Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.48.0-wmf.3 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31729 482651 71980 2026-11-04T19:10:06Z MGA73 457 /* Validated */ 482651 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>blit omsat i en anden stor lidenskab: glæden ved ordenes skjønhed. Siden J. P. Jakobsen har Danmark ingen prosastilist eiet så stor som han: en merkelig, helt selvstændig koloristisk begavelse. De verker, der fulgte efter „Einar Elkær“, viste, at han ovenikjøbet var et episk talent af høi rang. Den fortællende kunst er mere og mere trådt i skyggen for den analyserende. Men nu og da dukker der op en stor fortæller, som bringer en til at huske, at den episke kunst kan ha en anden glans end al denne mere eller mindre poetisk farvede psykologi. Og at de enkle sterke linjer undertiden kan gi menneskesjælens bølgende liv lige sandt, lige rigt, lige urofyldt som de mange nervøse streger. Det er den følelse, der just påtrænger sig en under læsningen af Johs. V. Jensens bøger. Af skildringerne i „Himmerlandsfolk“ har den lille novelle „Oktobernat“, om den helt unge landsknægt, som dør ensom en høstnat ude i lyngen, stukket ned i en trætte af en kamerat, den samme dybe stemning og varme glans, som vi senere gjenfinder i „Kongens fald“. Hvor det evigt menneskelige afspeiler sig i disse billeder af en fjerntids farve. Der ligger unge Jørgen alene i natten med den kolde stikkende fornemmelse i siden, og det går op for ham, at han skal dø: „— Netop her skulde det være forbi, så var alt det andet jo ingen nytte til, syntes han. Nei, hele hans liv var for ingen ting at regne mod den stund, da han lå her og i al evighed hørte vinden suse let hen over lyngen og puste og sukke. Der nede i Rendsborg stod han og drak et glas vin, så faldt hatten bag af ham, og kridtpiben<noinclude><references/> {{c|— 160 —}}</noinclude> e72cxompnp5rkgbul79cfphty1uw5g9 104 31730 482652 71981 2026-11-04T19:11:58Z MGA73 457 /* Validated */ 482652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>gik i stykker — i værthuset den gang — hvad skulde det til? Hvorfor havde han gjort sig så stor umage med den våbensmed i Lübeck? Og hvorfor havde han pleiet sit skjæg og hver dag længtes efter at det skulde blive længere? Hvorfor var der blod i ham, når det nu skulde rende ud? Jørgen følte et øieblik kun lattermildhed, som om han havde narret nogen, der havde gjort en hel del ud af det for ham — rigtig taget dem ved næsen. Men derved kom Jørgen i tanker om Gud og gav sig til at hviske og bede til ham. Vinden kom forbi, bar hans hvisken et par fod, tvandt den sammen med lyngsus og nattelyd, spredte det hele og for videre. Dér døde landsknægten Jørgen i ensomheden, månen skinnede på et hvidt, stivnet ansigt, smilede rundt til et udtryk af ubesvarede angsråb, forladthed og ynk. Jørgen lå stille på ryggen, i lidt afstand kunde han ligne en aflang grå sten. Lyngen dækkede ham halvt, de stride toppe nikkede og vippede. Skyerne drev mørke og gustenrandede over månen af og til. Landet var øde og lidet beboet, det strakte sig i flade, møisommelige rundinger, beklædte med lyng.“ Af de øvrige fortællinger har ingen så sælsom en magt. Men de er alle af interesse. Digteren bevæger sig her i en nyere tid, det er fra sin hjemstavn, han fortæller, om livet i Himmerland, den sterke og tunge race, som der bor, om den stolte Cecil, som aldrig vil bøje sig, hvor knapt det blir for hende, om Lindby-skytten, som lever sit vildmandsliv mestendels under åben himmel, med enkelte besøg i bøndernes gårde og til deres markeder, — foruden sit hang til jagten og sit<noinclude><references/> {{c|— 161 —}}</noinclude> obp2oivqn6ur19ruku203ybqim50r2n 104 31731 482653 471124 2026-11-04T19:15:22Z MGA73 457 /* Validated */ 482653 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>venskab til børn har han to tilbøjeligheder: kortspil og slagsmål, — om den hårdeste hals i landet, Thomas Spanggården, og hans rå bedrifter. Varm og vakker er den lille skisse: „Mortens juleaften“, og med rigtig godt humør har digteren studeret den mystiske vandringsmand Hede-Vogn, „en beboer af jorden“. Johs. V. Jensen er, skjønt en af de yngste af kredsen, vel den af de unge jydske forfattere, som disse anser for sin første mand. Sine emner har han kun delvis hentet fra bondens liv eller fra Jylland. Men al hans kunst har det djerve „jydske“ præg, som er de unges ideal. Blandt de øvrige har vel hidtil ''Johan Skjoldborg'', forfatteren af „Gyldholm“, de danske husmænds digter, og ''Jeppe Aakjær'' vakt størst opmerksomhed. De har skabt en række jydske skikkelser, mænd med begeistring for anstrengelse og vanskelige opgaver, med evne til dybt at elske, til hårdt at hade, til at ville dagligt, stadigt, ubetvingeligt.