviser enkelte tilfælde.<ref name="Fi 26">Fischer (1980), s. 26</ref> Det formodes, at der er tale om ofringer til mosens gud for de ydelser i form af tørveskæringer og myremalm, som blev hentet i moserne. Ofringerne skulle således afspejle mosernes voksende betydning i datiden.<ref name="Fi 26"/> === Gravpladser === Tuegravpladserne holdt sig et langt stykke ind i yngre keltisk jernalder. I første århundrede f.Kr. optræder et større antal krigergrave<ref name="JJ 171">Jensen (2003), s. 171</ref>, overvejende beliggende i Jylland, nogle på Fyn og Langeland, enkelte på Sjælland, Lolland og Falster.<ref name="JJ 175">Jensen (2003), s. 175</ref> Karakteristisk for krigergravene var, at de døde fik deres sværd og andet udstyr som skjold, spyd og lanse<ref name="JJ 173"/> og i enkelte tilfælde en ringbrynje<ref name="JJ 174">Jensen (2003), s. 174</ref> med sig i graven, dog først efter at sværdet var blevet bukket sammen og gjort ubrugeligt.<ref name="JJ 172">Jensen (2003), s. 172</ref> En række af disse grave indeholdt også kedler, det vil sige store metalkar fremstillede i keltisk område i Mellemeuropa.<ref name="JJ 171"/> Kun en begrænset del af gravene var krigergrave: på gravpladsen Vogn således 7% af gravene, på en gravplads ved Tarm indeholdt 20 af 150 grave våben.<ref name="JJ 173">Jensen (2003), s. 173</ref> Dette må betyde, at markeringen af krigerstatus var vigtigt på dette tidspunkt og fulgte keltisk skik.<ref name="JJ 172"/> Nogle af de nordiske sværd har keltisk oprindelse.<ref name="JJ 222">Jensen (2003), s. 222</ref> === Indførte kedler === [[File:Gundestrupkarret F.I.7074b.jpg|thumb|320px|Gundestrupkarret.]] Blandt tidens markante genstande er en række store kedler, der i flere tilfælde har været ofret i moser uden, at de nærmere omstændigheder kendes.<ref name="JJ 220">Jensen (2003), s. 220</ref> Blandt disse kedler må nævnes en kedel fundet i Mosbæk og en i Gundestrup, begge i Himmerland<ref name="JJ 202">Jensen (2003), s. 202</ref>, en i Brå ved Horsens<ref name="JJ 203">Jensen (2003), s. 203</ref>, en i Illemose ved Rynkeby på Fyn<ref name="JJ 204">Jensen (2003), s. 204</ref>, formodede rester efter en i Lundeborg på Fyn<ref name="JJ 205">Jensen (2003), s. 205</ref> og en i Ringsebølle og måske i Rå, begge på Lolland.<ref name="FK 5ff">Kaul (2006), s. 5-8</ref> Kedlerne fra Ringsebølle og Rynkeby har så store ligheder, at de kan være udgåede fra samme værksted.<ref name="FK 6"/> Flere af kedlerne var ødelagte inden, at de blev ofrede. De stammer fra ulige steder i keltiske og romerske områder<ref name="FK 5">Kaul (2006), s. 5</ref> og dateres alle til tiden før Kristi fødsel.<ref name="FK 6">Kaul (2006), s. 6</ref> De formodes at have været anvendte til religiøse formål.<ref name="FK 8">Kaul (2006), s. 8</ref> Flere at kedlerne havde begrænset dekoration med ansigter og tyrehoveder, men en af kedlerne, fra Gundestrup, har været rigt dekoreret. Gundestrupkedlen er opbygget af dekorerede plader, der har siddet både udvendigt og invendigt. Motiverne menes at have keltiske og thrakiske træk. Hvordan den er endt i Danmark står uklart: det har været foreslået, at den er bragt i sikkerhed af flygtninge under uroligheder, da kong Burebista samlede trakiske stammer med magt omkring år 60 f.Kr., at den er krigsbytte og at den kan være hjembragt af nogle kimbrere, som deltog i Kimbrertoget.<ref name="JJ 221">Jensen (2003), s. 221</ref> For sig selv står den såkaldte Keldby-spand fra Møn, der dateres til 4. eller 3. århundrede f.Kr. og som stammer fra Grækenland. Det er uklart hvornår og hvordan, den er kommet til Danmark.<ref name="JJ 225">Jensen (2003), s. 225</ref> Sammen med flere af kedlerne tyder den på forbindelser mellem Skandinavien og Sydøsteuropa: Karpaterne og Sortehavsområdet.<ref name="JJ 224">Jensen (2003), s. 224</ref> === Landbruget === Landbruget var tilsyneladende ret stabilt gennem keltisk jernalder, idet digevoldingsagre var i brug gennem hele perioden. En undersøgelse af driftsforholdene i forbindelse med bopladserne Overbygård og Nørre Fjand tyder på, at af et samlet driftsområde på omkring 679 hektar blev kun 11-12% opdyrket som agerland, mens græsningsarealer og engarealer til høslet udgjorde resten, omkring 600 hektar eller ca. 60 hektar pr. brug. En lille del udgjordes af mose.<ref name="BL 136">Lewis (1985), s. 136</ref> Disse græsnings- og engarealer modsvarer lignende behov beregnede for samtidig bebyggelse i Östergötland i Sverige.<ref name="BL 137">Lewis (1985), s. 137</ref> For bopladsen Nørre Fjand var græslandet mindre, og den manglende produktionsevne for landbruget formodes erstattet af fiskeri i Limfjorden.<ref name="BL 158">Lewis (1985), s. 158</ref> Også for bopladsen Vendehøj har beregninger vist, at den med hensyn til afgrødeudbytte og husdyrhold har været i stand til at sikre et overskud af både korn og af mælk, der har kunnet anvendes til fremstilling af ost.<ref name="EJ 90"/> === Bebyggelsen === En undersøgelse af bebyggelsesforholdene i Himmerland, Vendsyssel og Thy tyder på, at trods andre forandringer, der indtraf omkring år 200 f.Kr., skete der øjensynligt ikke en omflytning af bebyggelserne, og i de følgende århundreder ligger bebyggelsen fast på samme sted frem til ældre romersk jernalder.<ref name="KN 121">Kjær Nielsen (2015), s. 121</ref> Derimod indtrådte der øjensynligt en social deling mellem en høvding og de øvrige familier, idet der i yngre keltisk jernalder ofte udskiller sig en enkelt større gård i landsbyerne, formodentlig tilhørende en høvding. De faste bosættelsesområder bevirkede til trods for mindre flytninger af bebyggelsen, at det nu var blevet lettere at gøre jord og ejendom arvelig, og der er grund til at formode, at en sådan udvikling indtrådte.<ref name="KH 32">Konstantin-Hansen (2005), s. 32</ref> Dermed blev en social opdeling ved siden af en arbejdsmæssig også mere udtalt. ==== Vendehøj ==== Bopladsen Vendehøj blev oprettet i 2. århundrede f.Kr. Den eksisterede i flere faser. Den ældste bebyggelse bestod af blot to gårde opført på den nordlige del af et plateau. De var omgivne af et hegn og omfattede hver et langhus og et mindre udhus.<ref name="JJ 118">Jensen (2003), s. 118</ref> Efter ret kort tid blev bopladsen udvidet til syv gårde, indbyrdes forbundne med hegn. Også i dette tilfælde bestod hver gård af et langhus og som regel et mindre udhus.<ref name="JJ 118"/> Langhusene var 12-17 m lange, gårdtofterne mellem 300 m² og 600 m².<ref name="JJ 118"/> Bebyggelsen fortsatte ind i ældre romersk jernalder. I en tredie fase skete der en gradvis udvidelse af bebyggelsen til 12-13 gårde.<ref name="JJ 119"/> ==== Hodde ==== Bopladsen Hodde nordøst for Varde, dateret til 150 f.Kr. - Kr.f., lå centralt på en mindre bakkeø omgivet af Kybæk Å mod nord og vest og Varde Å mod syd og mod øst delvist afskærmet af eng og lavning mod øst.<ref name="HA 127">Hedeager (1988), s. 127</ref> Bebyggelsen eksisterede i tre faser, som har afløst hinanden på samme sted. I første fase bestod bebyggelsen af en enkelt storgård omgivet af et hegn. Efter kort tid er bygget 7-8 langhuse, og hele landsbyen er blevet omsluttet af et fælles hegn. Det samlede areal udgjorde ca. 16.000 m². Den største landsby bestod af 53 bygninger fordelt på formodet 27 gårde, der hver bestod af et langhus og en eller to mindre bygninger, formodentlig lader og forrådshuse.<ref name="HA 120">Hedeager (1988), s. 120</ref> To huse var indrettede til smedjer.<ref name="HA 120"/> Hver gård synes at have sin egen passage gennem hegnet ud til de omgivende marker.<ref name="HA 120"/> Midt i landsbyen lå en åben plads, en forte.<ref name="GJ 142">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 142</ref> Langhusene var 5-5,5 m brede og i gennemsnit 12-14 m lange, men længden varierer mellem 10 og 23 m. 22 af de 27 langhuse var indrettede med stalde i østenden. Langhusene uden stald var 10-18 m lange, de små bygninger 4-7 m. I staldene har der i gennemsnit været plads til 14-16 dyr varierende fra 10 til omkring 20, storgården dog op til 30 dyr, ialt staldplads til omkring 460 kreaturer.<ref name="HA 120"/> ==== Nørre Holsted ==== Bopladsen Nørre Holsted vest for Vejen i Jylland er dateret til den senere del af keltisk jernalder. Den er blevet fornyet på stedet og har således eksiseret i to faser.<ref name="JJ 119">Jensen (2003), s. 119</ref> I begge faser har den været omgivet af et hegn. Det samlede areal udgjorde 45 x 200 m. I yngste fase bestod landsbyen af 20 gårde.<ref name="JJ 120">Jensen (2003), s. 120</ref> ==== Omgård-Sig ==== Bopladsen Omgård-sig i Vestjylland bestod af et større langhus, to mellemstorehuse og et mindre hus, som var omgivet af et fælles hegn omfattende et areal på 15 x 51 m.<ref name="JJ 135">Jensen (2003), s. 135</ref> ==== Egebjerg ==== Bopladsen Egebjerg ved Horsens omfattede mindst fire langhuse, der lå spredt over en ca. 80 m lang strækning. Ved det østligste af husene lå en støbegrube, og fund af stykker af støbeforme tyder på, at der her er fremstillet kronehalsringe.<ref name="KJ 6ff">Kristiansen og Jensen (2005), s. 6-11</ref> === ''Ældre romersk jernalder (1-150/160 e.Kr.)'' === Romersk jernalder angiver den store indflydelse som Romerriget udøvede i det sydlige Skandinavien. I slutningen af keltisk jernalder var Romerriget blevet udvidet mod nordvest frem til Rhinen og efterhånden også til Britannien. Forsøgene på yderligere udvidelse mod nord mislykkedes imidlertid, og i stedet indtrådte en ustabil fred, hvor Romerriget forsøgte at opnå tryggere tilstande i sine grænseområder ved diplomati i form af gaver og venskabsalliancer med germanske stormænd. Dette fredsfremstød gav efterhånden også germanske stormandssønner mulighed for at tjene i den romerske hær og opnå romersk borgerskab. Skønt disse vilkår først og fremmest var rettede mod de grænsenære områder, bredte deres virkninger sig efterhånden også til fjernere dele af Germanien, herunder Sydskandinavien. Foruden materialle goder afspejledes disse forbindelser sig efterhånden på anden måde, således ved udviklingen af et særligt germansk skriftsprog, futharken eller runealfabetet. === Sociale forhold === I ældre romersk jernalder var Jylland tydeligvis fortsat opdelt i stammeområder, der manifesterede sig i den materielle kultur. Således havde de enkelte stammer deres egen keramik og dekorationer: jyderne lod deres lerkar dekorere med mæandermønstre, varinerne med flere vandrette furer på overdelen og kamornamentik på underdelen og anglerne med udfyldte trekander.<ref name="PE 17"/> Overlapninger i udbredelsen kan skyldes folkeforskydninger, ægteskabsforbindelser eller at pottemagerne var mobile.<ref name="PE 18">Ethelberg (2017), s. 18</ref> Også husene udviste forskelle. Anglerne udviklede en særlig hustype kaldet Osterrönfeld-huse bestående af tre rum. I den vestlige ende med beboelse var de tagbærende stolper sat i to rektangulære moduler. I den østlige ende med stald blev de tagbærende stolper sat tættere, så at de kunne indgå i konstruktionen af båseskillerum. Længst mod øst lå laden. Nogle huse udviser modsat rækkefølge.<ref name="PE 19">Ethelberg (2017), s. 19</ref> Bebyggelsen forekom både som landsbyer og enkeltgårde.<ref name="PE 20"/> Socialt synes varinerne, bedømt på udbredelsen af grave med romerske metalkar, at have været opdelt i syv nogenlunde lige store områder med hver sin stormand.<ref name="PE 19"/> Med hensyn til grave synes store gravpladser medomkring 100 grave at have været sjældne, det almindeligste synes at være gravpladser med 10-30 grave. Mange af gravene rummer våben, formentlig krigeres personlige ejendom som fulgte dem i graven.<ref name="PE 19"/> Der forekom både brandgrave<ref name="PE 19"/> og jordfæstegrave.<ref name="PE 20">Ethelberg (2017), s. 20</ref> Nord for Slien var gravpladserne i brug til omkring år 400 e.Kr., hvorefter de brat ophører. Syd for Slien fortsætter gravpladserne med at være i brug indtil midten af 500-tallet.<ref name="PE 18"/> Allerede i løbet af første århundrede falder antallet af våbengrave markant.<ref name="PE 18"/> I de formodede angliske grave findes romerske importvarer fortrinsvis i kvindegrave, sammen med guldberlokker og filigranperler. Derved adskiller disse grave sig fra varinernes i nord.<ref name="PE 18"/> Omtrent på samme tid synes Thorsberg Mose ved Husby at udvikle sig til et vigtigt offersted.<ref name="PE 18"/> Udviklingen er tolket således, at der i Angel er udviklet et centralt styret rige.<ref name="PE 18"/> På grundlag af gravskik og lerkardekoration har man kunnet inddele Jylland i fem større områder, der opfattes som stammeområder.<ref name="EJ 14">Ejstrud og Jensen (1998), s. 14</ref> En inddeling i stammer i Jylland findes også i samtidige romerske kilder som Tacitus og Ptolemaius. Et andet billede tegner sig for de danske øer: her findes kun et enkelt rigdomscenter, Hoby på Lolland, ingen spor efter forsvarsanlæg men spor efter et par våbenofringer, i Vimose på Fyn. På Fyn er de fleste grave i ældre romersk jernalder brandgrave<ref name="JJ (2003) 308">Jensen (2003), s. 308</ref>, dog med undtagelser: et par rige kvindegrave<ref name="JJ (2003) 304ff">Jensen (2003), s. 304-308</ref> samt krigergave med våben på Langeland, dateret til tiden mellem Kristi fødsel og 100 e.Kr.<ref name="JJ (2003) 308"/> På Sjælland mangler krigergrave men til gengæld er kvindegravene rige på gravgods.<ref name="JJ (2003) 311">Jensen (2003), s. 311</ref> På Bornholm dominerer brandgrave men endvidere findes på Slusegård ca. 45 bådgrave.<ref name="JJ (2003) 321">Jensen (2003), s. 321</ref> Forholdene peger imod en klar forskel mellem Jylland på den ene side, øerne på den anden og endelig Bornholm. Tidens dynamiske økonomiske og politiske udvikling har sikkert også sat sit præg på de germanske samfund. Det er sandsynligt, at sociale forhold med dertil hørende næringsmæssig specialisering er blevet mere udpræget. Samfundet har været socialt lagdelt med høvdinge og handlende, krigere, særlige håndværkere som smede, pottemagere, vævere, måske tømrere og snedkere samt naturligvis bønder, desuden søfolk og andre. Eksempelvis har pottemagere udviklet deres kunst ved brug af stempeldekorationer med fodaftryk, cirkler, hjulkors, rosetter og andre figurer.<ref name="JJ 274ff">Jensen (2003), s. 274-277</ref> Endvidere har de fremstillet ildbukke, der har stået som støtter ved ildsteder<ref name="JJ 267">Jensen (2003), s. 267</ref> og store lerkar, der kan have være brugt enten som kornbeholdere eller som ovne.<ref name="JJ 268">Jensen (2003), s. 268</ref> Høvdinge<ref name="JJ 301">Jensen (2003), s. 301</ref> og krigere samt ryttere<ref name="JJ 292ff">Jensen (2003), s. 292-298</ref> afspejles i gravene, hvor de er begravede med dertil passende udstyr. Også tekstilkunsten afspejles i gravene. Dragterne var sammensatte med halstørklæder, skørter med mere med indvævede dekorative mønstre.<ref name="JJ 324ff">Jensen (2003), s. 324-330</ref> ==== Stormanden i Hoby ==== [[Fil:Hoby_bægerne_02.jpg|thumb|400px|Kopi af Hobybægrerne på [[Museum Lolland-Falster]].]] En tidlig høvding med internationale forbindelser afspejles i et gravfund i Hoby på Lolland. Den gravlagte var en midaldrende mand, formentlig en stedlig stormand, og i graven fandtes et omfattende rigt romersk drikkeudstyr bestående af drækkebægre af sølv og an bakke, et fad, en kande, en kaserolle og en spand alle af bronze.<ref name="HA 145">Hedeager (1988), s. 145</ref> I bunden på det ene sølvbæger er indridset navnet "Silisius". Dette var navnet på militærkommandanten i Øvre-Germanien med sæde i Mainz i årene 14-21 e.Kr.<ref name="HA 145">Hedeager (1988), s. 145</ref> Forudsat at dette er rigtigt, har udstyret været tolket som udtryk for en ændret romersk politik efter Varus-slaget år 9 e.Kr. hvor romerne led en alvorligt nederlag ved slaget i Teutoburgerskoven og mistede 25-30.000 mand<ref name="St 110">Storgaard (2003), s. 110</ref>: i stedet for at forsøge at underlægge sig germanerne har man valgt at købe deres venskab og støtte ved at give dem gaver.<ref name="HA 180">Hedeager (1988), s. 180</ref><ref name="St 112">Storgaard (2003), s. 112</ref> Foruden Hoby-graven kendes en række fund af romerske genstande "af usædvanlig høj kvalitet", der alle dateres til tiden mellem Kr.f. og 40 e.Kr. og som er beliggende ved Ringkøbing Fjord, i Limfjorden, langs den østjyske kyst, det vestlige Fyn og Lolland-Falster. Blandt disse er en officersdolk fra Hedegård ved Horsens.<ref name="Ma 5-9">Madsen (1997), s. 5-9</ref> Beliggenheden af disse fund antyder en mulig romersk ekspedition med diplomatisk formål.<ref name="St 111">Storgaard (2003), s. 111</ref> Hvis dette er tilfældet, kan det være en lejlighed, hvor stedlige herskere har kunnet forøge deres status og autoritet ved at etablere og sikre sig kontrollen over forbindelser til Romerriget, der senere afspejles i indførsel af romerske genstande. Hoby-graven må ses i forbindelse med en grav i Bendstrup i Nordøstjylland, hvor man har to fibler som ligner tilsvarende fibler i Hoby-graven. Hoby-fiblerne er formentlig kopier af Bendstrup-fiblerne. Ydermere findes i Bendstrup et vinkar, som supplerer gravfundet i Hoby. Det er nærliggende at fortolke dette således, at en datter af stormanden fra Hoby måske er blevet gift med en lignende standsperson i Bendstrup og som personlig medgift har bragt fiblerne og et vinkar fra sin faders samling af romerske genstande foruden andre ting.<ref name="HA 180-82">Hedeager (1988), s. 180-82</ref> I så fald er det et af de tidligste eksempler på overregionale ægteskabsforbindelser og måske alliancer. === Samhandel med og tjeneste i Romerriget === Perioden har navn efter den voldsomme indflydelse fra Romerriget. Denne viser sig ikke mindst i form af indførte romerske genstande. Handel med romerne var ikke fri men et privilegium, som blev styret af imperiet for at favorisere venligt sindede fyrster nærmest grænsen. Romerne søgte at opbygge en stødpudezone af allierede germanske fyrster nær grænsen via rigets handelspolitik, gavegivning, betaling for fred og sikring imod angreb<ref name="JJ 344">Jensen (2003), s. 344</ref> samt muligheden for at komme i romersk tjeneste. I det første 3-4 årtier af det 1. århundrede e.Kr. var det især i de områder, der lå nærmest Romerrigets grænser, at romerske varer optræder mens forekomsten i fjernere egne som Sydskandinavien er mere sparsom<ref name="JJ 345">Jensen (2003), s. 345</ref>, og billedet har ikke ændret sig meget omkring 40-70 e.Kr<ref name="JJ 346">Jensen (2003), s. 34g</ref>, men for tidsrummet fra slutningen af 1. århundrede e.Kr. til omkring 200 e.Kr. er der sket en stor stigning i det danske område ligesom varerne nu har nået den skandinaviske halvø (det sydlige Norge og Sverige) omend mere sporadisk.<ref name="JJ 347">Jensen (2003), s. 347</ref> Fordelingen er tolket således, at de grænsenære fyrster efterhånden opbyggede alliancer med germanere, der boede i baglandet fjernere fra den romerske grænse, måske i en form for vasal-system.<ref name="JJ 345"/> I tiden omkring Kr.f. optræder rigt udstyrede grave især i Böhmen og mindre udtalt i Pommern og det centrale Polen, men et par generationer senere er tyngdepunktet forskudt til det sydvestlige Slovakiet, Mähren, Schlesien, Mecklenburg og Polen. I Danmark er det først Lolland-Falster, der blev et knudepunkt for sådanne forbindelser, men et par generationer senere forskydes tyngdepunktet til Fyn.<ref name="JJ 346"/> Senere er romerske importvarer udbredt til alle dele af Danmark: Jylland, Fyn, Sjælland, Smålandsøerne og Bornholm med flere knudepunkter, og udvekslingssystemet blev udvidet til at omfatte den skandinaviske halvø.<ref name="JJ 347"/> [[Fil:Kragehul.jpg|thumb|lanseskaft fra [[Kragehul]] med runeinskription.]] Mens det er let at påvise romerske varer i Germanien, er det vanskeligere at påvise germanske varer i Romerriget. Rav er en mulighed,<ref name="JJ 237">Jensen (2003), s. 237</ref>, jern er en anden mulighed.<ref name="JJ 412ff">Jensen (2003), s. 412ff</ref> Mere sandsynligt er det imidlertid, at germanerne har eksporteret to andre "varer": slaver og soldater. I kraft af et hjemligt befolkningsoverskud har unge germanske mænd kunnet tjene i den romerske hær og de har her kunnet lære romersk levevis og krigsteknik.<ref name="Va 3ff"/> Netop i 1. og 2. århundrede e.Kr. optræder soldater- og ryttergrave med våben ret talrigt i germansk, herunder dansk, område.<ref name="JJ 335">Jensen (2003), s. 335</ref> Dette kan bidrage til at forklare udbredelsen af romerske genstande, romerske mønter, organiserede hærafdelinger, folkevolde der afspejler det romerske ''Limes''<ref name="JJ 558">Jensen (2003), s. 558</ref> samt skabelsen af et germansk skriftsprog, runealfabetet, der i begyndelsen især forekommer på udstyr ofret i moser<ref name="Mo 74ff">Moltke (1976), s. 74-84</ref>, samt brugen af Charonsmønter (Obulus).<ref name="JJ 363">Jensen (2003), s. 363</ref> Slavehandel kan være et af motiverne til de gentagne angreb, som moseofringerne afspejler.<ref name="Va 3ff">Varberg (2016), s. 3-8</ref> Det forhold, at de tidligste angreb mod dansk område skete sydfra, kunne tyde på, at der er tale om germanere fra Romerrigets grænsenære egne, som rettede slavehandelsvirksomhed mod fjernere, nordligere liggende områder.<ref name="JJ 370">Jensen (2003), s. 370</ref> Aftakkede romerske soldater kan have udnyttet deres militære kundskaber og kundskaber om Romerrigets behov for slaver til at skabe sig en egen forretning. Og nogle har kunnet skabe sig en levevej ved at forsvare bygder mod sådanne angreb. Den germanske inddeling i stammesamfund kan have fremmet en sådan virksomhed. At også folk fra dansk område tjente i den romerske hær sandsynliggøres af fundet i Brokjær i det sydvestlige Jylland af to krigergrave daterede til tiden 150-210 e.Kr. med et ringgrebssværd<ref name="JJ 2003 619">Jensen (2003), s. 619 note 8</ref>, som oprindeligt blev anvendt af lejesoldater fra Sydøsteuropa i den romerske hær.<ref name="Pe 9f">Pentz (2015), s. 9-10</ref> Også andet udstyr fra den romerske hær fundet i Danmark tyder i samme retning. === Runeskriften === Et vidnesbyrd om den tætte kontakt til Romerriget er tillige udviklingen af runeskriften, som formodentlig skete på denne tid.<ref name="EM 54">Molkte (1976), s. 54</ref> Vi kender ikke det nøjagtige sted eller den nøjagtige tid, men det står fast, at af de 24 tegn i den ældre ''futhark'' er 8 identiske i lyd og form med den latinske (romerske) kapitælskrift, 6 udviser slægtsskab, 3 har lighed i form men forskel i lyd og 7 afspejler selvstændigt udviklede tegn.<ref name="EM 50">Molkte (1976), s. 50, 54</ref> Futharken udviser imidlertid en egen rækkefølge af tegnene, tekster forekommer både med højre og venstre skriftretning, bustrofedon, med usikker brug af skilletegn og hvor hver rune har sit eget navn og undertiden kan udtrykket et helt begreb.<ref name="EM 54f">Molkte (1976), s. 54f</ref> Disse forhold taler for, at runerne er inspirerede af romerske indskrifter men udviklet selvstændigt. I deres tidligste fase bliver de især brugt på genstande, ikke mindst dem der indgår våbenofringer, blandt andet for at angive ejernavne og magi.<ref name="EM 71-105">Molkte (1976), s. 71-105</ref> === Forsvarsanlæg og krigsbytteofringer === [[Fil:Nydamboat.2.jpg|thumb|350px|Nydambåden indgik i tidens krigsbytteofringer.]] Der kendes en række langvolde og andre forsvarsanlæg daterede til denne tid. I henhold til undersøgelser skal Olgerdiget have gennemgået tre hovedfaser, henholdsvis 31 e.Kr., 51 e.Kr. og 89/90 e.Kr. og har været vedligeholdt frem til omkring 120 e.Kr. hvor det forfalder og mister sin betydning.<ref name="PE 23">Ethelberg (2017), s. 23</ref> Olgerdiget bestod i sin yngste fase af en jordvold, en voldgrav og to palisaderækker.<ref name="PE 23"/> Olgerdiget var formentlig nordvendt, det vil sige beregnet til at forsvare befolkningen syd for det.<ref name="PE 24">Ethelberg (2017), s. 24</ref> Olgerdiget var over 11 km langt og udgjorde sammen med Vidåen en markeret grænse. Ved Vidåens udløb i Vadehavet fandtes to små ringborge: Trælbanke ved Højer og Archsumburg på Sild, der begge dateres til 1. århundrede e.Kr. og således er samtidige med Olgerdiget.