Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.9 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31084 432150 71021 2026-07-05T14:29:53Z MGA73 457 /* Validated */ 432150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" /></noinclude><h1 align=center style="border-bottom:none;">JULIES DAGBOG.</h1> <br> <br> {{Streg|6em}} {{Startbogstav|D}}enne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar Bogen er sluttet — vil den da berette om et lykkeligt eller sørgeligt Liv, vil den være en Roman med<noinclude><references/> {{hoved|<small>Julies Dagbog|</small>|1}}</noinclude> meh8idu99j0anv8wdjcsusngb8alcr0 104 31085 432151 71019 2026-07-05T14:32:11Z MGA73 457 /* Validated */ 432151 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|2}}</noinclude>spændende Hændelser eller vil den være — ak! — slet ingenting? Herom spørger jeg med nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk. Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode Magter. <small>Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.</small> <center><big>''Julie Mathilde Magens,''</big><br> <small>født d. 23. April 1872,</small><br> Datter af Blomstermaler, Professor<br> ''Holger Magens.''</center><noinclude><references/></noinclude> fwshoc6csexz8vlyk92knqwv5r9l1bw 432182 432151 2026-07-05T16:53:24Z MGA73 457 432182 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|2}}</noinclude>spændende Hændelser eller vil den være — ak! — slet ingenting? Herom spørger jeg med nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk. Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode Magter. <small>Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.</small> <center><big>''Julie Mathilde Magens,''</big><br> <small>født d. 23. April 1872,</small><br> Datter af Blomstermaler, Professor<br> ''Holger Magens.''</center> {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> pghsbuk3zm12gk2bizhvw9mejfq1q8t 104 31086 432152 74544 2026-07-05T14:34:32Z MGA73 457 /* Validated */ 432152 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" /></noinclude> {{højre|Nytaarsnat Kl. 12½.|4em}} Hvor højtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt rinder frem i Vinternattens Mulm og Mørke. Et Aar er atter svundet — hvad har det bragt mig? Et nyt begynder — hvad vil det bringe? Det første kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg tænker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej, uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Række af stille Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen følgende Billede: min søde lille Mo’r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at besørge Ærinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker, ligesom<noinclude><references/> {{højre|1*}}</noinclude> b8wxwbsejsv6azkt082i03v3x5s2vjj 104 31088 432153 74545 2026-07-05T14:40:52Z MGA73 457 /* Validated */ 432153 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|4}}</noinclude>vi ikke hørte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og færre kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hører til Rutens faste Figurer. »Enken med sin Datter« kaldte engang en Herre os, idet vi gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemærkningen; den var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortklædt; jeg høj og tynd — vistnok lidt ranglet, — desværre ikke særlig velklædt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi gaar ufortrødent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi ser hverken til Højre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke fuldkommen sandfærdigt. D. v. s. Mo’r ser ret frem, men jeg kigger med Øjenkrogene til begge Sider. … Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der er koldt i vor Spisestue — til Trods for de Rosenguirlander og Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Væggene. Først sætter Moder, Frantz (en lang opløben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa træder Fader ind fra sit Atelier. Han er meget høj og mager, er altid i graat Tøj med langskødet Frakke, han fryser altid og fejler altid et eller andet. Jeg tror,<noinclude><references/></noinclude> 8k8wkcs66em9kz8gla4xurtokmpqjvr 104 31090 432154 71031 2026-07-05T14:45:31Z MGA73 457 /* Validated */ -\n 432154 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|5}}</noinclude>det er ham, der bringer Kulde med sig ind i Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad som om det var en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud, og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte gennemsigtige Blade. {{nowrap|— —}} Konversationen ved Middagsbordet kan just ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader: »Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?« Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er det mest pinagtige. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 0qorfecmgmghv3ga1nd6mxysrmufl3l 432203 432154 2026-07-05T19:40:13Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432203 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|5}}</noinclude>det er ham, der bringer Kulde med sig ind i Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad som om det var en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud, og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte gennemsigtige Blade. {{nowrap|— —}} Konversationen ved Middagsbordet kan just ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader: »Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?« Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er det mest pinagtige. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ilcwe0fav3ma8xvxkh9b27blararrk1 432206 432203 2026-07-05T19:42:00Z MGA73 457 432206 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|5}}</noinclude>det er ham, der bringer Kulde med sig ind i Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad som om det var en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud, og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte gennemsigtige Blade. {{nowrap|— —}} Konversationen ved Middagsbordet kan just ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader: »Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?« Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er det mest pinagtige. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> e75elvdalmy6srx28416odgqpgrihip 104 31091 432155 74546 2026-07-05T14:48:41Z MGA73 457 /* Validated */ -\n 432155 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|6}}</noinclude>Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosjø Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i næstøverste Latinklasse, mistænkes stadig for Dovenskab og letsindigt Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa vækker han min æstetiske Papas Ærgrelse ved et leddeløst labansagtigt Væsen, en smagløs Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen, usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste Maade. Aftenen er Døgnets Oase — naar Frantz er gaaet til sine Lektier eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo’r og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa Ilden lyser ud gennem Risten, sætter rød Skærm over Lampen og gør os det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det højeste og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bøger, vi har læst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i gamle Dage, men mest taler vi om Kærlighed. At høre Mo’r tale om Kærlighed er saa smukt og rørende, at jeg altid ender med at græde. Stakkels lille Mo’r, som har<noinclude><references/></noinclude> hpcv8lqoh46i1r1kurgutc9n96uhgy5 104 31092 432156 74547 2026-07-05T14:52:10Z MGA73 457 /* Validated */ orddeling 432156 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|7}}</noinclude>et saa stort og varmt Hjærte og som er skabt til nænsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke være Minder fra hendes Ægteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog hun først, da hun var 27 Aar og hendes Forældre var døde — uden at efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortæller om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske Soiréer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa’r, Bedstefa’r, hvor kunde Du ogsaa sætte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen Fornøjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du skønne, Du vidunderlig dejlige Bedstemo’r, Du, om hvem Sagnet beretter saare smukke, men ikke ganske artige Æventyr — hvorfor har jeg dog ikke kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod Bedstefader bortføre Dig midt under Middagen og kørte med ham i Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to saa fortsatte Gildet, I to alene. Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel følger Eders Slægts jordiske<noinclude><references/></noinclude> bll88i4pse6rzy76ziez99p2q9fdco5 104 31093 432157 74548 2026-07-05T15:10:21Z MGA73 457 /* Validated */ 432157 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|8}}</noinclude>Færd, vil I have følt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften, Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i Eders, det gamle Aar blevet hædret med rungende Skaaler om et bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med Champagneproppers Salut. Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar. Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krøb sammen, sad i to lange Timer, uden at have Humør til at begynde vor sædvanlige Passiar. Men da Taffelurets gamle slidte Klokkeværk med spinkle besværlige Toner begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgørelsens Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine Øren som et »Nu din Tid! Nu din Tid!« — indtil Værket endte med en klirrende Raslen, der lød som Kanebjælder. Saa tog Mo’r mig i sine Arme, bøjede mit Hoved ned til sit og sagde, mens hun kyssede mig: »Du, min lange, kære, grimme Unge, Vorherre gøre det nye Aar lyst og<noinclude><references/></noinclude> mepoy6nct3ymgi8x768x06mjbfr7j3i 104 31094 432159 74549 2026-07-05T15:13:21Z MGA73 457 /* Validated */ 432159 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|9}}</noinclude>lykkeligt for Dig.« Og da jeg svarede: »Tak for det gamle, lille Mo’r!« — klappede hun mig paa Kinden og sagde: »Du har desværre saa lidt at takke for.« Og lidt efter, med Taarer i Øjnene: »Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg véd det. En anden Sag er det, naar man som jeg er færdig med Livet; men ungt Blod trænger til Sol og Lykke.« »Jeg har jo Dig, lille Mo’r,« hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt skælmsk, som hun undertiden kan være: »Er de unge Piger nuomstunder saa nøjsomme?« Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit. Hvad hun mente, véd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kære Ven i det Fjærne, hvis faa og korte Breve har været de flygtige Stjærneskud i Aarets Mørke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her lægges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo, det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Spørger jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. — Og alligevel, hvis Du i dette Øjeblik traadte ind ad Døren og spurgte, om jeg<noinclude><references/></noinclude> 7686ww7pceakmix28y5ocpn7m0phfot 104 31095 432160 71038 2026-07-05T15:16:25Z MGA73 457 /* Validated */ v orddeling 432160 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|10}}</noinclude>vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøven: Ja. — Thi Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner — den eneste, der kan føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger det ud i denne Nytaarsnat: Hjælp, Hjælp! … Om Du hørte mit Nødraab og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet. Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har ikke haft det godt … Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse. — — — Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til Dig — naar bare Du selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer mig en Hilsen fra<noinclude><references/></noinclude> 76rjvyt4s26vhky2us00lrzydml85vh 104 31096 432163 74538 2026-07-05T15:26:49Z MGA73 457 /* Validated */ S 432163 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|11}}</noinclude>Erik. Men faar jeg imorgen — eller rettere idag — en Nytaarshilsen fra Erik … {{Venstremargen|5em|... da let paa Taa<br /> I Piger smaa,<br /> for da skal Dansen gaa<br /> og Julies Bryllup staa.}} Det Vers er af mig selv. {{højre|1Ste Januar.|4em}} Altsaa har jeg Grund til at være i Perlehumør: der var Brev til mig fra Erik. Ovenikøbet et langt Brev med forelsket Længsel efter »Plejesøster« Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her. Hvis nu bare hans Fader vilde forstrække ham med den fornødne Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og »jeg har da« — skriver han — »noget meget vigtigt at tale med Dig om.« Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup, og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Værelsers Lejlighed, vi faar Møbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul, da vi for Spøg talte om, hvordan vi helst vilde have<noinclude><references/></noinclude> jqnesogkicdwaeyl8d74yz8v120d4h8 104 31097 432165 74550 2026-07-05T15:29:02Z MGA73 457 /* Validated */ 432165 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|12}}</noinclude>en Lejlighed udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang i mellem i Teatret paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind, vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og Etatsraad, R. af D., p. p. Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen »Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt, som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest. Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive, naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik, saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der, trods al sin kætterske Menen og Villen, kryber i et Musehul for Folks Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme<noinclude><references/></noinclude> 3rihrdt2f9pf6xa09jl2kz5vtly6nw4 432207 432165 2026-07-05T19:44:34Z MGA73 457 -_ 432207 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|12}}</noinclude>en Lejlighed udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind, vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og Etatsraad, R. af D., p. p. Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen »Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt, som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest. Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive, naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik, saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der, trods al sin kætterske Menen og Villen, kryber i et Musehul for Folks Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme<noinclude><references/></noinclude> 4fqu1u6u7tnwvopffxjxxwxdmo0r9h1 104 31098 432168 71041 2026-07-05T15:31:51Z MGA73 457 /* Validated */ 432168 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|13}}</noinclude>vover sig væk fra den Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders Tugt og Moders Klage? Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«, da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt. Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget. — — I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være, er Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder übevægelig, plantet mellem Puder, i sin stive<noinclude><references/></noinclude> 1ac4m5qo6lgv5yzumttgcernlyjgk2c 432208 432168 2026-07-05T19:45:24Z MGA73 457 u 432208 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|13}}</noinclude>vover sig væk fra den Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders Tugt og Moders Klage? Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«, da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt. Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget. — — I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være, er Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder ubevægelig, plantet mellem Puder, i sin stive<noinclude><references/></noinclude> k2m5gkj1fenewo4sod2wd9jobe7kum8 104 31099 432171 71042 2026-07-05T15:34:15Z MGA73 457 /* Validated */ 432171 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|14}}</noinclude>Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders Billede i Oliemaleri — Faders Debutarbejde — hænger, en stram, mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang, enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte Ansigt lyser to store rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød. De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige Hjærte. Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og<noinclude><references/></noinclude> k9cn6b1paejpv1rfb0i4uo0oppfbs6h 104 31102 432173 71046 2026-07-05T15:36:59Z MGA73 457 /* Validated */ 432173 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|15}}</noinclude>duftende, med mange Urter og Kødboller, kogt Rødspætte, en vældig saftig og rød Oksesteg samt hjemmebagt Æblekage. Dertil en Rødvin, som der ikke ødsles med, men som det ogsaa næsten er Synd at drikke, saa berusende dejligt lugter den — en Efterladenskab fra min for femten Aar siden afdøde højærværdige Bedstefader — og ved Desserten et Glas Madeira. Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt, hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gør sig Umage for at være i behageligt Humør. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se Bedstemoder med sine milde Øjne vaage over, at vi alle faar noget, der er rigtig godt og lækkert, og høre hendes gæstfri Opfordringer til at forsyne os. Jeg maa smile ved Tanken om, hvordan jeg propper mig ved disse Middage, hvor vi giver os god Tid, og hvor Retterne frembæres med festlig Værdighed af en gammel Pige med sirligt hvidt Smækkeforklæde. Jeg vil nu slet ikke tale om Frantz, for han hugger i sig med en ligefrem upassende Forslugenhed. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> mf2dj5zc7u75cwqsve83nh4352t0hpz 104 31103 432174 74551 2026-07-05T15:38:56Z MGA73 457 /* Validated */ 432174 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|16}}</noinclude>Ved Desserten løfter Bedstemoder sit Glas og siger — hvert Aar de samme Ord: »Saa drikker vi paa et glædeligt Nytaar for os Alle, men mest for de Unge.« Da jeg idag klinkede med hende — jeg sad ved Siden af hende — saa hun længe paa mig med sine store Øjne og sagde saa: »Din Skaal!« »Tak, Bedstemo’r.« Hun saá længe paa mig og sagde omsider: »Har jeg maaske ikke Ret?« »I hvad, Bedstemo’r?« Hun rystede paa Hovedet: »Jeg siger ikke mere. Jeg spørger kun.« Jeg blev rød, men de Andre lo. Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun? Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve nogenlunde sorgfrit med sine smaa Fornødenheder, men ved at spare til daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os, et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at købe noget nyttigt for. Hendes Gaver overrækkes os altid paa en fordulgt, hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen hos hende, mærkede jeg, at hun trak sagte i min<noinclude><references/></noinclude> ma13o2jsq2p9k7kwo48p95mitex6dog 432209 432174 2026-07-05T19:48:25Z MGA73 457 á 432209 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|16}}</noinclude>Ved Desserten løfter Bedstemoder sit Glas og siger — hvert Aar de samme Ord: »Saa drikker vi paa et glædeligt Nytaar for os Alle, men mest for de Unge.« Da jeg idag klinkede med hende — jeg sad ved Siden af hende — saá hun længe paa mig med sine store Øjne og sagde saa: »Din Skaal!« »Tak, Bedstemo’r.« Hun saá længe paa mig og sagde omsider: »Har jeg maaske ikke Ret?« »I hvad, Bedstemo’r?« Hun rystede paa Hovedet: »Jeg siger ikke mere. Jeg spørger kun.