“ (A. C. Andersen i „Jydsk stævne“). Den sidste, Jeppe Aakjær, har vistnok taget den virksomste del i den unge jydske bevægelse, som nu i de sidste år har gjort sig så kraftig gjældende. Den betegner, som tidligere antydet, en ny fase i moderne dansk kulturudvikling, en national retning, som har stillet sig i en bevidst modsætning til den kosmopolitiske kjøbenhavner og med forkjærlighed vender sig til bonden, en landlig digtning, der hører hjemme på heden, i kjærene, ved plogen og i de små jydske stuer. De unge jyder er langt mere frigjorte, dristigere end de bondelivsskildrere, der møder os i den såkaldte skolelærerlitteratur. De har i alt væsentligt frigjort sig fra grundtvigianismen. De er ikke<noinclude><references/> {{c|— 162 —}}</noinclude> 4jwf9i2tfbo854qod2i0erzqkxqsymb 104 31732 482654 71983 2026-11-04T19:18:11Z MGA73 457 /* Validated */ 482654 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>folkeopdragere. De maler virkeligheden. De maler den djervt, men i dyb kjærlighed til Danmarks land. Samtidig føler de unge jyder sig som et folk i folket, en egen nation. „Vi vil ikke lyve afstanden mellem Jylland og øerne længere end den er, men vi vil heller ikke lade som var det allerede lykkets sammensmelterpolitiken at lægge gangbræt mellem os og den; thi afstand er der og national adskel er der også.“ (J. Aakjær). Johs. V. Jensen har sterkt fremhævet denne adskel. Vi føler den allerede i „Danskere“. Originalt og høist fornøjelig betoner han den i en artikel, der stod at læse i „Jydsk stævne“, den antologi, som Jeppe Aakjær udgav 1902, med bidrag fra en række unge jydske digtere, kritikere og videnskabsmænd, — et skrift, hvorved jyderne betegnede sig som en samlet gruppe inden den danske litteratur. Denne artikel, „Danmarks historie og jyderne“ er karakteristisk for én side af Johs. V. Jensens begavelse, hans overdådige og bitre vid, som allerede hans journalistiske bidrag til „Politiken“ vidner høit om, navnlig da hans fantastisk grove „nekrologer“ over Ernst v. der Recke, Otto Borchsenius, Alfred Ibsen og P. A. Rosenberg. I sin historiske oversigt lader han kongerne passere revue på en høist uærbødig måde, mens han på ethvert punkt fastholder, hvor lidet Jylland har havt at takke dem for: „Man vil formodentlig stemple det som bevidst ondsindethed af mig, at jeg har forsømt enhver lejlighed til at lære kongerækken. Selv føler jeg mig uskyldig og frikendt; mine forfædre i Jylland tog ingen videre del i rigets historie, uden for så vidt som de konsekvent sætter sig imod dens forløb. Fra Knud den stores tid og indtil nu har<noinclude><references/> {{c|— 163 —}}</noinclude> if78gipw9ck5dn9da5biq4d3c15kaxa 104 31734 482655 71985 2026-11-04T19:20:16Z MGA73 457 /* Validated */ 482655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>den levet tredive slægtled; ikke mere end tredive gange er jydsk blod og jydsk overlevering gået fra mand til mand i min slægt; jeg føler ligesom, hvordan det ligger naturligt for mig at slutte mig til rækken. Den af mine stamfædre, der levede på Knud den helliges tid, har utvilsomt taget virksom del i kongemordet; en senere descendent har været med i sammensværgelsen mod Kristoffer af Bayern, og hans søn eller sønnesøn, min tip- tip oldefader, svang øksen under grevens feide... Det er derfor i mine fædres ånd, at jeg erklærer mig ude af stand til at se andet i de danske „heltekonger“ end småagtige regenter, hvis politiske brølere blev besmykket af teologer, — blinde musekonger, der førte lemænhorden i havet under fanatiske bravo af fromme ravne. Første gang, jyderne kom til at lægge sig ud med Danmarkshistorien, var jo under Knud den hellige. Han var en heltekonge af rang. Det er som om han for sit eftermæles skyld rigtig har villet tækkes sine katolske historiografer, han var ligefrem stejl og stivsindet, når det gjaldt at give sig. Han var kras i kristelig ydmyghed. Præsternes foragt for det timelige steg under ham til en sådan høide, at der blev 300 fede kirkesogne i Skåne alene. Præsternes sagtmodighed forekom Knud så mageløs, at han gav dem rang med prinser, skjønt de ikke var andet end forløbne munke fra syden. Det gik nogenlunde på øerne. Men da Knud vilde skride til at fratage sit folk tiendedelen af deres eiendom for at mætte det præstelige afkald, da endte det som bekjendt med, at jyderne dræbte ham. Knud er hermed gjort færdig for indbildningskraften som dansk heltekonge. Han vandt bogstavelig talt, idet han tabte.<noinclude><references/> {{c|— 164 —}}</noinclude> 5c1sawliiqsfw2zpxtarqsf64nu9rch 104 31735 482656 71986 2026-11-04T19:22:40Z MGA73 457 /* Validated */ 482656 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Knud den hellige, martyren, påførte sit folk en smitte og en forsmædelse og døde for det. Derfor lærer vi om ham i skolen. Danmarks historie går nu efter ham sin gang, og det er muligt, jeg tager feil i enkeltheder, men i det store og hele lykkedes det vore regenter at ødelægge alle chancer i England og i Sverig-Norge. Kristoffer af Bayern lamslog jyderne og flyttede residensen til Kjøbenhavn, Kristian den tredie slog jyderne endnu engang og lagde grunden til det Danmark, der mest af alt har lignet et nordtysk hertugdømme. Kristian den fjerde forføiede så ukongeligt, at vi under ham og hans efterfølger mistede det sidste fodfæste i Sverig. Men han var nu én af vore heltekonger, for hans forlis var stort. Han står i den folkelige bevidsthed som ''ham med det ene øie''. Det var ikke det øie, han havde, han så med.