<ref name="PE 22">Ethelberg (2017), s. 22</ref> En mulighed er at anglerne efterhånden bredte sig nordover og bragte Als under deres kontrol og at i forbindelse hermed blev Olgerdiget overflødiggjort og grænsen flyttet nordpå, hvor Æ Vold, der er dateret til 150 e.Kr. og Genner Bugt sammen med vandløb mod vest kom til at udgøre en ny grænse.<ref name="PE 26">Ethelberg (2017), s. 26</ref> Æ Vold er imidlertid sydvendt. Disse anlæg skal antagelig opfattes som grænsemarkeringer og forsvarsværker for stammeområder i forhold til deres naboer. En anden mulighed er, at der på dette tidspunkt har været et fremstød fra øst, som begge voldanlæg skulle beskytte imod. Under alle omstændigheder viser de, at forsvaret nu var fælles for større områder: stammen, folket eller bygden, i modsætning til keltisk jernalder, hvor forsvaret gjaldt den enkelte landsby (Borremose, Lyngsmose). Ældre romersk jernalder synes at have indledt en urolig tid. Fra denne tid kendes de tidligste våbenofringer, fra Vimose på Fyn, er daterede til henholdsvis omkring år 70 og 160.<ref name="JI 46">Ilkjær (2003), s. 46</ref> Foruden Vimose er ofringer sket to andre steder på Fyn, på Lolland og i Thorsbjerg Mose i Angel i Sønderjylland. Angriberne er øjensynligt kommet sydfra.<ref name="ULH (2003) 88">Lund Hansen (2003), s. 88</ref> Karakteren af disse angreb er ikke nærmere bestemt; de kan have været angreb for at skaffe slaver til Romerriget. === Befolkningsforhold === [[Fil:Ptolemaeus_Magna_Germania.jpg|thumb|300px|[[Ptolemæus]] "''Magna Germania''". Bjergkæder, større floder samt Jylland omgivet af 3 x 3 øer ses tydeligt. Stammenavne er angivet.]] Vi kender en smule til befolkningsforholdene omkring år 98 e.Kr. fra skriftlige kilder. Dette år skrev Tacitus sit værk ''Germania'', som blandt andet omtaler stammer i Germanien. Blandt andet siges: "''dernæst følger reudigner, avioner, anglier, variner, eudoser, suariner og nuitroner ...''" Rækkefølgen er ikke alfabetisk men kan være geografisk. Der er blandt sprogfolk almindelig enighed om, at anglier er anglere og eudoser er jyder.<ref name="PE 17">Ethelberg (2017), s. 17</ref> I så fald må varinerne have boet mellem disse to folk. Arkæologisk er disse varinere tolket som den såkaldte Over Jersdal-kultur, der forekommer i området mellem Kongeåen i nord og Vidåen i syd.<ref name="PE 17"/> To langvolde ligger i den østlige del af dette område: Æ Vold nord for Åbenrå Fjord og Olgerdiget syd for Åbenrå Fjord.<ref name="PE 16">Ethelberg (2017), s. 16</ref> Ptolemaius skriver: "''Halvøen selv er, oven over saxerne, beboet af sigulonerne i vest, herefter sabalingerne, så kobanderne, oven over disse chalerne, yderligere over dem og mere vestligt funisierne, øst for charuderne og nordligst af alle kimbrerne.''"<ref name="TG 142">Grane (2003), s. 42</ref> Af de nævnte folkegrupper tolkes kimbrerne som indbyggere i Himmersyssel, charuder som indbyggere i Hardsyssel, sabalingier som sallingboere i Salling syssel mens siguloner kan være "Stammen Segger eller Sygger, som optræder i oldengelsk Heltedigtning og i Kvadet ''Vidsid'' nævnes ved Siden af Saxerne".<ref name="GS 17">Schütte (1915), s. 17</ref> På det ptolemaiske danmarkskort optræder også "viruner" (rettelig: variner hos Tacitus og Plinius).<ref name="GS 18">Schütte (1915), s. 18</ref> Om forholdene på de danske øer er vi ringere oplyst. Hos Tacitus findes følgende: "''Dernæst følger - ude i Oceanet - svionernes stammeforbund, der foruden mandskab og våben også er stærkt til søs. Skibenes konstruktion afviger fra den gængse derved, at der er stavn i begge ender således, at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og årerne lægges ikke fast i en række langs siderne men er løse - ligesom det bruges på visse floder - så at de kan vendes i den ene eller anden retning, som forholdene kræver det. Hos svionerne sættes endog velstand højt, så derfor har de en enehersker, der er helt uden indskrænkninger i sine beføjelser og har et absolut krav på lydighed. Våben er ikke her som hos de øvrige germanere almindeligt udbredte men låst inde og uder bevogtning - af en slave! For Oceanet hindrer fjender i overraskelsesangreb, og ledige krigerskarers hænder har nu engang let til våben. Og det er bestemt ikke i en eneherskers interesse at lade nogen adelig eller fribåren, for slet ikke at tale om en frigiven slave, føre opsynet med våbnene.''"<ref name="Lu 274">Lund (1993), s. 274</ref> Vanskeligheden består i, at vi ikke ved hvor omfattende dette svionernes område har været: har det kun omfattet den skandinaviske halvø, eller har det også omfattet danske øer? Dette er muligt og ret sandsynligt. === Landbruget === Ældre romersk jernalder repræsenterer i det store og hele en fortsættelse af landbrugsdriften fra yngre keltisk jernalder, det vil sige et landbrug baseret på digevoldingsagre og formodentlig med samme driftsform som i keltisk jernalder. I anden halvdel af ældre romersk jernalder (omkring 100 e.Kr.) skete der tilsyneladende en begyndende opgivelse af ordningen med digevoldingsagre og en overgang til et indmark-udmarks system, hvor indmarken nærmest landsbyen har været drevet intensivt som agerjord med gødskning af jorden, mens udmarken udgjordes af overdrev og skov, der kunne give græsning til kvæg, olden til svin, hø til vinterfoder, brændsel og byggematerialer. Afvejningen af kornavlens og husdyrholdets rolle har formodentlig været uens i landets østlige og vestlige dele: i Jylland er arealerne omfattede af digevoldingsagre fortsat omfattende mens de på Øerne synes at have været mindre og adskilte af noget større overdrevsområder. Forskellen kan til dels tilskrives jordbundsforholdene, idet jordene i Jylland var sandede og derfor mere magre, mens de på Øerne var mere lerede og derfor mere frugtbare. === Bebyggelse === Også selve landsbybebyggelsen udviser kontinuitet. Adskillige bebyggelser udviser en fortsættelse på tværs af andre skel i tiden. Forklaringen på dette er sikkert, at landbrugsdriften har sikret en god og stabil overskudsproduktion, der blandt andet bevidnes af kældre til opbevaring af korn på bopladsen Overbygård<ref name="EJ 85">Ejstrud & Jensen (2000), s. 85</ref> samt fund af ostekar, der vidner om overskud af mælk til dette formål.<ref name="EJ 90">Ejstrud & Jensen (2000), s. 90</ref> Sådanne forrådskældre er imidlertid undtagelsen fra reglen. I ældre romersk jernalder begynder gårdtoften for første gang at optræde som en markeret enhed i form af et omgivende hegn, som omkranser hovedhuset og ofte er forbundet med gårdens sidebygninger. Dette er blandt andet konstateret i Vendehøj. Et udtryk for en stor overproduktion og heraf følgende befolkningsfremgang er, at gårdene i fx Vendehøj i periodens løb blev stadigt større, især ved tilkomst og udvidelse af udhuse. Der sker tilsyneladende en stadig mere udtalt rangordning af de enkelte gårde; især et par gårde skiller sig ud.<ref name="EJ 94">Ejstrud & Jensen (2000), s. 94</ref> ==== Thy ==== Fra Thy kendes et stort antal byhøje, herunder i Tåbel, Mariesminde, Vestervig og Hurup.<ref name="JJ 131">Jensen (2003), s. 131</ref> De lå med en indbyrdes afstand på mellem 1 og 2,3 km.<ref name="JJ 132">Jensen (2003), s. 132</ref> 30-40 af dem har eksisteret fra kort før Kr.f. og 2-3 århundreder, mens omkring en halv snes stykker har været af kortere varighed.<ref name="JJ 132"/> I Heltborg har det været muligt at udskille såvel selvstændige gårdanlæg som mindre huse med beboelse og stald.<ref name="JJ 132f">Jensen (2003), s. 132f</ref> I begyndelsen af 1. århundrede f.Kr. forekommer en gård med et 14 m langt langhus med beboelse og stald samt to små udhuse med lergulv.<ref name="JJ 133">Jensen (2003), s. 133</ref> Nogle af landsbyerne, således Vestervig og Mariesminde, der begge ligger nær Agger Tange, har formodentlig drevet fiskeri.<ref name="JJ 133"/> ==== Nørre Fjand ==== Bopladsen Nørre Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland, dateret til 2. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af mindst 55 huse, formodentlig i flere faser. Husene lå i øst-vestlig retning. Den gennemsnitlige længde var blot 10 m og kun tre af husene har haft stald. Det ældste af disse fra 1. århundrede f.Kr. var 18 m langt og havde plads til 17 dyr. Et yngre hus var 12 m langt og havde plads til 16 dyr. Det yngste hus var 18 m langt men havde kun staldplads til 6 dyr. Bebyggelsens beliggenhed og fund af sænkesten antyder, at indbyggernetil dels har ernæret sig ved fiskeri, men endvidere har man ernæret sig ved jagt på fugle og rådyr.<ref name="HA 121">Hedeager (1988), s. 121</ref><ref name="JJ 134">Jensen (2003), s. 134</ref> ==== Hvesager ==== Hvesager vest for Jelling er en af flere bebyggelser fra ældre romersk jernalder<ref name="LJ 10">Lindblom og Juul (2018), s. 10</ref> beliggende på et moræneplateau, der hælder mod syd ned mod Farup sø.<ref name="FC 181">Christiansen (1999), s. 181</ref> Landskabet gennemskæres af Fårup Mose, der ligger i øst-vestlig retning omkring 600 m syd for bopladsområdet, og af mindre vandløb, der forløber i henholdsvis nord-sydlig retning og øst-vestlig retning.<ref name="LJ 10"/> Jordbunden består overvejende af sandblandet ler.<ref name="FC 181"/> Foruden Hvesager ligger flere andre små bebyggelser på plateauet med en indbyrdes afstand på 400-600 m: Fårupvej, Plantagevej og Fårup (de to sidstnævnte ligger umiddelbart ved Fårup mose).<ref name="LJ 10"/> I flere tilfælde er der øjensynligt tale om en fortsættelse af bebyggelse fra keltisk jernalder.<ref name="LJ 10"/> Bebyggelsen i Hvesager omfatter to sammenbyggede gårde, der tilsyneladende kun har eksisteret i en kortere tid, idet der kun er foretaget få ombygninger af hovedhusene men åbenbart ikke er sket fornyelser af bygningerne.<ref name="KM 144">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 144</ref> Begge gårde har bestået af en indhegnet tofte. Den største gårdtofte målte 40 x 53 m svarende til et areal på omkring 2.120 m².<ref name="FC 184">Christiansen (1999), s. 184</ref> Den omfattede et langhus, to-tre større udhuse, et-to mellemstore udhuse og to-tre små udhuse med et samlet bebygget grundareal på 400-600 m². Den lille gårdtofte målte 23 x 44 m svarende til et areal på 1.012 m².<ref name="KM 146">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 146</ref> Den store gård har en struktur, der gør det sandsynligt, at der var tale om to gårde uden (spor af) adskillende hegn imellem; i så fald ville der være tale om tre gårde af omtrent samme størrelse.<ref name="FC 185"/> Fælles for gårdene er, at deres hovedhus ligger ca. 10 m fra det omgivende gårdtoftehegns sydside med en sydlig indgang i hegnet og at der til hver gård hørte et udhus beliggende nord for hovedhuset bestående af fire sæt tagbærende stolper.<ref name="FC 185">Christiansen (1999), s. 185</ref> Omkring 50 m fra bebyggelsen var en kammergrav med krigerudstyr. Både boplads og grav dateres til første halvdel af 100-tallet e.Kr., det vil sige anden halvdel af ældre romersk jernalder.<ref name="LJ 11">Lindblom og Juul (2018), s. 11</ref> ==== Haughus ==== Haughus sydøst for Jelling beliggende omtrent 2 km øst for Hvesager er en isoleret bebyggelse fra ældre romest jernalder og ligger på samme moræneplateau som denne, men er adskilt ved flere mindre vandløb i nord-sydlig retning.<ref name="LJ 10"/> Bebyggelsen Haughus 1 bestod af en gårdtofte på ca. 35 x 40 m svarende til et areal på 1.400 m². Den omfattede et langhus, et mellemstort udhus og et lille udhus svarende til et samlet bebygget grundareal på 172-190 m². Der er foretaget flere fornyelser af udhusene.<ref name="KM 146"/> Bebyggelsen Haughus 2 bestod af et langhus med tilhørende udhus og muligvis endnu et langhus med udhus. Langhuset har været 22-24 m langt og med seks sæt tagbærende stolpepar, der var placerede nær væggene og dermed skabte et bredere midterrum.<ref name="FC 190">Christiansen (1999), s. 190</ref> I tilknytning til langhuset lå et ca. 120 m² stort indhegnet areal, hvorpå lå et ca. 8 m langt udhus med tre sæt tagbærende stolper og indgang i retning mod langhuset.<ref name="FC 191">Christiansen (1999), s. 191</ref> Der kan være tale enten om to samtidige gårde eller om en gård i to faser.<ref name="FC 191"/> Langhuset var omkring 20 m langt og 5 m bredt med 6 sæt tagbærende stolpepar. Huset har kun eksisteret i en fase. Det ene udhus ligger ca. 10 m nord for langhuset og er ca. 9 m langt og 4,5 m bredt med 3 sæt tagbærende stolpepar. Andre udhuse lå syd for langhusets østende og er blevet fornyet med en mindre forskydning. Udhusene var henholdsvis ca. 6 x 4 m og 5 x 4 m.<ref name="FC 183">Christiansen (1999), s. 183</ref> ==== Fårupvej ==== Fårupvej syd for Jelling ligger på samme moræneplateau som Hvesager og Haughus og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder.<ref name="FC 200">Christiansen (1999), s. 200</ref> Bebyggelsen har omfattet to faser. I den en fase omfattede bebyggelsen fire eller fem gårde, der lå side om side på række dog med en gård let forskudt mod nord og den sidste gård noget isoleret mod sydøst. Hovedbygningerne har i hvert tilfælde været 16-18 m lang og hver med et eller to tilhørende udhuse 6-9 m lange. Der er ikke påvist spor efter indhegning.<ref name="FC 201">Christiansen (1999), s. 201</ref> I den anden fase, hvor bebyggelsen lå noget sydligere, omfattede bebyggelsen fem gårde, og også i dette tilfælde lå de side om side på række. I alle tilfælde lå hovedhuset mod syd og udhuse nord for hovedhuset. Hovedhusene var 18-20 m lange og udhusene 5-7 m lange. Heller ikke her er påvist spor efter indhegning.<ref name="FC 202">Christiansen (1999), s. 202</ref> Der er ikke sikre beviser for, at der er tale om to faser af samme bebyggelse.<ref name="FC 206">Christiansen (1999), s. 206</ref> ==== Plantagevej ==== Plantagevej ligger sydvest for Jelling på samme moræneplateau som Hvesager, Haughus og Fårupvej og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder.<ref name="FC 207">Christiansen (1999), s. 207</ref> Bebyggelsen menes at have omfattet to faser. I den ældre fase omfattede bebyggelsen 6 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 10-12 m.<ref name="FC 207"/> I den yngre fase omfattede bebyggelsen 5 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 17-18 m (en gård dog ca. 20 m) og to-tre udhuse. I et tilfælde er fundet spor efter et omsluttende fælles hegn for to af gårdene. Mod syd afsluttes hegnet ved langhusenes hjørner. Det indhegnede areal udgjorde ca. 750 m². Mindst et par af gårdene kan påvises at have eksisteret i to faser.<ref name="FC 210">Christiansen (1999), s. 210</ref> Endvidere er fundet spor efter tre langhuse, der ikke kan indpasses i de to landsbyfaser.<ref name="FC 211">Christiansen (1999), s. 211</ref> ==== Fårup ==== Fårup ligger ca. 1 km sydvest for Jelling syd for Fårup Mose. Der er fundet spor efter flere langhuse, der dateres til ældre romersk jernalder, men der foreligger endnu ingen nærmere afklarende udgravninger.<ref name="FC 215">Christiansen (1999), s. 215</ref> Forholdene er fortolkede således, at der i keltisk jernalder fandtes en spredt bebyggelse af enkeltgårde, som i århundredet før Kristi Fødsel er efterhånden blevet samlet til en landsby på fem gårde, der senere kan være omflyttet med ujævne mellemrum mellem forskellige steder på samme moræneplateau. I ældre romersk jernalder omfattede den samlede bebyggelse i området en mulig stormand ved Hvesager, der ifølge gravudstyr kan have udført krigstjeneste og måske udført lederfunktioner, en landsby på 5-6 gårde samt en enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="FC 218">Christiansen (1999), s. 218</ref> ==== Gårdslev ==== Gårdslev ved Vejle består af en enkelt gård. Gårdtoften var omtrent 540 m². Gården bestod af et langhus, to mellemstore udhuse og et lille udhus med et samlet bebygget grundareal på 174 m².<ref name="KM 146f">Kaldal Mikkelsen (1988-89), s. 146-147</ref> ==== Hammelev Nørremark ==== Hammelev Nørremark ved Haderslev består af tre parallelle, øst-vest rettede treskibede langhuse, der mod vest suppleres med en nord-syd rettet bygning således, at den samlede bebyggelse omtrent fremtræder som et E. Det midterste langhuse har eksisteret i to faser og har været henholdsvis 15 og 22 m langt og 5,5 m bredt. Det sydlige langhus har kun eksisteret i en fase og været 21 m langt og 4,5 m bredt. Det nordlige langhus havde buede vægge og været ca. 26,5 m langt og 3,5-4,5 m bredt.<ref name="FC 186">Christiansen (1999), s. 186</ref> ==== Vendehøj ==== Bopladsen Vendehøj, der eksisterede allerede i keltisk jernalder og fortsatte i ældre romersk jernalder<ref name="EJ 77">Ejstrud & Jensen (2000), s. 77</ref>, eksisterede i fire faser, som har afløst hinanden på samme sted, et plateau. Første fase bestod af 7 gårde beliggende øst-vest på plateauets nordside. Seks af de syv gårde var forbundne ved et fælles hegn, hvorimod den sidste gård lå adskilt fra de øvrige.<ref name="EJ 41">Ejstrud & Jensen (2000), s. 41</ref> I en kortvarig anden fase bliver gårdene opdelt i separate gårdanlæg<ref name="EJ 43">Ejstrud & Jensen (2000), s. 43</ref>, ialt 17 langhuse.<ref name="EJ 51"/> I tredje fase består landsbyen af 12 gårde<ref name="EJ 45">Ejstrud & Jensen (2000), s. 45</ref> og 16 langhuse<ref name="EJ 51">Ejstrud & Jensen (2000), s. 51</ref>. I fjerde faste består landsbyen af 22 langhuse.<ref name="EJ 51"/> Fire langhuse og tre udhuse har ikke kunnet dateres med sikkerhed.<ref name="EJ 49">Ejstrud & Jensen (2000), s. 49</ref> I første og anden fase er der relativt lille forskel på gårdenes størrelse, men i fase tre bliver forskellene større, og i fase fire udskiller visse gårde sig med flere og større udhuse. Ydermere kan konstateres, at gårdene på skift udmærker sig ved at være den største<ref name="EJ 94f">Ejstrud & Jensen (2000), s. 94f</ref> og at der ikke kan udskilles nogen "høvdingegård".<ref name="EJ 96">Ejstrud & Jensen (2000), s. 96</ref> ==== Overbygård ==== [[Fil:Overbygård.jpg|thumb|350px|Rekonstrueret gård fra Overbygård.]] Bopladsen Overbygård i Vendsyssel, dateret til 1. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af et antal huse og eksisterede i fire faser. Husene er 5 m brede og 16-18 m lange, og som noget særligt er de forsynede med kældre og sidebygninger. Sidebygningerne var 4,5 m brede og op til 9 m lange og flere af dem med ildsteder. Kældrene har været anvendt til forråd. I tredje fase blev langhusene forlænget så meget, at der blev plads til 12-14 dyr, ialt staldplads til 120-140 kreaturer. I fjerde fase er sidehusene nedlagt men hovedhusene gjort længere: den gennemsnitlige længde er nu 20-21 m og landsbyen har bestået af 14-15 gårde. Der er ikke fundet nogen storgård og heller ikke nogen smedje, men fund af jern og slagger antyder, at smedjen har eksisteret.<ref name="HA 122f">Hedeager (1988), s. 122f</ref> ==== Priorsløkke ==== Bopladsen Priorsløkke vest for Horsens er dateret til 1.-2. århundrede e.Kr. Bebyggelsen har eksisteret i mindst to faser. I den første fase bestod landsbyen af 14 huse, alle 10-11 m lange. I den senere fase var langhusenes længde vokset til 15-16 m<ref name="JJ 252">Jensen (2003), s. 152</ref>, og landsbyen, som lå på en nordvendt halvø i Hansted ådal<ref name="KN 9">Kaul og Nielsen (1981), s. 9</ref>, var nu beskyttet af et palisadehegn og en voldgrav vendt mod syd. I hegnet fandtes en 3,5 m bred port<ref name="KN 10">Kaul og Nielsen (1981), s. 9</ref>, og graven, der var omkring 130 m lang<ref name="KN 12">Kaul og Nielsen (1981), s. 12</ref>, var afbrudt ved porten.<ref name="KN 11">Kaul og Nielsen (1981), s. 11</ref> ==== Galsted ==== Bopladsen Galsted beliggende på et plateau på østsiden af Toftlund Bakkeø i Sønderjylland er dateret til 1. århundrede e.Kr. Landsbyen bestod af 13 gårde, de fleste bestående af et enkelt langhus. De fleste af husene var omkring 5 m brede og 18 m lange.<ref name="JJ 255">Jensen (2003), s. 255</ref> Landsbyen var omgivet med et hegn, og det indhegnede areal med en længde på 100 m og bredde på 70 m havde nærmest pæreform på grund af en gravhøj fra bronzealder, som lå midt i landsbyen.<ref name="JJ 255f">Jensen (2003), s. 255f</ref> ==== Fyn ==== På Fyn er det påvist, at en række landsbyer med oprindelse tilbage i keltisk jernalder ophører omkring 100 e.Kr., således Marslev (dateret 300 f.Kr.-100 e.Kr.), Radstrup, Kertinge og Hundslev (alle 150 f.Kr.-100 e.Kr.) hvortil kommer Kølstrup (Kr.f.-200 e.Kr.<ref name="GJ 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> Disse lå alle indenfor et begrænset område på Nordøstfyn, hvor de synes langt på moræneøer (en eller flere) omgivet af engdrag og åløb.<ref name="Po 49">Porsmose (1987), s. 49</ref> Det formodes, at deres forsvinden hænger sammen med en udvikling, hvor bebyggelsen samles i færre, men større bebyggelser.<ref name="Po 48">Porsmose (1987), s. 48</ref> Ophøret er tidsmæssigt sammenfaldende med det, der kan konstateres for flere jyske bopladser. === ''Yngre romersk jernalder (150/160-375 e.Kr.)'' === I mangt og meget synes yngre romersk jernalder at udgøre en fortsættelse af ældre romersk jernalder: indførelsen af romerske genstande fortsatte, ældre traditioner med Charonsmønter fortsatte også (nu dog undertiden med glas i stedet)<ref name="Lb 5ff">Boye (2002), s. 5-9</ref>, meget tyder på at Mithras-kulten har bredt sig blandt germanere i den romerske hær.<ref name="BR 162f">Bundgaard Rasmussen (2003), s. 162-163</ref> Yngre romersk jernalder synes at have været en tidvis urolig tid. I Mellemeuropa udkæmpes i tiden 166-180 e.Kr. de markomanniske krige, der indebar et mere eller mindre sammenbrud for det romerske forsøg på at sikre sig venligt sindede allierede blandt germanerne nær den romerske grænse.<ref name="St 115">Storgaard (2003), s. 115</ref> Senere fulgte de alemanniske krige. Men samtidig fortsatte handelen med Romerriget øjensynligt. Hovedruterne synes at have været to: fra Limes via øvre Elben og dens bifloder nordpå til Mecklenburg og herfra ud til Øresundskysten og de danske øer samt ravruten i Østeuropa, der forbandt Sortehavsområdet med Østersøområdet. Disse handelsruter synes at have været konsoliderede med ægteskabelige forbindelser mellem regionale stormænd, hvilket menes godtgjort ved fællestræk i gravudstyr. Yngre romersk jernalder synes at have udvist en fortsat, og nu mere udtalt, forskel mellem Jylland på den ene side og øerne på den anden. I Jylland fremstår fortsat et præg af stammeområder omtrent af samme størrelse som de senere sysler og med talrige våbenofringer, der tolkes som spor efter angreb af fremmede, mens øerne fremtræder som et mere homogent område med et enkelt rigt stormandscenter, men hvor dette i ældre romersk jernalder lå i Hoby, ligger den fra 150/160 e.Kr. på Stevns, især Himlingøje og Varpelev, hvor det afspejles i rige gravhøje. Dette center synes at have opbygget forbindelser, formodede alliancer, til forskellige steder i Jylland og Skandinavien. Lidt senere optræder der aflæggere på Sydsjælland og på Fyn, hvor Gudme-området efterhånden udvikler sig til det største rige handels- og håndværkscenter med formodede religiøse funktioner og internationale forbindelser, ægteskabsalliancer til Mellemeuropa og handelsforbindelser til flere steder i Romerriget. === Sociale forhold === På grundlag af smykker i gravfund har man ment det muligt dels at udskille forskellige social lag<ref name="ULH 455">Lund Hansen (1995), s. 455</ref>, dels at påvise internationale ægteskabelige forbindelser. Med hensyn til de sociale lag menes kolbearmringe at repræsentere et øverste lag efterfulgt af ormehovedarmringe og derunder ormehovedfingerringe af forskellig type.<ref name="ULH 389">Lund Hansen (1995), s. 389</ref> Den regionale fordeling af disse statussymboler tyder på, at der på Stevns fandtes et "ormehoved"-dynasti med forbindelser til Østjylland (jydernes område) og Sønderjylland (anglernes område), under dette med forbindelser markeret ved ormehovedarmringe til henholdsvis Vendsyssel, Østfyn (Gudme-området) samt Bornholm.<ref name="ULH 461"/> Fordelinge tyder på forekomst af egentlige alliancer.