« Jeg blev rød, men de Andre lo. Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun? Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve nogenlunde sorgfrit med sine smaa Fornødenheder, men ved at spare til daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os, et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at købe noget nyttigt for. Hendes Gaver overrækkes os altid paa en fordulgt, hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen hos hende, mærkede jeg, at hun trak sagte i min<noinclude><references/></noinclude> 1kz1029ydydya5onrtm1joxjaq7mpga 104 31106 432175 74552 2026-07-05T15:41:46Z MGA73 457 /* Validated */ 432175 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|17}}</noinclude>Kjole. Jeg kiggede ned og saa, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2 Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.« Paa Onsdag — hvis vi kan faa Billeter — skal vi til ''Suleima''. Jeg glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder. {{højre|2. Januar.|4em}} Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. »Flittig« vil sige, at jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa — paa Porcellæn; for Tiden arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den unge Grevinde Bjørneklo. Efter Frokost øvede jeg mig en Times Tid, gik saa med Moder til Byen, saá ikke en eneste nævneværdig Person. Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen lidt for Moder. Tidligt i Seng. {{højre|3. Januar. (Søndag)|4em}} I Mathæus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke et Besøg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Søndag. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|''Julies Dagbog.''}}||{{small|2}}}}</noinclude> pdrhcl7hl7ughpz86nkmk92yrkogzu1 432176 432175 2026-07-05T15:44:19Z MGA73 457 linjeskiftet skal vist bruges af hensyn til afstanden i transskriberingen 432176 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|17}}</noinclude>Kjole. Jeg kiggede ned og saa, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2 Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.« Paa Onsdag — hvis vi kan faa Billeter — skal vi til ''Suleima''. Jeg glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder. {{højre|2. Januar.|4em}} Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. »Flittig« vil sige, at jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa — paa Porcellæn; for Tiden arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den unge Grevinde Bjørneklo. Efter Frokost øvede jeg mig en Times Tid, gik saa med Moder til Byen, saá ikke en eneste nævneværdig Person. Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen lidt for Moder. Tidligt i Seng. {{højre|3. Januar. (Søndag)|4em}} I Mathæus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke et Besøg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Søndag. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|''Julies Dagbog.''}}||{{small|2}}}}</noinclude> kzzun9i2bxcy3u6kyohxfjqa1k84tob 432238 432176 2026-07-06T05:49:40Z MGA73 457 . 432238 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|17}}</noinclude>Kjole. Jeg kiggede ned og saa, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2 Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.« Paa Onsdag — hvis vi kan faa Billeter — skal vi til ''Suleima''. Jeg glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder. {{højre|2. Januar.|4em}} Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. »Flittig« vil sige, at jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa — paa Porcellæn; for Tiden arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den unge Grevinde Bjørneklo. Efter Frokost øvede jeg mig en Times Tid, gik saa med Moder til Byen, saá ikke en eneste nævneværdig Person. Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen lidt for Moder. Tidligt i Seng. {{højre|3. Januar (Søndag).|4em}} I Mathæus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke et Besøg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Søndag. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|''Julies Dagbog.''}}||{{small|2}}}}</noinclude> lk43szq5saekk6n91ot0kmolmursy9z 104 31109 432177 71058 2026-07-05T16:40:37Z MGA73 457 /* Validated */ 432177 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|18}}</noinclude> {{højre|4. og 5. Januar. |4em}} Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt op, flittig indtil Frokost. Øvede mig efter Frokost en Time osv (se forøvrigt Teksten til 2den Jan.) … Jeg noterer, for Afvekslings Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende Herre. Han beboer hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se den unge Kavallér fuldende sit Toilette. Med en imponerende Ugenerthed udfører han sine Forskønnelses-Arbejder, saasom Barbering og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med Krukker, Flasker, Børster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder min Genbo mindst en Time — i en stilfuld Natskjorte og med et Ansigt, der er præget af den andægtigste Alvor. Jeg har prøvet paa at gøre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit {{rettelse|Vindue&nbsp;&nbsp;|Vindue.}} Men det anfægtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se, om<noinclude><references/></noinclude> m4wh78zab4jegkuic46cj9b260ema0n 432183 432177 2026-07-05T16:57:11Z MGA73 457 432183 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|18}}</noinclude>{{højre|4. og 5. Januar. |4em}} Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt op, flittig indtil Frokost. Øvede mig efter Frokost en Time osv (se forøvrigt Teksten til 2den Jan.) … Jeg noterer, for Afvekslings Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende Herre. Han beboer hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se den unge Kavallér fuldende sit Toilette. Med en imponerende Ugenerthed udfører han sine Forskønnelses-Arbejder, saasom Barbering og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med Krukker, Flasker, Børster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder min Genbo mindst en Time — i en stilfuld Natskjorte og med et Ansigt, der er præget af den andægtigste Alvor. Jeg har prøvet paa at gøre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit {{rettelse|Vindue&nbsp;&nbsp;|Vindue.}} Men det anfægtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se, om<noinclude><references/></noinclude> ef396ci7loxxj9e31dmn6ug34eg9aiq 432204 432183 2026-07-05T19:40:26Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432204 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|18}}</noinclude>{{højre|4. og 5. Januar. |4em}} Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt op, flittig indtil Frokost. Øvede mig efter Frokost en Time osv (se forøvrigt Teksten til 2den Jan.) … Jeg noterer, for Afvekslings Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende Herre. Han beboer hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se den unge Kavallér fuldende sit Toilette. Med en imponerende Ugenerthed udfører han sine Forskønnelses-Arbejder, saasom Barbering og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med Krukker, Flasker, Børster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder min Genbo mindst en Time — i en stilfuld Natskjorte og med et Ansigt, der er præget af den andægtigste Alvor. Jeg har prøvet paa at gøre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit {{rettelse|Vindue&nbsp;&nbsp;|Vindue.}} Men det anfægtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se, om<noinclude><references/></noinclude> d3v0fj330qxnjwz15ndnvkuipb9lp09 104 31113 432178 74540 2026-07-05T16:42:38Z MGA73 457 /* Validated */ 432178 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|19}}</noinclude>Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en medfødt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed, som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er. Imorgen Aften ''Suleima''. Hvor dejligt at lægge sig til Sengs med den Tanke, at man har noget godt i Vente til næste Dag. Suleima! Hvem der hed Suleima og var en smuk Araberhøvdings Brud! Laa med sin Elskede ved den rislende Kilde under slanke Palmetræer eller jog med ham over de høje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest. Godnat Suleima! Jeg vil drømme mig i dit Sted. {{højre|6. Januar.|4em}} ''Suleima'' blev en Skuffelse: Dog Musiken var dejlig — døsigt vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler. Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har lagt sig til<noinclude><references/> {{højre|{{small|2*}}}}</noinclude> 7c93jsldna4isqm0j50h67lwpa2mgs7 432210 432178 2026-07-05T19:51:41Z MGA73 457 . 432210 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|19}}</noinclude>Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en medfødt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed, som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er. Imorgen Aften ''Suleima''. Hvor dejligt at lægge sig til Sengs med den Tanke, at man har noget godt i Vente til næste Dag. Suleima! Hvem der hed Suleima og var en smuk Araberhøvdings Brud! Laa med sin Elskede ved den rislende Kilde under slanke Palmetræer eller jog med ham over de høje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest. Godnat Suleima! Jeg vil drømme mig i dit Sted. {{højre|6. Januar.|4em}} ''Suleima'' blev en Skuffelse. Dog Musiken var dejlig — døsigt vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler. Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har lagt sig til<noinclude><references/> {{højre|{{small|2*}}}}</noinclude> 6dzdtwu4xkbbnq6utryhv9zdfvxbe52 104 31115 432179 74553 2026-07-05T16:44:42Z MGA73 457 /* Validated */ 432179 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|20}}</noinclude>Hvile i sin Faders Telt. Da bryder en fjendlig Araberstamme ind i Lejren, og dens Høvding river Suleima op fra hendes Leje og bortfører hende. Suleima har ligget og drømt; Bortførelsen maa tænkes som en Fortsættelse af Drømmen. Hun sér den prægtigt hvidklædte Scheik bøje sig ned over hende, hun møder hans beundrende Blik, og endnu næppe vaagen lader hun sig modstandsløs tage af ham, halvt lammet af Rædsel, halvt magtstjaalen af den Tilbedelse, hun læser i sin Bortførers Blik, og af Situationens æventyrlige Voldsomhed. Navnlig den unge Scheik virkede betagende. Maaske var det slet ikke Meningen, at der skulde lægges denne Erotik eller Poesi over Pigerovet; Scheiken havde kun en lille Rolle i Stykket og forsvandt i de senere Akter, men ialfald for mig var hans Optræden Aftenens Glanspunkt. Jeg har aldrig før set denne unge Skuespiller. Han har sikkert et stort Talent. Hans Navn har jeg en enkelt Gang læst i Bladene; jeg mindes dog ikke, at han blev fremhævet i Anmeldelserne af ''Suleima''. Han hedder Alfred Mørch. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> np948cqg84wc339byjqn1abprkouwph 2 31164 432148 80051 2026-07-05T13:38:44Z PWidergren 7506 432148 wikitext text/x-wiki Vær så venlig og se min brugerside på svenska Wikisource: [[:sv:Användare:PWidergren|Användare:PWidergren]] Helt korrekturlæst eller helt valideret tekst:<br /> '''2021'''<br /> <span class="quality3">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Julies_dagbog.djvu|Peter Nansen: Julies dagbok.]] (1893)<br /> <span class="quality3">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Danske_digtere_1904.djvu|Hjalmar Christensen: Danske Digtere i Nutiden]]. (1904)<br /> <span class="quality3">3.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Unge_Mennesker.djvu|Peter Nansen: Unge Mennesker]] (1883)<br /> <span class="quality3">4.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:E_Brandes_Lykkens_Blændværk_1898.djvu|Edvard Brandes: Lykkens Blændværk.]] (1898)<br /> <span class="quality3">5.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:H_Drachmann_Med_den_brede_Pensel_1887.djvu|Holgar Drachmann: Med den brede Pensel.]] (1887)<br /> <span class="quality3">6.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Gamle_billeder.djvu|Sophus Schandorph: Gamle Billeder.]] (1899)<br /> '''2022'''<br /> <span class="quality4">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Liv og Død.djvu|Hermann Bang: Liv og Død.]] (1899) — Valideret<br /> <span class="quality3">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:E Bøgh Digte 1860.djvu|Erik Bøgh: Digte.]] (1860)<br /> <span class="quality3">3.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:De uden Fædreland 1906.djvu|Hermann Bang: De uden Fædreland.]] (1906)<br /> <span class="quality4">4.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Billedbog_uden_Billeder.djvu|Hans Christian Andersen: Billedbog uden Billeder.]] (1840) — Valideret<br /> <span class="quality3">5.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:To Tidsaldre.djvu|Thomasine Gyllembourg: To Tidsaldre.]] (1845)<br /> '''2023'''<br /> <span class="quality4">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:JPJacobsen_-_Marie_Grubbe.djvu|JPJacobsen: Marie Grubbe]] (1876) — Valideret<br /> <span class="quality4">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu|Sophus Schandorph: Det gamle apothek.]] (1885)<br /> '''2026'''<br /> 1.&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf|Gotfred af Ghemen: Historie om Jon Præst]] (1515) <br /> [https://xtools.wmcloud.org/ec-yearcounts/da.wikisource.org/PWidergren XTools] on 2026-07-05 13:29 === Year counts === {| class="wikitable sortable" ! Year ! Count |- | 2021 | {{FORMATNUM:2941}} |- | 2022 | {{FORMATNUM:2532}} |- | 2023 | {{FORMATNUM:595}} |- | 2024 | {{FORMATNUM:397}} |- | 2025 | {{FORMATNUM:57}} |- | 2026 | {{FORMATNUM:96}} |} rekibkp5e4jw0ceiavi9fohw0zqcajn 104 31165 432180 71787 2026-07-05T16:46:59Z MGA73 457 /* Validated */ 432180 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|21}}</noinclude> {{højre|7. Januar, Formiddag. |4em}} Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ej heller kunde jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt, men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik — jeg husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse —, men Musiken steg og steg,<noinclude><references/></noinclude> 6v8b9cnmyo57w43fo2c97uxkwvq9mli 432184 432180 2026-07-05T16:58:13Z MGA73 457 432184 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|21}}</noinclude>{{højre|7. Januar, Formiddag. |4em}} Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ej heller kunde jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt, men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik — jeg husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse —, men Musiken steg og steg,<noinclude><references/></noinclude> s25b7jtov217k8jxjj9sitqp38nw2l0 432211 432184 2026-07-05T19:52:57Z MGA73 457 -_ 432211 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|21}}</noinclude>{{højre|7. Januar, Formiddag. |4em}} Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ejheller kunde jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt, men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik — jeg husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse —, men Musiken steg og steg,<noinclude><references/></noinclude> eg1agjynz7c2edwc6ytov3vestk92ub 104 31166 432181 74541 2026-07-05T16:49:29Z MGA73 457 /* Validated */ orddeling 432181 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|22}}</noinclude>Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du ikke med til Festen. Og jeg vaagnede — i min Drøm — og stod atter i Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde: Suleima! — Jeg saá mig om, og se: ude i Horisonten skimtedes noget hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast. Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig imøde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide Scheik paa sin sorte Hingst. … Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nærmede at vække Dig. Jeg har staaet og sét paa Dig i vist over ti Minutter.« {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> p9sjmrwg9x6ex8uycdxhqzjhid46z03 432212 432181 2026-07-05T19:53:48Z MGA73 457 nn 432212 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|22}}</noinclude>Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du ikke med til Festen. Og jeg vaagnede — i min Drøm — og stod atter i Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde: Suleima! — Jeg saá mig om, og se: ude i Horisonten skimtedes noget hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast. Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig imøde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide Scheik paa sin sorte Hingst. … Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nænnede at vække Dig. Jeg har staaet og sét paa Dig i vist over ti Minutter.« {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> jc5ua9or6q4jradyv11iqld3v00f2eu 104 31167 432185 71131 2026-07-05T16:59:58Z MGA73 457 /* Validated */ 432185 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|23}}</noinclude>{{højre|8. Januar.|4em}} Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils ''ham'' fra mig.« Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej, Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden. Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og taabeligt! {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> n03w1vg5wgyd1kkodhqtdgcmz5k4zue 432186 432185 2026-07-05T17:00:30Z MGA73 457 432186 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|23}}</noinclude>{{højre|8. Januar.|4em}} Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils ''ham'' fra mig.« Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej, Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden. Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og taabeligt! {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 4vl2x1fkg81mv4uoskoougmxwom20of 104 31168 432187 74542 2026-07-05T17:02:54Z MGA73 457 /* Validated */ 432187 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|24}}</noinclude>Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede, havde Part i min glade Stemning. »Hvor Du saá sød ud, da Du sov!« — de Ord lød hele Dagen i mine Øren og fyldte mig med kildrende Velbehag. Altsaa kan Du se sød ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar jeg sover, at jeg har mine nette Øjeblikke. »Frk. Julie Magens havde igaar en ''belle nuit!''« Det lyder ikke ilde, men desværre faar jo hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun udfolder sig om Natten. Imidlertid, saa latterligt forfængelig havde den moderlige Hyldest gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt Revue over mig selv foran Spejlet. Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen højt Gyngespejl i Nøddetræs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet »paa halv«, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tændte de to Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod jeg da Frk. Julie præsentere sig i allehaande flatterende<noinclude><references/></noinclude> t1zgt3v83ad9linxl4eb5qjtl7gfftd 104 31169 432188 74554 2026-07-05T17:06:05Z MGA73 457 /* Validated */ 432188 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|25}}</noinclude>Stillinger og foretage mimiske Øvelser. Jeg forsøger at være upartisk, idet jeg optegner Resultatet af mine Granskninger: Julie er en høj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til Gengæld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler »Figur«, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun sædvanligvis gør. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er alvorligt. Det har nemlig en Næse, som ved sin barokke Konstruktion forstyrrer ethvert højtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlæben i værdig Alvor stræber ned mod Underlæben, antager hele Ansigtet et sørgelig faaret Udtryk. — Julies Ansigt forbedres derimod i høj Grad ved et Smil. Overlæben kommer da paa sin rette Plads, de pæne store, hvide Tænder viser sig, og selv Næsen virker ikke saa ilde ind i Ensemblet. Men først og fremmest er de brune Øjne skabte til at smile. De kniber sig sammen i en Mængde smilende Rynker og blinker gemytligt, næsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie staar<noinclude><references/></noinclude> 5uj2jp8sjuuclhuz5acp346y1vdznm8 104 31172 432189 74555 2026-07-05T17:08:47Z MGA73 457 /* Validated */ - 432189 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|26}}</noinclude>med et saadant smilende Ansigt, det krusede mørke Haar ned over Panden, og kysser paa Fingeren — hun har nemlig en smuk, smal og hvid Haand —, er hun ikke fri for at være sød og en lille bitte Smule — koket. »Enkens Datter« koket, den gnavne Professor Magens’ »grimme Unge« sød … nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en bestukken Kritiker. Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prøven igaar Aftes, var hun endnu i godt Humør, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag et langt elskværdigt Brev til Erik. Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag. {{højre|9-11. Januar.|4em}} …… Sand, Sand, intet uden Sand. — Føre »Dagbog« om Dagenes altid-et-og-det-samme gider jeg ikke. {{højre|12. Januar.|4em}} Min Genbo begynder at interessere mig. Alt gaar tilsyneladende saa afmaalt, saa stille<noinclude><references/></noinclude> 8h3xtcl9mcfckjn018i06epw49ke7vs 104 31173 432190 71138 2026-07-05T18:52:38Z MGA73 457 /* Validated */ mellemrum og ordelt ord 432190 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|27}}</noinclude>og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv. Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg. Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo halvt skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af. Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op og med rank værdig Holdning — uden at vende Dig om — spadserede ned til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden, hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blidt og forelsket Barn! Saa er der den anden — Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor {{bindestreg1|pels}}<noinclude><references/></noinclude> om1803oh9lzigie3zsaknb2q5kx4qq2 432191 432190 2026-07-05T18:53:27Z MGA73 457 432191 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|27}}</noinclude>og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv. Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg. Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo halvt skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af. Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op og med rank værdig Holdning — uden at vende Dig om — spadserede ned til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden, hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blidt og forelsket Barn! Saa er der den anden — Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor {{bindestreg1|Pels}}<noinclude><references/></noinclude> bsleidr9k9gpdfd5ekdjxnxncstwjg5 432199 432191 2026-07-05T19:14:02Z MGA73 457 blødt ifølge https://www.gutenberg.org/cache/epub/38515/pg38515-images.html 432199 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|27}}</noinclude>og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv. Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg. Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo halvt skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af. Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op og med rank værdig Holdning — uden at vende Dig om — spadserede ned til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden, hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blødt og forelsket Barn! Saa er der den anden — Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor {{bindestreg1|Pels}}<noinclude><references/></noinclude> cb72b97etogyw4fc8ed4foqcfjtluzy 104 31175 432192 74556 2026-07-05T18:55:20Z MGA73 457 /* Validated */ 432192 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|28}}</noinclude>{{bindestreg2|kaabe|Pelskaabe}}. Hendes Skikkelse, høj og fornem, tegner sig nydeligt henne ved Porten i det gule Lys fra Lygten bagved. I hende er min Genbo sikkert meget forelsket. Jeg véd altid, naar han venter hende. Han er da hvert Øjeblik ved Vinduet, aabner det, spejder ned ad Vejen, lukker, gaar tilbage i Stuen og kommer straks efter igen. Naar han endelig har opdaget Vognen, ruller han hurtigt Persiennegardinet ned. En lille Stund flakker hans Skygge ensomt om; saa dukker pludselig en Skygge til frem, en Dame-Skygge. Derpaa glider begge Skyggerne bort, og jeg aner, at min Genbo og hans Dame har taget Plads i Spisestuen ved det beredte Bord, som jeg har set blive dækket af den ældre, bondeklædte Kone, der er min Genbos Husholderske. En Times Tid senere er der festligt oplyst i Dagligstuen. Jeg kan gennem Persiennetremmerne skimte den funklende Prismekrone med dens Ringe af blege Stearinblus og Omridset af en vældig gyldent-lysende Lampeskærm; et Sted er en Persiennetremme brækket, og gennem dette Kighul ser jeg paa Værelsets Bagvæg et Stykke af et stærkt belyst Maleri:<noinclude><references/></noinclude> rt6g0psi7joa9nf2q3i0sg1dged3w1n 104 31177 432193 74557 2026-07-05T18:57:23Z MGA73 457 /* Validated */ 432193 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|29}}</noinclude>et Kvindehoved og en nøgen Arm. Men min Genbo og hans Gæst ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den høje Vægsofa, der skjules af store Planter, og hvorfra Værelset maa tage sig meget smukt ud — med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er oplyste, Soveværelset af en grøn Ampel, der tegner sig som en sløret Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner. Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min Karnap-Lænestol. Jeg prøver paa at tænke mig derovre hos Genboen — tænke mig i hendes, den tilslørede Dames Sted. Hvem kan hun være? Er det tænkeligt, at det er en pæn Dame, en Dame, som jeg kunde have truffet sammen med, en Dame, der hører til det gode Selskab og som maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optræder som dydig Datter af agtede Forældre — ligesom jeg? Men sæt nu, at jeg var hende, var det da muligt, at jeg, efter at have været derovre, vendte hjem, uden at Nogen kunde se eller mærke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame, der besøger<noinclude><references/></noinclude> i0t9wi0h20wfigi6sqt2oa59r4yzejt 104 31178 432194 74558 2026-07-05T18:59:20Z MGA73 457 /* Validated */ 432194 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|30}}</noinclude>min Genbo. Det er et foragteligt Væsen, et Fruentimmer af den laveste Art. Men hvorfor er hun da saa bange for at blive set? hvorfor kommer hun saa forsigtigt tilsløret? En Demimondedame vilde ikke behøve at skjule sig. Desuden — jeg véd ikke, men der er noget saa ubestemmelig fint og frygtsomt, saa spejdende og saa sødt-forbryderisk over hende, naar hun, efter først ligesom at have betænkt sig, raskt aabner Porten. Hun ''maa'' være en Dame. Maaske ovenikøbet en meget fornem Dame. Og nu flyver min Fantasi i vild Fart afsted med mig. Det er en fornem Dame, der besøger sin Elsker. Hvem er han og hvorfor har han skjult sig herude paa den stille Forstadsvej? Det var ved den sidste store Hoffest, da Fyrster fra alle Lande samledes paa Kongeborgen. Da traf de hinanden, han en fremmed Fyrstesøn og hun en dansk Godsbesidders dejlige Datter. Den unge Prins blev saa betagen af den unge Grevinde, at han ikke kunde glemme hende. Og, mens han foregav en Rejse til Orientens fjærne Riger, vendte han Kursen tilbage mod Nord, lejede sig<noinclude><references/></noinclude> avbvoy5gjxj5c8t3ncqsqnypvz0kpsl 104 31180 432195 71147 2026-07-05T19:01:57Z MGA73 457 /* Validated */ 432195 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|31}}</noinclude>gennem sin gamle tavse og tro Tjener en afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg er her og venter Dig. — — De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt. Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lægger han sin Arm om hendes Liv, de løfter deres Glas op i Skæret fra Lysene, de sér paa den funklende Vin og de sér smilende og lykkeligt paa hinanden, idet de støder Glassene sammen. Saa siger han: »Min yndige Grevinde, Timerne flygter fra os. Mødets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker Du mig som tilforn?« Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans Hals og ser ham dybt i Øjnene: »Du, min Prins, Du straalende og mægtige, læg din Haand paa mit Hjærte og føl, hvor det banker. Det banker af en altid stærkere Længsel efter Dig.« Eller hun ligger knælende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og hans Haand stryger gennem hendes opløste brungyldne Haar. Og han siger: »Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af<noinclude><references/></noinclude> p6oucphl8knm5me198ln91tc1u3mb5k 104 31182 432197 74560 2026-07-05T19:06:12Z MGA73 457 /* Validated */ 432197 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|32}}</noinclude>dine Læbers Koralskaal. Mange Kvinder har sagt, at de elskede mig, men aldrig har jeg hørt saa daarende Musik, som naar dine Kys tilhviskede mig: jeg elsker Dig.« …. Men hun ligger ganske stille, sér blot op mod ham, og i hendes lange Øjenhaar hænger to lykkeskælvende Taarer. Men naar alle Lys i Gadens Huse er slukkede og der kun hos dem brænder en Ampel som en sløret Maane, da fører han sin Elskede hen til Vinduet, slaar Gardinet tilside og, mens de stirrer ud i den stille, hvide Vinternat, peger han paa Vinduet ligeoverfor, og han siger: »Ser Du, dér bor en stakkels lille Pige. Dag efter Dag sidder hun, som en Sisken i Bur, og længes. Længes uden at vide efter hvad. Føler dog, at Livet er ikke at sidde bag en Rude og male Roser og Violer paa Porcellæn. Aner, at Elskov er den Maler, som sætter Roser paa unge Pigers Kinder, Violer i deres Blik. Stakkels blege Pige!« Og hun, den stolte, smukke Kvinde, hun knuger sig frysende ind til sin Elsker, og hun græder af Medynk over den ukendte Piges Savn og af Angst for at miste sin egen Lykke. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> pm33i041aix8tglwsr6g1gjfyxxj5w3 104 31189 432198 74561 2026-07-05T19:09:24Z MGA73 457 /* Validated */ 432198 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|33}}</noinclude>— — — Saadan sidder jeg og fantaserer og har selv Taarer i Øjnene, fordi jeg synes, det er saa usselt og armt det Liv, jeg fører — indtil en Støj ved Døren og et pludseligt Lys river mig ud af mine Fantasier. Det er Fader, der gaar gennem Stuen for at se efter i Entréen, om ''Berlingske'' Aftenavis er kommen. Han gaar tavs gennem Stuen med sit Lys i Haanden; men paa Tilbagevejen siger han: »Var det nu ikke snart paa Tide, at I fik tændt?« Saa retter Moder sig i Sofaen, hvor hun har ligget og halvslumret — eller maaske fantaseret ligesom jeg — og jeg gaar ned fra Vinduesforhøjningen, henter Tændstikker og tænder Hængelampen. Og i Begyndelsen, uden at være oplagt til at tale, hver i sine Tanker, sætter Moder og jeg os til vort Arbejde ved den store Sykurv, der altid er fuld af Strømper, Linned eller Dækketøj, som skal efterses; thi i vort Hus repareres Tingene ti Gange, før de kasseres. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|Julies Dagbog.}}||{{small|3}}}}</noinclude> gozrph8kh9ju5drqkkxze31qcov1mak 104 31190 432213 71163 2026-07-05T19:57:46Z MGA73 457 må være var paa 432213 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|34}}</noinclude>{{højre|16. Januar.|4em}} Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg {{rettelse|var|var paa}} vor sædvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik — det var i Nygade — stod en pelsklædt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om. Jeg saá kun hans Øjne, de mødte mine med et lynsnart gennemborende Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra forleden, Scheiken fra ''Suleima''. Det var, som det svimlede for mig, mit Blod standsede, men straks efter følte jeg, hvordan det foer mig til Hovedet og gjorde mig purpurrød i Ansigtet. Det Hele varede kun et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde heldigvis ikke lagt Mærke til min Opførsel. Jeg Fæ. Hvad gik der dog af mig? En fremmed Herre ser tilfældigt paa mig, tankeløst og ligegyldigt, og jeg er daanefærdig. Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske Skuespiller, at han har gjort et overvældende Indtryk paa mig. En ny Erobring — og en latterlig let. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> bipolg3t4e5chjoetgna29by3pwfs0y 104 31192 432214 71165 2026-07-05T19:59:06Z MGA73 457 orddeling 432214 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|36}}</noinclude>jeg blev nysgærrig, og at jeg distraheredes i min Leg med Børnene. Med det ene Øre var jeg henne ved det hviskende Snadrekompagni, der stak Hovederne sammen og saá uhyre betaget og indigneret-henrykt ud. Hvad jeg opsnappede af Samtalen, var følgende: Alfr. M. havde forført en ung Pige. Nu var den unge Pige bleven sindssyg, og hendes Broder havde svoret at ville dræbe M. Historien var saa paalidelig, som den vel kunde være, for min Kusine havde den fra en Dame, hvis Rengøringskone var Tante til selve Tjenestepigen hos den forførte unge Dames Forældre. Men det var ikke nok hermed. Hr. M. havde en Mængde andre Skændigheder paa sin Samvittighed. »Ingen Dame kan modstaa ham,« sagde Emmy med en lækkersulten Gysen. Paa dette Tidspunkt blandede jeg mig i Samtalen og spurgte: »Hvad vil det sige, at ingen Dame kan modstaa denne Hr. Mørch? Hvilken hemmelighedsfuld Magt besidder han da?« »Ja, min søde Pige, tag Du Dig bare iagt,« svarede Emmy. »Jeg skal sige Dig, hvad man fortæller om Alfr. Mørch. Han<noinclude><references/></noinclude> prfxxwmxt2q6vrjrflyx98piweq8g6h 104 31193 432219 71166 2026-07-06T05:00:48Z MGA73 457 dobbelt jeg 432219 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|37}}</noinclude>hypnotiserer de Damer, han lægger an paa. Han ser stift paa dem med sine blanke, sorte Øjne, og væk er de. Han skal ogsaa tage En saa underligt i Haanden — det skal være, ligesom der risler en varm Strøm igennem En, bare han rører En.« Skønt jeg fandt Emmys Skildring af den slemme Hr. M. usigeligt latterlig, maatte {{rettelse|jeg jeg|jeg}} dog med en vis Ængstelse mindes mit Møde med ham om Formiddagen. Jeg lod imidlertid som intet og spurgte i en ligegyldig Tone: »Hvem er han egenlig, denne forfærdelige Don Juan? Hvorfra stammer han? Jeg synes, man hører saa lidt om ham som Skuespiller.« Og nu fik jeg følgende romanagtige Beskrivelse: Mørch gik for at være Søn af ganske jævne Borgerfolk i en Provinsby. Men i Virkeligheden var hans Fader en meget fin Mand, og Moderen, som vistnok var død, skulde have været Guvernante hos en udenlandsk Diplomat. Saameget var sikkert, at Mørch, lige fra han kom til Kjøbenhavn som ung Student, havde haft mange Penge at raade over og paa en paafaldende Maade var bleven protegeret. Han havde først studeret Jura,<noinclude><references/></noinclude> sgi7egdtvvcrf9r0r9bkdbmz4pbky6k 104 31210 432220 74564 2026-07-06T05:03:10Z MGA73 457 orddeling 432220 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|40}}</noinclude>er tung af Nag og Græmmelse, brudte Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer. Selv det, ikke daglig at skulle se Moders sørgmodige Ansigt, vil føles som en Husvalelse. Ja, min egen søde Mo’r, det er stygt af mig at tænke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste, hvor ilde det staar til med mig — at min unge Sjæl slider sig tildøde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det ender med, at jeg gør en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej, nej, det ''maa'' ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger mod alle onde Fristelser. Ogsaa mod de sorte Øjne, der nu er over mig i mine Drømme. De sorte Øjne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som pludselig lyser mig imøde, bedst som jeg tror dem fordrevne, — fra en Krog i Værelset, fra Gardinernes Folder, fra Mørket i mit Værelse, naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver kold om Hænderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa nærmere og nærmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en sikker og rolig Vilje. De siger til<noinclude><references/></noinclude> 0cc70ius2zrj1thfklu4yorowjgtzjj 104 31215 432221 71229 2026-07-06T05:10:17Z MGA73 457 l 432221 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|45}}</noinclude>sad skævt som sædvanlig, med den venstre Lomme, som han altid borer Haanden ned i, udposet og blank, og Slips og Flip var stadig lige konfirmandagtige — »nedfalden med sort Humbugsløjfe«. Han trænger absolut til kvindelig Omsorg. Har Forsynet udset mig til denne Gærning, skal han minsandten nok blive vellykket. Han har nemlig gode Betingelser for at kunne stiliseres. Jeg har tænkt mig at udstyre ham som »det moderne Fremskridt« — djærv og enkel Elegance: altid stram sort Redingote, med ventende Knaphul, dertil mørke fintstribede Benklæder; tillidvækkende Korrekthed: velstrøget Silkehat, rødbrune engelske Hundeskindshandsker, høje, lukkede Officersflipper. Ja, min Ven, Du kan rigtignok forlade Dig paa, at Du skal blive dejlig. Vent Du bare. Jeg betænker mig ikke paa at erklære vor Middag idag for belivet. Selv Hs. Majestæt Gnavpapa behagede allernaadigst at være i indladende Humør. Han havde ligefrem et Anfald af Ømhed overfor mig — hvilket gav sig Udslag i, at han med to lange Fingre prikkede mig paa Kinden og, med et Glimt af Smil gennem Brillerne, hviskede: »Naa, er<noinclude><references/></noinclude> ednalquaduznen3nlpqi8e9gzccckj1 104 31217 432222 71231 2026-07-06T05:12:00Z MGA73 457 taktløst ? 432222 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|47}}</noinclude>jeg var glad eller ked af det — jeg véd blot, jeg fandt det lidt {{rettelse|takløst|taktløst}} og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret Situationen for os. Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs. Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie. « »Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.« »Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.« »Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.« »Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.« »Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?« »Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede. Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte — ogsaa om Dig.« »Om mig, Erik?« »Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar havde været<noinclude><references/></noinclude> miy9jsy198iw6m3cz5yet949dycn5mu 432247 432222 2026-07-06T06:08:30Z MGA73bot 792 Mellemrum før « 432247 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|47}}</noinclude>jeg var glad eller ked af det — jeg véd blot, jeg fandt det lidt {{rettelse|takløst|taktløst}} og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret Situationen for os. Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs. Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie.« »Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.« »Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.« »Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.« »Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.« »Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?« »Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede. Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte — ogsaa om Dig.« »Om mig, Erik?« »Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar havde været<noinclude><references/></noinclude> ib5ezcf009bo7b1ss1dmga941bukgvy 104 31218 432249 71232 2026-07-06T06:10:23Z MGA73bot 792 Mellemrum efter » 432249 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|48}}</noinclude>i Huset, en ung Pige, som altid havde været saa sød og god imod mig …« »… For hvem Du havde begaaet tusind gale Streger og som Du ofte reddede fra den mørke Stue eller Faders Spanskrør ved at tage hendes Synder paa dine Skuldre. — — Men denne Ven, hvor er han nu? Stadig i Wien?