“ — — I sit hovedverk hidtil — for de tre bøger „''Forårets død''“ (1900), „''Den store sommer''“ (1900) og „''Vinteren''“ (1901) danner ét verk og er også blit samlede under titelen „''Kongens fald''“ — behandler Johs. V. Jensen en jydes liv. Ti Mikkel Thøgersen, helten, er af sind en ægte jyde. Det er delvis også Jyllands fortid, han dvæler ved. Han gir en glimrende skildring af et bestemt afsnit i den jydske historie, bøndernes sidste store reisning mod herremændene, deres seire og deres endelige nederlag: „Havde kong Christian dræbt alle herremændene i Stockholm istedet for nogle få snese, så havde der ikke været så mange til at beklage sig bagefter. Den halshugning spurgtes gennem århundreder; men der blev ikke jamret farlig meget over de to tusinde mennesker, som Johan Rantzau gruttede ved Aalborg. Da blev bønderne knust så<noinclude><references/> {{c|— 165 —}}</noinclude> kh13t9sptq3p10kkl9l7efn20vr3dac 104 31736 482657 71987 2026-11-04T19:24:29Z MGA73 457 /* Validated */ 482657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>tilgavns, at ikke en gang urettens historie kunde blive overleveret. Efter den strid faldt der en svær stilhed over Jylland.“ Dog er det mindre jydernes skjebne, der beskjæftiger Johs. V. Jensen i „Kongens fald“. Det er en hel tid, et bestemt vendepunkt i Danmarks udvikling, han har glædet sig ved at gjenoplive, en tid, hvor linjerne var enklere og sterkere, og hvor den episke kunst, der helst vil afstand, tillige finder et såre farverigt materiale. Det livsdrama af mangfoldig art, der er digtningens emne, spiller mellem ca. 1497, da digtningens helt, Mikkel Thøgersen, som ung student i beundrende afstand følger prins Christians natlige strejftog gjennem Kjøbenhavns „boder“ — og ca. 1546, da Mikkel, den gamle soldat, der gjør kong Christian II selskab i hans fængsel, dør fra sin høje herre. Hver bog samler sig om nogle af de mest dramatiske og mest maleriske begivenheder i denne i periode. Og som beretningens mægtigste skikkelse rager han op, det største herskeremne, der i nyere tid har siddet på Danmarks trone, Christian II. I første bog vandrer vi rundt i Kjøbenhavn ved år 1497, vi hører, hvilke løjer der behager prins Christian, vi iagttar livet i Kong Hans’ hær, landsknegtenes arbeide og fornøjelser, vi gjæster senere bønderne ved Limfjorden, ser dem i deres stue og ved deres gjerning, og vi er tilsidst med i det ulykkelige tog til Ditmarsken 1500, — det første af Johs. V. Jensens pragtfulde krigsbilleder. I næste bog er vi til gilde i Odense bispegård, hos Jens Andersen Beldenak — vi følger Mikkel Thøgersen, som er i Bispens tjeneste, til Stockholm, hvor vi ser Mikkel gå bud mellem<noinclude><references/> {{c|— 166 —}}</noinclude> m16dt737dt0gpzfc58sg7rc17s6zm9z 104 31737 482658 71988 2026-11-04T19:26:38Z MGA73 457 /* Validated */ 482658 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Gustav Trolle, den svenske erkebiskop, og Jens Andersen, der er i badstuebad sammen med kong Christian. Vi oplever et vinterfelttog i Sverig og det stockholmske blodbad. Vi er vidne til Christian II’s fald, — til hans fortvilelses nat, da han rådløs drager frem og tilbage med færgen mellem Jylland og Fyen. I tredie bog er vinteren kommet, for kong Christian og for Mikkel Thøgersen. Det er her, vi er tilskuere ved bondekrigen i Jylland: bønderne „plejler“ herremændene, til de selv må bukke under for Johan Rantzau og hans samlede hær af herremænd og landsknegte. Siden lever vi med kong Christian og Mikkel Thøgersen og den gamle Jakob Spillemand og Mikkels datterdatter, den lille døvstumme Ide, på Sønderborg slot. Herunder gjør Mikkel Thøgersen sin sidste reise, til Lübeck, i ærinde for kongen, til mester Zakarias, vismand og heksekunstner. Vi belurer mester Zakarias, mens han pusler i sit laboratorium og fremviser sit medium, vidunderbarnet Carolus, som opbevares i en klokke, befriet for sin hjernekasse, så hjernen kan udvide sig frit. Vi er tilstede ved den højtidelige begivenhed, da Zakarias og Carolus blir brændte, vi bivåner den største af alle folkeforlystelser i det 16de århundrede. Og tilsidst ser vi kongen og Mikkel ligge og underholde hverandre i søvnløse nætter med fredeligt snak. Til Mikkel dør, og kongen sidder sorgtung tilbage og ser på Mikkels stivnede ansigt. Mikkel Thøgersen er bogens merkelige helt, en mand med umættelig brynde til livet. Han går der først som den unge dårlige student i Kjøbenhavn, en bondegut fra Limfjorden, som har helt<noinclude><references/> {{c|— 167 —}}</noinclude> d1lyrph80i125gejns2rd62m52mucsj 104 31738 482659 71989 2026-11-04T19:29:21Z MGA73 457 /* Validated */ 482659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>andre lyster end latinen. I lag med landsknegte tømmer han ikke ugjerne nogle glas øl, og hans uomskiftelig laudable studiekammerat Ove Gabriel med de retfærdige øine er ham ingenlunde tilpas. Uroen driver Mikkel ud fra deres fælles sove- og studiekammer med den dårlige luft og lader ham vandre ved nattetid i Kjøbenhavns gader. På et sådant strejftog er det, at han første gang ser den unge prins Christian: hele denne nattescene virker gammel-hollandsk, så frodig, så bred i pensel, så varm i stemning. „Næste dag så Kjøbenhavns borgere en vogn ride med alle hjul tværs over mønningen af et højt hus ud til torvet. Der var nogen, der om natten havde skilt dem ad, slæbt delene op på taget og samlet dem igjen der. Inden middag vidste byen, at det var prins Christian, der havde været mester for det.