<ref name="ULH 465">Lund Hansen (1995), s. 465</ref> Ormehovedfingerringe kan have markeret loyale høvdinge; deres forekomst er overvejende på Sjælland men også på Bornholm og i Vendsyssel.<ref name="ULH 389"/> Indtrykket understreges af nogle sølvpokaler med en karakteristisk figurfrise med mennesker og dyr fra Himlingøje og Valløby på Stevns, fra Nordrup ved Ringsted<ref name="LH 218">Hedeager (1988a), s. 218f</ref> og fra Sverige.<ref name="LH 221">Hedeager (1988a), s. 221</ref> Det forhold, at der i samme område forekommer mange våbengrave gør det rimeligt at antage, at disse stedlige høvdinge har udgjort en hird for det ledende dynasti.<ref name="ULH 457">Lund Hansen (1995), s. 457</ref> De sjællandske høvdinge må have stået i et afhængighedsforhold til elitens center.<ref name="ULH 466">Lund Hansen (1995), s. 466</ref> Den førende stilling for dynastiet på Stevns understreges ved, at de døde blev kremerede men gravlagt i storhøje. Senere gik man over til jordfæstegrave, og storhøjene ophørte.<ref name="ULH 454">Lund Hansen (1995), s. 454</ref> Først nu begynder romerske genstande at optræde i Skåne, omend fortsat kun i begrænsede mængder.<ref name="ULH 454"/> Forbindelsen til Romerriget understreges også ved fund af romerske mønter. Disse kan have to årsager: dels som led i handel, dels som betaling for romersk militærtjeneste (sold).<ref name="ULH 464">Lund Hansen (1995), s. 464</ref> Belæg for, at germanere tog romersk krigstjeneste, kendes fra det Galliske Særrige (259-173/4 e.Kr.).<ref name="ULH 454"/> Militærtjeneste kan have bidraget til at sikre handelsforbindelserne. Med hensyn til internationale ægteskabelige forbindelser kendes fra grave i Himlingøje fra omkring år 200 e.Kr. på Stevns ormehovedarmringe, der ellers kun kendes fra Varpelev samt på Øland, på Gotland og i Mälarområdet.<ref name="LHN 8">Lund Hansen & Nielsen (1977), s. 199</ref> Som helhed tyder disse sammenfald i pragtgenstande på overregionale personlige forbindelser mellem de nævnte områder. Et andet eksempel er kvindegrave fra henholdsvis Varpelev på Stevns og Årslev på Fyn, der begge indeholdt en hårnål af guld og med indlagt karneol, en halvædelsten, samt tre halvmåneformede guldstykker, der hænger ned i fine kæder<ref name="LH 224">Hedeager (1988), s. 224</ref> og som viser forbindelser til Ungarn i anden halvdel af 300-tallet.<ref name="JJ 456f">Jensen (2003), s. 456f</ref> Et tredje eksempel er sølvskeer, der er medgivet som gravgaver, og som kendes fra Årslev og Hågerup i Danmark og fra Leuna, Hassleben og Sakrau i Mellemeuropa.<ref name="LH 226">Hedeager (1988a), s. 226</ref><ref name="JJ 459">Jensen (2003), s. 459</ref> Et fjerde eksempel er en grav fra Hågerup og fra Leuna ved Leipzig, der begge var skeletgrave med "charonsmønt" samt i fodenden af kisten et drikkeservice med sølvskål, glasskål, øse, si, benkam og andet udstyr.<ref name="LH 224"/><ref name="JJ 458">Jensen (2003), s. 458f</ref> Det er muligt, at disse sammenfald i smykker og genstande afspejler slægtsforbindelser mellem Østsjælland, Østfyn og Thüringen-Sachsen.<ref name="LH 227">Hedeager (1988a), s. 227</ref> Det bør tilføjes, at netop Thüringen er det område, hvor stednavne på -leben forekommer, en formodet parallel til stednavne på -lev kendt i det sydlige Norden.<ref name="LH 261">Hedeager (1988a), s. 261</ref> Forbindelsen mellem de to områder har formodentlig sin oprindelse allerede i yngre romersk jernalder. Endelig har været peget på fordelingen af rosetfibulaer, i Sydvestjylland, Limfjordsegnene, Vendsyssel, Østfyn, Vestsjælland, Sydsjælland, Østsjælland, ved Roskilde Fjord, på Bornholm og Gotland samt enkelte langs den sydnorske kyst, ved Vänern og ved Mälaren i Sverige som muligt udtryk for overregionale forbindelser og måske allierede.<ref name="St 115">Storgaard (2003), s. 115</ref><ref name="ULH 455">Lund Hansen (1995), s. 455</ref> Viden om dynastiet på Stevns svækkes af, at der endnu ikke er fundet en boplads, som kan forklare det dynasti, som afspejler sig i gravfund i området.<ref name="ULH 461">Lund Hansen (1995), s. 461</ref> Imidlertid viser forekomsten af flere brolagte veje og vejovergange over Tryggevælde Å forbindelse mellem Varpelev og Himlingøje.<ref name="ULH 460">Lund Hansen (1995), s. 460</ref> Fundfordelingen tyder på, at ormehoved-dynastiet på Stevns har eksisteret i en generation eller to i første halvdel af 200-tallet og har haft faste forbindelser over Østersøen til Mecklenburg og det nordlige Polen herfra sydover med områder ved det mellemste Donau samt til egnene ved Rhinen. Fra disse områder stammer indførte romerske varer.<ref name="ULH 453">Lund Hansen (1995), s. 453</ref> Men efter ret kort tid synes handelscenteret på Stevns i stigende grad at være blevet afløst af et nyt handelscenter på Østfyn: Gudme-centeret. Gudme-centeret havde ligeledes forbindelser til Rhin-området men desuden til egne nær den kontinentale romerske grænse, hvilket afspejles i grave fra Årslev og Hågerup. Som helhed tegner yngre romersk jernalder et billede, hvor de østlige dele af landet (først Stevns, senere Østfyn) udgjorde et overregionalt høvdingesæde og et handelsmæssigt center måske i forbindelse med kultfunktioner og øjensynligt beskyttet af en ydre kreds af militære forposter i hvert fald på Sjælland. De vestlige dele var derimod opdelte i mindre stammeområder og synes at være udsatte for gentagne angreb først fra syd og senere fra øst og nordøst, hvilke man forsøgte at beskytte sig imod med folkevolde og pælespærringer og - efter våbenofringer at dømme - med et vist held. Disse angreb kan have forbindelse med slavejagter fra folkegrupper med forbindelser til Romerriget (især mod vest) og ved allierede til de østdanske handelscentre, der øjensynligt etablerede og opretholdt internationale alliancer langs handelsruterne (især mod øst). Det er muligt, at angrebene mod Østjylland fra nordøst skal ses som en reaktion på angreb fra syd og havde til formål at skaffe "erstatningsslaver" for de befolkninger, der boede i Halland, Bohuslen og måske Vestgøtaland, og som ellers truedes af en skæbne som slaver. Det forhold, at de ofrede militære genstande havde runer og/eller var af romersk oprindelse, kunne tyde på, at (i hvert fald nogle af) deltagerne forinden havde fået militær træning i Romerriget, som de senere udnyttede til at drive slavejagt. Hvis der er grundlag for at antage, at rigdommen på romerske varer i Thüringen til dels hænger sammen med romersk militærtjeneste, og hvis der har været overregionale alliancer mellem dette område og områder på Sjælland og Fyn, så er det nærliggende, at også folk fra disse områder har kunnet deltage i den romerske militærtjeneste. === Våbenofringer og forsvarsanlæg === I Skandinavien kendes fra denne tid våbenofringer i moser på Lolland, Fyn og Østjylland. Interessant er, at mens de ældste ofringer i Thorsbjerg fra periodens begyndelse udviser en markant sydlig oprindelse, så er materialet fra to senere ofringer, henholdsvis første halvdel af 3. århundrede og begyndelsen af 4. århundrede dels af blandet dansk-tysk, dels sydsvensk-ødansk oprindelse. Dette kunne tyde på, at hvis forekomsten af rigdomscentre på Sjælland og Østfyn må tilskrives en central rolle i slavehandel i bytte for romerske varer, så ''kan'' disse handlede slaver stamme fra Angel-området. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg og de syddanske øer. Senere, i tidsrummet år 210/220-250/260 (C1b) kendes således samtidige våbenofringer fra Trinnemose i Vendsyssel, Illerup i Østjylland og Illemose (Østfyn), kort efter fra Porskjær og Vimose, begge i Østjylland og Thorsbjerg i Sønderjylland og yderligere en fra Illerup, der er samtidig med Søborg Sø i Nordøstsjælland, ialt mindst 8 våbenofringer. Disse formodes at afspejle angreb fra nordøst, det vil sige Sydnorge. Samtidig skete et nyt angreb mod Angel, der afspejles i moseofringen i Thorsbjerg.<ref name="JJ 510">Jensen (2003), s. 510</ref> Det meste af Sjælland udviser derimod på samme tid stor rigdom og rundt om på øen findes spor af våbenføre krigere, der måske har udgjort en hird med tilknytning til Himlingøje, Valløby og Nordrup.<ref name="ULH 388">Lund Hansen (1995), s. 388</ref> Fra tiden 250/260-310/320 e.Kr. kendes samtidige våbenofringer fra Dallerup i Østjylland, Ballerup sømose på Sjælland, Thorsbjerg, Balsmyr på Bornholm, Hassle-Bösarp i Skåne og Skedemose på Øland, en særskilt våbenofring skete i Hedelisker ved Randers og endelig skete samtidige våbenofringer fra Thorsbjerg og Nydam i Sønderjylland, Ejsbøl i Østjylland, Kragehul på Fyn og atter Hassle-Bösarp og Skedemose.<ref name="JI 46"/> Fra denne tid kendes tillige flere langvolde i Jylland, således Æ Vold (dateret til ca. 278 e.Kr.)<ref name="NJ 205">Nørgård Jørgensen (2003), s. 205</ref>, Olgerdiget (dateret til 7-130 e.Kr.)<ref name="NJ 204">Nørgård Jørgensen (2003), s. 204</ref> og Trældiget (løst dateret til romersk jernalder)<ref name="NJ 205"/><ref name="Hv 100">Hvass (1984), s. 100</ref>, pælespærringer i Gundsø Vig i Kolding Fjord (daterede til 236 e.Kr. og 256-317 e.Kr.), Jungshoved Nor på Sjælland (ca. 340 e.Kr.), Nakkebølle Fjord på Sydfyn (ca. 370 e.Kr.) samt Margrethes Bro i Haderslev Fjord (ca. 370-418 e.Kr.).<ref name="NJ 197f">Nørgård Jørgensen (2003), s. 197f</ref> og store våbenofringer i moser: Viemose<ref name="XPJ 224">Pauli Jensen (2003), s. 224-238</ref>, Vingsted<ref name="JI 51">Ilkjær (2003), s. 51</ref>, Porskjær<ref name="JI 51"/>, Illemose, Dollerup<ref name="JI 51"/>, Thorsbjerg, Illerup<ref name="JI 47ff">Ilkjær (2003), s. 47-51</ref>, Fuglsang. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg samt fra Norge mod Østjylland, Nordfyn og Nordsjælland. Omkring år 300 sker nye våbenofringer i moser: Ejsbøl og Nydam. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mälarområdet mod Gotland, Øland, Skåne, Fyn og Sønderjylland.<ref name="ULH 88">Lund Hansen (2003), s. 88</ref><ref name="JJ 560">Jensen (2003), s. 560</ref> De angribende hære bestod af folk fra forskellige egne, vel organiserede i hærenheder på op til omkring 150 mand med nogle få hærførere i spidsen.<ref name="XPJ 35ff">Pauli Jensen (2011), s. 35-47</ref><ref name="NJ 297ff">Nørgård Jørgensen (2010), s. 297-315</ref> De angribende var måske marodører, tidligere professionelle soldater som efter udstået tjeneste have slået sig sammen fx for at bedrive slavehandel med Romerriget. Når de især valgte at angribe Sydøstjylland, kan det blandt andet have sin årsag i, at disse områder bestod af mindre folkeslag, som - alt andet lige - måtte være lettere at overvinde. Våbenofringerne afspejler, at disse angreb alligevel ikke altid lykkedes. Tværtimod lykkedes det de lokale at organisere et forsvar med held. Nævnes må også Vendeldiget i Nordvestjylland, dateret til 210-380 ±70 e.Kr.<ref name="PMO 143">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 143</ref> Der er tale om en såkaldt folkevold<ref name="PMO 135">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 135</ref> bestående af en voldgrav, en vold og en palisade, omend sidstnævnte (endnu) ikke er påvist ved Vendeldiget.<ref name="PMO 142">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 142</ref> Diget er 3,75 km langt<ref name="PMO 143">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 143</ref> og strækker sig i let buet sydøstlig-nordvestlig retning i Vejrum og Asp sogne.<ref name="PMO 136f">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 136-137</ref> Det har formodentlig fungeret som territorialgrænse mellem to stammesamfund.<ref name="PMO 145">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 145</ref> Formodentlig fra samme tid stammer det såkaldte Rammedige sydvest for Lemvig, omkring 20 km vest for Vendeldiget, omtrent 2 km langt og med forløb i nord-sydgående retning.<ref name="PMO 146">Mikkelsen og Olesen (1995-96), s. 146</ref> === Folkeforskydninger i Jylland === Yngre romersk jernalder var øjensynligt en dynamisk tid. På grundlag af forskelle i den materielle kultur mener arkæologer at kunne fastslå forskydninger i forskellige folkegruppers udbredelse: omkring år 200 nåede anglernes ekspansion op til omkring Kolding, og varinerne blev tvunget mod vest. Men fra midten af 3. århundrede kom anglerne åbenbart under pres fra jyderne i nord, og der må have stået et slag, hvor anglerne led nederlag. I hvert fald er der i Ejsbøl Mose fundet et sværdbælte, hvis parallel kendes fra en gravplads ved Egernførde. Omkring år 300 var anglerne blevet presset tilbage til områderne ved Vidåen og Flensborg Fjord, hvor de endnu havde kontrollen over Sundeved<ref name="PE 26">Ethelberg (2017), s. 26</ref>, men i 300-tallet bliver de presset yderligere mod syd og i 400-tallet endda syd for Slien.<ref name="PE 27">Ethelberg (2017), s. 27</ref> Hvor langt mod syd Anglernes udbredelse har strakt sig, vides ikke. Det ældste Dannevirke dateres nu til 400-tallet, en lidt yngre fase til 500-tallet.<ref name="PE 27"/> === Landbruget === Det må formodes, at befolkningen var voksende og at dette har udløst et behov for forøget landbrugsproduktion. Senest omkring år 200 e.Kr. synes digevoldingsagrene at ophøre<ref name="HA 155">Hedeager (1988), s. 155</ref>, og samtidig synes der at være sket en omlægning af bebyggelsen, idet de tidligere ret små landsbyer nu nedlægges<ref name="GJ 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> og øjensynligt afløses af færre men større landsbyer.<ref name="Po 48">Porsmose (1987), s. 48</ref> Denne omlægning formodes at hænge sammen med en omlægning af driften til et indmark-udmarksbrug med fast dyrket indmark<ref name="Po 48"/> og omgivende overdrev eller områder, der endda springer i skov. Et bevis på dette er forekomsten af en 80 m lang fægyde ved Vallensbæk på Sjælland; denne har været brugt til at lede kvæget ud til græsningsområderne uden at betræde de dyrkede marker.<ref name="HA 155"/> Det formodes, at den fornødne gødning til sikring af den intensiverede dyrkning er skaffet ved, at kvæget holdes græssende på mindre områder i længere tid eller med staldgødning.<ref name="HA 155"/> === Bebyggelse === I yngre romersk jernalder optræder for første gang en egentlig nuancering af bebyggelsen: tidligere fandt denne sted inden for rammerne af det enkelte landsbysamfund fx ved en markering af høvdingens gård med en særlig afhegning. Men nu indtræffer en forskel i beliggenhed for bopladser med uens formål: foruden traditionelle bopladser optræder nu udskillelse af en stormandsgård fysisk adskilt fra landsbybebyggelsen og ligeledes bliver værksteder nu mere udpræget udskilt som en særlig bebyggelse i tilknytning til en stormandsgård. Men samtidig indtræder forandringer i de enkelte landsbyers fremtræden. Denne udvikling må ses på baggrund af den sociale samfundsudvikling i samtiden. I yngre romersk jernalder skete en ny markant omlægning af agerbruget til en form for indmarks-udmarks-brug.<ref name="Ha 1988 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> Indmarken har været et form for alsædebrug.<ref name="Ho 43">Hoff (1990), s. 43</ref> Landsbyerne er omgivne af intensivt dyrkede og gødede marker (indmark), mens overdrev til græsning og skov lå længere væk (udmark).<ref name="Ho 43"/> Rug vandt øjensynligt frem på bekostning af hvede. Rug tåler bedre vinterkulde, fugtighed og tørke og lod sig dyrke både på sandede og mindre frugtbare jorder.<ref name="Ha 1988 159">Hedeager (1988), s. 159</ref> Også toftesystemet, der fysisk markerer udstrækningen af den enkelte ejendom i form af et hegn, kan gå tilbage til denne tid.<ref name="GJ 1981 144">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 144</ref> Tidligere små gårdgrupper og landsbyer blev nu sammenflyttede i færrre og større landsbyenheder, hvor hver gård har sin egen toft, der angiver dens betydning i det samlede landsbyfællesskab. === Centralpladser === I yngre romersk jernalder optræder for første gang et stormandssæde eller en centralplads, hvor landbrugsdrift spiller en mindre rolle mens håndværk, handel med Romerriget og skibsfart samt religion tilsyneladende spiller en større rolle. Det formodes, at et sådant stormandssæde eller en sådan centralplads først er fremvokset på Stevns på Sjælland, idet grave vidner om en særlig stor velstand, som herfra aftager ud over resten af øen, men en lignende centralplads er for første gang påvist på Fyn. Det er muligt, at der har været tilløb til flere sådanne pladser, men sporene er indtil videre svage og usikre. Bemærkelsesværdigt er fremkomsten af et stormandssæde i Gudme og i tilknytning hertil handelspladsen ved Lundeborg på Fyn i slutningen af 2. århundrede og med eksistens frem til begyndelsen af 700-tallet. I Vester Egesborg på Sydsjælland fandtes en lignende plads, der begyndte lidt tidligere og atter forsvandt omkring år 400 e.Kr., mens en lignende plads i Vedbæk havde samme begyndelsestidspunkt som Vester Egesborg men forsvandt igen allerede i slutningen af 2. århundrede. I samme lange tidsrum som Lundeborg-handelspladsen var Helgö ved Mälaren den eneste tilsvarende handelsplads på den Skandinaviske halvø, mens Borg i Norge først optræder noget senere (fra 500-tallet).<ref name="RA 24"/> Handelspladsen ved Lundeborg hører sammen med en boplads i Gudme, der blandt andet omfatter en hal, 10 m bred og 47 m lang, opført i midten af 200-tallet og nedrevet i midten af 300-årene men et sidehus blev fornyet seks gange.<ref name="Sø 10f">Sørensen (1993), s. 10f</ref> Bopladsen synes at have nået sit højdepunkt på denne tid og synes ikke påvirket af de urolige forhold, der optræder andre steder. ==== Himlingøje ==== Et vigtigt handelscenter må have ligget på Stevns, selvom levn efter det endnu ikke er fundet. Derimod kendes en række gravhøje ved Himlingøje og Varpelev, der med al ønskelig tydelighed vidner om gode handelsforbindelser med Romerriget i form af indførte romerske genstande, glas, sølvbægre og andet. Andre rige gravpladser kendes fra det sydligste Sjælland samt mere spredt over øen omend med et tyngdepunkt på øen centrale og sydvestlige dele samt de sydlige dele af Nordøstsjælland.<ref name="HN 3ff>"Hansen og Nielsen (1977), s. 3-10</ref> Gravfundene viser, at der i områderne omkring Stevns er adskillige grave med våben, hvilket nærmest ligner en beskyttende "sikkerhedszone" omkring dette handelscenter. Samtidig tyder genstandssammenligninger på, at dette center havde forbindelser til Østfyn og Nordjylland men ikke Øst- og Sydøstjylland, hvor fraværet af sådanne genstande er markant. Dette kunne tyde på mangel på fredelige kontakter mellem Stevns og disse områder. Det formodede handelscenter synes at forsvinde omkring år 300, da handelstyngdepunkter øjensynligt forskubbes til Østfyn. Fra Brokjær i Jylland kendes udstyr med mindelser om det, der kendes fra Stevns. Det er muligt, at det afspejler stedet som et stop på ruten fra Rhinegnene via Vesterhavet til Stevns.<ref name="JJ 2003 464">Jensen (2003), s. 464</ref> ==== Gudme ==== [[Fil:Guldgubbe-fra-Gudme DO-3129 original.jpg|thumb|[[Guldgubbe]] fra Gudme.]] I Gudme på Fyn udviklede der sig på denne tid hvad der bedst kan betegnes som et stormandssæde<ref name="JJ 422">Jensen (2003), s. 422</ref>, der varede i flere hundrede år. En bebyggelse på stedet kendes allerede omkring Kr.f. men den havde været yderst beskeden.<ref name="JJ 419">Jensen (2003), s. 419</ref> Gudmekomplekset bestod af tre dele: en stormandsgård mod nordøst, en bebyggelse af gårde med håndværk mod vest samt en isoleret bebyggelse mod sydøst.<ref name="LJ 81">Jørgensen (2010), s. 81</ref> Både stormandsgården og en ladeplads ved Lundeborg ved kysten blev etableret i begyndelsen af yngre romersk jernalder. I 3. århundrede blev opført to huse, der siden blev fornyet i flere omgange. Disse var i den ældste fase 5,5 m brede og godt 12 m lange.<ref name="JJ 419"/> I den følgende fase på overgangen mellem 3. og 4. århundrede blev den ene af bygningerne afløst af en hal, 10 m bred og 47 m lang. Hallen stod fra slutningen af 200-tallet til begyndelsen af 400-tallet.<ref name="JJ 420">Jensen (2003), s. 420</ref> Også den anden bygning blev ombygget og var nu 10 m bred og 25 m lang og havde således også præg af en hal.<ref name="JJ 421">Jensen (2003), s. 421</ref> Overhovedet voksede Gudmebebyggelsen i 3. og 4. århundrede og omfattede mod slutningen af romersk jernalder omkring 50 gårde bestående af langhuse på 6-7 m i bredden og op til 35 m længden.<ref name="JJ 418">Jensen (2003), s. 418</ref> Det forhold, at stormandsgården savnede driftsbygninger for landbrug, taler for, at stormanden har kunnet afkræve tribut af beboerne i den øvrige bebyggelse og måske også af bebyggelser i omegnen.<ref name="LJ 84">Jørgensen (2010), s. 84</ref> Foruden bopladsen i Gudme lå ved Lundeborg, hvor Tange Å udmunder i Storebælt en sæsonbetonet handelsplads, mellem 30 og 75 m bred men omfattende omkring 900 m kyststrækning. Området rummede spor efter værksteder med ildsteder, værktøj og en brønd.<ref name="JJ 423">Jensen (2003), s. 423</ref> Det samlede antal gårde i komplekset talte 40-50 ejendomme svarende til 300-500 indbyggere. Flere gårde er blevet fornyede på samme sted i op til ti faser, det vil sige gennem omkring 500 år.<ref name="LJ 80">Jørgensen (2010), s. 80</ref> I tilknytning til gårdene foregik håndværk, især metalsmedning.<ref name="LJ 82">Jørgensen (2010), s. 82</ref> Værkstederne syslede med jern, bronze, guld, sølv, hjortetak, glas og træ. Desuden må have eksisteret et tømmerværksted. Der er fundet spor efter våben: spyd, lansespidser, pilespidser, skjoldbuler og beslag til sværd og skeder.<ref name="JJ 424">Jensen (2003), s. 424</ref> Der er talrige vidnesbyrd om handel med genstande fra romerriget, således glasperler og glaskar, formpresset keramik (Terra sigilata) og anden keramik.<ref name="JJ 425">Jensen (2003), s. 425</ref>, mønter, fragmenter af romerske bronzestatuer.<ref name="JJ 426f">Jensen (2003), s. 426f</ref> og andet. Gudmes storhedstid synes først at ophøre fra omkring 550 e.Kr.<ref name="JJ 425"/>, men bebyggelsen fortsatte med at eksistere i mere end hundrede år. I tilknytning til bosættelsen lå en omfattende gravplads, Møllegårdsmarken.<ref name="JJ 455">Jensen (2003), s. 455</ref> === Landsbyer === Landsbyerne fremstår mere nuancerede, tilpassede de stedlige landsskabelige vilkår. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse i Jylland blev i løbet af romersk og germansk jernalder samt vikingetid omflyttet flere gange, ialt kendes 7 faser, hvor landsbyen blev flyttet indenfor et begrænset område på 700 x 1000 m.<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> Bopladsen voksede undervejs kraftigt i omfang: i 2. århundrede e.Kr. omfattede landsbyen et areal på omkring 22.500 m², i 3. århundrede var dette område vokset til 75.000 m². Landsbyen bestod på dette tidspunkt af en halv snes gårde, hvoraf en del lå i en nord-sydgående række og andre i en kreds, alle omgivet af et hegn og med en gårdtofte på 50x50 m. Hver gård bestod af et langhus placeret midt på toften samt et eller to mindre sidebygninger. Gennemsnitslængden på langhusene var 30-34 m, det korteste 20 m og det længste 48 m; sidehusene var 10-16 m lange. Langhuset kunne være opdelt i op til 5 rum, idet de vestlige to eller tre blev anvendt til beboelse, de østlige til stald, det østligste formentlig med åben gavl og anvendt som lade. Bevarede båseskillerum viser plads til 15-30 dyr i stalden. Ved en af gårdene fandtes uden for indhegningerne jernudvindingsovne og trækulsmiler, og et af de østlige rum synes at have været indrettet til smedje. Landsbyen rummede tillige et antal grubehuse, små nedgravede hytter, omkring 2,5 m brede og 3,5 m lange.<ref name="LH 128">Hedeager (1988), s. 128</ref> Efter nogle generationer blev gårdene enkeltvis flyttet ca 200 m mod vest.<ref name="JJ 394">Jensen (2003), s. 394</ref> I 4. århundrede bestod bopladsen af 20 gårde, overvejende beliggende i en nord-sydgående række og resten beliggende omkring en åben plads, en forte.<ref name="JJ 395">Jensen (2003), s. 395</ref> To af gårdene var dobbeltgårde, markeret med et delvist adskillende hegn. To af gårdene havde tilknyttet smedeværksteder med jernudvindingsovne beliggende lige uden for det omgivende hegn.