Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.1 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 7362 41675 41674 2026-05-10T06:57:08Z Sven Halfdan Nielsen 3898 omflyttet afsnit 41675 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket før 1208 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Maneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang" med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds. Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-niåishtim været dødelig. Nuskal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. === Jødernes hjemvenden === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition er yngre. Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: The Origin of Judaism * Yonatan Adler: Between Yahwism and Judaism * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 7yilu5oc5885ijxti313l3vbgen5yhz 41676 41675 2026-05-10T07:23:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 41676 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket før 1208 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Maneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang" med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds. Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-niåishtim været dødelig. Nuskal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. === Jødernes hjemvenden === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition er yngre. Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem. Problemet ved en tekstanalyse af Tanakh er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: The Origin of Judaism * Yonatan Adler: Between Yahwism and Judaism * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 8pvtije7f51s86phtn2gwudzeo21bzl 41677 41676 2026-05-10T10:09:18Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 41677 wikitext text/x-wiki === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket før 1208 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Maneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang" med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds. Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-niåishtim været dødelig. Nuskal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. === Jødernes hjemvenden === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition er yngre. Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem. Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: The Origin of Judaism * Yonatan Adler: Between Yahwism and Judaism * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 3lk7nbe8sxseuqh7ltn4thg3zbil4ej