« »Nej, han rejste derfra længe før jeg. Han skulde være hjemme til Sæsonens Begyndelse.« »Til Sæsonens Begyndelse?« »Ja, han er Skuespiller.« »Og han hedder?« »Alfred Mørch. Har Du aldrig set ham?« — Jeg tror nok, at det gav et Skrig indeni mig, men jeg bekæmpede mig. Og jeg sagde, i en ligegyldig, næsten foragtelig Tone: »Alfred Mørch? Aa jo, jeg har en enkelt Gang sét ham. Han spiller forresten kun Smaaroller og er vist uden Talent. Berømt er han ikke. Til Gengæld er han i høj Grad berygtet.« Erik lo lidt irriteret. »Herregud — sagde han — vil Du virkelig bryde Dig om Sladder? Jeg troede, Du var for honnet dertil?« {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 0u2td83lcjp02hx10p2ewa8u8sk4npf 104 31219 432223 74568 2026-07-06T05:14:49Z MGA73 457 « mangler 432223 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|49}}</noinclude>Eriks Reprimande gjorde mig vred, ligefrem løgnagtig. Jeg svarede: »Jeg bryder mig ikke om Sladder. Jeg holder mig kun til, hvad jeg véd.« »Og hvad véd Du da?« »At din brave Ven paa en skændig Maade har forført en ung Pige og bagefter sveget hende.« Erik sad et Øjeblik tavs. Saa sagde han: »Jeg kan ikke tro det. Det ligner saa lidt Mørch, han er det fineste Menneske, jeg kender. Han lover sikkert ikke mere, end han holder. Noget andet er, at han har haft adskillige Kærlighedshistorier. Han gør — og med Rette — stor Lykke hos Damer, og jeg véd, at han ofte faar Breve med Anmodning om Stævnemøder.« »Det er han vel forfærdelig stolt af, siden han har fortalt Dig det.« »Aa nej, men det morer ham, og det finder jeg kun naturligt. Han reflekterer ikke paa de smigrende Tilbud{{rettelse|?|?«}} »Men viser som ægte Gentleman Brevene til sine Venner?« »Du kan berolige Dig, de er anonyme.« {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|Julies Dagbog.}}||{{small|4}}}}</noinclude> 7hpeqlwfqkkh4f0qeowudafoq0mmyh5 104 31220 432224 74569 2026-07-06T05:17:21Z MGA73 457 orddeling og nysgærrigt 432224 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|50}}</noinclude>Jeg var saa ophidset, at jeg gærne kunde have givet mig til at græde. Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var oprørende — oprørende dumt ogsaa —, at Erik vilde sidde og forsvare denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tværtimod have hjulpet mig at trænge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem væltede ham ind paa mig. Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham næsten ynkelig, som han sad dér og forsvarede sin Ven med de sorte Øjne overfor mig. Og I, mine omhyggelige Forældre, som blev narrede. Alt havde I ordnet saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring, og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den {{rettelse|nysgærrig|nysgærrigt}} kiggende Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjørne. Det var baade til at le og græde over. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 52abmpmea4ig29aq91ffq2mtm6b2h7q 104 31231 432225 71245 2026-07-06T05:19:28Z MGA73 457 orddeling 432225 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|54}}</noinclude>aldeles barnagtigt til det Bal — mit første og formodenlig eneste i Vinter. Og saa blev det den bare Kedsommelighed og Fortrædelighed. Hvor jeg er forbitret paa Erik. At han kunde opføre sig saa ufint, saa taktløst! Nu bagefter forstaar jeg godt det Hele. Ballet var beregnet paa at være en Festligholdelse af min og Eriks Forlovelse. For de Andre har det været en Skuffelse, at de ikke kunde faa den Knallert til Kransekagen; men for Erik har det været en flov Historie. Og saa har han troet at kunne redde Situationen ved at trænge sig ind paa mig med et Væsen og en Opførsel, saa alle maatte tænke: Vist er de forlovede, de vil bare ikke endnu have det offenligt. Jeg har aldrig set Erik saadan. Han opførte sig som den værste Kræmmersvend. Han vimsede om mig med flove Galanterier, ved Gud om han ikke ogsaa, under Kotillonen, kyssede mig paa Haanden. Han kan takke min Velopdragenhed for, at jeg ikke gav ham et forsvarligt Munddask. Men da han tilsidst ude i Entréen vilde hjælpe mig mine Galoschestøvler paa og, i Overværelse af nogle andre<noinclude><references/></noinclude> 2kvcxx5o5kbbjfkhvulevvwuacov2hx 104 31234 432226 71248 2026-07-06T05:21:11Z MGA73 457 á orddeling 432226 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|57}}</noinclude>selskabspyntet, i sort Kjole med hvid Blomst i Knaphullet, stod og saá over paa mig, med et svagt Smil paa Læberne. Jeg véd ikke, hvad der gik af mig. Jeg rejste mig pludselig, gik ind i mit Værelse, tog Papir og Pen frem og skrev med fordrejet Skrift: »Hr. Skuespiller Alfr. Mørch! En ung Dame har noget at spørge Dem om. Hun venter Dem Lørdag den 13de Kl. 7 Aften udenfor Nordbanestationen.« Lagde saa Brevet i Konvolut, adresserede det til Teatret, tog Overtøj paa og bragte Brevet til en Postkasse. Forklare, hvorfor jeg gjorde dette, kan jeg ikke. Egenlig ræsonnerede jeg ikke, før det Hele var besørget og jeg atter stod i mit Værelse. Saa kom jeg til at le himmelhøjt. Du gode Gud, det var virkelig ingen Drøm. ''Jeg'' havde begaaet en Letsindighed, skrevet til en fremmed Herre, ovenikøbet en Skuespiller og renommeret Don Juan, og sat ham Stævne! Irbe mirbe dirbe — kort sagt, Vanvid over hele Linjen. Lige til at putte i Daarekisten. Ja, og Du kom der saamæn ogsaa, min rare Pige, hvis dine kære Forældre anede, hvad Du har bedrevet. Naa, ligemeget, det er forresten ganske<noinclude><references/></noinclude> a8xwnznbzahe695h5lwkbh3s9mv0cap 104 31238 432227 71255 2026-07-06T05:23:10Z MGA73 457 á 432227 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|61}}</noinclude>Æventyr-Sløret, som jeg nu medførte i min Kaabelomme. Jeg kørte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nørrevold, hvor Emmy bor, aflagde hende en kort Visit — saa ''havde'' jeg været der — indhyllede mig paa Trappen i Sløret og skyndte mig — med bankende Hjærte — til Stævnemødet. I Afstand saá jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det glædede mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider — han var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddøde Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske — uden Droskekusken — var at se. Det var, som om der blev hældt en Spand koldt Vand over mit Æventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde rent glemt at beregne, at Æventyret sandsynligvis ikke kom istand formedelst Modpartens Udeblivelse. Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da — mit Hjærtes Slag standsede — gled en Skikkelse frem bag Drosken, en høj pelsklædt Skikkelse. Det var ham. I næste Nu var han henne ved mig. Jeg saá ikke paa ham, jeg følte hans Skygge foran mig, og jeg hørte hans Stemme: »Frøken, Vognen venter.«<noinclude><references/></noinclude> icvsz2h5mrugz86sraxdljcnsbo3v8m 104 31239 432228 74574 2026-07-06T05:24:13Z MGA73 457 á 432228 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|62}}</noinclude>Denne rutineret fremsagte Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg løftede Hovedet og svarede: »De tager Fejl. De kan godt lade Vognen køre.« — Gud velsigne Dig, søde Mo’r, for dit Slør. Jeg kunde iagttage ham, han saá intet uden en sort Hjælm. Med nogen Usikkerhed i Blikket søgte han forgæves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prøvende: »Er det værd at sende Vognen bort straks? … Jeg mener, man er dog altid mere ugenért …« Jeg befalede: »Send den bort!« — og jeg glædede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind mod Vesterbro. Vi stod alene. Jeg sagde: »Lad os gaa!« Og jeg gik hen mod Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse sagde han: »Og saa?« »Og saa?« Jeg gentog hans Ord. »Ja, Frøken, hvad var det saa, De vilde spørge mig om?« Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at<noinclude><references/></noinclude> d5te6rjddspl0p77sdqht3cn7frk0mg 104 31244 432229 74580 2026-07-06T05:27:18Z MGA73 457 orddeling 432229 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|67}}</noinclude>Haand og sagde: »Vær ikke vred, lad os skilles som gode Venner.« Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der gik som en Sol op over hans Ansigt; hans Øjne straalede mildt og muntert, og hans Stemme klang blødt og indsmigrende. Vi talte som to Kammerater, der længe havde kendt hinanden. Han sagde ogsaa, at han godt kendte mig — han vidste ikke hvorfra, men han huskede, han havde sét mit Ansigt. Han bad mig igen fortælle, hvad jeg hed. »Nej« — svarede jeg — »det kan De ikke faa at vide idag.« »En anden Dag altsaa? De vil altsaa møde mig en anden Dag?« Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde: »Maaske.« Og jeg spurgte straks efter: »Fortæl mig nu, hvor De egenlig havde tænkt at føre mig hen i den Droske?« »Til en Restavration eller hjem til mig, ligesom De selv havde villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et Glas Champagne sammen.« {{nop}}<noinclude><references/> {{højre|{{small|5*}}|6em}}</noinclude> gamlgo0cwhvwetd90x1ff2au4s4u1he 104 31245 432250 71263 2026-07-06T06:10:35Z MGA73bot 792 Mellemrum efter » 432250 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|68}}</noinclude>»De havde altsaa troet, at jeg var en Dame af den Slags?« »Hvilken Slags? Jeg forsikrer Dem for, at alle Slags Damer kan drikke et Glas Champagne.« »Jamen ikke sammen med Dem.« »Er det for Alvor Deres Mening? Synes De virkelig, at der vilde være noget ondt i, at vi to f. Eks. tilbragte en morsom Aften sammen?« »Nej, maaske ikke, hvis De opførte Dem ligesaa pænt som nu, mens vi spadserer her.« »Jeg opfører mig ganske, som De selv vil have. Det kan De stole paa. Skal vi saa spise til Aften sammen paa Torsdag? Saa er jeg fri.« — — — Kort sagt, det endte med, at jeg ''næsten'' lovede at møde ham Torsdag Kl. 7 paa Kongens Nytorv. Han talte mig saa tryg, at jeg syntes, det Hele var den naturligste Sag. Men hvordan jeg, naar jeg først faar sovet paa det, klarer det med min Samvittighed og med at slippe hjemmefra, aner jeg ikke. Dog, den Tid den Sorg. I værste —<noinclude><references/></noinclude> oz9rx06238l0kzz2qtcqs3vujgagmo0 104 31246 432230 71443 2026-07-06T05:28:02Z MGA73 457 linjeskift 432230 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|69}}</noinclude>eller lad os sige: i bedste — Tilfælde bliver jeg borte. Saa kan Hr. Mørch Torsdag Aften staa paa Kongens Nytorv og kigge Stjærner. Hvad Glæde kan han vel ogsaa have af at møde mig? Han sagde, at jeg var smuk. Den Lyveprins. {{højre|14. Februar.|4em}} Gaarsdagens Hændelser staar for mig som en Drøm. Men min Dagbog afslører mig Drømmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent fantastisk meningsløst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det er det hidtil eneste i mit Liv som er værd at optegne. Men atter siger jeg til mig selv: Du sølle Person, Du latterlige Heltinde, der har udført akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske uden Heltemæssighed gør hver Dag. Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde,<noinclude><references/></noinclude> 9xrjkze0cahezj3arf9e6f3wmdzqtsv 104 31247 432231 71265 2026-07-06T05:28:56Z MGA73 457 æ 432231 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|70}}</noinclude>der dumper ned til ham, og som han ofrer et Par allernaadigste Timer. {{Asteriskrække}} Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i mit Liv; han — et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet var — havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham. Ja, saadan var det. Jeg ''maatte'' en Gang møde det Menneske for at faa Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg ''maatte'' have Scheiken fra ''Suleima'' omsat til Skuespilleren Mørch. Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham Stævne. Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde. {{Asteriskrække}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 6v4uot16dhgdishf57lfcw88gf80p16 104 31253 432232 71271 2026-07-06T05:30:35Z MGA73 457 æ 432232 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|76}}</noinclude>kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler. Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop. Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og haaber kun for og sammen med mig. Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved Tanken om, at nu kommer det. Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: «Christiane, jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig«<noinclude><references/></noinclude> tne2qxuo2wnchq5dxfg1jm4wyex8x6y 432248 432232 2026-07-06T06:09:20Z MGA73 457 » 432248 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|76}}</noinclude>kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler. Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop. Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og haaber kun for og sammen med mig. Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved Tanken om, at nu kommer det. Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: »Christiane, jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig«<noinclude><references/></noinclude> 1aphv68dlflp2xa5e5hzmooh07cglmq 104 31254 432233 71273 2026-07-06T05:31:03Z MGA73 457 æ 432233 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|77}}</noinclude>— saa vil hun ganske vist lige i Øjeblikket se en Smule forvirret ud, men hun vil ikke prøve paa at ræsonnere eller gøre Indvendinger. Hun vil simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og Stævnemøde, og hun vil, naar Stævnemødets Time oprinder, sidde hjemme og have Hjærtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i sine Tanker svælge i min gode Mad og min Champagne. {{højre|17. Februar |4em}} Jeg gaar formodenlig til Stævnemødet imorgen. Naar jeg saa har oplevet det, vil jeg slaa mig til Ro. Jeg vil atter blive en dydig Pige, og jeg vil, inden jeg forlover mig med Erik, ligesom Dronning Dagmar paa Dødslejet bekende min svare Brøde. Jeg var hos Christiane i Formiddag. Hun blev helt oplivet ved Tanken om, at vi skulde til Stævnemøde. Jeg instruerede hende i hendes Rolle. Hun kommer imorgen ud til os og beder mig til Middag. Hun lover tillige Moder, at jeg nok skal blive fulgt hjem om Aftenen. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ki8h60tcmkadw4qed221yxfsy7oypv4 104 31256 432234 71277 2026-07-06T05:32:20Z MGA73 457 -79 432234 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|79}}</noinclude>tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg har reserveret det røde Kabinet.« — — — Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse. Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste — en Mængde gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak — naturligvis Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme »pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor Magens. Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ed8q5jevi2sccucw4jy7mhs520xtsjt 104 31258 432235 74583 2026-07-06T05:35:49Z MGA73 457 orddeling 432235 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|81}}</noinclude>aldeles nydelig. De er saa fin og ung som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.« Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse, der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel Salighed, af Triumf og Svaghed. Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte: »Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.« Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at meddele mig, at Drosken ventede. Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget, Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til. Men De skal værs’god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.« {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{small|Julies Dagbog.}}||{{small|6}}}}</noinclude> ead182rw9f9ow8r8uip8ikus2z1n209 104 31260 432236 74632 2026-07-06T05:37:00Z MGA73 457 æ 432236 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|83}}</noinclude>forvirre mig ved at give nu en, nu en anden Rolle. — — Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit Løfte. Jeg tror nok, han blev ''i høj Grad'' overrasket, skønt han ikke vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at jeg var af ''saa'' pæn Familie. Men i det Hele taget gav min Demaskering ham vist meget at tænke paa. Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?« »Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?« »Det véd De?« »Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham — og en Beundrer.« »Ja, Glerup er en Entusiast.« Her kom jeg til at le. Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?« Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.« Man maa dog ikke tro, at denne<noinclude><references/> {{højre|{{small|6*}}|6em}}</noinclude> 2sc08a6bxa2yzpw5iei7mp6ac106bvk 104 31264 432237 71299 2026-07-06T05:39:43Z MGA73 457 orddeling x 2 432237 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|87}}</noinclude>hende en blændende Fremstilling af Aftenens letsindige Glæder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallér havde medbragt en rosenrød Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Døren traadte ind. Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske ør og forvildet: »Men saa, Julie … naar kyssede han Dig saa?« Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krænket Grevinde-Mine svarede: »Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror Du, det er ''bon ton'' at kysse ved Stævnemøder?« Skamfuld indvendte Christiane: »Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa hørte med.« »Ja,« — oplyste jeg med min overlegne Erfaring — »men ved fine Stævnemøder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Først skal Kavalleren længe have gjort en ærbødig Kur, saa en Dag falder han paa Knæ for sin Dame, og hvis hun da ansér ham for værdig til Belønningen, rækker hun<noinclude><references/></noinclude> 2abz7m9io2vhr84cjp4yr9znzc9yzjk 104 31266 432239 74636 2026-07-06T06:02:10Z MGA73 457 orddeling 432239 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|89}}</noinclude> {{højre|21. Februar.|4em}} Imorges — Gudskelov tog jeg selv mod Posten — Rykkerbrev fra min Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg købte til Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge, jeg den første Februar fik af Grevinde Bjørneklo. Desværre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske. Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog erklærede, at hun ikke kunde vente længer. Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser følgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (''maa'' betales meget snart), 5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til Christiane — ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1 Kr. 50 Øre, og forresten intet. Med Grevinden er jeg færdig, og foreløbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned faar af Forældrene, forsvinder som Dugg for Solen. Hvad skal jeg dog gøre? Moder ''kan'' ikke hjælpe mig, og desuden tør jeg ikke tilstaa,<noinclude><references/></noinclude> 6iktv3ewi8jkot841p02sjns01ihzig 104 31269 432205 71324 2026-07-05T19:40:38Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432205 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|91}}</noinclude>Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt. For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg syntes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres. Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Lige som at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke — blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder. Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg ''kan'' ikke. Saa faar det gaa, som det vil. {{højre|22. Februar.|4em}} Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som<noinclude><references/></noinclude> r3xp3905x295600wxnc7yn2utq42eal 432240 432205 2026-07-06T06:03:28Z MGA73 457 orddeling 432240 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|91}}</noinclude>Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt. For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg syntes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres. Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke — blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder. Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg ''kan'' ikke. Saa faar det gaa, som det vil. {{højre|22. Februar.|4em}} Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som<noinclude><references/></noinclude> h28f55vvchdpnvib9s2uvbyjc9heb8s 104 31270 432200 74637 2026-07-05T19:40:07Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432200 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|92}}</noinclude>en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder. Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op for mig og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.« Jeg sad inde hos Bedstemoder — paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits. Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg for talte — lidt nervøst — om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi’er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke<noinclude><references/></noinclude> ki8jgctp1w01m02p0uv61f3l1yaunz6 432241 432200 2026-07-06T06:05:01Z MGA73 457 orddeling 432241 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|92}}</noinclude>en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder. Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op for mig og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.« Jeg sad inde hos Bedstemoder — paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits. Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg fortalte — lidt nervøst — om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi’er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke<noinclude><references/></noinclude> nledlhuc8gjvx8r4pqnz3ejx72b0ren 104 31271 432201 74638 2026-07-05T19:40:10Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432201 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|93}}</noinclude>noget, Bedstemo’r …« Men i det samme havde jeg Øjnene fulde af Taarer. Bedstemoder nikkede igen, og i en næsten underfundig Tone sagde hun: »Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden.« »Ja, Bedstemo’r.« »Aabn’ saa den øverste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa.« »Ja, Bedstemo’r, jeg har fundet den.« »Inde i den Bog ligger nogle blaa Stykker Papir. To af dem er til Dig …« Du søde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle Mennesker … — — Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr., men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nænne at se ham bedrøvet. Det har været en god Dag for mig. Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmærket Humør. Vi havde følgende Samtale: »Véd Du, Julie, at Du begynder at gøre Lykke. Man lægger Mærke til Dig og finder Dig smuk.« {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> lcfo8dkm45nvj52vi7d8gx9vloc91s6 104 31272 432242 74639 2026-07-06T06:05:58Z MGA73 457 -_ 432242 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|94}}</noinclude>»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?« »Alfred Mørch.« Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig: »Han kender mig jo aldeles ikke.« »Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa sterke Ord om nogen Dame.« »Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.« — — — Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag. Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d’amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan<noinclude><references/></noinclude> eoius98emc7jp72r9zl8rsry1v2j2ox 432243 432242 2026-07-06T06:06:19Z MGA73 457 æ 432243 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|94}}</noinclude>»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?« »Alfred Mørch.« Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig: »Han kender mig jo aldeles ikke.« »Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa stærke Ord om nogen Dame.« »Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.« — — — Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag. Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d’amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan<noinclude><references/></noinclude> 9chadcquojfvdr8e2ypr0h6squz167k 104 31345 432251 71425 2026-07-06T06:13:44Z MGA73 457 læ 432251 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|100}}</noinclude>og Stemmen fortsætter: »Tak, fordi De kom. Jeg har længtes efter Dem. Vær nu sød og læg alt det Overtøj, saa skal vi have en ''rigtig'' hyggelig Aften.« Min Angst er med ét borte, jeg er helt sikker og tryg, jeg rækker ham Haanden, og vi lér til hinanden som gode gamle Venner, der er glade over at gensés. Saa er jeg med det samme inde i Fortryllelsen. Føler mig saa ganske hjemme i disse Stuer, der vistnok har dyre og sjældne Møbler, men som er uden noget Slags Praleri, bydende kun Hvile og Behag for Legeme og Sind. Føler mig og behandles som Herskerinde her, som Husets Frue; synes, jeg hører til her og intet andet Sted. Jeg føres til Bords. En stilfærdig ældre Pige bringer Maden ind og ud, skifter Tallerkener, sætter Vin frem, alt uden at der gives nogen Ordre. Hun synes at betragte det som en selvfølgelig Sag, at jeg præsiderer ved hendes Herres Bord; hun ser venligt paa mig, og jeg nikker til hende. Vi spiser, drikker og passiarer; hans Ansigt straaler af Elskværdighed og Glæde — som jeg aldrig havde troet, at det Ansigt kunde straale —; vi ler og klinker, og da vi er<noinclude><references/></noinclude> d5qsfjjbg8bfq2xveh1mfcplm7ic3zq 104 31346 432252 71426 2026-07-06T06:14:45Z MGA73 457 æ 432252 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|101}}</noinclude>færdige med at spise, kysser han min Haand, byder mig Armen og fører mig ind i Dagligstuen, hvor der er tændt en Mængde Lys og Lamper og dog intet skarpt Lys er; hvor der er varmt og en sød Duft af Hyacinther, og hvor jeg finder saa bedaarende en Hvile i en mægtig Lænestol, som han skyder en Skammel hen for og udpolstrer med Puder og Nakkepøller. Saa gaar han stille omkring mig, giver mig Cigaret, skænker gul Likør for mig og sætter sig først efter at have spurgt mig, om jeg har det rigtig godt og ikke trænger til nogetsomhelst. Og nu er det, jeg helst blev siddende saadan til evig Tid … her i hans smukke lyse Stue, mens han taler til mig saa muntert og dæmpet, saa klogt og ligesom finere end andre Mennesker, og ser saa glad smilende paa mig med Øjne, der slet ikke er sorte og farlige, men barnlige og gode. Jeg synes, ja, jeg maa give mig selv Lov til at være saa taabelig, jeg synes, jeg bliver som et lille Barn i hans Stue, og at han er om mig som de allerbedste Forældre i Verden. Og hvad nytter det saa, jeg siger til mig selv, at jeg er dum, og at han maaske i sit<noinclude><references/></noinclude> kq5tapa1tr8k0o1fgrc0lw7ph6gi8gx 104 31357 432202 74646 2026-07-05T19:40:12Z MGA73bot 792 Dobbelte mellemrum 432202 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|104}}</noinclude>paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« — »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at jeg De maatte blive det.« Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem … (løgnagtigt) jeg ''er'' det ikke, det beder jeg Dem tro … men ''hvis'' — ?« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De … De …« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være ''meget'' lykkelig. « {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> n9n5uwmesnirzvbehustx3po67kyyjy 432244 432202 2026-07-06T06:07:41Z MGA73bot 792 Mellemrum før « 432244 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|104}}</noinclude>paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« — »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at jeg De maatte blive det.« Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem … (løgnagtigt) jeg ''er'' det ikke, det beder jeg Dem tro … men ''hvis'' — ?« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De … De …« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være ''meget'' lykkelig.« {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 2crw8sgo2svs8myvuzolk2xh6hx10tw 104 31510 432245 71711 2026-07-06T06:07:56Z MGA73bot 792 Mellemrum før « 432245 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|220}}</noinclude>ikke have taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde blive hans. Nu sidder han i Berlin, og jeg hører aldrig direkte fra ham. Men til Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa svaret ham. Da ''han'' nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg ham — for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, — hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg for talte ham, at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg havde maattet svare Nej. »Hvorfor, behøver jeg vel ikke at sige Dig«, tilføjede jeg. Han saá, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: »Jeg beder Dig om Tilgivelse«. Men længe efter var vi begge alvorlige. {{højre|13. Juli.|4em}} Ja, det var et vanvittigt Indfald af mig, men jeg blev ogsaa haardt straffet for det. Vejret var saa henrivende imorges, jeg længtes saa meget efter ham, og jeg syntes,<noinclude><references/></noinclude> sgai91mx9wj0hkkbgsklbl7bqc4a7te 104 31512 432246 71713 2026-07-06T06:08:14Z MGA73bot 792 Mellemrum før « 432246 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|222}}</noinclude>det varede saa længe, inden jeg kom; men jeg var henne paa Hotellet og spillede Croquet. Det var da morsomt at se Dig. Er Du her med dine Forældre?« »Jeg er alene. Jeg er taget ud for at besøge Dig.« »For at besøge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen her.« »Jeg havde ogsaa tenkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.« Vi stod og saá lidt paa hinanden. Saa sagde han : »Jeg vil hellere straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag være til din Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo hellerikke vide —« »Nej« — afbrød jeg ham. »Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg vilde komme og forstyrre Dig.« Hans Ansigt fik sit nervøse Udtryk. »Du tager Sagen lidt urimeligt,« sagde han. »Ja, det gør jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til Ulejlighed. Nu<noinclude><references/></noinclude> ao6d3tog9q1p5rm5l4z887f9mg25wgw 104 33364 432164 75005 2026-07-05T15:28:35Z PWidergren 7506 432164 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|143}}</noinclude>at sé paa ham, og saa havde han løftet sin knyt­tede Haand som til en Ed og sagt: „Men jeg vil vide, hvis Skyld det er. Jeg skal nok faa det at vide. Og ham skal jeg {{nowrap|. . .}}“ Han havde ikke kunnet faa et Ord mere frem, men var gaaet sin Vej. Han sagde hende ikke en Gang Farvel. Men det var alligevel godt, at hun ikke be­høvede at være bange for mer at faa ham at sé ved hvert Skridt, hun gik, og mens hun kom til at tænke herpaa, gik hun frem i Porten og saá nysgærrigt ud paa Gaden. Der saá ud som i alle andre Gader. En Øl­vogn med en fed Hest og en rødblisset Kusk kom luntende forbi. En gammel Dame kravlede pustende op ad Bakken, et Par Herrer gik i livlig Samtale ned ad den og forsvandt om Hjørnet. Til begge Sider saá hun to Rækker Huse, høje, graasnavsede, ensformige. Lutten var diset, og der var vaadt paa Gaden. En kold Foraarsblæst fejede omkring inde i Porten. Maaske var der akkurat her som dér, hvor hun før havde boet, naar blot hun havde været her lidt længere og var bleven vant til det. Hun kom med ét til at tænke paa, at nu var hun nede i den gentile Del af Byen, hvor hun altid havde været saa glad ved at komme hen, og hun følte, hvordan Blodet pressede sig sammen om Hjærtet. Hvordan mon hun vilde faa det, naar hun nu kom op i sit nye Hjem? Om der endda blot var gaaet et Par Dage, saa at hun rigtigt<noinclude><references/></noinclude> n0u1x5jsx5egoolv3wnldjppjohom8p 104 33385 432166 75035 2026-07-05T15:31:14Z PWidergren 7506 432166 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" /></noinclude>{{centrer|1=<h2 style="border-bottom:none;">III.</h2>}} {{startbogstav2|F}}ru Sivert sendte en Dag efter Frokost Elin ud. Derpaa vendte hun sig om mod sin Mand, som sad i Sofaen og læste „Dagens Nyheter“. „Jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med Pigen. Hun er ikke sig selv.“ „Med Pigen? Hvad skulde der være i Vejen med Pigen?“ Hr. Sivert blev ved at læse. „Jeg be'er Dig, hold dog op at læse, og hør paa, hvad jeg siger. Naa, læg nu den dejlige Avis bort. Tror du maaske, den løber fra Dig? For jeg skal sige Dig, at der er noget galt fat med Pigen. Har Du ikke lagt Mærke til, hvor ofte hun be'er om at maatte gaa ud om Aftenen, og et Par Gange er hun jo ikke kommet hjem før efter 12.“ „Jamen hun har jo været indbudt til {{nowrap|...}}“ „Snak! Hvem véd, hvor hun har været. I Gaar Aftes gik jeg ud i Køkkenet, og da var hun borte, skønt Hatten og Kaaben hang paa deres Plads, og det varede en god Time, inden jeg hørte hende komme ind igen. Har Du ikke sét, hvor fin<noinclude><references/></noinclude> 9u26e50d3xdkaos06zggtdt9nw4wb7j 104 33386 432167 75036 2026-07-05T15:31:49Z PWidergren 7506 432167 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|158}}</noinclude>hun er bleven paa det sidste? Handsker og Tør­klæder og Gud maa vide, hvad det altsammen er?“ „Jamen, bedste Ven, Du kan da vel ikke tro, at Barnet {{nowrap|...}}“ „Snak, siger jeg. Du maa hjælpe mig at passe paa den Skat Gottfrid, som er din Bro'rsøn, og som Du har skaffet herind i Huset, skønt jeg sa'e, at jeg ikke vilde ha'e en saadan Kavallér, som bare vilde løbe mig efter Pigen. Men nu har vi'et, som vi har'et, og det siger jeg, at hvis jeg faar at vide, at der er noget paa Færde mellem dem, skal han ud af Huset, og det i samme hellige Øjeblik. Og hun for Resten med. Skønt for hende er det da egenlig Synd. Men man kan ikke ha'e saadan en i Huset. Det er ganske umuligt. Folk har saamæn nok endda at snakke om.“ „Jamen, hvad vil Du da ha’e, at jeg skal gøre?“ „Hvad du skal gøre? Du skal holde Øjnene aabne, forstaar Du? Du kan jo f. Eks. gaa op paa Mon­sieurs Værelse en Gang, naar Du sér, at hun ikke er hjemme. Jeg siger bare: saa skal vi sé.“ Manden lovede, at han nok skulde læse Knægten Teksten, og hvad han lovede, det var sikkert som Guld. Han havde virkelig fattet Kærlighed til Pigen, og han følte en hæderlig gammel Mands hele Forbitrelse ved Tanken om, at noget saadant skulde kunne hænde den lille kønne, uskyldige Pige, der havde været næsten som et Barn for ham, og han begyndte samme Dag sin Rolle som husligt Opdagelsespoliti. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 3vulio2lfq1iirf5idyr4ivorto448f 104 33391 432169 75041 2026-07-05T15:32:44Z PWidergren 7506 432169 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|163}}</noinclude>Han trak sig tilbage fra den Haand, som hun havde lagt paa hans Arm. „Naa, hvad er der nu i Vejen?“ „Det var min Fejl,“ sagde hun. Han saá sig om, bange for, at der skulde komme nogen. „Ja, det var en gruelig Dumhed,“ sagde han. „Jeg faar naturligvis ikke Lov til at blive her,“ sagde hun, og Taarerne trængte sig igen frem. Han gjorde en utaalmodig Bevægelse. „Ja, græd nu bare ikke.“ „Aa, Du véd ikke, hvordan det er fat med mig. Du maa være lidt venlig mod mig.“ Han blev pludselig opmærksom. „Du er da vel aldrig {{nowrap|. . .}}“ „Nej, det var ikke det, jeg mente. Men jeg faar ikke Lov at blive her, og Fruen bli'r saa vred, og hun har før været saa god mod mig.“ „Jamen hvem har sagt, at Du skal blive? Hør nu, hvad jeg vil sige, Elin, og vær en fornuftig Pige.“ Han bøjede sig op mod Rækværket og drog hende til sig. „Hvis Fruen nu bli'r slem imod Dig og siger stygge Ord til Dig, saa skal Du ikke staa og høre paa det, men sig saa blot, at Du vil skifte.“ „Ja, men …“ „Nej, hør nu blot, hvad jeg siger. Du kan jo tage bort og komme til at lære noget, og i Begyn­delsen skal jeg nok hjælpe Dig og skaffe Dig et Værelse. Du kan jo nok forstaa, at jeg ikke vil<noinclude><references/></noinclude> 4mfhwltm61cap301ej6c58ki2x459qz 104 33394 432170 75044 2026-07-05T15:33:25Z PWidergren 7506 432170 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|166}}</noinclude>Hun adlød langsomt. „Ja, saa Du vil flytte. Naa, og hvad skal Du saa tage Dig for?“ „Jeg skal lære at sy Skjorter.“ Elin havde slet ikke før tænkt paa det. Hun havde ikke Begreb om, hvad det var at sy Skjorter, eller hvor man kunde lære det. Men den Tone, hvori hun sagde det, var saa rolig, som om hun talte om en længe og modent overvejet Beslut­ning. „Naa, og saa skal vel Gottfrid hjælpe Dig, kan jeg tænke?“ Elin nikkede. „Naa, og saa bagefter? Naar han er bleven ked af Dig?“ Elin brast i Graad. „Jeg vil flytte,“ sagde hun. „For jeg kan dog ikke blive her, nu da Herren og Fruen véd det. Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det. For jeg vil ikke ha'e med nogen anden at gøre.“ „Har han sagt, at han tænker paa at gifte sig med Dig?“ Hun saá ned. „Nej,“ sagde hun hviskende. „Ja, men hvad tænker Du dog paa?“ brød det ud af den gamle Dame. Hun havde altid bildt sig ind, at en Mand bragte en fattig Pige til at falde ved at love hende Ægte­skab. „Du vil da vel ikke sige, at Du {{nowrap|. . .}}“ {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> huwe4eb4zo9wyhhjli1evwxw4jrn89y 104 34872 432277 82952 2026-07-06T07:36:29Z MGA73 457 ø 432277 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|2}}</noinclude>de ældste Folk i Byen kunde mindes, havde Apotheket været Byens flotteste Hus, medens det var gaaet op og ned med Kjøbmandshusene navnlig i de sidste tre Decennier. Den store Sal i første Etage med sit Stukkaturloft og sin Sandstenskamin havde tjent til Theaterlokale i Trediverne, da Dilettantkomedierne florerede. Mangen Ægteskabsforbindelse mellem unge Folk af Byens og Omegnens bedste Familier var bleven indledet paa Juleballerne der under de gamle svære Krystallysekroner, hvor Skjønheder med kort, stærkt nedringet Liv og smal Nederdel, høj Frisure og Svikkelstrømper i Tidernes Løb vare blevne afløste af stive Skjørter og spidse Korsetter, der atter havde maattet vige for Krinolinerne, indtil de sidste Tiders Garneringer bruste, Slæb fejede, Plisséer slyngede sig og gjemte Lyset som mangedobbelte Roser i de tæt pibede indre Kronblade. Men i det lange Mellemrum mellem Krinolinerne og de moderne Kjolers Herredømme havde det store Apothekerhus havt en stille Periode. Thi i Treserne døde den unge Apotheker Pramman, kort efter at hans Fader havde afstaaet Apotheket til ham og i den Anledning allernaadigst var bleven udnævnt til Kancelliraad. Og et halvt Aar efter døde den unge Apothekers Kone efter at have bragt en Datter til Verden. Kancelliraad Pramman havde da igjen overtaget Apothekets Drift; han var jo knap 50 Aar og en<noinclude><references/></noinclude> 0cgu28zjiy3pwx41wce0hi14t4r8d24 104 34873 432278 431829 2026-07-06T07:38:21Z MGA73 457 ø 432278 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|3}}</noinclude>saare kraftig Mand. En Søster til hans Svigerdatter, en Enke efter en ved Dybbøl falden Kaptejn, kom i hans Hus for at bestyre det og opdrage den lille Fanny. En Opdragelse i Overflod, men dog ikke aldeles ufornuftig! Kancelliraad Pramman havde stor Respekt for Kundskab og Dannelse, som han og hans yngre Samtidige forstod den. Hans Stolthed var at følge med Tiden: Fra 1840 blev han, den tidligere hyperloyale Statsborger, som i sin Ungdom var opfødt med Sange om Danerdrotter og Skjoldunger, ivrig liberal og fulgte det nationalliberale Parti i alle dets Faser. Han havde ladet sin Søn tage artium og philosophicum, før han tog farmacevtisk Examen. I Universitetsferierne var det gamle Apothek proppet med Studenter, Sønnens Samtidige. De holdt Koncerter, de spillede Studenterkomedier, de dansede og pokulerede, de æsthetiserede og politiserede, og den gamle Apotheker blev de unge Menneskers Kjæledægge. Det var dem velgjørende at høre den ældre Mand gaa ind paa alle deres ungdommelige Ideer og i deres Selskab om Aftenen ved den fine Arrakspunch diplomatisk forsigtig satirisere over sine daglige Omgangsfæller, Byens reaktionære helstatslige Embedsmænd. Ved Sønnens Bryllup sang en Kvartet fra Studentersangforeningen i Byens Kirke og fik til Gjengjæld Halsene skyllede med Masser af Champagne om Aftenen. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|||1*}}</noinclude> qwsbo9nki57r300inpwwps5xlyrycol 104 34918 432279 430175 2026-07-06T08:48:54Z MGA73 457 , 432279 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|37}}</noinclude>der længe havde ligget dulgt i hendes Hukommelse; og der mylrede op i hende mange skjønne, bløde og dybe Ord, Ord, hun aldrig før havde fæstet nogen Tanke til. Der laa Guld om Bladene, Reflexer funklede over Dammen; en Fisk sprang op og sprøjtede sølvglinsende Draaber i Vejret. Havens Jasminer aandede dybt ud. Fanny indaandede deres Aande, tung, dyssende, kjælen, lokkende, som den var. Nu saâ hun først, at Jasminblomsterne stak sig frem mellem Lind og Pil, Ask og Løv. Kandidat Brinckmann var dog et overmaade smukt ungt Menneske. Hendes Veninder havde af og til passeret forbi paa den anden Side Dammen. Hun havde set dem som gjennem Taage uden at klare sig, hvem det var. Nu kom der et Par. Fanny blev bange for den Varme, hun følte i sig, og for Kandidatens brune Øjne, der skinnede som Sankt-Hansorme. De lyse Skikkelser derovre gjorde godt i hendes Sind og i hendes Øjne. Uh! Kaptejn Frick {{nowrap|. .}} og hendes Nabo {{nowrap|. .}} Uh! Mandfolk! De var dog kun skabte til Fortred. Hvor kunde det være, at Kaptejn Frick kunde gjøre hende saa ondskabsfuld? Hvorfor var hun bleven saa underlig ved Kandidat Brinckmanns bibelske Ord. — Nu kommer jeg, Anna, nu kommer jeg<noinclude><references/></noinclude> p36fi7z2ugeqkzwxg1x1vrglr4i2t2c 432280 432279 2026-07-06T08:49:59Z MGA73 457 æ 432280 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|37}}</noinclude>der længe havde ligget dulgt i hendes Hukommelse; og der mylrede op i hende mange skjønne, bløde og dybe Ord, Ord, hun aldrig før havde fæstet nogen Tanke til. Der laa Guld om Bladene, Reflexer funklede over Dammen; en Fisk sprang op og sprøjtede sølvglinsende Draaber i Vejret. Havens Jasminer aandede dybt ud. Fanny indaandede deres Aande, tung, dyssende, kjælen, lokkende, som den var. Nu saâ hun først, at Jasminblomsterne stak sig frem mellem Lind og Pil, Ask og Løv. Kandidat Brinckmann var dog et overmaade smukt ungt Menneske. Hendes Veninder havde af og til passeret forbi paa den anden Side Dammen. Hun havde set dem som gjennem Taage uden at klare sig, hvem det var. Nu kom der et Par. Fanny blev bange for den Varme, hun følte i sig, og for Kandidatens brune Øjne, der skinnede som Sankt-Hansorme. De lyse Skikkelser derovre gjorde godt i hendes Sind og i hendes Øjne. Uh! Kaptejn Frick {{nowrap|. .}} og hendes Nabo {{nowrap|. .}} Uh! Mandfolk! De var dog kun skabte til Fortræd. Hvor kunde det være, at Kaptejn Frick kunde gjøre hende saa ondskabsfuld? Hvorfor var hun bleven saa underlig ved Kandidat Brinckmanns bibelske Ord. — Nu kommer jeg, Anna, nu kommer jeg<noinclude><references/></noinclude> ruzd9x4hicg4t3cw5ij76kp3lw03upv 104 34939 432281 430368 2026-07-06T08:56:34Z MGA73 457 må mangle han 432281 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|55}}</noinclude>Frick mærkede Blomsterduft. Over det lille Stykke Haveplankeværk mellem Gjenboens og Postmesterens Hus kunde han se i den lyse Nat Buskenes Blomster skinne hvidt. Det sang ud fra Postmesterens Kvist, dæmpet, men hørlig: <div style="margin-left:3em"><poem> Du, som har Sorg i Sinde, gak ud i Mark og Lund, og lad de svale Vinde dig vifte karsk og sund. </poem></div> — Tak! sagde Kaptejnen, slog Vinduet i, saa Ruderne klirrede stærkt og rev den nærmeste Stol om, saa den buldrede og bragede mod Gulvet. Det vilde endda have været en Lindring for Kaptejn Frick, {{rettelse|hvis|hvis han}} havde kunnet, turdet eller villet klare sig, hvorfor han egentlig var saa yderlig opbragt. Men selv om han godt skimtede den rent elementære Grund til Harmen, var han altfor stolt, følte sig som en altfor overlegen Personlighed til paa nogen Maade at ville tilstaa for sig selv, at han brød sig det mindste om saadan en s {{nowrap|. . . . .}} Tøs som Apothekerens Fanny, eller at saadan en «bælget» Præstedreng kunde bringe den {{nowrap|. .}} naa {{nowrap|. .}} godt og vel fyrretyveaarige Kaptejn ud af den mandig-sikre Holdning, som havde været samme Kaptejns Ideal i de senere Aars. Dog kunde han ikke komme til Ro. Hvorfor? Han var dog gaaet sejrrig ud af {{bindestreg1|Sommer}}<noinclude><references/></noinclude> 3dzq2q2ypimp47a63huixn25l566ruu 432282 432281 2026-07-06T08:57:15Z MGA73 457 -s 432282 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|55}}</noinclude>Frick mærkede Blomsterduft. Over det lille Stykke Haveplankeværk mellem Gjenboens og Postmesterens Hus kunde han se i den lyse Nat Buskenes Blomster skinne hvidt. Det sang ud fra Postmesterens Kvist, dæmpet, men hørlig: <div style="margin-left:3em"><poem> Du, som har Sorg i Sinde, gak ud i Mark og Lund, og lad de svale Vinde dig vifte karsk og sund. </poem></div> — Tak! sagde Kaptejnen, slog Vinduet i, saa Ruderne klirrede stærkt og rev den nærmeste Stol om, saa den buldrede og bragede mod Gulvet. Det vilde endda have været en Lindring for Kaptejn Frick, {{rettelse|hvis|hvis han}} havde kunnet, turdet eller villet klare sig, hvorfor han egentlig var saa yderlig opbragt. Men selv om han godt skimtede den rent elementære Grund til Harmen, var han altfor stolt, følte sig som en altfor overlegen Personlighed til paa nogen Maade at ville tilstaa for sig selv, at han brød sig det mindste om saadan en s {{nowrap|. . . . .}} Tøs som Apothekerens Fanny, eller at saadan en «bælget» Præstedreng kunde bringe den {{nowrap|. .}} naa {{nowrap|. .}} godt og vel fyrretyveaarige Kaptejn ud af den mandig-sikre Holdning, som havde været samme Kaptejns Ideal i de senere Aar. Dog kunde han ikke komme til Ro. Hvorfor? Han var dog gaaet sejrrig ud af {{bindestreg1|Sommer}}<noinclude><references/></noinclude> hpvck9m5n3v55yx5i9aq3jrzq1mt6dq 104 34955 432283 431907 2026-07-06T09:00:10Z MGA73 457 o 432283 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|70}}</noinclude>havde glemt at bede en kort Bøn til alt det Godes Giver {{nowrap|. . .}} og saa fôr jeg herhen. Jeg blev ført ligesom af en usynlig Magt; jeg maatte herhen. Gud vil gjøre min Lykke fuldkommen; det føler jeg. Og {{nowrap|. . .}} jeg vil omfavne alle Mennesker i min kjære Fødeby, naar først {{nowrap|. . .}} Han standsede et Par Sekunder, lod Haanden glide gjennem sin tætte Skov af Krøller og lod Øjnene glinse henrykt, saa et Spring over Gangen et nyt Indbrud i Planternes kølige Verden ind til Fanny, og saa fulgte Fortsættelsen: — Naar jeg først har sluttet Dig, Dig, som jeg elsker, i min Favn. Hvis Fanny havde villet gjøre Modstand, fik hun i al Fald ikke Tid til det. Brinckmanns Øjne brændte nu i hendes; hans varme Kind brændte paa hendes kølige, Læberne mødtes, inden hun fik gjort et svagt {{rettelse|Forøg|Forsøg}} paa afværgende at kaste sig tilbage. Og Kysset fik mange Efterfølgere; det var en Slags Vold, der udøvedes mod Fanny, der snart havde tabt hvert Spor af Evne til Modstand. En Hede gjennemglødede hende; et Øjeblik sank hun i Dvale i hans Favn. Hun vaagnede i Rædsel. Rørte Hækken og Stakittet ud mod Gaden sig ikke igjen? — Kom der ikke et Ansigt — blegt, med vidt spredt Overskjæg, grinende mefistofelesagtig, til Syne mellem Bladene? Nej {{nowrap|. . .}} Gud ske Lov! Hun var pludselig kommen til at huske paa {{bindestreg1|Mefisto}}<noinclude><references/></noinclude> oai85hk02t1s2bgn9rvfuliw6rn6eyr 104 34959 432284 430710 2026-07-06T09:01:21Z MGA73 457 f 432284 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|74}}</noinclude>{{bindestreg2|serede|passerede}} forbi det, frem og tilbage, omslynget af Brinckmanns Arm og halv adspredt hørende paa hans Tales Rislen. Uh! {{nowrap|. . .}} De skreg begge, baade Fanny og Kandidaten. Et Knald, et glødende Lysskjær, Klirren af Glas derinde! En Rude faldt klingende ud mod en Sten i Havegangen. Nu var det et virkeligt Ansigt hun saâ inde i Mørket; et blegt Ansigt med sort Helskjæg, ikke mefistofelisk grinende, men sørgmodig-harmfuldt. Hun hørte fra Gaarden paa den anden Side af den lave Bygning Træsko klapre med hurtige Skridt og Stemmer tale i Munden paa hverandre. Men hun hørte det som i Drømme. Pludselig følte hun sig vaagen, besindede sig og kom til det Resultat, at det var Laboranten Vismanns Ansigt, hun havde set bag Flammen. Hvor var Brinckmann? Jo, de stod jo Haand i Haand, men vare løbne et godt Stykke bort fra Laboratoriet. — Gaa, gaa! sagde Fanny aandeløs. Hun hørte Brinckmanns Aandedræt pibe underlig i hans Bryst. Han stønnede vemodig-resigneret: — Ja, det er bedst, jeg gaar. Fanny løb gjennem Havestuefløjens Værelser<noinclude><references/></noinclude> pj6r6th9ulusn9djvj6mc3lckkavjnk 104 34973 432285 431912 2026-07-06T09:07:37Z MGA73 457 Sønnedatters må det være 432285 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|86}}</noinclude>Fru Kamp følte sig halv smigret, halv fornærmet, smigret over Ordene, fornærmet over Kaptejnens raa Klang i Stemmen og af hans efterfølgende korte Latter. — Han er saa dobbeltsidig {{nowrap|. . .}} saa dyb, sagde Fru Kamp ved sig selv. Fanny sad i et mørkt Hjørne af Stuen, ængstelig som en Skolepige, der skal til Examen. Kaptejn Frick saâ hende ikke; hun følte, at han vilde vifte hende ud af Stuen. Kancelliraaden fortalte Explosionshistorien. Kaptejnen sagde, at han havde hørt den fortælle i Klubben i meget forstørret Form. Apothekeren sagde: — Det Værste er, at Fanny ikke har kunnet forvinde Skrækken {{nowrap|. .}} Hvorfor sidder Du der i Mørket, min egen Pige? Kom og kys Bedste! Fanny passerede med Villie tæt forbi Kaptejnen paa Vejen til sin Bedstefader. Kaptejnen lod hende være Luft og udbrød med et Blik ind ad Spisestuens aabnede Fløjdøre. — Det maa jeg sige! Østers paa denne Aarstid, Hr. Kancelliraad! — Ja, de er naturligvis importerede i Is. Er hun ikke sød? sagde Kancelliraaden, mens han strøg sin {{rettelse|Datterdatters|Sønnedatters}} Haar. — Har De læst Artiklen i — bladet om Opdragelsesvæsenet, Kancelliraad? {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ew2ccx5eihp5pcp1gjno0xmxdfshlmm 104 35005 432270 432066 2026-07-06T06:46:42Z MGA73 457 -o 432270 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||411|}}</noinclude>— Ja, lige ind i det hede Helvede! sagde Kaptejnen og lo, saa Ruderne klirrede. — Dæmon! hviskede Fruen, men det er netop interessant. En af Redningsfolkene sagde til sin Nabo, efterat Parret var gaaet ud: — Det var et underligt Øjeblik at karesjere i, hvad Kristensen? — Aa, den Kaptejn kysser jo altid Piger og Koner i Smug paa mørke Trapper og saadan nogle Steder. Han er kjendt. Først i Dagligstuen, hvor en Lygte stod paa Bordet, slap Fru Kamp sin anden Kaptejn, da denne indstændig opfordrede hende til at lade ham redde Malerier og Kobberstik. Hun hjalp ham som en tro Livsledsagerinde. De forlod først Værelserne, da Luerne slog ned i Apothekets Rum. {{streg|5em}} <section end=kap30 /> <section begin=kap31 /> {{c|{{Større|XXXI.}}}} Værre Forvirring ude end inde! Langt om længe, længe efter at en ørkesløs uvedkommende Hob havde fyldt Brandstedet, mødte Byens Brandvæsen, kommanderet af Ligkistesnedker, Byraadsmedlem, Kirkeværge og Danebrogsmand Illinger. Han kjendtes paa sin {{bindestreg1|Messing}}<noinclude><references/></noinclude> kb9atbp9twhxxc3qvazq6bnmdafael7 104 35007 432275 432093 2026-07-06T06:59:10Z MGA73 457 a 432275 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||438|}}</noinclude>Roder. Sluttelig skal jeg Hilse dem fra alle Børnene ogsaa fra Christen Poulsen, som aldrig er Hjemme, siden han Kjøpte Parsel-Stedet og forbliver jeg kjere Fru Brinkmands lydige og hengivne {{Højre|Kathrine Poulsen i Tersløv.|10em}} {{streg|5em}} <section end=kap32 /> <section begin=kap33 /> {{c|{{Større|XXXIII.}}}} Det havde været en hed Sommerdag og en hed Arbejdsdag for Chokoladefabrikant Vismann. Han havde taget fat trods nogen af sine Arbejdere. Han havde en Sammenkomst med den Sagfører, der havde havt Kancelliraad Prammans Bo under Behandling, og nu kunde det snart blive sluttet. Apothekerprivilegiet og det gamle Apotheks Grund var solgt. Selv havde Vismann kjøbt et Stykke af den gamle Havejord, bygget sig et net lille Hus der og havde lavet det saa, at den gamle Hyld, det Træ, han havde sagt saa brændende et Farvel til den Dag, han blev jaget bort, skyggede hen over dets Façade. Den gamle Have var udstykket til Byggegrunde. Hus efter Hus rejste sig. En ny Gade var i Færd med at danne sig; der, hvor det<noinclude><references/></noinclude> rvz7j2cxvh56r5gtfp5xm52gp08u1n0 104 35030 432286 431824 2026-07-06T09:12:40Z MGA73 457 S. = Søren 432286 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|105}}</noinclude>havde benyttet sig af sin theologiske Examen med Laudabilis, fordi {{Forkortelse|S.|Søren}} Kierkegaard havde paavist Kristendommens og Kristenhedens absolute Uforenelighed. Som alt sagt: Kancelliraad Pramman saâ paa ham, hørte, uden at forstaa, var i Grunden ogsaa lige glad. Han gik op og ned i Værelset, rygende paa sin Cigar, tænkte et Øjeblik paa at byde Vismann en {{nowrap|. . .}} men betænkte sig. I Privatværelserne kunde en saadan Nedladenhed forsvares, ikke i Apotheket og dets Appertinentia. Han smagte velbehagelig paa det sidste Ord. Vismann talte videre: — Saa kom Kaptejn Frick herind {{nowrap|. .}} — Saa?, saa?, saa—aah? sagde Apothekeren. Og hvad sagde Kaptejn Frick? Talte han med {{nowrap|. .}} Dem? — Ja, med Adjunkt Kronmann og mig! — Saa—aa? Gjorde han ikke Nar ad Dem? — Det tror jeg ikke {{nowrap|. . .}} Ja, han spøgede jo nok, som han altid har gjort, naar han har truffet mig i Klubben. Men det er en meget interessant Mand. — Ja, det tror {{sp|jeg}}, Vismann! Det er han rigtignok. Død og Pine! Hvad sagde Kaptejn Frick? Hvad, Vismann? — Han talte med saadan en Iver, han dundrede saadan i Bordet, at begge Sodavandsflaskerne faldt ned og knustes. Kancelliraaden lo og mumlede: {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> t2gul9cscjl8twd7rc8m94gg5mrdoim 104 35049 432287 430990 2026-07-06T09:16:52Z MGA73 457 ø 432287 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|123}}</noinclude>pakket i en Fart. Med den i Haanden listede han sig over Gaardens morgenfugtige Stenbro ud i Havens i Lyset smaagnistrende og under Trinene smaaknitrende Grusgange. Ja dér {{nowrap|. . .}} foran det Træ dér saâ han i Gaar, hvad der havde bragt ham til Bevidsthed om, at han var ulykkelig. Han syntes, det var mange Aar siden. Han vilde saa gjerne ud af den Have {{nowrap|. . .}} og dog klæbede hans Fodsaaler fast til Gruset. Hver skrattende Lyd af hans Trin gjorde ondt i hans Hjerte. En lille Bænk uden Rygstød stod lænet med Stammen mod en gammel Hyldebusk. Paa den havde han set hende sidde mange Gange, uden at hun anede hans fortærende Blik bag Jernstængerne i Laboratoriets Vindue. Hendes Nakkehaar havde strøjfet denne ru, nu fugtige Stamme; hendes smalle fine Haand havde ligget henslængt langs det grønlige Sædebræt. Farmacevten omfavnede Hyldebuskens Stamme, trykkede sin Kind tæt ind imod den; kyssede den lidenskabelig og aandeløs. Uvilkaarlig saâ han sig om, og, som om han havde foretaget en halsløs Gjerning, løb han gjennem en tilgroet Sidegang, hvor Bladene strøjfede hans Ansigt, ud paa Marken og trak sit Vejr dybt. Han hentede det fra det skovløse Landskabs store Rum med de svaje Bakkelinier, hvor Øjet først standsede<noinclude><references/></noinclude> nlm7x605ct1ghk4mzcsclew5vnsjhsz 104 35370 432253 431960 2026-07-06T06:21:46Z MGA73 457 -e 432253 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|336}}</noinclude>Der løb en Mylr af Tanker og Fornemmelser gjennem Fanny i Løbet af knap et Minut. Hun havde higet ud mod det «Moderne», følt indelukket Luft i det gamle Apothek. Var han, Bolberg, Repræsentant for Modernismen? Da han sagde de sidste Ord {{nowrap|. . .}} «hele det gamle Apotheks Besætning», kvalmede det for det gamle Apotheks Datter. Alligevel — han stod sund og sikker, klog og plump, den Farmacevt, bundende i en Virkelighed. Og den Mand, hun havde ægtet, var en Gjenganger fra en anden Old, uden Blod, uden Marv. Og den Mand, hun havde sværmet for, var en i store Fraser draperet Filister. Mens hun tav, trommede Bolbergs Fingre Takten af «''Yankee doodle''» paa Lænestolens Nøddetræ. Fanny rejste sig og holdt Bagsiden af sin Tommelfinger fast støttet mod Fladen af sit Skrivebord. Bolberg fôr op af Stolen; hun gav ham et saa kort og myndigt Tegn til at blive siddende, at han faldt tilbage, saa de gamle slappe Fjedre i Sædet sukkede gnavent ved det. Hendes Villie stivede hendes Rygrad med en Staalstang i dette Øjeblik; hun stod rank og stram. Hun sagde med en metalagtig Stemmeklang: — Hvad De siger mig der, har min Bedstefader berørt. Det er en Selvfølge, at jeg maa tale med ham. — Saa faar vi Afslag. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> om2xxpzhy2olm08hxoulgk2z5bvs6kb 104 35544 432254 431985 2026-07-06T06:24:20Z MGA73 457 ø 432254 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|352}}</noinclude>kolde Jerns Møde med hendes hede, bankende Tinding. Fanny laa der længe. Som En, der er i Færd med at vaagne og har den Fornemmelse, at noget Ondt ufejlbarlig vil møde ham, og værger sig mat for at forlænge Slumren endnu en Stund, ønskede Fanny: Gid jeg kunde ligge saaledes den hele Dag! Men det kunde hun jo ikke. Hun maatte tage sig sammen og gaa. Da hun havde passeret Fabrikens Façade, saâ hun et lille gult Hus, uhyggelig nyt, ufærdigt ligesom det store. Paa Tærskelen sad den Kone, hun havde sét i det første Rum. Hun strikkede, Barnet laa for hendes Fødder. En Lugt af Grønkaal bølgede ud af Døren. Fanny nærmede sig Konen, vilde tale, men fandt ikke Ord. Konen saâ tvært paa hende. Fanny bøjede sig ned mod den lille Pige og kyssede hende. Barnet gav sig til at skrige. Moderen saâ noget mildere ud og brød Tavsheden ved at sige: — Ja, naar man havde Raad til at opdrage saadan En ordenligt. Og hvad skal der blive af En, naar det der (hun pegede ind mod Fabriken) falder sammen? For det maa det jo gjøre. Der er jo ingen Ting at bestille. Fanny listede en Tikroneseddel ud af sin<noinclude><references/></noinclude> 20kujxppqbcjnsf7rzwpz1ggc100y1m 104 35559 432255 432013 2026-07-06T06:28:50Z MGA73 457 ô 432255 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|360}}</noinclude>vist ingen Takt mere, for jeg kan ikke følge med Tiden {{nowrap|. . . .}} Ja, ja, ja! Jeg bliver. For {{nowrap|. .}} ha, ha {{nowrap|. . .}} undskyld {{nowrap|. .}} det vil jo blive rasende morsomt at høre paa den Slags Ting {{nowrap|. . .}} Me {{nowrap|. . .}} n. Bare Julius ikke jager mig ud {{nowrap|. .}} nej {{nowrap|. . .}} ikke siger, at han helst vil have, at jeg skal gaa. — Jeg vil gjøre Deres Nærværelse til en Betingelse for, at jeg i det Hele kan have en Samtale med Kaptejnen. — Naa, ja, ja! {{nowrap|. . .}} Aa, hun er sød! Den gamle Frue lyttede adspredt og ængstelig efter, om hendes Søn kom op ad Trappen. Der lød Stemmer op: Kaptejnens og en Fremmeds. Fanny kjendte Provisor Bolbergs Røst. Ordene vare uhørlige paa Kaptejnens Afskedsreplik nær: — Nej, gode Herre! Det gaar ikke. Om saa hele Anstalten skal styrte, trækker jeg mig ikke tilbage som Kurator. Jeg vil holde paa min Myndighed til det sidste {{nowrap|. .}} Undskyld, jeg beder Dem ikke op. Jeg har uopsættelige Forretninger. — Jeg bøjer mig for en Forstærkningskaptejns overvældende Arbejde, hørte Fanny Bolberg sige i den ham egne skraldende Probenreutertonart. Et Klask hørtes. Begge Kvinderne fôr sammen, rejste sig op og tog uvilkaarlig hinanden om Skuldrene. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ek93xjdu983dqg7sqnhfyca68dex2vd 104 36409 432256 432021 2026-07-06T06:29:26Z MGA73 457 ø 432256 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|367}}</noinclude>Fanny kom til at ryste. Men udvortes betvang hun sig bedre end sin Modspiller. Hun fik Evnen dertil ved sin Beslutning om med Martyrmod at tømme Ydmygelsens Bæger til Bunds. Kunde hun gjennemføre det til Enden, saa var hun, i Følge sin nuværende Forestilling om Gevinst eller Tab, vis paa at vinde Spillet. Det gjaldt Noget, det Spil. De Spillende brugte lange Pavser til at overveje deres Manøvrer i. Fanny sagde: — Der er altsaa ikke Tale om, at Hr. Kaptejnen vil opgive den Myndighed, min Bedstefader spøgende lagde i Deres Haand, og som jeg spøgende indrømmede Dem, nu, da jeg for Alvor ønsker mig fri for den? — Fruen forstod altsaa aldeles ikke, hvad jeg mente med den nuværende Situation? Fruen har én Gang spurgt mig om det, men {{nowrap|. . .}} jeg troede, at Fruen ved at tænke sig lidt om, ret snart vilde forstaa, hvad jeg mente. — Den nuværende Situation, Hr. Kaptejn, kræver netop, at jeg har fri Raadighed over, hvad jeg ejer. — Jeg deler ikke Fruens Skjøn over Situationens Krav. Nu er Deres Kapital unyttig. Om et halvt Aar kan der være indtraadt en Katastrofe, som kan gjøre den meget nyttig. — Kaptejnens Skjøn kan jo muligvis ogsaa fejle. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 4pql7l6esr14dz55ifnbky2jr6xpoga 104 36410 432257 432022 2026-07-06T06:30:02Z MGA73 457 n 432257 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|368}}</noinclude>— Indrømmet, Frue! Men jeg har intet Andet at gaa efter. — Om vi da tog en Voldgiftsmand til at dømme os imellem. Det gav et Ryk i Kaptejnen. Skulde hun forelaa Provisoren? Saa var det sikkert, at hun vilde ægte ham. I sin Iver for at faa lokket denne Hemmelighed frem, spillede han ubesindig og tabte Stikket. Han sagde: — Vil Fruen behage at gjøre mig et Forslag. Fanny nævnede en Prokurator der i Byen. — Aa {{nowrap|. .}} jeg Klodrian! sagde Kaptejn Frick til sig selv. Nu faar jeg dog Intet at vide. Men Situationen stod nu saaledes, at han kunde tage det næste Stik hjem. Thi han var sikker paa, at den nævnte Prokurator vilde være ganske af hans Mening og raade til at lade den uundgaaelige Ruin komme og ikke kaste Fannys Penge i dette Danaidernes Kar, dette rent galt beregnede og galt iværksatte Foretagende. Han sagde til Fanny: — Jeg kan gaa ind paa Fruens ærede Forslag. Jeg vil endogsaa gjerne trække mig tilbage, om Fruen ønsker Prokuratoren i mit Sted i det halve Aars Kuratel. Strax var Kaptejnens Noblesse Fanny en Gaade. Men pludselig gik det op for hende, at hendes Offer vilde være haabløst, og at Ruinen var nær forestaaende. Rædselen dirrede helt<noinclude><references/></noinclude> a75odhwj5qe86jn8monz1gz78de5saf 432258 432257 2026-07-06T06:31:42Z MGA73 457 foreslaa 432258 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|368}}</noinclude>— Indrømmet, Frue! Men jeg har intet Andet at gaa efter. — Om vi da tog en Voldgiftsmand til at dømme os imellem. Det gav et Ryk i Kaptejnen. Skulde hun {{rettelse|forelaa|foreslaa}} Provisoren? Saa var det sikkert, at hun vilde ægte ham. I sin Iver for at faa lokket denne Hemmelighed frem, spillede han ubesindig og tabte Stikket. Han sagde: — Vil Fruen behage at gjøre mig et Forslag. Fanny nævnede en Prokurator der i Byen. — Aa {{nowrap|. .}} jeg Klodrian! sagde Kaptejn Frick til sig selv. Nu faar jeg dog Intet at vide. Men Situationen stod nu saaledes, at han kunde tage det næste Stik hjem. Thi han var sikker paa, at den nævnte Prokurator vilde være ganske af hans Mening og raade til at lade den uundgaaelige Ruin komme og ikke kaste Fannys Penge i dette Danaidernes Kar, dette rent galt beregnede og galt iværksatte Foretagende. Han sagde til Fanny: — Jeg kan gaa ind paa Fruens ærede Forslag. Jeg vil endogsaa gjerne trække mig tilbage, om Fruen ønsker Prokuratoren i mit Sted i det halve Aars Kuratel. Strax var Kaptejnens Noblesse Fanny en Gaade. Men pludselig gik det op for hende, at hendes Offer vilde være haabløst, og at Ruinen var nær forestaaende. Rædselen dirrede helt<noinclude><references/></noinclude> ia5wrkjqvh27n2nk8ggs67ijvj0okn1 2 58091 432196 430156 2026-07-05T19:03:09Z MGA73 457 432196 javascript text/javascript // Hent [[Bruger:MGA73/ws-tools.js]] - script til at markere mulige fejl //mw.loader.load('//da.wikisource.org/w/index.php?title=Bruger:MGA73/ws-tools.js&action=raw&ctype=text/javascript'); // Hent [[Bruger:MGA73/ws-corpus.js]] - knapper til at rette corpus bindene mw.loader.load('//da.wikisource.org/w/index.php?title=Bruger:MGA73/ws-corpus.js&action=raw&ctype=text/javascript'); // Hent [[Bruger:MGA73/ws-resolution.js]] - knapper til at rette opløsningen på proofread mw.loader.load('//da.wikisource.org/w/index.php?title=Bruger:MGA73/ws-resolution.js&action=raw&ctype=text/javascript'); // fyp4lurkbhr2nbxq4y71c3kf3tpti11 104 107411 432259 432032 2026-07-06T06:34:06Z MGA73 457 ø 432259 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||378|}}</noinclude>den Sidstes Brede vilde mase ham, hvis det kom til et materielt Sammenstød. Bolberg sagde til sig selv: — Kaptejnen havde jeg slaaet i Smadder, hvis han ikke var stukket op ad Trappen, men den Isbjørn der {{nowrap|. . . .}} nej! Her nytter Slagsmaal ikke. Farmacevten sagde: — Vil Du ruinere os, Ulkebøl? — Nej, min sede Ven, meget nødig, men jeg vil endnu nødigere ruinere mig selv {{nowrap|. . .}} Men skal vi være enige om, at den Fabrik duer ikke? — Hør, Ulkebøl! Du har tjent godt paa de Papirer. — Ja vel. Men nu har jeg raget den Smule Penge til mig {{nowrap|. .}} og véd Du hvad, min Ven! Var Du gaaet til en rigtig Aagerkarl, saa var det gamle Kancelli og Du rigtignok komne til at bløde anderledes. Tak I den hellige Treenighed for, at I er faldne i Hænderne paa en Gjentlemand {{nowrap|. .}} nej {{nowrap|. .}} det gamle Kancelli har vist ingen Sans for Takkebønner. Kancelliet har vist Spat i Bagbenene. — Du er et Asen. — Ja, saadan er jeg født. Her, véd Du hvad? Tror Du, jeg var fuld ved L’hombren i Gaar Aftes? Nej jeg spillede paa Fjolsmanér for at lade Dig vinde, netop fordi jeg havde en<noinclude><references/></noinclude> dczx4kjq92yygo46bh7zbqi71e99z16 432260 432259 2026-07-06T06:34:37Z MGA73 457 ø 432260 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||378|}}</noinclude>den Sidstes Brede vilde mase ham, hvis det kom til et materielt Sammenstød. Bolberg sagde til sig selv: — Kaptejnen havde jeg slaaet i Smadder, hvis han ikke var stukket op ad Trappen, men den Isbjørn der {{nowrap|. . . .}} nej! Her nytter Slagsmaal ikke. Farmacevten sagde: — Vil Du ruinere os, Ulkebøl? — Nej, min søde Ven, meget nødig, men jeg vil endnu nødigere ruinere mig selv {{nowrap|. . .}} Men skal vi være enige om, at den Fabrik duer ikke? — Hør, Ulkebøl! Du har tjent godt paa de Papirer. — Ja vel. Men nu har jeg raget den Smule Penge til mig {{nowrap|. .}} og véd Du hvad, min Ven! Var Du gaaet til en rigtig Aagerkarl, saa var det gamle Kancelli og Du rigtignok komne til at bløde anderledes. Tak I den hellige Treenighed for, at I er faldne i Hænderne paa en Gjentlemand {{nowrap|. .}} nej {{nowrap|. .}} det gamle Kancelli har vist ingen Sans for Takkebønner. Kancelliet har vist Spat i Bagbenene. — Du er et Asen. — Ja, saadan er jeg født. Her, véd Du hvad? Tror Du, jeg var fuld ved L’hombren i Gaar Aftes? Nej jeg spillede paa Fjolsmanér for at lade Dig vinde, netop fordi jeg havde en<noinclude><references/></noinclude> qa1pv8mv925mpw3j3uyyzf9zgopype4 104 107415 432261 432036 2026-07-06T06:35:46Z MGA73 457 æ 432261 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||382|}}</noinclude>— Kristen Povlsen? Det er ham med den kjønne Kone, sagde Bolberg og slikkede sig om Læberne. — Ja — ha, ha, ha! Hende, som Du forgangen hjalp op paa Vognen. — Hvad for noget? — Jo, hun fortæller, at Du «nev» hende i Benene. — Sludder! — Ja vel. Men saa gaar vi. {{c|{{løkke|15|.&nbsp;&nbsp;}}}} Kristen Povlsens Porthund gøede, og i sin embedsmandige Iver havde den nær kvalt sig i sit Halsbaand; saadan strammede den Lænken ved den tykke Proprietærs og den lange Farmacevts Passage gjennem Porten. Tilsidst kunde den ikke gø af lutter Arrigskab, men hvæsede som en Asthmatiker, da Ulkebøl i fornem Hartkornsbevidsthed antydede et Spark mod den, ledsaget af Tiltalen: — Hold Kjæft, din Bondekøter! Inde i Stuen sad Kristen Povlsen, noget, men ikke meget medtaget af Gaarsaftenens Svir. Da han hørte Hundespektaklet, sagde han ganske rolig til sin Kone: — Der er de. — Hvem? spurgte hun. — Ih, Ulkebøl og Apothekersvenden. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> m2m024y41may5kjhfjdqo5l1evdfuyx 104 107429 432262 432051 2026-07-06T06:37:26Z MGA73 457 ø 432262 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||397|}}</noinclude>Der var blevet for varmt i hendes Stue. Men {{nowrap|. . .}} uh {{nowrap|. . .}} den Vind! Skulde hun lukke op for den {{nowrap|. . .}} Det var dog vist bedst! Snart kom hun vel til at aabne baade Vinduer og Døre. — Tys! {{nowrap|. . .}} hvad var det? Raa Stemmer lød op til hende, trods det, at en af dem dæmpet sagde: — Hold dog din Mund, mens vi stiver Dig af op ad Trappen! Hun hørte nede fra Gaden Tale, der steg og sank, evindelig Tyssen, af og til grove Ord og Eder. Det var ikke første Gang. Bolberg kom tidt fra Klubben ledsaget af flere Drikkebrødre. Hun udfoldede hans Frierbrev, læste dets sirlig drejede, banale Talemaader, trak paa Skuldrene og lagde det igjen ind i Mappen. Saa sank hun igjen hen i stille Nydelse af Minderne fra sin Læsning og sit Liv. Hun vilde nyde denne Tilstand, saa længe hun havde denne kjære lille Stue. Hun havde siddet saaledes længe. Lampen døsede hen, og Petroleum havde hun ikke ved Haanden. Men hun vilde ikke gaa i Seng endnu. Det var altfor dejligt at sidde saaledes og vugge sig i Tanker som en fortøjet Baad i en hegnet Vigs gyngende Døenninger. {{nowrap|. . .}} Hun kom tids<noinclude><references/></noinclude> m96e8144p4t1sao34jei7vym346zoq8 432263 432262 2026-07-06T06:38:00Z MGA73 457 -e 432263 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||397|}}</noinclude>Der var blevet for varmt i hendes Stue. Men {{nowrap|. . .}} uh {{nowrap|. . .}} den Vind! Skulde hun lukke op for den {{nowrap|. . .}} Det var dog vist bedst! Snart kom hun vel til at aabne baade Vinduer og Døre. — Tys! {{nowrap|. . .}} hvad var det? Raa Stemmer lød op til hende, trods det, at en af dem dæmpet sagde: — Hold dog din Mund, mens vi stiver Dig af op ad Trappen! Hun hørte nede fra Gaden Tale, der steg og sank, evindelig Tyssen, af og til grove Ord og Eder. Det var ikke første Gang. Bolberg kom tidt fra Klubben ledsaget af flere Drikkebrødre. Hun udfoldede hans Frierbrev, læste dets sirlig drejede, banale Talemaader, trak paa Skuldrene og lagde det igjen ind i Mappen. Saa sank hun igjen hen i stille Nydelse af Minderne fra sin Læsning og sit Liv. Hun vilde nyde denne Tilstand, saa længe hun havde denne kjære lille Stue. Hun havde siddet saaledes længe. Lampen døsede hen, og Petroleum havde hun ikke ved Haanden. Men hun vilde ikke gaa i Seng endnu. Det var altfor dejligt at sidde saaledes og vugge sig i Tanker som en fortøjet Baad i en hegnet Vigs gyngende Dønninger. {{nowrap|. . .}} Hun kom tids<noinclude><references/></noinclude> 2chkmt9fbtnrf01gfkmjwkfkk60urgo 104 107430 432264 432052 2026-07-06T06:38:22Z MGA73 457 ø 432264 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||398|}}</noinclude>nok ud paa det Dybe, paa de mange Favne Vand. Et dumpt, stærkt Knald! Et nyt, skarpere og haardere endnu! Fanny rejste sig, mærkede først, at hun var angest, da hun fornam en brændende Hede i Ganen og følte Stolen ryste under sine Hænder, som {{rettelse|han|hun}} havde støttet mod dens Ryg. Hendes Tanke ledtes hen paa Laboratoriet, men Tanken var ikke klar. Hun stod meget længe der med Haanden saa fast klemt om Stolens Træe, at det gjorde ondt i Fingrene. Det suste og dundrede saa underlig i Huset. Klaprende Trin lød trindt omkring. Hun hørte dem som i Halvslummer, mindedes dunkelt Uroen Brinckmanns Dødsdag, kunde ikke røre sig og blev staaende med aaben Mund. Det var, som om hendes Læber skulde sprække af Tørhed. Hun havde ikke Kraft til at gaa hen og skjænke sig et Glas Vand. En lyd- og taareløs Hulken bemestrede sig hende. Larmen tiltog, høje og skarpe Stemmer naaede hendes Øren, men der var som et Tæppe mellem dem og hende. Fanny følte sig som en Skindød. Hun hørte, hvad der foregik, men kunde ikke flytte Haand eller Fod. Hun blev staaende i en forstenet<noinclude><references/></noinclude> b6cwtf1sz2yj9bhpsfq6mfrufavtl4e 432265 432264 2026-07-06T06:38:46Z MGA73 457 -e 432265 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||398|}}</noinclude>nok ud paa det Dybe, paa de mange Favne Vand. Et dumpt, stærkt Knald! Et nyt, skarpere og haardere endnu! Fanny rejste sig, mærkede først, at hun var angest, da hun fornam en brændende Hede i Ganen og følte Stolen ryste under sine Hænder, som {{rettelse|han|hun}} havde støttet mod dens Ryg. Hendes Tanke ledtes hen paa Laboratoriet, men Tanken var ikke klar. Hun stod meget længe der med Haanden saa fast klemt om Stolens Træ, at det gjorde ondt i Fingrene. Det suste og dundrede saa underlig i Huset. Klaprende Trin lød trindt omkring. Hun hørte dem som i Halvslummer, mindedes dunkelt Uroen Brinckmanns Dødsdag, kunde ikke røre sig og blev staaende med aaben Mund. Det var, som om hendes Læber skulde sprække af Tørhed. Hun havde ikke Kraft til at gaa hen og skjænke sig et Glas Vand. En lyd- og taareløs Hulken bemestrede sig hende. Larmen tiltog, høje og skarpe Stemmer naaede hendes Øren, men der var som et Tæppe mellem dem og hende. Fanny følte sig som en Skindød. Hun hørte, hvad der foregik, men kunde ikke flytte Haand eller Fod. Hun blev staaende i en forstenet<noinclude><references/></noinclude> eou304xbxrxsxmff5uwlqmemyxgny33 104 107434 432266 432057 2026-07-06T06:39:43Z MGA73 457 ø ø 432266 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||402|}}</noinclude>Skikkelser brødes paa den nederste Afsats. Hun hørte en Røst, som hun syntes, hun skulde kjende, raabe: De skal ikke høste Frugten af Deres Løgne og Deres Pralerier. Det er {{sp|mig}}, der skal tage fat. En anden Røst, endnu bedre kjendt, sagde: — De er gal. Jeg smider Dem ned i Ilden. — Det skal vi nappes om. Et Øjeblik — og Kaptejn Frick var forsvunden! En stor, svær Person med et mægtigt Skjæg steg op ad Trinene. Fanny følte et Par Arme omfatte sig saa stærkt, som om Intet i Verden kunde slappe deres Tag; noget Stridt og Laaddent berørte hendes Mund; hun hørte saa et raat Brøl: — Infame Lømmel! Dumme Dreng! derpaa et buldrende, ramlende Brag. Saa saâ og hørte hun Intet mere, følte sig blot baaren gjennem Luften som Aladdin af Ringens Aand. Hun syntes, hun fôr vidt over alle Riger, saâ Bjergetoppe spidse sig op imod hende, rødmende med Morgensol paa Sne, Floder blinke som Sølvbaand dybt nede, Byer skinne broget op mod hende med Solild paa Kirketaarnenes gothiske Blomsterblade langs de uendelig høje Pyramidespir. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> bqoyeei9ny0ga1z2u7l1n2x1bhmxaqw 104 107435 432267 432059 2026-07-06T06:43:42Z MGA73 457 f 432267 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||404|}}</noinclude>som han allerede havde læst, men ikke kunde huske et Ord af, saa den var meget tjenlig til at fordrive en Timestid med endnu {{nowrap|. . .}} Men hvad var det for en Larm og et Rend ude i Apotheket? {{nowrap|. . .}} Med gnaven Energi fik han rejst sig op fra Sofaen. Han vilde ved en myndig imponerende Fremtræden paa Tærskelen mellem sit Værelse og Apotheket bringe det Hele i harmonisk Orden og bringe Tankespillets spredte Stykker til Samling i det Billede, de skulde sammensætte. Men, inden han fik samlet sig selv sammen til en alvorsfuld Bronceskikkelse, blev Døren reven op til Apotheket. En af de yngste Medhjælpere raabte: — Hr. Kancelliraad {{nowrap|. . .}} hele Laboratoriefløjen er i Brand {{nowrap|. . .}} hele Apotheket {{nowrap|. . .}} — Snak, unge Mand! Mit Apothek kan ikke brænde, sagde Kancelliraad Pramman. {{nowrap|. . .}} Men hvem har været i Laboratoriet? — Provisoren har været der ganske alene hele Dagen og {{nowrap|. . .}} — Snak {{nowrap|. . .}} han kan ikke. {{nowrap|. . .}} — Se {{nowrap|. . .}} Hr. Kancelliraad! {{nowrap|. . .}} Hør, Hr. Kancelliraad! Det unge Menneske pegede ud ad Vinduet. Et tydeligt Lysskjær gjorde Gaden dagklar, og ude lød Raabene: Brand! Brand! Mennesker stimlede sammen; Gaden var<noinclude><references/></noinclude> a0iiknx84yc7hozou2k13apqi7mz3cx 104 107437 432268 432061 2026-07-06T06:44:12Z MGA73 457 ø 432268 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||406|}}</noinclude>— Naa, saa vil jeg derover {{nowrap|. . .}} thi, før jeg har set Fanny {{nowrap|. . .}} — Hun {{sp|er}} i Sikkerhed. Kancelliraaden burde blive paa Pletten og lede det Hele. {{nowrap|. . .}} Naa, Ilden vil snart standse, naar bare de forbandede Sprøjter {{nowrap|. . .}} Naa, der er de. — Sprøjternes rumlende Galop lød ude fra Gaden under Gadedrengenes Raab: Brand! Brand! Brand! Vand! Vand! Vand! Endelig klemtede Brandsignalerne fra Byens Kirkeklokke med hæs sprukken Klang og Stadens municipalt-bestaltede Tromme rørtes af sin Virtuos, Arrestforvareren, for mange Aar siden Tambour i Hæren. Da Bolberg havde faaet sin Principal bort, vilde han selv ile op ad Trappen og med Bram og Brask redde Husets Perle. Maaske det kunde gjøre et saadant Indtryk paa hende, at hun besluttede sig til at blive hans reddende Engel. Han var sig bevidst, at han havde gjort saare meget for at vinde samme Perle. Men just i samme Øjeblik lød hurtige Trin bag ved ham. En Haand greb ham i Skulderen; han havde lige Tid til at gjenkjende sin Fjende, Kaptejn Frick, og høre hans Raab: — Infame Æsel! Da brødes den første Brèche i Bindingsværksmuren; den kogende og raslende Ild i Sidefløjen blev synlig. Fortumlet styrtede Bolberg<noinclude><references/></noinclude> njdq5jq4cg0xn16zv9op6c35zj6jvkw 104 107441 432269 432065 2026-07-06T06:45:02Z MGA73 457 æ 432269 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||410|}}</noinclude>denne Kvinde om Livet, havde han næret det vanvittige Haab endnu at vriste Fanny fra sin Fjende. Fortumlet havde han rendt rundt i de nærmeste Værelser og Rum. Da han berørte Fru Kamp, havde han endnu en svag Tro paa et eller andet Mirakel som: at Fanny skulde have revet sig løs fra den Bondeklodrian og søgt sin ældre Kurtisør. Flammeskjæret faldt skarpt og grelt ind i Værelset — en parodisk, skærende ironisk Illustration af hans aldrende Don-Juanspretensioner. Kaptejn Frick vilde give Slip og ledsage Fruen ud. Men hun hang saa tungt ved ham, at han ikke, uden at være brutal, kunde befri sig for hende. En Dør brødes op, der hørtes Skridt og Raab af Mennesker; men Fruen havde glemt hele Verden, Fanny med og rørte sig ikke. Mænd, der vilde redde, viste sig med Lygter. Først da slap Fruen Kaptejnen med et lidet, fint Skrig, tog begge Hænder op til Øjnene, Kaptejnen gjorde et langt Skridt fremad, men Fruen havde snart naaet ham, stak sin Arm ind under hans og sagde med bævende Røst: — Et sligt højtideligt Øjeblik maatte til. — Vor Pagt maatte have Ilddaaben. Kjære {{nowrap|. . .}} tror De ikke, at jeg for længe siden har læst i Deres Sjæl, at De var Romantiker lige som jeg? Nu følger De mig {{nowrap|. . .}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 6ncu044eftd1hrvgxsnyr5n25q8r7gp 104 107452 432271 432077 2026-07-06T06:49:25Z MGA73 457 Kommandoen vel 432271 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||422|}}</noinclude>vildtsprøjtende Skumfnug var hvislende, vidt spredte Gnister. Huset flammede op til Taget. Kancelliraaden slog med Haanden ud mod Folkene og sagde: — Tak for i Aften, Børn! I har gjort, hvad I kunne, men det gamle Apothek staar ikke til at redde. — Skaren spredte sig, skjønt Sprøjterne fungerede, Alle vidste, det var unyttigt. Vismann og Kristen Povlsen var ilede tilbage til Kancelliraaden, efterat den, de anklagede, var bleven arresteret. — Tak, Vismann! og Tak, Kristen Povlsen! sagde han. Ja, Fredrik Vismann, Du maa tage {{Kommandonen|Kommandoen}} over den sløjfede Fæstning, min Dreng! Jeg kan vistnok ikke mere. Kristen Povlsen sagde: — Ja, Vismann har jeg ogsaa god Fidus til. Og {{nowrap|. . .