Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.48.0-wmf.1 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 6367 42856 30938 2026-11-03T11:47:21Z Jcb 8204 42856 wikitext text/x-wiki Ved '''fritidsbebyggelse''' forstås bebyggelse til beboelses- og overnatningsformål for en kortere tid, enten bestemte årstider (især enten sommer eller vinter) dels for de enkelte familier, dels samlet for flere familier. == Former == Man har gennem tiderne skelnet mellem ulige slags fritidsbebyggelse: # landsteder, # landliggervillaer, # sommerhuse, # campingpladser, # feriehuse, # badehoteller, # feriehoteller, # vandlande. Skillelinjen mellem disse er til dels vilkårlig og afspejler dels et tidsmæssigt udviklingsforløb, dels forandringer i størrelse og udformning. == Historie == Indtil 2. verdenskrig havde fritidsbebyggelsen form af [[landsted]]er, [[landligger]]villaer og [[badehotel]]ler. === Feriebyer === Ved ferieloven [[1938]] blev blandt andet lovfastsat, at alle arbejdere skulle have ret til to ugers (12 dages) ferie med løn. Samme år i oktober oprettedes andelsselskabet [[Dansk Folkeferie]]<ref name=gaarmand32>Gaardmand, s. 32</ref>. Dansk Folke-Ferie tog fat på at skabe mulighed for, at almindelige lønmodtagere fik lejlighed til at leje en feriebolig under ferien. I sommeren [[1939]] kunne Danmarks første ferieby, [[Fourfeld]] ved [[Esbjerg]], tages i brug. [[1942]] inviedes en ferieby ved [[Marielyst]] bestående af 56 feriehytter af træ fordelt i en plantage ud mod [[Østersøen]] ved [[Nykøbing Falster]]<ref>Gaardmand, s. 33</ref>. === Sommerhuse === Endnu omkring [[1950]] fandtes der i hele Danmark omkring 40-50.000 sommerhuse<ref name=gaarmand32 />. Mellem 1950 og [[1975]] voksede antallet til henved 150.000 sommerhuse svarende til, at 7-8% af husstandene i Danmark havde eget sommerhus. Denne sommerhusbebyggelse skete fortrinsvis langs de mest tiltrækkende badestrækninger og medførte, at disse blev fyldt op (og ødelagte) af sommerhusbebyggelsen. For at modvirke yderligere ødelæggelser af naturskønne fritidsområder begyndte man at opføre såkaldte feriecentre, der omfattede et begrænset antal udlejningssommerhuse bygget efter en i forvejen fastlagt plan og under hensyn til forskånelse af landskabets sårbare dele. Sådanne feriecentre var: Rødhus Klit (opført 1961-62), Vigsø (opført 1970) og Løjt (opført 1973)<ref>Gaardmand, s. 160</ref>. === Ferievaner === I [[1966]] viste en undersøgelse ved [[Socialforskningsinstituttet]] over fritidsvanerne i Danmark<ref>Landsplansekretariatet, s. 57</ref>, at et representativt udvalg af befolkningen i [[1963]]-64 havde tilbragt deres ferie således (nogle angav flere ferieformer): :Ferie i Danmark – 69,2%, hvoraf: ::hjemme eller hos familie – 40,1% ::i eget sommerhus – 6,4% ::i lejet sommerhus – 4,6% ::på campingplads – 3,6% ::bil-, cykel- eller vandretur – 7,8% ::hotel og pensionat – 2,1% ::anden ferie – 4,6% :Ferie i udlandet – 14,6% :Ingen ferie – 31,0% === Problemer ved fritidsbebyggelse === I den redegørelse for planlægningen af arealanvendelsen, som [[Landsplansekretarietet]] offentliggjorde i [[1974]]<ref>Landsplansekretariatet, s. 56</ref>, påpegedes en række alvorlige problemer ved den fortsatte uhæmmede fremvækst af fritidsbebyggelse. Allerede i [[1965]] havde en undersøgelse af kystområderne på [[Sjælland]] og [[Møn]] lavet af Landsplanudvalgets sekretariat vist, at private udstykninger havde blokeret adgangen til tiltrækkende [[strand]]e. Især pegedes på, at de tætbebyggede sommerhusområder kun sjældent gav mulighed for tilkørsel og parkering ved stranden for fremmede og derved forhindrede brugen af bademulighederne for andre end sommerhusejerne. Yderligere pegedes på, at kun omkring 1.200 km af den samlede kyststrækning på 7.500 km kunne anses for egnet til intensiv rekreativ udnyttelse, 2.000 km var mindre egnet og resten ansås for uegnet hertil. Man sluttede derfor, at de endnu ubebyggede kystrækninger, der var velegnede til friluftsliv, burde friholdes for bebyggelse. I begyndelsen af [[1970'erne]] fandt [[miljøminister]]en og [[Folketinget]], at der var planlagt områder til opførsel af yderligere 80.000 sommerhuse, idet der skønsmæssigt opførtes 7-8.000 om året. Yderligere blev det fastslået, at der var planer om store [[feriehotel]]ler og [[vandland]]e med plads til mere end 12.000 sengepladser (pr. januar 1977). Ved et politisk forlig i august [[1977]] blev der derfor sat yderligere midler af til støtte for feriebyer, og i [[1978]] blev der reelt indført et stop for yderligere sommerhus- og feriehotelbyggerier<ref>Gaardmand, s. 254-258</ref>. == Noter == {{Reflist|2}} == Litteratur == * ''Arealplanlægning – status og problemstillinger''; Landsplansekretariatet 1974; {{ISBN|87-503-1684-2}} * [[Arne Gaardmand]]: ''Dansk Byplanlægning 1938-1992''; København: [[Arkitektens Forlag]] 1993; {{ISBN|87-7407-132-7}} == Eksterne henvisninger == * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0073-PDF/gto_0073_70926.pdf Grethe Thiesen: "Ændringer i markudnyttelsen ved Blåvand" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 73; 1974)] [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 5lcocgq3qp0gaxyinllgci0uxp223dx 0 6379 42850 39844 2026-11-03T10:31:16Z Jcb 8204 42850 wikitext text/x-wiki [[File:Nordahl_Grove_-_Kystparti_fra_Humlebæk_-_1870.png|thumb|450px|Nordahl Grove: ''Kystparti fra Humlebæk.'' Maleri fra 1870.]] Ved fiskerlejer forstås i almindelighed helårsbebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fiskeri fra bebyggelser ved den åbne strand<ref>Ordbog over det danske sprog: ''(Moth. F192. VSO.). ( Fiske-. Holb.DH.I.616. Fiskeleierne (1834: Fiskerleierne). Mall.SgH. 48. HCAnd.Breve.I.9). bebyggelse ved stranden, hvis indbyggere lever af fiskeri (jf. Johs Steenstr. (HistTidsskr.7R.VI.146ff.))''</ref> (modsat [[Fiskeribyer i Danmark|fiskeribyer]], der har en havn). Det har været nævnt, at et fiskerleje bør omfatte mindst 3 fiskerhuse for at adskille sig fra spredt enkeltbebyggelse.<ref>Mortensøn (1996), s. 241</ref> Siden begyndelsen af middelalderen har landalmuen drevet fiskeri som binæring: i indlandet fiskede man i søer og åer, og i kystnære egne søgte man ud til kysten i fiskesæsonen for at supplere fødegrundlaget med fisk; i egne uden sådanne muligheder kunne man i stedet i fiskesæsonen søge til Skånemarkedet eller et andet af de fiskemarkeder, der forekom (Albuen på Lolland, Limfjordsfiskeriet), og her for et kortere tid deltage i fiskeri og handel. Mens fiskeri i ferske vande dårligt satte sig spor i bebyggelsen, forholdt det sig anderledes med fiskeri i havet. Længe var de danske kyststrækninger uden nævneværdig kystbebyggelse, men efter Den sorte Død begyndte befolkningen i stigende grad at bosætte sig ved kysterne og på de mindre, hidtil ubeboede øer. Dermed var muligheden for en næringsmæssig specialisering i fiskeri tilstede, og det var uundgåeligt, at nogle indbyggere sådanne steder udviklede sig til egentlige fuldtidsfiskere. Denne udvikling blev fremmet af, at selve fiskemængden i senmiddelalderen synes at have nået et højdepunkt. Enkelte steder udviklede sig så meget, at de - trods den ret ensidige levevis - kunne ophøjes til købstæder, mens andre udviklede sig til fiskerlejer. Fiskerlejerne opretholdt - trods skiftende konjunkturer - deres livsform og næringsgrundlag frem til industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet, hvor nye næringsmuligheder efterhånden trængte fiskeriets betydning tilbage. Enkelte steder udviklede sig til industrielle fiskeribyer, og der fremkom endda nye fiskeribyer langs den jyske vestkyst. === <big>Fiskerne</big> === Fiskeriets betydning i familiehusholdningen kan opdeles i:<br/> - dem, der ''ikke'' driver fiskeri overhovedet,<br/> - ''lystfiskere'', for hvem fiskeri er en fritidssyssel, og hvor den eventuelle fangst bruges i egen husholdning,<br/> - ''bierhvervsfiskere'', for hvem fiskeri er ikke er en hovednæringsvej, men hvor (en del af) fangsten sælges og dermed udgør et indkomsttilskud [deltidsfiskere gruppe A],<br/> - ''sæsonfiskere'', for hvem fiskeri ikke er en helårssyssel men alene udøves en del af året (nemlig i fiskesæsonen) og da udgør hovedindkomstkilden [deltidsfiskere gruppe B],<br/> - ''fuldtidsfiskere'', for hvem fiskeri udgør hovednæringsvejen hele året.<br/> Geografisk kunne man skelne mellem fiskere i købstæder<ref>Stoklund (2000), s. 86-88</ref>, fiskere i tilknytning til godser<ref>Stoklund (2000), s. 88-93</ref> og fiskere i landdistrikterne.<ref>Stoklund (2000), s. 93-107</ref> Det indbyrdes forhold mellem disse livsformer har skiftet gennem tiderne med de skiftende vilkår, som fiskerinæringen har været underkastet. På lignende måde har de bebyggelser, hvorfra fiskeriet har været drevet, igennem tiden skiftet karakter: ikke sjældent har fuldtidsfiskere haft husflid og/eller varefragt og krejleri som biindkomst og – når fiskeriet svigtede – søgt at modvirke indkomsttabet ved – for en tid – at gøre binæringernes betydning større.<ref>Berg et al., s. 164-165 og 173-181</ref><ref>Den argumentation, som Bjarne Stoklund anfører herimod og bruger som begrundelse for, at bønderne selv forestod bondeseglationen, jvf. Stoklund (2000), s. 107-115, er ikke overbevisende</ref> Det er således ikke ganske ubegrundet, når sammentællingsskemaet om næringsveje ved folketællingen 1845 indeholdt et punkt om "''De, som have deres Næring af Søen''". === <big>Fiskeriets forudsætninger</big> === Som fiskeriets forudsætninger kan peges på fire forhold: farvandenes beskaffenhed (det vil sige deres dybde, temperaturer, saltholdighed, bundforhold og strømforhold), fiskenes levevis, udsving i fiskenes trivsel samt fiskeriets redskaber og fiskerimetoder. === Farvandenes beskaffenhed === Danmark er et ørige. Intetsteds er der mere end omkring 52 km til havet.<ref name="AS 11">Schou (1969), s. 11</ref> De danske farvande udviser en righoldighed med hensyn til fysisk beskaffenhed og giver dermed også fiskene en mangfoldighed af levevilkår. Farvandene er indbyrdes forbundne og forhold i et farvand påvirker derfor også forholdene i andre farvande i større eller mindre grad. ==== Østersøen ==== Østersøen betegner navnet på et aflukket farvand, hvor hele vandudvekslingen må ske gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund. I Østersøen udmunder talrige større og mindre floder, og disse tilfører store mængder fersk vand årligt, som Østersøen altså skal slippe af med ved en nettoafvanding. I praksis sker det imidlertid ved, at der årligt tilføres store mængder salt vand via Skagerrak, Kattegat, Sundet og Bælterne, men afleveres endnu større mængder blandet (brak) vand via de samme farvande den modsatte vej. Denne vandudveksling sikrer, at Østersøen bevarer sin saltholdighed til trods for tilførslerne af de store mængder ferskvand. Farvandet omkring Bornholm har yderst uens dybdeforhold: mod sydvest overstiger dybderne langt ud ikke 20-30 meter og er ofte mindre. Her ligger den brede Rønne Banke. Mod sydøst, øst, nordøst og nord når dybden imidlertid kort fra kysten allerede over 60 meter, kendt som Bornholm Bækken, bortset fra et mindre område mod nordøst, hvor tre grunde, der ret beset er dele af en oversvømmet granithorst, danner lavere dybder, og stedvist viser sig sig som klippeøer i form af Ertholmene, og netop i disse områder er gode fiskefarvande. ==== Øresund ==== Øresund er det østligste af de tre farvande, der forbinder Kattegat med Østersøen. Dybdeforholdene er meget uens både set fra nord til syd og set fra øst til vest. Dybden er størst, ca. 25 m, i den nordlige del af Sundet. Dybder over 20 m - stedvis 40 m nordøst for Hven - strækker sig som en ret smal rende øst om øen Hven, der ligger midt i farvandet og deler dette i to, og denne rende strækker sig så langt som syd for Landskrona. På østsiden hæver bunden sig hurtigt opad mod kysten, men mod vest er forløbet betydeligt langsommere, idet en bred rende på over 10 meters dybde går sydover og forgrener sig i to: en bredere rende mod øst og en smallere, blind rende mod vest. Fra 10 meters dybden ind til kysten på Sjællandssiden er et ret bredt område, der underinddeles i et antal flade grunde områder: Disken beliggende syd for Kronborg pynt, hvis grundeste sted er 7 1/4 m dyb, Nivå Flak, der strækker sig omkring 3 km ud fra land ved Nivå med dybder på mindre end 6 m, Lous Flak, der begynder ud for Rungsted og strækker sig i 2-5 km langs kysten til Skodsborg, med dybder på 7 1/2-9 1/2 m, stedvis dog med dybere render, Taarbæk Rev, der strækker sig indtil 4 km ud fra kysten ved Taarbæk og på hvis østlige spids af revet ligger en stenrøse på 4,7 m dybde, samt Stubben, et grundt område med vanddybder på 3-5 m beliggende umiddelbart nord for hovedindløbet til København. Ud for København udgør Drogden og Flinterenden samt Kongedybet de dybeste render. I den sydlige del af Sundet ligger øerne Amager og Saltholm. Det grunde farvand mellem Amager og Sjælland hedder Kalveboder. Amagers øst- og sydside er omgivet af et bredt flak, hvis nordlige del kaldes Revshalen. Ud for Kastrup strækker Nordre Røse sig 2 km ud fra kysten og syd for Dragør ligger Søndre Røse og Dragør Sandrev. Saltholm er omgivet af et bredt flak, der strækker sig langt mod nord. Den sydligste del udgøres af Køge Bugt, og herfra tiltager dybden atter sydover til Østersøen.<ref name="Salmonsen 587">Salmonsens Konversionsleksikon, bind XXII (1927), opslag "Sundet" (s. 587-588)</ref> Østersøen får tilført 470 km³ vand fra floder hver år, dette betyder, at en tilsvarende vandmængde skal afstrømme herfra gennem Sundet og Bælterne. Beregninger har vist, at 100 km³ vand passerer gennem Øresund. Strømmålinger viser, at der i 23 m dybde er sydgående strøm 76% af tiden, mens der ved overfladen kun er sydgående strøm 35% af tiden.<ref name="FH 39">Hermann (1969), s. 39</ref> Det er beregnet, at der samlet er en årlig sydgående strømføring på omkring 350 km³ vand men en nordgående strømføring på omkring 450 km³ vand. Udskiftningen er væsentlig hurtigere i de øvre vandlag end ned mod bunden. Dette indebærer også, at man her finder den største saltholdighed, idet en saltrig bundstrøm fører vandet ind i Sundet fra de dybe render i Kattegat.<ref name="FH 41">Hermann (1969), s. 41</ref> I den sydlige del af Sundet påvirkes saltholdigheden meget af det mere ferske vand fra Østersøen.<ref name="FH 42">Hermann (1969), s. 42</ref> Bunden er meget forskelligartet, men overordnet er de lavvandede områder er domineret af sandbund og de dybere områder af store mængder af silt og ler. Stedvis findes stenrev, muslingebanker og blotlagt grundfjeld. Visse steder i Køge Bugt findes områder præget af af undergrundens kalk. De ret lavvandede områder mellem København og Malmø har udgjort gydepladser for en særlig sildestamme, Øresundssilden, om efteråret, og denne årlige gydevirksomhed var baggrunden for middelalderens sildefiskeri. Fra renæssancen og senere var det imidlertid især ål men også torsk, kuller, hvilling, flynder og skrubbe, der blev fanget. ==== Storebælt ==== Storebælt udgør det midterste af de tre farvande, der forbinder Kattegat og Østersøen. Det er et relativt bredt farvand og det har derfor stor betydning for vandudvekslingen. Bundforholdene er varierede og prægede af, at der er tale om et oversvømmet morænelandskab bestående af randmorænelignende buede rækker af grunde. Af største betydning er dog en ret smal nord-sydgående rende, der forløber fra Schultz Grund ved Grenå til Langelands sydspids, hvor den forgrener sig henholdsvis i vestlig retning mod Flensborg Fjord og Lillebælt og i østlig retning i Vinds Grav til udmunding i Lübecker Bækkenet i omkring 25 meters dybde. På begge sider af den dybere rende aftager dybden ind mod kysterne af henholdsvis Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland, og her findes bredere og smallere havflader, hvor havdybden er indtil 10 meter. ==== Lillebælt ==== Lillebælt er et ret smalt farvand og det vestligste af de tre farvande, der forbinder Kattegat med Østersøen. Dybdeforholdene er meget afvekslende: fra nord sker en kraftig indsnævring af bæltet samtidig med, at det bliver dybere. På sit smalleste sted har det næsten karakter af en bred flod men samtidig slynger det sig betydeligt. Enkelte steder er dybden betydelig: Marens Hul er op til 81 m dybt. Bunden består her overvejende af plastisk ler og stedvis ler blandet med lidt sand. Længere mod syd bliver bæltet atter bredere, og dybden aftager til 10-20 meter. Mere sydligt indsnævrer det igen i form af en bueformet række af grunde og øer som Årø og Bågø. Lillebælt har historisk været kendt for sin fangst af marsvin. Som egentligt fiskefarvand har det været af ringe betydning. ==== Kattegat ==== Kattegat betegner det farvand som mod øst og nord afgrænses af den skandinaviske halvø, mod vest af Jylland og mod syd af de danske øer. Dette farvand er i hovedsagen opdelt i to delområder: den østlige del med vanddybder på over 20 meter og den vestlige del med lavere vanddybder. Øerne Læsø og Anholt markerer grænsen mellem de to dele. Bundforholdene er betingede af strømmenes og bølgernes indflydelse: jo stærkere strøm, desto større partikler kan vandet føre med sig. Det betyder, at ved stor strøm vil alle løse partikler blive ført med af strømmen og efterlade bunden hård og bar. I områder med svagere strøm vil sand og grus blive efterladt tilbage på bunden, og hvor strømmen er mindst vil der ske en blanding af sand og finkornet mudder. Langs den norske kyst forekommer en stærk vestgående strøm af overfladevand fra Kattegat, mens en mindre stærk strøm ved den jyske kyst løber mod øst. Takket være den ret dybe Norske Rende består den indad gående strøm overvejende af atlantisk bundvand, hvorimod overfladevandet højere oppe er opblandet med baltisk vand. Strømmen er stærkest i de dybere, østlige dele af Kattegat, og den fremherskende strøm er i sydlig retning og medførende koldt og salt vand fra Vesterhavet og Skagerrak, som når helt frem til den nordlige del af Storebælt og Øresund. Højere oppe i vandlaget vil strømmen overvejende være nordgående og medføre blandet brakvand fra Østersøen. Omkring grænsen for de to fremherskende strømretninger kan der ske en blanding af bund- og overfladevand, hvilket er af betydning for vandets iltning. Sammenblandingen er størst, når temperaturen i de to vandlag er omtrent den samme, men sammenblandingen modvirkes i nogen grad af forskellene i saltholdighed, og resultatet er, især i den østlige dybere rende, dannelse af adskilte springlag. I den sydlige del af Kattegat er bundforholdene yderst varierende med lavninger, højere grunde og ret dybe strømførende løb, hvilket danner komplicerede bundforhold mod sydvest ned mod Lillebælt og Storebælt. Strømforholdene gør, at i den nordlige del af områderne, ved Skagerrak, bliver havbunden næsten bar, fri for mindre partikler, og ellers har den karakter af en næringsrig sandslette. Øst for Skagen og sydover, hvor strømmen er stærkest i mellem 3 og 10 meters dybde, vil den hårde bund have partier med sand, grus og renvasket undergrund. Sådanne forhold forekommer i hele området fra Læsø i nord til Anholt og Djursland mod syd. Lignende forhold optræder langs den nordsjællandske kyst samt langs Hallands kyst på den Skandinaviske Halvø. Takket være en vedvarende gennemrodning af muslinger og fladfisk bliver vandet gennemiltet. I slammet lever bakterier og andre mikroskopiske organismer, men i de øverste få millimeter er slammet helt iltfrit, og her lever svovlbakterier, som virker ved nedbrydningen af det organiske materiale, som synker ned på bunden. Kattegats mangfoldige dybde-, strøm- og bundforhold gør, at det er levested for et stort antal fiskearter. Bestemte fisk foretrækker bestemte forhold, så fiskeriet må tilpasses efter hvilke arter, der fiskes. Bestemte stammer af sild foretrækker at gyde langs den engelske kyst men har ellers sit foretrukne fødeområde i Kattegat og Skagerrak og foretager derfor stadige vandringer frem og tilbage. Udsving i makrellens vandringer fra vinterophold i de nordlige dele af Vesterhavet ved Skotland til sommerophold i Sundet, Bælthavet og Østersøen følger mængden af indstrømmende koldt og salt bundvand om foråret således, at stor indstrømning af dette vand fremmer stor indvandring, mens lille indstrømning betyder lille indvandring, men til gengæld større indvandring i de sydlige dele af Vesterhavet vest for Vadehavet. Også tun foretager vandringer fra Sydeuropas kyster nord over og ind i Skagerrak og Kattegat og endda videre ned i Sundet og Bælterne. ==== Limfjorden ==== Limfjorden betegner et aflukket farvand, hvor vandudvekslingen altovervejende er sket med Kattegat mod øst. Farvandet består af to dele, en smallere østlig del og en bredere vestlig del, med vidt forskellige forhold og vilkår. Løgstør Grunde beliggende omtrent midt i Limfjorden havde afgørende indflydelse på fiskenes levevis og dermed fiskeriet: Grundene betød, at sild ikke havde ynglepladser vest for Løgstør på grund af den lave saltholdighed. Det medførte, at især Nibe Bredning blev et hovedsted for sildefiskeri, og at det var her, at der udviklede sig en række først midlertidige fiskepladser og senere faste fiskerlejer som Nibe, Sebbersund og Klitgårde.<ref name="PE 572">Enemark (1981), sp. 572</ref> For Limfjorden gælder dog det samme som for Vesterhavet: omfattende dele af fiskeriet var sæsonbetonet og blev udført af bønder og husmænd fra baglandet, der søgte ud til fjordkysten i fiskesæsonen som en binæring ved siden af deres landbrug og håndværk. I Limfjordens østlige, smalle del varierede saltindholdet fra 24 til 8 helt frem til Nibe bredning som følge af storm fra nordvest henholdsvis sydvest, idet også Kattegat havde et saltindhold på 24 promille, men under normal flod og ebbe var variationen dog mindre.<ref name="HR 1968 27">Rasmussen (1968), s. 27</ref> Bredden af fjorden varierede fra omkring 350 til 555 meter, og den havde en blød bund bestående af mudder og tang, på begge sider med flak af sand, eventuelt blandet med mudder, slik eller ler, med en ringe vanddybde. Kysterne var her lave, idet landet først begyndte at hæve sig 2-3 km fra kysten, fraset området øst for Ålborg, hvor høje bakker nåede ud til kysten.<ref name="HR 1968 28">Rasmussen (1968), s. 28</ref> Ved Egholm nær Ålborg danner fjorden et sund og udvider sig med stedlige sejlrender og dyb, der i ældre tid spillede en rolle for fragtskibsfarten, idet købmænd fra Ålborg her ejede pakhuse.<ref name="HR 1968 28"/> Mellem Nørredyb og Gøl fandtes et sandflak, der tid- og stedvis var kendetegnet ved stenbestrøning.<ref name="HR 1968 28"/> Mellem Nørholm og Klitgårde lå en stor bredning bestående af udstrakte grunde<ref name="HR 1968 28"/> med en overvejende blød bund med langt græs og af vekslende dybde. Det var på disse grunde, at fiskeriet med bundgarn blev drevet gennem århundreder.<ref name="HR 1968 29">Rasmussen (1968), s. 29</ref> I den sydlige del af Nibe bredning dannede Sebbersund en overgang til en række små fjorde med brakvand og med omfattende rusefiskeri.<ref name="HR 1968 28"/> I den vestlige del af Limfjorden var forholdene ganske anderledes. Normalt lå saltholdingheden helt nede omkring 6 promille og havde nærmest karakter af brakvand. Den lave saltholdighed indebar tillige, at store deleaf fjorden ofte var isdækket.<ref name="HR 1968 27"/> Fjorden er her kendetegnet ved de udstrakte bredninger, der er indbyrdes forbundne med kortere eller længere sunde samt dybt indskårne fjorde og vejler, og ved en ringere udstrækning af sandflakker.<ref name="HR 1968 30">Rasmussen (1968), s. 30</ref> Bunden i bredningerne er næsten overalt blød og består af mudder og dødtang, hvorimod de lavvandede dele nær kysterne består af sand eller grus.<ref name="HR 1968 30"/> Nord for Løgstør og Livø bredning lå oprindeligt et udstrakt fladvand, der senere blev inddæmmet og delvist udtørret.<ref name="HR 1968 30"/> Andre dele af Limfjorden her bestod af sammensatte forhold med vejler, bredninger, bugte og vige. Bunden er overvejende blød og består af mudder og dødtang.<ref name="HR 1968 31">Rasmussen (1968), s. 31</ref> Disse forhold gav mulighed for et sammensat fiskeliv og dermed muligheder for et alsidigt sammensat fiskeri.<ref name="HR 1968 32">Rasmussen (1968), s. 32</ref> Om forholdene må dog nævnes, at den vestlige del af Limfjorden var udsat for indtrængen af saltvand fra Vesterhavet, såkaldte "havrendinger", der både ødelagde landbruget og således gjorde indbyggerne afhængige af fiskeri som livsgrundlag<ref name="HR 1968 24">Rasmussen (1968), s. 24</ref>, men også påvirkede fiskebestandens størrelse og sammensætning.<ref name="HR 1968 25">Rasmussen (1968), s. 25</ref> Sådanne oversvømmelser er forekommet flere gange i historisk tid.<ref name="HR 1968 25"/> ==== Skagerrak ==== Skagerrak angiver farvandet mellem Vesterhavet (Nordsøen) og Kattegat. Som grænser regnes en linje fra Hanstholm til Lindesnes vest for Mandal samt fra Skagen til Marstrand, men i begge tilfælde er grænsen noget arbitrær. Mest markant er de store forskelle i dybdeforhold: mod nord nær den norsk kyst ligger Norske Rende, der overvejende er over 200 m dyb med en største dybde på omtrent 725 meter, mens den sydlige halvdel ned mod den jyske nordvestkyst har mindre dybder, der aftager ujævnt ind mod kysten: grænsen for 100 meters dybde ligger omtrent 50 km fra kysten. De særegne forhold har stor betydning for strømforholdene i dette farvand: fra Atlanterhavet trænger vand med 35 promille saltholdighed uhindret ind til Thys nordvestkyst og skaber mulighed for et rigt fiskeliv og dermed fiskeri. Saltholdigheden aftager øst over til 30 promille ved Skagen, idet næsten ufortyndet saltvand som en bundstrøm i Norske Rende trænger ind i Kattegat fra vest, mens overfladevand opblandet med baltisk brakvand strømmer mod vest fra Kattegat. Det er denne vedvarende vandudveksling, der danner forudsætning for den lignende vandudveksling, der foregår i Kattegat. Vandstrømmene sikrer, at der til stadighed sker en opblanding af bund- og overfladevand og dermed for vedvarende iltning af de store vandmasser. Skagerrak er det farvand, hvorigennem der til stadighed sker en vandring af de fiskearter, som skiftevis besøger og forlader de indre danske farvande samt Østersøen. Til sådanne arter hører ål, torsk, sild, makrel og flere andre. ==== Vesterhavet ==== Vesterhavet betegner den østlige kystnære del af Nordsøen, farvandet mellem de britiske øer mod vest, den skandinaviske halvø mod nordøst, Jylland mod øst og de nordvestlige kyststrækninger af det mellemeuropæiske fastlandsområde mod syd. Mellem disse landeafgrænsninger ligger farvande, der forbinder havet med omgivende have og farvande: Den Engelske Kanal mod sydvest, Atlanterhavet mod nordvest og Skagerrak mod nordøst. Forholdene er sammensatte og påvirkes af ulige forhold. Dybdeforholdene er stærkt varierende: nord for en mod nord buet linie fra midten af Skagerrak til Firth of Moray er dybden mellem 100 og 200 m, bortset fra Norske Rende ved den norske kyst, en dyb rende af indtil 500 meters dybde. Omtrent midt mellem Skotland og Stavanger ligger Fladen Grund som en banke på 100-150 meters dybde.<ref name="BL 15"/> Syd or denne linie er dybden mindre, men meget uregelmæssig. Mellem bankerne skal nævnes: Jyske Rev, der syd for Hanstholm strækker sig 100 km ud fra den jyske kyst med dybder mellem 20 og 40 m; vestligere ligger Lille Fiskerbanke og Store Fiskerbanke med 51 m vand<ref name="BL 15">Larsen (1969), s. 15</ref>, syd herfor ligger Hvide Banke<ref name="BL 15"/>, og ud for Aberdeen strækker sig, indtil 150 km ud fra kysten, Long Fortids med dybder indtil 80 m. Sydligere ligger i midten af Nordsøen den store, fiskerige Dogger Banke, hvis mindste dybde er omtrent 13 m<ref name="BL 14">Larsen (1969), s. 14</ref>, og syd for denne er dybden mindre end 40 m, når undtages flere stejldybe render, de såkaldte "pits" med dybder på indtil 100 m, samt Dybe Rende, der skarpt begrænset fører parallelt med den engelske kyst mellem grundene Galloper og Hinder til Kanalen. Disse "pits" er rige fiskepladser, til hvilke fiskene trækker sig tilbage i strenge vintre, og hvor fiskerne kan gøre rig fangst især af tunge. Længst mod syd, ud for den hollandske kyst, ligger Brune Banke.<ref name="BL 15"/> I Hoofden ligger et stort antal sandbanker og rev. Langs kysterne af England, Belgien og den sydlige del af Holland løber banker og rev parallelle med kystretningen og skilles fra hverandre ved render. De farlige grunde, der ligger længst fra land, er Leman og Ower Banker, der i en afstand af 45-60 km fra den engelske kyst og med kun 2 meters vanddybde, hvor denne er mindst.<ref name="Salmonsen 31">Salmonsens Konversionsleksikon, bind XVIII (1924), opslag "Nordsøen" (s. 31-32)</ref> Langs Jyllands vestkyst er dybden i Vesterhavet indtil en afstand af omkring 100 km mindre end 40 m, men landgrunde og revler når dog ikke 1 km fra land, bortset fra Horns Rev der strækker sig omtrent 40 km vest over fra Blåvands Huk og består af en række grunde.<ref name="Salmonsen 31"/><ref name="BL 15"/> Vandets temperatur og saltholdighed er meget uregelmæssig fordelt, såvel vandret som lodret fra overfladen til bunden. Ligeledes er svingningerne i løbet af året betydelige. Vandets temperatur er højere end luftens men følger dennes svingninger, især i farvandets midterste del. Vind og lufttemperatur er væsentlig bestemmende for vandets bevægelse og temperatur lige til bunden.<ref name="Salmonsen 31"/> Saltholdigheden er ikke underkastet så store svingninger som temperaturen og henviser derfor sikrere på vandets herkomst fra Atlanterhavet. Det tungeste, mest salte vand findes i farvandets nordlige, dybe del. Saltholdigheden er her 3,56-3,52 %. I den midterste del er saltholdigheden 3,52-3,48 %, og syd for Dogger Banke atter noget større.<ref name="Salmonsen 31"/> Af stor betydning for forholdene i farvandet er de svingninger i høj- og lavvande, som indtræder dagligt med 12 timers mellemrum, og som kan forstærkes under indtryk af storme. Tidevandet spreder sig omtrent som en bølge, der først rammer farvandet mellem Norge og Orkneyøerne, dernæst fortsætter ned langs den engelske østkyst, herfra øst over langs den hollandske kyst og endelig nord over langs vadehavskysten og den jyske vestkyst. Særlige forhold gør sig gældende i Den engelske Kanal, hvor to tidevandsbølger mødes.<ref name="FH 35">Hermann (1969), s. 35</ref> Højdeforskellen mellem lavvande og højvande varierer fra 0,25 m sydvest for den norske kyst til 7 m ved den engelske kyst; i Vadehavet er den 1-3 m<ref name="FH 35"/>, men ved storm kan vindstuvning bevirke langt større udsving: ved Højer er den højeste vandstand målt til 4,36 m over daglig vande<ref name="FH 37">Hermann (1969), s. 37</ref>, men det er beregnet, at vandstanden under stormen i 1634 nåede 5,8 m over daglig vande.<ref name="FH 36">Hermann (1969), s. 36</ref> Havet er overordentlig rigt på fisk, ikke mindst på de store fiskebanker. I førindustriel tid var befolkningen i Vestjylland imidlertid henvist til kun at udnytte fiskerigdommen nær kysten, hvorimod fiskere fra Holland og Nordvesttyskland tidligt begyndte at udvikle fiskefartøjer, der tillod dem at fiske også fjernere fra land. === Fiskearterne og deres levevis === De danske farvandes mangfoldige forhold har skabt mulighed for en endnu større mangfoldighed af fiskearter, som kan leve og trives i disse farvande. En opgørelse har vist, at op til omkring 190 fiskearter kan forekomme i danske farvande, og heraf kan de 106 regnes for "hjemmehørende" her, det vil sige, at de lever en overvejende del af deres liv netop i danske farvande, og at langt de fleste af dem tillige yngler i danske farvande.<ref name="EP 220"/> Enkelte arter, som ålen, yngler i fremmede farvande men opholder sig regelmæssigt hvert år i danske farvande og kan derfor anses for "sæsonfisk".<ref name="EP 220">Poulsen (1968), s. 220</ref> De 79 arter, som kun sjældnere optræder i danske farvande, har deres egentlige hjemsteder i fremmede farvande. 26 arter har deres naturlige hjemsteder i nordligere og koldere farvande, men 53 arter har deres naturlige hjemsteder i sydligere og varmere farvande.<ref name="EP 220"/> En grund til, at fisk fra sydligere farvande er flere end fisk fra nordligere farvande, er, at hovedindstrømningen af vand i danske farvande sker fra sydvest og vest, det vil sige fra Golfstrømmen og dennes forgreninger, samt at fiskerigdommen er større i varmere farvande end i koldere.<ref name="EP 220"/> Fiskene lader sig inddele i to hovedgrupper: bundfisk, der lever på eller nær havbunden, og pelagiske fisk, der lever i "de frie havmasser". Af de fisk, der er hjemmehørende i danske farvande, regnes kun 4 til de pelagiske fiskearter, mens 102 regnes som bundfiskearter.<ref name="EP 220"/> Til gengæld er alle 5 sæsonfiskearter pelagiske.<ref name="EP 220"/> På lignende måde forholder det sig med de fremmede fiskearter: af de 26 fiskearter fra koldere farvande er de 19 pelagiske, og af de 53 fiskearter fra varmere farvande er de 39 pelagiske.<ref name="EP 220"/> Både for sæsonfiskearter og for gæster er det således tilværelsen i de frie vandmasser, der fremmer deres besøg i danske farvande. Ikke alle fisk er lige værdifulde som spisefisk, og nogle egner sig kun meget dårligt eller slet ikke. Traditionelt har det derfor kun været et begrænset antal fiskearter, som der har været drevet fiskeri på. ==== Sild ==== [[File:Olausmagnus scaniamarket.jpg|thumb|350px|Olaus Magnus: Sildefiskeri ved Skåne (1555).]] Sild er udbredt i hele området fra Atlanterhavet via Nordsøen til Østersøen og kan forekomme næsten overalt i brakvandsområder, fjorde, bugter, langs kyster og i de frie vandmasser.<ref name="EP 372">Poulsen (1968), s. 372</ref> Efter deres uens fordeling skelnes mellem sild i Nordsøen, Kattegat, Limfjorden, Øresund og så videre. Hver af disse grupper har deres egen gydetid og gydeplads, hvorfor de enkelte sildestammer ikke blandes indbyrdes.<ref name="EP 374">Poulsen (1968), s. 374</ref> Sild kan opnå uens alder, fra 6-7 år i danske farvande til 15-20 år i Nordatlanten.<ref name="EP 375">Poulsen (1968), s. 375</ref> Silden lever af planktonorganismer som vandlopper, mysider, lyskrebs og lignende.<ref name="EP 375"/> Ungsild trækker fra kystvandene væk fra kysten i takt med, at den vokser. Øresundssilden gyder om efteråret i den mellemste del af Øresund mellem Amager og Skåne og larver og småsild trækker herfra mod Kattegat og mod Østersøen til deres ædepladser. Kattegatsilden gyder derimod ved den engelske østkyst men trækker ind i Kattegat for at æde. Den atlantiske sild har sit gydeområde ved den norske kyst men sit ædeområde øst for Island.<ref name="EP 376">Poulsen (1968), s. 376</ref> Sildebestanden kan imidlertid udvise betydelige svingninger både over kortere årrækker og over længere tidsrum. Som forklaring på udsvingene har været foreslået modsvarende svingninger i tidevandsstrømme i dybere havområder.<ref name="EP 377f">Poulsen (1968), s. 377-378</ref> Sild har altid spillet en hovedrolle i dansk fiskeri. I middelalderen kan Skånemarkedets opkomst i Øresund direkte tilskrives det årlige sildefiskeri. Et fast fiskeri efter sild har gennem tiderne forekommet i Limfjorden, og sild indgik i 1662 som landgilde her især omkring Risgårde Bredning og Nibe Bredning samt ved Limfjordens udmunding i Kattegat, endvidere langs den jyske vestkyst fra Ringkøbing Fjord i syd til Krik Vig i nord, på det nordøstlige Djursland samt omkring Vejle Fjord, Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord.<ref name="KEF 58">Frandsen (1988), s. 58</ref> I nyere tid har røgede sild været en vigtig turistattraktion på Bornholm. ==== Ål ==== [[Fil:Anguilla_anguilla.jpg|thumb|350px|Ål.]] Ål lever i danske farvande som gulål i 8-10 år på lavt vand med ålegræs og lidt dybere vand med mudderbund, men forandres derefter fra gulål til blankål og forlader så de danske farvande for at drage over Atlanterhavet for at gyde i Sargassohavet.<ref name="EP 231">Poulsen (1968), s. 231</ref> Åleynglen foretager så turen tilbage til danske farvande ved at følge Golfstrømmen.<ref name="EP 232">Poulsen (1968), s. 232</ref> Under årene med ophold i danske farvande foretager ålene årstidsvandringer for at undgå alt for koldt vand om vinteren ved at trække fra ålegræsbæltet ud på dybere vand, hvor de overvintrer i en dvaleagtig tilstand nedgravet i bundmudder for at vende tilbage til ålegræsbæltet igen om foråret.<ref name="EP 230">Poulsen (1968), s. 230</ref> Ål har spillet en afgørende rolle som spisefisk flere steder i landet, især omkring Limfjorden, hvor ål udgjorde en del af landgildeafgiften i 1662. Ål var også landgildefisk på det sydlige Djursland, omkring Lillebælt, nær Odense Fjord og i Smålandsfarvandet.<ref name="KEF 59">Frandsen (1988), s. 59</ref> Fra renæssancens begyndelse til ind i 1900-tallet var Øresundskysten inddelt i ålestader, hvilket vidner om fiskeriets betydning her. ==== Makrel ==== Makrel er en rovfisk, der fortrinsvis lever af småfisk som brisling, tobis, silde-, torske- og hvillingyngel og ungfisk samt krebsdyr.<ref name="EP 381">Poulsen (1968), s. 381</ref> Makrellen holder til i den nordvestlige del af Nordsøen og søger herfra ind om foråret (marts-april) først til Skagerrak, senere til Øresund og Bælterne for at yngle. Efter gydningen forbliver den i de indre farvande og kan brede sig helt ind i Østersøen for at søge føde, som regel i mindre stimer. Om efteråret trækker den ud til Nordsøen igen, og den har da sin største størrelse og er derfor mest tiltrækkende som spisefisk på denne tid.<ref name="EP 382">Poulsen (1968), s. 382</ref> Indvandringen er størst, når der sker en stærk indstrømning af koldt og salt bundvand. Hvis denne indstrømning er svag, foretrækker makrellen derimod at søge ind til den jyske vesterhavskyst.<ref name="EP 383">Poulsen (1968), s. 383</ref> ==== Hornfisk ==== Hornfisk er en stimefisk, der foretrækker at opholde sig i de frie vandmasser. Den opholder sig normalt på dybere vand vest for de britiske øer eller i Nordsøen fra Skotland i nord sydover.<ref name="EP 390">Poulsen (1968), s. 390</ref> Om foråret, i marts-april, trækker den ind i Kattegat og danske farvande for at gyde i maj måned. Efter gydningen strejfer den rundt i mindre flokke i de indre farvande og passerer herunder gennem Øresund og Bælterne ind i Østersøen. Om efteråret trækker hornfisken sammen med ynglen tilbage til opholdspladserne i Nordsøen og endda ude i Nordatlanten.<ref name="EP 390"/> Hornfisk har gennem tiderne spillet en vigtig rolle som spisefisk. Den er især blevet fanget under vandringerne gennem Øresund og Bælthavet men fanges også både i Østersøen, i Kattegat og mindre udtalt i Skagerrak. ==== Torsk ==== Torsk forekommer over alt fra Nordsøen til Østersøen i vande med en saltholdighed fra omkring 6 til 34 promille og fra et par meters til omkring 300 meters dybde.<ref name="EP 255">Poulsen (1968), s. 255</ref> Torsken tåler temperaturer fra nær nul grader til 20°C.<ref name="EP 256">Poulsen (1968), s. 256</ref> Torsken foretager omfattende vandringer tværs over Atlanterhavet mellem Canadas og Grønlands kyster via islandske farvande til nordnorske kyster.<ref name="EP 257">Poulsen (1968), s. 257</ref> Forplantningen sker på 30-60 meters dybde ved temperaturer på 4-6°C både i Nordsøen og i Østersøen.<ref name="EP 257"/> Torskeyngelen holder til nær havbunden, om sommeren ofte på lavere vand men fra efteråret på lidt dybere vand.<ref name="EP 258"/> Torsken lever af krabber samt mindre fisk som kutling, sild, tobis og hvilling.<ref name="EP 258">Poulsen (1968), s. 258</ref> Torsken kan udvise store bestandssvingninger.<ref name="EP 259f">Poulsen (1968), s. 259-260</ref> Torsk har spillet en hovedrolle som spisefisk flere steder i landet, således udgjorde torsk en fast del af landgildeafgifterne i 1662 langs den jyske vestkyst fra Skallingen i syd til Nissum Fjord i nord, flere steder i det nordlige Vendsyssel både ved Skagerak og ved Kattegat, på det sydøstlige Djursland, ved Lillebælt og på vestsiden af Storebælt fra Kerteminde Bugt i nord til Langelandsbæltet i syd.<ref name="KEF 60">Frandsen (1988), s. 60</ref> ==== Hvilling ==== Hvilling er en mindre torskefisk, der foretrækker at opholde sig i forskellige bundområder. Den opholder sig overalt fra få meters dybde til op mod 200 meters dybde men er mest forekommende på 40-100 meters dybde.<ref name="EP 275">Poulsen (1968), s. 275</ref> Føden består overvejende af rejer, krabber og mindre fisk som sild, tobis, spærling og kutling.<ref name="EP 275"/> Gydepladserne ligger i Nordsøen, men yngel trænger også ind i Kattegat, hvor den opholder sig i de dybere områder. Når ungfiskene bliver kønsmodne i to års alder, forlader de atter de danske farvande.<ref name="EP 276">Poulsen (1968), s. 276</ref> Som spisefisk har hvilling kun indtaget en beskeden rolle.<ref name="EP 276"/> ==== Flynder ==== Flynder er en samlebetegnelse for alle slags fladfisk: Rødspætte, pighvarre, slethvarre, ising og helleflynder. Historisk har rødspætten været den vigtigste af disse arter. ==== Rødspætte ==== Rødspætte er en fladfisk, der forekommer overalt ved danske kyster fra Nordsøen til Bornholm.<ref name="EP 247">Poulsen (1968), s. 247</ref> Den kan træffes både på lavt vand og på dybere blandet eller blød bund.<ref name="EP 247"/> Gydningen sker fra tidligt forår til sommer, som regel på dybere områder uden for det egentlige sandbundsområde.<ref name="EP 248">Poulsen (1968), s. 248</ref> Yngel og ungfisk lever af småkræ som muslinger og krebsdyr som regel nær kysten, ofte i nor med mudret bund og endda i åmundinger.<ref name="EP 249">Poulsen (1968), s. 249</ref> Om efteråret, når vandet bliver koldere, søger de noget dybere vand, den følgende sommer atter i det lave kystvand, følgende efterår atter på dybere vand, 10-30 meter, som siden er dens foretrukne opholdssted. Voksne rødspætter lever overvejende af mindre muslinger og orme.<ref name="EP 250">Poulsen (1968), s. 250</ref> Man skelner mellem to bestande, en i Vesterhavet og Skagerrak samt en i Bælthavet.<ref name="EP 250"/> Rødspætten har spillet en ret stor rolle som spisefisk.<ref name="EP 247"/> ==== Skrubbe ==== Skrubbe er en fladfisk, der findes næsten overalt i danske farvande medregnet Østersøen og endda i ferskvand. Ungfisken lever på lavt vand, som regel på blødere havbund i nor og vige på åbne steder i plantebæltet.<ref name="EP 262">Poulsen (1968), s. 262</ref> Skrubbe har været fisket i det sydlige Kattegat, i Bælterne og i Østersøen med krog, vod eller garn, men dens betydning som spisefisk har været beskeden.<ref name="EP 263">Poulsen (1968), s. 263</ref> === Udsving i fiskenes trivsel og årsagerne hertil === Svingninger i fiskebestandene er velkendte. Nogle af disse svingninger virker tilfældige, men en række svingninger kan påvises at være regelmæssige og betingede af klimasvingninger. Som følge af små forskydninger i jordens omdrejningsakses retning kan påvises regelmæssige klimasvingninger af uens længde: ca. 26.000 år, 698 år, 116 år, 29-30 år, 9-10 år og 2-5 år.<ref name="Vibe 1982 303f">Vibe (1982), s. 303-304</ref> For fiskebestandene synes den 116-årige svingning af spille en særlig markant rolle.<ref name="Vibe 1982 304">Reelt er den 116-årige periode dog let varierende, fra 107 til 121 år, jvf. Vibe (1982), s. 304</ref> Netop denne svingning markerer skift mellem tider med relativ stærk sommerbevægelse i polarhavets drivis og tider med relativ svag sommerbevægelse i polarhavets drivis. Disse svingninger forplanter sig fra polarhavet til Atlanterhavet og ind i de danske farvande og Østersøen. De viser sig, at tider med store sildestimer, såkaldte sildeperioder, optræder med regelmæssige 116-årige mellemrum i Øresund og Kattegat.<ref name="Vibe 1982 313">Vibe (1982), s. 313</ref> Sådanne sildeperioder er siden middelalderen konstateret 7 gange frem til årtusindskiftet: omkring 1220, 1330, 1450, 1560, 1670, 1780 og 1890, hver gang på det tidspunkt hvor den stærke sommerbevægelse i polarhavets drivis har kulmineret og svinger tilbage mod den svage sommerbevægelse i polarhavets drivis.<ref name="Vibe 1982 316">Vibe (1982), s. 316</ref> Netop dette sted på klimakurven byder øjensynligt sildene de mest fordelagtige vilkår. Man kan tale om en "klima-niche" modsvarende dem, der gør sig gældende som biotoper i landskabet, og fiskebestande følger sådanne klima-nicher med en bund, en opstigning, en top og et nedsving i takt med, at de økologiske vilkår for en art skifter.<ref name="Vibe 1982 319">Vibe (1982), s. 319</ref> Det er således næppe tilfældigt, at mange nordøstsjællandske fiskerlejer ved Øresund og Kattegat første gang kan påvises netop omkring midten af 1500-tallet. Dette tidspunkt er sammenfaldende med en af disse sildeperioder. Regelmæssige svingninger er dog ikke hele forklaringen. For sildens vedkommende er iagttaget, at milde vintre gennem en årrække følges af gode sildeår<ref name="Poulsen 1968 378">Poulsen (1968), s. 378</ref>, og for flere fiskearter kan påvises en sammenhæng mellem stor indstrømning af koldt og salt bundvand om foråret og stor indvandring af fx. makrel<ref name="Poulsen 1968 383">Poulsen (1968), s. 383-384</ref>, kuller<ref name="Poulsen 1968 274">Poulsen (1968), s. 274</ref> og torsk.<ref name="Poulsen 1968 260">Poulsen (1968), s. 260</ref> === Fiskerimetoder === Kendetegnende for det førindustrielle fiskeri var mangfoldighed og opfindsomhed. Det gjaldt om at kunne fange og udnytte flest mulige slags fisk, og dette stillede atter krav om at udvikle et bredt register af både fiskeredskaber og fiskemetoder. I nogle tilfælde kunne dele af dette udstyr være så bekosteligt, at der måtte hentes finansiering udefra, fra købmænd eller andre, og det kunne bringe fiskerne i et vist afhængighedsforhold, men fiskerne forsøgte i videst mulige omfang selv at fremstillede deres redskaber og udstyr. Fleksibiliteten gjaldt også årsrytmen. Karakteristisk var, at fiskeriet efter visse arter havde sæsonpræg. Det måtte finde sted, når de enkelte fiskestimer indfandt sig. I nogle tilfælde betød det, at fiskerne kun var bierhvervsfiskere eller sæsonfiskere, men for fuldtidsfiskere gjaldt det om at udnytte også de fiskemuligheder, der var uden for fiskesæsonerne. Gik det helt galt, kunne fiskere som supplement eller midlertidigt dyrke en mindre jordlod eller tage andet arbejde.<ref>Rasmussen (1975), s. 6</ref> Ofte kunne samme redskaber eller fiskemetoder bruges på forskellige arter, og under alle omstændigheder var der tale om en tilpasning til stedlige forhold. De vigtigste fiskemetoder var garnfiskeri, vodfiskeri, fiskeri med line og krog samt fiskeri med bundgarn og ruse. Mere specielle fiskemetoder var lyster, brejl, glib og kranje.<ref>Lundbæk (1975)</ref> Nogle redskaber blev anvendt ved fiskeri af flere fiskearter, andre redskaber var beregnede på fiskeri af en enkelt fiskeart. Eksempelvis skelnede Jonas Collin i sin beskrivelse af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde ved Kattegats sydøstlige kyst fra 1874 mellem garnfiskeri, der blev drevet efter rødspætter, torsk og kuller, og næringsfiskeri, der blev drevet efter sild og makrel.<ref name="JC 1874 11">Collin (1874), s. 11</ref> Metoder og Redskaber var de samme i forskellige egne, dog tilpassede i udformning og anvendelse de stedlige forhold. De og deres anvendelse var udviklede over flere hundrede år under hensyn til de erfaringer, der var gjort. Forholdene i anden halvdel af 1800-tallet udgjorde derfor afslutningen på en lang udvikling. ==== Garn ==== Et fiskegarn udgøres af et rektangulært net af tråde, ofte af hør,<ref name="BS 2000 32">Stoklund (2000), s. 32</ref> der kunne have to udformninger: det kunne bestå af et netværk af lige store masker, som fisken blev fanget i ved at jage hovedet gennem en maske og blive hængende i gællerne, eller det kunne være et toggergarn og bestå af to netværk, hvoraf det ene var stort og groft, men ind i dette var en tyndere og finere netværk af små masker, og fisken blev her fanget i en netpose.<ref name="BS 2000 89">Stoklund (2000), s. 89</ref> For at holde garnet udspændt i vandet blev fastgjort ''flåd'' på ''oversimen'' eller ''-tellen'' og ''synk'' eller ''sænkesten'' på ''undersimen'' eller ''-tellen''.<ref name="BS 2000 32f">Stoklund (2000), s. 32f</ref> En variant bestod i, at flåddene blev placeret på 1/2-1 m lange reb, kaldet ''hanke'', forbundne med oversimen. Den første type blev kaldt for ''næring'' eller ''nedgarn'', den anden ''manser'' eller ''hankegarn''.<ref name="BS 2000 32"/> Garnene kunne anvendes på to måder: som ''sættegarn'' eller som ''drivgarn''. Sættegarn blev anvendt på ret lavt vand og på steder med begrænset strøm nær ved kysten. De blev forankrede til havbunden ved hjælp af sten eller stenankre, kaldet ''krabber''. Stenankrene bestod af en korsformet konstruktion, hvorpå blev placeret en stor sten, der blev fastholdt ved hjælp af reb i fire retninger nemlig hver sit ben på korset.<ref name="BS 2000 39">Stoklund (2000), s. 39</ref> For at markere garnenes placering, blev de på havets overflade markerede med vager.<ref name="BS 2000 32"/> Sættegarn skulle ''røgtes'' eller tømmes i dagtimerne. Når fisken var taget ud af garnene, blev disse rensede og tørrede, hvilket forudsatte en tørreplads på land.<ref name="BS 2000 33">Stoklund (2000), s. 33</ref> Drivgarn blev derimod anvendt ude på det åbne hav om natten og som regel i områder med stærk strøm. Drivgarnsfiskerne, kaldet vragerne, lod udsætte deres garn med en vager i den ene ende fra en båd. Garnene blev under udsættelsen forbundet således, at de udgjorde et samle net, idet strømforholdene til stadighed holdt det samlede garnnet udstrakt fra båden til vageren. Under udsættelsen kunne ikke blot vager og garn men også selve båden drive med strømmen.<ref name="BS 2000 34">Stoklund (2000), s. 34</ref> Om morgenen blev garnene så hevet ind i båden igen og tømt for deres fangst.<ref name="BS 2000 36">Stoklund (2000), s. 36</ref> Garnfiskeri skete blandt andet i det sydøstlige Kattegat, og i forbindelse hermed findes en skildring af garnet som følger: "''Garnet har en Længde af c. 100 Fv. og en Dybde i Vandet af omtrent 2 Al. Det bindes saa godt som altid i to Stykker, der knyttes sammen med Tællerne. Materialet, der benyttes, er Hørgarn, som spindes paa Stedet. Tællerne ere af Hamp og slagne som Hyssing eller Merling; tidligere slog Fiskerne dem selv med 6 Traade, nu kjøbes de som oftest treslagne, men lige saa tykke som de gamle. Ligesom paa alle andre Garn, der sættes fast, er det nødvendigt, at "Flætællen" er 3-4 Tom. længere end Stentællen for hvert fjerde "Flæ", da Tællerne ellers vilde gaa sammen, naar Strømmen presser haardt paa Garnet.'' ''Maskernes Længde varierer noget. De mindste ere 4 1/2 Tom. ("smaabændte" Garn), andre 4 3/4-5 Tom. ("Mellembindsgarn") og de størst 5 1/2 Tom. ("størbændte" Garn); tidligere bandt man dem undertiden indtil 6 Tom. Dybden af de smaabændte Garn er 23 "Bord" (11 Masker og 1 Halvmaske, det saakaldte "Ombind"), af Mellembindsgarnene 21 Bord (10 Masker og 1 Halvmaske) og af storbændte Garn 20 Bord (9 Masker og 2 Halvmasker). Mellem "Flæerne" (Flaadene) er der 8 løse Masker paa Mellembindsgarnene, 9 paa de smaabændte og 7 paa de storbændte.'' ''Hvert Garn "stenes" med c. 90 Sten, der sidde med Mellemrum af 3 Al. eller lidt derover. Af Flæer findes 4 for hver Sten; de ere altid af Flaadholt, c. 2 Tom. lange, 1/2 Tom. tykke og lige saa brede. Afstanden mellem dem er c. 16 Tom. Den første Sten sættes nøjagtigt under det fjerde Flæ og saa fremdeles for hvert fjerde. Til "Øresten" (den yderste Sten i Garnet, altsaa den, der lægges først paa Truget og gives sidst ud) vælges helst en Sten med Hul igjennem, for at "Øret" (det yderste Stenbaand) kan gjøres desto sikrere fast, ikke med et almindeligt "Stenbaandskast" omkring hele Stenen, men saaledes, at først naar "Bugten" af Øret er stukken gjennem Hullet, gjøres der et Stenbaandskast.'' ''Rødspættegarnene "sættes" paa 6-7 Fv. Vand med Sand- og Græsbund (udenfor "Banken"), sjeldnere paa 10 Fv. med Ler- og Skalbund ("Skalen"); om Foraaret sættes de dog som oftest paa noget lavere Vand, indtil 4 Fv. De roes altid ud og "gives" til Styrbord, de "drages" til sammeSide og lægges ved Dragningen paa Trug; ved Ankomsten til Land tages Fangsten og Stenene af, hvorefter Garnene hænges til Rensning og Tørre paa "Stejlerne", afbarkede Stænger af 4-5 Alens Højde, med korte Grenstumper, der benyttes som Knager til at hænge Stentællen paa. Saasnart en Stejlerække er behængt, "skilles" det udløbne Stykke af Garnet, idet man ved den første Længde af dette begynder fra den Ende, der sidst er ophængt; derefter "klares" Maskerne, Flæerne og Stenbaandene, og Garnet renses for "Møg" (Tang), undertiden, naar der er meget deraf, ved Hjælp af en "Pidsk", en tynd, afbarket, frisk Kvist af 1 1/2-2 Alens Længde. Naar den ene Længde er færdig, hænges den næste ovenpaa den og saa fremdeles. Naar Garnet er tørt, bliver det "taget sammen" og bragt i Hus; der "kløes" det (c: sættes paa den ene Gren af "Kløen") og "hankes" (c: Stenbaandene klares helt). Kløen er en gaffeldelt, afbarket Gren med Haandtag af omtrent et Kvarters Længde og Arme af c. 1 1/2 Alens Længde; medens Grenen endnu er frisk, tvinges Armene sammen ved Spidserne og holdes bundne i denne Stilling, indtil de ere tørre. Naar Garnet er anbragt paa Kløen (hvilket selvfølgelig altid sker langs Flætællen) og hanket, er det færdigt til at "stenes". Steningen foretages i siddende Stilling paa Jorden. Kløen lægges foran Truget, parallelt med dette, og Bosmen lidt til Venstre. Den færste Sten lægges længst til Højre ved den yderste Rand af Trugets Hanke-Ende, den næste indenfor denne o. s. fr.; naar Rækken er fæærdig, lægges den følgende til Venstre og halvt hvilende paa den første, og saaledes videre. Alle Stenene lægges saaledes, at Hankeløkken vender nedad. Naar hele Garnet er stenet, lægges Bosmen med Kløen øverst ovenpaa Truget.'' ''"Bødningen" foretages paa "Flæsiden" samtidigt med, at Garnet kløes, paa "Stensiden" samtidigt med Hankningen. "Bødenaalens" Længde er c. 4 3/4 Tom., dens Brede omtrent 4 Lin.''"<ref name="JC 1874 11ff">Collin (1874), s. 11-13</ref> ==== Næringer ==== Også fiskeri med næringer fandt sted i det sydlige Kattegat, og i forbindelse med beskrivelsen af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde i 1874 er givet følgende skildring: "''Ved "Næringer" forstaaes de Garn, som ere "førte" fast paa "Simerne", saa at Maskerne ikke kunne forskydes, som have tykkere Tæller (de saakaldte "Simer"), større Flæer og Sten, længere Stenbaand og større Dybde end de egentlige Garn.'' ''Sildenæringerne bindes snart af Hørgarn, snart af Bomuldsgarn, og den ene Slags anses ikke for at fiske bedre end den anden. De "kastes op" med 30 Fv. Deres Længde er 18-20 Fv., Dybden omtrent 4 1/2 Al. (120-124 Bord); de fleste have 28 Bord paa 1 Al., og hver Maske er saaledes 1 5/7 Tom.; nogle Sildenæringer holde dog kun 27 Bord pr. Al. "Føremaskerne" (c: de Halvmasker, der sidde nærmest Simerne, og som altsaa svare til "Ombindet" paa Garnene) ere altid af Hamp; indenfor dem findes to Bord af tvundet Hørgarn. Simerne ere 6 Garns Liner med en Omkreds af 3/4 Tom.'' ''Afstanden mellem Stenene er 3 1/2 Al., mellem Flæerne 17 Tom. Flæerne er af Kork (tidligere anvendtes Flaadholt); deres Dimensioner ere gjennemsnitligt 4, 3 og 1 Tom. Stenbaandene have en Længde af c. 16 Tom., saa at Stenene komme til at hænge 7-8 Tom. under Simen.'' ''Ved Næringens Ender forbindes Flæsimen med Stensimen ved en Stikline (en 3-slagen 6-Garns Line), der kaldes "Gøvlen" (c: Gavlen).'' ''De samme Næringer, der sættes fast, bruges ogsaa til at drive med. Stenene, der benyttes til "faste Næringer" have hver en Vægt af c. 2 Pund, til "Drivenæringer" derimod kun omtrent 3/4 Pund.'' ''Til hver Baad bruges fra 12-18 Næringer, hvad enten der drives eller sættes.'' ''Næringerne "lønnes" (c: stenes) altid i Baaden og lægges aldrig paa Trug. Stenene lægges forrest, tværs over Baadens Midte, Flæerne agterud. Nogen bestemt Orden eller Følgerække i Stenenes Lægning iagttages i Reglen ikke, da man, naar Næringen gives ud, følger Simen med Haanden, og Stenene saaledes trækkes ud efter deres Orden. Næringerne roes eller sejles ud og gives altid til Styrbord. Er der kun to Mand i Baaden, gives Stenene af den, der ror Styrbordsaaren, medens den, der giver Flæerne, ror Bagbordsaaren (eller styrer, hvis der sejles).'' ''Ved faste Sildenæringer bruges i Stedet for Stød en Tønde som Vager. De fortøjes ved et Dræg ved den Ende, hvor Tønden er. Ved den modsatte Ende, der gives sidst ud, sænkes de med en "Kulle" og forsynes med et sædvanligt Stød. Paa det Toug, der gaar fra Dræget op til Næringen, sættes lige ved "Flø-Øret" en Korkklump, den saakaldte "Lette", der har Bærekraft nok til at holde Enden af Drægtouget oppe og forhindre dette i at indvikle sig i Næringen.'' ''Ved Drivenæringer sættes kun et almindeligt Stød ved den løse (frie) Ende. For at lette Dragningen og for ikke at slide Redskaberne for stærkt, anbringes paa Styrbordssiden nær ved Stevnen en "Rulle", over hvilken Næringen drages.'' ''Naar Næringerne komme til Land, hænges de til Tørre paa Stejlerne; de faste Næringer skylles dog først ud ved Stranden. Til at "tage dem sammen" (c: tage dem af Stejlerne) udfordres der helst to Personer, en til Flæ-Simen og en til Sten-Simen; naar en Enkelt skal tage dem sammen, maa Flæ-Simen nemlig slæbes hen ad Jorden, hvorved Næringen tilsmudses.'' ''Næringerne kløes ikke; at klare Stenbaandene og de ofte sammenklæbede Masker kaldes ikke, som ved Garnene, at hanke, men at "bosme" Næringerne.'' ''De barkes i Reglen kun, naar de tages frem ved Fiskets Begyndelse, og førend de hænges hen efter dets Ophør. Barkningen bevirker ogsaa, at Garnet tørrer hurtigere. Til faste Næringer anses de ubarkede (lyse) for at være ulige bedre end de barkede, til Drivenæringer foretrækkes derimod de mørke (barkede).'' ''De faste Næringer sættes i Almindelighed paa 14-15 Fv. Vand med Lerbund, som oftest Nord paa, fra Linien Hornbæk-Kullen indtil Nakkehoved; dog er det ikke sjeldent, at de sættes helt ned til Gilbjerg.'' ''Til Fiskeriet med faste Næringer anses "vestlig Vind, blæsende Vejr og Bundflod" for at være bedst; til at drive foretrækkes godt Vejr med "Flod" oven i Vandet.''<ref name="JC 1874 15ff">Collin (1874), s. 15-17</ref> ==== Bundgarn ==== Bundgarn blev anvendt i fjorde og andre indre farvande. Bundgarn og bundgarnsfiskeri kunne have stedlige variationer men var bygget over de samme metoder og redskaber. En skildring af bundgarnsfiskeriet i Humlebæk fra 1875 lyder som følger: "''Bundgarnet bestaaer af to Partier, nemlig "Hovedet" og "Raden". Denne sidste, der fra Hovedet strækker sig ind mod Land, tjener til at stoppe for de Fiske, som ville passere indenfor Hovedet, og til at vise dem ud i dette, hvor de da fanges.'' ''"Raden" er delt i to Partier, nemlig "Flæraden" (eller "Landraden") og "Pæleraden". Flæraden strækker sig fra Landgrunden, hvor der er 1 Fv. Vand med klar Sandbund, og gaaer ud til 2 1/2 Fv. Vand. Her begynder Pæleraden, der gaaer ud til 3 1/2 Fv. Vand, hvor Hovedet staaer. Bundgarnets inderste Ende begynder altsaa sædvanligvis paa 1 Fv. Vand, men vel at mærke fordi det her berører Landgrunden, over hvilken Fiskene kun undtagelsesvis vove sig ind. Finder dette en enkelt Gang Sted, er der altid med rigtigt godt Veir, Varme, Stille og Solskin. I saa Tilfælde forlænges Flæraden undertiden indefter med en Sildenæring.'' ''Flæraden er c. 90 Fv. lang, undertiden lidt kortere. Flæerne sidde paa Overliget med en indbyrdes Afstand af c. 12". De ere af Weimuths-Fyr, 12-18" lange; de inderste, der ikke behøve at have saa stor Bærekraft, ere 2-3" brede og omtrent 1 1/2" tykke; de, der sidde længere ude, hvor Vandet (og altsaa ogsaa Bosmen) er dybere, ere omtrent dobbelt saa tykke, men forresten af samme Dimensioner som de inderste. Mod hver Ende ere Flæerne tilskjærpede horizontalt, og helt ude mod Randen findes omtrent 1" fra hinanden to smaa Huller, gjennem hvilke Bændslet, hvormed Flæen gjøres fast til Overliget, stikkes gjentagne Gange med en Seilnaal. Midt imellem Hullerne findes en lille Længdefure i Flæen, for at Naalen kan komme tværs under Bændslet, naar der skal fæstes Ende.'' ''Overliget paa Flæraden er ikke tykkere end "Underliget". Til begge anvendes en rundslaaet 9-Garns (sjeldnere en 12-Garns) Line. Saavel til dette som til alt det øvrige Linegods benyttes Hamp.'' ''"Kullerne" (Stenene) paa Flæradens Underlig sidde 2 1/2 Fv. fra hverandre og ere temmelig store. De veie mellem 1 1/2 og 2 Lpd. Stk., de største yderst, og anbringes hver i en c. 9" lang Strop af 9-Garns Line ("Stenstroppen"), som med et Stenbaandskast er fastgjort til Underliget. Flæradens Kuller tages af hvergang Garnet bringes iland. "Bosmen" i Flæraden er delt i to Stykker; det inderste af disse er 40 Masker dubt, det yderste 50-56 Masker. Størrelsen af disse er ens over hele Raden, nemlig knap 4", naar de strækkes. Flæradens inderste Ende fortøies kun med en Kulle paa 2-3 Lpd.'s Vægt, der fastgjøres til Underliget paa samme Maade som de øvrige Kuller.'' ''"Pæleraden", der forbinder Flæraden med Hovedet, har en Længde paa 144 Fv. Den indeholder 36 Pæle med 4 Fv. mellem hver. Pælene i Raden ere 12-18 Al. lange, altid af Bøg og skovede specielt til dette Brug. De koste c. 2 Rd. Stk. Gjennemsnitstykkelsen er mindst 6"; de sværeste og længste sættes yderst, de "kleinere" inderst. Pælene rammes ikke ned i Bunden, men sættes med den tykke, tilspidsede Ende nedad og holdes i Stilling ved Hjælp af Krabber. Ved Garnets eller Radens Vægt og Tougenes "Tvingsel" holdes Pælene fra at slippe op. Hvor der er blødere Bund, kunne de endog trykke sig henimod en Alen ned, saa at det kan have sin Vanskelighed at faae dem op igjen; paa Grus- eller Sandbund trykkes de sjeldent over 6-7" ned i Bunden. Pælene maa ikke være for tørre, ialtfald ikke i Rodenden, da de saa blive for lette og derved vanskeligere at faae ned. Af samme Grund kunne Garnpæle ikke benyttes.'' ''Krabberne ere saa store og tunge, at en Mand netop kan slæbe af med en af dem. Krabbekjæppene kaldes her "Krabbestilke". De surres med 1 1/2 Favn 9-Garns Line (i Regelen et ældre Toug), det saakaldte "Krabbebind". De andre Dele benævnes som sædvanligt "Krabbehorn", "Krabbekryds" o. s. v.'' ''"Krabbetougene", med hvilke Pælene fortøies til Krabberne, ere 9-Garns Liner, hver paa 18 Fv.'s Længde, og fastgjøres til Pælene c. 2 Alen over Vandfladen. Til hver Pæl lægges to Krabber ud, nemlig 1 i Nord og 1 i Syd (lodret paa Raden). Men desuden lægges for hver 8de Pæl 3 "Stoppekrabber" ("Støttekrabber"), nemlig 1 skraat udad og 2 skraat indad, de to sidste hver paa sin Side af Raden; den Stoppekrabbe, der lægges skraat udad, anbringes afvexlende paa den nordre og søndre Side af Raden, saaledes at naar f. Ex. den 8de Pæl har 1 Krabbe mod Nord og 1 mod Syd samt 1 Støttekrabbe mod N. V., saa faaer den 16de Pæl, foruden den nordre og søndre Krabbe, 1 Støttekrabbe mod S. V., 1 mod S. Ø. og 1 mod N. V. Disse Extra-Krabber lægges altsaa altid ud "1 i Øster og 2 i Vester" som det hedder.'' ''..Raden bindes af Merling ("Radegarn"). Der benyttes hertil uheglet Hamp.'' ''Til Bundgarnets andet Parti "Hovedet" bruges 19 Pæle, af hvilke den, der staaer nærmest ved Raden i Linie med Radpælene og paa en Maade kan betragtes som en Fortsættelse af disse, kaldes "Mundpælen"; dens Afstand fra Krydspælen er 4 Fv. 12 Fv. ret ud for Mundpælen, ved Bundgarnets yderste Spids, staaer den store saakaldte "Baghæl"; til hver Side af Mundpælen og i en Afstand af 6 Fv. fra denne sættes endvidere en Pæl, den saakaldte "Søndre-Krog" og "Nordre-Krog", og endelig findes 6 "Bovpæle", nemlig tre paa hver Side, henholdsvis mellem Baghælen og Søndre-Krog og mellem Baghælen og Nordre-Krog, dog ikke i Linien mellem Baghælen og hver af Krogene, men et Stykke udenfor denne. Afstanden mellem Baghælen og hver af Krogene er c. 13 Fv., mellem hver af Bovpælene omtrent 3 1/2 Fv., mellem Krogen og den første Bovpæl og mellem Baghælen og sidste Bovpæl ligeledes 3 1/2 Fv.'' ''..Garnet bindes af heglet Hamp; til Raden benyttes - som allerede anført - uheglet. Tykkelsen af det Garn, der bruges til Vidbunden, er lidt finere end ved Raden, hvor der anvendes Merling; til Tættebunden, Stemmelet og Skiltet tages endnu finere "Stemmelsgarn". Det Linegods, der staaer over Vandet, tjæres kun een Gang, nemlig naar det skal sættes ud første Gang; derimod tjæres alt det øvrige Linegods, Raden og Garnet een Gang om Aaret, i Juni Maaned, kort efter St. Hansdag. Sidst i Mai eller først i Juni tages Bundgarnet i Land med Pæle, Krabber og alt Tilbehør. Det bliver da paa Land i en Maaneds Tid, dels fordi det er den daarligste Fisketid, dels for Tjæringens Skyld. Naar denne skal gaae for sig, skjæres alle Ligene fra Hovedet, Stenene tages af Underliget, og Stemmelet, Skiltet, Tættebunden og Vidbunden skilles fra hverandre. Raden tjæres med Ligene paa, men skilles dog ad i sine 7 Stykker, der hver have sine egne Lige. Underligets Stene aftages, og det Hele kjøres i fem Vognlæs til Tjærepladsen. Tjæringen foregaaer ved Hjælp af et Spil. Kjedelen rummer c. 1 Td. Tjære, og der medgaaer ialt 5 Tdr. gul ("blank") Tjære, (til 14-17 Rd. pr. Td.), der skal være næsten kogende, naar den bruges. Tjæringen tilendebringes i Løbet af een Dag.'' ''Naar Garnet igjen skal "redes færdigt" (c: føres paa Ligene, syes sammen og forsynes med Stene), reises det paa Land ganske som i Søen, men naturligvis paa andre, kortere Pæle, der rammes lidt ned i Jorden og ikke forsynes med Krabber. Raden spændes dog ikke paa Pæle, men lægges fladt paa Jorden. Med dette Arbeide ere 4 Mand beskjæftigede i c. 8 Dage.'' ''Hver 14de Dag om Sommeren - om Foraaret og Efteraaret hver 4de Uge - tages Garnet ind, men Pæle og Krabber bliver staaende. Det hænges da til Tørre paa svære Steiler og bliver, naar Veiret er godt, kun hængende en Dags Tid. I regnfuldt og fugtigt Veir maa det undertiden hænge 4-5 Dage; thi det maa være aldeles tørt, førend det paany sættes ud. Mangel paa Heste og Vogne forsinker ogsaa stundom Udsættelsen.'' ''..Med Undtagelse af de Tider, i hvilke Bundgarnet tages i Land for at tjæres eller tørres, staaer det ude fra Marts til Slutningen af Oktober eller Begyndelsen af November. Kun i meget milde, isfrie Vintre sættes det undertiden ud sidst i Februar. Naar det om Efteraaret er taget ind tilligemed Krabber og Pæle og er blevet fuldstændigt tørt, lægges det paa Loftet hos de forskjellige Fiskere, der have Del i det. Hverken Pæleradens eller Hovedets Stene aftages, naar Garnet lægges op. Til at sætte Bundgarnet og tage det i Land bruges i Regelen 3 Baade.'' ''Til et Bundgarn som det her beskrevne medgaaer der omtrent 150 Lpd. Hamp, nemlig 10 Lpd. til hvert af Radens 7 Stkr., c. 15 Lpd. til Hovedet, c. 40 Lpd. til Krabbetouge og mindst 20 Lp. til det øvrige Linegods. Prisen for Hamp er 3-3 1/2 Rd. pr. Lpd.; Arbeidsløn for Spinding og Binding er nu for Hovedets Vedkommende 5 Rd. (tidligere betydeligt mindre) pr. Lpd., for Radens Vedkommende kun 17 Mk., nemlig 8 Mk. fir at spinde, og 9 Mk. for at binde.'' ''"Røgtningen" foretages under almindelige Forhold med een Baad. Der roes ud langs Radens nordlige Side, gjennem Munden og ind over selve Garnet, hvorpaa Stevnen lægges Sønder efter. Overrebet lægges nu tvers over Baaden mellem de midterste Aaretolde, og en Mand maa ved Hjælp af dette Reb holde Styr paa Baaden, saa at denne ikke driver for Vinden. Paa hver Side af Munden sidder et Toug, som fra Overliget (paa hvilket det er fastgjort med et par Halvstik) gaaer ned til en Strop i Underliget og kaldes "Lette" ("første Lette"). I samme Strop er der fanstgjort en "anden Lette", der ligger fladt hen over Garnets Bund og gaaer ud til Underligets Sider, hvor den er slaaet paa omtrent 2 Alen fra det Sted, hvor Gaaletterne begynde. I hver Ende af Baaden staaer en Mand, som haler op, hver i sin første Lette, indtil Underliget kommer saa tøit i Vandet, at det kan gribes med den saakaldte "Røgtekrog", en c. 3 Al. lang Stang med en Trækrog i Enden. Lidt fra det Sted, hvor Lettestroppen sidder i Underliget, findes en anden Strop, der nu hænges over en Aaretold, og derpaa hales i anden Lette, indtil man naaer hen til Gaaletterne. Paa Underliget mellem hver af Krogene og Baghælen ere de saakaldte "Gaaletter" anbragte. Disse, til hvilke der benyttes en 9-Garns Line, danne en Række Hanke langs hen ad Underliget, idet Linen for hvert femte Kvarter fastgjøres til Underliget ved et Halvstik. Disse Fastgjøringspunkter sidde 3/4 Al. fra hverandre, og Touget danner altsaa en Bugt imellem dem. Udadtil mod Baghælen blive Galetterne mindre og høre ganske op 1 Fv. fra det yderste Hjørne. De naae heller ikke helt hen mod Krogene, men ophøre 1 Fv. derfra. Paa den Del af Underliget, der gaaer fra Munden hen imod Krogene, findes ingen Gaaletter. Saasnart Garnet er draget saa langt op, at der kan faaes Tag i Gaaletterne, gribes den inderste af disse med Haanden, hvorpaa der efterhaanden avanceres udad, idet Fiskerne i hver sin Ende af Baaden samtidigt lette Bunden op i Vandskorpen Tag for Tag og slippe igjen efterhaanden som de nærme sig Skiltet. Naar de have naaet ud til dette, tage de fat i selve Underliget og Maskerne, og Skiltet drages tilsidst helt ind i Baaden, hvor det tømmes.''"<ref name="JC 1875 4ff">Collin (1875), s. 4-18</ref> ==== Åleruser ==== [[Fil:Ålegård.gif|thumb|350px|Ålegård med ruse.]] Collin har ligeledes i 1875 i forbindelse med hans omtale af fiskeriet i Humlebæk skildret ålerusen og dens brug: "''Ruseredskabet bestaaer af tre Partier, nemlig Raden, den egentlige Ruse og Kugen.'' ''Raden bindes nu altid af Bomuldsgarn; tidligere brugtes Hamp. Garnet, der anvendes, er kabelslaget og har tre Partier, hver med 5, sjeldnere med 4 Traade. Den bindes til 16 F., men rækker kun 11 Fv., naar den er redet færdig og ført paa Ligene. Dybden er overalt 50 Masker á 1 3/4". Ligene er 6-Garns Hampeliner. Paa Underliget anbringes Stene ganske som paa Bundgarnets Pælerad, med et "Fed", men kun med 7" Mellemrum. Til hver Rad bruges 4 Snese Stene af c. 1/2 Pd.s Vægt. Paa Overliget anbringes med 15" Mellemrum 25-30 Flæer af Fladholdt (eller i Mangel deraf Kork), hver af c. 1/2 Al.'s Længde, dog snart kortere og tykkere, snart længere og tyndere, alt eftersom Træet haves. De syes fast til Liget gjennem to Huller i hver Ende ligesom paa Bundgarnets Flærad. Radens inderste Ende fortøies ved en c. 4 Lpd. tung Sten, omkring hvilken der er fastgjort et Toug, som slaaes ind i en lille Strop paa Underligets Ende.'' ''Armene bindes til 2 Fv.; men naar de ere redte færdige, ere de henimod 5 Al. Paa hver Arm er der c. 20 Stene og 4 Flæer, som ere lidt mindre end Radens. For Enden af hver Arm er en "Snor". Den faste Arm gjøres fast til Raden med en Snor gjennem Bosmens Ydermasker, og Ligene knyttes sammen. Paa Sammenknytningsstedet er der paa Underliget fastgjort en Sten, der er godt tre Gange saa stor som de andre Stene; den fastgjøres ved et Fed af en egen Slags med 2 løse Ender og een fast. En lignende Sten fæstes paa samme Maade ved Enden af den korte (løse) Arm.'' ''Selve Rusen, der ligesom Raden nu bindes af Bomuldsgarn (tidligere af Hørgarn) er c. 4 Al. lang foruden Armene. Den bestaaer af 3 "Bøilerum" (med 4 Bøiler) og en "Gump". Det første Bøilerum (c: det, der staaer nærmest Land) er det største og har, naar det er spændt til Bøilen, en Høide ved denne af 1 1/2 Al. Bøilerne ere hver dannede af to Grangrene, der skares sammen, saa de danne en Ring som et Tøndebaand, men ere ikke flækkede. Den næste Bøile har en noget mindre Diameter, den tredie en endnu lidt mindre, og den fjerde Bøile er kun 1 Al. i Tvermaal. Afstanden mellem Bøilerne er omtrent ens og udgjør c. 30". Det første Bøilerum er 46 Masker længt, det andet 48 og det tredie 50, men Maskerne mindskes efterhaanden lidt. I første Bøilerum og et Stykke af andet ere de 1 1/2", i Resten af andet og i hele tredie Bøilerum ere de 1 1/4". Foruden de nævnte Masker findes under hver af Bøilerne en Række dobbelte Masker, langs hvilken Bøilen fastgjøres. Alle Bøilerummenes Omkreds er ens, nemlig 120 Masker.'' ''I første Bøilerum begynder "den store Kalv". Den "tages op" (c: dens Masker "bindes" til) ved Bøilerummets 8de Maskerække fra den store Bøile, hvorefter den tragtformigt strækker sig med Spidsen et Stykke ind i andet Bøilerum. Dens Masker ere som 1ste Bøilerums (1 1/2"). Ved det 5te Bord "tages ind" med 8 Maskers Mellemrum, saa at hver 9de og 10de Maske i den paagjældende Række samles til et saakaldet "Indsæt". Fem Bord længere ude mod Kalvens Spids tages der paany ind, men dennegang med kun 7 Maskers Mellemrum, saa at altsaa hver 8de og 9de Maske samles. Saaledes blives der ved for hvert 5te Bord nedad mod Spidsen, indtil der kun bliver 2 Maskers Mellemrum mellem Indsættene. Efter den sidste Række Indsæt følger een Række enkelte Bord og derpaa en Række af 36 dobbelte Halvmasker, der danne Kalvens spids. Gjennem disse Halvmasker føres en Snor af almindelig Merling, "Kalvebaandet", paa hvilken der med 9 Maskers Mellemrum anbringes 4 lidt over 1 Al. lange Snore (ligeledes af Merling), de saakaldte "Stillebaand", som gaae skraat op igjennem 2det Bøilerum og fastgjøres paa tredie Bøile i lige Afstand fra hverandre, een paa hver Side, een foroven og een forneden. Paa denne Maade holdes Kalven strakt og Spidsen oppe. Paa Grund af Stillebaandenes Træk danner Kalvens Ende en fiirkantet aabning; denne har for den store Kalvs Vedkommende Sider paa 5 1/2" Længde.'' ''I 2det Bøilerum begynder "den lille Kalv". Den "tages op" i det 18de Bord fra 2den Bøile og bindes ganske paa samme Maade som den store Kalv med Indsæt i hver 5te Række Bord lige indtil der kun bliver 2 Maskers Mellemrum mellem Indsættene i sidste Række. Den lille Kalv ender ligesom den store med en Række af 36 dobbelte Halvmasker. Stillebaandene gaae op gjennem 3die Bøilerum lige ved den fjerde Bøile og fastgjøres i denne paa samme Maade som den store Kalv i tredie Bøile. Aabningens Sider ere 4 1/2" lange.'' ''Tredie Bøilerum har ingen Kalv.'' ''Den yderste Ende af Rusen kaldes "Gumpen". Den bindes paa samme Maade som Kalvene, da den ligesom disse skal løbe tragtformigt ud. I hver af de første 4 Rækker Bord er der ligesom paa Kalvene 120 Masker rundt; derefter begynde Indsættene, som ogsaa her følge efter hverandre med mindre og mindre Mellemrum, men dog kun indtil der bliver tre Maskers Mellemrum mellem Indsættene i sidste Række, saa at der tilsidst bliver 48 Masker rundt istedetfor Kalvenes 36. Derefter følger een Række enkelte Masker og til Slutningen 3 Rækker dobbelte Halvmasker. Grunden til, at man lader Gumpen ende med flere Rækker dobbelte Bord end Kalvene, er, at Enden af den skal bindes om "Krandsningen" paa Kugen og maa have en vis Styrke for ikke at skamfiles. Snoren, der føres gjennem den yderste Række Halvmasker og kaldes "Gumpebaandet" er en Del tykkere end Kalvebaandene, omtrent som en Næringsime, og 1 1/2 Alen lang.'' ''"Kugen" eller "Koen", der danner Rusens yderste Ende og det egentlige Fangested, er tendannet og flettet af Kurvepil. Størrelsen er noget forskjellig; sædvanligvis er Længden 1 1/3-2 Al., Tykkelsen over Midten 16-17".'' ''"Sættekvistene" eller "Opstanderne", der udgjøre Kugens væsentligste Længderibber, og til hvilke der anvendes de tykkeste og længste Vedier, løbe lige fra "Krandsningen" (den pølseagtige Krands ved den inderste Ende af Kugen, hvor Gumpen bindes til) paa langs gjennem hele Kugen og samles ved den yderste Ende i tre Parter, som først snoes hver for sig og derefter dreies sammen til en "Pidsk". Denne bøies derefter hankeformigt tilbage, stikkes tvers igjennem Kugens Ende nogle Tommer under Spidsen og slynges derpaa rundt omkring Enden, hvor Slyngningen, "Hankekrandsen", hindres i at glide op ved en gjennemstukken Tverpind. Den fremkomne Bue kaldes "Hanken" eller "Kugehanken" og tjener dels som Haandtag, naar Kugen skal løftes, dels til at fastgjøre Rusens yderste Fortøining i. Mellem Sættekvistene anbringes paa langs de saakaldte "Øgekviste", der ere tyndere end hine og saa korte, at der maa to af dem for at naae fra Krandsningen til Hanken. De sammenføies paa Længden og tjene til at formindske Mellemrummene mellem Sættekvistene. Kugens Længdevidier (Opstanderne og Øgekvistene) holdes sammen af c. 24 "Bind" c: Flytninger af tynde Vidier rundt om Kugen. De Steder, hvor "Bindekvistene" (de til Bindene anvendte Vidier) høre op i Fletningen og Enderne stikke frem, kaldes "Laase". Indvendigt stives Kugen af tre Hasselbøiler, en tyk paa Midten og en tyndere mod hver Ende. Hver af dem brændsles paa fire Steder med Kabelgarn fast til et af Bindene.'' ''I Kugens inderste med Gumpen forbundne Ende findes en 17" lang indadgaaende Tragt, den saakaldte "Pibe". Ved Krandsningen (som egentligt hører til Piben, og med hvis Fletning man begynder, naar Kugen skal forfærdiges) har Piben et Tvermaal af 6-7". Indefter udvider den sig en kort Strækning, idet den følger selve Kugens Form, men derpaa løber den lige ind i Kugen med de konvergerende Vidiers 6" lange, frie Spidser. Disse skulle løbe helt sammen, men maae være saa bløde eller bøielige, at Aalen uden stor Vanskelighed kan tvinge dem fra hverandre, naar den vil ind i Kugen. Pibekvistene holdes sammen af 5-7 "Bind" af finere "Bindekviste".'' ''Omtrent midt paa Kugen, lidt nærmere ved Krandsningen end ved Hanken, findes Hullet, en firkantet Aabning med 5 og 6 Tommers Tvermaal. Langs hver af de to mod Kugens Ender vendende Rande af Hullet er anbragt en Fletning af Skimandsgarn eller fine Kviste, de saakaldte "Laaghanke", under hvilke Laaget presses ind til Lukke for Hullet. Laaget er en løs, flad Træplade med et kort Haandtag i den ene Ende; det fastgjøres aldrig paa anden Maade end ved Laaghankenes Tryk, undtagen naar Kugen benyttes som Hyttefad for Aalene; i saa Tilfælde bændsles Haandtaget fast.'' ''Udadtil fortøies Kugen ved en Krabbe, der kaldes "Stivekrabben", til hvilken der er fastgjort et særegent Apparat, den saakaldte "Stivekrlkke", en tyk, vinkelbøiet Trægren, der maa være groet i Vinkel for at have den fornødne Styrke. Ved Hjælp af en 6-Garns Line, det saakaldte "Krækkefed", der gaaer fra Enden af det ene Vinkelben til Enden af det andet og ved hver af disse har en fri Tamp, surres Stivekrækken fast til Krabbeskjægget (de sammenbundne Krabbestilke), saaledes at dens Vinkelspids vender indad mod Rusen. I Kugehanken er der anbragt en 6-Garns eller en kleinere 9-Garns Line, "Stivelinen", paa c. 22 Fv.'s Længde. Denne gaaer ud til Stivekrækken, nedenfra opad igjennem Vinkelhjørnet og gjennem den saakaldte "Vagergaffel" tilbage til Kugehanken, hvor ogsaa denne Ende fastgjøres. Stivelinen tjener til at hale Rusen ud med; idet der nemlig trækkes i den øverste Part, hales Rusen ud, saa Armene og Raden strammes godt. Derpaa gives "Vageren" ud, og da Stivelinen gaaer igjennem Vagergaffelen, sænkes denne ved, at der hales i Linen. Naar Vageren er sænket saa dybt, at den kun rager omtrent 1 Alen over Vandskorpen, slaaes der to Halvstik om dens Top med Stivelinens Overpart, idet den trykkes ned med Haanden. Den omtalte "Vager" ("Vare") er en 5-6 Al. lang Stang, helst af Weimuths-Fyr, og er c. 4" tyk i den nederste Ende, 2-3" i den øverste. Paa den tykke Ende sidder "Gaffelen", et tykt, i Enden gaffeldelt Træstykke, der med Hovedgrenen sømmes fast paa langs ad Vageren, og til hvis Gaffelgrene der er nittet eller sømmet og surret et Tverstykke, den saakaldte "Slaa". I Gaffelen er fastgjort 3 Touge, som gaa ud hver til sin Rusekrabbe. Disse Krabbetouge ere 9-Garns Liner og have hver en Længde af 18 Fv.; det ene gaaer til den saakaldte "Nordkrabbe", det andet til "Sydvestkrabben" og det tredie til "Sydostkrabben". Nordkrabbens og Sydostkrabbens Touge fastgjøres hvert ved sit Hjørne af Gaffelen, Sydvestkrabbens lidt oppe paa den Gaffelgren, ved hvis Ende Sydosttouget er fastgjort.'' ''Rusen hales saa langt ud, at den store Bøile kommer til at staae lige under Vageren.'' ''"Armstagen" kaldes en 2 1/2-3 Al. lang Stang, der staaer opret ved Enden af Rusens løse Arm og er fastgjort til begge Ligene. Naar Ruserne ere satte, bliver dens Plads i Hjørnet mellem Sydost- og Sdvest-Touget. Midt paa Armstagen er slaaet en klein 6-Garns Line (det saakaldte "Armereb") af12-16 Fv.s Længde (alt efter Vandets større eller ringere Dybde). Dette Armereb har to frie Ender, hver paa 8 Fv.; den ene Ende gaaer hen til Sydosttouget, den anden til Sydvesttouget, og hver af disse Ender fastgjøres med tre Halvstik til det nævnte Krabbetoug i en Afstand af 8 Fv. fra Vagergaffelen. Paa Nordtouget er fastgjort en "Rumpe" og en "Lette". Rumpen er en 9-Garns Line, som gaaer hen til den næste Ruserads Kulle, og tjener kun til at fire denne ned med og til at iværksætte en Forbindelse mellem Ruserne for det Tilfælde, at en af dem skulde blive slæbt fra sin Plads. Den slaaes om Nordtouget et Par Favne fra Vageren og hænger "slækt". Lidt nærmere ved denne sidste slaaes "Letten" paa Nordtouget; den er, ligesom Rumpen, en 9-Garns Line, og den gaaer ret ned i Vandet til det Punkt, hvor den faste Arm er forbunden med Raden. Her fastgjøres den i Overliget og tjener i Forening med Stivelinen til Ophaling af Rusen, naar denne skal røgtes.''"<ref name="JC 1875 18ff">Collin (1875), s. 18-24</ref> ==== Krogfiskeri ==== Brugen af fiskekroge har haft to hovedformer: traditionelt i form af håndsnører med krog og synk men fra 1500-tallet tillige med langline.<ref name="BS 2000 134">Stoklund (2000), s. 134</ref> Langliner, der blev anvendt ved fiskeri efter torsk og hvilling i Vestjylland, skete fra både og bestod i, at der på en line med kortere mellemrum blev anbragt kortere linestykker kaldet ''tavser'' eller ''kendser''. For enden af disse linestykker sad krogen, som ved fiskeri blev forsynet med agn eller madding for at lokke fisken til. Disse liner blev ved fiskeriets begyndelse lagt i fugtigt sand i et fladt trug, kaldet ''bakke'', på en sådan måde, at de let kunne glide ud i vandet ved udsættelse. Fra Nymindegab haves oplysninger om, at hver bakke havde 3 liner hver med 200 kroge. Et samlet bådelav anvendte 24 bakker og således en samlet langlinelængde på 12 km.<ref name="BS 2000 133">Stoklund (2000), s. 133</ref> For at holde langlinen nede blev for enden af denne brugt et ''dræg'', det vil sige en sten.<ref name="BS 2000 132">Stoklund (2000), s. 132</ref> Krogfiskeri blev blandt andet udøvet i den østlige del af Sjællands kattegatkyst. I en beskrivelse fra 1874 oplyses herom: "''Krogfiskeriet drives af hele Fiskerbefolkningen om Vinteren og jævnsides med Garnfiskeriet den øvrige Del af Aaret (fra Marts eller April) med Undtagelse af den Tid om Efteraaret, da Sildefiskeriet lægger Beslag paa Alles Virksomhed. Gjenstanden for Krogfiskeriet er fortrinsvis Torsk og Kuller.'' ''Hver Baad fisker i Reglen med 800-1000 Kroge, naar der haves tilstrækkeligt Agn.'' ''Hvert "Hundrede" Kroge har et "Krogereb" af 50 Favnes Løngde og 94-100 Kroge, sjeldnere c. 80.'' ''Krogerebet er en kabelslagen, to Garns Hampeline. Ikkun i Boderne "redes" Krogrebene til 116-120 Kroge, og selce Krogerebet er der en tre Garns Line. I Ellekilde forsøges nu samme Slags Krogereb, men kun med c. 80 Kroge.'' ''"Kenserne" ere nu for Tiden af Bomuld; tidligere brugtes Hamp, der var stærkere, men hurtigere til at raadne. De ere c. 3/4 Al. lange og sidde i en Afstand af c. 1 !/2 Al. fra hverandre.'' ''Krogene ere svenske Øjekroge (ikke støbte), der kjøbes hos Kjøbmanden i Aalsgaard for 1 Mark pr. Hundrede.'' ''Saavel Krogerebet som Kenserne "barkes" (med Krogene paa) flere Gange om Aaret, ved stadigt Brug endogsaa en Gang hver 4de eller 5te Uge. Til 4-500 Kroge bruges et godt Fjerdingkar malet Egebark i 2-3 Spande Vand. I denne Opløsning koges Krogene omtrent et Kvarter.'' ''Krogene "kastes" om Sommeren paa 14-16 Favne Vand med Lerbund (paa "Dybet"), omtrent midtsunds, som oftest ret ud for Land, dog hyppigt lidt nordligere. De kastes om Eftermiddagen og "drages" om Morgenen, i Reglen mellem Kl. 3 og 4. Om Efteraaret, naar Sildefisket er ophørt (sædvanligvis i Oktober) kastes de lige fra 2 Fv. Vand og udefter, paa Sandbund. Om Vinteren kastes de lidt længere ude (paa "Grunden"), nemlig fra 6-7 Fv. Vand og udefter, paa Sandbund med Græstang. De drages da som oftest først i Dagbrækningen, især naar det vides, at Fangsten kan sælges ved Landingen. Om Sommeren kastes de gjerne i èn Længde, men kun for den ene Ende af hver Længde, naar de kastes i to.'' ''Krogene roes eller sejles ud; de gives saa godt som altid ud fra Sryrbord; kun naar Vinden staar haardt paa den Side, gives de fra Bagbord.'' ''"Stødet", der i alt Væsentligt svarer til Skagboernes "Redskab", tildannes af Gran eller endnu hellere af Wejmouths-Fyr. Som Mærke bruges altid en opstaaende, faststukken, bladrig Grenkost. I Stedet for de sædvanlige Stød anvendes om Vinteren ved Islæg det saakaldte "Hold" som Vager. Det bestaar af to Stykker, nemlig det egentlige Hold og "Kjæppen". Denne sidste er en 4-6 Al. lang, afbarket Stang, der sidder nederst og fastholdes ved "Kullelinen"; med sin øverste Ende er den sømmet til det andet Stykke, som har en Længde af 3-4 Al., en Tykkelse af 3-4 Tom. i Gjennemsnit og rager et par Alen op over Vandet. "Kullelinen" kaldes den Line, der fastholder Stødet til den saakaldte "Kulle", en Sten af en almindelig Brostens Størrelse, ved hvilken Krogene fortøjes. Det paases i Reglen, at der paa Kullelinen i Nærheden af Stødet findes et "Spring", c: et skjørt Sted, for at Linen kan springe, dersom et Skib eller en anden større flydende Gjenstand skulde faa fat i Stødet. Sker dette, saa maa Krogene "stryges" op med en "Klo", et lille 4-hornet Dræg, og Fiskerne tage derfor altid Landmærker, idet de hive Kullen ud, saa at de, selv om Stødet er revet af (eller af den rivende Strøm er trykket under Vandfladen), ere i Stand til at finde det Sted, hvor deres Redskaber staa.'' ''Til Agn bruges baade Sommer og Vinter fortrinsvis "Kong" (Tritonium undatum), "Haardkong" (Fusus antiquus) og "Orm" (Arenicola piscatorum). Foruden de to nævnte Slags Kong benyttes endvidere "Krybekong" (Eremitkrebs, Pagurus), der, skjøndt den anses for den allerbedste Agn, dog ikke kan siges at være af stor Betydning, da den kun erholdes i forholdsvis ringe Mængde. Haardkongen betragtes som mindre god Agn end den egentlige Kong. Begge Slags faaes sammen med Krybekong ved at udlægge de saakaldte "Benningskuger" paa 14-16 Fv. Vand med døde Fiske som Lokkemad. Disse Kuger ere af Kurvefletning og ligne de norske Humertiner i Formen, men de ere langt mindre. Deres Længde er nemlig kun c. 20-22 Tom., deres Diameter c. 10-12 Tom. Ved hver Ende lukkes de af en indad gaaende, i Bunden aaben Tragt, hvis Længderibber rage som frie Spidser ind i Kugen og danne en Aabning af 4-5 Tom. i Diameter. Den ene af disse Tragter er flettet sammen med Kugen, medens den anden er til at tage ud og kun holdes fast ved Hjælp af en gjennemstukken Tværpind, der trækkes ud, naar Kugen skal tømmes eller Lokkemaden indsættes. Paa en eller to andre Tværpinde, der stikkes gjennem Kugens Midte, sættes Lokkefisken. Denne maa ikke være "sur" (raaden), da Kongen i saa Tilfælde ikke gaar paa den. Som Lokkefisk benyttes helst Torsk, Kuller eller Hvidling; i Nødstilfælde bruges dog ogsaa saltet Sild. Om Foraaret gaar Kongen kun undtagelsesvis i Kugerne; derimod ere disse, naar de paa denne aarstid optages, ofte rigt besatte med Kong paa den udvendige side.''<ref name="JC 1874 3ff">Collin (1874), s. 3-11</ref> ==== Lyster ==== En lyster er et redskab, der som regel anvendes på lavt vand. Det er indrettet som en gaffel med en eller flere modhager på tænderne, og når lysteren stikkes ned omkring fisken, vil denne blive holdt fast ved hjælp af modhagerne. Lyster er fortrinsvis blevet anvendt ved ålestangning, men kan i ferskvand tillige bruges til at fange fx gedde og laks. Fiskeriet kan ske fra en båd i vindstille vejr og med skyfri himmel om sommeren eller efteråret, idet man stanger de ål, som man kan se, fordi ålene kommer frem. Ålestangning kan også ske om natten i stille vejr ved brug af blus. Om vinteren, hvor vandet er frosset til is, sker ålestangning ved, at man fragter sit udstyr på en slæde ud på isen, hugger et hul med en økse, stikker lysteren ned i huller og derefter stanger man først lodret og dernæst i cirkler, idet man flytter hænderne opad på skaftet således, at lysteren når længere og længere, indtil at man har nået toppen af stangen. Når mulighederne for fiskeri fra et hul er udnyttet, hugger man et nyt hul i passende afstand af det gamle.<ref name="GN 1975 19ff">Nellemann (1975), s. 19-28</ref> ==== Brejl og glib ==== En brejl er en pose af fiskenet sat på et skaft og med åbningen spændt ud over en ramme. Det kendes både fra Nordvestjylland og de sydfynske øer. En åleglib er et fiskeredskab, der anvendes på lavt vand. Det er lavet som et net spændt ud over et træstel, som regel med en trekantet ende og åbent i den ene langside men lukket i bunden, den anden langside og begge ender. Begge redskaber anvendes ved, at en person holder det nede i vandet, mens en anden person forsøger at jage fisken ind i nettet. Brejl har også været anvendt ved fiskeri om vinteren i Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og Nissum Fjord, idet man, når vandoverfladen var frosset til is, huggede en lang rende samt huller langs siderne af denne. Brejlen blev så stukket ned i den ene ende og trukket hen over bunden gennem renden, idet man med pulsekøller dannede luftbobler ned mod bunden for at lokke fisken til at søge mere iltrigt vand og dermed blive fanget. Det blev især anvendt til at fange fladfisk.<ref name="OH 1975 19ff">Højrup (1975), s. 29-34</ref> === <big>Fiskerlejernes beliggenhed</big> === Fiskerlejer opstod for at udnytte fiskemulighederne i de kystnære områder. Fiskerlejer blev lagt på steder ved kysten med kort afstand til gode fiskepladser samtidig med, at der var mulighed for at opfylde livsvigtige behov som tør og sikker byggegrund, fersk vand, adgang til brændsel, mulighed for græsning for husdyr og egnede landingspladser for fiskefartøjer. Sådanne steder lå dels ved kyster med større, åbne havområder i nærheden, dels ved snævre, strømfyldte farvande, som fiskene passerede under deres vandringer. Førstnævnte forhold fandtes i Danmark langs den jyske kyst ud mod Vesterhavet, langs Nordsjællands og Hallands Kattegatkyster og på Bornholm i Østersøen, sidstnævnte forhold på kysterne langs Øresund, Storebælt, Lillebælt og i Limfjorden. Nogle steder – særligt omkring Limfjorden – udvikledes kun få egentlige fiskerlejer. Her var fiskeriet overvejende en binæring, som landbrugere og husmænd udøvede i fiskesæsonen. Visse typer af fiskeri, fx. bundgarnsstader og åleruser, stiller arealkrav og forudsætter en opdeling af de kystnære områder i stader eller områder med en særskilt ret for de enkelte fiskere til at opstille og bruge deres redskaber. Man kunne derfor tænke sig, at dette ville fremme en spredning af bebyggelsen langs hele kysten. Imidlertid var der ofte 2-3 fiskere med familier fælles om hvert redskab, og stadernes udstrækning var størst vinkelret på kysten (og dermed mindre langs med kysten), så spredning var ikke tilfældet i mærkbar grad. Dertil kom, at landingsforhold påvirkede bosættelsesmulighederne og også fremmede udvalgte steder. Nogle steder samarbejdede fiskerne om at etablere vaser, det vil sige stensætninger ud i vandet, der kunne betrygge landingen af bådene. Behovene for samarbejde og fælles anlæg som stejlepladser fremmede også samlede bosættelser. Vilkårene for etablering af fiskerlejer varierer betydeligt i de enkelte dele af landet. Vejledende kan skelnes mellem fiskerlejer anlagt i skærgårde, på strande, i klitegne og ved fjorde. === <big>Fiskerlejernes størrelse og indre opbygning</big> === [[Fil:Gilleleje 1860.png|thumb|left|Gilleleje ca. 1860. Husene ligger i et tilnærmet rektangulært gadenet.]] [[Fil:Hornbæk 1860.png|thumb|Hornbæk omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger i en klump med et uoverskueligt gadenet. Et par gårde tilhørende landsbyen Horneby i baglandet.]] [[File:Ålsgårde og Hellebæk på matrikelkort Hellebæk 1860-1878a.png|thumb|350px|left|Ålsgårde omkring 1860. Fiskerhusene ligger på begge sider langs med Strandvejen.]] [[Fil:Espergærde 1860.png|thumb|Espergærde omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger parallelt med Strandvejen. Et par gårde lå oven for kystskrænten i tilknytning til lejet.]] Fiskerlejernes størrelse måtte fortrinsvis bero dels på deres beliggenhed i forhold til fiskeegnede farvande, dels deres indbyrdes tæthed: gode fiskefarvande, hvor der kun var få fiskerlejer, muliggjorde, at disse kunne blive forholdsvis store. De mindste fiskerlejer talte færre end 10 husstande, mellemstore fiskerlejer 15-20 husstande, større fiskerlejer 20-50 huse og de største fiskerlejer mere end 50 husstande. De mindre fiskerlejer kendetegnedes ved, at fiskerhusene lå i en eller to rækker, på begge sider af lejets gade, der normalt forløb parallelt med kysten. Eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk, Sletten fiskerlejer ved Øresundskysten. Større fiskerlejer udviklede side- og baggader, der oftest blev dannet som landskabet nu fremmede eller hæmmede menneskenes gang og for den udenforstående med ret tilfældige eller uigennemskuelige gadenet med gyder, stræder og slipper i alle retninger, dog tilnærmet vinkelret på eller parallelt med kysten.<ref name="Mo 244"/> Eksempler herpå er Hornbæk og Gilleleje ved Kattegatkysten.<ref>Mortensøn (1996), s. 242</ref> Husene var oftest små bindingsværkshuse på 5-6 fag<ref>Mortensøn (1996), s. 245</ref>, og ejendommene omfattede udhuse, hvor fiskeudstyr, årer, sejl og andre materialer blev opbevaret.<ref name="Mo 244">Mortensøn (1996), s. 244</ref> Ved lejet fandtes en fælles stejleplads for tørring af fiskegarnene. I fiskerlejet fandtes sædvanligvis en tjæregryde og tjærelad.<ref name="Mo 244"/> I områder, hvor der blev drevet bundgarnsfiskeri, var der plads til opbevaringen af bundgarnspæle af eg.<ref name="Mo 244"/> Redskaber blev forberedt om vinteren i fiskerrønnerne. Bedning af kroge foregik som regel af fiskerkvinder, som sent om natten måtte bede krogene, som fiskeren skulle have med om morgenen ud til dagens fangst, som primært i sommersæsonen bestod af torsk og kuller. === <big>Fiskerlejernes historie</big> === === Middelalderen (tiden indtil 1536) === I middelalderen – og utvivlsomt også tidligere – udgjorde fisk en vigtig bestanddel af kosten i Europa. Med sine stærkt indskårne kyster og mange øer kunne fisk udnyttes som en naturlig næringskilde stort set overalt i Danmark. I middelalderen blev fisken i stort omfang tørret og nedsaltet og kunne fragtes langvejs. Fisk blev en vigtig handelsvare. Farvande, hvor fisk forekom i store mængder i sæsonen, blev derfor søgt af fiskere, gællekoner, karle og peger, fagkyndige og ufaglært arbejdskraft samt ikke mindst handelsfolk langvejs fra. Sildefangsten i Øresund havde allerede stor betydning i 1100-tallet. Især efter, at lybækkerne bragte salt fra Lüneburg med sig til Skånemarkedet fra omkring 1200, fik fiskeriet en voksende betydning. Ved siden af Skånemarkedet fandtes mindre markeder. Fra 1300-årene udgjorde tørfisk, almindeligvis torsk en vigtig udførselsvare fra Bergen i Norge. Torsk blev desuden fanget ved Lofoten og ved Island.<ref name="BJM 162">Berg et al., s. 162</ref> Omkring år 1400 fik Limfjordssilden betydning som handelsvare. Fiskeriet skete i forårsmånederne i Nibe Bredning, hvor silden søgte ind for at gyde. Andre markeder fandtes ved Albuen på Lolland<ref>Stoklund (2000), s. 68f</ref>, ved Helgoland<ref name="BJM 162"/> og på Bornholm.<ref>Stoklund (2000), s. 60f</ref> ==== ''Skånemarkedet'' ==== [[Fil:Hdgs Fishing.gif|350px|thumb|[[Olaus Magnus]]: Sildefiskeri (1555)]] Skånemarkedet var utvivlsomt det vigtigste fiskested og -marked i middelalderen, af betydning ikke kun for Danmark men for det meste af Nordeuropa. Skånemarkedet fik først sit internationale gennembrud i anden halvdel af det 13. århundrede.<ref>Stoklund (2000), s. 13ff</ref> Markedet udviklede sig formentlig på grundlag af et ældre sæsonfiskere, der synes at gå tilbage til 1100-tallet eller tidligere.<ref>Stoklund (2000), s. 18</ref> I fiskesæsonen, fra 15. august til 9. oktober<ref>Stoklund (2000), s. 13, 22</ref>, samledes folk fra det meste af Danmark, således købstæderne Stege og Borre på Møn, Stubbekøbing og Nykøbing på Falster, Kalundborg, Næstved, Skelskør, Præstø og Vordingborg på Sjælland, Kerteminde, Fåborg, Nyborg og Svendborg på Fyn, Grenå, Horsens, Randers og Århus i Nørrejylland, Flensborg og Sønderborg i Sønderjylland, Varberg, Halmstad, Helsingborg, Trelleborg og Åhus i Skånelandene, desuden bønder under Jungshoved slot, Bogø, Møn, Lolland, Falster og Stevns herred<ref>Stoklund (1959)</ref><ref>Stoklund (2000), s. 54-56</ref>, og samtidig sikrede tyske købmænd fra Hanseforbundet og ummelandsfarere fra byer ved Zuidersøen<ref>Stoklund (2000), s. 16</ref> et omfattende opkøb af de fangede sild. Markedsfiskeriet var sårbart over for konjunktursvingninger og politiske kriser mellem de ulige økonomiske interessegrupper, og det skabte kun i ringe udstrækning grundlag for en fastboende befolkning. Uden for fiskesæsonen lå stedet mere eller mindre øde. Fiskeriet var oprindeligt organiseret med enkle konstruktioner over et lergulv, formentlig fiskeboder,<ref>Stoklund (2000), s. 18f</ref> men i begyndelsen af det 14. århundrede skete der en ændring: lerbundene forsvinder, og det ser ud til, at hele Skanør nu blev inddelt i matrikulerede fiskelejer.<ref>Stoklund (2000), s. 20</ref> I forbindelse med, at ummelandsfarerne blev fortrængt fra markedet omkring 1350 med den midlertidige afståelse af Skåne til Hanseforbundet, blev det i højere grad et rent sildemarked<ref>Stoklund (2000), s. 16, 21</ref> og samtidig synes nye fiskelejer ved Dragør, Albuen på Lolland og muligvis Brøndehøje at være fremkommet.<ref>Stoklund (2000), s. 21</ref> Selve fiskeriet blev reguleret ved bestemmelser nedfældet i en såkaldt "motbok".<ref>Stoklund (2000), s. 22-26</ref> Fiskerne var organiserede i selskaber ledede af hver sin styrmand,<ref>Stoklund (2000), s. 27</ref> der for at fiske skulle erhverve et fisketegn.<ref>Stoklund (2000), s. 27f</ref> Selve fiskeriet fandt sted med fiskegarn fra både, dels som sættegarn dels som drivgarn.<ref>Stoklund (2000), s. 29-33</ref> Sættegarn var faststående garn foranklede på havbunden med sten eller ankre og med deres placering markeret med vagere. De skulle udsættes om morgenen og hentes igen inden mørkets frembrud. Drivgarn blev fastgjort i den ene ende til en vager og i den anden til en både, og garnet drev for strøm og vejr. Fiskeri med drivgarn fandt sted om natten.<ref>Stoklund (1959), s. 102</ref> Den fangede sild blev solgt til købmænd og pakkede saltet i tønder.<ref>Stoklund (2000), s. 28</ref> Foruden selve skånemarkedet forekom øjensynlig sæsonfiskeri andre steder langs Øresunds og Østersøens kyster, således nævnes i 1537 Landskrona, Hven, Barsebæk, "Elboghen" (Malmø), Skåre, Trelleborg, Abbekås, Kåseberga og Simrishamn. Andre kilder omtaler Arild i 1475, Mölle og Utvälinge i 1491 Höganäs i 1492, Kivik i 1532 og Skillinge i 1543. Blandt disse synes Malmø og Landskrona at være de vigtigste.<ref>Stoklund (2000), s. 59</ref> I 1546 blev det bestemt, at kun Landskrona, Malmø, Skanør, Trelleborg, Ystad og Simrishamn skulle være tilladte fiskelejer.<ref name="St 60">Stoklund (2000), s. 60</ref> På Bornholm nævnes fiskeri ved Allinge i 1392, ved Årsdale i 1409 og ved Sandvig i 1416.<ref name="St 60"/> Desuden synes fiskeri at have fundet sted, ved Gilleleje og Nakkehoved<ref>Stoklund (2000), s. 67</ref>, ved Køge Bugt<ref>Stoklund (2000), s. 65-67</ref>, ved Brøndehøje på Møn<ref>Stoklund (2000), s. 61-64, 178</ref><ref>Stoklund (1959), s. 114-115</ref> og ved Albuen på Lolland. Oplysninger om sildeafgifter, henholdsvis sildetiende og såkaldte skudesild, i Roskildebispens jordebog fra omkring 1370 tyder på, at bønder fra indlandet har søgt ud til kysten ved Køge Bugt (hvor sådanne afgifter nævnes for Ishøj, Kildebrønde, Greve, Karlslunde, Reerslev og Torslunde sogne), ved Roskilde Fjord og langs Kattegatkysten (fx Vinderød, Ramløse, Valby, Mårum, Græsted og Søborg sogne) og måske Øresundskysten, idet de nævnes for Asminderød og Tikøb sogne. På Sydsjælland kendes sildetiende fra Flakkebjerg herred, Hammer herred og Bårse herred.<ref>Stoklund (2000), s. 94-97</ref><ref>Stoklund (1959), s. 112, 119</ref> ==== ''Midlertidige fiskeboder ved kysten'' ==== Stednavne på -bod må i en række tilfælde opfattes som afspejlende steder, hvor midlertidigt fiskeri har fundet sted i middelalderen. Det gælder Falsterbo i Skåne, Boderne på Bornholm og i Nordsjælland, Saltbo(d)leje (senere Tisvildeleje) og ''Kongsbod'', en betegnelse der i 1700-tallet optræder på et kort for Snekkersten, samt Bangsbo (''Bangsboodh'', 1384) i Nordjylland.<ref>Hald (''KLNM'', bd. 2), sp. 33</ref><ref>Hald (1950), s. 135-137</ref> Det forhold, at disse steder senere optræder som egentlige fiskerlejer, kan tale for, at de i middelalderen havde en fortid som midlertidige steder for fiskeri og saltning.<ref>Appel og Frandsen, s. 149</ref> Yderligere støtte for eksistensen af sådanne steder fremkom ved en udgravning ved Nakkehoved, hvor der blev fundet rester efter 7 ildsteder, spor af en hustomt på ca. 3 m x min. 3 m opført på syldsten, glaseret keramik fra Siegburg i Rhinområdet, fiskekroge, spor efter fisk samt 10 mønter fra Erik Menveds og Christoffer IIs tid, det vil sige slutningen af 1200- og begyndelsen af 1300-årene.<ref>Appel og Frandsen, s. 150</ref> Desuden blev fundet keramik dateret til tiden efter 1560, hvilket viser genoptagelse af fiskeriet på dette tidspunkt med en permanent bebyggelse. At fiskeriet fra sådanne sæsonbestemte steder midlertidigt ophørte i 1400-tallet er tilskrevet, at fisken - og dermed fiskeriet - forskød sig noget.<ref>Appel og Frandsen, s. 151</ref> ==== ''Sjællands kattegatkyst'' ==== I et brev dateret 28. april 1449 tillades det "''abbeth i Æsieroms closter maa lade bygge in haffn oc noghre alegarde wet stranden, ther som forscreffne closters grwnd skiwder vppa stranden''"<ref>Nielsen, s. 85</ref>, men det ser ikke ud til, at Esrum kloster fik anlagt hverken havn eller ålegårde ved kysten. Ifølge Esrum Klosters jordebog skulle gårdene i Hornbæk i 1497 yde 1 tønde fisk i landgilde<ref>Nielsen, s. 266</ref>, men betegnelsen "gård" antyder, at Hornbæk på dette tidspunkt var en landsby, ikke et fiskerleje. Men der er næppe tvivl om, at klosteret var en medvirkende årsag til, at der kunne udvikle sig en egentlig fiskerbefolkning. ==== ''Karrebæk Fjord'' ==== Oplysninger i Skovklosters jordebogs regnskaber fra 1467-81 tyder på, at der har været fiskeri fra Appenæs ved Susåens udmunding i Karrebæk fjord, fra Køng, Sallerup, Kostræde og Blangslev samt på Avnø, alle beliggende ved samme fjord og alle med en ydelse på ½ tønde sild.<ref>Stoklund (2000), s. 97-100</ref><ref>Stoklund (1959), s. 115</ref> ==== ''Albuen'' ==== Albuen på Lolland lå yderst på en lang sandtange. Det omtales første gang i 1416 og i 1400- og 15-tallet (1450, 1454, 1466, 1506, 1541)<ref>Hansen, s. 70f</ref> omtales den flere gange som en handelsplads på linje med Skånemarkedet. På stedet fandtes flere hundrede boder, skønnet mellem 500 og 1000, omkring 3,5 m brede og omkring 5,7 m lange. Bodtomterne, der var omgivet af ca. 0,5 m brede græsvolde, lå ordnede således, at der ind imellem dannedes "gader".<ref>Hansen, s. 76-80</ref> Udgravninger af botomterne viste et stolpehul midt for gulvet i hver ende.<ref>Hansen, s. 78</ref> Formentlig har der været tale om midlertidige bygninger i høstsæsonen bestående af et enkelt træskelet overdækket med sejldug eller lignende. Sejldugen har været fastholdt ved en lille jordvold.<ref>Hansen, s. 79</ref> På stedet har været en kirke og en række mennesker blev begravet der.<ref>Hansen, s. 74f</ref> En mønt fra Roskilde dateres til Valdemar IIs tid og en hanseatisk hulpenning til omkring år 1400.<ref>Hansen, s. 79f</ref> En mønt fra Gotland dateret 1523-25, udstedt af Søren Norby, var genanvendt som hængesmykke.<ref>Hansen, s. 81</ref> Endnu i 1541 fik Jørgen Lykke og Peder Okse Albuen i forlening mod at betale 1 læst sild om året i afgift til kronen.<ref>Stoklund (2000), s. 68</ref> ==== ''Limfjorden'' ==== Allerede Saxo fortæller om Limfjordens fiskerigdom, og et indirekte vidnedsbyrd herom er de mange klostre, der blev anlagt i nærheden af Limfjorden.<ref>Rasmussen (1968), s. 33</ref> Sildefiskeriet fandt sted i den østlige del af Limfjorden mellem Hals og Løgstør, især i Nibe bredning. Fiskeriet skete om foråret (modsat Øresundsfiskeriet, der skete om efteråret). Ved fiskeriet anvendtes både sildegarn, silderuser og bundgarn. De to sidstnævnte fiskerier forudsatte en organiseret brugs- og ejendomsret. Endnu i 1400-tallet synes ruser at have været den vigtigste fiskemetode, men mod middelalderens slutning fortrængte bundgarn næsten helt de andre fiskemetoder. Både ruser og bundgarn forudsætter er raden, der leder fisken i rusen eller nettet.<ref>Stoklund: "Sildefiske. Danmark" (i: ''KLNM'', sp. 248-249)</ref> I 1406 sikrede kronen sig ved dom ejerskabet til "Nypægotz" og to gårde i nabosognene, Hedegård i Bislev sogn og Klæstruplund i Vokslev sogn, og endnu ved århundredets slutning forestod kronen sildefiskeri på stedet.<ref>Rasmussen (1968), s. 36</ref> I hvert fald fra 1524 og sikkert tidligere fandt saltning af fisk til kronen sted ved Nibe samt i Mou sogn. Efterhånden fik salteriet en fastere form med salteboder<ref>Rasmussen (1968), s. 37</ref> og i 1551 omtales to "skonnekoge" til røgtning af bundgarn i tilknytning til Nibe.<ref>Rasmussen (1968), s. 38</ref> I kong Hans andet privilegium for Ålborg, desværre udateret, hedder det blandt andet, at "''Item skal og ingen Borger eller Kjøbmand bo eller ligge udi Nibe eller paa noget andet Fiskerleje her nærværendes omkring Byen længere, end Fiskeri paa stander.''"<ref>Wulff, s. 276</ref> I Christian IIs forordning af 1515 bestemmes, "''at ingen i Aggersund, Sebbersund, ved Hals eller Egense og deromkring maatte bruge Silderuser, Bundgarn, Lænkegarn, Radgarn, Pulsvaad eller Krogenæt eller nogensteds slaa i Limfjorden med Pulsvaad''"<ref>Wulff, s. 278</ref> og i en ny forordning fra 10 februar 1516 bestemtes, at "''Salterierne ved Limfjorden indskrænkedes til to Steder, Aalborg og Lysterøre, saaledes at der ikke længer maatte saltes ved Nibe, Sebbersund, Gjøl, Klitgaard eller andetsteds i Limfjorden.''"<ref>Wulff, s. 278f</ref> Disse bestemmelser viser således, hvor fiskeriet foregik på daværende tidspunkt, men det er et åbent spørgsmål, om man kan tale om egentlige fiskerlejer. ==== ''Sæby'' ==== Sæby, der i ældre dokumenter skiftevis kaldes "Sæbye" og "Seebye", undertiden "Maristed" efter det derværende kloster, var i middelalderen først en landsby og et fiskerleje, som stod under Børglum Bispesæde. I den senere middelalder lader den til at have fået større betydning, måske netop ved bispernes beskyttelse, og fået rang som købstad; i alt fald nævnes 1465 en Oluf Jenssøn som borgmester i Sæby. Dens ældste købstadsprivilegier er daterede 10. august 1524, da Frederik I gav den tilsvarende rettigheder som Viborg<ref>''Samlinger til jysk Historie'' X, s. 172</ref>, senere bekræftede, blandt andet 24. april 1562, 1597 og 1648. <ref name="Trap 22"/> I 1528 stadfæstede Frederik I alle de privilegier og friheder, som var givne Børglum bispestol på "''Maristedt, som tilforn kaldtes Seby''."<ref name="Trap 22">[http://runeberg.org/trap/3-4/0038.html Trap (1901), s. 22]</ref> Måske var fiskeriet en medvirkende årsag til, at Mariested Kloster blev oprettet ved byen i anden halvdel af det 15. århundrede. ==== ''Skagen'' ==== Skagen opstod formentlig som fiskeleje i 1200-tallet. I et vidnedsbyrd aflagt den 19. april 1355 på kongens retterting i Ålborg af ti selvejerbønder fra Vendsyssel fortæller bønderne om en overleveret tradition om, at en konge skulle have besøgt en Torkil Skarpe og givet denne lov til at bruge et jordområde kaldet Skagen mark til græsning for heste. Torkils hyrde, Trond, "''var den første, som fandt på at fiske ved Skagen, og han byggede det første hus på Skagen mark på nævnte Torkils vegne ...''" Senere skulle andre have fulgt dette eksempel. Bønderne oplyste også, at området fra Hyrdebæk, øst for Hovsø mellem Hovsø og Reven, havde været kongens forstrand, som ikke tidligere havde været bebygget. Endelig oplyses, at ejeren af Skagen mark plejede at få en betaling kaldet "markfisk" bestående af to fisk eller 6 sterling fra hver bod, mod retten til at indsamle brænde og andet.<ref>Lønstrup og Nielsen, s. 21</ref> Møntfund tyder på, at den omtalte bebyggelse, Reven, udgjorde forgængeren til Skagen, var opstået omkring midten af 1200-tallet men senere flyttede østerud på Grenen i takt med, at kystlinjen flyttede sig. Senere, i 1600-tallet, blev bebyggelsen tvunget til at flytte ind til det område, hvor Skagen ligger, og hvor bebyggelsen var bedre beskyttet mod naturens luner.<ref>Lønstrup og Nielsen, s. 30</ref> Skagen, der omfattede hele området, fik formelt købstadsrettigheder i 1413. Sankt Laurentii Kirke (den tilsandede kirke) nævnes første gang i 1387 men blev ikke opført ved kystbebyggelsen men med en mere central beliggenhed for det samlede område.<ref>Lønstrup og Nielsen, s. 23</ref> === Renæssancen (1536-1660) === En fastboende fiskerbefolkning ved kysterne synes i Danmark først at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet. Fra midten af 1500-tallet omtales fiskeri og fiskerlejer i lensregnskaber og kancelliets skrivelser: foruden Island og Norge omtales i Vadehavet List på Sild, Søndre Rømø, Mandø, Fanø, Langli, Sønderside, langs den jyske kyst Vesterside, Nyminde<ref name="Ja 228"/>, Højer, i Limfjorden Lundø og Nibe, i de indre farvande Skagen, Muldbjærg, Anholt, på Fyn Kogstved i Vindinge Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 127</ref>, Nordenhuse i Aunslev Sogn<ref name=porsmose150>Porsmose, s. 150</ref>, Fiskerholt, Bøsøre og Refsøre i Hesselager Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 149</ref>, Skårupøre i Skårup Sogn<ref name=porsmose150 /> – alle ved Storebælt, Bagenkop og Sandhagen på Langeland, Albuen på Lolland, Møn, Nordøstsjælland og Dragør, i Østersøen Bornholm, Øland, Hanø, i Skåne Simrishamn, Landskrone, Skåre, Falsterbo, Malmø, Kullen, Trelleborg, Ystad, Kåseberga, Abbekås og flere andre<ref>Stoklund (1959), s. 108</ref>, i Halland Marstrand. Det er muligt, at i hvert fald nogle af de nye fiskerlejer er en videreudvikling af tidligere tiders midlertidige fiskelejer, med andre ord at bebyggelserne er gået fra at være sæsonbetingede til helårsbebyggelse.<ref>Stoklund (2000), s. 67</ref> Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et langvarigt forløb, der tager sin oprindelse helt tilbage under Den Sorte Død, hvor folk døde i tusindvis med ødegårde til følge. Der har været peget på, at den forudgående landbrugsekspansion var nået så vidt, at landbruget var nået til bristepunktet for sin ydeevne med det daværende landbrugsmæssige stade således, at selv år med mindre misvækst kunne få store følger.<ref name="Po 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Misvækst ramte landet 1315-1317 og førte til hungersnød. Pestepidemier indtraf 1347-1350 og senere igen i 1361, 1369 og 1374.<ref name="Po 321">Porsmose (1988), s. 321</ref> Gennem næsten 200 år, fra omkring 1320 til omkring 1500, var kornpriserne faldende. Følgen var, at ødegårdes jorder enten blev sammenlagt med andre gårde for derved at skabe større og mere kornydende landbrug, eller jorderne blev udlagt til overdrev og skov for at kompensere på mangelen på disse ressourcer i de mest opdyrkede egne. En del landsbyer forsvandt i denne proces, og deres indbyggere må være flyttet til de tilbageværende landsbyer.<ref>Porsmose (1988), s. 332</ref> Krisen nåede formodentlig sit højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet og aftog stærkt i løbet af århundredet.<ref>Porsmose (1988), s. 330</ref> Fra omkring 1450 var en ny befolkningsvækst begyndt.<ref name="Po 322"/> Denne nye befolkningsvækst førte imidlertid ikke til en tilbagevenden til tidligere tilstande. Modsat kornpriserne var priserne på kvæg og smør forblevet højere takket være en voksende købstadsbefolkning både i Danmark og i udlandet, og i stedet for at genoprette små kornbrug skete nyanlæg af nye skovbol, hvor husdyrhold og afgifter i form af smør og andre husdyrprodukter var fremherskende.<ref>Porsmose (1988), s. 339</ref> I kystegne skete også nyanlæg, således blev de sydfynske småøer, der tidligere havde været ubeboede, nu bebyggede i form af "fiskergårde"<ref>Porsmose (1987), s. 152</ref>, og fra omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at der her kunne oprettes nye sogne.<ref>Porsmose (1988), s. 340</ref> Et udtryk for denne udvikling var tillige, at Christian II i sin håndfæsting fra 1513 måtte love, at de, der boede ved stranden og udøvede fiskeri, ikke måtte besværes med nye afgifter, og Christian III måtte i sin håndfæstning fra 1536 bekræfte adelens ret til fortsat frit at kunne nyde fiskeri fra egen grund eller fra de fiskeboder, som de havde haft i kong Hans' tid, hvorimod senere oprettede fiskeboder enten skulle afbrydes eller blive hos Kronen.<ref name="Po 378">Porsmose (1988), s. 378</ref> Overhovedet synes adelen at have spillet en stor rolle mange steder i fremkomsten af en fiskeribefolkning: flere godser havde en lønnet fisker, og fiskeri indgik som en del af mange godsers herligheder i 1500-tallet.<ref name="Po 378"/> Udviklingen, der ikke skete samtidig overalt og måtte være tilpasset de stedlige forhold, må i hovedsagen være foregået ved, enten at der skete en ny bosættelse i de mest kystnære områder eller ved at landbobefolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Gradvist valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner. I ældre middelalder blev landsbyerne øjensynligt lagt i en vis afstand fra kysten. Dette skyldtes næppe frygt for venderoverfald<ref name="VH 58f">Hansen (1970), s. 58-59</ref><ref>Stoklund (2000), s. 116</ref>, idet befolkningen i de mest udsatte områder på Falster, Lolland, Langeland, Ærø og Als søgte at sikre sig ved at oprette folkeborge, det vil sige tilflugtsborge, hvor de kunne søge ly i tilfælde af angreb; sådanne borge lå ofte nær de senere herredsgrænser, således Virket på Falster, Østerborg og Vesteborg på Lolland, Guldborg på Langeland. I lange perioder var venderne allierede med danskerne, hvilket blandt andet afspejles i danske kongers ægteskaber med vendiske fyrstedøtre, og flere steder i det sydlige Danmark synes at være sket en fredelig bosættelse af vendere. Forklaringen på beliggenheden var snarere, at det efter indførelsen af et vangebrug i de østlige dele af landet måtte være uheldigt at lægge en bebyggelse så nær kysten, at man afskar sig fra at få dyrkningsbare marker i hele landsbyens omkreds. Ved at lægge landsbyen tilbagetrukket sikrede man sig denne mulighed, og afstanden blev da derfor ofte omtrent den, man kunne opdyrke jorden i med tillæg af et skovbevokset grænseområde for olden, gærdsel, brændsel og lignende. Da nyanlæg nærmere kysten skete i 1400-tallet og 1500-tallet var det med landsbyer, hvis hovedvægt i driften var husdyrhold snarere end agerdyrkning,<ref name="Po 107">Porsmose (1987), s. 107</ref><ref>Stoklund (2000), s. 117</ref> idet denne driftsmåde bedre tilgodeså beliggenheden. For sådanne kystnære landsbyer måtte fiskeri være et kærkomment tilskud til driften. Disse bebyggelser havde således ikke karakter af egentlige fiskerlejer, omend fiskeri indgik i livsformen.<ref>Stoklund (2000), s. 118</ref> Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 kun skulle yde fisk i landgilde<ref name="EKJ 266">Nielsen (1880-81), s. 266</ref>, men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde kaldes i en skrivelse fra 1560 Esperødgærde og udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød bestående af 3 gårde, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund<ref name="DS 2 7">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 7</ref>, og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed i de ældste optegnelser fra 1562 og tiden derefter Dageløkke Slette<ref name="DS 2 19">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 19</ref>, måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede. Helt speciel er kystlandsbyen Kogtved ved Hockelhavn Fjord, der først omtales i 1400-tallet, og som i 1580 bestod af mindst 5 gårde, ifølge jordebogen 1588 derimod af 18 huse, der alle alene ydede torsk i landgilde, idet jorden i mellemtiden var lagt ind under Ulfredsholm. Kogtved blev med andre ord omdannet til fiskerleje ved godsets tiltag. I 1600-tallet blev bebyggelsen imidlertid nedlagt.<ref>Stoklund (2000), s. 118f</ref> Den anden mulighed var, at midlertidige middelalderlige fiskelejer efterhånden fik en fastboende befolkning af fiskere.<ref>Stenstrup (1905), s. 141-171. Denne skelnen mellem midlertidige fiskelejer og helårsbeboede fiskerlejer er taget op af Bjarne Stoklund (Stoklund: "Fiskeläge. Danmark" i ''KLNM'', sp. 317 og Stoklund (2000), s. 116 og 174-181). Når Ole Mortensøn vil imødegå dette med henvisning til betegnelserne for Sandhagen og Bagenkop i Lensregnskaberne (Berg et al. 1981, s. 159), så overser han, at formen "fiskelejer" forekommer til og med 1611, der efter "fiskerlejer". Dette ''kan'' opfattes således, at man fra hidtil at have betragtet dem som sæsonvise bosættelser nu anser dem for helårsbeboede. Jeg er derfor enig i, at eksemplerne er "dolumentation for form- og betydningsændringerne på overgangen fra middelalder til nyere tid" (Stoklund (2000), s. 177).</ref> Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.<ref name="DS 2 67f">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f</ref> Det samme gælder Boderne ved Hellebæk.<ref name="DS 2 15">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 15</ref> Disse fastboende har sikkert i stort omfang været stedlige jordløse husmænd (herunder håndværkere), der i helårsfiskeri og søfart så en mulighed for at forbedre deres tilværelse. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83<ref name="DS 2 17">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17</ref> idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".<ref name="AS 1971 26">Schmelling (1971), s. 26</ref> Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref> Fremkomsten af fiskerlejer fik også en videregående betydning. Fra gammel tid havde landalmuen haft ret til at sejle og afsætte deres varer hvor de ville. Hidtil havde man måtte klare sig med de stedlige besejlingsforhold som de var, men nu fremkom steder velegnede for sejlads og med en fast bosat og søvant befolkning. Det var derfor nærliggende for bønderne at samarbejde med fiskerbefolkningen. De kunne enten hyre fragtmulighed eller lade fiskerne fragte landbrugsvarer til markeder sammen med deres egne fisk og måske sælge dem på bøndernes vegne. Der udviklede sig en befolkning af standsiddere, som var professionelle fiskere og søfolk uden landbrug af betydning.<ref>Mortensøn (1994), s. 169-171. Sammenligninger mellem navne på søfarende og bønder på Lolland tyder stærkt på, at det ikke var de samme folk, som drev landbrug og som sejlede. Når Bjarne Stoklund argumenterer for, at det var bønderne selv, der stod for sejladsen og henviser til Sejerø (Stoklund (2000), s. 114), så overser han, at de varer, som almuen på Sejerø handlede med inde på Sjælland netop var fisk og andre råvarer men ikke landbrugsprodukter, som de tværtimod købte af bønderne. Det understreger, at traditionelt landbrug netop ''ikke'' spillede nogen nævneværdig rolle i deres tilværelse.</ref> Herfra var springet ikke stort til, at fiskerne simpelthen købte bøndernes varer af dem og påtog sig hele ansvaret for og fortjenesten ved deres salg. Dette var sikkert, hvad der skete flere steder i landet, og udviklingen blev fremmet af, at de gamle fiskemarkeder mistede deres betydning.<ref>Stoklund (1980), s. 16. Stoklund konstaterer, at bønderne tidligere havde deltaget i Skånemarkedet og at "Der kan næppe være tvivl om, at de sydsjællandske bønder - i hvert fald i kystsognene - har derevet fiskeri og søhandel ved siden af deres landbrug i middelalderen og i 1500-årene. I 1600-årene derimod er disse maritime indslag i Bårse-bøndernes erhvervskultur så godt som helt forsvundet".</ref> De varede ikke længe inden, at købstæder beskyldte bønder og fiskere for at omgå deres markeder.<ref>Berg et al. (1981), s. 164f, 173-181</ref> Det varede heller ikke længe førend, at fiskerlejerne måtte stille søvant mandskab til den kongelige flåde, ofte i et omfang der svarede til det mandskab, som købstæderne skulle stille med.<ref>Mortensøn (1994), s. 171-172</ref> Hele denne udvikling fandt sted i det østlige Danmark. I Limfjorden og langs den jyske vestkyst fastholdt befolkningen den traditionelle levevis, der forenede landbrug med sæsonbetonet fiskeri.<ref>Stoklund (2000), s. 126-161</ref> I vadehavsområdet skete en ikke ubetydelig udførsel af fisk, og præsten Jonas Colding oplyser i 1584, at "''Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder''".<ref name="JC 230">Jacobsen (1937), s. 230</ref> Tidligere var fisken blevet købt af udenlandske opkøbere, men i 1548 var det blevet forbudt fiskerne på vestkysten at sælge deres fisk til udenlandske opkøbere<ref name="JC 230"/>, og dette forbud har måske bevirket, at fiskerne selv opsøgte deres (tidligere) kunder. I løbet af 1600-tallet sejlede fiskere fra Fanø og Mandø ofte direkte til Hamborg og holstenske byer for at afsætte deres fiskefangster uden at betale den dem pålagte "sandtold". Da fiskeriet efterhånden aftog, tiltog betydningen af fragt af andre varer, blandt andet korn fra Føhr og Nordstrand.<ref name="JC 231">Jacobsen (1937), s. 231</ref> Der skete således i Vadehavet en udvikling modsvarende den, der på samme tid skete i Østdanmark. ==== ''Bornholm'' ==== Fiskeriets fremgang på Bornholm indtraf i 1500-tallet og afspejles ved, at en lang række fiskerlejer på Bornholm først omtales på denne tid.<ref>Stoklund (2000), s. 60</ref> På Bornholm kendes enkelte steder, som senere kendes som fiskerlejer, allerede i middelalderen: Hasle omtalt 1335<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 31</ref>, Nexø omtalt 1346<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 85</ref>, Listed omtalt 1379<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 384</ref> og Årsdale omtalt 1410<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 378</ref>. Men størstedelen af de bornholmske fiskerlejer kendes først fra anden halvdel af 1500-tallet: Boderne omtalt 1516<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 379</ref>, Gudhjem omtalt 1547<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 335</ref>, Arnager omtalt 1552<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 175</ref>, Snogebek omtalt 1555<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 446</ref>, Tejn omtalt 1569<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 268</ref>, Melsted omtalt 1569<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 336</ref>, Helligpeder, Vang og Kås omtalt 1570<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 235</ref>, Saltuna omtalt 1584<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 356</ref>. Kun to fiskerlejer kendes først langt senere: Bølshavn omtalt 1697<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 346</ref> og Ypnestad omtalt 1700<ref>''Bornholms Stednavne'', s. 360</ref> Dette tyder på, at væksten i egentlige fiskerlejer skete rundt om i Danmark på tværs af de landskabelige forskelligheder. Fiskeriet skete øjensynligt fortrinsvis efter sild og torsk, idet disse gentagne gange nævnes som afgifter for fiskerlejerne.<ref>Hübertz (1852), s. 356, 360, 429, 540</ref> Men fiskeriet var ikke altid lige godt, og tidvis svigtede det helt. Fogden Ketting oplyser i en skrivelse dateret 14. februar 1573: "''Ich hebbe nu dussenn Wintter na oldem gebrucke datt Schatte Bock geklarett, vund inn 16 Jarenn nichtt so vell hinderstelliges Schattes gehatt. Orsake is ditt, de Lude sintt vörarmett, der velenn Schattinge haluenn, vund de Vischerie, welcker busses Landes de bestte Naringe plach thosinde, is gans wech, kein herinck gefangen''", med andre ord: befolkningen er forarmet og skatteskyldnernes antal er vokset til det højeste i 16 år som følge af et svigtende fiskeri.<ref>Hübertz (1852), s. 394</ref> ==== ''Øresund'' ==== Dragør udviklede sig til et fiskerleje allerede i middelalderen. Efter, at Valdemar Atterdag for en tid havde måttet afstå Skåne og dermed Skanørmarkedet til Magnus Smek, forsøgte han at få en del af skånemarkedet flyttet til Amager. I den forbindelse lod han i 1342 udstede to privilegier til hansebyerne Stralsund og Kampen.<ref>Liebgott, s. 4</ref> En kortvarig tid klarede man sig med formodentlig midlertidigt teltdække over et lergulv på omkring 2 x 3 m, hvilket fase indtraf omkring midten af 1300-tallet.<ref>Liebgott, s. 4f</ref> I 1422 gav Erik af Pommern tilladelse til, at de midlertidige boder måtte blive stående vinteren over, og selvom skånemarkedet fortsat kun indtraf om efteråret, betød det en vedvarende bebyggelse formentlig af skure samt et system af "gader".<ref>Liebgott, s. 7f</ref> Det betød også, at det nu blev muligt at handle med disse jordlodder.<ref>Liebgott, s. 8</ref> Formodentlig under Grevens Fejde blev Dragør ramt af en brand, men efter branden blev der opført nye huse med lerpudsede vægge med kalkmalede dekorationer i form af blomsterranker og vinduer med glasmalerier.<ref>Liebgott, s. 9</ref> Den bebyggelse, der således udviklede sig under renæssancen, var ikke stor: i 1611 opgjorde skattelister 20 fastboede huse. På dette tidspunkt var sæsonfiskeriet ophørt, og Dragør havde udviklet sig til et fiskerleje på linje med andre, der dukkede op ved Øresund.<ref>Liebgott, s. 10</ref> Ved Øresundskysten omtales i jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 følgende steder udelukkende eller overvejende beboet af fiskere: Humlebæk (7 fiskere), Sletten (11 fiskere), Nivå (9 fiskere), Rungsted (14 fiskere), Smidstrup (8 fiskere)<ref name="St 119">Stoklund (2000), s. 119f</ref> Espergærde omtales 1555<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 5. marts 1555</ref> og 1561<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 1561</ref> som udskibningssted for træ men 1560 tales om overdragelse af 3 gårde i Esperødgierde, Søbæk mølle og fire bundgarnsstader "der under landet".<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 20. juli 1560</ref> Dagelykke Slette (Sletten) nævnes første gang i 1562 ligeledes som ladested for træ.<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 1562</ref> Snekkersten omtales første gang i 1582, hvor Frederik II skænker Helsingørs hospital et bundgarnsstade på kronens grund ud for fiskerlejet. Tårbæk er nævnt første gang i 1613 som Thorbech. Fiskeriet var organiseret som et bundgarnsfiskeri, hvor Sundet ud for hele den nordlige del af den sjællandske øresundskyst blev inddelt i stader, hvor det var tilladt at opsætte bundgarnsstader og ruser. Hvornår, dette stadefiskeri blev indført, er usikkert, men i 1552 blev det i Helsingør besluttet, at alle, som havde bundgarn, skulle "''forsamles på rådhuset, når 12 slår, og der udi borgmesters og råds nærværelse forhandle den ene med den anden, at den, som ikke part tilforn havde, måtte og have den ene med den anden fordel.''"<ref>Mikkelsen, s. 24</ref> ==== ''Sjællands kattegatkyst'' ==== Fiskerlejerne langs Sjællands kattegatkyst må være opståede lige omkring reformationen. I 1536 indstævnede købstæderne Helsingør og Søborgs borgmestre og rådmænd "''menige bønder og almue, som bygge og bo på Gilleleje og Villingebæk fiskeleje''" for kong Christian III’s råd for at drive ulovlig "''handel og købmandskab''".<ref>Appel & Frandsen, s. 164</ref><ref name="St 123">Stoklund (2000), s. 123</ref> Gilleleje må have udviklet sig hurtigt, for i 1559 klager præsten i Søborg sogn over, at indbyggerne i årene efter reformationen i 1536 opførte et kapel og ansatte deres egen kapellan ved navn Hans Lauritsen, som de lønnede "''udaf hvis som Gud gaff thenom af Wandett''"<ref>Appel & Frandsen, s. 155</ref> og i 1577 havde Gilleleje officielt fået sin egen præst.<ref name="St 123"/> I 1580 klages atter over, "''at det på Gyldeleye og de andre fiskerlejer i Frederiksborg og Kronborg len går uskikkeligt til med køb og salg af de fiskerne selv tilhørende huse, idet der undertiden kommer manddrabere og andre landløbere, der formedelst deres misgerninger rømme fra et sted til et andet, did og købe sig en part i et hus, så der somme steder er en 2-3 ildsteder i ét hus og uden skovfogedens tilladelse hugges i skoven, skønt der ikke svares mere end 1 td. fisk i årlig landgilde, ligesom også disse folk, når de have været en 2-3 fjerdingår på fiskerlejerne, sælge husene den ene gang efter den anden til andre af deres selskab, så man aldrig kan vide, hvem der skal svare landgilden..''"<ref name="KB 188">''Kancelliets Brevbøger'' 1580-1583, s. 188</ref> Langs Nordøstsjællands kattegatkyst omtales i jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 følgende steder udelukkende eller overvejende beboet af fiskere: Kikhavn (25 fiskere), Saltboleje (13 fiskere), Rågeleje (24 fiskere), Krogskilde (12 fiskere), Gilleleje (70 fiskere), Villingebæk (27 fiskere), Hornbæk (21 fiskere), Ræveleje (4 fiskere), Ellekilde (4 fiskere), Boderne (5 fiskere) og Ålsgårde (3 fiskere).<ref name="St 119"/> Beliggenheden af fiskerlejerne tyder på, at man har foretrukket steder ved å-udløb, hvor bådene kunne ligge beskyttet, hvor åen kunne sikre ferskvand, og hvor åen og ådalen kunne lette adgangen til indlandet, og ellers steder med læ hvor adgangen til dybt vand ikke var for langt fra kysten og hvor der var en fald sandstrand velegnet til at trække bådene på på land.<ref>Appel & Frandsen, s. 158f</ref> Kronborg lensregnskab fra henholdsvis 1638-39 og fra 1657-58 viser, at der dels ved Tisvilde, dels ved Rågeleje er foregået kalkbrænding.<ref name="AF 160">Appel & Frandsen, s. 160</ref> For Krogskildes vedkommende er det konstateret, at lejet har været øde i flere omgange men atter beboet.<ref name="AF 160"/> Undersøgelser af knoglemateriale fra en udgravning i Gilleleje har vist, at størstedelen stammede fra torskefisk i alle størrelser fra små op til 70-80 cm lange, men desuden fra kuller og hvilling. Den næsthyppigste gruppe udgjordes af fladfisk, især rødspætter, men også tunge, pighvar, slethvar, skrubbe og ising synes at være repræsenteret. Sild synes ligeledes at være almindelige, mens andre arter, herunder ål, grå knurhane, gedde, hornfisk og makrel kun forekommer beskedent i knoglematerialet. Desuden blev fundet knogler af knogler af sæl og rådyr, så kystboerne har måske også drevet jagt både til vands og til lands. Knoglematerialet viser også, at indbyggerne har holdt svin, får og/eller ged, kvæg, gæs, ænder og høns. Det bekræfter oplysninger fra matriklen 1682, at der til husene har hørt en større eller mindre jordlod.<ref>Appel & Frandsen, s. 157</ref> Et lignende billede tegner sig for Krogskilde.<ref>Appel & Frandsen, s. 161</ref> ==== ''Fyn'' ==== På Fyn langs øens østkyst ud mod Storebælt fremkom en række kystbebyggelser, der bestod af blandede gårde og huse, således Agetved (Nordenhuse) i Avnslev sogn, der i 1688 omfattede 3 gårde, 6 huse med jord og 3 huse uden jord, Skårupøre i Skårup sogn, der i 1572 bestod af 1 gård og 8 småbrug<ref>Porsmose (1987), s. 150</ref> samt Kogstved, der oprindelig var blevet anlagt som en blandet bebyggelse men i 1588 bestod af 18 fiskerhuse<ref>Porsmose (1987), s. 127</ref>, alle sat i forbindelse med drivgarnsfiskeri efter sild i Storebælt.<ref>Stoklund (2000), s. 119</ref> ==== ''Langeland'' ==== På Langeland lå i renæssancen to fiskerlejer ved Magleby Nor: ''Bagenkop'' ved norets inderste (sydligste) ende og ''Sandhagen'' ved norets indløb. Sandhagen var beboet mellem 1550 og frem til omkring 1613 og er derefter forladt.<ref>Berg et al, s. 160</ref> Sandhagen bestod af 16 husstande svarende til 18 hustomter<ref>Mortensøn (1981), s. 19</ref>, og Bagenkop var af tilsvarende størrelse.<ref>Berg et al, s. 161</ref> Hvornår fiskerlejerne er opståede, kan ikke siges med sikkerhed, men når lensregnskabet fra 1510-11 angiver, at den fisk, der blev ydet i afgift dette år, stammede fra Ristinge, Stengade, Løkkeby, Illebølle, Longelse og Magleby, hvorimod hverken Sandhagen eller Bagenkop er nævnt,<ref name="BA 163">Berg et al, s. 163</ref> så tyder det på, at ingen af disse endnu var opståede på dette tidspunkt. På Langeland var der først og fremmest fiskeri efter torsk.<ref name="Be 165f">Berg et al, s. 165f</ref> Fiskeriet skete fra februar/marts til omkring Sankt Hans og atter fra oktober til omkring nytår.<ref name="BA 169"/> Også fladfisk, sild og formentlig ål er blevet fisket her.<ref name="BA 169">Berg et al, s. 169</ref><ref>Mortensøn (1981), s. 21</ref> Fiskeriet synes fortrinsvis udøvet med fiskekroge med øje og modhage, fortrinsvis af jern, men enkelte af messing, og ved brug af blysynk.<ref name="BA 169"/> Ifølge regnskabet for Langeland fra 1510-11 har man brugt vod, og ifølge regnskabet fra 1630-31 har man på dette tidspunkt brugt bundgarn til at fange sild.<ref name="BA 170">Berg et al, s. 170</ref> Omfanget af fiskeriet er ukendt, men i lensregnskabet fra Tranekær for 1510 og 1511 bestod lenets indtægter i 1510 blandt andet i 5½ tønder torsk, 2½ tønde sild og 1 tønde ål, hvortil kom 9½ tønde torsk og 1 tønde ål, som blev solgt eller ydet til Odense.<ref name="BA 163"/> Senere, ifølge brev fra august 1563 skal daværende lensmand Jørgen Marsvin på Langeland give fiskerne besked på at sejle til København med al den saltede torsk og kuller, de havde fanget, og sælge den til rentemesteren, ifølge brev af 1. november 1567 skal lensmanden på Tranekær, Mourids Podebusk, købe al den torsk, der saltes, og lade den føre til København.<ref>Berg et al, s. 165</ref> Den 6. november 1567 skal han i henhold til et nyt brev købe 10 læster torsk.<ref name="Be 165f"/> Den 15. september 1570 får han besked på at købe 6 læster torsk, den 2. august 1572 10 læster torsk, den 7. september 1575 6 læster torsk, den 17. februar 1578 15 læster torsk.<ref>Berg et al, s. 166</ref> Disse år må altså være regnet med, at det var muligt at fiske i det mindste sådanne mængder. Ved siden af fiskeriet har beboerne på de langelandske fiskerlejer drevet fragtsejlads, formentlig til Kiel, Egernførde og Flensborg.<ref name="Mo 22">Mortensøn (1981), s. 222</ref> Foruden fisk har de fragtet korn, svin, lam og ved. Sandsynligvis er de udførte varer enten købt af langelandske bønder, eller der har været faste aftaler mellem landbrugere og fiskere/skippere om at sidstnævnte formidlede denne samhandel, til dels på førstnævntes vegne. Af hjembragte varer synes salt, klæde, humle, jern og stål at have spillet en vis rolle. Formentlig er rhinsk stentøj, rhinske glas, hollandsk fajance og nordtyske reliefkakler ligeledes hjemtagne på sådanne rejser.<ref>Berg et al, s. 179</ref><ref name="Mo 22"/> Der synes ikke at have været nogen egentlig plan bag fiskerlejernes indretning. Husene lå uden at danne gadestrøg. De fleste huse var 4-6 fag lange og 3 fag brede (fagbredde = 180 cm). De ældste huse formodes at være bygget med fodrem af træ men efter en stormflodsulykke synes de at være genopført uden fodrem med nedgravede stolper og stensyld mellem stolperne. Væggene formodes at være lerklinede. Husene formodes at have haft 4-5 blyindfattede vinduesglas i trærammer.<ref name="BA 186">Berg et al, s. 186</ref> De største af de beboede huse synes at have haft 3 rum, formodentlig kammer, stue og bryggers, med skillevægge af bindingsværk på en lav syld. Stuerne har været opvarmede med kakkelovne.<ref name="BA 187">Berg et al, s. 187</ref> De to fiskerlejers betydning på Langeland kan sættes i relief: i 1587/88 udgjorde de tilsammen 21 af 861 skattebetalende husstande svarende til 2,4%.<ref name="BA 159">Berg et al, s. 159</ref> Ifølge regnskabet for pengeskatten i Tranekær len for 1610 udgjorde fiskerlejerne 21 af 1.106 skatteydere svarende til 1,9%.<ref name="BA 185">Berg et al, s. 185</ref> ==== ''Vendsyssel'' ==== Fiskeriet i Vendsyssel beskrives i 1656 således: "''Fiskeri haffve de aff Haffvet paa alle Sider, synderlig ved Skagen, Hortsholm oc Fladstrand, særdelis aff Torsk, Hvilling, Kuller, Rocker oc Flynder ofverflødigt. Med samme Fiske at salte, tøre oc forvare vide Indbyggerne saaledis at omgaais, at de af siigt Fiskeri sig god Formue samle. Besynderlig, uden for Hvedbo-Herrit 4 Mile langs Landet, udi Wester-Haff er it ofvermaade rigt Fiskeri aff Flynder to gange om Aarit, nemlig om Waaren og Høsten, at de deraff naar de tørede ere, store Stacke, som Høle paa Landet opsette, oc der med det gandske Syssel bespise. Naar oc om Waaren saadant Fiskeri aflader, tilfalder undertiden it andet ocsaa megit got oc rigt Fiskeri af Kuller oc Makreler, saa den omkringboende Almue stor Hielp oc Fordeel deraf hafver.''"<ref>Berntsen, s. 161f</ref> Skagen er oprindeligt opstået som et fiskerleje. Byen fik sine første købstadsprivilegier af Erik af Pommern den 22. januar 1413, og disse blev senere gentagne gange fornyede. Til trods for sin købstadsstatus fastholdt Skagen sin karakter af et fiskerleje. Arent Berntsen beskriver byen i 1656 således: "''Skagen haffver tilforne ickun vorret holden for it Fiskeleye, men regnis nu blant Kiøbstæderne, effterat den baade udi Menighed saavelsom Bygning oc Handel tiltager. Handelen bestaar mest udi Fiskeri, som de aff Wester Søen saa offverflødigt bekommer, saa de dermed atskillige omliggende Lande oc Stæder kunde besøge oc der got Marcket giøre.''"<ref>Berntsen, s. 160f</ref> Fladstrand (Frederikshavn) udviklede sig som et fiskerleje og handelsplads. Stedet omtales første gang i 1572.<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 13. marts 1572</ref> ==== ''Limfjorden'' ==== I Christian IIIs privilegier for Ålborg dateret 22. februar 1540 bestemmes blandt andet, at "''Skulle og ingen Kjøbmænd, indlændiske eller udlændiske, danske eller tyske, maa bryde deres Bunke for Hans, Egense, Mov, Dokkedal, Skovshoved eller Hov og der kjøbe, sælge enten med Alen, Skjæppe, Maal eller Vægt, men aleneste forhandle der medSild, Salt og Træ, paa det at vor Told, Sise og anden vor og Kronens Rettighed ikke dermed formindskes og underslaas skal''"<ref>Wulff, s. 282</ref> ligesom bestemmelsen "''Skal og ingen Borger eller Kjøbmand bo eller ligge udi Nibe eller paa nogen andre Fiskerlejer her nærværende omkring Byen længere end Fiskeriet paa stander''" blev gentaget.<ref>Wulff, s. 283</ref> Lignende bestemmelser, i større eller mindre omfang omfattende de samme steder, gentages senere, således ved dom på Kongens Retterting på Koldinghus i oktober 1553<ref>Wulff, s. 289</ref>, i Frederik IIs brev dateret 14. januar 1564<ref>Wulff, s. 290</ref>, i kongeligt brev dateret 5. september 1570<ref>Wulff, s. 291</ref>, i et nyt brev dateret 24. februar 1590 og i flere andre.<ref>Wulff, s. 293</ref> Den 3. juli 1598 udstedet et forbud mod købmandskab i Løgstør, "''Eftersom vi komme i Forfaring, hvorledes vore Undersaatter, som bo paa dette Fiskerleje udi Limfjorden, som kaldes Løgstør, skulle bruge adskillig Kjøbmandsskab med Kornkjøb, Kramvare, Kjøbmandsgods og udi andre Maader..''"<ref>Wulff, s. 295</ref> Om Limfjorden hedder det i 1656, at "''Foruden fiskrige Søer, Aaer oc Damme hafve Indbyggerne (synderlig de ud ved Limfiord boende) ofverflødigt Fiskeri, icke allene aff Torsk, Hvilling, Flynder oc Aal, men oc fornemligen af Sild, som der meget rigeligen, dog it Aar mere end det andet, tilgaar. I synderlighed er Nibe it fornemme stort Fiskeleye ved Limfiord, lidet østlig fra den skiøne oc lystige Gaard Lundbeck liggende, berymt, formedelst det herlige Sildefiskende, som i saadan Mangfoldighed bestaar, saa at undertiden, naar ickun Fiskeriet i nogen maade tilgaar, derfra ey allene den omliggende Eng med Sild for it billig Værd undsettis; Men oc største Delen aff det gandske Land oc andre langt fraliggende Stæder mange Læs oc Skibsladinger derfra lader føre.''"<ref>Berntsen, s. 150</ref> Fra 1500-tallet nævnes en række fiskerlejer i tilknytning til Limfjorden: foruden Nibe også Sebbersund, Valsted, Stavn, Gøl, Øland og Klitgårde.<ref>Rasmussen (1968), s. 346</ref> Nibe kan være opstået som fiskerleje allerede i 1300-tallet på grund af det gode sildefiskeri. Byens op- og nedgangsperioder var i de følgende århundreder nært forbundet med sildebestanden. I 1518 fik indbyggerne i Nibe lov til at salte og sælge sild, som de tilforn har gjort, mod en afgift på 6 læster sild til lensmanden.<ref name="Ra 470">Rasmussen (1968), s. 470</ref> I 1551 befalede kong Christian III, at der skulle bygges en salterbod, hvor de kongelige saltere kunne bo. Kongskøb af fisk i Nibe (og Muldbjerg i Mou sogn ved Kattegat) omtales i breve den 6. april 1557, 8. april 1559, 16. februar 1561, omkring 11. marts 1563, 16. marts 1564, 18. marts 1565, 27. februar 1566, 30. marts 1566, 23. marts 1569, 10. marts 1757, 14. marts 1576, 21. marts 1578, 9. marts 1585, 13. september 1605, 18. marts 1630.<ref name="Ra 470"/> Det var forudset, at fiskere fra fiskelejerne Sebbersund, Stavn, Øland, Gøl og Nørholm skulle sejle til Nibe med deres fangster.<ref name="Ra 39">Rasmussen (1968), s. 39</ref> I I 1647 oplyses det i forbindelse med en retssag, at når kongens flag vejede fra toldboden, betød det "''at ingen den dag måtte købe sild eller dermed bruge nogen handel, førend kongelig majestæts salter havde købt så mange, som han kunne regere og flaget var taget ned''".<ref>Rasmussen (1966), s. 21</ref> ==== ''Vadehavet'' ==== Oprindelsen til fiskeriet i Vadehavet går formentlig tilbage til 1425, da en sildestime for første gang skal være kommet ned langs den jyske vestkyst og videre mod Helgoland. I det 15. og 16. århundrede skal et fiskeri efter sild, flynder og torsk have udviklet sig langs vadehavets kyster.<ref>Jacobsen, s. 226</ref> I forbindelse med dette fiskeri måtte fiskerne betale en såkaldt "sandtold", der er dokumenteret fra 1537 til 1685, da den blev afskaffet.<ref name="Ja 227">Jacobsen, s. 227</ref> Riberhus lensregnskaber viser, at de to vigtigste fiskearter var hvilling og skuller (betegnelsen for rødspætter på Fanø og andre vadehavsøer).<ref name="Ja 227"/> Fiskeriet i Vadehavet især på fiskepladser ved Blåvandshuk og Fanø var betydeligt allerede i midten af 1500-tallet: Stedlige og udenlandske fiskere deltog i fiskeriet her; en kongelig skrivelse udstedt 1547 forpligtede udenlandske fiskere, som fiskede ved Sønderside til ikke at forlade fiskerlejerne, før de havde betalt sandtold, som de gjorde det ved Vesterside.<ref name="Ja 229"/> Ribeborgere søgte i fisketiden fra marts til Sankt Hans disse fiskepladser i så stort antal, at byens øvrighed måtte henvende sig der, for at få dem til at betale skat.<ref name="Ja 229"/> I Vadehavet fandtes fiskelejer på List, Søndre Rømø, Fanø og Langli. I et kongeligt brev fra 1563 bestemmes, at disse og de nordligere fiskelejer skulle yde en lod af den fisk, der blev fanget mellem 1. maj og pinse til Ribe hospital.<ref name="Ja 228">Jacobsen, s. 228</ref> Et andet brev af 1. december 1580 pålægger borgmester og tolder i Ribe, Peder Heggelund, "''på fiskelejerne ved Ribe at købe nogen tør fisk: samrask, limskuller, middellinskuller, tør hvilling, tør torsk, pilrocher, sund og mave (læs: torskens svømmeblære) og andet, såmaget han kan tænke, der gøres behov til kongens bord.''"<ref name="Ja 227"/> De omtalte pilrocher er formentlig fisken skade (''Raja batis''), der tidligere blev fanget i større mænger og som havde "den gode Egenskab at kunne holde sig længe frisk, saa at man om Vinteren kunde have den længe hængende i frisk Luft og skære Stykker af den."<ref name="Ja 227"/> Især hvilling og torsk blev udført i stor mængde til Tyskland.<ref name="Ja 227"/> Fiskepladserne for dette fiskeri var ifølge kongelige breve fra 1548 og 1563 Nyminde, Vesterside og Sønderside på Skallingen, Langli, Fanø, Mandø, Søndre Rømø samt List.<ref name="Ja 228"/> Blandt disse var i slutningen af 1500-tallet det største fiskeleje i Vadehavet øjensynligt Sønderside. 1581-82 var her otte skibe sysselsat med hvillingfangst og måtte betale 600 hvillinger i sandtold. Derudover var 32 skibe sysselsat med skuldefangst (rødspætter) og betalte 1200 skulder i afgift foruden otte krogbåde, der betalte 600 skuller i afgift. Borgere i Ribe og Varde, der som ejere af fiskerbåde såvel som i egenskab af fiskere var fritagne for afgift, havde andel i syv af hvillingskibene og ejede 13 af skulleskibene og syv af krogbådene.<ref name="Ja 228"/> Også Vesterside var et betydeligt fiskeleje: herfra udgik 25 skibe på hvillingfangst. På øen ''Langli'' hørte 5 hvillingskibe hjemme, heraf et ejet af en Ribe-borger.<ref name="Ja 228"/> I ''Sønderho'' fandtes 26 hvillingskibe, hvoraf 12 tilhørte Ribe-borgere. Af i alt 6 skuldeskibe på ''Fanø'' (Sønderho og Nordby) ejede Ribe-borgere de 5.<ref>N.H.Jacobsen, s. 228f</ref> Fiskeriet fandt ifølge præsteberetningen fra Fanø i 1683 til Ribe stifts beskrivelse med net, kroge, lyster og ruser. Ruserne, kaldet skuldgårde, blev dannet af ris stukket ned i havbundet, der dannede gærder indrettede således, at fiskene ved udgående strøm blev fanget i en bag gærdet placeret ruse Flynder blev fanget med net, torsk og hvilling med lange liner med kroge.<ref name="Ja 229"/> Fiskeriet nåede øjensynligt et højdepunkt i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. I fortalen til Lyskanders danske krønike fra omkring 1600 skrives: "''Ellers gifver Ripe en kostelig Egn, overflødig fiskerie og synderlig udlæsen (læs: udsøgt) fisk.''"<ref name="Ja 229">N.H.Jacobsen, s. 229</ref>. Ifølge regnskaberne skal der fra Ribe være udskibet omkring 736.000 skuller i 1616 og 544.000 i 1624, men allerede da synes fiskeriet at have kulmineret.<ref name="Ja 230">N.H.Jacobsen, s. 230</ref> ==== ''Nedturen'' ==== Den storhedstid, som renæssancen udgjorde for fiskeriet, synes at klinge ud i slutningen af 1500-tallet og de første årtier af 1600-tallet. Fiskeriet svigtede, og mange af datidens fiskerlejer forsvandt helt, mens andre indskrænkedes; vidnedsbyrd om tomme fiskerhuse var talrige. Det er muligt, at også Nederlandenes store fangster af sild og torsk i Nordsøen har presset fiskepriserne på det nordeuropæiske marked og dermed gjort det danske fiskeri mindre rentabelt.<ref>Appel & Frandsen, s. 163</ref> I Nordøstsjælland fiskerlejerne ''Villingebæk'' og ''Krogskilde'' ved Gilleleje, på Møn fiskerlejet ''Brøndehøje'', foruden andre<ref>Mortensøn (1981), s. 25</ref>. I Gilleleje var der 70 fiskere i 1582, men allerede i jordebogen for Kronborg len for 1582/83 siges, at "''dette år har været meget hårdt for de fattige fiskere på fiskerlejerne, at torsken er nogensteds ikke vel tilgået''".<ref name="AF 162">Appel & Frandsen, s. 162</ref> I årene 1582, 1586, 1587 og 1588 måtte fiskernes landgilde nedsættes eller eftergives<ref name="St 124">Stoklund (2000), s. 124</ref>, "''fordi fisken.. ikke er vel tilgangen der''".<ref name="KB 455f">''Kancelliets Brevbøger'' 1584-1588, s. 455-456</ref> Allerede i 1605 var fiskene så få, at fiskerlejerne overgik til at betale penge i stedet for betaling i naturalier. Der blev betalt 3 daler pr. tønde sild og 12 skilling i stedet for 100 stk. kuller.<ref name="AF 162"/> I 1610 oplyses om husene i Gilleleje, at "''mesteparten er afbrudte, og en part står øde, og nogle er så forarmede, at de ikke formår at give deres fulde landgilde længere...''".<ref name="Be 195"/> Samme år anføres Krogskilde som øde: "''Denne by er aldeles øde, så at der ingen hus kendes at have stået på strandbakken''".<ref>Appel & Frandsen, s. 153</ref> I 1632 var der i Gilleleje 53 øde huse samt 9, som ikke kunne betale nogen afgift.<ref name="Be 195">Berg et al., s. 195</ref> Fiskerlejet Ræveleje, der i begyndelsen af 1600-tallet havde bestået af 5 husstande, var ifølge Kronborg lensregnskab fra 1627-28 næsten blevet forladt, idet kun et enkelt hus endnu var beboet frem til 1638-39.<ref>Appel & Frandsen, s. 153</ref> Oveni det svigtende fiskeri kom sandflugt.<ref>Appel & Frandsen, s. 162f</ref> På Langeland forsvandt fiskerlejet ''Sandhagen'' atter omkring 1617. Forklaringen ifølge lensskriveren: "''Er at agte at mange af disse fornævnte huse, som er indskrevet for fiskerlejer, er øde og folkene afdragen, og en part af de, som endnu er, bruger ingen fiskeri for den årsag, der liden fisk vanker.''"<ref>Mortensøn (1981), s. 22</ref> ''Bagenkop'' overlevede, men i 1662 nævnes kun 8 beboede huse, og indbyggerne på stedet lejede jord fra grevskabet på Tranekær og blev fiskerbønder.<ref>Mortensøn (1981), s. 23</ref> På Albuen skete en stærk nedgang omkring år 1600 men endnu i 1617 boede en tolder i Vesternæs.<ref>Berg et al., s. 196</ref> I 1586 klager sognepræsten på ''Mandø'' over, at hans indtægter forringes på grund af fiskeriets aftagen. Mandø, der 1581-82 havde fem skibe, havde 1598 kun to og 1602-03 betaltes overhovedet ikke sandtold.<ref name="Ja 230"/> På Rømø begyndte klagerne 1632, og her fortsatte nedgangen i den grad, at fiskeriet helt blev opgivet<ref name="Ja 230"/>; i stedet slog fiskerne sig på skibsfarten. På Fanø fiskedes 1598 med 40 skibe fra Nordby og 58 fra Sønderho, i 1632 for hele Fanø kun med 28 skibe<ref name="Ja 231"/>. Fiskeriets stadig faldende betydning tvang efterhånden fiskerne over i andre næringer, ikke mindst fragtsejlads. Udviklingen i Vadehavet kan belyses ved betalt sandtold ifølge Riberhus lensregnskab: {| class="wikitable" |- ! År ! Antal<br />kuller ! Antal<br />rødspætte ! År ! Antal<br />kuller ! Antal<br />rødspætte ! År ! Antal<br />kuller ! Antal<br />rødspætte |- ! 1562 | style="text-align: right;"| 57.640 | style="text-align: right;"| 104.400 ! 1621 | style="text-align: right;"| 13.860 | style="text-align: right;"| 84.410 ! 1635 | style="text-align: right;"| 4.820 | style="text-align: right;"| 12.120 |- ! 1581 | style="text-align: right;"| 58.890 | style="text-align: right;"| 49.500 ! 1622 | style="text-align: right;"| 15.420 | style="text-align: right;"| 87.675 ! 1636 | style="text-align: right;"| 6.620 | style="text-align: right;"| 18.820 |- ! 1585 | style="text-align: right;"| 48.150 | style="text-align: right;"| 66.378 ! 1623 | style="text-align: right;"| 15.460 | style="text-align: right;"| 73.830 ! 1637 | style="text-align: right;"| 12.460 | style="text-align: right;"| 20.440 |- ! 1597 | style="text-align: right;"| 30.962 | style="text-align: right;"| 74.102 ! 1624 | style="text-align: right;"| 15.460 | style="text-align: right;"| 68.880 ! 1638 | style="text-align: right;"| 10.070 | style="text-align: right;"| 20.800 |- ! 1598 | style="text-align: right;"| 20.585 | style="text-align: right;"| 73.744 ! 1625 | style="text-align: right;"| 15.480 | style="text-align: right;"| 69.020 ! 1639 | style="text-align: right;"| 2.231 | style="text-align: right;"| 20.159 |- ! 1600 | style="text-align: right;"| 16.456 | style="text-align: right;"| 68.317 ! 1626 | style="text-align: right;"| 14.880 | style="text-align: right;"| 67.080 ! 1642 | style="text-align: right;"| 8.640 | style="text-align: right;"| 19.920 |- ! 1602 | style="text-align: right;"| 28.265 | style="text-align: right;"| 57.730 ! 1630 | style="text-align: right;"| 7.460 | style="text-align: right;"| 21.500 ! 1645 | style="text-align: right;"| 16.524 | style="text-align: right;"| 16.368 |- ! 1612 | style="text-align: right;"| 17.370 | style="text-align: right;"| 73.291 ! 1631 | style="text-align: right;"| 6.456 | style="text-align: right;"| 24.870 ! 1655 | style="text-align: right;"| 10.050 | style="text-align: right;"| 12.250 |- |} Kilde: Holm (1999), s. 27 Fiskerflåden ved Sønderside faldt fra 50 skuldskibe i 1562 til 13 skibe i 1631, og ved Vesterside fra 14 skibe i 1585 til 6-8 skibe omkring 1650. Langli have 6 lineskibe i 1581, 4 i 1584, 5 i 1598, 3 i 1600, 4 i 1605, 2 i 1613 og 1 i 1618; i 1624 er lejet udgået af regnskabet.<ref>Berg et al., s. 197</ref> I Limfjorden indtraf en begivenhed, som i et årti ødelagde fiskeriet her: i 1624 skete et gennembrud af landtangen mellem fjorden og Vesterhavet, hvorved saltvand trængte ind i det tidligere brakvandede område. Følgen var en brat nedgang i bestanden (og fiskeriet) af sild. Først efter et tiår begyndte tangen at blive genopbygget takket være sandtransport langs den jyske vestkyst, og sildebestanden kunne herefter langsomt blive genopbygget.<ref name="Holm(1996)">Holm (1996)</ref> === Fiskerlejerne under den ældre enevælde (1660-1700) === Den nedgang, som havde ramt fiskeriet i begyndelsen af 1600-tallet, slog også igennem i den internationale handel med fisk. Ålborg, som endnu i 1652 havde eksporteret 54,900 tønder sild, oplevede en drastisk nedgang i eksporten til 6.480 tønder i 1662 og 2.800 tønder i 1667, derefter fornyet opgang til 8.566 tønder i 1670, 8.954 tønder i 1671, 11.013 tønder i 1672, 18.843 tønder i 1673, 15.497 tønder i 1674, 19.904 tønder i 1675, 18.556 tønder i 1676, 12.523 tønder i 1677 og 14.216 tønder i 1678.<ref name="Holm(1996)"/> Endnu i slutningen af 1600-tallet blev kun få steder betegnet som "fiskerleje", selvom indbyggernes hovednæring var fiskeri. Oftere anvendtes betegnelsen "fiskerhuse". Således hedder det i 1681 om Snekkersten: "''Sneckesteens Huse ligende ud mod Stranden og er Fisker-Huuse''"<ref>Madsen, s. 16</ref>, om Espergærde: "''Espergierde er nogle Fisker Huuse''"<ref>samme, s. 21</ref>, om Ellekilde: "''Ellekilde Huuse ere tuende. ...Er Fiskerhuuse, ligger ud med Stranden, ernærer sig mest af Fiskeri''"<ref>Madsen, s. 97</ref> og om Bobakken: "''Boebacken er it Fiskerhuus; nærer sig af Fiskerie''"<ref>Madsen, s.98</ref>. Samtidig fandtes i mange af disse kystbebyggelser en eller flere landbrugsejendomme, således omfattede Hornbæk fiskerleje 1681 "''4 smaae fiering Gaarde, 19 Landgilde Huuse, 4 Holtz Huuse''"<ref>Madsen s. 72</ref>. Ligeledes var tiden kendetegnet ved, at skibsfart og varefragt endnu på denne tid var en binæring for fiskere og landbrugere snarere end en egen næringsvej. Skattemandtallet 1662 udviste en udbredt tendens til, at fisk indgik som landgilde. Torsk ydedes fortrinsvis langs den jyske vestkyst fra Skallingen og omkring Ringkøbing Fjord, hvilling i Harboøre, Fjaltring og omkring Nissum Fjord, desuden i Odense Fjord og langs den fynske storebæltskyst, samt flere steder på Langeland, ål ydedes fortrinsvis omkring Limfjorden – ikke mindst på Mors (hvor de fleste landsbyer ydede ål), omkring Nibe og ved Hals – foruden flere steder spredt rundt om i landet, sild ydedes på Sydsjælland og Lolland, ved Limfjorden øst for Nibe og omkring Skive Fjord<ref>Frandsen, s. 57-60. Det bør bemærkes, at oplysninger ikke er bevaret for hele Nordøstsjælland fra Tisvilde til syd for København, hvor fisk utvivlsomt har været landgilde</ref>. Skønt få af disse steder var egentlige fiskerlejer, boede der utvivlsomt egentlige erhvervsfiskere i flere kystbyer. Et vejledende overblik over fiskerlejernes antal og størrelse i kongeriget kan man danne sig på grundlag af matriklen fra 1682, der dog ikke omfatter Bornholm. Ofte anføres det udtrykkeligt i markbogen, at der er tale om et fiskerleje eller fiskerhuse. I beskrivelsen af Hornbæk i Nordsjælland i markbogen fra 1681 hedder det eksempelvis:<br/> "''Hornbeck''<br/> ''Itt [et] Fiske-Leye.''<br/> ''4 smaae friering [fjerding] Gaarde''<br/> ''19 Landgilde Huuse''<br/> ''4 Holtz [træ] Huuse''<br/> ...<br/> ''Till huer af de 4re Fiernings-Gaarde ligger itt Indlycke [indelukke] og ellers enn Partij Huuse-Jord till Husene..''"<ref>Madsen, s. 72</ref><br/> I flere tilfælde lå gårde og fiskerhuse i samme bebyggelse. Der var således ikke altid tale om "rene" fiskerlejer. Ikke desto mindre viser husenes antal, med eller uden jord, ofte om der er tale om et fiskerleje. Ved at sætte fiskerbebyggelserne i forhold til den samlede bebyggelse kan man danne sig et omtrentligt indtryk af fiskeriets betydning som næringsvej, men det må erindes, at fiskeriet flere steder, fx i Limfjorden, udgjorde en binæring for bønder i omegnen. ==== ''Bornholm'' ==== I en svensk jordebog fra 1658 angives, at der fandtes 10 "fiskeläger" på øen, heraf 2 i Østerlars Sogn og 4 i Østre herred. Der skulle ydes 42½ tdr torsk a 6 daler svarende til 255 daler samt 1.100 stk tørre torsk a 1 daler pr 100 eller modsvarende en værdi af 11 daler. De 10 fiskelejer må ses i forhold til ialt 883½ hem (hjem) på hele øen.<ref>Rasmussen (1988), s. 81-82</ref> ==== ''Øresund'' ==== [[File:Carl Baagøe - Humlebæk 1861.jpg|thumb|450px|Carl Baagøe: ''Humlebæk 1861.'']] Fiskerlejer ved Øresund var (fra nord til syd): {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Snekkersten<ref name="Ped 10">Pedersen, s. 10</ref> | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 7 |- ! Skotterup<ref name="Ped 10"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 |- ! Espergærde<ref name="Ped 10"/> | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 9 |- ! Humlebæk<ref name="Ped 14"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 7 |- ! Sletten<ref name="Ped 14">Pedersen, s. 14</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 7 |- ! Nivå<ref name="Ped 5">Pedersen, s. 5</ref> | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 10 |- ! Rungsted<ref name="Ped 6">Pedersen, s. 6</ref> | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 14 |- ! Smidstrup<ref name="Ped 6"/> | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 13 |- ! Vedbæk<ref name="Ped 6"/> | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 11 |- ! Tårbæk<ref name="Ped 2">Pedersen, s. 2</ref> | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 12 |- ! Skovshoved<ref name="Ped 2"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 11 |- ! Hvidøre<ref name="Ped 2"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 3 |- ! Dragør<ref name="Ped 1">Pedersen, s. 1</ref> | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 67 |- |} Fiskeriet i Øresund var organiseret som stadefiskeri. Hele den nordlige del af Øresundskysten på Sjællandssiden var inddelt i stader, hvor stadeejerne eller -lejerne havde ret til at opsætte deres fiskegarn. I en jordebog fra 1679 omtales 6 beboere (med familie) i Snekkersten.<ref>Damgaard, s. 6</ref> Om Espergærde siges i Markbogen: "''Forskreffne Ebbe og Anders Pedersen hafuer begge et Aalestade, huor af de aarlig giffue til Landgilde Penge 2 Rdlr. Niels Jensen 1 Aalle Stade 2 Rdlr. Niels Olsen i Soebecks Mølle 1 Aallestade 2 Rdlr. Noch 2 Aale Stader som ei har været brugt i mange Aar, ligger nu øde.''"<ref>Madsen, s. 22</ref> I 1600-tallet udviklede Dragør sig til et betydeligt fiskerleje. Matriklen fra 1682 rummer blandt andet oplysninger om fiskeredskaber, og for Dragørs vedkommende drejer det sig udelukkende om sildegarn, som altså synes at have været det eneste betydende redskab. Dragørs 2 gårdmænd ejede ingen fiskegarn, men af fiskerlejets 65 husmænd uden jord var der blot 14, der ingen garn havde, mens de øvrige 41 hver havde fra 2 til 5 sildegarn, oftest 4 eller 5. Det ser således ud til, at sildefiskeri endnu på denne tid spillede en dominerende rolle for indbyggerne.<ref>Birte Hjorth (i: ''Nyt fra Lokalhistorien'', nr. 10; 1999).</ref> I 1700-tallet udviklede Dragør sig derimod i stigende grad til en skipperby. ==== ''Sjællands kattegatkyst'' ==== Fiskerlejer langs Sjællands Kattegatkyst var (fra øst mod vest): {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Ålsgårde<ref name="Ped 11">Pedersen, s. 11</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 8 |- ! Boderne<ref name="Ped 11"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 |- ! Ellekilde<ref name="Ped 11"/> | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 |- ! Hornbæk<ref name="Ped 10"/> | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 26 |- ! Munkerup<ref name="Ped 11"/> | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 |- ! Villingebæk<ref name="Ped 11"/> | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 |- ! Tornbakke<ref name="Ped 11"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 |- ! Gilleleje<ref name="Ped 12">Pedersen, s. 12</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 34 |- ! Saltboleje<ref name="Ped 13">Pedersen, s. 13</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 |- ! Kikhavn<ref name="Ped 10"/> | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 27 |- ! Torup<ref name="Ped 9">Pedersen, s. 9</ref> | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 18 |- |} Disse fiskerlejer var blot en afglans af de lejer, der havde været omtrent hundrede år tidligere. Flere ældre fiskerlejer, fx Ræveleje, var i mellemtiden helt forsvundet, og andre lejer var svundet ind. Om fiskeriet oplyses det i Markbogen for Hornbæk: "''Nærer sig med Fiskerii udj Stranden, og følger adshillige smaa Fish, saaledis paa deris Silde-Baade om Effterhøsten, med Sildefisheri, efftersom Gud giffuer Velsignelse til vndertiden ved temmelig Mengde, og vndertiden lidet. Samme Fisheri søgis under Landene, snart under Skaane og Halland og snart under Sielland, huor de bedst fishen kand findis, og opsøge. Bruger ellers der till smaa Redshab.''"<ref>Madsen, s. 73</ref> For Gillelejes vedkommende må nævnes, at 4 af de 34 grunde angives at være øde, det vil sige uden fæster eller hus.<ref>Beyer et.al., s. 11</ref> Mere sigende om tilstanden er, at hvert hus havde en mindre kålhave og at 5 fæstere havde nogle små jordlodder, hvor de kunne dyrke lidt korn.<ref>Beyer et.al., s. 12</ref> Endvidere synes beboerne at have holdt kreaturer med begrænset græsningsret på Gilleleje overdrev. Det rakte ikke, og yderligere havde man et behov for hø til kreaturfoder om vinteren. Mange fiskere synes at have "byttet" fisk mod græsningsret og hø med bønder i indlandet for at klare sig.<ref>Beyer et.al., s. 17</ref> Kvæget forsynede husholdningerne blandt andet med mælk, og flere og flere fiskere synes at have skaffet sig kreaturer i løbet af 1600-tallet på grund af fiskeriets udvikling. Om datidens armod vidner, at fiskere ofte skyldte penge til andre.<ref>Beyer et.al., s. 18</ref> ==== ''Storebælt'' ==== Fiskerlejer langs Storebælt var: {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Reersø<ref name="Ped 42">Pedersen, s. 42</ref> | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 29 |- ! Nordenhuse<ref name="Po 150">Porsmose, s. 150</ref> | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 12 |- ! Skårupøre<ref name="Ped 67">Pedersen, s. 67</ref> | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 |- ! Fiskeholt<ref name="Ped 74">Pedersen, s. 74</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 |- ! Refsøre<ref name="Ped 74"/> | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 |- ! Kogsbølle<ref name="Ped 63">Pedersen, s. 63</ref> | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 40 |- ! Bagenkop<ref name="Ped 96">Pedersen, s. 96</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 13 |- ! Albuen<ref name="Ped 105">Pedersen, s. 105</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 20 |- |} ==== ''Falster'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Hesnæs<ref name="Ped 100">Pedersen, s. 100</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 |- |} ==== ''Østjylland'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Strandhusene<ref name="Ped 136">Pedersen, s. 136</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 25 |- |} ==== ''Vendsyssel og Thy'' ==== [[Fil:Stenbjerg 6.JPG|thumb|450px|Fiskerhusene i Stenbjerg (Nørhå Sogn) i Nordjylland set mod øst]] Fiskerlejer i Vendsyssel og Thy var: {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Hou<ref name="Ped 324">Pedersen, s. 324</ref> | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 19 |- ! Aså<ref name="Ped 313">Pedersen, s. 313</ref> | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 17 |- ! Vorså<ref name="Ped 301">Pedersen, s. 301</ref> | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 31 |- ! Fladstrand<ref name="Ped 294">Pedersen, s. 294</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 18 |- ! Højen<ref name="Ped 291">Pedersen, s. 291</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 18 |- ! Albæk<ref name="Ped 290">Pedersen, s. 290</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 |- ! Bangsbro Strand<ref name="Ped 295">Pedersen, s. 295</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 |- ! Rønnæs<ref name="Ped 295"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 |- ! Klim<ref name="Ped 331">Pedersen, s. 331</ref> | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 38 |- ! Vester Torup<ref name="Ped 331"/> | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 41 |- ! Vorup<ref name="Ped 334">Pedersen, s. 334</ref> | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 28 |- ! Vester Aaen<ref name="Ped 334"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 |- ! Klitten<ref name="Ped 334">Pedersen, s. 334</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 29 |- ! Bleghule<ref name="Ped 336">Pedersen, s. 336</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 |- ! Klitmøller<ref name="Ped 336"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 |- ! Saltboderne<ref name="Ped 326"/> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 9 |- ! Blokhusene<ref name="Ped 326">Pedersen, s. 326</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 15 |- ! Agger<ref name="Ped 340">Pedersen, s. 340</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 |- |} ==== ''Limfjorden'' ==== Ved Limfjorden fandtes i 1682: {| class="wikitable" |- ! Sted ! Antal<br />gårde ! Huse<br />med jord ! Huse<br />uden jord ! Ialt |- ! Sebbersund<ref name="Ped 273">Pedersen, s. 273</ref> | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 17 |- ! Stavn<ref name="Ped 273"/> | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 44 |- ! Nørholm<ref name="Ped 276">Pedersen, s. 276</ref> | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 57 |- ! Løgstør<ref name="Ped 271">Pedersen, s. 271</ref> | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 43 |- ! Nibe<ref name="Ped 274">Pedersen, s. 274</ref> | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 29 |- ! (Nørre) Sundby<ref name="Ped 325">Pedersen, s. 325</ref> | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 25 |- ! Hals<ref name="Ped 324">Pedersen, s. 324</ref> | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 77 |- ! Egense<ref name="Ped 278">Pedersen, s. 278</ref> | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 25 |- |} I Egense udgjorde sild og ål en stor del af landgilden, i Hals ligeledes sild.<ref>Frandsen, s. 58-59</ref> Fiskeriet i Limfjorden skete på to måder, dels ved fiskerbønder eller deltidsfiskere, dels ved fuldtidsfiskere. Deltidsfiskerne kunne være gårdmænd, husmænd, inderster, håndværkere og daglønnere.<ref>Rasmussen (1968), s. 258-263</ref> Deltidsfiskeriet foregik som et partsfiskeri, hvor 4 deltidsfiskere slog sig sammen. Hver af dem skulle levere en fjerdedel eller ottendedel af et sildevåd, og alle deltog i selve fiskeriet. Foruden sildevåd anvendtes sildenedgarn, silderuser og bundgarn.<ref name="Ra 264"/> Fra anden halvdel af 1600-tallet til midten af 1700-tallet skete en stor vækst i antallet af sildevåd.<ref name="Ra 264">Rasmussen (1968), s. 264</ref> På strækningen mellem Gøl og Hals blev anvendt enkelte åleruser, men det vigtigste fiskeri var øjensynligt efter sild og med drivnedgarn og sildevåd.<ref>Rasmussen (1968), s. 267</ref> Fiskeriet foregik på grundlag af fiskestader i privat eje, ofte ejede af Nibe-borgere og godsejere.<ref>Rasmussen (1968), s. 300-327</ref> Erhvervsfiskerne var fortrinsvis bosatte i Nibe, der endnu på dette tidspunkt havde status af fiskerleje omend fra 1545 med birkeret og fra 1587 med ret til visse håndværk, fra 1693 med en slags magistrat<ref>Rasmussen (1968), s. 344</ref>, fra 1699 med handelsrettigheder indregnet markedsret<ref>Wulff, s. 320f</ref> og samme år med egen politi- og brandvedtægt<ref name="Ra 345">Rasmussen (1968), s. 345</ref>, men de forekom også i blandt andet Stavn i Farstrup sogn, Nørholm sogn, Vokslev og Hornum sogne foruden Ålborg.<ref>Rasmussen (1968), s. 328-333</ref> Disse fiskere havde som regel et større antal af stader at disponere over.<ref>Rasmussen (1968), s. 333</ref> Staderne på deres side var organiserede i lænker, det vil sige lange rækker.<ref>Rasmussen (1968), s. 340</ref> På denne måde var især Nørlå opdelt i delområder med eget fiskeri. Gårdene i Nibe var små: de havde hver 1 tønde 4 skæpper 3 fjerding jord og husmandsstederne 2 fjerding 1 album eller 1 fjerding 2 album eller 1 fjerding. Det var således ikke gårdenes jordtilliggende men deres beliggenheden ved fjorden, der betingede bebyggelsens trivsel.<ref name="Ra 345"/> ==== ''Vestjylland'' ==== Helt frem til slutningen af 1700-tallet fandtes der ikke et eneste egentligt fiskerleje langs den jyske vestkyst. I stedet foregik fiskeriet som sæsonfiskeri, hvor karle fra indlandet søgte ud til kysten i april og her opførte enkle fiskerboder, som de udnyttede til boliger under fiskeriet og efterfølgende atter nedbrød igen. Fiskeriet skete fra både med besætninger på 6 mænd, som sejlede 2-4 mil ud i havet og her gennemførte deres krogfiskeri, hvor de brugte orme eller små fisk som madding, eller med fiskegarn. Man fangede torsk, skuller (rødspætter)<ref>Jacobsen, s. 227</ref>, hvillinger og "rokler" (skade, ''Raja batis''), der efterfølgende enten blev solgt friske til bønder i de kystnære sogne eller fragtet til købstæder som Fredericia, Kolding, Ringkøbing, Holstebro, Viborg og Randers og solgt der. Fisken blev enten tørret usaltet på sten eller saltet og tørret på en stejle, et tørrestativ. Fiskeriet varede til et par uger før Sankt Hans, og mange af fiskerkarlene tog efterfølgende på høstarbejde i Hertugdømmerne efter at være blevet hyret på et "folkemarked", som fandt sted i Ribe. Efter Mikkelsdag vendte de tilbage for at deltage i en ny fiskesæson, der varede fra omkring 1. oktober til henimod jul. Også fiskene fra dette fiskeri blev solgt enten til bønder eller til de nærmeste købstæder.<ref>Stoklund (2000), s. 160f</ref> De steder, der således fungerede som sæsonbetonede fiskelejer, var Nyminde ved Ringkøbing Fjords udløb i Vesterhavet og Torskminde ved Nissum Fjords udløb i Vesterhavet.<ref>Stoklund (2000), s. 156f</ref> Længere sydpå lå de to fiskelejer Vesterside og Sønderside, begge i tilknytning til Skallingen. Et sådant fiskeri havde fundet sted i hvert fald tilbage til første halvdel af 1500-tallet, hvor lensregnskaber viser, at der blev betalt såkaldt sandtold i form af hvillinger<ref>Stoklund (2000), s. 156</ref> eller torsk.<ref>Stoklund (2000), s. 158</ref> ==== ''Vadehavet'' ==== Efter nedgangen i det kystnære fiskeri søgte øboerne fjernere egne for fiskeri. Omkring 1634 udviklede der sig et betydeligt sildefiskeri ved Helgoland, men dette faldt sammen med, at vadehavsegnene samme år blev ramt af en voldsom stormflod, og efter at svenskerne i 1643 havde afbrændt de fleste af de hjemmehørende skibe på Rømø, valgte øboerne i stedet for at anskaffe nye fartøjer at søge til Holland for at deltage i den hval og sælfangst, der var blevet indledt i det nordlige ishav.<ref name="Ja 233">N.H.Jacobsen, s. 233</ref><ref name="Ja 234">N.H.Jacobsen, s. 234</ref> På Fanø, Rømø, Sild og Føhr udviklede der sig en hvalfangerbefolkning, først som medhjælpere på fartøjer hjemmehørende i Holland og Hamborg men fra omkring 1700 tillige som kommandører eller ledere på egne skibe, ikke mindst på Rømø.<ref name="Ja 235">N.H.Jacobsen, s. 235</ref> === Fiskerlejerne i 1700-tallet (1700-1800) === I 1700-tallet blev fiskeriet fortsat drevet fra fiskerlejerne og af folk, som boede langs kysten, såkaldte ''strandsiddere''.<ref>Stoklund (2000), s. 116</ref> I 1700-tallet anlagdes nye fiskerlejer, således Thorøhuse ved Assens og Dyreborg, begge på Fyn.<ref name=porsmose150 />. I slutningen af 1700-tallet begyndte bornholmerne som de første at sejle med kvaser. Kvaserne kunne fragte levende fisk i deres indbyggede damme, hvilket indebar, at man kunne levere fersk fisk til blandt andet det københavnske marked. Overhovedet synes anden halvdel af 1700-tallet at være en storhedstid for fiskeriet. I flere tilfælde tales i samtidige skildringer om velstand i fiskerlejerne. En oversigt over fiskerlejer hos Nicolai Jonge fra 1777 et omfattende indtryk af fiskerlejernes fordeling og størrelse. ==== ''Bornholm'' ==== Om fiskeriet ved Bornholm skriver Pontoppidan i 1764: "''Fisk af Havet. Ligeledes skeer ogsaa nogen Udførsel af adskillig Slags Strandfisk, som rigeligen gaar til, paa alle Landets Kanter, og af Strand-Sidderne fanges til deres egen og nærmeste Landboers Huusbehov, ja ogsaa til Indsaltning og Udførsel, hvad Torsk og Lax angaaer, da særdeles de sidste falde her meget feede og gode. Af saltet Torsk udskibes aarligen vel et Hundrede Tønder eller meere. For at føre Torskene levende til Kiøbenhavn og der afsette dem med desto større Fordeel, er i de sidste Aaringer oprettet et lidet Selskab, paa hvis Bekostning ere bygte saadanne Fartøyer, som lignede de Norske og Hollandske Hummer-Byser, da deres Underdeel er aaben og indlader det salte Vand, saa at Fisken kand føres levende af Sted.''"<ref>Pontoppidan, bd. III, s. 178f</ref> I en indberetning fra stiftamtmanden for Bornholms amt, K. Andersen i Rønne, fra 1771 oplyses om fiskeriet: "''Laks, torsk og sild er det vigtigste, og undertiden ål, bøtter eller pivar og tobiser, ej tale om en liden del af rejer, skrubber og spætter, som dog ej her agtes noget om.''" "''I de salte vande fanges laksen med dertil indrettede lakselænker, hvorpå gemenlig er 6 a 8 kroge med fersk sild påstukken, samme udsættes om aftenen og optages om morgenen, ofte finder fiskeren ikke andet end bare hovedet af laksen, resten er af sælhunden fortæret; de her såkaldede åbo eller edderfugle bortsnappe og på visse steder og sine tider af året, silde-beden bort af krogene. Torsken dels på samme måde som laksen, og dels optrækkes den med en snor med en krog og sildemadding på. Silden fanges udi dertil indrettede sildegarn eller manser, som udsættes med ridetov om aftenen, og igen optages om morgenen tidlig; i sommertiden, når nætterne ere lyse og korte, sker fiskeriet efter silden hele natten igennem som kaldes at vrage, hvilket sker østerlands på den måde, at de ved små tov lænke et sildegarn efter det andet tilsammen, og slæber dem samtlig i søen efter båden eller vrag-egen, som er større end almindelige fisker-både, og hvortil 2 a 3 mand udfordres. Aalefangsten er af ringe betydenhed, den stanges med jern her ligesom anden steds; botter fanges kuns på visse steder og grunde en kort tid om foråret med dertil indrettede garn, som udsættes om aftenen og optages om morgenen. Tobiesen trækkes med våd på sandbund, ikke heller i nogen mængde.''" "''Laksefangsten begynder i decbr. og varer til sidst i foråret, når vinteren og vejrliget det tillader; visse åringer er fangsten meget ringe; sælhunden gør ofte fiskerne stor skade, som foran er meldt; ved indfaldende stormvinde og skibe, som sejler forbi landet, blive fiskerne ofte deres kroge og redskaber rent kvit, som måske er årsag, at dette fiskeri ikke drives med den force, det kunne. Torsk falder mest året igennem, når vejrliget det tillader og madding kan haves, dog mest og bedst om for- og efteråret. Silden fås ved St. Hans dags tider indtil høsten eller medio aug. som er den bedste og bruges til spegesild. Silden efter og indtil medio oktbr. fås den ringere slags, som bruges til kogesild; og efter den tid ophører gerne al sildefangst. Botter fanges kuns en kort tid om foråret, når varmen begynder, mest på den vestre kant af landet, og ofte, når i den tid urolig vejr indfalder fås lidet eller intet.''" "''Antallet kan ikke med nogen vished bestemmes, thi de fleste, som bo omkring ved strandsiderne, ikke alene i fiskerlejer, men endog bønder og udbyggere, betjener dem af fiskerier, når årets tid og deres avlings- eller andre næringsomstændigheder, det tillader. Få kan siges at have ophold ved fiskeriet alene; de fleste endog i fiskerlejerne have tillige andre næringsveje, ved jordbrug, håndværker og som daglønnede; ellers findes overalt på landet eller bygden omtrent en 300, som mest betjene dem ved fiskeri. Fiskernes arbejde betales efter de almindelige priser således: Laks fersk 3 a 4 til 6 sk. pundet, røget eller speget 8 sk. pundet. Torsk fersk 6, 8 til 12 sk. snesen, lige som de er store til og årets tid falder; ved Rønne er den dyrest. Saltet torsk en tønde 4 a 5 rdr.; sild fersk en ol eller 80 stk. for 8 a 10 sk., spegesild en tønde 6 rdr. 4 mk., og kogesild en tønde 4 rdr.''"<ref>Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Bornholms amt (5/12)</ref> Jonge giver ingen tal for bebyggelsens størrelse på Bornholm men som fiskerlejer nævnes i 1777: Vang og Kaas (Teglkås) i Ruthsker-Sogn<ref name="Jo 233"/>, Tein i Olsker-Sogn<ref name="Jo 233">Jonge, s. 233</ref>, Røestad (Rø) i Røe-Sogn<ref>Jonge, s. 234</ref>, Gudhiem (Gudhjem) og Meelstad (Melsted) i Øster Larsker-Sogn<ref>Jonge, s. 227</ref>, Bødelshavn (Bølshavn) og Ypnesstad (Ypnasted) i Øster-Mariæsogn, Listad (Listed) og Aarsdale i Ibsker-Sogn<ref>Jonge, s. 228</ref>, Snogebek i Poulsker-Sogn<ref>Jonge, s. 229</ref>, Arnage (Arnager) i Nye Larsker-Sogn<ref>Jonge, s. 231</ref>, i alt 12 fiskerlejer. Om fiskeriet skriver Jonge: "''..paa alle Kanter af Landet falder alle Slags skiøn Strandfisk af Kabliau, Lax, Torsk, Makrel, etc. Paa nogle Aar har et oprettet Selskab ved dertil indrettede Fiskeqvaser eller Buyser overført levende Torsk til Kiøbenhavn, og sammesteds udsælger paa Qvaserne disse levende Torsk i pundeviis med større Fordeel.''"<ref>Jonge, s. 225</ref> ==== ''Øresund'' ==== For Øresund giver Erik Pontoppidan i 1764 dette billede: "''Snekersteen, 4 B. 14 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Fiskerboden, 1 B.''"<ref name="Po 27"/>, "''Skotterup, 8 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Espegierde, 2 G. 1 B. 6 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Humlebek, 24 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Slette, 22 H.''"<ref name="Po 27">Pontoppidan, s. 27</ref>, "''Rongsted, 6 G. og en anseelig Gaard med Avling tilhørende Grevinde Stolberg.''"<ref name="Po 25">Pontoppidan, s. 25</ref>, "''Smidstrup, 5 G. 5 H.''"<ref name="Po 25"/>, "''Vedbek 3 G. 16 H.''"<ref name="Po 12">Pontoppidan, s. 12</ref>, "''Torbek, 26 H. Fiskere.''"<ref name="Po 11">Pontoppidan, s. 11</ref>, "''Skoushoved Fiskere, 43 H.''"<ref name="Po 11"/> Billedet er dog misvisende for Rungsteds vedkommende: et generalinventarium fra 1760 viser, at "Rungsted huse" dette år omfattede 17 "fiskerhytter", omend ikke alle indbyggere var fiskere; nogle var håndværkere eller arbejdsmænd.<ref>Grandjean, s. 81</ref> For Øresund giver Jonge i 1777 dette billede: "''Snekkersteen har 4 Boel og 14 Huse, er et Fiskerleie, beliggende tæt ned ved Stranden, har lutter teglhængte Huse, hvis Beboere ere fornemme Fiskere og Seilere, som ikke alleneste have god Næring af Havet ved deres idelige overflødige Fiskerie, da Sundet ved Snekkerstenen og Espegierde giver Mængde af alle Slags skiøen Strandfisk, men de drive endog Kiøbmandskab med de mange Skippere, som for Modvinds Skyld ofte maae legge sig til Ankers paa den saa kaldede Jyde-Rheed; ja disse Beboere have ogsaa selv store Baade og maadelige Fartøier, med hvilke de seile paa Jylland og andre Provinzer. Disse mange teglhængte Huse og smukke Bygninger, hvoriblant en grundmuret Gaard, hvortil er en privilegeret Kroe, giver dette Fiskerleie Anseelse af en liden Kiøbstæd''"<ref name="Jo 90">Jonge, s. 90</ref>, "''Skotterup, 8 Huse''"<ref name="Jo 91"/>, "''Æspegierde har 2 Gaarde, eet Boel og 6 Huse, liggende ved Strandkanten, hvor der falder got Strandfiskerie''"<ref name="Jo 91"/>, "''Humlebek har 24 Huse og er et Fiskerleie''"<ref name="Jo 92">Jonge, s. 92</ref>, "''Sletten har 22 Huse og er et Fiskerleie, hvor lutter Fiskere boe, som tillige seile imellem Provinzerne''"<ref name="Jo 92"/>, "''Rongsted har 6 Gaarde og en anseelig Lystgaard med tilhørende Avling, saa og en kongelig Skole, hvis Skoleholder nyder aarlig 100 Rdlr. Løn; her er og en Tømmerplads.''"<ref name="Jo 101">Jonge, s. 101</ref>, "''Smidstrup har 5 Gaarde og 5 Huse.''"<ref name="Jo 92"/>, "''Vedbek, en Bye, beliggende mod Søekanten, har 3 Gaarde og 16 Huse''"<ref>Jonge, s. 66</ref>, "''Torbek, beliggende tæt ved Strandkanten, har 26 Huse, hvis Beboere ere Fiskere''",<ref>Jonge, s. 62</ref> "''Skoushoved, ned ved Strandsiden, er et Fiskerleie, har 42 Huse, hvis Beboere ere Fiskere, som daglig forsyne Kiøbenhavns Borgere med Mængde af fersk Fisk, saasom: Flyndre, Torsk, Sild, Hornfisk, Makrel, som de paa Baade bringe ind til Staden.''"<ref>Jonge, s. 63f</ref> Billedet er atter misvisende for Rungsteds vedkommende. I en indberetning af stiftamtmand 0. Holm dateret 12. august 1771 for Hørsholm amt i anledning af den af G.C. Oeder foretagne rundspørge om skibsfart og fiskeri hedder det blandt andet: "''I Rongsted by og fiskerleje er 16 familier med deres tjenestefolk, og i Smistrops by 10, tilsammen ungefer 130 a 140 mennesker af små og store, som mest ved fiskeriet ernærer sig, undtagen nogle imellem dem, der have hartkorn til deres steder og desårsage bruge tillige avlingsdrift. Rongsted by har 8 og Smistrop by 6 både til deres fiskeri, uden nogen ejer større fartøj; hvilke både bliver forfærdigede enten hos dem selv eller på angrænsende amtets fiskebyer. Alle gamle folk forsikrer mig om, at fangsten på disse bemeldte 2 amtets fiskelejer har i forrige tider været større og betydeligere uden at de ved tillige at forklare årsagerne til dens aftagelse eller gøre forslag til dens forbedrelse nu, undtagen at fiskerne vist formoder, at når de formåede at anskaffe sig flere bundgarn end det ene, de have i Smistrop, til at fiske med, ville fangsten af dettes brug forventes såmeget større, som dette store og kostbare redskab af 60 til 100 rdr.s værdi, ikke uden i 6 år ungefer her er bleven brugt.''"<ref>Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Hørsholms amt (12/8)</ref> For Dragørs vedkommende findes en indberetning fra 1771 af tolderen Carisius, der om fiskeriet skriver: "''Sildefiskeriets redskaber er nogle garn af 20 favnes længde, hvormed de udsejler imød solens nedgang, og enten sætter dem i bunden imod strømmen, eller og med anden lejlighed hænger dem i båden sammenknyttet og driver med strømmen, hvor silden, som altid står imod strømmen, bliver hængende med hovedet fast i maskerne. - Til åle fiskeriet haver de såkaldede ruser, hvilke står med 2 arme udstrakt imod strømmen, hvorudi om nattetider ålene løber og ikke kan slippe ud.''" "''Sildefiskeriet begynder om høhøsten og vedvarer 9 a 10 uger, åle fiskeriet derimod begynder 14 dage for St. Michel og vedholder indtil vinteren og isen påkommer.''" "''Ingen af Sildefiskerne kan kaldes faste eller have derved nogen Næring, men mange arbejder af og til derved, Søfarende når de er hjemme mellem Rejserne. Da gå de med Bådene på Fiskeri om Natten, da en og da en anden. På hver Båd hører gerne 4 Mand og hver Mand 4 Garn. Fiske de noget bliver samme delt, men får de intet, da er Betalingen heller intet. En har 2 á 4 Garn, en anden låner dem på Fiskeri og den tredje, som er formuende, hører Båden til, men bliver hjemme. Der bruges til Sildefiskeriet 7 á 8 Både omtrent 1 Kommercelæst drægtig, hvormed de sejle 1, 2 og 3 Mil og undertiden kun en Fjerdingvej at give Garnerne, ligesom Lejlighed falder.'' ''Til sildefiskeriets brug er 7 a 8 både, omtrent 1 komers læst (kommercelæst) drægtig, hvorved de sejle 1,2 a 3 mile og undertiden kun en fjerding vejs at give garnene, ligesom lejligheden falder. - Til ålefiskeriet haver hver som fisker sin egen liden jolle, og undertiden ere de 2 om sådan en jolle lige gode, og kan her ved Dragøe findes omtrent 8 a 10 såkaldede små rusebåde.''" "''Da her ved stedet ingen ordentlig nedsatte fiske ere, formedelst at alt søenrulleret mandskab hellere om sommeren farer med Dragøe- eller andre fartøjer for deres kost og hyre. Da imidlertid fiskere fra Skovshoved, Tårbæk, Sletten etc., som er 3 a 4 mile herfra, fare snart hele sommeren igennem med små både her forbi og bedre syden op under Stevns, hvor de med deres flyndregarn fiske en hel del flyndre, torsk og nogle pivarer, som de mestendels bringe til Kbhvn.''"<ref>Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Kbhvn.s amt (tolder Carisius indb.) (22/8)</ref> Dragør var da ikke længere et fiskerleje. I folketællingen for 1771 (kendt som Oeders efterretninger) og igen i folketællingen 1787 angives kun en enkelt fisker og i folketællingen fra 1801 er ikke angivet en eneste. ==== ''Sjællands kattegatkyst'' ==== For Kattegatkysten giver Erik Pontoppidan i 1764 dette billede: "''Hornbek Sogn og Bye, 4 G. 48 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Ellekilde, 1 B.''"<ref name="Po 27"/>, "''Aaalsgaard, 1 B 27 Hus.''"<ref name="Po 27"/>, "''Boerne, 2 B. 1 H.''"<ref name="Po 27"/>, "''Bobaken.''"<ref name="Po 27"/>, "''Hellebek.''"<ref name="Po 27"/>, "''Gilleleye Sogn og Bye, 56 G.''"<ref name="Po 30"/>, "''Rogeleie 5 Fiskerhuuse.''"<ref name="Po 30">Pontoppidan, s. 30</ref>, "''Lyenæs Færgested, 5 H.''"<ref name="Po 44"/>, "''Kikhavns Fiskeleie, 20 Huuse, á 3 Skp. 2 Fk. 12 Huuse, á1 Skp. 3 Fk.''"<ref name="Po 44">Pontoppidan, s. 44</ref> Om indbyggerne i Kronborg amt skriver Pontoppidan: "''De nære sig af Ageren, af Skoven, af Have-Frugt som de frem for endeel andre, legge Bind el. Vind paa, item af Tørve-Mosen og af Fiskerie, hvilket sidste paa Strandkanten, er her fast bedre end andensteds i denne Provintz. Særdeles ved Hornbek, Snekersteen og Gilleleye, hvor Torsk, Aal, Sild, Tunger og andre Flyndere fanges i stor Mengde og selges med god Fordeel til Helsingør og andensteds. Disse Fiskerier drives flittigt om Høsten, hartad indtil Juel, ved nogle sneese smaa Selskaber, af hvilke et hvert haver 4 Mand, som underholde en Baad tilsammen, og 32 Silde-Garn eller Mandser, thi egentlige Vaader vil eller kand man ikke bruge. Sælhundenes Mængde giør her og andensteds stor Skade, og Fiskeleyerne ere ikke meere i den Stand som de fordum have været. Deres Hielp og Opmuntring var en vigtig Artikel i Landets Velfærd, og det indrollerte Søe-Mandskabs Forøgelse. Fisk fattes her ikke, men alene Hænder til at fange dem.''"<ref name="Po 247f">Pontoppidan, s. 247f</ref> For Kattegatkysten giver Jonge i 1777 dette billede: "''Hornbek, Kirkebyen, har 4 Gaarde og 48 Huse, og er ellers et Fiskerleie ved Stranden. Dette Fiskerleie seer ud som en maadelig Kiøbstæd, formedelst sine smukke teglhængte Bygninger, hvis folkerige og formuende Beboere ere stræbsomme Fiskere, som leve af overflødig Strandfiskerie, saa og af deres Søefart; thi de besegler alle Provinzer med deres Fartøier. Disse Mænds Koner ere Tvettersker og Bleegfolk, som blege Klæder for Folk.''<ref name="Jo 91"/> ''Ællekilde har eet Boel.''<ref name="Jo 91"/> ''Aalsgaard har eet Boel og 27 Huse, og er et Fiskerleie, som beboes deels af Fiskere, deels af Gevæhrfabrikens Folk.''<ref name="Jo 91"/> ''Boerne har 2 Boel og eet Huus''"<ref name="Jo 91">Jonge, s. 91</ref>, "''Kirkebyen Gilleleie, har 56 Gaarde, som er et stort Fiskerleie, hvis Beboere ere velhavende Folk. Dette Fiskerleie er beliggende paa Siællands yderste nordlige Kant. Kirken er A 1556 af disse Fiskere selv bekostet og opbygt; men Aar 1746 er den af ny paa Kong Kristian den Siettes Bekostning opbygt''"<ref name="Jo 99"/>, "''Villingsbekhuse er 9 Boel, 3 Huse''"<ref name="Jo 99">Jonge, s. 99</ref>, "''Rogeleie er 5 Fiskerhuse''"<ref>Jonge, s. 98</ref>, "''Lyenæs-Færgested har 5 Huse''"<ref name="Jo 83"/>, "''Kikhavns-Fiskeleie har 20 Huse''"<ref name="Jo 83">Jonge, s. 83</ref>. I en indberetning for Kronborg amt, der både omfattede kattegatkysten og den nordligste del af Øresund, afgivet af G. Badstuber i 1771 oplyses: "''Udi det salte vand fanges tunger, sild, pigvarer, slettevarer, hummer, torsk, rødspætter, skrubber, flynder, laksørter, makrel, hvillinger, cabillau, hornfisk, ål, strandkarusser, skotter, knadinge, fjæsinge, stenbidere, qvappesøer, ulke, krabber, tobiser, rejer, stører, marsvin.''" "''Redskaber dertil bruges, såsom: bundgarn, ruser, fiskevade, makrelgarn, sildegarn, torskegarn, flyndergarn, kroge, både med sejl og anker, trækrabber med sten udi til redskabet, samt pæle til samme, jerndræg og behørige tove og tønder.''" "''Alle slags fisk bliver solgt fersk undtagen hvad fiskerne til egen husholdning behøver, den de til dels tørrer og til dels salter.''" "''Torsk, tunger, rødspætter, skrubber, flynder og ulke fanges både vinter og sommer; dog bedst om vinteren, hornfisken fanges om foråret, når den kommer fra Nordsøen, og om efteråret, når den kommer fra Østersøen; pigvarer, sletvarer, hummer, laksørter, makrel, villinger, cabillau, strandkarusser, stører, marsvin, knadinge, fjæsinge, stenbidere, krabber, qvabbesøer, tobiser, rejer fanges om foråret og sommeren, dog bedst om sommeren; ål, sild og skotter fanges bedst om efterhøsten.''" "''Af sild og ål saltes omtrent til fiskernes husfornødenhed 6 a 800 fdr. og tørres omtrent 2500 ole små fisk.''" "''Ved fiskelejerne under Kronborg distrikts ryttergods er ialt 296 søenroullerede personer, som med familie ved fiskerierne finder arbejde og næring. En tjenestekarl får 20 a 24 rdr. i løn, men børnene har del med forældrene i fiskeriet efter fortjeneste.''" "''På samtlige fiskelejer bruges i alt 164 store og små både.''"<ref>Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Kronborg amt (12/8)</ref> ==== ''Lolland-Falster'' ==== Både Pontoppidan og Jonge oplyser, at "''Paa Lollands søndre og vestre Side, fra Nyested til Nakskov, drives fornemmelig Strandfiskerie, da her faaes Torsk, Sild, Aal, Flyndre, Aborrer, Makrel, Giedder, Stør, Lax, Hvillinger og Krabber. I Egnen hos Rødbye fanges Mængde af Sild.''"<ref>Jonge, s. 347</ref> Men ifølge Pontoppidan var det især ærøboere, der udnyttede disse fiskemuligheder. Jonge oplyser for Kappel sogn på Lolland sydvest for Nakskov: "''Langøe, en Øe af 32 Tdr. Hartkorn, hvorpaa er 8 Gaarde og 12 Huse, hvis Beboere ere baade Fiskere og Bønder, da her falder Aal, Torsk og Flyndre.''"<ref>Jonge, s. 356</ref> Langø var næppe et egentligt fiskerleje men snarere en bebyggelse, hvor fiskeri var en binæring. ==== ''Fyn og øhavet'' ==== Ifølge Pontoppidan spillede fiskeriet i Storebælt en beskeden rolle: "''De Saltvands-Fiske, som fanges under Fyens Land, ere vel, paa mange Steder, til god Hielp for Indbyggerne, men ikke i den Mængde, at deraf kunde skee nogen Udførsel. Nogle fattige Strand-Siddere nære sig vel deraf, med Bønderne som have bedre Formue, finde deres Avling vigtigere og vissere, undtagen paa de mange smaae Øer omkring Landet, hvor Bonden haver mindre Avling, Frihed for Hoverie og bedre Leylighed, da han dog maa holde Baade og tilhørende Redskab. Det som sædvanligst fanges, er Torsk, Sild, Aal, Makrel, Horngiver og Flynder. Af disse falde paa Øster-Kanten nogle særdeles feede, som have faaet det Navn Kiærteminde-Raadmænd.''"<ref>Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus III, 1764, s. 392-393</ref> Jonge giver i 1777 visse oplysninger om fiskeriet. Han nævner på Fyn i Kærum Sogn: "''Thorøehuse, 7 i Tallet, paa Søebankerne, hvis Beboere nære sig meest af Strandfiskerie, som de føre til Assens.''"<ref>Jonge, s. 287</ref> I Hesselager Sogn: "''Luneborg er et Fiskerleie af 3 Huse''".<ref>Jonge, s. 316</ref> "''Fiskerie, som faaes i Teilgaardsøen, saa og i Stranden, hvor man har gode Ørredgaarde.''"<ref>Jonge, s. 315</ref> "''Skaarupøers Huse ere 13 i Tallet.''"<ref>Jonge, s. 325</ref> På Langeland i Magleby Sogn: "''Badenkop; Fiskerleie''".<ref>Jonge, s. 340</ref> "''Ved alle Herregaardene ere der Fiskedamme med fersk Fisk; men af Strandfiskeriet, især paa den østre Kant, haves Torsk, Sild, Aal, Makreel, og Flyndre for got Kiøb, da Stranden er saa nær.''"<ref>Jonge, s. 338</ref> ==== ''Vendsyssel'' ==== Pontoppidans skildring af fiskeriet i Vendsyssel er ret kortfattet: "''Paa alle Landets Sider haves rigt Fiskerie, i Synderlighed ved Hav-Siden, ved Skagen, Hirtzholm, og Fladstrand.''"<ref>Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 1. Bind, 1769, s. 196</ref> En mere uddybende redegørelse gives for Fladstrand: "''De fleste Byens Indvaanere nære sig af Fiskeriet, hvortil sædvanligen bruges 6 Fisker-Baade. Ved St. Hans Dag tinger den, som eier Baaden, (hvilket omvexler om der ere flere Lods-Eiere i Baaden) det behøvende Mandskab til Vinter-Fiskeriet, dette kaldes at drikke sig i selskab. Otte Mand er vist Selskab til hver Baad, undertiden flere, sielden færre. Koller-Fangsten er det fornemste af Vinter-Fiskeriet. Torsk, Langer, og Sild gaae ikke altid til, ei heller i Mængde. Kollerne fanges med Kroge; Hver Mand har sin Bakke eller Trug, og paa hver Bakke 500 Kroge, ved 7 Qvarteer mellem hver Krog. Naar Mandskabet er blevet eenig om, paa hvad Dyb Krogene skal kastes, hænges Lygten ud til Varsel for andre. En af Selskabet, kaldet Skolemesteren, skal lade Linerne med Kroge løbe i Havet, og for den Umag nyder Forlods 6 af de største Koller. Skipperen, som imidlertid sad ved Roeret, skal trekke Linerne op, hvilket kaldes at drage Bakkerne, og faaer sine 6 største Koller Forlods ud. Madingen til disse Fisk ere Orme eller i deres Mangel Lever. At opsøge og samle disse Orme kaldes at gaae paa Find. Koller-Fangsten begynder ved Michaelis og varer til Jule-Tider, undertiden længere. Ved Julen indgaaes Selskab til Sommer-Fiskeriet, som fornemelig er Flynder-Fangsten, hvortil bruges fint Fiske-Garn af Hør. Fuld-Mands Garn ere 6 Garn, og med hver Baad 6 Mand. Hvert Garn er 7 Qvarteer dybt, Længden, naar det bliver ført til at fiske med, er ved 60 Favne. Hver Mand har sine Garn paa tvende Trug, og de skiftes til i rigtig Tour at lade deres Garn først løbe i Havet. Nogle udleie deres Garn, andre har ikkun 2 eller 3 Garn, men nyde dog deres Ret. Om Sommeren fanges Flyndre, Pigvarer, Sletvarer, Steenbidere, Tunger, små Torsk, Isinger, Skader, Brokker, Helleflyndre, Hummer, Krabber, og nogle Østers, hvilke sidste, siden de fanges paa Sandbond, ere ikke nær saa gode, som de, der fanges med Skraber ved Jerup, Aalbek, og paa Skagens Kant. Hummere, Krabber og Østers beskadige Garnet meget. Men allerskadeligst for Garnet er et Slags Hav-Insecter, som kaldes Tang-Luus. Disse have nogen lighed efter Firebeen, dog mindre, og ere af Farve sort-Brune. Kors-Krabben ser ud som Stiern-Annis, nogle af Størelse som en Krone, andre mindre, disse afsuge Fisken. Flyndre-Fangsten er for Fiskerne lige saa betydelig, som Avlingen for Landmanden. Flyndre-Fiskeriet begynder ved 1. Maji, og ophører sædvanligen ved St. Olufs Tider, da de, indtil Koller-Fangsten begynder, uden at være i noget sluttet Selskab, dyrre Markrel. Her bruges baade Sand-Baade og staaende Garn til Fiskeriet. Det er her en almindelig Sagn, at alle Slags Fisk komme fra Norden og søge Norden igien. I hvor stille end Veiret er og Havet, forlade dog Fiskerne alting, og begive sig til Lands, saasnart de lugte Furren, saa kaldes en nordost Vind, som holdes for at bringe med sig en Stank af Træerne i Norge, hvilken Stank er som af eb brændende Tiære-Tønde. Samme Vind er meget heftig og giør undertiden Skade.''"<ref>Erik Pontoppidan, ''Den Danske Atlas'' Tomus V 1. Bind, 1769, s. 251-252</ref> Om fiskeriet i Sæby skriver Pontoppidan: "''Flynder-Fiskeriet er det beste her er. Flyndrene roses af deres gode Smag. Fiskerne ere inddeelte i Selskaber for god Ordens skyld. Fiskeriet begynder først om Foraaret og varer til St. Olufs Dag, da de ikke længere kan fiske Flyndere for den megen Driv-Tang og anden Ureenhed, hvormed Garnene blive fyldte. Ved Siden af Havnen ere Fiskernes Flyndre-Garns Stader. Derefter fiskes i en kort tid nogle Makrel, allersidst Koller og Torsk, saalænge Havet er aabent. Der falder og nogle Rigste-Bøtter, Kokker, Isinger, Fiesinger, Tunger store Taske-Krabber, med videre. I Aaen strax neden for Møllen fanges nogle faa Ørreder, Aborrer, Skaller, Aal og smaa Gedder.''"<ref>Erik Pontoppidan, ''Den Danske Atlas'' Tomus V 1. Bind, 1769, s. 243-244</ref> I en indberetning fra præsten Jens Gram for Flade og Fladstrand sogne fra 1771 om fiskeriet oplyses: "''Udi salt vand: flyndre med sine adskillige slags, tunger, pivarrer, isinger, hanser, stenbidere; så og kuller, hummere, krabber, små torsk, villinger, langer, skader, rokker, små gråsej, sild, makrel, håer og fjæsinger. Deraf er egentligen flyndre og kuller-fiskeriet det, som drives ved Fladstrand og Bangsbostrand.''" "''Flyndre fiskes med garn 20 favne i længden og 1 a 2 alen dybe. Ved underste side af garnet hænges sten, og ved den øverste fladholt eller kork. Garnet lade fiskerne løbe ud af en båd, da det står i havet, hvor fisken formodes at støde til, sædvanligen i 24 timer, hvor efter det drages op i båden, fisken aftages, garnet redes, ophænges for at tørres, og når fornøden gøres, bødes. Til en fuld både høre 36 garn at drage, 26 at sætte og 36 garn i beredskab. Et garn kan koste 2 rdr., er af hør, og bindene af hamp. Kuller fiskes med bakker. Så kaldes de trug, på hvilke fiskerkrogene med deres snore ligge. Krogene ounes med orm eller saltet oxe- eller svinelever. Til en båd hører 9 a 10 trug bakker, og 500 kroge til hver trug. Makrel dyrres på snører med 2 kroge, og bedes eller ounes med fersk makrel, eller det hvide af flyndre skind. Hummere, krabber og undertiden østers fanges i flyndre garnet.''" "''Flyndrene bliver saltede og vindtørrede. Kullerne nedsaltes i træ, nogle bliver vindtørrede eller røgtørrede. Andre fisk bruges ferske.''" "''Flyndre fiskeriet begynder imellem påske og pinsedag og varer til efter St. Olufs dag. Fra den tid til efter Michaelis dyrres makrel. Imellem Michaelis og Martini begynder kullerfiskeriet og varer til jul, eller så længe vinteren det tillader.''" "''(mængden) er ikke til visse at bestemme. Det ene år mod det andet beregnet kan sættes det uvisse tal 360.000 flyndre, 360 tdr. kuller, 60 tdr. makrel ved Fladstrand og hen imod samme antal ved Bangsbostrand.''" "''I Fladstrand ca. 60 fiskere og ved Bangsbostrand henved 40 foruden hustruer og børn.''" "''Sædvanligen 6 både til flyndre og 6 til kuller-fangsten ved Fladstrand og lige så mange ved Bangsbostrand, undertiden færre begge steder.''" "''Til en td. kuller kan forbruges en god skp. spansk salt, eller 12 skp. fransk salt, men fiskerne bruge i almindelighed aske, som brændes af tang, hvilket ikke til nogen vis mål eller måde kan beregnes.''"<ref>Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. V, Aalborg stift. Flade og Fladstrands sn. (10/9)</ref> Jonge skildrer i 1777 forholdene således: "''Fladstrandsogn bestaaer af den Bye Fladstrand, som var tilforn ikkun en Bondebye og Fiskerleie tæt ved Havet; men da Fiskeriet lykkedes overmaade vel, saa begyndte Beboerne at fare med deres Brikker eller Flyndreskuder paa Kiøbenhavn og Norge, og have nu allerede en temmelig Handel, saa at Byen seer ud som en Kiøbstæd, hvis Huse ere bygte af Muur og Bindingsværk, og ere inddeelte i Gader og smaa Stræder eller Gyder, hvis Indvaanere ere handlende Kiøbmænd, Skippere, Lootser, Matroser og Fiskere, saa og Haandværksmænd, foruden dem af Militairetaten og de kongelige Toldbetientere. Uagtet Fladstrand er ingen Kiøbstæd og har ingen Kiøbstæds Privilegier, saa svarer dog Byen Indqvartering og Konsumtion, ligesom andre Kiøbstæder.''"<ref>Jonge, s. 423</ref> "''Ved Fladstrand falder skiønt Fiskerie af Stranden, om Sommeren Flyndre, Pigvare, Tunger, Hummere, Krabber; men om Vinteren fra Mikelsdag til Juul falder Koller, Torsk, Langer.''"<ref>Jonge, s. 424</ref> Langs Vesterhavskysten var fiskeriet ofte forbundet med skibsfart. Jonge oplyser: "''Løkken, et Fiskerleie og tillige en Handelsplads, hvis Beboere ere velhavende Folk; thi de bruge ingen Avling, men derimod have de nogle Sandskuder eller Fartøier, med hvilke de fare bestandig paa Norge med alle Slags af Landets Produkter, og hiembringe tilbage med sig Tømmerlast, Bræder, Jern, Kakkelovne, Tiære, hvad Bønderne behøve, saa at de have her temmelig Kiøbmandshandel. Disse Sandskuder her i Løkken høre under Tolderens Tolddistrikt i Kiøbstæden Hiørring.''"<ref>Jonge, s. 426</ref> "''Blokhusene, hvilke ligge paa Strandkanten ud til Vesterhavet, og ere 6 Selveierbøndergaarde, der bruge Avling og Fiskerie; men især føre de Handel med deres 4 Sandskuder, hvormed de seile paa Norge, hvorhen de føre Kornvahre og Fedevahre, samt Lerreder, og hiemmegiort Tøi, og føre tilbage igien adskillig Slags Tømmerlast, og saaledes drive en temmelig Handel; ved disse Blokhuse er en god Havn for deres Sandskuder. For deres Fartøiers indehavende Ladning maae de klarere og erlegge Told hos den kongelige Tolder i Kiøbstæden Hiørring''"<ref>Jonge, s. 444</ref> "''Strandmændene paa Hanstholm ved Vesterhav fik af Kong Friderik den Tredie Aar 1666 Bevilgning, at de med deres Sandskuder maae ubehindret seile til Norge og søge Fiskerie i Havet, mod Tolds Erlæggelse.''"<ref>Jonge, s. 462</ref> Om Agger: "''Sognets Beboere have nu slet intet Pløieland, da de dog tilforn have havt Ejendomsjord til 28 Plove; men ere Landets allerelændigste Fattige, hvis eneste Næring til Livs Ophold er lidt Fiskerie i Ørumsøe, Liimfiorden og Vesterhavet''".<ref>Jonge, s. 473</ref> ==== ''Limfjorden'' ==== I 1736 gav 28 fiskere fra Nibe denne skildring af forholdene i Limfjorden: "''Løgstør grunde gør ligesom skel imellem tvende fjorde, thi derpå falder et meget grundt vand, og derfor ikke kan flyde uden små fartøjer med nogen ladning over dem op til Thisted og de andre købstæder der ovenfor beliggende. Vel kaldes det tilsammen Limfjorden fra Hals tønder og langs op igennem landet forbi Lemvig til Harboøre; men fjorden vesten for Løgstørs grunde er snart som et hav at regne imod fjorden østen for grunden og ud til Hals, ...hvor fjorden ikkun falder ganske smal. Og deres fiskeri både af ål og sild vesten for Løgstørs grunde er snart ikke lig det fiskeri, der falder her neden og østen for, thi der fiskes aldrig en ål her i Nørlå eller såkaldte Nibe fjord af den art og natur som vesten for Løgstør i bredningen. Vores almindelige og meste sildefiskeri, som kaldes fuldsild, er ikke heller af den art og natur, de sild er af, som fiskes deroppe i fornævnte bredning med deres sildevåder, ikke heller gives de på tider, her fiskes sild''".<ref>Rasmussen (1966), s. 20</ref> Nibe fik købstadsprivilegier i 1727.<ref>Rasmussen (1966), s. 23</ref><ref>Wulff, s. 323</ref> Om Nørresundby skriver Jonge i 1777: "''Byen har stor Næring baade som Færgested og som Fiskerleie. Her er got Fiskerie baade om Høst og Vaar. Her holdes ogsaa fire aarlige Markeder med Bønderredskaber og Trævahre.''"<ref>Jonge, s. 449</ref> Flere steder langs Limfjorden omtales i 1700-tallet som fiskerlejer. Pontoppidan oplyser under omtalen af Farstrup sogn, at "''Stavn er et Fiskerleie, hvor der fiskes Mængde af Sild''" og under omtalen af Sebber sogn, at "''Sebbersund og Valsted ere Fikskerleier, hvor der fiskes en stor Mængde Sild, og har formuende Bønder.''"<ref>Pontoppidan, s. 25</ref> samt at "''Klitgaardene er et Fiskerleie ½ Miil førend man kommer til Nibe''".<ref>Pontoppidan, s. 32</ref> Om Vitskøl oplyses, at "''Foruden et important Aale-Fiskerie, ere de meste Fisk her falder, Helt, Aborre, Gedder, Horker og Skaller''". "''Paa Gaardens og Godsets Grund ere Ligge-Steder for 6 á 8 Fiske-Baade fra Agger-Land, som fiske med Pulsvaader, hvoraf svares aarlig Afgift til Eieren.''"<ref>Pontoppidan, s. 7</ref> Til trods for stedets egnethed for fiskeri, var det ikke stedlige fiskere men fiskere fra Agger, der udnyttede dette. ==== ''Vestjylland'' ==== Pontoppidan giver i 1769 en ret udførlig beskrivelse af fiskeriet i Bøvling amt: "''det rette og betydelige Fiskerie falder enten i Limfiorden og de andre Fiorde, Rissum-Fiord og Ringkiøbings-Fiord, eller fornemlig i Vesterhavet. Imellem Næs og Bøvling Sogne er en Fiord eller rettere Arm af den saa kaldte Rissum-Fiord, hvilken Arm mod Østen har Tilløb af en Aae og mod Vesten falder ud i Havet igiennem Torskminde. I samme Bøvling-Fiord fanges skiønne Lax, et Slags smaa fede Torsk, Helt og Flyndre, men Laxefangsten er ikke nær saa god som den før har været; thi bemelte Minde har tilforn ikke været saa viid, ei heller saa forstoppet, som nu. Hvor Aaen falder i Fiorden ved Ulsund, er got Fiskerie af Aborrer, Giedder, Helt og Flyndre. Her ved Havsiden begynde Fiskerne i April at opreise deres Hytter af Grøntørve, hvori de ligge om Natten, thi om Dagen kaste de deres Garn ud i Havet med Kroge, hvorpaa de sette et Stykke fersk Sild, og derved fange store Torsk, Helleflyndre og Hvillinger. Ved St. Hans Dag nedbryde de deres Hytter og forføie sig hiem. Imellem Mikkels- og Mortens-Dag falder her og noget Fiskerie, men formedelst Farligheden paa denne Aarets Tid, ikke saa overflødigt som om Foraaret, da Folk fra langt bortliggende Steder hente Fisk her ved Havet. Paa andre Steder og hen ad Harboøre Siden giver Havet, foruden Torsk, ogsaa Koller, Langer, Rokker eller Skader, Sild, Hummere og Taske-Krabber. De to sidste Slags falde undertiden meget store og i stor Mængde, men de foragtes og faa benytte sig af dem. Kabiliau eller Torsken nedsaltes og afsendes til andre Steder. Limfiorden giver Sild, Helt, Brasen, Aborrer, Skaller, Giedder, Aal, og Øreder. Disse sidste ere to Slags, nemlig Lax-Øreder, som have en Krog under Munden og ere røde i Fisken, og Helt-Øreder, som ere hvide i Fisken og har ingen Krog. De, som boe i Egnen af Harboøre, fiske saavel i Havet som i Fiorden. Paa den Tid der er tilladt at bruge Pulsvaade i Limfiorden, ligge de der bestandig, ligesom Agerboerne, paa Aalefiskerie, som indbringer dem anseelig Fordeel. De bygge selv deres Baade, som ere meget slette til Anseende, des uagtet give de sig dog ud med dem paa Havet endog i temmelig hart Veirlig, endskiønt de ere saa tynde og lette, at de slæbe dem over Land fra Havet i Fiorden, og dermed henføre deres Fisk til Løgstør, Aalborg og andensteds. Havet og Fiorden gaae hverandre paa et Bøsseskud nær, saa det er forunderligt, at Havet ikke igienemskiærer dette smale og platte Land, men Naturen har ved trende Rader Sand Revler, hvorpaa Havets Magt brydes, førend det kommer paa Landet, forhindret, at det ikke kan skee. Ikke des mindre har dog Havet undertiden gaaet over Bredderne og skyllet salt Vand ind i Limfiorden, hvorved Fiskeriet i sær af Helt paa Vestervigs Kanten meget er forringet.''"<ref name="Po 784-785">Erik Pontoppidan, ''Den Danske Atlas'' Tomus V 2. Bind, 1769, s. 784-785</ref> ==== ''Vadehavet'' ==== I Vadehavet forsvandt fiskeriet efterhånden næsten helt. De tidligere fiskere gik over til hval- og sælfangst eller til skibsfart.<ref name="Ja 231">N.H.Jacobsen, s. 231</ref> Endnu ved kongeligt reskript af 26. januar 1689 fik indbyggerne på Fanø stadfæstet en ret til at sejle med deres fisk hvorhen, de ville, dog skulle de udklarere deres ladning ved Ribe toldsted. I praksis udviklede der sig en fragtsejlads, hvor man afskibede fisk og fra Føhr og Nordstrand hentede korn.<ref name="Ja 231"/> I 1725 klagede indbyggerne på Fanø over, at fiskeriet nu var så ringe, at man end ikke kunne købe korn på disse øer, og i en beretning fra præsten i Nordby fra omkring 1750 hedder det: "''Fiskeriet i disse tider og her under landet meget aftaget; thi nu i mange aar har fiskerne næppe kunnet stoppe de bekostninger, som derpå anvendes, ej at melde om det meget arbejde arbejde og besvær, de ved fiskeriet her fremfor andre steder må udstå, da de må sejle 8 til 10, ja flere mil fra land, før de kommer der, hvor fiskene opholder sig.''"<ref name="Ja 232">N.H.Jacobsen, s. 232</ref> Forsøg på sildefiskeri i Vesterhavet mislykkedes i det store og hele.<ref name="Ja 232"/> I 1771 blev på Fanø etableret et interessentskab, Det islandske Kompagni, for fiskeri ved Island, men omkring 1800 gik man i stigende grad over til ren fragtsejlads i stedet.<ref name="Ja 235"/> Pontoppidan gav i 1769 en udførlig beskrivelse af fiskeriet på Fanø: "''Fiskeriet er en god Deel af Fanøernes Næring. De begynde at Fiske i Martii eller April Maaned, ligesom Storm og Veirliget tillader. Fiorten Dage før St. Hans Dag ophører Vaar-Fisleriet, da de drage bort og sælge deres Fisk, undtagen nogle Fattige der blive ved at fiske, endskiønt Fiskeriet da er af ingen Betydenhed, siden Fisken i Heden gaaer fra Landet.'' ''Høst-Fiskeriet begynder mellem Mikkels- og Mortens-Dag efter Torsk og Hvilling, og vedvarer, indtil Vinteren forbyder det. Flyndre eller Skuller fanges med sine Netter, hvert Garn 15 til 16 Favne langt. Hver Mand, som fisker, udreder 5 slige Garn til den Baad, han Fisker med. Torsk, Hvillinger og deslige fanges med Kroge, satte paa lange Linier, som om Efterhøsten bruges af Uld. Hver Bak Liner, holde 400 Kroge. Hver, som fisker, skaffer til sin Baad 2 saadanne Bakker. Pigerne grave Orme dertil paa den nørre Ende af Landet, hvor de findes i Mængde. Hver Pige graver til to Bakker, følgelig 800 Orme, hver Dag de fiskes med Liner. Humre og Krabber fanges om Sommeren i Garnet, og jo mere Heden tiltager, jo flere, men de rive Garnene sønder, og giøre Fiskerne større Skade en Fordel. Dyber, hvor de fiske, er skabt som et Driste-Trug, dybest i Midten og grundere mod Siderne. Fanøerne, saavel de fra Synderhoe som Norbye, fiske paa en Strekning af 8 á 10 Miile fra den Øe Sild som der synderste de fiske, hvor de ere fire Miile fra Landet og paa 12 á 13 Favne Vand. Fiskene, som fanges, blive enten ludede, eller saltede og tørrede. Lud-Fisken behandles saaledes: Flyndrene afskiæres Hovederne, ridses paa den ene Side, Indvolden udtages, legges 24 Timer i reent Sand, derefter vel aftoes, og hendes op paa Rekker, som i Ruder ere sammenbundne af Halm-Sime og fæstede tet paa hverandre, indtil de blive haarde og hvidblegede af Solen. Hvillingerne skiæres Hovederne af, men ei af Torsken, af begge tages Indvoldene, de flekkes og for Resten omgaaes som Flynderne. Indvolde og Hoveder af Hvillinger holde Indbyggerne for den beste Giøde. Saltet og tør Fisk laves saaledes: Flyndrene afskiæres Hovederne, Indvolden aftages, de toes i mange Vande, hugges med en liden Øxe tvert over 3 4 á 5 gange, ligesom de ere store til, toes igien, settes Natten over i Riiskurve, at Vandet vel kan løbe fra dem, derpaa nedsaltets de med lidet Salt i et Kar eller en Balle 2 á 3 Dage, derefter optages og toes reene, henges saa op i ovenmeldte Rekke, to og to samenbundne ved Halerne, men de maae meget vel tages i Agt for Regn og Dug, thi deraf blive de haarde. Dette Slags Flyndre er det, som andensteds have Navn af Riber-Skuller eller Riber-Flyndre, saa kaldte, fordi en stor Deel deraf sælges aarlig i Ribe i sær til St. Hans Marked, og bleve i forige Tider af Riber-Kiøbmænd første udenlands til Forhandling. Og endskiønt Faningerne nu omstunder selv med deres smaa Fartøier have fundet Veien til Hamborg og andre Stæder i Hertugdømene for at sælge deres Flyndre, beholde de dog det gamle Navn af Tiber-Flyndre. De saakaldte Preste-Flyndre ere af samme Slags, men have ventelig dette Navn af Preste-Tienden, som altid er af de største og beste. Hvillinger, Torsk, og Tunger som saltes og tørres, handles paa samme Maade som Flyndrene, undtagen at Torsk og Tunger beholde Hoveder. Alle Torsk og Hvillinger, som fanges i Efteraaret, nedlegges og saltets, paa saadan Maade: Torsken afskiæres Hovedet, flekkes, skæres i Parter, legges i Lage én Nat, siden nedsaltes i Fierdinger eller Halvtønder. Fisk-Priserne ongefærlig: Riber-Flynder Snesen 12 á 14 Skilling, de ringere 7 á 8 Skilling. Preste-Flyndre Snesen 4 Mark, de selges og Pundeviis. En saltet Torsk 1 Mark. En Rokkel 14 á 16 Skilling, de mindre 6 á 8 Skilling. Saltede Hvillinger Snesen 10 12 á 14 Skilling. Bak-Skuller Snesen 7 á 8 Skilling. Ludeflyndre Snesen 7 Skilling. Lud Torsk Stykker 1 Mark. Lud Hvillinger Snesen 8 á 10 Skilling. Saltet Torsk Fierdingen 9 10 á 12 Mark. Saltede Hvillinger Fierdingen 6 á 7 Mark.''"<ref name="Po 722-724">Erik Pontoppidan, ''Den Danske Atlas'' Tomus V 2. Bind, 1769, s. 722-724</ref> Jonge beskriver i 1777 Fanøs fiskeri således: "''Fiskeriet er en god Deel af Fanøernes Næring, og deles i Vaar- og Høstfiskeriet; her fanges de bekiendte Flyndre, som kaldes Riberskuller, hvilke de føre udenlands til Hamborg at sælges. De andre Slags Fisk ere Præsteflyndre, Hummere, Taskekrabber, Hvillinger, Torsk, Langer og Rokker; hvilke de sælge deels ferske deels ludede, deels saltede, og deels tørre''".<ref name="Jo 513">Jonge, s. 513</ref> === Fiskerlejerne i 1800-tallet (1800-1870) === Om fiskeriet på Sjælland i begyndelsen af 1800-tallet skrev Gregers Begtrup i 1803: "''Efter Landets Beliggenhed skulde man formode at Strandfiskerie maatte være en vigtig Næringsgreen for Landalmuen og Søekysterne. Men samme er ikke af stor Betydenhed. De fleste og betydeligste Fiskelejer findes i den nordøstlige Deel af Landet fra Kjøbenhavn til Helsingøer og Gileleie, som forsyne Hovedstaden med Fisk. Disse Fiskere fange en Deel selv, men meget kiøbe de og af svenske Fiskere, og forhandle. Da den svenske Kyst ansees for at være rigere paa Fisk, end den danske, eller maaskee og af den Grund, at den svenske Fisker har mindre Leilighed til Afsætning, som den danske, som finder i Helsingøer og Kjøbenhavn tvende vigtige Markedspladse. Ved Kjøge, Præstøe og Roskilde Fiord leve mange Huusmænds Familier af Fiskerie, især af at stange Aal. Paa de øvrige Kyster gives færre Familier, som beskiæftige sig dermed. Paa den vestlige Kant af Landet gives ofte ikke een eneste Fisker paa flere Miles Strækning ved Søekysten, men Almuen lever blot af Agerbrug. Man har ofte bebreidet Strandbeboerne, og Almuen paa de smaa Øer, at de ei lægge Vind paa Fiskerie, som deres Beliggenhed synes saa let at tilbyde dem. De kan ei frikjendes aldeles. Men til deres Undskyldning tjener, at Fiskerie er paa vore Kyster en meget mislig Næringsgreen, og Almuen tjener ved Jordbrug og Dagleje bedre, vissere, og med mindre Besværlighed til Underhold, end paa Søen. Vore Kyster ere for flade til at Fiskene skulde indfinde sig i Overflødighed. Disse lave Sandgrunde, hvormed Landet er omringet, ere om Vinteren for kolde og om Sommeren for varme, og Fiskene søge Dybet. Og til at søge dem der have vore Fiskere hverken passende Fartøier og Redskaber, ei heller Evne til at anskaffe sig dem, maaskee mangle de og Kundskab til at benytte dem. Tilvisse er det at beklage, at det nylig oprettede Fiskeselskab i Hovedstaden, saa hastig opløste sig, da dets fortsatte Bestræbelser vilde maaskee have ophjulpet denne Næringsgreen.''"<ref>Begtrup (1803), s. 464f</ref> Fiskeriet i farvandene omkring Sjælland var imidlertid ikke det samme overalt. ==== ''Øresund'' ==== [[File:Vilhelm_Petersen_-_Parti_fra_Espergærde_set_mod_Snekkersten.png|thumb|450px|''Parti fra Espergærde set mod Snekkersten''. Maleri af Vilhelm Petersen fra omkring 1850.]] [[File:F._C._Kiaerskou_-_Ved_Fiskerlejet_Sletten._Frisk_Kuling_(1882).jpg|thumb|450px|''Ved Fiskerlejet Sletten. Frisk Kuling.'' Maleri af F.C. Kjærskou fra 1882.]] [[File:20151216_133250_Fiskestadesten.jpg|thumb|Fiskerstadesten FS 13.]] Fiskeriet i Øresund var helt op til omkring midten af 1800-tallet stadefiskeri: hele kysten var inddelt i fiskestader, og inden for hvert stade var det kun tilladt for brugeren (i praksis flere samarbejdende brugere) at opsætte deres garn og ruser. Midt i århundredet var befolkningsudviklingen nået så langt, at der i de enkelte fiskerlejer udviklede sig grupper af "frie" fiskere, det vil sige fiskere uden mulighed for stadefiskeri. Derved udviklede sig også et modsætningsforhold mellem de to grupper, og det krævede en statslig indsats endegyldigt at løse dette modsætningsforhold. I 1875 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Humlebæk. heri oplyses: "''Fiskerleiet Humlebæk ligger omtrent 1 Mil S. V. for Helsingør og hører som Fæstegods ind under Kraagerupgaard. Fiskernes Antal er 22, Fiskerbaadenes c. 30. Baadene ere for største Delen byggede i det nærliggende Fiskerleie Espergjærde af Eg eller Lærk og holde sædvanligvis 16 Fod over Stevnene, enkelte indtil 20. I Havnepenge betales for hver Fiskerbaad 16 Mk. aarligt til Havnens Eier, der er uberettiget til at lukke den og forpligtet til at vedligeholde den med 6 Fods Dybde. Denne Havn bidrager væsentligt til at sætte flere af Fiskerne i Stand til at holde større Fartøier, med hvilke de føre Brænde, Søsten, Mursten o. A. især til Kjøbenhavn. Herved er Fiskeriet kommet til at spille en mindre Rolle, men er dog endnu i Forhold til Leiets Størrelse ret anseligt.'' ''Bundgarns- og Aalerusefiskerierne ere, om end ikke de eneste, saa dog uden Sammenligning de, der have den overveiende Betydning som Indtægtskilde.'' ''Af Bundgarn findes 3. Hvert af dem eies af 3 Familier, der ligeligt deltage i Udgifterne og indtægterne. Bundgarnene, som overalt ere meget kostbare Redskaber, blive her og i et Par af de nærliggende Fiskerleier paa Grund af Stedforholdene endnu dyrere end paa de fleste andre Steder paa denne Kyst, idet det grunde Vand strækker sig saa langt ud fra Landgrunden, at "Raden", der begynder ved denne, maa have en betydeligere Længde end sædvanligt. Til Anskaffelsen af et saadant fuldstændigt Bundgarn medgaaer der c. 1000 Rd., og Udgifterne til Vedligeholdelsen beløbe sig aarligt til 200-250 Rd.'' ''Bundgarnet "røgtes" hver Dag, naar dette ikke er umuligt paa Grund af Storm. Røgtningen foretages i Reglen fire Gange dagligt, undertiden, naar der er mange Fiskestimer, endog indtil 8 Gange om Dagen; dette gjælder navnlig for den Tid, i hvilken Hornfiskene udgjøre den vigtigste Fangst; thi disse Fiske gaae lettere ud igjen af Garnet end andre Fiske, navnlig lettere end Sildene og ere i det Hele taget mere "udspekulerte" end disse.'' ''Om Foraaret, i den første Tid efter Bundgarnets Udsætning, fanges udelukkende Sild. I Mai kommer Hornfisken Nord fra, undertiden førend Silden er gaaet bort, og samtidigt fanges af og til en Del Torsk. Naar Hornfisken har leget sidst i Mai eller lidt senere, gaar den Syd paa, og da tages - som ovenfor omtalt - Bundgarnet i Land for at tjæres. Naar det lidt ind i Juli Maaned atter er sat ud, indfinder Makrellen sig Nord fra, hvor den har leget, og fanges i stort Antal navnlig i Slutningen af Juli, ofte sammen med smaa halvvoxne Sild ("Sommersild"). Disse sidste faaes forøvrigt af og til hele Sommeren igjennem. Midt i August vandrer Hornfisken tilbage Syd fra, hvor den har "samlet Fedt", og fanges da i Mængde "paa Nordgangen" lige indtil Midten af September. Efter Mikkelsdag fanges Hornfisken kun enkeltvis, thi "Lønnen" er draget længere Nord paa. De største faaes i September, og det Samme gjælder om Makrellen. Storsilden, der ligeledes vender tilbage om Efteraaret, faaes kun i stort Antal efter Storm af N. V. Denne Vind giver ogsaa om Foraaret den bedste Fangst.'' ''Hornfisken faaes især med Paalandsvind og lidt frisk Kuling. Den lader sig drive end med Søen indtil den træffer lys Sandbund, vender derpaa om eller holder sig langs Land, hvorved den da træffer paa Raden, gaaer udad langs denne og løber lige ind i Hovedet. Er Søen for stærk, saa at Vandet bliver uklart og Bunden røres op, gaaer Hornfisken ikke ind mod Land, men holder sig paa Dybet. Silden nærmer sig derimod Kysten, naar Vandet er rørt, og kommer navnlig om Foraaret ind under Land med frisk Kuling af V. N. V.''"<ref name="JC 1875 3ff">Collin (1875), s. 3-18</ref> Collin oplyser ogsaa, at bundgarnsfiskeriet i Sletten mod syd og Espergærde mod nord foregik på samme måde, men at bundgarnsfiskeriet i Skotterup og Snekkersten længere mod nord foregik uden brug af flærad, "idet Dybet her gaaer lige ind til Landgrunden".<ref name="JC 1875 5">Collin (1875), s. 5</ref> Om ålerusefiskeriet oplyser Collin: "''Ruserne sættes i Række udefter, dog ikke i lige Linie, men saaledes, at den inderste er den sydligste; den næste staaer et Par Alen længere Nord paa ("nedefter") og saa fremdeles; men stærk Strøm under Røgtningen kan undertiden forrykke Pladsen lidt, saa at de kommer hverandre endnu nærmere.'' ''Antallet af de Ruser, som hvert Selskab sætter, er meget forskjelligt og retter sig for en Del after Bundens Beskaffenhed paa de forskjellige Steder. Hvor Bunden er Jevn indtil en større Afstand fra Kysten, og hvor der findes Græs uden altfor mange store Stene, sættes Ruserne i een Række i et Antal af indtil 90 Stkr.; saaledes paa Fløiterup-Stadet. Paa de to kongelige Nivaa-Stader, som ligge tre Fjerdingvej S. for Leiet, men trods denne fjerne Beliggenhed dog ere eiede af Humlebæksfiskere, sættes Ruserne i to jævnsides Rækker med 24 i hver.'' ''Med Undtagelse af to Fiskere deltage de alle i Aalerusefiskeriet. Nogle Fiskere have hver kun 10-12 Ruser, andre mellem 30 og 40. I Alt findes 8 Stader, som besættes af Humlebæksfiskere. Det samlede Antal Ruser i Leiet beløber sig til henimod 300.'' ''Røgtningen foretages altid med Søndenvande ("Strøm"), dog maa Strømmen ikke være altfor haard. Baaden lægges altid med Stevnen mod Syd. Man begynder med at tage Stikket af Vageren, som derved af sig selv hæver sig op; den tages nu helt op af Vandet og lægges paatværs over Baaden med Gaffelen udefter, saaledes at en Aaretold stikker op gjennem Gaffelhullet og forhindrer Vageren i at glide. Derefter lægges Nordtouget paalangs over Baaden, saaledes at Letten kan hales ind fra det agterste Tolderoer samtidigt med, at der fra det Tolderoer, over hvilket Gaffelen ligger, hales ind i Stivelinen. Saasnart Kugen er halet ind i Baaden, løses Gumpebaandet op, hvorved Kugen frigjøres fra Rusen. Naar den er tømt, renses Rusen fra Tang, Krabber, Brændevabler, Smaafisk o. L., og efterat Kugen atter er bunden paa, "stives den ud" paany. Røgtningen foretages een Gang dagligt forsaavidt Veir- og Strømforholdene tillade det. Efter Røgtningen sættes Aalene i Hyttefade eller Kuger, forsaavidt de ikke strax sælges. I de senere Aar betales de med 20-22 Mk. pr. Lpd. i Kjøbenhavn, hvortil en Del føres; men Størstedelen sælges dog til Kvaserne, af hvilke een hører hjemme paa selve Leiet og 2 idet nærliggende Sletten. Tydske Kvaser begynde nu ogsaa at indfinde sig.'' ''Aalerusefiskeriet tager i Regelen sin Begyndelse omtrent ved Mikkelsdagstid, dog vælges altid Tiden lige efter Fuldmaane, da Fiskeriet uden Sammenligning giver det bedste Udbytte ved aftagende Maane. Fiskeriet vedvarer kun i henimod to Maaneder og er altid sluttet til Mortensdag. De første 8-10 Dage ansees for at give størst Fangst. Stjerneklar Himmel med mørk Maane og nordlige eller nordøstlige Vinde med Søndenstrøm er bedst. I Regnveir fiskes der sjeldent godt. 1 Lpd. for hver Ruse i en Nat regnes for god Fangst; stundom, navnlig i Fiskets Begyndelse, kan faaes mere end det Dobbelte. Naar Ruserne have staaet ude i 3 Uger, tages de ind og blive paa Land i 8 Dage, indtil det atter bliver aftagende Maane; naar de da paany have staaet ude i 3 Uger, tages de ind, og dermed er Fiskeriet ophørt. I Mellemtiden tørres og bødes de. Tjæring foretages kun een Gang, nemlig naar Ruserne ere ganske nye, aldrig senere.''"<ref name="JC 1875 24ff">Collin (1875), s. 24-26</ref> En til dels supplerende fremstilling af fiskeriet i det nordlige Øresund blev afgivet af fisker Jens Jonassen i Snekkersten i 1891. Denne lyder i uddrag: "''...I Midten af Februar begynder Fiskeri med Stadegarn efter Rødspætter, Sletter og Skrupper. Tillige fanges paa denne Tid enkelte Tunger, Pighvarrer og Slethvarrer. ..Tunger, Pighvarrer og Slethvarrer fanges kun enkeltvis i Sundet, men kunne dog opnaa en betydelig Størrelse og ere meget gode.'' ''...I Begyndelsen af Marts, naar man antager, at Isen ikke vil kunne gjøre mere Skade, begynde Fiskerne at tænke paa Udsættelsen af Bundgarn. ...Bundgarnene ere særligt beregnede paa Trækfisk. Garnet bestaar af et "Hoved" med vedhængende, omtrent 100 Favne lang "Rad". Naar Fisken da trækker fra det ene Sted til det andet, og Vind og Strøm sætte den ind under Land, og den saa paa sin Vandring træffer Raden, ligger det i Fiskens Instinkt at søge ud efter Dybet. Nu staar Raden midt for Indgangen til Hovedet, saaledes at der kan gaæs ind fra begge Sider. Fisken kommer nu til Garnet og gaar stadigt rundt i dette uden at lægge Mærke til den Aabning, ad hvilken den kom ind. Et saadant Garn koster ca. 2000 Kr. og kan rigeligt rumme en Fangst paa 3 til 4 Baade aldeles fulde.'' ''I Marts og April Maaneder bestaar Fangsten saa godt som udelukkende af Sild, dog lidt senere hen, naar Hornfisken begynder at trække, fanges ogsaa nogle afdem og desuden en Del Makrel. Bundgarnsfiskeriet har i de senere Aar ikke betalt sig, da baade Hornfisk og Makrel næsten helt ere udeblevne, og Bundgarnet for at holdes i fornøden Stand maa fornyes med en Fjerdedel hvert Aar.'' ''Efter Midten af Maj Maaned begynder Makrelen i gydefærdig Stand at trække gjennem Sundet for at naa ned i Øresundet og ogsaa afsætte sin Rogn der. ...Saasnart man mærker, at Makrelen er i Anmarch, gaa Hundreder af Baade ud baade fra dansk og svensk Side med Drivgarn. Garnene sættes ud ved Tusmørkets Frembrud, helst med stærk norden Strøm, og hales ved Daggry. Saasnart Strømmen skifter om til Syd, er det helt forbi med Fangsten.'' ''...Naar man nærmer sig Midsommer, kommer der en død Tid for Fiskerne. Dels bevirker Varmen, at Fisken gjerne trækker til Dybs, dels er det næsten en Umulighed at sætte Garn ud uden strax at faa dem fyldte af Snavs, idet det just er paa den Tid, at alle Havplanter voxe til.'' ''...Sidst i August og først i September begynde Hornfisk og Makrel at trække tilbage fra Østersøen. Nu sætter Fiskeren Makrelgarn ud efter dem, ikke som paa Forsommeren Drivgarn, men derimod Garn sænkede paa en Dybde af 3 til 8 Favne Vand. Fisken er da meget fed og behøver ikke at søge sin Næring i Vandets Overflade, men haster i Stimer til fjernere Vande.'' ''...I Midten af August begynder Fiskeren at sætte ud til et af sine kjæreste Fiskerier, det nemlig, hvortil han behøver alt sin Snille for at gjøre det saa frugtbringende som muligt. Jeg tænker her paa Fiskeriet efter Vandreaal. Fra Helsingør til noget forbi Sletten findes der til dette Fiskeris Drift fast afgrænsede Stader, som Staten engang for mange Herrens Tider siden har lovformeligt solgt til Fiskerne, saaledes at der endog er udstedt Skjøder paa dem og betales Stats-Skat af dem ganske som Tilfældet er med en Ejendom paa Land. Men der er rigtignok den Ulempe ved disse Stader, at over Halvdelen af de herbønde Fiskere ikke kan komme til at drage Fordel af dette Fiskeri, idet ingen Stadeejer taaler, at nogen Uvedkommende sætter paa hans Territorium. Enkelte kunne vel faa Pladser til Leje, men det er da i Reglen kun faa Steder, hvor Ejeren ikke selv bryder sig om at komme, eller saa langt ude, at man er altfor udsat for ved opankrede Skibe at faa sine Redskaber ødelagte, ligesom det ogsaa paa Grund af den stærke Strøm er forbundet med stor Vanskelighed at passe disse. Det egentlige Fiskeri falder i Tiden mellem Mikkels- og Mortensdag, og mange ere de Betingelser, som udfordres for, at Udbyttet skal blive virkeligt godt. Først udsættes de saakaldte Vagere i en lang Række, den ene forbunden med den anden, fra hvor Grusbunden begynder og ud paa indtil 7 Favne Vand. For at holde Aalerusen fast til Stedet benyttes til hver Vager 4 saakaldte Krabber, en Slags Trækryds, hvortil der ved Hjælp af 4 sejge Kjæppe fastgjøres en temmelig stor Sten. En saadan Krabbe fungerer da som Anker. Saasnart det har været Fuldmaane, udsættes Ruserne. Aaleruserne er et rundt bundet Garn, udspilet ved Hjælp af 4 til 5 runde Bøjler, indvendigt 2 a 3 Kalve og en fast Rad med en fra den største Bøjle udgaænde kort Arm. Nu udfordres østlig Vind, sydlig Strøm, stjærneklar Himmel, men mørk Maane fra 1 Time om Aftenen og indtil det igjen er lys Maane hele Natten. Ere disse Betingelser tilstede, kan Fiskeriet være udmærket godt. Ofte er der bleven fanget Masser af Aal den ene Nat med den gode Lejlighed, medens man næste Nat, naar Vinden er gaaet om til Vest med Regn og norden Strøm ikke har været istand til at bjærge en eneste.'' ''...Sidst i November og først i December tages baade Aaleruser og Bundgarn i Land. Dels er det nemlig til den Tid forbi med Aalen, og dels er Trækfisken borte. Men Aalerusen ombyttes med Torskerusen, der derefter holdes ude hele Vinteren. Den bedste Tid for denne Fangst er, naar det er maanelyst hele Natten med nogen Søgang. Nu begyndes igjen med Snøre og Kroge, og Aaret ender saaledes, som det begyndte.''"<ref name="JJ 1891">Jonassen (1899)</ref> ==== ''Sjællands kattegatkyst'' ==== [[File:F._C._Kiaerskou_-_Parti_af_fiskerlejet_Aalsgaard_ved_Hellebæk_(1885).jpg|thumb|450px|F.C. Kiærskou: ''Parti af fiskerlejet Aalsgaard ved Hellebæk'', maleri fra 1885.]] [[File:Johan Jens Neumann - View from Gilleleje.jpg|thumb|450px|Johan Jens Neumann: ''Udsigt af Gilleleje'', maleri fra 1800-tallet.]] I 1874 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde. Heri oplyses blandt andet: "''Det første Fiskerleje Nord for Helsingør er Aalsgaard, der som Fæstegods hører ind under det Schimmelmannske Fideikommis. I hvor vel dette hverken er Tilfældet med Boderne eller det endnu nordligere liggende Ellekilde, omtales de to sidst nævnte Steder dog naturligst under Et med Aalsgaard, da de i Henseende til Fiskeriets Udøvelse ikke adskille sig fra det nævnte Fiskerleje og desuden hver for sig ere for ubetydelige til at behandles særskilt, idet Boderne kun omfatter 4 Fiskerhuse, Ellekilde endog kun 2.'' ''Fiskernes Antal er i alt 50, hvoraf 41 høre til Aalsgaard, 7 til Boderne og 2 til Ellekilde.'' ''Af Baade findes 22, nemlig 17 i Aalsgaard, 3 i Boderne og 2 i Ellekilde. De ere alle mindre Joller, største Delen 17-18 Fod over Stevnene, enkelte, som fortrinsvis anvendes til Sildefiskeri, c. 19 Fod; de fleste ere ældre Bergens- og Arendals-Joller, som ere fortømrede; først i de senere Aar have Fiskerne begyndt at lade deres Baade bygge i Helsingør og de Syd derfor liggende Fiskerlejer Espergjærde og Skotterup. Kun faa af Baadene ere af Eg, de fleste af Fyr og Lærk.'' ''Indsejlingen til Landingsstederne ved Aalsgaard er ofte forbunden med Vanskelighed, navnlig ved Lavvande, da Kysten er fuld af Sten, og da Søen ved nordlige og vestlige Vinde bryder stærkt paa Revlerne. Fiskerne maa derfor saa godt som altid trække deres Baade paa Land, naar de komme ind, og da dette sker til forskjellige, ubestemte Tider og paa flere Punkter af Kysten, kunne de ikke gjøre Regning paa gjernsidig Hjælp ved Optrækningen. Baadene kunne derfor ikke være større, end at 2 Mand med nogen Anstrengelse kunne hale dem paa Land, og Mangelen af en Havn er saaledes meget følelig.'' ''I Aalsgaard og Ellekilde spille Krog- og Garnfiskeriet omtrent lige vigtige Roller om Sommeren, hvor imod der fra Boderne saa godt som udelukkende drives Garnfiskeri paa denne Tid af Aaret. Om Vinteren derimod fiskes kun med Kroge.'' ''Naar undtages Sildefiskeriet om Efteraaret, ved hvilket der som oftest dannes Baadselskaber, hvert paa 3 Mand, fiskes der af 2 Mand paa hver Baad.''"<ref name="JC 1874 1ff">Collin (1874), s. 1-3</ref> I 1877 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Gilleleje. Heri oplyses blandt andet: "''Gilleleie ligger ved Kattegattets sydlige Kyst, næsten 3 Mil N. V. for Helsingør. Fiskernes Antal er i Alt 124. Af disse beskjæftige 116 sig med Sildefiskeriet om Efteraaret, 60 med Rødspættefiskeriet om Vinteren.'' ''Af Baade findes der ialt 48. De 20 af disse anvendes udelukkende til Fragtfart, 2 anvendes desuden til Fiskeri, 21 alene til Silde- og Rødspættefiskeri og 5 smaa Baade til Torskefiskeriet under Land. De største stikke 3-4', ere paa 2-2 1/2 Læster, byggede af Eg med galvaniserede Jernklinker og koste fuldt udhalede 10-1400 Kr. De bygges alle i Sverrig, navnlig i Viken, mellem Kullen og Helsingborg.'' ''Den nyligt anlagte Havn er af stor Betydning for Fiskerne og vil udentvivl bidrage betydeligt til Fiskeriets Opkomst.'' ''Hver Baad eies sædvanligvis af 1 eller 2 Mand. Ved Fangstens Deling erholder Baaden "den 9de Skilling" c: 1/2 af Udbyttet; men den skal "svare Hold og Knub" c: levere Linegods og Vagere til Redskaberne.'' ''Krogfiskeriet er uden nogensomhelst Betydning og drives kun af Drenge, der af og til om Foraaret kaste nogle faa Hundreder Kroge inde paa Grunden. Til Agn bruge de enten Orm, som stampes under Land (ganske som i Aalsgaard), eller Kong og Muslinger, (Modiola umbilicata, Penn.), som de pille af Garnene.'' ''Garnfiskeriet er den sikreste, om end ikke altid den betydeligste Indtægtskilde for Fiskerne, idet Udbyttet er langt mindre variabelt end ved Sildefiskeriet. Det drives saa godt som hele Aaret rundt med Undtagelse af Tiden fra August til midt i November. I denne Periode falder nemlig Sildefiskeriet, og naar dette er forbi, benyttes Tiden til Behandling af Jordlodderne. Fra Nov. til Slutningen af Marts, da Foraarsfiskeriet begynder, fiskes mest paa "Smittenstraa", der ligger 2-2 1/2 Mil N. V. t. N. for Gilleleie med 11-14 Fv. Vand; tidligere seilede man betydeligt længere bort, undertiden helt over mod Anholt, dog navnlig om Foraaret. Garnfiskeriet drives om Vinteren af 70 Mand paa 9 Baade, hver med 7-8 Mand.'' ''Om Foraaret begynder Garnfiskeriet gjerne i April Maaned og fortsættes indtil Udgangen af Juli. Det drives navnlig paa "Raageleie-Ler," hvor der haves 9 Fv. Vand med blød Bund, paa Lysegrunden, især paa Sydsiden, Østsiden og Nordsiden af Grunden med 6-9 Fv. Vand og Sandbund, udfor Klint (saaledes benævne Fiskerne det bekjendte Klintebjerg-Kalkbrud 1 1/2 Mil V. N. V. for Isefjordens Indløb) paa 7-8 Fv. Vand med Kledderbund og i de senere Aar ved Sjællands Rev. Udfor Klint fiskes der navnlig om Sommeren og i Regelen med gamle Garn, som ikke anvendes til Vinterfiskeriet. Ved Lysegrunden, hvor der faaes de fleste "Herrefisk"(Pighvarrer, Tunger, Slethvarrer og af og til Helleflyndere), begyndte Fiskeriet først for lidt over 40 Aar siden. Mellem Liseleie og Tisvildeleie, i den saakaldte Lisebugt fiskedes der udmærket for 25-30 Aar siden paa 3 Fv. Vand med ren Sandbund; der fangedes ofte 50 Ol Rødspætter i 25 Garn, undertiden endog 4 Ol i et og andet Garn; nu faaes der aldrig Noget, siden der er kommet Græstang.'' ''Foraars- og Sommerfiskeriet drives af 19 Baade med 5-7 Mand paa hver. Tidligere, da der ingen Havn fandtes, var Besætningen èn Mand større paa hver af Baadene, da disse skulle trækkes paa Land. Den almindelige Fangst beløber sig gjennemsnitligt til 10-15 Ol Rødspætter pr. Baad; ikke sjeldent stiger Udbyttet imidlertid til 20 Ol eller derover.'' ==== ''Smålandsfarvandet og Storstrømmen'' ==== På de syddanske øer i tilknytning til Smålandsfarvandet og Storstrømmen fandtes i midten af 1800-tallet angiveligt kun et enkelt egentligt fiskerleje: Hesnæs i Åstrup sogn ved Stubbekøbing. Fiskerne måtte dog sejle ud til de egentlig fiskepladser, hvor de angiveligt fangede "sild, torsk, ål, flyndere, aborrer og anden fisk".<ref name="St 2000 206">Stoklund (2000), s. 206</ref> Endvidere blev fiskeri drevet som binæring på småøerne nord for Lolland.<ref name="St 2000 206"/> ==== ''Fyn'' ==== Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var fiskeri og fragtsejlads ofte virksomheder udøvede fra samme sted. Således omtales Hauge og Stige ved Odense Fjord i 1806 som bekendte fiskerlejer<ref name=porsmose150 />, skønt de tillige var udhavne for Odense. ==== ''Østjylland'' ==== For Vejle amt oplyser Begtrup i 1808: "''Fiskeri benyttes ikke, beretter Kammerraad Glud paa Jensgaard, da allene ved Klakring ere nogle Fiskerhuse, Strandhusene kaldet, som tilhører Palsgaard, hvor Beboerne have deres meste Næring af Fiskeri.''"<ref>Begtrup (1808), s. 417</ref> Om Samsø oplyser Begtrup: "''Huusmændene kunde finde god Næring ved Fiskeri, naar nogle Huse vare henlagte ved Stranden, saasom ved Koldbye, Haarmark, Pilemark, Tanderup, Onsberg, Maarup, Nordbye, Besser og Langemark, thi Kysten er fiskeriig paa Hummer, Makrel, Pivarer, Torsk, Sletvare, Flynder, med flere Sorter, men Fiskeriet benyttes ei i den Grad det burde, da Huusmanden tjener hos Gaardmanden, mangler evne til Fiskeredskaber, endvidere Kundskab og Erfarenhed, og desuden boer for langt fra Stranden. Aalefiskeriet drives vel med Flid om Efteraaret, men kunde ved passende Opmuntring blive bedre og fordeelagtigere.''"<ref>Begtrup (1808), s. 639</ref> ==== ''Vestjylland'' ==== [[File:Peter Raadsig - Fiskere fra Vestkysten af Jylland - 1854.png|thumb|450px|Peter Raadsig: ''Fiskere fra Vestkysten af Jylland'', maleri fra 1854.]] For Ringkøbing amt oplyser Hald i 1833: "''For Kystboerne er Fiskeri en vigtig Erhvervskilde, ja den egentlige Næringsvej for de fleste Beboere paa hele Kysten langs med Havet; thi enten er deres Avlsbrug ubetydeligt, eller ogsaa besidde de slet ingen Jord, og selv Gaardmændene have ofte Part i Fisker-Baade og Redskaber, om de end ikke personligen deeltage i Fiskeriet. Endog Beboere i Sogne, som ikke støde umiddelbart til Havet, have stundom paa lige Maade Andeel deri. Fra de Steder, hvor Kysten hæver sig meget højt, saasom ved Bovbjerg, plejer man dog ikke at gaae ud paa Havfiskeri. Til de meest bekjendte Fiskerlejer, fra Nord mod Syd, høre de i Harboøre, Trans, Fjaltring, S. Nissum og Huusby Sogne saavelsom nogle paa Udklitterne mellem Ringkjøbing-Fjord og Havet. Harboøre tæller især et stort Antal af Fiskere; alene fra dette Sogn har i Almindelighed været afbenyttet 16 til 18 store Baade til Havfiskeriet. Nissum Sogn har 6 store Baade med 36 Mand, Huusby Sogn 4 større og 2 mindre med 34 Mand, Vedersø Sogn 2 Baade med 12 Mand, Huusbyklit 7 store Baade med 48 Mand, Holmsland Klit (5 1/2 Miil lang) 15 med 118 Mand. Paa Strækningen fra Thorsminde til Nyminde er Tallet paa store Fiskerbaade altsaa i det mindste 34, men skal efter et andet Opgivende være 36 til 38, foruden endeel mindre Baade. Fra Nymindegab drives desuden nu, især af Fiskere fra Ribe Amt, betydeligt Havfiskeri; i 1831 med nogle og tyve store Baade. - De store Baade, som, til Forskjel fra de mindre, kaldes Skibe, føre i Almindelighed 6 Mand, dog stundom 7 eller 8, især paa Holmsland og syd efter, hvor een Mand fra hvert Skib deeltager i at røgte de i Ringkjøbing Fjord udlagte Ruser, som afgive "Ees" c: Mading. Med de mindre Baade gaae sædvanligen 5 højst 6 Mand. Af de til hvert Fartøj hørende Fiskere er den ene "Formand;" hans Bestilling er isærdeleshed at sætte Krogene eller give Bakkerne ud, styre Fartøjet, forestaae Fangstens Deling; hans Stilling giver ham megen Myndighed over de Andre, der i Almindelighed uden Vægring lyde hans Ordrer; næst ham kommer Den, der sidder ved Stavn-Aaren og som tillige røgter Ankeret. Den mindst Dygtige plejer at føre den bageste Aare. Foruden Mandskabet, som saaledes hører til hvert Fartøj, sysselsætter Fiskeriet en Mængde Fruentimmer, ordentligviis et Antal lige med Fiskernes. Hver Mand lejer ofte selv sin Fiskerpige, som for Vaaren sædvanligen faaer 3 à 4 Rd. Cour. i Løn. Fiskerpigerne have nok at tage vare med at tilberede Ees'en, hefte den paa de Sæt Kroge, som ere hjemme, rense og ordne de sidst brugte Sæt Redskaber, reengjøre Fiskene, o.s.v. - Efter endt Vaarfiskeri drage de fleste Fiskere og Fiskerpiger enten til Ringkjøbing eller Ribe, hvor de lade sig bortfæste indtil Michelsdag for at tjene i Hø- eller Kornhøsten. - Stundom ejes Fartøjet med Redskab af en enkelt Mand, men hyppigst er der dog flere Deeltagere i hvert, f. Ex. 2, 3 eller 4.'' ''Fartøjerne, som Fiskerne næsten altid selv bygge, ere spidse til begge Ender og, om just ikke fladbundede, dog kun forsynede med en meget lav Kjøl; de størres sædvanlige Længde er 12 Alen og deres Vide 4 Alen; de ere forsynede med et Storsejl, en Stagfok og en Klyverfok, og de kunne indtage omtrent 10 Læs. De mindre Baade ere ikkun 9 Alen lange, og føre ej altid Sejl. - Til hver større Baad høre 6 Lodder Fiskekroge; hver Lod bestaaer nemlig af 3 Liner, hver paa 200 Alen og til 200 Kroge; den udspændte Bakke indtager saaledes en Længde af 600 Alen. Krogene ere fastgjorte til Linen med 1/2 til 3/4 Alen lange Strikker, saakaldte Tøvser. Liner og Strikker ere af Tykkelse som fiint Sejlgarn; hine af trespundet, men disse kun af tospundet Garn, og forfærdiges af fiin, men stærk, reenheglet Hamp. Til hver Bakke hører et firekantet Trug, hvorpaa den, tilbørligen ordnet, føres ombord. Bekostningen for hver Bakkes Anskaffelse kan anslaaes til 13 til 15 Mk. fl. holst. Courant. Til at bringe de fangede Fisk, især de store, fra Vandet op i Baaden og fra denne i Tønden, hvori de bæres i Land, bruges en 1 Alen lang Stok, saakaldet Hæg, med en Hage paa den ene Ende.'' ''Til Mading brugtes tilforn meest et Slags smaa Orme, som i Ebbetiden opgravedes ved Fjordbredderne; men efter de haarde Vintre 1812 og 1813 ere disse Orme blevne meget sjeldne og kunne ej faaes i nogen Mængde, hvorfor man nu i deres Sted benytter Fisk, helst saadanne, der er blanke og skinne i Vandet, især Sild, ogsaa Helt og Skaller, Flynder, Smelt og overhovedet alt Slags Fjordfisk; stundom og saakaldte Søkokker eller Søhaner, hvilke Skindet drages af; fremdeles nogle smaa Fisk, Tobisser kaldede. At Fiskerne kunne i Nærheden forsyne sig med den fornødne Mading, er dem af Vigtighed, da de Sild og andre Fisk, som dertil bruges, ere mindre tjenlige naar de ikke er friske. Stundom kunne Sild, Tobisser og Marsvin i varmt Vejr drages med Vaad paa Havet inde under Land; men nogle Fiskerlejer, saasom Fjand, Huusby, Nissum og Vedersø, maae ofte, især naar Thorsmindegabet tillukkes, paa Vogne helte Silden, - som i Mængde fanges med Ruser i Ringkjøbing Fjord ud for Ringkjøbing By og Gammel-Sogns kirke, - fra denne By eller fra Holmsland Strandgaarde. I Nymindegab er det dog især, at Sildefiskeriet har været drevet med Kraft, og de, som deri deltoge, have havt god Fortjeneste ved i Ringkjøbing at afhænde Mading-Sild til andre Fiskere; men efterat Plakaten af 10 April 1829 gav nogle indskrænkende Bestemmelser for Fiskeriet ved Nymindegab, blive nok færre Sild fangede her til Salg. - Ud paa Efteraaret, især naar Vinteren indtræder tidligt, og Fjordene lægge til med Iis, maa Havfiskeriet stundom ophøre eller indskrænkes af Mangel paa Ees; dog kjøbe Fiskerne, naar ej anden Ees kan faaes, Lever af Hornqvæg, saa og spæde Kalve Hestekjød etc., som da anvendes til Mading. Denne skjæres altid i firekantede Stykker, saa store som en Fingerende, og paasættes saaledes, at den heelt gjennemstikkes af Krogene.'' ''Foraarsfiskeriet plejer at begynde ved Paasketid, egentligen fra Slutningen af Marts, og fortsættes indtil St. Hansdag; Vinterfiskeriet drives fra Michelsdag indtil Juul, eller saalænge Vejrliget vil tillade, og Ees kan erholdes. Kun Enkelte, og det meest i Harboøre, ligge paa Fiskeri Aared om; disse boe Kysten eller Klitterne nærmest, og have aldeles intet Avlsbrug eller andet Erhverv. I godt Foraarsvejr drage Fiskerne almindeligviis paa Havet i Dagningen, og komme hjem om Middagen eller tidligt paa Eftermiddagen; losse de Fangsten, drage stundom i roligt Vejr ud igjen samme Dag, komme atter hjem enten om Aftenen, eller kaste Anker naar Bakkerne ere satte og, benyttende de lyse Nætter, forblive paa Havet indtil næste Morgen; dog er det sjeldent, at de gjøre mere end een Tour i Døgnet, hvad enten de drage ud tidligt om Morgenen eller seent paa Aftenen.'' ''...De Fiskearter, som Havet i størst Mængde afgiver, ere Hvidlinger, Kabliau og mange andre Slags Torsk (naar Hvidlingen har slugt Ees'en og sidder fast paa Krogen, sluges den atter af Torsken og Rokken) samt Langer. Der fanges og endeel Rokker, eller som de her kaldes Skader, Helleflyndre og andre Flyndre eller Skuller, Rødspetter, Pigvarer; saa og Haaer, nu og da i Mængde, især efter St. Hansdag. Stundom fanges og Marsviin inde ved Strandkanten; dertil bruges stærke Garn, som sættes fra Landet og udad, fastgjorte ved svære Steen; Maskerne i disseGarn ere netop saa store at Marsvinet kan faae Snuden og Hovedet derimellem; og det indvikler sig da let i Garnet; heri fanges og nogle Pigvarer. Sælhunde fanges meget sjeldent, og kun naar de komme paa Land og tilfældigviis findes sovende; man slaaer dem da paa Snuden med det første det bedste, der haves ved Haanden. Hummer falde Sjeldent.'' ''Er Fangsten heldig, da kan en Bakke give 10 Snese Hvidlinger, 2 Snese Torsk, 1 Snees Rokker. Den fedeste Fisk falder fra October til medio Maj; i Decbr. og Januar er den fortrinligst; men paa den Aarstid er Fangsten i det Hele ikke saa riig; da erholdes kun faa Hvidlinger; derimod forholdsvis flere Torsk.'' ''Den største Deel af Fiskene afsættes i fersk Tilstand; dette er isærdeleshed næsten udelukkende Tilfældet med dem, der fanges om Efteraaret, og som af Kjøberne enten spises ferske eller saltes til Vinterforbrug. Mange Læs hentes af Egnens Beboere, selv af Folk, som boe 5 à 6 Miil fra Havet; disse tage ofte, naar Kornpriserne ere høje, nogen Rug med; Mange bringe Sigtebrød og nogle Potter Brændeviin, som alt borttuskes imod Fisk. Megen fersk Fisk bortkjøres af "Drivere," det er Bønder i Kystsognene, undertiden næsten et heelt Sogns kjørende Mænd, der kjøbe den af Fiskerne for en billig Betaling, og igjen afhænde den i kortere eller længere Frastand fra Kysten, deels paa Kjøbstadtorvene, endog stundom i Viborg, deels omkring paa Landet. - Hvert Foraar samles Formændene for Baadene og fastsætte Priserne; saaledes f. Ex. i Foraaret 1832 for en Torsk eller Rokke 6 sk., en Snees Hvidlinger 10 sk.; i Efteraaret respect. 8 og 12 sk., alt Courant.'' ''Hvad der af Fiskerne ikke sælges fersk, tørre de. Sædvanligen flækkes Fisken fra Ryggen mod Bugen, og naar Rygbenet er udtaget, skylles den i Havet og tørres paa Stenene ved Kysten eller paa "Galger" eller "Stejler," (nedrammede Pæle, hvorpaa Lægter, Simer eller Kabelgarn ere anbragte paa tvers til at hænge Fiskene i). Nogle Fisk, især Hvidlinger, paa hvilke Bugen først, som meldt, flækkes, tørres paa Marehalmen i Klitterne; naar de ere næsten tørre, samles de i Bunker, belægges med Fjel og Steen, hvorefter de bindes sammen i hele og halve Snese. Den tørrede Torsk eller Bergefisk sælges efter Vægt, og er ofte dyrere end den norske og islandske. Fisken, som her saaledes tørres, faaer iøvrigt aldeles intet Salt, og er ikke fri for Sand, hvilket dog ved Udblødning og Afbørstning nogenledes fraskilles. Denne Tørfisk, der ikke er saa vel anseet som den, man selv tørrer til egen Brug, især fordi den ej er saltet, føres ogsaa ind i Landet til Forhandling enten af hine "Drivere" eller af Fiskerne selv, som da leje Befordring. Af Høstsilden salte og røge Fiskerne noget af den bedste til egen Vinterbrug. Iøvrigt befatte neppe andre Fiskere sig med Saltning, end de i Harboøre Sogn; disse have en anden Afsætning saavel for deres Fjord- som Havfisk, deels den tørrede og røgede, deels den nedsaltede, i det de i Almindelighed føre den ned ad Fjorden til Aalborg, hvor de kunne kjøbe deres Fornødenheder, deriblandt Hør og Hamp, lettere end i de nærmeste Kjøbstæder. Næsten over hele Amtet udgjør den ferske Havfisk til visse Tider, men den tørrede hele Aaret om en Hoveddeel af Fødemidlerne i enhver Huusholdning. - Leveren af de Fisk, der ikke sælges ferske, samles omhyggeligt i Tønder og deraf toges siden Tran. Rokker, Kabliau, Hvidlinger og Haaer give den meste Tran; den sidstnævnte Fisk derhos den fineste. Om Efteraaret, især henimod Juul, er Fiskeleveren tranrigest. Fiskerne bruge selv megen Tran til Lysning, Resten sælges; af Harboørerne ligeledes til Aalborg. Skindet af Haaen bruges til Træpolitur; denne Fisk søges forresten begjerligt af Bønderne, som ræse den. - Fiskeravn er ingen særskilt Handelsvare; med hvert Læs frisk Fisk, der hentes hos Fiskerne, følger altid baade Lever og Ravn; den friske Ravn nydes forresten gjerne af Fiskerne og Andre. - "Fiske-Snavset" c: Affaldet (Hoved og Indvolde) henkastes ved Strandkanten, hvor Fiskene reengjøres; det giver en slem Stank og usund Luft, hvorfor det er foreslaaet, at saadant Affald burde, naar Vinden bærer fra Land, kastes ud i Havet. Fiskerne hjemføre nu og da et Læs Fisk til egen Brug; den gjælles og renses da ved deres Boliger; i saa Fald have de Affaldet ved Haanden, og anvende det til Gjødning, hvorefter de faae godt Byg, men Virkningen af denne Gjødning bliver snart umærkelig.'' <ref>Hald (1833), s. 252-260</ref> === Fiskerlejerne i den industrielle tidsalder (1890 og senere) === [[File:Tjærelad.jpg|thumb|450px|Tjærelad fra Humlebæk anvendt til tjæring af fiskegarn.]] Endnu i 1800-tallet lå de fleste fiskerlejer i Nordvestjylland, ved den sydfynske kyst, i Nordsjælland og på Bornholm. Helt op i 1800-tallet var de fleste fiskerlejer ret små, med fra under 100 til omkring 200 indbyggere, enkelte dog større. Fiskerlejernes fremtoning var lidt uens beroende på de landskabelige forhold. De nordsjællandske fiskerlejer lå sædvanligvis med husene i to rækker langs kysten med en gade gennem bebyggelsen<ref>eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk og Sletten fiskerlejer</ref>. Bådene blev trukket op på den flade strandbred, og ved lejet fandtes en stejleplads for tørring af fiskegarnene. I tilknytning til hvert enkelt fiskerleje fandtes sædvanligvis en tjæregryde. Frem til indførelsen af nylongarn i midten af 1950’erne var fiskenet tilvirkede af hør, hamp eller bomuld. Sådanne net kunne ikke sættes rå i havet, da de i så fald hurtigt ville blive ødelagte af råd- eller bakterieangreb. Derfor var det nødvendigt at imprægnere garnene. Dette skete med tjære, hvilket samtidig gav garnene et beskyttende lag mod slid fra strøm og bølger. Tjæren blev opvarmet for at få den tyndtflydende og for at vandindholdet kunne dampe af. I den varme tjære dyppedes garnene, som forinden var tørrede på stejlepladsen. De færdigtjærede garn lempedes op på tjæreladdet, som var en skråtstillet tremmebakke med afløb til gryden. For at få de tjæretunge garn, især de store vod og bundgarn op på tjæreladdet brugtes en garnvinde, der var anbragt over tjæreladdet. Garnvinden drejedes med et håndsving. På laddet blev garnene lagt således, at det igen var let at tage fat i, når det skulle flyttes over på en vogn og videre til ophængning på stejlepladsen. Garntjæring foregik et par gange i løbet af en fiskesæson, som kunne vare 9-10 måneder, alt efter vejrliget. Tjæren var stenkulstjære.<ref>Hyllestad (1988, s. 12f)</ref> En imprægneringsmåde, som gjorde garnene endnu mere bestandige, var at barke dem inden tjæringen. I barkkedlen lavede man et afkog af ege- eller birkebark; nogle steder brugte man granbark og grankogler. I denne barksuppe måtte garnene koges i omkring en halv time, inden ilden slukkedes. Nettene blev liggende i afkoget natten over. Derefter blev de skyllet i strandkanten og derpå tørrede, inden de var klare til tjæring. Lettere redskaber som rødspættegarn, hornfiskegarn, krogliner og lignende blev kun barkede. Det bedste middel til barkning var imidlertid ''kateku'' (et garvesyreekstrakt afkogt og inddampet af bark og kerneved fra en tropisk akacieart, ''Acacia catechu''), hvilket blev indført og forhandlet fra omkring midten af 1800-tallet og frem til 1960’erne. Barkning skete med omkring en måneds mellemrum i fiskesæsonen. Et velimprægneret garn vedligeholdtes med koldtjæring, som skete med en tyndtflydende tjære.<ref>Hyllestad (1988, s. 13)</ref> Men selvom fiskeriet fortsat blev udøvet fra de gamle fiskerlejer, fik de fleste af disse i løbet af og især henimod slutningen af 1800-tallet en egentlig havn, ligesom også andre næringsgrene vandt frem, og derved de skiftede karakter til fiskeribyer. Undtagelser herfra udgøres alene af et mindre antal fiskerlejer i Thy: Klitmøller, Lild Strand, Lønstrup, Nørre Vorupør, Sønder Vorupør og Thorup Strand, hvor fiskerbådene fortsat er blevet trukket op på strandbredden. Udviklingen gjorde, at det blev stadig sværere at skelne mellem traditionelle fiskerlejer og tidligere fiskerlejer, der var ved at udvikle sig til nye bebyggelsesformer. Dette afspejler sig i samtidens litteratur. Omkring 1870 fandtes 65 steder angivne i J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'' 2. udgave som fiskerlejer nemlig: i Bornholms Amt: Leuka, Helligpeder, Teglkås, Vang, Tejn, Gudhjem, Melsted, Saltuna, Ypnasted, Bølshavn, Listed, Årsdale, Snogebæk, Sømarkshuse, Boderne, Arnager, i Københavns Amt: Skovshoved, Taarbæk, i Frederiksborg Amt: Sletten, Humlebæk, Espergærde, Skotterup, Snekkersten, Ålsgårde, Hornbæk, Villingebæk, Gilleleje, Rågeleje, Tisvildeleje, Liseleje, Hanehoved, Nøddebohuse, Kikhavn, Hundested, Lynæs, Sølager, Lille Carlsminde, Store Carlsminde, i Holbæk Amt, Sorø Amt, Præstø Amt: ingen, i Maribo Amt: Lilleø, i Svendborg Amt: Nordenhuse, Skabohuse, Bagenkop, Sankt Jørgens, Dyreborg, Bøjden, i Odense Amt: Strandby (Hårby Sogn), Torøhuse, i Vejle Amt: Hølhuse, i Aarhus Amt, Randers Amt, Viborg Amt: ingen, i Aalborg Amt: Klithuseby, i Hjørring Amt: Bangsbostrand, Aalbæk, Lønstrup, Slettestrand, i Thisted Amt: Klim Strand, Torup strand, Febersted, Klitmøller, Vangsaa, Sønder Vorupør, Stenbjerg (Nørhå Sogn), Ålum, Vester Agger, Øster Agger, Røn (Thyborøn), i Ringkøbing Amt: Langerhuse, Harboøre, i Ribe Amt: ingen<ref>''Kilde: J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79)''</ref>, det vil sige fortrinsvis i Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. I ''Danmarks Statistik''s opgørelser over bymæssige bebyggelser fra 1880 til 1955 findes indtil 21 bebyggelser angivne som fiskerlejer, men hverken i det ene eller den andet tilfælde synes der at være givet et fyldestgørende billede, hvortil kommer de vanskeligheder som er forbundet med til- og afgange og med afgrænsningen i forhold til ladepladser og skipperbyer. Af folketællingernes oplysninger om indbyggernes næringsveje fremgår desuden, at der også i flere købstæder fandtes et stort antal fiskere, selvom disse udgjorde en mindre del af indbyggerne (i Skagen udgjorde fiskerne dog endnu 1911 omkring 40% af befolkningen). For 20 af de som fiskerlejer angivne bebyggelser er af Danmarks Statistik for 1930 opgjort indbyggernes næringsveje fordelt på hovedgrupper (hvor fiskeri og landbrug desværre er lagt sammen). Af opgørelsen fremgår, at i 11 af disse udgjorde de sysselsatte i gruppen fiskeri og landbrug mere end halvdelen af indbyggerne; dertil kan lægges to ladepladser, tre byer uden nærmere angivelse og een ø, hvis indbyggere ligeledes for mere end halvdelens vedkommende var sysselsat ved fiskeri m.m. For 7 som fiskerlejer angivne bebyggelsers vedkommende udgjorde fiskeri m.m. mere end en tredjedel men mindre end halvdelen af de næringsdrivende; disse steder kunne måske anses for ''strandby''er (eller havnebyer) snarere end fiskerlejer (dertil kommer i givet fald yderligere 6 andre bebyggelser). === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Aage Aagesen: "Befolkningen" (''Atlas over Danmark''. serie I, bind II); København 1961 * Liv Appel & Søren Frandsen: "Fra sæson- til helårsfiskeri på Sjællands nordkyst" (''Holbo-historier'', 2013; s. 147-168) * Maibritt Bager: "Fiskeri ved de danske kyster 1771" (''Sjæk’len 1998'', Esbjerg 1999, s. 43-50) * Maibritt Bager: "Dansk fiskeri i 1500- og 1600-tallet – nogle udviklingslinjer", (''Sjæk’len 2000''; Esbjerg 2001, s. 27-33). * Gregers Begtrup: ''Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark''. Andet Bind: Sjelland og Møen; Kjøbenhavn 1803 * Gregers Begtrup: ''Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark''. Femte Bind: Nørre Jylland . Første Deel; Kjøbenhavn 1808 * Hakon Berg, Lise Bender Jørgensen & Ole Mortensøn: ''Sandhagen. Et langelandsk fiskerleje fra renaissancen'' (1981) * Arent Berntsen: ''Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed'' (1656, genoptryk København 1971); {{ISBN|87-7500-700-2}} * Flemming Beyer, Robert Egevang, Søren Frandsen, Erik A. Jarrum: ''Historiske huse i Gilleleje Fiskerleje''; Miljøministeriet, Planstyrelsen 1989; {{ISBN|87-980841-4-3}} * Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. III. Aalsgaard med Boderne og Ellekilde"; Kjøbenhavn 1874 (Særskilt Aftryk af "''Nordisk Tidsskrift for Fiskeri''") * Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. IV. Humlebæk"; Kjøbenhavn 1875 (Særskilt Aftryk af "''Nordisk Tidsskrift for Fiskeri''") * Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. V. Gilleleie"; Kjøbenhavn 1877 (Særskilt Aftryk af "''Nordisk Tidsskrift for Fiskeri''") * Kjeld Damgaard: "Mennesker & Huse langs Strandvejen i Skotterup - en fortælling om husene og beboerne langs Strandvejen gennem fiskerlejet Skotterup og landliggervillaerne syd herfor" (''Helsingør Kommunes Museer. Årbog 2005''; Helsingør 2006; ISSN 0108-0393) * Kjeld Damgaard: "Mennesker & Huse langs Strandvejen i Snekkersten - en fortælling om husene og beboerne langs Strandvejen gennem fiskerlejet Snekkersten" (''Helsingør Kommunes Museer. Årbog 2008''; Helsingør 2009; {{ISBN|978-87-89120-02-7}}) * Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk 5. Række A.20''; (København 1935), * Poul Enemark: "Limfjordshandel" (i: ''KLNM'' bind 10; 2 oplag 1981; sp. 571-576 * Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie II: 1536-1810''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; {{ISBN|87-7526-074-3}} * "Frederiksborg Amts Stednavne" (''Danmarks Stednavne Nr. 2'', udgivet af Stednavneudvalget; København 1929) * J.C. Hald: ''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende. Ottende Stykke, Ringkjøbing Amt''; 1833 * Kristian Hald: ''Vore Stednavne''; København 1950 * Kristian Hald: "-bodhæ", afsnit: Danmark (i: ''Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder'' (''KLNM'') bind 2; sp. 32-33; 2. oplag, Viborg 1980) * Marius Hansen: "Ellenbogen – Lollands Albue. En middelalderlig sildemarkedsplads" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, ''Årbog 1953'', s. 68-81); * Viggo Hansen: "Fiskerlejerne" (s. 59-62 i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur, Bind 9: Det Bebyggede Land''; Politikens Forlag 1970; {{ISBN|87-567-1269-3}}) * Frede Hermann: "Hydrografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 24-47) * J.R. Hübertz: ''Aktstykker til Bornholms Historie''; Kjøbenhavn 1852 * Nik. Hyllestad: "Tjæregryder og barkkedler" (i: ''Bygning By og Land'' Nr. 8, 1988; s. 12-14) * Ole Højrup: "Brejl, glib og kranje" (i: ''Dansk fiskeri før industrialiseringen''; s. 29-34) * N.H.Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav. En erhvervsgeografisk Studie" (''Det kongelige Geografiske Selskabs Kulturhistoriske Skrifter'', Bd. II, Kjøbenhavn 1937) * Jens Jonassen: (i: ''Dansk Fiskeritidende''; Helsingør 1891) * Birger Larsen: "Havets Geografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 9-23) * Georg Larsen: "Fiskestader og fiskestadesten" (''Fra Frederiksborg Amt'', Årbog 1970; Hillerød 1971; s. 77-106) * Niels-Knud Liebgott: "Sild er godt" (''Skalk'' 1976 Nr. 5, s. 3-10) * Morten Lundbæk (red.): ''Dansk fiskeri før industrialiseringen''; Nationalmuseet, København 1975; {{ISBN|87-480-0072-8}} * Jørn Lønstrup og Ingrid Nielsen: "Mellem tvende have" (kronik i ''Skalk'' 1997 Nr 4, s. 20-30) * M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (''Tidsskrift for Fiskeri''; 1. årgang, Kjøbenhavn 1866; s. 126-149) * M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (''Tidsskrift for Fiskeri''; 2. årgang, Kjøbenhavn 1868; s. 1-49, 142-217) * M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (''Tidsskrift for Fiskeri''; 3. årgang, Kjøbenhavn 1869; s. 190-243) * M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (''Tidsskrift for Fiskeri''; 4. årgang, Kjøbenhavn 1869; s. 1-40, 113-210) * Lars Bjørn Madsen: ''En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681'' (Helsingør Kommunes Museer 1997); {{ISBN|87-89120-36-1}} * J. Mathiesen: ''Det nordsjellandske Fiskeri''; Kjøbenhavn 1853 * Peter Michelsen: "Om det såkaldte slottefiskeri" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, ''Årbog 1953'', s. 20-40); * Birger Mikkelsen: ''Fiskerne - fra Kronborg Hage til Sletten''; Helsingør 1986; {{ISBN|87-88245-16-0}} * Ole Mortensøn: "Fordi der liden fisk vanker" (''Skalk'' 1981 nr 5, s. 18-26) * Ole Mortensøn: ''Renæssancens fartøjer - sejlads og søfart i Danmark 1550-1650''; Rudkøbing 1994; {{ISBN|87-88509-14-1}} * Georg Nellemann: "Lysterfiskeri" (i: ''Dansk fiskeri før industrialiseringen''; s. 19-28) * Oluf Nielsen: ''Codex Esromensis. Esrom Klosters Brevbog''; Kjøbenhavn 1880-81 (genoptryk København 1973; {{ISBN|87-7500-423-2}}) * Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences'', Vol. 109, Odense 1987) * Erik M. Poulsen: "Havbundens fisk" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 220-299) * Erik M. Poulsen: "Fiskene i de frie vandmasser" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 370-402) * Ebbe Gert Rasmussen: "Jordbrug og landgilde på Bornholm ved midten af det 17. århundrede" (i: ''Bornholmske Samlinger'' 3 række 2 bind; Rønne 1988; {{ISBN|87-87042-21-5}}; s. 55-85) * Holger Rasmussen: "Limfjordsfiskeriet før 1825. Sædvane og centraldirigering"; Nationalmuseet. ''Folkelivs studier nr 2''; København 1968 * Holger Rasmussen: "Indledning" (i: ''Dansk fiskeri før industrialiseringen''; s. 5-18) * Asger Schmelling: "Humlebæk Fiskerleje" (i: ''Fra Frederiksborg Amt'' 1971; {{ISBN|87-87415-00-3}}; s. 7-159) * Axel Schou: "Kystlandets Geografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', Bind 4: Kyst, Klit og Marsk; Politikens Forlag 1969; s. 9-190) * Bjarne Stoklund: "Bonde og fisker. Lidt om det middelalderlige sildefiskeri og dets udøvere" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, ''Årbog 1959'', s. 101-122); * Bjarne Stoklund: ''Huset og skoven. Et sjællandsk husmandshus og dets beboere gennem 300 år''; Wormanium, Højbjerg 1980; {{ISBN|87-85160-69-5}} * Bjarne Stoklund: ''Bondefiskere og strandsiddere. Studier over de store sæsonfiskerier 1350-1600''; Landbohistorisk selskab 2000; {{ISBN|87-7526-161-8}} * J.P. Trap: [http://runeberg.org/trap/3-4/0029.html ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind : Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 15-23] * Christian Vibe: "Mikro-istider" (''Naturens Verden'' 1982, {{ISBN|87-7496-821-1}}; s. 297-320) * D.H.Wulff: "Bidrag til Aalborgs Handels Historie" (i: ''Samlinger til jydsk historie og topografi'', bind 7; s. 271-356) === <big>Eksterne henvisninger</big> === * [http://www.maritime-museum.dk/videnscenter/documents/1952Rungstedfiskerleje79-99.pdf Louis E. Grandjean: "Rungsted fiskerleje" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1952''; s. 79-99)]; * [https://www.academia.edu/1957497/Kystfolk_kontakter_og_sammenh%C3%A6nge_over_Kattegat_og_Skagerrak_ca._1550-1914 Poul Holm: ''Kystfolk. Kontakter og sammenhænge over Kattegat og Skagerak ca. 1550-1914''; Esbjerg 1991] {{ISBN|87-87453-525}} * [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Holm1998.ashx Poul Holm: "Fiskeriets økonomiske betydning i Danmark, 1350-1650" (''Sjæk'len 1998'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1999; s. 9-42)]; * [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Kystens_erhverv_bebyggelse.ashx Poul Holm: "Kystens erhverv og bebyggelse, 1500-2000 – Bidrag til Kulturhistorisk bygdeinddeling af Danmark" (Syddansk Universitetsforlag, 2000. s. 179-208)]; * [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Holm1999%201.ashx Poul Holm: "Hvordan det danske havfiskeri blev til, 1770-1914" (''Sjæk'len 1999''; Esbjerg 2000, s. 19-54)]; * [https://www.researchgate.net/publication/291783544_The_Danish_Fisheries_c_1450-1800_Medieval_and_Early_Modern_Sources_and_their_Potential_for_Marine_Environmental_History Poul Holm, Maibrit Bager: "The Danish Fisheries, c. 1450-1800: Medieval and Early Modern Sources and their Potential for Marine Environmental History" (2001; s. 97-122)]; * [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Lif_speciale.ashx Anne Lif Lund Jacobsen: "Limfjordens Fiskeri 1890-1925 – biologi, økonomi og forvaltning" (Center for Historie, Syddansk Universitet, Esbjerg 2003)]; * [http://vtselskabet.dk/aarboger/vts1992.pdf Erik A. Jarrum og Søren Frandsen: "Fiskere og husmænd på »Saltboleje og Tisvildeleje«" (''Vejby-Tibirke Årbog 1992'')] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0003-PDF/nto_3rk_0003_86498.pdf V. Kiørboe: "Om det gamle Limfjordssildefiskeri og dets Betydning" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 3; 1895)]; * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0004-PDF/nto_3rk_0004_88089.pdf V. Kiørboe: "Om Danmarks Fiskerier i Fortid og Nutid" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 4; 1896)]; * [http://books.google.dk/books?id=FRtOAAAAYAAJ&pg=RA2-PA1&dq=fiskerleje&hl=et&ei=OW4tTPaFJqefOMaZxYsC&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=8&ved=0CEYQ6AEwBzgU#v=onepage&q=fiskerleje&f=false Henrik Krøyer: "Prøve af en historisk-statistisk Udsigt over de danske Fiskerier" (Tidsskrift for Fiskeri, 1ste Aargang, Kjøbenhavn 1866; s. 33-68)]; * [http://books.google.dk/books?id=FRtOAAAAYAAJ&pg=RA2-PA1&dq=fiskerleje&hl=et&ei=OW4tTPaFJqefOMaZxYsC&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=8&ved=0CEYQ6AEwBzgU#v=onepage&q=fiskerleje&f=false Henrik Krøyer: "Prøve af en historisk-statistisk Udsigt over de danske Fiskerier" (Tidsskrift for Fiskeri, 3die Aargang, Kjøbenhavn 1869; s. 1-144)]; * [http://www.hmap-medbs-summerschool2009.org/papers/MacKenzie6.pdf Brian R. MacKenzie, Maibritt Bager, Henn Ojaveer, Kenneth Awebro, Ulla Heino, Poul Holm, Aadu Must: "Multi-decadal scale variability in the eastern Baltic cod fishery 1550–1860. Evidence and causes" (''Fisheries Research 87'', 2007, s. 106–119)]; * [http://www2.sns.dk/udgivelser/2004/kulturinteresser/pdf/kystlandskab.pdf Ole Mortensøn: "Kystlandskabet" (''Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet''; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996, s. 239-246)] * [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../CMRS/.../Introduktion_Oeders... Finansraad G.C. Oeder: "Indberetninger med besvarelser til de af finansråd Oeder stillede spørgsmål ang. Fiskeriet i Danmark, indsendt i henhold til kammerets memorial af juli 1771"]; [https://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../Indledning_Oeder.ashx] [https://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../Sjaellandsstift.ashx] [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../CMRS/.../Bornholm.ashx] [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../CMRS/.../Fyensstift.ashx] [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/.../CMRS/.../Aalborgstift.ashx] [http://www.sdu.dk/~/media/Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/.../Ribestift.ashx] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_12rk_0005-PDF/hto_12rk_0005_77533.pdf Axel Steensberg (anmeldelse af) Holger Rasmussen: Limfjordsfiskeriet før 1825. Sædvane og centraldirigering. Nationalmuseet. Folkelivs studier nr. 2. København 1968 (''Historisk Tidsskrift'', 12. række, Bind 5; 1971)]; * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_7rk_0006-PDF/hto_7rk_0006_97975.pdf Johannes Steenstrup: "Nogle Træk af Fiskerbefolkningens Historie"; ''Historisk Tidsskrift'' 1905; 7. række, Bind 6; s. 141-171]; * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_nrk_0006-PDF/ho_nrk_0006_75056.pdf Helge Søgaard: "Nogle diplomer fra Ring Klosters arkiv fra tiden 1257-1371. En foreløbig redegørelse" (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 6; 1963)] [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 9qidl2f2rpws9wok3e9j2bi601p03ay 0 6380 42871 40766 2026-11-03T11:56:26Z Jcb 8204 42871 wikitext text/x-wiki [[Fil:Hadsund Politigård.JPG|350px|thumbnail|Symbolet på en handelsplads: Den tidligere Politistation i Hadsund.]] En handelsplads var en type bymæssig bebyggelse, der havde ''nogle'' af de rettigheder, der ellers kun tilkom [[Købstæder i Danmark|købstæder]]. Status af handelsplads blev tildelt byer som havde udviklet sig i købstadslignende retning, men hvor købstadsstatus ikke kunne komme på tale.<ref>ODS: ''by ell. sted, hvor der drives handel; ogs. spec. om sted i uciviliserede ell. tyndtbefolkede lande, hvor handelen ml. de indfødte og fremmede handelsmænd foregaar (jf.-sted). LTid.1744.256. de danske Skibe (gik) til Ostindien . . for at erhverve Handelspladse. Mall.SgH.712. HandelsO.(1807).75. Som Forholdene er, vil Gøteborg blive Sverigs store Handelsplads. Bogan.II.183. || (emb.) betegnelse for en by (i Danmark), der i administrativ, kommunal og næringsretlig henseende indtager en mellemstilling ml. land og købstad (nu kun: Marstal, tidligere ogs.: Frederiksberg, -værk, Silkeborg, Løgstør og Nr. Sundby). Silkeborg Handelsplads. Regulativ 20/3 1855. Trap.4IV.668.'' </ref> Nogle handelspladser er senere blevet købstæder. Undtaget herfra er dog Marstal og Frederiksberg. Der var ingen fælles lovgivning for handelspladserne, idet privilegierne blev reguleret for hver by for sig. Handelspladserne var – i modsætning til købstæderne – del af amtskommunen. Følgende byer har været handelspladser:<br/> - ''Frederiksberg'' 1858-1900, derefter kommune med særlig status<br/> - ''Frederiksværk'' 1849-1907, derefter købstad<br/> - ''Løgstør'' handels- og ladeplads 1842-1899, derefter købstad<br/> - ''Marstal'' 1867-1970<br/> - ''Nørresundby'' 1857-1899, derefter købstad<br/> - ''Silkeborg'' 1846/1855-1899, derefter købstad<br/> Desuden har følgende byer haft en lignende status:<br/> - ''Esbjerg'' ladeplads 1894-1898, derefter købstad<br/> - ''Hadsund'' 1854-?, (handelsplads ved kongeligt reskript af 1. december 1854, blev senere sognekommune igen)<br/> De slesvigske ''flækker'' var lignende bytyper. === <big>Baggrund</big> === Da den daværende sognekommunale inddeling blev endeligt fastlagt ved de kommunale styrelsesanordninger, der udfærdigedes inden Danmarks Riges Grundlov|grundloven af 1849, tog man som udgangspunkt den gamle sogneinddeling samt den daværende amtsinddeling. Landet blev inddelt i ''sognedistrikter'', der hørte under amtskommunen, i ''amtskommuner'' omfattende et større antal af sognedistrikter, i ''købstadskommuner'', der – bortset fra Bornholm – ikke hørte under amtskommunen, og i ''Københavns kommune'' med en særstilling som landets hovedstad. De enkelte ''sognedistrikters afgrænsning'' blev fastlagt i overensstemmelse med de retningslinjer, der i sin tid var lagt til grund for ''fattigvæsenets ordning ved reglement af 5. juli 1803''.<ref name="Bet 96">''Betænkning'', s. 96</ref> Sognedistriktet omfattede således sædvanligvis et sogn – eller flere under eet sognekald forenede sogne, hvis de i henhold til § 1 i nævnte reglement havde fælles fattigvæsen. Et til en købstadskirke henhørende landdistrikt, som havde haft eget fattigvæsen, blev ligeledes oprettet til et særskilt sognedistrikt.<ref name="Bet 96"/> ''Amtskommunernes afgrænsning'' tog udgangspunkt i den daværende amtsinddeling, idet købstæderne fortsat holdtes uden for amtet.<ref name="Bet 96"/> ''Købstadskommunernes afgrænsning'' omfattede de daværende købstæder med de tilhørende grunde uden for købstadens bebyggede grænser. Hvor et landdistrikt hørte under fattig- eller skolevæsenet i købstaden, skulle det være repræsenteret af en valgt forstander i købstadens skole- og fattigkommissioner, men landdistriktet betragtedes i andre henseender som et sognedistrikt (såkaldte ''købstadslanddistrikter'').<ref name="Bet 96"/> Købstadsanordningen omfattede 67 købstæder i kongeriget. Flere steder i landet forekom imidlertid forhold, som gjorde, at det kunne være hensigsmæssigt at gøre undtagelser fra de i kommunalanordningerne givne regler om kommunernes styre. For en række sognedistrikters styrelse blev der da også i den følgende tid givet særskilte regler uden, at de pågældende steders præg af sognedistrikter derved ændredes. Dette gælder blandt andre Dragør og Store Magleby på Amager.<ref name="Bet 96"/> Men derudover var der andre steder, hvor der var fremvokset bysamfund, som gjorde landkommunalanordningens regler om styrelse uhensigtsmæssige. I henhold til Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5te Juni 1849 (det vil sige efter revisionen i 1866) var handelspladserne i valgmæssig henseende ligestillede med købstæder.<ref>Nyholm (1880), s. 102</ref> === <big>Handelspladsernes historie</big> === Handelspladsernes historie var relativt kortvarig og præget af ''ad hoc''-løsninger. I 1867-1868 ændredes kommunalordningen ved ''lov om landkommunernes styrelse m.v. af 6. juli 1867'' og ''lov om købstadskommunernes styrelse m.v. af 26. maj 1868''.<ref name="Bet 101">''Betænkning'', s. 101</ref> I de fremlagte lovforslag og senere love blev der ikke lavet nogle egentlige ændringer i de bestående ordninger, og i rigsdagssamlingen 1868-69 blev der af regeringen fremsat forslag til lov om handelspladsernes styrelse m.v., hvis formål var at samle reguleringen af handelspladsernes forhold i en særskilt lov. Tanken var, at loven efter behov også skulle udvides til andre steder, hvis behovet måtte melde sig. Imidlertid var der ikke tilslutning til lovforslagene i Folketinget, og handelspladserne måtte derfor også efter 1868 styres efter de for hvert sted fastsatte særlige bestemmelser, der var givet efter købstadsanordningen af 1837, som i mellemtiden var ophævet.<ref name="Bet 101"/> Efter at staten i henhold til ''lov af 24. april 1868'' havde anlagt en havn ved ''Esbjerggårde'' i Vestjylland, voksede her snart en stor og hastigt voksende by op. Allerede 1876 fremkom ønske om at udskille Esbjerg fra Jerne Sogn, og da byen voksede hurtigt i de følgende år (omkring 2.000 indbyggere i 1885, omkring 4.000 indbyggere i 1890 og omkring 7.000 indbyggere i 1894), stod det klart, at en omordning var stærkt påkrævet.<ref name="Bet 102">''Betænkning'', s. 102</ref> Ved ''lov nr 36 af 19 marts 1898 om købstadsrettighed for Esbjerg'' blev byen oprettet som købstad<ref name="Bet 103">''Betænkning'', s. 103</ref>, og da der fortsat ikke kunne skaffes tilslutning til loven om handelspladserne, blev ved ''lov nr. 63 af 7. april 1899, hvorved Løgstør, Nørresundby og Silkeborg oprettet til købstæder'' og lov nr. 69 af s.d., hvorved Frederiksberg kommune udskilles af Københavns amtsrådskreds, skabt foreløbigt endegyldige løsninger for disse steder.<ref name="Bet 104">''Betænkning'', s. 104</ref> Endelig ved ''lov nr. 35 af 5. marts 1907, hvorved Frederiksværk kommune oprettes til købstad'', blev også denne bys forhold ind til videre endeligt fastlagt.<ref name="Bet 105">''Betænkning'', s. 105</ref> Dette var i virkeligheden afslutningen på handelspladsernes kortvarige, men heftige udvikling i lovgivningsmæssig henseende. === <big>De enkelte handelspladser</big> === === ''Løgstør'' === [[File:Løgstør 1900.jpg|thumb|350px|Løgstør omkring 1900.]] Således havde ''Løgstør'' allerede i flere henseender indtaget en købstadslignende stilling uden at være blevet ophøjet til købstad. Der blev tilstået byens indbyggere ret til at drive handel, brænderi og anden købstadsnæring, ligesom bystyret blev ordnet på købstadslignende vis. I forbindelse hermed opstod derfor spørgsmålet om på hvilken måde, man kunne tillempe bestemmelser om købstædernes styrelse. Da de almindelige landkommunalanordningsregler ikke fandtes hensigtsmæssige, blev det ved et ''reskript af 17. november 1841'' bestemt, at ''købstadsanordningen skulle finde anvendelse på Løgstør med de modifikationer, som byens særegne forhold krævede'', idet dette nærmere skulle fastsat i et særligt regulativ. Dette blev lavet og godkendt i 1842<ref>"''Provisorisk regulativ for handels- og ladepladsen Løgstørs fremtidige kommunale styrelse''" approberet ved kanc.skr. af 22. februar 1842, jfr. kanc.skr. af 30. november 1847 og indenrigsministerens skrivelse af 9. august 1862, jvf. ''Betænkning'', s. 97</ref>, hvorved Løgstør by blandt andet med hensyn til reglerne om den kommunale beskatning og om byens styrelse fik en købstadslignende stilling uden, at den udtrådte af den bestående forbindelse med amtskommunen. 1859 blev Løgstør beskrevet således: "''Handels- og Ladepladsen Løgstør, der nu i de fleste Henseender er at betragte som et eget Sogn, ligesom den alt i en Aarrække har havt sin egen Communalforfatning i Lighed med Kjøbstæderne, ligger paa en lav Grund ved Liimfjorden, hvor denne fra det smalle Agersund udvider sig til den Bredning, som har Navn efter Løgstør. Temmelig høie Bakker, der fornemmelig indeholde Kridt, omgive Byen mod Syd. Dens Afstand ad Landeveien fra Nibe er 4 Mile, fra Hobro 7 Mile og fra Viborg 8 Mile.'' ''Byen har 165 Gaarde og Huse (i 1769 efter Danske Atlas 32 G. og 39 H.). Dens Jorder udgjøre 34 Tdr. 2 Skp. Htk., hvoraf 2 Tdr. 1 Skp. ere Byens uudskiftede Fællesjorder; det Øvrige tilhører forskjellige Beboere af Byen. Samtlige Jorder høre efter Matriklen til Løgsted Sogn.'' ''Løgstør har endnu ingen Kirke, men et midlertidigt Bedehuus, ret smukt udstyret, indviet 4de Søndag i Advent 1851; 2 Skoler.'' ''Indvaanernes Antal var efter Folketællingen i 1855: 1038. Byen har 17 Kjøbmænd samt endeel Haandværkere. 2 Skibsbyggerier. 39 Fartøier af 461 Clst., hvoriblandt endeel Dæksbaade, der fare paa Liimfjorden. Af Udførselsartikler ere de vigtigste: korn (i 1855 c. 19.000 Tdr., i 1856 9-10.000 Tdr.) og Uld (i 1855 12.200 Pund, i 1856 26.200 Pund). Fiskeriet i den omliggende Deel af Liimfjorden, som er Domaine, blev ved sidste Bortforpagtning ikke indbudt fra Løgstør, hvor denne Næringsvei kun i ringe Grad drives. Told- og Skibsafgifterne udgjorde i 1855: 12.943 Rd., i 1856: 16.051. I løgstør holdes aarlig 3 Markeder: i April med Heste, Kvæg og Landbovarer, i Begyndelsen af October med Kram og Trævarer og i Slutningen af samme Maaned med Kvæg. Fra Løgstør gaaer der efter "Danske Lods" Færge over til Færgeholmen, som ligger tæt til Dybet, paa den vidtudskydende Landgrund fra Aggersborg, hvorover Færdselen skeer mellem denne By og Holmen. 1/2 Miil nordøst for Løgstør gaar ligeledes en Færge over Agersund. Denne sidste benyttes nu fornemmelig, medens den førstnævnte Færgevei finder kun ringe Anvendelse. Der bemærkes i en foreliggende Beretning: "Løgstør har en fordeelagtig Beliggenhed, men dens Opkomst venter alene paa, at Forbindelsesmidlerne med Hanherrederne, der ere dens naturlige Opland, enten ved Forbedring af den mangelfulde Færgning over Agersund eller paa anden Maade blive saaledes, at de kunne benyttes tilstrækkelig." Der skal nu foreligge en Plan om at forene Hanherrederne med Løgstør ved en Dæmning over Grunden.'' ''Byen har 2 Havne, nemlig: Vesterhavnen med 7-8 Fods Dybde og Rum for c. 40 Skibe, anlagt 1852 med en Udgift af c. 10.000 Rd., og Østerhavnen af mindre Omfang og Dybde. Havnekassens Indtægt er 2-3000 Rd. aarlig.''... ''I judiciel Henseende danner Løgstør By et eget Birk. Birkedommeren, der tillige er Birkeskriver, forener hermed Embedet som Herredsfoged og Herredsskriver i Aars og Slet herreder. Communalbestyrelsen bestaar af Birkedommeren og 3 valgte Repræsentanter. Communaludgifterne vare i 1854 c. 3000 Rd. Fattigvæsenet har P.C.Thaarups Legat, hvortil hører Kongetienden af Hellevad sogn, samt et mindre Legat stiftet af D.Iversen.'' ''I geistlig Henseende danner Løgstør med Kornum og Løgsted Sogne eet Pastorat. Sognepræsten boer i Løgstør (jfr. Resol. af 12te April 1856).'' ''Løgstør hører under Aalborg Amtstuedistrict, Nibe og Løgstør Lægedistrict (Districtslægen boer i Nibe). 5te Vgkds. Med Løgsted Amtets 90de Lægd. Apothek, Filial af Nibe Apothek. Ved Toldvæsenet er ansat en Oppebørselscontrolleur og 3 Toldassistenter; ved Postvæsenet en Postmester, der tillige har Tilsyn med Befordringsvæsenet.''<ref>J.P.Trap: Danmark, 1 udgave, 2 del (1859), s. 236ff</ref> Løgstørs indbyggertal voksede fra 463 i 1801 til 790 i 1834, 791 i 1840, 831 i 1845, 967 i 1850, 1.038 i 1855, 1.464 i 1860, 1.960 i 1870, 1.931 i 1880, 1.556 i 1890 og 2.183 indbyggere i 1901.<ref>Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'', 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 4f</ref> === ''Silkeborg'' === [[Fil:Silkeborgs segl.jpg|thumb|left|Silkeborgs byvåben, 1900<br />Silkeborg Kirke.]] [[File:M. Drewsen & Sons pappersbruk i Silkeborg på Jutland - Nordiska taflor - no-nb digibok 2014031426013-34.jpg|thumb|350px|Papirfabrikken i 1868.]] [[File:Silkeborg 1902.jpg|thumb|350px|Silkeborg omkring 1900.]] På lignende måde blev ''Silkeborg'' i overensstemmelse med en indstilling afgivet af en kommission nedsat ved ''reskript af 17. september 1844'' ved ''kgl. resolutioner af 15. december 1845 og 8. januar 1846'' oprettet til ''handelsplads'' således, at der efter bevilling i hvert enkelt tilfælde ville blive tilstået byens indbyggere ret til handels- og håndværksnæring, ligesom der blev indrømmet nytilflyttede særlige begunstigelser til fremme af tilflytning til byen. Først i 1855 fik Silkeborg i kommunal henseende en købstadslignende indstilling svarende til Løgstørs.<ref name="Bet 99">''Betænkning'', s. 99</ref> Silkeborg beskrives i 1859 således: "''Indvaanernes Antal angives efter Folketællingen af 1855 til 1204, hvoraf 652 af Mandkjøn og 552 af Kvindekjøn. Som foranført finder en stor Deel af Indvaanerne Erhverv ved Papirfabrikken og den dermed i Forbindelse staaende Bedrift. Desuden findes i Silkeborg 2 Jernstøberier. I 1/4 Miils Afstand er i 1858 anlagt en Tørve-Fabrik paa Veilbo-Mose, som drives med Dampmaskine af 10 Hestes Kraft, og som daglig om Sommeren, saalænge den er i Virksomhed, leverer c. 35.000 Tørv, samt beskjæftiger 15 Arbeidere og 16 Børn. Handelspladsen tæller nu (1859) 16 Kjøbmænd, en Bog- og Kunsthandel, 2 Brændeviinsbrænderier og 3 Gjæstgivere. Nogle Indvaanere paa Stedet have ogsaa deres Udkomme ved Pramfarten til Randers, ad hvilken Vei de fleste Varemasser tilføres Silkeborg... Ogsaa ere 4 til 5 Pramme beskjæftigede med at føre Brænde til Silkeborg fra Skovene omkring den Række af Søer, der ligge mellem denne Handelsplads og Knuds Bro samt Ry Mølle, og bringe Tømmer m. m. tilbage. Paa Aarhus og Horsens haves desuden stadig Fragtkjørsel. I en foreliggende Beretning meddeles, at der i Tidsrummet fra August 1856 til September 1857 ad denne Vei er tilført Silkeborg henimod 200 Læs Kjøbmandsvarer. Uagtet der paa Silkeborg Handelsplads kan udøves alle de samme Næringsbrug, som ellere ere Kjøbstæderne forbeholdte, saa maae dog de Næringsbrugere, som attraae at nedsætte sig der, saalænge Pladsen endnu ikke definitivt er ordnet som Kjøbstad, dertil erhverve Bevilling. I Silkeborg holdes aarlig 4 Markeder, i Marts, Juni, September og October med Heste, Kvæg, Kram og Huusflidsproducter. Torvedag hver Løverdag.'' ''Silkeborg Handelsplads danner en Deel af det ved kgl. Resol. af 11te Januar 1854 oprettede Silkeborg Birk. Communalbestyrelsen bestaaer af Birkedommeren og af en Communalrepræsentation bestaaende af 6 af Communens dertil valgte Indvaanere. Birkedommeren indtager i denne Bestyrelse samme Plads som Magistraten eller Byfogeden i Kjøbstæderne.'' ''Silkeborg hører under Skanderborg Amtsstuedistrict og Silkeborg Lægedistrict. Districtslægen boer i Silkeborg, hvor der ogsaa findes et Apothek. 2den Valgkreds. Amtets 11te Lægd. For Toldvæsenet i Silkeborg og Skanderborg i Forening er ansat en Toldoppebørselscontrolleur og 4 Toldassistenter. Ved Postvæsenet i Silkeborg er ansat en Postexpediteur, der tillige har Tilsyn med Befordringsvæsenet.''"<ref name="Trap 670">Trap (1859), s. 670</ref> Efter en fra Rentekammeret under 29. juni 1844 indgiven forestilling om oprettelsen af en handelsplads blev der nedsat en kommission, som efter nogle i august 1845 afholdte møder i Silkeborg under 2. september 1845 fremsatte forslag, hvori den fremhæver stedet som gunstigt for en købstads opkomst, navnlig på grund af dens centrale beliggenhed i Jylland og ved landets eneste sejlbare vandløb, men dog indstiller, at man foreløbig indskrænker sig til anlægget af en handelsplads, som oprettedes ved resolution af 15. december 1845 og 8. januar 1846. I de første år var udviklingen kun ringe: før fabrikkens anlæg 1844 var der omtrent 30 mennesker på den senere kommunes grund, 1850 var der 499. Men med 1854, da stedet fik en egen birkedommer, og 1855, da den fik egen kommunalbestyrelse og blev et eget kirkesogn, og efter det i 1856 oprettedes Silkeborg lægedistrikt, begyndte det materielle opsving; 1855 havde byen 1.204 indbyggere, og i de nærmest følgende år gik den rask fremad, om også pengekrisen i 1857 ramte byen så meget hårdere, som dens handlende for en stor del vare yngre mænd, der havde begyndt uden stor kapital. Til fremgangen bidrog særlig de forbedrede kommunikationsmidler: 1853-56 anlagdes Silkeborg-Herning landevej, 1854 byggedes dæmningen over Silkeborg Langsø, over hvilken landevejen gennem Hids Herred, Silkeborgs vigtigste opland, til Viborg anlagdes 1855-60, lige som de andre landeveje efterhånden forbedredes og forlængedes, og kanalvejen til Randers reguleredes; også jernbanen, der anlagdes i 1871, gavnede den meget (i dennes anlæg tog en i byen 1861 stiftet landboforening ivrig del). Især voksede den industrielle virksomhed. Byen indtog dog længe en underlig mellemstilling mellem købstad og landsogn. Allerede i rigsdagssamlingen 1856-57 blev der forelagt udkast til lov om at gøre den til købstad, men det gik ikke igennem; først ved lov af 7. april 1899 blev byen ophøjet til købstad fra 1. januar 1900.<ref name="Trap 1904 105">[http://runeberg.org/trap/3-5/0123.html J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 105]</ref> Silkeborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 556 i 1850, 1.204 i 1855, 1.775 i 1860, 2.338 i 1870, 2.931 i 1880, 4.217 i 1890, 7.228 i 1901, 7.803 i 1906 og 8.792 i 1911.<ref name="DS 1911 4f">Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f</ref> Der blev anlagt lige gader i rette vinkler. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring århundredeskiftet: papirfabrikken (anlagt 1844, åbnet 1. januar 1845, brændt 1864 og genopført, 1869 solgt til Strøyberg, 1, marts 1889 indlemmet i Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker“ og derpå foreløbig standset, men atter sat i gang 1894; Fabrikken, hvis store bygningskompleks, bestående af de store fabriksbygninger, den "gamle Mølle" - restaureret 1901 af Arkitekt Rosen og indrettet til fabrikation af håndgjort papir - bestyrerboligen, Mich. Drewsens villa, maskinmesterbolig, arbejderboliger m.m. lå ved åens østlige bred, havde af dampkraft 125 HK., af vandkraft 200 HK. og beskæftigede omtrent 200 arbejdere, deraf omtrent halvdelen kviner), Koopmanns svineslagteri (grundlagt 1878-79, på markjorderne og med omtrent 60 arbejdere), Hammers Uldspinderi og Klædefabrik (på torvet, anlagt 1857, udvidet 1895, med en årlig produktion på omtrent 200.000 pd. uldgarn og 50.000 [[alen]] klædevarer og kjoletøjer, med omtrent 60 arbejdere), Commichau & Co. (trikotagefabrik, anlagt 1883, 1901 gået over til et aktieselskab, kapital 400.000 kr., med en årlig produktion på omtrent 8.000 dusin uldvarer og 8.000 dusin hørvarer, de sidste kun til udlandet, med omtrent 90 arbejdejdere), Silkeborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (Dons-Blædel og Schneecloth, anlagt 1854, med omtrent 70 arbejdere), Verners Uldspinderi (omtrent 24 arbejdere), Jensens Uldspinderi (omtrent 20 arbejdere), 1 spritfabrik, 2 ølbryggerier, 2 dampmøller, 1 andelsmejeri, 1 mølle, 2 savskærerier; 1 maskinsnedkeri, 1 tobaksfabrik, 1 mejeri, 2 bogtrykkerier, m.m.<ref name="Trap 1904 101">[http://runeberg.org/trap/3-5/0119.html J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 101]</ref> I Silkeborg afholdtes markeder hver måned, undtagen januar og august, med heste og kreaturer. Torvedag var hver lørdag.<ref name="Trap 1904 101"/> I Silkeborg blev udgivet 4 aviser: "Silkeborg Avis", "Silkeborg Dagblad", "Silkeborg Folkeblad" og "Silkeborg Socialdemokrat" (de 3 sidste blev trykt i Aarhus).<ref name="Trap 1904 101"/> Indbyggernes fordeling efter næringsveje var i 1890: 459 levede af immateriel virksomhed, 50 af jordbrug, 27 af gartneri, 2.060 af håndværk og industri, 827 af handel og omsætning, 16 af søfart, 632 af forskellig daglejervirksomhed, 108 af deres midler, og 38 nød almisse.<ref name="Trap 1904 101"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.803, heraf ernærede 734 sig ved immateriel virksomhed, 48 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 0 ved fiskeri, 4.341 ved håndværk og industri, 1.488 ved handel med mere, 315 ved samfærdsel, 399 var aftægtsfolk, 244 levede af offentlig understøttelse og 234 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22</ref> === ''Frederiksværk'' === [[File:Gjethuset_vestfl%C3%B8jen.jpg|thumb|350px|Gjethuset i Frederiksværk.]] [[File:Frederiksværk_1895.jpg|thumb|350px|Frederiksværk i 1895.]] [[File:Frederiksværk - ved kanalen.jpg|thumb|350px|Parti fra kanalen.]] Endelig blev der ''23. januar 1849'' af indenrigsministeriet approberet et regulativ for ''Frederiksværk by'', hvilket senere blev afløst af et af 2. juni 1850 udfærdiget "''Foreløbigt regulativ for Frederiksværk bys økonomiske bestyrelse''", hvorved byen opnåede en tilsvarende købstadslignende stilling som Løgstør med bevarelse af forbindelsen med amtskommunen.<ref name="Bet 97">''Betænkning'', s. 97</ref> Frederiksværk blev i 1858 beskrevet således: "''Frederiksværk By (med 708 Indv.) har en særegen Communal-forfatning efter specielt Regulativ af 2den Juni 1850, eget Skolevæsen med 2 faste Lærere (Løn resp. 400 Rd. og 350 Rd.), samt særskilt Fattigvæsen adskilt fra Landsognene. Communalbestyrelsen bestaaer ifølge Regulativet af Birkedommeren for Halsnæs og Frederiksværk som Formand, Inspecteuren for Frederiksvæks Fabriksetablissement, saalænge dette tilhører Staten, og 6 af Stedets Indvaanere, som skulle have de Egenskaber, der ommeldes i Frd. 24. Oct. 1837. Bestyrelsen skal sørge for Communens Tarv, og har, især i økonomisk Henseende, den samme Myndighed som Communalbestyrelsen i Kjøbstæderne. Ligeledes henholde Reglementerne for Skole- og Fattigvæsenet sig til Anordningerne for disse Anliggender i Kjøbstæderne. Paa Frederiksværk er Toldoppebørselscontrol (Told- og Skibsafgifterne i 1854 udgjorde 5018 rd.) og Postexpedition. Her holdes 2de aarlige Markeder (resp. i Begyndelsen af April og December Maaneder) med Heste og Qvæg.''"<ref name="Trap 103">Trap (1858), s. 103</ref> "''De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: et Metal- og Jernstøberi, med 90 Arbeidere, der leverer en Mængde Metal- og Messingsager, for største Delen til videre Forarbeidelse i Værkets andre Værksteder, samt aarlig 4-6000 Skpd. Jernstøbegods af Kanoner, Projectiler, Kakkelovne, Gryder m. m.; en Maskin- og Lavet-Fabrik med 60 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 38.000 Rd.; en Sabel- og Knivfabrik og dermed forenet Slibemølle med 57 Arbeidere, af aarlig Production c. 100.000 Stk. for største Delen Knive; en Krudtfabrik med 27 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 26.000 Rd.; et Kobbervalseværk med Damp- og Vandkraft, hvorved 24 Arbeidere, aarlig Production c. 1000 Skippund valtset Bly og Kobber. Samtlige disse Værker tilhører endnu Staten. Det samlede Personale ved det hele Etablissementet stiger til 270 Personer. Af private Entrepriser findes der et Brænderi, Bryggeri og Maltgjøreri af aarlig Production til Værdi 20-30.000 Rd. et Pottemageri, to Garverier, et Smedeværksted for Agerdyrkningsredskaber, tre Meel- og Grynmøller. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets udsalg af dets Fabrikata, to monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek (Filial af Hillerød Apothek), og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeider ifølge Bevillinger. Paa Frederiksværk boe Birkedommeren, Districtslægen, Værkets Inspecteur, en Toldoppebørselscontrolleur, Postexpediteur m. fl. Valgsted for Amtets 4de Folkethings-Valgkreds.''"<ref name="Trap 102">Trap (1858), s. 102</ref> Fabrikkerne blev ifølge lov af 4. maj 1856 i 1857 afhændede til fabrikejer Anker Heegaard, der tiltrådte dem 1. januar 1858 og drev dem som maskinfabrik, jernstøberi og emaljeværksted, mens krudtværket bevaredes som statsejendom og gik over til landmilitæretaten.<ref name="Trap122">[http://runeberg.org/trap/3-2/0128.html J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2 (1898), s. 122]</ref> Krudtværket blev senere underlagt direktøren for artilleriets tekniske tjeneste og har lige fra anlæggelsen været hærens hovedleverandør. Fra 1884 leverede det også krudt til flåden. Det ældste krudt, der fabrikeredes, var stampemøllekrudt. I1862 blev de gamle stampemøller nedlagt, og man gik over til produktion af valsepressekrudt (laminoirkrudt). Senere fremstillede man krudt ved hydraulisk presning, siden prismatisk krudt, først sort og senere brunt. Værket havde så godt som ene leveret alt det brune krudt, der benyttedes til ladninger af selv rigets sværeste kystkanoner.<ref name="Trap122"/> Endelig i 1891gik man over til fabrikationen af røgfrit krudt. Man anlage da en afsidesliggende afdeling i Arresødal Skov ved søen, Sørups Vang, hvor enkelte operationer ved det røgfri krudts fabrikation foregik. Mens den egentlige fabrikation foregik på det gamle krudtværk, hvor der derfor blev opført flere nye bygninger.<ref name="Trap113">[http://runeberg.org/trap/3-2/0129.html Trap, s. 113]</ref> Krudtmøllerne var i begyndelsen udelukkende drevet af vandkraft. Der fandtes endnu omkring år 1900 tre vandhjul, hvoraf et var en turbine. Men da møllernes antal blev betydeligt forøget, og da vandkraften ikke slog til, indførtes tillige dampkraft.<ref name="Trap113"/> Frederiksværks befolkning steg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der boede 739 mennesker i byen i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 4f</ref> === ''Nørresundby'' === [[File:Nørresundby_1899.jpg|thumb|350px|Nørresundby i 1899.]] [[File:Noerresundby Station 2010 ubt.JPG|thumb|350px|Nørresundby station.]] Om Nørresundby hed det i begyndelsen af 1800-tallet:<br/> "''Nørre Sundbye er en nærsom Flekke med 120 Gaarde og Huse. Den ligger ved Aalborg Sund, hvor man sætter over Limfjorden fra Vendsyssel til Aalborg. Byens Næring er Færgelobet, Gjæstgiverie, Vertshuushold, Brændeviinebrænderie, Avling, got Fiskerie, Befordringsvæsen og Salterie af Sild og Kjød. Byen svarer Consumtion- og Arealskat af Bygninger og Jorder, paa Grund af at den har Tilladelse til at brænde Brændeviin og holde Gjæstgiverie, men den har ei Tilladelse til at handle. ...''<br/> ''Af Byens Jorder ere de Totrediedele maadelige, og Entrediedeel god. Jorderne drives af nogle som Alsædsjord, og Drivten er da Gjødebyg, Rug, anden Gang Rug, og to Kjærve Havre; hos andre hviler Jorden i tre Aar. Formedelst den overflødige Gjødske som samles ved Gjæstgiverie, bære Jorderne godt til, og ere i høj Priis. ...''"<ref>Begtrup, s. 385</ref> I 1815 og 1820 søgte Nørresundby om at få købstadsret, men begge gange fik Aalborgs borgere dette forhindret. Først i 1856 lykkedes det at få ret til at drive handel, og da året efter næringsloven gav byen større frihed på alle områder, gik den betydelig frem. Som de fleste byer har Nørresundby været hærget af voldsomme ildebrande, således i 1791, da hele den vestlige bydel brændte, i 1838 og navnlig 1865, da over 100 bygninger blev bytte for flammerne. Under krigen 1864 besatte en dansk troppestyrke højderne ved Skansebakken, mens fjenden lå i Aalborg. Omkring midten af 1800-tallet stod det klart, at en ny by var under udvikling ved Nørresundby. I rigsdagens samling 1855 blev derfor fremsat et privat forslag angående Nørresundbys næringsforhold. Dette lovforslag blev med visse ændringer vedtaget og stadfæstet den 16. februar 1856, og i medfør af lovens § 3 blev der den 17. oktober 1858 godkendt et regulativ om Nørresundbys kommunalvæsen, hvorved ''Nørresundby i kommunal henseende opnåede en lignende stilling som Løgstør, Frederiksværk og Silkeborg''.<ref>''Betænkning nr. 161'', s. 99</ref> I 1859 blev Nørresundby beskrevet således: "''Byen eller Flækken Nørre-Sundby, beliggende ved Liimfjordens nordlige Bred ved Foden af meget høie Bakker med Overfart af omtrent 900 Alen til Aalborg; i Byen findes Kirken, Præstegaard, Skole, Tingsted for Kjær Herred, Bolig for Herredsfogden, Bolig for Districtslægen for Kjær Herred, et Apothek, omtrent 20 Kjøbmænd, et stort Jernstøberi, flere Haandværkere, en Discontobank oprettet i 1857 for Byen og Omegnen. Omtrent 12 større og mindre Gader og Stræder; et nyt Quarteer anlægges nordlig i Byen. Et smukt lille Skovanlæg findes vest for Byen. Vigtig Færgefart til Aalborg. Aarlig 5 Markeder, i Januar og April med Heste og Kvæg, i Mai med Trævarer, i October med Slagtekvæg og i Decbr. med Heste og Kvæg. Omtrent 1000 Indvaanere''"<ref>J.P.Trap: Danmark, 1 udgave, 2 del (1859), s. 183</ref>. I løbet af anden halvdel af 1800-tallet voksede Nørresundby hastigt i både størrelse og betydning. Dette skyldtes dels byens stilling som handelsplads, dels en række anlæg af broer og jernbaner, der gjorde stedet til et knudepunkt i landsdelen, dels egne tiltag til fremme af byens betydning så som en forbedring af havnen. I årene 1863—1865 anlagdes en pontonbro ved navn ''Kong Christian den Niendes Pontonbro'' over til Aalborg. 14 år senere i 1879 fulgte jernbanebroen over Limfjorden. Havnen blev anlagt 1874 og siden flere gange udvidet og uddybet. Skibsfarten opførtes dog under Aalborg toldsted. Nørresundby blev knudepunkt i jernbaneforbindelserne nord for Limfjorden med station på den østlige jyske længdebane Nørresundby-Frederikshavn-banen, åbnet 1871, privatbanerne Aalborg—Fjerritslev-banen, åbnet 1897, og Aalborg—Sæby—Frederikshavn-banen, åbnet 1899. Byens handel voksede meget i sidste halvdel af det 19. århundrede, ikke mindst takket være jernbaneanlæggene, der blandt andet tilførte den en del af handelen fra Vendsyssel. I ikke mindre grad gik industrien frem, og der oprettedes mange fabrikker og industrielle anlæg, af hvilke skal nævnes: 2 maskinfabrikker med jernstøberier (hvoraf det ene, "Gabrielsværk", havde 60, det andet 30 arbejdere), 2 dampvæverier og farverier (30 og 8 arbejdere), 3 savskærerier (i alt 40 arbejdere), Aalborg Amts Andelssvineslagteri (40 arbejdere), et cementstøberi (10 arbejdere) og et garveri.<ref name="Trap 388">[http://runeberg.org/trap/3-4/0416.html J.P. Trap: ''Danmark'', 3. Udgave, bind 4, s. 388]</ref> Endelig blev byens forsyning med offentlige tjenesteydelser voldsomt forøget: kirken, der oprindelig blev opført i romansk Tid (13. århundrede), undergik mange ombygninger, således i 1897—1898 (bygningsinspektør Hack Kampmann), da der for at skaffe plads, efter at byen var vokset så stærkt i slutningen af det 19. århundrede, tilføjedes to korsfløje mod nord og syd, hver med 3 kamgavle<ref name="Trap 388"/>; endvidere råd-, ting- og arresthus (opført 1847, udvidet 1895)<ref name="Trap 388"/>, fattiggård<ref name="Trap 388"/>, 2 kommuneskoler, privatskoler<ref name="Trap 388"/> (senere tilkom mellem- og realskole samt en handelsskole), telegrafstation<ref name="Trap 388"/>, postkontor<ref name="Trap 388"/>, [[elektricitetsværk]], [[gasværk]] (anlagt 1897)<ref name="Trap 388"/>, vandværk](anlagt 1898)<ref name="Trap 388"/>, toldkammer<ref name="Trap 388"/>. I byen blev afholdt 5 markeder.<ref name="Trap 388"/> Som et udtryk for byens vækst kan nævnes, at indbyggertallet voksede fra 606 indbyggere i 1801 til 874 i 1834, 901 i 1840, 895 i 1845, 950 i 1850, 1.116 i 1855, 1.376 i 1870, 1.609 i 1870, 1.757 i 1880, 1.825 i 1890 og 3.544 indbyggere i 1901.<ref>Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'', 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 2f</ref> === ''Hadsund'' === [[Fil:Hadsund 1880.jpg|thumbnail|Hadsund omkring 1900]] [[Fil:Hadsund bykort 1937.png|thumbnail|left|Hadsund omkring år 1937]] [[Fil:Hadsunds handelsprivilegium.jpg|thumbnail|Hadsunds handelsprivilegium fra 1854]] Hadsund blev officielt grundlagt i 1854, da byen modtog handelspladsprivilegier.<ref>[http://runeberg.org/trap/2-5/0358.html J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'' 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 284]</ref> Før dette havde der kun været et færgested med tilladelse til at holde marked på begge sider af fjorden. Udviklingen skete hurtigt: hurtigt kom der flere købmandsgarde med pakhuse, og Sophus Gjerløff fik opmålt sin jord og lavet en udparcelleringsplan for 106 byggegrunde. Imidlertid oplevede købmændene et tilbageslag, da en [[finanskrise]]<ref>det var en vekselkrise, idet datidens købmænd handlede på veksel. Den egentlige kreditkrise startede i USA, hvorfra den bredte sig til Europa, jf. Jens Vibæk: "Den danske Handels Genrejsning 1814-1857" i ''Handelsvidenskabeligt Tidsskrift'' 1941, hæfte 27-28, s. 68</ref> udbrød i 1857, hvorved tre af de fire handelshuse gik konkurs.<ref>Andersen (2004), s. 31</ref> Men byen kom sig. I en topografisk beskrivelse fra 1859 beskrives Hadsund således:<br/> ''Ved Hadsunds Færgested er ifølge Bevilling af 1ste Decbr. 1854 oprettet en Filial-Handelsplads for Mariager og Hobro, hvorved Offer og Accidentser er i betydelig Tilvækst.''<ref>[J.P.Trap: Danmark, 1. udgave, bind 2 (1859), s. 229]</ref> I 1861 blev en trafikhavn anlagt, i 1864 Hadsund fik en ny forening, Hadsund Håndværkerforening. Den fik en stor betydning for byen, og i 1883 åbnede der jernbaneforbindelse til Randers, og i 1898 fik byen sin længe ønskede kirke, i 1900 fik Hadsund også jernbaneforbindelse til Aalborg. Hadsund havde to jernbanestationer, henholdsvis Hadsund Nord Station, der lå inde i selve byen, og Hadsund Syd Station. Hadsund blev i jernbanens tid også kaldt Hadsund Nord, fordi den nordlige station lå her.<ref>Lybech</ref> I 1875 blev forholdene beskrevet således:<br/> "''Hadsund Færgegaard, hvorved er beliggende flere Kjøbmandsgaarde og Pakhuse, og hvorfra er Færgefart til Hadsund Kro på den sydlige Side af Fjorden''".<ref>[http://runeberg.org/trap/2-5/0358.html J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 284]</ref> Omkring århundredeskiftet (1900) blev Hadsund beskrevet således:<br/> ''Flækken og Ladepladsen Hadsund (gml. Form: Haddersund), ved Fjorden og Grænsen af Vive Sogn — 1/2 1890 med 110 Huse og 701 Indb. (deraf 21 og 145 i Vive Sogn); 1801: 9, 1840: 7, 1860: 170, 1880: 281 Indb. —, med Kirke, Skole, Realskole (opf. 1896), Missionshus (opf. 1900), Filial af Terndrup Apotek, Lægebolig, Sparekasse (opr. 1/9 1884; 31/3 1898 var Sparernes Tilgodehav. 132,682 Kr., Rentef. 4 pCt., Reservef. 10,350 Kr., Antal af Konti 701), Fællesmejeri, Svineslagteri, Maskinfabrik, Savværk, Mineralvandsfabrik, Ølbryggeri, Vandværk, Købmandsforretninger, Haandværkere, Markedsplads (Marked i Apr., Maj, Sept. og Okt.), Gæstgiveri, Havn (anl. omtr. 1860, ved Brohovedet 10 F. Vand), Lods-, Toldassistent- og Dampskibsstation, Færgefart til det lige overfor liggende Søndre-Hadsund (Hadsundhuse), Jernbanestation, Endepunkt for Aalborg-Hadsund Banen, Telegraf- og Telefonstation samt Postkontor.''<ref>[http://runeberg.org/trap/3-4/0518.html J.P.Trap: Danmark, 3. udgave, bind 4, s. 486]</ref> === ''Frederiksberg'' === I rigsdagssamlingen 1857 blev der så fremsat et privat forslag til regulativ for ''Frederiksberg sogns'' økonomiske styrelse. Frederiksberg var da i fuld gang med at udvikle sig som forstad til København, hvilket afstedkom behov for at forbedre mulighederne for at varetage kommunale opgaver med hensyn til gadeanlæg og -belysning med videre. Uanset, at det blev forudset, at Frederiksberg kunne blive indlemmet i København, blev lovforslaget med visse ændringer vedtaget og stadfæstet den ''29. december 1857'' som "''Midlertidig lov angående Frederiksberg sogns økonomiske bestyrelse''".<ref name="Bet 99"/> Allerede i 1841 havde Frederiksberg fået et sogneforstanderskab. Sogneforstanderskabet fik sørget for, at Frederiksberg Bredegade blev brolagt i 1845, at det store gadekær i Allégade blev fyldt op og i 1848 blev der ved frivillig hjælp gennemført en gadebelysning med 8 lygter i Allégade, Smallegade og Bredegade. Ved Lov af 29. december 1857 blev Frederiksberg udskilt af Hvidovre Sogn, som bebyggelsen indtil da havde været forenet med siden Landkommunalanordningen af 13. august 1841, og blev en selvstændig kommune under Københavns Amt med sin egen kommunale forvaltning. I 1860 fik Frederiksberg næringsfrihed som handelsplads. Det var en række politikere med tilknytning til bydelen, som agiterede for loven i Rigsdagen, blandt andre C.C. Hall, A.L. Casse, Ernst Emil Rosenørn og Otto Müller, der alle også på et tidspunkt var medlemmer af sogneforstanderskabet. Rosenørn blev den første formand for et selvstændigt Frederiksberg. Kommunens udvikling blev fra starten af påvirket af nærheden til København. Således tegnede kommunen kontrakt med Det Danske Gaskompagni, der opførte et gasværk på H.C. Ørsteds Vej, og fra september 1860 skete gadebelysning med gas. I 1863 opførtes en ny skole på Falkoner Allé som erstatning for degneskolen i Pile Allé. Samme år fik kommunen et hospital og fattighus på Lampevej<ref>nu Howitzvej</ref>. I 1867 fik kommunen eget apotek, og i 1864 blev Frederiksberg Station anlagt. I oktober 1863 åbnede den første sporvej mellem Sankt Annæ Plads og Frederiksberg Runddel. Til gengæld varede det længe, inden kommunen fik ordentlig vandforsyning. Det skete i 1869, da fabrikant P. Andersen anlagde et privat vandværk mellem Vodroffsvej og Danmarksgade, hvor han allerede drev et jernstøberi. Først i 1878 fik kommunen etableret sit eget vandværk i Grøndal, og selv da var det stadig Andersen, der forsynede områderne øst for Bülowsvej og Hauchsvej. P. Andersens Vandtårn er et minde fra denne tid. [[Fil:Niels Simonsens villa.jpg|thumb|Et af P.C. Hagemanns to forslag (1852) til en villa på Gammel Kongevej til maleren Niels Simonsen. I sidste ende valgte bygherren det nygotiske forslag og ikke dette klassicistiske udkast]] Efter, at demarkationslinjen 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej<ref>nu Danasvej</ref> i 1868. I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til, således i 1876 Steen Blichers Vej, Poul Møllers Vej og Monradsvej og i 1879 blandt andre Rathsacksvej og Christian Winthers Vej. Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser, ikke mindst på grund af nærheden til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik VIs tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, ''Villa Taarnborg'', opført 1846-47 for officeren A.C.B. Bibow på Tårnborgvej, der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Karakteristisk for hustypen var asymmetrien og inspirationen fra rustikke italienske landhuse. Herholdt fulgte ''Taarnborg'' op med flere villaer på Frederiksberg, således senere justitsminister A.L. Casses villa, Carit Etlars Vej 3 (1851) og huse for xylografen Axel Kittendorff (ved Bianco Lunos Allé) og for etatsråd Raffenberg (begge 1852). Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje, og i hans huse blev de uformelle elementer forstærket. Et begreb som "den danske hygge" kom til udtryk i en bevidst knopskydning i form af karnapper, vindfang, havestuer og balkoner. Villaerne skulle ikke være monumentale, men hjemlige og personlige. Med inspiration fra æstetikken på Frederiksberg bredte villaerne sig over hele Danmark. Den første store bølge af industrialisering ramte Frederiksberg i 1860'erne, hvor det centrale Frederiksberg stadig var landligt. Virksomheder som Rubens Klædefabrik og Marstrands Bryggerier skød op. Tilsvarende blev der bygget arbejderboliger såsom De Classenske Boliger. Efterhånden blev det indre Frederiksberg helt udbygget med først villakvarterer og siden etageejendomme, og den næste bølge af industrialisering blev koncentreret i randområderne i kommunen mod vest, især langs Finsensvej, hvor Frederiksberg Gasværk i 1895 var blevet udflyttet. Ligesom i den øvrige hovedstad blev der etableret flere store virksomheder i kommunen, fx ''Aluminia'', ''Fisker & Nielsen'', ''Krystalisværket'' og ''NKT''. === ''Marstal'' === [[File:Marstal 1899.jpg|thumb|200px|left|Marstal i 1899.]] [[Fil:Postcentralen i Marstal.JPG|350px|thumbnail|Symbolet på en handelsplads: Postcentralen i Marstal.]] Endelig blev ''Marstal'' i forbindelse med Ærø herreds inddragelse under kongeriget efter fredsaftalen i 1864 oprettet til handelsplads i henhold til ''lov af 1. marts 1867'' om "''Handelspladsen Marstals nærings- og kommunale forhold''" i henhold til indenrigsministerens ''bekendtgørelse af 29. marts 1867'' og ''bekendtgørelse af 18. oktober 1878''.<ref name="Bet 99"/> Indtil 1864 havde Marstal status som en sønderjysk flække. [[1880]] gik man over til tremastede skibe, som ofte blev bygget på værfter i Marstal. I 1890 var der ca. 350 sejlskibe hjemmehørende i Marstal, og i 1911 var Marstals andel af den samlede danske sejlskibsflåde (målt i antallet af skibe) 23,92% Marstals indbyggertal voksede fra 1.449 indbyggere i 1801 til 2.107 i 1834, 2.171 i 1840, 2.284 i 1845, 2.375 i 1850, 2.473 i 1855, 2.590 i 1860, 2.755 i 1870, 2.745 i 1880, 3.028 i 1890 og 3.174 indbyggere i 1901.<ref>Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'', 4. Række, 37 Bind, 1. Hæfte; København 1911), s. 4f</ref> === ''Esbjerg'' === [[Fil:Esbjerg 1900.jpg|thumb|left|350px|Esbjerg 1896.]] [[File:Esbjerg - Hauptbahnhof4.jpg|thumb|350px|Esbjerg station.]] Esbjerg opstod omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn. Esbjerg havde i 1801 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', Tredie Række, 4^de Bind; Kjøbenhavn 1882; s. 117</ref> I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af "æs" i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af "ese", i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde da 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se, en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen & Olsen), og efterhånden, som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: "Husene voksede op som Paddehatte", den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.<ref name="Trap 720"/> Både J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 6. del fra 1879<ref>[http://runeberg.org/trap/2-6/0585.html Trap (1879); s. 479]</ref> og folketællingen for 1880<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 3. Række 4. bind; Kjøbenhavn 1882; s. 117</ref> kalder Esbjerg for "Handelsplads", men først den 1. januar 1894 fik byen selvstyre, idet den blev udskilt af Jerne Sogn.<ref name="Trap 720"/> Forud var gået en lang og omstændelig proces. Forsøgene på at få vedtaget en egentlig lov om status som handelsplads løb ud i sandet. I stedet skred man til en trinvis administrativ overdragelse af særrettigheder: "Allerede fra 1876 blev Esbjerg et eget Brandfogeddistrikt, fra 1887 et eget Jordemoder distrikt, fra 22. Juli 1889 et eget Distrikt for de Fattiges Kasse, fra 21. December 1881 havde Byen sit eget Bygningsreglement, fra 14. Marts 1885 havde den sin egen Sundhedsvedtægt og fra 1. April 1888 sin egen Politivedtægt. Ved en Skrivelse fra Justitsministeriet af 24. September 1890 blev Esbjerg, Rørkær og Strandby fra 1. Januar 1891 et eget Sognefogeddistrikt og 31. Oktober 1890 kom en kgl. Resolution om, at de samme Byer danner fra nu af et selvstændigt Kirkesogn, og ved Forhandlingen om dette havde Indenrigsministeriet netop forlangt, at Sognegrænsen skulde fastsættes med en fremtidig Adskillelse for Øje. Det var denne sidste Bestemmelse, der var af størst Betydning; thi nu behøvedes der ikke nogen særlig Lov eller Resolution for at faa Adskillelsen, nu kunde den med Ministeriets Billigelse foretages af Amtet ved første Anledning i Følge Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867."<ref>Alkersig; s. 44</ref> I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober allerede 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875.<ref>[http://runeberg.org/trap/2-6/0586.html Trap (1879); s. 480]</ref> På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.<ref>[http://runeberg.org/trap/2-6/0589.html Trap (1879); s. 481]</ref> I 1874 fik byen jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde.<ref>Gaardmand, s. 13</ref><ref name="Vil 33"/> Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens<ref name="Vil 35"/> og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868.<ref name="Vil 33">Villadsen, s. 33</ref> I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip således, at byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.<ref name="Vil 35">Villadsen, s. 35</ref><ref name="Vil 33"/> Esbjerg udvikledes sig hurtigt, der oprettedes den ene institution efter den anden, således lodsstation og toldsted (med kreditoplag 1890, frilager 1900) samt jernbanestation i 1874, postekspedition i 1875, telegrafstation og apotek i 1883. Byen fik kirke i 1887, egen præst 1891, distriktslæge og herredsfoged i 1893, kommunalt selvstyre pr. 1. januar 1894, idet den udskiltes af Jerne Sogn og endelig blev den ved lov af 19. marts 1898 ophøjet til købstad fra 1. januar 1899.<ref name="Trap 720">[http://runeberg.org/trap/3-5/0756.html Trap (1904), s. 720]</ref> To år før var et af Esbjergs større vartegn, vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede. Havnen blev anlagt ifølge Lov af 24. april 1868 (efter, at flere steder for dens beliggenhed som Ribe, Hjerting, Skallingen og Ringkøbing havde været på tale) for at skaffe Nørrejylland en udførselshavn, da Sønderjylland var gået tabt i 1864, og landets produkter, navnlig kreaturer, for en stor del måtte udføres over marsken og Hamborg for at finde vej til England.<ref name="Sal 455"/> Det første anlæg, der lededes af ingeniørerne Carlé (til 1872) og E. Petersen (forarbejderne var dog gjort af C.G. Bruun), bestod væsentlig af en ca. 5 ha stor dokhavn, kostede ca. ½ mio. kr og skulle efter bestemmelsen være færdig til januar 1871, men åbnedes først i august 1874, og den 20. august 1878 var havnen fuldendt med en dybde af 4½ m i forhavnen og 4 m i dokhavnen. Men da var man allerede gået i gang med nye arbejder som forlængelse af den nordre mole og uddybning af dokhavnen og havnerenden, hvilke var tilendebragte i begyndelsen af 1881, og anlægget stod da i næsten 2 mio. kr. De afsluttende arbejder viste sig imidlertid snart utilstrækkelige, blandt andet måtte dokhavnen have samme dybde som forhavnen, og 1886-1888 anlagdes en ny forhavn (ved vandbygningsdirektør V. Kolderup-Rosenvinge), lige som en 4 m dyb fiskerihavn, og der foretoges en ombygning af dokhavnens sluser, svære jernporte, der åbner sig indad og således giver vandet adgang i flodtiden, mens de holder det tilbage i ebbetiden (flodskiftet er ca. 1½ m). Senere blev der stadig foretaget nye ombygninger og udvidelser; således blev i finansårene 1895-96 og 1899-1900 dokhavnen forbedret ved ombygning af slusen, uddybning til 6 m og nye kajer samt en mindre ophalingsbedding, og samtidig uddybedes den søndre forhavn til 6 m, og 1901-02 anlagdes en ny fiskerihavn vest for dokhavnen med 4 ophalingsbeddinger. Ved alle disse arbejder kom havnen til at stå i ca. 5½ mio. kr. Endelig påbegyndtes der ved Lov af 4. maj 1907 nye betydelige udvidelser mod nord med en indtil 5,7 m dyb fiskerihavn og en trafikhavn mellem denne og de tidligere anlæg, alt beregnet til ca. 4 mio. kr og væsentlig afsluttet 1914. Af bygninger på havneterrainet fremkom foruden en toldkammerbygning, administrationsbygningen, Det forenede Dampskibsselskabs kontorbygning, et silopakhus og Statens Eksportslagteri og fiskepakhuse.<ref name="Sal 455">[http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0477.html ''Salmonsen'', s. 455]</ref> I tilknytning til havnen anlagdes en rednings- og stormvarselsstation. Samme år, som havnen åbnedes, 1874, begyndte regelmæssig dampskibsfart på London (Thameshaven), i 1875 kom der regelmæssig forbindelse med Newcastle, og i 1888 udvidedes farten til Parkestone og Hull, alt med understøttelse af staten besørget af Det forenede Dampskibsselskab. Havnen blev derved en af landets største udførselshavne, og den stod kun tilbage for København og Aarhus. Der udførtes navnlig kvæg, flæsk, kød, smør, æg og fisk, især til England; men også indførslen steg år for år, især af kul, salt, gødning, foderstoffer, sukker og petroleum. Havnens betydning forøgedes meget betydeligt ved den omstændighed, at den vanskeligt fryser til endog i de strenge isvintre, når landets fleste havne er utilgængelige. Af udførslen i 1913 nævnes: ca. 98,7 mio. kg flæsk, 34,3 mio. kg smør, 10.300 stk hornkvæg (1912: ca. 20.000) og 9,6 mio. snese æg. Toldindtægterne var samme år 447.200 kr. I 1910 indkom 868 skibe (deraf 702 dampskibe) med i alt 184.108 t gods, hvoraf 767 i udenrigsk fart med 130.182 t, og udgik 871 skibe (deraf 704 dampskibe) med 159.564 t gods, deraf i udenrigsk fart 790 skibe med 158.632 t. Samme år var toldstedets handelsflaade 155 skibe med i alt 23.401 t drægtighed, deraf var 41 dampskibe med 21.514 t drægtighed og 104 motorskibe med 1.527 t drægtighed, desuden 33 mindre fartøjer på under 4 t.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0477.html ''Salmonsen'', s. 455f]</ref> Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 [[kutter]]e, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.<ref name= "Trap 714"/> Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere. Af pengeinstitutter nævnes Esbjerg-Fanø Bank, oprettet 1892, Handelsbanken, oprettet 1896, fra 1898 filial af Handelsbanken i København, og en filial af Varde Bank. Frem til 1. verdenskrig var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901, 15.665 i 1906, 18.208 i 1911<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37 bind 1 hæfte: Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark; København 1911; s. 2f</ref> og 18.925 i 1916. Allerede i begyndelsen af århundredet var der imidlertid sket en begyndende udvikling af forstæder i Jerne Sogn: Boldesager havde i 1906 517, i 1911 840 og i 1916 1.019 indbyggere, Jerne by havde i 1906 428 og i 1911 518 indbyggere<ref>FT 1911, s. 112</ref>, og Frederiksberg havde i 1911 336 og i 1916 322 indbyggere således, at indbyggertallet for hele byen inklusive forstæder var i 1911 19.384 indbyggere og i 1916 20.266 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række 51 bind 1. hæfte; Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark; København 1916; s. 57</ref> I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.<ref name= "Trap 714">J.P. Trap 3. udgave bind 5 (1904), s. 714]</ref> === <big>Sammenfatning</big> === Ordningen med handelspladser blev hverken særligt omfattende eller tilfredsstillende, og gennem hele deres eksistensperiode var der tiltag i gang for at finde bedre løsninger. Ikke desto mindre bidrog ordningen til at forme det nye bebyggelsesbillede, som for alvor udviklede sig i det 20. århundrede. Handelspladserne bidrog i betydelig grad til at udfylde behovet for nye servicecentre i de områder, der lå uden for købstæderne. Men de kunne ikke opfylde behovet, og samtidig med deres udvikling skete fremkomsten af nye vejbyer og stationsbyer rundt om i landet. Dog, helt frem til århundredeskiftet hørte handelspladserne til de mest veludviklede steder med hensyn til handel, håndværk og andre oplandstjenester. To af handelspladserne, Frederiksberg og Nørresundby, udviklede sig til integrerede bydele i en større købstad (henholdsvis København og Ålborg). Handelspladserne forblev et overgangsfænomen, en nødløsning taget i brug i mangel på bedre. Efter at antallet af bymæssige bebyggelser voksede voldsomt omkring 1900 fandt man på andre og bedre løsninger. Endnu i ''Salmonsens Konversationsleksikon'' fra 1919 betegnes Marstal som handelsplads.<ref>''Salmonsens Konversationsleksikon'', bind X (1919), s. 800</ref> === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * ''Betænkning nr. 161'': "De bymæssige kommuner. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold"; 1956 * Ordbog over det danske sprog * S. Alkersig: ''Esbjerg Havn og By''. II Byen; Esbjerg 1914 * Arne Lybech, ''Hadsund Bogen 2012'', november 2012. {{ISBN|978-87-995524-6-7}} * C.V. Nyholm: ''Grundtræk af Danmarks Statsforfatning og Statsforvaltning''; Kjøbenhavn 1880 * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', bind X (1919) [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] a6ad7hdnaxok8dc0kqjeutx11w82btj 0 6381 42857 39996 2026-11-03T11:47:35Z Jcb 8204 42857 wikitext text/x-wiki [[File:Christoffer_Wilhelm_Eckersberg_-_View_towards_Koster_from_the_jetty_at_Kallehave_-_Google_Art_Project.jpg|thumb|420px|C. W. Eckersberg: ''Udsigt mod Koster fra Kalvehave''.]] En færgegård var i tiden inden moderne skibsfartsforbindelser og broforbindelser en ejendom (som hovedregel en gård) i tilknytning til et anerkendt overfartsssted, hvortil der hører (eller hørte) forpligtelse til og privilegium på at færge folk over<ref>jf. Ordbog over det danske sprog: ''en gaard, hvortil der hører (ell. hørte) forpligtelse til og privilegium paa at færge folk over, oftest tillige forbundet med ret til krohold. Hostr.FG.2sc. Tops.III.223. LandbO. II.335.''</ref>, hvor den rejsende kunne opholde sig under afventen på overfarten. Sådanne ejendomme var oftest tillige forbundet med ret til krohold. I alt fandtes omkring et halvt hundrede færgesteder, da udviklingen kulminerede. === <big>Beliggenhed</big> === For et land som Danmark, der i udpræget grad består af større og mindre øer, var det naturligt, at der tidligt udviklede sig et netværk of faste overfartssteder. Det er sandsynligt, at disse oprindelig var tilfældige, men i kraft af sædvane efterhånden blev stedfaste. Langt de fleste lå naturligvis ved kysten, men overfartssteder kunne også forekomme i indlandet ved større vandløb, således Darum å i Ribe amt.<ref>Kromann (1939), s. 80-86</ref> Beliggenheden ved kysten synes fortrinsvis bestemt af en række forhold:</br> - man valgte det sted, hvor der var den korteste strækning og dermed den hurtigste overfart</br> - man undgik steder med stejle kyster, hvor landingsforholdene var vanskelige eller umulige</br> - beliggenheden var betinget af vejnettet, idet dette ofte samledes, når de nærmede sig overfartsstedet</br> - vejforholdene måtte kunne indrettes således, at adgang til og fra overfartsstedet kunne ske rimeligt, det vil sige at adgangsvejen(e) ikke var for stejl(e)</br> - en regulær færgefart krævede et vist opland og dermed en mere eller mindre fast kundekreds</br> - man søgte at beskytte færgefartens rentabilitet ved at forhindre konkurrerende færgefart nær ved. Kun når der var tale om færgefart til andre steder, kunne dette tillades, fx. havde Tåsinge to overfartssteder, ved Vindeby til Fyn og ved Vemmenæs til Langeland. Som eksempel på denne regulering kan nævnes, at ved plakat af 12. august 1814 blev der fastsat forbud mod konkurrerende færgefart på 1 mil på begge sider af færgestedet.<ref>Rasmussen (1965), s. 423</ref> Beliggenheden af færgesteder og færgegårde afspejler færdslen dels mellem landsdele og større øer indbyrdes, dels over større fjorde. Færgegårdene og de tilhørende steder udgjorde således en supplement til vejnettet på land. Indretningen var længe den enkleste mulige, med en bro eller mole foruden færgegården. I mange tilfælde var disse færgegårde beliggende i købstæder, hvor der ofte fandtes færgelav til organisering af overfarterne, dette gælder blandt andet Helsingør, Korsør, Nyborg, Bogense, Middelfart, Assens, Fåborg og Svendborg. I Jylland fandtes et færgested blandt andet ved Mariager, det blev senere flyttet til Hadsund og endnu senere flyttet tilbage til Mariager igen.<ref>Skaanvad (1977), s. 23-46</ref> === <big>Baggrund</big> === Lige siden middelalderen har der været et behov for alfarveje, hvor rejsende kunne færdes for at komme fra et sted til et andet. Nogle af disse veje tjente stedlige formål, andre betjente også fjernrejser. De vigtigste landskabelige hindringer ved indretningen af et fjernvejnet var de talrige farvande, sunde, bælter og fjorde, der adskilte de forskellige dele af landet. I disse tilfælde var det afgørende, hvor man kunne sejle over. Havneforhold, strømforhold og andre overfartsvilkår kom derfor til at spille en afgørende rolle for hvor, det vejnet, som skulle forene landet, kunne begynde eller ende. Overfartssteder blev derfor knudepunkter i vejnettet. Den betydning, man i ældre tid tillagde dem, viser sig ved, at der - især i middelalderen - ofte blev anlagt befæstninger og kongelige borge i tilknytning til dem. Eksempler herpå er Kronborg, Kalundborg, Korsør, Vordingborg, Nyborg, Svendborg, Ålborg og Sønderborg.<ref>Böcher (1966), s. 129</ref> I nyere tid klarede man sig med mindre. Afgørende var fortsat sejl- og strømforhold. Kun få steder var disse gunstige. For at rette op på vilkårene måtte man anlægge en anløbsbro eller -mole. Da ikke alle vejrforhold tillod en umiddelbar overfart, opstod der tillige behov for steder, hvor den rejsende kunne overnatte i venten på overfart. Færgegårde blev derfor et supplement til de landevejskroer, som fandtes rundt om ved hovedlandevejene og udgjorde i virkeligheden kun en særlig gruppe i kraft af deres beliggenhed. Overfart og drift af færgegård var normalt to sider af samme sag. For at sikre tilfredsstillende forhold blev overfart og retten til at drive færgegård og -kro længe reguleret ved statslige privilegier, der skulle sikre de ansvarlige en tilfredsstillende økonomi. === <big>Beskrivelse</big> === [[File:Næssund færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Næssund færgested i 1800-tallet med færgegård og kro.]] De førindustrielle færgesteder stillede ikke store anlægskrav. I almindelighed klarede man sig med en træbro<ref name="Mo 253">Mortensøn, s. 253</ref> samt en færgegård, hvor de rejsende kunne overnatte, hvis det var nødvendigt. Færgegården lå som regel ikke umiddelbart ved anløbsbroen men 100-300 m fra denne, hvor forholdene var trygge og sikre imod højvande og storm. Færgegårde lå som regel for sig selv og ikke i umiddelbar tilknytning til anden bebyggelse. Fra baglandet førte en enkelt vej forbi færgegården til færgestedet, men undertiden kunne flere adgangsveje fra baglandet forenes inden dette. Indretningen af færgegården kunne variere, men der var forudset nogle gæstekamre med senge til de rejsendes overnatning, to stuer - dels en skænkestue for alle, dels en skænkestue særlig til de rejsende, et vognskur eller en rejsestald eller rejselade med porte for enderne til gennemkørsel og plads til opstaldning af et antal heste. Kvæg, stude og heste, der skulle fragtes til eller fra marked, var der ikke indrettet særlige forhold for; de måtte overnatte under åben himmel udsatte for vind og vejr.<ref>Jensen (1957), s. 175-184</ref> Et problem var det, at der ofte kun var færgegård på den ene side af overfarten, hvilket naturligvis gav rejsende på den modsatte side utilfredsstillende forhold. Dette blev der først med tiden rettet nogenlunde op på, som regel med opførelse af en kro. === Fartøjer === Færgen var et fartøj drevet med sejl og årer, når vinden svigtede. Men der findes også eksempler på trækfærger, hvor færgeoverfarten sket ved at trække i et tov, der lå på bunden af sundet, og som var fastgjort ved begge bredder; dette var fx. tilfælde ved Guldborg færgested.<ref>Jørgensen (1934), s. 20</ref> Færgerne var åbne fartøjer med plads til rejsende, køretøjer, stykgods, heste og kreaturer.<ref name="Mo 253"/> === Reglementer === For de forskellige færgesteder blev givet særlige anordninger, reglementer eller bevillinger, men for alle gjaldt det, at den eller de, som er i besiddelse af færgeriet, ved siden af at have eneret på færgefarten også skulle besørge denne efter den af øvrigheden fastsatte takst og holde det for hvert sted fastsatte antal færger, smakker og både. Til nogle færgerier var tidligere henlagt færgegårde, og privilegiet var her knyttet til stedet således, at bestillingen som færgemand bortforpagtedes eller besattes ligesom embeder. Enkelte steder var færgerierne knyttede til større ejendomme, deriblandt statens godser. Til Glomstrup på Mors hørte således Vilsund og Sallingsund færgesteder, idet ejeren nød årlig "sundkorn" af øens beboere mod at vedligeholde færgeriet og frit overføre dem, der ydede sundkorn. === Anden virksomhed === Færgestederne var ikke automatisk samlingssteder for anden virksomhed. Det kunne hænde, at der var anden virksomhed, som stedligt faldt sammen med overfartsstederne, fx. lodsvirksomhed eller toldkontrol, men der var ikke tale om, at den ene virksomhed trak den anden til sig eller med sig, og mange færgegårde lå helt alene gennem hele deres eksistens. === <big>Historie</big> === === Middelalderen === Viden om færger i middelalderen er spredt og tilfældig. Allerede Saxo omtaler færgefart over Storebælt, idet Magnus Erikssøn under en rejse til Fyn blev taget til fange af Valdemar den Stores folk ved overfartsstedet på Sjælland.<ref name="ST 226">Steensberg, sp. 226</ref> I ''Kong Valdemars Jordebog'' fra 1231 omtales en færge mellem Lolland og Femern. Det er dog ikke sikkert, at der var tale om et organiseret færgeri.<ref>Schelde-Jensen, s. 85</ref> Færgestedet ved Hadsund omtales allerede i det 14. århundrede og et færgested ved Mariager nævnes i Mariager klosters brevfortegnelse i året 1451, da Christian I stadfæster, "''at de af Mariager Kloster maa holde en fri Færge imellem Ommersyssel og Himmersyssel''"<ref name="Lu 436"/> (Mariager færgested blev nedlagt omkring 1750).<ref>Lundbye, s. 437</ref> I 1529 truede indbyggerne på Mors med at nægte at betale deres afgifter til biskoppen og kongen, hvis de ikke fik en ny færge over Sallingsund.<ref name="ST 226"/> Færgefart mellem Sjælland og Falster kendes fra 1523, da Jens Sjællandsfar fik livsbrev på Gåbense færge. Et færgested ved Feggesund omtales i 1454.<ref>Sørensen (1949)</ref> Det tidligste omtaler af færgefart synes således at stamme fra 1200-tallet<ref>Behrend (1964), s. 79</ref>, og dette er næppe helt tilfældigt. I ældste middelalder synes bebyggelsen overvejende at have ligget et stykke fra kysten, hvilket kan skyldes vendernes hærgninger indtil, at korstogene satte en stopper for denne virksomhed.<ref>Schelde-Jensen (1999), s. 87f</ref> Da færgefart først blev organiseret, udviklede den sig hurtigt til et kongeligt regale, det vil sige, at kongen kunne bestemme hvem, der måtte forestå en sådan færgefart samt de nærmere betingelser herfor, herunder overfartstaksterne.<ref>Behrend (1964), s. 79f</ref> Ofte blev der til en sådan virksomhed også givet tilladelse til krohold af hensyn til de rejsende.<ref>Behrend (1964), s. 80</ref> Kronens interesse i at kontrollere færgefarten havde også sikkerhedspolitiske hensyn: i en forordning fra 1584 formanes til at "holde nøje Opsyn med Fremmede, af hvad Stand de end er, at de ikke faae Lov til at rejse ind i Rige, særlig ikke de Vælske, Fransoser, Spanioler eller andre, med mindre de have nøjagtig Pasbord fra Konger og Fyrster eller andre med Besked om, hvorfra de komme, og hvad deres Ærinde er". Også i tilfælde af epidemier kunne man forsøge at forhindre smittespredning ved kun at tillade folk med pas udstedt af kongen eller af rentemesteren at blive ført over ved færgestederne. I forlængelse heraf blev det pålagt færgemanden at føre en "dagbog" med angivelse af de rejsendes navn, bopæl, sysselsætning og rejsemål samt hvorledes han "havde befundet Turen at være".<ref>Behrend (1964), s. 80</ref> Endelig kunne økonomiske hensyn spille ind, således blev det i 1511 befalet lensmanden på Ålborghus at tilse, at udførsel af stude og øksne fra Vendsyssel og Thy kun skete ved Aggersund og Ålborg, hvor der skulle betales en afgift til Kronen. Egentlig udførsel måtte i 1589 kun ske fra toldstederne i Kolding, Ribe, Assens, Middelfart og Rødby.<ref>Behrend (1964), s. 81</ref> === Renæssancen === Oplysninger om alderen på de forskellige overfarter er varierende. Nævnes kan, at Hans Grersen i 1539 fik brev på et færgested ved Vordingborg<ref name="TJ">Topsøe-Jensen</ref>, at færgestedet Nødnæs ved Mariager Fjord første gang omtales i 1542, da Christian III sejler over her<ref name="Lu 436">Lundbye, s. 436</ref>, den 30. august 1556 fik Michel Grotte i Tårs tilladelse til færgefart fra "''Torse Færgested til Langeland''",<ref>''Kancelliets Brevbøger 1556-1560''; s. 41f</ref> og færgefart mellem Spodsbjerg og Tårs er dokumenteret fra 1560, hvor et dokument omtaler "Spodsbjerg Skibsbro"<ref>Hartby</ref>, færgefart fra Snoghøj ved Lillebælt omtales første gang i 1574<ref>Schelde-Jensen, s. 86</ref>. Allerede i 1556 tales der om en bestemt takst for færgemændene, og af et kongebrev fra 1551 fremgår det, at færgefarten fra Gedser til Warnemünde da var privilegeret.<ref name="Ol 241"/> Ifølge Ørum Lens jordebog fra 1585 skulle færgemanden ved Næssund i Heltborg sogn på Mors yde 14. tønder byg i afgift. En lignende afgift skulle betales i 1609 og 1612.<ref name="ASør"/> Ved Forordning af 1. juni 1615 om vognmænd og færgeløn fastsattes der bestemte takster for færgemændene, som besørgede overfarten mellem København og Malmø, København og Landskrona, København og Helsingborg, Helsingør og Helsingborg, Vordingborg og Falster, Kalundborg og Aarhus samt fra Rødby til Heiligenhafen og fra Gedser til Warnemünde.<ref name="Ol 241">Olsen, s. 241</ref> I 1617 og 1618 omtales Kallehave (Kalvehave) færgebro med overfart til Møn, Sundby færge (Frederikssund) med overfart til Horns herred<ref>''Kancelliets Brevbøger 1616-1620''; s. 211, 269</ref>, fra Vordingborg til Falster<ref>''Kancelliets Brevbøger 1616-1620''; s. 215f</ref>, mellem Helsingør og Helsingborg<ref>''Kancelliets Brevbøger 1616-1620''; s. 267</ref>, Gobense færgebro med overfart til Falster, Sallingsund færgebro og Vidskyfle færge i Gladsaxe.<ref name="Mo 115">Mortensøn (1995), s. 115</ref> I 1634 omtales for første gang færgeri mellem Klakring og Bogense.<ref name="JH 115">Hvidtfeldt (1932), s. 115</ref> I 1638 omtales færgeri ved Assens, Middelfart, Tåsinge og Vordingborg.<ref name="Mo 115"/> I præsteindberetningen fra 1638 skriver præsten for Karby, Radsted og Hvidbjerg, Jørgen Nielsen, at der fandtes fire færgesteder til Mors: Feggesund mod nord, Vilsund og Næssund mod vest og Sallingsund mod øst.<ref name="ASør">Sørensen (1950), s. 15</ref> Ligeledes i 1588 omtales Koster færgegård i en jordebog for Stegehus len, og 1636 omtales "Kallehaffe Færgegaard".<ref name="LL 1991 5">Lütchen-Lehn (1991), s. 5</ref> I recessen af 1643 omtales færgefart mellem København og Malmø, Landscrone eller Helsingborg, mellem Korsør og Nyborg, mellem Rødby og Heiligenhafen, mellem Gedser og Warnemünde, mellem Kalundborg og Aarhus, mellem Helsingør og Helsingborg samt mellem Vordingborg og Falster.<ref name="Mo 115"/> Da postvæsenet blev oprettet i 1624, tiltog færgestederne i betydning, idet de nu indgik i postens besørgelse mellem forskellige landsdele.<ref name="TJ"/> Allerede i renæssancen må man derfor regne med et organiseret færgevæsen på de vigtigste overfarter. === Den ældre enevælde === For de vigtige ruter over bælterne var der ligeledes fastsat takster, og ved Forordning af 29. april 1684 blev der givet udførlige bestemmelser for færgeløbene Korsør-Nyborg, Assens-Årøsund, Middelfart-Snoghøj og Aarhus-Kalundborg. Samtidig blev der givet lavsartikler for færgemændene i København og året efter for færgemændene i Helsingør. Foruden på de nævnte ruter er der i tidens løb ved alle overfartssteder såvel i købstæder som på landet organiseret færgerier, ved hvilke overfarten besørges i henhold til kongeligt privilegium.<ref name="Ol 241"/> I sin oversigt over matriklen 1682 giver Henrik Pedersen også, ganske vist ufuldstændige, oplysninger om færgesteder. Heri nævnes: i Vordingborg amt: ''Færgegården'', Vordingborg landsogn, Bårse herred og ''Kalvehave færgegård'', Kalvehave sogn, Bårse herred<ref>Pedersen, s. 54</ref>, på Møns land: ''Færgegården'', Stege sogn, Mønbo Vester herred<ref>Pedersen, s. 62</ref> og ''Grønsund færgegård'', Fanefjord sogn, Mønbo Vester herred<ref>Pedersen, s. 63</ref>, i Nykøbing amt: ''Guldborg færgegård'', Brarup sogn, Falsters Nørre Herred og ''Gåbense færgegård'', Nørre Vedby sogn Falsters Nørre Herred<ref>Pedersen, s. 99</ref>, i Koldinghus Amt: ''Snoghøj færgested'', Erritsø sogn, Elbo herred<ref>Pedersen, s. 133</ref>, i Dronningborg amt: ''Mariager færgehuse'', Mariager sogn, Onsild herred<ref>Pedersen, s. 232</ref> og ''Hadsund færgested'', Vindblæs sogn, Gjerlev herred<ref>Pedersen, s. 233</ref>, i Mariager Klosters amt: ''Hvalpsund færgested'', Lovns sogn, Gislum herred<ref>Pedersen, s. 241</ref>, i Halds amt: ''Virksund færgehus'', Ørslevkloster sogn, Fjends herred<ref>Pedersen, s. 263</ref>, i Åstrup, Børglum og Sejlstrup amt: ''Færgestedet'', Aggersborg sogn, Øster Han herred<ref>Pedersen, s. 328</ref>, i Dueholm, Ørum og Vestervig amt: ''Færgested'' i Odby sogn, Refs herred<ref>Pedersen, s. 342</ref> og ''Vilsund færge'', Sundby sogn, Mors Nørre herred<ref>Pedersen, s. 347</ref>. === 1700-tallet === ==== Nordsjælland ==== [[File:Lynæs færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Lynæs færgested i 1800-tallet.]] I sin Danmarksbeskrivelse fra 1777 giver Nicolai Jonge talrige oplysninger om færgesteder og færgegårde i Danmark. Jonge nævner i Kronborg Amt om Helsingør: "''Fra Helsingør blive Reisende satte ovn Sundet ved Færgsmakker over til Helsingborg paa svensk Grund. Disse Smakker bekostes og holdes færdige af et Fiskersælskab, som for Transporten nyde en vis foreskreven og fastsat Færgetaxt.''"<ref>Jonge, s. 86f</ref> I Frederiksborg Amt omtales Sundby Færge ved Frederikssund: "''Sundbye-Færge, beliggende kort fra Kiøbstæden Friderikssund, er, den sædvanlige Overfart over Isefiorden til Jægerspriis-Amt. Ved dette Sund, som gaaer omkring Uddesundbye-Marker, er en kostbar lang Broe udi Søen bleven forfærdiget Aar 1747 af Kong Friderik den Femte, saa at Færgens Gang er nu meget kortere over den dybe Strøm. Den store Færge, hvori en Deel med Heste forespendte Vogne kan kiøre ind og holde, trækkes over ved et Toug, som er fastgiort med Pæle og Ringe fra det ene Land over til det andet. Denne Færge forkorter Veien for Bønderne paa Jægerspriis-Amt, som reise til og fra Kiøbenhavn. Færgen kan rumme syv Bøndervogne foruden deres Heste og Folk. Ellers er Færgetaxten ved denne Færge saaledes: at af en Vogn betales 8 Skilling, for en ridende Person 4 Sk. og for en Gaaende 2 Sk.''"<ref>Jonge, s. 79</ref> og Lynæs færgested: "''Lyenæs-Færgested har 5 Huse.''"<ref>Jonge, s. 83</ref>, i Jægerspris Amt Færgegården i Gierløv Sogn: "''Færgegaarden. Her ved Færgegaarden er en lang Steenbroe, hvor Færgen trækkes over Isefiorden med et Toug, hvilken Kong Friderik den Femte medens han var Kronprinz, og om Sommeren laae paa Jægerpriis-Slot, lod bekoste.''"<ref>Jonge, s. 105</ref> Om Orø siges, at "''Overfarten herfra til Sielland er paa 4 Steder''"<ref>Jonge, s. 105</ref>, men disse nævnes ikke nærmere. ==== Vest- og Sydsjælland ==== [[File:Kalvehave færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Kalvehave færgested i 1800-tallet.]] I Korsør Amt lå Korsør "''paa Siællands vestlige Sides yderste Odde ved det store Belt, hvor den sædvanlige Overfart er med Færge-Smakkerne hver Dag fra Siælland over til Nyeborg udi Fyhn.''"<ref>Jonge, s. 157</ref> Om Udby Sogn i Holbæk Amt oplyses: "''Fra Kidserup-Bye oversetter Bønderne Folk til Baads over til Ods-Herred.''" og i Hørby Sogn nævnes "''Et Færgehuus.''"<ref>Jonge, s. 170</ref> Om Kalundborg i Kalundborg Amt oplyses: "''Fra Kallundborg er Overfarten til og fra Aarhuus, i Jylland, og er det store Belt, som her aabner sig, 12 Mile breedt. Til denne Overfart at befordre, holdes af et Interessentselskab visse Fartøier, som kaldes Smakker, som afgaaer ordentlig to Gange om Ugen imellem disse Stæder, nemlig hver Tirsdag og Fredag om Morgenen Klok. 7, som derfor kaldes Børsdage; de afgaaer med Reisende, med jydske Heste, Øxen og Kiøer, og nyde Betaling efter en foresat Taxt.''"<ref>Jonge, s. 175</ref> I Røsnæs Sogn lå "''Færgehuset ved Refsnæs, hvorfra er Overfarten til Samsøe, kaldes Hestehaugen.''"<ref>Jonge, s. 177</ref> Om Vordingborg oplyses: "''Overfarten er fra Siælland til Falster.''"<ref>Jonge, s. 212</ref> "''Vordingborg-Færgegaard, et Eiendomssted, beliggende en halv Fierdingvei fra Byen, hvis Beboere holder Færger eller Fartøier, til at overbringe saavel Posten, som alle Reisende fra Siælland over Vandet, som er en Part af Grønsund, der her er en Miil breedt, over til Gaabens-Færgegaard paa Falster.''"<ref>Jonge, s. 214</ref> I Kalvehave Sogn lå "''Kallehauge-Færgegaard, en smuk opbygt Gaard og Eiendomssted, beliggende yderst ved Strandkanten. Fra denne Færgegaard er Overfarten for Reisende tvert over Vandet, kaldet Ulfs-Sund, som er en liden halv Miil breedt, over til Møens Land.''"<ref>Jonge, s. 215</ref> ==== Møn ==== Om Møn Amt: "Paa Møen ere to Færgesteder, nemlig: det ene Færgested mod Norden kaldes Kooster-Færge, hvorfra man kommer over Vandet til Siælland; og det andet Færgested Vester paa Landet, kaldes Grønsunds-Færge, hvorfra man kommer over Vandet over til Falster."<ref>Jonge, s. 216</ref> "Kooster-Færgegaard, er det ene Færgested paa Møens Land mod Norden, hvorfra Overfarten daglig ved Færger skeer fra Møen tvært over Vandet eller Ulfs-Sund, som her er fem Bøsseskud breedt over til Kallehauge-Færgegaard i Siælland."<ref>Jonge, s. 220</ref> I Fanefjord Sogn: "Grønsunds-Færge, som er det andet Færgested, beliggende Vesten paa Møen. Fra denne Grønsunds-Færgegaard gaaer man over Vandet (som kaldes Grønsund eller Phanefiord, og er dobbelt saa breedt, som Vandet imellem Møens Land og Kallehauge i Siælland) over til Falster."<ref>Jonge, s. 223</ref> ==== Falster ==== Om Falster oplyses at øen skilles "''fra Møen ved Grønsund, hvis Giennemløb er knap en Fierdingvei breed, men derimod aabner sig strax ved den Øe Bogøe, og giør en Overfart fra Stubbekiøbing i Falster til Vordingborg i Siælland halvanden Miil; men fra Gaabensefærge, som er det rette Færgested i Falster til Vordingborgs-Færgegaard, er Overfarten ikkun fem Fierdingvei. Paa Falsters søndre Side ligger den Tydske Provinz Meklenborg saa nær, at fra Giedsøre, som er en Jordtunge, og ellers kaldes Giedsersodde, er Overfarten til Varnemünde ved Rostok ikkun 7 Mile.''"<ref>Jonge, s. 374f</ref> "''Udi landet ere to Færgesteder, nemlig Gaabense-Færgested, hvor Overfarten er til Siælland, og Guldborgs-Færgested, hvor Overfarten er til Lolland. Ellers er ogsaa Overfart fra Nyekiøbing til Lolland, men Færgemanden boer i Sundbye i Lolland. ligeledes er der ogsaa en Overfart fra Falster over til Møen ved Grønsund, men Færgemanden boer paa Møen. Dog boer en Mand i Borrehuset, som med Baad sætter eenlige Personer over; men naar Heste og Vogn skal sættes over, da maae ryges med Tang, som der bliver sat Ild i, for at indhænte Færgen fra Møens Side.''"<ref>Jonge, s. 376</ref> I Nørre Vedby Sogn var "''Gaabens Færgegaard, hvorfra den lollandske Post og andre Reisende gaae med Færgen over Vandet over til Vordingborgs-Færgegaard i Siælland.''"<ref>Jonge, s. 378</ref> I Brarup Sogn lå "''Guldborgfærgested, hvor Færgegaarden ligger her ved Guldborgsund, hvor Overfarten er fra Falster til Lolland.''"<ref>Jonge, s. 380</ref> I Nykøbing Falster lå to broer, hvoraf den ene "''Færgebroen, hvor Skibene ligeledes kan ligge at losse og lade, saa og Færgerne legge til, som gaae imellem Nyekiøbing og Sundbyefærgegaard i Lolland, hvor Færgemanden boer.''"<ref>Jonge, s. 382</ref> ==== Lolland ==== [[File:Guldborg færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Guldborg færgested i 1800-tallet.]] Om Rødby på Lolland oplyses: "''For dem, som reise til Holsteen, er her et Færgeløb eller Overfart af 4 Mile fra Draxminde over til den Øe Fehmern og Heilgenhavn i Holsteen. Man gaaer og herfra Byen over til Lybek og Rostok.''"<ref>Jonge, s. 361</ref> I Majbølle Sogn lå "''Guldborghuset ved Stranden, hvorfra, Færgen gaaer over Guldborgsund over til Falster''."<ref>Jonge, s. 367</ref> I Toreby Sogn "''Sundbye, hvor Sundbye-Færgegaard ligger, hvorfra man gaaer over til Vandet til Nyekiøbing i Falster.''"<ref>Jonge, s. 371</ref> Om Halsted Amt på det vestlige Lolland oplyses: "''Under Haldsteds-Amt er et lidet Færgested, kaldet Svinesund, hvor der med en Pram oversættes imellem Sønder- og Nørre-Herreder.''"