<ref name="JJ 395"/> Længst mod øst i landsbyen lå den største gård med et 45 m langt langhus og en indhegnet gårdtoft på 72 x 53 m, et areal på næsten 4000 m².<ref name="JJ 395"/> Uden for landsbyen lå tre adskilte enkeltgårde.<ref name="JJ 396">Jensen (2003), s. 396</ref> Landsbyen omfattede et areal på omkring 10.000 m², men tallet lyver: bebyggelsen dækkede det samme areal omend der øjensynligt sker en udtynding. Gårde og bygninger mindede om de tidligere, men gårdene var blevet lidt kortere og staldene lidt mindre. En enkelt gård var større end de øvrige, langhuset 43 m langt og med 4 tilhørende mindre bygninger samt et indhegnet areal på 74 x 54 m. Til denne boplads hørte to smedjer med tilhørende jernudvindingsovne og beliggende ved hver sin større gård.<ref name="LH 128f">Hedeager (1988), s. 128f</ref> ==== Nørre Snede ==== En boplads i Nørre Snede dateret til perioden fra 3. til 7. århundrede, beliggende langs skrænten ned mod et engområde.<ref name="JJ 2004 33">Jensen (2004), s. 33</ref> Bebyggelsen var 100-200 m bred og omkring 550 m lang. I den ældste fase, fra 3. århundrede e.Kr., bestod landsbyen af 10 gårde.<ref name="JJ 2004 33"/> I det 4. århundrede flyttede gårdene lidt mod vest, og antallet faldt til 7-8 beliggende omkring en åben plads.<ref name="JJ 2004 33"/><ref name="JJ 397"/> I 5. århundrede flyttede landsbyen lidt mod nord men bibeholdt sin grundplan og antallet af gårde forblev uforandret.<ref name="JJ 397"/> Flere af gårdene synes at være blevet fornyede på samme sted.<ref name="JJ 2004 33"/> Den største af langhusene var 36 m lang. Husene var indrettede med bolig og stald. Hver gård var omgivet af en firkantet indhegning.<ref name="JJ 397">Jensen (2004), s. 397</ref> ==== Søndergård 1-Skindbjerg ==== Ved Jelling skete der tilsyneladende en omlægning af bebyggelsen omkring overgangen fra ældre romersk jernalder til yngre romersk jernalder: de tidligere bebyggelser Haughus 2, Fårupvej, Hvesager, Plantagevej og Fårup ophører og i stedet opstår to nye bebyggelser, Søndergård 1 og Skindbjerg ca 500-1000 m mod øst. De to nye bebyggelser ligger tæt op ad hinanden og har udgjort en samlet bebyggelse.<ref name="FC 217">Christiansen (1999), s. 217</ref> Det er nærliggende at se den samlede bebyggelse som afløser for de tidligere spredte gårdgrupperinger og gårde. Bebyggelsen lå på en moræneflade, der mod vest afgrænses af en lav sænkning strækkende sig fra syd til lidt mod nordvest.<ref name="FC 194">Christiansen (1999), s. 194</ref> Bebyggelsen omfatter mindst fire langhuse, der formodes at afspejle hver sin gård. Hus A var 29 m langt og 5,8 m bredt med rette langsider og let afrundede gavle. Huset havde to modstillede indgange midt i bygningen, der har været delt i en beboelsesdel mod vest på omkring 12 m og en stalddel mod øst på omkring 14 m. Beboelsen har været opdelt i sektioner. Fra den østlige gavl udgår et hegn mod nord ca. 20 m, hvor det knækker mod vest. Hus B var ca. 25 m langt og 5,8 m bredt. Hus D var 29,5 m langt og 6,5 m bredt og med afrundede gavle. Også dette hus var inddelt i en vestlig beboelsesdel og en østlig stalddel, men beboelsen var her 15 m lang, stalddelen kun 11 m lang. Sydvest for bygningen lå et mindre udhus, ca. 10 m langt. Også fra denne hovedbygning har været et hegn mod nord omkransende et areal på 850-900 m². Endnu en hovedbygning, Hus M, har været mindst 34 m lang og 6,5 m bred med rette langvægge men uden bevarede gavle. Bygningen har været tredelt med en afdeling med to sæt tagbærende stolpepar mod øst, en formodet staldafdeling med tætte par af tagbærende stolper midt i huset og en beboelsesdel mod vest.<ref name="FC 195">Christiansen (1999), s. 195</ref> Bygningerne er ikke samtidige: Hus A dateres til 3. århundrede, Hus D til 4.-5. århundrede og Hus M ligeledes til 4.-5. århundrede.<ref name="FC 197">Christiansen (1999), s. 197</ref> Skindbjerg omfattede et langhus 25 m langt og 5,5 m bredt med afrundede gavle. Det har bestået af en 8 m lang østende og en 13 m lang sektionsopdelt vestende. I tilknytning til hovedhuset er fundet to småhuse.<ref name="FC 199">Christiansen (1999), s. 199</ref> ==== Bellingegård ==== Bopladsen Bellingegård nord for Køge på Sjælland eksisterede fra 3. til 6. århundrede og kendes i tre faser. Landsbyen lå på en mindre bakke omgivet af sumpet terræn. Bebyggelsen bestod af 5-7 gårde, der alle lå i øst-vestlig retning. Hver gård har været indhegnet. Husene var i gennemsnit omkring 20 m lange. Der er ikke bevaret spor efter båseskillerum.<ref name="LH 130f">Hedeager (1988), s. 130f</ref> ==== Andre landsbyer ==== Der kendes en række andre bopladser daterede til yngre romersk jernalder, således Mølleparken ved Løgumkloster, ved Hjemsted og Skonager i Sydvestjylland, ved Højris nær Grønbjerg i Vestjylland og ved Foulum ved Viborg, men ingen af disse har kunnet dateres nærmere end til 4.-5. århundrede.<ref name="JJ 397"/> === ''Ældre germansk jernalder (375-520 e.Kr.)'' === I 4. og 5. århundrede aftog de importerede varer fra Romerriget og i stedet tiltog varer fremstillede internt i sydskandinavisk område. Dette har givet anledning til betegnelsen "ældre germansk jernalder". Den aftagende indførsel af romerske varer må ses i lyset af Romerrigets delvise sammenbrud, der til dels har svækket samhandelen. Udviklingen kan imidlertid også ses som udtryk for, at der nu indtraf en stedlig teknisk og kunstnerisk udvikling i Norden og Danmark, til dels fortsat inspireret udefra. Blandt de nye kunstneriske produkter, som nu blev udviklede, var brakteater og guldgubber. Påfaldende for denne tid er tillige, at germansk gudetro og mytologi nu manifesterer sig i kunsten: på brakteater findes motiver, der formodes at vise Odin på Sleipner<ref name="JJ 2004 131">Jensen (2004), s. 131</ref>, Balders død<ref name="JJ 2004 63">Jensen (2004), s. 63</ref> og at Fenrisulven bindes. På en lanse i et af de seneste våbenofferfund fra Nydam Mose ses et dyr, der er tolket som Fenrisulven.<ref name="JJ 2004 91">Jensen (2004), s. 91</ref> Som helhed udgør ældre germansk jernalder en overgangsperiode; ved periodens begyndelse er det endnu træk fra romersk jeralder, der dominerer: handelen med Romerriget, våbenofringer, stammesamfund og i bebyggelsesmæssig henseende. Men i 400-tallet indtræder et markant opbrud, tydeligst i bebyggelsen. Samtidig indtræffer udvandringerne af jyder, anglere og saksere til England og på omtrent samme tid udvandring til Thüringen. Dette opbrud samt manglen på samtidige, skriftlige kilder om Norden giver usikkerhed om enkeltheder i udviklingen, og først i yngre germansk jernalder tegner sig hovedtrækkene af en ny stabilitet men nu på et helt andet grundlag end tidligere. === Romerrigets sammenbrud === I løbet af ældre germansk jernalder indtrådte Romerrigets faktiske sammenbrud: år 395 blev riget delt i to, i 407 brød grænsen ved Rhinen sammen, og i 476 brød Det vestromerske Rige helt sammen. Disse politiske begivenheder afspejler sig i Lundeborg-Gudme, hvor virksomheden er næsten halveret ved periodens afslutning.<ref name="MT 8">Michaelsen og Thomsen (1993), s. 8</ref> Det er sandsynligt, at tidens politiske begivenheder har gjort det stadigt sværere at opretholde de gamle alliancer og handelsforbindelser. Gudme, som også have udviklet forbindelser i sydøstlig retning, kunne fortsat opretholde en stilling som centralsted for produktion og handel men synes at være stadig mere rettet mod andre nordiske end mod sydlige forbindelser. Det bemærkes, at den dertil hørende gravplads, Møllegårdsmarken, udviser stor stabilitet gennem en mindst 400-årig periode med såkaldte urnegrave. Dette viser, at der næppe kan være sket folkelige forandringer på Østfyn gennem hele denne periode. Først i 400-tallet ophører gravpladsen.<ref name="JJ 2003 454">Jensen (2003), s. 454</ref> Denne kontinuitet og præg af samlet gravplads for et større område står i modsætning til andre grave på Fyn fra samme tidsrum, således en jordfæstegrav fra Årslev ved Odense fra anden halvdel af 300-tallet med udstyr, der peger mod Ungarn og længere mod sydøst<ref name="JJ 2003 456f">Jensen (2003), s. 456f</ref> og en lignende grav fra Hågerup ved Fåborg med "charonsmønt" og gravudstyr med forbindelser til en grav i Leuna ved Leipzig.<ref name="JJ 2003 458">Jensen (2003), s. 458</ref> === Våbenofringer og forsvarsanlæg === Også første del af ældre germansk jernalder var åbenbart tidvis en urolig tid. De sidste våbenofringer, i Illerup, Dallerup, Ejsbøl og Nydam, det vil sige mellemste Østjylland, skete omkring år 375-380 e.Kr.<ref name="JI 46"/> Fra denne tid kendes af pælespærringer Æ Lei (dateret til ca. 370-418 e.Kr.)<ref name="NJ 199">Nørgård Jørgensen (2003), s. 199</ref> og Margrethes bro-spærringerne fra begyndelsen af 400-tallet, men ikke fra senere tid. På samme tid optræder på Øland en række (8-10, et par stykker er usikre) befæstede ringborge.<ref name="UN 19">Näsman (1981), s. 19</ref> Således bestod Eketorp I af en ringborg med en diameter på 57 m og med 20 huse, der fra ringmuren strækker sig radialt ind mod midten med den ene ende mod ringmuren og den anden åben og uden gavl mod en rund åben plads midt i bebyggelsen. Ringborgen har haft en 2,5 m bred flisebelagt portgade. Anlægget opfattes som en tilflugtsborg.<ref name="UN 21">Näsman (1981), s. 21</ref> Anlægget er senere blevet fornyet og udvidet.<ref name="UN 22">Näsman (1981), s. 22</ref> Selv om antallet af egentlige krige måske var ret begrænset, kan de være holdt i erindring gennem hundreder af år. Når tiden for disse sidste krigsbegivenheder falder sammen med Romerrigets sammenbrud, er det et indicium for, at der var tale om angreb for at skaffe slaver, hvilket efter Romerrigets sammenbrud imidlertid for en tid mistede deres formål. === Udvandringer === Omtrent på denne tid skal der være sket en udvandring af varinere og anglere til Saale-området. Denne udvandring menes godtgjort dels ved, at området mellem Elben og Harzen formodes at have været tyndt befolket på Ptolemæus' tid og formodes at have fået en tættere befolkning efter år 400, hvilken kunne skyldes indvandring<ref name="HN 101"/>, dels ved den såkaldte Thyringerlov (''Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum'', oversat: "Anglernes og Varnernes det vil sige Thyringernes lov")<ref name="HN 99">Neumann (1982), s. 99</ref>, der dog først kendes fra 8. århundrede, som indikerer, at disse to folkegrupper har udgjort "et konstituerende element hos Thyringerne og dermed i det stærke rige, som denne stamme etablerede i 5. og 6. århundrede."<ref name="HN 101"/> Endvidere har været peget på et område navngivet "Engilin" ved Unstrut, som formodes at været et område med angelsk bosættelse.<ref name="HN 101">Neumann (1982), s. 101</ref> Det må stå åbent om en sådan udvandring i givet fald skyldes, at begge folkegrupper var kommet under pres fra jyderne mod nord i deres hjemstavn. Blandt tidens begivenheder var også udvandringen af jyder, anglere og saksere til England omkring 450. Udvandringen må være indledt mellem 410 og 450 e.Kr.<ref name="MR 14">Ravn (2019), s. 14</ref> og det er skønnet, at den samlede udvandring op imod 800.000 mennesker.<ref name="MR 18">Ravn (2019), s. 18</ref> Et stort antal bebyggelser i Sydvestjylland udviser et kontinuitetsbrud i 5. århundrede<ref name="GJ 128f">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128f</ref>, men om dette afspejler et reelt ophør eller blot en omflytning af bebyggelsen er indtil videre uafklaret. Samtidig indtrådte der politiske begivenheder i form af krige med efterfølgende våbenofringer, etablering af bygdebetingede langvolde og vagtborge, udvandringen af angler og jyder til England samt danernes mulige indvandring og magtovertagelse. Det er sandsynligt, at disse begivenheder indbyrdes hænger sammen. Kort efter folkeforskydningerne indtræffer også fimbulvinteren i 536, der bevirkede et nyt midlertidigt tilbageslag.<ref name="GJ 1981 128">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128</ref> Først omkring midten af 500-tallet indtræder en ny stabilitet, og i de følgende århundreder indtræffer en fornyet befolkningsvækst. === Sociale forhold === Det er begrænset, hvad der kan siges om samfundet i ældre germansk jernalder. Formodentlig var Jylland i lighed med romersk jernalder inddelt i mindre stammer hver med deres egne ledere. Også de østlige dele af landet må have haft en egen høvding. Et sådant høvdingesæde og centralplads må have eksisteret ved Gudme og den tilhørende ladeplads Lundeborg på Fyn, ved Sorte Muld på Bornholm og ved Uppåkra i Skåne. Fælles for dem er forekomst af vidnesbyrd om metalforarbejdning (metalskrot, støbeforme, smeltedigler, jernbarrer, jernslagger og statuettedele), romerske solidi og denarer, rågranat, glas, brudguld samt våben, importfund, genstande af høj kunstnerisk kvalitet, spor efter håndværk samt tegn på udøvelse af kult. Endvidere forekommer brakteater og guldgubber.<ref name="CH 2003 185ff">Schou Hansen (2003), s. 185-187</ref> Af lignende karakter er blandt andet Helgö ved Mälaren.<ref name="CH 2003 182">Schou Hansen (2003), s. 182</ref> Den ældste bebyggelse går her tilbage til 300-tallet og bebyggelsen eksisterer frem til vikingetid, men den synes at have været tættest i tiden 400-800, det vil sige germansk jernalder.<ref name="AL 1985 8">Lundström (1985), s. 8</ref> Allerede tidligt i germansk jernalder var Helgö et vigtigt sted for varefremstilling, især af metal.<ref name="AL 1985 11">Lundström (1985), s. 11</ref> === Brakteater === [[Fil:Bracteate_from_Funen,_Denmark_(DR_BR42).jpg|thumb|250px|left|Brakteat fra Fyn. Motivet kan tolkes som Odin ridende på Slepner og med en af sine to ravne, Hugin eller Munin, der kommer med oplysning til ham.]] [[Fil:Tyr-brakteaten från Naglum, Trollhättan (SHM 1164) tecknad.jpg|thumb|Fenrisulven bider Tyrs hånd af, da den bindes ved list. Motiv fra brakteat fra Trollhättan.]] I 4. og 5. århundrede fremkom en ny smykketype, ''brakteater'', som opfattes som tilpassede kopier af romerske solidus. De er formentlig skab ved hjælp af matricer føst af ler og efterfølgende overført til bronze, hvor motivet var indridset og ved slag imprentet i den dertil forberedte guldskive.<ref>Carlsen (1998), s. 8-10</ref> De kendes fra Skandinavisk og østengelsk område, sidstnævnte formentlig som følge af udvandringen af jyder og anglere. De tilpassede motiver er interessante: nogle viser en person på en hest undertiden med en fugl. Dette motiv kan vise Odin ridende på Sleipner og med en af sine ravne, Hugin og Munin. Et andet motiv formodes at vise Tyr, der ofrer hånden, da Fenrisulven bindes. Et tredje motiv formodes at vise Balders død.<ref>Anonym: "Balders død" (''Skalk'' 1994 Nr. 5, s. 32)</ref> Disse motiver tyder på, at den senere kendte mytologi allerede var udbredt i Skandinavien på dette tidspunkt. Historien om Fimbulvinteren afspejler muligvis en begivenhed i 536 e.Kr., da solen var sløret, der indtrådte misvækst og hungersnød og der øjensynligt skete store guldofre for at formidle guderne.<ref>Axboe (2001), s. 28-32</ref> Hvis det forholder sig således, er det yderligere et vidnedsbyrd om alderen på den førkristne nordiske mytologi, skønt intet forhindrer at den er endnu ældre. Brakteaterne findes udbredt i hele Skandinavien, det østlige England og spredt på germansk område i Mellemeuropa. I Skandinavien ligger tyngdepunktet i de sydvestlige dele: Jylland, de danske øer, Øland, Gotland, Blekinge, Skåne, Halland (hvor forekomsten dog er ret sporadisk), Bohuslen, Vestgøtaland og Sydnorge.<ref>Axboe (2001), s. 10, 57-64</ref> Uanset, om brakteaterne har været gaver eller har været handlede smykker, tyder de på, at der tidvis i perioden kan have været fredelige forbindelser mellem disse områder. Det er værd at bemærke, at stempelanalyser viser forbindelser internt dels på den skandinaviske halvø, dels mellem jyske områder indbyrdes og dels mellem Djursland og Nordsjælland.<ref>Juul Pedersen (2006), s. 8</ref> === Landbruget === I denne periode synes det tidligere fælles hegn omkring landsbyerne at være opgivet og afløst af selvstændige indhegninger af de enkelte gårde.<ref name="GJ 142"/> Det indhegnede areal udgør 2-4.000 m².<ref name="Po 52">Porsmose (1987), s. 52</ref> Det er nærliggende at opfatte disse gårdindhegninger som udtryk for indførelsen af et toftesystem.<ref name="GJ 142"/> Gårdene består fortsat af langhuse, men disse vokser markant i størrelse. Langhusene var fortsat 5-5,5 m brede men nu mellem 20 og 48 m lange, i gennemsnit 30-35 m. Samtidig er billedet mere nuanceret for de enkelte bebyggelser. Tiden kendetegnes ved nye landsbyanlæg, og i den følgende tid synes disse ofte at være blevet fornyede omtrent på samme sted. ==== Nørre Snede ==== Bopladsen Nørre Snede lå ca. 40 km nordøst for Vorbasse. Også denne landsby blev omflyttet flere gange: mellem omkring år 400 e.Kr. og frem til 7. århundrede kendes 6 faser.<ref name="LH 129">Hedeager (1988), s. 129</ref> Bebyggelsen ligger ved randen af en tunneldal således, at områderne nord for landsbyen var relativt flade, mens der mod syd var en ret stejl skråning ned mod engområder i tunneldalens bund.<ref name="EH 52f">Egebjerg Hansen (1982), s. 52-53</ref> Gårdene udgjordes af lukkede enheder bestående af et langhus med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden, et mindre sidehus samt et skur, der fulgte tofteindhegningen. Endvidere forekommer staklader.<ref name="EH 54">Egebjerg Hansen (1982), s. 54</ref> Ialt er fundet 120 bygninger<ref name="EH 52">Egebjerg Hansen (1982), s. 52</ref>, der formodes at modsvare omkring 15 samtidige gårde.<ref name="EH 55">Egebjerg Hansen (1982), s. 55</ref> Arealet for de enkelte gårde var indtil 2000 m².<ref name="EH 55"/> Staldene i langhusene tyder på, at man har holdt omkring 20-30 kreaturer pr. gård.<ref name="EH 57">Egebjerg Hansen (1982), s. 57</ref> Endvidere er fundet spor efter vævning, forarbejning af jern samt fremstilling af lerkar til eget brug.<ref name="EH 57"/> ==== Drengsted ==== Bopladsen Drengsted mellem Ribe og Tønder blev anlagt omkring år 400 og varede til midten af det 6. århundrede. I en tidlig fase bestod landsbyen af 11 gårde i to rækker<ref name="JJ 2004 33">Jensen (2004), s. 33</ref> og med gårdtofter på omkring 33 x 45 m.<ref name="JJ 2004 34">Jensen (2004), s. 34</ref> I midten af 400-tallet flyttede landsbyen lidt mod vest men bibeholdt sin struktur. Onkring år 500 blev den stramme organisering af gårdene i to rækker opgivet men bygningstyperne forblev uændrede. Foruden boliger forekom halvtagsbygninger, udhuse med afrundede ender, grubehuse og staklader.<ref name="JJ 2004 34"/> Endvidere er konstateret en omfattende jernudvinding; ialt 224 jernvindingsovne er konstateret, og skønsmæssigt er fremstillet 4.500 kg jern i løbet af de 150 år, produktionen fandt sted.<ref name="JJ 2004 34"/> Gårdene i Drengsted var ikke omgivet med hegn.<ref name="JJ 2004 34"/> ==== Hjemsted ==== Bopladsen Hjemsted i Sydjylland udviklede sig fra en enkeltgård anlagt i slutningen af 2. århundrede til en landsby omkring år 300 e.Kr. og fortsatte som sådan frem til 5. århundrede, da den bestod af 6 store indhegnede gårde.<ref name="JJ 2004 34"/> ==== Mørup ==== Bopladsen Mørup var en enkeltgård beliggende midt mellem Vorbasse og Nørre Snede. Gården bestod i 5. århundrede af et 44 m langt hus med beboetse i østenden, stald i midten og yderligere et rum i vestenden. Den indhegnede gårdtoft var 44 x 59 m. Syd for langhuset lå en vinkelbygning, der fungerede som hegn udad til men med sadeltag. Nord for langhuset fandtes en lignende sadeltagsbygning, en 13 m lang bygning og rn 8 m lang bygning med åben gavl.<ref name="JJ 2004 35">Jensen (2004), s. 35</ref> ==== Dankirke ==== Bebyggelsen ved Dankirke i sydvestjylland går tilbage til keltisk jernalder. Fra omkring 400 e.Kr. udviklede en af gårdene stor velstand og omfattede en hallignende bygning, som nedbrændte omkring 500 e.Kr.<ref name="JJ 2004 36">Jensen (2004), s. 36</ref> Bygningen omfatter flere byggefaser: i sin ældste fase var det ca. 15 m langt, i den yngste ca. 22 m lang og 7 m bred. I bygningen er fundet 1.000 glasperler og 1.300 skår af glas, der stammer fra et stort antal glasbægre af frankisk oprindelse. Bosættelsen fortsatte frem til 700-tallet, idet der kendes et stort antal sceattae (frisiske mønter) men synes fra da af at aftage i betydning, måske på grund af oprettelse af handelspladsen i Ribe.<ref name="JJ 2004 37">Jensen (2004), s. 37</ref> ==== Store Darum ==== Fra yngre jernalder kendes fire landsbyer ved Store Darum. Den nordligste af disse er dateret til 350-550 e.Kr.<ref name="MS 1998 9">Søvsø (1998), s. 9</ref> og har øjensynligt kun været i brug i højst et par generationer det vil sige mellem 50 og 100 år.<ref name="MS 1998 10">Søvsø (1998), s. 10</ref> Der er ikke påvist sikre spor efter forgængere eller efterfølgere. Bebyggelsen har eksisteret i to faser: i ældre fase bestod den af 2 gårde, i yngre fase af 6 gårde. Bebyggelsen har været kontinuerlig mellem de to faser.<ref name="MS 1998 9"/> Bebyggelsen lå på en bakkeø, der hæver sig omkrin 15 m over havets overflade og ligger som en halvø omgivet af omfattende engområder i tilknytning til Sneum Å mod nord, Darum Bæk mod syd og Vesterhavet mod vest.<ref name="MS 1998 5"/> Engområderne må have givet gode muligheder for græsning og høslet. I ældre fase bestod gård 1 af et 25 m langt hovedhus beliggende i sydranden af en tofte, der mod øst var indhegnet af et faskinehegn (doppelt stolpehegn), der i den sydlige del var udvidet med tagdækning til et såkaldt sadeltagshegn. Toften var 41 m fra nord til syd of antagelig det samme fra øst til vest således, at det samlede areal var omkring 1.600 m².<ref name="MS 1998 11">Søvsø (1998), s. 11</ref> Inde på gårdtoften lå et mindre hus med svagt buede langvægge og ligeledes svagt buede endevægge.<ref name="MS 1998 11"/> Gård 2 bestod af en 18,7 m langt hovedhus, der har bestået af en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en stalddel med tre tagbærende stolpepar, ligeledes beliggende i sydranden af en tofte og også her udgjordes østhegnet til dels af et sadeltagshegn.<ref name="MS 1998 12">Søvsø (1998), s. 12</ref> Til gården hørte sandsynligvis et mindre grubehus. De to gårde lå side om side således, at østhegnet for gård 1 udgjorde den vestlige afgrænsning for toften tilhørende gård 2. Den yngre fase bygges samme sted som den ældre fase. Også i denne fase ligger gårdene side om side, sammenbyggede uden mellemrum. De to østlige gårde har oprindelig haft en mindre tofte end de vestlige gårde<ref name="MS 1998 12"/>, men disse gårdtofter er senere blevet udvidet mod nord således, at alle gårdtofterne fik samme omtrentlige størrelse. Gård 3 er kun delvist afdækket med hovedhuset langs toftens sydlige rand, mod øst et sadeltagshegn og mod nord en grøft. Senere er sadeltagshegnet mod øst afløst af et lignende mod nord. Der har været en adgang gennem hegnet til nabogården mod øst.<ref name="MS 1998 14"/> Gård 4 bestod af en toft på 36,5 m fra nord til syd og 32,5 fra øst til vest svarende til et areal på omkring 1.100 m². Hovedhuset langs toftens sydrand var delt i tre afsnit; mod vest en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar, i midten en stald ligeledes med fire tagbærende stolpepar og båseskillerum og mod øst en mindre del med to tagbærende stolpepar og øst herfor en portåbning, der gav adgang til gårdtoften. Til gården har hørt 4 grubehuse, der har afløst hinanden.<ref name="MS 1998 14">Søvsø (1998), s. 14</ref> Gård 5 bestod af en parallellogram-formet gårdtoft, der i ældste fase var ca. 21 m fra nord til syd og 32,5 m fra øst til vest svarende til et areal på 700 m². Senere udvidedes toften mod nord til en længde på 35 m og i den forbindelse opføres et sadeltagshegn og en grøft. Hovedhuset lå også her langs gårdtoftens sydside, det var 23,7 m langt og bestod af en beboelsesdel og en stalddel hver med fire tagbærende stolpepar (dog manglede den nordøstligste af de tagbærende stolper). I indgangspartiet mellem beboelsesdel og stalddel fandtes et forrådskar. Fra stolpehullerne er fundet spor efter hvede og byg. Også til denne gård hørte fire grubehuse, som har afløst hinanden. Gård 6 er kun delvist afdækket men gårdtoften var oprindelig kun 20,7 m fra nord til syd og blev senere udvidet til 35 m.