“ Tilsidst blir Mikkel, den lange stageagtige student, også kaldet „Storken“, uden varsel relegeret: „Det kom ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine pligter ved gudstjenesten i længere tid. Samme dag så Ove Gabriel på Mikkel som på en anden lægmand. Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond {{rettelse|samvitttghed|samvittighed}}. Det første, han foretog sig, var at lade sit mundskjæg stå. Mens den kommende tid væltede ulykker ind over ham, nød, forblindelse, angst, lagde han sig virkelig også en ræverød knebelsbart til, to frodige koste, en ved hver mundvig, der hårdnakket groede lige nedad.“ Mikkel med „den alfavnende længsel“, får et liv i skuffelse. Det var jo kun at vente. Efter ens længsel måles skuffelsen. Men Mikkel går fejl af mere end mange andre, og han tar sig tillige hårdere til rette. Han er ingen mand for<noinclude><references/> {{c|— 168 —}}</noinclude> 34s6gqloq4j2d74az0yasmgh7e7vk41 104 31739 482660 71990 2026-11-04T19:32:00Z MGA73 457 /* Validated */ 482660 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>kvinderne, Mikkel, ikke en sådan, der fanger deres sind eller deres sanser. Han ved ikke at finde de ord, der lukker op, eller at smile således, at hans øjne møder smilet fra andre øjne. Han er en blyg og brysk mand. Således går det til, at Otto Iversen, den slanke junker med det tungsindige blik, Mikkels første ven, straks tar den første unge kvinde, Mikkels hjerte har glædet sig ved. Susanna, gamle Mendel Speyers datter, jødepigen med de mørke øjne og den gyldne hud, — hende er det, Mikkel har elsket i sin taushed. Men hun gir sig til Otto Iversen i en sommernats rus. Og Otto, som deroppe i Jylland er fæstet til en anden kvinde, til Ane Mette, Jens Sivertsens datter, iler selvsamme morgen forstyrret videre, tilbage til sine landsknegte, der er i opbrud, overladende til Susanna at lide al den tort, der kan falde i en værgeløs jødepiges lod, når hendes synd blir kjendt. Sådan skjebne har Mikkel Thøgersens første kjærlighed. Da Mendel Speyer flygter med sin dybt beskjæmmede datter, følger Mikkel endnu deres vøgn mil efter mil. Ved en kro, hvor de hviler, sidder han udenfor „på fattigmandsbænken under den store lind“ og ser ind i lyset i skjænkestuen: „Hun sad med hænderne foldet over stoleryggen og med det trætte hoved hvilende derpå, ansigtet vendte ud mod døren, hun så ingenting. Munden stod lidt åben, det var hende — den fine skyggestreg over munden, de forunderlige, hvileløse næsebor. Hvor disse træk var bløde i sorgen, usigeligt skjønne og sørgmodige, øjnene sygeligt klare og seende …— det lidende træk ved munden kunde også være en gådefuld smilen, det trætte, trætte lys i øjnene var ikke sorg alene,<noinclude><references/> {{c|— 169 —}}</noinclude> fgf385g4ypp81wzgmf1gh3u75fuvg82 104 31740 482661 71991 2026-11-04T19:33:47Z MGA73 457 /* Validated */ 482661 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>udtrykket i de forgrædte øjne var delt mellem sorg og sødme. Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtig: frem ad Helsingørvejen bakke op og bakke ned. Først da han øjnede lysene i byen, sagtnede han gangen og satte sig ned i grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgået ham meget ondt i det sidste døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da han så Otto Iversen i Susannas øjne. Han brød sig ikke mere om hende fra nu af. Han mindedes de modbydelige tegninger på Mendel Speyers hushjørne (som han før hemmelig havde dyrket i sit hjerte) og kom i vild affekt. Nej, væk med hende! Og medens Mikkel sad på grøftekanten, kom hans livsdrift et øjeblik til at stå alene, han kastede sig ned i grøften og stønnede af angst. Men han var ung, endnu kunde hans lidenskaber ikke bestå i sig selv, de krævede et objekt. Og så vendte al hans smerte sig da til had, had mod ham, Otte Iversen. Den tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i tankerne at martre og dræbe — — — sådan og sådan skulde Otte Iversen komme til at blinke for kniven, sådan vilde han se ham trådt flad af ulykke og brækket led for led.