<ref>Jonge, s. 349</ref> I Sandby Sogn lå "''Taarsfærgested, med en god Skibshavn''"<ref>Jonge, s. 352</ref>. "''Fra Sundbye-Sogn ved Taarsfærgested er Overfarten fra Lolland til Langeland.''"<ref>Jonge, s. 353</ref> ==== Det sydfynske øhav ==== I Tranekær Amt lå Longelse Sogn på Langeland: "''Spotsbierg-Huse. Her er ogsaa en Færgegaard, hvorfra Overfarten skeer fra Langeland til Falster.''"<ref>Jonge, s. 340</ref> Om Tåsinge: "''Ved Vemmenæs er et Færgested, kaldet Vemmenæs Færgested, hvorfra Overfarten skeer til Langeland.''"<ref>Jonge, s. 328</ref> ==== Fyn ==== Om Nyborg på Fyn: "''Efterdi Overfarten over det store Belt er temmelig stærk baade Vinter og Sommer; saa holdes her i Staden, til de Reisendes beqvemme Befordring over Beltet, et samlet Færgelaug, oprettet Aar 1734 den 12. Maji imellem Interessenterne baade i Nyeborg og Korsøer, hvis Fortieneste gaaer til fælles Kasse, og deles aarligen i Majimaaned. Dette Færgelaug holder 6 Færgesmakker og Jagter i Nyeborg, og 4 Færgesmakker og Jagter i Korsøer, som alle ere i ypperlig Stand. Af disse 10 Fartøier ere to postjagter til de danske Postsækkes Transport og den svenske Postsæks Overførsel fire gange om Ugen, hvilke altid overføre Postsækken. Men af de andre Færgesmakker afgaaer en Jagt til den bestemte Tid, nemlig hver Tirsdag og Løverdag om Sommeren Klokken 8, og om Vinteren Klokken 9 Formiddag; og ellers kan de Reisende daglig blive befordrede.''"<ref>Jonge, s. 308</ref><br /> Om Svendborg: "''Fra Svendborg er over Sundet til Færgestedet paa Taasinge 390 Favne.''"<ref>Jonge, s. 321</ref><br /> I Horne Sogn lå "''Bøyendbye (Bøjden), hvor der er et Færgested, kaldet Bøydens-Færge, hvorfra Overfarten skeer fra Fyhn til Als.''"<ref>Jonge, s. 336</ref><br /> Om Middelfart: "''Middelfart-Bugt dannes af Middelfart- Sund, som skiller Fyhn fra Nørre-Jylland, og er bekiendt af Reisendes Overfart fra Byen Middelfart over til Snoghøy i Koldinghuus-Amt''"<ref>Jonge, s. 248</ref>. "''Byen har ogsaa god Næring af de Reisendes Passage herigennem over det lille Belt fra og til Snoghøy i Jylland, hvilken Passage er i ypperlig Stand, og er her den allerbeqvemmeste, eftersom Distancen fra Middelfartbroe til Snoghøybroe i Norden til Vesten er omtrent 4300 geometriske Fod; og fra Gremmers-Mosebroe, som kaldes Kongebroen, fordi den er allene til Kongens Tieneste, beliggende Vesten fra Byen og Sønden for Snoghøy, er ikkun omtrent 3400 Fod. Da derimod den nordligere Overfart over det lille Belt, nemlig fra Strib til Fridericia, er over en halv Miil; og den sydligere Overfart, som Posten altid gaaer, nemlig fra Assens til Aaresundsfærge, er 2 Mile. Herigiennem passerer ikke allene det hele Høikongelige Huus paa deres Reiser til Holsteen, men endog de fleste Herskaber; og om Vinteren i Driviistiden, saavelsom og i haardt Veir, maae Posterne ogsaa gaae herover; her transporteres ogsaa Regimenterne, saavelsom Rekruterne af de udenlandske Hvervinger. Færgesmakken afgaaer hver Dag om Sommeren Klokken 7 Formiddag, og om Vinteren Klok. 8, og derfor betales efter en vis fastsat Taxt. Denne Færge, til de Reisendes Befordring, kan rumme en Deel Passagerer, saa og 10 a 12 Heste, og holdes af Kongens Færgemand, foruden to Roerbaade.''<ref>Jonge, s. 294f</ref> ''Ved dette Færgested lader Kongen, under Krigs- og Landkommissarii Direktion, holde en større Transportfærge, som kan rumme 16 til 22 Heste, og bruges allene til de kongelige Herskabers og Armeens Transporter; dog maae i disse forefaldende Tilfælde alle de øvrige Færger og Baade ved Middelfart, Snoghøy, Strib og Fridericia, møde tillige og være behielpelige. Men naar kontrair Vind og Strøm falder, skeer Transporten fra den ommeldte under Hindsgavls Lykker beliggende Kongebroe, kaldet Gremmermose-Broe, som er en halv Fierdingvei fra Byens Broe, hvor Overfarten er altsaa en Fierdedeel kortere end fra Middelfart; samme Kongebroe vedligeholdes for Kongens Regning.''"<ref>Jonge, s. 295</ref><br /> I Vejlby sogn: "''Strib, er to Færgemændsgaarde med et Færgested, kaldet Stribs-Færge, beliggende en liden halv Miil fra Kiøbstæden Middelfart mod Østen. Mange Reisende, som agte sig over til Jylland, lade sig ved disse to Færgemænd oversætte med Færger og Baade fra Strib over til Fridericia i Jylland. Ved dette Færgested er det lille Belt vel noget bredere end ved de andre Færgesteder, men Fragten er dog her noget lettere af Færger og Baade.''"<ref>Jonge, s. 302</ref><br /> Om Assens: "''Byen har ogsaa god Næring af Færgelauget, eftersom Reisende gaae her fra Byen over det lille Belt, som er to Mile breedt, med Færgesmakkerne over til Ærrøe (Ærø). Ærrøesunds-Færge i det gamle Hadersleb (Haderslev) paa den slesvigske Side. Til denne Overfart holdes Færgefartøier, som ere to aabne Smakker til at transportere Heste og Vogne paa; desforuden holdes ogsaa en Postjagt og to store Baade. Disse Færgsmakker afgaae hver Dag om Sommeren Klokken 8 Formiddag, men om Vinteren Klokken 9, og derfor efter en vis fastsat Taxt betales af de Reisende.''"<ref>Jonge, s. 286</ref> ==== Østjylland ==== [[File:Udbyhøj færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Udbyhøj færgested i 1800-tallet.]] I Østjylland var behovet for færgesteder begrænset. I Koldinghus Amt lå Fredericia: "''Lige over for Staden Fridericia ligger Strib, hvor Færgestedet er i Fyhn. Fra Fridericiafærgebroe over til Stribsfærgebroe regnes over Beltet 3129 Alen, eller en Fierdingvei og 129 Alen; denne Overfart fra Jylland til Fyhn holdes nok saa god, som den Overfart fra Snoghøy over til Middelfart."<ref>Jonge, s. 591</ref> Om Erritsø Sogn: "Til Sognet hører: Ærritssøebye; Snoghøy, et stort og bekiendt Færgested, hvorfra Overfarten skeer til Middelfart''".<ref>Jonge, s. 592</ref><br /> Om Aarhus: "''ved Færgeløbet eller Smakkernes Gang imellem Aarhuus og Kallundborg befordres Overfarten fra Jylland til Siælland forbi Samsøe. Disse Smakker afgaae fra Aarhuus to gange om Ugen, nemlig hver Tirsdag og Fredag om Morgenen Klokken 8, hvilke to Dage kaldes Børsdage. Disse overbringe Reisende, og især altid en Mængde af Heste og Qvæg, som opkiøbes i Jylland. Efter det kongelige Reskript af 14. April 1747 er fastsat en vis Taxt for den største, mellemste og mindste Smakke, samt for Færgebaadene, baade om Vinteren og Sommeren; ligeledes en vis Taxt, hvorefter betales for en Karosse, Vogn, enkelt Person, Stude, Heste, Gods etc.; samme er dateret 1. Maji 1697. Ingen uden de saa kaldte Litsenbrødre eller dertil antagne Arbeidsfolk maae transportere de Reisendes Gods. Overfarten eller Færgeløbet imellem Aarhuus og Kallundborg er tolv Mile over Vandet, hvilken Overfart ved føielig Vind ofte fuldendes i 9 Timer.''"<ref>Jonge, s. 666f</ref><br /> I Dronningborg Amt nævnes i Udby Sogn, Rougsø Herred: "''Udbyehøy et privilegered Færgehuus, beliggende ved Randersfiord; uden for samme Huus kaste de Skibe Anker, som gaae til og fra Randers." I Voer Sogn, Rougsø Herred: "Her er ogsaa det første privilegerede Færgested over Randersfiord imellem disse to Steder, Voer- og Mellerup byer.''"<ref>Jonge, s. 764</ref> I Vindblæs Sogn, Gjerlev Herred: "''Ved Hadsund er ogsaa Færgested imellem Omersyssel og Himmersyssel.''"<ref>Jonge, s. 749</ref> I Ove Sogn omtales "''det røde Huus, som ogsaa kaldes Færgestedet, liggende ved Mariagerfiord (Mariager Fjord) lige over for Mariager.''"<ref>Jonge, s. 637</ref> ==== Vendsyssel ==== Om Nørresundby i Vendsyssel hedder det: "''Her er det store Færgeløb imellem Vendsyssel og Aalborg over Liimfiorden, hvortil holdes af Færgemandslauger 6 store og 6 smaa Færger.''"<ref>Jonge, s. 449</ref> Om Aggersborg Sogn i Øster Han Herred siges: "''Der gaaer vel fra Aggersborgbye, som ligger halvanden Miil fra Havsiden, en liden Færge, hvormed ledige Personer oversættes; men det rette Færgested er Aggersund, som ligger en halv Miil neden for, og hvor den rette Færgegaard ligger.''"<ref>Jonge, s. 451</ref> ==== Thy ==== Om Thy oplyses: "''Fra Thye falder adskillige Færgesteder over Liimfiorden, for at komme over til andre Provinzer, saasom Vildsund og Næssund, hvor man gaaer over til Mors eller Morsøe; og Ottesund (Oddesund), hvor man kommer over til Harsyssel.''"<ref>Jonge, s. 458</ref> Om Torup Sogn i Hundborg Herred oplyses: "''Færgegaard. Til Færgegaard her i Sognet ligger en Holm midt ude i den store Siørupsøe, imellem Torup og Jannerup''".<ref>Jonge, s. 467</ref> I Heltborg Sogn, Refs Herred, Vestervig Amt nævnes "''Næssund, hvor Overfarten er fra Thye over Fiorden til Mors''".<ref>Jonge, s. 474</ref> På Thyholm nævnes i Odby Sogn: "''Over dette Oddesund er Overfarten fra Thye over Liimfiorden til Salling''".<ref>Jonge, s. 477f</ref> ==== Mors ==== [[File:Feggesund færgested i 1800-tallet.png|thumb|420px|Feggesund færgested i 1800-tallet.]] Om Mors oplyses, at "''Der ere fire Færgesteder eller Sunde til at komme over til og fra Morsøe, nemlig to Sunde imellem Thye og Morsøe, som ere: 1) Vilsund, og 2) Næssund; det tredje Sund er Feggesund imellem Salling og Mors.''"<ref>Jonge, s. 478</ref> Om Løderup Sogn oplyses. "''Legindveile og Sallingsund, hvor Færgestedet er fra Mors over Fiorden til Salling". Om Karby Sogn oplyses: "Sognets Byer ere: ... Næsbye. Ved denne Bye Næs er Næssund eller Færgestedet, hvor man kommer fra Mors over Fiorden til Thye.''"<ref>Jonge, s. 481</ref> Om Sundby Sogn på Mors oplyses: "''Sundbye, hvilken Bye har sit Navn af Sundet, Vildsund kaldet, her i Sognet, hvor man lader sig oversætte fra Morsøe over Fiorden til Thye''".<ref>Jonge, s. 484</ref> Om Sejerslev Sogn oplyses: "''Feggesund er det Færgested i dette Sogn, hvor man gaaer over Fiorden fra Morsøe til Hanherred i Thye.''"<ref>Jonge, s. 486</ref> ==== Limfjordens sydkyst ==== Om Salling oplyses: "''Ved Sallingland ere tre Sundsteder eller Færgesteder, nemlig: 1) Sallingsund, hvor man kommer fra Salling over til Morsøe eller Mors; 2) Fuursund, hvor man kommer fra Salling over til Fuur; 3) Hvalpsund, hvor man kommer fra Salling over til Gislumherred.''"<ref>Jonge, s. 619</ref> Om Selde Sogn i Nørre Herred, Skivehus Amt oplyses: "''Fra dette Sogn er Overfarten til Fuur.''"<ref>Jonge, s. 630</ref> I Mariager Amt nævnes i Louns Sogn, Gislum Herred: "''Hvalpsund ... kaldes Færgestedet imellem Sallingland og Gislumherred over Fiorden, som her er smal paa dette Sted.''"<ref>Jonge, s. 785</ref> Om Næsborg Sogn, Slet Herred, Ålborghus Amt oplyses: "''Agersundsgaard, som beboes af 2 Bønder, hvilke skifte med hinanden ved at oversætte Reisende over Vandet eller Færgeløbet, som her kaldes Agersund, fra Sletherred over til Hanherred.''"<ref>Jonge, s. 641</ref> Færgehuset i Gammelsogn paå Holmsland.<ref>Jonge, s. 566</ref> ==== Vadehavet ==== Om Rømø oplyses: "''Den Øe Romøe ligger i Vesterhavet een Miil fra det faste Land, hvor den nærmeste og sædvanlige Overfart er fra Ballum.''"<ref>Jonge, s. 496</ref> Ved Emmerlev var færgeoverfart til øen Sild.<ref>Jacobsen, s. 190</ref> ==== Sønderjylland ==== I Sønderjylland "''En Fierdingvei fra Broacker ved Müllmark er et Færgested eller en Overfart over den flensborgske Havfiord til Holdeness af 1550 Favne, eller en lille halv Miil. Dette Færgested er under den Glücksburgiske Høihed. Fra Eckensund er ogsaa et Færgested over et smalt og dybt Vand, hvor man kommer vestlig fra Sundewitt over til Rinkenisssogn, som ligger lige over for Lundtoftherred i Amtet Tøndern. Dette Færgested tilhører det adelige Gods Gravenstein.''" I Ulderup sogn lå "''det adelige Gods Ballegaard, hvorfra er en Overfart eller et Færgested over til Hardeshøi paa Als. Veien over Vandet er en lille halv Miil.''"<ref>Jonge, s. 971</ref> Om Øxbüll sogn: "''Udi dette Sogn ved Hardeshøy er en Overfart, hvor man med Færge lader sig sætte over Vandet til det adelige Gods Balliggaard i Sundewitt. Vandet er her en liden halv Miil langt over.''"<ref>Jonge, s. 935</ref> Om Ærø: "''Nær ved Landsbyen Søebye er en Overfart af to Mile over Østersøen til Mummark paa Øen Als.''"<ref>Jonge, s. 938</ref> Om Lysabild sogn: "''Fra dette Sogn gaaer fra Mummark en Overfart over Østersøen til den Landsbye Søebye paa Als. Denne Overfart her med Færgen er to Mile lang.''" Om Als: "''Udi dette Sogn er en Overfart eller et Færgested fra Als over Søen til Fyhn til den Landsbye Brüthen, som ligger ikke langt fra Faaborg kiøbstad i Fyhn.''"<ref>Jonge, s. 946</ref> === 1800-tallet === I 1807 blev færgevæsenet overført fra rentekammeret til postvæsenet, hvorved færgemanden blev postbefordrer og postforvalter, og færgekroen fik en birolle som posthus.<ref>Behrend (1964), s. 82</ref> Ved Plakat af 12. august 1820 blev der givet nærmere regler for færgeriernes eneret, hvorefter denne i almindelighed strakte sig en mil på hver side af færgestedet.<ref name="Ol 241"/> Bestyrelsen af færgevæsenet hørte oprindeligt under Danske Kancelli, for Statens godsers vedkommende dog under Rentekammeret, men ved Reskript af 21. april 1786 blev færgevæsenet på de steder, som postruterne passerede, henlagte under Generalpostamtet, og i 1807 fik dette overtilsynet med samtlige færge- og sundsteder i Danmark og i 1809 tillige i Hertugdømmerne. I 1820 blev det pålagt politimestrene at føre tilsyn med færgestederne og årlig lade foretage syn af færgemateriellet. Ved kongelig resolution af 30. juni 1871 blev overbestyrelsen over færgevæsenet fra 1. april 1872 henlagt til Indenrigsministeriet, idet bestyrelsen af de færgerier, der hørte under postvæsenet og som lå i Assens, Middelfart, Sallingsund, Snoghøj, Spodsbjerg og Vilsund, vedblev at høre under postbestyrelsen. Endelig ved Lov af 21. marts 1874 overgik tilsynet med de færgesteder, der var underlagte Indenrigsministeriet, i alt 43, til amtsrådene under ministeriets kontrol, hvorefter politimestrene fritoges for at føre tilsyn med disse. Efter oprettelsen af Ministeriet for offentlige Arbejder henlagdes færgevæsenet under dette.<ref name="Ol 241"/> === Afviklingen af færgegårdene === Efterhånden, som dampskibsfarten udviklede sig, var det flere steder ikke nødvendigt for at sikre forbindelsen mellem landsdelene, at opretholde færgeprivilegierne, og da også den voksende trafik krævede bedre befordringsmidler, end de gamle færgerier var i besiddelse af, blev tid efter anden flere af privilegierne ophævede og farten på disse steder frigiven. På de vigtigste ruter overtog derefter Staten (postvæsenet, senere Statsbanerne, DSB) farten med dampskibe, senere med dampfærger, mens på andre ruter regelmæssig dampskibsfart etableredes af private selskaber. På ruten Korsør-Nyborg indførtes således i 1856 statsdrift. De tidligere her bestående færgelav mistede allerede i 1828, da postvæsenet til postens transport satte dampskibe i gang på Storebælt, ikke alene indtægten af posttransporten, men også af en del personer og gods, idet dampskibet medtog passagerer og tillige kunne fragtes, når det ikke var i posttur.<ref name="Ol 241"/> Vel fik færgelavene som erstatning halvdelen af den fragt, dampskibet indsejlede udover posttransporten, men dette var ikke tilstrækkeligt til at holde dem skadesløse, og færgelavene overtog derfor efter eget ønske fra 1. januar 1844 for et tidsrum af 18 år posttransporten over bæltet med dampskib, til hvis anskaffelse de af befordringsvæsenets fond fik et lån af 52.000 rigsdaler. Ved Lov af 16. februar og 1. april 1856 blev imidlertid efter overenskomst med lavene disses eneret og kontraktsforholdet med postvæsenet ophævet mod en erstatning af 40.000 rigsdaler og mod, at Staten overtog lavenes resterende gæld til befordringsvæsenets fond 27.000 rigsdaler, hvorefter de lavene tilhørende skibe, både m.v. blev postvæsenets ejendom. Ved Lov af 12. mai 1882 blev Helsingørs Færgelav ophævet og dets interessenter og disses enker samt de færgekarle, der havde tjent over 20 år, tillagt pension af Statskassen. Færgelavet i København blev ophævet ved Plakat af 24. maj 1811, hvorefter havnekaptajn Esskildsen fik eneret til at besørge befordringen mellem Toldboden og de på Københavns rhed liggende skibe samt batterierne og mellem Nyhavn og Christianshavn. I 1816 fik han tillige eneret på færgefarten til Skåne. Ved kongelig resolution af 7. november 1834 blev dette privilegium ophævet fra 1. marts 1835 og færgefarten her frigiven.<ref>Olsen, s. 242</ref> === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * ''Ordbog over det danske sprog'' (internetudgave) * Rikke Behrend: "Færgesteder" (i: Kristjan Bure (red.): ''Danske Veje''; Turistforeningen for Danmark, København 1964; s. 79-90) * Steen B. Böcher: "Træk af vejudviklingen i Danmark belyst gennem beliggenheden af vigtige vadesteder og broer" (''Geografisk Tidsskrift'' 65; 1966, s. 129-176). * Torben Egeberg: "Høje og hjulspor i tusindvis – færdsel i det vestjyske landskab" (''Vejhistorie'' 2014) * Inger Hartby: "Om færgefarten fra Spodsbjerg til Taars" (i: ''Langelænderes Jubilæumsnummer 1995'', s. 20-22) * Johan Hvidtfeldt: "Færgevæsenet ved Vejle Fjord" (''Vejle Amts Aarbog'' 1932; s. 113-134) * F. Elle Jensen: "Kroforhold ved Vilsund og Sallingsund i 1840’erne" (''Historisk Årbog for Thisted amt 1957'', side 175-184) * Nicolai Jonge: ''Danmarksbeskrivelse'', 1777 * Svend Jørgensen: "Færgegaarde og Landevejskroer paa Lolland-Falster" (i: Lolland-Falsters historiske Samfund: ''Aarbog XXII''; 1934; s. 12-22) * J.T. Lundbye: "Vejenes Udviklingshistorie i Himmersyssel" (i: ''Fra Himmerland og Kjær Herred''. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aalborg Amt 1918-1920; III. Bind; Aalborg 1920; s. 417-445) * Kirsten Lütchen-Lehn: "Kaptajn Lund på Grønsund Færgegård" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt: ''Årbog 1991''; ISSN 0107-6868; s. 5-26) * Ole Mortensøn: "Kystlandskabet" (i: ''De kulturhistoriske interesser i landskabet''; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996; s. 238-261, heraf s. 253-256 om færgesteder) * Ole Mortensøn: ''Renæssancens fartøjer - sejlads og søfart i Danmark 1550-1650''; Langelands Museum 1995; {{ISBN|87-88509-14-1}} * Fr. Olsen: ''Postvæsenet i Danmark 1711-1808''; København 1908. * Fr. Olsen: ''Postvæsenet i Danmark 1808-48''; København 1908. * Fr. Olsen: "Færgevæsen" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'' (2. udgave; Bind IX; København 1919; s. 241-242) * Henrik Pedersen: ''De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688'' (1927, genoptryk København 1975) * Henry E Pedersen: "Fra de gamle færgesteder" (i: ''Landet mod Nordvest'' bd. 2, s. 183-194) * H. Rasmussen: "Spredte træk fra de mønske færgeprivilegiers historie" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt: Ny Række, Bind 6, Hefte 4; ''Årbog 1965''; s. 423-458) * Bodil Schelde-Jensen: "Færgefart ved Melfarsund" (i: ''Vejle Amts Årbog'' 1999; s. 83-91) * N.C. Skaanvad: "Hadsund færgested og færgeriets historie" (i: ''Fra Himmerland og Kjær Herred'', 66. årgang; Aalborg 1977; s. 23-46) * Axel Steensberg: "Ferge. Danmark" (i: ''KLNM'' bd. 4, sp. 226) * Anders Sørensen: "Lidt om Feggesund Færgested." (''Historisk Årbog for Thisted amt 1949'', side 311-344) * A. Sørensen: "Færgestederne ved Næssund og Vilsund." (''Historisk Årbog for Thisted amt 1950'', side 15-64) * Anders Sørensen: "Oddesund Færgested" (''Historisk Årbog for Thisted amt 1951'', side 131-174) * Anders Sørensen: "Jegindøs Færgesteder" (''Historisk Årbog for Thisted amt 1952'', side 332-358) * A. Sørensen: "Lidt om Færgefarten over Skibsted Fjord" (''Historisk Årbog for Thisted amt 1955'', side 372-379) * Torben Topsøe-Jensen: "Overfarten Sjælland-Falster historisk belyst" (i: ''Vejhistorie'' no. 22, 2013; s. 14-23) * Alex Wittendorff: "Færgesteder og færgekroer gennem tiderne" (i: "Broer og færgesteder i Danmark", ''Turistårbogen 1984'') [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 4trj5t27e04bwj4oeqm91x4hr9erskz 0 6383 42848 40805 2026-11-03T10:29:26Z Jcb 8204 42848 wikitext text/x-wiki Betegnelsen ''fiskeriby'' for byer opståede eller udviklede ved moderne havneanlæg stammer fra geografen Aage Aagesen<ref>Aagesen, s. 32 og 40</ref>. Ved fiskeribyer forstår han bebyggelser, hvor fiskeri udgør "flertallet af personer, der lever af erhverv under gruppen "landbrug m.v."<ref>Aagesen, s. 32</ref> og denne gruppe selv udgør den største af de tre hovedgrupper<ref>de 3 hovedgrupper er: landbrug m.v., fremstilling samt handel og tjenester, idet der ses bort fra den ikke-erhvervsaktive del af befolkningen</ref> og som tillige har en havn, det vil sige et vandareal afgrænset fra havet og beskærmet mod dettes bølger og strømme med mindst 2 moler (en mole er en stensætning fra kysten, eventuelt afgrænset ved et bolværk af træ og/eller udplanet flade egnet til færdsel). Aagesen opstiller fiskeribyerne som gruppe ved siden af [[Fiskerlejer i Danmark|fiskerlejer]], som åbenbart ikke har en bygget havn men klarer sig med de naturskabte landingsvilkår; konkret nævnes Kås, Listed, Årsdale og Snogebæk på Bornholm, Bagenkop på Langeland, Løkken og Vorupør i Nordvestjylland samt Dyreborg på Fyn<ref>Aagesen, s. 40</ref> En så snæver afgrænsning er næppe rimelig. Derimod er der bedre mening i at skelne mellem nye fiskeribyer opståede ved sammenflytning af befolkning fra opgivne fiskerlejer og fiskeribyer udviklede på stedet på grundlag af ældre fiskerlejer og tidligere ladepladser, idet den førstnævnte gruppe kun forekommer langs den jyske vestkyst, mens den anden gruppe forekommer i resten af landet. Kun i meget få tilfælde kan man sige, at en fiskeriby opstod som følge af anlæggelse af en moderne havn ved, at fiskerbefolkningen flyttede til havnene. I langt de fleste tilfælde var der tværtimod tale om, at gamle fiskerlejer på stedet fik ''forbedret'' deres næringsvilkår ved anlæggelse af en moderne havn med moler, kajanlæg, bedding, fyr og lignende. Udviklingen med anlæg af sådanne moderne fiskerihavne indtraf i anden halvdel af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Anlæggelsen af havne bevirkede, at fiskerne senere anskaffede sig motordrevne kuttere. Men samtidig bevirkede den fremadskridende udvikling, at ''fiskernes andel'' af befolkningen var faldende, idet andre næringer indenfor håndværk, industri, handel og tjenester tiltog i betydning, men ''fiskeriets betydning'' fortsat var meget stor idet i flere tilfælde disse nye næringsveje var direkte tilknyttet fiskeriet fx i form af fiskeriindustri, fiskehandel og fiskeauktioner mens langt flere indirekte nød godt af fiskeriets udøvelse. Af nyere fiskeribyer ved Vestkysten må nævnes Esbjerg, Hirtshals, Hanstholm Thyborøn, Thorsminde, Hvide Sande og Nymindegab. Ved siden af de helt nye bebyggelser, der udviklede sig ved nyanlagte havne fandtes en række gamle fiskerlejer, som oplevede et opsving i kraft af opførte havneanlæg. Dette gælder steder som Hornbæk, Gilleleje, Hundested, Glyngøre. Endvidere havde en række købstæder et betydeligt fiskeri. Dette gælder blandt andet Skagen, Frederikshavn, Ringkøbing, Sønderborg, Fåborg, Kerteminde, Kalundborg, Korsør, Stubbekøbing, Køge, København, Rønne og Nexø. Da Aage Aagesen for 1950 udviklede begrebet "fiskeriby", fandt han i hele landet kun 46 byer, der kunne leve op til de af ham opstillede kriterier. Kun et sted, Skagen, var en købstad. Fire steder var nyanlagte byer (Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande). I alle øvrige tilfælde var det enten gamle fiskerlejer eller ladepladser, der havde udviklet sig til fiskeribyer. De fleste af disse var små bebyggelser med blot nogle få hundrede indbyggere, kun Hundested-Lynæs skilte sig ud som større. Enkelte steder havde end ikke en moderne havn, især i Nordvestjylland. Aagesens kriterier faldt ikke sammen med fiskeriets størrelse. Mange steder med et betydeligt fiskeri faldt uden for kategorien, fordi en større del af befolkningen var sysselsat ved fremstilling og forarbejdning eller ved tjenesteydelser. Dette gælder blandt andre Esbjerg, Gilleleje, Rønne og Neksø. Det rejser spørgsmålet, hvordan der tages højde for dette. En mulighed er at skelne mellem:</br> - udprægede fiskeribyer, hvor et absolut flertal af en aktive befolkning er sysselsat ved fiskeri</br> - andre fiskeribyer, hvor fiskeri udgør den største næringsvej blandt hovedgrupperne</br> - havnebyer med fiskeri af betydning (fx. en vis andel af det samlede fiskeri). === <big>Fiskeribyernes forudsætninger</big> === === Fiskeriet udvikles === Omkring 1890 skete der på ret kort tid en række betydningsfulde ændringer i fiskeriets redskaber og metoder, som bevirkede en omlægning fra traditionelt hånddrevet fiskeri til et industrialiseret fiskeri baseret på maskinkraft. Blandt de forandringer, som markerede denne omlægning, kan nævnes snurrevoddets anvendelse i Kattegat og Vesterhavet, drivvoddets ibrugtagning i indre farvande og fjorde. Der var tale om et længere varende forløb fra omkring 1870 til omkring 1890, og først efter dette år kan gennembruddet siges at indtræffe.<ref>Holm (1999), s. 33-50</ref> Forløbet faldt sammen med en forsøg på at etablere en maskindrevet fiskerflåde af større damptrawlere efter udenlandsk forbillede, men dette blev aldrig nogen succes.<ref>Holm (1992), s. 49-74</ref> I stedet endte det med en mere pragmatisk (praktisk) løsning med en mindre motor indpasset i små motordrevne kuttere. ==== Fiskeredskabernes udvikling ==== Udviklingen af det moderne fiskeri hænger sammen med udviklingen af nye fangstmetoder. I princippet lader fangstmetoderne sig inddele i 3 former:</br> 1) stangning eller spidning fx med lyster eller harpun</br> 2) krogfiskeri med madding</br> 3) netfiskeri.</br> Den første metode lader sig ikke anvende ved industrielt fiskeri. Krogfiskeri kan udvikles ved brug af langliner, men metoden er fortsat tidskrævende. Til gengæld lader netfiskeriet sig udvikle på flere måder. Traditionelt netfiskeri findes i to former: som ''drivgarn'', der bæres af flåd, og som ''sættegarn'', der ophænges mellem nedrammede pæle.<ref>Bertelsen og Poulsen (1968), s. 444</ref> Historisk kendt er ''bundgarn'' ved kysterne. Endvidere har man anvendt ''landdragningsvod'', der sættes i en bue ud fra kysten og hales på land ved hjælp af tove.<ref name="BP 1968 445">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 445</ref> I 1800-tallet og 1900-tallet udvikledes to nye typer, nemlig ''snurrevoddet'', der kræver et motordrevet fartøj og som først fastgøres ved en forankret bøje og dernæst udsejles i en kreds, der så lukkes ved bøjen, hvor efter redskabet hales om bord på fartøjet ved at motordrevet spil<ref name="BP 1968 445"/>, og ''trawl'', der består af en vodpose, som udspiles med en bom og slæbes efter det sejlende fartøj. En variant af anvendelsen er at udspile trawlen mellem to fartøjer.<ref name="BP 1968 446">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 446</ref> === <big>Beliggenhed</big> === Mens fiskerlejernes beliggenhed nær ved fiskepladserne havde udgjort en væsentlig del af deres forudsætninger, ændredes dette med det industrialiserede fiskeri. Fiskernes hjemsted blev nu af mindre betydning, fordi motoriseringen bragte større rørlighed for fiskerne. Dette betød, at der både kunne ske en videreudvikling af af fiskerlejer eller ladepladser til moderne fiskeribyer og fremkomst af helt nye bysamfund, der hvilede på industrifiskeri. Det var naturligt, at fiskerlejer og ladepladser, hvor fiskeri tidligere havde været af mindre omfang, nu gjorde fiskeri til en hovednæringsvej. Her boede fiskere, som i forvejen havde erfaringer med fiskeredskaber og deres anvendelse, fiskenes livsvaner og som kendte til egnede steder for fiskeri. Med denne viden var det lettere at opsøge nye fiskemuligheder og således frigøre sig fra tidligere tiders stedbundethed. Ofte fandtes sådanne steder også andre af de forudsætninger, som fiskeriet måtte hvile på fx. bådebygning, opbevaringsmuligheder og fiskehandel. Sådanne steder blev også naturlige hjemsteder for de nye industrier, som efterhånden voksede frem i tilknytning til fiskeriet fx. netfabrikker og ulige former for fiskeforarbejdning enten til fødevarer eller til anden brug fx. fremstilling af fiskemel og fiskeolie. Kendetegnende for de fleste egentlige fiskeribyer var, at denne medfølgende udvikling kun blev af begrænset omfang, hvorimod fiskeindustri og fiskehandel i større byer kun udgjorde en begrænset del af en bredere industriel og handelsmæssig byudvikling. I de fleste tilfælde var det gamle fiskerlejer som fulgte med tiden og udviklede sig til moderne havnebyer og fiskeribyer, men der var undtagelser. Langs den jyske vestkyst udvikledes et mindre antal helt nye fiskeribyer omkring en anlagt havn, hvor fiskefartøjerne fra de omgivne strande nu blev samlede. Antallet af disse steder er ikke stort og afspejler til dels det forhold, at fiskeribebyggelse her var et moderne fænomen, der afløste tidligere tiders mere sæsonprægede fiskeri. === <big>Fiskeribyernes størrelse og indretning</big> === Næsten alle fiskeribyer havde en havn som den naturlige forudsætning og som bysamfundets midtpunkt. Mange fiskeribyer er aldrig blevet ret store, og deres vejnet og bebyggelses afspejlede derfor de forhold, som havde været forud for udviklingen til fiskeriby. Enkelte fiskeribyer blev efterhånden ret store, men med denne vækst var forudsætningerne tillige tilstede for, at andre næringsgrene end dem, der havde direkte tilknytning til fiskeri, kunne finde et levegrundlag, og disse byer blev derfor mindre og mindre beroende af fiskeriet, fiskeriindustri og fiskehandel. I flere tilfælde skete en udvikling af færgefart, turisme, oplandstjenester og lignende. I takt med denne fremskridende udvikling, gled disse byer ud af fiskeribyernes udvikling. Langt de fleste fiskeribyer er derfor forblevet små, men enkelte har nået en betydelig størrelse. Dette gælder ikke mindst de nyanlagte fiskeribyer, hvor Esbjerg uden sammenligning blev den største og derfor også ret hurtigt gled ud af fiskeribyernes rækker, omend fiskeri og de afledte næringsveje fortsat har spillet en betydelig rolle for byens trivsel. Fiskeribyernes havneanlæg fik stor betydning for de stedlige indbyggerforhold, dels med hensyn til disses udvikling, dels med hensyn til indbyggernes næringsmæssige sammensætning: {| class="wikitable" |- ! År ! Hirsthals ! Hanstholm* ! Hvide Sande<Br/>Nymindegab ! Thorsminde ! Thyborøn ! Hundested |- | 1906 | style="text-align:right;"|437 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|136 | style="text-align:right;"|480 |- | 1911 | style="text-align:right;"|498 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|98 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|147 | style="text-align:right;"|576 |- | 1916 | style="text-align:right;"|516 | style="text-align:right;"|295 | style="text-align:right;"|78 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|151 | style="text-align:right;"|722 |- | 1921 | style="text-align:right;"|1.039 | style="text-align:right;"|320 | style="text-align:right;"|92 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|277 | style="text-align:right;"|1.080 |- | 1925 | style="text-align:right;"|1.219 | style="text-align:right;"|661 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|331 | style="text-align:right;"|1.226 |- | 1930 | style="text-align:right;"|1.287 | style="text-align:right;"|671 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|607 | style="text-align:right;"|1.184 |- | 1935 | style="text-align:right;"|1.438 | style="text-align:right;"|726 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|927 | style="text-align:right;"|1.374 |- | 1940 | style="text-align:right;"|1.546 | style="text-align:right;"|779 | style="text-align:right;"|409 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1.208 | style="text-align:right;"|1.562 |- | 1945 | style="text-align:right;"|2.133 | style="text-align:right;"|44 | style="text-align:right;"|783 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1.400 | style="text-align:right;"|1.703 |- | 1950 | style="text-align:right;"|2.532 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1072 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1.708 | style="text-align:right;"|1.987 |- | 1955 | style="text-align:right;"|3.144 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1273 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1.880 | style="text-align:right;"|*3.473 |- | 1960 | style="text-align:right;"|4.177 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|1.514 | style="text-align:right;"|438 | style="text-align:right;"|2.134 | style="text-align:right;"|3.806 |- | 1965 | style="text-align:right;"|4.799 | style="text-align:right;"|927 | style="text-align:right;"|1.775 | style="text-align:right;"|461 | style="text-align:right;"|2.351 | style="text-align:right;"|4.728 |- | 1970 | style="text-align:right;"|6.750 | style="text-align:right;"|1.716 | style="text-align:right;"|2.129 | style="text-align:right;"|526 | style="text-align:right;"| | style="text-align:right;"| |- | 1976 | style="text-align:right;"|6.838 | style="text-align:right;"|2.339 | style="text-align:right;"|2.810 | style="text-align:right;"|609 | style="text-align:right;"|2.627 | style="text-align:right;"| |- | 1981 | style="text-align:right;"|6.942 | style="text-align:right;"|2.490 | style="text-align:right;"|3.100 | style="text-align:right;"|647 | style="text-align:right;"|2.766 | style="text-align:right;"| |- | 1986 | style="text-align:right;"|6.898 | style="text-align:right;"|2.571 | style="text-align:right;"|3.345 | style="text-align:right;"|647 | style="text-align:right;"|2.819 | style="text-align:right;"| |- | 1989 | style="text-align:right;"|6.891 | style="text-align:right;"|2.624 | style="text-align:right;"|3.376 | style="text-align:right;"|633 | style="text-align:right;"|2.851 | style="text-align:right;"| |- | 1996 | style="text-align:right;"|7.009 | style="text-align:right;"|2.626 | style="text-align:right;"|3.293 | style="text-align:right;"|602 | style="text-align:right;"|2.764 | style="text-align:right;"| |- | 2000 | style="text-align:right;"|6.880 | style="text-align:right;"|2.426 | style="text-align:right;"|3.244 | style="text-align:right;"|541 | style="text-align:right;"|2.715 | style="text-align:right;"| |- | 2004 | style="text-align:right;"|6.665 | style="text-align:right;"|2.363 | style="text-align:right;"|3.290 | style="text-align:right;"|482 | style="text-align:right;"|2.595 | style="text-align:right;"| |} :''*note: tal for Hundested efter sammenvoksning med Lynæs'' :''*note: under 2. verdenskrig blev befolkningen ved Hanstholm tvangsforflyttet og først i begyndelsen af 1960-erne kunne de vende tilbage<ref>Aagesen, s. 52</ref>'' === <big>Fiskeribyernes historie</big> === [[File:Trawler.jpg|right|350px|thumb|En typisk dansk fiskekutter fra det 20. århundrede ved Ringkøbing Fjord. Fiskekutterens udvikling er nøglen til fiskeribyernes opkomst.]] Baggrunden for fiskeribyernes fremkomst må søges i fangst- og afsætningsforholdene i anden halvdel af det 19. århundrede. Fiskevilkårene var gode, der var udmærkede fangstpladser de fleste steder i landet: ved Skagen, hvor det dybe og fiskerige vand nåede helt ind under Grenen, i Vesterhavet, i Isefjorden og Kattegat samt omkring Bornholm.<ref name="YA 1964 611">Yde-Andersen (1964), s. 611</ref> Også afsætningsvilkårene var fordelagtige: den overvejende del af fangsten blev solgt enten til omegnens bønder eller til købstæderne, der netop på denne tid var inde i en voldsom befolkningsvækst.<ref name="YA 1964 23f">Yde-Andersen (1964), s. 23f</ref> Dette gjaldt især for hovedstaden, og dette marked var så stort, at det fik forsyninger både fra Isefjorden, Nordsjællands kattegatkyst og fra Øresunds fiskerlejer men tillige fra Skagen såvel som fra Bornholm. Langt det meste af den solgte fisk blev solgt som spisefisk, men den del, som ikke kunne sælges til dette formål, blev solgt til bønderne, som pløjede den ned som gødning.<ref name="YA 1964 612">Yde-Andersen (1964), s. 612</ref> Forholdene var således formelt gunstige, men i virkeligheden var fiskerne fanget i en dobbelt rentabilitetsfælde: hvis fiskeriet svigtede et år på grund af stimernes fravær på de sædvanlige fangstpladser eller på grund af vejrforholdene således, at fiskerne ikke kunne sejle ud i datidens små åbne både, opstod der straks nød i fiskerlejerne. Når fiskeriet omvendt var gunstigt, medførte det begrænsede afsætningsmarked, at priserne faldt og dermed forringedes fiskernes indkomstmuligheder på denne måde.<ref name="YA 1964 611f">Yde-Andersen (1964), s. 611f</ref> For at slippe ud af denne fælde, måtte fiskerne gå to veje: dels måtte man anskaffe sig større og mere sødygtige fartøjer, dæksfartøjer, der egnede sig til havfiskeri<ref name="YA 1964 612"/>, dels måtte man sikre sig adgang til et større, købedygtigt marked, og her kunne især Hamborg udgøre et alternativ og et supplement til de danske købstæder og hovedstaden. Begyndelsen på de nye tider blev taget i Skagen, hvor 12 fiskere i 1860 indsendte en ansøgning til staten om støtte til at anskaffe sig til ny fartøj til torskefiskeri efter svensk forbillede. Ansøgningen var inspireret af regeringens fiskerikonsulent og nød derfor fremme. Året efter kunne man bestille en 30 tons dæksbåd i Kongsvikskilen i Bohuslen. Det nye fartøj kunne søsættes i 1862 med navnet "D.G. Monrad" efter indenrigsministeren, der tillige havde fiskeri som sit ansvarsområde.<ref name="YA 1964 612"/> Det første forsøg med det nye skib ved Jyske Rev gav kun et ringe udbytte på grund af uheld og stormvejr, men det følgende år søgte skibet til en nyopdaget fiskebanke ved Ålesund. Her foregik selve fiskeriet med liner, der blev røgtet fra små både, mens dæksfartøjet lå forankret på banken. Heller ikke denne gang var udbyttet tilfredsstillende og heller ikke andre forsøg faldt heldigt ud, til dels på grund af fiskernes ukendskab med de nye farvande.<ref name="YA 1964 613">Yde-Andersen (1964), s. 613</ref> Først i 1874 lykkedes det at opnå et rigt fiskeri, og i 1876 blev derfor anskaffet en ny dæksbåd med navnet "Forsøget". Denne gang var fiskeriet vellykket, og der blev i 1878 anskaffet endnu en båd med navnet "Norden".<ref name="YA 1964 613"/> I 1880 blev søsat 4 nye dæksbåde og nu i Frederikshavn.<ref name="YA 1964 614">Yde-Andersen (1964), s. 614</ref> Hidtil havde fiskeriet været rettet imod torsk, men når dette svigtede, blev der fisket rødspætter i Kattegat. Dette fiskeri skete dels i Ålborgbugten, dels omkring Læsø, dels nord for Anholt, og denne gang med snurrevod i stedet for garn. Udfaldet var langt over forventning, og med dette var kombinationen af en søgående kutter og snurrevod, grundlaget for det senere danske kutterfiskeri, blevet skabt.<ref name="YA 1964 614"/> Af største betydning var samtidig den udvikling der i de samme år indtraf i Frederikshavn. Byen havde en egentlig havn, og denne udviklede sig til et midtpunkt for opkøb af fisk både for bornhomske, fynske og tyske fiskekvaser. Udviklingen fik frederikshavske købmænd til at anskaffe egne haldelskvaser, og i 1862 var der allerede 14 hjemmehørende kvaser i Frederikshavn.<ref name="YA 1964 615">Yde-Andersen (1964), s. 615</ref> I 1871 nåede jernbanen også frem til Frederikshavn, og dermed var skabt en direkte forbindelse til det store fiskemarked i Hamborg.<ref name="YA 1964 615"/> Afledt af udviklingen fik Frederikshavn egne skibsbyggere, som fra 1880 søsatte de første dansk byggede kuttere (2 til Frederikshavn, 2 til Skagen). De første kuttere var relativt brede, klinkbyggede og rundgattede og blev drevet med sejl. De havde en mindre dam til levende fisk og et stort lastrum til saltet fisk og var forsynet med et større mandskabsrum forudi skibet. Efter snurrevodsfiskeriets gennembrud blev dam og lastrum forenede til en stor dam, både på nybyggede og ældre kuttere.<ref name="YA 1964 615"/> I midten af 1880-erne ændredes kuttertypen af skibskonstruktør E.C. Benzon i Nykøbing Falster, som tegnede en ny båd, der både var hurtigere og lå mere støt i vandet under søgang således, at rødspætterne i dammen ikke blev skvulpet og slidt til døde.<ref name="YA 1964 615"/> I 1887 var der 46 fartøjer hjemmehørende i Esbjerg og Hjerting, overvejende mindre og med tørlast<ref name="YA 1964 618">Yde-Andersen (1964), s. 618</ref>, men netop på denne tid begyndte de nordjyske kuttere at benytte Esbjerg havn, idet overfiskning på bankerne i Kattegat førte til, at man nu søgte kendte banker ved Hirtshals og Løkken<ref name="YA 1964 615"/> og herfra fortsattes langs kysten til nye banker ved Klitmøller og Bovbjerg. I 1886 nåede de nordjyske fiskere ned til Horns Rev, og de begyndte da at lande deres fangster i den ret nye havn i Esbjerg.<ref name="YA 1964 619">Yde-Andersen (1964), s. 619</ref> Omtrent på samme tid indtraf en ny udvikling: omlægning fra sejl til motor. I 1889 havde en fiskeskipper installeret et dampspil på sin kutter som hjælp ved indhalingen af snurrevoddet i stedet for håndspil. Dette skyldtes, at jo længere ud på havet man kom, desto længere blev også vodlinerne, og henimod slutningen af 1880-erne var vodliner på 500 favne (944 meter) ikke længere ualmindelige. Det to næsten en time at hale et sådant vod ind med håndkraft, men med motor kunne det gøres på den halve tid. Den nye metode bredte sig hurtigt: af 87 kuttere hjemmehørende i Frehånddderikshavn havde 78 fået dampspil og 7 petroleumsmotor; kun 2 havde måske stadig håndspil.<ref name="YA 1964 620">Yde-Andersen (1964), s. 620</ref> Allerede i 1885 var der gjort forsøg med indlæggelse af en håndkraftdrevet skrue<ref name="YA 1964 621">Yde-Andersen (1964), s. 621</ref>, og efter kort tid blev der gjort forsøg med at forbinde motoren fra dampspillet med skruen. Det tog dog tid, før end denne metode bredte sig under navnet "cykelskruen", og det blev kun en kort overgang. I 1898 fik det første fartøj indlagt en egentlig fremdriftsmotor og stævnskrue. Motoren blev drevet med petroleum, og dermed havde denne vundet sit indtog i de moderne fiskekuttere. Ved århundredeskiftet havde omkring 200 kuttere fået indlagt petrolumsmotor eller dampmaskine til vodspil og fremdrift, og allerede ti år senere var antallet vokset til hen imod 2.000 motordrevne fartøjere.<ref name="YA 1964 622">Yde-Andersen (1964), s. 622</ref> === Drivkvasernes indtog === [[Fil:Viktoria.jpg|thumb|300px|En åledrivkvase.]] I 1870-erne dykkede en ny fartøjstype op i Danmark: åledrivkvasen. Den stammede fra Tyskland, og sammen med den indførtes tillige åledrivvoddet.<ref name="YA 1964 155">Yde-Andersen (1964), s. 155</ref> De første drivkvaser blev købt i Tyskland men snart gik man over til at bygge dem i Danmark. I løbet af en snes år slog dette fiskeri an især i Lillebælt, hvor Middelfart og Skærbæk blev hovedbaser for sådanne fartøjer, men typen bredte sig også til Storebælt, til de sjællandske fjorde og til farvandene syd for Sjælland og Fyn.<ref name="YA 1964 156">Yde-Andersen (1964), s. 156</ref> De tyske kvaser var op til 6 tons store<ref name="YA 1964 156"/>. Midtskibs var de forsynet med en dam til opbevaring af ålene, mens der agter var beboelsesrum for mandskabet, der normalt var på 3 personer. Ved fiskeriet blev voddet fastgjort til stævn eller klyverbom samt til en udligger agter i skibet. Selve fiskeriet var passivt og skete ved, at kvasen drev over siden og trak voddet efter sig. Denne type og fiskemetode var dog tidsbegrænset, og da petroleumsmotorer vandt indpas på de mindre fartøjer, ændredes drivvoddet til et slæbevod.<ref name="YA 1964 157">Yde-Andersen (1964), s. 157</ref> === Fiskekutternes indtog === I 1880-erne begyndte fiskekuttere med indlagt motor at vinde frem. Endnu i 1885 havde fiskerne i Grenå fanget fisk fra åbne både omkring Anholt, men i de følgende år vandt motoriserede kuttere frem: i 1889 var der allerede 16 kuttere hjemmehørende i byen, og ved århundredeskiftet var antallet fordoblet. Samtidig gjordes i Grenå en vigtig opfindelse: stopmaskinen. Hidtil havde man bragt vodarmene mekanisk ud med motorjoller og indhalet dem igen med vodspillet, men med stopmaskinen blev de lange vodtove "skudt op" i takt med, at spillet halede dem ind.<ref name="YA 1964 153">Yde-Andersen (1964), s. 153</ref> Frem til århundredeskiftet var fiskekuttere relativt store, i gennemsnit 35-40 tons, og krævede en besætning på 5-6 mand, men netop på dette tidspunkt begyndte økonomien at vakle. Man begyndte da at bygge mindre kutter på 8-10 tons og udstyrede med 10-15 hk motorer. Disse små fartøjer var hurtigere og mere manøvredygtige end de større, og de kunne selv sætte voddet ud. Det betød, at der ikke længere krævedes en vodjolle til dette arbejde, så besætningen kunne reduceres til 3 mand. Dette betød atter, at der kunne udsættes vod fra disse fartøjer også på dage, hvor større kuttere ikke kunne sætte deres joller i vandet. Disse nye småkuttere blev kaldt "hajer" og blev først taget i brug omkring 1903-04. I den følgende tid blev de lidt større, 10-20 tons, med styrehus agter i skibet over motorrummet, midtskibs dam eller lastrum og mandskabsrum forude i skibet. De var som regel forsynet med een mast og havde et storsejl og to forsejl. De blev senere videreudviklede til søgående kuttere.<ref name="YA 1964 153f">Yde-Andersen (1964), s. 153f</ref> Anlæggelsen af moderne fiskerihavne muliggjorde tillige fiskeriets motorisering. I stedet for tidligere tiders ro- og sejlfartøjer kunne fiskerne nu anskaffe sig fartøjer med indlagt motor, særskilt førerhus og rum til opbevaring af fisken, kort sagt: fiskekuttere. Senere fulgte udviklingen af radio, vejrmeldinger, redningstjeneste, ''sonar'' til horisontal fiskesøgning, ''ekkolod'' til vertikal fiskesøgning med mere.<ref name="BP 1968 446f">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 446f</ref> Forskydningen fra sejlskibe til motor- og dampskibe indtraf i begyndelsen af det 20. århundrede. Allerede omkring 1900 vandt dæk og motor frem i kystfiskeriet<ref name="YA 1964 627">Yde-Andersen (1964), s. 627</ref>, og i de følgende årtier bredte de sig mere og mere. {| class="wikitable" |- ! År ! Antal sejlskibe ! Sejlskibe BRT ! Antal motorskibe ! Motorskibe BRT ! Antal dampskibe ! Dampskibe BRT |- | 1908 | style="text-align:right;"|12.031 | style="text-align:right;"|19.380 | style="text-align:right;"|1.480 | style="text-align:right;"|8.367 | style="text-align:right;"|9 | style="text-align:right;"|543 |- | 1909 | style="text-align:right;"|12.353 | style="text-align:right;"|19.568 | style="text-align:right;"|1.680 | style="text-align:right;"|9.001 | style="text-align:right;"|14 | style="text-align:right;"|916 |- | 1910 | style="text-align:right;"|12.501 | style="text-align:right;"|19.472 | style="text-align:right;"|1.866 | style="text-align:right;"|9.217 | style="text-align:right;"|5 | style="text-align:right;"|189 |- | 1911 | style="text-align:right;"|12.631 | style="text-align:right;"|19.954 | style="text-align:right;"|2.131 | style="text-align:right;"|9.628 | style="text-align:right;"|6 | style="text-align:right;"|280 |- | 1912 | style="text-align:right;"|12.662 | style="text-align:right;"|19.753 | style="text-align:right;"|2.445 | style="text-align:right;"|10.301 | style="text-align:right;"|6 | style="text-align:right;"|330 |- | 1913 | style="text-align:right;"|12.625 | style="text-align:right;"|19.465 | style="text-align:right;"|2.803 | style="text-align:right;"|11.150 | style="text-align:right;"|6 | style="text-align:right;"|395 |- | 1914 | style="text-align:right;"|12.614 | style="text-align:right;"|19.127 | style="text-align:right;"|3.123 | style="text-align:right;"|12.017 | style="text-align:right;"|6 | style="text-align:right;"|444 |- | 1915 | style="text-align:right;"|12.647 | style="text-align:right;"|19.177 | style="text-align:right;"|3.342 | style="text-align:right;"|12.580 | style="text-align:right;"|2 | style="text-align:right;"|86 |- | 1916 | style="text-align:right;"|12.633 | style="text-align:right;"|18.940 | style="text-align:right;"|3.594 | style="text-align:right;"|13.399 | style="text-align:right;"|2 | style="text-align:right;"|81 |- | 1917 | style="text-align:right;"|12.696 | style="text-align:right;"|18.836 | style="text-align:right;"|3.949 | style="text-align:right;"|14.845 | style="text-align:right;"|2 | style="text-align:right;"|40 |- | 1918 | style="text-align:right;"|11.572 | style="text-align:right;"|17.672 | style="text-align:right;"|4.157 | style="text-align:right;"|15.540 | style="text-align:right;"|2 | style="text-align:right;"|29 |- | 1919 | style="text-align:right;"|11.052 | style="text-align:right;"|16.915 | style="text-align:right;"|4.370 | style="text-align:right;"|16.299 | style="text-align:right;"|2 | style="text-align:right;"|29 |- | 1920 | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- | style="text-align:right;"|- |} ''Kilde: Statistisk Årbog, ulige årgange'' Fra at have udgjort godt en tiendedel af skibsflåden og 29,5% af tonnagen i 1908 næsten firedobledes motorskibenes antal til 28,3% af skibene og næsten halvdelen af den samlede tonnage i 1919. Sejlskibenes antal faldt i samme periode med ca. 1.000 eller 8,2% og deres tonnage faldt med 12,8%. Dampskibe, som var beregnet på højsøfiskeri, fik aldrig nogen stor betydning, hverken i antal eller tonnage. På Bornholm begyndte snurrevods- og trawlfiskeriet i 1922. Dette skete med dæksbåde forsynede med dam midtskibs og kahyt forude. De var 30-40 fod lange og forsynede med motorer på 20-30 hk.<ref name="YA 1964 157">Yde-Andersen (1964), s. 157</ref> Fiskekutterens indførelse betød tillige, at mængden af fangede fisk voksede mærkbart samt at der skete et skift i de enkelte fiskearters fangstmæssige betydning. Særligt voksede omfanget af fisk, der ikke blev anvendt som spisefisk men derimod til fiskeindustrien (tidligere kaldet "skidtfisk", senere kaldet "industrifisk").<ref name="BP 1968 448">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 448</ref> Disse fisk er blandt andet anvendt til konserves samt olie- og fiskemel.<ref name="BP 1968 449">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 449</ref> Dette har betydet, at fiskeriet mange steder har haft afledede følger i form af fiske- og hermetikindustri. Fiskeriets økonomiske og sysselsætningsmæssige rolle rækker således langt ud over de egentlige fiskere og deres medhjælpere. Et øget pres på de enkelte fiskearter påvirker også disses mængder og levevis. I en tæt fiskebestand med stærk fødekonkurrence vil fiskene vokse langsomt og blive kønsmodne ret sent samt leve længere. Dette som følge af, at en ret stor del af fiskens energi bruges på fødesøgning og kun en mindre del bruges på vækst og forplantning. I en tyndere bestand bliver det lettere at skaffe sig føden, og der bliver således mere energi til vækst og forplantning. Fisken vil derfor hurtigere nå en størrelse, der alt andet lige gør den tiltrækkende som fangstfisk. Udviklingen påvirkes imidlertid også af andre forhold, fx. tilstedeværelsen af planktonorganismer. Dette gør det sværere at sige noget entydigt om fiskemængdens udvikling. I dårlige fiskeår med mindre mængder af plankton vil også mængden af overlevende fiskeyngel blive mindre.<ref name="BP 1968 455">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 455</ref> Dermed opstår også en mulighed for "overfiskning", fordi fiskeriets omfang jo er uafhængigt af mængden af til stede værende fisk.<ref name="BP 1968 453">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 453</ref> I sådanne tilfælde kan fiskere forsøge at rette fiskeriet imod andre fiskearter end normalt for derved at modvirke tabet ved en mindre fiskeegnet bestand. === Fra fiskerleje til fiskeriby. Udviklingen indtil 1. verdenskrig === Fremvæksten af fiskekuttere med indbygget hjælpemotor fik betydning på anden vis: det blev nu mere vigtigt end tidligere at have en egentlig havn. Hvor havne indtil nu først og fremmest var en beskyttelse mod vejret, blev havnen med dens brolægning, pakhuse og andet et hjælpemiddel for det moderne fiskeri, hvor fisk kunne losses og sendes til behandling, hvor brændstof kunne bringes til kutteren og påfyldes, og hvor kutteren kunne trækkes på land ved reparationer og af andre årsager. Følgen var, at langt de fleste fiskerlejer efterhånden fik en egentlig havn. Fremkomsten af egentlige havne var i nogen udstrækning sket uafhængigt af fiskekutterens fremvækst. Mange steder havde de traditionelle landingspladser været både besværlige og farlige. Der var derfor i det 19. århundrede fremvokset stedlige ønsker om forbedrede havnevilkår. Ofte skete udviklingen i flere trin: først blev der anlagt en ''stenvase'' ud fra kysten, der kunne tjene som læ for fiskerbådene. Denne blev siden fulgt op med endnu en stenvase således, at der opstod et afskærmet vandområde, en ''havn''. Havnens betydning kunne forbedres, hvis stenvasen blev omdannet til en ''mole'' med ''bolværk'', hvorved bådene kunne ligge til kaj, med en overfladebelægning, der gjorde molen egnet til færdsel og etablering af skure og lagerbygninger, og det blev ønskeligt med en slidske til at søsætte og ilandtage både og fartøjer. Senere fulgte oprettelsen af isværker på fiskerihavne<ref name="KA 2007 41">Kulturarvstyrelsen (2007), s. 41</ref>, både- og skibsbyggeri, fiskehandel med mere. Nok forbedrede anlæggelsen af havne vilkårene for fiskeriet, men samtidig indebar den industrielle udvikling, at også mange andre næringsveje kom til. En del af disse var tilknyttede fiskeri, således fiskehandlere, fiskeeksportører, bådebyggere, vodbindere, sejlmagere, mekanikere, de ansatte på frysehuse, hermetikfabrikker, sildeolie- og fiskemelsfabrikker, til dels vognmænd og jernbanefolk, endda pelsavlere og dambrugere<ref>Yde-Andersen (1964), s. 636</ref>, men andre havde ingen forbindelse til fiskeriet. De tilkom, fordi befolkningen var så stor, at der blev brug for de ydelser, som disse mennesker kunne levere. Det gælder håndværkere, handlende, embedsmænd og folk i selvstændige tjenesteydelser, undertiden folk i forbindelse med færgefart og lignende. Dette har betydet, at fiskeriets betydning i disse byer over tid har været faldende. Desværre lader den officielle statistik meget tilbage at ønske med hensyn til at belyse disse forhold, især fordi fiskeri som regel er slået sammen med landbrug.<ref>Dog må det formodes, at det i kystbyer er fiskeri, der udgør den altafgørende næringsvej.</ref> De forbedrede vilkår for fiskeriet betød også, at dettes betydning voksede. I 1890 var der 31.921 indbyggere (uden Sønderjylland), der ernærede sig ved fiskeri, i 1901 var dette antal endnu 31.608 og i 1911 34.449. Antallet af aktive fiskere var 8.622 i 1890, 10.131 i 1901, 10.993 i 1911 og 11.803 i 1916. Fra 1911 til 1921 voksede fiskerbefolkningen med omkring 10%. I forbindelse med J.P. Trap: ''Danmark'', 4 udgave blev foretaget en række ufuldstændige opgørelser over næringsfordelingen, hvor fiskeri var udskilt som en særlig næringsvej. === Jernbanernes indtog === En anden følge af de moderne havneanlæg var, at de også i anden henseende voksede i betydning, fx. for industri, handel og turisme. Som følge heraf blev de ligeledes mere tiltrækkende for fx. jernbaner, og mange fiskeribyer fik derfor jernbaneforbindelse og blev således tillige [[Stationsbyer i Danmark|stationsbyer]]. Betydningen af jernbaneforbindelser var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet overordentlig stor for fiskeriets udvikling de enkelte steder. Således blev Lemvig basishavn for fiskerne i Harboøre efter anlæggelsen af jernbanen i 1879 og den deraf afledte fiskehandel, mens man tidligere havde landet sine fangster i Vemb eller Struer, men i 1899 blev jernbanen fra Lemvig til Thyborøn åbnet, og fiskerne begyndte da at lande deres fangster på høfde 63.<ref name="YA 1964 624">Yde-Andersen (1964), s. 624</ref> Anlæggelsen af jernbaner, især i årene 1862-1875, indebar nemlig, at der fra de enkelte havne nu blev åbnet en relativt hurtig direkte og sikker forbindelse til Hamborg og andre storbyer uafhængig af vejrforhold. Jernbaneanlæg og dampskibsruter indebar således en mangedobling af afsætningsmulighederne for fersk fisk.<ref name="YA 1964 24">Yde-Andersen (1964), s. 24</ref> Også senere fik mange fiskerlejer jernbaneforbindelse, fx. Aså i 1914, Bagenkop i 1911, Espergærde i 1897, Gedser i 1880. Grenå i 1876, Gilleleje i 1898, Gudhjem i 1916, Glyngøre i 1884, Hadsund i 1900, Hirtshals i 1925, Hornbæk i 1906, Hov i 1884, Hundested i 1916, Humlebæk i 1897, Hvalpsund i 1910, Juelsminde i 1884, Kerteminde i 1900, Løkken i 1913, Neksø i 1900, Skagen i 1890, Spodsbjerg i 1911, Sæby i 1899, Thyborøn i 1899, Tisvildeleje i 1924.<ref name="AA 1949">Aagesen (1949)</ref> I takt med, at jernbanenettet udvidede sig, aftog også dets betydning for fiskeriet, og det blev efterhånden landliggerliv og lignende, som for alvor nød godt af banenettets udbygning. Jernbanernes indtog, sammen med moderne industri, flere tjenester, embedsfolk og andet bevirkede, at fiskerlejer i stigende grad fik ændret sammensætning i befolkningen. Ganske vist spillede fiskeri fortsat en betydelig rolle, og tilknyttede virksomheder så som bådeværft, fiskeindustri, frysehus og fiskehandel, endda pelsdyravlere i egenskab af aftagere af fiskeprodukter, var nok afledte fra fiskeriet<ref name="YA 1964 636">Yde-Andersen (1964), s. 636</ref>, men ikke desto mindre havde fiskerlejet afgørende ændret karakter, og med offentlige tjenester som skoler, postvæsen, politi og kirke fik bebyggelsen en præg, som ikke adskilte den meget fra det, der kunne findes i en af de samtidige vejbyer og andre stationsbyer. Fiskerlejet udviklede sig i disse tilfælde til en havneby. === Udvidede fiskeområder === Indførelsen af motordrevne fiskekuttere fik også betydning på anden vis: tidligere havde fiskerne været henvist til kystnært fiskeri. Med fiskekutteren blev det muligt at søge længere væk: dels betød selve motoren, at fjerne fiskepladser nu kunne nås hurtigere, dels betød de større fiskefarføjer, at det blev muligt at fiske under større bølgegang end tidligere. Tilvæksten i fiskeriet skete især i Vesterhavet og Skagerak men også i Kattegat og Østersøen, hvorimod fiskeriet i de indre farvande (Øresund, Storebælt, Lillebælt, vestlige Østersø og Limfjorden) kun voksede begrænset.<ref name="BP 1968 450">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 450</ref> Til gengæld har disse farvande fortsat så gode fiskeressourcer, at de fortsat spiller en betydelig rolle i den samlede fiskeøkonomi. Udviklingen betød, at fiskernes hjemhavn blev mere uafhængig af hvor, fiskeriet fandt sted. Etableringen af helt nye fiskeribyer var således et led i og supplement til den modernisering, som skete i det traditionelle fiskeri. Indtil 1. verdenskrig havde danske kuttere sjældent fisket fjernere i Vesterhavet end 30-40 sømil fra den jyske kyst, men under krigen nåede de så langt mod vest som til Doggerbanke, og i 1919-1920 begyndte de i vidt omfang at lande deres fangster i engelsk havn.<ref name="YA 1964 632">Yde-Andersen (1964), s. 632</ref> På tilsvarende måde begyndte fiskere fra Esbjerg at lande deres fangster i tysk havn, og i 1920-erne begyndte de tillige at lande fangster i hollandske og belgiske havne.<ref name="YA 1964 632"/> Allerede i årene fra 1880 til 1908 skete der jævnlige fiskeekspeditioner til farvandene omkring Island med nedsaltning af fangsten og afsætning i England, den det blev så opgivet på grund af den hårde konkurrence fra engelske og tyske damptrawlere. I 1925 blev det islandske fiskeri imidlertid genoptaget, og i 1930-erne fiskede op til omkring en snes snurrevodskuttere om sommeren i farvandene omkring Island. Fangsterne blev nediset og landet i engelsk havn. Under 2. verdenskrig fiskede omkring 40 danske kuttere i islandske farvande med en basishavn i Skotland, og efter krigen fortsatte dette fiskeri frem til 1952, da Island udvidede sine fiskegrænser og derved forhindrede det fortsatte danske fiskeri.<ref name="YA 1964 632f">Yde-Andersen (1964), s. 632f</ref> === Fiskeindustrien udvikles === [[Fil:Graasten makrelsalat 20140615.jpg|thumb|250px|Makrelsalat er et moderne industrielt fiskeprodukt.]] Oprindelig blev fisken afsat uforarbejdet til forbrugerne, men efterhånden kom man ind på at forarbejde fisken forud for salget. Fiskeindustri lader sig iddele i tre hovedgrupper: fiskekonservesindustri, fiskefiletindustri og anden industri, der benytter fisk som råvare. Fiskekonservesindustrien underinddeles i to hovedtyper: ved halvkonserves forstås varer, der er pakkede i lufttætte dåser eller glas, og som er blevet gjort langtidsholdbare ved nedkøling, salt eller salt samt syre eller konserveringsmiddel (fx. eddikesyre og benzosyre); til denne gruppe regnes bl.a. kryddersild, der fremstilles ved at lægge sild i en blanding af salt, krydderier og sukker et stykke tid inden, at den opskæres og pakkes. Denne fisk kan holde sig i omkring 6 måneder ved opbevaring ved 5-10° C.<ref name="FB 1964 239">Bramsnæs (1964), s. 239</ref> Ved helkonserves (hermetik) forstås varer, hvor fisken er blevet kogt ved høj varme, hvorved bakterier og andre mikroorganismer, der ellers ville ødelægge fisken, er blevet uskadeliggjort, hvorfor fisken kan holde sig selv ved stuetemperatur så længe, at emballagen er ubrudt; til denne gruppe regnes sardiner, makrel og tunfisk i olie eller tomat, fiskeboller, rejer, hummer samt torskerogn.<ref name="FB 1964 240">Bramsnæs (1964), s. 240</ref> Fremstilling af fiskekonserves i Danmark begyndte allerede i 1892<ref name="FB 1964 239"/>, men mødte især konkurrence fra Sverige.<ref name="FB 1964 241">Bramsnæs (1964), s. 241</ref> Det var først i begyndelsen af 1930-erne, da der blev indført importrestriktioner, at den danse fiskekonservesindustri for alvor kunne udvikle sig, fremmet af loven af marts 1930 om "Foranstaltninger til fremme af fiskerierhvervet", ved hvilken blandt andet blev oprettet Fiskeridirektoratets fiskeøkonomiske Forsøgslaboratotium under Polyteknisk Læreanstalt.<ref name="FB 1964 242">Bramsnæs (1964), s. 242</ref> Efter få år var etableret 3 fiskekonservesfabrikker i Skagen, 1 i Ålborg, 1 i Esbjerg, 1 i Kerteminde og 1 i Neksø.<ref name="FB 1964 243">Bramsnæs (1964), s. 243</ref> I 1935 oprettedes Foreningen for Danmarks Fiske-Konservesindustri.<ref name="FB 1964 243"/> Også makrel blev genstand for konserveringsindustri<ref name="FB 1964 245">Bramsnæs (1964), s. 245</ref>, og skaldyr som muslingekonserves<ref name="FB 1964 244">Bramsnæs (1964), s. 244</ref> og rejer kom med, da det lykkedes at finde en velegnet lage at pakke rejerne i.<ref name="FB 1964 246">Bramsnæs (1964), s. 246</ref> Også fiskefiletindustrien blev udviklet i 1930-erne efter, at småtorsk fra Østersøen ikke lod sig afsætte på rentable vilkår. Man fandt da på at skære dem ud i filet uden ben og afsætte sådanne forarbejde produkter ferske i Mellemeuropa, især Tyskland og Schweiz.<ref name="JD 1964 253">Dyekjær (1964), s. 253</ref> Man fandt hurtigt frem til at indføre særlige bestemmelser vedrørende indretning af filetfabrikker samt om opbevaring, pakning og forsendelse af ferske filet'er, og ordningen blev reguleret ved oprettelsen i 1935 af Danske Filetfabrikkers Eksportforening, idet det blev en forudsætning for at opnå autorisation, at man var medlem af foreningen.<ref name="JD 1964 254">Dyekjær (1964), s. 254</ref> Forudsætningerne for filetindustriens fortsatte udvikling var dels fremkomsten af køle- og frysehuse, der skete i 1920-erne og 1930-erne<ref name="JD 1964 256">Dyekjær (1964), s. 256</ref>, dels at man lod rødspættefilet'er pakke i standardpakker af fast størrelse.<ref name="JD 1964 256"/> Forarbejdning af fisk til andre produkter som mel til foder og olie (bl.a. til maling)<ref name="GG 1951 34">Gruelund (1951), s. 34</ref> skete under inspiration fra Norge og skyldtes det enkle forhold, at der blev fanget fisk, som var uegnede som spisefisk eller konserves. Fremkomsten af sådanne fabrikker skete efter 2. verdenskrig i Skagen, Frederikshavn, Hirtshals, Thyborøn, Hvide Sande og i Esbjerg samt på Bornholm.<ref name="TT 1964 269">Thomsen (1964), s. 269</ref> === Fiskeribyerne i mellemkrigstiden === Endnu i mellemkrigstiden udgjorde fiskeribyerne et markant træk i bebyggelsesbilledet. Ganske vist udgjorde den del af befolkningen som ernærede sig ved fiskeri kun omkring 1% af den samlede befolkning, men mange steder var andelen betydeligt større og i nogle tilfælde endda over halvdelen af de sysselsatte. I 1921, kort efter genforeningen, udgjorde den samlede fiskerbefolkning (både de aktive og de forsørgede) 39.654, og i 1930 udgjorde de 34.806.<ref>Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 46*</ref> Langt de fleste af fiskeribyerne var små og talte kun nogle få hundrede mennesker, men enkelte var rimeligt store og talte over tusind indbyggere. Kendetegnende for fiskeribyerne var, at de overvejende lå i bestemte egne af landet, til dels betinget af historiske fiskemuligheder. ==== ''Bornholm'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Tejn''' || style="text-align: right;"| 233 || style="text-align: right;"| 82 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 16 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 389 |- | '''Gudhjem''' || style="text-align: right;"| 193 || style="text-align: right;"| 211 || style="text-align: right;"| 100 || style="text-align: right;"| 70 || style="text-align: right;"| 29 || style="text-align: right;"| 62 || style="text-align: right;"| 120 || style="text-align: right;"| 4 || style="text-align: right;"| 789 |- | '''Listed''' || style="text-align: right;"| 166 || style="text-align: right;"| 58 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 7 || style="text-align: right;"| 11 || style="text-align: right;"| 48 || style="text-align: right;"| 4 || style="text-align: right;"| 308 |- | '''Aarsdale''' || style="text-align: right;"| 252 || style="text-align: right;"| 100 || style="text-align: right;"| 18 || style="text-align: right;"| 21 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 73 || style="text-align: right;"| 4 || style="text-align: right;"| 491 |- | '''Snogebæk''' || style="text-align: right;"| 191 || style="text-align: right;"| 53 || style="text-align: right;"| 22 || style="text-align: right;"| 3 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 11 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 4 || style="text-align: right;"| 319 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 136 ==== ''Øresund'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Rungsted''' || style="text-align: right;"| 171 || style="text-align: right;"| 109 || style="text-align: right;"| 104 || style="text-align: right;"| 72 || style="text-align: right;"| 58 || style="text-align: right;"| 107 || style="text-align: right;"| 68 || style="text-align: right;"| 47 || style="text-align: right;"| 736 |- | '''Sletten''' || style="text-align: right;"| 180 || style="text-align: right;"| 94 || style="text-align: right;"| 52 || style="text-align: right;"| 28 || style="text-align: right;"| 3 || style="text-align: right;"| 33 || style="text-align: right;"| 60 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 467 |- | '''Humlebæk''' || style="text-align: right;"| 154 || style="text-align: right;"| 120 || style="text-align: right;"| 36 || style="text-align: right;"| 60 || style="text-align: right;"| 25 || style="text-align: right;"| 43 || style="text-align: right;"| 44 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 483 |- | '''Espergærde''' || style="text-align: right;"| 274 || style="text-align: right;"| 453 || style="text-align: right;"| 206 || style="text-align: right;"| 184 || style="text-align: right;"| 81 || style="text-align: right;"| 147 || style="text-align: right;"| 240 || style="text-align: right;"| 21 || style="text-align: right;"| 1.606 |- | '''Snekkersten''' || style="text-align: right;"| 278 || style="text-align: right;"| 352 || style="text-align: right;"| 147 || style="text-align: right;"| 146 || style="text-align: right;"| 77 || style="text-align: right;"| 117 || style="text-align: right;"| 161 || style="text-align: right;"| 16 || style="text-align: right;"| 1.294 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 130 ==== ''Sjællands Kattegatkyst'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Hellebæk-Aalsgaarde''' || style="text-align: right;"| 108 || style="text-align: right;"| 472 || style="text-align: right;"| 67 || style="text-align: right;"| 51 || style="text-align: right;"| 55 || style="text-align: right;"| 87 || style="text-align: right;"| 180 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 1.035 |- | '''Hornbæk''' || style="text-align: right;"| 131 || style="text-align: right;"| 299 || style="text-align: right;"| 165 || style="text-align: right;"| 63 || style="text-align: right;"| 65 || style="text-align: right;"| 96 || style="text-align: right;"| 181 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 1.024 |- | '''Gilleleje''' || style="text-align: right;"| 308 || style="text-align: right;"| 469 || style="text-align: right;"| 169 || style="text-align: right;"| 162 || style="text-align: right;"| 76 || style="text-align: right;"| 118 || style="text-align: right;"| 178 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 1.497 |- | '''Tisvildeleje''' || style="text-align: right;"| 130 || style="text-align: right;"| 136 || style="text-align: right;"| 59 || style="text-align: right;"| 101 || style="text-align: right;"| 102 || style="text-align: right;"| 40 || style="text-align: right;"| 32 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 610 |- | '''Hundested''' || style="text-align: right;"| 502 || style="text-align: right;"| 226 || style="text-align: right;"| 143 || style="text-align: right;"| 134 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 65 || style="text-align: right;"| 67 || style="text-align: right;"| 20 || style="text-align: right;"| 1.184 |- | '''Lynæs''' || style="text-align: right;"| 235 || style="text-align: right;"| 92 || style="text-align: right;"| 32 || style="text-align: right;"| 34 || style="text-align: right;"| 20 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 492 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 130 Også i Nordøstsjælland fandtes udprægede fiskeribyer, omend den fremadskridende byudvikling her lod sig mærke. Flere steder var fiskeriet allerede fortrængt af andre næringsgrene. ==== ''Roskilde Fjord'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Jyllinge Strand''' || style="text-align: right;"| 159 || style="text-align: right;"| 84 || style="text-align: right;"| 26 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 51 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 375 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 129 ==== ''Storebælt'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Rørvig''' || style="text-align: right;"| 139 || style="text-align: right;"| 96 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 26 || style="text-align: right;"| 56 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 388 |- | '''Havnsø''' || style="text-align: right;"| 164 || style="text-align: right;"| 26 || style="text-align: right;"| 39 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 8 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 8 || style="text-align: right;"| 280 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 131, 132, 139, 140 ==== ''Stevns'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Rødvig''' || style="text-align: right;"| 201 || style="text-align: right;"| 112 || style="text-align: right;"| 73 || style="text-align: right;"| 128 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 43 || style="text-align: right;"| 49 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 626 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 135 ==== ''Fyn og Langeland'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Bagenkop''' || style="text-align: right;"| 363 || style="text-align: right;"| 89 || style="text-align: right;"| 57 || style="text-align: right;"| 29 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 25 || style="text-align: right;"| 53 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 633 |- | '''Lohals''' || style="text-align: right;"| 169 || style="text-align: right;"| 171 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 58 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 43 || style="text-align: right;"| 65 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 548 |- | '''Lundeborg''' || style="text-align: right;"| 136 || style="text-align: right;"| 34 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 255 |- | '''Bøjden''' || style="text-align: right;"| 164 || style="text-align: right;"| 45 || style="text-align: right;"| 3 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 20 || style="text-align: right;"| 18 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 271 |- | '''Thorøhuse''' || style="text-align: right;"| 113 || style="text-align: right;"| 74 || style="text-align: right;"| 30 || style="text-align: right;"| 26 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 16 || style="text-align: right;"| 33 || style="text-align: right;"| 7 || style="text-align: right;"| 301 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 140 ==== ''Østjylland'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Skærbæk''' || style="text-align: right;"| 249 || style="text-align: right;"| 55 || style="text-align: right;"| 18 || style="text-align: right;"| 16 || style="text-align: right;"| 7 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 41 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 405 |- | '''Bredballe''' || style="text-align: right;"| 159 || style="text-align: right;"| 90 || style="text-align: right;"| 63 || style="text-align: right;"| 23 || style="text-align: right;"| 14 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 56 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 437 |- | '''Hov''' || style="text-align: right;"| 117 || style="text-align: right;"| 151 || style="text-align: right;"| 49 || style="text-align: right;"| 45 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 28 || style="text-align: right;"| 55 || style="text-align: right;"| 23 || style="text-align: right;"| 480 |- | '''Bønnerup Strand''' || style="text-align: right;"| 260 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 8 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 6 || style="text-align: right;"| 322 |- | '''Uggelhuse''' || style="text-align: right;"| 183 || style="text-align: right;"| 96 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 31 || style="text-align: right;"| 9 || style="text-align: right;"| 14 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 3 || style="text-align: right;"| 375 |- | '''Øster Hurup''' || style="text-align: right;"| 104 || style="text-align: right;"| 81 || style="text-align: right;"| 21 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 30 || style="text-align: right;"| 46 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 311 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 143, 148, 149 ==== ''Limfjorden'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Hvalpsund''' || style="text-align: right;"| 221 || style="text-align: right;"| 122 || style="text-align: right;"| 40 || style="text-align: right;"| 45 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 57 || style="text-align: right;"| 14 || style="text-align: right;"| 542 |- | '''Glyngøre''' || style="text-align: right;"| 214 || style="text-align: right;"| 100 || style="text-align: right;"| 95 || style="text-align: right;"| 71 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 52 || style="text-align: right;"| 7 || style="text-align: right;"| 591 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 149, 154 ==== ''Vendsyssel og Thy'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Hals''' || style="text-align: right;"| 449 || style="text-align: right;"| 264 || style="text-align: right;"| 123 || style="text-align: right;"| 122 || style="text-align: right;"| 48 || style="text-align: right;"| 118 || style="text-align: right;"| 108 || style="text-align: right;"| 15 || style="text-align: right;"| 1.247 |- | '''Hov''' || style="text-align: right;"| 210 || style="text-align: right;"| 69 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 28 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 395 |- | '''Vorså''' || style="text-align: right;"| 161 || style="text-align: right;"| 135 || style="text-align: right;"| 56 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 11 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 69 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 476 |- | '''Vesterø Havneby''' || style="text-align: right;"| 242 || style="text-align: right;"| 67 || style="text-align: right;"| 45 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 8 || style="text-align: right;"| 40 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 481 |- | '''Strandby''' || style="text-align: right;"| 345 || style="text-align: right;"| 138 || style="text-align: right;"| 53 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 8 || style="text-align: right;"| 41 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 656 |- | '''Aalbæk''' || style="text-align: right;"| 186 || style="text-align: right;"| 89 || style="text-align: right;"| 37 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 3 || style="text-align: right;"| 39 || style="text-align: right;"| 47 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 428 |- | '''Hirtshals''' || style="text-align: right;"| 383 || style="text-align: right;"| 418 || style="text-align: right;"| 114 || style="text-align: right;"| 148 || style="text-align: right;"| 47 || style="text-align: right;"| 107 || style="text-align: right;"| 57 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 1.287 |- | '''Lønstrup''' || style="text-align: right;"| 156 || style="text-align: right;"| 99 || style="text-align: right;"| 61 || style="text-align: right;"| 29 || style="text-align: right;"| 7 || style="text-align: right;"| 43 || style="text-align: right;"| 61 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 457 |- | '''Løkken''' || style="text-align: right;"| 373 || style="text-align: right;"| 365 || style="text-align: right;"| 200 || style="text-align: right;"| 82 || style="text-align: right;"| 74 || style="text-align: right;"| 141 || style="text-align: right;"| 177 || style="text-align: right;"| 29 || style="text-align: right;"| 1.441 |- | '''Hansted''' || style="text-align: right;"| 282 || style="text-align: right;"| 147 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 125 || style="text-align: right;"| 12 || style="text-align: right;"| 49 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 2 || style="text-align: right;"| 671 |- | '''Klitmøller''' || style="text-align: right;"| 414 || style="text-align: right;"| 63 || style="text-align: right;"| 35 || style="text-align: right;"| 30 || style="text-align: right;"| 16 || style="text-align: right;"| 54 || style="text-align: right;"| 52 || style="text-align: right;"| 10 || style="text-align: right;"| 674 |- | '''Nørre Vorupør''' || style="text-align: right;"| 443 || style="text-align: right;"| 44 || style="text-align: right;"| 38 || style="text-align: right;"| 26 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 75 || style="text-align: right;"| 58 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 698 |- | '''Stenbjerg''' || style="text-align: right;"| 258 || style="text-align: right;"| 27 || style="text-align: right;"| 17 || style="text-align: right;"| 9 || style="text-align: right;"| 9 || style="text-align: right;"| 30 || style="text-align: right;"| 37 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 392 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 152-3 ==== ''Vestjylland'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Thyborøn''' || style="text-align: right;"| 143 || style="text-align: right;"| 239 || style="text-align: right;"| 55 || style="text-align: right;"| 72 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 61 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 5 || style="text-align: right;"| 607 |- | '''Harboøre''' || style="text-align: right;"| 64 || style="text-align: right;"| 142 || style="text-align: right;"| 36 || style="text-align: right;"| 28 || style="text-align: right;"| 25 || style="text-align: right;"| 47 || style="text-align: right;"| 43 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 386 |- | '''Hjerting''' || style="text-align: right;"| 245 || style="text-align: right;"| 117 || style="text-align: right;"| 33 || style="text-align: right;"| 54 || style="text-align: right;"| 22 || style="text-align: right;"| 48 || style="text-align: right;"| 59 || style="text-align: right;"| 97 || style="text-align: right;"| 675 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 153, 159 ==== ''Sønderjylland'' ==== {| class="wikitable" |- ! Sted !! Fiskeri og</br> Landbrug !! Håndværk og</br> industri !! Handel og</br> omsætning !! Samfærdsel !! Immateriel</br> virksomhed !! Husgerning !! Ude af</br> erhverv !! Uoplyst !! I alt |- | '''Trappen''' || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 45 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 19 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 11 || style="text-align: right;"| 25 || style="text-align: right;"| 1 || style="text-align: right;"| 162 |- | '''Høruphav''' || style="text-align: right;"| 40 || style="text-align: right;"| 133 || style="text-align: right;"| 42 || style="text-align: right;"| 11 || style="text-align: right;"| 24 || style="text-align: right;"| 13 || style="text-align: right;"| 23 || style="text-align: right;"| 0 || style="text-align: right;"| 286 |- |} Kilde: Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' Femte Række, Litra A, Nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930 (København 1935), s. 162 === Stålkutterens gennembrud === Frem til efter 2. verdenskrig var fiskekuttere af træ enerådende i Danmark. Først i 1957 begyndte danske fiskere at anskaffe stålkuttere. De første havde et skibsskrog bygget i Holland men færdigudrustede på danske værfter, men hurtigt begyndte man at bygge stålkuttere i Danmark. Det var i første omgang fiskerne i Hirtshals, Skagen og Frederikshavn, som anskaffede sådanne fartøjer. De nye stålkuttere var fra starten udrustede med det mest moderne udstyr som radar, decca og ekkolod, og mandskabslokalerne var væsentligt forbedrede i forhold til tidligere.<ref name="YA 1964 629">Yde-Andersen (1964), s. 629</ref> En stærkt medvirkende årsag til denne udvikling var en ny lov om afskrivning i 1957, der tillod forhåndsafskrivning på fiskefartøjer til en værdi over 200.000 kroner, og som gav yderst fordelagtige regler for afskrivning på fiskefartøjer. Virkningen af disse bestemmelser viste sig omgående: i årene 1959 og 1960 blev den danske fiskeflåde forøget med 80-90 stålkuttere.<ref name="JH 1964 159">Hejlesen (1964), s. 159</ref> De nye stålkuttere var som regel langt større end de traditionelle fiskekuttere af træ. Årsagen var, at det først bliver rationelt at bygge i stål, når størrelsen er 75-150 t.<ref name="JH 1964 162">Hejlesen (1964), s. 162</ref> En følge af stålkutterens gennembrud er, at der på få år skete en kraftig stigning i fiskefangsternes omfang fra under 400 millioner kilo 1952-56 til over 800 millioner kg i 1963, hvor efter fiskeriet stabiliserede sig omkring dette nye niveau.<ref name="BP 1968 447">Bertelsen og Poulsen (1968), s. 447</ref> === Fiskeribyerne efter 2. verdenskrig === Omlægningen og udvidelsen af fiskeriet synes at have ført til en kortvarigt voksende fiskeribefolkning, der kulminerede omkring 1960: i 1950 ernærede 34.961 personer sig direkte eller indirekte ved fiskeri, i 1960 var antallet vokset til 36.274, men faldt så atter til 33.675 i 1965 og 27.691. Af egentlige "aktive" fiskere var der 13.301 i 1950, 14.382 i 1960, 13.733 i 1965 og 11.671 i 1970. Men fiskeribyerne havde fortsat en voksende befolkning, blot var det nu fortrinsvis andre næringsgrene som fremstilling og tjenesteydelser, der vandt frem, og dermed mistede fiskeriet mange steder sin hidtidige betydning, omend det vedblev at være en ret stor næringsvej. === <big>De nyanlagte fiskeribyers historie</big> === I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet byggedes mange steder vaser, enkle moler, senere udvidede til egentlige havne (hvorved fiskerlejerne skiftede karakter til fiskeribyer). Omkring midten af 1800-tallet fremkom der planer om at bygge en række nye havne langs Jyllands vestkyst, hvorfra der skulle udveksles industrivarer med udlandet, men kun Esbjerg havn nåede at blive bygget i første omgang (anlagt 1868). Både mellemkrigstiden og efterkrigstiden op til omkring 1960 udgjorde i det store og hele en fremgangsperiode for fiskeribyerne. === Hirtshals === [[File:Hirshals harbour.jpg|right|350px|thumb|Hirtshals havn.]] Omkring århundredeskiftet blev Hirtshals beskrevet således: "Fiskerlejet Hirshals eller Lilleheden, med Skole, Missionshus (opf. 1896), Dampteglværk, Fabrik af Kakkelovnsrør, Kro (Lilleheden Kro), Badepensionat („Udsigten“), Stenmole, der danner en Baadehavn (ved Enden af den omtr. 400 Al. lange Mole er der omtr. 18 F. Vand, men paa Revlen udenfor kun 14 à 16 F.), Fyr (hvidt, fast Fyr med Blus hver 2 Minutter, der vises fra et 112 F. højt, rundt Taarn; Flammens Højde o. Havet 182 F., Lysvidden 5 Mil; paa Taarnet Signal for Is), Taagesignal, Signal- og Telegrafstation, Telefonstation, Redningsstation (opr. 1890), Fare-Signalstation for Fiskere og Toldkontrolsted. Fra Kysten 500 Al. N. for Fyret udgaa to Telegrafkabler, et til England og et til Norge."<ref>[http://runeberg.org/trap/3-4/0103.html J.P. Trap (1901), s. 83f]</ref> Hirtshals havde 437 indbyggere i 1906, 498 i 1911 og 516 i 1916.<ref>Folketællingen 1916, s. 72</ref> I 1919 afholdtes en arkitektkonkurrence om en helt ny havneby ved Hirtshals; den blev vundet af Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen.<ref>Gaardmand, s.16f</ref> I mellemkrigstiden udviklede Hirtshals sig: byen havde 1.039 indbyggere i 1921, 1.219 i 1925, 1.287 i 1930, 1.438 i 1935<ref>Folketællingen 1935, s. 179</ref> og 1.546 indbyggere i 1940.<ref>Folketællingen 1940, s. 131</ref> Byen fortsatte sin udvikling efter 2. verdenskrig: den havde 2.133 indbyggere i 1945, 2.532 indbyggere i 1950, 3.144 i 1955, 4.177 i 1960<ref>Folketællingen 1960, s. 195</ref> og 4.799 indbyggere i 1965.<ref>Folketællingen 1965, s. 14</ref> Havnen blev udvidet i 1966 til en af landets største fiskerihavne. === Hanstholm === [[Billede:Hanstholm.1.jpg|right|350px|thumb|Hanstholm havn]] På Hanstholm byggedes i 1843 Danmarks største og kraftigste fyr (Hanstholm Fyr) med fyrmesterbolig, ligesom der fandtes en redningsstation.<ref name=trap>Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark ved J.P.Trap, Speciel Deel, Andet Bind, Kjøbenhavn 1859, s. 113</ref> Befolkningen levede af landbrug og fiskeri. I 1917 vedtog Folketinget en lov om støtte til anlæg af en havn ved Hanstholm<ref>Gaardmand, s. 147</ref>, leder af projektet blev ingeniør Jørgen Fibiger, men som følge af for små årlige bevillinger gik arbejdet i stå i 1930-erne. På grund af knappe bevillinger nåede havnen således ikke at blive færdig før 2. verdenskrig. Besættelsesmagten standsede havnebyggeriet i 1942. Under 2. Verdenskrig blev den kalkhorst, som lå bag havnen, omdannet til et fæstningsanlæg. Det ufærdige havneanlæg forfaldt yderligere, og af frygt for invasion blev alle bygninger på havnepladsen sprængt bort. Under krigen opførtes omfattende befæstningsanlæg i Hansted (Verteidigungsbereich Hansted). Et tilsvarende anlæg byggedes i Sydnorge Batteri Vara (Møvik Fort). Sammen skulle de beherske indsejlingen gennem Skagerrak til Kattegat. Et område i midten, hvor kanonerne ikke rakte, var spærret af søminer. Samtidig blev beboerne i området bortflyttede fra stedet, og der gik flere år efter afslutningen af 2. verdenskrig, inden de kunne vende tilbage. Efter krigen mente en kommission i 1951, at man skulle undlade at færdigbygge den ruinagtige Hanstholm havn, og at der i stedet skulle satses på en udbygning af andre, intakte havne ved Vestkysten. Som følge af omfattende protester og efter endnu et kommissionsarbejde besluttede Folketinget ved en lov af 1960, at havnen skulle bygges færdig og fungere både som fiskerihavn og havn for skibsfarten. En særlig byplangruppe fik til opgave at lave en byplan for Hanstholm; denne forelå i form af et forslag til dispositionsplan i 1966.<ref>Gaardmand, s. 148</ref> I 1967 kunne fiskerihavnen åbnes, medens trafikhavnen kom senere. Sideløbende med havnebyggeriet skete en byplanlægning, der blev færdig i 1966. Da der var stor usikkerhed om den fremtidige byudvikling var byplanen udformet således, at der nærmest havnen blev udlagt et areal til centerformål og offentlig bebyggelse. I umiddelbar tilknytning hertil lagdes øst for et større boligområde omkring en øst-vestgående akse, idet udbygningen af boligområdet forudsattes at ske kvartersvis i takt med, at boligbehovet steg, for derved at sikre, at byen var funktionel uanset størrelse. Der blev lavet etapeskitser for 1500-2000, 2400-3500, 3.400-4.800 og 4.500-6000 indbyggere. Længst mod øst og adskilt fra boligområdet af en adgangsvej fra baglandet til havnen blev udlagt et industriområde.<ref>Gaardmand, s. 148</ref> === Nymindegab === [[File:Hafen von Hvide Sande.jpg|right|350px|thumb|Hvide Sande havn.]] Ringkøbing Fjord har været en havbugt, men landtanger, der voksede frem fra syd og især fra nord afskar den efterhånden fra Vesterhavet. Omkring 1650 var der et bredt udløb ved Sønder Havrvig, men så vandrede gabet sydpå og nåede til Skodbjerge i 1700, til Bjerregård i 1730, til Bjålum i 1750, til Nymindegab omkring 1800 og til Houstrup ca. 1845, hvor gabets vandring sluttede. Undervejs havde vandet adskilt det tidligere klitland Tipperne fra Holmsland Klit og dannet den brede, flodlignende Nyminde Strøm, der dog blev smallere, da den mødte den gamle kystklint ved Nymindegab og længere sydpå. I løbet af 1800-tallet, hvor der var adgang til både fjorden og havet, blev Nymindegab et af de vigtigste fiskerlejer på Vestkysten syd for Limfjorden og ladeplads. Men gabet sandede til, så man gravede i 1892 en kanal, som dog også jævnligt sandede til. I 1906 blev Nymindegab beskrevet således: "''Nymindegab, ved Nymindestrømmen, med Toldassistent-, Rednings-, Faresignal- og Statstelefonst., Købmandshdl., Kro og Færgested med Overfart til Holmsland Klit;"''<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'' 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; København 1904; s. 732</ref> I 1908-1909 blev den første kanal anlagt ved Hvide Sande, men efter en stormflod blev den lukket i 1915, hvor man i stedet gravede Gødelkanalen ved Nymindegab. I 1929-1930 blev den nuværende kanal anlagt ved Hvide Sande, og havfiskeriet flyttede dertil. Da man i 1870'erne begyndte at tænke på jernbane i Vardes vestegn, var det en selvfølge, at den skulle ende i Nymindegab og transportere fisk derfra. Den store jernbanelov fra 1894 indeholdt da også en bane "fra Nymindegab over Billum til Varde". Men med den evindelige tilsanding af gabet mistede Nymindegab sin betydning, og i 1900 besluttede Rigsdagen, at banen skulle ende i Nørre Nebel. Varde-Nørre Nebel Jernbane, der stadig eksisterer og nu hedder Vestbanen, blev åbnet i 1903. Der blev i 1917 og 1925 gjort forsøg på at få banen forlænget fra Nørre Nebel til Nymindegab, men forgæves. Nymindegab fik først jernbane i august 1942, dog ikke en offentlig bane, som beboerne kunne have gavn af, men et sidespor, der kun måtte bruges af den tyske værnemagt. Tyskerne var nemlig i gang med at anlægge en stor fæstning med hærkystbatteri, radarstation og en flakskydeplads til afprøvning af antiluftskyts. Hovedsporet gik til en banegård med 5 spor inde i Nymindegablejren, hvor det store militærpersonel blev indkvarteret, og et sidespor førte ud i klitterne til Flaklejren, hvor der var en rangerbanegård med 2 spor. Snart kom der hver uge lukkede tog fra Berlin med nye luftværnsbatterier, der skulle afprøves og sendes videre efter endt indskydning. Nebelbanen havde mange godstransporter til lejren, og toget "Piraten" kørte med arbejdere fra Esbjerg til Nymindegab om morgenen og tilbage om aftenen. Efter besættelsen blev sporet Nørre Nebel-Nymindegab i oktober 1945 brugt til udkørsel af bl.a. mergel, men ellers er sporet stort set kun blevet brugt af det danske militær. === Thorsminde === I 1868-1870 forsøgte et engelsk handelsselskab at etablere en kanal med sluse til at regulere vandstanden i Nissum Fjord, men dette projekt blev opgivet i 1885 på grund af tilsanding. Først i 1930 reetablerede den danske stat slusen med to afvandingsgennemløb og en kammersluse til skibene. Samtidig byggede staten også to læmoler på havsiden, og dermed startede fiskeriet fra stedet. Det voksede støt gennem årene og i 1960'erne var behovet for udbygninger så stort, at det til sidst lykkedes for lokale kræfter at få gennemført byggeriet af et havnebassin uden for slusen i 1967 – Vesthavnen. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === *Aage Aagesen: ''Geografiske studier over jernbanerne i Danmark''; København 1949 *Aage Aagesen: Befolkningen (''Atlas over Danmark''. serie I, bind II); København 1961 *Erik Bertelsen og Erik M. Poulsen: "Menneskets indgriben i havets naturforhold" (Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 442-470) *''Betænkning afgivet af Udvalget angående Hanstholm Havn'' angivet den 18. december 1951 (Betænkning nr 32); København 1952 *''Betænkning om Hanstholm Havn'' angivet den 25. september 1959 (Betænkning nr 235); København 1959 *Frode Bramsnæs: "Dansk fiskekonservesindustri" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 239-251) *René Schrøder Christensen, Gitte Hastrup, Henrik Harnow, Ellen Warring og Susanne Mikkelsen: ''Industrisamfundets erhvervshavne 1840-1870''; Kulturarvstyrelsen 2007 *J.C.C. Dyekjær: "Fiskefilet-industrien" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 253-267) *Arne Gaardmand: ''Dansk byplanlægning 1938-1992'' (1993) *G. Gruelund: ''Produktionslære''; 5. udgave, København 1951 *J.P. Hanesen: "Metoder og redskaber" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 175-182) *Jørgen Hejlesen: "Stålkuttere" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 159-162) * Poul Holm: "Den flåde vi ikke fik. Danske damptrawlere i Nordsøen og ved Island, 1887-1903" (''Sjæk'len 1991'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1992; s. 49-75) * Poul Holm: "Havnene før Havnen – Sydvestjyske havne ca. 1200-1867" (''Sjæk'len 1992'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1993; s. 9-40) * Poul Holm: "Et erhverv i sammenbrud – Vestkystens fiskerier 1975-1992" (''Sjæk'len 1993'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1994; s. 23-46) * Poul Holm: "Verdensmarkedet for fisk – Internationalisering og globalisering 1880-1997" (''Sjæk'len 1997'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1998; s. 29-42) * Poul Holm: "Hvordan det danske havfiskeri blev til, 1770-1914" (''Sjæk'len 1999'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2000, s. 19-54) * Poul Holm: "Kystens erhverv og bebyggelse, 1500-2000. Bidrag til Kulturhistorisk bygdeinddeling af Danmark" (Per Grau Møller, Linda Rasmussen og Poul Holm (red.): ''Aktører i Landskabet''; Syddansk Universitetsforlag, Odense 2000; s. 179-208) * Poul Holm: "100 års dansk fiskeri" (''Sjæk'len 2001'', Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 2002; s. 105-114) *Johs. Højsgaard: "Mekaniseringen i fiskeriets tjeneste" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 163-174) * Alan Hjorth Rasmussen: "Østersøen gav ... Træk af Bornholms og Christiansøs fiskerihistorie 1880-1993." (''Bornholmske Samlinger'' III. Række - 7. Bind; Rønne 1993; {{ISBN|87-97042-28-2}}) *Theodor Thomsen: "Industrifiskeriets udvikling og betydning for dansk fiskeri" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 269-275) *D. Yde-Andersen: "Fiskeren - havets arbejder" (Axel Steensberg (red.): ''Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende århundrede''; Bind II, København 1964; s. 611-636) *D. Yde-Andersen: "Af fiskernes historie" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 11-27) *D. Yde-Andersen: "Af fiskerfartøjets historie" (Anders Finsing (red.): ''Danmarks Fiskerierhverv''; Bind I, København 1964; s. 143-158) [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 3o98bbbu3a8gjzb5q7zd7dwtchi63vt 0 6384 42873 40130 2026-11-03T11:58:28Z Jcb 8204 42873 wikitext text/x-wiki En herregård eller hovedgård var i Danmark en større gård, der tilhørte en adelsmand, og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden ladegård og fæstegårde betegnes som et ''gods''. Senere fik gods en bredere betydning og betegner nu enhver gård af en størrelse over 24 tønder hartkorn. Betegnelsen ''herregård'' stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet. En herregård defineres som en gård, der har haft hoved- eller sædegårdsstatus og derfor nydt forskellige privilegier.<ref>Olsen (1981), sp. 698-700</ref> Ved anvendelse af denne definition findes der 731 herregårde i Kongeriget Danmark uden Sønderjylland og Holsten i 1682.<ref>Porsmose (1996), s. 91</ref> Det må dog understreges, at antallet forandrede sig med tiden som følge af til- og afgange. I en række tilfælde blev således herregårde nedlagt og erstattet af bondegårde.<ref>Pedersen (1915), s. 46f</ref> Gennem hele deres eksistens frem til og med lensafløsningen i begyndelsen af det 20. århundrede spillede herregårdene en betydelig rolle for landbruget og tilværelsen på landet på godt og ondt: ved nedlæggelser af gårde og oprettelser af huse, ved at fremme eller bekoste driftsomlægninger både for sig selv og for bønderne, ved at fremme andre indtægtsmuligheder i landdistrikter i form af fabriksdrift og lignende, ved oprettelse af skoler og hospitaler, ved at etablere udskibningssteder o.s.v. === <big>Struktur og driftsforhold</big> === Herregårde udgjorde dele af et samlet ''gods''. Godser bestod af selve herregården, fæstegårde, fæstehuse, vand- og/eller stubmølle(r), hovedgårdsmarker, skov(e), eng(e), søer og/eller åer (fiskevande) og andre besiddelser fx. kirker, sygehuse, hollænderi og lignende. Fæsterne var beboere i fæstegårde og fæstehuse. De måtte betale indfæstning for at overtage retten til at bo og bruge fæstegårdene eller fæstehusene med eventuelt tilhørende jordlodder med videre, desuden yde landgilde (småredsler, persiller) i naturalier og/eller penge og/eller yde hoveri, det vil sige arbejdstjeneste for herregården. Godserne kunne være mere eller mindre velarronderede, det vil sige, at fæstegodset lå mere eller mindre i tilknytning til selve herregården. Arveforhold gjorde, at samlede godser kunne blive splittede mellem forskellige arveberettigede, og for at modvirke dette, foretog godsejere mageskifter, det vil sige byttede (som regel) fjernt liggende fæstegårde mod andre, nærmere liggende fæstegårde. I andre tilfælde blev jordegods tilkøbt eller frasolgt dels af økonomiske, dels af driftsmæssige årsager. Herregården bestod typisk af en hovedbygning, avlsbygninger, eventuelle fæstningsværker og have/parkanlæg samt hovedgårdens egne driftsarealer, hvilke indgik i en karakteristisk helhed. Skønt herregårdsdriften alt andet lige var priviligeret, var den ikke uden fare. Krige, misvækst, hårde beskatninger og sygdomsepidemier, der kunne ramme både fæstere, besætninger og korn, kunne i visse tilfælde lægge fæstegårde og -huse øde eller på ingen tid nedbryde en ellers stor og sund drift. Ødegårde var et jævnligt forekommende fænomen. I sådanne tilfælde måtte godsejeren forsøge at få fæstegodset besat igen, alternativt lade jorden drive under selve herregården. De omtalte forhold indebærer, at herregårde udgjorde et vigtigt bebyggelseselement i landbrugslandet, hvis indflydelse strakte sig langt ud over selve gården og dens egne dyrkede jorder. Viggo Hansen har gjort sig til talsmand for en deling af herregårde i to hovedtyper: korngårde og kvæggårde. Ved korngårde forstår han sådanne, hvor kornavl må anses for dominerende, mens kvægavl er sådanne, hvor kvægavl er dominerende. Forskellen viser sig i hartkornet sat i forhold til det dyrkede areal: hvis andelen af hartkorn omtrent modsvarer andelen af det dyrkede areal i et sogn, er det en korngård, men hvis hartkornet er betydeligt større end andelen af det dyrkede areal på grund af værdien af enges og overdrevs ydelser i læs hø og græsningsmuligheder for kreaturer samt skoves værdi på grund af olden til svin, er det en kvæggård.<ref name="Ha 86f">Hansen (1964), s. 86-87</ref> Skønt Viggo Hansens iagttagelse af forskelle mellem gårde med andele af hartkorn nær sognets som helhed henholdsvis væsentligt større end gennemsnittet for et sogn utvivlsomt et rigtig, er det straks mere tvivlsomt, om det umiddelbart berettiger til at betegne den ene herregård som korngård og den anden som kvæggård. Først og fremmest bestod et gods jo af både hovedgård ''og'' fæstegårde, og derfor må der tages hensyn til dette ved vurdering af driften af det samlede gods. Dernæst kunne godsejere gennem deres landgilde-bestemmelser ændre på en gårds drift. Eksempelvis kunne fæstegårde pålægges at yde en del af deres landgilde i form af smør, fodernød, foderokse eller staldokse<ref name="KEF 1988 22-86">Frandsen (1988), s. 22-26</ref>, hvilket betød, at en hovedgårds ''samlede'' regnskab derved forrykkes i retning af vægt på kvægdrift, ''selv om'' hovedgården i sig selv havde begrænsede enge, overdrev og skov til rådighed. Ydermere forelå muligheden for, at ikke blot en hovedgård men også dens underliggende fæstegods havde adgang til eng, overdrev og skov, hvorved hovedgården i sig selv måske ikke skilte sig klart ud i forhold til et sogns øvrige gårde. Endelig må påpeges, at kvæghold og svinehold er to forskellige ting. Og kvæghold kan antage uens former: i tider med gode konjunkturer og afsætningsmuligheder kan vægten blive lagt på studeopdræt og studehandel, til andre tider på hollænderi med fremstilling af mælk, smør og ost som hovedformål. Der imod kan fordelingen af en hovedgårds hartkorn på ager, høslet og græsning siges at afspejle de stedlige landskabelige forhold. En undersøgelse af hovedgårde beliggende i et bælte tværs over det sydlige Nørrejylland har vist, at de fleste gårde i 1686 havde to trediedele eller mere af deres hartkorn som agerjord, men der var en række undtagelser, hvor kun halvdelen af hartkornet var ansat i agerjord.<ref name="Sch 178">Schacke (2003), s. 178</ref> Fælles for disse undtagelser var en beliggenhed i egne med omfattende engområder, især i marsken i Sydvestjylland og i engstrøg bag de vestjyske klitter men også andre steder.<ref name="Sch 183">Schacke (2003), s. 183</ref> Interessant nok viser det sig, at hovedgårdenes hartkornsandel af hø overalt er højere end for alle gårde og i gennemsnit dobbelt så stor som ellers, hvor imod græsandelen af hartkornet udviste større udsving: stadig større på den midtjyske hedeslette og i dele af Østjylland men markant lavere i marsken, på bakkeøer og i andre dele af Østjylland.<ref name="Sch 184">Schacke (2003), s. 184</ref> På lignende måde var der klare geografiske forskelle i sammensætningen af den landgilde, som i 1662 blev ydet til hovedgårdene. Således var kornets andel af landgilden svingende fra egn til egn: på store dele af Sjælland og Falster samt i Thy og på Mors omkring 80% men på Fyn og i Østjylland under 60%.<ref name="Dam 2010 67f">Dam (2010), s. 167-168</ref> Også med hensyn til fordelingen på kornsorter var det klare forskelle, således var rugs andel højst i de jyske hedeegne og på Djursland, mens byg dominerede på Syd- og Østsjælland, Lolland-Falster, det meste af Fyn samt i store dele af Vendsyssel-Thy.<ref name="Dam 2010 171f">Dam (2010), s. 171-172</ref> Smør spillede en særlig stor rolle omkring Åmosen på Sjælland, ved moser og enge i den vestlige del af Vendsyssel og Himmerland, i ådale i jyske hedeegne samt i visse skovdominerede egne på Sjælland og Fyn.<ref name="Dam 2010 184ff">Dam (2010), s. 184-188</ref> Svin udgjorde over 10% af landgilden i Jylland men kun omkring halvdelen på Fyn og en fjerdedel heraf på Sjælland. Den synes mest udbredt i skovegne.<ref name="Dam 2010 196ff">Dam (2010), s. 196-209</ref> Småredsler (lam, gæs og høns) forekom i forskellige kombinationer over hele landet.<ref name="Dam 2010 214ff">Dam (2010), s. 152-227</ref> Endelig var der forskelle i selve driftsformen, især i vægtningen af den rolle, som hoveri og landgilde spillede for de enkelte hovedgårde. Beroende på driftens indretning kunne man skelne mellem såkaldte rentegodser, det vil sige et fæstegodssystem<ref name="Sø 12">Sørensen (2021-22), s. 12</ref> (''rentengrundherschafft''), hvor hovedvægten var lagt på at yde landgilde, og et hovedgårdssystem<ref name="Sø 12"/> (''gutsherrschaft''), hvor hovedvægten lagdes på hovedgårdsdriften med hoveriet som fæsternes vigtigste ydelse, men som regel bestod hovedgårdsdriften af en afstemning mellem disse yderformer. Også geografisk kunne der være forskelle, således var rentegodser mest udbredte i de kongelige vestlige dele af Hertugdømmet Slesvig mens Gutherrschaft var mest udbredt i de østligste dele.<ref name="Sch 43ff">Schacke (2003), s. 43-46</ref> Der er næppe tvivl om, at også godsers arrondering spillede en rolle: hoveri var kun muligt, hvis fæstebønderne boede mindre end 5 km fra hovedgården (svarende til omkring en times gang frem og tilbage), mens det for fæstebønder i større afstand var mere fordelagtigt at lade bønderne betale større landgilde eller betale penge til gengæld for ikke at skulle yde hoveri.<ref name="Sø 42f">Sørensen (2021-22), s. 42-43</ref> Ligeledes måtte skiftende konjunkturer spille ind: i tider med usikre konjunkturer kunne det være en fordel for godsets økonomi at modtage et fast, årligt, kontant beløb frem for en usikker indtægt fra hovedgårdens drift.<ref name="SchH 23">Schultz Hansen (1986), s. 23</ref> Det må imidlertid understreges, at disse forskelle kun i hovedtræk lader sig afspejle i uens landskabelige forhold. Godsejerens driftsmæssige beslutninger - mere eller mindre vel overvejede - og muligheder (fx. om godset var vel arronderet eller ej) havde det endelige ord. Vil man vurdere en hovedgård (eller en hvilken som helst anden landbrugsejendom) må man altså kende dens regnskaber for at opnå en sikker bestemmelse af dens driftsform. Ligeledes må man være opmærksom på, at de økonomiske konjunkturer løbende ændrede sig, og ethvert tidsbestemt nedslag derfor kun viser de netop på dette tidspunkt værende forhold. Til belysning af den indflydelse, som de landskabelige forhold i forening med godsets arronderingsgrad og de økonomiske konjunkturer spillede for driften kan nævnes Trøjborg gods. Dette lå i de kongerigske enklaver i Sønderjylland og hørte altså til kongeriget.<ref name="SchH 8">Schultz Hansen (1986), s. 8</ref> Godset blev mageskiftet i 1579 mellem kong Frederik II og lensmanden på Trøjborg, Peter Rantzau.<ref name="SchH 10">Schultz Hansen (1986), s. 10</ref> Godset bestod ved mageskiftet af 87 fæstegårde i Lø herred, 11 i Højer herred, desuden yderligere 17 fæstegårde der tidligere havde hørt under Riberhus samt kronens rettigheder for 14 selvejergårde, også i Lø herred, samt kronens ret til eget herredsting, jus patronatus til kirkerne og "strøm".<ref name="SchH 11">Schultz Hansen (1986), s. 11</ref> Godset var ikke særlig vel arronderet: i 1589 lå 54% af fæstegårdene i samme sogn som hovedgården, Visby, eller i dettes nabosogne, Brede og Emmerlev. 46% af fæstegårdene lå længere væk.<ref name="SchH 11"/> Intet tyder imidlertid på, at der mellem 1580 og 1655 skete noget forsøg på at samle fæstegodset nærmere hovedgården.<ref name="SchH 11"/> Forklaringen kan til dels søges i de landskabelige forhold: godset lå i marskegne, der udgjorde næsten halvdelen af det samlede areal: i år 1600 udgjorde ager ca. 362 hektar og eng ca. 269 hektar; mange af engene lå langt fra hovedgården.<ref name="SchH 16">Schultz Hansen (1986), s. 16</ref> De anvendtes til græsning og høslet.<ref name="SchH 16f">Schultz Hansen (1986), s. 16-17</ref> Det er muligt, at godset i ældre tid havde satset på et omfattende studeopdræt og handel, i det mindste blev 96 "okser" i 1603 sendt til Hamborg og solgt for 1.173 daler 19 sk. 3 d. En stor del af disse stude var imidlertid købt hos stedlige bønder, og fraregnet udgifterne for disse køb samt told og driveomkostninger, blev fortjenesten kun på 52 daler 4 sk. 6 d.<ref name="SchH 31">Schultz Hansen (1986), s. 31</ref> Her over for stod indtægter for 7 tønder smør solgt på 95 daler 1 sk. (svarende til 13 daler 19 sk. pr. tønde), indtægter på solgt ost på 30 daler 30 sk., i alt en samlet indtægt fra hollænderiet på 125 daler 31 sk. Men andre indtægtskilder gav betydeligt mere: landgildepenge, -afløsning og gæsteri 1.601 daler, stedsmål og sagefald 347 daler, udlejning af hovedgårdsenge 194 daler mens hoveriafløsning og kornsalg hver blot gav 6 daler.<ref name="SchH 31f">Schultz Hansen (1986), s. 31-32</ref> Det solgte korn var ikke selvdyrket men stammede fra landgilde eller køb.<ref name="SchH 33">Schultz Hansen (1986), s. 33</ref> Med et sådant regnskab er det forståeligt, at godset ikke søgte at forbedre arronderingen eller at satse på større hovedgodsdrift. Det var helt enkelt ikke rentabelt. Mellem 1603 og 1663 blev hoveri afløst af en pengeafgift, hovedgårdens enge blev udlejede til fæstebønder og til andre uden forbindelse med godset. Som følge heraf voksede indtægterne med næsten 2.500 rigsdaler i forhold til 1603, mens bortforpagtning af hollænderiet gav 267 rigsdaler, kornsalg gav 454 rigsdaler, stedsmål og sagefald gav 305 rigsdaler.<ref name="SchH 37"/> Godsets store indkomststigning skete til trods for, at landgilden var uforandret.<ref name="SchH 37">Schultz Hansen (1986), s. 37</ref> Studeopdrættet var ophørt til fordel for hollænderiet, men de samlede indtægters betydning var nærmest uændrede.<ref name="SchH 38">Schultz Hansen (1986), s. 38</ref> I 1663 som i 1603 var Trøjborg således fortsat et rentegods, omend den samlede indtægt fra godsets egen drift (hollænderiforpagtning, kornsalg og andet varesalg) var forøget noget.<ref name="SchH 38">Schultz Hansen (1986), s. 38</ref> Her over for står forholdene i andre dele af landet, især på øerne. Her synes tendensen i retning af forøget hovedgårdsdrift at være gennemgående og den nåede som regel 50-60% af godsindtægterne i 1700-tallet<ref name="Pe 1983 156">Pedersen (1983), s. 156</ref>, men udviklingen lader sig spore tilbage til renæssancen. Mange forhold kunne motivere en sådan udvikling: beslutningen om at fritage fæstegårde beliggende i samme sogn som hovedgårde for skat måtte fremme godsejeres ønske om selv at kunne høste en del af denne skattelettelse i form af forøget landgilde. I tider med befolkningsnedgang kunne det være vanskeligt at få alle fæstegårde besat, og her var inddragelse under hovedgårdens drift en mulighed for at kompensere for dette, hvilket dels forudsatte, at hovedgården var udskilt fra landsbyfællesskabet med særjorder, dels at således inddraget jord var hensigtsmæssigt beliggende for en samdrift. Set fra hovedgårdens side udgjorde fæstebønders gæld og restancer fx. på grund af misvækst eller kvægsyge et problem, og måtte restancerne eftergives, betød det et indkomsttab. Hvis jorden derimod blev drevet under hovedgården, var denne sikret udbyttet af driften og ville opnå den fulde gevinst ved prisstigninger - modsat en fast landgildeydelse i penge. Men også hoveriydelser kunne motivere til forøget hovedgårdsdrift, både i form af ulige driftsforbedringer som udvidet agerjord med dertil hørende rydning af sten, buske eller afvanding af moser og enge<ref name="Pe 1983 144f">Pedersen (1983), s. 144-145</ref> samt driftsomlægninger, hvor blandt andet overgang til driftsformen kobbelbrug i 1770-erne forudsatte en omfattende arbejdsindsats i forbindelse med både selve driftsomlægningen og den efterfølgende kobbeldrift.<ref name="LD 1988 215">Dombernowsky (1988), s. 215</ref> Af andre driftsforbedringer kan nævnes en begyndende brug af mergling på jyske hovedgårde allerede fra 1730-erne.<ref name="LD 1988 220">Dombernowsky (1988), s. 220</ref> Som andre fordele ved godssamling kan nævnes muligheden for at opnå birkeret over godsets bønder<ref>Jensen (1982), s. 120</ref> og patronatsret over den stedlige kirke med ret til at opkræve dens tiende mod at bekoste kirkens vedligeholdelse. === <big>Beliggenhed og fordeling</big> === Med hensyn til beliggenhed i landskabet synes herregårdene at være lagt under afvejning af en række hensyn: driftsmæssigt måtte herregården lægges efter gode agerjorder, nærheden til gode enge, mulighed for møllebrug, muligheder for fiskeri samt adgangen til skov. Også beliggenhed i forhold til vejnettet og gårdens jordtilliggende kan have spillet en rolle.<ref>Lorenzen (1957), s. 374</ref> Herregården kunne ligge som landsbyhovedgårde inde i en landsby eller som særbrudsgårde frit og enligt.<ref>Lorenzen (1957), s. 373</ref> Historisk synes udviklingen at være gået i retning af sidst nævnte. Især i ældre tid synes også forsvarshensyn at have spillet en rolle for beliggenheden. I princippet kan man skelne mellem to typer: højborge og vandborge. Højborge tilstræber at holde forsvarerne højt i forhold til angriberne, vandborge lægger vægten på at holde angriberne på afstand<ref name="Lo 1957 399">Lorenzen (1957), s. 399</ref> med voldgrave og palisader.<ref>Lorenzen (1957), s. 400</ref> Selve befæstningskunsten udviklede sig i løbet af middelalderen og senere i takt med selve krigskunstens udvikling, her under ikke mindst fremkomsten af ildvåben.<ref name="Lo 1957 399"/> Med hensyn til udbredelse og fordeling i landet fandtes herregårde i alle dele af landet bortset fra Bornholm og på de mindre øer<ref>Porsmose (1996), s. 89</ref>, herunder Ærø, hvor Kronen var nærsten enerådende<ref>Porsmose (1987), s. 93</ref>, (dog ligger fx Brattingborg på Samsø og Kærstrup/Thorseng/Valdemars slot på Tåsinge). Tyndest er forekomsten i Nordøstsjælland og Falster, hvor Kronen ved mageskifter efterhånden sikrede sig det meste af området samt i Midt- og Vestjylland.<ref>Porsmose (1996), s. 89, 91</ref> === Vendsyssel === For Vendsyssels vedkommende har Viggo Hansen konstateret, at "hovedgårdene fortrinsvis lå (og ligger) på de mere begunstigede terrænformer, først og fremmest på yoldiafladerne (Hjørring-plateauet, Bindslevfalden samt Vorså-dalen og dens omgivende flader) og de mere jævne moræneflader i vest. Dernæst konstateres der en ring af hovedgårde rundt om St. Vildmose, liggende dels på grænsen mellem yoldiafladen og litorinafladen (Hjermeslevgård, Vrå, Sdr. Elkjær og Vang) og dels på selve litorinafladen (Hammelmose, Birkelse, Rødslet (forsvundet efter 1940))."<ref>Hansen (1964), s. 79f</ref> Han konstaterer, at "godssamlere har foretrukket dels de let bearbejdelige jorder og dels de mere befolkningsrige egne, idet det var en forudsætning for markernes behandling, at der gennem hovbønderne kunne fås den fornødne arbejdskraft."<ref>Hansen (1964), s. 80f</ref> Samtidig konstateres "en række hovedgårde på lavtliggende arealer med ringere befolkningstæthed, men med store og lettilgængelige græsningsarealer, først og fremmest på litorinafladerne" samt "nogle få, især mindre, hovedgårde i de bakkede moræner (Skørholt, Egetgård, Lengsholm, Gjerumgård), men det er tydeligt, at de mest bakkede egne ganske skyedes af hovedgårdene."<ref name="Ha 81">Hansen (1964), s. 81</ref> Senere uddyber Viggo Hansen sin vurdering således: "stiller man nu hovedgårdenes areal og hartkorn over for de tilsvarende tal for resten af sognets gårde, viser det sig, at i visse tilfælde er forholdet det samme for hovedgården og bøndergårdene, mens man i andre tilfælde konstaterer en stor overvægt til hartkornet for hovedgårdenes vedkommende, men ikke for bøndergårdene. Man kommer til samme resultat, når man beregner hovedgårdenes dyrkede areal henholdsvis dens hartkorn i forhold til hele sognets."<ref name="Ha 87">Hansen (1964), s. 87</ref> "Den ene type hovedgård, hvor forholdet mellem dyrket areal og hartkorn ligger nær bøndergårdenes, kan man passende kalde ''korngårde'', mens den anden type, hvis areal i sognets hartkorn i forhold til det dyrkede areal er meget større end bøndergårdenes, kunne benævnes ''kvæggårde''."<ref name="Ha 87"/> === Øvrige Jylland === Viggo Hansen konstaterer også, at "i sammenligning med det øvrige Jylland har Vendsyssel haft usædvanligt mange hovedgårde, men de fleste var ret små, idet 50 af de 64 havde mindre end 40 tdr. hartkorn, og kun 6 havde over 60 td. hartkorn (Asdal, Hundslund, Hjermeslevgd., Hammelmose, Vorgård og Vrå)".<ref name="Ha 81"/> Endvidere fremhæves "afbyggergårdene, selvstændige brug, der var skyldsatte under hovedgårdenes hartkorn", hvilket med Henrik Pedersen og Gunnar Olsen tilskrives "en tidlig udstykning af hovedgårdene alene eller i forbindelse med en nyopdyrkning."<ref name="Ha 81"/> === Sønderjylland === For Sønderjyllands vedkommende konstaterer Carsten Porskrog Rasmussen, at hertugdømmet var delt i 4 dele: marskegnene, som var uden godser, "gamle landsherrelige (efter 1720 vil det sige kongelige) amter og på adelsgodser som Trøjborg<ref name="SchH 33">Schultz Hansen (1986), s. 33</ref>, Schackenborg og Lindewitt var bønderne fri for hoveri" med såkaldt ''rentengrundherrschaft'' bestående i faste pengeafgifter, Hans den Yngres tidligere godser på Als og Ærø, i Sundeved og Angel samt områder som Sandbjerg, Gram og Søgård-Gråsten med en blanding af hovedgårdsdrift og landgildeøkonomi, hvor hovedgårdene omfattede 10-30% af arealet, og endelig i det sydøstligste Sønderjylland (dele af Angel, Svansen og Jernved) med ''gutherrschaft'', hvor omkring halvdelen af jorden hørte under godset og hvor bønderne ydede et omfattende hoveri, typisk tre mand og et spand heste til hoveri i 300 dage om året, i enkelte tilfælde endda 4-5 personer og to spand dagligt, hvilket var fx 4-5 gange så omfattende som på Sjælland. Godserne lå overvejende i områdets østelige moræneområder, dog nogle få i geestområder.<ref>Porskrog Rasmussen (2006), s. 50f</ref> === Fyn === For Fyns vedkommende viser en undersøgelse, at af 131 hovedgårde lå kun 11 (8%) i dødisområder og randmoræner, men 120 (92%) uden for sådanne<ref name="Sch 67">Schacke (2003), s. 67</ref> mens fordelingen i kuperet terræn med hældninger over 6° var 22 (17%) mod 109 (83%) uden for kuperet terræn.<ref name="Sch 71">Schacke (2003), s. 71</ref> Opgjort efter bygder lå 56 (43%) i kystbygd, 40 (30%) i slettebygd og 25 (27%) i skovbygd.<ref name="Sch 73">Schacke (2003), s. 73</ref> === <big>Hovedgårdenes historie</big> === Herregårdene er opståede til forskellige tider og på forskellige måder. Herregårdenes historie har en politisk såvel som en økonomisk og social side. Den ene kan ikke forstås uden den anden. === Ældre Middelalder (indtil 1202) === Spørgsmålet om hovedgårdenes oprindelse er endnu uafklaret. Det har været foreslået, at de gårde, som senere blev benævnt "hovgårde", skulle have deres oprindelse allerede i hedensk tid og være oprettet på jord, der var hellig, kaldet "hov", og at bønderne skulle udføre hovarbejde ("hoværje") for dem.<ref>Pedersen (1847), s. 310f, 317</ref> Teorien understøttes af, at en række storgårde fra vikingetiden, fx. et gårdkompleks ved Tissø, øjensynligt lå i tilknytning til et offersted for krigsguden Tyr og med indslag også af ofrede middelalderlige våben<ref>Jørgensen og Pedersen (1996), s. 24</ref>, og af, at en række stednavne på ''-hov'' forekommer i forbindelse med andre vidnesbyrd om forekomst af hedenske helligdomme.<ref name="Ol 1981 698">Olsen (1981), sp. 698</ref> Til støtte tjener også, at Ramløse hovgård i Holbo herred var i 1140 en storgård ejet af Roskildebispen. Skønt de fleste stednavne på hovgård først forekommer sent i middelalderen, afspejler dette således en, omend svag, kontinuitet mellem oldtid og senere dele af middelalderen.<ref name="Ol 1981 698"/> Allerede i vikingetiden ses, at gårde kunne have uens størrelse, og i digtet "''Rigs vandring''"<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 317f</ref> fortælles om et tredelt samfund bestående af en ufri stand (trællene), en fri bondestand og en stand af frie og særligt velhavende, stormændene. I det tidlige middelaldersamfund var det ''kongemagten'', der stod som den, der sikrede freden og retsvæsenet, og i Knud den Helliges gavebrev af 1085 bestod en stor del af gaven af jordegods, som stormænd havde betalt kongen for at genkøbe deres fred. Kong Niels fik ret til bøderne for ledingsbrud, hvilket vil sige, at kongen indtog en ledende rolle i ledingsvæsenet. Fra samme tid stammer princippet om, at kongen ejer alt, som ingen anden har udtrykkelig ejendomsret til (danefæ), desuden forstrande samt alle vrag, der drev ind på stranden, og i ''Kong Valdemars Jordebog'' fra omkring 1230 ses, at store, tidligere herreløse skovområder nu hørte under krongodset. Det var imidlertid hirden, der afspejlede kongens faktiske magt. Gennem hirdens udvidelse og omdannelse blev kongens magt formelt mangedoblet: fra i begyndelsen at have været kongens livgarden, der fulgte ham på rejserne fra ''kongsgård'' til kongsgård, begynder hirdmænd at optræde som kongens ombudsmænd, hans stedlige ''stedfortrædere'' i de enkelte herreder.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 28ff</ref> Dermed lagdes grunden til den forvaltningsordning, som siden blev en del af hovedgårdsejernes virke. Udtrykket "herregård" synes ikke at være blevet brugt i middelalderen, men udtrykket "herremand" kendes først fra Jyske Lov i 1241.<ref name="Po 1988 304">Porsmose (1988), s. 304</ref> I ældre middelalder anvendtes betegnelsen ''mansio'' eller ''curia'', også i flæng, og fra omkring 1300 udtrykket ''curia principalis'', mens betegnelsen "hovedgård" først kendes fra senmiddelalderen. Avlsgårde i tilknytning til klostre og bisper blev benævnt ''grangie'' og avlsgårde i tilknytning til kongelige slotte blev benævnt ''ladegårde''.<ref name="Ol 1981 697f">Olsen (1981), sp. 697-698</ref> Allerede fra 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet kendes et stort antal hovedgårde, især tilhørende Hvideslægten på Sjælland og til dels, fordi de blev skænket til Sorø kloster. Størrelsen af disse hovedgårde var på 3-5 bol, hvilket udgjorde mellem en fjerdedel og over halvdelen af værdiansættelsen i de landsbyer, de lå i. I flere tilfælde kendes også det bøndergods, som lå i tilknytning til disse hovedgårde, således skænkede Absalon i 1199 Holbækgård i Merløse herred med 4 landsbyer (Metheløse, Grubthorp, Tostethorp og Ulftorp) til Sorø kloster.<ref name="Ol 1981 698"/> For Vendsyssels vedkommende har Viggo Hansen konstateret, at følgende herregårde var middelalderligt krongods: "Åstrup i St. Hans sogn, Birkelse i Åby sogn, Børglum i Børglum sogn og Hundslund i Dronninglund sogn".<ref name="Ha 82"/> Foruden herregårde hidrørerende fra ældre middelalder, der er opståede i forbindelse med krongodser, findes andre opståede som kloster- og bispegodser.<ref name="Ha 82">Hansen (1964), s. 82</ref> Således var følgende herregårde i Vendsyssel middelalderligt bispegods: "Bangsbo i Flade sogn, Tidemandsholm (Kærtoft) i Tårs sogn, Sæbygård i Volstrup sogn, Burholt i Øster Brønderslev sogn, Vorgård i Vor sogn og Rødslet i Vadum sogn".<ref name="Ha 82"/> I takt med, at klostrene fik tillagt mere og mere jordegods, opstod også behovet for ladegårde, såkaldte ''grangier'', som stedlige repræsentanter for klostrene. Med hensyn til driften af disse ældre hovedgårde synes klostrene at have dannet forbillede: således havde Esrum kloster, der omkring 1151 overgik til cisterciesterne, en avlsgård (''grangie'') ved selve klosteret og yderligere en række grangier i større eller mindre afstand fra dette, i Villigerød, Holløse og Stenholt i Holbo herred samt i Havreholm, Borsholm, Saunte og Toelt i Lynge herred. Nogle af disse grangier var blevet oprettede ved samtidig at nedlægge torper, således var Villingerød grangie oprettet på bekostning af Eskilsholm, Langholm og Davidstorp, mens Holløse var oprettet på bekostning ad Råge, og Havreholm var oprettet på bekostning af Åholm. Disse grangier var oprindeligt tiendefri, men 1215 ophævede Laterankonciliet tiendefriheden for fremtidige erhvervelser, og da i 1302 den ældre tiendefrihed blev bibeholdt ved bortfæstelse, blev flere grangier udstykkede til fæstegårde eller de blev bortforpagtet til adelsmænd.<ref name="Ol 1981 699">Olsen (1981), sp. 699</ref> For herregårde tilhørende verdslige herremænd synes tre driftsystemer at have være taget i brug:<br /> - hovedgården kunne drives ved hjælp af en fast mindre stand af tjenestefolk og ved hoveri fra små landbogårde og/eller gårdsæder, der i højsæsonen (fx. høst) kunne suppleres med lønnede løsarbejdere<ref name="Hy 1994 53">Hybel (1994), s. 53</ref>, eller<br /><ref name="Sø 11">Sørensen (2021-22), s. 11</ref> - hovedgården kunne omdannes til en brydegård med partsforpagtning, hvor bryden, forpagteren, delte høstudbyttet med jordejeren<ref name="Hy 1994 58">Hybel (1994), s. 58</ref>, eller<br /> - hovedgården kunne omdannes til en brydegård, hvor bryden fungerede som regnskabspligtig foged, der skulle betale en fast årlig landgilde.<ref name="Hy 1994 58"/><br /> I ældre middelalder synes de fleste hovedgårde at have været små og med deres tilliggende bondegods beliggende umiddelbart i tilknytning til hovedgården. Under disse forhold kunne hoveribaseret godsdrift forekomme at være den foretrukne form. Men denne driftsform lod sig vanskeligt forene med en økonomisk udvikling med befolknings- og markedsbetingede konjunkturudsving.<ref name="Hy 1994 42">Hybel (1994), s. 42</ref> Den forudsatte en omfattende kontrol for at undgå snyderi og tyveri.<ref name="Hy 1994 43">Hybel (1994), s. 43</ref> Den blev mindre hensigtsmæssig for godsejeren, hvis bøndernes husstand voksede og muliggjorde, at overskudsbefolkningen søgte over i andre næringsveje.<ref name="Hy 1994 44">Hybel (1994), s. 44</ref> Den indebar tillige, at bønderne kun i begrænset udstrækning kunne drive deres egne jorder, hvilket måtte motivere både godsejere og bønder til at foretrække hoveriet afløst af pengeydelser og lade hovedgårdsdriften foregå med lønnet arbejdskraft.<ref name="Hy 1994 47">Hybel (1994), s. 47</ref> Og allerede frem mod midten af det 13. århundrede synes partsforpagtning at forsvinde til fordel for mere selvstændige bryder.<ref name="Hy 1994 59">Hybel (1994), s. 59</ref> Men gennem hele middelalderen synes godsejere snarere at være afgiftsnyder end egentlig aktiv driftsherre af sine ejendomme.<ref name="Hy 2003 297">Hybel (2003), s. 297</ref> === Herregårdene skiller sig ud (1202-1348) === Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere ledingspligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Det betød også, at begrebet "hovedgård" nu mere entydigt blev anvendt om gårde med bestemte rettigheder og pligter: skattefrihed og ledingspligt, men det var fortsat gårdens rolle som ''sædegård'', det vil sige bolig for herremanden, der var afgørende.<ref name="Ol 1981 700">Olsen (1981), sp. 700</ref> Under Valdemarerne havde staten udnyttet befolkningen til krigstjenester i forbindelse med den datidige imperialistiske politik.<ref name="AEC 1976 102">Aksel E. Christensen (1976), s. 102</ref> Det var en politik, der hvilede på en statshusholdning, hvor domæneindtægter og skatter skulle dække de voksende udgifter til hær og administration.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 101</ref> Men efterhånden, som udbytningen af befolkningen voksede uden, at indtægterne fulgte med, udviklede staten et voksende underskud, og kongen måtte derfor ofre af sine ejendomme og indtægter for at tilgodese dem, der lånte ham penge til finansieringen af rigets politik.<ref name="AEC 1976 102"/> Efterhånden måtte Kronen derfor skifte politik: der blev gennemført en hærreform, hvor et mindre antal stormænd personligt indgik i en kongelig rytterhær og udførte anden tjeneste mod til gengæld at blive fritaget for pligt til at betale skat for deres ejendomme.<ref name="AEC 1976 102"/> I takt med, at krigstjenesten blev stadigt mere belastende, forlangte herremændene en udvidet skattefrihed. Dette krav blev imødekommet, og endnu i Jyske Lov omfattede skattefriheden alene den jord, som herremændene drev for egen regning, således både sædegårdene (hvor herremanden boede) og ladegårde samt brydejord. Men i løbet af de følgende hundrede år kom skattefriheden til at omfatte al herremandens ejendomsbesiddelse, hvorved også landgildeydende fæstegårde blev skattefri. Desuden blev herremændenes bryder og landboere i stor udstrækning fritaget for arbejdsydelser og andre præstationer til staten dels ved almene bestemmelser, dels ved særlige privilegier til de enkelte herremænd.<ref name="AEC 1976 102"/> Følgen af denne udvikling var, at det for mange bønder måtte forekomme fristende at overdrage deres gård til en herremand og dermed blive skattefrie. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Umiddelbart forekom overgangen fra selveje til fæste at være en økonomisk fordel, idet adelens skattefrihed blev udstrakt til fæstegodset og skatterne som regel var større end den landgilde, der nu måtte betales. Denne tilbøjelighed til at give sig ind under en stormands værn var bundet til, at bønderne opgav deres ejendomsret til jorden og overlod den til stormanden således, at de frem over bøde på stormandens jord.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 117</ref> I begyndelsen blev adelige sædegårde kaldt ''mansio'', men efterhånden vandt benævnelsen hovedgård (''curia capitalis'', ''curia principalis'') frem. Hovedgården var som regel noget større end almindelige bondegårde, men det var som centre for administration af det underliggende bryde- eller fæstegods, som gav dem en særstilling.<ref name="AEC 1976 119">Aksel E. Christensen (1976), s. 119</ref> Og ved siden af denne udvikling formåede den nye godsejerstand også at opnå kontrol over administrationen, idet Kronen som følge af en ansvarsløs økonomisk politik lod dem overtage kongelige len og godsområder ved salg og bortforpagtning.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 104f</ref> Og snart formåede herremændene at gøre deres priviligerede stilling arvelig.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 129</ref> Det var en udvikling, som i mangt og meget mindede om den feudalisering, som på samme tid fandt sted i andre dele af Europa.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 143-178</ref> De sociale forskelle mellem en fåtallig overklasse af riddere og en større gruppe af menige væbnere fremtrådte første gang på rigsmødet ved midfaste i Vordingborg i 1282, hvor der skelnes mellem riddere, ''milites'', og væbnere, ''armigeri''.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 133</ref> Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af ''hovedgårde'', der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 68-143</ref> og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en ''brydegård'' (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til ''gårdsæder'', der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie<ref>Det danske landbrugs historie I (1988), s. 303f</ref><ref name="Ol 1981 701">Olsen (1981), sp. 701</ref> I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne ''bryde-gårdsæde-drift'' stadig mere udbredt. Man har opgjort, at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.<ref>Porsmose (1988), s. 259</ref> Sideløbende med denne udvikling begyndte stormændene at organisere sig: de etablerede rigsomfattende forsamlinger, der blev talerør for deres interesser og politik, og som 1282 blev lovfæstet i håndfæstningen som det, der kendes som Danehoffet.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 80</ref> Stormændene indså snart fordelene ved deres særstilling og forstod at omsætte denne i voksende økonomisk magt. Dermed grundlagdes det, der i eftertiden er blevet kendt som herremandsstanden.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 67</ref> Udviklingen af voksende forskelle i både rigdom, ejendomsbesiddelse og magt medførte, at Danmark efterhånden udviklede sig til et stændersamfund, hvor de enkelte stænder var kendetegnede ved deres rettigheder og pligter.<ref>Aksel E. Christensen (1976), s. 126</ref> Efterhåden gav denne sociale og økonomiske udvikling sig også udslag i selve bebyggelsen. Hidtil havde sædegårde blot været noget større end fæstegårde, men nu begyndte de også at skille sig ud ved deres fremtræden og beliggenhed. Oprindeligt havde sædegårdene ligget sammen med andre gårde i landsbyerne, men efterhånden blev de skilt ud og fik ligeledes udskilt deres dyrkede jorder fra landsbyfællesskabet. Denne udvikling var især fremtrædende for større sædegårde, hvorimod mindre herregårde fortsat lå sammen med de øvrige gårde. Fysisk skete adskillelsen ved, at herremændene begyndte at ombygge deres boliger til borge.<ref name="AEC 1976 119"/> På samme tid, hvor herremændene i håndfæstninger var i stand til at tvinge kongen til at nedrive de fleste af de kongelige tvangsborge, fik herremændene anerkendt retten til at opføre befæstede ejendomme.<ref name="AEC 1976 120">Aksel E. Christensen (1976), s. 120</ref> Disse kunne antage to former: i det ene tilfælde blev herregården omgivet af en voldgrav, der næppe havde den store betydning som forsvarsværk og derfor først og fremmest var en social markering, i det andet tilfælde opførtes en ''motte'' bestående af en voldgravsomkranset banke, hvor man boede til daglig, suppleret af et tårn beliggende på en højere banke, der var bedre egnet til forsvar og hvortil man kunne trække sig tilbage i tilfælde af angreb.<ref name="RA0 1976 19">Olsen (1980), s. 19</ref> Noget tyder på, at motte-formen med rødder i Frankrig og med normannernes erobring af England i 1066 udbredt der til<ref>Lorenzen (1957), s. 390</ref> også fandt vej til Danmark, hvor dens udbredelse dateres til tiden mellem 1100 og omkring 1250.<ref>Lorenzen (1957), s. 391</ref> Ulempen ved denne var, at boligen lå adskilt fra forsvarstårnet. Senere forsøgte man at rette op på dette enten ved at bygge et ydre forsvarsværk, som det kendes fra Søborg og Gurre i Nordøstsjælland, eller tårn, bolig og avlsbygninger blev sammenbyggede til et lukket anlæg omkring en indre gård. Sådanne mere eller mindre firkantede voldsteder synes næppe at være ældre end det 13. århundrede.<ref>Lorenzen (1957), s. 393</ref> Det synes som om, at århundredet efter Valdemar Sejrs død, 1241-1340, med dens overgang fra tjenesteadel til fødselsadel har været en storhedstid for forsvarsanlæg i tilknytning til herregårde.<ref>Lorenzen (1957), s. 383</ref> Det, som regel mindre, landsbyhovedgårde, der forblev i landsbyerne, synes i langt de fleste tilfælde heller ikke at have været befæstede.<ref>Lorenzen (1957), s. 398</ref> I begyndelsen lå de fleste herregårde i markfællesskab med landsbyens øvrige gårde, men efterhånden og i stigende grad skete en udskillelse af særjord, ornum, som et samlet, priviligeret område.<ref>Lorenzen (1957), s. 404</ref> I højmiddelalderen synes forpagtningssystemet at have været fremherskende, men i takt med hovedgårdsdriftens tilbagegang i senmiddelalderen gik også forpagningerne tilbage.<ref name="Hy 2003 287">Hybel (2003), s. 287</ref> Det var ligeledes i højmiddelalderen, at hoveriet synes at have fået sit gennembrud i Danmark: husmænd blev landgildefri mod at yde hoveri, men dette blev suppleret med arbejde udført af tjenestefolk og lønnet arbejde, måske inspireret af forholdene på klostergods.<ref name="Hy 2003 293">Hybel (2003), s. 293</ref> Landgildeydelser kendes ligeledes først fra 1300-tallet<ref name="Hy 2003 294">Hybel (2003), s. 294</ref>, og da befolkningsnedgangen satte ind i senmiddelalderen som følge af pestepidemier, synes godsejere at have søgt kompensation for tab af den faste landgilde ved at påføre bryder, landboere og gårdsæder flere afgifter.<ref name="Hy 2003 295">Hybel (2003), s. 295</ref> Men også på anden vis manifesterede herregårdene deres særstilling. I takt med ''møllevæsenets udvikling'' i middelalderen blev ejerskabet til en vandmølle eller en stubmølle en vigtig del af godsopbygningen. Fra 1300-tallet omtales ofte adelige møller, således ved arveskifter eller handel med hovedgård og gods, hvor møller altid havde en fremtrædende plads:<br /> - allerede 1135 omtales Maglemølle ved Næstved, en vandmølle tilhørende Bodil-slægten<ref>Det danske landbrugs historie I, 1988, s. 253</ref>,<br /> - 1326 Rønninge Søgård med Bjerne mølle,<br /> - 1372 Nielstrup hovedgård med Voltemølle og Ågårds møllested,<br /> - 1376 Tange hovedgård med Tange mølle. <ref>Porsmose 1987, s. 97</ref> === Yngre Middelalder: Krisetid og omstilling (1348-1536) === Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele Vesteuropa af byldepest, "Den sorte Død". Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, der indtraf en omfattende befolkningsnedgang på skønsmæssigt en trediedel af befolkningen, og som følge heraf lagdes gårde, endda hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte.<ref>Porsmose (1987), s. 76ff</ref> I nogle tilfælde blev jorden fra de øde-lagte bondegårde lagt ind under andre bestående landsbyer eller under hovedgårde, men befolkningsnedgangen synes under alle omstændigheder at have bevirket en mindre intensiv udnyttelse af hidtil dyrkede jorder.<ref name="FS 1978 17">Skrubbeltrang (1978), s. 17</ref> Forholdene indebar, at vilkårene for de overlevende fæstebønder blev forbedrede: de kunne lovligt opsige deres fæste og søge til andre godser med bedre fæstevilkår men skulle dog betale "førlov" til godsejeren for at kunne medbringe sine ejendele. Nogle godser søgte at modvirke dette ved at nedsætte landgilden. Dette gav bønderne mere korn at sælge eller udnytte på deres egne bedrifter. I nogle tilfælde synes man at have valgt at udvide kvægavlen for derved at nyde godt af de nedsatte afgiftsydelser.<ref name="FS 1978 18">Skrubbeltrang (1978), s. 18</ref> De svære vilkår for adelen synes at have bevirket, at Kronen ved påbud søgte at beskytte landbruget mod folkemangel<ref name="FS 1978 17"/>, således blev i "Lollands Vilkår" (1446)<ref name="FS 1978 18"/> og i "Fyns Vedtægt" (1473) taget skridt til at få ødegårde besat.<ref name="FS 1978 19">Skrubbeltrang (1978), s. 19</ref> Især på den sjællandske øgruppe blev tvungen overtagelse af en fæstegård mere udbredt og mulighederne for at forlade godser begrænset ved indførelse af "vornedskab", eller som godsejerne kaldte det: "vornedretten".<ref name="FS 1978 19"/> [[Fil:Gjorslev.jpg|thumb|300px|Gjorslev på Stevns, opført omkring år 1400]] Senmiddelalderen blev kendetegnet af kamp om jorden dels mellem adel og Kronen, dels mellem højadel og lavadel, væbnerstanden. Kampen om magten over jord mellem adel og Kronen blev ført ved en række processer for særlige domsnævn. Resultatet heraf var en betydelig udvidelse af krongodset på adelens bekostning. Ikke mindst dronning Margrethe I var i stand til at gennemføre en effektiv reduktion i 1396. Derimod lykkedes det ikke Kronen at røre ved de lovlige erhvervelser, der var sket ved køb af selvejeres bondegårde<ref>Christensen (1949/1976), s. 229</ref>, og heri lå kimen til endnu en modsætning mellem højadel og lavadel. I kraft af sin velstand var højadelen i bogstavelig forstand i stand til ved pant, køb og mageskifter samt ægteskaber at samle sig stadig større godser. Som regel indledtes forløbet ved, at højadelen sikrede sig pant i godset fx. ved lån til enker og umyndige. Pantet blev med tiden forøget og førte til, at godsejeren kunne erhverve sig ejendomsskøder, gård for gård i landsbyerne og arvepart for arvepart i hovedgården.<ref>Christensen (1949/1976), s. 236</ref> Mod denne politik kunne væbnerne ikke klare sig, men måtte overlade deres jord til højadelen, som efterfølgende lod de nu tidligere hovedgårde udstykke til fæstegårde.<ref>Christensen (1949/1976), s. 237</ref><ref name="Chr 1954/76 250ff">Christensen (1954/1976), s. 250-252</ref> Samtidig blev en del af jorden lagt ind under de tilbageværende hovedsæder, hvis jordtilliggende således blev stærkt forøget.<ref name="Chr 1949/76 240">Christensen (1949/1976), s. 240</ref> Følgen af denne politik var, at antallet af hovedgårde faldt markant ved "gårdsslagtninger" (nedlægninger).<ref>Christensen (1949/1976), s. 234</ref> Som eksempler på adelige slægter, der på denne måde slagtede væbnergårde, kan nævnes: Krognos og Ulfstand i Skåne, Lunge og Bille på Sjælland, Rosenkrantz på Sjælland og i Jylland, Bjørn, Gyldenstjerne og "den brutale Eske Brock" i Jylland, Gøye på Lolland (hvor Krenkerup-Gøye i løbet af to generationer erhvervede 28 hovedgårde og fik mindst 12 af disse omdannet til fæstegods<ref name="Chr 1954/76 249">Christensen (1954/1976), s. 249</ref> samt Eggert Frille på Fyn, der omkring midten af 15. århundrede fik has på Krogsbølle i Skam herred, Asperup, Græsholm og Holsegaard i Vends herred, Rynkebygaard og Hundslev i Bjerge herred samt Brembeck i Gudme herred.<ref name="Chr 1954/76 250">Christensen (1954/1976), s. 250</ref> Omfanget er ukendt, men for 5 sjællandske amter, Lolland-Falster, Århus og Vejle amter synes i alle tilfælde omkring to trediedele af hovedgårdene at være forsvundet.<ref name="Chr 1954/76 248">Christensen (1954/1976), s. 248</ref> Denne fremgangsmåde blev suppleret med, at de store hovedgårde nu tiltvang sig retten til skove, overdrev og andre udyrkede områder samt fiskevand, hvilke hidtil havde været omfattede af almen brugsret.<ref name="Chr 1949/76 230">Christensen (1949/1976), s. 230</ref> Denne udvidede magtstilling blev også fastlagt officielt, således i "Fyns Vedtægt" fra 1473.<ref name="Chr 1954/76 245">Christensen (1954/1976), s. 245</ref> I kraft af denne forøgede rigdom var højadelen ligeledes i stand til at sikre sig eneretten til Kronens forleninger.<ref name="Chr 1949/76 230"/> Det er skønnet, at adel og kirke i senmiddelalderen hver ejede omkring en trediedel af fæstejorden, at lidt over en sjettedel var fæstejord under Kronen og lidt mindre var selvejere.<ref name="Hy 2003 276f">Hybel (2003), s. 276-277</ref> Når højadelen kunne gennemføre denne politik, hang det i høj grad sammen med udnyttelsen af tidens økonomiske konjunkturer. I takt med det voksende antal ødegårde blev hovedgårdene tvunget til at omlægge driften for derved at opnå fæstegårde, der kunne brødføde en familie.<ref name="Sø 11"/> Dette skete blandt andet ved dels at afvikle ordningen med brydegårde, dels ved at "egalisere" (ligestille) fæstegårde beliggende i samme landsby således, at de alle skulle yde samme landgilde og hoveri til hovedgården. Mange mindre hovedgårde blev i 1400-tallet underlagt større hovedgårde og efterfølgende omdannet til almindelige fæstegårde.<ref>Porsmose (1987), s. 92</ref> I samme periode blev i Vendsyssel Bøgsted i Astrup sogn oprettet omkring 1500 som hovedgård på grundlag af landsbyen Bøgsted (omtalt 1419), Nibstrup i Vester Brønderslev sogn blev oprettet på grundlag af en landsby med samme navn nævnt 1494, Skårupgård blev udskiftet fra landsbyen af samme navn i 1419 og resten af landsbyen blev nedlagt i 1636, Vang hovedgård blev oprettet på grundlag af landsbyen Vang.<ref name="Ha 84f">Hansen (1964), s. 84f</ref> Men i første halvdel af 1400-tallet indtraf en ny højkonjunktur for landbruget. Ikke mindst studeeksporten suppleret med salg af smør, flæsk og korn til de nye storbyer i Nederlandene og Tyskland, der i vid udstrækning blev drevet af adelen selv uden om købstæderne, bidrog til at forbedre godsernes økonomi<ref name="Chr 1949/76 240"/>, hvilket blev fremmet ved arrondering: den hidtidige godsdrift hvilende på spredt fæstegods og med hovedvægten på landgilde var ikke længere hensigtsmæssig, ikke mindst på grund af ødegårdene, så jordudnyttelsen måtte forbedres ved forøget hovedgårdsdrift, og denne omlægning havde de mindre herremænd ikke økonomisk evne til at gennemføre.<ref name="Chr 1949/76 241">Christensen (1949/1976), s. 241</ref><ref name="Chr 1954/76 252f">Christensen (1954/1976), s. 252-253</ref> Dertil kom så, at krigstjenesten udgjorde en alvorlig økonomisk belastning for lavadelen, hvor fordele og ulemper måtte afvejes, idet mange endte som lejevæbnere.<ref name="Chr 1954/76 251">Christensen (1954/1976), s. 251</ref> Fra omkring midten af 1400-tallet blev krigstjenestens omfang betinget af herremændenes faktiske evne<ref name="Chr 1949/76 241">Christensen (1949/1976), s. 241</ref>, og udviklingen nåede et slutpunkt ved en forordning i 1525, der nøje fastlagde herremændenes bidrag med svende på grundlag af deres indtægter.<ref name="Chr 1949/76 242">Christensen (1949/1976), s. 242</ref> Indtil landbokrisen havde hovedgårdene som regel ligget i landsbyerne og indgået i dyrkningsfællesskab (ligget i fællig) med landsbyen, især på øerne, mens "enemærker" var mere udbredte i Jylland.<ref name="FS 1978 12"/> Men fra omkring 1400 skete der en fysisk adskillelse, idet hovedgårdenes jorder udskilles fra fæstegårdenes i et særskilt enemærke og hovedgårdene flyttes ud af landsbyerne, ofte til områder med eng og skov.<ref>Porsmose (1988), s. 390</ref> Samtidig blev hoveriet mere omfattende end nogen sinde tidligere<ref name="Hy 2003 291">Hybel (2003), s. 291</ref>, skønt hoveriet kun omfattede 2-8 dages hoveri i høst- og pløjesæsonen, og godserne synes at have spredt driften bl.a. ved at oprette teglværker.<ref name="Hy 2003 290">Hybel (2003), s. 290</ref> Om forløbet af denne udskillelse fra landsbyfællesskabet har Viggo Hansen opstillet følgende antagelse: "Ofte har de vel været den største gård i byen med de privilegier i form af større andel i eng og overdrev, dette førte med sig, hvilket så igen lettede en udflytning og eventuel udskiftning af fællesskabet, hvormed betingelserne for hovedgårdsdrift var skabt."<ref name="Ha 86">Hansen (1964), s. 86</ref> Dog forekommer også nogle tilfælde, hvor en mindre selvejergård er overgået til hovedgård, eventuelt som ladegård.<ref name="Ha 86"/> Godsstrukturen omkring år 1500 var klart i herremændenes favør: medregnet Skåne, Halland og Blekinge ejede Kronen omtrent 100, kirken over 200 og adelen omkring 650 hovedgårde.<ref name="FS 1978 12">Skrubbeltrang (1978), s. 12</ref> Adelsstanden var imidlertid yderst sammensat, og forskellen mellem højadel og lavadel synes at have været stærkt voksende.<ref name="FS 1978 12"/> Godsstrukturen var yderst ujævnt fordelt, således ejede kun nogle få adelige 4-6 hovedgårde hver med fæstegods på mellem 400 og 900 fæstegårde, mens flere ejede 1-3 herregårde med fra omkring 60 til omkring 300 bøndergårde; nederst i standen fandtes landsbyvæbnere med kun få gårde, endda kun part i en bondegård.<ref name="FS 1978 13">Skrubbeltrang (1978), s. 13</ref> Antallet af godser og det tilhørende bøndergods var dog yderst omskifteligt: enkelte herremænd var i stand til ved arv og køb at udvide deres godsrigdom og -koncentration, mens arveforhold omvendt kunne bevirke godssplittelse. Manglende kapital til modernisering af godsdriften udgjorde fra 1300-tallet et problem især for lavadelen.<ref name="FS 1978 13"/> Storgodser lod sig udvikle eller udvide ved, at en ejer undlod at oprette en ny hovedgård på nyerhvervet gods eller lod en hovedgård nedlægge for at forøge antallet af bøndergårde under en anden hovedgård.<ref name="FS 1978 15"/> Mange godser bestod imidlertid af en godskerne på fra 15-20 op til 40-50 bøndergårde beliggende i umiddelbar tilknytning til hovedgården, enten i samme eller de omkring liggende sogne, og i sådanne tilfælde talte man om et "arronderet" gods.<ref name="FS 1978 15"/> Arveforholdene medførte også, at mange store godsejere havde besiddelser i ulige del af landet, og såkaldt "strøgods" liggende langt fra hovedgården udgjorde skønsmæssigt omkring halvdelen af den samlede godsmængde.<ref name="FS 1978 15">Skrubbeltrang (1978), s. 15</ref> For mange mindre herregårde lå mindst en trediedel dog uden for samme herred som hovedgården.<ref name="FS 1978 15"/> Eftersom som regel hverken Kronens, kirkens eller højadelens bøndergods blev sat til salg, måtte godssamlere ofte købe eller mageskifte gods, der lå i en fjernere egn, men selv vel arronderet strøgods blev anset for en fordel.<ref name="FS 1978 15"/> Tilstedeværelsen af skove, enge og fiskevande kunne være motiverende for godserhvervelser, og ikke sjældent blev pantning og tvivlsomme afgiftkrav anvendt som afpresningsmidler ved bestræbelser på en ønsket arronderingspolitik.<ref name="FS 1978 15"/> Mageskifter forekom, når godsejere havde gensidige fordele heraf, hvorimod lavadelige ofte blev købt ud ved arvedelinger.<ref name="FS 1978 15"/> Forholdene gjorde, at antallet af herregårde og godser var stærkt varierende: i tidsrummet 1475-1530 blev skønnet i Jylland nedlagt omkring 60 og oprettet 25 adelige gårde, på Sjælland nedlagt omkring 35 og oprettet en enkelt herregård og på de øvrige øer nedlagt henved 45 og alene på Fyn oprettet 17 nye herregårde.<ref name="FS 1978 12"/> Ved en forordning af 1523 blev det forbudt at opsige fæstere, hvorved muligheden for at nedlægge fæstegårde med henblik på at oprette hovedgårde blev formindsket. Det er for Vendsyssels vedkommende opgjort, at af 64 hovedgårde, der fandtes 1682, var 14 oprettet før ca. 1400, 30 oprettet ca. 1400-ca. 1525, og 20 oprettet ca. 1525-ca. 1682.<ref>Hansen (1964), s. 82f</ref> I anden halvdel af 1300-tallet og i 1400-tallet blev både oprettet og nedlagt et stort antal herregårde. En del af disse nedlæggelser skete ved, at både Valdemar Atterdag og Margrethe I inddrog adelsgods, mens andre mindre herregårde synes at være nedlagt i forbindelse med højadelens bestræbelser på at udvide og samle sine godser.<ref name="Ol 1981 701"/> Ved reformationen fandtes 7-800 hovedgårde i kongeriget fraset hertugdømmerne.<ref>Porsmose (1996), s. 83</ref> De fleste herregårde var fortsat ret små: af 199 herregårde havde 174 mindre end 20 tønder hartkorn i 1688 og må i middelalderen kun have haft, hvad der svarer til 2-3 bøndergårdes jord og kun med beskedent strøgods.<ref>Lorenzen (1957), s. 381</ref><ref name="Ol 1981 701"/> Og endnu i senmiddelalderen havde mange herregårde fortsat deres jordtilliggender i fællesskab med bondegårdenes jord.<ref name="Ol 1981 701"/> Men på samme tid synes udviklingen i retning af stordrift at være blevet mere udtalt: således blev flere herregårdes jordtilliggender nu udvidet ved nedlæggelse af bøndergårde og inddragelse af jorden under herregården. En sådan udvikling er påvist bl.a. for Basnæs i Vester Flakkebjerg herred, Elmelundegård, Torbenfeld og Svanholm i Horns herred.<ref name="Ol 1981 702">Olsen (1981), sp. 702</ref> Det var dog langt fra alle herremænd, der havde fremgang. Tværtimod var senmiddelalderen i mangt og meget en krisetid, hvor fårene blev skilt fra bukkene. Denne krise viste sig på to måder. Den befolkningsmæssige krise afspejlede sig som et faldende afgiftsniveau, hvilket ramte den godsejende stand. Mange tidligere betydende slægter gik nedenom og hjem. For dog at kunne opretholde noget af deres tidligere position blev nogle af dem godsforvaltere for andre, eller de søgte tilflugt på gejstlige institutioner, hvor de kunne sikre sig en problemfri alderdom.<ref name="TD 1969 35">Dahlerup (1969), s. 35</ref> På samme tid fremtrådte imidlertid en ny stand af lavadelige væbnere, der ofte var hentet fra de bøndernes rækker, og som tjente som fogeder for højadelen. Sådanne fogeder kunne efter vel ydet tjeneste opnå frihed og frelse<ref name="TD 1969 33">Dahlerup (1969), s. 33</ref> og endda at blive lavadelige godsadministratorer, fogeder eller lensmænd.<ref name="TD 1969 13">Dahlerup (1969), s. 13</ref> Imidlertid omlagdes driften i retning af fæstegårde under færre hovedgårde, hvorved der blev færre af sådanne stillinger.<ref name="TD 1969 38">Dahlerup (1969), s. 38</ref> Det er muligt, at det netop var sådanne forværrede fremtidsudsigter, der fik en del af disse til at lede eller deltage i bondeoprør fra omkring 1440 til Grevens Fejde.<ref name="TD 1969 40">Dahlerup (1969), s. 40</ref> Udviklingen kulminerede med Reformationen, der satte et afgørende skel: først fra denne tid kendes begrebet adel, der manifesterede, at de, der havde klaret skærene gennem den vanskelige tid, nu lagde afstand til dem, der ikke havde.<ref name="TD 1969 2">Dahlerup (1969), s. 2</ref> Da adgangen til adelsstanden blev lukket, søgte nye slægtled af godsforvaltere og -skrivere i stedet til købstæderne, hvor de blev en del af den voksende købstadsbefolkning. I kraft af deres kendskab til landbrugets forsyningsmuligheder, købstædernes behov og undertiden afsætningsmulighederne i Norge, nordtyske og nederlandske byer nåede mange op i købstædernes absolutte overklasse og flere endte som rådmænd og borgmestre.<ref>Som eksempel på en sådan karriere kan nævnes Peder Mortensen. Han havde tjent sig op som ridefoged, blev senere rådmand og endelig borgmester (se: C.C. Haugner: ''Nakskov Købstads Historie'', bind 2: Tiden fra 1660 til 1800; Kjøbenhavn 1935, s. 26)</ref> Endnu i senmiddelalderen var hovedgårdenes hovedhus ofte en befæstet stenbygning, som regel i et par etager og med tykke mure, i nogle tilfælde udstyret med regulære forsvarsværker som faldgitre og skydeskår og adskilt fra og beskyttet af en voldgrav rundt om en borgbanke. I flere tilfælde blev borgen etapevis udbygget fra et oprindeligt stenhus eller et vinkelanlæg til et firfløjet bygningskompleks omkring en lukket borggård. Derved kom bygningen til at forene en rummelig herskabsbolig, et ''palatium'', med en manifestation af magt og velstand.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 95-107</ref> === Renæssancen (1536-1625) === Danmark var efter afslutningen af Grevens Fejde og andre indre uroligheder i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian III og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel.<ref name="KEF 1988 79">Frandsen (1988), s. 79</ref> Udviklingen gav ret stabilie prisstigninger på 2-3%, hvilket ikke var meget men nok til at skabe en yderst gunstig økonomisk situation for producenter og sælgere af fødevarer, ikke mindst godserne. Udviklingen blev fremmet ved, at hollandske købmænd og skippere i stigende grad stoppede med at bruge hanseatiske skibe fra Lübeck, Rostock og Danzig og i stedet selv hentede deres korn, tjære, beg, hør, hamp og tømmer i Østeuropa og til gengæld herfor leverede salt, vin, krydderier og metaller.<ref name="KEF 1988 80">Frandsen (1988), s. 80</ref> Hansestæderne spillede dog fortsat en stor rolle både i den interne fragtfart i Østersøen og i handelen på den nordlige del af Atlanterhavet: Norges, Islands og Førøernes forsyninger med salt, øl og korn men herfra hentede varer som fisk og smør.<ref name="KEF 1988 80f">Frandsen (1988), s. 80-81</ref> Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant.<ref name="KEF 1988 81f">Frandsen (1988), s. 81-82</ref> Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian IIs landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet.<ref name="KEF 1988 84">Frandsen (1988), s. 84</ref> Da hovedgårdene ikke selv havde staldplads nok til de mange dyr, pålagdes fæstebønderne at holde kreaturerne i deres stalde som ''fodernød'', ''foderokse'' eller ''staldokse''.<ref name="KEF 1988 87">Frandsen (1988), s. 87</ref> Den stærke økonomi på godserne gav mulighed for yderligere virksomhed, ikke mindst mageskifter og byggearbejder. Mageskifterne havde til hovedformål at "arrondere" godsernes fæstegårde således, at flest mulige af disse kom til at ligge nær hovedgården, hvilket både kunne lette kontrollen med fæsterne og effektivisere opkrævning af landgilde og andre afgifter. Dertil kom, at det ligeledes blev lettere for godserne at få udført hoveri, fordi hoveribønderne nu hurtigere kunne nå frem og tilbage til hovedgården. Det blev derfor et hovedmål, at flest mulige bønder og husmænd skulle være "ugedagsmænd", hvorved de ydermere blev fritaget for betaling af ekstraskatter. Disse bestræbelser blev ikke sjældent, hvor en godsejer kom til at eje hele landsbyer, fulgt op af en "egalisering" af gårdene ved at lade deres tilliggender "omrebe" og derved tildele hver gård lige store andele af de enkelte åse, hvilket atter indebar, at alle gårde skulle yde samme landgilde og hoveri og dermed lette godsforvaltningen.<ref name="KEF 1988 101">Frandsen (1988), s. 101</ref> [[Fil:Hesselagergård sh.jpg|thumb|300px|Hesselagergård i slutningen af 1800-tallet. Bemærk trappe- og hjørnetårn.]] I driftsmæssig henseende stod godserne over for to muligheder: enten at lade mest mulig jord blive drevet under selve hovedgården og derved mest muligt gøre bønder og husmænd til arbejdskraft for godset, eller ved at lade fæstegårde og -husmænd drive deres egne jorder og håndværk og så nyde afgifter af denne drift. Ulige godsejere kunne prioritere disse valgmuligheder uens. Kendetegnende for driften af mange adelige herregårde var i denne tid dels en forøgelse af hovedgårdenes marker, blandt andet ved nedlæggelse af bøndergårde og undertiden hele landsbyer, dels forøget hoveri hvilket blev opnået ved at oprette et stort antal hoverigørende huse og ved at "egalisere" gårdene i de enkelte landsbyer med hensyn til landgilde og hoveri, ligesom man søgte at samle godsejendommen inden for samme sogn, hvor godset lå, idet bønderne derved fik status af "ugedagstjenere". Endelig synes hovedgårdene efter evne at have inddraget enge og skove, hvorved disse områder kom under hovedgårdenes styring.<ref>Porsmose (1987), s. 110</ref> Som eksempel på de forandringer, der gennemførtes, kan nævnes tiltage foretaget af Johan Friis (1494-1570). Først samlede han efter evne hele Hesselager sogn (omkring 80 gårde) under Hesselagergård. I 1527 opnåede han patronatsret til kirken, hvorved han fik ret til at udnævne præsten og oppebære kirkens indtægter mod at sikre dens vedligeholdelse. I 1532 fik han sognet fritaget for kongelige skatter. I 1539 opnåede han birkeret, retten til at udnævne en birkedommer og udskille Hesselager sogn som en egen retskreds. I 1544 fik han kongelig stadfæstelse på sine besiddelser og rettigheder omfattende hele Hesselager sogn: "''intet undtaget alle vegne til markeskel er fornævnte Johan Friis enemærke og fri birk og ejendom''". Som kronen på værket opførte han hovedbygningen Hesselagergård og egaliserede landsbyerne i sognet efter en ordning med hele og halve gårde. Samtidig nybyggede han herregården Borreby på Sjælland og nedlagde de andre gårde i landsbyen af samme navn og inddrog jorden under hovedgården<ref>Porsmose (1987), s. 121f</ref>. Møllerne udgjorde ofte en vigtig del af adelens godssamlinger og for at opnå størst mulig udbytte af dem fik godsejere og lensmænd undertiden gennemført mølletvang, det vil sig pålagt kronens bønder at søge til en bestemt mølle.<ref>Porsmose (1987), s. 124</ref> Under renæssancen blev en række herregårde oprettede og/eller udvidede ved sammenlægning af bøndergårde, således i Vendsyssel: Lerbæk blev oprettet før 1585 på grundlag af byen Lejer ved Lerbæks udløb i Kattegat, Høgsholt i Hørmested sogn blev oprettet omkring 1561 ved nedlæggelse af bøndergårde, Rønnovsholm i Vrejlev sogn blev oprettet omkring 1575 på grundlag af 5 gårde i landsbyen "Tjered" (formodentlig Kjæret), Vrå (Gammelvrå) blev oprettet før 1599 og udvidet i 1642 på grundlag af 4 gårde i Tylstrup og senere i 1685 med Tuekær Enge, Burholt i Øster Brønderslev sogn blev i 1646 udvidet med fæstegods fra Burholt, Skovgård (senere Dronninggård) i Dronninglund sogn blev oprettet i 1652 på grundlag af 3 Nygårde, 2 andre gårde og jord fra Bolle by.<ref name="Ha 84">Hansen (1964), s. 84</ref> Betydelige dele af herregårdenes indkomster og overskud gik til investeringer i ny- og ombygninger. De herregårde, som blev ny- eller ombyggede i renæssancen, blev ofte forsynet med et eller flere trappe- eller hjørnetårne. Denne nyskabelse betød to ting: dels kunne man nu fra disse tårne beskytte bygningens mure mod angreb ved entring med stiger, dels blev der bedre plads i selve bygningsmassen .<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 108-109</ref> I nogle tilfælde blev hovedbygningen opført som et dobbelthus, fx. Egeskov og Fraugdegård.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 116-117</ref> Foran hovedbygningen lå en indre gårdsplads, og denne blev ofte suppleret af en ydre, der blev flankeret af hovedgårdens avlsbygninger.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 136</ref> Den velstand, som adelen havde nydt godt af gennem det meste af 1500-tallets anden halvdel og frem til begyndelsen af 1580-erne<ref name="KEF 1988 121">Frandsen (1988), s. 121</ref>, slog på dette tidspunkt om i en kortvarig krise. Denne skyldtes dels konkurrence fra hertugdømmerne, dels krigen i Nederlandene med Spanien. Krigen var begyndt i 1572 og varede med tidvise afbrydelser til 1609.<ref name="KEF 1988 126">Frandsen (1988), s. 126</ref> Men tilbageslaget blev kun kortvarigt, og fra begyndelsen af 1580-erne til omkring 1610 indtraf en ny voldsom stigning i studeeksporten.<ref name="KEF 1988 124">Frandsen (1988), s. 124</ref> Det absolutte højdepunkt indtraf i årene 1610-1620 med en gennemsnitlig årlig eksport på 45-50.000 stude, og i takt med de gode økonomiske vilkår indtraf også en voldsom prisstigning på jord og fast ejendom på en 6-dobling mellem 1540 og 1620.<ref name="KEF 1988 127">Frandsen (1988), s. 127</ref> Udviklingen stillede med andre ord stigende krav til finansiering, dels til ejendomsinvesteringer, dels til opkøb af stude til opfodring. For at klare dette optog mange adelige lån på Kieleromslaget, og hr udlånte kongen i 1602 73.000 daler og i 1605 300.000 daler til danske adelige.<ref name="KEF 1988 126">Frandsen (1988), s. 126</ref> Der var imidlertid et stort problem: danske adelige havde en overordentlig ringe likviditet<ref name="ELP 1965 456">Ladewig Petersen (1965), s. 456</ref> og, for at gøre situationen værre optrådte adelige som kautionister for hinanden. Dette betød, at når lån blev opsagt, bredte følgerne sig til slægtninge og naboer.<ref name="ELP 1965 457">Ladewig Petersen (1965), s. 457</ref> Omkring århundredeskiftet indledtes en langt mere usikker periode. Der var fortsat år med gode afsætningsmuligheder og høj indtjening, men samtidig voksede usikkerheden på grund af uroligheder rundt om i Europa. Sådanne kriser åbnede muligheden for, at adelige optog lån på forventet efterbevilling, det vil sige forventet indtjening i forbindelse med salg af stude m.m. når forholdene atter blev rolige og priserne fortsat var gode. Som altid var de svageste godsejere også de mest udsatte for ikke at kunne klare sig igennem de urolige år. Hvorom alting var, blev "perioden 1600-1625 .. en omfattende prioriteringsperiode, hvor de reale værdier, som adelen fortrinsvis på kontant basis i rigt mål havde formået at skaffe sig under den gyldne tid i sidste halvdel af det foregående århundrede, under pres af de dårlige (økonomiske) vilkår igen søgtes mobiliseret gennem belåning".<ref name="ELP 1974 9">Ladewig Petersen (1974), s. 9</ref> Ikke mindst Christian 4. var i kraft af sine indtægter fra Øresundstolden og ekstraordinære indkomster fra Elfsborgs løsen 1616-1619 og renteindtægter i stand til at låne danske adelige penge<ref name="ELP 1974 15">Ladewig Petersen (1974), s. 15</ref>, hvilket skete på Kieleromslaget.<ref name="ELP 1974 9"/> Kongen synes at have ydet sådanne lån især frem til omkring 1620, men i tiden 1622-1623 indtraf en række omfattende adelige fallitter, og dens økonomiske krise synes at være kulmineret disse år.<ref name="ELP 1974 90">Ladewig Petersen (1974), s. 90</ref> Kun regeringens regulerende indgreb i de mest akute gældssager fra juni 1623 synes at have forhindret en yderligere eskalering i form af paniksalg.<ref name="ELP 1974 91">Ladewig Petersen (1974), s. 91</ref> === Krige, kriser og epidemier (1625-1660) === Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstensson-krigen (1643-1645)<ref>Degn (1977), s. 18</ref> og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang. Men der var andre årsager, ikke mindst gentagne år med misvækst, hvilket førte til forbud mod korneksport.<ref name="KEF 1988 136">Frandsen (1988), s. 136</ref> Krige i udlandet gjorde studehandelen til en mere risikabel forretning, fordi studene til dels skulle drives gennem områder med krigshandlinger.<ref name="KEF 1988 138">Frandsen (1988), s. 138</ref> Desuden var der en vis risiko for kvægpest<ref name="KEF 1988 151">Frandsen (1988), s. 151</ref> hvilket blandt andet bragte afbræk i fragt og transport af såvel levende dyr som kød, hø, halm og foder, lige som kvægmarkeder blev lukkede.<ref name="KEF 1988 152">Frandsen (1988), s. 152</ref> De usikre forhold gjorde, at mange bønder kom i gæld med hensyn til både landgilde og skatter, og under disse forhold samt krigene opstod efterhånden også et mindre problem med ødegårde. Disse forhold indtraf på samme tid, som Christian 4. forsøgte at få hoveri afløst af årlige pengeafgifter<ref name="KEF 1988 142">Frandsen (1988), s. 142</ref> og at få vornedskabet ophævet<ref name="KEF 1988 156">Frandsen (1988), s. 156</ref>, men dette lykkedes dog ikke for ham som følge af modstand blandt adelen. Denne argumenterede sigende nok med, at "så snart bønderne blev løsgivne, da ville det forårsage vores største Ruin og fordærv, eftersom en stor del af vores Gods er højt forgældet Gods, og dertil kræves meget arbejde og Besvær med Pløjning, lige så vel som vi til vores avling behøver meget Ægt og arbejde, så man må frygte, at vores gods ikke kunne blive besat men blive helt øde. Ligeledes kan vort hoveri og avl ikke blive udført, med mindre vi selv skulle holde mange plove og tjenestefolk til vores største skade og fordærv."<ref name="KEF 1988 157">Frandsen (1988), s. 157</ref> Også bortrømte karle, der forsøgte at undgå udskrivning, udgjorde et problem for adelen.<ref name="KEF 1988 154">Frandsen (1988), s. 154</ref> Under disse usikre år måtte mange godser satse på en alsidig sammensat landbrugsdrift omfattende både kornavl, især af byg, rug, havre, boghvede, ærter og vikker, og husdyrhold, dels studeavl men efterhånden også hollænderi, det vil sige mejeridrift med fremstilling af mælk, smør og ost.<ref name="KEF 1988 160">Frandsen (1988), s. 160</ref> For at undgå den forholdsvist høje rente på Kieleromslaget blev lån her i stigende grad konverterede til indenlandske lån dels hos adelige slægtninge<ref name="ELP 1965 457"/>, dels på snapstinget i Viborg eller hos borgerlige.<ref name="ELP 1965 458">Ladewig Petersen (1965), s. 458</ref> Denne voksende gældsætning til borgerlige tiltog gennem hele tiden frem mod 1660.<ref name="ELP 1965 459">Ladewig Petersen (1965), s. 459</ref> Det skete samtidig med, at landbruget blev ramt af en afsætningskrise 1618-20, en produktionskrise 1621-23 og handelskriser som følge af 30-årskrigen.<ref name="ELP 1965 458"/> Gældsætningen og kriserne indebar, at mange adelige enten måtte tage endnu større risici og satse på endnu større produktion med fare for at blive ramt af endnu større underskud, eller simpelthen sælge en del af sin ejendom. En sådan spekulationsagtig politik med oplagring af korn og overstaldning af stude<ref name="ELP 1965 465">Ladewig Petersen (1965), s. 465</ref> blev fremmet af, at både prisniveau og korneksport nåede nye højder mellem 1632 og 1643.<ref name="ELP 1965 464">Ladewig Petersen (1965), s. 464</ref> Men samtidig var opkøbspriserne vokset og mere end salgsprisen, så især på de danske øer synes studeopdrættet at være faldet, især under indtryk af afsætningsvanskeligheder i 1630-erne.<ref name="ELP 1965 467">Ladewig Petersen (1965), s. 467</ref> I 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under ''Karl Gustav-krigene'' ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, og i et forsøg på at bekæmpe sygdommens spredning lod de polske hjælpetropper et stort antal gårde afbrænde. Virkningen af dette var, at ''ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret"''. Særlig hårdt ramt var egnen omkring Kongeåen, men hele grænseområdet mellem Nørrejylland og Sønderjylland blev ramt: i Hygum Sogn døde 504 personer (77%), i Øster Løgum Sogn 232 (35%), i Næsbjerg-Øse Sogn 186 (36%), i Grimstrup Sogn 168 (42%). Ved matriklen 1662 var af bondegårdene i Malt herred, Slaugs herred og Tørrild herred mere end halvdelen øde, i Anst herred, Jerlev herred og Nørvang herred mere end 40%. Nok lykkedes det i årene efter krigen at få genbesat og genopbygget mange af de øde gårde og steder med folk fra Jyllands nordvestlige dele, men ødegårdsfænomenet lod sig mærke i årtier. Endnu i 1687 var omkring 12% eller hver ottende gård endnu øde. Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Åbenrå. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen<ref>Lassen (1958), især s. 98</ref>. Frem til begyndelsen af 1600-tallet var det danske samfund fortsat bygget på stænder, hvor hver stand havde sin nøje fastlagte funktion og særpræg fastlagt ved retslige bestemmelser. Således havde adelen, herremændene, til opgave dels at forsvare riget og deltage i eventuelle krige samt at varetage fornøden administration af dette mod til gengæld at nyde skattefrihed og andre særrettigheder. Både formelt og reelt havde adelen eneret til visse embeder så som de højeste rigsembeder, forvaltning af hovedlenene og appelinstanserne. Derve nød alle adelsmænd uanset formueforhold i princippet en række fælles fordele, som andre stænder ikke havde adgang til. Men netop i første halvdel af 1600-tallet blev disse forhold undergravet af udviklingen i militærvæsenet samt vækst i statsfinanserne, hvilket indebar en stærk stigning i embedsvæsenets arbejdsopgavver, lige som disse i indhold ændrede karakter. Samtidig bevirkede tidens skiftende økonomiske forhold, at der skete en reel forskydning i magtforholdene mellem adel og borgerskab til ugunst for førstnævnte og til fordel for sidstnævnte. Hvor det hidtil havde været personlige privilegier, som havde afgjort en persons anseelse, blev det nu formue udtrykt ved penge, der blev udslagsgivende, hvorimod jordbesiddelse aftog i betydning.<ref name="SAH 1964 199">Hansen (1964), s. 199</ref> Som følge heraf indtraf der allerede inden enevældens indførelse forandringer i forvaltningen, hvorved borgerlige embedsmænd blev inddraget, lige som borgerne i kraft af deres stilling som kongens kreditorer voksede i indflydelse.<ref name="SAH 1964 200">Hansen (1964), s. 200</ref> Således skete der under tyskeren Frederik Günthers ledelse en forbedring af forvaltningen af Tyske Kancelli (udenrigstjenesten), hvorved borgersønner med juridisk uddannelse blev knyttede til kancelliet. Oprettelsen af et generaltoldforvaltningsembede i forbindelse med en ny mekantilistisk toldrulle i 1651 var et andet eksempel, en nyordning af postvæsenet i 1653 under ledelse af den hamborgske købmand Poul Klingeberg et tredie, og indførelse af kollegiesystemet på søvæsenets område i 1655 endnu et.<ref name="SAH 1964 200"/> På den anden side udviklede der sig efterhånden en voksende delgruppe i adelsstanden (5% omkring 1600, 15% omkring 1625 og frem til 1660), som ikke havde godsejendom men var knyttet til købstæderne og her sysselsat med handel og embedsgerning.<ref name="SAH 1964 148">Hansen (1964), s. 148</ref> Fælles for disse adelige uden tilknytning til hovedgårde var, at de levede under ret beskedne kår.<ref name="SAH 1964 149">Hansen (1964), s. 149</ref> I forordningen af 29. november 1641 fik borgerlige ret til at købe frit jordegods og gøre udlæg i det, men de måtte ikke beholde det og skulle sælge (eller i hvert fald udbyde det til salg) inden for en nærmere fastlagt frist. Men i 1660 fik først københavnske borger og kongelige embedsmænd ret til at købe eller at arve adeligt gods, og senere blev denne ret udvidet til at gælde andre borgerlige. Denne ret blev udtrykkeligt fastlagt i ''Danske Lov''.<ref name="SAH 1964 169">Hansen (1964), s. 169</ref> Godsdriften i senrenæssancen var yderst mangfoldig og sammensat af en blandet naturalie- og pengeøkonomi. Bevarede regnskaber tyder på, at man ikke altid skelnede mellem hovedgårdens egen drift og indkomster fra fæstebønder. Ligeledes kan der ses forskelle i driften for ulige godser, til dels beroende på deres landskabelige beliggenhed. Foruden det egentlig regnskab førte godserne som regel en jordebog, der angav dets fæstere og faste indkomster hidrørende fra disse. Ved såkaldte memorialer pålagde godsejeren fogeden hvilke arbejder, der skulle udføres på gården i løbet af det kommende år, og ved såkaldte revisionsantegnelser blev kommenteret både regnskaber og om de pålagte ordrer var udført som de skulle. Breve kunne supplere disse antegnelser.<ref>Fussing (1937), s. 7</ref> Hovedgården omfattede naturligvis de dyrkede agerjorder, men foruden denne fandtes ofte en abildhave med æble- og pæretræer, en kålhave, en humlehave og en urtehave.<ref>Fussing (1935), s. 11</ref> Mange hovedgårde havde desuden en fiskedam<ref name="Fu 1934 94">Fussing (1934), s. 94</ref> samt skov, der dels var hjemsted for jagtvildt, dels ydede tømmer og brænde, dels gav olden til svin.<ref>Fussing (1934), s. 93</ref> Skove blev altid vurderet efter ders evne til at yde olden, og olden synes at have været vigtigere end tømmer og brænde.<ref name="Fu 1934 97">Fussing (1934), s. 97</ref> Fældet træ fra skove blev brugt til redskaber, til bygningstømmer både på hovedgården og på fæstegårde samt brændsel. Som brændsel kunne det tillige anvendes i godsets teglovn, såfremt det havde en sådan, og til fremstilling af trækul, der kunne sælges til købstæder.<ref name="Fu 1934 94"/> Teglbrænding blev ledet af en teglmester.<ref name="Fu 1934 82">Fussing (1934), s. 82</ref> Undertiden blev træ anvendt til spån eller til at fremstille smørtønder.<ref name="Fu 1934 95">Fussing (1934), s. 95</ref> Hovedgårde kunne også have en mose, hvor der kunne udvindes tørv.<ref name="Fu 1934 95"/> Agerdyrkningen kunne være sammensat med dyrkning af rug, byg, boghvede, havre, humle m.m.<ref name="Fu 1934 402">Fussing (1932), s. 402</ref> Humle blev anvendt til brygning af eget øl eller solgt.<ref name="Fu 1934 80"/> Driften af hovedgårdens jorder skete som regel ved hoveri, hvilket blev udført dels som spanddage, dels som løbe- og køreægter.<ref name="Fu 1934 208>Fussing (1934), s. 208</ref><ref name="Fu 1935 16">Fussing (1935), s. 16</ref><ref name="Fu 1937 53">Fussing (1937), s. 53</ref> I nogle tilfælde kunne bønder betale såkaldte trælpenge for at blive helt eller delvist fritaget for hoveri.<ref name="Fu 1934 210">Fussing (1934), s. 210</ref><ref name="Fu 1935 14">Fussing (1935), s. 14</ref> Godser kunne have fastboende håndværkere, der ydede hovning og landgilde i form af arbejde i deres eget fag.<ref name="Fu 1934 210"/> En særlig form for hoveri var spinderi.<ref name="Fu 1935 15">Fussing (1935), s. 15</ref><ref name="Fu 1937 35f">Fussing (1937), s. 35, 52</ref> I nogle tilfælde blev fremstillet lærred, bolste, strømper, handsker til eget forbrug eller til salg.<ref name="Fu 1934 80"/> Til hovedgården hørte en ladegård, der blandt andet rummede gårdens egen besætning af dyr.<ref name="Fu 1937 11">Fussing (1934), s. 11</ref> Hvert år skete både indkøb og salg af dyr. I regnskaberne førtes oplysninger om antallet af heste, stude, køer, kalve, får, lam, geder, svin, grise, gæs, kalkuner og høns.<ref name="Fu 1932 401ff">Fussing (1932), s. 401-420</ref><ref name="Fu 1934 404">Fussing (1932), s. 404</ref> Foruden hovedgårdens egne dyr havde man tilskud af fodernød, fodeokser og staldokser, som fæstebønderne var pålagt at holde på godsets vegne.<ref name="KEF 1988 23ff">Frandsen (1988), s. 23-26</ref> Foruden disse kunne godser opkøbe øksne hos bønder om efteråret for at holde dem med foder om vinteren og om foråret enten sælge dem på stald til opkøbere, ofte hollændere, eller selv drive dem syd over til Holsten og herfra videre til markeder i Hamborg eller andre storbyer.<ref name="Fu 1934 85">Fussing (1934), s. 85</ref> Foruden den indkomst, som salget af dyr kunne indbringe, kunne forekomme indtægter fra salg af huder, ost og smør samt uld.<ref name="Fu 1934 402ff">Fussing (1932), s. 402, 422</ref> Nogle steder blev drevet biavl med salg af honning.<ref name="Fu 1934 402"/> Også hø og høslet spillede en stor rolle for godsets økonomi men er ofte dårligt belyst i regnskaberne.<ref name="Fu 1934 80">Fussing (1934), s. 80</ref> Godsernes indtægter fra fæstebønder og husmænd var talrige og sammensatte. Foruden det hoveri, som i forskellig form blev ydet, havde man også andre former for indtægter: når en fæster overtog en ejendom, skulle der betales indfæstning eller stedsmål. Dette afspejlede konjunkturer og ofte ejendommens tilstand ved overtagelsen.<ref name="Fu 1934 199">Fussing (1934), s. 199</ref><ref name="Fu 1935 20">Fussing (1935), s. 20</ref><ref name="Fu 1937 44">Fussing (1937), s. 44</ref> Hvert år skulle betales en fast landgilde<ref name="Fu 1934 194">Fussing (1934), s. 194</ref>, men denne kunne blive reguleret op og ned i takt med de skiftende konjunkturer og restancer undertiden eftergivet.<ref name="Fu 1934 195ff">Fussing (1934), s. 195-198</ref> Sammensætningen kunne være alsidig og bestå af ryg, byg, havre, boghvede, mel, smør, honning, svin, galte, får, lam, gæs, høns, fodernød, undertiden fisk og andet. Nogle af disse ydelser blev kaldt persiller og småredsler, og disse varierede betydeligt i de forskellige egne af landet.<ref name="Fu 1934 198">Fussing (1934), s. 198</ref><ref name="Dam 2010 152ff">Dam (2010), s. 152-228</ref> Af samme grund måtte forekomsten af ødegårde, det vil sige ubesatte ejendomme som følge af armod eller rømning, anses for et alvorligt problem for godsernes samlede økonomi. Tomme gårde forfaldt hurtigt, men omvendt var genopførelsen af ødelagte og forfaldne ejendomme og ejendomme ødelagte af brand eller på grund af krig<ref name="Fu 1934 204">Fussing (1934), s. 204</ref> en alvorlig økonomisk belastning for godsøkonomien.<ref name="Fu 1934 206">Fussing (1934), s. 206</ref> Dertil kom problemet med udyrket jord. Hvis en gård stod øde, måtte godset søge at holde jorden i drift enten ved at lade andre bønder drive den eller ved at lade den dyrke sammen med hovedgårdens jorder.<ref name="Fu 1937 47">Fussing (1937), s. 47</ref> Mange godser opnåede birkeret, hvorved godsets område blev udskilt fra de normale herredsting som en særskilt retskreds, og bøder fra disse blev oftest betalt til herskabet, undertiden i penge men også i form af hovarbejde på marken. De idømte forseelser faldt i to hovedgrupper: dels forseelser i forhold til godset, fx. manglende vedligeholdelse af fæsteejendomme, rømning og forsømmelser af hoveri samt ulovlig græsning, høslet og skovhugst, dels i form af overtrædelser af landets love, fx. tyveri, vold, at sove et barn ihjel, udenomsægteskabelige affærer, forprang, skænderi og falske beskyldninger.<ref name="Fu 1934 212f">Fussing (1934), s. 212-213</ref> Dertil kom betaling af førlovspenge, det vil sige en afgift, som skulle betales, hvis en bønde opsagde sin gård og forlod godset, eller når arvinger boende uden for godset førte arv bort fra godset.<ref name="Fu 1934 217f">Fussing (1934), s. 217-218</ref> Over for godsets indtægter stod dets udgifter. Disse kunne antage flere former. Der var udgifter i form af fx. udsæd, øde gårde<ref name="Fu 1932 404">Fussing (1932), s. 404</ref>, eftergivne restancer<ref name="Fu 1932 408">Fussing (1932), s. 408</ref> samt eget forbrug af korn og kød<ref name="Fu 1932 409ff">Fussing (1932), s. 409, 419</ref>, betalinger til ansatte (fx. en teglbrænder)<ref name="Fu 1932 416f">Fussing (1932), s. 416f</ref><ref name="Fu 1934 240">Fussing (1934), s. 240</ref>, fragt og told, byggearbejder samt indkøb af materialer m.m.<ref name="Fu 1932 417">Fussing (1932), s. 417</ref> Nogle godser bekostede et fattighus.<ref name="Fu 1937 63">Fussing (1937), s. 63</ref> Værst var situationen, når konjunkturerne svigtede, og når der var krig. Kejserkrigen 1927, Torstenssonkrigen 1644 og Karl Gustavkrigene pålagde godserne omfattende udgifter i form af pålagte forsyninger til besættelsesstyrkerne, beslaglæggelser, hærgninger, ødelagte ejendomme, bortrømte og døde (til dels som følge af tilknyttede epidemier), betalinger til rigets forsvar m.m.<ref name="Fu 1934 218ff">Fussing (1934), s. 218-236</ref> Med til godsets drift må også regnes alle de tiltag, der løbende blev gjort for at forbedre ejendommen. Dette kunne ske ved arrondering, hvor de fjernt beliggende fæstegårde blev borthandlet til fordel for fæstegårde nærmere hovedgården<ref name="Fu 1934 62ff">Fussing (1934), s. 62-71</ref>, ved udlæg af jord til græsning, ved opdyrkning af nye jorder, ved rydning eller tilplantning af skov, ved hegning og dræning, ved vedligeholdelsesarbejder samt om muligt ved nye binæringer.<ref name="Fu 1934 72ff">Fussing (1934), s. 72-76</ref> Eksempelvis havde godset Gessingholm en overgang et schæferi for får.<ref name="Fu 1934 66">Fussing (1934), s. 66</ref> === Enevælden indtil landboreformerne (1660-1780) === Situationen efter Karl Gustav-krigene var alvorlig for den nye enevælde. Den samlede statsgæld udgjorde mindst 5 millioner rigsdaler, og forrentningen af denne gæld ville udgøre henved 300.000 rigsdaler om året. Staten var ikke umiddelbart i stand til at betale kreditorerne, hvoraf mange var storkøbmænd i København, Nordtyskland og Nederlandene samt adelige, der havde ydet Kronen tjenester eller lån under krigene. Henved en sjettedel af kronens gods var blevet pantsat på fordelagtige vilkår for panthaverne, idet indtægterne fra disse godser - fortrinsvis bøndernes landgilde - skulle betale forrentningen af lån; hvis denne ikke udgjorde 6% af lånets hovestol, skulle der kompenseres for det manglende på anden måde.<ref name="KEF 1988 173">Frandsen (1988), s. 173</ref> Det blev foreslået, at i det omfang, Kronen ikke kunne infri panterne, skulle disse sælges til højest bydende uanset stand, og i de følgende år blev store dele af krongodset solgt til statens kreditorer, idet de solgte ejendomme blev afstået med alle de rettigheder"som under Adelens Hovedgaarde og Bøndergods bør at følge"; dog forbeholdt Kronen sig "regalierne", det vil sige retten til told, accise og skat, samt "reluitionsretten", det vil sige forkøbsret for Kronen til den oprindelige salgspris, hvis køberen ønskede at sælge godset igen.<ref name="KEF 1988 173"/> Men foruden at indløse sin gæld måtte Kronen også afstå omkring 9.000 tønder hartkorn som den "Bornholmske Ækvivalent", det vil sige erstatning til de adelige, der mistede deres gods i Skåne for at kompensere den svenske konge for det tab, han led ved, at Bornholm forblev en del af Danmark efter det bornholmske oprør i 1659. De adelige, der på denne måde fik erstatningsgods, fik tillige ret til at oprette så mange hovedgårde med fulde rettigheder på dette gods, som de ønskede; på denne måde blev oprettet 11 nye hovedgårde.<ref name="KEF 1988 174f">Frandsen (1988), s. 174-175</ref> Samlet indebar Kronens afståelser, at dens andel af landets jordegods i løbet af få år blev formindsket med omkring 45% fra at have udgort 50% i 1660 til blot 27% i 1688.<ref name="KEF 1988 175">Frandsen (1988), s. 175</ref> Efter indførelsen af enevælden ændredes snart vilkårene for hovedgårdenes drift. Allerede i privilegierne af 24. marts 1659 var givet københavns borgere ret til at købe og besidde frit adelsgods med alle adelige rettigheder, og dermed var adelens tidligere særstilling blevet brudt. I de nye privilegier for adelen, der blev udstedt den 24. juni 1661, blev det udtrykkeligt bestemt, at adelen fortsat havde ret til sagefald, hals- og håndsret, jagtfrihed på eget gods, patronatsret, ret til øksnestaldning og til handel med egne var, når dette ikke stred mod købstædernes eller Kronens interesser. Adelen opretholdt ret til, at sager angående deres ære og liv måtte behandles direkte ved Højesteret og tilsagn om, at beskatning og udskrivning af soldater kun ville forekomme, hvis kongens hus og undersåtternes velfærd måtte kræve det. Derimod blev den tidligere skattefrihed for adelige personer, hovedgårde og ugedagsbønder ikke nævnt i de nye privilegier.<ref name="KEF 1988 171f">Frandsen (1988), s. 171-172</ref> I 1682 blev det forbudt at inddrage bøndergårde under hovedgårdenes drift. Samtidig blev skattefriheden indskrænket til "komplette" hovedgårde, det vil sige hovedgårde med mindst 200 tdr. htk. bøndergods (svarende til 30-40 bøndergårde) inden for en afstand af 2 mil fra gården. Dermed mistede mange tidligere hovedgårde skattefriheden og genvandt den ikke siden. Med Christian V.s ''greve- og friherreprivilegier'' fra 1671 og Danske Lov fra 1683 blev det tilladt at oprette ''stamhuse'' med mindst 400 tdr.htk. Stamhuse med 1000 og 2500 tdr. htk. kunne oprettes til henholdsvis baronier og grevskaber, der fik skattefrihed for 100 henholdsvis 300 tdr. htk. bøndergods; i alt oprettedes 32 grevskaber og baronier.<ref>Porsmose (1987), s. 135</ref> Vilkårene for godsdrift var imidlertid ikke de bedste i de første mange år efter enevældens indførelse. Dette afspejlede sig ved, at prisen på fast ejendom fra 1664 faldt med omkring en fjerdedel<ref name="ELP 1965 471">Ladewig Petersen (1965), s. 471</ref>, hvorfor det blev umuligt at sælge overtagne godser til fuld pris. Da mange adelige havde stor gæld, og da godserne i de første år gav langt ringere afkast end beregnet, kom mange af både de gamle og de nye godsejere ud i økonomiske problemer og måtte derfor selv pantsætte deres ejendomme.<ref name="KEF 1988 177">Frandsen (1988), s. 177</ref> Forsøg på at opnå en bedre rentabilitet blev ofte modarbejdet af de berørte bønder.<ref name="KEF 1988 177"/> Mange steder havde krigen efterladt sig øde gårde, og mange godsejere kunne derfor ønske sig at få lagt sådanne øde jorder ind under hovedgårdens drift, men ved Danske Lov 5-10-48 blev det bestemt, at "Ingen Landsbyer eller Bøndergaarde må ødelægges for at forbedre Sædegårdes Avling med", og kun 1,6% af landets samlede hartkorn blev nedlagt som bondejord i tidsrummet 1682-1700<ref name="KEF 1988 193">Frandsen (1988), s. 193</ref>; først omkring år 1700 var det lykkedes at få alle landets gårde besat igen.<ref name="KEF 1988 193"/> Derimod synes de økonomiske konjunkturer atter hurtigt at være blevet bedre: i 1669 var der blevet lagt told på korn indført til Norge fra alle andre lande end Danmark, og i 1686 blev der udstedt et forbud mod indførsel af byg og malt fra udlandet.<ref name="KEF 1988 178"/> Denne beskyttelsespolitik for kornhandelen nåede sit højdepunkt med kornmonopolet i Norge for danske købmænd i 1735, der varede til 1788.<ref name="LD 1988 275"/> Denne politik synes især at have gavnet Nørrejylland, og Ålborg havde i årene 1681-1699 en omfattende korneksport til Norge. Fremgangen blev dog hæmmet af misvækst i 1674, 1684, 1696-99 og 1708-10, hvilket afspejlede sig i kornpriserne.<ref name="KEF 1988 178">Frandsen (1988), s. 178</ref> Også studeeksporten kom atter igang og nåede i årene mellem 1670 og 1700 op på mellem 20.000 og 30.000 stykker årligt ved Gottorp, hvilket var af samme størrelsesorden som i årtierne op til 1660.<ref name="KEF 1988 178f">Frandsen (1988), s. 178-179</ref> Af betydning var det, at indbyggertallet omkring 1700 lå på omkring 625.000-650.000 og nåede op på omkring 710.000 i 1730. Ikke mindst hovedstaden og landets 67 købstæder synes at have haft en stærkt voksende befolkning.<ref name="LD 1988 275">Dombernowsky (1988), s. 275</ref> Dette betød et voksende indre marked. På den anden side forhøjede regeringen toldafgiften på eksporterede stude med omkring en femtedel, og i 1724 forhøjede også Nederlandene sin told på indførte dyr. Dertil kom, at dansk landbrug blev ramt af kvægpest i midten af 1740-erne, i 1760-erne og i 1770-erne, hvilket virkede ruinerende på mange godsejere. Følgen var, at mange opgav studeopdræt og -eksport og omstillede sig til hollænderi, det vil sige mejeridrift, i stedet. Frem til kvægpesten i 1745 var der ret gode torvepriser i København på kød, flæsk og smør.<ref name="LD 1988 221">Dombernowsky (1988), s. 221</ref> Det har for 1682-matriklen været forsøgt at opgøre hvor mange herregårde, der lå "i fællig" med andre landsbygårde, og hvor mange, der lå "ude af fællig". Derved er nået til følgende resultat: i hele de kongerigske områder lå 123 i fællig og 563 ude af fællig med landsbygårde svarende til 17,9% og 82,1%, det vil sige, at på daværende tidspunkt lå mere end fire femtedele af herregårdene udskiftede fra fællesskabet. Der er imidlertid stor forskel på øerne og Jylland, på øerne lå 31,6% i fællig og 68,4% ude af fællig, men i Jylland lå 7,7% i fællig og 92,3% ude af fællig.<ref>Pedersen (1915), s. 43</ref> {| class="wikitable" |- ! Landsdel ! I fællig ! Ude af fællig ! I alt |- ! Sjælland | style="text-align: right;"| 42 (32,3%) | style="text-align: right;"| 88 (67,7%) | style="text-align: right;"| 130 (100%) |- ! Lolland-Falster | style="text-align: right;"| 14 (38,9%) | style="text-align: right;"| 22 (61,1%) | style="text-align: right;"| 36 (100%) |- ! Fyn | style="text-align: right;"| 37 (28,9%) | style="text-align: right;"| 91 (71,1%) | style="text-align: right;"| 128 (100%) |- ! Sydøstjylland | style="text-align: right;"| 17 (14,5%) | style="text-align: right;"| 100 (85,5%) | style="text-align: right;"| 117 (100%) |- ! Nordjylland | style="text-align: right;"| 4 (2,7%) | style="text-align: right;"| 143 (97,3%) | style="text-align: right;"| 147 (100%) |- ! Sydvestjylland | style="text-align: right;"| 9 (7,0%) | style="text-align: right;"| 119 (93,0%) | style="text-align: right;"| 128 (100%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 123 (17,9%) ! style="text-align: right;"| 563 (82,1%) ! style="text-align: right;"| 686 (100%) |} I en række tilfælde kan det konstateres, at landsbyen ''de facto'' er nedlagt, og de fleste (eller alle) gårdene afløst af huse.<ref>Pedersen (1915), s. 30</ref> Forøvrigt fandtes alle former rækkende fra helt over delvist dyrkningsfællesskab mellem herregård og landsby til fuldstændig særdrift, i nogle tilfælde ved en udskilningsproces, i andre tilfælde i for af et "særbrud", der aldrig havde indgået i dyrkningsfællesskab.<ref>Pedersen (1915), s. 42</ref> Undersøgelsen viser også, at det fortrinsvis var mindre herregårde, som lå i driftsfællesskab med landsbyer, mens større herregårde udgjorde særskilte bedrifter.<ref>Pedersen (1915), s. 44</ref> [[File:GermanyNoerSchlossHaupthaus.jpg|thumb|300px|Herregården i Nør.]] Enevælden blev indledningen til en markant ændring i herregårdenes byggestil. Forsvarspræget fra ældre tider forsvandt nu helt, og nye hovedbygninger blev nu i stedet opført i en palæagtig stil, der havde ligheder med købstadshuse, skønt hovedbygningen nu blev lagt frit i forhold til andre bygninger.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 141</ref> Adskillelsen mellem en indre og en ydre gårdsplads blev fastholdt for det største herregårde, og nu som tidligere blev avlsbygningerne opført mere eller mindre symmetrisk omkring gårdspladsen.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 148, 156-157</ref> Med tiden blev præget af fascionabelt landsted mere udpræget: hovedbygningen blev kortere og opført med tilnærmelsesvis symmetrisk indretning, ofte med en vestibule med trapper til overetagen lige inden for hovedindgangen og med en havestue vendt mod hovedbygningens have, der ofte lå på den modsatte side af gårdspladsen.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 158</ref> Disse principper blev fastholdt under klassicismen med en plantype kaldet ''maison de plaisance'', men det var mest i den arkitektonisk byggestil, at disse bygninger adskilte sig fra tidligere.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 162</ref> I haven blev det almindelig at bygge et mindre lysthus til kortere ophold.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 175</ref> Der er lavet et undersøgelse<ref>Linvald (1912). Undersøgelsens oplysninger stammer dels fra J.P.Trap: Danmark, 3 udgave, dels (hartkornsangivelserne) fra et manuskript offentliggjort af C.Christensen (Hørsholm) i sin tid opbevaret på Københavns Universitets bibliotek og indeholdende oplysninger om danske hovedgårdes størrelse. Linvald mener, at dette stammer fra omkring 1770 og at hartkornsangivelserne antagelig stammer fra hovedgårdenes ejere</ref> af ejendomsforholdene vedrørende danske hovedgårde med jordtilliggender i 1700-tallet. Oversigten viser, at en tredjedel af hovedgårdene i 1730 tilhørte borgerlige, en tredjedel tilhørte danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, mens en sjettedel var nye, ophøjede adelsfamilier og endnu en sjettedel udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere. Det ses, at de borgerlige besiddelser gik frem, hvorimod adelen gik tilbage efter 1746 – ikke mindst den gamle adel og de nyadlede danske hovedgårdsejere. Påfaldende er fremgangen i ikke-danske adelsbesiddelser på Lolland-Falster i 1700-tallet. Påfaldende er også de overordnede forskydninger: adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster (først tilbage, så atter frem), mens tilbagegangen i Nørrejylland var ret stor. Disse forskydninger i ejendomsfordelingen var næppe uden betydning for de senere landboreformer, idet det ikke mindst var den fremmede adel, der bistod ved de love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre. {| border="1" cellpadding="2" cellspacing="0" align="left" ! colspan="11" align=center bgcolor="#ccccff" |Oversigt over ejendomsfordelingen i Kongeriget 1730, 1746 og 1766 |- ! År ! Borgerlige antal gårde ! Borgerligt hartkorn ! Adelige antal gårde ! Adeligt hartkorn i alt ! Gammel adels antal gårde ! Gammel adels hartkorn ! Ny dansk adels antal gårde ! Ny dansk adels hartkorn ! Fremmed adels antal gårde ! Fremmed adels hartkorn |- ! ''I alt 1730'' | align=center |''237'' | align=center |''58.089'' | align=center |''471'' | align=center |''195.364'' | align=center |''233'' | align=center |''90.971'' | align=center |''137'' | align=center |''55.086'' | align=center |''101'' | align=center |''49.305'' |- ! Sjælland | align=center |- | align=center |12.207 | align=center |84 | align=center |40.448 | align=center |23 | align=center |11.943 | align=center |34 | align=center |14.180 | align=center |27 | align=center |14.325 |- ! Lolland-Falster | align=center |- | align=center |1.446 | align=center |39 | align=center |18.316 | align=center |24 | align=center |9.967 | align=center |6 | align=center |4.136 | align=center |9 | align=center |4.213 |- ! Fyn | align=center |- | align=center |11.390 | align=center |88 | align=center |37.593 | align=center |53 | align=center |20.873 | align=center |10 | align=center |4.418 | align=center |25 | align=center |12.302 |- ! Nørrejylland | align=center |- | align=center |33.046 | align=center |260 | align=center |99.005 | align=center |133 | align=center |48.188 | align=center |87 | align=center |32.352 | align=center |40 | align=center |18.465 |- ! ''I alt 1746'' | align=center |''282'' | align=center |''75.422'' | align=center |''432'' | align=center |''182.934'' | align=center |''190'' | align=center |''75.762'' | align=center |''135'' | align=center |''55.196'' | align=center |''107'' | align=center |''51.978'' |- ! Sjælland | align=center |- | align=center |17.719 | align=center |77 | align=center |39.440 | align=center |18 | align=center |8.311 | align=center |31 | align=center |16.603 | align=center |28 | align=center |14.526 |- ! Lolland-Falster | align=center |- | align=center |2.743 | align=center |35 | align=center |15.869 | align=center |18 | align=center |6.885 | align=center |2 | align=center |2.111 | align=center |15 | align=center |6.873 |- ! Fyn | align=center |- | align=center |13.710 | align=center |84 | align=center |35.170 | align=center |48 | align=center |19.910 | align=center |11 | align=center |3.835 | align=center |25 | align=center |11.425 |- ! Nørrejylland | align=center |- | align=center |41.256 | align=center |236 | align=center |92.455 | align=center |106 | align=center |40.656 | align=center |91 | align=center |32.647 | align=center |39 | align=center |19.154 |- ! ''I alt 1766'' | align=center |''311'' | align=center |''81.164'' | align=center |''420'' | align=center |''181.183'' | align=center |''186'' | align=center |''72.915'' | align=center |''117'' | align=center |''52.216'' | align=center |''117'' | align=center |''56.054'' |- ! Sjælland | align=center |- | align=center |13.367 | align=center |92 | align=center |46.269 | align=center |19 | align=center |7.268 | align=center |35 | align=center |20.976 | align=center |38 | align=center |18.025 |- ! Lolland-Falster | align=center |- | align=center |1.279 | align=center |39 | align=center |15.869 | align=center |19 | align=center |7.018 | align=center |2 | align=center |2.111 | align=center |18 | align=center |8.204 |- ! Fyn | align=center |- | align=center |11.444 | align=center |96 | align=center |39.577 | align=center |54 | align=center |20.505 | align=center |15 | align=center |6.440 | align=center |27 | align=center |12.632 |- ! Nørrejylland | align=center |- | align=center |55.074 | align=center |193 | align=center |78.004 | align=center |94 | align=center |38.124 | align=center |65 | align=center |22.689 | align=center |34 | align=center |17193 |} <noinclude>.</noinclude> <br /> Under enevælden kom hovedgårdene ofte til at spille en væsentlig rolle i den offentlige samfundsforvaltning. Man kan tale om et godsejerstyre på vegne af og under opsyn og kontrol af enevælden.<ref name="BL 1983 24">Løgstrup (1983), s. 24</ref> Det var ''ikke'' et feudalt system, idet der ikke var tale om et lensvæsen, hvor vasallen bestyrede et len mod at yde forsvarstjeneste.<ref name="BL 1983 21">Løgstrup (1983), s. 21</ref> Lenene var ved enevældens indførelse blevet afløst af amter med statsansatte amtmænd og amtskrivere<ref name="BL 1983 134">Løgstrup (1983), s. 134</ref>, der for omkring halvdelens vedkommende var af borgerlig oprindelse. Ganske vist blev godserne pålagt statslige opgaver som skatteopkrævning, soldaterudskrivning, restvæsen og lignende, men muligheden for misbrug af disse pålæg blev begrænsede ved, at amtmænd og andre blev inddraget i forløbet. Da jorderne til de enkelte godser ofte lå mere eller mindre samlede, var det muligt at oprette en samlet retskreds, et birk, for godsets område. Her skulle retssager afgøres. Ligeledes udgjorde godserne forvaltningsenhed ved skiftesager.<ref name="KPP 1984 57">Pedersen (1984), s. 57</ref> Men i begge tilfælde stod godsejeren ikke alene i forvaltningen. Medlemmer af almuen kunne søge om bevilling til at få fri proces og kunne indgive en klage til den stedlige amtmand, hvis han følte sig uretmæssigt behandlet.<ref name="LD 1985 12">Dombernowsky (1985), s. 12</ref> I skiftesager blev udpeget værger for enker og for umyndige børn for at sikre, at disse gruppers rettigheder og interesser blev varetaget på en forsvarlig måde. Herfra var skridtet ikke langt til at lade godset forestå inddrivelsen af skatter – såvel de ordinære som de extraordinære – og vel at bemærke under ansvar således, at godset selv skulle dække de manglende betalinger fra fæstebønderne. Da bønderne ofte kunne have vanskeligheder ved at udrede skatterne, kunne det blive en tung byrde for hovedgårdene.<ref name="BL 1983 63ff">Løgstrup (1983), s. 63-246</ref> Ligeledes kom hovedgårdene til at spille en rolle i forbindelse med udskrivninger af bønderkarle til soldatertjenesten. Det skulle dog vise sig, at der her kunne være modsætninger mellem godsets og de statslige interesser: godset ville jo helst ikke undvære de bedste mulige nye fæstere, men kunne omvendt udnytte en mulig soldatertjeneste til at presse karle til at tage fæste.<ref name="BL 1983 247ff">Løgstrup (1983), s. 247-357</ref> Nok kunne godset forestå inddelingen i lægd og indstillingen af karle til soldater, en godsejere kunne ikke forhindre, at deres kandidater til udskrivning måtte have sessionens godkendelse, og sessionen bestod af amtmanden, lederen af det stedlige regiment samt land- og krigskommissæren.<ref name="BL 1983 252">Løgstrup (1983), s. 252</ref> Godssystemet rakte imidlertid videre. Allerede i 1600-tallet var man begyndt at oprette skoler, ofte på initiativ af en godsejere<ref name="Po 1987 200">Porsmose (1987), s. 200</ref>, men da Frederik IV omkring 1720 lod oprette rytterskoler i de kongelige rytterdistrikter, fulgte mange private godsejere op ved at oprette nye skoler på deres godser. Der var dog fortsat mangel på skoler og for at sætte pres bag, pålagde forordningen af 13. januar 1736 indførelse af konfirmation<ref name="FS 1978 257">Skrubbeltrang (1978), s. 257</ref> og skoleforordningen af 23. januar 1739 tvungen skolegang, idet fattige børn skulle undervises gratis men mere velstillede familiers børn betale skolepenge.<ref name="FS 1978 258">Skrubbeltrang (1978), s. 258</ref> Fra begyndelsen af 1700-tallet lod godser også i stigende grad oprette "hospitaler" som stiftelser for gamle og svage godsbeboere, der derved kunne få en betrygget alderdom, selv om de ikke havde aftægtsmuligheder.<ref name="Po 1987 200"/><ref name="FS 1978 256">Skrubbeltrang (1978), s. 256</ref><ref name="KISK 1985 142ff">Kirk og Skougaard (1985), s. 142-151</ref> Baggrunden herfor var til dels en bestemmelse i Danske Lov af 1683, der påbød indretning af fattighuse i sognene<ref name="FS 1978 145">Skrubbeltrang (1978), s. 145</ref> Også på anden vis ændrede godserne samfundet i disse år. Allerede før enevældens indførelse havde enkelte godser forsøgt sig med fabriksvirksomhed, men især fra midten af 1700-tallet fremkom sådanne tiltag i større omfang. Således blev linnedmanufakturer, lærredmanufakturer, stampemøller, overskærerier, farverier og lignende indrettede i tilknytning til godserne Arreskov, Bregentved, Brobygaard<ref name="BJ 1943 30">Bro Jørgensen (1943), s. 30</ref>, baroniet Taasinge, Hvidkilde<ref name="BJ 1943 30">Bro Jørgensen (1943), s. 30</ref>, Brahetrolleborg, Gudumlund<ref name="BJ 1943 32">Bro Jørgensen (1943), s. 32</ref>, Lindeborg, Øbjerggaard<ref name="BJ 1943 33">Bro Jørgensen (1943), s. 33</ref>, mens Sparresholm indrettede et hørbrydnings- og skætteværk.<ref name="BJ 1943 34">Bro Jørgensen (1943), s. 34</ref> Med tiden viste det sig, at der var flere ulemper end fordele forbundne med brugen af hovedgårdene ved den offentlige forvaltning, og dette bidrog til afviklingen af hele ordningen under og efter landboreformerne.<ref name="BL 1983 359ff">Løgstrup (1983), s. 359-372</ref> === Landboreformerne (1780-1849) === Omkring midten af 1700-tallet bredte der sig i regeringskredse en opfattelse af, at landbruget trængte til en gennemgribende reform. Dels ønskede man at fremme bøndernes selveje, dels ønskede man at afvikle dyrkningsfællesskabet som værende besværligt og uhensigtsmæssigt. Vanskeligheden bestod imidlertid i at finde en fremgangsmåde, som kunne forbedre bøndernes vilkår uden, at herregårdene led skade. Den 31. marts 1755, på Frederik V's fødselsdag, forelagde regeringen offentligheden en opfordring til at komme med forslag til landbrugets forbedring.<ref name="FS 1978 271">Skrubbeltrang (1978), s. 271</ref> Dette blev indledningen til en omfattende offentlig debat om både landbrugstekniske, driftsmæssige og sociale forhold i tidsskrifter og andre udgivelser. Sideløbende med dette lod regeringen nedsætte kommissioner, der skulle udarbejde betænkninger med forslag til landbrugsreformer. Det var især den unge konge Christian VII, der fremmede denne landboreform-bevægelse.<ref name="FS 1978 273f">Skrubbeltrang (1978), s. 273-274</ref> Samtidig med, at denne debat foregik, begyndte enkelte godsejere selv at forsøge sig med landbrugsreformer for at kunne vurdere virkningen af disse. Et af de tidlige forsøg på reformer var indførelse af arvefæste. Dette blev først indført på Hirscholm i 1761<ref name="FS 1978 272">Skrubbeltrang (1978), s. 272</ref>, på Bernstorff gods i 1765-67, samme år på Bistrup gods og endelig på Selsø i Hornsherred og Fussingø ved Randers.<ref name="FS 1978 273">Skrubbeltrang (1978), s. 273</ref> ''Arvefæste'' udviklede sig til en overgangsordning til egentligt selveje, idet bønderne blev hoverifri og fik afgifter i naturalydelser afløst af faste pengeydelser, men udviklingen tog lang tid. Bernstorff gods blev også tidligt udskiftet, og også her var fremgangsmåden tilbageholdende: man udskiftede med såkaldt "stjerneudskiftning" og "kamudskiftning", hvorved bøndergårdene kunne blive liggende i landsbyen, mens "blokudskiftning" med udflytning af gårde først efterhånden vandt frem.<ref name="FS 1978 296">Skrubbeltrang (1978), s. 296</ref> I takt med, at de tidlige gode erfaringer opnåede anerkendelse, blev udstedt forordninger, der skulle tilskynde til landsbyfællesskabets ophævelse ved at give enhver lodsejer ret til at kræve sin jord opmålt, udskilt og særskilt indhegnet. Godsejernes interesse blev fremmet ved, at man på den ene side lod disse bekoste udskiftningen og på den anden side så enten blive kompenseret for sine udgifter ved at bønden købte sin gård og betalte den fulde pris på een gang eller nyde godt af renter og afdrag på bøndernes køb af deres jordlodder i form af penge, korn eller andre naturalier.<ref name="FS 1978 323">Skrubbeltrang (1978), s. 323</ref> Derved blev udskiftningen gennemført i løbet af få årtier, og den var nærmest afsluttet omkring 1810. Et særligt vanskeligt problem var hoveriet. Mange godsejere ønskede at bevare dette men forudså, at det meste af gårdmandshoveriet ville blive "afløst". Det ville da være af betydning, hvis der i stedet fandtes et stort antal husmænd, og ved at lade sådanne fæste større jordlodder mod at forpligte dem til to ugedages arbejde eller mere i høsttiden. Spørgsmålet var at ramme den størrelse på jodlodden, der på den ene side kunne tiltrække husmænd og på den anden side ikke var så stor, at husmanden kunne lave af den uden tillige at være "daglønner". Følgen var, at husmandlodder som regel nåede en størrelse på mellem 3 tønder land god jord og 6 tønder land dårlig jord.<ref name="FS 1978 410">Skrubbeltrang (1978), s. 410</ref> Da fæsteloven af 1787 ikke påbød, at huse skulle bortfæstes på livstid (som gårde), så mange godsejere en fordel ved at indføre lejekontrakter med et halvt eller kvart års opsigelsesfrist, idet lejeren så kunne opsiges, hvis han viste sig uegnet eller uvillig til det forudsatte pligtarbejde, lige som ældre og svagelige lejehusmænd lettere kunne blive erstattet af yngre. Sådanne vilkår i lejebetingelserne blev anvendt dels ved husfæsterskifter, dels for nyoprettede huse.<ref name="FS 1978 413">Skrubbeltrang (1978), s. 413</ref> I flere egne af landet fremkom omkring år 1800 det problem, at fæste og lejehusmænd kontraktligt kunne blive forpligtet til at arbejde for godsejere til en lavere dagløn end normalt.<ref name="FS 1978 413"/> Herregårdene fik stor betydning for oprettelse af husmandskolonier. En stikprøve fra de tidligere Vejle, Fyn og Storstrøms Amter har opgjort 338 sådanne kolonier (men ingen hverken i Nordjyllands eller Ringkøbing Amter).<ref name="PGM 2016 39">Grau Møller (2016), s. 39</ref> De blev typisk oprettede nær udkanten af ejerlav men tæt på hovedgården: 191 af 340 husmandskolonier (56,2%) lå mindre end 1 km fra hovedgårdens ejerlav.<ref name="PGM 2016 49">Grau Møller (2016), s. 49</ref> De blev som regel lagt på landsbyernes jord, kun undtagelsesvis på udstykket hovedgårdsjord, så formålet har været at bevare denne jord intakt.<ref name="PGM 2016 52">Grau Møller (2016), s. 52</ref> Oprindeligt var kun få af disse jordlodder bebyggede, i realiteten var der tale om jordlodder til huse i landsbyen, der derved blev kompenseret for tabte græsningsrettigheder, snarere end om en bebyggelsesudvidelse for at "oopsuge" et befolkningsoverskud.<ref name="PGM 2016 50">Grau Møller (2016), s. 50</ref> Først over tid blev jordlodderne bebyggede, og som regel ved nyanlæg snarere end ved udflytning af huse fra landsbyen.<ref name="PGM 2016 51"/> Husmandslodderne kunne ligge enten på rad eller i klumper.<ref name="PGM 2016 51">Grau Møller (2016), s. 51</ref> For 1844 er det opgjort, at 94% fortsat var i fæste under et nærliggende gods, kun undtagelsesvis var sket frasalg og overgang til selveje.<ref name="PGM 2016 55">Grau Møller (2016), s. 55</ref> En opgørelse over indbyggernes næringsvej i 1845 har vist, at omkring 40% da levede af deres jordlod, 30% af håndværk og omkring 30% ved dagleje.<ref name="PGM 2016 58">Grau Møller (2016), s. 58</ref> Det betød, at det oprindelige formål, at fungere som arbejdskraftreserve for godsejere (og i mindre udstrækning for gårdejere), allerede på dette tidspunkt var i stærkt aftagende betydning.<ref name="PGM 2016 36">Grau Møller (2016), s. 36</ref> I driftsmæssig henseende blev godserne forbilleder for de nye selvstændige bøndergårde ved, at holstensk kobbelbrug blev indført på enkelte bondegårde.<ref name="FS 1978 278">Skrubbeltrang (1978), s. 278</ref> Erfaringerne fra sådanne driftsomlægninger motiverede hurtigt andre til at følge efter. Udskiftningen blev derved fulgt op af supplering med nye afgrøder i omdriften. Tidsrummet fra 1818 til 1828 var præget af en landbrugskrise, som betød, at mange godsejere gik konkurs.<ref name="CB 1985 66">Bjørn (1985), s. 66</ref> Desuden betød både Napoleonskrigene fra 1807, statsbankerotten i 1813 og landbrugskrisen i 1820-erne, at salg af fæstegods til selveje næsten gik i stå. En ny udvikling skete først fra 1840-erne, da en ny økonomisk fremgang satte ind i forbindelse med den engelske kornhandelsperiode.<ref name="SGR 1977 92">Rasmussen (1977), s. 92</ref> I forbindelse med kornhandelen havde mange kystnære herregårde deres egne udskibningssteder. Som regel var der ikke tale om egentlige bebyggelser, måske en kornlade eller lignende, men oftest ganske enkelt et sted ved kysten med gode udskibningsvilkår. Således hedder det i en samtidig beskrivelse af Vejle amt fra 1826: "''I Bjerge-Herred have de fleste Herregaarde Ladepladse, hvor Fartøierne ankre og indtage Korn, Smør, Brænde o.s.v. Dette er f.E. Tilfældet ved Rosenvold, Barretskov, Palsgaard, Jensgaard m.fl., og er især af Vigtighed for Brændehandelen.''"<ref name="CD 1826 134">Dalgas (1826), s. 134</ref> Om Randers amt hedder det i en beskrivelse fra 1827: "''De fleste Herregaarde paa Østkysten have her ret beqvemme Udskibningssteder; dog er det sjeldent og i alt Fald kun om Midsommer, at Korn her indlades; thi Foraar og Efteraar, da det meste Korn udskibes, er det alt for vanskeligt at ligge med Skibe ved de aabne Strande, hvor ingen Havn findes, og endnu vanskeligere at udskibe Korn og andre Varer, som ikke taale en Søstyrtning, der uventet kan slaae ind i Baadene under Expeditionen. Kun Brænde, Tømmer og slige Ting kunne her udskibes med Sikkerhed. Bedre Lade- og Lossepladse findes ved Voer og Udbyehøi i Rougsøe Herred, ved Gjerild i Nørre-Herred, ved Kaløe Vii, m.fl. Steder. De to sidste Ladepladse ere især gode, da baade store og smaae Skibe her kunne ankre og ligge trygge mod Uveir. Dersom der gaves priviligerede Handlende ved slige Ladesteder, vilde dette muligen bidrage til at lette Afsætningen af Bondens Producter, med hvilke han maae tye til de monopoliserede Kjøbmænd i Byerne. For Rougsøe Herreds Beboere skal denne Omstændighed saaledes være meget følelig, da de ingen Kjøbstad have i Nærheden.''"<ref name="JCH 1827 123">Hald (1827), s. 123</ref> I Horns herred i Nordøstsjælland fik Vellerup Strand et kornmagasin, og også Sønderby Østskov nævnes i midten af 1800-tallet som "ladeplads". Men det var kun egne, der lå langt fra købstæder eller ladepladser for indlandskøbstæder, der havde behov for udskibningssteder, og med forbedrede vej- og nye jernbaneforbindelser i anden halvdel af 1800-tallet mistede udskibningsstederne atter deres betydning. Landboreformerne havde været vellykkede for så vidt angik bønderne. De havde overtaget deres gårde som selvejere eller arvefæstere og nød de fulde goder af de prisstigninger, som efterhånden satte ind. Sværere var vilkårene for husmænd, der måtte overtage det meste af det tidligere pligtarbejde, og som blev fastholdt i afhængighed af godsejere. I årene efter 1830 blev det traditionelle godssystem med hovedgård med tilhørende bøndergods og med særlige retsbestemmelser afviklet til fordel for et frit kontraktforhold mellem arbejdsgiver (gods) og arbejdstager (som regel husmænd).<ref name="CB 1985 97"/> Den rolle, godserne kom til at spille for husmændene, fremgår af, at i 1850 var en fjerdedel af huse tilhørende landbrug over 12 tønder hartkorn lejehuse modsvarende tre fjerdedel af alle fæste- og lejehuse tilhørende større gårde, mens den sidste fjerdedel tilhørte mindre gårde på mellem 1 og 12 tønder hartkorn.<ref name="CB 1985 108">Bjørn (1985), s. 108</ref> I 1840-erne begyndte en ny social bevægelse at udvikle sig. Årsagen var især en voksende uvilje imod "''det trykkende Pliktarbeide, som vi af Mangel paa Huusbolig maae paatage os fordærver Næringsforsørgelsen og udmattr vore ungdoms Kræfter og den bestandig stigende Indfæstning og bestandi stigende Afgift og arbeitsforpligtelser''", som det blev udtrykt i en henvendelse fra husmændene under Svenstrup gods dateret 19. februar 1848 til den nye konge Frederik VII.<ref name="CB 1985 19f">Bjørn (1985), s. 19-20</ref> Den sociale uro blev suppleret med en national dimension efter udbruddet af Treårskrigen 1848-50, hvor separatister i Slesvig-Holsten havde proklameret en fælles forfatning og adskillelse fra kongeriget<ref name="CB 1985 31">Bjørn (1985), s. 31</ref>, hvilket udløste regeringens modtræk for at stoppe oprøret i hertugdømmerne. I løbet af foråret 1848 udviklede der sig påvirket heraf flere steder på Sydsjælland såkaldt "patriotiske aktioner" rettede mod godsejere af tysk herkomst.<ref name="CB 1985 47ff">Bjørn (1985), s. 47-73</ref> Efterhånden førte dette røre imidlertid til krav om afløsning af det pligtarbejde eller hoveri, som fæstere og lejehusmænd skulle yde godsejere, med betaling i penge.<ref name="CB 1985 91">Bjørn (1985), s. 91</ref>I takt med, at sådanne ønsker blev imødekommet ophørte bevægelsen i løbet af sommeren 1848.<ref name="CB 1985 128">Bjørn (1985), s. 128</ref> Allerede den 27. maj 1848 blev der udsendt en forordning, der blandt andet forbød pligtarbejde som led i husafgifter ved fremtidige fæste- eller lejeaftaler, og den 17. maj var adgangen til at oprette stamhuse blevet ophævet.<ref name="CB 1988 120">Bjørn (1988), s. 120</ref> Den endelige afløsning skete den 4. juli 1850.<ref name="CB 1985 136">Bjørn (1985), s. 136</ref> I 1830-erne og 1840-erne var oprettet nye majorater med særlige arveregler, men med Grundloven af 1849 blev denne mulighed ophævet<ref name="CB 1985 96f">Bjørn (1985), s. 96-97</ref>, og ved lov af 21 juni 1854 blev der åbnet mulighed for at sælge fæstejord til selveje fra majorater.<ref name="CB 1985 97">Bjørn (1985), s. 97</ref> Skatteprivilegier knyttede til hovedgårdshartkorn blev ophævet ved lov af 20. juni 1850.<ref name="CB 1985 96">Bjørn (1985), s. 96</ref> Dette betød, at fraset fæstegodsets fuldstændige overgang til selveje var hele Bondevennernes program blevet gennemført allerede omkring 1851.<ref name="ESJ 1968 12">Jørgensen (1980), s. 12</ref> === Efter grundloven af 1849 === I 1800-tallet vendte man tilbage til at bygge hovedbygninger i en borgagtig stil med et markant tårn med pseudoskydeskår på toppen, kamtakker i gavlene og lignende.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 178-188</ref> Nyt for tiden var, at avlsbygningerne ikke længere lå symmetrisk, tværtimod forsøgte man systematisk at opføre dem asymmetrisk.<ref>Nørregård-Nielsen og Lund (1985), s. 188</ref> Grundloven af 1849 foreskrev: ''"Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes."'' Alligevel oplevede herregårdene i anden halvdel af 1800-tallet en guldalder – både politisk og økonomisk. Politisk, fordi godsejerstanden med "den gennemsete Grundlov" af 1866 fik en styrket position i Landstinget og dermed i dansk politik generelt<ref name="CB 1985 109">Bjørn (1985), s. 109</ref>, og økonomisk, eftersom landbruget oplevede gode tider i anden halvdel af 1800-tallet. Fra 1866 og indtil systemskiftet i 1901 var de fleste ministre godsejere. Allerede i 1851 havde en kreds af godsejere stiftet ''Grundejerforeningen'', hvis program var beskyttelse af ejendomsretten og bevarelse af Helstaten, det vil sige forbindelsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.<ref name="ESJ 1968 17">Jørgensen (1980), s. 17</ref> I 1864 oprettedes ''Augustforeningen'' af en kreds af godsejere, der hurtigt blev suppleret med konservative i købstæder, blandt embedsmænd og officerer.<ref name="ESJ 1968 30">Jørgensen (1980), s. 30</ref> Overgangen fra fæste til selveje nåede et højdepunkt i 1850-erne, da mere end tre gange så meget fæstejord overgik til selveje som i de foregående 15 år. Denne udvikling må ses i lyset af den liberalisering af lovgivningen omkring afhændelse af fæstejord, som var foregået mellem 1848 og 1854.<ref name="SGR 1977 93">Rasmussen (1977), s. 93</ref> I 1861 kom en ny lov om fæsteafløsning, der blandt andet tillod godsejere for hver 9. gård, de solgte til selveje eller arvefæste, at inddrage den 10. gård til eget brug.<ref name="SGR 1977 96">Rasmussen (1977), s. 96</ref> Denne opmuntring skete på baggrund af de gode kornpriser i 1850-erne, og som måtte motivere godsejere til at forøge kornproduktionen, lige som den gav godsbesiddere store kontante pengesummer til rådighed.<ref name="SGR 1977 96"/> I årene fra 1860 til 1873 (det vil sige kort før kornhandelens sammenbrud) faldt antallet af tilbageværende fæstegårde fra 65.081 til 45.156 eller med 19.925 svarende til et fald på omkring 30,6% og i 1885 var antallet af fæstegårde faldet yderligere til 38.177, det vil sige et yderligere fald på 6.979 eller omkring 15,5%.<ref name="SGR 1977 92"/> Virkningen på godsdriften er dårligere belyst. En del af årsagen hertil var, at hovedgårde blev bortforpagtede, hvorved der skete en adskillelse af ejer på den ene side og af forpagter henholdsvis forvalter på den anden.<ref name="SGR 1977 109"/> Nogle godser, fx. Frisenborg og Rosenholm, synes at have konverteret en del inddraget fæstejord til fredsskov<ref name="SGR 1977 98ff">Rasmussen (1977), s. 98-102</ref>, og i nogle tilfælde synes de indtjente pengesummer fra salg af fæstegods at have været brugt til at finansiere nye frasalg, til dels som renteafdrag på lån.<ref name="SGR 1977 104">Rasmussen (1977), s. 104</ref> Hvor godsejere i fæstetiden havde fået landgilde, fik de nu renter af udlånte summer. Men en del af midlerne fra salg af fæstegods gik også til driftsfinansieringer fx. til dræningsarbejder på godsets jorder, til dels for også at forøge værdien af senere frasolgte jorder.<ref name="SGR 1977 109">Rasmussen (1977), s. 109</ref> Men summer kunne også udlånes til andre formål fx. offentlige institutioner.<ref name="SGR 1977 110">Rasmussen (1977), s. 110</ref> Netop i disse år spillede godser en betydelig rolle som kreditydere<ref name="SGR 1977 110"/>, især til landbrug men også til andre formål. Afviklingen af fæstevæsenet bevirkede en styrkelse af de store landbrug både målt på antal og på hartkornets fordeling. Antallet af gårde på over 20 tønder hartkorn voksede fra 824 i 1860 til 896 i 1885 og 919 i 1905 og deres hartkorn fra 36.471 tønder hartkorn i 1860 til 39.517 i 1885 og 40.547 i 1905. Antallet af gårde på 12-20 tønder hartkorn voksede fra 1.054 i 1860 til 1.145 i 1885 og 1.174 i 1905 og deres hartkorn fra 15.592 til 17.092 og 17.635.<ref name="DR 1988 223">Dieckmann Rasmussen (1988), s. 223</ref> ==== [[Statshusmandsbrug i Danmark|Statshusmandsbrug]] ==== Først i 1909 blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom. Kommissionen afgav en betænkning i 1913 men var ved afgivelsen delt i 6 mindretal, som hver stillede egne forslag. Kommissionens arbejde førte derfor ikke til nogen løsning på spørgsmålet. I 1911 var imidlertid nedsat en ny landbokommission, der blandt andet skulle fremkomme med forslag til nye former for brug af jord i offentlig eje. I 1916 afgav denne kommission sin første delbetænkning, som indeholdt forslag til bestemmelser om landbrugets kreditforhold og om oprettelse af såkaldte jordrentebrug; jordrenteprincippet var blevet udformet i et underudvalg ledet af daværende kontorchef, senere departementschef, K. Riis-Hansen. I 1917 fremsatte 11 af denne kommissions 15 medlemmer til Landbrugsministeriet et forslag til lens og stamhuses overgang til fri ejendom, og dette forslag blev overvejende fulgt ved udarbejdelsen af et lovforslag herom, dog med visse præciseringer. Lovforslaget skulle opfylde to formål: dels skulle det opfylde grundlovens løfteparagraf, dels skulle det skaffe jord og penge til at fremme en udstykning og oprettelse af statshusmandsbrug til supplement af lovgivningen herom fra 1899.<ref name="ET 2014 87">Erichsen & Tamm (2014), s. 87</ref> ''Lov af 4/10 1919 om Lens, Stamhuse og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom'' indeholdt bestemmelser, hvorefter ejere af len, stamhuse og fideikommisgodser skulle få ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod at indbetale 25% af værdien til staten, såfremt der påhvilede hjemfaldsret til staten (det vil sige, hvor statutterne fastslog, at majoratet tilfaldt staten i de tilfælde, hvor mandslinjen i besidderens familie døde ud), og 20% af værdien af øvrige jordbesiddelser. Desuden skulle de, mod erstatning, overdrage staten en tredjedel af deres besiddelser. Loven var en af tre reformlove vedtaget samme dato. Loven trådte i kraft i 1920 og resulterede i oprettelse af samlet 2.307 jordrentebrug på majoratsjord.<ref name="ÅK 1959 111ff">Kampp (1959), s. 111-114</ref> Denne majoratsudstykning var afsluttet i 1932, idet enkelte majorater undgik at afgive jord ved lensafløsningen enten ved at købe erstatningsjord andetsteds til udstykning eller ved at indbetale en vis sum pr. tønde hartkorn til Landbrugsministeriet, som så selv kunne købe erstatningsjord. En del majorater måtte dog sælge jord ud over den, som de var pålagt at aflevere ved lensafløsningen.<ref name="ÅK 1959 71">Kampp (1959), s. 71</ref> I de områder, hvor en sådan udstykning fandt sted, blev det tidligere landskab helt forandret: de store samlede herregårdsjorder blev udstykkede i mindre jordlodder hver med sit hus.<ref name="ÅK 1959 88ff">Kampp (1959), s. 88-98</ref> I nogle tilfælde, hvor en herregård blev delt ved majoratsudstykning, fx. Hammelmose, Fuirendal og Hvedholm, afgav man de jorder, der lå længst fra hovedgården. Ved aflevering af substitutjord blev der derimod ofte afgivet jord af ringere bonitet, end godsets egne jorder var takseret til.<ref name="ÅK 1959 92">Kampp (1959), s. 92</ref> Loven om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom, lensafløsningsloven, fik store konsekvenser for en lang række af landets store godser. Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske majorater havde indtaget gennem de foregående to-tre århundreder, samtidig med at den skabte grundlaget for 2300 nye statshusmandsbrug og gav 750 eksisterende, mindre brug tillægsjord, så de nåede op på en mere realistisk driftsøkonomisk størrelse.<ref>Erichsen og Tamm (2014), s. 203.</ref> I alt blev 74 jordmajorater og 42 båndlagte kapitaler (dvs. såkaldte substitutioner og pengefideikommiser, formuer bestående af andre værdier end jord, der havde fulgt de samme særlige arveregler og også blev omfattet af den nye lov) afløst i tiåret efter lovens vedtagelse. Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små mini-samfund, som også var ansvarlige for de ansatte og deres børns sundhed, uddannelse og sociale sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel herpå var Grevskabet Langeland, som stod for driften af en lang række skoler og sundhedsmæssige tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre medarbejdere kunne overgå til overkommelige arbejdsopgaver, således i slotsparken, når kræfterne begyndte at aftage. Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor alle berørte godser blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget til at koncentrere de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne landbrugsdrift til at fungere. Det offentlige overtog herefter de sociale og uddannelsesmæssige opgaver, som godserne tidligere havde haft ansvaret for. Dette gjaldt i særlig grad for nogle af de godskomplekser, som faldt helt fra hinanden som følge af de nye arveregler og det økonomiske dræn, som lensafløsningen samtidig medførte. Til denne gruppe hørte Gammel Estrup, hvis rige interiør, opbygget gennem ca. 600 års ubrudt arvegang i slægterne Brock og Scheel, i 1926 blev solgt på en række auktioner, inden selve godset og hovedbygningen også blev solgt af arvingerne efter lensgreve Christen Scheel. Noget tilsvarende var tæt på at ske med Rosenholm, en anden af de meget gamle besiddelser for den danske højadel, som havde været i slægten Rosenkrantz' eje, siden dets opførelse blev påbegyndt i 1559. Efter lensbaron Hans Rosenkrantz' død i 1936 blev selve godset samt skoven solgt, men Hans Rosenkrantz' hustru af første ægteskab, lensbaronesse Christiane Rosenkrantz (født komtesse Wedell-Wedellsborg), købte for egne midler hovedbygningen samt den omgivende park og sikrede den dermed for slægten, selvom dens økonomiske fundament i land- og skovbruget var borte. Frederiksborgmuseet opkøbte samtidig, støttet af Carlsbergfondet, en stor del af indboet, herunder væsentlige dele af den enestående portrætsamling og lod en betydelig del deponere på stedet. Dog blev et stort antal portrætter overført til Frederiksborgmuseet. En række nødlidende godser blev i forbindelse med lensafløsningen overtaget helt af Statens Jordlovsudvalg. Det gjaldt f.eks. slægten Bille-Brahe-Selbys godser Hvedholm og Østrupgård på Fyn. I alt var det godt en tredjedel af majoraterne, som ikke overlevede mellemkrigstiden som slægtsgodser. Selvom restejendommen efter afløsningen i mange tilfælde stadig var anselig og fra starten sjældent særlig behæftet med gæld, var mellemkrigsårene hårde for landbruget, og mange af godsejerne formåede ikke at omstille sig til de nye forhold, der krævede besparelser på udgifterne såvel i hovedbygning som drift.<ref>Rasmussen (2009), s. 236.</ref> ==== Efter 1945 ==== Efter besættelsen blev en håndfuld godser konfiskeret af den danske stat, idet deres tyske ejere blev anset for at have været tyskvenlige. Det drejede sig om blandt andre Fussingø, Harrestedgård, Hellebækgård og Kalø Hovedgård. Beslutningen var kontroversiel, og nogle af disse ejere ønsker stadig deres ejendom tilbageleveret. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Nils G. Bartholdy: "Sammenhængen med privilegier og rang i tiden 1660-1730" (''Historisk Tidsskrift'', 12. række, Bind 5; 1971) * Claus Bjørn: ''Frygten fra 1848. Bonde- og husmandsurøn på Sjælland i foråret 1848''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1985; {{ISBN|87-7526-043-3}} * Claus Bjørn: "1810-1860" (i: ''Det danske landbrugs historie'', bind III: 1810-1914; {{ISBN|87-7526-079-4}}; s. 7-192) * J.O. Bro Jørgensen: ''Industriens Historie i Danmark'', bind II: 1730-1820; København 1943 (genoptryk 1979); {{ISBN|87-7500-848-3}} * Aksel E. Christensen: "Problemer vedrørende adel og hovedgaarde i dansk senmiddelalder" (foredrag holdt 1949, trykt i ''Danmark, Norden og Østersøen'' 1976, s. 228-242, derfor angivet "1949/1976") * Aksel E. Christensen: ''Danmark, Norden og Østersøen''; København 1976; {{ISBN|87-87462-05-2}} * Aksel E. Christensen: ''Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden'' (Akademisk Forlag 1976), {{ISBN|87-500-1663-6}}) * Aksel E. Christensen: "Store og smaa og mange slags fynske bønder" (foredrag holdt 1954, trykt i ''Danmark, Norden og Østersøen'' 1976, s. 243-260, derfor angivet "1954/1976") * Carl Christiansen: "Bidrag til Oplysning om Herremænds og Herregaardsforpagteres økonomiske Vilkaar i Hald og Skivehus Amter i Slutningen af 17. Aarhundrede" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 6; 1928) * Troels Dahlerup: "Lavadelens Krise i dansk Senmiddelalder" (''Historisk Tidsskrift'', 12 række 4 bind; 1969; s. 1-43) * C. Dalgas: Veile Amt; Kjöbenhavn 1826 (''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende'') * Peder Dam: ''Det øvrige vi nyde. Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet''; Landbohistorisk Selskab 2010; {{ISBN|978-87-7526-216-8}} * ''Det danske landbrugs historie'' I-IV (Landbohistorisk Selskab, Odense 1988), {{ISBN|87-7526-082-4}} * Jørgen Dieckmann Rasmussen m.fl.: "1860-11914" (i: ''Det danske landbrugs historie'', bind III: 1810-1914; {{ISBN|87-7526-079-4}}; s. 193-242) * Lotte Dombernowsky: ''"Slagsmaalene ere nu om Stunder langt sjældnere..."''; Landbohistorisk Selskab 1985; {{ISBN|87-7526-153-0}} * Lotte Dombernowsky: "Ca. 1720-1810" (i: ''Det danske landbrugs historie'', bind II: 1536-1810; {{ISBN|87-7526-074-3}}; s. 211-394) * Svend Ellehøj, Albert Fabritius (opponentudtalelser): "Svend Aage Hansen: Adelsvældens grundlag. Studier fra Københavns Universitets Økonomiske Institut. Nr. 6. I kommission hos G. E. C. Gads Forlag. København 1964. 345 s. 32,25 kr." (''Historisk Tidsskrift'', 12. række, Bind 4; 1969) * John Erichsen & Ditlev Tamm: ''Grever, baroner og husmænd: Opgøret med de store danske godser 1919'', København: Gyldendal 2014; {{ISBN|978-87-021-5957-8}} * Ole Feldbæk (anmeldelse af:) Birgit Løgstrup: "Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede"; ''Administrationshistoriske Studier nr. 7''; København 1983. (''Historisk Tidsskrift'', 14. række, Bind 4; 1983) * Christina Franck: "Det sene fæstevæsen på Turebyholm 1770-1860 - Til alles bedste?" (i: ''Landbohistorisk Tidsskrift'' 2009:2; s. 106-133) * Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: ''Det danske landbrugs historie'', bind II: 1536-1810; {{ISBN|87-7526-074-3}}; s. 9-209) * Karl-Erik Frandsen og Bjørn Poulsen: "Rentegods og hovedgårdsdrift i hertugdømmet Slesvig 1524-1770" (i: ''Historie'' (2003); s. 431-455) * Bo Fritzbøger: "Hovedgårdsdrift og godsøkonomi: Skinnerup 1616-1660" (i: ''Landbohistorisk Tidsskrift: Bol og By'' nr. 6 (1984); s. 165-203) * Hans H. Fussing: "Godsregnskaber fra Gessingholm 1619—1661" (''Historie/Jyske Samlinger'', 5. række, Bind 1; 1932) * Hans H. Fussing: "Gessingholm 1609 — 1663. En landbrugshistorisk studie. Første Afsnit" (''Historisk Tidsskrift'', 10. række, Bind 3; 1934) * Hans H. Fussing: "Gessingholm 1609 — 1663. En landbrugshistorisk studie. Andet Afsnit" (''Historisk Tidsskrift'', 10. række, Bind 3; 1934) * Hans H. Fussing: "Skovgaards drift i Christian Rantzaus ejertid 1635—1663" (''Historie/Jyske Samlinger'', 5. række, Bind 2; 1935) * Hans H. Fussing: "Demstrup og Sødringholm 1625—63" (''Historie/Jyske Samlinger'', 5. række, Bind 3; 1937) * Hans Fussing: ''Herremand og Fæstebonde, Studier i dansk Landbrugshistorie omkring 1600'' (København 1942) * Per Grau Møller: "Husmandskolonier fra udskiftningstiden" (''Landbohistorisk Tidsskrift''; 2016; s. 29-71) * J.C. Hald: Randers Amt; Kjöbenhavn 1827 (''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende'') * Hans Schultz Hansen: "Hovedgårdsdrift eller jordrente? System og økonomi på Trøjborg gods 1579-ca. 1660" (''Bol og By'' 1986:1; s. 7-43) * Svend Aage Hansen: "Adelsvældens grundlag" (''Studier fra Københavns Universitets Økonomiske Institut'' Nr. 6; 1964) * Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (''Kulturgeografiske Skrifter'', Bd. 7, København 1964) * Nils Hybel: "Godssystemerne i England, Danmark og på kontinentet ca. 1200-1350" (''Historie''; 1994; s. 40-60) * Nils Hybel: "Middelalderlig godsadministration i Danmark" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 103, Hæfte 2; 2003; s. 269-298) * Jens Villiam Jensen: "Adelig godsstruktur i Musse og Fuglse herreder i 16.-17. århundrede" (''Bol og By'', 2. række, 4 bind; 1982; s. 85-123) * Erik Stig Jørgensen m.fl.: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 3. oplag, 1980; {{ISBN|87-72-30-866-4}} * Lars Jørgensen og Lisbeth Pedersen: "Vikinger ved Tissø" (''Nationalmuseets Arbejdsmark 1996''; {{ISBN|87-7468-410-8}}; s. 22-36) * Aage H. Kampp: "Landbrugsgeografiske studier over Danmark" (''Kulturgeografiske Skrifter'', Bd. 6, København 1959) * Søren Broberg Knudsen: Enevældens velgørere. Hospitaler for fattige på fynske godser cirka 1700-1750" (i: ''Herregårdshistorie'' nr. 16 (2020); s. 111-129) * Frode Kirk og Mette Skougaard: "Fattighuset Greve Hospital på Frilandsmuseet" (''Nationalmuseets Arbejdsmark 1985''; København 1985; {{ISBN|87-480-0562-2}}; s. 142-151) * E. Ladewig Petersen: "Dansk adelig økonomi 1600-1660" (''Fortid og Nutid'', bind 22; 1965; s. 453-471) * E. Ladewig Petersen: "Christian IV.s pengeudlån til danske adelige. Kongelig foretagervirksomhed og adelig gældstiftelse 1596-1625" (''Københavns Universitet. Institut for Økonomisk Historie Publikation nr. 8''; Akademisk Forlag, København 1974; {{ISBN|87-500-1474-9}}) * E. Ladewig Petersen: "Jordværdi og kreditmarked i Danmark 1630-1730" (''Historisk Tidsskrift'', bind 15 række, 5; 1990; s. 293-319) * E. Ladewig Petersen: "Magtstat og godsdrift. Det danske ressourcesystem 1630-1730" (De Kongelige Danske Videnskabernes Selskab: ''Historisk-filosofiske Meddelelser 81''; København 2002; {{ISBN|87-7876-156-5}}) * Henrik Larsen: "Storgaarde og Storgods i Ribe Amt" (''Fra Ribe Amt'' 8; s. 515-549) * Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659" (''Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur'' 5; 1958) * Axel Linvald: "Hvem ejede Danmarks Jord omkring Midten af det 18. Aarhundrede?" (''Historisk Tidsskrift'', 8. række, Bind 4, 1912, s. 147-158) * Vilh. Lorenzen: "En gruppe voldsteder i Ollerup og Egense Sogne, Sunds Herred, Svendborg Amt set paa historisk og kulturgeografisk Baggrund" (''Fynske Årbøger'' 1957, s. 371-412) * Birgit Løgstrup: "Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret inden for skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede" (''Administrationshistoriske studier'' nr. 7; Rigsarkivet, København 1983; {{ISBN|87-7497-063-1}}) * Emil Madsen: "Gamle jydske Gaardes Mængde og Alder" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 3; 1917) * S. Nygård: "Bidrag til nogle jydske hovedgårdes historie i nyere Tid (1660—ca. 1850)" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 2; 1914) * Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Hakon Lund: "Herregårdene" (i: ''Danmarks Arkitektur. Landbrugets huse''; 2. udgave, Gyldendal 1985; {{ISBN|87-00-94884-5}}; s. 89-194) * Gunnar Olsen: "Hovedgård og bondegård. Studier over stordriftens udvikling i Danmark i tiden 1525-1774"; ''Skrifter udgivet af Udvalget til udgivelse af kilder til landbefolkningens historie'', bind 1; Rosenkilde og Bagger, 1957 * Gunnar Olsen: "Stordriften i Østjylland" (i: ''Østjydsk Hjemstavn''; 24. årgang, Skanderborg 1959; s. 5-31) * Gunnar Olsen: "Hovedgård. Danmark" (i: ''Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder''; bd. 6: Gästning-Hovedgård; 2. oplag, 1981; sp. 697-702) * Rikke Agnete Olsen: "Borgen bygges"; ''Skalk'' 1980 Nr. 2; s. 18-27 * Erik Helmer Pedersen: "Jorddrot og offentlig administrator" (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 15; 1983) * Finn Stendal Pedersen: "Fynsk landbrugs vilkår 1682. Statistiske studier i produktionsmuligheder og ejendomsstruktur på grundlag af forarbejderne til Christian V‘s matrikel" (''Odense University Studies in History and Social Scienses'', Vol. 92; Odense Universitetsforlag 1984), {{ISBN|87-7492-548-2}} * Henrik Pedersen: "Nogle Træk til Belysning af Hovedgaardsbedriften i sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede" (''Historisk Tidsskrift'', 8. række, Bind 6; 1915) * Karl Peder Pedersen: ''Vestfynske fæstebønder''; Landbohistorisk Selskab 1984; {{ISBN|87-7526-013-1}} * N.M. Pedersen: "Bonde, Bryde og Adel; et Bidrag til Oplysning om de danske Stænders Kår i Middelalderen" (''Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie''; Kjöbenhavn 1847; s. 228-327) * Erland Porsmose: "Landsbynedlæggelser og hovedgårdsekspansion på Fyn. En studie i sammenhængen mellem problemstilling, metode og registrering (''Historisk Tidsskrift'', 13. række, Bind 5; 1978) * Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences'', Vol. 109. Odense Universitetsforlag 1987), {{ISBN|87-7492-650-0}} * Erland Porsmose: "Hovedgårde og godslandskaber" (i: ''Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet''; Miljø- og Energiministeriet, Skov og Naturstyrelsen 1996; s. 78-97) * Knud Prange: "„Den gamle danske adel” og dens „godstab”. Nogle metodiske synspunkter og en kritisk vurdering" (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 6; 1963) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Godssystemer i Sønderjylland fra 1500- til 1700-tallet" (''Bol og By'' (1996); s. 38-61) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning?" (i: Per Grau Møller og Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Beretning fra et seminar på Skarrildhus november 2003''; Landbohistorisk Selskab 2006; {{ISBN|87-7526-206-1}}, s. 41-62) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Bønder under Gutsherrschaft og Grundherrschaft. Socio-økonomiske konsekvenser af forskellige godssystemer i Slesvig og Holsten" (''Scandia'', bind 68 (2002), nr 2; s. 219-247) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Gård og gods" (i: J. Erichsen og M.V. Pedersen (red.): ''Herregården'', Bind I: Gods og samfynd; Dansk Bygningsarv (2009); s. 163-240) * Carsten Porskrog Rasmussen: "A.G. Moltke og det holstenske kobbelbrug" (i: ''Landbohistorisk Tidsskrift'' (2010), nr 2; s. 9-48) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Den lange lensafløsning - Lensafløsningens baggrund og praksis" (i: ''Herregårdshistorie'' nr. 15 (2019); s. 115-143) * Stig Günther Rasmussen: "Fæstegodssalg på østjyske majorater. En metodisk og administrationsteknisk studie" (''Bol og By'' 1977; s. 92-112) * Adam Tybjærg Schacke: ''Enkelt- og enestegårde på Fyn. I dyrkningsfællesskabets tid'', Landbohistorisk Selskab 2003; {{ISBN|87-7526-183-9}}. * Adam Tybjærg Schacke: ''Gods, gårde og kulturlandskab. Besiddelsesforhold og godsstruktur i den sydlige del af Nørrejylland 1570-1788'', Landbohistorisk Selskab 2007; {{ISBN|978-87-7526-212-0}}. * Jens Skriver: "Hoveri og landgilde. Fæsteafgifterne på østjyske godser i 1700-tallet" (''Historie/Jyske Samlinger'', Bind 1996; 1996; s. 56-83) * Fridlev Skrubbeltrang (anmeldelse af): "Gunnar Olsen: ''Hovedgård og bondegård. Studier over stordriftens udvikling i Danmark i tiden 1525-1774''. Skrifter udgivet af Udvalget til udgivelse af kilder til landbefolkningens historie, bind 1. Rosenkilde og Bagger, 1957). 401 s." (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 4; 1957) * Fridlev Skrubbeltrang: ''Det danske Landbosamfund 1500-1800''; Den danske historiske Forening 1978; {{ISBN|87-87462-09-5}} * C.M. Smidt: "To jyske Herregaarde" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 6; 1928) * C.M. Smidt: "To jyske Herregaarde" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 6; 1928) * Flemming Glatter Sørensen: "de var alle sammen øde den tid jeg købte dem" (''Landbohistorisk Tidsskrift'' 2021-22; ISSN 1604-4878; s. 9-50) * Erik Ulsig: "Hvem ejede jorden på Østsjælland i slutningen af middelalderen?" (''Historie'' 2006; s. 1-41) [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] n35nybfgmfnxgu4s82fu86l6hyz8dz3 0 6390 42854 41015 2026-11-03T10:34:06Z Jcb 8204 42854 wikitext text/x-wiki [[Fil:Karte Kopenhagen MKL1888.jpg|thumb|350px|København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.]] En forstad betegner i Danmark en bydel, der udgør en del af en købstads samlede byområde men ligger uden for købstadens administrative grænser<ref>Ordbog over det danske sprog: (''ænyd. d. s., fsv. forstadher; efter ty. vorstadt (jf. lat. suburbium)) del af en by, som ligger uden for den egentlige, indre ell. ældre by; opr. om nye bydele ell. landsbyer, som laa foran (under) en befæstet bys volde; nu om (administrativt indlemmede ell. selvstændige) byer ell. kvarterer i udkanten af en storstad, hvis erhvervsliv ofte hører sammen med dennes, og som ofte er overvejende beboet af en enkelt befolkningsklasse. han beleirede (Gaza) og afbrændte dens Forstæder med Ild. 1Makk.11.61. (Zoroasters tilhængere) have nu omstunder en Forstad af (nu alm. til) Ispahan kalded de Gaurers Stad. Holb.Hh.II.25. *Forstad er den gamle By (dvs.: Oslo) | End med Ære for den ny (dvs.: Kristiania). Grundtv.PS.III. 258. Esm.I.162.''</ref>. En større købstad med dens forstæder udgør således i geografisk og statistisk henseende et samlet byområde. Selv om forstæder i Danmark også kendes tidligere<ref>Christianshavn udgjorde en af Københavns ældste forstæder, men fik stadsrettigheder. Andre forstæder (ved søerne uden for demarkationslinjen) kunne og skulle nedrives ved krig</ref> var det først ved industrialiseringen fra midten af 1800-tallet, at forstæder begyndte at vokse frem for alvor<ref>Boye og Hyldtoft, s. 222ff</ref>. I begyndelsen forsøgte man sig med indlemmelser, men da proceduren herfor var vanskelig og fremgangsmåden snart viste sig mislykket, begyndte man i statistisk henseende at registrere forstæder for derved at få byernes samlede indbyggertal. Det ligger i sagens natur, at en forstad ikke er tænkt som en selvfungerende enhed men tværtimod må opfattes som en integreret del af et større hele. Alligevel har mange forstæder af historiske årsager både væsentlige tjenesteydelser og industri. De fleste forstæder i større danske byer har oprindeligt været små selvstændige byer, der med tiden er vokset sammen med en større by. I andre tilfælde er der tale om større planlagte bydele. Derfor er en forstad gerne kendetegnet ved at have sit eget centrum, forretningsliv med videre. En forstad adskiller sig fra en [[Satellitbyer i Danmark|satellitby]] og en [[Sovebyer i Danmark|soveby]] ved, at disse sidstnævnte ikke er sammenvoksede med købstaden. Ved kommunalreformen 1970 blev de fleste forstæder sluttet sammen med den købstad, de var knyttet til. Forstadsbegrebet anvendtes herefter kun om de kommuner, der lå i hovedstadsområdet for at tilkendegive deres sammenvoksning med København. Under hensyntagen til, at mange gamle forstæder fortsat udgør mere eller mindre velafgrænsede bebyggelser, vil det siden 1970 være mere rimeligt at tale om bydele snarere end om forstæder i traditionel forstand. === <big>Baggrund</big> === Baggrunden for forstædernes opkomst må søges i to forhold: den politisk-administrative inddeling af landet, der havde sin oprindelse i tidligste middelalder, og de ganske nye forudsætninger for den samfundsmæssige udvikling, der indtrådte fra omkring midten af det 19. århundrede. De territoriale grænser for købstæderne var i ældre tid afstukkede på grundlag af ejendomsforhold og kongelige privilegier, der havde deres oprindelse i middelalderen, under renæssancen eller under den tidlige enevælde. Sognekommunerne havde deres oprindelse i forhold, der stod i forbindelse med den kirkelige inddeling af landet. Det var således de gamle præstekald, der kom til at danne grundlag for forvaltningen af de tidligste kommunale ansvarsområder, først ved Reglementet af 5. juli 1803, der lod området for et præstekald udgøre et fattigdistrikt, dernæst ved den kongelige Anordning af 29. april 1813, der henlagde skolevæsenet til en såkaldt skolekommission for hvert præstekald, og endelig ved Anordningen af 13. august 1841, der skabte sogneforstanderskaberne til at styre de kommunale anliggender inden for de samme grænser. Helt frem til midten af 1800-tallet spillede de sognekommunale grænser imidlertid en mindre rolle, idet forholdene fra kommune til kommune var næsten ens, mens omvendt grænsen mellem landdistrikter og købstæder var skarp, fastsat som den var ved retslige og naturgivne forhold og ved et næringsliv, der nærmest var stillestående og derfor kun gav anledning til få brydninger. Som helhed gjaldt det, at stabiliteten i forholdet mellem land- og bybefolkning i første halvdel af det 19. århundrede ikke førte til større brydninger mellem kommunerne indbyrdes. Næringslivet var stedligt bundet, og større vandringer fra egn til egn eller fra landsdel til landsdel forekom ikke, eller de mere eller mindre ophævede hinanden.<ref>Dahlgaard, s. 193f</ref> Fra omkring midten af 1800-tallet skete der imidlertid et begyndende opbrud i næringslivet, idet håndværk og handel som købstædernes bærende næringsveje i stigende grad blev først suppleret med, siden overgået af industriel udvikling. Arbejdsdelingen begyndte at tage fart, stordrift at vinde frem. Nok så vigtigt indebar tidens nye samfærdselsmidler, især jernbanernes fremvækst, at rammerne for et stillestående, lukket samfund blev sprængt. I takt hermed skete voksende forskydninger i befolkningens fordeling, ikke mindst i form af afvandringer fra landdistrikter til købstæder. Dette bevirkede, at kommunegrænserne nu fik større betydning end tidligere. Det var nu ikke mere nødvendigt at bo i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen, og følgen blev større valgfrihed i så henseende. Dermed indtrådte en ny tingenes tilstand, hvor de nye erhvervsøkonomiske enheder ikke mere kunne siges at være sammenfaldende med de gamle administrative enheder, og med den forstørrede målestok for de sociale strukturer, som større bysamfund altid har udvist, indebar dette atter, at der nu opstod omfattende og åbenlyse uligheder i de offentlige byrder på de to sider af en kommunegrænse, endda så store, at denne ulighed "mange Steder bliver utålelig".<ref>Dahlgaard, s. 196</ref> Hvad, der skete, kan sammenfattes i to træk:<br/> - den bebyggelsesmæssige helhed overskred i stigende grad de politisk-administrative grænser;<br/> - der indtrådte en social skævdeling af storbyens indbyggeres bosættelsesmønster.<br/> Det skulle blive en hovedopgave for de følgende henved hundrede år at finde egnede løsninger på begge disse forhold. === <big>Forstadsbegrebet i statistisk sammenhæng</big> === === Folketællingen 1890 === Definitionen af forstæder kan føres tilbage til Danmarks Statistik, der som den første tog stilling til spørgsmålet. Dette skete så tidligt som i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1890. I de tilhørende bemærkninger til denne hedder det: "''København indtager en aldeles overordnet Rang over Landets øvrige Kjøbstæder, idet Staden i snævrere Betydning (det vil sige uden Frederiksberg, Sundbyerne m.m., som i Virkeligheden beboes af en kjøbenhavnsk Befolkning og faktisk altsaa kun ere Forstæder til Hovedstaden, medens de dog ikke henhøre under den som Kommune)''"<ref>''Statistiske Meddelelser'' 3. Række, 12 Bd., I: Foreløbig Opgjørelse af Hovedresultaterne af Folketællingen i Danmark den 1^ste Februar 1890; Kjøbenhavn 1890, s. XI</ref> og: "''.. er derimod Frederiksberg paa den Maade sammenbygget med Hovedstaden, at den statistisk ikke kan betragtes som en Plads for sig, men nærmest kun som en Forstad til Kjøbenhavn. En lignende Stilling til Kjøbenhavn indtages af Sundbyerne i Taarnby Kommune paa Amager og af den Del af Utterslev Mark i Brøndshøj Kommune, som under 7^de Decbr. 1874 blev udskilt i gejstlig Henseende fra Brøndshøj Sogn til Kjøbenhavns St. Stefans Sogn.''"<ref>''Statistiske Meddelelser'' 3. Række, 12 Bd., I: Foreløbig Opgjørelse af Hovedresultaterne af Folketællingen i Danmark den 1^ste Februar 1890; Kjøbenhavn 1890, s. XIII</ref> === Folketællingen 1906 === En fornyet statistisk udskillelse af forstæder skete i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1906. I den ledsagende redegørelse hedder det: "''Da en stor Del af Gentofte Kommune (Hellerup, Gentofte og Ordrup Sogne) delvis er sammenbygget med København, og da Befolkningsforøgelsen i disse Sogne i ikke ringe Grad skyldes Tilflytning fra Hovedstaden, ligger det nær at spørge, hvor stor en Del af Befolkningen der rummes i Hovedstaden, naar Gentofte Kommune medregnes som en Art Forstad til København''"<ref>Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 16</ref>. Der var anden gang, at ordet ”forstad” optræder i forbindelse med folketællinger. Af sammenhængen ses, at der er tale om bebyggelser i en sognekommune der er mere eller mindre sammenbygget med købstadsbebyggelse. Alligevel fandtes Gentoftes bymæssige bebyggelser også nævnt under "stationsbyer o.lign."<ref>Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 29*</ref> samtidig med, at opgørelsen over "Hovedstaden med forstæder" medtog hele Frederiksberg og hele Gentofte, herunder landområderne<ref>Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 20*</ref>. Der savnedes således en fast fremgangsmåde ved opgørelsen. Først ved folketællingen i 1916 udskiltes forstæder i en egen oversigt. === Folketællingen 1911 === Ved den næste folketælling i 1911 havde begrebet “forstad” derimod en fastlagt betydning: “''En stor Del af de bymæssige Bebyggelser i Landkommunerne er at betragte som Forstæder til Købstæder, med hvilke de delvis er sammenbyggede''”<ref>Statistiske Meddelelser 4.37.1, s. 7*</ref>. Således afgrænset blev i alt 47 forstæder udskilt<ref>Statistisk Tabelværk 5 Række A.9, s. 21*</ref>. === Folketællingen 1916 og 1921 === Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen i 1916 med følgende tilføjelse: “… ''for mange Byer har Grænserne været for snævre: de er voksede ud i Nabokommunerne og disse kommer da til mellem deres Beboere at tælle mange, som økonomisk set er knyttet til en anden Kommune, og hvis daglige Arbejde fører dem ud over Hjemsteds-Kommunens Grænser''”<ref>Statistiske Meddelelser 4.51.1, s. 8</ref>. Ved folketællingen i 1921 bemærkede man, at det er “''Hensynet til at faa den økonomiske samhørende Befolkning konstateret, der fører med sig, at By og Forstadsbebyggelse maa betragtes under eet, men hertil kommer, at man alene paa denne Maade har Mulighed for fra Tælling til Tælling at kunne belyse Bysamfundenes Vækst. Holder man sig udelukkende til den administrative Deling, vil Byernes Tilvækst komme til at foregaa i Spring, idet fra Tid til anden Forstadsbebyggelser indlemmes i Byerne, og det drejer sig ofte om ret store Folkemængder, der saaledes statistisk og administrativt fra Landbefolkning bliver Bybefolkning''”<ref>Statistiske Meddelelser 4.63.1, s. 36*</ref>. === Folketællingen 1925, 1930 og 1935 === Ved de næste folketællinger gives forstadsspørgsmålet ikke megen omtale: “''Art og Karakter er givet med Navnet: det er Omraader, der grænser op til Byerne, og som optager den Del af disses erhvervsdrivende eller arbejdende Befolkning, som enten ikke kan finde Plads inden for Byens Grænser, eller som af økonomiske eller mere personlige Grunde ikke ønsker at bo indenfor disse. Fænomenet ”Forstæder” er naturligvis i og for sig ikke af ny Dato: de har altid eksisteret, fordi Byerne vokser, og deres Skæbne vil med Tiden blive den at blive “opslugt” af Byen''”, hedder det nogenlunde ensartet fra tælling til tælling, idet det tilføjes, at det i nogle tilfælde “… har vist sig nødvendigt at medtage hele Sogne som Forstæder, da en Deling i Omraader af bymæssig og ikke bymæssig Karakter var praktisk uigennemførlig, skønt Bebyggelsen i og for sig var spredt”<ref>Statistiske Meddelelser 4.86.2, s. 24 og 4.101.1, s. 25</ref>. Fra og med folketællingen 1935 blev udskilt 11 kommuner i deres helhed i Københavns omegn som forstæder til hovedstaden og i alt 24 forstadskommuner i tilknytning til provinsbyer<ref>Statistiske Meddelelser 4.101.1, s. 163</ref>. === Folketællingen 1940, 1945 og 1950 === Ved folketællingerne for 1940<ref>Statistiske Meddelelser 4.113.3</ref> og 1945<ref>Statistiske Meddelelser 4.128.1</ref> nævnes forstadsspørgsmålet praktisk talt ikke. Derimod blev forstadsspørgsmålet ved folketællingen for 1950 optaget til fornyet vurdering. Især søgte man at skabe ensartede retningslinjer for deres fastlæggelse: “''Som kriterium for en forstadsbebyggelse er opstillet kravet om, at bebyggelsen skal have bymæssig karakter og danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende købstad; men alle saadanne bebyggelser betragtes som forstæder uanset indbyggertallets størrelse.'' ''Af større ændringer som følge af den foretagne revision kan nævnes, at af Tikøb kommune, som ved de tidligere tællinger er blevet regnet som forstad til Helsingør, er ved tællingen i 1950 kun Espergærde og Snekkersten stationsbyer blevet regnet som forstæder, idet kun disse to bebyggelser kan siges at danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i Helsingør; Hornbæk, Hellebæk og Kvistgaard stationsbyer er regnet som bymæssige bebyggelser, medens resten af kommunen er betragtet som rent land. Birkerød og Hørsholm kommuner er tidligere regnet som forstæder til hovedstaden, idet man regnede med, at hovedparten af disse kommuners indbyggere forholdsvis hurtigt erhvervsmæssigt set ville blive knyttet til hovedstaden; udviklingen har imidlertid vist, at de fleste af beboerne stadig har deres erhverv i selve kommunen, hvorfor man i 1950 har overført begge disse kommuner til bymæssige bebyggelser. Ud fra lignende betragtninger har man af Holme-Tranbjerg kommune, der ved tidligere tællinger er blevet regnet som forstadskommune til Aarhus, udskilt Holme og Skaade sogne som forstadsbebyggelser, og Tranbjerg stationsby som bymæssig bebyggelse, medens resten af kommunen er blevet betragtet som rent land. I Lumby kommune er ligeledes foretaget en ændring af den tidligere afgrænsning; en stor del af Anderup by, der tidligere blev regnet som bymæssig, må efter de nu anvendte kriterier betragtes som rent land, ligesom Stige havneby ikke længere regnes som forstadsbebyggelse, men er overført til bymæssig bebyggelse. Af Hover kommune, der tidligere blev regnet i hele sin udstrækning som forstadsbebyggelse til Vejle, er udskilt: Frederikshøj, Grejsdalen, Trædballe og Uhrhøj som forstadsbebyggelse, medens resten af kommunen er overført til rent land''”<ref>Statistiske Meddelelser 4.147.1, s. 111f</ref>. === Folketællingen 1955, 1960 og 1965 === Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen 1955, men fra og med folketællingen 1960 frafaldt man kravet om “bymæssig” fremtoning efter et nordisk chefstatistikermøde, hvor man enedes om en fællesnordisk synsmåde, hvorefter en forstad er en bebyggelse, der er sammenhængende med bebyggelsen i en tilstødende købstadskommune uanset forstadens indbyggertal<ref name=by18>Danske byers vækst, s. 18</ref>. === Folketællingen 1970 og senere === Kommunalreformen i 1970 ophævede skellet mellem købstads- og sognekommuner ved sammenlægning i nye storkommuner. Dermed bortfaldt forstadsbegrebet i dettes statistiske betydning, bortset fra i hovedstadsområdet<ref name=by18 />. === Det bebyggelsesgeografiske perspektiv === Ser man på de undersøgelser, der er lavet i tidens løb, har de fleste forfattere godtaget den af Danmarks Statistik anvendte retningslinjer<ref>Fx Wichmann Matthiessen</ref>. Dog har geografen ''Aage Aagesen'' peget på, at Danmarks Statistik ved en række tællinger i det 20. århundrede ikke har udskilt købstædernes landdistrikter<ref>Aage Aagesen (1961), s. 16</ref>. === <big>De ved forstadsudviklingen medvirkende forhold</big> === Det ligger i sagens natur, at forstæder er uens og kan udvikle sig meget uens. Årsagerne hertil er flere:<br/> - for det første beror forstadsdannelsen på størrelsen af det areal, en købstad har til rådighed at vokse (udvikle sig) på. Alt andet lige gælder det, at jo større, købstadens egne jorder er, desto mindre (behov for) forstadsudvikling og omvendt;<br/> - for det andet beror forstadsudviklingen på købstadens trivsel forstået som evnen til at tilbyde befolkning sysselsætning. Igennem det meste af det 20. århundrede udgjorde industri den betydeligste forudsætning herfor. Jo flere og jo større industrier, købstaden (og dens forstæder) havde, desto flere arbejdssøgende (og heraf en del bosatte i forstæder). Også oplandstjenester, handel og offentlige embedsvirksomhed spillede en rolle for storstadens trivsel;<br/> - for det tredje spillede forstædernes grænseflade til købstadens grænse alt andet lige en rolle: jo større grænseflade, desto større mulighed for forstadsudvikling;<br/> - for det fjerde spillede færdselsforholdene en rolle: større udfaldsveje blev ofte genstand for den tidligste forstadsdannelse. Men også forløbet af sporveje og jernbanelinjer med stoppesteder virkede fremmende på muligheden for pendling og dermed muligheden for forstadsdannelse;<br/> - for det femte spillede landskabelige forhold en rolle: tiltrækkende landskaber som strand, sø eller skov virkede ofte mere dragende på befolkningen end steder uden sådanne værdier.<ref>Aagesen (1961), s. 46</ref> Ligeledes måtte det spille ind, om jordens egnede sig til byggeri, eller om der var knyttet problemer for byggemulighederne fx bakkede eller vandlidende områder;<br/> - for det sjette spillede ejendomsforhold en rolle. Hvis ejeren havde interesse i bebyggelsesudvikling, nød denne fremme. Omvendt kunne en modvillig ejer forhindre byggeri af fx gode landbrugsjorder og områder egnede til råstofudvinding;<br/> - for det syvende spillede politisk-administrative forhold en rolle dels skattehensyn<ref>Aagesen (1961), s. 48; Dahlgaard</ref>, dels i form af byplanlægning, dels i form af indlemmelser af (som regel) gamle forstadsområder, der ved indlemmelsen gled ud af forstædernes rækker. === <big>Forløbet</big> === Størrelsesmæssigt (talmæssigt og med hensyn til hastighed) synes forstadsudviklingen overvejende at have gennemgået visse trin<ref>jvf. fx Tjørnehøj om udviklingen i Århus</ref>:<br/> - forstadsudviklingen synes ofte startet som en mindre byspredning over købstadsgrænsen i tilknytning til en af byens udfaldsveje, undertiden i tilknytning til en stedlig virksomhed, måske som en [[satellitby]], der siden opsluges under fortsat bebyggelsesspredning;<ref>Hansen (1960), s. 214-225</ref><br/> - på et tidspunkt bliver købstadens egne udviklingsmuligheder begrænsede, og fortsat byudvikling henvises nu i stigende grad til dens forstæder;<br/> - til sidst er købstadens egne udviklingsmuligheder udtømte, og byvæksten er nu ganske henvist til forstæderne.<ref>Aagesen (1964), s. 200</ref> I forbindelse med en vis udtynding af byens udnyttelse kan dennes befolkningstal tilmed begynde at falde og/eller virksomheder flytter ud til forstæder for at få bedre udviklingsvilkår og/eller færdselsforbindelser;<br/> - med tiden vil de tidligste forstæder lide samme skæbne som købstaden: deres udviklingsmuligheder er udtømte og indbyggertallet kan falde eller virksomheder flytte til mere tiltrækkende steder.<ref>Aagesen (1968), s.68f</ref><ref>Aagesen (1971), s. 8</ref> Visse forstæder kan til fremme for egen udvikling eksempelvis tilbyde egne boligudviklingsområder, butikscentre, industriområder med mere;<br/> - langt oftere bliver forstadsdannelser imidlertid indlemmet i købstaden ved politisk-administrativ beslutning. I visse tilfælde er der forud for sådanne indlemmelser sket større grundopkøb ved købstaden i omegnskommunen for derved at gøre indlemmelsen begrundet. Det siger sig selv, at ikke enhver forstad i alle henseender har gennemgået de oven for nævnte udviklingstrin, idet købstæder ikke altid har haft den fornødne trivsel. Det bør ligeledes nævnes, at forstadsdannelsen ikke nødvendigvis altid er særligt sammenhængende. Ofte kan den være sket med flere "kerner" og af flere årsager, der så med tiden i kraft af bebyggelsesspredning skaber en mere eller mindre udtalt forbindelse. Men man har ofte omkring, især større, købstæder kunnet finde dels egentlige, sammenhængende forstæder, dels større eller mindre husgrupper beliggende midt i mere eller mindre udtalt åbent land. Det har været en af byplanlægningens hovedopgaver at rode bod på sådanne tilfældige og landskabsforødende tilstande. === <big>Forstadsudviklingens omfang og betydning</big> === Forstadsudviklingen var – ud over at være en statistisk nødløsning på en praktisk problem – tillige udtryk for det, der udgjorde det fremherskende udviklingstræk ved urbaniseringen nemlig byudviklingen i tilknytning til de gamle købstæder. Et indtryk af dette omfang fås ved at sætte indbyggertallene i forstæder i forhold til de samlede bysamfund (købstæder og forstæder) og i forhold til landets samlede indbyggertal. Dette giver følgende andele (udvalgte år): {| class="wikitable" |- ! År ! Forstæder af K+F ! Forstæder af LSI ! År ! Forstæder af K+F ! Forstæder af LSI |- ! 1801 | align=right |0,81% | align=right |0,17% ! 1906 | align=right |12,83% | align=right |5,30% |- ! 1840 | align=right |0,98% | align=right |0,20% ! 1911 | align=right |14,75% | align=right |6,38% |- ! 1860 | align=right |3,44% | align=right |0,82% ! 1916 | align=right |15,09% | align=right |6,74% |- ! 1870 | align=right |5.11% | align=right |1,31% ! 1921 | align=right |15,14% | align=right |6,94% |- ! 1880 | align=right |6,57% | align=right |1,94% ! 1925 | align=right |16,43% | align=right |7,66% |- ! 1890 | align=right |7,06% | align=right |2,48% ! 1930 | align=right |17,62% | align=right |8,48% |- ! 1901 | align=right |10,43% | align=right |4,07% ! 1955 | align=right |16,33% | align=right |9,43% |} :''K+F: købstæder og forstæder samlet'' :''LSI: landets samlede indbyggertal'' Til trods for jævnlige indlemmelser af forstæder i købstæder voksede forstædernes bosatte befolkning i de større bysamfund til at udgøre en sjettedel af de samlede større bysamfund og henved en tiendedel af landets samlede befolkning. === <big>Forstæder og deres rolle</big> === === Haveboligkvarterer === De ældste forstæder havde ofte karakter af haveboligkvarterer. Blandt de tidligste og meste kendte af sådanne var Vigerslev haveforstad. Arealet for denne var på ca. 80 ha, og det var næsten helt fladt (mellem 7,0 og 8,8 m over havet. Området blev bebygget efter en i forvejen udformet plan tegnet af arkitekt Charles J. Schou bestående af et vejnet i et sirligt geometrisk mønster men uden en gennemført symmetri. Husene var planlagt som dobbelthuse, som regel placerede ud mod en vej og med have bagved. I forbindelse med planen blev fastlagt servitutter, der fastlagde husenes karakter af beboelsesbygninger (dog med mulighed for at opføre udhuse til beboernes behov), den maksimale andel af grundene, der måtte bebygges, bestemmelser om kælderetagens højde over terræn og lignende. Der var ikke forudset butikker, håndværk eller industri i området.<ref>Schou, s. 41-47</ref> === Kollektivbebyggelser === Efter 2. verdenskrig ændrede forstadskvartererne karakter. Fra England overtog danske arkitekter ideen om, at når nye boligområder blev bygget, skulle der planlægges arealreservation for fælles tjenester så som "butikker, restaurant, vaskeri, vuggestue og børnehave", ligesom det blev forudset, at udgifterne til dækning af disse faciliteter skulle finansieres over huslejen. Følgelig forestillede man sig, at de nye byggerier skulle opføres og styres af boligselskaber, og det blev da også Dansk Almennyttigt Boligselskab, stiftet 1942, der gik forrest med at få opført sådanne kollektivbebyggelser. Blandt de tidligste af sådanne var Høje Søborg (påbegyndt i 1949), Carlsro i Rødovre (opført i begyndelsen af 1950-erne)<ref>Gaardmand, s. 46</ref>, Voldparken (fra slutningen af 1940-erne), Bredalsparken, Søndergårdsparken i Gladsaxe, Søllerød park (opført i 1955)<ref>Gaardmand, s. 47f</ref> og Bellahøj (opført 1951-56).<ref>Gaardmand, s. 52f</ref> Et andet træk ved disse bebyggelser var udlæggelse af fælles grønne lege- og opholdsarealer, og i visse tilfælde blev forsøgt at oprette særlige kulturcentre i bydelene, der skulle gøre indbyggerne politisk aktive gennem teater, film, studiekredse, kvarterfester og lignende.<ref>Gaardmand, s. 47</ref> === Forstæder og oplandstjenester === Indtil omkring 1960 var forstæderne i almindelighed langt ringere forsynede med butikker, tjenester og offentlig service end andre tætbyggede bebyggelser.<ref>Humlum, s. 41; Alkjær, s. 218</ref> Forklaringen herpå var, at forstædernes indbyggere i vid udstrækning søgte sådanne ydelser i købstædernes bymidter, eller med andre ord: forstæderne udgjorde en del af købstædernes handelsoplande. Undtagelser herfra var sådanne steder, som i begyndelsen af det 20. århundrede havde karakter af selvstændige byer, der senere blev opslugte af den fremadskridende vækst i bebyggelsen (eksempelvis Kongens Lyngby og Hørsholm). Forholdene ændrededes for alvor efter 1960 med fremkomsten af planlagte butikscentre. De første moderne butikscentre blev byggede i Rødovre vest for København og i Espergærde syd for Helsingør. Det viste sig hurtigt, at butikcentre ikke blot kunne konkurrere med købstadens bykerne men tillige skabe sig et eget opland omfattende områder også uden for de egentlige forstæder. Sådanne butikscentre blev ofte lagt midt i et forstadsområde (og ikke sjældent nær ved en station) for at sikre god tilgængelighed for forstadens indbyggere. Ligeledes blev forstæderne forsynede med børnehaver, folkeskoler og lignende, når de havde nået en størrelse, der gav grundlag herfor. I mange sognekommuner udgjorde forstaden kommunens største befolkningssamling, og blev derfor tillige sæde for kommunalbestyrelse, for kommunalt bibliotek, for offentlige forsyningsværker (vandværk, gasværk, elektricitetsværk og lignende) og for andre offentlige tjenester. Ikke mindst i løbet af 1960-erne blev forstæder planlagt og udbygget som samlede enheder, hvor der foruden boliger i form af villaer eller etageboliger (boligblokke) blev opført skoler, børnehaver, bibliotek, butikscentre med mere.<ref>Gaardmand (1993), s. 150-153</ref> === Forstæder og vejnettet === I 1960-erne blev der i stigende grad lagt vægt på vejdifferentiering. Nu skulle vejene inddeles i klasser efter deres formål og indrettes derefter til primærveje, sekundærveje (fordelingsveje), stamveje og (helst lukkede) boligveje. Primærvej og sekundærveje delte forstæderne op i bydele, mens stamvej og boligveje skulle betjene boligområderne og lede frem til det nærmeste butikscenter. Ideelt skulle den kørende biltrafik og den gående færdsel til skoler, butikscentre og så videre holdes adskilt og i videst mulige omfang undgå at krydse hinanden. === Forstæder og industri === Oprindeligt forsøgtes industri lagt inden for købstadens grænser, om muligt ved havn og/eller jernbane<ref>Hansen, s. 176</ref>. Snart fandt industri tillige vej til forstæderne, ikke mindst omkring København, og allerede omkring 1870 fandtes adskillige industrier i de københavnske forstadsområder Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, Brønshøj og på Amager foruden fjernere steder som Kongens Lyngby og Søllerød.<ref>Willerslev, bilag 1</ref> Senere udlagdes større, samlede industrikvarterer i forstadskommuner, således i Gladsaxe i 1930-erne og i Herstedøster i 1960-erne.<ref>Gaardmand, s. 54</ref> Fra mellemkrigstiden og fremefter skete en stigende udflytning til de storkøbenhavnske forstæder (forstadskommuner), hvor samlede industrikvarterer voksede frem, ikke mindst i tilknytning til først "godsbaneringen", senere ringveje.<ref>Forchhammer, s. 103 og bilag 14; Pilegaard Hansen, s. 176f</ref> En lignende, omend mindre omfattende, udvikling skete for andre købstæder. === Forstæder og pendling === Allerede ved de tidligste undersøgelser af sammenhængen mellem befolkningens bopæl og sysselsætningssted viste det sig, at folk i forstadsområder for en stor dels – ofte flertallets – vedkommende var sysselsat i den købstad, som forstaden lå i tilknytning til. Disse forhold er ikke mindst undersøgt for hovedstadens vedkommende. Således kunne det i forbindelse med folketællingen 1911 konstateres, at af i alt 107.595 sysselsatte i København boede kun 93.130 i selve København, mens 12.587 kom fra Frederiksberg og 1878 fra Gentofte. Af Frederiksbergs 20.780 indbyggere var således mere end halvdelen (60,6%) sysselsat i København, 8.037 på Frederiksberg, 96 i Gentofte og 60 i andre omegnskommuner. Af Gentoftes 3.230 indbyggere var ligeledes over halvdelen (58,1%) sysselsat i København, 1.230 i hjemkommunen, 85 på Frederiksberg og 37 i andre omegnskommuner. Pendlingen fra de to forstæder var entydigt til København<ref>Tabelværk nr 18, 1913, s. 19</ref>. Senere undersøgelser, i 1928, 1942, 1948 og 1957 viste, at ikke blot Frederiksberg og Gentofte men tillige de fjernere kommuner – Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse – blev inddraget i såvel den voksende forstadsudvikling som den i tilknytning hertil voksende arbejdspendling<ref>Statistisk Månedsskrift, diverse årgange</ref>. Denne udvikling hang blandt andet sammen med samfærdselsmidlerne, idet folk inden for en times rejsetid er rede til at rejse til en arbejdsplads, der ligger i endog store afstande fra hjemmet<ref>Aagesen (1942)</ref>. === <big>Fra forstad til bydel</big> === Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelserne "forstad" og "købstad" er nu kun en historisk titel. Til illustration af den ny situation kan nævnes forholdene i Helsingør Kommune: Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Helsingør Købstadskommune og Tikøb Sognekommune lagt sammen. Med tiden blev der bygget nøjagtigt så meget, at Helsingør købstad, Snekkersten og Espergærde (i statistisk henseende) er sammensmeltede til et byområde med 46.101 indbyggere. Heraf boede i 2009 inden for den gamle købstadskommunes grænser 28.650 indbyggere svarende til 62,1% af det samlede indbyggertal, i Espergærde ca. 11.524 indbyggere svarende til 25,0% af det samlede indbyggertal og resten i Snekkersten: ca. 5.900 indbyggere svarende til 12,9% af det samlede indbyggertal eller i alt mere end en tredjedel uden for den gamle købstads grænse. Både Espergærde og Snekkersten har egne butikscentre, Espergærde tillige store industriområder. Mens Snekkersten er vokset helt sammen med Helsingør, er det kun en enkelt strimmel land langs Strandvejen, der forener Espergærde med den gamle købstad; et stort skovområde, Egebæksvang, og et fredet landbrugsområde omkring Flynderupgård holder Espergærde adskilt fra den gamle købstad. Snekkersten er blevet en integreret bydel i Helsingør, mens Espergærde er forblevet et næsten selvstændigt byområde. === <big>Forstadsproblematikken i byplanmæssig og politisk-økonomisk sammenhæng</big> === I Danmark udgjorde den voldsomme forstadsudvikling frem til kommunalreformen i 1970 et stort problem i mange henseender, ikke mindst byplanmæssigt, økonomisk og politisk. === Byplanlægning og forstæder === I byplanmæssig henseende var det forud for kommunalreformen et problem, når byudviklingen i et forstadsområde skete uden den fornødne samordning med byudviklingen i købstaden og byudviklingen i andre forstadsområder. Mange emner i tilknytning til byudvikling vil kunne løses bedre ved en sådan samordning. Dette gælder tekniske anlæg (vandforsyning, kloakering med videre), vejnet og offentlig samfærdsel (jernbaneforbindelser, troljebus- og sporvognslinjer, rutebil- og busforbindelser og lignende), sikring af parker og andre friarealer for de bosatte, idet erfaringen har vist at nærheden til sådanne har stor indflydelse på levevilkår og ejendomspriser, men desuden samordning af offentlige byggerier (børnehaver, skoler, gymnasier, sygehuse, biblioteker med mere), idet sådanne mere økonomisk vil kunne bygges ved sammenpasning af købstads og forstads behov<ref>Tjørnehøj, s. 246</ref>. Denne erkendelse førte da også til, at man i Danmark forholdsvis tidligt bestræbte sig på at lave sammenpassede planer for købstæder og fremvoksende forstæder. Således blev der allerede i 1890-erne lavet et byplanforslag ved Charles Ambt og Hack Kampmann for Marselisborg jorder ved Århus, da Århus kommune havde købt dette område med henblik på fremtidig byudvikling<ref>Gaardmand, s. 15</ref>, og ligeledes blev der i 1908 afholdt en byplankonkurrence for de områder, som få år tidligere var blevet indlemmet i Københavns kommune. Usædvanligt fremsynet var man med udarbejdelsen af forslag til en samlet parkpolitik for Københavnsegnen allerede i 1936, ved projekter for sammenhængende vejnet i og omkring hovedstaden og senere med "Fingerplanen" i 1947<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref>. Disse tidlige tiltag blev lovgivningsmæssigt fulgt op med byreguleringsloven af 23 april 1949<ref>Gaardmand, s. 39</ref>, der skulle føre til nedsættelsen af med tiden stadig flere såkaldte "byudviklingsplaner", allerede 1951 for hovedstadsområdet<ref>Gaardmand, s. 44f</ref> (senere revideret flere gange), i 1954 fulgte den såkaldte "Egnsplan for Storårhus"<ref>Gaardmand, s. 40-42</ref>, og frem til 1965 nåede antallet af byudviklingsområder op på 36, omfattende mere end halvdelen af landets samlede befolkning og henved en tredjedel af det samlede landområde<ref>Gaardmand, s. 106</ref>. Foruden disse lovgivningsbetingede tiltag var der adskillige frivillige egns- og regionplantiltag, således en samlet egnsplan for Bornholm i 1959<ref>Gaardmand, s. 110-112</ref>, forslag om en "trekantsby" omfattende Vejle, Fredericia og Kolding i 1962<ref>Gaardmand, s. 130f</ref>, en samlet plan for Vestsjælland i 1963<ref>Gaardmand, s. 107f</ref>, en samlet plan for Nordjylland i 1963<ref>Gaardmand, s. 112f</ref>, en ny og langt mere omfattende egnsplan for Århus i 1966<ref>Gaardmand, s. 108f</ref>, hvortil kom en plan for en Øresundsby i 1959 (omfattende både Sjælland og Skåne)<ref>Gaardmand, s. 116f</ref>. Fraset byudviklingsplanerne fik de fleste af disse planer dog ingen betydning i samtiden. === Skattely-problemstillingen === Den socialt-økonomiske opsplitning af storbyernes befolkning, som forstadsdannelserne bibragte som en bivirkning, indebar, at folk bosatte i en kommune måtte bære langt større kommunale skattebyrder end folk bosatte i en anden kommune. Der fremkom derved tillige en voksende økonomisk interesse for den enkelte i at være bosat i en kommune med lave kommunale skatter og i at kunne fastholde en sådan skattebegunstiget stilling. Forholdet gjorde sig især gældende mellem Københavns kommune på den ene side, Frederiksberg og Gentofte kommuner på den anden, men tillige mellem blandt andet Aalborg og Hasseris kommuner, Odense og Paarup kommuner, Svendborg og Tranderup kommuner.<ref>Dahlgaard, s. 203f</ref> Ikke mindst sådanne uligheder i skattebyrden bevirkede, ved siden af andre (fx planlægningsmæssige og tekniske forsyningsanlægsmæssige) interesser, et ønske fra købstadskommuner om at kunne indlemme mere eller mindre udprægede forstadskommuner, hvis indbyggere nød godt af købstadskommunens arbejdspladser og tjenester og samtidig undgik at hjælpe til med at løse de sociale byrder, som købstadskommunen måtte bære. === Indlemmelsesspørgsmålet === Allerede så tidligt som i 1850-erne havde rigsdagen overvejet muligheden for, at forstæder burde sammenlægges med den købstad, de var sammenbyggede med. Da de tidligste forstadsdannelser (Frederiksberg og Nørresundby) og en række bymæssige bebyggelser begyndte at udvikle sig, valgte man i stedet at give dem begrænsede bemyndigelser modsvarende købstædernes under navn af "handelspladser". Men allerede samtiden indså, at det måtte være betænkeligt "således at lægge to købstæder op ad hinanden". De daværende bestemmelser forudså kun mulighed for sammenlægning ved lov i hvert enkelt tilfælde eller ved enighed mellem de berørte kommuner og samtlige grundejere i det indlemmede område.<ref>blandt andet blev Ude Sundby sogn sammensluttet med Frederiksund købstad ved lov af 12. april 1867</ref><ref>Betænkning 161, s. 14</ref> Indlemmelsesspørgsmålet blev taget op igen af ''Købstadskommissionen af 1870'', der var blevet nedsat for at undersøge og overveje på hvilken måde, der kunne rådes bod på det tilbageslag for købstædernes handel og håndværk, som næringsfrihedens indførelse formodedes at have bevirket. Købstadskommissionen stillede blandt andet forslag om, at der skulle tilvejebringes hjemmel til ad administrativ vej foretage indlemmelser af "Landgrunde eller Landdistrikter, som omsluttes af eller støde umiddelbart op til en Kjøbstad, samt til for Regeringen at tilstå sådanne Undtagelser og Lempelser i de for Kjøbstaden gældende Regler, som måtte være fornødne i Anledning af Indlemmelsen". Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse kunne ske ved enighed mellem vedkommende byråd, sogneråd samt en del af ejerne af de af indlemmelsen berørte grunde, men i ''lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne'' blev det bestemt, at indlemmelse kunne ske, hvis blot to af de tre omtalte parter var enige heri. Med hjemmel i denne lov blev der i de følgende år foretaget indlemmelser af arealer i landkommuner i købstæder, men loven medførte kun i begrænset omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede arealer.<ref>dog fandt loven også anvendelse, da området "Frederiksbjerg" i Viby sogn med omkring 2.000 indbyggere i 1873 blev indlemmet i Århus købstad</ref><ref>Betænkning, s. 14f</ref> Ved folketællingen i 1916 foretoges for første gang en fyldestgørende opgørelse over forstadsudviklingens omfang, og det viste sig da, at der var 78 forstadsbebyggelser med i alt omkring 95.000 indbyggere svarende til en sjettedel af købstædernes samlede folketal. Det var derfor ikke at undre, at spørgsmålet om ændringer i bestemmelserne om indlemmelser blev taget op af en i 1915 nedsat kommission, der skulle stille forslag til ændringer i loven af 1873. Kommissionens forslag dannede grundlag for ''lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v.'', der i §5 blandt andet indeholdt en bestemmelse om, at der efter begæring fra vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne skulle kunne foretages indlemmelse i en købstad af de til købstaden umiddelbart grænsende bymæssigt bebyggede arealer af en sognekommune, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling ''eller'' af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning ''eller'' når byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentlig ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Lempelserne i indlemmelsesbetingelserne bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet blev af mindre betydning til trods for de talrige indlemmelser, der trods alt skete.<ref>Betænkning, s. 15f</ref> Den samfundsmæssige udvikling, herunder samfærdselsmidlernes forbedring, bevirkede under påvirkning fra udlandet, at rækkehus- og havebybebyggelser voksede frem. I disse tilstræbtes beliggenhed i frie omgivelser, hvilket betød beliggenhed i nogen afstand fra købstaden og da ofte i nærliggende sognekommuner. Den stigende brug af cykler og motorkøretøjer fremmede udviklingen og bevirkede, at købstæderne i stigende grad anså også sådanne velafgrænsede bebyggelser, der ikke lå i umiddelbar tilknytning til købstaden, som hørende til storbyens samlede bylegeme. Loven af 1920 blev siden afløst af ''landkommunalloven af 1933''.<ref name=autogeneret1>Betænkning, s. 16</ref> Ved ''lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse'' var udviklingen nået dertil, at man i virkeligheden havde opgivet at sammenlægge hele det københavnske storbyområde i een kommune og i stedet fandt det hensigtsmæssigt efter behov at kunne indføre de samme styrelsesmidler for disse forstadskommuner, som fandt anvendelse på købstæder.<ref name=autogeneret1 /> En endelig løsning blev først skabt ved kommunalreformen i 1970, hvor købstadskommuner og omgivende sognekommuner - og dermed tillige købstædernes forstæder - blev sammenlagte, og det administrative skel mellem købstæder og forstæder forsvandt. === <big>Geografiske forudsætninger for forstadsudviklingen ved de enkelte købstæder indtil 1970</big> === En beskrivelse af forstadsudviklingen kompliceres for især de største byer ved, at der tidligt udviklede sig bymæssige bebyggelser i omegnen, det vil sige uden for købstæderne, som efterhånden, som byen voksede og bredte sig, så at sige "opslugte" disse allerede tidligere udviklede bebyggelser. Og både for større og mindre købstæder gælder det, at beskrivelsen kompliceres ved, at der løbende skete reguleringer af byafgrænsningen, idet tidligere forstadsområder fra tid til anden blev indlemmede i købstæderne. Således var de administrative grænser ofte ikke de samme over tid. Beskrivelserne må derfor gøre opmærksom på sådanne forhold. Helt frem til begyndelsen af 1900-tallet kunne det forekomme, at en købstadskirkes sogn strakte sig ud over den tæt bebyggede købstads grænser. I sådanne tilfælde kunne den landlige del udskilles som et købstadslanddistrikt i henhold til ''lov af 6. juli 1867'' § 1 og 3 samt ''lov af 26. maj 1868'' § 15. I så fald fik landdistriktet sin egen sognekommunale ledelse. Under særlige forhold kunne indenrigsministeren bevilge, at distriktet fik status af en egen sognekommune, når dets udstrækning, folkemængde eller andre forhold kunne berettige til det. Omvendt kunne et landdistrikt indlemmes i købstaden, når betingelserne i ''lov nr. 379 af 28. juni 1920'' var opfyldte.<ref>Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave bind 15 (1922), s. 145</ref> Dette indebærer, at der forud for en sådan indlemmelse kunne være sket en bebyggelsesmæssig forstadsudvikling, der kunne motivere indlemmelse. Trods store geografiske forskelle, der var betinget af stedlige landskabelige forhold, administrative grænsers forløb samt den industrielle udvikling og dermed befolkningsudviklingen, var der visse fælles træk, således med hensyn til det overordnede udviklingsforløb. Første fase i forstadsudviklingen indtraf i anden halvdel af det 19. århundrede. Tilløb til forstadsdannelser indtraf allerede i første halvdel af 1800-tallet, typisk i form af husflid eller fabriksvirksomhed i byer, der lå tæt på en købstad. Således fandtes i 1837 en strømpefabrik i Pasop ved Svendborg, der senere blev opslugt af købstaden<ref>Dalgas (1837), s. 374</ref>, og om Vorup hed det i 1827: "I Landsbyen Worrup, tæt ved Randers, forfærdiges en stor mængde sorte Jydepotter af Huusmænd og Huusqvinder, som ved denne Industrie have en ikke uvigtig Bifortjeneste. Største Delen af disse Jydepotter afsættes paa Løverdagsmarkederne i Randers."<ref>Hald (1827), s. 201</ref> Sådan husflid og fabriksvirksomhed, der også omfattede teglbrænding, rettet mod et marked i en nærliggende købstad synes i flere tilfælde at udgøre initialfasen. Senere blev denne fulgt af en fase, hvor de stedligt bosatte til dels søgte arbejde i købstaden. Den kombinerede befolkningsvækst stedligt og i købstaden medførte over tid en egentlig sammenvoksning af de to bebyggelser til forstad og købstad. Frem til midten af 1870-erne spillede kornhandelen på England en dominerende rolle for købstædernes trivsel og dermed for deres vækstmuligheder. Kornhandelen på de enkelte købstæder afhang på sin side af to forhold: oplandets størrelse og frugtbarhed samt havneforholdene. Endnu frem til begyndelsen af 1800-tallet havde skibsfarten, der da kun bestod af sejlskibe, klaret sig med de naturgivne forhold, men i takt med at skibene blev større og derfor også krævede større dybgang, forsøgte man at forbedre besejlingsforholdene, i første omgang især ved at bruge muddermaskiner og som regel med fortvivlede resultater<ref>Jensen og Mikkelsen (1993), s. 81-119</ref>, men efterhånden greb man til at bygge egentlige havne ud i havet med bolværk, kørbare havnemoler og andre anlæg, hvilket førte til mere vedvarende forbedringer. Som følge af disse forbedringer var kornhandelen over havnene de fleste steder overvejende voksende frem til begyndelsen af 1870-erne.<ref>Bruus (2007), s. 89f</ref> Da kornhandelstiden endte i 1870-erne, skete der en omlægning af handel og søfart, nu rettet imod den voksende industri, der blev hovedaftager og hovedfremstiller af både udlossede og indladede varer. Omlægningen fandt sted netop, som det danske hovedbanenet blev færdigudbygget. Allerede omkring midten af århundredet slog den industrielle produktionsmåde med brug af dampkraft igennem<ref>Hyldtoft (1987), s. 77. Uddybende kan tilføjes, at ved ''industri'' kun forstås virksomheder med mekanisk kraft (damp, gas, petroleum, elektricitet) over for ''husflid'', ''håndværk'', ''forlag'' og ''manufakturer'', alle baserede på håndkraft, ''fabrikker'' baseret på vand- eller vindkraft samt ''værker'' baserede på ild (fx. glasværker og teglværker). Skønt tallene er små, synes mekanisk kraft allerede at overgå vand og vind i betydning i 1855, hvorfor ''gennembruddet'' for den nye kraftkilde var sket i de foregående 15 år, mens tiden efter 1855 kendetegnes ved industriel ''vækst''.</ref>, og den blev hurtigt fulgt op af en industriel vækst i form af nye virksomheder. Dampkraftens betydning blev fremhævet ved tilføjelsen af ordet "damp" til virksomhedens beskrivelse, fx. "dampbageri". Landbrugets midlertidige krise og industriens fremgang førte til en tilflytning fra omgivende landområder, og befolkningspresset voksede i købstæderne. Der var som oftest kun begrænsede muligheder inden for købstadens hidtidige område, så efterhånden blev boligbehovet løst ved nybyggeri, der ofte skete enten i købstadskommunens landdistrikt eller i et landsogn. Kun København skilte sig ud ved, at byvæksten fra begyndelsen bredte sig til omgivende sognekommuner. Fra politisk side var man opmærksom på udviklingen og åbnede mulighed for, at nye byområder kunne indlemmes i købstaden. Således vedtoges ''lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne''.<ref>Betænkning 161, s. 15</ref> Som det hurtigt skulle vise sig, var disse indlemmelser sværere at gennemføre end planlagt, og købstæderne kom næppe på noget tidspunkt senere til at omfatte hele det bymæssige område. Anden fase indtraf mellem århundredeskiftet og 1. verdenskrig. I denne overgangsperiode blev forstæder som bebyggelsesform anerkendt og slog igennem i tilknytning til de fleste købstæder. Netop i disse år skete en udbygning af villakvarterer omkring mange provinsbyer. Tredie fase udgjordes af mellemkrigstiden og 2. verdenskrig. Forstadsområder var i stadig temmelig høj vækst i tilknytning til en ny industrialiseringsbølge. En tilpasning af indlemmelsesbestemmelserne skete ved ''lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v.'', hvori §5 bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at indlemmelse kunne ske efter begæring fra byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling ''eller'' af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning, ''eller'' når et byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentligt ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Heller ikke denne lov kunne sikre de fornødne indlemmelser, og den blev afløst af bestemmelser i ''landkommunalloven'' af 1933. Den stadig mere betydende forstadsudvikling blev fra politisk side også forsøgt styret med vedtagelsen af ''byplanloven'' i 1925.<ref>''Ingeniøren'' (1925), s. 241-246</ref> Loven havde til formål at sikre, at forstadsudviklingen blev sammenpasset med forholdene i købstaden gennem en samlet byplanlægning. Loven fik imidlertid kun begrænset virkning som følge af dens bestemmelser om erstatning. Følgen var, at der blev udarbejdet uformelle byplaner, som blot ikke blev vedtaget. Forholdene var uholdbare, og i 1938 blev vedtaget en ny byplanlov.<ref>Gaardmand (1993), s. 24</ref> Heller ikke denne var heldig i sin formulering, men fejlen blev rettet ved et kreativt cirkulære, der inddelte byplanlægning i to slags planer: dispositionsplaner, der gav et samlet overblik over den forventede udvikling men som ikke var bindende og derfor heller ikke kunne udløse erstatningskrav, og partielle byplaner, der var bindende og derfor kunne udløse erstatningskrav, men alene fordi der nu var tale om en faktisk gennemførelse af den påtænkte planlægning. Loven pålagde alle kommuner med bebyggelser på over 1.000 indbyggere at udarbejde en byplan. Loven nåede dog kun at få meget begrænset anvendelse inden, at 2. verdenskrig brød ud. Under krigen blev udarbejdet en række byplaner både for købstæder og for andre byer.<ref>Gaardmand (1993), s. 27-29</ref> I denne periode blev rutebilerne udviklet som en ny transportform, og denne indebar, at det især var langs købstædernes udfaldsveje, at forstadsbyvæksten bredte sig. Dette gav ofte en noget uheldig byform med lange byfingre ud i landskabet. Fjerde fase indtraf efter 2. verdenskrigs afslutning og varede frem til 1970. I denne periode blev der udarbejdet byplaner for et stort antal kommuner, herunder alle de lovpligte kommuner. Forstadsudviklingen fortsatte. I stedet for at fremme indlemmelser af forstadsområder blev der ved ''lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse'' indført hjemmel til at gøre købstadskommunallovens bestemmelser anvendelige på en række omegnskommuner. I denne periode fik privatbilismen sit gennembrud, og følgen var en yderligere byvækst. I erkendelse af, at byplanlovens bestemmelser var for begrænsede i forhold til udviklingen blev vedtaget en ny ''byreguleringslov'', som gjorde det muligt at nedsætte byudviklingsudvalg bestående af repræsentanter for købstadskommuner og omgivende sognekommuner for at udarbejde mere langsigtede planer for byudviklingens fordeling og grænser. I løbet af 1960-erne blev der udarbejdet en lang række byudviklingsplaner, og disse fastlagde den fortsatte forstadsudvikling. Femte fase indtraf i 1970 med kommunalreformen, hvorved købstæder sammenlagdes med omgivende sognekommuner til nye storkommuner. Kommunalreformen blev fulgt op af en række ny planlove: by- og landzoneloven, kommuneplanloven m.fl. Strengt taget var der tale om en opdatering af den hidtidige lovgivning, men som noget nyt skulle borgerne have ytringsret når planerne skulle vedtages. Kommunalreformen indebar også, at forstadsbegrebet forsvandt, fordi de hidtidige forstæder nu kom til at ligge i samme storkommune som den købstad, de var en del af. Samtidig bortfaldt købstæderne imidlertid som særskilt enhed. Kun omkring de største byer var fortsat forstadskommuner, især hovedstaden. Det er på denne baggrund, at forstadsudviklingen indtil 1970 må ses. Hovedkilden til belysning heraf er ulige udgaver af J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''. Første udgave udkom omkring midten af 1800-tallet lige inden, at urbaniseringen for alvor satte ind. Anden udgave udkom i 1870-erne, da en kraftig industrialisering begyndte. Tredie udgave udkom omkring århundredeskiftet lige inden, at den første forstadsudvikling for alvor satte ind. Fjerde udgave udkom i 1920-erne, da villabyggeriet havde bredt sig, og femte udgave i 1950-erne, hvorved de indrammede forstadsudviklingens storhedstid lige inden, at byspredning som følge af bilismen for alvor slog igennem. Supplerende kilder er befolkningsstatistikken, der belyser forstadsudviklingens størrelse og omfang, og befolkningens næringssammensætning, der afspejler forbindelsen med erhvervsudviklingen. Dertil kommer især topografiske kort og matrikelkort med tilføjede udstykninger, der viser dels forstadsudviklingens arealmæssige omfang dels dens forløb. Kommunale dispositionsplaner, partielle byplanvedtægter og byudviklingsplaner viser den politiske styring af forstadsudviklingen. Udgangspunktet for forståelse af forstadsudviklingen har været de enkelte købstæders egne økonomiske og deres geografiske udviklingsforudsætninger, deres oplandsforhold og industrielle forhold, endvidere forholdet mellem købstæder og forstæder, herunder indlemmelser af forstadsområder. På baggrund heraf er det muligt at forstå de enkelte forstadsområders egne landskabelige forudsætninger for forstadsudviklingen, herunder tilstedeværelsen af stedlige råstoffer og stedlige virksomheder samt tiltrækningsværdi som bosættelsesområder. === Hovedstaden (København) === København var i en særdeles gunstig situation omkring midten af 1800-tallet: byen havde et stort og rigt opland omfattende hele Amager, hele Københavns Amt og dele af Roskilde og Frederiksborg Amter. Som hovedstad havde den en stor befolkning af embedsmænd og militær, kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner foruden omfattende fremstillingsvirksomhed og en livlig skibsfart. I århundredets første del havde byens udvikling været hæmmet af en ret svag udenrigshandel, men denne situation blev mere end opvejet af den kraftige industrialisering, der satte ind netop i årtierne omkring midten af århundredet, og skibsfarten blev senere fremmet ved etablering af en frihavn. København havde frem til midten af 1800-tallet status som fæstningsby. Dette indebar, at stort set al erhvervs- og boligbyggeri måtte klumpes sammen bag byens fæstningsvolde. Området mellem voldene og en demarkationslinjen var ved servitutter forhindrede fra fast byggeri, så der fandtes her kun nogle få lystejendomme, manufakturer og fabrikker. I 1852 flyttedes demarkationslinjen på Sjælland ind til søerne, derved blev det muligt at bebygge området, og der fremvoksede hurtigt et spekulationspræget byggeri af boligkaserner på Nørrebro og Vesterbro. I 1870-erne blev det meste af området frigivet til privat bebyggelse, og i løbet af få år blev dette fyldt med boligkarreer i 5-6 etager. På Østerbro skete ligeledes et byggeri, der strakte sig nordpå til Tuborgs fabrikker i Hellerup. I brokvarterene blev byggeriet intensiveret i form af bag- og sidehuse. Mens byggeriet efterhånden strakte sig ud langs byens udfaldsveje, stagnerede befolkningstallet inden for voldene, og i 1880 levede kun omkring 46% af hovedstadens befolkning her. Omkring århundredeskiftet skete der en social forandring, idet de mest velhavende borgere søgte mod nord til Hellerup, hvor et omfattende villabyggeri skete. Mod vest skete en fuldstændig udbygning dels af Østerbro, Nørrebro og Vesterbro, dels af Frederiksberg og Valby. Denne udvikling bevirkede, at store dele af Hovedstadens omegn blev indlemmede i København omkring 1900, men indlemmelserne var så omfattende, at byen fik store områder at råde over til fortsat byudvikling. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| København | style="text-align: right;"| 129.695 | style="text-align: right;"| 143.591 | style="text-align: right;"| 155.143 | style="text-align: right;"| 181.291 | style="text-align: right;"| 234.850 | style="text-align: right;"| 312.859 | style="text-align: right;"| 378.235 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg bydistrikt | style="text-align: right;"| 2.874 | style="text-align: right;"| 4.342 | style="text-align: right;"| 8.002 | style="text-align: right;"| 16.285 | style="text-align: right;"| 25.263 | style="text-align: right;"| 46.954 | style="text-align: right;"| 76.231 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg landdistrikt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 593 | style="text-align: right;"| 1.247 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Sundbyerne | style="text-align: right;"| 4.527 | style="text-align: right;"| 5.283 | style="text-align: right;"| 4.610 | style="text-align: right;"| 6.774 | style="text-align: right;"| 9.923 | style="text-align: right;"| 13.310 | style="text-align: right;"| 22.340 |- ! style="text-align: left;"| Tårnby sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2.168 | style="text-align: right;"| 2.669 | style="text-align: right;"| 3.175 | style="text-align: right;"| 3.615 | style="text-align: right;"| 3.622 |- ! style="text-align: left;"| Utterslev (Sankt Stefans Sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2.039 | style="text-align: right;"| 2.596 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Brønshøj sogn | style="text-align: right;"| 1.552 | style="text-align: right;"| 1.730 | style="text-align: right;"| 2.085 | style="text-align: right;"| 3.277 | style="text-align: right;"| 1.786 | style="text-align: right;"| 4.812 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Gentofte sogn | style="text-align: right;"| 3.072 | style="text-align: right;"| 3.291 | style="text-align: right;"| 3.660 | style="text-align: right;"| 4.158 | style="text-align: right;"| 5.106 | style="text-align: right;"| 7.449 | style="text-align: right;"| 7.834 |- ! style="text-align: left;"| Ordrup sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 6.635 |- ! Hovedstaden med forstæder | style="text-align: right;"| '''129.695''' | style="text-align: right;"| '''143.591''' | style="text-align: right;"| '''155.143''' | style="text-align: right;"| '''204.900''' | style="text-align: right;"| '''273.300''' | style="text-align: right;"| '''312.859''' | style="text-align: right;"| '''378.235''' |} Ved kongelig resolution af 8. juli 1878 blev Sundbyøster og -vester sogn udskilt af Tårnby sogn.<ref name="StM 1911 97"/> Ved kongelig resolution af 17. april 1900 i henhold til love af 3. april 1900 blev Brønshøj sogn og en del af Hvidovre sogn omfattende Damhussøen, Valby, Vigerslev og Kongens Enghave indlemmede i staden København fra 1. januar 1901. Ved kongelig resolution af 17. april 1900 blev i henhold til lov af 3. april 1900 Sundbyerne fra 1. januar 1902 indlemmede i staden København. Ved lov af 29. december 1857 havde Frederiksberg fået status af handelsplads og ved lov af 7. april 1899 udskilt som særskilt kommune fra 1. april 1900. Ved kongelig resolution af 24. juli 1905 blev dele af Utterslev henlagte til Frederiksberg, mens dele af Frederiksberg blev henlagt til København. Endelig blev grænsen mellem København og Gentofte kommune ved kongelig resolution af 22. december 1906 reguleret pr. 1. april 1907.<ref name="StM 1911 94">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 94)</ref> Det første område, der blev berørt af hovedstadens vækst og forstadsudvikling, var Frederiksberg, som i samtiden blev delt i et "bydistrikt" og et "landdistrikt". I en omtale fra omkring 1870 beskrives forholdene således: "Frederiksberg Bydistrict, der ligger øst for en Linie, dragen fra Grøndalsaaens og Løgteaaens Foreningspunct til Nordspidsen af Fasanveien, der gaaer bag om Frederiksberg Have og Frederiksberg Landdistrict, der ligger vest for denne Linie. Til Frederiksberg Bydistrict hører den egentlige Frederiksberg By, nærmest op mod Frederiksberg Have, Falkoneeralleen, Frederiksberg Allee, Gamle Kongevei, Værnedamsveiens vestlige Side, Vestre Landevei (fra »SorteHest«), Ladegaardsveien, Rolighedsveien, Lampeveien. Mellem Ladegaardsveien og Gamle Kongevei, mellem denne og Frederiksberg Allee og atter mellem denne og Bestre Landevei ligger »Villapartiet«, saaledes kaldet efter Bygningsmaaden as de talrige i smaa Havepartier liggende Huse; mellem Villapartiets nordlige (celdre) Deel og St. Jørgens Sø ligger det i sluttede Gader opførte »Schønbergs Kvarteer« (Danmarksgade, Schønbergsgade, Schowsgade) samt Vodroffsvei, tildeels ogsaa bygget med sluttede Huusrækker. Op til denne støder Ladegaarden og Kjøbenhavns Fattiggaard med et heelt Complex af Bygninger (skjønt beliggende paa Frederiksbergs Grund høre de forøvrigt under Kjøbenhavns Politi- Jurisdiction). Mellem Villapartiets nordlige Deel og Falkoneeralleen ligger Landbohøiskolen med Haver og Marker samt Sygehjemmet. Paa den modsatte Side af Falkoneeralleen ere de Classenske Arbeiderboliger opførte, ligeledes Frederiksbergs Jernbanestation. Sønden for Vestre Landevei, ved Rahbeks Allee ligger »Idiotanstalten«. I Landdistrictet ligge kun enkelte større Eiendomme, saasom Lykkesholm, 19 Tdr. Htk., Grøndal, 13V2 Tdr. Htk., Godthaab og Thyesminde. Her ligger ogsaa den af Consul A. Hage opførte Arbeiderbolig Marienhaab for 40 Familier (meget billig Leie)."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 152f</ref> Om næringslivet hed det: "Skjønt Frederiksberg Sogns Beboere henhøre for den større Deel til den Klasse, hvis Forsorgere have deres Stilling i Kjøbenhavn, og til dem, der drage Pension af Statskassen, ere ved Siden heraf de Industridrivende af stor Betydning og overveie langt i Antal Landbrugernes Klasse. Blandt de industrielle Etablissementer skal særlig nævnes: Damp-væveriet paa Rolighedsvei for Bomulds- og Linnedvarer (aarligt Product c. 3 Millioner Alen, 200 Arbeidere), Fajancefabrikken Aluminia i Smallegade (2 Millioner Stkr. Gods, 180 Arbeidere), Maskinværksted i Frederiksberg Allee (140 Arbeidere), Vodroffgaards Damp-Meelmølle og Bryggeri, Bryggeriet Svanholm (for baiersk Øl), Svanholm Jernstøberi og Maskinfabrik, hvormed er forenet et Vandværk til Sognets Beboeres Forsyning med Drikkevand (c. 1000 Tdr. Vand daglig, der oppumpes af borede Kilder) samt en Meelmølle, Alt drevet med Dampkraft, Svanholm Damp-Sennepfabrik, Cigarkassefabrik paa Herluf Trolles Vei, Svovlstikkefabrik (90—100 Arbeidere, 6 Millioner Svovlstikker daglig), Sæbe- og Lysefabrik samt Jernstøberi, alle 3 i Falkoneeralleen, chemisk Fabrik ved Vestre Landevei, Teglværk bag Søndermarken m. fl. Endvidere skal her nævnes Gasværket (Production i 1870: 101J3 Millioner Cubikfod Gas) med hosliggende Cokessabrik ved H. C. Ørsteds Vei, 3 Garverier, 2 Veirmøller."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 156</ref> Om datidige retslige forhold hed det: "Ved Lov af 12te Januar 1858 er Bygningsloven af 17de Marts 1856, forsaavidt den angaaer Kjøbenhavns Forstæder, med nogle Forandringer udvidet til ogsaa at gjælde for Størstedelen af Frederiksberg og Hvidovre Sogne, som saaledes danne eet Byggedistrict. Dette falder i Frederiksberg Sogn sammen med Bydistrictet, der adskilles fra det forholdsviis ubetydelige Landdistrict ved en Linie, dragen fra Foreningspunktet mellem Grøndalsaaen og Lygteaaen til den nordre Ende af Fasanveien, csr. Lov 1ste November 1864. En udvidet Næringsfrihed opnaaede Communen for Bydistrictets Vedkommende i Henhold til Lov af 23de Februar 1866 ved Indenrigsministeriets Kundgjorelse af 19de Juni s A. Ved en af Indenrigsministeriet i Henhold til Lov af 17de April 1868 stadfæstet Vedtægt af 21de September 1869 fik Communen omtrent samme Bemyndigelse med Hensyn til Anlæg og Overtagelse af Gader, Veie og Vandløb m. v. i Frederiksberg, som indeholdes i Lov af 14de December 1857 for Kjøbenhavn. (Frederiksberg Allee og Runddelen blev i 1867 overdraget til Frederiksberg Commune)."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 157</ref> I Hvidovre var forstadsudviklingen mindre udtalt, men også her skete en vis fabriksudviling: "I Sognet: Byerne Hvidovre med Kirken og Skole; Valby med Skole, flere Lyststeder, Kro, 15 Gaarde, 111 Huse; Vigerslev; Carlsberg Ølbryggeri ..Et nyt Bryggeri ved Carlsberg, der er bestemt til Tilvirkning af Øl til Udførsel, navnlig engelske Ølsorter, som Porter og forskjellige Slags Ale, er under Opførelse paa Bakkegaardens Jorder er opført Fabrikken Aliance for Tilvirkning af Mineralvande, Likører og Frugtvine. Et Broncestøberi er nu ogsaa anlagt paa Sognets Grund. Ialt i Sognet 63 Gaarde, 28 Huse med og 184 uden Jord, hvoraf 27 Gaarde og 20 Huse udenfor Byerne."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 162</ref> I sognene Rødovre og Brønshøj var endnu ikke sket nogen byudvikling eller noget fabriksbyggeri.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 162f</ref> Anderledes omkring århundredeskiftet. Frederiksberg var nu helt sammenvokset med hovedstaden, og en omfattende fabriksvirksomhed og forstadsudvikling fandtes nu også i Hvidovre og andre omgivende sogne. I årene fra århundredeskiftet til 1. verdenskrig skete en betydelig forstadsudvikling mod nord, ved Hellerup, Ordrup og Gentofte, men bebyggelsen bredte sig videre nordpå til Rungsted. Inde i landet skete spredningen af bebyggelsen ved udstykning af tidligere landbrugsejendomme; karakteristisk nok fik de enkelte byområder navne efter den gård, de var udstykkede fra. I begyndelsen lå disse nye villakvarterer som bebyggede øer i et åbent landskab, men i stigende grad udgjorde bebyggelsen det dominerende træk, og det åbne land udgjorde nu snarere grønne åndehuller for indbyggerne. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 56"/> ! 1916<ref name="StM 1916 56">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 56</ref> |- ! style="text-align: left;"| København | style="text-align: right;"| 426.540 | style="text-align: right;"| 462.161 | style="text-align: right;"| 506.390 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg | style="text-align: right;"| 87.494 | style="text-align: right;"| 97.237 | style="text-align: right;"| 99.383 |- ! style="text-align: left;"| Gentofte | style="text-align: right;"| 21.209 | style="text-align: right;"| 24.691 | style="text-align: right;"| 31.681 |- ! style="text-align: left;"| Søborg villaby (Gladsaxe sogn) | style="text-align: right;"| 877 | style="text-align: right;"| 1.579 | style="text-align: right;"| 2.855 |- ! style="text-align: left;"| Søtorp villaby (Rødovre sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 234 |- ! style="text-align: left;"| Tårnby villaby (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 671 | style="text-align: right;"| 759 |- ! style="text-align: left;"| Kastrup by (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| 1.910 | style="text-align: right;"| 1.920 | style="text-align: right;"| 2.288 |- ! Hovedstaden med forstæder | style="text-align: right;"| '''538.030''' | style="text-align: right;"| '''588.508''' | style="text-align: right;"| '''643.589''' |} I mellemkrigstiden havde hovedstaden for alvor vokseværk. Bymæssige bebyggelser fandtes overalt i Københavns omegnskommuner, og det varede ikke længe inden, at de mere eller mindre voksede sammen, selv om der ind mellem dem også var byfrie områder med spredt bebyggelse. Allerede på dette tidspunkt begyndte fremsynede politikere og planlæggere at indse behovet for en fælles samordning af hele hovedstadsområdets udvikling. Det medførte et forslag om et system af ringveje og radialveje for samordning af den overordnede vejtrafik i 1926 samt i 1936 et forslag om et netværk af stiforbindelser, der skulle sikre befolkningen adgang til større områder for friluftsliv.<ref name="OF 1936">Forchhammer (1936)</ref> Dette netværk blev i vid udstrækning gennemført, og det opsplittede hovedstadsområdet i mindre enheder, men uden at man derfor kunne tale om selvstændige bydannelser. Disse forhold var betinget af datidens udstykninger, hvilke ofte skete nærmest kaotisk og ejendomsvis: en spekulant udstykkede hele ejendomme, som der efter blev bebygget. Statistikerne havde store problemer med hvilke bebyggelser, der skulle regnes samlede eller adskilte. I 1935 begyndte man at regne hele sognekommuner som forstæder, men fra et geografisk synspunkt er dette ikke ønskeligt og derfor er udskilt resterende landområder, og disse er ikke medregnet i hovedstadens bymæssige indbyggertal. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| København | style="text-align: right;"| 561.344 | style="text-align: right;"| 587.150 | style="text-align: right;"| 617.069 | style="text-align: right;"| 666.269 | style="text-align: right;"| 700.465 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg | style="text-align: right;"| 104.815 | style="text-align: right;"| 104.209 | style="text-align: right;"| 106.251 | style="text-align: right;"| 113.134 | style="text-align: right;"| 113.208 |- ! style="text-align: left;"| Gentofte | style="text-align: right;"| 34.451 | style="text-align: right;"| 40.137 | style="text-align: right;"| 47.848 | style="text-align: right;"| 63.765 | style="text-align: right;"| 76.457 |- ! style="text-align: left;"| Tårnby villaby (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| 851 | style="text-align: right;"| 1.131 | style="text-align: right;"| 5.179 | style="text-align: right;"| 2.110 | style="text-align: right;"| 13.661 |- ! style="text-align: left;"| Kastrup by (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| 2.925 | style="text-align: right;"| 3.525 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 3.922 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Hvidovre sogn | style="text-align: right;"| 962 | style="text-align: right;"| 3.977 | style="text-align: right;"| 6.523 | style="text-align: right;"| 8.499 | style="text-align: right;"| 12.014 |- ! style="text-align: left;"| Rødovre sogn | style="text-align: right;"| 1.643 | style="text-align: right;"| 3.197 | style="text-align: right;"| 5.836 | style="text-align: right;"| 9.233 | style="text-align: right;"| 12.443 |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyvester by (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 513 | style="text-align: right;"| 459 |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyvester strand (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 273 | style="text-align: right;"| 307 | style="text-align: right;"| 372 | style="text-align: right;"| 425 |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyøster by (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| 592 | style="text-align: right;"| 337 | style="text-align: right;"| 383 | style="text-align: right;"| 389 | style="text-align: right;"| 390 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde landevej (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 319 | style="text-align: right;"| 351 | style="text-align: right;"| 285 |- ! style="text-align: left;"| Vesterled by (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 656 |- ! style="text-align: left;"| Avedøre by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| 420 | style="text-align: right;"| 490 | style="text-align: right;"| 727 | style="text-align: right;"| 850 | style="text-align: right;"| 1.042 |- ! style="text-align: left;"| Glostrup by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| 2.792 | style="text-align: right;"| 3.241 | style="text-align: right;"| 4.192 | style="text-align: right;"| 5.496 | style="text-align: right;"| 6.836 |- ! style="text-align: left;"| Hvessinge by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 489 | style="text-align: right;"| 411 | style="text-align: right;"| 438 | style="text-align: right;"| 416 |- ! style="text-align: left;"| Herlev by (Herlev sogn) | style="text-align: right;"| 814 | style="text-align: right;"| 1.327 | style="text-align: right;"| 1.788 | style="text-align: right;"| 2.090 | style="text-align: right;"| 2.450 |- ! style="text-align: left;"| Hjortespring by (Herlev sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 513 | style="text-align: right;"| 531 |- ! style="text-align: left;"| Søborggård villaby (Gladsakse sogn) | style="text-align: right;"| 4.085 | style="text-align: right;"| 5.829 | style="text-align: right;"| 7.745 | style="text-align: right;"| 8.991 | style="text-align: right;"| 24.107 |- ! style="text-align: left;"| Buddinge by (Gladsakse sogn) | style="text-align: right;"| 634 | style="text-align: right;"| 1.265 | style="text-align: right;"| 1.619 | style="text-align: right;"| 2.219 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Bagsværd by (Gladsakse sogn) | style="text-align: right;"| 1.424 | style="text-align: right;"| 1.744 | style="text-align: right;"| 2.095 | style="text-align: right;"| 2.659 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Gladsakse by (Gladsakse sogn) | style="text-align: right;"| 497 | style="text-align: right;"| 1.573 | style="text-align: right;"| 1.728 | style="text-align: right;"| 2.785 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Mørkhøj by (Gladsakse sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 416 | style="text-align: right;"| 846 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Kongens Lyngby (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| 6.530 | style="text-align: right;"| 7.385 | style="text-align: right;"| 8.724 | style="text-align: right;"| 13.178 | style="text-align: right;"| 18.325 |- ! style="text-align: left;"| Brede by (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| 853 | style="text-align: right;"| 850 | style="text-align: right;"| 787 | style="text-align: right;"| 908 | style="text-align: right;"| 3.262 |- ! style="text-align: left;"| Ørholm (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| 380 | style="text-align: right;"| 432 | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 680 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Fortunen (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Lundtofte-Hjortkær (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 975 | style="text-align: right;"| 935 | style="text-align: right;"| 2.124 |- ! style="text-align: left;"| Gl Virum (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 515 | style="text-align: right;"| 575 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Federiksdal (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 329 | style="text-align: right;"| 329 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Virum villaby (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| 395 | style="text-align: right;"| 713 | style="text-align: right;"| 930 | style="text-align: right;"| 1.484 | style="text-align: right;"| 2.755 |- ! style="text-align: left;"| Tårbæk villaby (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| 1.316 | style="text-align: right;"| 1.438 | style="text-align: right;"| 1.565 | style="text-align: right;"| 1.785 | style="text-align: right;"| 2.007 |- ! style="text-align: left;"| Rådvad by (Lyngby-Tårbæk) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 414 | style="text-align: right;"| 340 | style="text-align: right;"| 319 | style="text-align: right;"| 309 |- ! style="text-align: left;"| Holte (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 3.933 | style="text-align: right;"| 5.003 | style="text-align: right;"| 5.478 | style="text-align: right;"| 6.480 | style="text-align: right;"| 6.879 |- ! style="text-align: left;"| Gl Holte (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 986 | style="text-align: right;"| 1.017 | style="text-align: right;"| 801 | style="text-align: right;"| 525 | style="text-align: right;"| 1.025 |- ! style="text-align: left;"| Nærum (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 1.054 | style="text-align: right;"| 1.120 | style="text-align: right;"| 1.272 | style="text-align: right;"| 1.385 | style="text-align: right;"| 1.168 |- ! style="text-align: left;"| Trørød by (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 596 | style="text-align: right;"| 795 | style="text-align: right;"| 887 | style="text-align: right;"| 874 | style="text-align: right;"| 931 |- ! style="text-align: left;"| Vedbæk (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 921 | style="text-align: right;"| 1.059 | style="text-align: right;"| 1.196 | style="text-align: right;"| 1.283 | style="text-align: right;"| 1.275 |- ! style="text-align: left;"| Skodsborg (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 999 | style="text-align: right;"| 1.084 | style="text-align: right;"| 1.147 | style="text-align: right;"| 1.292 | style="text-align: right;"| 1.381 |- ! style="text-align: left;"| Hørsholm by (Hørsholm kommune) | style="text-align: right;"| 1.364 | style="text-align: right;"| 1.676 | style="text-align: right;"| 1.579 | style="text-align: right;"| 1.807 | style="text-align: right;"| 1.905 |- ! style="text-align: left;"| Rungsted by (Hørsholm kommune) | style="text-align: right;"| 511 | style="text-align: right;"| 627 | style="text-align: right;"| 736 | style="text-align: right;"| 828 | style="text-align: right;"| 1.365 |- ! style="text-align: left;"| Vallerød-Pennehave (Hørsholm kommune) | style="text-align: right;"| 917 | style="text-align: right;"| 1.288 | style="text-align: right;"| 1.419 | style="text-align: right;"| 1.773 | style="text-align: right;"| 1.565 |- ! style="text-align: left;"| Usserød by (Birkerød og Bloustrød) | style="text-align: right;"| 1.683 | style="text-align: right;"| 1.901 | style="text-align: right;"| 1.957 | style="text-align: right;"| 2.077 | style="text-align: right;"| 2.092 |- ! style="text-align: left;"| Ebberødgård (Birkerød kommune) | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 1.224 | style="text-align: right;"| 1.275 | style="text-align: right;"| 1.298 | style="text-align: right;"| 1.392 |- ! style="text-align: left;"| Birkerød by (Birkerød kommune) | style="text-align: right;"| 2.125 | style="text-align: right;"| 3.222 | style="text-align: right;"| 3.392 | style="text-align: right;"| 3.624 | style="text-align: right;"| 4.068 |- ! style="text-align: left;"| Høsterkøb-Ravnsnæs (Birkerød kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 561 | style="text-align: right;"| 470 | style="text-align: right;"| 542 |- ! style="text-align: left;"| Sandbjerg (Birkerød kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 352 |- ! Hovedstaden med forstæder | style="text-align: right;"| '''743.444''' | style="text-align: right;"| '''791.441''' | style="text-align: right;"| '''846.849''' | style="text-align: right;"| '''939.576''' | style="text-align: right;"| '''1.020.567''' |} [[Fil:Wysiwyg1454678084559 Rungsted 1898.png|thumb|600px|Hørsholm 1898. Kystbanen er netop anlagt. Fra de tre bykerner Hørsholm, Usserød og Rungsted breder bebyggelsen langs de vigtigste veje.]] [[Fil:Wysiwyg1454678048477 Rungsted 1947.png|thumb|600px|Kortet viser den koplicerede vækst af Storkøbenhavn i forbindelse med Hørsholm. Situationen i 1947: stationsbyen Vallerød-Pennehave fylder det meste af rummet mellem Hørsholm og Rungsted. Hørsholm er sammenvokset med Usserød. Langs hele kysten fra København til Rungsted ligger en villabebyggelse praktisk talt uden afbrydelse.]] [[Fil:Wysiwyg1454678013892 Rungsted 1969.png|thumb|600px|Hørsholm 1969. Hørsholm udgør sammen med Usserød og Rungsted et samlet byområde, og bebyggelsen er vest for Kystbanen ved at brede sig nordpå mod Kokkedal station.]] Vedstående kort kan illustrere hovedstadens vedvarende vækst mod nord. Fra oprindeligt at have været en egen bydannelse er Hørsholm sammenvokset med Vallerød-Pennehave og Rungsted til en samlet bebyggelse, der forbindes med København langs Øresundskysten. Ved 2. verdenskrigs afslutning havde hovedstaden bredt sig til alle dens omgivende kommuner og især mod nord. En sammenhængende hovedstad omfattede nu foruden København, Frederiksberg og Gentofte også Tårnby på Amager, Hvidovre, Rødovre, dele af Brøndbyerne og Glostrup mod vest, Herlev, Gladsakse og dele af Ballerup i nordvest, Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Hørsholm mod nord; satellit- og sovebyer fandtes i Dragør, Brøndbyerne, Vallensbæk, Glostrup, Ballerup, Værløse, Farum og Birkerød sogne. Netop på dette tidspunkt blev der taget skridt til at lave en egentlig egnsplanlægning, der havde til formål dels at stoppe den uhæmmede forstadsvækst, dels at sikre befolkningen større udflugtsområder. Dette skete i første omgang med "Fingerplanen", der aldrig blev vedtaget, men som inspirerede til en ny byudviklingslov. På grundlag af denne lov blev lavet en byudviklingsplan for hele hovedstadsområdet, der løbende blev suppleret med nye planer i takt med, at byudvikling gjorde dette ønskeligt og nødvendigt. Disse planer bevirkede, at hovedstadens vækst blev begrænset: mod nord blev Kokkedal-området i Karlebo efterhånden inddraget, og Birkerød udviklede sig til et egentlig forstadsområde, men mod nordvest var og forblev byområderne Farum, Værløse og Mårum adskilte fra Hovedstaden, mod vest udviklede Albertslund og Høje Tåstrup sig til egentlige forstæder, mens Hedehusene forblev en særskilt bebyggelse, og mod sydvest udviklede Køge Bugt-området sig til en egentlig forstad men efter en samlet plan, Køge Bugt-planen, der sikrede grønne kiler ind i det ellers sammenhængende byområde. Københavnsegnens 2 byudviklingsplan fra 1951 omfattede følgende kommuner: København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Hørsholm, Birkerød, Farum, Værløse, Herlev, Gladsakse, Ballerup-Måløv, Ledøje-Smørum, Hvidovre, Rødovre, Herstederne, Glostrup, Brøndbyerne, Høje Tåstrup, Vallensbæk, Torslunde-Ishøj, Sengeløse, Tårnby og Store Magleby. Københavnsegnens 3 byudviklingsplan fra 1953 omfattede følgende kommuner: Greve-Kildebrønde, Karlslunde-Karlstrup, Havdrup-Solrød, Jersie-Skensved. Københavnsegnens 4 byudviklingsplan fra 1960 omfattede følgende kommuner: Karlebo, Blovstrød, Lillerød, Lynge-Uggeløse, Slagslunde-Ganløse, Stenløse-Veksø. De senere byudviklingsbetænkninger var reelt revisioner af de ældre, men samtidig blev der nedsat byudviklingsudvalg for hhv. Helsingør-egnen, Hillerød-egnen, Frederiksværk-egnen, Frederikssund-egnen og Roskilde-egnen. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| København | style="text-align: right;"| 731.707 | style="text-align: right;"| 768.105 | style="text-align: right;"| 753.361 | style="text-align: right;"| 721.381 | style="text-align: right;"| 678.072 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg | style="text-align: right;"| 113.584 | style="text-align: right;"| 118.993 | style="text-align: right;"| 117.778 | style="text-align: right;"| 114.285 | style="text-align: right;"| 110.847 |- ! style="text-align: left;"| Gentofte | style="text-align: right;"| 82.113 | style="text-align: right;"| 87.803 | style="text-align: right;"| 89.180 | style="text-align: right;"| 88.308 | style="text-align: right;"| 85.498 |- ! style="text-align: left;"| Tårnby villaby (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| 2.269 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Kastrup by (Tårnby sogn) | style="text-align: right;"| 5.343 | style="text-align: right;"| 22.900 | style="text-align: right;"| 34.726 | style="text-align: right;"| 42.688 | style="text-align: right;"| 46.343 |- ! style="text-align: left;"| Hvidovre sogn | style="text-align: right;"| 14.208 | style="text-align: right;"| 23.163 | style="text-align: right;"| 32.688 | style="text-align: right;"| 38.411 | style="text-align: right;"| 44.114 |- ! style="text-align: left;"| Rødovre sogn | style="text-align: right;"| 14.780 | style="text-align: right;"| 18.704 | style="text-align: right;"| 27.007 | style="text-align: right;"| 39.345 | style="text-align: right;"| 45.680 |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyvester by (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| 536 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyvester strand (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| 466 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyøster by (Brøndbyerne sognekommune) | style="text-align: right;"| 422 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Brøndbyerne sognekommune | style="text-align: right;"| (2.915) | style="text-align: right;"| 5.061 | style="text-align: right;"| 10.629 | style="text-align: right;"| 20.256 | style="text-align: right;"| 27.503 |- ! style="text-align: left;"| Avedøre by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| 1.026 | style="text-align: right;"| 1.294 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Glostrup by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| 8.361 | style="text-align: right;"| 13.025 | style="text-align: right;"| 15.883 | style="text-align: right;"| 21.845 | style="text-align: right;"| 26.898 |- ! style="text-align: left;"| Hvessinge by (Glostrup sognekommune) | style="text-align: right;"| 401 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Herlev by (Herlev sogn) | style="text-align: right;"| 3.311 | style="text-align: right;"| 7.674 | style="text-align: right;"| 15.666 | style="text-align: right;"| 21.358 | style="text-align: right;"| 23.407 |- ! style="text-align: left;"| Hjortespring by (Herlev sogn) | style="text-align: right;"| 558 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Gladsakse sogn | style="text-align: right;"| 27.946 | style="text-align: right;"| 40.303 | style="text-align: right;"| 52.376 | style="text-align: right;"| 64.693 | style="text-align: right;"| 71.302 |- ! style="text-align: left;"| Lyngby-Tårbæk kommune | style="text-align: right;"| 34.531 | style="text-align: right;"| 45.964 | style="text-align: right;"| 56.929 | style="text-align: right;"| 63.712 | style="text-align: right;"| 65.015 |- ! style="text-align: left;"| Søllerød kommune | style="text-align: right;"| 13.968 | style="text-align: right;"| 16.645 | style="text-align: right;"| 20.903 | style="text-align: right;"| 25.877 | style="text-align: right;"| 28.939 |- ! style="text-align: left;"| Gl Holte (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 1.004 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Nærum (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 1.742 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Trørød by (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 971 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Vedbæk (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 856 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Skodsborg (Søllerød sogn) | style="text-align: right;"| 1.496 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Hørsholm kommune | style="text-align: right;"| 7.498 | style="text-align: right;"| 8.750 | style="text-align: right;"| 10.352 | style="text-align: right;"| 12.401 | style="text-align: right;"| 14.509 |- ! style="text-align: left;"| Birkerød kommune | style="text-align: right;"| 7.092 | style="text-align: right;"| 9.021 | style="text-align: right;"| 11.124 | style="text-align: right;"| 14.846 | style="text-align: right;"| 18.884 |- ! style="text-align: left;"| Ballerup-Måløv kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 19.582 | style="text-align: right;"| 35.665 |- ! style="text-align: left;"| Herstederne kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 3.600 | style="text-align: right;"| 7.350 |- ! style="text-align: left;"| Vallensbæk kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.834 | style="text-align: right;"| 3.110 |- ! style="text-align: left;"| Høje Tåstrup | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 12.856 | style="text-align: right;"| 16.907 |- ! style="text-align: left;"| Farum | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 5.072 | style="text-align: right;"| 6.991 |- ! style="text-align: left;"| Værløse | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 8.072 | style="text-align: right;"| 11.198 |- ! style="text-align: left;"| Dragør | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 4.243 | style="text-align: right;"| 4.382 |- ! style="text-align: left;"| Store Magleby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 3.789 | style="text-align: right;"| 4.991 |- ! Hovedstaden med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.064.302''' | style="text-align: right;"| '''1.168.340''' | style="text-align: right;"| '''1.227.126''' | style="text-align: right;"| '''1.348.454''' | style="text-align: right;"| '''1.377.605''' |} Omkring 1960, da Hovedstaden nærmede sig sin fulde udbygning, var det muligt i geografisk, funktionel og andre henseender at skelne mellem 6 zoner:</br> 1. zone omfattede bykernen eller indre by, reelt hovedstaden inden for voldene. Dette område bestod af blandet boliger og serviceydelser, herunder centraladministrationen, mens den egentlige industri efterhånden var enten nedlagt eller udflyttet.</br> 2. zone omfattede de indre bydele eller brokvarterer (Vesterbro, Nørrebro, Indre Frederiksberg, Østerbro samt nordlige Sundbyer), der var blevet bebygget i slutningen af det 19. århundrede, og som omfattede tæt opførte etageboliger.</br> 3. zone omfattede de ydre bydele (Vigerslev, Vanløse, Brønshøj, Valby, Husum, Utterslev, Endrup, Hellerup med flere), der overvejende bestod af villaer og rækkehuse, og som især var udbygget i Mellemkrigstiden.</br> 4. zone omfattede de indre forstæder (Kastrup, Tårnby, Hvidovre, Rødovre, Herlev, Søborg, Gladsakse, Kongens Lyngby, Gentofte med flere), der overvejende var boligområder for folk sysselsatte i København men dog også i nogen udstrækning i stedlige virksomheder.</br> 5. zone omfattede de ydre forstæder (Glostrup, Ballerup, Bagsværd, Buddinge, VIrum, Holte, Nærum, Skodsborg med flere), der oprindeligt havde været egne byer, men som efterhånden blev indhentet af den storkøbenhavnske byvækst. Bebyggelsen var blandet, ofte fx. med etageboligområder og stedlige butikscentre nær stationer, mens villabebyggelse, enfamiliehuse og kolonihaver samt stedlig industri lå i særskilte områder omkring disse kerner af byudvikling.</br> 6. zone omfattede byområder, som vel aldrig voksede sammen med hovedstadens byområde, men hvor befolkningen i stor udstrækning var sysselsat i hovedstadens næringsliv (Vallensbæk, Ishøj, Greve, Høje Tåstrup, Smørumnedre, Måløv, Lille Værløse, Farum, Stavnsholt, Birkerød, Blovstrød, Lillerød, Øverød, Vedbæk, Hørsholm-Usserød med flere; desuden i voksende grad byer omkring stationer langs Kystbanen til Helsingør, langs Nordbanen til Hillerød, langs Frederikssundbanen til Frederikssund, langs jernbanen til Roskilde og langs Køge Bugt til Køge).<ref name="ÅÅ 1961 64ff">Aagesen 1960; s. 64-67)</ref> ==== ''Frederiksberg'' ==== Frederiksberg var en selvstændig sognekommune lige vest for hovedstaden. Beliggenheden og hovedstadens stærke befolkningsvækst bevirkede, at Frederiksberg var blandt de første områder, der blev regnet for forstad til København. Efter at demarkationslinjen i 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej i 1868. I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til: I 1876 Steen Blichers Vej og Poul Møllers Vej m.fl., samme år Monradsvej og 1879 Rathsacksvej, Christian Winthers Vej m.fl. Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik 6.s tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, ''Villa Taarnborg'' på Tårnborgvej, opført 1846-1847 for officeren A.C.B. Bibow, der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Herholdt fulgte ''Taarnborg'' op med flere villaer på Frederiksberg. Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje. Forstadsudviklingen bevirkede at man i en periode skelnede imellem et bydistrikt og et landdistrikt i kommunen. ==== ''Tårnby'' ==== Tårnbys udvikling i 1900-tallet blev præget af nærheden til Hovedstaden. Lige nord for lå Sundbyerne, hvor der allerede ved århundredeskiftet var en forstadsudvikling i gang. For Tårnbys vedkommende spredte byudviklingen sig i to grupper: ved Gammel Tårnby i form af begyndende udstykning af enkelte gårde, og som Tårnby Villaby i tilknytning til Amagerbrogade/Amager Landevej øst for den gamle landsby. Længe blev de to bebyggelser regnet som adskilte, idet Tårnby Villaby udgjorde en direkte forlængelse af bebyggelsen i Sundbyerne mod nord. Endnu ved århundredeskiftet lå gårdene spredt langs vejen: Sofienhøj, Frydenhøj, Kastrup Mølle, Ny Skjelgaard, Corneliusminde, Raagaardsminde, Nye Kastrupgaard, Lille Kastrupgaard, Løjtegaard, Raagaardsdal, Dalsgaard.<ref>Geodætisk kort 1898</ref> Allerede tidligt i århundredet var udstykningen af villagrunde i fuld gang. Udviklingen afspejlede sig i indbyggertallet: Tårnby Villaby havde 671 indbyggere i 1911, 759 indbyggere fordelt på 145 husstande i 1916, 851 indbyggere i 1921, 1.131 indbyggere i 1925, 2.110 indbyggere i 1935 og 2.268 indbyggere fordelt på 693 husstande i 1940. På dette tidspunkt var Tårnby villaby tillige under sammenvoksning med Kastrup by. I 1945 var der 2.269 indbyggere fordelt på 855 husstande. Fra 1950 blev Tårnby regnet sammen med Kastrup sogn som forstad til Hovedstaden. Gammel Tårnby lå lidt fjernere og udviste derfor i begyndelsen en langsommere udvikling: 583 indbyggere i 1906, 604 indbyggere i 1911 og 872 indbyggere fordelt på 100 husstande i 1916, 673 i 1921, 2.308 indbyggere i 1925, 3.632 indbyggere i 1930, 4.385 indbyggere fordelt på 1.188 husstande i 1935, 5.364 indbyggere fordelt på 1.525 husstande i 1940, 5.879 indbyggere fordelt på 1.674 husstande i 1945. Allerede i mellemkrigstiden var byplanlæggere opmærksomme på byudviklingen og det voksende behov for at sikre rekreative områder. I ''Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv'' udgivet at Dansk Byplanlaboratorium i 1936 blev det foreslået at opbygge et system af fredede områder forbundne med et net af stier<ref>Forchhammer; s. 32</ref>, blandt andet en kystnær sti hele vejen rundt langs Amagers kyst. Dette fordi øens jorder blev anset for frugtbare og intensivt drevne med gartnerier.<ref>Forchhammer; s. 77</ref> Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Tårnby ville vokse til at udgøre en særskilt satellitby adskilt af en mindre grøn bræmme. Byudviklingen var forudset at blive begrænset idet store dele af områderne syd for var udlagte til og berørte af Kastrup Lufthavn.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Tårnby blev regnet som område for forstadsudvikling med god trafikbetjening<ref>Byudviklingsplan 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Byudviklingsplan 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Byudviklingsplan 2, s. 25</ref>, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til Tårnby. Man regnede med, at et indbyggertal på 21.000 i 1950 ville vokse til 52.500, når de udlagte inderzoner og mellemzoner var udbyggede.<ref>Byudviklingsplan 2, s. 33</ref> Dertil kom byudvikling i tilknytning til Store Magleby og Dragør (men adskilt fra Tårnby byområde). Det var forudsat, at Tårnby ville udvikle sig til et kompakt, klart afgrænset byområde.<ref>Byudviklingsplan 2, bilagskort</ref> I 1967 blev den oprindelige plan fulgt op med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 8 for Københavns-egnens byudviklingsområde". I planen blev udlagt yderligere til byudvikling. For et af disse områder konstateredes, at området oprindelig var udlagt til sommerhusbebyggelse, at "''Arealet er udstykket i ca. 1800 parceller, og ca. 40% af sommerhusparcellerne bebos hele året, og byudviklingsudvalget har derfor givet tilladelse til anlæg af vandledninger i frostfri dybde og forbedring af boligvejene i området. Arealet, der kan og bør kloakeres, agtes anvendt til parcelhusbebyggelse og fællesanlæg, herunder skole.''"<ref>Byudviklingsplan 8, s. 30f</ref> Den samlede boligvækst i Tårnby var beregnet at vokse fra ca. 2700 i 1966 til ca. 4500, når alle muligheder var udnyttede.<ref>Byudviklingsplan 8, s. 17</ref> At det ikke kom videre, skyldes Kastrup Lufthavn, der lagde betydelige begrænsninger på byudviklingen. Netop i de samme år pressede Københavns overborgmester på for at få udlagt hele Amager til fremtidig boligudvikling<ref>Gaardmand, s. 119</ref>, og samtidig var der planer fremme om at flytte Kastrup Lufthavn til Saltholm.<ref>Gaardmand, s. 116f</ref> Disse planer kom dog aldrig til udførelse. ==== ''Hellerup'' ==== [[Fil:Tuborg Breweries, c. 1880.jpg|thumb|left|Tuborg bryggerierne omkring år 1880.]] Frem til omkring 1860 var København en vel afgrænset fæstningsby, idet der kun vest for Søerne var opstået en mindre sammenhængende forstadsbebyggelse, hvor demarkationslinjen var blevet ændret i 1852.<ref>København. Forslag til kommuneplan 1985, s. 177</ref> I begyndelsen af 1870'erne bredte forstadsbebyggelsen sig, og også Østerbro blev nu inddraget med spredte afstikkere mod nord til de nyligt anlagte fabrikker ved Tuborg.<ref>Boje og Hyldtoft, s. 224</ref> I tiden fra 1880 til 1900 søgte velhavende københavnere til Hellerup, hvor et omfattende villabyggeri nu begyndte.<ref>Boje og Hyldtoft, s. 226</ref> I 1887 blev Hellerupgård sammen med flere andre købt af proprietær C.L. Ibsen, som udstykkede de 38 hektar landbrugsjord. Ibsen var en driftig herre og regnes som Hellerups grundlægger. Den hastige udvikling frem til år 1900 skildres i samtiden således: "I den sydøstlige Udkant af Sognet paa den tidligere Hellerupgaards, Tuborgs og Gamle-Vartovs Jorder samt nogle Arealer af Gjentofte Jorder er der siden Klampenborgbanens Anlæggelse opstaaet Byen Hellerup, af hvilken en Del dog ligger paa Staden Kjøbenhavns Grund. I Hellerup ligger bl.a. en Skole, flere Privatskoler, et kirkeligt Forsamlingshus „Emaus“ (en Komite er dannet 1895 for Opførelsen af en Kirke i Hellerup), Børnehjemmene „Talitha Kumi“, opr. 1878, og „Christianshvile“ (det sidste stiftet af Foreningen af 23. Apr. 1882), et Gasværk („Strandvejs Gasværk“), anl. 1892 (der forsyner Gjentofte-Ordrup Kommune og en Del af Lyngby Sogn), Station paa Klampenborg- og Nordbanen (til Dels beliggende paa Kbh’s Grund) med Postekspedition og Telegrafstation, mange Villaer, Sporvognsforbindelse med Hovedstaden og flere Fabrikker, deribl. 1 Læste- og Træsko fabrik, Hellerup Glasværk ved Tuborg (tilhørende Aktieselskabet „Kastrup Glasværk“), der beskæftiger noget over 100 Arbejdere (i Hellerup Glasværks Spareforening til Alderdomsforsørgelse, opr. 20/2 83, var Sparernes Tilgodehavende 31/3 94: 8603 Kr., Rentefoden 3 pCt., Reservefonden 363 Kr., Antal af Konti 24), og Tuborg Fabrikker (stiftet 1873 som Aktieselskab, fra 1894 optaget i Aktieselskabet „De forenede Bryggerier“) med Mineralvandsfabrik, der aarligt producerer flere Millioner Flasker Mineralvande samt flydende Kulsyre, og Ølbryggeri, der aarligt producerer omtr. 70,000 Tdr. Øl, og hvis 10 Lagerkældere kunne rumme omtr. 30,000 Tdr.; Fabrikken beskæftiger omtr. 20 Funktionærer og 330 Arbejdere og har særlige Arbejderboliger (de sidste paa Kbh’s Grund). Fabrikkerne ligge ved Tuborg Havn, anl. if. Lov af 4/5 1875 (Kjøbenhavns Petroleumshavn), der søges aarligt af omtr. 700 Skibe og kan optage Fartøjer af indtil 20 F.s Dybtgaaende."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 261</ref> I 1901 havde Hellerup og Gentofte tilsammen 7.834 indbyggere. De fleste boede i Hellerup. I 1906 var Hellerups indbyggertal steget til 8.729, mens 4.342 havde adresse i Gentofte.<ref>Folketællingen 1906; s. 29*</ref> I 1911 boede der 10.667 mennesker i Hellerup og 5.230 i Gentofte.<ref>Folketællingen 1911, s. 105</ref> Allerede på dette tidspunkt var skellene mellem de forskellige byområder ved at forsvinde, og fra 1916 regnedes hele Gentofte Kommune som forstad til København. I 1934 blev Klampenborgbanen omdannet til en S-bane. ==== ''Gentofte'' ==== I anden halvdel af 1800-tallet gennemgik Gentofte en rivende udvikling: endnu i 1858 hed det: "Gjentofte, smukt beliggende ved Gjentofte Sø (Kirke, Præstegaard, Skole, Hospital, Kro)"<ref>J.P. Trap:''Kongeriget Danmark''; Speciel Deel. Første Bind: I; Kjøbenhavn 1858; s. 156</ref>, og i 1872 nævnes tillige "flere Lyststeder, Teglværker"<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 165</ref> men ved århundredeskiftet lød beskrivelsen således: "''Gjentofte'' (gl. Form: Gefnetofte), smukt beliggende ved Gjentofte Sø, med Kirke, Præstegd. (hvorfra al Jorden er bortsolgt), kirkeligt Forsamlingshus „Bethania“, opf. 1888 under Ledelse af Arkitekt L. H. Knudsen, Skole, flere Privatskoler, Fortsættelsesskoler (for Haandværkslærlinge o. a.), Asyl („Provst Boisens og Hustrus Børneasyl“, opr. 1862), Gjentofte-Lyngby Hospital, Børnehospital for Børn under 8 Aar, grundl. ved Gavebrev af Livlæge Th. Petersen, (Bygningen er paabegyndt Aug. 1895), et Alderdomshjem, opr. 1890 af Foreningen „Alderdomshjem“, der ejer to Boliger med tilsammen 8 Lejligheder til Friboliger for gamle, hæderlige trængende i Gjentofte-Ordrup Kommune, Schmedes’ og Hustrus Stiftelse (opr. 1875) med Friboliger for trængende Enker, forladte Hustruer eller ugifte Fruentimmer, Vældegaard Kvindeskole, opr. 1884. Jærnbanestation paa Nordbanen, Hotel, Postekspedition og Telegrafstation, Telefonforbindelse med Kjøbenhavn og mange Villaer. Ved Baunegaard skal der anlægges et Vandværk." Forholdene omkring århundredeskiftet blev beskrevet således: "1.163 levede af immat. Virksomh., 651 af Jordbr., 546 af Gartneri, 515 af Fiskeri, 1.664 af Industri, 1.033 af Handel, 38 af Skibsfart, 1.140 af andre Erhv. (deraf 1.051 Daglejere og Arbejdsm.), 501 af deres Midler, og 198 vare under Fattigv. Landbruget er vel stadig Hovederhvervet i Gjentofte Sogn; men de senere Aar have dog bragt en ikke ringe Forandring deri, idet en stor Mængde Villaer, som bebos af Folk, der have deres Forretning i Hovedstaden, ere blevne byggede, især i og omkring Gjentofte, Jægersborg og Hellerup, saaledes at disse Byer helt eller delvis have mistet Præget af Landsbyer, og mange af Jordbrugene ere blevne udstykkede. Det er derfor, at Gruppen „immateriel Virksomhed“ er saa stor, ligesom ogsaa Grupperne „Gartnere“, „industridrivende“ (Haandværkere) og „handlende“ som en Følge af den Kundekreds, Udvandringen fra Hovedstaden afgiver, ere betydelige. Mange ere dog kun „Landliggere“, hvorfor Sognet om Sommeren har mange flere Indb. end om Vinteren. Gjentofte Sogns faste Beboere var 1892: 4029. Gennem Sognet gaa Nordbanen og Klampenborgbanen samt Hovedlandevejen fra Kbh. til Frederiksborg."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 260</ref> ==== ''Ordrup'' ==== Urbaniseringen og styrkelse af infrastrukturen med jernbane betød meget for Ordrups vækst og for alle dele af Gentofte Kommune. Eksempelvis tog udstykning fart i begyndelsen af 1900-tallet, og villakvartererne skød op. ''Ordrup Realskole'' blev oprettet i 1867, og den lille privatskole ''Friser Skole'' fra 1879 voksede hurtigt og skiftede i 1911 navn til Ordrup Gymnasium. I andel havdel af 1800-tallet gennemgik Ordrup en rivende udvikling. Ved århundredeskiftet lød beskrivelsen således: "Ordrup med Kirke, Præstebolig, Kommuneskole, Latin- og Realskole (opr. 1873 som Internat, senere udvidet), privat Realskole, Asyl for Smaabørn (opr. 1860), Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Louises Asyl (opr. 1894), katolsk Kirke, „St. Andreas Kirke“, med en Skole, „St. Andreas Kollegiet“, der omfatter Almueskole og Latin- og Realskole, Internat for Drenge og flere Samlinger, deribl. et Bibliotek paa 11,000 Bind, St. Josephs Rekonvalescenthjem (opr. 1890), Apotek, Hotel, Traverbane og Cyclebane og en stor Mængde Landsteder. Til Ordrup slutter sig Charlottenlund med Slot, midt i Skoven af samme Navn, opført 1733, Kronprinsens Sommerresidens, forst-botanisk Have, Station paa Klampenborgbanen, egen Post- og Telegrafstation, Telefonforbindelse med Kjøbenhavn, Traktørsteder og mange Landsteder." Byen var da midt i sin udvikling. I en beskrivelse fra omkring århundredeskiftet hed det om Ordrup: "Agerbruget er her ikke længere den væsentlige Erhvervskilde. Store Dele af Sognet ere forvandlede til fuldstændige Villakvarterer, navnlig Ordrup med Charlottenlund og hele Strækningen langs Strandvejen, og Haandværkernes, de handlendes og Daglejernes Klasse samt Erhvervsgruppen „immateriel Virksomhed“ er langt i Overtal. Forøvrigt maa mærkes de mange Gartnerier ligesom ogsaa Fiskeriet i Skovshoved. Sognet gennemskæres fra N. til S. af Klampenborgbanen."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 266</ref> ==== ''Dyssegård'' ==== Dyssegård var i 1800-tallet en stor gård beliggende øst for Gentofte Rende. Matrikulært hørte gården til Gentofte bys jorder, hvorfra den var udflyttet. Ved gården lå et stort teglværk. I området lå også en række andre udflyttede gårde: Højsgård mod syd, Havsgård, mod sydøst, Bjergegård m.fl. mod øst (nu under nabosognet), Nørre og Sønder Ellegård, Nørre og Sønder Munkegård, Gamle og Ny Søndergård mod vest, der matrikulært hørte under Vangede. I begyndelsen af 1900-tallet blev området opslugt af Københavns fremadskridende byudvikling og bebygget med villabebyggelse: den første udstykning skete mellem 1905 og 1912 og omfattede jorder nord og syd for gården.<ref>Matrikelkort Original 2: Gentofte (0010151) 1905-1912</ref> Den sydlige del af gårdens jorder blev udstykket mellem 1912 og 1922<ref>Matrikelkort Original 2: Gentofte (0010151) 1912-1921</ref>, og resten af jorden blev udstykket mellem 1922 og 1929.