<ref name="MS 1998 14"/> I begge disse hegnsfaser lå et sadeltagshegn mod nord. Hovedhuset adskilte sig fra de øvrige ved, at stalden lå mod vest og var på fem tagbærende stolpepar samt med båseskillerum. Også her er fundet spor efter korn: rug og byg. Syd for gården lå tre grubehuse, som nok har afløst hinanden.<ref name="MS 1998 15">Søvsø (1998), s. 15</ref> Foruden denne nordlige gårdrække er mod sydøst fundet yderligere to gårde, som kan have tilhørt en sydlig gårdgruppe.<ref name="MS 1998 15"/> Gård 7 er kun delvist afdækket, men hovedhuset lå her langs gårdtoftens nordlige rand. Det har været genopført i tre faser og har i alle faser bestået af en vestlig beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en østlig stald med fire eller fem tagbærende stolpepar.<ref name="MS 1998 15f">Søvsø (1998), s. 15f</ref> Mod øst har været en portåbning. Til denne gård har også hørt et grubehus.<ref name="MS 1998 16"/> Fund efter endnu et grubehus antyder, at der kan have hørt endnu en gård til landsbykomplekset, men denne er ikke udgravet.<ref name="MS 1998 16">Søvsø (1998), s. 16</ref> I alt er afdækket 15 grubehuse<ref name="MS 1998 9"/> nedgravede mellem 30 og 80 cm under jordoverfladen, typisk omkring en halv meter.<ref name="MS 1998 9"/> Omkring 500 meter vest for bopladsen ligger gravpladsen Bavnehøj<ref name="MS 1998 5">Søvsø (1998), s. 56</ref>, der var i brug i både jernalder og vikingetid.<ref name="MS 1998 5f">Søvsø (1998), s. 5f</ref> I engområdet mod syd er fundet en ofret skat af brakteater dateret til omkring 550 e.Kr., formentlig fra landsbyens sidste funktionstid.<ref name="MS 1998 5, 7">Søvsø (1998), s. 5 og 7</ref> ==== Dejbjerg ==== Bosættelsen ved Dejbjerg ved Ringkøbing fjord i Vestjylland har ligeledes rod tilbage til keltisk jernalder, tiden omkring Kr.f. En nyere bygning stammer fra germansk jernalder og var 15,5 m lang og 6 m bred med let buede langvægge og rette gavle. Bebyggelsen har eksisteret i 5.-6. århundrede men synes at ophøre ved en brand. Også her er fundet frankisk glas.<ref name="JJ 2004 38">Jensen (2004), s. 38</ref> === ''Yngre germansk jernalder (520-800 e.Kr.)'' === Begyndelsen af 500-tallet er øjensynligt en tid med dramatiske omvæltninger i Sydskandinavien. Det er værd at bemærke, at ''danerne'' nu for første gang nævnes i de skriftlige frankiske kilder, således af Gregor af Tours, der omtaler en dansk konge, Chochilaicus (Hugleik), som under frankerkongen Theodorik (511-533) foretog et krigstogt til "Gallien", formodentlig omkring 516.<ref name="MR 14"/> I 565 omtales danerne også i et hyldestdigt for biskoppen af Poitiers, Venantius Fortunatus, idet Frankerrigets herskere roses for deres kampe mod danerne, og endnu inden udgangen af århundredet nævnes endnu et dansk-sachsisk fælles angreb på Vestfrisland. Disse omtaler taler for, at der allerede på dette tidspunkt må have eksisteret et dansk rige, hvis nøjere udstrækning og organisering dog er ukendt.<ref name="Gr 6">Gregersen, s. 6</ref><ref name="AC 29">Christensen (1977), s. 29, 35</ref> Yderligere et par kilder er goternes historieskriver Jordanes, der i værket ''Getica'' skrevet i Byzans omkring 550 omtaler danerne, idet han hævder, at danerne (''dani'') skulle hidrøre fra ''Scandza'' (formodentlig Skåne, der fejlagtigt angives som en ø) og være indvandret til Danmark fra sveernes område<ref name="AC 30f">Christensen (1977), s. 30f</ref> og den byzantiske historieskriver Prokopius, der i et værk om Justinians goterkrige oplyser, at en del af herulerne, et omvandrende folkeslag, efter at longobarderne i begyndelsen af 6. århundrede havde erobret deres bosættelsesområde, i stedet for som flertallet at søge beskyttelse hos den byzantinske kejser valgte at drage nordpå, angiveligt til deres oprindelige hjemstavn på øen ''Thule'' (formodentlig den skandinaviske halvø), idet de rejste gennem slaviske områder, dernæst gennem øde områder til varnerne, derefter hastigt passerede danerne for at nå frem til ''Oceanet'', og at de efter overfarten bosatte de sig i nærheden af goterne.<ref name="AC 31f">Christensen (1977), s. 31f</ref> Hvis beskrivelsen er rigtig, må danerne på dette tidspunkt have været bosatte i Østslesvig og således afløst anglerne som det dominerende folkeslag på disse kanter.<ref name="HN 108">Neumann (1982), s. 108</ref> Ud over, at disse kilder stadfæster kendskabet til danerne på denne tid, har nogle historikere og arkæologer villet udlægge disse oplysninger således, at danerne skulle have fordrevet herulerne fra deres hjemegn og sendt dem på den folkevandring, der i 267, hvor de første gang omtales, havde bragt dem til de områder i Sydrusland, hvor de da var bosatte. Teorien er dog yderst omstridt<ref name="AC 32">Christensen (1977), s. 32</ref> og næppe holdbar. Mere sandsynligt er det, at herulerne har været knyttede til goterne, som var udvandret til Sortehavsegnene, men havde udskilt sig fra disse. Ingen ældre kilder omtaler herulere i Skandinavien. At danerne skulle hidrøre fra sveerne bekræftes af en anden kilde, Lejrekrøniken. Heri oplyses at den svenske konge Ypper i Uppsala havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til et område kaldet ''Videslev'' omfattende Sjælland, Møn, Lolland og Falster for at herske. Han oprettede sit kongesæde i Lejre og regerede som småkonge. Imidlertid blev jyderne udsat for trusler fra syd, og de sendte bud til Dan om hjælp. Den fik de, faren blev afværget og jyderne lod der efter Dan hylde som deres konge. Efter dette blev også Fyn med tilliggende øer og Skåne underlagt Dans rige.<ref name="LK 25">Andersen (1996), s. 25</ref> Krøniken rummer således en hjemlig tradition om rigets samling. Arkæologisk kan en kongsgård ved Lejre påvises fra begyndelsen af 500-tallet.<ref>Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (Skalk 2008 Nr. 6; s. 18-24)</ref> En række arkæologiske forhold må nævnes, som kan belyse tidens magtpolitiske historie. Blandt våbenofferfundene henlægges de yngste til 400-tallet. Disse er fordelt således: et i Vendsyssel, to i Østjylland, et i Angel, tre på Nordfyn, et på Lolland, et i Nordøstsjælland og et på Bornholm.<ref name="UN 219">Näsman (2006), s. 219</ref> Netop 400-tallet repræsenterer kulminationen af våbenofferfund, mens disse glimrer ved deres fravær efter år 500.<ref name="UN 220">Näsman (2006), s. 220</ref> Det er muligt, at de afspejler, at rigets samling under Dan ikke var helt så fredelig som krøniken fremstiller det.<ref>at der ikke kendes et våbenofferfund fra tiden omkring 500, hvor danerne tog kontrollen, kan det skyldes enten, at danerne ikke ofrede våben på samme måde som de stedlige indbyggere, eller at overtagelsen måske netop ''var'' fredelig</ref> En række steder i Jylland kendes små forhistoriske ringborge, alle med en indre diameter på omkring 50 m eller mindre, som har været tolket som vagtborge. Flere af dem har båret havnet "Trælborg", således Trælborg ved Verst og Troldborg Ring i Nørup sogn. Disse vagtborge synes alle at have været beliggende ved overgangssteder over åer. De er dårligt daterede, men Trælborg i Verst sogn vides at være yngre end en hustomt fra ældre germansk jernalder, som den blev lagt over og ved Troldborg Ring er fundet skår fra 3-400-årene.<ref name="NJ 208">Nørgård Jørgensen (2003), s. 208</ref> Deres anlæggelse tyder på en mere omfattende og central organisering.<ref name="HA 24-27">Andersen (1992), s. 24-27</ref> Forudsat at dateringerne er rigtig, ''kan'' de altså høre hjemme i denne periode og i lyset af tiden begivenheder rejser det spørgsmålet, om disse vagtborge har været led i folkeforsvaret eller i en ny folkegruppe, danernes, etablering af kontrol over områder, som de havde taget i besiddelse. Navnet Trælborg kan henvise til, at disse borge skulle holde befolkningen i ave, eller det kan henvise til den skæbne som overgik (i hvert fald en del af) de overvundne.<ref>Varberg (2016), s. 3-8</ref> Mere sandsynligt er, at "trel" her bruges om materialet "træ", og at navnet henviser til dette byggemateriale. Det forhold, at beliggenheden af disse småborge nærmest falder sammen med den vestligste forekomst af stednavne på -lev, er næppe uden interesse. Spørgsmålet er, om der er en sammenhæng og i givet fald hvilken, sammenhængen er. Det har været foreslået, at bebyggelser med navne på -lev har været forbundet med udbredelsen af danerne, men spørgsmålet er endnu ikke endelig afklaret.<ref name="AC 32"/> Men hvis stednavne på -leben i Thüringen afspejler en udvandring af fx. varinere og anglere, så ville dette yderligere styrke sammenhængen, ikke mindst da der så også er en mulig tidssammenhæng mellem udvandring af jyder og angler til England, af anglere og varinere til Thüringen samt etableringen af et dansk rige, der har strakt sig fra Jylland i vest til Skåne i øst. Foruden de små ringborge må også nævnes de langt større tilflugtsborge, der kendes fra Bornholm (Gamleborg), Falster (Virket), Lolland (Søholm, Vesterborg), ved Viborg (Margrethevolden) og ved Hellested i Vendsyssel (Voldene).<ref name="HA 24-27"/><ref name="Th 5-8">Thorsen (2001), s. 5-8</ref> De sættes for de sydlige borges vedkommende i forbindelse med trusler og angreb fra vendernes side og har sikkert også tjent dette formål i nyere tid. Når Søholm-fæstningen dateres til omkring 550<ref name="Th 6">Thorsen (2001), s. 6</ref>, Voldene i Vendsyssel løseligt er dateret til germanertid<ref name="HA 23">Andersen (1992), s. 23</ref> og Virket på Falster til samme tid, bliver det et spørgsmål, om disses anlæggelse også skal ses i tidsmæssig forbindelse med, at danerne overtog magten. Våbenfund tyder på, at der fra 500-tallet og frem har eksisteret en kongelig hird i Sydskandinavien. Som vidnesbyrd herom ses forekomsten af sværd med ringknop.<ref name="ANJ 94f">Jørgensen (1996), s. 94f</ref> I første halvdel af 500-tallet forekommer de på Fyn, i det sydlige Halland og ved Oslofjorden mens våbengrave ellers forekommer på Møn, Bornholm, Gotland og ved Mälaren. Omkring år 600 kendes de fra Blekinge, Gotland, Mälaren, Vestgøtaland og det sydlige Norge, mens andre våbengrave ellers kendes fra Bornholm, Gotland, det sydøstligste Finland, Oslområdet, Bergenområdet og Tromsøområdet.<ref name="ANJ 94">Jørgensen (1996), s. 94</ref> Fra senere i 600-tallet kendes de fra Sjælland, Vestgøtaland, Mälaren og Østfinland mens våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, i Sydøstfinland og i Norge. Endelig i 700-tallet kendes pragtsværd fra Gotland og Mälaren og våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, Sydøstfinland, Mälaren og især i Norge.<ref name="ANJ 95">Jørgensen (1996), s. 95</ref> Hvor ringknopsværdenes udbredelse antyder forbindelser mellem det fremvoksende Frankerrige og Skandinavien<ref name="ANJ 91">Jørgensen (1996), s. 91</ref> udviser de i 600-tallet en lokal nordisk udvikling.<ref name="ANJ 96">Jørgensen (1996), s. 96</ref> Det er værd at bemærke, at hvor den første kendte danske konge, Chochilaicus (Hugleik), angiveligt havde optrådt som hærfører, er der mod slutningen af perioden øjensynligt etableret et fast kongesæde i Lejre. Danevirke anlægges formodentlig i anden halvdel af 400-tallet og forstærkes omkring 500 e.Kr.<ref name="FW 5">Witte (2017), s. 5</ref> En ny forstærkning med en kampestensmur skete i 700-tallet.<ref name="FW 5"/> Det har været foreslået, at det ældste Dannevirke blev bygget af jyder, der havde fortrængt anglerne i 400-tallet fra deres nordlige egne, og ifølge Lejrekrøniken kom danerne jyderne til hjælp ved dette virke.<ref name="LK 25"/> I 700-tallet omtales en dansk konge, Ongendus (Angantyr), i forbindelse med et missionsforsøg hos danerne.<ref name="HHA 21"/> I 726 anlægges Kanhave-kanalen på Samsø, der menes at have haft sømilitære formål<ref name="KC 99ff">Christensen (1995), s. 99, 105</ref> og søforsvarsværker i Gundsø Vig i Kolding Fjord dateres til 690-780.<ref name="ANJ 96"/> Omtrent på samme tid, i 737, befæstes Danevirke i Sønderjylland igen, men efter Ongendus er der tavshed om indre danske forhold indtil 782.<ref name="HHA 21">Helmuth Andersen (1875), s. 21</ref> Samlet giver de anførte forhold indtryk af, at et dansk kongerige var blevet etableret i begyndelsen af 500-tallet. Hvis Jordanes beskrivelse af den skandinaviske halvø i midten af 500-tallet står til troende, har dette rige i første omgang ikke omfattet det nordlige Skåne, Halland og Bohuslen, som har været opdelt i mindre stammeområder.<ref name="JS (1964) 65ff">Svennung (1964), s. 65-102</ref> === Sociale forhold === Yngre germansk jernalder var øjensynligt en samfund bestående af flere sociale lag og med håndværkere og handlende som egne næringsveje. Øverst må have stået en konge støttet af en hird af krigere.<ref name="JJ 2004 209">Jensen (2004), s. 209</ref> Forekomst af såkaldte stormandssæder<ref name="JJ 2004 297ff">Jensen (2004), s. 297-309</ref> tyder på en klasse af jarler, men deres forhold til kongemagten er usikkert; i nogle tilfælde kan der være tale om kongsgårde med kongeligt betroede administratorer<ref name="JJ 2004 316">Jensen (2004), s. 316</ref>, i andre om folk der forstod at udnytte situationen til egen fordel.<ref name="JJ 2004 180"/> Under disse fandtes handlende og søfarende, særskilte håndværk (smede, kammagere, skomagere og andre)<ref name="JJ 2004 237">Jensen (2004), s. 237</ref>, derunder en bred klasse af bønder<ref name="JJ 2004 180">Jensen (2004), s. 180</ref>, hvoraf nogle mere velstillede end andre, og nederst formentlig en klasse af ufrie trælle.<ref name="JJ 2004 242">Jensen (2004), s. 242</ref> === Landbruget === I germansk jernalder og vikingetid er der øjensynligt sket en ny omlægning af landbrugsdriften. Undersøgelser af bebyggelsen på Fyn tyder på, at denne fik en mere central beliggenhed i forbindelse med en mulig omlægning af driften til en form for tovangsbrug baseret på dyrkning af rug og byg (og måske andre afgrøder i mindre omfang). Dette beliggenhedsvalg kan sandsynliggøres i en række tilfælde. Fra denne beliggenhed blev undertiden udskilt enkeltgårde, som i nogle tilfælde blev lagt umiddelbart ved et engområde, således ved Sønderby<ref name="TG 92">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 92</ref>, Killerup<ref name="TG 98">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 98</ref> og Røjerup<ref name="TG 101">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 101</ref>, i andre således at der har været plads til dyrkede agre mellem bebyggelse og engområder, således ved Skrillinge<ref name="TG 88">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 88</ref>. Denne beliggenhed tyder på, at nærheden til engområder må have været af større betydning end tidligere. Dette antyder, at kvæghold må have indtaget en større rolle på denne tid end tidligere (og senere). Forklaringen på dette kan have været, at efter "fimbulvinteren" i 536-537 svigtede dyrkningen af afgrøder i nogen grad, og dette kan have bevirket en omlægning af landbrugsdriften i retning af kvægbrug. Et større kvægbrug har muliggjort en mere intensiv dyrkning baseret på gødning, måske som en form for indmark-udmarksbrug. Et vidnesbyrd om det øgede kvægbrug er også, at staldkapaciteten udvides kraftigt til op imod 100 stykker kvæg fordelt på flere bygninger blot på en enkelt gård i Vorbasse.<ref name="LH 144"/> At den engnære beliggenhed blev fastholdt i to faser af bebyggelsen i Røjerup tyder på, at den har været bevidst, og den adskiller sig markant fra den senere middelalderlige beliggenhed midt i det dyrkbare terræn.<ref name="EP 222">Porsmose (1988), s. 222</ref> Forudsat, at dette er korrekt, må driftsmåden have haft store ligheder med den, der senere blev udøvet i ådalsbrug: store engarealer skaffede græsning og høslet til et stort husdyrhold, og dette har på sin side kunnet levere staldgødning til intensivt dyrkede marker i et indmark-udmarksbrug.<ref name="JJ 1979 68ff">Jensen og Jensen (1979), s. 68-71</ref> Selv om agerbruget i nogle år har givet et ringere udbytte, har netop tilførsel af husdyrgødning sikret det størst mulige afgrødeudbytte under tidens givne forhold, og da de klimatiske vilkår atter blev bedre, har afgrødeudbyttet været stærkt voksende og kunnet levere et overskud. Dette afspejles også ved fremkomsten omkring år 700 af storgårde, hvis egen landbrugsdrift øjensynlig var begrænset men som har kunnet modtage en del af bøndernes driftsoverskud som tribut eller betaling for de tjenester, som storbonden har ydet, samt den dertil hørende stigende betydning af håndværksvirksomhed. === Bebyggelsen === Den sociale udvikling i samfundet afspejlede sig også i bebyggelsen. Frem til romersk jernalder havde landsbyer og enkeltgårde været ret ene om at repræsentere bebyggelsen i Danmark og i nogenlunde lige forhold, men i germansk jernalder forsvinder enkeltgårdene i en længere periode helt, hvilket taler for en samling af bebyggelsen i landsbyer. Efterhånden begyndte nye bebyggelsesformer at dukke op: centralpladser, havnepladser, handelspladser og stormandsgårde. Allerede i 600-tallet forekommer Hegnæsvang og Søndersø. Særlig markant er imidlertid fremkomsten af nye sådanne pladser i starten og midten af 700-tallet: Aggersborg, Bistrup, Dalgård, Dragør, Hedeby, Karby, Lynæs, Ribe, Sebbersund, Selsø-Vestby, Vedbæk og Vester Egesborg.<ref name="RA 24">Randsborg (2011), s. 24</ref> Et nyt træk ved bebyggelsen, som begynder at optræde omkring år 700 e.Kr., er, at væggene, der hidtil havde været lige, nu bliver buede. Dette fik også andre følger for konstruktionen, idet de bjælker, som bar taget, fra nu af ikke længere løber på langs men derimod på tværs af husets længdeakse. Derved kunne husene også blive op til et par meter bredere. Gårdene bliver stadig større: i Vorbasse er de største gårde omkring 32 meter lange og med plads til 22 dyr i staldenden<ref name="LH 143">Hedeager (1988), s. 143</ref> men samtidig optræder særskilte staldbygninger, mindre beboelseshuse (måske for trælle) samt forskellige bygninger for værkstedsvirksomhed. I et tilfælde er beregnet samlet staldplads til omkring 100 dyr.<ref name="LH 144">Hedeager (1988), s. 144</ref> === Kongsgården i Lejre === I yngre germansk jernalder optræder for første gang en kongsgård, i Lejre på Sjælland. Ret beset er der tale om en bebyggelse, som har bestået i flere faser. Den ældste fase, der dateres til omkring 520 e.Kr., lå ved Fredshøj omkring 500 m nord for den senere bebyggelse.<ref name="Ch 5">Christensen (1996), s. 5</ref> Bebyggelsen her bestod først af et hus, 6 m bredt og ca. 14,5 m langt<ref name="Ch 19">Christensen (2008), s. 19</ref> med krummede langvægge. 30 m syd for denne lå en anden bygning 7 m bred og mindst 45 m lang.<ref name="Ch 20">Christensen (2008), s. 20</ref> Endvidere er fundet skår fra lerkar, som sandsynligvis stammer fra Frankerriget.<ref name="Ch 21">Christensen (2008), s. 21</ref> Bebyggelsen er samtidig med den nærliggende gravhøj Grydehøj, som er dateret til 500-tallet.<ref name="Ch 18">Christensen (2008), s. 18</ref> Bebyggelsen på stedet synes ophørt i 600-årene og er formentlig der efter flyttet sydpå, til Lejre.<ref name="Ch 23">Christensen (2008), s. 23</ref> I selve Lejre, ved Mysselhøjgård, bestod bebyggelsen af fire haller fra ca. år 700 til anden halvdel af 900-tallet.<ref name="Ch 5"/> Hallen var 6-7 m bred og omkring 42 m lang.<ref name="Ch 6">Christensen (1996), s. 6</ref> Hallen har været krumvægget og med skråstivere langs ydersiden.<ref name="Ch 5"/> Foruden selve hallen optræder flere andre bygninger som led i det samlede kompleks. En bygning er udnævnt til "hirdens hus", en anden til magasinbygning og der forekommer flere grubehuse.<ref name="Ch 7"/> Endvidere har man fundet rester af et palisadehegn, ca. 170 x 200 m.<ref name="Ch 7">Christensen (1996), s. 7</ref> En anden hal har været 11 m bred midtpå og 48 m lang og er dateret til 900-tallet.<ref name="CH 7">Christensen (1987), s. 7</ref> Lejre er især kendt fra overleveringen i Lejrekrøniken.<ref name="HA 20-28">Andersen (1996), s. 20-28</ref> === Centralpladser === I yngre germansk jernalder optræder en række steder, der betegnes centralpladser for håndværk og handel.<ref name="JJ 2004 180"/> Det gælder Stentinget og Bejsebakken i Jylland, Boeslunde-Neble, Selsø, Vester Egesborg og Stubberup på Sjælland samt Uppåkra, Væ og Åhus i Skåne. Antallet af sådanne steder har sikkert været begrænset og betinget af, hvad samfundet har kunnet brødføde af sådan virksomhed. I mange tilfælde har handel og håndværk sikkert været samordnet med landbrug for at sikre eksistensgrundlaget, og landbruget kan have leveret varer til handelen. ==== Stentinget ==== Stentinget har eksisteret i tiden fra ca. 600 til 1100.<ref name="TN 129">Nilsson (1990), s. 129</ref> Dens udvikling til handelsplads skyldes formodentlig beliggenheden nær Limfjorden, hvor sejladsen mellem Østersøen og Vesterhavet foregik, men samtidig et godt stykke fra kysten nær et vandskel og dermed et sted, hvor datidens veje formodentlig har mødtes.<ref name="TN 3">Nilsson (1992), s. 3</ref> Ry å har måske givet sejlbar adgang til stedet.<ref name="TN 120">Nilsson (1990), s. 120</ref> På stedet fandtes 13 grubehuse fra vikingetid, hvoraf de to har fungeret som smedjer, hvor der både er smedet jern og bronze<ref name="TN 127">Nilsson (1990), s. 127</ref>, samt mindst et langhus dateret til yngre germansk jernalder.<ref name="TN 127"/> Genstandsmaterialet, der omfatter flere former for fibulaer: korsformede, ligearmede, skålformede, cirkulære, trefligede, næbformede, fugleformede og andre, tyder på, at stedet har haft sin storhedstid i yngre jernalder.<ref name="TN 121">Nilsson (1990), s. 121</ref><ref name="TN 4">Nilsson (1992), s. 4</ref> Det samme gør en fundet guldgubbe.<ref name="TN 5">Nilsson (1992), s. 5</ref> Foruden jern og bronze er fundet metalaffald i form af bly, tin og sølv.<ref name="TN 5"/> Andre materialer og genstande er glas, glasperler, ten- og vævevægte, en drejekværn<ref name="TN 5"/> samt vægtlodder, hvoraf et antagelig stammer fra Irland.<ref name="TN 6">Nilsson (1992), s. 6</ref> Blandt materiale af udenlandsk oprindelse er en del af et maskelignende smykke fra Lombardiet, også fra germansk jernalder, og et frankisk rembeslag fra vikingetid.<ref name="TN 4"/> Ved pladsen er fundet mindst 5 jordfæstegrave fra tidlig vikingetid.<ref name="TN 128">Nilsson (1990), s. 128</ref> ==== Bejsebakken ==== På Bejsebakken ved Ålborg er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder<ref name="TTC 118">Christiansen (2008), s. 118</ref>, mønter<ref name="TTC 119">Christiansen (2008), s. 119</ref>, brudsølv<ref name="TTC 119"/> samt fibler: en næbfibel og en skålfibel, begge fra germansk jernalder.<ref name="TTC 120">Christiansen (2008), s. 120</ref> ==== Sebbersund ==== Ved Sebbersund nær Limfjorden er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder<ref name="TTC 118"/>, brudsølv<ref name="TTC 119"/>, en fibel med halvoval fodplade<ref name="TTC 120"/> og en korsemaljefibel.<ref name="TTC 120">Christiansen (2008), s. 120</ref> De ældste spor af virksomhed stammer fra omkring år 400, men først omkring år 700 tager udviklingen for alvor fart, og den når sit egentlige højdepunkt i sen vikingetid fra 1000-tallet til ind i 1100-tallet.<ref name="BJ 4">Birkedal og Johansen (1993), s. 4</ref> Der har været omkring 150 grubehuse på stedet<ref name="BJ 3">Birkedal og Johansen (1993), s. 3</ref> og et stort hus med buede vægge, omkring 50 meter langt og 10 meter bredt.<ref name="BJ 3f">Birkedal og Johansen (1993), s. 3-4</ref> Der har foregået omfattende håndværkervirksomhed på stedet, især smedevirksomhed<ref name="BJ 4"/>, og handel bevidnes af klæbersten fra Norge, skifer samt en sammenklappelig vægt.<ref name="BJ 5">Birkedal og Johansen (1993), s. 5</ref> Fra vikingetiden kendes en kirke med tilhørende kirkegård med over 250 grave.<ref name="BJ 6">Birkedal og Johansen (1993), s. 6</ref> ==== Nørholm og Humlebakken ==== Ved Nørholm og Humlebakken, begge ved Limfjorden, er der ligeledes fundet spor efter formodede handelspladser.