“ — Hårdheden befæster sig i Mikkel. Den hærdes og breder sig. Den mislykkede student søger hjem. En skipper til Grenå tar ham med. Han drikker sig en dyb rus med mandskabet, han ender værdig sin akademiske læretid. Hjemme hos faren, gamle Thøger Smed, møder Mikkel Otte Iversens fæstemø, Ane Mette, en storbondes datter, som Otte har kåret mod sin mors vilje. Mikkel mindes hende nok, men som „den<noinclude><references/> {{c|— 170 —}}</noinclude> rli6adnz5qvqas1vzt0ihvcpefwzuk0 104 31741 482662 71992 2026-11-04T19:36:42Z MGA73 457 /* Validated */ 482662 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>lille gulhårede pige med den skære hudfarve,“ nu er hun som ved et under forvandlet til „en høj fuldstændig jomfru.“ — Og Mikkel går hjemme på sin fars gård, tung i sinde; han vandrer ude om nætterne. Han hører „Jøven“ skraldle i bakkerne. Han går i stor legemsangst i den giftige nat. Den onde magt er over ham. Og en mild septemberdags aften, da Ane Mette og han står ved åmundingen og ser ud over Limfjorden, får han hende med ud at sejle. Men den sejltur kommer Ane Mette ikke således ifra, at hun nogengang kan bli Otte Iversens hustru. „Jeg troede, du var god, Mikkel,“ klagede hun, og hendes stemme var ganske træt af gråd. „Det er jeg også,“ svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste møje. „Du er mit hjerte, Ane Mette,“ stammede han lidt efter, fuld af sorg. Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke sammenhængen, han følte kun, hvor smerte og fortræd var over ham og viede ham til ulykke. — — Og der berettes om Otte Iversen, at han steg iland i Kjøbenhavn efter det svenske felttog, og at han der traf en gammel jøde, som lyste over hans hoved en forbandelse så forfærdelig, at den unge landsknegt knapt formåede at slette det onde møde ud. Og der berettes om Otte Iversens sprængridt hjem til Limfjorden, hans ustanselige rå ridt, i brændende utålmodighed: „Staldkarlene i alle de kroer, Otte Iversen så sig tvungen til at holde hvil i, mønstrede hesten med en egen højtidelighed i kjenderminen; deres tavse visdom sagde så meget som: idag hest, imorgen krikke.“ {{nop}}<noinclude><references/> {{c|— 171 —}}</noinclude> fysew8bb3rpz1odah5j0oof55hwt7yz 104 31742 482663 71993 2026-11-04T19:39:57Z MGA73 457 /* Validated */ kursiv 482663 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Da Otte Iversen kommer hjem, er Ane Mette borte, hun har gjemt sig hen i en nabobygd, og Mikkel Thøgersen er borte. Og Otte Iversens hast og hans brændende ungdom og hans lykke er borte: „Jens så et par øjeblikke på Otte Iversens ansigt. Det var slet intet ansigt, trækkene var visket ud og pint sammen mod midten, som en kat, der er bleven kvalt af røg. Jens Sivertsen slap hesten og gik tilside med et dæmpet ord, en stump af en bøn.“ — — Således gik det til, at den fordums student, Mikkel Thøgersen, blev landsknegt isteden og kom i krig. Og på det tog til Ditmarsken, da kong Hans' hvervede hær, af storm og sneslud, af havet, der væltede ind gennem dæmningerne, og af bondeknipler blev lavet til én grød, da sés endnu engang Otte Iversen og Mikkel. Men der sker intet dem imellem: „Otte Iversen var forkommen af kulde, ikke i videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans hånd var blå af frost. Huden blir yderst ømfindtlig i kulde, selv det mindste rap over en frossen kno kan perse tårer frem af en karl. Man taber lugtesansen i kulde. Mikkel var selv halvdød og ugidelig af kulde. Han lod sig drive endnu et stykke med den rivende strøm, i snegrød og mellem døde kroppe. Han nåede bagom hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf. Med den storslagne skildring af mandefaldet i Ditmarsken ender første bog. „Læg merke til fablens vittige antitese — disse riddersmænd, der i virkelig retfærdig tro på overmagten lægger pansret i trosvognen og bryster sig med guldkeder på. — — Som en uhyre ''licentia poetica'' de femtenhundrede vogne bagved til byttet. — — Det er<noinclude><references/> {{c|— 172 —}}</noinclude> rkslnw5fvrkc72ljd9uojh8upuyu3oq 104 31743 482664 71994 2026-11-04T19:42:10Z MGA73 457 /* Validated */ 482664 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>naturligt for den levende at brovte med udødelighed, den højeste sundhed finder sit udtryk i pral og trudsel, menneskets fineste potens er den dundrende løgn. Når manden er på sin krafts højdepunkt, må han slå ihjæl. Livet dræber.“ „Den store sommer“ begynder med et hårdt blussende gilde, som Christian II's kampbroder, Jens Andersen Beldemark holder i Odense bispegård. Odensebispen er just en mand for Johs. V. Jensen. Til ham vender digteren stadig tilbage. Jens Andersen har talt til hans digterhjerte. Og det er et stolt minde, han har rejst ham. Det heder tilsidst om bispen, i „Vinteren“: „Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt mishandlet af sine fiender, da han kom så vidt, at de kunde nå ham. Han var en gammel mand, da de stillede åringers hævntørst ved langsomme og grove pinsler på hans person. Stikkende vitser, der i hans frodigheds dage var undsluppen ham mod Gud og hvermand, fik han tilbage på sin krop, da han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds mand af til skindet og salvede ham med honning og satte ham ud i solen til skive for fluer og myg. Se ham, se denne kjæmpeskikkelse, som alderen har plyndret, blottet og prisgivet insektsværmen! Det var den store biskop og soldat, det var den utrættelige studepranger, levemanden og juristen! Det var sortekunstneren, det var adepten, der manede med bogen på sadelknappen! Tiden var falden fra ham, tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne ruin var engang et ukueligt forstandsmenneske og en blind spiller. Hvor der nu kvalmede en lav røg, der stod i fordums tid et bål af drifter.