}} hvad det mere Pekuniære angaar, saa har Kristen Povlsens Kavtion dog Noget at sige i forskjellige Pengeinstituter. Det bed i den Gamle, da han bukkende takkede Bonden. Han vendte sig til Vismann: — Følg mig saa over paa Gjæstgivergaarden, Fredrik, der, hvor Du bragte Fanny hen! Gjør mig saa den Tjeneste i Morgen tidlig at bestille os pr. Telegram 3 Værelser paa Hôtel d’Angleterre i Kjøbenhavn! Bonden saa paa Vismann, som han vilde<noinclude><references/></noinclude> kt3jajg4k2p0yi7sp5czva6lt2oas6a 432272 432271 2026-07-06T06:49:37Z MGA73 457 432272 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||422|}}</noinclude>vildtsprøjtende Skumfnug var hvislende, vidt spredte Gnister. Huset flammede op til Taget. Kancelliraaden slog med Haanden ud mod Folkene og sagde: — Tak for i Aften, Børn! I har gjort, hvad I kunne, men det gamle Apothek staar ikke til at redde. — Skaren spredte sig, skjønt Sprøjterne fungerede, Alle vidste, det var unyttigt. Vismann og Kristen Povlsen var ilede tilbage til Kancelliraaden, efterat den, de anklagede, var bleven arresteret. — Tak, Vismann! og Tak, Kristen Povlsen! sagde han. Ja, Fredrik Vismann, Du maa tage {{rettelse|Kommandonen|Kommandoen}} over den sløjfede Fæstning, min Dreng! Jeg kan vistnok ikke mere. Kristen Povlsen sagde: — Ja, Vismann har jeg ogsaa god Fidus til. Og {{nowrap|. . .}} hvad det mere Pekuniære angaar, saa har Kristen Povlsens Kavtion dog Noget at sige i forskjellige Pengeinstituter. Det bed i den Gamle, da han bukkende takkede Bonden. Han vendte sig til Vismann: — Følg mig saa over paa Gjæstgivergaarden, Fredrik, der, hvor Du bragte Fanny hen! Gjør mig saa den Tjeneste i Morgen tidlig at bestille os pr. Telegram 3 Værelser paa Hôtel d’Angleterre i Kjøbenhavn! Bonden saa paa Vismann, som han vilde<noinclude><references/></noinclude> fypsq6gtan7rreg6mk1boxo0aif2s5z 104 107453 432273 432078 2026-07-06T06:50:05Z MGA73 457 ø 432273 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||423|}}</noinclude>sige: Er den Gamle taab’lig? Har han Raad til det? Vismann beroligede ham med et Nik. Næste Morgen, da det blev lyst, var det gamle Apothek en rygende Grusdynge. Men Kancelliraadens Kjøretøj var reddet. Ved Middagstid holdt det uden for Gjæstgivergaarden for at kjøre ham og Fanny til Jernbanestationen. Det var sidste Gang, det fungerede for sin gamle Herre. Fru Kamp havde været hos Fanny om Morgenen og skjælvende ytret, at der forestod en højst sandsynlig Forandring i hendes Skæbne. Foreløbig blev hun hos Distriktslægen, thi efter de Sindsbevægelser i alle mulige Genres, hun havde gjennemgaaet denne Nat, trængte hun i længere Tid til den dybeste Ro. Kancelliraad Pramman havde hele Morgenstunden konfereret med Vismann og udstedt forskjellige Fuldmagter. Vismann var næsten uhyggelig tilmode over hans Ro og hans Klarhed over Situationen, som viste sig var vanskelig, men ingenlunde haabløs. Saalænge Landaueren kjørte paa Byens Stenbro, sad dens gamle Herre rank og stout, hilsende Farvel til alle Sider. Da den kom ud paa Jordvejen, sank han lidt efter lidt sammen. Hovedet faldt ned paa Brystet, og Hænderne hang slappe og kraftesløse. Vismann og Kristen Povlsens Kone, der vare med, maatte næsten bære ham ind i Kupéen, Der sov han<noinclude><references/></noinclude> glybgx5x0qb1n1rgczjx3053wp7fc1j 104 107455 432274 432081 2026-07-06T06:56:28Z MGA73 457 staalblaa vel 432274 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{hoved||426|}}</noinclude>til de Folk, som nu ved Fabrikens Indskrænkning blive brødløse, indtil de faa Arbejde igjen. Den anden Halvdel beder jeg Dem anbringe, som det er Dem og Boet tjenligt, og udbetale mig aarlig 1600 Kroner indtil videre. Jeg véd, jeg har ingen moralsk Ret til dette Beløb, da ikke en eneste Skilling deraf er samlet ved mit Arbejde. Jeg kan dog maaske undskylde mig med, at den, der elskede mig højest, aldrig har lært mig at arbejde, og at jeg derfor uden disse Rentepenge vilde staa brødløs. Det er en Rest af min kjælne Opdragelse i det gamle Apothek, som jeg maa bære med mig, indtil jeg faar opdraget mig til at tjene mit Brød. Til den Tid betragter jeg mig som mindreaarig. De sørger nok for at faa alle disse Sager retslig ordnede. Hen paa Sommeren kommer jeg hjem. Ogsaa min lille Udenlandsrejse er maaske en Rest af det forkjælede Barns Fornødenheder. Jeg vilde saa gjerne se noget, der var lidt større, end hvad jeg har set hjemme, aande en lettere, en højere Luft. Naar jeg saa kommer tilbage og har en ledig Time, vil jeg lade Erindringen tegne den store {{rettelse|staalbaa|staalblaa}} Sø, Savoieralperne i Solnedgangens Karmoisin, Dent du Midi i bleg Guld- og Rosenglans og de lysegrønne, svulmende Vinhøje for mine Fødder. Tak endnu en Gang fra Deres hengivne {{Højre|Fanny Brinckmann.|10em}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> pkxj6jd3j7lm0jhdly2wdqboojjom9x 3 108192 432146 432119 2026-07-05T13:23:30Z MGA73 457 432146 wikitext text/x-wiki == Det gamle apothek == Hej! Jeg er ved at se på "Det gamle apothek" og har fx vurderet, at det er et komma i [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/68]] i stedet for punktum jf. https://books.google.dk/books?id=78pUAAAAYAAJ&hl=da&pg=PA58#v=onepage&q&f=false men på [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/65]] kan jeg ikke se det. Jeg har også fundet ud af at bogen ligger på https://soeg.kb.dk/discovery/fulldisplay?docid=alma99124018541205763&context=L&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang=da men det er stadig lidt svært at se. Hvis du har den fysiske bog stadigvæk så kan du måske se det i den? Evt. bladre bogen igennem og tjekke de steder, hvor der er vers? Det ser nemlig ud til, at det især er ved vers, at det er svært at se. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 22. jun. 2026, 14:09 (UTC) : Du må gerne tjekke om der er punktum eller komma i verset på denne side: [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/238]]. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 1. jul. 2026, 18:04 (UTC) ::Det er kommaer. ::[[Bruger:PWidergren|PWidergren]] ([[Brugerdiskussion:PWidergren|diskussion]]) 2. jul. 2026, 09:56 (UTC) :::Tak. Kan du se fejlen på [[Det gamle Apothek/19]]? Den kommer i kategorien "Sider, der omfatter ikke-eksisterende sektioner". --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 2. jul. 2026, 14:54 (UTC) :: Skal [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/52]] så også have komma efter "grum"? --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 3. jul. 2026, 06:53 (UTC) :::Ja. :::[[Bruger:PWidergren|PWidergren]] ([[Brugerdiskussion:PWidergren|diskussion]]) 3. jul. 2026, 10:24 (UTC) :Jeg har sat de 3 sider med annoncer lidt pænere op. Ved godt at de ikke er en del af bogen, men jeg synes, at det var noget sjusk at de stod som massiv tekst. :Så at du startede bogen 15:10, 21 July 2023 men mon ikke bogen er færdig inden 21 July 2026? :-) --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 5. jul. 2026, 10:21 (UTC) : Ja, det var så det :-) Har du andre bøger, der skal fixes? --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 5. jul. 2026, 13:23 (UTC) 3u8cgyf0yw2fer4gzvtvta2s85grj02 432149 432146 2026-07-05T14:06:33Z PWidergren 7506 /* Det gamle apothek */ Svar 432149 wikitext text/x-wiki == Det gamle apothek == Hej! Jeg er ved at se på "Det gamle apothek" og har fx vurderet, at det er et komma i [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/68]] i stedet for punktum jf. https://books.google.dk/books?id=78pUAAAAYAAJ&hl=da&pg=PA58#v=onepage&q&f=false men på [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/65]] kan jeg ikke se det. Jeg har også fundet ud af at bogen ligger på https://soeg.kb.dk/discovery/fulldisplay?docid=alma99124018541205763&context=L&vid=45KBDK_KGL:KGL&lang=da men det er stadig lidt svært at se. Hvis du har den fysiske bog stadigvæk så kan du måske se det i den? Evt. bladre bogen igennem og tjekke de steder, hvor der er vers? Det ser nemlig ud til, at det især er ved vers, at det er svært at se. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 22. jun. 2026, 14:09 (UTC) : Du må gerne tjekke om der er punktum eller komma i verset på denne side: [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/238]]. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 1. jul. 2026, 18:04 (UTC) ::Det er kommaer. ::[[Bruger:PWidergren|PWidergren]] ([[Brugerdiskussion:PWidergren|diskussion]]) 2. jul. 2026, 09:56 (UTC) :::Tak. Kan du se fejlen på [[Det gamle Apothek/19]]? Den kommer i kategorien "Sider, der omfatter ikke-eksisterende sektioner". --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 2. jul. 2026, 14:54 (UTC) :: Skal [[Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/52]] så også have komma efter "grum"? --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 3. jul. 2026, 06:53 (UTC) :::Ja. :::[[Bruger:PWidergren|PWidergren]] ([[Brugerdiskussion:PWidergren|diskussion]]) 3. jul. 2026, 10:24 (UTC) :Jeg har sat de 3 sider med annoncer lidt pænere op. Ved godt at de ikke er en del af bogen, men jeg synes, at det var noget sjusk at de stod som massiv tekst. :Så at du startede bogen 15:10, 21 July 2023 men mon ikke bogen er færdig inden 21 July 2026? :-) --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 5. jul. 2026, 10:21 (UTC) : Ja, det var så det :-) Har du andre bøger, der skal fixes? --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 5. jul. 2026, 13:23 (UTC) ::Mange tak. Jeg har et par stykker. Være så venlig og spis dig mæt. ::Det er dejligt at have en bog færdig. ::De bøger, jeg allerede har korrigeret, kan du finde her. ::[[Bruger:PWidergren]] ::Måske kan denne skabelon også forbedres. ::[[Skabelon:Forkortelse]] ::Jeg har tænkt mig at bruge det til at korrigere dette værk. ::[[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] ::[[Bruger:PWidergren|PWidergren]] ([[Brugerdiskussion:PWidergren|diskussion]]) 5. jul. 2026, 14:06 (UTC) 5x5hr3jw77iga6ux7e12axdk54xslme 10 108270 432147 2026-07-05T13:26:39Z PWidergren 7506 Oprettede siden med "<span style="border-bottom:dashed 1px;" title="{{{2}}}">{{{1}}}</span><noinclude> Bruges til at hjælpe med forkortelser, der kan være svære at forstå eller kun forekommer i et værk. For eksempel: * {{Forkortelse|o.s.v.|og så videre}} <nowiki>{{Forkortelse|o.s.v.|og så videre}}</nowiki> [[Kategori:Skabeloner]] <noinclude>" 432147 wikitext text/x-wiki <span style="border-bottom:dashed 1px;" title="{{{2}}}">{{{1}}}</span><noinclude> Bruges til at hjælpe med forkortelser, der kan være svære at forstå eller kun forekommer i et værk. For eksempel: * {{Forkortelse|o.s.v.|og så videre}} <nowiki>{{Forkortelse|o.s.v.|og så videre}}</nowiki> [[Kategori:Skabeloner]] <noinclude> b02cqynvpaatvza91hiod9icob6azus 104 108271 432158 2026-07-05T15:12:40Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432158 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|182}}</noinclude>besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæm­pet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor. „Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra {{rettelse|Stokholm|Stockholm}}, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke." Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden. „Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“ En stærk Misstemning greb ham. „Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“ Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs Fremtids-<noinclude><references/></noinclude> d07t0cpwdq3hd82ln2ciih1edo22dzw 104 108272 432161 2026-07-05T15:17:51Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432161 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|183}}</noinclude>vej ubegrænset øde og ensformig. Hun saá den ikke længer i Nydelsens Øjebliksglans med smilende Hvilepladser ved hvert tænkeligt Ophold. Men hun saá sig selv gaa alene og udtæret om, førende ved Haanden et spædt Væsen, hvis Træk hun ikke klart kunde skælne. En svag Gysen gik gennem hende og hun saá aandsfraværende op paa ham. „Hvordan har Du tænkt at indrette det med Barnet?“ spurgte hun. Det var ham lidt svært at komme frem med Svaret. For det var netop det, han saa længe havde tænkt over paa sin Manér, og den Sag havde han gjort klar for sig selv, at han ikke kunde holde ud at have et Barn paa Halsen, som han skulde sé til og vaage over. Det vilde blive bekosteligt og vanskeligt i enhver Henseende og vilde medføre tusinde Ubehageligheder, naar han en Gang vilde gifte sig. Der var noget i ham, som forbød ham at sige hende det. Men han tvang sig til det. „Du maa ikke blive ked af det,“ begyndte han. „Men jeg er ikke rig, og jeg kan ikke indrette det paa anden Maade. Du kan jo sé til Barnet, saa ofte Du vil. Men naar jeg straks betaler firehundrede Kroner for det, kan vi faa det ind paa Opfostringshuset, og dér bliver der i alle Henseender sørget godt for det.“ Elin rejste sig op. Hver Fiber i hende skælvede, hun gik hen til ham og slog sine Arme om hans Hals. „Søde, kære Gottfrid, det maa Du ikke gøre. Aa, det maa Du ikke. Jeg be’r Dig jo ikke om, at<noinclude><references/></noinclude> awl7oq5xl8q152o9g65me4h0ul7748f 104 108273 432162 2026-07-05T15:21:27Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432162 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|184}}</noinclude>Du skal blive hos mig. Du behøver aldrig at sé til Barnet, og jeg skal aldrig be’e Dig om noget. Men lad mig beholde det, og giv mig Pengene i Stedet for, og Du kan stole paa mig, at Du bagefter skal være lige saa fri, som om Du havde givet dem det andet Sted.“ Der foer en Mistanke gennem ham. Hun havde aldrig før haft saa stor en Sum, og naar hun først havde faaet Ende paa den, vilde Piben nok faa en anden Lyd. Han blev utaalmodig. „Ja, men saa tænk i det mindste paa Dig selv,“ sagde han. „Du bli’r jo paa den Maade ganske bunden. Du kan ikke ta’e nogen Plads eller komme an noget Steds. Hvordan tror Du, det kan gaa?“ „Jeg kan ikke lade det lille Væsen komme ud blandt fremmede.“ Han rev sig løs fra hende og rejste sig hur­tigt op. „Det bli’r der ikke noget af,“ udbrød han. Hun blev roligt siddende, saá ikke en Gang op og sagde sagte: „Det kan Du ikke tvinge mig til. Det er Uret af Dig. Du maa ikke glemme, at det ogsaa er dit Barn.“ Der kom et stygt, kynisk Udtryk i hans Ansigt. Han saá skarpt paa hende og drejede sig om paa Hælene: „Ja, det er netop Sagen, Hvis det ikke var,<noinclude><references/></noinclude> ojaarzu7l6cl6u3v2bcpoj7yksintb6 104 108274 432172 2026-07-05T15:36:58Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432172 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|185}}</noinclude>som det nu en Gang er, fik Du mig aldrig til at tro det. For har Du staaet i Forhold til mig {{nowrap|...}}“ „Gottfrid!“ Hun brast i Graad og gik hen mod ham. „Gottfrid! Hvordan {{sp|kan}} Du sige det!“ „Naa, naa, græd nu bare ikke. Jeg siger jo ikke, at det er saadan. Hvorfor vil Du ogsaa ta’e alt saa voldsomt?“ — — Hun følte en pludselig Forbitrelse, som fik hende til at tvinge Taarerne tilbage for i det mindste at sé rolig ud. Og hun talte ikke mere om den Sag. Hun havde haft mest Lyst til at gaa sin Vej og aldrig sé ham mere. Men hun vovede det ikke. Følgerne vilde jo ikke have ramt hende selv saa haardt som en anden. Hun lod Tiden gaa, og hun søgte at faa sig til at tro, at han maaske i Grunden dog ikke mente det saa ondt. Han var hidsig, og saa siger man saa let haarde Ord. Og desuden haabede hun, at han, naar han virkelig en Dag fik sit Barn at sé, ikke skulde have Hjærte til at sende det ud til fremmede, selv om han nu sagde det. Men derimod var hun begyndt at tænke paa, hvordan hun skulde indrette det for sit eget Ved­kommende. Hun tænkte efter og kom til det Re­sultat, at hun nok kunde holde ud at være mindre fint klædt. Det kunde ogsaa gaa ikke at have det morsomt og at arbejde alene, selv om hun vidste, at hun altid vilde blive nødt dertil. Blot hun fik Lov til at beholde sit Barn. Blot han ikke vilde tage det fra hende. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 9y14cejrikz4m3m9bpiyyszydgtrup6 104 108275 432215 2026-07-05T23:34:39Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432215 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>{{startbogstav|I}}Eg, Ion præsth, {{Forkortelse|mʒ|meth}} Gudʒ nadhe, {{Forkortelse|ihū xp̄i|Ihesu Christi}} koning Koningh ær iegh offwer allæ iordherigis koningher oc herre offuer alle iorderighis herre Sender iegh tegh emanuel romere koning wenskaf glæde oc helssʒ mʒ Gud Wij haue hørt at thu emanuel ælsker møgʒ wore høffdingne oc wiltw wide the wnder som i wore lande ære och the wille wij thee tegh wore herredom oc wort herskaff och i hwilke land wore koninghe ære at thu thʒ oc tro for vdhn̄ iæff At wij Ion Presth ær herre offuer alle iorderigis herre mʒ gutz trøst Ieg kēnes oc at ieg ær koningen offuer alle iorderigis koningher mʒ righdom oc mʒ dydh och ære<noinclude><references/></noinclude> c9zu57kysom52wfwi9gne2qinqmj550 104 108276 432216 2026-07-05T23:53:50Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432216 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>Too oc lxx. koninghn̄ ære oss alle skath skylighe oc alle ære the wel cristnæ Och saa wij haffue acht at søghe thn̄ heligraff mʒ meghel ære oc stride emodh gutz vwēner. Indhē try indiæ landh ær worth woldh. oc wore lande liggher aff ydersthe india som {{Forkortelse|scūs|sanctus}} thomas hwilis vdhi oc goor saa tijd som solen løber opp och till babilonia østen. tw oc halff lxx land thiæne woss. oc faa aff thm̄ ære wel cristne oc alle the lande ære wos skat skyllighe Indhen ydersthe india landet ther føddis dywr saa som hædhe Elefantes, Phila Wluelle Drōmedarij Pantheri Cocodrilli Leon hwidhe biørne och rødhe biørne Wylswijn oc wijllæ mend<noinclude><references/></noinclude> o53vie3jehmora02ru5779yeumfe1ab 104 108277 432217 2026-07-06T00:04:06Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432217 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>wrnødh oc andre wnderlige dyr och andre troll. oc fæmthen allnæ langhe mend oc then fwel som Fenix hedher Inden thet anneth india landet ther skader ey orme oc ther maa ey scorpio bo eller andre orme oc enghn̄ skadhe giøre. I gemmen thet landhet løffuer een aa oc hwn hedher helenia oc hwn løffwer aff paradijs som adam war wdhi oc hun skaptis i manghe lwnde omkringh i wore landet oc i henne hittis monghe dyre steene saa som ære smaragdus Jaspis Crisolitus Onyx Berillus Ametistus Topaʒion Sardonis oc flere dyre stene ther ære Inden thʒ tredie india land woxser peffwer oc thʒ ær alt fwlt mʒ<noinclude><references/></noinclude> 9s2iczsw909acqna4u8myhc5y3v7gvv 104 108278 432218 2026-07-06T00:12:56Z PWidergren 7506 /* Korrekturlæst */ 432218 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>bwskæ oc the buske ære alle fwlle mʒ orme so ath ther moo enghen i bo thn̄ time peuering ær woxen oc mwen Tha kommer folketh aff thet nesthe land oc bære til tør wedh oc legge beggæ wegne om skouwen oc sijden nar wedereth kommer tha setthe the ijldh i skouwen at enghen orme kōmer borth wdhen døø i ijldhen och wdhen the som i iordhen søgher och graffwer søghe Oc syen effther ijlden ær slwgt tha gangher ther tijl mæn oc qwinne oc kastæ ormene samen i hoffwæ stooræ och aff then ijldh worder peffwer tøør oc sijdhen sendhe wij hannum offwer haffweth mʒ steene dydh Hwore wij mʒ hanum sidhn̄<noinclude><references/></noinclude> 8mmr1mzc4gdpqs184vbhvydlxqavc2e 1 108279 432276 2026-07-06T07:12:48Z MGA73 457 /* Anden version */ nyt afsnit 432276 wikitext text/x-wiki == Anden version == Der ligger også en version på https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-schandorph06-shoot-workid54195 der kan bruges til korrektur. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 6. jul. 2026, 07:12 (UTC) 5ohm0qa9yjot84c151yp4gdc990g1mt