<ref name="TTC 125">Christiansen (2008), s. 125</ref> Sammen med Sebbersund, Bejsebakken og måske flere andre steder ved den østlige del af Limfjorden afspejler disse steder den rolle, som Limfjorden må have spillet i sejlanden i yngre germansk jernalder frem for andre mulige ruter nord om Skagen eller tvært over Jylland, og hvor handelpladser udviklede sig for at udnytte de muligheder, der bød sig.<ref name="TTC 131">Christiansen (2008), s. 131</ref>, og Stentinget viser, at en afsmittende virkning har kunnet brede sig til baglandet.<ref name="TTC 133">Christiansen (2008), s. 133</ref> ==== Boeslunde-Neble ==== Ved Boeslunde-Neble er fundet en boplads dateret til tiden fra ca. 500 til 1100 e.Kr.<ref name="Jø 96">Jørgensen (1995), s. 96</ref> Indenfor bopladsområdet er fundet en guldarmring og to sølvskatte fra vikingetid men tillige spor efter håndværk af noget ældre dato.<ref name="Jø 96"/> Blandt de fundne genstande er frem fibler (brocher) fra germansk jernalder, heraf tre næbfibler.<ref name="FK 7">Kaul (1990), s. 7</ref> === Stormandsgårde === Af omtrent samme karakter som centralpladserne men med mere udpræget præg af enkeltgårde er de såkaldte stormandsgårde, hvoraf Tissø endnu er den mest udprægede.<ref name="JJ 2004 168ff">Jensen (2004), s. 168-170</ref> Til trods for, at disse gårdkomplekser har været meget omfattende, spiller landbrug en påfaldende svag rolle. Til gengæld er der knyttet et stort antal værksteder (grubehuse) til disse gårdkomplekser. Forklaringen kan kun være at ejerne af disse storgårde har kontrolleret en omfattende håndværksproduktion, utvivlsomt med henblik på afsætning. Denne handel afspejles i form af indførte varer og udenlandske mønter, vægtlodder og lignende. Når landbrug alligevel spiller en så ringe rolle, må forklaringen være, at ejerne af storgårdene må have modtaget tribut fra almindelige gårde i form af fødevarer, både korn og husdyr, og anvendt denne ydelse til at brødføde den håndværksydende del af folkeholdet. ==== Aggersborg ==== Ved Aggersborg, på samme sted hvor der senere anlagdes en vikingeborg, lå i germansk jernalder (9. og 10. århundrede) en stormandsgård med et hus, 40,9 m langt og genopbygget mindst tre gange. I huset er blandt andet fundet en guldarmring, skår fra drikkeglas, en bjergkrystalperle, skår fra klæberstenskar og andet.<ref name="KFT 187">Terkildsen (2018), s. 187</ref> Der er spor efter specialiseret håndværk.<ref name="KFT 188">Terkildsen (2018), s. 188</ref> ==== Stavnsager ==== Ved Stavnsager syd for Randers Fjord lå en bebyggelse omfattende mindst 70 grubehuse daterede til yngre germansk jernalder og vikingetid.<ref name="KFT 188"/> Vægtlodder og arabiske mønter tyder på, at der har foregået handel. Fund efter støbeforme, metalaffald, ten- og vævevægte viser, at der er foregået håndværk på stedet.<ref name="KFT 189">Terkildsen (2018), s. 189</ref> ==== Toftum Næs ==== Toftum Næs var sandsynligvis en stormandsgård. Her lå 100 grubehuse og mindst fire store haller, hvoraf en i mindst tre faser. Den ældste dateres til omkring 600 e.Kr. og den yngste til 900-tallet. Hallerne er omkring 28 m lange og 6-9 m brede, bredest midt på. Foruden haller kendes flere småhuse og rester af hegn<ref name="KFT 172f">Terkildsen (2018), s. 172-173</ref> i 2-3 faser.<ref name="KFT 174">Terkildsen (2018), s. 174</ref> De fundne genstande er fortrinsvis fra 7. til 11. århundrede og omfatter korsformede fibler samt smykker med belægninger af guld eller hvidmetal samt stykker med indlagt emalje. Endvidere er fundet vægtlodder, sølvmønter og dele heraf: arabiske, engelske, frankiske og fra Hedeby.<ref name="KFT 174"/> ==== Tissø ==== Fra Tissø på Vestsjælland kendes en stormandsgård, som har eksisteret i tidsrummet ca. 600-1000 e.Kr.<ref name="JP 5">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 5</ref> Storgården har bestået af både en hal, smedjer, grubehuse og flere andre sidebygninger.<ref name="JP 9">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 9</ref> Bebyggelsen har bestået i fire faser:<ref name="Jø 8">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 8</ref> første fase fra omkring 700 omfatter et indhegnet areal på ca. 10.000 m².<ref name="Jø 6">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 6</ref> Hallen var 11 m bred og 36 m lang. I tilknytning til denne fandtes en indhegning på 17 x 30 m og formentlig en smedje. I anden fase fra omkring år 800 er det indhegnede areal vokset til ca. 15.000 m². I tredje fase fra omkring år 900 er det indhegnede areal vokset til ca. 18.000 m².<ref name="Jø 7">Jørgensen og Pedersen (2011), s. 7</ref> ==== Jørlunde ==== En stormandsgård har måske også ligget i Jørlunde. Lidt nordøst herfor er fundet en skat bestående af 4 guldbrakteater og en guldfingerring, der er daterede til omkring 500 e.Kr., en skat bestående af romerske denarer samt fragmenter af pragtfibler daterede til vikingetid. Dertil kommer et par rige gravfund fra 3. århundrede og et guldhænge fra 5. århundrede. Disse fund tyder på, at der kan have ligget en stormandsgård måske med rødder tilbage til 3. århundrede.<ref name="Jø 98">Jørgensen (1995), s. 98</ref> ==== Andre ==== Foruden de nævnte steder er der flere andre, hvor fund tyder på, at der også kan have været tale om stormandsgårde eller eliteresidenser, således Thorsgaard, Øster Kølsen, Skjern, Lee, Viskum Hovedgård, Neder Hallum, Ormstrup Gods og Almind Nord.<ref name="KFT 194ff">Terkildsen (2018), s. 194-204</ref> Fælles for disse steder er en beliggenhed, hvor veje samles for at krydse åer eller vådområder.<ref name="KFT 197">Terkildsen (2018), s. 197</ref> Fælles er også spor efter grubehuse og dermed håndværksbygninger foruden langhuse.<ref name="KFT 197"/> Øjensynligt har hele landet været dækket af et net af eliteresidenser i tilknytning til anløbs- og handelspladser<ref name="KFT 204">Terkildsen (2018), s. 204</ref>, men hvor omfattende, dette net har været, er endnu usikkert. Nogle af disse stormandsgårde fortsætter fra yngre germansk jernalder ind i vikingetid, hvor nye kommer til. Det kan endnu ikke siges med sikkerhed, om de har været private eliteresidenser eller en form for kongsgårde for kongelige repræsentanter, men det forhold, at de forsvinder i vikingetid til fordel for købstæder med kongelige privilegier taler måske for det første. === Landbruget === I første del af yngre germansk jernalder, frem til omkring år 700 e.Kr., er antallet af kendte bebyggelser markant mindre end både før og siden. Desuden skete der på dette tidspunkt øjensynligt et markant opbrud i bebyggelsen på dette tidspunkt: med få undtagelser lader det sig ikke gøre at påvise en kontinuer forbindelse mellem bebyggelse fra denne omkring 200-årige periode hverken frem eller tilbage i tid. Fra omkring år 700 og senere optræder en række nye bebyggelser, som for en stor dels vedkommende fortsætter i ældre vikingetid. De nærmere omstændigheder omkring dette brud i bebyggelsen er på indeværende tidspunkt ikke tilfredsstillende forklaret. Driftsomlægninger er en nærliggende forklaring. I denne periode, især fra omkring 700 e.Kr., formodes landbruget at være blevet drevet mere effektivt som et indmarks-udmarksbrug. Den nye driftsmåde holdt sig gennem resten af germansk jernalder og vikingetid. Dette må ses i lyset af en formodet kraftig befolkningsvækst, idet gårdtofterne vokser kraftigt i størrelse: hvor gårdene i 5. århundrede typisk var omkring 2.500 m², er de i 600-tallet vokset til 7.800 m².<ref name="JJ 2004 160"/> Dette må betyde, at landbrugsdriften også må være vokset betydeligt. Eftersom dele af befolkningen snarere har været sysselsat ved håndværk og andet end ved landbrug, må det betyde, at landbruget har skullet sikre et større fødevareoverskud for at brødføde disse befolkningsgrupper. Det er sandsynligt, at en større kornproduktion har krævet mere gødning for at kunne give et større vedvarende overskud. Mere gødning har forudsat flere husdyr, flere husdyr har forudsat større græsning og høslet. Dette betyder at overdrev og især engarealer har spillet en større rolle i driften, og det er et spørgsmål, om bebyggelsen til dels er blevet omlagt for at tilgodese sådanne behov. I hvert fald ligger mange landsbyer i 700-tallet og senere fordelagtigt i forhold til enge. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse synes at have ligget på samme sted fra omkring 700 til 1000 e.Kr. Bebyggelsen lå nu som tidligere midt på et højt plateau.<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> I forhold til tidligere var bebyggelsen flyttet ca. 400 m mod syd, og bebyggelsen var helt omstruktureret.<ref name="JJ 2004 158">Jensen (2004), s. 158</ref> Bebyggelsen lå nu i to rækker af indhegnede gårde beliggende nord og syd for en 8-10 m bred gade.<ref name="JJ 2004 158"/> Størrelsen af de enkelte gårdtofter var vokset betydeligt sammenlignet med tidligere, den største omfattede nu et areal på 5.500 m².<ref name="JJ 2004 158"/> De indhegnede gårdtofter var ellers 80 x 80 m. Midt på gårdtoften lå langhuset, omkring 30 m langt og opdelt i tre omtrent lige store rum, hvoraf de to har været anvendt til beboelse og det østlige til stald. Foruden langhuset fandtes mindre sidebygninger, der øjensynligt ikke har været anvendt til stalde men til lader, udhuse, forrådshuse og muligvis som bolig for trælle. Ved en af gårdene lå en smedje placeret så langt fra de øvrige bygninger som muligt. Gårdene synes at have været omtrent lige store, og intet tyder på at der har været nogen storgård. Bebyggelsen rummede flere indførte genstande: klæberstenskar og hvæssesten fra Norge, lerkar fra Østersøområdet, kander fra nedre Rhinen og drejekværne af basalt fra egne omkring Køln.<ref name="LH 132">Hedeager (1988), s. 132</ref> ==== Nørre Snede ==== Bebyggelsen fortsatte også i Nørre Snede, hvor der kendes en bebyggelse fra 7. århundrede.<ref name="JJ 2004 159">Jensen (2004), s. 159</ref> Denne var nu flyttet lidt mod nord og bestod også her af langhuse med omgivende hegnet gårdtoft.<ref name="JJ 2004 160"/> I alt kunne udskilles 8 gårde.<ref name="JJ 2004 160">Jensen (2004), s. 160</ref> ==== Omgård ==== Bopladsen Omgård synes at have ligget på samme sted fra 7. århundrede til 1000-tallet, ialt kendes 3 byggefaser. I den ældste fase bestod bebyggelsen af langhuse på 8-21 meter. I den mellemste fase fra 800-900-tallet fremvoksede en storgård omfattende 15 bygninger og et indhegnet areal på 40.000 m².<ref name="LH 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> ==== Sindshvile ==== Bosættelsen Sindshvile ved Kvistgaard i Nordøstsjælland består af een gård, der synes at have være fornyet i 9 faser, dateret til romersk og ældre germansk jernalder, det vil sige 1. til 7. århundrede e.Kr. Særligt tydelige er langhusene fra tiden 600-700 e.Kr., men der er indtil videre ikke fundet spor efter bebyggelse fra vikingetiden. Gårdene har haft karakteristisk let buede langvægge, 28-33 m lange og 7 m brede. I tilknytning til gården er fundet spor efter jernudvinding og smedning, måske jern udvundet som myremalm i Rolighedsmoserne beliggende 300 m mod nordøst.<ref name="LH 23f">Hvass (1998), s. 23f</ref> == Vikingetid (800-1050 e.Kr.) == Vikingetiden var en periode, hvor kongemagten var etableret omend svag. Flere gange synes at have forekommet kampe om kongemagten og i perioder synes landet ''de facto'' at være delt mellem flere rivaliserende grupper. Et vidnesbyrd er det værk, som Alfred af Wessex lod udarbejde kort før år 900. Heri findes to rejseberetninger, af Ottar og Wulfstan, der giver et billede af forholdene i Danmark på denne tid. Ottar rejste fra Skiringsal i Norge til Hedeby. I tre dage havde han "Denamearc" på bagbord side og åbent hav til styrbord. To dage før han nåede Hedeby havde han til styrbord "Gotland" og "Sillende" og til bagbord de øer, som hører til "Denemearce". Beskrivelsen må udlægges således, at Ottar først rejste langs Bohuslens og Hallands kyster, så nord om de danske øer og endelig ned gennem Lillebælt til indsejlingen til Hedeby. Efter hans oplysninger hørte Bohuslen, Halland og øerne til Danmark, mens Jylland var opdelt i to dele: den nordlige del under navnet "Gotland", den sydlige under navnet "Sillende"; disse områder blev åbenbart ikke regnede for en del af Danmark.<ref>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 2</ref> Ottar oplyser også, at i Skåne og Halland boede ''norddaner'' men i Jylland ''syddaner'' og at Hedeby lå mellem Vendland, Sachsland og Angel og tilhørende danerne.<ref>Christensen (1977), s. 27f</ref> Denne beskrivelse stemmer overens med fremstillingen i Beowulfkvadet, der mens at stamme fra 700-tallet men henvise til begivenheder i 600-tallet. Kvadet oplyser, at Beowulfs far i sine unge år måtte flygte fra "gauternes" land til syddanerne.<ref>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 4</ref> At Beowulf rejser fra "Gotland" (Nørrejylland) mod vestdanerne og ender hos østdanerne stemmer med, at danernes vestgrænse lå mellem Jylland og Fyn og deres østgrænse i Skåne, hvilket Wulfstan oplyser.<ref name="Ro (2020) 5)>Rosborn: Sydskandinavien.. (2020), s. 5</ref> Wulfstan oplyser på sin side, at han rejste fra Hedeby til Truso med "Veonodland" (vendernes land) til styrbord og til bagbord "Langaland" (Langeland), Læland (Lolland), "Falster" (Falster) og "Scon eg" (Skåne), hvilke alle tilhører "Denemearchan", "Burgunda land) (Bornholm) med egen konge, "Blecinga eg" (Blekinge), "Meore" (Möre), "Eowland" (Øland) og "Gotland", der tilhører "Sweon" (svenskerne).<ref name="Ro (2020) 5)/> At Skåne var en del af Danmark bekræftes i 811, da kong Hemming efter kong Godfreds død indgik en fredsaftale med den frankiske kejser og blandt sine garanter har en "Osfrid de Sconaowe", det vil sige "Asfred af Skåne".<ref>Christensen (1977), s. 27</ref> Disse oplysninger kunne tyde på en splittelse mellem Nørrejylland på den ene side og Angel, øerne, Skåne og Halland på den anden. I begyndelsen af 900-tallet optræder et kortvarigt svensk herredømme i Hedeby.<ref>Christensen (1977), s. 198-200</ref> Det er måske dette kortvarige herredømme, der tænkes på, når Otto den Stores historieskriver Widukind oplyser, at den tyske konge Henrik I i 934 skulle have foretaget et hærtog til Danmark, besejret danskerne og gjort dem skatskyldige, samt at den danske konge hed ''Chnuba'', en navn der genkendes på runesten ved Hedeby med svenske runer som ''Gnupa''<ref>Christensen (1977), s. 200</ref>. Tidsmæssigt modsvarer denne erobring det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle formodentlig sad som konge i Jelling, men i givet fald da reelt kun over jyderne.<ref>Christensen (1977), s. 202</ref> I ''Kong Olaf Tryggvasons Saga'' findes en beretning om, at Gorm oprindeligt kun herskede over Jylland, men at han erobrede det rige i Danmark, som da kaldtes "Rejdgotaland" og var regeret af en kong "Gnupa" samt en del af "Vindland" og endvidere kæmpede mod "saxerne". Når denne oplysning sammenstilles med en oplysning hos Adam af Bremen om, at en svensk konge, Olof, erobrede "danernes rige" og havde to sønner, "Chnob" og "Gurd", så er der grundlag for at antage, at der må have eksisteret et kortvarigt svensk styre i Hedeby-området.<ref name="Ro (2019) 2f)>Rosborn (2019), s. 2-3</ref> Måske er det foreningen af de to danske områder, der hentydes til, når Harald Blåtands på den store Jelling-sten erklærer, at han samlede sig ''hele'' Danmark. Det har været foreslået, at trelleborgene blev opført som et led i denne (gen)forening af riget.<ref>Christensen (1977), s. 252</ref> Alternativt kunne borgene have været militærlejre for vikingetog mod England og andre steder<ref>Christensen (1977), s. 246-252</ref>, men når både Fyrkat og en af Trelleborgs porte har været udsat for brand og dermed formodet angreb<ref>Christensen (1977), s. 251</ref>, er det rimeligt at sætte dette i forbindelse med den magtkamp, der indtraf mellem Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg om magten i riget.<ref>Adam af Bremen, bog 2, afsnit 27f</ref> For så vidt kunne borgene have tjent begge formål efter tur: først til rigssamling, dernæst som militærlejr. === Sociale forhold === Samfundet var åbenlyst socialt opdelt i henholdsvis stormænd, frie bønder samt uselvstændige trælle. Således skildres det i digtet ''Rigs vandring'', som handler om guden Heimdals besøg hos menneskene: trællene, bønderne og jarlene. På grundlag af indskrifter på vikingetidige runesten har Aksel E. Christensen opstillet en mere nuanceret samfundsinddeling baseret på 6 hovedgrupper:</br> 1. Herskere og høvdinge: ''Kuningr'' (konge), ''Drottin'' (drot, herre), ''Drottning'' (dronning, frue), ''Þæng'' (thegn)</br> 2. Religiøse betegnelser: ''Þulr'' (thul), ''GoÞi'' (gode)</br> 3. Krigere: ''Þæng'' (thegn), ''Drengr'' (dreng), ''HæmÞægi'' (hirdmand, huskarl), ''Felagi'' (fælle, kammerat), ''Swen'' (svend), ''Wikingr'' (viking)</br> 4. Søfarende: ''Styrimannr'' (styresmand), ''SkiÞari'' (skipper), ''Lagsmannr'' (kammerat), ''Felagi'' (fælle, kammerat), ''BroÞir'' (broder)</br> 5. Handlende og håndværkere: ''Gildi'' (gildebroder), ''SmiÞr'' (smed)</br> 6. Andre: ''Landmannr'' (landmand), ''Bomannr'' (bomand), ''Bondi'' (bonde), ''LandhirÞir'' (landhyrde), ''Bryti'' (bryde).<ref>Christensen (1977), s. 215</ref> Runesten rejst over stormænd og deres hustruer viser, at disse har udgjort en særlig overklasse i samfundet. Hvor omfattende, deres ejendom og magt var, er usikkert, men deres antal må have været yderst begrænset. Samtidig var det også en periode, hvor indbyggerne ofte fremstod som en udfarende kraft, til dels som vikinger, der drog ud og etablerede sig i det fremmede. Hjemligt viste denne kraft sig i tidlige nyanlæg af bebyggelser, ''torper'', som blev anlagt på overdrev og i skovområder og øde strækninger, der tidligere omgav de gamle bygder, hvorved bebyggelsen efterhånden fik et sammenhængende præg.<ref>Christensen (1977), s. 203-206</ref> Vikingetiden var en periode hvor både det danske samfund som helhed og bebyggelsen i særdeleshed gennemgår en voldsom udvikling. Ved siden af landsbyer optræder nu stormandsgårde, handelspladser (viker, emporier), trelleborge og vandmøller. Flere af disse stormandsgårde og handelspladser er fortsættelser af bebyggelser fra yngre germansk jernalder. Et påfaldende træk er, at gravpladser i flere tilfælde ligger på den anden side af bopladsen i forhold til et adskillende vandløb; sådanne træk er påvist ved Gammelby i Esbjerg, Hesselbjerg ved Odder, Voldstrup i Vendsyssel, og Lejre ved Roskilde. I alle de nævnte tilfælde ligger gravpladsen øst for bopladsen.<ref name="Ad 28ff">Adamsen (2004), s. 20-28</ref> === Kongsgården i Jelling === Jelling har traditionelt været regnet for et kongesæde på grund af de to runesten opsatte af henholdsvis Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Udgravninger tyder på, at den kongsgård, som har ligget her, har været indhegnet og omfattet et areal, som omkransede hele den skibssætning, som Nordhøjen udgør den centrale del af.<ref name="PCSWA">Christensen og Andersen (2008), s. 3-10</ref> I tilknytning til storgården er fundet spor efter mindst 4 bygninger.<ref name="SWACA">Andersen (2008), s. 11-17</ref> I Jelling som i Lisbjerg er der fundet spor efter et byggeri forud for kirken. Der kan være tale om rester ef den oprindelige kongsgård. Palisaden har været nærmes rhombeformet. Det omkransede areal må have et omfang af omkring 15 hektar, over fem gange mere end indhegningerne i Tissø, Vorbasse og Lisbjerg.<ref name="SWAJH">Andersen, Jessen og Holst (2011), s. 9-11</ref> === Husebyer === Et påfaldende træk er forekomsten af bebyggelser med navne "Husby" eller "Huseby". Disse bebyggelser opfattes af arkæologer som kongsgårde, der har haft til formål dels at modtage kongelige afgifter og ydelser, dels at forestå administrative opgaver, herunder opretholdelse af et retsvæsen.<ref name="TL 54">Lemm (2018), s. 54</ref> Antallet af sådanne kongsgårde er ikke stort, blot 8 i hele Danmark, men deres beliggenhed tyder på, at de har udgjort et supplement til den administration, kongen kunne udøve fra handelspladser og/eller trelleborge. Husbyerne skal sandsynligvis dateres til tiden efter rigets gensamling, det vil sige anden halvdel af 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet.<ref name="AA 50ff">Andrén (1983), s. 50-52</ref> === Wiker (handels- og centralpladser) === [[Fil:Haithabu Haeuser WT2005.jpg|350px|thumb|Rekonstruerede huse i Hedeby.]] [[File:Aros viking town.jpg|thumb|left|Rekonstrueret model af Árós (Århus) omkring år 950.]] [[File:Aroa viking town 1.jpg|thumb|Udsnit af rekonstrueret model af Árós.]] Handels- og centralpladser fra vikingetiden (kaldet ''wiker'' og ''emporier'' i faglitteraturen) kendes flere steder i Sydskandinavien, herunder Danmark. De mest fremtrædende er Hedeby i Sydøstjylland, Ribe i Sydvestjylland, Aros (Århus) i Østjylland, Bejsebakken og Sebbersund ved Limfjorden, Odense på Fyn, Uppåkra og Åhus i Skåne, Kaupang i Norge og Birka i Sverige. Nogle af disse steder har åbenbart tidligt udviklet sig til internationale handelscentre mens andre forblev af regional betydning. De synes fremkommet som led i den handelsskibsfart, som udviklede sig i Nordvesteuropa. Foruden den gode beliggenhed i forhold til sejlads skyldes deres opkomst formodentlig stedlige stormænd, der var i stand til at sikre dels handelsfreden, dels at indbyggerne i omgivende områder søgte til disse steder for at handle. Det var således kombinationen af en fordelagtig beliggenhed i forhold til handelsveje til søs og regional centralitet, der fremmede disse steders trivsel. Kun få af de ældste handelspladser lå i indlandet, det gælder Viborg i Jylland samt Ringsted og Slagelse på Sjælland. Senere, i middelalderen da kongen fik større magt, forsvandt mange af dem igen til fordel for nye købstæder anlagte og beskyttede af kongemagten. I de tilfælde, hvor kongemagten allerede havde opnået kontrollen over disse steder, kunne de fortsætte uhindret fra vikingetid ind i middelalderen. Flere af disse tidlige handelspladser blev også religiøse centre, da kristendommen blev indført i landet. Viborg og Odense synes opståede omkring hedenske religiøse centre. Det var sådanne steder, at de første biskopper fik deres sæde og de første kirker blev oprettede. Dette gælder Ribe, hvor Ansgar allerede i 860 fik tilladelse til at opføre en kirke. Hedeby var i vikingetiden øjensynligt en omstridt handelsplads. Vi kender ikke den fuldstændige politiske historie, men Sven Estridsen har til Adam af Bremen oplyst, at kongerækken var følgende: først herskede kong Helge, dernæst Olav, der kom fra Sverige og erobrede riget, så dennes sønner Chnob og Gurd. I en biografi af ærkebiskop Hoger gentages disse oplysninger med tilføjelsen, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", men kort efter blev denne berøvet magten af Hardegon, Svens søn, der kom fra Northmannia (det må være enten Norge eller Normandiet).<ref name="Chr 197f">Christensen (1977), s. 197f</ref> En bekræftelse af denne ufuldstændige kongereække findes på to runesten fra Haddeby, der oplyser nærmere om dette svenske dynasti: :Haddeby 2: ''Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, sin og Gnupas søn'' (ristet med svenske runer) :Haddeby 4: ''Asfrid Odinkars datter gjorde disse kumler efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne.''<ref name="Mo 156f">Moltke (1976), s. 156f</ref> Historien bliver imidlertid lidt mere kompliceret, idet Widukind i Saxerkrøniken fra omkring 970 oplyser, at Henrik I af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe.<ref name="Chr 200">Christensen (1977), s. 200</ref> I en biografi over ærkebiskop Unnu (919-936) oplyses, at den hedenske Hardeknud Vurm var danernes konge og forfulgte de kristne, men den tyske kejser angreb og sejrede over Vurm, der måtte lægge det sydlige område "ved Slesvig, der nu hedder Hedeby" ind under denne som markgrevskab og det befaledes, at det skulle bebygges med en "koloni af sachsere".