“ {{nop}}<noinclude><references/> {{c|— 173 —}}</noinclude> bh2q2b22p1v8e5b5o57fheiovn08imw 104 31744 482665 71995 2026-11-04T19:44:25Z MGA73 457 /* Validated */ 482665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Der er også andre af historiens merkelige mænd, som digteren har tegnet med mesterhånd. Der er til eks. nogle få linjer, hvor Gustav Trolle blir lyslevende. Men fremfor alt er der anvendt stor og lykkelig omhu på kong Christians billede. Mikkel Thøgersen føler sig uimodståelig draget mod denne kjæmpe, der i stor stil forsøger at virkeliggjøre sin længsel, en sandt kongelig længsel. Han knyttes stedse nærmere til kong Christians skjebne, han følger ham med en dyb kjærlighed i sit hårde sind. — Helten i „Den store sommer“ er fuldt så meget som Mikkel hans unge Ven Axel. Han er Otte Iversens og Susannas søn. Om hans liv handler især „Den store sommer“. Dette liv er tilfældets. Han er en eventyrlig tids eventyrbarn. Axel, den harmløse, den lykkelig uvidende, uden ondskab og uden samvittighed, glad og god og så letsindig, at det ikke længer er letsindighed, vandrer fra kjæreste til kjæreste og blir borte for dem alle, — på vejen til den ene blir han af bare glemsomhed og kjærligt gemyt siddende hos den anden. Vakker er han, det elskovsbarn, og hans stemme har just den klang, der lige straks varmer et kvindehjerte. Han er Mikkel Thøgersens modsætning. Og just derfor måske færdes de så godt sammen. Til en tid. Til Mikkels dybe uudryddelige had mod den lykkelige slår ud i fuld flamme. „Den store sommer“ stråler af prægtige billeder; gildet hos Odensebispen, Sten Sture døende hin vinternat på Mælaren, det stockholmske blodbad, kong Christians fortvilelses nat. Johs. V. Jensens evne viser sig fremfor alt deri, at han gjør den ''enkelte'' situation, musikalsk og malerisk, således<noinclude><references/> {{c|— 174 —}}</noinclude> p1nqk5uumj4uz2qrj5dg5hq6birr45w 104 31745 482666 71996 2026-11-04T19:46:14Z MGA73 457 /* Validated */ 482666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>levende, at den ikke glemmes. Da er derimod hans evne til at fælde sammen, binde led til led i en udvikling, endnu ikke helt kunstnerisk voksen. — — — „Vinteren“, der afslutter fortællingen om kong Christian og Mikkel Thøgersens liv, synes mig enklere, strengere, renere i sin stil end de to første bøger. Den virker med en storlinjet skjønhed: der ''er'' vinter, en vinterlig stjernehimmels høje klarhed, sneviddens perspektiv i dette billede, der er en gribende stemning af livet som svinder, livet som blegner, livet som dør. Kanske mægtigere end noget andet er det parti, der skildrer Mikkel som færdig, Mikkel som den døde mand: „Mikkel Thøgersen lå død en morgenstund i marts måned, da kongen skulde se til ham. Kongen havde længe ventet det, men han blev alligevel utrøstelig. Det var så sørgeligt for ham at se Mikkels stivnede ansigt. Det foruroligede ham lige så meget, som det smertede ham. Han kunde ikke vænne sig til, at Mikkels ansigt slet ikke rørte sig det ringeste mere. Kongen gik grædende op og ned i tårnet, og hvergang han kom til at se hen til Mikkel, lå han der så stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens hjerte blev underlig panisk berørt, han snappede efter vejret, han fattede det ikke. Aldrig havde kongen set et så skuffet udtryk, som det Mikkel lå med i sit ansigt. Nu, da trækkene havde sat sig i døden, kom skuffelsen så tydelig frem. Den høje, øde pande var som en kuppel over uafbrudt, uafbrudt taushed. Øjnene lå dybt under de stejle, gabende bryn, de var lukkede, men syntes at se med et sovende, stort<noinclude><references/> {{c|— 175 —}}</noinclude> pu3lth7koc6ipcytqu1wrcqors03h2a 104 31746 482667 71997 2026-11-04T19:48:24Z MGA73 457 /* Validated */ 482667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>blik. Nu var Mikkels lange, vægelsindede næse helt hvid, han var nøgtern; de fire facetter i tippen, som havde givet ham en klog mine, mens han var levende, så ud som en signet eller et lidet kryds af brusk. Mikkels hvide knebelsbarter hang stivt ned fra mundvigen. Munden var bittert lukket. Den døde mand var en verden af forstummet smerte. Det var en mund, der havde bragt det til at tie om græmmelse. Den var som et mystisk ciffer, der gjemmer nøglen til sorgens løndom. Der lå Mikkel og taug om, hvad han vidste, men de stumme træk anklagede. Jeg tænkte det nok! stod der at læse i hans ansigt. Hvad kunde det nytte! Nu var det forbi med