<ref>Matrikelkort Original 2: Gentofte (0010151) 1922-1929</ref> Omtrent på samme tid, som denne udstykning fandt sted øst for Slangerupbanen, oprettet i 1906, skete en lignende udstykning vest for banen på jorder under Vangede. Endvidere blev der anlagt en skole i området. Slangerupbanen blev oprindeligt anlagt med stoppesteder i Emdrup og Vangede, men i 1932 blev oprettet et trinbræt ved Dyssegård (senere Dyssegård Station). I 1948 blev Emdrup nedlagt som stoppested. Stort set hele området blev bebygget med enfamiliehuse, dog blev områderne nærmest Vangede Station bebygget med etageboliger. ==== ''Brønshøj'' ==== Brønshøj lå nordvest for hovedstaden og blev tidligt påvirket af den fremadskridende forstadsudvikling. Sognet havde 1.552 indbyggere i 1850, 1.730 i 1855, 2.085 i 1860, 3.277 i 1870, 3.825 i 1880 og 4.812 i 1890. Brønshøjs forstadsudvikling omkring århundredeskiftet beskrives således: "218 levede af immat. Virksomh., 678 af Jordbr., 95 af Gartneri, 1548 af Industri, 810 af Handel, 7 af Skibsfart, 1284 af andre Erhv. (deraf 1.151 Daglejere og Arbejdsmænd), 108 af deres Midler, 54 vare under Fattigv. og 10 i Aandssvageanstalter). Industrien indtager en meget betydelig Plads, hvad der skyldes de store Fabrikker i den østl. Del af Sognet (Utterslev, St. Stefans Sognefogeddistrikt), ligesom ogsaa en Del af Arbejderbefolkningen har sit Erhverv i Hovedstaden. Ogsaa Tørveproduktionen har Betydning. Den vestlige Del af Sognet gennemskæres af Frederikssundbanen. I Sognet Byerne: Brønshøj, ved Landevejen til Frederikssund, med Kirke, Præstegd., Skole, Asyl (opr. 1870) og Kro; Vanløse, med Mølle og Handelsgartneriet, Husum med Mølle og Jærnbaneholdeplads paa Frederikssundbanen; Emdrup med Dampvaskeri og Folkehøjskolen „Emdrupborg“ (flyttet 1872 hertil fra Blaagaards Seminarium); Utterslev og Utterslevmark (St. Stefans Sognefogeddistrikt) med Kirke, „Kapernaumskirken“ (Filialkirke til St. Stefans Kirke i Kjøbenhavn), 2 Skoler, flere priv. Skoler, Asyl („Opdragelsen“); Gas og Vandværk (anlagt 1896), mange handlende og Haandværkere samt store Fabrikker, der mere og mere betage Utterslev Præget af en Landsby og faar den til at ligne en Forstad til Hovedstaden med dens høje Dampskorstene og kaserneagtige Bygninger, der huse en stor Arbejderbefolkning; dog har den ogsaa Kvarterer med en Del Villaer, der snarere lede Tanken hen paa, en By som Valby. Af Fabrikkerne nævnes: 1 Tændstikfabrik, 1 Terrakottafabrik, 1 Limfabrik, 1 Glasværk, 1 Ferniskogeri (tilhørende Aktieselskabet „De forenede Malermesteres Farvemølle“), 1 Klædefabrik („Bispebjærg Klædefabrik“), 1 Soda- og Vandglasfabrik samt Glud og Marstrands Metalvarefabrik (Aktieselskab, opr. 1895, Aktiekapital 800,000 Kr.), der bestaar af en med 2 Dampskorstene forsynet 150 Al. lang Fabriksbygning, hvor flere hundrede Arbejdere ere beskæftigede, og Brødfabrikkerne „Bispebjærg Mølle“ (Aktieselskab, opr. 1893, Aktiekapital 250,000 Kr.). Desuden har Kjøbenhavns Renovationskompagni sine Pladser her." Af Brønshøj Sogn havde St. Stefans Sognefogeddistrikt, der ved kgl. Res. af 7/12 1874 i kirkel. Henseende blev henlagt til St. Stefans Sogn i Kjøbenhavn, 1/2 90: 2596 Indb. (1/2 95: 2902, 1880: 2039), der boede i 202 Gaarde og Huse og fordeltes efter Erhverv saaledes: 84 levede af immat. Virksomh., 46 af Jordbrug, 34 af Gartneri, 1042 af Industri, 442 af Handel, 7 af Søfart, 859 af andre Erhverv (deraf 736 Dagl. og Arbejdsm.), 41 af deres Midler, og 41 vare under Fattigv. Brønshøj sogn blev indlemmet i København ved lov af 3. spril 1900. ==== ''Rødovre'' ==== Rødovre opretholdt sit landlige præg frem til begyndelsen af 1900-tallet. Endnu så sent som i 1890 var indbyggernes fordeling efter sysselsætning: "26 levede af immat. Virksomh., 329 af Jordbrug, 9 af Gartneri, 70 af Industri, 85 af Handel, 239 af andre Erhverv, 7 af deres Midler, og 95 vare under Fattigv." Bebyggelsen bestod ved århundredeskiftet endnu kun af landsbyen Rødovre ved vestsiden af Damhussøen med kirke og skole samt Islemark, der karakteriseredes som "med meget spredt liggende Huse" med fattiggård for Brønshøj-Rødovre sogne med plads til 90-100 lemmer. Ved landevejen mellem København og Roskilde lå Damhuskroen og gården Hendriksholm. Af andre større gårde fandtes kun Islegaard og Islehus.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 256</ref> Rødovres begyndende forstadsudvikling afspejles i sognets indbyggeres fordeling efter næringsveje i 1906: 47 levede af immateriel virksomhed, 409 af landbrug, 0 af fiskeri, 308 af håndværk og industri, 79 af handel, 0 af samfærdsel, 22 af formue, 9 af offentlig understøttelse og 16 af anden og uangiven virksomhed. Endnu i 1910 var landbrug den dominerende arealudnyttelse dog suppleret med gartneri med henblik på det nærliggende københavnske marked.<ref>Hansen (1960), s. 215f</ref> Da jernbanen mellem København og Roskilde gik sønden om sognet og lå forholdsvis langt fra den historiske bebyggelse, tog det tid inden, at Rødovre blev inddraget i den fremadskridende forstadsudvikling vest for hovedstaden. Først omkring 1930 var der skabt et sammenhængende forstadsområde mellem jernbanen og den historiske bebyggelse omfattende sognets sydøstlige del samt mere spredt bydannelse andre steder i sognet.<ref>Hansen (1960), s. 217</ref> Rødovres fremadskridende forstadsudvikling afspejles i antallet af indbyggere i sognet: 716 i 1901, 1.581 i 1916, 3.197 i 1925, 5.836 i 1930, 9.233 i 1935, 12.443 indbyggere i 1940. Karakteristisk for udviklingen var etableringen af Søtorp, en byggeforenings-villaby ved Damhussøen med ca. 50 villaer. I 1918 blev ejendommen Islevhus ved Roskilde landevej købt til udstykning og også i sognets sydlige del foregik omkring 1920 en stærk villabebyggelse. I 1930 var fordelingen efter næringsveje: 741 levede af landbrug, 2.997 af håndværk og industri, 594 af handel, 564 af samfærdsel, 339 af immateriel virksomhed, 220 af husgerning, 335 var ude af erhverv og 46 uangiven. I 1928 var 888 erhvervsaktive sysselsat i København svarende til 46,7% af de sysselsatte. Efter 2. verdenskrig fortsatte Rødovre sin forstadsudvikling: 14.780 indbyggere i 1945, 18.704 i 1950, 27.007 i 1955 og 39.345 i 1960. ==== ''Hvidovre'' ==== Det fik ikke nogen umiddelbar betydning, at jernbanen blev anlagt mellem København og Roskilde i 1847, heller ikke at den blev forlænget til Korsør i 1856, skønt den blev lagt igennem landsbyens nordligste marker. Endnu omkring århundredeskiftet var der ikke sket nogen byudvikling i tilknytning til jernbanen.<ref>Geodætisk Institut: målebordsblad 1898</ref> Derimod fik det betydning, at Valby og Vigerslev på dette tidspunkt blev udskilt fra det daværende Hvidovre Sogn og indlemmet i København, idet hovedstaden hurtigt efter bredte sig ud over de indlemmede områder og således nåede frem til Hvidovre. Omkring århundredeskiftet, før udskillelsen af Valby og Vigerslev, blev forholdene beskrevet således: "243 levede af immat. Virksomhed, 543 af Jordbrug, 95 af Gartneri, 16 af Fiskeri, 1561 af Industri, 434 af Handel, 16 af Skibsfart, 1124 af andre Erhv., (deraf 1010 Daglejere og Arbejdsm.), 183 af deres Midler, 39 vare under Fattigv., og 97 vare i Aandssvageanstalter. Den store Plads, som Industrien indtager, skyldes især de store Bryggerier, Frederiksholms Tegl- og Kalkværk og de andre Fabriksvirksomheder. Kjøbenhavn-Roskildebanen gennemskærer den nordvestlige Del af Sognet." At forstadsudviklingen berørte Valby snarere end Hvidovre fremgår af den samtidige beskrivelse: "I Sognet Byerne: Hvidovre med Kirke og Skole; Vigerslev (Vierslev); Valby (1/2 1890: 3.147 Indb. med 248 Gaarde og Huse; 1.896 4034 Indb.), sammenbygget med Frederiksberg og derved med Hovedstaden, med Filialkirken „Jesuskirken“, Præstebolig (for Sognepræsten til Hvidovre og Valby), Skole, flere Privatskoler, Asyl (stiftet 1842, med en egen 1874-75 opført Bygning), Vandværk med Taarn ved Søndermarken, anlagt 1896 af Stadsingeniør Jochimsen, med en omtr. 5000 Al. lang Vandledning og Pumpestation ved Damhus Sø), Kro, Postkontor med Telegrafstation og Telefonforbindelse med Kjøbenhavn, hvormed den ogsaa er forbunden ved Sporvej, Valgsted for Kjøbenhavns Amts 3. Folketingskreds, mange Villaer, stort Agerbrug og Handel med Hovedstaden, især Fjerkræ og Æg, og betydelige Fabrikker, deribl. 5 Garverier, Fabrikken Dan (Fabrikation af teknisk-kemiske Artikler), Kjøbenhavns Lervarefabrik (Aktieselskab, opr. 1885; Aktiekapital: 82,000 Kr.), Nordisk Kulsyrefabrik (Aktieselsk. opr. 1896, Aktiekapit., 100,000 Kr.), 1 Mølle („Store Kongens M.“), Bryggeriet Alliancevej (et 1886 oprettet Aktieselskab, nu hørende til „De forenede Bryggerier“), Fabrikken Alliance, Mineralvandsfabrik og Øltapperi, og først og fremmest de to Ølbryggerier Gamle Carlsberg og Ny Carlsberg." Det var netop disse bymæssigt bebyggede områder, som blev forenet med hovedstaden. Efter udskillelsen var Hvidovre atter et landligt sogn, men ikke længe. I 1906 havde sognet 653 indbyggere, hvoraf 5 levede af immateriel virksomhed, 369 af landbrug, 23 af fiskeri, 145 af håndværk og industri, 35 af handel, 30 af samfærdsel, 19 af formue, 26 af offentlig understøttelse og 1 af anden og uangiven virksomhed. Forstadsudviklingen i Hvidovre skete hurtigt: endnu i 1906 boede i sognet 653 indbyggere, i 1911 689 indbyggere, i 1916 767 indbyggere, i 1921 962 indbyggere<ref>FT 1921, s. 4</ref> hvoraf 816 boede i nyopståede villabebyggelser<ref>FT 1921, s. 61</ref>, i 1925 3.977 indbyggere, i 1930 6.523 indbyggere<ref>FT 1930, s. 163</ref>, i 1935 8.499 indbyggere<ref>FT 1935, s. 44</ref>, i 1940 12.014 indbyggere<ref>FT 1940, s. 123</ref>, i 1945 14.208 indbyggere<ref>FT 1945, s. 64</ref>, i 1950 23.163 indbyggere<ref>FT 1950, s. 52</ref>, i 1955 32.688 indbyggere<ref>FT 1955, s. 5</ref>, i 1960 38.411 indbyggere<ref>FT 1960, s. 57</ref>, i 1965 44.114 indbyggere.<ref>FT 1965, s. 40</ref> Byudviklingen skete i form af store, samlede udstykninger af hele gårdes jorder i parceller i tilknytning til et tilnærmet rektangulært vejnet. I første omgang omfattede disse udstykninger fortrinsvis de sydøstlige og sydlige områder, senere fulgte de nordvestlige områder. I 1930 var befolningens fordeling efter sysselsætning 352 levede af landbrug m.v., 3.839 af håndværk og industri, 632 af handel, 745 af samfærdsel, 244 af immateriel virksomhed, 273 af husgerning, 393 var ude af erhverv og 45 uangiven. I 1928 havde 1.210 indbyggere eller 53,1% deres indkomst fra arbejde i Hovedstaden. ==== ''Glostrup'' ==== I 1847 åbnede Danmarks første jernbane på strækningen København-Roskilde. Én af stationerne på strækningen blev placeret ved Glostrup, der dermed fik flere daglige togforbindelser til København og Roskilde. At jernbanen kom til byen betød i de første år kun begrænset vækst i området. Byen var fortsat en landsby, hvor hovedparten af indbyggerne ernærede sig ved landbrug. Undtagelsen var åbningen af Glostrup Bryggeri i 1845. Bryggeriet fik senere stor betydning for byen, og i 1890 beskæftigede det 48 af Glostrups befolkning.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 286</ref> I 1880 førtes de første telegraflinjer langs Roskildevej til Glostrup, og fire år senere fulgte telefonlinjer. Mod slutningen af 1800-tallet begyndte en kraftig udvikling i Glostrup. Byen begyndte at vokse hurtigt, og i 1880'erne tog Glostrup skridtet fra landsby til stationsby. Udviklingen blev desuden accelereret i forbindelse med opførelsen af Vestvolden ca. 2 km øst for byen i 1888-1892. Håndværkere, handelsfolk og voldarbejdere valfartede til byen, og i 1890 var landbruget for første gang ikke hovederhvervet. Omkring år 1900 begyndte udviklingen at tage fart, og flere centrale institutioner og virksomheder grundlægges. Allerede ved århundredeskiftet havde byen kirke, præstegård, skole, distriktslægebolig, apotek, jernbanestation, telegrafstation, postekspedition, kro, bryggeri, bageri, købmandshandel med mere. Af nye virksomheder tilkom blandt andet Oliemøllen (1901) der i 1923 overtoges af Sunlight, Glostrup Kommuneskole (1902) samt Forstædernes Bank (1905). I 1911 havde Glostrup 2.231 indbyggere, heraf ernærede 189 sig ved landbrug, 1.103 ved håndværk og industri, 387 ved handel, 135 ved transport og 105 af egne midler.<ref>J.P. Trap: Danmark; 4. udgave</ref> Endnu frem til mellemkrigstiden udgjorde Glostrup en selvstændig [[Stationsbyer i Danmark|stationsby]] men udviklede sig sideløbende til en satellitby til Storkøbenhavn, hvor i 1957 1.560 pendlede til hovedstaden for at arbejde.<ref>Hansen (1960), s. 224</ref> Siden har Glostrup udviklet sig til københavnsk forstad og vestlig bydel. ==== ''Herlev'' ==== I 1879 blev Frederikssundbanen anlagt, og der blev etableret en station ved Herlev, som dengang lå for langt fra den daværende landsby til at byudviklingen fulgte med. Endnu ved århundredeskiftet (1900) udgjorde Herlev et landligt område med landsbyen Herlev ved Frederikssundvejen, med kirke, skole, kro og jernbanestation, mens bebyggelsen Hjortespring var meget spredt liggende og havde en skole.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 259</ref> Lige efter århundredeskiftet begyndte imidlertid en forstadsudvikling ved Buddinge og Søborg, der som Herlev på daværende tidspunkt udgjorde en del af Gladsaxe kommune. I Herlev ønskede man imidlertid ikke at blive inddraget i forstadsudviklingen. I 1906 ansøgte en gruppe borgere derfor om at få udskilt Herlev fra Gladsaxe. Amtsrådet forlangte en afstemning om sagen, og i 1907 gik borgerne i Herlev til valg under mottoet: "''Vi er, og vil vedblive at være en agrarisk by''". Udfaldet af afstemningen var at alle vælgere stemte for adskillelsen med undtagelse af 6, der undlod at stemme, og den 1. april 1909 blev Herlev kommune udskilt fra Gladsaxe som en selvstændig kommune. Herlev Sogn blev i 1921 udskilt som et eget sognekald fra Gladsaxe Sogn.<ref name="Salm 483">''Salmonsens Konversationsleksikon'' (1930), s. 483</ref> Efter århundredeskiftet begyndte en stationsby imidlertid at vokse frem på en del af Herlevs jorder, dels ved udstykning omkring stationen sydøst for landsbyen, dels ved udstykning af nogle jorder øst for byen. Den fremvoksende Herlev stationsby havde i 1911 607 indbyggere, hvilket voksede til 718 i 1916, 814 i 1921, 1.327 i 1925, 1.788 i 1930, 2.090 i 1935, 2.450 i 1940 og 3.311 i 1945.<ref>''Statistiske Undersøgelser Nr. 10'': Folketal, areal og klima 1901-60; Det Statistiske Departement, København 1964; s. 168f</ref> Blandt andet skete der en bosættelse af folk med arbejde i København: af 846 beskæftigede i kommunen i 1928 havde de 274 (32,4%) deres indkomst fra København.<ref>Københavns Statistiske Kontor: ''Statistisk Maanedsskrift'', Nr. 6-8; 1930; s. 65</ref> I 1935 var antallet af pendlere til København vokset til 394<ref>Københavns Statistiske Kontor: ''Statistisk Maanedsskrift'', Nr. 11; 1937; s. 220</ref>. I 1921 blev Herlev beskrevet som en "''voksende Sogne- og Stationsby i Nordsjælland, c. 9 km NV f. Kbhvn ved Frederikssundsvejen''". Byen havde kirke, stor skolebygning (opført 1907), vandværk og kro.<ref name="Salm 319">''Salmonsen'' (1921), s. 319</ref> I 1930 fandtes endvidere præstebolig, læge, postekspedition, telegraf- og telefonstation, "''for Skolevæsenet er indført Købstadordning''" og kommunen var blevet forsynet med indlagt vand, elektricitet og gas.<ref name="Salm 483"/> Af byens 1.788 indbyggere i 1930 ernærede 214 sig ved landbrug, 898 ved håndværk og industri, 185 ved handel, 134 ved transport, 104 ved immateriel virksomhed, 94 ved husgerning, 137 var ude af erhverv, og 22 var uden angivelse. Kommunen havde da 2.384 indbyggere, det vil sige, at 75% af indbyggerne i kommunen boede i Herlev by<ref>''Statistisk Tabelværk'' 5 Række Litra A Nr. 20,; København 1935; S. 128</ref>, skønt den kun udgjorde 10-15% af kommunens samlede areal. I 1948 var der 3.009 skatteydere i Herlev Kommune; heraf havde 1.915 (63,6%) arbejde i København, 330 på Frederiksberg, 23 i Gentofte, 181 i Gladsaxe, 28 i Glostrup, 48 i Rødovre, 17 i Hvidovre, 30 i Lyngby-Taarbæk, 15 i Søllerød, 34 i Ballerup-Maaløv og 32 i Værløse Kommuner. Mens samlet 2.678 personer udpendlede, skete der samtidig en indpendling fra andre kommuner: 803 fra København, 55 fra Frederiksberg, 19 fra Gentofte, 155 fra Gladsaxe, 14 fra Glostrup, 10 fra Hvidovre, 33 fra Lyngby-Taarbæk, 36 fra Rødovre, 183 fra Ballerup-Maaløv og 36 fra Værløse, i alt 1.361 indpendlere.<ref>Københavns Statistiske Kontor: ''Statistisk Maanedsskrift'', Nr. 5; 1951; s. 174-176</ref> Den 15. maj 1949 blev indført S-togsdrift. Sammen med bolignøden i Hovedstaden fik dette snart følger: udstykninger, ikke mindst af socialt boligbyggeri, fulgte slag i slag. Medvirkende til byens hastige inddragelse i forstadsudviklingen var også en ringvej som blev lagt gennem kommunen mellem den gamle landsby og villakvartererne øst herfor. I 1947 havde en kreds af arkitekter i Egnsplanudvalget offentliggjort en ''Egnsplan for Storkøbenhavn'' (senere kendt som ''Fingerplanen''). Denne forudså at byudviklingen i hovedstadsområdets ydre dele skulle ske som "byfingre" langs udfaldsveje og i tilknytning til jernbaner. Forslaget omfattede også Herlev. En ringvej skulle skære gennem kommunen. Det blev foreslået at området nord for banen især skulle rumme boliger med tilhørende service, mens området sydvest for jernbane og ringvej skulle bruges til industri.<ref>Gaardmand, s. 36f</ref> Disse forslag blev fulgt: kommunen fik sin ringvej (Ring 3), der suppleredes af en motorringvej ved kommunens østlige grænse. Mod sydvest udvikledes et industrikvarter i tilknytning til vejene Mileparken og Marielundvej. Nord for banen udvikledes et bycenter i den gamle landsbys område lige nordvest for hvor Herlev Hovedgade og Ring 3 skar hinanden. I kommunens nordlige del blev bevaret et grønt område – en rest af de friarealer, som var forudset at blive bevarede mellem "byfingrene".<ref>Gaardmand, s. 223</ref> Herlevs inddragelse i forstadsudviklingen i tilknytning til Hovedstaden afspejler sig i indbyggertallet: endnu i 1945 havde man i kommunen kunnet skelne mellem Herlev by med 1.015 huse og 3.311 indbyggere og byen Hjortespring i kommunens nordlige del med 160 husstande og 558 indbyggere, men i 1950 var de to byer vokset sammen, og hele kommunen blev opgjort som forstadskommune til København. Det samlede indbyggertal voksede fra 3.869 i 1945<ref>Folketællingen 1945, s. 64</ref> til 7.674 i 1950<ref>Folketællingen 1950, s. 5</ref>, 15.666 i 1955<ref>Folketællingen 1955, s. 10*</ref>, 21.358 i 1960<ref>Folketællingen 1960, s. 57</ref> og 23.407 fordelt på 7.012 husstande i 1965.<ref>Folketællingen 1965, s. 125</ref> I 1957 var der 9.108 skatteydere i kommunen, heraf fik 5.097 (56,0%) deres indkomst i København.<ref>Københavns Statistiske Kontor: ''Statistisk Månedsskrift'', Nr. 7; 1958; s. 191</ref> ==== ''Ballerup'' ==== I slutningen af 1800-tallet blev Ballerup beskrevet som en by beliggende ved Landevejen og Jernbanen til Frederikssund, med kirke, skole, mølle, stor kro og hotel samt telegraf- og telefonstation.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 300</ref> Fra begyndelsen af 1900-tallet oplevede Ballerup stationsby en betydelig vækst. Antallet af indbyggere steg markant, med tal som 935 i 1906, 1.044 i 1911, og 1.769 i 1925. Denne kontinuerlige befolkningsvækst fortsatte med 2.445 indbyggere i 1930 og 2.577 i 1940.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 101. bind 1. hæfte: Folkemængden 5. November 1935 i Kongeriget Danmark; København 1936; s. 172</ref> I Ballerup i 1911 arbejdede 133 med landbrug, 403 med håndværk/industri, 263 med handel m.v.<ref>J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 4. udgave</ref> I 1930 havde Ballerup 2.445 indbyggere, med 350 i landbrug, 992 i håndværk/industri, 251 i handel, 193 i transport, 168 i immateriel virksomhed, 181 i husgerning, 293 uden beskæftigelse, og 17 uden angivet erhverv.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' 5. Række, Litra A Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 128</ref> Frem til 1930 fik Ballerup en lang række offentlige og private virksomheder: af offentlige og andre bygninger m.m. kan nævnes: ''kommuneskolen'' opført 1901 og tegnet af arkitekt Mandrup-Poulsen, ''gymnastiksal'' opført 1927 og tegnet af Knud Barfoed), ''gasværk'' opført 1909 og tegnet af ingeniør V. Nielsen, ''alderdomshjem'' opført 1926 og tegnet af H. Nielsen, ''badeanstalt'' opført 1926, ''brandstation'' opført 1926 og tegnet af arkitekt H. Nielsen og ingeniør Thomassen. Af statslige bygninger kan nævnes ''posthuset'' fra 1916 og tegnet af Magdahl-Nielsen. Af private bygninger og anlæg kan nævnes ''Ballerup Realskole'' opført 1915 og tegnet af arkitekt O. Falkentorp, ''Teknisk skole'' opført 1916 og tegnet af arkitekt O. Falkentorp, <ref>''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXVI; københavn 1930; s. 92</ref> Indtil 2. verdenskrig udviklede Ballerup sig som en satellitby med eget erhvervsliv og stigende forbindelse til København. Efter krigen blev byen mere integreret i hovedstadens udvikling, som ses i pendlingstallene: I 1948 pendlede 1.200 (36,1% af beskæftigede), og i 1957 steg det til 3.567 (43,2%)..<ref>Månedsskrift 1958</ref> "Fingerplanen" fra 1947, der koncentrerede byudviklingen langs jernbanelinjer i Storkøbenhavn, antydede, at Ballerup ville forblive en satellitby, mens Skovlunde ville vokse til en del af et sammenhængende forstadsområde med Herlev.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen fra 1947 førte til byreguleringsloven i 1949, der krævede oprettelsen af et byudviklingsudvalg til at planlægge fremtidig byudvikling i Hovedstadsområdet: (byudviklingsplan).<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Samme år, 1949, nåede S-togsnettet til Ballerup og satte yderligere fart i byudviklingen. Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". På grund af Ballerups jernbanestation ansås byen som egnet til byudvikling.<ref>Byudviklingsplan 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Byudviklingsplan 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Byudviklingsplan 2, s. 25</ref>, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd og nord for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Ballerup fortsat skulle udgøre et særskilt byområde.<ref>Byudviklingsplan 2, bilagskort</ref> Således gik det ikke. I de følgende år skete der en dispensation for byggeri på området beliggende mellem Ballerup og Skovlunde, hvorved Ballerup ville blive en forstad til Storkøbenhavn.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 22</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1965, som for Ballerups vedkommende forudsatte en kraftig udbygning af både områderne mellem jernbane og Frederikssundsvej og tillige nord for landevejen, hvorved Ballerup blev en del af et samlet byområde, som var væsentlig større end oprindeligt forudset.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, bilagskort og s. 26</ref> Det blev forudset, at der skulle udlægges et aflangt parkareal til rekreationsformål langs bebyggelsens sydside samt mellem Ballerup og Måløv.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 28</ref> I planen indgik både områder til boliger og til industri.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 30</ref> I 1945 havde Ballerup 2.949 indbyggere fordelt på 928 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 128. bind 1. hæfte: Folkemængde og administrativ inddeling 1945; København 1945; s. 72</ref>, i 1950 3.925 indbyggere fordelt på 1.247 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 147. bind 1. hæfte: Folkemængde 1950; København 1952; s. 5</ref>, i 1955 6.723 indbyggere fordelt på 2.229 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 166. bind 1. hæfte: Folkemængden 1. oktober 1955 og Danmarks administrative inddeling; København 1957; s. 5</ref>, i 1960 9.392 indbyggere<ref>Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 169</ref> mens Ballerup Sogn i 1965 havde 17.981 indbyggere fordelt på 5.700 husstande.<ref>Statistiske Meddelelser 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 163</ref> ==== ''Skovlunde'' ==== I 1879 anlagdes jernbanen fra København til Frederikssund forbi Skovlunde. Med anlæggelsen af jernbanen og en bedre Frederikssundsvej fik man udvidet kontakten til omverdenen. Nu kunne man med tog levere daglige landbrugsvarer og mælkeprodukter til københavnerne, og den daglige postforbindelse og telefonen var medvirkende til begyndende forandringer i Skovlunde fra starten af 1900-tallet. I første halvdel af 1900-tallet voksede Skovlunde kun langsomt: i 1925 havde Skovlunde Villaby 267 indbyggere, i 1930 389 indbyggere fordelt på 88 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 86. bind 2. hæfte: Folkemængden 5. November 1930 i Kongeriget Danmark; København 1931; s. 172</ref>, i 1935 607 indbyggere fordelt på 149 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 101. bind 1. hæfte: Folkemængden 5. November 1935 i Kongeriget Danmark; København 1936; s. 172</ref>, i 1940 271 indbyggere fordelt på 81 husstande.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 113. bind 3. hæfte: Folkemængden 5. November 1940 i Kongeriget Danmark; København 1941; s. 123</ref> I 1930 havde Skovlunde 389 indbyggere, hvoraf 159 levede af landbrug, 110 af håndværk og industri, 34 af handel, 34 af transport, 14 af immateriel virksomhed, 15 af husgerning, 21 var ude af erhverv og 2 havde ikke oplyst næringsvej.<ref>Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5. Række, Litra A Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 128</ref> Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Ballerup på længere sigt ville forblive en satellitby, mens Skovlunde ville vokse til at udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Herlev.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af Byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Skovlunde havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling<ref>Byudviklingsplan 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering,<ref>Byudviklingsplan 2, s. 21</ref> og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser,<ref>Byudviklingsplan 2, s. 25</ref> blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd og nord for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Skovlunde fortsat skulle udgøre et særskilt byområde.<ref>Byudviklingsplan 2, bilagskort</ref> Således gik det ikke. I de følgende år skete der en dispensation for byggeri på området beliggende mellem Ballerup og Skovlunde, hvorved de to byområder ville vokse sammen.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 22</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1965, som for Skovlundes vedkommende forudsatte en kraftig udbygning af både nord og syd for jernbane og landevej og sammenvoksning med Ballerup mod vest.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, bilagskort og s. 26</ref> Det blev forudset, at der skulle udlægges et aflangt parkareal til rekreationsformål langs bebyggelsens sydside samt mellem Ballerup og Måløv.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 28</ref> I planen indgik både områder til boliger og til industri.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 30</ref> Allerede omkring 1960 fremstod Skovlunde som en integreret forstad til København med karakter af soveby. Syd for banen lå den gamle landsby, men mellem denne og jernbanen var udbygget et område med etagehuse, syd for landsbyen lå et stort kolonihaveområde og øst for dette en-familieboliger. Også nord for jernbanen lå et omfattende villakvarter, og mod nordvest var udlagt et område til industrigrunde. Byen havde fået S-baneforbindelse.<ref>Aagesen, s. 65</ref> I 1945 havde Skovlunde 306 indbyggere fordelt på 88 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 128. bind 1. hæfte: Folkemængde og administrativ inddeling 1945; København 1945; s. 72</ref>, i 1950 416 indbyggere fordelt på 126 husstande<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 147. bind 1. hæfte: Folkemængde 1950; København 1952; s. 5</ref>, i 1955 1.006 indbyggere fordelt på 332 husstande (og Skovlunde by 697 indbyggere fordelt på 232 husstande)<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 166. bind 1. hæfte: Folkemængden 1. oktober 1955 og Danmarks administrative inddeling; København 1957; s. 5</ref>, i 1960 1.816 indbyggere (samt 3.562 i Skovlunde by)<ref>Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 169</ref> mens Skovlunde Sogn i 1965 havde 14.857 indbyggere fordelt på 4.642 husstande.<ref>Statistiske Meddelelser 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 163</ref> Skovlundes voksende inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Ballerup-Måløv Kommune til København: i 1948 1.200 pendlere svarende til 36,1% af de beskæftigede, i 1957 3.567 pendlere svarende til 43,2% af de beskæftigede.<ref>Månedsskrift 1958</ref> ==== ''Smørumnedre'' ==== Smørumnedre lå gennem hele første halvdel af 1900-tallet som en landsby omgivet af sine marker. Først omkring midten af århundredet skete en begyndende udstykning mod nordøst i tilknytning til den opvoksende stationsby og forstad Måløv, og først i 1960-erne skete en begyndende udstykning i tilknytning til selve landsbyen. ''Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavnsegnen'' fra 1951 havde forudset udviklingen ved Måløv, der blev lagt i "mellemzone", det vil sige til byudvikling på længere sigt, men ikke ved landsbyen<ref>Byudviklingsplan nr. 2, s. 17, 31</ref> Derimod forudså ''Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavnsegnen'' fra 1965, at der kunne udlægges en mere omfattende åben og lav boligbebyggelse i tilknytning til bebyggelsen ved Måløv, dog i første omgang kun i mellemzone, indtil der forelå en nærmere udarbejdet plan.<ref>Byudviklingsplan nr. 6, s. 58, bilagskort</ref> ==== ''Gladsakse'' ==== Gladsaxe kom til at ligge uden for det københavnske oplandsbanenet mellem Slangerupbanen og Frederikssundbanen. Beliggenheden betød, at Gladsaxe først efterhånden blev inddraget i den fremadskridende forstadsudvikling: Mens forstadsudviklingen skete i tilknytning til de to jernbaner især i Buddinge og Søborggaard, lå Gladsaxe som et åbent landområde i midten. Men efterhånden blev dele af byens jorder inddraget til bebyggelse især nordøst for byen, hvor der udlagdes store villaområder omkring jernbanen sydvest for Buddinge station. Den første udstykning længst mod nordøst på landsbyens jorder fandt sted allerede før 1. verdenskrig.<ref>Matrikelkort, Gladsaxe 1896-1909</ref> Gladsaxe by havde 478 indbyggere i 1911, og 678 indbyggere i 1916. Udstykningerne tog fart i mellemkrigstiden. Frem til 1931 begyndte udstykningerne at brede sig mod vest til områderne omkring landevejen mod Farum,<ref>Matrikelkort, Gladsaxe 1909-1931</ref> og nye udstykninger fandt sted i 1930-erne således, at det meste af landsbyens jorder nord for byen efterhånden var inddraget til villabebyggelse.<ref>Matrikelkort, Gladsaxe 1931-1939</ref> I mellemkrigstiden fremkom ''Københavnsegnens Grønne Omraader'' i 1936.<ref>Olaf Forchhammer: ''Københavnsegnens Grønne Områder''. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv; Dansk Byplanlaboratorium København 1936</ref> Under indtryk af den fremadskridende byudvikling omkring København lod Dansk Byplanlaboratorium udarbejde et samlet "Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv". Forslaget forudsatte blandt andet, at der skulle sikres en grøn korridor, der skulle forbinde Utterslev Mose med Gyngemosen syd for Mørkhøj og fortsætte videre sydvest for Gladsaxe by til Smørmosen og Fedtmosen, hvorfra der skulle være forbindelse til Hareskoven og Bagsværd Sø mod NV og Værebro Å i VNV.<ref>Københavnsegnens Grønne Omraader, s. 57f</ref> Forslaget blev imidlertid på dette punkt ikke udført. Gladsaxe bys indbyggertal voksede fra 497 i 1921 til 1.573 i 1925, 1.728 i 1930 og 2.785 i 1935.<ref>Folketællingen 1935, s. 163</ref> Samtidig med Gladsaxe by voksede andre byområder frem i kommunen: Søborggaard villaby, Buddinge stationsby, Bagsværd stationsby og Mørkhøj by. Fra 1940 blev indbyggertallet i Gladsaxe Kommune kun opgjort som helhed.<ref>Folketællingen 1940, s. 114</ref> I Fingerplanen fra 1947 var det forudset, at Gladsaxs jorder syd for landsbyen skulle indgå i en grøn kile mellem to byfingre i tilknytning til henholdsvis Slangerupbanen og Frederikssundbanen. Den grønne kile skulle strække sig helt ind til Utterslev Mose.<ref>Gaardmand, s. 36f</ref> Således gik det ikke. Fingerplanen førte til nedsættelse af et byudviklingsudvalg, og allerede i en byudviklingsplan nr. 2 fra 1951 var store dele af den planlagte grønne kile forudsat inddraget til bebyggelse.<ref>bilagskort i ''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 2 for Københavns-egnens Byudviklingsområde'', København 1951</ref> Senere, i en ny byudviklingsplan fra 1966, blev de resterende områder udlagt til bebyggelse.<ref>bilagskort i Betænkning nr. 438: ''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 7 for Københavns-egnens Byudviklingsområde'', København 1966</ref> ==== ''Hareskovby'' ==== Området blev oprindeligt kaldt Værløse Overdrev, da det før år 1900 blev brugt som græsningsareal af bønderne i Værløse; det kuperede landskab og de mange søer og moser gjorde området uegnet til landbrug. På overdrevet lå dog flere små gårde, men det var ikke noget godt sted at bo. Dertil lå det for afsides, når man kun kunne transportere sig til fods. Ved folketællingen i 1890 boede der 83 personer på Overdrevet. De første villaer i byen stammer fra omkring år 1900. Etableringen af Slangerupbanen gav journalisten Michael Skandrup ideen om, at her skulle ligge en villaby efter engelsk mønster, og han stod for opførelsen af en række palæagtige villaer. Her kunne man bo smukt og bekvemt og med toget hurtigt nå sit arbejdssted i byen. Skandrup stod også for opførelsen af et stort underholdningsetablissement Hareskov Pavillonen i 1906. Salget af husene gik dårligt, og han selv endte med en fallit i 1908. Først langt senere blev Hareskovby det boligområde, som Skandrup havde forudset. Hareskov Stationsby havde 227 indbyggere i 1916 og 345 indbyggere fordelt på 89 husstande i 1921.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 63 Bind 1 Hæfte: Folkemængden 1. Februar 1921; København 1921; s. 69</ref> Gennem 1920-erne og 1930-erne blev det meste af Overdrevet udstykket. Grundene var store. På mange blev der i første omgang bygget sommerhuse, men der blev også bygget en del villaer. Hen over årene blev sommerhusene erstattet af helårshuse. Gennem mellemkrigstiden voksede indbyggertallet i Hareskov Stationsby fra 345 i 1921 til 551 i 1925, 699 i 1930, 913 fordelt på 285 husstande i 1935<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 101 Bind 1 Hæfte: Folkemængden 5. November 1935; København 1936; s. 172</ref>, 1.067 indbyggere fordelt på 356 husstande i 1940<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 113 Bind 3 Hæfte: Folkemængden 5. November 1940; København 1941; s. 123</ref> Allerede i mellemkrigstiden var byplanlæggere opmærksomme på byudviklingen og det voksende behov for at sikre rekreative områder. I ''Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv'' udgivet at Dansk Byplanlaboratorium i 1936 blev det foreslået at opbygge et system af fredede områder forbundne med et net af stier<ref>Forchhammer; s. 32</ref>, blandt andet med udgangspunkt i Hareskovene og Jonstrup Vang omfattende Fedmose og Smørmose samt Værebro Å syd og sydøst for Hareskovby. Fra dette skulle udgå stiforbindelser mod syd langs Kagså, mod sydøst til Gyngemose, mod øst til Bagsværd sø og Lyngby sø, mod nord omkring Furesøen, mod nordvest via Søndersø til Ryget og mod vest til Veksø mose.<ref>Forchhammer; s. 15, 60</ref> I mellemkrigstiden blev Hareskovby til en by. Hareskov Skole blev grundlagt i 1918, senere udvidet adskillige gange. Hareskov Gasværk blev bygget i 1927. Hareskov Kirke blev bygget i 1929. 2. verdenskrig betød ikke noget afbræk i befolkningsudviklingen: i 1945 boede der 1.147 indbyggere fordelt på 380 husstande.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 128 Bind 1 Hæfte: Folkemængde og Administrativ Inddeling 1945; København 1946; s. 72</ref> Udviklingen fortsatte efter krigen: i 1950 var indbyggertallet steget til 1.393 fordelt på 454 husstande.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 147 Bind 1 Hæfte: Folkemængde 1950; København 1952; s. 5</ref> Omkring 1950 var udstykningen med få undtagelser ført til ende. Mange af grundene blev senere delt i 2 eller flere<ref>Furesøhistorien. Bd.2. Red. Flemming Holm-Larsen og Signe Thomsen. Værløseegnens Historiske Forening, 2014. figur 6.1 Indbyggere i Farum og Værløse... og afsnit 7.3.3 </ref><ref>Mogens Persson: Åvejkvarterets første 100 år. Frederiksborg Amts Avis, 30.juli 2018</ref>. Med sine 1761 indbyggere fordelt på 582 husstande i 1955<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 166 Bind 1 Hæfte: Folkemængden 1. Oktober 1955 og Danmarks administrative Inddeling; København 1957; s. 6</ref> var Hareskovby den næststørste bydel i Værløse Sogn<ref>Lille Værløse stationsby havde 1.915 indbyggere</ref>. Samtidig var en byudvikling i gang på Ballerup Overdrev i Ballerup-Måløv kommune; her boede 562 indbyggere, således at der i alt boede 2.323 i det samlede byområde. I 1960 var indbyggertallet vokset til 3.089 indbyggere fordelt på 2.246 i Værløse kommune og 843 i Ballerup-Måløv kommune.<ref>Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 169</ref> I 1965 blev hele Værløse kommune regnet som forstadskommune til Hovedstaden. Frem til 2. verdenskrig udviklede Hareskov stationsby sig til en satellitby, adskilt fra hovedstaden og med et vist eget næringsliv men med voksende tilknytning til København. Efter krigen indebar Hovedstadens fortsatte vækst, at også Værløse kommune efterhånden blev inddraget i den fremadskridende byudvikling. Hareskov stationsbys inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Værløse Kommune til København: i 1948 750 pendlere svarende til 37,0% af de beskæftigede, i 1957 1.135 pendlere svarende til 31,9% af de beskæftigede.<ref>Københavns Statistiske Kontor: Statistisk Månedsskrift 1958 hefte 7, s. 191</ref> Antallet voksede men andelen faldt noget. Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Hareskovby med jernbanestation på længere sigt ville vokse til at udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Bagsværd mens Lille Værløse ville forblive en særskilt satellitby. Byudviklingen var forudset at ske mod syd, idet Hareskoven forhindrede byudvikling mod nord; dog var denne byudvikling forudset berænset således, at der også mod syd ville være en ubebygget "grøn kile" til rekreative formål.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Hareskovby havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling<ref>Byudviklingsplan 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Byudviklingsplan 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Byudviklingsplan 2, s. 25</ref>, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Hareskovby ville udvikle sig til et langstrakt men rimeligt klart afgrænset byområde.<ref>Byudviklingsplan 2, bilagskort</ref> Således gik det ikke. I de følgende år skete der en stærk byudvikling i tilknytning til Hareskovby, som udviklede sig til en forstad til Storkøbenhavn.<ref>Byudviklingsplan nr. 7, s. 28</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Hareskovbys vedkommende forudsatte en fastholdelse af det oprindelige byområde.<ref>"Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" (''Betænkning nr. 438''; 1966), bilagskort</ref> Men hinsides kommunegrænsen mod syd, i Ballerup-Måløv kommune, blev flere områder i en tilsvarende opdateret byudviklingsplan fra 1965 lagt i inderzone eller mellemzone, og virkningen af dette var, at det rekreative område syd for Hareskovby efterhånden forsvandt.<ref>"Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde" (''Betænkning nr. 401''; 1965), bilagskort</ref> ==== ''Kongens Lyngby'' ==== [[Fil:C.W. Eckersberg, Prospekt af Lyngby 1810, KMS3806.jpg|thumb|Lyngby med Lyngby Kirke set fra Sorgenfri Park: C.W. Eckersbergs maleri udført mellem 1803 og 1810.]] [[Fil:Lyngby painting c. 1820.jpg|thumb|Maleri fra omkring 1820 med udsigt mod Lyngby Hovedgade og Lyngby Sø. Det hvide Palæ ses til venstre og Lyngby Kirke til højre.]] [[Fil:Lyngby Kirkestræde 12, bygning 1, Lyngby-Taarbæk, 2011-09-19.jpg|thumb|Præstegården tæt ved Lyngby Kirke.]] Allerede omkring 1800 var Kongens Lyngby en by med 890 indbyggere, i 1840 1.175 indbyggere, i 1860 1.751 indbyggere, i 1870 1.732 indbyggere og i 1880 2.221 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 3. Rk 4. Bind: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1^ste Februar 1880; Kjøbenhavn 1882; s. 52</ref> Ved midten af 1800-tallet havde Lyngby 150 gårde og huse, nogle i 2 etager, til dels tegltækte. Byen havde derved "''Liighed med en lille Kjøbstad''". Byen havde kirke, præstegård, skole, postkontor, distriktslægebolig, apotek, en afdeling af Gentofte hospital, 2 gæstgivergårde eller værtshuse, 1 vandmølle, 1 jernstøberi, 1 maskinbyggeri, 1 fabrik for landbrugsredskaber og tæt ved 1 teglbrænderi med en årlig produktion på 1½ mio. sten.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; Bind 1; Kjøbenhavn 1858; s. 158</ref> I 1863 fik Kongens Lyngby togforbindelse til København. Det medførte, at det rigere borgerskab fik mulighed for at flytte til Kgs. Lyngby i helårsboliger. I 1880 havde byen 2.221 indbyggere.<ref name="Trap271"/> Lyngby Hovedgade fik som det første sted i Danmark elektrisk belysning. I 1890 havde byen 2.556 indbyggere.<ref name="Trap271">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 271</ref> I 1890'erne blomstrede industrien langs Mølleåen, og der blev gennemført store udstykninger af villagrunde i Kgs. Lyngby (Digterkvarteret og Fuglevadskvarteret). Omkring århundredeskiftet beskrives Kongens Lyngby som "en købstadlignende Landsby med til Dels brolagte Gader, flere ret anselige, 2 Stokværk høje Huse med Tegl- eller Skifertag, mange Butiker, smukke Landsteder osv."<ref name="Trap271"/> Byen havde 274 huse, kirke, præstegård, menigheds- og missionshus (opført 1887), skole, privat realskole og 3 private pigeskoler, amtssygehus med 27 senge og 4 i epidemisygehuset, hospital, apotek, et asyl (oprettet 1860), børnehjemmet "''Børnely''" (oprettet 1853), Brede Plejehus (oprettet 1863), "''Aldersly''" for trængende ældre ægtepar (oprettet af Lyngby Sogn velgørende Forening) og Lyngby Arbejderforenings Stiftelse, Lyngby Landboskole og Grundtvigs Højskole, gasværk (oprettet 1895), flere hoteller og større traktørsteder, bogtrykkeri, der udgav "''Kjøbenhavns Amts Avis''", station på den nordsjællandske jernbane (ny udvidet station, opført i 1891 efter tegninger af N.P.C. Holsøe), postkontor med 1 postmester og 1 ekspedient og telegrafstation, telefonforbindelse med hovedstaden og flere større fabrikker, således 1 maskinfabrik, 1 messingvarefabrik og 1 jernstøberi, 3 klæde-, uld- og tøjfabrikker, 1 gardinfabrik og 1 sukkerraffinaderi (aktieselskab, oprettet 5/5 1895, aktiekapital 300.000 kr.). Lyngby var valgsted for Kjøbenhavns Amts 4. Folketingskreds og bolig for distriktslægen i Kjøbenhavns Amts nordre distrikt.<ref name="Trap271"/> Ikke kun byen men hele sognet blev præget af forstadsudvikling: "store Dele ere forvandlede til Villabyer, navnlig hele Kyststrækningen med Taarbæk og Lyngby, saaledes at de handlendes og industridrivendes Klasse har en stor Plads ved Siden af Landbrugerne; særlig maa fremhæves de store industrielle Anlæg i Lyngby og langs Mølleaaen. Ogsaa Fiskeriet har nogen Betydning. Sognet gennemskæres i den vestlige Del af den nordsjællandske Jærnbane og Hovedlandevejen til Frederiksborg."<ref name="Trap271"/> Kongens Lyngby voksede betydeligt i første halvdel af 1900-tallet: i 1901 3.701 indbyggere, i 1906 4.329 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 37. Bind 1. Hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark; København 1911; s. 105</ref>, i 1911 5.240 indbyggere, i 1916 5.791 indbyggere, i 1921 6.530 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 63. Bind 1. Hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 i Kongeriget Danmark; København 1921; s. 69</ref>, i 1925 7.385 indbyggere, i 1930 8.724 indbyggere, i 1935 13.178 indbyggere,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 101. Bind 1. Hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 i Kongeriget Danmark; København 1936; s. 163</ref> i 1940 18.325 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 113. Bind 3. Hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 i Kongeriget Danmark; København 1941; s. 114</ref> En følge af den fremadskridende forstadsudvikling omkring København og ikke mindst mod nord gjorde, at Kongens Lyngby samtidig sammenvoksede med andre byområder til at udgøre et mere eller mindre sammenhængende forstadsområde, men endnu så sent som i 1930 kunne Kongens Lyngby regnes som en satellitby i forhold til Storkøbenhavn. I 1911 havde Kongens Lyngby 5.240 indbyggere. Heraf ernærede 271 sig ved landbrug, 2.519 ved håndværk og industri, 893 ved handel, 322 ved transport.<ref>J.P. Trap: Danmark, 4. udgave</ref> Omkring 1920 beskrives byen: "Byen har Kirke; Præstegaard, Missions- og Menighedshus, stor Kommuneskole (bygget i Pavillonstil), Gymnasium, flere Privatskoler, tekn. Skole, Folkehøjskole (Grundtvig’s), som tillige ejer Landboskolen (grundl. 1867 af J.C. la Cour), Landbrugsmuseum (1906 overtaget af Staten, indeholder c. 10000 Numre), Folkemuseets Bygningsafdeling samt flere Forsøgsanstalter. Foruden Amtssygehus og Hospital findes flere humanitære Indretninger, saaledes Kommunens Alderdomshjem og to andre, »Lykkensgave« og »Aldersly«, L. Arbejderforenings Stiftelse, 2 Børnehjem, Magdalenehjemmet »Skovtofte« o. fl. Af Pengeinstitutter: Sparekassen og Banken for L. og Omegn. L. er Station paa Nordbanen og Udgangspunkt for Privatbanen L.—Vedbæk (aabnet 1900), den har Postkontor med Telegraf- og Telefonstation, Gas-, Vand- og Elektricitetsværk, flere Hoteller, Gæstgiverier og Traktørsteder. Der findes fl. industrielle Anlæg, saaledes Binder & Co.’s Klæde-, Uldvare- og Tæppefabrik, Gardin- og Tekstilfabrik, Farveri- og Merceriseringsanstalt, »Dansk Staalindustri«, Sukkerraffinaderi, 2 Maskinfabrikker, Cementfabrik, endvidere Fabrikker for Tilvirkning af Staalrør, Halmvarer, Trævarer, Papirposer, Vogne, Kemikalier, Mineralvande m. m."<ref>''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XVI; København 1924; s. 163f</ref> I 1930 havde Kongens Lyngby 8.724 indbyggere, hvoraf 296 levede af landbrug, 3.794 af håndværk og industri, 1.321 af handel, 612 af transport, 1.029 af immateriel virksomhed, 620 af husgerning, 937 var ude af erhverv og 115 havde ikke angivet erhverv.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'' 5. Række Litra A Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 128</ref> I 1930'erne byggedes Ulrikkenborgkvarteret i funkis-stil.<ref name=ing36>Rastrup, J.A.C. "Nyere bydannelser i Lyngby-Taarbæk kommune" ''Ingeniøren'', side I-1 til I-8. Nr. 3, 11 Januar 1936.</ref> Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det forudsat, at Kongens Lyngby kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med blandt andet Gladsakse og Bagsværd, hvorimod der ikke var forudset en sammenvoksning med Virum mod nordvest og Lundtofte mod nordøst.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Kongens Lyngby havde station på Nordbanen, med S-togsbetjening, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling<ref>Betænkning 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Betænkning 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Betænkning 2, s. 25</ref>, blev hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Kongens Lyngby lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.<ref>Betænkning 2, bilagskort</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1966, som for Kongens Lyngbys vedkommende indebar en praktisk talt fuldstændig udbygning af området fra Furesøen i vest til Hørsholmmotorvejen i øst, idet dog en del af området omkring Mølleåen samt nord for Lyngby Sø og Bagsværd Sø mod vest forudsattes bibeholdt i landzone.<ref>Betænkning 7, bilagskort</ref> Frederiksdal Gods med blandt andet Frederiksdal Skov og Spurveskjulskoven blev fredet i 1943, Lyngby Åmose blev fredet i 1949.<ref>Dahl, s. 20</ref> ==== ''Lundtofte'' ==== Først i løbet af mellemkrigstiden skete der en begyndende udstykning af villagrunde i tilknytning til Lundtofte. I 1930 havde Lundtofte sammen med Hjortekær 975 indbyggere, i 1935 havde Lundtofte by 330 indbyggere (Hjortekær by 605 indbyggere)<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 101. Bind 1. Hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 i Kongeriget Danmark; København 1936; s. 163</ref>, i 1940 2.124 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 113. Bind 3. Hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 i Kongeriget Danmark; København 1941; s. 114</ref> Hovedstadens fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Lundtofte kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med blandt andet Brede og Virum, hvorimod der ikke var forudset en sammenvoksning med Kongens Lyngby mod syd.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Lundtofte havde station på Nærumbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var muligt for byudvikling på længere sigt<ref>Betænkning 2, s. 17</ref>, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Betænkning 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Betænkning 2, s. 25</ref>, blev størstedelen af det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Lundtofte lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.<ref>Betænkning 2, bilagskort</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1966, som for Lundtoftes vedkommende indebar en praktisk talt fuldstændig udbygning af området fra Furesøen i vest til Hørsholmmotorvejen i øst, idet dog en del af området omkring Mølleåen som en grøn kile fra syd forudsattes bibeholdt i landzone.<ref>Betænkning 7, bilagskort</ref> ==== ''Nærum'' ==== Grundlaget for Nærums byudvikling var Nærumgård, som blev bygget i 1756 som landsted. I 1857 overtog D.B. Adler bygningerne, og han besluttede, at det efter hans død skulle omdannes til Nærum Børnehjem, hvilket skete i 1886. Ved enkens død i 1908 blev det solgt til Københavns Kommune med klausul om, at forsætte børnehjemsdriften. En moderne sogneskole blev opført i 1901 som afløser for Nærums oprindelige landsbyskole. En kostskole opførtes 1907 og blev indviet d. 3. september 1909; driften af kostskolen blev fortsat frem til afslutningsfesten d. 1. juni 1932, da skolen måtte lukke som følge af en meget trang økonomi. Der kom også en højskole til byen i 1916. Desuden fik byen frem til 1. verdenskrig jernbanestation, postekspedition og telegrafstation, hotel, mejeri og en mineralvandsfabrik. I 1906 blev oprettet et kvindesanatorium og i 1907 et børnehjem.<ref>J.P. Trap: Danmark, 4 udgave, bind 1, s. 299</ref> I 1911 havde Nærum 779 indbyggere, heraf ernærede 137 sig ved landbrug, 229 ved håndværk og industri, 122 ved handel og 63 ved transport. Nærum stationsbys befolkningsudvikling var forholdsvis rolig og blev fordoblet fra 638 i 1906 til 1.272 i 1930. Allerede fra 1935 blev hele den daværende Søllerød Kommune regnet som forstad til Storkøbenhavn.<ref name="DST">Danmarks Statistik: ''Statistiske Undersøgelser Nr. 10'': "Folketal, areal og klima 1901-60"; København. 1964; s. 168f</ref> Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Nærum med Nærumbanen kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Søllerød og Holte stationsby, trafikbetjent af jernbanen og en ny Hørsholmmotorvej vest om Nærum.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Heri konstateredes, at der var sket en mindre udstykning ved Nærum,<ref>Betænkning 2, s. 13</ref> og argumentet med trafikbetjening med Nærumbanen blev gentaget,<ref>Betænkning 2, s. 17</ref> omend denne forudsattes gjort bedre med en projekteret Lundtoftebane.<ref>Betænkning 2, s. 18</ref> Området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Betænkning 2, s. 21</ref> og byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser.<ref>Betænkning 2, s. 25</ref> Hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Nærum blev derfor lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.<ref>Betænkning 2, bilagskort</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1966, som for Nærums vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.<ref>Betænkning 7</ref> [[Fil:Nærumvænge Torv før supermarkedet blev bygget.jpg|thumb|Nærumvænge Torv i 1950'erne fra før supermarkedet blev bygget (åbnede i 1958).]] Fra 1951 til 1961 blev Nærumvænge Torv og Nærumvænge bygget, tegnet af Palle Suenson.<ref>Gaardmand, s. 48f</ref> I 1954 blev sygeplejehjemmet Hegnsgården opført nær biblioteket. ==== ''Søllerød'' ==== Da hovedstaden begyndte at vokse ud over sine grænser, blev også Søllerød påvirket af den fremadskridende urbanisering. Befolkningsudviklingen i Søllerød var følgende: i 1906 bestod byen af 87 huse med 413 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 21. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1906 i Kongeriget Danmark"; København 1906; s. 7</ref> i 1911 459 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 37. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark"; København 1911; s. 105</ref>, i 1916 688 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 51. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark"; København 1916; s. 63</ref>, i 1930 havde byen 938 indbyggere, i 1935 var der 260 husstande med 985 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 101. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1935 i Kongeriget Danmark"; København 1936; s. 163</ref>, i 1940 var der 326 husstande med 1.083 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 113. bd, 3. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1940 i Kongeriget Danmark"; København 1941; s. 114</ref>, i 1945 havde byen 1.058 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 128. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1945 i Kongeriget Danmark"; København 1946; s. 64</ref>, fra 1950 blev hele Søllerød Kommune betragtet som forstad til København. Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Søllerød kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Nærum og Holte stationsby.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Heri konstateredes, at der var sket mindre udstykninger ved Søllerød<ref>Betænkning 2, s. 13</ref>. Skønt Søllerød lå uden for de banetrafikbetjente områder (Nærumbanen og S-banen til Holte)<ref>Betænkning 2, s. 17</ref>, men under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering<ref>Betænkning 2, s. 21</ref>, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser<ref>Betænkning 2, s. 25</ref>, blev næsten hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Søllerød lagt i inderzone,, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.<ref>Betænkning 2, bilagskort</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1966, som for Søllerøds vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.<ref>Betænkning 7</ref> ==== ''Holte'' ==== [[Fil:Andreas_Juuel_-_Geels_Bakke.jpg|thumb|Geels Bakke (maleri af Andreas Juuel).]] Frem til midten af 1800-tallet var det område, Holte udviklede sig på, overvejende dækket af skov.<ref>Videnskabernes Selskabs Kort 1766 over Københavns Amt</ref> Gennem dette område var anlagt Kongevejen til Hillerød og Frederiksborg Slot omkring 1766. Vejen delte sig ved Rudersdal i to grene: en mod Hillerød og en mod Hirschholm. Langs vejen fandtes endnu frem til midten af 19. århundrede kun få, spredte huse. Holte opstod som [[Stationsbyer i Danmark|stationsby]] efter, at Nordbanen var blevet anlagt i 1864. Stationen blev lagt på det smalle stykke jord mellem Vejlesø og Geelskov. Byudvikling var kun mulig mod nord eller syd for stoppestedet på jorder, som hørte under Dronninggård (Næsseslottet), og her udviklede Ny Holte sig. Her skete en begyndende udstykning mellem 1879 og 1898 og tog form af to adskilte bebyggelser, den ene syd for Furesø og nord for Vejlesø ved Frederikslund, den anden syd for Vejlesø.<ref>Matrikelkort for Dronninggård 1879-18998 og 1898-1905</ref> Omkring og efter århundredeskiftet bredte bebyggelsen sig på begge sider af Kongevejen også på Øverøds jorder. Befolkningsudviklingen i Ny Holte eller Holte stationsby: i 1906 boede der 1.860 indbyggere, i 1911 2.675 indbyggere, i 1916 3.219 indbyggere,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 51. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark"; København 1916; s. 63</ref> i 1921 3.933 indbyggere, i 1925 5.003 indbyggere, i 1930 5.478 indbyggere, i 1935 6.480 indbyggere,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 101. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1935 i Kongeriget Danmark"; København 1936; s. 163</ref> i 1940 6.879 indbyggere,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 113. bd, 3. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1940 i Kongeriget Danmark"; København 1941; s. 114</ref> i 1945 7.311 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4. rk, 128. bd, 1. hæfte'': "Folkemængden 1. Februar 1945 i Kongeriget Danmark"; København 1946; s. 64</ref> Fra 1950 regnedes hele Søllerød Kommune som en forstad til København. I 1911 havde Holte stationsby 2.466 indbyggere, heraf ernærede 325 sig ved landbrug, 708 ved håndværk og industri, 407 ved handel, 202 ved egne midler.<ref>J.P. Trap: Danmark, 4. udgave</ref> {| class="wikitable" |- ! Bykvarter !! 1906 !! 1911 !! 1916 !! 1921 !! 1925 !! 1930 !! 1935 !! 1940 !! 1945 |- | Dronninggård || align=right|- || align=right|580 || align=right|1.230 || align=right|- || align=right|- || align=right|2.367 || align=right|3.011 || align=right|3.298 || align=right|3.656 |- | Rudegård || align=right|- || align=right|164 || align=right|219 || align=right|- || align=right|- || align=right|280 || align=right|320 || align=right|333 || align=right|457 |- | Øverød || align=right|598 || align=right|726 || align=right|768 || align=right|- || align=right|- || align=right|1.688 || align=right|1.959 || align=right|1.974 || align=right|1.929 |- | Søllerød || align=right|413 || align=right|459 || align=right|688 || align=right|- || align=right|- ||align=right|938 || align=right|985 || align=right|1.083 || align=right|1.058 |- | Skovridergård || align=right|- || align=right|147 || align=right|100 || align=right|- || align=right|- || align=right|205 || align=right|205 || align=right|191 || align=right|211 |- | Kaningård || align=right|- || align=right|390 || align=right|213 || align=right|- || align=right|- || align=right|- || align=right|- || align=right|- || align=right|- |- | '''Holte i alt''' || align=right|'''''1.860''''' || align=right|'''''2.675''''' || align=right|'''''3.213''''' || align=right|'''''3.933''''' || align=right|'''''5.003''''' || align=right|'''''5.478''''' || align=right|'''''6.480''''' ||align=right|'''''6.879''''' || align=right|'''''7.311''''' |} _{Kilde: diverse folketællinger. Bemærk, at grænserne løbende er blevet revideret også med tilbagevirkende kraft. For årene 1921 og 1925 findes ingen specificeret opdeling.} Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - ''Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn'' - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Holte kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Søllerød og Nærum stationsby.<ref>Gaardmand, s. 35-38</ref> Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.<ref>Gaardmand, s. 38</ref> Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde''". Da Holte havde station på Nordbanen, med S-togsbetjening, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling,<ref>Betænkning 2, s. 17</ref> og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering,<ref>Betænkning 2, s. 21</ref> og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser,<ref>Betænkning 2, s. 25</ref> blev hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Holte lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.<ref>Betænkning 2, bilagskort</ref> Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "''Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde''" fra 1966, som for Søllerøds vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.<ref>Betænkning 7</ref> ==== ''Birkerød'' ==== I 1864 anlagdes Nordbanen med station ved Birkerød. Følgen var en stærk byudvikling, som yderligere blev fremmet ved 2 teglværker umiddelbart ved byen. Byens udvikling blev stærkt præget af oprettelsen af den senere Birkerød Statsskole i 1868 og af Ebberødgård 1894, som gradvis blev udvidet og på sit højdepunkt i 1950'erne havde over 1000 beboere og over 1000 ansatte. Allerede i 1901 bestod Birkerød af 163 gårde og huse med 1.283 indbyggere,<ref>FT 1901, s. 11</ref> i 1906 188 gårde og huse med 1.481 indbyggere,<ref>FT 1906, s. 9</ref> i 1911 137 gårde og huse med 1.504 indbyggere,<ref>FT 1911, s. 105</ref>, i 1916 288 gårde og huse med 1.845 indbyggere,<ref>FT 1916, s. 63</ref> i 1921 343 gårde og huse med 2.125 indbyggere,<ref>FT 1921, s. 70</ref>, i 1925 3.222 indbyggere, i 1930 823 husstande med 3.392 indbyggere,<ref>FT 1930, s. 173</ref> i 1935 972 husstande med 3.624 indbyggere (byen regnedes nu som forstad til Storkøbenhavn),<ref>FT 1935, s. 163</ref> i 1940 1.163 husstande med 4.068 indbyggere.<ref>FT 1940, s. 114</ref> Fra 1945 regnedes hele kommunen som bymæssigt bebygget. Udbygningen af kommunen fortsatte i efterkrigsårene fra 7.092 indbyggere i 1945, over 11.124 i 1955 til 14.846 i 1960 og 18.884 i 1965. I 1948 havde 959 erhvervsaktive indbyggere i Birkerød kommune sysselsætning i København svarende til 24,0%. I 1957 havde 1.901 erhvervsaktive indbyggere i Birkerød kommune sysselsætning i København svarende til 31,6%. Omvendt havde 197 indbyggere i København sysselsætning i Birkerød i 1948 og 213 indbyggere i København sysselsætning i Birkerød i 1957. ==== ''Hørsholm'' ==== Hørsholm havde omkring år 1900 en større og en mindre klædefabrik, et garveri, et bogtrykkeri, flere købmandsforretninger, et gæstgiveri, desuden to store planteskoler, der blev drevet på gårde, som var forpagtede fra staten dels i Slotshaven, dels i Folehave Skov m. m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 72</ref> Af offentlige bygninger fandtes kirken og Hørsholm Birks ting- og arresthus (opført 1848) med retslokaler, kontorlokaler for birkedommeren og arrester for 10 arrestanter. Hørsholm var bolig for birkedommeren i Hørsholm Birk og distriktslægen for Hørsholm lægedistrikt, har filial for Frederiksborg Amtstuedistrikt, skole, privat realskole for drenge og piger, privat pigeskole<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 73</ref>, apotek, post- og telegrafkontor (en postmester), telefonforbindelse med Helsingør og var sæde for "Hørsholm Distrikts økonomiske Selskabs Spare- og Laane-kasse" (oprettet 5. april 1862).<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 74</ref> Hørsholm havde i 1801 501 indbyggere, i 1840 623 indbyggere, i 1860 635 indbyggere, i 1870 519 indbyggere, i 1880 645 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', Tredie Række, 4^de Bind; Kjøbenhavn 1882; s. 56</ref> I 1897 anlagdes Kystbanen med station, Rungsted Kyst, midt mellem Hørsholm og Rungsted. Dette bevirkede, at der efterhånden skete en kraftig byvækst både i Hørsholm og i Rungsted og omkring stationen. Således købte ejeren af Rungsted Badehotel, Fugmann, sammen med vinhandler Dreyer og andre i juni 1897 et stort areal i Rungsted, som de fik udstykket til villabebyggelse. Også andre store ejendomme som Folehavegård, Rungstedgård, Rungstedlund solgte grunde fra, men det skete gradvist, som regel kun en eller to byggegrunde ad gangen, hvorfor bebyggelsesudviklingen længe skete i langsomt tempo. Udstykninger til villabebyggelse skete således fortrinsvis på Vallerøds jorder syd for landsbyen og ned til Pennehave ved landevejen mellem Rungsted og Hørsholm. Bebyggelsen blev derfor i en periode kaldet Vallerød-Pennehave, fx i de statistiske opgørelser over indbyggertallets udvikling. Befolkningsudviklingen i den nye stationsby kan belyses med følgende tal: i 1906 271 indbyggere, i 1911 373 indbyggere, i 1921 917 indbyggere, i 1925 1.288 indbyggere, i 1930 1.419 indbyggere, i 1935 1.773 indbyggere og i 1940 1.565 indbyggere. Senere er indbyggertallet ikke blevet opgjort særskilt men kun som en del af Hørsholms indbyggertal. Ifølge en opgørelse fra 1930 var af Vallerød-Pennehaves indbyggere 195 sysselsat ved landbrug, 287 ved industri, 235 ved handel, 95 ved transport, 282 ved immateriel virksomhed, 192 ved husgerning, 191 var ude af erhverv og 42 uden oplysninger.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130</ref> Endnu op til omkring 1930 var det muligt at skelne mellem de tre bebyggelser<ref>Hein, s. 66</ref>, men efter 2. verdenskrig og især i 1960-erne, efter at Hørsholm i 1956 også havde fået motorvejsforbindelse med København, skete der en yderligere byudvikling på stedet blandt andet ved, at kommunalt ejet landbrugsjord blev udstykket og nu også til kædehuse og andre mindre ejendomme<ref name="Hein 65">Hein, s. 65</ref>, hvilket gjorde, at de tre byområder voksede sammen ligesom også Usserød blev en integreret del af byområdet. Den stedlige erhvervsudvikling blev yderst beskeden, og Hørsholms indbyggere blev overvejende folk, som dagligt pendlede til arbejde i Hovedstaden.<ref name="Hein 65"/> {| class="wikitable" |- ! År ! Hørsholm ! Vallerød-<br />Pennehave ! Rungsted ! Usserød ! heraf i <br />Birkerød Sogn ! heraf i <br />Bloustrød Sogn ! I alt Hørsholm by |- | 1901 | align="right" |900 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''''(900)''''' |- | 1906 | align="right" |1.140 | align="right" |271 | align="right" |87 | align="right" |1.051 | align="right" |''1.051'' | align="right" |- | align="right" |'''''(2.549)''''' |- | 1911 | align="right" |1.142 | align="right" |373 | align="right" |101 | align="right" |1.244 | align="right" |''1.244'' | align="right" | - | align="right" |'''''(2.860)''''' |- | 1916 | align="right" |1.330 | align="right" |- | align="right" |557 | align="right" |1.354 | align="right" |''1.354'' | align="right" | - | align="right" |'''''(3.241)''''' |- | 1921 | align="right" |1.364 | align="right" |917 | align="right" |511 | align="right" |1.683 | align="right" |''1.430'' | align="right" |''253'' | align="right" |'''''(4.475)''''' |- | 1925 | align="right" |1.676 | align="right" |1.288 | align="right" |627 | align="right" |1.901 | align="right" |''1.636'' | align="right" |''265'' | align="right" |'''''(5.492)''''' |- | 1930 | align="right" |1.579 | align="right" |1.419 | align="right" |736 | align="right" |1.957 | align="right" |''1.674'' | align="right" |''283'' | align="right" |'''''(5.691)''''' |- | 1935 | align="right" |1.807 | align="right" |1.773 | align="right" |828 | align="right" |2.077 | align="right" |''1.759'' | align="right" |''318'' | align="right" |'''''(6.485)''''' |- | 1940 | align="right" |1.905 | align="right" |1.565 | align="right" |1.365 | align="right" |2.092 | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''6.927''' |- | 1945 | align="right" |7.498 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''7.498''' |- | 1950 | align="right" |8.750 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''8.750''' |- | 1955 | align="right" |10.352 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''10.352''' |- | 1960 | align="right" |12.401 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''12.401''' |- | 1965 | align="right" |14.509 | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" | | align="right" |'''14.509''' |} <small>*Noter: Kilder: diverse folketællinger. Bemærk, at der især ved de ældre er usikkerhed i opgivelserne. - betyder manglende opgørelse mens tomt felt betyder at tallene ikke opgøres særskilt mere.</small> I 1948 pendlede 1.243 indbyggere fra Hørsholm (= 25,8% af de erhvervsaktive), i 1957 2.121 (= 32,6%).<ref> ''Statistisk Månedsskrift'' 1958</ref> Ifølge en erhvervsopgørelse fra 1911 var af 1.142 indbyggere 49 (3,5%) sysselsat ved landbrug, 526 (46.1%) ved industri, 208 (18.2%) ved handel, 66 (5,8%) ved transport og 74 (6,5%) levede af egne midler. I Rungsted var af 474 indbyggere 50 (10.6%) sysselsat ved landbrug, 16 (3,4%) ved fiskeri, 99 (20,9%) ved håndværk og industri, 72 (15,2%) ved handel, 105 (22,2%) ved transport.<ref>J.P. Trap: Danmark, 4. udgave</ref> Ifølge en opgørelse fra 1930 var af Hørsholms 1.579 indbyggere 114 sysselsat ved landbrug, 536 ved håndværk og industri, 235 ved handel og omsætning, 144 ved transport, 179 ved immateriel virksomhed, 129 ved husgerning, 185 ude af erhverv mens 57 ikke havde angivet indkomstgrundlag. I Rungsted var 171 sysselsat ved landbrug og fiskeri, 109 ved industri, 104 ved handel og omsætning, 72 ved transport, 58 ved immateriel virksomhed, 107 ved husgerning, 68 var ude af erhverv og 47 havde ikke givet oplysninger. I Vallerød-Pennehave (stationsbyen) var 195 sysselsat ved landbrug, 287 ved industri, 235 ved handel, 95 ved transport, 282 ved immateriel virksomhed, 192 ved husgerning, 191 var ude af erhverv og 42 uden oplysninger. I Usserød var 233 sysselsat ved landbrug, 1.015 ved industri, 163 ved handel, 149 ved transport, 71 ved immateriel virksomhed, 145 ved husgerning, 157 var ude af erhverv og 34 havde ikke givet oplysninger.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130</ref> Mens de sysselsatte ved industri helt dominerede i Usserød i den nordlige del af byområdet, spillede handel samt immateriel virksomhed en forholdsvis stor rolle i Hørsholm og stationsbyområdet. I 1950 var af det samlede byområdes befolkning 742 sysselsat ved landbrug, 3.438 ved industri og byggeri, 1.533 ved handel, 593 ved transport, 1.326 ved liberale erhverv, 919 levede af formue, mens 199 ikke havde oplyst indkomstgrundlag.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række 162. bind 2. hæfte: "Erhvervsgeografisk materialesamling. Folketællingen 1950; København 1956; s. 49</ref> Med 17,5% i handel og 15,2% ved liberale erhverv, samlet næsten en tredjedel, havde Hørsholm en forholdsvis stor andel af disse erhvervsgrupper. Nord for Hørsholm udviklede sig stationsbyen Kokkedal. Skønt der ved Kystbanens anlæggelse blev oprettet et stoppested ved Kokkedal skete der i første omgang næsten ingen bebyggelse. Endnu i 1947 omfattede bebyggelsen ved stationen ikke mere end en håndfuld huse. Efter krigen var hovedstaden imidlertid fortsat voksende, og det var kun en spørgsmål om tid, hvornår den ville nå Kokkedal. For at sikre, at udbygningen skete på en hensigtsmæssig måde, blev der nedsat et såkaldt byudviklingsudvalg for Københavnsegnen, men i første omgang omfattede byudviklingsplanerne ikke Kokkedal. Forholdene for en udbygning var vanskelige: stationen lå på grænsen mellem Hørsholm Kommune mod syd og Karlebo Kommune mod nord. Jorden nord for stationen på begge sider af banen tilhørte gården Jellerød, men vest for banen kun til Usserød Å. Hinsides denne hørte jorden under landsbyen Brønsholm. Jorden sydøst for stationen hørte under Kokkedal Slot, og jorden sydvest for stationen under Usserød. I Hørsholm Kommune, det vil sige syd for stationen, var der oprindeligt intet ønske om en bymæssig bebyggelse. Anderledes i Karlebo Kommune.<ref>Betænkning nr 4, s. 14</ref> I årene fra 1945-56 skete mindre udstykninger til dels med statslån.<ref>Betænkning nr 4, s. 10f</ref> I 1969 var hele den sydvestlige del af Jellerøds jorder udstykket til villaer både øst og vest for banen. De forbindende vejforhold var ikke gode, og nogen heldig løsning blev ikke skabt i tide. I den partielle udviklingsplan nr 4 fra 1960, hvor udbygning ved Kokkedal station blev fastlagt, var det forudset, at jernbanen skulle være den primære trafikbetjening.<ref>Betænkning nr 4, s. 12</ref> En ny byudviklingsplan fra 1966 forudsatte byudvikling for stort set hele den daværende Hørsholm Kommune bortset fra Kokkedal gods og de grønne områder syd for byen, det vil sige en sammenbygning af Hørsholm og Kokkedal vest for Kystbanen<ref>Betænkning nr 7, s. 26</ref>. De nordvestlige dele var forudset anvendt til erhverv, resten til åben lav, tæt-lav eller etageboliger.<ref>Betænkning nr. 7, s. 45f</ref> Disse planer blev gennemført, og de to byer, Kokkedal og Hørsholm, voksede således sammen til et samlet byområde. === Helsingør === Helsingør var i midten af 1800-tallet en af landets største provinsbyer. Det skyldtes Øresundstolden, som gav grundlag for skibsklarerere, handlende og havnearbejdere, men i 1857 blev tolden afskaffet, og byen oplevede et tilbageslag, der blandt andet gav sig udslag i en direkte afvandring fra byen med en befolkningsnedgang til følge. Byens beliggenhed ved Sjællands nordøstlige spids gav den kun ringe muligheder for oplandshandel, idet store dele af omegnen var dækket af skov og med en ret beskeden og spredt bosiddende befolkning. Byen var omgivet af et bredt bælte af købstadsjorder med spredt bebyggelse af lystejendomme og enkelte virksomheder: Godthåb glasværk samt 4 teglværker, der kun gav beskedne muligheder for sysselsætning. Dermed var mulighederne for befolkningsvækst umiddelbart stærkt begrænsede, og det samme gjaldt mulighederne for forstadsudvikling: uden for bygrænsen mod vest spærrede Teglstrup Hegn for enhver byudvikling, og mod syd, hvor der var åbent land, spærrede den store landejendom Borupgård ligeledes for forstadsudvikling. Mulighederne for forstadsdannelse var dermed begrænset til et smalt bælte langs kysten mod syd, hvor de to fiskerlejer Snekkersten og Skotterup lå. Noget længere sydpå lå fiskerlejet Espergærde, men dette var beskyttet imod at blive opslugt af en eventuel byudvikling af Egebæksvang skov således, at det også her kun var i den smalle bræmme langs Strandvejen, at en byudvikling var mulig, og da denne indtraf, forhindrede stejlepladsen syd for Skotterup en sammenvoksning af den bebyggelse, som skete i Snekkersten-Skotterup, og den bebyggelse, som skete i Espergærde. Den stagnation, der ramte Helsingør efter sundtoldens ophævelse, varede kun kort. Forbedrede samfærdselsforhold, turisme og en begyndende industrialisering vendte snart udviklingen. I 1855 havde byen 16 virksomheder af industrielt tilsnit med 277 arbejdere og i 1872 25 virksomheder med 446 ansatte, altså en stærk stigning.<ref name="Willerslev 1952 70">Willerslev (1952), s. 70</ref> Af stor betydning for byen var tillige, at den blev overfartsby til Helsingborg, herunder for tog. Derimod fik Helsingør aldrig nogen oplandshandel af betydning, idet Hornbæk og Espergærde allerede fra århundredeskiftet (1900) lagde beslag på den oplandshandel, der kunne have været. I 1864 anlagdes en jernbane, Nordbanen, der gik fra København over Hillerød og Fredensborg til Helsingør.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 27</ref> Trods flere udvidelser viste havnen sig snart at være for lille. Den 15. februar 1866 blev givet koncession til at anlægge en stor havn nord for Kronborg, der ved en 110 fod bred kanal skulle sættes i forbindelse med den daværende havn, og som skulle være såvel stapelplads for handelen mellem Nordsøen og Østersøen som være en farefri nødhavn, hvor skibene i stedet for at ankre på reden kunne søge ind og afvente gunstig vind, og hvor store maskinværksteder skulle kunne optage konkurrencen med udlandet. Projektet kom dog aldrig til udførelse. Havnens udvidelse var fortsat en påtrængende nødvendig, hvorfor man begyndte på nye overvejelser, og i årene 1878–1886 foretoges omfattende arbejder, hvorved indsejlingen blev forbedret, den søndre mole ombyggedes, et nyt bassin udgravedes ind i Grønnehave således, at havnen nu fik et fladeindhold af godt 11 tdr. land, hvoraf omtrent 8½ td. ld. havde en dybde af 22 engelske fod, resten 20 fod. Indløbets bredde blev 126 fod med en dybde af 22 fod. Kajernes samlede længde blev omtrent 5.000 fod, hvoraf omtrent halvdelen, som almindelig benyttes ved losning og ladning, blev forsynet med jernbanespor. Særlig betydning fik havnen i strenge isvintre, når sejladsen på København var standset, da den så benyttedes meget som tilflugtshavn. På den sydlige moles hoved opsattes et fast, rødt havnefyr, 21 fod over havet, af 6. orden. Desuden indrettedes der et fyr på Kronborg.<ref name="Trap 3 26">J.P. Trap (1898), s. 26</ref> Ved lov af 30. marts 1889 vedtoges anlæg af et dampfærgeleje for færgen til Helsingborg, som udførtes 1890-91 i havnens sydlige hjørne. Dampfærgen blev taget i brug i foråret 1892 med 5 gange daglig forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Det gamle Færgelav blev ophævet i 1882, og færgefarten blev frigivet. Ved ophævelsen i 1882 talte færgelavet kun 25 færgemænd med 12 karle.<ref name="Trap 3 26"/> Fra midten af 1800-tallet oplevede Helsingør en begyndende industrialisering. Blandt virksomheder i og ved byen omkring 1855 fandtes Godthåb Glasværk med 51 ansatte, 6 teglværker (desuden 4 i Tikøb Sogn) med i alt 126 ansatte, 1 jernstøberi, 1 uldspinderi, farveri og trykkeri, 1 bomuldsvæveri, 2 tobaksfabrikker med i alt 17 ansatte, 1 maskinværksted for agerbrugsredskaber, 2 pottemagerier med 7 ansatte, 4 garverier med 13 ansatte. Desuden havde byen 2 skibsværfter (bådebyggerier) med 55 ansatte og især beskæftigede med skibsreparationer, 2 dampmelmøller.<ref name="Trap1858 70" >J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 70</ref> Efterhånden gennemførtes flere forbedringer i de tekniske installationer i byen. Et gasværk blev opført i 1854. Med hensyn til byens vandforsyning, der tidligere var sket fra de syd for byen liggende damme, undergik vandværket en betydelig forbedring 1866 ved anbringelsen af filtrerapparater og ved anvendelsen af jernrør i stedet for trærør til ledningerne, hvorved vandet fik en langt betydeligere stighøjde således, at det kunne føres op i etagerne, men det afgav kun vand til interessenterne, de andre grundejere måtte selv anlægge brønde, og der blev derfor af kommunen, som købte det gamle vandværk, anlagt et nyt vandværk ude på Grønnehave. Kloakledninger blev i årene 1867–94 førte gennem alle gader.<ref name="Trap 3 23">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 23</ref> [[Fil:Helsingoer 1900.jpg|thumb|Helsingør 1900 med udvidet havn og skibsværft.]] I 1882 begyndte et nyt kapitel i Helsingørs historie, da Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S åbnede. Det skyldes utvivlsomt de forholdsvis gunstige vanddybdeforhold. Af betydning var det tillige, at Wiibroes Bryggeri (grundlagt 1840) i 1896 begyndte at sælge øl på flasker. Helsingør blev først og fremmest en industriby. Ved århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: glasværket "Godthaab", der lavede flasker i 2 ovne; 2 teglværker ("Nøjsomhed" og "Klostermosegaard"); 1 klædefabrik, hvormed var forbunden uldspinderi, farveri og trykkeri; 1 hvidevarespinderi (ca. 40 væve); 1 maskin-tapetfabrik; 2 tobaksfabrikker; 1 større garveri; 1 kalkbrænderi; 1 mineralvandstapperi; 1 eddikebryggeri; 1 bayersk- og 3 hvidtølsbryggerier; 1 brændevinsbrænderi med gærfabrik; flere større dampbagerier; 3 vindmøller og 2 dampmøller; 1 større slagteri, "Frederiksborg Amts Kreatur- og Andels-Slagteri" (anlagt 1894 på Grønnehave); 1 fiskenetfabrik (anlagt 1892 på Grønnehave); 1 træskibsbyggeri, der tilhørte et interessentskab (hovedvirksomheden var reparationer). Hvad, der dog særlig bidrog til at give byen et industrielt præg, var aktieselskabet „Helsingørs Jærnskibs- og Maskinbyggeri" (på Grønnehave, hvor den tidligere smukke Kronborg Allé lå), oprettet i henhold til koncession af 29. november 1881, med 7-800 arbejdere; i forbindelse med det stod en tørdok (mellem værftet og Kronborg). Dernæst aktieselskabet "Helsingørs Patent-Ophalingsbedings Interessantskab", oprettet 1878; det havde "ikke ringe Betydning og benyttes stærkt". Af andre større foretagender nævnes: aktieselskabet "Helsingørs Dampskibsselskab", oprettet 1881 ved sammenlægning af flere selskaber, og et interessentskab der drev Marienlyst Søbadeanstalt (aktieselskabet, der oprettedes 20. december 1885 og købte søbadehotellet, som er opført 1860—61 efter tegninger af Chr. Holsøe, lige som det lejede Marienlyst Slot med park, ophævedes 1888; slottet med parken tilhørte (og tilhører) kommunen).<ref name="Trap 3 22f">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 22f</ref> Den 1. februar 1890 havde byen 11.076 indbyggere (ved en af byrådet den 1. februar 1895 foretagen tælling var indbyggertallet 11.553). Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 1.604 levede af immateriel virksomhed, 4.718 af industri, 1.452 af handel og omsætning, 474 af søfart, 271 af jordbrug, 58 af gartneri, 108 af fiskeri, mens 1.729 fordeltes på andre næringsveje, 544 levede af deres midler, 104 nød almisse og 14 hensad i fængsel.<ref name="Trap 3 20">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 20</ref> Helsingørs befolkning var ujævnt stigende i slutningen af 1800-tallet: 8.111 i 1850, 9.097 i 1855, 8.442 i 1860, 8.891 i 1870, 8.978 i 1880, 11.076 i 1890, 13.902 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f">Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f</ref> Ved kongelig resolution af 11. april 1876 blev arealer under Tikøb sogn henlagte under Helsingør købstad.<ref name="StM 1911 95"/> Helsingørs egen befolkningsudvikling frem til århundredeskiftet havde på ingen måde kunnet danne grundlag for en egentlig forstadsudvikling. Når byen alligevel næsten voksede sammen med Snekkersten og til dels Skotterup, så skyldtes det landliggere: netop i anden halvdel af 1800-tallet begyndte de at bygge landliggervillaer ved Øresundskysten, og næsten hele strækningen fra Helsingør til Tibberup blev udstykket og bebygget i denne periode; kun fiskernes stejlepladser udgjorde afbrydelser og forhindrede et sammenhængende byområde. Det omfattende byggeri og de nye landliggere gav anledning til nye sysselsætningsmuligheder i Snekkersten og Espergærde, og der skete således en vis stedlig befolkningsvækst. Men endnu indtil og under 1. verdenskrig blev Snekkersten og Espergærde ikke anset som forstæder til Helsingør. {| class="wikitable" |- ! År<ref name="StU 1964 58f">Danmarks Statistik: ''Statistiske Undersøgelser'' nr. 10: "Folketal, areal og klima; København 1964; s. 58f</ref> ! 1906 ! 1911 ! 1916 |- ! style="text-align: left;"| Helsingør købstad | style="text-align: right;"| 14.534 | style="text-align: right;"| 13.783 | style="text-align: right;"| 15.475 |- ! style="text-align: left;"| Snekkersten | style="text-align: right;"| 555 | style="text-align: right;"| 569 | style="text-align: right;"| 675 |- ! style="text-align: left;"| Espergærde | style="text-align: right;"| 366 | style="text-align: right;"| 500 | style="text-align: right;"| 713 |- ! Helsingør med forstæder | style="text-align: right;"| '''15.455''' | style="text-align: right;"| '''14.852''' | style="text-align: right;"| '''16.863''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 14.534, heraf ernærede 1.645 sig ved immateriel virksomhed, 396 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 116 ved fiskeri, 8.141 ved håndværk og industri, 1.720 ved handel med mere, 1.356 ved samfærdsel, 560 var aftægtsfolk, 306 levede af offentlig understøttelse og 294 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4</ref> Det var således omkring århundredeskiftet, at mere end halvdelen af købstadens befolkning blev sysselsat ved håndværk og industri. Gennem mellemkrigstiden var Helsingørs indbyggertal voksende og samtidig skete der en vækst i forstaden Snekkersten, og også i Espergærde bosatte sig en række personer med arbejde i Helsingør, omend beskedent. I 1930 havde 109 personer i det daværende Egebæksvang Sogn fraset Espergærde arbejde i Helsingør svarende til 17,9% af befolkningen og i Espergærde 48 personer svarende til 7,5% af befolkningen.<ref name="AL">Data oplyst af Anita Lange, Danmarks Statistik</ref> {| class="wikitable" |- ! År<ref name="StU 1964 59">Danmarks Statistik: ''Statistiske Undersøgelser'' nr. 10: "Folketal, areal og klima; København 1964; s. 59</ref> ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Helsingør købstad | style="text-align: right;"| 15.457 | style="text-align: right;"| 15.118 | style="text-align: right;"| 15.841 | style="text-align: right;"| 17.140 | style="text-align: right;"| 17.965 |- ! style="text-align: left;"| Snekkersten | style="text-align: right;"| 873 | style="text-align: right;"| 1.216 | style="text-align: right;"| 1.294 | style="text-align: right;"| 1.415 | style="text-align: right;"| 1.559 |- ! style="text-align: left;"| Espergærde | style="text-align: right;"| 769 | style="text-align: right;"| 1.032 | style="text-align: right;"| 1.606 | style="text-align: right;"| 1.849 | style="text-align: right;"| 1.912 |- ! Helsingør med forstæder | style="text-align: right;"| '''17.099''' | style="text-align: right;"| '''17.366''' | style="text-align: right;"| '''18.741''' | style="text-align: right;"| '''20.404''' | style="text-align: right;"| '''21.436''' |} I henhold til erhvervstællingen 1925 fandtes der 364 virksomheder i Helsingør med 2.700 ansatte, heraf 2.042 egentlig industriarbejdere. Af disse var 165 sysselsat i næringsmiddelindustrien, 174 i tekstilindustrien, 71 i beklædningsindustrien, 248 i bygningsindustrien, 106 i trævareindustrien, 1.138 i metalindustrien og 140 i anden industri.<ref>Steenstrup, s. 48</ref> Beskæftigelsen i metalindustrien skyldtes ganske overvejende skibsværftet.<ref>Steenstrup, s. 49</ref> Ved folketællingen i 1930 havde Helsingør 15.841 indbyggere, heraf ernærede 1.345 sig ved immateriel virksomhed, 7.541 ved håndværk og industri, 1.769 ved handel mm, 1.550 ved samfærdsel, 509 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.043 ved husgerning, 1.893 var ude af erhverv og 191 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Snekkersten, Espergærde) og 131 (Helsingør)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Helsingør købstad | style="text-align: right;"| 509 | style="text-align: right;"| 7.541 | style="text-align: right;"| 1.769 | style="text-align: right;"| 1.550 | style="text-align: right;"| 1.345 | style="text-align: right;"| 1.043 | style="text-align: right;"| 1.893 | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 15.841 |- ! style="text-align: left;"| Snekkersten | style="text-align: right;"| 278 | style="text-align: right;"| 352 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 146 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 117 | style="text-align: right;"| 161 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 1.294 |- ! style="text-align: left;"| Espergærde | style="text-align: right;"| 274 | style="text-align: right;"| 453 | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 184 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 240 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 1.606 |- ! Helsingør med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.061''' | style="text-align: right;"| '''8.346''' | style="text-align: right;"| '''2.122''' | style="text-align: right;"| '''1.880''' | style="text-align: right;"| '''1.503''' | style="text-align: right;"| '''1.307''' | style="text-align: right;"| '''2.294''' | style="text-align: right;"| '''228''' | style="text-align: right;"| '''18.741''' |} Helsingør udviklede i mellemkrigstiden et vist net af oplandsforbindelser: foruden Nordbanen (der i 1934 fik trinbræt ved Mørdrup<ref>P. Thomassen: ''Kystbanen 1897-1972''; Historisk-topografisk Selskab for Søllerød Kommune 1972; s. 176</ref>), Kystbanen og Hornbækbanen busforbindelse mod Helsinge i 1922, busforbindelse til Snekkersten, Espergærde og Humlebæk i 1923 (forlænget til Sletten i 1930) og busforbindelse til Hornbæk i 1933 (1937 forlænget til Gilleleje).<ref>diverse køreplaner</ref> Gennem det meste af det 20. århundrede stod og faldt Helsingørs udvikling med den lokale industris samt jernbanedriftens og færgefartens udvikling. Nok spillede såvel handel som offentlige tjenester (Helsingør fik Frederiksborg Amts centralbibliotek, sygehus, politistation, brandvæsen og tilsvarende tjenester), men de spillede en fortrinsvis tilbagetrukken rolle. Først hen imod århundredets slutning, da industrien aftog i betydning, tiltog de andre virksomheder tilsvarende i betydning. Efter 2. verdenskrig fortsatte Helsingør sin befolkningsvækst. Af betydning for byens udvikling var det, at der i 1947 blev udarbejdet et ''forslag til dispositionsplan for Tikøb Kommune'', der fastlagde at mulighederne for byudvikling i Snekkersten var yderst begrænsede på grund af Borupgård, mens der i Espergærde var muligheder for en byudvikling i retning af Mørdrup og Tibberup, og det konstateredes, at der allerede var lavet planer for en udstykning af arealer vest for Kystbanen dels langs Mørdrupvej, dels ved Stokholmsvej. I 1957 fulgte Tikøb sogneråd op med en plan gående ud på, at Snekkersten skulle udbygges som forstad til Helsingør hvis og når der blev mulighed for at købe Borupgård, mens Espergærde skulle udbygges på hele arealet mellem Mørdrup i nord og Tibberup i syd. Enkelthederne i denne plan blev fastlagt i en revision af dispositionsplanens forudsætninger Espergærde by i 1960 udarbejdet af Tikøb kommune. Helsingørs fortsatte vækst bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg for Helsingøregnen omfattende Helsingør Købstadskommune, Tikøb Kommune samt Asminderød-Grønholt Kommune. Dette udarbejdede en byudviklingsplan, som forudsatte Snekkersten og Espergærde som de vigtigste fremtidige byudviklingsområder, idet samtidig de tilbageværende ledige arealer inden for købstadskommunens grænser forudsattes at blive inddragne til byudvikling. Helsingør havde fortsat store ledige markjorder at bygge på, men byudviklingen skete nu også uden for byens grænser. Forstaden Snekkersten voksede forholdsvis langsomt, mens Espergærde voksede stærkere, ikke mindst i kraft af tilflytning af indbyggere, der havde deres arbejde i Storkøbenhavn. Endnu i 1950 arbejdede kun 36% af Egebæksvang sogns indbyggere (fraset Espergærde) i Helsingør og 10,3% i Helsingør, mens det for Espergærdes vedkommende gjaldt at 23,2% arbejdede i Helsingør, 12,6% i København; over halvdelen arbejdede lokalt. Således var Helsingørs betdning som arbejdssted endnu yderst begrænset, men dette skulle ændre sig i det følgende tiår: ifølge en opgørelse fra 1957 havde 40% af Espergærdes indbyggere arbejde i Helsingør, 40% i Hovedstaden, 12% i resten af Nordøstsjælland og kun 8% lokalt<ref name="rud s21">Snerup Rud (1995), s. 21</ref> Espergærde lå med andre ord på det sted, hvor tiltrækningen fra Helsingør og Storkøbenhavn var lige stor. For Snekkersten gjaldt det, at 62% arbejdede i Helsingør og 27% i Storkøbenhavn; skønt Snekkersten således var en integreret forstad til Helsingør, lod hovedstadens nærhed sig også her mærke. {| class="wikitable" |- ! År<ref name="StU 1964 59"/> ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Helsingør købstad | style="text-align: right;"| 18.930 | style="text-align: right;"| 21.010 | style="text-align: right;"| 23.897 | style="text-align: right;"| 26.658 | style="text-align: right;"| 29.327 |- ! style="text-align: left;"| Snekkersten | style="text-align: right;"| 1.673 | style="text-align: right;"| 1.784 | style="text-align: right;"| 1.899 | style="text-align: right;"| 1.980 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Espergærde | style="text-align: right;"| 2.396 | style="text-align: right;"| 2.626 | style="text-align: right;"| 3.177 | style="text-align: right;"| 3.998 | style="text-align: right;"| * |- ! Helsingør med forstæder | style="text-align: right;"| '''22.999''' | style="text-align: right;"| '''25.420''' | style="text-align: right;"| '''28.973''' | style="text-align: right;"| '''32.636''' | style="text-align: right;"| '''37.560''' |} ^{*tal mangler} Byudviklingen i Espergærde bevirkede dels sognerådets flytning fra Tikøb hertil, dels at der i byens vestlige udkant blev udlagt et erhvervsområde, der bidrog med stedlige arbejdspladser, hvorved byen atter nedbragte sin afhængighed både af Helsingør og af Storkøbenhavn. ==== ''Snekkersten'' ==== [[Fil:Snekkersten 1898.png|thumb|Snekkersten 1898]] Snekkersten var gennem århundreder et fiskerleje, hvorfra der blev drevet bundgarnsfiskeri<ref>Topsøe-Jensen, s. 22</ref>; hele Øresundskysten var inddelt i fiskestader. I anden halvdel af 1800-tallet blev Snekkersten et udflugtssted for københavnske landliggere, blandt andet på grund af at et dampskib i kystfart langs Øresund havde stoppested ved fiskerlejet; rejsende blev roet til og fra skibet af en stedlig fisker.<ref>Topsøe-Jensen, s. 150</ref> I 1864 anlagdes jernbanen fra København over Hillerød til Helsingør (kendt som "Nordbanen") efter nogle år med holdeplads ved Snekkersten<ref>Topsøe-Jensen, s. 157</ref>. I 1897 anlagdes yderligere Kystbanen, der forenedes med Nordbanen ved Snekkersten station. Omkring århundredeskiftet begyndte en egentlig byudvikling, i begyndelsen præget af landliggeriet, med toldkontrol, bådehavn, skole, flere stiftelser oprettede af fru V. Heise (enke efter komponisten Peter Heise), således et børnesanatorium (1894), damehjem med fribolig for enligt stillede damer (1907) og stiftelse for afskedigede officerer og deres enker og børn (1907), endvidere hotel, bådebyggeri og guldlistefabrik.<ref>[https://runeberg.org/salmonsen/2/21/0861.html Salmonsen, s. 833]</ref> I tiden frem til 1970 var hele området mellem Øresund og Kystbanen blevet udbygget som et forstadsområde til Helsingør. ==== ''Espergærde'' ==== [[Fil:Grundlovsmonumentet 4.jpg|thumb|Grundlovsmonumentet i Egebæksvang.]] Espergærde var oprindeligt et fiskerleje ved Øresund, men i takt med, at bybefolkningen i København og Helsingør om sommeren søgte på landet, blev Espergærdekysten også et yndet feriemål. I begyndelsen lejede feeriegæsterne sig ind, men snart begyndte deogså at opføre egne ferieboliger. Udviklingen blev fremmet ved, at der udviklede sig en dampskibsfart langs Øresundskysten. Dampskibsfarten langs Øresundskysten blev efterhånden udvidet således, at den i 1877 havde anløbssteder i København, Skovshoved og Bellevue Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.<ref>Topsøe-Jensen, s. 148 og 153</ref> Samme år åbnedes en dagvognsrute fra Helsingør til Snekkersten, Skotterup og Egebæksro; sidst nævnte sted lå ud for Egebæksvang lige syd for Egebækkens udløb i Øresund. Her blev kort efter dagvognsrutens åbning for sommermånederne opsat en postbrevkasse. Disse tjenester blev dog atter opgivet. Alligevel skete der store ændringer i landliggerlivet på stedet i disse år. Indtil 1870-erne var landliggerlivet ved Øresundskysten overvejende endagsture til skov og strand. Men i næringsloven af 1857 var udtrykkeligt fastslået husejernes ret til at leje ud til fremmede og til at bespise lejerne, og sideløbende med endagsturene begyndte de stedlige beboere at udleje deres hovedhuse til landliggere, mens de selv flyttede ud og boede i udhuse, sidehuse eller lignende. Endvidere begyndte også snart at ske en udstykning af grunde langs kysten. Her opførtes den ene landliggervilla efter den anden. Allerede i 1848 opførtes "Mary Hill" som "''det første anselige Hus, man rejste paa den lange, sandede Strækning fra Humlebæk til Skotterup''"<ref>Topsøe-Jensen, s. 192</ref>. Til de ældste steder hørte også "Hostruphus", skænket 1870 som folkegave til digteren Jens Christian Hostrup<ref>Topsøe-Jensen, s. 193</ref>. I løbet af 1870-erne og 1880-erne blev kyststrækningen ud for Egebæksvang et af kystens mest yndede steder for det københavnske landliggerliv og taget i landliggernes besiddelse; omkring 1880 var allerede omkring fire femtedele af kyststrækningen udstykket til landliggerejendomme. Det var landliggerne selv, der tog skridtet til opførelsen af landliggervillaerne. Det voksende landliggerliv skabte helt nye forudsætninger for det stedlige næringsliv. Først skabte det omfattende byggeri af landliggervillaer næringsgrundlag for et voksende antal af bygningshåndværkere, en udvikling der kunne ske frit, fordi disse næringer ikke var underlagt næringslovens læbæltebestemmelser. I 1850 udgjorde antallet af bygningshåndværkere i Espergærdeområdet 3 tømrere, en i henholdsvis Skotterup, Mørdrup og Tibberup. I 1870 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 8, hvoraf 4 tømrere, i henholdsvis Skotterup, Espergærde, Mørdrup og Tibberup, 2 murere, i henholdsvis Mørdrup og Tibberup, og 2 snedkere, i henholdsvis Espergærde og Tibberup. I 1880 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 18, hvoraf 4 tømrere, 3 murere, 1 snedker, 1 maler og 1 glarmester. I 1890 var antallet af bygningshåndværkere vokset til 22. Landliggerne skabte også en helt ny kundekreds for handel, både for stedlige landbrugere og fiskere, der jo havde "lov" at sælge deres egne frembringelser<ref>Forordning angaaende Opkiøb af Landmandens Producter, 23. april 1845</ref>, og for de egentlige butiksdrivende, såvel købmanden i Skotterup som de butiksdrivende i Helsingør. I slutningen af 1800-tallet begyndte de første landliggervillaer at skyde op mellem Egebæksvang og Øresund, og fra 1897, da Kystbanen blev åbnet<ref>Topsøe-Jensen, s. 204</ref> med et stoppested (fra 1903 en station), ca. 1 km fra Espergærde, udviklede samfundet sig til et yndet landliggersted. [[Fil:Espergærde1898.png|thumb|300px|Espergærde 1898]] Egentlige landliggernæringer begyndte også at optræde i form af gæstgiverier, krohold og badehotel: i 1896 opførtes hotel "Gefion" oven for kystskrænten bag fiskerlejet og med udsigt over havet.<ref>Mikkelsen, s. 178</ref> Samtidig oprettedes flere badepensionater og landliggervillaer byggedes i stort tal mellem stationen og fiskerlejet syd for Egebæksvang. I forbindelse hermed fik Espergærde adskillige handlende og håndværkere, endda enkelte fremstillingsvirksomheder. Langt de fleste af de bosatte var dog pendlere til Helsingør og København, så at en overgang fik kystbanetoget øgenavnet "grosserertoget". I årene omkring århundredeskiftet skete en omfattende udstykning af parcelgrunde<ref>Mikkelsen, s. 177f</ref>, og antallet af tilflyttere tog et opsving. I disse år opstod en egentlig bymæssig bebyggelse, som fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet. Udviklingen afspejles i J.P. Trap: ''Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark'', hvor det i tredje udgave fra 1898 hedder: "''Tibberup med Mølle, Espergjærde Fiskerleje med Kro og Baadebyggeri. Mørdrup''"<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 52</ref> og lidt senere: "''I flere af de nævnte Byer, navnlig i Espergjærde, Skotterup og Snekkersten, ligge mange Villaer for Sommerbeboere, ligesom ogsaa de faste Beboere i stor Udstrækning udleje deres Huse i Sommertiden''". Til sammenligning hedder det i fjerde udgave fra 1920: "''Tibberup med Mejeri og Ml; Espergærde Fiskerleje – 1916: 144 Gde og Huse og 713 Indb. (1911: 500 med flg. Erhverv: Landbrug 54, Fiskeri 66, Haandv. 190, Handel 45, Transport 46) – med Egebæksvang Filialkirke og Skole, Børnehjem (Fredensdal), Hotel, Pensionater og Villabebyggelse, Brugsforen., Baadehavn (2,6 m) og Jernbanest.; Mørdrup''".<ref>J.P. Trap: ''Danmark'', bind 2; København 1920; s. 66</ref> Uanset, at Traps omtale er kortfattet og ikke fyldestgørende, afspejler de to beskrivelser, at Espergærde udviklede sig betydeligt i årene mellem de to beskrivelser. Espergærde havde i 1930 1.606 indbyggere. Heraf ernærede 274 sig ved landbrug, gartneri og fiskeri, 453 ved håndværk og industri, 206 ved handel og omsætning, 184 ved transport, 81 ved immateriel virksomhed, 147 ved husgerning, 240 var ude af erhverv og 21 uden oplysning.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130</ref> [[Fil:Espergærde 1947.png|thumb|Espergærde omkring 2. verdenskrig]] Omkring 2. verdenskrig strakte bebyggelsen fra Espergærde sig til Mørdrup og Tibberup<ref>Snerup Rud, s. 16</ref>, og i 1947 vedtoges en dispositionsplan for Tikøb kommune, der forudsatte en sammenbygning af de tre bebyggelser.<ref>''Forslag til Dispositionsplan for Tikøb Kommune'', marts 1947</ref> I de følgende år skete en vis udstykningsvirksomhed i området. I 1951 opførtes det første etageboliger i form af "Skovparken" beliggende i tilknytning til Espergærde station og med butikker i stueetagen. I tilknytning hertil byggedes et mindre villaområde. I anden halvdel af 1950-erne blev Espergærde for alvor inddraget i byudviklingen i form af en stigende tilflytning. I henhold til en undersøgelse foretaget af kommunen kom i tiden 1954-59 10% fra Helsingør, 45% af tilflytterne fra Københavnsregionen og 45% fra det øvrige land. Kun få havde arbejde i byen: 40% arbejdede i Helsingør, 40% i Storkøbenhavn, 12% i det øvrige Nordøstsjælland og kun 8% i byen.<ref name="rud s21">Snerup Rud (1995), s. 21</ref> Dette førte til, at kommunen sigtede mod at udvikle stedlige arbejdspladser. [[Fil:Den Hvide By i Espergærde.jpg|thumb|Den hvide by i Espergærde.]] I 1960 vedtoges en ny dispositionsplan for Espergærde<ref>''Dispositionsplanens forudsætninger. Espergærde by. revision 1960'' (Tikøb kommune 1960)</ref>, og nu byggedes etageboliger og villaer i stort omfang. Desuden udlagdes et industriområde i den vestlige del af det planlagte byområde. I 1960-erne skete en voldsom udbygning af Espergærde, hvis indbyggertal voksede fra 4.000 til 10.000 indbyggere. Mest markant var opførelsen af byområdet "Den hvide by", igangsat 1962 på den tidligere landbrugsejendom Søbækgårds jorder.<ref>Snerup Rud (1995), s. 11</ref> Den hvide by omfattede 46 kædehuse, etagehuse i 3 etager og et samlet butiks- og servicecenter.<ref>Snerup Rud (1995), s. 10</ref> Kædehusene blev opførte omkring to grønninger og med fælles varmecentral. Etagehusene blev opførte af flere byggefirmaer. De første etagehuse blev byggede efter tegninger af arkitekterne Peer Bruun og Per Christiansen, og disse tegninger blev siden anvendte ved etagebyggerier flere andre steder i landet. Husene blev fortrinsvis opførte ved lukkede sideveje, der næsten alle udmundede langs to fordelingsveje, Søndermarken og Hovvej, som lå på den ene side af bebyggelsen, mens et stort fællesareal med stier lå til den anden side. I tilknytning til bebyggelsen opførtes en større skole, Mørdrupskolen, og siden byggedes i tilknytning til butikscenteret blandt andet et nyt bibliotek, kirke, lægehus, posthus, ældreboliger, børnehave og vuggestue. Det var et af de første eksempler på samlede byggerier ud fra trafikdifferentieringsprincippet og med et samlet butikscenter omkring to fælles pladser. Byggeriet blev kendt for, at alle bygningerne oprindeligt havde hvide vægge (deraf navnet)<ref>Snerup Rud, s. 10</ref> og røde teglstenstage. Området kom til at udgøre en central del af det udbyggede Espergærde. I områderne nord og syd for "Den hvide by" blev villaer den fremherskende boligform. Byggeriet blev også her bygget efter en målsætning om adskillelse af gående og cyklende, der fik egne stisystemer, og kørende (biler og busser), der kørte ad centralt beliggende stam- og fordelingsveje. Mod syd opførtes i tilknytning til et idrætsanlæg tillige et mindre etageboligområde og en ny skole, Tibberupskolen. Omkring 1970 var næsten hele det udlagte byområde blevet bebygget. === Hillerød === [[Fil:-Hillerød 1900.jpg|thumb|Hillerød omkring 1900.]] Hillerød havde en gunstig beliggenhed midt i et stort opland, der kun var begrænset mod nord af Esrum sø og mod nordvest af Gribskov. I midten af 1800-tallet havde Hillerød 2 damp- og 3 almindelige brændevinsbrænderier, 2 ølbryggerier, 3 garverier, 1 klædefabrik, hørspinderi og uldspinderi med 12 ansatte, 1 bomuldsvæveri, 1 tobaksfabrik, 3 farverier, 1 felberederi, 1 teglbrænderi, 1 pottemageri, 1 skedevands- og farvefabrik og 1 bogtrykkeri. Desuden fandtes 2 vindmøller og 1 vandmølle samt en dampmølle. Byen havde 4 gæstgiverier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 75</ref> I 1872 havde byen 2 dampbrænderier og 1 almindeligt brændevinsbrænderi, 2 ølbryggerier, 5 maltgørerier, 2 garverier, 2 klædefabrikker og uldspinderier, 1 tobaksfabrik, 2 farverier, 1 pottemageri og 2 bogtrykkerier. På byens grund fandtes desuden 2 savværk, 2 vindmøller og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. Byen havne nu 3 gæstgiverier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 27</ref> I 1872 var 22 af byens 87 arbejdere sysselsatte ved F.W. Petersens savværk.<ref name="Willerslev 1952 71">Willerslev (1952), s. 71</ref> Ved århundredeskiftet havde byen 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 maskinværksteder, 1 dampbrænderi, 2 maltgørerier, 2 garverier, 1 klædefabrik, 2 tobaksfabrikker, 1 farveri, 1 pottemageri og 3 bogtrykkerier. Desuden fandtes i byen og på dens grund: 2 savværker, 1 vejr- og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. I byen fandtes 4 hoteller og 13 gæstgiverier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 44</ref> Hillerøds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men samtidig var en forstadsbebyggelse øjensynligt under udvikling i Frederiksborg slotssogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad<ref name="DS SM 1911 2f"/> | style="text-align: right;"| 1.929 | style="text-align: right;"| 2.292 | style="text-align: right;"| 2.301 | style="text-align: right;"| 2.533 | style="text-align: right;"| 3.059* | style="text-align: right;"| 3.731* | style="text-align: right;"| 4.572* |- ! style="text-align: left;"| Frederiksborg slotssogn | style="text-align: right;"| 1.046 | style="text-align: right;"| 1.108 | style="text-align: right;"| 1.303 | style="text-align: right;"| 1.342 | style="text-align: right;"| 1.616 | style="text-align: right;"| 1.561* | style="text-align: right;"| 2.046* |- ! Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.929''' | style="text-align: right;"| '''2.292''' | style="text-align: right;"| '''2.301''' | style="text-align: right;"| '''2.533''' | style="text-align: right;"| '''3.059''' | style="text-align: right;"| '''3.731''' | style="text-align: right;"| '''5.603''' |} Indlemmelser skete i Hillerød købstad af arealer i Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1877, 8. juli 1882 og 4. februar 1892. Omvendt blev arealer af Hillerød overført til Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1887 og 3. november 1887. Ved kongelig resolution af 22. maj 1906 blev arealer af Frederiksborg slotssogn indlemmede i Hillerød.<ref name="StM 1911 96"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 43</ref> | style="text-align: right;"| 131 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 633 | style="text-align: right;"| 1.341 | style="text-align: right;"| 834 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 481 | style="text-align: right;"| 201 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 3.731 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksborg slotssogn | style="text-align: right;"| 345 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 219 | style="text-align: right;"| 475 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 230 | style="text-align: right;"| 157 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.561 |- ! Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''476''' | style="text-align: right;"| '''37''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''852''' | style="text-align: right;"| '''1.816''' | style="text-align: right;"| '''929''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''711''' | style="text-align: right;"| '''258''' | style="text-align: right;"| '''72''' | style="text-align: right;"| '''41''' | style="text-align: right;"| '''5.292''' |} Hillerøds næringsfordeling i 1890 afspejlede byens betydning som oplandsby (immaterial virksomhed, handel), mens Frederiksborg Slotssogns næringsfordeling afspejler den nære tilknytning til købstaden. Ifølge en opgørelse for 1906 var fordelingen følgende: 468 levede af immateriel virksomhed, 216 af landbrug, 1 af fiskeri, 2.526 af håndværk og industri, 894 af handel mm, 363 af samfærdsel, 345 var kapitalister og aftægtsfolk, 166 fik offentlig understøttelse, 177 havde ikke opgivet indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4</ref> {| class="wikitable" |- ! År<ref name="StU 1964 60f">Danmarks Statistik: ''Statistiske Undersøgelser'' nr. 10: "Folketal, areal og klima; København 1964; s. 60f</ref> ! 1901 ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 59</ref> |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad | style="text-align: right;"| 4.572 | style="text-align: right;"| 5.156 | style="text-align: right;"| 5.551 | style="text-align: right;"| 5.773 |- ! style="text-align: left;"| Nyhuse (frederiksborg slotssogn) | style="text-align: right;"| 1.031 | style="text-align: right;"| 1.194 | style="text-align: right;"| 1.186 | style="text-align: right;"| 1.206 |- ! Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.603''' | style="text-align: right;"| '''6.350''' | style="text-align: right;"| '''6.737''' | style="text-align: right;"| '''6.979''' |} Gennem mellemkrigstiden var Hillerøds indbyggertal voksende: i 1921 6.069<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 6.281<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 6.822<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 7.608<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 8.199 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nyhuse og mere spredt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Hillerød. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad | style="text-align: right;"| 6.069 | style="text-align: right;"| 6.281 | style="text-align: right;"| 6.822 | style="text-align: right;"| 7.608 | style="text-align: right;"| 8.199 |- ! style="text-align: left;"| Nyhuse mm | style="text-align: right;"| 2.163 | style="text-align: right;"| 3.040 | style="text-align: right;"| 3.232 | style="text-align: right;"| 3.437 | style="text-align: right;"| 3.719 |- ! Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.232''' | style="text-align: right;"| '''9.321''' | style="text-align: right;"| '''10.054''' | style="text-align: right;"| '''11.720''' | style="text-align: right;"| '''12.724''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Hillerød 6.822 indbyggere, heraf ernærede 683 sig ved immateriel virksomhed, 2.466 ved håndværk og industri, 1.196 ved handel mm, 642 ved samfærdsel, 250 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 629 ved husgerning, 849 var ude af erhverv og 107 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Nyhuse, andre) og 131 (Hillerød)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad | style="text-align: right;"| 250 | style="text-align: right;"| 2.466 | style="text-align: right;"| 1.196 | style="text-align: right;"| 642 | style="text-align: right;"| 683 | style="text-align: right;"| 629 | style="text-align: right;"| 849 | style="text-align: right;"| 107 | style="text-align: right;"| 6.822 |- ! style="text-align: left;"| Nyhuse | style="text-align: right;"| 99 | style="text-align: right;"| 936 | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 219 | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 200 | style="text-align: right;"| 349 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 2.341 |- ! style="text-align: left;"| Andre bebyggelser | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 465 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 94 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 99 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 891 |- ! Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''426''' | style="text-align: right;"| '''3.867''' | style="text-align: right;"| '''1.572''' | style="text-align: right;"| '''955''' | style="text-align: right;"| '''914''' | style="text-align: right;"| '''887''' | style="text-align: right;"| '''1.297''' | style="text-align: right;"| '''136''' | style="text-align: right;"| '''10.054''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Hillerød sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.887 indbyggere i købstaden, i 1950 10.023 indbyggere, i 1955 10.840 indbyggere, i 1960 11.605 indbyggere og i 1965 12.832 indbyggere. Forstadskommunen Frederiksborg Slotssogn med Nyhuse var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Hillerød. I Harløse Sognekommune voksede en ny forstad, Lille Ullerød, frem vest for Hillerød. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Hillerød købstad | style="text-align: right;"| 8.887 | style="text-align: right;"| 10.023 | style="text-align: right;"| 10.840 | style="text-align: right;"| 11.605 | style="text-align: right;"| 12.832 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksborg Slotssogn | style="text-align: right;"| 5.136 | style="text-align: right;"| 5.644 | style="text-align: right;"| 5.749 | style="text-align: right;"| 6.081 | style="text-align: right;"| 6.851 |- ! style="text-align: left;"| Lille Ullerød | style="text-align: right;"| 273 | style="text-align: right;"| 333 | style="text-align: right;"| 390 | style="text-align: right;"| 461 | style="text-align: right;"| 1.091 |- ! style="text-align: left;"| Hillerød med forstæder | style="text-align: right;"| '''14.023''' | style="text-align: right;"| '''16.000''' | style="text-align: right;"| '''16.979''' | style="text-align: right;"| '''18.147''' | style="text-align: right;"| '''20.774''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Hillerød-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Frederiksborg Slotssogn'' ==== [[Fil:Hillerød - Nyhuse.png|thumb|Nyhuse beliggende mod vest ved Hillerød omkring 1900.]] Forstaden Nyhuses oprindelse går tilbage til 1803—4, idet der i 1803 udkom et almindeligt regulativ for fattigvæsen på landet, ifølge hvilket ved kongelig anordning oprettedes "Nyhuse Fattigdistrikt i Frederiksborg Slotssogn". I 1804 oprettedes ligeledes et særligt "Nyhuse Skoledistrikt", og der blev anlagt egen kirkegård for de lig af den samlede menighed, der hverken kunne anses at henhøre til Hillerød købstad eller til Nørre Herlev Sogn.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 117</ref> Allerede tidligt i 1800-tallet havde Nyhuse en skole og var hjemsted for Frederiksborg Amtstue og Hillerød Hospital.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 116</ref> Hillerød Hospital var blevet oprettet af Frederik 4. ved en fundats af 1. januar 1726 men undergik en hel ombygning ved kongelig resolution af 5. oktober 1866, idet de gamle brøstfældige, under Christian 6. opførte bygninger blev bortsolgte, og en ny hospitalsbygning opførtes i Frederiksborg Slotssogn, i Nyhuse, hvor efter hospitalet fik en ny fundats af 10. oktober 1870.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 42</ref> Nyhuses udvikling som forstad til Hillerød begyndte allerede omkring midten af 1800-tallet: "Indvaanernes Antal 1108. Flækken Nyhusenes Beboere ere deels Haandværkere, baade med og uden Borgerskab i Hillerod Kjøbstad, deels Embedsmænd og Betjente ved Frederiksborg Slot, Stutteriet og Hovedgaardene. Agerdyrkning og Landboerhverv er ubetydeligt."<ref>J.P. Trap: Danmark, 1. udgave, bind 1 (1855), s. 110</ref> Nyhuses indbyggere var i 1800-tallet håndværkere med og uden borgerskab i Hillerød, embedsmænd og betjente ved Frederiksborg Slot, Frederiksborg stutteri og hovedgårdene (Hillerødsholm, Trollesminde, Favrholm)<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 87</ref> Slotssognets inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.034 indbyggere ernærede 120 sig af immateriel virksomhed, 618 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 894 af håndværk og industri, 126 af handel og omsætning, 87 af samfærdsel, 80 af formue, 55 ved offentlig understøttelse, 54 af anden og uangiven virksomhed. I 1911, da Nyhuse havde 1.186 indbyggere, var 98 sysselsat ved landbrug, 492 ved håndværk og industri, 169 ved handel og omsætning og 51 ved transport.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 4. udgave</ref> I 1930, da Nyhuse havde 2.341 indbyggere, var 99 sysselsat ved landbrug, 936 ved håndværk og industri, 299 ved handel og omsætning, 219 ved transport, 218 ved immateriel virksomhed, 200 ved husgerning, 349 var ude af erhverv og 21 uden angivelse. Den øvrige forstadsbebyggelse i sognet talte 891 indbyggere, hvoraf 77 var sysselsat ved landbrug, 465 ved håndværk og industri, 77 ved handel, 94 vedsamfærdsel, 18 ved immateriel virksomhed, 58 ved husgerning, 99 var ude af erhverv.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130</ref> {| class="wikitable" |- ! Indbyggertal<ref>Det statistiske Departement: "Folketal, areal og klima 1901-60" (''Statistiske Undersøgelser nr. 10''; København 1964, s. 60-61)</ref> |- | År || Hillerød<br />købstad || '''Nyhuse''' ||align=center| Andre forstæder i<br />Frederiksborg Slotssogn ||align=center| Lille Ullerød<br />(Harløse Kommune) || Byområde<br />I alt |- | 1901 ||align=right| 4.572 ||align=right| '''1.031''' ||align=center| - ||align=center| - ||align=right| 5.603 |- | 1906 ||align=right| 5.156 ||align=right| '''1.194''' ||align=center| - ||align=center| - ||align=right| 6.350 |- | 1911 ||align=right| 5.551 ||align=right| '''1.186''' ||align=center| - ||align=center| - ||align=right| 6.737 |- | 1916 ||align=right| 5.773 ||align=right| '''1.206''' ||align=center| - ||align=center| - ||align=right| 6.979 |- | 1921 ||align=right| 6.069 ||align=right| '''1.258''' ||align=center| 905 ||align=center| - ||align=right| 8.232 |- | 1925 ||align=right| 6.281 ||align=right| '''''3.040''''' ||align=center| (1) ||align=center| - ||align=right| 9.321 |- | 1930 ||align=right| 6.822 ||align=right| '''2.341''' ||align=center| 891 ||align=center| - ||align=right| 10.054 |- | 1935 ||align=right| 7.608 ||align=right| '''''3.437''''' ||align=center| (1) ||align=center| - ||align=right| 11.720 |- | 1940 ||align=right| 8.199 ||align=right| '''2.574''' ||align=center| 1.145 ||align=center| - ||align=right| 12.724 |- | 1945 ||align=right| 8.887 ||align=right| '''5.136''' ||align=center| (2) ||align=center| 273 ||align=right| 14.023 |- | 1950 ||align=right| 10.023 ||align=right| '''5.644''' ||align=center| (2) ||align=center| 333 ||align=right| 16.000 |- | 1955 ||align=right| 18.840 ||align=right| '''5.749''' ||align=center| (2) ||align=center| 390 ||align=right| 16.979 |- | 1960 ||align=right| 11.605 ||align=right| '''6.081''' ||align=center| (2) ||align=center| 461 ||align=right| 18.147 |- | 1965 ||align=right| 12.832 ||align=right| '''6.851''' ||align=center| (2) ||align=center| 1.091 ||align=right| 20.774 |} <small>Noter til tabellen:</small> :<small>(1) Frederiksborg slotssogn: alle bymæssige bebyggelser samlet under Nyhuse</small> :<small>(2) Hele sognekommunen samlet under Nyhuse</small> Indtil 1966 var Frederiksborg Slotssogns Kommune en egen sognekommune men blev da indlemmet i Hillerød købstad, og Nyhuse blev en bydel i Hillerød. ==== ''Ny Harløse'' ==== 1 km øst for landsbyen Harløse blev der i 1897 åbnet en station på Hillerød-Frederiksværk Jernbanen. I 1898 beskrives Harløse ganske kort således: "''Haarløse med Skole (i Herlev Sogn);''"<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 100)</ref> ½ km nord for stationen opstod Ny Harløse: Allerede i banens tid kom her en lille bebyggelse omkring mejeriet og skolen, men i 1927 blev stationen nedrykket til trinbræt. 1. oktober 1924 var Gl. Harløse trinbræt oprettet knap 1 km syd for den gamle landsby. Begge trinbrætter blev nedlagt i 1950, da Frederiksværkbanen mellem Hillerød og Skævinge blev omlagt til den nuværende sydligere linjeføring over Brødeskov og Gørløse. Ny Harløse blev opslugt af Hillerøds fremadskridende byudvikling som forstad. === Frederiksværk === Frederiksværk var i udpræget grad en industriby. Byen lå på den smalle bremme mellem Arresø og Roskilde Fjord, og dens industri var knyttet til den beskedne vandkraft fra kanalen, som forbandt dem. Beliggenheden betød også, at byen næsten ikke havde noget opland; kun Halsnæs kunne henregnes til dette. Beliggenheden og de meget begrænsede købstadsjorder betød også, at forstadsudvikling måtte ske enten mod nord, i Vinderød sogn, eller mod syd, i Kregme sogn, hvilket også var tilfældet. I midten af 1800-tallet var Frederiksværk endnu en flække i Vinderød sogn. I en samtidig beskrivelse hedder det: "De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: et Metal- og Jernstøberi, med 90 Arbeidere, der leverer en Mængde Metal- og Messingsager, for største Delen til videre Forarbeidelse i Værkets andre Værksteder, samt aarlig 4-6.000 Skpd. Jernstøbegods af Kanoner, Projectiler, Kakkelovne, Gryder m. m.; en Maskin- og Lavet-Fabrik med 60 Arbeidere, af aarlig Prodnction til Værdi c. 38,00() Rd·.; en Sabel- og Knivsabrik og dermed forenet Slibemolle med 57 Arbeidere; af aarlig Production c. 100,000 Sik. for største Delen Knive; en Krudtfabrik med 27 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 26,000 Rd.; et Kobbervaltseværk med Damp- og Vandkraft, hvorved 24 Arbeidere, aarlig Production c. 1000 Skippund valtset Bly og Kobber. Samtlige disse Værker tilhøre endnu Staten. Det samlede Personale ved hele Etablissementet stiger til 270 Personer. Af private Entrepriser findes her et Brænderi, Bryggeri og Maltgjøreri af aarlig Production til Værdi 2.0730.000 Rd. et Pottemageri, to Garverier, et Smedeværksted for Agerdyrkningsredskaber, tre Meel- og Grynmøller. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets Udsalg af dets Fabrikata, to monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek, (Filial af Hillerød Apothek), og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeide ifølge Bevillinger. Paa Frederiksværk boe Birkedommeren, Districtslægen, Værkets Inspecteur, en Toldoppeborselscontrolleur, Postexpediteur m. fl. Valgsted for Amtets 4de Folkethings-Valgkreds."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 102</ref> I 1870-erne oplyses: "De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: 1) Hr. Anker Heegaards Fabrikker, der beskjæftige c. 200 Arbeidere. De bestaae af: a) et Jern- og Metalstøberi med tilhørende Rense-, Støbe-, Snedker- og Tømmerværksted, b) et Maskinværksted med tilhørende Kjedelsmedie, c) et Emailleværksted, d) en Meelmølle. ..Af øvrige industrielle Etablissementer mærkes her desuden et Brænderi, 2 Bryggerier og Maltgjørerier, et Pottemageri, to Garverier, 1 Meel- og Grynmølle, 2 Farverier, 1 Uldspinderi, 2 Bagerier og 1 Metalstøberi. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets Udsalg af dets Fabrikata, 2 monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeide ifølge Bevillinger."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 64f</ref> Frederiksværks befolkning steg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der boede 739 mennesker i byen i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f">Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 4f</ref> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Kregme sogn og Vinderød sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk købstad | style="text-align: right;"| 739 | style="text-align: right;"| 708 | style="text-align: right;"| 764 | style="text-align: right;"| 915 | style="text-align: right;"| 879 | style="text-align: right;"| 1.098 | style="text-align: right;"| 1.431 |- ! style="text-align: left;"| Vinderød sogn | style="text-align: right;"| 495 | style="text-align: right;"| 512 | style="text-align: right;"| 482 | style="text-align: right;"| 463 | style="text-align: right;"| 468 | style="text-align: right;"| 503 | style="text-align: right;"| 535 |- ! style="text-align: left;"| Kregme sogn | style="text-align: right;"| 1.047 | style="text-align: right;"| 969 | style="text-align: right;"| 822 | style="text-align: right;"| 871 | style="text-align: right;"| 854 | style="text-align: right;"| 858 | style="text-align: right;"| 860 |- ! Frederiksværk med forstæder | style="text-align: right;"| '''739''' | style="text-align: right;"| '''708''' | style="text-align: right;"| '''764''' | style="text-align: right;"| '''915''' | style="text-align: right;"| '''879''' | style="text-align: right;"| '''1.098''' | style="text-align: right;"| '''1.431''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk købstad | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 684 | style="text-align: right;"| 146 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1.098 |- ! style="text-align: left;"| Vinderød sogn | style="text-align: right;"| 174 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 146 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 503 |- ! style="text-align: left;"| Kregme sogn | style="text-align: right;"| 318 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 204 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 858 |- ! Frederiksværk med forstæder | style="text-align: right;"| '''498''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''44''' | style="text-align: right;"| '''166''' | style="text-align: right;"| '''1.053''' | style="text-align: right;"| '''162''' | style="text-align: right;"| '''6''' | style="text-align: right;"| '''363''' | style="text-align: right;"| '''113''' | style="text-align: right;"| '''53''' | style="text-align: right;"| '''1''' | style="text-align: right;"| '''2.459''' |} Af de 1.664 indbyggere i Frederiksværk i 1906 ernærede 129 sig ved immateriel virksomhed, 44 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 42 ved fiskeri, 945 ved håndværk og industri, 269 ved handel med mere, 109 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 17 levede af offentlig understøttelse og 27 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4</ref> I 1897 fik byen jernbaneforbindelse til Hillerød og i 1916 forlængedes jernbanen til Hundested.<ref>J.P. Trap: ''Danmark'', 4. udgave, bind 2 (1920); s. 53</ref> I 1907 fik Frederiksværk købstadsrettigheder.<ref name="StM 1911 97"/> I mellemkrigsårene var Frederiksværks indbyggertal voksende: Byen havde i 1921 2.022 borgere,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref> i 1925 2.040,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref> i 1930 2.061,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref> i 1935 2.227,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref> i 1940 2.248 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Samtidig voksede forstæderne Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov samt Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint i Kregme-Vinderød Kommune, hvor folk, som arbejdede i Frederiksværk, slog sig ned. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk købstad | style="text-align: right;"| 2.022 | style="text-align: right;"| 2.040 | style="text-align: right;"| 2.061 | style="text-align: right;"| 2.227 | style="text-align: right;"| 2.248 |- ! style="text-align: left;"| Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov | style="text-align: right;"| 168 | style="text-align: right;"| 167 | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 195 | style="text-align: right;"| 477 |- ! style="text-align: left;"| Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 120 | style="text-align: right;"| 112 | style="text-align: right;"| 216 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.190''' | style="text-align: right;"| '''2.302''' | style="text-align: right;"| '''2.352''' | style="text-align: right;"| '''2.534''' | style="text-align: right;"| '''2.941''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Frederiksværk 2.061 indbyggere. Af dem ernærede 162 sig ved immateriel virksomhed, 899 ved håndværk og industri, 331 ved handel, 144 ved samfærdsel, 71 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 145 ved husgerning, 256 var ude af erhverv, og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Bjørnehoved, Enghaverne) og 131 (Frederiksværk)</ref> ! Landbrug<br /> ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk købstad | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 899 | style="text-align: right;"| 331 | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 145 | style="text-align: right;"| 256 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 2.061 |- ! style="text-align: left;"| Bjørnehoved | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 120 |- ! style="text-align: left;"| Enghaverne | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 171 |- ! Frederiksværk med forstæder | style="text-align: right;"| '''154''' | style="text-align: right;"| '''1.048''' | style="text-align: right;"| '''338''' | style="text-align: right;"| '''155''' | style="text-align: right;"| '''168''' | style="text-align: right;"| '''155''' | style="text-align: right;"| '''276''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''2.352''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143, i 1955 5.213, i 1960 5.722 og i 1965 6.805. Den største byudviklingen foregik i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk købstad | style="text-align: right;"| 3.029 | style="text-align: right;"| 3.968 | style="text-align: right;"| 4.306 | style="text-align: right;"| 4.435 | style="text-align: right;"| 4.538 |- ! style="text-align: left;"| Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov | style="text-align: right;"| 613 | style="text-align: right;"| 967 | style="text-align: right;"| 1.253 | style="text-align: right;"| 1.317 | style="text-align: right;"| 1.578 |- ! style="text-align: left;"| Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint | style="text-align: right;"| 228 | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 346 | style="text-align: right;"| 403 | style="text-align: right;"| 1.604 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksværk med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.870''' | style="text-align: right;"| '''5.181''' | style="text-align: right;"| '''5.905''' | style="text-align: right;"| '''6.155''' | style="text-align: right;"| '''7.720''' |} Byrådet nedsatte et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederiksværk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Vinderød sogn'' ==== Vinderød sogn lå umiddelbart nord for Frederiksværk og grænsede op til købstaden. Det var derfor uundgåeligt, at en byvækst ville inddrage sognets område. Endnu i 1800-tallet var Frederiksværk en flække i Vinderød sogn. I 1855 beskrives sognets øvrige stilling således: "Indvaanernes Antal 1220, (hvoraf 708 for Frederiksværk By). Fabrikkerne paa Frederiksværk skaffe Størstedelen af Sognets Beboere et stadigt Erhverv, idet kun Besidderne af de egentlige Jordeiendomme ernære sig ved Bondehaandtering, medens derimod Huusmænd og Indsiddere bestandig, elleri alt Fald den største Tid af Aaret, have Arbeide i Værkstederne paa Frederiksværk. Noget Fiskeri drives i Arre-Sø saavelsom i Isse-Fjorden, og Huusflid er ligesom i Kregome Sogn ikke uden Betydning."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 101</ref> Vinderød sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 583 indbyggere ernærede 54 sig af immateriel virksomhed, 198 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 248 af håndværk og industri, 30 af handel og omsætning, 7 af samfærdsel, 23 af formue, 21 af offentlig understøttelse, 2 af anden og uangiven virksomhed. I løbet af mellemkrigstiden udviklede der sig forstaden Aasebro og Enghaverne, som i 1930 talte 171, der efter næringsveje fordelte sig således: 50 levede aflandbrug m.v., 95 af håndværk og industri, 6 af handel og omsætning, 8 af samfærdsel, 0 af immateriel virksomhed, 3 af husgerning, 9 var ude af erhverv. ==== ''Kregme sogn'' ==== Kregme sogn lå umiddelbart syd for Frederiksværk, og grænsende op til købstaden. Endvidere anlagdes jernbanen til Hillerød med station ved Kregme. Det var derfor naturligt, at en by- og forstadsudvikling kunne finde sted. Nærheden til Frederiksværk afspejlede sig allerede i midten af 1800-tallet, da beskrivelsen af sognet lød: "Indvaanernes Antal 969. Agerbrug er disses Hovedbeskjæftigelse; Fiskeriet i Arre-Sø og Jsse-Fjord giver noget Erhverv, ligeledes Skovarbeide. Flere af de faste Arbeidere i Frederiksværks Værksteder ere bosatte i Kregome Sogns nærmeste Byer."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 100</ref> Kregme sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 854 indbyggere ernærede 20 sig af immateriel virksomhed, 385 af landbrug m.v., 24 af fiskeri, 327 af håndværk og industri, 17 af handel og omsætning, 13 af samfærdsel, 35 af formue, 27 af offentlig understøttelse, 6 af anden og uangiven virksomhed. Omkring 1920 konstateredes, at arealer i sognet nu for en stor dels vedkommende var blevet "udstykkede til Villabebyggelse, især ved Kregme Station". === Frederikssund === Frederikssund havde en efter forholdene ret gunstig beliggenhed, med et opland i alle retninger bortset fra vest, idet byen lå ud mod Roskilde Fjord. Byen havde næsten ingen ledige købstadsjorder, og allerede ved Lov af 12. april 1867 henlagdes størstedelen af landsbyen Udesundby (500 à 600 indbyggere) under Frederikssund købstad (grænserne fastsattes af Indenrigsministeriet ved bekendtgørelse af 3. august 1867).<ref name="StM 1911 97"/> Den øvrige del af Udesundby Sogn i Lynge-Frederiksborg Herred, det såkaldte "Udesundby Landdistrikt", hørte med hensyn til fattigvæsen og skolevæsen under Frederikssund, til hvis kirke indbyggerne fremdeles søgte, men havde i andre kommunale anliggender sit eget distriktsråd.<ref name="Trap 1898 47">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 47</ref> I 1868 blev der i stedet for færgeforbindelsen mellem Horns Herred og Frederikssund anlagt en Pontonbro over Roskilde Fjord, Kronprins Frederiks Bro, åbnet den 3. juni 1868. Frederikssundbanen blev åbnet 17. juni 1879. Havnen undergik i anden halvdel af 1800-tallet flere forandringer og forbedringer.<ref name="Trap 1898 50">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 50</ref> Frederikssunds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 612 i 1850, 679 i 1855, 763 i 1860, 1.306 i 1870, 1.506 i 1880, 1.828 i 1890, 2.302 i 1901, 2.425 i 1906 og 2.514 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Frederikssund købstad | style="text-align: right;"| 612 | style="text-align: right;"| 679 | style="text-align: right;"| 763 | style="text-align: right;"| 1.306* | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 1.828 | style="text-align: right;"| 2.302 |- ! style="text-align: left;"| Udesundby landdistrikt | style="text-align: right;"| 659 | style="text-align: right;"| 587 | style="text-align: right;"| 726 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 149 | style="text-align: right;"| 145 |- ! Frederikssund med forstæder | style="text-align: right;"| '''612''' | style="text-align: right;"| '''679''' | style="text-align: right;"| '''763''' | style="text-align: right;"| '''1.306''' | style="text-align: right;"| '''1.506''' | style="text-align: right;"| '''1.828''' | style="text-align: right;"| '''2.302''' |} Omkring midten af 1800-tallet havde Frederikssund 9 brændevinsbrænderier og 2 garverier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 76</ref> I 1869 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 4 brændevinsbrænderier, 2 garverier, 1 klædefabrik med uldspinderi, farveri og stampeværk.<ref name="Trap 1872 30">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 30</ref> Omkring århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg 1 uldspinderi, 1 savskæreri, 1 andelssvineslagteri, 1 mineralvandsfabrik. Byen havde 2 hoteller og flere gæstgiverier.<ref name="Trap 1898 49">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 49</ref> Efter næringsveje fordelte folkemængden 1890 sig i følgende grupper: 659 levede af håndværk og industri, 515 af handel og omsætning, 293 af immateriel virksomhed, 90 var jordbrugere, 35 fiskere, 11 søfarende, 4 gartnere, 104 levede af andre erhverv, 82 af deres midler, 29 nød almisse, og 6 hensad i fængsel.<ref name="Trap 1898 48">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 48</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.425, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 104 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 37 ved fiskeri, 1.127 ved håndværk og industri, 547 ved handel med mere, 209 ved samfærdsel, 88 var aftægtsfolk, 64 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4</ref> Gennem mellemkrigstiden var Frederikssunds indbyggertal voksende: i 1921 2.967<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 3.117<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 3.186<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 3.243<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 3.246 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæder Oppe Sundby i Oppe Sundby Kommune og Engbæk i Ude Sundby Landdistrikt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Frederikssund. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Frederikssund købstad | style="text-align: right;"| 2.967 | style="text-align: right;"| 3.117 | style="text-align: right;"| 3.186 | style="text-align: right;"| 3.243 | style="text-align: right;"| 3.246 |- ! style="text-align: left;"| Oppe Sundby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 363 | style="text-align: right;"| 401 | style="text-align: right;"| 671 | style="text-align: right;"| 616 |- ! style="text-align: left;"| Engbæk | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 345 | style="text-align: right;"| 340 | style="text-align: right;"| 372 |- ! Frederikssund med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.967''' | style="text-align: right;"| '''3.480''' | style="text-align: right;"| '''3.932''' | style="text-align: right;"| '''4.254''' | style="text-align: right;"| '''4.234''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Frederikssund 3.186 indbyggere, heraf ernærede 250 sig ved immateriel virksomhed, 1.302 ved håndværk og industri, 607 ved handel mm, 328 ved samfærdsel, 159 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 196 ved husgerning, 287 var ude af erhverv og 57 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Engbæk) og 131 (Oppe Sundby, Frederikssund)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Frederikssund købstad | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 1.302 | style="text-align: right;"| 607 | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 250 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 287 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 3.186 |- ! style="text-align: left;"| Oppe Sundby | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 202 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 401 |- ! style="text-align: left;"| Engbæk | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 169 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 345 |- ! Frederikssund med forstæder | style="text-align: right;"| '''238''' | style="text-align: right;"| '''1.673''' | style="text-align: right;"| '''690''' | style="text-align: right;"| '''412''' | style="text-align: right;"| '''268''' | style="text-align: right;"| '''244''' | style="text-align: right;"| '''345''' | style="text-align: right;"| '''62''' | style="text-align: right;"| '''3.932''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikssund sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143 indbyggere, i 1955 5.213 indbyggere, i 1960 5.722 indbyggere og i 1965 6.805 indbyggere. Forstadskommunen Ude Sundby landdistrikt var blevet så udbygget, at den i sin helhed blev indlemmet 1. april 1951. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Frederikssund købstad | style="text-align: right;"| 3.557 | style="text-align: right;"| 4.143 | style="text-align: right;"| 5.213 | style="text-align: right;"| 5.722 | style="text-align: right;"| 6.805 |- ! style="text-align: left;"| Oppe Sundby | style="text-align: right;"| 651 | style="text-align: right;"| 799 | style="text-align: right;"| 1.039 | style="text-align: right;"| 1.232 | style="text-align: right;"| 1.716 |- ! style="text-align: left;"| Engbæk | style="text-align: right;"| 410 | style="text-align: right;"| 460 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Frederikssund med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.618''' | style="text-align: right;"| '''5.402''' | style="text-align: right;"| '''6.252''' | style="text-align: right;"| '''6.954''' | style="text-align: right;"| '''8.521''' |} <small>* indlemmet i købstaden pr. 1. april 1951</small> Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikssund-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Oppe Sundby sogn'' ==== Oppe Sundby sogns nærhed til Frederikssund købstad afspejler sig i Traps beskrivelse fra 1855: "Indvaanere: 400. Jordernes fortrinlige Bonitet gjør Agerdyrkning og hvad dermed staaer i Forbindelse til det udelukkende Erhverv for Sognets Befolkning. Af industrielle Anlæg mærkes forøvrigt 2de betydelige Teglbrænderier, hvoraf det ene beskjæftiger 7, det andet 17 Arbeidere, og levere et aarligt Product af c. 700.000 forskjellige Sorter brændte Steen foruden e. 200 Tdr. Kalk."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 95</ref> Trods fremhævelsen af landbrugets rolle er der næppe tvivl om, at de omtalte teglbrænderier hænger sammen med købstadens nærhed. Oppe Sundby sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 461 indbyggere ernærede 16 sig af immateriel virksomhed, 272 af landbrug m.v., 4 af fiskri, 116 af håndværk og industri, 6 af handel og omsætning, 8 af samfærdsel, 31 af formue, 4 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. I 1930 var forstadsudviklingen i Oppe Sundby villaby så vidt fremskreden, at den talte 401 indbyggere, hvoraf 16 ernærede sig af landbrug, 202 af håndværk og industri, 49 afhandel, 59 af samfærdsel, 11 af immateriel virksomhed, 18 af husgerning, 45 var ude af erhverv og 1 uangiven. ==== ''Ude Sundby landdistrikt'' ==== Ude Sundby landdistrikts inddragelse i Frederikssunds byudvikling var allerede mærkbar i midten af 1800-tallet, hvilket fremgår af Traps samtidige beskrivelse: "Indbyggere: 587. I Udesundby drives endeel Kjøbstednæring, idet nemlig Haandværkere, som have Borgerskab i Frederikssund, kunne efter Behag tage Bopæl i Udesundby, naar de blot vedblive at svare Skatter til Kjøbstaden."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 116</ref> I 1867 blev store dele af området af samme årsag indlemmet i købstaden. I 1930 var forstadsudviklingen i Engbæk by så vidt fremskreden, at den talte 345 indbyggere, hvoraf 63 ernærede sig af landbrug, 169 af håndværk og industri, 34 afhandel, 25 af samfærdsel, 7 af immateriel virksomhed, 30 af husgerning, 13 var ude af erhverv og 4 uangiven. Landdistriktet blev indlemmet i Frederikssund pr. 1. april 1951. === Roskilde === [[Fil:Roskildestation.jpg|thumb|Roskilde Station, opført i 1847.]] Roskilde havde en fordelagtig beliggenhed midt i et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Roskilde Fjord.Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Sankt Jørgensbjerg sogn og i byens landdistrikt. I 1847 åbnede Danmarks første kongerigske jernbane fra Roskilde til København. Den 26. juni samme år kørte det første danske tog sin jomfrurejse fra Roskilde til København. Havnen, der utvivlsomt oprindelig spillede en vis rolle for byens opkomst, havde mindre betydning senere hen. Ved midten af det 19. århundrede opmudredes fjorden ca. 2.500 m i længden og 12,5 m i bredden til en dybde af ca. 3 m, og der anlagdes en havn; før den tid kunne kun Jagter med godt 1 m dybgaaende sejle gennem fjorden ind til byen. Senere blev der foretaget flere udvidelser, og den fik en dybde af ca. 3,6 m med ca. 270 m bolværkslængde.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', II Bind: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Holbæk Amt; 4. udgave; København 1920; s. 217</ref> Byens fabrikker var omkring 1855: 1 klædefabrik, 1 papirfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 teglbrænderier, 3 farverier, 3 garverier, 1 felberederi, 6 bomuldsvæverier, 4 linnedvæverier, 1 bogtrykkeri, 9 brændeviinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 133f</ref> Roskildes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 3.805 i 1850, 4.338 i 1855, 4.6517 i 1860, 5.221 i 1870, 5.893 i 1880, 6.974 i 1890, 8.368 i 1901, 8.820 i 1906 og 9.696 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Men samtidig sket øjensynligt en forstadsudvikling i Sankt Jørgensbjerg sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 3.805 | style="text-align: right;"| 4.338 | style="text-align: right;"| 4.651 | style="text-align: right;"| 5.221 | style="text-align: right;"| 5.893 | style="text-align: right;"| 6.974 | style="text-align: right;"| 8.368 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde landdistrikt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 40 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde Frue sogn | style="text-align: right;"| 561 | style="text-align: right;"| 647 | style="text-align: right;"| 654 | style="text-align: right;"| 709 | style="text-align: right;"| 631 | style="text-align: right;"| 660 | style="text-align: right;"| 658 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Jørgensbjerg sogn | style="text-align: right;"| 1.708 | style="text-align: right;"| 1.855 | style="text-align: right;"| 1.875 | style="text-align: right;"| 2.119 | style="text-align: right;"| 2.683 | style="text-align: right;"| 3.135 | style="text-align: right;"| 3.547 |- ! Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.805''' | style="text-align: right;"| '''4.338''' | style="text-align: right;"| '''4.651''' | style="text-align: right;"| '''5.221''' | style="text-align: right;"| '''5.893''' | style="text-align: right;"| '''6.974''' | style="text-align: right;"| '''8.368''' |} Den 5. september 1871 blev fra Roskilde købstad udsondret et landdistrikt (Eng- og Flengmarken). Ved kongelig resolution af 13. december 1878 blev arealer under Sankt Jørgensbjerg indlemmede i Roskilde.<ref name="StM 1911 95"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 196">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 196</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.060 | style="text-align: right;"| 2.560 | style="text-align: right;"| 1.482 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 801 | style="text-align: right;"| 635 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 6.974 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Jørgensbjerg | style="text-align: right;"| 352 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 169 | style="text-align: right;"| 736 | style="text-align: right;"| 117 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 629 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 935 | style="text-align: right;"| 3.105 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde Frue sogn | style="text-align: right;"| 432 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 82 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 107 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 660 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde landdistrikt | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 23 |- ! Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''1025''' | style="text-align: right;"| '''54''' | style="text-align: right;"| '''44''' | style="text-align: right;"| '''30''' | style="text-align: right;"| '''1.245''' | style="text-align: right;"| '''3.382''' | style="text-align: right;"| '''1.599''' | style="text-align: right;"| '''24''' | style="text-align: right;"| '''1.537''' | style="text-align: right;"| '''712''' | style="text-align: right;"| '''955''' | style="text-align: right;"| '''10.762''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.820, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 528 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5 ved fiskeri, 3.943 ved håndværk og industri, 1.517 ved handel med mere, 909 ved samfærdsel, 581 var aftægtsfolk, 230 levede af offentlig understøttelse og 393 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 2</ref> Af industrielle anlæg havde købstaden omkring århundredeskiftet: 1 papirfabrik, 3 tobaksfabrikker, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 1 maskinfabrik, 1 vognfabrik, 2 mineralvandsfabrikker (hvoraf den ene Aktieselskabet Maglekilde og Frederiksberg Brøndanstalts Mineralvandsfabrik), 1 uldspinderi, 2 dampbagerier, 3 farverier, 3 garverier, 1 feldberederi og limfabrik, 1 lervarefabrik, 1 halmvarefabrik, 1 andelsslagteri, 1 tagpap- og asfaltfabrik, 1 spritfabrik, tilhørende Aktieselskabet "de danske Spritfabrikker", og 3 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1898 197">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 197</ref> {| class="wikitable" |- ! År<ref name="StU 1964 58f"/> ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 57</ref> |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 8.820 | style="text-align: right;"| 9.696 | style="text-align: right;"| 12.533 |- ! style="text-align: left;"| Bjerget Sankt Jørgensbjerg | style="text-align: right;"| 1.189 | style="text-align: right;"| 1.194 | style="text-align: right;"| 1.264 |- ! style="text-align: left;"| Østre distrikt | style="text-align: right;"| 452 | style="text-align: right;"| 731 | style="text-align: right;"| 845 |- ! Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.461''' | style="text-align: right;"| '''11.6212''' | style="text-align: right;"| '''14.642''' |} Gennem mellemkrigstiden var Roskildes indbyggertal voksende: i 1921 12.815.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref> i 1925 13.540,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref> i 1930 14.149,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref> i 1935 16.104,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref> i 1940 21.699 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Roskilde købstads landdistrikt, i Himmelev Kommune og mere spredt i Sankt Jørgensbjerg Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Roskilde. Den 1. april 1933 blev Roskilde købstads landdistrikt indlemmet i Roskilde, og den 1. april 1938 blev Skt. Jørgensbjerg Kommune indlemmet i købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 12.815 | style="text-align: right;"| 13.540 | style="text-align: right;"| 14.149 | style="text-align: right;"| 16.104 | style="text-align: right;"| 21.699 |- ! style="text-align: left;"| Bjerget (Skt. Jørgensbjerg Kommune) | style="text-align: right;"| 1.304 | style="text-align: right;"| 1.311 | style="text-align: right;"| 1.267 | style="text-align: right;"| 1.342 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Østre distrikt (Skt. Jørgensbjerg) | style="text-align: right;"| 1.057 | style="text-align: right;"| 1.286 | style="text-align: right;"| 1.583 | style="text-align: right;"| 1.948 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Vestre distrikt (Skt. Jørgensbjerg) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 532 | style="text-align: right;"| 597 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Skt. Hans Hospital (Skt. Jørgensbjerg) | style="text-align: right;"| 2.108 | style="text-align: right;"| 2.230 | style="text-align: right;"| 2.460 | style="text-align: right;"| 2.953 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 281 | style="text-align: right;"| 450 | style="text-align: right;"| 577 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Ny Himmelev og Frederiksborgvej (Himmelev Kommune) | style="text-align: right;"| 377 | style="text-align: right;"| 399 | style="text-align: right;"| 515 | style="text-align: right;"| 570 | style="text-align: right;"| 546 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''17.943''' | style="text-align: right;"| '''19.216''' | style="text-align: right;"| '''21.083''' | style="text-align: right;"| '''23.514''' | style="text-align: right;"| '''22.245''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Roskilde 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 129</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 701 | style="text-align: right;"| 5.057 | style="text-align: right;"| 2.472 | style="text-align: right;"| 1.279 | style="text-align: right;"| 1.656 | style="text-align: right;"| 1.193 | style="text-align: right;"| 1.547 | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 14.149 |- ! style="text-align: left;"| Bjerget | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 568 | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 143 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 176 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 1.267 |- ! style="text-align: left;"| Østre distrikt | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 607 | style="text-align: right;"| 269 | style="text-align: right;"| 204 | style="text-align: right;"| 110 | style="text-align: right;"| 106 | style="text-align: right;"| 175 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 1.583 |- ! style="text-align: left;"| Vestre distrikt | style="text-align: right;"| 186 | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 532 |- ! style="text-align: left;"| Skt. Hans Hospital | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 1.833 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2.460 |- ! style="text-align: left;"| Ny Himmelev | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 245 | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 515 |- ! Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.209''' | style="text-align: right;"| '''6.970''' | style="text-align: right;"| '''2.967''' | style="text-align: right;"| '''1.610''' | style="text-align: right;"| '''2.597''' | style="text-align: right;"| '''1.623''' | style="text-align: right;"| '''3.822''' | style="text-align: right;"| '''285''' | style="text-align: right;"| '''21.083''' |}<small> Bemærk: tabellen uden Roskilde købstads landdistrikt</small> Efter 2. verdenskrig fortsatte Roskilde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 23.497 indbyggere i købstaden, i 1950 26.355 indbyggere, i 1955 28.878 indbyggere, i 1960 31.928 indbyggere og i 1965 37.102 indbyggere. I Himmelev Kommune voksede en ny forstad, Ny Himmelev, frem og i Reerslev-Vindinge Kommune forstaden Vindinge Lillevang. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde købstad | style="text-align: right;"| 23.497 | style="text-align: right;"| 26.355 | style="text-align: right;"| 28.878 | style="text-align: right;"| 31.928 | style="text-align: right;"| 37.102 |- ! style="text-align: left;"| Ny Himmelev og Frederiksborgvej | style="text-align: right;"| 565 | style="text-align: right;"| 613 | style="text-align: right;"| 678 | style="text-align: right;"| 926 | style="text-align: right;"| 1.842 |- ! style="text-align: left;"| Vindinge Lillevang i Reerslev-Vindinge Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 203 |- ! style="text-align: left;"| Roskilde med forstæder | style="text-align: right;"| '''24.062''' | style="text-align: right;"| '''26.968''' | style="text-align: right;"| '''29.556''' | style="text-align: right;"| '''33.042''' | style="text-align: right;"| '''39.147''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Roskilde-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Sankt Jørgensbjerg sogn'' ==== Sankt Jørgensbjerg sogns nære tilknytning til Roskilde afspejlede sig allerede i modten af 1800-tallet: "Den talrige Huusmandsklasse i St. Jørgensbjerg og Margrethehaabshusene søger for en Deel Dagarbeide i Roeskilde og ved dennes Havn, der ligger paa Sognets Grund, ligesom der ogsaa af Enkelte drives noget Fiskeri i Roeskilde-Fjord Som anført findes i Sognet flere Møller. Forøvrigt er Jordbruget Hovederhverv."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 176</ref> Sankt Jørgensbjerg sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 3.729 indbyggere ernærede 406 sig af immateriel virksomhed, 399 af landbrug m.v., 32 af fiskeri, 1.154 af håndværk og industri, 130 af handel og omsætning, 137 af samfærdsel, 45 af formue, 1.307 af offentlig understøttelse, 119 af anden og uangiven virksomhed. I 1930 var forstadsudviklingen i Sankt Jørgensbjerg så vidt fremskreden, at den talte følgende områder: Vestre Distrikt med 532 indbyggere, Østre Distrikt med 1.583 indbyggere, Bjerget med 1.267 indbyggere, Sankt Hans hospotal med 2.460 indbyggere og Boserup sanatorium med 228 indbyggere. Sognet blev indlemmet i Roskilde pr. 1. april 1938. ==== ''Himmelev sogn'' ==== Himmelev sogn lå nord for Roskilde ved fjorden, og det var derfor naturligt, at en byvækst også ville inddrage sognet i en forstadsudvikling. I 1930 var udviklingen så langt fremskreden, at forstaden Ny Himmelev havde 515 indbyggere, hvoraf 41 levede af landbrug m.v., 245 af håndværk og industri, 37 af handel, 36 af samfærdsel, 66 af immateriel virksomhed, 48 af husgerning, 42 var uden af erhverv, 0 uangiven. === Køge === Køge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod øst var dette begrænset af Køge Bugt. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Køge landdistrikt. Køge havn var i ældre tid plaget af problemer. Først i begyndelsen af 19. århundrede blev der foretaget udbedringer: havnen fik stenmoler både mod nord og syd, og i 1838 blev den udvidet og uddybet til ca. 3,5 m. Senere blev der foretaget hyppige opmudringer og udvidelser, således i 1870-erne og 1880-erne, da den uddybedes til ca. 4,4 m, og fra 1894, da den fik en dybde på 5 m, og der tilvejebragtes en større svejeplads i den meget smalle yderhavn, lige som havnen også udvidedes mod nord ved inddæmning. Endelig fandt en større udvidelse sted 1917-18, og dens nord- og sydside forbandtes ved en klapbro, hvorover der førte havnespor til sydkajen og Codanværftet. Hele havnearealet udgjorde her efter 20,5 hektar, hvoraf vandarealet var 6 ha; anlægsbolværket var 910 m, stenmolerne 460 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', II Bind: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Holbæk Amt; 4. udgave; København 1920; s. 251</ref> Køges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.436 i 1850, 2.659 i 1855, 2.734 i 1860, 3.097 i 1870, 3.122 i 1880, 3,282 i 1890, 3.992 i 1901, 4.284 i 1906 og 4.400 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Herfølge sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Køge købstad | style="text-align: right;"| 2.436 | style="text-align: right;"| 2.659 | style="text-align: right;"| 2.734 | style="text-align: right;"| 3.097 | style="text-align: right;"| 3.122 | style="text-align: right;"| 3.282 | style="text-align: right;"| 3.992 |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt nord | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 48 |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt syd | style="text-align: right;"| 253 | style="text-align: right;"| 262 | style="text-align: right;"| 261 | style="text-align: right;"| 263 | style="text-align: right;"| 212 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 217 |- ! style="text-align: left;"| Herfølge sogn | style="text-align: right;"| 2.005 | style="text-align: right;"| 2.054 | style="text-align: right;"| 2.090 | style="text-align: right;"| 2.360 | style="text-align: right;"| 2.383 | style="text-align: right;"| 2.343 | style="text-align: right;"| 2.394 |- ! Køge med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.436''' | style="text-align: right;"| '''2.659''' | style="text-align: right;"| '''2.734''' | style="text-align: right;"| '''3.097''' | style="text-align: right;"| '''3.122''' | style="text-align: right;"| '''3.282''' | style="text-align: right;"| '''3.992''' |} Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 på følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 313 levede af immateriel virksomhed, 1.272 af håndværk og industri, 871 af handel og omsætning, 59 af søfart, 17 af fiskeri, 14 af jordbrug, 20 af gartneri, mens 500 fordeltes på andre erhverv, hvoraf 460 arbejdsmænd og daglejere, 141 levede af deres midler, 67 nød almisse og 8 var i fængsel.<ref name="Trap 1898 228">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 228</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.284, heraf ernærede 275 sig ved immateriel virksomhed, 43 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 45 ved fiskeri, 2.194 ved håndværk og industri, 901 ved handel med mere, 384 ved samfærdsel, 161 var aftægtsfolk, 138 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 2</ref> Landbrugseksportens vækst til især England i sidste halvdel af 1800-tallet bragte ny velstand til Køge, selv om der var tilbageslag undervejs. Køge Station blev opført i 1870, da jernbanen Sjællandske Sydbane fra Roskilde over Køge og Næstved førtes til Vordingborg (Masnedsund). I 1879 kom en jernbane (Østsjællandske Jernbaneselskab) fra Køge til Hårlev, hvor den deltes i to: en strækning over Store Heddinge til Rødvig og én til Faxe. En bane fra Køge til Ringsted over Yderholm (Køge-Ringsted Banen) åbnede i 1917. En række mindre industriforetagender blev etableret i Køge i århundredets sidste halvdel. I 1842 fik byen et jernstøberi, Køge Jernstøberi, i 1852 en papirfabrik og samme år en tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1890: 1 tobaksfabrik, 1 klædefabrik og uldspinderi, 4 garverier, 1 jernstøberi, 1 limfabrik, 1 lysestøberi, 1 skibsbyggeri, 1 brændevinsbrænderi, 1 sodavandsfabrik, 1 bayersk ølbryggeri (aktieselskab, stiftet 1882, aktiekapital 122.500 kr.), 2 damptræskærerier, 1 andelssvineslagteri, samt 1 imprægneringsanstalt for jernbanesveller.<ref name="Trap 1898 229">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 229</ref> Gennem mellemkrigstiden var Køges indbyggertal voksende: i 1921 5.673<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 5.603<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 6.097<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 6.952<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 9.092 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Køge købstads landdistrikt og i Hastrup villaby i Herfølge Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Køge. Den 1. april 1940 blev Køge købstads landdistrikt indlemmet i købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Køge købstad | style="text-align: right;"| 5.673 | style="text-align: right;"| 5.603 | style="text-align: right;"| 6.097 | style="text-align: right;"| 6.952 | style="text-align: right;"| 9.072 |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt nordlige del | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt sydlige del | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 964 | style="text-align: right;"| 1.382 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Villaby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 509 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Hastrup villaby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 519 |- ! style="text-align: left;"| Køge med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.673''' | style="text-align: right;"| '''6.112''' | style="text-align: right;"| '''7.125''' | style="text-align: right;"| '''8.399''' | style="text-align: right;"| '''9.591''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Køge 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131 (Køge) og 134 (Køge landdistrikt sydlige del)</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 129</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Køge købstad | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| 2.763 | style="text-align: right;"| 1.123 | style="text-align: right;"| 655 | style="text-align: right;"| 380 | style="text-align: right;"| 456 | style="text-align: right;"| 555 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 6.097 |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt nordlige del | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 64 |- ! style="text-align: left;"| Køge landdistrikt sydlige del | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 428 | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 964 |- ! style="text-align: left;"| Køge med forstæder | style="text-align: right;"| '''168''' | style="text-align: right;"| '''3.196''' | style="text-align: right;"| '''1.244''' | style="text-align: right;"| '''843''' | style="text-align: right;"| '''404''' | style="text-align: right;"| '''529''' | style="text-align: right;"| '''638''' | style="text-align: right;"| '''103''' | style="text-align: right;"| '''7.125''' |} Af stor betydning for Køges udvikling i mellemkrigstiden var etableringen af Kemisk Værk Køge i 1934. Efter 2. verdenskrig fortsatte Køge sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.683 indbyggere i købstaden, i 1950 10.602 indbyggere, i 1955 11.338 indbyggere, i 1960 12.294 indbyggere og i 1965 14.144 indbyggere. I Herfølge Kommune voksede en ny forstad, Hastrup villakvarter, frem. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Køge købstad | style="text-align: right;"| 9.683 | style="text-align: right;"| 10.602 | style="text-align: right;"| 11.338 | style="text-align: right;"| 12.294 | style="text-align: right;"| 14.144 |- ! style="text-align: left;"| Hastrup villaby i Herfølge Kommune | style="text-align: right;"| 354 | style="text-align: right;"| 415 | style="text-align: right;"| 802 | style="text-align: right;"| 730 | style="text-align: right;"| 962 |- ! style="text-align: left;"| Køge med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.037''' | style="text-align: right;"| '''11.017''' | style="text-align: right;"| '''12.140''' | style="text-align: right;"| '''13.024''' | style="text-align: right;"| '''15.106''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Køge-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Køge landdistrikts sydlige del'' ==== I 1930 var forstadsudviklingen i Køge landdistrikts sydlige del så vidt fremskreden, at forstadsbebyggelsen, der omfattede hele området, talte 964 indbyggere, hvoraf 38 levede af landbrug, 428 af håndværk og industri, 121 af handel, 188 af samfærdsel, 24 af immateriel virksomhed, 59 af husgerning, 80 var ude af erhverv og 26 uangiven. Landdistriktet blev indlemmet i Køge pr. 1. april 1940. ==== ''Herfølge sogn'' ==== Herfølge sogn lå lige syd for Køge og grænsede umiddelbart op til købstaden. Det var derfor naturligt, at byvækst kunne brede sig som forstadsbebyggelse i sognet. Allerede i midten af 1800-tallet synes en byudvikling at være undervejs omend endnu ikke som forstad til Køge: "I Sognet: Byerne Herfølge, ved Kjøge-Vordingborg Veien, med Kirken, Hospital, Præstegaard, Skole, et Kalkbrud og en Vindmølle .. Indvaanere: 2054. Foruden Agerdyrkning og betydeligt Skovarbeide have nogle Indbyggere Erhverv ved Herfølge Kalkbrud og Vidskolle Teglværk."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 415</ref> I 1930 var byudviklingen i Herfølge sogn så vidt fremskreden, at byen Herfølge talte 629 indbyggere, hvoraf 122 levede af landbrug, 198 af håndværk og industri, 74 af handel, 59 af samfærdsel, 25 af immateriel virksomhed, 51 af husgerning, 95 var ude af erhverv og 5 uangiven. Byudviklingsplanen af 1956 forudsatte, at Hastrup villaby skulle udvikles som forstad til Køge mens Herfølge fortsat skulle være en selvstændig bydannelse. === Holbæk === [[Fil:Holbaek 1900.jpg|thumb|Holbæk 1900.]] Holbæk havde en ret gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Holbæk Fjord. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudvikling måtte fortrinsvis ske i Merløse sogn. Holbæks havneforhold var ikke de bedste. Byen havde fra gammel tid haft en skibsbro, men først i løbet af det 18. århundrede blev den forlænget så meget, at skibe med indtil 2,5 m dybgaaende kunne lægge til, og i 1831 blev den forlænget fra det gamle brohoved ud til det dybe farvand; endelig i 1844-47 blev der anlagt en lukket havn for skibe med indtil 2,8 m dybgang. Senere blev havnen flere gange blevet udvidet: i 1881 anlagdes øst for den egentlige havn en bådehavn, 1883 forlængedes den vestlige havnemole, og nye brohoveder opførtes, og i 1890 skete en uddybning til ca. 3,8 m af det vestlige indløb til Isefjorden. Samme dybde blev senere tilvejebragt i havnen og farvandet uden for, mens bådehavnen kun var 2,8 m dyb. Der var 300 m løbende bolværk; den egentlige havn var ca. 4.825 m², bådehavnen 2.925 m², Havnepladsen ca. 2,5 hektar.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', II Bind: Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Holbæk Amt; 4. udgave; København 1920; s. 411</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 jern- og metalstøberi, 1 ølbryggeri, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 garverier, 2 pottemagerier, 1 bogtrykkeri. Desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 211f</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 6 brændevinsbrænderier, 2 tobaksfabrikker, 1 kalkbrænderi, 2 uldspinderier, 2 jern- og metalstøberier, 3 ølbryggerier, 3 bomuldsvæverier, 3 farverier, 6 garverier, 2 pottemagerier, 2 bogtrykkerier, desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle samt 1 skibsbyggeri.<ref name="Trap 1872 233">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 233</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 3 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 2 jern- og metalstøberier, 2 ølbryggerier, hvoraf det ene tillige bryggede bayersk øl, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 bogtrykkerier, 2 vejrmøller, 1 dampmølle, 1 andelssvineslagteri, der dog lå i det tilgrænsende landsogn, 1 frugtvarefabrik med mere.<ref name="Trap 1898 378">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 378</ref> Holbæks befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.638 i 1850, 2.811 i 1855, 2.971 i 1860, 2931 i 1870, 3.265 i 1880, 3.915 i 1890, 4.574 i 1901, 5.269 i 1906 og 5.915 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Men samtidig skete øjensynlig en forstadsudvikling i Merløse sogn (Holbæk landsogn). {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 2.638 | style="text-align: right;"| 2.811 | style="text-align: right;"| 2.971 | style="text-align: right;"| 2.931 | style="text-align: right;"| 3.265 | style="text-align: right;"| 3.915 | style="text-align: right;"| 4.574 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk landsogn | style="text-align: right;"| 624 | style="text-align: right;"| 838 | style="text-align: right;"| 899 | style="text-align: right;"| 947 | style="text-align: right;"| 1.010 | style="text-align: right;"| 1.304 | style="text-align: right;"| 1.991 |- ! Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.638''' | style="text-align: right;"| '''2.811''' | style="text-align: right;"| '''2.971''' | style="text-align: right;"| '''2.931''' | style="text-align: right;"| '''3.265''' | style="text-align: right;"| '''3.915''' | style="text-align: right;"| '''4.574''' |} Ved kongelig resolution af 14. februar 1878 og 19. maj 1893 blev arealer af Merløse sogn med 270 indbyggere indlemmede i købstaden.<ref name="StM 1911 96">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 96)</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 377">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 377</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 178 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 408 | style="text-align: right;"| 1.571 | style="text-align: right;"| 813 | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 624 | style="text-align: right;"| 82 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 3.915 |- ! style="text-align: left;"| Merløse sogn | style="text-align: right;"| 406 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 441 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 183 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 1.304 |- ! Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''584''' | style="text-align: right;"| '''42''' | style="text-align: right;"| '''104''' | style="text-align: right;"| '''511''' | style="text-align: right;"| '''2.012''' | style="text-align: right;"| '''854''' | style="text-align: right;"| '''55''' | style="text-align: right;"| '''807''' | style="text-align: right;"| '''114''' | style="text-align: right;"| '''84''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''5.219''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.269, heraf ernærede 355 sig ved immateriel virksomhed, 258 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 161 ved fiskeri, 2.755 ved håndværk og industri, 1.160 ved handel med mere, 267 ved samfærdsel, 191 var aftægtsfolk, 110 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 58</ref> |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 5.269 | style="text-align: right;"| 5.915 | style="text-align: right;"| 8.178 |- ! style="text-align: left;"| Villakvarteret (Merløse sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 939 | style="text-align: right;"| 1.032 |- ! style="text-align: left;"| Smedelundshuse og Brohuse (Merløse sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 917 | style="text-align: right;"| 1.102 |- ! Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.269''' | style="text-align: right;"| '''7.771''' | style="text-align: right;"| '''10312''' |} Gennem mellemkrigstiden var Holbæks indbyggertal voksende: i 1921 11.198<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 11.831<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 12.473<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 12.493<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 12.790 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Butterup-Tuse Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Holbæk. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 11.198 | style="text-align: right;"| 11.831 | style="text-align: right;"| 12.473 | style="text-align: right;"| 12.493 | style="text-align: right;"| 12.790 |- ! style="text-align: left;"| Allerupgård villakvarter (Butterup-Tuse Kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 216 | style="text-align: right;"| 210 | style="text-align: right;"| 215 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''11.198''' | style="text-align: right;"| '''11.969''' | style="text-align: right;"| '''12.689''' | style="text-align: right;"| '''12.703''' | style="text-align: right;"| '''13.005''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Holbæk 12.473 indbyggere, heraf ernærede 1.259 sig ved immateriel virksomhed, 4.851 ved håndværk og industri, 2.113 ved handel mm, 1.104 ved samfærdsel, 730 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 865 ved husgerning, 1.428 var ude af erhverv og 123 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 132 (Allerupgård) og s. 133 (Holbæk)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 730 | style="text-align: right;"| 4.851 | style="text-align: right;"| 2.113 | style="text-align: right;"| 1.104 | style="text-align: right;"| 1.259 | style="text-align: right;"| 865 | style="text-align: right;"| 1.428 | style="text-align: right;"| 123 | style="text-align: right;"| 12.473 |- ! style="text-align: left;"| Allerupgård | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 216 |- ! Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''741''' | style="text-align: right;"| '''4.949''' | style="text-align: right;"| '''2.141''' | style="text-align: right;"| '''1.109''' | style="text-align: right;"| '''1.283''' | style="text-align: right;"| '''881''' | style="text-align: right;"| '''1.462''' | style="text-align: right;"| '''123''' | style="text-align: right;"| '''12.689''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Holbæk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.467 indbyggere i købstaden, i 1950 14.417 indbyggere, i 1955 15.153 indbyggere, i 1960 15.475 indbyggere og i 1965 16.445 indbyggere. I Butterup-Tuse Kommune voksede en ny forstad, Allerupgård villakvarter, frem og i Sdr. Asmindrup-Grandløse Kommune forstaden Lille Grandløse. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk købstad | style="text-align: right;"| 13.467 | style="text-align: right;"| 14.417 | style="text-align: right;"| 15.153 | style="text-align: right;"| 15.475 | style="text-align: right;"| 16.445 |- ! style="text-align: left;"| Allerupgård | style="text-align: right;"| 234 | style="text-align: right;"| 315 | style="text-align: right;"| 434 | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 684 |- ! style="text-align: left;"| Lille Grandløse | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 194 | style="text-align: right;"| 278 |- ! style="text-align: left;"| Holbæk med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.701''' | style="text-align: right;"| '''14.732''' | style="text-align: right;"| '''15.587''' | style="text-align: right;"| '''16.217''' | style="text-align: right;"| '''17.407''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Holbæk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Merløse sogn'' ==== Merløse sogns tilknytning til Holbæk er kun antydet i beskrivelsen fra midten af 1800-tallet: "Indvaanerner 838. Erhvervet udenfor Agerbruget har her noget større Betydning end almindeligt i Landsognene. Foruden de fornævnte 2de Møller (en 3die under Bygning) og et Kalkbrænderi findes her 2 Rugbrøds-Bagerier samt endvidere 9 Gartnere, 2 Vævere og en Tøffelmager."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 224</ref><ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 252</ref> I 1890 var befolkningens sysselsætning følgende: "103 levede af immat. Virksomh., 406 af Jordbrug, 8 af Gartneri, 17 af Fiskeri, 441 af Industri, 41 af Handel, 5 af Skibsfart, 183 af andre Erhverv, 32 af deres Midler, 22 vare sindssyge, 30 vare under Fattigv., og 16 hensade i Fængsel." "I Sognet Byerne: (Tveje-)Merløse, ved Landevejen mellem Holbæk og Ringsted, med Kirke, Skole og Hospital (opr. af Etatsraadinde M. Kofoed; 8 Pladser); Taastrup, ved Jærnbanen, med Mølle og Teglværk; Langerød med Andelsmejeri; og en lille Del af Hellestrup (i Asminderup Sogn). Saml. af Huse: Ladegaardshuse med Kalkbrænderi. Tæt uden for Holbæk By ved Landevejene til Roskilde og Ringsted ligge Holbæk Amts Tvangs-, Arbejds- og Daareanstalt, opf. 1888–89 efter Tegn. af Arkitekt Fr. Levy for omtr. 250,000 Kr. (den har Plads for 100 Arbejdslemmer, 20 mandlige Tvangsarrestanter og 80 uhelbredelige sindssyge), og Amtssygehuset, opf. 1844 (med 80 Senge, hvoraf 30 for epidemiske Sygdomme). De høre begge til Taastrup By. — Ligeledes tæt ved Holbæk ligger et 1881 opf. Missionshus."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 404</ref> En forstadsudvikling med dertil hørende industriel udvikling var i gang, og dette afspejlede sig i indbyggernes sysselsætning. Merløse sogns fortsatte inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.145 indbyggere ernærede 94 sig af immateriel virksomhed, 434 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 1.011 af håndværk og industri, 161 af handel og omsætning, 125 af samfærdsel, 90 af formue, 225 af offentlig understøttelse, 5 af anden og uangiven virksomhed. Særlig bemærkelsesværdig er den mere end en fordobling af antallet af håndværkere og industriarbejdere i de foregående 15 år. I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Allerupgård havde 216 indbyggere, hvoraf 11 levede af landbrug, 98 af håndværk og industri, 28 af handel, 5 af samfærdsel, 24 af immateriel virksomhed, 16 af husgerning, 34 var ude af erhverv og 0 uangiven. === Nykøbing Sjælland === Nykøbing Sjælland havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed med et begrænset opland afgrænset af Isefjorden, Lammefjorden, Sejrø Bugt og Nyrup Bugt ved Kattegat. Mulighederne for byudvikling var ret ringe. I 1868 blev Nykøbing Sjællands Tinghus opført på Holtets Plads tæt ved kirken og bygningen kom ligeledes til at tjene som råd- og arresthus. Af fabrikker og mindre virksomheder havde byen i midten af 1800-tallet: 8 brændevinsbrænderier, 1 kalkbrænderi 2 garverier og 2 vind-melmøller.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'': 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 222</ref> Af fabrikker og mindre virksomheder havde Nykøbing i 1872: 4 brændevinsbrænderier, 1 saltraffinaderi, 1 kalkbrænderi, 1 jernstøberi, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik, 1 bogtrykkeri, 2 garverier og 2 vind-melmøller.<ref name="Trap 1872 249">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 249</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 ølbryggeri, 1 tobaksfabrik, 2 bogtrykkerier, 1 garveri, 1 vindmølle, 1 dampmølle og 2 uldspinderier.<ref name="Trap 1898 401">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'': 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 401</ref> Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.282 i 1850, 1.330 i 1855, 1.384 i 1860, 1.548 i 1870, 1.737 i 1880, 1.703 i 1890, 2.000 i 1901, 1.997 i 1906 og 2.100 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 177 levede af immateriel virksomhed, 498 af håndværk og industri, 280 af handel og omsætning, 68 af søfart, 38 af fiskeri, 142 af jordbrug, 2 af gartneri, mens 374 fordeltes på andre erhverv (heraf 254 daglejere og arbejdsmænd), 75 levede af deres midler, 45 nød almisse, og 4 var i fængsel.<ref name="Trap 1898 400">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'': 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 400</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.997, heraf ernærede 158 sig ved immateriel virksomhed, 289 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 59 ved fiskeri, 803 ved håndværk og industri, 358 ved handel med mere, 155 ved samfærdsel, 92 var aftægtsfolk, 40 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 5</ref> Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal svagt voksende: i 1921 3.603<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 3.988<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 4.058<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 4.224<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 3.927 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted. Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 4.058 indbyggere, heraf ernærede 556 sig ved immateriel virksomhed, 1.100 ved håndværk og industri, 402 ved handel mm, 293 ved samfærdsel, 355 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 316 ved husgerning, 958 var ude af erhverv og 78 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.409 indbyggere i købstaden, i 1950 4.453 indbyggere, i 1955 4.728 indbyggere, i 1960 4.803 indbyggere og i 1965 5.063 indbyggere. I Højby Kommune voksede en ny forstad, Nyledsbakken, frem. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing købstad | style="text-align: right;"| 4.409 | style="text-align: right;"| 4.453 | style="text-align: right;"| 4.728 | style="text-align: right;"| 4.803 | style="text-align: right;"| 4.999 |- ! style="text-align: left;"| Nyledsbakken | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 64 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.409''' | style="text-align: right;"| '''4.453''' | style="text-align: right;"| '''4.728''' | style="text-align: right;"| '''4.866''' | style="text-align: right;"| '''5.063''' |} === Kalundborg === Kalundborg havde en mindre gunstig beliggenhed, idet dens opland var begrænset af Kattegat mod nord, Storebælt mod vest og Tissø mod sydøst. I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Kalundborg en fremgangsperiode. Medvirkende hertil var de forbedrede samfærdselsforhold (anlæggelsen af jernbanen, havnens betydning for færgefarten til Aarhus og andre steder) samt den begyndende industrialisering. Havnen (i datiden klassificeret som en sommerhavn af 4. klasse) havde gode betingelser, beliggende ved den dybe og let tilgængelige Kalundborg Fjord og beskyttet af halvøen Gisseløre, og den var også i ældre tid regnet som Sjællands bedste havn efter Københavns. Dog var det først i det 19. århundrede, at der blev gjort noget alvorligt for den. Den gamle skibsbro, der deltes i en vestlig arm, som benyttedes af færgesmakkerne, og en østlig, til handelsskibenes brug, blev betydelig udvidede, således færgebroen 1836, for at der kunne blive plads til dampskibsfarten, og den østlige arm i 1846. I 1853–54 opførtes der en stenmole med mere, og senere blev der foretaget nye udvidelser.<ref name="Trap 1898 392">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 392</ref> Kalundborg fik daglig dampskibsforbindelse med Aarhus over Samsø. Desuden havde den 2 gange ugentlig direkte damskibsforbindelse med København over Sejrø og een gang ugentlig med Vejle.<ref name="Trap 1898 393">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 393</ref> Anlægget af Nordvestbanen blev ifølge lov af 26. februar 1869 overdraget til Det Sjællandske Jernbaneselskab ved koncession af 2. oktober 1871. Den åbnedes for drift den 30. december 1874, dog kun for en indskrænket drift indtil 1. maj 1875. Ved de Sjællandske Jernbaners køb ifølge lov af 2. juli 1880 overgik den sammen med selskabets øvrige baner til staten.<ref name="Trap 1898 393" /> [[Fil:-Kalundborg 1900.jpg|thumb|left|Kort over Kalundborg omkring 1900.]] Af fabrikker og virksomheder havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 ølbryggeri, 1 pottemageri, 1 kalkbrænderi, 3 garverier, 1 skibs- og bådebyggeri. Desuden 4 vindmøller og 1 hestemølle.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 217</ref> Af fabrikker og virksomheder havde byen i 1869: flere brændevinsbrænderier, 1 maskinfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 jernstøberi, 3 kalkbrænderier, 1 skibs- og bådebyggeri 1 bogtrykkeri, 4 vindmøller og 1 hestemølle.<ref name="Trap 1872 241f">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 241f</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri (aktieselskab, oprettet 27. maj 1881), 2 maskinfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 bogtrykkerier, 2 tobaksfabrikker, 2 vindmøller, 1 dampmølle, 1 sav- og høvleværk.<ref name="Trap 1898 391">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 391</ref> Kalundborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.490 i 1850, 2.420 i 1855, 2.587 i 1860, 2.673 i 1870, 3.167 i 1880, 3.566 i 1890, 4.322 i 1901, 4.628 i 1906 og 4.732 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg købstad | style="text-align: right;"| 2.490 | style="text-align: right;"| 2.420 | style="text-align: right;"| 2.587 | style="text-align: right;"| 2.673 | style="text-align: right;"| 3.167 | style="text-align: right;"| 3.566 | style="text-align: right;"| 4.322 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg landdistrikt | style="text-align: right;"| 214 | style="text-align: right;"| 204 | style="text-align: right;"| 208 | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 238 | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 453 |- ! Kalundborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.490''' | style="text-align: right;"| '''2.420''' | style="text-align: right;"| '''2.587''' | style="text-align: right;"| '''2.673''' | style="text-align: right;"| '''3.167''' | style="text-align: right;"| '''3.566''' | style="text-align: right;"| '''4.322''' |} Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 443 levede af immateriel virksomhed, 1.311 af håndværk og industri, 815 af handel og omsætning, 69 af søfart, 212 af fiskeri, 178 af jordbrug, medens 440 fordeltes på andre erhverv, 73 levede af deres midler, 17 fik almisser, 4 var i fængsel, og 4 var sindssyge.<ref name="Trap 1898 390">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 390</ref> Ifølge opgørelsen i 1906 var indbyggertallet 4.628, heraf ernærede 298 sig ved immateriel virksomhed, 198 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 2.077 ved håndværk og industri, 998 ved handel med mere, 608 ved samfærdsel, 152 var aftægtsfolk, 96 levede af offentlig understøttelse og 54 af anden eller uangivet virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 5</ref> [[Fil:Kalundborg_1919.jpg|thumb|Kalundborg 1919.]] Gennem mellemkrigstiden var Kalundborgs indbyggertal voksende: i 1921 6.833<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2</ref>, i 1925 6.549<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2</ref>, i 1930 6.926<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165</ref>, i 1935 7.620<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165</ref>, i 1940 7.751 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Kalundborg købstads landdistrikt og i Årby Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Kalundborg. Den 1. april 1933 blev Kalundborg købstads landdistrikt indlemmet i købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg købstad | style="text-align: right;"| 6.833 | style="text-align: right;"| 6.549 | style="text-align: right;"| 6.926 | style="text-align: right;"| 7.620 | style="text-align: right;"| 7.751 |- ! style="text-align: left;"| Skt. Jørgensbjerg (Kalundborg købstads landdistrikt) | style="text-align: right;"| 427 | style="text-align: right;"| 376 | style="text-align: right;"| 467 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Rynkevang (Årby Kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 102 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.260''' | style="text-align: right;"| '''7.038''' | style="text-align: right;"| '''7.506''' | style="text-align: right;"| '''7.779''' | style="text-align: right;"| '''7.853''' |} <small>* indlemmet i købstaden</small> Ved folketællingen i 1930 havde Kalundborg 6.926, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 2.818 ved håndværk og industri, 1.210 ved handel mm, 966 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 523 ved husgerning, 603 var ude af erhverv og 166 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 132 (Rynkevang, Skt Jørgensbjerg) og s. 133 (Kalundborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg købstad | style="text-align: right;"| 268 | style="text-align: right;"| 2.818 | style="text-align: right;"| 1.210 | style="text-align: right;"| 966 | style="text-align: right;"| 372 | style="text-align: right;"| 523 | style="text-align: right;"| 603 | style="text-align: right;"| 166 | style="text-align: right;"| 6.926 |- ! style="text-align: left;"| Skt. Jørgensbjerg | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 467 |- ! style="text-align: left;"| Rynkevang | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 113 |- ! Kalundborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''335''' | style="text-align: right;"| '''3.010''' | style="text-align: right;"| '''1.271''' | style="text-align: right;"| '''1.045''' | style="text-align: right;"| '''426''' | style="text-align: right;"| '''602''' | style="text-align: right;"| '''649''' | style="text-align: right;"| '''168''' | style="text-align: right;"| '''7.674''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Kalundborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.875 indbyggere i købstaden, i 1950 8.603 indbyggere, i 1955 9.214 indbyggere, i 1960 9.763 indbyggere og i 1965 10.230 indbyggere. I Årby Kommune voksede nye forstæder, Rynkevang og Engvej, i Raklev Kommune forstæderne Brandsbjerg og Hestehave, og i Tømmerup Kommune forstaden Nyvang. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg købstad | style="text-align: right;"| 7.875 | style="text-align: right;"| 8.603 | style="text-align: right;"| 9.214 | style="text-align: right;"| 9.763 | style="text-align: right;"| 10.320 |- ! style="text-align: left;"| Rynkevang | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 106 | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 92 |- ! style="text-align: left;"| Engvej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 126 | style="text-align: right;"| 288 | style="text-align: right;"| 423 |- ! style="text-align: left;"| Brandsbjerg | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 75 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 438 |- ! style="text-align: left;"| Hestehave | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Nyvang | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 109 | style="text-align: right;"| 143 |- ! style="text-align: left;"| Kalundborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.022''' | style="text-align: right;"| '''8.704''' | style="text-align: right;"| '''9.631''' | style="text-align: right;"| '''10.355''' | style="text-align: right;"| '''11.416''' |} <small>* under Brandsbjerg</small> Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Kalundborg-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Kalundborg Købstads landdistrikt'' ==== Landdistriktet havde i 1800-tallet en voksende befolkning efter 1870: i 1855 204 indbyggere, i 1870 206 indbyggere, i 1880 238 indbyggere, i 1890 239 indbyggere, i 1901 435 indbyggere, hvilket sikkert afspejler en begyndende forstadsudvikling, især i form af "de saakaldte Rynkevangshuse og nogle Huse paa St. Jørgensbjærg Ø. for Byen."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 383</ref> Kalundborg landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 467 indbyggere ernærede 24 sig af immateriel virksomhed, 94 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 220 af håndværk og industri, 44 af handel og omsætning, 48 af samfærdsel, 14 af formue, 3 af offentlig understøttelse, 13 af anden og uangiven virksomhed. Omkring 1920 omtales "Forstaden Skt. Jørgensbjærg" (Trap, 4. udgave, II Bind; Kbh 1920; s. 415) i 1911 med 291 indbyggere og 1916 434 indbyggere. (Statistiske Undersøgelser Nr 10; København 1964; s. 60f) I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Sankt Jørgensbjerg havde 467 indbyggere, hvoraf 59 levede af landbrug, 154 af håndværk og industri, 51 af handel, 62 af samfærdsel, 43 af immateriel virksomhed, 61 af husgerning, 37 var ude af erhverv og 0 uangiven. ==== ''Åby sogn'' ==== Åby sogn lå lige syd for Kalundborg købstad. Omkring århundredeskiftet beskrives forholdene således: sysselsætningen var i 1890 "48 levede af immat. Virksomhed, 895 af Jordbrug, 11 af Gartneri, 17 af Fiskeri, 95 af Industri, 8 af Handel, 207 af andre Erhv., 75 af deres Midler, og 24 vare under Fattigv. Noget Aalefiskeri, Skovarbejde og (for Rynkevang) noget Dagarbejde i Kalundborg."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 479</ref> I 1906 var næringsfordelingen: 32 levede af immateriel virksomhed, 1.062 af landbrug m.v., 6 af fiskri, 122 af håndværk og fiskeri, 24 af handel, 4 af samfærdsel, 43 af formue, 55 of offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. (DS Statistiske Meddelelser 4 rk 28 bd 5 hft 1908, s.7) I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Rynkevang havde 113 indbyggere, hvoraf 8 levede af landbrug, 38 af håndværk og industri, 10 af handel, 17 af samfærdsel, 11 af immateeriel virksomhed, 18 af husgerning, 9 var ude af erhverv og 2 uangiven. === Ringsted === Ringsted havde en fordelagtig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger. Byens muligheder for byudvikling var begrænsede, så udviklingen måtte ske i Ringsted landsogn og i Benløse sogn. I lighed med en del andre danske byer betød jernbanens fremkomst, at Ringsted gik bedre tider i møde. I 1856 kom jernbanen til købstaden, og der kom i 1900-tallet jernbaneforbindelser til andre sjællandske byer. Fra 1917 til 1963 var der forbindelse til Køge (Køge-Ringsted Banen), mens Næstved-Ringsted banen åbnede i 1924 og forlængedes til Frederikssund via Hvalsø året efter. Strækningen Ringsted-Hvalsø-Frederikssund eksisterede kun til 1936 og blev med sine elleve leveår Danmarks kortest eksisterende jernbaneforbindelse. I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Ringsted en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Ringsted 9 brændevinsbrænderier, 1 væveri, 1 trykkeri, 1 garveri, 1 pottemageri og 1 vindmølle.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. udgave, bind 2 (Kjøbenhavn 1858); s. 314</ref> I 1872 var der i Ringsted 4 brændevinsbrænderier, 1 bogtrykkeri, der udgav "Sjællandsposten", 2 garverier, 1 tobaksfabrik, 2 væverier, 1 portland cementfabrik ("Hertha", oprettet 1869), 1 jernstøberi (oprettet 1868) forenet med maskinfabrik.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 362</ref> Omkring århundredeskiftet fandtes i Ringsted 1 ølbryggeri (bayersk og hvidtøl) med brændevinsbrænderi (i alt 30 arbejdere), 1 hvidtølsbryggeri (årlig produktion omtrent 2.000 tdr.), 1 dampmølle (årlig formaling af 37.500 td. korn, 15 arbejdere), 1 jernstøberi og maskinfabrik (20 arbejdere), 1 andelssvineslagteri (årligt slagtes 25.000 svin, 20 arbejdere), 1 dampsav- og høvleværk (15 arbejdere), 1 dampuldspinderi, 1 pottemageri, 1 farveri, 1 garveri og 3 bogtrykkerier. I Ringsted blev nu udgivet 3 aviser: "Sjællandsposten", "Ringsted Folketidende" og "Venstres Folkeblad".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 568</ref> Ringsteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.380 i 1850, 1.477 i 1855, 1.653 i 1860, 1.869 i 1870, 2.127 i 1880, 2.464 i 1890, 3.320 i 1901, 3.696 i 1906 og 4.045 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted købstad | style="text-align: right;"| 1.380 | style="text-align: right;"| 1.477 | style="text-align: right;"| 1.653 | style="text-align: right;"| 1.869 | style="text-align: right;"| 2.127 | style="text-align: right;"| 2.464 | style="text-align: right;"| 3.320 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted landsogn | style="text-align: right;"| 987 | style="text-align: right;"| 1.048 | style="text-align: right;"| 1.133 | style="text-align: right;"| 1.158 | style="text-align: right;"| 1.155 | style="text-align: right;"| 1.038 | style="text-align: right;"| 985 |- ! Ringsted med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.380''' | style="text-align: right;"| '''1.477''' | style="text-align: right;"| '''1.653''' | style="text-align: right;"| '''1.869''' | style="text-align: right;"| '''2.127''' | style="text-align: right;"| '''2.464''' | style="text-align: right;"| '''3.320''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 567</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Ringsted købstad | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 320 | style="text-align: right;"| 1.012 | style="text-align: right;"| 641 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 115 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2.464 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted landsogn | style="text-align: right;"| 588 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 110 | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.038 |- ! Ringsted med forstæder | style="text-align: right;"| '''688''' | style="text-align: right;"| '''14''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''430''' | style="text-align: right;"| '''1.191''' | style="text-align: right;"| '''647''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''336''' | style="text-align: right;"| '''148''' | style="text-align: right;"| '''45''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''3.502''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.696, heraf ernærede 391 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 1.727 ved håndværk og industri, 846 ved handel med mere, 247 ved samfærdsel, 184 var aftægtsfolk, 94 levede af offentlig understøttelse og 79 af anden eller uopgivet virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 7</ref> Gennem mellemkrigstiden var Ringsteds indbyggertal voksende: i 1921 5.047<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 3</ref>, i 1925 5.661<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3</ref>, i 1930 6.148<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 168</ref>, i 1935 6.780<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 169</ref>, i 1940 7.049 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstaden i Benløse Runding i Benløse Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Ringsted. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted købstad | style="text-align: right;"| 5.047 | style="text-align: right;"| 5.661 | style="text-align: right;"| 6.148 | style="text-align: right;"| 6.780 | style="text-align: right;"| 7.049 |- ! style="text-align: left;"| Benløse Runding (Benløse Sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 462 | style="text-align: right;"| 460 | style="text-align: right;"| 596 | style="text-align: right;"| 895 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.047''' | style="text-align: right;"| '''6.123''' | style="text-align: right;"| '''6.608''' | style="text-align: right;"| '''7.376''' | style="text-align: right;"| '''7.944''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Ringsted 6.608 indbyggere, heraf ernærede 551 sig ved immateriel virksomhed, 2.594 ved håndværk og industri, 1.132 ved handel mm, 683 ved samfærdsel, 301 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 560 ved husgerning, 709 var ude af erhverv og 77 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134 (Benløse Runding) og s. 134 (Ringsted)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Ringsted købstad | style="text-align: right;"| 265 | style="text-align: right;"| 2.327 | style="text-align: right;"| 1.087 | style="text-align: right;"| 644 | style="text-align: right;"| 550 | style="text-align: right;"| 537 | style="text-align: right;"| 664 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 6.148 |- ! style="text-align: left;"| Benløse | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 267 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 460 |- ! Ringsted med forstæder | style="text-align: right;"| '''302''' | style="text-align: right;"| '''2.594''' | style="text-align: right;"| '''1.132''' | style="text-align: right;"| '''683''' | style="text-align: right;"| '''551''' | style="text-align: right;"| '''560''' | style="text-align: right;"| '''709''' | style="text-align: right;"| '''77''' | style="text-align: right;"| '''6.608''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringsted sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.835 indbyggere i købstaden, i 1950 8.660 indbyggere, i 1955 9.246 indbyggere, i 1960 9.694 indbyggere og i 1965 10.426 indbyggere. I Benløse Sogn voksede Benløse Runding og Benløse by. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted købstad | style="text-align: right;"| 7.835 | style="text-align: right;"| 8.660 | style="text-align: right;"| 9.246 | style="text-align: right;"| 9.694 | style="text-align: right;"| 10.426 |- ! style="text-align: left;"| Benløse Runding | style="text-align: right;"| 914 | style="text-align: right;"| 978 | style="text-align: right;"| 995 | style="text-align: right;"| 987 | style="text-align: right;"| 1.809 |- ! style="text-align: left;"| Ringsted med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.749''' | style="text-align: right;"| '''9.638''' | style="text-align: right;"| '''10.241''' | style="text-align: right;"| '''10.681''' | style="text-align: right;"| '''12.235''' |} ==== ''Ringsted landsogn'' ==== Ringsted landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejles omkring århundredeskiftet i befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: " 110 levede af immat. Virksomhed, 588 af Jordbrug, 1 af Gartneri, 179 af Industri, 6 af Handel, 90 af andre Erhverv (deraf 83 Arbejdsm.), 33 af deres Midler, og 31 vare under Fattigv. (23 i offtl. Anstalter)." Endvidere oplyses: "I Sognet Ringsted Banegaard og Ringsted Bys Vandværk."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 640</ref> I 1906 havde landsognet 1.024 indbyggere, hvilke efter næringsvej fordelte sig således: 10 levede af immateriel virksomhed, 681 af landbrug, 0 af fiskeri, 201 af håndværk og industri, 15 af handel, 57 af samfærdsel, 29 af formue, 21 af offentlig understøttelse og 10 af anden og uangiven virksomhed. === Sorø === Sorø havde en uheldig beliggenhed isoleret og uden egentligt opland af betydning. Byen havde kun begrænsede egne byudviklingsmuligheder i Sorø landdistrikt, så udviklingen skete fortrinsvis i Pedersborg sogn, hvor dens jernbanestation lå. Ved kongelig resolution af 24. december 1883 og 13. august 1888 blev arealer fra Sorø købstads landdistrikt henlagte til købstaden. Ved resolutioner af 18. juni 1892 og 6. oktober 1897 blev yderligere arealer med 308 indbyggere henlagte under købstaden, og ved bekendtgørelse af 6. januar 1908 blev arealer af landdistriktet henlagt under købstaden.<ref name="StM 1911 97"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Sorø købstad | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 311 | style="text-align: right;"| 720 | style="text-align: right;"| 507 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 151 | style="text-align: right;"| 150 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 1.894 |- ! style="text-align: left;"| Sorø landdistrikt | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 200 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 432 |- ! Sorø med forstæder | style="text-align: right;"| '''87''' | style="text-align: right;"| '''20''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''511''' | style="text-align: right;"| '''792''' | style="text-align: right;"| '''534''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''151''' | style="text-align: right;"| '''157''' | style="text-align: right;"| '''59''' | style="text-align: right;"| '''8''' | style="text-align: right;"| '''2.326''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 60</ref> |- ! style="text-align: left;"| Sorø købstad | style="text-align: right;"| 2.335 | style="text-align: right;"| 2.412 | style="text-align: right;"| 2.615 |- ! style="text-align: left;"| Sorø købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.187 | style="text-align: right;"| 1.272 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg (Ljunge sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 274 | style="text-align: right;"| 714 |- ! Sorø med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''3.873''' | style="text-align: right;"| '''4.601''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134 (Benløse Runding) og s. 134 (Ringsted)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Sorø købstad | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 887 | style="text-align: right;"| 535 | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 417 | style="text-align: right;"| 319 | style="text-align: right;"| 416 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 2.854 |- ! style="text-align: left;"| Sorø købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 141 | style="text-align: right;"| 543 | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 308 | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 227 | style="text-align: right;"| 157 | style="text-align: right;"| 1.775 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg (Lynge sogn) | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 338 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 195 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 193 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 1.054 |- ! Sorø med forstæder | style="text-align: right;"| '''265''' | style="text-align: right;"| '''1.768''' | style="text-align: right;"| '''736''' | style="text-align: right;"| '''518''' | style="text-align: right;"| '''818''' | style="text-align: right;"| '''540''' | style="text-align: right;"| '''836''' | style="text-align: right;"| '''202''' | style="text-align: right;"| '''5.683''' |} ==== ''Sørø købstads landdistrikt'' ==== Omkring århundredeskiftet oplyses: "Med Sorø Købstads Kommune er forenet et Landdistrikt, der bestaar af Sorø Skole og Opdragelsesanstalt (Akademiet), Sorø Amts Syge-, og Arbejdsanstalt samt Hovedgaarden Sorø Lille Ladegaard (under 12 Td. Hrtk.) og Mølle (Damp- og Vejrmølle)" <ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 541f</ref> og "Ved kgl. Resol. af 24/12 1883 og 13/8 1888 er der henlagt flere Arealer af Landdistriktet til Købstaden."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 542</ref> I landdistriktet var befolkningens fordeling efter næringsveje 1890 følgende: 200 levede af immateriel Virksomhed, 69 af Jordbrug, 7 af Gartneri, 7 af Fiskeri, 72 af Industri, 27 af Handel, 7 af deres Midler, og 43 vare under Fattigvæsenet".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 543</ref> Sorø landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 800 indbyggere ernærede 193 sig af immateriel virksomhed, 90 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 266 af håndværk og industri, 42 af handel og omsætning, 37 af samfærdsel, 36 af formue, 96 af offentlig understøttelse, 33 af anden og uangiven virksomhed. Landdistriktet blev indlemmet i købstaden pr. 1. april 1950. ==== ''Lynge'' sogn ==== Lynge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1890 i befolkningens fordeling efter næringsveje: "283 levede af immat. Virksomh., 899 af Jordbrug, 21 af Gartneri, 332 af Industri, 49 af Handel, 35 af andre Erhverv, 47 af deres Midler, og 59 vare under Fattigv." Endvidere oplyses om industrien: "I Sognet Byerne: Lynge, ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Fattiggaard for Lynge-Broby Kommune (opf. 1890; Plads for 20 Lemmer; i Bygningen tillige Alderdomshjem for 20 alderdomsunderstøttede), Dampmølle, 2 Savmøller og Andelsmejeri".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 619</ref> Lynge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 også i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.722 indbyggere ernærede 46 sig af immateriel virksomhed, 866 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 402 af håndværk og industri, 58 af handel og omsætning, 170 af samfærdsel, 110 af formue, 46 af offentlig understøttelse, 24 af anden og uangiven virksomhed. === Slagelse === Slagelse lå heldigt med et stort og rigt opland i alle retninger. Købstaden havde mege begrænsede muligheder fpor byudvikling, så denne skete i Slagelse Sankt Peders landsogn og Slagelse Sankt Mikkels landsogn. Endnu omkring midten af 1800-tallet spillede det en rolle for byen, at den havde udskibningssteder med magasiner for udskibning af korn to steder ved Storebælt, ved Mullerup og Bisserup. Desuden havde byen angiveligt en stor oplandshandel med landbrugerne i omegnen.<ref name="Trap 1858 303"/> Jernbanen København)-Roskilde-Korsør kom til byen i 1856, men stationen blev anlagt lidt nord for byen; og i 1881 kom byparken Slagelse Lystanlæg. Egentlig stationsby blev Slagelse først i 1892 med flytningen af stationen ind til byen og opførelsen af Slagelse Station. I 1909 blev der bygget et elektricitetsværk i byen. [[Fil:Den gamle spritfabrik, Valbyvej, Slagelse. Nu Kokke- og Tjenerskolen. Foto Hans Christian Hansen.jpg|thumb|Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse.]] Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse blev grundlagt i 1854. I midten af 1800-tallet havde Slagelse flere mindre brændevinsbrændere og distilateurer. Men i 1854 blev et af brændevinsbrænderierne flyttet ud på Jernbjerg mark. De to store fabriksbygninger i gule og røde mursten blev opført i 1880-erne. I de efterfølgende år blev det en meget stor arbejdsplads for byen. Frem til 1920 havde virksomheden flere skiftende ejere, men 1. juli 1920 overtog Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker virksomheden. I 1855 havde Slagelse: 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 8 brændevinsbrænderier (heraf 5 med dampkedel), 4 garverier og feldberederier, 1 jernstøberi, 1 maskinfabrik, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 vatfabrik.<ref name="Trap 1858 303">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 303</ref> I 1869 havde Slagelse: 2 bogtrykkerier, 2 damp-ølbryggerier, 6 damp-brændevinsbrænderier, 4 garverier og feldberederier, 2 jernstøberier med maskinfabrikker, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 2 uldspinderier, 1 limkogeri, 1 nålefabrik.<ref name="Trap 1872 348">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 348</ref> Ved århundredeskiftet havde Slagelse af fabrikker og industrielle anlæg: 1 træskofabrik i forbindelse med et savværk, 1 forgylderi og savværk med omtrent 70 arbejdere, 1 mindre forgylderi, 1 cikorietørreri, 1 andelssvineslagteri, 1 betydeligt tarmskraberi, der udførte tarme til pølsefabrikker i Hamborg, hvor virksomhedens ejere boede, 1 stort mekanisk hampgarn-spinderi, 1 dampbrændevinsbrænderi (oprettet 1775), 1 gødningsfabrik, 2 damp-ølbryggerier, hvoraf det ene, "Poulsbjærg", blev aktieselskab i 1896; 2 garverier; 2 jernstøberier og maskinværksteder, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 1 nålefabrik; 3 bogtrykkerier, flere møller, pottemagerier, uldspinderier med mere.<ref name="Trap 1898 592">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 592</ref> I Slagelse blev udgivet 3 aviser: "Sorø Amts Folkeblad" (trykkes i Ringsted), "Slagelse-Posten" og "Slagelse Folkeblad".<ref name="Trap 1898 592"/> Slagelses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.011 i 1850, 4.747 i 1855, 4.931 i 1860, 5.468 i 1870, 6.076 i 1880, 6.816 i 1890, 8.958 i 1901, 9.768 i 1906 og 10.463 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 4.011 | style="text-align: right;"| 4.747 | style="text-align: right;"| 4.931 | style="text-align: right;"| 5.468 | style="text-align: right;"| 6.076 | style="text-align: right;"| 6.816 | style="text-align: right;"| 8.958 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse Sankt Mikkel landsogn | style="text-align: right;"| 720 | style="text-align: right;"| 833 | style="text-align: right;"| 830 | style="text-align: right;"| 877 | style="text-align: right;"| 892 | style="text-align: right;"| 851 | style="text-align: right;"| 816 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse Sankt Peder landsogn | style="text-align: right;"| 1.350 | style="text-align: right;"| 1.606 | style="text-align: right;"| 1.499 | style="text-align: right;"| 1.447 | style="text-align: right;"| 1.523 | style="text-align: right;"| 1.569 | style="text-align: right;"| 1.965 |- ! Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.011''' | style="text-align: right;"| '''4.747''' | style="text-align: right;"| '''4.931''' | style="text-align: right;"| '''5.468''' | style="text-align: right;"| '''6.076''' | style="text-align: right;"| '''6.816''' | style="text-align: right;"| '''8.958''' |} Ved kongelig resolution af 3. marts 1896 blev arealer i Sankt Peders landsogn med 37 indbyggere indlemmede i Slagelse købstad fra 1. april 1896. Ved kongelig resolution af 20. august 1904 blev arealer i Sankt Peders landsogn indlemmede i købstaden.<ref name="StM 1911 95"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 591">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 591</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 251 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 629 | style="text-align: right;"| 2.936 | style="text-align: right;"| 1.449 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1.029 | style="text-align: right;"| 360 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 6.816 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Peder landsogn | style="text-align: right;"| 784 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 337 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.569 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Mikkel landsogn | style="text-align: right;"| 620 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 851 |- ! Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.655''' | style="text-align: right;"| '''100''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''780''' | style="text-align: right;"| '''3.407''' | style="text-align: right;"| '''1.504''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''1.206''' | style="text-align: right;"| '''434''' | style="text-align: right;"| '''141''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''9.236''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.768, heraf ernærede 622 sig ved immateriel virksomhed, 417 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5.118 ved håndværk og industri, 1.858 ved handel med mere, 704 ved samfærdsel, 492 var aftægtsfolk, 414 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 7</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58"/> |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 9.768 | style="text-align: right;"| 10.463 | style="text-align: right;"| 12.748 |- ! style="text-align: left;"| Bag Anlæget og Poulsbjergvej (Sankt Peders landsogn) | style="text-align: right;"| 283 | style="text-align: right;"| 291 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Ny Holmstrup (Sankt Peders landsogn) | style="text-align: right;"| 444 | style="text-align: right;"| 503 | style="text-align: right;"| 468 |- ! Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''9.768''' | style="text-align: right;"| '''11.257''' | style="text-align: right;"| '''13.216''' |} I mellemkrigstiden voksede Slagelses indbyggertal: i 1921 13.359, i 1925 13.804, i 1930 14.431, i 1935 15.538,<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 170</ref> i 1940 16.879 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 120</ref> Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Gækkelund og Antvorskov i Sankt Peders Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Slagelse. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 13.359 | style="text-align: right;"| 13.804 | style="text-align: right;"| 14.431 | style="text-align: right;"| 15.538 | style="text-align: right;"| 16.879 |- ! style="text-align: left;"| Ny Holmstrup | style="text-align: right;"| 490 | style="text-align: right;"| 468 | style="text-align: right;"| 477 | style="text-align: right;"| 485 | style="text-align: right;"| 552 |- ! style="text-align: left;"| Gl. Holmstrup og Holmstrup Mark | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 511 | style="text-align: right;"| 451 | style="text-align: right;"| 341 | style="text-align: right;"| 336 |- ! style="text-align: left;"| Landsgrav By, Strandvejen | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 245 | style="text-align: right;"| 428 | style="text-align: right;"| 370 | style="text-align: right;"| 455 |- ! style="text-align: left;"| Gækkelundskvarteret | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 123 | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 258 |- ! style="text-align: left;"| Antvorskov By | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| (471) | style="text-align: right;"| (422) | style="text-align: right;"| 261 | style="text-align: right;"| 206 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.849''' | style="text-align: right;"| '''15.028''' | style="text-align: right;"| '''16.332''' | style="text-align: right;"| '''17.218''' | style="text-align: right;"| '''16.879''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Slagelse 14.431 indbyggere, heraf ernærede 937 sig ved immateriel virksomhed, 6.084 ved håndværk og industri, 2.566 ved handel mm, 1.339 ved samfærdsel, 555 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.077 ved husgerning, 1.751 var ude af erhverv, og 122 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Antvorskov) og 134 (Slagelse)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 555 | style="text-align: right;"| 6.084 | style="text-align: right;"| 2.566 | style="text-align: right;"| 1.339 | style="text-align: right;"| 937 | style="text-align: right;"| 1.077 | style="text-align: right;"| 1.751 | style="text-align: right;"| 122 | style="text-align: right;"| 14.431 |- ! style="text-align: left;"| Gækkelundkvarteret | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 123 |- ! style="text-align: left;"| Landsgrav by | style="text-align: right;"| 200 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 428 |- ! style="text-align: left;"| Gl. Holmstrup | style="text-align: right;"| 94 | style="text-align: right;"| 163 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 451 |- ! style="text-align: left;"| Ny Holmstrup | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 229 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 477 |- ! style="text-align: left;"| Antvorskov by | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 124 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 152 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 422 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''932''' | style="text-align: right;"| '''6.757''' | style="text-align: right;"| '''2.748''' | style="text-align: right;"| '''1.506''' | style="text-align: right;"| '''1.111''' | style="text-align: right;"| '''1.203''' | style="text-align: right;"| '''1.944''' | style="text-align: right;"| '''131''' | style="text-align: right;"| '''16.332''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Slagelse sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 18.073 indbyggere i købstaden, i 1950 19.184 indbyggere, i 1955 20.224 indbyggere, i 1960 20.562 indbyggere og i 1965 21.884 indbyggere. Forstadskommunen Sankt Peder Landsogn blev så udbygget, at den fra 1950 i sin helhed regnedes som forstad til Slagelse. I Slots Bjergby-Sludstrup Kommune voksede en ny forstad, Skælskørvejen, frem. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse købstad | style="text-align: right;"| 18.073 | style="text-align: right;"| 19.184 | style="text-align: right;"| 20.224 | style="text-align: right;"| 20.562 | style="text-align: right;"| 21.884 |- ! style="text-align: left;"| Skt Peder landsogn | style="text-align: right;"| (''2.393'') | style="text-align: right;"| 2.667 | style="text-align: right;"| 2.687 | style="text-align: right;"| 2.644 | style="text-align: right;"| 2.744 |- ! style="text-align: left;"| Ny Holmstrup | style="text-align: right;"| 638 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Gl. Holmstrup mm | style="text-align: right;"| 384 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Landsgrav by | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Gækkelundkvarteret | style="text-align: right;"| 341 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Antvorskov | style="text-align: right;"| 409 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Skælskørvejen | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 139 |- ! style="text-align: left;"| Slagelse med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.466''' | style="text-align: right;"| '''21.851''' | style="text-align: right;"| '''22.911''' | style="text-align: right;"| '''23.298''' | style="text-align: right;"| '''24.767''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Slagelse-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.<ref>Erik Kaufmann: "27 slags planer" (''SBI-byplanlægning 4''), København 1966; s. 49</ref> ==== ''Slagelse Sankt Peders Landsogn'' ==== Omkring århundredeskiftet lød beskrivelsen af befolkningens fordeling efter næringsveje således: "(man mærker Byens Nærhed) saaledes: 121 levede af immat. Virksomh., 784 af Jordbrug, 27 af Gartneri, 337 af Industri (82 af Teglbr.), 51 af Handel, 154 af andre Erhverv, 64 af deres Midler, og 31 vare under Fattigv. (19 i offtl. Anst.)."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 673</ref> Sankt Peders landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.094 indbyggere ernærede 44 sig af immateriel virksomhed, 898 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 877 af håndværk og industri, 83 af handel og omsætning, 83 af samfærdsel, 47 af formue, 62 af offentlig understøttelse, 0 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Slagelse Sankt Mikkels Landsogn'' ==== Omkring århundredeskiftet lød beskrivelsen af befolkningens fordeling efter næringsveje således: "30 levede af immat. Virksomh., 620 af Jordbr., 10 af Gartneri, 134 af Industri, 4 af Handel, 23 af andre Erhv., 10 af deres Midler, og 20 vare under Fattigv. (12 i offtl. Anst.)." Endvidere oplyses: "ved Gaardene drives Spritfabrik, Gødningsfabrik, Cikorietørreri og Ølbryggeri." Denne virksomhed skyldes sikkert nærheden til købstaden.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 680</ref> Sankt Mikkels landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 746 indbyggere ernærede 17 sig af immateriel virksomhed, 590 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 86 af håndværk og industri, 5 af handel og omsætning, 19 af samfærdsel, 16 af formue, 12 af offentlig understøttelse, 1 af anden og uangiven virksomhed. Endnu i 1930 var ikke udskilt nogen bymæssig bebyggelse. Befolkningens fordeling efter næringsveje var: 467 levede af landbrug m.v., 97 af håndværk og industri, 16 af handel, 49 af samfærdsel, 10 af immateriel virksomhed, 29 af husgerning, 58 var ude af erhverv. === Korsør === Korsør havde en mindre heldig beliggenhed med et mindre opland mod øst, der imidlertid var stærkt presset af Slagelses nærhed. Byens udviklingsmuligheder var derfor henvist til Tårnborg sogn. Korsørs betydning som overfartsby til Fyn betød, at havnen havde en stor betydning for byen. Havnen, der regnedes som den bedste på Sjælland ved Store Bælt, fik forøget betydning efter jernbanens forlængelse fra Roskilde til Korsør i 1856. I 1840 var den kun ca. 3,5 m dyb og kunne rumme ca. 250 skibe af 20 kmcl's drægtighed. Havnens samlede vandareal blev senere udvidet til ca. 14 hektar, fordelt på yderhavnen fra Halsskovbroen til Havnehovederne (henved 11 hektar) og bådehavnen (0,9 hektar), der lå ved det sydlige indløb - og inderhavnen inden for Halsskovbroen i noret (henved 4 ha). Havnepladsens størrelse var ca. 3 hektar på jernbanens og 5 hektar på byens side; dybden i indløbsrenden og ved den østre kaj i yderhavnen var ca. 8 m, resten af yder- og inderhavnen 6,0-6,6 m, bådehavnen 2,5 m. Yderhavnen havde af stenkaj 580 m, af træbolværk 940 m, inderhavnen henholdsvis 350 og 150 m. Ved havnen var der 4 kullosseapparater, 2 silo-skibselevatorer for korn og 2 kajkraner, en fast til 10 og en bevægelig til 6 tons.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 81f</ref> I det 19. århundrede voksede byen betydeligt, især efter at jernbanen var blevet anlagt, og havnens betydning steg. I 1857 led Korsør meget af koleraepidemien, der bortrev over 200 mennesker.<ref name="Trap 1898 605">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 605</ref> I 1855 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 1 teglværk, 1 kalkbrænderi, 4 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik.<ref name="Trap 1858 306">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 306</ref> I 1872 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 1 cokesbrænderi, 1 fabrik for kunstgødning med svovlsyrefabrik, 1 gasværk, 3 ølbryggerier, 2 teglværker, 1 kalkbrænderi, 2 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik.<ref name="Trap 1872 352">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 352</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredskiftet: 2 hvidtøls-bryggerier, 1 mindre dampsnedkeri, 1 dampbødkeri, 1 mindre skibsbyggeri med savmølle, 1 bådebyggeri med savmølle, 2 bogtrykkerier, alle i den gamle by; på Halskovsiden lå en højtliggende petroleumsbeholder til 10.000 tønder petroleum med pumpeledning fra bolværket og med aftapningsanstalt, 1 jernstøberi med maskinværksted, og 1 teglværk med slemmeværk (40—50 mand) samt en vindmølle; umiddelbart syd for byen lå en planteskole med stort rosendriveri, samt 2 vindmøller og en tagpapfabrik.<ref name="Trap 1898 602">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 602</ref> I Korsør er der "Dampskibsselskabet Korsør" (aktieselskab, oprettet 1. juni 1889).<ref name="Trap 1898 602"/> Korsørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.819 i 1850, 2.236 i 1855, 2.957 i 1860, 3.759 i 1870, 3.954 i 1880, 4.685 i 1890, 6.054 i 1901, 7.064 i 1906 og 8.065 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Korsør købstad | style="text-align: right;"| 1.819 | style="text-align: right;"| 2.236 | style="text-align: right;"| 2.957 | style="text-align: right;"| 3.759 | style="text-align: right;"| 3.954 | style="text-align: right;"| 4.685 | style="text-align: right;"| 6.054 |- ! style="text-align: left;"| Tårnborg sogn | style="text-align: right;"| 1.328 | style="text-align: right;"| 1.424 | style="text-align: right;"| 1.416 | style="text-align: right;"| 1.483 | style="text-align: right;"| 1.505 | style="text-align: right;"| 1.628 | style="text-align: right;"| 1.855 |- ! Korsør med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.819''' | style="text-align: right;"| '''2.236''' | style="text-align: right;"| '''2.957''' | style="text-align: right;"| '''3.759''' | style="text-align: right;"| '''3.954''' | style="text-align: right;"| '''4.685''' | style="text-align: right;"| '''6.054''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 601">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 601</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Korsør købstad | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 184 | style="text-align: right;"| 898 | style="text-align: right;"| 1.229 | style="text-align: right;"| 558 | style="text-align: right;"| 608 | style="text-align: right;"| 805 | style="text-align: right;"| 105 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 4.685 |- ! style="text-align: left;"| Tårnborg sogn | style="text-align: right;"| 758 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 75 | style="text-align: right;"| 462 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 211 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.628 |- ! Korsør med forstæder | style="text-align: right;"| '''949''' | style="text-align: right;"| '''54''' | style="text-align: right;"| '''206''' | style="text-align: right;"| '''973''' | style="text-align: right;"| '''1.691''' | style="text-align: right;"| '''564''' | style="text-align: right;"| '''625''' | style="text-align: right;"| '''1.016''' | style="text-align: right;"| '''135''' | style="text-align: right;"| '''97''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''6.313''' |} Med hensyn til handelen bemærkes, at Korsør vel var en særdeles vigtig indførselshavn for det vestlige Sjælland, lige som der foregik en stor udførsel af landbrugsprodukter til Tyskland over den, men i øvrigt var handelen ringe, da byen næsten intet opland havde. Industri og håndværk var heller ikke betydelige. Derimod indtog søfart og fiskeri en fremskudt plads. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.064, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 248 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 253 ved fiskeri, 2.328 ved håndværk og industri, 818 ved handel med mere, 2.546 ved samfærdsel, 238 var aftægtsfolk, 195 levede af offentlig understøttelse og 92 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 7</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59"/> |- ! style="text-align: left;"| Korsør købstad | style="text-align: right;"| 7.064 | style="text-align: right;"| 8.065 | style="text-align: right;"| 8.380 |- ! style="text-align: left;"| Halskov Huse (Tårnborg sogn) | style="text-align: right;"| 523 | style="text-align: right;"| 663 | style="text-align: right;"| 782 |- ! Korsør med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.064''' | style="text-align: right;"| '''8.728''' | style="text-align: right;"| '''9.162''' |} Gennem mellemkrigstiden var Korsørs indbyggertal voksende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Halsskov Huse i Tårnborg Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Korsør, og allerede pr. 1. april 1922 blev forstaden indlemmet i købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Korsør købstad | style="text-align: right;"| 8.380 | style="text-align: right;"| 8.939 | style="text-align: right;"| 9.760 | style="text-align: right;"| 9.728 | style="text-align: right;"| 9.671 | style="text-align: right;"| 9.896 |- ! style="text-align: left;"| Halsskov Huse (Tårnborg Kommune) | style="text-align: right;"| 782 | style="text-align: right;"| 908 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Korsør med forstæder | style="text-align: right;"| '''9.162''' | style="text-align: right;"| '''9.847''' | style="text-align: right;"| '''9.760''' | style="text-align: right;"| '''9.728''' | style="text-align: right;"| '''9.671''' | style="text-align: right;"| '''9.896''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Korsør 9.728 indbyggere, heraf ernærede 707 sig ved immateriel virksomhed, 3.014 ved håndværk og industri, 1.302 ved handel mm, 2.694 ved samfærdsel, 569 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 707 ved husgerning, 933 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Korsør sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 10.667 indbyggere i købstaden, i 1950 11.885 indbyggere, i 1955 12.957 indbyggere, i 1960 14.276 indbyggere og i 1965 15.269 indbyggere. ==== ''Tårnborg sogn'' ==== Omkring århundredeskiftet oplyses: Svendstrup, ved Jærnbanen, med Sparekasse (opr. 2/12 1870), Forsamlingshus og Teglværk (Aktieselskabet „Svendstrup Teglværker“ (oprettet i 1860-erne), med Skinnespor til Korsørbanen".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 698</ref> Der er næppe tvivl om, at denne virksomhed skyldtes købstadens nærhed. Tårnborg sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.055 indbyggere ernærede 41 sig af immateriel virksomhed, 808 af landbrug m.v., 51 af fiskeri, 732 af håndværk og industri, 50 af handel og omsætning, 286 af samfærdsel, 47 af formue, 36 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. Det store antal sysselsat ved samfærdsel skyldes fortrinsvis Storebæltsoverfarten. I 1930 havde Tårnborg sogn 1.294 indbyggere hvoraf 665 levede af landbrug, 228 af håndværk og industri, 38 af handel, 143 af samfærdsel, 27 af immateriel virksomhed, 60 af husgerning, 132 var ude af erhverv og 1 uangiven. === Skælskør === [[Fil:Skælskør Dampmølle 2015-07-30-5.jpg|thumb|Skælskør Dampmølle blev grundlagt i 1853.]] Skælskør havde en uheldig beliggenhed med et ret begrænset opland afskåret mod vest af Storebælt og mod syd af Smålandsfarvandet. Byen havde et landdistrikt men her skete ingen byudvikling i 1800-tallet. Havnen, der blev dannet ved uddybning af løbet, som forbinder noret med fjorden, bestod af inderhavnen eller den gamle havn, ca. 2.730 m² stor og med en dybde af indtil 3,7 m, og yderhavnen, som var forsynet med brohoved og havnebane (langs brohovedet og bolværket), der stod i forbindelse med jernbanestationen; den var ca. 5.850 m² stor og indtil 4,3 m dyb; på den anden side af brohovedet lå den henved 400 m² store bådehavn, indtil 1,8 m dyb. Havnepladsens størrelse var ca. 12.000 m², bolværkernes længde ca. 440 m. Først ved midten af det 19. århundrede blev der gjort noget alvorligt for at forbedre havnen: 1856-58 blev havnepladsen betydeligt udvidet, og 2 moler anlagdes ved indløbet til fjorden, der ved Stegehoved deles i en yder- og inderfjord, og gennem hvilken det smalle, ca. 6 km lange indløb til havnen gik; samtidig blev dette Indløb uddybet til ca. 3,8 m, senere til det 4,1 m. Yderhavnen blev anlagt senere, og indløbet blev uddybet til ca. 4,4 m; bådehavnen er anlagt 1893.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 94</ref> Først ved midten af det 19. århundrede begyndte den at vokse, vel nærmest på grund af en uddybning af Skælskør fjord og forbedringerne ved havnen, mens jernbaneforbindelsen nok næppe fik den store betydning. I 1855 havde Skælskør: 1 dampmølle, 4 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 2 ølbryggerier, 2 garverier og 1 bådebyggeri.<ref name="Trap 1858 311">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 311</ref> I 1872 havde Skælskør: 1 dampmølle, 2 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 1 ølbryggeri, 1 garveri og 1 bådebyggeri.<ref name="Trap 1872 357f">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 357f</ref> Omkring århundredeskiftet havde Skælskør af fabrikker og industrielle anlæg: 1 brændevinsbrænderi og spritfabrik, 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri med sodavandsfabrik, 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 cigar- og tobaksfabrik, 1 falstagstensfabrik, 1 bogtrykkeri, 1 andelsmejeri og 1 andelssvineslagteri (aktieselskab, oprettet 1897).<ref name="Trap 1898 612">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 612</ref> I byen fandtes 2 dampskibsselskaber, begge aktieselskaber: "Selskabet for Skjelskør og Omegn" (oprettet 1873) og "Skjelskør" (oprettet 1885).<ref name="Trap 1898 612"/> I Skjelskør blev udgivet en avis: ''Skjelskør Avis'' (''Sydvestsjællands Folkeblad for Skjelskør og Omegn'' blev udgivet i Næstved).<ref name="Trap 1898 612"/> I 1876 blev Skælskør Bank grundlagt. Skælskørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.134 i 1850, 1.379 i 1855, 1.533 i 1860, 1.692 i 1870, 1.873 i 1880, 2.272 i 1890, 2.501 i 1901, 2.509 i 1906 og 2.581 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Eggeslevmagle sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Skelskør købstad | style="text-align: right;"| 1.134 | style="text-align: right;"| 1.379 | style="text-align: right;"| 1.533 | style="text-align: right;"| 1.692 | style="text-align: right;"| 1.873 | style="text-align: right;"| 2.272 | style="text-align: right;"| 2.501 |- ! style="text-align: left;"| Skelskør landdistrikt | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 23 |- ! style="text-align: left;"| Eggeslevmagle sogn | style="text-align: right;"| 1.274 | style="text-align: right;"| 1.340 | style="text-align: right;"| 1.357 | style="text-align: right;"| 1.309 | style="text-align: right;"| 1.364 | style="text-align: right;"| 1.221 | style="text-align: right;"| 1.169 |- ! Skelskør med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.134''' | style="text-align: right;"| '''1.379''' | style="text-align: right;"| '''1.533''' | style="text-align: right;"| '''1.692''' | style="text-align: right;"| '''1.873''' | style="text-align: right;"| '''2.272''' | style="text-align: right;"| '''2.501''' |} Skelskør landdistrikt blev udskilt i 1845.Ved kongelig resolution af 25. november 1881 og 1. august 1884 blev indlemmet nogle arealer af Eggeslevmagle sogn i Skelskør købstad.<ref name="StM 1911 97">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 97)</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 611">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 611</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Skælskør købstad | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 105 | style="text-align: right;"| 222 | style="text-align: right;"| 820 | style="text-align: right;"| 552 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 251 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2.272 |- ! style="text-align: left;"| Skælskør landdistrikt | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 40 |- ! Skælskør med forstæder | style="text-align: right;"| '''174''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''112''' | style="text-align: right;"| '''222''' | style="text-align: right;"| '''826''' | style="text-align: right;"| '''552''' | style="text-align: right;"| '''72''' | style="text-align: right;"| '''251''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''41''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''2.312''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.509, heraf ernærede 195 sig ved immateriel virksomhed, 145 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 1.056 ved håndværk og industri, 535 ved handel med mere, 191 ved samfærdsel, 91 var aftægtsfolk, 140 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 7</ref> [[Fil:-Skaelskør.jpg|thumb|left|Skælskør omkring 1900]] I 1899 anlagde to apotekere i byen, brødrene C.A. og H.E.J.M. Heilmann Skælskør Frugtplantage. Skelskørbanen blev åbnet 15. maj 1892 samtidig med Slagelse-Næstved-banen, hvilket gjorde at transporttiden til de større byer og København blev reduceret betydeligt. Gennem mellemkrigstiden var Skælskørs indbyggertal svagt stigende. I Eggeslevmagle Sogn udviklede sig forstaden Hesselby-Smidstrup. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Skælskør købstad | style="text-align: right;"| 2.675 | style="text-align: right;"| 2.720 | style="text-align: right;"| 2.917 | style="text-align: right;"| 2.860 | style="text-align: right;"| 3.070 | style="text-align: right;"| 2.939 |- ! style="text-align: left;"| Hesselby-Smidstrup | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 169 | style="text-align: right;"| 153 | style="text-align: right;"| 204 | style="text-align: right;"| 240 |- ! style="text-align: left;"| Skelskør med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.675''' | style="text-align: right;"| '''2.720''' | style="text-align: right;"| '''3.086''' | style="text-align: right;"| '''3.013''' | style="text-align: right;"| '''3.274''' | style="text-align: right;"| '''3.179''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Skælskør 2.860 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 1.083 ved håndværk og industri, 475 ved handel mm, 238 ved samfærdsel, 300 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 240 ved husgerning, 321 var ude af erhverv og 24 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Hesselby-Smidstrup) og s. 134 (Skælskør)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Skelskør købstad | style="text-align: right;"| 300 | style="text-align: right;"| 1.083 | style="text-align: right;"| 475 | style="text-align: right;"| 238 | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 240 | style="text-align: right;"| 321 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 2.860 |- ! style="text-align: left;"| Hesselby-Smidstrup | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 267 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 460 |- ! Skælskør med forstæder | style="text-align: right;"| '''313''' | style="text-align: right;"| '''1.350''' | style="text-align: right;"| '''520''' | style="text-align: right;"| '''277''' | style="text-align: right;"| '''180''' | style="text-align: right;"| '''263''' | style="text-align: right;"| '''366''' | style="text-align: right;"| '''27''' | style="text-align: right;"| '''3.320''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Skælskør sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.921 indbyggere i købstaden, i 1950 3.023 indbyggere, i 1955 3.004 indbyggere, i 1960 2889 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 61</ref> og i 1965 3.398 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> Samtidig udviklede forstaden Hesselby-Smidstrup sig, og forstadsområdet Maglebyvej kom til, ligeledes i Eggeslevmagle Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Skælskør købstad | style="text-align: right;"| 2.921 | style="text-align: right;"| 3.023 | style="text-align: right;"| 3.004 | style="text-align: right;"| 2.889 | style="text-align: right;"| 3.398 |- ! style="text-align: left;"| Hesselby-Smidstrup | style="text-align: right;"| 247 | style="text-align: right;"| 295 | style="text-align: right;"| 311 | style="text-align: right;"| 352 | style="text-align: right;"| 674 |- ! style="text-align: left;"| Maglebyvej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 24 |- ! style="text-align: left;"| Skælskør med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.168''' | style="text-align: right;"| '''3.318''' | style="text-align: right;"| '''3.315''' | style="text-align: right;"| '''3.241''' | style="text-align: right;"| '''4.096''' |} === Næstved === Næstved havde en gunstig beliggenhed i et stort og rigt opland, der dog var beskåret mod syd af Karrebæk Fjord. Byen havde en uheldig afgrænsning, så en forstadsudvikling fandt sted i Næstveds landdistrikter og i Herlufholm sogn. Næstved har altid haft forbindelse med havet gennem Susaa, men denne gav kun mulighed for sejlads med mindre skibe og pramme, og byens udhavn Karrebæksminde blev først anlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Byens lille inderhavn ved Susaa var kun ca. 2 m dyb, Havnepladsen ca. 3.900 m2. Bolværkernes længde på åens østside ca. 200 m, indløbet ca. 36 m bredt. Åen ud til Karrebæk Fjord var ca. 5.000 m, løbet i fjorden var ca. 6.500 m langt. Udhavnen Karrebæksminde blev først ombygget 1900-2; havneindløbet var ca. 50 m bredt, dybden i yderhavnen ca. 5,8 m (ved bolværket dog kun 3 til 4,8 m), bolværkernes længde i alt ca. 500 m, havnepladsen ca. 1,8 hektar. Sejladsen mellem de to havne foregik ved de af havnevæsenet ejede pramme og bugserbåde. I Karrebæksminde fandtes lods og havnefoged.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 300</ref> I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Næstved en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Næstved 6 brændevinsbrænderier, 1 klædefabrik, 1 jernstøberi, 1 svovlstikkefabrik, 1 pianofortefabrik og 1 dampmel- og grynmølle.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. udgave, bind 2 (Kjøbenhavn 1858); s. 404</ref> I 1869 var der i Næstved 4 brændevinsbrænderier, 2 klædefabrikker, 2 jernstøberier, 1 dampmel- og grynmølle, 4 bryggerier, 1 dampspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier, 1 feldberederi, 2 bogtrykkerier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 468</ref> Omkring århundredeskiftet fandtes i Næstved 1 eksport-svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1896), 1 margarinefabrik (aktieselskab, oprettet 1890, senere omdannet til mejeri), 1 mineralvandsfabrik ("''Fortuna''"), 2 jernstøberier, flere tobaksfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 1 klædefabrik, Kählers keramiske Fabrik, Maglemølle Papirfabrik, 1 bayersk ølbryggeri, 3 hvidtølsbryggerier, 2 brænderier, 3 bogtrykkerier, 1 kaffebrænderi og andre. I Næstved blev fortsat udgivet to aviser: ''Næstved Avis'' og ''Næstved Tidende''.<ref name="Trap 1898 797"/> Medvirkende til den industrielle fremgang var, at Næstved i samme periode fik forbedrede forbindelser med omverdenen og oplandet: Den 4. oktober 1870 fik Næstved sin første jernbaneforbindelse med Vordingborg og Køge. Næstved Station blev indviet samtidig. Den 15. maj 1892 blev banen til Slagelse med sidebane til Skælskør åbnet, og 20. marts 1900 åbnede en privatbane til Præstø; denne blev i 1913 forlænget til Mern. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad<ref name="DS SM 1911 2f"/> | style="text-align: right;"| 2.735 | style="text-align: right;"| 3.228 | style="text-align: right;"| 3.647 | style="text-align: right;"| 4.267 | style="text-align: right;"| 4.792 | style="text-align: right;"| 5.502 | style="text-align: right;"| 7.162 |- ! style="text-align: left;"| Skt. Mortens Landdistrikt<ref name="dst">Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 24f</ref> | style="text-align: right;"| 297 | style="text-align: right;"| 292 | style="text-align: right;"| 311 | style="text-align: right;"| 315 | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 338 | style="text-align: right;"| 373 |- ! style="text-align: left;"| Skt. Peders Landdistrikt<ref name="dst"/> | style="text-align: right;"| 94 | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 84 |- ! style="text-align: left;"| Herlufsholm sogn | style="text-align: right;"| 1.492 | style="text-align: right;"| 1.587 | style="text-align: right;"| 1.666 | style="text-align: right;"| 1.717 | style="text-align: right;"| 1.841 | style="text-align: right;"| 2.103 | style="text-align: right;"| 2.314 |- ! style="text-align: left;"| Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.735''' | style="text-align: right;"| '''3.228''' | style="text-align: right;"| '''3.647''' | style="text-align: right;"| '''4.267''' | style="text-align: right;"| '''4.792''' | style="text-align: right;"| '''5.502''' | style="text-align: right;"| '''7.162''' |} Ved kongelig resolution af 22 oktober 1888 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i Næstved købstad fra 1. januar 1899. Ved kongelig resolution af 14. januar 1904 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1904.<ref name="StM 1911 95"/> Næstveds befolkning begyndte en stor stigning omkring midten af 1800-tallet, og den var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig begyndte en fremvækst af forstæder i købstadens to landdistrikter: Skt. Mortens Landdistrikt og Skt. Peders Landdistrikt. [[Fil:Næstved 1897.jpg|thumb|Kort over Næstved i 1897.]] {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 797">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 797</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 845 | style="text-align: right;"| 2.329 | style="text-align: right;"| 1.140 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 843 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 5.502 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Peder landsogn | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 68 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Morten landsogn | style="text-align: right;"| 181 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 99 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 338 |- ! Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''292''' | style="text-align: right;"| '''23''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''874''' | style="text-align: right;"| '''2.449''' | style="text-align: right;"| '''1.153''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''843''' | style="text-align: right;"| '''146''' | style="text-align: right;"| '''91''' | style="text-align: right;"| '''30''' | style="text-align: right;"| '''5.908''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.633, heraf ernærede 710 sig ved immateriel virksomhed, 161 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 3.989 ved håndværk og industri, 1.583 ved handel med mere, 464 ved samfærdsel, 268 var aftægtsfolk, 303 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9</ref> [[Fil:Næstveds segl.jpg|thumb|left|Byens segl fra 1855.]] {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58"/> |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad | style="text-align: right;"| 7.633 | style="text-align: right;"| 8.326 | style="text-align: right;"| 9.812 |- ! style="text-align: left;"| Lille Næstved (Herlufsholm sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 717 | style="text-align: right;"| 896 |- ! style="text-align: left;"| Ny Aaderup (Sankt Mortens landdistrikt) | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 395 | style="text-align: right;"| 391 |- ! style="text-align: left;"| Sandstræde (Herlufsholm sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 227 | style="text-align: right;"| 189 |- ! Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.633''' | style="text-align: right;"| '''9.665''' | style="text-align: right;"| '''11.288''' |} I mellemkrigstiden voksede Næstveds indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted samt Ny Åderup og mere spredt i Herlufsholm Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Næstved. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad | style="text-align: right;"| 10.091 | style="text-align: right;"| 11.077 | style="text-align: right;"| 11.301 | style="text-align: right;"| 12.229 | style="text-align: right;"| 13.232 |- ! style="text-align: left;"| Lille Næstved | style="text-align: right;"| 910 | style="text-align: right;"| 983 | style="text-align: right;"| 944 | style="text-align: right;"| 1.226 | style="text-align: right;"| 1.597 |- ! style="text-align: left;"| Ringstedgade og Ny Holsted | style="text-align: right;"| 216 | style="text-align: right;"| 634 | style="text-align: right;"| 860 | style="text-align: right;"| 1.027 | style="text-align: right;"| 1.679 |- ! style="text-align: left;"| Sandstræde mm i Præstø amt | style="text-align: right;"| 210 | style="text-align: right;"| 313 | style="text-align: right;"| 307 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 447 |- ! style="text-align: left;"| Ny Åderup | style="text-align: right;"| 366 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Øvrige Herlufsholm Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.392 | style="text-align: right;"| 1.361 |- ! style="text-align: left;"| Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''11.793''' | style="text-align: right;"| '''13.007''' | style="text-align: right;"| '''13.412''' | style="text-align: right;"| '''16.229''' | style="text-align: right;"| '''18.316''' |} <small>* indlemmet i Næstved</small> Ved folketællingen i 1930 havde Næstved 11.301 indbyggere, heraf ernærede 797 sig ved immateriel virksomhed, 5.179 ved håndværk og industri, 1.828 ved handel mm, 1.005 ved samfærdsel, 422 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 773 ved husgerning, 1.167 var ude af erhverv, og 130 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted), 135 (Sandstræde mm i Præstø amt) og 136 (Næstved)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad | style="text-align: right;"| 422 | style="text-align: right;"| 5.179 | style="text-align: right;"| 1.828 | style="text-align: right;"| 1.005 | style="text-align: right;"| 797 | style="text-align: right;"| 773 | style="text-align: right;"| 1.167 | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 11.301 |- ! style="text-align: left;"| Lille Næstved | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 371 | style="text-align: right;"| 150 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 76 | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 944 |- ! style="text-align: left;"| Ringstedgade og Ny Holsted | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 417 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 860 |- ! Sandstræde mm i Præstø amt | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 307 |- ! style="text-align: left;"| Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''526''' | style="text-align: right;"| '''6.092''' | style="text-align: right;"| '''2.178''' | style="text-align: right;"| '''1.174''' | style="text-align: right;"| '''918''' | style="text-align: right;"| '''955''' | style="text-align: right;"| '''1.471''' | style="text-align: right;"| '''148''' | style="text-align: right;"| '''13.412''' |} Mellemkrigstiden stadfæstede Næstved som handelsknudepunkt, idet byen både havde en havn med adgang til havet men samtidig lå pænt inde i landet og derved havde stort handelsopland. I 1924 fik byen jernbaneforbindelse til Ringsted. Efter 2. verdenskrig fortsatte Næstved sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.104 indbyggere i købstaden, i 1950 17.557 indbyggere, i 1955 18.879 indbyggere, i 1960 19.617 indbyggere, i 1965 22.113 indbyggere og i 1970 35.695 indbyggere. Forstadskommunen Herlufsholm Kommune var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Næstved. I Rønnebæk Kommune voksede en ny forstad, Rønneparken, frem. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 ! 1970 |- ! style="text-align: left;"| Næstved købstad | style="text-align: right;"| 15.104 | style="text-align: right;"| 17.557 | style="text-align: right;"| 18.879 | style="text-align: right;"| 19.617 | style="text-align: right;"| 22.113 | style="text-align: right;"| 35.695 |- ! style="text-align: left;"| Herlufsholm Kommune | style="text-align: right;"| 5.337 | style="text-align: right;"| 6.500 | style="text-align: right;"| 6.923 | style="text-align: right;"| 7.239 | style="text-align: right;"| 8.399 | |- ! style="text-align: left;"| Rønneparken og Appenæs | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 116 | style="text-align: right;"| 496 | |- ! style="text-align: left;"| Næstved med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.441''' | style="text-align: right;"| '''24.057''' | style="text-align: right;"| '''25.802''' | style="text-align: right;"| '''26.856''' | style="text-align: right;"| '''31.008''' | |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Næstved-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner. ==== ''Herlufsholm sogn'' ==== [[Fil:Herlufsholm.jpg|thumb|Herlufsholm i slutningen af 1800-tallet.]] Endnu omkring 1870 var Herlufsholm ikke præget af Næstveds nærhed: "I Sognet: Hovedgaarden Herlufsholm med Opdragelsesanstalt og Skole, samt Herlufsbolm Kirke; Byerne Lille-Nestved med Præstegaard og Skole, Ladeby med Skole og 2 Teglbrænderier, Guderup, Vredsløse, Holsted med Skole, og Everup; Gaarden Lisebjerg. Ialt 71 Gaarde, 80 Huse med og 92 uden Jord, hvoraf 38 G. og 114 H. udenfor Byerne. Indbyggere: 1811. Agerdyrkning er Hovederhverv."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 421</ref> Omkring århundredeskiftet blev forholdene derimod beskrevet således: "I Sognet Byerne: Lille-Næstved, lige uden for Næstved, med Præstegd, Skole, Asyl (opr. 1897) med Forsamlingssal, Andelsmejeri, 2 Møller og Bageri; Ladby med Skole og 2 Teglværker; Guderup; Vredsløse; Holsted med Skole og Andelsmejeri; Everup, de to sidste Byer ved Banen. Overdrevshuse m.m. — I Sognet desuden ved Susaa Hovedgaarden Herlufsholm med Opdragelsesanstalt og Skole og Maglemølle Papirfabrik (en Del i Næstved St. Peders Landdistr.), opr. 10/12 1872 som et Aktieselskab med en Kapital af 800,000 Kr., fra 1889 hørende til Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker"; Fabrikken har 500 Hestes Dampkr. og 160 Hestes Vandkr., et Tilliggende af 9 Td. Ld. og beskæftiger 150 Arbejdere; til Fabrikken høre flere Funktionærboliger, 2 Arbejderboliger og et Slusehus".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 749</ref> Som det fremgår, var en forstadsudvikling i tilknytning til stedlig fabriksdrift i fuld gang. Befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: "308 levede af immat. Virksomh. (heraf 161 paa Opdragelsesanstalten), 956 af Jordbrug, 4 af Gartneri, 558 af Industri (Maglemølle Papirfabrik), 45 af Handel, 3 af Skibsfart, 305 af andre Erhv. (276 Arbejdsm.), 49 af deres Midler og 50 vare under Fattigv."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 748f</ref> I 1906 talte den større del af Herlufsholm sogn i Sorø Amt 2.426 indbyggere, hvoraf 246 levede af immateriel virksomhed, 908 af landbrug, 0 af fiskeri, 919 af håndværk og industri, 107 af handel, 59 af samfærdsel, 104 af formue, 73 af offentlig understøttelse og 10 af anden og uangiven virksomhed, mens den mindre del af sognet, der lå i Præstø Amt, havde 247 indbyggere, hvoraf 8 levede af immateriel virksomhed, 32 af landbrug, o af fiskeri, 142 af håndværk og industri, 34 af handel, 6 af samfærdsel, 4 af formue, 21 af offentlig understøttelse. I 1930 var udskilt to forstæder: Sandstræde og Ny Holsted med 1.167 indbyggere samt Lille Næstved med 944 indbyggere. ==== ''Næstved Sankt Mortens landdistrikt'' ==== Af 356 indbyggere i 1906 levede 3 af immateriel virksomhed, 193 af landbrug, 0 af fiskeri, 116 af håndværk og industri, 13 af handel, 5 af samfærdsel, 13 af formue, 10 af offentlig understøttelse og 3 af anden og uangiven levevej. === Store Heddinge === Store Heddinge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et opland omfattende Stevns, men byen lå temmelig afsides. Dens byudvikling var henvist til Store Heddinge landsogn. I 1800-tallet kom der en smule mere vækst til Store Heddinge grundet etableringen af en jernbaneforbindelse og en dertil hørende station. Det bragte forskellige mindre industrier og håndværkere til byen, selvom landbruget fortsat var det altdominerende erhverv i området. Det samme gjorde sig gældende i 1900-tallet. Store Heddinges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.076 i 1850, 1.231 i 1855, 1.291 i 1860, 1.406 i 1870, 1.549 i 1880, 1.681 i 1890, 1.816 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.843, heraf ernærede 164 sig ved immateriel virksomhed, 377 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 1 ved fiskeri, 655 ved håndværk og industri, 393 ved handel med mere, 91 ved samfærdsel, 108 var aftægtsfolk, 42 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9</ref> Af industri og fabriksvirksomhed fandtes intet i midten af 1800-tallet. Af fabrikker havde byen i 1855 11 brændevinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 409</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier og 2 ølbryggerier.<ref name="Trap 1872 476">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel; Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 476</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 2 jernstøberier, 2 garverier, 1 kalkovn, flere møller og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1898 780"/> I Store Heddinge blev udgivet 1 avis, "Stevns Avis".<ref name="Trap 1898 780"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 780">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 780</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Store Hedinge købstad | style="text-align: right;"| 356 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 584 | style="text-align: right;"| 326 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 1.681 |- ! style="text-align: left;"| Store Hedinge landsogn | style="text-align: right;"| 868 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.568 |- ! Store Hedinge med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.224''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''14''' | style="text-align: right;"| '''305''' | style="text-align: right;"| '''898''' | style="text-align: right;"| '''363''' | style="text-align: right;"| '''25''' | style="text-align: right;"| '''275''' | style="text-align: right;"| '''115''' | style="text-align: right;"| '''27''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''3.249''' |} Gennem mellemkrigstiden var Store Heddinges indbyggertal nærmest stagnerende. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Bjælkerup i Store Heddinge Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Store Heddinge. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 61"/> ! 1916<ref name="StM 1916 61">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 61</ref> |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge købstad | style="text-align: right;"| 1.843 | style="text-align: right;"| 2.047 | style="text-align: right;"| 2.154 |- ! style="text-align: left;"| Bjælkerup | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 183 | style="text-align: right;"| 262 |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.843''' | style="text-align: right;"| '''2.230''' | style="text-align: right;"| '''2.416''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge købstad | style="text-align: right;"| 2.272 | style="text-align: right;"| 2.450 | style="text-align: right;"| 2.442 | style="text-align: right;"| 2.228 | style="text-align: right;"| 2.037 |- ! style="text-align: left;"| Bjælkerup | style="text-align: right;"| 260 | style="text-align: right;"| 256 | style="text-align: right;"| 319 | style="text-align: right;"| 472 | style="text-align: right;"| 517 |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.532''' | style="text-align: right;"| '''2.706''' | style="text-align: right;"| '''2.761''' | style="text-align: right;"| '''2.700''' | style="text-align: right;"| '''2.554''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Bjælkerup) og s. 136 (Stege)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge købstad | style="text-align: right;"| 522 | style="text-align: right;"| 766 | style="text-align: right;"| 377 | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 198 | style="text-align: right;"| 231 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 2.442 |- ! style="text-align: left;"| Bjælkerup | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 127 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 319 |- ! Store Heddinge med forstæder | style="text-align: right;"| '''599''' | style="text-align: right;"| '''893''' | style="text-align: right;"| '''398''' | style="text-align: right;"| '''136''' | style="text-align: right;"| '''192''' | style="text-align: right;"| '''213''' | style="text-align: right;"| '''272''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''2.761''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Store Heddinge sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.140 indbyggere i købstaden, i 1950 2.230 indbyggere, i 1955 2.213 indbyggere, i 1960 2.082 indbyggere og i 1965 2.153 indbyggere. I landsognet voksede Bjælkerup. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge købstad | style="text-align: right;"| 2.140 | style="text-align: right;"| 2.230 | style="text-align: right;"| 2.213 | style="text-align: right;"| 2.082 | style="text-align: right;"| 2.153 |- ! style="text-align: left;"| Bjælkerup | style="text-align: right;"| 202 | style="text-align: right;"| 264 | style="text-align: right;"| 295 | style="text-align: right;"| 334 | style="text-align: right;"| 355 |- ! style="text-align: left;"| Store Heddinge med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.342''' | style="text-align: right;"| '''2.494''' | style="text-align: right;"| '''2.508''' | style="text-align: right;"| '''2.416''' | style="text-align: right;"| '''2.508''' |} === Præstø === Præstø havde en mindre heldig beliggenhed på en odde afgrænset på tre sider og med et opland afskåret mord nord af Præstø Fjord og mod øst af Faxe Bugt. Præstø havde et landdistrikt, men der skete ingen byudvikling her gennem hele 1800-tallet. Havnen blev først anlagt i 1828. Tidligere var der kun nogle små skibsbroer, men ladning og losning måtte foregå ved både eller vogne, som kørte ud i vandet. Både i indløbet gennem fjorden, der dannedes af en smal rende syd for det fed, som skilte fjorden fra Fakse Bugt, og i selve havnen var der indtil 3,9 m dybt. Havnebassinet var ca. 4.490 m². Bolværkerne ved den egentlige havn var ca. 250 m. Havnepladsen var ca. 7.900 m² og der var havnespor til banegården.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 271</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes i 1855 flere brændevinsbrænderier, jernstøberi, bomuldsvæveri og skibsbyggeri.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 394f.</ref> I 1872 fandtes desuden tobaksfabrik, to garverier og bogtrykkeri.<ref name="Trap 1872 452">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 452</ref> Omkring år 1900 fandtes der Antonii Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, damp-, save- og høvleværk og dampbrænderi samt jernstøberi og maskinfabrik med omtrent 35 arbejdere.<ref name="Trap 1898 770">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 770</ref> Præstøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 951 i 1850, 1.154 i 1855, 1.298 i 1860, 1.413 i 1870, 1.460 i 1880, 1.500 i 1890, 1.497 i 1901, 1.469 i 1906 og 1.527 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 769">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 769</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Præstø købstad | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 189 | style="text-align: right;"| 617 | style="text-align: right;"| 358 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 1.500 |- ! style="text-align: left;"| Præstø landdistrikt | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 114 |- ! Præstø med forstæder | style="text-align: right;"| '''105''' | style="text-align: right;"| '''6''' | style="text-align: right;"| '''32''' | style="text-align: right;"| '''202''' | style="text-align: right;"| '''647''' | style="text-align: right;"| '''367''' | style="text-align: right;"| '''55''' | style="text-align: right;"| '''129''' | style="text-align: right;"| '''51''' | style="text-align: right;"| '''16''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''1.614''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.469, heraf ernærede 153 sig ved immateriel virksomhed, 63 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 28 ved fiskeri, 583 ved håndværk og industri, 379 ved handel med mere, 156 ved samfærdsel, 59 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9</ref> Da byens tidligere skole blev for lille, opførte man i 1895 skolebygningen på Klosternakken 4. Bygningen blev udvidet med 1. og 2. sal i 1904 og husede i mange år Præstø Folke-, Mellem- og Realskole. Præstø fik endestation på Præstø-Næstved Jernbane, som blev åbnet i 1900 og blev kaldt Præstøbanen. Stationen lå kun 150 m fra havnen, og i 1909 blev der anlagt en havnebane, hvorved Præstø til dels blev havneby for Næstved. I 1913 blev banen forlænget til Mern og skiftede navn til Næstved-Præstø-Mern Banen. Den blev nu kaldt Mernbanen, men havde stadig hovedkontor og værksteder i Præstø. Gennem mellemkrigstiden var Præstøs indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Nysøhuse i Præstø Landdistrikt og i Skibinge Hestehave i Skibinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Præstø. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Præstø købstad | style="text-align: right;"| 1.470 | style="text-align: right;"| 1.539 | style="text-align: right;"| 1.442 | style="text-align: right;"| 1.401 | style="text-align: right;"| 1.425 |- ! style="text-align: left;"| Nysøhuse med flere | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 148 | style="text-align: right;"| 164 |- ! style="text-align: left;"| Skibinge Hestehave | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 282 | style="text-align: right;"| 243 | style="text-align: right;"| 254 |- ! style="text-align: left;"| Præstø med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.470''' | style="text-align: right;"| '''1.539''' | style="text-align: right;"| '''1.871''' | style="text-align: right;"| '''1.792''' | style="text-align: right;"| '''1.843''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Præstø Landdistrikt) og s. 136 (Præstø + Skibinge Kommune)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Præstø købstad | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 388 | style="text-align: right;"| 339 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 137 | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 128 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 1.442 |- ! style="text-align: left;"| forstad i Præstø Landdistrikt | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 147 |- ! style="text-align: left;"| Skibinge Hestehave | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 282 |- ! style="text-align: left;"| Tubæk og Rosager | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 95 |- ! Præstø med forstæder | style="text-align: right;"| '''305''' | style="text-align: right;"| '''519''' | style="text-align: right;"| '''401''' | style="text-align: right;"| '''208''' | style="text-align: right;"| '''154''' | style="text-align: right;"| '''175''' | style="text-align: right;"| '''186''' | style="text-align: right;"| '''18''' | style="text-align: right;"| '''1.966''' |} Trods jernbanen var byens udvikling og befolkningstilvækst meget beskeden i første halvdel af 1900-tallet. I 1920-erne havde byen næsten ikke bredt sig uden for den oprindelige ø, kun lidt mod sydvest. Kvartererne syd for Tubæk og østpå langs fjorden er først opstået omkring 1930. Efter 2. verdenskrig fortsatte Præstø sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.516 indbyggere i købstaden, i 1950 1.602 indbyggere, i 1955 1.567 indbyggere, i 1960 1.528 indbyggere og i 1965 1.706 indbyggere. I landdistriktet voksede Nysøhuse, Ny Esbjerg og Rødeled som forstæder og i Skibinge kommune voksede forstaden Skibinge Hestehave. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Præstø købstad | style="text-align: right;"| 1.516 | style="text-align: right;"| 1.602 | style="text-align: right;"| 1.567 | style="text-align: right;"| 1.528 | style="text-align: right;"| 1.706 |- ! style="text-align: left;"| Nysøhuse med flere | style="text-align: right;"| 172 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 145 | style="text-align: right;"| 139 | style="text-align: right;"| 126 |- ! style="text-align: left;"| Skibinge Hestehave | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 262 | style="text-align: right;"| 345 | style="text-align: right;"| 359 | style="text-align: right;"| 382 |- ! style="text-align: left;"| Præstø med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.934''' | style="text-align: right;"| '''2.011''' | style="text-align: right;"| '''2.057''' | style="text-align: right;"| '''2.026''' | style="text-align: right;"| '''2.214''' |} === Vordingborg === Vordingborg havde en ret gunstig beliggenhed ved Storstrømmen, hvor byen var overfartsssted til Falster. Dens opland omfattede en stor del af Hammer og Bårse herreder. Byudviklingen skete til dels i Vordingborg landsogn. Byen havde to havne, dels Vordingborg Havn uden moler beliggende sydøst for slotsgrunden, der kun var tilgængelig for små fartøjer, idet den kun var indtil 2,3 m dyb lige som det 12-13 m brede sejlløb, der førte ind til den, dels Masnedsund Havn, der blev anlagt af Statsbanerne samtidig med banen men blev solgt i 1897 til byen, hvor efter den blev ombygget og forlænget mod øst ligesom sejlløbet blev uddybet til 5,6 m; dybden inde i havnen var dog kun indtil 3,6 m. Bolværkslængden i havnen var ca. 211 m. Fra Færgebroen øst sydøst for havnen, blev der fra 1919 indrettet automobilfærgefart til Gåbense på Falster. På havnepladsen byggedes dels et stort kornsilopakhus dels andre pakhuse m.m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 314</ref> Vordingborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.579 i 1850, 1.763 i 1855, 1.780 i 1860, 2.248 i 1870, 2.712 i 1880, 3.188 i 1890, 3.643 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Men samtidig foregik en byudvikling i Vordingborg landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg købstad | style="text-align: right;"| 1.579 | style="text-align: right;"| 1.763 | style="text-align: right;"| 1.780 | style="text-align: right;"| 2.248 | style="text-align: right;"| 2.712 | style="text-align: right;"| 3.188 | style="text-align: right;"| 3.643 |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg landsogn | style="text-align: right;"| 1.408 | style="text-align: right;"| 1.550 | style="text-align: right;"| 1.697 | style="text-align: right;"| 1.835 | style="text-align: right;"| 2.099 | style="text-align: right;"| 2.256 | style="text-align: right;"| 2.610 |- ! Vordingborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.579''' | style="text-align: right;"| '''1.763''' | style="text-align: right;"| '''1.780''' | style="text-align: right;"| '''2.248''' | style="text-align: right;"| '''2.712''' | style="text-align: right;"| '''3.188''' | style="text-align: right;"| '''3.643''' |} Ved kongelig resolution af 2. juni 1876 blev arealer af Vordingborg landsogn indlemmede i købstaden fra 1. januar 1877. Ved kongelig resolution af 28. november 1882 blev arealer af landsognet indlemmede i købstaden fra 1. januar 1883 mes et areal af købstaden blev indlemmet i landsognet. Ved kongelig resolution af 10 februar 1897 blev et areal af købstaden overført til landsognet. Nyråd med 357 indbyggere i 1911 udgjorde en enklave af købstaden i landsognet.<ref name="StM 1911 96"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 807">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 807</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg købstad | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 190 | style="text-align: right;"| 430 | style="text-align: right;"| 1.126 | style="text-align: right;"| 586 | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 445 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 3.188 |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg landsogn | style="text-align: right;"| 740 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 234 | style="text-align: right;"| 377 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 242 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 430 | style="text-align: right;"| 2.256 |- ! Vordingborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''931''' | style="text-align: right;"| '''18''' | style="text-align: right;"| '''226''' | style="text-align: right;"| '''664''' | style="text-align: right;"| '''1.503''' | style="text-align: right;"| '''612''' | style="text-align: right;"| '''197''' | style="text-align: right;"| '''687''' | style="text-align: right;"| '''105''' | style="text-align: right;"| '''69''' | style="text-align: right;"| '''432''' | style="text-align: right;"| '''5.444''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.608, heraf ernærede 337 sig ved immateriel virksomhed, 216 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 187 ved fiskeri, 1.378 ved håndværk og industri, 662 ved handel med mere, 546 ved samfærdsel, 139 var aftægtsfolk, 108 levede af offentlig understøttelse og 35 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9</ref> I 1872 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 4 ølbryggerier.<ref name="Trap 1872 458">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 458</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 1 garveri, 1 teglværk, 1 imprægneringsanstalt for telegraf- og telefonstænger og 1 andelssvineslagteri i Masnedsund (aktieselskab, oprettet 1889).<ref name="Trap 1898 808">J.P. Trap: K''ongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind : Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 808</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59"/> |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg købstad | style="text-align: right;"| 3.608 | style="text-align: right;"| 3.646 | style="text-align: right;"| 5.356 |- ! style="text-align: left;"| Masnedø (Vordingborg landsogn) | style="text-align: right;"| 169 | style="text-align: right;"| 166 | style="text-align: right;"| 145 |- ! style="text-align: left;"| Marienberg og Marienlyst parceller (Vordingborg landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 868 | style="text-align: right;"| 1.006 |- ! style="text-align: left;"| Nyråd (under købstaden) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 357 | style="text-align: right;"| 329 |- ! style="text-align: left;"| Nyråd (Vordingborg landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 166 | style="text-align: right;"| 145 |- ! style="text-align: left;"| Oringe Sindssygeanstalt (Vordingborg landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 688 | style="text-align: right;"| - |- ! Vordingborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.608''' | style="text-align: right;"| '''5.164''' | style="text-align: right;"| '''6.976''' |} I mellemkrigstiden voksede Vordingborgs indbyggertal: i 1921 5.184, i 1925 5.432, i 1930 5.607, i 1935 6.501 indbyggere <ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 171</ref>. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Nyråd, Marienberg og Marienlyst, Masnedø og Oringe (Sindssygehospitalet) i Vordingborg Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Vordingborg. Den 1. april 1938 blev hele Vordingborg Landsogn indlemmet i Købstadskommunen.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 17</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg købstad | style="text-align: right;"| 5.184 | style="text-align: right;"| 5.432 | style="text-align: right;"| 5.607 | style="text-align: right;"| 6.501 | style="text-align: right;"| 9.741 |- ! style="text-align: left;"| Nyråd by | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 163 | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| 190 | style="text-align: right;"| |- ! style="text-align: left;"| Marienberg og Marienlyst | style="text-align: right;"| 996 | style="text-align: right;"| 1.088 | style="text-align: right;"| 1.181 | style="text-align: right;"| 1.404 | style="text-align: right;"| |- ! style="text-align: left;"| Masnedø | style="text-align: right;"| 176 | style="text-align: right;"| 190 | style="text-align: right;"| 178 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| |- ! style="text-align: left;"| Sindssygehospitalet | style="text-align: right;"| 758 | style="text-align: right;"| 960 | style="text-align: right;"| 1.024 | style="text-align: right;"| 1.090 | style="text-align: right;"| |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.273''' | style="text-align: right;"| '''7.833''' | style="text-align: right;"| '''8.101''' | style="text-align: right;"| '''9.381''' | style="text-align: right;"| '''9.741''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Vordingborg Landsogn) og 136 (Vordingborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg købstad | style="text-align: right;"| 289 | style="text-align: right;"| 1.914 | style="text-align: right;"| 883 | style="text-align: right;"| 872 | style="text-align: right;"| 633 | style="text-align: right;"| 327 | style="text-align: right;"| 606 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 5.607 |- ! style="text-align: left;"| Marienberg og Marienlyst | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 352 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 177 | style="text-align: right;"| 211 | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 1.181 |- ! style="text-align: left;"| Masnedø | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 97 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 178 |- ! style="text-align: left;"| Sindssygehospitalet | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 768 | style="text-align: right;"| 1.024 |- ! style="text-align: left;"| Nyråd | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 111 |- ! style="text-align: left;"| Vordingborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''401''' | style="text-align: right;"| '''2.325''' | style="text-align: right;"| '''1.042''' | style="text-align: right;"| '''1.152''' | style="text-align: right;"| '''1.015''' | style="text-align: right;"| '''543''' | style="text-align: right;"| '''753''' | style="text-align: right;"| '''870''' | style="text-align: right;"| '''8.101''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Vordingborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.681 indbyggere i købstaden, i 1950 11.231 indbyggere, i 1955 11.461 indbyggere, i 1960 11.780 indbyggere og i 1965 11.905 indbyggere. === Stege === Stege havde en ret uheldig beliggenhed, idet dens opland var begrænset til øen Møn. Byen lå stærkt afgrænset på den smalle odde mellem Stege Strand og Stege Nor. Byudvikling var derfor henvist til at ske i Stege landsogn. Med sin beliggenhed på Møn var byens trivsel stærkt afhængig af sejlads og industri. Havnen forbedredes meget i begyndelsen af 19. årundrede, navnlig efter at Bøgestrømmen mellem Nyord og Danmarksholm eller Degneholm var blevet uddybet og renset for sten, da den tidligere indsejling gennem Ulvshaleløbet næsten var blevet ufarbar. Senere blev renden ind til havnen udgravet, og havnen udvidedes, navnlig ved inddæmning af et stykke land på Stege Landsogns grund vest for byen, og her blev der senere bygget en ca. 160 m lang stenmole, som afgrænsede et eget bassin, "Sukkerhavnen", hvor væsentlig ind- og udførsel til og fra sukkerfabrikken foregik. I 1897 blev der tilkøbt en grund på byens side øst for Storebro, og i 1909 blev der anlagt en ny havn i forlængelse af og nord for den gamle, og samtidig blev opført en ny havnebygning. Havnens dybde, ligesom indløbets, var da indtil 3,7 m. I 1915-16 byggedes en ophalingsbedding, der kunne optage skibe på indtil 250 tons. Ved havnen lå der et silopakhus.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', III Bind: Sorø Amt, Præstø Amt, Bornholms Amt; 4. udgave; København 1921; s. 334</ref> Om industrien omkring 1870 hed det: "3 Brændeviinsbrænderier med et aarligt Product af 2-800,000 Potter Brændeviin (i 1870: 233,041 Potter), 1 Jernstøberi, 1 Kalkbrænderi og 1 Bogtrykkeri".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 3. Deel. Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 560</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 jernstøberier, 2 hvidtølsbryggerier, 2 savskærerier, 2 bogtrykkerier og 1 mineralvandsfabrik.<ref name="Trap 1898 823">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 823</ref> Steges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.808 i 1850, 1.934 i 1855, 1.932 i 1860, 1.960 i 1870, 1.931 i 1880, 1.969 i 1890, 2.245 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Stege landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 1.808 | style="text-align: right;"| 1.934 | style="text-align: right;"| 1.932 | style="text-align: right;"| 1.960 | style="text-align: right;"| 1.931 | style="text-align: right;"| 1.969 | style="text-align: right;"| 2.245 |- ! style="text-align: left;"| Stege købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 1.796 | style="text-align: right;"| 1.996 | style="text-align: right;"| 2.051 | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 173 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 185 |- ! style="text-align: left;"| Stege landsogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2.054 | style="text-align: right;"| 2.136 | style="text-align: right;"| 2.344 | style="text-align: right;"| 2.625 |- ! Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.808''' | style="text-align: right;"| '''1.934''' | style="text-align: right;"| '''1.932''' | style="text-align: right;"| '''1.960''' | style="text-align: right;"| '''1.931''' | style="text-align: right;"| '''1.969''' | style="text-align: right;"| '''2.245''' |} Ved kongelig resolution af 17. juni 1898 blev et areal af Stege landsogn fra 1. juli 1898 indlemmet i købstaden. Ved bekendtgørelse af 20. september 1901 og kongelig resolution af 11. februar 1904 blev arealer af Stege købstads landdistrikt indlemmede i købstaden.<ref name="StM 1911 97"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1898 822">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 822</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 719 | style="text-align: right;"| 539 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 1.969 |- ! style="text-align: left;"| Stege landsogn | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 162 |- ! Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''169''' | style="text-align: right;"| '''13''' | style="text-align: right;"| '''38''' | style="text-align: right;"| '''242''' | style="text-align: right;"| '''799''' | style="text-align: right;"| '''539''' | style="text-align: right;"| '''76''' | style="text-align: right;"| '''110''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''16''' | style="text-align: right;"| '''71''' | style="text-align: right;"| '''2.131''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.230, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 137 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 16 ved fiskeri, 823 ved håndværk og industri, 559 ved handel med mere, 201 ved samfærdsel, 90 var aftægtsfolk, 160 levede af offentlig understøttelse og 47 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 61"/> ! 1916<ref name="StM 1916 61"/> |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 2.230 | style="text-align: right;"| 2.250 | style="text-align: right;"| 2.186 |- ! style="text-align: left;"| Lendemarke (Stege landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 791 | style="text-align: right;"| 914 |- ! style="text-align: left;"| Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.230''' | style="text-align: right;"| '''3.041''' | style="text-align: right;"| '''3.100''' |} Gennem mellemkrigstiden var Steges indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Lendemarke i Stege Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Stege. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 2.186 | style="text-align: right;"| 2.231 | style="text-align: right;"| 2.363 | style="text-align: right;"| 2.549 | style="text-align: right;"| 2.449 | style="text-align: right;"| 2.459 |- ! style="text-align: left;"| Lendemarke | style="text-align: right;"| 914 | style="text-align: right;"| 941 | style="text-align: right;"| 1.059 | style="text-align: right;"| 1.087 | style="text-align: right;"| 1.094 | style="text-align: right;"| 1.147 |- ! style="text-align: left;"| Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.100''' | style="text-align: right;"| '''3.172''' | style="text-align: right;"| '''3.422''' | style="text-align: right;"| '''3.636''' | style="text-align: right;"| '''3.543''' | style="text-align: right;"| '''3.606''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Stege 2.549 indbyggere, heraf ernærede 224 sig ved immateriel virksomhed, 843 ved håndværk og industri, 525 ved handel mm, 166 ved samfærdsel, 226 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 202 ved husgerning, 294 var ude af erhverv og 69 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136 (Lendemark) og s. 136 (Stege)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 226 | style="text-align: right;"| 843 | style="text-align: right;"| 525 | style="text-align: right;"| 166 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 202 | style="text-align: right;"| 294 | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 2.549 |- ! style="text-align: left;"| Lendemarke | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 629 | style="text-align: right;"| 105 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 89 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 1.087 |- ! Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''304''' | style="text-align: right;"| '''1.472''' | style="text-align: right;"| '''630''' | style="text-align: right;"| '''233''' | style="text-align: right;"| '''260''' | style="text-align: right;"| '''275''' | style="text-align: right;"| '''383''' | style="text-align: right;"| '''79''' | style="text-align: right;"| '''3.636''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Stege sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.623 indbyggere i købstaden, i 1950 2.697 indbyggere, i 1955 2.662 indbyggere, i 1960 2.620 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet voksede Lendemarke. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Stege købstad | style="text-align: right;"| 2.623 | style="text-align: right;"| 2.697 | style="text-align: right;"| 2.662 | style="text-align: right;"| 2.620 | style="text-align: right;"| 2.590 |- ! style="text-align: left;"| Lendemarke | style="text-align: right;"| 1.045 | style="text-align: right;"| 1.038 | style="text-align: right;"| 1.063 | style="text-align: right;"| 1.196 | style="text-align: right;"| 1.282 |- ! style="text-align: left;"| Stege med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.668''' | style="text-align: right;"| '''3.735''' | style="text-align: right;"| '''3.725''' | style="text-align: right;"| '''3.816''' | style="text-align: right;"| '''3.872''' |} === Rønne === Rønne havde en forholdsvisgod beliggenhed, idet byen kunne regne det meste af Bornholm som sit opland. Byen havde begrænsede udviklingsmuligheder og byudvikling fandt sted i Knudsker sogn. Rønnes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.717 i 1850, 5.239 i 1855, 5.435 i 1860, 5.505 i 1870, 6.471 i 1880, 8.281 i 1890, 9.292 i 1901, 9.142 i 1906 og 9.494 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Skibsbyggeriet indskrænker sig nu næsten til Reparationer, Robbefangsten er ophørt, Uhrfabricationen er betydelig aftagen, og Handelen i Tilbagegang, da en Deel af Oplandet søger til de andre Kjøbstæder, blandt hvilke navnlig Aakirkeby er i Opkomst. Af stor Betydning for Byen er den Udvidelse, som Havnen modtog i 1855 og 1856, da den søges meget som Nodhavn og i Havaritilfælde· Fiskernes Antal angaves i 1861 til 46 (see A. J. Smidths Beretning til Indenrigsministeriet om Fiskeriernes Tilstand paa Bornholm). Der drives Fistefangst paa Island med et Par Skibe."<ref>Trap (2. udgave); s. 600</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier (det ene anlagt 1862, det andet stiftet 1875 af et aktieselskab), 1 mineralvandsfabrik, 1 brændevinsbrænderi, 1 fællesmejeri, 1 andelsmejeri, 2 dampmøller (1 er aktieselskab, oprettet 1896), 3 møller, 1 andelssvineslagteri (opført 1890—91, udvidet 1897 til det dobbelte, så at det var beregnet til at slagte 24.000 svin, i forbindelse med et kreaturslagteri og et tarmrenseri), 1 klædefabrik (anlagt 1872), 2 større bygningsforretninger, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 jernstøberier og maskinfabrikker (i alt over 120 arbejdere, begge under eet aktieselskab oprettet 1880; i 1895 påbegyndte jernstøberiet bygning af jernskibe), 3 stenhuggerier (i alt omtrent 180 arbejdere), der var sammensluttede til "De forenede Granitbrud og Stenhuggerier ved Rønne" (Aktieselskab, stiftet 1896), 7 fajancefabrikker (med i alt 70—80 arbejdere), 3 terrakottafabrikker (30 arbejdere), 3 pottemagerier, 3 teglværker (hvoraf det ene er et aktieselskab, oprettet 1890 som "Bornholmsk Lervarefabrik", fra 1891 kaldet "Danish Firebricks Company limited"), 1 cementfabrik, 1 garveri, 1 lakserøgeri og virksomhed for saltning og hermetisk tilberedning af sild, flere silderøgerier, 1 stentrykkeri, 4 bogtrykkerier, m.m.<ref name="Trap 1899 22">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 22</ref> Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 492 levede af immateriel virksomhed, 3.928 af håndværk og industri, 1.042 af handel og omsætning, 690 af søfart, 322 af fiskeri, 248 af jordbrug, 45 af gartneri, mens 816 fordeltes på andre erhverv, 585 levede af deres midler, 108 nød almisse, og 5 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 21">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 21</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.142, heraf ernærede 516 sig ved immateriel virksomhed, 298 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 189 ved fiskeri, 4.732 ved håndværk og industri, 1.106 ved handel med mere, 982 ved samfærdsel, 836 var aftægtsfolk, 279 levede af offentlig understøttelse og 204 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Rønnes indbyggertal jævnt voksende. Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Rønne 10.537 indbyggere, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 4.244 ved håndværk og industri, 1.387 ved handel mm, 1.273 ved samfærdsel, 409 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 832 ved husgerning, 1.578 var ude af erhverv og 100 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Rønne sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 11.497 indbyggere i købstaden, i 1950 12.696 indbyggere, i 1955 13.160 indbyggere, i 1960 13.195 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 13.216 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> Samtidig udviklede der sig to forstadsbebyggelser, Strandmarken og Søndermarken, i Knudsker Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Rønne købstad | style="text-align: right;"| 11.497 | style="text-align: right;"| 12.696 | style="text-align: right;"| 13.160 | style="text-align: right;"| 13.195 | style="text-align: right;"| 13.216 |- ! style="text-align: left;"| Strandmarken | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 151 | style="text-align: right;"| 349 | style="text-align: right;"| 455 | style="text-align: right;"| 709 |- ! style="text-align: left;"| Sandemandsgård (Søndermarken) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 991 | style="text-align: right;"| 1.236 |- ! style="text-align: left;"| Rønne med forstæder | style="text-align: right;"| '''11.497''' | style="text-align: right;"| '''12.847''' | style="text-align: right;"| '''13.509''' | style="text-align: right;"| '''14.641''' | style="text-align: right;"| '''15.161''' |} === Hasle === Hasle havde en ret uheldig beliggenhed tæt på den større by Rønne. Byen havde derfor et meget begrænset opland, og dette blev yderligere beskåret af Allinge-Sandvig mod nord. Hasle havde ingen egentlige udviklingsmuligheder og heller ikke Hasle landdistrikt oplevede en byudvikling i 1800-tallet. Hasles befolkning var svagt stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 853 i 1850, 1.002 i 1855, 886 i 1860, 923 i 1870, 1.080 i 1880, 1.272 i 1890, 1.252 i 1901, 1.255 i 1906 og 1.298 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> I 1874—77 udvidedes havnen med betydelige omkostninger (i hvilke Hasle Kulværk, senere Chamottestensfabrikken, deltog med henved ⅓ for at få et udskibningssted, og der anlagdes en trækbane fra værket til havnen), så at der dannedes en yderhavn, og dybden blev 12 fod; endelig foretoges der 1892—94 nye store arbejder: havnen og indsejlingsløbet uddybedes til 14 fod, en ny inderhavn anlagdes, en 60 fod lang mole opførtes osv. Havnen bestod her efter af 3 bassiner, i alt omtrent 70.000 kvadratalen, havnepladsens størrelse var omtrent 35.000 kvadratalen, bolværkernes længde 1.315 alen. I yderhavnens sydlige hjørne blev anlagt en lille bådehavn med 5 fod vand.<ref name="Trap 1899 30">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 30</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 bryggeri og brændevinsbrænderi, 3 møller, 1 jernstøberi og maskinfabrik (16 arbejdere), 1 kønrøgsfabrik, 1 drittelstavfabrik og, i Landdistriktet, "Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik" (oprindelig Hasle Kulværk), der beskæftigede omtrent 130 personer.<ref name="Trap 1899 29">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 29</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 28">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 28</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Hasle købstad | style="text-align: right;"| 151 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 156 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 123 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 1.272 |- ! style="text-align: left;"| Hasle landdistrikt | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 474 |- ! Hasle med forstæder | style="text-align: right;"| '''155''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''72''' | style="text-align: right;"| '''84''' | style="text-align: right;"| '''608''' | style="text-align: right;"| '''156''' | style="text-align: right;"| '''46''' | style="text-align: right;"| '''133''' | style="text-align: right;"| '''74''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''1.346''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.255, heraf ernærede 59 sig ved immateriel virksomhed, 109 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 107 ved fiskeri, 629 ved håndværk og industri, 97 ved handel med mere, 95 ved samfærdsel, 109 var aftægtsfolk, 41 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Byens næringsmæssige grundlag var landbrug, råstofudvinding og dertil knyttet industri. I begyndelsen af det 19. århundrede forsøgtes kulgravning, der dog ikke viste sig rentabel. Heller ikke et glasbrug, knyttet til kullejerne gav overskud. Det gjorde derimod en lerproduktion. Denne produktion blev en af Danmarks største: Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Landbrugsjorden er sandet, og Hasle blev især kendt for sine rodfrugt, der blev solgt i Rønne. Gennem mellemkrigstiden var Hasles indbyggertal stagnerende. Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Hasle 1.335 indbyggere, heraf ernærede 55 sig ved immateriel virksomhed, 545 ved håndværk og industri, 111 ved handel mm, 87 ved samfærdsel, 210 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 115 ved husgerning, 208 var ude af erhverv og 4 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Hasle sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.560 indbyggere i købstaden, i 1950 1.531 indbyggere, i 1955 1.515 indbyggere, i 1960 1.487 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 1.495 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> === Allinge-Sandvig === Allinge-Sandvig havde en ret heldig beliggenhed nær Bornholms nordlige ende. Det begrænsede byens opland mod vest, nord og øst, men gav den et opland mod sydøst. Byudviklingen skete til dels i Olsker sogn, og herfra blev udskilt et landdistrikt for byen. Allinge-Sandvigs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 908 (Allinge 609, Sandvig 299) i 1850, 872 (Allinge 615, Sandvig 257) i 1855, 878 (Allinge 653, Sandvig 225) i 1860, 1.022 (Allinge 800, Sandvig 222) i 1870, 1.425 (Allinge 1.103, Sandvig 322) i 1880, 1.838 (Allinge 1.423, Sandvig 415) i 1890, 2.709 (Allinge 1.859, Sandvig 850) i 1901, 2.546 (Allinge 1.816, Sandvig 730) i 1906 og 2.557 (Allinge 1.863, Sandvig 694) i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Købstæderne havde hver sin havn; begge blev anlagte i det 19. århundrede. I Sandvig begyndte man 1831 at anlægge en egentlig havn, men arbejdet opgaves nogle år efter, da storm gentagne gange ødelagde, hvad der var gjort. Allinges havn var indtil 1856 en ganske lille bådehavn med kun 6 fod vand. Da anlagdes havnen 1857—62 ved ihærdigt og opofrende arbejde fra befolkningens side; den blev sprængt ud i klippen og kom til at bestå af en omtrent 6.000 kvadratalen stor yderhavn med 10½ til 13 fods dybde og en omtrent 4.000 kvadratalen stor inderhavn, der dannedes ved udvidelse af den gamle bådehavn, med 10½ til 12 fods dybde. Mellem de to havne er der en port, der bestod af to, på centrumsstolper hvilende, udad buede halvporte, hvilket gjorde det muligt for skibene at ligge i inderhavnen selv under pålandsstorm. Under stormfloden i 1872 ødelagdes aldeles den ydre mole, og de indstyrtede stenmasser gjorde havnen utilgængelig; først 1876 kunde den atter åbnes for skibe med 10 fods dybgang. Dybden var ved århundredeskiftet i yderhavnen 12, i inderhavnen 11 fod. Bolværkernes længde var omtrent 985 fod, havnepladsens størrelse omtrent 20.000 kvadratalen. Når skibe kunne søge havnen, tændtes på den nordlige mole en rød lanterne. Ved havnen fandtes private lodser, der lodsede ind og ud af havnen. Sandvig havde kun en, noget forfalden bådehavn med 5—6 fod vand, der var vanskelig tilgængelig. Havnepladsen var meget stor, omtrent 10.000 kvadratalen. Havnene bestyredes hver for sig af et af byrådet nedsat udvalg, der bestod af borgmesteren og 4 valgte medlemmer, hvoraf to kunne vælges uden for byrådet.<ref name="Trap 1899 35">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 35</ref> Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Allinge har 2 Gjæstgiverier, 6 Kjøbmænd, 1 Skibsbhggeri for mindre Skibe, 2 Steenhuggerier i Granit levere tilhugne Bygningssteen og beskjæftige c. 20 Arbeidere, et Muursteens-, Tegl- og Drainsbrcenderi beskjæftiget c. 10 Arbeidere, et Kalkbrænderi tæt ved Byen, 2 hollandske Veirmøller og 2 Stubmøller, et Bryggeri. I Sandvig er et mindre Brændevinsbrænderi og en Stubmølle."<ref>Trap (2. udgave); s. 607</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 damp-sav- og høvleværker, 4 stenhuggerier i granit (i alt omtrent 200 arbejdere), 1 teglbrænderi (omtrent 10 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 møller, 1 bryggeri, 1 fællesmejeri, flere fiskerøgerier og, i landdistriktet på Hammeren, "Bornholms Granitværk", et i 1892 stiftet tysk aktieselskab med et dansk bestyrelsesråd, der beskæftigede omtrent 350 arbejdere, og som anlagde "Hammerhavnen" i Sænebugten.<ref name="Trap 1899 34">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 34</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 33">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 33</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Allinge købstad | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 774 | style="text-align: right;"| 152 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.423 |- ! style="text-align: left;"| Sandvig købstad | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 233 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 409 |- ! style="text-align: left;"| Allinge-Sandvig landdistrikt | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 69 |- ! Allinge-Sandvig med forstæder | style="text-align: right;"| '''222''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''89''' | style="text-align: right;"| '''84''' | style="text-align: right;"| '''1.007''' | style="text-align: right;"| '''174''' | style="text-align: right;"| '''67''' | style="text-align: right;"| '''149''' | style="text-align: right;"| '''77''' | style="text-align: right;"| '''20''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''1.901''' |} Allinge-Sandvig Haandværker- og Industriforening blev stiftet i 1893, og i 1895 lod den Allinge Tekniske Skole opføre. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.546, heraf ernærede 83 sig ved immateriel virksomhed, 147 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 39 ved fiskeri, 1.687 ved håndværk og industri, 245 ved handel med mere, 168 ved samfærdsel, 89 var aftægtsfolk, 68 levede af offentlig understøttelse og 20 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Omkring 1900 begyndte turismen at få stor betydning, især for Sandvig, hvor der op gennem årene er blevet bygget en række hoteller langs strandpromenaden, heriblandt Sandvig Strandhotel. Gennem mellemkrigstiden var Allinge-Sandvigs indbyggertal nærmest stagnerende. Nogen forstadsudvikling skete ikke. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Allinge købstad | style="text-align: right;"| 1.544 | style="text-align: right;"| 1.395 | style="text-align: right;"| 1.578 | style="text-align: right;"| 1.465 | style="text-align: right;"| 1.499 | style="text-align: right;"| 1.516 |- ! style="text-align: left;"| Sandvig | style="text-align: right;"| 578 | style="text-align: right;"| 469 | style="text-align: right;"| 696 | style="text-align: right;"| 749 | style="text-align: right;"| 717 | style="text-align: right;"| 664 |- ! style="text-align: left;"| Allinge-Sandvig som helhed | style="text-align: right;"| '''2.122''' | style="text-align: right;"| '''1.864''' | style="text-align: right;"| '''2.274''' | style="text-align: right;"| '''2.214''' | style="text-align: right;"| '''2.216''' | style="text-align: right;"| '''2.180''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Allinge-Sandvig 2.214 indbyggere, heraf ernærede 86 sig ved immateriel virksomhed, 1.031 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 153 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 175 ved husgerning, 246 var ude af erhverv og 41 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Allinge-Sandvig sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.195 indbyggere i købstaden, i 1950 2.189 indbyggere, i 1955 2.130 indbyggere, i 1960 2.114 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 2.084 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 125</ref> Samtidig udviklede forstaden sig. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Allinge købstad | style="text-align: right;"| 1.513 | style="text-align: right;"| 1.534 | style="text-align: right;"| 1.514 | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 1.553 |- ! style="text-align: left;"| Sandvig | style="text-align: right;"| 682 | style="text-align: right;"| 655 | style="text-align: right;"| 616 | style="text-align: right;"| 608 | style="text-align: right;"| 531 |- ! style="text-align: left;"| Allinge-Sandvig som helhed | style="text-align: right;"| '''2.195''' | style="text-align: right;"| '''2.189''' | style="text-align: right;"| '''2.130''' | style="text-align: right;"| '''2.114''' | style="text-align: right;"| '''2.084''' |} === Svaneke === [[Fil:-Svaneke 1900.jpg|thumb|Svaneke omkring 1900]] Svaneke havde en uheldig beliggenhed på Bornholms nordøstlige hjørne. Dette afskar dens opland mod nord, øst og sydøst. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Ibsker sogn. Svanekes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.009 i 1850, 973 i 1855, 1.065 i 1860, 1.112 i 1870, 1.250 i 1880, 1.318 i 1890, 1.304 i 1901, 1.295 i 1906 og 1.320 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Byen havde i ældre tid en ret god havn, men i begyndelsen af det 19.århundrede var den så at sige helt ødelagt på grund af manglende tilsyn. Da begyndte, navnlig ved købmand Jeppe Holsts bestræbelser, anlæg af en ny havn omtrent 1810. Den blev sprængt i klippegrunden; 1816 var der 5—7½ fod vand; omtrent 1850 uddybedes den sydlige del, 1866 havde havnen en dybde af omtrent 12 fod. Da måtte man, efter at havnen var bleven så godt som ødelagt ved Stormfloden i 1872, atter tage fat på arbejdet, som fuldendtes 1877 med en bekostning af 240.000 Kr. Havnen bestod der efter af en forhavn, der kun kan benyttedes af både (tidligere bådehavn var Frennehavn syd for Sandkås Odde), en yderhavn med 11½ og en inderhavn med 12 fod vand. Mellem yder- og inderhavnen var der en port (fornyet i 1895), hvorved rulning i inderhavnen kunne forhindres. Molerne var af granit. Havnen var vanskelig tilgængelig ved østlige og nordøstlige storme, hvilket formentlig skyldes den forandrede retning, der ved ombygningen gaves den ydre mole. Med pålandsstorm kunne skummet stå indtil 100 fod i vejret og føres langt ind i byen. Havnens størrelse var omtrent 15.000, Havnepladsens 20.000 kvadratalen. Bolværkernes længde var i yderhavnen 190, i inderhavnen 335 fod. Havnevæsenet bestyredes af et udvalg, der bestod af borgmesteren som formand og 4 byrådsmedlemmer.<ref name="Trap 1899 48">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 48</ref> Med hensyn til næringslivet omkring 1870 hed det: "Med Hensyn til Byens Erhverv, da er ved Siden af lidt Handel, Agerbrug, Fisteri og Brændeviinsbrænderi (Product i 1870: c. 75,000 Potter), Skibsrederiet (i 1870: 25 Skibe »af 419 C.-Lstr.) og Skibsbyggeriet af særlig Betydning."<ref>Trap (2. udgave); s. 612</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 savværk, 1 dampspinderi, 2 bådebyggerier, 1 garveri, 5 silderøgerier, 1 stenhuggeri, 1 bryggeri og 3 møller.<ref name="Trap 1899 47">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 47</ref> Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 85 levede af immateriel virksomhed, 443 af håndværk og industri, 199 af handel og omsætning, 63 af søfart, 202 af fiskeri, 84 af jordbrug, mens 124 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse, og 90 levede af deres midler.<ref name="Trap 1899 47"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.295, heraf ernærede 68 sig ved immateriel virksomhed, 83 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 533 ved håndværk og industri, 143 ved handel med mere, 106 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 51 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Svanekes indbyggertal stagnerende: i 1916 havde byen 1.318 indbyggere, i 1921 1.324 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 67</ref>, i 1925 1.321 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3</ref>, i 1930 1.271 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 170</ref>, i 1935 1.212 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 170</ref> og i 1940 1.157 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 121</ref> Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Svaneke 1.271 indbyggere, heraf ernærede 81 sig ved immateriel virksomhed, 410 ved håndværk og industri, 137 ved handel mm, 120 ved samfærdsel, 158 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 100 ved husgerning, 238 var ude af erhverv og 27 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Svaneke sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.183 indbyggere i købstaden, i 1950 1.189 indbyggere, i 1955 1.187 indbyggere, i 1960 1.167 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 1.174 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> === Neksø === [[Fil:-Nexoe 1900.jpg|thumb|Nexø omkring år 1900]] Neksø havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Bornholms østkyst. Dette afskar byens opland mod øst men gav den et opland mod vest. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Bodilsker sogn. Neksøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.403 i 1850, 1.414 i 1855, 1.485 i 1860, 1.584 i 1870, 1.999 i 1880, 2.322 i 1890, 2.523 i 1901, 2.575 i 1906 og 2.708 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Ved slutningen af 18. det århundrede havde Neksø kun et 2 fod dybt, meget lille havnebassin, og byens få fartøjer måtte ligge uden for, fortøjede mellem to bolværker. Da tog befolkningen selv fat på anlægget af en havn, som ved 1810 havde en dybde af 6 fod og derover, men indløbet var kun mellem 5 og 6 fod dybt; senere gjordes der flere forbedringer, navnlig ved opførelsen af nye bolværker og indløbets uddybning til omtrent 7 fod. Dernæst anlagdes 1879 under ledelse af ingeniør H. Zahrtmann, og med 72.000 kr. i tilskud fra staten, et nyt, i sandstensgrunden udsprængt havnebassin nord for det gamle, og i 1891 forlængedes molerne, lige som der samtidig byggedes en tørdok, ligeledes under ledelse af Zahrtmann (indviet 25. januar 1892), den første kommunale tørdok i Danmark; den blev sprængt ud af et gammelt sandstensbrud og kostede omtrent 30.000 kr. og kunne lukkes med en pontonport; den kunne optage skibe af 165 fods længde og 12 fods dybgang. Havnen bestod her efter af den omtrent 8.400 kvadratalen store gamle havn med en dybde af 11 fod og en bolværkslængde af 460 alen, og den 9.760 kvadratalen store nye havn med en dybde af 14 fod og 430 alen bolværkslængde. Havnepladsens størrelse var omtrent 45.800 kvadratalen. Desuden lå der vest for den gamle havn en bådehavn med 4 fod vand. Ved indløbet til de to havnebassiner var der porte, som kunne holde dønning ude. Ud for indløbet, med 12 fod vand, lå der en omtrent 600 alen lang bølgebryder. Havnevæsenet blev bestyret af et udvalg af byrådet, der bestod af borgmesteren som formand og 4 andre medlemmer, hvoraf de to blev valgt af byrådets midte, de to uden for dette.<ref name="Trap 1899 53">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 53</ref> Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Byen, der ligger i den frugtbareste Teel af Bornholtn, har ikke ringe Handel med Landboerne, Skibsrederiet er i Forhold til Byens Størrelse betydeligt (i 1870 14 Skibe af 418 C.-Lstr. foruden 72 umaalte Baade), hvorhos Fiskeri og Brændeviinsbrænderi høre til de vigtigste Erhverskilder."<ref>Trap (2. udgave); s. 614</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 stenhuggeri (omtrent 65 arbejdere; Stenene tages fra Helledsgaarden ved Helvedesbakkerne), 1 jernstøberi og maskinværksted (omtrent 30 arbejdere), Bornholms Falstagstens-fabrik, 1 brændevinsbrænderi (aktieselskab, stiftet 1848), 1 ølbryggeri, 1 skibs- og bådebyggeri og 4 møller.<ref name="Trap 1899 52"/> Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 139 levede af immateriel virksomhed, 990 af håndværk og industri, 275 af handel og omsætning, 199 af søfart, 213 af fiskeri, 106 af jordbrug og 7 af gartneri, mens 191 fordeltes på andre erhverv, 35 nød almisse, 1 var i fængsel, og 166 levede af deres midler.<ref name="Trap 1899 52">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 52</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.575, heraf ernærede 174 sig ved immateriel virksomhed, 138 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 1.155 ved håndværk og industri, 311 ved handel med mere, 301 ved samfærdsel, 276 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Nexøs indbyggertal svagt voksende: i 1916 havde byen 2.722 indbyggere, i 1921 2.724 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 64</ref>, i 1925 2.767 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3</ref>, i 1930 2.819 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 167</ref>, i 1935 2.817 indbyggere<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 167</ref> og i 1940 2.934 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 118</ref> Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Nexø 2.819 indbyggere, heraf ernærede 170 sig ved immateriel virksomhed, 959 ved håndværk og industri, 344 ved handel mm, 309 ved samfærdsel, 325 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 264 ved husgerning, 427 var ude af erhverv og 21 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Neksø sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.074 indbyggere i købstaden, i 1950 3.280 indbyggere, i 1955 3.276 indbyggere, i 1960 3.220 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 3.418 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> === Åkirkeby === Åkirkeby lå forholdsvis heldigt omgivet af et opland, der dog mod nord var afskåret af det befolkningstomme Almindingen. Mod vest måtte byen konkurrere med Rønne og mod øst med Neksø. Aakirkebys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og senere: 561 i 1850, 587 i 1855, 613 i 1860, 745 i 1870, 832 i 1880, 967 i 1890, 1.176 i 1901, 1.195 i 1906 og 1.350 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Om byens næringsliv hed det omkring 1870: "Agerbrug er vistnok det overveiende Erhverv, men Handel og Haandværksdrift er betydelig tiltaget. Den har 7 Kjøbmænd og flere dygtige Haandværkere."<ref>Trap: Danmark (2. udgave); s. 619</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900 et dampbrænderi og bryggeri (aktieselskab), et fællesmejeri og 3 møller. Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 52 levede af immateriel virksomhed, 348 af håndværk og industri, 127 af handel og omsætning, 237 af jordbrug, 9 af gartneri, mens 100 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse og 66 levede af deres midler. I 1906 ernærede 50 sig ved immateriel virksomhed, 293 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 489 ved håndværk og industri, 173 ved handel med mere, 40 ved samfærdsel, 106 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Aakirkebys indbyggertal svagt stigende. I Aaker Sogn udviklede sig forstaden Kannikegaard. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Aakirkeby købstad | style="text-align: right;"| 1.443 | style="text-align: right;"| 1.496 | style="text-align: right;"| 1.550 | style="text-align: right;"| 1.503 | style="text-align: right;"| 1.560 | style="text-align: right;"| 1.567 |- ! style="text-align: left;"| Kannikegaard | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 203 | style="text-align: right;"| 225 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 256 |- ! style="text-align: left;"| Aakirkeby med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.443''' | style="text-align: right;"| '''1.496''' | style="text-align: right;"| '''1.743''' | style="text-align: right;"| '''1.728''' | style="text-align: right;"| '''1.809''' | style="text-align: right;"| '''1.823''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Aakirkeby 1.503 indbyggere, hvoraf 95 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 438 ved håndværk og industri, 207 ved handel mm, 58 ved samfærdsel, 288 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 132 ved husgerning, 254 var ude af erhverv og 31 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136 (Lendemark) og s. 136 (Stege)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Aakirkeby købstad | style="text-align: right;"| 288 | style="text-align: right;"| 438 | style="text-align: right;"| 207 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 132 | style="text-align: right;"| 254 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 1.503 |- ! style="text-align: left;"| Kannikegaard | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 225 |- ! Aakirkeby med forstæder | style="text-align: right;"| '''295''' | style="text-align: right;"| '''533''' | style="text-align: right;"| '''220''' | style="text-align: right;"| '''82''' | style="text-align: right;"| '''103''' | style="text-align: right;"| '''154''' | style="text-align: right;"| '''307''' | style="text-align: right;"| '''34''' | style="text-align: right;"| '''1.728''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Aakirkeby sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.625 indbyggere i købstaden, i 1950 1.607 indbyggere, i 1955 1.540 indbyggere, i 1960 1.461 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 65</ref> og i 1965 1.502 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> Samtidig udviklede forstaden sig. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Aakirkeby købstad | style="text-align: right;"| 1.625 | style="text-align: right;"| 1.607 | style="text-align: right;"| 1.540 | style="text-align: right;"| 1.461 | style="text-align: right;"| 1.502 |- ! style="text-align: left;"| Kannikegaard | style="text-align: right;"| 242 | style="text-align: right;"| 258 | style="text-align: right;"| 260 | style="text-align: right;"| 359 | style="text-align: right;"| 369 |- ! style="text-align: left;"| Aakirkeby med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.867''' | style="text-align: right;"| '''1.865''' | style="text-align: right;"| '''1.800''' | style="text-align: right;"| '''1.820''' | style="text-align: right;"| '''1.871''' |} === Stubbekøbing === [[Fil:Stubbekøbing 1898.jpg|thumb|Bykort fra 1898.]] Stubbekøbing havde en mindre gunstig beliggenhed på Falsters nordkyst ud mod Storstrømmen, hvilket gav den et begrænset opland omod syd. Byens jorder gav den mulighed for byudvikling inden for egne grænser. I begyndelsen af 1800-tallet havde byen ingen havn. I 1840 anlagdes en køremole med et brohoved, hvor skibene kunne lægge til. I 1842 anlagdes en egentlig havn, i 1851 og 1878 blev denne betydelig udvidet. Havnebassinets størrelse var 14.600 m², havnepladsen 1,2 hektar, bolværkernes længde 151 m, molernes længde 311 m. I 1912 uddybedes den største del af havnen og indløbet til 6 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 86</ref> Stubbekøbings befolkningstal var støt stigende i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet:<ref name="DS SM 1911 4f"/> {|class="wikitable" !1801!!1840!!1850!!1855!!1860!!1870!!1880!!1890!!1901!!1906!!1911 |- |467||925||1.081||1.191||1.247||1.322||1.509||1.546||1.615||1.727||1.916 |- |} Om Stubbekøbings næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes 4 Brændeviinsbrænderier, hvoraf kun 3 drives (aarligt Product c. 15—20,000 Potter 8 Gr. Brændeviin), et Jernstøberi og Maskinværksted, et Kalkbrænderi og et Bogtrykkeri."<ref>Trap (2. udgave); s. 446</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1890'erne brændevinsbrænderi, hvidtølsbryggeri, jernstøberi og maskinfabrik, savværk, gasmålerfabrik og bogtrykkeri.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 167</ref> Befolkningens fordeling på erhverv i 1890: 186 levede af immateriel virksomhed, 601 af håndværk og industri, 385 af handel og omsætning, 49 af søfart, 16 af fiskeri, 61 af jordbrug, 10 af gartneri, 162 af andre erhverv, 49 af deres midler, 24 af almisse, og 3 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 166">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 166</ref> I 1906 ernærede 136 sig ved immateriel virksomhed, 75 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 29 ved fiskeri, 885 ved håndværk og industri, 367 ved handel med mere, 129 ved samfærdsel, 45 var aftægtsfolk, 54 levede af offentlig understøttelse og 7 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Stubbekøbings indbyggertal stagnerende. {|class="wikitable" !1916!!1921!!1925!!1930!!1935!!1940 |- |2.147||2.226||2.232||2.145||2.067||1.992 |- |} Der skete ingen forstadsudvikling. En ny havn blev anlagt i 1931. Af Stubbekøbings indbyggere i 1930 ernærede 141 sig ved immateriel virksomhed, 838 ved håndværk og industri, 401 ved handel mm, 243 ved samfærdsel, 134 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 161 ved husgerning, 210 var ude af erhverv og 17 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Stubbekøbing sin stagnerende befolkningsudvikling:<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 67</ref><ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> {|class="wikitable" !1945!!1950!!1955!!1960!!1965 |- |2.112||2.230||2.156||2.097||2.057 |- |} === Nykøbing Falster === Nykøbing Falster havde en gunstig beliggenhed på øens vestkyst ud mod Guldborg Sund, hvilket gav byen et stort opland mod nord, øst og syd samt på Lollands østkyst. Byen havde et landdistrikt men havde tillige muligheder for byudvikling inden for egne grænser. Havnen blev betydelig forbedret i 2. halvdel af 19. århundrede, således blev det søndre løb uddybet i 1859-60; efter 1867 blev bolværket forlænget indtil den faste bro (jernbanebroen) over sundet til Lolland; senere blev havnepladsen forhøjet og brolagt, og veje og gader blev anlagt på et areal, der blev inddæmmet imellem Lollandsbanen og Havnebanen, og det indvundne areal blev udlejet til industrielle anlæg og handelsvirksomheder, havnespor blev udvidede m.m. Ved forbindelse med disse forbedringer blev den mindste dybde i det nordlige indløb gennem Sundet 6,2 m, i det sydlige indløb var der kun 2,5 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 73f</ref> Nykøbing var stærkt voksende i anden halvdel af 1800-tallet, og samtidig skete en byudvikling både i Nykøbing Falsters landdistrikt og i Thoreby sogn på Lolland. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing Falster købstad | style="text-align: right;"| 2.123 | style="text-align: right;"| 2.608 | style="text-align: right;"| 3.242 | style="text-align: right;"| 3.645 | style="text-align: right;"| 4.560 | style="text-align: right;"| 6.087 | style="text-align: right;"| 7.345 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing Falsters landdistrikt | style="text-align: right;"| 670 | style="text-align: right;"| 695 | style="text-align: right;"| 273 | style="text-align: right;"| 371 | style="text-align: right;"| 493 | style="text-align: right;"| 909 | style="text-align: right;"| 1.388 |- ! style="text-align: left;"| Thoreby sogn | style="text-align: right;"| 2.382 | style="text-align: right;"| 2.521 | style="text-align: right;"| 2.590 | style="text-align: right;"| 2.715 | style="text-align: right;"| 2.683 | style="text-align: right;"| 2.643 | style="text-align: right;"| 2.875 |- ! Nykøbing Falster med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.556''' | style="text-align: right;"| '''5.280''' | style="text-align: right;"| '''5.537''' | style="text-align: right;"| '''6.421''' | style="text-align: right;"| '''7.184''' | style="text-align: right;"| '''8.755''' | style="text-align: right;"| '''11.543''' |} Ved kongelig resolution af 31. oktober 1877 blev dele af Nykøbing købstads landdistrikt henlagt til købstaden. Ved kongelig resolution af 21. september 1899 blev yderlige dele med 74 indbyggere henlagte til købstaden fra 1. januar 1900. Ved kongelig resolution af 28. marts 1904 blev områder i Idestrup sogn indlemmede i købstaden fra 1. juli 1904. Ved kongelig resolution af 27. marts 1907 blev hele Nykøbing landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1907.<ref name="StM 1911 95"/> Om Nykøbings næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgaaer en Avis (»Lolland-Falsters Stiftstidende«), 3 Jernstøberier og Maskinfabriker med tilsammen 45 Arbeidere og et Product af c. 200,000 Pd. Støbegods aarlig, en Tobaksfabrik (beskjæftiger 48 Arbeidere og forarbeider 130,000 Pd. Tobaksblade aarlig), et Farveri med Damp-Stampeværk, 2 Garverier, 1 Kalkbrænderi, 2 Skibsbyggerier, 1 Dampmølle og 2 Dampbrænderier, der producere c. 230,000« Potter 8 Gr. Brændeviin aarlig. I Landsognet tæt udenfor Byen er beliggende 1 Damp-Ølbryggeri og 1 Mineralvandsfabrik. Førstnævnte beskjæftiger 12 Arbeidere og producerer Øl af 2200 Tdr. Malt aarlig; i Sidstnævnte beskjæftiges 8 Arbeidere og produceres 100,000 Qvartflasker Soda- og Seltersvand aarlig." (Trap, 2 udgave; s. 437) Om oplandshandelen bemærkes: "Byens Handel er tiltager med den nærmeste Omegns voxende Velstand og navnlig efterat Byens Opland i 1867 blev forøget ved Anlæget af Broen til Lolland." (Trap, 2 udgave; s. 436) Ved århundredeskiftet nævnes følgende virksomheder: "Sukkerfabrikken „Nykjøbing", et stort Bygningskompleks i den sydl. Del af Byen med særligt Vandværk (Aktieselsk. opr. 1884; Aktiekap. 1,050,000 Kr.; det beskæftiger aarl. omtr. 230 Arbejdere, Produktion 1897 omtr. 17 Mill. Pd. Sukker; Roerne dyrkes paa omtr. 4000 Td. Ld.), Laaland-Falsters Andelssvineslagteri, flere Jærnstøberier og Maskinfabrikker, deribl. Fabrikkerne „Guldborg" og „Bruunshaab", Falsters Margarinefabrik, Saltværket og Cindersfabrikken „Falster", 3 Træskærerier, 2 Klædefabrikker, 2 Garverier, Kalkbrænderiet „De forenede Kalkværker", en Teglvarefabrik, flere Tobaksfabrikker, Brændevinsbrænderier (deribl. Spritfabrikken „Fortuna"), Bryggerier, 2 Dampmøller, et Dampmejeri, Bogtrykkeri m. m." (Trap, 3. udgave; s. 156) {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing købstad | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 785 | style="text-align: right;"| 2.445 | style="text-align: right;"| 1.039 | style="text-align: right;"| 168 | style="text-align: right;"| 1.142 | style="text-align: right;"| 233 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 6.087 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing landdistrikt | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 308 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 407 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 909 |- ! Nykøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''175''' | style="text-align: right;"| '''51''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''825''' | style="text-align: right;"| '''2.753''' | style="text-align: right;"| '''1.085''' | style="text-align: right;"| '''187''' | style="text-align: right;"| '''1.549''' | style="text-align: right;"| '''242''' | style="text-align: right;"| '''74''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''6.996''' |} I mellemkrigstiden voksede Nykøbings indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Kraghave og Bangsebro i Tingsted Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nykøbing. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing købstad | style="text-align: right;"| 12.970 | style="text-align: right;"| 13.541 | style="text-align: right;"| 13.919 | style="text-align: right;"| 14.801 | style="text-align: right;"| 15.147 |- ! style="text-align: left;"| Kraghave | style="text-align: right;"| 697 | style="text-align: right;"| 769 | style="text-align: right;"| 899 | style="text-align: right;"| 844 | style="text-align: right;"| 867 |- ! style="text-align: left;"| Bangsebro | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 245 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.667''' | style="text-align: right;"| '''14.310''' | style="text-align: right;"| '''14.818''' | style="text-align: right;"| '''15.645''' | style="text-align: right;"| '''16.259''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137 (Kraghave) og 138 (Nykøbing)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing købstad | style="text-align: right;"| 388 | style="text-align: right;"| 6.416 | style="text-align: right;"| 2.406 | style="text-align: right;"| 1.322 | style="text-align: right;"| 954 | style="text-align: right;"| 1.103 | style="text-align: right;"| 1.194 | style="text-align: right;"| 136 | style="text-align: right;"| 13.919 |- ! style="text-align: left;"| Kraghave | style="text-align: right;"| 150 | style="text-align: right;"| 458 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 899 |- ! style="text-align: left;"| NYkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''538''' | style="text-align: right;"| '''6.874''' | style="text-align: right;"| '''2.486''' | style="text-align: right;"| '''1.357''' | style="text-align: right;"| '''974''' | style="text-align: right;"| '''1.176''' | style="text-align: right;"| '''1.274''' | style="text-align: right;"| '''139''' | style="text-align: right;"| '''14.818''' |} Sukkerprisen steg under 1920'erne opsving, hvilke sukkerfabrikken nød godt af. I 1928 var 300 ansat i fabrikken, samt 30 kvinder i kontoret under roekampagnen, hvor arbejdsmængden var største. Da børsen krakkede i New York i 1929 gav recessionen under Depressionen et fald i fødevarerpriser, heriblandt sukker. Dette havde stor betydning for byen, da sukkerfabrikken var blandt de største arbejdsgivere. Man kom sig dog igen og i 1950 var der ca. 400 arbejdere i kampagnen som varede 3-4 måneder. Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.097 indbyggere i købstaden, i 1950 17.192 indbyggere, i 1955 17.789 indbyggere, i 1960 17.850 indbyggere og i 1965 17.880 indbyggere. Foruden de hidtidige forstæder udviklede Øster Toreby stationsby sig til en forstad, og det samme gjorde Nagelsti Brohuse og Sundby, alle i Toreby Kommune, og Hasselø Plantage i Veggerløse Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing købstad | style="text-align: right;"| 16.097 | style="text-align: right;"| 17.192 | style="text-align: right;"| 17.789 | style="text-align: right;"| 17.850 | style="text-align: right;"| 17.880 |- ! style="text-align: left;"| Kraghave by | style="text-align: right;"| 865 | style="text-align: right;"| 876 | style="text-align: right;"| 881 | style="text-align: right;"| 890 | style="text-align: right;"| 828 |- ! style="text-align: left;"| Bangsebro | style="text-align: right;"| 237 | style="text-align: right;"| 230 | style="text-align: right;"| 207 | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 204 |- ! style="text-align: left;"| Øster Toreby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 371 | style="text-align: right;"| 421 | style="text-align: right;"| 434 | style="text-align: right;"| 393 |- ! style="text-align: left;"| Nagelsti Brohuse | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 82 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 81 |- ! style="text-align: left;"| Sundby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 668 | style="text-align: right;"| 860 | style="text-align: right;"| 1.057 | style="text-align: right;"| 1.157 |- ! style="text-align: left;"| Hasselø Plantage | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 232 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''17.199''' | style="text-align: right;"| '''19.337''' | style="text-align: right;"| '''20.240''' | style="text-align: right;"| '''20.532''' | style="text-align: right;"| '''20.775''' |} I 1953 overtog fabrikken i Nykøbing sågar Københavns Sukkerraffinaderi, som man tidligere havde samarbejdet med. I 1963 stod Frederik IX's Bro færdig. Det var en kombineret jernbane- og 4-spors vejbro, som erstattede de to tidligere broer, der var bygget i 1800-tallet. Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Nykøbing Falster-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.<ref>Erik Kaufmann: "27 slags planer" (''SBI-byplanlægning 4''), København 1966; s. 49</ref> ==== ''Nykøbing Falsters Landdistrikt'' ==== Nykøbing Falsters landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.576 indbyggere ernærede 55 sig af immateriel virksomhed, 123 af landbrug m.v., 32 af fiskeri, 1.104 af håndværk og industri, 108 af handel og omsætning, 80 af samfærdsel, 16 af formue, 10 af offentlig understøttelse, 48 af anden og uangiven virksomhed. === Nysted === Nysted havde en heldig beliggenhed på det sydøstlige Lolland, hvilket gav byen et vist opland, der dog mod nordøst blev beskåret af Nykøbing Falster og mod nord af Sakskøbing. Byen var omgivet af Nysted landsogn. Byens havn blev i slutningen af 1800-tallet forbedret ved at den bugtede sejlrende blev uddybet til 3,4 m, og der blev udgravet en anlægs- og svajeplads for dampskibe.<ref name="Trap 1899 146"/> Af toldregnskaberne fra anden halvdel af 1800-tallet fremgår, at de indførte varer mest kom fra København, Nordtyskland, Norge og Sverige. Til byen sejledes varer som jern, vin, spiritus, humle, kaffe, kul, te, bomuld, silke, ris, husholdningssalt, sirup/sukker og træ. Fra byen sejledes først og fremmest korn og kreaturer. Nysteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.082 i 1850, 1.227 i 1855, 1.261 i 1860, 1.336 i 1870, 1.438 i 1880, 1.414 i 1890, 1.411 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nysted landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Nysted købstad | style="text-align: right;"| 1.082 | style="text-align: right;"| 1.227 | style="text-align: right;"| 1.261 | style="text-align: right;"| 1.336 | style="text-align: right;"| 1.438 | style="text-align: right;"| 1.414 | style="text-align: right;"| 1.411 |- ! style="text-align: left;"| Nysted landsogn | style="text-align: right;"| 701 | style="text-align: right;"| 710 | style="text-align: right;"| 731 | style="text-align: right;"| 747 | style="text-align: right;"| 682 | style="text-align: right;"| 644 | style="text-align: right;"| 678 |- ! Nysted med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.082''' | style="text-align: right;"| '''1.227''' | style="text-align: right;"| '''1.261''' | style="text-align: right;"| '''1.336''' | style="text-align: right;"| '''1.438''' | style="text-align: right;"| '''1.414''' | style="text-align: right;"| '''1.411''' |} I 1875 blev Mette Christiansens Stiftelse for 2 fattige enker oprettet. I 1876 blev Industri- og Håndværkerforeningen oprettet. I 1877 opførte Borgerforeningen, der var oprettet 1863, en stiftelse med 4 lejligheder på Østergade 9. I 1880 blev en kommunal realklasse nedlagt. I 1880-erne blev teglværket i Klostermosen på byens markjorder nedlagt. I 1886 fik byen telefonforbindelse. I 1883 blev der etableret epidemihus med 6 senge på Skansevej. Samme år blev Falsters Landbostands Sparekasse oprettet. I 1891 blev en høj- og landbrugsskole etableret på Munkestien 4. I 1893 blev en Teknisk Skole opført på Smedestræde 6. I 1896 blev et nyt sygehus i Fiskergade med mindst 12 senge opført; samme år blev arresthuset opført. Endvidere blev der oprettet en privat realskole, der benyttede Teknisk Skoles lokaler, samt andelsmejeri og dampsavværk. I 1899 havde byen ugentlig dampskibsforbindelse med Lübeck og København. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856 kalkbrænderi, skibsbyggeri og 5 brændevinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1. udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 814</ref> I 1871 havde den kun 1 brændevinsbrænderi, men desuden et teglværk.<ref name="Trap 1873 357">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 4. Deel; Amterne Odense, Svendborg og Mariebo; Kjøbenhavn 1873; s. 357</ref> I 1899 havde byen dampmølle, dampsav- og høvleværk, kalkovn, skibsbyggeri og andelsmejeri (i landdistriktet).<ref name="Trap 1899 146">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 146</ref> [[Fil:-Nysted 1900.jpg|thumb|left|Nysted omkring 1900.]] {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 145">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 145</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Nysted købstad | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 156 | style="text-align: right;"| 514 | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 157 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.414 |- ! style="text-align: left;"| Nysted landsogn | style="text-align: right;"| 397 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 644 |- ! Nysted med forstæder | style="text-align: right;"| '''568''' | style="text-align: right;"| '''15''' | style="text-align: right;"| '''64''' | style="text-align: right;"| '''198''' | style="text-align: right;"| '''644''' | style="text-align: right;"| '''252''' | style="text-align: right;"| '''42''' | style="text-align: right;"| '''180''' | style="text-align: right;"| '''64''' | style="text-align: right;"| '''31''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''2.058''' |} I 1906 var indbyggertallet 1.457, heraf ernærede 114 sig ved immateriel virksomhed, 166 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 106 ved fiskeri, 649 ved håndværk og industri, 210 ved handel med mere, 75 ved samfærdsel, 66 var aftægtsfolk, 45 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> I 1902 blev høj- og landbrugsskolen nedlagt. Et acetylengasværk, der skulle forsyne byens gadelamper med gas, blev oprettet. I 1904 blev hospitalet fra 1676 nedlagt og omdannet til legat. Toldboden, det senere hotel, blev opført. I 1905 blev der oprettet en handelsskole med aftenundervisning i kommuneskolens lokaler. I 1907 blev Marie Christiansens stiftelse fra 1875 i Søstræde (Slotsgade) nedlagt og omdannet til legat. I 1909 blev fattighuset i Søndergade 18 nedlagt. I 1911 fik skolen en ny bygning med gymnastiksal, den kommunale realskole genopstod i dele af skolebygningen fra 1852, og Skansepavillonen blev flyttet til Skanseanlægget fra Folehaven. I 1912 etablerede Industri- og Landbrugsbanken i Nykøbing en afdeling i Nysted, og der blev bygget nyt gasværk og elektricitetsværk. I 1913 blev der bygget vandværk med tårn. Havnen blev udvidet og uddybet i 1910, idet der blev bygget et 110 m langt nyt bolværk mod syd; havnens dybde var 4,7 m, bolværkernes længde 284 m. Indløbet fik en dybde af 4,5 m og var 25-30 m bredt.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 58</ref> Gennem mellemkrigstiden var Nysteds indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.536, i 1921 1.642, i 1925 1.724, i 1930 1.716, i 1935 1.601, i 1940 1.511 indbyggere. Der opstod ingen forstæder. Ved folketællingen i 1930 havde Nysted 1.716 indbyggere, heraf ernærede 123 sig ved immateriel virksomhed, 598 ved håndværk og industri, 292 ved handel m.m., 127 ved samfærdsel, 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 139 ved husgerning, 227 var ude af erhverv og 9 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138</ref> I 1926 blev Nysted Kalk- og Kridtværk med egen anløbsbro oprettet til fremstilling af gødningskalk og foderkridt. I 1931 blev det omdannet til asfaltfabrik, som producerede 6.000 tons asfaltmastix pr. år. I 1930 blev Det Kampmann-Boysenske Kystsanatorium (tuberkulosesanatorium) opført med plads til 30 børn. I 1936 blev folkebiblioteket oprettet i det gamle arresthus. Efter 2. verdenskrig fortsatte Nysted sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.637 indbyggere i købstaden, i 1950 1.503, i 1955 1.420, i 1960 1.328 og i 1965 1.300. I landsognet blev en mindre forstad dannet i forbindelse med Adelgade. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Nysted købstad | style="text-align: right;"| 1.637 | style="text-align: right;"| 1.503 | style="text-align: right;"| 1.420 | style="text-align: right;"| 1.328 | style="text-align: right;"| 1.300 |- ! style="text-align: left;"| Adelgade | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 14 |- ! style="text-align: left;"| Nysted med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.637''' | style="text-align: right;"| '''1.503''' | style="text-align: right;"| '''1.420''' | style="text-align: right;"| '''1.350''' | style="text-align: right;"| '''1.314''' |} === Sakskøbing === Sakskøbing havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Lolland i bunden af en lang fjord. Det gav byen et opland i alle retninger, men dette blev beskåret ved konkurrence mod øst af Nykøbing Falster, mod syd af Nysted og mod vest af Maribo. Byen var omgivet af Sakskøbing landsogn. Sakskøbings losse- og ladeplads lå ved Oreby ved fjordens munding. Kun mindre fartøjer (i 1870 med 6 fod dybgang) kunne komme op til byen gennem fjorden og åen. 1886-87 foretoges der betydelige arbejder, hvorved havnen udvidedes og reguleredes, bolværker anbragtes og sejlløbet fra Oreby uddybedes, så at det fik en dybde af indtil 12 fod, havnen 8 fod. En af Havneudvalget ansat lods havde bolig ved Oreby.<ref name="Trap 1899 138">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 138</ref> Sakskøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 917 i 1850, 1.058 i 1855, 1.149 i 1860, 1.409 i 1870, 1.485 i 1880, 1.499 i 1890, 1.560 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Sakskøbing landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 917 | style="text-align: right;"| 1.058 | style="text-align: right;"| 1.149 | style="text-align: right;"| 1.409 | style="text-align: right;"| 1.485 | style="text-align: right;"| 1.499 | style="text-align: right;"| 1.560 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing landsogn | style="text-align: right;"| 1.016 | style="text-align: right;"| 1.080 | style="text-align: right;"| 1.132 | style="text-align: right;"| 1.191 | style="text-align: right;"| 1.254 | style="text-align: right;"| 1.356 | style="text-align: right;"| 1.367 |- ! Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''917''' | style="text-align: right;"| '''1.058''' | style="text-align: right;"| '''1.149''' | style="text-align: right;"| '''1.409''' | style="text-align: right;"| '''1.485''' | style="text-align: right;"| '''1.499''' | style="text-align: right;"| '''1.560''' |} Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 3 væverier, 1 farveri, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 1 pottemageri, 1 skibsbyggeri samt brændevinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1859; s. 808</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 2 væverier, 3 farverier, 2 garverier, 2 kalkbrænderier, 1 uldspinderi, 2 ølbryggerier, 3 maltgørerier, 1 brændevinsbrænderi, 2 pottemagerier, 1 skibsbyggeri.