<ref name="Chr 201">Christensen (1977), s. 201</ref> Enten må der være tale om et nyt tysk angreb med efterfølgende ny erobring, eller kongenavnet er forkert. Det ligger imidlertid fast, at den tyske kejser Otto I i 965 udstedte et immunitetsbrev på ærkebiskop Adeldags opfordring, der tilstår de biskopper i Slesvig, Ribe og Århus og deres kirker fuld frihed for al deres ejendom "''in marca vel regno Danorum''".<ref name="Chr 231"/> I 988 udstedes et stadfæstelsesbrev af kejser Otto III, hvori er tilføjet Odense, mens hjemstedet angives "''in regno Danorum''". Brevet indeholder den tilføjelse, at kejseren har begrundet dette med en ret for de danske beskopper til frit at måtte erhverve ejendom og nyde toldfrihed i kejserriget ("''in omnibus regni nostri partibus''").<ref name="Chr 231">Christensen (1977), s. 231</ref> Dette brev og dets faktiske omstændigheder er omstridt, måske det afspejler en ændret realitet, hvor bisperne efter den danske sejr i 983 havde måttet forlade Danmark og vende tilbage til kejserriget.<ref name="Chr 232f">Christensen (1977), s. 232f5</ref> Hos Adam af Bremen er forløbet af Danmarks kristning skildret således: "''da den Guds bekender kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme kong Worm dengang herskede, formåede han ikke at omstemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Tilgengæld skal han have vundet kongen søb Harald for sig ved sin prædiken. Og han opnåede, at denne blev så trofast over for Kristus, at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som hans fader altid havde hadet, selv om han endnu ikke havde modtaget dåbens sakramente.''" (Adam af Bremen, Bog 1 afsnit 59)<ref>Lund (2000), s. 80</ref> ... "''Så snart kong Otto med Guds hjælp var blevet reddet fra sine brødres anslag, sørgede han for ret og retfærdighed for befolkningen. ..Han greb derefter til våben mod danerne, som hans fader ved en tidligere lejlighed havde bekæmpet. Det var danerne, der ønskede krig. ..Til sidst bøjede Harold sig for fredsvilkårene, og hans rige blev underlagt kong Otto, men han fik det tilbage på betingelse af, at han indførte kristendommen hos danerne. Harold selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning selv kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg.''" (Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 3)<ref>Lund (2000), s. 86</ref> .. "''Vor højsagelige fader var således den første, der ordinerede biskopper i danernes land, nemlig Horit i Sliaswig, Liafdag i Ripa og Reginbrond i Harusan. Han overdrog dem også ansvaret for kirkerne på den anden side af havet, det vil sige på Fun, Seland og Scone samt i sveonernes land. Det skete i ærkebiskoppens tolvte embedsår.''"(Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 4)<ref>Lund (2000), s. 87</ref> Efter dette må forløbet have været, at et dansk kongerige under Helge blev afløst af et kortvarigt svensk dynasti, der imidlertid blev undertvunget af den tyske kejser. Det svenske dynasti blev atter afløst af Gorm den Gamle, men også denne skal være undertvunget af den tyske kejser. Da kejserens søn som ny kejser kom i fangenskab, frigjorde danerne under Harald sig men blev hurtigt atter undertvunget. Først efter et fornyet oprør i 983 lykkedes det endeligt danerne at slippe fri for det tyske overherredømme. Gennem hele dette forløb var Hedeby øjensynlig midtpunkt i magtkampen. === Stormandsgårde === Såkaldte stormandsgårde bliver et fremtrædende indslag i vikingetidens bebyggelse. Stormandsgårdene adskiller sig kun fra gårde i landsbyer ved, at de ligger alene. Også de er omgivet af en indhegnet og også i dette tilfælde forekommer et større antal bygninger, herunder grubehuse formodentlig anvendt til håndværksformål. Blandt sådanne stormandsgårde kan nævnes Tissø på Vestsjælland, Lisbjerg ved Århus og Erritsø. Lignende store gårde kendes blandt andet fra Vorbasse, men der indgår de i en samlet landsbybebyggelse. ==== Omgård ==== Stormandsgården Omgård mellem Ringkøbing og Holstebro blev anlagt i 7. århundrede og fortsatte frem til 1000-tallet. Der er konstateret tre bebyggelsesfaser. Bebyggelsen bestod af to gårde, som dog formodes at have hørt sammen. Den nordlige gård omfattede et indhegnet areal på omkring 45.000 m². Bebyggelsen bestod af en hovedbygning, næsten 40 m lang og med buede vægge og et stort midterrum, måske en sal, desuden et langhus anvendt til stald og med plads til 70-80 dyr, endnu en stald, en bygning anvendt til værksted for en bronzestøber samt en bygning, der er tolket som køkkenbygning. Til dette ejendomskompleks hørte øjensynligt en vandmølle.<ref name="JJ 296">Jensen (2004), s. 296</ref> Det mindre gårdkompleks omfattede ligeledes flere værkstedsbygninger.<ref name="JJ 297">Jensen (2004), s. 297</ref> Omgård ligger på et lille næs syd for Pøl bæk med engområder mod nord og vest.<ref name="Ad 25"/> ==== Lisbjerg ==== Stormandsgården i Lisbjerg er hjemmehørende i vikingetiden og omfatter et større område omgivet af et hegn. Dette hegn er blevet fornyet flere gange og omfatter i hvert fald tre faser, idet hegn 3 er let forskudt i forhold til de to foregående hegn. Langs hegnene lå flere bygninger, mindst 3 har været samtidige med og placerede under hensyn til hegn 2. Bebyggelsen er dateret til 1000-årene og måske op til omkring år 1100. Bemærkelsesværdigt er, at alle hegnene har omkranset et areal, hvorpå Lisbjerg kirke senere er opført. Hegnet har været let buet på den østlige og vestlige side: ved nordranden er det hegnede areal ca. 94 m, midt for ca. 119 m og i nord-sydgående retning omkring 170 m svarende til et areal på 1,9 hektar.<ref name="JP">Jeppesen (2004), s. 5-10</ref> Forholdene er tolkede således, at det er en stedlig stormand, der har ladet kirken opføre. Forekomsten af de to herreder, Øster Lisbjerg og Vester Lisbjerg herreder, antyder, at der kan være en sammenhæng mellem gårdens beliggenhed og herredsinddelingen.<ref name="JPHJ">Jeppesen og Madsen (1989), s. 3-8</ref> At der har været en sammenhæng mellem kirkens beliggenhed og stormandsgården sandsynliggøres ved, at der i den nuværende Lisbjerg kirke er fundet rester efter en forgænger opført af træ. Også forud for trækirken har der været bygningsværker på stedet, men karakteren af dette byggeri er endnu uklar.<ref name="ASJPHJ">Aaman Sørensen, Jeppesen og Madsen (1995), s. 6-10</ref> Det kan være rester efter den oprindelige hovedbygning.<ref name="JP 7">Jeppesen (2004), s. 7</ref> Affald viser en omfattende håndværksvirksomhed i tilknytning til gården, både jernforarbejdning, bronze- og sølvstøbning samt glasarbejde. Noget af jernet er af dansk oprindelse, andet er importeret fra Norge eller Sverige, fra Nordfrankrin samt fra Sydtyskland eller England.<ref name="JP 8">Jeppesen (2004), s. 8</ref> ==== Erritsø ==== Ved Erritsø i Jylland nær Lillebælt lå en stormandsgård omkranset af en voldgrav og et hegn. Bebyggelsen omfattede omkring 20 hustomter daterede til germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Den vikingetidige hovedbygning har i ældste fase været 34 m lang og 13 m bred, men bygningen er senere blevet forlænget til 39 m. Bygningen var med buede vægge og fem gange to stolper til at bære taget. Uden for det beskyttede område fandtes mindst tre bygninger, ca. 14 m lange og 7 m brede og beliggende indbyrdes parallelle og vinkelret på voldgraven. Endvidere er fundet spor efter to grubehuse eller værkstedshytter.<ref name="PC 9ff">Christensen (2009), s. 9-15</ref> Erritsø skal være grundlagt omkring 770-780 og have eksisteret til op i 900-tallet. Beliggenheden synes at være strategisk, nær Lillebælt og med udsyn fra gården over helt bæltet. Samtidig kan gården have ligget nær grænsen mellem Nørrejylland og Sønderjylland, og hvis disse områder har været under hver sin konge, kan den befæstede gård tillige have været en slags grænsebefæstning. Tidsmæssigt eksisterede den i den periode, hvor Karl den Store gjorde fremstød mod dansk område og hvor Harald Klak og Reginfred blev væltet fra tronen af Godfreds sønner, Horik 1. og Rolf.<ref name="RJ 9ff">Ravn og Juel (2018), s. 7-15</ref> ==== Tissø ==== Stormandsgården i Tissø har eksisteret fra 600-årene til 900-årene men synes ophørt omkring år 1000. Genstandsfund viser, at der i perioden har været omfattende handelskontakter til Irland, Norge, Sverige, Finland, Kalifatet (arabiske mønter), Norditalien og Mellemeuropa.<ref name="JØSØ">Jørgensen og Sørensen (1995), s. 8</ref> Det er naturligvis uklart, om disse forbindelser har været direkte eller kun indirekte. Stormandsgården i Tissø har omfattet mindst fire byggefaser.<ref name="PC 13">Christensen (2009), s. 13</ref> === Vandmøller === Sporene efter vandmøller er (endnu) få. Ved Omgård nær Grønbjerg mellem Holstebro og Ringkøbing er fundet et padleblad dateret til 917 e.Kr. mens dets stang er dateret til 790 e.Kr.<ref>Eriksen og Egebjerg, s. 17</ref>, ved Ljørring nær Aulum mellem Holstebro og Herning er fundet træ fra mølletruget dateret til 920 e.Kr. og 960 e.Kr. og ved Munkehaver nær Nørre Vosborg er fundet en karakteristisk planke fra en formodet vandmølle dateret til 665 e.Kr.<ref>Eriksen og Egebjerg, s. 18</ref> Selv om disse fund endnu er meget få, må det anses for givet, at det tidligste vandmøller i Danmark blev opført allerede i vikingetid i Danmark. Det er muligt, at det ikke er tilfældigt, at de fundne spor efter vandmøller alle stammer fra Vestjylland. === Landsbyer === Befolkningsvæksten fortsatte i vikingetiden, hvor en del af befolkningsoverskuddet drog på vikingetogter og udvandrer, mens andre stod for en indre bebyggelsesekspansion.<ref name="GJ 1981 145">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145</ref> Bebyggelsen var områdefast men ikke altid stedfast: i nogle tilfælde indtraf mindre omflytninger, i andre fornyedes bebyggelsen på samme sted som tidligere. Man kan tale om områdekontinuitet og bebyggelseskontinuitet.<ref name="GJ 1981 121">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 121</ref>Ved ''bebyggelseskontinuitet'' kan forstås, at bebyggelsen har ligget indenfor et område på ca. 1 km² (svarende til billedet i Vorbasse)<ref name="Ha 1988 134">Hedeager (1988), s. 134</ref>, mens ''områdekontinuitet'' betegner samme ejerlav eller omtrent 4 km² eller med andre ord: flytning op til 1-2 km fra den tidligere beliggenhed (svarede til billedet i Vorbasse og Rønninge).<ref>Porsmose Christensen (1988), s. 222</ref> I begge tilfælde gælder det, at kontinuiteten kun kan siges at eksistere, hvis bebyggelsen kan påvises ubrudt fra den ene tidsperiode til den næste. ''Bopladssammenfald'' optræder, når bopladser af uens alder optræder samme sted uden kontinuerlig bebyggelse.<ref name="GJ 1981 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref> Bopladssammenfald kan således optræde samtidig med områdekontinuitet, idet bebyggelsen i en mellemliggende periode har haft en anden, relativt nærliggende beliggenhed. I løbet af vikingetiden blev hjulploven formodentlig taget i brug med et nyt plovskær: krogarden. Den havde et bredere plovskær end en almindelig ard men ikke muldfjæl.<ref name="GM 104">Grau Møller 1990, s. 104</ref> Brugen førte til flade blokagre, stadig beliggende lige omkring landsbyen.<ref name="GJ 1981">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 4-9</ref> Det er muligt, at der er en sammenhæng mellem begreberne tofte-system og bylag på den ene side og stednavne med endelserne -tofte og -by på den anden, og at dette afspejler en ny regulering af landsbyerne.<ref name="AEC 1976 58ff">Christensen (1976), s. 58-60</ref><ref name="GJ 1981 140">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 140</ref> I vikingetiden bliver landsbyerne mere regulerede og gårdene større og med en mere sammensat bebyggelse. I flere tilfælde kan konstateres kontinuitet med hensyn til beliggenhed i forhold til germansk jernalder. For Vorbasse står denne kontinuitet i skarp modsætning til det brud i beliggenhed, som skete ved overgangen til middelalderen. Dette godtgør, at årsagen til dette bebyggelsesbrud må have haft en karakter, som ikke muliggjorde en kontinuitet. Samme billede tegner sig for Rønninge på Fyn, hvor omflytningen ligeledes er markant. Hvor man i jernalderen til dels kan forklare udviklingen som udtryk for en sammenflytning og ekspansion i bebyggelsen formodentlig til dels betinget af befolkningsudviklingen i kombination med driftstekniske omlægninger, må det markante brud ved overgangen til middelalderen skyldes driftstekniske omlægninger, formodentlig indførelsen af [[højryggede agre]]. Kendetegnende for bopladser fra yngre germansk jernalders sene del og vikingetid er, at de som regel ligger nær engområder. Dette kan påvises fx for Gammelby i Esbjerg, Sædding ved Esbjerg, Omgård i Vestjylland, Hesselbjerg ved Odder, Volstrup og Stentinget i Vendsyssel, Lejre på Sjælland og Uppåkra i Skåne. Dette viser, at i perioden fra 700-tallet til ind i 1000-tallet har nærhed til engområder været tillagt stor betydning ved bebyggelsens beliggenhed.<ref name="Ad 28ff"/> Dette må betyde, at høfoder og græsning til kvæget har været vægtet højt, at kvæget må have producderet store mængder af gødning og derved sikret en årlig gødskning af de landsbyen nærliggende agre. Men ved vikingetidens slutning synes man i mange tilfælde at have valgt at flytte til en ny beliggenhed med mulighed for anlæggelse af agre og marker ''omkring hele'' landsbyen. I midten af 1000-tallet tages et nyt plovskær i brug, og jorden bliver nu oppløjet i højryggede agre af hensyn til vinterafgrøderne. I den forbindelse bliver en omlægning af bebyggelsen ønskelig for at opnå en optimal beliggenhed for blokagre. Dette betyder, at langt de fleste - men næppe alle<ref name="JH 2015">Hansen (2015), påpeger eksempler, hvor forskellen mellem beliggenhed i jernalder/vikingetid og middelalder er praktisk talt fraværende. Det drejer sig om tilfælde, hvor vikingetidslandsbyen har været beliggende på et sted, hvor omlægning til blokagre kunne ske uden flytning, fx Højby (s. 134) og Skrillinge (s. 140)</ref> - landsbyer nu omflyttes<ref name="GJ 1980">Grøngaard Jeppesen (1980), s. 10-15</ref><ref>Porsmose Christensen (1988), s. 227</ref> for at tilgodese den nye dyrkningsmåde. Det er i forbindelse hermed, at landsbyerne finder deres blivende beliggenhed. Samtidig fortsætter befolkningsvæksten fra vikingetiden ind i middelalderen, og der udflyttes nye torper af en eller flere gårde på tidligere overdrev uden for landsbyernes dyrkningsområder<ref name="GJ 1981 145"/>, men dette er allerede en ny fase i den bebyggelseshistoriske udvikling. Til støtte for en omflytning af bebyggelsen omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder taler, at der mange steder rundt om i landet findes marknavne på "gammelby", "gammeltofte", "bytofte"<ref>Porsmose Christensen (1987, s. 40-46</ref> og tilsvarende.<ref>Hansen (1964), s. 119, 144, 148, 156, 159, 165f, 169, 172, 182, 188-191</ref> Det er sandsynligt, at nogle af disse marknavne henviser til steder, hvor bebyggelsen lå inden, at den fik sin endelige beliggenhed. ==== Vorbasse ==== Bopladsen Vorbasse blev omlagt i slutningen af 900-tallet. Bebyggelsen lå fortsat på en lille bakkekam omgivet af lavtliggende enge mod nord og øst; mod syd var åbent ud mod agrene. Landsbyen havde omfattende græsningsarealer. I 700-tallet bestod den af 7 gårde, beliggende i to rækker af indhegnede gårde beliggende på begge sider af en 8-10 m bred landsbygade. Gårdtofterne er omkring 60 x 60-130 m, og de enkelte gårde består af en hovedbygning beliggende omtrent midt på gårdtoften på omkring 5.500 m²<ref name="JJ 291">Jensen (2004), s. 291</ref> samt mindre bygninger, huse og staklader, beliggende langs hegnet. I flere tilfælde kan påvises grubehuse. Langhuset er omkring 30 m langt og indrettet med tre rum, hvoraf den østlige ende har været stald, mens de to andre rum har være anvendt til beboelse.<ref name="He 132">Hedeager (1988), s. 132</ref> Omkring år 800 blev gårdtofterne større til gennemsnitligt 7.000 m² og op til 9.000 m² for de største. Men i slutningen af 900-tallet nåede gårdtofterne op på en størrelse af 25.000 m².<ref name="JJ 292">Jensen (2004), s. 292</ref> ==== Sædding ==== I Sædding nordøst for Esbjerg er udgravet en landsby omfattende 115 hustomter på 7-47 meters længde. Kun bygninger på over 20 meters længde har været indrettede til boliger og inddelt i fra 2 til 7 rum.<ref name="He 132"/> 75 huse var grubehuse. Midt i landsbyen lå en stor åben plads, 25-30 m bred og 135-150 m lang i øst-vestlig retning. Landsbyen er anlagt omkring år 900.<ref name="He 133">Hedeager (1988), s. 133</ref> Sædding ligger umiddelbart syd for Sønderris bæk med tilhørende engområder.<ref name="Ad 25">Adamsen (2004), s. 25</ref> ==== Trabjerg ==== Landsbyen Trabjerg øst for Holstebro eksisterede fra omkring 700 til omkring 1100, hvorefter den blev omflyttet til den middelalderlige landsbys beliggenhed. Bebyggelsen bestod af mindst 3-4 gårde.<ref name="JJ 293f">Jensen (2004), s. 293f</ref> === Trelleborge === [[Fil:Trelleborg1.JPG|thumb|venstre|Trelleborg ved Slagelse.]] [[Fil:Aggersborg_Viking_Castle.jpg|thumb|Trelleborgen ved Aggersborg.]] [[Fil:Ringborge.jpg|thumb|Trelleborgenes fordeling i vikingetidens Danmark.]] Helt specielt for vikingetiden er forekomsten af et antal trelleborge, øjensynligt millitære kaserner, opførte og fungerende i en relativt kort periode i anden halvdel af 900-tallet. Der har været foreslået flere mulige formål for disse anlæg: dels at de blev anlagte som forsvarsborge mod en mulig tysk invasion, dels at de har været tvangsborge, der skulle sikre Harald magten over de overvundne dele af landet, som lå fjernt fra hovedsædet i Jelling<ref name="Chr 251"/>, dels at de var militærkaserner i forbindelse med erobringen af England<ref>Christensen (1977), s. 247</ref> og endelig at de har haft administrative formål som regionale magtcentre.<ref name="Ro 151"/> Aggersborgs størrelse og beliggenhed har været tolket således, at denne også tjente formål i forhold til det danske styre i det sydlige Norge.<ref name="Ro 152">Roesdahl (2012), s. 152</ref> De enkelte formål udelukker ikke automatisk hinanden, borgene kan have tjent to eller flere formål sideløbende eller efter hinanden. Mest sandsynligt er borgene opførte under indtryk af det få år før, i 974, indtrufne tyske angreb, der dog formentlig kun berørte grænseegnene og som havde resulteret i, at denne havde opført en fremskudt borg. På samme tid blev Danmark udsat for angreb fra norsk side.<ref name="RoSi 15"/> I denne situation kan trelleborgene være oprettede som regionalt strategisk beliggende forsvarsanlæg for en større omegn og samtidig ved vigtige forbindelsesveje, ikke langt fra Kattegat og dermed adgangen til det sydlige Norge.<ref name="RoSi 390">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 390</ref> Borgene kan på samme tid have tjent administrative formål så som skatteopkrævning. Navnet Trelleborg har tidligere givet anledning til en formodning om, at borgene skulle henvise til trælle, men ''trel'' på oldnordisk har betydningen tømmer, og det er derfor muligt, at navnet henviser til selve byggeriets konstruktion. Dette kan måske også forklare, hvorfor navnet forekommer i forbindelse med andre fæstningsanlæg fra tidligere perioder: navnet har været i brug gennem flere århundreder. Der kendes nu 7 sikre trelleborge:<br /> - Aggersborg på nordsiden af Limfjorden<ref name="Chr 250"/><br /> - Borgeby ved Kävlinge i Skåne<br /> - Borgring ved Køge på Sjælland<ref name="JC">Christensen et. al., s. 18-25</ref><br /> - Fyrkat ved Hobro i Nordøstjylland<ref name="Chr 250"/><br /> - Nonnebakken i Odense på Fyn<ref name="Ru 3-9">Runge et. al., s. 3-9</ref><br /> - Trelleborg ved Slagelse på Sjælland<ref name="Chr 250">Christensen (1977), s. 250</ref><br /> - Trelleborg ved byen Trelleborg i Skåne<ref name="Ro 150">Roesdahl (2012), s. 150</ref><br /> men det er ikke udelukket, at der kan have været flere, således ved Helsingborg i Skåne. Alle borgene ligger således, at det har været muligt at sejle ind til dem, men de fleste ligger noget tilbagetrukne i forhold til kysten. De fleste ligger på næs, delvist omgivet af vand. Dateringerne tyder på, at alle kan være opført af samme bygherre og omtrent på samme tidspunkt, omkring år 980<ref name="Ro 151">Roesdahl (2012), s. 151</ref> men sandsynligvis opførte over en meget kort årrække og begyndende med fæstningen ved Aggersborg, dernæst Fyrkat og så Trelleborg på Sjælland. Opførelsen er påbegyndt kort efter, at den tyske kejser Otto II i 974 havde gennemført en vellykket angreb på Danmark.<ref name="RoSi 15">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 15</ref> Den mest sandsynlige bygherre er Harald Blåtand.<ref name="Ro 151"/> Han havde åbenbart opnået overherredømme over Sydnorge ved, at den norske konge, Harald Gråfeld, der havde besejret Sigurd Ladejarl i Trøndelagen, mens dennes søn havde søgt tilflugt hos Harald Blåtand og antagelig anerkendt denne som sin overherre, således medvirkede han ved det mislykkede forsvar af Dannevirke i 974.<ref name="Chr 234">Christensen (1977), s. 234</ref> Da Harald Gråfeld blev dræbt ved et slag omkring 970 i Limfjorden, kunne Håkon indsættes i Norge som Harald Blåtands betroede mand.<ref name="RoSi 401">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 401</ref> Men alliancen var åbenbart ikke stærk nok til at modstå det tyske angreb. Trelleborgene er yderst ensartede med hensyn til både mål og opbygning. De består alle af en præcist udformet cirkulær vold med en port i hvert af de fire verdenshjørner omkring en borgplads, som er opdelt i fire ens dele af to veje, der forløber vinkelrette gennem borgenes centrum, og som i flere tilfælde er bebyggede med bygninger, der er placeret som firelængede gårde.<ref name="RoSi 13">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 13</ref> {| border="1" class="wikitable" |- ! Navn ! Indre diameter ! Voldbredde ! Gravbredde ! Antal huse ! Husenes længde |- | Aggersborg || align=right|240 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|11 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|4 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|48 || align=center|32,0 m<ref name="Ro 148">Roesdahl (2012), s. 148</ref> |- | Borgeby || align=right|150 m || align=right|15 m || &nbsp; || &nbsp; || &nbsp; |- | Borgring|| align=right|123 m<ref name="JC 21">Christensen et. al., s. 21</ref> ||align=right|10,6 m<ref name="JC 21"/>|| &nbsp; ||&nbsp; || &nbsp; |- | Fyrkat || align=right|120 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|13 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|7 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|16 || align=center|28,5 m<ref name="Ro 148"/> |- | Helsingborg i Skåne || align=right|Ca 270 m || &nbsp; || &nbsp; || &nbsp; || |- | Nonnebakken i Odense || align=right|120 m<ref name="Ru 3">Runge et. al., s. 3</ref> || align=right|ca. 14 m<ref name="Ru 5">Runge et. al., s. 5</ref> || align=right|7 m<ref name="Ro 148"/> ||&nbsp; || &nbsp; |- | Trelleborg ved Slagelse || align=right|136 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|19 m<ref name="Ro 148"/> || align=right|18 m<ref name="Ro 148"/> ||align=center|16 || align=center|29,4 m<ref name="Ro 148"/> |- | Trelleborg i Skåne|| align=right|125 m<ref>Andersen (1989), s. 25</ref> || &nbsp; ||&nbsp; || &nbsp; || &nbsp; |} Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse indeholder 16 langhuse, fire i hver del af borgen. Aggersborg ved Limfjorden er bebygget med 48 langhuse, 12 i hver sektion. Alle langhusene var orienteret mod portene. Ved Trelleborg er der tillige spor af 15 langhuse, som er bygget uden for volden, og hvis længderetning var orienteret mod borgens center.<ref name="Ro 149">Roesdahl (2012), s. 149</ref> Vejene er ført gennem volden, således at portene har været overdækkede. Alle langhusene har næsten samme størrelse og samme karakteristiske vægge, der buer udad mod midten af bygningen. Der er ikke fundet spor af huse ved Borgring eller Nonnebakken.