hans vildfarelser, uigjenkaldeligt, og han lå jo også lydig. Kinderne var faldne ind mellem de sterke kjæber. Det var en mands barske og triste maske. Det var en død mands stiltiende bekjendelse, en mand, der havde bidt fra sig til ingen gavn i en menneskealder og værget sig ubøjelig, men forgjæves mellem gabende misforståelser. Der lå Mikkel med dødens noble ydmyghed på læben, tausheden, den slukte trods. Mikkels arme hoved var som en støbt ting, der havde spillet halvfjerdsindstyve år i formen, inden den kunde blive afkjølet og færdig. I halvfjerdsindstyve år var hans ansigt flydende og bespejlet af livets tusinde udtryk, hans øjne var som levende metal, der fanger lys, indtil en hinde drager sig henover det, og det bliver fast og koldt, størkner, som meningen er. Nu var Mikkel færdig. Støbningen var endt.“ Således ser det ud, dette Johannes V. Jensens epos om en tid og et menneske. Så fjernt fra alt<noinclude><references/> {{c|— 176 —}}</noinclude> pds6amowcdzv0gi6qpvuo2dg62vdiu1 104 31747 482668 72007 2026-11-04T19:51:02Z MGA73 457 /* Validated */ 482668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>vort og så gjenkjendeligt. Andre farver og en anden susen i blodet. Og dog er Mikkel Thøgersen vor nære frænde; der bor en menneskelig verden i ham, som vi alle sogner til. Johs. V. Jensens sprogkunst er suveræn. Den er så helt hans egen, at vi få ta den, som den når til os. Men ganske vist kan det merkes, at også denne kunst er vundet ved en sterk vilje og ved stort arbejde. Og der er øjeblikke, hvor viljen merkes vel meget. Der er en vilje til kraftighed, som er oppe i det unge Danmark, og som er en naturlig reaktion mod det meget stemningspensleri, mod den megen gode „smag“ og bløde lyrik. Johs. V. Jensen har sterkt betonet, at her vil han være med. Hans nerver tåler alt, også at rode omkring i en hests indvolde. Han lader Mikkel i nøden spise selvdødt hestekød ved rakkerens bord. Han fører os til en gabestok og lar os bli grundig oprørte ved en ung uskyldig kvindes forhånelse. Han skåner os ikke for nogen af krigens rædsler. Og det lille uhyre, som Zakarias bevarer under sin klokke, kunde nok få hårene til at rejse sig på det kjekkeste hoved. I beskrivelsen af Zakarias’ bål heder det: „Derpå bar rakkerknægten Carolus op på vedstabelen og tog ham ud af sækken. Der gik en orkan over menneskemængden, de skreg og truede, da de så det gyselige misfoster, nogle svor, og andre sang salmer.“ Denslags øjeblikke søger Johs. V. Jensen. Lad gå, at dette bål hører med til tidens billede. Men der er scener, som er at ligne med stilistiske kraftprøver: digteren viser, at han ikke står tilbage for nogen operatør i koldblodighed, og hans læsere blir disciple, der må vænne sig til synet af opskåret kjød. Den virker lidt anstrengt denne<noinclude><references/> {{c|— 177 —}}</noinclude> 9i6kxudza92hwalnkmem7bpykfmi1pi 104 31748 482669 71999 2026-11-04T19:53:33Z MGA73 457 /* Validated */ 482669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>orhærdethed: så hedensk og barbarisk er han nu i virkeligheden knapt den geniale unge danske! Så stor hans farveglæde er, hans glæde ved ''alle'' farvemelodier, er der dog noget polemisk i den. måde, {{rettelse|bvorpå|hvorpå}} han fejrer et farveorgie i en hestemave. — — Jeg har kaldt Johs. V. Jensens verk et epos. Men det er epos i en anden forstand end det klassiske. Der er en jagende vildskab i denne unge digters fremstilling, han suser fra billede til billede. Men det stort og billedlig fortællende, det bredt handlende i hans kunst gjør den episk. Han er den mest moderne af alle episke begavelser, jeg kjender, fantastisk, urolig, fyldt af viden og af poesi, han har Darwin i blodet, og han har romantikens uendelige længsel. Og længselen blir til billeder, til brændende menneskeliv, levede i ord, til en hel gjennemlevet tidsalder. Nutidsmennesket, der blir digter, søger i poesien, hvad virkeligheden negter det, livet udover dette, det vidunderlige, evigheden. I vor korte tilværelse vil vi gjennemleve mest muligt af evigheden. Og så langt vor evne strækker, suger vi til os af det liv, der for århundreder tilbage har tilhørt andre mennesker, andre slægter, andre verdener. Digtere og historikere vandrer gjennem fjerne tider og egne og gjør lande til sit bytte, holder slagene om igjen, fejrer feste med Christian II og elsker en gyldenbrun jødepige fra det 16de århundrede, som de straks forlader for den blonde freja, Ane Mette. Johs. V. Jensen er gået således på rov. Og han har havt lykken med sig. Han er kommet tilbage med en rig høst af poesi. {{nop}}<noinclude><references/> {{c|— 178 —}}</noinclude> fadn1zpdl7fhn4sxmj715615wziiq4t 104 31749 482670 72000 2026-11-04T19:55:37Z MGA73 457 /* Validated */ 482670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Foruden de nævnte arbeider foreligger der fra Johs. V. Jensens hånd endnu to, „Intermezzo“ (1899) og „Den gothiske renaissance“ (1901), hvoraf den sidste har stor interesse for bedømmelsen af hans kunst og de