<ref name="Trap 1873 347">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 4. Deel; Amterne Odense, Svendborg og Mariebo; Kjøbenhavn 1873; s. 347</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 1 fabrik for mejeri- og landbrugsartikler, 1 dampsavværk og skæreri, 1 andelsmejeri, 1 dampvæveri, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 1 mindre pottemageri, 1 farveri, 1 kalkbrænderi, 5 maltgørerier og 1 mindre cykelfabrik.<ref name="Trap 1899 137">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 137</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 137"/> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 633 | style="text-align: right;"| 267 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 1.499 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing landsogn | style="text-align: right;"| 687 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 291 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.356 |- ! Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''691''' | style="text-align: right;"| '''31''' | style="text-align: right;"| '''28''' | style="text-align: right;"| '''274''' | style="text-align: right;"| '''924''' | style="text-align: right;"| '''316''' | style="text-align: right;"| '''33''' | style="text-align: right;"| '''302''' | style="text-align: right;"| '''92''' | style="text-align: right;"| '''80''' | style="text-align: right;"| '''84''' | style="text-align: right;"| '''2.855''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.622, heraf ernærede 157 sig ved immateriel virksomhed, 45 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 720 ved håndværk og industri, 332 ved handel med mere, 85 ved samfærdsel, 49 var aftægtsfolk, 203 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> I denne periode begyndte man en intensiv dyrkning af sukkerroer på Lolland-Falster hvilket betød øget økonomisk aktivitet i byen. Som følge heraf blev jernbanestrækningen Nykøbing Faster-Nakskov ført igennem Sakskøbing, og Sakskøbing Station opført ved den nuværende Jernbanegade. I 1866 opførte Maribo Amt en stor anstalt i byen for psykisk syge mennesker, ''Maribo Amts Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt''. [[Fil:-Sakskoebing 1900.jpg|thumb|Sakskøbing omkring 1900.]] I 1910 blev der opført en stor sukkerfabrik i købstaden, Sakskøbing Sukkerfabrik. Sammen med Saxenhøj var den blandt byens største arbejdspladser i mange år. Fabrikken købte dampskibet ''Havkatten'', der hvert år via slæbebåde slæbte tusinder tons roer ind fra Fejø og Femø til forarbejdning. I 1918 lagde man jernbanespor fra fabrikken til Sakskøbing Station grundet den øgede sukkereksport. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 61"/> ! 1916<ref name="StM 1916 61"/> |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 1.622 | style="text-align: right;"| 1.743 | style="text-align: right;"| 1.781 |- ! style="text-align: left;"| Rørbæk (Sakskøbing landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 925 | style="text-align: right;"| 1.423 |- ! Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''2.668''' | style="text-align: right;"| '''3.204''' |} Gennem mellemkrigstiden var Sakskøbings indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Rørbæk i Sakskøbing Landsogn på nordsiden af Sakskøbing å, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Sakskøbing og især på sukkerfabrikken. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 1.781 | style="text-align: right;"| 1.798 | style="text-align: right;"| 2.012 | style="text-align: right;"| 2.100 | style="text-align: right;"| 2.106 | style="text-align: right;"| 2.235 |- ! style="text-align: left;"| Rørbæk by | style="text-align: right;"| 1.423 | style="text-align: right;"| 1.212 | style="text-align: right;"| 1.286 | style="text-align: right;"| 1.174 | style="text-align: right;"| 1.246 | style="text-align: right;"| 1.315 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.204''' | style="text-align: right;"| '''3.010''' | style="text-align: right;"| '''3.298''' | style="text-align: right;"| '''3.274''' | style="text-align: right;"| '''3.353''' | style="text-align: right;"| '''3.550''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137 (Rørbæk) og s. 138 (Sakskøbing)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 724 | style="text-align: right;"| 395 | style="text-align: right;"| 181 | style="text-align: right;"| 189 | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 345 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 2.100 |- ! style="text-align: left;"| Rørbæk | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 591 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 164 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 1.174 |- ! Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''123''' | style="text-align: right;"| '''1.315''' | style="text-align: right;"| '''524''' | style="text-align: right;"| '''245''' | style="text-align: right;"| '''250''' | style="text-align: right;"| '''263''' | style="text-align: right;"| '''509''' | style="text-align: right;"| '''45''' | style="text-align: right;"| '''3.274''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Sakskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.473 indbyggere i købstaden, i 1950 2.520 indbyggere, i 1955 2.583 indbyggere, i 1960 2.526 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet stagnerede Rørbæk ligeledes. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing købstad | style="text-align: right;"| 2.473 | style="text-align: right;"| 2.520 | style="text-align: right;"| 2.583 | style="text-align: right;"| 2.526 | style="text-align: right;"| 2.568 |- ! style="text-align: left;"| Rørbæk | style="text-align: right;"| 1.521 | style="text-align: right;"| 1.562 | style="text-align: right;"| 1.514 | style="text-align: right;"| 1.509 | style="text-align: right;"| 1.479 |- ! style="text-align: left;"| Sakskøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.994''' | style="text-align: right;"| '''4.082''' | style="text-align: right;"| '''4.097''' | style="text-align: right;"| '''4.035''' | style="text-align: right;"| '''4.047''' |} ==== ''Sakskøbing landsogn'' ==== Landsognet lå fordelagtigt for en forstadsudvikling. I anden halvdel skete en kraftig befolkningsvækst, især efter 1870. Ved århundredeskiftet skildres forholdenes således: "Rørbæk, ved Vejen til Nykjøbing og Guldborg Færge, med Skole, Chrf. Gøyes Hospital, Missionshus (opf. 1896 af „Indre Mission“), Dampmølle og Andelsmejeri. Langs Nykjøbingvejen og Orebyvejen helt op til Toldstedet ligge Huse, Arbejderboliger, Villaer osv., en Slags Forstad til Sakskjøbing". (Trap 3 udgave s. 240f) Også i henseende til sysselsætning afspejledes landsognets nærhed til købstaden, idet i 1890 "56 levede af immat. Virksomh., 687 af Jordbrug, 26 af Gartneri, 28 af Fiskeri, 291 af Industri, 49 af Handel, 32 af Skibsfart, 111 af forsk. Daglejervirksomh., 51 af deres Midler, og 25 vare under Fattigv." (Trap 3 udgave s. 240) I 1906 være befolkningens næringsveje: 51 levede af immateriel virksomhed, 735 af landbrug, 16 af fiskeri, 419 af håndværk og fiskeri, 50 af handel, 34 af samfærdsel, 50 af formue, 44 of offentlig understøttelse og 14 af anden og uangiven levevej. Omkring 1920 beskrives Rørbæk således: "Rørbæk med Skole, Chrf. Gøyes Hospital, Hvilehjem (opf. 1913), Missionshus (opf. 1896), Brugsforen., Kbmdshdl., Dampmølle, Andelsmejeri og Sukkerfabrik. Byen regnes som Forstad til Sakskøbing, og langs Vejene, især Nykøbingvejen og Nord paa langs Orebyvejen, er der stærkt bebygget." Udviklingen skyldtes således Sakskøbing Sukkerfabrik, der blev bygget 1909-10 (Trap 4 udgave s. 181), og forstadens og købstadens fortsatte udvikling kom især til at bero på denne virksomhed. Efter en kraftig vækst frem til 1. verdenskrig stagnerede forstaden Rørbæk: den havde 925 indbyggere i 1911, 1.423 indbyggere i 1916, 1.212 i 1921, 1.286 i 1925, 1.174 i 1930, 1.247 i 1935. I 1930 var Rørbæk udskilt som forstad med følgende næringsforhold: 1.174 indbyggere, hvoraf 54 levede af landbrug, 591 af håndværk og industri, 129 af handel, 64 af samfærdsel, 61 af immateriel virksomhed, 92 af husgerning, 164 var ude af erhverv og 19 uangiven. === Maribo === Maribo havde en ret gunstig beliggenhed midt på Lolland, omen byens opland mod syd var beskåret af Maribo Sø. Mod øst var der konkurrence fra Sakskøbing. Byen var omgivet af et landdistrikt. Maribo havde toldsted og [[ladepladser i Danmark|ladeplads]] ved Bandholm.<ref name="Trap 1899 118">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 119</ref> Ved lov af 20. november 1868 (koncession af 8. januar 1869) fastsloges anlægget af en jernbane mellem Maribo og Bandholm. Banen, der ejedes af et privat interessentskab, åbnedes 2. november 1869.<ref name="Trap 1899 119">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 119</ref> Desuden blev Maribo station på Lolland-Falster-banen. Regeringen gav i henhold til lov af 25. marts 1872 Privatbanken koncession på anlægget af en jernbane fra Orehoved over Nykøbing Falster og Maribo til Nakskov med sidebane til Rødby. Privatbanken overlod koncessionen til et eget aktieselskab, og 22. august 1872 åbnedes den 3 mil lange banestrækning Orehoved—Nykøbing, den 1. juli 1874 den 8,6 mil lange bane fra Guldborg Sund over Sakskøbing og Maribo til Nakskov og Rødby.<ref name="Trap 1899 158">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 158</ref> Maribos befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.667 i 1850, 1.960 i 1855, 1.992 i 1860, 2.156 i 1870, 2.403 i 1880, 2.542 i 1890, 3.838 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Nogen forstadsudvikling skete ikke. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstad | style="text-align: right;"| 1.667 | style="text-align: right;"| 1.960 | style="text-align: right;"| 1.992 | style="text-align: right;"| 2.156 | style="text-align: right;"| 2.403 | style="text-align: right;"| 2.542 | style="text-align: right;"| 3.838 |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 164 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 152 | style="text-align: right;"| 140 |- ! Maribo med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.667''' | style="text-align: right;"| '''1.960''' | style="text-align: right;"| '''1.992''' | style="text-align: right;"| '''2.156''' | style="text-align: right;"| '''2.403''' | style="text-align: right;"| '''2.542''' | style="text-align: right;"| '''3.838''' |} Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 1 bogtrykkeri, 5 ølbryggerier, 10 brændevinsbrænderier, 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 4 pottemagerier, 1 vatfabrik, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1859; s. 798</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 1 bogtrykkeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 4 garverier, 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk, 2 uldspinderier, 1 dampmølle, 2 møller.<ref name="Trap 1873 332">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 4. Deel; Amterne Odense, Svendborg og Mariebo; Kjøbenhavn 1873; s. 332</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 dampmølle (aktieselskab, 34 arbejdere), 1 trævarefabrik (12 til 16 arbejdere), 3 ølbryggerier (15 arbejdere), 1 maskin- og waggonfabrik ("Vulcan", 130—140 arbejdere), 1 uldspinderi, 1 svineslagteri (aktieselskab, 16 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 1 mejeri, 1 sodavandsfabrik, 1 jernstøberi, 1 i 1897 anlagt sukkerfabrik på Skovnæs og fra 1898 hørende under De danske Sukkerfabrikker (300 arbejdere), og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1899 118"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 117">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 117</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstad | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 1.247 | style="text-align: right;"| 478 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 306 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2.542 |- ! style="text-align: left;"| Maribo landdistrikt<ref name="Trap 1899 118"/> | style="text-align: right;"| 97 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 152 |- ! Maribo med forstæder | style="text-align: right;"| '''148''' | style="text-align: right;"| '''26''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''332''' | style="text-align: right;"| '''1.258''' | style="text-align: right;"| '''482''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''339''' | style="text-align: right;"| '''74''' | style="text-align: right;"| '''28''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''2.694''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.750, heraf ernærede 306 sig ved immateriel virksomhed, 65 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 6 ved fiskeri, 2.238 ved håndværk og industri, 685 ved handel og omsætning, 210 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 132 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Gennem mellemkrigstiden var Maribos indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Ny Østergade og Idasminde i Hunseby Kommune samt Håred i Hillested Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Maribo. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstad | style="text-align: right;"| 4.196 | style="text-align: right;"| 4.442 | style="text-align: right;"| 4.618 | style="text-align: right;"| 4.606 | style="text-align: right;"| 4.490 | style="text-align: right;"| 4.399 |- ! style="text-align: left;"| Ny Østergade | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 253 | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| 359 |- ! style="text-align: left;"| Håred | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 169 | style="text-align: right;"| 52 |- ! style="text-align: left;"| Maribo med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.196''' | style="text-align: right;"| '''4.442''' | style="text-align: right;"| '''4.871''' | style="text-align: right;"| '''4.905''' | style="text-align: right;"| '''4.804''' | style="text-align: right;"| '''4.758''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137 (Ny Østergade) og s. 138 (Maribo)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstad | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 1.873 | style="text-align: right;"| 869 | style="text-align: right;"| 400 | style="text-align: right;"| 378 | style="text-align: right;"| 485 | style="text-align: right;"| 410 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 4.606 |- ! style="text-align: left;"| Ny Østergade | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 299 |- ! Maribo med forstæder | style="text-align: right;"| '''172''' | style="text-align: right;"| '''1.984''' | style="text-align: right;"| '''910''' | style="text-align: right;"| '''425''' | style="text-align: right;"| '''395''' | style="text-align: right;"| '''513''' | style="text-align: right;"| '''453''' | style="text-align: right;"| '''53''' | style="text-align: right;"| '''4,905''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Maribo sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.681 indbyggere i købstaden, i 1950 5.141 indbyggere, i 1955 5.197 indbyggere, i 1960 5.235 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. Den 1. april 1950 blev forstaden Ny Østergade indlemmet i Købstaden. Noget senere fremvoksede en ny forstad, Refshale, i Maribo købstads landdistrikt. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Maribo købstad | style="text-align: right;"| 4.681 | style="text-align: right;"| 5.141 | style="text-align: right;"| 5.197 | style="text-align: right;"| 5.235 | style="text-align: right;"| 5.232 |- ! style="text-align: left;"| Ny Østergade | style="text-align: right;"| 420 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Refshale | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 17 |- ! style="text-align: left;"| Maribo med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.101''' | style="text-align: right;"| '''5.141''' | style="text-align: right;"| '''5.197''' | style="text-align: right;"| '''5.257''' | style="text-align: right;"| '''5.249''' |} === Rødby === Rødby havde en forholdsvis heldig beliggenhed på det sydlige Lolland, hvor dets opland kun blev beskåret af Rødby Fjord mod vest og begrænset af Maribo Sø mod nordøst og af Røgbølle Sø mod øst. Byen havde plads nok til en byudvikling inden for egne grænser. Rødbys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i 1860-erne og senere: 1.339 i 1850, 1.545 i 1855, 1.578 i 1860, 1.553 i 1870, 1.796 i 1880, 1.837 i 1890, 1.726 i 1901, 1.745 i 1906 og 2.020 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Indbyggernes næringsveje var i 1890: 132 levede af immateriel virksomhed, 556 af håndværk og industri, 261 af handel og omsætning, 7 af fiskeri, 580 af jordbrug, 241 af andre erhverv, 27 af deres midler, 30 nød almisse, og 3 sad i fængsel.<ref name="Trap 1899 141">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 141</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.745, heraf ernærede 87 sig ved immateriel virksomhed, 571 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 9 ved fiskeri, 630 ved håndværk og industri, 289 ved handel med mere, 59 ved samfærdsel, 32 var aftægtsfolk, 62 levede af offentlig understøttelse og 6 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855 kun 2 brændevinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1. ufgave, bind 2; Kjøbenhavn 1873; s. 811</ref> I 1872 nævnes af fabrikker bomulds- og linnedvæverier samt 1 bogtrykkeri der udgav "Rødby Avis".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 4. Deel: Amterne Odense, Svendborg og Mariebo; Kjøbenhavn 1873; s. 352</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet 1 uldspinderi, 1 bryggeri og 1 bogtrykkeri, hvorfra blev udgivet "Rødby Avis" (et andet blad, "Rødby Dagblad", blev udgivet i Nykøbing).<ref name="Trap 1899 141"/> Et hårdt slag for byen indtraf i 1872. Her blev Rødby og den øvrige del af det sydlige Lolland og Falster ramt af den voldsomste stormflod i 1872 nogensinde og adskillige menneskeliv gik tabt ved den lejlighed. Da de værste eftervirkninger af stormen var ovre, indledtes byggeriet af et 63 kilometer langt dige langs den sydlige del af Lollands kyst, og man påbegyndte ligeledes en afvanding af Rødby Fjord. Tørlægningen fuldbyrdedes i 1966 og i dag strækker digerne sig fra halvøen Hyllekrog i øst til tangen Albuen i vest. I begyndelsen af 1900-tallet havde Rødby et lille skibsværft, men det lukkede igen på grund af afvandingen. [[Fil:-Roedby 1900.jpg|thumb|Rødby omkring 1900]] [[Fil:Rødby 1924.png|thumb|Rødby omkring 1924]] I 1912 forlængedes jernbaneforbindelsen fra Nykøbing Falster til den nyanlagte Rødbyhavn og det satte en smule mere gang i områdets økonomiske vækst. Gennem mellemkrigstiden var Rødbys indbyggertal voksende, og samtidig skete der en befolkningsvækst i forstæderne Ringsebølle i Ringsebølle Sogn og Sædinge i Sædinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Rødby. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Rødby købstad | style="text-align: right;"| 2.110 | style="text-align: right;"| 3.290 | style="text-align: right;"| 2.750 | style="text-align: right;"| 3.108 | style="text-align: right;"| 3.060 | style="text-align: right;"| 3.443 |- ! style="text-align: left;"| Ringsebølle by (i Ringsebølle Sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 148 | style="text-align: right;"| 153 | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 127 |- ! style="text-align: left;"| Ringsebølle by (i Sædinge Sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 229 | style="text-align: right;"| 241 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 224 |- ! style="text-align: left;"| Rødby med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.110''' | style="text-align: right;"| '''3.438''' | style="text-align: right;"| '''3.144''' | style="text-align: right;"| '''3.491''' | style="text-align: right;"| '''3.435''' | style="text-align: right;"| '''3.794''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138 (Ringsebølle og Sædinge) og s. 138 (Rødby)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Rødby købstad | style="text-align: right;"| 630 | style="text-align: right;"| 874 | style="text-align: right;"| 284 | style="text-align: right;"| 189 | style="text-align: right;"| 280 | style="text-align: right;"| 214 | style="text-align: right;"| 577 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 3.108 |- ! style="text-align: left;"| Ringsebølle | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 134 |- ! style="text-align: left;"| Sædinge | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 249 |- ! Rødby med forstæder | style="text-align: right;"| '''650''' | style="text-align: right;"| '''993''' | style="text-align: right;"| '''339''' | style="text-align: right;"| '''227''' | style="text-align: right;"| '''295''' | style="text-align: right;"| '''253''' | style="text-align: right;"| '''671''' | style="text-align: right;"| '''63''' | style="text-align: right;"| '''3.491''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Rødby sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.511 indbyggere i købstaden, i 1950 3.349 indbyggere, i 1955 3.392 indbyggere, i 1960 3.551 indbyggere og i 1965 4.692 indbyggere. Desuden fortsatte forstæderne deres udvikling. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Rødby købstad | style="text-align: right;"| 3.511 | style="text-align: right;"| 3.349 | style="text-align: right;"| 3.392 | style="text-align: right;"| 3.551 | style="text-align: right;"| 4.692 |- ! style="text-align: left;"| Sædinge | style="text-align: right;"| 231 | style="text-align: right;"| 264 | style="text-align: right;"| 264 | style="text-align: right;"| 305 | style="text-align: right;"| 353 |- ! style="text-align: left;"| Ringsebølle | style="text-align: right;"| 133 | style="text-align: right;"| 124 | style="text-align: right;"| 139 | style="text-align: right;"| 186 | style="text-align: right;"| 209 |- ! style="text-align: left;"| Rødby med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.875''' | style="text-align: right;"| '''3.737''' | style="text-align: right;"| '''3.795''' | style="text-align: right;"| '''4.042''' | style="text-align: right;"| '''5.254''' |} Fugleflugtslinjen startede først op igen i 1963 med udvidelsen af Rødbyhavn til en egentlig færgehavn. For Rødby betød det at man fra dette årstal pludselig fik genskabt en vigtig adgang til Østersøen via færgeforbindelsen til Puttgarden og Femern. === Nakskov === [[Fil:-Nakskov 1900.jpg|thumb||Nakskov omkring 1900.]] Nakskov havde en gunstig beliggenhed ved Lollands vestkyst, hvor byens ellers store opland blev lettere beskåret af Albue Fjord (Nakskov Fjord). Nakskov havde ingen konkurrenter i sit opland, der omfattede næsten hele den vestlige halvdel af Lolland. Byen var omgivet af Nakskov landsogn. I det 18. århundrede havde havnen kun ringe dybde, og indløbet gennem fjorden var så dårligt, at lidt større skibe måtte losse og lade ¼ mil fra byen; i slutningen af det 18. århundrede begyndte man at opmudre havnen, men først 1847-50 toges der alvorligt fat på at udvide indløbet, så at det fik en dybde af 13 fod; 1875-76 uddybedes indløbet og havnen indtil 14 fod, og samtidig sattes 1.010 alen nyt bolværk, hvorved der indvandtes et betydeligt areal havneplads, hvorpå der er opført bygninger som toldboden, dampskibspakhus, ventepavillon, kvægstald, vejerbod m.m. Samtidig med uddybningen dannedes der en smal, omtrent 450 alen lang privat havn op til Marienlyst Dampmølle med jorddæmning og mole på den ene og bolværk på den anden Side.<ref name="Trap 1899 130">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 130</ref> En jernbaneforbindelse til Nykøbing Falster og Maribo blev skabt i 1874. Nakskovs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.955 i 1850, 3.375 i 1855, 3.687 i 1860, 4.033 i 1870, 5.278 i 1880, 6.722 i 1890, 8.310 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nakskov landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 2.955 | style="text-align: right;"| 3.375 | style="text-align: right;"| 3.687 | style="text-align: right;"| 4.033 | style="text-align: right;"| 5.278 | style="text-align: right;"| 6.722 | style="text-align: right;"| 8.310 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov landsogn | style="text-align: right;"| 213 | style="text-align: right;"| 253 | style="text-align: right;"| 271 | style="text-align: right;"| 261 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 616 |- ! Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.955''' | style="text-align: right;"| '''3.375''' | style="text-align: right;"| '''3.687''' | style="text-align: right;"| '''4.033''' | style="text-align: right;"| '''5.278''' | style="text-align: right;"| '''6.722''' | style="text-align: right;"| '''8.310''' |} Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856: 1 bogtrykkeri, 1 skibsbyggeri, 2 bomuldsvæverier, 4 farverier, 1 stampeværk og klædefabrik, 3 garverier, 1 lysestøberi, 1 spillekort- og tapetfabrik, 1 tobakfabrik, 1 dampmølle, 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 kalkbrænderier, 4 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1 udgave, bind 2; Kjøbenhavn 1858; s. 803</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1873: 2 bogtrykkerier, 1 skibsbyggeri, 3 farverier forbundne med stampeværk og klædefabrik, 2 garverier, 1 talg-lysestøberi, 2 tobaksfabrikker, 2 damp-melmøller, 4 vejrmøller, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 3 kalkbrænderier, 5 ølbryggerier, flere maltgørerier.<ref name="Trap 1873 339">[J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 4. Deel; Amterne Odense, Svendborg og Maribo; Kjøbenhavn 1873; s. 339]</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet 3 jernstøberier og maskinfabrikker, af hvilke det ene: aktieselskab Tuxen & Hammerich (før fabrikken "Godthaab") beskæftigede omtrent 250 arbejdere og især fabrikerer gas- og kølemaskiner, 1 sukkerfabrik med 6 saftstationer i Majbølle, Græshave, Stokkemarke, Vesterborg, Horslunde og Nakskov, som tilsammen i kampagnen beskæftigede omtrent 450 mand og 40 kvinder og producerede 22 mio. pund sukker årligt og samtidig i kampagnen 1898 afsatte 15 mio. pund mellassefoder; 1 pneumatisk maltfabrik, 2 garverier, 1 vognfabrik, 1 teglværk, 3 kalkværker; 2 uldspinderier, 2 damp-melmøller, 2 ølbryggerier, 1 eksportslagteri, 2 kaffebrænderier, 2 tobaksfabrikker, 3 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1899 129">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 129</ref> [[Fil:Nakskov - vue mod Søndergade.JPG|thumb|left|Ved Søndergade. Det gule palæ i højre side af billedet er den fredede Theisens Gård fra 1786.]] I 1902 uddybede man havnen til 5 m, og i 1914-19 foretoges en meget betydelig udvidelse, hvorved der gravedes et helt nyt lige sejlløb gennem fjorden med en vanddybde af 6,3 m og mindste bredde i bunden på 30 m. Endvidere udgravedes nye, store havnebassiner og indvandtes store arealer både nord og syd for havnen, og der opførtes en ny toldkammerbygning og en havnebygning med dampskibspakhus, vejerbod m. m. På de opfyldte arealer blev udført forskellige store byggeforetagender til private virksomheder, såsom et skibsværft (etableret i 1916), silopakhus, kulkran m. m. Byens stålskibsværft blev byens livsnerve og ubetinget største arbejdsplads.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 34</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 128">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 128</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 593 | style="text-align: right;"| 3.076 | style="text-align: right;"| 1.359 | style="text-align: right;"| 295 | style="text-align: right;"| 687 | style="text-align: right;"| 243 | style="text-align: right;"| 79 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 6.722 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov landsogn | style="text-align: right;"| 184 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 104 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 292 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 632 |- ! Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''428''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''98''' | style="text-align: right;"| '''608''' | style="text-align: right;"| '''3.180''' | style="text-align: right;"| '''1.359''' | style="text-align: right;"| '''295''' | style="text-align: right;"| '''979''' | style="text-align: right;"| '''248''' | style="text-align: right;"| '''97''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''7.354''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.424, heraf ernærede 499 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 119 ved fiskeri, 4.120 ved håndværk og industri, 1.821 ved handel med mere, 978 ved samfærdsel, 374 var aftægtsfolk, 206 levede af offentlig understøttelse og 50 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 12</ref> Jernbaneforbindelsen tværs over Lolland til Falster blev fra Falster til Sjælland og dermed København forbedret ved anlæggelsen af Storstrømsbroen i 1937. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58"/> |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 8.424 | style="text-align: right;"| 9.480 | style="text-align: right;"| 10.483 |- ! style="text-align: left;"| Krukholm (Nakskov landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 257 | style="text-align: right;"| 253 |- ! Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.424''' | style="text-align: right;"| '''9.737''' | style="text-align: right;"| '''10.746''' |} I mellemkrigstiden voksede Nakskovs indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Sæby Huse i Halsted Sogn og Svingelsallé i Branderslev Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nakskov. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 13.729 | style="text-align: right;"| 13.817 | style="text-align: right;"| 14.742 | style="text-align: right;"| 14.522 | style="text-align: right;"| 15.096 |- ! style="text-align: left;"| Sæby Huse | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 209 | style="text-align: right;"| 295 |- ! style="text-align: left;"| Svingelsallé | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 24 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.729''' | style="text-align: right;"| '''13.909''' | style="text-align: right;"| '''14.835''' | style="text-align: right;"| '''14.751''' | style="text-align: right;"| '''15.415''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138 (Sæby Huse) og 138 (Nakskov)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 435 | style="text-align: right;"| 7.717 | style="text-align: right;"| 2.189 | style="text-align: right;"| 1.267 | style="text-align: right;"| 833 | style="text-align: right;"| 1.086 | style="text-align: right;"| 1.063 | style="text-align: right;"| 152 | style="text-align: right;"| 14.742 |- ! style="text-align: left;"| Sæby Huse | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 93 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''487''' | style="text-align: right;"| '''7.749''' | style="text-align: right;"| '''2.189''' | style="text-align: right;"| '''1.267''' | style="text-align: right;"| '''833''' | style="text-align: right;"| '''1.092''' | style="text-align: right;"| '''1.065''' | style="text-align: right;"| '''153''' | style="text-align: right;"| '''14.835''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Nakskov sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.506 indbyggere i købstaden, i 1950 16.074 indbyggere, i 1955 16.602 indbyggere, i 1960 16.639 indbyggere og i 1965 16.032 indbyggere. Forstaden Svingelsallé blev indlemmet i købstaden pr. 1. april 1943, men forstaden Sæby Huse fortsatte sin udvikling som forstad, og senere kom forstæderne Sandvådet i Branderslev Kommune og Stensø i Vestenskov Kommune til. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov købstad | style="text-align: right;"| 15.506 | style="text-align: right;"| 16.074 | style="text-align: right;"| 16.602 | style="text-align: right;"| 16.639 | style="text-align: right;"| 16.032 |- ! style="text-align: left;"| Sæby Huse | style="text-align: right;"| 281 | style="text-align: right;"| 260 | style="text-align: right;"| 291 | style="text-align: right;"| 296 | style="text-align: right;"| 304 |- ! style="text-align: left;"| Sandvådet | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 103 |- ! style="text-align: left;"| Stensø | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 76 |- ! style="text-align: left;"| Nakskov med forstæder | style="text-align: right;"| '''15.787''' | style="text-align: right;"| '''16.334''' | style="text-align: right;"| '''16.893''' | style="text-align: right;"| '''16.935''' | style="text-align: right;"| '''16.302''' |} === Rudkøbing === Rudkøbing havde en forholdsvis gunstig beliggenhed midt på Langeland, idet byen kunne regne hele øen som sit opland. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder. Rudkøbings beliggenhed på Langeland betød, at især byens havneforhold spillede en rolle for byens skibsfart og trivsel. Længe klarede man sig med en simpel skibbro ud i vandet. Sejlløbet ind til den var i slutningen af det 18. århundrede 2,3 m dybt. I 1821 tog man fat på anlægget af en egentlig havn på den sydvestlige side af broen; sejlløbet var da 2,5-2,8 m dybt, og havnen var færdig omkring 1826. I 1847 anlagdes en ny og større havn ved broens nordøstlige side. Havnen blev flere gange senere uddybet og forbedret: i 1883-87 anlagdes en lille bådehavn med 2,2 m vand, nordøst for den nye havn. I 1900 blev gravet en 4 m dyb rende over Revbjærg Grund. I 1910-11 anlagdes en fiskerihavn, og i forbindelse med et i 1913 anlagt privat skibsværft blev der af havnen i 1915 anlagt en ophalerbedding for skibe indtil 275 tons. Dybden i havnen var indtil 5 m. I årene 1919-21 blev foretaget en regulering af sejlløbet fra nord ind til Rudkøbing, og dybden blev udvidet til 5 m; fra syd kunne havnen kun søges med skibe af indtil 2,3 m dybgang.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 658</ref> I slutningen af 1800-tallet fandtes der af fabrikker og industrielle anlæg: 1 dampmølle, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, der tilsammen beskæftigede omtrent 34 arbejdere, flere bryggerier, deriblandt "Langeland", 1 mineralvandsfabrik, 1 margarinefabrik, flere bogtrykkerier m.m. I løbet af 1800-tallet blev byens befolkningstal tredoblet, ikke mindst som følge af bedre havn og vejforbindelser. Rudkøbing fik gang i handelen igen. Dens befolkningstal var 2.333 i 1850, 2.540 i 1855, 2.719 i 1860, 2.785 i 1870, 3.179 i 1880, 3.484 i 1890, 3.462 i 1901, 3.447 i 1906 og 3.766 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Af industrielle Etablissementer havde Rudkjøbing i 1871: 2 Brændeviinsbrænderier med aarligt Product af henimod 100,000 Porter, 1 Tobaksfabrik, 2 Jernstøberier, 1 Teglbrænderi, 1 Uldspinderi, 1 Damp-savmølle paa 6 Hestes Kraft, 2 Bogtrykkerier og 1 Skibsbyggeri.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. udgave; s. 291</ref> Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 279 levede af immateriel virksomhed, 1.416 af håndværk og industri, 819 af handel og omsætning, 370 af søfart, 54 af fiskeri, 78 af jordbrug, 333 af forskellig daglejervirksomhed, 88 af deres midler, 45 var under fattigvæsenet og 2 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.447, heraf ernærede 254 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 159 ved fiskeri, 1.565 ved håndværk og industri, 740 ved handel med mere, 351 ved samfærdsel, 132 var aftægtsfolk, 103 levede af offentlig understøttelse og 15 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 15</ref> Den første egentlige havn stod færdig i 1826. Indtil da var der kun en skibsbro, som i 1776 blev erstattet af en større, men skibene måtte overvintre i naturhavnen Lindelse Nor. I 1847 blev der anlagt en ny og større havn ved broens nordøstlige side. Senere blev havnen flere gange uddybet og forbedret. I 1883-1887 blev der anlagt en lille bådehavn. På midtmolen var der en hvid lanterne. Ved havnen var ansat en lods, der lodsede til Svendborg Sund og Marstal. I 1898 var 152 fartøjer hjemmehørende i Rudkøbing, heraf 4 større skibe på over 200 tons. Fra udlandet indkom 428 skibe med 10.092 t gods. Til udlandet udgik 412 skibe med 3.114 t gods. Fra indlandet indkom 2.139 skibe med 7.944 t gods. Til indlandet udgik 2.441 Skibe med 8.569 t gods. I 1866 blev der etableret færgefart mellem Rudkøbing og Ærøs sydøstlige havneby Marstal. Rudkøbing havde desuden regelmæssig dampskibsforbindelse med København, Korsør og Svendborg. [[Fil:Rudkoebing 1900.jpg|thumb|Rudkøbing år 1900]] Den industrielle udvikling fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet, men den blev aldrig overvældende. Der etableredes en jernbanelinje, flere levnedsmiddelindustrier og et mindre skibsværft. Byen havde fortsat præg af handelsby. Gennem mellemkrigstiden var Rudkøbings indbyggertal nærmest stagnerende. Ved folketællingen i 1930 havde Rudkøbing 4.129 indbyggere. Heraf ernærede 315 sig ved immateriel virksomhed, 1.421 ved håndværk og industri, 760 ved handel mm, 514 ved samfærdsel, 290 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 325 ved husgerning, 423 var ude af erhverv og 81 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 140</ref> {| class="wikitable" |- ! Årstal !! Befolkning |- | 1916 || style="text-align: right;" | 3.823 |- | 1921<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 65</ref>|| style="text-align: right;" | 4.138 |- | 1925<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3</ref>|| style="text-align: right;" | 4.133 |- | 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 169</ref>|| style="text-align: right;" | 4.129 |- | 1935<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 169</ref>|| style="text-align: right;" | 4.191 |- | 1940<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 119</ref>|| style="text-align: right;" | 4.111 |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Rudkøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.308 indbyggere i købstaden, i 1950 4.541 indbyggere, i 1955 4.446 indbyggere, i 1960 4.336 indbyggere og i 1965 4.204 indbyggere. I tilknytning til købstaden voksede en forstad frem i Skrøbelev Sognekommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Rudkøbing købstad | style="text-align: right;"| 4.308 | style="text-align: right;"| 4.541 | style="text-align: right;"| 4.446 | style="text-align: right;"| 4.336 | style="text-align: right;"| 4.204 |- ! style="text-align: left;"| Skrøbelev | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 76 | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 80 |- ! style="text-align: left;"| Rudkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.308''' | style="text-align: right;"| '''4.541''' | style="text-align: right;"| '''4.522''' | style="text-align: right;"| '''4.405''' | style="text-align: right;"| '''4.284''' |} I tiden efter 2. verdenskrig blev Rudkøbing og Langeland landfast med Fyn i tre etaper:<br/> - Siø blev landfast med Tåsinge, da Siøsundbroen blev taget i brug i 1959. Den gamle færgerute Rudkøbing-Vemmenæs mellem Langeland og Tåsinge blev afkortet til Rudkøbing-Siø.<br/> - Da Langelandsbroen blev taget i brug i 1962, blev Langeland landfast med Tåsinge, og færgeruten Rudkøbing-Siø blev nedlagt. Samtidig blev Langelandsbanen og jernbanefærgeruten nedlagt.<br/> - Endelig blev Svendborgsundbroen, der forbandt Fyn og Tåsinge, færdig i 1966 efter fire års hårdt pres på den gamle færgerute Svendborg-Vindeby. === Ærøskøbing === Ærøskøbing havde en meget uheldig beliggenhed på Ærø, som var en mindre ø. Ydermere blev byens opland mod øst beskåret af handelspladsen Marstal. Ærøskøbing havde ikke problemer med at få plads inden for egne grænser. Til 1864 hørte øen og byen under Hertugdømmet Slesvig. Havnen blev først anlagt i 2. halvdel, af det 18. århundrede. Tidligere var der kun en skibsbro, "Højbro", som man 1764 begyndte at udbedre, 1811 anlagdes det sidste bolværk. I 1816 tog man fat på havnens opmudring; senere blev der foretaget flere uddybninger og forbedringer i havnen. I 1886 opmudredes et særligt sted i havnen til fiskerbåde. Havnen havde et kun 16 alen bredt indløb mod NNV, dens størrelse var 37.520 kvadratalen, havnepladsens 44.300 kvadratalen; i den indre, gamle havn var dybden 10 fod, i den ydre havn 11 fod; der var 575 alen bolværk og 327 alen friholderværk. Havnevæsenet bestyredes af havneudvalget, der bestod af borgmesteren som formand, 2 byrådsmedlemmer og 3 af dette uden for byrådet valgte medlemmer.<ref name="Trap 1899 622">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 622</ref> Industrialiseringen ramte byen hårdt. Ærøskøbings befolkning var faldende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.625 i 1850, 1.712 i 1855, 1.713 i 1860, 1.583 i 1870, 1.578 i 1880, 1.500 i 1890, 1.485 i 1901, 1.446 i 1906 og 1.427 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Om byens næringsliv oplyses i 1864 "Indvaanernes Erhverv er hovedsagelig Søfart". Af fabriksvirksomhed havde byen en fabrik for centrifugalpumper, 1 kalkbrænderi og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 413">Trap (1864), s. 413</ref> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes et Skibsbyggeri, en Savveirmolle, en Fabrik for Centrifugalpomper og et Kalkbrcenderiz et Bogtrykkeri, hvorfra Ærø Avis udgaaer."<ref>Trap (2. udgave); s. 313</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 2 skibsbyggerier, 1 sav-vejrmølle, 1 kalkbrænderi, 1 andelsmejeri og 1 hvidtøl- og bayersk ølbryggeri.<ref name="Trap 1899 621">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 621</ref> Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 124 levede af immateriel virksomhed, 478 af håndværk og industri, 241 af handel og omsætning, 280 af søfart, 47 af fiskeri, 111 af jordbrug, 93 af forskellig daglejervirksomhed, 107 af deres midler, 17 nød almisse, og 2 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 621"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.446, heraf ernærede 133 sig ved immateriel virksomhed, 155 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 31 ved fiskeri, 514 ved håndværk og industri, 202 ved handel med mere, 220 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 14 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 15</ref> Efter adskillelsen fra Sønderjylland blev ifølge lov af 16. februar 1866 embedet som byfoged og byskriver i Ærøskøbing forenet med herredsfoged- og herredsskriverembedet i det nyoprettede Ærø Herred.<ref name="Trap 1899 622"/> I 1892 indviedes Ærøskøbing Sygehus. I 1910 oprettedes Ærø Museum i Ærøskøbing. I 1900-tallet blev der oprettet nogle mindre rederier og industrivirksomheder. I nyere tid er turismen byens vigtigste indtægtskilde, mens den industrielle udvikling stagnerer. Gennem mellemkrigstiden var Ærøskøbings indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.364, i 1921 1.323, i 1925 1.348, i 1930 1.294, i 1935 1.303, i 1940 1.339 indbyggere. Ved folketællingen i 1930 havde Ærøskøbing 1.294 indbyggere, heraf ernærede 94 sig ved immateriel virksomhed, 306 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 146 ved samfærdsel, 219 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 116 ved husgerning, 180 var ude af erhverv og 19 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 140</ref> I 1931 byggedes en færge og lystbådehavn, og byen fik mulighed for at laste togvogne, som derefter blev sejlet til Svendborg. Efter 2. verdenskrig fortsatte Ærøskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.390 indbyggere i købstaden, i 1950 1.375 indbyggere, i 1955 1,290 indbyggere, i 1960 1.273 indbyggere og i 1965 1.228 indbyggere. === Assens === Assens havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydvestlig Fyn. Mod vest og syd var byens opland noget begrænset af Lillebælt, men mod nord og øst kunne hele Båg herred regnes til byens opland. Assens var omgivet af et landdistrikt. Assens var traditionelt et overfartssted til Jylland, og byen havde derfor gode havneforhold. Byens ældre havn blev i 1822 forbedret ved anlæg af en ny mole syd for den gamle, og en inderhavn med 4 m vanddybde blev bygget ca. 1850. Den nye havn, anlagt i 1884, blev udvidet 1906 og yderligere uddybet 1914 og fik overalt en dybde på 6,9 m, bolværkerne blev opførte af jernbeton med granitkant. I den østlige del af forhavnen blev 1921 anlagt et færgeleje for Årøsundfærgen. Syd for inderhavnen lå Assens Skibsværft med en 1920-21 opført bedding, der kunne tage skibe på indtil 450 tons egenvægt, samt et bådebyggeri. Den gamle havn var 12.400 m², den nye 12.200 m² og havnepladsen 60.500 m². Bolværkernes samlede Længde udgjorde 850 m. På molen fandtes et varehus samt et silopakhus, og på havnepladsen 3 pakhuse, 1 kreaturstald og 1 savværk.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 384</ref> Anlægget af den fynske hovedbane, der formindskede byens opland, såvel som ophøret af den regelmæssige dampskibsforbindelse med Sønderjylland efter krigen i 1864 skadede byen en del, og indbyggertallet aftog ret betydeligt de nærmeste årtier. Fra begyndelsen af 1880'erne begyndte den dog atter at vokse som følge af anlæggelsen af Assens-Tommerup-banen i 1884.<ref name="Trap 1899 398">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 398</ref> Assens' befolkning var som helhed stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.963 i 1850, 3.262 i 1855, 3.589 i 1860, 3.461 i 1870, 3.196 i 1880, 4.026 i 1890, 4.665 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Assens købstad | style="text-align: right;"| 2.963 | style="text-align: right;"| 3.262 | style="text-align: right;"| 3.589 | style="text-align: right;"| 3.461 | style="text-align: right;"| 3.196 | style="text-align: right;"| 4.026 | style="text-align: right;"| 4.665 |- ! style="text-align: left;"| Assens landdistrikt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 306 | style="text-align: right;"| 268 | style="text-align: right;"| 278 | style="text-align: right;"| - |- ! Assens med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.963''' | style="text-align: right;"| '''3.262''' | style="text-align: right;"| '''3.589''' | style="text-align: right;"| '''3.461''' | style="text-align: right;"| '''3.196''' | style="text-align: right;"| '''4.026''' | style="text-align: right;"| '''4.665''' |} Ved folketællingen 1870 blev oprettet et landdistrikt, som ved kongelig resolution af 25. september 1894 blev indlemmet i købstaden fra 1. januar 1895.<ref name="StM 1911 96"/> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "I industriel Henseende er foruden Brændeviinsbrændingen (Byens Brænderier producerede i 1870 c. 250,000 Potter 80 Brændeviin) i en foreliggende Beretning kun nævnt 1 Jernstøberi med Maskinfabrik, der befkjæftiger 16 Arbeidere, og 2 Meelmøller, ved hvilke der som Hjælpekraft er anbragt Dampmaskinen."<ref>Trap (2.udgave); s. 55f</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet blandt andet:<ref name="Trap 1899 395">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 395</ref> Assens Sukkerfabrik (et stort bygningskompleks mod sydvest uden for byen, opført 1883—84 efter tegninger af professor Ove Petersen, tilhørende De Danske Sukkerfabrikker; den producerede årligt 12 à 15 millioner pund sukker; under roekampagnen beskæftigede den omtrent 250, uden for den 70 arbejdere). Sukkerfabrikken havde to roebaner (og en tredje fra Salbrovad) og fire saftstationer tilknyttet. Et svineslagteri (i nærheden af sukkerfabrikken, opført 1883—84 efter tegninger af arkitekt Levy, tilhørende det 1897 oprettede aktieselskab "De danske Svineslagterier" i København), Bayersk- og hvidtølsbryggeri, "Bryggeriet Vestfyen" (et 1885 oprettet aktieselskab, aktiekapital 117.000 kr.; den årlige produktion var omtrent 3.000 td. bayersk og 2.000 td. hvidtøl), Et jernstøberi og maskinfabrik (22 arbejdere), En klædefabrik (14—15 arbejdere), En vand- og dampmølle (Kaals Mølle), En chokoladefabrik, En kødvarefabrik, To kalkværker, En hattefabrik. Byen fik gasværk i 1855. I Assens blev udgivet tre aviser: ''Assens Avis'', ''Assens Amts Avis'' og ''Aarup Folkeblad''.<ref name="Trap 1899 395"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 393">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 393</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Assens købstad | style="text-align: right;"| 212 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 416 | style="text-align: right;"| 1.673 | style="text-align: right;"| 741 | style="text-align: right;"| 157 | style="text-align: right;"| 584 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 4.026 |- ! style="text-align: left;"| Assens landdistrikt | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 278 |- ! Assens med forstæder | style="text-align: right;"| '''244''' | style="text-align: right;"| '''24''' | style="text-align: right;"| '''25''' | style="text-align: right;"| '''439''' | style="text-align: right;"| '''1.766''' | style="text-align: right;"| '''747''' | style="text-align: right;"| '''204''' | style="text-align: right;"| '''661''' | style="text-align: right;"| '''147''' | style="text-align: right;"| '''42''' | style="text-align: right;"| '''5''' | style="text-align: right;"| '''4.304''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.645, hvor beskæftigelsen fordelte sig således:<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 19</ref> 296 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 269 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 91 ved fiskeri, 2.246 ved håndværk og industri, 775 ved handel med mere, 508 ved samfærdsel, 252 var aftægtsfolk, 128 levede af offentlig understøttelse og 80 af anden eller uangivet virksomhed. Gennem mellemkrigstiden var Assens indbyggertal svagt stigende: {| class="wikitable" |- ! År ! Indbyggere |- | style="text-align: left;"| 1921 | style="text-align: right;"| 4.523 |- | style="text-align: left;"| 1921 | style="text-align: right;"| 4.674 |- | style="text-align: left;"| 1925 | style="text-align: right;"| 4.829 |- | style="text-align: left;"| 1930 | style="text-align: right;"| 4.842 |- | style="text-align: left;"| 1935 | style="text-align: right;"| 4.827 |- | style="text-align: left;"| 1940 | style="text-align: right;"| 4.602 |} Ved folketællingen i 1930 er der opregnet følgende erhvervsfordeling:<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 143</ref> 321 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 2.140 ved håndværk og industri, 694 ved handel mm, 466 ved samfærdsel, 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 385 ved husgerning, 552 var ude af erhverv mens 83 havde ikke oplyst indkomstkilde Med indvielsen af Lillebæltsbroen i 1935 mellem Middelfart og Snoghøj mistede Assens sin betydning som knudepunkt for trafikken mellem Fyn og Jylland, og byens udvikling stagnerede i midten af 20. århundrede. Efter 2. verdenskrig fortsatte Assens sin stagnerende befolkningsudvikling. I tilknytning til købstaden fremvoksede to forstæder i Gamtofte Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Assens købstad | style="text-align: right;"| 4.826 | style="text-align: right;"| 5.053 | style="text-align: right;"| 5.012 | style="text-align: right;"| 4.937 | style="text-align: right;"| 5.041 |- ! style="text-align: left;"| Middelfartvej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 164 |- ! style="text-align: left;"| Kildensmindevej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 51 |- ! style="text-align: left;"| Assens med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.826''' | style="text-align: right;"| '''5.053''' | style="text-align: right;"| '''5.012''' | style="text-align: right;"| '''5.073''' | style="text-align: right;"| '''5.256''' |} ==== ''Gamtofte sogn'' ==== Gamtofte sogn lå lige nord for Assens og grænsende til købstaden. Det var derfor ikke urimeligt, at en byvækst ville berøre området. Men Assens stagnerende byudvikling bevirkede, at der først i 1960 udviklede sig to små forstadskvarterer med de sigende benævnelser Middelfartvej og Kildensmindevej. === Fåborg === Fåborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydlige Fyn. Mod syd var oplandet beskåret af Fåborg Bugt, men mod vest, nord og syd kunne hele Salling Herred regnes som byens naturlige opland. Fåborg havde et landdistrikt: Bjørnø, som dog ikke spillede nogen rolle for byudviklingen. Fåborg var i 1800-tallet en betydelig søfartsby, og det satte sit præg på havnen. Oprindelig klarede man sig med en skibbro, og der blev anlagt en holm kaldet Munkholm vest for skibbroen. I 1829 blev anlagt en dæmning tværs over havnebassinet med bolværk. På indersiden blev opfyldt, hvorved der dannedes en havneplads med skibsbyggeri og oplagsplads. I 1832 anlagdes en stenmole med bolværk mellem Munkholm og den nye vestkaj. 1840 var havnen i god stand, lukket til alle sider bortset fra indløbet og med et havnebassin fordoblet i areal. Vestkajen blev forlænget og en helt ny østmole med anløbsplads for dampskibe blev anlagt. I 1806-7 blev anlagt en ny yderhavn.<ref>Mortensøn (1979); s. 37f</ref> Faaborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.328 i 1850, 2.777 i 1855, 3.120 i 1860, 3.440 i 1870, 3.476 i 1880, 3.677 i 1890, 4.218 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Fåborg købstad | style="text-align: right;"| 2.328 | style="text-align: right;"| 2.777 | style="text-align: right;"| 3.120 | style="text-align: right;"| 3.440 | style="text-align: right;"| 3.476 | style="text-align: right;"| 3.677 | style="text-align: right;"| 4.218 |- ! style="text-align: left;"| Fåborg landdistrikt | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 116 | style="text-align: right;"| 118 | style="text-align: right;"| 102 | style="text-align: right;"| 79 |- ! Fåborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.328''' | style="text-align: right;"| '''2.777''' | style="text-align: right;"| '''3.120''' | style="text-align: right;"| '''3.440''' | style="text-align: right;"| '''3.476''' | style="text-align: right;"| '''3.677''' | style="text-align: right;"| '''4.218''' |} [[Fil:Jens Birkholm - Eisengießerei - BG-M 10456^04 - Berlinische Galerie.jpg|thumb|Jernstøbere. Faaborg Jernstøberi, Jens Birkholm, 1905, Berlinische Galerie.]] Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af større iudnstrielle Anlæg findes i Byen: 2 Damp-Brændeviinsbrænderier og Gjærfabriker, 2 Jernstøberier og Maskinfabriker, 1 Tobaksfabrik, 1 Bomuldsvæveri samt 3 Skibsbyggerier. Fra det i Byen værende Bogtrykkeri udgives »Faaborg Avis, Salling Herreds Tidende."<ref>Trap (2. udgave); s. 178</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: Dansk Vin- og Konservesfabrik (betydelig produktion af konserves og syltetøjer, landets ældste og største frugtvinfabrik, beskæftigede omtrent 50 arbejdere), bayersk- og hvidtølbryggeriet "Sydfyn" (aktieselskab, oprettet 1898, aktiekapital 90,000 kr.); et stort andelssvineslagteri (beskæftiger 20 mænd og 3 kvinder); 2 cementstensfabrikker (hvoraf den ene beskæftigede omtrent 25 arbejdere og årligt producerede omtrent 700.000 cementtagsten foruden kloakrør og cementfliser), 1 træuldsfabrik; 1 klædefabrik og dampvæveri, 2 uldspinderier, tapetfabrikken "Fiona" (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 160.000 kr.); 1 papirfabrik; 1 dampbrænderi (aktieselskab, oprettet 1896, aktiekapital 100.000 kr.), 1 maskinfabrik og jernstøberi, 1 gærfabrik, 1 tobaksfabrik, 1 bomuldsvæveri, 1 skibsbyggeri, 1 fiskerøgeri, 1 savværk, 2 bogtrykkerier m.m.<ref name="Trap 1899 588">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 588</ref> [[Fil:Fishing Vessel Marna of Faaborg, Denmark.jpg|thumb|Fiskekutteren "Marna" SG100 i Faaborg Havn.]] Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 309 levede af immateriel virksomhed, 1.545 af håndværk og industri, 900 af handel og omsætning, 190 af søfart, 140 af fiskeri, 114 af jordbrug, 289 af forskellig daglejervirksomhed, 131 af deres midler, 55 nød almisse, og 4 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 587">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 587</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.346, heraf ernærede 278 sig ved immateriel virksomhed, 95 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 2.026 ved håndværk og industri, 976 ved handel med mere, 476 ved samfærdsel, 207 var aftægtsfolk, 120 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 15</ref> I de seneste år op til århundredeskiftet blev havnen uddybet, så at den der efter for en dels vedkommende havde en dybde af 16—17 fod. (mod i 1837 : l0½ fod). Havnens størrelse var omtrent 40.000, havnepladsens 80.000 kvadratalen, bolværkernes længde omtrent 1.100 alen. Havnevæsenet bestyredes af det af borgmesteren, 2 byrådsmedlemmer og 1 medlem uden for byrådet bestående havneudvalg.<ref name="Trap 1899 589">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 589</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60"/> |- ! style="text-align: left;"| Faaborg købstad | style="text-align: right;"| 4.346 | style="text-align: right;"| 4.318 | style="text-align: right;"| 4.577 |- ! style="text-align: left;"| Sandegyde (Svanninge sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 234 |- ! style="text-align: left;"| Faaborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.346''' | style="text-align: right;"| '''4.506''' | style="text-align: right;"| '''4.811''' |} Gennem mellemkrigstiden var Faaborgs indbyggertal stagnerende. I Svanninge Sogn udviklede sig forstaden Sandegyde/Odensevej. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Faaborg købstad | style="text-align: right;"| 4.690 | style="text-align: right;"| 4.721 | style="text-align: right;"| 4.516 | style="text-align: right;"| 4.547 | style="text-align: right;"| 4.552 |- ! style="text-align: left;"| Sandegyde | style="text-align: right;"| 240 | style="text-align: right;"| 401 | style="text-align: right;"| 272 | style="text-align: right;"| 286 | style="text-align: right;"| 281 |- ! style="text-align: left;"| Odensevej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 139 | style="text-align: right;"| 128 | style="text-align: right;"| 148 |- ! style="text-align: left;"| Faaborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.930''' | style="text-align: right;"| '''5.122''' | style="text-align: right;"| '''4.927''' | style="text-align: right;"| '''4.961''' | style="text-align: right;"| '''4.981''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 140 (Sandegyde, Odensevej) og s. 140 (Faaborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Faaborg købstad | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 1.638 | style="text-align: right;"| 841 | style="text-align: right;"| 588 | style="text-align: right;"| 332 | style="text-align: right;"| 320 | style="text-align: right;"| 489 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 4.516 |- ! style="text-align: left;"| Sandegyde | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 272 |- ! style="text-align: left;"| Odensevej | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 139 |- ! Faaborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''314''' | style="text-align: right;"| '''1.760''' | style="text-align: right;"| '''876''' | style="text-align: right;"| '''629''' | style="text-align: right;"| '''346''' | style="text-align: right;"| '''349''' | style="text-align: right;"| '''557''' | style="text-align: right;"| '''96''' | style="text-align: right;"| '''4.927''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Faaborg sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.699 indbyggere i købstaden, i 1950 5.058 indbyggere, i 1955 5.138 indbyggere, i 1960 5.135 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 67</ref> og i 1965 5.196 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> Samtidig udviklede forstæderne Sandegyde og Odensevej sig, og et forstadsområde i Diernæs Sogn kom til. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Faaborg købstad | style="text-align: right;"| 4.699 | style="text-align: right;"| 5.058 | style="text-align: right;"| 5.158 | style="text-align: right;"| 5.135 | style="text-align: right;"| 5.196 |- ! style="text-align: left;"| Sandegyde | style="text-align: right;"| 508 | style="text-align: right;"| 539 | style="text-align: right;"| 396 | style="text-align: right;"| 572 | style="text-align: right;"| 793 |- ! style="text-align: left;"| Odensevej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 142 | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 165 |- ! style="text-align: left;"| Diernæs | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 79 | style="text-align: right;"| 74 |- ! style="text-align: left;"| Faaborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.207''' | style="text-align: right;"| '''5.597''' | style="text-align: right;"| '''5.779''' | style="text-align: right;"| '''5.960''' | style="text-align: right;"| '''6.228''' |} === Svendborg === Svendborg havde en ret gunstig beliggenhed på det sydøstlige Fyn. Byen kunne regne hele Sunds Herred som sit naturlige opland, og dette strakte sig ind i Gudme Herred. Svendborg havde begrænsede byudviklingsmuligheder på egen jord, så byudviklingen strakte sig ind i Tved, Sørup og Sankt Jørgens sogne. Svendborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 4.556 i 1850, 5.280 i 1855, 5.537 i 1860, 6.421 i 1870, 7.184 i 1880, 8.755 i 1890, 11.543 i 1901, 11.766 i 1906 og 12.667 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Svendborg købstad | style="text-align: right;"| 4.556 | style="text-align: right;"| 5.280 | style="text-align: right;"| 5.537 | style="text-align: right;"| 6.421 | style="text-align: right;"| 7.184 | style="text-align: right;"| 8.755 | style="text-align: right;"| 11.543 |- ! style="text-align: left;"| Tved sogn | style="text-align: right;"| 872 | style="text-align: right;"| 949 | style="text-align: right;"| 976 | style="text-align: right;"| 1.157 | style="text-align: right;"| 1.181 | style="text-align: right;"| 1.105 | style="text-align: right;"| 1.173 |- ! style="text-align: left;"| Sørup sogn | style="text-align: right;"| 521 | style="text-align: right;"| 524 | style="text-align: right;"| 610 | style="text-align: right;"| 829 | style="text-align: right;"| 1.181 | style="text-align: right;"| 1.301 | style="text-align: right;"| 1.672 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Jørgens sogn | style="text-align: right;"| 300 | style="text-align: right;"| 331 | style="text-align: right;"| 333 | style="text-align: right;"| 313 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 847 | style="text-align: right;"| 1.346 |- ! Svendborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.556''' | style="text-align: right;"| '''5.280''' | style="text-align: right;"| '''5.537''' | style="text-align: right;"| '''6.421''' | style="text-align: right;"| '''7.184''' | style="text-align: right;"| '''8.755''' | style="text-align: right;"| '''11.543''' |} Svendborg synes i midten af 1800-tallet at haveværet i en gunstig næringsmæssig stilling, idet byen havde en ret stor oplandshandel, en betydelig skifsfart og fabriksvirksomhed: "17 Brændeviinsbrænderier, der i 1856 have leveret et Educt af 500,800 Potter 8 Graders Brændeviin af c. 7200 Tdr. Sæd, (Brænderiafgiften var i 1856: 22,273 Rd.) Forøvrigt er i det nævnte Aar bearbeidet i 4 Garverier 150 Stk. Vildhuder, 1900 Sik. Qvæg- og Hestehuder, 950 Stk. Kalveskind, 6700 Stk. Faare- og Lammeskind, samt tilvirket 430 Lpd. Liim; i et Saltraffinaderi er af 260 Tons Steensalt udvnndet 2100 Tdr. Kjøkkensalt; i en Farvemølle er udbragt 8000 Pd. forskjellige Farvestoffer og 1600 Potter Linolie; i en Tøifabrik er tilvirket c. 400 Alen heel- og 5000 Alen halvuldne Tøier; i 2 Kalkbrænderier er brændt 2660 Tdr. Steenkalk; i 2 Jernstøberier er forarbeidet 2100 Skpd. Ruejern og gammelt Støbejern. 4 Tobaksfabrikker og 1 Dampsaugemaskine." (Trap, 1 udgave, s. 685) Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: Flere Brændeviinsbrænderier, der i 1871 have produceret c. 336,400 Potter 8 Graders Brændeviin af c. 4000 Tdr. Sced (Brændeviinsbrændingsafgiften (incl. Krigsskat) var i 1871: 19,622 Rd.), 1 Saltraffinaderi, 3 Kalkbrænderier, 2 Jernstøberier, 1 Cichoriefabrik, 1 Bajersk-Ølbryggeri og Mineralvandsfabrik, desuden drives, i Forbindelse med Farverier, Fabrikation af ordinaire Klædevarer og andet Uldgods i et ikke ringe Omfang, 2 Uldfpinderier, i hvilke benyttes Maskiner, mange betydelige Garverier og Skindberederier, tildeels i Forbindelse med Liimkogeri."<ref>Trap (2. udgave); s. 169</ref> Allerede i 1890 ernærede næsten halvdelen af byens indbyggere sig ved industri og håndværk. Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 790 levede af immateriel virksomhed, 4.068 af håndværk og industri, 1.886 af handel og omsætning, 592 af søfart, 37 af fiskeri, 233 af jordbrug, 843 af forskellig daglejervirksomhed, 254 af deres midler, 49 nød almisse, og 3 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 574">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 574</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 11.766, heraf ernærede 815 sig ved immateriel virksomhed, 456 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 21 ved fiskeri, 5.822 ved håndværk og industri, 2.256 ved handel med mere, 1.385 ved samfærdsel, 502 var aftægtsfolk, 297 levede af offentlig understøttelse og 202 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 15</ref> Den økonomiske udvikling stagnerede under 1. verdenskrig, under depressionen i 1930'erne og under 2. verdenskrig. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. Række 51. Bind 1. Hæfte); København 1916; ; s. 57</ref> |- ! style="text-align: left;"| Svendborg købstad | style="text-align: right;"| 11.766 | style="text-align: right;"| 12.667 | style="text-align: right;"| 12.991 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Jørgens forstad (Sankt Jørgens sogn) | style="text-align: right;"| 1.046 | style="text-align: right;"| 1.085 | style="text-align: right;"| 1.360 |- ! style="text-align: left;"| Pasop, Belvedere m.m. (Sørup sogn) | style="text-align: right;"| 1.032 | style="text-align: right;"| 978 | style="text-align: right;"| 1.068 |- ! style="text-align: left;"| Pasop, Belvedere m.m. (Sankt Jørgens sogn) | style="text-align: right;"| 131 | style="text-align: right;"| 258 | style="text-align: right;"| 294 |- ! Svendborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''11.766''' | style="text-align: right;"| '''14.988''' | style="text-align: right;"| '''15.713''' |} Den kraftige befolkningstilvækst fortsatte, dog i mindre tempo end i forrige århundrede: I 1916 havde byen 12.991 indbyggere, i 1921 14.210 indbyggere, i 1925 14.419 indbyggere, i 1930 14.392 indbyggere, i 1935 19.161 indbyggere og i 1940 19.978 indbyggere. I 1931 blev Sørup og Sankt Jørgens kommuner indlemmet i den daværende Svendborg Kommune. {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 140 (Sandegyde, Odensevej) og s. 140 (Svendborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Svendborg købstad | style="text-align: right;"| 616 | style="text-align: right;"| 5.705 | style="text-align: right;"| 2.488 | style="text-align: right;"| 1.751 | style="text-align: right;"| 1.037 | style="text-align: right;"| 1.171 | style="text-align: right;"| 1.514 | style="text-align: right;"| 110 | style="text-align: right;"| 14.392 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Jørgensbjerg | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 574 | style="text-align: right;"| 189 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 114 | style="text-align: right;"| 143 | style="text-align: right;"| 212 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 1.436 |- ! style="text-align: left;"| Pasop-Belvedere | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 807 | style="text-align: right;"| 141 | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 1.460 |- ! style="text-align: left;"| Tvedvej | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 162 |- ! Svendborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''765''' | style="text-align: right;"| '''7.164''' | style="text-align: right;"| '''2.828''' | style="text-align: right;"| '''2.023''' | style="text-align: right;"| '''1.210''' | style="text-align: right;"| '''1.405''' | style="text-align: right;"| '''1.910''' | style="text-align: right;"| '''150''' | style="text-align: right;"| '''17.450''' |} [[Fil:Svendborgsund Bridge-view towards Taasinge island.jpg|thumb|Svendborgsundbroen.]] Som i det øvrige Danmark blev velfærdssektoren i Svendborg kraftigt udbygget i efterkrigstiden. Blandt andet blev byens sygehus og gymnasium udvidet. I 1953 blev rutebilstationen indviet. I 1960'erne blev byen udvidet med nye boligkvarterer og de gamle erhvervsområder ved havnen blev suppleret med et industrikvarter mod nordvest. [[Fil:Broen skyer.jpg|thumb|Broen set fra lystbådehavnen]] I 1966 blev Svendborgsundbroen indviet. Broen udvidede Svendborgs opland med Tåsinge og Langeland, idet Langelandsbroen var blevet opført allerede i 1962. Efter 2. verdenskrig fortsatte Svendborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 21.356 indbyggere i købstaden, i 1950 23.069 indbyggere, i 1955 23.766 indbyggere, i 1960 23.892 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 67</ref> og i 1965 5.196 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> Samtidig udviklede forstaden Tvedvej sig, og et forstadsområde, Skovsbostrand i Egense Kommune, kom til. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;" | Svendborg købstad | style="text-align: right;" | 21.356 | style="text-align: right;" | 23.069 | style="text-align: right;" | 23.766 | style="text-align: right;" | 23.892 | style="text-align: right;" | 23.729 |- ! style="text-align: left;" | Sankt Jørgensbjerg | - | - | - | - | - |- ! style="text-align: left;" | Pasop-Belvedere | - | - | - | - | - |- ! style="text-align: left;" | Tvedvej | style="text-align: right;" | 156 | style="text-align: right;" | 147 | style="text-align: right;" | 188 | style="text-align: right;" | 232 | style="text-align: right;" | 642 |- ! style="text-align: left;" | Skovsbostrand | - | - | style="text-align: right;" | 104 | style="text-align: right;" | 116 | style="text-align: right;" | 134 |- ! style="text-align: left;" | Svendborg med forstæder | style="text-align: right;" |'''21.512''' | style="text-align: right;" |'''23.216''' | style="text-align: right;" |'''24.058''' | style="text-align: right;" |'''24.240''' | style="text-align: right;" |'''24.505''' |} ==== ''Sørup-Sankt Jørgen kommune'' ==== Sørup-Sankt Jørgen kommune, der omfattede Sørup sogn og Sankt Jørgen sogn, lå lige vest for Svendborg og grænsede op til købstaden. Det var derfor naturligt, at en by- og forstadsvækst ville brede sig til kommunen. Omkring århundredeskiftet beskrives forholdene i Sørup sogn således: "I Sognet Byerne: Sørup, ved den nordl. Side af Sørup Sø, med Kirke, Dobbeltskole, Friskole, Højskole (opr. 1889), Forsamlingshus (opf. 1896) og Jærnbaneholdeplads; Rødskebølle, ved Odensevejen. Tordengaarde og Belvedere, Huse, Pasop Huse med Maskinfabrik. Fattiggaarden Hannelund (opr. 1867, Plads for 40 Lemmer)." Udviklingen afspejles også af næringsforholdene 1890: "74 levede af immat. Virksomh., 422 af Jordbrug, 13 af Gartneri, 516 af Industri, 43 af Handel, 46 af Skibsfart, 115 af andre Erhv., 38 af deres Midler, og 34 vare under Fattigv." (Trap, 3. udgave, s. 631) I 1930 var byudviklingen i Sørup-Sankt Jørgen kommune så vidt fremskreden, at forstaden Pasop Belvedere talte 1.460 indbyggere, hvoraf 62 levede af landbrug, 807 af håndværk og industri, 141 af handel, 138 af samfærdsel, 59 af immateriel virksomhed, 73 af husgerning, 162 var ude af erhverv og 18 uangiven. Forstaden Pasop og Sankt Jørgensbjerg talte 1.436 indbyggere, hvoraf 53 levede af landbrug, 574 af håndværk og industri, 189 af handel, 129 af samfærdsel, 114 af immateriel virksomhed, 143 af husgerning, 212 var ude af erhverv og 22 uangiven. ==== ''Tved sogn'' ==== Tved lå nord for Svendborg. Næringsforholdene i 1890 afspejler sognets nærhed til købstaden: "34 levede af immat. Virksomh., 606 af Jordbr., 2 af Gartneri, 336 af Industri, 19 af Handel, 11 af Skibsfart, 47 af forsk. Daglejervirks., 42 af deres Midler, og 8 vare under Fattigv." Et teglværk i sognet var i mellemtiden blevet nedlagt.(Trap, 3. udgave, s. 628) I 1930 var byudviklingen i Tved sogn så vidt fremskreden, at forstaden Tvedvej talte 162 indbyggere, hvoraf 34 levede af landbrug, 78 af håndværk og industri, 10 af handel, 5 af samfærdsel, 0 af immateriel virksomhed, 13 af husgerning, 22 var ude af erhverv og 0 uangiven. === Nyborg === Nyborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Fyns østkyst og som overfartsby over Storebælt. Byen kunne regne hele Vindig Herred som sit naturlige opland, og dette omfattede også dele af Gudme Herred. Nyborg var omgivet af et landsogn, Hjulby Sogn. Nyborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.059 i 1850, 3.565 i 1855, 3.802 i 1860, 4.812 i 1870, 5.402 i 1880, 6.049 i 1890, 7.790 i 1901. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 3.059 | style="text-align: right;"| 3.565 | style="text-align: right;"| 3.802 | style="text-align: right;"| 4.812 | style="text-align: right;"| 5.402 | style="text-align: right;"| 6.049 | style="text-align: right;"| 7.790 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg landsogn (Hjulby) | style="text-align: right;"| 464 | style="text-align: right;"| 474 | style="text-align: right;"| 491 | style="text-align: right;"| 310 | style="text-align: right;"| 297 | style="text-align: right;"| 302 | style="text-align: right;"| 284 |- ! Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.059''' | style="text-align: right;"| '''3.565''' | style="text-align: right;"| '''3.802''' | style="text-align: right;"| '''4.812''' | style="text-align: right;"| '''5.402''' | style="text-align: right;"| '''6.049''' | style="text-align: right;"| '''7.790''' |} Ved kongelig resolution af 12. maj 1898 blev et areal af Avnslev sogn med 64 indbyggere indlemmet i Nyborg købstad fra 1. juli 1898.<ref name="StM 1911 95"/> Nyborgs rolle som overfartsby til Sjælland betød, at både havne- og jernbaneforholdene blev stærkt forbedrede i løbet af 1800-tallet: Helt op til begyndelsen af 1800-tallet klarede man sig med en skibbro, der lå i bunden af Nyborg Fjord, som er ca. 4 km lang og 2-6 km bred og derfor afgav en god red under alle vindforhold, selv for de største Skibe. I 1823 gjordes begyndelsen til havnen, idet der for at holde tangen borte fra Skibsbroen blev anlagt en fangarm, hvorved Østerhavnen opstod, og broen forandredes 1826 fra en træbro til en mole af sten og jord. Efter anlægget af dæmningen ud for Strandporten 1844-45 udvidedes havnen, og ved anlæg af nye bolværker 1852 og 1855 fremstod Vesterhavnen, der fik en dybde af 3,1 m. I 1872 blev anlagt en ca. 200 m lang mole, som senere fortrinsvis benyttes af statsbanerne under sommertrafikken. Ved anlægget af dampfærgehavnen, der blev åbnet i 1883, blev sejlløbet, som kommunen havde forpligtet sig til at vedligeholde også for dampfærgens vedkommende, uddybet til 5,7 m med en bredde af 38-44 m, og samtidig fik Østerhavnen samme dybde. En mindre bådehavn mod vest anlagdes i 1886. I 1892 anlagdes et dampfærgeleje til (senere, i 1910, fulgte et 3. leje). Dampfærgehavnen blev kun benyttet af dampfærgerne. I årene 1899-1900 foretoges en betydelig udvidelse af havnen mod syd og af sejlløbet. Det nye havnebassin (åbnet i 1901) og sejlløbet fik ved denne udvidelse en dybde af 7,5 m, og der indvandtes et areal på ca. 25 hektar, på hvilket blev bygget silopakhus, almindelige pakhuse og flere fabrikker, lige som der blev indrettet oplagspladser (således kulpladser) og blev anlagt et Skibsbyggeri. Den nye havneplads blev også forsynedes med fornødne jernbanespor, hvilke stod i forbindelse med statsbanesporene.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 644f</ref> Næringslivet omkring midten af 1800-tallet blev beskrevet således: "Af industrielle Anlæg havde Nyborg i 1855 følgende: 2 Skibsbyggerier, 7 Brændeviinsbrænderier; hvoraf 1 dreves ved Damp, Eductet var 153,322 Porter (i 1856: 231,800 Potter), 2 Ølbryggerier, 1 Jernstøberi og 2 Tobaksspinderier."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 1. udgave; s. 691</ref> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes i Nyborg: 1 Skibsbyggeri, 4 Damp-Brændeviinsbrænderier, Productet var i 1871: 244,542 Potter (i 1870: 237,000 Potter), 3 Ølbryggerier, 1 Saltkogeri, 1 Kalkbrænderi, 1 Jernstøberi, 1 Tobaksspinderi, 3 Farverier, 1 Uldspinderi, 1 Damp-bageri, 1 Damp-, Veir- og Vandmølle, 1 Saugmølle, 3 Garverier, 1 Fiskerietablissement paa »Østerøen« ved Storebelt og 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgives »Nyborg Avis«."<ref>Trap (2. udgave); s. 186</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 1 jernstøberi, 1 dampvæveri, 1 tobaksfabrik, 1 svineslagteri, 1 pølsefabrik, 2 dampvæverier, 1 kalkbrænderi, 1 cikorietørreri, 1 dampvaskeri, 1 ostefabrik, 1 eddike- og sennepsfabrik, DSBs maskinværksted, 1 damp-, vejr- og vandmølle, 3 garverier, 2 dampbagerier, 2 farverier, 1 uldspinderi, 2 bogtrykkerier m.m.<ref name="Trap 1899 604">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 604</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 385">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 385</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 122 | style="text-align: right;"| 1.564 | style="text-align: right;"| 1.887 | style="text-align: right;"| 905 | style="text-align: right;"| 203 | style="text-align: right;"| 1.028 | style="text-align: right;"| 173 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 6.049 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg landsogn | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 302 |- ! style="text-align: left;"| Aunslev sogn | style="text-align: right;"| 937 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 256 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.581 |- ! Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.169''' | style="text-align: right;"| '''68''' | style="text-align: right;"| '''328''' | style="text-align: right;"| '''1.642''' | style="text-align: right;"| '''2.201''' | style="text-align: right;"| '''930''' | style="text-align: right;"| '''228''' | style="text-align: right;"| '''1.040''' | style="text-align: right;"| '''224''' | style="text-align: right;"| '''67''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''7.932''' |}  Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 1.564 levede af immateriel virksomhed (deraf 677 militære), 1.887 af håndværk og industri, 905 af handel og omsætning, 203 af søfart, 122 af fiskeri, 43 af gartneri, 78 af jordbrug, 1.028 af forskellig daglejervirksomhed, 173 af deres midler, 42 nød almisse, og 4 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 604"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.922, heraf ernærede 1.137 sig ved immateriel virksomhed, 184 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 203 ved fiskeri, 3.002 ved håndværk og industri, 1.048 ved handel med mere, 1.672 ved samfærdsel, 320 var aftægtsfolk, 256 levede af offentlig understøttelse og 100 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 15</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1901 ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59"/> |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 7.228 | style="text-align: right;"| 7.922 | style="text-align: right;"| 8.470 | style="text-align: right;"| 8.646 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Avnslev sogn) | style="text-align: right;"| 344 | style="text-align: right;"| 506 | style="text-align: right;"| 586 | style="text-align: right;"| 623 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Hjulby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 99 | style="text-align: right;"| 133 |- ! Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.228''' | style="text-align: right;"| '''7.922''' | style="text-align: right;"| '''9.155''' | style="text-align: right;"| '''9.402''' |} Gennem mellemkrigstiden var Nyborgs indbyggertal først voksende, siden stagnerende. I Aunslev Sogn og Hjulby Sogn udviklede sig forstaden Dyrehavekvarteret. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 8.646 | style="text-align: right;"| 9.507 | style="text-align: right;"| 9.836 | style="text-align: right;"| 9.740 | style="text-align: right;"| 9.479 | style="text-align: right;"| 8.994 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Avnslev) | style="text-align: right;"| 623 | style="text-align: right;"| 561 | style="text-align: right;"| 543 | style="text-align: right;"| 552 | style="text-align: right;"| 627 | style="text-align: right;"| 754 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Hjulby) | style="text-align: right;"| 133 | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 164 | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 189 | style="text-align: right;"| 201 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''9.402''' | style="text-align: right;"| '''10.223''' | style="text-align: right;"| '''10.543''' | style="text-align: right;"| '''10.446''' | style="text-align: right;"| '''10.295''' | style="text-align: right;"| '''9.949''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Nyborg 9.740 indbyggere, heraf ernærede 942 sig ved immateriel virksomhed, 3.082 ved håndværk og industri, 1.096 ved handel mm, 2.026 ved samfærdsel, 328 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 655 ved husgerning, 1.441 var ude af erhverv og 170 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 140</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138 (Dyrehavekvarteret) og s. 140 (Nyborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 3.082 | style="text-align: right;"| 1.096 | style="text-align: right;"| 2.026 | style="text-align: right;"| 942 | style="text-align: right;"| 655 | style="text-align: right;"| 1.441 | style="text-align: right;"| 170 | style="text-align: right;"| 9.740 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Avnslev) | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 115 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 552 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Hjulby) | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 154 |- ! Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''364''' | style="text-align: right;"| '''3.188''' | style="text-align: right;"| '''1.248''' | style="text-align: right;"| '''2.169''' | style="text-align: right;"| '''1.025''' | style="text-align: right;"| '''727''' | style="text-align: right;"| '''1.539''' | style="text-align: right;"| '''191''' | style="text-align: right;"| '''10.446''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Nyborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 9.559 indbyggere i købstaden, i 1950 10.775 indbyggere, i 1955 11.316 indbyggere, i 1960 11.667 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 67</ref> og i 1965 11.668 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Samtidig udviklede forstaden Dyrehavekvarteret sig, og forstadsområdet Pilshusekvarteret kom til, i Vindinge Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg købstad | style="text-align: right;"| 9.559 | style="text-align: right;"| 10.775 | style="text-align: right;"| 11.316 | style="text-align: right;"| 11.667 | style="text-align: right;"| 11.668 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Avnslev) | style="text-align: right;"| 749 | style="text-align: right;"| 797 | style="text-align: right;"| 866 | style="text-align: right;"| 930 | style="text-align: right;"| 1.130 |- ! style="text-align: left;"| Dyrehavekvarteret (Hjulby) | style="text-align: right;"| 208 | style="text-align: right;"| 229 | style="text-align: right;"| 267 | style="text-align: right;"| 251 | style="text-align: right;"| 253 |- ! style="text-align: left;"| Pilshusekvarteret | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 334 | style="text-align: right;"| 406 | style="text-align: right;"| 529 | style="text-align: right;"| 637 |- ! style="text-align: left;"| Nyborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.516''' | style="text-align: right;"| '''12.135''' | style="text-align: right;"| '''12.855''' | style="text-align: right;"| '''13.377''' | style="text-align: right;"| '''13.688''' |} ==== ''Hjulby sogn'' ==== Nyborg landsogn blev også kaldt Hjulby sogn. Gennem 1800-tallet var befolkningen stagnerende og endnu i 1906 var befolkningens fordeling efter næringsveje: 13 levede af immateriel virksomhed, 153 af landbrug, 10 af fiskeri, 34 af håndværk og fiskeri, 20 af handel, 26 af samfærdsel, 17 af formue, 8 af offentlig understøttelse og 5 af anden og uangiven virksomhed. Tydeligvis var området endnu upåvirket af købstadens nærhed. Det var i tiden indtil 1920, at en ny forstadsbebyggelse udviklede sig. Omkring 1920 blev forholdene beskrevet således: "Som Forstad (til Nyborg) regnes Dyrehavekvarteret, af hvilket Størstedelen ligger i Avnslev S., Resten i Hjulby S." I 1916 havde den del af Dyrehavekvarteret, der lå i Hjulby sogn, 133 indbyggere. Forstadsudviklingen fortsatte i mellemkrigtiden: i 1940 havde området 201 indbyggere. I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 23 levede af landbrug, 15 af håndværk og industri, 52 af handel, 28 af samfærdsel, 5 af immateriel virksomhed, 15 af husgerning, 14 var ude af erhverv og 2 uangiven, ialt 154 indbyggere. ==== ''Avnslev sogn'' ==== I 1890 var befolkningens fordeling efter sysselsætning: "63 levede af immat. Virksomh., 937 af Jordbrug, 6 af Gartneri, 196 af Fiskeri, 256 af Industri, 21 af Handel, 6 af Skibsfart, 29 af forsk. Daglejervirks., 42 af deres Midler, og 25 vare under Fattigv." I 1906 var fordelingen: 95 levede af immateriel virksomhed, 934 af landbrug, 161 af fiskeri, 307 af håndværk og fiskeri, 90 af handel, 319 af samfærdsel, 87 af formue, 62 af offentlig understøttelse og 25 af anden og uangiven virksomhed. Forstaden Dyrehavekvarteret havde 344 indbyggere i 1901, 506 i 1906, 586 i 1911 og 623 i 1916. Forstadsudviklingen fortsatte i mellemkrigtiden: i 1940 havde området 754 indbyggere. I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 13 levede af landbrug, 91 af håndværk og industri, 100 af handel, 115 af samfærdsel, 78 af immateriel virksomhed, 57 af husgerning, 84 var ude af erhverv og 19 uangiven, ialt 552 indbyggere. ==== ''Vindinge sogn'' ==== Vindinge sogn blev inddraget i Nyborgs forstadsudvikling, da Dyrehavekvarteret bredte sig over sognegrænsen. I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 47 levede af landbrug, 66 af håndværk og industri, 29 af handel, 34 af samfærdsel, 67 af immateriel virksomhed, 12 af husgerning, 27 var ude af erhverv og 1 uangiven, ialt 283 indbyggere. === Kerteminde === Kerteminde havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Fyn. Byens opland begrænsede sig til byens nærmeste omgivelser og halvøen Hindsholm, hvis udstrækning var begrænset af Storebælt Odense Fjord, Kjertinge Nor og Kerteminde Fjord. Kerteminde havde plads til sin udvikling på egne jorder. Havnen, der dannes af indløbet til Kerteminde Fjord, blev i tidlig tid anset for en af de bedste på Fyn. Den har dog, på grund af en sandrevle uden for indløbet, været vanskelig for større skibe, og disse måtte da losse på reden. 1799 begyndte man at bygge bolværker, 1805 anskaffedes en muddermaskine, men først da man 1834-41 fik bygget stensætningerne længere ud i vandet, hjalp det på indløbet. Havnen indesluttedes af 2 ca. 950 m lange dæmninger, men løbet var så smalt, at skibe på over ca. 60 m ikke kunne svaje i havnen. På sandbarren uden for havnen er dybden 4,8 m, i havnen indtil 5 m. Havnens størrelse var ca. 6,7 hektar, havnepladsen ca. 4 hektar, bolværkernes samlede længde udgjorde ca. 780 m. I havnens sydside blev 1913 bygget en retvinkelformet læmole for fiskefartøjer; dybden ved denne var 2,5 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 352</ref> Kertemindes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.833 i 1850, 1.963 i 1855, 2.148 i 1860, 2.274 i 1870, 2.488 i 1880, 2.471 i 1890, 2.552 i 1901, 2.499 i 1906 og 2.719 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg har Byen 3 Brændeviinsbrænderier med en aarlig Production af c. 40,000 Potter Brændeviin, et Jernstøberi, en Tobaksfabrik, et Saltraffinaderi, en Gjødningssabrik, et Garveri, et Uldspinderi og 2 Kalkbrænderier. Af Haandværkerne ere Skomagerne meget talrige. For at finde Afscetning for deres Arbeide bringe flere af dem samme omkring til Salg paa Markederne i Fyen."<ref>Trap (2. udgave); s. 43</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring år 1900: to savværker, saltkogeri, jernstøberi, brændevinsbrænderi, to ølbryggerier, mineralvandsfabrik, to kalkovne. koksfabrik og bogtrykkeri. "Kjerteminde Avis" blev udgivet i byen.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 373</ref> [[Fil:Kerteminde1899.jpg|thumb|Kort over Kerteminde fra 1899]] Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 154 levede af immateriel virksomhed, 833 af håndværk og industri, 471 af handel og omsætning, 125 af søfart, 385 af fiskeri, 18 af jordbrug, 11 af gartneri, 399 af forskellig daglejervirksomhed, 54 af deres midler, 20 nød almisse, og 1 var i fængsel.<ref name="Trap 1899 372">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 372</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.499, heraf ernærede 143 sig ved immateriel virksomhed, 78 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 352 ved fiskeri, 1.081 ved håndværk og industri, 395 ved handel med mere, 224 ved samfærdsel, 99 var aftægtsfolk, 75 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 17</ref> Gennem mellemkrigstiden var Kertemindes indbyggertal svagt stigende: {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Kerteminde købstad | style="text-align: right;"| 2.872 | style="text-align: right;"| 3.068 | style="text-align: right;"| 3.088 | style="text-align: right;"| 3.171 | style="text-align: right;"| 3.206 | style="text-align: right;"| 3.189 |- ! style="text-align: left;"| Over Kærby Mark | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 123 | style="text-align: right;"| 130 |- ! style="text-align: left;"| Kerteminde med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.872''' | style="text-align: right;"| '''3.068''' | style="text-align: right;"| '''3.122''' | style="text-align: right;"| '''3.208''' | style="text-align: right;"| '''3.329''' | style="text-align: right;"| '''3.319''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Kertemindes indbyggere følgende erhvervssammensætning: {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 141 (Over Kærby Mark) og s. 142 (Kerteminde)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Kerteminde købstad | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| 1.039 | style="text-align: right;"| 581 | style="text-align: right;"| 217 | style="text-align: right;"| 221 | style="text-align: right;"| 304 | style="text-align: right;"| 302 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 3.171 |- ! style="text-align: left;"| Over Kærby Mark | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 37 |- ! Kerteminde med forstæder | style="text-align: right;"| '''494''' | style="text-align: right;"| '''1.044''' | style="text-align: right;"| '''589''' | style="text-align: right;"| '''233''' | style="text-align: right;"| '''221''' | style="text-align: right;"| '''308''' | style="text-align: right;"| '''306''' | style="text-align: right;"| '''13''' | style="text-align: right;"| '''3.208''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Kerteminde sin svage befolkningsudvikling. Samtidig stagnerede forstaden Over Kærby Mark. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 69</ref> ! 1965<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> |- ! style="text-align: left;"| Kerteminde købstad | style="text-align: right;"| 3.588 | style="text-align: right;"| 3.795 | style="text-align: right;"| 3.907 | style="text-align: right;"| 4.024 | style="text-align: right;"| 4.775 |- ! style="text-align: left;"| Over Kærby Mark | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 45 |- ! style="text-align: left;"| Kerteminde med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.732''' | style="text-align: right;"| '''3.860''' | style="text-align: right;"| '''3.962''' | style="text-align: right;"| '''4.074''' | style="text-align: right;"| '''4.820''' |} === Odense === Odense havde en særdeles gunstig beliggenhed midt på Fyn i bunden af Odense Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort og frugtbart opland, og byen var stort set uden konkurrence: mod nordøst af Kerteminde og mod nordvest af Bogense. Odense havde ingen byudviklingsmuligheder på egne jorder, så byudviklingen måtte ske på omgivende jorder, i første række Odense Sankt Hans landdistrikt og Odense Vor Frue landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 11.122 | style="text-align: right;"| 12.932 | style="text-align: right;"| 14.255 | style="text-align: right;"| 16.970 | style="text-align: right;"| 20.804 | style="text-align: right;"| 30.268 | style="text-align: right;"| 40.138 |- ! style="text-align: left;"| Odense Sankt Knuds landdistrikt | style="text-align: right;"| 323 | style="text-align: right;"| 351 | style="text-align: right;"| 421 | style="text-align: right;"| 473 | style="text-align: right;"| 941 | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Odense Vor Frue landsogn | style="text-align: right;"| 480 | style="text-align: right;"| 543 | style="text-align: right;"| 575 | style="text-align: right;"| 766 | style="text-align: right;"| 1.000 | style="text-align: right;"| 653 | style="text-align: right;"| 872 |- ! style="text-align: left;"| Odense Sankt Hans landdistrikt | style="text-align: right;"| 492 | style="text-align: right;"| 538 | style="text-align: right;"| 573 | style="text-align: right;"| 1.000 | style="text-align: right;"| 1.640 | style="text-align: right;"| 688 | style="text-align: right;"| 2.223 |- ! style="text-align: left;"| Dalum sogn | style="text-align: right;"| 567 | style="text-align: right;"| 597 | style="text-align: right;"| 634 | style="text-align: right;"| 761 | style="text-align: right;"| 964 | style="text-align: right;"| 1.255 | style="text-align: right;"| 1.567 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.805''' | style="text-align: right;"| '''4.338''' | style="text-align: right;"| '''4.651''' | style="text-align: right;"| '''5.221''' | style="text-align: right;"| '''5.893''' | style="text-align: right;"| '''6.974''' | style="text-align: right;"| '''8.368''' |} Ved kongelig resolution af 11. juli 1877, 5. oktober 1878, 7. december 1882 og 8. november 1889 blev arealer af Vor Frue sogn, Sankt Hans landdistrikt og Sankt Knuds landdistrikt indlemmede i Odense købstad. Ved kongelig resolution af 6. december 1895 og 14. januar 1897 blev arealer i Sankt Hans landdistrikt indlemmede i Odense. Ved kongelig resolution af 1. juli 1896 blev et areal i Sanderum sogn indlemmet i Odense. Ved kongelig resolution af 7. januar 1901 blev Sankt Knuds landdistrikt indlemmet i Odense fra 1. januar 1901.<ref name="StM 1911 94"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 289 | style="text-align: right;"| 344 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 3.559 | style="text-align: right;"| 14.513 | style="text-align: right;"| 5.293 | style="text-align: right;"| 311 | style="text-align: right;"| 4.529 | style="text-align: right;"| 989 | style="text-align: right;"| 403 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 30.268 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Knud landsogn | style="text-align: right;"| 273 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 104 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 494 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Hans landsogn | style="text-align: right;"| 407 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 175 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 688 |- ! style="text-align: left;"| Vor Frue landsogn | style="text-align: right;"| 438 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 653 |- ! style="text-align: left;"| Pårup sogn | style="text-align: right;"| 659 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 176 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 936 |- ! style="text-align: left;"| Dalum sogn | style="text-align: right;"| 444 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 570 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.255 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.510''' | style="text-align: right;"| '''428''' | style="text-align: right;"| '''4''' | style="text-align: right;"| '''3.798''' | style="text-align: right;"| '''15.682''' | style="text-align: right;"| '''5.402''' | style="text-align: right;"| '''333''' | style="text-align: right;"| '''4.554''' | style="text-align: right;"| '''1.090''' | style="text-align: right;"| '''459''' | style="text-align: right;"| '''34''' | style="text-align: right;"| '''34.294''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 56"/> ! 1916<ref name="StM 1916 56"/> |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 40.547 | style="text-align: right;"| 42.237 | style="text-align: right;"| 45.303 |- ! style="text-align: left;"| Odense Sankt Hans landdistrikt | style="text-align: right;"| 2.912 | style="text-align: right;"| 4.358 | style="text-align: right;"| 6.242 |- ! style="text-align: left;"| Fruens Bøge (Dalum sogn) | style="text-align: right;"| 329 | style="text-align: right;"| 629 | style="text-align: right;"| 2.090 |- ! style="text-align: left;"| Stige havneby (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| 470 | style="text-align: right;"| 619 | style="text-align: right;"| 593 |- ! style="text-align: left;"| Nyborgvej (Odense Frue landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 201 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''40.547''' | style="text-align: right;"| '''47.843''' | style="text-align: right;"| '''54.429''' |} I mellemkrigstiden var ikke blot selve Odense men også dens omegnssogne inde i en kraftig befolkningsudvikling med dertil hørende forstadsvækst, som fortsatte til trods for omfattende indlemmelser i købstaden: i 1932 blev Sankt Hans landdistrikt indlemmet i Odense, og i 1936 blev Vor Frue landsogn indlemmet. Men samtidig havde den fortsatte forstadsudvikling bredt sig til Fruens Bøge, Hjallese, Dalum fabriksby, Tarup i Pårup kommune, Næsby i Allese-Næsbyhoved Broby kommune og endda til Sanderum. I flere af disse forstadsområder lå større industrier som Odense Stålskibsværft, Fyns Konservesfabrik, Fyns Skotøjsfabrik, Odense Stolefabrik (alle beliggende i Sankt Hans landdistrikt) mens en papirfabrik, landbrugsskole og Dalum Kloster lå i Dalum. Hjallese var et blandet bolig- og industriområde, mens Fruens Bøge var et villakvarter. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 49.469 | style="text-align: right;"| 52.376 | style="text-align: right;"| 56.759 | style="text-align: right;"| 76.116 | style="text-align: right;"| 87.521 |- ! style="text-align: left;"| Odense Sankt Hans landdistrikt | style="text-align: right;"| 6.905 | style="text-align: right;"| 8.240 | style="text-align: right;"| 10.748 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Fruens Bøge mm (Dalum sogn) | style="text-align: right;"| 4.641 | style="text-align: right;"| 5.054 | style="text-align: right;"| 5.317 | style="text-align: right;"| 5.814 | style="text-align: right;"| 5.905 |- ! style="text-align: left;"| Ejby, Nyborgvej mm (Odense Frue landsogn) | style="text-align: right;"| 954 | style="text-align: right;"| 1.367 | style="text-align: right;"| 1.538 | style="text-align: right;"| 1.800 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Stige havneby (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| 683 | style="text-align: right;"| 749 | style="text-align: right;"| 767 | style="text-align: right;"| 692 | style="text-align: right;"| 681 |- ! style="text-align: left;"| Hauge og Anderup by (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 592 | style="text-align: right;"| 872 | style="text-align: right;"| 935 |- ! style="text-align: left;"| Tarup (Pårup sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 430 | style="text-align: right;"| 895 | style="text-align: right;"| 1.460 | style="text-align: right;"| 1.556 |- ! style="text-align: left;"| Fåborgvej mm (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 160 | style="text-align: right;"| 576 |- ! style="text-align: left;"| Sanderum Tørvehave (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 352 | style="text-align: right;"| 382 |- ! style="text-align: left;"| Næsby by (Næsbyhoved sogn) | style="text-align: right;"| 377 | style="text-align: right;"| 488 | style="text-align: right;"| 899 | style="text-align: right;"| 1.388 | style="text-align: right;"| 1.475 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''63.159''' | style="text-align: right;"| '''68.694''' | style="text-align: right;"| '''77.167''' | style="text-align: right;"| '''87.753''' | style="text-align: right;"| '''99.031''' |} * angiver at et område er indlemmet i Odense. - angiver at der enten ingen data er, eller at området er blevet medregnet under en anden bebyggelse. {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 141 og s. 142</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 923 | style="text-align: right;"| 25.868 | style="text-align: right;"| 11.121 | style="text-align: right;"| 4.304 | style="text-align: right;"| 4.150 | style="text-align: right;"| 4.501 | style="text-align: right;"| 5.312 | style="text-align: right;"| 580 | style="text-align: right;"| 56.759 |- ! style="text-align: left;"| Odense Sankt Hans landdistrikt | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 6.594 | style="text-align: right;"| 1.463 | style="text-align: right;"| 940 | style="text-align: right;"| 309 | style="text-align: right;"| 549 | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 10.748 |- ! style="text-align: left;"| Nyborgvej mm (Odense Frue landsogn) | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 1.005 | style="text-align: right;"| 128 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 1.538 |- ! style="text-align: left;"| Fruens Bøge mm (Dalum sogn) | style="text-align: right;"| 517 | style="text-align: right;"| 2.755 | style="text-align: right;"| 568 | style="text-align: right;"| 213 | style="text-align: right;"| 505 | style="text-align: right;"| 341 | style="text-align: right;"| 391 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 5.317 |- ! style="text-align: left;"| Stige havneby (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| 185 | style="text-align: right;"| 341 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 767 |- ! style="text-align: left;"| Hauge og Anderup by (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| 322 | style="text-align: right;"| 120 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 592 |- ! style="text-align: left;"| Tarup (Pårup sogn) | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 458 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 895 |- ! style="text-align: left;"| Fåborgvej mm (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| 1.020 | style="text-align: right;"| 556 | style="text-align: right;"| 105 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 132 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 1.986 |- ! style="text-align: left;"| Næsby by (Næsbyhoved sogn) | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 595 | style="text-align: right;"| 106 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 899 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.347''' | style="text-align: right;"| '''38.292''' | style="text-align: right;"| '''13.708''' | style="text-align: right;"| '''5.816''' | style="text-align: right;"| '''5.094''' | style="text-align: right;"| '''5.709''' | style="text-align: right;"| '''6.798''' | style="text-align: right;"| '''742''' | style="text-align: right;"| '''79.501''' |} I efterkrigstiden fortsatte Odense sin forstadsudvikling. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Odense købstad | style="text-align: right;"| 92.436 | style="text-align: right;"| 100.940 | style="text-align: right;"| 105.915 | style="text-align: right;"| 111.145 | style="text-align: right;"| 107.531 |- ! style="text-align: left;"| Dalum kommune | style="text-align: right;"| 6.186 | style="text-align: right;"| 7.464 | style="text-align: right;"| 8.719 | style="text-align: right;"| 11.093 | style="text-align: right;"| 12.257 |- ! style="text-align: left;"| Hauge og Anderup by (Lumby sogn) | style="text-align: right;"| 435 | style="text-align: right;"| 477 | style="text-align: right;"| 517 | style="text-align: right;"| 526 | style="text-align: right;"| 543 |- ! style="text-align: left;"| Tarup (Pårup sogn) | style="text-align: right;"| 1.590 | style="text-align: right;"| 1.825 | style="text-align: right;"| 1.932 | style="text-align: right;"| 2.027 | style="text-align: right;"| 4.145 |- ! style="text-align: left;"| Fåborgvej mm (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| 203 | style="text-align: right;"| 269 | style="text-align: right;"| 313 | style="text-align: right;"| 263 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Sanderum Tørvehave (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| 339 | style="text-align: right;"| 359 | style="text-align: right;"| 324 | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 410 |- ! style="text-align: left;"| Rikkesmindekvarteret (Sanderum sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 233 | style="text-align: right;"| 1.166 | style="text-align: right;"| 3.328 |- ! style="text-align: left;"| Næsby by (Næsbyhoved sogn) | style="text-align: right;"| 1.550 | style="text-align: right;"| 1.723 | style="text-align: right;"| 2.005 | style="text-align: right;"| 2.660 | style="text-align: right;"| 4.753 |- ! style="text-align: left;"| Sletten landevej mm (Allese-Næsbyhoved Broby) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 11 |- ! Odense med forstæder | style="text-align: right;"| '''103.107''' | style="text-align: right;"| '''113.484''' | style="text-align: right;"| '''120.570''' | style="text-align: right;"| '''129.833''' | style="text-align: right;"| '''132.978''' |} Omkring 1960 var det muligt at udskille en række zoner i tilknytning til Odense:<br/> 1. den historiske købstad med byens handelsmæssige og administrative centrum og en faldende befolkning<br/> 2. de ældre forstæder (før 2. verdenskrig) med en blanding af boliger og industri, især i tilknytning til havnen. Disse områder blev med tiden indlemmede i købstaden: Sankt Knud landdistrikt i 1901, Sankt Hans sogns landdistrikt og Vor Frue landsogn i 1930-erne<br/> 3. Dalum sogn, hvis byudvikling var indtruffet allerede før århundredeskiftet omkring stedlige industrier, og som længe havde præg af en satellitbebyggelse til Odense, men som under indtryk af den fremad skridende byvækst og forstadsudvikling efterhånden opslugte bebyggelsen<br/> 4. yngre forstæder (fortrinsvis udviklede efter 2. verdenskrig). ==== ''Odense Sankt Hans sogns landdistrikt'' ==== Landdistriktet lå nord for Odense ud mod Odense Fjord. Endnu omkring midten af 1800-tallet synes en byudvikling ikke at være skete trods dels Skibhusenes betydning for Odenses søfart dels en begyndende industriel udvikling: "Indvaanere: 538. Jordbrug er Hovederhverv. I Skibhusene boe endeel Sømænd. Her er ogsaa et Skibs- og Baadebyggeri, hvorfra er leveret flere større Skibe. Trende Kalkbrænderier, hvorfra leveres c. 8000 Tdr. Kalk aarlig. En Oliemølle." (Trap 1 udgave, s. 592) Landdistriktets inddragelse til forstadsudvikling skete især fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1. verdenskrig. I dette tidsrum oprettedes en række virksomheder, således Odense Stålskibsværft i 1918, A/S Fyns Konservesfabrik i 1907, A/S Fyns Skotøjsfabrik i 1906, A/S Odense Cement-, Rør- og Tagstensfabrik i 1900, A/S Odense Stolefabrik, 1 møbelfabrik, 1 oliefabrik, 1 blikvarefabrik, 2 bogtrykkerier. Mange butiksdrivende slog sig ned og der skete en omfattende villabebyggelse. Sankt Hans sogns landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.912 indbyggere ernærede 98 sig af immateriel virksomhed, 320 af landbrug m.v., 12 af fiskeri, 1.747 af håndværk og industri, 276 af handel og omsætning, 327 af samfærdsel, 60 af formue, 37 af offentlig understøttelse, 35 af anden og uangiven virksomhed. I 1911 omfattede forstadsbebyggelsen 4.358 indbyggere, hvoraf 192 levede af landbrug, 2.446 af håndværk og industri, 756 af handel, 561 af samfærdsel og 111 var rentenydere. I 1930 var befolkningen vokset til 10.748, hvoraf 188 levede af landbrug, 6.594 af håndværk og industri, 1.463 af handel, 940 af samfærdsel, 309 af immateriel virksomhed, 549 af husgerning, 632 var ude af erhverv og 73 uangiven. Landdistriktet blev indlemmet i Odense pr. 1. april 1932. ==== ''Odense Frue landsogn'' ==== Landsognet lå øst for Odense og grænsede op til købstaden. Endnu omkring midten af 1800-tallet synes ikke at være sket nogen forstadsudvikling, omend en begyndende industrialisering antydes: "Indvaanere: 543. Jordbrug er Hovederhvervet. Paa Sognets Grund ligger en Oliemølle, en Hvedestivelfefabrik, en Vatfabrik og et Orgelbyggeri." (trap, 1 udgave, s. 591) Landsognets inddragelse skete ved etablering af en række virksomheder frem til omkring 1920, blandt andet et andelsmejeri oprettet 1893, kirke, præstegård, skole, forsamlingshus, afholdshotel, flere købmandshandler, brugsforening, teglværk samt Fyns Kaffesurrogat- og Cikoriefabrik oprettet 1911. Odense Frue landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 943 indbyggere ernærede 20 sig af immateriel virksomhed, 412 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 363 af håndværk og industri, 50 af handel og omsætning, 25 af samfærdsel, 35 af formue, 35 af offentlig understøttelse, 3 af anden og uangiven virksomhed. I landsognet udviklede Ejby og Nyborgvej sig til en forstad til Odense, i 1911 med 400 indbyggere, hvoraf 87 levede af landbrug, 175 af håndværk og industri, 50 af handel, 10 af samfærdsel; i 1921 var indbyggertallet vokset til 954 indbyggere. I 1930 var forstaden Ejby og Nyborgvej vokset til 1.538 indbyggere, hvoraf 119 levede af landbrug, 1.005 af håndværk og industri, 128 af handel, 64 af samfærdsel, 41 af immateriel virksomhed, 78 af husgerning, 91 var ude af erhverv og 12 uangiven. Landsognet blev indlemmet i Odense pr. 1. april 1936. ==== ''Dalum'' ==== Christen Kold havde i 1851 oprettet Ryslinge Højskole, men på grund af pladsmangel flyttede han den til Dalby ved Kerteminde i 1853, og i 1862 flyttede han den til Dalum. Dalum Landbrugsskole blev i 1886 grundlagt i højskolens bygninger. I 1889 blev navnet ændret til Dalum Landbrugs- og Mejeriskole, idet der også blev oprettet mejeriskole. Dalum Landbrugsskole havde den 1. januar 1899 123 lærlinge og et tilliggende af 78 tønder land.<ref name="Trap 3 407">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, s. 407 ff.</ref> Dalum Papirfabrik startede sin virksomhed lige ved Odense Å i januar 1875. Den var Danmarks største papirfabrik. Dens jordtilliggende af omtrent 22½ tønde land, hvoraf 13 td. land var bortforpagtede, de øvrige optaget af fabriksbygninger, funktionærboliger, haver m.m. Fabrikken blev drevet ved 260 hk dampkraft og to vandturbiner samt beskæftigede omkring 180 arbejdere og funktionærer. Ved Landevejen oven for Dalum Bro lå Dalum Mølle og en større samling af arbejderboliger.<ref name="Trap 3 407"/> Endnu omkring år 1900 udgjorde fabriksbyen et særskilt samfund. Dalum sogns inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.761 indbyggere ernærede 237 sig af immateriel virksomhed, 452 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 800 af håndværk og industri, 70 af handel og omsætning, 80 af samfærdsel, 51 af formue, 55 af offentlig understøttelse, 16 af anden og uangiven virksomhed. [[Fil:DalumBilletsalgssted.JPG|thumb|Dalum Billetsalgssted.]] Dalum fik billetsalgssted på Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane (1906-1954) øst for Hjallese. Dalum billetsalgssted er tegnet af arkitekten Emanuel Monberg. Bygningen er bevaret på Hjallesegade 2. Den ligner ikke banens øvrige stationer, fordi den var opført som ledvogterhus, men der var billetsalg fra banens start. Papirfabrikken, som var en af banens største kunder, havde industrispor fra Fruens Bøge Station, der også ligger i Dalum Sogn – her grenede Brobybanen fra Svendborgbanen. Det blev i Fruens Bøge - ikke i Hjallese - at byudviklingen gik hurtigst. Her udviklede sig efterhånden et boligområde i kraft af omfattende udstykninger fra Kristiansdal Hovedgård. I 1906 havde Fruens Bøge 329 indbyggere, i 1911 629 indbyggere, i 1916 2.090 indbyggere, i 1921 2.628 indbyggere, i 1925 2.985 indbyggere. Til sammenligning havde Dalum Fabriksby i 1906 475 indbyggere, i 1911 484 indbyggere, i 1916 505 indbyggere, i 1921 563 indbyggere og i 1925 595 indbyggere. Hjallese by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere. Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.<ref>Det Statistiske Departement: ''Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60''; København 1964; s. 68f</ref> I 1930, hvor hele sognet blev regnet som forstad til Odense, havde Dalum 5.317 indbyggere, hvoraf 517 levede af landbrug m.v., 2.755 af industri og håndværk, 568 af handel og omsætning, 213 af transport, 505 af immaterial virksomhed, 341 af husgerning, 391 var ude af erhverv og 27 ikke havde oplyst levevej.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk Femte Række, Litra A Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark Den 5. November 1930''; København 1935; s. 141</ref> I 1950 havde Dalum 7.464 indbyggere fordelt på 2.222 husstande, efter næringsveje fordelt således: 403 levede af landbrug m.v., 4.034 af håndværk og industri, 1.121 af handel og omsætning, 354 af transport, 632 af administration og liberale erhverv, 803 af aldersrente, formue, pension og lignende, mens 117 ikke havde oplyst erhverv.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 5. udgave, s. 203</ref> ==== ''Fruens Bøge'' ==== Fruens Bøge var Odense Kommunes første skov, købt i 1875 fra Christiansdal herregård (i dag Dalum Kloster). Allerede i begyndelsen af 1800-tallet blev skoven dog benyttet af byens finere borgerskab som dannede "Foreningen i Fruens Bøge", også kaldt "Skovforeningen", der arrangerede søndagskovture med dans i det daværende traktørsted ''Skovhuset''. Skoven blev bl.a. erhvervet for at give byens ca. 20.000 borgere bedre adgang til stedet og blev efter indstilling fra en forskønnelseskomité, som var nedsat af bystyret, købt for en pris på 53.000 kr. Det blev begyndelsen på det stinet, som i dag løber langs hele Odense Å. Skovområdet var reelt lukket for alle andre end Skovforeningen og blev i realiteten først åbnet for alle andre engang oppe i 1930'erne. Formålet med skoven var formodentlig at skabe en skov efter romantikkens idealer og der var tydeligt, med de slyngede stier og bygningerne i bindingsværk og mursten med udskårne bjæleender, med forbilleder i Charlottenlund og Dyrehaven nord for København. I begyndelsen af 1800-tallet gik ruten via markvejen gennem Hunderup og Hunderupbøndernes skov eller alternativt via Heden. I 1876 blev jernbanen mellem Odense og Svendborg indviet og dermed også Fruens Bøge Station. De fine skovgæster begyndte dog i stedet at sejle med Aaafarten. Først med dampskib og senere med motorskib til Sorgenfri. Skovlyst lå ud til Skovalleen, der hvor der i dag er parkeringsplads. Det var et fornemt sted med et lille orkester, der spillede til eftermiddagskaffen med tilhørende konditorkager. Røde Hus lå ud til Skovallen tættere på jernbaneoverskæringen. Det var et mere folkeligt sted med skydebane og lykkehjul. Det blev revet ned i 1960'erne. Skovforeningens Skovpavillion lå midt i skoven, hvor der i dag findes en stor åben naturlegeplads. Stedet var bygget med en stor danseestrade og balkon med plads til danseorkestret. Her var tjenestefolk forment adgang, og man skulle have medlemskort for at komme ind. Først i 1905 kunne folk i andre samfundsklasser besøge stedet. Pavillionen havde eget elværk i et lille rødstenet hus som lå ved vestbreden af skovsøen. Sorgenfri lå ved Sorgenfribækkens udløb, tæt ved åfartens endstation. Stedet havde sin storhedstid i mellemkrigsårene, hvor den især var tilholdssted for arbejderne. Stedet blev revet ned i 1965. [[Fil:Fruens Bøge Station.jpg|thumb|Fruens Bøge Station.]] Fruens Bøge villakvarter opstod i tilknytning til Dalum Papirfabrik i Dalum. I 1906 anlagdes Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane med station ved Fruens Bøge, der indtil da havde været et rent landområde. Papirfabrikken, som hurtigt blev en af banens største kunder, fik et industrispor fra Fruens Bøge Station, hvor også Brobybanen grenede fra Svendborgbanen. Det blev i Fruens Bøge - ikke i Hjallese sydøst for Dalum, hvor der ligeledes kom en station - at byudviklingen gik hurtigst. Her udviklede sig efterhånden et boligområde i kraft af omfattende udstykninger fra Kristiansdal Hovedgård. I 1906 havde Fruens Bøge 329 indbyggere, i 1911 629 indbyggere, i 1916 2.090 indbyggere, i 1921 2.628 indbyggere, i 1925 2.985 indbyggere. Til sammenligning havde Dalum Fabriksby i 1906 475 indbyggere, i 1911 484 indbyggere, i 1916 505 indbyggere, i 1921 563 indbyggere og i 1925 595 indbyggere. Hjallelse by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere. Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.<ref>Det Statistiske Departement: ''Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60''; København 1964; s. 68f</ref> ==== ''Hjallese'' ==== [[Fil:DalumBilletsalgssted.JPG|thumb|Dalum Station / Hjallese jernbaneholdeplads.]] Omkring 1900 havde Hjallese dobbeltskole, andelsmejeri og jernbaneholdeplads.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 408</ref> I Dalum blev i 1875 oprettet Dalum Papirfabrik, men trods nærheden fik Hjallese i begyndelsen kun ringe andel i den dertil knyttede byudvikling. Hjallese by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, hvoraf 98 levede af landbrug, 140 af håndværk og industri, 38 afhandel, 18 af samfærdsel, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere. I stedet blev det Fruens Bøge, der i første omgang udviklede sig: i 1911 havde kvarteret 629 indbyggere, hvoraf 46 levede af handel, 401 af håndværk og industri, 62 af handel, 23 af samfærdsel, i 1921 2.628 indbyggere og i 1925 havde 2.985 indbyggere og med cementvarefabrik, plovfabrik, købmandshandler, jernbane og telegrafstation, postekspedition, lystskov med pavillion. Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund i kommunen, Fruens Bøge villakvarter, Dalum Fabriksby og Hjallese by, kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.<ref>Det Statistiske Departement: ''Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60''; København 1964; s. 68f</ref> Dalum Sogn blev i 1909 selvstændig kommune. ==== ''Pårup'' ==== Pårup sogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 889 indbyggere ernærede 22 sig af immateriel virksomhed, 587 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 178 af håndværk og industri, 38 af handel og omsætning, 1 af samfærdsel, 42 af formue, 17 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. I 1930 var by- og forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Turup (eller Snapind) havde 895 indbyggere, hvoraf 54 levede af landbrug, 458 af håndværk og industri, 158 af handel, 71 af samfærdsel, 39 af immateriel virksomhed, 48 af husgerning, 47 var ude af erhverv og 20 uangiven. ==== ''Næsbyhoved-Broby sogn'' ==== Sognet lå vest for Odense men grænsede ikke op til købstaden. Alligevel gjorde denne sig svagt gældende allerede i midten af 1800-tallet: "Judvaaneret 698. Jordbrug samt Tørveproduction er Hovederhverv; i Næsbyhoved-Broby er en Gartner, som afscetter Haveproducter til Odense." (Trap, 1. udgave, s. 594) ==== ''Bellinge'' ==== Bellinge havde station på Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane (1906-1954). Stationen blev anlagt 1 km sydøst for den gamle landsby, øst for åen. Bellinge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 680 indbyggere ernærede 28 sig af immateriel virksomhed, 433 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 155 af håndværk og industri, 20 af handel og omsætning, 0 af samfærdsel, 24 af formue, 17 af offentlig understøttelse, 3 af anden og uangiven virksomhed. Bellinge blev påvirket af Odenses byudvikling omkring 1960: byen havde i 1960 kun 359 indbyggere, men 1.124 i 1965.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 17</ref> === Bogense === Bogense havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det nordvestlige Fyn med det meste af Skovby Herred som sit naturlige opland. Men byen lå noget afsides i forhold til færdselsforbindelser, og dette måtte hæmme dens udvikling. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder. Havnen blev anlagt 1827-44. I senere Tid blev havnen gentagne gange udvidet og uddybet, således i1874 og 1894, da den uddybedes til 3,5 m, i 1883, da svajepladsen ved havnen anlagdes, og i 1911, da bl.a. havnepladsen fik en betydelig udvidelse. Havnen bestod i begyndelsen af det 20. århundrede af to ca. 625 m lange, mod nordvest udskydende stenmoler, der indesluttede et kun 22 m bredt bassin. Dybden var 4,4 m, bolværkslængden var ca. 625 m, og havnepladsens størrelse var 42,000 m². På vestre havnemole fandtes gas- og elektricitetsværk, skibsværft, kalkbrænderi, cementtagstensfabrik m.m., på østre havnemole, der havde jernbanespor, fandtes dampskibspakhus og forskellige oplagspladser.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', IV Bind: Maribo Amt, Odense Amt, Svendborg Amt; 4. udgave; København 1923; s. 361</ref> Bogenses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.497 i 1850, 1.709 i 1855, 1.899 i 1860, 1.931 i 1870, 1.917 i 1880, 1.904 i 1890, 2.168 i 1901, 2.448 i 1906 og 2.747 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Om byen næringsliv omkring 1870 hed det: "et Jernstøberi, der beskjæftiger 16 Arbeidere, en Tobaksfabrik, der beskjæftiger 5 Personer, 2 Garverier, et Kalkbrænderi og 9 Brændeviinsbrænderier, der levere c. 200,000 Potter Brændeviin aarlig. Paa Byens Grund ligge 2 Veirmøller, hvoraf den ene tillige har Dampkraft."<ref>Trap (2. udgave) ; s. 46</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 garverier, 5 skindberederier, 3 træskærerier, 2 cementtagstensfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 andelsmejeri og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1899 378">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind : Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 378</ref> Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 214 levede af immateriel virksomhed, 776 af håndværk og industri, 363 af handel og omsætning, 62 af søfart, 11 af fiskeri, 165 af jordbrug, 13 af gartneri, 185 af forskellig daglejervirksomhed., 86 af deres midler, og 29 nød almisse.<ref name="Trap 1899 378"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.448, heraf ernærede 165 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 85 ved fiskeri, 1.121 ved håndværk og industri, 432 ved handel med mere, 202 ved samfærdsel, 117 var aftægtsfolk, 50 levede af offentlig understøttelse og 19 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 17</ref> Havnen blev udvidet i 1874 og 1894, og der blev etableret et skibsværft og forskellige mindre virksomheder. I 1882 fik Bogense endestation på Nordfyenske Jernbane – også kaldet ''Bogensebanen'' – til Odense via Otterup. Stationen havde vandkran, drejeskive, remise og værksteder. Banen fortsatte et par hundrede meter som havnebane til et havnespor på nordkajen. I 1911 fik byen endnu en jernbaneforbindelse, idet Nordvestfyenske Jernbane mellem Odense og Middelfart havde en sidebane til Bogense fra knudepunktet Brenderup. Jernbanen fik stor betydning for byens vækst i starten af 1900-tallet. Byen fik elektricitetsværk, gasværk, jernstøberi, teglværk, slagtehus og mejeri. Gennem mellemkrigstiden var Bogenses indbyggertal svagt stigende: i 1916 2.707, i 1921 2.852, i 1925 2.857, i 1930 2.846, i 1935 3.022, i 1940 2.928 indbyggere. Ved folketællingen i 1930 havde Bogense 2.550 indbyggere, heraf ernærede 167 sig ved immateriel virksomhed, 916 ved håndværk og industri, 372 ved handel mm, 273 ved samfærdsel, 330 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 229 ved husgerning, 243 var ude af erhverv og 20 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 142</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Bogense sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.029 indbyggere i købstaden, i 1950 3.133 indbyggere, i 1955 3.131 indbyggere, i 1960 2.968 indbyggere og i 1965 2.925 indbyggere. Både Bogensebanen og Brenderupbanen blev nedlagt 1. april 1966. === Middelfart === Middelfart havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed på de vestlige Fyn. Byens begrænsede opland var mod nord, vest og syd afgrænset af Lillebælt; derimod kunne den regne Vends Herred som sit naturlige opland. Middelfarts befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.633 i 1850, 1.840 i 1855, 2.123 i 1860, 2.336 i 1870, 2.345 i 1880, 3.078 i 1890, 4.469 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart købstad | style="text-align: right;"| 1.633 | style="text-align: right;"| 1.840 | style="text-align: right;"| 2.123 | style="text-align: right;"| 2.336 | style="text-align: right;"| 2.345 | style="text-align: right;"| 3.078 | style="text-align: right;"| 4.469 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart landdistrikt | style="text-align: right;"| 245 | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 265 | style="text-align: right;"| 241 | style="text-align: right;"| 235 |- ! Middelfart med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.633''' | style="text-align: right;"| '''1.840''' | style="text-align: right;"| '''2.123''' | style="text-align: right;"| '''2.336''' | style="text-align: right;"| '''2.345''' | style="text-align: right;"| '''3.078''' | style="text-align: right;"| '''4.469''' |} Frem til 1860’erne er færgedriften hovednerven for byens liv. Fiskeri, blandt andet efter marsvin, er dog også vigtige erhverv. Byen kom først rigtigt i vækst igen efter at sindssygehospitalet stod færdigt i 1888, og med den begyndende industrialisering. Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes 5 Brændeviinsbrænderier med et aarligt Product af c. 100,000 Potter, 2 Tobaksfabrikker, et Jernstøberi, et Eddikebryggeri og et Billedskjæreri."<ref>Trap (2. udgave); s. 50</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (der beskæftigede omtrent 100 arbejdere), 2 tobaksfabrikker, 2 brændevinsbrænderier, 1 farveri og "Nordiske Kabel- og Traadfabrikker“ (et i 1898 oprettet aktieselskab, Aktiekapital 750.000 Kr.).<ref name="Trap 1899 386">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 386</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1899 385">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 385</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Middelfart købstad | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 122 | style="text-align: right;"| 302 | style="text-align: right;"| 921 | style="text-align: right;"| 445 | style="text-align: right;"| 187 | style="text-align: right;"| 556 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 349 | style="text-align: right;"| 3.078 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart landsogn | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 241 |- ! Middelfart med forstæder | style="text-align: right;"| '''195''' | style="text-align: right;"| '''40''' | style="text-align: right;"| '''132''' | style="text-align: right;"| '''327''' | style="text-align: right;"| '''936''' | style="text-align: right;"| '''453''' | style="text-align: right;"| '''193''' | style="text-align: right;"| '''607''' | style="text-align: right;"| '''70''' | style="text-align: right;"| '''17''' | style="text-align: right;"| '''349''' | style="text-align: right;"| '''3.319''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.162, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 152 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 104 ved fiskeri, 2.491 ved håndværk og industri, 594 ved handel med mere, 378 ved samfærdsel, 174 var aftægtsfolk, 853 levede af offentlig understøttelse og 44 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 19</ref> Gennem mellemkrigstiden var Middelfarts indbyggertal svagt stigende, og samtidig voksede to forstæder frem, Nytofte i Kavslunde Sogn og Staurby Strand i Vejlby Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart købstad | style="text-align: right;"| 6.079 | style="text-align: right;"| 6.870 | style="text-align: right;"| 7.073 | style="text-align: right;"| 7.480 | style="text-align: right;"| 8.219 | style="text-align: right;"| 7.841 |- ! style="text-align: left;"| Nytofte | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 211 | style="text-align: right;"| 195 | style="text-align: right;"| 211 | style="text-align: right;"| 432 |- ! style="text-align: left;"| Stavrby Strand | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 278 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart med forstæder | style="text-align: right;"| '''6.079''' | style="text-align: right;"| '''6.870''' | style="text-align: right;"| '''7.284''' | style="text-align: right;"| '''7.675''' | style="text-align: right;"| '''8.589''' | style="text-align: right;"| '''8.551''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 138 (Dyrehavekvarteret) og s. 140 (Nyborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Middelfart købstad | style="text-align: right;"| 325 | style="text-align: right;"| 3.416 | style="text-align: right;"| 696 | style="text-align: right;"| 588 | style="text-align: right;"| 623 | style="text-align: right;"| 437 | style="text-align: right;"| 1.302 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 7.480 |- ! style="text-align: left;"| Nytofte | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 195 |- ! Middelfart med forstæder | style="text-align: right;"| '''365''' | style="text-align: right;"| '''3.496''' | style="text-align: right;"| '''701''' | style="text-align: right;"| '''621''' | style="text-align: right;"| '''629''' | style="text-align: right;"| '''443''' | style="text-align: right;"| '''1.324''' | style="text-align: right;"| '''96''' | style="text-align: right;"| '''7.675''' |} Fra 1925 til 1935 blev der bygget en fast forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det var ingen let sag, idet havbundsforholdene ud for Middelfart og Snoghøj ikke var de letteste at opføre så stort et bygningsværk på, men i 1935 stod Lillebæltsbroen færdig. Med den faste forbindelse mistede færgebyen Strib sin betydning, og den største udvikling kom nu til at foregå i Middelfart i det 20. århundrede. Byen lå ved den centrale ''Hovedvej 1'' mellem Øst- og Vestdanmark, og stationen blev et stop på en jernbaneforbindelse, mange tusinde danskere benyttede årligt. Efter 2. verdenskrig fortsatte Middelfart sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 8.089 indbyggere i købstaden, i 1950 8.711 indbyggere, i 1955 8.883 indbyggere, i 1960 8.801 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 69</ref> og i 1965 9.057 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Af stor betydning for købstadens befolkningsudvikling var det, at forstaden Stavrby Strand voksede sammen med havnebyen Strib i 1955. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart købstad | style="text-align: right;"| 8.089 | style="text-align: right;"| 8.711 | style="text-align: right;"| 8.883 | style="text-align: right;"| 8.801 | style="text-align: right;"| 9.057 |- ! style="text-align: left;"| Nytofte | style="text-align: right;"| 492 | style="text-align: right;"| 461 | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 578 | style="text-align: right;"| 920 |- ! style="text-align: left;"| Stavrby Strand | style="text-align: right;"| 283 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Strib mm | style="text-align: right;"| (1.359) | style="text-align: right;"| (1.570) | style="text-align: right;"| 2.000 | style="text-align: right;"| 2.332 | style="text-align: right;"| 2.466 |- ! style="text-align: left;"| Middelfart med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.864''' | style="text-align: right;"| '''9.486''' | style="text-align: right;"| '''11.431''' | style="text-align: right;"| '''11.711''' | style="text-align: right;"| '''12.443''' |} === Kolding === Kolding havde en fordelagtig beliggenhed i bunden af Kolding Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort of frugtbart opland i næsten alle retninger. Byen var omgivet af et landdistrikt med markjorder egnede for byudvikling. Havnen blev anlagt 1842-43, idet der tidligere var en skibsbro, men løbet var efterhånden blevet så tilsandet, at skibene måtte ankre op ca. 2 km fra byen og varerne føres til og fra i både. Havnen var fra begyndelsen 57 m bred og havde en længde af 80 m og en dybde af 2,8 m med en 520 m lang indløbskanal. Senere blev havnen gentagne gange udvidet og forlænget, således i begyndelsen af 1860-erne. I 1909-10 blev havnen uddybet til 7 m, og sejlløbet blev udvidedes. Nye betydelige udvidelser skete efter en plan lavet i 1918, således blev der i forbindelse med forlægning af åløbet inddæmmet og til dels opfyldt et areal i fjorden på 20 hektar, hvorved havnens samlede område blev på ca. 70 ha, og der blev bygget et nyt havnebassin med kajer på nord- og sydsiden med dækmoler ved indløbet. Havnens længde var herefter ca. 1000 m, den samlede bolværkslængde 2.300 m med en vanddybde af 7 m. Til havnen førte fra fjorden et 3 km langt uddybet løb med en bundbredde af 25 m og en dybde af mindst 7 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VII Bind: Aarhus Amt, Vejle Amt; 4. udgave; København 1926; s. 511</ref> Koldings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.865 i 1850, 3.476 i 1855, 3.978 i 1860, 5.400 i 1870, 7.141 i 1880, 9.658 i 1890, 12.516 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i landdistriktet. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstad | style="text-align: right;"| 2.863 | style="text-align: right;"| 3.476 | style="text-align: right;"| 3.978 | style="text-align: right;"| 5.400 | style="text-align: right;"| 7.141 | style="text-align: right;"| 9.658 | style="text-align: right;"| 12.516 |- ! style="text-align: left;"| Kolding landdistrikt | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 109 | style="text-align: right;"| 143 | style="text-align: right;"| 122 | style="text-align: right;"| 223 | style="text-align: right;"| 376 | style="text-align: right;"| 817 |- ! Kolding med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.863''' | style="text-align: right;"| '''3.476''' | style="text-align: right;"| '''3.978''' | style="text-align: right;"| '''5.400''' | style="text-align: right;"| '''7.141''' | style="text-align: right;"| '''9.658''' | style="text-align: right;"| '''12.516''' |} Området nord for Koldinghus med Låsbygade i centrum var indtil 1870 handelsknudepunkt pga. byens status som toldstation. Det flyttede sidenhen til havneområdet, da banegården for landstrafik blev anlagt der. Den store eksport trak en lang række andre virksomheder og arbejdere til, og indbyggertallet voksede hurtigt, og området syd for åen blev for alvor bebygget. Selve havnen blev en af de største i landet pga. eksport af især levende kreaturer. Om næringslivet omkring 1855 hed det: "I Kolding og i sammes District findes følgende industrielle Anlæg: 2 Dampbrænderier og 3 almindelige Brænderier, hvis Production i 1858 angives til 244,167 Potter Brændeviin; 1 Cindersfabrik, der i 1858 har produceret 2600 Tdr.; 5 Garverier, der i 1858 have fabrikeret 30,600 Pd. Læder; 2 Jernstøberier, der drives ved Dampkraft, beskjæftige 13 Arbeidere og i 1858 have produceret 120,000 Pd. Støbegods, 2 Kalkbrænderier, som i 1858 have produceret 3400 Tdr. Kalk, 1 Saltraffinaderi, der i 1858 har produceret 1600 Tdr. Salt; 1 Sukkerraffinaderi, som i 1858 har produceret 8000 Pd. Candis, 6000 Pd. Puddersukker, 2000 Pd. Melis og 4000 Pd. Sirup; 1 Sæbesyderi, der i 1858 har produceret 70 Tdr. grøn Sæbe, 3 Teglværker, der i 1858 have fabrikeret 132,000 Stk. Muursteen, 15,0()0 Sik. Tagsteen og 850,000 Stk. Drainrør; 2 Tobaksfabrikker, der beskjæftige 29 Arbeidere og i 1859 have fabrikeret 40,000 Pd. Tobak; 2 Ølbryggerier, der i 1858 have brygget 2790 Tdr. Øl." Om næringslivet omkring 1870 hed det: "J Kolding og i sammes District findes følgende industrielle Anlæg: 3 Dampbrænderier, hvis Production i 1874 angives til 198,000 Potter Brændeviin, 1 Tobaksfabrik, 2 Jernstøberier, 1 Mineralvandsfabrik, 1 Uldspinderi og Karteri, 2 Ølbryggerier, 2 Kalkværker, 2 Teglværker, samt Slotsmøllens Anlæg for Beenmeelsfabrikation, hvormed er forbundet et Bageri og et Ølbryggeri." Borgerne fik vandværk i 1886, og i 1898 byggedes elektricitetsværket, der skulle forsyne byens nu 10.000 indbyggere. Samme år fik byen sin første private jernbane til oplandet og flere jernbaner fulgte. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Const. Hansen & Schrøders Maskinfabrik (anlagt 1888, 1896 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 75.000 kr.; ca. 65 arbejdere), Leneth & Søns Maskinfabrik (anlagt 1853), A. L. Johansen & Søns Savskæreri og Møbelfabrik (anlagt 1855), flere tobaksfabrikker, deriblandt S.W. Bruuns Tobaksfabrikker (anlagt 1873, 1897 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Brødrene Volkerts Dampvæveri og Klædefabrik, Slotsmøllens Fabrikker (øst for byen ved Fredericiavejen, ølbryggeri og maltgøreri, et 1872 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Fællesforeningen for Danmarks Forbrugsforeninger (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr.), Kaalunds Sæbefabrik, Kolding Damp-, Tegl- og Kalkværker (drev tillige høvle- og savværksvirksomhed), Kolding Aktieteglværk (oprettet 1900, aktiekapital 150.000 kr.), Sydjydsk Korn- og Foderstofkompagni (oprettet 1900), en 1899 oprettet saftstation syd for byen tilhørende "De danske Sukkerfabrikker" til forsyning af fabrikken i Assens, desuden 1 andelssvineslagteri med eksportslagteri, 1 andelsmejeri, 1 mineralvandsfabrik, flere farverier og garverier, samt det i 1896 oprettede aktieselskab "Forenede sydjyske Telefonselskaber" (aktiekapital 300.000 kr.), og det i 1894 oprettede aktieselskab "Kolding Fjords Dampskibsselskab" (aktiekapital 137.000 kr.), Det danske Petroleumsselskab byggede flere cisterner til direkte import. Byen havde 5 bogtrykkerier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 316f</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstad | style="text-align: right;"| 219 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 747 | style="text-align: right;"| 3.859 | style="text-align: right;"| 2.439 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 1.720 | style="text-align: right;"| 413 | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9.658 |- ! style="text-align: left;"| Kolding landsogn | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 376 |- ! Kolding med forstæder | style="text-align: right;"| '''282''' | style="text-align: right;"| '''15''' | style="text-align: right;"| '''69''' | style="text-align: right;"| '''793''' | style="text-align: right;"| '''3.957''' | style="text-align: right;"| '''2.500''' | style="text-align: right;"| '''78''' | style="text-align: right;"| '''1.788''' | style="text-align: right;"| '''431''' | style="text-align: right;"| '''121''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''10.034''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 13.451, heraf ernærede 675 sig ved immateriel virksomhed, 340 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 58 ved fiskeri, 7.247 ved håndværk og industri, 2.791 ved handel med mere, 1.062 ved samfærdsel, 702 var aftægtsfolk, 354 levede af offentlig understøttelse og 222 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 20</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57"/> |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstad | style="text-align: right;"| 13.451 | style="text-align: right;"| 14.219 | style="text-align: right;"| 15.037 |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 950 | style="text-align: right;"| 1.190 | style="text-align: right;"| 1.638 |- ! style="text-align: left;"| Sønder Vang (Seest sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 198 | style="text-align: right;"| 93 |- ! style="text-align: left;"| Sønder Vang (Vonsild sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 562 | style="text-align: right;"| 910 |- ! style="text-align: left;"| Munkensdam (Seest sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 467 | style="text-align: right;"| 784 |- ! Kolding med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.451''' | style="text-align: right;"| '''16.636''' | style="text-align: right;"| '''18.462''' |} Gennem mellemkrigstiden var Koldings indbyggertal voksende, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Munkensdam, Seest og Sønder Vang i Hover Kommune og Sønder Vang og Bramdrup villakvarter i Vonsild Kommune. Den 1. april 1930 blev byens forstæder indlemmede i købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstad | style="text-align: right;"| 15.037 | style="text-align: right;"| 17.165 | style="text-align: right;"| 16.745 | style="text-align: right;"| 21.959 | style="text-align: right;"| 23.520 | style="text-align: right;"| 25.335 |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 1.359 | style="text-align: right;"| 1.393 | style="text-align: right;"| 1.588 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Munkensdam | style="text-align: right;"| 784 | style="text-align: right;"| 622 | style="text-align: right;"| 476 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Seest | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 696 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Sønder Vang | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Sønder Vang (Vonsild) | style="text-align: right;"| 910 | style="text-align: right;"| 937 | style="text-align: right;"| 1.240 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Bramdrup villakvarter | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 361 | style="text-align: right;"| 411 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! Kolding med forstæder | style="text-align: right;"| '''18.183''' | style="text-align: right;"| '''20.571''' | style="text-align: right;"| '''21.470''' | style="text-align: right;"| '''21.959''' | style="text-align: right;"| '''23.520''' | style="text-align: right;"| '''25.335''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Kolding 21.959 indbyggere, heraf ernærede 1.445 sig ved immateriel virksomhed, 9.204 ved håndværk og industri, 4.261 ved handel mm, 2.101 ved samfærdsel, 545 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.800 ved husgerning, 2.237 var ude af erhverv og 366 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 145</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Kolding sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.660 indbyggere, i 1950 31.017 indbyggere, i 1955 33.169 indbyggere, i 1960 35.101 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Efterhånden voksede nye forstæder op i Seest by, Alpedalen i Vonsild Kommune, Nyby Strandhuse i Eltang-Sønder Vilstrup Kommune, Tved og Rebæk i Dalby Kommune samt Langagervej og Rudevej i Seest Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Kolding købstad | style="text-align: right;"| 27.660 | style="text-align: right;"| 31.017 | style="text-align: right;"| 33.169 | style="text-align: right;"| 35.101 | style="text-align: right;"| 37.093 |- ! style="text-align: left;"| Seest by | style="text-align: right;"| (387) | style="text-align: right;"| (388) | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| 584 | style="text-align: right;"| 1.006 |- ! style="text-align: left;"| Alpedalen | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 213 | style="text-align: right;"| 346 |- ! style="text-align: left;"| Nyby Strandhuse | style="text-align: right;"| (500) | style="text-align: right;"| (544) | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 705 | style="text-align: right;"| 1.066 |- ! style="text-align: left;"| Tved og Rebæk (Dalby) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 563 |- ! style="text-align: left;"| Langagervej og Rudevej (Seest) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 102 |- ! Kolding med forstæder | style="text-align: right;"| '''27.660''' | style="text-align: right;"| '''31.017''' | style="text-align: right;"| '''34.211''' | style="text-align: right;"| '''35.101''' | style="text-align: right;"| '''40.176''' |} ==== ''Kolding købstads landdistrikt'' ==== Landdistriktets inddragelse til forstadsudvikling synes først for alvor at være sket omkring århundredeskiftet. Endnu i 1890 var befolkningens fordeling efter næringsveje: "46 levede af immat. Virksomhed, 63 af Jordbr., 13 af Gartneri, 9 af Fiskeri, 98 af Industri, 61 af Handel, 68 af forsk. Daglejervirks. og 18 af deres Midler." Nogen industrivirksomhed fandtes ikke. (Trap 3 udgave s. 423) Udviklingen tegner sig i befolkningudviklingen: i 1850 levede der kun 71 i landdistriktet, i 1870 122, i 1880 223, i 1890 376, i 1901 817, i 1906 950 og i 1911 1.190. Kolding landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 950 indbyggere ernærede 127 sig af immateriel virksomhed, 56 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 410 af håndværk og industri, 153 af handel og omsætning, 79 af samfærdsel, 43 af formue, 14 af offentlig understøttelse, 61 af anden og uangiven virksomhed. Udviklingen gik nu hurtigt. Omkring 1926 beskrives forholdene således: "I Distriktet, der for en stor Del er villabebygget, findes flere Kbmdshdlr. og enkelte industrielle Virksomheder (A/S Slotsmøllens Fabrikker, Kaalunds Sæbefabrikker, Margarinefabrikken Koldinghus, H. Hansens Sølvvarefabrik, P. Blichers Protokolfabrik), kommunalt Elektricitetsværk (anl. 1912, udvidet 1916 og 1923) og kommun. Vandværk (anl. 1915)." (Trap 4 udgave 1926 s. 690) Ikke blot bredte boligerne sig, også handel og industri bredte sig. I 1925 havde landdistriktet 1.588 indbyggere. Landdistriktet blev indlemmet pr. 1 april 1930. ==== ''Seest sogn'' ==== Seest sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.340 indbyggere ernærede 34 sig af immateriel virksomhed, 623 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 528 af håndværk og industri, 26 af handel og omsætning, 20 af samfærdsel, 70 af formue, 20 af offentlig understøttelse, 19 af anden og uangiven virksomhed. I mellemkrigstiden udviklede forstæderne Seest, Munkensdam, Lykkegårdsvej og Sønder Vang sig: i 1925 havde Seest by 696 indbyggere, Munkensdam 476 indbyggere, Lykkegårdsvej-Sønder Vang 314 indbyggere. Forstæderne blev indlemmet pr. 1 april 1930. === Fredericia === [[Fil:Map of Fredericia (ca. 1900).jpg|thumb|Kort over Fredericia omkring år 1900.]] Fredericia havde en mindre gunstig beliggenhed på en halvø beliggende mellem Vejle Fjord i nord, Lillebælt mod øst og Kolding Fjord mod syd. Byens eneste opland lå mod vest og blev beskåret af konkurrence fra henholdsvis Kolding mod sydvest og Vejle mod nordvest. Fredericia var omgivet af et stort landsogn. Selvom fæstningen Fredericia efterhånden mistede sin forsvarsmæssige betydning, blev den først officielt nedlagt i 1909 som led i en ny forsvarslov. Dette betød bl.a. også, at man nu kunne bygge udenfor voldene, hvilket byen trængte stærkt til. Der var efterhånden blevet trangt i Fredericia. Især området nord for voldene blev hurtigt opbygget, lige som havnen blev kraftigt udvidet. Store industrivirksomheder som en svovlsyre- og superfosfatfabrik samt losseanlæg for olieselskaber blev anlagt på havnen, hvilket i årenes løb gav byen det uheldige prædikat at være Danmarks mest forurenede by. Havnens anlæggelse blev først begyndt i 1808 (tidligere lossede og ladede skibene på åben red ved en lille bro) med et langagtigt bassin. I 1879 udvidedes havnen og en bådehavn vest for den tilføjedes. Allerede i 1872 anlagdes dampfærgehavnen til brug for Statsbanernes færger. I årene 1914-18 anlagdes Kastelshavnen øst for den gamle havn, og mellem de to havne byggede Dansk-Engelsk Benzin- og Petroleums Compagni i 1919 en anlægsbro for tankskibe. I 1919 anlagde Det Forenede Olie Kompagni en anlægsbro for tankskibe i Møllebugten ud for kompagniets lejede plads. Den gamle havn, Handelshavnen, havde et bassin på 12.329 m², bolværkslængden var 629 m og vanddybden 5,65 m, i indløbet 5,95 m. Bådehavnen havde et bassin på 2495 m², bolværkslængden var 186 m og vanddybden 2 til 3,5 m. Kastelshavnen havde en bolværkslængde af 361 m, og vanddybden varierede fra 4,71 til 7,53 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VII Bind: Aarhus Amt, Vejle Amt; 4. udgave; København 1926; s. 481f</ref> Jernbanen var kommet til byen i 1866 med åbningen af Fredericia-Vamdrup banen, og to år senere kom jernbaneforbindelsen til Aarhus. Den første banegård i byen var en såkaldt rebroussementsstation, altså hvor togene ikke kørte igennem, men ind og ud fra samme side. Fra stationen var der kort vej at spadsere til DSB's færger med overfart til Strib, hvorfra man kunne fortsætte i tog hen over Fyn. Fredericias befolkning var voksende gennem 1800-tallet: byen havde 4.141 indbyggere i 1834, 4.433 i 1840, 4.615 i 1845, 4.326 i 1850, 5.579 i 1855, 6.261 i 1860, 7.186 i 1870, 8.275 i 1880, 10.042 i 1890, 12.714 i 1901.<ref>FT 1911, s. 2-3</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Fredericia købstad | style="text-align: right;"| 4.326 | style="text-align: right;"| 5.579 | style="text-align: right;"| 6.261 | style="text-align: right;"| 7.186 | style="text-align: right;"| 8.275 | style="text-align: right;"| 10.042 | style="text-align: right;"| 12.714 |- ! style="text-align: left;"| Fredericia landsogn | style="text-align: right;"| 310 | style="text-align: right;"| 292 | style="text-align: right;"| 292 | style="text-align: right;"| 298 | style="text-align: right;"| 339 | style="text-align: right;"| 333 | style="text-align: right;"| 263 |- ! Fredericia med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.326''' | style="text-align: right;"| '''5.579''' | style="text-align: right;"| '''6.261''' | style="text-align: right;"| '''7.186''' | style="text-align: right;"| '''8.275''' | style="text-align: right;"| '''10.042''' | style="text-align: right;"| '''12.714''' |} Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: en Cichoriefabrik, der i 1874 har forbrugt 200,000 Pd. Cichorierødder og 500 Tdr. Steenkul; et Bomuldsvæveri, hvorved 1874 240 Arbeidere have fundet Beskjæftigelse og som har forbrugt 272,000 Pd. Boniuldsgarn, 3000 Pd. Jndigo, 5000 Pd. Paklærred og 6000 Tdr. Steenkul, 3 Tobaksfabrikker med 214 Arbeidere, der i 1874 have forbrugt 230,000 Pd. Raatobak, 2 Jernstøberier (hvoraf det ene drives ved Dampkraft), som i 1858 have forbrugt 150,000 Pd. Stedejern og 500 Tdr. Cinders, et Sæbesyderi, et Saltraffinaderi, der i 1874 har forbrugt c. 3 Millioner Pd. Saltsteen og 10,300 Tdr. Steenkul, en Tæppefabrik, 2 Reebslagerier, 1 Garveri, 3 Dampbrænderier, hvis Produkt i 1874 var 559,752 Potter Brændeviin og 134,706 Pd. Presgjær·, 1 baiersk Ølbrhggeri, 2 Kalk- og 3 Teglbrænderier. J Fredericia findes flere Vævere, 2 Skibsværfter samt en større Gjødningsfabrik· J forrige Aar (1875) har det herværende Damp-væveri faaet en betydelig Udvidelse, og anvender nu, efter en Meddelelse af 8de Mai 1876 i Dagstelegraphen, 3 Dampmaskiner og beskjæftiger 350 Personer, hvoriblandt en stor Mængde Kvinder. Den i 1874 anlagte Tæppefabrik— er ogsaa udvidet. Byen har et Bogtrykkeri, hvorfra udkommet en Avis (Fredericia Avis) 4 Gange ugentlig." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Fredericia købstad | style="text-align: right;"| 715 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 2.065 | style="text-align: right;"| 3.768 | style="text-align: right;"| 1.402 | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 1.321 | style="text-align: right;"| 501 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 10.042 |- ! style="text-align: left;"| Fredericia landsogn (Ullerup) | style="text-align: right;"| 268 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 333 |- ! Fredericia med forstæder | style="text-align: right;"| '''983''' | style="text-align: right;"| '''12''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''2.066''' | style="text-align: right;"| '''3.813''' | style="text-align: right;"| '''1.403''' | style="text-align: right;"| '''138''' | style="text-align: right;"| '''1.332''' | style="text-align: right;"| '''508''' | style="text-align: right;"| '''66''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''10.375''' |} Gennem mellemkrigstiden var Fredericias indbyggertal voksende: i 1916 15.206, i 1921 17.240, i 1925 18.454, i 1930 19.389, i 1935 21.463, i 1940 21.871 indbyggere. Ved folketællingen i 1930 havde Fredericia 19.389 indbyggere, heraf ernærede 1.254 sig ved immateriel virksomhed, 8.210 ved håndværk og industri, 2.076 ved handel mm, 3.891 ved samfærdsel, 717 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.356 ved husgerning, 1.702 var ude af erhverv og 183 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 145</ref> Som følge af voksende togtrafik og ikke mindst godstrafik, besluttede staten at bygge Lillebæltsbroen, der åbnede i 1935 sammen med nye sporarealer og en ny banegård i Jernbanegade. Efter 2. verdenskrig fortsatte Fredericias befolkningsvækst. I 1945 boede der 22.963 i købstaden, i 1950 25.981, i 1955 27.910 , i 1960 29.870 og i 1965 31.955 indbyggere. Efterhånden udviklede der sig en forstadsbebyggelser Sanddal og Erritsø by i Erritsø Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Fredericia købstad | style="text-align: right;"| 22.963 | style="text-align: right;"| 25.981 | style="text-align: right;"| 27.910 | style="text-align: right;"| 29.870 | style="text-align: right;"| 31.955 |- ! style="text-align: left;"| Sanddal og Erritsø | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.409 |- ! Fredericia med forstæder | style="text-align: right;"| '''22.963''' | style="text-align: right;"| '''25.981''' | style="text-align: right;"| '''27.910''' | style="text-align: right;"| '''29.870''' | style="text-align: right;"| '''33.364''' |} Byen kom hurtigt over besættelsen, og der var fremgang på alle områder. Det store antal offentligt ansatte inden for DSB, postvæsenet og hæren satte sit præg på byen, da mange var tilflyttere. Byen voksede både mod nord og vest og voksede efterhånden sammen med Erritsø og Snoghøj, der også blev lagt sammen med købstaden ved kommunalreformen i 1970. Shell åbnede et stort raffinaderi nord for byen i midten af 1960'erne. === Vejle === Vejle havde en gunstig beliggenhed i bunden af Vejle Fjord. Byen havde derfor et stort og frugtbart opland i næsten alle retninger men var udsat for konkurrence fra Horsens i nord og Kolding i syd samt Fredericia mod sydvest. Vejle var omgivet af et landdistrikt. Vejles befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.300 i 1850, 4.164 i 1855, 4.920 i 1860, 6.092 i 1870, 7.145 i 1880, 9.015 i 1890, 14.592 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 3.300 | style="text-align: right;"| 4.164 | style="text-align: right;"| 4.920 | style="text-align: right;"| 6.092 | style="text-align: right;"| 7.145 | style="text-align: right;"| 9.015 | style="text-align: right;"| 14.592 |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 39 |- ! style="text-align: left;"| Hover sogn | style="text-align: right;"| 822 | style="text-align: right;"| 925 | style="text-align: right;"| 984 | style="text-align: right;"| 1.155 | style="text-align: right;"| 1.149 | style="text-align: right;"| 1.275 | style="text-align: right;"| 1.753 |- ! style="text-align: left;"| Hornstrup sogn | style="text-align: right;"| 957 | style="text-align: right;"| 1.071 | style="text-align: right;"| 1.169 | style="text-align: right;"| 1.232 | style="text-align: right;"| 1.323 | style="text-align: right;"| 1.257 | style="text-align: right;"| 1.266 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.300''' | style="text-align: right;"| '''4.164''' | style="text-align: right;"| '''4.920''' | style="text-align: right;"| '''6.092''' | style="text-align: right;"| '''7.145''' | style="text-align: right;"| '''9.015''' | style="text-align: right;"| '''14.592''' |} Ved bekendtgørelse af 23. juli 1903 blev arealer af Skibet sogn og Hover sogn med en samlet befolkning på ca. 1.040 indbyggere henlagte til Vejle købstad.<ref name="StM 1911 94f">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 94f)</ref> Ved kongelig resolution af 23. juli 1909 blev arealer i Hornstrup sogn og Hover sogn indlemmede i Vejle købstad pr. 1. juli 1909.<ref name="StM 1911 95">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 95)</ref> Om næringslivet ved midten af århundredet hedder det: "Af industrielle Anlæg havde Byen i 1855: 1 Bogtrykkeri, fra hvilket udgives Veile Avis, 3 Ølbryggerier, 9 Brændeviinsbrænderier, der tilsammen beskjæftigede 47 Arbeidere og leverede et aarligt Product af c. 360,000 Potter, 3 Cigar- og Tobaksfabrikker med tilsammen 19 Arbeidere, 5 Garverier, 1 Jernstøberi, 4 Kalk- og Teglbrænderier med 17 Arbeidere og et aarligt Product af c. 800,000 Tag- og Muursteen, 2 Kornvandmøller og 1 Kornvindmølle samt 2 Pottemagerier." Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg havde Byen i 1874: 2 Bogtrykkerier, fra hvilke udgives »Veile Avis« og »Veile Amts Folkeblad«, 4 Ølbryggerier, 3 Brændeviinsbrænderier, der tilsammen leverede et Product af 249,307 Porter Brændeviin og 90,274 Pd. Presgjær, 1 Mineralvandsfabrik, 4 Cigar- og Tobaksfabrikker, 4 Garverier, 2 Jernstoberier, 5 Kalk- og Teglbrænderier, 2 Kornvandmøller og 1 Kornveirmølle samt 2 Skibsbyggerier." Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: flere jernstøberier, deriblandt Hess’ Jærnstøberi (anlagt 1876, ca. 300 arbejdere), P. Jensen & Co. Jærnstøberi (oprettet 1862, ca. 20 arbejdere), og Vejle Jærnbyggeri og Maskinfabrik (et 1900 oprettet aktieselskab, aktiekapital 100.000 kr., ca. 20 arbejdere), Vejle Bolte- og Møtrikfabrik (et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 60.000 kr.), Vejle Bomuldsspinderier (et 1901 oprettet aktieselskab, aktiekapital 1½ mio. kr., dannet ved sammenslutning af 3 ældre selskaber, årlig produktion 4 mio. pd., ca. 500 arbejdere), M. Hansens mekaniske Væverier (omdannet til aktieselskab 1897, aktiekapital 70.000 kr., årlig produktion ca. 30.000 alen, ca. 30 arbejdere), Vejle Dampvæveri (oprettet 1890, et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr., årlig produktion til værdi ca. 600.000 kr., 137 arbejdere), flere bryggerier og brændevinsbrænderier, deriblandt Bryggeriet Vejle (oprettet 1858, hørende til aktieselskabet "Østjydske Bryggerier", 18 arbejdere), og Møhls Brændevinsbrænderi, flere maltgørerier. Vejle Damp- og Vandmølle (ca. 20 arbejdere), Steensens Margarinefabrik (oprettet 1889, årlig omsætning af 3 mio. kr., ca. 90 arbejdere), 2 mineralvandsfabrikker, 1 chokoladefabrik (aktieselskab), 1 parfume- og sæbefabrik, 1 cikorietørreri, flere cigar- og tobaksfabrikker, flere farverier, garverier, deriblandt Aktieselskabet Dansk Garve-Kompagni (oprettet 1898, aktiekapital 200.000 kr.), og Vejle Saalelæder-Fabrik (aktieselskab, oprettet 1889), og teglværker, deriblandt Bøgager Teglværk (et limit. selskab), 1 cement-tagstensfabrik, Vejle Amts Svineslagteri (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), m. m., samt 5 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1904 282">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 282</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1904 281">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 281</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 260 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 722 | style="text-align: right;"| 4.069 | style="text-align: right;"| 2.028 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 1.312 | style="text-align: right;"| 413 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 9.015 |- ! style="text-align: left;"| Hover sogn | style="text-align: right;"| 606 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 361 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.275 |- ! style="text-align: left;"| Hornstrup sogn | style="text-align: right;"| 631 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 160 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 200 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 112 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.257 |- ! style="text-align: left;"| Vejle landsogn | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 37 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.532''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''160''' | style="text-align: right;"| '''835''' | style="text-align: right;"| '''4.630''' | style="text-align: right;"| '''2.087''' | style="text-align: right;"| '''154''' | style="text-align: right;"| '''1.558''' | style="text-align: right;"| '''490''' | style="text-align: right;"| '''129''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''11.684''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 16.212, heraf ernærede 946 sig ved immateriel virksomhed, 471 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 14 ved fiskeri, 9.699 ved håndværk og industri, 2.725 ved handel med mere, 1.026 ved samfærdsel, 727 var aftægtsfolk, 294 levede af offentlig understøttelse og 310 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57"/> |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 16.212 | style="text-align: right;"| 17.261 | style="text-align: right;"| 19.597 |- ! style="text-align: left;"| Jellingevej m.m. (Hover sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.123 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Mølholm villaby (Vinding sogn) | style="text-align: right;"| 360 | style="text-align: right;"| 497 | style="text-align: right;"| 547 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''16.212''' | style="text-align: right;"| '''18.881675''' | style="text-align: right;"| '''20.144''' |} Gennem mellemkrigstiden var Vejles indbyggertal voksende: i 1916 19.597, i 1921 22.001, i 1925 22.453, i 1930 23.094, i 1935 24.354, i 1940 25.198 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Grejsdalen, Frederikshøj, Uhrhøj og Trædballe i Hover Kommune, Mølholm villaby, Vindingland og Eskholt i Vinding Kommune og Trædballe i Skibet Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 19.597 | style="text-align: right;"| 22.001 | style="text-align: right;"| 22.453 | style="text-align: right;"| 23.094 | style="text-align: right;"| 24.354 | style="text-align: right;"| 25.198 |- ! style="text-align: left;"| Grejsdalen | style="text-align: right;"| (795) | style="text-align: right;"| 958 | style="text-align: right;"| 1.097 | style="text-align: right;"| 1.318 | style="text-align: right;"| 1.380 | style="text-align: right;"| 1.368 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshøj | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 116 | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 127 |- ! style="text-align: left;"| Uhrhøj | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 536 | style="text-align: right;"| 643 | style="text-align: right;"| 722 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 18 |- ! style="text-align: left;"| Mølholm villaby | style="text-align: right;"| 547 | style="text-align: right;"| 569 | style="text-align: right;"| 580 | style="text-align: right;"| 741 | style="text-align: right;"| 1.110 | style="text-align: right;"| 1.321 |- ! style="text-align: left;"| Vindingland | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 255 | style="text-align: right;"| 415 | style="text-align: right;"| 641 | style="text-align: right;"| 572 | style="text-align: right;"| 470 |- ! style="text-align: left;"| Eskholt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 278 | style="text-align: right;"| 472 |- ! style="text-align: left;"| Grejsdal Stationsby | style="text-align: right;"| (124) | style="text-align: right;"| 184 | style="text-align: right;"| 236 | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 324 | style="text-align: right;"| 357 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe (Skibet) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 265 | style="text-align: right;"| 466 | style="text-align: right;"| 528 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.144''' | style="text-align: right;"| '''23.967''' | style="text-align: right;"| '''24.781''' | style="text-align: right;"| '''27.040''' | style="text-align: right;"| '''29.264''' | style="text-align: right;"| '''30.581''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 143 (Vindingland, Mølholm villaby, Trædballe), s. 144 (Frederikshøj, Trædballe, Uhrhøj, Grejsdalen, Grejsdal stationsby) og 145 (Vejle)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 514 | style="text-align: right;"| 10.823 | style="text-align: right;"| 3.888 | style="text-align: right;"| 1.987 | style="text-align: right;"| 1.410 | style="text-align: right;"| 1.775 | style="text-align: right;"| 2.381 | style="text-align: right;"| 316 | style="text-align: right;"| 23.094 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshøj | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 116 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe (Hover) | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 |- ! style="text-align: left;"| Uhrhøj | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 350 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 536 |- ! style="text-align: left;"| Grejsdalen (Hover) | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 842 | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 1.318 |- ! style="text-align: left;"| Grejsdal stationsby | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 149 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 299 |- ! style="text-align: left;"| Vindingland | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| 323 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 641 |- ! style="text-align: left;"| Mølholm Villaby | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 277 | style="text-align: right;"| 136 | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 741 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe (Skibet) | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 46 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 265 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''748''' | style="text-align: right;"| '''12.997''' | style="text-align: right;"| '''4.324''' | style="text-align: right;"| '''2.307''' | style="text-align: right;"| '''1.555''' | style="text-align: right;"| '''1.981''' | style="text-align: right;"| '''2.775''' | style="text-align: right;"| '''353''' | style="text-align: right;"| '''27.040''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Vejle sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.107 indbyggere i købstaden, i 1950 29.448 indbyggere, i 1955 30.758 indbyggere, i 1960 31.362 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Samtidig voksede forstæderne. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Vejle købstad | style="text-align: right;"| 27.107 | style="text-align: right;"| 29.448 | style="text-align: right;"| 30.758 | style="text-align: right;"| 31.362 | style="text-align: right;"| 32.021 |- ! style="text-align: left;"| Grejsdalen | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 1.637 | style="text-align: right;"| 1.693 | style="text-align: right;"| 1.821 | style="text-align: right;"| 1.821 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshøj | style="text-align: right;"| 133 | style="text-align: right;"| 111 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Uhrhøj | style="text-align: right;"| 733 | style="text-align: right;"| 754 | style="text-align: right;"| 693 | style="text-align: right;"| 900 | style="text-align: right;"| 1.686 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe (Hover) | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 24 |- ! style="text-align: left;"| Mølholm villaby | style="text-align: right;"| 1.404 | style="text-align: right;"| 1.477 | style="text-align: right;"| 2.651 | style="text-align: right;"| 2.941 | style="text-align: right;"| 3.543 |- ! style="text-align: left;"| Vindingland | style="text-align: right;"| 594 | style="text-align: right;"| 596 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Eskholt | style="text-align: right;"| 482 | style="text-align: right;"| 620 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Grejsdal stationsby | style="text-align: right;"| 354 | style="text-align: right;"| 400 | style="text-align: right;"| 416 | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| 505 |- ! style="text-align: left;"| Bredballe Strand | style="text-align: right;"| 789 | style="text-align: right;"| 879 | style="text-align: right;"| 1.092 | style="text-align: right;"| 1.400 | style="text-align: right;"| 2.007 |- ! style="text-align: left;"| Trædballe (Skibet) | style="text-align: right;"| 543 | style="text-align: right;"| 567 | style="text-align: right;"| 497 | style="text-align: right;"| 550 | style="text-align: right;"| 744 |- ! Vejle med forstæder | style="text-align: right;"| '''33.676''' | style="text-align: right;"| '''36.527''' | style="text-align: right;"| '''37.831''' | style="text-align: right;"| '''39.498''' | style="text-align: right;"| '''42.351''' |} ==== ''Skibet'' ==== Ved århundredeskiftet blev Skibet sogn beskrevet således: "''Trædballe'', Huse, med Traktørsted. ''Haraldskjær Fabrik'', tidligere „Vejle Træmassefabrikker“, 1876 omdannet til Papirfabrik, 1889 optaget i Aktieselsk. „De forenede Papirfabrikker“ (c. 25 Arbejd.). ''Sophiesminde Enge'', Forstad til Vejle, med Bomuldsspinderi og Dampvæveri." ==== ''Hover'' ==== Befolkningens fordeling efter næringsveje 1890: "64 levede af immat. Virksomhed (20 Landbrugsskoleelever), 606 af Jordbr., 361 af Industri, 40 af Handel, 134 af forsk. Daglejervirks., 38 af deres Midler, og 32 vare under Fattigv." Ved århundredeskiftet blev Hover sogn beskrevet således: "I Sognet Byerne: Hover, ved Landevejen, med Kirke, Skole, Forsamlingshus (opf. 1896), Folkehøjskole, Teglværker og Kro; Ure; Høgsholt med Skole. Gaarde: Hovertoft, Ureskov med Pogeskole. .. Bøgager, Gd. med Teglværk (om Somr. 50-60 Arbejd., aarl. Prod. c. 7 Mill. Sten). Holmsmølle, Lerbæk Mølle og Hopballe Mølle, Vandmøller. Grejsdalens Hammerværk (anl. 1867; Fabrik for Agerdyrkningsredskaber, c. 60 Arbejdere". Tydeligvis spillede stedlig fabriksvirksomhed og stedlige teglværker en rolle i næringsudviklingen, derimod var der næppe tale om en egentlig forstadsudvikling på dette tidspunkt. (modsat Stilling s. 38) Først omkring 1930 var udviklingen nået så vidt, at Grejsdalen, Frederikshøj, Uhrhøj og Trædballe blev regnet som forstæder til Vejle. Grejsdalen havde da 1.097 indbyggere (samt 299 indbyggere i Hornstrup kommune) og var snarest en satellitby, Frederikshøj havde 166 indbyggere, Uhrhøj 536 indbyggere og Trædballe 30 indbyggere (samt 265 indbyggere i Skibet kommune). === Horsens === [[Fil:Horsens egebjergdal.jpg|thumb|Egebjergdalen mellem Horsens og Gedved på postkort fra omkring 1910.]] Horsens havde en forholdsvis gundig beliggenhed i bunden af Horsens Fjord. Byen var derfor omgivet af et ret stort og frugtbart opland i næsten alle retninger, men var udsat for konkurrence fra Skanderborg mod nord og Vejle mod syd. Byen havde begrænset plads til byudvikling. Horsens befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: I 1850 var der 5.827 indbyggere.<ref name = DS1850>''Statistisk Tabelværk'', Ny Række, förste Bind: Indeholdende en detailleret Fremstilling af Folkemængden I Kongeriget Danmark i Aaret 1850, samt af Ægteskaberne, Födslerne og Dödsfaldende sammesteds i Aarene 1845-1849; Det Statistiske Bureau, Kjöbenhavn 1850; s. XXII</ref> I 1855 var indbyggerantallet på 7.250, i 1860 var det 8.980,<ref name = DS1855og1860>''Statistisk Tabelværk'', Tredje. række, förste Bind: Tabeller over Folkemængden i Kongeriget Danmark, Hertugdömmet Slesvig, Hertugdömmet Holsteen og Hertugdömmet Lauenborg: efter Aleder, Kjøn og ægteskabelig Stilling samt Næringsvej og Stilling den 1ste Februar 1860; Det Statistiske Bureau, Kjøbenhavn 1863; s. III</ref> i 1870 var der 10.501 indbyggere, og i 1880 var der 12.654.<ref name = DS1870og1880>''Statistisk Tabelværk'', Fjerde. række, Litra A. Nr. 3: Folkemængden i Kongeriget Danmark den 1ste Februar 1880: med et Befolkningskaart Det Statistiske Bureau, Kjøbenhavn 1883; s. XVII</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Horsens købstad | style="text-align: right;"| 5.827 | style="text-align: right;"| 7.250 | style="text-align: right;"| 8.980 | style="text-align: right;"| 10.501 | style="text-align: right;"| 12.654 | style="text-align: right;"| 17.290 | style="text-align: right;"| 22.243 |- ! style="text-align: left;"| Hatting sogn | style="text-align: right;"| 1.052 | style="text-align: right;"| 1.080 | style="text-align: right;"| 1.121 | style="text-align: right;"| 1.169 | style="text-align: right;"| 1.154 | style="text-align: right;"| 1.099 | style="text-align: right;"| 1.168 |- ! Horsens med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.827''' | style="text-align: right;"| '''7.250''' | style="text-align: right;"| '''8.980''' | style="text-align: right;"| '''10.501''' | style="text-align: right;"| '''12.654''' | style="text-align: right;"| '''17.290''' | style="text-align: right;"| '''22.243''' |} Horsens var allerede i 1800-tallet en af landets mest industrialiserede købstæder. Om næringslivet omkring 1870 hed det: "De industrielle Anlæg ere voxede meget betydeligt, navnlig siden 1864. Særligt mærkes: Crome Fr- Goldschmidts Fabrikker, som tilhøre et Actieselskab, der tillige er Entrepreneur for Anvendelsen af Arbeidskraften i Horsens Tugthuus og beskjæftiger, medregnet Fangerne i dette, omtrent 800 Arbeidere, hvoraf c. 200 udføre Hjælpearbeider i Hjemmet. Der tilvirkes fornemmelig Bomuldstøi, Klæde og Lærred og drives tillige Possement-, Knap-, Naale-, Hægte- og Mallefabrication. Fabrikken, som bestaaer af 1 Dampvæveri for Bomuldstøi med c. 270 Væve, 1 do. for Klæde med c. 30 Væve samt 24 Strømpe- og Possementmagervæve, har en egen Huusholdningsforening, en Laane- og en Sparekasse, som alle have vundet god Indgang hos Arbeiderne og virker til meget Held for disse. Stallknechts Maskinfabrik, der navnlig leverer fortrinlige Agerbrugsmaskiner og Symaskiner, Møller cL Jochumsens Maskinfabrik, som især forfærdiger Dampmaskiner og Jernbanemateriel, et stort Hvidt- og Bayersk-Ølbryggeri og flere mindre Øibryggerier, 1 stort Kalkbrænderi med Randovn, 2 Damp-Sæbefabriker og Parfumefabriker, 1 stor Damp- og Veirmølle, der sortrinsviis maler til Udførsel, 2 Skibsbyggerier, Christiansholms Kunstgjødnings-, Kradsuld- og Sæbefabrik, F. C. Madsens Bomuldsvarefabrik, 2 Tobaksfabrikker (beskjæftige 120 Arbeidere), 5 Dampbrændeviinsbrænderier, der i Finantsaaret 1874-75 have produceret 734,117 Potter Brændeviin. Alle Brænderierne ere forbundne med Fedestalde. En enkelt Brænderistald har i forrige Aar udført til England over 500 fedede Stkr. Kvæg. I forrige Aar anlagdes Trævarefabrikken »Bastian«, tilhørende Hs. Exc. Lehnsgreve Frijs-Frijfenborg, bestemt til ved Hjælp af nye fortrinlige Maskiner at tilvirke Træsko, Baandstaver, Kløvning af Brænde m. m., hvortil Grevskabet Frijsenborgs og derunder hørende Godsers udstrakte Skove selv med en omfattende Fabrication kunne levere tilstrækkeligt Materiale. Fabrikken er i sin ydre Udstyrelse vistnok en af de skjønneste her i Landet. I afvigte Aar (1875) er ogsaa anlagt en Cokes-Fabrik, foreløbig med 3 Ovne." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Horsens købstad | style="text-align: right;"| 141 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 131 | style="text-align: right;"| 1.375 | style="text-align: right;"| 7.768 | style="text-align: right;"| 3.188 | style="text-align: right;"| 158 | style="text-align: right;"| 3.477 | style="text-align: right;"| 561 | style="text-align: right;"| 183 | style="text-align: right;"| 308 | style="text-align: right;"| 17.290 |- ! style="text-align: left;"| Hatting sogn | style="text-align: right;"| 724 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.099 |- ! Horsens med forstæder | style="text-align: right;"| '''865''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''131''' | style="text-align: right;"| '''1.461''' | style="text-align: right;"| '''7.915''' | style="text-align: right;"| '''3.214''' | style="text-align: right;"| '''158''' | style="text-align: right;"| '''3.528''' | style="text-align: right;"| '''587''' | style="text-align: right;"| '''222''' | style="text-align: right;"| '''308''' | style="text-align: right;"| '''18.389''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 22.327, heraf ernærede 1.553 sig ved immateriel virksomhed, 331 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 175 ved fiskeri, 12.981 ved håndværk og industri, 3.414 ved handel med mere, 1.318 ved samfærdsel, 955 var aftægtsfolk, 1.127 levede af offentlig understøttelse og 473 af anden eller uangivet virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22</ref> [[Fil:-Horsen 1900.jpg|thumb|Horsens omkring 1900]] Af større fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Crome & Goldschmidts fabrikker, spinderier og væverier for tilvirkning af bomulds-, linned- og uldvarer (de anlagdes 1864, gik 1874 over til et aktieselskab, med aktiekapitital på 1.600.000 kr., 1881 tilkøbtes "Ribe tekstile Fabrikker"; det store kompleks af bygninger, ved Fabriksvej, udvidedes betydeligt 1892; der er 550 mekaniske væve og omtrent 850 arbejdere af begge køn og funktionærer (foruden arbejdskraften på Horsens Tugthus); til fabrikken hørte en brugsforening, en lånekasse og en sygekasse; den årlige omsætning henved 4 mio. kr.), F. C. Madsens Dampvæveri (særlig kulørte bomuldstøjer og hel- og halvuldne kjoletøjer, anlagt 1874, fra 1898 aktieselskeb, aktiekapital 300.000 kr.; omtrent 130 arbejdere, årlig produktion omtrent 30.000 stk. tøj), Paasch & Larsen, Petersen (fabrikation af mejeribrugsredskaber og maskiner, et 1897 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1857, aktieselskab fra 1897, aktiekapital 200.000 kr.), H. Jacobsen & Co.’s Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1893), J. Stallknechts Jærnstøberi og Maskinfabrik (det ældste jernstøberi i Jylland, oprindeligt anlagt 1831 af C. F. Weiss), Horsens Symaskinefabrik (J. Stallknecht, symaskiner og cykler), Aurora (et 1899 oprettet aktieselskab, mejeribrugsartikler), Horsens Lædervare- og Drivremmefabrik (en sække-, sejl-, telt- og flagfabrik), Stjernholms Fabrikker (tilvirkning af tagpap, asfalt samt cementstøberi, anlagt i 1870-erne, fra 1889 et aktieselskab, aktiekapital 35.000 kr.), Horsens Damp-, Høvle- og Savværk (anlagt 1888), trævarefabrikken Thor, Horsens Baiersk- og Hvidtøls Bryggeri (anlagt 1868, fra 1895 et aktieselskab, aktiekapital 400.000 Kr.; 1898 indlemmedes det i det da dannede "Østjydske Bryggerier"; de anselige bygninger, ved Nørretorv og Stefansgade, blev helt ombyggede 1879-81 og udvidede, atter udvidede 1899; omtrent 75 mandlige og kvindelige arbejdere; årlig produktion: indtil 45.000 tønder øl), et brændevinsbrænderi (Larsen & Co.), flere mineralvandsfabrikker, Horsens Dampmølle (anlagt 1854, overgik 1880 til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Nørrebros Dampmølle (anlagt 1867), Aggerbecks Sæbe- og Parfumefabrik (anlagt 1852), Christiansholms Sæbefabrik (anlagt 1860 på Spedalsø, 1895 flyttet til Horsens), en tobaksfabrik (Petersen & Sørensen, anlagt 1865, udvidet 1886; omtrent 100 voksne arbejdere og 125 børn), Horsens nye kalkværk (et 1891 oprettet aktieselskab, aktiekapital 40.000 kr.), en imprægneringsanstalt (anlagt af R. Colstrup ved havnen på en 8 td. land stor grund, kunne behandle 1½ mio. kubikfod træ årlig - 1901: 1,2 mio. kubikfod, særlig jernbanesveller). En fabrik for telefoner osv. (E. Møller; har købt den tidligere trævarefabrik "Bastian“), Horsens Andelssvineslagteri (oprettet 1887, udvidet 1899; den indskudte kapital var der efter 266.500 Kr.; årlig omsætning ca. 2¼ mio. kr.), Arbejdernes Brugsforening drev bryggeri og bageri, m. m. Der var 7 bogtrykkerier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 81f</ref> Gennem mellemkrigstiden steg indbyggertallet fortsat i Horsens: i 1916 var der 25.149 indbyggere, i 1921 27.577, i 1925 28.135, i 1930 28.363, i 1935 29.856 mens der i 1940 var 30.417 indbyggere. Samtidig skete der en vækst i forstæderne Bækkelund og Dagnæs villakvarter i Tyrsted-Uth Kommune og Ved Sundet by i Vær-Nebel Kommune. I nedenstående tabel fremgår antallet af indbyggere i Horsens på lokalitet (Horsens købstad, de tre forstæder (Dagnæs villakvarter, Bækkelund og Ved Sundet) og samlet) fordelt på årstal. {| class="wikitable" |- ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Horsens købstad | style="text-align: right;"| 25.149 | style="text-align: right;"| 27.588 | style="text-align: right;"| 28.135 | style="text-align: right;"| 28.363 | style="text-align: right;"| 29.856 | style="text-align: right;"| 30.417 |- ! style="text-align: left;"| Dagnæs villakvarter | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 472 | style="text-align: right;"| 542 | style="text-align: right;"| 604 |- ! style="text-align: left;"| Bækkelund | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 403 | style="text-align: right;"| 432 | style="text-align: right;"| 587 |- ! style="text-align: left;"| Ved Sundet | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 130 |- ! Horsens med forstæder | style="text-align: right;"| '''25.149''' | style="text-align: right;"| '''27.588''' | style="text-align: right;"| '''28.561''' | style="text-align: right;"| '''29.357''' | style="text-align: right;"| '''30.965''' | style="text-align: right;"| '''31.738''' |- |} {| class="wikitable" |- ! <small>Landbrug<br />m.v.<small> ! <small>Håndværk,<br />industri<small> ! <small>Handel og<br />omsætning<small> ! <small>Kommission<br />og transport<small> ! <small>Immateriel<br />virksomhed<small> ! <small>Hus-<br />gerning<small> ! <small>Ude af<br />erhverv<small> ! <small>Uan-<br />givet<small> ! <small>I alt<small> |- ! style="text-align: left;"| <small>Horsens købstad | style="text-align: right;"| <small>529 | style="text-align: right;"| <small>12.760 | style="text-align: right;"| <small>4.322 | style="text-align: right;"| <small>2.284 | style="text-align: right;"| <small>2.151 | style="text-align: right;"| <small>2.041 | style="text-align: right;"| <small>4.077 | style="text-align: right;"| <small>199 | style="text-align: right;"| <small>28.363 |- ! style="text-align: left;"| <small>Dagnæs villaby | style="text-align: right;"| <small>23 | style="text-align: right;"| <small>292 | style="text-align: right;"| <small>55 | style="text-align: right;"| <small>40 | style="text-align: right;"| <small>17 | style="text-align: right;"| <small>13 | style="text-align: right;"| <small>11 | style="text-align: right;"| <small>21 | style="text-align: right;"| <small>472 |- ! style="text-align: left;"| <small>Bækkelund | style="text-align: right;"| <small>28 | style="text-align: right;"| <small>261 | style="text-align: right;"| <small>45 | style="text-align: right;"| <small>14 | style="text-align: right;"| <small>11 | style="text-align: right;"| <small>14 | style="text-align: right;"| <small>19 | style="text-align: right;"| <small>11 | style="text-align: right;"| <small>403 |- ! style="text-align: left;"| <small>Ved Sundet | style="text-align: right;"| <small>25 | style="text-align: right;"| <small>32 | style="text-align: right;"| <small>30 | style="text-align: right;"| <small>0 | style="text-align: right;"| <small>8 | style="text-align: right;"| <small>18 | style="text-align: right;"| <small>2 | style="text-align: right;"| <small>4 | style="text-align: right;"| <small>119 |- ! style="text-align: left;"| <small>Horsens<br/>med forstæder<small> | style="text-align: right;"| <small>'''605''' | style="text-align: right;"| <small>'''13.345''' | style="text-align: right;"| <small>'''4.452''' | style="text-align: right;"| <small>'''2.338''' | style="text-align: right;"| <small>'''2.187''' | style="text-align: right;"| <small>'''2.086''' | style="text-align: right;"| <small>'''4.109''' | style="text-align: right;"| <small>'''235''' | style="text-align: right;"| <small>'''29.357''' |- |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Horsens sin befolkningsvækst. I 1945 var der 32.400 indbyggere i Horsens købstad, i 1950 35.898 indbyggere, i 1955 var der 36.567 indbyggere. I 1960 var der 37.261 indbyggere, mens det i 1965 faldt til 37.106 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne sig, og nye forstæder kom til, Torsvang i Hatting-Torsted Kommune.<ref name = DS1965>Statistiske Meddelelser, 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; Danmarks Statistisk, København 1968; s. 6*</ref> {| class="wikitable" |- ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Horsens købstad | style="text-align: right;"| 32.400 | style="text-align: right;"| 35.898 | style="text-align: right;"| 36.567 | style="text-align: right;"| 37.261 | style="text-align: right;"| 37.106 |- ! style="text-align: left;"| Dagnæs villakvarter | style="text-align: right;"| 553 | style="text-align: right;"| 654 | style="text-align: right;"| 856^a | style="text-align: right;"| 1.255 | rowspan="2" style="text-align: right;"| 2.630^b |- ! style="text-align: left;"| Bækkelund | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 745 | style="text-align: right;"| 805 |- ! style="text-align: left;"| Ved Sundet | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 131 | style="text-align: right;"| 209 | style="text-align: right;"| 302 | style="text-align: right;"| 468^c |- ! style="text-align: left;"| Torsvang | style="text-align: right;"| (286)^d | style="text-align: right;"| (272)^d | style="text-align: right;"| 375 | style="text-align: right;"| 558 | style="text-align: right;"| 1.691^e |- ! style="text-align: left;"| Horsens med forstæder | style="text-align: right;"| '''33.547''' | style="text-align: right;"| '''37.315''' | style="text-align: right;"| '''38.752''' | style="text-align: right;"| '''40.181''' | style="text-align: right;"| '''41.895''' |- |} === Skanderborg === Skanderborg havde en gunstig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger, men byen var udsat for konkurrence fra Århus mod nordøst, Silkeborg mod nordvest og Horsens mod syd. Skanderborg havde kun meget begrænsede byudviklingsmuligheder, så byudviklingen skete i Skanderup sogn. Skanderborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.042 i 1850, 1.271 i 1855, 1.423 i 1860, 1.707 i 1870, 1.792 i 1880, 2.354 i 1890, 2.721 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 1.042 | style="text-align: right;"| 1.271 | style="text-align: right;"| 1.423 | style="text-align: right;"| 1.707 | style="text-align: right;"| 1.792 | style="text-align: right;"| 2.354 | style="text-align: right;"| 2.721 |- ! style="text-align: left;"| Skannerup sogn | style="text-align: right;"| 1.087 | style="text-align: right;"| 1.185 | style="text-align: right;"| 1.246 | style="text-align: right;"| 1.389 | style="text-align: right;"| 1.427 | style="text-align: right;"| 1.583 | style="text-align: right;"| 1.455 |- ! Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.042''' | style="text-align: right;"| '''1.271''' | style="text-align: right;"| '''1.473''' | style="text-align: right;"| '''1.707''' | style="text-align: right;"| '''1.793''' | style="text-align: right;"| '''2.354''' | style="text-align: right;"| '''2.721''' |} Ved bekendtgørelse af 6. november 1906 blev arealer af Skanderup sogn indlemmet i Skanderborg købstad fra 1. januar 1907 og ved bekendtgørelse af 3. november 1907 blev arealer fra samme sogn indlemmet fra 1. oktober 1907.<ref name="StM 1911 96f">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 96f)</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 108 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 383 | style="text-align: right;"| 873 | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 413 | style="text-align: right;"| 112 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2.354 |- ! style="text-align: left;"| Skanderup sogn | style="text-align: right;"| 843 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 146 | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 247 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.583 |- ! Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''951''' | style="text-align: right;"| '''23''' | style="text-align: right;"| '''22''' | style="text-align: right;"| '''529''' | style="text-align: right;"| '''1.032''' | style="text-align: right;"| '''481''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''660''' | style="text-align: right;"| '''161''' | style="text-align: right;"| '''73''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''3.937''' |} Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Skanderborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (A. Blom & Søn), Skanderborg Uldvare- og Klædefabrik (et aktieselskab), Skanderborg Dampbrænderi (N. Christensen & Co.) og et andelssvineslagteri (oprettet 1890).<ref name="Trap 1904 92">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 92</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.146, heraf ernærede 280 sig ved immateriel virksomhed, 101 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 13 ved fiskeri, 1.421 ved håndværk og industri, 553 ved handel med mere, 433 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 70 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60"/> |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 3.146 | style="text-align: right;"| 3.403 | style="text-align: right;"| 3.707 |- ! style="text-align: left;"| Hestehaven (Skanderup sogn) | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 288 | style="text-align: right;"| 652 |- ! Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.146''' | style="text-align: right;"| '''3.691''' | style="text-align: right;"| '''4.359''' |} Gennem mellemkrigstiden var Skanderborgs indbyggertal voksende: i 1916 3.707 indbyggere, i 1921 3.938, i 1925 4.039, i 1930 4.085, i 1935 4.229, i 1940 4.396 indbyggere. Derimod var forstaden Banegårdskvarteret i Skanderup-Stilling Kommune stagnerende. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 3.707 | style="text-align: right;"| 3.938 | style="text-align: right;"| 4.039 | style="text-align: right;"| 4.085 | style="text-align: right;"| 4.229 | style="text-align: right;"| 4.396 |- ! style="text-align: left;"| Banegårdskvarteret | style="text-align: right;"| 652 | style="text-align: right;"| 574 | style="text-align: right;"| 673 | style="text-align: right;"| 595 | style="text-align: right;"| 731 | style="text-align: right;"| 697 |- ! Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.359''' | style="text-align: right;"| '''4.512''' | style="text-align: right;"| '''4.712''' | style="text-align: right;"| '''4.680''' | style="text-align: right;"| '''4.960''' | style="text-align: right;"| '''5.093''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 146 (Banegåtdskvarteret) og 146 (Skanderborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 176 | style="text-align: right;"| 1.499 | style="text-align: right;"| 660 | style="text-align: right;"| 573 | style="text-align: right;"| 263 | style="text-align: right;"| 354 | style="text-align: right;"| 486 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 4.085 |- ! style="text-align: left;"| Banegårdskvarteret | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 104 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 595 |- ! Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''214''' | style="text-align: right;"| '''1.664''' | style="text-align: right;"| '''785''' | style="text-align: right;"| '''677''' | style="text-align: right;"| '''290''' | style="text-align: right;"| '''409''' | style="text-align: right;"| '''560''' | style="text-align: right;"| '''81''' | style="text-align: right;"| '''4.680''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Skanderborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.171 indbyggere i købstaden, i 1950 5.091 indbyggere, i 1955 5.254 indbyggere, i 1960 5.482 indbyggere og i 1965 10.048 indbyggere. I 1965 var Skanderup-Stilling Kommune sammenlagt med Skanderborg. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg købstad | style="text-align: right;"| 4.171 | style="text-align: right;"| 5.091 | style="text-align: right;"| 5.254 | style="text-align: right;"| 5.482 | style="text-align: right;"| 10.048 |- ! style="text-align: left;"| Banegårdskvarteret | style="text-align: right;"| 893 | style="text-align: right;"| 766 | style="text-align: right;"| 856 | style="text-align: right;"| 889 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Skanderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.064''' | style="text-align: right;"| '''5.857''' | style="text-align: right;"| '''6.110''' | style="text-align: right;"| '''6.371''' | style="text-align: right;"| '''10.048''' |} === Silkeborg === Silkeborg havde en gunstig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger og kun mod sydøst var der mulighed for mindre konkurrence fra Skanderborg. Byen havde status af handelsplads hvilket begunstigede dens udvikling. Byen havde gode udviklingsmuligheder. Ved lov af 7. april 1899 blev byen ophøjet til købstad fra 1. januar 1900.<ref name="Trap 1904 105">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 105</ref> Indtil da havde byen haft status af handelsplads, og som midtpunkt for en stor egn med langt til den nærmeste købstad havde byen haft fordelagtige betingelser for at udvikle sig til en oplandsby. Denne udvikling blev fremmet af, at byen tidligt fik jernbaneforbindelse. Silkeborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 556 i 1850, 1.204 i 1855, 1.775 i 1860, 2.338 i 1870, 2.931 i 1880, 4.217 i 1890, 7.228 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 556 | style="text-align: right;"| 1.204 | style="text-align: right;"| 1.775 | style="text-align: right;"| 2.338 | style="text-align: right;"| 2.931 | style="text-align: right;"| 4.217 | style="text-align: right;"| 7.228 |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg landdistrikt | style="text-align: right;"| 1.612 | style="text-align: right;"| 1.179 | style="text-align: right;"| 1.300 | style="text-align: right;"| 1.568 | style="text-align: right;"| 1.731 | style="text-align: right;"| 1.627 | style="text-align: right;"| 46 |- ! Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''556''' | style="text-align: right;"| '''1.204''' | style="text-align: right;"| '''1.775''' | style="text-align: right;"| '''2.338''' | style="text-align: right;"| '''2.931''' | style="text-align: right;"| '''4.217''' | style="text-align: right;"| '''7.228''' |} Silkeborg blev handelsplads i 1845 og købstad ved lovaf 7. april 1899 fra 1. januar 1900.<ref name="StM 1911 95"/> Der blev anlagt lige gader i rette vinkler. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring århundredeskiftet: papirfabrikken (anlagt 1844, åbnet 1. januar 1845, brændt 1864 og genopført, 1869 solgt til Strøyberg, 1, marts 1889 indlemmet i Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker“ og derpå foreløbig standset, men atter sat i gang 1894; Fabrikken, hvis store bygningskompleks, bestående af de store fabriksbygninger, den "gamle Mølle" - restaureret 1901 af Arkitekt Rosen og indrettet til fabrikation af håndgjort papir - bestyrerboligen, Mich. Drewsens villa, maskinmesterbolig, arbejderboliger m.m. lå ved åens østlige bred, havde af dampkraft 125 HK., af vandkraft 200 HK. og beskæftigede omtrent 200 arbejdere, deraf omtrent halvdelen kviner), Koopmanns svineslagteri (grundlagt 1878-79, på markjorderne og med omtrent 60 arbejdere), Hammers Uldspinderi og Klædefabrik (på torvet, anlagt 1857, udvidet 1895, med en årlig produktion på omtrent 200.000 pd. uldgarn og 50.000 alen klædevarer og kjoletøjer, med omtrent 60 arbejdere), Commichau & Co. (trikotagefabrik, anlagt 1883, 1901 gået over til et aktieselskab, kapital 400.000 kr., med en årlig produktion på omtrent 8.000 dusin uldvarer og 8.000 dusin hørvarer, de sidste kun til udlandet, med omtrent 90 arbejdejdere), Silkeborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (Dons-Blædel og Schneecloth, anlagt 1854, med omtrent 70 arbejdere), Verners Uldspinderi (omtrent 24 arbejdere), Jensens Uldspinderi (omtrent 20 arbejdere), 1 spritfabrik, 2 ølbryggerier, 2 dampmøller, 1 andelsmejeri, 1 mølle, 2 savskærerier; 1 maskinsnedkeri, 1 tobaksfabrik, 1 mejeri, 2 bogtrykkerier, m.m.<ref name="Trap 1904 101">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 101</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1904 101"/> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 459 | style="text-align: right;"| 2.060 | style="text-align: right;"| 827 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 108 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 4.217 |- ! style="text-align: left;"| Linå sogn | style="text-align: right;"| 834 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 425 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 106 | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.627 |- ! Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''884''' | style="text-align: right;"| '''32''' | style="text-align: right;"| '''10''' | style="text-align: right;"| '''521''' | style="text-align: right;"| '''2.485''' | style="text-align: right;"| '''895''' | style="text-align: right;"| '''28''' | style="text-align: right;"| '''738''' | style="text-align: right;"| '''169''' | style="text-align: right;"| '''82396''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''5.844''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.803, heraf ernærede 734 sig ved immateriel virksomhed, 48 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 0 ved fiskeri, 4.341 ved håndværk og industri, 1.488 ved handel med mere, 315 ved samfærdsel, 399 var aftægtsfolk, 244 levede af offentlig understøttelse og 234 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 22</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58"/> |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 7.803 | style="text-align: right;"| 8.792 | style="text-align: right;"| 9.180 |- ! style="text-align: left;"| Alderslyst (Balle sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 637 | style="text-align: right;"| 842 |- ! Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.803''' | style="text-align: right;"| '''9.429''' | style="text-align: right;"| '''10.022''' |} Gennem mellemkrigstiden var Silkeborgs indbyggertal voksende: i 1916, 9.180 indbyggere, i 1921 10.896, i 1925 11.473, i 1930 12.078, i 1935 13.393, i 1940 14.378 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder Alderslyst og Lysbro villaby i Balle Kommune og Søholt by i Gødvad Kommune. Disse forstæder blev indlemmet i købstaden den 1. april 1941. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 9.180 | style="text-align: right;"| 10.896 | style="text-align: right;"| 11.473 | style="text-align: right;"| 12.078 | style="text-align: right;"| 13.393 | style="text-align: right;"| 14.378 |- ! style="text-align: left;"| Alderslyst | style="text-align: right;"| 842 | style="text-align: right;"| 1.141 | style="text-align: right;"| 1.767 | style="text-align: right;"| 2.692 | style="text-align: right;"| 3.114 | style="text-align: right;"| 3.336 |- ! style="text-align: left;"| Lysbro villaby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 266 | style="text-align: right;"| 376 | style="text-align: right;"| 458 | style="text-align: right;"| 459 |- ! style="text-align: left;"| Søholt by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 163 | style="text-align: right;"| 317 | style="text-align: right;"| 425 |- ! Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.022''' | style="text-align: right;"| '''12.037''' | style="text-align: right;"| '''13.506''' | style="text-align: right;"| '''15.309''' | style="text-align: right;"| '''17.282''' | style="text-align: right;"| '''18.598''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 156 (Søholt, Lysbro villaby, Alderslyst) og 146 (Silkeborg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 294 | style="text-align: right;"| 5.597 | style="text-align: right;"| 1.798 | style="text-align: right;"| 873 | style="text-align: right;"| 1.088 | style="text-align: right;"| 1.029 | style="text-align: right;"| 1.134 | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 12.078 |- ! style="text-align: left;"| Alderslyst | style="text-align: right;"| 151 | style="text-align: right;"| 1.623 | style="text-align: right;"| 281 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 221 | style="text-align: right;"| 217 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 2.692 |- ! style="text-align: left;"| Lysbro villaby | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 266 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 376 |- ! style="text-align: left;"| Søholt | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 163 |- ! Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''519''' | style="text-align: right;"| '''7.560''' | style="text-align: right;"| '''2.105''' | style="text-align: right;"| '''967''' | style="text-align: right;"| '''1.186''' | style="text-align: right;"| '''1.281''' | style="text-align: right;"| '''1.379''' | style="text-align: right;"| '''212''' | style="text-align: right;"| '''15.309''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Silkeborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 20.955 indbyggere i købstaden, i 1950 23.372 indbyggere, i 1955 24.296 indbyggere, i 1960 24.465 indbyggere og i 1965 25.789 indbyggere. Efterhånden udviklede der sig nye forstæder, Funder Bakke i Funder Kommune samt Balle by og Hvinningdal i Balle Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg købstad | style="text-align: right;"| 20.955 | style="text-align: right;"| 23.955 | style="text-align: right;"| 24.296 | style="text-align: right;"| 24.465 | style="text-align: right;"| 25.789 |- ! style="text-align: left;"| Funder Bakke | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 185 | style="text-align: right;"| 383 | style="text-align: right;"| 721 |- ! style="text-align: left;"| Balle by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 552 |- ! style="text-align: left;"| Hvinningdal | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 223 |- ! style="text-align: left;"| Silkeborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.955''' | style="text-align: right;"| '''23.372''' | style="text-align: right;"| '''24.481''' | style="text-align: right;"| '''24.848''' | style="text-align: right;"| '''27.285''' |} === Århus === Århus havde en gunstig beliggenhed ud mod Århus Bugt. Byen havde et stort og frugtbart opland mod nord, vest og syd, og Skaderborg mod sydvest kunne ikke byde den nævneværdig konkurrence. Århus havde kun begrænsede arealer for byudvikling, så denne skete i voksende omfang i de omgivende sognekommuner. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 7.886 | style="text-align: right;"| 8.891 | style="text-align: right;"| 11.009 | style="text-align: right;"| 15.025 | style="text-align: right;"| 24.831 | style="text-align: right;"| 33.306 | style="text-align: right;"| 51.814 |- ! style="text-align: left;"| Vejlby-Risskov | style="text-align: right;"| 785 | style="text-align: right;"| 1.011 | style="text-align: right;"| 1.188 | style="text-align: right;"| 1.691 | style="text-align: right;"| 1.810 | style="text-align: right;"| 2.051 | style="text-align: right;"| 2.195 |- ! style="text-align: left;"| Viby sogn | style="text-align: right;"| 642 | style="text-align: right;"| 781 | style="text-align: right;"| 855 | style="text-align: right;"| 1.350 | style="text-align: right;"| 886 | style="text-align: right;"| 1.389 | style="text-align: right;"| 880 |- ! style="text-align: left;"| Brabrand sogn | style="text-align: right;"| 705 | style="text-align: right;"| 817 | style="text-align: right;"| 848 | style="text-align: right;"| 943 | style="text-align: right;"| 1.130 | style="text-align: right;"| 1.189 | style="text-align: right;"| 1.477 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.886''' | style="text-align: right;"| '''8.891''' | style="text-align: right;"| '''11.009''' | style="text-align: right;"| '''15.025''' | style="text-align: right;"| '''24.831''' | style="text-align: right;"| '''33.306''' | style="text-align: right;"| '''51.814''' |} Ved kongelig resolution af 29. maj 1873 blev "Frederiksbjerg" i Viby sogn henlagt til Århus fra 1. januar 1874 med en befolkning på mellem 1.900 og 2.000 indbyggere. Ved kongelig resolution af 8. december 1898 blev dele af Marselisborg med 914 indbyggere i 1901 henlagt under byen fra 1. januar 1899. Ved kongelig resolution af 11. juli 1907 blev dele af Skade by i Holme sogn indlemmede i byen.<ref name="StM 1911 94"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 198 | style="text-align: right;"| 214 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 4.505 | style="text-align: right;"| 13.584 | style="text-align: right;"| 6.265 | style="text-align: right;"| 614 | style="text-align: right;"| 6.369 | style="text-align: right;"| 1.047 | style="text-align: right;"| 409 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 33.306 |- ! style="text-align: left;"| Vejlby sogn | style="text-align: right;"| 476 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 355 |- ! style="text-align: left;"| Viby sogn | style="text-align: right;"| 442 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 383 | style="text-align: right;"| 76 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 256 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.389 |- ! style="text-align: left;"| Brabrand sogn | style="text-align: right;"| 537 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 82 | style="text-align: right;"| 387 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.189 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.653''' | style="text-align: right;"| '''238''' | style="text-align: right;"| '''120''' | style="text-align: right;"| '''4.729''' | style="text-align: right;"| '''14.437''' | style="text-align: right;"| '''6.402''' | style="text-align: right;"| '''621''' | style="text-align: right;"| '''6.663''' | style="text-align: right;"| '''1.129''' | style="text-align: right;"| '''461''' | style="text-align: right;"| '''15''' | style="text-align: right;"| '''36.239''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 56"/> ! 1916<ref name="StM 1916 56"/> |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 55.193 | style="text-align: right;"| 61.755 | style="text-align: right;"| 65.858 |- ! style="text-align: left;"| Risskov villaby (Vejlby sogn) | style="text-align: right;"| 377 | style="text-align: right;"| 373 | style="text-align: right;"| 441 |- ! style="text-align: left;"| Åbyhøj (Åby sogn) | style="text-align: right;"| 462 | style="text-align: right;"| 1.149 | style="text-align: right;"| 1.937 |- ! style="text-align: left;"| Kongsvang villaby (Viby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 515 | style="text-align: right;"| 926 |- ! style="text-align: left;"| Rosenvænget (Viby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 255 | style="text-align: right;"| 294 |- ! style="text-align: left;"| Viby stationsby (Viby sogn) | style="text-align: right;"| 1.023 | style="text-align: right;"| 560 | style="text-align: right;"| 1.130 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''55.193''' | style="text-align: right;"| '''64.607''' | style="text-align: right;"| '''70.586''' |} Frem til 1. verdenskrig fandt forstadsudvikling kun sted i byens umiddelbare omegn. Men i mellemkrigstiden bredte forstæderne sig langs byens udfaldsveje i alle retninger: mod nord blev Vejlby-Risskov udbygget, mod vest Hasle, Åby, Viby og Brabrand, mod syd blev Skåde sogn (Højbjerg-Holme-Tranbjerg) delvist inddraget i forstadsbebyggelsen. Ofte skete udbygningen i form af samlede udparcelleringer af tidligere landbrugsejendomme. Bebyggelsen fik derved præg af større, samlede byområder, der indbyrdes kun var forbundne af mindre vejnære udstykninger. Forholdene gjorde dog, at det var muligt at skelne klart mellem bebyggede områder og åbent land. I begyndelsen var det endnu muligt at udskille ulige byområder, men den fortsatte udstykningsvirksomhed betød, at byområderne efterhånden voksede sammen. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 74.256 | style="text-align: right;"| 76.226 | style="text-align: right;"| 81.279 | style="text-align: right;"| 90.898 | style="text-align: right;"| 99.881 |- ! style="text-align: left;"| Vejlby-Risskov kommune | style="text-align: right;"| 3.002 | style="text-align: right;"| 4.062 | style="text-align: right;"| 4.819 | style="text-align: right;"| 5.955 | style="text-align: right;"| 6.574 |- ! style="text-align: left;"| Hasle sogn | style="text-align: right;"| 450 | style="text-align: right;"| 544 | style="text-align: right;"| 907 | style="text-align: right;"| 1.010 | style="text-align: right;"| 1.268 |- ! style="text-align: left;"| Aaby kommune | style="text-align: right;"| 2.820 | style="text-align: right;"| 3.670 | style="text-align: right;"| 4.455 | style="text-align: right;"| 5.723 | style="text-align: right;"| 7.167 |- ! style="text-align: left;"| Viby kommune | style="text-align: right;"| 3.684 | style="text-align: right;"| 5.076 | style="text-align: right;"| 6.086 | style="text-align: right;"| 7.188 | style="text-align: right;"| 7.989 |- ! style="text-align: left;"| Holme sogn | style="text-align: right;"| 1.607 | style="text-align: right;"| 2.316 | style="text-align: right;"| 2.786 | style="text-align: right;"| 3.187 | style="text-align: right;"| 3.580 |- ! style="text-align: left;"| Tranbjerg by (tranbjerg sogn) | style="text-align: right;"| 241 | style="text-align: right;"| 272 | style="text-align: right;"| 296 | style="text-align: right;"| 335 | style="text-align: right;"| 378 |- ! style="text-align: left;"| Slet by (tranbjerg sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 290 | style="text-align: right;"| 271 | style="text-align: right;"| 278 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''86.637''' | style="text-align: right;"| '''92.787''' | style="text-align: right;"| '''101.223''' | style="text-align: right;"| '''114.875''' | style="text-align: right;"| '''127.366''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 146 og 147</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 1.047 | style="text-align: right;"| 35.239 | style="text-align: right;"| 14.631 | style="text-align: right;"| 9.502 | style="text-align: right;"| 6.075 | style="text-align: right;"| 6.122 | style="text-align: right;"| 7.662 | style="text-align: right;"| 1.001 | style="text-align: right;"| 81.279 |- ! style="text-align: left;"| Vejlby-Risskov kommune | style="text-align: right;"| 429 | style="text-align: right;"| 1.372 | style="text-align: right;"| 589 | style="text-align: right;"| 290 | style="text-align: right;"| 622 | style="text-align: right;"| 441 | style="text-align: right;"| 1.051 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 4.819 |- ! style="text-align: left;"| Hasle sogn | style="text-align: right;"| 204 | style="text-align: right;"| 361 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 907 |- ! style="text-align: left;"| Aaby kommune | style="text-align: right;"| 198 | style="text-align: right;"| 2.429 | style="text-align: right;"| 540 | style="text-align: right;"| 396 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 281 | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 4.455 |- ! style="text-align: left;"| Brabrand by (Brabrand sogn) | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 756 | style="text-align: right;"| 257 | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 108 | style="text-align: right;"| 221 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 1.784 |- ! style="text-align: left;"| Viby by (Viby sogn) | style="text-align: right;"| 220 | style="text-align: right;"| 3.234 | style="text-align: right;"| 664 | style="text-align: right;"| 593 | style="text-align: right;"| 316 | style="text-align: right;"| 298 | style="text-align: right;"| 463 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 5.858 |- ! style="text-align: left;"| Lundshøj (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 119 |- ! style="text-align: left;"| Saralyst (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 400 |- ! style="text-align: left;"| Skåde-Højbjerg (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 211 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 409 |- ! style="text-align: left;"| Skåde Bakker (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 322 |- ! style="text-align: left;"| Holme-Højbjerg (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 168 |- ! style="text-align: left;"| Skåde by (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 410 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 645 |- ! style="text-align: left;"| Holme by (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 462 |- ! style="text-align: left;"| Slet by (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 290 |- ! style="text-align: left;"| Tranbjerg by (Holme-Tranbjerg kommune) | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 138 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 296 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.671''' | style="text-align: right;"| '''45.047''' | style="text-align: right;"| '''17.060''' | style="text-align: right;"| '''11.236''' | style="text-align: right;"| '''7.489''' | style="text-align: right;"| '''7.512''' | style="text-align: right;"| '''10.035''' | style="text-align: right;"| '''1213''' | style="text-align: right;"| '''102.213''' |} Efter 2. verdenskrig var forstadsudviklingen i Vejlby-Risskov, Viby, Åby, Holme-Tranbjerg kommuner samt Hasle sogn allerede så fremskreden, at disse områder i deres helhed blev regnet som forstæder til Århus. Mod vest blev Brabrand først regnet som forstad fra 1955. Samtidig udviklede der sig en ny forstadsbebyggelse, Egebro, i Hjortshøj-Egå kommune. Som følge af udviklingen blev der nedsat en Storårhuskommission, som i 1954 fremlagde en samlet egnsplan for Storårhus. Denne plan forudså, at byudviklingen skulle ske i de nærmeste omegnskommuner til Århus således, at bebyggelsen fik et sammenhængende præg, dog med markante grønne områder ind imellem. Senere, i 1966, blev udarbejdet en egnsplan for Århus-egnen, som forudså at byen skulle udvikle sig langs "byfingre" i tilknytning til udfaldsveje mod nordøst, nord og sydvest. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Århus købstad | style="text-align: right;"| 107.393 | style="text-align: right;"| 116.167 | style="text-align: right;"| 118.943 | style="text-align: right;"| 119.568 | style="text-align: right;"| 117.748 |- ! style="text-align: left;"| Vejlby-Risskov kommune | style="text-align: right;"| 7.006 | style="text-align: right;"| 8.053 | style="text-align: right;"| 9.307 | style="text-align: right;"| 12.347 | style="text-align: right;"| 14.677 |- ! style="text-align: left;"| Hasle sogn | style="text-align: right;"| 1.590 | style="text-align: right;"| 2.091 | style="text-align: right;"| 2.906 | style="text-align: right;"| 3.723 | style="text-align: right;"| 3.843 |- ! style="text-align: left;"| Aaby kommune | style="text-align: right;"| 7.907 | style="text-align: right;"| 8.907 | style="text-align: right;"| 10.036 | style="text-align: right;"| 10.821 | style="text-align: right;"| 11.465 |- ! style="text-align: left;"| Viby kommune | style="text-align: right;"| 8.751 | style="text-align: right;"| 10.109 | style="text-align: right;"| 12.738 | style="text-align: right;"| 15.036 | style="text-align: right;"| 17.392 |- ! style="text-align: left;"| Holme-Tranbjerg kommune | style="text-align: right;"| 4.113 | style="text-align: right;"| 5.552 | style="text-align: right;"| 7.839 | style="text-align: right;"| 10.290 | style="text-align: right;"| 13.733 |- ! style="text-align: left;"| Brabrand by (Brabrand sogn) | style="text-align: right;"| 2.499 | style="text-align: right;"| 2.667 | style="text-align: right;"| 3.753 | style="text-align: right;"| 5.139 | style="text-align: right;"| 7.788 |- ! style="text-align: left;"| Egebro by (Hjortshøj-Egå kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 170 | style="text-align: right;"| 310 | style="text-align: right;"| 696 |- ! Århus med forstæder | style="text-align: right;"| '''136.760''' | style="text-align: right;"| '''150.879''' | style="text-align: right;"| '''165.692''' | style="text-align: right;"| '''177.234''' | style="text-align: right;"| '''187.342''' |} ==== ''Vejlby sogn'' ==== Vejlby sogn lå lige nord for Århus og grænsede op til købstaden, der allerede i midten af 1800-tallet gjorde sin indflydelse gældende: "Indvaanere: 1011. Medens Jordbruget er det overveiende Erhverv, leve dog mange af den arbeidende Klasse ved Dagleie, navnlig i Aarhus By. Noget Fiskeri drives. Det i Sognet værende Teglbrænderi og Tegl- og Kalkbrænderi have i 1854 produceret 900,000 Stk. Muursteen og 500 Tdr. Kalk." (Trap 1 udgave s. 592) Vejlby sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.171 indbyggere ernærede 210 sig af immateriel virksomhed, 520 af landbrug m.v., 18 af fiskeri, 515 af håndværk og industri, 197 af handel og omsætning, 51 af samfærdsel, 49 af formue, 589 af offentlig understøttelse, 22 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Aaby sogn'' ==== Aaby sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 843 indbyggere ernærede 14 sig af immateriel virksomhed, 187 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 422 af håndværk og industri, 115 af handel og omsætning, 23 af samfærdsel, 30 af formue, 37 af offentlig understøttelse, 15 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Hasle sogn'' ==== Hasle sogns begyndende inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 315 indbyggere ernærede 18 sig af immateriel virksomhed, 187 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 72 af håndværk og industri, 2 af handel og omsætning, 0 af samfærdsel, 14 af formue, 0 af offentlig understøttelse, 22 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Brabrand sogn'' ==== Endnu omkring midten af 1800-tallet blev Brabrand beskrevet således: "Brabrand med Kirke og Skole".<ref>Trap, 1. udgave, s. 595</ref> Brabrand fik jernbaneforbindelse i 1862, og dermed indledtes en bebyggelses- og befolkningsudvikling, som i løbet af de følgende årtier gjorde Brabrand til en stationsby. I 1870 havde byen 427 indbyggere, i 1880 514 indbyggere.<ref>Stilling, s. 159</ref> I 1879 beskrives byen således: "''Brabrand med Kirke, Præstegaard, Skole og Jernbanestation''".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 6. Deel. Amterne Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; Kjøbenhavn 1879; s. 36</ref> Omkring århundredeskiftet blev Brabrand beskrevet således: "''Brabrand ... ved Silkeborgvejen og Brabrand Sø – 1/2 1901: 160 Huse og 955 Indb. -, med Kirke, Præstegd. (opf. 1874-75), Skole, Sparekasse for B. og Aarslev Sogne (opr. 1871; 31/3 1900 var Spar. Tilgodehav. 75,367 Kr., Rentef. 4 pCt., Reservef. 5162 Kr., Antal af Konti 277), Planteskole, Fribolig for trængende (opr. 1900 af Rentier Peter Jensen), Bageri, Gæstgiveri, flere Villaer, Jærnbane-, Telegraf- og Telefonst. samt Postekspedition''".<ref>J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5; s. 111</ref> Brabrand sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.685 indbyggere ernærede 46 sig af immateriel virksomhed, 624 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 633 af håndværk og industri, 148 af handel og omsætning, 97 af samfærdsel, 80 af formue, 38 af offentlig understøttelse, 12 af anden og uangiven virksomhed. Takket være jernbanen, byens næringsliv og ikke mindst nærheden til Aarhus voksede Brabrand i første halvdel af 1900-tallet hurtigt, fra 752 indbyggere i 1901 til 886 i 1906, 1.217 i 1911, 1.352 i 1916, 1.682 i 1921, 1.818 i 1925, 1.784 i 1930, 2.100 i 1935, 2.136 i 1940, 2.499 i 1945, 2.667 i 1950, 3.753 i 1955, 5.139 i 1960<ref>Det Statistiske Departement: ''Statistiske Undersøgelser Nr. 10'': Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 72f</ref>, 7.788 i 1965.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 1968:3'': Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 130</ref> Med tiden regnedes Brabrand i stigende grad som en forstad til Aarhus. Medvirkende hertil var konstateringen af en stigende pendling fra Brabrand-Årslev Kommune til købstaden: 35% af indbyggerne i 1951, 45% i 1958.<ref>Henning Tjørnehøj: "Århus, een by – syv kommuner" (''Kulturgeografi'' nr 67; s. 241)</ref> Da man (i form af den dertil nedsatte "Storårhuskommission") lavede det første forslag til en "Dispositionsplan for Århusegnen" i 1954, indgik Brabrand som led i egnsplanområdet.<ref>Gaardmand, s. 40f</ref> ==== ''Viby sogn'' ==== Viby sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.256 indbyggere ernærede 42 sig af immateriel virksomhed, 426 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 483 af håndværk og industri, 107 af handel og omsætning, 68 af samfærdsel, 62 af formue, 54 af offentlig understøttelse, 14 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Holme sogn'' ==== Holme sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.142 indbyggere ernærede 23 sig af immateriel virksomhed, 610 af landbrug m.v., 3 af fiskeri, 328 af håndværk og industri, 57 af handel og omsætning, 28 af samfærdsel, 16 af formue, 43 af offentlig understøttelse, 34 af anden og uangiven virksomhed. === Ebeltoft === Ebeltoft havde en yderst ugunstig beliggenhed på en smal odde, der mod vest var afgrænset af Ebeltoft Vig og mod syd og øst af Kattegat. Kun mod nord havde byen et mindre opland. Ebeltoft havde et landdistrikt egnet for byudvikling. Ebeltoft var tidligere en betydelig handels- og søfartsby, men den tabte efterhånden sin position. Længe var havneforholdene ringe. Først i 1820-erne anlagdes en havn, dannet ved opfyldning på de to sider og moler på de to andre; den største, vestlige, af molerne blev anlagt 1853-55. 1872 udvidedes havnebassinet mod øst med 17,6 m i den sydlige og 11,3 m i den nordlige ende. Den gamle havn var omtrent 220 m², bolværkernes længde 188 m, dybden 4,4 m. En ny havn, anlagt 1901 nord for den gamle, fik et vandareal på ca. 2,2 hektar med en dybde på 5,6 m, dækket af to havne moler på ca. 180 og 160 meters længde, og ca. 300 m bolværksplads. Havnepladsen var ca. 1,1 hektar. Til havnen førte en 380 m lang og 30 m bred gravet rende.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VI Bind: Viborg Amt, Randers Amt; 4. udgave; København 1925; s. 430</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Ebeltoft købstad | style="text-align: right;"| 1.112 | style="text-align: right;"| 1.211 | style="text-align: right;"| 1.313 | style="text-align: right;"| 1.239 | style="text-align: right;"| 1.315 | style="text-align: right;"| 1.284 | style="text-align: right;"| 1.467 |- ! style="text-align: left;"| Ebeltoft landdistrikt | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 172 | style="text-align: right;"| 203 | style="text-align: right;"| 225 | style="text-align: right;"| 228 | style="text-align: right;"| 237 | style="text-align: right;"| 244 |- ! Ebeltoft med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.112''' | style="text-align: right;"| '''1.211''' | style="text-align: right;"| '''1.313''' | style="text-align: right;"| '''1.239''' | style="text-align: right;"| '''1.315''' | style="text-align: right;"| '''1.284''' | style="text-align: right;"| '''1.467''' |} Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg er kun at nævne et Dampbrænderi, der i 1872 har produceret 144,000 Potter Brændeviin, et Dampspinderi, Klædefabrik og Farveri, et Garveri, et Maltgjøreri, 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgives »Ebeltoft Avis«, og et Teglværk." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>Trap, s. 838</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Ebeltoft købstad | style="text-align: right;"| 114 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 192 | style="text-align: right;"| 495 | style="text-align: right;"| 176 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 183 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.284 |- ! style="text-align: left;"| Ebeltoft landsogn | style="text-align: right;"| 190 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 237 |- ! Ebeltoft med forstæder | style="text-align: right;"| '''304''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''21''' | style="text-align: right;"| '''209''' | style="text-align: right;"| '''504''' | style="text-align: right;"| '''177''' | style="text-align: right;"| '''12''' | style="text-align: right;"| '''192''' | style="text-align: right;"| '''81''' | style="text-align: right;"| '''15''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''1.521''' |} Næringsveje i 1890: 192 levede af immateriel virksomhed, 114 af jordbrug, 11 af gartneri, 21 af fiskeri, 12 af søfart, 495 af industri, 176 af handel, 183 af forskellig daglejervirksomhed, 65 af deres midler, og 15 nød almisse.<ref name="Trap 845">Trap (3. udgave), s. 845</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1900: 1 garveri, 1 maltfabrik, 2 bryggerier (det ene med maltfabrik), 1 brænderi, 1 teglværk, 2 møller og 1 fællesmejeri.<ref name="Trap 846">Trap (3. udgave), s. 846</ref> Gennem mellemkrigstiden var Ebeltofts indbyggertal svagt stigende: i 1916 1.704, i 1921 1.959<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 68</ref>, i 1925 1.877<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3</ref>, i 1930 1.897<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 171</ref>, i 1935 2.037<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 171</ref>, i 1940 2.026 indbyggere.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 122</ref> Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Ebeltoft 1.897 indbyggere, heraf ernærede 140 sig ved immateriel virksomhed, 692 ved håndværk og industri, 266 ved handel mm, 187 ved samfærdsel, 262 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 133 ved husgerning, 181 var ude af erhverv og 36 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 149</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Ebeltoft sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.104 indbyggere i købstaden, i 1950 2.167 indbyggere, i 1955 2.265 indbyggere, i 1960 2.227 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 75</ref> og i 1965 2.485 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Nogen ny forstadsudvikling udenfor kommunegrænsen skete ikke. === Grenå === Grenå havde en gunstig beliggenhed omtrent midt på Djursland omend tæt på kysten. Den kunne derfor regne næsten hele halvøen som sit naturlige opland, og Ebeltoft mod syd kunne ikke byde den nævneværdig konkurrence. Byen fik en havn ved kysten, og det var derfor naturligt, at der skete en byudvikling her. Grenå lå oprindelig et stykke fra kysten, men tidligt blev der etableret en havn ved kysten, og by og havn blev efterhånden sammenbygget til een bebyggelse. Havnen bestod af en inderhavn, der stammede fra første halvdel af det 19. århundrede, og en yderhavn, der blev anlagt 1874-78. I 1899 blev yderhavnen ombygget, og den ældste, i 1812 anlagte havn, der oprindelig var Grenåens udløb, blev opfyldt. I 1906 forlængedes yderhavnens mole 94 m mod nordøst for at hindre havnens tilsanding. Da havnen så godt som aldrig fryser til og desuden med sin beliggenhed på Jyllands yderste østlige punkt havde betingelser for at blive en forbindelseshavn mellem Jylland og Sjælland, blev der arbejdet på at få en trafikrute i gang, men en dampskibsforbindelse mellem Grenaa og Hundested blev etableret. Havnen var overvejende en fiskerihavn, men trafikken og fiskeriet var stigende. Yderhavnen havde et samlet areal på ca. 28,300 m² og en dybde på 4,4 m, mens inderhavnens areal var 5.200 m² og dybden 2,2-2,8 m. Havnepladsens areal var 3,7 hektar. Den samlede bolværkslængde udgjorde i yderhavnen 773 m og i inderhavnen 327 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VI Bind: Viborg Amt, Randers Amt; 4. udgave; København 1925; s. 420</ref> Først efter midten af det 19. århundrede begyndte byen at vokse, nok mest på grund af den forbedrede havn, der gjorde, at mange, som før søgte Randers, nu droges hertil.<ref name="Trap 3 841">Trap (3. ugave), s. 841</ref> I 1850 havde byen 1.099 indbyggere, i 1855 1.379 indbyggere, i 1860 1.636 indbyggere, i 1870 1.923 indbyggere, i 1880 2.423 indbyggere, i 1890 2.933 indbyggere, i 1901 3.257 indbyggere.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Grenå købstad | style="text-align: right;"| 1.099 | style="text-align: right;"| 1.379 | style="text-align: right;"| 1.636 | style="text-align: right;"| 1.923 | style="text-align: right;"| 2.423 | style="text-align: right;"| 2.933 | style="text-align: right;"| 3.257 |- ! style="text-align: left;"| Grenå landsogn | style="text-align: right;"| 390 | style="text-align: right;"| 458 | style="text-align: right;"| 499 | style="text-align: right;"| 542 | style="text-align: right;"| 736 | style="text-align: right;"| 890 | style="text-align: right;"| 1.094 |- ! Grenå med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.099''' | style="text-align: right;"| '''1.379''' | style="text-align: right;"| '''1.636''' | style="text-align: right;"| '''1.923''' | style="text-align: right;"| '''2.423''' | style="text-align: right;"| '''2.933''' | style="text-align: right;"| '''3.257''' |} Ved kongelig resolution af 6. oktober 1897 blev arealer af Ålsø sogn og af Grenå landsogn indlemmede i Grenå købstad fra 1. januar 1898.<ref name="StM 1911 96"/> I perioden 1874-1878 byggede man en ny havn helt ude ved Kattegat og sammen med Østjyske Jernbanes anlæggelse mellem Grenaa og Randers satte det gang i byudviklingen og skabte fremgang. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1870: 1 dampbrænderi, 1 uldspinderi og 1 jernstøberi. Siden foråret 1856 fik byen et bogtrykkeri, hvor blev udgivet ''Grenaa Avis''. Et skibsbyggeri blev anlagt ved havnen i 1873.<ref name="Trap 528">J.P. Trap (2. udgave), s. 528</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1900: Grenaa Dampvæveri (anlagt i 1893, ved århundredeskiftet med omtrent 100 arbejdere og en årlig produktion omtrent 25.000 stk. bomuldstøj), 1 jernstøberi, 2 kalkværker, der ejedes af "De forenede Kalkværker", 1 bogtrykkeri, med mere.<ref name="Trap 839">Trap (3. ugave), s. 839</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>Trap, s. 838</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Grenå købstad | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 388 | style="text-align: right;"| 1.103 | style="text-align: right;"| 598 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 556 | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2.933 |- ! style="text-align: left;"| Grenå landsogn | style="text-align: right;"| 367 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 107 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 890 |- ! Grenå med forstæder | style="text-align: right;"| '''438''' | style="text-align: right;"| '''30''' | style="text-align: right;"| '''383''' | style="text-align: right;"| '''414''' | style="text-align: right;"| '''1.210''' | style="text-align: right;"| '''618''' | style="text-align: right;"| '''16''' | style="text-align: right;"| '''588''' | style="text-align: right;"| '''81''' | style="text-align: right;"| '''45''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''3.823''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60"/> |- ! style="text-align: left;"| Grenå købstad | style="text-align: right;"| 3.462 | style="text-align: right;"| 3.734 | style="text-align: right;"| 4.039 |- ! style="text-align: left;"| Havnevejen (Grenå landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 732 | style="text-align: right;"| 873 |- ! Grenå med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.462''' | style="text-align: right;"| '''4.466''' | style="text-align: right;"| '''4.912''' |} Gennem mellemkrigstiden var Grenaas indbyggertal svagt stigende: i 1916 4.039, i 1921 4.537, i 1925 4.606, i 1930 4.651, i 1935 4.995, i 1940 4.786 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Havnevej i Gammelsogn Kommune og Sønder Mølle i Ålsø-Hoed Kommune. De blev indlemmede i købstaden pr. 1. april 1941. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Grenaa købstad | style="text-align: right;"| 4.039 | style="text-align: right;"| 4.537 | style="text-align: right;"| 4.606 | style="text-align: right;"| 4.651 | style="text-align: right;"| 4.995 | style="text-align: right;"| 4.786 |- ! style="text-align: left;"| Havnevej | style="text-align: right;"| 873 | style="text-align: right;"| 1.045 | style="text-align: right;"| 1.272 | style="text-align: right;"| 1.404 | style="text-align: right;"| 1.713 | style="text-align: right;"| 1.920 |- ! style="text-align: left;"| Sønder Mølle | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 132 | style="text-align: right;"| 170 | style="text-align: right;"| 156 | style="text-align: right;"| 248 |- ! style="text-align: left;"| Grenaa med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.912''' | style="text-align: right;"| '''5.582''' | style="text-align: right;"| '''5.878''' | style="text-align: right;"| '''6.055''' | style="text-align: right;"| '''6.708''' | style="text-align: right;"| '''6.706''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 147 (Sønder Mølle, Havnevejen) og s. 149 (Grenaa)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Grenaa købstad | style="text-align: right;"| 304 | style="text-align: right;"| 1.879 | style="text-align: right;"| 864 | style="text-align: right;"| 305 | style="text-align: right;"| 322 | style="text-align: right;"| 436 | style="text-align: right;"| 441 | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 4.651 |- ! style="text-align: left;"| Havnevej | style="text-align: right;"| 294 | style="text-align: right;"| 525 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 74 | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 1.234 |- ! style="text-align: left;"| Sønder Mølle | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 170 |- ! Grenaa med forstæder | style="text-align: right;"| '''620''' | style="text-align: right;"| '''2.488''' | style="text-align: right;"| '''942''' | style="text-align: right;"| '''392''' | style="text-align: right;"| '''348''' | style="text-align: right;"| '''522''' | style="text-align: right;"| '''652''' | style="text-align: right;"| '''111''' | style="text-align: right;"| '''6.055''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Grenaa sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 7.251 indbyggere i købstaden, i 1950 8.186 indbyggere, i 1955 8.643 indbyggere, i 1960 9.088 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 69</ref> og i 1965 11.919 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Nogen ny forstadsudvikling udenfor kommunegrænsen skete ikke efter indlemmelserne i 1941. ==== ''Grenå landsogn'' ==== Grenå landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.191 indbyggere ernærede 15 sig af immateriel virksomhed, 406 af landbrug m.v., 408 af fiskeri, 270 af håndværk og industri, 10 af handel og omsætning, 32 af samfærdsel, 13 af formue, 21 af offentlig understøttelse, 16 af anden og uangiven virksomhed. Sognet blev indlemmet i Grenå pr. 1. april 1941. === Randers === [[Fil:Johan Rohde - Randers havn - KMS4618.jpg|thumb|left|Johan Rohde: ''Randers Havn'', 1906, Statens Museum for Kunst.]] [[Fil:-Randers 1900.jpg|thumb|Randers omkring 1900]] Randers havde en yderst gunstig beliggenhed i bunden af Randers Fjord, og byen var omgivet af et stort og frugtbart opland i alle retninger. Hverken Hobro mod nord eller Århus mod syd kunne byde den nogen nævneværdig konkurrence. Byen havde ingen muligheder for byudvikling, tværtimod var der tendenser til forstadsudvikling mod syd i Vorup og Kristrup sogne allerede ved midten af 1800-tallet. Randers skibsfart havde en dobbeltrolle: mod havet og som pramfart på Gudenåen. Sejladsen op til havnen, der lå omtrent 30 km fra fjordens Munding, blev fra begyndelsen af det 19. århundrede meget lettet ved betydelige reguleringer og uddybninger i fjorden, hvorved der efterhånden etableredes et sejlløb med 5,7 m vanddybde op til havnen. Selve fjordløbet deles i en østlig større del, der er den egentlige fjord og går fra nord til syd, og en vestlig mindre del, der begynder ved Uggelhuse og går fra øst til vest ind til byen; denne sidste del var rettelig en del af Gudenåen. Den dybe rendes bredde var fra 20 m til 50 m. Samtidig med sejlløbets forbedring blev selve havnen efterhånden udvidet, således i 1830, 1868, 1881, 1889, 1897-98 og 1906-09. Ved havnen fandtes 1.120 m bolværk med indtil 5,7 m vanddybde. Vandarealet var ca. 10 hektar, landarealet ca. 22 hektar, der blev forsynet med veje og jernbanespor, moderne losseapparat for korn og for kul samt talrige vareskure og pakhuse. Vest for Sønderbro fandtes ved Tørvebryggen en anlægsplads for kågene, der gik på Gudenåen.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VI Bind: Viborg Amt, Randers Amt; 4. udgave; København 1925; s. 378</ref> Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg i Randers ere Brændeviinsbrænderierne især af Betydning. Deres Antal var ved Udgangen af 1873: 13 med et Karrum af 1133 Tdr. (alle Dampbrcenderier). Det aarlige Produkt kan anslaaes til c. 1,700,000 Potter. 1 Jernbanevognfabrik (beskjæftiger 180 Aarbeidere), 1 Damp-Sav- og Høvleværk, 2 Maskinfabriker, 1 Cichoriefabrik, 1 Saltraffinaderi, 2 Spritfabriker, 2 Jernstoberier, 2 Dampvæverier og Spinderier, 4 Bomuldsvæverier, 5 Tobaks- og Cigarfabriker, 1 Tændstikkefabrik, 3 Kartefabriker, 1 Dropsfabrik, 3 Handskefabriker, 1 Mineralvandsfabrik, 7 Farverier, 5 Garverier, 1 Allungarveri, 1 Teglværk, 2 Kalkbrænderier, 2 Skibsbyggerier, 1 Vægtfabrik, 1 Fabrik for kunstigt Smør, 1 Sæbefabrik og Lysestøberi, 1 Savskjæreri, Maskinhøvleri og Fabrikat af Tagspaan, flere Ølbryggerier, deriblandt Bryggeriet Thor, et større Actieforetagende fra den seneste Tid. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 25 brændevinsbrænderier (deraf 14 dampbrænderier), 7 tobaks- og cigarfabrikker, 1 cikoriefabrik, 2 jernstøberier, 2 handskefabrikker, 5 bomuldstøjsfabrikker, 1 sæbesyderi, 2 kalkbrænderier, 1 rebslageri, 1 skibsbyggeri, flere ølbryggerier, 2 bogtrykkerier.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:II; Kjøbenhavn 1859; s. 417-418</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 13 brændevinsbrænderier, 1 jernbanevognfabrik, 1 damp-, sav- og høvleværk, 2 maskinfabrikker, 1 cikoriefabrik, 1 saltraffinaderi, 2 spritfabrikker, 2 jernstøberier, 2 dampvæverier og -spinderier, 4 bomuldsvæverier, 5 tobaks- og cigarfabrikker, 1 tændstikfabrik, 3 kartefabrikker, 1 dropsfabrik, 3 handskefabrikker, 1 mineralvandsfabrik, 7 farverier, 5 garverier, 1 alungarveri, 1 teglværk, 2 kalkbrænderier, 2 skinsbyggerier, 1 vægtfabrik, 1 fabrik for kunstigt smør, 1 sæbefabrik og lysestøberi, 1 savskæreri, maskinhøvleri og tagspånfremstilling, flere ølbryggerier.<ref name="Trap 1879 497">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 6. Deel. Amterne Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; Kjøbenhavn 1879; s. 497</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet et meget stort antal: Fabrikken „Scandia“ for tilvirkning af jernbane- og sporvognsmateriel, som år 1900 beskæftigede i gennemsnit 376 mand, endvidere Buchtrups Maskinfabrik, Smiths Jærnstøberi og Maskinfabrik, Randers ny Jærnstøberi. K. Sørensens Jærnstøberi og Maskinfabrik, Jærnstøberiet og Maskinfabrikken „Strømmen“ (i Strømmen); Maskinfabrikken „Pasteur“, med kobbersmedie og blikkenslageri, Randers Dørgrebsfabrik og Metalstøberi. Henriksens Vægtfabrik, Randers Trævarefabrikker, Juuls Dampsnedkeri, Save- og Høvleværk, Randers Dampsnedkeri og Listefabrik, Brødr. Steenbergs Damp-Saveværk, Justesens Stolefabrik; Junckers Klædefabrik, Randers Linnedvarefabrikker, Randers Rebslaaeri, Randers Handskefabrik, 1 dampgarderobefarveri og kemisk tøjrensningsanstalt, desuden 4 Farverier, bryggeriet „Thor“, Aktiebryggeriet Hejmdal, bryggeriet „Strømmen“, Randers Spritfabrikker (der hørte ind under „De danske Spritfabrikker“), Randers Dampbrænderi, Randers Svineslagteri, Randers Andels-Svineslagteri (i Strømmen), 2 tobaksfabrikker (Thostrups og Terchilsens), Bagernes Rugbrødsfabrik, hvormed er forbunden en dampbadeanstalt på Nordregrave, tændstikfabrikken „Merkur“ (nu kaldet „De nord. Tændstikfabrikker“), Randers Korkvarefabrik, glødenætsfabrikken „Phønix“ Aktieselsk., Heerfordts Sæbefabrikker og Lysestøberi, Sabroes Bitterfabrik, 1 rørvævsfabrik 4 mineralvandsfabrikker, Randers Dampvadskeri, Buemans keramiske Fabrik, Randers Cementvarefabrik, teglværket „Lille Bjellerup“, 1 kalkbrænderi (i Strømmen), Randers Margarinefabrik; 2 garverier (heraf det ene i Strømmen), 1 bådebyggeri, desuden 5 bogtrykkerier.<ref>J.P. Trap (1901), s. 809-811</ref> Randers befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 7.338 i 1850, 8.844 i 1855, 9.725 i 1860, 11.354 i 1870, 13.457 i 1880, 16.617 i 1890, 20.057 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 7.338 | style="text-align: right;"| 8.844 | style="text-align: right;"| 9.725 | style="text-align: right;"| 11.354 | style="text-align: right;"| 13.457 | style="text-align: right;"| 16.617 | style="text-align: right;"| 20.057 |- ! style="text-align: left;"| Vorup sogn | style="text-align: right;"| 492 | style="text-align: right;"| 512 | style="text-align: right;"| 589 | style="text-align: right;"| 668 | style="text-align: right;"| 738 | style="text-align: right;"| 804 | style="text-align: right;"| 1.285 |- ! style="text-align: left;"| Kristrup sogn | style="text-align: right;"| 1.258 | style="text-align: right;"| 1.422 | style="text-align: right;"| 1.646 | style="text-align: right;"| 1.789 | style="text-align: right;"| 2.005 | style="text-align: right;"| 2.024 | style="text-align: right;"| 2.834 |- ! style="text-align: left;"| Dronningborg landsogn | style="text-align: right;"| 115 | style="text-align: right;"| 132 | style="text-align: right;"| 137 | style="text-align: right;"| 149 | style="text-align: right;"| 167 | style="text-align: right;"| 192 | style="text-align: right;"| 590 |- ! Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.338''' | style="text-align: right;"| '''8.844''' | style="text-align: right;"| '''9.725''' | style="text-align: right;"| '''11.354''' | style="text-align: right;"| '''13.457''' | style="text-align: right;"| '''16.617''' | style="text-align: right;"| '''20.057''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1901 808">J.P. Trap (1901), s. 808]</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 447 | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 1.833 | style="text-align: right;"| 6.363 | style="text-align: right;"| 3.228 | style="text-align: right;"| 219 | style="text-align: right;"| 3.364 | style="text-align: right;"| 636 | style="text-align: right;"| 299 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 16.617 |- ! style="text-align: left;"| Kristrup sogn | style="text-align: right;"| 610 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 84 | style="text-align: right;"| 689 | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 353 | style="text-align: right;"| 50 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2.024 |- ! style="text-align: left;"| Vorup sogn | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 278 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 804 |- ! Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.191''' | style="text-align: right;"| '''232''' | style="text-align: right;"| '''56''' | style="text-align: right;"| '''1.944''' | style="text-align: right;"| '''7.330''' | style="text-align: right;"| '''3.390''' | style="text-align: right;"| '''229''' | style="text-align: right;"| '''3.941''' | style="text-align: right;"| '''718''' | style="text-align: right;"| '''396''' | style="text-align: right;"| '''18''' | style="text-align: right;"| '''19.445''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 20.963, heraf ernærede 1.578 sig ved immateriel virksomhed, 750 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 58 ved fiskeri, 11.020 ved håndværk og industri, 3.873 ved handel med mere, 1.624 ved samfærdsel, 843 var aftægtsfolk, 687 levede af offentlig understøttelse og 530 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 25</ref> Ved siden af håndværk og industri, der tog et betydeligt opsving i disse år, må nævnes handel og søfart som byens hovederhverv. Større skibe kunne gå op til byens havn, og Randers var den eneste købstad i landet, der lå ved et vandløb, op ad hvilket der var nogen trafik af betydning, idet der på Gudenåen indtil Silkeborg var pramsejlads med fladbundede "kåge", der især førte brænde, tørv og mursten. Pramfarten svandt dog hurtigt ind i slutningen af det 19. århundrede på grund af jernbaneanlæggene.<ref name="Trap 1901 808"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1901 ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57"/> |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 20.057 | style="text-align: right;"| 20.963 | style="text-align: right;"| 22.970 | style="text-align: right;"| 24.428 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen, Århusvej og Kristrupvej (Kristrup sogn) | style="text-align: right;"| 876 | style="text-align: right;"| 1.094 | style="text-align: right;"| 1.068 | style="text-align: right;"| 1.040 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen (Vorup sogn) | style="text-align: right;"| 444 | style="text-align: right;"| 508 | style="text-align: right;"| 549 | style="text-align: right;"| 577 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg (Vorup sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 513 | style="text-align: right;"| 889 | style="text-align: right;"| 532 |- ! style="text-align: left;"| Vorupkær (Vorup sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 246 |- ! style="text-align: left;"| Thorupkær (Dronningborg landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 770 | style="text-align: right;"| 846 |- ! Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.057''' | style="text-align: right;"| '''20.963''' | style="text-align: right;"| '''26.246''' | style="text-align: right;"| '''27.669''' |} Gennem mellemkrigstiden var Randers indbyggertal voksende: i 1916 24.428, i 1921 26.495, i 1925 26.857, i 1930 27.722, i 1935 30.254, i 1940 32.928 indbyggere. Randers havde allerede udviklet sin første forstad, Strømmen, syd for Gudenåen i midten af 1800-tallet, og denne forstadsudvikling forstærkedes med nye forstadsdannelser. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 26.495 | style="text-align: right;"| 26.857 | style="text-align: right;"| 27.722 | style="text-align: right;"| 30.254 | style="text-align: right;"| 32.928 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen i Kristrup Sogn | style="text-align: right;"| 1.078 | style="text-align: right;"| 477 | style="text-align: right;"| 425 | style="text-align: right;"| 379 | style="text-align: right;"| 332 |- ! style="text-align: left;"| Kristrupvej og Aarhusvej i Kristrup Sogn | style="text-align: right;"| | style="text-align: right;"| 739 | style="text-align: right;"| 924 | style="text-align: right;"| 1.236 | style="text-align: right;"| 1.329 |- ! style="text-align: left;"| Kristrup by i Kristrup Sogn | style="text-align: right;"| 979 | style="text-align: right;"| 890 | style="text-align: right;"| 974 | style="text-align: right;"| 1.027 | style="text-align: right;"| 960 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen i Vorup Sogn | style="text-align: right;"| 503 | style="text-align: right;"| 406 | style="text-align: right;"| 510 | style="text-align: right;"| 417 | style="text-align: right;"| 3.960 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg i Vorup Sogn | style="text-align: right;"| 726 | style="text-align: right;"| 1.435 | style="text-align: right;"| 1.717 | style="text-align: right;"| 1.477 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Vorup by og kær i Vorup Sogn | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 925 | style="text-align: right;"| 1.074 | style="text-align: right;"| 1.695 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Dronningborg, Bjellerup mm i Dronningborg Landsogn | style="text-align: right;"| 1.033 | style="text-align: right;"| 1.172 | style="text-align: right;"| 1.282 | style="text-align: right;"| 1.694 | style="text-align: right;"| 1.860 |- ! style="text-align: left;"| Neder Hornbæk i Hornbæk Sogn, Viborg Amt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 283 | style="text-align: right;"| 419 | style="text-align: right;"| 496 | style="text-align: right;"| 536 |- ! Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''31.053''' | style="text-align: right;"| '''33.184''' | style="text-align: right;"| '''35.047''' | style="text-align: right;"| '''38.675''' | style="text-align: right;"| '''41.905''' |} * 1940: Vorup Kommune som helhed regnet som forstad {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 152 (Sankt Hans Sogn) og 149 (Randers)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 697 | style="text-align: right;"| 11.758 | style="text-align: right;"| 4.918 | style="text-align: right;"| 2.652 | style="text-align: right;"| 2.163 | style="text-align: right;"| 2.169 | style="text-align: right;"| 2.932 | style="text-align: right;"| 433 | style="text-align: right;"| 27.722 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen i Kristrup Kommune | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 425 |- ! style="text-align: left;"| Kristrupvej og Aarhusvej i Kristrup Kommune | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 489 | style="text-align: right;"| 133 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 924 |- ! style="text-align: left;"| Kristrup by i Kristrup Kommune | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 451 | style="text-align: right;"| 71 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 67 | style="text-align: right;"| 137 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 974 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg i Vorup Kommune | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 912 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 125 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 108 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 1.717 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen i Vorup Kommune | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 250 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 510 |- ! style="text-align: left;"| Vorup by i Vorup Kommune | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 57 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 624 |- ! style="text-align: left;"| Vorupkær i Vorup Kommune | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 450 |- ! style="text-align: left;"| Dronningborg Landsogn | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 716 | style="text-align: right;"| 161 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 1.282 |- ! Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.767''' | style="text-align: right;"| '''15.361''' | style="text-align: right;"| '''5.849''' | style="text-align: right;"| '''3.086''' | style="text-align: right;"| '''2.432''' | style="text-align: right;"| '''2.650''' | style="text-align: right;"| '''3.570''' | style="text-align: right;"| '''503''' | style="text-align: right;"| '''34.628''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte randers sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 36.434 indbyggere i købstaden, i 1950 40.098 indbyggere, i 1955 41.720 indbyggere, i 1960 42.238 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 75</ref> og i 1965 42.923 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 128</ref> Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Kristrup, Vorup, Dronningborg og Hornbæk-Tånum Kommuner. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Randers købstad | style="text-align: right;"| 36.434 | style="text-align: right;"| 40.098 | style="text-align: right;"| 41.720 | style="text-align: right;"| 42.238 | style="text-align: right;"| 42.923 |- ! style="text-align: left;"| Strømmen i Kristrup Kommune | style="text-align: right;"| 328 | style="text-align: right;"| 3.230 | style="text-align: right;"| 3.718 | style="text-align: right;"| 3.955 | style="text-align: right;"| 4.623 |- ! style="text-align: left;"| Kristrupvej og Aarhusvej | style="text-align: right;"| 1.478 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Kristrup by | style="text-align: right;"| 1.001 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Vorup Kommune | style="text-align: right;"| 3.912 | style="text-align: right;"| 4.478 | style="text-align: right;"| 4.978 | style="text-align: right;"| 5.214 | style="text-align: right;"| 5.749 |- ! style="text-align: left;"| Dronningborg Kommune | style="text-align: right;"| 1.969 | style="text-align: right;"| 2.112 | style="text-align: right;"| 2.294 | style="text-align: right;"| 2.746 | style="text-align: right;"| 3.279 |- ! style="text-align: left;"| Neder Hornbæk | style="text-align: right;"| 573 | style="text-align: right;"| 557 | style="text-align: right;"| 604 | style="text-align: right;"| 627 | style="text-align: right;"| 744 |- ! style="text-align: left;"| Randers med forstæder | style="text-align: right;"| '''45.695''' | style="text-align: right;"| '''50.475''' | style="text-align: right;"| '''53.314''' | style="text-align: right;"| '''54.780''' | style="text-align: right;"| '''57.318''' |} * hele Kristrup Kommune regnet som forstad ==== ''Vorup'' ==== Vorup sogn lå syd for Randers, kun adskilt fra købstaden af Gudenåen. Her var en byudvikling i gang allerede ved midten af 1800-tallet i tilknytning til både købstaden og stedlig industri: "udvaanere: 512. Foruden ved Jordbrug, som er Hovederhvervet, ernære et Par Familier sig ved Fabrikation af sorte Leerkar. Randers yder Dagleiere Erhverv. I Districtet er et Jernstøberi og et Garveri, beliggende i den saakaldte »Strøm«". (Trap, 1 udgave s. 479) Om Vorup Sogn eller Randers St. Mortens søndre Landdistrict hed det omkring 1870: "Byen Vorup smed Skole; den saakaldte Skanderborggaard under Clausholms Hovedgaardstaxt (nu bortfæstet til Flere); Veirmøllen Skandsemøllen. Ialt i Districtet 24 Gaarde, 16 Huse med og 55 uden Jord, hvoraf 4 G. og 32 H. udenfor Byen. Foruden ved Jordbrug, som er Hovederhvervet, ernære et Par Familier sig ved Fabrikationen as sorte Leerkar. Randers yder Dagleiere Erhverv. I Districtet er et Jernstøberi og et Garveri, beliggende i den saakaldte »Strøm«. Tydeligvis var der en forstadsudvikling i området allerede på denne tid. Ved århundredeskiftet lød beskrivelsen: "I Sognet Byen Vorup (gml. Form: Vordrop, Voretorp) med Kirke, Skole og Forskole. Vorupkjær, Huse. Den vestl. Del af Strømmen (Resten i Kristrup S.), Forstad til Randers, paa begge Sider af Landevejen flere industrielle Anlæg samt Jærnbane- og Telegrafstation". Vorup sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.397 indbyggere ernærede 51 sig af immateriel virksomhed, 211 af landbrug m.v., 6 af fiskeri, 849 af håndværk og industri, 164 af handel og omsætning, 10 af samfærdsel, 43 af formue, 23 af offentlig understøttelse, 40 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Kristrup'' ==== Kristrup lå sydøst for Randers og var kun adskilt fra købstaden af Gudenåen. Her var en forstadsudvikling med tilknytning til Randers igang allerede i midten af 1800-tallet: "Indvaanere: 1422. Jordbrug er Hovederhvervet. Fra Romalt drives noget Fiskeri i Randers-Fjord. En Mængde Dagleiere, der have Arbeide i Randers, boe i Kristrup, hvilken By har henved 1000 Indvaanere." (Trap, 1 udgave s. 498) Efter beskrivelsen havde Kristrup præg af forstad til Randers allerede på denne tid. Omkring århundredeskiftet lød beskrivelsen: "en Del af ''Strømmen'' med Garveri, Kalkbrænderi, Andelsmejeri og Ølbryggeri." Kristrup sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.698 indbyggere ernærede 99 sig af immateriel virksomhed, 794 af landbrug m.v., 24 af fiskeri, 1.207 af håndværk og industri, 216 af handel og omsætning, 122 af samfærdsel, 77 af formue, 91 af offentlig understøttelse, 68 af anden og uangiven virksomhed. ==== ''Dronningborg landsogn'' ==== Dronningborg landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 642 indbyggere ernærede 3 sig af immateriel virksomhed, 122 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 379 af håndværk og industri, 52 af handel og omsætning, 47 af samfærdsel, 2 af formue, 15 af offentlig understøttelse, 22 af anden og uangiven virksomhed. === Mariager === Mariager havde en forholdsvis gunstig beliggenhed sønden for Mariager Fjord, hvad der gav den et stort opland mod øst, syd og vest. Byen var imidlertid hæmmet af en afsides beliggenhed i forhold til transportnettet, af en vis konkurrence fra Hobro mod vest og Randers mod syd samt ikke mindst, at der et godt stykke øst for købstaden skete en kraftig ny bydannelse ved Assens i forbindelse med cementproduktionen der, hvilken udvikling Mariager imidlertid ikke nød godt af. Byen var omgivet af Mariager landsogn, hvor byudvikling kunne ske. Mariagers skibsfart havde ringe vilkår. Da Vigen danner en naturlig havn, har der aldrig været andet end en skibsbro, der 1804 ombyggedes og indrettedes væsentlig som den nu er. Havnen, der først i 1913 blev udvidet med 27 m bolværk for at give plads til lossespor i anledning af baneanlægget, havde en samlet bolværkslængde på 195 m med vanddybde 5,7 m, havnepladsens størrelse er 0,3 hektar. I 1895 anlagdes en bådehavn, 0,9-1,3 m dyb.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VI Bind: Viborg Amt, Randers Amt; 4. udgave; København 1925; s. 408</ref> Mariagers befolkning var kun svagt stigende i slutningen af 1800-tallet: 546 i 1850, 578 i 1855, 680 i 1860, 727 i 1870, 746 i 1880, 761 i 1890, 914 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Mariager købstad | style="text-align: right;"| 546 | style="text-align: right;"| 578 | style="text-align: right;"| 680 | style="text-align: right;"| 727 | style="text-align: right;"| 746 | style="text-align: right;"| 761 | style="text-align: right;"| 914 |- ! style="text-align: left;"| Mariager landsogn | style="text-align: right;"| 682 | style="text-align: right;"| 702 | style="text-align: right;"| 752 | style="text-align: right;"| 812 | style="text-align: right;"| 827 | style="text-align: right;"| 901 | style="text-align: right;"| 967 |- ! Mariager med forstæder | style="text-align: right;"| '''546''' | style="text-align: right;"| '''578''' | style="text-align: right;"| '''680''' | style="text-align: right;"| '''727''' | style="text-align: right;"| '''746''' | style="text-align: right;"| '''761''' | style="text-align: right;"| '''914''' |} Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Foretagender nævnes et Dampbrænderi og en Gjødningsfabrik, i Omegnen flere Teglbrænderierz ved Landsbyen Assens og ved Aa-Mølle ere Kridtbrud. Materialet slammes i 2 Anlæg ved Aa-Mølle, hvorfra det rensede Product forsendes til flere indenlandske Steder og til Preussen, Rusland, Sverrig og Norge. I 1872 udførtes c. 30,000 Tdr. Kridtsteen", men denne produktion gavnede ikke byen selv. Hadsund var blevet oprettet af købmænd fra byen sammen med kolleger fra Hobro, men denne handelsplads snarere skadede end gavnede byens handel. {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 597">J.P. Trap (1901), s. 597</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Mariager købstad | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 122 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 761 |- ! style="text-align: left;"| Mariager landsogn | style="text-align: right;"| 589 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 157 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 901 |- ! Mariager med forstæder | style="text-align: right;"| '''679''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''33''' | style="text-align: right;"| '''138''' | style="text-align: right;"| '''406''' | style="text-align: right;"| '''147''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''114''' | style="text-align: right;"| '''63''' | style="text-align: right;"| '''56''' | style="text-align: right;"| '''12''' | style="text-align: right;"| '''1.662''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 943, heraf ernærede 96 sig ved immateriel virksomhed, 111 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 85 ved fiskeri, 319 ved håndværk og industri, 128 ved handel med mere, 99 ved samfærdsel, 39 var aftægtsfolk, 38 levede af offentlig understøttelse og 28 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 25</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet 1 andelsmejeri, 1 hvidtølsbryggeri og 1 sodavandsfabrik; i omegnen lå flere teglbrænderier foruden cementfabrikkerne "Cimbria" og "Dania".<ref name="Trap 1901 832">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 832</ref> [[Fil:-Mariager 1900.jpg|thumb|Mariager omkring 1900.]] I 1904 blev broen over fjorden ved Hadsund taget i brug, og udviklingen i Mariager gik nu meget langsomt pga. Hadsunds opblomstring som handelsby. Mariager havde nu ca. 900 indbyggere. Først i 1927 kom jernbanen til den gamle købstad, og i den nærlæggende by Assens blev der anlagt en cementfabrik, ''Dania'', der specialiserede sig i udvinding af kalk fra undergrunden. Derudover mærkede Mariager ikke meget til industrialiseringen, der gik som en bølge over det meste af Danmark på dette tidspunkt. I stedet kom bl.a. Pinsevækkelsens Højskole og Mariager Efterskolen - PVE (Pinsevækkelsens Efterskole) til byen, og i 1940 stiftede man Sødisbakke, der er en institution for fysisk og psykisk handicappede. Gennem mellemkrigstiden var Mariagers indbyggertal svagt stigende: i 1916 1.025, i 1921 1.034, i 1925 1.132, i 1930 1.134, i 1935 1.097, i 1940 1.283 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Mariager 1.134 indbyggere, heraf ernærede 70 sig ved immateriel virksomhed, 416 ved håndværk og industri, 165 ved handel mm, 136 ved samfærdsel, 135 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 88 ved husgerning, 119 var ude af erhverv og 5 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 149</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Mariager sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.383 indbyggere i købstaden, i 1950 1.398 indbyggere, i 1955 1.403 indbyggere, i 1960 1.483 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 75</ref> og i 1965 9.057 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Efterhånden fremvoksede forstaden Mariagerkloster Jorder i Mariager Landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Mariager købstad | style="text-align: right;"| 1.383 | style="text-align: right;"| 1.398 | style="text-align: right;"| 1.403 | style="text-align: right;"| 1.483 | style="text-align: right;"| 1.571 |- ! style="text-align: left;"| Mariagerkloster Jorder | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 37 |- ! style="text-align: left;"| Mariager med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.383''' | style="text-align: right;"| '''1.398''' | style="text-align: right;"| '''1.403''' | style="text-align: right;"| '''1.516''' | style="text-align: right;"| '''1.608''' |} === Hobro === [[Fil:-Hobro 1900.jpg|thumb|300px|left|Hobro omkring år 1900]] Hobro havde en god beliggenhed i bunden af Mariager Fjord, og den var derfor omgivet af e stort og frugtbart opland i alle retninger. Byen var dog under et mindre pres fra Randers mod syd. Byen havde ingen muligheder for byudvikling, så denne foregik i landsognene nord for byen. Havnen ved Hobro, der er betydelig over tid blev uddybet ved udgravning af grundene nord for byen, blev egentlig først anlagt 1834, da der byggedes bolværk og skibsbro (før foregik ladning og losning på pramme og både); den var 5,7 m dyb, bolværkernes længde var 450 m og havnepladsen omtrent 3 hektar.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', VI Bind: Viborg Amt, Randers Amt; 4. udgave; København 1925; s. 397</ref> Den jyske længdebane på strækningen mellem Randers og Aalborg åbnede i 1869, og samme år fik byen sin station. Hobros befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.173 i 1850, 1.538 i 1855, 1.909 i 1860, 2.081 i 1870, 2.250 i 1880, 2.543 i 1890, 3.161 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Hobro købstad | style="text-align: right;"| 1.173 | style="text-align: right;"| 1.538 | style="text-align: right;"| 1.909 | style="text-align: right;"| 2.081 | style="text-align: right;"| 2.250 | style="text-align: right;"| 2.543 | style="text-align: right;"| 3.161 |- ! style="text-align: left;"| Hørby sogn | style="text-align: right;"| 593 | style="text-align: right;"| 713 | style="text-align: right;"| 833 | style="text-align: right;"| 1.038 | style="text-align: right;"| 1.163 | style="text-align: right;"| 1.383 | style="text-align: right;"| 1.667 |- ! style="text-align: left;"| Øls sogn | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| 135 | style="text-align: right;"| 162 | style="text-align: right;"| 215 | style="text-align: right;"| 283 | style="text-align: right;"| 310 | style="text-align: right;"| 290 |- ! style="text-align: left;"| Døstrup sogn | style="text-align: right;"| 268 | style="text-align: right;"| 297 | style="text-align: right;"| 336 | style="text-align: right;"| 415 | style="text-align: right;"| 460 | style="text-align: right;"| 452 | style="text-align: right;"| 541 |- ! Hobro med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.173''' | style="text-align: right;"| '''1.538''' | style="text-align: right;"| '''1.909''' | style="text-align: right;"| '''2.081''' | style="text-align: right;"| '''2.250''' | style="text-align: right;"| '''2.543''' | style="text-align: right;"| '''3.161''' |} Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes tvende større Dampbrænderier, tilsammen med aarligt Product c. 1/2 Million Potter Brændeviin, et stort Ølbryggeri (Prod. 5000 Tdr. aarligt, Hobro Øl vidt og bredt bekjendt i Jylland), et Jernstøberi, en Tobaksfabrik, 1 Gjødningsfabrik, 1 Teglbrænderi og et Kalkbrænderi (tæt nord for Byen ved Hodals Mølle i Hørby Sogn, Aalborg Amt, findes en Kradsuldfabrik). Endvidere findes et Bogtrykkeri, hvorfra der udgives en Avis." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Hobro købstad | style="text-align: right;"| 175 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 281 | style="text-align: right;"| 945 | style="text-align: right;"| 548 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 408 | style="text-align: right;"| 94 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2.543 |- ! style="text-align: left;"| Hørby sogn | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 126 | style="text-align: right;"| 392 | style="text-align: right;"| 60 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 234 | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.383 |- ! style="text-align: left;"| Døstrup sogn | style="text-align: right;"| 338 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 452 |- ! style="text-align: left;"| Øls sogn | style="text-align: right;"| 188 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 310 |- ! Hobro med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.141''' | style="text-align: right;"| '''16''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''454''' | style="text-align: right;"| '''1.404''' | style="text-align: right;"| '''612''' | style="text-align: right;"| '''31''' | style="text-align: right;"| '''696''' | style="text-align: right;"| '''187''' | style="text-align: right;"| '''95''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''4.688''' |} Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi ( overgik 1899 til et aktieselskab, Aktiekapital 70.000 Kr., 25 arbejdere), 1 gødningsfabrik (Blaakilde Mølles Fabrikker, fabrikation af kunstgødning, overgik 1899 til et aktieselskab, kapital 200.000 Kr., 11 arbejdere, årlig produktion omtrent 3 mio. pund), 1 teglværk (Vindø Teglværk, omtrent 30 arbejdere, produktion omtrent 3 mio. sten årlig), 1 spritfabrik (Spritfabrikken „Fortuna“, omtrent 30 arbejdere, årlig produktion omtrent 4 mio. potter sprit), 1. ølbryggeri (Bies Bryggeri, anlagt 1841 som hvidtølsbryggeri, 1879 udvidet til bayerskølbryggeri, 20 arbejdere, årlig produktion omtrent 9.000 tønder), 1 tobaksfabrik, 2 farverier og uldspinderier, 1 garveri, 1 bogtrykkeri, m.m.<ref name="Trap 1901 823">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 4. Bind : Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 823</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.332, heraf ernærede 236 sig ved immateriel virksomhed, 303 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 19 ved fiskeri, 1.660 ved håndværk og industri, 700 ved handel med mere, 163 ved samfærdsel, 111 var aftægtsfolk, 74 levede af offentlig understøttelse og 66 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 25</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1901 ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60"/> |- ! style="text-align: left;"| Hobro købstad | style="text-align: right;"| 3.161 | style="text-align: right;"| 3.332 | style="text-align: right;"| 3.563 | style="text-align: right;"| 3.907 |- ! style="text-align: left;"| Banegårdskvarteret og Hostruphuse (Hørby sogn) | style="text-align: right;"| 773 | style="text-align: right;"| 1.214 | style="text-align: right;"| 1.245 | style="text-align: right;"| 1.324 |- ! Hobro med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.161''' | style="text-align: right;"| '''3.332''' | style="text-align: right;"| '''4.808''' | style="text-align: right;"| '''5.231''' |} Gennem mellemkrigstiden var Hobros indbyggertal stigende: i 1916 3.907, i 1921 3.871, i 1925 6.100, i 1930 6.425, i 1935 6.745, i 1940 6.992 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Banegårdskvarteret og Hostruphuse i Øls-Hørby-Døstrup Kommune. De blev indlemmede i købstaden pr. 1. april 1921. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Hobro købstad | style="text-align: right;"| 3.907 | style="text-align: right;"| 3.871 | style="text-align: right;"| 6.100 | style="text-align: right;"| 6.425 | style="text-align: right;"| 6.745 | style="text-align: right;"| 6.992 |- ! style="text-align: left;"| Banegårdskvarteret og Hostruphuse | style="text-align: right;"| 1.324 | style="text-align: right;"| 1.780 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Hobro med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.231''' | style="text-align: right;"| '''5.651''' | style="text-align: right;"| '''6.100''' | style="text-align: right;"| '''6.425''' | style="text-align: right;"| '''6.745''' | style="text-align: right;"| '''6.992''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Hobro 6.425 indbyggere, heraf ernærede 430 sig ved immateriel virksomhed, 2.508 ved håndværk og industri, 1.041 ved handel mm, 748 ved samfærdsel, 515 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 484 ved husgerning, 613 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 149</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Hobro sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 7.699 indbyggere i købstaden, i 1950 8.315 indbyggere, i 1955 8.305 indbyggere, i 1960 8.208 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 75</ref> og i 1965 8.512 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> Efterhånden skete fremvæksten af en ny forstad i Hørby Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Hobro købstad | style="text-align: right;"| 7.699 | style="text-align: right;"| 8.315 | style="text-align: right;"| 8.305 | style="text-align: right;"| 8.208 | style="text-align: right;"| 8.512 |- ! style="text-align: left;"| Hørby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 75 | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 206 |- ! style="text-align: left;"| Hobro med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.699''' | style="text-align: right;"| '''8.315''' | style="text-align: right;"| '''8.380''' | style="text-align: right;"| '''8.311''' | style="text-align: right;"| '''8.718''' |} === Løgstør === Løgstør var blevet ophøjet til handelsplads i 1841 og til købstad ved lov af 7. april 1899 med virkning fra 1. januar 1900.<ref name="StM 1911 96"/> Løgstør havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Limfjorden med et stort opand mod øst og syd, men byen lå ellers afsides i forhold til transportsystemet. === Nibe === Nibe havde en mindre gunstig beliggenhed ved Limfjorden med et begrænset opland i nord, øst og syd, og byen var under stærk konkurrence fra Ålborg mod nordøst. Byen havde plads til byudvikling. Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Foretagender mærkes en betydelig Kradsuldfabrik, der beskjæftiger c. 60 Arbeidere, en Tobaksfabrik, der beskjæftiger 24 Arbeidere og producerer aarlig 40,000 Pd. Tobak, 2 Brændeviinsbrænderier, der beskjæftige c. 20 Arbeidere (aarligt Product c. 900,000 Potter 8 Gr. Brændeviin); med det ene er forbundet betydelig Studeopdrætning." === Ålborg-Nørresundby === Ålborg-Nørresundby er et særtilfælde i dansk sammenhæng, idet Nørresundby var en handelsplads, der først ved århundredeskiftet blev ophøjet til købstad. Byens beliggenhed var imidlertid helt betinget af dens nærhed til og forbindelse med Ålborg, og det vil derfor være rimeligt at anse den for en slags forstad til Ålborg på linje med de sogne, hvor forstadsudvikling efterhånden skete. Dobbeltbyen havde en yderst gunstig beliggenhed ved Limfjorden og kunne regne det meste af Himmerland som sit ubestridte opland; hverken Nibe og Løgstør mod vest eller Hobro mod syd kunne konkurrere med byen. Også nord for Limfjorden havde dobbeltbyen et stort opland, der omfattede hele den sydlige del af Vendsyssel. Ålborg havde gode byudviklingsmuligheder, men dette forhindrede ikke, at der udviklede sig forstæder i forbindelse med den stedlige industriudvikling, ikke mindst tilknyttet cementindustrien. Nørresundby havn, hvis anlæg blev begyndt i 1874, fik i 1895 et nyt, 157 m langt bolværk og i 1898 en ny anlægsbro, og udvidedes i 1908 og 1913 med en kaj, i alt 553 m. I 1914-17 udvidedes den yderligere mod øst. Langs kajerne blev etableret jernbanespor, og der fandtes meget store, private silo-pakhuse. Der var nu i alt 917 m bolværk, og dybden er 7,5 m ved kajen med ved anlægsbroen 5,3 m. Havnepladsens areal var 15 hektar.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 547</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 7.746 | style="text-align: right;"| 9.102 | style="text-align: right;"| 10.069 | style="text-align: right;"| 11.721 | style="text-align: right;"| 14.152 | style="text-align: right;"| 19.503 | style="text-align: right;"| 31.457 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby handelsplads | style="text-align: right;"| 950 | style="text-align: right;"| 1.116 | style="text-align: right;"| 1.376 | style="text-align: right;"| 1.609 | style="text-align: right;"| 1.757 | style="text-align: right;"| 1.825 | style="text-align: right;"| 3.544 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Tranders sogn | style="text-align: right;"| 1.015 | style="text-align: right;"| 1.145 | style="text-align: right;"| 1.164 | style="text-align: right;"| 1.303 | style="text-align: right;"| 1.353 | style="text-align: right;"| 1.455 | style="text-align: right;"| 3.516 |- ! style="text-align: left;"| Budolfi landsogn | style="text-align: right;"| 623 | style="text-align: right;"| 702 | style="text-align: right;"| 817 | style="text-align: right;"| 914 | style="text-align: right;"| 1.080 | style="text-align: right;"| 969 | style="text-align: right;"| 1.220 |- ! Ålborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.745''' | style="text-align: right;"| '''9.102''' | style="text-align: right;"| '''10.069''' | style="text-align: right;"| '''11.721''' | style="text-align: right;"| '''14.152''' | style="text-align: right;"| '''19.503''' | style="text-align: right;"| '''31.457''' |} Ved kongelig resolution af 30. marts 1896 og 6. januar 1900 blev arealer under Budolfi landsogn henlagte til Ålborg købstad mens omvendt et mindre areal blev henlagt fra Ålborg tilBudolfi landsogn. Samlet blev derved overført 1.173 indbyggere pr. 1. februar 1901. Ved kongelig resolution af 20. oktober 1898 og 7. februar 1899 blev arealer under Nørre Tranders sogn henlagte til Ålborg købstad.<ref name="StM 1911 94"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 212">J.P. Trap (1901), s. 212</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 298 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2.258 | style="text-align: right;"| 8.384 | style="text-align: right;"| 3.808 | style="text-align: right;"| 407 | style="text-align: right;"| 3.240 | style="text-align: right;"| 910 | style="text-align: right;"| 249 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 19.503 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby købstad | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 694 | style="text-align: right;"| 517 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 233 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 1.825 |- ! style="text-align: left;"| Ålborg Frue landsogn | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 115 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby landsogn | style="text-align: right;"| 457 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 982 |- ! style="text-align: left;"| Budolfi landsogn | style="text-align: right;"| 561 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 161 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 969 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Tranders sogn | style="text-align: right;"| 732 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 307 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 238 | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 41 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1.455 |- ! Ålborg-Nørresundby med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.204''' | style="text-align: right;"| '''58''' | style="text-align: right;"| '''15''' | style="text-align: right;"| '''2.563''' | style="text-align: right;"| '''9.794''' | style="text-align: right;"| '''4.420''' | style="text-align: right;"| '''426''' | style="text-align: right;"| '''3.884''' | style="text-align: right;"| '''1.162''' | style="text-align: right;"| '''371''' | style="text-align: right;"| '''12''' | style="text-align: right;"| '''24.849''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1901 ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 56"/> ! 1916<ref name="StM 1916 56"/> |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 31.457 | style="text-align: right;"| 31.509 | style="text-align: right;"| 33.449 | style="text-align: right;"| 38.102 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby købstad | style="text-align: right;"| 3.544 | style="text-align: right;"| 3.728 | style="text-align: right;"| 4.570 | style="text-align: right;"| 5.514 |- ! style="text-align: left;"| Vejgården (Nørretranders sogn) | style="text-align: right;"| 2.063 | style="text-align: right;"| 2.467 | style="text-align: right;"| 3.540 | style="text-align: right;"| 4.168 |- ! style="text-align: left;"| Sølyst (Nørretranders sogn) | style="text-align: right;"| 76 | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 335 | style="text-align: right;"| 385 |- ! style="text-align: left;"| Hasseris villaby (Budolfi landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 369 | style="text-align: right;"| 852 | style="text-align: right;"| 1.312 |- ! style="text-align: left;"| Kærby og Mølholm (Budolfi landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 254 |- ! style="text-align: left;"| Lindholm forstad (Sundby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 920 | style="text-align: right;"| 1.070 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Uttrup cementby (Sundby sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 66 | style="text-align: right;"| 127 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Uttrup cementby (Hvorup sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 417 | style="text-align: right;"| 504 |- ! Ålborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''35.001''' | style="text-align: right;"| '''35.237''' | style="text-align: right;"| '''44.388''' | style="text-align: right;"| '''51.436''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 41.613 | style="text-align: right;"| 42.819 | style="text-align: right;"| 44.365 | style="text-align: right;"| 48.132 | style="text-align: right;"| 55.652 |- ! style="text-align: left;"| Hasseris villakvarter | style="text-align: right;"| 1.459 | style="text-align: right;"| 1.655 | style="text-align: right;"| 1.843 | style="text-align: right;"| 2.350 | style="text-align: right;"| 2.603 |- ! style="text-align: left;"| Kærby (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| 429 | style="text-align: right;"| 863 | style="text-align: right;"| 2.175 | style="text-align: right;"| 1.679 | style="text-align: right;"| 1.960 |- ! style="text-align: left;"| Mølholm mm (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.057 | style="text-align: right;"| 1.003 |- ! style="text-align: left;"| Gl. Hasseris mm (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| 342 | style="text-align: right;"| 555 | style="text-align: right;"| 410 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 383 |- ! style="text-align: left;"| Nørholmsvej (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 287 | style="text-align: right;"| 357 |- ! style="text-align: left;"| Skalborg (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 601 | style="text-align: right;"| 726 |- ! style="text-align: left;"| Vejgård by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 4.385 | style="text-align: right;"| 6.105 | style="text-align: right;"| 7.913 | style="text-align: right;"| 9.013 | style="text-align: right;"| 9.421 |- ! style="text-align: left;"| Sølyst villaby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 353 | style="text-align: right;"| 489 | style="text-align: right;"| 462 | style="text-align: right;"| 435 | style="text-align: right;"| 385 |- ! style="text-align: left;"| Rørdal fabriksby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 495 | style="text-align: right;"| 458 | style="text-align: right;"| 427 | style="text-align: right;"| 405 | style="text-align: right;"| 408 |- ! style="text-align: left;"| Øster Sundby by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 512 | style="text-align: right;"| 509 | style="text-align: right;"| 620 | style="text-align: right;"| 556 |- ! style="text-align: left;"| Øster Uttrup by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 386 | style="text-align: right;"| 400 | style="text-align: right;"| 453 | style="text-align: right;"| 432 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Tranders by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 369 | style="text-align: right;"| 587 | style="text-align: right;"| 625 | style="text-align: right;"| 614 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby købstad | style="text-align: right;"| 6.083 | style="text-align: right;"| 6.447 | style="text-align: right;"| 6.913 | style="text-align: right;"| 7.148 | style="text-align: right;"| 7.882 |- ! style="text-align: left;"| Lindholm (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 1.601 | style="text-align: right;"| 3.338 | style="text-align: right;"| 4.191 | style="text-align: right;"| 4.708 | style="text-align: right;"| 4.649 |- ! style="text-align: left;"| Ny Lindholm fabriksby (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 394 | style="text-align: right;"| 649 | style="text-align: right;"| 639 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Nørre Uttrup by (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 1.419 | style="text-align: right;"| 2.192 | style="text-align: right;"| 2.046 | style="text-align: right;"| 2.139 | style="text-align: right;"| 2.147 |- ! Ålborg-Nørresundby med forstæder | style="text-align: right;"| '''61.734''' | style="text-align: right;"| '''68.385''' | style="text-align: right;"| '''74.678''' | style="text-align: right;"| '''81.095''' | style="text-align: right;"| '''90.253''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 149-151</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 475 | style="text-align: right;"| 18.919 | style="text-align: right;"| 8.356 | style="text-align: right;"| 5.141 | style="text-align: right;"| 3.025 | style="text-align: right;"| 3.360 | style="text-align: right;"| 4.453 | style="text-align: right;"| 636 | style="text-align: right;"| 44.365 |- ! style="text-align: left;"| Hasseris villakvarter | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 491 | style="text-align: right;"| 477 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 257 | style="text-align: right;"| 310 | style="text-align: right;"| 193 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 1.848 |- ! style="text-align: left;"| Kærby (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 1.288 | style="text-align: right;"| 270 | style="text-align: right;"| 248 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 89 | style="text-align: right;"| 180 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 2.175 |- ! style="text-align: left;"| Gl. Hasseris mm (Hasseris sogn) | style="text-align: right;"| 148 | style="text-align: right;"| 192 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 410 |- ! style="text-align: left;"| Vejgård by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 363 | style="text-align: right;"| 4.951 | style="text-align: right;"| 887 | style="text-align: right;"| 589 | style="text-align: right;"| 231 | style="text-align: right;"| 362 | style="text-align: right;"| 522 | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 7.913 |- ! style="text-align: left;"| Sølyst villaby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 375 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 462 |- ! style="text-align: left;"| Øster Sundby by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 97 | style="text-align: right;"| 292 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 509 |- ! style="text-align: left;"| Øster Uttrup by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 171 | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 400 |- ! style="text-align: left;"| Rørdal fabriksby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 325 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 82 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 427 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Tranders (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 255 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 587 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby købstad | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 3.324 | style="text-align: right;"| 1.072 | style="text-align: right;"| 971 | style="text-align: right;"| 354 | style="text-align: right;"| 400 | style="text-align: right;"| 651 | style="text-align: right;"| 38 | style="text-align: right;"| 6.913 |- ! style="text-align: left;"| Lindholm (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 2.568 | style="text-align: right;"| 262 | style="text-align: right;"| 324 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 280 | style="text-align: right;"| 464 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 4.191 |- ! style="text-align: left;"| Ny Lindholm fabriksby (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 324 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 639 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Uttrup by (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 98 | style="text-align: right;"| 1.376 | style="text-align: right;"| 104 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 146 | style="text-align: right;"| 191 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 2.046 |- ! Ålborg-Nørresundby med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.328''' | style="text-align: right;"| '''34.859''' | style="text-align: right;"| '''11.567''' | style="text-align: right;"| '''7.517''' | style="text-align: right;"| '''4.087''' | style="text-align: right;"| '''5.178''' | style="text-align: right;"| '''6.840''' | style="text-align: right;"| '''834''' | style="text-align: right;"| '''72.885''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Ålborg-Nørresundby sin forstadsudvikling. Byudviklingen var allerede så stor, at forstadsbebyggelserne i Sundby-Hvorup kommune voksede sammen, og det samme skete både for forstadsbebyggelserne i Nørre Tranders kommune og i Hasseris kommune (tidligere Ålborg Budolfi landsogn). Nørre Tranders kommune blev indlemmet i Ålborg i 1950. Men samtidig bredte forstadsbebyggelsen sig til Sønder Tranders, hvor Gug udviklede sig til en ny forstadsbebyggelse. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Ålborg købstad | style="text-align: right;"| 60.880 | style="text-align: right;"| 79.806 | style="text-align: right;"| 83.210 | style="text-align: right;"| 85.800 | style="text-align: right;"| 85.632 |- ! style="text-align: left;"| Hasseris kommune | style="text-align: right;"| 7.601 | style="text-align: right;"| 8.077 | style="text-align: right;"| 8.787 | style="text-align: right;"| 10.638 | style="text-align: right;"| 12.011 |- ! style="text-align: left;"| Vejgård by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 10.052 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Sølyst villaby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 386 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Rørdal fabriksby (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 349 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Øster Sundby by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 549 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Øster Uttrup by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 421 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Nørre Tranders by (Nørre Tranders kommune) | style="text-align: right;"| 846 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Gug by (Gunderup-Nøvling kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 185 |- ! style="text-align: left;"| Gug by (Sønder Tranders kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.987 |- ! style="text-align: left;"| Nørresundby købstad | style="text-align: right;"| 8.251 | style="text-align: right;"| 8.872 | style="text-align: right;"| 9.468 | style="text-align: right;"| 10.456 | style="text-align: right;"| 10.118 |- ! style="text-align: left;"| Lindholm (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 4.963 | style="text-align: right;"| 8.416 | style="text-align: right;"| 10.261 | style="text-align: right;"| 12.169 | style="text-align: right;"| 13.401 |- ! style="text-align: left;"| Nørre Uttrup by (Sundby-Hvorup kommune) | style="text-align: right;"| 2.266 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! Ålborg-Nørresundby med forstæder | style="text-align: right;"| '''97.440''' | style="text-align: right;"| '''105.171''' | style="text-align: right;"| '''111.726''' | style="text-align: right;"| '''119.063''' | style="text-align: right;"| '''123.334''' |} ==== ''Ålborg Budolfi landsogn'' ==== Landsognet lå sydvest for Ålborg, men blev først inddraget til forstadsudvikling ved århundredeskiftet. Endnu i 1890 afspejlede dette sig i næringssammensætningen: "38 levede af immat. Virksomhed, 561 af Jordbr., 12 af Gartneri, 161 af Industri, 35 af Handel, 88 af forsk. Daglejervirks., 58 af deres Midler, og 16 vare under Fattigv." I sognet lå "Portland Cementfabrik, Fabrikken „Norden“ og Aalb. Kalkværk og Mørtelfabrik." (Trap, 3 udgave, s. 443) I dette område udviklede sig Hasseris villakvarter, i 1911 med 1.014 indbyggere, i 1921 med 1.459 indbyggere, sociale institutioner, gasværk, vandværk, elektricitetsværk og 2 købmandshandler. (Trap, 4 udgave s. 625) ==== ''Nørre Tranders sogn'' ==== Omkring århundredeskiftet var en forstadsudvikling i gang: "Vejgaard i 1899 med 1930 indbyggere og i samtiden karakteriseret som "en Arbejderforstad til Aalborg, med Skole". I sognet udviklede sig Rørdal fabriksby, der i 1921 havde 495 indbyggere med arbejde på cementfabrikken. I mellemtiden var udskilt Vejgaard sogn med Vejgaard, forstad med i 1921 4.385 indbyggere, og Sølyst villaby med 353 indbyggere; i 1911 havde disse bebyggelser ialt 3.875 indbyggere hvoraf 14 levede af fiskeri, 315 af landbrug, 2.155 af håndværk og industri, 593 af handel, 259 af samfærdsel og 85 var "rentenydere". Endvidere fandtes kirke, præstebolig, centralskole, sparekasse, brugsforening, flere købmænd, afholdshotel, mølle, apotek, gasværk og et tarmskraberi samt 2 teglværker (Trap, 4 udg s. 603) ==== ''Nørresundby landsogn'' ==== Landsognet grænsede op til Nørresundby handelsplads (og fra århundredeskifte købstad), hvilket satte sit præg i form af omfattende industrivirksomhed. Omkring århundredeskiftet fandtes: "Lindholm med Skole, Stiftfabrik, N.-Sundby Dampteglværk, 2 andre teglværker og mølle samt station; desuden Loftbro Teglværk. Forholdene afspejlede sig også i næringsssammensætningen 1890: "66 levede af immat. Virksomhed, 457 af Jordbr., 9 af Gartneri, 244 af Industri, 43 af Handel, 85 af forsk. Daglejervirks., 35 af deres Midler, og 43 vare under Fattigv." (Trap 3 udgave s. 403) Omkring 1920 blev Lindholm og Ny Lindholm regnede som forstæder til Nørresundby med andelscementfabrik, Portland cementfabrik, 2 dampteglværker, tarmsliberi, tagpapfabrik, træskofabrik, stiftfabrik, skole, forskole, 2 brugsforeninger, flere købmandshandler. (Trap 4 udgave s. 566) ==== ''Hvorup sogn'' ==== Hvorup sogn grænsede op til Nørresundby landsogn og blev påvirket af forstadsudviklingen her. Omkring år 1900 fandtes et "Dampteglværk" i sognet. Forholdene afspejlede sig også i næringsssammensætningen 1890: "20 levede af immat. Virksomhed, 498 af Jordbr., 3 af Gartneri, 175 af Industri, 6 af Handel, 86 af forsk. Daglejervirks., 34 af deres Midler, og 13 vare under Fattigv." (Trap 3 udgave s. 404) Omkring 1920 blev Hvorup og Nørre Uttrup regnede som forstæder til Nørresundby med dampteglværk, lervarefabrik, vandværk, skole, 2 brugsforeninger flere købmandshandler og mølle. I sognet lå Hvorupgaard stationsby med skole, mejeri, købmandshandler, mejeri, afholdshotel, teglværk, station og postekspedition. (Trap 4 udgave s. 567) === Vester Brønderslev === Vester Brønderslev fik først købstadsstatus i 1913. Forud var gået en byudvikling, hvor byen havde udviklet sig til et handelsknudepunkt for store dele af Børglum herred. Byen havde gode udviklingsmuligheder på egne jorder. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Vester Brønderslev by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2.171 |- ! style="text-align: left;"| Vester Brønderslev sogn (fraset Brønderslev by) | style="text-align: right;"| 981 | style="text-align: right;"| 1.031 | style="text-align: right;"| 1.148 | style="text-align: right;"| 1.453 | style="text-align: right;"| 1.700 | style="text-align: right;"| 2.202 | style="text-align: right;"| 1.005 |- ! Vester Brønderslev med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''2.171''' |} Næringsfordelingen i Vester Brønderslev sogn i 1890 var: 965 levede af jordbrug, 21 af garneri, 0 ved fiskeri, 191 ved immateriel virksomhed, 529 ved industri, 214 ved handel, 0 ved søfart, 163 af andre næringer, 60 levede af egne midler, 59 af forsorg, 0 var i fængsel, ialt 2.202 indbyggere. Næringsfordelingen i Vester Brønderslev sogn i 1906 var: 1.204 levede af jordbrug, 0 ved fiskeri, 148 ved immateriel virksomhed, 1.502 ved industri, 363 ved handel, 190 ved samfærdsel, 120 levede af egne midler, 85 af offentlig understøttelse, 84 af anden og uangiven virksomhed, ialt 3.696 indbyggere. === Sæby === Sæby havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Kattegat. Byen kunne derfor regne med et betydeligt opland i det østlige Vendsyssel, der dog var udsat for konkurrence fra Frederikshavn mod nord, hvilket hæmmede byens udvikling. Sæby havde et landdistrikt udskilt af Volstrup Sogn. Sæbys havn var tidligere en åhavn. I 1850-erne var havnens tilstand yderst dårlig. Det var da kun en bådehavn med en dybde af 1,6-1,8 m, men den blev senere uddybet. Havnebassinet blev indfattet af to lange moler, der skød sig ud i vandet, og mellem hvis hoveder der fandtes en smal indsejling. Imidlertid var havnen stadig ret udsat for tilsanding og tangsætning, hvorfor der 1911-12 blev bygget længere beskyttelsesmoler såvel på nord- som sydsiden, udgående fra de gamle moler, hvorved der dannedes en slags yderhavn, og hvorved de omtalte ulemper blev ophævede. Havnepladsen var da 4.400 m², langs denne fandtes 147 m nyt bolværk med 3,8 m vand; langs havnens nordre og søndre side ca. 200 m gammelt bolværk, der 1923 blev fornyet. I havnens vestre ende fandtes en ophalingsbedding for skibe indtil 100 tons., desuden var der havnespor og redningsstation.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 48</ref> Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes 1 Jernstøberi, 1 Garveri, 1 Gjødnings- fabrik og 1 Kalkbrænderi." I løbet af det 19. århundrede var der igen fremgang at spore. Industrialiseringen kom til byen, og i 1879 påbegyndtes en udbedring af havnen. I 1899 åbnede Sæby Station, da jernbanestrækningen Sæbybanen fra Nørresundby via Sæby til Frederikshavn blev etableret.<ref name="Trap 1901 22">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 22</ref> På dette tidspunkt var byen et særdeles populært ferie- og badested, ikke mindst for en række danske kulturpersonligheder. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 jernstøberi, 1 klædefabrik og 1 kalkbrænderi .<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:I; Kjøbenhavn 1859; s. 18</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 jernstøberi, 1 garveri, 1 gødningsfabrik og 1 kalkbrænderi.<ref name="Trap 1875 17">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 17</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (36 arbejdere), 1 uldspinderi og farveri, 2 savværker (hvoraf det ene, der blev drevet med vandkraft, var et aktieselskab, oprettet 1899), 1 garveri, 1 kalkbrænderi og 1 maskinsnedkeri.<ref name="Trap 1901 21">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 21</ref> Sæbys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 895 i 1850, 966 i 1855, 1.167 i 1860, 1.344 i 1870, 1.506 i 1880, 1.804 i 1890, 2.122 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Sæby købstad | style="text-align: right;"| 895 | style="text-align: right;"| 966 | style="text-align: right;"| 1.167 | style="text-align: right;"| 1.344 | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 1.804 | style="text-align: right;"| 2.122 |- ! style="text-align: left;"| Sæby købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Volstrup sogn | style="text-align: right;"| 1.029 | style="text-align: right;"| 1.042 | style="text-align: right;"| 1.125 | style="text-align: right;"| 1.276 | style="text-align: right;"| 1.567 | style="text-align: right;"| 1.667 | style="text-align: right;"| 1.773 |- ! Sæby med forstæder | style="text-align: right;"| '''895''' | style="text-align: right;"| '''966''' | style="text-align: right;"| '''1.167''' | style="text-align: right;"| '''1.344''' | style="text-align: right;"| '''1.506''' | style="text-align: right;"| '''1.804''' | style="text-align: right;"| '''2.122''' |} Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 176 levede af immateriel virksomhed, 501 af industri, 286 af handel, 412 af fiskeri, 116 af jordbrug, 7 af gartneri, 248 af forskellig daglejervirksomhed, 46 af deres midler, 6 nød almisse, og 6 var i fængsel.<ref name="Trap 20">J.P. Trap (1901), s. 20</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.943, heraf ernærede 175 sig ved immateriel virksomhed, 116 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 255 ved fiskeri, 777 ved håndværk og industri, 365 ved handel med mere, 106 ved samfærdsel, 77 var aftægtsfolk, 49 levede af offentlig understøttelse og 23 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 31</ref> Fiskeriet spillede en meget stor betydning; det var især rødspætter og andre flyndersorter samt torsk og kuller, der blev fisket; i finansåret 1897—98 fangedes der over 20.900 snese rødspætter og omtrent 343.400 pund torsk og kuller, og udbyttet havde en værdi af 37.855 kr.; der var foruden en del kuttere 12 åbne fiskerbåde. Den største del af fangsten blev eksporteret til udlandet over Frederikshavn.<ref name="Trap 20"/> Gennem mellemkrigstiden var Sæbys indbyggertal voksende: i 1916 2.138, i 1921 2.276, i 1925 2.325, i 1930 2.525, i 1935 2.747, i 1940 2.770 indbyggere. Desuden skete en mindre forstadsudvikling i Volstrup Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Sæby købstad | style="text-align: right;"| 2.138 | style="text-align: right;"| 2.276 | style="text-align: right;"| 2.325 | style="text-align: right;"| 2.525 | style="text-align: right;"| 2.747 | style="text-align: right;"| 2.770 |- ! style="text-align: left;"| Agerledet i Volstrup Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 86 | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| 106 |- ! Sæby med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.138''' | style="text-align: right;"| '''2.276''' | style="text-align: right;"| '''2.411''' | style="text-align: right;"| '''2.625''' | style="text-align: right;"| '''2.835''' | style="text-align: right;"| '''2.876''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 151 (Volstrup) og 153 (Sæby)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Sæby købstad | style="text-align: right;"| 340 | style="text-align: right;"| 952 | style="text-align: right;"| 346 | style="text-align: right;"| 168 | style="text-align: right;"| 179 | style="text-align: right;"| 232 | style="text-align: right;"| 259 | style="text-align: right;"| 49 | style="text-align: right;"| 2.525 |- ! style="text-align: left;"| Agerledet | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 100 |- ! Sæby med forstæder | style="text-align: right;"| '''361''' | style="text-align: right;"| '''992''' | style="text-align: right;"| '''364''' | style="text-align: right;"| '''170''' | style="text-align: right;"| '''181''' | style="text-align: right;"| '''243''' | style="text-align: right;"| '''265''' | style="text-align: right;"| '''49''' | style="text-align: right;"| '''2.625''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Sæby sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.153 indbyggere i købstaden, i 1950 3.464 indbyggere, i 1955 3.521 indbyggere, i 1960 3.669 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 77</ref> og i 1965 4.189 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Volstrup Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Sæby købstad | style="text-align: right;"| 3.153 | style="text-align: right;"| 3.464 | style="text-align: right;"| 3.521 | style="text-align: right;"| 3.669 | style="text-align: right;"| 4.189 |- ! style="text-align: left;"| Agerledet i Volstrup Sogn | style="text-align: right;"| 61 | style="text-align: right;"| 68 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 103 | style="text-align: right;"| 88 |- ! style="text-align: left;"| Toftlund i Volstrup Sogn | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 91 | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 207 | style="text-align: right;"| 393 |- ! style="text-align: left;"| Sæby Nordstrand i Volstrup Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 69 |- ! style="text-align: left;"| Ålborg Landevej i Volstrup Sogn | style="text-align: right;"| . | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 181 | style="text-align: right;"| 328 |- ! style="text-align: left;"| Sæby med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.261''' | style="text-align: right;"| '''3.623''' | style="text-align: right;"| '''3.715''' | style="text-align: right;"| '''4.224''' | style="text-align: right;"| '''5.067''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Sæby-egnen omfattende både købstaden og forstadskommunen.<ref>Kaufmann, s.49</ref> Sæbybanen blev nedlagt i 1968. === Frederikshavn === Frederikshavn havde en heldig beliggenhed ved Kattegat, hvilket gav den et vist opland i den nordlige del af Vendsyssel. Dette var kun i begrænset omfang udsat for konkurrence fra Hjørring mod vest og Sæby mod syd. Byen havde kun begrænsede byudviklingsmuligheder, så forstadsudvikling skete i det omgivende Flade sogn. Begyndelsen til statshavnen i 1805 med anlægget af en mindre bådehavn, ca. 0,6 hektar stor og indtil 1,9 m dyb. I 1830-erne skete en betydelig udvidelse qg uddybning, hvilke arbejder var fuldendte 1841, og havnen var da ca. 1,2 hektar stor med en dybde af 2,5 å 4,4 m. Fra 1855 skete nye udvidelser, så at den i 1870-erne havde nået en størrelse af ca. 6,7 hektar med en dybde af 3,8 til 5,0 m. I 1882 og frem til 1894 skete en stor udvidelse, hvorved havnen kom til at bestå af en ca. 18 hektar stor forhavn med et 94 m bredt indløb og en dybde af indtil 6,9 m, en østre inderhavn, ligeledes indtil 6,9 m dyb, og en vestre inderhavn, 4,4 å 5,0 m dyb, de to inderhavne tilsammen ca. 14 hektar. I de følgende år fortsattes med bygning af forskellige anlæg inde i havnen, især i årene 1907-09, hvor der ved østre inderhavn blev udgravet et ca. 1,2 hektar stort vandareal samt udført en forlængelse af bolværket, der her kom til at stå på 8,0 m's vanddybde, lige som anlægspladsen i vestre inderhavn samtidig blev betydelig forøget. Endelig blev der i årene 1912-14 udført omfattende uddybningsarbejder både inde i havnen og i sejlløbet ind til denne, således at den nu fik en vanddybde af 8,0 m i sejlløbet til havnen og en større del af forhavnen samt en stor del af østre inderhavn. I den vestre inderhavn blev dybden nu 4,4 å 6,4 m. I 1923 var havnens samlede vandareal ca. 38 hektar, hvoraf forhavnen var ca. 18 hektar. De til havnen hørende landarealer var ca. 16 hektar. Bolværkernes længde var ca. 1.670 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 58f</ref> Først ved midten af det 19. århundrede begyndte byen at vokse på grund af havneanlægget, og senere bidrog jernbanernes anlæg til byens udvikling. Byen fik sit våben approberet den 1. april 1898. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, 2 teglbrænderier, 2 kalkværker og 1 cigarfabrik.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:I; Kjøbenhavn 1859; s. 23 </ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 teglbrænderi, 3 kalkværker, 2 tobaksfabrikker, 1 garveri og 1 skibsværft, der beskæftigede 40-50 arbejdere, dog fortrinsvis ved reparantioner.<ref name="Trap 1875 21">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 21</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (omkring 80 arbejdere, oprettet til aktieselskab 1898, aktiekapital 225.000 kr.), 3 skibsværfter (1898 byggedes i byen 14 sejlskibe på 276 ton), 1 kalkværk, 1 tobaksfabrik, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 2 mineralvandsfabrikker, 1 eksportslagteri, 1 savskæreri og 2 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1901 28">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 28</ref> Frederikshavns befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.374 i 1850, 1.467 i 1855, 1.843 i 1860, 2.133 i 1870, 2.891 i 1880, 4.848 i 1890, 6.538 i 1901, 7.176 i 1906 og 7.916 i 1911.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshavn købstad | style="text-align: right;"| 1.374 | style="text-align: right;"| 1.467 | style="text-align: right;"| 1.843 | style="text-align: right;"| 2.133 | style="text-align: right;"| 2.891 | style="text-align: right;"| 4.848 | style="text-align: right;"| 6.538 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshavn landdistrikt | style="text-align: right;"| 87 | style="text-align: right;"| 83 | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Flade sogn | style="text-align: right;"| 1.249 | style="text-align: right;"| 1.358 | style="text-align: right;"| 1.606 | style="text-align: right;"| 1.646 | style="text-align: right;"| 1.978 | style="text-align: right;"| 2.534 | style="text-align: right;"| 2.956 |- ! Frederikshavn med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.374''' | style="text-align: right;"| '''1.467''' | style="text-align: right;"| '''1.843''' | style="text-align: right;"| '''2.133''' | style="text-align: right;"| '''2.891''' | style="text-align: right;"| '''4.848''' | style="text-align: right;"| '''6.538''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 27">J.P. Trap (1901), s. 27</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Frederikshavn købstad | style="text-align: right;"| 105 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 396 | style="text-align: right;"| 658 | style="text-align: right;"| 1.470 | style="text-align: right;"| 980 | style="text-align: right;"| 454 | style="text-align: right;"| 651 | style="text-align: right;"| 62 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 4.848 |- ! style="text-align: left;"| Flade sogn | style="text-align: right;"| 408 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 40 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 483 |- ! Frederikshavn med forstæder | style="text-align: right;"| '''513''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''396''' | style="text-align: right;"| '''666''' | style="text-align: right;"| '''1.510''' | style="text-align: right;"| '''980''' | style="text-align: right;"| '''454''' | style="text-align: right;"| '''656''' | style="text-align: right;"| '''72''' | style="text-align: right;"| '''66''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''5.331''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.176, heraf ernærede 391 sig ved immateriel virksomhed, 140 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 767 ved fiskeri, 2.743 ved håndværk og industri, 1.382 ved handel med mere, 1.301 ved samfærdsel, 251 var aftægtsfolk, 128 levede af offentlig understøttelse og 73 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 31</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 58"/> ! 1916<ref name="StM 1916 58"/> |- ! style="text-align: left;"| Frederikshavn købstad | style="text-align: right;"| 7.176 | style="text-align: right;"| 7.916 | style="text-align: right;"| 8.532 |- ! style="text-align: left;"| Bangsbostrand m.m. (Flade sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.389 | style="text-align: right;"| 1.726 |- ! style="text-align: left;"| Øster Flade by (Flade sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 643 | style="text-align: right;"| 694 |- ! Frederikshavn med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.176''' | style="text-align: right;"| '''9.948''' | style="text-align: right;"| '''10.952''' |} Gennem mellemkrigstiden var Frederikshavns indbyggertal voksende: i 1921 9.411, i 1925 9.650, i 1930 9.882, i 1935 10.500, i 1940 15.275 indbyggere. Den fremadskridende forstadsudvikling i Flade-Gærum Kommune blev indlemmet i købstaden fra. 1. april 1939.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 32</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Frederikshavn købstad | style="text-align: right;"| 8.532 | style="text-align: right;"| 9.411 | style="text-align: right;"| 9.650 | style="text-align: right;"| 9.882 | style="text-align: right;"| 10.500 | style="text-align: right;"| 15.275 |- ! style="text-align: left;"| Bangsbostrand, Båderne og Nyholmstrand i Flade Sogn | style="text-align: right;"| 1.726 | style="text-align: right;"| 1.838 | style="text-align: right;"| 2.101 | style="text-align: right;"| 2.047 | style="text-align: right;"| 2.291 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Øster Flade by i Flade Sogn | style="text-align: right;"| 694 | style="text-align: right;"| 801 | style="text-align: right;"| 1.202 | style="text-align: right;"| 1.054 | style="text-align: right;"| 1.330 | style="text-align: right;"| - |- ! Frederikshavn med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.952''' | style="text-align: right;"| '''12.050''' | style="text-align: right;"| '''12.953''' | style="text-align: right;"| '''12.983''' | style="text-align: right;"| '''14.931''' | style="text-align: right;"| '''14.121''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 151 (Flade-Gærum forstæder) og 153 (Frederikshavn)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Fredeikshavn købstad | style="text-align: right;"| 931 | style="text-align: right;"| 3.771 | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 1.305 | style="text-align: right;"| 612 | style="text-align: right;"| 793 | style="text-align: right;"| 845 | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 9.882 |- ! style="text-align: left;"| Bangsbrostrand, Båderne og Nyholmsstrand i Flade-Gærum Sogn | style="text-align: right;"| 493 | style="text-align: right;"| 875 | style="text-align: right;"| 115 | style="text-align: right;"| 113 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 220 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 2.047 |- ! style="text-align: left;"| Øster Flade by i Flade-Gærum Sogn | style="text-align: right;"| 88 | style="text-align: right;"| 478 | style="text-align: right;"| 94 | style="text-align: right;"| 175 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 1.054 |- ! Frederikshavn med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.512''' | style="text-align: right;"| '''5.124''' | style="text-align: right;"| '''1.715''' | style="text-align: right;"| '''1.593''' | style="text-align: right;"| '''663''' | style="text-align: right;"| '''1.079''' | style="text-align: right;"| '''1.161''' | style="text-align: right;"| '''136''' | style="text-align: right;"| '''12.983''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikshavn sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.827 indbyggere i købstaden, i 1950 18.394 indbyggere, i 1955 20.018 indbyggere, i 1960 22.522 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 77</ref> og i 1965 24.379 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 125</ref> Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikshavn-egnen omfattende både købstaden og omgivende landsogne.<ref>Kaufmann, s.49</ref> ==== ''Flade sogn'' ==== Flade sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 3.100 indbyggere ernærede 54 sig af immateriel virksomhed, 817 af landbrug m.v., 622 af fiskeri, 1.099 af håndværk og industri, 74 af handel og omsætning, 226 af samfærdsel, 87 af formue, 45 af offentlig understøttelse, 76 af anden og uangiven virksomhed. === Skagen === Skagen havde en yderst uheldig beliggenhed i toppen af Grenen. Den havde intet opland, idet området var meget ugunstigt for bosættelse, så byen var helt afhængig af sit fiskeri. Skagen havde plads nok til byudvikling på egne jorder. Skagen var overvejende en fiskeriby. Tidligere havde byen ingen havn, men fiskerne trak deres både op på strandbredden. I årene 1904-07 byggede staten en fiskerihavn. Denne bestod af to ydermoler, der inde på kysten ligger 514 m fra hinanden; et stykke fra land krummer molerne sig, og afstanden mellem molernes hoveder er 62,5 m. Arealet udgør 16 hektar og deltes ved to tværmoler, en længere mod vest og en kortere mod øst, i en forhavn og en inderhavn. Dybden i indløbet var 5,9 m, i forhavnen 4,3-6 m, i inderhavnen 3,4-3,7 m. Der var en stor havneplads med fiskepakhuse og med en svingkran med kapacitet på 5 tons.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 73</ref> Skagens befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.400 i 1850, 1.451 i 1855, 1.532 i 1860, 1.615 i 1870, 1.954 i 1880, 2.323 i 1890, 2.438 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Skagen købstad | style="text-align: right;"| 1.400 | style="text-align: right;"| 1.451 | style="text-align: right;"| 1.532 | style="text-align: right;"| 1.615 | style="text-align: right;"| 1.954 | style="text-align: right;"| 2.323 | style="text-align: right;"| 2.438 |- ! style="text-align: left;"| Skagen købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 65 | style="text-align: right;"| 72 | style="text-align: right;"| 80 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 118 |- ! Skagen med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.400''' | style="text-align: right;"| '''1.451''' | style="text-align: right;"| '''1.532''' | style="text-align: right;"| '''1.615''' | style="text-align: right;"| '''1.954''' | style="text-align: right;"| '''2.323''' | style="text-align: right;"| '''2.438''' |} [[Fil:Skagen station.jpg|thumb|Skagen Station er endestation for Skagensbanen, der åbnede i 1890.]] Endnu i 1870-erne fandtes ingen industriel virksomhed i byen. Byens håndværk var entydigt rettet mod fiskeriet. {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 37">J.P. Trap (1901), s. 37</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Skagen købstad | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 1.296 | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 289 | style="text-align: right;"| 110 | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 227 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2.323 |- ! style="text-align: left;"| Skagen landsogn | style="text-align: right;"| 79 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 92 |- ! Skagen med forstæder | style="text-align: right;"| '''209''' | style="text-align: right;"| '''7''' | style="text-align: right;"| '''1.296''' | style="text-align: right;"| '''147''' | style="text-align: right;"| '''292''' | style="text-align: right;"| '''110''' | style="text-align: right;"| '''44''' | style="text-align: right;"| '''227''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''30''' | style="text-align: right;"| '''1''' | style="text-align: right;"| '''2.415''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.936, heraf ernærede 142 sig ved immateriel virksomhed, 153 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 1.221 ved fiskeri, 815 ved håndværk og industri, 275 ved handel med mere, 188 ved samfærdsel, 79 var aftægtsfolk, 51 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 31</ref> Håndværk stod på samme trin som ude på landet, megen handel kunne der ikke være tale om, da byen næsten helt manglede opland. Derimod var Skagen landets næststørste fiskeriby (efter Esbjerg). Det var navnlig rødspætter samt kuller og torsk, der blev fisket. En stor del blev udført som saltet fisk, men der blev også solgt en mængde fersk fisk, blandt andet til svenske både, især fra Gøteborg. Efter Fiskeriberetningen fiskedes der i 1897 171.500 snese rødspætter og 182.200 pund kuller og torsk, og den hele fangst havde en værdi af omkring 277.000 kr. Den årlige indtægt af fiskeriet sattes i gennemsnit til 490.000 kr. Prisen på fisk steg meget, især efter Skagensbanens åbning. År 1899 opgaves fiskernes antal i Skagen til 420, i Højen til 56; i Skagen var der 156 fiskerbåde, hvoraf 16 store og 140 joller; i Højen var der 23, hvoraf 8 store og 15 joller. Byen havde ingen havn, bådene blev trukket op på land. Der havde dog flere gange været tale om at anlægge en havn, blandt andet da det var under overvejelse at tilvejebringe en nød- og tilflugtshavn i det nordlige Kattegat.<ref name="Trap 37"/> Fiskeriet fik en kraftig fremgang med anlæggelse af havnen i 1907, bådene blev større og større og fik efterhånden motorer til både spil og fremdrift. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 61"/> ! 1916<ref name="StM 1916 61"/> |- ! style="text-align: left;"| Skagen (uden Højen) | style="text-align: right;"| 2.936 | style="text-align: right;"| 3.137 | style="text-align: right;"| 3.212 |- ! style="text-align: left;"| Højen | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 215 | style="text-align: right;"| 193 |- ! Skagen med Højen | style="text-align: right;"| '''2.936''' | style="text-align: right;"| '''3.352''' | style="text-align: right;"| '''3.405''' |} Gennem mellemkrigstiden var Skagens indbyggertal voksende: i 1916 3.212, i 1921 3.854, i 1925 3.943, i 1930 4.048, i 1935 4.590, i 1940 5.358 indbyggere. Højen (Gammel Skagen) udgjorde en eksklave til købstaden. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Skagen købstad (uden Højen) | style="text-align: right;"| 3.658 | style="text-align: right;"| 3.747 | style="text-align: right;"| 3.862 | style="text-align: right;"| 4.427 | style="text-align: right;"| 5.127 |- ! style="text-align: left;"| Højen | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 196 | style="text-align: right;"| 186 | style="text-align: right;"| 163 | style="text-align: right;"| 231 |- ! Skagen med Højen | style="text-align: right;"| '''3.854''' | style="text-align: right;"| '''3.943''' | style="text-align: right;"| '''4.048''' | style="text-align: right;"| '''4.590''' | style="text-align: right;"| '''5.358''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Skagen 4.048 indbyggere, heraf ernærede 145 sig ved immateriel virksomhed, 944 ved håndværk og industri, 533 ved handel mm, 339 ved samfærdsel, 1.232 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 412 ved husgerning, 392 var ude af erhverv og 51 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 153</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Skagen sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 6.446 indbyggere i købstaden, i 1950 8.020 indbyggere, i 1955 9.225 indbyggere, i 1960 10.390 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 77</ref> og i 1965 11.472 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> === Hjørring === [[Fil:Gameltkort ubt.jpeg|thumb|350px|Hjørring i 1899]] Hjørring havde en forholdsvis gunstig beliggenhed i den centrale del af det nordlige Vendsyssel, hvor byen kunne regne med et opland i alle retninger. BYen havde ingen egne egentlige byudviklingsmuligheder, så denne skete i byens landdistrikt, i Sankt Hans Sogn og i Sankt Olai Sogn. Den økonomiske vækst tog for alvor fart omkring 1850, og inden år 1900 var befolkningstallet mere end firedoblet. Gadenettet blev udvidet, og den 15. august 1871 åbnedes jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn, hvorefter eksporten gik over denne by.<ref name="Trap 1901 14">Trap 1901, s. 14</ref> Nye jernstøberier og maskinfabrikker oprettedes foruden spinderier og klædefabrikker. 1883 begyndte bryggeriet Vendia (overtaget af Ceres i 1964, nedlagt 1989), 1884 blev Kyppers hotel grundlagt (navnet ændret i 1947 til Hotel Phønix), 1890 åbnedes en tobaksfabrik, og i 1891 etableredes andelssvineslagteriet (lukket 2005). Byen fik elektricitetsværk i 1896. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1872: 4 jernstøberier, 3 dampbrænderier, 1 ølbryggeri, 1 dampmølle og et dermed forbundet dampbageri, 1 bogtrykkeri, 1 tobaksfabrik.<ref name="Trap 1875 13">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 13</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 3 dampbrænderier og gærfabrikker (henholdsvis 22, 16 og 9 arbejdere), 1 dampvæveri (80 arbejdere), 2 spinderier og kludefabrikker med farverier (henholdsvis 28 og 22 arbejdere), 2 svineslagterier (henholdsvis 34 og 30 arbejdere; i det ene, "Hjørring Amts Andelsslagteri", slagtes årlig 50.000 svin), 2 jernstøberier og maskinfabrikker (henholdsvis 80 og 30 arbejdere), et bayersk ølbryggeri (28 arbejdere, årlig produktion omkring 10.000 tønder bayersk og hvidtøl), 3 dampbagerier, 1 aktiemejeri, 1 tobaksfabrik, 2 maskinsnedkerier, 1 savskæreri, 3 mineralvandsfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 3 cementstøberier, 3 bogtrykkerier, med mere.<ref>Trap 1901, s. 13f</ref> Hjørrings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.914 i 1850, 2.190 i 1855, 2.807 i 1860, 3.250 i 1870, 4.308 i 1880, 6.055 i 1890, 7.901 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstad | style="text-align: right;"| 1.914 | style="text-align: right;"| 2.190 | style="text-align: right;"| 2.807 | style="text-align: right;"| 3.250 | style="text-align: right;"| 4.308 | style="text-align: right;"| 6.055 | style="text-align: right;"| 7.901 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Hans sogn | style="text-align: right;"| 748 | style="text-align: right;"| 805 | style="text-align: right;"| 881 | style="text-align: right;"| 941 | style="text-align: right;"| 1.070 | style="text-align: right;"| 999 | style="text-align: right;"| 1.086 |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstads landdistrikt | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 253 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Sankt Olai sogn | style="text-align: right;"| 923 | style="text-align: right;"| 1.075 | style="text-align: right;"| 1.124 | style="text-align: right;"| 1.016 | style="text-align: right;"| 1.026 | style="text-align: right;"| 994 | style="text-align: right;"| 1.019 |- ! Hjørring med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.914''' | style="text-align: right;"| '''2.190''' | style="text-align: right;"| '''2.807''' | style="text-align: right;"| '''3.250''' | style="text-align: right;"| '''4.308''' | style="text-align: right;"| '''6.055''' | style="text-align: right;"| '''7.901''' |} Ved indenrigsministeriets resolution af 30. november 1868 blev fra Sankt Olai sogn udskilt et område kaldet Bidstrup landdistrikt. Ved kongelig resolution af 17. januar 1876 og 24. august 1877 indlemmet Bidstrup landdistrikt med 253 indbyggere.<ref name="StM 1911 95"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 12">J.P. Trap (1901), s. 20</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstad | style="text-align: right;"| 333 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 619 | style="text-align: right;"| 2.381 | style="text-align: right;"| 1.238 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 950 | style="text-align: right;"| 225 | style="text-align: right;"| 185 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 6.055 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Hans landsogn | style="text-align: right;"| 711 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 168 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 999 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Olai landsogn | style="text-align: right;"| 659 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 137 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 90 | style="text-align: right;"| 29 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 994 |- ! Hjørring med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.703''' | style="text-align: right;"| '''82''' | style="text-align: right;"| '''2''' | style="text-align: right;"| '''675''' | style="text-align: right;"| '''2.686''' | style="text-align: right;"| '''1.252''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''1.040''' | style="text-align: right;"| '''279''' | style="text-align: right;"| '''254''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''8.048''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.794, heraf ernærede 476 sig ved immateriel virksomhed, 757 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 3 ved fiskeri, 4.634 ved håndværk og industri, 1.739 ved handel med mere, 362 ved samfærdsel, 409 var aftægtsfolk, 255 levede af offentlig understøttelse og 159 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 31</ref> Handel, håndværk og agerdyrkning var ´byens hovednæringsveje. Den havde med sit store opland en temmelig betydelig handel. Indførslen foregik for største delen over Frederikshavn.<ref name="Trap 12"/> Gennem mellemkrigstiden var Hjørrings indbyggertal voksende og desuden skete en mindre forstadsudvikling i Sankt Hans Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstad | style="text-align: right;"| 9.993 | style="text-align: right;"| 10.945 | style="text-align: right;"| 11.093 | style="text-align: right;"| 11.126 | style="text-align: right;"| 11.714 | style="text-align: right;"| 12.384 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Knuds by i Sankt Hans Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 480 | style="text-align: right;"| 265 | style="text-align: right;"| 277 | style="text-align: right;"| 382 |- ! style="text-align: left;"| Aalborgvej i Sankt Hans Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| 243 | style="text-align: right;"| 304 | style="text-align: right;"| 403 |- ! Hjørring med forstæder | style="text-align: right;"| '''9.993''' | style="text-align: right;"| '''10.945''' | style="text-align: right;"| '''11.573''' | style="text-align: right;"| '''11.634''' | style="text-align: right;"| '''12.295''' | style="text-align: right;"| '''13.169''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 152 (Sankt Hans Sogn) og 153 (Hjørring)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstad | style="text-align: right;"| 677 | style="text-align: right;"| 4.159 | style="text-align: right;"| 1.949 | style="text-align: right;"| 768 | style="text-align: right;"| 849 | style="text-align: right;"| 979 | style="text-align: right;"| 1.506 | style="text-align: right;"| 239 | style="text-align: right;"| 11.126 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Knuds by | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 156 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 265 |- ! style="text-align: left;"| Aalborgvej | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 114 | style="text-align: right;"| 43 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 243 |- ! Hjørring med forstæder | style="text-align: right;"| '''719''' | style="text-align: right;"| '''4.429''' | style="text-align: right;"| '''2.007''' | style="text-align: right;"| '''823''' | style="text-align: right;"| '''851''' | style="text-align: right;"| '''1.005''' | style="text-align: right;"| '''1.560''' | style="text-align: right;"| '''240''' | style="text-align: right;"| '''11.634''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Hjørring sin befolkningsvækst. Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Sankt Hans-Sankt Olai Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Hjørring købstad | style="text-align: right;"| 13.346 | style="text-align: right;"| 14.093 | style="text-align: right;"| 14.591 | style="text-align: right;"| 15.038<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 77</ref> | style="text-align: right;"| 15.421<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 126</ref> |- ! style="text-align: left;"| Sankt Knuds by | style="text-align: right;"| 354 | style="text-align: right;"| 445 | style="text-align: right;"| 462 | style="text-align: right;"| 487 | style="text-align: right;"| 510 |- ! style="text-align: left;"| Aalborgvej | style="text-align: right;"| 429 | style="text-align: right;"| 717 | style="text-align: right;"| 1.102 | style="text-align: right;"| 1.421 | style="text-align: right;"| 1.847 |- ! style="text-align: left;"| Løkkensvej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 63 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 154 |- ! style="text-align: left;"| Skagensvej | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 667 |- ! style="text-align: left;"| Hjørring med forstæder | style="text-align: right;"| '''14.129''' | style="text-align: right;"| '''15.255''' | style="text-align: right;"| '''16.218''' | style="text-align: right;"| '''17.031''' | style="text-align: right;"| '''18.599''' |} ==== ''Sankt Hans sogn'' ==== Sankt Hans sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.165 indbyggere ernærede 33 sig af immateriel virksomhed, 796 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 224 af håndværk og industri, 7 af handel og omsætning, 24 af samfærdsel, 37 af formue, 34 af offentlig understøttelse, 10 af anden og uangiven virksomhed. === Thisted === Thisted havde en mindre gunstig beliggenhed i Thy. Oplandet var forholdsvist stort med ikke særligt frugtbart, og byen led af konkurrence fra lovlige ladepladser ved Vesterhavet. Byen havde udviklingsmuligheder i Thisted landsogn. Havnen er først anlagt 1840. Før den tid måtte skibene ligge på åben red; kun med besvær kunne de lade og losse, og der var intet vinterleje. Efter, at kanalen ved Agger havde dannet sig 1825, og de vestlige dele af Limfjorden derved var blevet tilgængelige for sejladsen, blev savnet af en havn endnu føleligere, og i 1840 anlagdes de dæmninger, som senere dannede Vesterhavnen; senere anlagdes et større bassin øst for dæmningen, Mellemhavnen (særlig for dampskibe), og endelig anlagdes en mindre bådehavn endnu østligere. I 1908 foretoges en større uddybning. Da bolværkerne som følge heraf begyndte at glide ud, og desuden en udvidelse var tiltrængt, begyndte man fra 1912 en større ombygning af hele havnen. En ny kaj opførtes syd for Vesterhavnen, og store opfyldninger foretoges, så der blev mere havneplads her. Syd herfor anlagdes en fiskerihavn. I 1915-22 foretoges et nyt kajanlæg i Mellemhavnen, lige som der byggedes to dækmoler fra øst og vest (den østlige 200 m lang og den vestlige 480 m) ca. 300 m syd for det ældre indløb, hvorved der dannedes en yderhavn på ca. 7 hektar. Bolværkernes samlede længde i den egentlige havn var ca. 600 m, vandarealet ca. 2,5 hektar, og havnepladsen 4 hektar. Dybden var indtil 4,7 m, i fiskerihavnen 2,2 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 303</ref> Først ved midten af det 19. århundrede, da den havde fået en Havn, begyndte byen at hæve sig. Anlæggelsen af jernbanen bidrog til yderligere fremgang, og gunstigere forhold ved Thyborøn ville gavne den endnu mere.<ref name="Trap 1901 207">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 207</ref> [[Fil:-Thisted 1900.jpg|260px|thumb|Thisted omkring 1900]] Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, flere kalkbrænderier, 1 jernstøberi, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier og 1 brændevinsbrænderi.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:I; Kjøbenhavn 1859; s. 125</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1871: 1 bogtrykkeri, flere kalkbrænderier, 1 skibsbyggeri, 1 jernstøberi, 3 ølbryggerier, 1 brændevinsbrænderi.<ref name="Trap 1875 128">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 128</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Maskinfabrikken og jernstøberiet "Thy", 3 skibsbyggerier, 1 kradsuldfabrik, 2 uldspinderier, flere dampfarverier, 1 dampmølle, 1 tobaksfabrik, 2 kalkbrænderier, flere ølbryggerier, deriblandt et bayersk ølbryggeri, 1 fællesmejeri, 1 svineslagteri, 2 bogtrykkerier, m. m.<ref name="Trap 1901 205">J.P. Trap (1901), s. 205</ref> Thisteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.342 i 1850, 2.763 i 1855, 3.126 i 1860, 3.552 i 1870, 4.184 i 1880, 5.421 i 1890, 6.072 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 2.342 | style="text-align: right;"| 2.763 | style="text-align: right;"| 3.126 | style="text-align: right;"| 3.552 | style="text-align: right;"| 4.184 | style="text-align: right;"| 5.421 | style="text-align: right;"| 6.072 |- ! style="text-align: left;"| Thisted landsogn | style="text-align: right;"| 341 | style="text-align: right;"| 509 | style="text-align: right;"| 574 | style="text-align: right;"| 664 | style="text-align: right;"| 533 | style="text-align: right;"| 575 | style="text-align: right;"| 582 |- ! Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.343''' | style="text-align: right;"| '''2.763''' | style="text-align: right;"| '''3.126''' | style="text-align: right;"| '''3.552''' | style="text-align: right;"| '''4.184''' | style="text-align: right;"| '''5.421''' | style="text-align: right;"| '''6.072''' |} Ved kongelig resolution af 26. juni 1876 blev arealer af Thisted landsogn indlemmede i købstaden fra 1. januar 1877.<ref name="StM 1911 95f">Danmarks Statistik: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark" (''Statistiske Meddelelser'' 4. række 37. bind 1. hæfte; København 1911; s. 95f)</ref> Af industrielle Anlæg havde Byen i 1871: et Bogtrykkeri, hvorfra udgives »Thisted Avis«, flere Kalkbrænderier, et Skibsbyggeri, et Jernstøberi, en Tobaksfabrik, 1 Kradsuldfabrik, 1 Uldspinderi, 1 Mineralvandsfabrik, 3 Ølbryggerier og 1 Brændeviinsbrænderi. Byen driver endeel Aal- og Flynderfiskeri, ligesom der optages af Fjorden endeel Kalksteen, der føres til Aalborg og andre Steder for at brændes.<ref>J.P. Trap (2. udgave), s. 128</ref> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 204">J.P. Trap (1901), s. 204</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 238 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 99 | style="text-align: right;"| 583 | style="text-align: right;"| 2.071 | style="text-align: right;"| 1.146 | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 705 | style="text-align: right;"| 241 | style="text-align: right;"| 132 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 5.421 |- ! style="text-align: left;"| Thisted landsogn | style="text-align: right;"| 393 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 22 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 575 |- ! Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''631''' | style="text-align: right;"| '''67''' | style="text-align: right;"| '''105''' | style="text-align: right;"| '''605''' | style="text-align: right;"| '''2.167''' | style="text-align: right;"| '''1.150''' | style="text-align: right;"| '''144''' | style="text-align: right;"| '''705''' | style="text-align: right;"| '''261''' | style="text-align: right;"| '''145''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''5.996''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 6.520, heraf ernærede 493 sig ved immateriel virksomhed, 276 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 190 ved fiskeri, 3.191 ved håndværk og industri, 1.274 ved handel med mere, 486 ved samfærdsel, 245 var aftægtsfolk, 296 levede af offentlig understøttelse og 69 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 33</ref> Ved siden af industri var handel og skibsfart ret vigtige og ville vel være det endnu mere, hvis det lykkedes at gøre Thyborøn Kanal tilgængelig for større skibe. Byen havde tidligere drevet en temmelig anselig handel på udlandet, navnlig England og Norge, men den var nu stærkt aftagende. Efter fiskeriberetningen 1897-98 indbragte fiskeriet i Thisted og landsognet, der havde 25 både, omkring 26.000 Kr.; der fiskedes særlig ål, flynder, sild og torsk.<ref name="Trap 204"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59"/> |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 6.520 | style="text-align: right;"| 6.804 | style="text-align: right;"| 6.833 |- ! style="text-align: left;"| Dragsbæk og Torp (Thisted Landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 194 |- ! Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''6.520''' | style="text-align: right;"| '''6.933''' | style="text-align: right;"| '''7.027''' |} Gennem mellemkrigstiden var Thisteds indbyggertal voksende: i 1916 6.833, i 1921 7.288, i 1925 7.807, i 1930 8.046, i 1935 8.288, i 1940 8.080 indbyggere. Desuden skete en forstadsudvikling i Thisted Landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 6.833 | style="text-align: right;"| 7.288 | style="text-align: right;"| 7.807 | style="text-align: right;"| 8.046 | style="text-align: right;"| 8.288 | style="text-align: right;"| 8.080 |- ! style="text-align: left;"| Tingstrup i Thisted Landsogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 154 | style="text-align: right;"| 193 |- ! style="text-align: left;"| Dragsbæk og Torp i Thisted Landsogn | style="text-align: right;"| 194 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 331 | style="text-align: right;"| 363 | style="text-align: right;"| 327 | style="text-align: right;"| 364 |- ! Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.027''' | style="text-align: right;"| '''7.512''' | style="text-align: right;"| '''8.138''' | style="text-align: right;"| '''8.409''' | style="text-align: right;"| '''8.769''' | style="text-align: right;"| '''8.637''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 153 (Thisted Landsogn) og 154 (Thisted)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 552 | style="text-align: right;"| 2.738 | style="text-align: right;"| 1.512 | style="text-align: right;"| 755 | style="text-align: right;"| 603 | style="text-align: right;"| 795 | style="text-align: right;"| 873 | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 8.046 |- ! style="text-align: left;"| Dragsbæk og Torp | style="text-align: right;"| 70 | style="text-align: right;"| 195 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 21 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 363 |- ! Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''622''' | style="text-align: right;"| '''2.933''' | style="text-align: right;"| '''1.537''' | style="text-align: right;"| '''769''' | style="text-align: right;"| '''616''' | style="text-align: right;"| '''819''' | style="text-align: right;"| '''894''' | style="text-align: right;"| '''219''' | style="text-align: right;"| '''8.409''' |} Efter 2. verdenskrig udviste Thisted en stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 9.425 indbyggere i købstaden, i 1950 9.155 indbyggere, i 1955 8.935 indbyggere, i 1960 8.768 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 79</ref> og i 1965 8.764 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 130</ref> Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Thisted købstad | style="text-align: right;"| 9.425 | style="text-align: right;"| 9.155 | style="text-align: right;"| 8,935 | style="text-align: right;"| 8.768 | style="text-align: right;"| 8.764 |- ! style="text-align: left;"| Dragsbæk og Torp | style="text-align: right;"| 461 | style="text-align: right;"| 635 | style="text-align: right;"| 1.056 | style="text-align: right;"| 1.141 | style="text-align: right;"| 1.453 |- ! style="text-align: left;"| Tingstrup | style="text-align: right;"| 282 | style="text-align: right;"| 282 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Dragsbæk by i Tilsted Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 369 | style="text-align: right;"| 459 | style="text-align: right;"| 770 |- ! style="text-align: left;"| Thisted med forstæder | style="text-align: right;"| '''10.168''' | style="text-align: right;"| '''10.072''' | style="text-align: right;"| '''10.360''' | style="text-align: right;"| '''10.368''' | style="text-align: right;"| '''10.987''' |} Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Thisted-egnen omfattende både købstaden og omegnskommunerne.