<ref name="Ru 6">Runge et. al., s. 6</ref> Anlæggene er alle anlagte med stor geometrisk præcision, hvilket tyder på at de er blevet opført under militær medvirken. Trelleborg er forsynet med en forborg, hvor der er fundet 135 gravpladser. Ingen af de øvrige borge har spor efter en forborg. Umiddelbart øst for Fyrkat er der 30 gravpladser, som bærer præg af hedensk begravelsesskik. Fund af norsk keramik og andre genstande af høj status tyder på, at der blandt borgenes beboere og brugere har været en relativ stor velstand. Harald Blåtand erklærer på den store Jelling-sten, at han "vandt sig al Danmark". Ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere – sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg.<ref name="Mo 161">Moltke (1976), s. 161</ref> Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den saksiske grænsevold og opføre en ny, fremskudt grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad, Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.<ref name="Chr 232">Christensen (1977), s. 232</ref> To runesten bevidner den danske erobring: :Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og :Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."<ref name="Mo 157">Moltke (1976), s. 157</ref> At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg virker plausibelt. At han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge – eller stenen er rejst, efter han blev konge. Om Haralds ord henviser til en tidligere generobring af Hedeby-området eller først til begivenhederne i 983 er uklart, men der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette.<ref name="Chr 233">Christensen (1977), s. 233</ref> At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg.<ref name="Mo 161"/> Til trods for det store arbejde, lagt i anlæggelsen af trelleborgene, blev deres eksistens kortvarig: de eksisterede kun en enkelt generation og blev der efter opgivet. Nogle af borgene viser brandspor, men de nærmere omstændigheder lader sig indtil videre ikke belyse.<ref name="Chr 251">Christensen (1977), s. 251</ref> [[Fil:Głaz pamiątkowy Wolin.jpg|thumb|Mindesten i Wolin (Jomsborg), Haralds dødssted]] En sandsynlig forklaring er, at afbrænding eller afbrændingsforsøg skete i forbindelse med, at Harald blev i sin alderdom afsat som konge. [[Saxo]] fortæller om årsagen til det: "''Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i [[Jylland]], op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke''". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Sven – der var blandt dem – ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "''angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget''."<ref>Harald Andersen, ''Skalk'' 2003 nr. 1, s. 27; Jensen 2004, s. 379f</ref> Om Haralds sidste levetid beretter [[Adam af Bremen]], at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "''Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by [[Jomsborg|Jumne]]. Her tog man mod forventning – befolkningen var jo hedninge – gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. En senere beretning angiver, at hans lig af hæren blev transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i [[Roskilde|Roscald by]] i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed.''"<ref>Adam af Bremen, bog 2, afsnit 27f</ref> Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver – måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden – har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen.<ref name="Skalk 2003">Harald Andersen, ''Skalk'' 2003 nr. 1, s. 27</ref> At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var ''meget'' kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i [[985]]/[[986]]. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst,<ref>Christensen, s. 235f med note s. 311</ref> og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette<ref name="Skalk 2003"/>: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg<ref name="Chr 251">Christensen (1977), s. 251</ref>), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår. Borgene er aldrig blevet istandsatte eller fornyede<ref name="RoSi 391">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 391</ref>. Få år efter opførelsen af borgene, i 983, indtraf et kombineret slavisk og dansk oprør mod det tyske overherredømme<ref name="RoSi 398f">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 398f</ref>, og Danmark slap øjensynligt ud af sit afhængighedsforhold, hvorved borgene mistede deres egentlige formål, at være forsvarsanlæg mod et fornyet tysk (eller norsk) angreb.<ref name="RoSi 407">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 407</ref>, men det er muligt, at borgene også kortvarigt har været i brug under Sven Tveskæg. I så fald har det ikke været længe: Sven påbegyndte snart, i 990-erne, de angreb på England, der skulle føre til landets erobring og etablering af Danelagen i 1013.<ref name="RoSi 409">Roesdahl og Sindbæk (2014), s. 409</ref> Hvorom alting er, forblev trelleborge en kortvarig parentes i bebyggelseshistorien.<ref name="Ro 153">Roesdahl (2012), s. 153</ref> De viser derved på deres egen måde, at den forhistoriske bebyggelse var et spejl af sin samtid og det samfund, de eksisterede i, økonomisk, socialt og politisk. == Noter == {{Reflist|3}} == Litteratur == *M. Aaman Sørensen, J. Jeppesen og H. J. Madsen: "Lisbjergkirkens forgænger" (''Skalk'' 1995 Nr. 3, s. 6-10) *Christian Adamsen: "Tagdækning" (''Skalk'' 2002 Nr. 6; s. 11-12) *Christian Adamsen: "På den anden side" (''Skalk'' 2004 Nr. 5; s. 20-28) *Erling Albrechtsen: "Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn" (''Kuml'' 1970; s. 123-144) *Harald Andersen: "Cirkelborg" (''Skalk'' 1989 Nr. 6; s. 25-26) *Harald Andersen: "De glemte borge" (''Skalk'' 1992 Nr. 1; s. 19-30) *Harald Andersen: "Krøniken om Lejrekongerne" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 20-28) *H. Helmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (''Skalk'' 1985 Nr. 2; s. 18-27) *Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 11-16) *Steen Wulf Andersen: "Bautasten og kæmpehegn" (''Skalk'' 2009 Nr. 1; s. 11-17) *Steen Wulf Andersen, Mads D. Jessen, Mads K. Holst: "Jagten på kongens gård" (''Skalk'' 2011 Nr. 1; s. 9-11) *Morten Axboe: "Året 536" (''Skalk'' 2001 Nr. 4; s. 28-32) *Morten Axboe: "Brakteatstudier" (''Nordiske Fortidsminder'', Serie B, Bind 25; Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 2007; ISBN 978-87-87483-80-7) *Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnedsbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 *Peter Birkedahl, Erik Johansen: "Nikolajbjerget" (''Skalk'' 1993 Nr. 1; s. 3-8) *Linda Boye: "Glas i mund" (''Skalk'' 2002 Nr. 5; s. 5-9) *Bodil Bundgaard Rasmussen: "Romerrigets soldater og den romerske hær" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 148-164) *G. Burenhult, (red.): ''Arkeologi i Norden: del 1. Natur & Kultur''. Stockholm 1999, ISBN 91-27-07345-9 *Elisabeth Barfod Carlsen: "Fremgangsmåden" (''Skalk'' 1998 Nr. 3; s. 8-10) *Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund'', København 1969 (2. udgave, 1977) *Jonas Christensen, Nanna Holm, Maja Kildetoft Schultz, Søren Michael Sindbæk: "Den femte ringborg" (''Skalk'' 2017 Nr. 2; s. 18-25) *Kjeld Christensen: "Kanhave-kanalen" (i: Hanne H. Hansen og Bent Aaby (red.): ''Stavns Fjord - et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø''; Nationalmuseet, København 1995; ISBN 87-8938-409-1; s. 99-117) *Per Mohr Christensen og Steen Wulf Andersen: "Kongeligt?" (''Skalk'' 2008 Nr. 1; s. 3-10) *Per Mohr Christensen: "Erritsø" (''Skalk'' 2009 Nr. 4; s. 9-15) *Tom Christensen: "Lejrehallen" (''Skalk'' 1987 Nr. 3; s. 3-9) *Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (''Skalk'' 1996 Nr. 5; s. 5-10) *Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (''Skalk'' 2008 Nr. 6; s. 18-24) *Folmer Christiansen: "Jelling. Bebyggelse fra jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 1999; s. 181-226) *Torben Trier Christiansen: "Detektorfund og bebyggelse. Det østlige Limfjordsområde i yngre jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 2008; s. 101-138) * W. Dansgaard og N. Gundestrup: "GISP" (''Naturens Verden'' 1981, ISBN 87-7496-742-8; s. 215-224) *Torben Egebjerg Hansen: "En landsby fra guldhornenes tid" (''Vejle Amts Årbog'' 1982; s. 47-62) *Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Klyngelandsbyen" (''Skalk'' 1998 Nr. 4; s. 10-14) *Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Vendehøj - landsby og gravplads" (''Kulturhistorisk Museums skrifter 1''); Jysk Arkæologisk Selskab, Højbjerg 2000; ISBN 87-7288-587-4) *Palle Eriksen og Torben Egebjerg: "Vikingetidens vandmøller" (''Skalk'' 2018 Nr. 1; s. 17-19) *Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Fjenders mén" (''Skalk'' 2002 Nr. 3; s. 6-9) *Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Den vestjyske borg" (''Skalk'' 2005 Nr. 1; s. 5-10) *Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Giftetanker" (''Skalk'' 1976 Nr. 5; s. 18-26) *Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Skørtejægere" (''Skalk'' 1977 Nr. 4; s. 3-6) *Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (''Skalk'' 2017 Nr. 3; s. 15-27) *Christian Fischer: "Døden og mosen" (''Skalk'' 1980 Nr. 4; s. 18-26) *Karl-Erik Frandsen: afsnittet "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie II: 1536-1810''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209) *P. V. Glob: "De dødes lange huse" (''Skalk'' 1975 Nr. 6; s. 10-14) *Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147) *H. V. Gregersen: "Den danske kongemagt ved vikingetidens begyndelse" (''Sønderjyske Årbøger'', s. 5-19) *Ulla Lund Hansen og Helge Nielsen: "Himlingøje" (''Skalk'' 1977 nr. 6; s. 3-10) *Ulla Lund Hansen: "Himlingøje - Seeland - Europa. Überregionale Betrachtungen" (i: Ulla Lund Hansen (red.): Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Keiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen" (''Nordiske Fortidsminder'', Serie B, Band 13); Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 1995; ISBN 87-87483-29-7; s. 385-416) *Ulla Lund Hansen: "Våbenofferfundene gennem 150 år - forskning og tolkninger" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 84-89) *Astrid Schou Hansen: "Centralpladser i romersk jernalder" (''Kuml'' 2003; s. 179-209) *Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr." (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3) *Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder''; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202) *Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (''Bol og By'' 1990; s. 7-49) *Lone Hvass: "Ørved og Ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelser" (i: Helsingør Kommunes Museer: ''Årbog 1998''; Helsingør 1999; ISSN 0108-0393; s. 7-28) *Steen Hvass: "Overblik" (''Skalk'' 1976 nr 1, s. 4-10) *Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (''Skalk'' 1984 nr 3, s. 20-30) *Steen Hvass: "Trældiget" (''Vejle Amts Årbog'' 1984, s. 89-107) *Jørgen Ilkjær: "Danske krigsbytteofringer" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 44-64) *Johs. Iversen: "Naturens Udvikling siden sidste Istid" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Mejer (red.): ''Danmarks Natur'', bind 1: Landskabernes Opståen; Politikens Forlag 1967; s. 345-445) *Simon James: ''Kelternes Verden''; London 1993; ISBN 87-555-1297-6 *Jørgen Jensen: ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 1''; København 1988; ISBN *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr.''; København 2001; ISBN 87-00-49038-5 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Bronzealder 2.000-500 f.Kr.''; København 2002; ISBN 87-02-00331-7 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Ældre jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr.''; København 2003; ISBN 87-02-00332-5 *Jørgen Jensen: ''Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og Vikingetid 400 e.Kr.-1050 e.Kr.''; København 2004; ISBN 87-02-00333-3 *Ruth Helkiær Jensen og Kr. M. Jensen: "Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding - en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugsssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (i: ''Geografisk Tidsskrift'' 1979; s. 61-99) *Xenia Pauli Jensen: "Vimosefundet" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 224-238) *Xenia Pauli Jensen: "Friend or Foe - Alliances and Power Structures in Southern Scandinavia during the Roman Age" (''Lund Archaeological Review'' 2011, s. 35-47) *Theis Z.T. Jensen: "De forsvundne jæger-samlere" (''Skalk'' 2021 Nr. 6, s. 3-7) *Jens Jeppesen og Hans Jørgen Madsen: "Skeigården" (''Skalk'' 1989 Nr. 5, s. 3-8) *Jens Jeppesen: "Lisbjerggården" (''Skalk'' 2004 Nr. 2, s. 5-10) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (''Skalk'' 1980 Nr. 2, s. 10-15) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (''Fynske Studier XI'', Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3) *Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (''Skalk'' 1981 Nr. 6, s. 4-9) *Axel Degn Johansson: "Sporløse hytter" (''Skalk'' 2011 Nr. 5; s. 3-6) *Vibeke Juul Pedersen: "Stormandspryd" (''Skalk'' 2006 Nr. 2; s. 5-11) *Anne Nørgård Jørgensen: "Kriger og hird i germansk jernalder" (i: ''Nationalmuseets Arbejdsmark'' 1996; ISBN 87-7468-410-8; s. 84-98) *Anne Nørgård Jørgensen: "Befæstning og kontrol af færdsel til lands og til vands i førromersk og romersk jernalder" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 194-209) *Anne Nørgård Jørgensen: "Mission Impossible. The Ejsbøl Army. Organisation, Attack and Defeat" ''(Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig''; Sachsensymposium Haderslev 2010; s. 297-316) *Lars Jørgensen, Lisbeth Pedersen: "Vikingerne ved søen" (''Skalk'' 1999 Nr. 1; s. 5-11) *Lars Jørgensen, Palle Østergaard Sørensen: "Den gådefulde sø" (''Skalk'' 1995 Nr. 6, s. 5-10) *Lars Jørgensen: "Gudme-Lundeborg on Funen as a model for northern Europe?" (i: O. Grimm og A. Pesch (red.): ''The Gudme/Gudheim phenomenon: papers presented at a workshop organized by the Centre for Baltic and Scandinavian Archaeology (ZBSA) Schleswig, April 26th and 27th, 2010'', ''Schriften des Archäologischen Landesmuseums'', bd. 10; 2010; s. 77-90) *Ole Thirup Kastholm: "Danmarks bronzealderbåde i nordisk og europæisk lys" (Skalk 2017 Nr. 2; s. 9-15) *Flemming Kaul og Bjarne Henning Nielsen: "Fjendtlig jernalder" (Skalk 1981 Nr. 5; s. 9-13) *Flemming Kaul: "Brudsølv" (''Skalk'' 1990 Nr. 3; s. 7-12) *Flemming Kaul: "I Østen stiger solen op" (''Skalk'' 1999 Nr. 5; s. 20-30) *Flemming Kaul: "Solsymbolet" (''Skalk'' 2000 Nr. 6; s. 28-31) *Flemming Kaul: "Helligtegnet" (''Skalk'' 2002 Nr. 1; s. 5-11) *Flemming Kaul: "Åndeligt opbrud" (''Skalk'' 2003 Nr. 6; s. 20-27) *Flemming Kaul: "Figurkedler" (''Skalk'' 2006 Nr. 4; s. 5-8) *Flemming Kaul: "Ideer på vandring" (''Skalk'' 2014 Nr. 3; s. 14-23) *Flemming Kaul: "Lurens forløber" (''Skalk'' 2015 Nr. 5; s. 14-17) *Hans Kjær: [http://runeberg.org/salmonsen/2/3/0729.html "boplads" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind III, s. 729)] *Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (''Kuml'' 2015, s. 99-127) *Eva Koch: "Vingede husdyr" (''Skalk'' 2000 Nr. 3, s. 20-29) *Eva Koch: "Plantemad" (''Skalk'' 2003 Nr. 2, s. 20-29) *Niels Henrik Konstantin-Hansen: "Migration i førromersk jernalder" (''Kuml'' 2005, s. 9-38) *Poul Krabbe og Kristian Krabbe: "Vest for Valhal", ''Skalk'' 1995 nr. 6, s. 11-15 *Aivar Kriiska, Andres Tvauri: ''Eesti muinasaeg''; Avita 2002; ISBN 9986-2-0694-0 *Anne Mette Kristiansen og Trine Fristed Jensen: "Kronehalsring" (''Skalk'' 2005 Nr. 3; s. 6-11) *Kristian Kristiansen: "Kampen om bronzen" (''Skalk'' 1983 Nr. 5, s. 18-25) *Kristian Kristiansen: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder'', Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5; s. 11-107 og 186-201) *Kristian Kristiansen og Morten E. Allentoft: "Gjerrild-graven - nyt fra dansk enkeltgravskultur" (''Skalk'' 2021 Nr. 4, s. 3-7) *Lars Agersnap Larsen: "Muldfjældsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (''Kuml''; s. 165-196) *Lars Larsson: "Skateholm" (''Skalk'' 1986 Nr. 4, s. 21-30) *Torsten Lemm: "Auf der Suche nach dem Hof des königlichen Statthalters - Ergebnisse systematischer Detektorbegehungen in Husby, Kreis Schleswig-Flensburg" (i: ''Schriften des museums für Archäologie Schloss Gottorf''; Band 12; Schleswig 2018; ISBN 978-3-86935-339-5; s. 49-65) *Karin Levinsen: "Jernets introduktion i Danmark" (''Kuml'' 1982-83; s. 153-168) *Bodil Lewis: "Overbygård og Nørre Fjand. En analyse af nogle jernalderlandsbyers tilloggender og økonomi" (''Kuml'' 1985; s. 123-163) *Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (''Skalk'' 2018 Nr. 3; s. 9-15) *Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 *Agneta Lundström: "Helgö - Mälarbyen" (i: ''Skalks Gæstebog 85''; Wormanium, Højbjerg 1985; ISBN 87-8516-088-1; s. 7-12) *Orla Madsen: "Pragtvåben" (''Skalk'' 1997 Nr. 2; s. 5-9) *Jes Martens: "Haus und Hof in southern Scandinavia during the Roman period" (''Haus und Hof im östlichen Germanien''; Berlin 1998; ISBN 3-7749-2795-2; s. 247-2460) *Jes Martens: "Die vorrömische Eisenzeit in Südskandinavien. Probleme und Perspektiven" (''Prähistorische Zeitschrift'' 71. Band; 1996; heft 2; s. 217-243) *Jes Martens: "A magnate's farm at Borremose?" (''Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet'' 33; Wilhelmshaven 2010; s. 181-195) *Jes Martens: "Jastorf and Jutland" (''Das Jastorf-Konzept und die vorrömische Eisenzeit im nördlichen Mitteleuropa''; Archaologisches Museum Hamburg 2014; s. 245-266) *Karsten Kjer Michaelsen, Per O. Thomsen: "Fynsk guldalder" (''Skalk'' 1993 Nr. 6, s. 3-8) *Dorthe Kaldal Mikkelsen: "To ryttergrave fra ældre romersk jernalder - den ene med tilhørende bebyggelse" (''Kuml'' 1988-89; s. 143-199) *Poul Mikkelsen og Lis Helles Olesen: "Vendeldiget" (''Kuml'' 1995-96; s. 135-146) *Erik Moltke: ''Runerne i Danmark og deres oprindelse''; København 1976; ISBN 87-553-0426-5 * Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (''Bol og By'' 1990; s. 90-118) *Hans Neumann: ''Olgerdiget - et bidrag til Danmarks tidligste historie''; Haderslev 1982 *Bjarne Henning Nielsen, Jens-Henrik Bech: "Tilbehør" (''Skalk'' 2001 Nr. 6, s. 5-11) *Karen-Hanne Nielsen: "Ti slags garn" (''Skalk'' 1980 Nr. 5, s. 12-15) *Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (''Kuml'' 2015; s. 99-127) *Viggo Nielsen: "Agerlandets Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 8: Agerlandet; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1267-7; s. 9-34 *Torben Nilsson: "Stentinget. En indlandsbebyggelse med handel og håndværk fra yngre jernalder og vikingetid" (''Kuml'' 1990, s. 119-132) *Torben Nilsson: "Stentinget" (''KSkalk'' 1992 Nr. 4, s. 3-9) *Ulf Näsman: "Borgenes ø" (''Skalk'' 1981 Nr. 1; s. 18-27) *Ulf Näsman: "Danerne og det danske kongeriges opkomst. Om forskningsprogrammet "Fra Stamme til Stat i Danmark"" (''Kuml'' 2006, s. 205-237) *Heide Wrobel Nørgaard: "Bronzealderens mesterstøbere" (''Skalk'' 2016 nr. 4; s. 18-22) *Bent Odgaard: "Hedebønder" (''Skalk'' 1981 Nr. 2; s. 8-11) *Mette Brosolat Ohlsen: "Stednavne med endelsen -lev og grave med romersk import fra yngre romersk jernalder" (i: ''Glimt fra en anden verden''; Københavns Universitet 2009; ISBN 87-89500-11-3; s. 39-49) *Anne-Louise Haack Olsen: "Husdyrhold"(''Skalk'' 2002 Nr. 4; s. 5-10) *Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', Bind 1: I begyndelsen. Fra de ældste tider til ca. år 200 f.Kr. (ved Jørgen Jensen); København 1988; ISBN 87-89068-00-9 *Peter Pentz: "Første romerbrev?" (''Skalk'' 2015 nr. 4; s. 6-11) *Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109''; 1987) *Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 207-416) *Kirsten Prangsgaard: "Gravens møbel" (''Skalk'' 1996 Nr. 4; s. 5-10) *Klavs Randsborg: "Kobberalder" (''Skalk'' 1980 Nr. 5, s. 9-11) *Klavs Randsborg: "Danish estates and manors from the Bronze Age to the Renaissance" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; Det Kgl. Oldnordiske Selskab, København 2011; ISBN 978-87483-22-3; s. 17-29) *Mads Ravn: "Angelsakserne i England" (''Skalk'' 2018 nr. 5; s. 12-19) *Mads Ravn og Christian Juel: "Stormandsgården ved Erritsø" (''Skalk'' 2018 Nr. 2; s. 7-15) *Michael P. Richards, T. Douglas Price and Eva Koch: "Mesolithic and Neolithic Subsistence in Denmark: New Stable Isotope Data" (''Current Anthropology'' Volume 44, Number 2, April 2003; s. 288-295) *Flemming Rieck og Jørgen Holm: "Gammel-Ældre-Ældst" (''Skalk'' Nr. 1, 1983, s. 3ff) *Else Roesdahl: ''Vikingernes verden''; 8. udgave 1. oplag; Slovenia 2012; ISBN 978-87-02-10882-8 *Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "Introduction" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): ''Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress''; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 11-16) *Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "The purpose of the fortress" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): ''Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress''; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 383-414) *Sven Rosborn: "Harald Blåtands släkt i gammalt sagomaterial. Forsök till en sammanställning" (manuskript 2019) *Sven Rosborn: "Skandinavien under sen vikingatid" (manuskript 2020) *Mads Runge, Jesper Hansen, Line Borre Lundø: "Nonnebakken" (''Skalk'' 2016 Nr. 6; s. 3-9) *Gudmund Schütte: "Det ptolemäiske Danmarkskort" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 23 (1915); s. 9-20) *A. Segerberg: "Bälinge mossar: Kustbor i Uppland under yngre stenåldern", ''Aun 26''. Instituionen för arkeologi och antik historia, Uppsala universitet. Uppsala 1999, ISBN 91-506-1385-5 *Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondebruget til Sydskandinavien?" (''Fornvännen'' 2003; s. 1-12) *Niels V. Skak-Nielsen: "The neolithisation of south Scandinavia. An addendum." (''Fornvännen'' 2003; s. 121-123) *Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondestenalderen til Danmark?" (''Fortid og Nutid'' 2004; s. 46-54) *O. Stilborg: "Neolitikum i: Lindahl, A., Olausson, D. Och Carlie, A.: ''Keramik i Sydsverige: Monographs on Ceramics 1.'' Keramiska forskningslaboratoriet. Lund 2002, ISBN 91-973057-1-5 *Birger Storgaard: "Kosmopolitiske aristokrater" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 106-125) *Josef Svennung: "De nordiska folknamnen hos Jordanes" (''Fornvännen'' 1964; s. 65-102) *Lasse Sørensen, Sabine Karg: "The expansion of agrarian societies towards the north - new evidence for agriculture during the Mesolithic/Neolithic transition in Southern Scandinavia" (''Journal of Archaeological Science'' 51 (2014); s. 98-114) *Palle Ø. Sørensen: "Hal på hal" (''Skalk'' 1993 nr. 6; s. 9-12) *Søren A. Sørensen: "Hytte ved sø", ''Skalk'' nr. 3, 1988, s. 25ff *Morten Søvsø: "Et udsnit af en landsby fra omkring 500 e.Kr. udgravet i St. Darum ved Ribe" (''By, marsk og geest'' 22; Haderslev 2010; ISBN 978-87-89827-07-0; s. 5-20) *Kamilla Fiedler Terkildsen: "Yngre jernalders eliteresidenser i Jylland" (''Kuml'' 2018; s. 171-211) *Kamilla Fiedler Terkildsen (med bidrag af Marianne Høyem Andreasen): "Kærgård ved Daugbjerg. Bebyggelse med værkstedsområde fra yngre jernalder" (''Kuml'' 2014; s. 65-105) *Sven Thorsen: "Lollands virker" (''Skalk'' 1993 Nr. 2; s. 3-7) *Sven Thorsen: "Den tredje folkeborg" (''Skalk'' 2001 Nr. 5; s. 5-8) *Jeanette Varberg: "Krigsfangernes skæbne" (''Skalk'' 2016 Nr. 3; s. 3-8) *Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (''AncientFields.dk'' 28-02-2006) *Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (''Bol og By'' 2003; s. 133-187) *Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (''Kulm'' 2005; s. 187-224) *S. Welinder: "Neoliticum- bronsålder 3900-500 f.Kr." i: Welinder, S., Pedersen, E. A. & Widgren, M., Det Svenska Jordbrukets historia, Jordbrukets första femtusen år. Natur och Kultur/LTs förlag. Stockholm 1998, ISBN 91-27-34892-X *Frauke Witte: "Porten i Danevirke"", i ''Skalk'' 2017 nr. 1, s. 3-9 *Lisbeth Wincentz: "Afvigere", i ''Skalk'' 1982 nr. 5, s. 10-14 [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] a7ik7n25fn4j72o9vjcmr2907co1g4n