<ref>Kaufmann, s.49</ref> === Nykøbing Mors === Nykøbing havde en forholdsvis gunstig beliggenhed, idet den kunne regne hele øen Mors som sit naturlige opland. Oplandet var forholdsvist frugtbart. Byen var omgivet af et landdistrikt egnet for byudvikling. Havnen var uforandret indtil 1843. Den blev senere flere gange udvidet og bestod efter disse udvidelser af et nordligt og et 1883 anlagt sydligt bassin, adskilte ved en kaj som 1894 blev gjort bredere; samme år anlagdes en ophalingsbedding. Havnens størrelse var 9.170 m², havnepladsens 19.890 m², bolværkernes længde 850 m; dybden var i indløbet 4 m, i det sydlige bassin 4 m, i det nordlige 3,5 m.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', V Bind: Hjørring Amt, Tisted Amt, Aalborg Amt; 4. udgave; København 1924; s. 317</ref> Anlægget af Frederik VIIs Kanal ved Løgstør og senere jernbanen bragte byen yderligere fremgang.<ref name="Trap 1901 215">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 215</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 1 dampbrænderi, 2 ølbryggerier, 1 cikoriefabrik og 1 uldspinderi.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:I; Kjøbenhavn 1859; s. 168</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik og 1 uldspinderi.<ref name="Trap 1875 175">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 175</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi (N.A. Christensen & Co., omkring 240 arbejdere, årlig produktion omkring 10.000 kakkelovne, 5.000 komfurer, 40-50.000 gryder foruden andet støbegods), 1 cigar- og tobaksfabrik (Damborgs, omkring 150 arbejdere, årlig produktion 125.000 pund kardusskrå, 270.000 pund røgtobak, 20.000 pund spunden skrå og 3 mio. cigarer og cigaretter), 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 rørvævsfabrik, 1 plovjernsfabrik, 2 ølbryggerier, 1 kalkværk, 1 teglbrænderi med mere samt 3 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1901 213">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 4. Bind: Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 213</ref> Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.398 i 1850, 1.746 i 1855, 2.034 i 1860, 2.246 i 1870, 2.723 i 1880, 3.607 i 1890, 4.492 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing Mors købstad | style="text-align: right;"| 1.398 | style="text-align: right;"| 1.746 | style="text-align: right;"| 2.034 | style="text-align: right;"| 2.246 | style="text-align: right;"| 2.723 | style="text-align: right;"| 3.607 | style="text-align: right;"| 4.492 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing Mors landdistrikt | style="text-align: right;"| 153 | style="text-align: right;"| 150 | style="text-align: right;"| 229 | style="text-align: right;"| 271 | style="text-align: right;"| 336 | style="text-align: right;"| 531 | style="text-align: right;"| 833 |- ! Nykøbing Mors med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.398''' | style="text-align: right;"| '''1.746''' | style="text-align: right;"| '''2.034''' | style="text-align: right;"| '''2.246''' | style="text-align: right;"| '''2.723''' | style="text-align: right;"| '''3.607''' | style="text-align: right;"| '''4.492''' |} Ved kongelig resolution af 21. juli 1899 blev arealer af Nykøbing købstads landdistrikt med omkring 1.070 indbyggere indlemmet i købstaden fra 1. januar 1902.<ref name="StM 1911 95"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 212">J.P. Trap (1901), s. 212</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing Mors købstad | style="text-align: right;"| 136 | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 133 | style="text-align: right;"| 362 | style="text-align: right;"| 1.383 | style="text-align: right;"| 676 | style="text-align: right;"| 165 | style="text-align: right;"| 519 | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 77 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3.607 |- ! style="text-align: left;"| Nykøbing landsogn | style="text-align: right;"| 147 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 182 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 81 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 531 |- ! Nykøbing Mors med forstæder | style="text-align: right;"| '''283''' | style="text-align: right;"| '''43''' | style="text-align: right;"| '''206''' | style="text-align: right;"| '''374''' | style="text-align: right;"| '''1.565''' | style="text-align: right;"| '''691''' | style="text-align: right;"| '''165''' | style="text-align: right;"| '''600''' | style="text-align: right;"| '''130''' | style="text-align: right;"| '''81''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''4.138''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 6.060, heraf ernærede 351 sig ved immateriel virksomhed, 367 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 377 ved fiskeri, 3.245 ved håndværk og industri, 888 ved handel med mere, 439 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 204 levede af offentlig understøttelse og 34 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 33</ref> Foruden byens hovederhverv, handel, håndværk og fabriksdrift, udgjorde jordbrug og fiskeri væsentlige næringsveje. Af stor betydning for byen havdeden i 1873 påbegyndte færgefart mellem Nykøbing og Glyngøre været. Ifølge Fiskeriberetningen beskæftigede fiskeriet 1897-98 24 både, der fiskede for en værdi af omkring 38.000 kr., særlig flynder, torsk, ål, også hummer og rejer.<ref name="Trap 212"/> Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal overvejende stagnerende: i 1916 7.743, i 1921 8.352, i 1925 8.440, i 1930 7.982, i 1935 8.177, i 1940 8.119 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke. Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 7.982 indbyggere, heraf ernærede 482 sig ved immateriel virksomhed, 3.023 ved håndværk og industri, 1.179 ved handel mm, 677 ved samfærdsel, 653 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 628 ved husgerning, 1.215 var ude af erhverv og 125 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 154</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin svage befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.825 indbyggere i købstaden, i 1950 9.187 indbyggere, i 1955 9.293 indbyggere, i 1960 9.326 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 79</ref> og i 1965 9.127 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 128</ref> === Skive === Skive havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Skive fjord, idet byen kunne regne hele Salling som sit naturlige opland mod nord og desuden havde opland mod vest, syd og øst, der kun i begrænset omfang var udsat for konkurrence fra Holstebro mod sydest og Viborg mod sydøst. Skives egne byudviklingsmuligheder var mindre gode, så byudvikling skete i Skive landsogn. I det 19. århundrede voksede byen hastigt, hvortil årsagen navnlig må søges i de forbedrede handelsforhold ved Aggerkanalens åbning og tidens havne- og jernbaneanlæg. [[Fil:-skive 1900.jpg|thumb|Skive omkring 1900.]] I 1825 brød havet gennem Agger Tange i den vestlige ende af Limfjorden, og da der nu var direkte adgang for skibe til Vesterhavet begyndte byen en handelsmæssig opblomstring som igen forøgede befolkningstallet. I 1864 kom jernbanen til Skive da første del af Viborg-Skive-Struer Jernbane var færdig, i 1865 blev banen forlænget til Struer. I sammen periode blev der anlagt en havn, så byen nu for alvor begyndte at tiltrække industrivirksomheder. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: Et bådebyggeri, to ølbryggerier, to brændevinsbrænderier, fem farverier, sek garverier, en vind- og dampmølle, en tobaksfabrik og et bomuldsvæveri.<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:I; Kjøbenhavn 1859; s. 294</ref> Omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes følgende: 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgives »Skive Avis«, 1 Eddikebryggeri, 1 Tobaksfabrik, 1 Silderøgeri, 2 Tangfabriker og 10 Teglværker."<ref name="Trap 1875 337">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 337</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Skive Jærnstøberi og Maskinfabrik (årlig omsætning omkring 150.000 kr., 55 arbejdere), Nielsens Farveri, Spinderi og Klædefabrik (omkring 25 arbejdere), et svineslagteri (omkring 30 arbejdere), et tarmsliberi (omkring 20 arbejdere), en papirposefabrik (14 arbejdere) og desuden nogle tobaksfabrikker, ølbryggerier, eddikebryggeri, silderøgeri, mineralvandsfabrik, lervarefabrik, garverier, savskæreri, med mere.<ref name="Trap 597"/> Skives befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.342 i 1850, 2.763 i 1855, 3.126 i 1860, 3.552 i 1870, 4.184 i 1880, 5.421 i 1890, 6.072 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 1.256 | style="text-align: right;"| 1.424 | style="text-align: right;"| 1.709 | style="text-align: right;"| 2.059 | style="text-align: right;"| 2.521 | style="text-align: right;"| 3.747 | style="text-align: right;"| 4.572 |- ! style="text-align: left;"| Skive landsogn | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 482 | style="text-align: right;"| 589 | style="text-align: right;"| 731 | style="text-align: right;"| 932 | style="text-align: right;"| 1.031 |- ! Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.256''' | style="text-align: right;"| '''1.424''' | style="text-align: right;"| '''1.709''' | style="text-align: right;"| '''2.059''' | style="text-align: right;"| '''2.521''' | style="text-align: right;"| '''3.747''' | style="text-align: right;"| '''4.572''' |} Ved kongelig resolution af 17. januar 1881, 8. juli 1885, 3. november 1887 og 30. april 1900 blev arealer af Skibe landsogn indlemmede i købstaden. Ved bekendtgørelse af 16. marts 1907 og 8.november 1907 blev arealer af Skive landsogn indlemmede i købstaden fra 1. april 1907 og 1. januar 1908.<ref name="StM 1911 96"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 597">J.P. Trap (1901), s. 597</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 79 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 334 | style="text-align: right;"| 1.515 | style="text-align: right;"| 927 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 669 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 3.747 |- ! style="text-align: left;"| Skive landsogn | style="text-align: right;"| 397 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 219 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 932 |- ! Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''476''' | style="text-align: right;"| '''52''' | style="text-align: right;"| '''42''' | style="text-align: right;"| '''412''' | style="text-align: right;"| '''1.734''' | style="text-align: right;"| '''1.000''' | style="text-align: right;"| '''21''' | style="text-align: right;"| '''754''' | style="text-align: right;"| '''128''' | style="text-align: right;"| '''21''' | style="text-align: right;"| '''39''' | style="text-align: right;"| '''4.679''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.646, heraf ernærede 318 sig ved immateriel virksomhed, 95 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 59 ved fiskeri, 3.100 ved håndværk og industri, 1.310 ved handel med mere, 399 ved samfærdsel, 157 var aftægtsfolk, 144 levede af offentlig understøttelse og 64 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 35</ref> Da byen havde et meget godt opland i Sallingland og en del af landet mod syd, var handelen ret betydelig og tog et stort opsving i sidste halvdel af det 19. århundrede, til hvilket både jernbanerne og den 1869 anlagte havn bidrog. Fiskeriet blev drevet ifølge fiskeriberetningen 1897-98 fra 7 både; der fiskedes særlig ål (værdi: 1.550 kr.), torsk (2.300 kr.) og rejer (1.500 kr.).<ref name="Trap 597"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 59"/> ! 1916<ref name="StM 1916 59"/> |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 5.646 | style="text-align: right;"| 5.528 | style="text-align: right;"| 5.716 |- ! style="text-align: left;"| Forstad (Skive landsogn) | style="text-align: right;"| 813 | style="text-align: right;"| 1.254 | style="text-align: right;"| 1.335 |- ! Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.646''' | style="text-align: right;"| '''6.782''' | style="text-align: right;"| '''7.051''' |} Gennem mellemkrigstiden var Skives indbyggertal voksende: i 1916 5.716, i 1921 6.112, i 1925 8.712, i 1930 9.644, i 1935 10.799, i 1940 11.412 indbyggere. Desuden skete en forstadsudvikling i Skive Landsogn og i Resen Sogn, der dog allerede indlemmedes i købstaden i 1925. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 5.716 | style="text-align: right;"| 6.112 | style="text-align: right;"| 8.712 | style="text-align: right;"| 9.644 | style="text-align: right;"| 10.799 | style="text-align: right;"| 11.412 |- ! style="text-align: left;"| Skive Forstad i Skive Landsogn | style="text-align: right;"| 1.335 | style="text-align: right;"| 1.501 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Skive Havneby i Resen Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 296 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Gammelgårde i Skive Landsogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| (222) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 146 |- ! Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.051''' | style="text-align: right;"| '''7.909''' | style="text-align: right;"| '''8.712''' | style="text-align: right;"| '''9.644''' | style="text-align: right;"| '''10.799''' | style="text-align: right;"| '''11.558''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 154 (Skive Landsogn-Resen Kommune) og 156 (Skive)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 363 | style="text-align: right;"| 3.923 | style="text-align: right;"| 1.746 | style="text-align: right;"| 863 | style="text-align: right;"| 715 | style="text-align: right;"| 878 | style="text-align: right;"| 966 | style="text-align: right;"| 190 | style="text-align: right;"| 9.644 |- ! style="text-align: left;"| Gammelgaarde | style="text-align: right;"| 51 | style="text-align: right;"| 129 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 222 |- ! Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''414''' | style="text-align: right;"| '''4.052''' | style="text-align: right;"| '''1.754''' | style="text-align: right;"| '''873''' | style="text-align: right;"| '''715''' | style="text-align: right;"| '''887''' | style="text-align: right;"| '''980''' | style="text-align: right;"| '''191''' | style="text-align: right;"| '''9.866''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Skive sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 12.369 indbyggere i købstaden, i 1950 14.497 indbyggere, i 1955 15.378 indbyggere, i 1960 15.558 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 79</ref> og i 1965 16.131 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129</ref> Forstaden Gammelgårde blev indlemmet 1. april 1950. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Skive købstad | style="text-align: right;"| 12.369 | style="text-align: right;"| 14.497 | style="text-align: right;"| 15.378 | style="text-align: right;"| 15.558 | style="text-align: right;"| 16.131 |- ! style="text-align: left;"| Gammelgårde | style="text-align: right;"| 186 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Skive med forstæder | style="text-align: right;"| '''12.555''' | style="text-align: right;"| '''14.497''' | style="text-align: right;"| '''15.378''' | style="text-align: right;"| '''15.558''' | style="text-align: right;"| '''16.131''' |} I 1960'erne anlagde man nye bydele syd for [[Skive Å]] herunder området [[Skive Kaserne]] der blev indviet i [[1969]]. === Viborg === Viborg havde er yderst gunstig beliggenhed omgivet af et stort opland i alle retninger. Byen havde store og gode muligheder for byudvikling på egen jord, men fik udskilt et landdistrikt. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Viborg købstad | style="text-align: right;"| 4.039 | style="text-align: right;"| 4.579 | style="text-align: right;"| 4.861 | style="text-align: right;"| 6.422 | style="text-align: right;"| 7.653 | style="text-align: right;"| 8.352 | style="text-align: right;"| 8.652 |- ! style="text-align: left;"| Viborg Gråbrødre landdistrikt | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 42 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 52 | style="text-align: right;"| 53 | style="text-align: right;"| 59 |- ! Viborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.039''' | style="text-align: right;"| '''4.579''' | style="text-align: right;"| '''4.861''' | style="text-align: right;"| '''6.422''' | style="text-align: right;"| '''7.653''' | style="text-align: right;"| '''8.352''' | style="text-align: right;"| '''8.623''' |} Af fabrikker og industrier havde byen i 1873: Tre bogtrykkerier, fem ølbryggerier, tre brændevinsbrænderier, et garveri, en gødningsfabrik, to jernstøberier, to kartefabrikker, to klædefabrikker, tre maskinfabrikker, en fabrik for bygningsbeslag m.m., fire tøjfabrikker, fire farverier, to skovlfabrikker, en kradsuldsfabrik, en mineralvandsfabrik, to tobaksfabrikker og tre teglværker.<ref name="Trap 1875 337">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 337</ref> Omkring århundredeskiftet beskrives næringsforholdene således: "Bryggeriet Odin (Aktieselsk., opr. 1890; omtr. 20 Arbejdere), et Svineslagteri (Aktieselsk., opr. 1897; omtr. 16 Arbejd.), en Vatfabrik, 3 Uldspinderier og Farverier (Bentsens, Fallesens og Knudtzens), 2 Jærnstøberier (Højers og Schneevoigts), 1 Maskinfabrik (Eskild Philipsens), 1 Maskinfabrik (Ernst Philipsens), 1 Cyclefabrik, Viborg Metalvarefabrik, 2 Savværker (Schourups og Løgstrups), 1 Trævarefabrik (Riegels), 1 Skovlfabrik (Aktieselsk.), 2 Tobaksfabrikker (Kroghs og Jensens, med 70 Arbejd.), 1 Garveri (Brøndums), 1 Mineralvands- og Brystsukkerfabrik, 2 Handelsgartnerier (Brostrøms, der 1864 har anlagt en Planteskole, N. for Byen, den største i sin Slags i Landet, og Riegels’, S. for Byen), 3 Bogtrykkerier, m. m." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 597">J.P. Trap (1901), s. 597</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Viborg købstad | style="text-align: right;"| 1.033 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 1.520 | style="text-align: right;"| 3.140 | style="text-align: right;"| 1.338 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 522 | style="text-align: right;"| 287 | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 349 | style="text-align: right;"| 8.352 |- ! style="text-align: left;"| Viborg Gråbrødre landsogn | style="text-align: right;"| 44 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 53 |- ! Viborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.077''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''8''' | style="text-align: right;"| '''1.526''' | style="text-align: right;"| '''3.140''' | style="text-align: right;"| '''1.338''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''522''' | style="text-align: right;"| '''290''' | style="text-align: right;"| '''255''' | style="text-align: right;"| '''349''' | style="text-align: right;"| '''8.405''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Viborg købstad | style="text-align: right;"| 14.244 | style="text-align: right;"| 15.357 | style="text-align: right;"| 16.635 | style="text-align: right;"| 17.344 | style="text-align: right;"| 18.445 |- ! style="text-align: left;"| Overlund (Asmild-Tapdrup kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 297 | style="text-align: right;"| 511 | style="text-align: right;"| 610 | style="text-align: right;"| 643 |- ! Viborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''14.244''' | style="text-align: right;"| '''15.654''' | style="text-align: right;"| '''17.146''' | style="text-align: right;"| '''17.954''' | style="text-align: right;"| '''19.088''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Viborg købstad | style="text-align: right;"| 20.084 | style="text-align: right;"| 21.522 | style="text-align: right;"| 22.820 | style="text-align: right;"| 23.265 | style="text-align: right;"| 24.762 |- ! style="text-align: left;"| Overlund (Asmild-Tapdrup kommune) | style="text-align: right;"| 656 | style="text-align: right;"| 778 | style="text-align: right;"| 1.004 | style="text-align: right;"| 1.087 | style="text-align: right;"| 1.521 |- ! Viborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.740''' | style="text-align: right;"| '''22.300''' | style="text-align: right;"| '''23.824''' | style="text-align: right;"| '''24.352''' | style="text-align: right;"| '''26.283''' |} === Lemvig === Lemvig havde en mindre gunstig beliggenhed ved Nissum Bredning. Byen kunne regne med et stort opland mod syd og øst og kun begrænset konkurrence fra Holstebro mod sydøst. Men byen lå afsides for transportnettet og havde selv begrænsede udviklingsmuligheder. Lemvigs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 859 i 1850, 1.107 i 1855, 1.192 i 1860, 1.350 i 1870, 1.710 i 1880, 2.413 i 1890, 3.207 i 1901, 3.289 i 1906 og 3.835 i 1911.<ref name="DS SM 1911 4f"/> Om næringslivet omkring 1855 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: 1 Tobaksfabrik, der i 1857 har fabrikeret 24,000 Pd. Røgtobakker, 5000 Pd. Skraatobak, 200 Pd. Snuustobak og 1700 Stk. Cigarer, 1 Saltraffinaderi, der i 1857 har produceret 1600 Tdr. Salt, 2 Tegl- og Kalkbrænderier, hvis Product i 1857 var 200 Tdr. Kalk, 660,000 Stk. Muursteen og 60,000 Stk. Tagsteen. En Industrigreen, der drives i Omegnen, fortjener særlig at fremhæves, nemlig Forarbeidelse af Hornskeer, hvoraf aarlig c. 40,000 Stk. skulle afsættes over hele Landet." Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af induftrielle Anlæg mærkes: 1 Tobaksfabrik, hvori arbeider 3 Voxne og 3 Børn, 1 Saltraffinaderi med 2 Arbeidere, 1 Jernstøberi med 16 Arbeidere og 1 Teglværk med 9 Arbeidere i 6 Sommermaaneder. Der produceres aarlig i Tobaksfabriken 6000 Pd. Røgtobak, 20,000 Pd. Jernstøberiet 30,000 Pd. Støbegods og 20,000 Pd. Maskingods, i Teglværket 300,000 Muursteen, 6000 Teglsteen, 250,000 Drainrør. I Lemvig er et Bogtrykkeri."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 6. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; kjøbenhavn; s. 308f</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900 tobaksfabrik, teglværk, dampmølle og bogtrykkeri. Der blev udgivet 3 aviser i Lemvig: Lemvig Avis, Lemvig Dagblad og Lemvig Folkeblad.<ref name="Trap 1904 473">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; kjøbenhavn 1904; s. 473</ref> Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 269 levede af immateriel virksomhed, 840 af håndværk og industri, 479 af handel og omsætning, 124 af jordbrug, 24 af gartneri, 58 af fiskeri, 40 af skibsfart, 379 af forskellig daglejervirksomhed, 129 af deres midler, 69 nød almisse, og 2 sad i fængsel.<ref name="Trap 1904 473"/> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.289, heraf ernærede 299 sig ved immateriel virksomhed, 167 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 50 ved fiskeri, 1.455 ved håndværk og industri, 650 ved handel med mere, 326 ved samfærdsel, 136 var aftægtsfolk, 98 levede af offentlig understøttelse og 108 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 39</ref> I 1879 fik Lemvig en privatbane, der har forbindelse med Vemb på den vestjyske længdebane. For at spare blev Lemvig Station lagt oppe på plateauet, så forbindelsen med byen var med hestevogn ad Vesterbjerg eller til fods ad Banegårdsstien. Med de stigende godsmængder blev der dog hurtigt brug for en havnebane, som blev åbnet i 1892. Lemvigbanen blev forlænget til Harboøre og Thyborøn i 1899. Gennem mellemkrigstiden var Lemvigs indbyggertal svagt stigende: i 1916 3.985, i 1921 4.481, i 1925 4.417, i 1930 4.574, i 1935 4.626, i 1940 4.785 indbyggere. Nogen forstadsdannelse skete ikke i mellemkrigstiden. Ved folketællingen i 1930 havde Lemvig 4.574 indbyggere, heraf ernærede 356 sig ved immateriel virksomhed, 1.604 ved håndværk og industri, 701 ved handel mm, 533 ved samfærdsel, 283 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 430 ved husgerning, 616 var ude af erhverv og 51 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 158</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Lemvig sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 5.245 indbyggere i købstaden, i 1950 5.556 indbyggere, i 1955 5.558 indbyggere, i 1960 5.783 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 79</ref> og i 1965 6.371 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 127</ref> Efterhånden skete fremvæksten af to nye forstæder, Østerbjerg og Rønbjerg Hage, i Nørlem Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Lemvig købstad | style="text-align: right;"| 5.245 | style="text-align: right;"| 5.556 | style="text-align: right;"| 5.558 | style="text-align: right;"| 5.783 | style="text-align: right;"| 5.915 |- ! style="text-align: left;"| Østerbjerg | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 216 | style="text-align: right;"| 304 |- ! style="text-align: left;"| Rønbjerg Hage | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 126 | style="text-align: right;"| 152 |- ! style="text-align: left;"| Lemvig med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.245''' | style="text-align: right;"| '''5.556''' | style="text-align: right;"| '''5.558''' | style="text-align: right;"| '''6.125''' | style="text-align: right;"| '''6.371''' |} === Struer === Struer fik først købstadsrettigheder i 1917. Byens udvikling var begunstiget af at den tidligt fik jernbane. Struer havde gode byudviklingsmuligheder på egne jorder. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Struer ladeplads | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 159 | style="text-align: right;"| 592 | style="text-align: right;"| 1.008 | style="text-align: right;"| 2.207 | style="text-align: right;"| 3.230 |- ! style="text-align: left;"| Gimsing sogn (fraset Struer by) | style="text-align: right;"| 626 | style="text-align: right;"| 661 | style="text-align: right;"| 647 | style="text-align: right;"| 617 | style="text-align: right;"| 558 | style="text-align: right;"| 601 | style="text-align: right;"| 548 |- ! Struer med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''159''' | style="text-align: right;"| '''592''' | style="text-align: right;"| '''1.008''' | style="text-align: right;"| '''2.207''' | style="text-align: right;"| '''3.230''' |} I 1890 var Struer sogns fordeling efter næringsveje: 42 levede af landbrug, 8 af gartneri, 213 af fiskeri, 527 af immateriel virksomhed, 579 af industri, 338 af handel, 56 af søfart, 398 af andet, 25 af egne nidler 21 af forsorg. Næringsfordelingen i Struer sogn i 1906 var: 68 levede af jordbrug, 226 ved fiskeri, 123 ved immateriel virksomhed, 1.399 ved industri, 459 ved handel, 969 ved samfærdsel, 88 levede af egne midler, 98 af offentlig understøttelse, 65 af anden og uangiven virksomhed, ialt 3.495 indbyggere. Gennem mellemkrigstiden var Struers indbyggertal stigende: i 1916 4.166, i 1921 4.715, i 1925 5.059, i 1930 5.463, i 1935 5.726, i 1940 6.294 indbyggere. Samtidig voksede en forstad frem i Gimsing Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Struer købstad | style="text-align: right;"| 4.166 | style="text-align: right;"| 4.715 | style="text-align: right;"| 5.059 | style="text-align: right;"| 5.463 | style="text-align: right;"| 5.726 | style="text-align: right;"| 6.294 |- ! style="text-align: left;"| Gimsing | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 286 |- ! style="text-align: left;"| Struer med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.166''' | style="text-align: right;"| '''4.715''' | style="text-align: right;"| '''5.059''' | style="text-align: right;"| '''5.463''' | style="text-align: right;"| '''5.726''' | style="text-align: right;"| '''6.580''' |} Ved folketællingen i 1930 havde Struer 5.463 indbyggere, heraf ernærede 281 sig ved immateriel virksomhed, 1.983 ved håndværk og industri, 661 ved handel mm, 1.311 ved samfærdsel, 262 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 475 ved husgerning, 473 var ude af erhverv og 17 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 158</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Struer sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 6.754 indbyggere i købstaden, i 1950 7.492 indbyggere, i 1955 8.029 indbyggere, i 1960 8.335 indbyggere og i 1965 8.984 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden, B&O-byen, sig i Gimsing Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Struer købstad | style="text-align: right;"| 6.754 | style="text-align: right;"| 7.492 | style="text-align: right;"| 8.029 | style="text-align: right;"| 8.335 | style="text-align: right;"| 8.984 |- ! style="text-align: left;"| Gimsing | style="text-align: right;"| 164 | style="text-align: right;"| 144 | style="text-align: right;"| 523 | style="text-align: right;"| 614 | style="text-align: right;"| 916 |- ! style="text-align: left;"| Struer med forstæder | style="text-align: right;"| '''6.918''' | style="text-align: right;"| '''7.636''' | style="text-align: right;"| '''8.552''' | style="text-align: right;"| '''8.949''' | style="text-align: right;"| '''9.900''' |} === Holstebro === Holstebro havde en forholdsvis gunstig beliggenhed midt i et stort opland, men dette var især i begyndelsen ikke frugtbart eller befolkningsrigt, hvilket hæmmede byens udviklingsmuligheder. Tilmed måtte Holstebro opleve at dens ladeplads Struer fik tildelt købstadsrettigheder i 1917. Holstebro havde gode byduviklingsmuligheder på egne jorder. Holstebros befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.305 i 1850, 1.526 i 1855, 1.662 i 1860, 2.047 i 1870, 2.559 i 1880, 3.863 i 1890, 4.978 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Holstebro købstad | style="text-align: right;"| 1.305 | style="text-align: right;"| 1.526 | style="text-align: right;"| 1.662 | style="text-align: right;"| 2.047 | style="text-align: right;"| 2.559 | style="text-align: right;"| 3.863 | style="text-align: right;"| 4.978 |- ! style="text-align: left;"| Måbjerg sogn | style="text-align: right;"| 357 | style="text-align: right;"| 390 | style="text-align: right;"| 411 | style="text-align: right;"| 494 | style="text-align: right;"| 569 | style="text-align: right;"| 576 | style="text-align: right;"| 658 |- ! Holstebro med forstæder | style="text-align: right;"| '''1,305''' | style="text-align: right;"| '''1.526''' | style="text-align: right;"| '''1.662''' | style="text-align: right;"| '''2.047''' | style="text-align: right;"| '''2.559''' | style="text-align: right;"| '''3.863''' | style="text-align: right;"| '''4.978''' |} Ved kongelig resolution af 21. juli 1899 blev arealer af Måbjerg sogn med 160-200 indbyggere indlemmet i Holstebro købstad fra 1. oktober 1899. Ved bekendtgørelse af 24. februar 1910 blev arealer af Nørre Felding sogn indlemmede i købstaden fra 1. april 1910.<ref name="StM 1911 95"/> Fra midten af 1800-tallet startede en industrialiseringsbølge i byen. Holstebro havn ved Struer blev anlagt i 1854-1855 og jernbaneforbindelsen til Struer i 1866, hvilket betød gode transportmuligheder til og fra byen. Omkring 1855 beskrives næringsforholdene således: "Af industrielle Anlæg mærkes: 4 Brændeviinsbrænderier, hvis Educt i 1857 angives til 233,320 Potter, 3 Ølbryggerier og 2 Lysestøberier." Omkring 1870 beskrives næringsforholdene således: "Af industrielle Anlæg mærkes: 1 Dampbrændeviinsbrænderi og Gjærfabrik, der daglig beskjæftiger 7 Mand, hvis Product i 1874 angives til ’208,223 Porter 8 Gr. Brændeviin og 74,671 Pd. Gjær (i 1875 henholdsviis 223,200 Potter og 73,000 Pd.), 1 Jernstøberi, der daglig beskjæftiger 25 á 35 Arbeidere og saavel i 1874 som 1875 har leveret Fabricata til en Værdi af 70,000 Kr., 1 Tobaksfabrik, der daglig beskjæftiger 7 Voxne og 12 Børn og i 1874 og 1875 har forarbeidet henholdsviis 55,000 Pd. og 60,000 Pd. Tobaksblade. I Holstebro er 2 Bogtrykkerier, hvorfra udgives ·»Holstebro Avis« og »Holstebro Folkeblad«." Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: Holstebro Aktiebryggeri (aktieselskab, oprettet 1882, aktiekapital 200.000 kr., beskæftiger ca. 50 mænd og kvinder, årlig produktion: ca. 12.000 td. skattepligtigt og 3.000 td. skattefrit øl); Holstebro Jernstøberi og Maskinfabrik (aktieselskab fra 1897, aktiekapital 80.000 Kr.; ca. 35 arbejdere), 1 jernstøberi, 2 maskinfabrikker, R. Færchs Tobaksfabrik (anlagt 1869, beskæftigede ca. 75 mænd og kvinder); 1 tricotagefabrik (126 arbejdere); 1 kartoffelmelsfabrik (ca. 20 arbejdere, årlig produktion, ca. 1 mio. pd. mel; til fabrikken hørte hovedgården Krogsdal i Nørre-Felding Sogn); 1 svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1893, aktiekapital 180.000 kr., ca. 20 arbejdere), 2 farverier og klædefabrikker (hver ca. 12 arbejdere), 1 høvleværk (med dampkraft), 1 savværk (vandkraft); desuden 2 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1904 466">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 466</ref> Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 381 levede af immateriel virksomhed, 1.518 af håndværk og industri, 805 af handel og omsætning, 200 af jordbrug, 52 af gartneri, 720 af forskellig daglejervirksomhed, 115 af deres midler, 67 nød almisse og 5 sad i fængsel.<ref name="Trap 1904 465">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 465</ref> Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.968, heraf ernærede 406 sig ved immateriel virksomhed, 539 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 2.847 ved håndværk og industri, 1.179 ved handel med mere, 369 ved samfærdsel, 225 var aftægtsfolk, 240 levede af offentlig understøttelse og 163 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 39</ref> Gennem mellemkrigstiden var Holstebros indbyggertal stigende: i 1916 7.343, i 1921 8.423, i 1925 9.210, i 1930 10.015, i 1935 10.658, i 1940 11.675 indbyggere. Samtidig voksede en forstad frem i Måbjerg Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Holstebro købstad | style="text-align: right;"| 7.343 | style="text-align: right;"| 8.423 | style="text-align: right;"| 9.210 | style="text-align: right;"| 10.015 | style="text-align: right;"| 10.658 | style="text-align: right;"| 11.675 |- ! style="text-align: left;"| Måbjerg | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 218 | style="text-align: right;"| 247 | style="text-align: right;"| 257 |- ! style="text-align: left;"| Holstebro med forstæder | style="text-align: right;"| '''7.343''' | style="text-align: right;"| '''8.423''' | style="text-align: right;"| '''9.210''' | style="text-align: right;"| '''10.233''' | style="text-align: right;"| '''10.905''' | style="text-align: right;"| '''11.932''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 158</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Holstebro købstad | style="text-align: right;"| 440 | style="text-align: right;"| 4.184 | style="text-align: right;"| 1.784 | style="text-align: right;"| 864 | style="text-align: right;"| 597 | style="text-align: right;"| 824 | style="text-align: right;"| 1.181 | style="text-align: right;"| 141 | style="text-align: right;"| 10.015 |- ! style="text-align: left;"| Måbjerg | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 218 |- ! Holstebro med forstæder | style="text-align: right;"| '''472''' | style="text-align: right;"| '''4.240''' | style="text-align: right;"| '''1.843''' | style="text-align: right;"| '''912''' | style="text-align: right;"| '''629''' | style="text-align: right;"| '''856''' | style="text-align: right;"| '''1.195''' | style="text-align: right;"| '''141''' | style="text-align: right;"| '''10.288''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Holstebro sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.212 indbyggere i købstaden, i 1950 14.711 indbyggere, i 1955 16.791 indbyggere, i 1960 18.563 indbyggere og i 1965 21.001 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig i Måbjerg Kommune og nye forstæder udviklede sig, Hornshøj i Mejrup Kommune og Mejdal i Tvis Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Holstebro købstad | style="text-align: right;"| 13.212 | style="text-align: right;"| 14.711 | style="text-align: right;"| 16.791 | style="text-align: right;"| 18.563 | style="text-align: right;"| 21.001 |- ! style="text-align: left;"| Måbjerg | style="text-align: right;"| 279 | style="text-align: right;"| 309 | style="text-align: right;"| 301 | style="text-align: right;"| 293 | style="text-align: right;"| 403 |- ! style="text-align: left;"| Hornshøj | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 228 |- ! style="text-align: left;"| Mejdal | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 556 |- ! style="text-align: left;"| Holstebro med forstæder | style="text-align: right;"| '''13.491''' | style="text-align: right;"| '''15.020''' | style="text-align: right;"| '''17.092''' | style="text-align: right;"| '''18.856''' | style="text-align: right;"| '''22.188''' |} === Herning === Herning blev først købstad i 1913. Byen havde en temmelig gunstig beliggenhed midt i en stort opland. Dette var i begyndelsen ikke særligt folkerigt, men netop i anden halvdel af 1800-tallet havde hedeopdyrkningen sat ind, og denne blev fulgt op af en tekstilindustri, der begunstigede byens udviklingsmuligheder. Byen havde rigelige byudviklingsmuligheder på egne jorder. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Herning by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 101 | style="text-align: right;"| 246 | style="text-align: right;"| 1.064 | style="text-align: right;"| 2.166 | style="text-align: right;"| 3.706 |- ! style="text-align: left;"| Herning sogn (fraset byen) | style="text-align: right;"| 700 | style="text-align: right;"| 748 | style="text-align: right;"| 769 | style="text-align: right;"| 787 | style="text-align: right;"| 725 | style="text-align: right;"| 769 | style="text-align: right;"| 624 |- ! Herning med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''101''' | style="text-align: right;"| '''246''' | style="text-align: right;"| '''1.064''' | style="text-align: right;"| '''2.166''' | style="text-align: right;"| '''3.706''' |} I 1890 var næringsfordelingen i Herning sogn følgende: 534 levede af landbrug, 12 af gartneri, 0 af fiskeri, 300 af immateriel virksomhed, 1.092 af industri, 519 af handel, 0 af søfart, 364 af andet, 73 af egne midler, 41 ad forsorg. Næringsfordelingen i Herning sogn i 1906 var: 865 levede af jordbrug, 0 ved fiskeri, 333 ved immateriel virksomhed, 2.744 ved industri, 875 ved handel, 321 ved samfærdsel, 150 levede af egne midler, 125 af offentlig understøttelse, 100 af anden og uangiven virksomhed, ialt 5.513 indbyggere. I mellemkrigstiden var Hernings indbyggertal stigende: i 1921 8.855, i 1925 9.647, i 1930 10.866, i 1935 12.568, i 1940 14.164 indbyggere. Ved folketællingen i 1930 havde Herning 10.866 indbyggere, heraf ernærede 613 sig ved immateriel virksomhed, 4.363 ved håndværk og industri, 1.728 ved handel mm, 1.000 ved samfærdsel, 708 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 904 ved husgerning, 1.376 var ude af erhverv og 174 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 158</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Herning sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.285 indbyggere i købstaden, i 1950 19.439 indbyggere, i 1955 22.014 indbyggere, i 1960 24.790 indbyggere og i 1965 29.580 indbyggere. Tjørring Kommune med 733 i 1960 blev indlemmet i købstaden. Samtidig udviklede forstaden, Birk by, sig i Gjellerup Kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Herning købstad | style="text-align: right;"| 16.285 | style="text-align: right;"| 19.439 | style="text-align: right;"| 22.014 | style="text-align: right;"| 24.790 | style="text-align: right;"| 29.580 |- ! style="text-align: left;"| Tjørring Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 733 | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Birk by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 322 |- ! style="text-align: left;"| Herning med forstæder | style="text-align: right;"| '''16.285''' | style="text-align: right;"| '''19.439''' | style="text-align: right;"| '''22.014''' | style="text-align: right;"| '''25.523''' | style="text-align: right;"| '''29.902''' |} === Ringkøbing === [[Fil:Ringkoebing 1900.jpg|thumb|Ringkøbing omkring år 1900]] Ringkøbing havde en forholdsvis heldig beliggenhed ved Ringkøbing Fjord med et stort opland mod nord og øst, men byen blev udsat for konkurrece fra Tarm og Skjern mod sydøst, der netop voksede frem i anden halvdel af 1800-tallet. Ringkøbing havde begrænsede udviklingsmuligheder på egen jord, så byudvikling skete i Rindum sogn, der omgav byen. Ringkøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.274 i 1850, 1.331 i 1855, 1.409 i 1860, 1.546 i 1870, 2.035 i 1880, 2.290 i 1890, 2.712 i 1901.<ref name="DS SM 1911 4f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 1.274 | style="text-align: right;"| 1.331 | style="text-align: right;"| 1.409 | style="text-align: right;"| 1.546 | style="text-align: right;"| 2.035 | style="text-align: right;"| 2.290 | style="text-align: right;"| 2.712 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing landdistrikt | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 33 | style="text-align: right;"| 27 | style="text-align: right;"| 36 |- ! style="text-align: left;"| Rindom sogn | style="text-align: right;"| 413 | style="text-align: right;"| 414 | style="text-align: right;"| 425 | style="text-align: right;"| 495 | style="text-align: right;"| 538 | style="text-align: right;"| 512 | style="text-align: right;"| 541 |- ! Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.274''' | style="text-align: right;"| '''1.331''' | style="text-align: right;"| '''1.409''' | style="text-align: right;"| '''1.546''' | style="text-align: right;"| '''2.035''' | style="text-align: right;"| '''2.290''' | style="text-align: right;"| '''2.712''' |} Ved kongelig resolution af 27. februar 1890 blev et areal af Rindom sogn indlemmet i Ringkøbing købstad.<ref name="StM 1911 96"/> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes i Ringkjøbing: 2 Tobaksfabriker, og 1 Jernstøberi. I Ringkjøbing findes 2 Bogtrykkerier, hvorfra udgaae »Ringkjøbing Amts Avis« og »Ringkjøbing Amts Folkeblad«."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 6. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn; s. 297</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 tobaksfabrikker (den ene, Mølgaards, var grundlagt 1830 og havde ca. 85 arbejdere), 1 orgelfabrik (Andresens, grundlagt 1890), 1 uldspinderi og klædefabrik (aktieselskab fra 1901, aktiekapital 24.000 kr.), 1 vognfabrik, 1 cikorietørreri (hørende til aktieselskabet "De danske Cikoriefabrikker"), 1 fabrik af maltsaft, 1 jernstøberi (aktieselskab, oprettet 1899, kapital 25.000 kr.; ca. 10 arbejdere) og 1 sodavandsfabrik. Byen havde 3 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1904 457">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 457</ref> [[Fil:Ringkøbing - Train Station3.jpg|thumb|Ringkøbing Station.]] Ringkøbing fik fra 1875 en jernbanestation på Den vestjyske længdebane. Ringkøbing Station var fra 1911 også udgangspunkt for Ørnhøjbanen, der i 1925 blev forlænget til Holstebro. {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind: Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 315f</ref> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 109 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 343 | style="text-align: right;"| 933 | style="text-align: right;"| 531 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 216 | style="text-align: right;"| 85 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 2.290 |- ! style="text-align: left;"| Rindum sogn | style="text-align: right;"| 383 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 512 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing landsogn | style="text-align: right;"| 17 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 27 |- ! Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''509''' | style="text-align: right;"| '''12''' | style="text-align: right;"| '''32''' | style="text-align: right;"| '''379''' | style="text-align: right;"| '''983''' | style="text-align: right;"| '''531''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''230''' | style="text-align: right;"| '''109''' | style="text-align: right;"| '''39''' | style="text-align: right;"| '''5''' | style="text-align: right;"| '''2.829''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.938, heraf ernærede 218 sig ved immateriel virksomhed, 169 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 33 ved fiskeri, 1.328 ved håndværk og industri, 659 ved handel med mere, 247 ved samfærdsel, 157 var aftægtsfolk, 93 levede af offentlig understøttelse og 34 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 39</ref> I 1900-tallet kom der et skibsværft til i selskab med anden industri, så industrien også blev en vigtig næringsvej. {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 61"/> ! 1916<ref name="StM 1916 61"/> |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 2.968 | style="text-align: right;"| 3.528 | style="text-align: right;"| 3.679 |- ! style="text-align: left;"| Rindumgårdvej (rindom sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 150 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.968''' | style="text-align: right;"| '''3.621''' | style="text-align: right;"| '''3.829''' |} Gennem mellemkrigstiden var Ringkøbings indbyggertal stigende: i 1916 3.679, i 1921 3.865, i 1925 3.863, i 1930 3.995, i 1935 4.000, i 1940 4.049 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Vester Villaby og Øster Villaby i Rindum Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 3.679 | style="text-align: right;"| 3.865 | style="text-align: right;"| 3.863 | style="text-align: right;"| 3.995 | style="text-align: right;"| 4.000 | style="text-align: right;"| 4.049 |- ! style="text-align: left;"| Vestre Villaby | style="text-align: right;"| 150 | style="text-align: right;"| 192 | style="text-align: right;"| 221 | style="text-align: right;"| 273 | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 257 |- ! style="text-align: left;"| Østre Villaby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 64 | style="text-align: right;"| 77 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.829''' | style="text-align: right;"| '''4.057''' | style="text-align: right;"| '''4.084''' | style="text-align: right;"| '''4.268''' | style="text-align: right;"| '''4.308''' | style="text-align: right;"| '''4.383''' |} {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 158</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 177 | style="text-align: right;"| 1.276 | style="text-align: right;"| 722 | style="text-align: right;"| 632 | style="text-align: right;"| 302 | style="text-align: right;"| 381 | style="text-align: right;"| 451 | style="text-align: right;"| 54 | style="text-align: right;"| 3.995 |- ! style="text-align: left;"| Vester villaby | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 56 | style="text-align: right;"| 59 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 273 |- ! Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''209''' | style="text-align: right;"| '''1.332''' | style="text-align: right;"| '''781''' | style="text-align: right;"| '''680''' | style="text-align: right;"| '''334''' | style="text-align: right;"| '''413''' | style="text-align: right;"| '''465''' | style="text-align: right;"| '''54''' | style="text-align: right;"| '''4.268''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringkøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.396 indbyggere i købstaden, i 1950 4.638 indbyggere, i 1955 4.701 indbyggere, i 1960 4.869 indbyggere og i 1965 5.146 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne sig, og forstaden Heboltoft i Velling Kommune kom til. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing købstad | style="text-align: right;"| 4.396 | style="text-align: right;"| 4.638 | style="text-align: right;"| 4.701 | style="text-align: right;"| 4.869 | style="text-align: right;"| 5.146 |- ! style="text-align: left;"| Vester Villaby | style="text-align: right;"| 304 | style="text-align: right;"| 312 | style="text-align: right;"| 304 | style="text-align: right;"| 342 | style="text-align: right;"| 468 |- ! style="text-align: left;"| Øster Villaby | style="text-align: right;"| 78 | style="text-align: right;"| 79 | style="text-align: right;"| 93 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 97 |- ! style="text-align: left;"| Heboltoft | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 45 |- ! style="text-align: left;"| Ringkøbing med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.778''' | style="text-align: right;"| '''5.029''' | style="text-align: right;"| '''5.098''' | style="text-align: right;"| '''5.306''' | style="text-align: right;"| '''5.756''' |} === Skjern === Skjern fik i 1875 station på den vestjyske længdebane mellem Esbjerg og Struer. Skjern Station blev et jernbaneknudepunkt i 1881 med åbningen af Herning-Skjern Jernbane, der gav forbindelse med Silkeborg, Skanderborg og Aarhus. Stationsbyen voksede hurtigt. I 1879 beskrives den således: "''Skjern Kirke, Skjern Præstegaard og Skole; nogle Gaarde og Huse, der benævnes Skjernby, med Thinghuus, Jernbanestation og Kro ved Landeveien, Valgsted for Amtets 5te Folkethingskreds,<ref>At Skjern var valgsted betød indtil 1915, at kredsens vælgere måtte møde her for at afgive deres stemme.</ref> af 3 Kjøbmænd drives Landhandel''".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 2. Udgave 6. Deel. Amterna Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; Kjøbenhavn 1879; s. 408</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Skjern by | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.122 |- ! style="text-align: left;"| Skjern sogn (fraset Skjern by) | style="text-align: right;"| 887 | style="text-align: right;"| 841 | style="text-align: right;"| 914 | style="text-align: right;"| 864 | style="text-align: right;"| 989 | style="text-align: right;"| 1.465 | style="text-align: right;"| 893 |- ! Skjern med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''1.122''' |} I 1904 blev byen beskrevet således: "''Skjern (1340: Skyerne), ved Landevejen, en stærkt voksende Stationsby — 1/2 1901 med Engsig, Gde. og Huse, 159 Huse og 1122 Indb. —, med Kirke, Præstegd., 2 Skoler, Missionshus (opf. 1888) og to bornholmske Missionshuse,<ref>Når missionshusene kaldes "bornholmske", betyder det at de tilhørte Luthersk Mission, der blev stiftet på Bornholm i 1868</ref> Ting- og Arresthus — opf. 1884 af røde Mursten i to Stokv. (Arkit.: Weber), med Arrestforvarerbolig og Plads til 14 Arrestanter; det ejes af Amtskommunen —, Sparekasse (opr. 1875...Antal af Konti 1549), Læge og Dyrlæge, Elektricitetsværk (aabnet 1903), Andelsmejeri, Dampbageri, Farveri, Garveri, Benmølle, Uldspinderi, Savværk, Jærnstøberi og Maskinfabrik, flere Købmandshdlr. og andre Handelsetablissementer, Haandværkere osv., Højskoleforeningsbygn., 2 Hoteller og Missionshjem, Jærnbanestation (Station paa den vestjydske Længdebane og Endest. for Skanderborg-Skjern Banen, se S. 93), Telegraf- og Telefonst., Postkontor (Posthuset er opf. 1886), Markedsplads (Marked i Feb., Marts og Aug.), Valgsted for Amtets 6. Folketingskr. og Sessionssted for 5. Udskrivningskr.’ Lægd 1-4 og 6-21''".<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister; Kjøbenhavn 1904; s. 627</ref> Ifølge folketællingen i 1930 levede af Skjerns 2.985 indbyggere 94 af landbrug, 1.146 af industri, 424 af handel, 496 af transport, 164 af immateriel virksomhed, 298 af husgerning, 334 var ude af erhverv og 29 havde ikke givet oplysninger.<ref>''Statistisk Tabelværk'' 5 Række Litra A Nr. 20,; København 1935; s. 158</ref> Fra 1920 havde Skjern også jernbaneforbindelse med Videbæk, fra 1955 dog kun med godstrafik. Skjern fik først købstadsrettigheder i 1957. Forstadsudvikling var aldrig et problem. === Varde === Varde havde en temmelig gunstig beliggenhed midt i den nordlige del af Ribe Amt og med et stort opland i alle retninger. Men byen blev udsat for en hastigt voksende konkurrence fra Esbjerg, der voksede frem mod sydvest. Varde havde kun begrænsede byudviklingsmuligheder på egne jorder, så byudvikling skete i Varde landsogn. Om byen næringsforhold omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg sindes i Varde 1 Chocoladefabrik, der i 1874 har tilvirket 3000 Pd. Chocolade, 2 Garverier, der have garvet 2000 Skind og 1600«Huder, 4 Tobaksfabriker, der have prodnceret 32,650 Pd. Tobak, 1 Uldspinderi, der har tilvirket 18,000 Pd. Uldvarer, 1 Jernstøberi, der har produceret 40,000 Pd. Stobegods, 1 Kalkbrænderi, der har produceret 3000 Tdr. Kalk. Byen har ogsaa 2 Bogtrykkerier, hvorfra udgives »Ribe Amtstidende« og »Vardeposten«."<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 6. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister ; Kjøbenhavn; s. 457</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 chokoladefabrik, 1 uldspinderi, 2 lysestøberier, 4 sømfabrikker, 3 kalkbrænderier, 7 farverier, 2 bomuldsvæverier, 4 tobaksfabrikker, 2 garverier, 1 ølbryggeri, 1 jernstøberi, 16 kartoffelmelsfabrikker, 2 dampbrænderier og 1 bogtrykkeri .<ref>J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 1. Udgave 2. Bind:II; Kjøbenhavn 1859; s. 949</ref> Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 4 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 1 jernstøberi, desuden 2 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1879 453">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 2. Udgave 6. Deel. Amterne Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; Kjøbenhavn 1879; s. 453</ref> Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Varde Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, forbundet med sodavandsfabrikken "Vestjylland" (10 arbejdere); et jerntrådsspinderi (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 50.000 Kr.; 10 arbejdere); Varde Uldspinderi og Klædefabrik (aktieselskab fra 1900; aktiekapital 20.000 Kr.; 10 arbejdere); C. Lunds Savværk (bødkerarbejde, 40 arbejdere); Varde Andelssvineslagteri; 2 bogtrykkerier.<ref name="Trap 1904 706">J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'', 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister ; Kjøbenhavn 1904; s. 706</ref> Vardes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.774 i 1850, 1.855 i 1855, 2.103 i 1860, 2.562 i 1870, 3.497 i 1880, 4.167 i 1890, 4.611 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Varde købstad | style="text-align: right;"| 1.774 | style="text-align: right;"| 1.855 | style="text-align: right;"| 2.103 | style="text-align: right;"| 2.562 | style="text-align: right;"| 3.497 | style="text-align: right;"| 4.167 | style="text-align: right;"| 4.611 |- ! style="text-align: left;"| Varde landsogn | style="text-align: right;"| 381 | style="text-align: right;"| 364 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 435 | style="text-align: right;"| 496 | style="text-align: right;"| 477 | style="text-align: right;"| 466 |- ! Varde med forstæder | style="text-align: right;"| '''1.774''' | style="text-align: right;"| '''1.855''' | style="text-align: right;"| '''2.103''' | style="text-align: right;"| '''2.562''' | style="text-align: right;"| '''3.497''' | style="text-align: right;"| '''4.167''' | style="text-align: right;"| '''4.611''' |} Ved kongelig resolution af 24. juni 1897 blev arealer af Varde landsogn indlemmede i købstaden fra 1. oktober 1897.<ref name="StM 1911 96"/> {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890<ref name="Trap 1904 706"/> ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Varde købstad | style="text-align: right;"| 394 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 37 | style="text-align: right;"| 626 | style="text-align: right;"| 1.595 | style="text-align: right;"| 891 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 474 | style="text-align: right;"| 118 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 4.167 |- ! style="text-align: left;"| Varde landsogn | style="text-align: right;"| 369 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 36 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 477 |- ! Varde med forstæder | style="text-align: right;"| '''763''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''42''' | style="text-align: right;"| '''638''' | style="text-align: right;"| '''1.631''' | style="text-align: right;"| '''910''' | style="text-align: right;"| '''0''' | style="text-align: right;"| '''476''' | style="text-align: right;"| '''150''' | style="text-align: right;"| '''25''' | style="text-align: right;"| '''9''' | style="text-align: right;"| '''4.644''' |} Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.696, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 491 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 15 ved fiskeri, 2.053 ved håndværk og industri, 874 ved handel med mere, 482 ved samfærdsel, 204 var aftægtsfolk, 113 levede af offentlig understøttelse og 118 af anden eller uangiven virksomhed.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'', 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 42</ref> I samtidens vurdering havde både Esbjergs og de nye stationsbyers opkomst i nogen grad skadet byens næringsliv.<ref name="Trap 1904 706"/> Gennem mellemkrigstiden var Vardes indbyggertal voksende: i 1916 4.799, i 1921 5.261, i 1925 5.817, i 1930 6.514, i 1935 6.869, i 1940 7.044 indbyggere. Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted. Ved folketællingen i 1930 havde Varde 6.514 indbyggere, heraf ernærede 420 sig ved immateriel virksomhed, 2.635 ved håndværk og industri, 916 ved handel mm, 603 ved samfærdsel, 751 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 506 ved husgerning, 628 var ude af erhverv og 55 havde ikke oplyst indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 160</ref> Efter 2. verdenskrig fortsatte Varde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.118 indbyggere i købstaden, i 1950 8.290 indbyggere, i 1955 9.135 indbyggere, i 1960 9.577 indbyggere<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 81</ref> og i 1965 11.161 indbyggere.<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 130</ref> I Varde Landsogn fremvoksede en ny forstadsbebyggelse, der bog kort efter blev indlemmet i købstaden ved en kommunesammenlægning.<ref>Kaufmann, s. 91</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Varde købstad | style="text-align: right;"| 8.118 | style="text-align: right;"| 8.290 | style="text-align: right;"| 9.135 | style="text-align: right;"| 9.577 | style="text-align: right;"| 11.161 |- ! style="text-align: left;"| Forstad i Varde Landsogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 134 | style="text-align: right;"| - |- ! style="text-align: left;"| Varde med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.118''' | style="text-align: right;"| '''8.290''' | style="text-align: right;"| '''9.135''' | style="text-align: right;"| '''9.711''' | style="text-align: right;"| '''11.161''' |} Som følge af Esbjergs hastige byudvikling blev der nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Esbjerg-Varde, som tillige omfattende både købstæderne og flere landkommuner.<ref>Kaufmann, s.49</ref> Varde kommuneplan fra 1963 forudsatte udlæggelsen af nye boligområder, især norvest for byen, og nye industriområder, især syd for Varde Å.<ref>Kaufmann, s. 43</ref> === Esbjerg === Esbjerg havde en særdeles gunstig beliggenhed som den eneste havneby vendt mod Vesterhavet og Vesteuropa. Byen havde dermed særdeles gunstige byudviklingsmuligheder. Tidligt blev den udskilt fra Jerne sogn, men det viste sig snart, at det udskilte byområde på ingen måde kunne dække dens behov for byudvikling, så denne bredte sig til både Jerne og andre nabosogne. Frem til århundredeskiftet var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901.<ref name="DS SM 1911 2f"/> {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg handelsplads | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 30 | style="text-align: right;"| 460 | style="text-align: right;"| 1.529 | style="text-align: right;"| 4.111 | style="text-align: right;"| 13.355 |- ! style="text-align: left;"| Jerne sogn (fraset Esbjerg) | style="text-align: right;"| 654 | style="text-align: right;"| 661 | style="text-align: right;"| 688 | style="text-align: right;"| 897 | style="text-align: right;"| 933 | style="text-align: right;"| 992 | style="text-align: right;"| 1.453 |- ! Esbjerg med forstæder | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''-''' | style="text-align: right;"| '''30''' | style="text-align: right;"| '''460''' | style="text-align: right;"| '''1.529''' | style="text-align: right;"| '''4.111''' | style="text-align: right;"| '''13.355''' |} Esbjerg blev ved lov af 19. marts 1898 oprettet til købstad fra 1. januar 1899.<ref name="StM 1911 94"/> I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.<ref name="Trap 714">Trap (1904), s. 714</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 57"/> ! 1916<ref name="StM 1916 57"/> |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg købstad | style="text-align: right;"| 15.665 | style="text-align: right;"| 18.208 | style="text-align: right;"| 18.925 |- ! style="text-align: left;"| Bollesager (Jerne sogn) | style="text-align: right;"| 517 | style="text-align: right;"| 840 | style="text-align: right;"| 1.019 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg (Jerne sogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 336 | style="text-align: right;"| 322 |- ! Esbjerg med forstæder | style="text-align: right;"| '''15.665''' | style="text-align: right;"| '''19.384''' | style="text-align: right;"| '''20.266''' |} I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1906 i Esbjerg købstad følgende: 846 ernærede sig af immateriel virksomhed, 234 af landbrug, skovbrug og mejeri, 813 af fiskeri, 7.080 af håndværk og industri, 2.528 af handel og omsætning, 3.206 af samfærdsel, 265 levede af egne midler, 355 levede af offentlig understøttelse inkl. pension, 338 havde ikke angivet indkomstkilde.<ref>Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser'' 4. række, 28. bind, 5 hefte: Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. februar 1906; København 1908; s. 42</ref> I mellemkrigstiden udviklede Esbjerg sig til landets vigtigste eksporthavn for varer. Havnens import og eksport var altovervejende forbundet med handel på udlandet, men transport til og fra andre danske havne var helt marginal.<ref>Aagesen (1943), s. 329 og 331</ref> Havnens bagland omfattede det meste af Jylland og Fyn. Dette gjaldt fx eksporten af kød og flæsk<ref>Aagesen (1943), s. 333</ref>, som blev transporteret med jernbane fra Odense, Vendsyssel via Aalborg, Randers og ad den jyske diagonalbane samt fra Struer via Holstebro og ad den nordjyske længdebane til Esbjerg; også fra Viborg via banen til Skjern blev transporteret mindre mængder.<ref>Aagesen (1943), s. 335</ref> Æg fulgte de samme ruter<ref>Aagesen (1943), s. 337</ref>, mens smøreksporten kun skete fra hele Jylland.<ref>Aagesen (1943), s. 336</ref> Esbjergs bagland for importeret kul og koks var betydeligt mindre: hovedmængderne gik til Ribe, Bramming, Varde og Skjern, mens mindre mængder nåede.steder mellem Ribe og Tønder, Vejen, Kolding, Ringkøbing og Holstebro, men de fjerneste områder mistede efterhånden betydning.<ref>Aagesen (1944b), s. 9 og 10</ref> Esbjergs betydning som eksporthavn afspejles ved, at ca. 69,0 % af Danmarsk flæskeeksport, 44,5 % af smøreksporten, 48,0 % af ægeksporten og 54,4 % af fiskeeksporten gik over Esbjerg havn. Eksporten via Esbjerg udgjorde i 1938-39 125.807 ton flæsk, 69.056 ton smør, 48.245 ton æg, 30.780 ton fisk<ref>Aagesen (1943), s. 330</ref> Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.<ref name="Trap 714"/> Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere. I mellemkrigstiden havde Esbjerg udviklet sig til Danmarks vigtigste fiskerihavn med en samlet værdi af fangsten på 7,5 mio. kr for årene 1935-38 mod 2,5 mio. kr i Skagen, 2,3 mio. kr i Tyborøn , 1,6 mio. kr i Frederikshavn, mens alle andre havne lå under 1 mio. kr.<ref>Aagesen (1943), s. 339</ref> Den samlede fangstværdi udgjorde for hele Danmark 42,7 mio. kr, dvs. Esbjergs andel udgjorde 17,6%.<ref>Aagesen (1943), s. 340</ref> Fangstmængderne udviste dog store udsving fra år til år.<ref>Stenshøj, s. 344</ref> Gennem mellemkrigstiden var Esbjergs indbyggertal stigende: i 1916 18.925, i 1921 21.251, i 1925 24.131, i 1930 27.405, i 1935 30.714, i 1940 33.155 indbyggere. Samtidig voksede forstadsbebyggelser frem i Jerne Kommune og efterhånden også Guldager Sogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1916 ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg købstad | style="text-align: right;"| 18.925 | style="text-align: right;"| 21.251 | style="text-align: right;"| 24.131 | style="text-align: right;"| 27.405 | style="text-align: right;"| 30.714 | style="text-align: right;"| 33.155 |- ! style="text-align: left;"| Boldesager by i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 1.019 | style="text-align: right;"| 1.134 | style="text-align: right;"| 1.555 | style="text-align: right;"| 1.816 | style="text-align: right;"| 1.722 | style="text-align: right;"| 1.745 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 322 | style="text-align: right;"| 344 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| 315 | style="text-align: right;"| 331 | style="text-align: right;"| 279 |- ! style="text-align: left;"| Jerne by i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 649 | style="text-align: right;"| 992 | style="text-align: right;"| 1.498 | style="text-align: right;"| 1.822 | style="text-align: right;"| 1.603 | style="text-align: right;"| 1.517 |- ! style="text-align: left;"| Gammelby i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 394 | style="text-align: right;"| 665 | style="text-align: right;"| 932 | style="text-align: right;"| 1.028 | style="text-align: right;"| 1.107 |- ! style="text-align: left;"| Højvang-Spangsbjerg i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 318 | style="text-align: right;"| 197 | style="text-align: right;"| 238 |- ! style="text-align: left;"| Strandvejen i Guldager Sogn | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 386 | style="text-align: right;"| 440 |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg med forstæder | style="text-align: right;"| '''20.915''' | style="text-align: right;"| '''24.115''' | style="text-align: right;"| '''27.849''' | style="text-align: right;"| '''32.608''' | style="text-align: right;"| '''35.981''' | style="text-align: right;"| '''38.481''' |} Note: * = opgjort under Jerne {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1930<ref>Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk'', 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 159 (Jerne Kommune) og 160 (Esbjerg)</ref> ! Landbrug<br />m.v. ! Håndværk,<br />industri ! Handel og<br />omsætning ! Transport ! Immateriel<br />virksomhed ! Hus-<br />gerning ! Ude af<br />erhverv ! Uangivet ! I alt |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg købstad | style="text-align: right;"| 2.863 | style="text-align: right;"| 8.854 | style="text-align: right;"| 4.968 | style="text-align: right;"| 4.739 | style="text-align: right;"| 1.610 | style="text-align: right;"| 1.976 | style="text-align: right;"| 2.162 | style="text-align: right;"| 233 | style="text-align: right;"| 27.405 |- ! style="text-align: left;"| Boldesager i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 242 | style="text-align: right;"| 625 | style="text-align: right;"| 202 | style="text-align: right;"| 408 | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 119 | style="text-align: right;"| 96 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 1.816 |- ! style="text-align: left;"| Frederiksberg i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 35 | style="text-align: right;"| 142 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 73 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 315 |- ! style="text-align: left;"| Gammelby i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 92 | style="text-align: right;"| 373 | style="text-align: right;"| 108 | style="text-align: right;"| 265 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 932 |- ! style="text-align: left;"| Jerne by i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 121 | style="text-align: right;"| 792 | style="text-align: right;"| 228 | style="text-align: right;"| 337 | style="text-align: right;"| 69 | style="text-align: right;"| 100 | style="text-align: right;"| 160 | style="text-align: right;"| 15 | style="text-align: right;"| 1.822 |- ! style="text-align: left;"| Højvang-Spangsbjerg i Jerne Kommune | style="text-align: right;"| 58 | style="text-align: right;"| 110 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 97 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| 24 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 318 |- ! Esbjerg med forstæder | style="text-align: right;"| '''3.411''' | style="text-align: right;"| '''10.896''' | style="text-align: right;"| '''5.553''' | style="text-align: right;"| '''5.919''' | style="text-align: right;"| '''1.788''' | style="text-align: right;"| '''2.265''' | style="text-align: right;"| '''2.494''' | style="text-align: right;"| '''282''' | style="text-align: right;"| '''32.608''' |} Efter 2. verdenskrig fortsatte Esbjerg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 43.241 indbyggere i købstaden, i 1950 48.205 indbyggere, i 1955 50.921 indbyggere, i 1960 55.171 indbyggere og i 1965 55.882 indbyggere. De ældre forstæder i Jerne Kommune blev indlemmet i købstaden allerede 1. april 1945, men samtidig udviklede forstadsområderne sig i Guldager Kommune (Strandvejen og Sæding by).<ref>''Statistiske Undersøgelser'' Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; Det Statistiske Departement, København 1964; s. 81</ref> og nye forstæder kom til i Brøndum Kommune (Spangsbjerg og Gjesing by).<ref>''Statistiske Meddelelser'' 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; Danmarks Statistik, København 1968; s. 125</ref> {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg købstad | style="text-align: right;"| 43.241 | style="text-align: right;"| 48.205 | style="text-align: right;"| 50.921 | style="text-align: right;"| 55.171 | style="text-align: right;"| 55.882 |- ! style="text-align: left;"| Strandvejen og Sæding by i Guldager Kommune | style="text-align: right;"| 562 | style="text-align: right;"| 1.301 | style="text-align: right;"| 1.956 | style="text-align: right;"| 3.054 | style="text-align: right;"| 6.132 |- ! style="text-align: left;"| Spangsbjerg og Gjesing by i Brøndum Kommune | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1.892 |- ! style="text-align: left;"| Esbjerg med forstæder | style="text-align: right;"| '''43.803''' | style="text-align: right;"| '''49.506''' | style="text-align: right;"| '''52.877''' | style="text-align: right;"| '''58.225''' | style="text-align: right;"| '''63.906''' |} Udviklingen bevirkede, at der i begyndelsen af 1960-erne nedsatte et byudviklingsudvalg for Esbjerg-egnen, som også omfattede de omgivende sognekommuner, herunder Fanø.<ref> Kaufmann, s.49</ref> ==== ''Jerne sogn'' ==== Jerne sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.969 indbyggere ernærede 62 sig af immateriel virksomhed, 697 af landbrug m.v., 1 af fiskeri, 668 af håndværk og industri, 176 af handel og omsætning, 268 af samfærdsel, 44 af formue, 30 af offentlig understøttelse, 23 af anden og uangiven virksomhed. === Ribe === Ribe havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed midt i den sydlige del af Ribe Amt. Frem til 1920 var byens opland stærkt beskåret mod syd og øst af statsgrænsen, så dens eneste oplandsmuligheder lå mod nord, hvor byen imidlertid snart oplevede en stærkt voksende konkurrence fra Esbjerg mod nordvest. Byens grænser var uheldige, så der skete en byudvikling i Ribe Sankt Katrine landdistrikt og Ribe Domkirkes landsogn. {| class="wikitable" |- ! År ! 1850 ! 1855 ! 1860 ! 1870 ! 1880 ! 1890 ! 1901 |- ! style="text-align: left;"| Ribe købstad | style="text-align: right;"| 2.984 | style="text-align: right;"| 3.386 | style="text-align: right;"| 3.594 | style="text-align: right;"| 3.684 | style="text-align: right;"| 3.933 | style="text-align: right;"| 4.135 | style="text-align: right;"| 4.243 |- ! style="text-align: left;"| Ribe Domkirkes landsogn | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 208 | style="text-align: right;"| 213 | style="text-align: right;"| 224 | style="text-align: right;"| 244 | style="text-align: right;"| 269 | style="text-align: right;"| 289 |- ! style="text-align: left;"| Ribe Sankt Kathrines landsogn | style="text-align: right;"| 350 | style="text-align: right;"| 362 | style="text-align: right;"| 353 | style="text-align: right;"| 382 | style="text-align: right;"| 379 | style="text-align: right;"| 372 | style="text-align: right;"| 376 |- ! Ribe med forstæder | style="text-align: right;"| '''2.984''' | style="text-align: right;"| '''3.386''' | style="text-align: right;"| '''3.594''' | style="text-align: right;"| '''3.684''' | style="text-align: right;"| '''3.933''' | style="text-align: right;"| '''4.135''' | style="text-align: right;"| '''4.243''' |} Ved kongelig resolution af 7. juni 1877 blev arealer af Sankt Kathrine landsogn (Tved, Lustrup og Tange) indlemmede i Ribe købstad.<ref name="StM 1911 96"/> Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af Fabriker og industrielle Anlæg findes i Ribe By og Tolddistrict: Gjørtz’s Bomuldsvæveri samt Farveri og Kattuntrykkeri, som i 1875 beskjæftigede 180 Arbeidere og producerede Bomuldsvarer til en Værdi af 500,000 Kr» 1 Tobaksfabrik, som beskjæftigede 4 Personer og forarbeidede 45,000 Pd. Tobaksblade, 1 Cichoriefabrik med 25——30 Arbeidere, 6—700,000 Pd. Cichorie, 1 Jernstøberi, som beskjæftiget 12 Mand og forarbeidede 100,000 Støbejern. I Ribe er et Bogtrykkeri, hvorfra udgives Ribe Stiftsavis." {| class="wikitable" |- ! Næringsveje 1890 ! Jordbrug ! Gartneri ! Fiskeri ! Imm. virks. ! Industri ! Handel ! Søfart ! Andre ! Egne midl. ! Forsorg ! Fængsel ! Ialt |- ! style="text-align: left;"| Ribe købstad | style="text-align: right;"| 314 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 536 | style="text-align: right;"| 1.769 | style="text-align: right;"| 702 | style="text-align: right;"| 19 | style="text-align: right;"| 419 | style="text-align: right;"| 254 | style="text-align: right;"| 95 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 4.135 |- ! style="text-align: left;"| Ribe Domkirkes landsogn | style="text-align: right;"| 206 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 20 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 26 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 269 |- ! style="text-align: left;"| Sankt Katharinæ sogn | style="text-align: right;"| 255 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 47 | style="text-align: right;"| 48 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 0 | style="text-align: right;"| 372 |- ! Ribe med forstæder | style="text-align: right;"| '''775''' | style="text-align: right;"| '''13''' | style="text-align: right;"| '''11''' | style="text-align: right;"| '''603''' | style="text-align: right;"| '''1.821''' | style="text-align: right;"| '''709''' | style="text-align: right;"| '''19''' | style="text-align: right;"| '''446''' | style="text-align: right;"| '''271''' | style="text-align: right;"| '''105''' | style="text-align: right;"| '''3''' | style="text-align: right;"| '''5.148''' |} {| class="wikitable" |- ! År ! 1906 ! 1911<ref name="StM 1916 60"/> ! 1916<ref name="StM 1916 60"/> |- ! style="text-align: left;"| Ribe købstad | style="text-align: right;"| 4.171 | style="text-align: right;"| 4.071 | style="text-align: right;"| 5.089 |- ! style="text-align: left;"| Villabyen (Sankt Kathrine landsogn) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 270 | style="text-align: right;"| - |- ! Ribe med forstæder | style="text-align: right;"| '''4.171''' | style="text-align: right;"| '''4.341''' | style="text-align: right;"| '''5.089''' |} === Haderslev === Haderslev hørte indtil 1864 til Hertugdømmet Slesvig, og købstaden blev derfor afstået i 1864. Det må nævnes, at Haderslev på dette tidspunkt var en velstående by, og at en forstadsudvikling var igang allerede forud for 1864. Byen havde omkring 1864 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 3 tobaksfabrikker, 2 dampbrænderier, 7 almindelige brænderier, 1 eddikefabrik, 2 tegl- og kalkbrænderier, 2 stentrykkerier, 1 jernstøberi, 2 cigarfabrikker, 3 maskin(skibs)byggerier, 1 dampmølle, 1 sukkerraffinaderi, 1 klædefabrik, 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 17f">Trap (1864), s. 17f</ref> Om Gammel Haderslev Sogn oplyses: "Mange Familier have Erhverv ved Dagleie i Haderslev". I sognet lå desuden en hørbrydningsfabrik. "Forøvrigt boe flere Embedsmænd og Familier udenfor Bondestanden paa Sognets Grund."<ref name="Trap 1864 43">Trap (1864), s. 43</ref> Om Aastrup sogn oplyses, at "endeel Huusmænd" har fundet erhverv "ved Dagleie i Haderslev".<ref name="Trap 1864 52">Trap (1864), s. 52</ref> I 1910 havde Haderslev købstad 13.046 indbyggere. Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket. Ved folkeafstemningen i 1920 blev Haderslev genforenet med kongeriget. Købstadens senere udvikling sket derfor inden for rammerne af dette. I mellemkrigstiden voksede Haderslev fra 13.149 indbyggere i 1921 til 14.326 i 1925, 14.487 i 1930, 16.108 i 1935 og 16.410 i 1940, dog uden nogen forstadsdannelse. Også efter 2. verdenskrig fortsatte byen sin vækst og nu med en forstadsdannelse i Gl. Haderslev kommune og senere også i Sønder Starup kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Haderslev købstad | style="text-align: right;"| 17.583 | style="text-align: right;"| 18.276 | style="text-align: right;"| 18.867 | style="text-align: right;"| 19.735 | style="text-align: right;"| 19.956 |- ! style="text-align: left;"| Erlev by (Gl. Haderslev kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 208 | style="text-align: right;"| 195 | style="text-align: right;"| 263 |- ! style="text-align: left;"| Moltrupvej (Gl. Haderslev kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 63 |- ! style="text-align: left;"| Humlegårdsbæk (Sønder Starup kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 127 |- ! Haderslev med forstæder | style="text-align: right;"| '''17.583''' | style="text-align: right;"| '''18.276''' | style="text-align: right;"| '''19.075''' | style="text-align: right;"| '''19.930''' | style="text-align: right;"| '''20.409''' |} === Åbenrå === Åbenrå lå indtil afståelsen i 1864 i Hertugdømmet Slesvig. Det var en betydelig handels- og søfartsby, og den havde også en del fabriksvirksomhed. Indbyggertallet var stigende: i 1845 4.086, i 1855 4.920 og i 1860 5.133 indbyggere.<ref name="Trap 1864 332">Trap (1864), s. 332</ref> Af fabriksvirksomhed havde byen 5 skbsværfter, 24 teglbrænderier i og ved byen, 1 jernstøberi, 1 orgelbyggeri, 1 bogtrykkeeri, i landdistrikter 8 dampbrænderier og 9 almindelige brænderier.<ref name="Trap 1864 333f">Trap (1864), s. 333f</ref> Om Åbenrå Landsogn oplyses, at "Dagarbeide i den nærliggende Kjøbstad (giver) et ikke ringe Erhverv for de i Sognet boende Husmænd og Dagleiere."<ref name="Trap 1864 339">Trap (1864), s. 339</ref> I 1910 havde Åbenrå købstad 7.769 indbyggere. Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket. Efter folkeafstemningen i 1920 vendte byen tilbage til kongeriget, og dens senere udvikling må ses i denne sammenhæng. Byen voksede fra 7.961 indbyggere i 1921 til 8.752 i 1925, 8.817 i 1930, 10.184 i 1935 og 11.365 indbyggere i 1940, dog uden at der skete nogen forstadsdannelse. Også efter 2. verdenskrig fortsatte byen sin vækst: 12.189 indbyggere i 1945, 13.017 i 1950, 13.793 i 1955, 14.219 i 1960 og 14.591 indbyggere i 1965, men fortsat uden forstadsdannelse. Det bør dog tilføjes, at der i begyndelsen af 1960-erne blev nedsat et byudviklingsudvalg for Åbenrå-egnen, hvis planområdet efter 1965 blev udvidet. === Sønderborg === [[Fil:Soenderborg 1925.jpg|thumb|Kort over Sønderborg fra 1925.]] Sønderborg lå indtil afståelsen i 1864 på øen Als i Hertugdømmet Slesvig. Byen havde en del handel, søfart og industrivirksomhed. Indbyggertallet var i 1845 3.299, i 1855 3.997 og i 1860 3.894 indbyggere.<ref name="Trap 1864 385">Trap (1864), s. 385</ref> Af fabriksvirksomhed havde byen 2 jernstøberier og maskinværksteder, 1 damp-melmølle, 1 ølbryggri, 1 sprit- og eddikefabrik, 1 klædefabrik med valkemølle, 2 oliemøller, 1 hørberedningsfabrik, 1 cicorie- og cemenfabrik, 2 savmøller, 1 dampbrænderi, flere almindelige brænderier, 2 sæbesyderier, 1 lysestøberi, 2 kalkbrænderier, 1 olie-vindmølle, 1 bogtrykkeri, 1 fiskebehandlingsfabrik og 1 skibsbyggeri.<ref name="Trap 1864 386">Trap (1864), s. 386</ref> Om Ulkebøl Sogn bemærkes, at "Beboere af Byen Mølby ernære sig hovedsagelig ved Dagleie i Sønderborg."<ref name="Trap 1864 396">Trap (1864), s. 396</ref> I 1910 havde Sønderborg købstad 10.042 indbyggere. Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket. Efter afstemningen den 10. februar 1920, hvor 74,2 % i den nordlige del af Sønderjylland stemte for for Danmark, stod det klart at Sønderborg igen ville blive dansk. Dette bekom byen vel, og den voksede betydeligt i mellemkrigstiden, blandt andet med forstæderne Augustenborgvej og Sundmarksvej i Ulkebøl kommune og Dybbøl Mark i Dybbøl kommune. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Sønderborg købstad | style="text-align: right;"| 8.533 | style="text-align: right;"| 10.454 | style="text-align: right;"| 10.765 | style="text-align: right;"| 12.115 | style="text-align: right;"| 12.602 |- ! style="text-align: left;"| Augustenborgvej mm (Ulkebøl kommune) | style="text-align: right;"| 337 | style="text-align: right;"| 322 | style="text-align: right;"| 355 | style="text-align: right;"| 375 | style="text-align: right;"| 351 |- ! style="text-align: left;"| Sundmarksvej mm (Ulkebøl kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 251 | style="text-align: right;"| 188 |- ! style="text-align: left;"| Dybbøl Mark (Dybbøl kommune) | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 109 |- ! Sønderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''8.870''' | style="text-align: right;"| '''10.776''' | style="text-align: right;"| '''11.120''' | style="text-align: right;"| '''12.741''' | style="text-align: right;"| '''13.250''' |} Efter Genforeningen forestod et stort genopbygningsarbejde ikke kun i Sønderborg, men overalt i Sønderjylland. Økonomisk var landsdelen meget forsømt, så der blev straks fra statens side iværksat store offentlige arbejder, fx. anlægget af Nordhavnen og anlægget af en jernbaneforbindelse mellem fastlandet og Als. Det blev derfor besluttet at bygge en ny bro, Kong Christian X's Bro, som blev en kombineret jernbane- og vejbro. Udgifterne til anlæggelsen deltes mellem staten, Sønderborg Amt og Sønderborg Kommune. Den blev, under stor festivitas, indviet den 7. oktober 1930. I 1927 udskrev byen en arkitektkonkurrence om en ny byplan. Den blev vundet af arkitekt Kaj Gottlob – og efter hans idé blev en række lange ring- og radialgader anlagt: Ringgade, en del af Grundtvigs Alle, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade. Samtidig voksede Sønderborg nu næsten eksplosivt, især pga. anlægget af det store kamgarnsspinderi, væksten på Solofabrikken, det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. [[Fil:Sonderburg.Als Sund. 1.jpg|thumb|Alssundbroen.]] I løbet af 1930'erne blev der igangsat meget byggeri i byen. I 1933 kunne man således indvie et helt nyt rådhus, tegnet af arkitekt Holger Mundt, og i 1938 stiftedes Sønderborg Andelsboligforening, der havde sit første byggeri på Sundquistgade færdigt i 1939. I 1942 stiftedes endnu en boligforening, og i løbet af 1940'erne og -50'erne skød nye boligkvarterer med rækkehuse, boligblokke og kædehuse frem rundt om byen. 1947 besluttede byrådet at anvende dele af bebyggelsen i Havbogade til pakhuse og havnepladser. Nationalmuseet og Foreningen for Gamle Bygningers Bevaring forsøgte at ændre beslutningen. Resterne af kvarteret kan i dag ses dels på stedet, dels i Den Gamle By i Aarhus. I 1950 købte Ingolf L. Nielsen Sønderjyllands Flyveselskab. Syv år senere begyndte han taxaflyvning på ruten Sønderborg-København. Selve Sønderborg Lufthavn på Kær Halvø åbnede først i 1969. Fra 1960'erne skete der en konstant erhvervsmæssig og befolkningsmæssig udvikling der gjorde, at Sønderborg udviklede sig til den vigtigste by i Alssundområdet. I begyndelsen af 1960-erne nedsattes et byudviklingsudvalg for Als, der også omfattede Sønderborg og Sundeved. {| class="wikitable" |- ! År ! 1945 ! 1950 ! 1955 ! 1960 ! 1965 |- ! style="text-align: left;"| Sønderborg købstad | style="text-align: right;"| 14.125 | style="text-align: right;"| 16.204 | style="text-align: right;"| 18.418 | style="text-align: right;"| 20.653 | style="text-align: right;"| 22.439 |- ! style="text-align: left;"| Augustenborgvej (Ulkebøl kommune) | style="text-align: right;"| 348 | style="text-align: right;"| 811 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Sundmarksvej (Ulkebøl kommune) | style="text-align: right;"| 230 | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * | style="text-align: right;"| * |- ! style="text-align: left;"| Dybbøl Mark (Dybbøl kommune) | style="text-align: right;"| 116 | style="text-align: right;"| 130 | style="text-align: right;"| 264 | style="text-align: right;"| 375 | style="text-align: right;"| 672 |- ! Sønderborg med forstæder | style="text-align: right;"| '''14.819''' | style="text-align: right;"| '''17.145''' | style="text-align: right;"| '''18.682''' | style="text-align: right;"| '''21.028''' | style="text-align: right;"| '''23.111''' |} === Tønder === Tønder lå indtil afståelsen i 1864 i Hertugdømmet Slesvig. Byen var rimeligt velstående, men den hæmmedes i sin udvikling af, at den lå for lagt fra Vadehavet til at have nogen skibsfart af betydning. Til gengæld havde den et opland for sin handel. Indbyggertallet var voksende: i 1845 havde købstaden 2.849 og i 1860 3.216 indbyggere.<ref name="Trap 1864 136">Trap (1864), s. 136</ref> Af fabriksvirksomhed havde købstaden i 1861 3 tobaksfabrikker, 1 jernstøberi, 1 cikoriefabrik, 1 klædefabrik, 1 bryggeri (oprettet 1861) og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 137">Trap (1864), s. 137</ref> Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket på dette tidspunkt. I 1910 havde Tønder 4.807 indbyggere og i forstaden Tønder Slots- og Frigrund 147 indbyggere, ialt 4.954 indbyggere. Efter folkeafstemningen i 1920 vendte Tønder tilbage til Danmark, og byen voksede, herunder med en forstad i Tønder landsogn, der indlemmedes pr. 1. april 1933. {| class="wikitable" |- ! År ! 1921 ! 1925 ! 1930 ! 1935 ! 1940 |- ! style="text-align: left;"| Tønder købstad | style="text-align: right;"| 5.129 | style="text-align: right;"| 5.866 | style="text-align: right;"| 5.728 | style="text-align: right;"| 6.415 | style="text-align: right;"| 6.234 |- ! style="text-align: left;"| Tønder slots- og frigrund (Tønder landsogn) | style="text-align: right;"| 160 | style="text-align: right;"| 155 | style="text-align: right;"| 167 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |- ! Tønder med forstæder | style="text-align: right;"| '''5.289''' | style="text-align: right;"| '''6.021''' | style="text-align: right;"| '''5.895''' | style="text-align: right;"| '''6.415''' | style="text-align: right;"| '''6.234''' |} Også efter 2. verdenskrig fortsatte byen sin vækst, dog uden ny forstadsdannelse: i 1945 havde Tønder 6.778 indbyggere, i 1950 7.031, i 1955 7.254, i 1960 7.192 og i 1965 7.440 indbyggere. === Flensborg === Flensborg lå indtil afståelsen i 1864 omtrent midt i Hertugdømmet Slesvig og med et stort opland i stort set alle retninger. Byen havde en omfattende søfart og handel og en betydelig industri. Desuden var på denne tid allerede en omfattende forstadsudvikling i gang. Købstaden havde i 1845 14.932, i 1855 18.872 og i 1860 19.682 indbyggere og var således inde i en stærk vækst. Uden for Flensborg, "I Forstæderne, der ligge paa Amtsgrund, taltes endvidere i 1860 i Duborg 512 Indv., Fiskergaard 810, Søndre-Huulvei 537, Nørre-Huulvei 435. Naar disse medregnes, fremkommer for Flensborg et Folketal af c. 22,000 Mennesker."<ref name="Trap 1864 433">Trap (1864), s. 433</ref> Byens fabriksvirksomhed var omfattende og talte ca. 20 tobaks- og cigarfabrikker, 6 brændevinsbrænderier, 2 jernstøberier, 13 oliemøller, 1 glasfabrik, kobbermøllen i Kruså, 1 risdampmølle, 5 teglværker og kalkbrænderier, 3 sukkerraffinaderier, 2 nedsaltningsvirksomheder, 2 stivelsesfabrikker, 7 ølbryggerier, 4 eddikefabrikker, 2 cementfabrikker, 8 garverier, 2 hårdugsfabrikker, 2 limfabrikker, 10 lysestøberier, 3 sømsmedier, 2 saltraffinaderier, 1 tapetfabrik, 1 voksblegeri, 1 voksdugsfabrik, 3 uldvarefabrikker, , 2 bogtrykkerier samt skibsbyggerier.<ref name="Trap 1864 439f">Trap (1864), s. 439f</ref> Om Adelby Sogn bemærkes, at Søndre-Huulvei og Nørre-Huulvei lå i dette sogn<ref name="Trap 1864 477">Trap (1864), s. 477</ref>, og det oplyses, at "af den talrige Huusmands-Classe er en stor Mængde Dagleiere og Fabrikarbeidere i Flensborg".<ref name="Trap 1864 478">Trap (1864), s. 478</ref> === Slesvig === Slesvig lå indtil afståelsen i 1864 omtrent midt i den sydlige del af Hertugdømmet Slesvig og var dennes administrative hovedsæde. Byen var den næststørste i hertudømmet: byen havde i 1845 11.551, i 1855 12.411 og i 1860 12.197 indbyggere.<ref name="Trap 1864 565">Trap (1864), s. 565</ref> Byen havde en betydelig fabriksvirksomhed: teglbrænderier, kalkbrænderier, 1 cikoriefabrik, 1 jernstøberi, 2 garverier, 2 sæbesyderier, 1 bomulds- og uld- og trikotagevæveri, 12 tobaks- og cigarfabrikker, 1 træskrue-fabrik, 18 ølbryggerier, 2 vatfabrikker, 1 damaskvæveri "samt i Omegnen nogle Farverier og Trykkerier".<ref name="Trap 1864 567">Trap (1864), s. 567</ref> Om Haddeby Sogn bemærkes, at "Indvaanerne i Bustrup søge tildeels deres Erhverv i Staden Slesvig."<ref name="Trap 1864 539">Trap (1864), s. 539</ref> === Egernførde === Egernførde lå indtil afståelsen i 1864 i Hertugdømmet Slesvig. Byen havde nogen skibsfart, handel og desuden fabriksvirksomhed i og ved byen. Indbyggertallet var i 1845 3.817, i 1855 3.931 og i 1860 4.325 indbyggere.<ref name="Trap 1864 623">Trap (1864), s. 623</ref> Byens fabriksvirksomhed var 1 savmølle, 1 olie- og sæbesyderi, 1 saltraffinaderi.<ref name="Trap 1864 624">Trap (1864), s. 624</ref> Nogen egentlig forstadsudvikling ses ikke på dette tidspunkt. === Husum === Husum lå indtil afståelsen i 1864 i Hertugdømmet Slesvig. Byen havde en betydelig udenrigshandel men næsten ingen industri, og den var nærmest stagnerende: i 1845 havde den 3,982, i 1855 5.079 og i 1860 4.816 indbyggere.<ref name="Trap 1864 228">Trap (1864), s. 228</ref> Af fabriksvirksomhed havde byen 1 jernstøberi, 1 destilleri, 2 damp-brænderier og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 231">Trap (1864), s. 231</ref> Om Mildsted Sogn bemærkes, at "Ved Digearbeide og ved Dagleie i Kjøbstaden Husum have mange af den ubemidlede Deel af Befolkningen Erhverv."<ref name="Trap 1864 242">Trap (1864), s. 242</ref> === Frederiksstad === Frederiksstad lå indtil afståelsen i 1864 i den sydvestlige del af Hertugdømmet Slesvig. Byen var stagnerende: byens indbyggertal var i 1845 2.467, i 1855 2.449 og i 1860 2.347 indbyggere.<ref name="Trap 1864 615">Trap (1864), s. 615</ref> Af fabriksvirksomhed fandtes i 1863 1 damp-oliemølle, 6 stivelsesfabrikker, 2 sæbesyderier, 3 lysestøberier, 5 garvrier og læderfabrikker, 1 tobaksfabrik, 2 eddikefabrikker, 1 saltsyderi, 1 ølbryggeri, 2 kornmøller, 1 barkmølle, 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 616">Trap (1864), s. 616</ref> === Tønning === Tønning lå indtil afståelsen i 1864 i landskabet Ejdersted i den sydvestlige del af Hertugdømmet Slesvig. Byen var ikke stor, men havde lidt industri og en del skibsfart. Indbyggertallet var i 1845 2.701, i 1855 3.077 og i 1860 3.069 indbyggere.<ref name="Trap 1864 273">Trap (1864), s. 273</ref> Af fabriksvirksomhed havde byen nogle teglbrænderier, 1 korndampmølle og 1 bogtrykkeri.<ref name="Trap 1864 275">Trap (1864), s. 275</ref> Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket. === Garding === Garding lå indtil afståelsen i 1864 i landskabet Ejdersted i den sydvestlige del af Hertugdømmet Slesvig. Byen var meget lille: indbyggertallet var i 1845 1.526, i 1855 1.580 og i 1860 1.656 indbyggere.<ref name="Trap 1864 281">Trap (1864), s. 281</ref> Af fabriksvirksomhed havde byen kun 2 tobaksfabrikker.<ref name="Trap 1864 282">Trap (1864), s. 282</ref> Nogen forstadsudvikling synes ikke at være sket. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Aage Aagesen: "Om Københavns geografiske Afgrænsning" (''Geografisk Tidsskrift'', bind 45, 1942, s. 123-140) * Aage Aagesen: "Et Bidrag til Aarhus Bygeografi" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 46; 1943, s. 10-39) * Aage Aagesen: "Træk af Næstveds Bygeografi" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 48; 1946, s. 8-26) * Aage Aagesen: "Befolkningen" (''Atlas over Danmark''. serie I, bind II; København 1961); * Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (''Geografisk Tidsskrift'' bd. 50; 1960; s. 204-213) * Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1955-1960" (''Geografisk Tidsskrift'' bd. 63; 1964; s. 191-202) * Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1960-1965" (''Geografisk Tidsskrift'' bd. 67; 1968; s. 50-69) * Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1965-1970" (''Geografisk Tidsskrift'' bd. 70; 1971; s. 1-21) * Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (''Det danske Marked'' 1943, s. 217-226) * Rachel Bager: "Beregning af befolkningstilvæksten 1950-1978 i de enkelte byer og bymæssige bebyggelser" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Bind 98; 1960) * ''Betænkning nr. 161'': "De bymæssige kommuner. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold"; 1956 * Per Boye og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Grethe Authén Blom (red.): ''Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase. Det XVII. nordiske historikermøte''; Trondheim 1977; {{ISBN|82-00-01666-8}}; s. 178-244); * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 2 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1951 * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 3 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1953 * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 4 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1960 (''Betænkning Nr. 231'') * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 5 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1961 (''Betænkning Nr. 287'') * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 6 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1965 (''Betænkning Nr. 401'') * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 7 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1966 (''Betænkning Nr. 438'') * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 8 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1967 (''Betænkning Nr. 456'') * Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan Nr. 9 for Københavns-Egnens Byudviklingsområde; København 1972 (''Betænkning Nr. 632'') * Betænkning vedrørende Byudviklingsplan for Køge-Egnens Byudviklingsområde; København 1956 * Bertel Dahlgaard: "Brydningerne mellem den administrative Inddeling i Kommuner og den økonomiske og erhvervsmæssige Udvikling" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 41; 1933) * C. Dalgas: ''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende''. Niende Stykke, Svendborg Amt; 1837 * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.21.1''; (København 1906); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.37.1''; (København 1911); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.51.1''; (København 1916); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.63.1''; (København 1925); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.86.2''; (København 1930); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.101.1''; (København 1935); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.113.3''; (København 1940); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.128.1''; (København 1945); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.147.1''; (København 1950); * Danmarks Statistik: ''Statistiske Meddelelser 4.166.1''; (København 1955); * Danmarks Statistik: ''Statistisk Tabelværk 5. Række A.9''; (København 1911); * Grethe Forchhammer: "Københavns Industris Lokalisering" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 48; 1946, s. 74-106); * Olaf Forchhammer: ''Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv''; Dansk Byplanlaboratorium 1936 * Arne Gaardmand: ''Dansk byplanlægning 1938-1992'' (Skive 1993); {{ISBN|87-7407-132-7}} * J.C. Hald: ''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende''. Andet Stykke, Randers Amt; 1827 * Viggo Hansen: "Some characteristics of a growing suburban region" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 59; 1960, s. 214-225); * Johannes Humlum: "Handelen som Erhverv i danske Byer" (''Det danske Marked'' 1942, s. 39-45); * Ole Hyldtoft: "Med vandkraft, dampmaskine og gasmotor. Den danske industris kraftmaskiner 1840-1897" (''Erhvervshistorisk Årbog 1987''; Universitetsforlaget i Aarhus 1988; {{ISBN|87-504-0540-3}}; s. 75-126) * Sven Illeris: "Kontaktmønstre i Københavnsregionen i tiden omkring 1965—70" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 70; 1971, s. 140-160); * Mads Iversen: "Koncentrations- og Spredningstendenser i dansk Erhvervsliv" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 42; 1934, s. 403-430) * Flemming Jensen og Jørgen Mikkelsen: "Mudder, maskiner og mennesker" (''Maritim Kontakt'' 16; København 1993; {{ISBN|87-87947-36-6}} s. 81-119) * Erik Kaufmann: "27 slags planer" (''SBI-byplanlægning 4''), København 1966; * Københavns statistiske kontor: ''Statistisk Månedsskrift 1937'', hefte 11, s. 216-231; * Københavns statistiske kontor: ''Statistisk Månedsskrift 1938'', hefte 9-11; * Københavns statistiske kontor: ''Statistisk Månedsskrift 1944'', hefte 4, s. 104-112; * Københavns statistiske kontor: ''Statistisk Månedsskrift 1951'', hefte 5, s. 172-182; * Københavns statistiske kontor: ''Statistisk Månedsskrift 1958'', hefte 7, s. 189-196; * Københavns statistiske kontor: ''Tabelværk til Københavns Statistik'', nr 18: "Befolkningens Fordeling efter Køn og Alder, Civilstand og Trossamfund samt efter Fødesteds-, Indvandrings-, Erhvervsforhold m.m. for København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner paa Grundlag af Folketællingen den 1. Februar 1911 (København 1913), s. 10-24; * Michæl Levy Bruun: "I sikker havn. Danske købstadshavnes modernisering 1798-1868" (''Maritim Kontakt'' 29; København 2007; {{ISBN|87-87947-19-6}} s. 7-102) * Vilhelm Marstrand: "Byplanloven og dens Anvendelse" (''Ingeniøren'' (1925), s. 241-246) * Christian Wichmann Matthiessen: "Danske byers vækst" (''Atlas over Danmark''. serie II, bind 4); København 1985; * Ole Mortensøn: ''Faaborgs skibsfart 1800-1920''; København 1979; {{ISBN|87-14-27961-4}} * Henning Mørch: "Flytningerne til og fra en by og dens forstæder – Esbjerg 1965" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 69; 1970, s. 28-56); * Niels Nielsen: "Greater Copenhagen. An urbanized area and its geographical environments" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 59; 1960) * Brita Pilegaard Hansen: "Ændringer i industriens lokalisering i Hovedstadsområdet siden 1930-erne" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 70; 1971) * Anne Majken Snerup Rud: "Espergærdeliv. Øresundsbyen Espergærde – et led i en større helhed" (Helsingør Kommunes Museer: ''Årbog 1995''; Helsingør 1995; ISSN 0108-0393; s. 5-46) * Charles J. Schou: "Vigerslev Haveforstad" (i: ''Architekten'', 17. årgang nr. 6, 7. november 1914; s. 41-47) * Poul Sverril: "Forstaden – byens forlængelse – ny by – eller?" (''Fortid og Nutid'', 1992, hefte 4, s. 237-251) * P. Thomassen: ''Kystbanen 1897-1972''; Historisk-topografisk Selskab for Søllerød Kommune 1972 * Henning Tjørnehøj: "Århus, een by – syv kommuner" (''Kulturgeografi'' nr. 67, s. 237-247); * Torben Topsøe-Jensen: ''Fem mil langs Øresund. Træk af Strandvejens historie''; København 1974; {{ISBN|87-00-72421-1}} * J.P. Trap: ''Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark'', 1. Udgave 1856-1860; 2. Udgave 1872-1879; 3. Udgave 1898-1906; 4. Udgave 1920-1932; 5. Udgave 1953-1972 * J.P. Trap: ''Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig''; Kjöbenhavn 1864 * Richard Willerslev: ''Studier i Dansk Industrihistorie 1850-1880''; København 1952 (genoptryk København 1978) {{ISBN|87-7500-874-2}} [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] 4dzhlyorsiy2e3nrr9l3ikcrke8d5lf 0 6426 42843 26174 2026-11-03T10:26:22Z Jcb 8204 42843 wikitext text/x-wiki [[Fil:Tallinn Bronze Soldier - Protests - 26 April 2007 night - 027.jpg|thumb|Etnicitet i sin værste form: Under dække af etnisk protest imod flytning af monument udførtes i [[Tallinn]] den [[26. april]] [[2007]] ([[Bronzenatten]]) omfattende hærværk, indbrud og tyverier af russisksprogede bøller]] '''Etnicitet''', folkeligt tilhørsforhold, er afledt af græsk ''ethnikos'' 'vedrørende folk', afledt af ''ethnos'' 'folk'. Betegnelsen (og det deraf afledede tillægsord "etnisk") bruges dels til at udskille samfundsgrupper, der såvel selv som af andre opfattes som værende en særlig gruppe ulig andre i samfundet, det være sig af den ene eller anden årsag (udseende, livsform, herkomst), dels som et værktøj i en ideologisk (politisk, religiøs, kulturel) kamp om kontrollen over samfundsindretningen og dermed store dele af de givne levevilkår (stemmeret, valgbarhed, ret til undervisning, brug af eget sprog, lovgivning med mere). I denne sidste egenskab ligger kimen til modsætninger med andre etniske grupper i samfundet, der hidrører fra en uens opfattelse af en given etnisk gruppe hos dem, der regner sig/regnes til denne, og dem, der ikke gør – og dermed til de værdier, der forsvares og forfægtes. == Egenforståelse eller påtvunget stempel == Ved etnicitet forstås træk – [[kultur]]elle og andre [[kendetegn]] – der forbinder en bestemt gruppe mennesker til hinanden og sammenknytter dem i en [[etnisk gruppe]] eller som [[folkeslag]]. Denne kategorisering kan være være grundet dels på ens selvopfattelse af et tilhørsforhold, dels være benyttet af udefra kommende. Ofte har denne etniske afgrænsning sit udspring i et enkelt forhold, f.eks. sproget. Således er ordet [[Inuit]] selvopfattende, idet ordet rettelig betyder "menneske", hvorimod ordet [[Eskimo]] (fra fransk ''esquimantsic'', oprindelig algonkin-indianernes benævnelse for deres naboer) er en udenforståendes betegnelse, der betyder "de, der spiser råt kød"<ref name=lund10>Lund, s. 10</ref>. På lignende måde betegner slaverne tyskere som ''nemici'', hvilket betyder "de stumme" og sig selv som ''slovene'', "de talende"<ref name=lund10 />. Et tredje eksempel herpå fra klassisk oldtid er [[græker]]ne, der kaldte sig selv "hellenere", men andre folk med andre sprog var "barbarer"<ref>Lund, s. 14f</ref>. Fra et sådant enkelt udgangspunkt udvikles nye sider til afgrænsning af den etniske gruppe. Nye, fælles træk adskillende fra andre grupper tilføjes og anvendes til at udbygge billedet. Dette gælder såvel for de egne gruppemedlemmers opfattelse som for uden for ståendes opfattelse. Med tiden (undertiden meget hurtigt) udvikles derved et mangesidigt etnisk begreb til skelnen mellem de, der hører til, og de, der ikke gør. === Indbyggede fordomme === Sådanne klassificerende træk behøver strengt taget ikke at være udskillende eller rigtige. Der kan være tale om udviklede fordomme (om sig selv eller andre)<ref>Lund, s. 53</ref>. De problemer, der knytter sig hertil, gør sig gældende i etnografiske beskrivelser af "fremmede" folkeslag, idet beskriveren fortolker det iagttagne eller oplevede i lyset af sine egne fordomme. Dette gør sig blandt andet gældende i de "klassiske" grækeres og romeres fremstillinger af mellem- og nordeuropæiske folkeslag, hvis livsform, udseende og opførsel tolkedes i lyset af forfatternes egne fordomme, herunder elementer af [[xenofobi]]<ref>Lund, s. 10-13</ref>. Et dobbelt fordomsfilter lægges ind, når en senere tids etnografer bruger antikke græske og romerske kilder til at danne sig indtryk af keltere og germaner<ref>Lund, s. 46-62</ref>. === Ydre og indre egenskaber === Oplevelsen af at nogen (man selv og andre) er af samme etniske slags kan bygge på et eller flere af følgende aspekter: # Etnisk racialiserede kropstegn (f.eks. hudfarve, hårfarve, ansigtstræk etc.), # sprog/modersmål (urdu, grønlandsk, swahili, fransk etc.), # historie og skæbnefællesskab (f.eks. fælles erfaringer om undertrykkelse, migration, diaspora m.m.), # samfundsmæssig position (f.eks. minoritets- eller majoritetsstatus), # religion, # kultur og livsvaner, # værdier, # rettigheder (f.eks. statsborgerskab, stemmeret, ret til sociale ydelser, ret til uddannelse og modersmålsundervisning). Medvirkende til samlingen og udskillelsen er en lang række mere personale aspekter så som de tegn, der sættes ved brug af relationer (vennekreds, omgangskreds), væremåder (opførsel), interesser, værdier og holdninger (f.eks. syn på børneopdragelse, køn, arbejde, religion, skolegang). Markeringen af etnisk tilhørsforhold kan ske gennem materielle ting som f.eks. tøj og tilbehør. Eksempelvis kan burka, sari, kalot, kors og lignende opfattes som symboler og bruges til bevidst at markere forskelle i etnisk tilhør. === Etnicitet og race === Etnicitet og [[race]] er beslægtede begreber, men etnicitet er rodfæstet i sociale grupper, der især er kendetegnet af [[nationalitet]], fælles [[sprog]], [[religion|religiøs tro]], og/eller historisk og kulturel baggrund. [[Race]] betegner derimod inddelingen af nutidsmennesker efter ydre kendetegn såsom hudfarve og ansigtstræk. Der knytter sig imidlertid store vanskeligheder ved at inddele nutidige mennesker i racer<ref>A. Metraux (1950) "United nations Economic and Security Council Statement by Experts on Problems of Race" in ''American Anthropologist 53(1): 142-145)</ref>. Mens "race" var et konfliktskabende begreb før [[2. verdenskrig]], er denne nu kraftigt neddæmpet, hvorimod fænomenet "etnicitet" er stadigt mere konfliktfyldt. === Stereotyper === Etniciteten hviler således på et indslag af [[fordom]]me, [[stereotyp]]e opfattelser dels af sig selv (autostereotyper), dels af andre hvorfra de adskiller sig (heterostereotyper). Etnicitet som ''social kategori'' udtrykker oplevelsen af forskelle mellem grupper af mennesker og oplevelsen af identitet og tilhør baseret på disse forskelle. I kraft af sådanne selv- og modbilleder kan en etnisk (eller social) gruppe udvikle en "vi-bevidsthed" og derved være i stand til at trække skillelinjer i forhold til andre. Sådanne modsætninger vil ofte have en ladet slagside, idet egen-gruppens fælleshedsskabende egenskaber som regel danne grundlag for opfattelsen af andres ikke- fællesskabstilhørende egenskaber og da således, at egne egenskaber vurderes positivt, andres egenskaber (eller mangel på de "egne egenskaber") anses for mindre gode<ref>Lund, s. 9</ref>([[etnocentrisme]]). Også i nutidige samfund kendes fremgangsmåden at anvende opløftende betegnelser om sig selv og nedladende betegnelser om andre: For samfundsundergravende grupper er etnicitet blevet et hjælpemiddel, der tages i brug for at ødelægge det samfund, de i bund og grund hader. Dette sker ved brug af begrebspar som "menneskerettigheder" over for "diskrimination", der nu har afløst de tidligere udtryk "progressiv" over for "reaktionær", "revolutionær" over for "borgerlig", "socialist" over for "fascist" eller "rødstrømpe" over for "mandschauvinist" – alle eksempler på "positivt" ladede udtryk om sig selv over for "negativt" ladede udtryk om andre. Imidlertid har netop tiltag med henblik på en erklæret "mindretalsbeskyttelse" været det mest udbredte og faste redskab i undergravelsesbestræbelserne. == National mindretalsbeskyttelse == Etniske grupper har et kraftcenter, et dynamisk midtpunkt, hvorfra udsendes frontkæmpere i alle retninger. Nogle steder vil disse trænge længere frem end andre, og der dannes derved takler eller fangarme – eller endda eksklaver (isolerede grupper adskilte fra kraftcenterets dominansområde). Århundreders opbygning af et internationalt samfund, der i begyndelsen af 2000-tallet omfatter lidt over 191 selvstændige nationalstater, har derfor ikke kunnet undgå at skabe sproglige, etniske, religiøse og nationale mindretal, som er sårbare over for diskrimination fra flertallets side. At beskytte sådanne mindretal mod overgreb og aktivt virke for, at de kan bevare og udvikle deres egen identitet, er derfor gennem tiderne blevet opfattet som en vigtig del af det internationale menneskerettighedsarbejde. Bestræbelserne tog et opsving efter [[1. Verdenskrig]], hvor de mange nye grænsedragninger i [[Europa]] skabte nye nationale mindretal på begge sider af disse grænser, således det tyske mindretal i [[Sønderjylland]] og det danske i [[Sydslesvig|Slesvig]]. I en række europæiske stater blev følgen en traktatmæssig beskyttelse af de nationale mindretal. Denne europæiske mindretalsret kunne imidlertid misbruges, idet der ikke var nogen sikkerhed for, at de rettighedssikrede mindretal af denne grund var loyale over for værtslandet. Tværtimod levede mange mindretal med en forhåbning om, at grænsen ville blive flyttet igen til deres fordel. I andre tilfælde var der tillige en ideologisk modsætning mellem statsstyret og medlemmer af nationale mindretal, således var mange (men langtfra alle) østeuropæiske [[jøde]]r erklærede kommunister og villige håndlangere for [[Sovjetunionen]]<ref>Madisson, s. 74-82. Madisson omtaler her blandt andet, at medlemmer af den jødiske kulturelle forening "Licht" tillige var medlemmer af EKP (det estiske kommunistparti), at den estiske jøde Herman Gutkin var den, der erstattede det estiske flag med det sovjetiske i tårnet ''Pikk Herman'' (hvor det nationale flag hver morgen hejses) ved besættelsen i 1940, at den jødiske lette Idel Jakobson som leder af en sovjetisk "sikkerhedsgruppe" under besættelsen 1940-1941 medvirkede til arrastationen af 799 estere og afsagde (og fik udført) 621 dødsdomme, samt at der var talrige (i bogen navngivne) virksomme jøder i NKVDs grupper i Estland under den sovjetiske besættelse</ref>. Også i nutiden anvendes etnicitet som ''pressionsmiddel'' fra en stat imod andre. Et velkendt eksempel herpå er [[Rusland]]s ofte gentagne påstande om, at folk af russisk herkomst diskrimineres i de nu selvstændige lande, men tidligere ufrivillige sovjetrepublikker ([[Estland]], [[Letland]], [[Litauen]], [[Moldavien]], [[Grusien]] med flere). === Etnicitet som kampmiddel === Etnicitet er en grundlæggende selvforståelsesegenskab, der kan bruges som virkemiddel til at opnå noget bestemt. Etnicitet bruges ofte som argument i identitetspolitik, hvor man forsøger at tilkæmpe sig bestemte fordele, rettigheder og områder. Etnicitet kan derved få en afsmag af [[imperialisme]] som et ideologisk redskab til at tilrage sig muligheder uden selv at ville tage hensyn til andre, hvilket uundgåeligt vil fremkalde modstand fra de, der ønsker at forsvare et samfunds givne grundlag: "''Kommer de ikke her for at leve i et demokratisk og fredeligt land med lige ret for alle? Alligevel provokerer og politiserer de, selv om de endog får positiv særbehandling. Hvordan kan en imam bo her i landet i 18 år uden at lære sig dansk...?''"<ref>citat fra Berlingske Tidende, 29, april 2002</ref>. === Indbyggede konflikter === Der kan således være et indbygget sprængfelt i forbud imod "etnisk diskrimination". Forudsætningen for et samfunds evne til at fungere er et vist omfang af fælles værdinormer<ref>Rousseau, s. 75, 83-85, 115</ref>, men forskelle i etnisk tilhørsforhold kommer netop til udtryk blandt andet i form af uens værdinormer. Der indbygges således en modsætning, når uens værdinormer skal virke i samme mellemfolkelige samfundsramme. Den kan eksempelvis vise sig, hvis folk på grund af uens etnisk baggrund ikke er i stand til at tale et sprog, som er forståeligt for begge, hvorved enhver mulighed for samtale på forhånd udelukkes. Endnu grellere bliver disse modsætninger, hvis den ene gruppes selvforståelse til dels hviler på undertrykkelse, lemlæstelse eller endda ombringelse af medlemmer af den anden gruppe. == Etnicitetsfænomenets udvikling == I en nordisk sammenhæng er begrebet etnicitet traditionelt været forbundet med opfattelsen af de etniske minoriteter, der bor i [[Norden]], således det tyske mindretal i [[Sønderjylland]], [[samer]]ne i Nordsverige, den oprindelige befolkning på [[Grønland]] og de [[immigrant]]er, der igennem de sidste 30-40 år er kommet til Norden fra [[Mellemøsten]], [[Asien]] og [[Afrika]] som [[flygtning]]e, [[gæstearbejder]]e eller [[familiesammenført]]e, samt disses efterkommere. I takt med globaliseringen og den øgede diversitet i de nordisk befolkninger siden 1960-erne er der sket en forskydning i den måde, problemstillingen omkring etnisk baggrund påvirker samfundsdebatter: For det første er etnicitet i dag også et anliggende for flertalsgruppen, som regel den hjemmehørende befolkning. Danskhed er således én etnicitet blandt flere, og dermed ikke en neutral eller given størrelse, men derimod en størrelse, der har betydning for hvem man kan være, og hvad man har adgang til. Nytilkomne etniske grupper stiller mere og mere spørgsmål ved selvfølgeligheden af de traditionelle borgerrettigheder. For det andet er der et stigende antal indbyggere med en blandet dansk-indvandrer-baggrund i takt med globalisering, stigende migration og urbanisering. Disse folk med "blandet" baggrund nødvendiggør en fornyet overvejelse af, hvorledes etnicitet skal opfattes og stadig mere i retning af [[Grundtvig]]s opfattelse, hvorefter det en den enkeltes egen opfattelse af at høre til eller ikke, der må lægges til grund snarere end spørgsmålet om fødested eller forældre. === Etnisk bevidsthed er et spørgsmål om indstilling === Etnisk bevidsthed er et spørgsmål om ''holdninger'', ikke om udseende, fødested eller forældre. Ved at vælge en etnicitet, der skiller en ud fra det omgivende samfund som noget særligt, har man valgt udgrænsningens, udstødelsens eller borgerkrigens vej. Ved at vælge en etnicitet, der betoner ens tilhørsforhold til samfundet, har man valgt samfundsborgerens og dermed også samfundsopbyggerens vej. Ved at kræve særlig hensyntagen til etniske særgrupper gør man disse en bjørnetjeneste ved at gøre dem til socialt udgrænsede, ved at kræve loyalitet af dem over for samfundet mindsker man opbygningen af modsætningsforhold. Dybest set er der for samfundsfællesskabet ingen forskel på ikke at ville underkaste sig samfundets fælles vilkår, hvad enten af påståede "etniske", af anarkistiske eller af åbenlyse kriminelle årsager. I sidste ende står det jo enhver frit at træffe beslutningen, at man er endt i et galt samfund og vil finde sig bedre tilrette i et andet: "''Så længe et antal forsamlede mennesker betragter sig selv som et eneste legeme, har de kun en eneste vilje, der står i forbindelse med den fælles opretholdelse af livet og almenvellet. Da er alle statens embedsområder stærke og enkle, dens maximer er klare og indlysende; den har ingen tågede, modsætningsfyldte interesser; del fælles vel viser sig indlysende overalt og kræver for at blive opdaget kun sund fornuft. ...'' ''Men når den samfundsmæssige knude begynder at løsnes og staten at svækkes; når særinteresserne begynder at kunne mærkes og de små samfund at influere på det store; ændres fællesinteressen og får modstandere, enigheden råder ikke længere i stemmerne, almenviljen er ikke længere alles vilje, modsigelser og debatter opstår, og det bedste synspunkt går ikke igennem uden stridigheder. Kort sagt, når staten på randen af ødelæggelse ikke længere består i andet end en tom og illosorisk form, når de samfundsmæssige bånd er brudt i alle hjerter, når den usleste interesse frækt smykker sig med det fælles vels hellige navn; da bliver almenviljen stum; ledet af hemmelige motiver stemmer alle ikke mere som statsborgere, som havde staten aldrig eksisteret, og man gennemfører falsk i lovens navn uretfærdige dekreter, der kun har særinteressen som mål''.<ref>Rousseau s. 197f</ref>" ".''..Der findes altså en ren civil trosbekendelse, hvis artikler det tilkommer suverænen at formulere, ikke præcis som religionsdogmer, men som samfundsanskuelser, uden hvilke man hverken kan være en god samfundsborger eller tro undersåt. Suverænen kan ikke tvinge nogen til at tro på disse dogmer, men den kan udvise hvem som helst, der ikke tror på dem, fra staten; den kan bandlyse vedkommende, ikke som gudsfornægter, men som samfundsnedbryder, som én, der er ude af stand til oprigtigt at elske lovene, retfærdigheden og til om fornødent at ofre livet, når pligten byder det. Hvis nogen derfor efter offentligt at have anerkendt disse samme dogmer opfører sig, som om vedkommende ikke tror på dem, bør denne straffes med døden. Thi han har begået den største af alle forbrydelser; han har løjet for loven''."<ref>Rousseau, s. 238</ref> '''Rousseau: Samfundspagten''' (1762) === Brug og misbrug af etnicitet === Det bør understreges, at opfattelsen af en egen etnisk identitet ''ikke'' er afgørende for, om man vedkender sig pligten til at indrette sig under de i samfundet givne regler. [[Kriminalitet|''Kriminel adfærd'']] er udtryk for manglende respekt for samfundet og uvilje til at tilpasse sig. Ligeledes kan en ''politisk ideologi'' medføre ønsker om at omstyrte et samfunds orden ([[kommunisme]], [[socialisme]]) og endelig kan tilstedeværelsen af en [[anarkisme|anarkistisk indstilling]] føre til samfundsfjendtlig virksomhed. Således var [[Sokrates]] i sin opførsel anarkist, idet han mente sig i sin ret til ikke at respektere sit lands love, idet han påstod sig at være mere indsigtsfuld end folkeforsamlingen, der havde vedtaget lovene<ref>Kierkegaard, s. 214</ref>. Skønt helt igennem græker og dermed – etnisk set – tilknyttet folkelegemet, var han i bund og grund umoralsk og dermed en samfundsfjende<ref>Kierkegaard, s. 215, 224</ref> og derfor hjemfalden til samfundets straf<ref>Kierkegaard, s. 222ff</ref>. Ikke etnicitet som fænomen men ''måden, etnicitet omsættes i handling på'', er bestemmende for, om etnicitet virker opbyggende eller ødelæggende på samfundet. Dette gælder også de, der bruger etnicitet som udgrænsning af samfundsgrupper, og de, der bruger etnicitet som pseudobegrundelse for at undskylde eller tillade kriminel adfærd. == Litteratur == * Søren Kierkegaard: "Om begrebet ironi med stadigt Hensyn til Socrates" (i: Søren Kierkegaard: ''Samlede værker'', bind 1, Gyldendal 1982, {{ISBN|87-00-45132-0}}), s. 59-351. * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie'', Aarhus University Press 1993, {{ISBN|87-89531-08-6}}. * Tiit Madisson: ''Lihula õppetund'', Lihula 2005, {{ISBN|9985-897-19-6}}. * J.J.Rousseau: ''Samfundspagten'', København 1987, {{ISBN|87 7245 1890}}. == Noter == {{Reflist}} == Ekstern link == *[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=28938 Retsinformation] *[http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/32251:Danmark--Vi-er-jo-alle-mennesker----men-min-kultur-er-bedre-end-din Birgitte Stoklund Larsen: "Vi er jo alle mennesker — men min kultur er bedre end din" (''Kristeligt Dagblad'', 11. juli 2006)] tqwy2twuzs9rqmv3qhwd2lqvaed4rlk 0 6427 42844 26175 2026-11-03T10:26:52Z Jcb 8204 42844 wikitext text/x-wiki '''Etnocentrisme''' (sammensat af [[græsk]] ''ethnos'' = folk og en afledning af [[latin]] ''centrum'' = midtpunkt, midte, ordet er på dansk kendt siden 1965<ref>[http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=etnocentrisme Den danske Ordbog]</ref> men stammer fra [[William Graham Sumner]], som indførte det i 1906<ref>William Graham Sumner: ''Folkways. A study of the sociological importance of usages, manners, customs, mores, and morals''; Ginn and Company, Boston, New York u.a. 1906/genoptryk; Cosimo, New York 2007; <br />citat s. 13: „Ethnocentrism is the technical name for this view of things in which one’s own group is the center of everything, and all others are scaled and rated with reference to it.“ </ref>) er et begreb, der bruges for at beskrive en tendens til (ubevidst) at bruge [[norm]]er og [[værdi]]er fra ens egen [[kultur]] som målestok for at bedømme og forstå andre kulturer eller samfund. Man sætter sig selv og sin kultur (sin [[etnicitet]]) i midten og bedømmer alle andre kulturer ud fra graden af afvigelse fra denne norm. Etnocentrisme betegnes undertiden som en hoven selvfølelse betinget af, at ens egen gruppe udgør grundlaget for sammenligning med andre grupper, der så af samme årsag bliver mindre positivt bedømt<ref>Lund, s. 9</ref>. Etnocentrisme kan også være forbundet med angst for andre folkeslag og nationer (''[[xenofobi]]'')<ref>Lund, s. 13</ref> Tendensen til etnocentrisme er universel, fordi alle mennesker er født og opvokset i en kultur, ud fra hvis synspunkt verden anskues. Hvor etnicitet kan opfattes positivt som et middel til at styrke fællesskabsfølelse eller gruppesolidaritet, er den gængse opfattelse af etnocentrisme negativ, da den kan lede til fx [[nationalisme]] og xenofobi. Det skyldes dels en [[positivisme|positivistisk]] opfattelse af, at opfattelsen og skildringen af andre kulturer og samfund som et ideal bør være neutral eller objektiv, det vil sige holdningsløs, dels at de fleste fordomsfulde holdninger har et negativt præg og derfor kan (og ofte vil) føre til en modvilje mod det fremmede. Et eksempel på etnocentrisme er ''Papalagi, tale af sydhavshøvdingen Tuiavii fra Tiavea''<ref>(en bog forfattet af [[Erich Scheurmann]] første gang udgivet i Tyskland i 1920 Originaltitlen på tysk var ''Der Papalagi'')</ref>. Bogen beskriver det europæisk liv set gennem [[Samoa]]-høvdingen Tuiaviis øjne. Problemstillingen med etnocentrisme er især af betydning ved udforskningen af ældre historiske samfund ved brug af antikke (fx græske eller romerske) skriftlige kilder. Efter som de antikke forfattere i høj grad så på og opfattede fremmede (fx keltiske, germanske) samfund gennem en etnocentristisk synsvinkel, forsøgte de at skabe forståelse for det fremmede ved enten at sammenligne det med noget, der var kendt, eller ved omvendt at fremhæve det fremmedartede som en anderledeshed i forhold til det kendte.<ref>Lund, s. 28</ref> Denne tendens blev fremmet ved, at etnografer ofte vil have en tendens til at fremhæve det fremmedartede, der forekommer dem underligt, og fremhæve dette som noget typisk, hvilket let kan fortegne billedet af de(t) skildrede samfund.<ref>Lund, s. 53</ref> == Noter == {{Reflist}} == Litteratur == * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium, Aarhus Universitetsforlag 1993; {{ISBN|87-89531-08-6}} * Finn Fuglestad: ''The Ambiguities of History - The Problem of Ethnocentrism in Historical Writing''; {{ISBN|978-82-74772-04-5}} == Eksterne henvisninger == [http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=etnocentrisme ''Den danske Ordbog'', opslag: etnocentrisme] 2mce5u8qwknjt5vaj9sj19etpw9uls9 0 6439 42841 26187 2026-11-03T08:16:37Z Jcb 8204 42841 wikitext text/x-wiki Ved en befolknings '''erhvervsfordeling''' forstås en given befolknings fordeling efter [[næringsvej]]e. Der kan anlægges forskellige synsmåder på denne opgørelse: Erhvervsfordelingen kan opgøres efter ''hovedpersoner'' (erhvervsaktive) og efter ''husstande'' (hvor alle familiemedlemmer uden egen næringsvej henregnes til husstandsoverhovedets næringsvej). Undersøgelser viser, at begge opgørelsesmåder giver ret ens udfald, i det de små udsving skyldes størrelsesforskelle i husstande inden for de ulige næringsveje<ref>Stilling, s.401-484.</ref>. Der kan skelnes efter ''stilling'' og ansættelsesforhold mellem [[arbejdsgiver]]e og [[arbejdstager]]e, mellem [[selvstændig]]e og [[ansat]]te, mellem [[funktionær]]er og [[arbejder]]e, mellem højere og lavere funktionærer, [[faglært]]e og [[ufaglært]]e, mellem [[mester|mestre]], [[svend]]e og [[lærling]]e, mellem fast ansatte og løsarbejdere (sæsonansatte) med mere. Erhvervsfordelingen kan opgøres som fuldtidsaktive næringsdrivende, idet deltidsansatte omregnes til fuldstidsansatte. Eller der kan skelnes imellem fuldtids- og deltidsansatte. Der foreligger ulige detaljeringer med hensyn til antallet af erhvervskategorier. Således anvender Danmarks Statistik en 3-gruppe, en 9-gruppe, en 27-gruppe og en 111-gruppe brancheinddeling. Foruden erhvervsaktive tilføjes som regel en gruppe af folk uden næringsindkomst (pensionister og lignende) == 3-gruppe inddeling == 3-gruppe inddelingen skelner mellem: #[[primære erhverv]] (landbrug, fiskeri med videre), #[[sekundære erhverv]] (fremstilling og forædling), #[[tertiære erhverv]] (tjenesteydelser og embedsfolk). == 9-gruppe inddeling == 9-gruppe inddelingen skelner mellem: #Landbrug, fiskeri og råstofudvinding. #Industri og håndværk. #Energi- og vandforsyning. #Byggeri og anlæg. #Handel, hotel og restauration. #Transport, post og tele. #Finansiering og forretningsservice. #Offentlige og personlige tjenester. #Uoplyst aktivitet. == 27-gruppe og 111-gruppe inddelinger == Disse gruppeinddelinger er mere detaljerede, henholdsvis i samlegrupper og fordelt på hver branche for sig. == Litteratur == *Niels Peter Stilling: ''De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940''; Selskabet for Stationsbyforskning 1987; {{ISBN|87-89104-00-5}} == Ekstern henvisning == [http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1024 Danmarks Statistik: erhvervsfordeling] == Noter == {{Reflist}} a3qoxcpg85ztuushgr2qy1oily4hfzz 0 6447 42855 29303 2026-11-03T11:46:58Z Jcb 8204 42855 wikitext text/x-wiki [[Fil:Migrant Worker by David Shankbone.JPG|thumb|Udenlandsk jordbrugsarbejder i [[New York (delstat)|New York]]]] [[Fil:Langechildren2.jpg|thumb|Gæstearbejdere i [[Californien]] i 1935]] En '''gæstearbejder''', ''udenlandsk arbejder'' eller ''fremmedarbejder'' er en person, som arbejder i et andet land end, hvor vedkommende er [[statsborgerskab|statsborger]]. En [[migrantarbejder]] kan desuden også arbejde i sit eget hjemland eller mellem landegrænser alt efter, hvilken definition der benyttes. Nogle gæstearbejdere er tilstede midlertidigt og legalt gennem et [[gæstearbejderprogram]] i lande med mere foretrukne jobmuligheder end i deres hjemlande. Andre er der som illegale [[udlændinge]]. Gæstearbejdere bor midlertidigt i det land, hvor de arbejder og sender ofte en stor del af deres løn til deres hjemlande. == Gæstearbejdere efter land == === Danmark === '''Gæstearbejdere i Danmark''' er [[gæstearbejder]]e, der arbejder eller har arbejdet i [[Danmark]]. Betegnelsen gæstearbejder bruges især om de [[indvandrer]]e, der kom til Danmark for at arbejde i 1960'erne og starten af 1970'erne, selvom der også både før og efter denne periode har været betydelige grupper af udenlandsk arbejdskraftindvandring. Tidligere brugtes normalt ordet "fremmedarbejder" som udtryk for de udenlandske arbejdere, der kom til [[Danmark]] i [[1960'erne]] og [[1970'erne]]. I dag betragtes dette ord imidlertid i vid udstrækning som nedladende trods sin neutrale grundbetydning. Når man omtaler denne gruppe i dag, bruges typisk udtrykket '''gæstearbejder''', som altså oprindelig er en [[eufemisme]]. Gæstearbejde i Danmark kan bl.a. foregå via en [[greencard]]-ordning. ==== Polakker ==== I perioden 1893-1929 kom mange [[polakker]] til Danmark for at udføre gæstearbejde, især ved landbruget (de såkaldte roepolakker). Ikke mindst i [[roe]]kampagnerne på [[Lolland]]-[[Falster]], men også som høstkarle og piger rundt om i landet. Beslutningen om at rejse til Danmark for at arbejde i en sæson var derfor en ikke særlig afgørende eller alvorlig beslutning for en ung polak: Han eller hun skulle jo hjem til jul! Antallet var højest i 1914, hvor der var 14.000 polske landarbejdere i Danmark. Med [[1. verdenskrig]] faldt tallet kraftigt. De fleste polakker rejste tilbage til Polen igen, men det skønnes, at ca. 3.-4.000 blev permanent i Danmark.<ref>Østergaard, Bent (2007): ''Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøder''. Syddansk Universitetsforlag. Kapitel 23.</ref> ==== Gæstearbejdere i 1960'erne og 1970'erne ==== Gæstearbejderne, der især kom fra [[Tyrkiet]], men også fra bl.a. [[Jugoslavien]] og [[Pakistan]], blev kaldt sådan, fordi man forventede, at de kun skulle arbejde en periode i Danmark og dermed afhjælpe manglen på arbejdskraft for derefter at vende tilbage til deres oprindelseslande. I mange tilfælde blev disse personer dog i Danmark, eftersom de var blevet integreret på [[arbejdsmarked]]et og typisk fik børn, der gik i dansk skole osv. ==== Statistik ==== Udviklingen i antallet af gæstearbejdere med arbejdstilladelse og samlet var for Danmarks vedkommende<ref>Aagesen, 1968 og 1971</ref>: {| class="wikitable" border="1" |- ! År ! Med arbejdstilladelse ! I alt udlændinge ! År ! Med arbejdstilladelse ! I alt udlændinge |- ! 1962 | align = right| 8.497 | align = right| 14.199 ! 1967 | align = right| 12.970 | align = right| 22.885 |- ! 1963 | align = right| 9.268 | align = right| 15.131 ! 1968 | align = right| 14.245 | align = right| 22.659 |- ! 1964 | align = right| 9.364 | align = right| 15.758 ! 1969 | align = right| 14.604 | align = right| 23.336 |- ! 1965 | align = right| 10.703 | align = right| 17.572 ! 1970 | align = right| 17.893 | align = right| 27.252 |- ! 1966 | align = right| 11.703 | align = right| 18.994 ! 1971 | align = right| 24.852 | align = right| 34.484 |} Udviklingen i antallet af gæstearbejdere fra 1966 til 1971 efter vigtigste lande: {| class="wikitable" border="1" |- ! Hjemsted/År: ! 1966 ! 1971 |- ! Vesttyskland | align = right| 7.801 | align = right| 9.028 |- ! Tyrkiet | align = right| 156 | align = right| 6.073 |- ! Jugoslavien | align = right| 261 | align = right| 4.591 |- ! Storbritannien | align = right| 3.192 | align = right| 4.524 |- ! USA | align = right| 2.702 | align = right| 3.685 |} Andre områder med mere end 1.000 gæstearbejdere i Danmark i 1971 var [[Benelux]], [[Italien]], [[Polen]], og [[Schweiz]].<ref>Indbyggere fra de nordiske lande benævnes som regel ikke gæstearbejdere.</ref> I [[1970]] blev der indført stop for tilgang af nye gæstearbejdere.<ref>kilde: Aagesen, s. 5</ref> === USA === I USA eksister begrebet [[Green card workers]], hvor personer som ansøger om [[Green Card (USA)|Green Card]], kan få lovlig permanent arbejds- og opholdstilladelse. === Asien === Gæstearbejde er relativt udbredt i nogle lande i [[Asien]] og [[Mellemøsten]]. == Noter == {{reflist|3}} == Litteratur == * Knox, Paul; Agnew, John; McCarthy, Linda (2003). ''The Geography of the World Economy'' (4th ed.). London: Hodder Arnold. {{ISBN|0-340-80712-1}}. * ———. [http://www.collectionscanada.ca/immigrants/ Moving Here, Staying Here: The Canadian Immigrant Experience]. Web exhibition. Library and Archives Canada. * Ness, Immanuel (2011) ''Guest Workers and Resistance to U.S. Corporate Despotism'' Urbana: University of Illinois Press. {{ISBN|978-0252078170}} == Eksterne henvisninger == * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0067-PDF/gto_0067_97728.pdf Aage Aagesen: "The population of Denmark 1960-1965" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 67; 1968)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0070-PDF/gto_0070_71671.pdf Aage Aagesen: "The population of Denmark 1965-1970" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 70; 1971)] *[http://www.expatriatesmagazine.com Expatriates Magazine] - Printed Publication for Foreign Workers in France *[http://www.pbs.org/now/shows/221/index.html The PBS newsmagazine NOW] focuses on America's "Guest Workers" including interviews with actual guest workers who work in Montana's forests *[http://www.dollarsandsense.org/archives/2006/0906ness.html Migrant labor activism in New York City] from [[Dollars & Sense]] magazine *[http://www.nooneisillegal.org/ No One is Illegal] *[http://www.ericdigests.org/1995-2/migrant.htm Migrant Farmworkers and Their Children] *[http://www.dailymotion.com/video/xa3er9_a-gift-from-heaven_news A gift from heaven] A short film on Thai workers in Israel *[http://www.huffingtonpost.com/dan-rather/guest-workers-and-us-unem_b_743884.html?view=print "Guest Workers" and U.S. Unemployment] - essay and video by [[Dan Rather]] adlkjl9l6ghhtym8k3p0tjs3iny4k0w 0 6449 42842 26198 2026-11-03T08:17:19Z Jcb 8204 42842 wikitext text/x-wiki '''Ester Talke Boserup''' født Børgesen, ([[18. maj]] [[1910]] på [[Frederiksberg]] – [[24. september]] [[1999]] i [[Ascona]], [[Schweiz]]) var en [[Danmark|dansk]] [[økonom]] ([[cand.polit.]]) og [[demograf]], med økonomisk udvikling og landbrugsudvikling som speciale. Hun arbeidede i [[FN]] og andre internationale organisationer og skrev flere bøger. Hun hævdede i modsætning til [[Thomas Malthus]] at madproduktion som følge af teknologiske fremskridt ville vokse i takt med befolkningsvæksten. Hun er begravet på [[Ordrup Kirkegård]]. To priser ved [[Københavns Universitet]]s Copenhagen Centre for Development Research er opkaldt efter hende: ''The Ester Boserup Prize for Research on Development'', der hvert år siden 2013 er blevet overrakt til en forsker, der har præsteret "fremragende samfundsvidenskabelig forskning inden for udvikling og økonomisk historie", og ''The Ester Boserup Thesis Prize'', der fra 2015 gives til en nyligt afsluttet ph.d.-afhandling inden for økonomisk udvikling og beslægtede discipliner.<ref>[http://ccdr.ku.dk/eb_prize/ The Ester Boserup Prize for Research on Development and the Ester Boserup Thesis Prize. Hjemmeside ved Copenhagen Centre for Development Research. Hentet 8. juni 2015.]</ref> == Værker == * Ester Boserup: ''Staten og Importhandelen''. Udgivet af Socialvirke. I Kommission hos Thaning & Appels Forlag. København 1945 * Ester Boserup: ''The Conditions of Agricultural Growth: The Economics of Agrarian Change under Population Pressure'' (Chicago, Aldine, 1965, {{ISBN|0-415-31298-1}}). * Ester Boserup: ''Woman's Role in Economic Development'' (London, Earthscan, 1970, {{ISBN|1-85383-040-2}}) * Ester Boserup: ''Population and technology''. Oxford: Basil Blackwell, 1981 * Ester Boserup: ''My Professional Life and Publications 1929-98''. (Copenhagen, Museum Tusculanum Press, 1999, {{ISBN|978-87-7289-520-8}}). == Referencer == {{Reflist}} == Eksterne henvisninger == === Biografiske kilder === * [http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/206/origin/170/query/ester%20boserup/ Kvinfo om Ester Boserup] === Artikler === * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0044-PDF/nto_3rk_0044_88648.pdf Ester Boserup: "Nogle centrale økonomiske Spørgsmaal i Lys af den marxistiske Teori" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 44; 1936)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_0085-PDF/nto_0085_90441.pdf Ester Boserup: "Dansk Importregulering gennem 15 Aar" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Bind 85; 1947)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_0104-PDF/nto_0104_100253.pdf Ester Boserup: "Udviklingslandenes import af fødevarer på langt og kort sigt" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Bind 104; 1966)] === Andres omtaler og anmeldelser === * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_0103-PDF/nto_0103_85853.pdf Kjeld Philip (anmeldelse af): Ester Boserup: ''The Conditions of Agricultural The Economics of Agrarian Change under Population Pressure''; George Allen &amp; Unwin Ltd. London 1965; (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Bind 103; 1965)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_0109-PDF/nto_0109_87566.pdf Kjeld Philip (anmeldelse af): Ester Boserup: ''Woman s role in economic development.'' London: George Allen and Unwin, 1970; (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Bind 109; 1971)] 5dutugy6avq4utvxww6s9a8fqxjebc3 0 6454 42845 29478 2026-11-03T10:27:22Z Jcb 8204 42845 wikitext text/x-wiki [[Fil:Tuareg 1907.jpg|thumb|[[Tuareg]] på [[kamel]] (postkort fra [[1907]]).]] '''Etnografi''' (fra [[græsk]] έθνος ''ethnos'' = "folk" og γράφειν ''graphein'' = " skrive") er en kvalitativ, beskrivende forskningsmetode, udviklet inden for [[antropologi]]en til at beskrive [[kultur]]forskelle blandt samfund og folkeslag. Igennem sin udvikling i Amerikansk og Europæisk antropologi og Etnologi har den etnografiske metode benyttet sig altovervejende af [[feltarbejde]] og [[deltagerobservation]] som måder til at indsamle data omkring forskellige samfunds og folkeslags kultur, samfundsorganisation og levemåder. Etnografi er en [[holisme|holistisk]] metode baseret på det princip, at elementerne eller delene af et samfund ikke nødvendigvis kan forstås uafhængigt af hinanden. Centrale figurer i udviklingen af den etnografiske metode var den tysk-amerikanske antropolog [[Franz Boas]] og den polske antropolog og økonom [[Bronisław Malinowski]]. Etnografi har historiske forbindelser til [[rejsebeskrivelse]]r og skildringer af kolonier. Selvom etnografien udvikledes indenfor antropologien bruges den nu i de fleste samfundsvidenskaber, fra sociologi til politologi til at opnå [[kvalitativ]] viden om forskellige gruppers kulturer, verdensopfattelser og handlemønstre. Den etnografiske er særligt central for de [[konstruktivisme|konstruktivistiske]] og [[relativisme|relativistiske]] videnskabelige [[paradigme]]r, da metoden er særligt egnet til at belyse minutiøse forskelle i hvordan forskellige samfundsgrupper forstår og opfatter verden. Begreberne [[antropologi]] og etnografi benyttes ofte synonymt. I [[Danmark]] skyldes det bl.a., at [[Københavns Universitet]] har doceret ''antropologi'', mens [[Aarhus Universitet]] har undervist i ''etnografi og [[socialantropologi]]'' (nu hedder faget ''Antropologi og Etnografi''). Etnografi refererer i høj grad til det beskrivende element og kan derfor ses som et mere specifikt begreb end antropologi, der bredt betyder "læren om mennesket". [[Kirsten Hastrup]] og Jan Ovesen nævner i ''Etnografisk grundbog'' fra 1990, at stadig flere danske etnografer har benyttet titlen antropolog for at "markere en mere teoretisk orienteret holdning". Det nævnes i samme bog, at kontinentaleuropæere traditionelt har kaldt sig etnografer, mens amerikanere har valgt ''[[kulturantropologi|kulturantropolog]]'' og briter ''[[socialantropologi|socialantropolog]]'' som et udtryk for fokus på henholdsvis [[kultur]] og sociale systemer. == Udgangspunkter == Man kan skelne mellem to udgangspunkter for den etnografiske forståelse: rammen for samfundsfællesskabet og dettes næringsmæssige grundform. === Samfundsrammen === Etnografien kan betegnes som studiet af menneskelivet. Det er en stiltiende forudsætning for etnografien, at de befolkninger, der beskrives, enten er ens i henseende til levevilkår og levemåde eller kan siges at indgå i et opgavedelt samfund, hvor den enkelte bidrager til helheden inden for en vel afgrænset og let erkendelig helhedsramme (efter niveau kan skelnes mellem familie, stamme, folk eller nation). Menneskets funktion som art er at sikre sin beståen. Dette sker, som for alle andre arter, ved at sikre sig afkom. Denne opgave bliver for menneskets vedkommende løst inden for det fællesskab, der kaldes ''[[Familie (menneske)|familien.]]'' Familien består af tre led: mand, kvinde og afkom - i familiesammenhæng benævnt fader, moder og børn. Forældrenes rolle i familien er at avle børn og sikre afkommets overlevelse indtil den dag, hvor de kan klare sig selv og selv stifter familier. Familier kan leve mere eller mindre isolerede men indgår som regel i et dagligt fællesskab, der kan betegnes som en ''[[Stamme (folk)|stamme]]'' i tilfælde af jægersamfund (et jagtfællesskab) og nomadesamfund henholdsvis som [[boplads]] eller et landbrugsfællesskab (et landsbyfællesskab) for agerbrugssamfunds vedkommende. Stammen kan indgå et et større fællesskab med andre grupper, som man ikke omgås i det daglige men ikke desto mindre vedvarende har kontakt til og fællesskabsfølelse med. Dette fællesskab kaldes ''[[folk]]'' eller ''[[folkeslag]]''. Hvor samhørsfølelsen er bevidst, tales om en ''[[nation]]''. Samhørsfølelsen betegnes ''[[nationalisme]]''. I visse tilfælde er stammen og nationen sammenfaldende enheder. Inden for fællesskabet findes visse regler eller love for hvorledes, man må og kan opføre sig. Er der uenighed herom, træffes der en afgørelse inden for fællesskabet, eventuelt ved dertil udpegede medlemmer. Sådanne ordninger, der har til formål at sikre et samfunds orden og beståen, kan formaliseres gennem faste institutioner med dertil udsete embedsfolk; i så fald tales om en ''[[stat]]''<ref>Vahl og Hatt, s. 115-116</ref>. ''[[Nationalstaten]]'' betegner den ideale tilstand, hvor nation og stat er sammenfaldende. Etnografiske studier har som regel rettet sig mod stammen eller folket. Studier af organiserede stater er som regel overladt til [[politologi]]en for så vidt angår deres indretning, [[sociologi]]en for så vidt angår deres medlemmers indbyrdes forhold eller [[geopolitik]]ken for så vidt angår deres forhold til andre stater. === Næringsgrundformer === Yderligere kan man sige, at ethvert samfund lader sig indpasse i en erhvervskulturel arketype eller grundform. Traditionelt skelnes mellem<ref>Vahl og Hatt, s. 101-114</ref>: * [[Jæger-samler|samlere og lavere jægere]] * [[højere jægere]] * [[nomader]] * [[halvagerbrug]] * [[helagerbrug]], der underinddeles i: :* helagerbrug uden [[plov]] :* helagerbrug med plov * industrisamfund. Det bør nævnes, at forståelsen af denne inddeling har ændret sig over tid. Oprindelig omfattede inddelingen kun de tre hovedtyper jægere, nomader og landbrugere. Ret snart fandt man det hensigtsmæssigt at foretage en opdeling. Inspireret af Darwins lære fandt man anledning til at udskille såkaldte "primitive" (oprindeligere) kulturtrin og mere videreudviklede trin. Dermed indledtes en deling af jægerkulturer i "samlere og lavere jægere", det vil sige udpræget kombinerede næringsformer, og "højere jægere", hvor jagt er overvejende eller enerådende. På lignende måde sket en opdeling i "halvagerbrug", hvor jagt og agerbrug er kombineret i en kønsbetinget arbejdsdeling, idet kun kvinder er sysselsat med afgrødedyrkning mens mænd bedriver jagt, og "helagerbrug", hvor denne næringsvej er blevet mændenes virkeområde. Denne blev yderligere opdelt i agerbrug uden brug af plov henholdsvis med brug af plov. Inspireret af udviklingstanken blev det i anden halvdel af det 19. århundrede hævdet, at de ulige kulturformer skulle afspejle trin i den kulturelle udvikling, og man mente, at forekomsten af de enkelte kulturformer således afspejlede de udviklingstrin, som "moderne" samfund havde været igennem under deres udvikling.<ref>fx E. B Tylor: ''Primitive Culture'', John Lubbock: ''Origin of Civilisation'', Lewis H. Morgan: ''Ancient Society'' samt H. Schurtz: ''Urgeschichte der Kultur''; Leipzig 1900</ref> Allerede i samtiden blev der fremsat kritik af denne opfattelse<ref>fx Fr. Ratzel: ''Völkerkunde''; 2. udgave, bind 1-2; Leipzig 1894-95</ref>, og fra begyndelsen af det 20. århundrede blev det med voksende styrke hævdet, at de ulige næringsformer snarere burde opfattes som tilpasninger til de naturgivne forudsætninger. Forskningen fandt, at de ulige samfund også havde gennemgået en uens udvikling, og tillige, at forekomsten af samme redskabsformer i flere kulturer ofte måtte ses som en følge af indbyrdes kontakter, idet de enkelte kultursamfund optog sådanne redskaber og opfattelser, som med fordel kunne indpasses i deres virkeform.<ref name=autogeneret1>Vahl og Hatt, s. 102</ref> På lignende måske skiftede opfattelsen af årsagen til, at samme kulturform forekom flere steder, fra, at dette skyldes parallelle udviklingsforløb til, at dette snarere og oftere skyldes indbyrdes kulturstrømninger. Dette førte til udviklingen af den opfattelse (der fandt vej til etnologien), at der ved gentagne nye kulturstrømninger skete en mere udpræget "fortrængning" af gamle kulturformer til "yderområder" eller med andre ord: :"''Dersom en Række af Kulturstrømme efter hinanden trænger ind i et Land eller en Verdensdel, vil de ældre Kulturer holde sig længst i afsides Egne''".<ref>Vahl og Hatt, s. 103</ref> Med tiden har en økologisk forståelsestilgang til næringsformerne vundet frem: En oversigt over fordelingen af de erhvervsmæssige grundformer vil vise en vis tilpasning til de stedlige naturgivne vilkår. Således vil ''samlernes og jægernes'' virksomhed afhænge af det naturlige plante- og dyreliv, der atter afhænger af klima og jordbundsforhold, ''agerbrugets'' udformning er ligeledes i stort omfang bestemt ved klimatiske, jordbundsmæssige og terrænmæssige forhold, og på lignende måde vil ''industrien'' være tilpasset de på ethvert sted tilgængelige [[råstof]]fer, mens ''handelen'' endelig beror på de samhandlende områders indbyrdes beliggenhed (og erhverv) og de betingelser for transport, som [[terræn]], [[vandløb]] og [[hav]]e giver færdselen.<ref>Vahl og Hatt, s. 101</ref> == Forskningsmetoder == Etnografisk forskning har gennem tiden gjort brug af tre forskningsmetoder: # feltstudiet, # udnyttelsen af skriftlige kilder, # arkæologiske udgravninger og udnyttelsen heraf. === Feltstudiet === Den vigtigste forskningsmetode i etnografien har altid været feltstudiet. Dette går ud på at besøge den befolkningsgruppe, der ønskes studeret, leve med den i kortere og længere tid og herunder dels gøre iagttagelser, dels - eventuelt ved spørgsmål - at nå til en dybere forståelse af befolkningsgruppens levevis eller dele heraf. Feltstudiet kan omfatte levevis i dagligdagen, årlige højtider, højtider i forbindelse med begivenheder i livet (typisk ritualer ved overgang fra barn til voksen, ritualer i forbindelse med ægteskaber og ritualer i forbindelse med død og begravelse). I moderne etnografi lægges vægt på forskerens egen evne til at indleve sig i den studerede befolkningsgruppes livsvilkår og dermed ved sit samvær med menneskene i det samfund, man forsøger at forstå skaffe sig en indsigt og indlevelse, der fremmer evnen til at skildre det studerede liv som en helhed, hvor de enkelte deltræk fremstår som værende meningsfulde. Som et led i feltstudiet kan etnografen gennem spørgsmål og samtale forsøge at skaffe sig uddybende indsigt i den forståelsesverden, som præger den befolkningsgruppe, der studeres. I ældre feltstudier indgik antropologiske studier af befolkningens alderssammensætning, fysiske højde og drøjde, ansigtstræk, hårets karakter og farve, øjnenes farve med mere ligeledes som en del af studiet. === Skriftlige kilder === Etnografiske feltstudier kan ifølge sagens natur kun ske i samtiden. Vil man vide noget om tidligere tider, er man henvist til at bruge skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd. Ikke sjældent inddrages skriftlige kilder som et middel til at kontrollere egne iagttagelser, eventuelt om der er sket en udvikling over tid. Inddragelsen af skriftlige kilder stiller brugeren over for en række kildekritiske og forståelsesmæssige samt tolkningsmæssige problemer. Man kan skelne mellem nyere tids og antikke kilder, men problemstillingerne er ens (omend ikke de samme). De problemer, der således gør sig gældende, kan i hovedsagen sammenfattes således: # egne fordomme; # kildeforfatterens fordomme; # sproglige forståelses-, herunder identifikationsproblemer; # spørgsmålet om sproglige lån overtaget fra andre kilder (vandremotiver); # spørgsmålet, om kildeteksten gengiver forfatterens egen viden eller oplysninger hentet fra andre kilder; # spørgsmålet om fortolkning af de gengivne oplysninger: myter eller at konstruere en helhed. Det er velkendt, at fx antikke (især græske og romerske) forfattere i vid udstrækning var bundne af fordomme om verdens indretning, såkaldt [[etnocentrisme]]. Man mente, at afstanden fra "civilisationens midtpunkt" (= ens eget samfund) samt de klimatiske forhold havde indflydelse på de "barbariske" folkefærd, der blev beskrevet. Ligeledes forsøgte disse forfattere ofte at forstå fremmede samfund ud fra forholdene i deres eget samfund, enten ved at finde ligheder eller ved at opstille modsætninger. Endelig forelå faren for, at antikke forfattere generaliserede forholdene for en større befolkningsgruppe på grundlag af enkeltiagttagelser. Alle disse forhold måtte nødvendigvis "farve" fremstillingen.<ref name=autogeneret2>jvf. Lund (1993)</ref> I nyere tid (især efter 2. verdenskrig) har kildekritikken mere og mere vundet overhånd. Antikke kilder betragtes mere eller mindre som "upålidelige" til fortiden. Denne tendens gjorde sig tidligt gældende blandt historikere (fx [[Aksel E. Christensen]]<ref>fx Christensen, s. 35</ref>) og har siden vundet udbredelse også blandt filologer (fx [[Allan A. Lund]])<ref name=autogeneret2 />. === Arkæologiske fund === Det er indlysende, at skriftlige kilder kan være "kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige"<ref>Bibby, s. 12</ref>. Det kan derfor næppe undre, at man i forsøg på at udvide kildegrundlaget har inddraget arkæologiske vidnesbyrd (i ældre tid virkede etnografer i ikke ringe udstrækning tillige som [[arkæologi|arkæologer]]). Denne udvidelse stiller imidlertid etnografen over for nye fortolkningsproblemer. Vanskelighederne består ikke mindst i at med sikkerhed fastslå sammenhængen mellem på den ene side de arkæologiske fundkomplekser og på den anden bestemte etnografiske grupper eller folkeslag. Faren for at foretage sådanne sammenkoblinger forkert er indlysende, og denne fare forstærkes, hvis den kombineres med forud fattede meninger, eventuelt af politisk eller racemæssig karakter. Det klassiske eksempel herpå er [[Gustaf Kossinna]], der mente, "at en arkæologisk kulturprovins altid svarer til en etnisk gruppe, som han igen så som en sproglig enhed"<ref>Lund, s. 114</ref>). Det forhold, at Kossinnas teorier efter hans død i 1931 blev lagt til grund for det nationalsocialistiske styres politik, ikke mindst kravene på "gamle germanske landområder" i de daværende Polen<ref>Lund, s. 115</ref>, har gjort en sådan tilgangsmåde "politisk-fagligt ukorrekt". == Beskrivelsesmetoder == [[Fil:Saami Family 1900.jpg|thumb|Samefamilie omkring år 1900. Bemærk [[kåte]]n (boligen), klæderne og hunden.]] Fremgangsmåden ved etnografiske studier er så vidt muligt at beskrive alle sider af det samfund, der er genstand for det konkrete studium. Traditionelt inddeles disse studier i fire hovedemner: biologisk antropologi, sprog, materiel kultur og åndskultur.<ref>Steinhauer; Vahl og Hatt, s. 97-114</ref> === Antropologi === Den biologiske antropologi (populært kaldes [[racelære]]) tager sit udgangspunkt i, at mennesker ser uens ud: der er forskelle i højde og drøjde, hudfarve, hårfarve og hårets egenskaber, øjenfarve og så videre. Inddelingen i [[race]]r er en metode, der har til formål at ordne og systematisere de iagttagne forskelle på en hensigtsmæssig måde.<ref>Steinhauer; Vahl og Hatt, s. 97-99</ref> Antropologien arbejder inden for tre områder: # forsøg på at finde målbare udtryk for den fysiologiske mangfoldighed så som fysisk højde, kraniets højde- og breddemål, hudfarve, øjenfarve, hårets karakter (lige eller kruset) og farve med mere, # indsamlingen af oplysninger om antropologiske træk i de enkelte befolkninger, # inddelingen eller klassificeringen i hovedtyper. Særlig spørgsmålet om antallet af arketyper eller grundformer af racer har vist sig svært at nå til enighed om: antallet svinger fra 3 og opefter. Det bør rimeligvis nævnes, at i takt med, at omfanget af indsamlede data voksede, blev det stadig sværere at opstille faste og sikre skillelinjer. En del af forklaringen herpå ligger i, at befolkningen viser større og mindre afvigelser fra gennemsnittet. Som en anden forklaring nævnes, at der over tid er skete en stigende "raceblanding", hvorved arketyperne i nogen grad er blevet mindre udprægede (hvilket ikke har forhindret hævdelsen af deres eksistens). I moderne videnskab indgår ikke mindst [[genetik|genetiske studier]] som et grundlag for denne forsknings specialisering som et særligt forskningsområde. === Sprog === [[Sprogforskning|Sproget]] har formentlig til alle tider været et redskab til at skelne mellem ulige nationer. Næsten alle nationer synes at have udviklet en "vi"-bevidsthed som modsætning til "andre" netop med udgangspunkt i sproglige uligheder (således betegner udtrykket "barbar" på græsk (hellensk) folk, der ikke taler græsk, mens "hellener" betegner dem, der taler græsk.<ref>Steinhauer; Vahl og Hatt, s. 99-101</ref> Som et andet eksempel kan nævnes det forhold, at vi ofte beskriver folk efter det sprog, de taler: en nordmand taler norsk, en svensker taler svensk og så videre). Blandt de tidlige resultater af sprogforskningens forsøg på at ordne sprogene er inddelingen i 20 "sprogfamilier", det vil sige beslægtede sprog (sprog med samme opbygning og eventuelt ligheder i ordforråd). Det bør dog siges, at der ikke er opnået enighed og disse, og at en del sprogfamilier snarere har karakter af geografisk kategorisering end af opbygningsmæssig kategorisering. Skønt sprog (ikke mindst ordforråd og [[fonetik]]) ofte indgår i det etnografiske registreringsarbejde, er sprogforskningen i nyere tid tillige udskilt som et eget forskningsområde. === Materiel kultur === En hovedgenstand for etnografien er de i et samfund anvendte boligformer, klædninger, redskaber og deres brug. Nationalt er sådanne studier knyttet til [[folkeliv]]sstudier, ikke mindst af bygningskunsten, der er blevet samlet på såkaldte [[frilandsmuseum|frilandsmuseer]], således [[Frilandsmuseet]] i Kongens Lyngby, hvor eksempler på regional historisk bygningstradition er blevet samlet og udstillet. I tilknytning hertil foregår studier i fx historisk bygningstradition, dens udbredelse og udvikling. Foruden indsamlingen af dette materiale som led i beskrivelsen af det enkelte samfunds træk, bruges sådanne oplysninger tillige i den (nu "klassiske") [[etnologi]]<ref name=autogeneret1 /> som grundmateriale ved sammenlignende studier af flere samfund med henblik på at finde ud af deres indbyrdes kontakter med mere. === Åndskultur === Et andet emne er studiet af den åndelige kultur i form at religion, [[tidsregning]] (kalender), [[ritual]]er, traditioner og [[højtid]]er, historiske erindringer med mere. Nationalt er sådanne studier knyttet til [[folkeminde]]studier, såvel indsamling som tolkning og formidling. Folkeminder (engelsk: ''folklore'') er folkeoverleverede beretninger, trosforestillinger, ritualer, skikke og fester ved årets og livets højtider, eventyr, vandrehistorier, sagn og andre traditionelle fortællinger, folkeviser og andre viser, sanglege, rim og remser, gåder og ordsprog, folkemusik og folkedans. === Sociale relationer === Et tredje emne er studiet af sociale relationer i et (lokalt) samfund. Denne gren af forskningen kendes som [[socialantropologi]]. Sådanne studier retter sig mod det indbyrdes forhold mellem mennesker i et bestemt forhold og de forhold, som påvirker disse, samt forholdet mellem lokalsamfund og omverdenen fx en centralmagt. === Fortid og nutid === I ældre tid indgik [[arkæologi]]ske undersøgelser også i det etnografiske arbejde, og mange forskere virkede inden for begge disse forskningsområder. Det skyldtes den opfattelse, at arkæologien kunne belyse et givet samfunds udvikling over tid. Med andre ord: * arkæologien vedrører den fortidige (ikke-levende) kulturs former og materielle levn, * etnografien vedrører den nutidige (endnu levende) kulturs former og materielle levn. === Emner === Sammenfattende vil etnografiske studier som regel indeholde følgende emner: * stammens eller nationens talmæssige størrelse og fordeling (udbredelse) * raceforhold * sprog * levevis og materiel kultur (boliger, klæder, redskaber, samfærdselsmidler, våben, smykker, billed- og skulpturkunst, kropskunst ([[tatovering]]er), husdyr med mere) * social indretning * åndskultur: religion, folkeminder, tidsregning, fortællekultur, musik- og dansekultur, med mere * samfundsmæssig indretning: selvstyre eller statsdannelse. === Genstandsfeltet === I den opfattelse, der inden for etnografien gjorde sig gældende frem til 2. verdenskrig, er det dog kun hos naturfolk, at det er muligt at overskue og direkte iagttage de herhen hørende fænomener. Hos kulturfolkene er kulturbesiddelsen så rig, og de enkelte sider så sammensatte og indviklede, at det synes umuligt at udrede disse forhold klart og udtømmende gennem umiddelbar iagttagelse af dem. Det forstås da, at etnografien af praktiske grunde mest (omend ikke udelukkende) har rettet sig mod studier af naturfolkene. I Vesteuropa fx vil etnografiske iagttagelser kun kunne gøres rent sporadisk, for så vidt der kan være befolkninger i visse egne, der har bevaret en enkel kultur og en simpel leveforms nøje forhold til naturen. Almindeligt er det desuden, at der i kulturfolket – mest i dets lavere klasser – er bevaret rudimenter eller levn (''survivals'') af gammel sæd og skik eller tro, der var levende i naturtilstanden, men som nu kun er bevaret i kraft af inertiens lov. Til studiet af disse rester udvikledes i begyndelsen af 1900-tallet en særlig videnskabsgren: [[Folkeminde|læren om folkeminderne]] (engelsk: ''folklore'', tysk: ''Volkskunde''). Dette indebar tillige, at den etnografiske forskning traditionelt fik form af etnografiske (og arkæologiske) ekspeditioner eller forskningsrejser, hvis mandskabsmæssige sammensætning ofte bestod af et antal sagkyndige inden for hver deres særlige emne: en del indsamlede oplysninger om samfundenes sociale virkemåde, andre materielle vidnesbyrd, atter andre sproglige oplysninger, atter andre antropologiske oplysninger, hvortil kunne komme andre sagkyndige fx botanikere, zoologer, geologer eller tegnere. === Målsætninger === Forskningens formål var eller kunne være: # at beskrive de enkelte samfund, der blev studeret, # at foretage sammenlignende studier af enkelte sider af samfundenes levevis, brugsgenstande eller åndelige arv, # at opstille teorier om samfundenes udvikling over tid, # at formidle indsamlet viden og indsamlede genstande fx på museer. == Historie == [[Fil:Seti1a.jpg|thumb|Antropologi er studiet af mennesker, og tidligere især forskellene mellem dem. Her en tegning af en [[Libyen|libyer]], en [[Nubien|nubier]], en [[Syrien|syrier]] og en [[Oldtidens Ægypten|ægypter]], fra en oldægyptisk kongegrav, ca 1279 f.Kr.]] Som de første spirer til etnografisk opfattelse plejer man at nævne ægypternes sondring i deres malerier mellem 4 ulige folkeslag samt den kendte folkeliste i [[Første Mosebog|Genesis]] (kap 10). En videnskabelig etnografi var dog hele oldtiden og middelalderen igennem lige til de store opdagelsesrejser en umulighed på grund af manglende kendskab til de folk, der stod uden for den europæiske og mediterrane kulturkreds, og mange fantasier og misforståelser fik plads i datidens fremstillinger. Først de store [[opdagelsesrejse]]r i det 18. århundrede, den udstrakte europæiske kolonisation og missionsvirksomhed samt de videnskabelige ekspeditioner gav mulighed for det europæiske etnografis opståen, men det var endda først efter midten af 19. århundrede, at der kan tales om en videnskabelig etnografi. Den egentlige (europæiske) etnografi måtte som fremgået oven for komme til at interessere sig mest for kulturen uden for Europa, og den måtte ifølge sin metode og sine direkte synspunkter bedst formå at studere de lavere eller, om man hellere vil, de enklere kulturer. De første spirer til etnografisk iagttagelse og beskrivelse går tilbage til tiden efter de store opdagelser. Selve navnet etnografi skal første gang forekomme i [[Carsten Niebuhr]]s beskrivelse af sin, for den danske regering foretagne, rejse i Arabien 1762-67. Den vågnende interesse for etnografi gav sig udslag i dannelsen af en række videnskabelige selskaber i de forskellige lande. På opfordring af M. W. F. Edwards stiftedes 1839 i Paris ''Société ethnologique'', der dog ophørte allerede 1848, men hvis interesser genoptoges af det 1859 grundlagte ''Société d’Anthropologie'', der dog under Broca’s ledelse for en væsentlig del dyrkede antropologiske opgaver. I New York stiftede Gallatin og Schoolcraft 1842 ''American ethnological Society'', der eksisterede en snes år, men allerede da havde fået en afløser i den grundede ''Smithsonian Institution''. I London stiftedes 1843 ''Ethnological Society'', der 1871 gik op i ''Anthropological Institute of Great Britain and Ireland''. Yderligere kan nævnes ''Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte'' i Berlin og ''Anthropologische Gesellschaft'' i Wien. Da først etnografiske studier havde fundet deres emne og form tog denne til gengæld snart en voldsom vækst i flere lande, og der fremkom etnografiske arbejder fra spredte naturfolk jorden over. Der var dog i virkeligheden kun et enkelt større område, hvor forholdene tillod dybere og grundigere undersøgelser, og det var i Nordamerika, hvor den amerikanske ''ethnology'' kunne arbejde under gunstigere forhold, end noget andet land har kunnet byde. Fremhæves bør det, at på tysk bruges hyppig ordet ''Völkerkunde'' i betydning af etnografi, mens man i England og Amerika som betegnelse for det samme begreb hyppigere bruger ''cultural anthropology'' eller ''ethnology''. == Etnografien som videnskab == Siden 2. verdenskrig kan man sige, at etnografien har udviklet sig til en videnskab, der mere er knyttet til en metode og til visse synspunkter end til et bestemt afgrænset emne. Genstand for etnografiske studier kan de kulturer og kulturforhold blive, der er tilstrækkelig enkle og usammensatte. Egnet til at gøre etnografiske iagttagelser er den forsker, der er i stand til at anvende de af etnografien nærmest naturvidenskabelige metoder på kulturelle studieobjekter. At der hertil kræves særlig uddannelse, er en opfattelse, som først gradvist vandt frem i løbet af det 20. århundrede. Tidligere havde etnografien fået sine dyrkere fra højst forskellige lejre, fra filologi, historie, arkæologi, naturvidenskab, psykologi med flere, og det er følgelig intet under, at de forskellige forskere så sagen fra højst forskellig side, og at de også har været højst afvigende indbyrdes i deres meninger om, hvorledes etnografi skulle opfattes. Det videnskabelige stof, som etnografen får at arbejde med, kan indordnes under en af 3 grupper: # Det kan være selve de genstande, der er forfærdiget og har været brugt af de pågældende folk; # det kan være litterært stof, eller # det kan være etnografens egne iagttagelser "i marken", drejende sig om såvel redskaber som sociale forhold, familieliv, religiøse forhold og andre træk i det studerede folks dagligliv eller højtider og særlige begivenheder. Moderne etnografi vedrører ikke kun studiet af folkeslag i fremmede dele af verden, men kan tillige rette sig mod særlige grupper i det egne samfund - ikke mindst indvandrere i dette ords bredeste betydning. I de modsætninger, der opstår mellem indvandrere og det omgivne samfund (eller mellem indvandrere indbyrdes blandt andet betinget af køns- og generationsforskelle) har etnograferne fundet et studiobjekt, som påkalder sig stor interesse ved indgangen til det 21. århundrede. === Etnografiske samlinger === {{uddybende|Det Kongelige Etnografiske Museum|etnografika}} De materielle genstande eller de etnografiske sager samles nu om stunder især i de etnografiske museer. I tilknytning til disse kan man tale om en særlig gren inden for etnografien, nemlig den såkaldte museums-etnografi, der i flere henseender står arkæologien nær, lige som også dens mænd for en stor del har fået deres uddannelse på de arkæologiske museer, hvad der i første instans har været til gavn for etnografien som arkæologiens lidt yngre søstervidenskab. Som den anden gruppe nævnes det litterære stof, der forefindes ikke alene hos andre nyere forskningsrejsende, men også spredt i forskelligartede værker lige fra oldtiden til vore dage. Med anvendelse af den fornødne kildekritik kan der ad denne vej tilvejebringes værdifulde etnografiske oplysninger. Endelig er der de direkte iagttagelser i marken eller den side af faget, som man kan kalde felt-etnografi. Det er afgjort den mest betydningsfulde side af etnografien, og i ingen henseende stilles der større fordring til dyrkeren i retning af uddannelse og personlige evner med hensyn til iagttagelse, indlevelse og forståelse. I henseende til indsamling af materiale gjorde etnografien store fremskridt i løbet af det 20. århundrede. Bearbejdelsen af det allerede tilvejebragte materiale vidner yderligere om, at etnografien er en ung videnskab, hvis muligheder langt fra er udnyttet fyldestgørende. Blandt vanskelighederne ved bearbejdelsen af indsamlede oplysninger skal nævnes, at det er så sammensatte forhold, det drejer sig om, at deres behandling kræver særlige evner til kritik og mangesidig betragtning. Eksempelvis kan nævnes problemerne om etnografisk inddeling, om udvikling og om forfald i kulturen samt om årsagerne til kulturel udvikling. Med hensyn til det sidste punkt kan der være tale om påvirkning og lån fra andre kulturer, eller der kan være tale om opståen på stedet (''autochthonitet''). Som et par særlig vigtige grupper af stedlige årsager til kulturelle ændringer på lavere kulturtrin kan nævnes den geografiske tilpasning og arbejdsdelingen. I førstnævnte tilfælde kommer etnografi til at støtte sig til antropogeografien, mens den i det andet må drage nytte af sociologiens synspunkter. På den anden side benytter antropogeografien etnografien som hjælpevidenskab, og på lignende måde kan sociologien umuligt opbygge sine lærebygninger uden at støtte sig til etnografi. Det samme gælder religionsvidenskab og mange andre videnskaber, som man tidligere søgte at opbygge spekulativt, men som man nu har indset må have en etnografisk basis. == Kendte etnografiske pionerer og forskere == Blandt etnografiens grundlæggere og mest fremragende ældre dyrkere kan nævnes: [[J. G. Prichard]] (1786-1848), [[Th. Waitz]] (1821-1864), [[Oscar Peschel]] (1826-1875), [[Friedrich Müller (sprogforsker)|Friedrich Müller]] (1834-1898), [[A. Bastian]] (1826-1905), der var grundlæggeren af det store ''Museum für Völkerkunde'' i Berlin, [[H. Schurtz]] (1863-1903), [[Friedrich Ratzel]] (1844-1904), [[E. B. Tylor]] (1832-), [[D. G. Brinton]] (1837-1899), der var grundlægger af den amerikanske skole i etnografi, samt [[John Wesley Powell|J. W. Powell]] (1834-1902), der gennem mange år var leder af det amerikanske ''Bureau of Ethnology'' i Washington. Af amerikanske etnografer bør yderligere fremhæves [[O. T. Mason]], [[W. H. Holmes]], [[Franz Boas]] med flere. Af danske etnografer kan nævnes museumsetnografen [[Kristian Bahnson]] (1855-97), østgrønlændernes opdager og beskriver [[Gustav Holm|G. F. Holm]] samt forskere af polarfolk som [[Kaj Birket-Smith]], [[Hans Peder Steensby]] og [[William Thalbitzer]]. Også kulturgeografen [[Gudmund Hatt]] har ydet fremragende bidrag til etnografien. == Noter == {{Reflist}} == Litteratur == * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; {{ISBN|87-85160-71-7}} * Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, København 1977; {{ISBN|87-500-1732-2}} * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium, Aarhus Universitetsforlag 1993; {{ISBN|87-89531-08-6}} * Martin Vahl, Gudmund Hatt: ''Jorden og Menneskelivet. Geografisk Haandbog''; Første Bind; København 1922 == Eksterne henvisninger == * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0022-PDF/gto_0022_68765.pdf Kaj Birket-Smith: "Om de saakaldte højere og lavere Jægerkulturer. Et antropogeografisk udkast" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 22; 1913)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0021-PDF/gto_0021_68328.pdf Gudmund Hatt: "Om Brugen af Garvemidler hos Naturfolkene" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 21; 1911)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0022-PDF/gto_0022_68763.pdf Gudmund Hatt: "Lappiske Slædeformer" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 22; 1913)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0022-PDF/gto_0022_68758.pdf Gudmund Hatt: "Mokkasiner" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 22; 1913)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0022-PDF/gto_0022_68709.pdf Gudmund Hatt: "Om den kunstige Formning af Barnehovedet hos de skandinaviske Lapper" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 22; 1913)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0023-PDF/gto_0023_68980.pdf Gudmund Hatt: "Agervandingen i Gudbrandsdalen" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 23; 1915)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0023-PDF/gto_0023_68990.pdf Gudmund Hatt: "Kyst- og Indlandskultur i det arktiske" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 23; 1915)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0024-PDF/gto_0024_67880.pdf Gudmund Hatt: "Rensdyrnomadismens Elementer" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 24; 1918)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0019-PDF/gto_0019_67206.pdf H. P. Steensby: "Racestudier i Danmark" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 19; 1907)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0019-PDF/gto_0019_67239.pdf H. P. Steensby: "Nogle etnografiske Iagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908, 1. og 2. del" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 19; 1907)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0020-PDF/gto_0020_67523.pdf H. P. Steensby: "Nogle etnografiske Iagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908, 3. del" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 20; 1909)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0020-PDF/gto_0020_67522.pdf H. P. Steensby: "Nogle etnografiske Iagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908, 4. del" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 20; 1909)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0020-PDF/gto_0020_67404.pdf H. P. Steensby: "Nogle etnografiske Iagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908, 5. del" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 20; 1909)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0002-PDF/gto_0002_66766.pdf Steinhauer: "Indledende Bemærkninger om Etnografien og dens Methode" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 2; 1878)] * [http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0544.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind VII (1918), s. 522-524; opslag: Etnografi] [[Kategori:Etnografi]] 9o78j3su3b4nxyfibct6q3745lclwcd 0 6459 42872 29483 2026-11-03T11:56:40Z Jcb 8204 42872 wikitext text/x-wiki [[Fil:Cambodia buffaloes in paddy fields.jpg|thumb|Helagerbrug i Cambodia med plov og med [[vandbøffel|vandbøfler]] som trækkraft.]] Med udtrykket '''helagerbrug''' menes en samfundsform, hvor føden skaffes alene ved landbrug, og hvor begge køn deltager i produktionen. Under disse forhold bliver udbyttet af [[jagt]] og [[fiskeri]] mindre betydningsfuldt. Helagerbruget er den konsekvente videreførelse af den fødeproducerende livsform, og det kræver så intens en indlevelse i årstider, vejrlig og planters og husdyrs behov, at det fremkalder en helt speciel kultur. Det var den kultur, som prægede europæisk livsførelse, tankegang og moralsæt helt frem til den [[industrielle revolution]], og så sent som i 1950'erne kunne den genkaldes i kunstnerisk form (jf. [[Morten Korch]]-filmene). Med helagerbrugets udvikling fulgte også en udvikling, der er gået fra [[Ekstensivt landbrug|ekstensiv]] til [[Intensivt landbrug|intensiv]] dyrkning, men dette billede synes nu at være vendt i de industrialiserede lande. == Historie == Helagerbruget er udviklet på grundlag af erfaringer fra [[halvagerbrug]] og har i første omgang været baseret på [[svedjebrug]], hvor man ryddede den bestående [[vegetation]], brændte området af og behandlede jorden med [[hakke]]. Senere – dvs. efter at man blev boende ved det samme dyrkningsareal – er der opstået en lang række teknologiske landvindinger, hvor [[ard]]en og senere [[plov]]en må anses for at være de afgørende. Derfor taler man om helagerbrug uden plov og helagerbrug med plov. Anvendelsen af dyr ([[okse]]r, [[stud]]e eller [[hest]]e) som trækkraft har ligeledes haft stor betydning for udviklingen i denne samfundsform<ref>Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie'', bd. 1, 1988 {{ISBN|87-7526-073-5}}, side 44-55</ref>. == Industrilandbrug == Den moderne udgave af helagerbrug er det [[industrilandbrug|industrialiserede landbrug]], hvor både mekaniske og kemiske metoder inddrages systematisk i stramt planlagte dyrkningsforløb, som også er baseret på brugen af brændstoffer og elenergi. Det oprindelige helagerbrug var baseret på en betydelig grad af [[selvforsyning]], hvor produkterne i givet fald blev udvekslet ved direkte [[byttehandel]] eller via penge til andre varer. Derimod er det industrialiserede helagerbrug rettet mod pengeindtjening ved afsætning på verdensmarkedet. == Litteratur == * [[Martin Vahl (1869-1946)|Martin Vahl]] og [[Gudmund Hatt]]: ''[[Jorden og Menneskelivet]]. Geografisk Haandbog''; bind 1; København 1922 == Eksterne henvisninger == * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0066-PDF/gto_0066_70150.pdf Sofus Christiansen: "Arealbenyttelsen i primitivt landbrug på Bellona. En foreløbig rapport" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 66; 1967)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0037-PDF/gto_0037_68655.pdf Carl Gunnar Feilberg: "Bidrag til de afrikanske Agerbrugsredskabers Kulturhistorie. Nogle Hakketyper i Belgisk Congo" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 37; 1934)] == Noter == {{Reflist}} [[Kategori:Etnografi]] d59rclg6gy699980ug1zro2mu0hud85 0 6488 42865 38218 2026-11-03T11:52:25Z Jcb 8204 42865 wikitext text/x-wiki [[File:History_of_Korea-108_BC.png|thumb|Korea 108 f.Kr.]] '''Gojoseon''' var et gammelt [[korea]]nsk [[konge]]rige. Tilføjelsen af ​​Go (고, 古), som betyder "gamle", adskiller det fra de andre riger kaldet Joseon. Legenden om Gojoseons oprindelse, som findes registreret i ''[[Samguk Yusa]]'' (1281) og andre middelalderlige koreanske bøger,<ref>Se også ''[[Jewang Ungi]]'' (1287) og ''[[Dongguk Tonggam]]'' (1485).</ref> fortæller, at landet blev etableret i 2.333 f.Kr. af [[Dangun]], der siges at nedstamme fra himlen. Skønt der ikke er fundet beviser, der understøtter hvilke fakta der kan ligge bag denne tradition,{{sfn|Connor|2002|p=10}} har oplysningen spillet en vigtig rolle i udviklingen af ​​koreansk national identitet. I det 12. århundrede f.Kr. skal Gija, en prins fra [[Shang-dynastiet]] i Kina, angiveligt have grundlagt [[Gija Joseon]]. Men på grund af mangel på arkæologiske beviser, er dens eksistens blevet betvivlet i det 20. århundrede, og spiller i dag ikke længere nogen rolle i forståelsen af denne periode. Den historiske Gojoseon kongedømme blev første gang nævnt i kinesiske kilder i det tidlige 7. århundrede f.Kr..{{sfn|Peterson|Margulies|2009|p=6}} I løbet af sin tidlige fase var hovedstaden i Gojoseon beliggende i [[Liaoning]], omkring 400 f.Kr., og blev flyttet til [[Pyongyang]], mens [[Jin-staten]] opstod på den sydlige del af halvøen i det 3. århundrede f.Kr..<ref name = "Met">[http://www.metmuseum.org/toah/ht/04/eak/ht04eak.htm "Timeline of Art and History, Korea, 1000 BC – 1 AD" (''Metropolitan Museum of Art'')]</ref> I 108 f.Kr. [[Gojoseon-Han-krigen|invaderede]] [[Han-dynastiet]] i Kina og besejrede [[Wiman Joseon]]. Han-styret etablerede 4 [[Han's fire kommanderier|kommanderier]] for at administrere Gojoseons territorium. Området blev senere erobret af [[Goguryeo]] i 313 e.Kr.. Deres sprog var sandsynligvis en forgænger for de ligeledes forhistoriske [[Buyeo sprog]], og måske en form for [[proto-koreansk]].<ref>[http://etd.lib.fsu.edu/theses/available/etd-09022004-124406/unrestricted/13ancientjapaneseandkoreanconnection.pdf Jaehoon Lee: ''The Relatedness Between The Origin of Japanese and Korean Ethnicity''; The Florida State University 2004]</ref> == Grundlæggelsesmyter == {{Uddybende|Koreansk mytologi}} === Dangun myten === [[File:Baitou_Mountain_Tianchi.jpg|thumb|[[Chonji]] (Himmelsøen) i [[Paektusan]], hvor Danguns fader siges at være nedsteget fra himlen.]] [[Dangun Wanggeom]] er den legendariske grundlægger af Korea. Mens der er variationer mellem de forskellige tekster og mundtlige traditioner, stammer den mest populære fremstilling fra skriftlig dokumentation af grundlæggelsesmyte i ''[[Samgungnyusa]]'', en samling af legender og historier fra det 13. århundrede, som blev skrevet af en person ved navn Il-yeon (1206 - 1289). En lignende fremstilling findes i ''[[Jewang ungi]]''. Ifølge legenden, havde himlens Herre, [[Hwanin]], en søn, [[Hwanung]], som steg ned på Paektusan og grundlagde byen [[Shinsi]]. Så kom en [[bjørn]] og en [[tiger]] til Hwanung og sagde, at de ønskede at blive mennesker. Hwuanung sagde til dem, at hvis de gik ind i en hule og boede der i 100 dage og kun spiste [[bynke]] og [[hvidløg]] han vil ændre dem til mennesker. Men halvvejs gennem de 100 dage tigeren gav op og løb ud af hulen. Bjørnen, derimod, holdt ud og blev en smuk kvinde kaldet [[Ungnyeo]] (웅녀, 熊 女). Hwanung giftede sig senere med Ugnyeo, og hun fødte ham Dangun. Mens Dangun-historien anses for at være en myte,<ref>Seth, Michael J. (2010) History of Korea: From Antiquity to the Present, Rowman & Littlefield Publishers. {{ISBN|978-0-7425-6717-7}}.</ref> menes den at være en mytisk syntese af en række historiske begivenheder i forbindelse med grundlæggelsen af ​​Gojoseon.<ref name="enc.daum.net">[http://enc.daum.net/dic100/viewContents.do?&m=all&articleID=b01g4157b |script-title=ko:고조선(古朝鮮) Encylopaedia Britannica( Korean)]</ref> Der er forskellige teorier om oprindelsen af ​​denne myte.{{sfn|Barnes|2001|pp=9–14}} Seo og Kang (2002) mener, at Dangun-myten er baseret på integration af to forskellige stammer, en invasiv sky-tilbedende bronzealder-stamme og en indfødt bjørnetilbedende neolitisk stamme, der førte til grundlæggelsen af ​​Gojoseon.{{sfn|서|2002}} Lee K. B. (1984) mener, at 'Dangun-wanggeom' var en titel bæres af successive ledere Gojoseon.{{sfn|Lee|1984}} Dangun siges at have grundlagt Gojoseon omkring 2.333 f.Kr., baseret på beskrivelser af ''[[Samgungnyusa]]'', ''[[Jewang ungi]]'', ''[[Dongguk Tonggam]]'' og ''[[Joseon-dynastiets annaler]]''.<ref name="동국통감단기산정">[http://www.kookhakwon.org/KookhakStudy/ForumView.aspx?contIdx=1246 국학원 제24회 학술회의 - 단기 연호 어떻게 볼 것인가] - 단기가 최초로 산정된 것은 《[[동국통감]]》으로 요임금 즉위 25년 무진년을 기준으로 삼았다. [http://dbscthumb.phinf.naver.net/0733_000_1/20110922155115622_NA6A0Y5XA.jpg/DONG1-006A.jpg?type=m4500_4500_fst_n&wm=Y 《동국통감》〈외기〉] 의 주석에는 다음과 같은 해석이 실려있다. - 古記云, 檀君與堯竝立於戊辰, 虞夏至商武丁八年乙未, 入阿斯達山爲神, 享壽千四百十八年. 此說可疑今按, 堯之立在上元甲子甲辰之歲, 而檀君之立在後二十五年戊辰, 則曰與堯竝立者非也. 이에 대한 한글 해석은 [http://terms.naver.com/entry.nhn?docId=889959&categoryId=49614&cid=49614 네이버 지식백과 국역 동국통감(국역:세종대왕기념사업회)] 에서 확인할 수 있다.</ref> Datoen er forskellig i de historiske kilder, selv om alle sætte den til under den mytiske [[kejser Yao]]s regeringstid (traditionelle datoer: 2.357 f.Kr. - 2.256 f.Kr.). ''Samgungnyusa'' siger, at Dangun besteg tronen i det 50. år af den legendariske Yaos regeringstid, ''Kong Sejongs annaler'' siger det første år, og ''Dongguk Tonggam'' siger i det 25. år.<ref>Yoon, N.-H. (윤내현), The Location and Transfer of Go-Chosun's Capital (고조선의 도읍 위치와 그 이동), ''단군학연구'', '''7''', 207–38 (2002)</ref> === Gija myten === {{Uddybende|Gija Joseon}} Gija, en mand fra [[Shang-dynatiet]] i Kina, flygtede angiveligt til den koreanske halvø i 1.122 f.Kr. under faldet af Shang til fordel for [[Zhou-dynastiet]] og grundlagde [[Gija Joseon]].{{sfn|Barnes|2001|pp=9–10}} I Sydkorea, Storbritannien og USA mener de fleste forskere, at Gijas forbindelse med Gojoseon er en kinesisk fabrikation og at Gija intet har at gøre med Gojoseon.{{sfn|Barnes|2001|pp=9–14} Historisk er den tidligste overlevede omtale af korea, ''[[Krøniken om de tre kongeriger]]'' (en kinesisk kilde), som nævner Gija Joseon. ''[[Dongsa Gangmok]]'' fra 1778 omtaler Gijas aktiviteter og bidrag i Gojoseon. Gijas annaler omtaler otte love (Hangul: 범금 팔조; Hanja: 犯禁 八 條)., som nævnes i ''[[Hanshu]]'' (''Han-dynastiets historie'') og viser et hierarkisk samfund med retlig beskyttelse af privat ejendom.<ref name="daum"/> I det før-moderne Korea repræsenterede Gija autentifikationsmærket for tilstedeværelse af kinesiske civilisation, og indtil det 12. århundrede antog koreanerne almindeligt, at Danjun skænkede Korea dets folk og grundlæggende kultur, mens Gija gavKorea dets finkultur og formentlig stilling som en legitim civilisation.<ref name="Korea 2010, pp. 4">Kyung Moon hwang, "A History of Korea, An Episodic Narrative", 2010, p. 4</ref> Men i den moderne tid er Gijas stilling reduceret til ubetydelighed.<ref name="Korea 2010, pp. 4"/> Mange koreanske forskere benægter dens eksistens af forskellige årsager, primært som følge af modstridende arkæologiske beviser.<ref>http://www.dbpia.co.kr/view/ar_view.asp?pid=694&isid=30674&arid=657709&topMenu=&topMenu1=</ref> De peger også på ''[[Bambusannalerne]]'' og ''[[Konfucius' analekter]]'' (samtaler) , som var blandt de første værker, der nævner Gija, men ikke omtaler hans migration til Gojoseon.<ref>[http://100.naver.com/100.nhn?docid=29466 네이버 백과사전<!-- Bot generated title -->]</ref> Uanset kontroversen om Gija viser de arkæologiske fund kulturforbindelser med indbyggere med kinesiske rødder. De halvmåneformede stenknive og rillede sten i bronzealderens Korea (ca. 800-400 f.Kr.) beviser dyrkning af ris, der blev sendt til Korea fra Kina, mens andre genstande så som bronzedolke udviser særlige kendetegn i Korea.<ref name="Eckert1990">[https://books.google.com/books?id=XwwOAQAAMAAJ Carter J. Eckert: ''Korea, Old and New: A History''; Korea Institute, Harvard University 1990] {{ISBN|978-0-9627713-0-9}}</ref>{{rp|10}} Genstande fra jernalderen i Korea så som kinesiske mønter og tilstedeværelsen af dyreformede bæltespænder i skyto-sibirisk stil viser, at jernalderkulturen i Kina og en bronzealderkultur af skyto-sibirisk oprindelse blev formidlet til Korea i det 4. århundrede f.Kr.<ref name="Eckert1990"/>{{rp|12}} == Oprettelse == Den første omtale i samtidige historiske optegnelser fra begyndelsen af det 7. århundrede f.Kr. beskriver Gojoseon som værende beliggende omkring [[Bohai-bugten]] og drivende handel med staten [[Qi]] (齊) i det nordøstlige Kina.<ref name = "naver">[http://100.naver.com/100.nhn?docid=14543 고조선 (Naver/Doosan Encyclopedia)]</ref> ''[[Zhan Guo Ce]]'', ''[[Shan Hai Jing]]'' (''Samlingen af bjerge og søer''), og ''[[Shiji]]'' (''Den store historikers nedtegnelser'') omtaler Joseon som en region, indtil ''Den store historikers nedtegnelser'' begyndte at omtale det som et land fra 195 f.Kr. og frem.{{sfn|Barnes|2001|pp=9–10}} I det 4. århundrede f.Kr. udviklede der sig andre stater med veldefinerede politiske strukturer i de områder. hvor der i den tidligere bronzealder fandtes "bystater med omgivende mure"; Gojoseon blev den mest avancerede af dem på halvøen.<ref name = "Met" /> Bystaten udvidedes ved at inkorporere andre tilgrænsende bystater ved alliancer eller militær erobring. Således blev en stor sammenslutning af politiske enheder mellem floderne [[Taedong]] og [[Liao]] dannet. I takt med, at Gojoseon udviklede sig, skete dette også med titlen på og funktionen for ​​lederen, der efterhånden blev kaldt "konge" ([[Khan|Han]]) i traditionen fra den Zhou-dynastiet, omkring samme tid som [[Yan (stat)|Yan]] (燕) leder.<ref name = "naver"/> Krøniker fra den tid nævner fjendtlighed mellem den feudale stat i det nordlige Kina og Gojoseon-forbundsstaten, og omtaler især en plan om angribe Yan over Liao-flodens grænse. Konfrontationen førte til tilbagegang og eventuel undergang for Gojoseon, der i Yan-krønikerne er beskrevet registrerer som "arrogant" og "grusomt". Men det gamle kongerige optræder også som en velstående bronzealdercivilisation med en kompleks social struktur, herunder en klasse af ridende krigere, der har bidraget til ​​Gojoseons ekspansion, især den nordlige udvidelse<ref name = "NYT">[http://www.nytimes.com/books/first/c/cumings-korea.html?_r=1&oref=slogin "Korea's Place in the Sun" (''The New York Times'')]</ref> i det meste af Liaodong-bækkenet. Omkring 300 f.Kr. mistet Gojoseon betydelige vestlige områder efter en krig med Yan-staten, men dette indikerer at Gojoseon allerede var så stor en stat, at det kunne føre krig mod Yan og overleve tabet af et territorium på 2.000 li (800 km).<ref name = "daum">[http://enc.daum.net/dic100/viewContents.do?&m=all&articleID=b01g4157b Daum 백과사전 : 고조선<!-- Bot generated title -->]</ref> Gojoseon menes at have flyttet sin hovedstad til [[Pyongyang]]-regionen omkring dette tidspunkt.<ref name = "naver" /> === Wiman Joseon og nedtur === [[File:Hangunhyeon.PNG|thumb|[[Han-dynastiet]] overvandt [[Wiman Joseon]] og etablerede [[Han‘s Fire Kommanderier]] på den nordlige del af den [[koreanske halvø]].<ref>http://www.shsu.edu/~his_ncp/Korea.html</ref>]] I 195 f.Kr. udpegede [[Jun af Gojoseon]] en flygtning fra Yan, [[Wiman]] til en betroet stilling.<ref>Academy of Korean Studies, ''The Review of Korean Studies'', vol. 10권,3–4, 2007, s. 222</ref> Wiman senere gjorde oprør i 194 f.Kr., og Jun flygtede til den sydlige del af den [[koreanske halvø]].<ref name="Lee">Lee Injae, Owen Miller, Park Jinhoon, Yi Hyun-Hae, ''Korean History in Maps'', Cambridge University Press, 2014, p. 20</ref> I 109 f.Kr. invaderede [[kejser Wu af Han]] nær [[Liao-floden]].<ref name="Lee"/> En konflikt udbrød i 109 f.Kr., da Wimans barnebarn kong [[Ugeo]] (우거왕, hanja: 右 渠 王) nægtede at tillade Jins ambassadører at nå Kina gennem hans territorier. Da kejser Wei sendte en ambassadør [[She He]] (涉 何) til [[Wanggeom-Seong]] for at forhandle ret til passage med kong Ugeo, nægtede kong Ugeo at forhandle og lod en generel eskortere She tilbage til Han‘s område, men da de kom tæt på Han‘s grænser, myrdede She generalen og hævdede over for kejser Wu, at han havde besejret Joseon i kamp, ​​og kejser Wu, der var uvidende om hans bedrag, gjorde ham den militære chef for Liaodong-kommandoen. Kong Ugeo blev vred og foretog en razzia mod Liaodong og dræbte She He. Som svar lod kejser Wu foretage et tostrenget angreb, dels over land, dels over havet, mod Joseon.<ref name="Lee"/> De to styrker, som angreb Joseon, var ude af stand til at koordinere godt med hinanden og led til sidst store tab. Til sidst blev kommandoerne fusionerede, og Wanggeom faldt i 108 f.Kr.. Han besatte Joseon landet og etablerede [[Han's fire kommanderier]] i den vestlige del af det tidligere Gojoseon-område.<ref name="Kang">Jae-eun Kang, ''The Land of Scholars: Two Thousand Years of Korean Confucianism'', Homa & Sekey Books, 2006, pp. 28–31</ref> Gojoseon gik i opløsning i 1. århundrede f.Kr., da det efterhånden mistede kontrollen over sin tidligere len. I takt med, at Gojoseon mistede kontrollen over sine forbundsfæller, fremstod mange efterfølgerstater i dets tidligere område, så som [[Buyeo]], [[Okjeo]], [[Dongye]]. [[Goguryeo]] og [[Baekje]] udviklede sig fra Buyeo. == Kultur == Omkring 2000 f.Kr. er fundet en ny keramisk kultur med malet og graveret design. Disse mennesker praktiserede landbrug i en fast fælles liv, sandsynligvis organiseret i familieklaner. Rektangulære hytter og stadig større [[dysse]]-gravpladser findes i hele halvøen. Bronzedolke og spejle er blevet udgravede, og der er arkæologiske beviser på små bystater omgivne af mure i denne periode. <Ref name= "NYT"/><ref>[http://www.country-data.com/cgi- bin / query / r-9500.html Nordkorea - oprindelsen af ​​koreansk Nation <! - Bot genereret titel ->]</ref> [[Dysse]]r og bronzedolke, der findes i området er unikt koreanske og kan ikke findes i Kina. === Mumun keramik === I [[Mumun keramik-perioden]] (1500-300 f.Kr.) har almindelig grov keramik erstattet tidligere kam-mønstrede varer, muligvis som følge af påvirkning fra nye befolkningsgrupper, der migrerer til Korea fra Manchuriet og Sibirien. Denne type keramik har typisk tykkere vægge og viser en bredere vifte af former, hvilket indikerer forbedringer i ovn-teknologien.<ref name = "Met" /> Denne periode kaldes undertiden "koreansk bronzealder", men bronzegenstande er relativt sjældne og regionaliserede indtil det 7. århundrede f.Kr. === Risdyrkning === Engang omkring 1.200 til 900 f.Kr. spredes [[ris]]dyrkning til Korea fra Kina og [[Manchuriet]]. De mennesker dyrkede også indfødte kornsorter så som hirse og [[byg]], og [[domesticering|tæmmede]] [[husdyr]].<ref name=autogenerated1>[http://www.metmuseum.org/toah/ht/04/eak/ht03eak.htm "Timeline of Art and History" (''Metropolitan Museum of Art'')]</ref> === Bronze værktøjer === {{Uddybende| Liaoning bronzedolkkultur}} Begyndelsen på ​​[[bronzealderen]] på halvøen siges normalt at indtræde 1000 f.Kr., men estimater spænder fra det 13. til 8. århundrede. <Ref>[http://terms.naver.com /entry.nhn?cid=4644&docId=1639855&mobile&categoryId=4644 청동기 문화 靑 銅器 文化 (고고학 사전, 2001,12, 국립 문화재 연구소)]</ref> Selvom den koreanske bronzealderkultur stammer fra [[Liaoning bronzedolkkultur|Liaoning]] og Manchuriet, udviser den unikke træk med hensyn til typologi og stilarter, især i rituelle genstande. I det 7. århundrede f.Kr. blomstrede en materiel bronzealderkultur med påvirkninger fra Manchuriet, det østlige Mongoliet samt Sibirien og skythiske bronzestilarter, på halvøen. Koreanske bronzer indeholder en højere procentdel af [[zink]] end i de omgivende bronzekulturer. Bronzegenstande findes oftest på gravpladser og består hovedsageligt af sværd, spyd, dolke, små klokker og spejle dekorerede med geometriske mønstre.<ref name = "Met" /><ref>[http://www.metmuseum.org/explore/korea/koreaonline/text42.html The Metropolitan Museum of Art: Arts of Korea, Bronze Age Objects]</ref> Gojoseons udvikling synes at være knyttet til ibrugtagelsen af ​​bronze-teknologi. Dens særegenhed finder sit mest bemærkelsesværdige udtryk i idiosynkratiske type bronze værd, eller "mandolin-formede dolke" (비파형 동검, 琵琶 形 銅 劍). Den mandolin-form dolk findes i regionerne [[Liaoning]], [[Hebei]], og Manchuriet samt ned på den koreanske halvø. Det tyder på eksistensen af ​​Gojoseons herredømme. Bemærkelsesværdigt er, at formen på ​​"mandolin"-dolke fra Gojoseon adskiller sig væsentligt fra sværd fundne i Kina. === Dyssegrave === Stendysser begynder at optræde på koreanske halvø og i Manchuriet omkring 2.000-400 f.Kr.<ref>[http://www.wontackhong.com/homepage1/data/1061.pdf]</ref><ref>[https://books.google.com/books?id=rHeb7wQu0xIC&pg=PA79&dq=dolmen+in+korea+2000+BCE&hl=en&sa=X&ei=zfVAVbf-BIq8sAWEy4DABw&ved=0CB0Q6AEwAA#v=onepage&q=dolmen%20in%20korea%202000%20BCE&f=false]</ref> Omkring 900 f.Kr. bliver begravelsespraksis mere varieret, hvilket formodes at være en afspejling af en stigende sociale lagdeling. Goindol, Dyssegrave i Korea og Manchuriet, der dannes af opretstående sten der støtter en vandret dæksten, er mere talrige i Korea end i andre dele af Østasien. Andre nye former for begravelse er stenkister (underjordisk nedgravede kamre forede med sten) og [[lertøj]]s[[krukke]]r og [[lerkar]] i kister. Bronzegenstande, [[keramik]] og [[jade]]ornamenter fundne i stendysser og stenkister indikerer, at sådanne grave var forbeholdt eliten. <ref name = "Met" /><ref name = "Unesco">[http://whc.unesco.org/en/list/977 Unesco].</ref> Omkring det 6. århundrede f.Kr. optræder brændt rødt lertøj, fremstillet af fint jernrigt ler og kendetegnet ved en glat, skinnende overflade, i dyssegrave samt i indenlandske skåle og kopper.<ref name="Met"/> === Jernkultur === {{Uddybende|Jin (Koreansk stat)}} Omkring dette tidspunkt optog staten Jin den sydlige del af den koreanske halvø. Meget lidt er kendt om denne stat bortset fra, at det var den tilsyneladende forgænger til [[Samhan]]-forbundende. Omkring 300 f.Kr. blev jernteknologi indført i Korea fra Yan-staten. Jern blev produceret lokalt i den sydlige del af halvøen i det 2. århundrede f.Kr. Ifølge kinesiske kilder blev jern fra den nedre [[Nakdong (flod)|Nakdong-flod]] i sydøst værdsat over hele halvøen og Japan.<ref name = "Met" /> == De tidlige tre kongedømmer == {{uddybende|De tidlige tre kongedømmer}} Talrige små stater og sammenslutninger opstod af resterne af Gojoseon, herunder [[Goguryeo]], [[Buyeo]]-riget, [[Jeon-Joseon]], [[Okjeo]], og [[Dongye]]. Tre af de kinesiske kommanderier faldt som følge af lokal modstand inden for et par årtier, men det sidste, Nakrang, forblev en vigtig kommerciel og kulturel forpost indtil, at det blev ødelagt af det ekspanderende [[Goguryeo]] i 313. [[Jun af Gojoseon]] siges at have flygtet til staten Jin på den sydlige ¨del af den koreanske Halvø. Jin udviklede i Samhan forbundsstater, det begyndende [[Baekje]] og [[Silla (koreansk stat)|Silla]], og fortsatte med at absorbere migration fra nord. Samhan forbundsstaterne var [[Mahan]], [[Jinhan]], og [[Byeonhan]]. Kong Jun regerede over Mahan, som til sidst blev annekteret af Baekje. Goguryeo, Baekje og Silla voksede gradvist til De Tre Kongeriger i Korea, der dominerede hele halvøen omkring det 4. århundrede. == Noter == {{Reflist|2}} ==Litteratur== *[https://books.google.com/books?id=yK8m1XiEKz0C&pg=PA7 Gina Lee Barnes: ''State Formation in Korea: Historical and Archaeological Perspectives''; Psychology Press 2001] {{ISBN|978-0-7007-1323-3}} *Ki-Baik Lee: ''A New History of Korea''; Harvard University Press 1984; {{ISBN|0-674-61575-1}} *의식 서, 봉룡 강: 뿌리 깊은 한국사 샘이 깊은 이야기 1 : 고조선·삼국 (Deep-rooted Korean History 1 : Gojoseon·Three Kingdoms); 솔 2002; {{ISBN|8981335362}} [[Kategori:Koreas historie]] kuphld3csqull36kyxaib9iwf3yyua2 0 6499 42860 29546 2026-11-03T11:49:36Z Jcb 8204 42860 wikitext text/x-wiki [[Fil:Map_of_Gaya_-_en.png|thumb|Kort over Gayas omfang.]] '''Gaya-føderationen''' (Hangul: 가야; Hanja: 加 倻; revideret romanisering: Gaya, koreansk udtale: [ɡ ~ ɣaja]) var et [[korea]]nsk forbund af mindre bystatsbaserede enheder i [[Nakdong]]-flodens bækken i det sydlige Korea,<ref>(2001). Kaya. In ''The Penguin Archaeology Guide'', edited by Paul Bahn, s. 228–229. Penguin, London.</ref> som udviklede sig fra [[Byeonhan]]-konføderationen fra [[Samhan]]-perioden. Den traditionelle tidsafgrænsning, der anvendes af historikere for Gayas eksistens, er 42-532 e.Kr. Arkæologiske fund fra tredje og fjerde århundrede viser, at nogle af bystaterne i Byeonhan udviklede Gaya-forbundet, som senere blev annekteret af [[Silla (koreansk stat)|Silla]], et af de tre kongeriger i Korea. De politiske enheder, der indgik i Gaya-forbundet, er blevet karakteriseret som små [[bystat]]er.<ref>Barnes, Gina L. (2001). Introducing Kaya History and Archaeology. In ''State Formation in Korea: Historical and Archaeological Perspectives'', s. 179–200. Curzon, London.</ref> Gaya-kulturens materielle levn tager hovedsageligt form af begravelser og deres indhold af gravgods, der er blevet udgravet af arkæologer. Arkæologer fortolker højgrave fra slutningen tredje og tidlige fjerde århundrede såsom Daeseong-dong i Gimhae og Bokcheon-dong i Busan som gravsteder for Gaya-bystaternes politiske ledere.<ref>Barnes 2001:188–198.</ref> == Navne == [[Fil:Korea-Gaya_Warrior.jpg|thumb|En kriger fra Gaya.]] Selv om de fleste almindeligvis omtales som ''Gaya'' (가야; 加耶, 伽耶, 伽 倻 [Kaja]), sandsynligvis på grund af unøjagtighed ved ​​oversættelse af koreanske ord til Hanja, bruger historiske kilder en række forskellige navne, herunder ''Garak'' (가락; 駕 洛, 迦 落 [kaɾak]), ''Gara'' (가라; 加羅, 伽羅, 迦羅, 柯羅 [kaɾa]), ''Garyang'' (가량; 加 良 [kaɾjaŋ]), og ''Guya'' (구야; 狗 耶; [Kuja ]).<ref>Barnes 2001:182-184.</ref> Ifølge Christopher I. Beckwith er stavemåden ''Kaya'' den moderne koreanske læsning af tegn, der bruges til at skrive navnet. "Udtalen ''/kara/'' (transkriptionelt ''*kala'') er sikker".<ref>Christopher Beckwith: ''Empires of the Silk Road: A History of Central Eurasia from the Bronze Age to the Present''; Princeton University Press, NJ 2009; {{ISBN|978-0-691-13589-2}}; s. 105</ref> På japansk er Gaya benævnt ''Mimana'' (任 那), et navn med betydelige politiske undertoner. Men ordet ''kara'' (か ら, 唐, 漢, 韓), hvilket formentlig er fra navnet på Gaya på den koreanske halvø i antikken, er blevet bevaret i japansk med betydningen "Kina eller Korea, fastlandet i Østasien" og senere med en endnu mere vag betydning som "oversøiske nationer, fremmede lande." == Historie == [[Fil:PressapochistaA.jpg|left|thumb|Gaya krone.]] [[Fil:Korea-Gaya_royal_tombs_inside.jpg|thumb|Fra udstillingen af en herskergrav i Daegaya. Goryeong, Gyeongsangbuk-do.]] Ifølge en legende optaget i ''[[Samguk Yusa]]'' skrevet i det 13. århundrede, i år e.Kr. 42, kom seks æg ned fra himlen med en besked om, at de ville blive konger. Seks drenge blev født, og inden for 12 dage blev de voksne. En af dem, kaldet [[Suro]], blev konge af ​​''[[Geumgwan Gaya]]'', og de andre fem grundlagde de resterende fem Gaya-stater, nemlig ''[[Daegaya]]'', ''Seongsan Gaya'', ''[[Ara Gay]]a'', ''[[Goryeong Gaya]]'', og ''Sogaya''.<ref>Barnes 2001:180-182.</ref> Gaya-forbundets bystater udviklede sig ud af de hovedsageligt baseret på den politiske struktur bestående af tolv stammer det antikke [[Byeonhan]]-forbund, en af [[Samhan|​​Samhan]]-forbundsstaterne. De løst organiserede høvdingedømmer udviklede sig til seks Gaya-grupper, centrerede om Geumgwan Gaya. På grundlag af arkæologiske fund samt begrænsede skriftlige optegnelser har forskere såsom Sin identificeret slutningen af det 3. århundrede som en overgangsperiode fra Byeonhan til Gaya med stigende militær aktivitet og skiftende begravelsesskikke.<ref>Sin, K.C. (2000). Relations between Kaya and Wa in the third to fourth centuries CE. ''Journal of East Asian Archaeology 2''(3–4), 112–122.</ref> Sin<ref>Sin, K.C. (2000).</ref> hævder endvidere, at dette var forbundet med udskiftningen af ​​den tidligere elite i nogle fyrstendømmer (herunder Daegaya) med elementer fra [[Buyeo]]-riget, der medbragte en mere militaristisk ideologi og styreform. Gaya-konføderationen smuldrede under pres fra [[Goguryeo]] mellem 391 og 412 e.Kr., selv om de sidste af Gaya bystatslige enheder forblev uafhængige, indtil de blev erobret af [[Silla (koreansk stat)|Silla]] i 562, som straf for at hjælpe [[Baekje]] i dets krig mod Silla. == Økonomi == [[Fil:Gold_Crown_access_NT138.jpg|left|thumb|Krone og smykker.]] [[Fil:Korea-Gaya-refinery.jpg|thumb|Udstilling der viser det økonomiske liv under Gaya.]] Bystaterne var beliggende i de [[alluvial]]e aflejringsområder i floddale i tilknytning til bifloder og udmundingen af Nakdong. Især mundingen af Nakdong har frugtbare sletter, direkte adgang til havet, og rige jernforekomster. Gayas bystatslige enheder havde økonomier, der var baserede på [[landbrug]], [[fiskeri]], [[smed]]evirksomhed, og langdistancehandel. De var især kendt for deres smedearbejde, som Byeonhan havde været det tidligere. Gayas bystater eksporterede rigelige mængder af jernmalm, rustninger af jern, og andre våben til [[Baekje]] og [[Kongeriget Wa]] i [[Yamato]]- periodens [[Japan]]. I modsætning til de overvejende kommercielle og ikke-politiske forbindelser under Byeonhan synes Gayas bystater også at have forsøgt at opretholde stærke politiske bånd med disse riger. == Politik == [[Fil:Pressapochista8.jpg|left|thumb|Jernhjelm, der illustrerer smedekunsten.]] Flere gamle historiske optegnelser oplister en række politiske enheder i Gaya. For eksempel opregner ''Goryeo Saryak'' (고려 사략; 高麗 史略) fem: [[Geumgwan Gaya]], [[Goryeong Gaya]], [[Bihwa Gaya]], [[Ara Gaya]], og [[Seongsan Gaya]]. De forskellige Gaya bystater dannede et forbund i 2. og 3. århundrede, der blev centreret om kerneområdet [[Geumgwan Gaya]] i moderne [[Gimhae]]. Efter en periode med tilbagegang, blev konføderationen genoplivet omkring begyndelsen af det 5. og 6. århundrede, denne gang centreret om Daegaya i det moderne [[Goryeong]]. Det var dog ikke i stand til at forsvare sig mod angrebene og angreb af den nærliggende kongerige Silla. == Mimana-problemstillingen == [[Fil:Korea-Gaya_Inter-relations_Gaya_and_Wa(Japan)1.JPG|thumb|Kulturelle og økonomiske forbindelser mellem Korea og Japan.]] Politiske og handelsmæssige forbindelser med Japan har været en kilde til nationalistisk polemik i både Korea og Japan. Japanske publicister i det 20. århundrede skelede til ''[[Nihon Shoki]]'', som hævder, at Gaya (der optræder under navnene "''[[Mimana]]''" og "''Kara''" på japansk) var en militær forpost for Japan i Yamato-perioden (300-710). Skønt der konkrete ingen beviser var til støtte dette, blev denne opfattelse lagt til grund for, at japanske imperialister nationalister på forskellige tidspunkter krævede og pressede på for at retfærdiggøre et [[Korea under japansk overherredømme|japansk overherredømme i Korea]] 1910-1945.<ref>[https://books.google.com/books?id=TJoACPFyYtkC André Schmid: Korea Between Empires: 1895 - 1919; Columbia University Pres 2002; {{ISBN|978-0-231-50630-4}}; s. 150, 169]</ref><ref>Lee, Peter H & Wm. Theodore De Bary. ''Sources of Korean Tradition''. Columbia University Press, 1997. {{ISBN|0-231-10567-3}}. Page 14</ref>[https://books.google.com/books?id=SOzKGAAACAAJ (366-552)<ref>''Historical Atlas of the Classical World, 500 BC--AD 600''; Barnes & Noble Books 2000] {{ISBN|978-0-7607-1973-2}}</ref> Arkæologiske fund tyder på, at Gayas bystater var den vigtigste eksportør af teknologi og kultur til Kyushu på det tidspunkt. Teorien om en japansk forpost er bredt afvist, også i Japan, da der ikke var nogen japansk dynasti på det tidspunkt, der var en stærk nok militær magt til at kunne erobre Gaya eller nogen anden del af Korea.<ref name="Kenneth B. Lee">Kenneth B. Lee: "4. Korea and Early Japan, 200 B.C.-700 A.D." (i: ''Korea and East Asia: The Story of a Phoenix''; Greenwood Publishing Group 1997; {{ISBN|0-275-95823-X}})</ref><ref name="John Whitney Hall">John Whitney Hall: "5. Japan and the continent" ''The Cambridge History of Japan''; Cambridge University Press 1998; {{ISBN|0-521-22352-0}}</ref> Teknologien af ​​Gaya var mere avanceret end de japanske dynastier på samme tid.<ref name="Kenneth B. Lee" /><ref name="John Whitney Hall" /> == Noter == {{Reflist|2}} [[Kategori:Koreas historie]] q9p2hzzxrx2m0yb16m2z07xc9w4q0vl 0 6504 42864 40687 2026-11-03T11:51:36Z Jcb 8204 42864 wikitext text/x-wiki [[Fil:History_of_Korea-476.PNG|thumb|Goguryeo på sit højdepunkt år 476.]] '''Goguryeo''' ([[Hangul]]: 고구려; [[Hanja]]: 高句麗; [[revideret romanisering af koreansk|RR]]: Goguryeo; MR: Koguryo, koreansk udtale: [koɡuɾjʌ], 37 fvt-668 CE), eller Goryeo ([[Hangul]]: 고려; [[Hanja]]: 高麗; [[revideret romanisering af koreansk|RR]]: Goryeo; MR: Koryo , koreansk udtale: [koɾjʌ]), var en af ​​de gamle [[Koreas tre kongedømmer|tre kongedømmer]] i Korea,<ref>{{cite web |url = http://www.britannica.com/EBchecked/topic/321038/Koguryo |title = Koguryo |work = Encylopaedia Britannica |accessdate = October 15, 2013}}</ref><ref>Byeon, Tae-seop (1999) 韓國史通論 (Outline of Korean history), 4th ed, Unknown Publisher, {{ISBN|89-445-9101-6}}.</ref><ref name="whs">{{cite web |url = http://whc.unesco.org/en/list/1091 |title = Complex of Koguryo Tombs |publisher=UNESCO World Heritage Centre |accessdate=2013-10-24}}</ref> beliggende i den nordlige og centrale dele af den [[koreanske halvø]] og de sydlige og centrale dele af indre og ydre [[Manchuriet]]. Goguryeo var en aktiv deltager i magtkampen om kontrollen over den koreanske halvø og var også forbundet med de udenlandske politiske anliggender i nabolandede Kina og Japan. ''[[Samguk Sagi]]'', en tekst fra det 12. århundrede fra [[Goryeo]], indikerer, at Goguryeo blev grundlagt i 37 f.Kr. af Jumong ([[Hanja]]: 朱 蒙), en prins fra [[Buyeo]], der kom på tronen som [[Dongmyeong]]. Der er arkæologiske og tekstmæssige beviser fra kinesiske geografiske monografier, der tyder på, at Goguryeo kan have eksisteret siden det andet århundrede f.Kr. omkring tidspunktet for nedgangen for [[Gojoseon]], et tidligere rige, som også omfattede det sydlige [[Manchuriet]] og den nordlige [[Koreanske halvø]]. Goguryeo var et magtfuldt imperium og en af ​​de store magter i Østasien,<ref>{{cite book|last1=Roberts|first1=John Morris|last2=Westad|first2=Odd Arne|title=The History of the World|publisher=Oxford University Press|isbn=9780199936762|page=443|url=https://books.google.com/books?id=A2cfZkU5aQgC&q=koguryo+powerful+empire#v=snippet&q=koguryo%20powerful%20empire&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Gardner|first1=Hall|title=Averting Global War: Regional Challenges, Overextension, and Options for American Strategy|publisher=Palgrave Macmillan|isbn=9780230608733|pages=158–159|url=https://books.google.com/books?id=acvGAAAAQBAJ&q=Inner+Mongolia#v=snippet&q=great%20powers&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Laet|first1=Sigfried J. de|title=History of Humanity: From the seventh to the sixteenth century|publisher=UNESCO|isbn=9789231028137|page=1133|url=https://books.google.com/books?id=PvlthkbFU1UC&pg=PA1133#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|pages=6–7|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA6#v=onepage&q&f=false|accessdate=20 November 2016|language=en}}</ref> indtil det blev besejret af en alliance mellem [[Silla (koreansk stat)|Silla]] og [[Tang-dynastiet]] i 668 efter langvarig udmattende og interne stridigheder som fulgte [[Yeon Gaesomun]]s død. [12] Efter dets fald, blev dets område delt mellem staterne [[Forenede Silla (koreansk stat)|Forenede Silla]], [[Balhae]] og Tang-dynastiet i Kina. Navnet ''Goryeo'' (også stavet som ''Koryo''), en forkortet form af navnet ''Goguryeo'' (også stavet som ''Koguryo''), blev vedtaget af [[Jangsu]], der regerede nationen 413-491, og er oprindelsen for ​​det engelske og danske navn "[[Korea]]". Ifølge ''[[Samguk Sagi]]'' fra det 12. århundrede og ''[[Samgungnyusa]]'' fra det 13. århundrede flygtede en prins ved navn Jumong fra Buyeo efter en magtkamp med andre prinser ved hoffet{{sfn|Byington|2003|p= 234}} og grundlagde Goguryeo i 37 f.Kr. i en region kaldet [[Jolbon Buyeo]], der normalt anses at være beliggende i det mellemste [[vandløbsopland]] for floderne [[Yalu]] og [[Tongjia]] og overskridende den nuværende grænse mellem [[Kina]] og [[Nordkorea]]. I de geografiske monografier i ''[[Han's Bog]]'' blev ordet Goguryeo ([[Hanja]]: 高句麗){{sfn|Beckwith|2007|p=33}} første gang nævnt i 113 f.Kr. som en region, der hørte under den Xuantu kommanderiet. I ''[[Tangshu]]'' (''Gamle Bog om Tang'') fra 945 er det registreret, at kejser [[Taizong]] henviser til, at Goguryeo historie var ca. 900 år gammel. I 75 f.Kr. kan en gruppe af [[Yemaek]] som kan stamme fra Goguryeo være indtrængt ind i Kinas [[Xuantu kommanderi]] vest for Yalu.{{sfn|Byington|2003|p=194}} Mængden af ​​tekstuelle beviser fra ''[[Tangshu]]'', ''[[Den Nye Bog om Tang]]'', ''Samguk Sagi'', ''[[Nihon Shoki]]'' samt andre antikke kilder støtter en dannelse af Goguryeo 37 f.Fk. eller omkring "midten" af første århundrede f.Kr. Arkæologiske beviser støtter tilstedeværelse af grupper af Yemaek-stammer i det 2. århundrede f.Kr., men der er ingen direkte beviser for, at disse Yemaek-grupper blev kendt som eller ville identificere sig som Goguryeo. Den første omtale af Goguryeo som en gruppebetegnelse associeret med Yemaek-stammer er en reference i ''[[Han Shu]]'', der diskuterer et oprør i Goguryeo i år 12 e.Kr., hvor de brød væk fra indflydelse af den kinesiske ved Xuantu.{{sfn|Byington|2003|p=233}} Ved sin grundlæggelse menes Goguryeo at bestå af folk, som udgjorde en blanding af folk fra Buyeo og Yemaek, eftersom ledere fra Buyeo kan være flygtede fra deres rige og integrerede med de eksisterende Yemaek-høvdingedømmer.{{sfn|Aikens|1992|p=191–196}} ''[[Optegnelser om de tre kongeriger]]'' antyder i afsnittet "''Oplysninger om de østlige Barbarere''", at Buyeo og Yemaek folk var etnisk beslægtede og talte et lignende sprog.<ref>De Bary, Theodore and Peter H. Lee, "Sources of Korean Tradition", p. 7–11</ref> == Jumong og oprindelsesmyten == [[Fil:Goguryeo_moon.jpg|thumb|Billede af den mytiske figur fra Goguryeo-tiden Ohoe.]] Den tidligste omtale af [[Jumong]] stammer fra det 4. århundrede og findes på [[Gwanggaeto-stelen]]. Jumong er den moderne koreanske transskription af [[Hanja]] 朱 蒙 ''Jumong'', 鄒 牟 ''Chumo'' eller 仲 牟 ''Jungmo''. Ifølge stelen var Jumong den første konge af og forfader til Goguryeo, og at han var søn af prins Buyeo og datter af flodguddommen Habaek.<ref>De Bary, Theodore and Peter H. Lee, Editors, "Sources of Korean Tradition", p. 24–25</ref> ''Samguk Sagi'' og ''Samgungnyusa'' giver yderligere detaljer og kalder Jumongs moder for Yuhwa. Jumongs biologiske fader siges at være en mand ved navn [[Haemosu]], der beskrives som en "stærk mand" og "en himmelsk prins."<ref>Ilyon, "Samguk Yusa", Yonsei University Press, p. 45</ref> Flodguden jog Yuhwa væk til Ubal-floden ([[Hanja]]: 優 渤 水) på grund af hendes [[graviditet]], hvor hun mødte og blev konkubine hos [[Geumwa]]. Jumong var kendt for sine exceptionelle færdigheder i bueskydning. Til sidst blev Geumwas sønner jaloux på ham, og Jumong blev tvunget til at forlade det Østlige Buyeo.<ref>Ilyon, "Samguk Yusa", p. 46</ref> Stelen og senere koreanske kilder er uenige om, hvilket Buyeo Jumong kom fra. Stelen siger, at han kom fra Buyeo og ''Samgungnyusa'' og ''Samguk Sagi'' siger han kom fra Østlige Buyeo. Jumong nåede til sidst til [[Jolbon]], hvor han giftede sig med [[Soseono]], datter af landets hersker. Han blev selv kongens efterfølgende og stiftede Goguryeo med en lille gruppe af tilhængere fra sit fædreland. En traditionel kilde i Samguk Sagi fra afsnittet om "Baekjes historie" siger, at Soseono var datter af Yeon Tabal, en velhavende indflydelsesrig person i Jolbon<ref>[http://100.empas.com/dicsearch/pentry.html?s=K&i=273624 Encyclopedia of Korean Culture] {{ko icon}}</ref>, og gift med Jumong. Men den samme kilde siger officielt, at kongen af ​​Jolbon gav sin datter i ægteskab til Jumong, der var sluppet med sine tilhængere fra Østlige Buyeo. Hun gav sin mand, Jumong, økonomisk støtte<ref name="proper">[http://100.naver.com/100.nhn?docid=828500 Doosan Encyclopedia Online] {{ko icon}}</ref> til at grundlægge den nye delstat, Goguryeo. Efter, at [[Yuri]], søn af Jumong samt hans første kone, var blevet udnævnt til kommende regent, besluttede Lady Ye fra Dongbuyeo som var efterfølgende hustru til Jumong, at forlade Goguryeo sammen med hendes to sønner Biryu og Onjo og drage sydpå for at oprette deres egne riger, hvoraf det ene var [[Baekje]]. Jumongs efternavn var "Hae" ([[Hanja]]: 解), navnet på Buyeo herskere. Ifølge ''Samgungnyusa'' ændrede Jumong sit efternavn til "Go" ([[Hanja]]: 高) som bevidst afspejling af hans guddommelige herkomst.<ref>Ilyon, "Samguk Yusa", p. 46–47</ref> Jumong angives at have erobret stammestaterne Biryu ([[Hanja]]: 沸 流 國) i 36 f.Kr., Haeng-in ([[Hanja]]: 荇 人 國). I 33 f.Kr, og Nordlige [[Okjeo]] i 28 f.Kr.<ref>《三国史记》：“六年 秋八月 神雀集宫庭 冬十月 王命乌伊扶芬奴 伐太白山东南人国 取其地为城邑。十年 秋九月 鸾集于王台 冬十一月 王命扶尉 伐北沃沮灭之 以其地为城邑”</ref><ref name="Harv|MyGoguryeo|Unknown year">{{Harv|MyGoguryeo|Unknown year}}</ref> == Centralisering og tidlig ekspansion == Goguryeo udviklede sig fra et forbund af forskellige [[Yemaek]]-stammer til en tidlig statsdannelse og udvidede hurtigt sin magt fra sit oprindeligt kontrollerede område i Hun-flodens lavning. Under [[Taejodae]]s tid i 53 e.Kr. blev fem lokale stammer reorganiseret i fem centralt regerede distrikter. Udenlandske relationer og militæret blev kontrolleret af kongen. Tidlig ekspansion forklares måske bedst ved landskabet: det af Goguryeo kontrollerede område i, hvad der er i nu er det centrale og sydlige [[Manchuriet]] og det nordlige Korea, er både meget bjergrigt og mangler egnet agerjord. Efter centraliseringen har Goguryeo måske været ude af stand til at skaffe nok ressourcer fra regionen til at brødføde sin befolkning og derfor fulgt tendenser i historiske hyrdesamfund og forsøgt at angribe og udnytte nærliggende samfund og deres jord og ressourcer. Aggressive militære aktiviteter kan også have hjulpet ekspansionen, hvilket gjorde det muligt for Goguryeo at opkræve tribut fra sine stammenaboer og dominere dem politisk og økonomisk.<ref>'Gina L. Barnes', "State Formation in Korea", 2001 Curzon Press, page 22'</ref> Taejo underkuede [[Okjeo]] stammer i hvad der nu er det nordøstlige Sydkorea samt [[Dongye]] og andre stammer i det sydøstlige Manchuriet og det nordlige Korea. Som følge af forøgelsen af ​​ressourcer og arbejdskraft, som disse undertvungne stammer gav ham, kunne Taejodae føre Goguryeo i et angreb på [[Han's fire kommanderier|Han-kommanderierne]] [[Lelang]] og [[Xuantu]] på den koreanske [[Liaodong]]-halvø og blive fuldstændig uafhængig af dem.<ref>'Ki-Baik Lee', "A New History of Korea", 1984 Harvard University Press, page 24'</ref> Generelt tillod Taejodae de erobrede stammer at bevare deres høvdinge, men krævede dem til at rapportere til guvernører, der var relateret til Goguryeo kongelige linje; stammer under Goguryeos jurisdiktion forventedes at give betydelige tributter. Taejodae og hans efterfølgere anvendte disse øgede ressourcer til at fortsætte Goguryeos ekspansion mod nord og vest. Nye love regulerede bønder og aristokratiet i takt med, at stammeledere fortsatte med at blive absorberede i den centrale aristokrati. Den kongelige arvefølge ændredes fra broderlig til patrilineær og stabiliserede det kongelige hof.<ref>'Ki-Baik Lee', "A New History of Korea", 1984 Harvard University Press, page 36'</ref> Det ekspanderende Goguryeo rige fik snart direkte militær kontakt med Liaodong kommanderet mod vest. Pres fra Liadong tvang Goguryeo til at flytte sin hovedstad i Hun-floddalen til [[Yalu]]-floddalen nær [[Hwando]].<ref>'Gina L. Barnes', "State Formation in Korea", 2001 Curzon Press, page 22-23'</ref> == Goguryeo-Wei krigene == Under det kaos, der opstod efter faldet af Han-dynastiet, var de tidligere Han-kommanderier brudt fri af central kontrol og blev regerede af forskellige uafhængige krigsherrer. Omgivet af disse kommanderier, som blev ledede af aggressive krigsherrer, ændrede Goguryeo politik for at forbedre forholdet til det nyoprettede dynasti under [[Cao Wei]] i Kina og sendte repræsentanter i 220. I 238 indgik Goguryeo en formel alliance med Wei for at [[Sima Yi's Liaodong-felttog|ødelægge Liaodong kommanderiet]]. Da Liaodong endelig blev erobret af Wei, faldt samarbejde mellem Wei og Goguryeo fra hinanden og Goguryeo angreb de vestlige grænser af Liaodong, hvilket ansporede Wei til et kontraangreb i 244. Således indledte Goguryeo [[Goguryeo-Wei krigene]] i 242 og forsøgte at afskære kinesernes adgang deres territorier i Korea ved at forsøge at tage et kinesisk fort. Men Wei-staten reagerede ved at invadere og besejrede Goguryeo. Hovedstaden ved Hwando blev ødelagt af Wei-styrker i 244.<ref>{{cite book |accessdate=2012 February ninth |year=1996 |quote=Wei.|url = https://books.google.com/books?ei=x6MxT-X5G-Lz0gG7hfTVBw&id=tKTtAAAAMAAJ&dq=Wei.+In+242%2C+under+King+Tongch%276n%2C+they+attacked+a+Chinese+fortress+near+the+mouth+of+the+Yalu+in+an+attempt+to+cut+the+land+route+across+Liao%2C+in+return+for+which+the+Wei+invaded+them+in+244+and+sacked+Hwando&q=244+sacked |edition=illustrated |isbn=0-7103-0532-X |volume= |series= |location= |publisher=Kegan Paul International|title=A history of Korea |author=Charles Roger Tennant|authorlink = Roger Tennant |editor= |language= |page=22 |pages= }}</ref> Det siges, at [[Dongcheon]], med sin ødelagte hær for et stykke tid flygtede til [[Okjeo]] i øst. <ref>'Gina L. Barnes', "State Formation in Korea", 2001 Curzon Press, page 23'</ref> Wei invaderede igen i 259, men blev besejret ved Yangmaenggok.<ref>{{cite book|last1=Injae|first1=Lee|last2=Miller|first2=Owen|last3=Jinhoon|first3=Park|last4=Hyun-Hae|first4=Yi|title=Korean History in Maps|publisher=Cambridge University Press|isbn=9781107098466|page=30|url=https://books.google.com/books?id=46OTBQAAQBAJ&pg=PA30#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref> I henhold til ''[[Samguk Sagi]]'' samlede [[Jungcheon]] 5.000 mand elite-kavaleri, besejrede de invaderende Wei-tropper og [[halshugning|huggede hovedet af]] 8.000 fjender.<ref>{{cite book|last=Kim Bu-sik|title=Samguk Sagi|volume=17|quote=十二年冬十二月王畋于杜訥之谷魏將尉遲楷名犯長陵諱將兵來伐王簡精騎五千戰於梁貊之谷敗之斬首八千餘級}}</ref> == Genoplivelse og yderligere ekspansion (300-390) == [[Fil:Tbridge10.jpg|thumb|Siddende [[Buddha]]er og [[Bodhisattva]]er fra Wono-ri, Goguryeo.]] [[Fil:Korean_crown-01.jpg|thumb|En forgyldt bronzekrone fra Goguryeo menes at have engang prydede hovedet af et bodhisattva billede.]] På kun 70 år genopbyggede Goguryeo sin hovedstad [[Hwando]] og begyndte igen at plyndre Liaodong, Lelang og Xuantu kommandarierne. I takt med, at Goguryeo udvidede sin magt på [[Liaodonghalvøen]], blev den sidste kinesiske kommanderi, Lelang, erobret og absorberet af [[Micheon]] i 313, hvilket bragte de resterende nordlige dele af den koreanske halvø under kontrol.<ref>'Ki-Baik Lee', "A New History of Korea", 1984 Harvard University Press, page 20</ref> Denne erobring resulterede i afslutningen på ​​kinesiske herredømme over territorier på den nordlige del af den koreanske halvø, der havde varet i 400 år.<ref name="Tennant">{{cite book|last1=Tennant|first1=Charles Roger|title=A History of Korea|publisher=Routledge|isbn=9780710305329|page=22|url=https://books.google.com/books?id=Xn85nFTAX8EC&pg=PA22#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|url=https://books.google.com/books?id=EazRC28tdIIC&pg=PA3#v=onepage&q&f=false|title=Tracing Back the Radiance: Chinul's Korean Way of Zen|publisher=University of Hawaii Press|others=Translated by Robert E. Buswell|year=1991|isbn=0824814274|editor-last=Buswell|editor-first=Robert E.|edition=abridged|page=3|ref={{harvid||}}|author=Chinul|accessdate=22 April 2014}}</ref> Fra dette tidspunkt og indtil det 7. århundrede ville territorial kontrol over halvøen primært blive et stridspunkt mellem [[Koreas tre kongedømmer|de tre kongeriger i Korea]]. Goguryeo mødte store tilbageslag og nederlag under [[Gogukwon]]s regeringstid i det 4. århundrede. I begyndelsen af ​​det 4. århundrede besatte de nomadiske proto-mongolske [[Xianbei-]]folk det nordlige Kina<ref name="Tennant" /> i vinteren 342, Xianbei af det [[Tidlige Yan]], styret af Murong-klanen, angreb og ødelagde Goguryeos hovedstad, Hwando, tog 50.000 Goguryeo mænd og kvinder fange for at bruge dem som slavearbejdere samt tog enkedronningen og dronningen til fange,<ref>{{cite book|title=Tracing Back the Radiance: Chinul's Korean Way of Zen|author=Chinul|editor-first=Robert E.|editor-last=Buswell|others=Translated by Robert E. Buswell|edition=abridged|year=1991|publisher=University of Hawaii Press|url=https://books.google.com/books?id=EazRC28tdIIC&pg=PA4#v=onepage&q&f=false|page=4|isbn=0824814274|accessdate=22 April 2014| ref = {{harvid||}} }}</ref> og tvang Gogukwon til at flygte i et stykke tid. Xianbei hærgede også Buyeo i 346 og accelererede Buyeos migration til Den Koreanske Halvø.<ref name="Tennant" /> I 371 dræbte [[Geunchogo]] af [[Baekje]] Gogukwon i [[slaget ved Chiyang]] og hærgede [[Pyongyang]], en af ​​Goguryeos største byer.<ref name="World History P464">''Encyclopedia of World History'', Vol I, P464 Three Kingdoms, Korea, Edited by Marsha E. Ackermann, Michael J. Schroeder, Janice J. Terry, Jiu-Hwa Lo Upshur, Mark F. Whitters, {{ISBN|978-0-8160-6386-4}}</ref> [[Sosurim]], der efterfulgte den dræbte Gogukwon, omformede nationens institutioner for at redde det fra en stor krise.<ref name="Sosurim">{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|publisher=Indiana University Press|isbn=0253000785|page=34|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&pg=PA34#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref> Hvad angik indenlandske stabilitet og foreningen af ​​forskellige overvundne stammer proklamerede Sosurim nye love, anerkendte [[buddhisme]]n som statsreligion i 372 og etablerede en national uddannelsesinstitution kaldet ''Taehak'' (태학, 太 學).<ref name="Lee">{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|pages=38–40|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA38#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref> På grund af de nederlag, som Goguryeo havde lidt til Xianbei og Baekje, gennemførte Sosurim militære reformer med henblik på at forebygge sådanne nederlag i fremtiden.<ref name="Sosurim" /><ref name="William E. Henthorn' page 34">'William E. Henthorn', "A History of Korea", 1971 Macmillan Publishing Co., page 34</ref> Sosurims interne ordninger lagde grunden til Gwanggaetos ekspansion.<ref name="Lee" /> [[Gogukyang]], efterfølgeren til Sosurim og fader til [[Gwanggaeto den Store]], invaderede [[Senere Yan]], efterfølgerstaten til Tidlige Yan, i 385 og Baekje i 386.<ref>{{cite web|title=국양왕|url=http://www.culturecontent.com/content/contentView.do?search_div=CP_THE&search_div_id=CP_THE004&cp_code=rp0703&index_id=rp07031366&content_id=rp070313660001&search_left_menu=|website=KOCCA|publisher=Korea Creative Content Agency|accessdate=11 October 2016}}</ref><ref>{{cite web|title=Kings and Queens of Korea|url=http://world.kbs.co.kr/english/program/program_dynasty_detail.htm?No=10039591|website=KBS World Radio|accessdate=10 October 2016}}</ref> Goguryeo brugte sit militær til at beskytte og udnytte semi-nomadefolk, der tjente som [[vasal]]ler, fodfolk, eller slaver, såsom Okjeo-folket i den nordøstlige del af den koreanske halvø, og [[Mohe-folket]] i [[Manchuriet]], der senere skulle udvikle sig til [[Jurchen]].<ref name="Tennant21">{{cite book|last1=Tennant|first1=Charles Roger|title=A History of Korea|publisher=Routledge|isbn=9780710305329|pages=21–22|url=https://books.google.com/books?id=Xn85nFTAX8EC&pg=PA21#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref> == Goguryeo på højdepunktet for sin magt (391-531 e.Kr.) == [[Fil:Gwanggaeto stele, inscription.jpg|thumb|Detalje af [[Gwanggaeto-stelen]] (414 e.Kr.), en af ​​de få overlevende optegnelser foretaget af Goguryeo og skrevet i klassisk kinesisk.]] [[Fil:Kevsunblush2.JPG|thumb|Et kongeligt gravmæle, det ligger i Ji'an, Jilin, blev bygget af Goguryeo-kongeriget.]] Goguryeo oplevede en guldalder under [[Gwanggaeto den Store]] og hans søn [[Jangsu]].<ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Hyŏn-hŭi|last2=Pak|first2=Sŏng-su|last3=Yun|first3=Nae-hyŏn|title=New history of Korea|publisher=Jimoondang|isbn=9788988095850|page=201|url=https://books.google.com/books?id=KO8MAQAAMAAJ|language=en}} "He launched a military expedition to expand his territory, opening the golden age of Goguryeo."</ref><ref>{{cite book|last1=Hall|first1=John Whitney|title=The Cambridge History of Japan|publisher=Cambridge University Press|isbn=9780521223522|page=362|url=https://books.google.com/books?id=A3_6lp8IOK8C&q=%22The+reign+of+King+Kwanggaet%27o+is+thought+of+as+Koguryo%27s+golden+age+of+political+might+and+Buddhist+splendor.%22#v=snippet&q=%22The%20reign%20of%20King%20Kwanggaet%27o%20is%20thought%20of%20as%20Koguryo%27s%20golden%20age%20of%20political%20might%20and%20Buddhist%20splendor.%22&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Embree|first1=Ainslie Thomas|title=Encyclopedia of Asian history|publisher=Scribner|isbn=9780684188997|page=324|url=https://books.google.com/books?id=LtwpAQAAMAAJ&focus=searchwithinvolume&q=%22Nevertheless%2C+the+reigns+of+Kwanggaet%27o+and+his+successor+Changsu+%28413-491%29+constituted+the+golden+age+of+Koguryo.%22|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Cohen|first1=Warren I.|title=East Asia at the Center: Four Thousand Years of Engagement with the World|publisher=Columbia University Press|isbn=9780231502511|page=50|url=https://books.google.com/books?id=Okjd2rDwb8IC&q=%22Koguryo%27s+Golden+Age%22#v=snippet&q=%22Koguryo%27s%20Golden%20Age%22&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref> I denne periode omfattede Goguryeos områder tre fjerdedele af den [[koreanske halvø]], herunder hvad der nu er [[Seoul]], næsten hele Manchuriet,<ref name="Jinwung">{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|date=2012|publisher=Indiana University Press|location=Bloomington, Indiana|isbn=0253000785|pages=35–36|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&pg=PA35#v=onepage&q&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref> dele af [[Indre Mongoliet]],<ref>{{cite book|last1=Tudor|first1=Daniel|title=Korea: The Impossible Country: The Impossible Country|publisher=Tuttle Publishing|isbn=9781462910229|url=https://books.google.com/books?id=BA_QAgAAQBAJ&q=Inner+Mongolia#v=snippet&q=Inner%20Mongolia&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref> og dele af Rusland.<ref>{{cite book|last1=Kotkin|first1=Stephen|last2=Wolff|first2=David|title=Rediscovering Russia in Asia: Siberia and the Russian Far East: Siberia and the Russian Far East|publisher=Routledge|isbn=9781317461296|url=https://books.google.com/books?id=t_DqBgAAQBAJ&q=Koguryo+Siberia+Russia%27s#v=snippet&q=Koguryo%20Siberia%20Russia%27s&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref> Der er arkæologiske beviser for, at Goguryeo maksimale udstrækning lå endnu længere mod vest i det nuværende [[Mongoliet]], baseret på fund af [[Koreansk fæstning|Goguryeo fæstningsruiner]] i Mongoliet.<ref>{{cite web|last1=김운회|title=한국과 몽골, 그 천년의 비밀을 찾아서|url=http://www.pressian.com/news/article.html?no=113599|website=Pressian|publisher=Korea Press Foundation|accessdate=11 October 2016}}</ref><ref>{{cite web|last1=成宇濟|title=고고학자 손보기 교수|url=http://www.sisapress.com/journal/articlePrint/99094|website=시사저널|accessdate=11 October 2016}}</ref><ref>{{cite web|title=[초원 실크로드를 가다](14)초원로가 한반도까지|url=http://news.khan.co.kr/kh_travel/khan_art_view.html?artid=200905061508575|website=경향신문|publisher=The Kyunghyang Shinmun|accessdate=11 October 2016}}</ref> [[Gwanggaeto den Store]] (regerede 391-412) var en energisk monark, der huskes for sin hurtige militære udvidelse af riget.<ref name="William E. Henthorn' page 34" /> Han indførte tidsbetegnelsen ''Yeongnaks evige jubel'' for at vise, at Goguryeo var på lige fod med dynastierne på det kinesiske fastland.<ref name="Jinwung" /><ref name="Lee" /><ref name="Djun">{{cite book|last1=Kim|first1=Djun Kil|title=The History of Korea, 2nd Edition|publisher=ABC-CLIO|isbn=9781610695824|page=32|url=https://books.google.com/books?id=IgxvBAAAQBAJ&pg=PA32#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref> Gwanggaeto erobrede 64 befæstede byer og 1.400 landsbyer under sine kampagner.<ref name="Lee" /><ref name="Jinwung" /><ref>Szczepanski,Kallie.(2011). ''Inscription from Gwanggaeto the Great's Stele'' Retrieved from September 18, 2011 from [http://asianhistory.about.com/od/northkorea/a/Inscription-From-Gwanggaeto-The-Greats-Stele.htm]</ref> Mod vest ødelagde han tilstødende [[Khitan]]-stammer og invaderet [[Senere Yan]], erobrede hele [[Liaodonghalvøen]]<ref name="Lee" /><ref name="Jinwung" /><ref name="Djun" /> mod nord og øst, han er knyttede meget af Buyeo til sig og erobrede [[Sushen]], som var [[Manchu-tungusiske folk|manchu-tungusiske]] forfædre til [[jurchen]] og [[manchuere]],<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265161|page=137|url=https://books.google.com/books?id=3Z3a0NU4RHMC&pg=PA137#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref> også mod syd sejrede han og undertvang [[Baekje]], bidrog til opløsningen af [[Gaya (føderation)|Gaya-forbundet]], og gjorde Silla til en vasalstat ved [[Goguryeo-Yamato krigen]]<ref>{{cite book|last1=Lee|first1=Peter H.|last2=Ch'oe|first2=Yongho|last3=Kang|first3=Hugh H. W.|title=Sources of Korean Tradition: Volume One: From Early Times Through the Sixteenth Century|publisher=Columbia University Press|isbn=9780231515313|pages=25–26|url=https://books.google.com/books?id=x9q69SroxWkC&pg=PA25#v=onepage&q&f=false|accessdate=21 October 2016|language=en}}</ref>. Gwanggaeto medførte en løs samling af den koreanske halvø,<ref name="Jinwung" /><ref>{{cite web|title=Kings and Queens of Korea|url=http://world.kbs.co.kr/english/archive/program/program_dynasty.htm?no=10039827|website=KBS World Radio|publisher=Korea Communications Commission|accessdate=7 October 2016}}</ref> og opnåede ubestridte kontrol over det meste af [[Manchuriet]] og over to tredjedele af den koreanske halvø.<ref name="Jinwung" /> Gwanggaetos bedrifter blev registreret på en enorm [[Gwanggaeto-stelen|stele]] rejst af hans søn Jangsu, placeret i det nuværende [[Ji'an]] på grænsen mellem Kina og Nordkorea. Jangsu (regerede 413-491) besteg tronen i 413 og flyttede hovedstaden i 427 til [[Pyongyang]], et mere egnet område at udvikle hovedstaden,<ref>{{cite book|last1=Lee|first1=Ki-Baik|title=A New History of Korea|date=1984|publisher=Harvard University Press|location=Cambridge, Massachusetts|isbn=067461576X|pages=38-40}}</ref> som førte til, at Goguryeo opnåede en høj grad af kulturel og økonomisk velstand.<ref>{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|publisher=Indiana University Press|isbn=0253000785|page=36|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&pg=PA36#v=onepage&q&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}} </ref> Jangsu, ligesom sin fader, fortsatte Goguryeo territoriale ekspansion i Manchuriet og nåede [[Songhua]]-floden mod nord.<ref name="Jinwung" /> Han invaderede Khitanerne, og angreb derefter [[Didouyu]], som ligger i det østlige Mongoliet, med sine [[Rouran-khaganatet|Rouran]]-allierede. <ref>{{cite book|title=한나절에 읽는 백제의 역사|publisher=ebookspub(이북스펍)|isbn=9791155191965|url=https://books.google.com/books?id=w8N3BgAAQBAJ&pg=PA474#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=ko}}</ref> Ligesom sin fader opnåede Jangsu også en løs samling af [[Koreas tre kongedømmer|de tre kongeriger i Korea]].<ref name="Jinwung" /> Han besejrede Baekje og Silla og vandt store territorier fra begge.<ref name="Lee" /><ref name="Jinwung" /> Desuden medførte Jangsus lange regeringstid en forbedring af Goguryeos politiske, økonomiske og andre institutionelle ordninger.<ref name="Lee" /> Jangsu regerede Goguryeo i 79 år indtil en alder af 98,<ref name>{{cite book|last1=Lee|first1=Ki-Baik|title=A New History of Korea|date=1984|publisher=Harvard University Press|location=Cambridge, Massachusetts|isbn=067461576X|pages=38–40}}</ref> den længste regeringstid i østasiatisk historie.<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265161|page=137|url=https://books.google.com/books?id=3Z3a0NU4RHMC&q=%22King+Changsu+succeeded+Kwanggaet%27o+and+ruled+Koguryo+for+79+years+%28412%E2%80%93491%29+the+longest+reign+in+East+Asian%2C+and+possibly%2C+world+history%21%22#v=snippet&q=%22King%20Changsu%20succeeded%20Kwanggaet%27o%20and%20ruled%20Koguryo%20for%2079%20years%20(412%E2%80%93491)%20the%20longest%20reign%20in%20East%20Asian%2C%20and%20possibly%2C%20world%20history!%22&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref> Jangsu ændrede det officielle navn på Goguryeo til Goryeo (고려/高麗, Corea), men navnet Goguryeo stadig oftest brugt.<ref>중원고구려비</ref> Under [[Munja]]s regeringstid annekterede Goguryeo helt Buyeo, hvilket markerede Goguryeos længste ekspansion mod nord nogensinde, og samtidig fortsatte det sin stærke indflydelse i rigerne Silla og Baekje, og over stammerne mohe og khitan. == Intern strid (531-551) == Goguryeo nåede sit højdepunkt i det 6. århundrede. Efter dette begyndte imidlertid en støt tilbagegang. [[Anjang]] blev myrdet og efterfulgt af sin broder [[Anwon]], under hvis regeringstid aristokratisk splittelse voksede. En politisk skisma indtrådte manifesteret som to fraktioner som fortalere for forskellige prinsers arveret, indtil den otte-årige Yang-won endelig blev kronet. Men magtkampen ophørte aldrig endeligt, idet frafaldne dommere med private hære udnævnte sig selv til ''de facto''-herskere i de områder, som var under deres kontrol. En nomadisk gruppe kaldet [[Tuchueh]] drog fordel af Goguryeos interne magtkamp og angreb Goguryeos nordlige slotte i 550-erne og erobrede nogle af Goguryeos nordlige Lande. Det svækkede Goguryeo endnu mere, at borgerkrigen fortsatte blandt feudalherrer vedrørende tronfølgen, og at Baekje og Silla allierede sig for at angribe Goguryeo fra syd i 551. == Konflikter i den sene 6. og 7. århundrede == I slutningen af ​​6. og tidlige 7. århundrede var Goguryeo ofte i [[Goguryeos militære historie|militær konflikt]] med [[Sui-dynastiet|Sui-]] og Tang-dynastierne i Kina. Dets forbindelser med Baekje og Silla var komplekse og vekslede mellem alliancer og fjendskab. En nabo i mod nordvest var den østlige [[Göktürk]] (et khanate i det nordvestlige Kina og nær Mongoliet), som var en nominel allieret af Goguryeo. === Goguryeos tab af Han-floddalen === I 551 e.Kr. indgik [[Baekje]] og [[Silla (koreansk stat)|Silla]] en alliance til at angribe Goguryeo og erobre Han-floddalen, et vigtigt strategisk område tæt ved midten af halvøen og en meget rig landbrugsregion. Efter, at Baekje havde udpint sig selv med en række angreb på Goguryeos befæstninger, ankom Sillas tropper under påskud af at tilbyde assistance, angreb og tog af hele Han-floddalen i besiddelse i 553. Opbragt ved dette forræderi, lancerede [[Seong]] et gengældelsesangreb mod Sillas vestlige grænse i det følgende år men blev fanget og dræbt. Krigen, langs midten af ​​den [[koreanske halvø]], havde meget store konsekvenser. Det gjorde reelt Baekje til den svageste spiller på den koreanske halvø og gav Silla et vigtigt ressource- og befolkningsrigt område som en base for ekspansion. Omvendt forhindrede det Goguryeo i atbruge ​​området, hvilket svækkede riget. Det gav også Silla direkte adgang til [[Det Gule Hav]], åbnede direkte handel og diplomatisk adgang til de kinesiske dynastier og accelererede Sillas optagelse af kinesisk kultur. Således blev Silla mindre afhængig af Goguryeo for at overtage elementer af civilisation og kunne få kultur og teknologi direkte fra Kina. Denne stigende hældning af Silla mod Kina resulterede i en alliance, der skulle vise sig katastrofal for Goguryeo i slutningen af det 7. århundrede. === Goguryeo-Sui krigen === Goguryeos ekspansion var i modstrid med Sui-Kina og øgede spændingerne mellem de to lande. I 598 foretog Goguryeo et forebyggende angreb på [[Liaoxi]],<ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|page=47|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA47#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=en}}</ref> hvilket fik [[kejser Wen]] til at foretage et kontraangreb fra land- og søsiden, der endte i en katastrofe for Sui.<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|page=151|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA151#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=en}}</ref><ref name="White">{{cite book|last1=White|first1=Matthew|title=Atrocities: The 100 Deadliest Episodes in Human History|publisher=W. W. Norton & Company|isbn=9780393081923|pages=78–79|url=https://books.google.com/books?id=0-fQHlaIpR4C&pg=PA78#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=en}}</ref> Suis mest katastrofale kampagne mod Goguryeo indtraf i 612, hvor Sui ifølge Sui dynastiets historie, mobiliserede 30 divisioners hære, omkring 1.133.800 kamptropper. Fordelt langs Goguryeos kæde af befæstninger langs [[Liao-floden]], omgik en afdeling på ni divisioners hære, omkring 305.000 soldater, de vigtigste defensive linjer og ledtes mod Goguryeos hovedstad Pyongyang for at forenes med Suis flådestyrker, som havde forstærkninger og forsyninger. Men Goguryeo var i stand til at besejre Suis flåde således, at da Suis ni divisioners hære endelig nåede Pyongyang, havde de ikke forsyninger til en langvarig belejring. Suis tropper trak sig tilbage, men general [[Eulji Mundeok]] førte Goguryeos tropper til sejr ved at lokke dem ind i et baghold uden for Pyongyang. I [[slaget ved Salsu]] slap Goguryeos soldater vand ud fra en dæmning, hvilket opdelte Suis hær og afskar deres flugtrute. Af de oprindelige 305.000 soldater fra Suis ni division hære, siges det, at kun 2.700 flygtede hjem til Sui i Kina. Kampagner i 613 og 614 blev afbrudt efter igangsættelsen: 613-kampagnen blev afsluttet, da Sui-generalen [[Yang Xuangan]] gjorde oprør mod [[kejser Yang]], mens 614-kampagnen blev afsluttet efter, at Goguryeo tilbød en våbenhvile og tilbagegav Husi Zheng (斛斯 政), en deserteret Sui-general, som var flygtet til Goguryeo, og kejser Yang lod senere Husi henrette. Kejser Yang planlagde et angreb på Goguryeo i 615, men på grund af Suis opløsende indre tilstand var han aldrig i stand til at lancere det. Sui var svækket på grund af oprør mod kejser Yangs styre og hans mislykkede forsøg på at erobre Goguryeo. Det kunne ikke angribe yderligere, fordi provinserne i Suis kerneland ikke ville sende logistisk støtte. Kejser Yangs katastrofale nederlag i Korea bidrog i høj grad til sammenbruddet af Sui-dynastiet.<ref name="White" /><ref>{{cite book|last1=Bedeski|first1=Robert|title=Human Security and the Chinese State: Historical Transformations and the Modern Quest for Sovereignty|publisher=Routledge|isbn=9781134125975|page=90|url=https://books.google.com/books?id=iNl9AgAAQBAJ&pg=PA90#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Ebrey|first1=Patricia Buckley|last2=Walthall|first2=Anne|last3=Palais|first3=James B.|title=East Asia: A Cultural, Social, and Political History, Volume I: To 1800|publisher=Cengage Learning|isbn=1111808155|page=106|url=https://books.google.com/books?id=CWE8AAAAQBAJ&pg=PA106#v=onepage&q&f=false|accessdate=16 November 2016|language=en}}</ref> === Goguryeo-Tang Krig og Silla-Tang alliancen === [[Fil:History_of_Korea-645.png|thumb|Første felttog i Goguryeo-Tang krigen.]] I vinteren 642 var [[kong Yeongnyu]] ængstelig ved [[Yeon Gaesomun]], en af ​​de store adelige i Goguryeo,<ref>{{cite book|last1=Graff|first1=David|title=Medieval Chinese Warfare 300-900|publisher=Routledge|isbn=9781134553532|page=196|url=https://books.google.com/books?id=gpmBAgAAQBAJ&pg=PA196#v=onepage&q&f=false|accessdate=3 November 2016|language=en}}</ref> og indgik en sammensværgelse med andre embedsmænd for at dræbe ham. Men Yeon Gaesomun erfarede nyheden om sammensværgelsen og dræbte Yeongnyu og 100 tjenestemænd og indledte et [[statskup]]. Han fortsatte med at sætte Yeongnyus nevø, Go Jang, på tronen som [[kong Bojang]], mens han selv tog ''de facto''-kontrol over Goguryeo som [[generalissimo]] ((koreansk)). Yeon Gaesomun indtog en stadig mere provokerende holdning over for Silla og Tang-Kina. I 643, under pres fra alliancen mellem Goguryeo og Baekje, anmodede Silla om militær bistand fra Tang. I 644 begyndte Tang forberedelserne til en større kampagne mod Goguryeo.<ref>{{cite book|last1=Graff|first1=David|title=Medieval Chinese Warfare 300-900|publisher=Routledge|isbn=9781134553532|page=196|url=https://books.google.com/books?id=gpmBAgAAQBAJ&pg=PA196#v=onepage&q&f=false|accessdate=3 November 2016|language=en}}</ref> I 645 anførte kejser Taizong, der havde en personlig ambition om at besejre Goguryeo og var fast besluttet på at lykkes, hvor kejser Yang var mislykkedes,<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|page=161|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA160#v=onepage&q&f=false|accessdate=5 November 2016|language=en}}</ref> personligt et angreb på Goguryeo. Tang-hæren erobrede en række Goguryeo-fæstninger, herunder den vigtige Yodong-fæstning (遼東 城, i det moderne Liaoyang, Liaoning, og besejrede store Goguryeo hære på sin vej. Anshi-fæstningen (Hanja: 安 市 城, i det moderne Anshan, Liaoning) var den sidste fæstning blandt de væsentlige forsvarsværker, der beskyttede Liaodonghalvøen, og den blev straks sat under belejring. Men Ansis kommanderende generelt (hvis navn er kontroversielt, men traditionelt menes at være Yang Manchun) var i stand til at opsætte et forsvar og forpurrede Tang-styrkernes belejring, og, i det sene efterår, da vinteren nærmede sig hastigt, og hans leverancer ved at løbe tør, trak kejser Taizong sig tilbage. Kampagnen lykkedes ikke for Tang,<ref name="World History P464"/><ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|page=161|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA161#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 November 2016|language=en}}</ref> det lykkedes ikke for kineserne at indtage Ansi-fæstningen efter en langvarig belejring, der varede mere end 60 dage.<ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|page=48|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA48#v=onepage&q&f=false|accessdate=2 November 2016|language=en}}</ref> Kejser Taizong invaderede Goguryeo igen i 647 og 648, men blev besejret begge gange.<ref name="Kim">{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|publisher=Indiana University Press|isbn=0253000785|page=50|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&q=%22In+647+and+648+Taizong+again+dispatched+expeditionary+forces+to+invade+Kogury%C5%8F%2C+but+these+attacks%2C+too%2C+were+repulsed+by+Kogury%C5%8F.+Taizong+never+accomplished+his+ambition+to+conquer+Kogury%C5%8F+in+his+lifetime.%22#v=snippet&q=%22In%20647%20and%20648%20Taizong%20again%20dispatched%20expeditionary%20forces%20to%20invade%20Kogury%C5%8F%2C%20but%20these%20attacks%2C%20too%2C%20were%20repulsed%20by%20Kogury%C5%8F.%20Taizong%20never%20accomplished%20his%20ambition%20to%20conquer%20Kogury%C5%8F%20in%20his%20lifetime.%22&f=false|accessdate=2 August 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Ebrey|first1=Patricia Buckley|last2=Walthall|first2=Anne|last3=Palais|first3=James B.|title=East Asia: A Cultural, Social, and Political History, Volume I: To 1800|publisher=Cengage Learning|isbn=1111808155|page=106|url=https://books.google.com/books?id=CWE8AAAAQBAJ&q=%22Still+convinced+that+he+could+defeat+Koguryo%2C+Taizong+dispatched+two+more+expeditions+against+it+in+647+and+648%2C+neither+of+them+successful.%22#v=snippet&q=%22Still%20convinced%20that%20he%20could%20defeat%20Koguryo%2C%20Taizong%20dispatched%20two%20more%20expeditions%20against%20it%20in%20647%20and%20648%2C%20neither%20of%20them%20successful.%22&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Tucker|first1=Spencer C.|title=A Global Chronology of Conflict: From the Ancient World to the Modern Middle East [6 volumes]: From the Ancient World to the Modern Middle East|publisher=ABC-CLIO|isbn=9781851096725|page=406|url=https://books.google.com/books?id=h5_tSnygvbIC&q=%22In+645+he+led+Tang+forces+to+conquer+Koguryo+but+was+defeated.+Again+in+647+and+648+he+sent+out+expeditionary+forces+to+invade+Koguryo%2C+but+these+attacks+were+also+repulsed+by+the+Korean+kingdom.%22#v=snippet&q=%22In%20645%20he%20led%20Tang%20forces%20to%20conquer%20Koguryo%20but%20was%20defeated.%20Again%20in%20647%20and%20648%20he%20sent%20out%20expeditionary%20forces%20to%20invade%20Koguryo%2C%20but%20these%20attacks%20were%20also%20repulsed%20by%20the%20Korean%20kingdom.%22&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref><ref name="Wei">{{cite book|last1=Chen|first1=Jack Wei|title=The Poetics of Sovereignty: On Emperor Taizong of the Tang Dynasty|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674056084|page=43|url=https://books.google.com/books?id=5wlDivOQGakC&pg=PA43#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Guo|first1=Rongxing|title=Intercultural Economic Analysis: Theory and Method|publisher=Springer Science & Business Media|isbn=9781441908490|page=42|url=https://books.google.com/books?id=dbJ3LsL6jJMC&q=%22The+subsequent+dynasty%2C+Tang+%28AD+618%E2%80%93907%29%2C+dispatched+three+unsuccessful+expeditions+against+Koguryo+in+AD+644%2C+648%2C+and+655.%22#v=snippet&q=%22The%20subsequent%20dynasty%2C%20Tang%20(AD%20618%E2%80%93907)%2C%20dispatched%20three%20unsuccessful%20expeditions%20against%20Koguryo%20in%20AD%20644%2C%20648%2C%20and%20655.%22&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Whiting|first1=Marvin C.|title=Imperial Chinese Military History: 8000 BC-1912 AD|publisher=iUniverse|isbn=9780595221349|page=259|url=https://books.google.com/books?id=JJQiAz3qTCgC&q=%22648+Another+invasions+of+North+Korea+had+only+limited+success%22#v=snippet&q=%22648%20Another%20invasions%20of%20North%20Korea%20had%20only%20limited%20success%22&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref> Kejser Taizong forberedte en ny invasion i 649 men døde om sommeren, muligvis på grund af en sygdom, han havde pådraget under sine koreanske felttog,<ref name="Wei" /> og han dermed var ude af stand til at udføre sin ambition om at erobre Goguryeo i sin levetid.<ref name="Kim" /> At besejre Goguryeo havde været en besættelse for kejser Taizong,<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|page=161|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA161#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 November 2016|language=en}}</ref> og efter hans død i 649 fortsatte hans søn [[kejser Gaozong]] denne ambition. Efter forslag fra [[Kim Chunchu]] erobredede Silla-Tang alliancen først Baekje i 660 forat bryde Goguryeo-Baekje alliancen, og derefter vendte den sin fulde opmærksomhed mod Goguryeo.<ref name="oceania">{{cite book|last1=Ring|first1=Trudy|last2=Watson|first2=Noelle|last3=Schellinger|first3=Paul|title=Asia and Oceania: International Dictionary of Historic Places|publisher=Routledge|isbn=9781136639791|page=486|url=https://books.google.com/books?id=voerPYsAB5wC&q=stalwart+defenses#v=snippet&q=stalwart%20defenses&f=false|accessdate=16 July 2016|language=en}}</ref> Men kejser Gaozong var ligeledes ude af stand til at besejre Goguryeo ledet af Yeon Gaesomun;<ref name="oceania" /><ref name="maps">{{cite book|last1=Injae|first1=Lee|last2=Miller|first2=Owen|last3=Jinhoon|first3=Park|last4=Hyun-Hae|first4=Yi|title=Korean History in Maps|publisher=Cambridge University Press|isbn=9781107098466|page=29|url=https://books.google.com/books?id=46OTBQAAQBAJ&pg=PA29#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 August 2016|language=en}}</ref> en af Yeon Gaesomuns mest bemærkelsesværdige sejre kom i 662 i ''slaget ved Sasu'' (蛇 水), hvor han tilintetgjorte Tang styrker og dræbte den invaderende general Pang Xiaotai (龐孝泰) og alle hans 13 sønner.<ref>{{cite book|last1=이희진|title=옆으로 읽는 동아시아 삼국지 1|publisher=EASTASIA|isbn=9788962620726|url=https://books.google.com/books?id=GfevAwAAQBAJ&pg=PT348#v=onepage&q&f=false|accessdate=4 November 2016|language=ko}}</ref><ref>{{cite web|title=통일기|url=http://www.culturecontent.com/content/contentView.do?search_div_id=CP_THE003&cp_code=cp0901&index_id=cp09010004&content_id=cp090100040001&search_left_menu=1|website=한국콘텐츠진흥원|publisher=Korea Creative Content Agency|accessdate=4 November 2016}}</ref> Således kunne Tang ikke besejre Goguryeo, mens Yeon Gaesomun var i live.<ref>{{cite book|last1=김용만|title=고구려의발견: 새로쓰는고구려문명사|publisher=바다출판사|isbn=9788987180212|page=486|url=https://books.google.com/books?id=0iN1PAAACAAJ&dq=%EA%B3%A0%EA%B5%AC%EB%A0%A4%EC%9D%98+%EB%B0%9C%EA%B2%AC&hl=en&sa=X&ved=0ahUKEwjUreiF7o_QAhWCjZQKHaoQD6QQ6AEIGjAA|accessdate=4 November 2016|language=ko}}</ref> === Nedgang === I sommeren 666 døde [[Yeon Gaesomun]] af en naturlig årsag, og Goguryeo blev kastet ud i kaos og svækkedes af en række kampe blandt hans sønner og yngre broder.<ref name="Succession">{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|page=67|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA67#v=onepage&q&f=false|accessdate=2 August 2016|language=en}}</ref> Han blev til sidst efterfulgt som ''Dae Mangniji'', den højeste position det nyligt var oprettet under Yeon Gaesomuns regeringstid, af sin ældste søn [[Yeon Namsaeng]]. Da Yeon Namsaeng efterfølgende foretog en rundtur i Goguryeos område, begyndte imidlertid rygter at sprede om, både at Yeon Namsaeng ville dræbe sine yngre brødre [[Yeon Namgeon]] og [[Yeon Namsan]], som han havde efterladt ansvarlige for [[Pyongyang]], og at Yeon Namgeon og Yeon Namsan planlagde at gøre oprør mod Yeon Namsaeng. Da Yeon Namsaeng efterfølgende sendt nærtstående embedsmænd tilbage til Pyongyang for at forsøge at skaffe sig efterretning om situationen, arresterede Yeon Namgeon dem og erklærede sig ''Dae Mangniji'', og angreb sin broder. Yeon Namsaeng sendte sin søn [[Cheon Heonseong]] (泉 獻 誠), da Yeon Namsaeng ændrede sit efternavn fra Yeon (淵) til Cheon (泉) og overtrådte et navngivningstabu fra kejser Gaozu, til Tang til at søge om støtte. [[Kejser Gaozong]] så dette som en mulighed og sendt en hær til at angribe og ødelægge Goguryeo. I midten af ​​Goguryeos magtkampe mellem Yeon Gaesomun efterfølgere, hoppede hans yngre bror, Yeon Jeongto, af til Silla.<ref name="Succession" /> I 667 krydsede den kinesiske hær Liao-floden og erobrede Sinseong (新城, i det moderne [[Fushun]], [[Liaoning]]). Tang-styrker nedkæmpede derefter et modangreb ved Yeon Namgeon, og slog sig sammen med og fik al mulig støtte fra afhopperen Yeon Namsaeng,<ref name="Succession" /> selv om de var oprindeligt ikke kunne krydse Yalu-floden grundet modstand. I foråret 668 vendte Li Ji sin opmærksomhed mod Goguryeos nordlige byer, erobrede den vigtige by Buyeo (扶餘, i det moderne Siping, [[Jilin]]). I efteråret 668, krydsede han [[Yalu]]-floden og sætte [[Pyongyang]] under belejring i fællesskab med Sillas hær. Yeon Namsan og Bojang overgav sig, og mens Yeon Namgeon fortsatte med at gøre modstand i den indre by, vendte hans general, den buddhistiske munk [[Shin Seong]] (信誠) sig mod ham og overgav den indre by til Tangs styrker. Yeon Namgeon forsøgte at begå selvmord, men blev tilfangetaget og taget under behandling. Dette var i afslutningen på ​​Goguryeo, og Tang lagde Goguryeo til sit område, med [[Xue Rengui]] i første omgang indsat i ansvaret for det tidligere Goguryeo-territorium som protektor general. Den voldsomme splid som følge af Yeon Gaesomuns død viste sig at være den primære årsag til Tang-Silla triumf, takket være den splittelse, frafald, og udbredt demoralisering, den forårsagede.<ref name="Graff200">{{cite book|last1=Graff|first1=David|title=Medieval Chinese Warfare 300-900|publisher=Routledge|isbn=9781134553532|page=200|url=https://books.google.com/books?id=gpmBAgAAQBAJ&pg=PA200#v=onepage&q&f=false|accessdate=6 November 2016|language=en}}</ref> Alliancen med Silla havde også vist sig at være uvurderlig, takket være evnen til at angribe Goguryeo fra modsatte retninger, og med både militær og logistisk hjælp fra Silla.<ref name="Graff200" /> Men der var meget modstand mod Tangs styre (støttet af Silla, som var utilfreds med, at Tang ikke gav det Goguryeos eller Baekjes territorium), og i 669, efter kejser Gaozongs ordre, blev en del af Goguryeo-folk tvunget til at flytte til regionen mellem Yangtze-floden og Huai-floden, samt regionerne syd for Qinling-bjergene og vest for Chang'an, kun efterladende gamle og svage beboere på den oprindelige jord. Nogle mennesker trådte i tjeneste hos ​​Tang-regeringen, såsom [[Go Sagye]] og hans søn [[Go Seonji]], den berømte general, der ledede Tangs styrker i [[slaget ved Talas]].<ref>{{cite book|last1=Graff|first1=David|title=Medieval Chinese Warfare 300-900|publisher=Routledge|isbn=9781134553532|page=213|url=https://books.google.com/books?id=gpmBAgAAQBAJ&pg=PA213#v=onepage&q&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Grant|first1=Reg G.|title=1001 Battles That Changed the Course of World History|publisher=Universe Pub.|isbn=9780789322333|page=118|url=https://books.google.com/books?id=s4njwZGrZg4C&pg=PA118#v=onepage&q&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Starr|first1=S. Frederick|title=Xinjiang: China's Muslim Borderland|publisher=Routledge|isbn=9781317451372|page=38|url=https://books.google.com/books?id=XuvqBgAAQBAJ&pg=PA38#v=onepage&q&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Connolly|first1=Peter|last2=Gillingham|first2=John|last3=Lazenby|first3=John|title=The Hutchinson Dictionary of Ancient and Medieval Warfare|publisher=Routledge|isbn=9781135936815|url=https://books.google.com/books?id=1LUoDAAAQBAJ&pg=PT263#v=onepage&q&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Neelis|first1=Jason|title=Early Buddhist Transmission and Trade Networks: Mobility and Exchange Within and Beyond the Northwestern Borderlands of South Asia|publisher=BRILL|isbn=9004181598|page=176|url=https://books.google.com/books?id=GB-JV2eOr2UC&pg=PA176#v=onepage&q&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref> Silla forenede dermed meste af den koreanske halvø i 668, men rigets afhængighed af Kinas Tang-dynastiet havde sin pris. Tang oprettede [[Det generelle protektorat for at pacificere øst]], styret af [[Xue Rengui]], men stod over for stigende problemer ved styringen af de tidligere indbyggere i Goguryeo samt Sillas modstand mod Tangs tilbageværende tilstedeværelse på Den Koreanske Halvø. Silla måtte med magt modstå indførelsen af ​​kinesiske herredømme over hele halvøen, hvilket førte til [[Silla–Tang-krigen|Silla-Tang krigene]], men dets egen styrke ikke strække sig ud over [[Taedong-floden]]. === Genopvækkelsesbevægelser === Efter Goguryeos fald i 668 gjorde mange Goguryeo-mennesker oprør mod Tang og Silla ved at starte vækkelsesbevægelser for Goguryeo. Blandt disse var Geom Mojam, Dae Jungs-sang, og flere berømte generaler. Tang-dynastiet prøvede, men formåede ikke at etablere flere kommanderier for at herske over området. I 677 kronede Tang [[Bojang]] som "konge af [[Joseon]]" og satte ham i spidsen for Liaodong kommanderiet for [[Protektoratet for Generelt at pacificere øst]]. Bojang fortsatte imidlertid med at anstifte oprør mod Tang i et forsøg på at genoplive Goguryeo, organisere Goguryeo-flygtninge og alliere sig med Mohe-stammer. Han blev til sidst sendt i eksil i [[Sichuan]] i 681 og døde det følgende år. [[Protektoratet for Generelt at pacificere øst]] blev etableret af Tang-regeringen for at regere og bevare kontrollen over de tidligere territorier fra det faldne Goguryeo. Det blev først sat under kontrol af Tang-generalen [[Xue Rengui]], men blev senere erstattet af [[Bojang]] på grund af de negative reaktioner fra Goguryeos indbyggere. Bojang blev sendt i eksil for at bistå genopvækkelsesbevægelser for Goguryeo, men blev efterfulgt af hans efterkommere. Bojangs efterkommere erklærede uafhængighed fra Tang i samme periode som den [[An Lushan-oprøret]] og [[Yi Jeonggi]]s oprør i [[Shandong]].<ref>《資治通鑑·唐紀四十一》</ref><ref>《資治通鑑·唐紀四十三》</ref> [[Protektoratet for Generelt at pacificere øst]] blev omdøbt "[[Lille Goguryeo]]" indtil dets endelige optagelse i Balhae under [[Seon]]s regeringstid. [[Geom Mojam]] og [[Anseung]] steg kortvarigt på Hanseong, men mislykkedes, da Anseung overgav sig til [[Silla (koreansk stat)|Silla]]. Go Anseung beordrede mordet på Geom Mojam, og hoppede af til Silla, hvor han fik en lille mængde jord at herske over. Der etablerede Anseung kongeriget [[Bodeok]] (報 德) (보덕), tilskyndede til et oprør, som straks blev knust af [[Sinmun]]. Anseung blev derefter tvunget til at opholde sig i Silla hovedstad, blev givet en Silla-brud og måtte antage Sillas kongelige efternavn "Kim". [[Dae Jung-sang]] og hans søn [[Dae Joyeong]], begge tidligere Goguryeo-generaler, genvandt det meste af Goguryeos nordlige land efter dets undergang i 668, etablerede riget ''Store Jin'', som blev omdøbt til [[Balhae]] efter ​​Dae Jung-sangs død. Syd for Balhae kontrollerede Silla den koreanske halvø syd for [[Taedong]]-floden, og [[Manchuriet]] blev erobret af Balhae. Balhae anså sig (især i diplomatiske korrespondance med Japan) som en efterfølgerstat til Goguryeo. I 901 etablerede [[Gung Ye]], en rebelsk general, Senere Goguryeo, senere omdøbt til [[Taebong]], der anså sig for at være en efterfølger af Goguryeo og gjorde oprør mod Forenede Silla. I 918 væltede [[Wang Geon]] Gung Ye og etablerede Goryeo, som samlede [[De senere tre kongedømmer]] og regerede over den koreanske halvø indtil 1392 som afløser for Goguryeo.<ref name="Goryeo">{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|page=103|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA103#v=onepage&q&f=false|accessdate=20 October 2016|language=en}}</ref><ref name="Rossabi">{{cite book|last1=Rossabi|first1=Morris|title=China Among Equals: The Middle Kingdom and Its Neighbors, 10th-14th Centuries|publisher=University of California Press|isbn=9780520045620|page=323|url=https://books.google.com/books?id=sNpD5UKmkswC&q=%22As+the+self-proclaimed+successor+to+Koguryo+and+the+protector+of+Parhae+refugees%2C+many+of+them+of+Koguryo+origin%2C+Koryo+considered+the+northern+territories+in+Manchuria+its+rightful+legacy.%22#v=snippet&q=%22As%20the%20self-proclaimed%20successor%20to%20Koguryo%20and%20the%20protector%20of%20Parhae%20refugees%2C%20many%20of%20them%20of%20Koguryo%20origin%2C%20Koryo%20considered%20the%20northern%20territories%20in%20Manchuria%20its%20rightful%20legacy.%22&f=false|accessdate=1 August 2016|language=en}}</ref><ref name="seohui">{{cite book|last1=Kim|first1=Djun Kil|title=The History of Korea|publisher=ABC-CLIO|isbn=9780313038532|page=57|url=https://books.google.com/books?id=ci_iGuAAqmsC&pg=PA57#v=onepage&q&f=false|accessdate=20 October 2016|language=en}}</ref><ref name="Grayson">{{cite book|last1=Grayson|first1=James H.|title=Korea - A Religious History|publisher=Routledge|isbn=9781136869259|page=79|url=https://books.google.com/books?id=LU78AQAAQBAJ&pg=PA79#v=onepage&q&f=false|accessdate=20 October 2016|language=en}}</ref> Wang Geon var en efterkommer af Goguryeo,<ref>{{cite book|last1=Ryu|first1=Howard Jisoo|title=Orderly Korea Unification: With the Guarantee of Stability in East Asia|publisher=Xlibris Corporation|isbn=9781462803323|page=145|url=https://books.google.com/books?id=ZrZ-PuddnnYC&q=Goguryeo+descent#v=snippet&q=Goguryeo%20descent&f=false|accessdate=18 July 2016|language=en}}</ref> og sporede sin afstamning til en adelig Goguryeo-klan.<ref>{{cite book|last1=박|first1=종기|title=고려사의 재발견: 한반도 역사상 가장 개방적이고 역동적인 500년 고려 역사를 만나다|publisher=휴머니스트|isbn=9788958629023|url=https://books.google.com/books?id=Qn6TCgAAQBAJ&pg=PT59#v=onepage&q&f=false|accessdate=27 October 2016|language=ko}}</ref> I det 10. århundrede kollapsede Balhae, og meget af den herskende klasse og den sidste kronprins [[Dae Gwang-hyeon]] flygtede til Goryeo, hvor han blev hilst varmt velkommen og inkluderet i den regerende familie af Wang Geon, som dermed forenede de to efterfølgende nationer til Goguryeo.<ref>{{cite book|last1=Lee|first1=Ki-Baik|title=A New History of Korea|date=1984|publisher=Harvard University Press|location=Cambridge, Massachusetts|isbn=067461576X|page=103}}</ref> == Militær == Goguryeo var en meget militaristisk stat.<ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|pages=23–24|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA23#v=onepage&q&f=false|accessdate=21 November 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265161|page=104|url=https://books.google.com/books?id=3Z3a0NU4RHMC&q=%22Citizens+of+Koguryo+concentrated+on+maintaining+their+military+strength%2C+being+similar+in+this+respect+to+the+ancient+Greek+city-state+Sparta.%22#v=snippet&q=%22Citizens%20of%20Koguryo%20concentrated%20on%20maintaining%20their%20military%20strength%2C%20being%20similar%20in%20this%20respect%20to%20the%20ancient%20Greek%20city-state%20Sparta.%22&f=false|accessdate=21 November 2016|language=en}}</ref> Oprindeligt var der 4 delvist autonome distrikter baseret på [[Kompasretning|verdenshjørner]], og et centralt distrikt ledet af monarken; men i det første århundrede blev verdenshjørnerne centraliserede og administrerede af det centrale distrikt, og ved udgangen af ​​det 3. århundrede, mistede de al politisk og militær myndighed til monarken.<ref>{{cite web|title=고구려 5부 (高句麗 五部)|url=http://contents.koreanhistory.or.kr/id/G0001|website=한국사 콘텐츠|publisher=National Institute of Korean History|accessdate=21 November 2016}}</ref> I det 4. århundrede, efter at have lidt nederlag mod Xianbei og Baekje under Gogukwons regeringstid, indførte Sosurim militære reformer, som banede vejen for Gwanggaeto erobringer.<ref name="Sosurim" /><ref name="Lee" /> På sit højdepunkt var Goguryeo i stand til at mobilisere 300.000 soldater.<ref>{{cite book|title=한국사 전쟁의 기술: 한국사의 판도를 바꿔 놓은 36가지 책략|publisher=Dasan Books|isbn=9788963704067|page=61|url=https://books.google.com/books?id=O8nFAwAAQBAJ&pg=PA61#v=onepage&q&f=false|accessdate=21 November 2016|language=ko}}</ref><ref>{{cite book|title=고구려와 수나라의 전쟁|publisher=ebookspub(이북스펍)|isbn=9791155191330|page=26|url=https://books.google.co.kr/books?id=YCf-AwAAQBAJ&pg=PT26#v=onepage&q&f=false|accessdate=21 November 2016|language=ko}}</ref> Goguryeo hyrede ofte semi-nomadiske vasaller, såsom Mohe-folk, som infanterister.<ref name="Tennant21" /> Hver mand i Goguryeo var forpligtet til at tjene i militæret, eller kunne undgå værnepligten ved at betale ekstra kornskat. En Tang-traktat fra 668 registrerer alt 675.000 fordrevne personer og 176 militære garnisoner efter overgivelsen af ​​Bojang. === Udstyr === Det vigtigste skydevåben brugt i Goguryeo var buen. Buerne blev ændrede til at være mere sammensatte og øge skydeevnen på lige fod med [[armbrøst]]er. I mindre grad blev stenkastende maskiner og armbrøster også anvendt. Stikvåben, anvendt mod [[kavaleri]]et og i åben kamp, var for det meste spyd. To typer af sværd blev brugt af Goguryeo-rigere. Den første var en kortere tveægget variant mest brugt til at kaste. Den anden var et længere enægget sværd med minimal fæste og ringknop, tydeligvis under indflydelse fra østlig Han. Hjelmene lignede hjelme brugt af [[Centralasien|centralasiatiske]] folk, dekoreret med vinger, læder og hestehaler. Skjoldet var den vigtigste beskyttelse, der dækkede hovedparten af ​​soldatens krop. Deres kavaleri blev kaldt [[Gaemamusa]] (개마 무사, 鎧 馬武士), løst oversat som "Jernhestekrigere". Arkæologiske fund fra Gukne (국내성) og i grave i tilstødende kongeriger er fundet jernspidse bronzesandaler ca 11 cm lang. De blev sandsynligvis brugt til militære formål. === Fæstninger === Den mest almindelige form for Goguryeo-fæstninger var lavet i måneform og beliggende mellem en flod og dens biflod. Grøfter og jordvægge mellem bredden dannede en ekstra forsvar linje. Murene var lavet af enorme stenblokke fikseret med ler, og selv kinesisk artilleri havde svært ved at bryde igennem dem. Væggene var omgivet af en grøft til at forhindre en underjordiske angreb, og udstyret med vagttårne. Alle fæstninger havde kilder til vand og udstyr nok til en langvarig belejring. Hvis floder og bjerge var fraværende, blev ekstra forsvarslinjer tilføjet. === Organisation === To jagter om året, ledet af kongen selv, manøvreøvelser, jagt-manøvrer og parader blev udført for at give Goguryeos soldater en høj individuel træning. Der var fem hære i hovedstaden, for det meste kavaleri der var personligt ledet af kongen, i antal ca. 12.500. Militære enheder, der varierede i antal fra 21.000 til 36.000 soldater, var placeret i provinserne og blev ledet af guvernører. Militære kolonier nær grænserne bestod hovedsagelig af soldater og bønder. Der var også private hære ledet af aristokrater. Dette system tillod Goguryeo at bevare og udnytte en hær på 50.000 uden ekstra omkostninger, og 300.000 gennem store mobiliseringer i særlige tilfælde. Goguryeo enheder blev opdelt efter de store våben: spydmænd, øksemænd, bueskytter, der består af dem til fods og hesteryg, og tungt kavaleri, der omfattede pansrede og tunge spyddivisioner. Andre grupper som katapult enheder, væg-klatrere, og stormtropper var en del af de særlige enheder og kom oveni de almindelige enheder. Fordelen ved denne funktionelle opdeling var stærkt specialiserede kampenheder, mens ulempen var, at det var umuligt for en enhed til at udføre komplekse, taktiske handlinger. === Strategi === Den militære formation havde en general og hans personale med vagter i midten af ​​hæren. Bueskytterne blev forsvaret af øksemænd. Foran generalen var de vigtigste infanteri kræfter, og på flankerne var rækker af tungt kavaleri klar til modangreb i tilfælde af et flankeangreb af fjenden. Helt i front og bagtil var det lette kavaleri, der anvendes til spejdning, forfølgelse, og for at svække fjendens angreb. Omkring de vigtigste tropper var små grupper af tunge kavalerister og infanteri. Hver enhed var parat til at forsvare den anden ved at yde gensidig støtte. Goguryeo implementerede en strategi for aktiv forsvar baseret på byerne. Ud over de befæstede byer og befæstede lejre brugte dette aktive forsvarssystem små enheder af let kavaleri til løbende at chikanere fjenden, de-blokade enheder og stærke reserver, der bestod af de bedste soldater, til at slå hårdt til i enden. Goguryeo havde også militære efterretninger og særlige taktikker som en vigtig del af strategien. Goguryeo var god til misinformation, såsom at kun sende spydspidser af sten som tribut til det kinesiske hof, selv om de var af jern. Goguryeo havde udviklet et system for spionage. En af de mest berømte spioner, Baekseok, der er nævnt i Samguk yusa, var i stand til at infiltrere [[Hwarang]]er i Silla. == Kultur == Kulturen i Goguryeo blev formet af dens klima, religion, og den anspændte tilstand i samfundet, folk led under på grund af de mange krige, Goguryeo udkæmpede. Ikke meget er kendt om Goguryeo kultur, da mange skriftlige kilder er gået tabt. === Levevis === Indbyggerne i Goguryeo bar en forgænger for den moderne [[hanbok]], lige som de andre kulturer i de tre kongeriger. Der er vægmalerier og genstande, der skildrer dansere iført kunstfærdige hvide kjoler. === Festivaler og tidsfordriv === Fælles tidsfordriv blandt Goguryeo mennesker var drikkeri, sang eller dans. Spil såsom brydning tiltrak nysgerrige tilskuere. Hver oktober blev Dongmaeng-festivalen afholdt. Dongmaeng-festivalen blev praktiseret for at tilbede guderne. Ceremonierne blev fulgt af store folkelige fester, spil og andre aktiviteter. Ofte udførte kongen ritualer til sine forfædre. Jagt var en mandlig aktivitet og fungerede også som et passende middel til at uddanne unge mænd til militæret. Jagtselskaber red på heste og jagede rådyr og andet vildt med buer og pile. Bueskydningskonkurrencer forekom også. === Religion === [[Fil:Ddol-mangM.jpg|thumb|Et Goguryeo gravvægmaleri.]] [[Fil:Korean_three-legged_bird_mural.jpg|thumb|Et vægmaleri af en trebenet fugl i en Goguryeo grav.]] Goguryeo-mennesker tilbad forfædre og anså dem for at være overnaturlige.<ref>[http://www.mygoguryeo.net/history01.htm The Pride History of Korea]</ref> Jumong, grundlæggeren af ​​Goguryeo, blev tilbedt og respekteret blandt folket. Der var endda et tempel i Pyongyang dedikeret til Jumong. Ved den årlige Dongmaeng-festival blev et religiøst ritual udført for Jumong, forfædre, og guder. Mytiske dyr og dyr blev også anset for at være hellig i Goguryeo. [[Føniks]] og [[Dragen]] blev begge tilbedt, mens [[Samjogo]], den trebenede krage der repræsenterede solen, blev betragtet som den mest magtfulde af de tre. Malerier af mytiske dyr findes i Goguryeos kongegrave. De troede også i "Sasin«, der var 4 mytiske dyr. Chungryong eller Chunryonga (blå drage) bevogtede øst, Baek-ho (hvid tiger) bevogtede vest, jujak (rød føniks) bevogtede syd, og hyunmu (sort skildpadde (undertiden med slanger som hale)) bevogtede nord. Disse mytiske dyr ligner [[Den blå drage]], [[Den røde fugl]], [[Byakko]] (Hvide tiger), og [[Sorte skildpadde]], [[de fire kongedyr]]. Buddhismen blev først introduceret til Goguryeo i 372.<ref name="Harv|ScienceView|Unknown year">{{Harv|ScienceView|Unknown year}}</ref> Regeringen anerkendte og støttede [[buddhisme]]n og mange klostre og helligdomme blev oprettet under Goguryeos styre, hvilket gør Goguryeo det første kongerige i regionen til at antage buddhismen. Men buddhismen var langt mere populære i [[Silla]] og [[Baekje]], som Goguryeo videregav buddhismen til.<ref name="Harv|ScienceView|Unknown year"/> === Kulturelle forbindelser === [[Fil:Goguryeo-Gakjeochong-Ssireumdo-01.jpg|thumb|200px|[[Ssireum]] vist på Goguryeo vægmaleri.]] Goguryeo kunst, bevaret i vid udstrækning i gravmalerier, er kendt for styrken i dens billedsprog. Fint detaljeret kunst kan ses i Goguryeo grave og andre vægmalerier. Mange af de kunstværker har en original malestil. Kulturelle arv fra Goguryeo kan findes i moderne koreansk kultur, for eksempel: [[koreansk fæstning|koreanske fæstninger]], [[ssireum]],<ref>[http://ynucc.yeungnam.ac.kr/~ssi/Introduction/History/history.html History of Ssireum], Korea Ssireum Research Institute</ref> [[taekkyeon]],<ref>[http://www.koreataekwondo.org/KTA_ENG/html/ency/intro01_1.asp Historical Background Of Taekwondo] Korea Taekwondo Association</ref><ref>[http://www.wtf.org/site/about_taekwondo/history/ancient.htm The Origin of Taekwondo], The World Taekwondo Federation</ref> [[koreansk dans]], [[ondol]], Goguryeos [[gulvvarme]]system og [[hanbok]]<ref>[[#Harv|Brown 2006]], p. 18</ref> == Noter == {{Reflist|2}} == Litteratur == * {{cite book |last=Byeon |first=Tae-seop |title = 韓國史通論 (Outline of Korean history), 4th ed |year=1999 |isbn=89-445-9101-6 |publisher=Unknown Publisher}} * {{citation|last=US Library of Congress|first=Unknown Author|year=n.d.|title=South Korea:The Three Kingdom Periods|url= http://lcweb2.loc.gov/cgi-bin/query/r?frd/cstdy:@field(DOCID+kr0014) |publisher=Unknown Publisher }} * {{citation|last=Metropolitan Museum|first=Unknown Author|title=Korea, 1-500AD|year=n.d.|url= http://www.metmuseum.org/toah/ht/05/eak/ht05eak.htm|publisher=Unknown Publisher }} * {{citation|last=Yonson|first=Ahn|title= Korea China Textbook War. What's It All About?|year=2006|url= http://hnn.us/articles/21617.html|publisher=History News Network}} * {{citation|last=Ramzy|first=Austin|title=Rewriting History|url= http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,501040823-682338,00.html|publisher=Time Magazine | date=2004-08-16 | accessdate=2010-05-03}} * {{citation |last=Klingner |first=Bruce |year=2004 |title=China Shock for South Korea |url = http://www.atimes.com/atimes/korea/FI11Dg03.html |publisher=Asia Time}} * {{citation|last=Shin|first=Hyoung-Sik|year=2003|title=History of Koguryo |url= http://dprk-cn.com/en/history/koguryo/|publisher=Ewha Womans University Press, South Korea}} * {{citation |last=Lee|first=Wha |year=n.d. |title=Forgotten Glory of Koguryo |url = http://www.kimsoft.com/KOREA/kogu.htm |publisher=Kimsoft.com}} * {{citation |last=Brown |first=John |title=China, Japan, Korea. Culture and Custom |year=2006 |url = https://books.google.com/?id=3r-3YH3t45cC&pg=RA1-PA81&lpg=RA1-PA81&dq=goguryeo+hanbok |publisher=BookSurge Publishing |isbn=978-1-4196-4893-9}} * {{citation|last=Beckwith| first = Christopher I. | title =Ancient Koguryo, Old Koguryo, and the Relationship of Japanese to Korean |date=August 2003 |booktitle = 13th Japanese/Korean Linguistics Conference |location = Michigan State University |url = http://www.msu.edu/~jk13/Abs.Beckwith.pdf |format = PDF |accessdate = 2006-03-12 }} * {{citation |author = Unknown Author |title = Koguryo |year = n.d. |url = http://www.britannica.com/ebc/article-9369333 |publisher = Britannica Encyclopedia}} * {{citation |title=Koguryo |year=2007 |publisher=MSN |work=Encarta |url = http://encarta.msn.com/encyclopedia_761586773/Kogury%C5%8F.html |accessdate = 2007-03-12 |archiveurl=http://www.webcitation.org/5kyWWfWvl |archivedate=2009-11-01 |deadurl=yes}} * {{citation |work = Columbia Encyclopedia |author = Unknown Author |title=Korea |publisher = Bartleby.com |year=2005 |url = http://www.bartleby.com/65/ko/Korea.html |accessdate = 2007-03-12}} * {{citation |last=CIA World Factbook |title = Korea, South | publisher =CIA |year=2007 |url = https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ks.html |accessdate = 2007-04-27}} * {{citation |last=Sun |first=Jinji |title = Dongbei minzu yuanliu (The Ethnic Origin of the Northeast) |publisher = Heilongjiang People's Publishing House |year=2004a}} * {{citation |last=Sun |first=Jinji |title =Zhongguo Gaogoulishi yanjiu kaifang fanrong de liunian (Six Years of Opening and Prosperity of Koguryo History Research) |publisher = Heilongjiang People's Publishing House |year=1986}} * {{citation |last=Sun|first=Jinji|title =Renmin jiaoyu chubanshe lishixi (History Department of People's Education Press), Zhongguo lishi (Chinese History) II |publisher = Heilongjiang People's Publishing House |year=2004b}} * {{citation |last=MyGoguryeo |first=Unknown |title = The Pride History of Korea |publisher = MyGoguryeo.net (WWW) |url = http://www.mygoguryeo.net/history01.htm |year=n.d.}} * {{citation |last=Byington |first=Mark |title = Koguryo Part of China? |publisher = Koreanstudies mailing list (WWW) |url = http://koreaweb.ws/pipermail/koreanstudies_koreaweb.ws/2004-January/004054.html |year=2004a}} * {{citation |last=Byington |first=Mark |title = The War of Words Between South Korea and China Over An Ancient Kingdom: Why Both Sides Are Misguided |publisher = History News Network (WWW) |url = http://koreaweb.ws/pipermail/koreanstudies_koreaweb.ws/2004-January/004054.html|year=2004b}} * {{citation |last=Chase |first=Thomas |title=Nationalism on the Net: Online discussion of Goguryeo history in China and South Korea|journal=China Information |volume=25 |issue=1 |pages=61–82 |url = http://cin.sagepub.com/content/25/1/61.full.pdf+html |year=2011}} * {{citation |last=ScienceView |first=Unknown Author |title = Cultural Development of the Three Kingdoms |publisher = ScienceView (WWW) |url = http://scienceview.berkeley.edu/VI/handbooks_history.html |year=n.d.}} * Rhee, Song nai (1992) Secondary State Formation: The Case of Koguryo State. In {{cite book|ref=harv|last=Aikens|first=C. Melvin|title=Pacific northeast Asia in prehistory: hunter-fisher-gatherers, farmers, and sociopolitical elites|url=https://books.google.com/books?id=3hSBAAAAMAAJ|year=1992|publisher=WSU Press|isbn=978-0-87422-092-6}} * Asmolov, V. Konstantin. (1992). The System of Military Activity of Koguryo, ''Korea Journal'', v. 32.2, 103–116, 1992. [[Kategori:Koreas historie]] 0ck2qv42ths5cvn2fyt264v36qspo4c 0 6505 42869 40703 2026-11-03T11:55:06Z Jcb 8204 42869 wikitext text/x-wiki '''Gwanggaeto den Store af Goguryeo''' ([[koreansk]] [[hanja]]: 廣開土王; [[hangeul]]: 광개토왕; [[revideret romanisering af koreansk|revideret romanisering]]: ''Gwanggaeto-wang''; 374-413, regerede 391–413)<ref name="Lee">{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|pages=38–40|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA38#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref>, personlig navn '''Go Damdeok''' (高談德; 고담덕) eller '''Go An''' (高安; 고안), [[posthumt navn]] '''Gukgangsang-Gwanggaetogyeong-Pyeongan-Hotaewang''' (國岡上廣開土境平安好太王; 국강상광개토경평안호태왕; "Den største konge som vidt udvidede landområderne og er gravlagt i Gukgangsang")<ref name="Lee" /> var den 19. hersker af det [[korea]]nske kongedømmet [[Goguryeo]]. Hans æranavn var '''Yeongnak''' (永樂; 영락), så han bliver af og til omtalt som '''Yeongnak den store''' (永樂太王; 영락태왕). Gwanggaeto herskede fra 391 til sin død i 413. Under Gwanggaeto blev Goguryeo på ny en stormagt<ref>{{cite book|last1=Hall|first1=John Whitney|title=The Cambridge History of Japan|publisher=Cambridge University Press|isbn=9780521223522|page=362|url=https://books.google.com/books?id=A3_6lp8IOK8C&q=%22The+reign+of+King+Kwanggaet%27o+is+thought+of+as+Koguryo%27s+golden+age+of+political+might+and+Buddhist+splendor.%22#v=snippet&q=%22The%20reign%20of%20King%20Kwanggaet%27o%20is%20thought%20of%20as%20Koguryo%27s%20golden%20age%20of%20political%20might%20and%20Buddhist%20splendor.%22&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Hyŏn-hŭi|last2=Pak|first2=Sŏng-su|last3=Yun|first3=Nae-hyŏn|title=New history of Korea|publisher=Jimoondang|isbn=9788988095850|page=201|url=https://books.google.com/books?id=KO8MAQAAMAAJ|accessdate=29 July 2016|language=en|quote=He launched a military expedition to expand his territory, opening the golden age of Goguryeo.}}</ref><ref>{{cite book|last1=Embree|first1=Ainslie Thomas|title=Encyclopedia of Asian history|publisher=Scribner|isbn=9780684188997|page=324|url=https://books.google.com/books?id=LtwpAQAAMAAJ&focus=searchwithinvolume&q=%22Nevertheless%2C+the+reigns+of+Kwanggaet%27o+and+his+successor+Changsu+%28413-491%29+constituted+the+golden+age+of+Koguryo.%22|accessdate=29 July 2016|language=en|quote=Nevertheless, the reigns of Kwanggaet'o and his successor Changsu (413-491) constituted the golden age of Koguryo.}}</ref> i [[Østasien]]<ref>{{cite book|last1=Roberts|first1=John Morris|last2=Westad|first2=Odd Arne|title=The History of the World|publisher=Oxford University Press|isbn=9780199936762|page=443|url=https://books.google.com/books?id=A2cfZkU5aQgC&q=koguryo+powerful+empire#v=snippet&q=koguryo%20powerful%20empire&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Gardner|first1=Hall|title=Averting Global War: Regional Challenges, Overextension, and Options for American Strategy|publisher=Palgrave Macmillan|isbn=9780230608733|pages=158-159|url=https://books.google.com/books?id=acvGAAAAQBAJ&q=Inner+Mongolia#v=snippet&q=great%20powers&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Laet|first1=Sigfried J. de|title=History of Humanity: From the seventh to the sixteenth century|publisher=UNESCO|isbn=9789231028137|page=1133|url=https://books.google.com/books?id=PvlthkbFU1UC&pg=PA1133#v=onepage&q&f=false|accessdate=10 October 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265178|pages=6–7|url=https://books.google.com/books?id=GBvRs-za0CIC&pg=PA6#v=onepage&q&f=false|accessdate=19 November 2016|language=en}}</ref>, som riget også havde været i det 2. århundrede. Da Gwanggaeto døde 39 år gammel i 413, havde riget kontrollen over alt landet mellem floderne [[Amur]] og [[Hanfloden (Korea)|Han]] - et område som udgør to tredjedele af dagens [[Korea]]<ref name="Kim">{{cite book|last1=Kim|first1=Djun Kil|title=The History of Korea, 2nd Edition|publisher=ABC-CLIO|isbn=9781610695824|page=32|url=https://books.google.com/books?id=IgxvBAAAQBAJ&pg=PA32#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref><ref name="Jinwung">{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|publisher=Indiana University Press|isbn=0253000785|page=35|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&pg=PA35#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref>, det meste af [[Manchuriet]] samt dele af [[Indre Mongoliet]] og [[Primorskij kraj]].<ref>{{cite book|last1=Tudor|first1=Daniel|title=Korea: The Impossible Country: The Impossible Country|publisher=Tuttle Publishing|isbn=9781462910229|url=https://books.google.com/books?id=BA_QAgAAQBAJ&q=Inner+Mongolia#v=snippet&q=Inner%20Mongolia&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Kotkin|first1=Stephen|last2=Wolff|first2=David|title=Rediscovering Russia in Asia: Siberia and the Russian Far East: Siberia and the Russian Far East|publisher=Routledge|isbn=9781317461296|url=https://books.google.com/books?id=t_DqBgAAQBAJ&q=Koguryo+Siberia+Russia%27s#v=snippet&q=Koguryo%20Siberia%20Russia%27s&f=false|accessdate=15 July 2016|language=en}}</ref> Dertil kom det koreanske kongedømme [[Silla (koreansk stat)|Silla]] sydvest på den [[Koreanske halvø]], som i 399 søgte beskyttelse hos Goguryeo efter flere angreb fra det koreanske kongedømme [[Baekje]]. Gwanggaeto erobrede Baekjes hovedstad i nutidens [[Seoul]] og gjorde [[Baekje]] til vasalstat. Mange anser denne løse forening under Goguryeo for at have været den eneste virkelige samling af [[Koreas tre kongedømmer|de tre koreanske kongedømmer]]. Gwanggaetos bragder og erobringer er dokumenterede på [[Gwanggaetostelen]] fra 414, som står nær Gwanggaetos gravsted i nutidens [[Ji'an (Tonghua)|Ji'an]] ved [[Yalu-floden]] i det nordøstlige del af [[Folkerepublikken Kina|Kina]], den daværende hovedstad i Goguryeo.<ref name="maps">{{cite book|last1=Injae|first1=Lee|last2=Miller|first2=Owen|last3=Jinhoon|first3=Park|last4=Hyun-Hae|first4=Yi|title=Korean History in Maps|publisher=Cambridge University Press|isbn=9781107098466|page=49|url=https://books.google.com/books?id=46OTBQAAQBAJ&pg=PA49#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref> Stelen er den største indgraverede [[stele]] i verden. Gwanggaeto er en af to koreanske monarker, som efter sin død har fået betegnelsen "den store" lagt til sit navn. Den anden er [[Sejong den store]]. == Fødsel og baggrund == [[Fil:Gwanggaeto Stele.jpg|thumb|left|[[Gwanggaetostelen]].]] Goguryeo havde mistet meget af sin tidligere magt og indflydelse, da Gwanggaeto blev født. Lige før fødslen havde [[Geunchogo af Baekje]] slået et angreb fra Goguryeo tilbage ([[slaget om Chiyang]]) og dræbt Goguryeo-kongen [[Gogugwon af Goguryeo|Gogugwon]].<ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Ki-baek|title=A New History of Korea|publisher=Harvard University Press|isbn=9780674615762|page=37|url=https://books.google.com/books?id=g2mdVwXpMzwC&pg=PA38#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref><ref>{{cite book|last1=Injae|first1=Lee|last2=Miller|first2=Owen|last3=Jinhoon|first3=Park|last4=Hyun-Hae|first4=Yi|title=Korean History in Maps|publisher=Cambridge University Press|isbn=9781107098466|page=30|url=https://books.google.com/books?id=46OTBQAAQBAJ&pg=PA30#v=onepage&q&f=false|language=en}}</ref> [[Sosurim af Goguryeo]], som efterfulgte Gogukwon, gennemførte en isolationistisk udenrigspolitik for at genopbygge staten<ref name="Middleton">{{cite book|last1=Middleton|first1=John|title=World Monarchies and Dynasties|publisher=Routledge|isbn=9781317451587|page=505|url=https://books.google.com/books?id=R63ACQAAQBAJ&pg=Pg505#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref><ref name="Sosurim">{{cite book|last1=Kim|first1=Jinwung|title=A History of Korea: From "Land of the Morning Calm" to States in Conflict|publisher=Indiana University Press|isbn=0253000785|page=34|url=https://books.google.com/books?id=QFPsi3IK8gcC&pg=PA34#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref>, som var stærkt svækket af Baekjes angreb i 371. [[Gogugyang af Goguryeo|Gogukyang]], som efterfulgte Sosurim, fortsatte denne politik og fokuserede på genopbygning af hæren. Baekje var på højden af sin magt efter det vellykkede modangreb på Goguryeo i 371, og var også en af de dominerende magter i Østasien, med en indflydelse som strakte sig ud over Koreahalvøen. Kong Geunchogo erobrede flere kinesiske kystbyer, de vigtigste i [[Liaoxi]] og [[Shandong]], for at beholde sin overlegenhed overfor Goguryeo og de ulige kinesiske dynastier, som var blevet etablerede efter flere borgerkrige efter [[Han-dynastiet]]s fald i 220. Baekje under Geunchogo havde tætte forbindelser med dele af Japan. Goguryeo var derfor efterhånden omringet af mægtige naboer både i syd og vest og forsøgte at undgå konflikter med Baekje, mens man i vest forsøgte at udvikle forbindelser med [[Xianbei]] og [[Rouran]] for at kunne forsvare sig selv ved en fremtidig invasion. == Kongemagt == Gwanggaeto efterfulgte sin fader, kong Gogukyang, ved hans død i 391. Lige efter at være blevet kronet til konge af Goguryeo gav Gwanggaeto sig selv titlen "Yeongnak den Store" for at ligestille sig selv med monarkerne i Kina og Baekje.<ref name="Lee" /><ref name="Kim" /><ref name="Jinwung" /> Derefter igangsatte han opbygningen af Goguryeos [[kavaleri]] og [[flåde]]styrke. Allerede året efter, i 392 blev de taget i brug i et angreb mod naboen i syd, Baekje. Gwanggaeto ledede personligt angrebet i spidsen for 50.000 kavaleri og erobrede 10 befæstede byer langs kongedømmernes fælles grænse.<ref name="seob">{{cite book|last1=이윤섭|title=광개토대왕과 장수왕|publisher=ebookspub(이북스펍)|isbn=9791155191323 |pages=89–91|url=https://books.google.com/books?id=PCf-AwAAQBAJ&pg=PT89#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=ko}}</ref> Angrebet gjorde Baekjes [[Asin af Baekje|kong Asin]] rasende, og han gik i gang med at planlægge et modangreb mod Gwanggaeto, hvilket han imidlertid blev tvunget til at opgive efter, at hans styrker blev slåede af Goguryeo i 393.<ref name="seob" /> Kong Asin angreb på ny Goguryeo i 394 og blev på ny slået tilbage.<ref name="seob" /> Efter flere store tab vaklede staten Baekje, og det kom til politisk uro.<ref name="KBS1">{{cite web|title=King Gwanggaeto the Great (1)|url=http://world.kbs.co.kr/english/program/program_dynasty_detail.htm?lang=e&current_page=3&No=10039827|website=KBS World Radio|publisher=Korea Communications Commission|accessdate=7 October 2016}}</ref> Der blev også stillet spørgsmål ved kong Asins lederskab. Baekje tabte en ny kamp mod Goguryeo i 395 og blev tvunget tilbage til en front, som løb langs [[Hanfloden (Korea)|Han-floden]], hvor hovedstaden [[Wiryeseong]] lå. Baekje flyttede derfor hovedstaden længere mod syd.<ref name="seob" /><ref>{{cite book|last1=Yi|first1=Hyun-hui|last2=Pak|first2=Song-su|last3=Yun|first3=Nae-hyon|title=New History of Korea|date=2005|publisher=Jimoondang|location=Seoul|isbn=8988095855|page=170}}</ref> Året efter ledede Gwanggaeto sin store marineflåde i et angreb på [[Wiryeseong]], både fra Han-floden og fra søsiden.<ref name="seob" /> Asin ventede et angreb fra land og blev taget til fange uden mulighed for at forsvare sig. Gwanggaetos styrker nedbrændte 58 fæstninger under Baekjes kontrol og overvandt de tilbageværende styrker tilhørende kong Asin. Asin overgav sig til Gwanggaeto<ref name="Jinwung" /><ref>Jeon ho-tae, 〈Koguryo, the origin of Korean power & pride〉, Dongbuka History Foundation, 2007. {{ISBN|89-91448-83-6}} p.137</ref> og overlod også sin broder til Goguryeo som fange<ref name="seob" /> i en aftale, som sikrede, at han selv skulle beholde positionen som konge af Baekje.<ref>{{cite journal|last1=Institute of Korean Studies|last2=Seoul National University|title=Korean studies|journal=Seoul Journal of Korean Studies|date=2004|issue=17|pages=15–16}}</ref> Gwanggaeto havde endelig fået overtaget mod sin rival i kampen om magten over Koreahalvøen. == Erobringer i nord == I 395 under felttoget mod Baekje erobrede en Goguryeo-styrke ledet af kongen selv [[Khitanerne|Beili]], en lille del af [[khitan]]-stammerne bosat centralt i [[Manchuriet]].<ref>{{cite encyclopedia|encyclopedia=Encyclopedia of World Biography: Kilpatrick-Louis|editor1-first=Suzanne Michele|editor1-last=Bourgoin|publisher=Gale Research|year=1998|title=Kwanggaet'o|page=94}}</ref><ref>{{cite book|last1=Holcombe|first1=Charles|title=The Genesis of East Asia : 221 B.C. - A.D. 907|date=2001|publisher=Associate for Asian Studies [u.a.]|location=Honolulu|isbn=9780824824655|page=174|url=https://books.google.com/books?id=XT5pvPZ4vroC&pg=PA78&source=gbs_toc_r&cad=3#v=onepage&q=three%20tribes&f=false|accessdate=17 June 2016}}</ref> Eksakt lokalisering er ikke kendt, men det var nær [[Songhua]]-floden. I 400 angreb det kinesiske rige [[Senere Yan]] Goguryeo.<ref name="seob2">{{cite book|last1=이윤섭|title=광개토대왕과 장수왕|publisher=ebookspub(이북스펍)|isbn=9791155191323 |pages=93–95|url=https://books.google.com/books?id=PCf-AwAAQBAJ&pg=PT93#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=ko}}</ref> Gwanggaeto svarede hurtigt og genvandt tabt territorium erobret af [[Xianbei]].<ref name="seob2" /><ref>{{cite book|last1=조한성|title=역사의터닝포인트14_삼국의전성기|publisher=Book21 Publishing Group|isbn=9788950944087|url=https://books.google.com/books?id=r7Qtl2Asj1sC&pg=PA9#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=ko}}</ref> I 402 valgte han at angribe Senere Yan, fast bestemt på at beskytte kongedømmet mod yderligere trusler derfra. Samme år slog Gwanggaeto [[Xienpei]] og erobrede flere af grænsebefæstningerne. I 404 invaderede han Liaodong og erobrede hele [[Liaodonghalvøen]]. Xianbei så ikke med blide øjne på, at Goguryeo erobrede hans land. I 405 trængte styrker fra Senere Yan over [[Liao He|Liao-floden]] og angreb Goguryeo men blev slået tilbage af Gwanggaeto. Xianbei forsøgte på ny senere samme år, men blev på ny slået tilbage. Gwanggaeto ledede flere angreb på Xianbei såvel som mod khitanerne i det [[Indre Mongoliet]], som han til sidst fik kontrol over. I 408 sendte kongen en fredsdelegat til [[Murong Yun]], som var kejser i [[Senere Yan]]/[[Nordlige Yan]] for at forhandle en aftale mellem de to stater, fordi Murong Yun havde sine aner i fra Goguryeos kongehus. Goguryeo beholdt kontrollen over Liaoning-regionen indtil [[Tang-dynastiet|Tang-Kina]] erobrede området som en del af krigen mod Goguryeo iå 600-tallet. I 410 erobrede Gwanggaeto [[Dongbuyeo]]. Erobringen gik let, eftersom Dongbuyeo ikke havde noget at stille op mod den enorme Goguryeo-hær. Efter at have tabt en række kampe, derunder 64 befæstede byer og 1.400 landsbyer<ref name="Lee" /><ref name="Jinwung" />, overgav Dongbuyeo sig. Gwanggaeto erobrede også flere [[Mohe (folk)|mohestammer]] og [[Ainuere|Ainustammer]] længere mod nord. == Sydøstlige felttog == I 400 bad det andet kongedømme på Koreahalvøen, [[Silla]], Goguryeo om hjælp for at stå imod en alliance mellem Japan og kongedømmet [[Baekje]] og føderationen [[Gaya]] i sydvest. Kong Gwanggaeto svarede ved at sende 50.000 soldater, som slog tilbage kavaleriangreb fra både Japan og Gaya,<ref name="Jinwung" /> og dermed kom både Silla og Gaya under Goguryeo.<ref name="Cengage">{{cite book|last1=Ebrey|first1=Patricia Buckley|last2=Walthall|first2=Anne|title=Pre-Modern East Asia: A Cultural, Social, and Political History, Volume I: To 1800|publisher=Cengage Learning|isbn=1133606512|page=103|url=https://books.google.com/books?id=6F2XLmIVAaYC&pg=PA103#v=onepage&q&f=false|accessdate=11 October 2016|language=en}}</ref> I 402 returnerede Gwanggaeto [[Silseong af Silla|Silseong]] til Silla for at etablere et fredelig forhold til naboen i syd, mens han selv var mest optaget af erobringer i nord. Militære styrker fra Goguryeo blev imidlertid stående i Silla. == Død og arv == [[Fil:Gwanggaeto tomb entrance 2011 07 24.jpg|right|thumb|Indgangen til [[gravstedet for kong Gwanggaeto]].]] Kong Gwanggaeto døde af en ukendt sygdom i 413, efter at være blevet 39 år gammel. Selv om han var monark i blot 22 år og døde relativt ung af en konge at være, markerer hans erobringer højdepunktet for Koreas historie. Med undtagelse af den 200 år lange periode, som begyndte med hans søn og efterfølger [[Jangsu af Goguryeo|kong Jangsu]]<ref>{{cite book|last1=Walker|first1=Hugh Dyson|title=East Asia: A New History|publisher=AuthorHouse|isbn=9781477265161|page=137|url=https://books.google.com/books?id=3Z3a0NU4RHMC&q=%22King+Changsu+succeeded+Kwanggaet%27o+and+ruled+Koguryo+for+79+years+%28412%E2%80%93491%29+the+longest+reign+in+East+Asian%2C+and+possibly%2C+world+history%21%22#v=snippet&q=%22King%20Changsu%20succeeded%20Kwanggaet%27o%20and%20ruled%20Koguryo%20for%2079%20years%20(412%E2%80%93491)%20the%20longest%20reign%20in%20East%20Asian%2C%20and%20possibly%2C%20world%20history!%22&f=false|accessdate=29 July 2016|language=en}}</ref> og det senere kongedømme [[Balhae]], har Korea aldrig regeret over et større geografisk område. Der eksisterer beviser for, at Goguryeo strakte sig længere mod vest i nutidens [[Mongoliet]] med grænser til [[rouraner]]ne og [[göktürker]]ne. Gwanggaeto krediteres også for etableringen af [[Koreanske æranavn|æranavn]], en symbolsk handling som skulle hæve Goguryeos monarker op på samme niveau som sine kinesiske modparter. Kong Gwanggaeto er en af to koreanske monarker som i eftertiden har fået titlen "Stor" lagt til sit navn (den anden er kong [[Sejong den store]] af [[Joseon]], som grundlagde [[Hangul|det koreanske alfabet]]).<ref>{{cite book|last1=Koerner|first1=E. F. K.|last2=Asher|first2=R. E.|title=Concise History of the Language Sciences: From the Sumerians to the Cognitivists|publisher=Elsevier|isbn=9781483297545|page=54|url=https://books.google.com/books?id=VCqLBQAAQBAJ&pg=PA54#v=onepage&q&f=false|accessdate=13 October 2016|language=en}}</ref> Af koreanere anses han som en af de største helte i landets historie og benyttes ofte som symbol på [[koreansk nationalisme]]. [[Folkerepublikken Kina|Kina]] har indført et program for at indskrive Goguryeos historie som en del af [[Kinas historie]],hvilket er blevet mødt med indignation af koreanere. [[Fil:Gwanggaeto stele, inscription.jpg|200px|right|thumb|Detalje af Gwanggaetostelen.]] [[Gwanggaetostelen]] er et syv meter højt monument lavet af [[Jangsu af Goguryeo]] i 414. Den blev opdaget i [[Manchuriet]] i 1875 af en kinesisk forsker.<ref name="maps" /> Stelen giver værdifuld og omfattende information om kongens regeringstid, men har også bidraget til historiske uenigheder. Dette på grund af flere referencer til Japan: * i 391 krydsede Wa (Japan) søen og overvandt Baekje og Silla og gjorde dem til vasalstater. * i 399 invaderede en fælles hær af Baekje og Wa kongedømmet Silla. Silla bad Goguryeo om hjælp. * i 400 udvidede Goguryeo Wa fra Silla til det sydlige Korea. * i 404 tabte Wa et slag mod Goguryeo i det sydlige Lelang ([[Sydpyongan]]). Historien fra 391 er den mest kontroversielle, teksten på stelen er uklar, men nævner Japans tilstedeværelse i Korea siden 300-tallet, hvilket de fleste koreanske historikere afviser. Historiske kilder fra Baekje og Silla nævner ikke en sådan tilstedeværelse, og mange finder det er underlig, at en stele til minde om en af de store koreanske monarker og hans hædersgerninger skulle nævne japanske erobringer, som ikke er relaterede til Goguryeo eller kong Gwanggaeto. Historikere argumenterer for den store teknologiske afstand mellem Korea og Japan på denne tid. Det ville have været umulig for Japan at skaffe sig vasaller med en overlegen teknologi, som endog lå hinsides et hav. Koreanske forskere mener, at stelen oprindelig blev skadet med overlæg af [[Den kejserlige hær]] for at skaffe til veje et bevis for historisk præcedens for [[Japans kolonisering af Korea]]. Dette er muligt, eftersom Japan har manipuleret flere historiske dokumenter i 1900-tallet. Koreanske forskere mener, at sætningen rettelig bør tolkes som: * i 391 krydsede Wa (Japan) søen. Men Goguryeo overvandt Baekje og Wa (Japan) og gjorde dem [Baekje, Silla, Gaya og Wa] til vasalstater. Spørgsmålet er kontroversielt, og det er umuligt at etablere en konsensus i dette spørgsmål blandt koreanske og japanske forskere. Dette påvirker også et fælles historiebogsprojekt igangsat af Korea, Japan og Kina. == Moderne arv == Et fantasi-historisk fjernsynsdrama, [[The Legend (TV-serie)|Taewang Sasingi]] er sendt i Sydkorea og er baseret på Gwanggaeto den Stores liv.<ref>{{cite web|url=http://english.kbs.co.kr/tv/program_view.html?sec=1&No=360|title=Gwanggaeto, The Great Conqueror|publisher=KBS|accessdate=2016-06-15}}</ref> Dramaet blev en stor succes i Sydkorea på grund af den højprofilerede skuespiller [[Bae Yong-Joon]] i titelrollen, samt for sine datagenererede landskaber som sammenførte den koreanske legenden med historien. Dramaet blev eksporteret til mange asiatiske lande, men ikke til Kina som forbød serien baseret på de uensartede historiesyn i Kina og Korea. == Kong Gwanggaetos fulde navn posthumt == * [[Revideret romanisering af koreansk|Romaniseret]]: Gukgangsang-gwanggaetogyeong-pyeongan-hotaewang * [[McCune-Reischauer]]: Kukkangsang-kwanggaet'ogyŏng-p'yŏngan-hot'aewang * [[Hangul]]: 국강상광개토경평안호태왕 * [[Hanja]]: 國岡上廣開土境平安好太王 == Noter == {{Reflist|2}} == Litteratur == * Hubert, Homer B. & Weems, Clarence Norwood (Ed.) ''History of Korea'' Volume 1. Curzon Press, 1999. {{ISBN|0-7007-0700-X}}. == Eksterne henvisninger == * [http://www.koreatimes.co.kr/www/news/nation/2012/06/367_99521.html Three-Kingdom Era: Koreans bring culture to Japan] ''The Korea Times'' 25. november 2011 * [http://www.kjclub.com/UploadFile/exc_board_11/2005/08/11/200508112033.jpg Picture of Gwanggaeto The Great] * [http://www.megapass.co.kr/~hsg1000/b60.htm Campaigns of Gwanggaeto The Great] * [http://www.history21.org/journal/2003/pychoi.html An Attempt to Reconstruct the King's Southerly Conquest] [[Kategori:Koreas historie]] qfmrabxr9u3xlwfhdfrkwvjb7ou632l 0 6516 42866 29359 2026-11-03T11:53:00Z Jcb 8204 42866 wikitext text/x-wiki [[Fil:Royal Flag of Goryeo bonggi.svg|thumb|Kongeligt flag.]] [[Fil:Seal of Goryeo.png|thumb|Kongeligt segl.]] [[Fil:History of Korea-Goryeo Period-1389 CE.gif|thumb|Kort.]] '''Kongedømmet Goryeo''' ([[hangul]]: {{lang|ko|고려}}, [[hanja]]: {{lang|zh|高麗}}, [[Revideret romanisering af koreansk|rr]]: Goryeo, [[McCune-Reischauer|mr]]: Koryŏ) var et koreansk kongedømme, som blev etableret i [[918]] af [[Taejo af Goryeo|kejser Taejo]]. Goryeo erobrede de tre koreanske kongedømmer [[Silla (koreansk stat)|Silla]], [[Hubaekje]] og [[Hugoguryeo]] og forenede disse i 936. Goryeo udvidede de koreanske grænser nord over til [[Wonsan]] i nordøst (936–943) og til [[Yalu]]floden (993). I 1374 bestod landet af det aller meste af [[Koreahalvøen]]. I 1392 blev Goryeo afløst af et andet koreansk kongedømme, [[Joseon]]. To af Goryeo-periodens mest kendte produkter er [[celadon]]porcelæn og ''[[Tripitaka Koreana]]'' - [[buddhist]]tekstene (''[[Tripitaka]]'') skåret ind i vel 80.000 træblokke og lagret i [[Haeinsa]]templet. Goryeo producerede også verdens første metalbaserede løse trykketyper i 1234, den ældste bevarede bog lavet med de løse metaltyper, [[Jikji]], er fra 1377. I 668 erobrede [[Silla (koreansk stat)|Silla]] [[Baekje]] og [[Goguryeo]] i en alliance med [[Tang-dynastiet|Tang-Kina]], men sent i 800-tallet blev kongedømmet ustabilt med monarker uden ideer og visioner, som blev stærkt påvirkede af indflydelsesrige politikere. Til sidst gjorde [[Gyeon Hwon]] oprør i 900, i regionen [[Jeolla]] og etablerede [[Hubaekje]]. Året efter var det [[Gung Ye]]s tur, og oprøret i de nordlige regioner blev til kongedømmet [[Hugoguryeo]] (Taebong). En af regionens adelsmænds sønner, [[Wang Geon]], blev general i Hugoguryeo. Taebong faldt, da Wang Geon gjorde oprør og dræbte den tyranniske Gung Ye i 918, Wang Geon blev indsat som ny konge, og Kongedømmet Goryeo blev proklameret. Det fortsat ustabile [[Silla]] havde ikke noget at stille op og overgav sig til Goryeo i 935. I 936 overgav Hubaekje sig til Goryeo og dette lagde grundlaget for det moderne kongedømme Goryeo og kongehuset [[Huset Wang|Wang]], som skulle dominere Koreahalvøen de næste 474 år. Dette var første gang de ulige koreanske monarkier på halvøen var blevet samlet. På 1300-tallet var også Goryeo blevet ustabilt dels under indflydelse fra [[Yuan-dynastiet|Yuan-Kina]]. Goryeo-kongen [[Gongmin af Goryeo|Gongmin]] formåede at slå mongolernes angreb tilbage, men Goryeo-general [[Taejo af Joseon|Yi Seonggye]] gjorde oprør og væltede den sidste af Goryeo-kongerne, [[Gongyang af Goryeo|kong Gongyang]] i 1392. Navnet "Goryeo" er afledt af "[[Goguryeo]]", et af de historiske kongedømmer i Korea, som ændrede navn til "Goryeo" under [[Jangsu af Goguryeo|kong Jangsu]] i 400-tallet. '''"Korea"''' er afledt fra "Goryeo".<ref>''Encyclopedia of World History'', Vol II, P238 Koryo Dynasty</ref> == Historie == [[Fil:WangGeon.jpg|thumb|Wang Geon (877-943), grundlægger af kongedømmet Goryeo]] === Baggrund === [[Silla (koreansk stat)|Silla]] var nær ved at forene hele Koreahalvøen efter sejren over [[Goguryeo]] i 668, men en Gogoryeo-generalen, [[Dae Jo-yeong]] etablerede i 696 kongedømmet [[Balhae]] i halvøens nordlige del. De to kongedømmer eksisterede side om side som [[Nord–Syd staternes tid i Korea]] fra 698 til 926. Silla blev med tiden svækket og den centrale kongemagt mistede kontrollen over de lokale ledere mod slutningen af 800-tallet. Landet gik ind i en periode med borgerkrig og oprør ledet af [[Gung Ye]], [[Gi Hwon]], [[Yang Gil]] og [[Gyeon Hwon]]. Gung Ye etablerede [[Taebong|Hugoguryeo]] (senere Majin og Taebong), mens Gyeon Hwon etablerede [[Hubaekje]]. Sammen med det svage Silla udgjorde disse tre kongedømmer det, som er kendt som perioden for [[De senere tre kongedømmer]] eller ''Husamguk''. === Grundlæggelse === [[Taejo av Goryeo|Wang Geon]], efterkommer efter en handelsfamilie fra [[Kaesong|Songdo]] (dagens Kaesong), sluttet sig til Taebong men væltede senere Gung Ye og etablerede kongedømmet Goryeo og [[Huset Wang|det nye kongehus]] i 918.<ref>[http://unpan1.un.org/intradoc/groups/public/documents/apcity/unpan014460.pdf Statistical Handbook of Republic of Korea 2002] ''Læst 28. mai 2012''</ref> Goryeo etablerede en Silla-venlig og Hubaekje-fjendtlig holdning i perioden for de senere tre kongedømmer, men i 927, blev Goryeo slået af Hubaekje i dagens [[Daegu]]. Wang Geon mistede flere af sine mest loyale støtter i slaget. De næste tre år dominerede Hubaekje de tre kongedømmer, men efter et slag ved [[Andong]] i 930 tabte Hubaekje, og dermed meget af sin nyvundne magt. Perioden senere tre kongedømmer sluttede ved, at Goryeo annekterede Silla i 935 og slog Hubaekje militært i 936. Wang Geon flyttede hovedstaden til hjembyen [[Kaesong|Gaegyeong]] og herskede over [[Koreahalvøen]] som den første kejser af Goryeo. Wang Geon giftede sig med en datter fra kongefamilien, som havde hersket over Silla, og lod de fleste adelsmænd beholde deres jord. Selv om Wang Geon regerede den forenede nation blot syv år før, han døde, og hans egen søn overtog magten, blev tronfølgeren ikke udfordret.<ref>''Encyclopedia of World History'', Vol II, P238 Koryo Dynasty, Edited by Marsha E. Ackermann, Michael J. Schroeder, Janice J. Terry, Jiu-Hwa Lo Upshur, Mark F. Whitters, {{ISBN|978-0-8160-6386-4}}</ref> === Politisk struktur === [[Fil:Goryeo Seopum.jpg|thumb|Goryeo-maleri som viser kongepaladset. Efter mongolinvasionerne blev kejsertitlerne, som frem til da havde været benyttet af Goegeo-kongerne, afviklet af de mongolske kejsere.]] Goryeo-hoffet beskrev sin egen nation som et kejserdømme, ikke som et kongedømme. Hovedstaden [[Kaesong|Gaegyeong]] ([[hangul]]: 개경，[[hanja]]: 開京,) blev kaldt for "kejserlig hovedstad" ([[hangul]]: 황도, [[hanja]]: 皇都) og kongepaladset for "kejserpalads" ([[hangul]]: 황성, [[hanja]]: 皇城). Nationen udviklede et system med flere hovedstæder: Gaegyeong som vigtigste hovedstad og [[Pyongyang|Seogyeong]] ([[hangul]]: 서경, [[hanja]]: 西京) (dagens [[Pyongyang]]), Namgyeong ([[hangul]]: 남경, [[hanja]]: 南京) (dagens [[Seoul]]) og Donggyeong ([[hangul]]: 동경, [[hanja]]: 東京) (dagens [[Gyeongju]]) som underordnede hovedstæder. Brugen af tegnet "京" indikerer, at Goryeo internt fungerede som et kejserdømme eller imperium. Terminologi som "Deres kejserlige majestæt" ([[hangul]]: 성상, [[hanja]]: 聖上), "kejserinde" ([[hangul]]: 황후, [[hanja]]: 皇后) "kejserlig kronprins" ([[hangul]]: 태자, [[hanja]]: 太子), "kejser-enke" ([[hangul]]: 태후, [[hanja]]: 太后), og "kejserlig ordre" (詔 eller 勅) tyder på, at Goryeo havde etableret et sådant system. Men Goryeo benyttede ikke kejsertitler, når man skulle begrave egne herskere ("kejser", [[hangul]]: 황제, [[hanja]]: 皇帝). I stedet benyttede man titlen "[[Himmelens efterkommere|store konge]]" ([[hangul]]: 대왕, [[hanja]]: 大王) som [[posthumt navn]] på begravede Goryeomonarker. Desuden blev der benyttet "[[tempelnavn]]" som [[Wang Geon|Taejo]] ([[hangul]]: 태조, [[hanja]]: 太祖); dette blev ikke praktiseret i andre kongedømmer. Imperietitler, som kejser eller "Haedongkejser" ([[hangul]]: 해동천자, [[hanja]]: 海東天子, oversat ''søn af himlen hersker i landet øst for havet'') blev også benyttet. Efter mongolinvasionerne blev alle disse titler forbudt af de mongolske herskere, og Goryeomonarkerne blev tvungne til at inkludere tegnet "忠" ([[hangul]]: 충, [[romanisering]]: [[chung]]), som betyder "lojal" i deres posthume navn. Dette er grunden til, at alle monarker efter [[Wonjong af Goryeo|Wonjong]] har tegnet "忠" i deres posthume navn indtil [[Gongmin af Goryeo|kong Gongmin]]. Efter som mongolernes magt blev svækket, valgte de koreanske monarker at droppe "忠", men kunne fortsat ikke genetablere brugen af [[tempelnavn]]e. For at styrke den centrale kongemagt etablerede [[Gwangjong af Goryeo|Gwangjong]], rigets fjerde monark, en række love, som inkluderede frigivning af slaver i 958, en anden som etablerede en eksamen for ansættelse til offentlige stillinger. For at få magt internationalt, proklamerede Gwangjong Goryeo som et imperium, uafhængig af alle andre nationer. Femte monark [[Gyeongjong af Goryeo|Gyeongjong]], lancerede en jordreform, ''[[Jeonsigwa]]'' ([[hangul]]: 전시과, [[hanja]]: 田柴科) og hans efterkommer [[Seongjong af Goryeo]] udnævnte embedsmænd i landets distrikter, embeder som tidligere var gået i arv. Mellem 993 og 1019, hærgede [[Goryeo-Khitan krigene]] langs den nordlige grænse. Rigets 11. monark, [[Munjong af Goryeo]], sørgede for, at centralmyndigheden fik fuld kontrol over de lokale herskere rundt om i landet. Munjong og senere monarker lagde stærk vægt på den civile kontrol over militærvæsenet. === Khitan-invasionerne og angrebene mod Jursjenerne === I 993 invaderede [[khitan|khitanerne]] Goryeo's nordvestlige grænse med omkring 60.000 soldater. Efter, at [[Seo Hui]] forhandlede med angriberne, trak de sig tilbage og leverede territoriet øst for [[Yalu|Amnokelva]] tilbage i bytte mod, at Goryeo afviklede sin alliance med [[Song-dynastiet|Song-Kina]]. Goryeo beholdt imidlertid forbindelsen med Song-Kina og styrkede sin stilling i sit nyervervede område i nord ved at bygge en ny fæstning. I 1009 ledede Goryeo-general [[Gang Jo]] et kup mod [[Mokjong af Goryeo|kejser Mokjong]], de dræbte monarken og etablerede et militærstyre. Året efter angreb khitanerne igen, denne gang med 400.000 soldater midt under en intern magtkamp i Goryeo. Gang Jo formåede at holde angriberne væk, indtil han selv blev dræbt, efter at have nægtet at overgive sig. [[Hyeonjong af Goryeo|Kejser Hyeonjong]] blev tvunget til at flygte fra hovedstaden til [[Naju]]. Khitanerne formåede imidlertid ikke at etablere et brohoved på Koreahalvøen og i frygt for et modangreb trak de sig tilbage. [[Fil:척경입비도 2.jpg|thumb|General Yun Gwan (1040 - 1111) og hans hær.]] I 1018 invaderede Khitanerne for tredje gang, denne gang med 100.000 soldater. General [[Gang Gam-chan]] beordrede, at Heunghaejin-floden skulle opdæmmes indtil, at fjenden begyndte at krydse den. Da fjenden var midtvejs over flodlejet, beordrede Gang dæmningen ødelagt. Vandet skyllede over fjendesoldaterne, og store dele af khitanhæren druknede. General Gang ledede der efter et massivt modangreb i [[Slaget ved Kwiju]] mod de tilbageværende soldater. Kun nogen få tusinde overlevede. [[Jurchen|Jurchenske]] stammer nord for Goryeo betalte [[tribut]] til det koreanske monarki, men efterhånden voksede stammerne sig stærke og samlede sig under [[Wanyan]]. Små grænseovertrædelser endte til sidst i en invasion. Samtidig, i 1087, blev første udgave af [[Tripitaka Koreana]] gjort færdig efter mange års arbejde. I 1107 ledede general [[Yun Gwan]] en nyetableret hær på 17.000 soldater ([[Byeolmuban]]) i et angreb på jurchenerne. Krigen varede i flere år og jurchenerne blev til sidst slået tilbage og overgav sig til Yun Gwan. For at markere sejren byggede general Yun ni fæstninger nordøst for den goryeo-jursjenske grænse ([[Hangul]]:동북 9성, [[Hanja]]:東北九城). Året efter fik general Yun ordre om at trække sine styrker tilbage af den nye Goryeo-monark, [[Yejong af Goryeo|kejser Yejong]]. Efter intern magtkamp mellem ulige fraktioner i goryeo-hoffet blev forterne til sidst overdragne til jurchenerne, og Yun blev afsat og fængslet. I 1110 blev han satt fri og tilbudt at vende tilbage til sin stilling som general, hvilket han afslog. Han drog tilbage til hjembyen og døde der året efter. Der efter erobrede jurchenerne det kinesiske [[Liao-dynastiet|Liao-dynasti]] og etablerede sit eget [[Jin-dynastiet (1115-1234)|jurchenerdynasti]]. Goryeoriget blev mere isoleret efter. at en mistet al handel med [[Song-dynastiet|Song-Kina]] og blev med tiden svækket. === Magtkamp === Huset Yi af Inju (인주 이씨, 仁州李氏) sørgede for ægtefæller til kejserne fra og med Munjong til og med den 17. kejser, [[Injong af Goryeo|Injong]]. Yi fik med dette øget indflydelse, endog mere end monarken selv. Dette førte frem til kuppet gennemført af Yi Ja-gyeom i 1126. Kuppet mislykkedes, men monarkens magt blev svækket. Indad i adelsskabet udviklede der sig en borgerkrig. I 1135 argumenterede [[Myo Cheong]] for at flytte hovedstaden til Seogyeong (dagens [[Pyongyang|P'yŏngyang]]). Forslaget delte adelsskabet i to. En fraktion, ledet af Myo Cheong, ville flytte hovedstaden til Pyongyang og ekspandere riget ind i [[Manchuriet]]. Den andre fraktion, ledet af [[Kim Bu-sik]] (forfatter af ''[[Samguk Sagi]]''), ville beholde status quo. Myo Cheong mislykkedes i at overtale kejseren og gjorde derfor oprør mod centralmyndighederne og proklamerede et eget monarki, Daebang. Det blev ved forsøget, oprøret blev slået ned af general [[Kim Bu-sik]], og Myo Cheong blev dræbt. === Militærregime === I 1170 gennemførte en gruppe militære officerer et militærkup. Lederne var [[Jeong Jung-bu]], [[Yi Ui-bang]] og [[Yi Go]], og det lykkedes dem at tage magten i landet. [[Uijong af Goryeo|Kejser Uijong]] blev sendt i indre eksil, og [[Myeongjong af Goryeo|keiser Myeongjong]] blev placeret på tronen. Den reelle magt lå imidlertid hos kupmagerne, som brugte en elitestyrke, [[Tobang]], for at kontrollere hoffet og kongemagten. I 1179 etablerede den unge general [[Gyeong Dae-seung]] sig som en magtfaktor, han forsøgte at genrejse monarkiets magt og slo hårdt ned på korruption. Han døde i 1183 og blev efterfulgt af [[Yi Ui-min]], som havde [[Nobi|slavebaggrund]].<ref name="enc.daum.net">http://enc.daum.net/dic100/contents.do?query1=b18a0209a |Daum Encyclopædia Britannica</ref> Hans hemningsløse korruption og brutalitet<ref name="enc.daum.net" /> førte til et kup ledet af general [[Choe Chungheon]], som dræbte Yi Ui-min og overtog magten i 1197. De næste 61 år herskede Choe-familien som militærdiktatorer, men de beholdt Goryeo-kongerne som marionetter. [[Choe Chungheon]] blev efterfulgt af sin søn, [[Choe U]], hans barnebarn [[Choe Hang]] og hans barnebarns barn [[Choe Ui]]. Choe Chungheon tvang Myeongjong til at abdicere og fik ham erstattet med [[Sinjong af Goryeo|kejser Sinjong]], men efter, at Sinjong døde, tvang han de næste to monarker til at holde sig væk, indtil han fandt den let påvirkelige [[Gojong af Goryeo|kejser Gojong]]. === Mongolinvasionerne === [[Fil:Goryeo Pagoda.jpg|thumb|Goryeo pagode, her på Sydkoreas nationalmuseum i Seoul.]] {{uddybende|Mongolinvasionerne af Korea}} I 1231 invaderede [[Mongoler]]ne under ledelse af [[Ögedei Khan]] Goryeo. Dette skete efter, at Goryeo og Mongulene havde sendt en fælles styrke mod khitanerne i 1219.<ref name="wontackhong.com">http://www.wontackhong.com/homepage1/data/1131.pdf</ref> Kongehoffet flyttede til [[Ganghwa]] i [[Gyeonggibugten]] i 1232. Militærstyrets leder, [[Choe U]] (최우), insisterede på at slå tilbage. Goryeo holdt angriberne væk i 30 år, før de måtte bede om fred i 1259. Mellem 1231 og 1259 gennemførte mongolerne en militær kampagne, som resulterede i store ødelæggelser i [[Gyeongsang]] og [[Jeolla]]. Kampagnen var inddelt i seks dele: 1231, 1232, 1235, 1238, 1247 og 1253. Mellem 1253 og gennemførte mongolerne under ledelse af [[Möngke Khan]]s general [[Jalairtai Qorchi]] fire ødelæggende invasioner i det, som skulle blive den sidste og endelige sejr over Korea. Omkostningerne for det civile samfund på Koreahalvøen var enorme. I befolkningen var der stor modstand mod de nye herrer, og det kongelige hof på Ganghwa forsøgte at styrke befæstningerne. Selv om Goryeo-hæren vandt flere slag, kunne man til sidst ikke modstå de mange invasionsforsøg. Invasionerne var ødelæggende både materielt og menneskeligt, ikke bare direkte men også indirekte ved, at landet blev ramt af madmangel. I 1236 beordrede Gojong, at [[Tripitaka Koreana]] skulle laves på ny efter, at den var ødelagt under invasionen i 1232. Det tog 15 år at genskabe de 81.000 træblokke med buddhist-skrifter. Denne version eksisterer den dag i dag. I marts 1258 blev Choe Ui dræbt af [[Kim Jun]], og med ham også militærdiktaturet. De lærde, som havde insisteret på fred med mongolerne, fik ny magt. De fik sendt en udsending til mongolerne som indgik en fredsaftale med [[Mongolriget]]. Nogen af de militære nægtede at være med på en sådan aftale og samlede sig i det tre år lange [[Sambyeolcho-oprøret|Sambyeolcho-oprør]] på øen [[Jeju]].<ref>국방부 군사편찬연구소, 고려시대 군사 전략 (2006) (The Ministry of National Defense, Military Strategies in Goryeo)</ref> Fredsaftalen gav Goryeo sin selvstændighed tilbage, og landet beholdt sin traditionelle kultur, mongolerne havde ingen planer om at kontrollere Goryeo.<ref>국사편찬위원회, 고등학교국사교과서 p63 (National Institute of Korean History, History for High School Students, p64)[http://www.e-history.go.kr/book/index.htm]</ref> Mongolerne annekterede de nordlige dele af Koreahalvøen efter invasioner og lagde dem under deres eget rige. Efter fredsaftalen med Goryeo, planlagde Mongolriget at erobre Japan sammen med Goryeo. I 1274 og 1281 blev der gennemført [[Mongolinvasionerne af Japan|to invasionsforsøg af Japan]], men mislykkedes på grund af uvejr (kaldet for [[kamikaze]] )og stærk militær modstand. [[Fil:서울 마포 고려 공민왕 내외 영정.jpg|thumb|Kong Gongmin (1330–1374) og dronning Noguk.]] Goryeo startede 80 år med [[suverænitet]] til Mongolriget, et forhold som blev styrket ved ægteskabsindgåelser mellem de to staters kongefamilier. Goryeo-kongerne fik en vigtig status modsvarende blandt andet [[Mardin]], [[Uighur]]erne og Mongolerne ([[Oirater]], [[Hongirat]] og Ikeres).<ref>Ed. Morris Rossabi – China among equals: the Middle Kingdom and its neighbors, 10th-14th centuries, p.244</ref> Det er hevdet at en av Goryeomonarkene var et kjært barnebarn av [[Kublai-khan]].<ref>Baasanjavyin Lkhagvaa-Solongos, Mongol-Solongosyin harilstaanii ulamjlalaas, p.172</ref> Mongolerne var aktivt engagerede i Goryeo-hoffets aktiviteter. De havde fortsat magt, blandt andet til at sende den koreanske monark i eksil, og havde desuden egne troppestyrker stående i hovedstaden, tropper som fulgte de mongolske dronninger til deres nye ægtemænd i Goryeo. Kongedømmet Goryeo og [[Huset Wang|kongehuset]] levede under mongolsk indflydelse indtil [[Gongmin af Goryeo|kong Gongmin]] begyndte med sine modangreb mod de mongolske garnisoner i 1350. I løbet af tiåret havde Goryeo genvundet det meste af sine tabte områder i nord. Blandt de mest frugtbare aspekter ved mongolrigets indflydelse var den kulturelle udveksling og den voksende internationale handel mellem øst og vest.<ref name="Thomas T p.53">Thomas T. Allsen - Culture and Conquest in Mongol Eurasia, p.53</ref> Blandt de fordele, som koreanerne fik under indflydelse af et verdensrige, var ny kundskab om kartografi og pottemageri.<ref name="Thomas T p.53" /><ref>Namjil- Solongos-Mongolyin haritsaa: Ert, edugee, p.64</ref> Den høje militære aktivitet, særlig i forbindelse med Sambyolcho-oprøret på Jeju og ellers i det sydlige Korea, samt overvågenhed hos det japanske [[Kamakura-shōgunatet|Kamakura-shōgunat]], gjorde det stadig vanskeligere for [[Wokou]]-pirater at gennemføre angreb i Korea.<ref>Henthorn, Korea, the Mongol Invasions, pp. 226- 234.</ref> Dette var situationen helt frem til 1350, da mongolerne var udsatte for flere kinesiske oprør.<ref>Benjamin H. Hazard-The Formative Years of The Wakō, 1223-63, Monumenta Nipponica, Vol. 22, No. 3/4 (1967), pp. 260-277</ref> === Den sidste reform === [[Fil:Goryeo-Portrait of Yeom Jesin.jpg|thumb|[[Yeom Jesin]] (1304–1382) var den vigtigste politisk modstander til munken [[Shin Don]].]] [[Gongmin af Goryeo|Kong Gongmin]] kom til magten som en stat under stærk indflydelse af [[Mongolriget|det mongolske]] [[Yuan-dynastiet|Yuan-Kina]]. Han blev tvunget til et langt ophold ved Yuan-hoffet, fra 1341 i realiteten som en fange, før han blev koreansk konge. Han giftede sig med den mongolske prinsesse [[Dronning Noguk|Noguk]]. Men mod midten af 1300-tallet blev Yuan-Kina ustabilt og blev erstattet af [[Ming-dynastiet|Ming-Kina]] i 1368. Kong Gongmin begyndte der efter sit reformarbejde i statsadmnistrationen samt for at fjerne den mongolske indflydelse over landet. Først fjernede han alle pro-mongolske aristokrater og officerer. Der efter gik han til angreb på gammelt koreansk territorium: Mongolriget havde annekteret Goryeos nordlige provinser efter invasionerne og indlemmede disse i sit eget rige som præfekturerne Ssangseong (쌍성총관부, 雙城摠管府) og Dongnyeong (동녕부, 東寧府). Goryeohæren formåede at generobre områderne, dels efter at en koreansk tjenestemand i mongolenes tjeneste i Ssangseong, [[Yi Ja-chun]] og hans søn, [[Taejo av Joseon|Yi Seong-gye]] hoppede af til Goryeo. Efter, at Gongmins kone, Noguk, døde i 1365, blev han deprimeret. Mod slutningen blev han ineffektiv og overlod det meste af statsstyrelsen til buddhistmunken [[Shin Don]] (신돈, 辛旽). Shin Don mistede sin position seks år senere. Gongmin blev dræbt af Choe Man-saeng (최만생) og andre i 1374. En af disse, Hong Ryun, havde haft et forhold til en af Gongmins konkubiner, og Gongmin havde haft planer om at dræbe Hong Ryun, men nåede det ikke, før han selv blev dræbt. [[Yi In-im]] overtog statsledelsen, og udnævnte Gongmins 11 år gamle søn, [[U af Goryeo|U]] til ny konge. For Goryeo var dette begyndelsen på enden. === Kongedømmets opløsning === [[Fil:History of Korea-1374.png|thumb|Goryeo i 1374.]] U overtog som Goryeo-konge i 1388. General [[Choe Yeong]] planlagde at invadere området som i dag er det kinesiske [[Liaoning]]. Kong U gav ansvaret til general [[Taejo af Joseon|Yi Seong-gye]], men på vej nord over til den koreansk-kinesiske grænsen gjorde han oprør. Han [[Wihwa-retræten|vendte styrkerne sydover]] og førte dem mod Goryeo-hovedstaden, dagens [[Kaesong|Gaegyeong]], hvor han gennemførte et kup og afsatte kong U til fordel for hans søn, [[Chang af Goryeo|kong Chang]] i 1388. Året efter dræbte han kong U og hans søn efter en mislykket [[resturation]]. Yi tvang en anden kongelig til at tage tronen, også han hed Yi og blev [[Gongyang af Goryeo|kong Gongyang]]. I 1392 fik general Yi [[Jeong Mong-ju]], en højt respekteret leder af en gruppe loyal til Goryeo dræbt, der efter blev kong Gongyang afsat og sendt i eksil til [[Wonju]], der efter [[Samcheok]], hvor han døde. Kngedømmet Goryeo var ved vejs ende. == Forbindelser med udlandet == På 900-tallet forsøgte [[khitan]]erne ved mindst to anledninger at etablere diplomatiske relationer med Goryeo. I 942 sendte khitanernes hersker, [[Kejser Taizu af Liao|Taizu]] diplomater med en gave på 50 kameler til Goryeo, men [[Taejo af Goryeo|Taejo]] afviste de, sultede kamelerne til døde og sendte diplomaterne i eksil. Goryeo havde beholdt forbindelsen med de fleste af de [[De fem dynastiers og ti kongedømmers tid|de fem dynastier]] og sydlige monarkier i Kina. I 962 blev formelle relationer oprettede med [[Song-dynastiet]]. Forbindelserne her var tætte og det blev etableret flere diplomatiske stationer. Disse blev imidlertid ødelagt af dynastierne [[Liao-dynastiet|Liao]] og [[Jin-dynastiet|Jin]]. Efter 30 år med fred invaderede [[khitan|khitanerne]] Goryeo. Invasionen mislykkedes, og efter to nye invasionsforsøg, som heller ikke lykkedes, herskede der fred i Østasien i henved 100 år. [[Munjong af Goryeo|Munjong]] styrkede forbindelsen med Liao og Song. I 1102 truede [[Jin-dynastiet (1115–1234)|jurchen]]erne (Jin-dynastiet) med at invadere Goryeo. Efter, at Jin blev enige om at etablere et [[tribut]]forhold til Goryeo, fortsatte freden, og Jin invaderede aldrig Goryeo. Spændingerne fortsatte imidlertid gennem 1100-tallet og ind i 1200-tallet, da [[Mongolinvasionerne af Korea|mongolinvasionerne startede]]. Efter en serie med slag, kapitulerede Goryeo til Mongolriget.<ref name="wontackhong.com" /> == Økonomi == === Næringsliv === I Goryeo var handel udbredt. I begyndelsen af perioden var vigtigste havneby, Byeokrando, blandt andet fordi den lå nærmest hovedstaden. Blandt handelsvarerne var: {| border="1" style="border-collapse: collapse" bordercolor="#111111" width="100%" cellpadding="0" cellspacing="0" id="AutoNumber1" |----- |#||'''Land'''||'''Import'''||'''Eksport'''|| |----- |1||[[Song-dynastiet]]|| Silke, perler, te, krydder, medicin, bøger, instrumenter || Guld og sølv, ginseng, marmor, papir, blæk |----- |2||[[Liao-dynastiet]]|| Heste, får, lavkvalitets silke || Moneraler, bomuld, marmor, blæk og papir, ginseng |----- |3||[[Jin-dynastiet (1115–1234)|Jursjenerne]]|| Guld, heste, våben|| Sølv, bomuld, silke |----- |4||[[Japan]]|| Kviksølv, mineraler || Ginseng, bøger |----- |5||[[Abbasiderne]]|| Kviksølv, krydderier, stødtænder|| Guld og sølv |} == Samfund == [[Fil:Goryeonobles.jpg|thumb|Goryeo-maleri som viser adelige.]] === Adelskabet === Under Goryeo var adelskabet inddelt i seks klasser. * '''Gukgong (국공, 國公)''', [[Hertug]] af nationen * '''Gungong (군공, 郡公)''', [[Hertug]] af et amt * '''Hyeonhu (현후, 縣侯)''', [[Marki]] af en by * '''Hyeonbaek (현백, 縣伯)''', [[Greve]] af en by * '''Gaegukja (개국자, 開國子)''', [[Vicomte]] af en by * '''Hyeonnam (현남, 縣男)''', [[Baron]] af en by Titlen Taeja ([[hangul]]: 태자, [[hanja]]: 太子) blev givet til kejserens sønner. I de fleste andre østasiatiske lande betyder titlen [[kronprins]]. Den er lig Chinwang ([[hangul]]: 친왕, [[hanja]]: 親王) i [[Kejserdømmet Korea]]. [[Fil:Yi hae-hyun of 1504.jpg|thumb|Yi Je-hyun (1287–1367), en tidlig koreansk neokonfuciansk lærd.]] === Religion === ==== Konfucianisme ==== {{Se også|Koreansk konfucianisme}} [[Gwangjong af Goryeo|Kejser Gwangjong]] etablerede [[Gwageo|en national eksamen]] for statstjenestemænd. [[Seongjong af Goryeo|Kejser Seongjong]] var en nøglefigur for at etablere konfucianismen i Korea. Seongjong etablerede [[Gukjagam]], landets øverste uddannelsesinstitution. Til dette kom etableringen af [[Seonggyungwan]] i 1398. ==== Buddhisme ==== {{Se også|Koreansk buddhisme}} [[Fil:Goryeo Jijangbosal.jpg|thumb|Maleri af Ksitigarbha.]] Buddhisme i middelalderens Korea udviklede sig med støtte fra staten.<ref>Vermeersch, Sem. (2008). ''The Power of the Buddhas: the Politics of Buddhism during the Koryŏ Dynasty (918-1392),'' p. 3.</ref> Til at begynde med blev de nye Son-skoler ansete som radikale og farlige, og skolernes grundlæggere mødte betydelig modstand og blev undertrykte af Gyo-skolen, som blev støttet af kongens hof. De kampe, der fulgte, fortsatte i det meste af Goryeo-perioden, men efterhånden vandt Seon overtag som værende i besiddelse af den sande vej til oplysning. Den holdning, der generelt slog igennem i de senere Seon-skoler, skyldes i vid udstrækning indsatsen, ''[[Jinul]]'', ikke havde krav på klar overlegenhed over for Seons meditationsmetoder, men snarere erklærede den iboende enhed og ligheder mellem Seon og Gyos synspunkter. Selv om alle disse skoler er nævnt i historiske optegnelser, blev mod slutningen af dynastiet Seon dominerende i sin indvirkning på regeringen og samfundet, og produktionen af bemærkelsesværdige forskere og adepter. I Goryeo-perioden blev Seon udpræget en "statsreligion", modtog omfattende støtte og privilegier gennem forbindelser med den herskende familie og magtfulde medlemmer af domstolen. Selv om de fleste af de skolastiske skoler aftog i aktivitet og indflydelse i denne periode under indtryk af væksten i Seon, var ''[[Hwaeom]]''-skolen fortsat en livlig kilde til stipendium godt ind i Goryeo, meget af det fortsatte arven af [[Uisang]] og [[Wonhyo]]. Især arbejdet med ''[[Gyunyeo]]'' (均 如; 923-973) forberedt til forening af Hwaeom og Seon, med Hwaeoms imødekommende holdning til sidstnævnte. Gyunyeos værker er en vigtig kilde til at identificere den særprægede natur af koreansk Hwaeom. En anden vigtig fortaler for forening af Seon og Gyo var ''[[Uicheon]]''. Lige som de fleste andre tidlige Goryeo-munke begyndte han sine studier i buddhismen med Hwaeom skole. Han senere rejste til Kina, og ved hans tilbagevenden, bekendtgjort aktivt ''[[Cheontae]]'' (天台 宗, eller ''[[Tiantai]]'' på kinesisk, lære, der blev anerkendt som en anden Seon-skole. Denne periode blev således beskrevet som tiden for "fem doktrinære og to meditational skoler" (''ogyo yangjong''). Uicheon selv forblev dog fremmedgjort for mange Seon-tilhængere, og han døde i en forholdsvis ung alder uden at se en Seon-Gyo forening gennemført. [[Fil:Goryeo Seobun.jpg|thumb|Gwangyeongseopum Byeonsangdo, Goryeo-buddhistisk maleri.]] Den vigtigste figur i Seon i Goryeo var ''[[Jinul]]'' (知 訥, 1158-1210). I sin tid var sangha i en krise med hensyn til ydre fremtoning og interne spørgsmål om doktriner. Buddhismen var efterhånden blevet inficeret med sekulære tendenser og tiltag, så som spådomme og tilbud om bønner og ritualer som hjælpemidler til succes i det verdslige liv. Denne form for korruption resulterede i et stadigt større antal munke og nonner med tvivlsomme motiver. Derfor blev korrektion, genoplivning og forbedring af kvaliteten af buddhismen fremtrædende spørgsmål for buddhistiske ledere i perioden. Jinul forsøgte at etablere en ny bevægelse indenfor koreansk Seon, som han kaldte ''"[[Samadhi]] og [[Prajna]] samfund"'', hvis mål var at etablere et nyt fællesskab af disciplinerede, renttænkende praktikere dybt inde i bjergene. Han nåede til sidst denne mission med grundlæggelsen af Seonggwangsa-klosteret på Mt. Jogye (曹溪 山). Jinuls værker er kendetegnede ved en grundig analyse og omformulering af metoderne for Seons studie og praksis. Et stort problem, der længe havde gæret i kinesisk ''[[Zen|Seon]]'', og som fik særlig opmærksomhed fra Jinul, var forholdet mellem "gradvis" og "pludselige" metoder i praksis og oplysning. Tegning på forskellige kinesiske behandlinger af dette emne, vigtigst dem ved at ''[[Zongmi]]'' (780-841), og ''Dahui'' (大 慧, 1089-1163), Jinul skabte en "pludselig oplysning efterfulgt af en gradvis praksis"-dictum, som han skitserede i et par relativt kortfattede og tilgængelige tekster. Fra Dahui indarbejdede Jinul også ''gwanhwa'' (觀 話)-metoden i hans praksis. Denne form for meditation er den vigtigste metode, der undervises i i koreansk Seon idag. Jinuls filosofiske opløsning af Seon-Gyo-konflikten bragte en dyb og varig indflydelse på koreansk buddhisme. Den generelle tendens i buddhismen i sidste halvdel af Goryeo-tiden var en tilbagegang på grund af korruption, og fremkomsten af stærke anti-buddhistiske politiske og filosofiske følelser. Imidlertid skulle periode med relativ dekadence alligevel producere nogle af Koreas mest berømte Seon-mestre. Tre vigtige munke fra denne periode, der fik en fremtrædende plads i udformningen af den fremtidige kurs for koreansk Seon, var jævnaldrende og venner: ''Gyeonghan Baeg'un'' (景 閑 白雲, 1298-1374), ''Taego Bou'' (太古 普 愚, 1301-1382) og ''Naong Hyegeun'' (懶 翁慧勤, 1320-1376). Alle tre rejste til Yuan-Kina for at lære ''[[Linji]]'' (臨濟 eller ''[[Imje]]'' på [[koreanske sprog|koreansk]]) ''gwanhwa'' undervisning, der var blevet populariseret af Jinul. Alle tre vendte tilbage og etablerede de skarpe, konfronterende fremgangsmåder fra Imje-skolen i deres egen undervisning. Hver af de tre siges også at have haft hundredvis af disciple således, at denne nye infusion i koreansk Seon fik en betydelig indvirkning. Trods Imje-indflydelsen, som generelt blev anset for at være anti-videnskabelig karakter, viste Gyeonghan og Naong, under indflydelse af Jinul og den traditionelle ''[[tong bulgyo]]''-tendens, en usædvanlig interesse for undersøgelse af skrifterne, og en stærk forståelse af ''[[konfucianismen]]'' og ''[[taoisme]]'', på grund af den stigende indflydelse fra kinesisk filosofi som grundlag for officielle uddannelse. Fra denne tid var der en markant tendens blandt koreanske buddhistiske munke til at optræde som eksponenter for "de tre lærdomme". En væsentlig historisk begivenhed under Goryeo-perioden er produktionen af den første træklods-udgave af [[Tripitaka]], kaldet [[Tripitaka Koreana]]. To udgaver blev foretaget, den første udført 1210-1231, og den anden fra 1214 til 1259. Den første udgave blev ødelagt i en brand under et angreb af mongolske angribere i 1232, men den anden udgave eksisterer stadig på [[Haeinsa]] i [[Gyeongsang]] provinsen. Denne udgave af Tripitaka var af høj kvalitet og tjente som standardversion af Tripitaka i Østasien i næsten 700 år. == Kultur == === Tripitaka Koreana === Tripitaka Koreana (팔만대장경) er en [[Tripitaka]], som består af over 80.000 buddhistskrifter, lagrede i templet [[Haeinsa]] i [[Syd-Gyeongsang]]. Teksterne blev produceret i 1251 efter ordre fra [[Gojong af Goryeo|kong Gojong]], som håbede, at de skulle bidrage til at bekæmpe de mongolske invasioner. === Kunst === ==== Goryeo celadon ==== [[Fil:Korea - Seoul - National Museum - Incense Burner 0252-06a.jpg|thumb|Røgelseskar af celadon.]] Goryeo-keramikken er anset som noget af det bedste småskalaarbejde i koreansk historie. Gennemgående mønstre, bladmønstre, geometriske mønstre, eller bånd med blomsterhoveder, ellipsepaneler, stiliserede fisk og insekter og brug af indgraveringer startede i denne periode. Glasuren varierede med nyancer af celadon, fra brunagtig glasur til næsten sort, benyttet i stengods og til opbevaring. Celadonglasur kunne være næsten gennemsigtig for at vise sorte og hvide indlæg. Den normale form var bredskuldrede flasker, støtte og lave boller eller grunne og mindre boller, celadonbokser for kosmetik med højkvalitets dekorationer, og små koppe med slibebelæg. Buddhistpotterierne producerede desuden melon-formede vaser, krysantemumbægre ofte med spektakulært design med blomsterhoveder. Boller med indbøjet top er også fundet. Vinbægre havde ofte høj stilk som hvilede på en tallerkenformet fod. <!-- ====Konstruksjonsteknikker==== These ceramics are of a hard porcellaneous body with porcelain stone as one of the key ingredients; however, it is not to be confused with porcelain. The body is low clay, quartz rich, high potassia and virtually identical in composition to the Chinese Yueh ceramics which scholars hypothesize occasioned the first production of celadon in Korea. The glaze is an ash glaze with iron colourant, fired in a reduction atmosphere in a modified Chinese-style 'dragon' kiln. The distinctive blue-grey-green of Korean celadon is caused by the iron content of the glaze with a minimum of titanium contaminant, which modifies the color to a greener cast, as can be seen in Chinese Yueh wares. However, the Goryeo potters took the glaze in a different direction than their Chinese forebears; instead of relying solely on underglaze incised designs, they eventually developed the ''sanggam'' technique of inlaying black (magnetite) and white (quartz) which created bold contrast with the glaze. Scholars also theorize that this developed in part to an inlay tradition in Korean metalworks and lacquer, and also to the dissatisfaction with the nearly invisible effect of incising when done under a thick celadon glaze.<ref>Wood, Nigel. "Technological Parallels between Chinese Yue wares and Korean celadons." in Papers of the British Association for Korean Studies (BAKS Papers), vol 5. Gina Barnes and Beth McKillop, eds. London: British Association for Korean Studies, 1994; pp. 39-64.</ref> --> == Teknologi == [[Fil:SelectedTeachingsofBuddhistSagesandSonMasters1377.jpg|thumb|''[[Jikji]]'', ''Udvalgt lære af buddhistiske vismænd og seonmestre'', den tidligste kendte bog trykt med løse metaltyper, fra 1377. Bibliothèque Nationale de Paris.]] I 1234 blev verdens første løse typer i metal opfundet af [[Choe Yun-ui]]. [[Sangjeong Gogeum Yemun]] blev trykt med disse typer i 1234. Koreansk teknologi gjorde et stort spring i Goryeo-perioden og stærke forbindelser til [[Song-dynastiet|Song-Kina]] bidrog til dette. I denne periode blev også koreansk [[keramik]] og [[papir]] udviklede og producerede. Sent i perioden var Goryeo ledende indenfor artilleri placeret på skibe. I 1356 startede et forsøg med projektiler i træ og metal, skudt ud ved hjælp af krudt. I 1373 forsøgte en at udvike brandbomber placerede på pile skudt ud fra en platform, som en tidlig form for [[Hwach]] placeret på koreanske krigsskibe. Udviklingen fortsatte ind i Joseon-perioden og ved 1410 havde over 160 koreanske krigsskibe kanoner af denne type om bord. En af [[middelalder]]ens koreanske opfindere, militære ledere og videnskabsmænd, [[Choe Mu-seon]], var den som først indførte krudt til landet. Han opfandt flere krudtbaserede våben. == Noter == {{Reflist|2}} == Litteratur == * [[Sem Vermeersch|Vermeersch, Sem]]. (2008). ''The Power of the Buddhas: the Politics of Buddhism during the Koryǒ Dynasty (918-1392).'' Cambridge: Harvard University Press. {{ISBN|978-0-674-03188-3}}/ {{ISBN|0-674-03188-1}}; [http://www.worldcat.org/title/power-of-the-buddhas-the-politics-of-buddhism-during-the-koryo-dynasty-918-1392/oclc/213407432 OCLC 213407432] == Eksterne henvisninger == * [http://kyujanggak.snu.ac.kr/info/info01_1.jsp ''The History of the Koryo Dynasty'']<ref name="seoul01">The official history of Koryo, is printed by woodblock 1580.　</ref>(<span lang="zh-TW">高麗史</span>, Første kilde skrevet med hanja, PDF.) Seoul National University [[Kategori:Koreas historie]] p5ia0mi8h8suc4571gmjzla8nuyr1ka 0 6536 42862 38792 2026-11-03T11:50:41Z Jcb 8204 42862 wikitext text/x-wiki [[Fil:The Geographer.jpg|thumb|''Geografen'', maleri af [[Jan Vermeer]]]] '''Geografi''' er studiet af [[jorden]]s overflade. Ordet stammer fra de [[Græsk (sprog)|græske]] ord ''geo-'' ("jorden") og ''graphein'' ("at skrive, tegne, eller videnskaben om-"). Geografi er meget mere end rejsebeskrivelser ([[etnografi]]) og studiet af landkort ([[kartografi]]). Ikke alene undersøger man, hvad der er hvor på jorden, men også hvorfor og hvorfor det ikke er et andet sted. Dette bliver studeret både under naturlige forhold og under menneskelig påvirkning. Konsekvenserne af disse forskelle bliver også studeret. Geografien lader sig inddele i to klasser: # ''Almen geografi'', der søger at udlede alment gyldige sammenhænge uden hensyn til det enkelte steds særlige forhold, og # ''Speciel geografi'', der søger at udrede de særlige forhold for et større eller mindre givet område<ref>Salmonsen, s. 589</ref>. == Geografiens udviklingshistorie == Man kan tage udtrykket »geografiens historie« i mere end en betydning. Man kan derved forstå: # udviklingen af den moderne videnskabelige geografi og dens metodik; # udviklingen af vort kendskab til jordklodens egenskaber, således som ikke alene geografi, men også andre videnskaber som matematik, astronomi, fysik med flere arbejder på at udrede dem; # redegørelsen for den rumlige udvidelse af vort kendskab til jordoverfladen eller den såkaldte opdagelseshistorie. === Antikken === De første forestillinger om jorden som helhed går vist nok tilbage til orientens ældste kulturfolk, men disse forestillinger er os dels ukendte, dels meddelte i et symbolsk sprog, som det er vanskeligt at fatte betydningen af. Det folk, fra hvilket vi først har bevaret så velbegrundede og klart udtrykte geografiske forestillinger, at de har kunnet få betydning for kulturen gennem tiderne, er grækerne. Allerede hos de gamle grækere kan der sondres mellem to slags geografiske forfattere: dem, der interesserede sig for jorden som helhed og behandlede det første teoretiske problem af geografisk art, nemlig det om jordens form og størrelse, og dem, der havde mest interesse for menneskene og tingene, der fandtes på jordoverfladen. Til den sidste gruppe hører [[Herodot]], der ca. 450 f. Kr. ved sin beskrivelse af folkenes sæder og historie også tog et ikke ringe hensyn til landenes natur. Som en af de ældste kendte repræsentanter for den første gruppe kan nævnes [[Anaximander]] fra [[Milet]], der i første halvdel af 6. århundrede f. Kr. forsøgte at fremstille det første verdenskort. Læren om jordens kugleform blev fremsat af [[den pythagoræiske filosofiske skole]], og [[Aristoteles]] beviste den ved [[måneformørkelse]] og ved den omstændighed, at på det åbne hav bliver toppene af kystgenstande først synlige. [[Eratosthenes]] (276—196), der levede i [[Alexandria]], gav først en geografisk systematik og metodik, som for århundreder blev herskende grundlag; han forsøgte også at give et mål for jordens størrelse ved at udmåle en jordbue mellem [[Alexandria]] og Syene, og han udkastede kort af den beboede jord på grundlag af et slags gradnet. Målingsforsøget blev senere gentaget af [[Ptolemæus]], der bestemte jordens omfang til 180.000 olympiske stadier. Selv [[Strabo]] (68 f.—24 e. Kr.) var endnu afhængig af Eratosthenes' lærebygning, selv om han hyppigt angreb sin forgænger. Strabo, der skrev en geografi i 17 bøger, der for størstedelen er bevaret, er i nyere tid blevet kaldt oldtidens største geograf, men det kan han dog kun kaldes i en enkelt retning, i det han var den første, der så, at det var en geografisk opgave at bringe landenes natur i forhold til folkenes kultur og vise, hvorfor nogle steder befordredes kulturen, mens den andre steder hæmmedes af naturforholdene. Denne tanke kom dog ikke til at spille nogen rolle hos de senere forfattere, der næsten alle hyldede den periegetiske form, det vil sige, de ordnede deres skildring, som om forfatteren skred frem langs kysten eller langs en vej inde i landet; dette gælder fx skriftet ''de situ orbis'' af Pomponius Mela, der var et af de mest læste lige til middelalderens begyndelse. Det blev da heller ikke Strabo, men derimod Claudius Ptolemæus, der gjaldt for den største geograf. Ptolemæus, der levede ca. 150 e. Kr., fik navnlig betydning gennem to hovedværker, hans astronomi og hans geografi, i hvilken sidste han opregner lande, byer, bjerge og floder med oplysning om hvert steds længde og bredde m. m.; desuden nævnes hans atlas med 26 specialkort. To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, [[Europa]], [[Asien]] og "Libyen" ([[Afrika]]) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk ''Okeanos''); den anden, hvortil Aristoteles, [[Marinos fra Tyrus]] og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for [[Christoffer Columbus|Columbus]]' opdagelse af Amerika. Romerne fulgte ved behandlingen af geografien væsentligst praktiske formål, i det deres stadige krigstog, administration af det uhyre rige og de udstrakte handelsforbindelser fordrede anlæggelsen af gode veje og dertil betydelige kortarbejder; af disse kendes kun et enkelt, nemlig den såkaldte ''[[Tabula Peutingeriana]]'', der stammer fra 4. århundrede. [[Plinius den Ældre|Plinius]] og [[Seneca]]{{hvem?|dato=2016}} må nævnes som dem, der frembragte de betydeligste geografiske skrifter blandt romerne. Ved slutningen af oldtiden faldt det korografiske kendskab nærmest sammen med det romerske rige; Europas høje nord, det nordlige Asien hinsides det [[Kaspiske Hav]], altså [[Sibirien]], var ganske ukendt; om [[Kina]] havde man højst uklare begreber; den sydøstlige asiatiske øverden var knapt kendt ud over [[Java (ø)|Java]], [[Østafrika]] kendte man til [[Zanzibar]], Vestafrika til [[Sierra Leone]], mens man om det indre Afrika kun havde vage forestillinger om negerlande hinsides ørkenen; dog må det bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler [[Nilen]]s kilder som kommende fra to store søer i nærheden af [[ækvator]]. === Middelalderen === Middelalderen viser for geografiens, som for de fleste andre videnskabers vedkommende, navnlig i sin første tid en tilbagegang. De store græske geografer forglemtes, og de romerske forfattere, blandt dem navnlig Plinius, blev de mest brugte, men ikke de heldigste kilder. Fantasifostre og vidunderskikkelser befolker værkerne, mens man ganske ser bort fra landområdernes naturbeskrivelse eller i det højeste indskrænker sig til en blot og bar stedfortegnelse. Heller ikke den fysiske geografi gjorde fremskridt, og læren om jordens kugleform måtte vige for den naive tro på jorden som en flad skive. I den ældre middelalder hersker de såkaldte "hjulkort", der med [[Jerusalem]] i verdens centrum og Okeanos som ydergrænse til alle sider viser en mærkelig blanding af bibelske og græske ideer. Den geografiske horisont indskrænkedes mere og mere, og kun de nordiske vikinger gjorde nye opdagelser ([[Grønland]] og [[Amerika]]), men disse blev ikke bragte til videre kendskab. Imidlertid rørte der sig et rigt liv blandt araberne, der var ivrige dyrkere af matematik og astronomi og i modsætning til de kristne kirkefædre med iver studerede de græske geografer, navnlig Ptolemaios, hvis hovedværk allerede i 9. århundrede var blevet oversat til arabisk under navnet ''Almagest''. Deres stedsbestemmelser forbavser endnu den dag i dag ved deres nøjagtighed. Udbredelsen af [[islam]] og vidtstrakte rejser, navnlig af [[Ibn Batuta]], en af de mest vidt berejste mænd, der nogensinde har levet, og [[Edrisi]], udvidede deres geografiske synskreds så vidt, at de kendte hele Europa med undtagelse af det højeste Norden, den sydlige halvdel af Asien, Nordafrika til c. 10° n. Br., og østkysten indtil [[Stenbukkens vendekreds]]. Også over den fysiske beskaffenhed af de kendte lande findes mange fortræffelige arbejder, således af [[Massudi]], lige som over almindelige fysisk-geografiske fænomener af fx [[Kazwini]]. Den større forbindelse, som Occidenten ved korstogene og de italiske handelsrepublikkers opblomstring kom i med Orienten, kunne ikke undlade at virke på det kristne Europa, og vi ser i den senere kristne middelalder så betydelige forfattere fremtræde som [[Albert den Store]], [[Roger Bacon]] og [[Vincens af Beauvais]]. Samtidig fremmedes også berøringen mellem Europa og det fjerne Østasien, dels på krigerisk måde ved de store mongolerindfald, dels ved udstrakte rejser, hvoraf her blot kan nævnes [[Marco Polo]]'s berømte rejse (1271—1295) og de gejstlige sendebud til mongolernes storkhan som [[Piano di Carpine]] [[1246]] og Ruys-broeks ([[Rubruquis]]) [[1253]]. Stor betydning for den geografiske opfattelse af Europa havde også åbningen af en atlantisk søvej fra de italienske handelsstæder til1 [[Flandern]], men det store fremskridt, den senere kristne middelalder viser i behandlingen af geografi frem for den tidlige, skyldes dog væsentligst den omstændighed, at de gamle græske geografer kom til hæder og værdighed igen, og frem for alt tilbagevendelsen til de ptolemæiske stedsbestemmelser. En afgjort fremgang viste sig i denne periode i kartografien, i det nu kompasset kom almindeligt i brug. Blandt de ældste mønstre på de berømte italienske kompaskort, de såkaldte [[portulan]]er, der forbavser ved deres nøjagtighed, må nævnes [[Pietro Visconti]]s (1318) og [[Marino Sanuto]]s (1320). Endnu højere stod dog det såkaldte katalaniske kort, forfærdiget [[1375]] af en ukendt majorkansk styrmand, og venetianeren Fra Mauros kort fra 15. århundrede, der viser Marco Polo's, Nicolo Gontis og portugisernes opdagelser i Østasien og langs Afrikas vestkyst. === Den nyere Tid === Renæssancetiden bragte også nyt liv i geografien. Et mægtigt stød hertil var de store portugisiske og spanske opdagelser, der ikke blot næsten fordoblede den da kendte verdens udstrækning, men også bragte hidtil ukendte produkter, kendskab til ukendte naturforhold og ny folkeslag samt skabte ganske ny baner for verdenshandelen. De lærde opfordredes derved til at samle og nedskrive den sum af iagttagelser, som opdagerne bragte hjem fra deres eventyrlige tog. 16. og 17. århundrede bliver kosmogratiernes tid, som Løffler udtrykker sig: "''disse litterære pulterkamre, hvori datiden, sædvanlig uden kritik og under mange misforståelser, nedlagde hele sin geografiske Viden''". Som et eksempel på disse kosmografiske håndbøger kan nævnes [[Sebastian Münster]]'s fra [[1550]]. Hos ham, som hos de øvrige kosmografer, mangler naturskildringer, men opregning af produkter, byer, floder, seværdigheder, kongerækker m. m. træder i stedet. Som man ser, minder dette nærmest om en senere tids rejsehåndbøger. Efter [[1600]] blev ordet geografi atter indført i stedet for kosmografi, der efterhånden forsvandt. Ved midten af 17. århundrede udkom et fortræffeligt og banebrydende værk, nemlig ''Geographia generalis'' af [[Bernhard Varen]]ius (Varen) (1622—1650). Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene studeredes med iver. Portugiserne havde således allerede i 15. århundrede opdaget Guinea-strømmen, [[Vasco da Gama]] fandt Mosambique-strømmen og Alaminos iagttog og benyttede [[Golfstrømmen]] i strædet ved [[Florida]]. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevne, og benævnelser som passater og monsuner optræder. Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved [[Copernicus]]' og [[Kepler]]s optræden, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem [[Alkmaar]] og [[Bergen op Zoom]]. Kortene, der nu udkastedes efter mat. bestemmelser, forbedredes, og hegemoniet i kartografien, der i 15. århundrede tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 16. århundrede over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev dog også disse overfløjede af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængte af hollænderne, hvis blomstringstid udfylder 17. århundrede. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren [[Martin Behaim]]s globus og flamlænderen [[Gerhard Mercator]]s banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, [[Willem Janssen]], [[De Witt]] og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig [[Johannes Mejer]] fra [[Husum (Slesvig)|Husum]]. I hovedsagen stod geografien i 18. århundrede på samme standpunkt, og Hübners »''Vollståndische Geographie''« svarer i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstring. Det var i 18. århundrede, at [[Réaumur]] konstruerede sit [[termometer]] og Harrison ([[1693]]—1776) opfandt kronometeret, at [[De Luc]] 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet [[1780]]; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem [[A. G. Werner]] (1750—1817). [[Linné]] grundlagde det botanisk-zoologiske studium: plantegeografien etableredes af Wildenow, ligesom dyregeografien igangsattes af Zimmermann. Endelig begyndte også [[antropologi]]en at vise sig i Camper og Bluménbachs værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende [[sprogvidenskab]]. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde. === 19. århundrede === Der var således i de videnskaber, til hvilke geografi hovedsagelig må støtte sig, gjort en række betydningsfulde forarbejder, og endelig fremtrådte i 19. århundrede stifterne af den moderne geografiske videnskab, nemlig [[Alexander von Humboldt]] og [[Carl Ritter]]. Humboldt (1769—1859) var oprindeligt uddannet som naturforsker og elev af Werner, hvis Phiton-teori han sammen med [[Leopold v. Buch]] udviklede, hvorved de fik en afgørende indflydelse på opfattelsen af vulkanerne og jordklodens bygning. På udstrakte rejser, navnlig sammen med Bonpland i Syd- og Mellemamerika [[1799]]—[[1804]] og til [[Ural]] og [[Centralasien]] [[1829]], samlede han en rig sum af selvstændige iagttagelser, som han har nedlagt i afhandlingen »''Ansichten der Natur''« og kæmpeværket »Kosmos«. Også i særlig geografisk retning skylder vi ham vigtige bidrag, således fx i hans store værk over Centralasiens bjergsystemer, der væsentlig er af historisk-kritisk indhold, og i hans hovedværk, »''Planternes geografiske udbredelse''«. Endvidere kan nævnes, at det var Humboldt, der opfandt brugen af [[isoterm]]er, lige som det er ham, hvem vi skylder grundlæggelsen af et system af magnetiske korresponderende iagttagelser. I modsætning til den vidt berejste naturforsker Humboldt var Ritter (1779-1859) hjemmegeografen, den boglærde mand med en nærmest historisk uddannelse, men dog langtfra ukyndig i naturvidenskaberne. I stedet for Humboldts glimrende fremstilling og ofte maleriske og tændende beskrivelser finder man Ritter tung i stilen og filosoferende, men han besad ualmindeligt talent for det systematiske og et stort syn på geografiens opgave som videnskab. De to mænd supplerede på ejendommelig måde hinanden. Vi skylder Ritter ikke alene almindelige betragtninger over fordelingen af hav og land og over kontinenternes former, men også en geografisk terminologi: benævnelser som højland og lavland, bjergland (Gébirgé), plateau, bjergkæde og bjerggruppe, delingen af flodernes løb i øvre, mellemste og nedre og så videre. Humboldt og Ritters virksomhedsperiode tilhører første halvdel af 19. århundrede; samtidig begyndte man også rundt omkring at stifte geografiske selskaber. Men trods det, at Humboldt og Ritter nærmest fik en glimrende modtagelse af deres samtid, sporer man mærkeligt nok kun ringe fremgang i den geografiske litteratur. Ganske vist optog man den ritterske terminologi, optegnede nøjagtigere nyopdagede bjerge, floder og søer og gjorde enkelte andre fremskridt; men i øvrigt fulgte man i de geografiske beskrivelser ikke den vej, Humboldt og Ritter havde anvist. Behandlingen af landenes naturforhold indskrænkede sig i hovedsagen til deres relief og vandløb, og [[antropogeografi]]en svandt ind til en "politisk geografi" med stater og byer. En undtagelse må dog fremhæves, nemlig danskeren [[J. F. Schouw]] med værker som "''Europa''" (1832) og "''Prøver paa en Jordbeskrivelse''" (1851). Mens således de egentlige bærere af den beskrivende geografi forholdt sig passive, førtes de ny ideer videre af naturforskerne, der, som Studer, Schouw, Grisebach, Schmarda og andre, hver på sit specielle område kraftig bidrog til det geografiske studiums fremme, indtil endelig som oven for nævnt de darwinske ideer havde gennemtrængt også geografien og derved stærkt bidraget til, at man var blevet yderligere klar over denne videnskabs særlige synspunkter. == Metoder == De rumlige sammenhænge er meget vigtige i geografien, og man bruger [[landkort]] som et værktøj. [[Geografer]] bruger fire beslægtede fremgangsmåder: * Systematisk – Grupperer geografisk viden ind i kategorier, der kan udforskes globalt. * Regionalt – Undersøger systematiske sammenhænge mellem kategorier for en bestemt region på planeten. * Beskrivende – Specificerer lokaliseringen af bestemte ting og befolkninger. * Analytisk – Spørger ''hvorfor'' befinder bestemte ting og befolkninger sig i et bestemt geografisk område. Geografien har altid bestået af to dele: indsamlingen af oplysninger og analysen af oplysninger. Tidligere skete indsamlingen af oplysninger fortrinsvis ved rejser, der ikke sjældent var bekostet af offentlige myndigheder netop med det formål at lade sagkyndige rejse ud og indsamle oplysninger, det være sig om de landskabelige forhold (herunder geologiske forhold, plantevækst og dyreliv) eller om menneskenes levevis. == Geografiske fagdiscipliner == Geografien lader sig underinddele i ulige hovedområder og underområder. De fire hovedområder er: * [[Naturgeografi]] – landskabsanalyse, landskabsdannende og -omformende processer * [[Kulturgeografi]] – samfundsmæssige processer og rumlig forandring * [[Kartografi]] og [[Geoinformatik]] – kortlægningslære samt indsamling, analyse og formidling af digitale [[geodata]] * [[Matematisk geografi]] – modelanalyser. == [[Naturgeografi]] == Denne gren af geografi fokuserer på de naturligt forekommende ting på jorden og gør brug af [[biologi]] til at forstå mønstre i dyre- og planteliv, [[matematik]] og [[fysik]] for at forstå jordens bevægelse i sammenhæng med andre objekter i [[verdensrummet]]. Den dækker også landkort og [[navigation]] og omfatter [[miljøgeografi|økologisk geografi]]. == [[Kulturgeografi]] == Den [[menneske]]lige eller politisk/kulturelle gren af geografi fokuserer på de sociale sammenhænge, de ikke-fysiske aspekter af, hvordan verden hænger sammen. Det undersøges, hvordan mennesker tilpasser sig til et landområde og til andre mennesker og de ændringer, det giver i verden. Den kan inddeles i disse brede kategorier: [[økonomisk geografi]], [[bebyggelsesgeografi]]<ref>Matthiessen</ref>, [[politisk geografi]], [[social geografi]], [[miljøgeografi]]<ref>Jensen & Reenberg</ref> og [[militær geografi]]. Kulturgeografien underinddeles i: * [[Demografi]] – befolkningslære, en hjælpedisciplin, der har til formål at analysere befolkningens sammensætning og dennes indflydelse på befolkningsudviklingen. * [[Etnografi]] – rejsebeskrivelser, især fremstillingen af fremmede folkeslags levevis. * [[Miljøgeografi]] – stof- og energikredsløb i tilknytning til befolkningens levevis. * [[Økonomisk geografi]] – studiet af den menneskelige udnyttelse af de naturgivne [[råstof]]fer (produktionsgeografi), samfærdselsmuligheder og samhandel (herunder markedsområder eller [[opland]]e) === [[Demografi]] === Demografi eller befolkningslære er en geografisk hjælpedisciplin, der vedrører forståelsen af befolkningens størrelse og sammensætning, fordeling samt udviklingen heri og årsagerne hertil. === Beskrivende geografi === Beskrivende geografi omfatter [[kórografi]], [[topografi]] og [[etnografi]]. Kόrografi (græsk: ''chorografi'', tysk: ''länderkunde'') er beskrivelsen af et givet større eller mindre landområde, mens topografi alene beskriver et enkelt sted, og etnografi beskriver et givet folk. Kόrografien giver sig udslag i værker af typen "verdens lande", hvor formålet er i oversigtlig form at beskrive hvert enkelt lands terræn, befolkningsforhold, næringsliv, økonomiske forhold og lignende. Det mest kendte kórografiske værk er [[Martin Vahl (1869 - 1946)|Martin Vahl]] og [[Gudmund Hatt]]: ''Jorden og Menneskelivet'', Bind I-IV (1922-1927). Topografiske værker findes i to former: topografiske fremstillinger for et helt land og topografiske fremstillinger for et enkelt område eller sted og typisk omfatter de enkelte sogne, herreder, amter eller tilsvarende. De mest kendte topografiske værker er: * [[Arent Berntsen]]: ''Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed'' (1656), * [[Peder Hansen Resen]]: ''Atlas Danicus'' (materialet indsamlet indtil 1688 men først udgivet brudstykkevis i det 20. århundrede), * [[Erik Pontoppidan den yngre|Erich Pontoppidan]]: ''Den Danske Atlas'', Bind I-VII (1763-1774), * [[Landhusholdningsselskabet]]: ''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nuværende Tilstand i økonomisk Henseende''; i alt 19 bind (1826-1844), * [[Jens Peter Trap|J.P.Trap]]: [[Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark|''Danmark'']], udkommet i 5 udgaver mellem 1858 og 1972. * Gyldendals Egnsbeskrivelse. Etnografien er beskrivelsen af de enkelte folkeslags udbredelse og levevis. Sådanne fremstillinger hviler ikke sjældent på egne iagttagelser under kortere eller længerevarende besøg hos det pågældende folkeslag. === Historisk geografi === Denne gren af geografi ligner den beskrivende geografi og forsøger at bestemme, hvordan de fysiske og kulturelle udfoldelser opstod og/eller har udviklet sig på jorden i tidligere tider. == [[Kartografi]] og [[geoinformatik]] == [[Fil:World map 2004 CIA large 2m.jpg|thumb|højre|300px|Verdenskort]] Kartografi og geoinformatik er en geografisk hjælpedisciplin, der vedrører dels kortopmålingsteknik (geodæsi), dels kortudformningsmåder (kaldet kortprojektioner), dels kortlægningsteknik (kartering), dels ulige teknikker til kortmæssige fremstillinger af ulige forhold fx fordelinger, strømme og sammenhænge. Mest kendt er de ''geodætiske kort'', der viser terrænforhold, fordelingen af [[agerjord]], [[hede]], [[eng]], [[mose]], løv- og nåle[[skov]]e, [[vej]]e og [[jernbane]]linjer, spredte og samlede bebyggelser og lignende, men geografien anvender også andre kortvisningsteknikker for at belyse ulige forhold, blandt andet prikkort, cirkelkort, strøm- eller flowkort, kort der for ulige fladeområder udviser fordelingsklasser (fx befolkningstæthed fordelt på sogne eller kommuner, rudekort (kort med området opdelt i rudeenheder af samme størrelse fx 1x1, 5x5, 10x10 km² eller lignende) m.m. == [[Matematisk geografi]] == Matematisk geografi er en geografisk hjælpedisciplin, der finder sted i et kunstigt eller modelleret univers. Formålet er at se bort fra virkelighedens sammensatte forhold, stille og besvare spørgsmålet: forudsat visse givne betingelser hvilken fordeling af visse fænomener kan man da forvente? Et klassisk eksempel herpå er "Central-place"-modeller, der forsøger at belyse den mest fordelagtige fordeling af forretnings- og serviceydelser. De fundne fordelinger kan da efterfølgende sammenlignes med virkeligheden for at bedømme deres forklaringsevne<ref>Illeris m.fl.</ref>. == Byplanlægning og regional planlægning == [[Byplanlægning]] bruger den geografiske videnskab til at hjælpe med at bestemme, hvordan man skal udvikle (eller ikke udvikle) et landområde for at opnå nogle bestemte mål så som sikkerhed, skønhed, økonomiske muligheder, bevarelse af bygninger og naturområder osv. Planlægningen af by- og landområder kan ses som anvendt geografi, selv om det også trækker på viden fra for eksempel [[kunst]] og [[historie]]. == Litteratur == * Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed; 1656 (Genudgivet med støtte af Statens Humanistiske Forskningsråd, Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971); {{ISBN|87-7500-700-2}} * Sven Illeris, Per Kongsted og Flemming Larsen: "Servicecentre i Midtjylland og teori for servicecentre" (i: ''Geografisk Tidsskrift'', 65. bind, 1966, s. 27-47 * Ruth Helkiær Jensen & Kr. Marius Jensen: "Topografisk Atlas Danmark", ''Atlas Over Danmark'', Serie II, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 1976; * Kr. Marius Jensen & Anette Reenberg: "Landbrugsatlas Danmark", ''Atlas Over Danmark'', Serie II, bind 4; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 1986; {{ISBN|87-421-0521-8}} * Thomas W. Lassen: "Tak derfor hans berømte pen" (kronik i ''Skalk'' 1998 nr. 6 om Peder Hansen Resen og hans værk, herunder liste over udgivne dele), * Christian Wichmann Matthiessen: "Danske byers vækst", ''Atlas Over Danmark'', Serie II, bind 3; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 1985 ; {{ISBN|87-421-0518-8}} * Erich Pontoppidan: ''Den Danske Atlas'', Bind I-VII (1763-1774, genoptrykt ved Rosenkilde og Bagger 1972) * Axel Schou: "Landskabsformerne", ''Atlas over Danmark'', Serie I, bind 1; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 1949 * J. P. Trap: ''Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark'' (1-5 udgave) * [[Martin Vahl (1869 - 1946)|Martin Vahl]] og [[Gudmund Hatt]]: ''Jorden og Menneskelivet'', Bind I-IV (1922-1927). * [[Aage Aagesen]]: "Befolkningen", ''Atlas over Danmark'', Serie I, bind 2; Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 1961 == Noter == {{Reflist}} == Eksterne henvisninger == * [http://studier.ku.dk/bachelor/geografi-og-geoinformatik/ Geografi og Geoinformatik – Københavns Universitet] * [http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0605.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, Bd. 9; 1919: Geografi] * [http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0559.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, Bd. 14; 1923: Kόrografi] * Geografisk Tidsskrift (ældre årgange) http://tidsskrift.dk/ * [https://tidsskrift.dk/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/6002/11382 Sofus Christiansen: "GEOGRAFISK CENTRALINSTITUT ved Københavns Universitet. En oversigt" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 83 (1983); s. 18-19)] * [https://tidsskrift.dk/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/10927/20753 Niels Nielsen: "Københavns Universitets Geografiske Institut. Et bidrag til dansk geografis historie" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 61 (1962); s. 1-78)] * [https://tidsskrift.dk/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/37473/72147 Einar Storgaard: "Geografien i Frankrig" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 29 (1926); s. 99-113)] [[Kategori:Geografi]] d7yxv251wsjjqz1v98uifxln9bcr1r5 0 6552 42859 39452 2026-11-03T11:48:45Z Jcb 8204 42859 wikitext text/x-wiki [[Fil:Galveston Hurricane (1900) SWA.JPG|thumb|Vejranalyse den 8. september, lige inden stormen ramte land.]] '''Galveston-orkanen 1900''' ramte den [[8. september]] [[1900]] øen med byen [[Galveston]], og denne naturkatastrofe er fortsat den mest ødelæggende og dødelige, som USA har været udsat for, selv efter [[Orkanen Katrina|Katrina]].<ref>Larson, Erik. (1999) ''Isaac's Storm: A Man, A Time, and the Deadliest Hurricane in History'' (1st ed.). New York: Crown Publishers. {{ISBN|0-609-60233-0}}</ref> == Navn == Siden skikken med at give orkaner egen identifikation gennem personnavne først blev indledt i 1950-erne, har orkanen navn efter det første kendte sted, hvor den ramte land. Orkanen er også blevet omtalt som ''Great Galveston Hurricane'', og særlig i ældre dokumenter som ''The Galveston Flood''. Lokalt er den også blevet omtalt til ''The Great Storm'' eller ''The 1900 Storm''. == Oprindelse == [[Fil:1900 Galveston hurricane track.png|thumb|Orkanens antagne bevægelser]] [[Fil:Hurricane warning (USA).jpg|thumb|Advarselflag for orkaner i USA]] På den tid var der begrænset vejrovervågning, og til søs foregik dette hovedsagelig gennem observationer fra skibe. Det er usikkert, hvor orkanen opstod, og hvilke områder, den kan have nået før, den nåede kysten af USA. Det hersker derfor stor usikkerhed med hensyn til eventuelle ødelæggelser, den kan have medført i [[Karibien]]. Men det antages, at den opstod som en tropisk bølge fra vestkysten af [[Afrika]]. Den første sikre observation skete den 27. august cirka 1.600 km øst for [[Windwardøerne (øgruppe)|Windwardøerne]], da et skib rapporterede om "usikkert vejr". Stormen passerede [[Leewardøerne (øgruppe)|Leewardøerne]] den 30. august, sandsynligvis som et tropisk lavtryk ud fra målinger af [[atmosfærisk tryk]] på [[Antigua]]. Tre dage senere meldte Antigua om et kraftig [[tordenvejr]], efterfulgt af stille, varmt og fugtigt vejr. Den 1. september meldte det amerikanske [[National Weather Service]] om "storm of moderate intensity (not a hurricane)" ("storm med moderat intensitet (ikke en orkan)") sydøst for [[Cuba]]. Over Cuba medførte vejrdannelsen et kraftig regnvejr og senere over det sydlige [[Florida]] som tropisk "storm eller svag orkan". Den 6. september blev det rapporteret, at stormen passerede nord for [[Key West]]<ref>Frank Moore Colby, et al. (1901). ''The International Year Book''. Dodd, Mead & Company. side 859.</ref> og i de tidlige morgentimer fredag den 7. september, [[New Orleans]]-kontoret til Weather Bureau office rapporterte om store ødelæggelser langs kysten af [[Louisiana (stat)|Louisiana]] og [[Mississippi]]. Nærmere detaljer om dette blev ikke kendt, da stormen nedrev [[Telegrafi|telegraflinjer]] og derved afbrød datidens muligheder for kommunikation.<ref name=McComb>[http://www.tshaonline.org/handbook/online/articles/hdg01 David G. McComb i ''Handbook of Texas''] Besøgt 9. juni 2010</ref> The Weather Bureaus hovedkontor i [[Washington, DC]] beordrede stormvarsler at blive sendt fra [[Pensacola (Florida)|Pensacola]] i [[Florida]] til Galveston. Om eftermiddagen den 7. september blev der observeret store havbølger fra sydøst i den [[Mexicanske Golf]] og der trak store skyer ind fra nordøst. Begge disse fænomener er indikationer på en orkan fra øst. Weather Bureau office i Galveston hejste det dobbelte firkantflag, som er varselflag for orkaner således, at orkanvarsel derved blev sendt ud. Det amerikanske skib ''Louisiana'' mødte orkanen kl 13.00 samme dag efter at have forladt New Orleans, og kaptajn Halsey anslog vindstyrken til at være omkring 100 mph (160 km/t), hvilket ville have modsvaret en kategori 2 orkan efter nutidens [[Saffir-Simpson-skalaen|Saffir–Simpson-skala]]. == Galveston == [[Fil:Wrecked Negro High School Building, Galveston, Texas.jpg|thumb|Orkanens ødelæggelser, den store bygning til venstre var den daværende [[high school]]-bygning for sorte elever]] [[Fil:Seeking valuables in the wreckage, Galveston, Texas.jpg|thumb|Overlevende leder gennem ruinerne af ødelagte hus]] På denne tid var byen Galveston en blomstrende by med 42.000 indbyggere.<ref>{{cite web|author=Kathryn Westcott|title=Flashback: Galveston's great storm|publisher=BBC|accessdate=2010-06-10|url=http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/americas/4270640.stm | date=2005-09-22}}</ref> Byen var Texas' naturlige havn mod den [[Mexicanske Golf]], og dette gjorde byen til den største i Texas og den tids vigtigste handelscenter. Byens stærke position og voksende rigdom førte også til en vis form for selvtilfredshed, hvorfor byen ikke havde været god nok til at tage sine forholdsregler i forhold til en sådan naturkatastrofe.<ref name=McComb /> Efter, at byen blev etableret i 1839, havde den været udsat for flere storme, men klaret sig godt gennem dem. Der havde tidligere været stemmer, som tog til orde for at bygge et beskyttende [[dige]] mod havet, men dette blev af mange anset som unødvendigt og ikke gennemført. Imidlertid havde byudviklingen gjort området mere sårbart mod storm, da beskyttende [[klit]]ter langs kysten blev fjernede for at opfylde lavere liggende områder i byen.<ref>{{cite web|author=Mary G. Ramos|title=After the Great Storm: Galveston's Response to the Hurricane of September 8, 1900|year=2008|publisher=Texas Almanac|accessdate=2010-06-10|url=http://www.texasalmanac.com/history/highlights/storm/}}</ref> Tidlig om morgenen den 8. september slog høje bølger ind med stærk vind mod [[Galveston]] og ved formiddagen lå lavere liggende områder under vand, mens vinden stadig voksede i styrke. Vinden var så stærk, at den ikke kunne måles, da byens [[anemometer]] blæste ned, på dette tidspunkt havde det målt en vindstyrke på 160 km/t.<ref name=weatherdoctor>[http://www.islandnet.com/~see/weather/history/icline2.htm Keith C. Heidorn: «Weather people and history: Dr Isaac M. Cline: A Man of Storm and Floods — Part 2». ''The Weather Doctor'' (1. september 2000)]. Besøkt 10. juni 2010</ref> På denne tid var byens højeste punkt blot 2,7 meter [[Havoverflade|over havet]].<ref name=weatherdoctor/> Orkanen førte imidlertid til en [[stormflod]] på over 4,5 meter,<ref name=NOAAcline>Cline, Isaac M. [http://www.history.noaa.gov/stories_tales/cline2.html Galveston Storm of 1900: Introduction.] National Oceanic and Atmospheric Administration. Besøgt 10. juni 2010.</ref> som skyllede over hele øen. Stormfloden rev bygninger af fundamenterne og bølgende slog dem i småstykker. Mere end 3.600 hjem blev ødelagt<ref name=NOAAcline/> og en væg af vraggods flød i vandet.<ref>[http://www.1900storm.com/storm/storm4.lasso The 1900 Storm: Mother Nature's Wrath.] Galveston Newspapers Inc. Besøkt 10. juni 2010.</ref> Blot få bygninger overlevede, hovedsagelig solide herskabshuse og andre centrumsbygninger i [[Viktoriansk stil]], og dette gør i dag dette område til en af byens vigtigste turistattraktioner. == Styrke == Orkanen havde, da den ramte land, en styrke på 217 km/t, hvilket gør den til en kategori 4 orkan på [[Saffir-Simpson-skalaen]].<ref name=HoT>Weems, John Edward. [http://www.tshaonline.org/handbook/online/articles/ydg02 Galveston Hurricane of 1900.] Handbook of Texas Online. Besøkt 9. juni 2010.</ref> Orkanens øje passerede over byen omkring kl 20.00. Det laveste [[Atmosfærisk tryk|lufttryk]] blev målt til 964.4 [[hektopascal]], og dette var så lavt, at det blev antaget, at det var en fejlmåling.<ref name=HoT/> Dagens beregninger har anslået, at det laveste tryk var på 936 hPa.<ref>{{cite web|author=|title=Galveston Hurricane of 1900|year=|publisher=ESSEA|accessdate=2010-06-10|url=http://esseacourses.strategies.org/module.php?module_id=48}}</ref> == Virkninger == [[Fil:No. 3, Sea Wall, From West of Rapid Fire Battery, Fort Crockett - NARA - 278143.jpg|thumb|Fra bygning af [[dige]]t. Det er næsten 5 meter tykt nederst]] Da vinden løjede af, var byen ødelagt og skønsvis mellem 6.000 og 8.000 mennesker var døde, skønnene går helt op til 12.000<ref name=HoT /> Efter som både telegraflinjer og broerne til fastlandet var ødelagte, tog det tid, før omfanget af katastrofen nåede omverdenen.<ref name="NYT bridges">{{cite news | title = Galveston May be Wiped Out By Storm | work = [[The New York Times]] | date = 9. september 1900 | accessdate = 2010-06-10 | url = http://query.nytimes.com/mem/archive-free/pdf?_r=1&res=9F0DE2D9153FE433A2575AC0A96F9C946197D6CF&oref=slogin | format = PDF}}</ref> Klokken 11.00 næste dag fprmåede den af de få både fra Galveston havn, som havde overlevet katastrofen ''Pherabe'', at nå frem til [[Texas City]] lige vest over på den andre side af Galveston-bugten på fastlandet med seks mennesker ombord, og kunne varsle Texas' guvernør [[Joseph D. Sayers]] og USAs præsident [[William McKinley]]. De anslog i meldingen, at omkring 500 var døde, hvilket da blev anset for at være en overdrivelse.<ref>[http://books.google.com/books?id=LewTAAAAYAAJ Nathan C. Green: ''Story Of The Galveston Flood''], R. H. Woodward Company, Baltimore 1900, side 126. Besøgt 10. juni 2010</ref> I [[Houston]] var man opmærksom på at det havde været en ødelæggende storm og forberedte hjælpearbejde. Hjælpearbejdere blev sendt til øen umiddelbart og fandt til deres overraskelse øen fuldstændig raseret, og omkring 20 % af øens befolkning omkommet.<ref>{{cite web|author=Brian K. Sullivan and Tom Korosec|title=Hurricane Ike Set to Slam Texas Coast; Thousands Flee (Update1)|year=2008|publisher=Bloomberg|accessdate=2008-09-11|url=http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=20601087&sid=ahZIaU1FduP8&refer=home}}</ref> De fleste var [[Drukning|druknet]] eller blevet knust af vraggods fra det, som blot timer tidligere havde været deres hjem. Mange af de, som overlevede selve stormen, døde i dagene, som fulgte, mens de sad indespærrede i ruinerne. Redningsmandskaberne kunne høre skrigene fra indespærrede, mens de prøvede at redde dem, som var muligt, før de døde. Yderligere 30.000 blev hjemløse som følge af orkanen.<ref>{{cite book|page=28|author=Fanny E. Coe|title=Heroes of Everyday Life|year=1911|publisher=Ginn and Co.|accessdate=2008-09-11}}</ref> Det var for mange døde, hvorfor det blev umulig at give alle en ordentlig begravelse hurtigt nok.<ref name=chronicle>{{cite news|url=http://www.chron.com/disp/story.mpl/special/1900storm/644889.html|date=28. august 2000|title=Unimaginable devastation: Deadly storm came with little warning|author=Olafson, Steve|work=Houston Chronicle|accessdate=2010-06-10}}</ref> Det blevderfor først forsøgt at dumpe de døde i havet, men disse blev skyllet op igen på strandene. Der blev derfor tændt store bål for at kremere de døde på åbne bål,<ref name=chronicle /> men belastningen for både hjælpemandskaberne og ikke mindst de nærmeste pårørende som måtte være med på at selv lægge sine egne døde på bålet var enorme.<ref name=chronicle /> Myndighetene delte ut gratis whisky til mannskapene.<ref name=chronicle /> Efter stormen blev der i perioden 1902-1904 bygget et 16 km lang [[dige]] og byen blev i perioden 1904-1910 hævet 5-6 meter bag diget og ned til rundt en meter ved bugten. == Orkanens videre vandring == Samme nat ændrede vindretningen sig mod øst, og der efter mod sydøst eftersom orkanens øje begyndte at bevæge sig over Galveston-øen lige vest for byen. Omkring kl 23.00 gik vindens i sydlig retning og døde ud. Den følgende morgen var klar, og en vind på 30 km/t mødte de overlevende. Stormen vandrede mod [[Oklahoma]], og derfra fortsatte den over [[De store søer]] med fortsat en vindstyrke, som i [[Milwaukee]] i [[Wisconsin]] blev målt til omkring 65 km/t. Den skabte en del problemer før, at den passerede videre nord for [[Halifax (Nova Scotia)|Halifax]] i [[Nova Scotia]] 12. september 1900.<ref name=MRWUSWB>{{Cite journal|last=Garriott|first=E.B.|title=West Indian Hurricane of September 1–12, 1900|journal=Monthly Weather Review|volume=28|issue=9|pages=371–377|date=september 1900|url=http://www.aoml.noaa.gov/general/lib/lib1/nhclib/mwreviews/1900.pdf|format=PDF|doi=10.1175/1520-0493(1900)28[371b:WIHOS]2.0.CO;2}}</ref> Derfra forsvandt den ind i [[Atlanterhavet|det nordlige Atlanterhav]], hvor den forsvandt fra observasjioner<ref name=HoT/> efter at have ødelagt en [[skonnert]]-flåde, som fiskede ved kysten af [[Newfoundland og Labrador]] i Canada. Også [[New York City]] mærkede stormen, da udkanten af den nåede byen den 12. september med en vindstyrke på omkring 100 km/t.<ref>{{cite news|author=|title=Course of the hurricane; Circuitous Route by Which the Storm Has Traveled. ITS PATH 4,000 MILES LONG From Porto Rico to Florida and Texas, Then Through the Middle West and the Lake Belt to Montreal|publisher=''New York Times''|accessdate=2010-06-10|url=http://query.nytimes.com/gst/abstract.html?res=9B01EFDC163CE433A25750C1A96F9C946197D6CF&scp=2&sq=storm | date=13. september 1900}}</ref> [[The New York Times]] meldte om en fodgænger, som blev dræbt momentant af en skiltstang, som ramte ham, mens to andre blev slået bevidstløse. Dele fra bygninger løsnede og blev taget med af vinden, blandt andet blev tagdækningen på byens hovedbrandstation revet af.<ref>[http://query.nytimes.com/gst/abstract.html?res=9501EFDC163CE433A25750C1A96F9C946197D6CF&scp=1&sq=storm «City Swept By High Winds», New York Times] Publisert 13. september 1900. Besøgt 10. juni 2010</ref> Mindre både i havnen fik problemer, og høje bølger og stærke strømme i [[Hudson (flod)|Hudsonfloden]] gjorde navigering vanskelig. == Noter == {{Reflist|2}} [[Kategori:Geografi]] 6t8t31turhwn4nqgc2ewbxzvfe39bny 0 6559 42853 29425 2026-11-03T10:32:26Z Jcb 8204 42853 wikitext text/x-wiki '''Forstranden''' kaldes den del af [[strand]]en, som falder tør ved [[ebbe]] og overskylles ved [[flod]].<ref>Nielsen & Nielsen, s. 2, 176</ref> For [[sø]]ers og [[flod]]ers vedkommende bruger man ordet bredden. Historisk har forstranden været defineret som det område, der ligger mellem havstokken (der hvor havet møder landet) og det sted, hvor skib eller gods er "let", dvs. kan flyde uden at gå på grund - en definition med baggrund i, at alt gods, som er "let" pr. definition ikke er strandet, mens gods, der har taget bunden er strandet og dermed tilhører den, der har [[strandret]]ten. == Note == {{Reflist}} == Litteratur == *Jørgen Nielsen & Niels Nielsen: ''Kystmorfologi'' (Geografforlaget, Brenderup 1978); {{ISBN|87-87601-05-2}} == Eksterne henvisninger == *[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0011-PDF/gto_0011_96691.pdf K. Rørdam: "Strandlinjens Forskydning ved det nordøstlige Sjællands Kyster" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 11; 1891)] [[Kategori:Geografi]] 0tngzzf0xe2nbih0jav0gy72qotxwxy 0 6573 42861 31011 2026-11-03T11:50:11Z Jcb 8204 42861 wikitext text/x-wiki [[Fil:Amazonase hudrograaf.png|thumb|Variationen i Amazonasflodens vandføring i løbet af et år.]] '''Gennemstrømning''' eller '''middelvandføring''' er et begreb inden for [[hydrologi]], som refererer til mængden, dvs. volumet [[vand]] som transporteres gennem et [[vandløb]] per tidsenhed. [[Måleenhed|Enheden]] som bruges er normalt l/s ([[liter]] per [[sekund]]) eller m³/s ([[kubikmeter]] per sekund). Tages der hensyn til vandløbets [[afvandingsareal]]s størrelse fås ''afstrømningen'', der udtrykkes i l/sek/km² (liter per sekund per kvadratkilometer). [[Nedbør]] og [[fordampning]] angives som regel i mm. Det kan derfor være hensigtsmæssigt også at omregne afstrømningen til mm for at få et sammenligneligt tal. En tommelfingerregel siger, at 1 l/sek/km² = 31,55 mm pr år.<ref>Jensen, s. 36</ref> == Beregning == Middelvandføringen i et vandløb kan beregnes med formlen: :<math>Q = A v</math> idet: * ''Q'', [''m''³''/s''] vandføring *''A'', [''m''²] tværsnit = bredde x dybde *''v'', [''m''/''s''] hastighed == Målingsmetoder == For at måle vandføringen kan man tage et tværsnit af åens vandområde og gange dette med vandløbets gennemsnitlige hastighed. Denne kan findes ved fx at smide en pind i vandet og se hvor langt, den flyder inden for en given tidsenhed (fx et minut). Andre målinger kan udføres ved brug af [[sporstof]]fer, der tilføres i en given opløst koncentration på et givet sted. Ved senere i vandløbet at måle sporstoffets mindskede koncentration kan vandføringen bestemmes.<ref name=autogeneret1>Jensen, s. 37</ref> Imidlertid er ikke dette nogen enkel måleopgave, fordi vandets hastighed i vandmasserne i et tværsnit er stærkt varierende. Ofte vil man kunne beregne middelvandføringen ved hjælp af såkaldte [[afvandingskort]]. Først bestemmes arealet af [[afvandingsområde]]t (også kaldet nedbørsområdet), altså al nedbøren som render ud i vandløbet på det sted, som betragtes. Nedbørsområdet er begrænset af [[vandskel]]let for vandløbet. Af afvandingskortet bestemmes den årlige specifikke vandføring i l/s km² for området, dette tal multipliceres med nedbørsområdets areal. For mange vandløb findes der automatiske stationer, som måler vandføring. Det gode med afvandingskort er, at et hvilket som helst vandløb kan få sin gennemsnitlige vandføring beregnet. Metoden over kan også anvendes for oversvømmelse eller tørke, blot man kender det specifikke afløb for tilfældet. == Variationer == Vandstrømmen er ikke ens i et givet tværsnit: langs [[bred]]der og bunden vil hastigheden som regel være mindre end ved overfladen midt i vandløbet. Desuden vil [[vandplante]]r bremse vandets hastighed.<ref name=autogeneret1 /> Vandmængden, der strømmer i et vandløb, varierer fra tid til anden. Det skyldes mange forhold: efter [[regn]] vil tilstrømningen således vokse og under [[tørke]] modsvarende falde. En særlig stor vandføring kan optræde om foråret, når [[is]] og [[sne]] smelter. Vandstanden kan da vokse med flere meter. == Materialetransport == Jo større vandføringen i en flod er, des større evne har floden til at transportere [[sediment|materialer]] i [[suspension|opløsning]]. Der er to grundlæggende definitioner, som bruges for at beskrive et spesifikt vandløbs transportforhold: *''Kompetence'': hvor store [[partikler]] vandløbet kan transportere. *''Kapacitet''; hvor meget vandløbet kan transportere. Et vandløb kan inddeles i tre områder: en [[erosion]]szone, en transportzone og en [[sediment]]ationszone. Enkle vandløb findes i højereliggende terræn og kan transportere alt fra [[grus]] og [[blok]]ke til finere [[sediment]]er. Forgrenede vandløb findes i lavere liggende terræn og kan transporteres grus og [[Sand (materiale)|sand]]. [[Meander|Meandrerende vandløb]] findes i fladt terræn og kan transporteres sand og [[silt]]. I et vandløb vil vandet ofte være grumset, dette som følge af materialetransport af suspenderede partikler. Suspension vil sige stoffer, som ikke er opløst i vandet, men holder sig svævende på grund af turbulente strømninger. Dette kan være organiske materialer som plankton, humus, planterester og tørv. I vandet er der også små fragmenter af mineraler, i form af silt, ler, sand og grus, dette kaldes for sedimenter. På grund af [[erosion]] og [[forvitring]] af bjerg og løsmasser vil der være en konstant tilførsel af sådanne partikler<ref name=VR> Arne Tollan: ''Vannressurser''. Universitetsforlaget, 2002. {{ISBN|82-15-00097-5}}</ref>. For eksempel vil tyngdekraften sørge for, at frigjorte sten fra skrænter føres ned over bjergsiderne, yderligere fragmentering sker over lang tid, og før eller siden finder afspaltet materiale vej ud i vandløbene. == Eksempel == Som eksempel kan nævnes, at den gennemsnitlige vandføring i [[Rhinen]] er 2.200 m³/s. == Noter == {{Reflist}} == Litteratur == *Jørgen Lundager Jensen: "Vandet i naturen" (''Danmarks Natur'', bind 5: De Ferske Vande; Politikens Forlag 1969) *Jakob Otnes og Erik Ræstad: ''Hydrologi i praksis'', Ingeniørforlaget 1978. {{ISBN|82 524 0036 1}}. *Arne Tollan: ''Vannressurser''. Universitetsforlaget, 2002. {{ISBN|82-15-00097-5}} *Jan Økland og Karen Anna Økland: ''Vann og vassdrag 1. - Ressurser og problemer''. Vett og viten AS, 1995. {{ISBN|82-412-0151-6}} [[Kategori:Geografi]] egxio6wx3qh664tooafjes9delvyrxd 0 6578 42838 29448 2026-11-03T08:14:02Z Jcb 8204 42838 wikitext text/x-wiki [[Fil:River Bøvra in Lom.JPG|thumb|[[Bøvre]] i Lom, [[Oppland fylke]].]] [[Fil:Fredrikstad BridgeacrossGlomma01.JPG|thumb|Broen over Glomma i Norge]] '''Elv''' (norsk: ''elv'', svensk ''älv'') er den [[Norden|nordiske]] betegnelse for et større [[vandløb]], som regel en [[flod]] eller [[å]]. På dansk anvendes ordet især om svenske og norske vandløb, det vil sige om større vandløb i områder prægede af højtliggende eller blottet [[grundfjeld]]. I modsætning til floder og vandløb vil elve derfor have et større fald og oftest være kendetegnet af tærskler med tendens til egentlige [[vandfald]] ([[fos]]). Modsat floder er elve normalt ikke sejlbar men kan anvendes (og anvendtes især tidligere) til tømmerflådning. Den længste [[Norge|norske]] elv er [[Glomma]]. Den længste elv i [[Sverige]] er [[Torne älv]]. ==Etymologi== Ordet elv er det samme ord som det tyske flodnavn "[[Elben]]", i norrønt kaldet ''Saxelfr''. Af dette er navnet på landet mellem Glomma og [[Göta älv]] kaldet ''Alfheimar''. Et andet stednavn af samme oprindelse er ''Alfarheimr'', i dag kaldet [[Elverum]]<ref>Aschehaug og Gyldendals Store norske leksikon, Dik-Fib. 2. utgave, 5. opplag, Oslo 1993. {{ISBN|82-573-0568-5}}</ref>. ==Livet i elvene== [[File:Smaablank-han-storhun-v-pho2012 K2E2855 copy.jpg |thumb|[[Namsblank]] kan stå som et eksempel på en usædvanlig fisk, som lever i elvmiljø. Denne lille laks lever kun i [[Namsen]] og er stedbunden, hvilket gør den unik både i norsk og international sammenhæng.]] Næringsindholdet i elven bestemmes som oftest af hvad, som sker opstrøms i elvsystemet. Efterhånden, som elven strømmer mod havet, samles næringsstoffer op, og elven bliver mere og mere næringsrig. Norske elve er som regel ret næringsfattige, de har deres udspring i fjeldene og har en ret kort transportzone før, de når havet. Næringen i de norske elve kommer som oftest fra døde organismer ([[detritus]]) fra planter fra det terreste system og døde organismer, som omkom opstrøms. En anden ting, som sker i større elvsystemer, er, at temperaturen stiger, når elven kommer nærmere kysten. Dette gør elven til et specielt og varieret system med mange forskellige habitater (områder med egne levevilkår). De mange habitater betyder, at [[biodiversitet]]en i elvene kan være stor. Foruden, at temperaturen i vandmasserne stort set er de samme i et tværsnit af elven, er et andet særtræk ved elvene, at de er [[ilt]]rige hele året. Fordi bundmaterialet stadig er i bevægelse og vandet oftest har en stor hastighed, er der færre dyr og planter end i indsøer og damme<ref name=HP>Jakob Otnes og Erik Ræstad: ''Hydrologi i praksis'', Ingeniørforlaget 1978. {{ISBN|82 524 0036 1}}.</ref>. Større planter vil for eksempel derfor have vanskelig ved at finde fæste og slå rod. Alligevel findes der mange specialiserede organismer i elvene og især nede ved bunden, hvor strømningerne er mindre og sten og grus kan give beskyttelse. Larver af [[Plecoptera|stenflue]], [[døgnflue]] og [[Kvægmyg|knott]] er almindelige i elve<ref name=NN>Professor Rolf Vik, med flere: ''Norsk Naturleksikon''. Det Beste, Oslo, 1975. {{ISBN|82-7010-075-7}}</ref>. I mere langsomme partier findes planter som [[tjønnakse]] og [[elvesnele]], nær land er der ofte [[græs]], [[mos]] og [[Star-slægten|stargræsser]], samt [[birk]]eskov og andre løvtræer<ref name=NN/>. Selv i bræelve, som har stor transport af sedimenter, kan der være tykke mostæpper<ref name=NN/>. [[Mos|Mosser]] udnytter kultveilte i atmosfæren, som vandet i elve stadig blander ned i vandmasserne<ref name=NN/>. === Fugle === Typiske fugle, som holder til i elve, er [[ænder]], [[Sneppefugle|snepper]] og [[spover]], og den norske nationalfugl [[vandstær]]en<ref name=NN/>. Vandstærene er tilpasset et liv i elve og finder sin føde der. Den kan lukke ører og næsebor, når den piler hen over bunden på jagt efter stenfluelarver, småkrebs og snegle<ref name=NN/>. Vandstæren kan stoppe fødesøgningen på bunden brat, dukke op på overfladen og flyve øjeblikkelig bort<ref name=NN/>. === Pattedyr === [[odder (dyr)|Odder]] og [[bæver]] er eksempler på dyr, som har specialiset sig på et liv i og nær rindende vand. === Fisk === I [[anadrom]]e vandløb kommer der fisk fra havet for at gyde, de almindeligste er [[laksefamilien|laksefisk]] som [[laks]], [[havørred]] og [[Salvelinus|røding]]. Disse fisk har deres ynglestadium i elvene, men lever ellers hele deres liv ude i havet. Foruden disse fisk er [[ørred]], [[Salvelinus alpinus|røje]], [[gedde]] , [[aborre]] og [[skalle]]<ref name=NN/> specialiserede til kun at leve i ferskvand i elve, bække og indsøer. == Menneskelig udnyttelse == [[Fil:Themistokles von Eckenbrecher Pejzaż z Norwegii.jpeg |thumb| [[Themistokles von Eckenbrecher]], tysk kunstner. Billedet viser en elv i Norge med savværk.]] Elve har været vigtige transportveje og anvendt til [[tømmerflådning]], [[vandmølle]]r, [[savværk]]er og [[fabrik]]svirksomhed. Tidlige bosættelser i Norge findes ofte langs elve, og vigtige byer som [[Oslo]], [[Trondheim]], [[Halden]], [[Fredrikstad]], [[Skien]], [[Drammen]] ligger ved elves udmundinger. I Oslo var [[Akerselven]] vigtig for den tidlige industrialisering. I dag er mange af tidligere tiders anvendelser af elve for det meste kulturminder, og anvendelsen af elve er i dag vigtig for [[vandkraft|elektrisk kraftproduktion]]. == Noter == {{Reflist}} [[Kategori:Geografi]] ghx8b78m9yo3dsk1se1xet8qn5b710z 0 6584 42863 37876 2026-11-03T11:50:57Z Jcb 8204 42863 wikitext text/x-wiki [[Fil:Alte prager huette pano.jpg|thumb|Gletsjeren ''Schlatenkees'' i de østrigske Alper]] En '''gletsjer''' (af [[Fransk (sprog)|fransk]] oprindelse via [[Tysk (sprog)|tysk]], tidligere stavet ''gletscher'') eller en '''bræ''' (islandsk (skrið)jökull, hvoraf også dansk '''jøkel''', fransk og [[Engelsk (sprog)|engelsk]] ''glacier'', [[Svensk (sprog)|svensk]] ''glaciär'', [[Norsk (sprog)|norsk]]: ''bre,'' ''isbre'' eller ''jøkul'') er en større [[is]]masse i bevægelse. Den [[sne]], der falder oven for den højde, som kaldes snelinjen, afsmelter kun delvist, og man kunne forvente, at der på den måde efterhånden måtte ophobes mere og mere sne oven for snelinjen. Dette modvirkes af gletsjerne. Når den evige sne samles til større masser, omdannes den nederste del til is, og denne is vil glide ned ad alle skråninger betinget af trykket fra ismassen samt [[tyngdekraft]]en. Bevægelsen går meget langsomt, men efterhånden når isen dog ned i så milde egne, at den smelter. Denne nedadglidende is kaldes en gletsjer. Gletsjerne danner afløb for de store, vedvarende snemasser, og der er altså en vis ligevægtstilstand mellem den faldende sne, som øger mængden af vedvarende snedække, og de gletsjere, som formindsker den.<ref name="Salm 791">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0820.html Ravn, s. 791]</ref> == Oprindelse == [[Fil:Glacial ice formation LMB.png|thumb|Omdannelsen af sne til is]] [[Sne]] og [[is]] er [[vand]] i fast form og indgår i [[hydrologi|vandets kredsløb]]. Sne er en form for [[nedbør]]. Hvor det årlige snefald er så stort, at sneen ikke når at smelte væk i løbet af sommeren, vil noget af sneen blive liggende. Grænsen for de områder, hvor sneen bliver liggende, og hvor den smelter væk, kaldes ''snelinjen''. Grænsen er dog ikke helt skarp, men har en vis bredde beroende på landskabets form og mikroklima.<ref>Fristrup (1971), s. 159</ref> Nyfalden sne er let og luftig. Når sneen har ligget en tid, vil den synke sammen af sig selv og blive tættere og tungere, også selv om det ikke bliver tøvejr. Samtidig forandrer den udseende, idet den lidt efter lidt går over til at være sammensat af små iskrystaller, der kan være af størrelse som et knappenålshoved eller så.<ref name="Salm 791"/> Sne, der har ligget i mere end et år uden at smelte, kaldes [[firn]] og kendetegnes ved, at sneen har været igennem en vis omkrystallisering, idet de større iskrystaller vil vokse. Firnen er derfor grovere end nyfalden sne, og samtidig vil kanterne blive brækket af således, at snekorn i firn har en mere afrundet form.<ref name="Fri 160">Fristrup (1971), s. 160</ref> Hvis sneen ikke smelter væk men bliver liggende, dannes et vedvarende snedække, som vil vokse som følge af nye snefald (pålejring) oven på den ældre sne, som derved presses yderligere sammen. Denne sammenpressede sne kaldes firn, og grænsen for hvor denne proces finder sted, kaldes ''firnlinjen''. I takt med, at sneen hober sig op og presses sammen, vil vægten af og trykket fra den overliggende sne bevirke, at de isolerede krystaller et stykke nede i snemassen efterhånden forvandles til en fast ismasse. Mens sneen i nyfalden form er luftig, vil sammenpresningen af de dybere del bevirke, at en del af luften ikke længere kan slippe væk men bliver lukket inde i isen som luftbobler.<ref name="Fri 160"/> Selv om der kan indtræde mindre perioder med tøvejr, vil disse perioder kun bidrage til at fremme processen.<ref name="Salm 791"/> Når mængden af ophobet og omdannet sne og is er blevet tilstrækkelig stor, vil den som følge af tyngdekraften og sin egen vægt og under hensyn til terrænet begynde at bevæge sig. Når det indtræffer, taler man om en gletsjer. Isen fra de højere liggende områder vil glide nedover. I denne bevægelse vil den tage hensyn til terrænets udformning og følge lavninger på samme måde, som rindende vand følger de laveste områder i jordens overflade. Det betyder, at hvis der findes dalstrøg og lavninger længere nede, vil disse blive fyldt med is i form af gletsjere, der undertiden kan fremtræde som nærmest store størknede isfloder og ligge i bugtninger endog adskillige km frem gennem dem.<ref name="Salm 791"/> En medvirkende grund hertil er, at gletsjerisen vil være bedre til at tilbagekaste sollyset og derfor også være mere modstandsdygtig mod opvarmning og afsmeltning af isen end omgivelserne. == Materialehusholdning == En gletsjer kan siges at bestå af to dele: i den ene (øvre) del sker der en nettopålejring af ismateriale, i den anden (nedre) del sker der en nettoafståelse af ismateriale.<ref>Fristrup (1971), s. 162</ref> Den indbyrdes skillelinje mellem disse to områder kaldes som nævnt firnlinjen. Forøgelse af ismængden kan ske ved: # snefald og rimfrost, # dannelse af tilført is, opstået ved frysning af regn og slud eller ved genfrysning af smeltevand og vandvædet sne, # ved snetilførsel fra sneskred og laviner, # ved tilførsel af fygesne. Tab af is kan ske ved: # sne- og issmeltning, # [[Sublimation (faseovergang)|sublimering]] af is og sne, # afbræk af isfjelde fra isfronten (såkaldt ''kælvning''), # vindslid, # smeltevandsafstrømning, # nedslidning på grund af friktion mod undergrunden og jordvarme, # afsmeltning fra undersiden af gletsjeren, # tab ved sneskred og islaviner. Fordelingen af tilvækst- og tabsprocesser er som omtalt ikke ens i hele en gletsjers udstrækning, og medvirkende til at holde en snetunge i indre ligevægt er de bevægelser, der sker i den. == Gletsjerens bevægelse == [[Fil:SantaCruz-Spegazzini-CaidaAnimation.gif|thumb|Gletsjer-animation.]] Årsagen til glidningsbevægelsen i gletsjerisen er, at iskrystallerne orienteres således, at iskrystallernes akse bliver parallel, og at det dermed bliver muligt for iskrystallerne at glide hen over hinanden. Men skelner i denne sammenhæng mellem to former for glidning: # isen kan glide som en samlet blok, og # isen kan glide plastisk, det vil sige, at de forskellige lag i isen glider med uens hastighed.<ref>Fristrup (1971), s. 163</ref> Mens blokglidning forekommer i arktiske områder, vil plastisk flydning være det almindelige i alpine områder. Årsagen til isbevægelsen i en gletsjer er såkaldt ''plastisk deformation'', hvorved der sker: # ''deformation'' af de enkelte iskrystaller, # ''omkrystallisering'', overvejende ved at større iskrystaller vokser på bekostning af mindre iskrystaller, # iskrystallernes ''glidning'' i forhold til hinanden. Forholdet mellem den plastiske deformation og ismassens glidning hen over undergrunden afhænger dels af gletsjerbundens form, dels af temperaturen. I kolde gletsjere vil gletsjerbunden være frosset til undergrunden. I tempererede gletsjere vil bundtemperaturen derimod være nær tryk-smeltepunktet, og glidning bliver mulig. Gletsjerbevægelsen er størst om vinteren i de områder, hvor pålejring sker, mens bevægelsen i den nedre del af gletsjertungen er størst om sommeren, sandsynligvis på grund af nedsivende smeltevand. [[File:Glacier flow-mechanisms.png|thumb|Flydemekanismer i en gletsjer. Bemærk hastighedsforøgelsen opad fra bunden.]] Gletsjere bevæger sig som regel ikke ens i deres længde- og tværprofil. Undersøgelser viser, at i en normal gletsjer vil i tværprofil isbevægelsens hastighed vokse fra gletsjersiden ind mod gletsjermidten<ref name="Salm 791"/>, og fra bunden af gletsjeren (hvor isen kan være nærmest helt stillestående) op mod toppen. Undersøgelser har vist, at isen i midten af gletsjeren vil bevæge sig 5-10 gange hurtigere end i gletsjerens randområder.<ref>Fristrup (1971), s. 164</ref> Ligeledes har en undersøgelse af South Crillon Gletsjeren i Alaska vist, at hastigheden er omtrent 4 gange større om dagen end om natten.<ref>Fristrup (1971), s. 166</ref> I længdesnittet vil hastigheden ofte være størst i de øvre dele, hvor der sker pålejring af sne, og hastigheden vil aftage frem mod gletsjers front eller forende i den del, hvor der sker en nettoafsmeltning af is. I visse gletsjere, således [[Jakobshavn Isbræ]] og [[Rink Gletsjer]] på [[Grønland]], er der derimod tale om en ens bevægelse i hele istungens tværprofil.<ref name="Salm 791"/> Gletsjere kan bevæge sig med vidt forskellig hastighed. Den største hastighed, man har iagttaget, er hos en grønlandsk gletsjer, 37,8 m i et døgn (Upernaviks gletsjer, i august 1886). [[Jakobshavn Isbræ]] bevæger sig med en hastighed på over 20 m i døgnet. Middelhastigheden af Schweiz' større gletsjere opgives til 40—100 m om året.<ref name="Salm 791"/> De laplandske gletsjere bevæger sig 10-40 m om året. Isens bevægelse udtrykkes ved ''Glens flydelov''<ref>opkaldt efter den britiske fysiker J.W. Glen fra Cavendish-laboratoriet</ref>: <math>\Sigma\,</math>, =''k'' <math>\tau\,</math>^''n'', hvor: :<math>\Sigma\,</math> er deformationshastigheden, :<math>\tau\,</math> er den spænding, der bevirker deformationen, og :''k'' og ''n'' er konstanter. Konstanten ''n'' afhænger af isens renhed og ligger mellem 1,5 og 3,9 (gennemsnit 2,5), mens ''k'' er en konstant afhængig af temperaturen, der aftager hastigt jo koldere, det er: ved 0&nbsp;°C er ''k'' = 0,17, ved −13&nbsp;°C er ''k'' = 0,0017. Som man vil forstå, indebærer dette, at jo koldere isen er, desto langsommere deformeres den.<ref>Fristrup (1963), s. 54</ref> Hvis isen flyder hurtigere på visse strækninger end andre, vil det bevirke dels en formindsket lagtykkelse, dels dannelsen af såkaldte ''gletsjerspalter'', der som regel bliver indtil 35 m dybe. Spalternes forekomst vil til dels bero på undergrundens overflade. I reglen vil gletsjerspalterne efter nogen tid lukke igen på grund af isens bevægelse, men nye spalter vil kunne dannes de samme steder igen. Om vinteren kan gletsjerspalterne blive dækkede af sne i en "snebro" og derved blive usynlige for den, der befinder sig på gletsjeren. == Størrelsesforandringer == [[Fil:Aletschgletscher-Eggishorn.jpg|thumb|Aletsch-gletsjeren er den største gletsjer i [[Alperne]].]] Om sommeren vil tøvejr bevirke, at der dannes en vis mængde smeltevand på gletsjerens overflade. Som følge af, at gletsjeren i kraft af indre spændinger vil danne større og mindre sprækker, vil vandet løbe ned i disse.<ref>Fristrup (1971), s. 161</ref> Derved bliver gletsjeren gennemvædet af smeltevand, og dens temperatur bliver omkring 0&nbsp;°C helt igennem. Om vinteren vil kulden derimod, på grund af isens ringe [[varmeledning]]sevne, ikke trænge ret langt ind i gletsjerens indre. Man kan endda iagttage, at der strømmer vand fra gletsjere selv i den kolde årstid, det vil sige, at der aldrig sker en fuldstændig frysning gennem hele ismassen. Isens egenskaber varierer adskilligt med temperaturen. Ved −50° skal den næppe kunne files; ved −15&nbsp;°C til −20&nbsp;°C, altså vel at mærke når ikke alene luften har denne temperatur, men også selve isen er afkølet så lavt, kan man ikke benytte skøjter på glat is; da skøjtejernet angriber isen så lidt, at de glider lige let til siden som i længderetningen. Mellem −10° og 0° lader is sig derimod let skære med kniv, og hen imod 0&nbsp;°C er den til en vis grad at betegne som blød. Dertil er den sandsynligvis noget bøjelig lige over for langsomt og vedvarende virkende kræfter, samtidig med at den er ganske sprød lige over for et pludseligt stød.<ref name="Salm 792">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0821.html Ravn, s. 792]</ref> En anden bemærkelsesværdig egenskab, som is har, når den befinder sig under smeltning, er den såkaldte sammenfrysningsevne (eller ''regelationen''). Det er den evne, at to tøende isstykker, som trykkes mod hinanden, har til at fryse sammen. Sammenfrysningen hænger sammen med isens krystallinske beskaffenhed. Disse egenskaber hos isen kan bidrage til at forklare, hvorledes gletsjere bevæger sig. På grund af gletsjeres store masser er isen i dem indvendig, navnlig i større dybder, under et stærkt tryk, og dette forøger delenes formbarhed. Endelig kommer det til, at gletsjerisen er fyldt af et utal af små spalter, hvorved den opdeles i småstykker (gletsjerkorn). Disse forskydes under presningen mod hverandre, men fryser tillige på grund af sammenfrysningsevnen altid til på berøringspunkterne, mens nye spalter dannes. Denne indre proces med knusning og genfrysning foregår vedvarende og uafbrudt.<ref name="Salm 792"/> Gletsjerfronten ligger ikke altid på samme sted i dalen. I perioder med større pålejring end afsmeltning, vil fronten rykke frem. I perioder, hvor afsmeltningen er større end pålejringen, vil fronten rykke tilbage. Det betyder, at der som regel sker en svag fremrykning om vinteren og en tilsvarende tilbagerykning om sommeren, men desuden kan der konstateres en længerevarende periodisk variation. Gennemsnitlig varer en sådan periode omkring 35 år. Da denne variation gælder alle gletsjere og er den samme på begge halvkugler, er det mest sandsynligt, at den skyldes lignende periodiske ændringer i jordens klima.<ref name="Salm 792"/> == Materialetransport == [[Fil:Glacial striation 21149.JPG|thumb|[[Skurestribe]]r aflejret af en i dag forsvunden gletsjer.]] Når gletsjere bevæger sig, vil de også påvirke det materiale, der findes under og langs siderne af gletsjeren. Herfra vil jord og sten blive trukket med og båret frem af ismassen. Når gletsjeren rykker frem, vil den presse jord og sten fra underlaget opad og langs gletsjerranden vil jord og sten kunne blive transporteret med, ligesom sten kan falde ned fra dalsiderne. Når dette materiale er blevet lejret ind i gletsjerisen, vil det blive transporteret med, når isen bevæger sig. Når stenene og materialet efterhånden er blevet transporteret frem til gletsjerfronten, vil det kunne blive aflejret foran denne og ophobes der i masser; de dannelser, som derved skabes, kaldes [[moræne]]r og kan undertiden være temmelig store. Ofte ligger en sådan moræne som en sammenhængende vold af materiale for enden af gletsjen.<ref name="Salm 792"/> Sten, som føres frem mellem isen og et underliggende fjeld, vil kunne skure mod dette.<ref name="Salm 792"/> Derved vil alle ujævnheder af dette blive fjernet, og gletsjeren graver sig stadig dybere ned (gletsjererosion). Undertiden vil sten i gletsjeren skure mod sten og grundfjeld under gletsjeren og skabe furer, de såkaldte ''[[skurestribe]]r'' eller skuringsmærker.<ref name="Salm 793">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0822.html Ravn, s. 793]</ref> Det må bemærkes, at materialetransporten sker kun i een retning: fremad. Når gletsjerfronten smelter tilbage, vil det materiale, som gletsjeren har transporteret med, blive aflejret på det sted, det befinder sig på afsmetningstidspunktet. == Gletsjeres smeltevand == Som nævnt er en gletsjer aldrig gennemfrossen men vil altid indeholde en vis mængde [[smeltevand]]. Dette smeltevand vil gennem revner og sprækker i isen søge nedad mod gletsjerens bund og ofte blive samlet i [[smeltevandsflod]]er langs bunden af gletsjeren. Herfra vil det strømme videre fremad og nedad til gletsjerfronten, hvor det gennem en såkaldt ''gletsjerport'' strømmer ud foran isfronten og breder sig over det foran liggende område, hvor det vil aflejre medbragt materiale som [[smeltevandsslette|smeltevandsaflejringer]]. Kendetegnende ved [[Smeltevandsflod|smeltevandsfloder]], som strømmer fra gletsjere, er, at de består af gråt, leret vand, ligesom den er opfyldt af stenstøv, der stammer fra stenenes skuring under isen. I perioder, hvor der kun er lidt vand i gletsjerporten, er det muligt at gå et stykke ind i smeltevandstunnelen og her beundre den prægtige blålige farve, isen viser i gennemfaldende lys.<ref name="Salm 793"/> Gletsjere i reglen er fulde af sprækker og spalter, som udvides ved tøning, og de danner ofte, især i nærheden af gletsjerfronten, hvor optøning vil være mest udtalt, åbne kløfter. Om sommeren vil der, som nævnt, blive dannet små strømme af smeltevand oven på isen. Disse vil som regel efterhånden forsvinde ned i en sprække, hvis sider den har udhulet, så den falder ned som i et cylindrisk rør. Et sådant rør kaldes en ''gletsjermølle'', da vandets buldren deri kan minde om et møllehjuls klapren.<ref name="Salm 793"/> Nedfaldne sten er almindelige på gletsjere, navnlig langs deres sider. Store sten beskytter underlaget mod solstrålerne således, at tøningen sker langsommere end i omgivelsen. Som følge heraf vil sådanne sten komme til at hvile på en sokkel af is og således danner, hvad man kalder et ''gletsjerbord''.<ref name="Salm 793"/> == Gletsjerformer == Glaciologer inddeler gletsjere i en række former: # ''alpine dalgletsjere'' er gletsjere, som fra et højere liggende område strækker sig ned i en dal; # ''transsectiongletsjere'' er gletsjere, der udfylder flere dale på samme tid; # ''cirkusgletsjere'' er gletsjere, der kun udfylder en niche på en fjeldside; # ''hængende sidegletsjere'', også kaldet dalvægsgletsjere, dækker siden af en fjelddal og kan opfattes som en rest fra en tidligere tid, hvor hovedgletsjeren havde en større udbredelse; # ''flydende gletsjertunger'' er gletsjere med udløb i havet; # ''piedmont-gletsjere'' er gletsjere, som på deres nedre del breder sig over et lavland. Foruden de store gletsjere, der skrider langt ned i dalene, træffer man undertiden de såkaldte ''hængegletsjere'', der altid er små og næsten helt holder sig til sneregionen; de ligger oftest i meget stejlt skrånende render i den øverste dalvæg og står ikke altid i forbindelse med en [[Glaciologi#firn|firn]], men kan få deres materiale ved lavineskred fra højere liggende egne.<ref name="Salm 793"/> == Geografisk fordeling == Forudsætningen for, at gletsjere kan dannes, er, at pålejring af is overvejende overstiger afsmeltning. Denne forudsætning kan opfyldes i to slags områder: # i polare områder (både nord og syd), og # i højereliggende tempererede områder som fx [[Alperne]] og [[Himalaya]], hvor temperaturen aldrig bliver så høj og varmeperioden så lang, at afsmeltning overstiger pålejring. De mest markante gletsjere findes i de polare egne. Velkendte er fx Grønlands gletsjere blevne. Undersøgelsen af disse startede allerede i det 19. århundrede og fortsatte gennem hele det 20. århundrede. Lidt specielt bør det nævnes, at [[Hinrich Rink|Rink]] har eftervist, hvorledes [[isbjerg]]ene dannes i de såkaldte isfjorde, det vil sige fjorde, hvori store gletsjere kælver.<ref>Rink</ref> Både [[Spitsbergen]] og [[Alaska]]s gletsjere udviklede sig til turistmål allerede omkring 1. verdenskrig. [[Island]]s gletsjere er kendte for de såkaldte [[jøkelløb]]: når et [[vulkan]]udbrud finder sted under isen, vil en kraftig og pludselig smeltning finde sted, der opstår smeltevandsstrømme, jøkelløb, som river ismasser, grus og sand med sig i en stor blanding. I [[Norge]] udviklede omkring 1. verdenskrig [[Buarbræen]] ved Folgefonnen og [[Boiumbræen]] sig til de mest besøgte gletsjere. Den 14 km lange Tunsbergdalbræ, der (som Boiumbræen) går ned fra [[Justedalsbræen]], er Norges længste gletsjer. Blandt [[Alperne]]s gletsjere er den store [[Aletsch-gletsjeren|Aletsch-gletsjer]] den største, 24 km lang. Meget besøgt har været den temmelig uanselige [[Grindelwald-gletsjer]]. Også [[Kaukasus]] og Himalaya har anseelige gletsjere.<ref name="Salm 793"/> Den volumenmæssigt største gletsjer i [[Nordeuropa]] er [[Vatnajökull]], 8.100 km² der ligger i Island. Den største gletsjer i Europa er [[Austfonna]] på [[Svalbard]]. == Noter == {{reflist|3}} == Litteratur == * P.D. Baird, R.P. Sharp: [http://pubs.aina.ucalgary.ca/arctic/Arctic7-3&4-141.pdf "Glaciology" (''Arctic'', bind. 7, nr. 3 og 4, 1954; s. 141-152] * [[Børge Fristrup]]: [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1963-2-Artikel01.pdf#page=15 "Hvad ved vi om indlandsisen?" (''Tidsskriftet Grønland'' 1963. Nr. 2).] * Børge Fristrup: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0059-PDF/gto_0059_69257.pdf "Studies of Four Glaciers in Greenland" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 59; 1960)] (engelsk) * Børge Fristrup: "Klimatologi og glaciologi" (i: Arne Nørrevang, Torben J. Meyer og Steffen Christensen (red.): ''Danmarks Natur'' bind 10: Grønland og Færøerne; Politikens Forlag 1971; {{ISBN|87-567-1497-1}}, s. 131-176) * [[Bent Hasholt]]: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0086-PDF/gto_0086_72296.pdf "Kortlægning af Mitdluagkat Gletscheren og nogle hydro-glaciologiske observationer" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 86; 1986)] * Bent Hasholt: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0088-PDF/gto_0088_72747.pdf "Massbalance studies of the Mitdluagkat Glacier, Eastern Greenland" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 88; 1988)] (engelsk) * [[Ole Humlum]]: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0082-PDF/gto_0082_97372.pdf "Rock glacier types on Disko, Central West Greenland" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 82; 1982)] (engelsk) * [http://e-tidsskrifter.dk/ojs/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/37695/72591 A. Kiilerich: "Ny Maaling af Moltkes Gletsjer" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 32; 1929)] * Johannes Krüger: "Glacialmorfologi"; Københavns Universitets Geografiske Centralinstitut 1980 * [[Hans Valeur Larsen]]: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0058-PDF/gto_0058_69998.pdf "Runoff studies from the Mitdluagkat Gletcher in SE-Greenland during the late summer 1958" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 58; 1959)] (engelsk) * [[J.P.J. Ravn]]: [http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0820.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave (1919), bind IX, s. 791-793; opslag: Gletscher] * [[Hinrich Rink]]: [http://e-tidsskrifter.dk/ojs/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/38506/74213 "Om Indlandsisen og om Frembringelsen af de svømmende Isfjælde (efter de seneste Iagttagelser)"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 1; 1877) * Robert P. Sharp: [http://pubs.aina.ucalgary.ca/arctic/Arctic9-1&2-78.pdf "Glaciers in the Arctic" (''Arctic'', bind. 9, nr. 1 og 2, 1956; s. 78-117)] (engelsk) * [[Thorvaldur Thoroddsen]]: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0011-PDF/gto_0011_96695.pdf "Islands Jøkler i Fortid og Nutid" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 11; 1891)] == Eksterne henvisninger == * [http://www.sciencedaily.com/releases/2003/08/030814071654.htm 2003-08-15 Scientists Rewrite Laws Of Glacial Erosion] (engelsk) * [http://ungeklimaforskere.dk/is/hvad-goer-is/128-indlandsis Indlandsisens historie] * [http://www.geus.dk/viden_om/voii/voii04-dk.html Portræt af isen ved Ilulissat] * [http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/gletsjer-tab-i-00-erne-var-historisk-stort Gletsjer-tab i 00-erne var historisk stort] * [http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/jakobshavn-isbrae-flygter-men-ikke-pga-global-opvarmning Jakobshavn Isbræ flygter] * [http://danbbs.dk/~stst/glaciologi/ Glaciale strukturer - foto atlas] [[Kategori:Geografi]] parvfbrhglwssoc3k5w3zpav8k7reop 0 6821 42852 29485 2026-11-03T10:32:08Z Jcb 8204 42852 wikitext text/x-wiki '''Folkeliv''' betegner den måde, en befolkning indretter sin tilværelse på, og folkelivsforskning (undertiden betegnet som europæisk etnologi) betegner forskningen heri. Folkelivsforskningen kan opfattes som en regional variant af [[etnologi]]en, idet den studerer den regionale udbredelse af og variation i kultlturelementer (modsat etnologiens internationale perspektiv). En uddannelse i folkelivsforskning blev oprettet ved Københavns Universitet i 1960 i form af et professorat for Axel Steensberg under betegnelsen ''materiel folkekultur'', hvilket skulle ses over for folkemindeforskningen. Foruden Danmark fik folkelivsforskningen en særlig stilling i de nordiske lande samt i Tyskland (''volkskunde'', i modsætning til ''völkerkunde'' = etnografi) og i Østeuropa. == Historie == Interessen for folkeliv har sin rod i 1700-tallet, da man begyndte at interessere sig for forskellige egnes særpræg med hensyn til levemåde. Denne interesse bliv yderligere inspireret af studiet af fremmede kulturer og resulterede i begyndelsen af 1800-tallet i den af [[Herder]] inspirerede interesse for "folkesjælen" eller "folkeånden" samt de måder, denne fandt udtryk på åndeligt (digte, sange, traditioner og skikke) og materielt (byggeskik, klædedragt, redskaber). Især i 1800-tallet tog den især form af indsamling af materiale og oplysninger herom. Studiet af den materielle folkekultur har sin oprindelse i 1800-tallet, idet begrebet introduceredes af naturforskeren og arkæologen [[Sven Nilsson]] (1787-1883). Folkekulturforskningen udvikledes under indtryk dels af tidens fremvoksende [[nationalisme]], dels af den samtidigt fremvoksende [[industrialisering]]. Mens man i de store kolonistater England og Frankrig lagde hovedvægten af studierne inden for emnet samfundsdannelse og samfunds indre sammenhæng på etnografien i form af studier af de oversøiske folkeslag<ref>Billy Ehn – Orvar Löfgren : "Vardagslivets etnologi", s. 23-24.</ref>, så blev der i Tyskland og Skandinavien i højere grad lagt vægt på studiet af den egne folkekultur og dennes udvikling (uden, at etnografiske studier derfor blev udeladte). === Nationalitetsprægede studier === For Danmarks og Tysklands vedkommende var det ikke mindst problemstillingen i grænseområdet [[Sønderjylland]] (og for Tysklands vedkommende også andre steder), der satte sit præg på forskningen. Man gik ud fra, at et fælles sprog og en bestemt materiel kultur uden videre kunne anses som udtryk også for an national, fælles bevidsthed og følgelig måtte målet for studierne i høj grad blive at kortlægge sådanne folkelige kulturtræks udbredelse for derved "objektivt" at kunne fastlægge grænsen mellem folkenes udbredelse. Tidens ideal var dannelsen af [[nationalstat]]er, det vil sige stater, hvor der var fuld overensstemmelse mellem [[nation]] ([[Folkeslag|folk]]) og [[stat]] (rige). Som følge heraf blev betydelige kræfter sat ind på at studere udbredelsen af sprogene, men tillige af den materielle kultur og af skikke og brug. Et fremtrædende træk i disse studier var forsøgene på at udskille dansk og tysk byggeskik i [[Sønderjylland]]. Man formodede, at der kunne påvises et forholdsvis skarpt skel mellem "[[saksergård]]en" (på Frilandsmuseet eksemplificeret med en gård fra [[Ostenfeld]]) og den firlængede, danske gård. Da det viste sig, at dette skel ikke lod sig påvise så klart, som man havde forventet, gik den danske (sønderjyske) historiker [[Peter Lauridsen]] til arkiverne. Her fandt han oplysninger, som pegede mod, at den "danske" gård i ældre tid i lighed med den saksiske havde været enlænget med bolig og stald i hver sin ende. Han mente derfor, at sådanne enlængede gårde, som fandtes i grænseområdet ved Sli-Dannevirke, måtte repræsentere en mere "oprindelig" dansk byggeskik, hvoraf den senere, flerlængede gård siden var udviklet.<ref>Lauridsen, s. 43-113</ref> === Udbredelses- og innovationsstudier === For andre dele af landet end Sønderjylland spillede den nationale problemstilling ikke samme rolle. Her lagdes vægten i stedet på at kortlægge egnslige eller regionale uligheder i byggeskik, byggemåde og folkekultur. I forlængelse af Peter Lauridsens teorier om den danske gårds udvikling fra en oprindeligt enlænget til en tolænget, siden trelænget og endelig fuld udviklet firlænget, dansk bondegård, forsøgte man at opstille udviklingsforløb, hvor man ved en tidsmæssig opdeling af de fundne træk håbede at kunne påvise hvorledes, disse havde udviklet sig over tid og spredt sig fra et oprindeligt "kerneområde" til de omgivende områder, måske hele landet. Man mente, at hvis eller når en bestemt byggemåde ikke forekom i visse "yderområder", så måtte det skyldes, at disse lå "perifert" og at de dermed repræsenterede "relikter" (rester) af en tidligere anvendt byggeskik eller byggemåde. Et klassisk eksempel på denne problemstilling er anvendelsen af "[[tapsamling]]er" i forhold til "[[bladsamling]]er". For tapsamlingernes vedkommende anvendtes [[løsholt]], for bladsamlingernes vedkommende sidebånd. Da det ved studier af byggemåder for bindingsværk viste sig, at [[sidebåndskonstruktion]]er var udbredte i det nordvestlige Sjælland men ellers kun forekom stedvist over resten af øen, mente datidens folkelivsforskere, [[Axel Steensberg]] og siden [[Grith Lerche]], at disse var udtryk for en sådan "relikt" byggemåde, som var på vej til at forsvinde, men alligevel havde overlevet i enkelte ældre, ikke-moderniserede bygninger. Senere er der blevet rejst tvivl dels om rækkefølgen, dels om sådanne særtræk ikke ligeså godt kan skyldes "egnslige særtræk" i den anvendte byggemåde.<ref>Stoklund (2006)</ref> === Folkeliv og almueetnografi === [[Fil:Småland 1934. Fältarbete. Nm.JPG|thumb|right|[[Sigurd Erixon]] på feltarbejde i [[Småland]] [[1934]]]] I Sverige fik folkelivsforskningen ligeledes et opsving, og her var det studierne i folkeliv og almueetnografi, som kom til at stå i forgrunden, hvilken siden stærkt inspirerede også i Danmark. Da industrialiseringen satte ind i Sverige i 1870-erne, blev kræfterne sat ind dels på at registrere og bevare den åndelige kultur: folkelige historier, folkeviser og digte, overtro, sæd og skikke, dels på at bevare eksempler på den førindustrielle materielle kultur. I 1891 åbnedes [[:sv:Skansen|Skansen]] og i 1907 [[:sv:Nordiska_museet|Nordiska museet]], som i dag er Sveriges største kulturhistoriske museum og også rummer instituttet for folkelivsforskning. I Danmark fik man et modstykke hertil i [[Frilandsmuseet]] i [[Sorgenfri]]. Folkelivsforskningen i Sverige blev gjort til en videnskab først ved universiteterne i Lund og Stockholm. Emnet blev universitetsfag allerede i 1918. En vigtig folkelivsforsker var [[Carl Wilhelm von Sydow]], som virkede i Lund. Det var von Sydows fortjeneste at opdele folkelivsforskningen i to videnskaber: "folkminnesforskning" og "allmogeetnografi". Folkminnesforskningen var studiet af den åndelige kultur: folketro, folkesæd og folkedigtning. Almueetnografien sysselsatte sig med bondesamfundets materielle kultur, hvorledes man boede, hvilken indretning af hjemmet man havde og hvilket bohave, redskaber og værktøjer, man anvendte. Tilsammen skulle de to forskningsretninger bevare den nationale almuekultur. Carl Wilhelm von Sydow virkede inden for folkemindesforskningen. I Stockholm virkede arkæologen og etnologen [[Nils Lithberg]], som blev professor i "nordisk och jämförande folklivsforskning" i 1919. Nils Lithberg var almueetnograf og dokumenterede og skrev om betydningen af at forske i enkle, dagligdagsgenstande som mælkejunger og kværne. Disse genstande og emner skulle indgå som dele i en kortlægning af den svenske kultur<ref>Ehn, Löfgren: "Vardagslivets etnologi"</ref>. Senere, i perioden 1920-1960 blev i Sverige som i Danmark studier i innovation og spredningsmønstre fremtrædende, og denne forskning kom i Sverige til at omfatte såvel bondekulturen og den fremvoksende industrikultur. Det var først i 1930-erne og 1940-erne, at folkelivsforskningen videreudvikledes med teoretikere som [[Sigurd Erixon]] (Stockholm, 1934) og Sigfrid Svensson (Lund, 1946) i spidsen. Den svenske tradition satte også sit præg i Danmark, idet man i 1940 oprettede Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser. I 1960 blev der oprettet en egentlig uddannelse i form af et professorat til Axel Steensberg under det sigende navn ''materiel folkekultur''. Det danske institut for folkelivsstudier fik et samarbejde med instituttet i Lund, lige som man ansatte [[Orvar Löfgren]] som ekstern lektor. Selv fortsatte Axel Steensberg det arbejde med bygningskultur, som Halvor Zangenberg havde gennemført i første halvdel af det 20. århundrede. Han blev i dette arbejde suppleret af blandt andre Bjarne Stoklund. Stoklund foretrak at kalde sig etnolog. Da han overtog ledelsen, blev instituttet i 1971 ændret til ''institut for europæisk folkelivsforskning''. I 1983 oplevede faget noget af et paradigmeskifte, da Thomas Højrup udgav bogen "''Det glemte folk''". Bogen introducerede marxistisk klassetænkning i faget (dog i en noget ændret form) og en tilgangsvinkel, hvor statens indgreb i det lokale liv blev studeret i lyset af de "livsformer" med dertil hørende livssyn, som befolkningens hovedgruppe blev påstået at kunne inddeles i (den rurale livsform, den borgerlige livsform, karrierelivsformen, arbejderlivsformen). Højrups tilgangsmåde blev overmåde populær i de følgende år og fagets traditionelle studier trængt i baggrunden. == Noter == {{Reflist}} == Litteratur == * B. Ehn, O.Löfgren: ''Vardagslivets etnologi''; 1996 * [[Thomas Højrup]]: ''Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering''; Institut for Europæisk Folkelivsforskning, Statens Byggeforskningsinstitut 1983; {{ISBN|87-563-0484-6}} * [[Bjarne Stoklund]]: "Europæisk etnologi mellem Skylla og Charybdis" (''Fortid og Nutid'', bind XXIV (1971), s. 659-674) * Bjarne Stoklund: ''Bondefiskere og strandsiddere''; Landbohistorisk Selskab 2000; {{ISBN|87-7526-161-8}} (kapitel IV. Fiskelejer og fiskere: Omkring den steenstrupske tese) * Bjarne Stoklund: "Ryttergårde og byggeskik. En kritisk kommentar" (''Fortid og Nutid'', september 2006, s. 221-231) == Eksterne henvisninger == * [http://tidsskriftetkulturstudier.dk/kulturstudier/wp-content/uploads/Low_Fortid-og-nutid-4-2002.pdf Peter Henningsen: "Vejen til Thrinakria. Samtale med Bjarne Stoklund om europæisk etnologi i fortid og nutid" (''Fortid og Nutid'' 2002, nr. 4; s. 306-321)] * [http://socrates.berkeley.edu/~caforum/volume5/pdf/klein.pdf Barbro Klein: "Cultural Heritage, the Swedish Folklife Sphere, and the Others" (''Cultural Analysis'' 2006, 5, s.57-80)] (engelsk) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_6rk_0006-PDF/hto_6rk_0006_96368.pdf P. Lauridsen: "Om dansk og tysk Bygningsskik i Sønderjylland" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 6; 1895)] [[Kategori:Etnografi]] 8dw0rrwk5dv3nc963ycsbhh1k58sldg 0 6822 42839 42630 2026-11-03T08:15:30Z Jcb 8204 42839 wikitext text/x-wiki [[File:Gården fra Øster Larsker, Bornholm - panoramio.jpg|thumb|360px|Gård fra Øster Larsker på Bornholm.]] En ''enestegård'' er en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Enestegården adskiller sig derved fra ''enkeltgården'', der nok lå for sig selv, men hvis drift alligevel var underlagt et dyrkningsfællesskab.<ref name="Sc 30"/> Til enestegårde regnes ''ikke'' herregårde, møller og lignende.<ref>modsat Schacke (2003), s. 28</ref> Det har været foreslået, at kriteriet "ligger for sig selv" kræver, at der er mindst 200 m til nærmeste nabobebyggelse.<ref name="Sc 30">Schacke (2003), s. 30</ref> Det har ligeledes være foreslået, at kriteriet "gård" betyder, at der skal være et jordtilliggende på mindst 1 tønde hartkorn.<ref>Hansen (1964), s. 19</ref><ref>Schacke (2003), s. 29</ref> Steder med mindre jord blev i ældre tid kaldt for "''enstedbol''".<ref>Knudsen, s. 78</ref> Begge kriterier skal være opfyldt. En præstegård beliggende i en landsby men med sin jord udskiftet fra det øvrige fællesskab, vil opfylde det sidstnævnte men ikke det førstnævnte krav.<ref name="Sc 30"/> Bebyggelser bestående af to gårde betragtes i forskningen ofte som to enkeltgårde.<ref>Hansen (1964), s. 20f</ref> Når der tales om enkelt- og enestegårde må der tidsmæssigt refereres til tiden før landboreformerne, da formålet med disse reformer netop var at give hver gård et eget jordtilliggende (og dermed gøre dem til enestegårde), og da mange gårde blev udflyttede i forbindelse med eller forlængelse af landboreformerne, ligesom senere udstykninger har skabt nye enestegårde. Enkeltgårde forekommer i hele landet. De er af uens alder, for langt de flestes vedkommende sikkert opståede som udflytterbebyggelse fra landsbyer og derfor beliggende i de områder, som ikke hørte under landsbyfællesskabet, det vil sige på gamle overdrev. De områder, hvor vilkårene for enkeltgårdsbebyggelse var bedst, og hvor de udgjorde den største andel af landbrugsbebyggelsen, var derfor sådanne områder, som ikke begunstigede landsbyer, især tidligere overdrevs- og skovområder, hvor bevoksningen skulle ryddes og jorden opdyrkes fra grunden af. Sådanne områder var ofte bakkede, riftede og ujævne. Der har utvivlsomt til alle tider, helt tilbage til middelalderens begyndelse, været folk, der har været parate til at gøre forsøget med at klare sig selv, også selvom mange enkelt- og enestegårde nedlagdes igen, blandt andet under indtryk af sygdomsepidemier eller krige. Kun Bornholm og en del af Vestjylland var områder med enestegårde helt tilbage til middelalderens begyndelse. Ved siden af "normale" enestegårde, hvis hovedformål er landbrug, har eksisteret en række gårde opståede i forbindelse med bestemte formål, fx. færgegårde, præstegårde, Sankt Jørgensgårde (det vil sige spedalskhedssygehuse) og gårde i tilknytning til fx. oprettelse af teglværker<ref>Schacke (2006), s. 126f</ref> samt lystgårde, der fungerede som landsteder. === <big>Beliggenhed og fordeling</big> === Undersøgelser har vist, at enkeltgårde og enestegårde forekommer i hele landet<ref name="Sch 15">Schacke (2003), s. 15</ref>, men at de har udgjort uens ''andele'' af den samlede landbebyggelse: i den østlige del af Jylland og på øerne udgjorde enkeltgårdsbebebyggelsen i 1688 overvejende under 15% af den samlede bebyggelse med enkelte områder, i Vest- og Nordjylland var andelen næsten overalt højere end 15%, mange steder over 30% og i enkelte spredte sogne over 60%.<ref>Stoklund (1996), s. 62</ref> Særlig stor betydning spillede de i det østlige Vendsyssel, i Vandfuld herred, i det vestlige Jylland, i de jyske hedeegne, på dele af Fyn, i mindre dele af Nordøstsjælland, spredt over Midt- og Sydsjælland samt på Bornholm; desuden på den skandinaviske halvø.<ref>Schacke (2003), s. 14f</ref> De nævnte områder er landskabeligt ret uens, så det er en række forhold, der har gjort sig gældende for fraværet af landsbyer. Det må nævnes, at enkelt- og enestegårde ikke er forekommet ''jævnt fordelt''. Især mindre enestegårde lå samlede i bestemte områder, hvorimod de større enestegårde lå mere spredt.<ref>Schacke (2006), s. 179</ref> === Læsø === Et område med 100% enkeltgårde var Læsø. Bebyggelsen var spredt. Til hver ejendom hørte en "have", det vil sige et dyrket og indhegnet areal i tilknytning til gården og adskilt fra naboejendomme. Disse haver menes oprindeligt dannede ved skovrydning. Gårdene var beliggende i havernes udkant nær grænsen til de fælles udmarker. Deres andele i haven kunne være indbyrdes adskilt, men der kunne også forekomme blanding af agre og dyrkningsfællesskab. Fra en formodet oprindelig struktur kan i løbet af middelalderen være sket en opdeling i mindre brug og udviklet et sekundært dyrkningsfællesskab, der mindede om det i landsbyer.<ref>Stoklund (1996), s. 61, 64</ref> Karl-Erik Frandsen betegner systemet som "individuelle indelukker" men behandler det ellers ikke nærmere.<ref>Frandsen (1983), bilagskort</ref> === Vendsyssel === I Vendsyssel dominerer enkelt- og enestegårde i det stærkt bakkede dødislandskab men er også udbredt på den hævede stenalderhavbund såvel på yoldia-fladen som på littorina-fladen.<ref>Hansen (1970), s. 36</ref> Bebyggelse og landbrugsdrift er nærmere undersøgt af Viggo Hansen. For ''morænelandskabet'' konstateres, at "den kraftige udvaskning af de øvre jordlag, podsoleringen og den vanskelige adgang til grundvand er alle grunde, der taler mod en bosættelse på plateauets indre ...bebyggelsen skyr disse steder og placerer sig i randen af plateauerne, enten et stykke nede ad dalsiderne eller i spidsen af en sidedal, hvorfra der er let adgang til dalbunden."<ref>Hansen (1964), s. 94</ref> Det konstateres, at "bebyggelsen (enkeltgårde) er lokaliseret til de små sidedales øverste spidser, hvorved gårdene netop kommer til at ligge, hvor ager møder eng" og at "der kun hører en gård til hver sidedal."<ref>Hansen (1964), s. 102</ref> Som uddybende forklaring gives, at "enkeltgårdsbebyggelsens dominans må ... ses derudfra, at af de to vigtigste bebyggelseslokaliserende faktorer forekommer kun agerjorden i større sammenhængende områder, mens engen er splittet op i mindre partier som kildedale med fald bort fra agerlandet, hvorved kontakten mellem ager og eng er blevet punktformet (dalspidserne)."<ref name="Ha 103">Hansen (1964), s. 103</ref> Om bebyggelsens alder siges, at "ingen kan føres længere tilbage end til middelalderen".<ref name="Ha 103"/> For ''dødisområderne'' beskrives landskabet således: "et stort antal isolerede bakker af vekslende højde og stejlhed, adskilte af små, uregelmæssigt formede lavninger, som ved deres mangel på naturligt, overjordisk afløb mange steder fremtræder som vandhuller, småmoser og engpletter i forskellig vegetationsudvikling (dødishuller)."<ref name="Ha 103"/> "Da ingen af de to for bebyggelseslokaliseringen så vigtige elementer, ager og eng, findes i større, sammenhængende flader, modsætter denne landskabsform (dødislandskabet) sig dannelsen af landsbyer, men favoriserer enkeltgårdsbebyggelse."<ref name="Ha 105">Hansen (1964), s. 105</ref> Det menes, at bebyggelsen overvejende er fra sen middelalder: "ingen af dem går tilbage til tiden før 1300, og antagelig er de endda yngre end 1400".<ref name="Ha 106">Hansen (1964), s. 106</ref> ''Yoldiafladerne'', der kun findes i Vendsyssel, er gennemskåret af ådale, som bidrager til at spalte fladerne op i mindre arealer. I dette landskab konstateres to typer af enkeltgårde, dels "en bebyggelse nær den øvre, marine grænse, hvor profilet er stejlest, og oftest i forbindelse med dale af fladetypen (kildedale)", dels "en bebyggelse på de lavere og mere jævne dele af plateauet, og altid på kanten af en erosionsdal, ofte af "bakkelandstypen"."<ref name="Ha 108">Hansen (1964), s. 108</ref> Stednavne tyder på, at "bebyggelsen næppe kan være ældre end senmiddelalder, og at der ... er sket et kolonisationsfremstød i 1400- og 1500-tallet, sandsynligvis ind i et skovland, og at dette landnam har haft de samme to udgangspunkter ..., nemlig såvel fra bakkelandet som fra åmundingen, samt at initiativet ad den sidste vej er kommet fra adelen og kirken, mens bondestanden har været den aktive kraft ad den førstnævnte vej."<ref name="Ha 115"/> For ''grænsen mellem yoldia- og littorinafladerne'' konstateres, at "med en afstand af 300-500 m gennemskæres yoldiaskrænten af tørre erosionsdale, der har skåret sig 300-500 m tilbage i fladen"<ref name="Ha 116">Hansen (1964), s. 116</ref> og at "disse små fossile erosionskløfter har virket bebyggelseslokaliserende, idet man ved deres munding finder en række smågårde (Engebæksgård, Nørreknøs, Mellemknøs, Bakken, Sønderknøs og Endel)".<ref name="Ha 117">Hansen (1964), s. 117</ref> "Den smukke gårdrække i Lyngså er opstået ved sammenflytning af flere mindre bebyggelser samtidig med en naturlig indre vækst ved kløvning og deling." Navnet Lyngså kendes fra 1402 som Lywnxweth.<ref name="Ha 119">Hansen (1964), s. 119</ref> Endelsen -with (-ved) har grundbetydningen "grænse", sekundært "grænseskov".<ref name="KH 173">Hald (1950), s. 173</ref> For ''littorinafladerne'' konstateres en senmiddelalderlig bebyggelsesekspansion "næsten udelukkende som enkeltgårdsoprettelse" i form af "et stort antal enkeltgårde, som fortrinsvis anlagdes langs vandløb og på gamle strandvolde, d.v.s. de steder som havde den bedste dræning."<ref name="Ha 121">Hansen (1964), s. 121</ref> Om enkeltgårdsbebyggelsen i Elling sogn konstateres, at Jerup kan føres tilbage til højmiddelalder, og "enkeltgårdsbebyggelsen er begyndt meget nær samtidigt i den vestlige del, hvorfra den i løbet af 1400-1500-tallet har bredt sig mod øst".<ref name="Ha 128">Hansen (1964), s. 128</ref> "Af rimme-doppe systemets to morfologiske elementer skaber normalt alene tørvedopperne grundlag for agerdyrkning, ligesom disse er alene om det nødvendige tilskud til enghø til vinterfoder for husdyrholdet, mens rimmerne højst kan yde et karrigt, omend uvurderligt bidrag til sommergræsningen, og da især for fåreholdet." Det var et landskab, der "under normale forhold fremmer en spredt bebyggelse og hindrer dannelsen af landsbyer. Det er ligeledes indlysende, at bebyggelsestætheden er afhængig af doppernes udstrækning pr. arealenhed samt af den måde, hvorpå de er opsplittede i brede eller smallere bånd."<ref name="Ha 124">Hansen (1964), s. 124</ref> Helt specielle var forholdene i ''områder med klitdannelser og sandflugt''. Disse områder, der lå i tilknytning til Vesterhavet, bestod af tre delområder: længst mod vest selve havklitten og inden for denne et område opdelt af parabelklitter og mellem disses fløje en sandslette dannet ved afblæsning, og hvor grundvandstryk fra havklitten gjorde det muligt at udøve agerbrug.<ref name="Ha 129">Hansen (1964), s. 129f</ref> Sådanne områder kunne som regel kun bebygges med enkeltgårde, "der kunne udnytte sandrimmerne til fåregræsning og tørvedopperne til ager eller til høslet." Sandflugt gjorde, at sådanne gårde jævnligt blev tvunget til at flytte sig.<ref name="Ha 38"/><ref name="Ha 130">Hansen (1964), s. 130</ref> I disse egne var kvægavl den dominerende driftsform.<ref name="Ha 131">Hansen (1964), s. 131</ref> Fælles for forklaringerne på enkelt- og enestegårdenes beliggenhed er således forskellige landskabelige forhold, idet Viggo Hansen tillægger forhold, der begrænser muligheden for dannelse af landsbyer, en hovedrolle for, at der i stedet fremkom en enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="Ha 132">Hansen (1964), s. 132f</ref> Enkeltbebyggelsen synes overalt i Vendsyssel først at kunne dateres til høj- og senmiddelalder, men det kan bero på det overleverede skriftlige kildemateriale. Viggo Hansen mener, at bebyggelsen på de diluviale plateauer "er begyndt som enkeltgårde eller gårdgrupper, som derefter, hvor mulighederne bød sig, ved deling og kløvning i tidens løb udviklede sig til landsbyer. På yoldiafladerne synes denne landsbydannelse derimod at være delvis fuldbyrdet, inden enkeltgårdsbebyggelsen, især storgårdene, kom til, og det samme har været tilfældet på litorinafladerne, hvor enkeltgårdene formentlig er det yngste bebyggelseselement, især i rimmer-dopper terrænet og på de lavtliggende flader i sydøst. Ligeledes må enkeltgårdsbebyggelsen i dødislandskabet anses for at være relativt ung."<ref name="Ha 133">Hansen (1964), s. 133</ref> Hvis denne vurdering er rigtig, betyder det, at man først har bebygget de dele af landskabet, hvor mulighederne for samlede landsbybebyggelser var bedst, mens enkeltbebyggelsen har været en sen supplerende udvidelse i mangel af andre og bedre muligheder. Det har været formodet, at det østlige Vendsyssels senmiddelalderlige enkeltgårdsbebyggelse tillige i vid udstrækning er fremkommet ved skovrydninger<ref>Stoklund (1996), s. 64f</ref>, hvorimod enkeltgårdsbebyggelsen på litorinafladerne forklares ved en drift omfattende store arealer og specialiseret i "kvæghold, som kunne udnytte engenes græsningsressourcer".<ref name="Ha 38">Hansen (1970), s. 38</ref> Karl-Erik Frandsen har undersøgt driftsformerne og finder, at de på litorinafladen og i morænelandskabet i Vendsyssel overvejende var græsmarksbrug, hvorimod på yoldiafladen større eller mindre dele af jorden blev dyrket som alsædejord, mens resten af den dyrkede jord indgik i et skifte med kortere og længere hvileperioder, en slags indmark-udmarksbrug.<ref>Frandsen (1983), s. 244f</ref> Den udbredte forekomst af alsædejord i Vendsyssel<ref name="KEF 259">Frandsen (1983), s. 259</ref> er udtryk for en driftsform med hovedvægt på kvægavl, idet dette er en forudsætning for alsædebrug.<ref>Dam (2010), s. 58. Når Dam samme sted skriver, at "Alsædebruget forekom kun sjældent i Danmark. Det fandtes kun på mindre og spredte områder og næsten kun i Østdanmark", så tager denne karakteristik ikke hensyn til kombinationen græsmarksbrug med alsæd, som var meget udbredt netop i Vendsyssel.</ref> Dette bekræftes af, at alsædebrug ofte havde stor produktion af mælk, smør og ost at yde i landgilde eller sælge<ref name="KEF 77">Frandsen (1988), s. 77</ref> samt af forekomst af fodernød, foderokser og staldokser, det vil sige kvæg til opfedning.<ref name="KEF 23">Frandsen (1988), s. 23-26</ref> === Vandfuld og Skodborg herreder === Et udpræget område for enkeltgårde og enestegårde er Vandfuld herred vest for Lemvig. Hovedparten af de gårdnavne, som kendes i nyere tid, lader sig påvise tilbage til 1500-tallet og enkelte endda tilbage til 1400-tallet. Dette tyder på, at enkeltgårdsbebyggelsen i hvert fald går tilbage til omkring midten af middelalderen.<ref name="ED 209">Damgaard (2006), s. 209</ref> Enkeltgårdsprocenten var i 1682 omkring 75% og i enkelte sogne endda næsten 100%.<ref>Aakjær, s. 212</ref> Jordbunden er i den nordlige del af herredet leret men mere sandet i den sydlige del.<ref name="Fr 61">Frandsen (1988), s. 61</ref> Karl-Erik Frandsen mener, at "mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab" og konstaterer, at "ofte var de enkelte sogne inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab. Om Wester Fiering i Hygum s., der bestod af en lang række enkeltgårde, fortæller Markbogen, at "Indmarcken liger ved Wumarken i flæd. Indmarcksjorden, som icke er Alsæde mens Brød eller Giøde Jord, hwilcken bruges efter Giøden 4 Aar" med byg-rug-havre-havre med rotationen 4/6, medens "HafrelandsJorden icke giødes udslebis 4 Aar med Hafre" (rotation 4/9). Det ser ud til, at brødjorden og udmarken ikke var topografisk adskilt, men da matrikelkort fra Hygum s. er fattigt på marknavne, er det umuligt at foretage en nærmere analyse."<ref>Frandsen (1983), s. 232</ref> Trods navnet enkeltgårde boede i realiteten ofte 2-3 familier på hver gård, hvorved skelnen mellem gård og landsby i praksis blev teoretisk.<ref name="Fr 61"/> Som eksempel på driften nævner Frandsen gården Munkgård med 80 tønder land agerjord skyldsat til 14 tønder hartkorn. Jorden var inddelt i 27 fald, hvoraf Munkgård havde eneandel i 18, mens de øvrige lå i "et vist fællesskab med andre gårde i den nordlige del af Vandborg sogn".<ref name="Fr 61"/> Jorden blev drevet ved græsmarksbrug uden tægter<ref name="Fr 35">Frandsen (1988), s. 35</ref> i "en uregelmæssig rotation med sædskiftet (eftergødning): byg-byg-havre-havre, efterfulgt af 4-5 års hvile". Denne indmarksjord blev suppleret af udmarksjord, der 2-3 år blev dyrket med havre efterfulgt af 7-10 års græsning. Uden for de dyrkede områder lå heder og overdrev, der blev udnyttet af bønderne "i et vidtgående græsningsfællesskab".<ref name="Fr 64">Frandsen (1988), s. 64</ref> Som forklaring på den udprægede enestegårdsbebyggelse i Skodborg og Vandfuld herreder har været peget for forskellige forhold. Området har siden slutningen af middelalderen været åbent uden skove eller anden træbevoksning af betydning.<ref name="ED 209"/> Beliggenheden nær den jyske vestkyst har betydet, at saltholdig blæst og havgus har været en vedvarende miljøfaktor, som fra vestkysten rakte langt ind i landet. Dette betød, at afgrøder kun vanskeligt lod sig dyrke, hvorimod græs ikke tog nævneværdig skade. Det vil sige, at landskabet egnede sig for græsning og høbjergning men ikke til kornavl. Under disse forhold ville et landbrug rettet mod opdræt af heste og kvæg give den bedste udnyttelse af landskab og de klimatiske vilkår. Men denne driftsform indebar også, at behovet for dyrkningsfællesskab var fraværende.<ref name="ED 216">Damgaard (2006), s. 216</ref> Også de vanskelige samfærdselsforhold fremmede denne husdyravl, idet vejnettet var elendigt og vilkårene for søfart ringe, hvorimod kvæg og heste selv kunne fragte sig til markeder, enten i Holstebro eller længere væk. Det er beregnet, at studedrift fra Lemvigegnen til Husum eller Itzehoe i Holsten kunne klares på 8-12 dage, hvorimod sejlads let kunne vare længere.<ref name="ED 216f">Damgaard (2006), s. 216f</ref> Yderligere kan det have spillet ind, at egnen - i lighed med Bornholm - var uden stedlige godser og i stedet hørte under fjernt beliggende bispesæder. Dette kan have betydet, at der manglede en interesse i at bringe landbrugene i en samlet bebyggelse for derved at kunne kontrollere dem bedre.<ref name="ED 217">Damgaard (2006), s. 217</ref> At hovedvægten har været lagt på husdyrhold - til trods for stedvist gode jorbundsforhold og høj opdyrkningsgrad - bekræftes af Erich Pontoppidan i ''Danske Atlas'' Tomus V: "''I Vandfuldherred falder skiønne Mersk-Enge, god Agerland, samt de beste og største Heste i Jylland. Dette Herred udgiør i sin hele Strekning ikke over 1½ Miil, og indsluttes af Skodborgherred. Disse tvende Herreder ere noget nær af lige Beskaffenhed. Her avles megen Havre og godt Byg, men noget mindre Rug, derimod voxer her overflødigt Græs og Høe, og hvor ikke er Mersk der findes gode Giest-Enge. Det er derfor her overalt falder de anseelige og sterke Heste, store Stude og ypperlige Malke-Kiøer, store Svin, og særdeles gode Faar. Og siden saavel de større som mindre Creature her have noget forud frem for andensteds i Landet, drives der med Heste, Qvæg, og alle af dem kommende Producter, en ganske betydelig Handel, hvorved mange baade Bønder og andre have lagt sig god Formue til. ...Her findes ingen store Bondebyer, men næsten hver Mand boer for sig imellem sin Ager og Eng. De af Bønderne, som ere Selv-Eiere, kan ikke andet end staae sig got, og Fæstebønder, som accordere sig frie for Hoverie, ere og i god Stand."'' Han oplyser videre, at driften er mangesidig og at salg af produkter omfatter: "''foruden levende Creature, deres Øvrige Producter, Havre, Byg, Kiød, Uld, Huder, Skind, Flesk, tør og salt Fisk, Talg, indtil Vox, thi de legge og temmelig Vind paa BieAvlen''" samt at handelen især retter sig mod Holland og Hamborg.<ref name="EP 781f">Pontoppidan (1764), s. 781-782</ref> Men Arent Berntsen konstaterede allerede i 1656, at bønderne ved Limfjorden avlede meget hø og havde store fælleder til græsning, "''så de en stor Deel af alle slags Fæned kunde underholde / oc skiøne store Heste oc Hopper tilegge oc dem Aarligen i Holstedbroes Marcket affhende.''"<ref name="AB 135">Berntsen (1656), s. 135</ref> Om bebyggelses- og dyrkningsforholdene konstaterer Karl-Erik Frandsen om Vandfuld herred, at "''iøvrigt var herredet præget af enkeltgårdsbebyggelse, hvor dog mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab, hvis funktion det dog er vanskeligt at erkende mere præcist.''" Han peger på, at "''ofte var de enkelte sogne var inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab.''" Om Skodborg herred konstateres, at "''herredet minder meget om Vandfuld h. med hensyn til bebyggelsesstruktur og dyrkningssystemer.''"<ref>Frandsen (1983), s. 232</ref> === Vestjylland === For Ulvborg herred finder Viggo Hansen, at der fandtes 20 enkeltgårde i Nissum sogn med 65% af hartkornet, og i Husby sogn 12 gårde med 53% af hartkornet, mens enkeltgårdene i to sogne i Hind herred var langt færre, i Vedersø sogn blot 5 og i Stadil sogn blot 3, til trods for, at de landskabelige forhold var de samme i alle sognene.<ref name="Ha 274"/> Han konstaterer, at "''det mest slående træk i bebyggelsesmønsteret er gårdenes typiske placering på grænselinjen mellem ager og eng, hvorved den bedst mulige kontakt mellem disse to ressourcekilder har været opnået.''"<ref name="Ha 273">Hansen (1985), s. 273</ref> Han konstaterer endvidere, at en række enkeltliggende gårde lå med indbyrdes afstande på 250 til 300 m men ofte dannede gårdgrupper med fællesnavne som Sønderby i Nissum sogn, Østerby, Kirkeby og Øby i Husby sogn, Kærby, Hugby og Kirkeby i Vedersø sogn samt Mejlby i Stadil sogn. Han finder yderligere, at de ældste af disse fællesnavne er Mejlby (omtalt 1263), Halkær (omtalt 1319) og Opstrup (omtalt 1321), alle i Stadil sogn, mens andre gårdgruppenavne først kendes fra 1400- og 1500-tallet.<ref name="Ha 274">Hansen (1985), s. 274</ref> Som bevis på, at enkeltbebyggelsen er den oprindelige i disse sogne nævner han "de enlige kirker", idet "''intet tyder på en tidlig gårdudflytning fra kirkernes nærhed, og den hyppige forekomst af navneendelsen -by som fællesnavn for en gruppe gårde må anses for en tilføjelse fra middelalderens slutning som en praktisk foranstaltning.''"<ref name="Ha 275">Hansen (1985), s. 275</ref> Endvidere konstateres for Nissum sogn, der angiveligt kun talte 4 landsbyer og 24 enestegårde, at langt de fleste af de mange enkeltbebyggelser har deres jorder indbyrdes blandede mellem hinanden, "''blot Brandstrup, Udstrup, Vang og Glistrup samt et par små bol i snævrere forstand kan kaldes enestegårde. De øvrige gårde har nok det meste af deres jord liggende omkring gården uden indblanding af andre, men så har de til gengæld lodder i andres mark som Pilgård med 26 tdr. ld omkring gården, 5 tdr. ld. i Sønderby, 2 tdr. ld. i Svejdal og i Torup foruden mindre lodder andre steder. Annexgården har 15 tdr. ld. ved gården, 11 tdr. ld. ved Pilgård, 6 tdr. ld. i Sønderby etc. Helt ekstrem var situationen i marken til de 3 bol Svejdal, Ravnsborg og Maedige. Her havde næsten alle gårde i Sønder Nissum andel''".<ref name="Ha 275"/> Viggo Hansen mener på denne baggrund, "''at der i Sønder Nissum er tale om en oprindelig, spredt gårdbebyggelse, men at man på et senere tidspunkt har indtaget jord fra udmarken i fællesskab med de nærmeste, berørte naboer, og at også "landsbygårde" som i Sønderby har taget del deri med en hovedparcel som udgangspunkt, svarende til forholdene i Øster Husby.''"<ref name="Ha 275f">Hansen (1985), s. 275f</ref> Det modsvares af oplysninger for Vind sogn i modelbogen: "''Bestaar mestendeel af smaa boliger biugt wdi Heden, hwis Jord største delen af Heden er opbrudt''".<ref>Frandsen (1983), s. 231</ref> Han finder et lignende partielt fællesskab i Vedersø sogn og Stadil sogn.<ref name="Ha 276">Hansen (1985), s. 276</ref> Dyrkningsformen i området var græsmarksbrug uden tægter.<ref name="Ha 276"/> Karl-Erik Fransen er enig i, at fællesnavne dækker over enkeltgårde: "''Selv når der var en landsbylignende bebyggelse som Vesterby med 5 gårde, så var dette mere at betragte som en gruppe af gårde end som en egentlig landsby, idet der nok var dyrkningsfællesskab, men størstedelen af agerjorden lå alligevel individuelt indhegnet til hver gård.''"<ref>Frandsen (1983), s. 230</ref> === De jyske hedeegne === De jyske hedeegne falder i to hovedgrupper, beliggende henholdsvis vest og øst for hovedstilstandslinjen. Vest for hovedstilstandslinjen var landskabet præget af to hovedtræk: bakkeøer og hedesletter (smeltevandssletter). På tværs af disse, men mest udpræget på hedesletterne var forekomsten af ådale med tilknyttede større eller mindre engområder.<ref name="Je 66">Jensen og Jensen (1979), s. 66</ref> Den ældre bebyggelse fra 1600-tallet og tidligere var altovervejende knyttet til disse ådale.<ref name="Je 67">Jensen og Jensen (1979), s. 67</ref> Bebyggelsen ligger spredt langs ådalene, oftest som mere eller mindre enkeltgårdsbebyggelse men undertiden med tendens til sammenklumpning i bebyggelser af mere eller mindre udpræget landsbykarakter, oftest på steder hvor to vandløb løb sammen.<ref>Hansen (1970a), s. 33</ref> I bronzealder og keltisk jernalder fremkommer de såkaldte "digevoldingsagre", der kan være begyndt allerede omkring 1.200 f.Kr.<ref>Hedeager (1988), s. 150</ref> men først fik deres karakteristiske skelvolde omkring 500 f.Kr.<ref name="He 151">Hedeager (1988), s. 151</ref> Disse agre, der har været pløjet med en ard, indgik formentlig i en form for indmark-udmarks-drift, hvor anvendelse af staldgødning formodentlig har indgået som en del af driften<ref name="He 151"/><ref>Nielsen (1982), s. 27</ref>, ophører antagelig igen i romerske jernalder (omkring 200 e.Kr.) og foranlediger, at de opgivne agre i det østlige Danmark springer i skov, hvorimod bebyggelsen næppe er ophørt i de vestjyske hedeegne.<ref name="He 151"/> Dette taler for en fortsat drift men på nye vilkår. Den hidtidige blanding af agre med byg, hede, moser og lysåben skov samt formodentlig høsletenge fortsatte. Men omkring overgangen til germansk jernalder synes skoven at være ryddet og heden at brede sig. Byg har fortsat været den foretrukne afgrøde, men fra tidlig middelalder begynder rug at dukke op.<ref>Odgaard, s. 8f</ref> Ved Vorbasse og ved Nørre Snede er fundet landsbyer fra germansk jernalder. I begge tilfælde lå landsbyen på en bakkeø, omgivet af store engarealer.<ref name="He 129">Hedeager (1988), s. 129</ref> Begge steder viser "store stalde og lader, der vidner om et intensivt kvæghold, og landsbybebyggelsen her i Midtjylland - såvel som andre steder - er ikke opgivet eller flyttet, men ligger stadig inden for det samme ressourceområde som i de forudgående århundreder."<ref name="He 171">Hedeager (1988), s. 171</ref> Et pollendiagram fra Vorbasse viser, at kornmarker har domineret, at overdrev voksede i udstrækning, og at der henimod vikingetiden kan være sket en fremgang i kvægavl på bekostning af agerbrug, ligesom også heden tiltog.<ref>Hedeager (1988), s. 171f</ref> Også vikingebopladsen Omgård ved Nørre Omme lå på et plateau omgivet af eng. Omgård bestod i 7. århundrede af spredt liggende langhuse, men i 9. århundrede fremvoksede en storgård.<ref name="He 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> I både Vorbasse og Omgård kan påvises, at bebyggelsen er blevet fornyet inden for samme område gennem jernalderen og vikingetid, og først på overgangen til middelalder synes en omflytning at have fundet sted.<ref name="He 136">Hedeager (1988), s. 136</ref> I Vorbasses tilfælde kan konstateres, at landsbyen er blevet flyttet samlet<ref name="He 134"/>, men i andre tilfælde kan der være sket en omflytning af bebyggelsen, små landsbyer, fra de indre hedeegne<ref name="He 152">Hedeager (1988), s. 152</ref> ud til ådalene og nu måske lagt fortrinsvis som spredt enkeltgårdsbebyggelse.<ref>jvf. Mathiassen. Viggo Hansen (1970), taler i omtalen af ''Den midtjyske åbebyggelse'' s. 31 om, at "for at undgå det ofte store tidstab, der medgik i transporterne mellem by og mark, gjaldt det om at bo så nær sin ager som muligt, og den bedste økonomiske løsning ville da være en enkeltgårdsbeliggelse" og Hansen (1970a) s. 32 taler om "tilbagerykning til ådalenes umiddelbare nærhed"</ref> Måske kan ådalsdriften som den senere kendes føres tilbage til denne tid. Hvornår omflytningen fra landsbyer i indlandet til ådalsbebyggelse har fundet sted, lader sig næppe entydigt fastslå, men udgravninger fra Loft<ref name="P-H">Poulsen-Hansen (19xx), s. 79-88</ref> og Horsbøl<ref name="EM 136">Petersen (2006)</ref> ved Grindsted tyder på, at det må være sket senest i sen vikingetid og/eller tidlig middelalder. Sandsynligvis har udviklingen været glidende: nogle har startet, andre fulgte eksemplets magt. Om forløbet op til dette skifte giver forholdene ved Omgård nærmere oplysning: Omgård eksisterede i vikingetid fra 800-tallet<ref name="Nielsen 66">Nielsen (1977), s. 66</ref> frem til 1000-1050 e.Kr.<ref name="Nielsen 49">Nielsen (1976), s. 49</ref> Forud har andetsteds i samme område eksisteret landsbyer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder ved Højris<ref name="Nielsen 130f">Nielsen (1984), s. 130</ref> og endnu tidligere fandtes en stormandsgård, som i 2. århundrede f.Kr. lå ved Grønbjerg skole men ved midten af 1. århundrede f.Kr. flyttede til Sig.<ref name="Nielsen 132">Nielsen (1984), s. 132</ref> Senere, omkring 400 e.Kr. blev bebyggelsen i Højris udvidet, formodentlig med tilflyttere fra omgivende områder, men kort efter blev den nedlagt, og der fandtes herefter øjensynligt kun een landsby i Omgård/Sig<ref name="Nielsen 138">Nielsen (1984), s. 138</ref>, men omkring 600 flyttede landsbyen mod vest, og en tilknyttet storgård forsvandt.<ref name="Nielsen 139">Nielsen (1984), s. 139</ref> Hvis dette billede har været typisk, ser udviklingen i store træk således ud: landsbybebyggelsen fra keltisk jernalder fortsatte i romersk jernalder og i germansk jernalder, omend med omflytninger og efterhånden samlinger i færre men større bebyggelser. Pollenanalyser antyder, at der på samme tid skete en intensivering af agerbruget, hvor tidligere skov forsvandt og hede vandt frem<ref name="Jonassen 23">Jonassen (1958), s. 23</ref><ref name="Odgaard 11"/>, og denne udvikling må ses som et led i bevidst fremelskning af lyngen blandt andet ved jævnlig afbrænding, sikkert fordi den friske toplyng er velegnet som foder, herunder vinterfoder,<ref name="Odgaard 11">Odgaard (1981), s. 11</ref> og angiveligt kunne få kvægets mælkeydelse til at stige.<ref name="Steensberg 14">Steensberg (1993), s. 14</ref> Udnyttelsen af heden har været kendt i både bronzealder og keltisk jernalder, den synes at være intensiveret i romersk og/eller germansk jernalder,<ref name="Odgaard 10">Odgaard (1981), s. 10</ref> sikkert som led i en kvægrettet landbrugsdrift,<ref name="Stoklund 20">Stoklund (1987), s. 20</ref> men i slutningen af vikingetid og/eller begyndelsen af middelalder må den endelige omlægning til ådalsbrug, til dels i form af enkeltgårdsbebyggelse, være sket. Omlægningen indebar, at heden ikke længere var central i kvægholdets foderforsyning. I stedet overtog engene langs åerne nu denne rolle. Det var foderet fra ådalenes enge, der blev afgørende for kvægholdets størrelse, kvæget styrede omfanget af den staldgødning, der kunne produceres, og denne var atter afgørende for hvor stor en del af heden, der kunne opdyrkes. Kvæget omfattede både de flokke af stude, der blev afsat til opfedning og salg i Nordtysklands og Hollands byer og de flokke af får, der leverede uld.<ref name="Stoklund 20"/> Lyngen fra heden blev imidlertid fortsat udnyttet, som tækkemateriale, til sengefyld, til fejekoste, til brændsel og til opblandning med staldgødningen for at få et bedre egnet gødningsprodukt<ref name="Stoklund 20f">Stoklund (1987), s. 20f</ref> foruden, at fårene direkte kunne udnytte lyngen som foder. Mellem 1682 og 1796 skete der øjensynligt en udvidelse af bebyggelsen, fortrinsvis i de allerede bebyggede områder, og i flere tilfælde ved etablering af dobbeltgårde, fx i Borris sogn Gjaldbæk, Gaasdal, Sønderby og andre.<ref name="Je 67"/> Driftsystemet var helt baseret på engene, der gav hø til vinterfodring af kvæget, mens fårene måtte græsse på heden. Det var gødningen fra husdyrene, især i form af staldgødning som var forudsætningen for opdyrkningen af agre. Agrene blev efter oppløjning udnyttede til kornavl i 4-5 år, hvor efter de henlå til græs i 6-8, undertiden 10 år. Dyrkningen bestod i 6-radet byg-rug-rug-boghvede/havre.<ref name="Je 70">Jensen og Jensen (1979), s. 70</ref> Forholdet mellem det dyrkede areal og det, der henlå til græsning, varierede mellem 1:3 og 1:5.<ref name="Je 67"/> Arealerne under omdrift strakte sig 0,5-1 km ind i landet fra åerne at regne.<ref name="Je 67"/> Heden blev udnyttet til fåregræsning, herunder ved lyngslet til foder om vinteren, men desuden blev hede afbrændt for at udnytte asken som supplerende næringstilførsel på ageren, og lyngtørv blev udnyttet til strøelse i stalden for at opsuge alje, derpå blandet i møddingen og i denne form brug til markgødning.<ref name="Fr 229">Frandsen (1983), s. 229</ref><ref name="Je 70"/> Heden krævede lang regenerationstid efter græsning, lyngslet, askebrænding og afskrælning af tørv, så der krævedes ret store hedearealer for en fleksibel udnyttelse.<ref name="Je 71">Jensen og Jensen (1979), s. 71</ref> Både de ret begrænsede engarealer langs åerne og de nødvendige store hedearealer bidrog således til at fremme enkeltgårdsbebyggelsen vest for hovedstilstandslinjen. Dyrkningsformen er blevet betegnet som græsningsbrug med og uden tægter.<ref name="Fr 259">Frandsen (1983), s. 259</ref> Øst for hovedstilstandslinjen forekom både hede og enkeltbebyggelse fortrinsvis i områder med en jordbund overvejende bestående af relativt sandede jorder. I Jylland var græsningsbrug med tægter dominerende i fx. Himmerland og på dele af Djursland, men på andre dele af Djursland (og i Nordøstsjælland, hvor både sandjorder var dominerende og enkeltbebyggelse relativt betydningsfulde) var vangebrug den fremherskende dyrkningsform i landsbyer.<ref>Frandsen (1983), indre omslag; Frandsen (1988), s. 12 og 35</ref> === Fyn === For Fyns vedkommende har Adam Tybjærg Schacke fundet 654 enkelt- og enestegårde. Af disse er 56 ikke stedfæstet, 52 kunne ikke findes i "modelbøger" i forbindelse med matriklen 1682, 67 lå mindre en 200 m fra en landsby, 47 havde under 1 tønde hartkorn og regnedes derfor ikke for gårde, og 3 var landsbyer ifølge "modelbøger". Tilbage bliver 429 enkelt- og enestegårde, som har været genstand for nøjere undersøgelse med hensyn til beliggenhed.<ref name="Sch 50">Schacke (2003), s. 50</ref> For de fynske enkelt- og enestegårdes vedkommende er foretaget en sammenlignende undersøgelse af beliggenheden i forhold til dødisområder og randområder og fundet denne fordeling<ref name="Sch 67">Schacke (2003), s. 67</ref><ref name="Sch 181">Schacke (2006), s. 181</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Dødisområder<br />og randmoræner | style="text-align: right;"| <br />126 (46%) | style="text-align: right;"| <br />27 (18%) | style="text-align: right;"| <br />75 (12%) |- ! Andre områder | style="text-align: right;"| 146 (54%) | style="text-align: right;"| 130 (82%) | style="text-align: right;"| 542 (88%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Enestegårde udviser et markant afvigende fordelingsmønster, mens enkeltgårde viser et fordelingsmønster, der ligner det for landsbyer. Eftersom enkeltgårde er defineret som gårde, der indgår i et dyrkningsfællesskab, er dette næppe overraskende.<ref name="Sch 62">Schacke (2003), s. 62</ref> Geografisk viser det sig, at det især er sogne nord, øst og syd for Vissenbjerg sogn, der har en høj koncentration af enestegårde, hvor dødislandskabet sikkert er en betydelig del af forklaringen, men enestegårde findes også i andre områder, hvor dette ikke kan være forklaringen.<ref name="Sch 67"/> I forhold til terrænets karakter, hvor kuperet terræn defineres som områder med over 6° hældning, ser fordelingen således ud<ref name="Sch 181"/><ref name="Sch 71">Schacke (2003), s. 71</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Kuperet terræn | style="text-align: right;"| 113 (42%) | style="text-align: right;"| 61 (39%) | style="text-align: right;"| 100 (16%) |- ! Andre områder | style="text-align: right;"| 159 (58%) | style="text-align: right;"| 96 (61%) | style="text-align: right;"| 517 (84%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Her minder fordelingen for enestegårde og enkeltgårde mere om hinanden og afviger klart fra landsbyernes fordeling. At "fladt" terræn alt andet giver bedre muligheder for at huse landsbyer i forhold til et kuperet terræn, er næppe overraskende. Derimod gælder der ikke en omvendt sammenhæng, at der kun findes få enestegårde og enkeltgårde i "fladt" terræn.<ref name="Sch 71"/> Dette hænger formodentlig sammen med, at enkelt- og enestegårde er opståede enten som udflyttere fra landsbyer på overdrevsjorder eller som nybyggere i bakket terræn, som spillede ingen eller en mindre betydning for landsbyer. Endelig er foretaget en undersøgelse af fordelingen i forhold til landskabelige bygder<ref name="Sch 181"/><ref name="Sch 73">Schacke (2003), s. 73</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Kystbygd | style="text-align: right;"| 56 (21%) | style="text-align: right;"| 56 (36%) | style="text-align: right;"| 244 (40%) |- ! Slettebygd | style="text-align: right;"| 46 (17%) | style="text-align: right;"| 49 (31%) | style="text-align: right;"| 231 (37%) |- ! Skovbygd | style="text-align: right;"| 170 (62%) | style="text-align: right;"| 52 (33%) | style="text-align: right;"| 142 (23%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Enestegårde viser en markant højere tilstedeværelse i skovbygdområder i forhold til kystbygd og slettebygd. Dette kan hænge sammen med, at udflytterbebyggelser i højere grad har været henvist til skovområder og i mindre grad til kystområder.<ref name="Sch 185">Schacke (2006), s. 185</ref> Enkeltgårde viser en næsten ens fordeling på de tre bygder, igen markant højere i skovbygd i forhold til fordelingen af landsbyer og formentlig af samme grund. Opgjort efter tid og oprindelsesårsag ser fordelingen på Fyn således ud<ref name="note 2"/>: {| class="wikitable" |- ! Tid ! før<br/>1350 ! 1350-<br/>1500 ! 1500-<br/>1536 ! 1536-<br/>1600 ! 1601-<br/>1660 ! 1660-<br/>1684 ! I alt |- ! Tidligere hovedgård | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| '''101''' |- ! Ved voldsted | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| '''6''' |- ! Rydningsgård | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| '''128''' |- ! Skovbol | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| '''74''' |- ! Kystbol | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| '''12''' |- ! Kystgård | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''14''' |- ! Mosegård | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| '''16''' |- ! Torp | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| '''58''' |- ! Tidligere landsby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''2''' |- ! Gejstlig | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| '''5''' |- ! Industri | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| '''8''' |- ! Færgegårde mm | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''5''' |- ! I alt ! style="text-align: right;"| '''11''' ! style="text-align: right;"| '''138''' ! style="text-align: right;"| '''72''' ! style="text-align: right;"| '''78''' ! style="text-align: right;"| '''45''' ! style="text-align: right;"| '''85''' ! style="text-align: right;"| '''429''' |} Ved tidligere hovedgårde forstås enkeltgårde, som på et tidspunkt har været sæde for en herremand eller væbner, men som senere mistede sin priviligerede status.<ref name="Sch 94">Schacke (2003), s. 94</ref> I forlængelse heraf kan enkeltgårde beliggende ved voldsteder ses som formodede fortsættelser af højmiddelalderlige borges ladegårde.<ref name="Sch 101">Schacke (2003), s. 101</ref> En tredie mulighed er, at gården har været en brydegård, det vil sige en større gård drevet af en forvalter, en bryde, ved hjælp fra fæstebønder og -husmænd.<ref name="Sch 100f">Schacke (2003), s. 100-101</ref> Det er næppe helt tilfældigt, at mere end halvdelen af gårdene af denne type fremkommer i senmiddelalderen og at det udgør omtrent 40% af alle i dette tidsrum. Ved torper forstås bebyggelser opstået ved udflytninger fra en adelsby, især i tiden 1050-1350, det vil sige før Den sorte Død satte ind.<ref name="Sch 91">Schacke (2003), s. 91 angiver 1000-1300</ref> I princippet kan sådanne torper fra begyndelsen være oprettet som enkelt- eller dobbeltgårde,<ref name="Sch 91"/> men der foreligger også mulighed for, at en torp oprindeligt har været en større landsby, hvor en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.<ref name="Sch 92">Schacke (2003), s. 92</ref> Torperne er, i lighed med de tidligere hovedgårde, typiske for senmiddelalderen, idet de udgør over halvdelen, ligesom de udgør næsten en fjerdedel af alle i dette tidsrum. Ved tidligere landsbyer forstås landsbyer, der er blevet opløste ved, at gårde er blevet udflyttede, nedlagte og/eller sammenlagte.<ref name="Sch 84f">Schacke (2003), s. 84f</ref> Som for torperne kan dette være sket ved, at en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.<ref name="Sch 85">Schacke (2003), s. 85</ref> Forskelle i forhold til torperne består egentlig kun i, at der er tale om gamle adelsbyer. Opløsning af landsbyer ved opsplitning og udflytning synes at forekomme i 1500-tallet, hvor en sådan skæbne på Fyn formodes at have ramt Pederstrup, Ejlstrup, Spedsbjerg, Dyregrav Væde og Visby.<ref name="Sch 88">Schacke (2003), s. 88</ref> Interessant i denne sammenhæng er udviklingen i det bakkede Vissenbjerg sogn: den oprindelige landsby Vissenbjerg synes at være splittet op i ni landsbytorper, hver bestående af flere gårde, nemlig Bred, Assenbølle, Gadsbølle, Andebølle, Koelbjerg, Skovsby, Kelstrup, Magtenbølle og Skalbjerg. Følgen af denne opsplitning var, at der kun opstod een enkeltgård, nemlig gården Fuglevig, som netop ikke flyttede. Hvornår det er sket, vides ikke, men en af de nye landsbyer, Skalbjerg, omtales første gang i 1295 som ''Skalebyarg'', så det kan være sket i 1200-tallet. Først i begyndelsen af 1500-tallet optræder en række enestegårde, der formodes at være opståede ved fornyede udparcelleringer, og først i 1600-tallet udvikledes nye enkelt- og dobbeltgårdsbebyggelser.<ref name="Sch 111">Schacke (2003), s. 111</ref> Det hører med til billedet, at bebyggelsen bestod af selvejergårde.<ref name="Sch 112">Schacke (2003), s. 112</ref> Det har været foreslået, at dette forhindrede gårdene i at blive delte og dermed oprettelse af nye enestegårde.<ref name="Sch 188">Schacke (2006), s. 188</ref> I stedet blev der oprettet jordegne fæstehuse.<ref name="Sch 189">Schacke (2006), s. 189</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er imidlertid, at Vissenbjerg er et eksempel på, at til trods for (eller snarere: på grund af) landskabet var fremkomsten af enkeltgårde et ret sent forekommende fænomen. De opstod som nødløsning, en tilpasning til vilkårene. Fremvæksten af enkeltgårde skete øjensynligt især mellem 1664 og 1688 og mange oprindelig i form af huse, som opdyrkede nye "vænger, løkker og skovjord".<ref name="Po 246">Porsmose (1981), s. 246</ref> Omkring halvdelen af samtlige enkeltgårde er betegnede som rydningsgårde, skovbol og kystbol.<ref name="Sch 131">Schacke (2003), s. 131. Kriterierne er uklare, men Schacke nævner, at -bol som regel er oprettede i 1600-tallet og er på under 3 tønder hartkorn. Desuden synes bebyggelser med navne på -hus ofte henført til gruppen</ref> Disse opfattes alle som nyanlæg i skovområder hvoraf mange, fraset rydningsgårdene, og de er af ret sen oprindelse (1500-tallet eller senere).<ref name="Sch 128">Schacke (2003), s. 128</ref> De er oprettede på initiativ af godsejere, både kirkelige og verdslige, for at opnå en bedre udnyttelse af deres tilliggender.<ref name="Sch 113f">Schacke (2003), s. 113-131</ref> I Vissenbjergområdets sydøstlige udkant menes Store Appe, Lille Appe, Broholm, Brunsvig, Bøllemose, Edsbjerg, Grynborg, Store Hesbjerg, Lille Hesbjerg, Knudstrup, Nyrnberg, Skavenborg, Skræppenborg, Store Stærmose, Lille Stærmose, Tobo og Vosemose alle at være opståede som rydninger og skovbol i den tidligere Hesbjerg skov<ref name="Sch 118">Schacke (2003), s. 118</ref>og ved Holme Kloster (senere Brahetrolleborg) skal en række enestegårde i området mellem sognene Krarup, Hundstrup, Vester Åby og Brahetrolleborg formodentlig tilskrives cisterciensernes godspolitik<ref name="Sch 113ff">Schacke (2003), s. 113-114</ref>, mens en række enestegårde fra 1600-tallet må tilskrives den verdslige godspolitik.<ref name="Sch 115">Schacke (2003), s. 115</ref> På lignende måde må en række kystbol, Snave, Bøgebjerg, Blæsenborg og Løkkegård, tilskrives Hverringe gods<ref name="Sch 123f">Schacke (2003), s. 123-124</ref>, og et lignende billede tegner sig for Rugård gods.<ref name="Sch 123ff">Schacke (2003), s. 123-126</ref> En række enkeltgårde var gejstlige, fx. ladegårde (grangier) for klostre<ref name="Sch 114">Schacke (2003), s. 114</ref> eller Sankt Jørgensgårde (spedalskhedshospitaler)<ref name="Sch 127"/>, oprettede i forbindelse med færgefart (færgegårde)<ref name="Sch 127">Schacke (2003), s. 127</ref> og i forbindelse med teglværker<ref name="Sch 120">Schacke (2003), s. 120</ref>. Mosegårdene lå markant ved moser, men synes iøvrigt at have været torper, tidligere hovedgårde, rydningsgårde og så videre.<ref name="Sch 128">Schacke (2003), s. 128</ref> Om dyrkningsformen oplyser Karl-Erik Frandsen for Sanderum sogns vedkommende om gårdene i dødislandskabet, at "enkeltgårdene dyrkede deres jord i løkker med forskellig rotation dog overvejende 3/3."<ref>Frandsen (1983), s. 146</ref> Om landsbyerne i Vissenbjerg sogn siges: "Det er endvidere tydeligt (mest udpræget i Skalbjerg, Magtenbølle og Andebølle) hvordan de enkelte vange var identiske med en enkelt fladbakke, således at gærderne fulgte lavninger mellem bakkerne."<ref>Frandsen (1983), s. 168</ref> Dyrkningsformen i landsbyerne karakteriseres som "uregelmæssigt vangebrug med henved 5 vange til hver by med 2/3 som den fremherskende rotation men med adskillige varianter deraf"<ref>Frandsen (1983), s. 169</ref>, eller sagt med andre ord: selv i dette bakkede terræn har man tilstræbt at fastholde en form for vangebrug mest muligt. Måske har dette vanskelige landsbyfællesskab været den bedst mulige tilpasning til landskabet og længst muligt været at foretrække frem for alternativet: en spredt enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="Po 182">Porsmose (1981), s. 182</ref> Den løsning blev først taget i brug, da der ikke længere var nogen alternativer. === Nordøstsjælland === I Nordøstsjælland er det kun i enkelte udprægede skovegne, at enkeltgårdsprocenten i 1682 var relativt høj: 37% i Blovstrød sogn, 35% i Esbønderup sogn og 28% i Mårum sogn.<ref>Aakjær, s. 214</ref> Nordøstsjælland, nærmere bestemt Frederiksborg amt, er kendt som et område med en karakteristisk bebyggelsesudvikling: stednavne på -inge, -um, -lev, -løse og -by, der viser tilbage til vikingetid eller tidligere, forekommer i amtets vestlige del omkring Roskilde Fjord, hvorimod stednavne, der vidner om rydning i løbet af middelalderen på -torp, -rød, -holt og -køb, helt dominererer i amtets østlige del mellem Gribskov og Øresund.<ref>Porsmose (1988), s. 248</ref> Adam af Bremen oplyser, at den nordlige del af Sjælland var "øde"<ref>Lund, s. 203</ref>, Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler som kongelev "Ørwith og de byer, som ere opståede deraf"<ref>Nielsen (1873), s. 127</ref> og helt frem til landboreformerne var skov helt dominerende i området<ref>Nielsen (1969), s. 12, 35, 41</ref> - alt sammen vidnesbyrd om et skovpræget og sent bebygget område. De områder, som ikke var skov, henlå som store overdrev således, at bebyggelsen og dens jorder lå som mere eller mindre sammenhængende "øer" i tilknytning til overdrevene og skovene.<ref>Madsen, s. 120</ref> Dertil kommer, at Nordøstsjælland åbenbart overvejende er uden herregårde og har været krongods, først som kongelev, senere, efter Reformationen, i kraft af det kongelige opkøb af Hillerødsholm, det eneste private gods i området<ref>J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2, s. 117</ref>; kun Krogerup var tilbage efter enevældens indførelse, og det opstod først i kraft af enevældige privilegier. Under disse forhold bliver enkelt- og enestegårdsbebyggelsen i 1682 af interesse. I de daværende Hørsholm birk, Frederiksborg birk, Kregme birk og Kronborg birk fandtes i 1682 ialt 140 enkelt- og enestegårde, heraf var 29 dobbeltgårde. Af de nævnte bebyggelser var 16 møller, 5 ladegårde, 6 fiskerlejer og 15 klassificerede som huse med jord. Af de 98 eneste- eller dobbeltgårde uden for disse særgrupper var de 16 med huse med eller uden jord.<ref name="Pe 5-14">Pedersen, s. 5-14</ref> Enkeltgårdene ligger fordelt med de største samlinger i Bloustrød og Hørsholm sogne (henholdsvis 14 og 8 gårde), i Tikøb Sogn (15 gårde), i Esbønderup og Søborg sogne (11 og 12 gårde), mindre udtalt i Mårum (6 gårde), Græsted og Nødebo sogne (begge 4 gårde). I de øvrige sogne er der kun tale om 1-3 enkeltgårde og i flere sogne ikke en eneste.<ref name="Pe 5-14"/> Landskabet består overvejende af blandede sandede og lerede moræneaflejringer fra sidste istid, men intet tyder på nogen beliggenhed i særligt kuperede områder. Derimod antyder navnene på enkeltbebyggelserne, at der overvejende var tale om udflytterbebyggelser og rydninger (i alt 52)<ref>15 bar endelsen -rup eller -strup, nemlig: Blistrup, Bonderup, Bostrup, Børstrup, Holgestrup, Kagerup, Manderup, Mortenstrup, Munkerup, Reerstrup, Sibberup, Strand-Børstrup, Tinkerup, Tipperup, Ubberup, 21 -rup + gård/hus, nemlig Borupgård, Boserupgård, Flynderupgård, Kattrupgård, Kistrupgård, Kollerupgård, Krogerupgård, Lokkeruphus, Mørdrupgårde, Nellerupgård, Paastrupgård, Pederstrupgård, Slutterupgård, Stimestrupgård, Stokkerupgård, Svenstrupgård, Torupgård, Tågerupgård, Voxstrupgård, Østrupgård, Øverupgård, 2 rød, nemlig: Bregnerød, Ubberød, 4 -rød + gård, nemlig Allerødgård, Ebberødgård, Jellerød gård, Skallerødgård, 5 torp, nemlig: Breelte Torp, Bukkeballe Torp, Eskemose Torp, Langilte Torp, Hvedehavetorp, 1 køb: Hestkøb, 3 køb + gård, nemlig: Ebbekøbgård, Holgerskøbgård, Tokkekøbgård, 1 holt: Ørsholt, 3 holt + gård/hus, nemlig: Høveltegård, Lilholtgård, Stenholt Hus</ref>, andre har endelser, der henviser til naturforhold <ref>3 bæk, nemlig: Hellebækgård, Passebækgård, Søbækhus, 1 kilde: Rødkilde, 1 vælde: Dønnevælde, 1 holm: Tupholm, 3 holm + gård, nemlig: Holmegård, Lindholmsgårde, Sandholmgård, 1 næs: Ravnsnæs, 1 næs + gård: Grønnæssegårde, 1 dal: Kokkedal, 1 høj: Firhøj, 1 bjerg; Hesbjerg, 1 bjerg + gård: Bannebjerggård, 1 vang: Gurre Vang, 1 lund: Frydenlund, 1 skov: Hindskov</ref>, og til bebyggelse <ref>1 ager: Højsager, 1 tofte: Fredstofte, 1 borg: Mikkelsborg, 1 høj (i betydningen ''hejd'', "indhegning", jvf. Dalberg og Sørensen, s. 146) + gård: Kathøjgård, 1 borg + gård: Glarborggård, 2 hus, nemlig: Ertelandshus, Fabians Hus, 1 by: Risby</ref>. 11 har andre navne på gård<ref>Bolandsgård, Bossegård, Fredbogård, Hovegård, Kassegården, Munkegårde, Nakkegård, Nebbegård, Sandegårde (nu: Såne), Strøgård, Stumpedyssegård</ref> mens endelig 4 har andre navne <ref>Blakshejde, Ferle, Haregab, Roland</ref>. Beliggenheden er overalt marginal i forhold til de egentlige landsbyer, hvilket peger mod en oprettelse på gamle overdrev eller ved rydning af skov. Til nærmere belysning heraf kan siges, at i Kong Valdemars Jordebog fra 1219 omtales "''Seles Oræ''" mellem ''Karlæbothæ'' (Karlebo) og ''Slangæthorp'' (Slangerup).<ref>Nielsen (1873), s. 46</ref> Efter forholdene må der være tale om et skovområde ved Sjælsø.<ref>Nielsen (1873), s. 128f</ref> Landsbyen Sjælsmark omtales i Roskildebispens Jordebog (omkring 1370) som ''Syælsmarkæ''<ref>Hald (1950), s. 159</ref> og må altså være opstået i den mellemliggende periode. Bloustrød kendes fra skrivelse i Esrum Klosters brevbog dateret 11. juni 1265 som Blaustruth<ref>Nielsen (1880-81), s. 65</ref>. Af landsby- og gårdnavne optræder i 1346 Mørdrup i Uggeløse sogn, Ebberød, Isterød, Skerød, Usserød, Vallerød i Birkerød sogn, Kettinge, Luserød, Sandholm, Høvelte (som ''Høholt'')<ref>Hald (1950), s. 175</ref><ref>Eggert (2006), s. 79</ref> og Stimestrup (som ''Stimanstorp'').<ref>Hald (1950), s. 115</ref> Det vides, at kong Valdemar Atterdag den 22. juli 1348 på Nebbegård indgik en aftale om indløsning af Fyn.<ref>Molbech (1848), s. 73</ref> Disse steder må således alle have deres oprindelse i højmiddelalder. Det forhold, at foruden Høveltegård også Agiltegård (''Agilt'', lensregnskaber 1588-89)<ref>Eggert (2006), s. 28</ref>, Langilte Torp (''Langolt'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref>Nielsen (1880-81), s. 270</ref><ref>Eggert (2006), s. 90</ref> og den forsvundne gård Bre(d)elte Torp (''Bredolt'', 1493)<ref>Eggert (2006), s. 38</ref> findes i samme sogn<ref>Hald (1950), s. 175</ref> og at endelsen -holt næsten altid har betydningen "lille skov"<ref>Hald (1950), s. 176</ref>, taler for, at disse gårde alle er opstået ved rydning af mindre skovområder, ligesom de mange bebyggelser på -rød må have en lignende oprindelse. Som navnematerialet er overleveret, er det muligt, at landsbyerne på -rød stammer fra tidlig middelalder, mens enkeltgårdene på -holt først er tilkommet i høj- og/eller senmiddelalder. Det forhold, at store dele af området hørte under Kronen og senere under Hørsholm gods, taler for, at udviklingen må være sket under kontrol fra kongen og/eller dette gods. Et lignende billede tegner sig i Tikøb sogn: der kendes kun få bebyggelser fra jernalderen. Mellem Saunte og Borsholm er fundet 3 gårde, der øjensynligt har afløst hinanden, fra tiden omkring Kristi fødsel, og ved Sindshvile nær Kvistgård er fundet en jernalderbebyggelse bestående af 9 huse, der formodentlig delvist har afløst hinanden, fra tiden mellem Kristi fødsel og 6-700 e.Kr.<ref>Hvass (1998), s. 23f</ref> Stednavnene Horneby og Risby kan række tilbage til vikingetid, men indtil videre er denne periode fraværende i arkæologiske fund. En række enkeltgårde opstod som torper og kendes allerede fra tidligt i middelalderen, det gælder fx. Borupgård (''Bothorp'', Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)<ref>Nielsen (1880-81), s. 6, 58</ref>, Flynderup (''Flunrethorp'', Esrum Klosters brevbog 1211)<ref name="Ni 57f">Nielsen (1880-81), s. 57, 58</ref>, Holgestrup (''Halgerstorp'', Esrum Klosters brevbog 1178)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5, 55</ref>, Reerstrup (''Rethærstorp'', Esrum Klosters brevbog 1211)<ref name="Ni 57f"/> og Såne (''Sande'', Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5, 58</ref>, mens andre første kendes fra 1400-tallet, fx Busserup (''Bvtzserop'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref name="Ni 269">Nielsen (1880-81), s. 269</ref>, Egebæk (''Egebæck'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref name="Ni 269"/> Kathøj (''Kathee'', Esrum Klosters brevbog 1499)<ref>Nielsen (1880-81), s. 146</ref> og Risby (''Rysby'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref>Nielsen (1880-81), s. 268</ref>. I flere tilfælde ligger disse på en måde, der antyder, at de er udflyttertorper eller skovbol. I sognets vestlige del er det nærliggende at se kirkebyen Tikøb (''Tiwithcop'', nævnt 1164-78)<ref>Hvass (1998), s. 25</ref> som udgangspunkt for de omgivende landsbyer og enkelt- eller dobbeltgårde: Harreshøj mod nord, Såne mod vest, Jonstrup mod sydvest, Lille Esbønderup mod syd og Kathøj mod sydøst. I sognets sydlige del kan Mørdrup, hvis høje alder sandsynliggøres af marknavnet "Gammelby Agre" syd for landsbyen (hvor en forgænger fra vikingetid kan have ligget), hvorfra senere Nyrup, der kendes allerede i 1100-tallet (''Nuthorp'', Esrum Klosters brevbog 2. november 1178)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5</ref>, mod sydvest, hvorfra senere Reerstrup mod sydvest og måske Gurre mod nord (hvorfra senere Ørsholt og Ratterup kan være udgået), mod syd Tibberup, mod øst Esperød ved kysten og Egebæk, der senere atter forsvandt, Flynderup mod nord, Busserupgård (og måske Rørtang og Borup) kan være udflyttede, og i sognets nordlige del kan Horneby og/eller Risby have været udgangspunkt for udvidelse med Havreholm (og - eventuelt senere - Bistrup, Bøtterup og Plejelt) mod sydvest, Borsholm og Saunte mod øst, mens Skibstrup og senere Apperup kan være nye udvidelser, Horserød er en rydningsby. Andre enkeltgårde kendes først fra 1500-tallet og senere, fx Teglstrup og Hellebækgård der ligger øst for Apperup og kan afspejle en senere udvidelsesfase. I denne henseende minder situationen om Vissenbjerg på Fyn: hvor muligt er torpekspansionen overvejende sket som samlede landsbyer, og først i det mest kuperede terræn vinder enkeltgårde frem.<ref>Schacke (2003), s. 114. Om cisterciencernes klostergods på Fyn skriver Schacke blandt andet: "Klosteret synes altså at have påvirket bebyggelsesbilledet gennem sin forvaltning af skovens ressourcer. Man har tilsyneladende anset enkeltgårde for den mest hensigtsmæssige bebyggelsestype i dette bakkede og skovklædte område." En lignende bedømmelse kan anlægges af forholdene i Nordøstsjælland.</ref> Billedet gentager sig i andre nordsjællandske sogne, omend mindre udtalt. Det forhold, at størstedelen af området i middelalderen hørte under Esrum kloster gør det rimeligt at antage, at dele af disse torper og skovbol må være tilkommet under klosterets medvirken. Hvis det forholder sig således, er der tale om et billede med væsentlige paralleller til billedet på Fyn. Kun egentlige herregårde savnes i Nordøstsjælland. === Bornholm === Egentlige landsbyer har ikke eksisteret på Bornholm i historisk tid. De bornholmske enkeltgårde kan inddeles i 4 grupper: selvejergårde, vornedegårde, præste- og degnegårde samt proprietærgårde.<ref name="Hansen 34">Hansen (1970), s. 34</ref> Med hensyn til gårdenes beliggenhed er peget på, at de ofte ligger på række med selvejergårde nærmest kysten og vornedegårde inden for disse.<ref name="Hansen 34"/> Det er opgjort, at der ialt findes 70 gårdrækker eller gårdgrupper, der bar fællesnavne<ref name="Zangenberg 13"/>, heraf 53 endende på "by", 2 på "løse" og 1 på "stad".<ref name="Zahrtmann 14">Zahrtmann (1924), s. 14</ref> På den del af øen, der præges af granitterræn, er det "almindeligt, at den yderste gårdrække ligger langs den linje, hvor terrænet begynder at skråne stærkere ned mod kysten".<ref name="Hansen 34"/> Viggo Hansen formoder, at "de talrige sprækkedale kan måske have dannet et naturligt skel mellem de enkelte besiddelser, ligesom det brudte relief i det hele taget kan have været udslaggivende for enkeltgårdsarrangementet".<ref name="Hansen 35">Hansen (1970), s. 35</ref> Også på Bornholm kendes digevoldingsagre fra keltisk jernalder<ref name="Jørgensen 23">Jørgensen (1988), s. 23</ref>, og det er muligt, at dette system senere er blevet videreudviklet og til dels differentieret med overvejende kornavl på øens sydlige del men kvægavl baseret på eng og høslet på lerjorderne i Øster herred.<ref name="Jørgensen 25">Jørgensen (1988), s. 25</ref> Allerede i jernalderen synes bopladserne at være lagte på de tørre områder men i tilknytning til enge, og der synes at have eksisteret et op til 2 km bredt bælte af enge langs kysten.<ref name="Jørgensen 25"/> Blandt de mest betydningsfulde samlede landsbybopladser kan nævnes Sorte Muld i Ibsker, Sandegård i Åker, Smørenge i Vestermarie, Rytterbakken i Østerlars, der alle kan dateres til germansk jernalder.<ref>Jensen (2004), s. 198</ref> Dette kunne antyde, at enkeltgårdsbebyggelsen først er opstået senere. Bebyggelsen i vikingetid synes karakteriseret ved, at flere gårde kan have ligget samlet i små bygder på typisk 3 gårde, der har ligget tæt enten på række eller i en trekantet formation. I vikingetiden blev også bygget storgårde med langhuse på 40-45 meters længde og 8 meters bredde. Gærder har indhegnet gårde og marker, men senest i tidlig middelalder er disse hegn blevet afløst af gravede skelgrøfter. Bebyggelsesstrukturen, skel- og hegningssystemet minder om forholdene i historisk tid indtil udskiftningen. Det er således muligt, at det senere indmark-udmarks-system går tilbage til vikingetid<ref>[http://www.bornholmsmuseum.dk/udforsk/bornholms-historie/tidsperiodeoversigt/vikingetid-paa-bornholm.aspx "Vikingetid på Bornholm" (Bornholms Museum)]</ref>, og at systemet med jordstykker, der nærmest ligger som løkker mellem hinanden<ref name="Zahrtmann 17">Zahrtmann (1924), s. 17</ref> til dels er en følge af en gradvis udvidelse af dyrkningen over tid. Det er værd at bemærke, at Bornholm indtil begyndelsen af middelalderen var præget af løvskov med eg, bøg og avnbøg som fremtrædende træarter. Fra begyndelsen af middelalderen (1100-1300) indtrådte imidlertid en forstærket græsning samtidig med, at træ blev udnyttet til tømmer og brændsel. Derved blev store skovområder afløste af hedevegetation, og der dannedes midt på øen et stort område kaldet Højlyngen på omkring 12.000 ha svarende til henved en femtedel af øens samlede areal. Den intensive græsning førte til udtørring og jorderosion, hvorved det højtliggende grundfjeld blev eksponeret flere steder.<ref name="Åby 85f">Åby (1998), s. 85-86</ref> Det er sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem den forøgede græsning, at løvskoven forsvandt og afløstes af hede og den samtidige fremkomst af en spredt enkeltgårdsbebyggelse. At bebyggelsen allerede i 1100-tallet lå spredt bekræftes af Saxo, der i midten af 1100-tallet karakteriserer Aakirkeby som "vicus agrestis", det vil sige landsby, åbenbart i modsætning til den øvrige enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="IN 161">Nielsen (1996), s. 161</ref> Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.<ref name="Zahrtmann 13">Zahrtmann (1924), s. 13</ref> Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).<ref name="Zangenberg 13">Zangenberg (1928), s. 134</ref> Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde<ref name="Zahrtmann 11">Zahrtmann (1924), s. 11</ref>, nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).<ref name="Zahrtmann 12">Zahrtmann (1924), s. 12</ref> Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.<ref name="Zahrtmann 16">Zahrtmann (1924), s. 16</ref> Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver<ref name="Zahrtmann 12"/>, og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.<ref name="Zahrtmann 14"/> Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.<ref name="Zahrtmann 16"/> Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.<ref name="Zahrtmann 18">Zahrtmann (1924), s. 18</ref> Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg<ref name="Zahrtmann 24">Zahrtmann (1924), s. 24</ref>, og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.<ref name="Hübertz 325ff">Hübertz (1852), s. 325-359</ref> Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.<ref name="Rasmussen 1988 72">Rasmussen (1988), s. 72</ref> I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "''Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]^te Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre.''"<ref name="Berntsen 89">Berntsen (1656), s. 89</ref> For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.<ref name="Zahrtmann 28">Zahrtmann (1924), s. 28</ref> Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.<ref name="Zahrtmann 34">Zahrtmann (1924), s. 34ff</ref> === Sammenfatning === Den geografiske gennemgang af enkelt- og enestegårdenes fordeling viser en række karakteristiske træk: <br /> - i visse områder (Vandfuld herred, Vestjylland, hedeegne, Bornholm) synes en spredt bebyggelse at gå helt tilbage til i hvert fald ældre middelalder. I jernalder fandtes der mindre landsbyer på selve heden, men disse er senere blevet opgivet og bebyggelsen flyttet ud til ådale og andre engområder, hvor den ofte fik karakter af spredt enkeltgårdsbebyggelse. I takt med, at bebyggelsen efterfølgende har udvidet sig, er der udviklet et system, hvor hver enestegård har bibeholdt sine egne jordlodder, men hvor disse efterhånden er kommet i berøring med og derfor ligger blandet mellem hinanden. I hedeegne synes driftsform og landskabelige forhold således i fællesskab at have spillet en betydelig rolle for forekomsten af enkelt- og enestegårde. En lignende udvikling med skift fra fælles boplads til spredte gårde kan være sket på Bornholm i vikingetid og/eller tidlig middelalder. I disse tilfælde synes enkeltgårdsdriften at være fremmet helt fra middelalderens begyndelse.<br /> - i andre områder (Østjylland og øerne fraset Bornholm) synes landsbyen at have været den nærmest enerådende bebyggelsesform ved middelalderens begyndelse, sikkert til dels i kraft af de da herskende dyrkningsforhold. I disse områder er til skiftende tider sket en udflytning, både af enkeltgårde og af flere gårde samtidigt, til tidligere uopdyrkede jorder, enten på overdrev eller i skovområder. Mange af disse udflyttere har utvivlsomt tilhørt de bedst stillede dele af befolkningen, høj- og lavadelen, og udflytningen kan være sket som led i markeringen af social status men tillige for at sikre sig herredømmet over bestemte ressourcer.<ref>Porsmose (1987), s. 90f, 105</ref><ref name="Sch 133">Schacke (2003), s. 133</ref> Omfanget af denne udflytning har til dels afspejlet de for hånden værende muligheder, og hvor udflytningsmulighederne var utilstrækkelige, kan den sociale proces i stedet have vist sig i form af indskrænkninger eller nedlæggelser af hidtil eksisterende landsbyer. Både på Fyn, i Nordøstsjælland og i Vendsyssel tegner der sig et udviklingsbillede, hvor tidlig udflytning så vidt muligt først er sket som samlede torper og rydningsbebyggelser i områder, hvor dette var muligt, mens udflytning af enkelt- og enestegårde overvejende er sket i senere faser og i de områder, der af forskellige årsager ikke favoriserede samlede bebyggelser. Landskabelige forhold, så som bakket terræn og manglende engarealer, har virket hæmmende på dannelsen af egentlige landsbyer og dermed - alt andet lige - fremmende på opkomsten af enkeltgårde. Formentlig skal bebyggelsens oprindelige fremtræden ud over de landskabelige forudsætninger også ses i lyset af de datidige driftsformer. Det er således næppe tilfældigt, at forskellige varianter af græsmarksbrug var fremherskende i de jyske enkelt- og enestegårdsområder endnu i 1600-tallet. Der kan være tale om en driftsform med rødder helt tilbage til tiden for digevoldingsagre. === <big>Driftsformer</big> === Det står klart, at der var en sammenhæng mellem enkeltgårde og en landbrugsdrift med hovedvægten på husdyrhold. Driften var ikke indrettet på samme måde overalt men måtte være tilpasset de stedlige landskabelige forhold. Man kan således skelne mellem skovbaseret landbrug, ådalsbrug (hedebrug), klitbrug, engbrug, marskbrug og slettebrug. Fælles for alle driftsformer var de fem ressourcer, som var afgørende for driften. Vigtigst var adgangen til ferskvand, enten i form af en sø, en å, et kildevæld eller grundvand hentet i en brønd. Dernæst fulgte adgangen til græsningsarealer for husdyrene, hvis gødning var af betydning for agre, der blev anvendt til dyrkning af afgrøder. Dernæst fulgte adgangen til brændsel og endelig adgang til bygningsmaterialer.<ref>Hansen (1970), s. 14</ref> Det er blevet sagt, at størrelse og fordeling af agre og enge var de bestemmende faktorer for, om landbrugene lå samlede i landsbyer eller spredt som enkeltgårde.<ref>Hansen (1970), s. 15</ref> === Det skovbaserede enkeltbrug === En stor del af enestegårdene lå i skovområder, og de havde som regel alsædebrug.<ref>Frandsen (1983), s. 102, 103</ref><ref name="St 1980 17">Stoklund (1980), s. 17</ref> Markfelterne lå som rydninger i skoven. Driften med alsædebrug var betinget af et stort kvæghold i skovområder<ref>Skrubbeltrang (1944), s. 279</ref>, der sikrede stor mængder af gødning således, at jorden kunne dyrkes hvert år uden at blive udpint. Andre lysninger i skoven blev anvendt til stævningsdrift, græsning og høslet.<ref name="St 2006 33"/> Skoven var desuden forsyningskilde for træ til bygningstømmer, redskaber, brændsel og andre formål.<ref name="St 2006 33">Stoklund (2006), s. 33</ref> Mange skovbønder havde en binæring ved siden af deres landbrugsdrift.<ref name="St 1998 14ff">Stoklund (1998), s. 14-26</ref> De mange små markfelter skyldtes til dels, at terrænet var bakket, undertiden også mere sumpet end ellers. Jorden var som regel lige så frugtbar som ved agerbrug i åbne områder og bestod af muld- og lerjord.<ref name="EP 2006 16">Porsmose (2006), s. 16</ref> Man skelnede mellem overskov, der omfattede de store træer med de olden som de producerede, og underskov, som omfattede hassel, tjørn og anden kratvækst.<ref name="St 1980 16">Stoklund (1980), s. 16</ref> Skovene leverede store mængder af olden til gavn for svineholdet. I skoven fandtes kohaver, kalvehaver og hestehaver, der var indhegnede lysninger til græsning<ref name="St 1980 17"/>, mens enghaver blev anvendt til høslet. Disse indelukker kunne på skift blive anvendt til ager og eng. Et stort antal indelukker, som bønderne selv kunne råde over, blev anvendt til at fremme produktionen af træ til særlige formål fx tøndebånd, hjulmageri, fremstilling af træsko, træ til kulsvidning og så videre.<ref name="St 1980 18">Stoklund (1980), s. 18</ref><ref>Stoklund (1996), s. 71</ref> Overgangen fra lysåben skov til kratbevoksede men ellers åbne overdrev var glidende.<ref>Stoklund (1996), s. 70</ref> På samme måde som skove blev takserede til svins olden blev overdrev takserede til høveders græsning.<ref name="St 1980 17"/> Stævningsskove blev drevet ved, at de blev opdelt i 15-25 parceller, idet man hvert år udnyttede en parcel. Træerne blev stævnede i rodhøjde således, at de skød igen fra stubben med et stort antal nye grene, blandt hvilke der kunne tyndes ud og de afskårne stykker anvendes til ris og staver til gærder.<ref>Worsøe (1979), s. 9, 25-26, 36-38</ref> Man lod 1-2 stammer blive tilbage, som efter 15-25 år kunne bruges til gavntræ eller brændselsformål. Ved denne behandling fremkom lysninger i skoven, hvilket gavner græsvæksten, og stævningsskove kunne derfor også tjene til kreaturgræsning<ref>Worsøe (1979), s. 21-24</ref> og til høslet.<ref>Worsøe (1979), s. 14</ref> De græssende husdyr æder selvsåede unge træer, og der sker derfor kun en begrænset opvækst af overskov, hvilket over tid kan føre til mangler på træ til byggeformål og lignende. Det kan være svært at belyse forskellen mellem landsbyer og enkeltgårde i skovområder, da variationen ifølge sagens natur kunne være stor fra sted til sted og over tid, men hvis man fx. i det skovrige Kalvehave Sogn på Sydsjælland sammenligner de to enkeltgårde Ellebrødgård og Rødsbjerggård med landsbyerne i sognet, hvor der ligeledes overvejende blev drevet alsædebrug<ref>Frandsen (1983), s. 110 og bilagskort</ref>, så finder man for 1719, at den gennemsnitlige besætning for heste var 5,1 i landsbyerne men 7 på enestegårdene, for kvæg var 2,5 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for ungnød var 1,8 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for får var 5,6 i landsbyerne og 6 på enestegårdene (oplysninger for svin er ikke bevaret), altså større besætninger på enestegårdene, den gennemsnitlige græsning var 8,8 høveder i landsbyerne og 13,5 på enestegårdene, høavlen var 5,2 læs for landsbyerne og 6 læs for enestegårdene, den årlige udsædning af rug var 3,1 tønde for landsbyerne og 4,25 tønde for enestegårdene, af byg 3,6 tønde for landsbyerne og 5 tønder for enestegårdene, af havre 2,25 tønde for landsbyerne og 1,25 tønde for enestegårdene, ialt 9 tønder udsæd pr gård i landsbyerne og 10,5 tønde udsæd pr gård for enestegårdene.<ref>Munk (1955), s. 298f</ref> Et lignende billede tegner sig i nabosognet Øster Egesborg ved sammenligning mellem landsbyerne på den ene side og Eskebjerggård på den anden.<ref>Munk (1955), s. 302f</ref><ref>Det er i denne sammenhæng mindre vigtigt, om tællingen så angiver lavere tal end ved skifteforretninger før og senere som påpeget af Skrubbeltrang (Skrubbeltrang (1954-56), s. 267), idet en manipulation - hvis der er tale om en sådan - i givet fald må forventes at være af samme størrelsesorden for alle gårde. Det er derimod ikke helt uden betydning, hvis man vil forsøge at lave et stof- og energikredsløb for et skovbaseret landbrug under "normale" forhold.</ref> Skovbaserede landbrug forekom flere steder i landet, ikke mindst i det nordøstlige og sydøstlige Sjælland, i de indre vestlige og sydlige dele af Fyn og i store dele af Vendsyssel (hvor skoven siden helt forsvandt) samt på Skanderborgegnen men tillige fx. på Falster. === Ådalsbruget (hedebruget) === Ådalsbruget eller hedebruget var udbredt i Vestjyllands hedeegne. Her var jorden stærkt sandet både på bakkeøer og på hedesletter. Landskabet var præget af omfattende lyngheder med kær og moser, der var uegnede til opdyrkning.<ref name="EP 2006 16"/> Bebyggelsen og landbrugsdriften var derfor beliggende overvejende langs de vandløb, som gennemskar området, og hvor jorden nærmest disse var præget af større og mindre enge egnede til græsning og høslet. Omkring gårdene lå et mindre opdyrket areal, indmarken, som grænsede mod henholdsvis eng og hede. Ved gården lå desuden en kålgård. Heden var i det store og hele uopdyrkede men fra tid til anden blev der også her inddraget agre til dyrkning, dog kun i et enkelt eller nogle få år, hvorefter jorden atter måtte hvile i flere år.<ref name="HB 1991 18">Hedeplejebogen (1991), s. 18</ref> Eng og hede indgik som integrerede dele af driften. Hedebruget krævede store arealer til driften men kun en mindre del var opdyrket. I et tilfælde udgjorde det samlede areal således 306,2 ha, heraf var kun 12,1 ha tilsået ager, 18,2 ha utilsået ager, 6,6 ha eng og hele 269,2 ha hede.<ref name="HB 1991 21">Hedeplejebogen (1991), s. 21</ref> Med et så store behov af arealer til omdriften var det uundgåeligt, at bebyggelsen måtte blive mere eller mindre spredt. Kun få steder, især hvor åer og bække løb sammen, var ådalene store nok til, at der kunne dannes egentlige landsbyer.<ref name="VH 1970 31">Hansen (1970), s. 31</ref> Heden blev fortrinsvis brugt til græsning for får, som gik ude det meste af året og kun i de strengeste vintermåneder kom på stald. Mange steder blev fårene imidlertid samlet i folde om natten, hvorved bonden kunne opsamle en del af gødningen. Foruden får græssede også ungkvæg i grønninger, det vil sige i kær og på andre græsarealer i heden. På en gård af den nævnte størrelse blev således holdt omkring 50 får og om sommeren 3-5 stykker ungkvæg. Det er beregnet, at græsningstrykket på heden var 0,2 får pr. ha samt om sommeren yderligere 0,02 stykker ungkvæg pr. ha. Til gården hørte også 2 heste, 2-4 køer og 2-4 stude, der imidlertid græssede på engen om foråret men fra midt i maj blev tøjrede på de hvilende agre og senere igen atter på eng.<ref name="HB 1991 20">Hedeplejebogen (1991), s. 20</ref> Køerne, som græssede på engen om formiddagen, kom hver dag ved middagstid på stald og var her natten over. Derved kunne man effektivt samle den gødning, de producerede. Om vinteren var de på stald og blev fodret dels med hø høstet på engarealerne, dels med halm og afgrøder. Høhøst var en forudsætning for kvægholdet, og for at kunne holde gårdens besætning blev høstet omkring 25 læs om året.<ref name="HB 1991 19">Hedeplejebogen (1991), s. 19</ref> Selve heden blev udnyttet på flere måder. Lyng blev anvendt til foder, hvis den var 3-4 år gammel, men foderværdien var mindre end værdien af enghø.<ref name="HB 1991 21"/> I gennemsnit kunne høstes 7-8 læs lynghø om året, men der kunne være store udsving fra år til år.<ref name="HB 1991 22">Hedeplejebogen (1991), s. 22</ref> Lyng blev også anvendt til strøelse for dyrene, og den blev anvendt til at dække møddingen, som brændsel og til tagdækning.<ref name="HB 1991 22"/> I heden blev desuden opgravet tynde lyngtørv, kaldet træk, som blev sat på kant på gårdpladsen eller i foldene på heden for at opsamle dyrenes gødning og urin, blive trådt i stykker og blive æltet sammen med denne for at ende på møddingen.<ref name="HB 1991 22f">Hedeplejebogen (1991), s. 22f</ref> Husdyrholdet og dertil knyttede møddinger spillede en central rolle i driften. En gård kunne således have flere møddinger, hver med flere hundrede læs således, at der årligt kunne udbringes op mod 1000 læs blandingsmøg, svarende til 250-300 tons, på markerne.<ref name="HB 1991 26">Hedeplejebogen (1991), s. 26</ref> Fra heden hentede man desuden 60-100 læs brændetørv, der gav en rigelig og god aske til gødskning af marker.<ref name="HB 1991 23">Hedeplejebogen (1991), s. 23</ref> === Klitbruget === Langs den jyske vestkyst fra Grenen i nord til Skallingen og Rømø i syd<ref name="VH 1957 69">Hansen (1957), s. 59</ref> fandtes bag strandbredden en indtil et par km bredt klitbælte, dog iblandet partier af lynghede, eng og græs og visse steder mindre søer; bag dette fandtes flere steder en indtil 5 km bred sandslette<ref name="VH 1957 73">Hansen (1957), s. 73</ref> og længere inde mere udbredt hede.<ref name="KF 1983 67">Frandsen (1983), s. 67</ref> Jorden var meget sandet<ref name="KF 1983 67"/> og husdyrholdet yderst begrænset, i gennemsnit 1-2 heste, et par køer, en ungnød, en kalv, nogle får og måske en ged.<ref name="KF 1983 69">Frandsen (1983), s. 69</ref> Da dyrene ikke kunne levere den fornødne gødning, måtte man supplere med tang og fiskeaffald fra fisk fanget i havet. Klitdannelsen formodes at være sket fra 1200-tallet<ref name="VH 1957 80">Hansen (1957), s. 80</ref>, og senere blev sandflugt et vedvarende problem i disse områder.<ref name="HB 1991 27">Hedeplejebogen (1991), s. 271</ref> Sandflugten medførte, at bebyggelsen med mellemrum måtte opgives og flyttes til et andet sted, hvor muligheden for at drive landbrug overhovedet var tilstede.<ref name="VH 1964 70ff">Hansen (1964), s. 70-77</ref> Det har været en udbredt opfattelse, at fårenes græsning i klitter på hjelme og marehalm samt i de mellemliggende lyngarealer samt vinterfoder skaffet sammesteds var en stærkt medvirkende årsag til sandflugten.<ref name="MB 2007 93">Buse (2007), s. 93</ref> I 1802 kommenterede Knud Aagaard i ''Beskrivelse over Thye'' forholdet således: "''Det værste ved klittaget er, at det er så godt et foder.''"<ref name="MB 2007 94">Buse (2007), s. 94</ref> I klitbruget spillede får den rolle, som køer ellers havde: foruden, at de gav uld til beklædning, blev får slagtede for at skaffe kød, mens tælle (fårefedt) blev brug til fremstilling af lys. Fårekødet kunne saltes, tørres, ryges og opbevares lige som røget skinke fra en slagtet gris, når dette var muligt. I den tid af året, da fårene havde diende lam, kunne de også malkes og mælken bruges til fremstilling af ost, men dette synes at have været en sjælden brug. Overskydende lam kunne sælges. Beder blev opdrættet, til de nåede en alder af 2-3 år og solgt for at opnå den bedste pris.<ref name="MB 2007 101">Buse (2007), s. 101</ref> Landbrugsdriften måtte tilpasses landskabet, der bestod af sammenblæste 10-15 m høje klitter med i bedste fald en sparsom beplantning, der kunne danne læ for sandsletter opståede som flader afblæste ned til grundvandet, samt havklitter.<ref name="VH 1964 128f">Hansen (1964), s. 128f</ref><ref name="VH 1957 71">Hansen (1957), s. 71</ref> Det var kun på sandsletterne, at der kunne drives lidt agerbrug, idet grundvandet sikrede de beskedne muligheder herfor, og det var som regel også her, at bebyggelsen lå.<ref name="VH 1964 130">Hansen (1964), s. 130</ref> Landbruget var imidlertid helt afhængigt af græsningsområder, hvis beliggenhed og udstrækning til stadighed blev påvirket af sandets vandring, og kvæg- og fåreavl var - trods dens beskedne størrelse - det dominerende træk ved driften.<ref name="VH 1964 131">Hansen (1964), s. 131</ref> Agerjorden var delt i tægter, der lå som spredte parceller i hede- og græsningsområder. Hvert år blev 2-3 af disse tægter udlagte til græsning, mens de øvrige indgik i et uregelmæssigt sædskifte med byg og rug. Kun byggen fik tilført gødning.<ref name="KF 1983 69"/> Høslet og et ikke ubetydeligt fiskeri næsten året rundt indgik som en del af driftsformen.<ref name="BS 1978 25">Stoklund (1978), s. 25</ref><ref name="MB 2007 94f">Buse (2007), s. 94-95</ref> === Engbruget === Særlige driftsvilkår fandtes i områder, der udgjorde hævet havbund, dels littorina-flader, dels yoldia-flader. Sådanne områder findes fortrinsvis i det nordlige Jylland, især på begge sider af Limfjorden men også ved Ålbæk bugt nord for Frederikshavn. Disse områder var stærkt påvirkede af højtliggende grundvand og dermed omfattende engområder, og bebyggelsen måtte derfor være henvist til steder, der lå lidt højere end omgivelserne, og jorden derfor blev naturligt drænet. Områderne var prægede af rimmer og dopper, det vil sige sandrygge og mellemliggende lavninger. Bebyggelsen blev som regel lagt på de gamle strandvolde samt langs åer, hvor forudsætningerne for naturlig dræning var de bedste.<ref name="VH 1964 63">Hansen (1964), s. 63</ref> Landbrugsdriften blev i disse områder helt domineret af kvæghold, idet de højere liggende sandrimmer blev udnyttede til fåregræsning, engarealerne til kvæggræsning og de lavere liggende dopper med deres tørvebevoksning kunne udnyttes til ager og/eller høslet.<ref name="VH 1970 38">Hansen (1970), s. 38</ref> Inddragelsen af disse omfattende engområder til egentlig bebyggelse indtraf først i slutningen af 1400-tallet, og udviklingen fortsatte i 1500-tallet og senere.<ref name="VH 1970 38"/> Fremkomsten af disse nye brug må ses i lyset af de gode priser i samtiden på kvæg og kvægprodukter som smør og ost. De nye landbrug blev anlagte som spredt enkeltgårdsbebyggelse, og derved blev engbruget en ny driftsform.<ref name="VH 1964 59f">Hansen (1964), s. 59-60</ref> Ikke mindst i Kjær herred i Vendsyssel oprettedes fra midten af 1500-tallet til anden halvdel af 1600-tallet mere end et halvt hundrede nye engbrug<ref name="VH 1964 60">Hansen (1964), s. 60</ref>, fortrinsvis på littorina-fladen men tillige på de lidt højereliggende yoldia-flader og i mange tilfælde nær overgangen mellem de to.<ref name="VH 1964 62">Hansen (1964), s. 62</ref> Afgørende for driften af disse engbrug var udnyttelsen af de omfattende engarealer, der sikrede vinterfoder til det store kreaturhold.<ref name="VH 1964 63 mv">Hansen (1964), s. 63, 127</ref> Derimod var opdyrkningsgraden i 1688 påfaldende lav sammenlignet med andre landskaber i Vendsyssel.<ref name="VH 1964 23">Hansen (1964), s. 23</ref> === Marskbruget === I Sønderjylland blev landskabet delt i tre hovedområder: marsken, gesten og østlandet.<ref name="CPR 2006 43">Porskrog Rasmussen (2006), s. 43</ref> Østlandet var morænelandskab. Gesten omfattede bakkeøer og hedeslette mens marsken, skabt af tidevandsaflejringer, lå ud mod Vadehavet.<ref name="CPR 2006 43"/> Bebyggelsen i dette områder var beliggende dels på gestranden, hvor der kunne ligge samlede landsbyer og med agerjord på gesten og eng i marsken<ref name="CPR 2006 45">Porskrog Rasmussen (2006), s. 45</ref>, dels på verfter beliggende ude i marsken og Vadehavet. Disse verfter var kunstigt opførte forhøjninger, der skulle være højere end højvandet i Vadehavet. Sådanne verfter var som regel ikke større end, at de kun kunne rumme en enkelt gård, og dermed var den spredte enkeltbebyggelse på forhånd givet. Af samme grund fandtes her intet driftsfællesskab.<ref name="CPR 2006 51">Porskrog Rasmussen (2006), s. 51</ref> Marsken er særlig frugtbar og bestod af lerjorde og endda svære lerjorde med 25-45% ler.<ref name="KR 1986 6f">Rasmussen (1986), s. 6-7</ref> Lerindholdet sikrede marsken en særlig evne til at fastholde såvel vand som næringsstoffer.<ref name="CPR 2006 43"/> De store mængder af nedbør sikrede samtidig, at der aldrig manglede vand.<ref name="CPR 2006 43"/> Marsken blev som regel inddiget i koge, det vil sige felter der var delvist beskyttede mod højvandet. Disse koge kunne anvendes både til agerdyrkning, især for de lidt højere liggende deles vedkommende, og til græsning.<ref name="CPR 2006 43"/> Kornavlen var sammensat og omfattede byg, havre, ærter og bønner, i Ejdersted tillige rug og havre.<ref name="CPR 2006 57">Porskrog Rasmussen (2006), s. 57</ref> Marskens vigtigste rolle var dog at sikre et omfattende husdyrhold, ikke mindst af malkekvæg.<ref name="CPR 2006 59">Porskrog Rasmussen (2006), s. 59</ref> I studehandelens tid spillede marsken tillige en væsentlig rolle for opfedning af de stude, der blev solgte i de nederlandske og tyske byer.<ref name="NHJ 1937 216">Jacobsen (1937), s. 216</ref> Forholdene betød, at marskområder som Ejdersted på samme tid kunne producere og sælge korn, kvæg, smør og ost.<ref name="MJ 1961 79">Jespersen (1961), s. 79</ref> Dyrkningsformen på gestranden var alsædebrug som følge af de store gødningsmængder, der måtte tilskrives det omfattende kvæghold, som atter skyldtes marskens særligt gode græsningsmuligheder.<ref name="KEF 1983 219">Frandsen (1983), s. 219</ref> === Slettebruget === Det er næppe tilfældigt, at enkeltgårde fortrinsvis fandtes i de landskaber, der ikke udgjordes at store let kuperede moræneflader, idet disse var helt dominerede af små og store samlede landsbyer, men der var undtagelser. For Fyns vedkommende tyder en undersøgelse på, at "hovedgårde, og en række enkeltgårde iøvrigt, for høbjergningsmulighedernes vedkommende havde fået betydeligt mere end deres forholdsvise andel", hvilket må sættes i forbindelse med et forholdsvis stort husdyrhold, der for hovedgårdenes vedkommende atter må ses i lyset af deres eneret til studehandel og dermed ønske om at sikre sig mest mulig engareal.<ref name="FSP 1984 219">Stendal Pedersen (1984), s. 219</ref> Stort husdyrhold betød mere gødning, dermed større afgrødeudbytte og derfor - alt andet lige - også større hartkornsansættelse for gården. En sammenligning mellem gårde i landsbyer på den ene side, enkelt- og enestegårde på den anden viser, at en "normal" bondegård havde et gennemsnitligt hartkorn på 6,3 tønder mod 6,8 tønder hartkorn for enkelt- og enestegårde, idet enestegårde i gennemsnit havde 6,2 tønder hartkorn men enkeltgårde 7,7 tønder hartkorn.<ref name="ATS 2003 63">Schacke (2003), s. 63</ref> Når der tages hensyn til de landskabelige forhold, bliver den gennemsnitlige ansættelse 9,4 tønder hartkorn for enestegårde og 8,6 tønder hartkorn for enkeltgårde, altså i begge tilfælde langt over gennemsnittet for landsbygårde, idet gårdene i randmoræneområder med videre var klart mindre end gennemsnittet.<ref name="ATS 2003 73">Schacke (2003), s. 73</ref> En del af forklaringen herpå kan være, at en gård i små landsbyer på 3 gårde er blevet nedlagt og jorden fordelt på de to øvrige (samtidig med, at landsbyen forandres til to enkeltgårde), eller at en enkeltgård har en fortid som hovedgård. Omtrent 15% kan forklares ved sådanne forhold.<ref name="ATS 2003 107">Schacke (2003), s. 107</ref> Dertil kommer gårde, som tidligere hørte under adelen eller klostre. Ligheder i driften med hovedgårde er altså ikke helt tilfældig, selvom enkelt- og enestegårde ikke havde andet gods tilknyttet. Endnu en mulighed må nævnes: ved oprettelse af en torp eller rydningsgård kan der måske have været mere jord til rådighed at etablere driften på, og den nye gård har derved fra starten haft potentiale til en større drift.<ref>Noget sådant synes at være tilfældet for den oprettede (men senere atter nedlagte) torp Todderup mellem Tilst og True, jvf. Hoff og Jeppesen (1991-92), s. 182</ref> Men dette har sikkert kun været tilfældet i tidlig middelalder, da ressourcerne endnu var rigelige. Fra senmiddelalderen har det krævet en priviligeret stilling at kunne gøre krav på større ressourcer. Skønt driften af enkelt- og enestegårde vel har lignet den på landsbygårde, har enkelt- og enestegårde haft en sikrere drift i kraft at de større og bedre græsningsmuligheder, og dette har kunnet smitte af på afgrødedyrkningen. Af samme grund må sådanne gårde have været at særlig interesse at få lagt ind under hovedgårde. Klart er det, at hvis enestegårde havde større græsnings- og høsletarealer til rådighed, så kunne de holde flere husdyr, derved få mere gødning, derved opnå et højere høstudbytte, derved enten sælge (en del af) overskuddet eller udnytte dette til yderligere forøgelse af husdyrbesætningen. Der har dog været en grænse, hvor udvidelser ikke lod sig gøre under de givne natur- og driftsforhold. På Lolland er det konstateret, at mange enkeltgårde drev et vangebrug svarende til det, man på samme tid havde i landsbyer.<ref>Widding (1949), fx. s. 28, 78, 95</ref> Også på Lolland dominerer smør som landgilde på enkeltgårde<ref name="KEF 1983 118f"/>, og ærter udgjorde en mindre men fast del af selvejerbøndernes afgifter.<ref name="KEF 1983 118f">Frandsen (1983), s. 118f</ref><ref>Dam (2010), s. 180f</ref> === <big>Historie</big> === Enkeltgårde kan i princippet opstå på tre måder: - som udflytterbebyggelse fra eksisterende bebyggelser (landsbyer),<ref>Schacke (2006), s. 91-94</ref> <br /> - ved, at gårde i landsbyer nedlægges således, at bebyggelsen fra et givet tidspunkt registreres som enkeltbebyggelse, ikke længere som landsby,<ref>Schacke (2006), s. 84-91</ref> <br /> - ved, at tidligere hovedgårde mister deres tidligere priviligerede stilling og "nedgraderes" til enkelt- eller enestegårde.<ref>Schacke (2006), s. 94-108</ref><br /> Betydningen af de tre årsager har varieret over tid.<ref>Schacke (2006), s. 131</ref> Ligeledes har antallet af enkelt- og enestegårde tidsmæssigt varieret over tid.<ref>Schacke (2006), s. 77-84</ref> === Jernalder og vikingetid === Enkeltgårde kendes fra både jernalder og vikingetid. I Jylland kendes enkeltgårde blandt andet fra Krusborg<ref>Frydenlund Jensen (2015), s. 131-143</ref>, Kalvslund<ref>Søvsø (2013), s. 131-147</ref> og Horsbøl<ref>Petersen (2006)</ref>. På Sjælland kendes en vandrende gård fra Torstorp Nørreby ved Høje Tåstrup. I alt har gården flyttet sig 8 gange mellem keltisk og germansk jernalder.<ref>Rønne (1986), s. 11-14</ref> En række enkeltgårde fra vikingetid har haft karakter af stormandsgårde, fx gården ved Tissø i Vestsjælland.<ref>Jensen (2004), s. 300-308</ref> Disse gårde synes imidlertid at været forsvundet igen ved overgangen til middelalder. Dette indebærer, at spørgsmålet: "hvad er ældst, landsbyen eller enkeltgården?" bliver meningsløst, da begge åbenbart forekom allerede i forhistorisk tid og begge har eksisteret som permanent bebyggelse siden middelalderens begyndelse. === Middelalderen === Et stort antal enkelt- og enestegårde er formodentlig opståede som udflyttede gårde allerede i højmiddelalderen. At en sådan udvikling er fundet sted kan påvises eller i hvert fald sandsynliggøres på to måder: dels at der i de gamle landskabslove fandtes bestemmelser, som fastslog reglerne for forholdet mellem sådanne udflytterbebyggelser og deres adelbyer, dels at der findes et stort antal bebyggelser, hvis navne (stednavne) antyder, at de opstod på en bestemt persons initiativ, idet navnet typisk er sammensat af et personnavn<ref name="Po 240">Porsmose (1988), s. 240</ref> + en karakteristisk endelse (-rud, -rød, -holt, -tved, -skov og lignende).<ref name="Po 248">Porsmose (1988), s. 248</ref> Stednavneforskere har påpeget, at steder som Lysgård ved Viborg og Davgård ved Vejle, der senere udviklede sig til ret store landsbyer, i deres ældste form var entalsformen ''gård'': "Den rimeligste forklaring er, at de to landsbyer er opstået af enkeltgårde, hvad man ellers ikke har sikre vidnesbyrd om."<ref>Dalberg og Sørensen, s. 43</ref> I ''Jyske Lov'' fra 1241 bestemmes, at en udflytterbebyggelse, en torp, havde en 3-årig prøvetid, hvorunder det kunne kræves, at torpen blev flyttet tilbage til den adelby, den var flyttet ud fra, hvis udflytningen viste sig at være til skade for adelsbyen. Desuden havde adelsbyen ret til at føre bevis, hvis der opstod uenighed om jordfordelingen mellem torp og adelsby.<ref name="Po 237">Porsmose (1988), s. 237</ref> Tilsvarende fandtes i ''Eriks Sjællandske Lov'' regler om fordelingen af nedlagte udflytterbebyggelsers jorder.<ref name="HJ"/><ref name="Po 238">Porsmose (1988), s. 238</ref> I mange tilfælde har de udflyttede gårde formodentligt beholdt dyrkningsfællesskab med moderbyen.<ref name="Po 238"/> ==== Tidlig middelalder og højmiddelalder ==== Meget tyder på, at et stort antal enkeltgårde i Østdanmark er opståede ved udflytninger fra centrale landsbyer i tidlig middelalder og/eller højmiddelalder. Stednavneformer bestående af et personnavn + endelser som -torp, -rød<ref>Hald, s. 146</ref> og -køb<ref>Hald, s. 138</ref> er stærke vidnedsbyrd herom. Ydermere kan i flere tilfælde noget sådant påvises: I Mejlstrup sogn i Østjylland, fandtes således følgende bebyggelsesbillede: "''Største Delen af Sognet optages af den store Landsby Mejlby, men mod Nord og Øst ligger en Krans af Torper, Karlstrup, Bygballe, Ogstrup og Krannestrup, ''alle Enkeltgaarde'' (Bygballe dog tidligere to Gaarde). Mellem Bygballe og Ogstrup naar en smal Strimmel af Mejlbys Jord ud til Sognegrænsen mod Nord. I denne smalle "Korridor" ligger Højen Bastruphøj, et Minde om, at her engang maa have ligget en Bebyggelse Bastrup; Vejen fra Mejlby nordpaa hedder endnu Bastrupvejen. Naar Bymarken frembyder et saadant Billede, kan der ikke godt være Tvivl om, at Mejlby er den oprindelige Bebyggelse, som de andre er udflyttet fra, og som paa et eller andet Tidspunkt atter har opslugt den nedlagte Torp Bastrup.''"<ref>Hald, s. 31f (min fremhævelse)</ref> Selv om mange torper oprindeligt har været startet af navngivne enkeltpersoner, kan deres succes have medført senere tilflytning i tilfælde, hvor dette var muligt. Et eksempel på en tidlig udflytterbebyggelse er Todderup (oprindeligt Thorbjørns torp) ved Tilst nær Århus, der synes at have eksisteret i 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. Torpen er en udflytter kun påvist ad arkæologisk vej. Den har bestået af 2 længebygninger, henholdsvis 15 og 18 m lange, der enten har eksisteret samtidig eller har afløst hinanden. Tilsvarende blev fundet to brønde, den ene af træ dateret til 1230, den anden af kampesten og dateret til omkring år 1300. Også i dette tilfælde kan kampestensbrønden være en afløser for kassebrønden. Da torpen senere blev nedlagt igen, blev dens jorder delt mellem de to nabolandsbyer True og Tilst. I Århus Domkapitels jordebog fra 1313 nævnes under Tilst "således i Tobbætorp Mark en fjerdedel af hele dette område såvel i eng som i ager".<ref name="HJ">Hoff og Jeppesen</ref> I Esrum klosters jordebog nævnes blandt andre Sacerethorp i 1178<ref>Nielsen, s. 5, 55</ref>, Arnbiornkiøp i 1211<ref>Nielsen, s. 56, 58</ref>, Arløgsbørnruth i 1239<ref>Nielsen, s. 227</ref>, Dauisthorp i 1151, ca. 1173, 1178 og 1211<ref>Nielsen, s. 3, 5, 55, 56, 58, 87</ref>, Dowertholt omkring 1178 og i 1211<ref>Nielsen, s. 55, 57, 58</ref> og Jorthæholm i 1178<ref>Nielsen, s. 6, 55</ref> men ingen af dem senere. I disse og andre tilfælde synes der at være tale om tidlige nordøstsjællandske torper, formentlig enkeltgårde, som åbenbart ikke overleverede i længden. Andre, fx. Borup (Bothorp, nævnt 1178, 1211)<ref>Nielsen, s. 6, 55, 172</ref>, Reerstrup (Rethærstorp, 2 gårde, nævnt 1211, 1497 og 1499)<ref>Nielsen, s. 57, 58, 146, 269</ref>, Holgerstrup (Halgitzstrup, 2 gårde, nævnt 1178, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 5, 55, 146, 269</ref> og Flynderup (oprindelig 3 gårde, senere reduceret til een gård, nævnt 1211, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 57, 58, 146, 269</ref>, Såne (oprindelig Sande, i 1497 angivet som dobbeltgård, nævnt 1173, 1174, 1178, 1184, 1189, 1193, 1211, 1228, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 5, 8, 10, 14, 18, 55-58, 87, 94-96, 146, 269</ref> overlevede trods deres beskedne størrelse. Det er umuligt at sige både hvor mange enkeltgårde der er opstået før Den sorte Død 1348-1350, og hvor mange der atter forsvandt under denne epidemi. Erland Porsmose angiver for Fyn, at der forsvandt 102 bebyggelser, hvoraf 84 kun kendes som marknavne. Han oplyser også at 79 af de forsvundne bebyggelser havde endelsen -torp<ref>Porsmose (1987), s. 83</ref>, og at der kendes 26 bebyggelser med navnet "Torp", hvoraf 15 forsvandt i senmiddelalderen.<ref>Porsmose (1987), s. 84</ref> Det er som oftest umuligt at sige, om der har været tale om enkeltbebyggelser, dobbeltbebyggelser eller egentlige landsbyer. Dertil kommer, at mange enkelt- eller enestegårdsbebyggelser kan have eksisteret i kortere eller længere tid og være forsvundet igen uden at have efterladt sig spor i overleverede dokumenter.<ref>Porsmose (1987) oplyser således, s. 83, at kun hver tiende landsby på Fyn er omtalt i dokumenter ældre end 1300 og kun hver syvende i dokumenter ældre end 1350</ref> Også indførelsen af trevangsbrug kan have været årsag til, at udflytterbebyggelser kan være "flyttet tilbage" til landsbyfællesskabet.<ref>Porsmose (1987), s. 87</ref> Endelig kan både enkeltgårde og dele af eller hele landsbyer være nedlagt i forbindelse med oprettelser eller udvidelser af hovedgårde.<ref>Porsmose (1987) oplyser, s. 154, at mindst "41 fynske landsbyer blev lagt under hovedgårdsjord" mellem 1525 og 1774</ref> I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 11 var omtalt i skriftlige kilder før 1350, heraf 4 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 2 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde og 1 torp.<ref name="note 2"/> Flere af kystbebyggelserne lå på småøer.<ref>Schacke (2003), s. 78, 80</ref> ==== Senmiddelalderen ==== Senmiddelalderen var en periode af genopbygning efter nedgangen under Den sorte Død. Denne genopbygning synes i ret høj grad at være sket i form af enkelt- og enestegårde snarere end i form af nye landsbyer. Denne udvikling må imidlertid også ses i lyset af konjunkturerne for landbrugsprodukter: mens kornpriserne faldt fra omkring 1320 og udviste en faldende tendens helt frem til omkring 1500, var priserne på husdyrprodukter som kvæg og smør særdeles gode.<ref name="Po 1988 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Da befolkningsvæksten og bebyggelsesekspansionen satte ind i 1400-tallet, skete det derfor ofte som skovenestegårde med store tilliggender af oldenskove og med landgilde ydet i smør og andre husdyrprodukter frem for i afgrøder.<ref name="Po 1988 339">Porsmose (1988), s. 339</ref><ref name="BP 8">Poulsen (1985), s. 8</ref> Dette måtte imidlertid fremme en bebyggelse, der understøttede denne driftsform, og her var en spredt bebebyggelse med gode olden-, græsnings- og høsletmuligheder at foretrække frem for en samlet bebyggelse, hvor de enkelte gårdes husdyr måtte konkurrere om at udnytte de samme ressourcer. Men det var også en driftsform, som gjorde inddragelse af de jorder, som under den afgrøderettede driftsform var mindre egnede, til nu at blive de bedst egnede. Dermed var der en dobbelt fordel ved at nu inddrage disse jorder og til at opføre gårde som spredt bebyggelse. For Vendsyssels vedkommende konstaterer Viggo Hansen en ekspansion på yoldiafladen i senmiddelalderen fx Skjølstrup (omtalt 1432 som Skiørstorp) og Krættrup (omtalt 1432 som Kræptrup) ved Volstrup<ref name="Ha 109">Hansen (1964), s. 109</ref> samt på Vorsådalens yoldiaflade, hvor ekspansionen sandsynligvis skete på gammelt skovland.<ref name="Ha 115">Hansen (1964), s. 115</ref> Om bebyggelsen langs østkysten i Elling sogn finder Viggo Hansen, at "de fleste enkeltgårde [omtales] første gang 1662 og før den tid er kun omtalt Skarnvad (1511) og Nielstrup (1552), mens Jerup er omtalt 1552." Andre enkeltgårde er "Nørtved og Skeltved, der begge nævnes 1467".<ref name="Ha 128">Hansen (1964), s. 128</ref> I alle tilfælde synes bebyggelsesvæksten at være knyttet sammen med en driftsform overvejende rettet mod kvægavl.<ref name="Ha 131">Hansen (1964), s. 131</ref> For Fyns vedkommende finder er konstateret, at "i 1400-tallet begyndte landsbyhovedgårdene at flytte ud af landsbyerne og oftest blev de placeret ved store eng- og/eller skovstrækninger i ejerlavets udkant", ligesom deres jorder blev udskilte fra dyrkningsfællesskabet,<ref>Porsmose (1987), s. 90</ref> og at "1400-tallets markante interesse for skovene har ført til en udparcellering af skov-enestegårde i de skovrige landsbyejerlav." Konkret nævnes 4 enestegårde: Falden, Lysholt, Rønnemosegård og Skanneshave (der angiveligt er oprettet omkring 1470) i Bukkerup.<ref>Porsmose (1987), s. 105</ref> Desuden nævnes på Iversnæs gods år 1500 en række skov-enestegårde: Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov og Pejrup.<ref>Porsmose (1987), s. 105</ref> I kystnære områder nævnes Ollit, Varbjerg og Sparretorn, der ligeledes betegnes skov-enestegårde.<ref>Porsmose (1987), s. 106f. Porsmose nævner enkeltgårdene Knudstrup, Vosemose, Hesbjerg, Grynborg og Bøllemose.</ref> Sideløbende skete der godskoncentrationer, hvorved tidligere hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Således købte lensmanden på Nyborg slot, Steen Basse, hovedgården Pugholm men lod den tidligere ejer, væbneren Jens Sommer, fortsætte som lejer. Ligeledes købte han to hovedgårde i Skam sogn, Jersore og Rostrupgård, og i Bjerre herred hovedgårdene Bullerupgård og Klarskovgård. Alle disse hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Det er skønnet, at antallet af adelige hovedgårde på Fyn på denne måde blev omtrent halveret.<ref>Porsmose (1987), s. 92</ref> I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 138 første gang er omtalt i perioden 1350-1500 og yderligere 72 i perioden 1501-1536.<ref name="note 1"/> Af disse var 67 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 73 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde, 8 mosegårde, 41 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 3 gejstlige, 1 oprettet i forbindelse med industri, 2 i forbindelse med færgefart eller lignende og 2 tidligere landsbyer, hvor gårde var blevet nedlagt.<ref name="note 2">Schacke (2003), bilag 7 (s. 169-183). Det bemærkes, at der er tale om deres status i 1684</ref> I Esrum Klosters jordebog nævnes i 1497 blandt andet Butzerop (Busserup), Egebæck ("Mansiones due"), Enøre, Mvnkegarden, og Ørløse<ref name="Ni 269"/>, mens Rysby ("Two garde") nævnes i 1497 og 1499<ref>Nielsen, s. 146, 268</ref> og Kathee (Kathøj) i 1499<ref>Nielsen, s. 146</ref>. I disse og andre tilfælde, hvor der kun nævnes en enkelt fæsteyder eller to, fx Langholt, Følstrop, Petherstrop, Scallerøth, Eskemoseholt, Vathsyngerøth, Lvtstrop<ref>Nielsen, s. 270</ref>, Myrthorp (Mørdrupgård)<ref>Nielsen, s. 271</ref>, Utlære vdi Iørlwndhæret (Jørlunde herred)<ref>Nielsen, s. 241-243, 271</ref>, kan der være tale om enkelt- og dobbeltgårde oprettede i Nordøstsjælland i senmiddelalderen. === Renæssancen === ==== Vendsyssel ==== For Vendsyssels vedkommende viser en sammenligning mellem præsteindberetningerne 1553 og matriklen 1682 en markant tendens til oprettelse af nye gårde uden for landsbyerne.<ref name="Ha 59">Hansen (1964), s. 59</ref> I løbet af denne periode opstod i Vadum sogn 2 nye gårde, i Sulsted sogn 3 nye gårde, i Ajstrup sogn 3 nye gårde, i Hammer sogn 2 nye gårde, i Vester Hassing sogn 10 nye gårde, i Øster Hassing sogn 18 nye gårde og i Ulsted sogn 15 nye gårde.<ref name="Ha 60">Hansen (1964), s. 60</ref> Viggo Hansen konstaterer, at "i løbet af især sidste halvdel af 1500-tallet og fortsættende sig gennem største delen af 1600-tallet er der i den sydlige del af Vendsyssel sket en kraftig ekspansion af bebyggelsen, der dels havde karakter af en udvidelse af bestående landsbyer, især rækkebyerne på randen af de marine flader (Melsted, Vestbjerg), og dels ytrede sig i oprettelsen af nye enestegårde ude på fladerne, først og fremmest på de lidt højereliggende yoldiaflader, men også på de dele af litorinafladerne, hvor de naturlige afvandingsforhold var bedst, langs åer (Melholt) og på gamle strandvolde (Starbæk, Holtet). Kun i færre tilfælde har der været tale om en udskiftning og udflytning til bymarkernes fjernere dele, men snarere om en nykolonisering på mer eller mindre naturlig bund som eng, overdrev og skov. Fælles for mange af nybyggerne synes de betydelige engarealer, der foruden at give vinterfoder til gårdenes eget kreaturhold utvivlsomt også gennem salg af hø har været en ikke uvæsentlig indtægtskilde. I den vestlige del af Kjær herred, hvor der fra ældre tid har ligget en del hovedgårde, synes tendenserne til godssamling at være fortsat (Gl. Vrå, Rødslet), delvis på bekostning af allerede eksisterende og tilsyneladende ikke særligt gamle enestegårde. Betegnende for de nye enestegårde er den hyppige forekomst af navne, der hentyder til skovbevoksning eller skovrydning (holt, lund, skov, tved), til overdrev (hede) og fugtige arealer (bæk, sig)."<ref name="Ha 63">Hansen (1964), s. 63</ref> Men samtidig med enkeltgårdsekspansionen i den sydvestlige del af Vendsyssel optræder problemer med ødegårde især i Vensyssels vestlige og nordlige kyststrækninger som følge af sandflugt, hvilket afspejler sig i samtidige præsteindberetninger. Sandflugten begynder omkring 1550. I 1571 klages der over ødelæggelser af marker i Råbjerg, Tversted, Tornby, Akallerup, Rubjerg, Mårup, Furreby og Kjetterup, men "det er først i indberetningen fra 1625, at alle kystsognene og enkelte andre (Vrensted) får sandflugten at mærke. Kulminationen synes dog først at nås omkring 1690, da ødelæggelserne giver sig udtryk i talrige ødegårde i Vendsyssel".<ref name="Ha 73">Hansen (1964), s. 73</ref> Ved siden af sandflugt har også været peget på kysterosion som mulig årsag til, at kystnær bebyggelse forsvandt.<ref name="Ha 78">Hansen (1964), s. 78</ref> ==== Fyn ==== I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 78 første gang er omtalt i perioden 1537-1600 og yderligere 45 i perioden 1601-1660.<ref name="note 1"/> Af disse var 18 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 37 rydningsgårde, 23 skovbol, 7 kystbol, 8 kystgårde, 6 mosegårde, 14 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 1 gejstlig, 4 oprettede i forbindelse med teglværksvirksomhed<ref>Porsmose (1987) oplyser, s. 153f, at daværende kansler og lensmand på Dalum Kloster, Johan Friis, oprettede et teglværk i klosterets skove i Ubberup sogn og i forbindelse hermed indkaldte tyskere, der slog sig ned i skovbol med tyske navne: Vittenberg, Nyrnberg, Brunsvig, Skavenberg og Leipzig</ref>, og 3 oprettede i forbindelse med færgefart eller lignende.<ref name="note 2"/> De mange rydningsgårde, skovbol og kystbol må opfattes som led i en bevidst godspolitik for at opnå en bedre udnyttelse af godsernes jordtilliggender, herunder råstofudnyttelse. Sigende var en række skov-enestegårde under Iversnæs gods i 1500 kendetegnede ved deres store tilliggender af oldenskove og ved, at de ikke skulle yde landgilde i korn men som regel i smør.<ref name="Po 1987 106">Porsmose (1987), s. 106</ref> Tilsvarende i den vestlige del af Vissenbjergområdet, hvor Iversnæs havde gårdene Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov samt Pejrup, hvis skove i 1664 blev takseret til 100 svins olden.<ref name="Po 1987 106"/> Dette taler for, at hovedvægten på disse gårde blev lagt på husdyrhold frem for agerbrug, og driftsmåden har derved ligheder med den, der forekom i andre områder med enestegårde, således i Vandfuld herred og på Bornholm. Overhovedet synes 1400-tallet (og de følgende århundreder) at være den centrale periode for anlæggelse af sådanne skov-enestegårde på Fyn.<ref name="Po 1987 107">Porsmose (1987), s. 107</ref> ==== Nordøstsjælland ==== I Bloustrød Sogn optræder en række gårde første gang i lensregnskaberne 1582-83: Agelte, Bredelte, Hvedehave<ref name="FAS 26">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 26</ref>, Klangendrup<ref name="FAS 27">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 27</ref>, Mortenstrup, Nebbe, Slutterup<ref name="FAS 28">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 28</ref> og Tokkekøb<ref name="FAS 29">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 29</ref>, hvortil kommer Stumpedysse, der dog omtales allerede 1511.<ref name="FAS 28"/> Disse gårde beliggenhed, så vidt den er kendt, taler for, at der er tale om ret sene enestegårde udflyttede fra ældre landsbyer. Dette forløb minder om det, som kendes fra Tikøb Sogn, og et lignende billede tegner sig for Mårum, Græsted, Søborg og Esbønderup sogne. === Enevælden === Under Enevælden skete der relativt få forandringer med hensyn til nye enkelt- og enestegårdes beliggenhed. Kun for den første tid efter enevældens indførelse kan der på Fyn konstateres en vis udvikling. Takket være oplysninger i Erik Pontoppidans ''Danske Atlas'' fra 1764ff foreligger der en mulighed for at danne sig et delvist overblik over omfanget af enkelt- og enestegårde ved tiden umiddelbart forud for landboreformerne. Denne situation kan sammenlignes med situationen i matriklen fra 1682-88, hvorved der kan dannes et - ganske vist mangelfuldt - overblik over udviklingen i den mellemliggende periode. Mens antallet af huse var stærkt stigende i perioden, var dette ikke tilfældet med antallet af enestegårde. Her var hovedindtrykket snarere en periode af stabilitet, omend med variationer. ==== Nordøstsjælland ==== I Nordøstsjælland genfindes i det store og hele de samme gårde hos Pontoppidan omkring 1774 som Pedersen havde fundet i matriklen for 1688 fx i Bloustrød sogn, Birkerød sogn, Karlebo sogn, Tikøb sogn (med Hornbæk sogn), Asminderød sogn, Græsted sogn, Søborg sogn, Mårum sogn, Helsinge sogn, Esbønderup sogn og Nødebo sogn. Fraset et par nytilkomne tyske kolonistgårde og omvendt 5 gårde, der var blevet nedlagte og erstattede af husmandssteder, idet jorden var blevet lagt under det kongelige stutteri samt to steder, hvor antallet af gårde var vokset med to således, at der ikke længere var tale om enkeltgårdsbebyggelse, var billedet øjensynligt uforandret.<ref>Erik Pontoppidan: ''Den Danske Atlas'', Tomus VI (1774), s. 25ff og Pedersen (1928), s. 5-14.</ref> 101 navngivne gårde i 1682 blev genfundet i 1774, undertiden med tilkomne huse. 20 navngivne gårde er forsvundet (eller omnævnt uden at sikker identificering er mulig), 14 nye navne forekommer. Kun i få tilfælde er der sket sikre forskydninger: Pontoppidan oplyser, at 5 torpgårde i Esbønderup sogn, "Hallindrupgaarde, Boeserupgaard, Sebberupgaard, Taarupgaard, Keistrupgaard ere alle afbrudte og Jorden bruges til Kongens Stutterie, der findes nu alene ved disse Stæder 10 Huusmænd."<ref>Pontoppidan, s. 30</ref> I Asminderød sogn er tilkommet 2 gårde (Brunmark), der angives som "tyske kolonistgårde". I Tikøb sogn: "Harringhøy er en Dansk Colonist-Gaard; Cammer-Laqvei Kaas driver nu samme." Ferle i Søborg Sogn var vokset fra 2 til 4 gårde, og Flynderupgård i Tikøb sogn var vokset fra 1 til 3 gårde, hvorved de teknisk set ikke længere var enkelt- eller enestegårde. Sandholmgård blev udskilt af sognets omfattende krongods i 1680 og overdraget til kgl. vildtmester Caspar Meyer. Flere af de nordsjællandske gårde havde i 1688 relativt store jordtilliggender, hvilket peger mod en tilknytning til godser eller eksistens som lystgårde. Frederik IV gjorde Hørsholm slot med underliggende Sogne, Karlebo, Blovstrød og Birkerød, til livgeding for dronning Louise.<ref>Trap (1898), s. 76</ref> Senere, i 1774, oplyser Erich Pontoppidan, at "Tokkekiøb og Leereltegaard, samt Sandholm, ere anseelig bygte, og hvortil endeel Huusmænd giør Hof-Gierning; disse tre Gaarde ere henlagte til Hirschholms fri Hartkorn", "Eskemodsegaard tilhører Etatz-Raad Valter", "Ebberædsgaard tilhører Grevinde Rantzau", "Kokkedalsgaard, Eyeren er Kammer-Herre og Amtmand v. Levitzau", "Folehaugegaard, bygt af Kammer-Herre Schindel paa frie Hoved-Gaards Jord". I enkelte tilfælde, fx Flynderupgård, er der tale om en tidligere landsby, der i 1600-tallet var reduceret til en enkelt gård. Mens dyrkningsformen i landsbyerne var trevangsbrug, var dyrkningsformen på enkeltgårdene som regel alsædebrug; kystbebyggelser med fiskeri havde afvigende driftsformer.<ref>Frandsen (1983), s. 102-103</ref> ==== Sydsjælland ==== På Sydsjælland, i det skovrige Kalvehave sogn, er billedet det samme som i Nordsjælland: fraset nogle møller/møllegårde er bebyggelsen stabil.<ref>Erik Pontoppidan: ''Den Danske Atlas'', Tomus VI (1774) og Pedersen (1928), s. 54f. 6 enestegårde er genfundne, 3 møllegårde forsvundne mens 1 mølle er tilkommet.</ref> ==== Fyn ==== I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 85 første gang er omtalt i perioden 1661-1688.<ref name="note 1">de ''kan'' således være ældre</ref> Af disse var 12 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 16 rydningsgårde, 45 skovbol, 3 kystbol, 2 mosegårde, 2 torper, 1 gård i nærheden af voldsted, 1 gejstlig og 3 oprettede i forbindelse med industri.<ref name="note 2"/> For tiden mellem 1688 og 1774 gentager derimod indtrykket fra Sjælland sig på Fyn. De enkelt- og enestegårde (samt dobbeltgårde), som Schacke omtaler i sin undersøgelse, kan overvejende genfindes hos Pontoppidan. ==== Jyske hedeegne ==== Med hensyn til de jyske hedeegne konstateres for Borris og Sønder Felding sogne, at "i 1682 er der ca. 115 bebyggelser ...og en optælling i 1796 viser omkring 150. Tilvæksten er sket i de allerede beboede områder, og der er adskillige eksempler på dobbeltgårde i 1796, hvor matriklen kun angiver en gård: Gjaldbæk, Sønderby, Gaasdal m.fl. Også i de mere sluttede bebyggelser som f.eks. Debelmose er der kommet nye ejendomme til, og nogle huse er bygget omkring Borris kirke."<ref>Jensen & Jensen (1979), s. 67</ref> Hovedindtrykket er dels geografisk stabilitet (bebyggelserne lå altovervejende i ådale), dels en vækst som mest synes at måtte tilskrives gårdkløvninger snarere end egentlige nyoprettelser. ==== Vendsyssel ==== For Vendsyssels vedkommende sker der som nævnt en vis nedgang som følge af sandflugt, der kulminerer omkring 1690. === Sammenfatning === Forholdene taler for, at enkelt- og enestegårde er af uens oprindelse: der fandtes storgårde allerede i forhistorisk tid, men historiske enkelt- og enestegårde må tilskrives dels omflytninger i sene vikingetid og/eller tidlig middelalder i hedeegne til ådale og på Bornholm, formodentlig som led i en driftsomlægning, dels i Østdanmark i form af torper, det vil sige udflytterbebyggelser, i tidlig middelalder og højmiddelalder og senere antagelig fortrinsvis som nyopførte høj- og lavadelige gårde for at markere en højere social status og måske for bedre at kunne hævde retten til og udnyttelsen af særlige ressourcer som skove, fiskevande med mere. Oprettelsen af enestegårde i øvrigt synes at være en ret sen foreteelse, som først kom i brug, hvis/når muligheden for samlede landsbyer var udtømte. Dette indtryk gentager sig i Vendsyssel, på Fyn og i Nordøstsjælland. Enkelte steder, især i det nordvestlige Jylland og på Bornholm, må enestegårdenes dominans snarest tilskrives driftsforholdene, idet disse favoriserede husdyrhold på bekostning af agerbrug, og husdyrhold krævede ikke bosættelse i landsbyer, vider og vedtægter, på samme måde, som agerbrug gjorde det. De sent anlagte enkeltgårde, som ligeledes ofte lagde hovedvægten på husdyrhold, var ofte - men ikke altid - udtryk for en tilpasning til stedlige landskabelige forhold.<ref>Dam (2010), s. 78. Dam påpeger med rette, at i områder "domineret af enkeltgårde var landbruget ligeså intensivt som i de øvrige frugtbare egne", og han mener, at bebyggelsesstrukturen var et resultat af en delvis tilpasning til driftsformen, der igen var en delvis tilpasning til naturgrundlaget, men han uddyber ikke nærmere denne forklaring.</ref> Selv om der er en vis sammenhæng mellem enestegårde, terrænforhold og driftsform, er det ikke muligt at fastslå i hvilken udstrækning, det ene har betinget det andet. Terrænet kan have begunstiget husdyrhold på bekostning af agerbrug, men de sent oprettede enkeltgårde må med stor sandsynlighed også tilskrives de da bedre konjunkturer for animalske produkter på bekostning af kornavl til faldende afsætningspriser. Oprettelse af enestegårde kan altså hænge sammen med ønsket om at udnytte gode samtidige konjunkturer for animalske produkter: stude, kød, skind, smør, ost og så videre. Og hvor husdyrholdet spillede hovedrollen for landbruget synes en spredt beliggenhed i form af enkeltgårde at være foretrukket, selv hvis de landskabelige forhold gjorde landsbydannelse mulig. Men man kan ikke automatisk slutte omvendt<ref>Dam (2010), s. 183-196</ref>, idet man mange steder også forsøgte at udnytte de gode konjunkturer for animalske produkter i de gamle landsbyer. Forskellen består derfor især i, at hvor enkeltgårdene var nyanlæg, var driftsomlægningen i landsbyerne blot en tilpasning til konjunkturerne. En anden årsag til fremkomsten af enkeltgårde var imidlertid sociale forhold. Mange enestegårde synes oprindeligt at have været hovedgårde for adelige og væbnere, der senere mistede deres særstilling. I andre tilfælde kunne enestegårde opstå, fordi andre gårde i en landsby var blevet nedlagte og deres jord inddraget under en hovedgård eller dennes ladegård(e). I atter andre tilfælde opstod enkeltgårde ved (adeligt) påbud fx. i forbindelse med teglværksdrift. Fremkomsten af enestegårde synes at gå i stå omkring enevældens indførelse, hvis man ser man bort fra borgerlige landsteder. Først i forbindelse med landboreformerne indtraf en ny bølge af enestegårde, men da som led i en helt ny udvikling. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Arent Berntsen: ''Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed''; 1656 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971; {{ISBN|87-7500-700-2}}) * Mie Buse: "Fåreavl på klithederne i Thy før og nu" (i: ''Landbohistorisk Tidsskrift'' 2007:1; s. 89-114) * Vibeke Dalberg og John Kousgaard-Sørensen: ''Stednavneforskning 2. Udnyttelsesmuligheder''. Universitetsforlaget i København. I kommission hos Gyldendal. København 1979; {{ISBN|87-500-1891-4}} * Peder Dam: ''Det øvrige vi nyde. Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet''; Landbohistorisk Selskab, Viborg 2010; {{ISBN|978-87-7526-216-8}} * Ellen Damgaard: "Velstående bønder i det vestjyske enestegårdsområde" (i: ''Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000'' (Landbohistorisk Selskab, 2006), s. 207-218; * Birgit Eggert: "Danske stednavne på -''holt''" (ph.d.-afhandling, Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet 2006) * Karl-Erik Frandsen: ''Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83''; Bygd 1983; {{ISBN|87-87293-25-0}} * Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red): ''Det danske landbrugs historie'', Bind II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; {{ISBN|87-7526-074-3}}; s. 9-209) * "Frederiksborg Amts Stednavne" (''Danmarks Stednavne Nr. 2'', udgivet af Stednavneudvalget; København 1929) * Steen Frydenlund Jensen: "Krusborg - enkeltgårde med central gravplads fra ældre jernalder" (i: Selskabet Arkæologiske Skrifter: ''Arkæologiske Skrifter 13''; København 2015; {{ISBN|978-87-89500-13-3}}; s. 131-143) * Kristian Hald: ''Vore Stednavne''; København 1950 * Viggo Hansen: "Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet" (i: ''Geografisk Tidssskrift'', bd. 56; København 1957; s. 69-92) * Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel. Studier over landbebyggelsens udvikling indtil slutningen af 1600-tallet" (''Kulturgeografiske Skrifter'', Bd. 7; København 1964) * Viggo Hansen: "Hedens bebyggelse" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 7: Hede, overdrev og eng; København 1970; {{ISBN|87-567-0459-3}}; s. 29-41) - forkortet: Hansen (1970a) * Viggo Hansen: "Bebyggelsens historie" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 9: Det bebyggede land; København 1970; {{ISBN|87-567-1269-3}}; s. 9-138) * Lotte Hedeager: "Jernalder" (i: Claus Bjørn (red): ''Det danske landbrugs historie'', Bind I: 4.000 f.Kr.-1536; Landbohistorisk Selskab 1988; {{ISBN|87-7526-073-5}}; s. 109-202) * ''Hedeplejebogen - de danske heders historie, pleje og udforskning''; Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991; {{ISBN|87-503-9485-1}} * Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Todderup. En udgravet torpbebyggelse og torperne historisk belyst" (i: ''Kuml'' 1991-92; s. 165-188) * Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Thorbjørns torp" (''Skalk'' 1992 Nr. 1; s. 9-13) * Lone Hvass: "Ørved og ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelse" (i: ''Helsingør Kommunes Museer Årbog 1998''; ISSN 0108-0393; s. 7-28) * J.R. Hübertz: ''Aktstykker til Bornholms Historie''; Kjøbenhavn 1852 * N.H. Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav. En erhvervsgeografisk Studie" (''Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Kulturhistoriske Skrifter'', bind II; Kjøbenhavn 1937) * Jørgen Jensen: ''Danmarks oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid 400-1050 e.Kr.''; København 2004; {{ISBN|87-02-00333-3}} * Margot Jespersen: "Eiderstedt. Et stagnerende marskområde" (i: ''Geografisk Tidssskrift'', bd. 60; København 1961; s. 74-86) * H. Jonassen: "Natur og mennesker i Vestjylland" (i: ''Hardsyssels Aarbog'', 52. bind; København 1958; s. 5-36) * Lars Jørgensen: "Oldtidens landbrug 4000 f.Kr. - 1000 e.Kr." (i: Bornholms landbrug gennem tiderne; ''Bornholmske Samlinger III. række - 2. bind''; Rønne 1988; {{ISBN|87-87042-21-5}}; s. 21-27) * Lars Bjørn Madsen: ''En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681''; Helsingør Kommunes Museer 1997; {{ISBN|87-89120-36-1}} * Therkel Mathiassen: "Studier over Vestjyllands oldtidsbebyggelse" (''Nationalmuseets Skrifter, Arkæologisk-Historisk Række II''; 1948) * Dorthe Kaldal Mikkelsen: "Single farm or village? Settlement structure during the late Iron Age and the Viking Period" (i: ''Ruralia III''; Praha 2000; s. 46-59) * Holger Munk: ''Rytterbonden. En landbrugs- og kulturhistorisk studie fra Vordingborg Rytterdistrikt 1718-1768''; København 1955 *Ingrid Nielsen: "Aakirkeby 1346. Da købstaden fik sine egne love" (i: ''Bornholmske Samlinger'' III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; {{ISBN|87-87042-02-9}}; s. 159-166) * Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En foreløbig redegørelse" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 10; Lemvig 1976; s. 37-54) * Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En redegørelse for de fortsatte undersøgelser i 1976" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 11; Lemvig 1977; s. 59-84) * Leif Chr. Nielsen: "Landsbyer i ældre jernalder i Nr.Omme sogn" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 18; Holstebro 1984; s. 125-140) * P. Chr. Nielsen: "Skovenes historie" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 6: Skovene; København 1969; s. 9-64) * Oluf Nielsen: ''Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog''; København 1873 * Oluf Nielsen: ''Codex Esromensis. Esrom Klosters Brevbog''; Kjøbenhavn 1880-81 (genoptryk København 1973; {{ISBN|87-7500-423-2}}) * Svend Nielsen: "Muld" (i: ''Skalk'' 1982 Nr. 3; s. 23-27) * Bent Odgaard: "Hedebønder" (i: ''Skalk'' 1981 Nr. 2; s. 8-11) * Christian-Peter Petersen: "Horsbøl - 3 enggårde fra sen vikingetid og tidlig middelalder" (''Arkæologisk Undersøgelse 2006 Horsbøl''; Esbjerg Museum) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning? De regionale mønstre i det slesvigske landbrug i 1700-tallet og deres sammenhæng med naturforhold og godssystemer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; {{ISBN|87-7526-206-1}}; s. 41-62) * Erland Porsmose: "Den regulerede landsby" (''Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 72''; Odense Universitetsforlag 1981; {{ISBN|87-7492-349-8}}) * Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109''; Odense Universitetsforlag 1987; {{ISBN|87-7492-650-0}}) * Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I. Oldtid og middelalder''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; {{ISBN|87-7526-073-5}}; s. 205-416) * Erland Porsmose: "Bygder. Regionale variationer - problemer og muligheder" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; {{ISBN|87-7526-206-1}}; s. 9-24) * Bjørn Poulsen: "Korn eller kvæg. Landbrugets specialisering i senmiddelalderen belyst ved studier på Stevns og i Odsherred" (i: ''Bol og By'' 1985, s. 7-20) * Kamma Marie Poulsen-Hansen: "Loft - bebyggelse fra 1100-tallet til i dag" (Fra Ribe Amt; s. 79-88) * Ebbe Gert Rasmussen: "Jordbrug og landgilde på Bornholm ved midten af det 17. århundrede" (i: Bornholms Landbrug gennem tiderne, ''Bornholmske Samlinger'' 3 række 2 bind; Rønne 1988; {{ISBN|87-87042-21-5}}; s. 55-85) * Kjeld Rasmussen: "Jordbund" (i: Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg (red.): ''Landbrugsatlas Danmark'', Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1986; {{ISBN|87-421-0521-8}}; s. 4-9) * Preben Rønne: "Gård på vandring" (''Skalk'' 1986 nr. 5; s. 11-14) * Adam Tybjærg Schacke: "Enestegårde på Fyn – natur eller besiddelsesforhold?" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; {{ISBN|87-7526-206-1}}; s. 175-191; * Adam Tybjærg Schacke: ''Enkelt- og enestegårde på Fyn. I dyrkningsfællesskabets tid'', Landbohistorisk Selskab 2003; {{ISBN|87-7526-183-9}}. * Fridlev Skrubbeltrang: "Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik" (i: ''Historisk Tidsskrift'' bind 11 række 1; 1944; s. 245-286) * Fridlev Skrubbeltrang: "Om brugen af landbohistorisk materiale" (i: ''Fortid og Nutid'' bind XIX; 1954-56; s. 245-286) * Axel Steensberg: "Landnam" (i: ''Skalk'' 1993, Nr. 2; s. 11-15) * Finn Stendal Pedersen: ''Fyns landbrugs vilkår 1682''; Odense Universitetsforlag 1984; {{ISBN|87-7492-548-2}}) * Bjarne Stoklund: "Ploven og pennen" (i: ''Skalk'' 1978, Nr. 6; s. 18-27) * Bjarne Stoklund: "Menneskeskabt hede" (i: ''Skalk'' 1987, Nr. 2; s. 18-27) * Bjarne Stoklund: "Enkeltgårdslandskaber, skov- og hedebygder" (i: ''Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet''; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996; s. 60-77) * Bjarne Stoklund: "Bønder og binæringer" (i: ''Bol og By'' 98:2; 1998; s. 8-47) * Bjarne Stoklund: "Bygder, aktivitetsfelter og økotyper. Etnologien og de regionale variationer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; {{ISBN|87-7526-206-1}}; s. 25-40) * Steffen Stummann Hansen: "Oldtidsagrene på Gørding Hede" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 14; Lemvig 1980; s. 139-154) * Morten Søvsø: "Enkeltgården syd for Kalvslund Kirke - dens historie og udvikling gennem yngre germansk jernalder og vikingetid" (i: ''Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig'' 14; 2013; {{ISBN|978-87-87584-34-4}}; s. 131-147) * J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898 * Ole Widding: ''Markfællesskab og landskifte. Studier over lollandske markbøger 1681 og 1682''; København 1949 * Eiler Worsøe: ''Stævningsskovene''; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1979; {{ISBN|87-87030-12-8}} * H. Zangenberg: "Bornholmske Gaarde" (i: ''Bornholmske Samlinger'', Nittende Bind; Rønne 1928; s. 133-152) * M.K. Zartmann: "Opdyrkningen af Bornholm igjennem Tiderne" (i: ''Bornholmske Samlinger'', Femtende Bind; Rønne 1924; s. 1-73) * Bent Åby: "Hedens bebyggelseshistorie og udnyttelse i en østdansk landsdel: Bornholm" (i: Seminarrapport Den danske hede. Afholdt på Skarrildhus 21. september 1998 af ''Skov- og Naturstyrelsen''; s. 83-90) * Svend Aakjær: "Landsby og enkeltgaard" (i: ''Fortid og Nutid''; bind 10; København 1933-34; s. 209-228) === <big>Eksterne henvisninger</big> === * [http://www.arkivthy.dk/images/FraSognene/Hillerslev/Oddershedeg.pdf Torsten Balle: "Hillerslev sogn, Oddershedegård, de gamle enestedsgårde, ca 1660-1970"] * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/47331/88010 Viggo Hansen: "Økologiske vilkår i en vestjysk landbrugsegn belyst gennem 1688-matriklen" (''Fortid og Nutid'', 1985; s. 271-282)] * [http://www.histfyn.dk/PDF/1928/Historisk%20Bem%C3%A6rkninger%20om%20Enesteg%C3%A5rdene%20i%20Vissenbjerg%20Sogn.pdf Fr. Hjort: "Historiske Bemærkninger om Enestegaardene, der indrammer Vissenbjerg Sogn" (i: ''Årbog for Odense og Assens Amter 1928''; s. 480-498] * [https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/article/view/45940/56339 Ruth Helkiær Jensen og Kr.M. Jensen: "KULTURLANDSKABET I BORRIS OG SDR. FELDING — en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 78-79; 1979; s. 61-99)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_4rk_0001-PDF/ho_4rk_0001_96496.pdf Hans Knudsen: "Indberetninger fra Præsterne i Aalborg Stift 1638" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 1; 1911)] * [https://books.googleusercontent.com/books/content?req=AKW5Qaeb2KbyunG1jf1oVSEtvDYCZFtsebPaQbYhZBo1QrLkhFqP27bNgI1JDOxo8CAMrE9V3fR1zRlt9EG73g3Vxm-b8rVPvnm8b1_IYF6a4V1GEJ-OU0HhZrmdSOK5PFYIg7bOmnQGU5rfXjS0BZZLOeXr4yj1yaE9CawPfccNVQho167paaA2Lm16NlG8Z2T4NekXMdPtSmgQ2avz9SdF3jJ85hOLYHqjtvWvFrVYF5Z1q2Z6N8iwdlY09-MxaVVh9pX7gXO5D7svK-UdjKyznB9vPDLcRaVHagNE2GS0sFqWgrOsZjE C. Molbech: ''Historiske Aarbøger, til Oplysning og Vejledning i Nordens, særdeles Danmarks Historie''; 2 del; Kjøbenhavn 1848] [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] iynkdwf3f3eto99ay56706zb5n3qgci 0 6824 42847 38614 2026-11-03T10:28:33Z Jcb 8204 42847 wikitext text/x-wiki [[Fil:Faroe stamp 040 childrens year (man in boat).jpg|thumb|Frimærke fra Færøerne]] '''Fiskeri''' er baseret på fangst af [[fisk]] i [[ferskvand]] eller [[saltvand]]. Det kan groft deles op i [[erhvervsfiskeri]], [[fritidsfiskeri]] og [[lystfiskeri]]. Ferskvandsfiskeriet omfatter dels fiskeri i de naturlige, fri vande (søer og vandløb), dels fiskeri i damme, der kan tømmes og i det hele beherskes med hensyn til vandforsyning og fiskebestand ([[dambrug]]). Danmark har længe været en fiskerination – omgivet som landet er af ca. 7000 km [[kyst]]linje. Langs [[Vesterhavet]] findes fiskeri[[havn]]e som [[Esbjerg]], [[Hvide Sande]], [[Thyborøn]], [[Hanstholm]], [[Hirtshals]] og [[Skagen]] ([[Gammel Skagen (Højen)]]). I [[Østersøen]] har de fleste af [[Bornholm]]s mange byer hver sin fiskerihavn, derudover ligger [[Klintholm Havn]] på [[Møn]] ud til Østersøen. I Kattegat er det især [[Strandby (Frederikshavn Kommune)|Strandby]], [[Østerby (Læsø)]] og [[Gilleleje]] der er vigtige fiskeribyer. På Langeland findes den lille fiskerby Bagenkop I nyere tid er der sket begrænsninger i fangsten af fisk – bl.a. reguleret af årlige EU-[[fiskekvote]]r. Der er en stadig kamp mellem fiskerne på den ene side, der gerne vil fiske – og [[marinbiolog]]erne, der bekymrer sig om fiskenes overlevelse. == Fiskeriets forudsætninger og betydning == De forhold, der påvirker måden for og omfanget af fiskeri, kan i hovedtræk opridses således: # ''farvande'': det beror på de enkelte farvandes naturlige forhold (temperaturer, saltholdighed, dybdeforhold, plantenæring, iltindhold med mere) hvilke fisk, der kan leve der og i hvilket omfang; # ''fiskearter'': fiskeriet beror på de fiskearter, der trives, deres trivsel og nytteværdien af disse dels som spisefisk, dels til andre formål, ligesom fiskearternes levevis påvirker tidspunkt og sted for fiskeri; # ''fangstmetoder'': det beror på fangstmetoder (redskaber og fartøjer) og fangstmåder (teknikker) hvilke fisk, der (kan) fanges og i hvilket omfang; # ''fiskere'': det beror på, om fiskerne er heltidsfiskere (eventuelt sæsonfiskere), fritidsfiskere eller lystfiskere i hvilket omfang, fiskeri finder sted og hvor. I forlængelse heraf beror det på bosættelsesfordelingen for fiskerne, om et givet lokalsamfund helt eller kun delvist beror på fiskeriet; # ''forædling'': det beror på hvilke forædlingsmåder, fisken behandles efter (røget, saltet, tørrer, i olie, til færdigretter med mere), hvilke fiskearter og i hvilket omfang, fisk kan udnyttes. Ligeledes spiller forædling og handel med råfisk og forædlede fiskevarer en afledt rolle for fiskeriets samfundsmæssige betydning. Det er indlysende, at alle de ovennævnte forhold har skiftet med tiden. Således har ikke mindst nye fiskeriredskaber og fartøjer skabt muligheder for fiskeri i nye farvande og efter nye fiskearter end tidligere. == Fiskeriets hjælpemidler == Man kan opdele fiskeriets hjælpemidler i tre hovedgrupper: # fiskegrej, # fiskefartøjer, # opbevaringshjælpemidler. === Fiskegrej === Fisk kan fanges med de bare hænder, men det er unægtelig nemmere at bruge dertil indrettede fangstredskaber. Sådanne kan inddeles i tre hovedgrupper: # håndstyrede fangsredskaber, # faststående fangstredskaber, # svømmende fangstredskaber. ''De håndstyrede fangstredskaber'' bruges på lavt vand og kendetegnes ved, at brugen i hovedsagen hænger sammen med de håndbevægelser, ser udføres under fangsten. Til sådanne redskaber henregnes [[lyster]], [[grejl]], [[glib]] og [[kranje]]. Sådanne redskaber hører det førindustrielle bifiskeri til og er næsten forsvundet i dag. ''De faststående fangstindretninger'' bruges særlig til fangst af vandrefisk (opadgående: laks, ørred; nedadgående: ål) i åløbene. De består oftest af pæle med tremmeværk, der spærrer hele vandløbet; derfor kan de som regel kun anvendes, hvor en sådan ellers ulovlig afspærring er hjemlet ved (ofte århundreder gamle) privilegier eller særtilladelser. Fiskegårde (laksegård, ørredtene og så videre) minder om ruser; de op ad strømmen stigende laksefisk går gennem en tragtformet åbning i afspærringen ind i en tremmekasse eller lignende, fra hvilken de ikke kan finde tilbage. Ørredspring (ørredhæk) findes kun ved møller og andre stemmeværker. Ørreden springer op mod det nedstyrtende vand, men kommer herved over en tremmehæk, der afskærer den tilbagetoget, idet der oven for hækken er for lavvandet, til at ørreden kan få fart til et nyt spring. Ålekister (ålegårde) findes ved de fleste vandmøllers frivandssluse; de blanke ål, der søger til havs, styrter med vandet ned på et ristværk, der danner ålekistens bund, og en omgivende tremmehæk hindrer dem i at fortsætte. Mens antallet af ålekister tidligere taltes i hundreder, nåede tallet på fiskegårde og ørredspring næppe et halvt hundrede. ''De løse redskaber'' er hovedsagelig garn- og krogredskaber; under brugen er en del af dem faststående (som ruser, sættegarn), mens andre bevæges (som vod, drivgarn). Garnredskaberne er enten således indrettede, at fisken selv svømmer ind, men — skønt den ikke fastholdes — ikke atter kan finde ud (ruser, bundgarn), eller redskabet bevæges således gennem vandet, al fisken tvinges ind i det og ikke atter kan nå ud (våd, vippegarn, glib), eller det er hildingsgarn (nedgarn), i hvilke fisken render sig fast i maskerne. '''''[[Ruse]]n''''' består af selve rusen med een eller flere tragte (kaldet »''[[Kalv (fiskeri)|kalve]]''«) og et par arme; i søer bruges desuden som regel et radgarn, der fører fisken hen til rusens munding. Rusen sættes på bunden og fastgøres med pæle. Åle-, gedde- og lakseruser adskiller sig ved maskestørrelse. Ålehammer er et navn for en slags åleruser. Kasterusen mangler arme og radgarn og som regel har den indgang (med kalve) fra begge ender. '''''[[Bundgarn]]''''' bruges undertiden; det er jævnlig kasserede '''''[[Ålegård (fiskerimetode)|ålebundgarn]]''''' fra saltvand. Voddene har form som en pose med et par lange arme; de holdes udspilede, ved at man belaster rebet i underkanten (undertællen) med sænk og binder flåd på rebet i overkanten (overtællen). Maskerne i armene (vingerne) er størst, i »spændet« er de mindre, og mindst er de i posen, hvis bageste del (»hoveri«, »snutten«) som regel er særlig småmasket: der kan være kalv ved indgangen til posen. Vod trækkes oftest langs bunden ved reb, bundet ved stokkene yderst i hver arm. Af de mange slags vod bruges i vore vande mest '''''[[landdragningsvod]]''''' (håndvod); dog brugtes omtrent fra [[1. verdenskrig]] nogle steder skovlvod, der slæbtes efter motor- eller sejlbåd i 1 eller 2 trækliner og blev holdt udspilede ved hjælp af skævt fæstede, jernbeslåede træplader (»skovle«), som skar ud til siderne, når redskabet blev bevæget fremad. '''''[[Vippegarn]]et''''' består af et garn (et par meter i kvadrat), der som en vægtskål er ophængt i den ene ende af en lang stang; denne støttes af en omtrent under midten anbragt pæl. Vippegarnet er blevet brugt fx ved Kolding å; det anbragtes gerne ved et »[[høl]]« (dybt sted) i åen, og når man formodede, at der stod en ørred over det, vippes det op. Glib’en har form som et hustag og består af garn eller ståltrådsvæv på et træstativ; de to tværstænger holdes under armene, mens man på lavt vand fisker, særlig efter ål, som en hjælper jager op af grøden med en rivelignende [[krøje]]. Vippegarn og glib har tilfælles, at de løftes op over vandet, når man skønner, at der er fisk i dem. De egentlige garn, '''''[[nedgarn]]ene''''', består af en lang væg af forholdsvis store masker af tyndt garn; oventil og nedentil er der en tykkere line (»sime«; over- og undertælle) med flåd og sænk. Under brugen står nedgarnet lodret på bunden eller højere i vandet, hvad enten det er fastgjort natten over (''sættegarn''), flyder med strømmen (''drivgarn'') eller gives ud for kort efter (ofte efter [[pulsning]]) at røgte« (skydegarn, stikgarn). En ejendommelig slags nedgarn er '''''[[toggergarn]]et''''' (grimegarn); det er to- eller hyppigere trelaget, og mens yderlagene (eller det ene lag) består af groft, meget stormasket net (''grimer''), dannes midtlaget af et fint, småmasket garn, der er rigelig stort, så at det hænger slapt ned mellem over- og undertælle. Toggergarnet bruges både faststående (efter gedder og lignende) og som drivgarn (efter laks og ørred); ofte skydes det fra en lille, fladbundet ege ud mellem grøde ved hjælp af en lang stang, i hvis ene ende der er en udhulet træklods (pulseknap); der efter ror man noget bort og »pulser« (slår, støder) i vandet hen mod garnet, så at de (efter formodning) opskræmte fisk farer lige imod toggergarnet og krænger det slappe mellemlag ud i en pose gennem en af det bageste lags store masker. Toggergarn må ligesom glib ikke bruges i vandløb. Af garnredskaber må endnu nævnes '''''[[krebsekurv]]en''''', der er en slags kasteruse med lokkemad ( i form af døde fisk eller lignende), samt krebsebrikken, der ligeledes forsynes med lokkemad, men må røgtes med forsigtighed, da krebsen kan undslippe, og brilen (kætseren), der mest er et hjælperedskab ved fiskeriet. Det mest primitive fiskeri, risbundter eller lyngknipper, der er udmærkede til fangst af krebs, var tidligere mærkelig nok forbudt. Krogredskaberne er dels sådanne, hvor fisken sluger krogen, dels sådanne, hvor krogen hugges i fisken. Krogfiskeriet har ikke den betydning for erhvervsfiskerne som garnfiskeriet, men des større anvendelse har det i [[lystfiskeri]]et. Dog bruges der mange ålebakker (åletråd), det vil sige lange liner, til hvilke der med mellemrum er bundet korte tavser, hver med en krog; som agn bruges bedst levende småfisk; på ålebakke, der ligger natten over, fanges om sommeren mange gule ål, særlig i søer. På [[blink (fiskeri)|blink]] fanges en del gedder, og nogle steder fiskes der med issnøre fra isen gennem små huller efter gedder med en levende skalle på en snøre, hvis overskydende bugter hæftes løst til en ved vågen faststukket pind. Ved aborrefiskeri bruges jævnlig kolbetøj, hvis kroge hugges ind i fiskens krop (en slags pilk). Yderligere må nævnes nogle redskaber, der i deres virkemåde mest minder om krogredskaberne. Tatten består af en tråd trukket på langs gennem en række orme og bundet sammen i klump i enden af en snor med sænk. Tatten sænkes til bunds, og ålene, som bider på, hænger fast med tænderne og kan trækkes op, før de når at slippe; med tat fiskes en del efter gule ål, særlig i Gudenåen. Lyster bruges mest fra isen på søerne, idet man »blindstikker« efter ål gennem et hugget hul; Stangerne lader sig dog ofte lede af de luftblærer (»kovl«), der findes under isen, og som skal skyldes ålene. Ålejernet kan have savtakkede, fjedrende grene (savlyster), mellem hvilke ålen klemmes fast, eller det kan have slanke spidser med modhager (piglyster), der hugges i fisken. Ålekam og ålepryne er lignende redskaber, hvis anvendelse (nu) er forbudt; også brugen af piglyster er underkastet indskrænkninger: således må den ikke anvendes fra 1. november til 30. april, altså i ørredens og geddens legetid. I samme tidsrum er det ligeledes forbudt at bruge bøsse eller huggekrog (et specielt bornholmsk redskab), og det er overhovedet forbudt at stange fisk ved lygte eller [[blus]]. Mange steder har man brugt at tage legeørreden med hånden (»klø« den) under brinkerne. Gedder kan snøres med en løkke af messingtråd på en stang. Løkken føres forsigtig ind om fisken, indtil den er lige bag brystfinnerne, hvorpå fisken kan tages med et rask ryk. De fleste garnredskaber er lavede af bomuldstvist, men til tovværket benyttes andet materiale som [[hamp]] og [[kokos]]. Redskaberne gøres ofte mere holdbare ved barkning med katechu, kobbervitriol og andet eller [[Garnbarkning|Imprægnering]] med karbolinium eller tjære. Ruser og lignende laves ikke sjældent af galvaniseret jerntrådsvæv. === Fiskefartøjer === [[Fil:Tróndur í Gøtu 2012.jpg|thumbnail|Trawleren og vodskibet Tróndur í Gøtu, som ejes af Varðin på Færøerne fisker hovedsagelig makrel og sild. Bygget i Skagen i 2010, 3.524 BT.]] [[Fil:Flensburg historische Werft.jpg|thumb|Fiskerbåd og -net på [[Museumshavn (Flensborg)|Museumværft]] i [[Flensborg]]]] [[Fil:Fiskekutter ved Bornholm 2003.jpg|thumb|Fiskekutter ud for Bornholm. 2003]] [[Fil:African fishing boat.jpg|thumb|Fiskebåd fra [[Cameroun]], der bruges til at fange blandt andet [[barracuda]]er og [[haj]]er]] De fleste fangstredskaber i Danmark og andre lande med lavvandede områder er tilpasset fiskeri i lavvandede områder: i søer, vandløb eller fjorde. Det er dog lige så klart, at et sådant fiskeri sætter snævre grænser for udbyttet og derfor ikke kan tjene som hovenæringsvej. For at få adgang til store fiskemængder må man til havs, og brugen af fiskefartøjer kendes da også omtrent så langt tilbage som fiskeri har været udøvet. I de tidligste tider måtte man padle eller ro sig frem, siden blev sejlfartøjer taget i brug og fra slutningen af 1800-tallet tillige motordrevne fartøjer som f.eks. trawlere. I Danmark havde man tidligere en mangfoldighed af åbne både, der benyttedes til fiskeri, lige fra vestkystens fladbundede både og pramme til de inden for [[Skagen]] benyttede dambåde, fartøjer, der er byggede over et i midten som [[hyttefad]] indrettet rum, sænkekølsbåde, fladbundede og forsynede med eet eller to sværd, der kunne sænkes eller hæves, efter som man er på dybt eller grundt vand, drivkvaser til fangst af [[ål]] med drivvod, de bornholmske [[ege (båd)|ege]]r, der i bygning lignede en del de på Jyllands vestkyst benyttede fartøjer. Endelig fandtes en stor mængde mindre fartøjer af forskellig bygning (joller). Af dæksfartøjer, den store kuttertype, som er blevet benyttet til fiskeri i Vesterhavet og ved Island (60—100 tons), mindre kuttere med dam (10—50 tons) til kystfiskeri efter fladfisk, [[kvase]]r, skonnertriggede fartøjer med dam, brugtes tidligere meget til transport af fisk i levende tilstand. Stævnsbåden til sildefiskeri i [[Kattegat]], bæltsbåden til sildefiskeri i [[Storebælt]], laksebåden ved [[Bornholm]], der havde en del lighed med den norske lodsbådstype (6—13 tons drægtighed). Af tidligere særligt fremtrædende fartøjstyper må nævnes de norske [[nordlandsbåd]]e med næsten lodrette, skarpt tilløbende stævne, en mast og et råsejl, særlig kendte for deres sejleevne og søgående egenskaber. De tidligere meget benyttede svenske bankskøjter, som drev torskefiskeri i Nordsøen, blev siden erstattede af store motorfartøjer, som drev sildefiskeri med snurpenot i [[Skagerrak]]s og [[Kattegat]]s nordlige del. Hollændernes [[fiskekutter|kuttere]] til sildefiskeri — oprindeligt af meget gammeldags form, ''koffer'' eller ''sildebuizer'', ''hoeker'', ''bomschuiter'', fladbundede fartøjer, indrettede til at sætte på land — nu af moderne fiskekuttertype. Den franske fiskeskonnert, som drev fiskeri ved Island og Newfoundland, var bekendt for sine udmærkede søgående egenskaber. Tysklands [[evert]]er og kuttere, de første med dam til fiskens opbevaring i levende tilstand, de sidste af den moderne, skarptbyggede kuttertype til sildefiskeri i [[Vesterhavet]]. Englands [[smakke]]r eller kuttere til trawlfiskeri, fartøjer på 70—80 tons drægtighed, slup- eller dandyriggede med stort dybgående og fortrinlig sejlevne, der dog senere blev af underordnet betydning. Den skotske sildebaad, 10—18 m’s længde med luggerrigning. Amerikanernes klipperformede fartøjer med stor bredde og temmelig flad bund midtskibs, skarptformede for og agter, har været model for den moderne kuttertype, der i det 20. århundrede benyttedes i de fleste lande, der drev havfiskeri. Den amerikanske fiskeskonnert, 70—120 tons drægtighed, er bygget efter disse principper og regnes for et af de mest fuldkomne fartøjer, både hvad sødygtighed og sejleevne angår, der er udviklet til erhvervsfiskeri. Til fiskeri fra disse fartøjer benyttedes mindre både, ''dories''. For øvrigt brugtes et stort antal fartøjer til kystfiskeri, alle tillempede i form, sejlføring og aptering efter hvert lands skik og stedlige behov. I de nordlige lande var i sin tid [[gaffelsejl]] eller [[sprydsejl]] de mest fremtrædende, i de sydlige var [[latinersejl]]et mere benyttet. Fælles for en meget stor del af de her nævnte fartøjstyper er, at motoren var blevet indført som drivkraft og taget i brug ved redskabers udsætning og indhivning. Især gjaldt dette de skandinaviske lande, hvorfra brugen af motoren i fiskeriets tjeneste stammer og forplantede sig til Tyskland, England og andre ved Nordsøen liggende lande. Også ved fiskerierne i Frankrig, Middelhavslandene, Amerika og Østasien vandt motoren betydeligt frem som taget i anvendelse ved fiskeriet og dets udøvelse. Det må dog nævnes, at man mange steder helt op i nutiden udmærket har kunnet klare sig med ro- eller sejlfartøjer. Den mest moderne og kraftigste fartøjstype på fiskeriområdet var fiskedamperen ([[trawler]]en), der efterhånden vandt mere og mere indpas, navnlig i de til Vesterhavet grænsende lande. England gik i spidsen for udviklingen i denne retning ved at påbegynde trawlfiskeriet med dampskibe, der i begyndelsen kun var små, men siden voksede i størrelse af indtil 4 à 500 tons drægtighed. Disse skibe har en betydelig maskinkraft og er beregnede på at slæbe trawlet over grunden. De har et stort lastrum, hvori fisken opbevares på is efter at være slagtet og renset. De største dampere benyttes til transport af fisk, de andre udelukkende til fiskeri med trawl eller liner. === Fiskens opbevaring === I [[middelalderen]] var den mest udbredte måde at opbevare fisk, især [[sild]], på at nedsalte dem i tønder. Den ældste kendte måde at behandle opfiskede [[torsk]] på, var at skære dem op efter bugen, udtage indvoldene og så hænge fisken op til lufttørring på træstilladser, såkaldte ''hjell''. Ved denne fremgangsmåde fremstillede man ''tørfisk''. Fra [[England]] indførtes til Norge i det 17. århundrede den siden almindeligste behandlingsmåde af fisken: Man renser den omhyggelig og nedsalter den i [[fiskevær]]ene, hvor efter den føres til tørrepladser i de indre dele af fjordene, hvor den lufttørres på flade klipper langs stranden. Den vare, man således opnår, kaldes ''klipfisk''. En skrei, der vejer 4,8 kg, afgiver 1 kg klipfisk. Det klassiske hjælpemiddel, der siden det 18. århundrede anvendtes af fiskerne på [[Bornholm]] for at holde den fangne fisk frisk indtil at den var blevet solgt i [[København]] og som siden bredte sig vidt omkring, er ''[[hyttefad]]et'', en bådformet tilspidsede kasse med talrige huller til vandet gennemstrøm; heri kan fisken opbevares levende. I ''damjoller'' er bådens midtparti indrettet som hyttefad (dam). I nyere tid er man gået over til at ''nedise fisken'' straks efter fangsten. == Fiskeriets udvikling == [[Fil:Dugouts.jpg|thumb|Udhulede træstammer udgjorde de oprindelige fiskefartøjer. Her kanoer fra [[Zambia]]]] Fiskeri har været bedrevet så langt tilbage, menneskelig virksomhed kan spores, med større eller mindre ivrighed. Blandt de tider, hvor fiskeriet blev bedrevet i særligt stort omfang, kan nævnes det middelalderlige [[Skånemarkedet|sæsonfiskeri i Øresund]] og Limfjorden og senere fremkomsten af de første egentlige [[fiskerlejer i Danmark]] i renæssancen. I de følgende århundreder indtrådte en nedgangstid for fiskeriet, og først fra begyndelsen af 1800-tallet skete et fornyet opsving i forbindelse med forbedringer i fiskeriets metoder. === Fiskeriet i første halvdel af det 20. århundrede === Retten til at udøve fiskeri var i det åbne hav fri for alle. Ved kysterne var den forbeholdt vedkommende lands undersåtter indtil en afstand fra kysten, der regnedes noget uens i de forskellige lande, men som i de i den nyere tid afsluttede traktater var fastsat til 3/4 sømil fra nærmeste land, som ikke var overflydt ved daglig vandstand. En følge af staternes højhedsret over søterritorierne i det åbne hav var, at de giver love for fiskeriets drift. Måden, hvorpå fiskeri udøvedes, var ikke ens i de forskellige lande, afhængig af naturforhold og beliggenhed. Fælles var dog inddelingen af de til fiskeri anvendte redskaber i faststående og flydende eller drivende redskaber. De første bestod af liner med kroge, der sattes langs havbunden; faststående netredskaber, i hvilke fisken hildes; ruser, bundgarn, gårde, kister; de andre af krog (angel) på snøre eller pilk, vod, drivgarn, skrabere, harpuner, glib og forskellige stangeredskaber. Til agn ved krogfiskeri benyttedes sild, torsk, makrel, tobis, snegle, rejer, negenøje, kong, forskellige slags muslinger, orme, indvolde af marsvin, kreaturlever og så videre. ==== ''Sildefiskeri'' ==== [[Sild]]en forekom i så godt som alle nordlige farvande og var genstand for et meget betydeligt fiskeri overalt i norden, hvor fiskeriet havde nået en vis udvikling. For Europas vedkommende var de hollandske, skotske og norske sildefiskerier de vigtigste, for Asiens vedkommende de japanske. I Nordamerika havde dette fiskeri derimod ikke nået nogen større betydning i sammenligning med andre fiskerier, som blev drevet der. Værdien af sildefiskeriet var 1913 følgende (i mio. kr.): i [[Storbritannien]] 54, i [[Holland]] 19, i [[Norge]] 11, i [[Tyskland]] 11, i [[Sverige]] 4 1/2, i Danmark 2 1/2 og i [[Japan]] 6—7 mio. yen. Sildefiskeriet blev drevet på meget forskellige måder. I Norges, Sveriges og Islands [[skærgård]]e stængtes silden inde ved store [[not (fiskeri)|not]]. Også i Japan var notfiskeriet af stor betydning. Ved de mere flade og sandede kyster fangedes den i [[bundgarn]] og bundgarnlignende redskaber af forskellig konstruktion, i [[ruse]]r, [[sættegarn]] og [[landdragningsvod]]. Størst betydning havde dog sildefiskeriet i de åbne have, så som de svenske snurpe- eller posenotsfiskerier i [[Skagerrak]] og [[Kattegat]], der blev drevet fra store dæksfartøjer med motor, og fornemmeligt de store sildedrivgarnsfiskerier i Nordsøen. Oprindelsen til disse fiskerier er af meget gammel dato. I [[Skotland]] fx går den tilbage til landets ældste kendte historie, og allerede tidligt var sildefiskerierne der genstand for regeringens omsorg ved udstedelse af regler for sildens sortering, pakning og for tilsynet dermed. Både de skotske og hollandske sildedrivgarnsfiskerier begyndte omkring 1. maj østen for [[Shetlandsøerne]]; i sommerens løb trak fiskeriet sig sydligere, og et stort antal såvel engelske som tyske og franske fiskere deltog da i fiskeriet. I begyndelsen af fiskeriet fiskedes den velkendte maatjes sild (jomfrusild), uden udviklet rogn eller mælke, senere fuldsild med udviklet rogn og til sidst om efteråret den tomme sild, der udgjorde den dårligste vare. Til fiskeriet benyttedes sejl- og motorfartøjer og garn af betydelige dimensioner, hvoraf hvert fartøj medførte indtil 3 à 400 stk. Garnene gaves ud om aftenen og bjergedes næste morgen. Omkring [[1. verdenskrig]] indførtes dampfartøjer af den almindelige trawlertype ved sildefiskeriet, ikke alene til [[drivgarn]]sfiskeri, men også til trawling efter silden, når den om dagen søgte mod havbunden. [[Trawl]]en bragtes ved dette fiskeri til at flyde meget let og med betydelig fart over bunden. Dampfartøjers benyttelse til sildefiskeri var tiltagende hvert år på sejlfartøjernes bekostning. Fra gammel tid er drivgarnssilden fra Nordsøen blevet behandlet, renset og saltet med stor omhu, enten — som fra Holland og Tyskland — om bord i fartøjet, eller — som ved de skotske fiskeri — i store sildesalterier i land. Også ved østkysten af England og ved Irland blev drevet et betydeligt sildefiskeri med drivgarn og trawl. Sildefiskeriet var det største af Irlands fiskeri. Foruden det nævnte store Nordsø-sildefiskeri blev der drevet et betydeligt drivgarnsfiskeri forskellige andre steder, således i Kattegat af fiskere fra Hallands len og til dels fra Skåne, sundfiskeriet og østersøfiskeriet ved Blekinges og Bornholms kyster, der blev drevet lige som det tilsvarende danske fiskeri med drivgarn. Østersøsilden (svensk: ''strømmingen'') var genstand for fiskeri fra svensk og finsk side helt op i den Botniske Bugt. I Japan, der var det største fiskeridrivende land i Asien og det eneste asiatiske land, der drev fiskeri rationelt, var sildefiskeriet et af landets vigtigste fiskerier. Det blev drevet med store, bundgarnlignende redskaber, posenot og landdragningsvod. Silden, som fandtes der, tilhører dog en anden art end den, som var genstand for sildefiskeriet i Europa. I Amerikas Forenede Stater blev sildefiskeriet fornemmeligt drevet ved fintmaskede posenot, der fangede indtil de mindste størrelser af silden. De mindre brugtes til madding ved helleflynderfiskeriet, de større tilberedtes til saltet eller præserveret vare. Som nævnt var sildefiskeriet i Nordamerika af underordnet betydning. Det var i overvejende grad baseret på »menhaden«. Denne fandtes i store mængder ved Amerikas Atlanterhavskyst, navnlig ved Maine og Florida, og der blev herfra drevet et betydeligt fiskeri af den ved fiskerdampere og motorskonnerter. Disse fartøjer var indrettede med et meget stort lastrum, idet maskine, kedler og kulrum lå helt agter i skibet. Den største af damperne, bygget 1913 til en pris af 100.000 $, kunne laste 1 1/2 mio. stk fisk eller 4.500 tønder. Fiskeriet udøvedes med store posenot, hvortil benyttedes mindre både, som førtes om bord. Ejendommeligt var den omhu, der udvistes for voddets bevarelse. Når det havde været benyttet, overstrøedes det, mens det endnu lå i båden, med et tykt lag salt, hvor efter det overøsedes med havvand. I den derved frembragte lage lå voddet i nogen tid og skylledes rent, når det blev taget op, med vand fra skibets pumper. Denne fremgangsmåde benyttedes, fordi voddet ved menhaden fiskeri blev meget slimet. I dette fiskeri deltog 1912 118 dampere og 29 motorskonnerter. Fiskeriet var af stor betydning, ikke alene på grund af udbyttet, ca. 2 1/4 mio. $ årligt i gennemsnit, men også på grund af de værdifulde produkter, der indvandtes, navnlig olie og gødningsstoffer. Olien indvandtes ved, at fisken blev kogt og presset i store fabrikker i land, og gødningsstofferne fremkom af det derved tilbageblevne materiale. ==== ''Sardinfiskeri'' ==== [[Sardin]]en findes vel i de nordlige have sønden for Norges sydvestlige kyster, men af europæiske farvande er det dog kun i [[Atlanterhavet]] ud for de franske, spanske og portugisiske kyster og i [[Middelhavet]], at dens forekomst var så stor, at den var genstand for et regelmæssigt fiskeri. Til gengæld fandtes den så også her i så stor mængde, at sardinfiskerierne hørte til de største i disse egne, og mange steder kunne dette fiskeri drives hele året igennem. I Frankrig deltog omtrent 35.000 fiskere årligt i sardinfiskeri, og lige så mange var knyttede til det som medhjælpere og arbejdere. Det årlige middeludbytte anslås til 13 mio. francs. Måden, hvorpå sardinfiskeriet udøvedes de her nævnte steder, har holdt sig temmelig uforandret i århundreder og bestod i anvendelse af lette, fintmaskede [[garn (fiskeri)|garn]], som holdtes flydende i vandets overflade eller sattes rundt om en stime, hvor en sådan blev iagttaget. Man havde til dette fiskeri brugt mindre sejlfartøjer, men var dog i de senere år gået over til benyttelsen af større [[dæksbåd]]e, for en stor del forsynede med motor som drivkraft. Disse fartøjer førte da mindre både, fra hvilke garnene udsattes, og man havde i fartøjerne ofte anbragt fryseapparater til sardinens konservering, så at fartøjerne kunne holde søen i længere tid og drive fiskeriet mere intensivt end før. En ejendommelighed ved sardinfiskeriet var, at man for at lokke sardinen i garnene udkastede fiskerogn — navnlig torskerogn, som man fik fra Norge — i nærheden af garnene. Indtil den nyere tid afhændededes fangsten på forskellige måder, fra tiden omkring 1. verdenskrig solgtes så godt som alt til de kendte anstalter for sardinkonserves. Også i Italien og andre Middelhavslande drev sardinfiskeriet som i Frankrig, men efter langt mindre målestok. I [[Japan]] var sardinfiskeriet eller fiskeriet af en sardinlignende fisk (''Sardinella melanoslicta'') det vigtigste af dette lands fiskerier. Den samlede værdi af fiskeriet var 10 mio. yen årligt. Fiskeriet, der blev drevet hele året, foregik på forskellige måder, dels ved meget store posenot, dels ved store landdragningsvod, dels ved drivgarn. Størstedelen af fangsten afsattes i indlandet i saltet tilstand, kun de større eksemplarer saltedes til eksport til Kina. Præservering af sardin i olie var derimod kun på forsøgsstadiet i Japan. ==== ''Brislingefiskeri'' ==== [[Brisling]]efiskeriet var betydeligst i Frankrig og Norge. På grund af brislingens lighed med sardinen dannede den, nedlagt i olie, et substitut for denne, og udgjorde en betydelig handelsvare. Hovedfiskeriet i Frankrig af denne fisk foregik ved [[Douarnenez]], hvor det blev drevet med store [[landdragningsvod]]. ==== ''Ansjovisfiskeri'' ==== Ansjovisfiskeriet var også betydeligst i Frankrig, fornemmeligt i Middelhavet, hvor der på den franske kyst fandtes mange tilvirkningsanstalter for ansjovis. Det blev drevet enten ved garn af lignende art som dem, der brugtes ved sardinfiskeriet, eller ved vod. En ejendommelighed ved ansjovisfiskeriet i Middelhavet var benyttelsen af lanterne om natten fra bådene. Lyset lokkede fisken til sig, og den fulgte båden, som roede mod land, hvor stimen blev taget med voddet. Foruden den kendte norske ansjovis-nedlægning brugtes i Frankrig også nedlægning i olie. Også i Norge var ansjovistilvirkningen af stor betydning, men det var næsten udelukkende brisling, som benyttedes hertil. ==== ''Torskefiskeri'' ==== Fiskeriet af [[torsk]] og torskearter ([[kuller]], [[lange]], [[sej]], [[brosme]], [[kulmule]] med flere): Overalt, hvor torskearterne forekommer, bliver der drevet fiskeri ved kysterne af dem, enten med liner, garn og ruser eller med pilk og snøre. De egentlige store torskefiskerier drives derimod som havfiskeri med dertil svarende udrustning af fartøj, mandskab og redskab. De vigtigste af sådanne torskefiskerier drives i Nordsøen, ved Island, Færøerne, Newfoundland og Canada samt i Stillehavet i de japanske farvande. Ved Island og Færøerne drives dette fiskeri nu af franske, engelske og tyske fiskere, men mens det engelske og tyske fiskeri er af nyere dato, har man fra Frankrig drevet torskefiskeriet ved Island i århundreder. Allerede i [[Colbert]]{{dn|dato=februar 2018}}’s tid stiftedes i Frankrig til støtte for havfiskeriet den såkaldte ''Inscription maritime'', en slags indrulleringsinstitution for søfolk og fiskere. De, der er indskrevne heri, har forpligtelse til at tjene et vist antal år i marinen, men til gengæld har de så ret til pension og til regeringspræmier, når de går på fiskeri ved Island eller [[Newfoundland]]. Dette system har i høj grad fremmet Frankrigs deltagelse i fiskeriet i disse farvande. Fiskeriet udgår fra de nordfranske havne, og indtil den nyeste tid er der hertil benyttet sejlskonnerter af en bestemt type og med fortrinlig sødygtighed. Nu fortrænges sejlfartøjerne mere og mere af dampfartøjer af den almindelige trawlertype. 1914 udgik fra franske havne 226 sejlfartøjer på fiskeri ved Newfoundland og 28 damptrawlere, men nogle få år forinden deltog kun 6 damptrawlere i dette fiskeri. Ved Island drev samme år fra fransk side 66 sejlfartøjer og 47 damptrawlere torskefiskeri. Fiskeriet foregår på forskellige måder ved Newfoundland og ved Island. Ved Newfoundland drives det efter amerikansk system med dories, små fladbundede rofartøjer, hvoraf hvert skib medfører ca. 20 stk. Redskabet, [[langline]]r, ros ud om aftenen med disse dories og sættes i stjerneform fra skibet, som er opankret. Om morgenen bjerges de og ros om bord med fangsten. Hver [[dory]] har liner på ca. 1 km længde. Til [[agn]] benyttes fornemmeligt snegle, men også saltet [[sild]]. Om bord i skibet flækkes, renses og saltes fisken. Foruden franske deltager også amerikanske, engelske og portugisiske fiskere i dette fiskeri. Ved Island er dybderne i reglen for store til at opankre fiskeskibet. Man fisker derfor fra det, mens det er let og i drift. Redskabet, som benyttes, er [[håndline]], og fiskepladserne skiftes i løbet af sæsonen. I februar og marts foregår det ud for sydkysten af Island, i april og maj ud for vestkysten. Der efter går mange fartøjer til østkysten af Island, andre bliver ved vestkysten, men fra begyndelsen af juli til fiskeriets ophør i august samles så godt som alle fartøjerne ud for [[Reykjavik]]. De, der fortsætter fiskeriet i september, fisker ud for sydkysten. De danske havundersøgelser ved Island har påvist torskens og torskeyngelens vandringer og den nøje forbindelse hermed og med fiskeriets gang ved Island. Til agn benyttes ved linefiskeriet udskårne stykker af fisk eller søfugle. Saltet eller fersk sild anses for bedst. Damptrawlerne, der fisker ved Island, benytter Otter-trawlen. De er af største og bedste art og særdeles godt udrustede, blandt andet med trådløs telegrafi. Fangsten fra sejlfartøjerne bringes i saltet tilstand til hjemmet ved hjælp af store sejlskonnerter, der er særligt indrettede dertil (de såkaldte ''chasseurs''). Damptrawlerne bringer som oftest selv deres fangst hjem. Da formålet for fiskeri ved Newfoundland og Island er fangst af torsk, består den væsentligste del af fangsten heraf. Torsken tilberedes til klipfisk såvel i USA som i Frankrig og på Island og er genstand for en stor eksport, navnlig til Sydeuropa. I England sælges torsken i saltet tilstand, hvoraf også betydeligt eksporteres. Såvel for de franske Newfoundlandsfiskerier som for fiskeriet ved Island gøres der fra regeringens og privates side meget for at lette det anstrengende og hårde liv for besætningerne. Ved Newfoundland holdes der således hospitalskibe på fiskepladserne til bedste for fiskerne. Ved Island, hvor fiskepladserne er så spredt liggende, er indrettet hospitaler i land i Reykjavik, Faskrudfjord og på Vestmannaøerne. En damper fører de syge til hospitalerne. Den franske regering holder desuden under hele fiskesæsonen en krydser ved Island for at beskytte fiskerierne og for at yde assistance til fiskerne. Torskefiskeriet ved Færøerne og i Nordsøen drives med sejlkuttere af franske, engelske, hollandske og tyske fiskere. Det begynder i april omkring Færøerne og Shetlandsøerne og fortsættes langs Skotlands kyst, hvorefter man går østefter til de store fiskegrunde i Nordsøen. Torsken opskæres straks efter fangsten, renses og saltes i tønder. Senere ompakkes den i land og frembyder en udsøgt god vare. Ved torskefiskeriet og med de dertil benyttede redskaber fanges der flere andre torskearter end den almindelige torsk, såsom lange, sej, brosme, kulmule. Det er kun få steder, disse fisk er genstand for et specielt fiskeri, således som ved den norske kyst. Vesten for Skotland er kulmulen i forårstiden efterstræbt af trawlerne, og af særlig betydning er det engelske og tyske kullerfiskeri i Nordsøen, der drives dels fra sejlfartøjer med langline og med mindre kroge end de, der benyttes ved torskefiskeriet, dels fra damptrawlere. Som bekendt er der såvel i England som i Tyskland et stort marked for kuller. Ud for USA og Kanadas kyster samt ved Alaska drives et stort torskefiskeri med håndline og langline. Der benyttes hertil skonnerter på indtil 400 nettoregisterton. Fangsten sælges enten i fersk tilstand eller renses og saltes om bord. I Japan drives et betydeligt fiskeri efter torsk eller dermed beslægtede arter med håndline og langline fra skonnerter på 100—150 T. drægtighed. Agn til langlinefiskeriet er fornemmelig sild, flyndere og deslige, til håndlinefiskeriet makrel eller torsk. Det første drives i januar-april, det sidste i juli og august. I de senere år er der fra Japan eksporteret ret betydelige mængder af saltet torsk. Udbyttet af de vigtigste torske- og kullerfiskerier i Europa var 1913 følgende i mio. kr.: England og Wales 54 1/2, Skotland 20 1/2, Irland 1/2, Frankrig 22 1/4, Norge 29 1/4, Tyskland 11 1/4, Holland 4, Belgien 1/2, Sverige 3/4, Danmark (med Island og Færøerne) 12 3/4, hvoraf hjemmefiskeriet 2 1/2, i Japan 1 1/2 Mill. Yen. ==== ''Fladfiskefiskeri'' ==== Fiskeri af fladfisk ([[rødspætte]], [[tunge]], [[pighvar]], [[slethvar]], [[slette]], [[ising]], [[rokke]]r, [[helleflynder]] med flere) drives langs kysterne med mange forskellige redskaber, garn, liner, snøre, vod, til dels også med ruser. Fra gammel tid har garnfiskeriet været det vigtigste ved fiskeri af fladfisk nær kysterne, senere er vod, og navnlig det i Danmark benyttede snurrevod, blevet almindeligt ved kystfiskeriet, særlig i Nordsølandene, og det har på mange steder fortrængt garnfiskeriet. Landdragningsvod bruges også til dette fiskeri. Benyttelse af liner, snøre og ruser er derimod overalt af underordnet betydning ved fiskeri efter fladfisk. Det redskab, som ubetinget er af størst betydning ved fiskeri af fladfisk, er slæberedskabet trawlen og den tyske kurre. Som nævnt fanges også forskellige andre fiskearter end fladfisk, navnlig kuller, ved fiskeri med trawlen, lige som denne også er indført ved sildefiskeriet, men det er dog fangst af fladfisk og kuller, som er det væsentlige ved trawlfiskeriet. Trawlen (bomtrawlen, the beam trawl og den tyske kurre) har vel været anvendt i mange år i England og Tyskland, men det er først fra midten af det 19. århundrede, at den store udvikling af trawlfiskeriet som havfiskeri blev påbegyndt fra England rundt på Nordsøens forskellige fiskebanker, hvor man dengang fandt overflod af fisk. Fra den tid og mange år derefter blev trawlfiskeriet drevet med store, veludrustede sejlkuttere på 70—100 ton drægtighed, der fiskede samlede i store flåder, om foråret i den sydvestlige og vestlige del af Nordsøen, navnlig ved Hornsrev og den jyske vestkyst, senere vestligere på fiskebankerne i Nordsøen: den store Fiskebanke, Doggerbanke med flere. Hver af disse flåder blev ledet af en af rederiet særlig udvalgt mand med den fornødne indsigt og erfaring. Fangsten transporteredes til land af store sejlkuttere, senere af dampere (de såkaldte ''carriers''). Fiskerflåderne blev derved i stand til at holde søen i lang tid ad gangen. Omkring 1880 begyndte i England indførelsen af [[damptrawler]]e, der dengang var mindre fartøjer med [[bomtrawl]], men det varede ikke længe, før disse fartøjers størrelse forøgedes, og samtidig erstattedes bomtrawlen af den bedre og stærkere fiskende [[skovltrawl]] (''Otter trawl'','' scheerbretnetz''). Herved forøgedes fiskeevnen betydeligt. Efterhånden blev imidlertid antallet af disse fiskedampere så stort, at fiskeriet i Nordsøen blev mindre rentabelt. Man gik da til en betydelig forøgelse af fiskedampernes størrelse og sendte dem til fjernt liggende fiskegrunde som ved [[Island]], [[Færøerne]], i [[Hvidehavet]], ved [[Irland]]s, [[Spanien]]s og [[Marokko]]s kyster, og trawlfiskeriet opnåede herved en meget betydelig udvikling, især fra engelske og tyske havne som [[Grimsby]], [[Hull]] og [[Boston]], [[Altona]], [[Cuxhafen]] og [[Bremerhafen]]. I alt gik i 1913 1.341 damptrawlere fra engelske og irske havne. Også i [[Skotland]], navnlig fra [[Aberdeen]], er trawlfiskeriet blevet betydeligt udviklet i de sidste 30—40 år. 1913 fandtes ca. 400 damptrawlere foruden en del sejltrawlere i Skotland. Over halvdelen af damptrawlerne var hjemmehørende i Aberdeen. I Irland har trawlfiskeriet ikke nået nogen større udvikling, fordi markedet for trawlet fisk er dårligt der. I Tyskland fandtes i 1912 311 damptrawlere. England er trawlfiskeriets moderland. Efter engelsk forbillede har andre lande som Tyskland, Frankrig, USA og Japan optaget trawlfiskeriet. De tyske trawlere er i størrelse, udrustning og fiskemåde som de engelske. De fisker også som de engelske ved Islands syd- og vestkyst, i Nordsøen og i nogen grad også på de endnu fjernere fiskepladser. Fangsten føres til land i fersk, iset tilstand, fornemmelig til tyske havne men også til Aberdeen og til Norge, hvor et betydeligt materiale til fabrikation af fiskeboller hidrører fra tyskernes fiskeri ved Island. De franske trawlere er alt omtalte under beskrivelsen af torskefiskeri ved Island. Foruden disse trawlere, der når den betydelige størrelse af 450—550 tons drægtighed, har Frankrig en ret betydelig trawlerflåde, der er anlagt på fiskeri i Nordsøen og omliggende vande ligesom de engelske og tyske, og som bringer fangsten til franske havne. Størrelsen af disse damptrawlere varierer fra 65—300 tons drægtighed. Som det vil ses af det foregående, søger alle de i Europa i trawlfiskeriet interesserede til de islandske fiskepladser, og antallet af de ved Island fiskende skibe er derfor meget betydeligt. Alene af damptrawlere var der 1913 og årene umiddelbart forinden 447 ved Island, hvoraf 300 engelske, 80 tyske, 40 franske, 10 hollandske og 17 fra Island. I USA og Japan er trawlfiskeriet efter engelsk mønster i de senere år optaget med heldigt resultat. Sidstnævnte land har fremmet dette fiskeri ved præmier for hvert enkelt skib, som deltager i det. Den store overflod af fisk, der findes i de japanske farvande, har også begunstiget dette fiskeris udvikling. Trawlfiskeriet kan i Japan drives hele året, men den bedste tid for det er december—marts. Af fangsten er flyndere og tunger fremherskende, men desuden udgør hajer og rokker en betydelig del deraf foruden forskellige, særligt japanske fiskearter. Ved trawlfiskeriet fanges alle de forskellige arter af fladfisk: rødspætte, tunge, slette, ising og føres i fersk tilstand til markederne. Kun helleflynderen er genstand for et særligt fiskeri, hvilket er begrundet i, at den oftest forekommer på steder, hvor trawlen vanskelig kan fiske, som på de store dybder vest for Island, i Davis-strædet, ud for Canada og USA's kyster. Det samlede udbytte af trawlfiskeriet kan ikke opgives, da så mange forskellige fiskearter fiskes ved dette fiskeri. Helleflynderfiskeriet drives derfor væsentligst med [[langline]]r. Oprindeligt var det amerikanerne, som drev dette fiskeri ved Islands og i nogle år ved Grønlands kyster med særligt veludrustede og velbemandede sejlskonnerter på 70—80 tons drægtighed. I disse farvande driver de det nu ikke mere, vistnok på grund af helleflynderens aftagen i mængde, og det er kun englænderne, som har fortsat fiskeriet her med sædvanlige trawldampere, der fisker med langliner, som sættes og bjerges med skibet uden benyttelse af dories. Det amerikanske fiskeri foregår derimod med dories og langliner som ved torskefiskeriet. Amerikanerne har nu forlagt fiskeriet til farvandene ud for USA's Atlanterhavskyst og særligt ud for [[Alaska]]. Her drives et meget betydeligt helleflynderfiskeri på den nys nævnte måde. Fisken behandles ved frysning og indpakning på den i Amerika benyttede særdeles omhyggelige måde. Om bord i skibene opbevares fisken i kasser i fryserum og føres til havne, hvorfra de med jernbane transporteres til de store markeder i indlandet. En del sendes til så fjerne pladser som New York og Boston. Helleflynderfiskeriet ved Alaska udgjorde 1914 762.757 $, 1913 kun 571.314 $. Forøgelsen er begrundet i tilvækst i antallet af deltagende fartøjer. Ved Kanadas, Newfoundlands og USA's kyster synes helleflynderfiskeriet at aftage, efterhånden som fiskeriet ved Alaska tiltager. 1914 gik kun 33 skibe på dette fiskeri ved østkysten, mens 146 fiskede ved Alaska. Fiskeriet på østkysten af helleflynder androg 1914: 246.277 $ for fersk og 30.000 $ for saltet helleflynder. Det her beskrevne amerikanske helleflynderfiskeri er blandt de største i verden. For øvrigt drives helleflynderfiskeri næsten overalt i de nordlige have, ved Island, langs Norges kyst, i Nordsøen og [[Kattegat]] fra mindre sejlfartøjer med langliner og snøre, men disse fiskerier er uden betydning i sammenligning med andre fiskeriet i de nævnte farvande. Helleflynderfiskeriet udgjorde 1913 i mio. kr: England 6 1/4, Skotland 2, Norge 3/4, Tyskland 1/2. l Canada udgjorde helleflynderfiskeriet 1913 10 3/4 mio. kr. ==== ''Makrelfiskeri'' ==== Makrelfiskeriet drives i Frankrig og i alle til Nordsøen og Kattegat grænsende lande, samt i Nordatlanten, dels med dørge, dels med drivgarn. Fiskeriet foregår i to sæsoner, en forårs- og en efterårssæson. I USA, hvor makrellen er forekommet i store mængder, og hvor den er en meget yndet vare, må makrelfiskeriet henregnes til de vigtigere fiskerier. Fiskeriet drives ud for New Englands kyster med posenot, garn og dørge, men i de senere år er udbyttet aftaget meget betydeligt, uvist af hvilken grund. Det har dog endnu i de senere år udgjort hen imod 200.000 $ for fersk og 150.000 $ for saltet makrel. I nyere tid har makrellen ændret mønster og svømmer nu også i Nordatlanten, og specielt Færøerne har været i makrelkrig med EU og andre lande om makrelkvoter. Færøerne fastsatte egne makrelkvoter i færøsk farvand, men det var EU ikke enig i, og efter en del forhandlinger, iværksatte EU inklusive Danmark et boykot mod Færøerne, som er en del af den danske stat, men som ikke er medlem af EU. Boykotten varede i et år, fra 2013 til 2014. Færøerne vandt makrelkrigen, kan man sige, da de fik lov til at beholde en ret stor del af makrelkvoten, som [[Jacob Vestergaard]], fiskeriminister for Færøerne, havde fastsat. Pga. boykotten fik færøske trawlere ikke lov til at seje ind til havne i EU. Derfor blev to makrel- og sildefabrikker bygget i henholdsvis [[Tvøroyri]] og [[Fuglafjørður]]. Fabrikken i Tvøroyri, Varðin Pelagic, blev bygget før boykottet iværksattes, men truslen om boykot var forventet længe før.<ref>[http://portal.fo/arid+id+fer+2013+arid+id+es+boykottadi+foroyar.html portal.fo - Árið ið fer: ES móti Føroyum]</ref> Makrelkvoten for EU, Norge og Færøerne i 2015 var 1.054.000 tons. Heraf var Færøernes andel 132.814 tons.<ref>[http://www.fisk.fo/kunning/tidindi/foroyar-es-og-noreg-asett-heildarkvotuna-fyri-makrel/ fisk.fo]</ref> Såvel i USA som i Frankrig, Norge og Sverige bruges små makrel til nedlægning i olie. Arter af makrelfamilien forekommer overalt i de japanske farvande og fiskes ligesom i Europa om for- og efteråret. Fangsten anslås til 2 1/2 mio. yen. Fiskeriet drives med posenot, drivgarn og langliner af usædvanlig størrelse. I de europæiske lande, hvor makrelfiskeriet har nogen betydning, udgjorde det 1913 følgende værdi i mio. kr.: England 3, Skotland og Irland 1, Frankrig 4 1/2, Norge 2 1/2, Sverige 2. I Canada udgør makrelfiskeriet 3 1/4 mio. kr., i Japan 2 1/2 Mill. yen. ==== ''Tunfiskeri'' ==== Tunfisken er i slægt med makrellen. Den forekommer fornemmelig i varme og tempererede have, som fx ud for Frankrigs og Portugals kyster og i Middelhavet. I disse farvande drives der da også et stort fiskeri efter den, størst ved Frankrigs Atlanterhavskyst, hvor det i de senere år har taget et stort opsving, til dels måske fordi sardinfiskeriet har givet mindre udbytte. Udbyttet har endog i Frankrig været 5 mio. franc. årligt, og 4 à 5.000 fiskere har deltaget deri. Ved Atlanterhavskysten foregår fiskeriet nu langt til søs uden for linjen Ouessant-Finisterre og drives med dørge fra fartøjer af 50—60 tons drægtighed. Fra hvert fartøj udlægges lange stænger til begge sider, der tilsammen bærer indtil 12 dørgeliner, 6 på hver side. Desuden slæbes i almindelighed 2 liner agter og ofte 1 fra toppen af masten. Fiskeriet begynder i juli, når sit maximum i august og slutter i oktober. Der anvendes kunstig agn på krogene. Tunfisken kan som bekendt opnå en betydelig størrelse, og indbjergningen af fangsten kan derfor undertiden være vanskelig. Fisken dræbes ved et slag, når den hales om bord, der efter renses og vaskes den og ophænges, til man kommer til land, hvor størstedelen af fangsten sælges til konservesfabrikkerne til nedlægning i olie. I Portugal foregår fiskeriet på lignende måde som i Frankrig. Det indbringer ca. 2 mio. kr årlig. I Italien drives det derimod fornemmelig nær kysterne med bundgarnlignende redskaber, især ved sydvestkysten af Sardinien, og hører til Italiens vigtigste fiskerier. Også i Japan ved Stillehavskysterne af de japanske øer drives et stort tunfiskeri med mange forskellige redskaber: landdragningsvod, bundgarn, drivgarn, håndline og langline. Udbyttet af tunfiskeriet andrager i Japan ca. 2 mio. yen årligt. I USA er tunfiskeriet i udvikling ved Californiens kyst. Tunfisken når her en usædvanlig størrelse. Fiskeriet foregår på en lignende måde som i Frankrig, og fangsten tilberedes lige som der i olie. ==== ''Laksefiskeri'' ==== Beskrivelsen heraf hører nærmest under ferskvandsfiskeri, fordi det største fiskeri af laks foregår der, men da laksen som bekendt også opholder sig i havet, er den også der genstand for et ret betydeligt fiskeri. Af beskrivelsen af Danmarks fiskeri fremgår, at den fiskes i betydelig udstrækning i Østersøen med garn og langliner (lakselænker). Dette er også tilfældet for Sveriges og Tysklands vedkommende. I Nordsøen og ved Frankrigs kyster fiskes også laks, og hvor dette fiskeri foregår i umiddelbar nærhed af kysterne, bruges bundgarn, ruser og landdragningsvod. Størst er laksefiskeriet i USA og ved Alaska, også ud for kysterne, hvor det drives med store posenot. I Japan foregår også et betydeligt laksefiskeri ved de nordlige øer. Laksen fanges ved landdragningsvod, garn og ruser samt bundgarn. De vigtigste laksefisk i Nordamerika og Japan tilhører dog andre arter end den europæiske. ==== ''Andet fiskeri'' ==== Af fiskeri, der har mere underordnet betydning må endnu nævnes sværdfiskefangsten, der drives med harpun i Middelhavet og ved Portugals Atlanterhavskyst, størfiskeriet, der drives i Østersøen og i det hele ved udløbet af store floder, særlig i Rusland. Det drives navnlig ved garn. I Amerika fiskeri af shad, der nærmest er beslægtet med den i Europa forekommende stamsild, Svampefiskeriet i Middelhavet, særlig i Grækenland, og ved Japans Kyster. ==== ''Østersfiskeri'' ==== Østersfiskeri forekommer spredt i de forskellige verdensdele; i ringe udstrækning ved Norges sydvestlige kyster og ved Sveriges Skagerrakkyst, rigeligere i Limfjorden og vande af lignende art, på østersbanker i Nordsøen og ud for de engelske, franske, hollandske, belgiske, portugisiske og italienske kyster. Endvidere i stor udstrækning i Amerika og Japan. I de mere lukkede farvande fiskes østers med skraber eller ved dykker, i Nordsøen med trawl. Størst betydning har dog østersproduktionen i Frankrig og USA, blandt andet fordi der i disse lande drives en så udstrakt kunstig østersavl. I Frankrig findes de vigtigste naturlige østersbanker i den store bugt ved Cancale. Her fiskes årligt 12 mio. østers, der udgør ca. 2 mio. franc. I forbindelse med disse banker og andre spredt liggende steder på den franske kyst, der dog er uden større betydning, benyttes bassiner til opdræt af små østers, som tages fra østersbankerne. Østersfiskeriet på de naturlige banker er derfor af stor betydning, ikke alene for konsumen af østers, men også for opdræt af dem. Produktionen på de naturlige østersbanker overgås i betydelig grad i Frankrig og USA af den kunstige østersavl. Mens fx i Frankrig de naturlige banker 1912 afgav østers til 1 1/4 mio. franc, androg værdien af de kunstigt avlede østers, der samme år bragtes i markedet, 28 mio. franc. Den vigtigste plads for kunstig østersavl i Frankrig er Arcachon; i USA findes talrige steder for østersavl. Af europæiske lande har foruden Frankrig østersfiskeriet betydning i England, Holland, Belgien, Portugal og Italien. I England er især østers af små dimensioner, de såkaldte ''natives'', bekendt, og der udføres betydelige mængder af dem. Hollands kunstige østersavl er bekendt som meget vidt fremskreden. I Portugal fiskes østers af særlig god kvalitet, som er overførte derfra til Frankrig og har frembragt en fortrinlig vare. I Italien har østersfiskeriet især betydning i Taranto og Spezzia. I Japan har den kunstige østersavl været kendt i over 200 år, og den forekommer nu så godt som overalt ved den japanske Stillehavskyst, især i de mange bugter og indskæringer, som findes der. I disse anbringes forskellige materialer som sten, teglsten, østersskaller og deslige, på hvilke ynglen kan fæste sig. I maj og juni overføres de til bassiner, hvor de henligger, til yngelen har fæstet sig til underlaget. Når dette har fundet sted, overføres de til bassiner, i hvilke havvandet har frit løb, og et årstid efter anbringes de frit i bassinet og udvikles der. Der udføres et ret betydeligt antal østers fra Japan til USA. ==== ''Skaldyrsfiskeri'' ==== Fiskeri af hummer, languster, krabber, rejer og andre skaldyr foregår i næsten alle lande, hummerfiskeri i de nordlige tempererede, languster i de sydligere, særlig i Middelhavet. Til hummer- og langusterfiskeriet bruges hummer-ruser (Teiner) og garn; til rejefiskeriet tuser og således som ved den engelske kyst trawl af små dimensioner," hvormed der fiskes på det lave Vand nær kysterne. Hummer- og langusterproduktionen er størst i de lande, som Frankrig og Nordamerika, hvor der foretages kunstig udklækning af disse arter. I Japan foregår et stort fiskeri af hummer, krabber og rejer. Til hummer benyttes lige som i England små trawl, endvidere håndvod og garn. Alene fiskeri af hummer og rejer udgør i Japan en værdi af 2 mio. yen årlig. Fiskeri af krabber drives også her meget rationelt og andrager 1 1/2 mio. yen årlig. Det drives fornemmelig med garn, der sættes på bunden af havet. === Fiskeristøtte === Fiskeriets fremme blev i de fleste fiskeridrivende lande befordret ved foranstaltninger fra statens side. Blandt de nævnte foranstaltninger må særlig nævnes fiskerilån på billige vilkår, der efterhånden blev indført i mange fiskeridrivende lande. Sådanne lån blev givet på forskellige måder og på forskellige betingelser. Typisk for dem var de for Danmark beskrevne fiskerilån, idet disse gik ud på såvel direkte lån i fartøjerne (der i de forskellige lande blev givet med større eller mindre garanti fra låntagerens side), som lån til låneforeninger, der i reglen hæftede solidarisk for lånene. Endvidere gjordes der fra statens side så godt som overalt store ofre for at tilvejebringe de for fiskeriets drift fornødne fiskerihavne, for fisketransport og fiskeforsendelse. Fiskerskoler fandtes også i de forskellige lande, og der udførtes næsten overalt udstrakte havundersøgelser til fordel for fiskeriet, lige som staterne hver for sig holdt et omfattende søpoliti ved hjælp af orlogsmarinerne. === Ulykkesforsikring === Ulykkesforsikring for fiskerne fandtes nu også i de fleste lande, støttet af staten, ved siden af forskellige foranstaltninger afpassede efter fiskeriets behov i de enkelte lande. === Fiskeregulering === Fiskeriadministrationen i de forskellige lande var i almindelighed underlagt enten landbrugs- eller marineministerierne. I '''''England og Wales''''' var det således et departement under ''Board of Agriculture and Fisheries'', som administrerede fiskeriets regulering, og som foruden alle egentlige administrative sager havde overledelsen af alle videnskabelige havundersøgelser, hvorved det assisteres af et råd, sammensat af videnskabsmænd. Endvidere forestod det udarbejdelsen af fiskeristatistik, fiskerskoler og foretagender til fiskeriets fremme samt tilsynet med overholdelsen af de forskellige fiskerilove. I de vigtigste fiskericentrer i landet var oprettet lokale råd, i alt 11, hvis opgave det var at udfærdige vedtægter for fiskeriets drift og regler for fiskeritilsynet, der ved at approberes af centralstyrelsen fik lovkraft. Udgifterne herved afholdtes af by- og sogneråd. Administrationen af det skotske fiskeris regulering var direkte underlagt det skotske ministerium og udøvedes af ''Scottish Fishery Board'', der havde sæde i Edinburgh, og som bestod af 7 medlemmer, udnævnte af kongen for 5 år ad gangen. Det var i øvrigt organiseret som i England med hensyn til embedsmænd og underordnet personale, der var fordelt til de forskellige fiskericentre, men der fandtes ikke som i England lokale fiskeriråd rundt omkring i landet. I '''''Canada''''' var fiskeriadministrationen underlagt marineministeriet. Organisationen var i øvrigt omtrent som i England og Wales. Særlig vægt var der lagt på fiskeritilsynet, som bestod af 22 inspektører og 126 underordnede tilsynsmænd, der havde 22 fartøjer til rådighed. I '''''Frankrig''''' administreredes fiskeriets regulering af et departement under marineministeriet, der også varetog handelsmarinens interesser. Dette departement var delt i 4 kontorer. De forskellige administrationsgrene var omtrent de samme som i England, men på grund af den store rolle, som den kunstige fiskeavl og østersavlen spillede i Frankrig, beskæftigede denne administrationen mere end andet steds. I '''''Tyskland''''' var fiskeriadministrationen delt i fiskeritilsynet, som udøvedes af de forskellige tyske stater, hver for sig, der var delt i fiskeridistrikter, hvert med sit tilsynsførende personel, og en rigsadministration, der udøvedes af en halvofficiel institution »''Deutscher Seefischereiverein''« i Berlin, og som var underlagt landbrugsministeriet. Bestyrelsen af denne forening bestod af 17 medlemmer. De videnskabelige undersøgelser og arbejder udførtes af særlige kommissioner og anstalter som »''Kgl. Kommission für die wissenschaftliche Untersuchung der deutschen Meere''« og den biologiske anstalt på Helgoland. I '''''Holland''''' var fiskeriets administration henlagt til landbrugsministeriet, under hvilket var ansat en fiskeridirektør, assisteret af en fiskeriinspektør og en videnskabelig rådgiver på fiskeriområdet. Landet var delt i 7 fiskeridistrikter, hvert med sit tilsynsførende personel. Desuden fandtes i Holland et fiskeriråd, der enten ved eget eller ved regeringens initiativ gav forslag til fiskeriets fremme. Rådet bestod af 21 medlemmer, valgte på 5 år. Præsidenten og vicepræsidenten valgtes af regeringen. I '''''Sverige''''' var det ligeledes landbrugsministeriet, som administrerede fiskeritilsynet ved et særligt fiskeribureau med en sagkyndig bureauchef. Desuden fandtes rundt om i landet ansat fiskeriinspektører, de såkaldte ''fiskeriintendenter'', og under dem sorterede et antal fiskeriassistenter. Fiskeriintendenterne skulle drage omsorg for fiskeriets fremme hver i sit distrikt, optage statistik over fiskeriet og være til støtte for fiskerbefolkningen i udøvelsen af dens næring. I '''''Rusland''''' administrerede landbrugsministeriet fiskeritilsynet, bistået af en høj fiskeriembedsmand og talrige fiskeriembedsmænd rundt om i riget. I alle disse lande, Frankrig undtaget, fandtes særlige kommissioner, som varetog havundersøgelserne efter det af det internationale råd lagte program og sendte delegerede til dette. I '''''Amerikas Forenede Stater''''' var fiskeriadministrationen underlagt handelsministeriet. De forskellige stater havde hvert sit udstrakte fiskeritilsyn, og administrationen førte tilsyn med den udstrakte kunstige østers- og fiskeavl, som fandtes i De Forenede Stater. I '''''Japan''''' var fiskeritilsynet administreret af det kejserlige fiskeribureau under landbrugsministeriet. Det var delt i to afdelinger, hvoraf den ene varetog de administrative anliggender, mens den anden virkede for fiskeriets fremme. De lokale administrationer udøvede hver for sig tilsyn med fiskeriet i deres distrikter. Det vil af det foregående fremgå, at hovedcentret for alt havfiskeri er de nordlige europæiske lande og Amerikas Forenede Stater med de fra disse lande benyttede fjernere fiskepladser: Island, Newfoundland, Hvidehavet, Marokko-kysten med flere. Af de europæiske lande var det Nord- og Østersøstaterne (heri iberegnet Frankrig som grænsende mod nord til Nordsøen og deltagende i Nordsøfiskeriet), der drev det største fiskeri. I Middelhavet var fiskeriet af underordnet betydning i sammenligning med Nordsølandenes fiskeri, og i Asien dreves som anført i det hele kun et rationelt fiskeri i Japan. Af europæiske farvande må Nordsøen — på grund af det fiskeri, der blev drevet i dette farvand hele året igennem, antallet af fiskere og af de lande, som deltog deri — anses for datidens vigtigste fiskevand, og kun enkelte andre fiskevande af lokal betydning, som i Amerikas Forenede Stater og Japan, overgik det i forholdsvis ydeevne. Det var derfor af største betydning for verdensfiskeriet, at fiskeriet i Nordsøen blev drevet rationelt og bevaredes for overfiskning. Herpå havde derfor også de internationale havundersøgelser deres opmærksomhed og deres arbejde henvendt for at skabe internationalt vedtagne lovregler for de vigtigste fiskeriers drift, særlig for de fiskearter, der var udsatte for overfiskning. Den samlede værdi af fiskeriet i Nordsøen var 1913 237 1/2 mio. kr således fordelt (i mio. kr.): England 100 3/4, Skotland 50 1/4, Holland 35 1/2, Tyskland 31 3/4, Norge 12 3/4, Danmark 2 3/4, Belgien 2 1/4, Sverige 1 1/2. Af de fiskeridrivende lande var Storbritannien ubetinget det, hvor fiskeriet havde størst betydning, og hvor det blev drevet i størst udstrækning. Derefter fulgte Frankrig, Tyskland og Norge. Den samlede omtrentlige værdi af de forskellige fiskeridrivende landes fiskeri var 1913 følgende (i mio. kr): England 186, Skotland 72, Irland 6 1/2, Frankrig 103 1/2, Tyskland 40 1/4, Norge 56, Holland 40 1/4, Sverige 16 1/4, Danmark (med Island og Færøerne) 30, hjemmefiskeriet 18. For Amerikas Forenede Stater fandtes ingen samlet statistik. I Canada udgjorde fiskeriet 1913 69 1/2 mio. kr. I Japan 94 1/2 mio. yen (1902 47 1/4). == Fiskeriets metoder == === Erhvervsfiskeri === Dansk erhvervsfiskeri anvender følgende fiskemetoder: * [[Trawl]] * [[Snurrevod]] * [[Not (fiskeri)|Not]] * [[Nedgarn]] * [[Bundgarn]] * [[Ruser]] * [[Langline]] Et skib, der må anvendes til erhvervsfiskeri, kan genkendes ved, at skibet har et havnekendingsnummer bestående af [[fartøjsdistrikt]] og et tal. Dette nr. tildeles af [[Søfartsstyrelsen]] se [http://www.sofart.dk www.sofart.dk]. == Litteratur == * G. Gruelund: ''Produktionslære''; 5. udgave, København 1951 (afsnit III: Fisk, s. 28-38) * Ludvig Karlsen: ''Redskapslære og fangstteknologi''; {{ISBN|82-529-1791-7}} * Karlsen, Gjøsæter, Hamre: ''Fiskeriteknolgi''; {{ISBN|82-529-2387-9}} * Morten Lundbæk (red.): ''Dansk fiskeri før industrialiseringen''; Nationalmuseet, København 1975; {{ISBN|87-480-0072-8}} * Peter Michelsen: "Om det såkaldte slottefiskeri" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: ''Årbog 1953''; s. 20-40) * Odd Vollan: ''Omlegginga av fisket i Ålesund og på Sunnmøre''; Fiskeridirektøren, Bergen 1942 == Eksterne henvisninger == * [http://www.fiskericirklen.dk/files/Fiskericirklen/Fagboger/PDFer/Fiskeril%C3%A6re/Fiskeril%C3%A6re.pdf ''Fiskerilære''; 2. udgave, 2007] {{ISBN|87-90749-10-3}} * [http://minibib.hosted.exlibrisgroup.com/primo_library/libweb/action/display.do?tabs=detailsTab&ct=display&fn=search&doc=dedupmrg375315&indx=398&recIds=dedupmrg375315&recIdxs=7&elementId=7&renderMode=poppedOut&displayMode=full&frbrVersion=&dscnt=0&submit=S%C3%98G&tab=default_tab&dstmp=1370585263614&srt=date&vl(14750036UI1)=all_items&dum=true&fromLogin=true&vl(14133430UI0)=any&vl(freeText0)=Fiskeri&vid=DAB ''Betænkning angående afløsning af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet, afgivet af den af fiskeriministeriet under 24. januar 1952 nedsatte kommission''; Fiskeriministeriet, København 1955]. * [http://runeberg.org/stf/1917/0170.html K. A. Anderson: "Fisket i Bohuslän"; ''Svenska Turistföreningens årsskrift 1917''; s. 112-237] (svensk) * [https://hydra.hull.ac.uk/resources/hull:2159 M. Bager: 'HMAP Dataset 7: Danish Baltic Catch Data, 1611-1920, Supporting Documentation', in M.G Barnard and J.H Nicholls (comp.) HMAP Data Pages" (www.hull.ac.uk/hmap)] (engelsk) * [http://www.vliz.be/imisdocs/publications/225143.pdf James H. Barrett, David Orton, Cluny Johnstone, Jennifer Harland, Wim Van Neer, Anton Ervynck, Callum Roberts, Alison Locker, Colin Amundsen, Inge Bødker Enghoff, Sheila Hamilton-Dyer, Dirk Heinrich, Anne Karin Hufthammer, Andrew K.G. Jones, Leif Jonsson, Daniel Makowiecki, Peter Pope, Tamsin C. O’Connell, Tessa de Roo, Michael Richards: "Interpreting the expansion of sea fishing in medieval Europe using stable isotope analysis of archaeological cod bones" (''Journal of Archaeological Science'' 2001)] (engelsk) * [http://icesjms.oxfordjournals.org/content/early/2012/05/03/icesjms.fss051.full.pdf+html Margit Eero: "Reconstructing the population dynamics of sprat (''Sprattus sprattus balticus'') in the Baltic Sea in the 20th century" (ICES J. Mar. Sci. 2012)] (engelsk) * [http://www.hvilested.dk/Documents/1894Ferskvandsfiskeriet.pdf Arthur Feddersen: ''Ferskvandsfiskeriet''; 2. udgave; København 1894] * [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1953Ellenbogen68-81.pdf Marius Hansen: "Ellenbogen-Lollands albue, en middelalderlig sildemarkedsplads" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1953''; s. 68-81)] * [http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Holm2001.pdf Poul Holm: "100 års dansk fiskeri" (''Sjæk'len 2001''. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2002; s. 105-114)] * [http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Kystens_erhverv_bebyggelse.pdf Poul Holm: "Kystens erhverv og bebyggelse, 1500-2000. Bidrag til Kulturhistorisk bygdeinddeling af Danmark" (Per Grau Møller, Linda Rasmussen og Poul Holm (red.): ''Aktører i Landskabet''; Syddansk Universitetsforlag, Odense 2000; s. 179-208)] * [http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Holm1997.pdf Poul Holm: "Verdensmarkedet for fisk – Internationalisering og globalisering 1880-1997" (''Sjæk'len 1997''. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet, 1998; s. 29-42)] * [http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/Holm1993.pdf Poul Holm: "Et erhverv i sammenbrud – Vestkystens fiskerier 1975-1992" (''Sjæk'len 1993''. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet 1994; s. 23-46)] * [http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2605816/pdf/rspb20080711.pdf Karin E. Limburg, Yvonne Walther, Bongghi Hong, Carina Olson and Jan Stora: "Prehistoric versus modern Baltic Sea cod fisheries: selectivity across the millennia" (''Proceedings of the Royal Society'' B; 2008; 275; s. 2659–2665)] (engelsk) * [http://hmapcoml.org/documents/Baltic/ICES_2002.pdf MacKenzie, B. R., Awebro, K., Bager, M., Holm, P., Lajus, J., Must, A., Ojaveer, H., Poulsen, B., Uzars, D.: "Baltic Sea Fisheries in Previous Centuries: Development of Catch Data Series and Preliminary Interpretations of Causes of Fluctuations" (ICES C. M. 2002)] (engelsk) * [http://192.38.112.111/pdf-reprints/MacKenzie_2011_MP.pdf Brian R. MacKenzie, Henn Ojaveer, Margit Eero: "Historical ecology provides new insights for ecosystem management: eastern Baltic cod case study" (''Marine Policy'' 35; 2011; s. 266–270)] (engelsk) * [http://runeberg.org/stf/1915/0271.html Ludvig Nordström: "Om fiskaradeln i Ångermanland"; ''Svenska Turistföreningens årsskrift 1915''; s. 205-226] (svensk) * [http://www.plosone.org/article/fetchObject.action?uri=info%3Adoi%2F10.1371%2Fjournal.pone.0027568&representation=PDF David C. Orton, Daniel Makowiecki, Tessa de Roo, Cluny Johnstone, Jennifer Harland, Leif Jonsson, Dirk Heinrich, Inge Bødker Enghoff, Lembi Lõugas, Wim Van Neer, Anton Ervynck, Anne Karin Hufthammer, Colin Amundsen, Andrew K. G. Jones, Alison Locker, Sheila Hamilton-Dyer, Peter Pope, Brian R. MacKenzie, Michael Richards, Tamsin C. O'Connell, James H. Barrett: "Stable Isotope Evidence for Late Medieval (14th–15th C) Origins of the Eastern Baltic Cod (''Gadus morhua'') Fishery" (PLoS ONE, 1 November 2011, Volume 6, Issue 11, e27568)] (engelsk) * [http://www.runkebjerg.dk/diverse/1899_Vore%20farvande.pdf C.G. Joh. Pedersen: "Vore Farvande"; ''Den danske Stat'' 1899; sp. 81-152] * [http://vbn.aau.dk/files/62749374/Poulsen_Holm_MacKenzie_Fish.Res.2007.pdf Bo Poulsen, Poul Holm, Brian R. MacKenzie: "A long-term (1667–1860) perspective on impacts of fishing and environmental variability on fisheries for herring, eel, and whitefish in the Limfjord, Denmark" (''Fisheries Research'' 87; 2007; s. 181–195)] (engelsk) * [http://static.sdu.dk/mediafiles//Files/Om_SDU/Institutter/Ihks/Forskningsenheder/CMRS/Materials/FFF_Rene.pdf René Taudal Poulsen: "Fisk, Forskning & Forvaltning – en analyse af Nordsøens fiskerirådgivning, 1974-2002" (''Center for Maritime og Regionale Studier elektroniske skriftserie 1''; Esbjerg: CMRS, 2002)] * [http://runeberg.org/stf/1903/0273.html Richard Smedberg: " Skånes fiskelägen"; ''Svenska Turistföreningens årsskrift 1903''; s. 232-283] (svensk) * [http://runeberg.org/stf/1925/0246.html Erik Åkerhielm: "På studiefärd bland gotländska fiskare och fiskelägen"; ''Svenska Turistföreningens årsskrift 1925''; s. 208-227] (svensk) * [http://runeberg.org/bohusfisk/ ''Bohuslänsk fiskeritidskrift'' 1884-1894] (svensk) * [http://runeberg.org/nfad/0692.html ''Nordisk Familjebok'', 1800-talsutgåvan, bind 4 (1881), sp. 1371-1376; opslag: Fiske] (svensk) * [http://runeberg.org/nfbh/0235.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 8 (1908), sp. 421-427; opslag: Fiske] (svensk) * [http://runeberg.org/nfbh/0239.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 8 (1908), sp. 430; opslag: Fiskeläge] (svensk) * [[Frantz Dahl]]: [http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0176.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind VIII, s. 151-162; opslag: fiskeri, fiskefartøj, fiskeredskaber] * [http://books.google.ee/books/download/Tidsskrift_for_fiskeri.pdf?id=FRtOAAAAYAAJ&hl=da&output=pdf&capid=AFLRE71SElVno2rWtvJTbuVNytIedC1ZQm-mdur8IqWmSCAjnrd2lFY0sHMh6Uvt50aztsg4foy1faYsWxmz5XsC4j5P7__s0t3vlr9fywviDvZ_UCa_6Ys&captcha=tragani ''Tidsskrift for Fiskeri'', 1-3 årgang, 1866-1869] * [http://books.google.ee/books/download/Tidsskrift_for_fiskeri.pdf?id=VQ5OAAAAYAAJ&hl=da&output=pdf&capid=AFLRE70_oCy02gTfZxbjFMfg4SP_w1BHWC9wd2INlyFjG_9fdgshor3kpbO4JY7s8ua-tSiF0sfnHvyyB_G02KnSGVoprWH4N7Rj0RcVblbiv6zj4yxloQU&captcha=ectio ''Tidsskrift for Fiskeri'', 4 årgang, 1869)] * [http://www.fiskeriforening.dk Danmarks Fiskeriforening] == Noter == {{reflist}} rx3i45kr3ohu974m3ecnnvqoc0fq9d4 0 6873 42837 29318 2026-11-03T06:29:54Z Jcb 8204 42837 wikitext text/x-wiki [[Billede:Family tree.svg|thumb|280px|Et stamtræ for "Lucas Grey". Her mangler bl.a. fødsels- og dødsdatoer, ægteskaber og faste partnere.{{Commons2|Category:Family_trees}}]] En '''efterslægtstavle''' eller et '''stamtræ''' er en oversigt over en persons eller et ægtepars efterkommere frem til nutiden. Den person, som danner grundlaget for efterslægtstavlen kaldes '''stamfaderen'''<ref>Fabritius og Hatt, s. 55</ref>.. I efterslægtstavlen medtages alle efterkommere, også de der er [[fødsel|født]] uden for [[ægteskab]]. [[adoption|Adoptivbørn]] medtages både i de biologiske forældres tavle og i adoptivforældrenes tavle. I modsætning til [[anetavle]]n, medtages i efterslægstavlen alle personer der er i slægt med stamfaderen. En '''stamtavle''' er i genealogien en [[efterslægtstavle]] visende alle, der er ''født med et givet slægtsnavn'' i henhold til den gældende navnelov<ref>Worsøe, s. 22</ref>. Den medtager kun efterkommere af mandsled (såkaldt [[agnatisk]] descendens). Døtre medtages, men ikke deres børn. Hvis en mand ikke efterlader sig sønner, erklæres hans slægtslinje for uddød, hvilket kan betyde, at man kan stamme fra en uddød slægt, hvis man stammer fra kvindelinjen. Endelig er der '''legatstamtavlen'''. På denne optages alle, der opfylder betingelser for at modtage et bestemt [[Legat (pengegave)|legat]], fx at de er født i ægteskab og er direkte efterkommere af legatstifterne. == Opbygning af efterslægstavler == Efterslægstavler kan opbygges efter forskellige principper. === Indrykningssystemet<ref>Fabritius og Hatt, s. 56-58</ref> === Systemet opbygges sådan, at det først behandler det ældste barn, derefter dettes ældste barn, indtil denne linje ikke har flere børn. Så behandles næstældste barns linje, og så videre. Hver generation rykkes et stykke til højre i forhold til forældregenerationen, mens søskende står i samme position. [[Generation]]erne betegnes enten med fortløbende tal eller skiftevis med bogstaver og tal, og man kan variere betegnelsen, fx A,B,C, næste generaltion 1,2,3, næste a,b,c og så videre. Indrykningssystemet blev meget brugt i ældre slægtslitteratur. Ulempen ved det er dels, at det er umuligt at vide i hvilken generation eller overhovedet hvor i efterslægten, man befinder sig, dels at det er håbløst umuligt at tilføje nye slægtled eller at rette eventuelle fejl, idet alle med et senere nummer derved skal have nyt nummer. === Generationsvis opstilling<ref>Fabritius og Hatt, s. 61-62</ref> === I den generationsvise opstilling behandles hver generation for sig. Først behandles første generation (forældrene), dernæst anden generation (børnene) og så videre. Dette system benyttes ofte i nyere trykt slægtslitteratur. Alle personer får et løbenummer, der benyttes til både at henvise fra forældre til børn og omvendt. === Tabellariske opstilling<ref>Fabritius og Hatt, s. 58-60</ref> === I den tabellariske opstilling - der minder om den generationsvise opstilling - behandles børnene sammen med forældrene på en tavle. Når børnene selv får børn flyttes de til en ny tavle, hvor de starter som forældre. == Nummerering == Den største vanskelighed ved efterslægtstavler er nummereringen. Ældre systemer hviler på princippet om ulige former for nummerering af ulige slægtsled. Eksempelvis bruger ''Danmarks Adels Aarbog''s stamtavler indtil 1918 et system, hvor probanden ikke nummereres, anden generation angives med store bogstaver: A, B, C, D osv., tredie generation med arabertal: 1, 2, 3, 4 osv., fjerde generation med små bogstaver: a, b, c, d osv., hvorefter man begynder forfra - dog udelandende store bogstaver - med parantes til højre: 1), 2), 3), 4), så a), b)), c), d) for femte og sjette generation osv. osv. Systemet er temmelig uoverskueligt, idet man let løber sur i hvilket efterslægtsled, man befinder sig i.<ref>Fabritius og Hatt, s. 63</ref> Der findes imidlertid en variant, der er langt mere overskuelig og som kan kaldes ''kommasystemet''. Princippet er, at der for hvert nyt slægtled føjes et nyt tal til: probanden bliver således altid nr. ''1'', denne ældste barn nr. ''1,1'', næstældste barn nr ''1,2'', tredieældste barn nr. ''1,3'' osv. Ældste barns ældste barn bliver herefter ''1,1,1'' osv. Dette system har den fordel, at man altid kan se dels hvilket slægtled i forhold til probanden, man befinder sig i, dels hvilket barn i rækkefølgen, der er tale om (derimod ikke barneflokkens størrelse, ejheller barnets køn - det ses af navnet). Således vil ''1,3,2,5,2'' være probandens tredieældste barns næstældste barns femteældste barns næstældste barn - vi er i fjerde efterslægtsled i forhold til probanden. Fordelen er, at nyfundne (måske dødfødte eller uægte børn) forholdsvis let lader sig indføre, idet det kun er de yngre søskende (og disses efterslægter), der skal have rettet nummereringen. Ægtefæller kan eventuelt tilføjes ved at angive et bogstav i tilknytning til nummeret, fx. a ved første ægtefælle, b ved anden ægtefælle til samme person osv. (således bliver ægtefællen ''1,3,2,5,2a'' i ovennævnte tilfælde). == Litteratur == *Albert Fabritius og Harald Hatt: ''Håndbog i slægtsforskning''; 3. udgave; J.H.Schultz Forlag, København 1982; {{ISBN|87 569 0112 7}}. *Hans H. Worsøe: ''Slægtshistorie - en vejledning''; 3. reviderede oplag, Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger, København 1977; {{ISBN|87-7423-094-8}}. == Noter == {{Reflist}} [[Kategori:Slægtsforskning]] 1lvwkmp87am6pr8j6mivtvo1ns92l8i 0 6875 42846 29395 2026-11-03T10:27:48Z Jcb 8204 42846 wikitext text/x-wiki [[Fil:US-hoosier-family.jpg|thumb|260px|Et familieportræt af den amerikanske familie Hoosier, som har en dansk-tysk oprindelse.]] En '''familie''' er inden for [[sociologi]]en en gruppe af individer, som forenes # gennem [[slægtskab]]. Dette slægtskab er arveligt, men kan udstrækkkes til at omfatte # [[juridik|juridiske]] forhold, så som [[ægteskab]], [[svoger]]skab eller [[adoption]].<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/7/0760.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind VII, s. 726; opslag: familie (jur.)]</ref> Mange mener, at familiebegrebet alene omfatter blodsbånd, mens en del [[antropolog]]er argumenterer for, at blodsbånd alene skal forstås [[metafor]]isk, eftersom det i mange [[kultur]]er er andre kriterier end de genetiske bånd, som definerer familieforholdene. Spørgsmålet om familiebegrebets afgrænsning er vigtigt i mange sammenhænge, blandt andet ved [[folketælling]]er, samt i juridisk henseende, idet der kan argumenteres for, at sammenflyttede med børn fra hvert sit tidligere forhold ikke kan anses for en familie i lovmæssig henseende, idet der ikke er sikkerhed for samboendets fasthed, ligesom samliv i sig selv ikke forpligter de berørte. == Udvidet betydning == I dag anvendes begrebet undertiden også i en udvidet betydning for blandt andet samboende. I kollektivbeboelser tales om "[[storfamilie]]n". FN's Menneskerettighedserklæring fastslår: :"''Familien er den naturlige og grundlæggende enhed i samfundet og giver ret til beskyttelse fra samfundets og statens side.''" ::(Artikel 16,3 i FN's Menneskerettighedserklæring) Et familiemenneske er et menneske, der værner om familien. == Etymologi == Ordet "familie" kommer fra [[latin]] ''familia'', hvilket ikke havde samme indhold dengang som i dag. Med begrebet forstod man en [[Romerriget|romersk]] [[husstand]] med den mand, som var familieoverhoved ([[pater familias]]), hans [[hustru]], hans børn, [[slaveri|slaver]] og [[husdyr]]. I [[norrønt]] fandtes der ikke noget ord for begrebet. "Familie" fra det latinske ''familia'' blev taget op i [[engelsk]] på 1400-tallet, i [[Tysk (sprog)|tysk]] på 1500-tallet, og kom muligvis til [[Norden]] på samme tid. På moderne [[islandsk]] bruger man termen ''fjölskylda'', der i [[højmiddelalder]]en betød "''hvad der paaligger nogen som en forpligtelse, der skal opfyldes; en gerning, der ikke maa forsømmes''". <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 143), forlaget Pax, Oslo 2010, {{ISBN|978-82-530-3359-4}}</ref> == Familiens funktioner == Familien har både [[biologi]]ske og [[Socialantropologi|sociale]] funktioner: * [[forplantning]], at producere efterlevende og sikre slægtens fortsættelse. * [[socialisering]], familien giver børnene den grundlæggende [[opdragelse]] og belærer dem om samfundets [[norm]]er, hvad der er ret og uret, sandt og falsk og så videre. == Sammenbragte familier == I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og stedsøskende. Forskning viser, at børn der er vokset op i sammenbragte familier, hvor de bor skiftevis hos mor og far, bliver gode til blandt andet omstilling og logistik.<ref>Forskningsprojekt fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/68/Asterisk_68-s24-27.pdf</ref> ==Noter== <References /> == Eksterne henvisninger == * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_nrk_0003-PDF/nto_nrk_0003_85565.pdf Marcus Rubin: "Folketællingslisterne ved Folketællingen for Kjøbenhavn med Nabokommuner" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', Ny række, Bind 3; 1885)] [[Kategori:Slægtsforskning]] kvxtqzojh526bvk3dasl69l4d2xta4k 0 6887 42867 41338 2026-11-03T11:53:14Z Jcb 8204 42867 wikitext text/x-wiki [[Fil:Holstein Arms.svg|thumb|Holstens våbenskjold er et stiliseret nældeblad i lighed med [[Slægten Schauenburg]]s våbenskjold.]] '''Grevskabet Holsten''' (af [[latin]] ''holcetae'', afledt af det germanske ord ''holtsete'' (= ”skovsæde”, det vil sige ”skovbeboer”)), var oprindelig en del af det [[sakser|saksiske]] stammehertugdømme. I sen jernalder og tidlig middelalder indvandrede flere [[vestslavisk (sprog)|vestslaviske]] folk (''vender'') til den sydøstlige del af området, som derfor gled den saksiske hertug af hænde. Holsten, i [[middelalderen]] jævnlig kaldet [[Nordalbingien]], optræder første gang i historien efter at være blevet erobret af [[Karl den Store]], der undertvang den oprindelige germanske befolkning af saksere og anlagde borgen Esseweldoburg ([[Itzehoe]]). I den østlige del skal han have bosat [[Vagriere|vagrierne]], en slavisk stamme, efter hvem landet mellem Kiel- og Neustadt-bugten fik navnet [[Vagrien]]. Allerede under Karl den Store dannede Ejderen og åen [[Levenså]] nord for Kiel grænsen mellem Holsten og den sydligste del af Jylland, det senere hertugdømme Slesvig. Det østlige mose- og skovområde mellem [[Slien]], Ejderen og Elben var et grænselandskab, en "mark", der som en smal bræmme skød ned igennem landet overfor de slaviske områder, Vagrien. Den saksiske del af Holsten, der i den ældre middelalder bestod af tre områder eller [[grevskab]]er: [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] mod vest, det egentlige Holsten midt i landet og op til [[Ejderen]] samt [[Stormarn]] mod syd. Ret tidligt samledes dog de tre grevskaber på de saksiske hertugers hænder, og disse udnævnte vicegrever som vasaller, men til helt ned i 14. århundrede beholdt hvert landskab dog sin »overbode«, en slags folkevalgt tingformand, der næst efter greven var landets fornemste mand, og hvis embede synes at have været knyttet til enkelte mægtige slægter. Principielt tilhørte [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] ganske vist Holsten, men områdets befolkning holdt sig gennem hele Middelalderen uafhængig og området blev først underlagt hertugdømmet Holsten i det [[16. århundrede]]. == Holsten saksisk len == [[Fil:SiedlungsgebieteSchleswig-HolsteinText.png|thumb|Folkesprog ifølge [[stednavn]]e. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå.]] [[Fil:Lower Saxony 1250 (134037781).jpg|thumb|Holsten og dets naboer omkring 1250. [[Grevskabet Schauenburg]] ses nederst til venstre (lyseblåt).]] Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos [[Vagriere|vagrierne]]. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl [[Knud Lavard]], der undertvang en stor del af de [[obotritter]], der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var [[Huset Schauenburg|schauenburgerne]], en dygtig og energisk slægt fra [[Weser]]-egnen, kommet til magten i [[1110]], da grev [[Adolf 1. af Holsten|Adolf 1. af Schauenburg]] ([[1106]]-[[1128]]) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug [[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Lothar af Sachsen]]. Det lykkedes hans søn, [[Adolf 2. af Holsten|Adolf 2.]] (død [[1164]]), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab [[1131]] atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.<ref name="Salm 675">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0683.html Mackeprang, s. 675]</ref> Landet blev erobret og [[1143]] forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra [[Westfalen]], [[Holland]] og [[Frisland]]. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme [[Vicelin]]<nowiki/>s bestræbelser, og bispedømmet i [[Oldenburg]], som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I [[1163]] flyttedes bispedømmet imidlertid til [[Lübeck]], der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug [[Henrik Løve]] af Sachsen.<ref name="Salm 675"/> == Dansk overherredømme == Efter Henrik Løves fald ([[1180]]-[[1181]]) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] sig fra forbindelsen med Holsten, og [[Lübeck]] udsondredes som en [[Fristad|fri rigsstad]]. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev [[Adolf 3. af Holsten]] i [[1202]] var blevet taget til fange, måtte han [[1203]] købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til [[Valdemar Sejr]], som forlenede dem til sin søstersøn, grev [[Albert af Orlamünde]].<ref name="Salm 675"/> Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til [[Grevskabet Schauenburg]], og det var først hans søn, grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]], der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i [[Slaget ved Bornhøved]] i 1227.<ref name="Salm 675"/> Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] gav sig nu ind under [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebispen af Bremen]], og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie [[marsk]]bønder.<ref name="Salm 675"/> Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af [[Sachsen-Lauenburg]]s [[vasal]]ler, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring [[Bornhøved]].<ref name="Salm 676">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0684.html Mackeprang, s. 676]</ref> == De holstenske grever == De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i [[Hertugdømmet Slesvig|Hertugdømmet Sønderjylland]]<ref>Albrectsen (1981), s. 179-201</ref>, ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen. Til trods for denne voksende slægtsmæssige forbindelse mellem Sønderjylland og Holsten, og til trods for grev Gerhards senere ihærdige bestræbelser på at sikre sig overherredømmet over begge områder, forblev de to områder, grevskabet Holsten og hertugdømmet Sønderjylland, formelt adskilte. Det blev således udtrykkeligt angivet hvornår, beslutninger blev truffet i henhold til det ene eller det andet områdes særlige retsregler.<ref>Albrectsen (1981), s. 94</ref> === Styret af Holsten === Holsten var et grevskab, hvor schauenburgerne sad på greveembedet. Successionen i Holsten var bestemt af tysk lensret, som denne var blevet nedskrevet i ''[[Sachsenspiegel]]'' i det 13. århundrede. Et hovedpunkt ved denne var, at len kun kunne arves i mandlig linje fra fader til søn - ikke mellem brødre. For at omgå dette sikredes sidelinjernes arveret ved samforlening.<ref>Albrectsen (1981), s. 62</ref> Øverste embedsmand var grevens [[marsk (øverstbefalende)|marsk]] (mens hertugdømmet Sønderjylland havde en [[drost]] og en [[justitiar]]).<ref name=autogeneret1>Albrectsen (1981), s. 211</ref> Frem til 1390 var Hinrik van Siggern marsk for plöngreven [[Adolf 7. af Holsten|Adolf 7.]], der efter for hele Holsten.<ref name=autogeneret1 /> Nogen egentlig stænderforsamling fandtes ikke. Siden det 13. århundrede eksisterede lenskurien, en snæver kreds af adelige. En stænderlignende forsamling udviklede sig først sent, og købstæderne var kun undtagelsesvis deltagere (bønderne slet ikke).<ref>Albrectsen (1981), s. 266</ref> Greven holdt en råd, ''familia'', fra første halvdel af det 13. århundrede, senere fik det en ændret sammmensætning og benævnelse, ''fideles'', men på intet tidspunkt bestod det af em fast kreds.<ref>Albrectsen (1981), s. 197-198, 200</ref> En del af de holstenere, som indvandrede til eller på anden måde fik tilknytning til Sønderjylland, deltog i styret i Holsten, som oftest som vidner ved vigtige dokumenter.<ref>Albrectsen (1981), s. 186-187, 189, 191-194</ref> === Klostre og købstæder === [[Fil:Kloster Cismar 2014e.jpg|thumb|Klosteret i Cismar, Østholsten.]] I 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en [[augustinerordenen|augustinerkloster]] i [[Bordesholm]], i 1155 flyttes et augustinerkloster til [[Segeberg]], i 1186 stifter [[Adolf 3. af Holsten]] et [[cistercienserordenen|cistercienserkloster]] i [[Reinfeld (Holsten)|Reinfeld]]<ref name="Greve 150">Greve, s. 150</ref>, 1211/12 stifter [[Albert af Orlamünde]] et [[benediktinerordenen|benediktinerkloster]] i [[Preetz]]<ref name="Greve 151">Greve, s. 151</ref>, i 1224 stifter han et kloster i [[Reinbek]], i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter [[Adolf 4. af Holsten]] et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i [[Cismar]]. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i [[Uetersen]]<ref name="Greve 151"/> i Pinneberg, og i 1397 stiftes et [[karteuserordenen|karteuserkloster]] i [[Ahrensbök]] af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten. På Adolf 4.s tid fik flere steder [[købstadsprivilegium|købstadsrettigheder]]: [[Oldenburg]] i 1235<ref name=autogeneret4>Greve, s. 75</ref>, [[Plön]] i 1236<ref name=autogeneret5>Greve, s. 76</ref>, [[Itzehoe]] i 1238<ref>Greve, s. 78</ref>. Alle fik lübsk stadsret. Da grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]] i [[1239]] gik i [[kloster]], efterfulgtes han af sine to sønner, [[Johan af Holsten|Johan]] og [[Gerhard 1. af Holsten|Gerhard]], der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.<ref name="Salm 676"/> På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, [[Wilster]] i 1240<ref name="Greve 79">Greve, s. 79</ref>, [[Kiel]] i 1242<ref>Greve, s. 74</ref>, [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]]<ref name=autogeneret5 /> og [[Segeberg]] i 1244<ref>Greve, s. 77</ref>, [[Rendsburg]] i 1253, [[Meldorf]] i 1256, [[Eutin]] i 1257, [[Krempe|Crempe]] i 1260<ref name="Greve 79"/>, og efter delingen i 1273 oprettede [[Johan 2. af Holsten]] yderligere [[Lütjenburg]] i 1275<ref name=autogeneret4 /> og [[Heiligenhafen]] i 1305, begge i [[Grevskabet Holsten-Kiel]]. === Økonomisk udvikling === Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, [[Hamborg]] mod syd og [[Lübeck]] mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten ([[Vagrien]]) - især området mellem [[Travemünde]], [[Eutin]], Segeberg, [[Oldesloe]] og [[Mölln]] samt halvøen [[Oldenburg]] og [[Femern]] - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til [[Segeberg]] og [[Rendsburg]] var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).<ref>[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_13rk_0001-PDF/hto_13rk_0001_79551.pdf Albrechtsen (1974), s. 85]</ref><ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 148)</ref> I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for [[Ejderen]] og i [[Jernved (Slesvig)|Jernved]]<ref>Albrechtsen (1981), s. 152f</ref> (tysk: Dänischwohld), således [[Ahlefeldt]], Bülk, Gettorf, [[Knoop]], [[Limbek|Lehmbek]], [[Schinkel]], [[Sehested (adelsslægter)|Sehestedt]], [[Slabbenhagen]], desuden [[Hütten]] sydvest for Eckernförde, [[Maaslev]] i [[Svansen]] samt [[Buckhagen]] og Mårkær i [[Angel]].<ref>Albrechtsen (1981), s. 140f</ref> Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning. Også på andre områder kom Holsten til at spille en rolle i handelen, således optræder købmænd fra [[Itzehoe]] i [[1423]] blandt de store [[hest]]ekøbere i Danmark (på markeder i byen omkring 1510 forhandledes henved 3.000 heste). Hesteprangere fra Itzehoe optrådte i [[Ribe]]s, [[Kolding]]s og [[Gottorp Amt|Gottorps]] regnskaber. Hestene blev afsat på det nordtyske marked.<ref>Enemark: "Hestehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 6; sp. 530)</ref> Også [[studehandel]]en udviklede sig i 1400-tallet, og i begyndelsen af århundredet optræder både slesvigske og holstenske studehandlere i Jylland. Senere optræder også såkaldte ''knochenhauere'' (slagtere, der opkøbte, slagtede og opskar kreaturer) fra Lübeck, Hamborg og Lüneburg i byer i Slesvig og Holsten, således klages i 1448 over at ''knochenhauere'' fra Lübeck har omgået tolden i Kiel, og nye klager fremkommer i 1452 og 1454. I 1449 klager Kiel over, at lübeckerne er begyndt at optræde i Dänischwold, Svansen og ved Slien for at købe okser.<ref name="Enemark 675">Enemark: "Øksnehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 20; sp. 675)</ref> Omkring midten af 1400-tallet synes fast, årlig drivning af stude og okser ad bestemte ruter ([[Hærvejen]]) ned gennem Jylland, Slesvig og Holsten at være etableret.<ref>Enemark: "Øksnehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 20; sp. 676)</ref> [[Husholdningssalt|Salt]] udviklede sig til en vigtig handelsvare for Lübeck, ikke mindst salt fra [[Lüneburg]], og i 1330-erne blev gjort store investeringer for at forbedre sejlruten mellem [[Mölln]] og Lübeck. I [[1342]] blev der lovgivet om [[pramfart]]en på denne rute, og et par årtier senere erhvervede Lübeck endda Mölln for at kontrollere salttransporten. [[1390]]-[[1398]] anlagdes [[Stecknitzkanalen|Stecknitz-Delvenau-kanalen]], der gjorde det muligt at sejle med pramme, der kunne transportere henved 6 læster salt pr. fartøj (i 1496 omtales 261 sådanne fartøjer).<ref>Enemark: "Salthandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 14; sp. 706)</ref> Efter, at [[Christian I]] var blevet konge over Danmark og Slesvig samt greve over Holsten i 1460, blev disse handelsmønstre stadfæstede: i [[1462]] anerkendte han Hamborgs opkøbsret for korn, kvæg og andre varer i Slesvig, Holsten og Stormarn<ref name="Enemark 675"/>, og 1465-85 fik byen [[Steinburg Amt]] i pant og kunne dermed kontrollere kornudførslen via [[Stör]]. På lignende måde var [[Kiel]] 1469-96 pantsat til Lübeck, der endvidere fik [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]], [[Heiligenhafen]] og [[Grossenbrode]] under sin kontrol og opkøbsret i hele Østholsten, hvilket muliggjorde at sikre at al kornudførsel skete via hansestaden, således i 1463, 1478 og 1483. Allerede i [[1458]] havde Lübeck fået [[monopol|eneret]] til kornopkøb på [[Femern]], hvilket stærkt blev håndhævet, mens øen 1465-91 var pantsat til staden.<ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 149)</ref> === Delingen i 1273 === En deling af Holsten skete for første gang i [[1273]] mellem Gerhard og Johan's sønner, [[Adolf 5. af Holsten|Adolf 5.]] og [[Johan 1. af Holsten|Johan 1.]], og det betød, at hver af fyrsterne fik besiddelser i alle tre landskaber. Efter Gerhards død i [[1290]] deltes hans besiddelser, hvortil stamlandet [[Grevskabet Schauenburg]] hørte, yderligere mellem hans sønner, [[Gerhard den Blinde]], Henrik og Adolf, der fik Schauenburg samt spredte besiddelser ved [[Elben]] således, at Holsten nu var delt mellem fire linjer, der efter hovedslottene almindeligvis benævnes * [[Grevskabet Holsten-Rendsburg|Rendsburg]] (Henrik) * [[Grevskabet Holsten-Plön|Plön]] ([[Gerhard den Blinde]]) * [[Grevskabet Holsten-Segeberg|Segeberg]] ([[Johan 1. af Holsten|Johan 1.]]) * [[Grevskabet Holsten-Kiel|Kiel]] ([[Adolf 5. af Holsten|Adolf 5.]]).<ref name="Salm 676"/> Landets statsretlige enhed blev dog fastholdt, og de enkelte linjer sikrede sig gensidig arvefølge ved samforlening. Den mægtigste af de fire fyrster var [[Gerhard den Blinde]], der ved sit giftermål med [[Erik Klipping]]'s enke, [[Agnes af Brandenburg|dronning Agnes]], kom i nær forbindelse med Danmark. Han efterlod ved sin død [[1313]] sine lande så godt som udelte til sin og Agnes' søn, [[Johan den Milde]]. Dennes magt blev dog hurtig overfløjet af grev [[Henrik af Rendsburg]]s søn, [[Gerhard 3. af Holsten]], den fra Danmarks historie så velkendte "kullede"<ref>det vil sige: skaldede</ref> greve. Et forsøg på at undertvinge Ditmarsken mislykkedes totalt, men greverne fandt erstatning ved indblanding i Danmarks indre stridigheder.<ref name="Salm 676"/> [[Fil:Grevgerhardssegl.jpg|thumb|Grev Gerts segl, der viser ham som en ægte middelalderfyrste, iført den mest moderne krigsudrustning.]] Forholdet til Sønderjylland havde særlig betydning, for de holstenske grever havde ofte støttet de slesvigske hertuger i kampen mod de danske konger fra midten af det 13. århundrede. Desuden havde de fra [[1260]] betydelige [[pant]]ebesiddelser i Slesvig, og grev Gerhard opnåede forlening med Sønderjylland [[1326]]—1340. Dette i forbindelse med pantemageskiftet efter hans død i [[1340]] bidrog til at styrke forbindelsen til hertugdømmet Slesvig og den udskiftning af danske adelsslægter med holstenske, der så småt var begyndt i Slesvig. Gerhard den 3.s to sønner, [[Henrik 2. af Holsten|Jernhenrik]] og Klaus, var fuldstændig optaget af kampe for at hævde deres magtposition i Danmark, hvor [[Valdemar Atterdag]] viste sig at være en overlegen modstander.<ref name="Salm 676"/> === Grev Klaus === [[Klaus af Holsten|Grev Klaus]] fungerede sammen med sin broder [[Henrik af Rendsburg]] som greve af Holsten fra 1340 til 1384/85, mellem 1384/85 og 1397 sammen med Henriks sønner Gerhard, Albrecht og Henrik. Han døde i 1397.<ref name=autogeneret2>Albrectsen (1981), s. 103</ref> Under Klaus og Henrik var grevskabet blevet holdt sammen, og en formel deling af grevskabet fandt heller ikke sted under fællesstyret mellem grev Klaus og Henriks sønner.<ref name=autogeneret3>Albrectsen (1981), s. 104</ref> Holsten tilsluttede sig i 1374 et landefredsforbund, der omfattede Hamborg, Lübeck, hertugerne af Sachsen-Lauenburg samt de holstenske grever, og som skulle sikre mod røveri, brand og vilkårlig tilfangetagelse. Landefreden blev fornyet i 1382, og i 1389 blev Sønderjylland optaget i forbundet.<ref>Albrectsen (1981), s. 73-74</ref> Da [[Johan den Milde]]'s søn [[Adolf 7.]] døde som den sidste greve af Plön-linjen i 1390, gav hans søster afkald på arv efter ham til fordel for grev Klaus og hertugen af Sønderjylland Gerhard. Arven overgik til Rendsburg-linjen, der her efter alene var herrer i Holsten sammen med pinnebergerne, hvis hovedbesiddelse var slægtens stamland ved Weser. Pinnebergerne gav afkald på en deling af Adolfs besiddelser.<ref name=autogeneret2 /> Pinnebergerne blev stillet tilfreds med pengegodtgørelser og afståelsen af nogle besiddelser ved Elben — svarende til herskabet [[Pinneberg]] — og således blev det meste af landet indtil videre samlet på rendsborgernes hænder. Som led i en aftale blev aftalt, at arveretten skulle være gensidig, det vil sige, at hvis den ene linje uddøde, skulle den anden linje arve efter dem.<ref name=autogeneret3 /> === Delingen i 1397 === Efter grev Klaus' død foretog Jernhenriks sønner imidlertid en ny deling den [[28. august]] [[1397]], idet Gerhard fik Plön med det nordøstlige [[Wagrien]], [[Glambek]] med [[Femern]], [[Hanerau]] ved Ditmarsken og [[Haseldorf]] mod syd, mens en anden del omfattede [[Kiel]] med [[Neumünster]], [[Trittau]] med [[Bad Oldesloe|Oldesloe]], [[Stormarn]], [[Itzehoe]] og [[Osterhof]], og en tredje del omfattede [[Segeberg]], Sydøstwagrien, [[Rendsburg]] og [[Tielenburg]]. Anden og tredje del blev dog holdt samlede, og ligeledes skulle vasallerne holdes samlet for Holsten, Stormarn og hertugdømmet (det vil sige Sønderjylland).<ref>Albrectsen (1981), s. 111, 136</ref> I forlængelse heraf måtte Gerhard tilbagegive Elisabeth hendes besiddelser<ref>Albrectsen (1981), s. 113</ref>, hvoraf en del lå i Holsten.<ref>Albrectsen (1981), s. 109</ref> Den formelle tvedeling blev imidlertid ret betydningsløs, da den ene af Jernhenriks sønner, Henrik, trådte i kirkens tjeneste og døde som biskop i [[Osnabrück]], medens de to andre, Albrecht og [[Gerhard 6. af Holsten]], begge faldt mod ditmarskerne ([[1402]] og [[1404]]). Mandslinjen bestod nu foruden af biskop Henrik kun af Gerhards tre sønner, Henrik, Gerhard og Adolf, af hvilke de to første døde tidligt, hvor efter Adolf blev enehersker. Han gik heldigt ud af den langvarige kamp med Danmark om Sønderjylland, men døde barnløs [[1459]]. Med ham uddøde den holstenske linje af schauenburgerne, og der var blandt den holstenske adel stemning for at vælge grev Otto af den schauenburg-pinnebergske linje, der havde arveret til Holsten, men for at bevare forbindelsen med Sønderjylland, hvor så mange havde betydelige besiddelser, enedes man med den slesvigske adel om at vælge den afdøde greves søstersøn, kong [[Christian 1.]] af Danmark (1460) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Christian måtte i forbindelse med udnævnelsen love, at holde Sønderjylland og Holsten "sammen for evigt" ("''up ewig ungedeelt''"). "Således blev holstenerne danske", hedder det i en samtidig krønike om denne for Danmark så skæbnesvangre begivenhed.<ref name="Salm 676"/> Formelt var den nye danske konge nu herre både over kongeriget, over hertugdømmet Sønderjylland og over grevskabet Holsten, men reelt var store dele af hertugdømmet og grevskabet under den slesvig-holstenske adels faktiske kontrol. == Grevskabet bliver et hertugdømme == Grevskabet Holsten var og blev en del af [[Karl den Store]]s rige, og på den måde kom det også til at være en del af [[det tysk-romerske rige]]. Indtil 1474 var det formelt underlagt hertugdømmet Sachsen, men i [[1474]] afgjorde den [[Huset Habsburg|habsburg]]ske kejser, Friedrich 3., at grevskabet skulle være et hertugdømme<ref name="Salm 676"/>, og derved kom det til at stå i direkte [[vasal]]forhold til kejseren og ikke længere underlagt den saksiske hertug. Samtidig blev Ditmarsken formelt en del af hertugdømmet. På den måde blev den danske konge, [[Christian 1.]], som hertug af Holsten også lensmand under kejseren. == Noter == {{Reflist|2}} == Litteratur == * Esben Albrectsen: ''Herredømmet over Sønderjylland 1375-1404 : studier over Hertugdømmets lensforhold og indre opbygning på dronning Margrethes tid'', Den danske historiske Forening:København 1981 {{ISBN|87-87462-18-4}} (disputats) * ''Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder''; bind 1-21 + register; 2. oplag; Viborg 1981 ([[KLNM]]). Heri: :* [[Poul Enemark]]: "Hestehandel". ''Danmark''" (bind 6; sp. 524-532) :* Poul Enemark: "Kornhandel. ''Danmark''" (bind 9; sp. 147-154) :* Poul Enemark: "Salthandel. ''Danmark''" (bind 14; sp. 704-710) :* Poul Enemark: "Øksnehandel. ''Danmark''" (bind 20; sp. 674-683) * J. Greve: ''Geographie und Geschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein''; Kiel 1844 {{de sprog}} == Eksterne henvisninger == * [[Esben Albrectsen]]: [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_13rk_0001-PDF/hto_13rk_0001_79551.pdf "Den holstenske adels indvandring i Sønderjylland i det 13.-14. århundrede" (''Historisk Tidsskrift'', 13. række, Bind 1; 1974, s. 81-152)] * [[Mouritz Mackeprang]]: [http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0683.html "Holsten, historie" (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XI (1921), s. 675-677)] 12crze09o3bx5nha27aiou0is1nz78g 0 6896 42870 41029 2026-11-03T11:56:15Z Jcb 8204 42870 wikitext text/x-wiki Et handelsopland er det område, som en forretning, et butikscenter, en offentlig virksomhed eller en by betjener<ref>''Ordbog over det danske sprog''; opslag: Opland</ref><ref>''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind 18 (1924), s. 529; opslag: Opland</ref>. Oprindeligt var sådanne handelsoplande fastlagte ved lov eller ved særlige købstadsprivilegier, der fastlagde de områder omkring købstæderne, som skulle søge til købstaden for at købe og sælge varer. Både afgrænsningerne for disse områder og vilkårene i øvrigt kunne variere over tid.<ref>''Dansk Center for Byhistorie''; opslag: By og opland</ref> Undersøgelser over sådanne lovfæstede grænser og den faktiske handel viser, at lovgivningens bestemmelser langt fra blev fulgt efter lovgivernes ønsker.<ref>Bitsch Christensen (2001); s. 47ff</ref> Efter næringsfrihedens indførelse i midten af det 19. århundrede var det markedskræfterne selv, der afgjorde i hvilken udstrækning købstæder og andre handelscentre kunne tiltrække kunder og i hvilken omkreds. Ganske vist kunne man forvente, at den del af befolkningen, som boede nærmere en købstad end en anden, ville søge til den nærmeste købstad, men mange andre forhold spillede ind: vejadgang og offentlig transport, annonceavisernes udbredelsesområde, udbuddet af varer og tjenesteydelser og meget andet. Dertil kom, at oplandet for een vare eller tjenesteydelse ikke nødvendigvis er det samme som for en anden vare. Oplandet bliver således en grænse for varer af en bestemt art eller bestemte varegrupper fx. udvalgsvarer. === <big>Bestemmelse af oplande</big> === Oplande kan efter deres natur være absolutte, overvejende eller maksimale. Ved et ''absolut opland'' forstås et opland med en skarp afgrænsning. Eksempelvis vil oplandet til en skole ofte være skarp, idet den fastlægges politisk-administrativt i forhold til naboskoler. Andre oplandsgrænser vil være mere eller mindre jævnt aftagende. Eksempelvis vil oplandsgrænsen mellem to indkøbscentre være flydende, idet der i mellemområdet mellem de to centre vil være folk der søger til det ene indkøbscenter, andre til det andet. Her kan man derfor tale om ''overvejende oplande'', det vil sige oplande hvis overvejende befolkningsdel søger det ene sted frem for det andet. Endelig betegner et ''maksimalt opland'' det størst mulige opland for stedet eller med andre ord: det fjerneste sted, hvorfra søgning mod stedet sker. === Oplande af uens størrelse === Det ligger i sagens natur, at forskellige tjenester eller varer har oplande af forskellige størrelse: en folkeskole har et mindre opland end en handelsskole, en teknisk skole eller et gymnasium, og disse har atter et mindre opland end et universitet. Dagligvareforretninger har som regel mindre oplande end udvalgsvareforretninger. Dette indebærer tillige, at man ved planlægningen af offentlige eller private tjenester må regne med, at visse vil have et meget beskedent opland, andre et langt større opland. === Mange forhold påvirker oplandes størrelser === Det turde ligeledes være klart, at sådanne oplandes størrelse kan/vil blive påvirket af mange forhold, så som:</br> - transportmuligheder (dels folks egne: eksempelvis cykel eller bil, dels offentlige: rutebils- og togforbindelser eller færgeruter).</br> - markedsføring (reklamevirksomhed), idet et givet betjeningssted vil tilstræbe at udvide sit kundeopland ved at fremhæve egne kvaliteter: vareudbud, lave priser, behageligt indkøbsmiljø med en ordentlig kundebetjening og lignende.</br> - forandrede beliggenhedsforhold, idet forandringer i befolkningens rørelsesfrihed tillige kan bevirke forandrede beliggenhedsfordele: således var i tiden før bilens udbredelse nærhed til kundekredsen en fordel, men med bilismens gennembrud fik adgang med bil større betydning og indkøbscentre i byernes udkant i nærheden af større veje blev fordelagtig, idet kunderne kunne foretage større indkøb i kraft af de forandrede transportmuligheder. === Oplandes størrelse kan ændre sig med tiden === Disse forhold gør, at bestemmelsen af et opland kun kan ske ved undersøgelser af de berørte personer eller husstande, men tillige at undersøgelsen ''kun har gyldighed for det tidspunkt, hvor den foretages'', idet der senere kan ske forandringer i forudsætningerne for oplandets størrelse. === <big>Handelsoplande som fremmende for byers trivsel</big> === I Danmark var købstædernes oplandsforhold indtil næringsfrihedens indførelse i 1857 overvejende fastlagte ved særlige rettigheder, såkaldte ''købstadsprivilegier'', der beskyttede købstædernes næringsdrivende mod konkurrence fra handlende og håndværkere bosatte i de nære omgivelser, idet købstæderne var omgivne med såkaldte "læbælter" – områder, hvor det ikke var tilladt for handlende og de fleste håndværkere at drive næring. Allerede i midten af 1800-tallet var der folk, som gjorde sig overvejelser over den betydning, som oplandet spillede for købstædernes trivsel. Således skrev Edvard Erslev<ref>Ed. Erslev: ''Den danske Stat''; København 1955-57, s. 270ff (her gengivet efter Alkjær)</ref>, at: "''Betingelsen for, at en By kan opstaa, er at den kan komme til at danne Midtpunkt i en Kreds – jo større og rigere Kredsen er, desto større og rigere bliver Byen – og man kan altsaa ved at se hen til Omgivelserne, tilnærmelsesvis beregne den Fremtid og Udvikling, som en By kan opnaa... Man maa fremhæve som en Naturbetingelse for en By, at den ligger i Midten af et større eller mindre Bækken, som tjener den til Opland, eller at den ligger ved en sejlbar Flod eller ved Havet...''" Erslev medgav dog, at "Mennesket ogsaa er i Stand til at erstatte en eller anden af de nævnte Naturbetingelser og gjøre en By til Centralpunktet for en større Kreds, om den end ikke er det af Naturen", og han nævnte som sådanne menneskeskabte forhold, der kunne påvirke oplandets størrelse en kanal<ref>frem til midten af 1800-tallet spillede kanaler i flere europæiske lande en stor rolle i samfærdselsmønsteret</ref>, et vejnet og et jernbanenet. Desuden nævnes, at en "stor og mægtig Monark kan ved at samle alt, hvad der hører Regeringen og Residensen til, hæve en By vidt frem". Han iagttog de østjyske købstæders beliggenhed i bunden af fjorde, der bevirkede, at "Byen har herved faaet saa meget Opland som mueligt, og Folk baade fra Nord- og Sydsiden af Fjorden søge Byen, noget som ikke vilde ske, naar den laa længere ude". === <big>Handels- og betjeningsoplandsundersøgelser</big> === Ud fra sådanne betragtninger kan det næppe undre, at der i Danmark – som i andre lande<ref>for eksempelvis Sveriges vedkommende blandt andre Färdig, Jonasson, W. William-Olsson och Olov Hölcke, jævnfør litteraturlisten</ref> – er lavet en lang række undersøgelser med henblik på at fastlægge byers handels- og betjeningsoplande i det 20. århundrede. Disse kan inddeles i:</br> - dem, der vedrører detailhandelsoplande (henholdsvis dagligvarer, udvalgsvarer og specialvarer) og</br> - dem, der vedrører engroshandelsoplande.</br> Ligeledes kan der skelnes mellem:</br> - handelsoplandsundersøgelser for de enkelte virksomheder,</br> - handelsoplandsundersøgelser for de enkelte steder (fx byer, indkøbscentre),</br> - handelsoplandsundersøgelser for et større område omfattende flere steder (fx en samlet landsdel eller hele landet). === Steenstrup (1925) === Den første egentlige undersøgelse af byernes oplandsforhold i Danmark blev lavet at ''Flemming Steenstrup''<ref>Steenstrup (1930)</ref> på grundlag af "Erhvervstællingen 1925" og den samme år gennemførte folketælling. Som udgangspunkt for undersøgelsen havde Steenstrup opdelt hele landet i såkaldte oplandsdistrikter for de enkelte købstæder dog således, at der blev regnede med samlede sogne. Om selve afgrænsningen af de enkelte oplandsdistrikter og efterprøvelsen af disses rigtighed oplyste Steenstrup<ref>Steenstrup (1930), s. 13ff</ref>: "''For de nærmest en By liggende Sogne giver det sig som Hovedregel af sig selv, at de maa regnes til dens Opland. Tvivlsspørgsmaalene kommer først frem for de fjernere liggende Sognes Vedkommende, men stærkt splittet, som det danske Landomraade er af Sunde og Fjorde, vil der ofte findes naturlige Grænser for Oplandsomraaderne, og de Fejl, der kan fremkomme, hvor dette ikke er Tilfældet, kan næppe med væsentlig Vægt influere paa Hovedresultaterne.''</br> ''Vanskeligere er det at tage Hensyn til Konkurrencen fra Stationsbyer o. l. indenfor selve Oplandsdistriktet. For dog i nogen Grad at kunne gøre dette uden paa den anden Side at komme ind paa indviklede Beregninger, der alligevel vil blive usikre, er Folketallet indenfor hvert Oplandsomraade optalt for de bymæssige Bebyggelser her, som har mindst 500 Indbyggere, og dette Folketal er da fratrukket Omraadets samlede Folketal, idet der kan regnes med, at disse Bebyggelser paa den ene Side foruden at forsyne deres egne Indbyggere ogsaa forsyner Beboerne i den nærmeste Omegn med en hel Del Varer, men paa den anden Side for andre Varers Vedkommende selv forsynes fra Oplandsdistriktets Hovedby. Til Bebyggelserne med mindre end 500 Indbyggere er der intet Hensyn taget. Dels betyder Konkurrencen herfra i sig selv mindre, dels er disse Bebyggelser saa jævnt fordelt over Landet at det indbyrdes Forhold mellem Udtrykkene for de forskellige Oplandsdistrikters Størrelse antagelig i det væsentlige bliver det samme, hvad enten man tager Hensyn hertil eller ej.''</br> ''En Del af de bymæssige Bebyggelser i Landdistrikterne, som enten paa Grund af deres Størrelse eller deres Beliggenhed i et i særlig Grad købstadstomt Rum maa antages at udfylde en Købstads Plads, er behandlet som disse, saa at de paa tilsvarende Maade har faaet tildelt Oplandsdistrikter, medens paa den anden Side enkelte af de ganske smaa Købstæder er udeladte af Opgørelsen<ref>Steenstrup oplyser hverken hvilke byer, der har fået tildelt eget opland, eller hvilke købstæder, der er udeladte''</ref>."</br> "''Et Middel til at kontrollere Oplandsfolketallenes forholdsmæssige Rigtighed har man ... i de ved Erhvervstællingen for hver By optalte Omsætningsbeløb for Erhvervsvirksomhederne, idet i saa Henseende navnlig Detailhandelens Omsætning vil være vejledende.''</br> ''Her fremkommer nu for det første den Vanskelighed, at Byernes Forstæder ved Erhvervstællingen er behandlede sammen med Landdistrikterne, saaledes at man kun kender Omsætningen for de Forretninger, der er beliggende i selve Bykommunen. Dernæst omfatter Detailomsætningsbeløbet jo saavel Omsætningen med Oplandet som med Byens egne Indbyggere og vil man have to sammenlignelige Rækker Tal, maa man til det fundne Oplandsfolketal lægge Folketallet i Byen selv med Forstæder. Imidlertid kan det ikke ventes, at Byens Detailomsætning vil staa i ligefremt Forhold til dette samlede Folketal, thi medens Byens Indbyggere dækker den ganske overvejende Part af deres Forbrug i Byens egne Forretninger, gaar disse som tidligere er omtalt, glip af en stor Del af Oplandsbeboernes Handel, nemlig især den Del, som falder paa de simpleste Fornødenheder. Snarere kunde man derfor vente en vis Forholdsmæssighed mellem Folketallet i By + Opland og den Del af Detailomsætningen, som ikke falder paa de almindelige Artikler.''</br> ''Da nu Detailomsætningsbeløbene ikke kan deles efter de Varearter, de vedrører, men derimod kan oplyses særskilt for de forskellige Forretningsbrancher, er det her valgt til Sammenligning at benytte Omsætningen i samtlige Detailforretninger bortset fra Næringsmiddelbranchen. Herved opnaas det netop at faa Omsætningen af den vigtigste Gruppe mere almindeligste Varer helt udenfor, og tillige, at den Mangel, der knytter sig til Omsætningsbeløbene, derved at de ikke omfatter Forstadsbebyggelsernes Handel, bliver væsentligt mindre, idet Handelen i Forstæderne for en stor Del netop er Næringsmiddelhandel.''" Af beskrivelsen af fremgangsmåden ses, at Steenstrup var klar over, at der fandtes byer, som ikke var købstæder, men som ikke desto mindre havde oplandshandel af betydning. Det er derfor uheldigt, at disse ikke omtaltes nærmere. Ligeledes bemærkes, at han skelnede mellem næringsmidler (dagligvarer) og udvalgsvarer, mens engroshandelen ikke omtales. Ved afgrænsningen af oplandene synes Steenstrup tillige at have taget hensyn til jernbanelinjer, rutebil- og skibsruter. Steenstrup afstod fra at vise de fundne oplande på et kort, og derved bliver hans opstillede tal for befolkningen i oplandene – der afrundedes i tusinder – heller ikke mulige at vurdere nærmere. === Hinz (1935) === Steenstrups undersøgelse blev fulgt op af ''Helge Hinz'' på grundlag af "Erhvervstællingen 1935" og den samme år gennemførte folketælling<ref>Hinz 1941, s. 41-54</ref>. Hinz havde i lighed med Steenstrup foretaget skøn over de enkelte købstæders oplande og beregninger over deres oplandsbefolkninger og disses købekraft, og han havde tillige forsøgt på et kort at vise disse oplande. Dette var første gang, noget sådant blev forsøgt. Hinz henviste til Steenstrups tidligere undersøgelse. Mens Steenstrup ikke udtrykkeligt havde taget hensyn til oplandsruterne, oplyste Hinz, at: "''Udgangspunktet for nærværende Beregning af Oplandsomraaderne er taget i de foreliggende Oplysninger om Personrutebil- og Jernbanetrafikken.''"</br> "''Fremgangsmaaden ved Beregningen af de enkelte Byers Opland har været den, at der paa et Sognekort over Danmark er indtegnet de enkelte Personliniers Ruter med Angivelse af Afgangs- og Endestationer, saaledes at det af Kortet fremgaar, gennem hvilke Byer og Sogne de enkelte Linier løber. Paa samme Maade er endvidere paa Kortet indtegnet de forskellige Jernbaneruter.''</br> ''Dette Kort sammenholdt med Fortegnelser, indeholdende Oplysninger om Personruternes Længde, Antal Kilometer daglig m.v., danner det Grundlag, hvorpaa Beregningen af Byernes Opland bygger.''</br> ''Nu er det klart, at man paa Basis heraf ikke vil kunne foretage en fuldt nøjagtig Angivelse af de forskellige Byers Opland, da de enkelte Købstæders Oplandsomraader saa at sige strækker sig ind i hinanden, idet Omraader, der for enkelte Varers Vedkommende er Opland for én By, for andre Varers Vedkommende vil være Opland for en anden By. Trafikmidlerne vil altsaa i nogen Grad udviske Grænserne mellem de enkelte Byers Opland.''"</br> "''Afgørende for Oplandsomraadernes Grænser for Byer af samme Størrelse eller Ensartethed vil hovedsagelig være Rejsetiden, der som oftest er proportional med Afstanden; dog vil Beboerne i Landdistrikterne f. Eks. Benytte en længere Vej, der har direkte Forbindelse med en By, i stedet for en kortere Vej, der kræver Omstigning.''" I lighed med Steenstrup tog også Hinz hensyn til forstæder og til bymæssige bebyggelsers rolle i omsætningen og dermed i beregningen af købstædernes oplandsbefolkning: i alt 27 bymæssige bebyggelser med tilsammen 57.000 indbyggere fik tildelt egne oplande med et samlet folketal på 118.000 indbyggere<ref>Hinz s. 42. Af det udarbejdede kort fremgår, at det drejer sig om Gilleleje, Helsinge, Jyderup, Haslev, Fakse, Ringe, Glamsbjerg, Vraa, Fjerritslev, Hurup, Aars, Aalestrup, Hadsund, Kjellerup, Hammel, Brande, Grindsted, Skjern, Ølgod, Bramminge, Holsted, Vejen, Brørup og Skærbæk</ref>. Hinz fandt – i lighed med hvad Steenstrup havde fundet – at detailomsætningen pr indbygger voksede med voksende indbyggertal i byerne, omend væsentligt lavere beløb: {| class="wikitable" |- ! Omsætning pr indbygger ! Steenstrup (1925) ! ! Hinz (1935) |- | | antal oplandsindbyggere pr byindbygger | i alt kr | align=center |kr |- | Byer med: | align=center |indtil 2 / 2 og derover | | |- | 20.000 indbyggere og derover | align=center |392 / ----- | align=center |392 | align=center |267 |- | 10-20.000 indbyggere | align=center |313 / 295 | align=center |323 | align=center |222 |- | 7-10.000 indbyggere | align=center |303 / 289 | align=center |291 | align=center |198 |- | 5-7.000 indbyggere | align=center |303 / 289 | align=center |291 | align=center |179 |- | 3-5.000 indbyggere | align=center |273 / 256 | align=center |257 | align=center |174 |- | 2-3.000 indbyggere | align=center |273 / 256 | align=center |257 | align=center |170 |- | 2.000 indbyggere og derunder | align=center |273 / 256 | align=center |257 | align=center |190 |- ! align=left |I gennemsnit ! 369 / 284 ! 328 ! 224 |} === Danmarks Statistik (1960) === Spørgsmålet om afgrænsningen af byernes handels- og betjeningsoplande blev først atter optaget omkring 1960 af ''Danmarks Statistik''<ref>Danmarks Statistik 1960</ref>. I den ledsagende forklaring redegjorde Danmarks Statistik for henholdsvis baggrunden for undersøgelsen og den anvendte fremgangsmåde: "''Ved de tidligere erhvervstællinger har man som den større geografiske enhed anvendt amterne. Amtsinddelingen svarer imidlertid ikke til en inddeling af landet ud fra økonomiske synspunkter. Amtsgrænserne adskiller således ofte kommuner, der med hensyn til omsætning, beskæftigelse m.m. udgør et fælles område, ligesom der inden for det enkelte amt findes kommuner, der i disse henseender må henføres til forskellige områder. Departementet har derfor i forbindelse med bearbejdelsen af materialet fra erhvervstællingen i 1958 foretaget en undersøgelse af byernes handelsmæssige samkvem med de omkringliggende kommuner.''</br> ''En indledende undersøgelse viste, at det var muligt gennem interviews af de handlende at foretage en geografisk kortlægning af detailhandelen med sådanne udvalgsvarer som beklædningsartikler, møbler og tæpper. Samtidig kunne ved velvillig bistand fra Danmarks Radio tilsvarende oplysninger tilvejebringes for radio- og fjernsynssalget.''</br> ''I løbet af sommeren 1959 har Departementets medarbejdere derefter foretaget interviews hos ca. 1200 virksomheder inden for detailhandelen medmanufaktur og trikotage, herre- og damekonfektion, møbler og tæpper. Virksomhederne er fordelt på næsten samtlige købstæder og visse større bymæssige bebyggelser. Det således indsamlede materiale er suppleret med ovennævnte undersøgelse af radio- og fjernsynssalget, der omfatter alle kommuner.''</br> ''Detailhandelen med føde- og drikkevarer samt andre varer i det daglige forbrug har ikke været inddraget i undersøgelsen, da det for disse varer gælder, at indkøbene foretages hos de lokale handlende.''</br> ''Udvælgelsen af de virksomheder, der indgik i interviewundersøgelsen, skete på grundlag af erhvervstællingsmaterialet, der indeholdt oplysning om omsætning m.m. for samtlige på tællingsdagen eksisterende virksomheder i de undersøgte brancher. I de fleste byer repræsenterer de interviewede forretninger 80-90 pct. af den samlende omsætning inden for de pågældende brancher.''</br> ''Interviewene blev gennemført på den måde, at den adspurgte blev anmodet om på et landkort at angive kundekredsens geografiske udstrækning, hvortil kom supplerende spørgsmål om oplandshandelens andel af virksomhedens samlede omsætning, hvilke blade der annonceredes i m.m.''</br> ''På grundlag af de foretagne undersøgelser er samtlige landets kommuner blevet fordelt på 44 handelsområder. De enkelte handelsområder er sammensat af kommuner med det fælles træk, at beboerne hovedsagelig foretager deres indkøb af udvalgsvarer inden for det pågældende område.''</br> ''I nogle tilfælde findes der inden for et handelsområde flere indkøbscentre af betydning, og her har man yderligere foretaget en opdeling af området i handelsdistrikter. 25 handelsområder er blevet opdelt, hvorved der er fremkommet i alt 69 handelsdistrikter. 64 distrikter er i deres helhed beliggende inden for samme handelsområde, medens 4 distrikter er fordelt på 2 ellere 3 områder.''</br> ''I de handelsområder, hvor der ikke er udskilt handelsdistrikter, gælder det, at forbrugerne i området som hovedregel foretager indkøbene af udvalgsvarer i samme by (områdecentret). I disse handelsområder findes også mindre indkøbscentre, hvorfra forbrugerne i et vist omfang forsynes med udvalgsvarer; omsætningen i disse centre har imidlertid ikke været tilstrækkelig stor til at danne grundlag for en opdeling i distrikter.''</br> ''I de handelsområder, der er opdelt i distrikter, er det et karakteristisk træk for handelssamkvemmet, at forbrugerne køber de varer, der ikke føres af de lokale handlende, dels i det nærmeste center (distriktscentret), dels i det større områdecenter. Også i disse handelsområder findes mindre indkøbscentre for udvalgsvarer, der på grund af omsætningens beskedne størrelse ikker er udskilt som distriktscentre.''</br> ''Det er vanskeligt at sondre mellem varer, der typisk forhandles i henholdsvis distrikts- og områdecentrene, idet der ofte kun vil være tale om en deling mellem forskellige kvaliteter inden for samme varegruppe; endvidere kan forholdene være forskellige i de enkelte områder og distrikter. Det kan dog anføres som en tendens, at almindelige metervarer og trikotagevarer samt radio- og fjernsynsapparater købes i distriktscentret, medens møbler, tæpper og konfektion, især damekonfektion, købes i områdecentret. Dette handelsmønster skyldes ikke så meget, at "områdevarerne" ikke føres af handlende i distriktscentrene, som det forhold, at områdecentrene byder på et større udvalg af disse varer.''</br> ''I områdecentrene foregår også en betydelig handel med "distriktsvarer", bl.a. fordi disse centre betjener et vis opland som distriktscentre, og fordi forbrugerne uden for distriktet, når de handler i områdecentret, i et vist omfang samtidig indkøber varer, de også kunne have købt i distriktscentrene.''</br> ''Med hensyn til afgrænsningen af områderne og distrikterne har det for den overvejende del af kommunerne ikke været vanskeligt at afgøre tilhørsforholdet. I de kommuner, hvor der var tvivl om tilhørsforholdet, f.eks. fordi de ved interviewundersøgelsen indsamlede oplysninger fra konkurrerende byer ikke korresponderede, har man på forskellig måde indhentet supplerende oplysninger, bl.a. ved henvendelse til de kommunale myndigheder.''</br> ''Det forhold, at kommunerne er anvendt som den mindste geografiske enhed, medfører, at den enkelte kommune i alle tilfælde som en helhed er henført til et handelsområde og -distrikt. Det gælder således også de – forholdsvis få – kommuner, der består af lokaliteter med forskelligt handelsmæssigt tilhørsforhold.''</br> ''Endelig skal det bemærkes, at man ved afgrænsningen af de enkelte områder, som foran nævnt, har taget udgangspunkt i de typiske træk i handelssamkvemmet. Herved er der ikke givet udtryk for det forhold, at en del forbrugere lejlighedsvis indkøber udvalgsvarer uden for deres område; disse indkøb foretages især i de meget store centre som Hovedstaden, Århus, Odense, Ålborg og Esbjerg.''" Udfaldet af denne undersøgelse blev siden udnyttet i landsplanarbejdet<ref>således i ''Arealplanlægning – status og problemstillinger'' (Landsplansekretariatet 1974), s. 43-45</ref>, hvor man begyndte at skelne mellem område-, egns- og landsdelscentre, og der gennemførtes i løbet af 1960-erne et stort antal analyser af udbuddet af tjenesteydelser, hvilket dog ikke bragte ændringer i den gennemførte opdeling i handelsområder og handelsdistrikter. === Danmarks Erhvervsfond (1971) === I 1971 tog ''Danmarks Erhvervsfond'' emnet op til fornyet behandling<ref>Danmarks Erhvervsfond 1971</ref>. I 1961 havde Institut for Centerplanlægning gennemført en undersøgelse af indkøbsmønsteret ved at udspørge buschauffører, som betjente busruter omkring Holstebro. Resultatet af denne undersøgelse blev sammenlignet med de undersøgelser, som Hinz og Danmarks Statistik tidligere havde lavet og fandt om Hinz‘ undersøgelse, at "resultatet for Holstebros vedkommende afviger ikke væsentligt fra den afgrænsning, Danmarks Statistik fandt frem til i 1959 i en tilsvarende landsdækkende undersøgelse." En noget sen oprejsning til Hinz! Resultatet af busanalysen "blev en inddeling, som stort set fulgte grænserne for Holstebro handelsdistrikt, som er fastlagt af Danmarks Statistik, dog med en mindre udvidelse af området i den sydlige del af oplandet." Overhovedet viste undersøgelserne, at oplandet for Holstebro (hvis et sådant overhovedet kunne afgrænses) var overordentligt stabilt – selv over et halvt århundrede. At det faktisk forholdt sig således kunne til dels skyldes, at der ikke i den mellemliggende tid var sket ting, der kunne påvirke oplandsforholdene så vidtgående, som fremkomsten af stationsbyerne havde kunnet omkring århundredeskiftet. Vejnettet og busruterne havde været nogenlunde uforandrede. Først med fremkomsten af nye butikscentre, lavprisvarehuse og lignende blev der gjort tiltag for at tiltrække kunder fra andre indkøbssteder. === <big>Problemerne ved oplandsundersøgelser</big> === Steenstrups og Hinz‘ analyser blev kommenterede af ''Rudolf Jørgensen''<ref>''Det danske Marked'' nr 1, 1942, s. 53ff</ref>, som gjorde indvendinger imod såvel selve fremgangsmåden som udfaldet. Efter Rudolf Jørgensens opfattelse overbetonede Hinz de offentlige jernbane- og buslinier og overså "Vejføringernes Betydning for Automobil- og Cykle-trafikken, Dagbladenes oplandsskabende Betydning og Placeringen af Statsskoler, offentlige Kontorer og Hospitaler." Med hensyn til selve oplandenes afgrænsninger og beregningerne af oplandsbefolkningernes størrelse og detailomsætningen pr. indbygger fremhævede han, at tallene for eksempelvis Aarhus og Skanderborg, Odense og Faaborg, Esbjerg og Varde tydeligt viste, at de større byers omsætninger var så meget højere end for de mindre, at de udpegede oplande næppe kunne være rigtige: "hvis man sætter den samlede Detailomsætning i Byen (excl. Nærings- og Nydelsesmiddelbranchen) i Forhold til den samlede Indtægt for Skatteyderne i By plus det beregnede Opland. Hvis Oplandstallet var rigtigt, vilde disse Tal staa i nogenlunde samme Forhold til hinanden for de forskellige Byer". Han pegede (sikkert med rette) på, at "Oplandsvilkaarene varierer fra Varegruppe til Varegruppe og fra Køberklasse til Køberklasse. For visse Udvalgsvarers og for de fleste Specialvarers Vedkommende er Indbyggerne i Skanderborg, Faaborg og Varde saaledes sikkert selv Oplandskunder i Aarhus, Odense og Esbjerg. Og visse af de bedst bemidlede Købere i de tre store Byer er uden Tvivl Oplandskunder for hele deres Forbrug af Udvalgsvarer og Specialvarer i de tre store Byer." Det, som Rudolf Jørgensen her havde fat i, er, at der udover udvalgsvareoplandene findes varer, som kræver langt større oplande de de af Hinz fundne – med andre ord: udover dagligvare- og udvalgsvareoplande måtte regnes med specialvareoplande omfattende en hel landsdel. Både Steenstrups og Hinz‘ tal for omsætning pr indbygger udviste så store spring opad for byer med over 20.000 indbyggere i forhold til mindre byer, at dette forekom at være den mest rimelige forklaring. Hinz‘ tal for de mindste byer (under 2.000 indbyggere) kunne i øvrigt antyde, at han havde undervurderet disses oplande. === Oplandsbegrebet i dets historiske ramme === Spørgsmålet om byerne og deres oplande blev tillige behandlet af markedsøkonomen ''Ejler Alkjær'' i fire artikler i årene 1942-1946. I den første artikel<ref>Byernes nye Oplandsproblemer, s. 4-16</ref> tog han fat om de centrale begreber: "Paa samme Maade som Begrebet Byopland naturligt defineres ved, at Byen er Oplandets Centrum, er Begrebet By blevet søgt klarlagt ved, at det bl.a. fremhæves som et karakteristisk Træk ved Byen, at den er Midtpunkt i et Opland."<ref name=autogeneret2>Alkjær, s. 4</ref> Han citerede B. Werner: ''Gefle stads handelsomraade'' (Gefle 1932, s. 9): "Det Omraade, indenfor hvilket Summen af de økonomiske Forbindelser med Byen tydeligt viser, at dette Omraade er nærmere forbundet med den paagældende By end med nogen anden By."<ref>Alkjær, s. 5</ref> Endvidere påpegede han, at "ikke alene [[Købstæder i Danmark|Købstæderne]], men tillige hver eneste [[Stationsbyer i Danmark|Stationsby]] og [[Landsbyer i Danmark|Landsby]] har sit eget Opland. Forbrugernes Indkøb af Fødemidler, Brændsel og andre rent daglige Fornødenheder har jo en saa stor Plads paa Budgettet, at Landboerne oftest vil have størst økonomisk Tilknytning til en nærliggende Landsby eller Stationsby". Alligevel betonede han betydningen af "de Distrikter som ''i visse specielle økonomiske Henseender har en overvejende Tilknytning til en større By'' – en Købstad eller en større Stationsby", med andre ord af oplandene for udvalgsvarer. Efter et historisk rids af det lovbestemte læbæltes oprindelse og ophævelse gik han over til forholdene i samtiden, dvs. mellemkrigstiden, og fremhævede her betydningen af de moderne samfærdselsmidler som indflydende på oplandenes størrelse og form: "Medens Jernbanen gjorde det danske Landomraade til en Trafikenhed, gav den lokaløkonomisk set de Byer, den forbandt, Mulighed for erhvervs- og befolkningsmæssig Fremgang, ligesom den skabte Grundlag for Opblomstring af de Landomraader, den gennemløb. Tillige skabte den en Række nye bymæssige Bebyggelser: Stationsbyerne. Hvor Baneledelsen placerede en Station – og det var ikke altid dér, hvor der laa en gammel Landsby – opstod en ny Byorganisme med Mejeri, Købmandsforretning, Brugsforening, Haandværkere o.s.v."<ref name=autogeneret1>Alkjær, s. 13</ref> Alkjær afviste, at stationsbyerne havde indflydelse på udvalgsvarehandelen: "Udviklingen har formet sig saaledes, at Stationsbyerne er blevet selvforsynende med Dagligvarer og naturligvis ogsaa har faaet et lille Dagligvareopland, men som Helhed foretages Udvalgsvareindkøbene fortsat i Købstæderne. I hvert fald har kun de allerstørste Stationsbyer faaet deres eget Udvalgsvareopland. Netop de moderne Trafikmidler muliggør jo, at Indkøbsrejserne til Købstaden lader sig gennemføre billigt og bekvemt"<ref name=autogeneret1 />. Videre: "Automobilismen virker alt i alt centraliserende paa Handelen – nemlig i de større Byer – medens den omvendt har en vis decentraliserende Indvirkning paa Bebyggelsen. Den fremmer saaledes en Randbebyggelse langs Vejene, hvori Tankstationer, Is-Bar‘er og Kiosker indgaar. Den muliggør endvidere, at Folk kan bo i Forstæder eller helt ude i Oplandet og nemt og bekvemt tage til og fra Byen hver Dag og passe deres Arbejde dér. ''Beboelsesoplandet'', som allerede Jernbanerne muliggjorde, og som de endnu i stort Omfang betjener, kan i Kraft af Automobilerne om ikke udvides udadtil, saa i hvert Fald bebygges tættere"<ref name=autogeneret1 />. Han sluttede sin første artikel med denne betragtning: "Det kan fastslaaes, at det i vor Tid er Byens Tiltrækningskraft, der i første Række er afgørende for Oplandets Udstrækning". === Mange forhold kan påvirke oplandets størrelse og udformning === I den anden artikel<ref>Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer</ref> fremhævedes industriens rolle som årsag til købstædernes befolkningsvækst, men der advaredes tillige imod den ensidige afhængighed af industrien, der i krisetider kan ramme som en boomerang, og derfor betonedes oplandets betydning til modvirkning heraf, lige som en del af industrien havde oplandet som sit forsynings- eller afsætningsområde, blandt andre mindre margarinefabrikker, bryggerier og slagterier<ref>Alkjær, s. 140</ref>. Atter betonedes samfærdselsforholdenes betydning for oplandets størrelse, men desuden fremhævedes den indflydelse, som kunne udøves af dagspressen, telefonbøger, betjeningsoplande for (amts)embedsfolk, politikredses afgrænsning, amtssygehuse, liberale erhverv, slagterier, korn- og foderstof- samt kunstgødningsforretninger og andre landbrugsindustrielle virksomheder, banker og sparekasser, dyrskuer og andre turistprægede tiltag. === Oplande er ikke sammenfaldende === I den tredje artikel<ref>Det moderne Oplandsarbejdes Funktioner</ref> fastslog Alkjær, at "en Bys Opland ... i vore Dage ikke er fast, uforanderligt og skarpt afgrænset, men tværtimod svævende: varierende fra Vare til Vare, fra Branche til Branche og ligeledes fra Tid til anden. En By kan have eet Engrosopland, eet Dagligvareopland, eet Udvalgsvareopland, eet Forlystelsesopland o.s.v., og selv om mange af disse forskellige slags Opland, som hver By faktisk har, i et vist Omfang vil falde nogenlunde sammen, saa er Forholdet dog det, at der mellem Byernes Oplandsomraader ''ikke'' er fast afstukne Grænser, men derimod nogle ret brede Grænsezoner. Her handler nogle i den ene By og andre i den anden, nogle køber visse Varer i den ene By og andre i den anden, nogle holder Avis fra den ene By, men leverer Svin til Slagteriet i den anden. Der er endda Grænsezoner, hvor ikke Alene to Byers, men tre eller fire Byers Oplandsomraader støder sammen, og hvor der derfor er forskellige Købevaner og Tilhørsforhold til Byerne"<ref name=autogeneret2 />. Alkjær fremhævede her oplandsundersøgelser som den vigtigste fremgangsmåde for at afklare disse spørgsmål og med henvisning til Steenstrups og Hinz‘ analyser fastsloges, at "Oplandsundersøgelser maa og skal udføres i Marken"<ref>Alkjær, s. 6</ref>. Alkjær gjorde der efter en del ud af hvilke spørgsmål, der kunne give nyttige oplysninger dels om oplandets afgrænsning, dels om årsagerne hertil<ref>Alkjær, s. 10-12</ref>. Han bragte tillige eksempler på udfaldet af sådanne undersøgelser, men noget landsdækkende billede gaves ikke. === Stationsbyernes oplande === Endelig gav Alkjær i en artikel om stationsbyernes oplandsforhold<ref>Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold</ref> på tilsvarende vis som tidligere for købstædernes vedkommende en omtale af forhold, der indvirkede på disses oplandsforhold, men heller ikke her gav han noget landsdækkende billede. Det bør imidlertid fremhæves, at Alkjær fandt dels tydelige uligheder i de i 1930 ved handel og omsætning sysselsatte indbyggeres andel af befolkningen i hovedstaden (19,8%) og dennes forstæder (11,2%), provinsbyerne (16,8%) og deres forstæder (11,1%), stationsbyerne (11,5%) og de rene landdistrikter (2,7%)<ref>Alkjær, s. 218</ref>, ja selv for de ulige stationsbyer gjorde der sig store uligheder gældende: således udgjorde andelen af sysselsatte ved handel og omsætning i fx Holsted 20,6% men i Assens cementby kun 2,4%<ref>Alkjær, s. 222-224</ref>, hvilket naturligvis afspejlede de vidt forskellige oplandsforhold, og Alkjær konstaterede da også, at "Af andre større bymæssige Bebyggelser, som har en ikke ubetydelig Oplandshandel, kan nævnes ''Taastrup'' (trods Københavns Nærhed), ''Skern, Hadsund, Grindsted, Bramminge, Hammel, Aars, Hadsten, Bjerringbro, Fakse, Ringe, Vamdrup, Kjellerup, Ølgod'' (om hvilken det eksempelvis kan nævnes, at dens Oplandsfolketal er blevet anslaaet til ca. 10.000), ''Graasten, Vraa, Fjerritslev'' (som i Kraft af de store Afstande til Købstæderne har et Landomraade af betydelig Udstrækning for sin egen Mund), ''Løkken, Helsinge, Vinderup, Hurup, Toftlund, Skærbæk, Bræstrup, Farsø, Jyderup, Aalestrup, Ulfborg og Aarup''."<ref>Alkjær, s. 234f</ref> Af forhold, som virker fremmende på sysselsætningen inden for handel og omsætning og dermed på oplandets størrelse fremhævedes foruden afstanden til købstæder tilstedeværelsen af administrative tjenester som forligskommissioner, tingsteder, kredslæger, toldsteder, eksportslagterier, banker og sparekasser, forekomst af dyrskuer med mere. === Oversigt === Kernen i Alkjærs artikler kan sammenfattes således:</br> - mange forhold indvirker på samspillet mellem et handelsknudepunkt og dets omgivelser, dets opland;</br> - oplande er ikke entydige, men kan veksle fra vare til vare, fra branche til branche og over tid;</br> - oplande kan påvirkes ved markedsføringsindsats;</br> - en sikker bestemmelse af oplandsforhold kan alene ske ved undersøgelser "i marken", det vil sige ved spørgeundersøgelser eller et modsvarende informationsgrundlag.</br> Det kan af Alkjærs betragtninger ligeledes udledes, at det oplandsbillede, der tegner sig ved undersøgelser, i nogen grad beror på hvilke emner (varer eller tjenesteydelser), der gøres til genstand for undersøgelse. Når de forholdsvis få oplandsundersøgelser, der foreligger, alligevel i det store og hele udviser troværdige udfald, skyldes det, at oplandshandel og -tjenester fungerer efter "gyngerne og karussellel"-princippet: selv om de måske overdriver visse oplande, så underdriver de også andre således, at fejlene så at sige ophæver hinanden. === <big>Handelsoplandenes betydning</big> === Selv om man kan stille spørgsmålstegn ved afgrænsningen af bestemte byers handelsoplande, kan der ikke være tvivl om, at de har haft en yderst reel betydning for byerne. I adskillige tilfælde viser der sig at være en ret tæt forbindelse mellem størrelsen af et udpeget oplandsområde og byens indbyggertal, det gælder ikke mindst når der tages højde for industriens særlige bidrag. Adskillige "nye" byer udviklede sig i kraft af deres mulige opland til en betydelig størrelse, det gælder fx. de nye købstæder Esbjerg, Skjern, Silkeborg, Herning, Vester Brønderslev, men tendensen er også tydelig for de byer, der lå fjernest fra de gamle købstæder, således Haslev og Helsinge på Sjælland, Ringe på Fyn, Odder i Jylland og mange andre. Processen i denne udvikling har imidlertid været en kombination af det mulige oplands størrelse og andre forhold som fx. jernbaneforbindelse, havn eller en stedlig industri. Sådanne gunstige forhold kunne tiltrække købmænd og andre udbydere af varer og tjenesteydelser og dermed gøre byen mere tiltrækkende at søge til for mulige kunder efter princippet "hvor godtfolk er, kommer godtfolk til". Handelsoplande har alle dage været dynamiske, de ændre sig over tid som følge af ændrede forhold for kunderne fx. busruter, brug af egen bil og indkøbsvaner men også reklame og tilbudspriser. Værdien af oplandsundersøgelser er derfor, at de viser oplandsforhold på et givet tidspunkt. === <big>Noter</big> === {{Reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * ''Arealplanlægning – status og problemstillinger'' (Landsplansekretariatet 1974; publikation nr. 27); {{ISBN|87-503-1684-2}} * Ejler Alkjær: "Byernes nye Oplandsproblemer" (''Det danske Marked'' 1942, s. 4-16) * [https://tidsskrift.dk/index.php/ledelseogerhvervsoekonomi/article/viewFile/27524/53114 Ejler Alkjær: "Funktioner og Problemer i den moderne Markedsøkonomi" (''Ledelse og Erhvervsøkonomi'' 1942, s. 43-64)] * Ejler Alkjær: "De lokaløkonomiske Publikationers Betydning for Markedskendskabet" (''Det danske Marked'' 1942, s. 45-49) * Ejler Alkjær: "Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer" (''Det danske Marked'' 1942, s. 139-153) * Ejler Alkjær: "Distriktsinddeling – nogle Problemer og Principper" (''Det danske Marked'' 1942, s. 220-227) * Ejler Alkjær: "Det moderne Oplandsarbejdes Funktioner" (''Det danske Marked'' 1943, s. 1-19) * Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (''Det danske Marked'' 1946, s. 217-251) * Søren Bitsch Christensen: "Det naturlige midtpunkt?" (i: Den klassiske købstad (''Danske Bystudier 2''); Dansk Center for Byhistorie 2001; {{ISBN|87-7934-902-1}}; s. 47-136) * Danmarks Erhvervsfond: ''Detailhandelens lokaliseringsmønster. Indkøbsvaner og omsætningsændringer i en provinsby og dens opland''; København 1971) * Karl-Gustav Färdig: "Växjös detailhandelsområden" (''Affärsekonomi'' 1947, nr. 6) * Helge Hinz: "Oplandet og dets Betydning for Købstædernes Erhvervsliv" (''Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1937-41''; København 1942, s. 41-54) * J. Hovind: "En Bro.s markedsøkonomiske Betydning" (''Det danske Marked'' 1942, s. 49-51) * Johs. Humlum: "Handelen som Erhverv i danske Byer" (''Det danske Marked'' 1942, s. 41-45) * Olof Jonasson: "Göteborgsregionens detaljhandelsområden" (''Affärsekonomi'' 1944, nr. 4) * Rudolf Jørgensen (anmeldelse af): "Helge Hinz: Oplandet og dets Betydning for Købstædernes Erhvervsliv" (''Det danske Marked'' 1942, s. 53-56) * C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur" (''Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1929''; København 1930, s. 9-19) * C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur (sluttet)" (''Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1930''; København 1931, s. 47-65) * W. William-Olsson och Olov Hölcke: ''Näringslivet i Örebro och stadens utveckling''; Örebro 1949 === <big>Eksterne henvisninger</big> === * [http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=opland ''Ordbog over det danske sprog''; opslag: Opland] * [http://runeberg.org/img/salmonsen/2/18/0561.pdf ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind 18 (1924), s. 529; opslag: Opland] * [http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/privilegier/ "By og opland" (Den Digitale Byport)] – en komplet oversigt over de danske købstæders juridiske oplande indtil næringsloven af 1857 * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0062-PDF/gto_0062_70570.pdf Inger Bertram Clausen, Steen Folke, Sven Illeris, Henrik Jeppesen og Henning Mørch: "Befolkningsgeografiske studier af Kalundborgegnen" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 62; 1963)] * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/48953/90648 Peter Frandsen: "De fynske købstæders kamp om opland i perioden 1865-1920. Odense kontra de fynske søkøbstæder" (''Fortid og Nutid'', 1991, hefte 2, s. 71-96)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0063-PDF/gto_0063_70765.pdf Sven Illeris: "The Functions of Danish Towns" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 63; 1964)] (engelsk) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0065-PDF/gto_0065_71550.pdf Sven Illeris, Per Kongstad og Flemming Larsen: "Servicecentre i Midtjylland og teori for servicecentre" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 65; 1966)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0066-PDF/gto_0066_70295.pdf Sven Illeris: "Funktionelle regioner i Danmark omkring 1960. Teoretiske modeller og empiriske undersøgelser" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 66; 1967)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0067-PDF/gto_0067_97642.pdf Sven Illeris og Poul O. Pedersen: "Central Places and Functional Regions in Denmark. Factor Analysis of Telephone Traffic" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 67; 1968)] (engelsk) * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/49139/91020 Jørgen Mikkelsen: "Korn, købmænd og kreditter. Om kornhandel og kornpriser i Sydvestsjælland ca. 1740-1807" (''Fortid og Nutid'', oktober 1993, hefte 3, s. 179-213.)] * [http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/19561/Byernesopl.pdf Danmarks Statistik: "Byernes opland" (''Statistiske Meddelelser'', 1. oplag, København 1964)] [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] ghgc737x533uqdipsp6zpei8zm84l0j 0 6915 42858 38197 2026-11-03T11:48:13Z Jcb 8204 42858 wikitext text/x-wiki [[Fil:Flag of the Faroe Islands.svg|thumb|Færøernes flag hedder [[Merkið]]. Det blev hejst for første gang den 22. juni 1919 i [[Fámjin]]]] '''[[Færøerne]]s [[historie]]''' er en del af Danmarks historie. Der findes ofte paralleller til [[Islands historie]] og [[Danmark-Norge|Norges historie]], som senere blev bestemt af [[Danmarks historie]]. Øerne blev koloniseret i [[800-tallet]] af folk fra Vestnorge, hvorfor det [[færøsk (sprog)|færøske sprog]] også har udviklet sig fra det gamle [[vestnordiske sprog]], som bl.a. taltes på [[Vestlandet]]. I [[900-tallet]] samledes færøske storbønder til et lovgivende, dømmende og politisk bestemmende Alting, der senere blev til [[Lagting]]et. Omkring [[1000]] blev Færøerne kristnet, og derefter blev de en del af [[Norge]], siden [[1380]] også del af det [[Danmark-Norge|Danske Rige]] i personalunionen. Det norske rigsråd opløstes i [[1536]], og Færøerne og Norge regeredes som danske provinser. [[Reformationen]] nåede Færøerne i [[1538]], og [[dansk (sprog)|dansk]] blev embedssprog. Da Norge blev [[Danmark-Norge#Opløsning og norsk personalunion med Sverige|afstået til kongen af Sverige]] i [[1814]] forblev Færøerne, [[Grønland]] og [[Island]] under dansk styre. Færøerne var et dansk [[amt]], men handelsmonopolet ophævedes i [[1856]]. Det [[færøsk (sprog)|færøske skriftsprog]] udviklede sig, og Færøerne forvandlede sig fra et bondesamfund til en moderne fiskerination, som har haft [[hjemmestyre]] siden [[1948]] og selvstyre siden 2005. == Øerne bosættes == === Irske munke === [[Fil:Faroe stamp 252 Europe and the Discoveries.jpg|thumb|Frimærke fra 1994]] I det 6.-7. århundrede foretog irske munke lange sørejser vest og nord for [[Skotland]] og [[Irland]] i åbne skindbåde, ''[[currach]]s'', og nåede langt ud på havet til afsidesliggende øer. Formålet med disse rejser var bl.a. at finde ensomme og fredelige steder, hvor de kunne slå sig ned som [[eremit]]ter eller oprette klostre. De første kolonister på Færøerne er ifølge myterne irske munke, der sandsynligvis i omkring 650 har søgt et fredeligt tilflugtsted på de isolerede øer. Munkene blev siden sandsynligvis fordrevet af norske vikinger, der i 800-årene slog sig ned på Færøerne. === Landnamstiden === [[Fil:Faroe stamps 515-517 everyday life in the viking age.jpg|thumb|Hverdagsliv i [[landnam]]stiden]] Den første skriftlige kilde, som menes at indeholde en beskrivelse af Færøerne, blev skrevet af en irsk munk som hed Dicuil. Han havde mødt en “troværdig” mand, som fortalte fra sin læremester, abbed Sweeney, hvordan han en sommer i en båd havde nået Færøerne efter “to dages og én nats” sejlads:<br /> [[Dicuil]] skriver i sin bog ''Liber de Mensura Orbis Terraæ'' i 825:<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0263.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind IX, s. 248; opslag: Færøerne]</ref> :"''I Britanniens nordlige hav er der endnu mange øer, som kan nåes fra de nordlige britiske øer ved to døgns direkte sejlads og med medvind. En from præst fortalte mig, at han havde sejlet i to rotofter og var gået i land på en af dem. Disse øer er for det meste små, næsten alle adskildt ved smalle sunde, og på dem har eneboerne, som har sejlet op fra vort ''Scotia'' ([[Irland (land)|Irland]]), boet i omtrent hundrede år. Disse fra verdens skabelse ubeboede øer er som følge af normanniske røveres indfald tomme for eneboere, har fuld op af får og såre mange forskellige søfugle. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøger.''" Det antages derfor, at Færøerne (atter) var ubeboede, da [[Grímur Kamban]] kom som den første nordmand omkring år 825. Efternavnet ''Kamban'' er [[keltisk]] og antyder, at han kom fra de britiske øer, muligvis [[Isle of Man]], hvilket er muligt, da vikingerne allerede boede på de britiske øer. ==== Færøerne bliver norsk len ==== {{Hovedartikel|Færøsk kirkehistorie|vikingetiden på Færøerne}} [[Fil:Faroe stamp 061 sheep letter.jpg|thumb|Fårebrevet fra 1298]] Om øernes ældste bebyggelse og historie i vikingetiden findes spredte bemærkninger i de [[islandske sagaer]], navnlig i "[[Færingesaga]]" (''Færeyinga Saga''), der ikke er et selvstændigt sagaværk men indeholdes stykkevis i ''Olafssaga''<ref name="Trap 845">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 845</ref><ref>''Olafssaga'' er samlet og udgivet i færøsk, dansk og tysk oversættelse af [[Carl Christian Rafn]]</ref>. Heri fortælles, at [[Grímur Kamban]] var den første mand, som bosatte sig på Færøerne, og at kort efter [[Slaget i Hafrsfjord]] flygtede mange i Norge for [[Harald Hårfager]]s tyranni og nedsatte sig på øerne på vejen til Island. Sagaen fortæller især om de vigtigste mænd på øerne: [[Tróndur í Gøtu]], den betydeligste mand af "Gøteskeggerne" og [[Sigmundur Brestisson]]. Den sidstnævnte havde vundet stort ry for sine vikingetog, men under sit ophold i Norge blev han kristnet og fik løfte af [[Olav Tryggvason]] om at få Færøerne i forlening, hvorefter han med magt indførte den nye lære her ved år [[1000]] og søgte at sætte sig i besiddelse af øerne. Også Tróndur havde han tvunget til at lade sig kristne, men da denne også tragtede efter herredømmet, stræbte han Sigmundur efter livet og overfaldt ham på hans gård på [[Skuø]], og Sigmundur blev dræbt under flugten. Trond og [[Leivur Øssursson]] delte nu herredømmet over øerne. Efter Tróndurs død i 1035 tog Leivur dem til [[len]] af [[Magnus den Gode]], og øerne hørte fra den tid under Norge, om end de norske kongers magt over øerne ikke var stor. Ifølge kong [[Magnus Lagabøte]]s forordning af 1272 synes der kun at have været én [[Sysselmænd på Færøerne|sysselmand]] (med to lensmænd) på øerne.<ref name="Trap 845"/> ==== Norsk kirkeprovins ==== {{uddybende|Færøsk kirkehistorie}} [[Fil:Recherche Expedition 1839 Kirkjubøur.jpg|thumb|Barthélemy Lauvergnes [[litografi]] af [[Magnuskatedralen]] i [[Kirkjubøur]] fra [[1839]]. Kirkjubøur var i århundreder Færøernes religiøse midtpunkt og var sæde for øernes [[Kirkjubøur bispedømme|katolske bispedømme]] fra [[1138]] til [[reformationen]].]] I norsketiden blev bispedømmet Færøerne grundlagt i [[1111]] under [[ærkebiskop]]pen i [[Trondhjem|Nidaros]] og med [[Kirkjubøur]] som sæde. Her skrev biskop [[Erlendur af Færøerne|Erlendur]] i 1298 Færøernes ældste kendte dokument: ''[[Fårebrevet]]'' ([[Færøsk (sprog)|fær.]]&nbsp;''Seyðabrævið'') om landets landboforhold. Han påbegyndte tillige opførelsen af [[Magnuskatedralen]] i Kirkjubøur.<ref>[http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/faeroeerne/ Danmarkshistorien.dk - Færøerne]</ref> ==== Altinget ==== For at opretholde lov og orden oprettede befolkningen på Færøerne år 900 [[Altinget]] efter forbillede fra [[Frostatinget]] i Norge. Altinget, der samledes på halvøen [[Tinganes]] ved Tórshavn, blev ledet af en folkevalgt lagmand, og her blev truffet beslutninger om landets anliggender, vedtaget love, mæglet i indbyrdes stridigheder, idet alle frie mænd var lige for loven. Altinget var dermed det ældste direkte demokrati i Europa (ældre end Altinget på Island). I 1274 trådte imidlertid den [[Yngre Gulatingslov]] i kraft (se [[Magnus Lagabøtes Landslov]]), hvorved lagmanden blev en norsk kongelig udnævnt embedsmand, og Altinget blev omdannet til et Lagting, der kun havde ret til at dømme men ikke til at vedtage love. Ved siden af det centrale ting fandtes lokale ting i hver af de seks områder [[Suðuroy]], [[Sandoy]], [[Vágar]], [[Streymoy]], [[Eysturoy]] og [[Norðoyar]]. ==== Handelsmonopol indføres ==== I begyndelsen var færingernes foretrukne handelssted [[Bergen]]. Færingerne kunne i tidligste [[middelalder]] selv sejle udenlands for at handle. Færøske handelsfolk kunne tilbyde varer som [[uld]], [[tørfisk]] og fugle og kunne købe varer som [[Husholdningssalt|salt]], [[tømmer]] og [[korn]]. I [[1271]] blev et kongeligt handelsmonopol oprettet i [[Tórshavn]] af kong [[Magnus Lagabøte]], og det blev tillige bestemt, at der skulle gå mindst to skibe om året mellem Bergen og Færøerne. Formålet med dette handelsmonopol synes at have været at holde [[Hansaforbundet]] væk fra Færøerne, men virkningen var snarere en svækket, færøsk sejlads og dermed øernes større afhængighed af udefra kommende skibe. ==== En stækket provins ==== Det var skæbnens ironi, at færingerne oprindeligt havde bosat sig på øerne, fordi de havde søgt friheden fra norske kongers tyranni, men senere mistede den igen ved svig fra en af deres egne og ved norske kongers trang til at udvide deres magt. [[Norgesvældet]]s fremgang bevirkede, at Færøerne nu gik en fremtid i møde som stækket provins. == Under Danmark-Norge == === Kalmarunionen === I [[1380]] blev Norge forenet med Danmark under en fælles konge, og her kom Færøerne med som norsk [[lydland]].<ref name="Trap 845"/> I [[1397]] oprettedes [[Kalmarunionen]]. Reelt fik disse forandringer i begyndelsen ingen betydning: Færøerne blev fortsat forvaltet fra Norge. I ældre tid havde øerne haft egne skibe, med hvilke de handlede med Norge, især [[Bergen]], men senere gik handelen mere og mere over til [[Hanseforbundet|hanseatiske]] købmænd i Bergen.<ref name="Trap 847"/> Under kong [[Håkon 4. Håkonsson|Hakon den Gamle]] havde Færøerne og [[Shetland]] udgjort ét lagdømme, retsområde, men da Shetland ved [[Christian 1.]]’s [[Shetlandsøernes historie#Pantsættelse af øerne til Skotland|pantsættelse]] [[1469]] var kommet ind under Skotland, blev Færøerne vistnok et eget lagdømme, idet dog de første lagmænd vedblev at bo på Shetland.<ref name="Trap 846"/> === Reformation === [[Reformationen]] i Danmark [[1536]] nåede Færøerne i [[1538]]. Det skulle få stor indflydelse på Færøernes udvikling i de følgende århundreder. Efter reformationens indførelse på øerne blev der [[1540]] oprettet et [[evangelisk]] bispedømme, men den første biskop, [[Jens Gregersen Riber]], forlod øerne i 1557,<ref name="Trap 846"/> og derefter var en [[provst]] den øverste gejstlige (den første provst var Hejne Jonsen Havreki, Mogens Hejnesens fader).<ref name="Trap 846"/> Øernes provsti blev henlagt under [[Bjørgvin Stift|Bergens biskop]].<ref name="Trap 846"/> Kongen overtog 2/3 af kirkens jordegods, som nu blev ''[[kongsjord]]'', hvilket skulle få betydning for landbrugets senere udvikling. Da bispestolen blev nedlagt under [[Christian 3.]], oprettede denne en [[latinskole]] i Thorshavn (første gang omtalt 1547), ved hvilken sognepræsten i Thorshavn var enelærer.<ref name="Trap 846"/> I 1620 kom den færøske kirke under [[Sjælland]]s biskop. Skolen fik af [[Christian 4.]] tillagt yderligere indtægter til fattige studerendes underhold ved et gavebrev af 1647, hvorved der blev uddannet så mange indfødte færinger, at alle færøske præstekald kunne besættes med dem, foruden at nogle fik ansættelse i kongeriget.<ref name="Trap 846"/> I [[1722]] blev der ansat en særlig rektor for skolen i Thorshavn, men da de [[stipendie]]r, der var bestemt til fattige disciples underhold, gik med til rektorens aflønning, hæmmedes tilgangen til skolen meget. Den vedblev dog at bestå indtil 1804,<ref name="Trap 846"/> da den sidste rektor, Gr. Müller, som havde styret skolen i 42 år, døde. [[Almue]]n fik i gamle dage kun undervisning i hjemmet. Der blev vel af og til gjort forsøg på at indføre et ordnet skolevæsen men uden held; kun almueskolen i Thorshavn (den første danske skole i Thorshavn skyldes præsten Hans Rasmussen, død 1651) bestod med adgang også for børn fra landet.<ref name="Trap 847"/> === Frihandel og monopolhandel === [[Fil:Tórshavn skansin 8.jpg|thumb|[[Skansin]]{{byline|Erik Christensen}}]] Efter Reformationen gjorde kongemagten ihærdige forsøg på dels at frigøre handelen fra [[Hanseforbundet|hanseaterne]], dels sikre Færøerne de fornødne forsyninger. Således kundgjordes ved kongeligt brev af [[21. februar]] [[1553]], at undersåtterne i Danmark og Norge frit måtte sejle og handle på øerne.<ref name="Trap 847"/> Nok fik to københavnske købmænd i 1569 privilegium for fire år på handel på øerne, men da beboerne klagede over, at varerne var for dyre, og at de selv kun fik halv pris for deres egne varer, fik de [[7. marts]] [[1571]] brev om, at de selv måtte afhænde deres varer hjemme og ude mod at svare den samme afgift som [[foged]]erne og købmændene, og dette gentoges den 18. december 1571.<ref name="Trap 847"/> I 1573 fik dog igen en hamborgsk købmand bevilling på at besejle øerne, da det viste sig vanskeligt for private at forsyne dem regelmæssigt, og det desuden var forbundet med stor risiko på grund af [[sørøver]]e, der var en stadig plage for øerne.<ref name="Trap 847"/> I 1578 overtog kongen selv handelen, og [[1579]]-[[1583]] fik den færøske [[kaper]] [[Magnus Heinason]], der havde tjent under [[Vilhelm den Tavse]] og dennes søn [[Maurits af Nassau]] i ti år og kæmpet mod Spanien i [[Firsårskrigen]], eneret på den for sig og medredere i Bergen, lige som han fik ret til at udruste skib på orlogsvis for at rense farvandet for sørøvere, noget der også til dels lykkedes ham.<ref name="Trap 847"/> Han opførte fæstningen Skansin i [[Tórshavn]] mod [[sørøver]]e. Men han brandskattede rigtignok også øerne ved at sælge dårlige varer til ublu priser, og han mistede derfor eneretten, der gik over til andre rederier af københavnske, hamburgske eller bergensiske købmænd.<ref name="Trap 847"/> I 1589 blev Heinason efter ordre fra [[statholder]]en [[Christoffer Valkendorf]] fanget og sendt til København, hvor han blev dømt for [[sørøveri]] til fordel for [[Holland]] og to dage senere, den 18. januar, henrettet. Den hastige retssag medførte, at Valkendorf mistede sin ministerpost. I første halvdel af det 17. århundrede (til 1620) havde et bergensisk handelsselskab enehandelen, ligesom det havde forpagtningen af øernes indkomster. Derefter gik den over til det i 1619 oprettede [[Islandske Handelskompagni]], som ophævedes 1662. I denne tid forekom der ofte gensidige klager — fra befolkningens side over uregelmæssig tilførsel, dårlige varer og for høje priser, og fra handelskompagniets side over, at beboerne brød forbuddet mod at handle med andre.<ref name="Trap 847"/> ==== Gabeltiden ==== [[Fil:Faroe map 1673 by lucas debes.png|thumb|Første Færøkort ved den danske præst [[Lucas Debes]] i 1673]] I 1655 fik [[Christoffer Gabel]] som befalingsmand over Færøerne indtægten af 'Færø land'<!-- ? --> i forpagtning på livstid for 1000 [[rigsdater]] årligt. Den 19. januar 1661 fik han samme indtægt kvit og frit for sin og sønnens [[Frederik Gabel]]s levetid og den 3. april 1662 tillige monopol på øernes besejling.<ref name="Trap 846"/> I de trange tider under Gablernes enestyre hensygnede skolen i Torshavn mere og mere. Præsten [[Lucas Debes]] var den alvorligste modstander for Gabels embedsmænd og rejste med en færøsk delegation til København, hvor han fortalte kongen om Gabels vilkår. I denne tid skrev han 1673 den første trykte bog om Færøerne: ''Færoæ et Færoa reserata'' på dansk (engelsk og tysk oversættelse fulgte). Da en kongelig kommission nåede Færøerne samme år, ødelagde en brand på [[Tinganes]] de fleste handelsbygninger, og dokumenter gik op i luer. Det siges, at Gabels mænd stod bag branden. ==== Kongelig forvaltning ==== [[Fil:Small shop Tvøroyri.JPG|200px|thumbnail|Denne bygning i Tvøroyri var det Kongelige Monopols første filial, som blev bygget udenfor Thorshavn, og er byens ældste bygning. I dag er der café, bar og museum.]] Efter Frederik Gabels død i [[1708]] overtog den danske stat handelsmonopolet, som varede til [[1856]].<ref name="Trap 847"/> Handelen bestyredes af en færøsk og grønlandsk handelskommission i København, som havde en handelsforvalter i Thorshavn, hvor det eneste udsalgssted var indtil 1836, da der kom to til i [[Tvøroyri]] ([[Suðuroy]]) og [[Klaksvig]] ([[Norðoyar]]) og et par år senere yderligere et i [[Vestmanna|Vestmanhavn]]. Ganske vist bestemtes i 1790, at monopolet, som blev drevet med tab, skulle ophøre fra 1796, men efter en ansøgning fra øboerne, som frygtede for frihandelen, blev bestemmelsen atter ophævet. Der var dog nogle, som kæmpede for frihandel, deriblandt den bekendte skibsfører og digter [[Poul Poulsen Nolsøe]] (Nólsoyar Páll, død 1809). [[Niels Ryberg]]s handel 1768-1788 var en forholdsvis god tid for færingerne, som fik kendskab til at salte [[sild]] og at lave [[klipfisk]], som blev eksporteret. [[Nólsoyar Páll]] var modstander af Rybergs handel og kæmpede for frihandel og dermed Færøernes selvstændighed. Hans ''Fuglakvæði'' er en vise, hvor [[strandskade|Tjaldur]] (strandskaden) symboliserer ham selv, og derved den frie færing, andre fugle symboliserer danske embedspersoner i Thorshavn. I 1804 byggede han med ''Royndin Fríða'' Færøernes første selvejede skib siden Magnus Heinasons tid. I 1807 truedes Færøerne af hungersnød under krigen mellem Danmark og [[England]]. Nólsoyar Páll sørgede med sit skib for at skaffe korn til Færøerne. Han omkom ved et forlis i vinteren 1808/1809 og er nu nationalhelt. === Under Sjællands stiftamt === Efter Frederik Gabels død 1708 blev landfogeden [[J. Chr. Klein]] inspektør over de kongelige [[regalier]] og rettigheder på øerne. Den [[14. maj]] [[1709]] henlagdes de under [[Sjællands Stiftamt]]. Fra [[6. marts]] [[1720]] til [[6. marts]] [[1775]] hørte de under [[Islands Stiftsøvrighed]]; ved [[reskript]] af [[6. september]] [[1775]] lagdes de under [[Sjællands Stift]]søvrighed.<ref name="Trap 847f">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 847f</ref> === Litteratur === [[Jens Christian Svabo]] samlede 1781-1782 stof til sine ''Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781-82''<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0262.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind IXm s. 247; opslag: Færøerne]</ref>, som dog først udkom næsten 200 år senere i 1959. == Selvstændigt Færø Amt == Ved [[Freden i Kiel]] [[1814]] forblev Færøerne, Island og Grønland sammen med Danmark, mens Norge blev afstået til Sverige.<ref name="Trap 845"/> === Færøerne repræsenteret i Folketinget og Landstinget === Ved kongelig resolution af [[6. juli]] [[1816]] blev Færø Amt oprettet som et selvstændigt amt omfattende Færøerne ledet af [[amtmænd på Færøerne|en amtmand]]. Det gamle lagting ophævedes ved plakat af [[18. maj]] [[1816]], og landet fik sin overret dels i [[Hof- og Stadsretten]], dels i [[Højesteret]]. Ved grundloven af 1849 knyttedes Færøerne nøjere til Danmark, og [[Danmarks Riges Grundlov#Grundloven af 1849|Danmarks Grundlov]] trådte i [[1851]] i kraft på Færøerne. Som ligestillet del af riget sendte Færøerne repræsentanter til den danske rigsdag, henholdsvis 1 medlem til Folketinget og 1 til Landstinget. Folketingsmanden blev valgt umiddelbart af øernes vælgere (ifølge lov af 2. marts 1903 var øerne inddelt i 12 valgdistrikter, hvert med sit eget valgsted), landstingsmanden blev valgt af Lagtinget.<ref name="Trap 841"/> I [[1851]] fandt de første [[Rigsdagen|rigsdagsvalg]] på Færøerne sted. === Lagtinget genoprettes === I overensstemmelse med grundloven blev ved lov af [[26. marts]] [[1852]] øernes politiske forfatning nærmere ordnet, idet Lagtinget, nærmere bestemt ved lov af [[15. april]] [[1854]], blev genoprettet, ligesom den kommunale lovgivning senere ordnedes omtrent i overensstemmelse med de i kongeriget herskende grundsætninger.<ref name="Trap 846">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 846</ref> Lagtinget var i øvrigt en særlig politisk repræsentation, som ifølge lov af 15. april 1854 bestod af amtmanden som formand, provsten og 18 af beboerne for 4 år valgte medlemmer, der oppebar 2 kroner i dagligt vederlag. Af disse sidste valgte hvert af de 7 [[præstegæld]] 2 undtagen Sydstrømø og Østerø præstegæld, som hvert skulle vælge 4. Lagtinget afgav betænkning over de øerne vedkommende lovudkast, der af regeringen forelagdes det, samt fremsatte forslag til nye love og andre offentlige foranstaltninger. Endvidere kunne det indgive klager over lovenes forvaltning af embedsmændene og angående offentlige indretningers og midlers bestyrelse. Dernæst udnævnte det medlemmer af valgnævnene ifølge lov om folketingsvalg. Det samledes årligt i Thorshavn på [[St. Olafsdag]] 29. juli ([[St. Olaf]] var Færøernes værnehelgen). Kongen kunne opløse lagtinget. Det måtte ikke være samlet over 4 uger, medmindre halvdelen af medlemmerne anså det for nødvendigt, og ikke over 6 uger uden amtmandens samtykke.<ref name="Trap 841"/> === Administrative forhold === Med hensyn til de administrative forhold var [[Amtmænd på Færøerne|amtmanden]] overøvrighed. Hans stilling var i alt væsentligt den samme som de kongerigske amtmænds.<ref name="Trap 841">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 841</ref> [[Amtmænd på Færøerne#Befalingsmænd og landfogeder|Landfogeden]] i Thorshavn var foged, underøvrighed og politimester.<ref name="Trap 841"/> I overensstemmelse med den i Norge tidligere for fogederne gældende regel var han tillige ''ex officio'' aktor i justitssager, hvor imod aktionsordren ligesom i det øvrige kongerige udfærdigedes af amtmanden.<ref name="Trap 841"/> Landfogeden var endvidere kongelig oppebørselsbetjent (svarende til kongerigets amtsforvaltere) og bestyrede som sådan "Jordebogskassen", det vil sige statens hovedkasse på øerne. Han var også kasserer for amtsrepartitionsfonden og dennes regnskabsfører, hvorimod amtsfattigkassen havde en særlig af Lagtinget valgt kasserer og regnskabsfører. På samme måde som amtsforvalteren var han godsforvalter for kongsgodset, oppebar dettes afgifter og direkte skatter og førte i det hele tilsynet med det.<ref name="Trap 841"/> Som judiciel embedsmand (hvis handlinger stod under appel til Landsoverretten samt Hof- og Stadsretten i København) udførte han civile fogedforretninger, lige som udpantningsforretninger, der foretoges af sysselmændene, indankedes for ham. Endelig var han formand for Thorshavns kommunalbestyrelse i henhold til lov af [[16. februar]] [[1866]].<ref name="Trap 841f">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 841f</ref> [[Sysselmænd på Færøerne|Sysselmændene]] i de seks [[Syssel#Færøerne|sysler]] (Strømø, Østerø, Norderø, Vaagø, Sandø og Syderø), som ansattes og afskedigedes af [[justitsminister]]en efter amtets indstilling, var stedlige politiøvrigheder og havde dels at yde landfogeden og sorenskriveren hjælp dels at varetage forskellige forretninger, der var overdraget til dem ved lovgivningen. De udøvede således det nærmere stedlige polititilsyn, indberettede lovovertrædelser til landfogeden og så videre. Der kunne gives dem konstitution til på landfogedens og sorenskriverens vegne i mindre betydelige tilfælde at udføre fogedforretninger, [[auktion]]er, afholde forhør med mere. På egne vegne afholdt de auktioner over småvrag og hittefæ, foretog [[udpantning]]er, opkrævede skatter, førte tilsyn med karantænevæsen, foretog på- og afmønstringer og ledte [[Grindedrab|grindefangst]], ligesom de var formænd for syslernes landvæsenskommissioner.<ref name="Trap 842">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 842</ref> I ældre tid havde grandestævner fungeret som politiske organer for lokale fællesskaber. Først med kommuneloven i [[1872]] blev et moderne kommunalt selvstyre indført. Efter loven skulle kommunerne også være et forvaltningsorgan, som skulle løse opgaver lokalt for de centrale myndigheder inden for ”Skole-, Fattig- og Vejvæsen”. Oprindelig oprettedes syv kommuner samt Tórshavn, som blev styret efter en egen lov fra 1866 til 1908.<ref>[http://www.spa.gu.se/digitalAssets/986/986973_Paper_-_jakupsstovu_-_grupp_1.pdf Beinta í Jákupsstovu og Eli Kjersem: "Kommunesammenslåing og ny tenkning om kommunenes oppgaver på Færøyene" (''Paper til den XVI Nordiske Kommuneforskerkonferansen i Gøteborg 23.-25. nov. 2007'')]</ref> === Skolevæsenet opbygges === Ved "''Provisorisk Reglement for Almueskolevæsenet paa Færøerne''" af 1845 blev der indført en skoleordning, men den mislykkedes, idet befolkningen ikke ville finde sig i skoletvangen og var uvillig til at betale skoleskat, ligesom præsterne klagede over, at det gik tilbage med religionskundskaben.<ref name="Trap 847">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 847</ref> Ved lov af 1. marts 1854 blev det da atter overladt forældrene at sørge for børnenes undervisning. Efter Lagtingets oprettelse og handelsmonopolets ophævelse blev det dog snart klart for folk, at der trængtes til bedre kundskaber. Fra begyndelsen af [[1870'erne]] blev der dels frivilligt, dels gennem de ved loven af 1872 om landkommunerne indførte forstanderskaber rundt om i bygderne oprettet skoler, hvilket blev støttet af regering og rigsdag gennem bidrag til skolebygninger, opført af sten, og tilskud til lærernes lønninger, hvilke senere blev ordnet ved lov af 7. marts 1902. Til uddannelse af almueskolelærere på Færøerne blev der siden 1870 i Thorshavn oprettet et kursus, der stod i forbindelse med realskolen og almueskolen, og ved århundredeskiftet var der almueskoler i alle sogne på nær to: [[Kvivik]] og [[Kaldbak]].<ref name="Trap 847"/> === Frihandel indføres === Den [[1. januar]] [[1856]] ophævedes handelmonopolet.<ref name="Trap 836">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 836</ref> Færingerne havde nu ret til at oprette egne virksomheder. Retten til at handle frit havde stor betydning for overgangen fra [[Naturalier|naturalieøkonomi]] til pengeøkonomi og tillige udviklingen til et moderne fiskerisamfund. Med loven blev det tilladt både ind- og udlændinge at besejle øerne og drive handel dér. Fra den tid tog handelen og skibsfarten på øerne stærkt til. Varer, som var tilvirkede på øerne, indgik toldfrit til Danmark. === National vækkelse === [[Fil:V.U. Hammershaimb.jpg|thumb|[[V.U. Hammershaimb|Venceslaus Ulricus Hammershaimb]] regnes som grundlæggeren af det nuværende færøske skriftsprog.]] Sideløbende med at man fra dansk side bestræbte sig på at gøre Færøerne til en i alle henseender ligestillet del af det danske rige, udvikledes der sig på Færøerne en særlig national (færøsk) bevidsthed, i første omgang synliggjort ved at gøre færøsk til et særskilt sprog i skrift. [[V.U. Hammershaimb]] skabte i 1846 en [[ortografi]] for det færøske skriftsprog, og dette blevet taget i brug, da der begyndte at udkomme færøske aviser.<ref>[http://runeberg.org/nfbi/0172.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 9 (1908), sp. 307; opslag: Färöarna]</ref> [[Julemødet 1888|Julemødet den 26. december 1888]] markerer begyndelsen på den nationale vækkelse. Den berømteste mand i denne tid var [[Jóannes Patursson]]. ''Føringafelag'' blev stiftet. Det havde som mål at kæmpe for det færøske sprog. Man adskiller tiden i to perioder: Den ''kulturelle'', og siden 1906 den ''politiske'' for Færøernes selvstændighed. To politiske partier blev stiftet samme år: [[Sambandsflokkurin]] og [[Sjálvstýrisflokkurin]]. Sambandsflokkurin gik ind for at bevare de bestående forhold, mens Sjálvstýrisflokkurins mål var, at færingerne selv fik mere indflydelse på egne anliggender. Partiet, som også kæmpede for uafhængighed af Danmark, fik i 1918 for første gang flertallet i Lagtinget. I 1925 stiftedes [[Javnaðarflokkurin]] (Socialdemokratiet) på dansk initiativ. Efter lagtingsvalget 1928 har socialdemokraterne været repræsenteret i Lagtinget. ==== Sprogstriden ==== Realskolen i Tórshavn oprettedes i 1861, og i 1870 fulgte Færøernes seminarium. Siden [[1872]] havde Færøerne også haft almueskoler, men undervisningssproget var stadig dansk. I 1899 grundlagde [[Símun av Skarði]] sammen med Rasmus Rasmussen [[Føroya Fólkaháskúli]] med færøsk som undervisningssprog. Det var realskolelæreren [[Jakup Dahl (provst)|Jacob Dahl,]] der modsatte sig at fortsætte undervisningen på dansk i 1908. Sagen nåede til undervisningsministeriet i København, men det sendte spørgsmålet tilbage igen til lagtinget. Dér opstod en strid mellem Sambandspartiet og Selvstyrepartiet. * ''Samband'' mente, at det dog var vigtigt at lære dansk, og at det skulle være mere end blot et fremmedsprog ligesom engelsk og tysk. Deres bedste argument var, at man kun kan uddanne sig i Danmark, når man behersker dansk lige så godt som modersmålet. * ''Sjálvstýris'' bedste argument var, at det jo i andre lande er selvfølgeligt, at der undervises i modersmålet fx på Island. Diskussionen førte til det ''kompromis'', at færøsk blev undervisningssprog til de mindre børn og hjælpemiddel for de ældre. Den [[16. januar]] [[1912]] kom den tilsvarende lov fra København, hvor §7 gjorde kompromiset til lov. Loven varede indtil den [[13. december]] [[1938]], da §7 ophævedes. Det skyldtes mere den færøske litteraturs virkelighed, end den mere og mere abstrakte politiske strid i Lagtinget. I øvrigt brugte man, trods loven, hele tiden færøsk "som hjælpmiddel" i den praktiske undervisning. Men da Socialdemokratiet sammen med Selvstyrepartiet havde flertallet i Lagtinget, var sprogstriden forbi. I 1937 oprettede Lagtinget det færøske gymnasium i Tórshavn. === Befolkningsudviklingen === I løbet af 1800-tallet skete der omtrent en tredobling af indbyggertallet, og befolkningsvæksten fortsatte i det 20. århundrede. Med denne udvikling skete der tillige en forandring i befolkningens næringsmæssige sammensætning. Tidligere havde landbrug spillet en hovedrolle, men efterhånden tog fiskeriet til i betydning. {| class="wikitable" |- ! År ! Antal indbyggere |- | 1801 | align= right| 5.265<ref name="Trap 831">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 831</ref> |- | 1840 | align= right| 7.314<ref name="Trap 831"/> |- | 1860 | align= right| 8.922<ref name="Trap 831"/> |- | 1890 | align= right| 12.955<ref name="Trap 831"/> |- | 1901 | align= right| 15.230<ref name="Trap 831"/> |} Med hensyn til næringsveje var fordelingen i 1901 denne: {| class="wikitable" |- ! Næringsvej ! Antal |- | embedsvæsen og liberale erhverv | align= right| 387<ref name="Trap 831"/> |- | landbrug | align= right| 4.429<ref name="Trap 831"/> |- | fiskeri | align= right| 6.238<ref name="Trap 831"/> |- | industri og håndværk | align= right| 1.723<ref name="Trap 831"/> |- | handel og omsætning | align= right| 1.119<ref name="Trap 831"/> |- | søfart | align= right| 442<ref name="Trap 831"/> |- | andet | align= right| 754<ref name="Trap 831"/> |- | offentlig understøttelse | align= right| 138<ref name="Trap 831"/> |} {| class="wikitable" |- ! År !! Landbrug !! Fiskeri !! Landbrug<br />+<br />fiskeri !!Håndværk<br />+<br />fiskeri !! Håndværk<br />og<br />Industri !! Handel !! Samfærdsel !! Admini-<br />stration !! Husgerning !! Formue mm !! Pension !! uangivet !! I alt |- | 1911 || align=right| 2.031 || align=right| 4.083 || align=right| 2.230 || align=right| 276 || align=right| 1.671 || align=right| 950 || align=right| 657 || align=right| 352 || align=right| 868 || align=right| 1.237 || align=right| 40 || align=right| 416 || align=right| 18.000 |- | 1921 || align=right| 1.778 || align=right| 6.669 || align=right| 1.163 || align=right| 133 || align=right| 2.542 || align=right| 1.490 ||align=right| 1.174 || align=right| 477 || align=right| 1.000 || align=right| 859 || align=right| 560 || align=right| 435 || align=right| 21.352 |- | 1930 || align=right| 1.648 || align=right| 7.238 || align=right| 479 || align=right| 175 || align=right| 3.114 || align=right| 1.575 || align=right| 2.078 || align=right| 696 || align=right| 2.084 || align=right| 976 || align=right| 376 || align=right| 411 || align=right| 24.200 |} :<small>kilde: ''Statistisk Årbog'' 1926 (s. 198), 1936 (s. 200)</small> I løbet af mellemkrigstiden gik landbrug samt kombinerede næringer tilbage, mens fiskeri, industri og håndværk, handel, samfærdsel, administration gik frem. ==== Landbruget ==== {{uddybende|Færøsk landbrug}} Landbruget var et [[indmark-udmarksbrug]], idet indmarken (områder inden for en landsbys gærder eller hegn) blev anvendt til høslet og lidt korndyrkning, udmarken derimod til sommergræsning for kvæg og får.<ref>Kampp, s. 70-75</ref> Agerbruget var kun af ringe betydning. Høavlen var det vigtigste, da øerne til dels afgav godt græsland, hvorimod kornavlen spillede en underordnet rolle. Kornet modnes vanskeligt på grund af klimaet og først sent på sommeren, og mange steder dyrkedes det endog kun for at forbedre græsmarken. Af kornsorter dyrkedes mest [[Byg|treradet byg]] ("færøsk korn"), desuden lidt [[havre]]. På heldigt beliggende steder kunne byggen i gode år give 16-20, på andre derimod kun 6-7 [[fold (afkast)|fold]]. Endvidere dyrkedes en del kartofler, som lykkedes ganske godt, og lidt roer. Hø var næsten det eneste kreaturfoder om vinteren. Hele det opdyrkede areal udgjorde kun omkring 38&nbsp;km² eller omkring 2,6 % af arealet.<ref name="Trap 835"/> Af husdyrholdet var det navnlig [[får]]eavlen, der var en vigtig næringsvej. Hvor stor rolle den spillede, kan ses af det færøske ordsprog: "''Seyða ull er Førja gull''" (fåreuld er Færøs guld; Seyður = får), ligesom der fra 1298 findes et kongeligt søjdebrev ([[Fårebrevet|fårebrev]], bekræftet af [[Christian 4.]] i [[1637]]), der indeholder bestemmelser om fårebruget. Der slagtedes årligt i gennemsnit omkring 30.000 lam, får og beder. [[Husdyr]] i egentlig forstand kan man dog ikke kalde fårene, da de i omtrent halvvild tilstand levede ude hele året rundt på den fælles udmark (tilsete af søjdemændene), hvor de selv måtte søge deres føde. To gange om året blev de drevet i "ret" (''rætt''), en fold, der var omgivet af et højt stengærde. Den ene gang var ved [[Sankthans]]dag, for at ulden kunne tages af dem (den blev plukket af, ikke klippet af), den anden om efteråret, når de skulle slagtes.<ref name="Trap 835">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 835</ref> Ulden forarbejdedes ved [[husflid]] mest til beklædningsgenstande, navnlig til trøjer (kendt som "islandske trøjer"), strømper og vanter, op imod århundredeskiftet også til tæpper. Kødet blev for det meste vindtørret og spist under navn af "skærpekød". Fårene var tidligere i almindelig fælles ejendom således, at både udbyttet af uld og slagtefår deltes mellem ejerne efter disses andel men kom i løbet af anden halvdel af 1800-tallet i stigende omfang i særeje ("kenning“).<ref name="Trap 835"/> De øvrige husdyr var af mindre betydning. [[Ko|Køerne]], der var noget mindre end de danske, holdtes om vinteren på stald. På [[Bø (indmark)|bøen]] fandtes små græsgange ("''heimabeiti''") for køerne, men ellers græssede de om sommeren i "hushaven" (den nærmeste del af udmarken), til hvilken der gennem bøen førte en indhegnet vej ("''geil''") for kvæg og heste. Køerne var alle i særeje. På større gårde fandtes i almindelighed kun indtil en snes køer.<ref name="Trap 835"/> De meget små [[Færøsk hest|færøske heste]], som tidligere var langt talrigere, gik for en stor del ligesom fårene halvvilde ude hele året i udmarken. De anvendtes for det meste kun til transport af [[tørv]], som udgjorde øernes vigtigste brændselsmateriale, og gødning (til en kløvsaddel fastgjordes på hver side af hesten en tremmekasse, "''løb''") — den meste transport foregik dog på menneskeryg —, sjældent til [[ridning]] og kun undtagelsesvis til at køre med, da der næsten ikke fandtes køreveje. Derimod udgjorde hestene en handelsvare til udførsel. Af [[ged]]er og [[Gris|svin]] var der så godt som ingen, derimod fandtes næsten overalt [[Gås|gæs]], [[And|ænder]] og [[Høne|høns]]. Til belysning af husdyrenes indbyrdes betydning kan nævnes, at efter kreaturtællingen den 15. juli 1898 var der i alt 106.465 får, 4.516 stykker hornkvæg, 706 heste, 33 geder og 3 svin.<ref name="Trap 836"/> ==== Fiskeriet ==== {{uddybende|Færøsk fiskeri|Færingehavn|Færøernes fiskeindustri}} [[Fil:Johanna TG 326, Vágur.FaroeIslands.1.jpg|thumb|[[Skonnert]]en Johanna af [[Vágur]]]] Før monopolets ophævelse havde [[hvalolie]], [[klipfisk]] og [[uld]]varer været Færøernes vigtigste eksportartikler, men friheden, bedre administration og større både fra England ændrede billedet, så fisk allerede omkring århundredskiftet udgjorde over 90% af den færøske eksport. Det vigtigste fiskeri var stortorskfiskeriet ([[Torsk|kabliau og lange)]]. Dette dybsøfiskeri på fiskebanker, som ofte ligger indtil 4 mil fra land, blev tidligere for størstedelen drevet med åbne robåde (om sommeren som regel med en besætning af 4, om vinteren med 8 à 10 mand), som færingerne var mestre i at manøvrere med. Efter handelsmonopolets ophævelse [[1856]] skete der et stort opsving i fiskerierne, således at den gennemsnitlige værdi af udførsel af fiskeriprodukter ([[tran]] undtaget) i årene [[1866]]-70 var 188.200 Rd., mens den [[1851]]-55 kun havde været ca 31.000 Rd., og senere fortsatte væksten.<ref name="Trap 832">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 832</ref> Et endnu større opsving tog fiskeriet dog ved indførelsen af drift med dæksfartøjer: mens der i [[1874]] kun fandtes 10 sådanne, var tallet i [[1902]] steget til 85 med en besætning på ca. 1.100 mand, og det samlede udbytte af fiskeriet kunne nu anslås til ca. 1,5 mio. kr. årligt.<ref name="Trap 832"/> Dæksfartøjerne søgte ofte længere bort, om sommeren navnlig til havet ved Islands kyster. Tidligere brugtes til fangsten håndsnøre, en 60-80 lang favne line, i hvis nederste ende fastgjordes en sten eller et blylod, hvorfra tømmen med krogen udgik, men i midten af [[1800-tallet]] indførtes fra [[Shetlandsøerne]] langlinen, en 60 [[favn]]e lang line, som sættes langs efter bunden, og som på hver favn er besat med kroge, der bindes til linen ved tømmer af ca. 2 fods længde. Til en veludrustet båd hørte mange, endog 30-40 sådanne liner, som [[knob]]es sammen, hvorved en båd kunne bedække en ganske betydelig strækning.<ref name="Trap 833">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 833</ref> Af andre fisk, der forekom ved kysterne, må nævnes [[kuller]] og [[sej]]. Den sidste var især vigtig, da den fandtes i stor mængde og for en stor del af befolkningen var et vigtigt næringsmiddel. Stortorsken kom derimod i handelen og tilberedtes til [[klipfisk]], idet den blev saltet og tørret på strandklipperne og udførtes til udlandet, navnlig til Spanien. Det var dog først i anden halvdel af 1800-tallet, at tilvirkningen af klipfisk blev almindelig og den for Færøerne vigtigste udførselsartikel. Den fisk, der ikke udførtes, blev tørret usaltet dels på stænger uden på husene, dels i åbne tremmehuse.<ref name="Trap 833"/> De engelske [[trawler]]e tilføjede navnlig langlinefiskeriet betydelig skade. Fangsten af [[helleflynder]] var tidligere større end på denne tid, da engelske [[Dampskib|dampere]] med deres langliner drev dette fiskeri i øernes nærhed i de senere år. Derimod tog [[sild]]efiskeriet til, efter at man flere steder havde anlagt fiskehuse til opbevaring af sildene, som afgav en fortrinlig [[agn]] til torskefiskeriet. Silden blev fanget med garn inde i fjordene, hvortil den kom dels om sommeren (navnlig i juli og begyndelsen af august) dels om vinteren.<ref name="Trap 833"/> Øerne havde flere fortrinlige naturlige [[havn]]e, hvor fiskerskibene om vinteren kunne ligge fortøjede. Derimod blev fiskerbådene alle halet på land, når de ikke benyttedes, hvad enten [[bygd]]erne lå ved en [[fjord]], hvor bunden gik jævnt over i landet, eller de lå oven for klippeskrænter, hvor da bådene måtte hejses op med stort besvær.<ref name="Trap 834">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 834</ref> I takt med at motoriseringen af fiskerflåden skred frem, kunne man sejle på fjernfiskeri ved Island og Grønland og udnytte de store fiskeforekomster i disse egne. De store mængder fisk, der således blev landet af fiskerne, forbedrede mange færingers livsvilkår. I 1927 oprettedes den såkaldte [[Færingehavn]] på Grønland med den danske regerings tilsagn som modtræk mod den konkurrence, færingerne var udsat for i hjemlige farvande fra britiske og tyske [[trawl]]fiskere som et led i støtten til det færøske fiskeri. Fra oprindelig at være en nødhavn udviklede Færingehavn sig med tiden til en egentlig fiskerihavn af største betydning for færøske fiskere. Endnu frem til [[2. verdenskrig på Færøerne|2. verdenskrig]] var [[slup]]perne Færøernes hovedfiskerifartøjer. I dag minder nogle restaurerede slupper om denne hårde tid. Af ferskvandsfiskeriet kan nævnes nogen fangst af [[hvidørred]], der blev fanget om sommeren, når den gik op i [[bæk]]kene. === Færøerne under 1. verdenskrig === {{uddybende|Færøerne under 1. verdenskrig}} På trods af at være neutral under [[1. verdenskrig]], ligesom resten af Kongerige Danmark, så blev Færøerne alligevel påvirket, idet forsynings- og kommunikationslinjerne i Nordsøen blev afskåret eller forstyrret af [[1. verdenskrig til søs|krigshandlingerne]]. Tysklands [[uindskrænket ubådskrig|uindskrænkede ubådskrig]], der blev indledt i 1917 ramte fiskeriet. Storbritannien, der blokerede Tyskland, pålagde skbistrafik mellem Færøerne og Danmark at anløbe på [[Orkneyøerne]]. der blev også sænket færøske fartøjer under krigen, men ingen søfolk omkom. === Færøerne under 2. verdenskrig === {{uddybende|2. verdenskrig på Færøerne}} [[Fil:British gun, skansin (Faroe Islands).jpg|thumb|Britisk kanon på [[Skansin (Tórshavn)|Skansin]] i Tórshavn]] Efter den tyske ''[[Operation Weserübung]],'' da Danmark og Norge blev besat den [[9. april]] [[1940]], opstod der en strategisk yderst betydningsfuld situation for England. I modsætning til [[Første Verdenskrig]], hvor de havde en søblokade mod Tyskland i Nordatlanten fra [[Skotland]] over [[Shetlandsøerne]] til [[Bergen]] i det neutrale Norge, var det nu nødvendigt at skabe søblokaden fra Skotland over Færøerne til Island – en meget mere vanskelig opgave. Den 4. maj 1945 om aftenen var krigen for Danmarks vedkommende slut, og regelmæssig forbindelse til Færøerne kunne genoptages. Den 12. maj 1945 skrev daværende statsminister [[Vilhelm Buhl]] et brev til amtmanden på Færøerne, hvor han takkede for godt udført arbejde under adskillelsen. Regeringen godkendte samtidig, at amtmanden under krigen sammen med Lagtinget havde administreret Færøerne, og at administrationen foreløbig videreførtes på samme måde. Lovgivningen og forvaltningen fortsatte som hidtil. == Tiden efter 2. verdenskrig: Færøerne under hjemmestyre == Efter [[2. verdenskrig]] ønskede Færøerne ikke at vende tilbage til sin gamle status som et dansk [[amt]]. I efteråret 1945 rejste et lagtingsudvalg til Danmark for at forhandle med rigsmyndighederne om en ny forfatningsordning for Færøerne. Det, der kendetegnede udvalget, var, at det ikke forinden afrejsen fra Færøerne havde en fælles indstilling, som det forelagde for danskerne. Forhandlingerne sluttede med, at den danske regering fremlagde et forslag til styrelsesordning for udvalget med bemærkning om, at dette var det videste, man mente at kunne strække sig inden for grundlovens rammer. Herefter blev det bestemt at afholde folkeafstemning på Færøerne. Afstemningsformen var usædvanlig. Der blev ikke afholdt en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes ja eller nej til det danske regeringsforslag til styrelsesordning. Der var kun to muligheder for vælgerne: enten at stemme for det danske regeringsforslag eller at stemme for løsrivelse mellem Færøerne og Danmark. Folkeafstemningen blev afholdt [[14. september]] [[1946]]. Resultatet blev 5.499 for regeringsforslaget, 5.660 for løsrivelse og 478 stemmer var ugyldige eller blanke. Valgret havde 17.540 svarende til, at 32,3% af den stemmeberettigede befolkning havde stemt for løsrivelse 31,4% havde støtte regeringsforslaget; 6.381 eller 36,4% havde ikke deltaget i afstemningen. Fire dage senere, den [[18. september]], udråbte lagmand [[Thorstein Petersen]] Færøerne som en selvstændig nation. Oppositionen hævdede, at beslutningen var grundlovsstridig og fik støtte fra den danske regering. Som følge heraf besluttede den danske konge, [[Christian 10.]], at opløse det færøske lagting [[23. september]] med støtte fra samtlige partier i [[Folketinget]] og at præcisere, at Danmark kun kunne godtage færøsk selvstændighed efter gensidig forhandling. Ved det efterfølgende valg var flertallet af partierne for samhørighed. Den nye lagtingsformand [[Jákup Frederik Øregaard]] udbragte en hyldest: ''Leve kongen, for Færøerne, for Danmark'', hvilket ikke før var sket i lagtinget. === Færøerne får hjemmestyre === Efter nye forhandlinger vedtoges den [[23. marts]] [[1948]] [[hjemmestyreloven]], hvorefter Færøerne blev et ''Selvstyrende Folkesamfund i Det Danske Rige.'' Færøsk blev anerkendt som officielt sprog, Færøerne fik egne pengesedler fra Danmarks Nationalbank, [[Færøernes flag|Merkið]] blev anerkendt som øernes officielle flag, og embedet som [[Lagmand]] ''Løgmaður'' (Færøernes statsminister) blev genindført; forsvars- og udenrigsspørgsmål var ikke omfattet af selvstyret. Danmark blev repræsenteret ved en [[Rigsombuddet på Færøerne|rigsombudsmand]]. Samme år blev det republikanske parti [[Tjóðveldisflokkurin]] dannet. Siden etablerede republikanere sig som den fjerdestørste politisk magt ved siden af [[Sambandsflokkurin]], [[Javnaðarflokkurin]] og [[Fólkaflokkurin]] (grundlagt i [[1940]]), mens [[Sjálvstýrisflokkurin]] mistede sin store betydning, da løsrivelseslejren nu valgte det højreorienterede Fólkaflokkurin, eller de venstreorienterede republikanere, mens samhørighedsfolk valgte ''Javnaðarflokkurin'' eller det mere højreorienterede ''Sambandsflokkurin''. === Næringsveje === Befolkningens fordeling efter næringsvej var fra 2. verdenskrig og frem til udvidelsen af den færøske økonomiske zone i 1977 følgende: {| class="wikitable" |- ! År !! Landbrug<br />gartneri !! Fiskeri !! Industri<br />håndværk !! Byggeri !! Handel !! Transport !! Administration !! Service !! Uoplyst !! Formue mm !! I alt |- | 1945 || align=right| 1.995 || align=right| 10.408 || align=right| 4.527 || align=right| 1.728 || align=right| 2.253 || align=right| 2.827 || align=right| 1.196 || align=right| - || align=right| 1.089 || align=right| 3.155 || align=right| 29.178 |- | 1950 || align=right| 1.631 || align=right| 11.499 || align=right| 5.552 || align=right| 2.261 || align=right| 3.064 || align=right| 2.846 || align=right| 1.472 || align=right| - || align=right| 551 || align=right| 2.905 || align=right| 31.781 |- | 1960 || align=right| 1.461 || align=right| 11.044 || align=right| 6.645 || align=right| 2.277 || align=right| 3.028 || align=right| 3.857 || align=right| 1.839 || align=right| 411 || align=right| 451 || align=right| 3.583 || align=right| 34.596 |- | 1966 || align=right| 1.178 || align=right| 8.950 || align=right| 7.412 || align=right| 3.984 || align=right| 2.902 || align=right| 4.141 || align=right| 2.844 || align=right| 592 || align=right| 933 || align=right| 4.186 || align=right| 37.122 |- | 1970 || align=right| 935 || align=right| 8.242 || align=right| 7.660 || align=right| 3.836 || align=right| 3.500 || align=right| 4.255 || align=right| 3.583 || align=right| 646 || align=right| 1.429 || align=right| 4.526 || align=right| 38.612 |- | 1977 || align=right| 595 || align=right| 7.533 || align=right| 7.667 || align=right| 4.467 || align=right| 3.968 || align=right| 4.946 || align=right| 5.128 || align=right| 1.250 || align=right| 969 || align=right| 5.446 || align=right| 41.969 |} :<small>kilde: ''Statistisk Årbog'' 1960, 1965, 1970, 1975, 1980</small> Fiskeri var den vigtigste næringsvej med mere end en tredjedel af sysselsætningen mellem 1945 og 1960. I 1960'erne gik industri kraftigt frem (absolut, ikke relativt), heraf udgjorde næringsmiddelindustrien i 1977 en tredjedel med 2.567 ansatte mod 5.100 i resten af industrien, men industrien stagnerede i 1970'erne. Byggeri, handel, transport, administration og service var vedvarende i fremgang, mens landbrug og gartneri vedvarende var i aftagende. === 1950'erne === [[Grundloven]] af 5. juni [[1953]] gav Færøerne to folkevalgte medlemmer af [[Folketinget]]. Tilsammen udgør Grundloven og hjemmestyreloven Færøernes forfatning. [[Klaksvíkstriden]] i [[1955]] viste endnu engang, hvor paradoks den færøske politik kan være. Den vikarierende læge på Klaksvik sygehus, Olaf Halvorsen, blev i 1953 af Den Almindelige Danske Lægeforening anklaget for under 2.verdenskrig at have meldt sig til tjeneste som læge for SS. [[Klaksvík]]ingerne, som er kendt som løsrivelsesfolk, kæmpede for denne danske læge, fordi han skulle erstattes af en færøsk kollega. I stedet for at glæde sig over at få en landsmand, kritiserede de, at det var ikke deres eget valg men et diktat fra Tórshavn. Men inden den store militære konfrontation (200 politifolk var på vej, Klaksvíkingerne var allerede under våben og miner var udlagt i havnen), fandt man et politisk forlig. Men sagen stak dog langt dybere. Det handlede om Færøernes suverænitet. Den 6. februar 1957 påbegyndte Færøernes radio [[Útvarp Føroya]] sine første regelmæssige udsendelser. === 1960'erne === 1960erne var en vigtig periode for det færøske samfunds udvikling. Fiskeflåden gennemgik en omfattende fornyelse. Gamle træskibe blev udskiftet med moderne [[trawler]]e. Dette skete samtidig med, at antallet af fiskere faldt med en fjerdedel fra 11.044 i 1960 til 8.242 i 1970.<ref>Statistisk Årbog 1965 og 1975</ref> Fangstmetodernes modernisering gjorde, at den samlede fiskeriproduktion blev fordoblet fra 1960 til 1970. Det var særlig [[sild]]efiskeriet, der forårsagede denne vækst. Der blev i årtiet bygget en lang række [[filet]]fabrikker på øerne, som gjorde, at færingerne selv kunne bearbejde råvarerne med deraf følgende fortjeneste. Antallet af ansatte i industrien voksede med 15,3% fra 6.645 i 1960 til 7.660 i 1970 svarende til ca. en femtedel af den samlede befolkning. Gennem [[1960'erne]] var Færøerne dermed et moderne industrisamfund. Offentlige investeringer blev fordoblet i årtiet, og mange nye værdier blev skabt. Det skabte tillige nye arbejdspladser i bygge- og anlægssektoren. I 1964 udvidedes fiskerigrænsen til 12. sømil. [[Færøernes Universitet]] blev grundlagt i 1965. === 1970'erne === I [[1970]] åbnede [[Færøernes Kunstmuseum]]. Siden 1970 har Færøerne haft deres egen repræsentant i [[Nordisk Råd]], og i 1972 besluttede et enigt [[Lagting]], at Færøerne ikke skulle følge Danmark ind i [[Europæiske Fællesskab|EF]], da man selv ville have lov til at bestemme over fiskeriet, der var landets hovedindkomst. Den 1. april 1975 udkom de første færøske frimærker ved [[Postverk Føroya]]. I juni 1975 stiftedes [[Færøernes Kommunistiske Parti]] med nære relationer til det danske [[DKP]] (partiet fungerede indtil [[1993]]) Fiskerigrænsen blev fra 1977 udvidet til 200 [[sømil]]. Kun Island havde ligestilling ved fiskeri her, og det gjaldt omvendt også for Færøerne i de islandske farvande. === 1980'erne === [[Fil:Nordic house, faroe islands (4).jpg|thumb|Norðurlandahúsið {{byline|Arne List (1985)}}]] I [[1983]] åbnede [[Nordens Hus på Færøerne]] (Norðurlandahúsið) – landets arkitektoniske perle og største kulturcenter. I 1984 fik Færøerne offentligt fjernsyn, da [[Kringvarp Føroya|Sjónvarp Føroya]] (senere lagt sammen med Útvarp Føroya til Kringvarp Føroya) blev etableret. Nyhedsudsendelsen, "Dagur og vika", blev vist tre gange om ugen. Der blev samarbejdet med [[Danmarks Radio]] om at vise udsendelser, som før var blevet vist i DR. [[Sea Shepherd Conservation Society|Sea Shepherd]] ankom i Færøsk farvand i august 1986 for at forhindre færinger i at dræbe grindehvaler. Da kom det til voldsomme konfrontationer med færøsk (dansk) politi og det [[Søværnet|danske søværn]], som affyrede tåregas mod aktivisternes skib, der til gengæld var omviklet med pigtråd for at forhindre politiet i at komme ombord. Aktivisterne hældte benzin ud på havet og affyrede nødraketter for at antænde den.<ref>[http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3290439/kamp-om-grinderne/?page=1 jyllands-posten.dk - Kamp om grinderne. Skrevet af JESPER STEIN LARSEN den 6. juli 2000.] Hentet 10. januar 2015.</ref> [[Kildeskat]] indførtes 1984, og i 1987 blev det danske tilskud til Færøernes økonomi omlagt til [[bloktilskud]]. Orkanen i julen [[1988]] ødelagde blandt andet store dele af [[Viðarlundin]], Færøernes største skov. [[Europæiske Fællesskab|EF]] indgik frihandelsaftale med Færøerne i 1989, der oplevede en økonomisk krise. Multisportsstævnet for øsamfund, [[Island Games]] startede i 1985, Færøerne var med fra start, og i 1989 var Færøerne vært for legene. === 1990'erne === [[1992]]: Den restriktive alkohollovgivning fra [[1928]] modereredes af den første kvindelige lagmand [[Marita Petersen]], som på daværende tidspunkt var minister. Alkoholloven er fra den 10. marts 1992.<ref>[http://arbeidseftirlit.fo/data/attachments/81E580C7-DEFE-4835-85CB-3D11F4C6830B/D5C30DC6-F363-41C4-88BB-ABCE346BAB0C.pdf arbeidseftirlit.fo]</ref> Nu kunne man købe øl, vin og spiritus uden rationering. Før fik færinger rationeringskort, hvormed de kunne bestille alkohol fra Danmark, f.eks. fra F. W. Kattrup<ref>[http://pensionistpaabornholm.blogspot.com/2013/07/en-frsk-historie-ved-juletid.html pensionistpaabornholm.blogspot.com - En færøsk historie ved juletid (privat blog)]</ref> eller Teilmann Vin. [[Rúsdrekkasøla Landsins]], også kaldet Rúsan, åbnede i Tórshavn og andre steder rundt omkring på Færøerne, hvor alkoholiske drikke solgtes. Samtidig kunne restauranter og barer søge om tilladelse til udskænkning af alkohol,<ref>[http://timarit.is/view_page_init.jsp?pageId=944341&lang=2 timarit.is - KUNNGERÐ um skeinkingarloyvi.]</ref> før var det kun tilladt i ølklubberne, hvor der krævedes medlemskab. I 1992 trådte en ny handelsaftale med [[EU]] i kraft. Sagsområdet ''råstoffer i undergrunden'' (olie) overførtes fra København til Færøerne af statsminister [[Poul Schlüter]].<ref>[http://jyllands-posten.dk/indland/ECE5018155/Fornyet+ballade+om+Færøernes+undergrund/ "Fornyet ballade om Færøernes undergrund"] af Hans Davidsen-Nielsen, Jyllands-posten.dk, 15.02.2001</ref> Færøerne har siden haft fuld kontrol med sine egne råstoffer. Det anses af samtiden som lagmand [[Atli P. Dam]]s største politiske succes. I 1993 opstod en diplomatisk krise med de britiske naboer, der søgte efter olie i færøske farvande. I [[1999]] indgik Danmark og Færøerne en aftale med [[Storbritannien]] om havgrænserne for landsoklen og fiskeriet. === Finanskrisen på Færøerne 1989–1995 === {{Hovedartikel|Finanskrisen på Færøerne 1989–1995}} [[Fil:Vessels in the Harbour of Runavík, Faroe Islands.JPG|thumb|Fartøjer ved [[Runavík]]. {{byline|Erik Christensen}}]] [[Fil:Oppdrettslisenser Færøyene 1980-1990.png|thumb|Nye licenser for fiskeopdræt på Færøerne 1980–1990]] [[Fil:Lønnsutvikling Færøyene 1985-2000.png|thumb|Lønudviklingen på Færøerne 1985-2000, tal i 1.000 DKK]] Efter en økonomisk stagnation i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, kom Færøerne ind i en højkonjunktur fra [[1983]]. Efter at de borgerlige partier havde vundet [[lagtingsvalget 1980]], gennemførte [[Regeringen Pauli Ellefsen|Ellefsens regering]] omfattende skattelettelser for privatpersoner og næringsliv, og der blev givet væsentlig flere licenser til fiskeopdræt på øerne: i [[1980]] var der kun givet to tilladelser til fiskeopdræt, mens der blev givet yderligere fire i [[1982]] og hele 14 i 1983.<ref>Justinussen 1997, s. 104</ref> Enkelte gange i 1980'erne udgjorde eksporten af opdrættet fisk helt op imod 20% af Færøernes samlede eksport.<ref>Justinussen 1997, s. 111</ref> I [[1986]] eksporterede Færøerne 2.500 [[ton]] opdrættet fisk. I [[1988]] var der 63 fiskeopdrætsanlæg i drift. Havfiskeriet var præget af gode fangster og gunstige priser, og der blev tillige investeret betragteligt i en yderligere udbygning af fangstkapaciteten. I [[1987]] nåede fiskeriet et højdepunkt med næsten 390.000 ton fisk.<ref>[http://snl.no/F%C3%A6r%C3%B8yene/n%C3%A6ringsliv "Økonomi og næringsliv på Færøyene"] fra ''Store norske leksikon'', en artikel med "Fri gjenbruk".</ref> I 1986 oprettedes Færøernes tredje bank, den privatejede [[Fossbankin]], der trak en del kunder til sig ved at love høje indskudsrenter. Den økonomiske fremgang betød også en kraftig vækst i importen, hvilket resulterede i et stort underskud på Færøernes handels- og betalingsbalance.<ref>[http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=81295 "Færøerne - økonomi"] fra ''Den Store Danske Encyklopædi''</ref> I 1989 begyndte konjunkturerne at vende, hvilket hurtigt førte til faldende priser og som i forbindelse med begrænsede fiskerettigheder i andre landes farvande førte til [[konkurs]]er blandt redere, fiskeopdrættere, skibsværfter, servicenæringer og varehandelen i de følgende år. I [[1993]] kom det frem, at den færøske økonomi og banksystemet var tæt på [[bankerot]]. Konkurserne i fiskeriet bidrog til, at [[Fossbankin]] gik konkurs. Lån på 2,7 milliarder kroner blev optaget i Danmark, og der blev indgået en aftale om tilbagebetaling af udlandsgælden. De to største banker, [[Føroya Banki]] og [[Sjóvinnubankin]], blev i 1994 fusionerede under navnet ''Føroya Banki'' for at redde sig ud af truende konkurs. [[Den Danske Bank]] trak sig der efter ud af sit færøske engagement. I marts accepterede færøske forhandlere en plan, der gjorde landsstyret til ejer af Føroya Banki. I perioden 1992–[[1993]] faldt lønningerne på Færøerne med 20 %, og 4.200-4.500 færinger (10 %) blev arbejdsløse. Omkring 10% af befolkningen udvandrede, heraf halvdelen til Danmark, og en del uden at vende tilbage. I [[1995]] nedsatte regeringen [[Poul Nyrup Rasmussen]] en undersøgelseskommission for at efterforske den færøske banksag. I [[1998]] udkom en 2.500 sider lange rapport. Færøerne krævede herefter 1,5 milliarder kroner i erstatning fra Danmark men fik kun 900 millioner. Færøerne blev ramt af økonomisk krise. === Kulturlivet i 90'erne === [[1990'erne]] blev kendetegnet ved en styrkelse af det færøske kulturlivs selvhævdelse. I [[1990]] blev ''Kongsbogen'' tilbageleveret fra [[Sverige]] til Færøerne. Den indeholder blandt andet [[fårebrevet]] fra [[1298]]. En anden original af brevet findes stadig i ''Lundsbogen'' ved [[Lunds Universitetet]]. I 1996 udkom med ''Faroese An Overview and Reference Grammar'' den første omfattende og videnskabelige bog om det færøske sprog, skrevet af en islænding og tre færinger. I 1998 udkom ''Føroysk Orðabók'', Færøernes første [[ordbog]], der kun var på modersmålet (og ikke dansk-færøsk-dansk). Derved var Færøerne den sidste skandinaviske nation, som fik sin egen ''rigtige'' ordbog. Færingerne oplevede i [[1997]] uropførelsen af den danske film [[Barbara (film)|Barbara]], som var den dyreste danske film hidtil.{{kilde mangler|dato=januar 2015}} Filmen bygger på den færøske roman fra 1939 [[Barbara (roman)|''Barbara'']] af [[Jørgen-Frantz Jacobsen]]. <!--(1930-1936}.<small>^{''[Hvad gælder disse årstal?]''}</small>!-- ? hvad gælder disse årstal ? --> I 2002 kom Kirkjubø-stolegavlene og andre skatte tilbage fra [[Nationalmuseet]] i Danmark. På [[Ólavsøka]]n åbnede udstillingen af Færøernes middelalderlige klenodier på [[Færøernes Nationalmuseum]]. === Den færøske kirke som internt anliggende === {{Se også|Færøsk kirkehistorie}} I [[1993]] fejrede Færøerne 1000 året for kristendommens indførelse. Indtil 2007 betalte den danske stat årligt 13 mio. kroner<ref>[http://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/folkekirken-p%C3%A5-f%C3%A6r%C3%B8erne-%C3%B8nskes-overtaget-til-nyt%C3%A5r kristeligt-dagblad.dk - Folkekirken på Færøerne ønskes overtaget til nytår]</ref> til [[Færøernes folkekirke|folkekirken på Færøerne]]. Efter folkekirkens overdragelse til det færøske hjemmestyre den [[29. juli]] [[2007]] betales udgifterne af de færøske skatteborgere. === NORA === I [[1996]] stiftedes Det [[Nordisk Atlantsamarbejde|Nordiske Atlantsamarbejde (NORA)]] med sæde i Tórshavn. === Olieboringer ved Lopra === I [[1996]] var der boringer efter [[olie]] ved [[Lopra]], se [[Færøsk olieudvinding]] == Færøerne efter år 2000: Selvstyre == === Løsrivelseskrisen === {{Kilder|afsnit "Løsrivelseskrisen"|dato=juni 2015}} [[Fil:Famjìn. Suðuroy.1.jpg|thumb|Per Stig Møller og Jóannes Eidesgaard i [[Fámjin]]]] Advokatundersøgelsen af den færøske banksag offentliggjort i [[1998]]<ref>[https://www.danskebank.com/da-dk/Presse/nyheder/Pages/smpm31031998.aspx danskebank.com - Den færøske banksag]</ref> skabte også øget spænding i forholdet mellem Færøerne og Danmark. Lagtingsvalget samme år skabte en flertal for [[Høgni Hoydal]]s republikanere og [[Anfinn Kallsberg]]s Folkeparti. Efter valget gik [[Fólkaflokkurin]] (Folkeflokken), [[Tjóðveldi]] (Republikanerne) og [[Sjálvstýrisflokkurin]] (Selvstyrepartiet) sammen i regering. Et af landstyrets vigtigste mål var, at Færøerne blev en selvstændig stat. Regeringen forhandlede med Danmark om løsrivelsen. De danske krav var en hurtig overgangsordning på fire år, hvorefter [[bloktilskud]]det skulle bortfalde. Færingerne var chokerede over udmeldingen og foreslog selv en overgangsordning på 10-15 år. Det totale sammenbrud i forhandlingerne skete i [[2000]]. Samme år fik 12 olieselskaber 7 licenser til at søge efter olie ved Færøerne. Den [[1. februar]] 2001 besluttede landsstyret efter længere tids diskussion at sætte en køreplan mod suverænitet til folkeafstemning. Afstemningen skulle have fundet sted den 26. maj 2001, men lagmand [[Anfinn Kallsberg]] aflyste afstemningen, fordi den danske statsminister, [[Poul Nyrup Rasmussen]], fortolkede den på en anden måde, end landsstyret havde lagt op til. Folkeafstemningen om Færøernes uafhængighed blev tillige opgivet, da det var klart, at regeringen ikke ville få flertal. Den danske SR-regering stod fast på en 4-årig frist til at afvikle bloktilskuddene, når Færøerne blev selvstændige. Men den nye [[Regeringen Anders Fogh Rasmussen I|VK-regering]] fra 2001 i København foreslog at støtte Færøerne i at finde nye veje i Rigsfælleskabet. Ved [[Lagting]]svalget i 2002 blev koalitionen genvalgt, blandt andet fordi der få dage inden valget taltes om oliefund ved Færøerne. Men nu måtte regeringen styre efter en mere moderat kurs, da de havde Centerpartiet [[Miðflokkurin]] med om bord. I [[2003]] indtrådte en hastigt udviklende regeringskrise mellem [[Fólkaflokkurin]] og [[Tjóðveldisflokkurin]], og der blev udskrevet nyvalg. Efter valget i [[2004]] kom [[Javnaðarflokkurin]] igen i regering med partiets formand [[Jóannes Eidesgaard]] som [[Lagmand]] – i en koalition med [[Sambandsflokkurin]] og Fólkaflokkurin. Den [[29. marts]] [[2005]] nåede krisen mellem Færøerne og Danmark et foreløbigt slutpunkt, idet [[Jóannes Eidesgaard]] og den danske udenrigsminister [[Per Stig Møller]] i [[Fámjin]] underskrev [[Fámjinserklæringen]], en fælles aftale om, at Færøerne fik ret til at deltage i alle internationale organisationer som associeret medlem og ret til at oprette egne repræsentationer på Danmarks [[ambassade]]r.<ref>[http://www.stm.dk/_p_5621.html Famjinerklæringen]</ref> Den 31. august indgik Færøerne en aftale med Island om en fælles handelaftale. Den 2. september ophævedes alle told- og handelsbegrænsninger mellem de to lande. Samme år vedtoges overtagelsesloven til fremtidig regulering af Færøernes selvstyre. === Overtagelsesloven og fuldmagtsloven: fra hjemmestyre til selvstyre === Med lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder ([[overtagelsesloven]]), som er et supplement til hjemmestyreloven, indførtes en ny selvstyreordning for Færøerne. Overtagelsesloven trådte i kraft den [[29. juli]] [[2005]]. I henhold til loven skulle en række nye ansvarsområder overdrages fra rigsregeringen til hjemmestyret: advokatvirksomhed, person-, familie- og arveretten, politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af strafferetsplejen, retsplejen, herunder oprettelse af domstole, strafferetten, formueret, industriel ejendomsret, kriminalforsorgen, folkekirken, luftfart, pas, udlændingeområdet og grænsekontrollen.<ref>[https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=20991 retsinformation.dk: Lov om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder (med bilag)]</ref> Sammen med grundloven udgør hjemmestyreloven og overtagelsesloven herefter grundlaget for Færøernes forfatningsmæssige stilling i riget. I overtagelseslovens præambel anføres, at loven hviler på en overenskomst mellem landsstyret og regeringen som to ligeværdige parter. Også efter lovens ikrafttræden vælges to af Folketingets medlemmer på Færøerne i henhold til grundlovens bestemmelser herom. Hovedformålet med indførelse af selvstyre har været at muliggøre en yderligere overførelse af forvaltnings og dermed ansvar til de færøske myndigheder i erkendelse af den særstilling, som Færøerne indtager i national, historisk og geografisk henseende inden for riget. Myndighederne på Færøerne består fortsat af en folkevalgt forsamling, Lagtinget, samt en offentlig forvaltning, landsstyret, der er oprettet af Lagtinget. Hjemmestyreloven og overtagelsesloven indeholder ikke nærmere regler om disse organers sammensætning med mere men har overladt det til de færøske myndigheder selv at fastsætte bestemmelserne herom. I hjemmestyreloven anerkendes det færøske sprog som hovedsproget, men dansk skal læres "godt og omhyggeligt". Dansk og færøsk anvendes på lige fod i offentlige forhold.<ref name="stm.dk">[http://www.stm.dk/_a_2565.html Statsministeriet: Den færøske selvstyreordning]</ref> Ligeledes gennemførtes lov nr. 579 af 24. juni 2005 om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ([[fuldmagtsloven]]), der trådte i kraft den [[29. juli]] [[2005]].<ref>[https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=20992 retsinformmation.dk: Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler]</ref> Med loven fik landsstyret mulighed for på rigets vegne at forhandle og indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og mellemfolkelige organisationer, herunder forvaltningsaftaler, som fuldt ud angår de sagsområder, der er overtaget af de færøske myndigheder. Ordningen omfatter ikke folkeretlige aftaler, som vedrører forsvars- og sikkerhedspolitikken, samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles inden for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.<ref name="stm.dk"/> Ifølge overtagelseslovens § 2, stk. 2, kunne disse sager og sagsområder overgå til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder efter forhandling med de danske myndigheder: # Advokatvirksomhed. # Folkekirken. # Formueretten. # Den industrielle ejendomsret. # Kriminalforsorgen. # Luftfart. # Pas. # Person-, familie- og arveretten. # Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af strafferetsplejen. # Retsplejen, herunder oprettelse af domstole. # Strafferetten. # Udlændingeområdet og grænsekontrollen. Derudover nævnes i § 6 at: ''De færøske myndigheder kan efter aftale med de danske myndigheder overtage Vágar Lufthavn og ansvaret for driften heraf.'' Sager, som færøske myndigheder '''ikke''' kan overtage efter Overtagelsesloven, omfatter: # Statsforfatningen. # Statsborgerskab. # Højesteret. # Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. # Valuta- og pengepolitik. === Færøerne bindes sammen === [[Fil:Vágatunnilin, Faroe Islands.JPG|thumb|300px|Vágartunnelen forbinder øerne [[Vágar]] og [[Streymoy]]]] I december [[2002]] åbnede den 4,9 kilometer lange [[Vágartunnelen]] (Vágatunnilin), som er Færøernes første undersøiske tunnel.<ref>[http://www.tunnil.fo/default.aspx?pageid=13016&newsitemid=15405&sectionid=218 "10 ár síðan Vágatunnilin opnaði"] fra Tunnil.fo, 4. december 2012</ref> Den forbinder øen [[Vágar]], hvor Færøernes [[Vágar Lufthavn|eneste lufthavn]] er, med Færøernes største ø, [[Streymoy]], hvor hovedstaden [[Thorshavn]] ligger. Efter Vágartunnelens åbning tager det kun ca. 45 minutter i personbil at køre fra Thorshavn til lufthavnen. I april 2006 åbnede den 6,2 kilometer lange [[Nordøtunnelen]] ''Norðoyartunnilin'' mellem [[Leirvik]] og [[Klaksvik]]. Dermed blev ca. 86% af færingerne forbundet med et sammenhængende vejsystem. Øerne [[Suðuroy|Suderø]] (Suðuroy) og Sandø ([[Sandoy]]) er de største og mest befolkede øer, som ikke har vejforbindelse til Thorshavn. Der er planlagt to undersøiske tunneler, som ifølge planerne skal åbne i 2021. [[Sandoyartunnelen]] (Sandoyartunnilin) vil forbinde øen Sandø med øen [[Strømø]]. [[Eysturoyartunnilin]] (Østerøtunnelen) vil forbinde bygderne på begge sider af Skálafjorden (på Østerø) med hovedstaden [[Tórshavn]] (Strømø).<ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2014/02/02/tunlarnir-standa-klrir-2021 "Tunlarnir verða lidnir í 2021"] fra Kvf.fo, 2. februar 2014</ref> Arbejdet startede i 2016, boringen starter den 21. februar 2017.<ref name="fyrsta">{{cite web|url=http://portal.fo/fyrsta+skot+fyri+eysturoyartunlinum+tysdagin.html|title=Fyrsta skotið fyri Eysturoyartunlinum týsdagin|last=Leo|first=Jens Hákun|date=17. februar 2017|publisher=Portal.fo|language=Faroese|accessdate=17. februar 2017}}</ref> === Vágar Lufthavn overtages og udbygges === Færøerne overtog ejerskabet og driften af Vágar Lufthavn i 2007 fra danske myndigheder. Der blev indgået aftale mellem danske og færøske myndigheder om, at Investeringsfonden for Færøerne skulle finansiere de nødvendige udbygninger af Vágar Lufthavn, som færøske myndigheder ønskede, bl.a. forlængelse af landingsbanen og bygning af ny terminal.<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=91698 retsinformation.dk - Forslag til Lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v. (Nedbringelse af fondens egenkapital)]</ref><ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=99876 retsinformation.dk]</ref> I december 2011 blev Vágar Lufthavn udbygget, banen som før var 1.250 meter lang blev forlænget til 1.799 meter. Den 27. september 2012 blev kontrakt underskrevet med Articon om bygning af ny terminal. Den 16. juni 2014 blev den nye terminal afhændet til Vága Floghavn (Vágar Lufthavn).<ref>[http://www.sandportal.fo/ein-nymotans-terminalur-nogv-folk-vitjadu/ sandportal.fo - EIN NÝMÓTANS TERMINALUR – nógv fólk vitjaðu]</ref> === Der uddeles og handles med fiskekvoter === Færøerne er en lille nation men har store rigdomme i form af fisk i havet omkring Færøerne. Færøske fiskeskibe fisker et ton for hver 160 tons på verdensplan.<!-- Jeg har fundet 280.000 færøske ton i http://www.seaaroundus.org/doc/publications/wp/2015/Gibson-et-al-Faroe-Islands.pdf side 8, som skal holdes op mod http://videnskab.dk/kort-nyt/kontroversielt-studie-afslorer-globalt-overfiskeri, der globalt angiver henh. 84 og 130 millioner tons som 2 bud. Men det giver så enten 1 til 291 eller 1 til 484. --> Der er uenighed mellem de forskellige politiske partier om fiskeripolitikken. Der er også uenighed mellem de enkelte lagtingsmedlemmer indenfor hvert af partierne. I 2010 fastsatte Færøerne sine egne makrelkvoter, da forhandlinger med EU og de andre strandlande ikke førte til nogen aftale. I 2011 forhøjede Færøerne egne makrelkvoter til 10%, hvilket førte til stor utilfredshed hos EU og Færøernes nabolande i Nordatlanten. Enkelte partier går ind for, at kvoterne sælges således, at den færøske landskasse får indtægter ved salget. [[Fólkaflokkurin]] fastholder, at kvoterne ikke skal sælges men uddeles af fiskeriministeren. Der er blevet rejst kritik af måden, hvorpå kvoterne uddeles. Det er fiskeriministeren [[Jacob Vestergaard]] og en gruppe mandlige lagtingsmedlemmer fra koalitionen samt lagmand [[Kaj Leo Johannesen]], som mødes for at diskutere, hvordan kvoterne skal fordeles. [[Kringvarp Føroya]] sendte første af tre episoder af en dokumentarserie, som handler om fiskeripolitikken. I udsendelsen blev der sagt, at flere af politikerne, som var i gruppen, der diskuterede, hvordan kvoterne skulle fordeles, var i familie med eller havde tætte relationer med flere af de redere, som modtog kvoter. Fx er [[Jákup Mikkelsen (politiker)|Jákup Mikkelsen]] svoger og tidligere kollega til Hanus Hansen, som er reder og næstformand for Færøernes Rederiforening, [[Bill Justinussen]] er bror til rederen Ludvík við Stein. [[Alfred Olsen]] er far til rederen Johannes Martin Olsen og farbror til Anfinn Olsen, som er formand for rederiforeningen. Kvoterne blev først delt ud til de tre rederier, som ejede notskibe i 2010: Varðin fra Gøta, Christian í Grótinum fra [[Klaksvík]], som har færøske og hollandske ejere og Framherji fra [[Fuglafjørður]], som har færøske og islandske ejere. Året efter, i 2011, forlod [[Fólkaflokkurin]] regeringen, og en mindretalsregering satte sig for at sælge en del af kvoterne på auktion. Det viste sig bare senere, at det ikke udelukkende var en succes, da en stor del af kvoterne viste sig at være blevet solgt til [[Kina]] via en færøsk stråmand, som kun ejede en mindre notbåd, som ikke ville kunne klare at fiske den store kvote. Det store kinesiske modtagerskib Lafayette sejlede til Færøerne ind til [[Skálafjørður]] i 2011, hvor nogle få unge færøske mænd fik arbejde ombord sammen med flere hundrede kinesere. Lønnen, de fik, viste sig at være mindre end hvad, færøske aftaler med fagforeninger ellers fastsatte. Lagtinget vedtog i 2012 en lov som krævede, at udenlandske modtagerskibe skulle betale 2 kroner per kilo af færøsk makrel, det gjorde, at interessen fra udenlandske modtagerskibe blev væsentlig mindre, end før loven trådte i kraft, og det endte med, at de udeblev helt.<ref>[http://kvf.fo/netvarp/sv/2015/02/02/landsstyrisutnevndir-milliardingar kvf.fo - Landsstýrisútnevndir milliardingar (Milliardærer udpegede af Færøernes Landsstyre). TV-dokumentar, produceret af Færøernes Radio ([[Kringvarp Føroya]], Jan Lamhauge og Jógvan Eli Dam, vist i KVF den 2. februar 2015.]</ref><ref>[http://kvf.fo/Archive_Articles/2012/08/09/hava-einki-avreiingargjald-fingi-enn kvf.fo Hava einki avreiðingargjald fingið enn, skrevet i august 2012.]</ref> Ifølge Hagstova Føroya (Færøernes Statistik) voksede landskassens underskud med 1,3 milliarder de første fire år efter, at Færøerne fastsatte deres egen makrelkvote i 2010. I samme periode voksede de tre notskib rederiers aktiver med 1,2 milliarder. Ti færøske familier ejer de tre rederier, hver af disse ti familier blev i gennemsnit 72 millioner rigere fra 2010 til 2013 ifølge de offentlige regnskaber. Mandskabets minimums løndel per person, årlig hyre (manningarpartur) med notskibene lå fra 950.000 til 2,3 millioner. Færøernes ekport er vokset med to milliarder på fem år fra 4,1 milliarder i 2009 til 6,1 milliarder i 2013. I 2013 fiskede færøske skib 150.000 tons makrel, som svarede til ca. 23% af den samlede makrelkvote i Europa.<ref>[http://3c5a3d185192829d15c7-a2893d4441297ab89ffb95c6b9134bb3.r35.cf1.rackcdn.com/myfiles/1391583484_tindi040214.pdf Nyheder fra Færøerne på dansk, skrevet af journalister fra Sosialurin, udgivet i februar 2014.]</ref> Færøske økonomer vurderer, at skibene som har fisket makrel har haft usædvanligt overskud, som efter deres vurdering burde være endt i den færøske landskasse i stedet for som profit for de få familier, som ejer skibene. En af økonomerne, Kári Petersen, kritiserede måden, kvoterne blev uddelt på. Han sagde, at de blev uddelt til de rederier, som tilfældigvis ejede notskibe, mens andre, som ejede andre typer af skibe, ikke fik nogen andel af kvoterne. Han sammenlignede det med, at hvis der nu blev fundet guld for nogle milliarder et sted på Færøerne, at politikerne så besluttede, at kun de 10 personer, der ejede en gravko kunne få licens til at grave efter guldet. Han mente, at landskassen burde have fået ca. 600 millioner ved at sælge kvoterne ved auktion. Andre skibe har senere fået andel af makrelkvoterne, som blev fordelt på ny, hvor notskibene fik 68% og industriskibe fik 11%. Flere af de rederier, som har fået tildelt makrelkvoter gratis fra Færøernes Landsstyre, vælger at sælge skibet med kvoten for meget mere, end skibet er værd. På den måde er kvoterne blevet en handelsvare, som nogle får forærende fra landet og derefter sælger videre med stor gevinst. === Pelagiske virksomheder bygges === [[Fil:Vardin Pelagic Tvoroyri 2013.JPG|thumb|Varðin Pelagic i [[Tvøroyri]] (de mørkegrå bygninger), med Thomsens hidtoriske bygninger til venstre. {{byline|Eileen Sandá}}]] I 2011-12 blev en pelagisk fabrik, Varðin Pelagic, bygget i [[Tvøroyri]], det skaffede ca. 100 nye arbejdspladser, som skabte ny optimisme på [[Suðuroy]], der har problemer med forholdsvis stor fraflytning, manglende arbejdspladser og forholsvis stor arbejdsløshed i forhold til de centrale område af Færøerne. Det var Varðin fra Gøta, der sammen med lokale byggede fabrikken, som åbnede i august 2012. I 2014 blev en lignende fabrik bygget i [[Fuglafjørður]], som ligger i den nordlige del af [[Eysturoy]]. Fabrikken hedder Pelagos og ejes a/s Pelagos, som blev etableret af Havsbrún, Framherji og Palli hjá Mariannu med en startkapital på 50 millioner kr.<ref>[http://www.fuglafjordur.fo/Index.asp?pID=AB99AA8C-231C-4319-B99D-BB9FF3578938&cID=%7B5FAFE1F0-D9C1-4F92-B267-4A1B1DDA2033%7D&rID=%7BABDCF8C2-16C9-4840-B82C-0C49253188AC%7D fuglafjordur.fo]</ref> === Havbrugene effektiviseres === Siden 2011 er der kun tre store virksomheder, som ejer alle rettighederne til lakseopdræt på Færøerne, de tre er: [[Bakkafrost]], [[Luna (virksomhed)|Luna]] (brandet hedder Hiddenfjord) og Marine Harvest Faroes, som er datterselskab af den norske gigant [[Marine Harvest]]. Det er kun Luna, som endnu (2015) er rent færøsk ejet. Oprindelig var Bakkafrost rent færøsk ejet, da virksomheden blev etableret i 1968 af de to brødre Hans og Róland Jacobsen (á Bakka) fra bygden [[Glyvrar]], men nordmænd har købt sig ind i foretagendet, efter at Bakkafrost blev registreret hos Børsen i Oslo i 2010.<ref>{{cite web|title=P/F Bakkafrost noteres på Oslo Børs|url=http://www.oslobors.no/Oslo-Boers/Om-oss/Presserom/Pressemeldinger/P-F-Bakkafrost-noteres-paa-Oslo-Boers-fredag-26.-mars-2010|udgiver=Oslo Børs|dato=25. mars 2010|language=norsk|accessdate 8. februar 2015}}</ref> I oktober 2010 købte SalMar ASA 21,76 % av aktierne i Bakkafrost.<ref>{{cite web|title=Bakkafrost er klare til å gå på børs|url=http://www.kyst.no/index.php?page_id=54&article_id=87173|publisher=Norsk Fiskeoppdrett|date=16. februar 2010|accessdate=8. februar 2015|language=norsk}}</ref> === EU og Norge boykot imod Færøerne === [[Fil:Tróndur í Gøtu 2012.jpg|200px|thumbnail|''Tróndur í Gøtu'', som tilhører Varðin, har fået tildelt makrel og sildekvoter.]] Færøerne og EU var uenige om lakse- og sildekvoter, siden Færøerne i 2010 fastsatte sine egne kvoter, efter at det ikke lykkedes at forhandle sig til kvoter og efter, at makrellen ændrede vaner og nu svømmede omkring Færøerne. Kvoterne, som Færøerne gav sig selv, blev fisket i eget havområde. I 2010 var den færøske kvote 5%, som svarede til 15.000 tons, de ønskede dog 15%. I 2011 fastsatte den færøske fiskeriminister, [[Jacob Vestergaard]], Færøernes makrelkvoter til 150.000 tons, iberegnet kvoter, som [[Island]] og [[Rusland]] fik i gensidige forhandlinger og makrelfiskeri til videnskabeligt formål.<ref>[http://www.fisk.fo/kunning/tidindi/aseting-av-foroyskari-makrelkvotu-fyri-2011/ fisk.fo - Færøernes Fiskeriministerium. Titel: Áseting av føroyskari makrelkvotu fyri 2011. Publiceret den 14. marts 2011.]</ref> === Færøerne ikke en del af boykot imod Rusland === I 2014 iværksatte [[EU]] og [[Norge]] [[boykot]] imod [[Rusland]], som til gengæld iværksatte straffesanktioner imod EU og Norge. Færøerne som selv var blevet udsat for boykot af EU fra 31. august 2013<ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2013/07/24/handilsforingar-um-eina-viku kvf.fo - Handilsforðingar um eina viku]</ref> til august 2014<ref>[http://rss.fo/o.php?id=2918017 rss.fo - Fiskvinnunevndin í ES samtykt at taka handilsforðingarnar aftur (EU's fiskerikommission har vedtaget at løfte boykottet mod Færøerne)] Arkiveret side fra Portal.fo. Skrevet af Kaj Joensen den 31. juli 2014.</ref> valgte ikke at være en del af boykottet. I stedet rejste lagmand Kaj Leo Johannesen til Moskva for at forhandle om færøsk eksport af laks til Rusland. Det skabte en del debat både i Færøerne, Danmark og Norge.<ref>[http://aktuelt.fo/sviar+og+danir+skelkadir+av+logmanni.html Aktuelt.fo - Moskva-túrurin gevur føroyingum neiliga umrøðu í grannalondunum], skrevet af Jógvan Hugo Gardar den 13. september 2014.</ref> === Dansk lov diskriminerede færinger og grønlændere === Fra 1. januar 2012 trådte en ny dansk lov i kraft, som viste sig at gøre forskel mellem danske statsborgere fra Danmark, Færøerne og Grønland, hvor borgere fra Færøerne og Grønland, der flyttede til Danmark, ikke havde samme ret til familieydelser på baggrund af optjeningsprincippet. Færinger og grønlændere kom i samme kategori som indvandrere, selv om de var danske statsborgere.<ref>[http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_60738/cf_202/Fagligt_nyt_fra_Udbetaling_Danmark_1_2013_-_Famili.PDF - Brev til kommunerne fra Udbetaling Danmark. Fagligt nyt fra Udbetaling Danmark 1/2013 – Familieydelser]</ref> Personer, som flyttede til Danmark i 2012, skulle ifølge loven opfylde kravet om at have boet i Danmark<ref>[http://new.folketingsbilag.dk/2Lovforslag.asp?LovforslagId=7746 new.folketingsbilag.dk - L 74 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse. (Forhøjelse af loftet over fradrag for fagforeningskontingenter og beregning af ydelser i 2012 ved bopæl eller beskæftigelse i Grønland og på Færøerne).]</ref> I oktober 2014 blev der rettet på uligheden, og færinger og grønlændere, som ellers opfyldte betingelserne til familieydelser og som flyttede til Danmark i 2012, kunne nu få familieydelserne med tilbagevirkende kraft tilbage til 1. januar 2012. Bopæl i Færøerne og Grønland blev ligestillet med bopæl i Danmark. Det færøske folketingsmedlem, [[Edmund Joensen]], og det grønlandske folketingsmedlem, [[Sara Olsvig]], havde i en periode lagt pres på skatteministeren, for at færinger og grønlændere, der flyttede til Danmark, blev ligestillet med danskere i Danmark. Lovændringen ville koste statskassen ca. 7 millioner kroner.<ref>[http://kvf.fo/greinar/2014/10/13/allir-rikisborgarar-sama-raett-til-barnastudulin kvf.fo - Allir ríkisborgarar sama rætt til barnastuðulin (Alle rigsborgere samme ret til børnebidrag)]</ref> === Landsbanken nedlægges === [[Fil:Argir Faroe Islands in January 2010.jpg|200px|thumbnail|Den nedlagte Landsbanks funktioner skal varetages af Hagstovan, Gjaldstovan og Færøernes Finansministerium, som alle har hovedsæde i glasfacadebygningen som ses midt i billedet.]] I december [[2012]] vedtog [[lagtinget]], at Færøernes Landsbank (ville svare til nationalbanken, hvis Færøerne var selvstændig stat) skulle nedlægges. Lagtinget ønskede at spare penge og at overføre landsbankens funktioner til andre offentlige institutioner, f.eks. Hagstovan (Færøernes Statistik). [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Landsstyrekoalitionen]] begrundede nedlæggelsen med, at der kunne gennemføres besparelser, og oppositionen kritiserede bl.a. landsstyrekoalitionen for at modarbejde uafhængig økonomisk rådgivning. Landsbanken skulle bl.a. udarbejde rapporter om Færøernes økonomiske situation, forvalte en del af det offentliges likviditet samt være sekretariat for Færøernes Økonomiske Råd. Lovforslaget blev vedtaget med 19 stemmer for og 14 imod. Der er i alt 33 medlemmer i Færøernes Lagting.<ref>[http://www.ft-news.com/faeroernes-landsbank-nedlaegges/ ft-news.com - Færøernes Landsbank nedlægges]</ref><ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2012/12/12/landsbankin-avhvdaur kvf.fo - Landsbankin avhøvdaður]</ref> Før loven blev vedtaget, forsøgte oppositionen at få sagen udsat, men det nægtede formandsskabet. Færøernes finansminister, [[Jørgen Niclasen]], ønskede, at Landsbanken skulle nedlægges allerede fra 1. januar 2013, men et flertal af Lagtingets Finansudvalg vedtog at ændre datoen til 1. april 2013. Der var en del offentlig debat og protester i Færøerne både før og efter, at lovforslaget blev forelagt Lagtinget. [[Færøernes Arbejdsgiverforening]] (''Føroya Arbeiðsgevarafelag'') advarede mod at nedlægge Landsbanken og spurgte, hvem der så skulle stå for uafhængige økonomiske udredninger af Færøernes økonomi.<ref>[http://www.industry.fo/Default.aspx?ID=32&Action=1&NewsId=705&PID=4786 industry.fo - Hvat verður av óheftu búskapargreiningunum?], skrevet den 12. april 2012</ref> === Efterlønreform med tvungen efterløn === [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Kaj Leo Johannesens 2. regering]] indførte en pensionsreform, som trådte i kraft den 1. januar 2014. Lovforslaget til den nye efterlønslov blev vedtaget af [[Lagtinget]] den 14. maj 2013,<ref>[http://www.sudurras.fo/24917 sudurras.fo - Eftirlønarlógin samtykt], skrevet af Finn Thomsen, den 7. maj 2013</ref> Ifølge TAKS (Færøernes Told og Skat) var der ca. 3000-4000 færøske lønmodtagere, som ikke havde nogen efterlønsopsparing.<ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2013/11/05/slakir-4000-froyingar-hava-onga-eftirlnarskipan - Slakir 4000 føroyingar hava onga eftirlønarskipan], kvf.fo har samtale med Eyðun Mørkøre, direktør for TAKS, den 5. november 2011.</ref> Efterlønsloven går ud på, at alle som ikke har egen pensionsopsparing, hvor enten arbejdsgiveren eller arbejdstageren selv betaler ind på en efterlønkonto/ordning, fremover skal tvinges til selv at betale til deres egen efterlønsordning. Fra 1. januar 2014, blev alle indtægter over 3000 kroner trukket med 1%, som skulle gå til en efterlønsordning, som lønmodtageren selv har valgt. I 2015 steg egenbetalingen til efterløn af ikke-pensionsgivende indtægter til 2%, og bagatelgrænsen blev sænket til 1500 kroner. Tvungen efterløn forhøjes med 1% hvert år, indtil man når op på 15% i 2028. Årsagen, til at politikerne har indført pensionsreformen, er, at tallet af ældre færinger øges, mens børnetallet formindskes. Fremregninger viser, at landet ikke kommer til at få råd til at betale folkepension til alle i fremtiden. Socialminister [[Annika Olsen]] og [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Kaj Leo Johannesens 2. regering]] har haft til hensigt at forhøje folkepensionsalderen, som på Færøerne er 67 år og dermed en af de højeste i verden, først til 68 år i 2013 og derefter til 69 år i 2016 for med tiden at ende på 70 år. Det blev dog ikke gennemført.<ref>[http://www.tjodveldi.fo/forsida/tidindi.aspx?NewsID=2959 Tjodveldi.fo - Kristina spyr um hækking av pensjónsaldrinum], skrevet den 16-04-2012, forespørgsel fra lagtingsmedlem Kristina Háfoss til lagmand Kaj Leo Johannesen</ref> Arne Thorsteinsson, formand for Færøernes Pensionistorganisation, advarede i september 2014 færinger mod at afskaffe folkepensionen for alle og i stedet ændre den til en almissepension, som den var før i tiden.<ref>[http://www.in.fo/index.php?id=42&tx_news_pi1%5Bnews%5D=16901&tx_news_pi1%5Bcontroller%5D=News&tx_news_pi1%5Baction%5D=detail&cHash=adcc2e142b89b209216143ab177c9c7f in.fo - Ávarar føroyingar ímóti at lata seg lumpa (Advarer færinger imod at lade sig lumpe)], skrevet af Áki Bertholdsen, den 13. sep. 2014.</ref> Planen er på et tidspunkt at aftrappe eller ændre folkepensionen, således at den kun tildeles personer, der pga. uarbejdsførlighed, længere tids arbejdsløshed m.m. ikke har haft mulighed for at spare op til egen efterløn/pension. Ordningen tager ikke højde for, om en person har en ordning i sit hovederhverv. En lærer eller en kontorfunktionær kan f.eks. have en god efterlønsordning, hvor arbejdsgiveren betaler 15% i efterløn til lønmodtageren, men hvis læreren så har et bierhverv, hvor han eller hun fx underviser på aftenskole eller er byrådsmedlem, så skal vedkommende alligevel selv betale til en efterlønsordning af disse sidebeskæftigelser. Alle lønkontorer må oprette efterlønkonti til alle ansatte også til de personer, som ikke er berettiget til efterløn fra arbejdsgiveren, så skal de i stedet selv betale tvungen efterløn, som arbejdsgiveren trækker af den ansattes løn. Hvis det ikke bliver gjort, så går lønnen ikke igennem, når den skal udbetales fra banken. Der er dog nogle undtagelser i følge Efterlønlovens paragraf 3, som fastsætter bestemmelser om, at visse indtægter ikke skal betale til tvungen efterlønordning, disse undtagelser er fx legater, uddannelsesstøtte, pensioner, børnebidrag og bistandshjælp.<ref>[http://www.taks.fo/00007/00066/01611/ Taks.fo - Eftirlønarlógin]</ref> === Færøernes første milliardærfamilie === I 2014 fik Færøerne den første "milliardærfamilie", da aktierne i lakseopdrætsvirksomheden [[Bakkafrost]] voksede så meget, at direktøren for Bakkafrost, Regin Jacobsen, og hans mor, Oddvør Jacobsen,<ref>[http://www.bakkafrost.com/default.asp?menu=213 "Major Shareholders"] fra Bakkafrost.com, 'last updated on October 22nd 2014'</ref> ejede aktier for 1,1 milliard kroner. Bakkafrost havde på det tidspunkt en værdi af 6,1 milliard danske kroner.<ref>[http://www.business.dk/foedevarer/faeroesk-lakseeventyr-skaber-milliardaerfamilie "Færøsk lakseeventyr skaber milliardærfamilie"] fra Business.dk, af Bent Højgaard Sørensen 8. september 2014</ref> Værdiøgningen skete efter, at [[EU]] og Norge valgte at [[boykot]]te [[Rusland]] på grund af krigen i [[Ukraine]], og Rusland til gengæld iværksatte straffesanktioner imod EU og Norge. Mens Danmark og resten af EU var ramt af russiske straffesanktioner, rejste den færøske regeringschef, [[Kaj Leo Johannesen]], til Moskva for at forhandle om øget færøsk eksport til Rusland. Danmarks udenrigsminister [[Martin Lidegaard]] (R) advarede Færøerne om ikke at udnytte situationen.<ref>[http://www.business.dk/oekonomi/faeroesk-hjaelp-til-putin business.dk - Færøsk hjælp til Putin]</ref> === Færøernes finansminister beskyldt for toldsvindel === {{uddybende|Toldsagen 2013-15 om Færøernes finansminister}} [[Fil:Jørgen Niclasen, 2010.jpg|200px|thumbnail|Jørgen Niclasen.]] I december 2013 begyndte journalisten Sveinur Tróndarson at skrive om en gammel toldsag, som medierne ikke havde fået indsigt i før i 2013. Der var tale om en sag mod familiefirmaet N. Niclasen i [[Sørvágur]], hvor Færøernes nuværende [[finansminister]] og formand for partiet [[Fólkaflokkurin]], [[Jørgen Niclasen]], var direktør fra 1989. Sagen handler om perioden fra slutningen af [[1980'erne]] til midten af [[1990'erne]]. Tróndarsson havde en særlig indsigt i sagen, da han i netop den periode havde arbejdet for Færøernes Landsrevision (hvilket kan sammenlignes med Rigsrevisionen i Danmark). Tróndarson var i starten af 1990'erne med til at finde frem til, at der var noget helt galt hos det familieejede firma N.Niclasen i Sørvágur, og at de havde solgt varer, som ikke var tolddeklarerede. Tróndarson brugte ord som snyd i overskrifter, da han skrev om sagen for Portal.fo, hvor han var ansvarshavende redaktør. Den 17. januar 2014 valgte Niclasen at invitere til et pressemøde for de færøske medier sammen med sin advokat, Christian Andreasen.<ref>[http://www.nordlysid.fo/tidindafundur+um+tollmalid.html nordlysid.fo Tíðindafundur um tollmálið (Pressemøde om toldsagen)]</ref> Til pressemødet sagde han blandt andet, at han var blevet anklaget for at have snydt i told, og at det ville han tilbagevise. Han sagde, at anklagerne fra medierne havde intet med virkeligheden at gøre. ''Der er blevet betalt told i al min tid'', sagde han, og fortsatte: ''Det vigtigste er, at jeg som direktør for familieforetagendet holdt landets love''. Niclasen forsvarede sig med, at årsagen til, at han og hans firma havde solgt varer, hvor told ikke var betalt først, skyldtes, at de troede, at de havde en toldkredit. Så snart som han i 1992 havde fået oplyst, at toldkreditten var udløbet, så holdt han op med at sælge varer, som ikke havde været igennem toldmyndighederne, og N. Niclasen betalte så meget told ,som man overhovedet orkede. Hans advokat, Christian Andreasen, fremlagde en forklaring, som medierne fik udleveret, umiddelbart før pressemødet startede.<ref>[http://aktuelt.fo/her+er+nidurstodan+hja+sakforaranum+hja+jorgen+niclasen.html Aktuelt.fo Her er niðurstøðan hjá sakføraranum hjá Jørgen Niclasen. (Her er konklutionen fra Jørgen Niclasens sagfører.)]</ref> Nogle måneder senere producerede Færøernes Fjernsyn og Radio, [[Kringvarp Føroya]], en udsendelse som kaldtes ''Tollmálið'' og som fortalte om Toldsagen,<ref name=Toldsagen>[http://kvf.fo/netvarp/sv/2014/05/26/tollmalid kvf.fo Sí sendingina her: »Tollmálið« (På dansk: Se udsendelsen her: "Toldsagen"]</ref> denne blev vist i fjernsynet af kvf.fo i maj 2014. I TV-dokumentarprogrammet kom det frem, at Tróndarson havde været på uanmeldt lagereftersyn rundt omkring på Færøerne for Færøernes toldmyndigheder i august 1992 og fandt da i lageret hos Skipafelagið i [[Sørvágur]], som lå i samme bygning som firmaet N. Niclasen, nogle mistænkelige lister med oversigt over varer, og han vidste ikke, hvad disse lister betød. Da han spurgte folk på stedet om, hvad det betød, fik han ikke noget svar. Der var flere sider med flere hundrede posteringer. Dagen efter rejste Tróndarson til en toldafdeling i [[Klaksvík]], og der fandt han en side, med 5-6 posteringer, som lignede dem, han havde set i Sørvágur. Da han spurgte, hvad denne liste betød, fik han at vide, at der manglede nogle dokumenter vedrørende disse varer, og derfor var varerne endnu ikke tolddeklarerede. Da der fandtes lister med over 300 varer, som ikke var told deklarerede i Sørvágur, burde lageret være fyldt med varer, men det viste sig, da toldmyndighederne besøgte stedet endnu engang, at lageret var fuldstændig tømt for varer. De fik at vide, at varerne var blevet solgt, uden at de var blevet tolddeklarerede først.<ref name=Toldsagen/> ==== Mistillidsvotum ==== Få dage efter, at dokumentaren Toldsagen var blevet vist i KVF, lagde oppositionspartierne i Lagtinget et forslag om mistillidsvotum mod Jørgen Niclasen, det skete den 28. maj 2014. Forslaget blev nedstemt. ==== Ministeren sagsøgte fire journalister for injurier ==== Nogle dage senere, valgte Niclasen at sagsøge fire færøske journalister for æreskrænkelse, de var Sveinur Tróndarson, forhenværende ansvarshavende redaktør for Portal.fo, Dia Midjord, ansvarshavende redaktør for [[Kringvarp Føroya]] (KVF), Liljan Weihe, nyhedsredaktør for KVF og Jan Lamhauge, journalist fra KVF.<ref>[http://3c5a3d185192829d15c7-a2893d4441297ab89ffb95c6b9134bb3.r35.cf1.rackcdn.com/myfiles/1401948646_tindi040614.pdf pdf-fil med nyheder fra Færøerne]</ref> Sagen mod de fire journalister kom for retten den 16. februar 2015. ==== De fire journalister fundet skyldige i injurier ==== Den 25. februar 2015 faldt domfældelse i sagen. [[Jørgen Niclasen]] vandt sagen, og journalisterne tabte. Journalisterne blev dømt til at betale henholdsvis 20 og 10 dagbøder på 1000 kroner. Derudover blev de sagsøgte, Hans Andrias Midjord, Liljan Weihe, Jan Lamhauge og Sveinur Tróndarson dømt til som solidarisk hæftelse at betale sagsøgeren 50.000 kr., dog skulle sagsøgte Jan Lamhauge maksimalt betale 5.000 kr. Derudover skulle de sagsøgte inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøger, Jørgen Niclasen, med 75.000 kr.<ref>[http://aktuelt.fo/domur+fallin.html aktuelt.fo - Dómur fallin: Jørgen vann (Domfældelse: Jørgen vandt)]</ref><ref>[http://www.domstol.dk/Faeroeerne/nyheder/domsresumeer/Documents/760_2014_dom.pdf Retten på Færøernes DOM - Afsagt den 25. februar 2015 i sag nr. BS 760/2014]</ref> Sveinur Tróndarson valgte at anke dommen til Landsretten.<ref>[http://www.in.fo/news-detail/news/sveinur-trondarson-kaerir-domin/ in.fo - Sveinur Tróndarson kærir dómin], skrevet af Danjal av Rana, den 25. februar 2015.</ref> Dommeren Søren Seerup mente, at toldsagen var aktuel og relevant for de færøske medier, men at måden, de valgte at fortælle om sagen, burde have været anderledes.<ref>[http://www.in.fo/news-detail/news/truvirdid-fingid-eitt-skot-fyri-bogvin/ in.fo - Trúvirðið fingið eitt skot fyri bógvin], skrevet af Vilmund Jacobsen den 25. februar 2015.</ref> Journalisterne blev senere frifundet ved Landsretten, og Jørgen Niclassen blev dømt til at betale modpartens sagsomkostninger. Jørgen Niclassen prøvede at få sagen for Højesteret, men 5. april 2016 afgjorde Procesbevillingsnævnet, at sagen ikke kunne appelleres til Højesteret. Dommen i Landsretten står derved ved magt. === Ældreområdet lægges ud til kommunerne i 2015 === [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Kaj Leo Johannesens anden regering]] og et flertal af Lagtinget vedtog i 2014 at ældreområdet, som indil da havde hørt under Færøernes Landsstyre, skulle lægges ud til kommunale enheder at administrere. Der blev oprettet syv kommunale enheder, som fra 1. januar 2015 skal administrere alt vedrørende personer, som er 67 år og ældre. De syv enheder er:<ref>[http://www.amr.fo/arbeidsoki/eldri/eldraokid-til-kommunurnar/ amr.fo - Eldraøkið verður lagt til kommunurnar at umsita 1. januar 2015]</ref> * Kommunerne i Norðoyar * Runavíkar, Nes og Sjóvar kommuner (Eysturoy) * Eysturkommuna og Fuglafjarðar kommuner (Eysturoy) * Sørvágs og Vága kommuner * Vestmanna, Eiðis, Kvívíkar og Sunda kommuner (Nordstrømø og en del af Nordøsterø) * Kommunerne i Sandoy * Kommunerne i Suðuroy === Færøerne deltager i internationale sportsstævner === [[Fil:Pál Joensen 2014.JPG|250px|thumbnail|Pál Joensen med to sølv medaljer fra EM i Berlin 2014.]] Færøerne har deltaget i internationale sportsstævner indenfor flere sportsgrene og har både haft gode og dårlige resultater. Det bedste eksempel på gode resultater internationalt er indenfor svømning, hvor [[Pál Joensen]] har vundet sølv og bronze medaljer ved EM<ref>[http://politiken.dk/sport/svomning/ECE2371848/faeroeske-pl-indleder-ny-ol-satsning-med-em-soelv/ politiken.dk - Færøske Pál indleder ny OL-satsning med EM-sølv], skrevet af Allan Nielsen, den 14. august 2014. Hentet 10. februar 2015.</ref> og VM i svømning og tre guldmedaljer ved EM for juniorer, han har også sat nordisk rekord i 1500 m fri<ref>[http://www.swimnews.dk/nyheder/vm-kortbane-2014-dag-5-finaler swimnews.dk - VM Kortbane 2014 - Dag 5 - Finaler]</ref><ref>[http://politiken.dk/sport/ECE1349862/faeroeske-pl-straalede-bag-en-verdensrekord/ politiken.dk - Færøske Pál strålede bag en verdensrekord], skrevet af Allan Nielsen den 31. juli 2011</ref> og 800 m fri. Han deltog ved [[OL]] som den første færing indenfor svømning og som den anden færing overhovedet, næst efter [[Katrin Olsen]], som deltog for Danmark indenfor roning. Joensen deltog også for Danmark, da Færøerne ikke er blevet godtaget af den olympiske komite med den begrundelse, at Færøerne ikke er en selvstændig nation.<ref>[http://www.b.dk/sport/ol-droem-brast-groenland-og-faeroeerne b.dk - OL-drøm brast for Grønland og Færøerne]</ref> Færinger må derfor deltage for Danmark, hvis de klarer at kvalificere sig til [[OL]]. Færøerne blev medlem af [[FIFA]] i 1988 og [[UEFA]] i 1990. Resultaterne har generelt været tab, nogle gange store tab, men enkelte overraskende resultater har der også været. F.eks. da Færøerne spillede deres allerførste EM kvalifikationskamp mod Østrig på udebane, klarede de at vinde 1-0 mod Østrig. Færøerne har endnu aldrig opnået at kvalificere sig til EM eller VM slutrunder. I 2014 overraskede Færøerne igen, denne gang med [[Lars Olsen (fodboldtræner)|Lars Olsen]] som træner, ved at vinde 1-0 på udebane mod Grækenland, der på det tidspunkt lå som nummer 12 på verdensranglisten. Det var et af de mest overraskende resultater i fodboldens nyere historie, blev der sagt efter kampen.<ref>[http://www.theguardian.com/football/2014/nov/19/the-knowledge-faroe-islands-biggest-shock-ever theguardian.com]</ref> Færøerne har deltaget ved [[Island Games]] siden legene startede i 1985, i 2009 vandt Færøerne [[Island Games 2009|Island Games]] med 34 guld medaljer, 23 sølv og 24 bronze.<ref>[https://www.trygging.fo/Taenastur/Tidindi/Tryggingarfelagid_Foroyar_hovudsstudul_hja_oyggjaleikalandslidinum_2011/ Trygging.fo - Tryggingarfelagið Føroyar høvuðsstuðul hjá Oyggjaleikalandsliðnum 2011]</ref> === Homoseksuelles rettigheder === Færøerne er det eneste land i Norden, som ikke tillader to af samme køn at gifte sig med hinanden. Udover Færøerne er Italien det eneste sted i Vesteuropa, der ikke tillader ægteskab eller registreret partnerskab mellem to af samme køn. Et forslag blev fremsat i lagtinget i 2012 af dele af oppositionen, men det blev nedstemt af daværende borgerlige regeringspartier. I september 2015 blev der for første gang valgt en åbent homoseksuel færing i lagtinget, da Sonja Jógvansdóttir fik næstflest stemmer bland Javnaðarflokkurins kandidater, kun overgået af formanden, Aksel V. Johannnesen. Der opstod dog uenigheder få dage efter valget, og dagen efter at den nye regering var blevet udnævnt, forlod hun partiet og udtalte, at hun ikke kunne være medlem af et parti, der blev domineret af nogle få, homofobiske mænd. Hun ønskede at lægge et forslag for lagtinget, som giver to af samme køn ret til borgerlig vielse eller have samme rettigheder, som ægtepar af forskelligt køn havde. Andre lagtingsmedlemmer ønskede at være med til at lægge forslaget for lagtinget og mente derved, at der var større sandsynlighed for at få det vedtaget, hvis det blev lagt frem af medlemmer af flere partier. Lovforslaget blev lagt frem af Sonja Jógvansdóttir (løsgænger), Kristianna Winther Poulsen (JF), Hanna Jensen (F) og Bjørt Samuelsen (T) i slutningen af september 2015.<ref>[http://kvf.fo/greinar/2015/09/24/uppskot-broyta-hjunabandslogina-latid-tinginum#.VyDFL_nhAdU kvf.fo - Uppskot at broyta hjúnabandslógina latið tinginum]</ref> Det var ret kompliceret, og derfor brugte Lagtingets administration knap to måneder til at undersøge, hvordan proceduren skulle være. Der var i starten tale om tre forslag, men efter at den øverste ledelse for den færøske folkekirke sagde, at de ikke ønskede, at Lagtinget lovgav om kirkelige forhold, så valgte de fire lagtingskvinder at trække det tredje forslag tilbage, som handlede om, at homoseksuelle par skulle have lov til at blive gift i kirken. De to lovforslag kom til første behandling i november 2015, hvor det blev besluttet, at det skulle behandles i Velfærdskomiteen og i [[Lagtingets retsudvalg|Retsudvalget]]. Lovforslagene kom til anden behandling den 13. marts 2016, men der kunne ikke opnås enighed om § 15, stk. 2 i den danske ægteskabslov,<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=173274 Ægteskabsloven Æ1 - Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning - retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> hvor der står, at borgerligt gifte ægtepar har ret til at få deres ægteskab velsignet i kirken. Lige præcis den formulering skabet megen debat i lagtinget og i det færøske samfund. De fire lagtingskvinder forventede ikke, at lovforslagene ville have nogen chance for at blive vedtaget, hvis de homoseksuelle par også fik lov til at blive gift i kirken eller få deres ægteskab velsignet i kirken. Derfor kom de med et ændringsforslag ved anden behandling den 13. marts 2016, men der var så meget modstand og kunne ikke opnås flertal, at de valgte at stemme for et forslag fra nogle af oppositionens medlemmer om at sende forslaget tilbage til udvalgene. Verfærdsudvalget havde 24 møder, hvor de diskuterede og indkaldte forskellige relevante personer, bl.a. biskoppen. Lovforslaget kom for anden gang til anden behandling i Lagtinget den 26. april 2016. Der var stadig megen modstand mod forslaget både fra oppositionen og fra regeringspartierne. [[Heðin Mortensen]] fra Javnaðarflokkurin valgte at komme med et forslag om, at lovforslaget skulle til folkeafstemning, men han fik ikke flertal for det, og det skabte en regeringskrise, der dog blev kortvarig, da han valgte at trække forslaget tilbage, og da Bill Justinussen lagde samme forslag for lagtinget umiddelbart efter, valgte han at stemme imod, sammen med alle medlemmer af regeringskoalitionen og løsgængeren [[Sonja Jógvansdóttir]]. Da forslaget om ægteskabsloven kom til afstemning, var der et flertal, der stemte ja med 19 for og 14 imod. Forslaget kom til tredje og sidste behandling i Lagtinget den 29. april 2016. Her blev det vedtaget og skal nu forelægges Folketinget. Hvis de stemmer for, skal den færøske indenrigsminister forhandle med den danske minister om, hvordan man får enten fjernet §15, stk. 2 eller omformuleret det, således at ægtepar af samme køn ikke kan få deres ægteskab velsignet i kirken. I § 67 står der "Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger". Lovændringen i ægteskabslovens § 15, stk. 2, som Lagtinget mente at Folketinget måtte tage stilling til, eftersom der er tale om en dansk lov, blev ikke lagt for Folketinget, fordi danske myndigheder mente, at det var færinger selv, der måtte tage stilling til om borgerligt gifte par kunne få kirkelig velsignelse eller ej, eftersom den færøske folkekirke nu er færøsk og ikke dansk. Færøske myndigheder har siden diskuteret, om dette kunne være rigtigt. Færøernes Kulturministerium mente, at det ikke var rigtigt, mens Lagmandens Kontor var enige med de danske myndigheder. I januar 2017 blev forslaget til lovændring af Ægteskabsloven sendt til høring, ændringen gik ud på at fjerne § 15, stk. 2.<ref>{{cite web |url=https://kvf.fo/greinar/2017/01/11/sent-til-hoyring |title=Sent til hoyring |last1=Olavson |first1=Rógvi|last2=Mohr |first2=Bjarni |date=11. januar 2017 |work= |publisher=Kringvarp Føroya |accessdate=9. februar 2017}}</ref><ref>{{cite web |url=http://www.kf.fo/Files/kommunufelagid/Hoyringar/HjunabandslogDagforing151117.pdf |title=Hjúnabandslóg dagføring |last1= |first1= |last2= |first2= |date= |work= |publisher=Kringvarp Føroya |accessdate=9. februar 2017}}</ref> Som svar på høringsskrivelsen fra Rigmor Dam, Færøernes kulturminister, svarede Føroya Stiftsstjórn, Færøernes Præsteforening og Foreningen for kirkerådsmedlemmer, at de anbefalede at forslaget om at fjerne § 15, stk. 2 fra ægteskabsloven ikke blev vedtaget. Dette fordi kirken ikke havde været med til at lave loven, og at de ikke ønskede, at et borgerligt viet ægtepar som bestod af mand og kone, og som hidtil havde haft lovlig ret til at få deres borgerlige ægteskab velsignet af kirken, skulle miste denne ret. Rigmor Dam har derfor lavet et nyt forslag, der siger: ''"Ægtepar i borgerligt etableret ægteskab kan, dersom folkekirken har lovgyldigt ritual til formålet, lade sognepræsten velsigne ægteskabet. Ministeren fastsætter detaljerede regler om dette."''<ref>{{cite web |url=http://www.nordlysid.fo/kirkjan+faer+loyvi+at+signa+samkynd+hjunalog.html |title=Kirkjan fær loyvi at signa samkynd hjúnaløg |last1=Abrahamsen |first1=Helgi |date=7. februar 2017 |work= |publisher=Norðlýsið |accessdate=9. februar 2017}}</ref> === Eik Banks skattesag === Den færøske bank [[Eik Bank]] ansøgte [[TAKS]] (Færøernes Told og Skat) om og fået bevilget et goodwill skattefradrag på rundt regnet en halv mia. kr., der har en værdi af 90 mio. kr. Men ifølge [[Jørn Astrup Hansen]], der er tidligere bankoprydder og direktør for tre færøske konkurs-truede banker, først [[Sjóvinnubankin]] (1993), dernæst [[Føroya Banki]] (1994-2005) og til sidst [[Eik Banki]] (2010-11), var skattefradraget næppe berettiget, fordi det ikke var den nye Eik Bank, der havde tabt pengene men derimod [[Finansiel Stabilitet]] og den danske stat.<ref>{{cite web |url=http://bosserne.blogs.business.dk/2016/11/16/personligt-og-uforsonligt-bankopgoer-paa-faeroeerne/ |title=Personligt og uforsonligt bankopgør på Færøerne |last1=Hansen |first1=Jens Christian |date=16. november 2016 |work= |publisher=Berlingske Business |accessdate=10. februar 2017}}</ref> Også Eik Banks dengang eksterne revisorer, revisionsselskabet KPMG, såede tvivl om berettigelsen. Eik Bank har siden afskediget KPMG og fået et andet revisionsselskab og i 2016 valgte banken at sagsøge Jørn Astrup Hansen for bagvaskelse, det skete kort tid efter, at Astrup tog sig ud af bestyrelsen for Eik i januar 2016. Hvis Astrup findes skyldig, kan han risikere to års fængsel.<ref>{{cite web |url=http://finans.dk/finans/finans/ECE9140655/eik-bank-sagsoeger-joern-astrup-hansen-for-bagvaskelse-i-speget-skattesag/?ctxref=fplive |title=Eik Bank sagsøger Jørn Astrup Hansen for bagvaskelse i speget skattesag |last1=Aagaard |first1=Jette |last2=Sandøe |first2=Niels |date=15. november 2016 |work= |publisher=Finans.dk |accessdate=10. februar 2017}}</ref> Baggrunden for Eik Banks skattasag er, at den oprindelige Eik Bank gik konkurs i 2010 og blev overtaget af [[Finansiel Stabilitet]], der indskød to mia. kr. i et nystiftet selskab, som overtog bankens aktiver og passiver. Efter en gennemgang af aktiverne i den konkursramte Eik Bank nedskrev Finansiel Stabilitet aktiverne med 514 mio. kr. Dette tab blev dækket af landets banker i henhold til Bankpakke 1. Dernæst købte det færøske selskab [[TF Holding]] den nye Eik Bank, af Finansiel Stabilitet. Eik Banks nye ledelse og bestyrelse med tidligere nationalbankdirektør [[Torben Nielsen (nationalbankdirektør)|Torben Nielsen]] som formand, mente, at nedskrivningen på en halv milliard kroner kunne trækkes fra i den nye banks skattepligtige indkomst. Det var Jørn Astrup ikke enig i. Han mente ikke, at den nye bank kunne få fradrag for et tab, som Finansiel Stabilitet allerede havde afholdt og trukket fra i skat.<ref>{{cite web |url=http://www.business.dk/finans/hvad-handler-eik-banks-skattesag-om |title=Hvad handler Eik Banks skattesag om? |last1=Sixhøj |first1=Max |date=17. februar 2016 |work= |publisher=business.dk |accessdate=10. februar 2017}}</ref> TAKS godkendte i første omgang fradraget. Men efter at det kom frem, bl.a. fra Jørn Astrup Hansen, at Eik Bank næppe havde ret til fradraget, genoptog TAKS vurderingen af sagen i februar 2016. Efter at have vurderet sagen i et år, kom TAKS i februar 2017 til en ny konklusion, nemlig, at Eik Bank ikke havde ret til fradraget. TAKS havde dog besluttet, at det ikke ville få nogen konsekvens for Eik Bank, sagen var afsluttet for deres vedkommende.<ref>{{cite web |url=http://kvf.fo/netvarp/sv/2017/02/09/20170209ongaavleidingfyrieik |title=Onga avleiðing fyri Eik |last1=Lamhauge |first1=Jan |last2= |first2= |date=9. februar 207 |work= |publisher=Kringvarp Føroya |accessdate=10. februar 2017}}</ref> Direktøren i Eik Bank, Súni Schwartz Jacobsen, har dog fortolket afgørelsen til bakens favør og sagde, at afgørelsen gav banken medhold, de var bare uenige om værdien, TAKS mente at værdien var nul kroner. Offentligheden er blevet nægtet indsigt i TAKS's vurdering og afgørelse i sagen. Eik Banks ledelse fastholder sagsøgningen af Jørn Astrup Hansen for bagvaskelse.<ref>{{cite web |url=http://www.in.fo/news-detail/suni-schwartz-betri-sak-enn-nakrantid-moti-astrup/ |title=Súni Schwartz: Betri sak enn nakrantíð móti Astrup |last1=Holm |first1=Barbara |date=9. februar 2017 |work= |publisher=in.fo |accessdate=10. februar 2017}}</ref> Astrup har derved sparet de færøske skatteborgere for 90 millioner kroner,<ref>{{cite web |url=http://www.business.dk/finans/eik-bank-taber-omstridt-skattesag-til-90-millioner-kroner?referrer=RSS |title=Eik Bank taber omstridt skattesag til 90 millioner kroner |last1=Sixhøj |first1=Max |date=10. februar 2017 |work= |publisher=Business.dk |accessdate=10. februar 2017}}</ref> men risikerer stadig en fængelsstraf på op til to år, mens Eik Banks ledelse, der har givet urigtige oplysninger til de færøske skattemyndigheder ikke bliver retsforfulgt. == Historievidenskab på Færøerne == En af de vigtigste milepæle for historieforskningen på Færøerne var oprettelsen af [[Færøernes Nationalbibliotek]] (Føroya Landsbókasavn) i [[1828]]. Nationalbiblioteket har ca. 160.000 bøger, af disse er ca. 24.000 i Videnskabsafdelingen og Færøsk Afdeling.<ref>[http://www.savn.fo/documents/00368.pdf Savn.fo - Søvn Landsins, ársfrágreiðing 2011. Side 4. (pdf-fil)]</ref> Biblioteket har i dag verdens største samling af bøger, der vedrører Færøerne.{{kilde mangler|dato=januar 2015}} [[Færøernes Nationalmuseum]]s historiske samlinger blev oprettet [[1898]]. Et af [[Færøernes Universitet]]s tre fakulteter er ''Historie og Samfundsvidenskab'', som formidler landet historie og bl.a. forsker i den nationale historie, [[grindedrab]]enes historie og den færøske søfartshistorie. De historiske videnskabelige resultater offentliggøres som avisartikler, i videnskabelige tidsskrifter og i bøger. Den 1. januar 2011 blev Landsbókasavnið (Nationalbiblioteket, etableret i 1828, kom under hjemmestyret i 1952), Landsskjalasavnið (etableret i 1932, kom under hjemmestyret i 1952), Náttúrugripasavnið (etableret i 1955), Havlívfrøðiliga Royndarstøðin (2007) og Fornminnissavnið (Nationalmuseet, etableret i 1898, kom under hjemmestyret i 1952) sammenlagt til det nye Søvn Landsins (Søvn er flertalsformen af Savn, som betyder Museum, Landsins betyder landets, kan oversættes til National).<ref>[http://www.savn.fo/documents/00368.pdf Savn.fo - Søvn Landsins, ársfrágreiðing 2011. Side 3. (pdf-fil)]</ref> == Noter == {{Reflist|3}} == Se også == * [[Færøsk kirkehistorie]] == Litteratur == * [http://runeberg.org/trap/3-5/0884.html 'Trap'] side 848 har en liste med ældre litteratur om øerne. Se note 1 * John F. West: ''Faroe. The Emergence of a Nation'', C. Hurst & Co., London and Paul S. Eriksson, New York 1972 {{ISBN|0-8397-2063-7}} (Standardwerk) * G.V.C. Young: ''From the Vikings to the Reformation'', Shearwater Press, Isle of Man 1979 (Kronik til 1538) * Heini Madsen: ''Færøernes hvornår skete det'' Støvring, Skúvanes, 1999 * Joensen, Jóan Pauli. 2003: ''I ærlige brudefolk''. Bryllup på Færøerne. Museum Tusculanum Press, København. (372 p). * Debes, Hans Jacob: ''Færingernes land'' – Historien om den færøske nutids oprindelse, Steen A.Cold og Kristian Hvidt [[Forlaget Multivers|Multivers]] 2001 * Wich, Ole: ''Føroyingahavnin'' - færøsk kolonialisme i Grønland?, 2013. Søgu-og Samfelagsdeildin, Fróðskaparsetur Føroya * Jonathan Wylie (2014): The Faroe Islands - Interpretations of History, University Press of Kentucky, 280 sider === Færøsk === * [[Hans A. Djurhuus]] ''Føroya søga. Eitt stutt yvirlit''. Tórshavn: Felagið Varðin, 1924 – 59 S. (Udvidet udgave 1952, nyt oplag 1963) * [[Hans Jacob Debes]]: ''Føroya søga''. Tórshavn: Føroya Skúlabókagrunnur, 1990. ( i tre bind. Info: [http://www.bms.fo/bokInfo.asp?BID=1411 bind 1], [http://www.bms.fo/bokInfo.asp?BID=1412 bind 2], [http://www.bms.fo/bokInfo.asp?BID=1413 bind 3]) * Hans Jacob Debes: ''Nú er tann stundin ... Tjóðskaparrørsla og sjálvstýrispolitikkur til 1906''. Tórshavn: Føroya Skúlabókagrunnur, 1982. (Nationalbevægelsen indtil 1906. [http://www.bms.fo/bokInfo.asp?BID=1414 Info]) * Markos Jiménéz, Dánial Hoydal: ''Føroya krønika''. Tórshavn: Bókadeild Føroya Lærarafelags, 2003 ([http://www.bms.fo/bokInfo.asp?BID=2042 Info]) * Jóan Pauli Joensen: ''Fólk og mentan''. Føroya Skúlabókagrunnur. Tórshavn 1987 == Eksterne henvisninger == * [http://e-tidsskrifter.dk/ojs/index.php/geografisktidsskrift/article/viewFile/39004/75209 C. Arbo: "Bidrag til Kundskab om Færøernes Befolknings Anthropologi og specielt craniologiske Forhold"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 12; 1893; s. 7-14) * [http://books.google.no/books?id=KVK7M4s-hYwC&printsec=frontcover&source=gbs_navlinks_s#v=onepage&q=&f=false Erik Arge: ''Fráflyting og búskaparkreppa''.] Føroya Skúlabókagrunnur, 2000. {{ISBN|99918-0-242-8}}. * [http://www.statensnet.dk/pligtarkiv/fremvis.pl?vaerkid=32&reprid=0&filid=9&iarkiv=1 ''Beretning afgivet af Undersøgelseskommissionen vedrørende den færøske banksag''.] Justitsministeriet, 1998. {{ISBN|87-601-3181-0}}. * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_10rk_0001-PDF/hto_10rk_0001_79299.pdf Anton Degn: "Marken som Værdienhed paa Færøerne"] i ''Historisk Tidsskrift'', 10. række, Bind 1; 1930; s. 68-78 * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0069-PDF/gto_0069_71234.pdf Rolf Guttesen: "Færøernes migrationer 1961-65, med en kort befolkningsbeskrivelse"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 69; 1970; s. 1-27) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0080-PDF/gto_0080_71461.pdf Rolf Guttesen: "Recent Development in Faroese Fishing Industry"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 80; 1980; s. 102-108) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0084-PDF/gto_0084_97493.pdf Rolf Guttesen: "Migration trends on the Faroe Islands"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 84; 1984; s. 74-78) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0091-PDF/gto_0091_72330.pdf Rolf Guttesen: "Fishing management experiences on the Faroe Islands since 1977" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 91; 1991; s. 19-25)] * [http://rdgs.dk/djg/pdfs/101/1/06.pdf Rolf Guttesen: "Plant production on a Faeroese farm 1813-1892, related to climatic fluctuations" (Geografisk ''Tidsskrift'', Bind 101; 2001; s. 67-76)] * [http://rdgs.dk/djg/pdfs/103/2/08.pdf Rolf Guttesen: "Animal production and climate variation in the Faeroe Islands in the 19th century" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 103; 2003; s. 81-91)] * [http://rdgs.dk/djg/pdfs/104/2/04.pdf Rolf Guttesen: "Food production, climate and population in the Faeroe Islands 1584-1652"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 104; 2004; s. 35-46) * [http://www.foroya.fo/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2FFiles%2FFiler%2FPDF%2FUm+bankan%2FFroyar_og_bankarnir__100_r.pd Jørn Astrup Hansen, og Jóan Pauli Joensen: ''Føroyar og bankarnir í 100 ár'']. Føroya Banki, 2006. {{ISBN|99918-3-205-X}}. * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0021-PDF/gto_0021_68244.pdf Søren Hansen: "Antropologiske Forhold paa Færøerne"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 21; 1911; s. 251-256) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0025-PDF/gto_0025_68039.pdf Søren Hansen: "Raceforholdene paa Færøerne"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 25; 1919; s. 53-54) * [http://www.snar.fo/uploads/tx_tcresources/Foroya_Soga_1940_1998_tradur_til_keldusavn.pdf Kári Jespersen, og Jens Pauli A. Nolsøe: ''Føroya søga 1940–1998 : Tráður til keldusavn''.] Føroya Skúlabókagrunnur, 2000. * [http://rudar.ruc.dk/bitstream/1800/376/2/fanget_i_fisken.pdf Jens Christian Svabo Justinussen: ''Fanget i fisken? En analyse af den politiske økonomi på Færøerne i efterkrigstiden'']. Tek-Sam forlag, 1997. {{ISBN|87-7753-142-6}}. * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0041-PDF/gto_0041_69648.pdf Aa. H. Kampp: "Landbrug paa Færøerne"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 41; 1938; s. 66-80) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0025-PDF/gto_0025_68018.pdf Gustaf Lindwall: "Bidrag til Spørgsmaalet om Færingernes Afstamning"] (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 25; 1919; s. 49-52) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_nrk_0019-PDF/ho_nrk_0019_74162.pdf Vagn Wåhlin: "Et Færø som Færø"] (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 19; 1991; s. 307-333) * [http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0257.html "Færøerne"] i ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind IX, s. 242-249 * [http://books.google.no/books?id=uRoO3gb-ENIC&printsec=frontcover&lr=#v=onepage&q=&f=false ''Árbók fyri Føroyar 1991'']. Hagstova Føroya, 1991. * [http://books.google.no/books?id=hR98h3fj44QC&printsec=frontcover&lr=#v=onepage&q=&f=false ''Árbók fyri Føroyar 1995'']. Hagstova Føroya, 1995. * [http://books.google.no/books?id=HXnRG3mqYiMC&printsec=frontcover#v=onepage&q=&f=false ''Árbók fyri Føroyar 2001'']. Hagstova Føroya, 2001. * [http://logting.elektron.fo/logtingsmal/logtingsmal00/ymiskt%20tilfar/grein19.pdf ''Frágreiðing um 80-árini'']. Føroya Løgting, 2000. {{ISBN|99918-3-085-5}}. * [http://logting.elektron.fo/Ymiskt/Løgtingssøgan%202.pdf ''Løgtingið 150 : Hátíðarrit''], bind 2. Føroya Løgting, 2002. {{ISBN|99918-966-5-1}}. * [http://www.setur.fo Setur.fo – Færøernes Universit] (engelsk og færøsk) * [http://forsvaret.dk/FRK/Om+FRK/Historie/ Søværnets historie på Færøerne] fra Forsvaret.dk *[http://koldkrig-online.dk/anlaeg/faeroerne/ Færøerne under den kolde krig] [[Kategori:Danske besiddelser]] qi5y1r54zlbtgzwcogblc79bgu346pl 0 6916 42868 37628 2026-11-03T11:54:21Z Jcb 8204 42868 wikitext text/x-wiki [[Fil:Fangerkajak.jpg|thumb|Grønlandsk fanger i kajak omkring 1830, "ballonen" bruges til at undgå, at dyret synker.]] '''[[Grønland]]s historie''' har været præget af, at i den historiske tid tog først [[Norge]] og derefter [[Danmark]] magten over Grønland, men det var ikke før omkring [[1953]], at Grønland blev en del af et moderne samfund. Før 1953 har Grønland været betragtet som en stor nationalpark, hvor man har interesseret sig for dets naturhistorie. Man har interesseret sig for [[inuit]]-kulturen, [[geologi]]en og for, om der var en sejlrute, hvor man kunne sejle til Kina på en nemmere måde gennem [[Nordvestpassagen]]. Ældst er en række kulturer indvandrede fra henholdsvis [[Sibirien]] og [[Nordamerika]]. De folk, der tilhørte disse kulturer, har siden enten forladt landet igen eller er uddøde eller har omlagt deres levevis under indflydelse af nye indvandringer. Den seneste af disse indvandrede kulturer var [[Thule-kulturen]] fra omkring år [[1000]]. Efterkommerne af Thule-kulturens inuitter, der stod bag den sidste indvandringsbølge, er endnu i dag udbredt over store dele af det nordamerikanske, aktiske område, og herfra stammer den moderne grønlænder iblandet en del nordeuropæiske gener. Siden 1500-tallet har Thule-kulturen været i berøring med vesteuropæisk kultur, men kulturen holdt sig relativt uændret i sin grundform, dog med tilførsel af visse nye teknologier og viden som fx brug af motorbåde og rifler. Kristendommen og evnen til at læse og skrive har ligeledes udviklet kulturen. Den [[norrøn]]e indvandring i [[vikingetid]]en forblev uden varig bosættelse og betydning. De sidste nordboere uddøde i begyndelsen af [[1400-tallet]], og deres eneste betydning var det minde, de efterlod i Europa. En ny forbindelse mellem Europa og Grønland skabtes omkring år [[1500]]. I henved 200 år var den uden større betydning for landets bofaste befolkning. Først i begyndelsen af [[1700-tallet]] toges skridt til en ny, vedvarende europæisk tilstedeværelse. Langsomt, under de skiftende danske kongers bevågenhed, udvikledes det grønlandske samfund til en tilpasning til "moderne" vestlig levevis. I tiden omkring [[1950]] blev den oprindelige befolknings livsform ændret afgørende, idet man igangsatte en storstilet samling af den hidtil spredt boende befolkning med det formål at hæve levestandarden. For at gennemføre dette begyndte man at sende store midler ind i landet, hvilket skabte nye og hidtil ukendte livsformer, der ikke alene hvilede på ernæring ved naturens frembringelser. Dette skabte selvsagt store muligheder for nogle og store problemer for andre. En bivirkning af samfundsforandringen var, at Grønlands befolkning i stigende grad udviklede et ønske om at regere Grønland indefra og modnedes hen imod en større selvbestemmelse. Den grønlandske befolknings forvandling fra en tilværelse på naturens vilkår til en tilværelse på egne vilkår men fortsat i harmoni med naturen er vellykket først og fremmest takket være de folk, som fik tildelt ansvar og forstod at leve op til det og til trods for de, der hensynsløst tænkte på egne fordele. Det er en historie, hvor mange heltes navne nu er glemt, men frugterne af deres virke sætter sine spor endnu den dag i dag. == Forhistorisk tid == [[Fil:Grtemp.png|thumb|300px|Temperaturernes skiften har haft stor betydning for de tidlige indvandringer til Grønland. Her er en række begivenheder indsat i forhold til klimaudviklingen:<br /> 1. Folk tilhørende Sen Dorset-kultur flytter ind i området omkring Smith Sund, Ellesmere Island og Grønland nord for Thule.<br /> 2. Nordisk bosættelse på Island begynder.<br /> 3. Nordisk bosættelse på Grønland begynder.<br /> 4. Thule-kulturen trænger ind i det nordlige Grønland.<br /> 5. Sen Dorset-kultur forsvinder fra Grønland.<br /> 6. Vesterbygden forsvinder.<br /> 7. I 1408 indgås bryllup i Hvalsey, det sidste skriftligt bevidnede begivenhed om nordboerne i Grønland.<br /> 8. Østerbygden forsvinder.<br /> 9. John Cabot finder som den første europæer efter den nordiske bosættelses forsvinden Labrador - Newfoundland i 1497.<br /> 10. “Den lille istid” fra ca. 1600 til midten af det 18. århundrede.<br /> 11. Dansk-norske Hans Egede ankommer til Grønland i 1721.]] I tidsrummet 10.000 – 8.000 f.Kr. ophørte [[istid]]en, og i gode klimaperioder vandrede de første [[eskimo]]iske stammer fra de nordlige canadiske øer over det snævre stræde til [[Thule]]området. Grønlands bosættelseshistorie begyndte, da de første stammer vandrede over [[Beringstrædet]] til [[Alaska]] og videre til de nordlige canadiske øer, hvorfra de formodentlig i gode klimaperioder vandrede over det snævre stræde til [[Thule]]området. Omkring 2.500-1.800 f.Kr. skete den første indvandring fra Canada til Grønland. De indvandrede slog sig ned i det nordøstligste hjørne af Grønland, det område der siden kaldtes [[Peary Land]]. Man har kaldt dem Independence I folket efter Peary Land's største fjord. De fulgte efter [[moskusokse]]rne som vandrede over isen fra [[Ellesmere Island]] til Nordgrønland. === Independence I, Saqqaq og Independence II === {{Uddybende|Independence I-kulturen|Saqqaq-kulturen|Independence II-kulturen}} 1400 f. Kr til 700 f.Kr. indvandrede et jægerfolk tilhørende [[Saqqaq-kulturen]] og bosatte sig i området fra [[Upernavik]] til [[Godthåb]]. De var mere orienteret mod havet og dets ressourcer. Deres bopladser og redskaber er i stort omfang fundet langs kysterne. Omtrent samtidig indvandrede et andet folk tilhørende Independence I-kulturen. De levede i Grønland samtidig, men i forskellige omgivelser. Folkene fra [[Independence I-kulturen]] levede på nordkysten, mens [[saqqaq-kulturen]] bosatte sig langs Grønlands vestkyst. De to kulturer overlevede i Grønland i ca. 1200 år, før de bukkede under – sandsynligvis som følge af en klimaændring. De seneste genetiske undersøgelser har påvist at disse uddøde kulturer oprindelig er kommet fra det nordøstlige [[Sibirien]], nærmere betegnet [[Aleuterne]], hvorfra de vandrede over [[Alaska]], igennem [[Canada]], og sidst rejste ind i Grønland.<ref>Dansk Polarcenter nr. 2 (2008) Artikel: "Den Sibiriske forbindelse"</ref> [[Independence II-kulturen]] kom til Grønland fra Canada ca. år 800 f.Kr., og holdt til på nordkysten af Grønland ved Independence-fjorden. Independence II var samtidig med Dorset-kulturen, som var udbredt i det sydlige Grønland. Independence II-kulturen adskiller sig fra Independence I ved, at indbyggerne var mindre afhængige af moskusoksekød, men spiste mere mad fra havet, som fisk, sæl, hvalros. Allerede omkring år 400 f.Kr kom der en ny kuldeperiode, isen blev tykkere, og dyrene trak mod syd. Ca. år 200 regnes som slutningen af Independence II perioden. Fra den tid var Grønland ubeboet i 500 år, før en ny indvandring fra Dorset-kulturen kom til Grønland. === Dorset I/Grønlandsk Dorset === {{uddybende|Dorset-kulturen}} Omkring 700 f.Kr. indvandrede Dorset-folket fra nord til de samme områder. Dorset-folket eller Tunit-folket var et fredeligt og fysisk stærkt folk. De brugte store sten som en slags vejmærker, fremstillede figurer i sten, og brugte nåle lavet af hvalrostænder. Stadig benyttedes hunde kun til jagt. Mens de tidligere kulturer havde kendt til bue og pil og dermed har drevet jagt på landdyr, har man ikke fundet bue og pil på Dorsetkulturernes [[boplads]]er. Dorsetkulturerne har udviklet en metode til at fange sæl fra huller i isen. Kulturen vandt frem over hele den amerikanske nordkalot i løbet af en kuldeperiode. == [[Vikingetid]] og [[middelalder]] == [[Fil:Arctic_cultures_900-1500.png|thumb|left|200px|| === Kulturer i forhistorisk tid. === Kortene viser de forskellige kulturers tilstedeværelse i Grønland, Labrador, Newfoundland og de Canadiske arktiske øer i årene [[900]], [[1100]], [[1300]] og [[1500]]. Norse=Nordboer]] For tiden fra Kristi fødsel til omkring 700 e.Kr. savnes ethvert spor af menneskelig bosættelse på Grønland. Klimaet var koldt og fugtigt. Måske bortvandrede dorset-folket, måske uddøde de, måske omlagde de deres levevis og flyttede til nye steder. Vi ved det ikke, og indtil videre må vi afvente fremtidig forskning. === Sen Dorsetkultur (Dorset II) === {{uddybende|Dorset-kulturen}} Omkring 700 e.Kr. optræder Dorset-kulturen atter på Grønland, omend forandret. Det ser ud til at de er genindvandret fra [[Ellesmere Island]] over Pim Island til Kap Hatherton og derfra spredt sig dels langs Grønlands vestlige nordkyst dels langs vestkysten. Det har vist sig, at denne fase strækker sig helt frem til omkring [[1300]] e.Kr., hvor kulturen atter forsvinder. Tidsmæssigt falder Dorset-kulturens forsvinden nogenlunde sammen med Thule-kulturens fremtrængen<ref>Gulløv, s. 13</ref>, men om de blev udkonkurreret, indkorpereret eller forsvandt andetsteds hen vides ikke. Kerneområdet for sen Dorset-kultur var kysterne nord for [[Hudson Bugt]] i Canada<ref>Gulløv, s. 16</ref>, og i Grønland lå bopladserne langs [[Nare Strædet]]s kyster fra [[Thule]] til Hall Land; løsfund kendes fra det nordøstlige Grønland, Scoresby Sund og Disko og kan vidne om strejftog eller om handel<ref>Gulløv, s. 11f</ref>. Dorset-folkede byggede huse af granitblokke med en rektangulær grundplan, formentlig tykke tørvevægge til beskyttelse mod nordenvinden og et skindtag dækket med sne. De tidligste huse var omkring 4x5 meter, senere voksede størrelse efterhånden og blev til sidst 7 meter brede og 14 meter lange. Der var indrettet små ildsteder på gulvet, formentlig stod der brikse langs langvæggene. Adgangen til boligen skete på et lavtliggende sted, og denne tærskel har fungeret som kuldefælde. Senere, formentlig under indflydelse fra Thule-kulturen, ændres husformen: der er nu en kort forsænket husgang, husrummet gøres smalt, og der bygges små siderum til ildsted og forråd. Briks langs endevæggen indføres; man sov på langs ad briksen, ikke med fødderne mod væggen.<ref>Meldgaard 1958, s. 173f; Gulløv, s. 9</ref> Dorset-folket synes i deres levevis at have specialiseret sig i fangst af hvalros<ref name="Meldgaard 1958, s. 176">Meldgaard 1958, s. 176</ref>. De havde formentlig slæde, men ingen slædehunde<ref name="Meldgaard 1958, s. 176"/>. === Nordboernes tid i Grønland === {{Uddybende|Nordboerne|Østerbygden|Vesterbygden|Brattahlíð}} [[Fil:Hvalsey.jpg|thumb|250 px|højre|Resterne af kirken i Hvalsey]] I [[875]] opdagede vikingen Gunnbjørn øen og kaldte den Gunnbjørnsskær. Nogle år senere, i [[982]], flygtede [[Erik den Røde]], der efter flere drab var blevet erklæret fredløs, med sit følge fra [[Island]] og bosatte sig de følgende år ved Brattahlid i det sydvestlige Grønland. Han kaldte landet Grønland. Da vikingerne i slutningen af 900-tallet kom til vestkysten, traf de ingen mennesker. Til gengæld fandt de [[hustomt]]er, rester af fartøjer og redskaber. [[986]] nåede 14 af 25 både som tog af sted fra Vest-Island med 700 mennesker om bord den sydvestligste grønlandske kyst og bosatte sig i Østerbygden. Nordboerne spredte sig i løbet af de næste 200 år over et stort område og anlagde blandt andet [[Østerbygden]] og [[Vesterbygden]]. På sit højeste skal bygderne have haft indtil 3000 indbyggere.<ref>Gad, s. 36; Nørlund, s. 60</ref> I år [[1000]] besluttede [[island]]ske [[Altinget]], at man skulle gå over til kristendommen, og [[Leif Eriksson]], søn af [[Erik den Røde]], kom tilbage fra Norge med en missionær. Den første kendte kristne person på Grønland var [[Erik den Røde]]s kone Thjodhilde, der lod sig omvende efter ankomsten til Grønland. Hun byggede også den første grønlandske kirke ved deres gård i Brattahlid (grønlandsk ''Qassiarsuk''). Senere, i året [[1123]], fortælles det<ref>i sagaerne</ref>, at den daværende høvding på Brattahlid [[Sokke Thoresen]] gjorde forslag på tinget, hvor Grønlands mænd samledes gjorde forslag om at få udnævnt en biskop over landet; en tidligere biskop uden fast opholdssted på øen var i 1121 draget til [[Vinland]] og havde ikke ladet høre fra sig igen. Det stillede forslag blev vel modtaget, og Einar, hans søn, blev udpeget til leder af den delegation, der skulle bringe forslaget til den norske konge [[Sigurd Jorsalfar]] om at oprette et grønlandsk bispesæde<ref>Plovgaard, s. 463</ref>. Kongen støttede forslaget og foreslog præsten Arnald til den ærefulde opgave. Arnald blev derefter indviet i 1124 til biskop af den danske [[ærkebiskop]] [[Ærkebiskop Asser|Asser]] i [[Lund Stift|Lund]]<ref>Plovgaard, s. 464</ref>. Rejsen gik derefter vestover i høsten 1125, og ene som følge af uvejr nødes biskoppen til at overvintre på Island<ref>Plovgaard, s. 465f</ref> inden, at han i [[1126]] når frem til Grønland. Her overdrages han Gardar gård og lader opføre en domkirke, 27 meter lang og 16 meter bred. Der anlægges en bispegård, skole, sovesale, refektorier og bibliotek<ref>Plovgaard, s. 466</ref>. Nu viser det sig, at en medrejsende under færden tilbage, trønderen Arnbjørn, der var kommet bort fra biskoppens rejseselskab, var forlist under rejsen. Da hans død konstateres, møder en slægtning, Øssur, op for som arving at kræve hans efterladte gods. Dette afvises på tinge, og Øssur skamhugger drageskibet og flygter fra Gardar. Bispen minder da Einar om, at han havde lovet bispen "at værne kirken mod enhver, der antaster dens ejendomme". Herefter udbryder krig mellem de trønderske mænd i Øssurs følge og den grønlandske høvding, og Einar mistede livet. Arnald fortsatte som biskop på Grønland indtil [[1152]], da han kaldes til Norge for at overtage det oprettede bispeembede i Hamar<ref>Plovgaard, s. 468f</ref>. Fra det oprettede katolske ærkebispedømme i [[Nidaros]]<ref>Nidaros ærkebispedømme var et katolsk ærkebispedømme med sæde i Nidaros (Trondheim), der eksisterede i perioden fra 1152, hvor det blev indstiftet af paven i Rom, jvf. Taagholt, s. 274, og bestod frem til reformationen i 1537.</ref> blev der i nordbotiden udnævnt en lang række bisper af Grønland: Jon Knutr 1150-1186, Jon Arnason 1189-1209, Thor Helgi 1212-1230, Nicholas 1234-1242, Olaf 1242-1280, Thor Bokki 1289-1309, Arne 1315-1347. Det var nødvendigt, at Grønland havde en bisp, for at han kunne indvie nye kirker, men der var lange perioder, hvor biskoppen ikke var til stede. Efter, at der i 19 år ingen biskop havde været i Grønland, kom biskop Alf til øen i [[1367]]; han døde der i [[1377]] og var den sidste grønlandske biskop, der opholdt sig i landet. Efter den tid skal en gammel præst have forestået bispestolen, og det vides fra en omtale i [[Vatikanet]]s annaler, at han medvirkede ved en vielse [[1408]] i [[Hvalsey Kirke]]<ref>Qaqortoq</ref> i [[Østerbygden]]. Det er de sidste skriftlige beretninger om nordboerne i Grønland. Kirkens indsats var forgæves, idet forbindelsen med Norge udeblev, og [[nordboerne]] forsvandt, formentlig på grund af ændrede levevilkår, der førte til en ensformig kost. [[Fil:Skálholt Map (cropped).jpg|300px|thumb|De norske vikinger besejlede hele vestnorden, her ses et kort fra 1669 der er fremkommet på grundlag af et kort fra 1570.]] [[1261]] gav de grønlandske nordboere, angiveligt<ref>noget dokument herfor kendes ikke, jvf. Gad (1964), s. 259</ref>, afkald på deres selvstændighed, og hyldede den norske konge [[Håkon 4. Håkonsson|Håkon Håkonsson]].<ref>Jvf. Grove (2009), s. 31</ref> Denne hyldning skulle danne baggrund for senere norske påstande om norsk overhøjhed. I virkeligheden fik den stort set ingen betydning. Nok hævdede man Norgesvældet i form af norrøne besiddelser underlagt Norges konge i højmiddelalderen og omfattende øerne i [[Vesterhavet]] og [[Nordatlanten]], hvor blandt andet folk fra Norge havde slået sig ned, foruden det nuværende Norge og en del landskaber mod øst på den [[skandinaviske halvø]]. Men Norgesvældet var gennem hele sin tid et løst sammenbundet forbund af moderlandet og de oversøiske områder, der snarere blev anset som norske skattelande end dele af et norsk rige. Den norske konge så sig endog ikke i stand til at kræve [[tiende]] i Grønland på grund af fattigdom. Inuit hyldede aldrig den norske konge. Og som følge af den tiltagende havis blev nordboerne isolerede og uddøde helt i begyndelsen af 1400-tallet. Den norske konge havde tiltaget sig eneret på besejlingen af Grønland, men i [[1369]] sank angiveligt det kongelige skib, [[Grønlands-knarren]]<ref>Gad (1964), s. 260; Grønlands-knarren omtales første gang så sent som 1346, jvf. Gad (1964), s. 262</ref>. Tilmed uddøde den norske kongeslægt [[1381]]. I en islandsk afskrift efter tabte kilder for året [[1342]] siges, at Grønlands indbyggere allerede da var faldne fra den sande tro og de kristnes religion. Det er forkert; de troende samledes til det sidste i kirken for at holde andagt ved en gammel alterdug, men uden nadvervin og brød. Svigtet af deres fraværende biskop, af unionskonge og af søfarende holdt de fast ved deres tro til det sidste. [[1410]] skal, for sidste gang i en længere årrække, et skib være kommet hjem derfra, men derefter bredte mørket sig over kolonien. Ingen nordboere, ingen biskop, ingen norsk konge. Norgesvældet og forbindelsen mellem Norge og Grønland var forsvundet og levede blot som en erindring<ref>enhver forbindelse mellem Grønland og Island er modbevist af Finnur Jonsson</ref>. [[Erik af Pommern]], først udset til Norges konge, blev i [[1397]] udråbt til konge over de tre lande Sverige, Norge og Danmark, der dannede [[Kalmarunionen]]<ref>Kalmarunionen er det historiografiske navn for personalunionen mellem Danmark, Sverige (indbefattet Finland) og Norge (indbefattet Island, Færøerne, Grønland, Shetlandsøerne og Orkneyøerne).</ref>. Den egentlige magthaver og grundlægger af dette fællesrige var imidlertid [[Margrete 1.|Margrete den 1. af Danmark]], idet hun var Eriks formynder. I et forsøg på at hævde sin formelle overhøjhed over Grønland forbød Erik af Pommern endnu så sent som [[1425]] forbuddet imod privates sejlads på Grønland, men det blev næppe overholdt idet noget usikre efterretninger omtaler, at der endnu blev drevet handel fra Norge på Grønland indtil [[1484]]; da siges de sidste 40 nordmænd, der var kendte med den grønlandske sejlads, at være blevne myrdede i [[Bergen]] af tyske købmænd, fordi de ikke ville sælge dem deres varer. Kort før [[Christian 1.]]s død [[1481]] skal en ekspedition have været i Grønland og hjembragt efterretninger derfra om kampe med grønlandske sørøvere, som i deres små skibe uden køl (formentligt skindbåde) gjorde havet usikkert. Det er omstridt hvem, disse sørøvere var, og hvorfra, de kom. === Thule-kulturen === {{Uddybende|Inuit|Thule-kulturen}} [[Fil:ThuleGreenlandersWhaling.png|right|thumbnail|Thule-kulturens folk var dygtige hvalfangere således, som den danske missionær Hans Egede viste det på denne tegning fra 1700-tallet.]] Medens nordboere slog sig ned i den sydlige del af Grønland, indvandrede Inuitfolket fra [[Canada]] til den nordlige del af Grønland. Fra dem stammer nutidens grønlændere. De havde med deres [[kajak]]ker, [[konebåd]]e og [[hundeslæde]]r en højtudviklet fangerkultur, med hval og sælfangst som de vigtigste fødekilder. Efterhånden som de vandrede mod syd, kom de i kontakt med nordboerne. [[Thule-kulturen]] er de oprindelige inuitter, som indfødte grønlændere stammer fra, dog i dag iblandet en del nordeuropæiske gener.<ref>Polarfronten no. 2 (2008) Artiklen: "Genetisk Puslespil"</ref>. Thule-kulturen var hvalfangere og byggede deres huse af benene herfra. Da de første kommer til Grønland, er det ca. samtidig med nordboerne. De starter med at overtage Dorset kulturens levesteder, som de næsten alle andre steder har gjort det. I forbindelse med, at vejret skifter til koldere klima, er det naturligt, at Thule-kulturen søger sydpå. Her mødte de nordboerne, der næsten samtidig forlod deres bygder. Thule-kulturen udviklede nye teknikker, efter den nåede til Grønland. Da englænderne genopdagede Grønland i 1500-tallet, fandt man inuitter, der tydeligvis havde haft kontakt med europæere før. Thule-kulturen holdt til forskel fra de foregående eskimofolk en hund, [[Grønlandshund]]en. Om Thule-kulturens fiskeri vides at dette blev drevet i det mindste siden 1600-tallet, især almindelig [[ulk]], og [[torsk]]. Fra 1700-tallet oplyses, at der ved [[Amerloq]] fanges de fedeste og de bedste [[ammassat]]ter i hele Grønland, og at de sommeren igennem findes i stor mængde. [[Torsk]] og [[helleflynder]] tog man ud for [[Sydbay]] og Amerloq, og inde i selve fjorden drev man et ikke ubetydeligt torske- og [[laks]]efiskeri. Senere, fra begyndelsen af 1900-tallet samledes det meste af befolkningen for at fiske havtorsk ved [[Qeqertalik]] (inden for [[Sagdlerssuaq]]) og [[Avatleq]], [[Ikertooq]] fjordens sydlige gren, så snart isen brød om foråret. Fisk var en vigtig ekstraressource at falde tilbage på, hvis sælfangsten et år svigtede. For eksempel var [[rødfisk]]en af betydning for især fjordboerne, da den kunne fiskes hele vinteren på ret store dybder fra båd og fra iskanten. Hvalfangsten og fangst af [[grønlandssæl]] og [[hvalros]] har også spillet en vis rolle. Endelig har man udviklet jagten på [[rensdyr]]. Indtil hvalfangst, handel og mission bredte sig, var de grønlandske småsamfund selvstyrende. Der fandtes ingen "stat" hos inuit. Udgangspunktet var familien og åndemanerne. Samfundet var storfamilien, der som hovedregel omfattede en mand og hans hustru, idet en del mænd havde flere koner. Ligeledes var det mandens ret at forskyde en hustru og tage en anden med det formål at forøge børneflokken. Trolovelsen skete ved mellemhandler som børneforlovelser eller ved magt. Nogen egentlig ægteskabsceremoni med ansvarstilsigelse forekom ikke; når manden kunne forsyne konen med tilstrækkelige fangster til, at hun havde hænderne fulde, var sagen klar. Til familien hørte foruden egne børn tillige adopterede, forældreløse børn, enker og andre uforsørgede slægtninge samt voksne børn hvis de da ikke havde skaffet sig en egen familie samt kajak, fangstredskaber og eget sommertelt til at forsørge sig selv alene. Ellers var man fælles om brugen af disse ejendele samt de indsamlede forråd i et samlet familiesamfund. Enhver familie havde en eller flere forsørgere. Konebytning forekom som en praktisk foranstaltning blandt andet under rensdyrjagt, hvis den egne hustru var gravid og derfor ikke kunne deltage på jagtturen<ref>Oldenow, s. 127f</ref>. [[Fil:Aron von Kangeq- Missionar.jpg|thumb|300px|En missionær er på besøg i vinterhuset, farvet af [[Aron fra Kangeq]]]] Husfællernes samfund opstod, når flere familier enedes om at overvintre i samme vinterhus, og kunne omfatte to eller flere, op til ti familier. De var i givet fald fælles om opførelsen af huset og uden individuel ejendomsret til dette. Derimod indrettede man sig uformelt med en "husherre" som anerkendt leder<ref>Oldenow, s. 128</ref>. Både i religiøs og i retslig henseende blev de enkelte samfund ledet af [[angakoq]] (åndemanerne). Der eksisterede således mundtligt overleverede love i det grønlandske samfund, som var velkendte selvom de ikke var nedskrevet. Angákoq havde en anset stilling i samfundet, som de havde erhvervet ved at gennemgå en af samfundet accepteret uddannelse, og de blev konsulterede i alle vigtige sager, herunder fangstrejser og andre fællesforetagender. Desuden var de en autoritet, de blev adlydt og betalt, så der var al mulig grund til at betragte dem som samfundets ledere, der blandt andet havde til opgave at sørge for at skikke og love blev overholdt. Retssystemet var [[nidstang|nidvisen]]. Det var aldrig grønlændernes skik at tage love i deres egen hånd, de ventede til offentlig rettergang kunne afholdes. Rettergangen var [[trommesang]]ene. Hvis en mand følte, at der var begået en uret stor nok til at bringe den for retten, skulle han bekendtgøre det i god tid, så den anklagede kunne forberede sit forsvar. Proceduren var de vekslende spottesange mellem anklageren og den anklagede, dommerne var forsamlingen og straffen den offentlige misbilligelse<ref>Oldenow, s. 128f</ref>. Da europæerne fik kontakt med inuit, forstod de ikke deres samfundsordning, og de gik derfor i gang med at nedbryde den og erstatte den med en ny efter deres europæiske forbillede. Bekæmpelsen af angákoq betød udryddelsen af ledelse og autoritet i det grønlandske samfund, og i stedet blev magten henlagt til nogle få europæiske embedsmænd, der boede langt væk, uden kontakt til befolkningen og uden kendskab til deres sprog, skikke og tænkemåde. Som det gik med åndemanerne, gik det derfor også med det gamle retsvæsen. Europæerne betragtede den indfødte form for rettergange og straf for barnlig, der var jo ikke politi og fængsel i dette retsvæsen. Man var ikke klar over hvor stærkt, den offentlige misbilligelse virkede i de små samfund. Inuits egen begrænsede samfundsorden var tilpasset et folk, der levede et omvandrende jagtliv, ikke et fastboende samfund. Og da inuit fik forbindelse med hvalfangere, handlende og missionærer, skulle det snart vise sig, at en vis, senere tiltagende udvikling i retning af faste bosteder var uundgåelig. == Grønland bliver en del af Danmark-Norge == De sidste rester af [[Kalmarunionen]] forblev indtil 1536, hvor det danske rigsråd, efter [[Grevens Fejde]] og mod det norske rigsråds vidende, erklærede Norge for en dansk provins. Landets navn blev nu [[Danmark-Norge]]. Da Norge var et arvekongedømme, var det i kongens interesse at beholde Norge i en mindre grad af uafhængighed for at sikre valgretten til den danske trone til fremtidige medlemmer af kongehuset. Norge beholdt nogle institutioner og dets lovvæsen, men retten til at forvalte [[Færøerne]], [[Island]], Grønland overgik herefter til den danske krone. I praksis var forbindelsen med Grønland afbrudt. Under kong [[Frederik 2.]] udsendtes [[1568]]—[[1581]] to eller tre ekspeditioner for at knytte den gamle forbindelse, men ingen af dem nåede til Grønland. Derimod lykkedes det [[1576]] [[Frobisher]] at "genopdage" Grønland og i [[1585]] englænderen [[John Davis]] (efter hvem [[Davisstrædet]] fik navn) at komme i land på vestkysten<ref name="Gad, s. 157">Gad, s. 157</ref>. [[1596]] opdagede [[hollænderne]] [[Svalbard]], hvilket satte gang i deres [[hvalfangst]]. Snart nåede hvalfangsten den grønlandske kyst<ref name="Gad, s. 157"/>. I 1600 og 1700-tallet kunne der handles frit i Grønland. Mangt et skib drog op ad kysten, hvor det lagde anker ud for de små grønlandske bygder, specielt velbesøgt var det sydvestlige Grønland. Det var en storhedstid for [[hvalfangst]]. En stor og voksende efterspørgsel på [[spæk]] og [[tran]] i 1600-1700-tallet gjorde hvalfangst særdeles attraktiv. Spæk og tran blev brugt til forbrænding i lamper, som smøringsolie og man handlede også med ræveskind og sælskind, narhval- og hvalrostænder. Grønlænderne fik tøj, redskaber, glasperler, fajance og likør i bytte. Hollændere og englændere dyrkede hvalfangsten intensivt i de grønlandske farvande, og i den forbindelse opstod der meget handel med de lokale eskimoer, især hollænderne satte sig på handelen. Hvalfangerne udnyttede deres stilling til egen fordel i form af ublu udbytning ledsaget af spiritus og sygdomme<ref>Gad, s. 158</ref>. Dette uvæsen kunne råde indtil, at danskerne fik kontrol over landet. Hvalfangernes uanstændige optræden og den gamle bevidsthed om en "ret" til Grønland gav anledning til, at kong [[Christian 4.]] fornyede forsøget med at få kontrol over området. I [[1605]] lykkedes det under den engelske lods [[James Hall]]s vejledning atter de danske at komme i land på Grønlands vestkyst, og [[1636]] oprettedes et grønlandsk handelskompagni i København uden, at dette fik afgørende betydning. Grønlænderne fangede hvalerne med harpuner og lænsere under fællesfangst fra konebåde eller under sassat om vinteren. Da Egede i 1723 rejste nordover mod Pissufik, hvor grønlænderne fangede finhvaler (her tænkes vel især på sildepiskere og pukkelhvaler), fik han at vide at netop ved Nipisat Sundet fangede den lokale befolkning »Store Hvaler af den rette Sort, som haver store Barder«, det vil sige grønlandshval. Hvalfangsten blev dog aldrig det, man havde forventet. I perioden 1781-1792 fangedes i gennemsnit kun 7 hvaler årligt. Hvalfangsten blev hovedsageligt drevet i månederne november til april på hvalernes store efterårstræk og virkede i mange henseender ødelæggende for sælfangten, efter som den lokale befolkning for en stor del deltog i fangsten. Fra 1876 var hvalfangsten i distriktet helt holdt op med at give udbytte. === Hans Egede og Herrnhuterne === {{Uddybende|Hans Egede|Herrnhuter}} [[Fil:Hans Egede.jpg|120px|left|thumb|Hans Egede]] [[Fil:Neu-Herrnhut.jpg|thumb|300px|Herrnhuterne anlagde enkelte kolonier på Grønland. Her ses Neu Herrnhut i et Stik af David Cranz (1770)]] [[Fil:Grønlandiæ-antiqva-hans-egede-1723.JPG|thumb|300px|Danskerne fik dette kort over Grønland fra Hans Egede, det er udgivet 1737.]] I [[1721]] fik præsten Hans Egede kongebrev fra [[Frederik den 4.]] til at missionere på Grønland. Midlerne til rejsen fik han fra bergensiske handelsmænd, der håbede på afkast. Hans mission var at finde nordboerne og omvende dem til protestanter, idet man mente, at de stadig var katolikker. Han søgte efter dem i 7 år mens han boede på [[Håbets Ø]] til han endelig ændrede sin mission til at henvende sig til inuitterne og i [[1728]] grundlagdes [[Godthåb]], det senere [[Nuuk]], og her startede både mission og handelsstation. Der blev også bygget et fort ude i Skærgården på øen [[Nipisat]] der skulle sikre kolonisterne hvalfangsten i området.<ref>[http://www.kulturarv.dk/verdensarv/kandidater/groenlandske-jagtomraader/ Pauline Kleinschmidt Knudsen (2010) "Grønlandske jagtområder."]</ref> I den forbindelse var major Parss leder af en meget urealistisk ekspedition til Grønland hvor man medbragte heste med det formål at rejse ind på indlandsisen. Hans Egede indrettede sin missionsvirksomhed efter grønlændernes omkringflyttende fangerliv, idet de danske missionærer rejste med ud til fangstbopladserne, og omvendte i bogstaveliste forstand grønlænderne på stedet, så at disse kunne oplære deres frænder på de enkelte fangstpladser i den rette tro. Hans Egede tog hjem til Danmark allerede 1734 efter sin kones død. Egedes søn, [[Poul Egede]], overtog derefter i 6 år ledelsen af missionen. I 1732 fik tre tyske fætre, som tilhørte herrnhutterne, tilladelse til at missionere på Grønland af den nykronede [[Christian den 6.]]. Hos dem var det ikke lærdom og teologi, det drejede sig om, men personlig tro og fromhed. Den første mission, de etablerede, oprettedes i [[1733]] og lå lige syd for Godthåb og fik navnet "Neu Herrnhut". Hernnhutterne opdelte mænd og kvinder i såkaldte mands- og kvindehuse, og man forbød dem endog at tage på fangst på helligdagene. Begge missioner havde fremgang, statskirkens dog mest: I [[1740]] havde statskirken 2 missioner med i alt 47 døbte grønlændere, herrnhuterne 1 mission med omkring 20 døbte. I [[1755]] var statskirkens mission vokset til 8 missionsstationer med i alt omkring 1700 døbte, herrnhuterne havde 3 missioner med omkring 800 døbte<ref>Petersen, s. 258</ref>. Det forhold, at statskirken oprettede nye stationer (kaldet "annekser") ude i bygderne, mens herrnhuterne først i [[1773]] oprettede en aflægger i [[Lichtenau]], indebar, at statskirkens mission i 1770-erne voksede betydeligt stærkere, mens væksten blandt hernnhuterne nærmest gik i stå<ref>Petersen, s. 265</ref>. I det lange løb var den danske missionsvirksomhed mere tilpasningsdygtig end den herrnhuterske<ref>Petersen, s. 268</ref>. Den Herrnhutiske Brødremenighed fortsatte til år [[1900]], da missionen i Grønland blev forladt efter henved 250 år. === Handelen udvikles === {{Uddybende|KGH}} [[Fil:00025Net-6116-print.jpg|thumb|Den grønlandske nationaldragt er her i 1911 båret af Malene, nationaldigteren [[Henning Jakob Henrik Lund|Henrik Lund]]s hustru. En vigtig del af nationaldragten er glasperlerne som man har kunnet handle sig til...]] I [[1734]] blev [[Jacob Severin]] overdraget handelen og anlæggene i Grønland. Han var fra Sæby, Islandsk købmand i København, medlem af [[Stadens 32 mænd]] og i øvrigt allerede handlende på Island og Finnmarken. Han var den eneste af købmandstanden der ønskede at hjælpe med at overtage handelen på Grønland. Omtrent samtidig blev der fra dansk side taget fat på at forbedre forholdene i form af oprettelsen af kombinerede missions- og handelstationer, fortrinsvis oprettedes på Grønlands vestkyst: * [[Christianshåb]] (anlagt [[1734]]), * [[Jakobshavn]] (anlagt [[1741]]) og * [[Frederikshåb]] (anlagt [[1742]]), og inuitterne blev gradvist kristne. Befolkningen levede fortsat næsten udelukkende af jagt og fiskeri. Overskuddet af spæk, skind og hvalrostænder solgte de til danske handlende. På grund af konkurrencen fra hvalfangere og hyppige forlis magtede Jacob Severin ikke i længden at opretholde sin handelsvirksomhed, og i [[1750]] overtog et nyt handelskompagni retten til handelen på Grønland. Sideløbende med de danske fremstød vedblev hollænderne at drive handel med de indfødte, og de stillede sig ofte ret fjendtligt over for de danske, idet de flere gange ødelagde og afbrændte de anlagte handelsetablissementer. På hans forslag blev der allerede i 1725 oprettet og indviet en hvalfangerloge på Nipisat. Logen blev af hollænderne nedbrændt hele to gange, inden man i 1731 opgav at videreføre den. [[1739]] fandt der endog en kamp sted i havnen ved [[Jakobshavn]] mellem danske og hollandske skibe, som endte med, at 5 af disse blev gjort til prise. Også med de indfødte lå de flere gange i kamp. Så sent som [[1746]] var der endnu 40 hollandske fangst- og handelsskibe i [[Davisstrædet]]. Disse modsætninger førte til, at i [[1750]] blev landets besejling og missionens underholdning overdragne til det i [[1747]] oprettede »[[Almindelige Handelskompagni]]«, men [[1774]] var dette i en sådan forfatning, at regeringen så sig nødsaget til at ophæve det og udløse interessenterne. Handel og administration overgik derefter til den »[[Kongelige Grønlandske Handel]]«, der på statskassens regning helt frem til midten af det 20. århundrede drev handelen som monopol og administrerede landet til bedste for befolkningen sideløbende med, at den bragte Danmark betydelige indtægter. I det »Almindelige Handelskompagni«s tid blev følgende handelsetablissementer anlagte: * [[Claushavn]] (loge anlagt [[1752]]), * [[Fiskenæsset]] (loge anlagt [[1754]]), * [[Maniitsoq|Sukkertoppen]] (handelssted anlagt [[1755]]), * [[Ritenbenk]] (handelssted anlagt [[1755]]), * [[Sydbai]] (handelssted anlagt [[1756]], senere nedlagt), * [[Nugsuak]] (handelssted anlagt [[1758]], senere flyttet til [[Umanak]]), * [[Holsteinsborg]] (handelssted anlagt [[1759]]), * [[Egedesminde]] (handelssted anlagt [[1759]]), * [[Upernavik]] (handelssted anlagt [[1771]]), * [[Qeqertarsuaq|Godhavn]] (loge, oprettet [[1773]]). Af den »Kongelige grønlandske Handel« anlagdes handelsstedet [[Julianehåb]] (i [[1775]]) samt [[Angmagssalik]] på østkysten (så sent som i [[1894]]).<ref>P. P. Sveistrup: "Det almindelige Handelskompagni 1747—1774 med særligt Henblik paa dets Virksomhed i Grønland" (''Meddelelser om Grønland'', Bind 131, Nr. 9; København 1943)</ref> På grund af sin isolation mellem den enorme indlandsis og havets pakis forekom der ikke en sådan udvikling af Østgrønland, og området forblev praktisk talt ukendt for alle andre end befolkningen ved [[Angmagssalik]]. I det 18. århundrede var der inuit-bosættelser langs hele Østgrønlands kyst, herunder også i fjordene omkring [[Ammassalik Ø]]. I løbet af det 19. århundrede faldt befolkningstallet drastisk. Sandsynligvis forsvandt de små samfund fra Østgrønlands nordligste punkt helt ned til lige nord for Ammassalik området først. Senere blev bopladserne i den sydlige del af Østgrønland affolket, Mange døde af sult og sygdom eller bosatte sig på vestkysten. Det eneste tilbageblivende beboede område på hele østkysten var Ammassalik området, det nuværende ([[Tasiilaq]]) == Dansk enestyre == [[Fil:Sommertelt.jpg|thumb|Grønlandsk sommertelt omkring 1830.<br />Stik efter tegning af W.A. Graah på hans Undersøgelsesrejse til Grønland i Aarene 1828 - 31; Stikket er af [[H.G.F. Holm]] og J. Holm (hans far)]] [[Fil:Vinterhus.jpg|thumb|300px|Grønlandsk vinterhus i sten med græstørvstag, omkring 1830]] Grønland var formelt et [[Danmark-Norge|dansk-norsk]] [[lydland]] frem til [[1814]], da øen blev dansk efter opløsningen af den dansk-norske personalunion. De facto havde den længe været styret fra Danmark-Norges fælles hovedstad [[København]]. Det danske eneherredømme skulle snart sætte sig spor på godt og ondt. Den vestlige opfattelse gjorde indtog i inuitternes liv f.eks. med hensyn til der sygdomsopfattelse der ændrede sig fuldtændigt i årene 1800 til 1930<ref>jvf. Rønsager]</ref>. === Grønlands sprog sættes på skrift === I midten af 1800-tallet toges der skridt til at kortlægge det grønlandske sprog og derefter at tage det i anvendelse til skriftlig formidling over for de infødte indbyggere. Begyndelsen blev taget i 1851, da [[Samuel Kleinschmidt]], en herrnhuter, udgav en grammatik over det grønlandske sprog og derved sikrede det for eftertiden. I 1859 udgav [[H. J. Rink]] en samling grønlandske folkesagn skrevet og illustreret af [[Aron fra Kangeq]]. I 1861 startedes Grønlandsposten, en grønlandsk avis, af den danske geolog og inspektør [[Hinrich Rink]]. I 1862 blev det grønlandske skriftsprog udviklet, og det første grønlandske blad [[Atuagagdliutit]] (som stadig udkommer) blev startet. === Kryolitbrydningen ved Ivigtut === [[Kryolit]] er en materiale, der består af [[natrium]], [[aluminium]] og [[fluor]] (Na₃AlF₆). Kryolit kendes kun fra enkelte andre lande, men intet sted i så stor mængde som ved [[Ivigtut]] i Grønland. I [[1856]] brød man den første [[kryolit]] ved [[Grønnedal]]. I begyndelsen skete brydningen ved, at udstedsbestyreren i [[Arsuk]] ved hjælp af grønlandsk arbejdskraft og konebåde bragte små partier kryolit ud til kysten, hvor de blev indladet i handelsskibe, når disse ved besejlingen af nordlige kolonier standsede en ganske kort tid ud for Ivigtut for at tage kryolitten om bord. Disse småpartier var imidlertid ikke tilstrækkelige til at dække efterspørgselen. I [[1862]] skete afrømning af landskabet og brydningen af kryolit i så stor målestok og navnlig med en så stor arbejdsstyrke, som de lokale forhold tillod at bringe i anvendelse. Man lod i dette øjemed et dampskib sejle så tidligt som muligt for at bringe en forøget arbejdsstyrke samt proviant og materialer til flere nye bygninger under opførelse til at rumme den store arbejdsstyrke, det derved nødvendige større proviantforråd og materialer samt at bringe efterretning om tilstanden ved bruddet, for at man derefter kunne ordne befragtning af skibe. Med det første skib 1862 udsendtes 24 mand, som i forening med de 16 arbejdere, der fandtes ved bruddet, bragte den effektive arbejdsstyrke op på 40 mand. Der opførtes en folkebolig til 40 mand, et beboelseshus til forvalteren, et bageri og bryggeri, en vindmølle med pumpeværk; den tidligere bolig for forvalter og den tidligere folkebolig omdannedes til magasin for proviant og lignende. Sygdom i form af skørbug ramte området i vinteren 1862; 14 ansatte døde. I [[1863]] blev arbejdet i Ivigtut ramt af vanskeligheder, dels i form af grænsestridigheder mellem ulige koncessionshavere, dels som følge af vandets indtrængen i det østlige brud. Da selskabet af den da ansatte kontrollør, hvis fuldmagter aldrig var blevet det meddelt, blev nægtet lov til at bryde på det sted, hvor forarbejderne allerede var gjort, var man henvist til den mellemste del af kryolitlejet. Følgen blev den, at næsten hele den mængde kryolit, som blev udskibet i 1863, var af så ringe beskaffenhed, at den langt fra formåede at dække årets omkostninger. I [[1864]] blev anskaffet en [[dampmaskine]], som ved pumpning kunne holde det østlige brud fri for indtrængende vand, og man kunne foretage brydning i alle de påbegyndte områder, idet der blev bragt orden i forholdet mellem de tidligere koncessionshavere. Der blev i 1863 og 1864 opført et folkehus til 30 mand, et stort pakhus, et maskinhus med værksted og drejebænk og to materielhuse, hvilke med de tidligere opførte bygninger i alt udgjorde 11 store planke- og træbygninger. Desuden blev der til opbevaring af [[krudt]] bygget 3 stenbygninger i passende afstand fra de beboede steder. Af større maskiner blev der opstillet 2 dampmaskiner forbundet med 5 pumper, som blev brugt dels til at tømme de åbne brud, som i vinterens løb blev fyldt med vand, dels til at holde bruddene tørre i arbejdstiden. [[1865]] dannedes ''Kryolit Mine og Handelsselskabet''. Dermed kom der større planmæssighed i arbejdet, ikke alene for det enkelte år men for en årrække. Det første, der blev gjort, var at sikre sig en stab af velegnede funktionærer. Desuden bragte man orden i forholdet til staten, sikrede køb af varer til bruddet, salg af den brudte kryolit og endelig fremskaffedes den fornødne skibstonnage. I året [[1866]] holdtes der 43 arbejdere om vinteren og 91 om sommeren. Fra samme år blev der ansat en [[læge]]. Den danske [[missionær]] i [[Frederikshåb]] holdt af og til gudstjeneste for de ansatte under sine embedsrejser. Om sommeren lå der ofte 6-8 skibe under ladning. Optøjer var sjældne. Kontrolløren fik tildelt politimyndighed og kunne udnævne medhjælpere efter behov, men det vigtigste virkemiddel over for de ansatte var, at de uden videre kunne hjemsendes, hvis man var utilfreds med dem. Ordenen imellem dem var derfor i betragtning af omstændighederne endog upåklagelig. Følgende tal kan belyse mængderne af udskibet kryolit i de tidlige år: {| class="wikitable" |- ! År ! Skibsladninger ! kubikfavne ! År ! Skibsladninger ! kubikfavne ! År ! Skibsladninger ! kubikfavne |- ! 1856 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 9 ! 1861 | style="text-align: right;"| 18 | style="text-align: right;"| 190 ! 1866 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 505 |- ! 1857 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 21 ! 1862 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 281 ! 1867 | style="text-align: right;"| 31 | style="text-align: right;"| 662 |- ! 1858 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 61 ! 1863 | style="text-align: right;"| 10 | style="text-align: right;"| 140 ! 1868 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 453 |- ! 1859 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 72 ! 1864 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 108 ! 1869 | style="text-align: right;"| 28 | style="text-align: right;"| 582 |- ! 1860 | style="text-align: right;"| 7 | style="text-align: right;"| 121 ! 1865 | style="text-align: right;"| 25 | style="text-align: right;"| 507 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - |} Kryolitbrydningen fandt sted på et forholdsvis lille område. Hele grundfladen, som blev ryddet ved kryolitbruddets åbning, var kun 250 alen lang og 50 alen bred og lå lige ved [[strandbred]]den. Den ragede fra først af nogle få alen op over havfladen, men med tiden blev så store mængder gravet væk, at der kun arbejdedes i en fordybning under dette. Ved dæmninger og damppumper holdt man derefter vand ude. På bakkerne omkring bruddet lå efterhånden 20-30 bygninger til beboelse, arbejdsrum og pakkerum. Efterhånden nåede man op på 4 dampmaskiner, og der blev anlagt nogle små sporveje til [[tipvogn]]e. Allerede fra [[1857]] blev kryolitbrydningen belagt med en afgift til staten, der voksede fra 12 til 20 % af den fra Grønland udskibede kryolit, og som senere blev forandret til en pengeafgift. I de første år udbragtes den rå kryolit til en pris, der steg fra 5 rdl. 38 sk. til 14 rdl. 10 sk. pr. tønde. Senere blev den til afgiftens beregning engang for alle ansat til 600 rdl. pr. kubikfavn. === Befolkningsudviklingen === [[Fil:Knud Rasmussen 1924.jpg|300px|thumb|Knud Rasmussen til venstre Fru Arnarulunguak´ & Hr. Meetek, d. 3 November 1924]] Befolkningsudviklingen i 1800-tallet og senere blev kendetegnet ved to ting, dels en stadig og forholdsvis høj befolkningsvækst, dels blandingsægteskaber mellem fortrinsvis danske mænd og grønlandske kvinder. Befolkningsudviklingen lader sig belyse ved følgende tal (- angiver ukendt): {| class="wikitable" |- ! År ! Vestgrønland ! Østgrønland |- ! 1789 | style="text-align: right;"| 5.122 | style="text-align: right;"| - |- ! 1805 | style="text-align: right;"| 6.046 | style="text-align: right;"| - |- ! 1834 | style="text-align: right;"| 7.356 | style="text-align: right;"| - |- ! 1860 | style="text-align: right;"| 9.648 | style="text-align: right;"| - |- ! 1880 | style="text-align: right;"| 9.720 | style="text-align: right;"| - |- ! 1890 | style="text-align: right;"| 10.207 | style="text-align: right;"| - |- ! 1901 | style="text-align: right;"| 11.190 | style="text-align: right;"| 431 |- ! 1911 | style="text-align: right;"| 12.510 | style="text-align: right;"| 565 |- ! 1921 | style="text-align: right;"| 13.401 | style="text-align: right;"| 680 |- ! 1930 | style="text-align: right;"| 15.345 | style="text-align: right;"| 877 |} De mange blandede ægteskaber skyldes dels, at de ofte var ugifte mænd, der sendtes til Grønland, dels at der blandt grønlænderne var et kronisk overskud af kvinder som følge af høj dødelighed blandt mændene under indflydelse af disses farlige næringsvej. De mange blandede ægteskaber indebar fremkomsten af en ny befolkningssammensætning, der forenede de gode sider fra begge grupper, på den ene side det eskimoiske instinkt for jagt og forståelse for dyrenes sædvaner parret med evnen til at tilpasse sig de naturgivne vilkår, på den anden side den begavelse og praktiske kunnen, som danske embedsmænd og håndværkere bidrog med. De opvoksende slægtled af grønlændere med deres forbedrede sundhed, fysiske styrke, lærevillighed og begavelse blev i stand til at indtage stadig mere betydningsfulde poster i samfundet som håndværkere, udstedsbestyrere, fartøjsførere, i kirke- og skolevæsenet, i sundhedsvæsenet og som forvaltere og beslutningstagere i kommuneråd og landsråd. Derved lagdes grunden til den udvikling, som siden skulle præge Grønland.<ref>Oldenow, s. 109ff; Sørensen, s. 39ff</ref> === Handelens indflydelse på den oprindelige befolknings levevilkår === Ejendomsret havde man kun til boliger, husgeråd, redskaber og lignende, men ikke til kød og spæk. Disse produkter deltes efter bestemte regler (fangstdeling og kødgaver), og i trangstider delte man alt ligeligt. Et økonomisk system som dette motiverede i sig selv ikke den enkelte til aktivitet, og derfor hører der til det yderligere to regler, nemlig: # ingen måtte, bortset fra på grund af naturlig svaghed, unddrage sig det farlige erhverv på havet, og # ingen måtte bosætte sig på en plads, uden de havde indhentet tilladelse fra dem, der boede der i forvejen. Dette system fungerede bl.a. på grund af den isolerede levevis der ikke kendte til handel. Der var oprindeligt ingen mulighed for at afsætte et eventuelt overskud mod andre varer, og hele produktionen kom derfor hele samfundet til gode. Kolonihandelen slog hul på dette økonomiske system. Med handelen blev der mulighed for at den enkelte kunne omsætte sin overskudsproduktion til nye varer, og unddrage fællesskabet det. Drejede det sig f.eks. om skind, til hvilke ejendomsretten dog var mere privat end mad, kunne salg betyde mangel på kajakskind og pels, hvilket igen betød at den pågældende ikke kunne gå på havfangst, og derfor kom til at ligge samfundet til byrde. Reglen om deling af fangstbyttet så ingen kom til at lide nød blev dog ved med at bestå efter handelens indførelse. Den kunne ikke afskaffes i de små samfund, og der var ikke fra missionærernes side nogen interesse i at bekæmpe hvad de anså som værende i overensstemmelse med [[kristendom|kristne]] værdier.<ref name=rh>Rink, Hinrich (1866) Fra indledningen i "Eskimoiske eventyr og sagn – oversatte efter de indfødte fortælleres opskrifter og meddelelser." ([http://books.google.com/books?id=W9wFAAAAQAAJ&dq=hinrich+rink&printsec=frontcover&source=bl&ots=GK4cqdmXMB&sig=UvrE_PYP9y6YuxdW95bPy0O2ePo&hl=da&ei=fkfwSqO-GdTD-Qatu5SBCA&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CAoQ6AEwAQ#v=onepage&q=&f=false (kopi hos Google Books)]</ref> === Den oprindelige befolkning overdrages styringsansvar === [[1862]] fik Grønland en slags lokal selvstyre, de såkaldte forstanderskaber, som tog sig af lokale stridigheder og sociale problemer. Det var 4 mænd med bopæl omkring Godthåb der i enighed stillede forslaget. Det var: [[H. J. Rink]], [[Samuel Kleinschmidt]], [[Carl Janssen]] og [[J. F. T. Lindorff]]. Der skulle i hver by vælges en repræsentant for indbyggerne blandt de fangere der selv kunne forsørge sig selv. Forslaget hed: ”Underdanigst Forslag til Indenrigsministeriet om Oprettelsen af et Slags Forstanderskaber ved Colonierne i Grønland til Bestyrelse af de Indfødtes fælleds Anliggender og navnlig deres Understøttelse med Materialer til Husenes Forbedring, med Redskaber til Fangst, med Fødemidler under Sygdom og Trangstid osv.” Forslaget var foranlediget af at inuitternes levevis var meget nedbrudt alle steder hvor der var kolonier. Der var bl.a. en hungersnød i 1855/56 efterfulgt af en epidemi af brystsyge året efter. Med forslaget ønskede man at inuitterne skulle udvikles henimod selvstyre og demokrati. Grønland blev opdelt i 12 kredse, hver med sit forstanderskab. Hvert forstanderskab bestod af præsten som formand, kolonibestyreren som regnskabsfører, lægen, assistenten ved kolonien, andre danske og grønlændere valgt af befolkningen. Foruden deltagelse i forstanderskabets møder skulle de grønlandske medlemmer medvirke til oopretholdelse af god orden og være dels vejledere, dels gode eksempler for befolkningen. De økonomiske midler til finansiering af forstanderskabernes virksomhed blev skaffet ved, at først 25% siden 20% af de beløb, som handelen brugte til indkøb af befolkningens frembringelser indgik som betaling. Desuden oprettedes to fælleskasser, henholdsvis for Nordgrønland og for Sydgrønland, der var under den grønlandske inspektørs og indenrigsministeriets oversyn. Pengene skulle anvendes dels til understøttelsesvirksomhed for trængende, dels til støtte for arbejdsdygtige grønlændere til at skaffe sig egne kajakker, jagt- og fiskeredskaber, til indrettelse af boliger og disses indbo og lignende.<ref>Oldenow, s. 58</ref> Forstanderskaberne fik en ikke ringe indflydelse på de grønlandske forhold, først og fremmest ved at oplære grønlænderne til at deltage i samfundsstyring, gøre dem mere selvstændige og frigøre dem fra tidligere tiders armod. Samvirket mellem grønlændere og danskere blev fremmet, der skabtes retstilstande med politimyndighed og domstol.<ref>Oldenow, s. 58-60</ref> Efter systemskiftet i Danmark 1901 skete der en omlægning af den grønlandske forvaltning: nu skabtes to nye institutioner, nemlig kommuneråd og landsråd, og retsplejen udskiltes med en egen ordning. Nyordningen stadfæstedes [[1908]] og var udformet af den daværende inspektør i Nordgrønland, senere direktør for Grønlands styrelse, [[J. Daugaard-Jensen]]. Nyordningen bestod i, at der for hver kommune oprettedes et kommuneråd, hvis medlemmer alene valgtes af den grønlandske befolkning. Kommunerådene udpegede selv deres formand og fik under inspektørens tilsyn eneansvaret for kommunekassens forvaltning. Over kommunerådene oprettedes to landsråd, henholdsvis for Nordgrønland og Sydgrønland. Landsrådene skulle sammentræde en gang om året for at drøfte fælles anliggender. Medlemmerne af landsrådene blev valgt i særlige kredse af de bosiddende grønlandske kommunerådsmedlemmer og var ligeledes grønlændere. Som noget nyt skulle landsrådene være lovgivende, idet forstanderskaberne ikke havde haft denne myndighed men ene kunne stille forslag til love. Endelig oprettedes en såkaldt fællesfond, administreret af ministeren. Midlerne til kommunekasserne, landskasserne og til fællesfondes blev skaffet ved en afgift på monopolhandelen, der derefter fordeltes efter nærmere fastsatte regler til de enkelte kasser og ved at alle offentlige institutioner i landet skulle indbetale to procent af de grønlandske funktionærers lønninger som afgift.<ref>Oldenow, s. 60-62</ref> Krigstid i Danmark betød i kolonitiden generelt at færre danske skibe nåede kolonierne fra Danmark. For det første er færre blevet sendt af sted da der jo var krise og for det andet blev skibenes rejse besværliggjort af englændere og tyskeres belejring af [[Nordsøen]]. [[1. verdenskrig]] var ingen undtagelse, dette var ikke så galt hvis ellers jagten var god pågældende år, men hvis det var dårlige år, kunne kolonierne få store problemer med at få mad på bordet. De grønlandske selvforvaltningsordninger var i det store og hele vellykkede. Alligevel skete der efterhånden et omsving i den almene stemning til fordel for en dansk deltagelse i styrelsen, ikke mindst blandt grønlænderne selv. Dette førte til vedtagelsen af en ny styrelseslov af 1925, der fastholdt kommuneråd og landsråd men også indførte som noget nyt sysselråd. Kommunerådene kunne fremover have medlemmer ikke blot af grønlændere men tillige blandt danskere med mindst to års tjenestetid i landet. Sysselrådene bestod af alle kommunerådsformændene og landsrådsmedlemmerne for hver af de to landsdele samt yderligere alle danske tjenestemænd, der opfyldte betingelserne for valgbarhed til kommunerådene (kun få danskere blev valgt ind i disse). For at modvirke en mulig dansk overvægt indførtes en ordning, hvorefter de yngste danske tjenestemænds deltagelse i rådene kunne udskydes. Kolonibestyreren var fast rådsmedlem og regnskabsfører. Den stedlige læge og præst skulle tilkaldes til deltagelse i sager vedrørende deres ansvarsområder, hvis de ikke var medlemmer af rådet. Rådsformanden, kaldet sysselmand, udpegedes af landsfogden (der havde afløst inspektøren) og udnævnelsen stadfæstedes af statsministeren. Sysselrådenes beføjelser var omfattende: husbygningshjælp, tilskud til anskaffelse af skydevåben til nystartede erhververe under 20 år, lån til husbygning, lån til erhvervsredskaber, understøttelse til blinde, døve og andre uskikkede til arbejde, alderdomsunderstøttelse i henhold til særlig lov, godkendelse af forslag til vedtægter fra kommuneråd om ordenens opretholdelse, tilsyn med sundhedsvedtægternes overholdelse, tilsyn med kirker og skoler. De to landsråd skulle som tidligere drøfte landsdelenes indre, fælles anliggender. Landsfogden var rådets formand og kunne nu (modsat tidligere) deltage i afstemninger. Landsrådene medvirkede ved fastsættelse af retsbestemmelser for det grønlandske samfund, var medbestemmende ved brugen af landskassens midler, og ethvert medlem kunne gøre forslag, stille spørgsmål eller indgive klager. Forhandlingerne kunne ske på dansk eller grønlandsk og forhandlingsreferaterne offentliggjordes på begge sprog. Landsrådenes medlemmer valgtes for 6 år blandt kommunerådsmedlemmer og sysselrådsmedlemmer i forening, altså i fællesskab af grønlændere og danskere. Midlerne til de enkelte råds virksomhed lagdes i fire kasser: kommunekassen, sysselkassen, landskassen og fællesfonden og fremskaffedes som førhen dels som en indhandlingsafgift på 20% af indhandlede grønlandske varer, dels en årlig afgift på 2% af fastansatte grønlandske og danske tjenestemænds lønninger.<ref>Oldenow, s. 63-66</ref> === Østgrønlandsoverenskomsten === Efter, at den danske regering havde indhentet USAs og en række andre staters tilslutning, deriblandt efter den almindelige opfattelse også Norges, bekendtgjorde indenrigsministeriet den 10. maj 1921, at der nu var oprettet handels-, missions- og fangststationer såvel på Vest- som på østkysten af Grønland således, at hele landet her efter var inddraget under de danske kolonier og stationer og den danske styrelse af Grønland. Den 16. juni samme år udstedtes en "''Underretning for Søfarende i Havet omkring Grønland''", ifølge hvilken samtlige de til Grønland hørende kyster og øer, derunder også Østkysten, som indtil da for størstedelens vedkommende havde været frit tilgængelig, blev lukket for besejling af danske og fremmede skibe, med mindre regeringen gav tilladelse dertil. Mod disse vidtgående afspærringsbestemmelser nedlagde den norske regering indsigelse, hvilket gav anledning til en årelang strid mellem regering og presse i de to lande. I 1923 enedes man imidlertid om at optage direkte forhandlinger, og den [[9. juli]] [[1924]] blev en overenskomst mellem de to lande underskrevet i København med ikrafttræden dagen efter. Denne overenskomst åbnede adgang til at gå i land, overvintre og på visse betingelser drive jagt, fangst og fiskeri på Grønlands østkyst fraset [[Ammassalik]]-distriktet og [[Scoresbysund]]-området, der blev forbeholdt grønlænderne.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0925.html "Østgrønlandsoverenskomsten" ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXV, s. 907f]</ref> === Konflikten om Færingehavn === I 1925 indgav det færøske lagting et andragende til de grønlandske landsråd, hvor man anmodede om tilladelse til et oprette nogle stationer for færøske kuttere, der drev fiskeri ved Grønland, idet det forudsattes, at tilvirkning af fangsten skulle foregå ved grønlandsk arbejdskraft. Landsrådene afgav en enstemmig udtalelse om, at man i princippet ikke mente, at man kunne tillade en hel eller delvis åbning af grønlandske farvande for danske eller fremmede statsborgere, idet hensynet at sikre grønlandske interesser måtte gå forud for alle andre. Alligevel ville man anbefale ansøgningen, idet det færøske fiskeri forudsattes at foregå uden for det grønlandske [[søterritorium]]. På dette grundlag anlagdes i [[1927]] den såkaldte [[Færingehavn]], eller færingernes havn, som fiskerihavn af færøske fiskere, efter at disse havde fået lov til at fiske på søterritoriet indtil de yderste skær og holme fra [[Ravn Storø]] til [[Godthåbsfjorden]]s munding. Imidlertid udvidede færingerne deres krav med årene, herunder adgang til at fiske på det egentlige grønlandske søterritorium, bosættelsesret for færøske fåreavlere og krav om oprettelse af yderligere havneanlæg. Disse krav blev til dels imødekommet, idet den danske regering viste sig ude af stand til at afveje hensynene mellem de to folkegrupper på en hensigtsmæssig måde<ref>Oldenow, s. 146-149</ref>. === Konflikten om Østgrønland === {{Uddybende|Konflikten om Østgrønland}} [[Fil:Myggbukta.jpg|200px|thumb|Cessna 185 med hjul-ski landet på sneen ved den tidligere norske fangst- og telegrafstation i Kong Christian X's land]] I [[1932]] indtrådte en ny konflikt med Norge om Grønland. [[Kong Christian X's land]] i Østgrønland, af nordmændene kaldet ''Eirik Raudes Land'', blev [[12. juli]] [[1932]]-[[5. april]] [[1933]] annekteret af [[Norge]]. Den norske aktion gav bagslag, det det viste sig, at begge de daværende grønlandske landsråd af sig selv vedtog udtalelser til fordel for et fortsat tilhørsforhold til Danmark. Det sydgrønlandske landsråd udtalte blandt andet: :"Sydgrønlands Landsråd, der repræsenterer over halvdelen af Grønlands befolkning, udtaler enstemmigt ud fra 200 års erfaringer sin ubetingede tillid til Danmarks ledelse af de grønlandske anliggender, idet Danmarks førelse altid har tilstræbt fremgang for den grønlandske nation i kultur og i levevilkår uden derved at tage hensyn til, om Danmark fik nogen fordel af landet. :Landsrådet kan derfor ikke tænke sig Grønland eller en del deraf under nogen anden stat."<ref>Oldenow, s. 149</ref> På lignende måde udtalte det nordgrønlandske landsråd blandt andet: :"Det grønlandske folk har i over tusind år, ved hjælp af sin ejendommelige, på samme tid oprindelige og højt specialiserede erhvervskultur, været i stand til at finde livsmuligheder på Grønlands fattige og golde kyster. Grønlænderne har været beskyttet af den danske stat og har under Danmarks førelse og under økonomiske ofre fra Danmark gjort fremskridt på åndelige, hygiejniske og materielle områder, så vi er et levedygtigt folk med en større årlig tilvækstprocent end mange europæiske staters, til trods for den store risiko, vort erhverv medfører. Vi kan ikke forlade dette land og søge vort erhverv andre steder, derfor må vi tænke på de reserver, vort land har, som kan tjene til nytte for den kommende generation. :I Danmark har ansvarlige statsmænd udtalt, at den danske statskasse giver afkald på at have et økonomisk overskud fra Grønland, og dette synspunkt er dér lovfæstet. Derfor kan det ikke undre, at det er det grønlandske folks urokkelige ønske, at dets fremtidige udvikling må fortsættes under Danmarks styrelse, og endvidere, at Danmark måtte blive tilkendt en ubeskåret højhedsret over hele Grønland, så at grønlænderne derved kunne skånes for andre nationers ukontrollerede indgreb i deres erhvervsmuligheder."<ref>Oldenow, s. 149f</ref> Med disse udtalelser havde Grønlands egne repræsentanter og talsmænd kastet vrag på alle tidligere tiders påkaldte rettigheder grundede i mere eller mindre tvivlsomme historiske omstændigheder. Grønlands tilknytning til Danmark var ved denne lejlighed den grønlandske befolknings egne fuldmægtiges beslutning. [[ICJ|Den Internationale Domstol i Haag]] tilkendte området til Danmark, og de udstationerede norske soldater og embedsmænd blev trukket tilbage igen. Det skulle blive sidste gang, at Norge påkaldte sig en påstået ret til grønlandsk landområde. === 2. verdenskrig === Tidligt i [[2. verdenskrig]] d. 9. april 1940, da Danmark blev besat af tyskerne, blev Danmark isoleret fra Grønland. Dvs at de ellers faste forsyninger fra Danmark udeblev. Det var muligt for Grønland at skaffe varer fra USA og Canada ved at sælge [[kryolit]] fra minen i [[Ivittuut]] samt ved [[torskefiskeri]]. Under krigen ændredes regeringssystemet. USA betragtede efter den tyske besættelse den danske ambassadør i USA, [[Henrik Kauffmann]], som den frie repræsentant for Danmark og dermed også Grønland. Henrik Kauffmann blev ellers officielt fyret af den danske regering. Landsfoged [[Eske Brun]] regerede Grønland på grundlag af en lov fra 1925, der tillod guvernører at overtage kontrollen under ekstraordinære forudsætninger. Landsfoged [[Aksel Svane]] blev overført til USA for at lede arbejdet med forsyning af Grønland. [[Fil:Callao (IX-205).jpg|thumb|300px|Tyskerne forlader Grønland efter afsløring af kystbevogtningen i 1944]] Tyskerne ønskede at placere en vejrstation på Grønland. Dette blev forpurret med hjælp fra amerikanerne, der tog initiativ på grund af opfordringer fra England og Canada. Amerikanerne tog ansvaret for bevogtning af alle sejlbare steder i Grønland. Tilbage var steder der var mindre sejlbare, og til dette formål blev dannet en lille grønlandsk hær (Nordøstgrønlands slædepatrulje) bestående af 15 mand, danske, norske og grønlandsk fødte mænd – forløberen for [[Siriuspatruljen]], der skulle patruljere på de dele, der ikke kunne besejles. Disse drog til Nordøstgrønland henover indlandsisen med hundeslæde. I foråret 1943 døde korporal Eli Knudsen i et tysk bagholdsangreb. En tysk enhed havde oprettet en vejrstation på [[Sabineø]] og angreb de stationer, som Nordøstgrønlands slædepatrulje kontrollerede. Året efter skete endnu en træfning: N.O. Jensen var én af patruljelederne. Det kom til en skudduel i Østgrønland mellem [[N.O. Jensen]] og den tyske løjtnant Zacher, der tabte duellen. I mindst et slag mod tyskerne i Atlanten vandt amerikanerne da de havde kendskab til at en storm ville løje af takket være vejrmeldinger fra Grønland. I slutningen af [[2. verdenskrig]] var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra [[USA]] til [[England]]. I efterkrigstiden fik USA geopolitisk interesse i Grønland, og derfor tilbød USA at købe Grønland af Danmark for $100.000.000, men Danmark ønskede ikke at sælge. I stedet blev der lavet en aftale om en radarstation i [[Thule]]. I efterkrigstidens urolige forhandlinger skulle det vise sig, at Danmark fik fordel af modstanden mod tyskerne i Grønland. Grønlænderne havde indtil 1940 levet meget isoleret og beskyttet. Det var f.eks. ikke lovligt at sælge spiritus i byerne. Den danske regering, der regerede Grønland som en koloni, havde været overbevist om, at samfundet ville blive udnyttet og måske udryddet, hvis grænserne var åbne for hele verden. Krigens tid på Grønland udviklede en grad af selvstændighed gennem selvbestemmelse og uafhængig interaktion med verden udenfor. Alligevel konkluderede en kommission i 1946 (med deltagelse af den højeste magt i Grønland, landsrådene som deltager), at man måtte være tålmodig og ikke indføre en radikal reformering af systemet. Men på trods af denne konklusion blev to år senere taget de første skridt mod ændring i magtstrukturen, og en ny kommission kaldet [[Grønlandskommissionen]] blev dannet. En konklusiv rapport (G50) blev fremlagt i 1950: Grønland skulle være en moderne velfærdsstat med Danmark som sponsor og mønstereksempel. == Grønland en del af Danmark == === Grønlands amt === [[Fil:Greenland flag on building.jpg|thumb|300px|Der blev bygget mange boligblokke af beton i hovedbyerne for at få plads til de mange tilflyttere. Denne er bygget i 70'erne og ligger i Nuuk.]] Statsminister [[Hans Hedtoft]] nedsatte 1950 [[Grønlandskommissionen]] med det offentliggjorte formål at forbedre den grønlandske befolknings elendige levevilkår. Man havde allerede i 1939 påtalt at man måtte løse problemet på Grønland. Et andet og mere skjult argument var at USA havde under overvejelse at overtage Grønland. Ved at gøre grønlænderne til danskere kunne man stoppe amerikanernes tanker og samtidig var det et stort ønske på Grønland at blive behandlet ligeværdigt af danskerne. Kolonitiden ophørte [[1953]], da Grønland ved en ændring af [[Grundloven]] blev en del af det danske rige og sidestillet med et dansk [[amt]]. Grønland fik to permanente mandater i [[Folketinget]] og Landsrådet fik større indflydelse, alle kunne rejse frit, skole og socialvæsenet blev forbedret. For at opnå den samme levestandard som i Danmark centraliserede man Grønland, dvs. at indbyggerne i små bygder blev opfordret til at flytte til de udvalgte byer. Hvor Grønland førhen havde bestået af mange bygder med 100-200 beboere i hver, var der nu kun få bygder og ca. 10 byer. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og [[tuberkulose]]n næsten udryddet fra 1963. Omkring 1970 blev der både i [[Landstinget]] og [[Folketinget]] indvalgt nye, unge nationalt bevidste politikere, og kort tid efter blev de første grønlandske partier stiftet. Se [[Grønlands politik]]. I skolerne begyndte man at undervise på dansk med danske undervisere. Da fangerne kom med deres familier til byerne, var det første, de oplevede ,at der ikke var nok fangstdyr, dvs. levegrundlaget var væk, som det havde eksisteret før. I stedet kunne man bede om hjælp til at forsørge sig selv og børnene, hvis man da ikke var en af de heldige, der fik et arbejde. Der var en tendens i denne periode til, at de grønlandsk talende forældre med vilje undgik at tale med deres børn på grønlandsk og i stedet talte med dem på dansk. Dette samt ændringen i det daglige liv og sammenholdet fra de små bygder skabte stor splittelse blandt grønlænderne. Til de nye byer kom desuden hundredvis af danskere der blev ansat til at opbygge veje, skoler, beboelse, osv. i moderne målestok. Det var nu ikke kun et fåtal af danskfødte der boede i Grønland men et reelt mindretal blev dannet. Det var hele danske familier der kom og børnene talte kun dansk og havde et højere skoleniveau end det almindelige grønlandske barn og derfor blev der de fleste steder lavet opdelte skoler hvor de forskellige børn kunne undervises efter deres forkundskaber. 1959 var året, hvor skibet [[M/S Hans Hedtoft]] forliste. Et større udredningsarbejde omkring ulykkens omstændigheder fandt sted. 1954 plantedes forsøgsvis ulige plantager i Sydgrønland med træarter fra andre arktiske strøg<ref>[http://ign.ku.dk/om/arboreter/arboret-groenland/skovplantninger/ Skov og Landskab]</ref>. 1958 oprettedes en landsdækkende Radio og TV-kanal ved navn: Kalaallit Nunaata Radioa ([[KNR]]). I 1973 indtrådte en ny grænsekonflikt, da Danmark og Canada aftalte at være "enige om at være uenige" om [[Hans Ø]] er dansk eller canadisk. === Den kolde krig === [[Fil:ThuleAirBase.jpg|400px|thumb|right|Thule Air Base blev oprettet under den kolde krig.]] Under indtryk af [[den kolde krig]] oprettedes [[1953]] Thulebasen [[Thule Air Base]], og de stedlige beboere tvangsflyttedes til [[Qaanaaq]]. 50 år efter modtog beboerne erstatning under den efterfølgende [[Thule-sagen (tvangsflytning)|Thulesag]]. I 1958 blev [[Camp Century]] påbegyndt som en base under indlandsisen ca. 200&nbsp;km øst for Thule Air Base. I [[1968]] skete en militær ulykke, da et amerikansk B52-fly lastet med kernevåben styrtede ned på isen i Bylot Sund i nærheden af [[Thule Air Base]]. [[Thuleulykken]] udløste under den efterfølgende [[Thule-sagen (1968)|Thulesag]] en debat om Danmarks atomvåbenpolitik i Grønland. I [[1991]] sluttede den kolde krig, og herefter fik Grønland mindre militær betydning set fra et amerikansk synspunkt. === Hjemmestyre === Efter en [[folkeafstemning]] den 1. maj [[1979]] fik Grønland [[hjemmestyre]] ligesom [[Færøerne]] i [[1948]]. Hjemmestyret overtog efterhånden ved hjælp af det årlige bloktilskud fra Danmark selv styringen af skole, kultur og de sociale forhold, landsplanlægning og skatteområdet. De fem landsstyreområder, eller ministerier, fik hver et landsstyremedlem som politisk leder. [[Jonathan Motzfeldt]], [[Siumut]] blev [[landsstyreformand]] og formand for det 21 mand store [[Grønlands Landsting|Landsting]]. I 1973 blev Grønland trods stedlig modstand medlem af EF sammen med Danmark, og i [[1982]] afgjorde en ny folkeafstemning, at Grønland trådte ud af [[Europæiske Fællesskab|EF]] i [[1985]]. En af hovedgrundene var udenlandsk overfiskning af de grønlandske farvande. Grønland fik herefter status som et oversøisk EU-område og med samme fordele som i en toldunion. I 1986 overtages den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) af hjemmestyret og skiftede navn til Kalaallit Niuerfiat ([[KNI]]). I [[1990]] fjernes fødselskriteriet, og dermed forsvandt forskelsbehandlingen mellem danske og grønlandske embedsmænd. === Selvstyre === I 2009 var der [[folkeafstemning]] på Grønland om indførelse af [[selvstyre]]. Resultatet blev et klart ja med 75 % flertal. Selvstyret er en videreudvikling af hjemmestyret mod større indflydelse fra lokalbefolkningen, idet der er tale om grønlandsk overtagelse af nogle ansvarsområder og love der har været behov for. Det drejer sig om aftaler om undergrunden, en såkaldt overtagelseslov og en udenrigspolitisk lov. En lignende lovgivning er afprøvet siden 1992 på Færøerne. Grønland får nu desuden Grønlandsk som eneste officielle sprog. Desuden indføres en grønlandsk mønt, der dog er styret og trykt fra Danmark. Det færøske folketingsmedlem Høgni Høydal fra Republikanerne har udtalt, at det Grønland opnår på 31 år ved selvstyre stort set er det samme, som Færøerne har opnået igennem 60 år. Ansvarsområderne er har været til udelt glæde for Færøerne og forventes således også at blive en succes på Grønland.<ref>Artiklen: "Hoydal: Grønlandsk og færøsk aftale er stort set ens", KNR Nyheder, d. 19. november 2008.</ref> == Kronologisk oversigt over Grønlandsforskningen == {{uddybende|Grønlandsekspeditioner}} Der er gennem tiden løbende sket en forskning af grønlandske, herunder eskimoiske, forhold. Grønlands udstrækning var længe ukendt, og et stort kortlægningsarbejde blev udført: * allerede [[1788]] udgav [[Otto Fabricius]] bogen ''Fauna Groenlandica'', der fortæller om dyrelivet i arktis. * 1868 [[Edward Whymper]], en engelsk bjergbestiger og opdagelsesrejsende laver videnskabelige undersøgelsesture til Grønland 1867 og 1869. * 1870 besøgte kunstmaleren [[Jens Erik Carl Rasmussen]] Grønland. Han blev kendt for sine malerier fra Grønland. * 1873 [[Christian Rasmussen (præst)|Christian Rasmussen]], far til [[Knud Rasmussen]] og en dansk-grønlandsk filolog, præst og sprogforsker, flytter til Ilulissat. * 1888 krydsede [[Fridtjof Nansen]] indlandsisen på den [[1. Thule-ekspedition|første Thule-ekspedition]]. Han var en norsk polarfarer, opdagelsesrejsende, diplomat og videnskabsmand. * [[1892]] besøgte [[Den østgrønlandske ekspedition 1891-92|en dansk ekspedition]] området ved [[Ammassalik]]. Befolkningstallet var da faldet til 294, og den danske regering besluttede at etablere en koloni, der senere blev til det nuværende [[Tasiilaq]]. * 1906 blev den arktiske opdagelsesrejsende og nordmand [[Roald Amundsen]] den første, der sejlede igennem [[Nordvestpassagen]]. * [[1906]] [[Danmark Ekspeditionen]] kortlægger [[Nordøstgrønland]]. [[Morten P. Porsild]] grundlægger [[Arktisk Station]] i [[Qeqertarsuaq]]. Der indføres får til [[fåreavl]] i Sydgrønland. * [[1910]] anlagde polarforskeren [[Knud Rasmussen]] en handelsstation ved [[Thule]] * 1925 anlagdes der nord for Angmagssalik kolonien [[Ittoqqortoormiit]] (Scoresbysund) * 1927 udgives "Archaeology of the Central Eskimoes" af [[Therkel Mathiassen]], deltager på nogle af Thuleekspeditionerne og grundlægger af eskimoarkæologien. == Noter == {{reflist|2}} == Litteratur == * Joel Berglund: "- Hvis iver erkendtligst påskønnes" (kronik i ''Skalk'' nr. 4, 1982; s. 18-26) * Anne Birgitte Gotfredsen og Tinne Møbjerg: "De første" (kronik i ''Skalk'' nr. 3, 2006; s. 20-28) * Hans Christian Gulløv, Claus Andreasen, Bjarne Grønnow, Jens Fog Jensen, Martin Appelt, Jette Arneborg og Joel Berglund: ''Grønlands forhistorie''; 1. udgave, 2. oplag; Gyldendal, København 2005; {{ISBN|87-02-01724-5}} * Knud Oldenow: ''Grønland''; København 1936 * Axel Kjær Sørensen: ''Danmark-Grønland i det 20. århundrede – en historisk oversigt''; Viborg 1983; {{ISBN|87-17-05130-4}} * Ole Vinding: ''Grønland 1945''; Gyldendal, København 1946 == Eksterne henvisninger == * [http://www.diis.dk/sw32074.asp Diis: ''Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54. En historisk udredning''; Diis-udredning 2007] {{ISBN|978-87-7605-186-0}} * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1982-5-Artikel05.pdf#page=9 Claus Andreasen: "Nipaitsoq og Vesterbygden" (''Tidsskriftet Grønland'' 1982, Nr. 5; s. 177-188)] * [http://www.erudit.org/revue/etudinuit/2003/v27/n1-2/010805ar.pdf Claus Andreasen: "Palaeoeskimo dwellings in Greenland: A survey" (''Études/Inuit/Studies'', vol. 27, n° 1-2, 2003, p. 283-306)] (engelsk) * [http://www.fi.dk/publikationer/2008/polarfronten-2-08/PF208.pdf ''Polarfronten'' nr. 2, 2008; Udgivet af Dansk Polarcenter] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/2002-4-Artikel01.pdf#page=10 Martin Appelt og Kristine Raahauge: "Itilleq og palæoeskimoerne i Sydgrønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 2002, Nr. 4; s. 113-124)] * [http://www.erudit.org/revue/etudinuit/2003/v27/n1-2/010806ar.pdf Martin Appelt: "Palaeo-Eskimo gathering site architecture: An example from Godthåb Fjord, Greenland" (''Études/Inuit/Studies'', 2003, 27(1-2): 309-328)] (engelsk) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0005-PDF/gto_0005_67316.pdf Arnkiel: "Det grønlandske Postvæsen" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 5; 1881)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1993-7-Artikel01.pdf Robert Bergersen: "Hvor ligger Hrafhsfjord?" (''Tidsskriftet Grønland'' 1993, Nr. 7; s. 285-297)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0025-PDF/gto_0025_68009.pdf Kaj Birket-Smith: "Etnografiske Problemer i Grønland; (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 25; 1919)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0033-PDF/gto_0033_69176.pdf Kaj Birket-Smith: "Folke- og kulturvandringer i det nordlige Nord-Amerika. Foredrag holdt ved det 18. skandinaviske naturforskermøde i København 1929" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 33; 1930)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0018-PDF/gto_0018_97192.pdf Daniel Bruun "Om Vestgrønlænderne" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 18; 1905)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1987-2-Artikel03.pdf#page=9 Cunera Buijs: "Familiestruktur i Østgrønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1987, Nr. 2; s. 44-57)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/leo/leo_0015-PDF/leo_0015_83590.pdf Klaus Dahl: "Den økonomiske udvikling på Grønland i det 20. århundrede" (''Erhvervsøkonomisk Tidsskrift'', Bind 15; 1951)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1970-6-Artikel01.pdf#page=1 W. Dansgaard, S. J. Johnsen og H. B. Clausen: "Grønlands klima – før, nu og 50 år frem af" (''Tidsskriftet Grønland'' 1970. Nr. 6).] * [http://www.anthro.ucdavis.edu/people/christyann-m.-darwent-1/publications/Darwent%202004_ICAZ.pdf Christyann M. Darwent: "The Highs and Lows of High Arctic Mammals: Temporal Change and Regional Variability in Paleoeskimo Subsistence" (Mariana Mondini, Sebastián Muñoz and Stephen Winckler (red.): ''Colonisation, Migration and Marginal Areas. A Zooarchaeological Approach''; Oxford 2004] {{ISBN|1-84217-114-3}}) * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1982-5-Artikel06.pdf#page=1 Bent Fredskild: "Vegetationen i norrøn tid" (''Tidsskriftet Grønland'' 1982, Nr. 5; s. 189-196)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1954-13-Artikel07.pdf#page=4 Finn Gad: "Hovedtræk af Grønlands historie I. Tiden indtil 1480" (''Tidsskriftet Grønland'' 1954, Nr. 13; s. 35-38)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1954-4-Artikel05.pdf#page=1 Finn Gad: "Grønlands historie II. ca. 1500-1782" (''Tidsskriftet Grønland'' 1954, Nr. 4; s. 156-160)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1954-7-Artikel05.pdf#page=1 Finn Gad: "Grønlands historie III. 1782-1925" (''Tidsskriftet Grønland'' 1954, Nr. 7; s. 272-277)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1954-12-Artikel04.pdf#page=1 Finn Gad: "Grønlands historie IV. 1925-1954" (''Tidsskriftet Grønland'' 1954, Nr. 12; s. 461-471)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1964-7-Artikel03.pdf#page=1 Finn Gad: "Grønlands tilslutning til Norgesvældet 1261" (''Tidsskriftet Grønland'' 1964, Nr. 7; s. 252-272)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1964-3-Artikel04.pdf#page=1 Finn Gad: "Kronologien omkring det norrøne landnam på Grønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1964, Nr. 3; s. 89-96)] * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/47393/88072 Ditte Bentzon Goldschmidt: "Danmark – moder eller koloniherre?" (''Fortid og Nutid'', bind XXXIV (1987), s. 209-224)] * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/48954/90650 Ditte Bentzon Goldschmidt: "Grønlændernes selvstændiggørelse. Grønlandsk autonomi eller dansk herredømme?" (''Fortid og Nutid'', 1991, hefte 2, s. 97-115)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1997-5-Artikel11.pdf#page=5 Anne Birgitte Gotfredsen: "Fangstgrundlaget i Sisimiut-distrikt ud fra arkæologiske og historiske kilder" (''Tidsskriftet Grønland'' 1997, Nr. 5; s. 262-273)] * [http://cambridge.academia.edu/JonathanGrove/Papers/397439/The_Place_of_Greenland_In_Medieval_Icelandic_Saga_Narrative Jonathan Grove: "The Place of Greenland in Medieval Icelandic Saga Narrative" (''Norse Greenland: Selected Papers of the Hvalsey Conference 2008'', Journal of the North Atlantic Special Volume 2009, Nr. 2; s. 30–51)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1991-4-Artikel03.pdf#page=2 Bjarne Grønnow: "Vejen til Grønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1991, Nr. 4; s. 100-102)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1991-4-Artikel12.pdf#page=1 Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard: "Hvor blev de af?" (''Tidsskriftet Grønland'' 1991, Nr. 4; s. 206-209)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1991-4-Artikel04.pdf#page=26 Bjarne Grønnow og Morten Meldgaard: "De første vestgrønlændere" (''Tidsskriftet Grønland'' 1991, Nr. 4; s. 103-144)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1999-1-Artikel02.pdf#page=5 Hans Christian Gulløv: "Grønland i 1200tallet – ny forskning og nye resultater" (''Tidsskriftet Grønland'' 1999, Nr. 1; s. 7-19)] * [http://arts.eldoc.ub.rug.nl/FILES/publications/general/archarctic/1987/l.hacquebord/BetweenGreenlandandAmerica-complete.pdf Louwrens Hacquebord, Richard Vaughan (red): ''Between Greenland and America. Cross-cultural Contacts and the Environment in the Baffin Bay Area'' (Arctic Centre, University og Groningen, The Netherlands 1987] {{ISBN|90-800042-2-7) (engelsk) * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-12-Artikel01.pdf#page=2 Michael Hauser: "Grønlandske trommesange" ''Tidsskriftet Grønland'' 1960, Nr. 12; s. 441-457)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0041-PDF/gto_0041_69644.pdf Erik Holtved: "Foreløbig beretning om den arkæologisk-etnografiske expedition til Thule Distriktet 1935-37" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 41; 1938)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1982-1-Artikel04.pdf#page=2 Ole Høiris: "Heinrich Johannes Rinks teoretiske ideer" (''Tidsskriftet Grønland'' 1982, Nr. 1; s. 28-34)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/2002-8-Artikel01.pdf#page=16 Ole Høiris, Jeppe Møhl og Keld Hansen: "Kajakjagt. Fra myte til virkelighed" (''Tidsskriftet Grønland'' 2002, Nr. 8; s. 261-276)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0086-PDF/gto_0086_72293.pdf N. Kingo Jacobsen & B. Holm Jakobsen: "C 14 datering af en fossil overfladehorison ved Igaliku Kujalleq, Sydgrønland, set i relation til nordboernes landnam" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 86; 1986)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1962-6-Artikel02.pdf#page=6 Bent Jensen: "Åndemaneren, der forskrækkede missionæren" (''Tidsskriftet Grønland'' 1962, Nr. 6; s. 209-216)] * [http://www.erudit.org/revue/etudinuit/2002/v26/n2/007644ar.pdf Einar Lund Jensen: "Uiarnerit. A historical study of immigration from East to West Greenland in the nineteenth century" (''Études/Inuit/Studies'', vol. 26, n° 2, 2002, s. 23-46)] (engelsk) * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1995-6-Artikel01.pdf#page=8 Jens Fog Jensen: "Annertusuaqqap Nuua — en dorset-boplads i Sydostbugten, Vestgrønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1995, Nr. 6; s. 224-240)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1997-4-Artikel01.pdf#page=4 Jens Fog Jensen, Lykke Johansen og Erik Brinch Petersen: "Grønlands ældste minedrift" (''Tidsskriftet Grønland'' 1997, Nr. 4; s. 137-149)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/po/po_0012-PDF/po_0012_92120.pdf Ove Johansen: "Udviklingen af et grønlandsk hjemmestyre" (''Politica'', Bind 12; 1980)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_9rk_0006-PDF/hto_9rk_0006_98385.pdf Finnur Jonsson (anmeldelse): Ión Duason: ''Grønlands statsretslige stilling i middelalderen''; Oslo 1928 (''Historisk Tidsskrift'', 9. række, Bind 6; 1929)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1990-10-Artikel04.pdf#page=9 Inge Kabell: "Træk af James Halls ekspeditioner til Grønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1990, Nr. 10; 295-308)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0063-PDF/gto_0063_70802.pdf Aa. H. Kampp: "Fåreavl i Grønland" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 63; 1964)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1981-10-Artikel02.pdf#page=4 Hans Kapel: "Magia Gronlandicæ — Etnologen Poul Egede og de grønlandske myter" (''Tidsskriftet Grønland'' 1981, Nr. 10; s. 309-316)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1997-8-Artikel04.pdf#page=3 Hans Kapel: "Nanortaliks historie forud for 1797" (''Tidsskriftet Grønland'' 1997, Nr. 8; s. 299-309)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1990-6-Artikel04.pdf#page=4 Inge Kleivan: "En lille brik til kajakkens kulturhistorie" (''Tidsskriftet Grønland'' 1990, Nr. 6; s. 194-212)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1994-7-Artikel01.pdf#page=7 Finn Erik Kramer: "På sporet af forhistorien" (''Tidsskriftet Grønland'' 1994, Nr. 7; s. 217-226)] * [http://rdgs.dk/djg/pdfs/110/2/GEO_110_2_03.pdf Aart Kroon, Bjarne Holm Jakobsen & Jørn Bjarke Torp Pedersen: "Coastal environments around Thule settlements in Northeast Greenland" (''Geografisk Tidsskrift/Danish Journal of Geography'' 110(2), 2010; s. 143-154)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0051-PDF/gto_0051_69557.pdf Helge Larsen: "De dansk-amerikanske Alaska-ekspeditioner 1949-50" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 51; 1951)] * [http://www.sprakforsvaret.se/sf/fileadmin/PDF/herskersprog10.pdf Jens Chr. Manniche: "Sprogbeherskelse og Herskersprog – om sprog og kolonialisme i Grønland i 1800-tallet"] * [http://www.erudit.org/revue/etudinuit/2002/v26/n2/007645ar.pdf Ole Marquardt: "Greenland's demography, 1700-2000: The interplay of economic activities and religion" (''Études/Inuit/Studies'', vol. 26, n° 2, 2002, s. 47-69)] (engelsk) * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0027-PDF/gto_0027_68894.pdf Therkel Mathiassen: "Arkæologi" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 27; 1924)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0033-PDF/gto_0033_69171.pdf Therkel Mathiassen: "Arkæologiske Undersøgelser i Uperniviks Distrikt i Sommeren 1929" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 33; 1930)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1958-4-Artikel01.pdf#page=1 Jørgen Meldgaard: "Grønlændere i tre tusinde år I" (''Tidsskriftet Grønland'' 1958, Nr. 4; s. 121-129)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1958-5-Artikel02.pdf#page=1 Jørgen Meldgaard: "Grønlændere i tre tusinde år II" (''Tidsskriftet Grønland'' 1958, Nr. 5; s. 170-178)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1964-8-Artikel01.pdf#page=2 Jørgen Meldgaard: "Tjodhildes kirke på Brattalid" (''Tidsskriftet Grønland'' 1964, Nr. 8; s. 281-299)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1966-12-Artikel01.pdf#page=10 Jørgen Meldgaard: "Nordboernes Vesterbygd" (''Tidsskriftet Grønland'' 1966, Nr. 12; s. 401-412)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1991-4-Artikel11.pdf#page=1 Jørgen Meldgaard: "Bopladsen Qajaa i Jakobshavn Isfjord" (''Tidsskriftet Grønland'' 1991, Nr. 4; s. 191-205)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/po/po_0011-PDF/po_0011_93690.pdf Johannes Michelsen: "Grønland – et partisystem under udvikling?" (''Politica'', Bind 11; 1979)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1994-4-Artikel01.pdf#page=3 Tinna Møbjerg: "Ammassalik – i 4000 år" (''Tidsskriftet Grønland'' 1994 Nr. 4; s. 125-144)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1995-2-Artikel01.pdf#page=1 Tinna Møbjerg: "Sidste nyt fra Nipisat I" (''Tidsskriftet Grønland'' 1995, Nr. 2; s. 45-54)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1997-5-Artikel04.pdf#page=2 Tinna Møbjerg og Stig Grummesgaard-Nielsen: "Kulturhistorien i Ulkebugten" (''Tidsskriftet Grønland'' 1997, Nr. 5; s. 177-183)] * [http://www.natmus.dk/graphics/natmus2004/sila/Rapporter/Ildstedet%20som%20livscentrum.pdf Ulla Odgaard: ''Ildstedet som livscentrum. Aspekter af arktiske ildsteders funktion og ideologi''; 2001] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1994-3-Artikel02.pdf#page=13 Anders Odsbjerg: "Den 2. tyske Polarekspedition 1869-1870" (''Tidsskriftet Grønland'' 1994, Nr. 3; s. 95-118)] * [http://maritime-museum.dk/videnscenter/documents/1947KnudOldendow24-53.pdf Knud Oldendow: "De Grønlandske fiskerier" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1947''; s. 24-53)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1965-11-Artikel02.pdf#page=2 Poul Rovsing Olsen: "Hvad hjælper det et menneske" (''Tidsskriftet Grønland'' 1965, Nr. 11; s. 379-390)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1970-5-Artikel02.pdf#page=2 Ib Persson: "Nordboernes efterkommere i Grønland" (''Tidsskriftet Grønland'' 1970, Nr. 5; s. 137-141)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1991-9-Artikel01.pdf#page=1 Anne-Mette Petersen: "Missionen i Grønland – samarbejde og modsætninger" (''Tidsskriftet Grønland'' 1991, Nr. 9; s. 257-268)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1982-3-Artikel05.pdf#page=10 Robert Petersen og Lotte Rix: "Klimasvingninger og grønlændernes forhistorie" (''Tidsskriftet Grønland'' 1982, Nr. 3; s. 82-100)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1999-6-Artikel03.pdf#page=14 Robert Petersen: "Grønlandske hushold og deres opgaver i gamle dage" (Tidsskriftet Grønland 1999, Nr. 6; s. 213-232)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/2000-8-Artikel06.pdf#page=2 Robert Petersen: "Om grønlandske slægtssagaer" (''Tidsskriftet Grønland'' 2000. Nr. 8; s. 299-311)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1963-2-Artikel03.pdf#page=2 Karen Plovgaard: "Fra nordborigets sidste fase" (''Tidsskriftet Grønland'' 1963, Nr. 2; s. 65-72)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1963-12-Artikel04.pdf#page=1 Karen Plovgaard: "Da Grønland fik sit første bispesæde" (''Tidsskriftet Grønland'' 1963, Nr. 12; s. 463-469)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0097-PDF/gto_0097_72540.pdf Morten Rasch: "A Compilation of Radiocarbon Dates from Disko Bugt, Central West Greenland" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 97; 1997)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0001-PDF/gto_0001_67544.pdf H. Rink: "Nogle Bemærkninger om de nuværende Grønlænderes Tilstand" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 1; 1877)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0060-PDF/gto_0060_69515.pdf Ph. Rosendahl: "Grønlandsk jagt- og fangststatistik" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 60; 1961)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1957-7-Artikel01.pdf#page=6 Jens Rosing: "Den østgrønlandske »maskekultur«" (''Tidsskriftet Grønland'' 1957, Nr. 7; s. 241-251)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0012-PDF/gto_0012_66863.pdf Carl Ryberg: "Nogle Bemærkninger til Oplysning om Grønlændernes nuværende Tilstand" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 12; 1893)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0012-PDF/gto_0012_66869.pdf Carl Ryberg: "Om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene i Grønland" 1. del (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 12; 1893)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0012-PDF/gto_0012_66879.pdf Carl Ryberg: "Om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene i Grønland" 2. del (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 12; 1893)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0014-PDF/gto_0014_67174.pdf Carl Ryberg: "Fra Missions- og Handelsstationen ved Angmagssalik" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 14; 1897)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0017-PDF/gto_0017_66911.pdf Carl Ryberg: "Om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene i Grønland samt Bemærkninger til Oplysning om Grønlændernes nuværende Tilstand" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 17; 1903)] * [http://www.si-folkesundhed.dk/upload/gr%C3%B8nl%C3%A6ndernes_sundheds-og_sygdomsopfattelse_1800-1930.pdf Mette Rønsager: ''Grønlændernes sundheds- og sygdomsopfattelse 1800-1930'' (Statens Institut for Folkesundhed, afdeling for grønlandsforskning 2002)] * [http://www.botany.unibe.ch/paleo/publications/reprints/Boreas_40_116.pdf Schmidt, S., Wagner, B., Heiri, O., Klug, M., Bennike, O. &Melles, M. 2011 (January): Chironomids as indicators of the Holocene climatic and environmental history of two lakes in Northeast Greenland. (''Boreas'', Vol. 40, s. 116–130; ISSN 0300-9483)] (engelsk) * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1997-8-Artikel06.pdf#page=5 Helge Schultz-Lorentzen og Søren Vadstrup: "Nanortaliks bebyggelseshistorie i korte træk" (Tidsskriftet Grønland 1997, Nr. 8; s. 322-334)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0041-PDF/nto_3rk_0041_91591.pdf P. P. Svejstrup: "Statens Monopolhandel paa Grønland" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 41; 1933)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_nrk_0015-PDF/ho_nrk_0015_74610.pdf Axel Kjær Sørensen: "Danske erhvervsinteresser og Grønlands nyordning 1950" (''Historie/Jyske Samlinger'', Ny række, Bind 15; 1983)] * [http://www.mtp.hum.ku.dk/cgibin/PDFmedopenaccess/Denmark_Greenland_i_341_0_9788763530705.pdf Axel Kjær Sørensen: "Denmark-Greenland in the twentieth century" (''Meddelelser om Grønland'', bd. 341; 2007)] {{ISBN|978-87-635-3070-5}} (engelsk) * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1992-2-Artikel03.pdf#page=9 Alfred Toft: "Kirkebøgerne fra Ny-Herrnhut" (''Tidsskriftet Grønland'' 1992, Nr. 2; s. 59-68)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1994-8-Artikel02.pdf#page=1 Jørgen Taagholt: "Den grønlandske Kirke i tusind år" (''Tidsskriftet Grønland'' 1994, Nr. 8; s. 269-279)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/gto/gto_0030-PDF/gto_0030_68077.pdf M. Vahl: "Danmarks Indsats i arktisk Forskning. Foredrag holdt ved Det Kgl. Danske Geografiske Selskabs 50 Aars Jubilæum den 17. Novbr. 1926 i Universitetets Festsal" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 30; 1927)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1953-5-Artikel08.pdf#page=1 C. L. Vebæk: "Klostre i de grønlandske nordbobygder" (''Tidsskriftet Grønland'' 1953, Nr. 5; s. 195-200)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1953-6-Artikel04.pdf#page=1 C. L. Vebæk: "Vatnahverfi" (''Tidsskriftet Grønland'' 1953, Nr. 6; s. 219-224)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1956-3-Artikel02.pdf#page=1 C. L. Vebæk: "Mellembygden" (''Tidsskriftet Grønland'' 1956, Nr. 3; s. 92-98)] * [http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1966-6-Artikel02.pdf#page=4 C. L. Vebæk. "Kirke-topografien i Nordboernes Østerbygd" (''Tidsskriftet Grønland'' 1966, Nr. 6; s. 198-212)] * [http://rdgs.dk/djg/pdfs/110/2/GEO_110_2_09.pdf James Woollett: "Oakes Bay 1: A Preliminary Reconstruction of a Labrador Inuit Seal Hunting Economy in the Context of Climate Change" (''Geografisk Tidsskrift'' 110, s. 245-259)] (engelsk) [[Kategori:Danske besiddelser]] tobxtlwd0br2evv2rvskpcs83ptu257 0 6965 42836 38282 2026-11-03T06:24:34Z Jcb 8204 42836 wikitext text/x-wiki '''Digevoldingsagre'''<ref name="Hatt 1934 387">Hatt (1934), s. 387</ref> var en ordning af den dyrkede jord i [[Danmarks forhistoriske bebyggelse|keltisk jernalder]]. De kendes fra hele det nordvesteuropæiske lavland og benævnes på engelsk "celtic fields" med henvisning til deres tidsmæssige tilhørsforhold<ref name="porsmose54">Porsmose, s. 54</ref>. De hører ganske overvejende hjemme i keltisk jernalder, men kan gå tilbage til slutningen af [[Danmarks forhistoriske bebyggelse|bronzealder]]en og frem til [[Danmarks forhistoriske bebyggelse|romersk jernalder]], men ikke senere<ref name=autogeneret1>Christensen, s. 41</ref>. Digevoldingsagrene kendetegnes ved, at den dyrkede jord var inddelt i mindre, oftest rektangulære, men undertiden mere uregulære agre, oftest 1.000-3.000 m² indhegnede af jordvolde<ref name="porsmose54" /><ref name=autogeneret1 />. Det er foreslået, at agrenes størrelse har været fastlagt ud fra arealenheden en tønde land.<ref>Hedeager, s. 153</ref> I Jylland kendes de bedst fra heder, i Østdanmark fra skove, men det må formodes at bero på bedre muligheder for bevarelse end i det dyrkede landskab. Nogen endelig forklaring på årsagerne til dyrkningssystemets opkomst gives ikke. Det er muligt, at dyrkning af forskellige afgrøder på de forskellige marker har fremmet en opdeling (og at der har eksisteret en form for rotation med mulig braklægning). Ligeledes kan størrelsen af de enkelte agerfelter formodes at afspejle det areal, som lod sig bearbejde i løbet af en enkelt arbejdsdag. En tredje mulighed er, at systemet afspejler en gradvis udvidelse af det dyrkede areal, hvor hver gård efterfølgende skulle have sin part i den nyopdyrkede jord.<ref name="Nielsen 29"/> === <big>Forskningshistorie</big> === Kendskabet til digevoldingsagrene går formentligt tilbage til ældre middelalder. Det er antagelig disse, der tænkes på, når Saxo skriver: "Imidlertid blev Danmark som følge af, at agerdyrkningsarbejdet mindskedes og plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle skove, der voksede op. Dette bærer da også markerne endnu den dag i dag vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart agerland, ses nu at være opfyldte med træstammer, og hvor fordum agerdyrkerne grov dybt i jorden og spredte de store græstørv, der vokser nu skov, som dækker jorden, der endnu bærer spor af at være dyrket i gamle dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange tider, havde ét og samme jordsmon ingenlunde således kunnet blive delt imellem de furer, ploven har draget, og træernes faste rødder. .. Man kan også spredt i skovene se talrige dynger af sten, som i sin tid var spredte over markerne i hele deres udstrækning, men som bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i dynger, for at de ikke skulle hindre dem i at pløje alle vegne, idet de foretrak, at et lille stykke jord gik til spilde, fremfor at hele marken var tung at arbejde i. Af det arbejde, som bønderne den gang havde gjort for lettere at kunne dyrke jorden, kan man altså slutte, at befolkningen i oldtiden var talrigere end senere tiders, som nøjes med små marker og holder agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere grænser, end man gjorde i gamle dage. Den nulevende slægt undrer sig derfor over, at den i steden for en jord, som i gamle dage var mægtig at bære korn, har fået en, som kun er skikket til at frembringe olden, og over, at der i steden for plovstjerten og kornmarkerne er kommet et land bevokset med træer." Senere omtalte Danmarks første egentlige landbrugshistoriker, C. Olufsen, i 1823 de voldindrammede felter som gamle agre. Han mente endvidere, at disse agre ikke tilhørte den fælles byjord, men skulle opfattes som privat mands særskilte ejendom, idet denne ifølge loven skulle være særskilt indhegnet.<ref name="Hatt 1949 3">Hatt (1949), s. 3</ref> Digevoldingsagrene omtales også af Sophus Müller i 1911, der betegner dem som nogle ejendommelige gamle dyrkningsfelter, der findes her og der i jyske heder.<ref name="Hatt 1949 3"/> Erkendelsen af, at digevoldingerne afspejlede forhistoriske agre, skete allerede i 1800-tallet og blev bekræftet vedtidlige opmålinger og undersøgelser foretaget af N.F.B. Sehested og Sophus Müller.<ref name="Nielsen 16"/> I Danmark blev kortlægningen af digevoldingsagrenes udbredelse oprindeligt udført af Gudmund Hatt, siden fortsat af Viggo Nielsen og Axel Steensberg.<ref name="Nielsen 15">Nielsen, s. 15</ref> De viser sig især som terrassekanter på let skrånende terræn<ref name="Nielsen 15"/> men optræder også som karakteristiske skelvolde.<ref name="Nielsen 16">Nielsen, s. 16</ref> Senere har man forsøgt at kortlægge digevoldingsagre også ved hjælp af luftfotografier. Det har vist sig, at denne fremgangsmåde både har sine fordele og ulemper. Fremgangsmåden har således været i stand til at kortlægge digevoldingsagre, som ikke lod sig erkende i terrænet. På den anden side har også denne metode sine svagheder, og det anses derfor for at være mest ønskeligt, hvis kortlægninger i landskabet og brug af luftfotografier kombineres. "Hvad luftfotografierne mangler i detaljen, det vinder de til gengæld i forhold til helheden."<ref name="Vinter 104">Vinter (2011), s. 104</ref> Det blev imidlertid Gudmund Hatt, som i mellemkrigstiden foretog den første landsomfattende kortlægning af sådanne agre, og som i 1949 offentliggjorde en monografi om dem. Hans iagttagelser og slutninger har lige siden stået som grundlaget for al senere forskning. Han afviser, at der er tale om løkker for husdyr: "naar man har villet forklare dem som Indhegninger for løsgaaende Kreaturer og Heste, bør det bemærkes, at Voldene er alt for lave for en saadan Funktion. .. Heller ikke findes der Spor af nogen Grøft i Forbindelse med Voldene", hvilket man ville forvente.<ref name="Hatt 1949 4">Hatt (1949), s. 4</ref> Han siger kategorisk, at: "de er gamle Dyrkningsfelter" og sammenligner dem med de "lignende Dannelser" i England, der her går under betegnelsen "Celtic fields", idet de kan dateres til "Jernalderens keltiske og romano-keltiske Bebyggelse."<ref name="Hatt 1949 4"/> Han tilføjer: "Et endeligt og afgørende Bevis for, at Oldtidsagrene er gamle Dyrkningsfelter, blev fremdraget i 1939 ved Undersøgelsen af en Ældre Jernalders Boplads i Nørre Fjande ved Nissum Fjord, hvor jeg under Bopladsen og under et Lag Flyvesand afdækkede Agre med Agervolde, aldeles lignende de fra Hederne kendte Oldtidsagre. Det lykkedes her at paavise Spor af selve Pløjningen, idet Arden havde skaaret gennem Muldlaget og dannet mørke Striber i det lyse Sand derunder. Det kunde ses, at Pløjningen var foregaaet i to Retninger, parallelt med de Agervolde, der indrammede Agerfeltet".<ref name="Hatt 1949 4"/> Hatt fremlagde dokumentation for 119 sådanne agerfelter, hvoraf næsten alle i Jylland; på Sjælland kun to og et på Bornholm, som han dog kun kendte af omtale og ikke ved selvsyn.<ref name="Hatt 1949 5ff">Hatt (1949), s. 5-119</ref> Efter fremlæggelsen af dokumentationen tager han en række spørgsmål op. Om deres tilblivelse siger han bl.a.: "Ved Agrenes Anlæggelse har man markeret Agerskellene ved Opgravning af Jord. .. Desuden har man ført Sten fra Ageren hen i Agerskellene. .. Endvidere er der ved Jordens Bearbejdelse foregaaet en Materialevandring ned ad Skraaningerne, standsende ved Agerskellene. Derved er der paa hældende Terræn opstaaet et Slags Terrassering, og Agervoldene fremtræder som Terrassekanter."<ref name="Hatt 1949 120">Hatt (1949), s. 120</ref> Han tilføjer: "Tilintetgørelsen af den naturlige Vegetation paa Agrene gav Anledning til Jordfygning. Særlig om Foraaret, efter Pløjning og Harvnig, før Sæden havde vokset sig høj nok til at dække Jorden, maa der dengang som nu være foregaaet Vindtransport af Jord fra de sandmuldede Agre. Den vilde Vegetation paa Agerskellene vil da have fanget en Del af Støvet, og derved vil Agervoldene være voksede."<ref name="Hatt 1949 121">Hatt (1949), s. 121</ref> Han formoder, at "Voldene svarer til udyrkede Striber mellem Agrene. Og her fik Græsser og anden vild Plantevækst sikkert Lov til at gro ret uantastet."<ref name="Hatt 1949 121"/> På dette grundlag drager han den slutning, at "Der er saaledes ikke Grund til i Almindelighed at opfatte Agervoldene som oprindelige Diger, opført af Lyngtørv eller Græstørv mellem Agrene. Forholdet er vistnok det, at der efterhaanden, under Dyrkningen, har dannet sig Volde paa de udyrkede Striber, der tjente som Skel mellem Agrene, og ad hvilke Færdsel til og fra Agrene utvivlsomt foregik. Disse Volde opstod ved Dyrkningsredskabernes Flytning af Jorden, ved Henkastning af Sten og andet Affald, og ved Jordfygning."<ref name="Hatt 1949 123">Hatt (1949), s. 123</ref> Med hensyn til datering henviser han til fund af skår fra keramik. "Karrene, for saa vidt de i det hele taget lod sig tidsbestemme, maatte henføres til Førromersk Jernalder, oftest til et tidligt Afsnit i denne Periode."<ref name="Hatt 1949 124">Hatt (1949), s. 124</ref><ref name="Hatt 1934 388">Hatt (1934), s. 388</ref> Ligeledes konstaterer han, at agerfelterne respekterer ældre tiders og samtidige gravfelter og derfor må være yngre end disse: "Aldersforskellen mellem disse Grave og Oldtidsagrene kan næppe være stor. De lave uanselige Højninger vilde ikke være blevet respekteret af Agerdyrkerne, dersom disse ikke havde opfattet dem som Grave, der skulde værnes. Og dersom Gravene er anlagt senere end Agervoldene, maa dette .. være sket paa en Tid, hvor disse Volde endnu havde Betydning."<ref name="Hatt 1949 124"/> I nogle tilfælde kan agrene også relateres til bopladsfund. Med hensyn til agrenes ophør konstaterer Hatt, at "Det har ikke været muligt at datere noget typisk Oldtidsager-Anlæg til en senere Tid end Yngre Romersk Jernalder."<ref name="Hatt 1949 127">Hatt (1949), s. 127</ref> Med hensyn til driftsmåden konstaterer Hatt, at "der er et nært Forhold mellem Oldtidsagrene og Oldtidens primitive Plov, Arden."<ref name="Hatt 1949 127"/> Han tilføjer imidlertid betragtninger om hjulplovens mulige brug, som hviler på en fejldatering af den såkalde Tømmerby-plov, og som der derfor kan ses bort fra. Om agrenes form siger han, at "Der kan skelnes mellem to forskellige Typer af Oldtidsagre i Jylland: 1. En kort og bred Form. 2. En lang og smal Form."<ref name="Hatt 1949 128">Hatt (1949), s. 128</ref> Han konstaterer, at "Næsten alle større Forekomster af Oldtidsagre viser Eksempler paa, at en bred Ager er blevet delt i to, tre eller fire ligestore Dele, hvorved smalle Agre er dannet. Paa den anden Side kendes der ogsaa Tilfælde, hvor en lang-smal Ager er delt i ligestore Dele ved Tværvolde."<ref name="Hatt 1949 129">Hatt (1949), s. 129</ref> Endelig har han set på agrenes udbredelse i Europa. Han kan ikke finde oldtidsagre i Sverige og Norge, som med sikkerhed tåler sammenligning med de jyske.<ref name="Hatt 1949 133">Hatt (1949), s. 133</ref> Til gengæld mener han, at de engelske "keltiske agre" tåler sammenligning<ref name="Hatt 1949 136ff">Hatt (1949), s. 136-139</ref>, og disse findes også udbredt i Nederlandene<ref name="Hatt 1949 139ff">Hatt (1949), s. 139-140</ref> men ikke i Nordvesttyskland, hvor de højryggede agre til gengæld synes at være af høj alder.<ref name="Hatt 1949 141">Hatt (1949), s. 141</ref> Siden Hatts monografi har Viggo Nielsen suppleret den oprindelige kortlægning med studier over forholdene på Bornholm, Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Fyn og Langeland. Disse viser, at udbredelsen af digevoldingsagre har været nærmest landsomfattende og altså ikke fortrinsvis udbredte i Jylland. Det er især i skovområder, at de nye agerfelter er dukket op takket være grundige studier.<ref name="Nielsen 2000">Nielsen (2000)</ref><ref name="Nielsen 2010">Nielsen (2010)</ref><ref name="Nielsen 2015">Nielsen (2015)</ref> På denne baggrund har de keltiske agre været udsat for fornyede studier, der har bidraget til en nuancering af forståelsen af deres brug. === <big>Oprindelse</big> === Om baggrunden for digevoldingsagrenes oprindelse antager Hatt, at de var en følge af et ændret klima. Da bønderne kom til Danmark, fortsatte de med at bruge samme dyrkningsmåde som i Middelhavsområdet, fordi de klimatske forhold tillod dette. Men i ældre jernalder ændredes klimæt i det nordvestlige Europa fra subborealt til subatlantisk, det vil sige, at det blev et havklima, fugtigere og mindre varmt. Somrene blev køligere, og snemængden blev større, hvilket gjorde det sværere eller umuligt for kvæget at finde tilstrækkeligt med føde om vinteren. Det blev derfor nødvendigt at fodre kvæget i vintermånederne, og kornet måtte bringes indendørs. Det blev nødvendigt med kornlader, og disse blev byggede som forlængninger af boligerne. Da kvæget således kom på stald, blev der ophobet store mængder gødning i løbet af vinteren. Denne gødning kunne anvendes på de omgivende marker, hvilket bevirkede en stabilisering af agerbruget.<ref name="Hatt 1939 463">Hatt (1939), s. 463</ref> Hatt antager, at denne udvikling bevirkede, at landbruget derved blev intensiveret og bandt bønderne stærkere til det enkelte sted. Klimaforandringerne bevirkede også, at det blev vanskeligere at dyrke hvede, og hirse, som var blevet dyrket i bronzealderen, forsvandt. Byg blev den vigtigste afgrøde, men der dyrkedes også megen havre, og også hvede dyrkedes omend i mindre udstræning end tidligere. Desuden kom rug ind, muligvis i begyndelsen som en slags ukrudt.<ref name="Hatt 1939 464">Hatt (1939), s. 464</ref> Hatt mener, at dette er baggrunden for indførelsen af digevoldingsagre. Han tolker forholdene således, at der ikke var tale om "kommunistiske samfund" (hvilket Erik Arup havde antydet med sin teori om landsbyer som plovfællesskaber), og at bønderne ikke ejede agrene i fællesskab. Agrene har uens størrelse, i gennemsnit fra 0,1 og 0,3 hektar, men helt ned til 0,02 hektar og op til 0,7 hektar. Han tolker den uens størrelse som udtryk for, at der ikke er foregået et mere regelmæssigt skifte af agre mellem husholdningerne. Ligeledes afviser han, at de kan være anvendt til græsningsformål. Agrene er udviklet ved, at brede, udyrkede volde udviklede sig, fordi agrene blev pløjede. Delingen af større agre i mindre tolker han som udtryk for arvedelinger<ref name="Hatt 1939 465">Hatt (1939), s. 465</ref> og dermed sikkert også privat ejendomsret.<ref name="Lund 1979 24">Lund (1979), s. 24</ref> Steffen Stummann Hansen har betragtet spørgsmålet ud fra en social-økonomisk synsvinkel. Hans ræsonnement lyder således: "Yngre bronzealders landsbyer er karakteriseret ved en del temmelig lange huse - nærmest haller - og sammen med disse også en del mindre huse. I en del af husene findes to ildsteder, der måske kan antyde to husholdninger i samme hus. Kun i ganske få tilfælde har man fundet spor efter båseskillerum, og det generelle indtryk er derfor, at man ikke har haft kvæget på stald i yngre bronzealder. Husenes indbyrdes beliggenhed gør det ofte svært at afgøre, om der er tale om flere faser i bebyggelsen. Det er endvidere karakteristisk, at der ikke findes nogen form for indhegning i forbindelse med bebyggelserne."<ref name="Stummann Hansen (1980) 146">Stummann Hansen (1980), s. 146</ref> Disse forhold er markant anderledes end i keltisk jernalder, hvor kvæget kommer på stald, og hvor husene synes at rumme hver sin familie. "At kvægholdet således har været tilknyttet de individuelle husholdninger synes at tyde på, at der har været privat ejendom."<ref name="Stummann Hansen (1980) 146"/> "Begyndelsen af den førromerske jernalder er således karakteriseret ved kortvarige bebyggelser, hvor kvæget har været opstaldet på de enkelte gårde. Kortvarige bebyggelser betyder også kortvarige opdyrkninger, hvilket netop har været betinget af, at man ikke har kunnet opretholde jordens ydeevne. Men i opstaldningen af kvæget lå efterhånden muligheden for at benytte gødningen i dyrkningsprocessen - d.v.s. at tilføre den til markerne. "Flyttelandsbyen" viser også, at jorden ikke kan have været privat ejendom. Jorden må derimod have tilhørt hele landsbyen - hvorfor skulle man ellers foretage en samlet flytning af landsbyen?"<ref name="Stummann Hansen (1980) 147">Stummann Hansen (1980), s. 147</ref> Men forholdene må snart have ændret sig: "Gennem gødningsmængden har man kunnet opretholde dyrkningen af et stykke jord, og jo mere gødning man havde, jo mere jord kunne man opdyrke. Herved blev man i stand til at etablere et produktionsoverskud, som man f.eks. kunne omsætte i mere kvæg. Herved fik processen en selvforstærkende effekt. Jo mere kvæg, man havde, jo mere land kunne man opdyrke, og på den anden side, jo mere jord, man havde, jo mere kvæg kunne man føde."<ref name="Stummann Hansen (1980) 148">Stummann Hansen (1980), s. 148</ref> Her kommer nu digevoldingsagrene ind: "De lave skelvolde må således på den ene side anses som udtryk for en hovedopdeling af jorden mellem de enkelte gårde, og herefter, på den anden side, må den enkelte gård have en underopdeling af sin matrikel alt efter, hvilke og hvor mange afgrøder og brakmarker, man har ønsket sig."<ref name="Stummann Hansen (1980) 148"/> Han tilføjer: "Efterhånden som de enkelte gårde har fået større kvæghold, har de også været i stand til at opdyrke mere land, og herved er der formentlig kontinuerligt foretaget en udvidelse af agersystemerne."<ref name="Stummann Hansen (1980) 149">Stummann Hansen (1980), s. 149</ref> Men "selvom den enkelte gård på denne måde har haft individuel status, har den været underordnet fællesskabet."<ref name="Stummann Hansen (1980) 149"/> Kort sagt tolker han indførelsen af digevoldingsagrene på den ene side som en følge af et voksende men privat kvæghold og på den anden side som forudsætningen for en over tid voksende social lagdeling, der i yngre keltisk jernalder udskiller "en egentlig storbonde i landsbyen. Den private ejendomsret, der således slår igennem ved kvæget, slår efterhånden også over i jorden."<ref name="Stummann Hansen (1980) 149"/> Hermed er vejen åbnet for et samfund, hvor nogle var så rige, at de ikke længere selv behøvede at forestå landbruget, mens andre kunne ende i en sådan fattigdom, at de måske endte som trælle.<ref name="Stummann Hansen (1980) 149"/> Sociale forandringer virker mere sandsynlige end klimaændringer som årsag til driftsændringer: i bronzealderen havde man levet i en slags klansamfund kendetegnet ved arbejdsspecialiseringer, der til dels var betinget af den importerede bronze: særlige smede, krigere til beskyttelse af bronzens transport, høvdinge og købmænd til organisering af handelen, vævere, vogn- og hjulmagere, bådebyggere og så videre. Da bronzehandelen bortfaldt og stedligt jern tog over, var forudsætningerne tilstede for en omvæltning, fordi det ledende lag i samfundet ikke længere havde noget sikkert grundlag for sin stilling. Denne omvæltning skete i form af en omlægning til en samfund af mere ligestillede bønder med privat ejendomsret afspejlet i form af stalde til opstaldning af eget kvæg samt en opdeling af dyrkede agre i delområder markerede med skelvolde. De ældste bebyggelser tyder ikke på nogen større, sociale skel, først i yngre keltisk jernalder ses sådanne at afspejle sig i bebyggelsen i form af særskilt indhegnede gårde inden for landsbyfællesskabet, fx. i Hodde.<ref name="Hvass (1976) 4ff">Hvass (1976), s. 4-10</ref> === <big>Datering</big> === De tidligste digevoldingsagre dateres til omkring 1.200 f.Kr. det vil sige til midten af bronzealderen,<ref name="hedeager 150"/> men etableringen af faste agre omgivet af skelvolde skete først i begyndelsen af keltisk jernalder, omkring 500 f.Kr. Digevoldingagrene er dermed samtidige med den forandring af bebyggelsen fra store "haller" i bronzealderen til små langhuse med stald i den ene ende i keltisk jernalder. Denne opstaldning formodes at hænge sammen med ønsket om at indsamle gødning fra dyrene og bruge det på agrene, måske endda nedpløjet.<ref name="hedeager 151">Hedeager (1988), s. 151</ref> Digevoldingsagrene synes at ophøre med at være i brug omkring 200 e.Kr.<ref name="hedeager 155"/> I nogle tilfælde bliver de tidligere dyrkede arealer afløst af skov, måske græsningsskov, hvilket indebærer, at ophøret ikke skyldes, at bebyggelsen i området blev opgivet, men derimod at der samme sted blev indført en ny dyrkningsmåde. Der er usikkerhed om karakteren af denne afløser, men forekomst af blandt andet en fægyde omkring 80 m lang ved Vallensbæk på Sjælland dateret til 400 e.Kr.<ref>Flemming Kaul. "Fægyde" (''Skalk'' 1985 nr. 5; s. 18-20)</ref> tyder på, at man er gået over til en driftsmåde, hvor områderne nærmest landsbyen fortsat er blevet intensivt dyrket, mens kvæget kom på græs fjernere væk.<ref name="hedeager 155"/> Det er uklart i hvilken udstrækning indmarken har været dyrket ved et rotationssystem mellem afgrødedyrkning, brak og græsning. Gødning synes fortsat at have været anvendt.<ref name="hedeager 155"/> === <big>Udbredelse</big> === Digevoldingsagrene synes at have været ret udbredt. De er fundet over store dele af det nordlige Europa, blandt andet i England, hvor de er kendt som "celtic fields" (keltiske agre).<ref name="porsmose54" /> I Danmark er de fundet i praktisk talt alle dele af landet: Bornholm, Lolland-Falster, Sjælland, Fyn, Langeland og Jylland. === <big>Planlægning</big> === Undersøgelser peger mod, at agersystemerne blev udlagt i stor skala omkring landsbyerne ved, at der i flere tilfælde først blev udstukket lange felter, som efterfølgende er blevet inddelte i marker. Regelmæssighed i henseende til grupperinger af agerfelter tyder på, at der har eksisteret en fordeling, der gav de enkelte gårde agre forskellige steder i bymarken.<ref name="Nielsen 29">Nielsen, s. 29</ref> Størrelsen af markerne tyder på, at den grundlæggende arealenhed har været en tønde land.<ref name="hedeager 153">Hedeager (1988), s. 153</ref> I de østlige dele af Danmark forekommer markfelter på kun et par hundrede kvadratmeter, og på Sjælland kan de have form som trekanter, ovaler og lignende, hvilket er ukendt i Jylland.<ref name="hedeager 153"/> Ligeledes kan målene på de rektangulære agerfelter variere, i et tilfælde 60 x 90 m, i et andet 25 x 125 m. En del af denne variation må tilskrives terrænforhold.<ref name="Nielsen 24">Nielsen, s. 24</ref> Skelvoldene kan variere i størrelse fra bredder på 2-3 m på Blommelyng på Bornholm over 4-5 m i Geelskov ved København til 6-7 m i Tokkeskoven ved Pebringe på Sjælland<ref name="Nielsen 20f">Nielsen, s. 20f</ref> og med en højde på omkring ½ m, ofte dog kun 20 cm.<ref name="Nielsen 16"/> Det er uklart, om de brede volde har haft andre formål end dem, forskere i nutiden kan gennemskue, men de store bredder gør ikke dette umuligt.<ref name="Nielsen 21">Nielsen, s. 21</ref> For digevoldingsagrene på Borre Hede konstaterer Stummann Hansen og Harder Sørensen, at agrene udviser "en vel gennemtænkt og stramt gennemført plan for agrenes inddeling, d.v.s. for skelvoldenes forløb".<ref name="SHHS 208">Stummann Hansen og Harder Sørensen (1984), s. 208</ref> Ligeledes konstaterer de, at "agrene tilsyneladende er anlagt efter to planer, hvor der er en markant vinkelafvigelse på de rette liniers forløb. Der synes ikke at være nogen terrænbestemt årsag til denne afvigelse".<ref name="SHHS 209">Stummann Hansen og Harder Sørensen (1984), s. 209</ref> De samlede dyrkede områder synes ikke at have overstiget omkring 10 hektar, og nogle steder omfattede de væsentligt mindre.<ref name="hedeager 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> De dyrkede arealer var omfattende; kun engarealer synes holdt uden for. De udyrkede arealer formodes at have været anvendt til græsningsformål.<ref name="Nielsen 25">Nielsen, s. 25</ref> Imidlertid er der også fundet plovspor i fx Store Vildmose i Vendsyssel.<ref name="Nielsen 20">Nielsen, s. 20</ref> === <big>Dyrkningsmåde</big> === Skelvoldene i Jylland er fortrinsvis dannet af flyvesand, der formodes at være aflejret i forbindelse med levende hegn. I de østlige dele af Danmark synes skelvoldene derimod at være markerede med sten samlede fra markfelterne, på Bornholm endda i form af stendiger.<ref name="hedeager 153"/> Det formodes, at jordvoldene har været beplantet med levende hegn, der kunne modvirke sandflugt<ref name="hedeager 150">Hedeager (1988), s. 150</ref>, og som samtidig har mindsket fordampning<ref name="hedeager 150"/>, ligesom de har skullet holde vildt og kvæg ude fra markerne<ref name="Nielsen 19">Nielsen, s. 19</ref>, og omvendt har gjort det muligt at bruge udyrkede eller afhøstede agre som dyrefolde, hvorved brugerne tillige har opnået den fordel, at dyrene med deres afføring tilførte jorden ny gødning<ref name="porsmose54" />. Dyrkningsteknisk forbindes digevoldingsagrene tilsyneladende med brugen af pløjeredskabet arden<ref name="Nielsen 21"/>, anvendt til pløjning enten entydigt i agrenes længderetning el ler oftere på kryds<ref name="hedeager 150"/><ref>Christensen, s. 43</ref><ref>Steensberg (1986), s. 74</ref>. Undersøgelser har vist, at de to meter nærmest volden ikke har været dyrket, og der er her fundet hjulspor, som tyder på, at dette randområde vedvarende har ligget brak.<ref name="hedeager 150"/> Hvilke afgrøder, man har dyrket, er usikkert, men byg og rug formodes at have været de vigtigste afgrøder. Af andre afgrøder kan nævnes emmer og spelt (hvede). Disse planter synes således at have indgået i Grauballemandens og Tollundmandens sidste måltider. Dertil kommer havre samt hirse. Endvidere har man øjensynligt dyrket hør.<ref name="hedeager 156f">Hedeager (1988), s. 156f</ref> Endelig må som afgrøder nævnes ærter og bønner.<ref>Nielsen, s. 29</ref> Hele dyrkningssystemet forudsatte en nogenlunde uforanderlig befolkning. Det er muligt, at man i begyndelsen har haft nye områder at inddrage, hvis afgrødedyrkningen skulle udvides, men der har været forholdsvis begrænsede muligheder herfor. Dette betød, at hvis befolkningen voksede, måtte det sætte dyrkningsformen under pres. Det er muligt, at det er et sådant befolkningspres, der udløste de store folkevandringer i yngre keltisk jernalder, således kimbrertoget ca. 115 f.Kr. Måske har der også været strid om jorden: befæstede landsbyer<ref name="PEPOR 2005 5ff">Eriksen og Rindel (2005), s. 5-10</ref> og andre forsvarsværker, de såkaldte "hulbælter"<ref name="PEPOR 2019 12ff">Eriksen og Rindel (2019), s. 12-17</ref> fra keltisk jernalder tyder herpå. === <big>Afvikling</big> === Digevoldingsagrene blev sandsynligvis i [[Danmarks forhistoriske bebyggelse|yngre romersk jernalder]] afløst af et nyt dyrkningssystem, der formodes at have været et indmark-udmarkssystem, hvor indmarken blev gødet og dyrket ret intensivt, mens udmarken blev dyrket mere ekstensivt og først og fremmest fungerede som græsningsområde for kvæget.<ref>Hedeager (1988), s. 155</ref> Denne udvikling synes at hænge sammen med en samling af landsbybebyggelsen i færre men større enheder. Desuden synes der at være sket en omflytning fra de lettere til de tungere jorder.<ref>Hedeager (1988), s. 173</ref><ref>Christensen, s. 60</ref> Dette nye dyrkningssystem synes at fortsætte op til overgangen til middelalderen, hvor det afløses af de ganske anderledes "[[højryggede agre]]". Forløbet af overgangen anses endnu for uklart bortset fra, at sidstnævnte anses knyttet til indførelsen af hjulploven og muligvis tillige indførelsen af det middelalderlige vangesystem.<ref>Christensen, s. 41f</ref>. Omlægningen synes at ske på samme tidspunkt, hvor især havre dyrkes mere almindeligt end tidligere.<ref>Hedeager (1988), s. 156</ref> P.V. Glob har fremsat en anden teori især for de vestjyske egne: han peger på sygdommen "vosk", som optræder hos kvæg, især kalve og ungkreaturer men også kan ramme køer og tyre. Den giver sig udtryk i appetitløshed<ref name="Glob 137">Glob (1951), s. 137</ref>, hvilket medfører, at dyrenes "tilvækst tager af, standser efterhånden helt, og de får langt, stridt og pjusket hårlag, "bjørnepels", medens afføringen tilsidst bliver tør og knoldet som fåre- og hjortegødning. De bliver dværgagtigt udviklede. Også får er meget udsatte for angreb af sygdommen, særligt hedefåret, selv om det lever på store arealer med tilstrækkelig plantevækst."<ref name="Glob 138">Glob (1951), s. 138</ref> Sygdommen formodes at hænge sammen med "koboltmangel i de sygdomsramte områders foderplanter."<ref name="Glob 138"/> En sammenligning mellem udbredelsen af vosk og udbredelsen af digevoldingsagre i Jylland udviser et klart sammenfald<ref name="Glob 139"/>, og koboltmanglen tilskrives udvaskning og podsolering, der især forekommer på sandjorder.<ref name="Glob 139">Glob (1951), s. 139</ref> Glob formoder derfor, at det var denne sygdom, der fik de vestjyske agerbrugere til at opgive driften, og han peger på, at den i så fald tidsmæssigt ville falde sammen med kimbrernes og teutonernes vandringer.<ref name="Glob 143">Glob (1951), s. 143</ref> Det må dog understreges, at selv om det ikke kan afvises, at udbrud af sygdommen kan have haft denne virkning i Vestjylland, kan den ikke forklare forholdene i andre dele af landet. En mere sandsynlig forklaring er, at driftsomlægningen var betinget af en befolkningsvækst i løbet af ældre romersk jernalder.<ref name="BECKJ">Estrup og Jensen (2000), s. 93-96</ref> På trods af krige, slavegørelse til Romerriget og stormandssønner, der søgte ind i den romerske hær, var befolkningen voksende og dermed presset på fødevarerne. Det gælder både afgrøder og husdyr. Dette betød, at det gamle system med omfattende digevoldingsagre ikke længere lod sig anvende. For at kunne forøge udbyttet måtte agrene gødes mere effektivt, og det krævede større kvægbesætninger, hvilke atter forudsatte større græsningstryk. Under sådanne vilkår måtte et indmark-udmarksbrug være at foretrække, men dette stillede krav om en samling af bebyggelsen i færre men større enheder og omgivne af større overdrev og græsningsarealer. At der skete en sådan omlægning kan blandt andet sandsynliggøres ved, at en lang række bopladser fra ældre romersk jernalder synes opgivet netop på tidspunktet for opgivelsen af digevoldingsagrene<ref name="GJ 1981 85">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 85</ref>, hvilket tyder på en sammenflytning<ref name="GJ 1981 145">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145</ref><ref name="Porsmose 1987 47f">Porsmose (1987), s. 47-50</ref>, og at man ved Vallensbæk på Sjælland har udgravet en gård med tilhørende fægyde dateret til omkring 400 e.Kr. Denne fægyde viser, at jorden nærmest landsbyen nu var fast udlagte til dyrkning, og agrene måtte beskyttes imod kvæget, mens græsningsarealerne lå uden for agrene, hvortil fægyden sikkert ledte. Det er muligt, at gødningen blev opsamlet enten i stald eller på mindre, indhegnede områder, hvor kvæget græssede.<ref name="Kaul 18ff">Kaul (1985), s. 18-20</ref><ref name="hedeager 155">Hedeager (1988), s. 155</ref> På denne måde har den nye driftsform, der afløste digevoldingsagrene, formentlig ført til et mere effektivt landbrug. I hvert fald ses gårdene i ældre germansk jernalder at være blevet markant større og længere end tidligere: hvor gårdene tidligere var omkring 14 meter lange, vokser gennemsnitslængden til 30-35 meter, og samtidig kom der en række udhuse og grubehuse til; disse har været udnyttet til blandt andet håndværk.<ref name="hedeager 138ff">Hedeager (1988), s. 138-145</ref> Det antages, at gårdenes øgede længde også afspejler et større kvæghold, idet de længere bygninger tillige muliggjorde at holde flere dyr på stald. Foruden deres betydning for gødningen har kvæg, får, geder og svin også kunnet fungere som slagtedyr.<ref name="hedeager 161">Hedeager (1988), s. 161</ref> En sådan udvikling kunne dog kun fortsætte så længe, at der var græs og hø nok til at fodre den voksende kvægbestand. Det er muligt, at det middelalderlige dyrkningssystem med højryggede agre afspejler det tidspunkt, hvor grænsen var nået, og at der derfor måtte ske en ny omlægning. En anden mulighed er, at det var indførelsen af hjulploven, der nødvendiggjorde en omlægning af markerne: helt op til vikingetiden synes disse at være pløjede med en ard, men i vikingetiden med en krog, "en videreudvikling af arden, uden muldfjæl, men med et bredt skær, der rodede så kraftigt op i jorden, at krydsvis pløjning blev unødvendig."<ref name="GJ 1981 8">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 8</ref> Med indførelsen af muldfjælsploven ændredes dyrkningsforholdene på afgørende måde, idet det nu blev muligt at pløje jorden op i rygge og etablere render til afløb af vandet, men samtidig betød den nye plovtype, at det nu blev ønskeligt med længere agre for at undgå for meget besvær, når ploven skulle vendes. Denne ændring indtraf omtrent på skellet mellem vikingetid og middelalder, men ikke nødvendigvis helt på samme tid alle steder.<ref name="GJ 1981 9">Grøngaard Jeppesen (1981), s. 9</ref> === <big>Noter</big> === {{Reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Aksel E. Christensen: ''Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund''; 2 udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; {{ISBN|87-500-1732-2}} * Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Den vestjyske borg" (''Skalk'' 2005 nr. 1; s. 5-10) * Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Hulbælter" (''Skalk'' 2019 nr. 1; s. 12-17) * Bo Estrud og Claus Kjeld Jensen: "Vendehøj - landsby og gravplads" (''Kulturhistorisk Museums skrifter 1''); Jysk Arkæologisk Selskab 2000; {{ISBN|87-7288-587-4}} * P.V. Glob: "Jyllands øde agre" (''Kuml''; 1951; s. 136-144) * Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen" (''Fynske Studier XI'', Odense Bys Museer 1981; {{ISBN|87-87162-11-3}}) * Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (''Skalk'' 1981 nr. 6; s. 4-9) * Gudmund Hatt: "Oldtidsagre" (''Jyske Samlinger''; Bind 5. række 1; 1932; s. 246-251) * Gudmund Hatt: "Oldtidsagre i Ribe Amt" (''Fra Ribe Amt''; 1934; s. 387-405) * Gudmund Hatt: "Landbrug i Danmarks Oldtid" (Udvalget for Folkeoplysningens Fremme, ''Folkelæsning nr 367''; 1937) * Gudmund Hatt: "Oltidsagre" (''Videnskabernes Selskabs Skrifter. Arkæologisk-kunsthistoriske Medddelelser'', bd. 2 nr. 1; 1949) * Gudmund Hatt: "Jylländskt bondeliv under äldre järnåldern" (''Nordisk familjeboks månadskrönika''; 1939; s. 463-469) * Lotte Hedeager: "Jernalderens landbrug" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; {{ISBN|87-7526-073-5}}; s. 146-163) * Steen Hvass: "Overblik" (''Skalk'' 1976 nr. 1; s. 4-10) * Flemming Kaul: "Fægyde" (''Skalk'' 1985 nr. 5; s. 18-20) * Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (''Skalk'' 1979 nr. 1; s. 19-27) * Viggo Nielsen: "Agerlandets Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): ''Danmarks Natur'', bind 8 Agerlandet; Politikens Forlag 1970; {{ISBN|87-567-1267-7}}; s. 9-34) * Viggo Nielsen: ''Oldtidsagre i Danmark''. Bornholm; Århus 2000 * Viggo Nielsen: ''Oldtidsagre i Danmark''. Sjælland, Møn og Lolland-Falster; Århus 2010 * Viggo Nielsen: ''Oldtidsagre i Danmark''. Fyn og Langeland; Århus 2015 * Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109''; Odense Universitetsforlag 1987); {{ISBN|87-7492-650-0}} * Axel Steensberg: ''Borups bønder. Et sjællandsk agrarsamfund i vikingetid og middelalder''; Wormianum, Højbjerg 1983; {{ISBN|87-85160-84-9}} * Axel Steensberg: ''Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid''; Wormianum, Højbjerg 1986; {{ISBN|87-85160-90-3}} * Steffen Stummann Hansen: "Oldtidsagre på Gørding Hede" (''Hardsyssels Årbog''; 2. række bind 1; Lemvig 1980; s.139-154) * Steffen Stummann Hansen og P. Harder Sørensen: "Tinghøjene på Hede" (''Kuml''; 1984; s.191-214) * Michael Vinter: "Kortlægning af marksystemer fra jernalderen. En kildekritisk vurdering af luftfotografiers anvendelighed"; ''Kuml'' 2011; s. 83-114 [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] fyv3zzhvc8h3d2lb5rmx83jqtp2egvt 1 7061 42851 34268 2026-11-03T10:31:33Z Jcb 8204 42851 wikitext text/x-wiki I Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur Bind 9: ''Det Bebyggede Land''; Politikens Forlag 1970; {{ISBN|87-567-1269-3}}; s. 59 skriver Viggo Hansen blandt andet: "Hvor gamle vore fiskerlejer er, både de bestående og de forsvundne, er vanskeligt at sige, for det afhænger af, hvornår de til fiskeriet knyttede installationer er blevet indrettet på stedet, og om man vil knytte betegnelsen fiskerleje til en lokalitet, der ikke er permanent beboet af erhvervets udøvere. Man skal nok helt frem til 1800-tallet, før fiskerlejets særlige miljø kommer til udtryk: fiskerhytterne omgivet af træskure til opbevaring af redskaber, tjærekogerier, stejlepladser, ophalingssteder for både og måske bådebyggeri." Det er noget misvisende vrøvl. Fiskerlejer har eksisteret længe inden, og det ville have krævet et minimum af insats at dokumentere det. I denne redegørelse er belyst hovedtræk i denne udvikling. Den viser, at fiskerlejer som bebyggelsesform går helt tilbage til slutningen af middelalderen og begyndelsen af renæssancen. Efter en turbulent start efterfulgt af en nedgang i begyndelsen af 1600-tallet har fiskerlejer udgjort et stabilt led in bebyggelsen i de næste omtrent 200 år helt frem til anden halvdel af 1800-tallet, hvor der atter indtraf et opbrud i bebyggelsen, der videreudviklede fiskerlejer til egentlige byer med et mere bredt næringsgrundlag. o61rzgetvi2vgzj1k5sgbfy1n623mxo 1 7078 42849 34745 2026-11-03T10:29:46Z Jcb 8204 42849 wikitext text/x-wiki I Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur Bind 9: ''Det Bebyggede Land''; Politikens Forlag 1970; {{ISBN|87-567-1269-3}}; s. 64 levner Viggo Hansen ikke de moderne havnebyer mange ord. Kun i en billedtekst siges det, at "Et rentabelt fiskeri kræver i dag storhavnen med alle dens faciliteter i form af salt- og is-huse, køleanlæg, fiskeforarbejdende industrier og transportmuligheder. Fiskeriet er blevet et byerhverv, fuldt industrialiseret og stærkt kapitaliseret." En sådan skildring yder ikke disse byer nogen retfærdighed. Aage Aagesen har i ''Atlas over Danmark'' bind II: Befolkningen; København 1961; s. 33 givet en bedre karakteristik: "''Fiskeribyerne'' er overvejende små og fordelt i mange kystegne. De største er Skagen og Hirtshals i Vendsyssel og Hundested i Nordsjælland." Men heller ikke denne skildring yder fiskeribyerne retfærdighed. Fiskeribyerne må ses som et resultat af mange ændringer, der indtraf i anden halvdel af 1800-tallet og 1900-tallet, omfattende både skibsbygningsmæssige, fangsttekniske, teknologiske og bygningstekniske forandringer. Det er en udvikling, som kan fortjene langt mere end blot et par sætningers tekst. ajioghfuzdlnpt2xbd8ab0gk3qi81a5 1 7079 42840 34835 2026-11-03T08:16:02Z Jcb 8204 42840 wikitext text/x-wiki I Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur Bind 9: Det Bebyggede Land; Politikens Forlag 1970; {{ISBN|87-567-1269-3}}; s. 32-39 skildrer Viggo Hansen enestegårdene fortrinsvis som en følge af stedlige terrænforhold: på Bornholm sprækkedale, på Fyn og andre steder "dødislandskab ... karakteriseret ved et væld af afløbsløse huller mellem små, isolerede bakkekupler", ved Kattegatkysten og Skagens Odde en følge af landskabet med dets rimmer og dopper. En sådan forklaring er langt fra fyldestgørende. En anden og nok så vigtig forklaring er selve driftsmåden, idet vangebruget hang sammen med landsbyernes dyrkningsfællesskab, hvorimod husdyrhold ikke forudsatte samlede bebyggelser. Flere steder, hvor terrænforhold nok kunne begrunde samlede bebyggelser, men hvor disse ikke forekommer, er det sigende nok husdyrholdet, der dominerer driftsformen. Også sociale forhold har spillet ind i form af forhenværende hovedgårde og lignende. Der er således et behov for en mere nuanceret fremstilling, og det er det, jeg her har forsøgt. fqanjuxmei97r8jzhmw2o8xxvkoulan 0 7165 42835 42249 2026-11-03T06:22:06Z Jcb 8204 42835 wikitext text/x-wiki [[Fil:Gustave Moreau 003.jpg|thumb|400 px|''Hydraen'' malet af Gustave Moreau (1861) kan passende illustrere de lukkede eller totalitære samfund: skønt med flere hoveder er de alle dele af det samme uhyre.]] === <big>Fortale</big> === Da Nazi-Tyskland i marts 1938 annekterede Østrig, besluttede en østrigsk videnskabsmand og migrant, Karl Raimond Popper, som da opholdt sig i New Zealand, at skrive en bog om de farer, der truede verden og især om den bag ved liggende ideologi eller tankegang. Bogen fik titlen "''The Open Society and Its Enemies''", dansk: ''Det åbne samfund og dets fjender''.<ref>Nielsen (1979), s. 319</ref> Bogen pegede på de omfattende ligheder mellem især fascismen i Italien, stalinismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland<ref>Nielsen (1979), s. 315</ref>, og den sporede den historiske baggrund tilbage til Platons statsideer i det klassiske Grækenland.<ref>Nielsen (1979), s. 322</ref> For den følgende generation eller to var denne bog den mest gennemarbejdede analyse af totalitære ideologier, og den blev refereret igen og igen, således i Politikens håndbog "''Politiske ideologier fra Platon til Mao''".<ref>Langkjær (1979), s. 315-340</ref> Men siden da, i særdeleshed siden afslutningen af Den kolde Krig, er bogen gledet i glemsel, og dermed var døren åbnet for en ny totalitær ideologisk fremgang. Man kunne spørge, om man så ikke blot kunne genoptrykke den gamle bog igen. Men bogen havde sine mangler og indskrænkninger, således omhandler den slet ikke andre landes historie, og dermed er megen værdifuld viden udeladt. Frem for blot at genoplive den gamle bog er tiden kommet til at opdatere og udvide dens analysegrundlag således, som det lader sig gøre et godt stykke inde i det 21. århundrede. At begyndelsen tages i 2023, 85 år efter den begivenhed som gav anledning til den oprindelige bogs fremkomst, er strengt taget en tilfældighed, men måske ikke helt alligevel. Det er næsten tre generationer efter, at den oprindelige bog fremkom, tid nok til at dennes budskab er blevet glemt og overset af nutiden. Det er muligt, at læseren vil føle, at denne bog et langt stykke hen ad vejen blot er en historisk skildring. Det skyldes, at man ikke kan tage en ideologi og dens handlingsmønstre ud af den samtid, som den hører hjemme i. Det er ikke muligt at adskille en politisk teori fra dens praktiske gennemførelse. Beskrivelsen er lagt an på at vise, at ideologierne teoretisk i høj grad netop blev lagt an på at legitimere den måde, de rent faktisk er omsat til handling på, og at der således ikke er nogen modsætninger imellem disse to sider af ideologierne. Men når man efterfølgende fjerner det historiske element ved fremstillingen, fremstår den holdnings- og handlingsmæssige side så meget mere klart. Den bog, som nu foreligger, inddrager i højere grad dansk historie og amerikansk samfundsudvikling i den seneste menneskealder. Det er ikke et spørgsmål om nationalt snæversyn, men fordi at der her gemmer sig en vigtig nøgle til forståelsen af totalitære politiske ideologier. Og for at vise, at totalitære ideologier lever i bedste velgående selv i det 21. århundrede. Det kan diskuteres, om de udvalgte eksempler og de anvendte kildehenvisninger er de bedst egnede. Det er muligt, at der findes andre og bedre eksempler, og at flere af de enkelte afsnit kunne fortjene en uddybning. Hovedvægten har imidlertid været lagt på at fremhæve det, man kunne kalde de karakteriserende egenskaber ved ideologierne. Noterne angiver kilder til de anførte oplysninger, men fortolkningen af kilderne er min egen. Noterne er mangelfulde da en del af oplysningerne stammer fra internettet, hvor de desværre har en tendens til at blive omflyttet eller fjernet således, at henvisningen bliver værdiløs. Det værste ved at skrive denne bog var, at det er blevet svært at stoppe. Mens jeg har skrevet på bogen, er der dukket stadig nye eksempler frem på den menneskerettighedskrænkende holdning, som stadigt voksende griber om sig både i eksisterende totalitære diktaturer og i såkaldt "demokratiske" vestlige lande. Det har sprængt rammen for bogens planlagte omfang, fordi det er umuligt at udelukke alle disse nye eksempler. Men det må understreges, at jeg med lethed kunne have fordoblet antallet af eksempler. Sven Halfdan Nielsen<br>Pärnu, 22. februar 2023 === <big>Begreberne "Venstre" og "Højre" i historisk belysning</big> === Næsten alle mennesker anvender begreberne "Venstre" og "Højre" som politiske begreber, men de færreste kender baggrunden for disse begrebers fremkomst. Derfor skal deres oprindelse fremdrages af glemslen. Vi skal tilbage til midten af det 19. århundrede. Den gang havde de fleste europæiske lande endnu et enevældigt styre. Men netop på denne tid indtraf der en national og social opvågning, som i mange lande gav anledning til politisk uro, og som førte til indførelse af folkestyre i mange lande, blandt dem også Danmark. Det skete med grundloven af 5. juni 1849. Straks, da grundloven var blevet vedtaget, indtrådte der en ny politisk kamp, denne gang om hvem, der skulle stå for den nye regering. Hurtigt udvikledes tre nye grupperinger, som i samtiden blev kaldt venstre, centrum og højre.<ref name="ESJ 9">Erik Stig Jørgensen (1980), s. 9</ref> At betegnelserne blev, som de blev, er formodentlig en tilfældighed, men disse blev siden fastholdt af de respektive grupper.<ref name="KH 1990 151">Hvidt (1990), s. 151</ref> Venstre var blevet politisk organiseret allerede i 1848. Kernen i gruppen var Bondevennernes Selskab, der var blevet stiftet i 1846. Gruppens vigtigste politiske program var bondestandens sociale og politiske ligestilling med andre befolkningsgrupper.<ref name="ESJ 9"/> Allerede tidligere havde der været agitation for at afskaffe forskellen mellem skatteprivilegeret og uprivilegeret landbrugsjord, og husmænd havde agiteret for at afskaffe tvangsarbejde på godser og lade dette erstatte af en betalingsafgift. Der var blevet afholdt politiske møder rundt om i landet, men disse var blevet forsøgt forhindret ved det såkaldte bondecirkulære af 8. november 1845, der med henvisning til, at nogle personer havde forsøgt at bibringe bønderne "falske" forestillinger om deres stilling og at bønder nogle steder samlet havde rettet henvendelse til godsejere for at få genforhandlet deres vilkår, dels forbød afholdelse af møder om sådanne spørgsmål uden forudgående tilladelse fra stedlige politimestre, dels forbød udensogns personer at deltage i sådanne møder, lige som sådanne møder blev forbudte at afholde i købstæder. Skønt cirkulæret måtte tilbagekaldes allerede den 12. maj 1846<ref name="CB 1990 299f">Bjørn (1990), s. 299f</ref>, satte det sit præg på eftertiden, og ret til at afholde politiske møder måtte blive et af Venstres politiske krav ved siden af skattemæssig ligestilling, ligestilling med hensyn til aftjening af værnepligt, ret til frit at ytre sin mening og holdning til samfundsmæssige spørgsmål samt fæstegodsets overgang til selveje. Allerede tidligere, i 1814, var blevet indført en obligatorisk folkeskole, der skulle sikre børn af landalmuen samme uddannelsesmæssige muligheder som andre grupper<ref name="CB 1990 158">Bjørn (1990), s. 158</ref>, og i grundloven var fastlagt retten for alle mænd til at stemme og blive valgt som repræsentant til Folketinget, når man var mindst 30 år gammel og havde boet i en valgkreds i mindst et år.<ref name="CB 1990 345">Bjørn (1990), s. 345</ref> Dette var begyndelsen til det, som siden skulle blive almindelig valgret. I begyndelsen skete valgene i åbenhed, men siden gik man over til at bruge stemmesedler for at forhindre, at der kunne udøves valgtryk eller efterfølgende kunne ske personlig forfølgelse af personer på grund af deres stemmeafgivning. Centrum bestod af de national-liberale, der fortrinsvis bestod af akademikere, folk som anså sig selv som kvalificerede til at udøve regeringsmagten i kraft af deres uddannelse.<ref name="ESJ 13">Erik Stig Jørgensen (1980), s. 13</ref> De havde støttet en fri forfatning allerede i 1830-erne<ref name="ESJ 11">Erik Stig Jørgensen (1980), s. 11</ref>, men var helt frem til 1848 loyale over for enevælden. De var ellers enige med Venstre i spørgsmål om formel social ligestilling, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retslig ligestilling og frie og fair valg til Folketinget. Næppe overraskende var det netop de national-liberale, der var hovedkræfter bag den nye grundlov, og også de første til at danne en ny regering med støtte fra Bondevennerne, men i løbet af de følgende 15 år lykkedes det dem at skabe så megen ulykke for landet, at partiet nærmest gik i opløsning. Nogle søgte til Venstre, der i 1870 dannede "Forenede Venstre", andre forblev uafhængige, atter andre søgte til Højre. De politiske fronter blev derved skærpede. Højre havde sin rod i Grundejerforeningen, der var blevet stiftet af en kreds af godsejere i 1851. Deres politiske mål var ejendomsrettens beskyttelse og bevarelse af Helstaten (Kongeriget og Hertugdømmerne).<ref name="ESJ 17">Erik Stig Jørgensen (1980), s. 17</ref> Da sidstnævnte punkt blev umuliggjort af krigen i 1864, koncentrerede Højre sig i højere grad om at sikre deres egen priviligerede stilling. Gennem en ny grundlov kaldet "den gennemsete grundlov" af 1866<ref name="KH 1990 154">Hvidt (1990), s. 154</ref> forsøgte man at indskrænke valgretten, og her fik man støtte fra en del national-liberale, som efter deres egen katastrofale politik var blevet overbeviste om, at dette var den eneste måde for dem at kunne sikre sig et politisk støttepunkt i landstinget, der blev valgt og udpeget netop ved indskrænket valgret.<ref name="ESJ 22">Erik Stig Jørgensen (1980), s. 22</ref> Det var de samme kredse, som tidligere havde forsøgt at begrænse ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Senere, da den politiske magtkamp skærpedes, lod Estrup oprette et særligt paramilitært gendarmerikorps, "Estrups Blå Gendarmer" i 1885 til bekæmpelse af politisk uro, lige som retsplejelovens straffe for "agitatoriske udskejelser" blev skærpede.<ref name="KH 1990 293f">Hvidt (1990), s. 293f</ref> Gendarmerikorpset virkede til 1894.<ref name="KH 1990 297">Hvidt (1990), s. 297</ref> Man regerede udenomparlamentarisk ved hjælp af "provisoriske finanslove"<ref name="KH 1990 296">Hvidt (1990), s. 296</ref> og forsøgte med alle midler at stække den politiske oppositions muligheder for at få sine repræsentanter valgt til Rigsdagen. Denne situation varede frem til 1901, da det ikke længere var muligt at forhindre en Venstre-regering i at komme til magten. Men det havde varet godt 30 år at få grundlovens intentioner om folkestyre gennemført.<ref name="NP 112">Petersen (1980), s. 112</ref> På dette tidspunkt kan det være passende at forsøge at skabe et overblik over, hvilken ideologi og politik, de to politiske hovedgrupper egentlig stod for. Venstre:<br> - støttede en folkevalgt regering<br> - støttede frie og fair valg<br> - støttede ytringsfrihed under ansvar<br> - støttede forsamlingsfrihed<br> - støttede social og økonomisk ligestilling<br> - støttede privat ejendomsret<br> - støttede apolitisk undervisning<br> - støttede fri debat<br> - støttede et apolitisk retsvæsen.<br> Der var nuancer. Det radikale Venstre, der skilte sig ud i 1905, var social-liberalt snarere end ultra-liberalt. Man ønskede at sikre de dårligst stillede borgere en vis sikring imod at blive bragt til fallittens rand og måske i fortvivlelse begå kriminelle handlinger. Georgismen, der manifesterede sig i partiet Danmarks Retsforbund, opstod senere og gjorde sig til talsmand for fuld ejendomsbeskatning for at modvirke gevinster ved ejendomsspekulation. Og samtidig udviklede der sig en ny social klasse: den industrielle arbejderklasse, for hvem solidaritet gennem fagforeninger blev et middel til at sikre sig imod urimelige løn- og arbejdsvilkår. Flertallet af arbejdere støttede demokratiet som det redskab, der parlamentarisk skulle sikre dem en fair lovgivning og deres sociale ligestilling med andre; her trådte liberalismen i baggrunden, ganske enkelt fordi at man ikke havde den økonomiske styrke, som denne forudsatte. Men som helhed tilsluttede man sig principperne for "det åbne samfund". Højre:<br> - støttede et elitestyre<br> - støttede begrænsninger i valgretten (og valgtryk)<br> - var imod ytringsfrihed, hvis den blev anset for "farlig" eller "skadelig"<br> - var imod forsamlingsfrihed, når den gik imod dens interesser<br> - støttede asociale vilkår og var imod økonomisk ligestilling<br> - støttede korporative virksomheder<br> - støttede statsunderstøttende indoktrinering i skoler og propaganda i nyhedsmedier<br> - støttede oprettelsen af et terrorkorps for at tage magten i gaderne<br> - støttede et politisk retsvæsen for at undertrykke andre holdninger.<br> Som tiden gik blev højre mere og mere intolerant. Efterhånden blev overvågning, fængsling af politiske modstandere og politisk motiveret "forskning" dele af den ideologi, man tilsluttede sig. Oprindeligt var højre de priviligeredes ideologiske ståsted. En helt ny version af samme tankegang indtraf, da yderligt gående repræsentanter for arbejderklassen valgte at bryde med de demokratiske principper og i stedet tilsluttede sig revolution og samfundsomdannelse med voldelige hjælpemidler. Allerede Karl Marx og Friedrich Engels havde gjort sig til talsmænd for denne voldsanvendelse. Forskellen i forhold til det "traditionelle højre" var, at den nye version rettede sig imod den uprivilegerede arbejderklasse. En særlig variant af samme politik var anarkismen, der ganske vist var imod ethvert officielt samfundsbureaukrati, men som reelt støttede en alles-krig-mod-alle, hvor kriminel bandedannelse var den uundgåelige konsekvens. De nye versioner udviklede sig allerede i anden halvdel af 1800-tallet, men de slog først for alvor igennem i løbet af det 20. århundrede. Nøjagtigt hvornår højreorienteret tankegang begyndte er i nogen grad et spørgsmål om afgrænsning og definition. Man kan sige, at der må stilles to krav for at kunne tale om højreorientering: dels egen standsbevidsthed, dels foragt for andre samfundsgrupper. En forløber for højre-tankegang var Platon. I sin bog "''Staten''" gør han sig til talsmand for, at regeringen skulle udøves af særligt kvalificerede og uddannede mennesker. Disse skulle udvælges blandt børn i deres tidligste alder og dernæst sættes i en skole for at "lære" den rette tankegang. Der skulle løbende ske en udskillelse af de "mindst egnede" således, at man til sidst ville få en gruppe af hensynsløse egoister og psykopater, der var blevet indoktrinerede med den "rette" statslære.<ref name="KFJ 1979 13ff">Johansen 1979, s. 13-21</ref> Platon var elev af Sokrates<ref name="KFJ 1979 12">Johansen 1979, s. 12</ref>, og det er her, at man skal finde kilden til det åndshovmod, som i nyere tid har præget meritokratiet. På denne tid var sofisterne, en slags professionelle lærere i filosofi og politik, fremtrædende elementer i det athenske samfund. Sokrates udfordrede disse ved sine stadige spørgsmål og undergravede derved deres stilling. Men han gik videre og undergravede på samme måde hele Athens demokratiske samfundsorden. Sokrates kom derved til at indtage rollen som ophavsmand til den i Athen så forhadte aristokratiske filosofi ved at antyde, at han var klogere end statens ledere og derfor ikke behøvede at respektere den samfundskontrakt, som samfundet hvilede på. Derved udgjorde han en fare for samfundets opretholdelse, og følgelig blev han med god grund dømt som samfundsfjende. Hvad Platon gjorde var at ophøje denne Sokrates' holdning til en ''institutionaliseret'' opdragelse for kommende statsledere. Han forkastede derved datidens demokratiske samfundsorden i Athen, så mangelfuld denne end var<ref name="KFJ 1979 9">Johansen 1979, s. 9</ref>, og åbnede muligheden for et ''privilegeret'' styre med en begrænset, udvalgt kreds af ledere. Venstreorienteret tankegang forstået som en demokratisk tankegang begynder med kristendommen. Jesus formulerede princippet om næstekærlighed og næsteansvar men forholdt sig ikke til staten som sådan med sin udtalelse: "giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er".<ref name="HR 1979 43">Roos 1979, s. 43</ref> Augustin blev den første til at formulere forholdet mellem stat og kristendom i ''De civitate Dei'', skrevet år 413-426.<ref name="HR 1979 43"/> Heri formuleredes princippet, at staten var ramme for borgernes velfærd, og at dette kun kunne sikres, hvis staten hvilede på retfærdighedens grundlag.<ref name="HR 1979 44">Roos 1979, s. 44</ref> Dette blev videreudviklet af Thomas af Aquin, ifølge hvem staten skulle varetage borgernes verdslige liv, altså rets-, velfærds- og kulturforhold, mens kirken var selvstændig på det åndelige område.<ref name="HR 1979 48">Roos 1979, s. 48</ref> Kristendommen var den første til at hævde alle menneskers moralske lighed uanset deres ulige sociale status og samfundsmæssige rolle.<ref name="MB 2014 164">Böss 2014, s. 164</ref> Dermed lagde kristendommen grunden til tanken om menneskets universelle rettigheder<ref name="MB 2014 167"/> mens den spanske dominikanermunk Francisco Vitoria lagde grunden til en international folkeret.<ref name="HR 1979 49">Roos 1979, s. 49</ref> I særdeleshed var kristendommen først til at vende sig imod slaveri, omend de tidlige kristne talsmænd ikke tillod slaver voldeligt at gøre oprør imod deres stilling. I forlængelse heraf også på det økonomiske område, hvor kristendommen vendte sig imod renter på lån, som man betragtede som åger og social afpresning. Ganske vist accepterede kristendommen tanken om en fyrste som det verdslige overhoved, men hævdede på koncilet i Paris i 829, at denne var forpligtet til at regere med retfærdighed. Det indebar, at magt ikke er en ''egenskab'' ved en person men en ''relation'' mellem denne og andre og kun består, hvis de andre er ''indforståede'' med at være underkastet denne myndighed.<ref name="CHK 1979 69">Koch 1979, s. 69</ref> Dermed formuleredes forudsætningen for ideen om folkesuverænitet og folkestyre.<ref name="MB 2014 168">Böss 2014, s. 168</ref> Dette forklarer, hvorfor totalitære ideologier altid har frygtet netop kristendommen: med sit demokratiske princip er kristendommen disse ideologiers værste fjende. I 1400-tallet udviklede sig blandt de kristne tanken, at pavedømmet skulle afskaffes og erstattes af et råd, et koncilium. I forlængelse heraf blev det fastslået, at al autoritet skulle have legitimation nedefra, det vil sige af folket og det enkelte menneskes samvittighed.<ref name="MB 2014 167"/> Kristendommen hævdede næsteansvar, i særdeleshed for syge, gamle og andre dårligt stillede og gik aktivt ind i det sociale og sundhedsmæssige arbejde, fordi de verdslige myndigheder ikke påtog sig disse opgaver. Men fra slutningen af 1400-tallet udviklede der sig inden for den katolske kirkes ledende lag en tanke om, at al magt kom fra Gud og at enhver magtudøvelse derfor var legitim, selv om den hvilede på magtmisbrug og endda svindel. Følgen var afladshandel, biskoppers arrogante handlemåde og inkvisitionen. Dette magtmisbrug fik dog ikke lov til at vare længe, men endte i Reformationen, blandt andet med Calvins tanker om, at folket havde ret til at gøre oprør mod en hersker, der ikke overholdt sin pagt med Gud.<ref name="MB 2014 167">Böss 2014, s. 167</ref> Reformationen var ret beset en indre kirkelig kursændring væk fra dette sidespor i kristendommens udviklingshistorie. Det er ikke tilfældigt, at Hal Koch i bogen ''Hvad er demokrati?'' fra 1945 gentagne gange vendte tilbage til netop kristendommen, når han skulle forklare grundlaget for demokratiet.<ref name="HK 1981">Koch 1981, s. 61f, 80, 93-96</ref> === <big>Diktaturets historiske baggrund</big> === I Danmark kan adelen anses som den første gruppe, der forfægtede den tankegang, at den havde ret til at bestemme landets politik og udvikling. Det skulle ske via ''Danehoffet'', hvor de skulle "rådgive" Kongen men samtidig have vetoret imod beslutninger, som de ikke var enige i.<ref>Christensen (1976), s. 65, 80</ref> Senere blev denne elites magt stadfæstet i form af håndfæstninger.<ref>Christensen (1976), s. 93-94</ref> Enevældens indførelse i 1660 indebar et brud med denne situation, men for at kunne forstå arvekongedømmets indførelse i sin rette sammenhæng, må vi se på forholdene indtil da. Reelt havde Danmarks skiftende konger siden middelalderen været gidsler for adelen, symbolsk og reelt udtrykt i den håndfæstning, som de havde måttet underskrive for at blive valgt. Det havde betydet, at enten måtte kongen alliere sig med adelen og dermed bragt sig i modsætningsforhold til borgerskabet, eller han kunne forsøge at trodse adelen med fare for at blive afsat således, som det skete med Erik af Pommern og Christian II. Det måtte være kongens ønske at slippe ud af dette fangenskab. Men det var også i borgerskabets interesse, at kongen fik frihed til at tilgodese netop borgerskabets interesser på bekostning af adelen, hvilket Christian II netop reelt havde forsøgt. Endnu så sent som i Kolding-recessen var adelens privilegerede stilling på bekostning af borgerskabet blevet slået fast.<ref>Ladewig Petersen (1996), s. 76</ref> Allerede Christian IV havde selv påtaget sig et utal af opgaver angiveligt fordi han følte, at han ikke kunne stole på sine embedsmænd. Men nu var de økonomiske realiteter ændrede: både adel og konge var i gæld hos borgerskabet, som forstod at omsætte dette i en forøget politisk indflydelse. Kongen fik sin frihed. København kunne nu forvente, at kongen ville give byen og dens borgere de rettigheder, som man i flere år havde ønsket, og byen fik en klart forbedret stilling. Kort efter begyndte kongen også at afvikle sine gældsforpligtelser. Det betød, at købmændene nu langt om længe kunne høste gevinsterne af deres mangeårige kreditter til Kronen. Det kunne kun ske, fordi kongen i mellemtiden var blevet fri af det jerngreb, som adelen hidtil havde holdt ham i. Og den nye statsforfatning gav borgerskabet ligestilling med adelen, hvilket sikrede det nye karrieremuligheder. Som helhed vandt borgerskabet således meget mere, end det tabte. Nok trak kongen senere noget i land, men det skyldes nok så meget de økonomiske og politiske realiteter. Naturligvis var der også en risiko for, at kongen ville bruge sin enevældige stilling til at undertrykke borgerskabet, men som udviklingen skulle vise, var det kun den del af borgerskabet, som havde misbrugt sin stilling og endda begået svindel, som kongen var ude efter.<ref>Scocossa (1989), s. 280f</ref> De skiftende enevældige konger var tvært imod i høj grad interesserede i at opretholde den politiske alliance med hovedstadens og købstædernes borgerskab mod adelen og dens snævre interesser, blandt andet fordi det netop var med hjælp fra disse kredse, at Kronen kunne håbe på at gennemføre sin merkantilistiske politik. At enevælden ikke var et diktatur i traditionel forstand men tværtimod en murbryder for såvel folkestyre som ligestilling af alle borgere afspejler sig i den konkrete politik, som de skiftende enevoldskonger førte. Her skal blot nævnes nogle hovedpunkter: Christian V var den første konge, der indså, at dommere kunne misbruge deres magt og stilling ved politisk at "fortolke" love på en måde, som ikke var i overensstemmelse med lovens ord. I ''Kongeloven'' var det blevet indskrevet, at ingen dommer på egen hånd må foretage en strafnedsættelse, eftersom det alene tilkommer kongen at udvise mildhed i forhold til loven. Nu tilføjede Christian V i 1698, at det modsatte også var gældende, at ingen dommer måtte gå ud over straframmerne eller overhovedet at indlade sig på en fortolkning af loven. Hvis loven var uklar eller der på anden måde var fortolkningsproblemer, så skulle de forelægges kongen, idet han som lovgiver alene havde retten til at fortolke, forklare eller eventuelt at ændre loven.<ref>Jespersen (1996), s. 131</ref> Det var ''retssikkerheden'', som her første gang plev formuleret. Senere skulle Christian VII fastslå, at en anklaget ikke kunne fængsles eller tortureres vilkårligt for at fremtvinge en tilståelse. Samme Christian VII afskaffede slavehandelen i 1792<ref>Feldbæk (1989), s. 292f</ref>, og ligeledes var det ham (ikke hans søn, som det ofte hævdes) som reelt igangsatte landboreformerne lige inden, at Struensee opkastede sig til diktator.<ref>Feldbæk (1990), s. 225, 227. Når Carl Henrik Koch i sin skildring af "Enevælde af Guds nåde" skildrer Struensee som en person, der forsøgte at virkeliggøre tidens ideer (Koch (1979), s. 100), så er det en gang pseudoakademisk vrøvl eller endnu værre: et bevidst forsøg på at promovere politisk propaganda og historiefordrejning.</ref> [[Fil:Christian d 7.jpg|thumb|upright|Christian VII malet af Alexander Roslin. Christian er det mest prominente offer for meritokratiets diktatur i Danmarks historie.]] Umiddelbart efter forfatningsreformen i 1660 meldte en ny gruppe sig på arenaen i kampen om magten: embedsvæsenet. Det stærkt voksende embedsvæsen afspejlede det forhold, at en enkelt person ikke alene var i stand til at styre et helt samfund. Vel vidende om sin magt begyndte embedsvæsenet at trodse kongemagten.<ref>Feldbæk (1989), s. 217</ref> Det gik nogenlunde under de første enevoldskonger, men under Christian VII gik det galt: den unge konge var langt fra moden og selvstændig nok til at regere landet.<ref>Friis (1907), s. 81-83</ref> Straks fra hans tiltrædelse indtraf en regulær magtkamp i administrationen mellem dem, der støttede enevælden, og dem, der ønskede en administrativt ledet stat. Det førte med sig, at de, der kunne have været kongens loyale støtter, blev fjernet fra deres embeder således, at statens embedsvæsen efterhånden kom til at bestå af illoyale embedsmænd.<ref>Feldbæk (1989), s. 221</ref> Frustreret over, at han ikke kunne få sine beslutninger udført, valgte den unge konge at "rase", som han kaldte det, reelt at lade sin frustration give sig udslag i svireture og slagsmål i Københavns gader<ref>Langen (2008), 119</ref><ref>Feldbæk (1989), s. 221 hævder at der var tale om et år</ref>; det var her, at han mødte Støvlet-Cathrine, der selv var vokset op i et hårdt miljø. En følge var, at embedsstanden misbrugte sin magt til egen fordel, måske mest udtalt symboliseret ved Adam Gottlob Moltke<ref>Feldbæk (1989), s. 216ff</ref> og endda vovede at trodse kongen, når det passede ind i dens egne interesser, som det skete under den umodne konge Christian VII. Det var også en udvikling, som uundgåeligt kulminerede med, at fx. Griffenfeld kunne manipulere Chritian V<ref>Scocossa (1989), s. 295f</ref>, og at Struensee kunne opkaste sig til kortvarig diktator<ref>Feldbæk (1989), s. 225</ref> efter bogstavelig talt at have spærret kongen inde, en politik som siden blev fulgt op af Guldberg og endelig af kronprins Frederik, der ulovligt regerede med støtte fra embedsmænd.<ref>Feldbæk (1989), s. 225ff</ref> Vi ved nu, at Struensee havde brug for en person, han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet<ref>Feldbæk (1989), s. 227</ref>, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til vold, når kongen opførte sig upassende. Den fremherskende følelse hos Christian imod Struensee og Brandt var vistnok frygt og med hensyn til den sidste ligefrem had efter, at han endog var blevet pryglet af ham.<ref>Holm (1889), s. 514</ref> Bedre blev det ikke siden, da kongens nye hofmester, Joachim Otto Schack-Rathlou (kaldet "Pomade-Schack"), slog kongen, når denne ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, lige som han, når han reagerede for voldsomt, og at han på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Skønt afmægtig i sit fangenskab reagerede han fortsat med vid og skarphed mod den behandling, han blev udsat for. Således kunne han, da hans hele medvirken ved statsstyrelsen var reduceret til blot at underskrive de formelle papirer, der blev forelagt, vise sin holdning ved at underskrive med "Christian Rex & Compagnie".<ref name="anm">[http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/jp_afmaegtige.htm Langen, jvf. anmeldelse]</ref> Det blev meritokratiets højdepunkt. Sigende og karakteristisk for det statskup, som man støttede, var, at borgerskabet udspredte et rygte om, at kongen var "sindssyg". Denne propaganda er siden blevet gentaget af historikere for at skjule tingenes rette sammenhæng. Intet kan understøtte denne løgnagtige propaganda, tværtimod vides at kongen var særdeles kultiveret, at han korresponderede med samtidens største filosoffer og statstænkere, bla. Voltaire, som han siden mødtes med under sin store udenlandsrejse<ref>Langen (2002), s. 8ff</ref>, og at han tidligt udviste interesse for at gennemføre landboreformer til bøndernes bedste, hvilket antagelig også var hans motiv til at tage Struensee som sin livlæge. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev de to første reformlove, der var blevet udarbejdede af Den Store Landbokommission<ref>Feldbæk (1989), s. 260</ref> og året efter ophævelsen af stavnsbåndet.<ref>Feldbæk (1989), s. 261</ref> Den 16. marts 1792 blev det ved Frederik VIIs kongelige forordning bestemt, at slavehandel skulle afskaffes<ref>Feldbæk (1989), s. 292</ref>, dog først med virkning fra 1. januar 1803.<ref>Feldbæk (1989), s. 293</ref> Først da blev det klart, at den forfatningsstridige tilstand også rummede en fare for dem, der havde støttet statskuppet for selv at nyde dets fordele, væltede det. Da den florissante handel endte under Napoleonskrigene<ref name="CB 1990 112">Bjørn (1990), s. 112</ref>, var det også enden på den københavnske handelsstands magt. Men borgerskabet, embedsvæsenet og dets propagandaapparat har aldrig indrømmet, at det var støtte for et ulovligt statskup. Når der er grund til at hæfte sig ved dette tidlige eksempel på meritokratisk diktatur, er det af især to grunde: den ene er, at forholdene i 1700-tallet rummede mange træk fra senere tiders diktaturer, således gennemførelse af et statskup, reel fængsling af det lovlige statsoverhoved, brug af vold samt udbredt brug af propaganda. Den anden er, at meritokrati i det 21. århundrede atter viser sit modbydelige ansigt. Den reelt forfatningsstridige tilstand varede indtil 1815, da Danmark på grund af hertugdømmerne Holsten og Lauenborg måtte tiltræde det Tyske Forbund og acceptere §13 i forbundspagten, hvori det pålagdes at indføre en stænderforfatning i alle forbundslande.<ref name="CB 1990 124">Bjørn (1990), s. 124</ref> Det varede dog helt til 1835 inden, at stænderforsamlingerne i Helstaten trådte i kraft<ref name="CB 1990 193">Bjørn (1990), s. 193</ref>; disse var dog kun rådgivende og dermed forgængere til en folkevalgt ''lovgivende'' forsamling, hvilken blev indført ved Grundloven af 1849. Vi er nu nået frem til det tidpunkt, hvor ideologierne for første gang formuleres med ord. For det traditionelle Højres vedkommende, adel og militær, var de to førende skikkelser Estrup og Zytpen-Adler. J.B.S. Estrup var manden, der både formulerede forsvaret for adelens stilling som regerende magt og sin modvilje mod embedsaristokratiet. I sine erindringer skriver Estrup blandt andet: ".. at min udholdenhed i kampen væsentlig skyldes mit had til masse-herredømmet, min faste overbevisning om, at den almindelige valgrets ene- eller over-herredømme måtte føre til Danmarks undergang og samfundets opløsning." <ref>Nancke-Krog, s. 8</ref> Valgretten ønskede han begrænset til grundbesiddere: "Valgretten må derfor udelukkende bindes til skatteydelsen, og indtægten helt stryges som valgretsbetingelse ... Grundbesidderen er i mine tanker, ''om han end ikke ejer meget'', dog fuldt så meget knyttet til statens interesser, som den, der nyder en stor indtægt, som han kan føre med sig, hvor i verden han drager hen. Der er én klasse af indtægtsnydere, som jeg navnlig ikke kan anerkende tilkommer en sideordnet indflydelse med grundbesiddelse, og det er den, der ligefrem har sin kilde i selve statskassen." <ref>Erik Stig Jørgensen (1980), s. 29</ref> Lensbaron Zytphen-Adler formulerede i godsejerbladet "''Enhver sit''" de enkelte samfundsgruppers rolle således: "Bonden bør dyrke sin jord vel til landets og egen gavn, han må søge kundskab for at kunne deltage i landets og kommunens representation. .. Godsejeren skal leve på sit gods, og der virke til lykke og velsignelse omkring sig. ''Hans'' sag er det at ofre tid og penge i offentlig tjeneste, ''hans'' sag gennem sin virksomhed i landboforeningerne og på anden vis at fremme landets agerbrug, ''hans'' sag at plante skov, indføre forbedringer i landvæsenet og bære de tab, som er forbundne med al begyndelse, ''hans'' sag at støtte kunst og videnskab." Kort sagt: enhver skulle kende sin rette plads, og bønderne havde ingen plads ved regeringsbordet. <ref>Per Salomonsen, s. 36</ref> Over for adelen stod embedsaristokratiet, der mente sig berettiget til at regere landet i kraft af uddannelse og embedsansvar. Det var meritokratiets forsvarere. Fælles med adelen var benægtelse af bøndernes ret til at deltage i regeringen; nok skulle man lytte til deres sag og gøre forbedringer, men det var også al den indflydelse, som de kunne forvente at få; husmands- og arbejderklassen regnede man slet ikke med. Denne, det standsopdelte samfunds, tilstand varede til omkring århundredeskiftet. Med systemskiftet i 1901 kom bønder for første gang til regeringsmagten, og dermed indledtes et nyt kapitel. Men samtidig var nye grupper, ikke mindst arbejderbefolkningen, tiltaget betydeligt i størrelse og dermed tillige i indflydelse. Men arbejderbefolkningen udgjorde ikke nogen samlet gruppe: også inden for denne var der et skel mellem de demokratisk sindede, venstreorienterede socialdemokrater, der ønskede at forbedre arbejdernes forhold gennem fagforeninger, folkestyret og forhandlinger<ref>Hvidt (1990), s. 345</ref>, og dem, der gik ind for "proletariatets diktatur". Sidstnævnte var ikke mindre højreorienterede end godsejere eller embedsaristokrater, de adskilte sig alene ved at argumentere for en ny gruppes magtovertagelse: proletariatet. Det er en misforståelse, når disse betegnes som yderligt gående venstreorienterede således, som det er blevet normen siden midten af 1900-tallet. Det er et åbent spørgsmål i hvilket omfang, disse grupper var inspirerede af Estrups Blå Gendarmer i deres gademilitante politik. Også den russiske arbejderopstand i 1905 og den militante amerikanske organisation "Industrial Workers of the World" har været nævnt som inspirationskilder. De samlede sig omkring 1910 i den syndikalistiske "Fagoppositionens Sammenslutning".<ref>Christiansen (1990), s. 153-155</ref> Mens Storlockouten i 1899 havde demonstreret de demokratiske kampmidlers og dermed Socialdemokratiets styrke<ref>Hvidt (1990), s. 351, 362</ref>, forkastede disse ekstreme højre-arbejdere sådanne demokratiske metoder og valgte voldens vej.<ref>Christiansen (1990), s. 244-246, 251, 257-259</ref> Deres eneste problem var, at de ikke havde styrke til at gennemføre deres politik.<ref>Christiansen (1990), s. 261f</ref> Men i udlandet fandtes tilsvarende grupper, og de havde bedre held med deres forehavende. === <big>De totalitære bevægelser skærpes</big> === I løbet af det 20 århundrede skærpedes de totalitære bevægelser, og de fik samtidig en bredere vifte af varianter. Umiddelbart har disse ikke meget med hinanden at gøre, og undertiden fremstår de endda som hinandens modstandere og modsætninger, men ser man nærmere til dem, opdager man, at der bag de tilsyneladende forskelle viser sig forbløffende fælles træk. De bevægelser, vi her taler om, er: kommunisme, socialisme, fascisme, nazisme, militære juntaer, teokratiske diktaturer, meritokratiske diktaturer samt anarkisme, hvortil kan tilføjes dem, der ønskede et diktatur styret og kontrolleret af kapitalhavere, ågerkarle og pengeafpressere. Mens modstanden imod demokrati og folkestyre i det 19. århundrede fortrinsvis kom fra en konservativ elite, der ønskede at bevare sine privilegier, skete der efter århundredeskiftet et skifte: modstanden kom nu også fra revolutionære, der ønskede en voldelig omdannelse af samfundet til et nyt elitestyre, blot med dem selv i rollen som den nye elite. Nogle af disse revolutionære tilhørte arbejderklassen og de laveste sociale lag, men andre kom fra overklassen og ønskede at udrydde andre grupper i denne klasse ved at alliere sig med de voldelige masser. === Leninismen === Den første totalitære bevægelse i det 20. århundrede var marxisme-leninismen i Rusland. Bevægelsen havde navn efter Lenin og rødder i marxismen, men den fik kun en kort levetid, hvorefter den blev afløst af stalinismen, der er dens erklærede efterfølger. Alligevel fortjener den særlig omtale, da mange af de træk, som den som den første indførte, genfindes i senere totalitære samfund. Langt de fleste af bevægelsens ledere og fremtrædende personligheder var jøder, mens andre etniske grupper spillede en beskeden rolle. Lenin og hans omgangskreds udviklede efterhånden en racistisk tankegang, der anså jøder for at være energiske og revolutionære, hvorimod russere blev anset for at være dovne og sløve. Fælles for Lenin og hans støtter var ønsket om at skabet et ''proletariatets diktatur'' i bogstaveligste forstand: et totalitært samfund ledet af en "bevidstgjort" elite, som skulle have fuld kontrol over alle sider af samfundet. Udgangspunktet for den bolsjevikiske revolution var det program, som Karl Marx og Engels havde formuleret i ''Det kommunistiske Manifest'' i 1848. Dette gik ud på, at proletariatet skulle erobre magten med alle midler for "at fravriste borgerskabet al kapital og til at centralisere alle produktionsmidler i statens hænder". Det skulle ske ved en politik formuleret i 10 punkter omfattende ekspropriering af jorden, afskaffelse af arveretten, centralisering af al kredit (læs: banker) i statens hænder, centralisering af al transport i statens hænder, produktion efter en samlet statslig plan, arbejdstvang for alle, offentlig opdragelse af alle børn.<ref>Jensen 2002, s. 40</ref> Kort sagt skulle al magt overdrages staten, som gennem sin udvalgte ledelse skulle diktere samfundet sin politik og påtvinge alle at gennemføre den. I januar 1918 vedtog Den 3. alrussiske Sovjetkongres ''Erklæring om de arbejdende og udbyttede folks Rettigheder'', der siden indgik i den første forfatning, som bolsjevikker vedtog i juli 1918, hvori punkterne fra ''Det kommunistiske Manifest'' reelt indgik som bestanddel.<ref>Jensen 2002, s. 40, 42</ref> Denne politik blev udvidet i Det kommunistiske Partis andet program fra 1919, hvori tales om "den maksimale forening af al økonomisk aktivitet i landet efter en statslig plan, den størst mulige centralisering af produktionen". Dette er planøkonomiens grundlæggelse. Endvidere tales om "mobilisering af hele den arbejdsduelige befolkning ved hjælp af sovjetmagten", reelt indførelse af slavearbejde under statslig styring. Fri handel blev erstattet af "planmæssigt organiseret fordeling af produkterne i statslig målestok" og "en streng centralisering af hele fordelingsapparatet", hvilket forudsatte "en ny socialistisk disciplin". I stedet for de eksisterende familielandbrug skulle der etableres socialistiske storlandbrug på landet.<ref>Jensen 2002, s. 42</ref> Et sådant program lod sig ikke gennemføre uden omfattende undertrykkelse og tvang over for befolkningen, og det var netop, hvad der skete. Men først måtte bolsjevikkerne sikre sig magten i hele landet, ikke blot i regeringen. Bolsjevikkerne var langt fra de eneste, som havde planer for fremtiden. Rundt om i Rusland fandtes undertrykte nationale grupper, som så udviklingen som en mulighed for at opnå selvstændighed. Fælles for dem var, at de afviste bolsjevikkernes politik, og følgen var, at der overalt udbrød en "borgerkrig" mellem disse nationalistiske grupper og bolsjevikkerne samt med "De Hvide", russiske officerer der ønskede at bevare det zaristiske imperium, og som afviste både nationalister og bolsjevikker. En skildring af borgerkrigen ligger uden for rammerne af det foreliggende emne, men der kan være grund til at omtale de tiltag, som bolsjevikkerne begik under borgerkrigen som led i deres politiske program. ===== ''Forspillet: kupforsøg'' ===== Forspillet til den russiske revolution indtraf i februar 1917, da zar Nikolai II abdicerede. Magten kom nu i hænderne på en gruppe domineret af liberale og socialistiske intellektuelle.<ref>Jensen 2002, s. 35</ref> I april 1917 ankom Lenin fra Schweiz via Tyskland til Petrograd takket være den tyske militære overkommando, som så det som en taktisk fordel at hjælpe den yderligt gående socialistiske og erklærede krigsmodstander til Rusland. Lenin havde forgæves forsøgt at splitte ''Den socialistiske Internationale'' på spørgsmålet om socialistiske partiers støtte til krigsførelse. Ankommet til Rusland erklærede Lenin straks krig mod Den midlertidige Regering og agiterede for, at verdenskrigen skulle omdannes til en international borgerkrig, og at soldaterne i de enkelte lande skulle vende deres våben imod deres egne officerer og regeringer.<ref>Jensen 2002, s. 36</ref> I juli forsøgte Lenin at begå et kupforsøg, men det mislykkedes, og Lenin flygtede til Finland for ikke at blive arresteret og anklaget for at være tysk agent. I de følgende måneder forberedte Lenin og bolsjevikkernes centralkomite den væbnede modstand, der indtraf den 24. og 25. oktober samme år, og hvorved det lykkedes at erobre magten næsten uden blodsudgydelser. Kun nogle få tusinde bevæbnede soldater og rødgardister og et par hundrede bolsjevikker fra så kaldte arbejderkommiteer tog del i kuppet. Store dele af samfundet bemærkede dårligt nok begivenheden.<ref>Jensen 2002, s. 37</ref> Formelt fik Den alrussiske Sovjetkongres overdraget den politiske magt, men reelt overtog bolsjevikkerne magten i form af Folkekommissærernes Råd under Lenins ledelse; rådet bestod udelukkende af bolsjevikker men blev senere i en kort periode suppleret med repræsentanter for Venstre-SR. I november 1917 blev der afholdt valg til en Grundlovgivende Forsamling udskrevet af Den midlertidige Regering. De ikke-bolsjevikiske partier fik stort flertal med SR som det største parti. Bolsjevikkerne reagerede på deres nederlag ved først at erklære det liberale parti, Kadetterne, for "folkefjender". De forlangte, at Den grundlovgivende Forsamling skulle anerkende det bolsjevikiske styre. Da forsamlingen ignorerede dette og begyndte arbejdet på at udarbejde en ny forfatning, erklærede bolsjevikkerne forsamlingen for "borgerlig" og "opløst". Da der fremkom en fredelig protestdemonstration imod dette, blev denne beskudt, og flere demonstranter døde.<ref>Jensen 2002, s. 39</ref> Derved havde Lenin og bolsjevikkerne for første gang demonstreret sin foragt for demokrati og folkestyre og sin vilje til at bruge vold og magt for at få sin vilje. Lenin gav i pamfletten ''Den proletariske revolution og renegaten Kautsky'' fra 1918 som reaktion på socialdemokraten Karl Kautskys skrift ''Kommunisme og Terrorisme'' sin begrundelse for denne fremfærd: "I den herskende klasses hænder er staten et maskineri til at tilintetgøre modstanderklassens modstand ... det proletariske diktatur er en maskine til tilintetgørelse af borgerskabet." <ref>Jensen 2002, s. 38f</ref> ===== ''Borgerkrigen. Statslig terror organiseres'' ===== Straks fra starten havde Lenin og han slæng sikret sig kontrollen i befolknings- og industricentre i det nordvestlige og centrale Rusland, hvor blandt andet våben- og ammunitionsfabrikkerne lå.<ref>Jensen 2002, s. 87</ref> Uden for byerne boede den overvældende del af befolkningen som bønder, hvis eneste ønske var selvstyre.<ref>Jensen 2002, s. 88</ref> I december 1917 var ved lige, almindelige og hemmelige valg blevet valgt en grundlovgivende forsamling, men denne blev allerede i januar 1918 "opløst" af bolsjevikkerne som et "borgerligt" levn, reelt fordi at de ikke havde flertal og ikke kunne kontrollere den. Allerede i foråret 1918 blev bolsjevikkerne upopulære, fordi deres politik forværrede de økonomiske og sociale problemer skabt af verdenskrigen, og i stedet voksede tilslutningen til mensjevikkerne, som i samarbejde med SR vandt valgene til det ene byråd efter det andet ved valgene i 1918. Værre endnu for bolsjevikkerne blev det, da de ikke ønskede at lade bønderne selv føre deres varer til markeder i byerne men i stedet begyndte at organisere væbnede bander, der blev sendt ud i landsbyerne for at beslaglægge korn og andre landbrugsprodukter. Dette overgreb blev fra starten mødt af en overvældende modstand fra landbefolkningens side.<ref>Jensen 2002, s. 92</ref> For at fastholde deres magt begyndte bolsjevikkerne dels at opløse disse demokratisk valgte forsamlinger, dels at fordrive nogle af de valgte medlemmer, især mensjevikker og SR fra ''Den Alrussiske Centrale Eksekutivkomité'', der fungerede som en slags rådsparlament for de kontrollerede dele af landet.<ref>Jensen 2002, s. 93</ref> Bolsjevikkernes politik udviklede sig hurtigt til regulære væbnede røvertogter mod bønderne, og bondebefolkningen reagerede ved at angribe og fordrive dem og i enkelte tilfælde blev bolsjevikker dræbt af rasende bønder og borgere. Bolsjevikkerne modsvarede ved at tage gidsler og at henrette de mest aktive af deres modstandere, og Lenin opfordrede "arbejderne" til at tilintetgøre (læs: dræbe) "kulakkerne".<ref name="BJ 2002 94">Jensen 2002, s. 94</ref> Som følge af bolsjevikkernes antidemokratiske optræden dannede medlemmer af den opløste grundlovsgivende forsamling i sommeren 1918 i byen Samara ved Volga ''Den Grundlovsgivende Forsamlings Komité'' (på russisk forkortet ''Komutj'') med det formål at bekæmpe den bolsjevikiske terror, at få ophævet Brest-Litovsk-freden med Tyskland fra marts 1918 og at få genindkaldt den demokratisk valgte Grundlovsgivende Forsamling og få genindsat en legitim regering. Med støtte fra Den tjekkoslovakiske Legion lykkedes det Komutj at vinde kontrollen over den ene provins efter den anden, først langs Volga og dernæst mod øst til Ural. I Ural dannede arbejdere fra våbenfabrikkerne en folkehær mod bolsjevikkerne. Øst for Ural og til Stillehavet overtog en antibolsjevikisk regering magten.<ref name="BJ 2002 94"/> I det centrale Rusland organiserede Venstre-SR en væbnet opstand mod bolsjevikkerne i byen Jaroslavl i juli 1918, hvilken dog efter få dages kampe blev slået ned, hvor efter bolsjevikkerne henrettede 428 personer; desuden fordrev bolsjevikkerne samtlige delegerede fra Venstre-SR fra den 5. Rådskongres i Moskva samt i lokale råd over hele landet.<ref name="BJ 2002 94"/> Måneden efter opstanden i Jaroslavl erobrede tjekkoslovakkiske og SR-styrker byen Kazan ved Volga, og der efter var kun Niznij Novgorod tilbage som den eneste større by ved Volga, der fortsat var kontrolleret af bolsjevikkerne, men deres magt var yderst usikker, og de greb da til masseterror med gidseltagning, nedskydninger og indespærringer af mistænkte, "sabotører" og "spekulanter" i koncentrationslejre.<ref name="BJ 2002 95">Jensen 2002, s. 95</ref> I august og september blev terroren om muligt endnu mere voldelig: strejkende arbejdere blev kaldt "desertører" og tvangsudskrevne til Den røde Hær, bønder, der nægtede at udlevere deres korn, blev skudt som "kulakker", soldater, der nægtede at skyde på arbejdere og bønder, blev henrettede som "forrædere", og det samme gjorde mange, der højlydt protesterede mod terroren. Takket være denne politik blev Kazan generobret og snart efter tillige Samara.<ref name="BJ 2002 95"/> På få måneder i efteråret 1918 lod Lenin og hans udpræget jødiske forbryderslæng henrette 10-15.000 mennesker, ofte helt uskyldige mennesker, der endte som gidsler for forbryderregimet. Terroren blev nu systematisk, bevidst og forberedt og rettede sig mod hele samfundsgrupper. Det var først efter, at Samara-regeringen var blevet besejret, at admiral Aleksandr V. Koltjak trådte til som leder af en anti-bolsjevikisk regering i Sibirien.<ref name="BJ 2002 95"/> En kort tid omkring slutningen af 1918 og begyndelsen af 1919 synes borgerkrigen at være lettet, men det varede kun kort. Mest fordi den organiserede terror udøvet af TjeKa fortsatte. Bolsjevikkerne nægtede at opløse TjeKaen, og snart begyndte nye massearrestationer, lige som det bolsjevikiske "parlament" VTsIK i april 1919 erklærede, at mensjevikkerne og SR skulle bekæmpes nådesløst, fordi disse var relativt populære, mens bolsjevikkerne var upopulære overalt; uden TjeKa, Den røde Hær og terroren kunne bolsjevikkerne ikke forblive ved magten.<ref name="BJ 2002 97">Jensen 2002, s. 97</ref> I Petrograd og andre byer massestrejkede befolkningen imod terroren, ofte i form af generalstrejker, fabriksbesættelser og andre opstande med krav om frie valg til rådene, uafhængige fagforeninger og strejkeret; det kommunistiske diktatur blev fordømt.<ref name="BJ 2002 97"/> Regimet svarede med at forbyde offentlige møder, opløse uafhængige fagforeninger og arrestere mensjevikker og SR-ere.<ref name="BJ 2002 98">Jensen 2002, s. 98</ref> Da bolsjevikkerne afholdt partikongres i marts 1919 indrømmede Grigorij Zinoviev at begrebet "tjekist" var blevet en hadbetegnelse.<ref name="BJ 2002 98"/> Da Lenin tog til Petrograd for att holde en tale i Folkets Hus den 12. marts, blev han mødt med tilråbet "Ned med jøden!".<ref name="BJ 2002 99">Jensen 2002, s. 99</ref> Der var gadeoptøjer, og kommunister blev på flere møder overfaldet. Bolsjevikkerne lod da styrker fra TjeKaens specialafdelinger storme fabrikker, på stedet henrette arbejdere, der var i besiddelse af skydevåben, og senere henrette mistænkte strejkeledere. Disse blev simpelthen stillet op af en mur og mejet ned med maskingevær i bundter. Mindst 200 arbejdere blev henrettede. For at retfærdiggøre deres massemord lod bolsjevikkerne "tilstå" deres "vildførelse" af "provokatører og kontrarevolutionære". En sådan praksis blev fra nu af anvendt rutinemæssigt.<ref name="BJ 2002 99"/> ==== ''Etnisk udrensning'' ==== I januar 1919 besluttede Lenin og bolsjevikkerne at tilintetgøre kosakkerne og deres bosættelsesområder. Der var her for første gang tale om en regulær systematisk etnisk udrensning. Årsagerne var flere. Kosakkerne var velstående og kunne derfor karakteriseres som "klassefjender". De havde tradition for lokalt selvstyre og var modstandere af bolsjevikkernes landbrugspolitik. De var bevæbnede og havde efter Oktoberrevolutionen i stort tal tilsluttet sig de hvide styrker, der var blevet oprettet i Sydrusland i 1918. Dermed udgjorde de en fare for det bolsjevikiske terrorstyre.<ref name="BJ 2002 103">Jensen 2002, s. 103</ref> Den 24. januar 1919 blev af kommunistpartiets centralkomite rundsendt en hemmelig skrivelse om kosakkerne. Den pålagde en borgerkrig mod dem bestående af følgende elementer:<br> 1. "At gennemføre masseterror mod rige kosakker ved at udrydde dem totalt; gennemfør nådesløs masseterror mod alle kosakker, der på en eller anden måde har taget direkte eller indirekte del i kampen mod Sovjetmagten."<br> 2. "At ''konfiskere'' kornet og tvinge dem til at læsse det tiloversblevne af på angivne steder; dette gælder såvel korn som alle øvrige landbrugsprodukter."<br> 3. "At træffe alle forholdsregler til at yde hjælp til de ''nytilkomne'' fattigbønder, der skal flyttes (til de tidligere kosaklandsbyer)"<br> 4. "At ''gøre de nytilflyttede lige'' med kosakkerne med hensyn til jord og i alle andre henseender."<br> 5. "At gennemføre fuldstændig ''afvæbning'' og at ''skyde enhver'', hos hvem der afsløres våben efter udløbet af fristen for aflevering."<br> 6. "Kun at uddele våben til de pålidelige elementer blandt ''nytilflytterne''."<br> 7. "At opretholde ''væbnede styrker'' i kosak-landsbyerne indtil den fuldstændige genopretning af ordenen."<br> 8. "Alle kommissærer, der er udkommanderet til de forskellige kosaklandsbyer, skal udvise maksimal hårdhed og ''uden vaklen'' udføre disse anvisninger. Centralkomiteen beordrer de relevante sovjetinstitutioner til at gennemføre Landbrugskommissariatets forpligtelse til så hurtigt som muligt at udarbejde faktiske skridt til ''masseoverflytning af fattigbønder til kosakjorderne''."<ref name="BJ 2002 104">Jensen 2002, s. 104</ref><br> Ikke blot skulle kosakker fratages deres levegrundlag og henrettes i stort tal, men deres nationale stilling skulle undergraves ved tvangstilflytninger af andre folkeslag. Denne politik skulle siden blive en hjørnesten i Sovjetunionens nationale undertrykkelsespolitik. Da kosakkerne gjorde modstand mod at blive likvideret eller deporteret, fik de røde styrker i marts 1919 ordre om at bruge de mest hensynsløse midler for at kue opstandene: gårde og landsbyer, der havde bidraget til modstanden, skulle afbrændes, der skulle gennemføres "nådesløs nedskydning" af alle direkte og indirekte modstandere, der skulle tages gidsler og hvert femte gidsel henrettes, og en vis andel af den mandlige befolkning skulle likviders.<ref name="BJ 2002 106">Jensen 2002, s. 106</ref> Den hensynsløse fremfærd udløste omfattende kosakopstande, der bidrog til at fremme general Denikins togt mod Moskva.<ref name="BJ 2002 107">Jensen 2002, s. 107</ref> Da bolsjevikkerne vendte tilbage til Don og Kuban i foråret 1920, blev adskillige landsbyer tømt for indbyggere, idet disse blev tvangsforflyttede til kolde nordlige egne. I de tvangsfordrevnes sted blev indsat tilflyttere (''inogorodtsy''), der blev overdraget jord og bygninger tilhørende de fordrevne kosakker.<ref name="BJ 2002 108">Jensen 2002, s. 108</ref> På samme tid erklærede Lenin, at regimet havde desperat brug for olie og pålagde TjeKa i Kuban med samme hensynsløse terror at sikre olieleverancer. Følgen af dette var nye kosakoprør i løbet af sommeren 1920, idet kosakker flygtede op i bjergene for at danne guerillastyrker mod regimets terror. Andre indledte et samarbejde med general Wrangel på Krim, men hans styrker var for svage til at gennemføre en effektiv modoffensiv.<ref name="BJ 2002 108"/> I november 2020 gennemførte bolsjevikkerne nye massakrer på "borgerlige" og "kontrarevolutionære", hvoraf de fleste blot var flygtede fra krigsbegivenhederne for at redde livet. Ifølge samtidige beregninger blev henved 50.000 uskyldige personer på Krim henrettede under og efter halvøens erobring: skudt, halshugget, hængt og druknet.<ref name="BJ 2002 109">Jensen 2002, s. 109</ref> Så fulgte nye afbrændinger af landsbyer, massehenrettelser og deportationer i Kuban og Nordkaukasus.<ref name="BJ 2002 109"/> Målet var nu en totaludryddelse af kosakkerne som nation og samfundsgruppe. Beregninger ansætter antallet af myrdede og deporterede til mellem 300.000 og 500.000, ifølge enkelte beregninger endda op til 2 millioner, mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 4 millioner.<ref name="BJ 2002 110">Jensen 2002, s. 110</ref> ==== ''Kommandoøkonomien'' ==== I 1920 indførtes princippet om ''planøkonomi'' eller ''kommandoøkonomi''<ref name="BJ 2002 160">Jensen 2002, s. 160</ref>, det vil sige en industriel produktion, der hvilede på diktater om art og mængde af producerede varer fra den selvbestaltede partielite, og som forudsatte, at arbejderne blev retsløse som slaver. Ret sigende blev forslaget fremsat af krigskommissær Lev D. Trotskij, som på Det kommunistiske Partis 9. kongres dette år begrundede nødvendigheden således: "Man siger, at tvangsarbejde er uproduktivt. Hvis det er sandt, så er al socialistisk økonomi dømt til at mislykkes, for der findes ikke andre vej til socialismen end det økonomiske centrums autoritative fordeling af hele landets arbejdsstyrke - en fordeling af denne styrke i overensstemmelse med den fælles statslige økonomiske plans krav ... Hvis denne tvangsorganiserede og tvangsfordelte arbejdsstyrke er uproduktiv, så kan man godt opgive socialismen."<ref name="BJ 2002 120">Jensen 2002, s. 120</ref> Princippet for kommandoøkonomien blev yderligere forklaret således: "Arbejdsstyrken fordeles i overensstemmelse med den økonomiske plan ... Arbejdsstyrken skal ansættes, omdirigeres og afsendes på nøjagtig samme måde som soldater. Det er grundlaget for det militariserede arbejde."<ref name="BJ 2002 120"/> Og: "Operationshovedkvartererne vil udsende ordrer til arbejdsfronten: om at fælde træ, høste korn og reparere lokomotiver. Mobiliseringsdirektoratet vil sammensætte fortegnelser over alle egnede og erfarne specialister. Og hver aften vil tusinder af telefoner ringe til hærens hovedkvarter og rapportere om erobringer på arbejdsfronten."<ref name="BJ 2002 121">Jensen 2002, s. 121</ref> I overensstemmelse med disse visioner vedtog partikongressen en resolution om, at alle faglærte arbejdere skulle registreres med henblik på at fordele dem til produktivt arbejde med samme konsekvens og fasthed, som befalingsmænd handler i hæren.<ref name="BJ 2002 121"/> Desertører (dvs. alle som modsatte sig denne slavepolitik) skulle straffes i "straffearbejdskommandoer" eller ved anbringelse i koncentrationslejre.<ref name="BJ 2002 122">Jensen 2002, s. 122</ref> Derved var også grundlaget for ''GULAG'' blevet besluttet. Den russiske økonom Vasilij Seljunin har kaldt Trotskijs planer for "et projekt om at omdanne hele landet til én gigantisk koncentrationslejr eller et system af sådanne lejre".<ref name="BJ 2002 122"/> Blandt andet betød deres monopol på fødevarer og deres indførelse af rationaliseringskort, at de havde magt til at gennemtvinge denne politik. Den 1. februar 1920 skrev Lenin til Trotskij, at brødrationen skulle nedsættes for arbejdere, der ikke var beskæftigede ved transport: "Lad endnu flere tusinder omkomme, men landet vil blive frelst".<ref name="BJ 2002 122"/> I 1920 var der 300.000 "desertører" (dvs folk, som ikke mødte på tvangsarbejde) ud af en samlet arbejdsstyrke på 1.5 millioner.<ref name="BJ 2002 123">Jensen 2002, s. 123</ref> ==== ''Hungersnøden 1921'' ==== En følge af den vildskab, hvormed bolsjevikkerne myrdede og tvangsfordrev bønder og andre samfundsgrupper, var en hungerkatastrofe i 1921, forstærket af langvarig tørke. Dette i kombination med bolsjevikkernes konfiskationer af korn havde ikke levnet bønderne reserver til at stå imod misvækst. Følgen heraf var, at omkring 5 millioner bønder med familier døde af sult.<ref name="BJ 2002 147">Jensen 2002, s. 147</ref> Også industriproduktionen var blevet ramt: den var i 1921 faldet til en femtedel af produktionen i 1913.<ref name="BJ 2002 135">Jensen 2002, s. 135</ref> Situationen tvang bolsjevikkerne til for en tid at opgive deres afpresningspolitik, krigskommunismen, og indføre en "ny økonomisk politik" (''NEP'').<ref name="BJ 2002 148">Jensen 2002, s. 148</ref> Det er beregnet, at under borgerkrigen 1918-1922 og den dertil knyttede hungersnød døde mellem 12 og 17 millioner mennesker under Lenins ledelse.<ref name="KG 2004 520">Gerner 2004, s. 520</ref> Under hele 1. verdenskrig døde ved fronten omkring 2.5 millioner mennesker. ==== ''Racismen'' ==== I 1922 blev Lenin ramt af en hjerneblødning<ref name="BJ 2002 145"/>, og hans galskab blev derved mere udpræget og mere racistisk. Lenin var ''filosemit''. Han beskyldte russerne for at være trevne og uden målrettethed. Derfor skulle deres blod blandes med blod fra de mere energiske og revolutionært indstillede jøder. Hans søster, A.I. Jelizarova-Uljanova skrev, at "denne nations (dvs. jødiske) store talenter og den usædvanligt sunde indflydelse, som dens blod har på børn af blandede ægteskaber, har været kendt længe. Lenin selv værdsatte dens (dvs. den jødiske) revolutionære holdning højt, dens udholdenhed i kamp .. i modsætning til den russiske natur, der var mere doven og uden rygrad."<ref name="BJ 2002 145">Jensen 2002, s. 145</ref> Lenins galskab blev mere og mere udtalt, og hans had og forfølgelsesvanvid ramte efterhånden helt vilkårligt. I 1922 besluttede han at landsforvise den gamle russiske intelligentsia, hvilken han betegnede som "nationens lort".<ref name="BJ 2002 134">Jensen 2002, s. 134</ref> Han udarbejdede lange lister over de forskere og kulturpersonligheder, som skulle landsforvises, og han kastede sig ud i en gennemgang af tidsskrifter for at se hvem, der havde skrevet hvad, og medlemmerne af redaktionskomiteer for at finde nye ofre for sit ubændige had.<ref name="BJ 2002 134"/> Denne rabiate og ekstreme censur blev begrundet med, at ytringsfrihed kunne føre til dannelse af private foreninger, som i fremtiden kunne udvikle sig til en "kontrarevolutionær front".<ref name="BJ 2002 134"/> Denne censur skete samtidig med, at Lenin lod opbygge et enormt bureaukrati, der blandt andet omfattede et statsligt propagandaapparat.<ref name="BJ 2002 134"/> ==== ''Resultatet under Lenin'' ==== Da Lenin døde, efterlod han sig et samfund i ruiner. Revolutionen havde været en katastrofe: millioner var døde under magtgennemførelsen, landbrug og industri var reducerede til brøkdele af deres tidligere omfang, ytringsfrihed, fagforeningsfrihed, strejkeret og andre menneskerettigheder var afskaffede. Det eneste, Lenin havde opnået i løbet af 6 år, var at etablere en ny elite suppleret af et enormt samfundsundertrykkende bureaukratisk apparat. At samfundet overhovedet overlevede skyldes alene, at Lenin havde måttet opgive kommandoøkonomien og tilladt bønder og andre en vis økonomisk frihed og selvstændighed. En kort tid befandt Sovjetunionen sig i en uvis overgangstilstand, så indtraf stalinismen, der tog fat, hvor Lenin havde måttet stoppe. === Fascismen === Den første erklærede nye højreorienterede bevægelse efter århundredeskiftet var fascismen. Den blev startet af Benito Mussolini og herskede i Italien fra 1922 til 1943.<ref>Jacobsen 1953, s. 219</ref> Den fascistiske bevægelse blev ved magten til 1943, da de allierede i 2. verdenskrig gik i land i Italien. I Norditalien forblev Mussolini ved magten til Tysklands nederlag i 1945. Som følge af den historiske rolle som pioner er mange senere totalitære bevægelser misvisende betegnet som "fascistiske". Fascismen havde sit udgangspunkt i den italienske socialismes "bolsjevikiske" fløj.<ref name="BJ 2002 416">Jensen 2002, s. 416</ref> Benito Mussolini var påvirket af, at hans far var socialist. I 1914 begyndte 1. verdenskrig. Først var han modstander af krigen og mente, at Italien burde holde sig ude af den. Nogle måneder efter krigens udbrud ændrede han mening, og over for Cesare Battisti udtalte han at Italiens neutralitet var meningsløs, fordi landet ville ende som passiv støtte for Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 10. oktober 1914 meldte han i partiavisen ''Avanti'', at han var skeptisk over den italienske neutralitet. Hans partikammerater så ham som en forræder imod socialismen, og han blev ekskluderet fra socialistpartiet den 24. november 1914. Mussolini begyndte så sin egen avis, som støttede krigsdeltagelsen den 24. november 1914. I 1921 stiftede han det fascistiske parti. Den 2. februar samme år blev han udsat for et attentatforsøg af Michele Schirru. Den 6. september 1924 blev et nyt attentatforsøg forhindret. Et nyt i november 1926 blev udført af Tito Zaniboni. I sommeren 1922 marcherede knap 50.000 fascister mod Rom for at kræve den liberale regerings afgang.<ref name="Chr 1990 347"/> Den havde ønsket at få det socialistiske oprør standset. Efter marchen mod Rom blev Mussolini regeringschef i en koalitionsregering.<ref name="Chr 1990 347"/> Som svar på socialistiske strejker og demonstrationer etablerede fascisterne deres eget kampforbund, som udøvede en omfattende terror. I 1924 vandt fascisterne valget med et klart flertal takket være en ændring af valgloven og kunne danne regering alene. Mussolini blev chef for regeringen. Mellem 1922 og 1926 fik hans hemmelige politi stoppet den socialistiske modstand ved at myrde dennes ledere, således Matteotti i 1924. Der blev indført censur, de socialistiske og kommunistiske partier blev opløste, og deres ledere blev fængslet.<ref name="Chr 1990 347">Christiansen (1990), s. 347</ref> Igen i 1926 vandt Mussolini, og efter et forbud mod socialister og kommunister begyndte han føre de fascistiske teorier ud i praksis: han begyndte en jagt på de liberale, som hurtigt flygtede fra Italien eller gik under jorden. Efter valget blev Mussolini hvert fjerde år indsat som statsleder af Italiens konge Victor Emanuel 3., og dermed kunne han styre, uden at landets grundlov blev brudt. Regeringen satsede især på politiet og hæren, samt sygehuse og uddannelsessteder. Mussolini skabte den fascistiske stat ved statsterror og propaganda, såsom programmet ''dopolavoro'' (= efter arbejdet), der tilbød en mængde gratis aktiviteter efter arbejdstid, nærmest som en fritidsklub for voksne. Fascistpartiet ønskede at involvere hele befolkningen i sin politik, og oprettede en række børne- og ungdomsorganisationer. Denne politik blev kaldet ''totalitario'', det vil sige altomfattende. Mussolini selv talte om en ''stato organico'', en organisk stat. Den italienske fascisme var først og fremmest autoritær. Den var fortaler for en dyb hierarkisk organisering af samfundet og underordning af det enkelte individs interesser under statens (totalitarisme). Den italienske fascisme overtog en opfattelse af samfundet som en organisme, der ikke er en sammenslutning af individer, men en naturlig eksistens, hvis individer er en uløselig del af denne organisme. Formålet er at forbedre denne organisme, altså staten. Den italienske fascisme hyldede fører-princippet. Benito Mussolini skulle være den forbilledlige fører, der på en side skulle ligne den italienske borger og på den anden side være ophøjet. Den italienske fascisme var fra begyndelsen stærkt militaristisk og voldsfikseret. Det kom især til udtryk i dens paramilitære forbund og store militærparader. Fascismen var også imperialistisk. På mange punkter ønskede den italienske fascisme at lade Romerriget genopstå med fasces, førerkult og de fascistiske, imperialistiske bestræbelser, særligt i forhold til Italiens nabolande, men de lykkedes aldrig rigtigt, bortset fra Italiens angreb på og kolonisering af Etiopien i 1935. Den økonomiske organisering er korporativ-syndikalistisk i en særlig fascistisk form.<ref name="Chr 1990 347"/> Syndikalismen var en radikalt venstreorienteret tankegang, der ønskede arbejdernes overtagelse af fabrikkerne og deres selvorganisering. Den fascistiske form ønskede, at produktionen tilrettelægges af arbejdsgiveren og arbejderne i en fælles fagforening, mens de eksisterende arbejderfagforeninger opløstes. I praksis fik arbejderne dog ikke mere indflydelse. Tværtimod blev produktionen mere centraliseret, idet produktionsgrenene og statsmagten på nationalt plan i ''Kammeret af kampforbundene og korporationerne'' tilrettelagde produktionen. Fascismen var en folkelig, nationalistisk massebevægelse, der omfattede alle samfundsgrupper. Samtidig med, at kampforbundene mobiliserer størstedelen af den arbejdende befolkning, havde Mussolini hele tiden også de store jordbesiddere og storborgerskabet i ryggen. Det var en totalitær etparti-ideologi, som forudsatte udryddelse af al politisk opposition. Skønt udspringet af det socialistiske parti blev anti-socialisme hurtigt en vigtig del af fascismen, idet der blev slået hårdt ned på socialister, fordi de ansås som konkurrenter til magten. ==== ''Statens tarv i centrum'' ==== Staten blev en central del af fascismens ideologi, efter som netop fascistiske partier havde fokus på national enhed snarere end klassekamp. Ifølge politologen Juan Linz ønskede de at genoprette den nationale identitet snarere end en selvstændig moderne orden. Dermed fik staten, som i de statssocialistiske samfund, en central rolle: "For fascisten er staten alting, og intet menneskeligt eller spirituelt eksisterer, eller har endog værdi, uden for staten. I denne forstand er fascisme totalitær, og den Fascistiske Stat – syntesen og foreningen af alle værdier – fortolker, udvikler og giver styrke til et helt folks liv ... I den fascistiske stat er individet ikke undertrykt, men snarere multipliceret, ligesom blandt et regiment soldater, der ikke er svækket men styrket ganget med antallet af kammerater", erklærede Mussolini i 1932. Mussolinis tanke var, at folket som sådan ikke eksisterer uden for staten, men det er netop gennem enheden og antallet, at den enkelte bliver styrket. Staten er målet for fascistiske partier, hvormed partiet blot bliver redskabet til at overtage staten. Når denne er nået, bliver partiet uvigtigt. En anden måde at udtrykke statens vigtighed på er gjort af filosoffen Giovanni Gentile (1875-1944), der sagde "Alt for staten; intet mod staten; intet uden for staten." ==== ''Korporatismen'' ==== På trods af fascistens forkærlighed for staten, ønsker denne ikke en kollektivisering af økonomien på linje med sovjetiske nationaliseringer. Bannerføren for den italienske fascismes økonomiske politik var Alfredo Rocco. Denne mente at korporatisme, der opponerer mod både det frie marked og kommandoøkonomier, var at foretrække. Kapitalisme ansås at føre til en ustyrlig jagt på profit, og kommandoøkonomien var håbløst forbundet med klassekampen. Korporatisme var derimod baseret på en idé om, at private virksomheder er forbundet med arbejdskraft i en organisk og spirituel helhed. Sociale klasser behøver ikke være i konflikt med hinanden, men kan arbejde sammen i harmoni. Dette medfører både økonomisk og moralsk regenerering. Dermed fremmes statens stilling til en rolle som mediator mellem klasser, hvor fokus angiveligt er på det fælles bedste. ==== ''Magtovertagelsen'' ==== I Italien opstod den af Benito Mussolini førte fascistiske bevægelse i 1919, hvor der dannedes kampgrupper (''fasci'') særligt i Syditalien. I de første år havde de ikke megen opbakning, og deres program adskilte sig heller ikke meget fra de socialistiske partiers. I 1921 og 1922 blev bevægelsen dog til den største i Italien. 22. oktober 1922 gennemførtes Marchen mod Rom, og den italienske konge så sig tvunget til at vælge Mussolini som regeringschef. Mussolini blev først enevældig i Italien i 1925. ==== ''Koloniimperialismen'' ==== Den italienske fascisme udviklede sig tidligt i en koloniimperialistisk retning. Italien havde - modsat andre stormagter - kun få og beskedne besiddelser (Trieste, Tripolitanien, Djibouti, Italiensk Somaliland), og det blev derfor et mål for styret at ændre på dette. Fascisterne ønskede at omdanne hele den østlige del af Middelhavet til et "''Mare nostra''" (vores hav) ved at udvide sine besiddelser langs kysten i Nordafrika og videre i Det røde Hav. I 1923 lykkedes det Italien ved freden i Lausanne at overtage Dodekaneserne. Derimod mislykkedes besættelsen af Korfu samme år. Ligeledes gjorde Italien forsøg på at få kontrol over Fiume. I 1934 indtrådte Abessinien-krisen. Krisen begyndte, da italienerne - i strid med de to landes venskabspagt - opførte et militært anlæg ved oasen Walwal i Ogaden. Anlægget blev opført i hemmelighed under 1930-ernes første år og blev først opdaget den 23. november 1934 af en grænsekommission, som skulle kontrollere grænserne mellem Abessinien og de italienske kolonier i Italiensk Somaliland. Den 5. december udbrød en skudveksling mellem italienske og abessinske tropper ved fortet. Begge sider beskyldte modparten for at være årsag til episoden. Omkring 200 soldater faldt under kampene. Konflikten udviklede sig til den anden italiensk-abessinske krig, som indledtes i oktober 1935 og afsluttedes i maj 1936. Krigen udkæmpedes mellem de væbnede styrker i Kongeriget Italien (''Regno d'Italia'') og de væbnede styrker i Kejserriget Abessinien. Krigen resulterede i den militære okkupation af Etiopien og dette lands annektering til det nyligt skabte koloni Italiensk Østafrika (''Africa Orientale Italiana'', eller AOI). I 1941, under 2. verdenskrig, besejrede de allierede styrker italienerne, og Abessinien blev atter selvstændigt. I 1939 besatte Italien tillige Albanien, men denne besættelse endte med afslutningen af 2. verdenskrig. === Stalinismen === I 1924 døde Lenin, og der opstod en magtkamp om hvem, der skulle være den nye diktator i Sovjetunionen. Denne magtkamp stod mellem Trotskij og Stalin. Trotskij var jøde og en af Lenins ivrigste støtter under den tidlige terror. Stalin havde spillet en mindre fremtrædende rolle, men han havde formået at placere sig selv centralt i magtsystemet. Det tog Stalin tre år at vinde magtkampen endegyldigt: i 1927 blev Trotskij smidt ud af kommunistpartiet og i 1929 tvunget til at forlade landet.<ref name="BJ 2002 167">Jensen 2002, s. 167</ref> Stalin konsoliderede dermed sin magt og gav navn til en ny afart af kommunismen: "stalinisme". Stalinismen er Leninismens sande arvtager og i det store og hele en kopi af samme program. Den eneste forskel ligger i, at Stalin og hans håndlangere havde mere tid til at gennemføre den samme politik og til at "tilpasse" den undervejs i forløbet. ==== ''Undertrykkelsen fortsætter'' ==== Magtkampen havde ikke betydet, at kommunistpartiet slækkede på sin magt eller undertrykkelse. I 1925 led kommunisterne ved valg til landsbyråd, som de ikke havde været i stand til at infiltrere og kontrollere, et dramatisk nederlag. Årsagen var blandt andet, at de statslige godser gav store underskud modsat de små private landbrug.<ref name="BJ 2002 158">Jensen 2002, s. 158</ref> Den samlede landbrugsproduktion var voksende, men det betød blot, at de private bønders velstand voksede, og at deres selvbevidsthed blev styrket.<ref name="BJ 2002 158f">Jensen 2002, s. 158f</ref> Regimet blev nervøs over udviklingen i landdistrikterne og besluttede at udrydde de mest velstående bønder, kulakkerne. I første omgang blev de pålagt høje skatter, som de ikke kunne betale. Som "straf" herfor mistede de deres valgret, deres ejendomme blev konfiskeret og de blev idømt tvungent straffearbejde. OGPU mente at kunne konstatere, at landsbyrådene var gennemsyrede af anti-sovjetiske holdninger. Der var opfordringer til væbnet modstand mod bolsjevikkerne, og der skete attentater rettede imod regiments repæsentanter. Skønt regimet havde frataget mange af de mest driftige bønder deres valgret, led bolsjevikkerne ved valgene i 1927 et nyt gigantisk nederlag.<ref name="BJ 2002 159">Jensen 2002, s. 159</ref> I sommeren 1928 var kun 1,7% af bønderne medlemmer af regimets kollektive landbrug<ref name="BJ 2002 169">Jensen 2002, s. 169</ref>, men regimet fortsatte sin terrorpolitik med chikane, vilkårligt pålagte tvangsleveringer af korn, skatter og afgifter, der ruinerede bønder, gjorde dem retsløse, sendte dem i koncentrationslejre eller på tvangsarbejde. Alene i månederne fra november 1929 til januar 1930 blev omkring 100.000 familiebrug tilhørende de tyske kolonister (omkring 1,1 million) straffede for ikke at have opfyldt de dem pålagte tvangsafleveringer.<ref name="BJ 2002 170">Jensen 2002, s. 170</ref> Også i byerne havde bolsjevikkerne store problemer: industrien var under det kommunistiske regime tabsgivende på grund af dårlig ledelse og umotiverede arbejdere. Lederne var ikke interesserede i at forbedre driften men snarere i at skjule den dårlige drift og at modtage så mange statssubsidier som muligt. De privat drevne virksomheder, der virkede på markedsvilkår, var derimod effektive og rentable. De kunne betale de ansatte højere lønninger, og til tiden. Arbejderne begyndte derfor at danne egne, uofficielle fagforeninger, fordi de officielle fagforeninger kun varetog ledelsens interesser. Samtidig fremkom der krav om et "upartisk parti" som alternativ til bolsjevikkerne og om uafhængige fagforeninger. OGPU forsøgte ihærdigt at nedkæmpe de "kontrarevolutionære" organisationer og deres ledere, men det førte blot til, at der i 1928 udbrød protester, strejker og ødelæggelser af maskineri i protest mod regimets overgreb. Arbejderne udtrykte deres støtte til bønderne i deres kamp.<ref name="BJ 2002 160">Jensen 2002, s. 160</ref> I 1931 fremkom en analyse af den første femårsplan. Den viste, at industrianlæg og fabrikker blev opført fuldstændig planløst og uden tilstrækkelig teknisk forbedredelse. Reelt gik politikken ud på at samle al energi om bestemte projekter uden hensyn til omkostninger, menneskeligt og økonomisk.<ref name="BJ 2002 168">Jensen 2002, s. 168</ref> Der var i bogstaveligste forstand tale om en krigsøkonomi med satsning på sværindustri og en forceret oprustning, og med den uundgåelige følge, at befolkningens levestandard blev drastisk forværret.<ref name="BJ 2002 169"/> ==== ''Sjakhty-retssagen 1928'' ==== For at redde ansigt for sin totalt forfejlede økonomiske politik foranstaltede regimet i 1928 den så kaldte ''Sjakhty''-proces, hvorved et antal ingeniører blev anklagede af regimet for at være sabotører, skadevoldere og terrorister. Formålet var at gøre de uretmæssigt anklagede til syndebukke for de mange økonomiske problemer samt for at true dem og ligesindede til tavshed med hensyn til kritik af regimet. Retssagen skulle siden danne forbilledet for vilkårlige retssager mod Stalins formodede modstandere under de såkaldte Moskva-processer. Der blev foranstaltet masseudrensninger af "borgerlige specialister" (''spetsy''), som blev afskedigede og i flere tilfælde fratagne deres levnedsmiddelskort, ret til lægehjælp, bolig med mere. Mellem 1928 og 1931 blev omkring 138.000 arbejdere på denne måde de facto udstødte af samfundet.<ref name="BJ 2002 161">Jensen 2002, s. 161</ref> ==== ''Tvangskollektivisering og Holodomor'' ==== I 1929 indledte Stalin et nyt tvangskollektiviseringsforsøg. Der var da omkring 25 millioner små familiebrug i Sovjetunionen, heraf blev 3-5% betegnede som "kulakbrug" svarende til mellem 750.000 og 1.250.000 brug eller mellem 4.5 og 7.5 millioner mennesker. Skønsmæssigt 800.000 brug blev uden videre konfiskerede<ref name="BJ 2002 196">Jensen 2002, s. 196</ref>, og omkring 5 millioner mennesker blev tvangsfordrevne fra disse brug, heraf blev mellem 2.5 og 3 millioner mennesker tvangsdeporterede især til skovene i det nordlige Rusland, mens omkring 60.000 enten blev skudt uden videre eller sendt til GULag koncentrationslejre.<ref name="BJ 2002 197">Jensen 2002, s. 197</ref> Men det var kun begyndelsen. I 1930-31 indledte regimet et veritabelt folkemord. Først blev miren, det traditionelle landsbyfællesskab, opløst ved et dekret I 1930, og de fleste af de hidtidige valgte formænd for landsbyrådene blev fjernede for at hindre enhver organiseret modstand mod regimets overgreb. Så blev selve tvangskollektiviseringen igangsat. Denne mødte voldsom modstand fra bøndernes side i form af opstande, demonstrationer, blokader og endda mord på styrets repræsentanter. Styret svarede med at indsætte artilleri og luftvåben for at nedkæmpe modstanden. Denne handlemåde blev af Stalin i et propagandaskrift begrundet med, at "det var nødvendigt at knuse kulakkerne i åben kamp for øjnene af alle bønder".<ref name="BJ 2002 199">Jensen 2002, s. 199</ref> Men terroren var ikke nok til at knuse modstanden, så regimet måtte gribe til nye midler. Man udpegede særlige troikaer, der fik til opgave at udvælge nye bønder, der skulle tvangsdeporteres. I december 1932 blev flere tusinde familier deporterede fra kosakbyer. Samtidig indledte regimet en ny tvangskonfiskering af korn. Følgen var en omfattende hungersnød kendt som ''Holodomor''. Det skønnes at omkring 5-7.7 millioner mennesker<ref name="BJ 2002 206">Jensen 2002, s. 206</ref> eller omkring en fjerdedel af bønderne døde af sult i årene 1932-33 samtidig med, at regimet eksporterede 18 millioner tons korn. Da bønderne i desperation forsøgte at redde sig nogle kornneg til eget forbrug, blev dette forbudt af regimet og straffet med total konfiskation af al ejendom samt fængsel i mindst 10 år. I løbet af de første 16 måneder efter dekretets ikrafttræden blev 125.000 bønder straffede for at have overtrådt det og 5.400 dømt til døden.<ref name="BJ 2002 201">Jensen 2002, s. 201</ref> Da bønderne i desperation nedslagtede deres husdyr, førte det til, at der i 1934 kun var halvt så mange kreaturer og svin og kun en tredjedel så mange får og geder i 1934 som i 1928.<ref name="BJ 2002 213">Jensen 2002, s. 213</ref> ''Holodomor'' regnes som et af de værste målbevidste folkemord i historien, og udfaldet ville have været endnu værre, hvis ikke regimet I 1933 udleverede 80 tons korn fra de statslige lagre til fortæring i Ukraine.<ref name="BJ 2002 204ff">Jensen 2002, s. 204-206</ref> Det er skæbnens ironi, at disse menneskeudryddelser fortrinsvis blev foretaget af jøder i ''OGPU'', der som belønning fik lov til at oprette jødiske, kollektive landbrug, kubbutz'er, på den tidligere "kulakjord". Baggrunden for disse jøders fanatiske støtte til sovjetregimet skal antagelig søges i forhold i zartiden: Zarrusland havde en mindre jødisk befolkning, men denne var delt i to sociale grupper, en mindre gruppe tilhørende borgerskabet<ref name="VG 1936 36">Grossmann 1936, s. 36</ref> og en større tilhørende byernes laveste lag af forhutlede arbejdere, ekspedienter og folk uden stilling eller fag og levende på eksistensminimum "i den ubeskriveligste fattigdom".<ref name="VG 1936 79f">Grossmann 1936, s. 79-80</ref> For disse sidst nævnte måtte udsigten til en social revolution tegne sig lovende for fremtiden. Men til dette kom, at jøderne gennem tiderne havde oplevet pogromer, hvor de var blevet forfulgt og pint. For sådanne mennesker måtte muligheden for at "kunne tage revance" være fristende. Derfor sluttede de op om diktaturet, tog hævn over tidligere tiders uret når de havde muligheden herfor og håbede på en bedre fremtidig tilværelse under sovjetstyre. ==== ''Kampen mod kirken'' ==== Sideløbende med folkemordet i Ukraine indledte Stalin også en kamp imod kirken. I 1929 kom en ny lov, der pålagde alle trossamfund at lade sig registrere for lovligt at kunne ansætte en præst, leje en kirke og holde gudstjenester. Al virksomhed uden for kirken som begravelsesoptog eller velgørenhedsarbejde blev forbudt.<ref name="BJ 2002 211">Jensen 2002, s. 211</ref> Men allerede i 1930 blev 13.000 præster "afkulakiserede", kirkeklokker blev beslaglagte, der blev indført uhyrlige kirkeskatter, og troende blev frataget deres borgerrettigheder, men i løbet af de følgende år skete yderligere forfølgelser af kirker og kristne. I 1917 havde kirken omkring 100 millioner medlemmer fordelte på 67 stifter og næsten 55.000 kirker med omkring 57.000 ansatte præster. Desuden fandtes knap 1.500 klostre med herved 95.000 munke og nonner. Som følge af tidlig forfølgelse var der i 1929 kun 39.000 kirker tilbage og frem til 1936 faldt dette til 15.835 kirker i brug. Tusinder af præster blev arresterede og mange af dem skudt. Ved årtiets slutning var omkring 80% af landsbykirkerne blevet lukkede.<ref name="BJ 2002 212">Jensen 2002, s. 212</ref> Den ukrainske Autokefale Kirke havde i 1926 omkring 6 millioner medlemmer, 3.000 præster og 32 bisper. Dette år blev metropolis Lypkivsky arresteret. I 1930 blev kirken opløst ved tvang, 2.400 præster blev arresterede og omkring 20.000 medlemmer af menighedsråd blev dræbte af regimet.<ref name="BJ 2002 212"/> Også andre trosretninger blev ramt. Således faldt antallet af moskeer fra over 25.000 til omkring 1.300 frem til begyndelsen af 1940-erne, og muslimer blev forbudte at drage på pilgrimsrejse til Mekka. I Centralasien og i Kaukasus fandtes store muslimske oprørsbevægelser, og regimet førte en hensynsløs krig imod dem i 1920-erne. Antallet af dødsofre er ukendt.<ref name="BJ 2002 158">Jensen 2002, s. 158</ref> ==== ''Kampen mod etniske mindretal'' ==== I de første år under kommunistregimet gav man indtryk af, at etniske mindretal ville bevare en udstrakt autonomi. Der oprettedes særlige såkaldt autonome etniske delrepublikker, og det blev tilladt at udgive aviser og bøger samt undervise på eget sprog. Men fra midten af 1930-erne blev denne virksomhed stoppet, stedlig ledere blev arresterede og anklagede for nationalisme og antisovjetisk virksomhed og henrettede eller fængslede i vid udstrækning. Alene I 1937-38 blev 1.5 millioner mennesker arresterede for "anti-sovjetiske handlinger", og officielt blev omkring 750.000 af dem skudt..<ref name="BJ 2002 224">Jensen 2002, s. 224</ref> ==== ''Skueprocesserne i Moskva'' ==== På samme tid blev også medlemmer af kommunistpartiet i stor udstrækning anklagede og dømte ved en række skueprocesser. Disse processer havde til formål at aflede opmærksomheden fra de uhyrligheder, som regimet netop da udførte, og at legitimere regimets overgreb..<ref name="BJ 2002 228ff">Jensen 2002, s. 228-230</ref> Det er sandsynligt, at Stalin samtidig ønskede at udrydde potentielle konkurrenter. ==== ''Imperialismen, Hitler-Stalin-pagten'' ==== Sovjetunionen var fra begyndelsen imperialistisk. Man havde forsøgt at støtte kommunistiske kup blandt andet i Finland i 1917 og i Estland i 1924. I 1920-erne blev Sovjetunionens industrialisering blandt andet rettet imod krigsindustrien, og landet begyndte en omfattende oprustning. Ligeledes lod man uddanne militære officerer til fremtidige krige. Allerede i 1930-erne arbejdede Stalin for en udvidelse af imperiet. I 1939 indgik han en pagt med Hitler om deling af Østeuropa, og i de næste år fulgte han denne plan. I 1939 besatte han den østlige del af Polen, og senere samme år angreb han Finland. Den finske modstand var dog for stor, og han måtte nøjes med en mindre landerobring. En direkte følge af angrebet på Finland var, at Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet. I 1941 kom det til et brud mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Kort efter indledte vestmagterne repræsenterede ved Roosevelt og Churchill et samarbejde med Stalin om at bekæmpe Hitler. Stalin gjorde det til en absolut betingelse, at vestmagterne accepterede hans erobringer både i Finland og hans besættelse af de baltiske lande, hvor der blev lavet tvangsforflytninger af store dele af eliten. Ved krigens slutning krævede han Østpreussen som sovjetisk område samt den dominerende indflydelse i hele Østeuropa. Dermed fastholdt han de imperialistiske mål, som han tidligere havde aftalt med Hitler. ==== ''Nye deportationer i 1940-erne'' ==== Både under og efter 2 verdenskrig blev der gennemført nye omfattende tvangsdeportationer af etniske grupper. Således blev der i 1941 lavet omfattende deportationer af den borgerlige elite i de baltiske lande, og i 1949 blev der foretaget nye, omfattende deportationer. Men også andre etniske grupper blev ramt inden for de områder, som Sovjetunionen havde opnået kontrol over før, under og efter krigen. En opgørelse pr 1 april 1948 omfatter i alt 2.209.454 deporterede, heraf 956.567 hjemmetyskere, 3.109 folketyskere, 3.007 tyske hjælpere, 397.966 tjetjenere og ingusjere, 188.609 Krim-tatarer, Krim-armeniere og bulgarerne, 78.931 kalmukker, 60.565 karatjaer, 32.248 balkarer, men også 136.339 russere, der havde tilsluttet sig general Vlassovs befrielseskamp for at bekæmpe sovjetstyret, 97.619 ukrainske nationalister og 161.241 forhenværende kulakker.<ref name="BJ 2002 313">Jensen 2002, s. 313</ref> ==== ''Ny hungersnød 1946-47'' ==== I 1946 og 1947 indtrådte en tørke i visse dele af Sovjetunionen, og det førte til en ny hungersnød, hvorved skønnes 1.5 millioner mennesker døde af sult. Også denne gang fremmede regimet hungersnøden omfang: 1.12.1946 havde staten 12.7 millioner tons korn i reserve og 1.1 2.1947 19.6 millioner tons korn. Samtidig eksporterede staten henholdsvis 0.4 og 2.4 millioner tons korn.<ref name="BJ 2002 245">Jensen 2002, s. 245</ref> Den desperate situation fik mange til at stjæle kornaks og kartofler fra markerne, mens andre simpelthen gik over til almindeligt tyveri. Der opstod regulære kriminelle bander, som begik væbnede overfald på de kollektive brug og fødevarelagrene, og regimets eneste reaktion var at skærpe straffene for tyveri i stedet for at yde hjælp.<ref name="BJ 2002 245"/> Forholdene gjorde, at mange bønder ønskede at træde ud af de kollektive brug. For at stoppe denne bevægelse blev tusinder af kommunister sendt fra byerne ud på landet for at "genoprette disciplinen". ==== ''Gulag slavelejre'' ==== Under Stalin udviklede staten et nyt system af tvangsarbejdslejre, eller bedre: slavelejre. Dette havde ret beset sine rødder i Leninismen. Lenin udviklede et system af koncentrationslejre til indespærring af politiske modstandere. Men samtidig udtænkte han et system, hvor såkaldte arbejds-forbedringslejre skulle bruges til at "resocialisere" kriminelle. Han lod derfor oprette de første koncentrationslejre allerede i foråret og sommeren 1918 som led i bekæmpelsen af den politiske opstand imod den undertrykkelsespolitik, som hans regime stod for.<ref name="BJ 2002 255">Jensen 2002, s. 255</ref> Bolsjevikkerne lod deres hemmelige politi, TjeKa, forvalte disse lejre, der blandt andet blev indrettede i tidligere klostre og ofte i nærheden af byerne. Men man ønskede snart at i stedet oprette tvangsarbejdslejre i fjerne områder, som det var sværere at flygte fra. Det første større kompleks af sådanne lejre blev derfor oprettet på Zsolovetskij-øerne i Hvidehavet og i Arkhangelsk-området.<ref name="BJ 2002 255f">Jensen 2002, s. 255-256</ref> I 1922 blev alle fængsler og straffelejre overført fra Justits- til Indenrigskommisariatet, som også det hemmelige politi sorterede under.<ref name="BJ 2002 256">Jensen 2002, s. 256</ref> En forandring af lejrenes formål og brug indtraf under indtryk af den første femårsplan, vedtaget i 1928. Planen omtalte ikke anvendelse af fangearbejde, men i 1929 fremsatte Stalin ved et møde i Centralkomiteen et forslag om at undersøge muligheden for, at fanger kunne anvendes som slavearbejdere på projekter, der skulle udføres i de mest ugæstfri og mennesketomme egne. Slavearbejderne skulle anvendes "til kolonisering af vore nordlige egne", som det blev udtrykt. Forslaget var dog ikke Stalins egen idé men skyldes Feliks Dzerzjinskij, der havde fremsat den allerede i 1926.<ref name="BJ 2002 259f">Jensen 2002, s. 259-260</ref> Men nu blev den et led i regimets officielle politik. Ved en forordning af 11 juli 1929 Om anvendelse af kriminelle fangers arbejde blev oprettet to nye institutioner: OGPU skulle forestå den nye politik på unionsniveau og NKVD på republikniveau underlagt Indenrigs-kommissariatet. Alle, der egnede sig til at udføre fysisk arbejde og var idømt mindst 3 års fængsel, skulle sendes til de nye lejre.<ref name="BJ 2002 260">Jensen 2002, s. 260</ref> Denne politik faldt sammen med nye massearrestationer af især bønder, som protesterede imod tvangskollektiviseringen. Og da udnyttelsen af de politiske fanger nu fik en økonomisk motivation oveni, var der nærmest ingen grænser for omfanget af folk, der blev idømt slavearbejde. Antallet af fanger i GULAG voksede fra 179.000 i 1930 til 965.742 i 1935, 1.296.494 i 1936, 1.929.729 i 1941, 2.199.535 i 1948, 2.561.351 i 1950 og var endnu 2.468.524 ved Stalins død i 1953.<ref name="BJ 2002 275">Jensen 2002, s. 275</ref> Men disse tal er nettotal og dækker over et bruttotal på skønnet 18-20 millioner fanger for årene 1934-1953. Foruden sovjetborgere omfattede systemet tillige omkring 3 millioner tyske krigsfanger<ref name="BJ 2002 312">Jensen 2002, s. 312</ref>, 1/2 million japanske krigsfanger og flere hundrede tusinder fanger af anden nationalitet. ==== ''Jøderne'' ==== Mens jøderne havde spillet en fremtrædende rolle som virksomme for den systematiske folkeundertrykkelse under Lenin, ændrede dette sig gradvist under Stalin, der selv var georgier af nationalitet: det blev i højere grad folk fra Kaukasus, som trådte i forgrunden som den nye elite. I 1939 havde Sovjetunionen besat den østlige del af Polen. Her fandtes en stor jødisk befolkning. En væsentlig del af disse blev regnede som kapitalister og dermed erklærede klassefjender. Disse blev følgelig efter kort tid sendt til GULAG og led en lignende skæbne som andre i lejrene. Mange af de øvrige sluttede mere eller mindre frivilligt op bag diktaturet. Da Nazi-Tyskland i 1941 indledte Operation Barbarossa og angreb de sovjetisk besatte områder, blev den overvejende del af de tilbageværende jøder "evakuerede", kvalificerede samtidige skøn lyder på mellem 2.5<ref name="ID 1969 96f">Deutscher 1969, s. 96f</ref> og 3.5 millioner jøder. Hvad, der skete med dem, er usikkert, men mange er formentlig endt som tvungne slavearbejdere i de sovjetiske våbenfabrikker i Ural. Oplysningerne om jødernes "redning" stammer først og fremmest fra sekretæren for den Sovjetiske Jødiske Anti-fascistiske Komite, David Bergelson, som med etnisk stolthed fortalte om evakueringen, og fra den jødisk-canadiske krigskorrespondent Arthur R. Davies med henvisning til sovjetiske kilder.<ref name="TM 2006 148">Madisson 2006, s. 148</ref> Men ved krigens slutning, da myten om holocaust spredte sig og blev brugt som en del af begrundelsen og legitimationen for Nürnberg-processerne, blev denne redningsaktion et uønsket narrativ, komiteen blev opløst<ref name="BJ 2002 243">Jensen 2002, s. 243</ref> og dens budskab undertrykt. De tilbageværende jøder i Østpolen, Litauen, Letland, Hviderusland og Ukraine, skønsmæssigt omkring 1 million, har fortrinsvis virket som sovjetiske partisaner bag den tyske front. Ifølge indberetninger fra de tyske såkaldte "indsatsgrupper" skal omkring 1/2 million jøder være blevet henrettede enten som partisaner eller som formodede støtter af partisanvirksomheden. I sin sidste levetid synes Stalin at have udviklet en antisemitisme, der kun adskilte sig fra Hitlers i dens konkrete udtryksform. Under et møde i Politbureauet erklærede han: "Kammerater, jeg tror, at vi må redde vore jøder, beskytte dem. Det ville være bedst at genbosætte dem alle på et sikkert sted, langt væk fra Moskva og Leningrad". Dette førte blandt andet til opførelsen af lejre i Den Jødiske Autonome Republik i Birobadjan i det fjerne østen. I sommeren 1952 blev 13 fremtrædende jøder henrettede, og samme år blev en række fremtrædende jødiske læger anklagede for at have planlagt at myrde Stalin. Flere af de anklagede nåede at dø af tortur inden, at Stalin døde, og hele komplotanklagen erklæret for ikke-eksisterende.<ref name="BJ 2002 251">Jensen 2002, s. 251</ref> === Sovjetunionen efter Stalin === Stalins død i 1953 medførte også, at sovjetdiktaturet i nogen grad skiftede taktik. Hidtil havde det især været rettet imod en imperialistisk politik, nu koncentrerede det sig i højere grad om at bevare kontrollen over de områder, som det under Stalin var lykkedes at undertrykke. ==== ''Folkenes fængsel'' ==== Den nye politik viste sig internt i Sovjetunionen, hvor russificeringen blev forstærket. Russisk blev fremmet i skolerne og som administrativt sprog. Samtidigt skete der fortsat omflytninger af store befolkningsgrupper for derved at undergrave de enkelte områders nationale særpræg. Særlig tydelig var denne politik i de baltiske lande, som var blevet besat under 2. verdenskrig. Her skete der en massiv indflytning af ikke-baltiske og især russiske befolkninger. Således voksede antallet af russere i Estland fra 240.000 i 1959 til 335.000 i 1970 og 409.000 i 1979, antallet af ukrainere voksede fra 16.000 i 1959 til 28.000 i 1970 og 36.000 i 1979, antallet af hviderussere fra 11.000 i 1959 til 19.000 i 1970 og 23.000 i 1979. Samtidig voksede den estiske befolkning fra 893.000 i 1959 til 925.000 i 1970 og 948.000 i 1979, det vil sige langt mindre end omfanget af indflytningen. Følgen var, at den estiske andel af befolkningen faldt fra 74,6% i 1959 til 68,2% i 1970 og 64.7% i 1979.<ref name="YI 1982 127">Ignats 1982, s. 127</ref> En tilsvarende befolkningsudvikling fandt sted i Letland, hvor den lettiske befolkningsandel fraldt fra 62,0% i 1959 til 56,7% i 1970 og 53,7% i 1979 til trods for en absolut befolkningsudvikling på 1.298.000 letter i 1959, 1.342.000 letter i 1970 og 1.344.000 letter i 1979.<ref name="YI 1982 132">Ignats 1982, s. 132</ref> Dermed var letterne størkt på vej til at blive et nationalt mindretal i deres eget land. Derimod lykkedes det litauerne i Litauen at opretholde en andel af befolkningen på omkring 80%.<ref name="YI 1982 137">Ignats 1982, s. 137</ref> Men befolkningsomflytninger var kun eet middel i russificeringspolitikken: russificeringen i skolerne ved en mere omfattende russiskundervisning var en anden metode. Dobbeltsprogede gadenavne med russisk som andetsprog blev ligeledes almindelige. Lenin havde betegnet Zarrusland som "folkenes fængsel". I 1977 erklærede borgerrettighedsforkæmperen Vladirmir Bukovskij, at "Rusland er i dag et folkenes fængsel i langt højere grad end for 60 år siden".<ref name="YI 1982 7">Ignats 1982, s. 7</ref> ==== ''Undertrykkelsen i Østeuropa'' ==== I Østeuropa var det lykkedes Stalin at få indført kommunistisk styre i samtlige lande fraset Østrig, der fik status som neutral stat, og denne undertrykkelse blev suppleret med dannelse af militæralliancen ''Warszawa-pagten'' og handelsforbundet ''Comecon''. Men dette var ikke nok til at undertrykke frihedsbevægelserne i Østeuropa. Gang på gang udbrød der opstande og oprør mod undertrykkelsen, således 1953 og 1964 i Østtyskland, 1956, 1970 og 1980 i Polen, 1963 og 1968 i Tjekkoslovakiet, 1956 i Ungarn. Hver gang blev der indsendt sovjetrussiske tropper for at bekæmpe opstandene. I de fleste lande blev der oprettet hemmelige statslige spionorganisationer for at efterspore enhver modstand i befolkningen, blandt dem ''Stasi'' i Østtyskland. Men det lykkedes ikke at fastholde det kommunistiske Jugoslavien som del af de østeuropæiske alliancer. Derimod blev Mongoliet en del af alliancesystemet. I 1969 blev Sovjetunionens ret til at undertrykke befolkningerne i Østeuropa ideologisk formuleret i "Breshnev-doktrinen". ==== ''Den kommunistiske verdensimperialisme'' ==== Uden for Europa havde Sovjetunionen større vanskeligheder med at manifestere sin magt og indflydelse til trods for, at mange forhenværende kolonier efter deres selvstændighed fik regimer af erklæret socialistisk observans. Men det lykkedes i flere tilfælde at opnå flåde- og andre militærbaser i disse lande, således i Algeriet, Mali, Guinea, Gabon, Den Demokratiske Republik Congo, Angola, Kenya, Somalia, Egypten, Den Demokratiske Republik Yemen samt Cuba. Endvidere forsøgte Sovjetunionen at opnå støtte gennem tosidede forsvarsaftaler med lande som Egypten, Iran, Afghanistan, Indien, Mongoliet, Folkerepublikken Kina, Nordkorea og Nordvietnam. Disse tiltag var springbræt for Sovjetunionens imperialistiske bestræbelser på verdensplan, men regimet havde kun begrænset mulighed for at omsætte dem i konkrete resultater. Med Cuba som mellemled forsøgte Sovjetunionen at svække USA's indflydelse i Latinamerika, hvor flere kommunistiske terrororganisationer var aktive, blandt andet i Bolivia og i Nicaragua. Et udtryk for Sovjetunionens imperialistiske bestræbelser var udviklingen i Afghanistan. Her havde kommunistiske agenter taget magten men var under pres fra islamiske grupper. I et forsøg på at holde regimet ved magten valgte Sovjetunionen at sende styrker ind i Afghanistan. Det hjalp ikke på forholdene, og krigen udmarvede i høj grad sovjetregimet. ==== ''Sammenbruddet'' ==== Med sine verdensimperialistiske ambitioner havde Sovjetunionen spændt sin ydeevne til det yderste. Samtidig var forholdene for befolkningen fortvivlende, og modviljen mod systemet var voksende. Især i de baltiske lande fik den nationale modstand mod undertrykkelsen voksende styrke. I et forsøg på at stoppe opløsningen indefra forsøgte den nye generalsekretær Mihhail Gorbachev en ny politik med større "åbenhed" (''glasnost'') og regionale liberale økonomiske reformer (''perestroika''). Dette fremkaldte modvilje blandt "gammelkommunisterne", som forsøgte et regulært kup, men dette brød sammen på få dage. Det blev indledningen til Sovjetunionens sammenbrud. Først i det baltiske lande, som udnyttede en bestemmelse i sovjetforfatningen, der gav dem mulighed for at træde ud af Sovjetunionen. Og i Østtyskland fremvoksede en regulær folkebevægelse først af afhoppere og dernæst for nedbrydelsen af Berlinmuren, der i efterkrigstiden havde været symbolet på den sovjetiske undertrykkelse. I Polen havde arbejderbevægelsen "Solidaritet" allerede modarbejdet det kommunistiske regime i omkring ti år, og hurtigt viste modstanden imod kommunismen sig også i det øvrige østeuropæiske lande. På kort tid opløstes både ''Warszawapagten'' og ''Comecon'', og internt i Sovjetunionen blev den baltiske selvstændighedsbevægelse fulgt op i de centralasiatiske republikker Kazakhstan, Kirgisien, Tatjikistan, Turkmenien og Uzbekistan. I kaukasus fulgte Georgien, Armenien og Azerbaidjan samme linie. Under indtryk af dette pres kunne end ikke verdens næst største undertrykkelsesmaskine klare sig. Sovjetunionen blev opløst 1991 i 15 nye selvstændige stater. === Nazismen === Nationalsocialismen som ideologi appellerede til middelklassen og arbejderklassen, idet den spillede på angsten for social nedtur og på den nationale ydmygelse efter nederlaget i 1. verdenskrig.<ref name="BJ 2002 429">Jensen 2002, s. 429</ref> Nationalsocialismen kopierede i mangt og meget kommunisternes metoder. Som Hitler indrømmede: "Hele nationalsocialismen er baseret på den. Se på arbejdersportsklubberne, industricellerne, massedemonstrationerne, propagandabrochurerne beregnet specielt for masserne; alle disse ny metoder i den politiske kamp er i deres oprindelse væsentligt marxistiske. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at overtage disse metoder og tilpasse dem til vort formål."<ref name="BJ 2002 416"/> Mens marxismen, Marx og Engels i ''Det kommunistiske Manifest'' havde hævdet, at historiens drivende princip var klassernes kamp, hævdede Hitler på tilsvarende måde, at "enhver verdenshistorisk proces er blot en ytring af ''racernes'' selvopholdelsesdrift".<ref name="BJ 2002 416"/> De tyske koncentrationslejre havde stærke mindelser om de sovjetiske GULag-lejre.<ref name="BJ 2002 424">Jensen 2002, s. 424</ref> Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, fik flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer, der fulgte Wall Street-krakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, var en væsentlig medvirkende faktor til at give Weimarrepublikken dødsstødet. Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med deres populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold. ==== ''1933: Hitlers magtovertagelse'' ==== Den 30. januar blev Adolf Hitler af rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I tiden op til valget udnyttede ledende nazister samtlige muligheder i regeringsstyrelsen til at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtig til at fremmane. Ved rigsdagsvalget i marts 1933 fik Hitler sammen med hans støtteparti over halvdelen af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "''Ermächtigungsgesetz''" (444 stemmer for og 94 imod) og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod (Kommunistpartiet var ikke til stede ved afstemningen, da alle dets rigsdagsmedlemmer var beordret arresteret). "''Ermächtigungsgesetz''" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "''Ermächtigungsgesetz''" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet, og den sidste rest af en retsstatslig Weimarrepublik væk. ==== ''Konsolidering af magten 1933-1936'' ==== NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse. Kort efter kom det til forbud mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige partier på nær NSDAP. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes ''Gleichschaltung'', ensretning. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP's kontrol. Desuden blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse. I 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken men tillige retsvæsenet, der blev partistyret. ==== ''Etnisk udrensning af jøder'' ==== Nazismen havde et stærkt antisemitisk islæt, og fra starten var det et mål at foretage en udgrænsning og en etnisk udrensning af jøder. Det skulle ske ved at presse jøderne til at forlade landet. Allerede den 1. april 1933 en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation ''Sturm-Abteilung'' (SA) ødelagde jødiske forretninger og mishandlede indehaverne. Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det klart, hvordan loven definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt. Derfor udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det samlede antal i slutningen af 1938. Samtidig samarbejdede zionisterne med styret om at organisere udvandring til Palæstina i den såkaldte ''Ha'avara''-plan, der gjorde det muligt for jøder at få overført store summer til Palæstina via en jødisk kontrolleret investeringsbank. Især "krystalnatten" den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev flere synagoger ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning. ==== ''Planøkonomi'' ==== Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statsligt styret, og under NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts projekt med ''New Deal'' påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig strategisk fordel, der skulle lette transport af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland. Det økonomiske boom, den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import. Da Hitler kom til magten, var Tyskland endnu ramt af depressionen. Ledigheden var høj, og landbruget havde svært ved at producere nok fødevarer i de økonomiske krisetider. Hitler allierede sig snart med storindustrien. Han udnævnte Hjalmar Schacht til ny præsident i Rigsbanken allerede i 1933. Schacht var vel anset i det tyske erhvervsliv, og det beroligede dem, som var bange for, at Hitler skulle føre en alt for venstreorienteret økonomisk politik. Samfundsøkonomisk overtog Hitler den kommunistiske planøkonomi. Han fik udarbejdet fireårsplaner for økonomien ganske efter Sovjetunionens forbillede. Samtidig arbejdede Hitler tæt sammen med erhvervslivets ledere. Hitler satsede på at udbygge tungindustrien yderligere, da han så på den som en hjørnesten i økonomien og vigtig for at kunne opruste landet igen. Hitler stimulerede også økonomien ved at igangsætte store offentlige byggeprojekter: et netværk af motorveje, de såkaldte ''Autobahn''. Udbygningen af vejene skaffede arbejde til mange og gav bilindustrien vigtig hjælp. Industrien blev opmuntret til at forske i syntetiske produkter. Hitler ville undgå at havne i samme situation som under 1. verdenskrig, da Tyskland måtte opgive krigen på grund af manglende forsyninger uden at have tabt krigen militært. Det var især vigtigt at udvikle kunstig benzin, hvilket I.G. Farben formåede i 1934 med statsstøtte. Samtidigt prøvede nationalsocialisterne at reformere landbruget ved at indføre grænser for, hvor megen gæld som kunne ligge på en gård. Det gav imidlertid ikke den ønskede effekt, og produktionen faldt yderligere. Resultatet var, at Tyskland måtte importere fødevarer. Det skete på bekostning af våbenimporten. Tyskland fik et stort underskud på handelsbalancen på grund af denne import. Tyskland havde alligevel stor økonomisk fremgang i 1930'erne. Væksten i industrien var så stor, at handelsunderskuddet blev af sekundær betydning. Væksten kom i stor udstrækning jævne borgere til gode på grund af lavere ledighed og større tilgang til forbrugsvarer. Tysklands industrielle tyngdepunkt flyttede i denne periode mod øst. Traditionelt havde de vestlige storbyområder som Düsseldorf, Gelsenkirchen og Dortmund haft størstedelen af industrien. Meget af den nybyggede industrien i 1930'erne blev opført i Midttyskland og i de tyske østområder. De var tidligere overvejende landbrugsområder, men de kom nu ind i rivende industriel udvikling. En medvirkende årsag til Tysklands industrielle udvikling var oprustningen. Denne havde to formål: dels at fjerne ydmygelsen fra Versaillestraktaten, dels at gøre Tyskland i stand til at føre an aggressiv udenrigspolitik, der med tiden skulle udvikle sig til kravet om "lebensraum". Tyskland var blevet pålagt strenge begrænsninger i landets militære styrker i Versailles-traktaten: Marinen blev begrænset til seks større krigsskibe, og hæren blev begrænset til 100.000 mand med kun 4.000 officerer. Tyskland havde ikke lov til et luftforsvar. Allerede fra 1933 gik Hitler ind for at opbygge de militære styrker. Det måtte ske i hemmelighed, for at Frankrig og Storbritannien ikke opdagede oprustningen. Oprustningen nåede hurtigt så langt, at briterne og franskmændene måtte reagere. Frankrig forlængede værnepligten, og briterne gik i gang med at udvide deres marine. Hitler svarede øjeblikkelig med at indføre værnepligt i Tyskland og erklærede, at Tyskland ikke havde til hensigt at overholde rustningsbegrænsningerne i Versailles-traktaten. Tyskland gik derfor i gang med at genopbygge sit flyvevåben, ''Luftwaffe''. De andre stormagter reagerede kun svagt. Storbritannien, Italien og Frankrig prøvede at optræde samlet og protestere, uden at Hitler lod sig rokke. Folkeforbundet fordømte Hitlers politik, men Tyskland havde meldt sig ud af Folkeforbundet kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Dette indebar, at Folkeforbundet stod uden sanktionsmuligheder. Hitler ønskede at genopbygge den tyske krigsflåde, men så længe han ikke kunne opbygge både hæren og flåden, var det umuligt. Løsningen var at lave en aftale med Storbritannien om, så den tyske overfladeflåde ikke måtte overstige 35% af den britiske. Tyskland kunne skaffe sig lige så mange ubåde som Storbritannien. Hitler anså aftalen som en stor diplomatisk sejr. ==== ''Lebensraum'' ==== En vigtig side af nazismens politik var foreningen af alle tysksprogede områder i en storstat. Denne politik, der vedrørte adskillige tyske mindretal (og i nogle områder flertal) uden for statens grænser, måtte føre til en imperialistisk politik, hvor disse områder skulle "indlemmes" i riget. Det første udslag af denne politik indtraf den 7. marts 1936, da Rhinlandet blev besat og det vesteuropæiske Locarno-system derved ensidigt sat ud af kraft. Næste skridt blev at indlemme Østrig, hvilket skete ved München-overenskomsten af 12. marts 1938. Det tredie skridt blev indlemmelsen af Sudeterlandet med dets tysksprogede befolkningsflertal. Tjekkoslovakiet blev derved sprængt og mistede 29% af sit landområde, og i 1939 blev hele Tjekkiet indlemmet, mens Slovakiet dannede en selvstændig lydstat. Senere i 1939 indgik Nazi-Tyskland og Sovjetunionen under Stalin den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt, der i realiteten delte hele Østeuropa i to "interessesfærer" for hver af de to diktaturer, herunder en deling midt over af Polen. Da Tyskland i overensstemmelse med aftalen overskred den polske grænse, udløste det hurtigt en krigserklæring fra Storbritanniens side og dermed det, der anses som starten på 2. verdenskrig i Europa. Under krigen fortsatte Tyskland sin imperialistiske politik ved besættelsen af den nordlige del af Frankrig, Belgien, Nederlandene, Danmark og Norge i 1940. I 1941 fulgte "Operation Barbarossa", hvorved Tyskland brød Molotov-Ribbentrop-pagten og angreb Sovjetunionen, hvor det i Hviderusland og Ukraine i begyndelsen blev hilst som en befrier af den antisovjetiske befolkning (Sovjetunionen havde haft lignende angrebsplaner rettet mod Tyskland men nåede ikke at iværksætte dem inden det tyske angreb)<ref name="VS 1999">Suvorov 1999</ref>. De østlige områder var udset til tysk "lebensraum", det vil sige til nye bosættelsesområder for en forventet tysk befolkningsvækst. Samme år ekspanderede Tyskland også dets kontrol mod Balkan, til dels i et samarbejde blandt andet med den nationalistiske, kroatiske selstændighedsbevægelse ''Ustasja''. ==== ''Jødernes skæbne under krigen'' ==== Den tyske imperialisme forstærkede problemet med jøderne. I selve Tyskland var jøderne effektivt blevet isolerede fra det øvrige samfund, men i de nu tysk besatte områder fandtes store jødiske befolkninger. Dette gjaldt især i Polen, hvor der før krigen havde boet omkring 3 millioner jøder hvoraf halvdelen endte i den tysk kontollerede del af landet. I første omgang blev jøderne isolerede i ghettoer i storbyerne, men ved Wansee-konferencen blev det besluttet, at jøderne i første omgang skulle sendes til de nye erobrede områder i øst for bosættelse for senere fra Odessa at blive videresendt til Palæstina.<ref name="TM 2004 221">Madisson 2004, s. 221</ref> Følgen var, at jøder fra alle dele af Europa blev sendt til koncentrationslejre i de østlige egne, hvilke fungerede som transitlejre for tvangsomflytningen.<ref name="TM 2006 137">Madisson 2006, s. 137</ref> Mange jøder, der optræder som fanger i koncentrationslejrene, er senere registrerede som bosatte i østområderne. Senere, da krigen trak ud og de tyske tab voksede, var regimet tvunget til at rekruttere arbejdere på de tyske fabrikker som nye værnepligtige. Det gjorde behovet for erstatningsarbejdskraft påtrængende, men regimet løste dette problem ved at hente jødiske tvangsarbejdere fra koncentrationslejrene, som mod en billig kompensation påtog sig arbejdet. I realiteten var det slavearbejde.<ref name="TM 2006 53ff">Madisson 2006, s. 53-55</ref> Ordningen blev yderst populær og fortsatte helt frem til krigens afslutning. Imidlertid indtrådte der en tyfusepidemi i de besatte polske områder, og epidemien bredte sig også til de tyske koncentrationslejre.<ref name="TM 2006 56f">Madisson 2006, s. 56-57</ref> For at stoppe epidemien oprettede regimet gaskamre til desinficering af tøj, mens de inficerede fanger blev tvunget til at klippe håret og tage brusebade. Efter denne behandling fik fangerne ikke lov at vende tilbage til de øvrige fanger for at undgå fornyet inficering men blev sendt til andre lejre. Dette førte til, at der blandt de ikke-behandlede fanger udbredte sig det rygte, at de var blevet gasset ihjel. Dette rygte blev efter krigens afslutning anvendt ved de såkaldte Nürnberg-processer, hvor naziledere blev dømt for det påståede massemord i stedet for at dømme dem for de faktisk begående krigsforbrydelser. Det er et åbent spørgsmål hvor mange jøder, der døde under 2. verdenskrig. Det ofte nævnte tal på 6 millioner er grundløst og har sin oprindelse i en myte, som var opstået under den jødiske diaspora: at jøderne ikke kunne vende tilbage til Palestina før, at så mange af dem var døde i een og samme katastrofe. Dødstal fra de tyske koncentrationslejre kendes fra såkaldte "dødebøger" og de viser samlet omkring 300.000 døde, men der er tvivl om, om disse er fuldt dækkende. Omtrent samme antal findes i Arolsens registre over koncentrationslejrofre.<ref name="TM 2006 52">Madisson 2006, s. 52</ref> Samlet kan tallet ikke have oversteget en halv million. Yderligere omkring en halv million kan tilskrives den jødisk-kommunistiske partisanvirksomhed bag frontlinjen på østfronten. Denne partisanvirksomhed førte til, at regimet indsatte "einsatzgruppen" for at stoppe den, og ifølge de officielle rapporter fra disse indsatsgrupper blev omkring en halv million jødiske partisaner eller deres formodede hjælpere likvideret. Det samlede tal var således omkring 1 million døde under krigen. Besøg af og rapporter fra repræsentanter henholdsvis fra Paven i Rom og fra Internationale Røde Kors viser, at frem til 1944 fik koncentrationslejrfanger de internationalt fastsatte mindsterationer af mad og kalorier, men da de Allierede fra efteråret 1944 begyndte at bombe tyske byer, fabrikker og infrastruktur, blev det efterhånden umuligt for regimet at producere forarbejdede madvarer i fornødent omfang. I denne situation valgte regimet at prioritere fødevareforsyningen til den tyske civilbefolkning højere end forsyningerne til koncentrationslejrene og følgen af dette var, at fangerne i det sidste år af krigen i stigende grad sultede.<ref name="TM 2006 57f">Madisson 2006, s. 57-58</ref> Skønt mange overlevede sulten, døde også tusinder i lejrene utilsigtet som følge af de Allieredes krigsmetoder. Omflytningerne af koncentrationslejrfanger dels i forbindelse med tvangsarbejde, dels i forbindelse med den udbrudte tyfusepidemi og forsøget på at stoppe den medførte, at de enkelte familier blev splittede fra hinanden uden mulighed for at opretholde kontakten. Ved krigens afslutning var det ofte umuligt for dem at genfinde de andre familiemedlemmer. Under indtryk af rygterne om massemord troede mange derfor, at de selv var de eneste overlevende i familien, og hver for sig startede de nye familier og nyt liv. Imidlertid vides, at langt flere havde overlevet men spredt for alle vinde: nogle endte i Nordamerika, andre i Palæstina, i Nordafrika og Mellemøsten eller i Sovjetunionen. Kun undtagelsesvis fandt de sammen og opdagede, hvor mange der reelt havde overlevet.<ref name="TM 2006 151f">Madisson 2006, s. 151-152</ref> Nazisternes etniske udrensninger nåede aldrig samme omfang som Stalins etniske udrensninger i Sovjetunionen og deres koncentrationslejre fik aldrig samme omfang som GULag i Sovjetunionen, men konsekvenserne for deres ofre var ikke mindre alvorlige. === Estado Novo === Politisk kaos, strejker, dårlige forbindelser til kirken og betydelige økonomiske problemer, som var blevet kraftigt forværret af den katastrofale portugisiske deltagelse i 1. verdenskrig førte i Portugal til militærkuppet den 28. maj 1926. Dette kup blev grundlaget for den 2. republik under navnet ''Estado Novo'' i 1933, anført af António de Oliveira Salazar, som omskabte Portugal til et diktatur. Dette udviklede sig senere til en slags et-parti korporativt regime. Da Salazar døde i 1970, blev diktaturet hurtigt afviklet. Det portugisiske militærregime var imod den europæiske afkolonisering i Afrika og ville ikke opgive sine egne afrikanske kolonier. Regimet og dets hemmelige politi undertrykte elementære borgerrettigheder og de politiske frihedsrettigheder for at undgå kommunistisk indflydelse og opløsning af det eftertragtede portugisiske imperium. Portugal blev medlem af FN i 1955, og landet var en af grundlæggerne af flere internationale organisationer som fx. NATO (1949), OECD (1961) og EFTA i 1960. António de Oliveira Salazar udviklede Estado Novo og var dens første leder. Grundlaget for hans regime var ment at skulle være en platform af stabilitet. Salazars tidlige reformer skulle knytte hele nationen tættere sammen, samtidig som de tillod en mere finansiel stabilitet og dermed også større økonomisk vækst. Efter de kaotiske år under den første portugisiske republik (mellem 1910 og 1926) da end ikke den offentlige ro og orden blev opretholdt så virkede den anden portugisiske republik i begyndelsen som et imponerende gennembrud for de fleste samfundslag i befolkningen. På dette tidspunkt opnåede diktatoren Salazar højdepunktet af sin popularitet, men populariteten sank siden betragteligt. Det nye autoritære regime skilte sig kraftig ud fra andre totalitære regimer ved sin mangel på ekspansionisme, mangel på en karismatisk leder, mangel på partiets struktur og ved mere moderat brug af statslig vold udført af statens hemmelige politi. Men regimet blev stærkt inspireret af de principper, som Benito Mussolini promoverede i Italien. Salazar var en katolsk traditionalist, som troede på nødvendigheden af statens totale kontrol over den økonomiske modernisering for at kunne forsvare religiøse og rurale værdier i sit eget land, som han opfattede som truet. En af grundpillerne i det militære regime var PIDE, det hemmelige politi. Mange af de politiske dissidenter, som protesterede mod militærregimet, blev arresterede og taget til fange og blev ofte sat i Tarrafal-fængslet, som lå i den afrikanske øgruppe Kap Verde, som var hovedstaden på øen Santiago, og i enkelte tilfælde tortureret. En streng statslig censur var også på plads i Portugal. Estado Novo var planlagt at skulle håndhæve de nationalistiske og katolske værdier i den portugisiske befolkning. Hele uddannelsessystemet var rettet mod fremhævelse af den portugisiske nation og dens 5 århundreder gamle oversøiske territorier i Afrika, som fungerede som Portugals kolonier. Mottoet for det portugisiske regime var ''Deus, Pátria e Familia'' (Gud, fædrelandet og familie), og var åbenbart ment som et modstykke til den franske revolutions valgsprog "''Liberté, égalité, fraternité''"). Efter 1945 blev den vigtigste modstanden mod regimet den bølge af afkolonisering, som fejede over hele Europa efter afslutningen af 2. verdenskrig. Styret havde kun lidt forbindelse til andre totalitære regimer, men de portugisiske myndigheder havde bistået Nazi-Tyskland i hemmelighed ved at støtte de nationalistiske kræfter under den spanske borgerkrig i 1930-erne, men både Salazar og den portugisiske befolkning følte, at de ikke kunne stole fuldt og helt på Adolf Hitler, specielt i årene frem mod 2. verdenskrig. Under 2. verdenskrig forblev Portugal neutralt. === Franco-styret i Spanien === I Spanien førte politisk uro til den Spanske Borgerkrig i 1936-1939 mellem højrefløjen og venstrefløjen, hhv. Franco og den folkevalgte, republikanske folkefrontsregering. Krigen endte med, at højrefløjen vandt, og general Francisco Franco blev diktator. Han blev ved magten til sin død i 1975. Franco var en klassisk militærdiktator og meget afhængig af statspartiet, ''FET y de las JONS'' (senere ''Movimiento Nacional''). Movimiento Nacional bestod af en række vidt forskellige totalitære partier, blandt dem sammenslutningen ''La Falange Española de las JONS''. Senere mistede statspartiet opbakning og indflydelse, mens den katolske kirke øgede sin indflydelse. ''La Falange Española de las JONS'' var antikommunistisk og ønskede lige som i Italien en korporativ-syndikalitisk organisering af produktionen. Den havde også paramilitære grupper, som de italienske fasci. Den var også præget af socialistiske elementer og ønskede en jordreform til gavn for de mindre bønder. Tiden efter borgerkrigen, hvor den havde mest indflydelse, blev kaldt den "blå periode" og var præget af "blå terror", hvor hundrede tusinder af politiske modstandere blev tortureret, dræbt eller sat i koncentrationslejre. I resten af tiden frem mod 1975 søgte særligt kirken og militæret indflydelse, men Franco formåede det meste af tiden at spille dem ud mod hinanden, og de magtfulde poster besatte Franco med dem, der stod ham nær. Franco havde aldrig selv en hård ideologisk linje. Han var frem for alt konservativ, ærkekatolsk, antidemokratisk og antikommunistisk. Han var rede til med magt at opretholde et autoritært styre, der beskyttede konservative og katolske værdier, som han så som grundlaget for den spanske nation, og tilintetgøre enhver, der ville ændre dette system. Nazismen, fascismen og diktaturerne i Spanien og Portugal havde mest af alt karakter af traditionelle militærdiktaturer ved anvendelse af en blanding af militante og antiparlamentariske metoder. I mangt og meget var de konservative modspil til den borgerlige liberalisme, og de sigtede mod at genindføre traditionelle, autoritære styreformer med magt og gadeterror.<ref name="HP 1979 266">Poulsen 1979, s. 266</ref> Nazisterne var inspirerede af udviklingen i Sovjetunionen men nægtede at bøje sig for Lenins og Stalins krav om internationalt overherredømme, og de fremstod derfor som kommunismens erklærede modstandere, skønt deres metoder var kopierede netop derfra. Krige udadtil blev brugt som "bevis på" statsformens "overlegenhed" ved dens evne til at nedkæmpe andre magter.<ref name="HP 1979 285">Poulsen 1979, s. 285</ref> === Maoismen === Folkerepublikken Kina blev grundlagt den 1. oktober 1949. Det var kulminationen på over to årtiers borgerkrige og internationale krige. Maos berømte frase "Det kinesiske folk har rejst sig" (kinesisk: 中國人民從此站起來了) associeret med etableringen af Folkerepublikken Kina blev dog ikke brugt i talen, som han holdt fra Den Himmelske Freds Port den 1. oktober. Mao bosatte sig i Zhongnanhai, der er et anlæg ved siden af den forbudte by i Beijing, og der beordrede han anlæggelsen af en indendørs svømmebassin og andre bygninger. Hans læge, Li Zhisui, beskrev at han fortsatte sine gerninger selvom han lå i sengen eller ved svømmebassinet, og han foretrak ikke at bære formel påklædning med mindre det var aboslut nødvendigt. Mao besøgte ofte sin villa i Wuhan mellem 1960 og 1974; villaen inkluderede en have, beboelsesområde, konferencerum, sikkerhedskammer og svømmebassin. Det var ikke velset, da oplysninger om denne luksus for diktatoren, der var i lodret strid med hans erklærede politik, kom til folkets kendskab via lægen. ==== ''Deltagelse i Koreakrigen'' ==== I oktober 1950 tog Mao en beslutning om at sende Folkets Frivillige Hær (på engelsk ''People's Volunteer Army'', PVA), der var en specialenhed i Folkets Befrielseshær, i krig i Korea, og kæmpe samt at forstærke Nordkoreas tropper Koreas Folkehær, som havde været på retræte. Historiske optegnelse viser, at Mao styrede PVA's felttog ned til mindste detalje. Som formand for KKP's centrale militærkommission var han også overkommanderende i Folkets Befrielseshær, Folkerepublikken Kina og formand for KKP. PVA var under overordnet ledelse af den nyudnævnte Zhou Enlai, med general Peng Dehuai i feltkommandør og politisk kommissær. ==== ''Landbrugsreformer'' ==== Under jordreformer blev et stort antal jordejere og bønder tævet ihjel under massemøder der blev organiseret af kommunistpartiet, hvor jorden blev taget fra dem og givet til de fattigere bønder, hvilket reducerede den økonomiske ulighed voldsomt. Kampagnen om at undertrykke de kontrarevolutionære, involverede offentlige henrettelser af tidligere embedsfolk i Kuomintang, forretningsfolk der blev beskyldt for at "forstyrre" markedet, tidligere ansatte i vestlige virksomheder og intellektuelle hvis loyalitet der blev sat spørgsmålstegn ved. I 1976 skønnede USA's udenrigsministerium, at der blev dræbt op mod 1 million personer under jordreformerne, og at 800.000 blev dræbt under den kontrarevolutionære kampagne. Mao selv hævdede at 700.000 personer blev dræbt under angreb udført af "kontrarevolutionære" i årene 1950-1952. Der var dog en politik om at vælge "mindst én jordejer, og normalt adskillige, i hver eneste landsby til offentlig henrettelse", så ligger antallet af døde mellem 2 millioner og 5 millioner. Der ud over blev mindst 1,5 millioner personer, muligvis helt op mod 4 til 6 millioner, sendt til "reform via arbejde"-lejre hvor mange omkom. Mao spillede en personlig rolle i at organisere masseundertrykkelse og etablerede et system med henrettelseskvoter, som ofte blev overgået. Han forsvarede disse drab som nødvendige for at sikre magten. I 1950 blev arresteret 13.800 udenlandske spioner, reelt kirkefolk, og antallet af katolske missionærer faldt fra 5.500 i 1950 til under hundrede i 1955. ==== ''Opiumbekæmpelse'' ==== Maos regime bliver generelt krediteret for at have udslettet både indtagelsen og produktionen af opium i 1950'erne ved at bruge ubegrænset undertrykkelse og sociale reformer. 10 millioner misbrugere blev tvunget til obligatorisk behandling, dealere blev henrettet og opium-producerende områder blev beplantet med andre afgrøder. Den resterende opiumsproduktion flyttede syd for den kinesiske grænse til området ved den gyldne trekant. ==== ''Terror mod administrationen'' ==== Startende i 1951 igangsatte Mao to på hinanden følgende bevægelser i et forsøg på at udrydde "korruption" i byområderne ved at rette kampagnerne ''tre anti'' og ''fem anti'' mod rige kapitalister og politiske modstandere. ''Tre anti''-kampagnen var fokuseret på at rense ud i regeringen, industrien og embedsfolk i partiet, mens ''fem anti''-kampagnen var rettet bredere mod kapitalistiske elementer generelt. Arbejdere fordømte deres chefer, ægtefolk angav hinanden og børn informerede myndighederne om deres forældre; ofrene blev ofte ydmyget under kampsessioner, der var en metoder som var designet til at skræmme folk maksimalt. Mao insisterede på at mindre lovovertrædere skulle kritiseres og reformeres eller sendes i arbejdslejre, "mens de værste af dem skulle skydes". Disse terrorkampagner udryddede flere hundrede tusinder flere, idet størstedelen skete ved selvmord. I Shanghai blev selvmord ved at springe ud fra høje bygninger så almindeligt, at indbyggerne indgik at gå på fortovet nær skyskrabere af frygt for at personer skulle ramme dem i hovedet. Nogle forfattere har påpeget, at det at drive personer, som blev opfattet som fjender, til selvmord, var en almindelig taktik under Maos styre. Eksempelvis beskriver en biografi om Mao, at i Berigtigelsesbevægelsen gav Mao specifikke instruktioner om at "ingen kadre må blive dræbt", men denne praksis tillod, at sikkerhedschefen Kang Sheng i stedet drev sine modstandere til selvmord, og at "dette mønster blev gentaget igennem hele hans lederskab af Folkerepublikken". ==== ''Landbrugets industrialisering'' ==== Efter Maos konsolidering af sin magt igangsatte han den første femårsplan (1953–1958), der sigtede mod at gøre kineserne uafhængige af landbrug for at gøre landet til en supermagt. Med Sovjetunionens hjælp og støtte blev der opført nye industrielle virksomheder, og landbrugsproduktionen fandt et niveau, hvor industrien kunne skabe nok indkomst til, at Kina ikke længere var afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Den første femårsplans succes opmuntrede Mao til iværksætte den anden femårsplan i 1958. Mao igangsatte også en hurtig kollektivisering. KKP introducerede priskontrol samt forenklede de kinesiske skrifttegn i et forsøg på at øge landets læsefærdigheder. Der blev også gennemført en række store industriprojekter. ==== ''Tidlig imperialisme'' ==== Kommunistkina var lige fra sin grundlæggelse en imperialistisk stat. Allerede ved statens grundlæggelse havde man besat de selvstændige stater Manchukuo (Manchuriet), Mengjiang (Indre Mongoliet) og Østturkestan (Xinjiang). Kort efter magtovertagelsen fulgte besættelsen af den indtil da selvstændige stat Tibet. Tibet opnåede i første omgang en udbredt autonomi, men senere blev den religiøse ledelse fordrevet og måtte drage i landflygtighed i Indien. I 1960-erne besatte kommunistkina dele af Indiens territorium. Ligeledes erklærede kommunistkina, at det havde overhøjhedsretten i henhold til "ni linie"-pricippet, hvor man på et kort med ni punkterede linjer havde omkranset 90% af søterritoriet i Det sydkinesiske Hav". ==== ''Hundrede Blomster'' ==== Blandt de programmer, der blev fulgt, var Hundrede Blomster-kampagnen, hvor Mao indikerede hans formodede villighed til at overveje forskellige meninger om, hvordan Kina skulle styres. Med friheden til at kunne udtrykke deres meninger begyndte liberale og intellektuelle kinesere at modsætte sig kommunistpartiet, og de satte spørgsmålstegn ved lederskabet. Til at begynde med blev det tolereret og tilskyndet. Efter nogle måneder ændrede Maos regering politik og forfulgte dem, der havde kritiseret partiet, hvilket var op mod 500.000, og dem, som angiveligt skulle have kritiseret partiet i det, der blev kaldt ''Anti-højre''-bevægelsen. Forfattere som Jung Chang har påstået at Hundrede Blomster-kampagnen blot var en taktik til at udrydde de "farlige" tænkere. I sommeren 1956 havde Mao fattet interesse for tanken og var begyndt at sikre sig den ledende rolle i det, der oprindeligt var Zhou Enlais projekt. Den oprindelige plan var at lade de intellektuelle diskutere landets problemer for at fremme nye kunstneriske udtryk og nye kulturelle institutioner. Men Mao så projektet som en måde at fremme socialismen på. Mao mente, at socialismen var den eneste "sande" tænkemåde, og at det ville blive åbenbart også for ikke-kommunistiske kinesere, at den var kapitalismen overlegen, hvis blot man fik gennemdiskuteret det. I en senere tale af Mao, ''Om den rigtige behandling af modsigelser i folket'', holdt den 27. februar 1957 gav Mao kampagnen helhjertet støtte. Således begyndte Hundrede Blomster-bevægelsen. Navnet kom fra et digt: 百花齐放，百家争鸣 (Pinyin ''Bài Huā Qífàng, Bǎi Jiā Zhēngmíng'', "Lad hundrede blomster blomstre, lad hundrede skoleretninger kappes med hinanden"). Mao brugte dette citat for at tilkendegive, hvad han forventede fra de intellektuelle. Kampagnen begyndte sent i efteråret 1956. I begyndelsen blev kritikken ikke rettet direkte mod den centrale regering, skønt der var en betydelig stigning af råd, som gik i konservativ retning. Statsminister Zhou modtog nogle af disse breve og mente, at kampagnen ikke udviklede sig i den ønskede retning. Zhou tog senere dette op med Mao og mente, at der var behov for en mere opildnende opmuntring fra det centrale bureaukrati for at få de intellektuelle til at blive friere i sin kritik. I foråret 1957 sagde Mao, at kritikken var nødvendig og begyndte at kritisere dem, som havde "svigtet" ved ikke at indsende nogen sund kritik til regeringen. Mange intellektuelle havde fornemmet, at det kunne være en slags fælde for at afdække modstandere af tyranniet, men gav efterhånden efter og gav nu et uforblommet udtryk for grundlæggende kritik af partiets styremåde. Fra 1. juni til 17. juli 1957 strømmede det ind med mange millioner breve med kritik. Mange af brevene var i strid med det, Mao mente var "sund" kritik. Mao mente, at kritikken nu nåede op til et skadeligt og ukontrollerbart niveau. Mange breve havde opfordret regeringen til at "styre demokratisk" og "åbne sig". Zhou var for en tid tilsyneladende villig til at gå ind på kritikernes synspunkter, men Mao var ikke. For ham var denne "skadelige" kritik et angreb på hans eget lederskab (hvad det naturligvis også var). Mao anså mange af forslagene som absurde. Det gjaldt for eksempel forslag som, at "kommunistpartiet burde afgive sin magt", om at "de intellektuelle bliver udsat for en tortur ved at tvinges til at leve i et kommunistisk land", at "landet bør deles op, og hver landsdel burde have sit eget politiske parti", og at "der burde være flere partier, som regerede landet på skift i fireårsperioder". I juli 1957 afblæste Mao kampagnen, og der var intet, Zhou kunne gøre for at forhindre det. Maos tidligere tale, som ikke straks efter var blevet offentliggjort, blev omskrevet således, at meningen blev en anden, og blev så senere udgivet i sin nye form med brod mod kritikerne. Mange gik ud fra, at Mao havde forudset sig hvordan, det ville gå med kampagnen fra begyndelsen, og at han egentlig kun gik med til den i den hensigt at skaffe sig et overblik over hvor, oppositionen sad, og hvor stor, den var, således, at han kunne slå den ned. Li Zhisui, der var Maos læge, mente, at Mao i begyndelsen havde set denne politik som en måde at svække oppositionen mod ham i partiet, og at han blev overrasket over omfanget af kritikken og det faktum, at den blev rettet mod hans egen ledelse. Det var først herefter, at det blev brugt som en metode til at identificere og efterfølgende forfølge alle, som var kritiske over for hans diktatur. Hundrede Blomster-kampagnen ledte til at mange indbyggere blev fordømte, fortiede og dræbt, hvilket også blev forbundet med anti-højre-bevægelsen, og den har muligvis resulteret i millioner af døde. Efter kampagnen officielt var ovre, begyndte Maos voksende had mod de intellektuelle at komme til udtryk. Nu fulgte en forstærket udgave af den "anti-højre-bevægelse", som han havde startet fem år før, men nu styret af Maos overbevisning om, at de intellektuelle var roden til alle landets vanskeligheder. Mao beordrede derfor de "kontrarevolutionære" arresteret, og mange fik hårde straffe. Tortur og dødsstraf uden dom var blandt styrets reaktioner. Det er blevet skønnet, at et sted mellem 300.000 og 700.000 kompetente personer blev fjernet fra deres arbejde og stemplede som "højreorienterede". De tendenser, som så tydeligt kom til udtryk under denne proces, skulle om muligt gøre sig endnu stærkere gældende under kulturrevolutionen, som begyndte knapt ti år senere. ==== ''Kulturrevolutionen'' ==== På det 11. plenarmøde i den 8. centralkomité i august 1966 gennemførte Mao en omorganisering af ledelsen af ​​det kinesiske kommunistparti, der bl.a. førte til, at Liu Shaoqis position blev svækket og Lin Biao blev nummer to i partiet. Mødet udsendte også en erklæring bestående af seksten punkter, som blev offentliggjort i ''Folkets Dagblad'' og dermed gav det officielle kickoff til kulturrevolutionen. "Hele partiet må følge kammerat Mao Tse-tungs instruktioner, holde den proletariske kulturrevolutions store fane højt, grundigt afsløre den reaktionære borgerlige holdning hos de såkaldt akademiske autoriteter, der er imod partiet og socialismen, grundigt kritisere og afvise alle reaktionære. borgerlige ideer i akademisk arbejde, undervisning, journalistik, litteratur, kunst og forlagsvirksomhed, og at gribe lederskabet på disse kulturelle områder. For at opnå dette må man også kritisere og afvise borgerskabets repræsentanter, som har infiltreret partiet, regeringen, hæren og alle kulturområder og udrense dem eller overføre nogle af dem til andre poster. Frem for alt må vi ikke overlade opgaven med at lede den kulturelle revolution til disse mennesker. Faktisk har mange af dem engageret sig i sådanne opgaver , og den ting er ekstremt farlig." lød det i et cirkulære fra Centralkomiteen for Kinas Kommunistiske Parti, 16. maj 1966 I løbet af efteråret 1966 blev der afholdt adskillige gigantiske stævner i Beijing, hvor millioner af rødgardister deltog. I de følgende måneder ramte kampagnen primært kultur- og uddannelsessektoren. Maos vigtigste midler til at gennemføre kulturrevolutionen var på dette tidspunkt de røde garder, politisk radikale byunge, der med Maos gode minde fik lov til at rejse gratis rundt i land og rige med tog for, som det blev formuleret, at "sprede den kulturrevolutionære glød". Kulturrevolutionen havde som et af sine officielle hovedmål udryddelse af det feudale, borgerlige og såkaldt "revisionistisk" tænkning i hele det kinesiske samfund og erstatte det med socialisme. Den kinesiske kommunisme havde tidligere hovedsageligt begrænset sig til statsapparatet og produktionsmidlerne, men Mao med de røde garder og andre radikale politikere i ryggen (f.eks. dem, der med tiden ville komme til at blive kendt som "De fires bande") rettede nu blandt andet opmærksomheden imod på intellektuelle og lærere, som man mente ville have forrådt den gamle revolution. De videregående uddannelser holdt op med at fungere i flere år. Selv højtstående partiembedsmænd, såsom den kinesiske præsident Liu Shaoqi og KKP's generalsekretær Deng Xiaoping, oplevede sig også gentagne gange udstødt og kritiseret, anklagede for at forråde den gamle revolution og for at være "kapitalistiske forrædere". Mao forklarede aldrig klart sine formål eller mål for kulturrevolutionen, hvilket gjorde det meget sværere for hans tolke at forsvare sig mod senere anklager om forræderi mod ham. I januar 1967 væltede en gruppe radikale ledet af Zhang Chunqiao og Yao Wenyuan den lokale partiledelse i Shanghai og tog magten i selve byen. Efter en vis modstand blandt konservative grupper i partiledelsen gav kulturrevolutionens ledergruppe grønt lys for, at de røde garder og andre radikale elementer kunne overtage magten fra partibureaukratiet rundt om i landet og skabe "revolutionære udvalg". Bølgen af ​​magtovergreb rundt om i landet førte til, at kommunistpartiet stort set holdt op med at fungere, og til voldelige sammenstød mellem forskellige fraktioner, der hævdede at repræsentere Mao Zedongs tankegang. I 1968 havde fraktionskampe kastet store dele af Kina ud i fuldstændig kaos, og efter et møde med rødgardister fra Tsinghua Universitet i juli samme år besluttede Mao at opløse de røde garder og forvise Kinas skoleungdom til landet for at blive "genoplært" ved hjælp af manuelt arbejde. Samtidig fik ''Folkets Befrielseshær'' under Lin Biao til opgave at genoprette orden i landet og overtage magten i de revolutionære komiteer. I forbindelse med, at befrielseshæren i årene 1968–1971 tog kontrol over landet, blev der gennemført en kampagne for at "rense klasserækkerne" for "kontrarevolutionære elementer". Dette blev et af de mest voldelige stadier af kulturrevolutionen, og det anslås, at mellem 750.000 og 1,5 millioner mennesker blev dræbt under kampagnen. I Guangxi-provinsen blev kampagnen særlig voldelig; alene i Binyang County blev ikke færre end 3.681 landsbyboere dræbt i sommeren 1968, og i andre dele af provinsen, inklusive Wuxuan, var der rapporter om kannibalisme. Det mongolske mindretal i Indre Mongoliet blev også hårdt ramt, idet titusindvis af mongolere blev forfulgte for "separatisme". ==== ''Kina efter Maos død'' ==== I september 1976 døde Mao.<ref name="WH 1979 228">Witt-Hansen 1979, s. 228</ref> Hans død førte til visse ændringer i partidiktaturets politik, dog uden at ændre på regimets grundlæggende træk. Første skridt var et opgør med Maos forfejlede kulturrevolution. Da man officielt ikke kunne sige, at det var diktatorens fejl, blev ansvaret lagt på "Shanghai-gruppen" og "de fires bande", der angiveligt bestod af Mao Tse-tungs enke, Chiang Ching, og hendes tre "medsammensvorne": Wang Hung-wen, Chang Chun-chiao og Yao Wen-yuan, som blev gjort ansvarlige for de katastrofale følger af kulturrevolutionen.<ref name="WH 1979 230">Witt-Hansen 1979, s. 230</ref> Der var her tale om en kinesisk version af klassisk "sammensværgelsesteori". Partiet indledte en "åbning" mod vestlige lande med en stærkt voksende samhandel til følge. I løbet af en kort årrække blev kina åbnet for produktion af vestlige produkter til fremstillingspriser langt under de vestlige landes egne. Dette blev muligt takket være de slavelignende vilkår, som befolkningen levede under. Men partiet fastholdt sin totale censur og undertrykkelse af befolkningen. Da befolkningen protesterede på Den Himmelske Freds Plads i 1979, blev protesterne hensynsløst og voldeligt undertrykt. Det eftermaoistiske kinas undertrykkelse af etniske mindretal har været hensynsløs: børn er blevet tvangsfjernet fra deres forældre fx. i Tibet og sendt til indoktrinering i andre dele af kina. I Østturkestan (''Xinjiang'' på kinesisk) er uyghurerne tvunget til at arbejde i slavelejre. Både de og tilhængere af ''Falun Gong'', der er en spirituel bevægelse, er blevet udsat for "organhøst", dvs. man har borttaget deres organer for at bruge dem i organtransplantationsindustrien. I 2024 opfandt myndighederne et nyt ord: "Humineral" (人矿, kinesisk: ''Rén Kuàng''), en forkortelse af "human mineral" altså "menneskeligt mineral". Kinesere ses ikke længere som mennesker men derimod som en ''mineralsk råstofressource'', som styret har ret til at udnytte! Det blev afsløret, at et kinesisk firma havde "købt" 4.000 menneskelig mellem 2015 og 2023 for at udnytte dem som råstoflagre for menneskemateriale egnet til transplantationer. Dette var bl.a. sket ved at forfalske attester. Det kom frem, at firmaet havde betalt op til 3000 dollars pr. lig. Det eftermaoistiske kina har også udvist en markant imperialistisk politik, først og fremmest i Det sydkinesiske Hav. Her har kina hældt beton ud over koralrev, som der efter er blevet omdannede til kinesiske militære baser. Kina har systematisk opbygget sine militære styrker og anvender både skibe og kampfly til at tvinge andre landes indbyggere ud af disse havområdet, det gælder fx. fiskere fra Vietnam, Philippinerne og Taiwan, eller man beslaglægger fartøjer og fængsler deres mandskaber. Dette sker til trods for, at ''Den Internationale Domstol'' i Haag har anerkendt disse havområder som tilhørende andre lande. Også i andre lande har man direkte besat dele af deres territorium, fx i Nepal og Bhutan. For Nepals vedkommende drejer det sig om distriktet Humla i landets nordvestlige del, som Kina har besat og dermed krænket de to landes grænseaftale fra 1960-erne. For Bhutans vedkommende drejer det sig om ''Kula Khari''-området, som landet blev presset til at afstå, om ''Pangda''-området med ''Doklam''-plateauet mod vest, om ''Beyul Khenpajong'' mod nordøst og ''Sakteng'' mod øst, hvor Kina har etableret kinesiske bosættelser og militærbaser og dermed reelt overtaget disse områder, i strid med en aftale fra 1998 om gensidig anerkendelse af hinandens daværende grænser. Baserne minder om de militærbaser, som Sovjetunionen fik i de baltiske lande i 1940, og som var forudsætningen for den "socialistiske revolution" i disse lande. Kina annoncerede et såkaldt økonomisk støtteprogram, kaldet "''Belt and Road''". I løbet af få år afslørede det sig som regulær neokolonialisme: kina ydede "lån" til "investeringer" i ulande i infrastruktur, især havne, veje, jernbaner og lufthavne. Disse lån havde en høj rente. Når modtagerlandene ikke kunne tilbagebetale disse lån, overtog kineserne de selvsamme anlæg og udnyttede dem til eget imperialistisk formål, fx. som militære baser. Dette var fx. tilfældet i Sri Lanka. Takket være denne politik opbyggede Kommunistkina under lederen Xi Jinping efterhånden et neokolonistisk imperium. Samtidig har sådanne agenter også hjulpet kineserne til at overtage strategisk infrastruktur i vestlige lande, fx. havne, lagerpladser og -bygninger samt fragtskibe, hvilket i en krigssituation ville gøre landene sårbare over for forsyninger. Omvendt vil de kunne udnyttes af kommunistregimet til strategiske transporter eller til at smugle narkotika ind for at ramme de stofafhængige i landets befolkning. Dette er blandt andet foregået med fentanyl og via havne i Californien. Også fragtkraner er sårbare, da deres elektroniske udstyr kan fjernstyres fra Kina og derved bruges til spionage og til styring, herunder også blokering, af lastekapaciteten. Også den kinesiske fiskerflåde kan bruges til strategiske formål, fx. ''de facto'' besætte fiskefarvande i andre landes søterritorium. Endelig har Kina under Maos slagord "forenet frontarbejde" og det kinesiske mundheld "brug tusind dage på at opbygge en hær og brug den på een time" opbygget et netværk af kinesiske spioner og agenter, som under dække af at være flygtninge og migranter etablerer sig i udlandet og her hemmeligt virker for at varetage regimets interesser, undertiden i offentlige stillinger eller via migrantorganisationer. Et eksempel herpå er Linda Sun, der som ung blev ansat i guvernørens forvaltning i New York, og som her i årevis modtog ordrer fra den kinesiske ambassade og blandt andet forhindrede repræsentanter fra Taiwan i at få adgang til guvernøren og omvendt sikrede kommunistiske kinesere visaer til at besøge landet. I denne henseende minder den kinesiske politik om kommunismen i Sovjetunionen, der opbyggede loyale partiorganisationer og politiske foreninger i vestlige lande for derved at kunne lægge pres på vestlige regeringer. Eksempler herpå er Danmarks Kommunistiske Parti og Fredsbevægelsen i Danmark.<ref name="BJ 1987">Jensen 1987</ref> === Kommunismen i Nordkorea === Korea var mellem 1905 og 1945 besat af Japan. Da Japan kapitulerede, overgav nordkoreanerne sig til Sovjetunionen, mens sydkoreanerne overgav sig til USA. Landet blev delt ved 38. breddegrad pr. 15. august 1945, der er national befrielsesdag i begge lande. I 1947 oprettede kommunisterne, ledet af Kim Il-sung, en kommunistisk stat i nord med Pyongyang som hovedstad. Oprettelsen skete med støtte fra Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea dannede en midlertidig nationalforsamling støttet af USA. FN opfordrede til forsoning og til at søge en forening af hele den koreanske halvø. ==== ''Koreakrigen'' ==== FN-overvågede valg lod sig kun gennemføre i Sydkorea, hvor ikke-kommunistiske partier vandt, til trods for at også disse valg er omstridte. Efter egne et-parti-valg i Nordkorea proklamerede Kim Il-sung oprettelsen af Den demokratiske folkerepublikken Korea (DFRK/NordKorea). I 1950 indledte Nordkorea uden varsel et angreb på Sydkorea, som nær havde ført til landets besættelse. Det blev undgået takket være en snarrådig indsats fra USA og andre vestlige landes side, herunder Danmark. Krigen varede i tre år. Den 27. juli 1953 blev en våbenhvileaftale underskrevet i Panmunjom. I Nordkorea fejrede man dette med en militærparade i Pyongyang, hvor Kim Il-Sung erklærede, at man havde "overvundet de imperialistiske angiberer med store tab i mandskab og materiale" for dem. ==== ''Interne udrensninger'' ==== Efter våbenstilstanden startede genopbygningen af Nordkorea, som skete med hjælp fra Kommunistkina og Sovjetunionen. Under samme periode kunne Kim konsolidere sin magt i landet i forhold til sine interne modstandere: Yan'an-fraktionen (prokinesisk), de prosovjetiske og andre koreanske kommunister. De følgende år gennemførtes udrensninger mod blandt andet sydkoreanere, som var gået over til Nordkorea, men som nu blev anklagede for spionage og som blev fængslede eller henrettede. Udenrigsminister Pak Hon-yong blev gjort ansvarlig for, at støtten til det nordkoreanske angreb havde været mangelfuldt fra den sydkoreanske befolknings side, og han blev henrettet i 1955 efter en summarisk rettergang. Nordkorea udviklede sig til et familiediktatur, hvor Kim Il-sung afløstes af Kim Jong-il og denne af Kim Jong-un. Nikita Chrusjtjovs afstalinisering 1956 påvirkede også Nordkorea, som sammen med Albanien og Kina var de mest udtalte modstandere af denne kursændring. I august samme år, da Kim Il-sung besøgte Moskva, forsøgte en gruppe af politiske modstandere at tage magten i Pyongyang. Il-Sung vendte straks hjem og formåede at nedkæmpe dette forsøg på en liberalisering af styret. Il-Sung og hans gruppe fremstod for befolkningen som nationale helte efter tiden i modstandsrørelsen mod den japanske besættelsesmagt. Deres modstandere som havde sympatier for Kina henholdsvis Sovjetunionen, fremstod som repræsentanter for disse lande. Nye udrensninger fulgte i 1956-1958 og 1961 var al opposition i forhold til Kim Il-Sungs styre forsvundet. Politiske modstandere og andre fanger endte i koncentrationslejre, hvor de blev udsatte for tortur og slavearbejde. Det er skønnet, at mindst 100.000 ofre er blevet udrensede af partiet, at omkring 1,5 millioner er døde i koncentrationslejre og fængsler, og at yderligere omkring 1,3 millioner ofre er blevet henrettede som følge af aktiviteter under Koreakrigen. ==== ''Balance mellem Sovjetunionen og Kina'' ==== Inden for den kommunistiske østblok forsøgte Nordkorea at balancere mellem Sovjetunionen og Kina efter, at de to stormagter i begyndelsen af 1960-erne var kommet på kollisionskurs. I relationen med Kina gik Kim Il-Sung imod de fleste af Mao Zedongs idéer, blandt dem Kulturrevolutionen. Derimod blev en nordkoreansk variant, ''Chollima'', gennemført i 1958-1960 med det store spring som forbillede. I begyndelsen stod man mest på Kinas side, bl.a. som følge af den fælles kritik af afstaliniseringen, men efterhånden ændrede dette sig, idet Il-Sung ville undgå at blive en kinesisk satellit, ligesom Kina ej heller kunne tilbyde samme assistance i industrialiseringen og den militære oprustning som Sovjetunionen. Under kulturrevolutionen brød forbindelserne med Kina helt sammen, men Nordkorea holdt lav profil i sin kritik, idet man var bevidst om Kinas militære styrke. Der fandt sammenstød sted med rødgardister langs med grænsen. Fra 1970 normaliseredes forbindelserne med Kina, og i 1971 besøgte Zhou Enlai Pyongyang og bad om undskyldning for rødgardisternes handlemåde. ==== ''Isolation og hungersnød'' ==== Østblokkens sammenbrud 1989-1991 blev fatalt for den nordkoreanske økonomi. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 mistede landet en af sine vigtigste kunder for sin eksport og sin vigtigste bistandsyder, hvilket førte til en alvorlig økonomisk tilbagegang, som var værst i årene 1996-1999. Høsten faldt med 60 % hvilket skabte en omfattende hungersnød. Følgerne blev, at millioner lever i fattigdom og med mangelfund sundheds- og sygehusvæsen. Skønnet op til to millioner mennesker skal være døde af sult. Landet er beroende af mad fra udlandet, men ifølge rapporter er denne langt fra altid blevet uddelt til de mest behøvende. En vedvarende energikrise råder siden Sovjetunionens fald, og Nordkorea mistede muligheden for at importere kul og olie derfra till subventionerede priser. Kina forsyner endnu i dag Nordkorea med subventioneret olie, men i betydeligt mindre mængder end det, som Sovjetunionen gjorde. Det er skønnet, at omkring 2 millioner ofre er døde som følge af sult, heraf mange børn. ==== ''Bureau 39'' ==== Nordkorea har været udsat for sanktioner af omverdenen gennem det meste af sin eksistens. Dette har man stået imod takket være skiftende støtte fra Sovjetunionen og Kommunistkina. Men sideløbende har regimet udtænkt alternative måder at kanalisere penge til landet på. Omkring 1974 oprettedes "Bureau 39", der fik til formål at kanalisere penge ind i landet. "Bureau 39" fik kontrol over Nordkoreas råstoffer som zink, kul, jern, kobber, bly, grafit, diamanter m.v. samt tekstiler og har solgt disse råvarer "sort" på verdensmarkedet. Desuden har organisationen været engageret i anden illegal smuglerhandel fx af våben herunder kemiske våben produceret i Nordkorea og typisk til andre sanktionerede lande som Iran, Myanmar (Burma) og Syrien samt terrororganisationer som Hamas og Hezbollah, pengevask, forsikringssvindel (bl.a. i Europa) i form af brande eller oversvømmelser samt forfalskninger, og den har "tjent" enorme overskud til statskassen ad denne vej. Organisationen har opbygget afdelinger over hele verden, bl.a. i Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, der på et tidspunkt var et hovedcenter for produktion af forfalskede amerikanske dollarsedler. Efterhånden har Bureau 39 udviklet nye former for kriminalitet fx. hackerkriminalitet og formodes at være et "foregangsland" på dette område. Det mest berømte eksempel på dette indtraf i 2014 og rettede sig imod "''Sony Pictures Entertainment''", da de ansattes personnumre og andre data blev offentliggjorte via internettet. Også computervirusser har været anvendt til at afpresse de berørte firmaer penge. Cryptopenge har været genstande for flere kriminelle operationer. ==== ''Slavearbejdere'' ==== Nordkorea har desuden indført et system, hvorved tusindvis af dets indbyggere sendes til slavearbejde i udlandet. Formelt arbejder de på almindelige kontrakter, men i realiteten holdes de indespærrede uden for deres "arbejdstid" og hele deres løn "konfiskeres" af staten, der sender pengene til regimets leder. I 2015 var der skønsvis over 50.000 sådanne slavearbejdere rundt om i verden. Dette gælder bl.a. slavearbejdere i den kinesiske tekstilindustri, og mange kinesiske tekstilindustrier har opført fabrikker i Nordkorea, hvor slavearbejdere også arbejder; produkterne sendes så tilbage til Kina, bliver markerede som lavet i Kina og sendes herfra ud på verdensmarkedet som "kinesiske" tekstiler. Denne aktivitet foregår også i nordkoreanske koncentrations- og fangelejrelejre. Flere af Bureau 39s aktiviteter sker formelt lovligt fx. i form af kunstværker, museer og lignende, som produceres af nordkoreanske kunstnere men opstilles i andre lande, og hvor Nordkorea ''som stat'' får overskuddet eller en del heraf. Eksempelvis producerede Nordkorea sådanne kunstværker til Zimbabwes daværende diktator Robert Mugabe. Karakteristisk for hele denne virksomhed er, at den ofte udføres via Nordkoreas ambassader og diplomatiske udsendinge, der har diplomatisk immunitet. ==== ''Elitært familiediktatur'' ==== Nordkorea er et udpræget familiediktatur. Fra oprindeligt at have været erklæret et arbejdernes paradis har Nordkorea udviklet sig til at være en nærmest kapitalistisk slavestat, hvor en elite lever i luksus beskyttet af en statsfinansieret hær, mens den altovervejende del af befolkningen ingen rettigheder har og undertrykkes og udbyttes systematisk. === Viet Minh === Viet Minh (kort form af vietnamesisk: ''Việt Nam Ðộc Lập Ðồng Minh Hội'', Forbundet for Vietnams uafhængighed) var en væbnet frihedsbevægelse, som blev grundlagt af Ho Ngoc Lam og Nguyen Hai Than i 1941 med det formål at kæmpe for Vietnams uafhængighed fra Frankrig samt indføre socialistisk diktatur. Blandt de efterfølgende ledere var først og fremmest Ho Chi Minh samt Le Duan, Vo Nguyen Giap og Pham Van Dong. ==== ''Landets deling, magtovertagelsen i nord'' ==== Vietnam var den del af koloniområdet ''Fransk Indokina'', men var under japansk besættelse efter 1940 under 2. verdenskrig. Kort efter, at Japan overgav sig i 1945, indledte Việt Minh augustrevolutionen i Hanoi og ''Den Demokratiske Republik Vietnam'' blev proklameret den 2. september 1945: En regering for hele landet, der skulle erstatte Nguyễn-dynastiet. Viet Minh-lederen Hồ Chí Minh blev regeringschef. USA's præsident Franklin Roosevelt havde talt imod fransk styre i Indokina, og Amerika støttede Viet Minh på dette tidspunkt. Hanoi-regeringen og Ho Chi Minh hævdede at herske over hele Vietnam, og netop på denne tid var Syd Vietnam i en dyb politisk krise. De efterfølgende sammenbrud af både den franske og den japanske magt, efterfulgt af uenigheden blandt de politiske fraktioner i Saigon blev ledsaget af udbredt vold i landet. Den 12. september 1945 ankom de første britiske tropper til Saigon. Den 23. september, 28 dage efter at Saigons folk greb den politiske magt, besatte franske tropper politistationerne, posthuset og andre offentlige bygninger. I Nordvietnam var det af afgørende betydning at landet var besat af den kinesiske nationalistiske hær, og den kinesiske tilstedeværelse havde tvunget Ho Chi Minh og Viet Minh til at rumme kinesiske støttede Viet nationalister. I juni 1946 evakuerede kinesiske nationalistiske tropper Hanoi, og den 15. juni forlod de sidste afdelinger Haiphong. Efter, at de britiske styrker forlod landet i 1946, kontrollerede franskmændene en del af Cochinkina, det sydlige centrale kystland og det centrale højland fra slutningen af krigen 1945-46. I januar 1946 afholdt Viet Minh et valg for at oprette en nationalforsamling. Offentlig entusiasme ved denne begivenhed antyder, at Viet Minh havde stor popularitet på daværende tidspunkt, selv om der var få konkurrerende kandidater, og partiets dannelse blev bestemt forud for afstemningen. Selv om den tidligere kejser Bao Dai også var populær på dette tidspunkt og vandt plads i forsamlingen, gav valget ikke mulighed for, at vælgerne kunne vise deres valg mellem Bao Dai og Ho. Valget blev holdt offentligt i det nordlige og centrale Vietnam, men holdt anonymt i Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam. Der var minimal kampagne og de fleste vælgere havde ingen anelse om, hvem kandidaterne var. I mange tilfælde blev der kun opstillet en kandidat overhovedet, og partiets repræsentation blev offentliggjort før valget. Da Frankrig erklærede Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam, en separat stat som "Autonome Republik Cochinkina" i juni 1946, reagerede vietnamesiske nationalister med raseri. I november vedtog nationalforsamlingen den første forfatning for republikken. ==== ''Flygtninge fra Viet Minh'' ==== Efter delingen af Vietnam i 1954 i slutningen af den første indokina-krig flygtede mere end en million nordvietnamesere til Sydvietnam under den amerikansk ledede evakueringskampagne ved navn ''Operation Passage to Freedom''. Det er anslået, at 60 % af Nordvietnams en million katolikker flygtede sydpå. Den katolske migration skyldes en forventning om forfølgelse af katolikker af den nordvietnanske regering samt en kundgørelse fremsat af præsident Ngo Dinh Diems Saigon-regering. CIA førte en kampagne for at få katolikker til at komme til syd, men oberst Edward Lansdale som den mand, der organiserede kampagnen, afviste ideen om, at hans kampagne havde stor indflydelse på den folkelige stemning. Viet Minh forsøgte at tilbageholde eller på anden måde forhindre, at flygtninge forlod landet, såsom gennem intimidering gennem militær tilstedeværelse, ved nedlukninger af færgefarter og vandtrafik og ved forbud mod massemøder. Samtidig flyttede mellem 14.000 og 45.000 civile og ca. 100.000 Viet Minh-krigere i den modsatte retning. ==== ''Katastrofale landreformer'' ==== Jordreformer var en integreret del af Viet Minh og den kommunistiske demokratiske republik Vietnam. En Viet Minh jordreformlov af 4. december 1953 krævede:<br> - konfiskation af jord tilhørende lejere, der var regimets fjender;<br> - rekvisition af jord fra udlejere ikke dømt til at være fjender; og<br> - køb med betaling i obligationer. Jordreformen blev gennemført fra 1953 til 1956. Nogle landbrugsområder gennemgik ikke jordreformer, men kun lejereduktion, og de højlandsområder, der var beboede af mindretalsbefolkninger, blev ikke væsentligt påvirket. Nogle landområder blev beholdt af regeringen, men de fleste blev fordelt uden betaling med prioritet givet til Viet Minh-krigere og deres familier. Det samlede antal landbefolkninger, der blev ramt af jordreformprogrammet, var mere end 4 millioner. Lejereduceringsprogrammet har påvirket næsten 8 millioner mennesker. Landreformprogrammet var en succes med hensyn til at distribuere meget jord til fattige og jordløse bønder og reducere eller eliminere jordboernes ejendomme og rige bønder. Men det blev udført med vold og undertrykkelse primært rettet mod store landbrugere, nogle gange fejlagtigt identificerede som ejere. Den 18. august 1956 anerkendte den Nordvietnamesisk leder Ho Chi Minh de alvorlige fejl, regeringen havde gjort i landreformprogrammet. For mange landmænd, sagde han, var fejlagtigt klassificeret som "udlejere" og blevet henrettet eller fængslet, og der var blevet gjort for mange fejl ved omfordelingen af jord. Alvorlige oprør, der protesterede mod overgrebene under jordreformprogrammet, brød ud i november 1956 i et stort katolsk landdistrikt. Omkring 1000 mennesker blev dræbt eller såret og flere tusinde fængslet. Den Demokratiske Republik Vietnam indledte en "korrigeringskampagne", som i 1958 havde resulteret i tilbagegivelse af jord til mange af dem, der tidligere var blevet skadede af jordreformen. Som led i korrigeringskampagnen blev der i september 1957 frigivet 23.748 politiske fanger. Afskedigelser og fængsling af personer klassificerede som "udlejere" eller fjender fra staten blev gennemført fra begyndelsen af jordreformprogrammet. Et politibureau dokument dateret 4. maj 1953 sagde, at henrettelser var "i princippet fastsat i forholdet mellem en og en tusinde mennesker af den samlede befolkning." Antallet af personer, der faktisk er berørt af de kommunistiske kadrer, der gennemførte jordreformprogrammet, er blevet skønnet forskelligt. Nogle skøn over de dræbte opgør antallet til 200.000 personer, men anden forskning har påstået, at disse høje skøn var baserede på politisk propaganda, der stammer fra Sydvietnam, og at det faktiske antal af de henrettede sandsynligvis var meget lavere. Edwin E. Moise anslog det samlede antal henrettelser på mellem 3.000 og 15.000 og senere fremkom han med et mere præcist tal på 13.500. Moises konklusioner blev støttet af dokumenter fra ungarske diplomater, der boede i Den Demokratiske Republik Vietnam på tidspunktet for jordreformen. Forfatteren Michael Lind har i en bog giver et lignende skøn over "mindst ti eller femten tusinde" henrettede. Det endelige formål med reformen af landdistriktsprogrammet i Den Demokratiske Republik Vietnams regering var ikke at opnå en retfærdig fordeling af landbrugsjorden, men snarere organisationen af alle landmænd til kooperativer, hvor jord og andre faktorer af landbrugsproduktionen skulle ejes og anvendes kollektivt. De første skridt efter 1953-1956 jordreformen var regeringens opmuntring til arbejdsmarkedsudveksling, hvor landmænd ville forene for at udveksle arbejdskraft; For det andet i 1958 og 1959 var dannelsen af "lavtstående kooperativer", hvor landmændene samarbejdede i produktion. I 1961 var 86 % af landmændene medlemmer af lavtstående kooperativer. Det tredje trin, der begyndte i 1961, var at organisere "højtstående kooperativer", ægte kollektivt landbrug, hvor jord og ressourcer blev udnyttet kollektivt uden individuel ejendomsret til jord. I 1971 blev det store flertal af landmændene i Nordvietnam organiseret i kooperativer på højt niveau. Kollektiverne blev gradvist opgivet igen i 1980-erne og 1990-erne. ==== ''Krigen imod Sydvietnam'' ==== Den katastrofale jordreform fik Viet Minh til at indlede en krig mod Sydvietnam for at bortlede opmærksomheden fra sin politik og at indføre en militær undtagelsestilstand i landet. Krigen varede til 1973, hvor den afsluttedes med status quo i forhold til delingen i 1954. Men kort efter forsøgte Viet Minh et nyt angreb, og da Demokraterne i USA af politiske grunde ikke ville støtte den da republikanske præsident Gerald Ford, endte det i 1975 med den totale besættelse af Sydvietnam. En følge heraf var en ny massiv flygtningebølge ud af landet. ==== ''Undertrykkelsen af Sydvietnam'' ==== For dem, der blev tilbage, var terror den nye virkelighed: Viet Minh opretholdt sit diktatur med kun eet parti, der var ingen ytringsfrihed, og tusinder blev fængslede for at blive "genopdraget". I 1986 oplyste statsminister Pham Van Dong, at der i Sydvietnam var 200.000 under "genopdragelse", men skøn lyder på, at antallet rettelig var mellem 500.000 og 1 million (ud af en samlet befolkning på ca. 20 millioner), herunder studenter, akademikere, buddhistiske munke, politiske aktivister (inklusive nogle tilhørende konkurrerende kommunistiske kadrer). Den socialistiske republik Vietnam blev i stadig stærkere grad knyttet til Sovjetunionen og blev medlem af ''Comecon'' fra 1978. Der blev også undertegnet en såkaldt venskabstraktat, som i realiteten var en militær alliance. Der var frem til 1986 beskeden økonomisk vækst i en ineffektiv planøkonomi og uden handel med de vestlige lande. De første fem år efter Vietnamkrigen blev private foretagender i syd overtaget af det offentlige, og bønderne blev tvangskollektiviserede i statslige landbrugskooperationer. Videre havde alene staten lov til at fragte madvarer mellem provinserne. Dette førte snart til madmangel og mangel på andre livsnødvendigheder. Selv det frugtbare Mekongdelta med sin tidligere store risproduktion blev truet af sult. ==== ''Pseudokapitalistiske reformer'' ==== Fra 1986 lod kommunistpartiets nye sekretær Nguyen Van Linh dog frigive store dele af de fængslede, men partiet har fastholdt sit diktatur. Der føres fortsat en hensynsløs undertrykkelse af al kritik af styret. En såkaldt "økonomisk liberalisering" har de facto ført til dannelsen af maffialignende grupperinger, der til dels nyder styrets beskyttelse. Landets ansvarløse politik førte til importbegrænsninger i udlandet af ''pagansius'', en fisk som blev avlet i stærkt forurenede floder. Siden 1975 har Vietnam ligget i mere eller mindre permanent krig mod kommunistkina især om landenes rettigheder i Det sydkinesiske Hav. === Khmer Rouge === De Røde Khmerer (fransk: ''Khmers Rouge'') var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, der med Saloth Sars i spidsen styrede Cambodja fra 1975 til 1979. Under De Røde Khmerer fandt et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord sted. De Røde Khmerers ideologi var en blanding af anarko-kommunisme, cambodjansk nationalisme og racisme med det formål at skabe et samfund baseret på et ikke-monetært landbrugsfælleskab. Saloth Sars og kredsen omkring ham lærte marxismen at kende under deres privilegerede studieophold i Paris blandt venstreorienterede franske intellektuelle.<ref name="CJ 1998 254">Jensen 1998, s. 254</ref> Det var næppe helt tilfældigt, at hele inderkredsen havde en baggrund som lærere: de betragtede Cambodja som eet stort klasseværelse med befolkningen som deres elever, hvis mening intet betød, og hvis opposition blev betragtet som "trods, sabotage, åbenlys modstand, som der må slås hårdt ned på."<ref name="CJ 1998 254"/> ==== ''Baggrunden'' ==== Da franskmændene forlod Fransk Indokina i 1953, valgtes kong Norodom Sihanouk til statsminister i Cambodja. I 1954 endte den første vietnamkrig. Ved fredsforhandlingerne blev det fastlagt, at Frankrig skulle opgive sine kolonier i Indokina, og Vietnam blev delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. I Cambodja overdrog Sihanouk kongeværdigheden til sin fader, dannede selv et politisk parti og lod udskrive valg. Kommunisterne deltog i valget men fik næsten ingen opbakning. Freden bredte sig, velstanden steg og den kommunistiske sag havde ingen fremtid. I 1956 giftede Saloth Sars sig med Khieu Ponnary fra gruppen i Paris. De var begge lærere men blev snart fyret, fordi de drev kommunistisk propaganda blandt eleverne. Familien afbrød forbindelsen med dem, og Saloth Sars forsvandt. Han drog til landets nordøstlige provinser, der lå afsides og var økonomisk tilbagestående. Her drev han sin politiske virksomhed og opbyggede en hær af tilhængere, der fik navnet "Khmer Rouge", de røde khmerer. Det var her, at han levede blandt bjergstammer, hvis levevis bestående af en blanding af jagt og landbrug han opfattede som en slags "urkommunisme", hvilket skulle blive hans nye ideal, uden ejendomsret, sociale klasser og aldrig udsat for kolonisering.<ref name="CJ 1998 261">Jensen 1998, s. 261</ref> Og det var her, at han fik sine paramilitære kadrer, hver mand forsynet med et russisk AK-47 gevær<ref name="CJ 1998 295">Jensen 1998, s. 295</ref>, hvormed de kunne praktisere deres anarkistiske terror imod en ubevæbnet og forsvarløs befolkning. I 1960 udbrød den anden vietnamkrig. Krigen fremstod som et internt oprør i Sydvietnam ledet af Folkets Befrielseshær mod regeringen i Saigon, men reelt stod Nordvietnam bag, og det fik støtte fra både Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. For at sende hjælp til kommunisterne i Sydvietnam var det nødvendigt at oprette en smuglingsrute. Denne, kaldet ''Ho Chi Minh-stien'', gik gennem Laos og Cambodjas nordøstlige provinser, de områder, hvor Saloth Sars, der nu kaldte sig Pol Pot (vistnok afledt af "''Politique potentielle''", oversat fra kinesisk). Vietnameserne anså ham for en nyttig allieret, og hans røde khmerer blev forsynet med våben, mens nordvietnameserne oprettede et hovedkvarter i de områder, han havde magten over. Af vietnameserne lærte Pol Pot at føre partisankrig. Efterhånden sluttede hans gamle kammerater fra Paris sig til ham, og nu var Pol Pot den ubestridte leder. Internt blev han kaldt "Broder Nummer Et". I marts 1970 blev Sihanouk afsat af den USA-orienterede general Lon Nol ved et kup<ref name="CJ 1998 230">Jensen 1998, s. 230</ref>, angiveligt fordi han havde tilladt de nordvietnamesiske baser i Cambodja, og han drog i eksil i Kina, hvorfra han søgte samarbejde med Pol Pot, skønt han tidligere havde bekæmpet ham. Pol Pot indså hurtigt den propagandamæssige værdi og omdannede sin hær til "Cambodjas Kongelige Nationale Enheds Regering". Sihanouk blev formel leder, Khien Samphan blev vicestatsminister, men reelt lå magten hos Pol Pot. Med Sihanouk som propagandagidsel lykkedes det nu Pol Pot at opbygge en betydelig hær af analfabetiske og uvidende bønder, som fulgte kongen. Pol Pot kunne nu føre krig mod regeringen i Phnom Penh og gik fra den ene militære sejr til den anden. De menneskelige tab var store, 500.000 døde i de af republikken (Lon Nol) kontrollerede områder og 600.000 i de "befriede" områder. Samtidig blev USA's militære engagement i Indokina mere og mere upopulært på hjemmefronten, og den 17. april 1975 indtog Khmer Rouge hovedstaden, Phnom Penh. Forholdet mellem Nordvietnam og Khmer Rouge blev brudt i 1973 på grund af uenighed om Sydvietnam. ==== ''Magtovertagelsen'' ==== I april 1975 marcherede De røde khmerer ind i Phnom Penh. Rapporterne fra denne hændelse var i medierne ofte positive, da det blev set som yderligere en sejr for Indokinas folk mod USA's krigspolitik i regionen. Men som det er påpeget, viste fotografierne af dem noget helt andet: "De går frem i spredt orden, overhængt med våben, ensomme og utilnærmelige, i en selvvalgt isolation. Der er en strenghed over dem, som om deres mission endnu ikke er opfyldt og de stadig er i fjendeland, kommet ikke for at befri nogen, men for at tilintetgøre. De virker sky, som om de frygter, at der fra disse glade mennesker med deres fremstrakte arme skulle udgå en smittefare".<ref name="CJ 1998 258">Jensen 1998, s. 258</ref> I bagklogskabens skær er sagt, at "dette fotografi af befriernes indtog i virkeligheden viser en bøddel, der kommer ind i et torturkammer og lukker døren bag sig."<ref name="CJ 1998 259"/> USA havde været i kontakt til prins Sihanouk for at forsøge at aftale en løsning for hans genindtrædelse på tronen uden de De røde khmerer, men han takkede nej. Efter magtovertagelsen gik Pol Pot i gang med at realisere sit politiske program. Pol Pots egen version af maoismen var meget hurtigt at gennemføre en landbrugsreform med utopisk kommunisme: uden byer, klasser, kontakt med omverdenen, penge eller avanceret teknologi. Samme dag ryddede man sygehusene: læger, sygeplejersker og patienter blev med spark og slag drevet ud. Enhver, der forsøgte at protestere, blev skudt på stedet. Efter få timer var sygehusene tomme. Det flød med lig af nyfødte spædbørn og deres mødre. Også skoler, universiteter og alle andre læreanstalter blev lukkede. Reelt fratog regimet alle med en uddannelse både deres anseelse og deres personlighed.<ref name="CJ 1998 255">Jensen 1998, s. 255</ref> Et omfattende massemord begyndte. Alle, der var mistænkt for at være embedsmænd eller officerer, blev henrettet. Overalt lød der skud fra maskinpistoler. Al presse og postvæsen blev afskaffet, hvorved al indre kommunikation i landet blev afbrudt. Vandforsyning og elektricitet blev afbrudt. Medicin og insektgifte blev ikke længere indført, hvad der førte til at malaria bredte sig og slog tusinder ihjel.<ref name="CJ 1998 255"/> Et århundredes landvindinger blev afskaffede på en enkelt dag. Samtidigt foregik en systematisk udplyndring af forretninger og private hjem. Alt af værdi blev beslaglagt: biler, motorcykler og cykler, ure, fotografiapparater og transistorradioer. Alle bøger, offentlige dokumenter og arkivalier blev brændt. Alle pengesedler blev brændt. Soldater med megafoner kørte gennem gaderne og opfordrede alle til at komme ud. Bygninger, hvor man så tegn på liv, blev beskudte med bazookaer. Befolkningen samledes rædselsslagen på gaden. De fik besked på omgående at forlade byen. De måtte ikke tage noget med. De fik at vide, at amerikanerne havde planer om at bombe byen. De blev sendt på dødsmarcher. Enhver, som forsøgte at gå ud af rækkerne, blev skudt. Fortovene var oversået med døde og sårede. Børn, gamle og syge blev trampet ihjel. På to døgn var byen tømt for mennesker. Overalt var marchruterne flankeret af soldater fra de røde khmerer. De var unge drenge og piger i alderen 12-16 år, analfabeter, totalt uvidende, uden moral, marodører samlede op i de afsides jungle- og bjergegne, hvor Pol Pot havde hvervet sin hær. De var indoktrineret med, at byboere var parasitter, forrædere og folkefjender. Deres uniform var sort med et rødt tørklæde om halsen eller om hovedet, De var bevæbnet med maskingeværer. De blev diktaturets støtter fordi, "at de ikke behøvede at arbejde og kunne slå folk ihjel".<ref name="CJ 1998 259">Jensen 1998, s. 259</ref> Pol Pot opbyggede nu sin nye stat. Han krævede fuldstændig loyalitet for sig selv og sin bevægelse, ''Angkar'', "organisationen"<ref name="CJ 1998 255"/>, nu omdøbt Demokratisk Kampuchea Parti. Traditionelle hierarkiske titler og tiltaleord blev forbudt (men Pol Pot blev nævnt som "bror nummer et") og der var ingen personlighedskult, muligvis blev sondringen mellem ''Angkar'' og Pol Pots egen person sløret til det punkt, hvor Pol Pot var ''Angkar'' og vice versa. Lige efter indtagelsen af byen blev bybefolkningen tvangsfordrevet og sendt ud på landet for at drive landbrug. Landet havde et konstant risunderskud. De indenlandsk dyrkede afgrøderne rakte ikke for at forsørge befolkningen med føde og store marker lå brak efter USA's tæppebombninger. Phnom Penh var tidligere forsynet med ris af USA, organiseret som velgørenhed igennem USA's ambassade , som var nødvendig for at opretholde Lon Nols styre. Disse leverancer sluttede i samme øjeblik som Lon Nol flygtede i eksil på Hawaii med amerikansk militærhelikopter fra USA's ambassade. USAID rapporterede, at Kampuchea er gået fra at være en stor riseksportør til risimportør på få år, og landet blev truet af massesult. "Ris vokser ikke op af asfalten" skal Pol Pot have sagt og mange, også i vest, havde samme opfattelse. Først på senere år er den blevet beskrevet som en dødsmarch men der var ikke nødvendigt med tvang for at få folk til at forlade byen. Evakueringen var ingen midlertidig nødløsning, hvilket Pol Pots fortalere ville gøre gældende. Den var ideologisk motiveret. Allerede på en KKP-kongres to år tidligere var det blevet besluttet at alle byer skulle afvikles. De blev set som en kapitalismens og den udenlandske dekadences centrum. Privatejendommens stilling i byerne blev set af De røde khmerer som en trussel mod deres indflydelse. Privat ejendom, handel og religionen blev afskaffet. KKP så sin revolution som unik. Cambodjanere som vendte tilbage hjem fra studier i udlandet og lignende undervistes i "khmerrevolutionens overlegenhed". Overlegenheden bestod ifølge KKP i netop evakueringen af byerne og i afskaffelsen af pengene. De vendte sig mod den kinesiske socialisme, hvor statsansatte havde løn, da løn førte til privat ejendom, og ved at spare penge kunne man skaffe ejendele. De røde khmerer satte lighedstegn mellem privat ejendom og personlige ejendele. Det slog lige så hårdt mod godsherrernes ejendom som mod bøndernes og arbejdernes. Arbejdstiden for disse tvangsarbejdere var 14-15 timer om dagen, det blev kaldt "at følge solen". På lignende måde blev henrettelse omskrevet til "at komme med til videregående studier".<ref name="CJ 1998 256">Jensen 1998, s. 256</ref> De, som blev evakueret fra Phnom Penh og andre byer, blev kaldt "de nye folk", i modsætning til bønderne som allerede boede der og som blev betegnet "det gamle folk". "De Nye" havde ofte mistet pårørende under den lange march. Mange familier blev splittet, og de de syge som ikke havde nogen pårørende som eskorterede dem, endte i ved vejkanten hvor de døde. Hvis de kom til byerne, blev de ofte behandlet dårligt. Gamle godsherrer og Lon Nol-tilhængere flygtede fra KKP-kontrollerede områder ind til byerne under borgerkrigen, hvorfor der fandtes en stor skepsis mod bybefolkningen. Denne skepsis rettedes ofte mod alle byboer. Klassestaten blev genindført, nu blot efter nye kriterier: "De gamle" var "fuldgyldige medlemmer" af kooperativerne og måtte blandt andet stille op og stemme i valg til menigheder, de nye skulle "omskoles", inden de blev fuldgyldige medlemmer. De nye blev opdelte i to forskellige grupper: "prøvemedlemmer" og "testede". I behandlingen af "de nye" blev baggrunden hos personerne ikke værdsat. Om nogen var handelsmand, lille eller stor rentiér, radikal studerende eller arbejder betød intet, personen var lige så mistænkt for at være potentiel antirevolutionær som bybo uanset, om de var tilhængere eller modstandere af KKP. "De Nye" blev behandlet ofte værre end "de gamle". Der fandtes regionale forskelle, nogle steder fandtes der en venlig indstilling til de nyankomne, men på andre steder fik de mindre madrationer og dårlige boliger. Ofte blev "de nye" anset som en belastning af "de gamle", da de skulle udføre samme arbejde som dem og var uvante ved landbrug og derfor trak produktionsresultatet ned. Mange "nye" blev dømt til strafarbejder af byrådene for deres manglende evner, og som gruppe blev de stigmatiseret. Byboerne var ikke vante til livet på landet, der var mangel på medicin og mange døde af diarrésygdomme og af underernæring. "De nye" var i begyndelsen især bosatte i områder, hvor KKP var stærk, i sydvest og øst, men et halvt år efter "befrielsen" blev de endnu en gang flyttet til fods til tyndtbefolkede områder i nord og nordvest. 800.000 blev tvangsforflyttede til nordvest, hvor befolkningen blev fordoblet og situationen blev særligt besværvanskelig. Det er usikkert, hvor mange som døde under disse tvangsforflytninger, men det drejer sig om adskillige tusinde. ==== ''Racistiske og religiøse forfølgelser'' ==== Allerede ved magtovertagelsen begyndte khmererne systematiske folkemord. Store grupper af befolkningen blev erklæret uønskede: vietnamesere og stammefolk som Cham og Lao, alle med uddannelse, alle buddhister, muslimer og kristne, alle med briller (de ansås for intellektuelle) eller havde fine hænder osv.<ref name="CJ 1998 256"/> De, der ikke blev myrdet, blev sat til hårdt fysisk arbejde fra solopgang til solnedgang på minimale madrationer, som endda blev formindsket, hvis de ikke levede op til de produktionskrav, som "organisationen" fastsatte. Skøn over, hvor mange mennesker blev myrdet: dræbt med skærpede bambusstænger, kvalt med plastikposer, tortureret til døde i sikkerhedscenter S-21<ref name="CJ 1998 247ff">Jensen 1998, s. 247-252</ref> eller sultede i årene 1975-1979 lyder på mellem 800.000 til 3.000.000 af en befolkning på lidt over 7 millioner. Khieu Samphan, Kampuchea præsident, anslog antallet til "under 10.000". Pol Pots egne skøn regnede med næsten en million døde. Samtidig indledtes pogromer på vietnamesere. Fem måneder efter "befrielsen" havde De røde khmerer fordrevet og udryddet alle på nær 10.000 af de resterende 150.000. KKP så i sin paranoia virkelige men også indbildte fjender i de vietnamesiske efterkommere, hvilke blev hævdet at være indplantede af Vietnams kommunister som spioner og infiltratorer. Få af de 10.000 tilbageværende overlevede under de røde khmerers styre. Kampagner blev indledt også mod den muslimske cham-befolkning, som tidligere udgjorde en stor støtte til KKP, da de udstod buddhistisk diskriminering fra de forudgående regeringer, men nu blev de set som fjender, hvis de ikke gjort afkald på deres muslimske tro. De af Cham som ikke gjort afkald på sin religion rejste sig mod De røde khmerer og førte guerillakamp som resulterede i store tab for KKP. I kooperativerne blev deres påklædning, sprog og religiøse symboler som for eksempel skæg forbudt. I kollektiverne blev deres loyalitet testet ved at give dem grisekød, med mærkbare konsekvenser hvis de ikke spiste. Hvis de underkastede sig khmerassimileringen, blev de ikke forfulgt. Ikke alle etniske minoriteter blev undertrykt. Bjergkhmererne, som i etnisk forstand blev adskilte sig fra flertalsbefolkningen med deres mørke hud, blev favoriserede som "rigtige" cambodjanere. KKPs ideologi kan ses som racistisk, efter som de anbefalede "khmer overherredømme" (engelsk: "''khmer supremacy''"). ==== ''Hungersnøden'' ==== Efter magtovertagelsen blev Kampucheas pengevæsen afskaffet men penge kom fortsat til at spille en stor rolle for det cambodjanske samfund. Fordi befolkningen var forbudt at håndtere penge og tvungne at arbejde for sit udkomme, kan samfundet faktisk kan ses som et slavesamfund, hvor landets ledelse udbyttede og drev handel med de landbrugsprodukter, som befolkningen skabte igennem deres arbejde. Der findes en forestilling om, at Demokratisk Kampuchea forsøgte at blive et selvforsynende land, men ris og andre afgrøder blev overvejende solgt ud af landet for at anvende indkomsterne til at investere i maskiner til en mekanisering af landbruget. Derfor blev der stillet høje krav til høstafkastet på landsbyerne. Landbruget blev ændret med omfattende vandopsamlende damme til vanding, og befolkningen udførte et meget hårdt arbejde. De, som ikke arbejdede, fik ingen mad. Opsamling af nødder, rødder og nedfaldsfrugter var forbudt. Arbejde skulle kun udføres for den fælles sag og livsafgørende aktiviteter for den individuelle overlevelse blev straffet. Bespisningen var fælles og henvist til store spisesale. Al fritidsaktivitet blev udøvet kollektivt. Børneleg blev forbudt.<ref name="CJ 1998 256"/> Kvoterne for overskuddet af risproduktionen blev forøget for det nordvestlige Kampuchea, hvor indflytningen af "nye" var størst. Det betød, at de, som havde den mindste erfaring med landbrugsarbejde, fik de største krav om en øget produktion, mens fattige byer, hvor KKP var stærkt i den sydvestlige zone ligesom den østlige zone hvor KKP også var stærkt, fik pålagt meget mindre kvoter. Blandt disse var det kun 20% af afkastet som skulle gå til regimet, mens det var 40% i nordvest. At vælte den største byrde på dem med mindst evne og forudsætninger havde store konsekvenser. Mange døde af sult, og hungersnøden var i perioder konstant. Følgen af hungersnøden var, at folk "angav" hinanden mod at få mad som "præmie".<ref name="CJ 1998 270ff">Jensen 1998, s. 270-276, 316-321</ref> Al medmenneskelighed måtte forsvinde i et samfund, hvor det gjalt om at overleve. 1975-afkastet blev ikke så godt som man havde håbet. Ledelsen forstod, at alt ikke stod rigtigt til, da der i 1976 blev hungersnød i det nordvestlige Kampuchea. En regering dannes med Khieu Samphan som statsoverhoved, Pol Pot som regeringschef, Ieng Sary og Sun Sen som stedfortrædende regeringschefer. Zonekommendørerne Chit Choen (alias Ta Mok) og Ke Pauk fik kontrol over DKs hær. Pol Pot fortsatte med at være generalsekretær for kommunistpartiet, Nuon Chea vice-generalsekretær. Efter, at regeringsrepræsentanter havde sendt en delegation for at inspicere forholdene på landet, konstaterede den, at alt ikke stod ret til og at det dårlige afkast ikke kun havde sin forklaring i at USA havde bombet halvdelen af agerarealet årene inden. De konstaterede, at hele landsbyer kunne lide af kronisk underernæring og at arbejdet på felterne blev udført af såvel syge som oldinge og gravide trods dekreter om, at de skulle være frie fra tungt arbejde. At arbejdsforholdene kun på et fåtal steder var "gode" og at det frem for alt var "de de nye", som led hårdt. Der praktiseredes selvkritik og partiet udsendte dekreter om, at "de de nye" ikke skulle behandles dårligt. Samtidig skød man skylden fra sig, når det gælder ansvaret for forværringerne: i stedet for at indrømme fejl ved sin egen politik talte man som altid om "vietnamesiske infiltratorer", som ønskede at skade det Kampucheanske folk og talte om vietnamesisk indflydelse i partiet med udtryk som "en sygdom som med sine bakterier spredte sig inden for partiet, hæren og samfundet". Forfølgelserne af vietnamesere og påståede "vietnamesere i khmerkroppe" og "khmerer med vietnamesisk tænkning" blev forøgede. Man sendte kadrer fra den østlige zone til at "rydde op" blandt kadrene i den nordvestlige zone. Påståede vietnamesiske infiltratorer i ledelsen blev henrettede summarisk og blev erstattede af nye. Da disse viste sig at beordre mord på "de de nye" for småforseelser og af indbildte begåede brud, beklagede Ieng Sary, at forkerte personer var blevet dræbt, og kadrer fra den sydvestlige zone blev sendt derhen at rydde op blandt de ulykker, som blev tilføjet af kadren fra den østlige zone. De blev indledningsvis hilst som befriere af "de nye" og "nye" tilføjedes i den lokale kadrer og fik udvidede rettigheder, men da man ved høsttiden fra centralt hold mente, at forrådene i zonen stod næsten tomme efter rapporteringer om opfyldte kvoter og efter at have bortsendt kvoten til centralstyret, blev sendt endnu en kadre fra den sydvestlige zone for at rydde op i den nordvestlige zones administration og udradere de "vietnamesiske infiltratorer". De "skjulte fjender", "de vietnamesiske infiltratorer" og andre "bakterier" som "inficerede den cambodjanske "samfundskrop" tjente som syndebukke for en mislykket politik. Blandt metoderne for at ramme dem indgik blandt andet tortur. Til torturcentret ''Tuol Sleng'', under ledning af Duch, sendtes mistænkte til forhør, idet torturen ofte ikke ophørte, før personen var død eller havde "tilstået", at han arbejdede for enten CIA eller Vietnam eller måske begge på samme tid. Under torturforhørene blev tilståelser formuleret af offeret selv, hvor han skrev sine bekendelser og navne på personer, som var involveret i konspirationen imod ''Angkar'' eller stod i forbindelse med Vietnam eller CIA. I takt med at forværrelse af tilstandene, øgede også volden. I 1976 skrev ledelsen beslutninger under om, at tidligere soldater i Lon Nols arméer skulle bortføres og henrettes, hvis det var nødvendigt, hvilket tidligere partiledere havde forbudt hvad angik andre end generaler. Ofte blev de bortførte og henrettede med hele deres familier. ==== ''Udenrigspolitiske konflikter'' ==== Først 1977 kundgjorde ''Angkar'', at det var et kommunistisk parti, noget som tidligere er blevet holdt hemmeligt. Mange troede, at organisationen kun var nationalistisk eller patriotisk, fordi KKP udadtil var kendte for omverdenen og havde forbindelser med den internationale kommunistiske antirevisionistiske bevægelse. De forsøgte at bryde deres diplomatiske isolation, som de tidligere frivilligt havde valgt efter "befrielsen" og sendte og tog imod delegationer fra regeringer i forskellige lande og forsøgte at nå et militært samarbejde med Kina under Deng Xiao Ping. De begyndte også at kontakte højtuddannede cambodjanere i udlandet, idet regeringen havde indset, at et land har brug for industrier for sin udvikling og dermed brug for ingeniører. Tidligere var intellektuelle og højtuddannede i alle andre tilfælde, end når de indgik i partikadren, blevet mistænkeliggjort og ofte udpeget som spioner. Satsninger på genopbygning af fabrikker i Phnom Penh blev gjort, og bønder blev sendt til byerne for at blive fabriksarbejdere. De iskolde relationer med Vietnam blev forværret yderligere, da man ikke havde held med at nå fremgang i forhandlinger, som lige siden Sihanouks monarki var foregået om de fransk trukne grænser mellem landene. En grænsestrid, hvor Vietnam beskyldte Kampuchea og Kampuchea Vietnam, indledtes. Enden på den blev, at en offensiv fra Kampuchea for at give Vietnam en lærestreg udførtes og blev slået tilbage med styrke. Vietnam havde hidtil udviklet meget stærke relationer til Sovjetunionen og Kampuchea har gjort samme med Kina. Kina havde på sin side indledt relationer med USA og præsident Nixon havde været på besøg i landet. Sammen med økonomisk nedgang i Vietnam og flygtningestrømmene fra Kampuchea til Vietnam var dette faktorer, som bidrog til Vietnams lynkrig mod Kampuchea i begyndelsen af 1978. Kina svarede med at sende 250.000 soldater til Vietnam for at få Vietnam ud af Kampuchea, men de blev slået tilbage med styrke. Vietnam anvendte i Kampuchea samme strategi som ved befrielsen af Saigon og i deres hærstyrker indgik 100.000 vietnamesere og 30.000 cambodjanere. Demokratisk Kampuchea havde en 80.000 mand stærk hær ved den østlige grænse og 20.000 mand i Phnom Penh. ==== ''Nedturen og afviklingen'' ==== Vietnamesiske styrker indtog Phnom Penh i januar 1979. Af mange blev de hilst som befriere fra de røde khmerers repression som havde resulteret i mellem 600.000 og 2.000.000 døde som følge af sult, henrettelser og hemmelige bortførelser. Heng Samrin, oprørslederen mod Pol Pot i den østlige zone som siden 1977 levet i eksil i Vietnam, blev installeret som præsident. Hun Sen blev udenrigsminister (senere regeringschef). Næsten alle verdens lande uden for Sovjetblokken protesterede skarpt mod Vietnams besættelse af landet. Pol Pots guerilla flygtede til grænseområderne til Thailand og indledte med prins Sihanouk guerillakrige mod det af Vietnam installerede nye lydregime. FUNK med Sihanouk som ordfører blev genoprettet og tog nu kampe mod den vietnamesiske besættelse. I FUNK kom nu også forhenværende fjender til KKP som Lon Nol-sympatiserende grupper til at indgå. Et vigtigt indslag for muliggørelsen af FUNKs kamp var bistanden fra Den vestlige verden og USA. De røde khmerer fortsatte med at kontrollere store dele af landet og fortsatte med at repræsentere Kampuchea i FNs generalforsamling og fik foruden moralsk også militær støtte fra blandt andre Kina, USA og Thailand. KKP skiftede navn til Demokratisk Kampucheas parti og i propagandaen talte de om "kampen mod kommunisterne i Phnom Penh". Blandt andre Margaret Thatcher var en af de mange vestlige ledere, som i ord og handling støttede Pol Pot. Sovjetunionens øgede indflydelse i verden blev begrundelse for at skifte side og støtte den forhenværende fjende. Vietnam, som var afhængig af støtte fra Sovjetunionen, sås som en større trussel end Demokratisk Kampuchea, hvis vigtigste diplomatiske forbindelser var med Kina med hvilket verdenssamfundet havde normaliseret dets relationer. I de af KKP oprettede flygtningelejrene arbejdede mange læger fra den vestlige verden. Folk døde af malaria. Efterhånden blev De røde khmerer fordrevet fra de fleste af landets landsbyer, men især i grænseområderne mod Thailand i Battambang i den vestlige zone mødte den vietnamesiske hær en hårdnakket modstand fra tusindvis af kæmpende guerillasoldater. FUNK-soldaterne var afhængige af våben fra Kina og USA men udviklede også sin egen sofistikerede jungleguerilla krigsførelse med enkle fælder bestående af skjulte faldgruber med sylespidse bambusrør i, som dræbte dem, som faldt i. Hundrede tusinder af amerikanske miner blev lagt ud i junglen af De røde khmerer mod den Vietnamesiske hær. Både minerne og regelrette kampe dræbte titusinder af mennesker. Borgerkrigen fortsatte i 1980-erne, men ved Sovjetunionens sammenbrud trak de vietnamesiske soldater sig ud af landet, og der blev dannet en koalitionsregering bestående af tidligere proamerikanske og nye provietnamesiske kræfter for den nye stat Kambodja efter forhandlinger med USAs medvirken. De røde khmerer med prins Sihanouk genoptog bestræbelser på at få statsmagten med intensiverede kampe mod Hun Sen og centralregeringens tropper samtidigt med, at man indledte forhandlinger. Forhandlingerne førte til dannelsen af et "nationalt råd" bestående af seks repræsentanter fra Staten Kambodja og to hver fra de tre oppositionsgrupper, som inkluderer Demokratisk Kampucheas præsident Khieu Samphan og den stedfortrædende regeringschef for Demokratisk Kampuchea Sun Sen, dog uden at urolighederne ophørte. Et år senere blev konfliktens parter samlet ved forhandlingsbordene og undertegnede "Parisaftalen om Kambodja" sammen med de atten lande som, havde presset på for fredsforhandlinger. De røde khmerer undertegnede aftalen med et forbehold i dokumenterne om, at Demokratisk Kampuchea ville få proviant i udveksling mod våbenhvile, FN-administrering af landet, samt punkterne om afvikling af militæret og dets afvæbning. I en tid forvaltedes landet af FN, dog ikke de områder som blev kontrolleret af Demokratisk Kampuchea. Inden de mere eller mindre frie valg, som så gennemførtes, brød prins Sihanouk forbindelsen med De røde khmerer, som boykottede valget, og i 1993 vendte han tilbage til Kambodja for igen at blive kronet til konge over landet. Hans søn, Norodom Ranariddh, havde i en længere tid samarbejdet med Hun Sen uden faderens billigelse, om magten. De dannede nu en regering med hver sit parti: FUNCINPEC og Folkets parti, hvorpå De røde khmerer tabte deres position i FNs generalforsamling som statens legitime repræsentanter. Efter at have haft regeringsmagten i et år erklærede nationalforsamlingen, at De røde khmerer var en ulovlig bevægelse og Demokratisk Kampucheas parti blev forbudt. De røde khmerers indre situation var nu katastrofal. I 1996 blev de røde khmerer opsplittet, da Ieng Sary gik over til regeringssiden og fik integreret 4.000 af de røde khmerers soldater i den regulære hær, sammen med yderligere fire distrikter med 3.700 soldater og 25.000 familiemedlemmer fra fire divisioner i Kompong Thom. Dette skabte en dyb sprække mellem Ieng Sary og hårdføre røde khmerledere som Ta Mok og Sun Sen og gav regeringsstyrkerne tilgængelighed til store dele af det nordvestlige Kampuchea. Ieng Sary grundlagde ''Democratic National United Movement'' under kongens beskyttelse og fik desuden sikret en kongelig amnesti for de forbrydelser, som var blevet begået under de røde khmerers styre af landet. Efterhånden blev Pol Pot ramt af forfølgelsesvanvid. Flere af hans militære støtter blev kaldt til Phnom Penh for at "få nye ordrer". Reelt blev de tortureret og slået ihjel. Pol Pot sov sjældent to nætter på samme sted. "Organisationen" udviklede sig til en stikkerhær, hvor enhver var rede til at "angive" en anden, om så for at få noget at spise. Det lykkedes Pol Pot at få udryddet store dele af dem, som havde støttet ham. Andre bragte sig i sikkerhed i Vietnam: hele hærafdelinger gik i vietnamesisk tjeneste. Pol Pot blev stadig mere paranoid og fik henrettet Sun Sen og hans familie da han mistænkte ham for at konspirere med centralregeringen. Tag Mok, Khieu Samphan og Nuon Chea fandt, at han var gået for langt, foretog et kup mod ham og satte ham i husarrest. Tag Mok er gammel bonde og kendt som en af de mere hårdføre kommunister i Demokratisk Kampucheas parti. I hans fangenskab døde Pol Pot af et "hjerteanfald" i 1998 og Ta Mok fik ledelsen over de tilbageværende røde khmerer. På denne tid førte de en hendøende tilværelse i Kambodjas jungler. Situationen var hård for dem og i 1998 gjorde soldaterne mytteri, og gik med i regeringsstyrkerne. Tag Mok endte året efter med sine sidste soldater i fængsel. Khieu Samphan og Nuon Chea overgav sig til Hun Sen og fik lov at flytte til Pailin. Da De Røde Khmerers regime i Cambodja ophørte, blev der i 2006 nedsat et internationalt krigsforbrydertribunal. Dette idømte en fængselsdirektør livsvarigt fængsel for folkemord, og i 2014 blev to højt stående medlemmer af De Røde Khmerer idømt livstidsstraf for medvirken til folkemord. Desværre har Kambodia ikke fået det demokrati, som landets befolkning kunne ønske sig. I 2017 blev landet atter en et-parti-stat efter, at oppositionspartier blev forbudt. Dette har bidraget til at forværre den økonomiske situation, idet udenlandsk støtte og udenlandske investeringer blev stoppet af samme årsag. I stedet har landet vendt sig imod Kommunistkina og er ved at udvikle sig til en nykolonial lakajstat med kinesiske flådebaser ved landets sydkyst. === Pathet Lao === Organisationen kan spore sine rødder tilbage til 2. verdenskrig i lighed med Khmer Issarak i Cambodja og Vietminh og den vietnamesiske folkearmé i Vietnam, ligesom den også deltog i krigen. Dens oprindelige navn er blevet glemt, men i 1950 døbtes den til Pathet Lao, da den optoges i Laos styrker under prins Souphanouvong, som gik med i Vietminhs oprør mod de koloniale franske myndigheder i Indokina under Indokinakrigen. Prins Souphanouvong, som havde tilbragt syv år i Nha Trang under hans 16 år i Vietnam, mødte Ho Chi Minh, giftede sig med en vietnamesisk kvinde i Vietnam, og fik Viet Minh-støtte til at etablere en guerrillastyrke. I august 1950 gik prins Souphanouvong med Vietminh i deres højkvarter nord for Hanoi, Vietnam, og blev chef for Pathet Lao, sammen med dets politiske gren. Pathet Lao oprettede en oprørsregering bestående af medlemmerne prins Souphanouvong (statsminister, udenrigsminister), Kaysone Phomvihane (forsvarsminister), Nouhak Phoumsavanh (økonomiminister), Phoumi Vongvichit (vice statsminister, indenrigsminister), Souk Vongsak, Sithon Kommadam og Faydang Lobliayao. Dette var et forsøg på at give en falsk autoritet til den laotiske kommunistiske rørelse ved at hævde, at den repræsenterede en forenet upartisk front. To af de vigtigste oprettere var medlemmer af det indokinesiske kommunistparti, som ville styrte monarkiet og gøre sig frie fra Frankrig. I 1953 foretog Pathet Lao en invasion af Laos sammen med Vietminhs styrker. De etablerede en regering ved Viengxay i Houaphan-provinsen i det nordøstlige Laos. Kommunisterne begyndte at trænge ind i det centrale Laos med støtte af Vietminh, og en borgerkrig brød ud. Pathet Lao besatte hurtigt størstedelen af landet. Ved Genèvekonferencen 1954 blev indgået en aftale om en tilbagetrækning af udenlandske styrker, og det blev muligt for Pathet Lao at etablere sig som en regering i Laos to nordlige provinser. Vietminh foretog, trods aftalen, aldrig nogen virkelig tilbagetrækning fra grænseområdener i Laos, og Pathet Lao fortsatte nærmest med at fungere som en lokal afdeling af Vietminh. To måneder efter konferencen dannede Vietminh enheden ''Gruppe 100'' med hovedkvarter i Ban Nameo, en enhed som i praksis kontrollerede og styrede Pathet Lao-rørelsen. I slutningen af 1950-erne havde Nordvietnam besat og kontrolleret områder i det østlige Laos. Området anvendtes som transitvej (Ho Chi Minh-stien) for soldater og fornødenheder beregnede for krigen i Sydvietnam. I september 1959 oprettede Nordvietnam ''Gruppe 959'' i Laos med det formål at opbygge Pathet Lao til en stærkere modkraft mod den laotiske kongelige regering. ''Gruppe 959'' levererede åbent uddannelse af og militær støtte til Pathet Lao. Den typiske strategi på denne tid for nordvietnameserne var at angribe først og efterfølgende sende Pathet Lao ind i slutningen af kampen for at dette kunne hævde "sejren". ==== ''1960- og 1970-erne'' ==== I 1960-erne gjordes flere forsøg på at opnå neutrale aftaler og dannelse af en koalitionsregering, men eftersom Nordvietnam ikke havde til hensigt at trække sig tilbage fra Laos, mislykkedes disse forsøg. I midten af 1960-erne var landet ufrivilligt blevet inddraget i en krig mellem pro-USA og pro-vietnamesiske irregulære militære grupper. I 1968 foretog Nordvietnam en stor invasion i Laos. Pathet Lao blev skubbet til side i konflikten og reduceret til rollen som en hjælpestyrke til den nordvietnamesiske hær. Det var ikke muligt at stå imod de tunge sovjetiske og kinesiske våben samt de numerært betydeligt større vietnamesiske styrker, og den kongelige laotiske hær opgav konflikten efter store tab. Kort efter fredsaftalen i Paris afsluttedes USAs indblandning i Vietnamkrigen, og Pathet Lao og regeringen i Laos undertegnede en våbenhvileaftale, Vientiane-aftalen, i februar 1973. Koalitionsregeringen, som anføres i aftalen, overlevede det dog ikke længe. Pathet Lao nægtede at lade sig afvæbne, og den nordvietnamesiske hær ville ikke forlade landet. I slutningen af maj 1975 begyndte Pathet Lao med direkt bistand fra den nordvietnamesiske hær at angribe regeringens positioner. Med den sydvietnamesiske regerings kapitulation til det nordvietnamesiske regimee og Viet Cong den 30. april 1975 og den kambodjanske regerings kapitulation til De Røde Khmerer den 17. april, besluttede de ikke-kommunistiske dele af den nationale regering at overdrage Pathet Lao magten frem for at risikere, at de tog den med voldelig magt. Den 23. august 1975 rykkede Pathet Laos styrker i al stilhed ind i Laos hovedstad Vientiane. Den 2. december 1975 overtog Pathet Lao endeligt regeringsmagten, afskaffede monarkiet og udråbte Den Demokratiske Folkerepublik Laos. Kort efter undertegnede Pathet Lao en aftale med Vietnam, som tillod Vietnam at placere en del af sin hær i landet og at sende politiske og økonomiske "rådgivere" til Laos. Vietnam tvang efterfølgende Laos til at afskære eventuelle tilbageværende økonomiske bånd til sine andre nabolande, blandt andre Thailand og Cambodja. Denne vasaltilstand kaldes ofte "Pathet Lao" for at betegne denne form for laotisk nationalisme. Magtovertagelsen var dog ikke ganske ublodig. Landet havde en stor antikommunistisk partisanbevægelse, som i 1977 gjorde regimet så usikkert, at dette greb til systematiske bombeangreb. Ligeledes blev begivenhederne starten på den systematiske forfølgelse af landets etniske mindretal. ==== ''Efter magtovertagelsen'' ==== Laos er en typisk et-parti-stat, idet lederen af partiet også normalt er republikkens leder. Til trods for, at landet officielt er socialistisk, har landet i stor udstrækning måttet opgive sin oprindelige politik gående ud på produktionsstyring og urealistiske kvoteordninger med samme elendige resultat som i andre lande. Derfor blev i 1980-erne de tidligere statsejede virksomheder privatiserede, og økonomien blev gradvis åbnet for private fra 1990. Endvidere blev indført yderst mangelfulde velfærdsordninger. De første virkelige åbninger for direkte udenlandske investeringer kom ind i lovgivningen i 1988, og 1994-lovgivningen introducerede temmeligt liberale vilkår for kooperative virksomheder, helt udenlandsk ejede selskaber samt investeringer i de fleste sektorer. Lovgivningen var imidlertid så ringe, at den var modstridende på nogle områder. Med støtte fra udlandet fik man ligeledes revitaliseret det tidligere statsejede handelskammer. Styret er fortsat totalitært. Der er udpræget mangel på ytringsfrihed. Mennesker med en kritisk indstilling til regeringen risikerer forfølgelse. Der eksisterer i realiteten ikke noget retssystem, idet alle dommere er udpegede af parti-staten. Der er udstrakt brug af dødsstraf og fængselsforholdene er dårlige. Styret er racistisk, idet der foregår en omfattende undertrykkelse af Hmong-folket. Flertalsbefolkningen af laoter udgør omkring 55% af befolkningen. Laos adskiller sig også fra de fleste socialistiske stater når det kommer til statens syn på religion. Mens socialistiske stater generelt har været kritiske over for religion, har lederne i Laos haft en positiv indstilling til buddhismen. Folkerepublikken under ledelse af Kaysone Phomvihane og Det laotiske folks revolutionære parti var i lang tid ikke meget mere end et vietnamesisk marionetregime, og den brutale behandling af anderledes tænkende og etniske minoriteter, som udgør omtrent halvdelen af landets befolkning, tvang skønsmæssigt 10 % af landets befolkning (heraf omkring 30% af hmong-folket) at gå i eksil, ikke mindst i Thailand. Laos har ført en vaklende udenrigspolitik. I 1979 havde myndighederne i Laos afbrudt forbindelsen med Kina og støttet Vietnam i konflikten mellem de to lande, men fra midten af 1980-erne blev forbindelserne med Kina forbedret, og den vietnamesiske indflydelse i Laos var aftagende. Omkring 80 % af landets befolkning er sysselsat i familiebaserede selvforsyningsjordbrug, fiskeri og skovbrug. Dette indgår for de fleste i en naturalhusholdning, og kun et mindretal af arbejdsstyrken udfører lønarbejde. Laos har i mangt og meget været et afbleget spejlbillede af udviklingen i Vietnam, men uden havne har landet i højere grad været isoleret og derfor oplevet en stagnerende udvikling. === Militærdiktaturet i Burma === Militærdiktaturet i Burma har sine rødder tilbage i den engelske kolonitid. Der udviklede sig en nationalistisk selvstændighedsrørelse ledet af Aun Sung, som i 1943 fik Japan, der året før havde besat den engelske koloni, til at anerkende Burmas formelle selvstændighed. Japan tabte imidlertid 2. verdenskrig, og Burma blev på ny engelsk koloni, dog kun til 1948, da det endegyldigt opnåede sin selvstændighed. ==== ''Fra socialistisk militærjunta til demokrati'' ==== Den 2. marts 1962 tog en erklæret socialistisk militærjunta ledet af general Ne Win magten i Burma og omdannede landet til et militærdiktatur ledet af et "revolutionsråd". Forud havde han elimineret alle officerer i hæren med vestlige sympatier. Militærdiktaturet har varet stort set lige siden. Forfatningen blev sat ud af kraft, og alle oppositionspartier blev forbudt fra 1964. Alle betydelige virksomheder i landet blev nationaliserede i 1963. Landet blev lukket for udlændinge, og 400.000 indere blev udvist af landet. Flere hundrede tusinder af udlændinge, der havde drevet virksomhed i Burma, forlod landet. Besøgsvisa for udlændinge fik en varighedsgrænse på 24 timer. Burmesere fik ikke lov at besøge vestlige lande, kun Sovjetunionen. Samhandel blev stoppet, da regimet ønskede, at landet skulle være selvforsynende. I 1967 blev et stort antal kinesere, der opholdt sig i Burma, angrebet og 40 personer myrdet. Kinesiske spisesteder og andre virksomheder blev lukket. Kinesere forlod landet i stort omfang. I 1968 blev der indført socialistisk indoktrinerende undervisning i landets skoler og socialistisk propaganda i massemedierne. I 1969 var det udviklet en omfattende undergrundsøkonomi, fordi folk ikke længere kunne drive deres virksomheder på normal vis på grund af styrets nationaliseringer. Det er skønnet, at omkring 80% af økonomien foregik som undergrundsøkonomi. En følge af den nye politik var, at landets risproduktion faldt fra omkring 2 millioner tons i 1961 til 300.000 tons i 1970. I 1971 var landets økonomi så totalt brudt sammen, om det måtte anmode om støtte fra Verdensbanken. Siden magtovertagelsen var den årlige vækst på blot 1%. I 1973 fik landet en ny forfatning, der fastholdt landet som et-parti-stat med Ne Win ved magten. Burma omfatter mange etniske grupper, der fortrinsvis er bosatte i landets grænseegne, og militærdiktaturet har siden magtovertagelsen ført en hensynsløs og voldelig undertrykkelsespolitik, hvilket fik de nationalistiske grupper til at indlede en væbnet modstand imod centralstyret, som for alvor tog til i 1988. I marts 1988 havde studenterne i Rangoon indledt protester mod regeringen og general Ne Win. Protesterne blev mødt med vold, og flere studenter døde under sammenstød med politiet. Da studenterne demonstrerede, var et af deres ideologiske forebilleder Aung San. Demonstrationerne blev voldsomt slået ned, og en ny militærjunta tog magten i landet. Aung San Suu Kyi var stærkt påvirket af Mahatma Gandhis principper om ikke-vold, og engagerede sig politisk i den demokratiske opposition. I 1989 blev hun sat i husarrest. Suu Kyi besluttede sig for at tilslutte sig til protesterne. Den 12. august afgik Sein Lwin som Burmas præsident. På dette tidspunkt havde militærstyret indledt en begrænset politisk liberalisering. Efter årtiers forhandlinger lykkedes det for Aun Sung Suu Kyi at få gennemført demokratiske reformer. Militærjuntaen gik i 1990 med til frie valg. I valget vandt Aung San Suu Kyis parti ''Nationalligaen for demokrati'' (NLD) klart med 59% af de afgivne stemmer og fik 81% (392 af 485) af pladserne i parlamentet. Men militærjuntaen nægtede at godkende valgresultatet og ville ikke godkende Aung San Suu Kyi som ny statsminister. Hun var lige inden valget blevet sat i husarrest og fortsatte med at sidde i husarrest i næsten 15 af de 21 år fra den 20. juli 1989 frem til hendes frigivelse den 13. november 2010. I Myanmars nye forfatning fra 2008, der blev udarbejdet under militærstyret, fik generalerne veto i parlamentet og kontrol over flere ministerier. Der blev afholdt et valg i 2010, hvor det militærstøttede parti, ''Union Solidarity and Development Party'' (dansk: Det fornede solidaritets- og udviklingsparti), fik størstedelen af stemmerne, men valget blev kritiseret at være præget af valgsvindel. Et efterfølgende valg i 2015 blev derfor anset som Myanmars første demokratiske valg, hvor Aung San Suu Kyi og NLD vandt størstedelen af pladserne i parlamentet. Militæret havde dog sikret sig, at Aung San Suu Kyi ikke kunne stille op som præsident, hvorfor hun siden 2015 kun fungerede som "statsrådgiver". Militæret havde tillige sikret sig en vis andel af magten, så det altid ville sidde på 25% af pladerne i parlamentet, og at det ikke kunne retsforfølges. Derved havde militæret og en civilregering i praksis delt magten mellem sig det seneste tiår forud for kuppet. Imidlerid fortsatte militæret sine kampe mod etniske mindretal. Ifølge FN havde myndighederne fordrevet omkring 239.000 mennesker mellem 2011 og frem til militærkuppet i 2021, et tal der ikke omfatter de flygtede rohingyaer. ==== ''Statskuppet 2021 og dets følger'' ==== I 2021 gennemførte militæret et statskup, satte Aun Sung Suu Kyi i husarrest og genindførte militærdiktaturet. Som følge heraf findes en stor folkelig demokratirørelse især bestående af de etniske mindretalsgrupper samt oppositionen til militæret. Det bør nævnes, at militæret har hentet en stor del af sin støtte fra kommunistkina, hvorfra kriminelle bander har etableret sig på den burmesiske side af grænsen, hvor de blandt andet har udviklet en omfattende produktion af narkotika til det internationale marked. De demokratiske protester fik først og fremmest form af arbejdsnedlæggelser. Titusinder af offentligt og privat ansatte strejkede, og det blev umuligt for militæret at få almindelige samfundsinstitutioner til at fungere. De mange strejker har også ramt landets økonomi, der er på katastrofens rand. Militæret har forsøgt at stoppe de mange strejker og demonstrationer med magt. Ifølge FN er flere end 230.000 civile blevet tvangsflyttet og over en halv million er flygtninge som følge af militærkuppet. Myanmars militær har angrebet, lemlæstet og dræbt børn over hele landet ifølge en FN-rapport, der blev offentliggjort den 14. juni 2022. Rapporten afslørede, at mindst 250.000 børn blev fordrevet på grund af konflikten, yderligere 382 børn var blevet lemlæstet eller dræbt siden militærkuppet den 1. februar 2021. Meget af volden skyldtes luftangreb fra jagerfly eller beskydning fra jorden af juntaens styrker, kendt under navnet ''Tatmadaw''. FN-rapporten afslørede endvidere, at ''Tatmadaw''-styrker havde tortureret mindst 142 børn, der var blevet slået, skåret, stukket, brændt med cigaretter og frataget mad og vand. Over 1.400 børn var blevet vilkårligt tilbageholdt, mens 61 var blevet holdt som gidsler og mindst 16 var blevet dræbt. Militærdiktaturet gennemførte en omfattende censur, hvor både nationale og internationale journalister er blevet taget til fange og forhindret i at udføre deres arbejde. Sideløbende har landet været plaget af nationale stridigheder. Burmeserne udgør kun omkring to trediedele af befolkningen, resten er etniske minoriteter, som har kæmpet for selvstændighed. Særlig alvorlig har kampene imod rohingyaerne været. Disse har deres oprindelse i Bangladesh men blev importeret i stort tal i kolonitiden. Efter landets selvstændighed fortsatte indvandringen, nu illegal, og de muslimske rohingyaer indledte en etnisk udryddelseskamp imod burmeserne i landets nordvestlige randområder (Rakhine). Da rohingyaerne tillige angreb et militærdepot, indledte militærdiktaturet en systematisk udryddelseskampagne imod dem. Mindst 6.700 rohingyaer, heraf 730 børn, blev dræbt i månederne efter volden udbrød i 2017 og mindst 288 landsbyer blev helt eller delvist afbrændt. Omkring 730.000 rohingyaer blev i den forbindelse sendt på flugt fra Myanmar til Bangladesh, hvor de imidlertid er lige så uvelkomne som i Burma. Følgen var, at flygtningene blev placerede i lejre på isolerede øer i Den bengalske Bugt. Foruden denne kamp har militæret også kæmpet imod andre nationalistiske etniske rørelser med fuld styrke. Blandt andet foretog militæret angreb mod oprørskontrollerede områder ved den thailandske grænse. Over 10.000 civile er flygtet over grænsen ind i Thailand. Omkring 2.300 flygtninge fra det etniske mindretal ''karén'' måtte flygte. Guvernøren i Tak-provinsen opgjorde, at 5.358 landsbyboere fra Myanmar havde krydset Moei-floden den 26. december 2021 for at søge tilflugt i Thailand. Omkring begyndelsen af februar 2022 vendte tusindvis af flygtninge tilbage fra Thailand til Myanmar, da levevilkårene på den thailandske side af grænsen var for vanskelige, og deres bosættelser blev angiveligt demonteret af det thailandske militær. Mange af flygtningene var fra Lay Kay Kaw, en by nær den thailandske grænse i Karén-staten. Kampe mellem regeringstropper og Karen-minoritetsgrupper i grænseområdet blussede op igen i april 2023, hvor i alt knap 4.000 måtte tage tilflugt i 10 midlertidige lejre i Tak-provinsen. De thailandske myndigheder oplyste i juni, at de havde reddet 3.342 flygtninge, der krydsede grænsen. I Slutningen af juli havde de thailandske myndigheder opgjort, at 9.064 flygtninge søgte ly og fik midlertidig hjælp i Mae Hong Son-provinsen. I 2023 indledte de ulige nationalistiske rørelser i Burma et samarbejde for i fællesskab at bremse den militære undertrykkelse, og de har opnået en vis fremgang dels i landets nordligste egne, dels i de sydøstlige egne langs grænsen til Thailand. === Latinamerikanske militærdiktaturer === Latinamerika har gennem tiden været præget af utallige militærdiktaturer, der ofte afløste hinanden. De fleste af disse synes ikke at have været specielt ideologisk motiverede bortset fra Peronismen, og de fleste af disse diktatorer er blevet beskyldt for at varetage amerikanske interesser og at have hvilet på amerikansk støtte. Men man skal ikke lade sig narre: dybest set var der tale om militærdiktatorer, som alene var interesserede i at have magten, og som anvendte kampen mod oprørsbevægelser samt sikringen af ro og orden som deres dårlige undskyldninger for dette magtovergreb. USA støttede ofte disse diktatorer, fordi de gav frie muligheder for de amerikanske virksomheder, der opererede i disse lande, til hensynsløs udnyttelse af landenes befolkninger og ressourcer. Følgen var, at disse lande havde kroniske underskud på handelsbalancen og betalingsbalancen, hvilke kun kunne dækkes ved udstrakte lån fra amerikanske banker. Et klassisk eksempel var præsident Machado på Cuba, der er blevet karakteriseret som "en diktator med udpræget forkærlighed for mord", og som fik en udstrakt personlig kredit, der i 1920-ernes slutning nåede 200.000 dollars. Et andet eksempel fra samme tid var Peru, hvor Juan Leguia, en søn af landets korrupte diktator, i 1927 fik udbetalt 450.000 dollars for at forhandle et lån på 50 millioner dollars til Peru; pengene blev betalt for ikke at forhindre lånet. Senere blev præsident Leguia væltet, og det enorme lån blev naturligvis aldrig betalt tilbage.<ref>Galbrait (1986), s. 197f</ref> Udviklingen fortsatte uændret efter 2. verdenskrig, dog nu med en ideologisk diimension: konkurencen imellem kommunisme og kapitalisme. Vi kan passende tage eksemplet Chile. Her var Salvador Allende kommet til magten på et socialistisk program om nationaliseringer og planøkonomi. Han blev væltet i et militærkup i 1973 ledet af general Augusto Pinochet, som imidlertid måtte trække sig igen efter en folkeafstemning i 1988, der var gået ham imod. Pinochet kaldte sig patriot. I virkeligheden havde begge kun deres egne interesser at varetage, men de havde forskellige taktikker med hensyn til hvem, der skulle betale prisen for deres magtbegær. Tilsvarende i andre tilfælde. Derfor kan Peronismen anses at have en vis interesse i denne sammenhæng. ==== ''Peronismen'' ==== Peronismen har navn efter Juan Perón, hvis parti ''Partido Justicialista'' vandt valget i Argentina i 1946 og afskaffede parlamentarisk demokrati. Peron blev styrtet ved et militærkup i 1955, hvorpå fagforeningerne og nationalsyndikalisterne blev undertrykt. Efter kuppet i 1955 prægede modsætninger mellem peronisterne og militæret argentinsk politik. Peron vandt atter et valg i 1973 og drog tilbage fra eksil i Spanien, hvorpå han styrede Argentina i et år, før han døde. Peronisme (på spansk ''Peronismo'' eller ''Justicialismo'') var en politisk bevægelse i Argentina og en venstrepopulistisk politisk ideologi. Bevægelsen havde største tilslutning blandt arbejderklassen i byerne, især dem som var flyttet ind fra landdistrikterne på jagt efter arbejde. Bevægelsen havde brod mod kapitalstærke, internationale selskaber i Argentina. Bevægelsen havde også en vis tilslutning i middelklassen. Peron ønskede at begrænse de udenlandske selskabers virksomhed i Argentina. Perón ledede et autoritært regime, som udviklet sig til et militært diktatur og styrede delvis på grundlag af karisma og sin person. Politisk, økonomisk og social ulighed var antagelig en vigtig grund for støtten til peronismen. Fagforeningerne var en vigtig magtbase for Peron. Men hele styret var baseret på let skjult afpresning mod de private foretagender. Det var dem, der med en pistol for brystet "frivilligt" måtte finansiere regimets godgørenhed, hvor det bestak sig til popularitet i befolkningen. Som alle andre afpresningsregimer kunne det kun fungere så længe, at der var nogen at presse penge ud af. Når pengekassen var tom, eller når virksomhederne lukkede ned, mistede regimet sit økonomiske grundlag. Resultatet var forudsigeligt: ubegrænset fattigdom. Men helt så langt nåede regimet aldrig. Peronismen kan ses på som en enkel form for nationalsyndikalisme, hvor en alliance mellem en etpartistat og de store fagforeninger indgik i et forpligtende samarbejde på grundlag af fælles politisk værdisyn. ==== ''Cuba'' ==== Cuba er et interessant tilfælde, fordi det i mangt og meget belyser lighederne mellem et klassisk gennemkorrupt militærdiktatur og et socialistisk diktatur. Da USA blev ramt af en finanskrise i 1929, fik dette om muligt i endnu stærkere indflydelse på den cubanske økonomi, og den alvorlige økonomiske depression forstærkede oppositionen mod præsidenten Gerardo Machado y Morales. Han blev tvunget til at træde tilbage i 1933 og blev erstattet med amerikansk samtykke af en ny præsident, Carlos Manuel de Céspedes. Céspedes' samarbejde med USA blev af Fulgenico Batista brugt som begrundelse for at foretage et militærkup mod denne, hvorunder Batista fik støtte fra studenterne. Ramón Grau San Martin indsattes som regeringschef og gennemførte en række sociale reformer, men Batista var landets egentlige leder. Parallelt fandtes en kommunistisk oprørsbevægelse, som ville gennemføre sit eget politiske program. Batista og San Martin sloges mod kommunisterne og blev modarbejdede af USA, men med trussel om et amerikansk angreb blev San Martin tvunget til at flygte og Batista til at ændre politisk holdning over for USA. I 1940 indførte Batista en ny forfatning, hvorved almindelige valg skulle afholdes. Han vandt der efter ved præsidentvalget, men under overfladen var der alvorlige problemer, blandt andet problemerne med kommunisterne og en alvorlig korruption inden for administrationen. I kampen mod kommunisterne stillede studenterne sig på regeringens side, og kommunisterne stillede sig på USA's. Den 10. marts 1952 tog Batista magten ved (endnu) et ublodigt statskup og blev anmeldt til forfatningsdomstolen af en ung advokat, Fidel Castro. Efter at have fejlet ved at ad lovlig vej slippe af med Batista, forsøgte Castro at gennemføre et kup mod et militært anlæg, hvilket ligeledes mislykkedes. Han blev fængslet og erklærede under retssagen: "Historien vil frikende mig". Batistas styre er blevet betegnet som "et vælde af skurke og banditter", især fordi Miamis underverden i stor udstrækning søgte dertil og på grund af den omfattende bordelvirksomhed. Styret efter 1952 prægedes også af udbredt censur, terror og undtagelsestilstand. Oplysningerne om Cubas BNP per indbygger forud for revolutionen varierer mellem cirka 1.700 og 2.700; i alle tilfælde tilhørte Cuba da de i særklasse rigeste lande i området. Sundhedsvæsenet var veludviklet med 1.000 indbyggere per læge, forholdsvis lav spædbarnsdødelighed og fri sygepleje, men sygehuse fandtes kun i byerne, og for befolkningen på landet var sundhedsplejen i praksis meget mangelfuld, dyr og geografisk fjern. I 1955 opstod en væbnet modstandsbevægelse mod Batistas styre i landets bjergegne og skovområder ledet af Fidel Castro, som ankom til øen fra Mexico dette år efter at være blevet frigivet under en almindelig amnesti. På samme tid, 1957-1958, brød USA sine venskabelige forbindelser med Batista og stoppede sidst nævnte år med at eksportere våben til ham, for at senere samme år igen støtte den siddende regering. Lederne af den cubanske revolution tog magten efter, at Batista var flygtet fra landet i januar 1959, hvor efter Castro dannede en regering med sine guerillasoldater. Omkring 700 Batista-trofaste personer blev dømt til døden og henrettet, og 110 præster fra den romersk-katolske kirke blev udvist. Som ansvarlig for landets økonomi satte Castro sin våbenfælle, terroristen Che Guevara. Selv var han frem til 1976 regeringschef for der efter at blive præsident; i praksis var han fra 1959 Cubas militærdiktator og ansigt udadtil. Blandt de første indenrigspolitiske aktioner, som det nye styre gennemførte, var i 1959 at konfiskere amerikansk ejendom i landet, først og fremmest sukkerplantager og 90 % af mineindustrien, et skridt som sammenlagt indebar et erstatningskrav på en milliard amerikanske dollar. Men udbetaling af erstatning til de ramte trak ud. At Cuba i 1961 sluttede sig til Sovjetunionen bliver undertiden forklaret med, at USA i juli 1960 ophørte med at købe cubansk sukker som afpresning - Cubas vigtigste eksportvare som ifølge aftale med de amerikanske plantageejere oversteg verdensmarkedspriserne med 50 %. Sovjet greb i denne situation ind og opkøbte sukkerhøsten og gav Cuba kreditter. I december 1961 erklærede Castro, at han tilsluttede sig marxisme-leninismen, økonomien begyndte at blive en planøkonomi styret efter fireårsplaner, jordbruget, industrien og al handel nationaliseredes, og Cuba blev en socialistisk etpartistat. Sovjetunionen blev yderst vigtig for landets økonomiske overlevelse, da de ved USA's handelsembargo mod Cuba i 1962 overtog handelen med landet. Samme år indtraf den så kaldte Cubakrise efter, at Sovjetunionen ville placere strategiske missiler på øen som en del af Den kolde Krig. Under Guevaras uansvarlige økonomiske ledelse led landet under alvorlige økonomiske kriser, hvilket han selv åbent erkendte om i interviews; Cubas økonomiske vækst var i 1960-erne en af de laveste i Latinamerika. Centralt i den castroske politik var at skabe ''hombre nuevo'', "det nye menneske", en socialistisk sindet kollektivskabning, uimodtagelig for økonomiske gevinster som ikke længere skulle være samfundets drivkraft, og politikken gik ud på at i stedet løse produktionsproblemer med ''estímulo moral'', "moralske stimuli". I 1961, "uddannelsens år", gennemførtes en omfattende kamp mod analfabetisme, som sank fra 23,6% til 3,9% ifølge offentlig statistik. Uddannelse frem til universitetet blev gratis, og for universitetsstudier indførtes stipendier. Befolkningen skulle opdrages til at føle ansvar for landets økonomi gennem medindflydelse på sine arbejdspladser. I 1971 var regeringen dog kommet til den opfattelse, at demokratiseringsbestræbelserne måtte suppleres med en lov om arbejdspligt: at være arbejdsduelig men mangle arbejde blev dermed ulovligt. I al kriminalitetsbekæmpelse på Cuba var straffen indrettet mod "politisk omskoling". I praksis indførte regimet en form for slaveri. Som en konsekvens af at Cuba var en etpartistat blev al politisk opposition forbudt. At bekæmpe statens politik eller kommunistpartiet i handling blev strafbart, og anderledes tænkende fik tilbud om at forlade landet, fraset mænd i den værnepligtige alder, læger og andre erhvervsgrupper, som landet led mangel på. I 1971 var derved en halv million indbyggere flygtet fra Cuba, men det år afskaffedes muligheden for lovligt at emigrere. I midten af 1960-erne udgjorde ifølge officielle cubanske oplysninger antallet af politiske fanger til 25.000. Omkring halvdelen af landets læger flygtede det første årti, ligesom næsten alle medicinske professorer. I 1980 efterkom Castro den amerikanske præsident Jimmy Carters opfordring til at lade de cubanere, som ønskede det, få lov til at komme til USA, og 125.000 cubanere ankom der efter med båd under en kort periode til Miami, hvor den cubanske befolkning allerede udgjorde omkring 600.000 personer. Sammenlagt er omkring 2 millioner cubanere flygtet siden 1959, heraf bor omkring 75 % i USA. Fra revolutionen frem til østblokkens sammenbrud havde Cuba et nært samarbejde med de østeuropæiske lande eller rettere: landets eksistens afhang af støtte herfra. Ifølge USA's udenrigsdepartement udgjorde den sovjetiske bistand til Cuba i 1981 8 millioner amerikanske dollar per dag, men det skøn er blevet bestridt af Castro. At Cuba siden bruddet med USA var fuldstændigt afhængigt af handelen med Sovjetunionen var dog ubestrideligt, lige som landet åbent tog imod våben derfra. Trods dette var Cuba fortsat beroende også af anden udenlandsk bistand, især fra FN, og regnedes som et udviklingsland. Landets fortvivlede økonomi forhindrede ikke, at Cuba støttede flere væbnede socialistiske grupper, som gjorde modstand mod koloniale styrer, således FLN i Algeriet, Vietnam, Congo, Venezuela og Bolivia, og landet var fra begyndelsen i 1961 medlem af De alliancefrie landes bevægelse. I 1966 dannedes Tricontinentalrørelsen på Cuba, som skulle virke for en verdenomspændende revolution, og omtrent samtidig dannedes den Latinamerikanske solidaritetsorganisation i Havanna med samme formål. I begge tilfælde var regeringen en drivende kraft bag. Efter den professionelle morder og revolutionsterrorist Che Guevaras død nedtonedes guerillastrategien noget, men endnu i 1980-erne var Cuba den største krigsmagt i Afrika bortset fra afrikanerne selv. I 1980 havde Cuba ifølge Castro 50.000 civile og militære udenlands, der i blandt 1.500 læger og over 100.000 soldater havde indtil da udenlands "gennemført internationalistiske opgaver". Sovjetunionens sammenbrud betød også, at Cuba ikke længere fik økonomisk støtte herfra. Uden denne støtte var landet på sammenbruddets rand. For at undgå sammenbrud har regimet måtte tage to skridt, dels at tillade små private virksomheder, dels at tillade kommunistkina at omdanne landet til en pseudokoloni. === Præstestyret i Iran === Teokratiske diktaturer er især forbundet med såkaldt islamisk fundamentalisme. Hvordan er det muligt, at en religion understøtter et diktatorisk styre, kvindeundertrykkelse, flerkoneri, pædofili, slaveri? Svaret er, at islam ikke er nogen ægte religion men snarere en pseudoreligion, der først og fremmest havde til formål at forsvare og legitimere arabisk levevis og imperialisme på det tidspunkt, hvor ideologien blev formuleret, det vil sige mellem år 691 og 741. Islam er et falsum, formentlig skruet sammen af anti-trinital pseudokristendom, pseudojødedom samt aramæiske kristne tekster, som imidlertid er blevet misforståede. Man kan kun til fulde forstå dette, når man ser på omstændighederne omkring denne ideologis historiske udvikling. ==== ''Islam opfindes'' ==== Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere.<ref>Lafontaine (2024), s. 28</ref> Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus.<ref>Lafontaine (2024), s. 29</ref> Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 30</ref> De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse.<ref>Lafontaine (2024), s. 31</ref> Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem,<ref>Lafontaine (2024), s. 32</ref> og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.<ref>Lafontaine (2024), s. 33</ref> Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen.<ref>Lafontaine (2024), s. 34</ref> Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.<ref>Lafontaine (2024), s. 45</ref> Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol.<ref>Lafontaine (2024), s. 48</ref> Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land.<ref>Lafontaine (2024), s. 49</ref> I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638.<ref>Lafontaine (2024), s. 54</ref> Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen.<ref>Lafontaine (2024), s. 55</ref> Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685<ref>Lafontaine (2024), s. 73</ref> og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden.<ref>Lafontaine (2024), s. 78</ref> Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.<ref>Shoemaker (2022), s. 65</ref> ==== ''Muhammed opfindes'' ==== I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte ''for første gang'' mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med ''samme'' tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller ''intet'' om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ''ikke'' et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne). ==== ''Allah opfindes'' ==== I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var ''Allah''. Han var gift med ''Allat''. ''Al-‘Uzzá'' og ''Manāt'' var døtre af Allah.<ref>Crone (1987), s. 194f</ref> Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (''qibla'') over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 19-35</ref> Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom. ==== ''Mekka opfindes'' ==== Mekka omtales første gang i kilderne i 741.<ref>Spencer (2021), kap. 6 note 11</ref> Før denne tid nævnes byen ikke i nogen skriftlig kilde<ref>Crone (1987), s. 134</ref><ref>Shoemaker (2022), s. 114</ref>, heller ikke på stenindskrifter.<ref>Shoemaker (2022), s. 125</ref> Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af det hellige sted passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en ''arabisk'' indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, ''5-8 år efter'' at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dette bekræftes af omfattende arkæologiske undersøgelser på stedet, der har vist, at der ''ingen'' bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka.<ref>Crone (1987), s. 16</ref> De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. Ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl.<ref>Crone (1987), s. 159</ref> En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med dem alle.<ref>Crone (1987), s. 51-108</ref> Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men ingen på den østlige, arabiske side.<ref>Crone (1987), s. 24</ref> Mekka havde hverken træ eller skibe, og ingen havn af betydning.<ref>Crone (1987), s. 5</ref> Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.<ref>Crone (1987), s. 109-132</ref> Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af islam.<ref>Crone (1987), s. 170, 172</ref> Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold). Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.<ref>Crone (1987), s. 230</ref> ==== ''Koranen opfindes'' ==== Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet<ref>Shoemaker (2012), s. 123</ref>, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder.<ref>Shoemaker (2022), s. 64</ref><ref>Brubaker (2019)</ref> Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede.<ref>Shoemaker (2022), s. 68</ref> Forsøg på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.<ref>Shoemaker (2022), s. 70-95</ref> Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne. Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt.<ref>Luxenberg (2007)</ref> Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat fulde af fejl). Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. ''Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat!''<ref>Spencer (2021), kap. 10 og 11</ref> I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster.<ref>Spencer (2021), kap. 11 note 31</ref><ref>Shoemaker (2012), s. 119</ref> Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro.<ref>Shoemaker (2022), s. 60</ref> Flere af teksterne rummer ''anakronismer'', hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid! Islam er med andre ord et falsum, ikke en egentlig religion men en ideologi bygget på løgne. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen kilder fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som "muslimer" i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder i en pseudo-jødisk tradion, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Dette er baggrunden for den islamiske revolution i Iran i 1979. ==== ''Islams intolerance og voldstilbedelse'' ==== Islam er ikke en religion, det er en ideologi. Det er en totalitær ideologi, som er gennemsyret af intolerance og voldstilbedelse. Ikke mindre end 149 vers i koranen forsvarer fx. brugen af vold:<br> - Sura 8:39, 9:5, 9:123 samt 18:74 og 80-81 forsvarer mord på vantroende.<br> - Sura 5:38 forsvarer lemlæstelse.<br> - Sura 24:2 forsvarer brug af piskeslag som straf.<br> - Sura 2:223 forsvarer voldtægt og kvindeundertrykkelse.<br> - Sura 33:59 forsvarer tvangspåklædning.<br> - Sura 2:173 forsvarer tvangsregler for mad.<br> - Sura 2:193 forsvarer tvangsleveregler. Islam er i bund og grund antidemokratisk og uforenelig med demokratiske samfund. Derfor viser det sig også, at alle samfund baserede på islam altid afskaffer menneskerettigheder og demokrati. Ideologien tillader kun dens forsvarere (ayatollaher, imamer osv.) at udøve regeringsmagt og afsige retsdomme. ==== ''Magtovertagelsen i Iran'' ==== I 1979 lykkedes det det iranske præsteskab under ledelse af Rudholla Khomeini at overtage magten i Iran og skabe et teokratisk diktatur. Det indførte ''de facto'' et et-parti styre, systematisk undertrykkelse af ytringsfrihed samt af kvinders rettigheder. I årene lige efter magtskiftet var der en omfattende flygtningestrøm ud af landet. Under Khomeinis styre blev islamisk lov indført med strenge adfærds- og påklædningsforskrifter for både mænd og kvinder. Medierne var om muligt endnu mere ufrie, end de havde været under shahen, og de nye forskrifter gjorde dagliglivet svært for især de moderne indstillede iranere. Styret udviklede sig hurtigt i en brutal og undertrykkende retning med systematiske brud på menneskerettighederne, herunder forskellige former for tortur. Præstestyret har fastholdt diktaturet også efter Khomeinis død, men med tiden har der været en voksende folkelig modstand mod undertrykkelsen. Især kvinderne har reageret imod undertrykkelsen af dem. Flere kvinder er døde, fordi de nægtede at gemme deres hår bag tørklæder. ==== ''Imperialismen og international terrorisme'' ==== Præstestyret har ført en semi-imperialistisk politik for så vidt som, at man dels har udsendt enheder fra den såkaldte revolutionsgarde for at støtte islamiske bevægelser i andre lande og undergrave de demokratiske styrer der, dels økonomisk har understøttet fundamentalistiske shiamuslimske terroristbevægelser. Nærmere betegnet har Iran støttet Hamas i Gaza, Hezbollah i Libanon og Houti i Yemen. Disse udfører de beskidte handlinger, som Iran og dets regime ikke selv ønsker at blive associerede med. Dog har Iran også sin egen "revolutionsgarde", som det fra tid til anden sender ud for at gennemføre terrorhandlinger. ==== ''Kvindeundertrykkelse og modstand'' ==== Præstestyret har også indført tvangspåklædning for kvinder, i særdeleshed at de skal bære et tørklæde således, at hele deres hår er dækket. Denne groft diskriminerende tvang har forståeligt nok vakt modstand blandt landets kvinder, især efter at Mahsa Amini blev tæsket til døde af det iranske "ordenspoliti". Senere er andre kvinder blevet myrdede af samme årsag. Det er i 2024 endnu ikke muligt at forudsige enden på præstediktaturet, men det var måske en advarsel, da en moderat reformist ved en folkeafstemning blev valgt til ny statsminister i stedet for de foreslåede "hardlinere" efter, at forgængeren døde under et helikopterstyrt under tvivlsomme omstændigheder. Der forekommer jævnligt protester i Iran imod præstestyret og kvindeundertrykkelsen. Forlydender vil vide, at Iran nu er det land i verden, hvor kristendommen er stærkest i vækst. === Taliban === Taliban betegner det fundamentalistiske islamiske regime i Afghanistan. Taliban har været ved magten i to omgange men dets politik har været den samme. Centralt for diktaturet står total afskaffelse af ytringsfrihed samt en ekstrem kvindeundertrykkelse. Kvinder tvinges til at gå i burka. Kvinder har ikke ret til skolegang og uddannelse. De kvinder, der har siddet i offentlige stillinger, er blevet fjernet. Kvinder kan ikke selv beslutte noget. Piger bortgiftes som regel når de er 10-15 år gamle til midaldrende mænd, reelt praktiseres pædofili. Taliban hævder selv, at det praktiserer sharia, det vil sige "islamisk lov". ==== ''Oprindelsen'' ==== Taliban startede som en militant islamisk terrorbevægelse under ledelse af mullah Akhtar Mansour fra juli 2015 til maj 2016, hvor han blev dræbt i et amerikansk droneangreb. I maj 2016 blev Mawlawi Hibatullah Akhundzada den tredje øverstbefalende i Talibans historie, og fra januar 2019 overtog mullah Abdul Gani Baradar som Talibans politiske leder og forhandler. Da den sovjet-støttede "Afghanistans Demokratiske Republik" brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem en række krigsherrer. Taliban dukkede op som en magtfaktor, der kunne skabe lov og orden i landet og fik betydelig støtte fra de etniske pashtunere. Ifølge Talibans egne forklaringer samlede mullah Mohammed Omar en styrke på 30 talibanere i foråret 1994, da han have hørt om en bortførelse og voldtægt af to kvinder ved en kontrolpost. Han reddede ifølge Taliban kvinderne og hængte kommandøren. Efter denne hændelse blev de fromme religiøse krigere stærkt efterspurgt af landsbyboere, der var plaget af de uregerlige mujahedin-soldater. Talibanbevægelsen var opstået. ==== ''Første magtovertagelse'' ==== Efter at have overtaget magten i og omkring Kandahar ved militære og diplomatiske sejre angreb Taliban Ismail Khans styrker i den vestlige del af landet og erobrede byen Herat fra ham den 5. september 1995. Efter erobringen af byen lykkedes det talibanerne at besejre ham fuldstændigt. Om vinteren belejrede Taliban hovedstaden Kabul. De blokerede handelsvejene og bombarderede byen med raketter. I marts opgav den afghanske præsident Burhanuddin Rabbani og Gulbuddin Hekmatyar deres kamp mod hinanden og dannede en ny anti-Taliban alliance. Den 26. september 1996 opgav de kontrollen med Kabul og trak sig tilbage mod nord. De overlod dermed regeringsmagten til talibanerne, der kort efter gav de afghanske områder, som de kontrollerede, navnet ''Afghanistans Islamiske Emirat''. Den 20. maj 1997 gjorde generalerne Abdul Malik Pehlawan og Mohammed Pehlawan oprør mod den usbekiske krigsherre Abdul Rashid Dostums ledelse og indgik en alliance med Taliban. Tre dage senere opgav Dostum kontrollen over store dele af sin hær og flygtede fra sin base i Mazar-e Sharif til Usbekistan. Den 25. maj overtog styrkerne fra Taliban og mytteristerne kontrollen over byen. Samme dag som Talibanerne overtog kontrollen med byen, anerkendte Pakistan talibanernes styre som den lovlige regering i Afghanistan. Saudi Arabien fulgte Pakistans eksempel, og anerkendte talibanregeringen dagen efter. Den 27. maj opstod der hårde gadekampe mellem Taliban og Maliks styrker. Talibans soldater var ikke vant til krigsførelse i byer og led et alvorligt nederlag. Tusindvis af soldater mistede livet som følge af kampe og henrettelser. Taliban generobrede imidlertid byen den 8. august 1998. Den 29. august 1998 beordrede USA's præsident Bill Clinton den amerikanske flåde til at affyre krydsermissiler mod fire mål i Afghanistan, som USA udpegede som træningslejre for islamiske terrorister. En af lejrene blev drevet af Osama bin Laden, som USA beskyldte for at have stået bag bombeattentaterne den 7. august mod flere af de amerikanske ambassader i Østafrika. Det styre som Taliban stod bag, blev kun anerkendt af Pakistan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Taliban kontrollerede Afghanistan med undtagelse af nogle mindre områder i nordøst, der blev kontrolleret af Nordalliancen. FN og resten af verden anerkendte fortsat Rabbani som Afghanistans lovlige statsoverhoved, selv om han ikke havde nogen reel politisk indflydelse i landet. Taliban modtog støtte fra både Saudi-Arabien og Pakistans efterretningstjenester og havde et relativt godt forhold til dem. Forholdet til den shia-muslimske iranske regering var imidlertid meget dårligt, da talibanerne aktivt modarbejdede shia-retningen i den islamiske religion. Da Taliban overtog magten, indførte de straks sharia (islamisk) lov i de områder, de kontrollerede. Talibans regering var styret af kendere af islam og islamisk lov. Straffene, der blev administreret af en religiøs politistyrke, var blandt andet amputation af en eller begge hænder for tyveri og stening for utroskab. En UNESCO-rapport fastslog, at der var sket et "voldsomt 65 % fald i de piger, som går i skole. I skoler drevet af uddannelsesministeriet er kun 1 % af eleverne piger. Procenten af kvindelige lærere er faldet fra 59,2% i 1990 til 13,5% i 1999." Taliban indførte et forbud mod at de afghanske kvinder viste sig offentligt uden at være iklædt en burka. I marts 2001 besluttede Taliban, at to store Buddha-statuer i Bamiyan-provinsen skulle ødelægges. Taliban erklærede dem for afgudsdyrkeri, der ikke kunne tolereres i en islamisk stat. Den ene statue var 38 m høj og 1800 år gammel, den anden var 53 m høj og 1500 år gammel. Talibans beslutning blev fordømt af UNESCO og en lang række lande, deriblandt Iran. ==== ''Genindførelse af demokratisk styre'' ==== Den 22. september 2001 trak De Forenede Arabiske Emirater og senere Saudi-Arabien deres anerkendelse af Taliban som den lovlige regering i Afghanistan tilbage efter, at USA havde beskyldt Osama bin Laden og Taliban for stå bag terrorangrebet den 11. september 2001. Dermed havde Taliban-regeringen kun forbindelser til Pakistan. Under trusler om gengældelsesangreb som straf for at skjule Osama bin Laden og hans al-Qaida organisation, tilbød Taliban regeringen at udlevere bin Laden til et neutralt land, men forslaget blev ikke taget seriøst af USA. FN's sikkerhedsråd besluttede enstemmigt at indføre en våbenembargo og fastfryse bin Ladens, al-Qaidas og Talibans formuer. Den 7. oktober 2001 indledte USA støttet af Storbritannien og en koalition af andre lande militæroperationer mod Taliban. Målet med dem var at fjerne Taliban fra magten, fordi Taliban ikke ville udlevere bin Laden til USA samt at øve gengældelse for Talibans hjælp til bin Laden og hans al-Qaida organisation. Landkrigen blev hovedsagelig udkæmpet af styrker fra Nordalliancen. Mazar-e Sharif faldt i hænderne på koalitionen den 9. november. Det var en begivenhed som førte til, at en række provinser faldt med minimal modstand, da mange lokalstyrker skiftede fra Taliban til Nordalliancen. Natten til den 12. november trak Taliban sig ud af Kabul. Den 15. november befriede de allierede styrker 8 vestlige hjælpearbejdere, der havde været holdt i fangenskab i tre måneder på grund af anklager om kristen missionsvirksomhed. Taliban trak sig senere ud af Kandahar og omgrupperede sig i grænseregionen mellem Afghanistan og Pakistan. Taliban-regeringen anderkender ikke grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, som en legitim grænse. Taliban opgav imidlertid ikke sin terrorisme og førte systematisk krig mod det internationalt anerkendte styre og de vestlige støttetropper. I sommeren 2021 indledte Taliban en stor offensiv i Afghanistan i forbindelse med tilbagetrækningen af USA's styrker fra landet. Dette ledte til, at Taliban den 23. juli 2021 havde overtaget kontrollen med over halvdelen af Afghanistans 421 distrikter, og allerede den 15. august 2021 faldt Kabul til Taliban. ==== ''Anden magtsovertagelse'' ==== Den 15. august 2021 fik Taliban igen kontrollen over hele Afghanistan, efter en kraftig offensiv fra maj til august, som sluttede af med, at Taliban indtog Kabul og at præsident Ashraf Ghani flygtede ud af landet. Leder af den nye regering blev mullah Mohammad Hassan Akhund, der var med til at grundlægge Taliban og som var udenrigsminister og næstkommanderende i gruppens første regering i 1990'erne. Mullah Abdul Ghani Baradar blev næstkommanderende i regeringen. Næsten umiddelbart efter magtovertagelsen fratog Taliban atter kvindernes rettigheder til uddannelse, arbejde, valg af påklædning med mere, som den vestlige tilstedeværelse havde sikret dem i 20 år. Taliban har under hele sin eksistens været en totalitær terrorbevægelse, som kun i kraft af sin militære indsats har kunnet opnå magt. Bevægelsen har under påkaldelse ad sharia-lov som sit hovedmål især haft undertrykkelse af kvinders rettigheder og demokratiske principper i almindelighed. === ISIS === "Islamisk Stat" (forkortet til "ISIL", "ISIS" eller "IS". (الدولة الإسلامية, ''al-Dawlah al-Islāmīyah''), også kendt som den "Islamiske Stat i Irak og Levanten", er en sunnimuslimsk militant gruppe, som kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten. Islamisk Stat er vokset ud af en række sunnimuslimske oprørsgrupper, der opstod efter invasionen af Irak 2003. ISIS er kendt på arabisk som ''ad-Dawlah al-Islāmiyah fī 'l-ʿIrāq wa-sh-Shām'' - forkortet til "Da'ish", "Da'eesh" eller "Daesh". Før invasionen var Irak ledet af Saddam Hussein og Ba'ath-partiet, som med jernhånd slog ned på islamistiske grupper. Efter den vestlige invasion af Irak fik også al-Qaeda en lokal afdeling i landet. Efter, at Abu Bakr al-Baghdadi overtog ledelsen af al-Qaeda i Irak, opstod der gradvis større og større uenighed med al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, som leder organisationen fra sit skjulested i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan. Blandt andet mente man i al-Qaedas ledelse, at al-Baghdadi var for voldelig i sin fremfærd. Uenighederne førte til, at al-Qaeda i februar 2014 tog offentlig afstand fra sin afdeling i Irak, som man afbrød al kontakt med. Derefter valgte al-Baghdadi at skifte gruppens navn til "Islamisk Stat i Irak og Levanten". Bevægelsen, som startede i Irak, voksede sig efterhånden stor i nabolandet Syrien, hvor den både kæmpede mod Bashar al-Assads regeringsstyrker og syriske oprørsgrupper, både islamistiske og sekulære. I sommeren 2014 erobrede ISIS store dele af Irak, og den 29. juni 2014 erklærede Baghdadi, at de områder, som bevægelsen kontrollerer i Irak og Syrien, tilsammen er et nyt kalifat. Baghdadi udråbte sig selv til at være den nye kalif, samtidig med at han ændrede bevægelsens navn til Islamisk Stat. Islamisk Stat har indført rabiate sharia-regler i de områder, de kontrollerer, hvilket blandt andet har resulteret i undertrykkelse, forfølgelse og afpresning af andre religioner og vilkårlige henrettelser for fx. at ryge eller høre musik. Organisationen stod også bag ødelæggelse af store dele af kulturarven i de områder, den kontrollerede. Islamisk Stat er blevet forbundet med en række massakrer på syriske regeringssoldater, civile og oprørere samt for en lang række kidnapninger af vestlige nødhjælpsarbejdere, journalister og syriske oppositionsaktivister, samt andre grupperinger (etnisk og religiøst) af ikke-sunnitiske tilhørsforhold. FN’s Menneskerettigheds-domstol har dokumenteret, at Islamisk Stat har begået massehenrettelser, bortførelser af kvinder og brug af børnesoldater. Som eksempelvis den 19. august 2014, da Islamisk Stat offentliggjorde en video, der viste halshugningen af den amerikanske journalist James Foley, der blev kidnappet den 22. november i 2012 af uidentificerede, bevæbnede gerningsmænd i det nordvestlige Syrien. Videoen med titlen "''En besked til Amerika''" blev offentliggjort på flere sociale medier. Islamisk Stat påtager sig ofte ansvaret for udførte terrorangreb rundt om i verden. Blandt andet i november 2015 påtog IS sig ansvaret for to terrorangreb i henholdsvis Beirut november 2015 i Libanon og i Paris november 2015 i Frankrig. Siden 2014 har udenlandske militærfly og personel hjulpet på forskellige fronter imod Islamisk Stat. Rusland og Iran har støttet op om Bashar al-Assad, og det gamle syriske styre og kæmper mod både IS og andre oprørere i Syrien. USA har siden den 8. august 2014 angrebet IS fra luften i Irak og siden den 22. september 2014 også bombet IS i Syrien. Den 17. oktober 2017 meddelte observatører, at IS var blevet fordrevet fra Raqqa, der siden 2014 havde fungeret som en "hovedstad" for IS i Syrien. Islamisk Stat mistede i juli 2017 kontrol med en af dets største byer, Mosul, der blev erobret af den irakiske hær. Efter den større sejr, har IS fortsat med at tabe territorium til forskellige stater og andre militære styrker allierede imod IS, disse har kæmpet imod IS indtil slutningen af november og starten af december 2017, hvor IS ikke længere kontrollede noget meningsfuldt territorium. === Boko Haram === Boko Haram, kalder sig selv ''Wilāyat Gharb Ifrīqīyyah'' (الولاية الإسلامية غرب أفريقيا, (Islamisk Stat's Vestafrikanske provins, ''ISWAP''), tidligere kaldet ''Jamā'at Ahl as-Sunnah lid-Da'wah wa'l-Jihād'' (betyder på hausa: ''"vestlig uddannelse er en synd"'') er en militant nigeriansk islamistisk gruppe under ledelse af Abubakar Shekau. I 2002 blev Boko Haram grundlagt i Maiduguri af Muhammad Yusuf. Gruppen blev anset som mere eller mindre fredelig indtil 2009. Den 26. juli 2009 kom gruppen i konflikt med regeringen i delstaten Bauchi under en demonstration, og politiet arresterede flere medlemmer af gruppen som de mistænkte for at planlægge et attentat. Dagen efter satte Boko Haram-aktivister flere kirker, en politistation, et toldkontor og et fængsel i Borno i brand. Regeringen svarede igen med en massiv militær offensiv, og omkring 700 mennesker blev dræbt under den fem dage lange krig, deriblandt højtstående medlemmer. Yusuf forsøgte at flygte, men blev indhentet og pågrebet. Herefter har Abubakar Shekau været gruppens leder. I 2011 var gruppen ansvarlig for mere end 450 drab i Nigeria. I januar 2012 udførte Boko Haram en serie angreb som førte til ca. 200 dødsfald. I 2014 stod gruppen bag kidnapning af 276 skolepiger fra en kostskole i byen Chibok. Den 8 januar, 2015 rapporterede flere medier at Boko Haram havde dræbt flere hundrede personer i Borno-delstaten i Nigeria. Andre rapporter anslog at dødstallet var helt op imod 2000. Det blev berettet, at armerede Boko Haram-grupper angreb 16 byer og landsbyer i Borno-staten, som følge af erobringen af Baga og én militærbase, den forudgående weekend. Lørdag den 10. januar 2015 fulgte Boko Haram aktionen op med at sende en ca. tiårig pige med en bombe spændt om livet ind på en markedsplads i en landsby i Borno. Vidner har udtalt, at pigen næppe var klar over, at hun bar bomben, som blev udløst af en fjernbetjening. Det antages, at de intensiverede aktioner skyldes ønsket om at påvirke udfaldet af det kommende valg i Nigeria. I februar 2015 indrømmede Nigerias daværende præsident Goodluck Jonathan, at han og regeringen havde undervurderet Boko Haram. Samtidig indsatte nabolandene Tchad, Cameroun, Niger og Benin hjælpetropper ind i kampene mod terrororganisationen. I 2018 bortførte gruppen 110 piger fra universitet i Dapchi og i 2020 tog gruppen skylden for bortførelsen af hundredvis af skoleelever fra en skole i Kankara. Denne politik med kidnapning og islamisk undertrykkelse samt tvangsægteskaber har været en fast del af terrororganisationens politik. === Palæstinensiske Befrielsesorganisation === Den Palæstinensiske Befrielses Organisation (''Palestinian Liberation Organization'', PLO) er en arabisk-islamisk terrororganisation. PLO blev oprindelig dannet i 1964 med det formål at fortsætte kampen imod staten Israels eksistens, men over tid har man til dels skiftet politik. ==== ''Baggrund'' ==== PLO blev grundlagt i 1964 ledet af Ahmed Schukairy, som 4 år senere blev afsat af Nationalrådet til fordel for Yasser Arafat. PLO var egentlig tænkt som en modstykke til ''Fatah'' og alle de mindre organisationer, som indtil da kæmpede for en palæstinensisk stat. Det blev ændret, da Yasser Arafat overtog formandskabet. Arafat var nemlig formand for ''Fatah'', og derfor blev ''Fatah'' en af de første organisationer, som sluttede sig til PLO. PLO blev dermed en organisation med det formål at samle alle de terrorgrupper, som ønskede at udrydde den jødiske stat. ==== ''Seksdageskrigen'' ==== I 1967 led de arabiske stater et stort nederlag under Seksdageskrigen, hvilket bl.a. medførte at Israel fik kontrol over både Gaza-striben og Vestbredden, som i perioden 1949-1967 ellers havde været kontrolleret af henholdsvis Egypten og Jordan. Seksdageskrigen resulterede således i, at stor gruppe palæstinensere, bosiddende på Vestbredden og i Gaza, kom under israelsk kontrol. Derfor vandt PLO stor støtte, og det gjaldt specielt Arafat og hans ideer om guerillakrig mod israelerne og et fuldt selvstændigt PLO under kontrol af fedayeen-organisationerne. ==== ''Sorte September'' ==== Efter seksdageskrigen i juni 1967 flygtede mange mennesker fra Vestbredden til Jordan. Fra tidligere boede der 650.000 palæstinensere i landet. Kongeriget Transjordanien, som grundlagdes i 1946, blev kaldt ''Østpalæstina'' af briterne fra og med 1. verdenskrig. I 1967 kom der yderligere 200.000 flygtninge til fra Vestbredden. Disse palæstinensere kom dermed til at udgøre en stor gruppe i Jordan, som jo allerede bestod af overvejende indfødte palæstinensere. Mange deltog i forskellige palæstinensiske rørelser, og allerede den 28. juni 1967 indledtes flere terroraktioner mod de israelske styrker på den anden side af Jordan-floden. Fra jordansk territorium udførte ''Fatah'' flere angreb mod den israelsk kontrollerede Vestbred. Efter, at en skolebus var blevet sprængt i luften, da den kørte over en mine (en voksen døde, flere skolebørn blev sårede) den 18. marts 1968, bestemte Israel sig for at slå tilbage. Yassir Arafat ledte ''Fatah'' PLO, paraplyorganisationen for de palæstinensiske modstandsorganisationer, som havde sit hovedkvarter i flygtningelejren Karameh. Tidligt på morgenen den 21. september gik israelske styrker over Jordan-floden. Mens kampvogne angreb vest fra landsattes faldskærmsjægere på anden side af lejren. Da jordansk artilleri beskød israelerne, blev det angrebet af det israelske flyvevåben. I lejren var Fatahs styrker, mange unge drenge, ifølge egne oplysninger "kun" bevæbnede med håndskydevåben. Under kampene ødelagdes alle huse i lejren bortset fra moskéen. Sent om eftermiddagen trak israelerne sig tilbage. Trods store tab erklærede Fatah sig som den politiske sejrherre, skønt de israelske tab fortrinsvis skyldtes den regulære jordanske hær. Mange palæstinensere og andre arabere sluttede sig til PLO's forskellige grupper. De fortsatte angreb, som disse grupper foretog mod den anden side af Jordanfloden, besvaredes hårdt af Israel. I de FN-byggede flygtningelejre havde det jordanske politi allerede mistet al indflydelse, og når palæstinensiske grupper drog til større byer, optrådte de ofte på en måde, som forstyrrede den offentlige orden. Mange optrådte i camouflagedragt og bevæbnede med AK-47 krævede de "frivillige bidrag" til deres væbnede kamp. Palæstinensiske grupper opsatte vejspærringer. Jordans kong Hussein var foruroliget, da mange af palæstinenserne var modstandere af kongen samtidig, som han mente, at de væbnede anfald på Vestbredden gjorde det sværere at nå en aftale med Israel om at tilbagelevere Vestbredden. I februar 1970 udsås Rasoul Kilani til premierminister, og han forbød at bære våben i byer og krævede, at alle motorkøretøjer skulle registreres. For at minimere faren for kampe mellem guerillaen og hæren skulle hæren opholde sig ved sine kaserner. Hussein fik løfte af Arafat at denne ville opretholde orden, men efter som guerillaen var splittet i flere grene, fungerede det ikke. I begyndelsen af juni udbrød nye kampe. Den 9. juni udbrød en skudveksling, da kongen passerede en vejspærring. Den 10. juli blev indgået en aftale mellem kongen og paraplyorganisationen Den Palæstinensiske Modstandsbevægelse, PRM, som blandt andet gik med til ikke at bære våben i byerne. Den 1. september 1970 gjordes endnu et forsøg på at myrde kongen, da denne var på vej ud til Ammans flyveplads. Den 6. september lykkedes det den marxistiske modstandsbevægelse ''Folkefronten til Palæstinas befrielse'' (PFLP) at få hele verdens opmærksomhed, da PFLP kaprede tre passagerfly og fløj dem til Dawson's Field uden for Zerqa. I Amman og andre byer udbrød skudvekslinger mellem rivaliserende palæstinensiske grupper. Så længe, kaprerne havde uskyldige mennesker i deres vold, kunne Hussein ikke lade hæren gribe ind, og han måtte personligt indgribe, da hærenheder forsøgte at trænge ind i Amman for at kæmpe mod palæstinensisk grupper. Premierministeren forhandlede med Arafat om, at guerillaen skulle forlade byerne, men det stod klart, at Arafat ikke havde tilstrækkelig vilje eller magt til at gennemføre det. Den 16 september udså kongen en ny militærregering, og hæren omringede Amman og andre byer. Dagen efter gik 1. infanteriregement og den 4. mekaniserede division ind i Amman med støtte fra den 60. panserbrigade. Guerillaen forsvarede sig med håndvåben og panserbrydende raketter. Hæren angreb tillige palæstinensiske grupper i andre byer som Irbid, Jerash og Zerqa. Om morgenen den 20. september blev situationen kritisk, da syriske tropper gik over grænsen med to panserbrigader. Kampe udbrød mellem de syriske styrkers sovjetiske kampvogne, T-54 og T-55, og Jordans britiske Centurion-kampvogne. Beskudte af det jordanske flyvevåben blev syrerne tvungne til at trække sig tilbage den 23. september. Sudans præsident Gaafar Nimeiry forsøgte at arrangere en våbenstilstand, og den 25. september gik Arafat med til dette. Der efter lykkedes det Arafat at forlade Jordan og komme til Kairo, hvor Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser tog imod ham. Den 27. september kom Hussein til Kairo for forhandlinger. Både Arafat og Hussein var bevæbnede med håndskydevåben, og mødet gav anledning til stærke følelser mellem de to ledere. Hussein gik med til en aftale, hvor begge sider blev erklærede som sejrherrer. Antallet af døde i kampene er uklare, men troligvis drejer det sig om 1.500 - 2.000 personer. Ifølge Røde Kors blev 1.600 personer dræbt under kampene. Hvad, der svækkede palæstinenserne, var antagelig ikke den jordanske militærmagt men begivenheder uden for landet, som gjorde, at deres politiske opbakning mindskede. Den 28. september døde præsident Nasser ved et pludseligt hjertetilfælde, og den 13. november skete et statskup i Syrien, hvorved forsvarsministeren Hafez al-Assad blev premierminister. Den 31. oktober blev Arafat tvunget til at underskrive en ny aftale, hvor palæstinenserne forpligtede sig til ikke at bære våben og at anerkende de jordanske myndigheders overhøjhed. Kampe fortsatte på et lavere niveau mellem palæstinensiske grupper og den jordanske hær i 1971. Efterhånden blev de palæstinensiske grupper tvungne til at forlade Jordan, og i stedet etablerede de sig i Libanon, hvor deres tilstedeværelse førte til udbruddet af en borgerkrig der. Den 28. november 1971 blev Jordans premierminister Wasfi al-Tal myrdet af en palæstinensisk terrorgruppe, som kaldte sig ''Sorte September''. I 1972 udførte den samme gruppe et terrorattentat under de olympiske lege i München. Når begivenheden fortjener så megen opmærksomhed, er det, fordi at den viser, at PLO var en terrororganisation, og at dens ''erklærede'' formål på ingen måde modsvarede dens ''faktiske'' handlinger. ==== ''Interne magtkampe'' ==== PLO var aktivt deltagende i borgerkrigen i Libanon og kæmpede mod den kristne befolkning, imod de libanesiske forsvarsstyrker, imod den israelske hær (da denne skred ind for at beskytte de kristne) og syriske styrker. PLO svækkedes indadtil, da ''Fatah'', som ledede bevægelsen, ikke var særligt ideologisk markant udover målet at "befri" Palæstina. Derimod var de kommunistiske grupper ''Folkefronten til Palæstinas befrielse'' (PFLP) og DFLP mere markante i ideologi og udgjorde dermed en trussel mod Fatah med hensyn til kontrol over bevægelsen. Desuden skabte Baath-partiets sekulære regeringer i Irak og Syrien marionetgrupper inden for PLO, hvilket komplicerede situationen yderligere. ==== ''Udråbelsen af en palæstinensisk stat'' ==== I juli 1988 afskar kong Hussein af Jordan alle juridiske og administrative bånd til Vestbredden og PLO, ''de facto'' opgav han alle krav i forhold til området. Ved et møde i PNC i Algier i november 1988 udråbte Arafat oprettelsen af staten Palæstina med hovedstad i Jerusalem. Udråbelsen fik hurtigt gehør fra lande rundt om i hele verden. På trods af proklamationen udøvede PLO i 1988 fortsat ikke kontrol over noget område på hverken Vestbredden eller i Gaza. I 1993 blev der indledt forhandlinger i Oslo mellem Israel og PLO. Forhandlingerne resulterede i, at ''Det Palæstinensiske Selvstyre'' blev skabt med begrænset grad af selvstyre over dele af Vestbredden og Gaza. PLO tog som den klart største politiske gruppering hurtigt kontrol over hjemmestyremyndigheden, og Yasser Arafat blev selvstyrets første præsident. Demokratiske valg til myndigheden blev første gang afholdt i 1996. PLO anerkendte til gengæld staten Israels ret til at eksistere, hvilket førte til konflikter inden for bevægelsen, men forbedrede dens stilling i mange europæiske lande og i USA. Man forkastede tillige anvendelsen af vold for at nå sine politiske mål samt accepterede Sikkerhedsrådets resolutioner 238 og 242. PLO mistede derefter betydning, men fortsatte som palæstinensernes officielle og lovlige repræsentant internationalt. Man kunne have forventet, at PLO her efter ville samle sig om at skabe den palæstinensiske stat, som angiveligt var formålet med organisationen, men sådan gik det ikke. I stedet blev Vestbredden og Gaza de nye baseområder for terroraktioner rettet imod staten Israel. ==== ''Intifada'' ==== Selv om der bor et stort palæstinensisk mindretal i Israel, ville PLO ikke acceptere, at der også boede jøder på Vestbredden og i Gaza, det vil sige de palæstinensiske selvstyreområder. Som følge heraf indledte PLO terror både imod bosætterne og imod Israel. Israels reaktion var at beskytte bosætterne og at svare igen på terroren. Følgen har været, at Israel, frivilligt eller ufrivilligt, måtte udvide sin kontrol på Vestbredden og i Gaza. På et tidspunkt opgav Israel dog bosættelser i Gaza, men uden, at dette førte til varig fred. I stedet rykkede terroristerne blot deres baser tættere på grænsen. Nye voldshandlinger begyndte i september 2000, efter at Ariel Sharon (daværende israelske oppositionsleder) den 28. september aflagde et kontroversiel besøg på Tempelbjerget i Jerusalem (hvor også Al-Aqsa-moskéen og Klippehelligdommen er beliggende). Selve besøget var fredeligt, men det udløste protester og optøjer, som israelsk politi slog ned på med gummikugler og tåregas. Den anden intifada forårsagede et højt antal ofre både blandt civile såvel som kombattanter. Israelske styrker gjorde bl.a. brug af skydevåben, kampvogne, luftangreb og målrettede drab, mens palæstinenserne hjorde brug af bl.a. skydevåben, selvmordsbomber, stenkast og raketangreb. Palæstinensernes brug af "selvmordsbomber", som regel børn og unge iført bombeveste, var særligt fremtrædende og var hovedsageligt målrettet israelske civile. Brugen af bombeveste viste hvor lidt, PLO egentlig bekymrede sig om palæstinensiske menneskeliv. Den eneste glæde, som selvmodsbomberne fik af deres ofre, var, at de blev udnævnt til "martyrer". Generelt stod det i kontrast til den første intifada, som generelt var karakteriseret som mindre voldelige. Det anslås, at kampene samlet (både hvad angår civile og militære kombattanter) resulterede i godt 4.000 dræbte; cirka 3.000 palæstinensere, 1.000 israelere, samt 64 udlændinge. Mange anser Sharm el-Sheikh-topmødet i 2005 for at have markeret afslutningen på den anden intifada. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og den israelske premierminister Ariel Sharon blev her enige om, at alle palæstinensiske fraktioner ville stoppe alle voldshandlinger, mens Israel ligeledes ville indstille al sin militære aktivitet. De genbekræftede ligeledes deres forpligtelse til "Køreplanen for Fred"-processen. Sharon indvilligede ligeledes i at løslade 900 af de 7.500 palæstinensiske fanger i Israel på daværende tidspunkt, lige som han indvilligede i at trække sig tilbage fra byer på Vestbredden, som var blevet genbesat af israelske styrker i forbindelse med den anden intifada. ==== ''Borgerkrig'' ==== Siden 2003 har den palæstinensiske side været splittet af en konflikt mellem de to største grupperinger: Fatah, det største palæstinensiske parti, og ''Hamas''. Efter præsidentvalget i 2006 udbrød der kampe mellem parterne, som medførte at det palæstinensiske selvstyres territorium blev delt mellem ''Fatah'', der har kontrollen over Vestbredden, og ''Hamas'', der har kontrollen over Gaza. Hamas blev grundlagt i december 1987 af arabiske medlemmer af ''Det muslimske broderskab'' samtidig med starten på den første palæstinensiske intifada eller opstand mod den israelske bosættelse. De centrale grundlæggere var Ahmed Yassin og Abdel Aziz al-Rantissi. Den nye organisation opnåede hurtigt stor tilslutning, samtidig med at den kom i konflikt med PLO, der i 1988 havde anerkendt Israels ret til at eksistere. Hamas handlede uafhængigt af andre palæstinensiske organisationer, hvilket skabte konflikter mellem gruppen og dens sekulære nationalistiske modparter blandt palæstinenserne. I 1989 blev organisationen forbudt af Israel og i 1991 etablerede Hamas sin militære gren, ''Izz al Din al-Qassam''-brigaderne. Parallelt med den militære opbygning etablerede organisationen et et omfattende netværk med sociale tilbud, som også bidrog til dens popularitet. Tilslutningen til Hamas steg igennem 1990'erne og ind i 2000-tallet. Partiet deltog ikke i det palæstinensiske præsidentvalg i 2005, men vandt parlamentsvalget til det Palæstinensiske Lovgivende Råd i 2006 med 74 ud af de 132 mandater. Partiet dannede derpå regering med Ismail Haniyeh som ministerpræsident. Tiltagende interne spændinger mellem de palæstinensiske grupper førte i 2007 til militære kampe mellem Hamas' og det konkurrerende Fathas sikkerhedsstyrker. Her eliminerede Hamas alle medlemmer af Fatah i Gazastriben ved simpelthen at myrde dem og overtog den fulde kontrol med området, mens præsident Mahmoud Abbas samtidig afskedigede Haniyeh og opløste den palæstinensiske samlingsregering. Hamas har siden omdannet Gaza til een stor militær træningslejr og base for terrorangreb på Israel. ==== ''Trump-planen'' ==== Efter årtiers dødvande i forsøgene på at skabe endelig fred mellem Israel og den palæstinensiske befolkning fremlagde daværende USA præsident Donald J. Trump en plan i 2020, der skulle skabe en vedvarende løsning. Denne plan gik ud på at forene de palæstinensiske selvstyreområder med tunneller således, at de fungerede sammen. De var blevet opsplittede, fordi Israel gentagne gange havde måttet overtage kontrol over områder med jødiske bosættelser. Trump tilbød yderligere milliardinvesteringer til op- og udbygning af den tekniske og sociale infrastruktur. Planen blev imidlertid afvist af både ''Fatah'' og ''Hamas'', som modtager milliardbidrag fra vestlige lande, og som derfor ikke har nogen interesse i, at konflikten nogensinde afsluttes. Det bekræfter blot, at der er en dyb forskel mellem PLOs erklærede mål og organisationens faktiske politik. 60 år efter sin oprettelse har PLO vist, at det aldrig har været organisationens egentlige mål at oprette en palæstinensisk styret stat. I stedet er det terrororganisationens mål at udrydde staten Israel og indtil, at det sker at benytte forholdene i Palæstina til at afpresse Vesten økonomisk bistand, der imidlertid kun går til at opretholde undertrykkelsen af befolkningen. I den henseende minder PLO om talrige afrikanske diktatorer, der har siddet på magten siden afkoloniseringen. Men det må understreges, at denne villighed til at ofre menneskeliv er inspireret af organisationens muslimske ideologi. En af fordelene ved at studere terrorgrupper er, at de ofte afspejler de samme motiver om at opretholde sin magt og betydning i stedet for at nå til demokratiske løsninger, som gælder for totalitære regimer, blot med den forskel at de ikke har nogen ''officiel'' position at kunne legitimere deres motiver med. === Hizbollah === Hizbollah er en islamisk terrororganisation i Libanon. Hizbollah blev oprindeligt dannet som en paramilitær modstandsbevægelse mod Israels kontrol over de sydlige dele af landet i 1982. Organisationen blev oprindelig finansieret af Iran, og præstediktaturet i Iran er fortsat den vigtigste kilde til dets økonomi og våbenmagt. Hizbollah rummer både en militær gren (''Al-Muqawama al-Islamiyya''), som i 1980'erne og 90'erne bekæmpede den israelske kontrol i Libanon og et politisk parti med sæde i det libanesiske parlament og i landets regering samt et omfattende socialt arbejde, der driver hospitaler, klinikker og skoler. Hizbollah råder desuden over en række elektroniske og skriftlige medier, det vil sige at det reelt kontrollerer medierne i landet. Hizbollah er af USA sat både på USA's liste og på EU's liste over terrororganisationer. Formelt er det terrororganisationens mål at etablere en islamisk stat i Libanon inspireret af revolutionen i Iran og ayatollah Khomeini. For at opnå dette formål har organisationen systematisk forfulgt Libanons kristne befolkningsgrupper, og mange er blevet tvunget til at flygte ud af landet. Ifølge forfatningen skal Libanons præsident være en repræsentant for landets kristne befolkning, men embedet har i årevis været ubesat, fordi Hizbollah har modsat sig ethvert valg. ==== ''Baggrund'' ==== Libanon fik formelt selvstændighed under 2. verdenskrig. I 1943 underskrev landets daværende ledelse en aftale, den såkaldte Nationale pagt, (''al Mithaq al Watani''), som blandt andet regulerede hvilken religion, regeringens embedsmænd skulle tilhøre. Denne aftale blev senere en del af landets forfatning, da man i 1989 undertegnede Taif-aftalen. Ifølge aftalen skulle parlamentet bestå af kristne, drusere og muslimer. Præsidenten skulle altid være kristen tilhørende den maronitiske kirke, formanden i parlamentet skulle være en shia-muslim, og statsministeren skulle være en sunni-muslim. Gennem de følgende årtier var Libanon et fredeligt og rigt land takket være den Nationale Pagt. Men dette blev undergravet af befolkningsudviklingen fra omkring 1970. I første omgang skete der en omfattende indflytning af palæstinensiske flygtninge fra Transjordan, hvorfra de var blevet udvist efter at have udøvet afpresning imod befolkningen og endda kidnappet kongen. Denne tvangsudvisning er blevet kendt som "Sorte September". Allerede i 1970-erne var freden i Libanon blevet undergravet, da titusinder af palæstinensiske terrorister ankom til landet mellem 1973 og 1975 efter Yom Kibbur-krigen. De kom til at udgøre et dominerende element i landets befolkning og snart begyndte de at forfølge den kristne befolkning, hvis hjem blev bombet sønder og sammen således, at disse måtte leve i beskyttelsesrum. Men palæstinenserne var ikke færdige med deres terror, og de ønskede at henrette og udrydde den kristne befolkning. I 1975 udbrød en borgerkrig. Begyndelsen skete med en muslim, som gik ind i en kirke og hensynsløst myrdede kristne. De palæstinske grupperinger dannede ''Den nationale Bevægelse'' sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger, mens maronittiske forsvarere etablerede ''Den libanesiske Front''. Reelt var der tale om, at muslimske okkupanter forsøgte at gennemføre en magtovertagelse i det land, der havde taget imod dem som flygtninge. Muslimerne begyndte systematisk at bombe byer med kristne befolkninger. I et tilfælde i 1976 gik de ind i en kristen by og begyndte systematisk at massakrere hele befolkningen inklusive dem, som havde søgt beskyttelse i kirken, blandt andet ved at korsfæste dem. Da kristne styrker som reaktion herimod belejrede palæstinensiske "flygtningelejre", gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som måtte bede om hjælp fra Syrien. Kampene i Libanon blussede op igen i 1977, da druser-lederen Kamal Jumblatt blev myrdet og druserne reagerede med en massakre i kristne landsbyer. Urolighederne fortsatte til trods for, at FN indsatte fredsstyrken UNIFIL i 1978. På dette tidspunkt, i 1982, kom Israel de kristne til hjælp ved først at rykke ind i den sydlige del af Libanon, dernæst trængte de israelske styrker tværs gennem FN-styrkerne og stansede ikke, før de nåede Beirut. Målet var at tvinge PLO ud af Libanon og at bidrage til beskyttelse og evakuering af den kristne befolkning. Det var denne hjælp, som var den direkte årsag til dannelsen Hizbollah som en organisation, der skulle forhindre denne redningsaktion. Maronitterne sluttede sig til de israelske soldater, mens sunni-militsen ''Mourabitoun'' og Shia-militsen ''Amal'' kæmpede mod dem sammen med PLO. Efter et par måneder trak PLO sig imidlertid ud og flyttede deres hovedkvarter til Tunis. Men Shia-militsen fortsatte sin terrorkampagne mod den kristne befolkning, og Israel trak først sine tropper ud i år 2000. Syrien opretholdt sine besættelsestropper i landet til 2005. ==== ''Borgerkrig og terror'' ==== Libanon blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon affyrede adskillige missiler mod Israel, ligesom Hizbollah dræbte tre israelsk soldater og to to soldater til fange. Kampene varede fra 12. juli til 14. august 2006 og omfattede hovedsagelig raketangreb mod byer i Nordisrael og bomber mod mål i Libanon. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte angreb med flystyrker og artilleri mod mål i Libanon og en invasion i det sydlige Libanon. Konflikten ophørte officielt ved FN Resolution 1701 den 14. august 2006, der foreskrev en våbenhvile. Omkring 1.191 libanesere og 160 israelere blev dræbt under konflikten. Beiruts sydlige forstæder blev kraftigt beskadiget af israelske flyangreb. Kampene skadede også den libanesiske infrastruktur. 1.000.000 libanesere og 200.000-400.000 israelere måtte evakueres, men de fleste kunne siden vende tilbage. Mellem 2006 og 2008 opstod i Libanon protester under ledelse af grupper, der var imod den valgte pro-vestlige premierminister Fouad Siniora. Protestbevægelserne ønskede en "national samlingsregering", og de overvejende shia-muslimske oppositionsgrupper skulle have vetoret. Da præsident Émile Lahouds embedsperiode udløb i 2007, afviste oppositionsgrupperne at stemme for en afløser, med mindre der blev indgået en aftale om deling af magten i landet, hvilke førte til, at landet stod uden præsident. Der opstod væbnede kampe i 2007 i og omkring Nahr al-Bared mellem den libanesiske hær og den radikale palæstinensiske sunni-muslimske bevægelse ''Fatah al-Islam'', hvor flere hundrede soldater, oprørere og civile omkom. Uroen i landet eskalerede i maj 2008, hvor den libanesiske regering erklærede Hizbollahs kommunikationsnetværk ulovligt, hvorefter styrker fra Hizbollah og Amal besatte det vestlige Beirut. Efter væbnede kampe mellem parterne og mellem 50 og 100 dræbte blev de væbnede fjendtligheder afsluttet ved Doha-aftalen, hvorefter Michel Suleiman blev præsident og der blev dannet en såkaldt samlingsregering med vetoret til oppositionen. Aftalen var en sejr for oppositionen, da regeringen gav efter for alle dens hovedkrav. I januar 2011 brød den libanesiske samlingsregering sammen som følge af stigende spændinger mellem parterne i anledning af arbejdet i det særlige tribunal, der forberedte tiltaler mod de medlemmer af Hizbollah, der havde medvirket til attentatet på Hariri. Parlamentet valgte Najib Mikati, kandidat fra den Hizbollah-kontrollerede 8. marts alliance, som ny premierminister. En rapport lækket af avisen ''Al-Akhbar'' i november 2010 fastslog, at Hizbollah havde lagt planer om at tage magten i landet, såfremt tribunalet udstedte arrestordrer på dets medlemmer. ==== ''Islamiske pseudoflygtninge fra Syrien'' ==== Udbruddet af borgerkrigen i Syrien skabte yderligere uro i Libanon, der modtog mere end en million syriske flygtninge i 2014. Antallet af flygtninge indebar, at den libanesiske regering i 2015 anmodede UNHCR om at indstille registreringen af syriske flygtninge. I oktober 2016 anslog regeringen af der opholdt sig 1,5 million syrere i landet. Denne situation fik landets økonomi til at bryde sammen. Libanons økonomi led under en voldsom inflation på op til 50% og en mangel på likviditet. I oktober 2019 gennemførtes på ny massedemonstrationer som følge af regeringens planer om nye skatter på blandt andet benzin, tobak og telefonopkald over ''WhatsApp''. Demonstrationerne udviklede sig til også at opfatte protester mod styret og den omfattende korruption, den elendige økonomi og manglen på daglige fornødenheder som elektricitet, renovation m.v. Protesterne førte til endnu en politisk krise i landet. Premierminister Saad Hariri tog sin afsked og bakkede op om demonstranternes krav om en regering af uafhængige eksperter. Hassan Diab overtog posten som premierminister og dannede en ny regering uden, at dette dog førte til ro i landet. Den 4. august 2020 skete en voldsom eksplosion i Beiruts havn, der ødelagde store områder i byen og dræbte mere end 200 mennesker. Årsagen var den skødesløse opbevaring af 2.750 ton ammoniumnitrat i et varehus, der ved et uheld brød i brand. Eksplosionen medførte fornyede protester mod regeringen og premierminister Hassan Diab og dennes regering måtte gå af kort efter, men fortsatte som et forretningsministerium. Demonstrationerne fortsatte ind i 2021. I marts 2021 meddelte energiministeriet, at der ikke var penge til at indkøbe olie til elektricitetsværkerne. En ny regering overtog magten i september 2021 under Najib Mikati. I oktober 2021 opstod et nationalt nedbrud i elektricitetsforsyningen, da der ikke var brændstof til kraftværkerne. Nedbruddet førte til nye uroligheder, hvorunder et antal mennesker blev dræbt. Ved udgangen af 2021 lå Libanon efter de årelange uroligheder og interne magtkampe i økonomisk ruin, hvorved over 80 % af befolkningen angiveligt levede under fattigdomsgrænsen. Der blev afholdt valg i 2022, hvor den Iran-støttede shia-muslimske koalition mistede flertallet. Hizbollah bevarede dog sine pladser i parlamentet. Reelt har de skiftende officielle regeringer haft meget lidt at sige, idet den militære magt i landet har ligget hos Hizbollah, som kontrollerer det som dets militærbase, hvorfra det har udsendt tropper til krigsindsatser blandt andet i Syrien. Vigtigere end dette er måske, at Hizbollah i årtier strækkende sig helt tilbage til organisationens begyndelse har opbygget et netværk af tunneller, som forbinder kommandocentre og våbenlagre. Reelt har Hizbollah opbygget et underjordisk militæranlæg, der bruger civilbefolkningen som et "skjold" imod eventuelle angreb. De første tunneller blev bygget i 1980-erne med hjælp fra Nordkorea, men et nyt og mere omfattende tunnelnetværk er opbygget siden 2006. I denne henseende ligner Hizbollah søsterorganisationen Hamas, der har opbygget et tilsvarende tunnelnetværk i Gaza-striben som led i dets terrorpolitik mod Israel. I mange tilfælde går disse tunneller under boliger, skoler og hospitaler således, at eventuelle forsøg fra Israels side på at eliminere dem næsten uundgåeligt også vil ramme civilbefolkningen. ==== ''Hisbollah angriber Israel'' ==== Den 7. oktober 2023 indtraf en ny krig ved, at terrororganisationen Hamas udførte et overraskelsesangreb (''Operation al-aqsa flood'') ind i Israel, hvor ca. 1.200 israelere blev dræbt og omkring 240 personer blev bortført som gidsler. Israel igangsatte senere samme dag sin gengældelsesaktion ''Operation Swords of Iron'', erklærede dagen efter formelt Hamas krig og indledte yderligere en række bombardementer af Gaza-striben, som sidst i oktober blev fulgt op af en egentlig israelsk militær invasion af området. Siden har Israel haft fremgang i denne krig, og Hamas er efterhånden blevet så svækket, at det har truet organisationens fortsatte eksistens. For at komme Hamas til hjælp har Hizbollah indledt terroraktioner imod Israel, og Israel har svaret igen med aktioner imod Hizbollah og dens ledende medlemmer. Således er dens "generalsekretærer" Abbas al-Musawi og lederen Hassan Nasrallah blevet dræbt ved israelske angreb. Ligeledes formodes det, at Israel stod bag, da den 17. september 2024 kl. ca. 15.30 (lokal tid) mindst 3.000 personsøgere eksploderede næsten samtidigt i Libanon og Syrien blandt medlemmer af Hizbollah. Personsøgerne eksploderede efter at have modtaget et radiosignal. Ifølge ''New York Times'' har Israels efterretningstjeneste Mossad puttet sprængstoffet ind i personsøgerne, hvorefter en besked, sendt til personsøgerne, havde fået dem til at eksplodere. Følgen heraf var officielt 32 døde og 3.200 sårede. For Libanon har Hizbollahs indblanding i Gaza-krigen ført til en katastrofe. Hidtil havde Libanon især lidt under terrorstyret, men nu er landet bogstaveligt lagt i ruiner. Dette synes dog ikke at bekymre terrororganisationen, der fortsætter sine angreb på Israel, til dels støttet af iran. Hele landets nyere opløsningshistorie er således forbundet med Hizbollahs faktiske magtovertagelse. === Aserbaidjan === Aserbaidjan er et muslimsk diktatur. 97% af befolkningen er muslimer (overvejende ''shia''), men landets forfatning erklærer sig ikke til en bestemt religion, og landet er formelt sekulært. Landet er også formelt et demokrati, men det regerende parti, ''Det nye Aserbaidsjanske Parti'', der har været ved magten siden 1993, er blevet kritiseret for sin autoritære ledelsesstil, der blandt andet indebærer en systematisk forfølgelse af politiske modstandere, ligesom der er kritik af landets krænkelser af menneskerettighederne, herunder særlig af indskrænkninger i pressefriheden. Baggrunden for diktaturet var, at Heydar Alijev overtog præsidentposten i 1993, og landet har siden været ledet af medlemmer af Alijev-familien på samme måde som Nordkorea. Heydar Alijevs søn, Ilham Alijev, overtog formelt præsidentposten i 2003 ved et valg, hvor han officielt fik 76 % af stemmerne. Efterfølgende blev gennemført en række ændringer af forfatningen således, at der ikke længere gælder nogen begrænsning for antal af genvalg til præsidentposten, lige som valgperioden er forlænget fra 5 til 7 år. Ilham Alijev blev ved præsidentvalget i 2018 genvalgt til præsidentposten til sin fjerde periode som præsident. Valget var boykottet af de fleste oppositionspartier, og der var rapporter om udbredt valgsvindel. ==== ''Første krig i Nagorno-Karabakh'' ==== Aserbaidjan er især blevet berygtet for sin terror imod den armenske befolkning i Nagorno-Karabakh. I 1988 erklærede det nyligt oprettede demokratiske parlament i enklaven, at det ønskede at slutte sig til Armenien. Afgørelsen blev boykottet og fordømt af den aserbajdjanske befolkning i enklaven, og en folkeafstemning blev afholdt, hvor majoriteten stemte for selvstændighed. Dette førte til øgede voldshandlinger mellem de etniske grupper, hvor begge sider anklagede hinanden for at udføre etniske udrensninger. Nagorno-Karabakh-krigen fandt sted fra 1991 til 1994. Konfliktens parter var dels etniske armeniere i Nagorno-Karabakh, støttet af Armenien, dels Aserbaidjan, støttet af muslimske paramilitære mujahedin-terrorister fra Tjetjenien og Afghanistan. Da Aserbaidjan erklærede sig selvstændig fra Sovjetunionen, erklærede landet, at Nagorno-Karabakh ikke skulle få lov at beholde den selvstyremyndighed, som enklaven havde haft i flere år under sovjetisk styre. Dette førte til et krigsudbrud i vinteren 1991. I foråret 1992 etablerede Armenien den såkaldte Lachin-korridor bestående af landområdet mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Aserbaidjan benyttede sig af menneskelige bølgeangreb, og havde derfor forholdsvis store tab. Mænd helt ned i 16-års alderen, fuldstændig uden militær erfaring, blev indkaldt til militær tjeneste. Internationale initiativer fejlede i at løse konflikten på en måde, som begge parter kunne godtage. I foråret 1993 gennemførte Armenien et angreb på Nakhitjevan, hvilket førte til at Tyrkiet truede med at intervenere. Rusland opstillede derfor styrker langs Armeniens grænse til Tyrkiet og sørgede på den måde for at Tyrkiet ikke gik ind i krigen. Da armenske styrker erobrede landområder langs den officielle grænse mellem Aserbaidjan og Iran, gennemførte Iran en advarende mobilisering. Til trods for potentiel risiko, eskalerede krigen aldrig til at blive en storstilet regional konflikt, og intet land intervenerede på vegne af nogen af parterne mod den anden. I slutningen af 1994 kontrollerede armenierne næsten hele enklaven og mindre områder af aserbaidsjansk territorium, som forbandt Nagorno-Karabakh med Armenien. Mod slutningen af krigen blev der gjort oprør i Aserbaidjan mod præsident Abülfaz Elçibay, og tropper blev fjernet fra frontlinjen for at nedkæmpe den indre modstand mod diktatoren. Derved kunne armenierne etablere kontrol over hele byer uden at udløse et eneste skud. Den aserbaidjanske præsident blev til sidst væltet, og det nye regime gik med til at forhandle om en våbenhvile. Op mod 230.000 armeniere fra Aserbaidjan og 800.000 aserbaidjanere fra Armenien og Karabakh blev forflyttet som et resultat af krigen. Rusland sørgede for at få en våbenhvile forhandlet i maj 1994, og siden da var der stadige fredsforhandlinger for at få anerkendt befolkningens demokratiske ønsker, men diktaturet var konstant imod dette. Aserbaidjanske trusler om at generobre enklaven samt træfninger langs fronten bidrog til at holde konflikten vedlige. Der var flere mindre grænsetræfninger mellem parterne i 2008, i 2010 og i juli-august 2014. Konflikten blussede igen op 1.-4. april 2016, hvor der var regulære kampe mellem parterne. ==== ''Anden krig i Nagorno-Karabakh'' ==== Den 27. september 2020 nåede konflikten et nyt højdepunkt, da et missil ramte en bygning i Nagorno-Karabakhs hovedby, hvorefter Armenien erklærede Aserbaidjan krig. I starten sendte Armenien kun en styrke på 3.400 soldater ind i området, men da Aserbaidjan sendte 5.700 soldater, valgte Armenien også at forøge deres styrker. Begge parter optrappede antallet af styrker, indtil Rusland den 7. november sendte 44.500 såkaldte "fredsstyrker" for at adskille parterne, og Rusland erklærede, at Aserbaidjan måtte indtage området Nargono-Karabakh den 1. december 2020. Krigen sluttede den 10. november 2020 efter en fredsaftale mellem Armenien og Aserbaidjan aftalt med Rusland. Herefter var de enige om, at Armenien skulle trække sig fra områderne ved Nagorno-Karabakh senest den 1. december 2020. Det var forudset, at befolkningen kunne blive boende i området. Siden da har Aserbaidjans diktatur tvunget de kristne armenere til at forlade deres hjemstavn, hvor de har boet i omkring 1.600 år, og deres kirker, kirkegårde og andre spor efter deres kultur er blevet systematisk fjernet på samme måde, som ISIS fjernede sporene efter førislamisk kultur i de områder, herunder historiske museer, som de nåede at få kontrol over. Endnu i 2024 har verdenssamfundet ikke reageret på disse åbenlyse krænkelser af de internationale menneskerettigheder. === Meritokratiske diktaturer === Mens det er let at se, at erklærede kommunistiske, socialistiske og teokratiske regimer er totalitære, så er det sværere at se, at de samme tendenser også findes og i stigende grad breder sig i såkaldte "vestlige demokratiske" samfund. Det sker ved lige dele fortielse og propagandistiske omskrivninger af de samme overgreb. Kendetegnende er, at disse overgreb udføres af et statsligt professionelt embedsvæsen, et ''meritokrati'', men i deres karakter ikke adskiller sig fra tilsvarende overgreb udførte af totalitære stater. Den erkendelse, at en sådan udvikling var mulig, fik først mæle af John Stuart Mill, som i bogen "Om Friheden" fra 1859 advarede imod de farer, som embedsvæsenet repræsenterer. Således skrev han blandt andet: "''Jo mere effektiv og videnskabelig den administrative maskine er, jo farligere er den. Jo dygtigere den er til at sikre sig landets klogeste hoveder og bedst kvalificerede arbejdskraft, jo større er dens magt.''"..<ref name="JSM 1859 137">Mill 1859, s. 137</ref> "''I mere civiliserede lande med en stærkere oprørsånd er folk vant til, at staten gør alt for dem, og i hvert fald foretager de sig intet selv, før de har spurgt den om lov og bedt den om konkret vejledning. Derfor giver de også alene staten skylden, hvis det går ned ad bakke, og hvis det bliver dem for meget, rejser de sig mod regeringen i det, der kaldes en revolution. Med eller uden nationens velsignelse hopper så et nyt menneske op på taburetten og giver bureaukratiet nye ordrer - og det hele fortsætter stort set som før. For bureaukratiet er det samme, og der er ingen til at erstatte det.''"<ref name="JSM 1859 138">Mill 1859, s. 138</ref> .."''et folk er frit. Det underkaster sig hverken enkeltpersoner eller grupper, der har haft held til at tiltuske sig centraladministrationens tøjler. Ingen bureaukratisk maskine kan påtvinge folket ting, det ikke ønsker. Når alt går gennem den bureaukratiske maskine, sker der derimod aldrig noget, bureaukraterne er imod.''" .."''jo bedre det er organiseret .. jo mere blokerer det også borgerne - ja ligefrem sig selv. For herskerne er lige så meget slaver af organisation og disciplin, som undersåtterne er af herskerne''"<ref name="JSM 1859 139">Mill 1859, s. 139</ref> .. "''en sådan koncentration af alle et lands bedste kræfter i ét herskerkorps før eller siden får skæbnesvangre konsekvenser for bureaukratiets egen psykiske ligevægt og udvikling. Embedsmændene er lænket sammen i et lukket system, der ligesom alle andre lukkede systemer fungerer efter nøje fastlagte regler og forordninger og derfor hele tiden svæver i fare for at synke hen i sløv rutine. Og hvis endelig de står af trædemøllen, er det oftest for at kaste sig i armene på en departementschefs halvfordøjede og lettere vanvittige tvangstanker. Vores eneste mulighed for at kontrollere begge disse (kun tilsyneladende modsatte) tendenser og samtidig holde bureaukratiet til ilden, er, at der uden for bureaukraternes rækker findes en flok lige så dygtige og stærkt kritiske mennesker.''"<ref name="JSM 1859 139f">Mill 1859, s. 139f</ref> .."''Noget af det vanskeligste ved regeringskunsten er netop at afgøre, hvornår bureaukratiet begynder at æde sig ind på vores frihedsrettigheder og på det sociale fremskridt? Hvornår det bureaukratiske element begynder at veje tungere end de forbedringer af vores levevilkår, vi forventer af den kollektive samfundsmagt og dens ledere? Sagt på en anden måde: den rigtige regering er den, der på én gang sikrer os den centraliserede magt og videns fordele og samtidig forhindrer, at en for stor del af samfundets aktiviteter underlægges staten.''"<ref name="JSM 1859 140">Mill 1859, s. 140</ref> En anden tidlig kritiker var Mikhail Bakunin, der som den første for alvor advarede imod den tanke blandt jacobinere og andre revolutionære, at samfund skulle forandres fra toppen af magtpyramiden af en elite, der handler på folkets vegne.<ref name="HO 1979 9"/> Som Bakunin selv formulerede det: "''Der er intet, der er så farligt for det enkelte menneskes moral som den vane at have magt over andre. Selv det bedste, mest intelligente, uegennyttige, storsindede og uplettede menneske vil uundgåeligt og til enhver tid blive demoraliseret af denne bestilling.''"<ref name="HO 1979 9">Helm og Ottovar 1979, s. 9</ref> Bakunin var i mangt og meget elev af Pierre Proudhon, der kom til den opfattelse, at "''ejendom der tyveri''".<ref name="HO 1979 14">Helm og Ottovar 1979, s. 14</ref> Ved forbindelser med revolutionære arbejdere i Lyon var Proudhon blevet overbevist om, at samfundet skulle forandres nedefra, ved at arbejderne (læs: befolkningen) forandrede de økonomiske forhold i stedet for at iværksætte en "politisk" omvæltning. Proudhon forestillede sig at magten skulle fordeles på selvstyrende kommuner og på stedlige sammenslutninger.<ref name="HO 1979 15">Helm og Ottovar 1979, s. 15</ref> Problemet ved denne tankegang er, at enhver organisation udøver en form for magt ved sine beslutninger og ved eventuelle tiltag for at gennemføre beslutninger. Som Engels havde påpeget det: det er umuligt at undgå autoritet og underordning.<ref name="HO 1979 25">Helm og Ottovar 1979, s. 25</ref> Når mennesker arbejder i en organisation, en institution eller en samfundsmyndighed, er det sandsynligt, at vedkommende anser denne virksomheds formål som samfundsnyttigt. Herfra er skridtet ikke langt til at mene, at formålet er nødvendigt, og hvis det er nødvendigt, må der også kunne sættes den fornødne magt bag til at gennemføre målsætningen. Derved legitimeres magten, og når magten legitimeres, legitimeres også midler til at sikre denne magt. Derfra er vejen kort til, at magt bliver et mål i sig selv. Magten korrumperer. Det 21. århundredes politikere og bureaukrater er ikke mere modstandsdygtige over for magtens korrumption end tidligere tiders embedsmænd. Men forskellen i forhold til tidligere er, at netop det 21. århundredes samfund og teknologier giver disse politikere og bureaukrater bedre mulighed for at misbruge magten, og netop dette er blevet en tydeligere tendens efter årtusindskiftet omend med tråde tilbage til slutningen af det 20. århundrede. Det følgende er en oversigt over nogle af disse tendenser. Meritokratiet har hentet en stor del af sit ideologiske grundlag fra den såkaldte "Frankfurterskole". I 1930 oprettedes det berygtede "Institut für Sozialforschung", der udviklede en såkaldt revolutionær kritik af den positivistiske videnskab kombineret med foragt for demokratiet og de grundlæggende samfundsinstitutioner. De ledende personer bag denne ideologi var Max Horkheimer, Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse, der alle efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 flyttede til USA, hvor de fortsatte udbredelsen af deres pseudovidenskabelige vranglære.<ref name="KS 1979 287">Schnack 1979, s. 287</ref> Som et modstykke til den positivistiske videnskab formulerede de en såkaldt kritisk samfundsvidenskab, der ikke blot skulle "forstå og beskrive sociale fænomener og sammenhænge" men "tillige tage kritisk stilling til disse fænomener."<ref name="KS 1979 289">Schnack 1979, s. 289</ref> Bag denne formulering ligger en anden målsætning, der klarest er formuleret af Marcuse: "Det, vi ønsker, er en modpolitik rettet imod den herskende politik"<ref name="KS 1979 290">Schnack 1979, s. 290</ref>, det vil sige vendt imod det vestlige demokrati.<ref name="KS 1979 295">Schnack 1979, s. 295</ref> I forlængelse heraf, og i overensstemmelse med marxistisk tankegang erklærede man tillige "en intim forbindelse mellem teori og praksis"<ref name="KS 1979 291">Schnack 1979, s. 291</ref>: ikke blot skulle man formulere en ny politisk teori, denne skulle følges op af voldelig og tvangsmæssig handling. Skønt oprindeligt inspireret af marxistisk teori frigjorde Frankfurterskolen sig hurtigt fra dette ophav, idet mange radikale ideologer tabte troen på en revolutionær bevidsthed i arbejderklassen.<ref name="KS 1979 291"/> Man indså, at de vestlige landes industriarbejdende befolkning efter 2. verdenskrig oplevede en økonomisk velstand, som ikke længere gjorde den modtagelig for klassisk marxistisk propaganda.<ref name="KS 1979 292">Schnack 1979, s. 292</ref> Målet måtte derfor blive at finde nye samfundsgrupper, som kunne betegnes som "udbyttede" og "undertrykte", og sådanne fandt man blandt andet i udviklingslandene, fx. Latinamerika.<ref name="KS 1979 292"/> Derved kunne man i egne øjne opretholde påstanden om, at vestlige demokratiske lande var undertrykkende, idet man påstod, at undertrykkelsen nu overvejende skete på internationalt og mellemstatsligt niveau, og man udviklede teorier og påstande om amerikansk neokolonisme<ref name="KS 1979 292"/>, som snævert syntes forsvarlige, men som fuldstændigt ignorerede, at hovedårsagen til de usle vilkår i udviklingslandene ret beset var betinget af, at disse lande blev ledet som etniske diktaturer. Længe var disse tanker blot pseudoakademiske åndsforskruede ideer blandt universitetslærere og andre, men med tiden fandt de en praktisk, konkret udformning bl.a. i den Europæiske Union. Oprindeligt blev organisationen startet som en fredssikrende samhandelsorganisation, men fra starten var det meningen, at deltagerlandene skulle udvide deres samarbejde til andre områder, hvor de enkelte lande ikke var store eller rige nok til at kunne konkurrere på det internationale marked. Så længe, at der var frivillighed i dette samarbejde, var det demokratisk, men med den formelle omdannelse til en europæisk union, EU, skete der en radikal omvæltning: deltagelsen blev nu obligatorisk, og modvillige lande kunne nu blive udsat for tvang og sanktioner, hvis de ikke makkede ret. Hele organisationen fik derved præg af et diktatur efter sovjetisk forbillede lige til, at de ledende embedsmænd fik navn af kommissærer ligesom i Sovjetunionen. For at formalisere dette samarbejde blev der udformet en forfatning eller grundlov, som skulle udgøre det retslige grundlag for den nye organisation. Denne nye forfatning var fra begyndelsen ekstrem antikristen. De ledende pro-islamiske repræsentanter forbød udtrykkeligt, at kristendom blev nævnt som en del af det åndelige grundlag, som det nye samarbejde skulle hvile på. Som det siden skulle vise sig, var formålet ikke blot en total afvisning af kristelige værdier som næstekærlighed og respekt for liv og borgerrettigheder, men tillige at skabe grundlag for en udpræget islamisk fundamentalisme, der skulle legitimere kvindeundertrykkelse og tvangsægteskaber over for mindreårige piger som udtryk for "kulturel autonomi". Formelt skulle befolkningerne i de enkelte lande udpege repræsentanter til en folkevalgt forsamling, men denne var reduceret til en debatklub og skulle ikke have noget at sige. Hele magten skulle henlægges til nogle ikke-folkevalgte bureaukrater, der som "sagkyndige" skulle opfinde og gennemtvinge de regler, som alle lande nu skulle lade sig påtvinge, som var det en prokustesseng. Fra begyndelsen var EU således anlagt på et blive en totalitær organisation, der legitimerede valgsvindel, folkemord, slaveri, overvågning og censur, planøkonomi mm. Ikke alle accepterede den nye forfatning. I Danmark, Nederlandene, Frankrig og Irland var der modstand, og da den nye forfatning ikke kunne træde i kraft uden tilslutning fra alle medlemslande, måtte man omgå modstanden. For Danmarks vedkommende skete dette ved at indskrive 4 "undtagelser" i projektet, mens man i de fleste andre medlemslande simpelthen ignorerede befolkningens ret til at stemme om projektet og gennemførte det alene ved afstemninger i de enkelte landes parlamenter; for Irlands vedkommende (hvor denne praksis ikke var mulig) brugte EU svagt skjulte trusler. Senere, i 2016, valgte Englands befolkning ved en folkeafstemning at forlade projektet, kendt som "brexit". En variation af meritokratiet findes i USA, og da meget af udviklingen i Europa synes inspireret herfra, vil det være naturlig at hente eksempler også herfra. ==== ''Elitestyre'' ==== Modsat andre totalitære styrer, der præges af en diktator, er det ikke en enkelt person, der hyldes som den ufejlbarlige leder men et kollektiv, et oligarki, eller i nutidens sprog: en elite. Denne elite ønsker at kontrollere magten men uden at risikere at skulle stå til ansvar over for befolkningen. Derfor gemmer den sig bag en stråmand, som formelt har ansvaret, men som reelt intet har at skulle have sagt. Et illustrativt eksempel er USA's præsident Joe Biden, som på grund af fremskreden senilitet i lange perioder dårligt nok var i stand til at formulere en sammenhængende sætning, som konstant drattede om fordi han havde mistet balanceevnen og evnen til at se sig for, som ustandselig glemte navnet på den eller de personer, som han var sammen med, og som ustandselig blev "korrigeret" af hans egen administration, når han uforvarende kom til at formulere et standpunkt, som eliten var uenig i. Bidens eneste funktion var at fungere som nikkedukke for elitens politik. EU udviser en variant af elitestyre: her er meget af magten overdraget til et bureaukrati, som træffer deres afgørelser bag lukkede døre og blot udsteder direktiver for, hvad man har besluttet og nu pålægger indbyggerne at følge. I andre tilfælde er det de enkelte landes ministre, ofte statsministre, der træffer afgørelserne, og også her sker det bag lukkede døre således, at ingen ved hvem der var for eller imod. For at gøre processen endnu mere uigennemskuelig træffes mange afgørelser med "kvalificeret flertal", hvilket blot betyder, at de mindre lande ikke har samme vægt som de mere befolkningsrige. Kun undtagelsesvis tillades de enkelte lande en vetoret, det vil sige at stoppe beslutninger, som går imod deres interesser. ==== ''Valgsvindel'' ==== Demokratiske valg undergraves ved raffinerede former for valgsvindel, ikke mindst ved brug af maskiner både ved selve valghandlingen og efterfølgende ved stemmeoptællingen. Eksempler på dette kendes fra fx. præsidentvalget i USA i 2020 og valget i Sydkorea samme år. Den opfindsomhed, som blev udvist ved præsidentvalget i USA og som blev afsløret undervejs, er mildest talt forbløffende: stemmer blev "elektronisk flyttede" fra en kandidat til den anden af de maskiner, som skulle registrere eller optælle stemmerne, hvilket afslørede sig som pludselige fald i stemmer under optællingen på valgnatten for den ene kandidat, Donald J. Trump. Der blev opstillet ukontrollerede stemmebokse for brevstemmer, som beviseligt blev "fodret" med diskutable brevstemmer, ofte i stakkevis og af een og samme person. I nogle stater nægtede valgkommissionen almenheden adgang til at følge stemmeoptællingen og satte endda skodder for vinduerne for at skjule, hvad der foregik. På valgnatten blev stemmeoptællingen afbrudt i flere nøglestater, da den ene kandidat - Donald J. Trump - så ud til at vinde og med en klar overvægt endda på flere hundrede tusinde stemmer, men næste morgen og i de efterfølgende dage fremkom der mirakuløst "nye" stemmer, som "vendte" resultatet i de pågældende stater. I mindst et tilfælde stoppede stemmeoptællingen på valgnatten, og da alle havde forladt optællingslokalet, vendte nogle få optællingsansvarlige tilbage og fremdrog kasser med falske stemmer fra deres gemmesteder under forhængsdækkede borde; de blev kun afsløret, fordi de interne sikkerhedskameraer i bygningen fungerede og filmede svindleriet. I flere stater blev adgangskoden (password) til tællemaskiner "lækket" således, at hackere kunne manipulere med maskinerne, hvilket skete. Og så var der svindleriet med brevstemmerne i Pennsylvania. I staten Pennsylvania blev "optalt" flere brevstemmer, end der overhovedet var udsent! Ifølge officielle oplysninger var der blevet udsendt 1.828.148 brevstemmer, hvoraf 1.462.302 blev returnerede. Men staten "optalte" 2.589.242 brevstemmer svarende til 142% eller 1.126.940 flere end der eksisterede. Af officielle oplysninger fremgik, at nogle brevstemmer var "returnerede" allerede ''inden'' at de var udsendt eller ''samme dag'' som de var udsendt. 300.000 brevstemmer var ikke registrerede som værende "behandlede" af de ansvarlige for brevstemmer osv. De mange imaginære brevstemmer blev tilføjet i puljer. I een sådan pulje omfattende i alt 570.000 "stemmer" fik Biden 99,44% af dem og Trump blot 0,56% af dem. Selv ikke det mest udtalte "blå" distrikt i Californien kunne udvise en lignende skævhed i stemmefordelingen. Den omfattende valgsvindel førte til, at Joe Biden blev erklæret "vinder" med et rekordhøjt antal stemmer til trods for, at han dårligt nok havde ført en valgkampagne (han førte kampagne "fra kælderen", hvor han sov det meste af tiden; det giver udtrykket at "komme sovende til sejren" en helt ny mening), men en simpel kontrol vil vise, at regnestykket ikke gik op: officielt var der 212 millioner stemmeberettigede hvoraf 66,2% havde stemt. Det giver 140.344.000 stemmer. Ifølge officielle stemmetal have Trump fået 74 millioner stemmer, det vil sige at Biden på ingen måde kunne få mere end 66 millioner stemmer. Alligevel blev hans "officielle" stemmetal 81 millioner stemmer, hvilket sandsynligvis afspejler omfanget af den begåede valgsvindel. I Sydkorea viste filmoptagelser af tællemaskiner, at uudfyldte sedler blev medtalt som stemmer for det vindende parti. I Estland har eet parti, ''Reformierakond'', formået at opnå omkring 5% flere stemmer på valgdagen, end der var udsigt til, at det ville få ved meningsmålinger lavet lige før og efter valget. Ligeledes i Estland viste undersøgelser, at især pensionister, der ønskede at stemme på valgdagen, fik oplyst, at de ''allerede havde stemt elektronisk'' med deres ID-kort, skønt dette ikke var tilfældet. Påfaldende nok var det netop pensionister over 70 år dem, som ''angiveligt'' har brugt elektronisk stemmeafgivning mest, som om at netop de er på forkant med den elektroniske udvikling, og ikke fordi at de kunne forventes at være mindre valgaktive. Ved det amerikanske midtvejsvalg i 2022 blev det konstateret, at valgmyndigheder i en række stater udsendte beskeder til ikke-borgere med opfordring til, at de ''ulovligt'' lod sig registrere som vælgere. Fra de samme valgmyndigheder udgik ved hjælp af sporing af stemmesedler til registrerede partimedlemmer opfordringer til at stemme igen, selvom de allerede havde stemt. Den ansvarlige leder nægtede at drage konsekvenser af svindelen. Ved det amerikanske præsidentvalg i 2024 blev der også konstateret adskillige eksempler på valgsvindel. Således i staten Kentucky, hvor en stemmemaskine ''automatisk'' flyttede en stemme på Trump til en stemme på Harris uanset hvor mange gange, vælgeren forsøgte at rette det. I staten Michigan viste en kontrol, at 114.545 vælgere havde stemt i alt 280.000 gange. I eet tilfælde forekom samme vælgeridentitetskode 30 gange, hver gang med forskellige adresser! Kun den omstændighed, at historien blev "lækket" til offentligheden af Republikanere forhindrede valgmyndighederne i at medtælle de "dobbelte" stemmer. I Bucks County i staten Pennsylvania besluttede myndighederne ensidigt at ''forkorte'' muligheden for at stemme ved at møde op med tre og en halv time med begrundelsen, at det var "en lang og besværlig proces"! Vælgere, der stod i kø, blev simpelthen nægtet retten til at stemme. Disse eksempler blev forevist og dokumenteret af Kim Iversen, en af USA's meningsdannere på ''YouTube''. Yderligere har der været tilfælde af, at folk uden stemmeret er blevet optaget på stemmelisten i staten Virginia, og da denne svindel blev opdaget, forsøgte myndighederne at forhindre guvernøren i at fjerne dem fra listen igen. Det krævede en hastebehandling i den amerikanske højesteret, ''Supreme Court'', at få dette forsøg på valgsvindel stoppet. I staten Pennsylvania opdagede myndighederne, at der var ansøgt om at få tilsendt stemmekort til folk, der ikke kunne stemme på valgdagen, hvilke kunne være blevet omsat i forfalskede stemmer. Befolkningen er i voksende grad blevet opmærksom på den organiserede valgsvindel i USA. I en meningsmåling fra ''Rasmussen Report'', et af de mere betydningsfulde meningsmålingsfirmaer i USA, blev vælgerne spurgt om de mente, at valgmyndigheder havde muliggjort valgsvindel. Hertil svarede 49% ja, 27% nej og 22% ved ikke. På et spørgsmål, om valgmyndigheder blev straffede for konstateret valgsvindel svarede 26% meget sandsynligt, 22% muligvis, 31% næppe, 14% overhovedet ikke og 8% ved ikke. På et tillægsspørgsmål om, hvad straffen burde være, svarede 22% at de burde fyres og forhindres i at besidde offentlig embeder, 9% bødestraf, 19% fængselsstraf, 43% alle tre strafformer, 2% dødsstraf mens 6% var usikre. Der er således en klart tilslutning til, at valg bør være fair og demokratiske, og at valgsvindel er uacceptabelt. Men der er andre måder at manipulere med valgresultater på. Som et illustrativt eksempel kan vælges det franske parlamentsvalg i 2024. Der var parlamentsvalg i Frankrig i 2 omgange. Lad os først se på stemmeresultatet: {| class="wikitable" |+ Stemmefordeling |- ! Parti !! stemmer 1 runde !! stemmer 2 runde |- | Nye Folkefront || align=right |9.042.485 (28.21%) || align=right |7.040.198 (25.81%) |- | Ensemble (Macron) || align=right |6.820.446 (21.28%) || align=right |6.692.358 (24.53%) |- | National Samling || align=right |10.647.914 (33.21%) || align=right |10.110.079 (37.06%) |- | Republikanere || align=right |2.106.166 (06.57%) || align=right |1.474.721 (07.19%) |} Man ville have forventet, at stemmefordelingen ville afspejle sig i mandatfordelingen, men dette er ikke tilfældet. Mandatfordelingen ser således ud: {| class="wikitable" |+ Mandatfordeling |- ! Parti !! 1 runde !! 2 runde !! mandater ialt |- | Nye Folkefront || 32 || 150 || align=right |182 (31.5%) |- | Ensemble (Macron) || 2 || 166 || align=right |168 (29.1%) |- | National Samling || 38 || 105 || align=right |143 (24.8%) |- | Republikanere || 1 || 44 || align=right |45 (07.8%) |- | Ialt || - || - || align=right |577 (100%) |} Der ses bort fra mindre partier, løsgængere og lignende. Man ser straks, at National Samling er klart underrepræsenteret og de øvrige partier alle er overrepræsenterede. Hvis National Samling havde fået samme andel af mandaterne som af stemmerne, ville det have 214 mandater, det vil sige at partiet er underrepræsenteret en trediedel! Folkefronten fik 182 mandater men burde efter stemmefordeling kun have haft 149, en overrepræsentation på 22%! Til sammenligning fik Ensemble 168 mandater men burde efter stemmefordeling kun have haft 141, en overrepræsentation på 19%. Forklaringen ligger i det franske valgsystem: i første runde vælges kun de kandidater, der får over 50% af stemmerne. I anden runde er der 3 kandidater. Men i og med at Folkefronten (kommunister m.fl.) og de liberale i over 200 valgkredse enedes om en fælles kandidat, kunne de "flytte" flertallet i 2. runde til deres kandidat. Set ud fra et demokratisk standpunkt er dette aldeles uholdbart: et parlament, der på ingen måde repræsenterer folkets stemme. I den henseende minder det om det britiske parlament, omend knapt så skævt (men ikke meget). Interessant er, at de forskruede valgsystem begrundes med, at det skaber "stabilitet", fordi de ledende partier overrepræsenteres. Det var korrekt i gamle dage, da konservative og socialister dominerede, men ikke nu, hvor begge disse partier er reduceret til intet. Det er senere blevet begrundet med, at det holder "det yderste højre" tilbage. Men nu er skævvridningen omvendt: det yderste "venstre" er nu kraftigt overrepræsenteret! Det engelske valg, der ligeledes hviler på flertalsvalg i enkeltmandskredse, gav 2024 et endnu mere skævvredet udfald. Her fik Reform UK 4 millioner stemmer men kun 5 pladser svarende til 800.000 stemmer pr. plads, mens Labour vandt valget med ca. 9 millioner stemmer men over 400 pladser svarende til 23.000 stemmer pr. plads! Det er indlysende, at når mandatfordelingen på ingen måde afspejler stemmefordelingen, så mister befolkningen tilliden til hele valgsystemet. Men det er karakteristisk for den måde, meritokratiet mener sig berettiget til at "redde demokratiet" på. ==== ''Folkemord'' ==== Blandt Frankfurterskolens mange absurde tankespind står også en regulær dødsdrift.<ref name="KS 1979 295"/> Et grotesk udslag af denne tankegang er legitimeringen af mord, ikke mindst på de svageste i samfundet: dels de endnu ufødte børn (abort eller svangerskabsafbrydelse), dels ældre og syge (selvmordshjælp). Også overlagte mord finder sted i form af fx abort. Til trods for, at der siden 1970 har eksisteret flere metoder til at undgå uønsket graviditet fx i form af p-pillen (der endda kan anvendes med "tilbagevirkende" kraft i 1-2 døgn efter samleje), spiralen, pessaret og kondomet, har demokratiske stater nu lovliggjort svangerskabsafbrydelser udført af staten. For fx Danmarks vedkommende svarer antallet af disse mord på ufødte børn til omkring 20% af den samlede befolkning (når der ses bort fra indvandring). I den totalitære propaganda fremstilles disse graviditetsmord som "kvinders ret til at bestemme over deres egen krop" som om, at deres ufødte børn ingen rettigheder har. På samme måde er der stillet forslag om at lovliggøre offentlig "aktiv dødshjælp" til selvmord. Holland var det første land, som lovliggjorde en sådan praksis. Muligvis inspireret af udviklingen i kommunist-kina har flere meritokratiske samfund i stigende grad tilladt fx. organtransplantation. Det sker med henvisning til, at det kan "redde liv". Naturligvis kan et menneske beslutte at tillade, at dets organer kan tillades "doneret" til transplantation efter hans eller hendes død, men det bliver yderst problematisk, når folk tvinges til at ofre deres organer i levende live eller, som i Kommunistkina, bliver myrdet for at levere organer til det nationale og internationale transplantationsmarked. Herved er mennesker blevet reducerede til et biologisk lager af reservedele for de velhavende. Fra Holland foreligger historie om, at en læge besluttede at aflive en sindssyg person, som protesterede imod at skulle dø, fordi denne tidligere i livet havde givet tilladelse til "medlidenhedsdrab". ==== ''Undergravede borgerrettigheder'' ==== En forudsætning for, at mennesker kan omdannes til "biologisk reservedelslager", hvis liv og død myndighederne kan behandle vilkårligt, er, at de ingen menneskerettigheder har. Her står meritokratiet over for et stort problem, fordi de fleste lande har underskrevet den såkaldte "FN's menneskerettighedserklæring" af 1948, der netop tildeler dem sådanne rettigheder. Endvidere har de fleste lande en grundlov, hvor borgerrettigheder er indskrevet. For at omgå disse erklæringer og undergrave disse rettigheder må meritokratiet tænke kreativt. Fremgangsmåden synes at være at tilføje nye, særlige betingelser for, at disse rettigheder fortsat skal være gældende. Dette kan fx ske ved at stille krav om særlige dokumenter, som myndighederne udsteder, og som den enkelte borger skal være i besiddelse af for, at denne kan nyde de ellers lovsikrede rettigheder. I mange tilfælde er der tale om dokumenter, som borgeren skal erhverve sig for at kunne udføre bestemte former for virksomhed. Således kan diplomeksamen være en betingelse for udøvelse af bestemte næringsveje, der stiller krav om særlig faglig indsigt. Svendebreve og akademiske eksaminer findes derfor i de fleste lande. Ligeledes er det gjort til et krav, at førere af køretøjer er i besiddelse af kørekort, hvilke endda kan gradueres efter den bestemte type af køretøj fx motorcykel, personbil, bus, lastbil osv. På lignende måde har stort set alle lande siden 1. verdenskrig haft krav om besiddelse af et pas for at rejse over statsgrænser. Men fælles for de nævnte tilfælde er, at der er tale om tillægskrav for at opnå tillægsrettigheder til de ved grundlov fastsatte. Siden årtusindskiftet har myndigheder i stigende grad udviklet en tankegang, der stiller krav om yderligere tillægskrav oven i dem, der allerede var gældende. I nogle tilfælde får disse tillægskrav en karakter, der gør borgeren ekstra sårbar over for myndighederne, fordi disse kan nægte at udstede de pågældende dokumenter med mindre, at borgeren bøjer sig for diktatoriske krav. Fx kan rejsevirksomhed gøres betinget af besiddelsen af et vaccinepas med dokumentation for, at den rejsende er vaccineret på bestemt måde. I andre tilfælde afskaffes brugen af kontant betaling, hvilket indebærer, at borgeren skal være i besiddelse af et bankkort og dermed er underkastet bankens særlige krav. Der er eksempler på, at banker har lukket eller forsøgt at lukke bankkonti og kreditkort udelukkende af politiske, altså ikke af finansielle, årsager. Særligt alvorlig er undergravelse af retssikkerheden. Retten til at kunne forsvare sig mod anklager i en retssag regnes som den mest grundlæggende borgerret overhovedet. Men denne ret blev undergravet i en retssag imod Mogens Glistrup i år 2000. Glistrup havde udtalt sig nedsættende om migranter og blev derfor anklaget for "hadtale". Glistrup henviste til internationale forskningsundersøgelser, der understøttede hans udsagn. Men Højesteret besluttede, at Glistrup ikke måtte fremlægge disse forskningsundersøgelser som en del af sit forsvar, fordi at disse kunne opfattes som negative i deres beskrivelser og konklusioner over for migranter. Det vil sige, at man ''nægtede ham retten til at forsvare sig'', fordi man ikke brød sig om forsvaret. Følgen var, at Glistrup blev ulovligt dømt af Højesteret. Denne praksis gav anledning til megen medieomtale. Men den fandt støtte hos ingen anden end rigsadvokaten. I ''Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011'' (14. september 2011) J.nr. RA-2010-609-0080: "Behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6" hedder det blandt andet: "''Det bemærkes, at anklagemyndigheden under straffesagens behandling i retten bør modsætte sig et eventuelt krav fra tiltalte om at føre bevis for rigtigheden af f.eks. beskyldninger om grov kriminalitet. Der vil i den forbindelse kunne henvises til U2000.2234H, hvor Højesteret tilkendegav, at der ikke havde været grundlag for at give tiltalte adgang til den ønskede bevisførelse, der bl.a. havde til formål at godtgøre, at tiltaltes udtalelser hvilede på videnskabelige undersøgelser.''"<ref> [http://www.rigsadvokaten.dk/media/RM_2-2011.pdf ''Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011'' (14. september 2011) J.nr. RA-2010-609-0080: "Behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6"] s. 7 linje 21-25</ref> Videre skriver Rigsadvokaten: "''Strafbarheden afhænger ikke af, om den pågældende gruppe rent faktisk har følt sig truet, forhånet eller nedværdiget. Strafbarheden beror på en generel vurdering af, om de relevante udsagn i den konkrete sammenhæng kan anses for egnede til at fremkalde frygt (trusler) eller virke forhånende og/eller nedværdigende.''" Om udsagn er strafbare eller ej afhænger altså af en vurdering af, om de kan ''forventes'' at have en bestemt effekt – og ikke af, om de konkret har haft en sådan effekt. Men vigtigere er, at Rigsadvokaten i skrivelsen direkte har ''opfordret'' til, at retsvæsenet ''nægter'' en anklaget retten til at forsvare sig! Senere blev samme praksis anvendt i den såkaldte Dragsdal-sag. Peter Dragsdal var utvivlsomt en sovjetisk påvirkningsagent, som under Den kolde Krig påvirkede politikeres og offentlighedens holdninger til støtte for Sovjetunionen. Da den Kolde Krig var afsluttet, foretog historikeren Bent Jensen en undersøgelse af Forsvarsministeriets og politiets efterretningstjenester, og her dukkede Peter Dragsdal op som påvirkningsagent. Da Bent Jensen nævnte dette i sit forskningsarbejde, blev han anklaget for persontilsvining af Peter Dragsdal. Han ønskede da at i retten fremlægge det materiale, som han havde fundet i efterretningstjenesternes arkiver, men blev nægtet dette med henvisning til, at arkivernes indhold stadig var hemmelighedsstemplede. End ikke "for lukkede døre" ville retten tillade ham at fremlægge det materiale, han ønskede som led i sit forsvar. Følgelig blev han dømt i en parodi af en retssag. Mens retten til at forsvare sig i en retssag tidligere ansås som en menneskeret, har man nu tilføjet en ekstra betingelse om, at retten til enhver tid kan nægte den anklagede denne ret med henvisning til domsmyndighedens personlige holdning til bevismaterialet. Retssikkerheden er derved blevet undergravet til trods for Grundloven og Menneskerettighedserklæringen. Endnu mere grotesk er det, at ubehagelige ''kendsgerninger'' nu kan afvises som "ugyldige" i en retssag. Ved sådanne tiltag undergraves borgernes rettigheder. Borgerne er ikke længere frie i deres valg eller med ret til at have bestemte meninger men bliver underkastet censur og gøres til slaver under myndighederne. I værste og grelleste fald ender de som fredløse uden reelle rettigheder. ==== ''Chip-slaveri og misbrug'' ==== Da angrebet på ''World Trade Center'' fandt sted i 2001, var der folk, som havde udtænkt planer for hvordan befolkninger kunne omdannes til ''chip''-slaver. Ideen var kort sagt den, at alle mennesker skulle have indplantet en ''chip'' i kroppen. Takket være denne ville de altid være under observation og aldrig kunne nyde privatlivets fred. Chippen skulle kunne forsynes med oplysninger om fx helbredsoplysninger og om økonomiske forhold. Kun bagmændene bag systemet ville have kontrol med chippen og de oplysninger, som den indeholdt. Blev en person for besværlig, kunne man bare "lukke for chippen", som det blev sagt. Så ville personen ikke længere være registreret som menneske. Der kom ikke noget ud af planen den gang. Ganske vist accepterede nogle få at få en ''chip'' indplanteret, men systemet blev ikke nogen succes. Dette betød ikke, at bagmændene opgav ideen, blot ventede man på en bedre lejlighed til at gennemføre den. ==== ''WHO og covid-19'' ==== I starten af 2020 udbrød en verdensomspændende epidemi kendt som covid-19. Den stammede fra et kinesisk laboratorium i Wuhan, som havde arbejdet med genetiske eksperimenter - sandsynligvis for at skabe et biogenetisk våben. Forskningen var delvist finansieret af USA, idet præsident Barack Obama havde forbudt denne type af forskning i USA. Ved at finansiere forskningen i et kinesisk laboratorium kunne medicinere omgå det udstedte forbud. Finansieringen var naturligvis også ulovlig, og for at skjule hvad der skete, skete det via en særlig organisation, ''Eco Health Alliance'', som først fik pengene fra de amerikanske myndigheder og der efter videreformidlede dem til det kinesiske laboratorium. Det amerikanske mål med forskningen var at skabe en epidemi, som efterfølgende krævede en vaccine, og medicinere ønskede netop at tjene penge på salg af denne vaccine. Ingen ringere end lederen af USA's sundhedsmyndigheder, Antoni Fauci, stod bag denne plan. Da epidemien brød ud, blev det hævdet, at den skyldtes smitte på et ferskvaremarked. Det lykkedes dog ikke at udpege nogen mulig smittekilde. Ret hurtigt blev opmærksomheden rettet imod laboratoriet, men lederen af ''Eco Healt Alliance'', Peter Daszak, fik en række medicinere til at erklære, at det måtte være usandsynligt, at virussen stammede fra laboratoriet. I månedsvis forsøgte man at kvæle ethvert forsøg på at diskutere oprindelsen nærmere, og de kommunistkinesiske myndigheder nægtede at tillade en nærmere undersøgelse på stedet i over et år. WHO (''World Health Organization'') var oprindeligt blevet oprettet for at stoppe sådanne epidemier, men WHO reagerede ved hverken at besøge Wuhan eller på anden måde foretage sig noget for at stoppe epidemien. Tværtimod frarådede man i begyndelsen enhver begrænsning i rejsevirksomhed, hvorfor epidemien fik lettere ved at sprede sig. Først da epidemien havde fået et globalt omfang, begyndte man at foreslå nedlukninger og isolation samt brug af beskyttelsesmasker. Det fortjener at blive nævnt, at de samme myndighedspersoner, som foreslog eller gennemførte sådanne nedlukningstiltag, ikke selv overholdt dem. Det gælder således medlemmer i den britiske regering, der afholdt lukkede fester, Californiens guvernør Garry Newsom, som med venner og familie spiste på en nedlukket restaurant, lederen af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, der tilkaldte en frisør, og rådgivere i staten New York, der selv på samme tid, hvor nedlukningen af staten blev praktiseret over for alle andre indbyggere og med hårde straffe mod lovbrydere, afholdt hemmelige narko-sex fester i offentlige kælderlokaler. Dette blev 4 år efter afsløret af en af deltagerne, lægen Jay Varma. Senere, da de første vacciner blev udviklede, anbefalede man obligatorisk krav om vaccination og dertil hørende vaccinationstest for alle rejsende, i strid med menneskerettighederne. Det viste sig snart, at vaccinerne langt fra var så effektive, som først antaget, og befolkningerne rundt om i de enkelte lande udviklede i stedet naturlig resistens (fraset dem, der direkte døde af virussen). WHOs håndtering af epidemien var en skandale, men endnu værre var det, der fulgte: så snart, at epidemien var ovre på grund af naturlig resistens, foreslog WHO, at man fremover skulle have uindskrænket ret til at pålægge alle medlemslandes befolkninger at lade sig vaccinere ved fremtidige epidemier, og at der skulle indføres et obligatorisk "vaccinepas". Forslaget er et udslag af covid-19 katastrofen, men konklusionen er den stik modsatte: hvor det var kritikerne, der havde ret m.h.t. dens oprindelse i Wuhan, ineffektiviteten af de restriktioner, som blev sat i værk (nedlukning, brug af masker mv) samt de vacciner, som folk blev påtvungne, selv om de ikke virkede (folk blev syge alligevel), så vil WHO nu indføre en ny verdensorden, hvor den alene og uden at stå til regnskab for sine beslutninger, kan diktere verdens lande, at de skal påtvinge sine befolkninger bestemte "vacciner". Til ovenstående må tilføjes endnu et aspekt, måske det mest alvorlige af alle: da covid-epidemien udbrød, viste det sig hurtigt, at den nye virus for 78% vedkommende var identisk med SARS-1 virussen omtrent 20 år tidligere. Og lægerne vidste, at ''hydroxychloquine'' var en vaccine, som effektivt havde bekæmpet denne epidemi. Det var derfor ikke mærkeligt, at læger rundt om i verden gjorde forsøg med at bruge samme vaccine på den nye virus. I april 2020 indledte USA ''National Institutes of Health'' (NIH) et forsøg med vaccinen.<ref>"Outcomes Related to COVID-19 Treated With Hydroxychloroquine Among In-patients With Symptomatic Disease (ORCHID)" (''ClinicalTrials.gov'')</ref><ref>"The Efficacy of Different Anti-viral Drugs in COVID 19 Infected Patients" (''ClinicalTrials.gov''). clinicaltrials.gov</ref> Få dage efter, den 22. maj 2020 blev der offentliggjort en artikel i det engelske tidsskrift ''The Lancet'', som påstod, at af 14.888 patienter med covid-19, som fik klorokin eller ''hydroxychloquine'', steg dødeligheden hos dem som anvendte vaccinen i forhold til referencegruppen.<ref>Mandeep R. Mehra; Sapan Desai; Frank Ruschitzka; Amit N Patel (2020). : "Hydroxychloroquine or chloroquine with or without a macrolide for treatment of COVID-19: a multinational registry analysis" (''The Lancet'')</ref> Den 27. maj valgte de franske myndigheder at forbyde vaccinen som middel mod covid-19.<ref>Elisa Braun: "France bans use of hydroxychloroquine to cure coronavirus". ''POLITICO''</ref><ref>"''Décret n° 2020-630 du 26 mai 2020 modifiant le décret n° 2020-548 du 11 mai 2020 prescrivant les mesures générales nécessaires pour faire face à l'épidémie de covid-19 dans le cadre de l'état d'urgence sanitaire''"</ref> Da en række læger internationalt offentliggjorde faglig tvivl om artiklens påstand, og det den 4. juni blev det klart, at forfatterne til artiklen i ''The Lancet'' ikke ville eller kunne fremlægge beviser for deres påstande, blev artiklen trukket tilbage.<ref>Piller, Charles; ServickJun. 4, Kelly; 2020; Pm, 5:30 (4. juni 2020). "Two elite medical journals retract coronavirus papers over data integrity questions". (''Science'')</ref> Dagen før fremkom der et amerikansk studie af ''hydroxychloquine'', som hævdede, at det ikke havde nogen forebyggende effekt mod covid-19.<ref>Boulware, David R.; Pullen, Matthew F.; Bangdiwala, Ananta S.; Pastick, Katelyn A.; Lofgren, Sarah M.; Okafor, Elizabeth C.; Skipper, Caleb P.; Nascene, Alanna A.; Nicol, Melanie R. (3. juni 2020). "A Randomized Trial of Hydroxychloroquine as Postexposure Prophylaxis for Covid-19". ''New England Journal of Medicine''. 0. 0: null. ISSN 0028-4793</ref> Den 4. juni fremkom et britisk studie, som påstod, at ''hydroxychloquine'' ikke havde nogen sundhedsmæssig virkning på covid-19 patienter, og som følge heraf blev brugen af medicinen på britiske patienter stoppet.<ref>Boulware, David R.; Pullen, Matthew F.; Bangdiwala, Ananta S.; Pastick, Katelyn A.; Lofgren, Sarah M.; Okafor, Elizabeth C.; Skipper, Caleb P.; Nascene, Alanna A.; Nicol, Melanie R. (3. juni 2020). "A Randomized Trial of Hydroxychloroquine as Postexposure Prophylaxis for Covid-19". ''New England Journal of Medicine''. 0. 0: null. ISSN 0028-4793</ref> Hvis man ser nærmere på dette forløb, tegner der sig et alvorligt billede af faglig svindel og endda korruption. Det må stå klart, at hvis ''hydroxychloquine'' havde vist sig at være et effektivt lægemiddel, så ville medicinalbranchen ikke kunne tjene milliarder på at udvikle en ny medicin i stedet, og den ville ikke få offentlig støtte til et sådant forskningsarbejde. Det synes klart, at der var tale om en bevidst korrupt handling alene med det formål først at hævde en skadelig effekt, og da denne løgn måtte trækkes tilbage (uden at offentligheden fik dette at vide), så fremsatte man en ny og lige så løgnagtig påstand om, at vaccinen ikke havde nogen effekt for derved at stoppe de igangværende forsøg, der ellers netop da tegnede lovende. Hele forløbet ikke blot antyder faglig korruption men også at målet var for bestemte grupper at tjene penge på den nye virus. Men det undergraver derved tilliden til hele den medicinske forskning og til de tidsskrifter, som formindler forskningsmæssige resultater. ====''Tvangsvaccinering'' ==== Slaveri kan tage mange udtryksformer. Således blev i forbindelse med og efter udbruddet af covid-19 i de fleste lande indført påtvungen brug af masker, påtvunge "nedlukninger" af samfundet i ugevis og påtvungen vaccinering af befolkningen, herunder i form af vaccine-attester, til trods for, at ingen af disse overgreb havde nogen dokumenteret virkning med hensyn til smittespredning. Tværtimod har det vist sig, at "vaccinerne" har været fulgt af betydelige bivirkninger, der har påført tusinder af mennesker midlertidige eller vedvarende lidelser og i nogen tilfælde har ført til en sandsynlig overdødelighed på omkring 8-10% af de vaccinerede og ofte unge, ellers sunde mennesker. Ikke desto mindre forekommer forsøg på fra WHOs side til at gøre sådanne tiltag, der hidtil var anbefalinger, som hver enkelt stat kunne vælge at følge eller ej, til tvungne ordninger, hvis ibrugtagen kan besluttes af ikke-folkevalgte "eksperter" i WHO og uden, at der er nogen reel kontrol med eventuel misbrug af denne magt fx. over for personer, som ytrer sig kritisk om WHOs uansvarlige håndtering af covid-19 krisen. Derved undergraves menneskers ret til selv at beslutte over deres egen krop og sundhedssikkerhed, de reduceres til slaver for og af staten. Det hører med til billedet, at 80% af WHOs budget kommer fra en organisation, der har til formål direkte at promovere afsætningen af medicinalvirksomheders tvivlsomme produkter. Det er så stinkende åbenlys en korruption, at det er ubegribeligt, at det overhovedet får lov til at finde sted. Men det bliver værre endnu. USA og andre lande har i mange år haft et omfattende stofmisbrugerproblem. Af en undersøgelse af USA's stofmisbrugerproblems historie kom det frem, at adskillige stoffer, som nu er på forbudslister, oprindeligt faktisk blev promoveret som medicinske midler. Det gælder fx morfin og heroin. Således blev de symptomer, som soldater fik efter misbrug af morfin under og efter den amerikanske borgerkrig 1861-5 betegnet som "soldatersyge", og senere blev heroin solgt lovligt som smertelindrende vaccine. Et tredie produkt, oxycodone, kom senere på markedet. Dette fører til den mest uhyggelige konklusion: i fremtiden kan et lignende produkt blive påtvunget verdens befolkninger som "vaccine" mod denne eller hin epidemi af WHO. Hvad forhindrer det? Intet. Det er ubegribeligt, at alverdens regeringer ikke har meddelt WHO, at man under ingen omstændigheder vil finde sig i denne diktaturpolitik. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at brugen af sådanne euforiske stoffer er velkendte i brug fra adskillige diktaturer i historien: Nazi-Tyskland, Sovjetunionen samt Nordkorea blot for at nævne nogle få eksempler. I ældre tid havde mennesker måske den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de var i færd med at gøre. De troede måske oprigtigt, at deres vacciner hjalp patienterne. Efter 150 års erfaringer gælder denne undskyldning ikke længere. Nu kender man effekterne, og, som eksempelvis det amerikanske firma "Purdue" har vist, kan en målrettet kampagne for at promovere et bestemt afhængighedsskabende produkt være en bevidst strategi for medicinalfirmaer, der ønsker større omsætning. ==== ''Narkomani'' ==== Som en særlig form for slaveri må nævnes stofmisbrug. Problemet ved de euforiserende stoffer er, at mennesker gøres afhængige af dem, både mentalt og biokemisk. Mentalt sker det ved, at hjernen og dermed den sunde fornuft ødelægges således, at mennesker ikke længere forstår, hvad der sker med dem. Biokemisk sker det ved, at kroppen vænnes til at modtage doser af giftstoffer og til sidst reduceres til en omvandrende giftlosseplads, indtil den dag, hvor kroppen opgiver på grund af en "overdose". Påfaldende nok er denne form for giftslaveri i mange tilfælde blevet forsvaret og endda retsligt implementeret i form af såkaldte "sprøjterum", hvor giftslaven på statens regning kan få sine doser af giftstof. Indirekte fremmes denne udvikling dels ved at "afkriminalisere" mindre mængder af giftstoffer, dels ved at undlade at straffe narkoproducenter og narkohandlere. Udviklingen er i visse tilfælde gået så vidt, at selv medicinalfirmaer har gjort det til en profitabel forretningsmodel at fremstille og sælge afhængighedsskabende stoffer, der sælges som "smertedræbende medicin", skønt det ret beset er narkotika. I 1950-erne og senere har de amerikanske efterretningstjenester udført ulovlige biokemiske eksperimenter for at undersøge mulighederne for med stoffer at kontrollere personers opførsel og verdensopfattelse. Projektet er kendt under navnet "''MK Ultra''". Reelt er der tale om at udnytte euforiserende stoffer for at gøre mennesker til mentale slaver. Efter sigende har disse planer deres oprindelse i psykoanalysen, der udviklede planer om behandling af frustrationer med ''psykofarmaka'' (det vil sige psykokemiske produkter). Fra at have været et ''hjælpemiddel'', der skulle hjælpe psykisk syge mennesker, er moderne psykofarmaka udviklet til at være et ''våben'' for myndighederne i deres undertrykkelse af befolkningen. Det er den fagre nye verden, som venter os, hvis ikke politikerne nu tager sig sammen og siger "nej" en gang for alle. Det bliver nok det mest modbydelige diktatur, som verden nogensinde har set og vil komme til at se. Og det forsøges gennemført i ''vores'' levetid! ==== ''Voldtægter og sexslavehandel'' ==== Til Frankfurterskolens pseudovidenskabelige principper hører seksuel perversitet. Inspireret af kvaksalveren Sigmund Freud, den såkaldte psykoanalyses grundlægger<ref name="KS 1979 294">Schnack 1979, s. 294</ref>, formulerede man en teori gående ud på, at mennesket foruden økonomisk undertrykkelse også kan opleve "seksuel undertrykkelse", og at revolutionær frigørelse også indebærer frigørelse fra begrænsninger i seksuel opførsel, de såkaldte ny-freudianske skoler.<ref name="KS 1979 301">Schnack 1979, s. 301</ref> Dette indebærer, at man reelt legitimerer pornografi, voldtægt, prostitution og seksuelt misbrug af børn. Men tankegangen rækker langt videre: den indebærer, at alt, hvad der er videnskabeligt muligt, også skal være tilladt ubunden af etik eller medmenneskelige hensyn. Her er etik afløst af sociopati og psykopati, og meritokrater mener, at fordi at de har et eksamensbevis eller lignende, der kvalificerer dem på et bestemt område, har de også ret til at beslutte alt inden for dette område uden hensyn til følgerne for de mennesker, det går ud over. Freuds psykoanalytiske metoder er blevet vurderet som stærkt tvivlsomme. Allerede i 1920 offentliggjorde den danske læge August Wimmer en artikel, "''Om Psykoanalyse''", hvori han stærkt advarer imod Freuds ensidige "graven efter sexuelle Komplexer"<ref name="JVK 2008 96f">Kragh 2008, s. 96-97</ref>, brugen af hypnose blev oplevet som problematisk af Freuds kollega, Joseph Breuer,<ref name="JVK 2008 161">Kragh 2008, s. 161</ref> og den danske psykiater Joseph Welner skrev i 1980 blandt andet om psykodynamiske opfattelser: "''Hvis man stiller dem over for naturvidenskabelige krav om verifikation og falsifikation, vil de nok komme til kort.''"<ref name="JVK 2008 164">Kragh 2008, s. 164</ref> og metoden regnes ikke som en del af psykiatrien.<ref name="JVK 2008 168">Kragh 2008, s. 168</ref> I USA men også i Europa er voldtægter og sexslavehandel et stigende problem. I USA fremkom problemet med den såkalde "''me too''"-bevægelse, der især rettede opmærksomheden mod voldtægter og seksuelle overgreb mod kvinder i Hollywood. Flere præsidenter, således Bill Clinton og Joe Biden, har været indblandede i sådanne sager. Blandt de prominente misbrugere er bl.a. skuespillerne Bill Cosby og Kevin Spacey. Senere fik seksuelle overgreb mod mindreårige opmærksomhed ved den såkaldte Epstein-sag, der afslørede, at adskillige prominente personer var indblandede i sådanne overgreb. Men myndighederne har ikke villet offentliggøre de fortegnelser over medvirkende, som den pædofile Jeff Epstein førte over sine kunder og klienter, og disse er stort set ikke blevet retsforfulgte for deres ugerninger. Flere såkaldte modelbureauer har været indblandede i sexslavehandel blandt andre "Elite" under ledelse af Gerald Marie. En anden central person i denne virksomhed var Jean-Luc Brunel. Begge havde forbindelser til Epsteins virksomhed. Også amerikansk militær udstationeret i Østeuropa har været anklagede for børnemisbrug, således i Rumænien, det samme gælder såkaldte "adoptivbureauer". Men endnu er det kun toppen af isbjerget, der er kommet til offentlighedens kendskab. I USA synes især folkeskoler at tiltrække perverse folk, og flere skolelærere er blevet dømt for at have haft seksuelle forhold med mindreårige. Påfaldende er, at det især er midaldrende kvinder, der har seksuelle forhold med drenge. I filmen "''Sound of Freedom''" fra 2023 er der blevet rettet opmærksomhed mod den sexslavehandel med børn, som foregår i Caribien, Latinamerika, Asien og USA. Betegnende nok har adskillige medier forsøgt at blokere for at filmen vises eller forsøgt at miskreditere den. Ifølge en opgørelse er 320.000 børn smuglet over den mexicansk-amerikanske grænse "forsvundet" efter at være registrerede af de officielle myndigheder i løbet af Joe Bidens tid som præsident. Børn er en glimrende smuglervare: de kan "genanvendes" i flere sammenhænge modsat narkotika, der kun kan sælges een gang. Denne børneslavehandel organiseres af folk, der arbejder i både offentlige og i private organisationer, herunder kriminelle organisationer som ''MS13''. Værdien af denne børneslavehandel er ansat til 150 milliarder US dollars.<ref>kilde: Mary Flynn og Tara Rodas, som arbejder med at redde disse børn og stoppe falske "hjælpeorganisationer", der ret beset er indblandede i denne børneslavehandel</ref><ref>Hannah Dreier: "Alone and exploited"; ''The New York Times'', 28 februar 2023</ref> I Europa forekommer sexslaveri med mindreårige også i form af såkaldte "barnebrude", indvandrerpiger der med vold sendes tilbage til deres oprindelseslande og her tvangsgiftes med udpegede ældre "ægtemænd". I flere af de berørte mellemøstlige lande har kvinder ingen rettigheder og kan ikke bevæge sig frit men er konstant under overvågning af mandlige "fangevogtere". I flere afrikanske lande har muslimske terrororganisationer, fx Boko Haram, anvendt bortførsler og/eller voldtægt af mindreårige piger som terrormetode uden, at hverken de berørte stater eller verdenssamfundet aktivt har skredet ind. I England er skønnet 250.000 britiske piger blevet holdt som sexslaver af pakistanske gangsterbander uden, at politi og domstole greb ind. ==== ''Seksuelle perversiteter'' ==== Seksuelle overgreb forekommer også via den såkaldte trans-bevægelse, hvor selv små børn udsættes for propaganda og indoktrinering med det formål at bilde dem ind, at de ikke er biologiske drenge eller piger men tværtimod tilhører det modsatte køn, og efterfølgende lokke dem til eller påtvinge dem kirurgisk og medicinsk sterilisation, der gør det umuligt for dem at få børn som voksne. Denne propaganda promoveres af perverse folk, der føler en særlig pædofil glæde ved at ødelægge småbørns liv inden, at de selv forstår, hvad det udsættes for. De historiske rødder for denne tankegang må søges tilbage i anden halvdel af 1800-tallet i darwinismen, nærmere betegnet socialdarwinismen. Her udvikledes påstanden om, at den stærkeste og bedst egnede overlever. Charles Darwin selv drog den slutning, at uhelbredeligt sindssyge var evolutionens fejltrin, og at det af hensyn til menneskehedens overlevelse var en fordel, hvis sådanne personer med "arvelig degeneration" ikke fik mulighed for at få børn, dvs. at de skulle steriliseres. Denne tankegang blev i mellemkrigstiden og i de første årtier efter 2. verdenskrig udmøntet i regulær tvangssterilisering i mange vestlige lande. Siden blev sterilisering opgivet som moralsk forkastelig, men efter år 2000 har den atter oplevet et opsving, nu blot ikke mere som et "videnskabeligt" forsvarligt tiltag men snarere fremmet ved en massiv indoktrinering af småbørn og skolebørn, der overtales til at lade sig udsætte for sådanne overgreb, som regel uden forældrenes vidende og samtykke. Undersøgelser i USA antyder, at overdødeligheden i form af selvmord er 12-20 gange (dvs. 1200-2000%) højere for folk, der har været udsat for "kemisk kastrering", sammenlignet med andre grupper. Slutstenen i denne udvikling kom i 2024, da canadiske myndigheder besluttede, at folk med afvigende holdninger nu skulle udsættes for "obligatorisk gen-uddannelse" (''mandatory re-education'') for at sikre, at de fulgte myndighedernes fortolkning af pseudovidenskab. Det ramte i særdeleshed den internationalt anerkendte psykiater Jordan Peterson, der åbent havde talt imod at anerkende transseksuel propaganda i undervisningen især under henvisning til de skadelige virkninger, denne allerede da havde haft. Antallet af folk, der fortryder deres beslutning om "medicinsk kønsskifte" som børn, er stærkt voksende på få år. Men myndighederne ser det som en kærkommen lejlighed til undertrykkelse af fremtidige generationer, fordi "kønsskifte" reelt indebærer sterilisering af børn. Noget lignende er ikke forekommet siden 1930-erne, da metoden blev anvendt på "gale" mennesker på galeanstalter for at forhindre, at de fik børn. ==== ''Digital økonomi'' ==== I forlængelse af WHO's planer og ikke mindre alvorlig er visse myndigheders samt banksektorens planer om at gennemføre en total digital økonomi, hvor fysiske penge ikke længere eksisterer. Ved at sikre sig kontrol over dette digitale pengevæsen vil regeringer og banker fremover i bogstaveligste forstand kunne afpresse befolkningen til at acceptere deres diktater. I tilfælde af protester bliver de protesterendes bankkonti ganske enkelt spærret og gjort utilgængelige for ejeren, og ingen kan fungere uden adgang til penge. Dette blev i praksis gennemført af den canadiske præsident Pierre Trudeau, da lastbilchauffører protesterede imod nedlukningen under covid-19. Desuden kan staten og bankerne stoppe befolkningens adgang til egne penge ved at gennemføre en politik, hvor man kun kan få adgang til dem, til lån eller til kredit, hvis man opfylder statens og bankers diktater. Dette kaldes i diktatursproget for "social kredit". Hvis staten fx vil forbyde kød som spisevare, kan man indføre, at digitale penge ikke længere kan bruges til at betale for kød overhovedet. Men afpresningsredskabet rækker videre: når pengemængden ikke længere afhænger af faktisk tilstedeværende værdier fx i form af guld eller sølv, kan nye penge produceres i uanede mængder. Ganske vist vil en større pengemængde reducere pengenes faktiske købekraft, men netop dette kan bruges til at undergrave personers private formuer, fordi pengene reelt ikke længere har den hidtidige værdi. Staten kan således tvinge sin befolkning til at sælge faktiske værdier som fx land og privatbolig således, at det bliver umuligt for privatpersoner at eje disse i fremtiden og tvinge den til at leje sit hjem, kort sagt: man kan og vil genindføre middelalderens fæsteprincipper. Som det er blevet sagt: "befolkningen vil intet eje men alligevel være glad og tilfreds". Det er en vision, som bl.a. økonomer og politikere fra organisationen "Verdens Økonomiske Forum" (''World Economic Forum'') i Davos har formuleret for fremtiden. Ikke overraskende ledes organisationen af Klaus Schwab, søn af en nu afdød førende nazistisk industrimagnat. ==== ''Migration og kulturdiskrimination'' ==== Som endnu et eksempel på krænkelse af borgernes rettigheder må nævnes migration, især indvandring fra ulande. Ved at lade fremmede i millionvis indvandre opnår magtens repræsentanter at svække den nationale indstilling i de enkelte lande. Når der opstår modstand mod konkrete tiltag, kan eliten forsvare sig med, at der er uenighed, og at de derfor må "beslutte", hvad de finder er "bedst" for "helheden". Reelt drejer det sig om systematisk at undergrave borgernes rettigheder. Migration har derfor i årtier været en fast integreret del af elitens førte politik. En foreløbig kulmination blev opnået i 2015, da millioner af migranter fra Mellemøsten og Nordafrika (MENA) oversvømmede Europa. Formelt var det EU's ansvar at kontrollere de ydre grænser for fællesskabet, men i virkeligheden havde EU intet ønske herom. Senere blev migrationen fremmet ved såkaldt "familiesammenføring", der indebar, at hele familier inklusive fjerne slægtninge nu også skulle have ret til at blive "sammenførte" i Europa, ikke at migranterne skulle vende hjem. EU's menneskerettighedsdomstol afgjorde, at kriminelle ikke kunne udvises fra EU, fordi at det ville være en "krænkelse af deres ret til familieliv" som om, at denne ret alene kunne udøves i Europa, ikke i deres oprindelige hjemlande. Politikken minder i mangt og meget om den, som Josef Stalin tidligere havde praktiseret i Sovjetunionen, dog med den forskel, at hvor Stalin havde tvangsforflyttet hele folkegrupper internt i Sovjetunionen, er det netop indvandringen, der er kernen i EU's politik. Denne migration er blevet kombineret med en politik gående ud på direkte at promovere indvandrernes kultur på bekostning af hjemlandets. En svensk minister blev berygtet på at udtale, at hun ikke mente at svensk kultur havde noget indhold eller nogen værdi sammenlignet med indvandrernes. I Danmark har kommunerne ligeledes gennemført en dybt diskriminerende anti-dansk kulturpolitik. Med Pia Kjærsgaards ord: "madhensyn, hensyn til ramadanen, accept af tørklæder eller for den sags skyld hensynet til kønsopdelt svømning har handlet om integration. For hvordan kunne de stakkels kvinder ellers få lov til at forlade hjemmets fire vægge? På den måde blev ''integration'' til det modsatte, nemlig ”''segregation''” eller slet og ret en slags ''apartheid'', en offentligt accepteret opdeling mellem ”dem og os”." Hun tilføjer, at "imamer har sat lighedstegn mellem integration og reel adskillelse, har medført etableringen af ''parallelle samfund'' med egne normer og regler."<ref>Pia Kjærsgaard: "Årtiers fejlslagen integration bliver afsløret af krigen i Gaza", i ''Morgenavisen Jyllands-Posten'' 11. oktober 2024; mine fremhævelser</ref> Dansk kultur er blevet nedtonet blandt andet ved at indføre en besøgsafgift til statslige museer (som finansieres af befolkningen over skatterne) og endda ligefrem ved at ''nedlægge'' statsanerkendte egnsmuseer (fx i Helsingør Kommune). Den danske befolkning er derved direkte blevet ''forhindret'' i at stifte bekendtskab med den kultur, som de er en del af. ==== ''Digital overvågning og censur'' ==== Siden terrorangrebet mod ''World Trade Center'' i 2001 har der i stigende grad været indført forsøg, især fra de amerikanske digitale firmaers side, på at overvåge og registrere al kommunikation på internettet og via mobiltelefoner. Oprindeligt skete denne overvågning angiveligt for at spore terroristers virksomhed, men den er senere i stigende grad blevet rettet mod regeringers politiske modstandere i bredeste forstand. Derved er privatlivets fred blevet undergravet og reelt afskaffet. Krænkelser af ytringsfriheden er også blevet stadig mere udbredte, således i form af "forbud mod hadtale" og pålæg mod nyhedsorganer om censur rettet imod "misinformation" og "disinformation". Sådanne pålæg er bl.a. blevet udført af Joe Bidens regering overfor ''Facebook'' m.fl. medier. Eksempelvis forsøgte man at forbyde folk offentligt at mistænke, at covid-19 skyldtes en "læk" fra et epidemisk forskningslaboratorium i Wuhan i Kina. Senere er det blevet sandsynliggjort dels, at dette rent faktisk var tilfældet, dels at amerikanske sundhedsmyndigheder med Anthony Fauci og Peter Daszak i spidsen ulovligt havde finansieret den forskning i biokemiske våben, som her fandt sted. Også valgsvindelen i USA i 2020 har myndighederne forsøgt at fortie. Den grundlovssikrede ret til at demonstrere blev i USA undergravet den 6. januar 2020, da retssindede vælgere ville protestere imod valgsvindel i valget 2020, ved, at statslige myndigheder indplacerede et ukendt antal hemmelige agenter fra sikkerhedsmyndighederne (CIA, FBI, DOJ) blandt demonstranterne, ikke for at holde øje med demonstranterne (det havde man politiet til, skønt de samme myndigheder forhindrede politiet i at få forstærkninger) men tværtimod for kunstigt at skabe voldsepisoder, der efterfølgende blev anvendt som begrundelse for at arrestere og dømme vilkårlige demonstranter og endda folk, som ikke havde været tilstede under demonstrationen. I adskillige tilfælde har disse arresterede personer end ikke været stillet for en dommer endnu 2 år efter begivenheden men befinder sig fortsat i fængsel. Man forsøgte at censurere filmoptagelser fra demonstrationen, idet disse har vist, at demonstranterne var fredelige og lovlydige - stik imod den propaganda som myndigheder og deres medløbermedier har promoveret. På den anden side har myndighederne ikke skredet ind over for den politisk motiverede gadevold, som ''Antifa'' og ''Black Lives Matter'' har begået i USA. Denne vold er direkte inspireret af den vold, som fx. ''Sturm Abteilung'' udførte i gaderne i Nazi-Tyskland i 1930-erne, herunder med malede slogans på vægge. Dermed er i parentes bemærket også et grundlæggende princip om ligestilling i forhold til loven tillige blevet undergravet af myndighederne og et politisk korrumperet retsvæsen. Frankfurterskolen begrunder denne accept af gadevold med dels, at "omvæltningen af det repressive samfund kommer stadig ikke af sig selv. Dertil kræves en revolutionær "klasse" og en revolutionær bevidsthed"<ref name="KS 1979 308">Schnack 1979, s. 308</ref>, dels en inspiration hentet fra såkaldte guerillabevægelser i udviklingslandene<ref name="KS 1979 309">Schnack 1979, s. 309</ref>, idet "guerillateoretikernes ideer bliver .. overført på storbyernes ghettobefolkning".<ref name="KS 1979 310">Schnack 1979, s. 310</ref> Man vender sig med andre ord direkte imod tanken om, at forbedringer i samfundet skal ske ved fredelig meningsudveksling og ikke-vold og hylder vold og terror som acceptable fremgangsmåder. ==== ''Politisk korrumperet embedsvæsen'' ==== Venstreorienterede revolutionære udviklede også en direkte foragt for retsstatsprincippet, idet man hævdede, at demokratiske juridiske love er "undertrykkende" over for "store dele af den indre befolkning"<ref name="KS 1979 304">Schnack 1979, s. 304</ref> og fuldstændigt ignorerer, at langt de fleste love netop har til formål dels at beskytte samfundets svageste grupper, især børn, kvinder og gamle, dels at lægge begrænsninger på de socialt bedst stillede gruppers ubegrænsede frihed. Herfra er vejen ikke lang til helt at ignorere lovene og i stedet lade sig motivere af egne særinteresser, det vil sige legitimering af en total korrumpering af retsvæsenet. Det politisk korrumperede retsvæsen er kun en side af et mere omfattende træk, nemlig et politisk korrumperet embedsvæsen. Men netop retsvæsenet spiller en særlig rolle, fordi at det er selve forudsætningen for sikringen af et demokratisk samfund. Hvis retsvæsenet er politisk tendensiøst, er selve ligevægten mellem de forskellige politiske holdninger afgørende forskubbet i den ene eller anden retning. Når kriminelle tilhørende en bestemt politisk retning går fri for ansvar for deres forbrydelser, er der ingen grænser for hvilke forbrydelser, de kan finde på at begå, inklusive mord og mordforsøg. Således forsøgte en tilhænger af Demokraterne i USA at myrde den republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump i juli 2024. Formodentlig blev attentatmanden selv efterfølgende dræbt, men det er muligt, at denne var en afledningsmanøvre for den egentlige attentatsmand. To ting taler for, at Demokraterne stod bag forsøget: det ene er en udtalelse af præsident Joe Biden fire dage tidligere, efter at have lidt nederlag i den første debat mellem de to præsidentkandidater: "''Jeg har en opgave, og det er at slå Donald Trump. Jeg er sikker på, at jeg er den bedste person til at gøre det. Så, vi er færdige med at tale om debatten, det er på tide at sætte Trump i centrum af målskiven''." Denne udtalelse kan dårligt nok opfattes på nogen anden måde end en opfordring til at myrde Trump. Det andet er, at Demokraterne har en lang tradition for mord og mordforsøg, således på præsident John F. Kennedy i 1963 og hans broder Robert F. Kennedy i 1968. Begge var kendt som tilhængere af racemæssig ligestilling, mens partiet havde det anti-sorte Ku Klux Klan som sin paramilitære fløj. Ved at myrde brødrene opnåede partiet to ting: dels at skaffe sig to martyrer, der kunne udnyttes i politisk propaganda, dels at forhindre brødrenes politik i at blive ført ud i livet. Også den sorte ligestillingsforkæmper Martin Luther King blev myrdet og utvivlsomt af samme grund. I de følgende 55 år, hvor Demokraterne styrede de fleste storbyer, oplevede de sorte ghettoer da også en kriminalitetsbølge helt uden sammenligning i amerikansk historie, undervisning blev erstattet med politisk propaganda, og familiesammenholdet blev erstattet af en omfattende stigning i antallet af skilsmisser i sorte familier, der gjorde de enlige mødre afhængige af offentlig støtte og dermed de Demokratisk kontrollerede rådhuse. I 1981 blev der gjort forsøg på at myrde den yderst populære republikanske præsident Ronald Reagan. Også andre fremtrædende republikanere har været udsat for mordforsøg, således Steve Scalise. Der kan derfor kun være ringe tvivl om hvem, der stod bag dette seneste mordforsøg. Et nyt mordforsøg på Trump blev afværget inden, at det kunne komme til udfoldelse. ==== ''Karaktermord'' ==== En særlig form for embedsmisbrug bør nævnes for sig: karaktermord. Offentlige embedsmænd indsamler "snavs" om fremtrædende personer for senere at kunne anvende det til enten at kontrollere den pågældende person eller for offentligt at tilsvine ham eller hende. Især i USA har personangreb en lang historie. Denne form for personafpresning eller karaktermord går tilbage til J. Edgar Hoover, lederen af de amerikanske efterretningsvæsen, der angiveligt skulle have indsamlet denne type af oplysninger om fremtrædende personer i det amerikanske samfund, både politikere, embedsmænd, skuespillere, sangere og andre kunstnere. Men siden hans tid er fremgangsmåden fortsat og er i stigende grad også kommet i offentlighedens søgelys. Et klassisk eksempel var forsøgene på at forhindre bestemte mandlige kandidater fra at blive udnævnt til den amerikanske højesteret, ''Supreme Court''. I et tilfælde, Brett Kavanaugh, fremdrog man påstande om seksuel chikane og mulig voldtægt, som angiveligt skulle være foregået årtier inden hans kandidatur til højesteret. Forsøget på at tilsvine hans personlighed mislykkedes dels fordi det først fremkom så mange år efter, at det skulle være fundet sted, dels fordi det angivelige offer hverken var i stand til at angive tid eller sted for det påståede overgreb og endelig fordi stribevis af kvindelige jurister, der havde samarbejdet med ham gennem årene, alle gik ud med offentlige udtalelser, der på det bestemteste bestred en sådan opførsel fra hans side. Under præsidentvalget 2016 i USA fremkom lignende påstande om en af kandidaterne, Donald J. Trump. Det blev hævdet, at han under besøg i Moskva havde inviteret prostituerede til sit hotelværelse, hvor de tissede ham i hovedet! Påstandene, der skyldtes en tidligere engelsk agent, Steele, hvis "efterforskning" var blevet betalt at hans Demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, blev aldrig bekræftede, og direkte adspurgt erklærede Steele selv, at han ikke anede, om påstandene var sande eller ej. Under præsidentvalget 2024 i USA fremkom lignende påstande om en af kandidaterne, Robert F. Kennedy Junior, der først forsøgte at blive valgt som Demokraternes kandidat, og da det ikke lykkedes opstillede som uafhængig. Det var dog først, da han trak sit kandidatur tilbage og støttede Republikanernes kandidat, Donald J. Trump, at der fremkom påstande om en affære med en kvindelig journalist. Kampagnen var tydeligvis drevet af Demokraterne, som frygtede at miste stemmer blandt Kennedys støtter i befolkningen, 5-10% ifølge meningsmålingerne, og som også, da han endnu var præsidentkandidat, havde forsøgt at forhindre, at han kom på stemmesedlen i flere stater. Det afgørende er her, at embedsvæsenet misbruger sin magt og offentlige økonomiske midler til afpresning imod enhver, som måtte angribe deres embedsførelse eller som de på anden måde måtte føle sig truede af. Som ansatte i det offentlige og udstyret med særlige beføjelser er de som regel særligt beskyttede imod retsforfølgelse. ==== ''Planøkonomi'' ==== Støtten til planøkonomi har meritokratiet overtaget direkte fra stalinismen. Planøkonomi spiller en afgørende rolle for at legitimere embedsvæsenets magt og rolle i samfundet. Tendenser til planøkonomi forekommer især i EU, hvor myndighederne med omfattende og ret vilkårlige dekreter pålægger medlemslande begrænsninger i disses økonomiske politik for alt fra agurkers krumning og kvoter på fiskede fiskebestande over hældningsgrader på klædeskabe til opkøb af overflødig vin, støtte til ineffektive "bjergbønder" og reguleringer af køretøjers virkemåde og udstødninger til såkaldt EU-finansierede projekter, der bruges til at promovere EU som foretagende ("EU har støttet dette projekt") til trods for, at det er skatteborgernes penge, som man uretmæssigt har tilegnet sig og nu bruger til at købe (bestikke) sig til deres støtte. Det er blevet påvist, at adskillige af disse projekter har vist sig at være i bedste fald totalt overflødige, i værste fald direkte skadelige for de berørte lokalsamfund. === ''Sammenfatning'' === Som de her omtalte eksempler viser, er der omfattende paralleller mellem de overgreb, som tidligere og nutidige totalitære stater har udøvet og udøver, og de tiltag, som nu forekommer i "demokratiske, vestlige lande". Det skorter tilsyneladende ikke på ideer, når det gælder om at omdanne befolkninger til slaver. === <big>Oversigt</big> === Den ovenstående gennemgang er langt fra fuldstændig. Der vil utvivlsomt kunne nævnes andre eksempler, som burde være omtalt. Men gennemgangen er omfattende nok til, at det er muligt at pege på en række fælles træk ved de totalitære ideologiers politik og handlemåde. Det følgende er et forsøg på at fremdrage en række af disse hovedtræk. For oversigtens skyld bringes de punktvis. === Etpartisystemet === Etpartistyret synes at være en fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. Andre partier kan kun eksistere på det dominerende partis nåde. Et sådant partimonopol blev formuleret af en ledende bolsjevik, M.P. Tomskij, i 1927 således: "''Under proletariatets diktatur kan der godt eksistere 2, 3 og 4 partier, men kun på én betingelse: Det ene parti ved magten, de andre - i fængsel. Den, som ikke kan forstå dette, har overhovedet ingen anelse om proletardiktaturets væsen eller om det bolsjevikiske parti.''"<ref>Jensen 1984, s. 27</ref> I EU-sammenhæng tillades ganske vist flere partier, men systemet modarbejder aktivt partier, der ikke støtter EU. Man kunne kalde dette for et ''hydra''-system, det vil sige eet uhyre men med mange hoveder. En variation af etpartisystemet er det, som Karl R. Popper kalder for ''kollektivisme''. Herved forstås, at et højere princip kaldet "nationen", "folket", "racen", "klassen", "religionen" eller lignende ophøjes til et mål i sig selv, hvor individet bør "indse sin egen ubetydelighed i forhold til denne kollektive enhed" og "blindt adlyde denne autoritet, identificere sin egen skæbne med dens skæbne" og kun har betydning "i kraft af sit eget tilhørsforhold til kollektivet".<ref name="Ni 317">Nielsen (1979), s. 317</ref> === Førerkulten === I tæt forbindelse med magtmonopolet står førerkulten, troen på den ufejlbarlige fører.<ref>Nielsen (1979), s. 322</ref> En førerkult blev først udviklet af Leninismen, hvor Lenin var den ubestridte og ufejlbarlige leder. Senere blev den overtaget af Stalinismen med Stalin som den nye, ufejlbarlige leder. I det fascistiske Italien var Benito Mussolini den ufejlbarlige leder, "''Il Duce''". I Nazi-Tyskland var Hitler den ufejlbarlige leder. I kommunistkina var Mao den ufejlbarlige leder. I Nordkorea fik Kim-familien en nærmest religiøs førerstilling, først Kim Il-Song, senere Kim Jong-Il. I Vietnam var Ho Chi-Minh den ufejlbarlige leder. I Khmer Rouge var Pol Pot den ufejlbarlige leder. Blandt latinamerikanske militærdiktatorer har kun få haft samme status. Nævnes må Juan Peron, der ligefrem gav navn til "peronisme" som førerkult, samt i noget afbleget skikkelse Salvador Allende. I islamisk fundamentalisme er det de religiøse ledere, der indtager denne rolle. En bemærkelsesværdig undtagelse er meritokratiet. Det ligger i selve ideologien, at magten ligger hos et mindre kollektiv, et oligarki eller en elite, der ofte træffer beslutninger bag lukkede døre og efter regler, hvor ingen af de medvirkende efterfølgende kan drages til ansvar for deres konkrete beslutning. Hemmelighedskræmmeriet er her selve nøglen til ordningens succes og magthavernes ansvarsfrihed. === Sammensværgelsesteorien === Udpegning af en gruppe af erklærede fjender af systemet er en anden fast bestanddel af mange totalitære styrer. Sovjetunionen var fuld af sådanne fjender: kapitalister, kulakker osv. I Tyskland blev jøder og kommunister (ofte sammenfaldende) tildelt samme rolle. I Kommunistkina fik "De Fires Bande" tildelt denne rolle efter Maos død. I islamisk fundamentalisme er det folk tilhørende andre religiøse trosretninger, der indtager denne rolle. En variation af denne tankegang er det, Karl R. Popper kalder ''sammensværgelsesteorien''. Herved forstås, at når der indtræder et samfundsmæssigt onde så som krig, fattigdom, arbejdsløshed eller lignende, så skal dette forklares som følgen af en bevidst plan hos en bestemt gruppe af samfundsfjender.<ref>Nielsen (1979), s. 323</ref> Dermed retfærdiggøres også forskelsbehandling af netop den pågældende samfundsgruppe i forhold til alle andre. Popper peger imidlertid på, at denne tankegang har et andet formål: at frikende den politiske ledelse for dens eget ansvar. Den er med andre ord udtryk for ledelsens "kolossale intellektuelle arrogance", dens "mangel på selvkritik og på forståelsen for den menneskelige erkendelses begrænsninger".<ref>Nielsen (1979), s. 324</ref> Sammensværgelsesteorien kan også anvendes imod enkeltpersoner, således blev Donald Trump af lakajpressen betegnet som "en trussel for demokratiet", skønt han blev valgt med et absolut flertal af stemmer af den amerikanske befolkning. === Fængsling og koncentrationslejre for politiske modstandere === I forlængelse af sammensværgelsesteorien ligger også legitimeringen af forfølgelse af de erklærede "fjender", ved fængsling eller endda ved mord. Fængsling af politiske modstandere er en tredie fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. I det Leninistiske og senere Stalinistiske Sovjetunionen var Gulag en fast bestanddel af styret fra dets begyndelse. Stalin praktiserede også mord på sin politiske modstander, Trotskij, og dennes tilhængere. Hitler kopierede dette system i form af koncentrationslejre i Nazityskland. I Cambodia under Pol Pot udgjorde tortur i S-26 en variant af samme system. I meritokratiske samfund har fængsling og mord spillet en mindre fremtrædende rolle, men er ikke desto mindre forekommende. Mordene og mordforsøgene på amerikanske præsidenter, på hollandske og andre politikere er gode eksempler herpå. Fængsling og eventuel henrettelse af politiske modstandere er ligeledes udbredt i militære diktaturer som Spanien og Portugal, åbenbart mest for at beskytte deres fortsatte eksistens. Derimod spillede ideologiske hensyn en minimal rolle som begrundelse i disse samfund. === Privilegiesystemet === I Sovjetunionen blev privilegiesystemet sat i værk og udvidet, hvilket Stalin forsvarede ved sin kritik af "ligedeling, ligemageri, nivellering af samfundsmedlemmernes behov og personlige livsforhold". Under Stalin udviklede Sovjetunionen et tydeligt klassesystem bestående af et øverste lag af "en udvalgt gruppe bestående af den herskende politiske elite samt højtstående officerer, regeringsembedsmænd, videnskabsmænd og prominente forfattere og kunstnere." Nederste lag bestod af den arbejdende klasse, men også her fandtes "et arbejderaristokrati bestående af stødarbejdere og højt kvalificerede arbejdere."<ref>Jensen 1984, s. 18</ref> Lignende systemer kendes også i meritokratier. Her er det perverse seksuelle og racemæssige mindretal, der nyder en privilegeret stilling fx. i form af krav om kvotering i bestemte stillinger som om at noget som helst andet end faglige kvalifikationer burde berettige til ansættelse. Forskelsbehandlingen giver sig også udtryk i, at folk tilhørende de privilegerede grupper kan tillade sig ting, som andre ikke kan, uden at blive straffet for det. For EU's vedkommende må nævnes bureaukratiet i Bruxelles, Luxemburg og Strassburg. Denne elite udplyndrer praktisk talt alle andre og lever selv i luksus. Den har specielle forretninger for ansatte, hvilket giver mindelser om de særlige butikker for Sovjetunionens elite i 1930-erne, i mangt og meget EU's forbillede. === Planøkonomi === Princippet med planøkonomi blev indført i Sovjetunionen og har siden været en fast integreret del af især erklærede kommunistiske og socialistiske diktaturer, mens en lignende politik har spillet en mere tilbagetrukken rolle i fx fascistiske og nazistiske stater, hvor den mest blev anvendt til gennemførelse af semimilitære bygge- og anlægsprogrammer, fx motorvejsanlæg. Planøkonomien har haft til formål at opnå visse fastlagte mål inden for en begrænset tidsramme, ofte 5 år (såkaldte 5 årsplaner). Som det snart skulle vise sig, var det af mange grunde svært eller endda umuligt at opfylde de opstillede mål. For at skjule dette begik man ofte statistisk manipulation: i stedet for at tale om fremgang i mængde talte man om procentuel fremgang, som regel med udgangspunkt på det værst tænkelige tidspunkt for at gøre "resultatet" mere imponerende i propagandaøjemed. I moderne meritokratiske diktaturer har planøkonomien gennemgået en forandring: målet er nu ikke at opnå bestemte velstandsmål men snarere at ''styre'' udviklingen i en bestemt retning. Politikken går derfor ud på at gennemføre en bestemt "kvoteordning" for nærmere udpegede mindretalsgruppers repræsentation eller at tvinge samfundet fra en energiform til at bruge en anden uanset, om den er realistisk og uanset, om den reelt forbedrer miljøet. Karakteristiske eksempler herpå er en politik for at fremme elektrisk drevne biler på bekostning af andre miljøvenlige energiformer, at tvangsafvikle landbrug (med argumentet at køer producerer gasser), at opstille vindmøller i fredede områder osv. Selve planøkonomien er blevet afløst af lovfæstelse: man pålægger "ved lov" stater at sikre, at de opfylder visse fastlagte normer inden for en nærmere fastlagt frist, man vedtager love alene med det formål at fremme (eller omvendt afvikle) bestemte produktionsformer osv. Mens lovene tidligere havde til formål at regulere menneskers indbyrdes opførsel, bliver de nu anvendt til at ''gennemtvinge'' planøkonomiske målsætninger. === Pseudovidenskab === Også pseudovidenskab er ofte en fast bestanddel af totalitære styrer. Videnskabens formål bliver at bekræfte den herskende ideologi. Det betyder, at al sand forskning udelukkes, forskere med forkerte forskningsresultater udgrænses og arresteres, og forskningen omdannes til et led i den statslige ideologi for at give denne en "videnskabelig" legitimering. Allerede Lenin havde erklæret, at intellektuelle, der ikke ville støtte det nye terrorregime i Sovjetrusland, var "nationens lort". Allerede i 1920-erne blev store dele af den gamle intelligentsia "frataget deres position, drevet i emigration eller på anden måde uskadeliggjort".<ref>Jensen 1984, s. 94</ref> Særligt under stalinismen blev Sovjetunionen præget af en ny intelleligentsia, middelmådigheder, kvaksalvere og charlataner opnåede fremtrædende positioner på de akademiske anstalter og blev hyldet som skabere af en "ny" videnskab, mens litterære og videnskabelige genier blev ydmyget, undertrykt og udryddet.<ref>Jensen 1984, s. 94f</ref> Mest berygtet var Trofim Lysenko, der fra 1930 til 1962 var præsident for Akademiet for Landbrugsvidenskab og fra 1948 til 1965 var direktør for Videnskabsakademiets genetiske institut, men som var "komplet uvidende om de helt elementære principper i genetik og plantefysologi". En anden kvaksalver var Lepesjinskaja, der hævdede at have bevist eksistensen af "levende materie" uden for celler, og som fik Stalin-prisen for denne "opdagelse".<ref>Jensen 1984, s. 19</ref> I Nazi-Tyskland var det især racelæren, der blev midtpunkt for pseudoforskning. Her præsterede den berygtede Hans F.K. Günther en psedovidenskabelig forskning, der blandt meget andet skulle påvise en ubrudt kontinuitet kulturelt og racemæssigt siden de første "germanere" slog sig ned i Norden.<ref>Lund 1993, s. 116</ref> Teorier om "racerene" germanere blev underbyggede ved studier i kraniemåling af Otto Reche, "Rassen-Günther" og andre<ref>Lund 1993, s. 111</ref>, mens teorierne om kontinuitet blev baserede på arbejder af Gustaf Kossinna og Gustav Schwantes.<ref>Lund 1993, s. 112-115</ref> I islamisk fundamentalisme indtager ''sharia'' denne tvivlsomme placering især med dens groft kønsdiskriminerende undertrykkelse af kvinder og piger. I meritokratisk pseudovidenskab har især læren om "flydende køn" (engelsk: ''gender'') stået i forgrunden. Man har i fuldt alvor forkastet Gregor Mendels eksperimenter og moderne genetisk videnskab og hævdet, at der findes et utal af "køn" og at "det køn, man føler sig som", vejer tungere end "biologisk køn". Disse påstande har åbnet vejen for, at såkaldte "transkvinder", det vil sige biologiske mænd, kan deltage i kvindesport og naturligvis vinde alle konkurrencer, og at voldtægtsmænd kan ende op i kvindefængsler, hvor de uhindret kan fortsætte deres virksomhed imod de kvindelige fanger. Ligeledes har det åbnet vejen for omfattende propaganda og indoktrinering i børnehaver og skoler, hvor umodne børn overtales til at "skifte køn", at få pubertetsblokerende medicin og at derved få ødelagt deres muligheder for at blive biologiske forældre. Popper udnævnte det, han kaldte ''historicismen'', som en særlig betydningsfuld pseudo-videnskabelig disciplin. Denne tankegang går ud på, at samfundsudviklingen styres af "en ubønhørlig historisk udviklingslov, som vi kan afdække ved et grundigt studium af fortiden, således at vi bliver i stand til at forudsige, hvad fremtiden vil bringe." Men ''historicismen'' går videre og hævder, at "den historiske udvikling faktisk også vil resultere i, at dette ideal bliver til virkelighed."<ref>Nielsen (1979), s. 318</ref> Således hævdede marxisterne, at det klasseløse kommunistiske samfund ville være samfundenes endelige slutpunkt, mens islamistiske fundamentalister på deres side hævder, at netop islam er realiseringen af Guds rige på jorden. En speciel undtagelse udgjorde Khmer Rouge-regimet i Cambodia. Her blev intellektuelle simpelthen henrettede. Alle sygehuse m.m. blev lukkede. Regimets historiske ideal var en tilbagevenden til det førmekaniske primitive landbrugssamfund, hvor alt arbejde foregik ved håndkraft. === Indoktrinering i børnehaver, skoler og på universiteter === Et markant træk i mange vestlige lande er den politiske propaganda og endda indoktrinering både i skoler og på universiteter. Undervisningen er ikke informativ men propagandistisk, det vil sige, at den er lagt an på at fremstille fx historie, biologi og kultur ud fra en bestemt synsvinkel. Især i USA har racismepropaganda været et fremtrædende træk i skoler i sorte ghettoer. Men også i europæiske skoler gives tendentiøs omtale af fx slavehandel, hvor den europæiske trekanthandel mellem Europa, Afrika og Amerika får en fremtrædende plads, mens den muslimske slavehandel i Afrika forties eller nedtones. Desuden har den europæiske kolonipolitik været fremstillet som undertrykkelse af latinamerikanere, afrikanere og asiater, hvor imod de omfattende investeringer i kirker, hospitaler, skoler, administrationsbygninger, havne, jernbaner, veje, industrier og landbrug ikke omtales for deres betydning for landenes uddannelse og økonomi. Ofte fremstilles den vestlige økonomisk og politisk indflydelse i udviklingslande som værende "imperialistisk", mens den modsvarende kommunistiske indflydelse betegnes som værende "solidarisk". Således opereres der med tendentiøse begrebspar beroende på hvilken part, der omtales. Den politiske slagside i undervisningen genfindes også inden for andre emner. I USA og Canada har indoktrineringen også ramt børnehaver, hvor børn udsættes for kønspropaganda og manipulation med katastrofale følger. === Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse === Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse (offentlig og privat) er et fælles træk ved totalitære styrer. I Sovjetunionen havde aviserne "''Pravda''" og "''Izvestia''" status af officielle organer for statslig kommunistisk propaganda. Også radioen havde denne rolle. En særlig berygtet rolle havde Ilja Ehrenburg, som formidlede hadpropaganda under 2. verdenskrig. I Nazi-Tyskland oprettedes et regulært propagandaministerium ledet af Joseph Goebbels. I kommunistkina og i Nordkorea har presse, radio og tv haft denne rolle. I meritokratske samfund er internettet, men også trykte medier, under stærk censur. Disse medier anvendes i stedet til at promovere styrets ideologi. I USA har præsident Barack Obama (eller ''Barry Sotoro'' som hans indonesiske navn retteligt er) indskrevet sig i historien som den, der indførte propagandapressen i landet. Det skete ved først at afskaffe pressens adgang til informationer fra det Hvide Hus og dernæst at tilbyde "nyheder" til særligt udvalgte journalister som "eksklusive historier" imod, at disse formidlede præsidentens udlægning af forholdene. Derved mistede pressen sin frihed og uafhængighed og blev reduceret til regimets faktiske propagandaapparat. Uafhængige journalister blev udsat for regulære angreb fra regimets side: tidsudtrækning, benægtelser, modarbejdning, pres, hævnakter, trusler om vold, overvågning og i visse tilfælde trusler om kriminelle retssager var redskaber i regimets pressepolitik.<ref name="SA 2014">Attkisson 2014</ref> Senere udviklede det sig til, at visse medier systematisk drev propaganda på vegne af det Demokratiske Party og imod det Republikanske Parti, hvilket skulle få særligt stor betydning, da Donald Trump meldte sig som præsidentkandidat og senere blev valgt til præsident. Propagandapressen indledte da en regulær smædekampagne baseret på løgne, som blev formidlet af den forsmåede præsidentkandidat, Hillary Clinton, som via mellemaktører havde betalt en tidligere britisk efterretningsagent for at finde smudsige påstande om Trump. De fremsatte påstande blev løbende "lækkede" til pressen som "fortrolige oplysninger fra efterretningstjenesten", dernæst "kommenterede" i hele propagandapressen og resulterede i flere retsundersøgelser, der imidlertid endte uden dom, da de var grundløse og derfor ubeviselige. Pressens rolle som propagandaformidler blev imidlertid undergravet, da internettet kom frem. Det betød, at private journalister og andre, som ikke ønskede at lade sig underkaste regimets nåde eller formidle dets løgne, etablerede sig som private nyhedsformidlere for bredere og smallere emneområder. Forsøg på at kontrollere denne uafhængige nyhedsstrøm viste sig umulige at effektuere, da der blev etableret platforme, som lakajpressen ikke kunne få magten over. I Demokratisk Kampuchea blev presse, radio og tv simpelthen afskaffet. === Omfattende censur og knægtelse af ytringsfriheden === Censur er et fast træk ved alle totalitære styrer. I moderne tid bryder man sig naturligvis ikke om at kalde tingene ved deres rette navn, så censuren omnævnes til "beskyttelse mod misinformationn" og "beskyttelse mod hadtale". Det siger sig selv, at det alene er elitens privilegium at afgøre hvad, der er misinformation eller hadtale og at disse kriterier fastsættes vilkårligt efter elitens aktuelle politiske dagsorden. I Danmark har selveste Højesteret i mindst to tilfælde nægtet en retsforfulgt at forsvare sig ved på forhånd at udnævne det planlagte forsvar til at være hadtale uden overhovedet at have hørt eller set indholdet og hørt begrundelsen for det valgte forsvar. I 21 af 27 medlemslande i EU er det forbudt ved lov at udtrykke visse holdninger til historiske begivenheder, og for at sætte trumf på, kan folk, der offentligt har givet udtryk for bestemte holdninger, blive arresterede og sat i fængsel i mellem 8 og 15 år uden at have været sat for en domstol først. Adskillige pressemøder og platforme på internettet har udviklet et helt arbitrært sæt af normer og regler for hvad, der anses for hadtale eller misinformation. Sådanne regler blev blandt andet indført angående oprindelsen af covid-19 virussen. Senere viste det sig, at netop den således forbudte opfattelse viste sig at være den rigtige! Netop kun takket være oppositionens trods imod forbudet lykkedes det at nå frem til sandheden, på trods af censuren. === Bogafbrænding === Lidt overraskende synes også forbud mod bøger og bogafbrænding at være et fælles træk ved flere retninger af de totalitære ideologier. Således forestod ''ARK'' (Anti-Religiøs Kommission) under Kommunistpartiets Centralkomité i Sovjetunionen fra 1921 en systematisk destruktion af religiøs litteratur samt andre bøger, som man af ideologiske årsager var imod.<ref>Jensen 2002, s. 153-155</ref> I Nazi-Tyskland forestod ''Sturmabteilung'' offentligt bogafbrændinger. I Khmer Rouge blev alle bøger simpelthen forbudt. Afskaffelsen af litteratur betyder fjernelse af information og dermed manglende viden og bevidsthed om forhold i befolkningen. === Gigantisme === Lidt specielt for flere kommunistiske lande var trangen til "mastodontisme, massivitet og ødselhed".<ref>Jensen 1984, s. 101</ref> Noget lignende forekom i Nazi-Tyskland. I nyere tid har det kinesiske kommuniststyre stået bag stribevis af mastodontiske byggerier og anlæg: vandkraftværker, vejanlæg, jernbaner, lufthavne, havne mv. Men også i meritokratiske lande viser der sig en trang til at etablere monumenter over egen storhed, fx i form af lufthavne, kæmpebroer og supersygehuse. Gigantismens formål er at vise regimets magt og evne til dels at beslutte dels at udføre "storværker". Sigende i denne sammenhæng er projekter, som EU har "støttet" (med pengemidler, som man har afpresset medlemsstaterne): de forsynes med en reklame, der oplyser, at "projektet er gennemført med tilskud fra EU". Formålet med dette er at opnå propagandamæssig velvilje i befolkningen. At mange af projekterne er komplet værdiløse og ofte forfalder få år efter deres gennemførelse gør blot denne propaganda så meget mere grotesk. Noget andet er, at mange projekter "forstørres" blot for at opnå EU-tilskud. Således blev et cykelskur, der skulle have tilskud, udvidet til at være et "turistinformationscenter", hvorved prisen kunne skrues op til et millionbeløb. Endnu mere grelt er det, at mange projekter med EU-tilskud har vist sig at være ren svindel. Et "universitet", der fik tilskud, viste sig at være en postkasse-adresse, der blev lukket kort efter, at tilskuddet var modtaget. Der havde ikke været nogen form for forudgående kontrol af tilskudsmodtageren. EU's trang til at opnå reklame samt en bugnende pengekasse, der skulle opbruges i løbet af regnskabsperioden, havde blokeret for enhver omtanke. I propagandamæssig henseende udviser gigantismen ligheder med militarisme og imperialisme. Men hvor gigantismen er vendt indad, så er militarismen og imperialismen fortrinsvis vendt udad. === Politisk ensretning af kulturen === Kunsten er blevet ensrettet i mange totalitære systemer: malerkunsten formidlede både i Sovjetrusland og i Nazi-Tyskland "''Kraft-durch-Freude''".<ref>Jensen 1984, s. 99</ref> I bygningskunsten var gigantismen et propagandistisk udtryk for regimets evne til at bygge sådanne "storværker". I USA har kulturen også haft en politisk funktion, men her har denne kun i ringe grad manifesteret sig i form af bygninger og monumenter. Derimod har man i stor udstrækning gjort brug af propagandistiske vægsmørerier kaldet "''graffiti''", af "omdøbte" pladser og veje samt af kulturpersonligheder, der bruges som propagandaformidlere for elitens holdninger. Udviklingen var så fremskreden, at selv den årlige "''Oscar''"-uddeling i Hollywood endte som en politisk manifestation, der til forveksling lignede nazisterne møder og parader i 1930-erne. Følgen var, at seertallene raslede ned, fordi ingen gad høre på propagandaen. Også i Europa har man set lignende tendenser. Det gælder fx det årlige europæiske melodi grand prix, der i vid udstrækning har promoveret perverteret livsstil (homoer, transseksuelle og lignende) på bekostning af musikkens kvalitet. Også her er seertallene raslet ned år for år. === Militærterror og gadeterror === Terror udført af militær og paramilitære grupper er udpræget i totalitære stater. I Nazi-Tyskland udgjorde især ''Sturmabteilung'' (''SA'', brunskjorter) kernen i gadeterroren indtil, at Hitler følte sig stærk nok til at afvikle terrorbanden og erstatte den af en ny personlig "livgarde", SS. Det var SA, ikke SS, som stod bag terroren mod jøder, sloganer på vinduer osv. I Sovjetunionen udvikledes en hel stribe af terrororganisationer, som regel med status af "sikkerhedspoliti" eller lignende: ''Tjeka'', ''OGPU'', ''GPU'', ''NKVD'', ''MGB'' og ''KGB''. I det socialistiske Østtyskland var ''Stasi'' den berygtede spion- og terrororganisation. I det Mao-styrede Kina fik sådanne organisationer ikke samme officielle præg. I stedet blev "studenter" mobiliserede til at terrorisere ældre kadrer, som Mao ønskede at slippe af med i den interne magtkamp, men fremgangsmåden var reelt den samme. I det socialistiske militærdiktatur Burma har militæret været anvendt med samme formål. I USA har ''Antifa'' og ''Black Lives Matter'' haft en tilsvarende rolle, indirekte styret af det Demokratiske Parti (jeg bruger stort for at understrege, at det her handler om partiet, ikke om demokrati og folkestyre). === Politisk korrupte domstole === Atter et fælles træk. Moskvaprocesserne i 1937 er vel nok de mest berygtede eksempler på dette<ref>Jensen 1984, s. 30</ref>, men eksempler findes også fra andre totalitære styrer. Både i Nordamerika og i Europa har adskillige domstole udviklet en ny retspraksis, hvorved en lov kan tolkes eller omtolkes for at varetage en bestemt politisk anskuelse. I særligt grelle tilfælde inddrages andre love, som så hævdes at "overgå" den egentlige lov i vægt. Men med denne praksis bliver det umuligt for lovlydige borgere at overholde en lov, fordi ingen længere kan føle sig sikker på dens indhold og fortolkning. For at et retssamfund kan fungere, må loven være entydig, ellers er det en dårlig lov, og der hersker anarki. Mens gadeterror repræsenterer fysisk vold imod befolkningen, repræsenterer de korrupte domstole juridisk vold imod befolkningen. === Militarismen === Militarisme er et naturlig led i totalitære staters opbygning. Hvor "sikkerhedsstyrker" fortrinsvist er rettet mod den interne undertrykkelse, er den militære opbygning sket som følge af den imperialistiske tankegang. Stalin begyndte oprustningen i Sovjetunionen i 1927 og fortsatte til sin død. Hitler begyndte oprustningen i Nazi-Tyskland efter magtovertagelsen i 1933. Maos diktatur hvilede fra starten på Den røde Hær, og efter hans død har kommunister fortsat oprustningen i landet med højteknologisk militær. Militarismens formål er det samme som imperialismen, nemlig at vise regiments magt og formåen at omsætte denne i handlinger, der tjener til at opfylde dens formål. Men hvor gadeterror og vold mod retsprincippet er rettet imod den indre befolkning, er militarismen rettet både indad til og udad til, mens imperialismen er udad vendt. Ikke sjældent ledsages oprustningen af propaganda om regimets fredelige hensigter. Tit og ofte hævdes det, at det eneste formål med oprustningen er at bevare freden. Dette gælder også for store stater omgivet af små stater, der end ikke med deres bedste vilje kan udgøre en trussel for den store stat. === Imperialismen === Et fælles træk for flere totalitærer ideologier - men ikke alle - er imperialismen. Allerede Lenin havde udtalt: "''Så længe, at vi ikke har erobret hele verden ..., så længe må vi forstå at drage nytte af modsætningerne mellem imperialisterne ... Så snart, at vi bliver stærke nok til at slå hele kapitalismen ned, vil vi straks tage dem i kraven.''"<ref>Jensen 1984, s. 133</ref> Den italienske fascismes variant af imperialismen var kolonialismen, kampene i Tripolitanien og Abyssinien for at skabe et "''Mare Nostra''" i den østlige del af Middelhavet og Det røde Hav. Nationalsocialismen interesserede sig ikke for kolonier, selv det gamle tyske koloniimperium opgav man. I stedet blev det "foreningen" af alle områder med tyske fler- eller mindretal, der blev sat i centrum for politikken, senere udvidet med "lebensraum"-politikken i Østeuropa. Maoismen var fra starten imperialistisk. Man erobrede de selvstændige stater ''Manchukuo'' (Manchuriet) og ''Mengjiang'' (Indre Mongoliet) allerede ved maokinas etablering og fortsatte året efter med besættelsen af den selvstændige stat Tibet. Efter afslutningen af den Kolde Krig har kommunistkina væltet den demokratiske ordning i Hong Kong og efterstræbt overherredømmet over Taiwan (Republikken Kina), men samtidig har man med "''belt and road''"-programmet lagt rammerne for med "lån" og gældsætning af selvstændige lande at opbygge neokolonier i både Asien, Afrika og Latinamerika. Imperialismen kan anses for militarismens logiske følge: her omsættes det forberedende arbejde til handling. Men formålet med at indlede krige kan også være et andet: at aflede befolkningens opmærksomhed fra de indre problemer i staten, der ofte er skabt af regimet selv. Desuden kan krige tjene til at legitimere censur "af sikkerhedsmæssige årsager". === Utopisme === Et fælles, underliggende træk ved alle totalitære ideologier er troen på det perfekte samfund, eller med Karl R. Poppers ord: ''utopismen''. Alle de mange indskrænkninger i de demokratiske samfundsinstitutioner er begrundede med, at de er nødvendige for at skabe og sikre et fremtidigt paradis på jorden, hvor der ikke er plads til uenighed og fri debat.<ref name="Ni 317"/> === Ligheder trods forskelle === I det foregående har vi set, at politiske systemer og ideologier, som tilsyneladende ligger langt fra hinanden og til tider endog har bekriget hinanden indbyrdes, udviser forbløffende mange ligheder. Hvorledes skal dette forklares? Det enkle svar er, at de alle er udtryk for samme tankegang og handlemåde, nemlig "elitens" ret til at styre samfundet, også selv om det sker i modsætning til det store befolkningsflertals ønsker. Den egentlige forskel ligger alene i hvilken gruppe, der hører til eliten, og hvem der ikke gør. For kommunistiske og andre ideologiske sympatisører er det en selvopfattelse af, at de tilhører den "bevidstgjorte" del af befolkningen og derfor er selvskrevne til at lede en omformning af samfundet. En variation af dette er meritokrati, hvor det er folk med en bestemt akademisk uddannelse eller en stilling som kunstnere, journalister eller på anden måde "ansete" personer, der berettiger til deres særstilling. I teokratier er det mere specielt evnen til at tolke "den hellige bog", der legitimerer deres særstilling. For militære diktatorer er det slet og ret den væbnede magt, der muliggør deres position, som er den egentlige berettigelse. Fælles for hver gruppe er, at man mener netop sig selv som værende i den privilegerede situation der gør en ledende politisk position berettiget - modsat demokrati eller folkestyre, hvor de folkevalgte vælges for at ''repræsentere'' befolkningens holdninger. Når sådanne uens elitegrupper støder sammen, må det komme til en magtkamp, og deraf udspringer deres indbyrdes konflikter. Når det sker, bliver det alene et spørgsmål om hensynsløshed og magtmidler hvem, der vinder. Men ''ideologisk'' er de kæmpende på samme side i og med, at de er imod folkets styre. === <big>Det åbne samfund og dets forudsætninger</big> === I det foregående har opmærksomheden været rettet imod de lukkede, totalitære samfund og deres kendetegn. Men hvad er deres modsætning: de åbne samfund? Hvordan kan de beskrives? Hvad kendetegner dem? I det følgende skal der forsøges at give bidrag til besvarelse af disse spørgsmål. Det åbne samfund må hvile på to forudsætninger: dels må den enkelte indbygger være beskyttet imod enhver form for magtmisbrug, dels må den enkelte være sikret visse grundlæggende rettigheder og være pålagt visse pligter. De to forudsætninger er indbyrdes forbundne: undergravelse og krænkelse af de grundlæggende rettigheder er en betingelse for, at magtmisbrug kan finde sted. De grundlæggende rettigheder er betingelsen for, at befolkningen kan beskytte og forsvare sig imod magtmisbrug. Omvendt er selve formålet med magtmisbrug netop at undergrave disse grundlæggende rettigheder således, at magthaverne ikke behøver at tage hensyn til dem. Spørgsmålet er så meget vigtigere, da selve opretholdelsen af et samfundsfællesskab må hvile på den betingelse, at indbyggerne på forhånd har accepteret at opgive en del af deres uindskrænkede frihed og magt for at kunne nyde de fordele, som det er at kunne leve i et samfund fx i kraft af arbejdsdeling. Hvorledes kan disse forudsætninger sikres? Hvor går grænsen for den del af friheden og magten som må opgives for at kunne være en del af fællesskabet? Hvordan sikres, at denne grænse ikke overskrides? Den første forudsætning for et åbent samfund er, at det er en ''retsstat'', det vil sige, at det hviler på et fast, vedtaget sæt af love og andre bestemmelser, og at alle er ''lige for loven'', det vil sige, at ingen er hævet over loven eller udstyret med særlige rettigheder i kraft af deres sociale position, økonomisk formue, magtmidler, næringsvej eller lignende. Staten er forpligtet til at sikre, at ingen er i stand til at tilegne sig urimeligt store formuer, og den kan ved lov pålægge indtægter skatter for at mindske social ulighed. På samme måde må ingen udelukkes fra retssikkerheden, og almindelige rettigheder kan kun indskrænkes, hvis de har krænket loven og derfor må påtage sig en ''på forhånd fastlagt straf'' for denne lovkrænkelse. Men ''ingen kan gøres fredløs'' i en retsstat, heller ikke ved lov og dom. Af samme grund kan ''slaveri'' ikke forekomme i en retsstat. Illegale migranter er ikke omfattet af samfundets almindelige retssikkerhed, og de kan derfor tvangsudvises. Andre migranter, fx. med flygtningestatus, kan tvangsudvises, hvis de begår kriminalitet. Man er ikke flygtning hvis man begår lovbrud, så er man ganske enkelt en fjende af staten (forudsat at det er en retsstat). Med Hal Kochs ord: "Man må skik følge eller land fly".<ref name="HK 1981 80">Koch 1981, s. 80</ref> Nok er udvandring er menneskeret, men indvandring er en stats anliggende, og staten er ''forpligtiget'' til at beskytte dets borgere imod kriminelle indvandrere. Men dernæst må det åbne samfund også udvise ''ansvar'' over for alle dets medlemmer. Dette indebærer, at de, der af den ene eller anden grund er svagere udrustede til at forsvare deres egen retssikkerhed, nyder statens støtte og beskyttelse. Til sådanne svagere grupper kan henregnes folk med fysisk og økonomisk svækkelse samt folk uden en juridisk magtstilling, herunder mindreårige, kvinder og oldinge. Først og fremmest er det statens ansvar at sikre, at enhver har ret til livet. Dette gælder også ufødte børnefostre. Livet begynder fra det øjeblik, da det kan registreres. Ingen forælder eller medicinsk sagkyndig har ret til at nægte et barn retten til at leve. Ingen har ret til at forkorte et andet menneskes liv. Ej heller har nogen ret til at forhindre et andet menneske i at leve et fuldt liv, inklusive retten til at få børn. Sterilisation ved overtalelse (indoktrinering) eller tvang er ikke tilladt, men voldtægtsforbrydere kan blive indespærret på livstid, hvis de anses for tilstrækkeligt farlige for andre borgeres sikkerhed, og deres frigivelse kan gøres betinget af en frivillig sterilisering. Statens ansvar indebærer tillige, at staten har en pligt til at sikre, at de, der ikke evner selv at finde deres plads som bidragyder til det fælles vel, af staten anvises sådanne muligheder. Det er ikke nok, at staten sikrer dem en vis mindsteindkomst, den må også sikre dem et grundlag for at opretholde en selvværdsfølelse. Ansvarsprincippet må også indebære, at ingen på grund af egen svaghed tvinges til at acceptere vilkår, hvor modparten i kraft af en styrkeposition er i stand til at udøve afpresning imod dem. Dette indebærer, at ''åger er ulovlig''. Rentenydelse kan kun finde sted som en belønning for en gjort investering, den må ikke ske som følge af en overmagt. På lignende måde er det samfundets ansvar at sikre, at ingen i betroede offentlige embeder misbruger deres magtstilling, fx ved at fortolke love anderledes end deres ordlyd. Enhver lov må være så klar og entydig, at enhver kan forstå den uden at være særlig sagkyndig. Hvis dette princip ikke følges, kan ingen forventes at overholde loven. Statens ret til at udøve magt gennem særlige ''embedsmænd'', fx ved politi, skal være reguleret ved faste love, der nøje fastlægger under hvilke forhold, på hvilken måde og i hvilken udstrækning en sådan magtudøvelse kan finde sted. Enhver magtudøvelse her ud over er ugyldig. Således kan staten ikke ved embedsmænd og folkevalgte ikke ved lov indskrænke grundlæggende friheder og andre former for retssikkerhed, heller ikke undtagelseslove. Herunder kan staten ikke indføre særlige tillægsbestemmelser fx krav om særlige pas eller attester. Hvis der indtræder en epidemi, kan staten og lovgivningsmagten ''tilråde'' eller ''anbefale'' befolkningen at tage visse forholdsregler men kan ikke tvinge den til at gøre det. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt må være fordelt således, at ingen kan udøve dem alle på samme tid. Den lovgivende magt har til enhver tid ret til at efterprøve, om lovene følges som vedtaget af de to andre magtinstanser. Hvis der er tilfælde, hvor retsgrundlaget for en domfældelse kan betvivles, er det fællesskabets ansvar at tilsikre, at en kreds af ikke personligt indblandede borgere underkaster den en fornyet prøvelse. Misbrug af domsretten kan føre til, at en beskikket retslærd mister retten til at udøve sit embede. Ligeledes kan læreres misbrug af deres stilling til propaganda og indoktrinering af ''mindreårige'' til skade for dem eller deres helbred straffes ved lov. En tredje forudsætning er, at samfundet sikrer sine indbyggere visse friheder eller ''borgerrettigheder''. Til disse hører trosfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, frihed til på anden måde (fx ved arbejde) at bidrage til samfundets udvikling så længe, at sådanne bidrag ikke skader andre gruppers modsvarende rettigheder. Kun når alle kan bidrage til den åbne samfundsdebat, vil holdningsmodsætninger kunne brydes på fredelig vis, og argumenterne på alle sider må så føre til, at de bedst begrundede holdninger kan opnå størst mulig tilslutning ved, at der er de ''færreste argumenter imod'' dem. Selve beslutningerne må træffes ved stemmeafgivning, hvor hver stemme tæller lige meget uanset hvem, der har afgivet dem. Beslutningsretten kan i begrænset udstrækning overdrages til en repræsentativ forsamling, men forsamlingen mister sin legalitet i samme øjeblik, at den ikke længere repræsenterer befolkningens holdninger eller er valgt ved frie valg; sådanne valg skal derfor ske med jævne mellemrum for at sikre, at de således folkevalgte til enhver tid står til regnskab for resten af befolkningen. Enhver lov eller beslutning vedtaget af en repræsentativ forsamling kan omgøres ved en almindelig folkeafstemning omfattende alle myndige borgere. Skønt ytringsfriheden i princippet er ubegrænset, går der en grænse der, hvor man ''bevidst'' lyver om andre, især navngivne personer. ''Beviselig'' løgn er strafbar, fordi den krænker et andet menneskes hæder og ære. Beviselig løgn omfatter også fremstilling af ''falske'' billeder eller film, der viser folk foretage sig ting, som de ikke har gjort og ikke ville drømme om at gøre. Dertil kommer krænkelser af privatlivets fred. Sådanne misbrug af ytringsfriheden afgøres af retsvæsenet. En gråzone udgøres af de tilfælde, hvor misbrugeren kan være "i god tro" under henvisning til, at påstande skyldes andre. Her er det den oprindelige kilde til løgnene, som har begået den strafbare handling og som derfor er strafbar efter omfanget af den gjorte skade. I sådanne tilfælde kan den utilsigtede skadevolder alene pålægges en pligt til offentligt at rette sin egen fejl og give en undskyldning herfor. Derimod har enhver ret til at fremsætte sin fortolkning af en bestemt begivenhed og sin formodning om tings sammenhæng, når det gøres klart, at der netop er tale om fortolkninger og formodninger. Foreningsfrihed omfatter retten til at danne frivillige organisationer for at dyrke fælles interesser og fremme deres formål, men friheden omfatter ikke retten til at stille krav til andre om at bøje sig for særkrav, eller retten til med vold og magt at gennemføre sådanne særkrav. Borgerrettighederne omfatter offentlig sikret grund- og faglig videreuddannelsesret, sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, alderdoms- og invalidepension samt retten til fri adgang til samfundets almene fond af viden og kultur. Alle borgere er pligtige til om fornødent og efter evne at forsvare samfundet mod ydre fjender, at sikre dets finansielle opretholdelse og til at følge de vedtagne love. En fjerde forudsætning er, at ''ejendomsretten er ukrænkelig, fælles og privat''. Den fælles ejendomsret gælder til naturens ressourcer, og enkeltpersoners eller private virksomheders særlige ret til at forvalte dem kan kun ske ved love og bestemmelser vedtaget af fællesskabet som helhed. Den private ejendomsret gælder til værdien af eget arbejde, når dette ikke er opnået på bekostning af andres ejendomsret. Privat ejendomsret kan kun gælde for den enkelte person, men fællesskabet kan opstille regler, der tillader at andre, fx familiemedlemmer, ''i en vis udstrækning'' også nyder godt heraf, fx ved arv. En femte forudsætning er, at et samfund ikke kan overdrage sine rettigheder og pligter til internationale organer, men den kan deltage i et samarbejde i sådanne for i fællesskab med andre at opfylde mål, man er enige om. Konflikter mellem stater må afgøres ved dom i et neutralt retsorgan og efter regler, som et flertal af lande på forhånd var enige om. En stat, der ikke følger internationale retsaftaler, har ingen international retssikkerhed. Som det gerne skulle være fremgået, er grundlaget for det åbne samfund egentlig alle dets medlemmer, og omvendt er det også her, at man finder den største trussel imod det. Jean-Jacques Rousseau formulerede det således i ''Samfundspagten'' (1762): "Hvis nogen derfor efter offentligt at have anerkendt disse samme dogmer opfører sig, som om vedkommende ikke tror på dem, bør denne straffes med døden. Thi han har begået den største af alle forbrydelser: han har løjet for loven."<ref name="JJR 1987">Rousseau 1987, s. 238</ref> Hal Koch påpegede i ''Hvad er demokrati?'' (1945): "Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet."<ref name="HK 1981 13">Koch 1981, s. 13</ref> === <big>Intellektuelles fascination af totalitære styrer</big> === I det foregående har vi set, hvorledes den totalitære udvikling i de sidste 150-200 år i store træk er foregået i 3 udviklingsfaser:<br/> - i det 19. århundrede var det den traditionelle overklasse, som forsøgte at forsvare sin privilegerede stilling<br/> - i det 20. århundrede blev de afløst af en gruppe af "revolutionære", som med vold forsøgte at ændre samfundets magtforhold. Disse revolutionære bestod af to grupper, den ene samfundets absolutte bund, den anden intellektuelle og udvalgte folk fra overklassen, blandt dem Lenin og Bakunin.<br/> - i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er det en ny overklasse, bureaukratiet eller embedsværket, som i kraft af sin lovfæstede magtstilling forsøger at forsvare sine privilegier.<br/> Dette rejser spørgsmålet: hvilke ''personlige egenskaber'' er det, som gør, at en person udvikler sig fra at være demokrat til at blive totalitær? Bent Jensen har i sin bog ''Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle'' fra 1984 dokumenteret, hvordan akademikere, kunstnere og andre støttede det stalinistiske diktatur i Sovjetunionen. I de afsluttende afsnit stiller han spørgsmålet, hvordan "intellektuelle - dvs. folk der primært bruger hjernen som arbejdsredskab - var i stand til at sige og skrive det, de sagde og skrev gennem en hel menneskealder om et af de mest brutale og destruktive regimer i historien."<ref>Jensen 1984, s. 168</ref> Han undersøger forskellige mulige forklaringer. Han peger på, at de intellektuelle skabte deres egen fantasiverden for at legitimere deres støtte, "uden forbindelse med virkeligheden".<ref>Jensen 1984, s. 170-172</ref> Han mener, at "mange intellektuelle havde et meget begrænset kendskab til historie, økonomi og filosofi; de følte sig derfor tiltrukket af et forenklet skema som det marxistiske om alle problemers løsning"<ref>Jensen 1984, s. 172</ref> og peger på, at de befandt sig "i et lukket system, hvor alle ens anskuelser, ja selv ordforråd, grammatik og syntaks blev ændret efter et bestemt mønster."<ref>Jensen 1984, s. 174</ref> Han forklarer stalinisme som en "erstatningsreligion"<ref>Jensen 1984, s. 177-183</ref> og peger på "trangen til frygt eller behovet for djævlebilleder".<ref>Jensen 1984, s. 183-185</ref> Endelig peger han på, at når man engagerer sig så stærkt i en politisk sag, udvikler der sig en modvilje imod at indrømme, at man tog fejl: "Alle de ofre, man gennem mange år har bragt ... må ikke have været gjort forgæves."<ref>Jensen 1984, s. 192</ref> Alle disse forklaringer kan rumme bidrag til at begrunde tilslutningen, men alligevel ''forklarer'' de meget lidt. Nærmest i en sidebemærkning peger han på, at stalinismen var "en livsanskuelse og et samfundssystem, der (tilsyneladende) anviste de intellektuelle en meningsfuld og betydningsfuld position i samfundslivet"<ref>Jensen 1984, s. 179</ref>, og denne forklaring rummer nok kernen i den egentlige årsagsforklaring. I et kapitalistisk samfund har de venstreintellektuelle kun meget lidt at byde på: de bidrager ikke til produktion og omsætning, de udfører ikke fysisk arbejde, de udgør ikke fundamentet i økonomien. Under disse forhold har intellektuelle let ved at hade kapitalismen, fordi de føler sig marginaliserede, og dette had legitimeres ved marxismens påstand om udbytning af arbejderklassen. Den venstreintellektuelle tankegang tilbyder et alternativ: den stiller det totalitære planøkonomiske samfund i udsigt. I dette samfund har de vensteintellektuelle, der laver planerne, træffer beslutningerne og styrer staten, en central plads. Det legitimerer de venstreintellektuelle som centrale personer. Samtidig kan de intellektuelle føle, at de "solidariserer" sig med arbejderklassen, fordi alle deres planer - naturligvis - kun har til formål at forbedre vilkårene for disse og at forhindre den "udbytning", der indgår som en del af had-grundlaget mod det kapitalistiske samfund. Disse to bestanddele: hadet til kapitalismen og pseudosolidariteten i det alternative utopia, er de to elementer, der trækker venstreintellektuelle mod erklærede "socialistiske" stater og samfund. De øvrige elementer, benægtelsen af problemer og forsvaret af alverdens uhyrligheder, er de redskaber, der tages i brug for at kunne fastholde og legitimere denne tiltrækning. De venstreintellektuelle lyver for sig selv og alle andre, fordi de ikke føler, at der er noget alternativ, efter som dette alternativ allerede er forkastet på forhånd. Hvis eller når de almindelige argumenter om udbytning ikke længere duer eller rækker til, opfinder man andre, baserede på køn, etnicitet, seksuel orientering eller hvad, man ellers kan finde på. At man derved legitimerer perversiteter eller sindssyge, betyder ikke noget, for det gælder for enhver pris om ikke at legitimere det normale kapitalistiske samfund og dets værdigrundlag. Dette forklarer også, hvorfor mange intellektuelle efter Den kolde Krigs afslutning har tilsluttet sig islamisk fundamentalisme: da Sovjetunionen brød sammen, måtte de intellektuelle finde sig en ny befolkningsgruppe, som de kunne være "solidariske" med. Det fandt de i palæstinenserne, der blev udråbt til at være "undertrykt" af Israel, og "et undertrykt folk har altid ret". Fra dette udgangspunkt har de intellektuelle udvidet deres støtte til at omfatte ''hele'' den islamiske fundamentalismes tankegods: sharialov, kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber for mindreårige piger osv. De har revideret deres tidligere holdninger således, at de nu kan tilpasses til accept af alt det, som de tidligere var imod, fx. ved at hævde, at det er udtryk for "etnisk kultur", som det vil være "diskriminerende" og endda "racistisk" at kritisere. Denne søgen efter en erstatning for den ønskede centrale rolle i et kommunistisk styre kan forklare en god del af årsagen til, at venstreintellektuelle foretog skiftet fra kommunisme til islamisk fundamentalisme, men det er næppe hele forklaringen. I særdeleshed må det undre, at man så radikalt skiftede sit syn på kvinder og deres stilling i samfundet. Før skiftet brystede mange venstreintellektuelle sig af at have været fortalere netop for kvinders ligestilling og rettigheder. Hvorfor så en total venden ryggen til disse holdninger? Forklaringen er, tror jeg, et grundlæggende had til kristendommen og de værdier, som denne står for. Fælles for kommunismen og islamisk fundamentalisme er netop hadet til kristendommen. Så længe, at kampen for kvinders stilling kunne opfattes som en kamp ''imod'' et samfund hvilende på kristne "patriarkalske" principper, lod den sig forene med dette had, men da kvindernes ligestilling var opnået, gennemført og integreret også i den kristne indstilling, måtte hadet føre til, at man nu måtte vende sig imod ligestillingen, ''netop'' fordi denne var blevet en del af kristne demokratiske samfunds grundlag. For at begrunde dette holdningsskifte, måtte man gribe til argumenter der kunne ''legitimere'' et sådant skifte, og det fandt man i forsvaret af "etniske kulturer", selvom det ret beset er lige så absurd som at forsvare fx. slaveri. Men hvorfor dette had til kristendommen? Svaret ligger atter i venstreintellektuelles selvopfattelse. Den går ud på, at akademisk viden opfattes som ultimativ. Kristendommens holdning, at naturen styres af naturlove, der afspejler, at den er gennemsyret af en almægtig fornuft, som det rækker ud over den menneskelige videns evner at forklare, opfattes som "farlig" for denne selvforståelse. Som i demokratier reduceres akademikere til folk, der kan bidrage til forståelsen af sammenhænge i naturen men ikke som orakler, der har det sidste ord. Men det er netop denne rolle som ultimative orakler, som pseudoakademikere stræber efter. Når målet bliver vigtigere end vejen, så blokerer intolerancen for, at man kan indrømme, at man tog fejl eller at andre har ret. Så vælger man korsfæstelsens vej. Denne holdning er ikke ny. Den går tilbage til de ældste lukkede samfund. Her var det ofte et præsteskab, der styrede med begrundelsen, at det havde forbindelse med de højere, ufejlbarlige magter og havde magiske kræfter. Gennem magi og ritualer mente det at have indflydelse på naturens gang.<ref>Nielsen (1979), s. 321</ref> I de moderne samfund har "videnskab" overtaget magiens rolle. Præsteskabets rolle skal stå uimodsagt, derfor skal det forsvares uanset hvad. Hvis dette indebærer menneskelige ofre, så er det en acceptabel del af prisen. Kvindernes ligestilling er ikke for høj en pris i denne tankegang. Det er en syg tankegang, fordi den afspejler ligegyldighed med og endda foragt for medmenneskers ve og vel. Men netop næstekærlighed er det centrale budskab i kristendommen, og derfor er kristendommen denne egoismes sande modsætning og ubetingede fjende. Læg dertil kristendommens budskab at intet menneske er ufejlbarligt, og man ser, at kristendommen netop undergraver de to forudsætninger for det selvbestaltede præsteskab. Det er de samme to forudsætninger, som åbne samfund har som deres betingelser. Det forhold, at også mennesker, der skulle ''repræsentere'' kristendommen (fx paven og biskopper) gennem tiderne har forbrudt sig imod den, ændrer ikke på, at ''kristendommen i sit inderste væsen'' er anti-totalitær, anti-magthaverisk. At folk ''hævder'' at handle i kristendommens navn betyder ikke, at de også altid ''gør'' det. Sande intellektuelle ved, at deres rolle er via forskning, opdagelser og opfindelser at bidrage til at udvikle det kapitalistiske samfund. De kan komme med forslag og anbefalinger på grundlag af deres forskning og viden. Derved kan de yde tungt vejende bidrag til samfundets udvikling ''på lige fod'' med andre grupper. Men det er politikernes opgave at afveje deres forslag og anbefalinger mod andre hensyn og argumenter.<ref name="HK 1981 49">Koch 1981, s. 49</ref> Venstreintellektuelle er i bund og grund snyltere, der ikke drømmer om at yde bidrag på sådanne vilkår men mener, at de skal nyde en priviligeret stilling i samfundet. De kan finde støtte blandt andre marginaliserede grupper og personer, som i også føler og ved, at de snylter på samfundet og derfor hader dette, fordi de føler sig uden for fællesskabet og svigtet af dette. Det kan være "''down and outs''", folk uden arbejde, indvandrede etniske mindretal, journalister og meningsmagere, politikere, kunstnere og lignende. Disse grupper udgør det åbne samfunds største fjender, men de udgør også en samfundsreserve, som samfundet ikke har formået at inddrage og udnytte efter evne. Mange af dem er vidnesbyrd om, at fællesskabet ikke har løst sin opgave på forsvarlig vis. Men der er også nogle, som nægter at tage imod tilbuddet, når samfundet strækker sin hånd ud til dem. De få, som ikke ''vil'' acceptere samfundets grundlæggende spilleregler, er dem, som med Rousseaus ord har "løjet for loven". Foruden denne forklaring må imidlertid peges på en anden, som er blevet fremhævet af den sorte samfundsdebattør og meningsdanner Candace Owens i forbindelse med hendes undersøgelser af den amerikanske præsidentkandidat Kamala Harris. Candace Owens peger på, at Kamala Harris stammer fra en overklassefamilie af datidige slaveejere på Jamaica. Da England ophævede slaveriet, mistede familien sin priviligerede stilling. Men ikke længe. Hurtigt gik den ind i politik og tilsluttede sig kommunistiske idéer. Ved at opnå politiske og administrative stillinger kunne den genetablere sin magt over befolkningen, blot fandt denne nu nye former. Ikke overraskende støttede familien senere Fidel Castros magtovertagelse på Cuba og fik tætte forbindelser til diktatoren. Hendes mor blev senere engageret i et ulovligt hemmeligt statsligt forskningsprojekt, ''MK Ultra'', der havde til formål at undersøge mulighederne for at anvende narkotiske stoffer som middel til at manipulere med folks handlemåde og verdensopfattelse. Foragten for andre mennesker fik Kamala således "ind med modermælken" så at sige. På lignende måde forsøgte Lenin og Bakunin efter afskaffelsen af feudalismen i Rusland hver på deres måde at blive ledere af revolutionære bevægelser, som kunne bringe dem til magten. Magtbegæret havde begge i arv fra deres familie, således stammede Bakunin fra "et adeligt godsejermiljø"<ref name="HO 1979 10">Helm og Ottovar 1979, s. 10</ref>, mens Lenin (og Marx og Engels) tilhørte "den borgerlige intelligens".<ref name="WH 1979 173">Witt-Hansen 1979, s. 173</ref> Der var således visse paralleller til den priviligerede overklasse, der i det 19. århundrede havde forsøgt at fastholde sin særstilling. Holdningsmæssigt foragtede de befolkningen men i deres propaganda hævdede de at arbejde for dens rettigheder - uden nogensinde at opfylde deres løfter. Fælles for dem - og for Kamala Harris - er, at de skjulte eller stærkt nedtonede deres sociale baggrund. I virkeligheden var formålet at bevare deres magtmæssige overklassestilling. === <big>Afsluttende bemærkninger</big> === Jeg er nået til enden af min fremstilling, og lad mig sige det straks: jeg endte et ganske andet sted, end jeg havde forventet, da jeg startede. Fra begyndelsen vidste jeg, at der ville blive tale om en historisk sammenlignende fremstilling af de mange forskellige totalitære ideologier. Jeg vidste, at jeg ville kunne uddrage visse fælles træk. Jeg vidste, at sammenligningen med vor tids meritokratiske samfund ville vise, at vi på ingen måde er sluppet fri af det lukkede samfund, og at mange af de fælles træk gentager sig nu som før. Jeg vidste, at denne konstatering ville være et direkte kritisk angreb på det samfund, jeg selv var en del af. Det var alt sammen forventet. Hvad jeg ikke var forberedt på var, hvad der skete, da jeg forsøgte at trænge bag om disse beskrivelser og forstå årsagen eller årsagerne til de lukkede samfunds skabelse dels ved at se på forudsætningen for skabelsen af det åbne samfund, dels ved mit forsøg på at forklare og forstå, hvorfor at netop venstreintellektuelle i så høj grad havde tilsluttet sig og hyldet totalitære samfund. Den umiddelbare forståelse: at visse træk i sådanne samfund placerede dem centralt i modsætning til den mere marginale placering i demokratiske samfund, var let nok at opnå. Men det, der fulgte af den videre analyse, kom som en overraskelse for mig. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg kunnet forudse den centrale rolle, som kristendommen kom til at indtage i min analyse og forklaring. Men nu kan jeg end ikke med min bedste vilje indse, hvordan jeg kunne ende analysen på anden måde. Ikke mindre overraskende var det for mig, da jeg blev klar over, at jeg var endt samme sted som Erasmus af Rotterdam (ca. 1466-1536): man kan ikke adskille kristendom, moral og politik, de er sider af samme sag. Martin Luther og Machiavelli tog fejl.<ref>Erasmus 1979, s. 17-18</ref> Eller måske sagt på en anden måde: kristendommen er selve grundlaget for moral og humanisme, og den manifesterer en bestemt tilgang til politiske problemer. Villy Sørensen har gjort sig til talsmand for det synspunkt, at både den moderne videnskab og humanismen repræsenterede angreb på kristendommen<ref>Erasmus 1979, s. 29</ref>, men jeg vover at mene, at dette ikke er en rigtig vurdering, tværtimod. Den moderne videnskab blev grundlagt ud fra antagelsen, at naturen var gennemsyret af Guds ånd og derfor måtte være logisk og fornuftigt indrettet. Dette førte til antagelsen om eksistensen af naturlove, og opdagelsen af sådanne lovmæssigheder har siden været naturvidenskabernes hovedformål. Det vil næppe være urimeligt at hævde, at denne tilgang har været en succes for menneskehedens forståelse af omverdenen. Med Martin A. Hansens ord: "I Dag kan det almindelige Menneske ikke have noget Forhold til ren Viden uden gennem Tro."<ref>Hansen 1967, s. 36</ref> Humanismen kan vel bedst defineres som udledningen af sociale love og regler netop baseret på kristendommens menneskesyn. H.C. Branner påpeger i "''Humanismens Krise''", at angreb på humanismen for at svigte ved trusler fra totalitære anslag<ref>Branner 1967, s. 7</ref> er en sammenblanding af begrebets egentlige indhold og et misbrug af det, hvilket er "en farlig og forvirrende ting".<ref>Branner 1967, s. 11</ref> Den kristne humanisme forholder sig ikke passivt til sådanne angreb, men den påpeger, at ''svaret'' på angreb må være afstemt på en sådan måde, at man netop ''ikke'' forfalder eller lader sig lokke til at gøre det modsatte af det samfundssyn, som man vil forsvare. Derfor må humanismen "være ubetinget modstander af enhver form for autokratisk samfunds-orden, af vold som middel til afgørelse af politiske konflikter og af straffelovgivning som politisk våben".<ref>Branner 1967, s. 12</ref> Det forhold, at både videnskab og humanisme af visse mennesker ''misbruges'' til angreb på kristendommen og dens næsteansvar, betyder ikke, at de ''er'' modstandere af kristendommen. Det betyder blot, at der findes personer, som er rede til at ''manipulere'' med ordenes egentlige betydning. Videnskaben og humanismen står ikke i modsætning til kristendommen, tværtimod er de begge specialiserede iværksættelser og følger af dens livssyn. Betydningen kan måske bedst belyses ved en personlig historie: Yeonmi Park blev født i Nordkorea og boede her til hun var 13 år gammel, så flygtede hun på grund af sult og kom til Kina. Her blev hun solgt som sexslave og levede under fortvivlede vilkår, indtil hun fik kontakt med en ''kristen'' missionærgruppe fra Sydkorea, som tog hende og hendes moder under sin beskyttelse og hjalp dem til flugt fra Kina via Mongoliet.<ref>Park (2015)</ref> Der er for mig ingen tvivl om, at det netop var gruppens kristne livssyn som reddede hende og hendes moder ud af det helvede, de befandt sig i. Om læseren kan og vil følge mig hele vejen, lader jeg være op til den enkelte. Utvivlsomt vil nogle hævde, at jeg er gået videre, end de selv er villige til at acceptere. Jeg forventer både vrede reaktioner og forsøg på at forklare, ''at'' min analyse ikke holder og ''hvorfor''. Selvfornægtelsen hos mange vil være stærk, og det er ikke let at indrømme, at man er faldet i et hul, hvorfra der kun er snæversyn, i stedet for at have besteget et bjerg, hvorfra udsynet er ubegrænset. Men sådan mener jeg, at det forholder sig. Hvis der er noget, som jeg er blevet overbevist om, så er det den vigtige rolle, som kristendommen må spille i moderne samfund selv i det 21. århundrede. For at sige det enkelt og slagordsagtigt: kristendommen er den eneste vaccine, der findes til bekæmpelse af ondskaben blandt mennesker, også således som denne manifesterer sig i udformningen af vore samfund. Alle gode viljer til trods er det kun ved at gå tilbage til kristendommen, at vi kan bekæmpe den ondskab, der lurer i os alle. Bibelen rummer en lignelse, som påpeger dette præcist: historien om den urene ånd. Der kan være grund til at gentage den: "''Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.''" (Lukas 11:24-26) Sådan, tror jeg, at det er gået os i begyndelsen af det 21. århundrede. Vi har troet på, at vi lever i den bedste af alle tider efter afslutningen på Den kolde Krig, og det har gjort os blinde for, at menneskelig ondskab aldrig ophører. Både sekulariseringen af og den økonomiske velstand i vort samfund har gjort, at vi har åbnet vores sjæl for den urene ånd og ladet den flytte ind igen med "syv andre ånder, værre end den selv". Vi blev sårbare indad til på samme måde, som vi blev sårbare udad til, da vi nedrustede i troen på, at krigenes tid var forbi. Men evig fred varer kun til næste krig, og den, der ønsker fred, må forberede sig på krig. Den lektie har vi lært af krigen i Ukraine, men vi har i for høj grad overset kampen om vores ånd og sjæl. Kampen mod de lukkede samfund må begynde i os selv. Mit håb er, at dette essay vil få enhver til at huske på at søge og tage sin daglige vaccine mod åndsformørkelsens forgiftning. Selvransagelse er det første skridt til helbredelse. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Sharyl Attkisson: ''Stonewalled: My Fight for Truth Against the Forces of Obstruction, Intimidation, and Harassment in Obama's Washington''; Harper 2014; {{ISBN|9780062322845}} * Claus Bjørn: "Fra reaktion til grundlov. 1800-1850" (i: Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 11; København 1990; {{ISBN|87-89068-12-2}}) * Daniel Alan Brubaker: ''Corrections in Early Qur'an Manuscripts''. Twenty Examples; Lovettsville 2019; {{ISBN|13-978-1-949123-04-3}} * H.C. Branner: "Humanismens krise" (i: ''Falkebog'' nr. 45 udgivet af Hans Reitzels Forlag A/S; København 1967; s. 5-26) * Michael Böss: ''Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen''; Kristeligt Dagblads Forlag 2014; {{ISBN|978-87-7467-165-7}} * Niels Finn Christiansen: "Klassesamfundet organiseres. 1900-1925" (i: Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 12; København 1990; {{ISBN|87-89068-14-9}}) * Patricia Crone: ''Meccan Trade and The Rise of Islam''; Princeton University Press 1987; {{ISBN|0-691-05480-0}} * Isaac Deutscher: ''Den ojudiska juden''; Stockholm 1969 * Erasmus af Rotterdam: ''Tåbelighedens Lovprisning. Oversat og indledt af Villy Sørensen''; Viborg 1979; {{ISBN|87-01-77081-0}} * Ole Feldbæk: “Den lange fred. 1700-1800” (i: Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9; København 1989; {{ISBN|87-89068-11-4}} * Aage Friis: "En Lægeberetning om Christian VIIs Helbredstilstand" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 8. række, 1 (1907); s. 80-83) * John Kenneth Galbrait: ''Det store krak 1929''; Århus 1986; {{ISBN|87-01-68542-2}} * Kristian Gerner (anmeldelse af: Bent Jensen: ''Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede'', i ''Historisk Tidsskrift'' bind 104, 2004; s. 518-523) * Vladimir Grossmann: ''Kosakland''; København 1936 * Martin A. Hansen: "Eneren og Massen" (i: ''Falkebog'' nr. 45 udgivet af Hans Reitzels Forlag A/S; København 1967; s. 27-68) * Michael Helm og Annegrethe Ottovar (red.): Mikhail Bakunin. Autoritet eller selvforvaltning?; Borgens Forlag 1979; {{ISBN|87-418-4821-7}} * Edvard Holm: "Christian VII", i: Carl Frederik Bricka, (red.): ''Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814''; Vol. III. (1. udgave). København, Gyldendal 1889; s. 511-515. * Kristian Hvidt: "Det folkelige gennembrud og dets mænd. 1850-1900" (i: Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 11; København 1990; {{ISBN|87-89068-13-0}}) * Ülo Ignats: ''Folkens fängelse. Nationalitetspolitiken i Sovjetunionen''; Stockholm 1982; {{ISBN|91-7324-177-6}} * Lis Jacobsen et al.: "fascisme" (''Politikens Blå Ordbøger'', Nudansk Ordbog, bind 1: Å-L; København 1953; s. 219) * Bent Jensen: ''Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede''; Viborg 2003; {{ISBN|87-02-01388-6}} * Bent Jensen: ''Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle''; Haslev 1984; {{ISBN|87-00-81912-3}} * Bent Jensen: ''Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig''; Viborg 1987; {{ISBN|87-00-14774-5}} * Carsten Jensen: ''Jeg har set verden begynde''; 2. oplag; København 1998; {{ISBN|87-16-16230-7}} * Knud J.V. Jespersen: “Christian 5. testamenter” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 127-142 * Karsten Friis Johansen: "Platons og Aristoteles' statslære" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 7-39, 335) * Erik Stig Jørgensen: "Partier og partimodsætninger 1848-1864" (i: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 1980, s. 9-20) * Erik Stig Jørgensen: "Den reviderede grundlovs tilblivelse 1864-1866" (i: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 1980, s. 21-34) * Carl Henrik Koch: "Enevælde af Guds nåde" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 67-100, 336) * Hal Koch: ''Hvad er demokrati?''; 4. udgave; Haslev 1981; {{ISBN|87-00-86072-7}} * Jesper Vaczy Kragh (red.): ''Psykiatriens historie i Danmark''; København 2008; {{ISBN|978-87-412-5146-2}} * Yeonmi Park, Maryanne Vollers: ''In Order to Live: A North Korean Girl's Journey to Freedom''; Penguin Press, New York 2015; {{ISBN|978-0-698-40936-1}} * E. Ladewig Petersen: “Træfpunkt Odense 1560 og 1657 - og indimellem” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 65-80 * Odon Lafontaine: ''The Great Secret Of Islam''; v.23.05.05.2024; {{ISBN|978-1-537-53910-2}} (engelsksproget internetudgave fra den franske original: ''Le grand secret de l'islam''; {{ISBN|978-1-517-01131-4}}) * [https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/view/75082/108720 Ulrik Langen: "Kongen og filosofferne" (''Fortid og Nutid'' 2002, s. 4-26)] * Erik Langkjær (red.): ''Politiske ideologier fra Platon til Mao''; 3. udgave 1979; {{ISBN|87-567-3213-9}} * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Aarhus University Press, 1993; {{ISBN|87-89531-08-6}} * Christoph Luxenberg: ''The Syro-Aramaic Reading of the Koran''. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; {{ISBN|978-3-89930-088-8}} * Tiit Madisson: ''Maailma uus kord''; Lihula 2004; {{ISBN|9985-897-17-X}} * Tiit Madisson: ''Holocaust. XX sajandi masendavaim sionistlik vale''; Lihula 2006; {{ISBN|9949-13-498-6}} * John Stuart Mill: ''Om friheden''; 1859 (her anvendt oversættelse til dansk ved Jesper Tang, {{ISBN|87-591-0058-3}}) * Søren Nancke-Krog: ''Af jord er du kommet. Danskerne som jordbrugere gennem 6000 år''; København 1982; {{ISBN|87-17-05008-7}} * Flemming Steen Nielsen: "En kritik af den totalitære statstanke" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 315-334, 340) * Niels Petersen: "Forlig og omgruppering" (i: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 1980, s. 91-116) * Henning Poulsen: "Nazisme og fascisme" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 266-285, 339) * H. Roos: "Katolsk politisk teori" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 40-66, 335f) * Jean-Jacques Rousseau: ''Samfundspagten''; København 1987; {{ISBN|87-7245-1890}} * Per Salomonsson (red.): ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; Paludans fiol-bibliotek; 3. oplag, september 1980; {{ISBN|87-72-30866-4}} * Benito Scocozza: “Ved afgrundens rand. 1600-1700” (Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 8; København 1989; {{ISBN|87-89068-10-6}} * Per Salomonsson: "Venstregrupperne" (i: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 1980, s. 35-56) * Per Salomonsson: "Socialdemokratiet" (i: ''Den politiske magtkamp 1866-1901''; 1980, s. 57-63) * Karsten Schnack: "Revolutionære ideologier i vor tid" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 286-314, 340) * Stephen J. Shoemaker: ''The Death of a Prophet''. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; {{ISBN|978-0-8122-4356-7}} * Stephen J. Shoemaker: ''Creating the Qur'an''; University of California Press 2022; {{ISBN|978-05-20389-04-5}} * Robert Spencer: ''Did Muhammad exist?''; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; {{ISBN|978-1-64293-854-8}} * Viktor Suvorov: ''Jäälõhkuja'' (oversat: Isbryderen); Tallinn 1999; {{ISBN|978-9985-66-590-9}} * Johannes Witt-Hansen: "Marxisme, leninisme, maoisme" (i: ''Politiske ideologier fra Planton til Mao''; s. 173-230, 338) [[Kategori:Humaniora]] m634cmnwl4344j2m803rrpdcpe0uk09