tankerækker, han der har fulgt. De er begge blit til under hans reiser, de enkelte stykker står i det mindste i forbindelse med reiseindtryk. „Intermezzo“ indeholder tre skisser, „Dolores“, en spansk studie, et filosofisk digterisk eventyr: „Forsvundne skove“, og en liden parisernovellette „Louison“, der hver især har sin skjønhed, uden at digteren nogetsteds griber dybere til. Med størst fornøjelse læser man den muntert tindrende historie om Louison, det glade barn fra Paris’ gader, som bare véd om nuet og bare kan indrette sig for nuet, flagrende, indholdsløs og elskværdig. „Den gothiske renaissance“ har en helt anden rækkevidde. Med alle sine paradokser er det en alvorlig og myndig bog, af stor kraft. Den lyser af et vid, som er noget andet og mere end et glimrende fyrverkeri. „Når jeg taler om en moderne ''Renaissance,'' da forstår jeg derved et bestemt karakteriseret hedensk gennembrud, der skønt det jo ikke er af splinterny dato dog hidtil har savnet deltagelse fra „kenderes“ side, fordi det ikke ytrede sig i åndelig form, men tværtimod fuldkommen materielt. Jeg tænker ikke på en literatur eller en kunst, men på selve vor tids ''ting'' — skinnerne langs jorden, maskinerne, der står og roterer...“ Johs. V. Jensen har i „Den gothiske renaissance“ skrevet et hyldningsdigt til den reale kultur, hvis geni lever i de vældige mekanismer, hvor hvert eneste hjul af de tusen er et udtryk<noinclude><references/> {{c|— 179 —}}</noinclude> qbx754vkdakv9h3h42g5pytfphltofr 104 31750 482671 72001 2026-11-04T19:57:50Z MGA73 457 /* Validated */ 482671 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>for den menneskelige ånds anstrengelse og seir. Digtere før ham har fattet maskinernes poesi. Også for Zola er et lokomotiv et levende væsen. Men Johs. V. Jensen ser disse stålvæsener i en større sammenhæng, som repræsentanter for en bestemt tid og en bestemt kultur. Hvor han glæder sig ved deres skjønhed og kraft: „Der står et lokomotiv, en ekspresmaskine og rækker sig i funklende lakering. Den er beundringsværdig, slank og elegant i sin herkuliske vækst. For at trænge maskinen sammen og gjøre den dygtig til det yderste, har man forandret og føjet til, og der kan kun have været hensyn til det praktiske at tage. Men skjønheden følger styrken! Maskinen er fuldendt skøn. Den lave lange reisning, det tætte korthalsede og dog smidige i formen kan ikke være mere henrykkende. Hjulene står let, hele maskinen gjør et dristigt og sorgløst indtsyk. Man knuges ikke af vægten, ti her er den overvunden. — Der var en mand ved et af disse kæmpelokomotiver, han viste det frem og gjorde rede for det; når han stillede sig på et vist sted, lå alle håndgreb og stænger således, at han kunde nå dem. Fra dette sted lod hele kraftens komplikation sig regere. Manden slog også fyrhullet op … og hvad var det, inde på risten lå en dyne! jo denne mand logerede her. Der sov han hver nat i det kolde lokomotivs mave. Det var en af disse hornfingrede mænd, hvis blik synes hvidt, fordi huden er bleven mørk og garvet af kulstøv og olje. Han talte meget lavt, netop fordi han var vant til at halse sine ord gennem døvende maskinstøj. Den mandstype er fælles for hele verden. {{nop}}<noinclude><references/> {{c|— 180 —}}</noinclude> mb2mwawk1ytrm83grjl7to90nexjpqt 104 31751 482672 72002 2026-11-04T19:59:53Z MGA73 457 /* Validated */ 482672 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES V. JENSEN}} {{streg}}</noinclude>Læg mærke til ham! Fremtiden tilhører ham, han lever i kraft af maskinen. De, der har vendt blikket mod jordens værdier, skal også arve dem.“ ''Kjendsgjerningen'' mod ''drømmen'' — det er tanken i „Den gothiske renaissance“. „Danskeres“ og „Einar Elkærs“ forfatter, der har kjæmpet sig ud af den gamle drømmeverden, griber den nye skjønhed, som hans digterøie lader ham opdage i den realeste verden af alle, maskinernes: „Den mægtige forundring jeg følte, da jeg opdagede nuancerne i en omskabt, en frembragt, ''smedet'' natur, det indtryk af skønheden, som fulgte den sejrende kraft! storheden, jeg var vidne til, vendte mit blik ''tilbage'' mod ophavet til det altsammen, ''mennesket!''“ Den renæssance, som han her har iagttaget, den hedenske menneskeånds seir i jernvæsener af en umålelig kraft, betegner han som ''gotisk''. Han stiller England i spidsen. Han går helt tilbage til Shakespeare. Hos ham har han fundet den gotiske ånd. Men han følger renæssancen videre i Amerika, i Tyskland, i de skandinaviske lande. Han må til en vis grad ta Frankrig med: „Maupassant er ikke fransk af instinkt — mon han ikke skulde stamme fra normannerne? Taine og Baudelaire er ligeså engelske, som Carlyle og Oscar Wilde er franske. Verlaine og Maeterlinck er goter, der tilfældigvis er født med fransk sprog.“ Modsætningen til den gotiske sans for kjendsgjerninger, for menneskets og tingens væsen, som dette åbenbarer sig i det der sker, finder Johs. V. Jensen hos spanierne, i deres dyrkelse af skinnet, deres knæfald for den gyldne løgn, deres virkelighedsfjernhed. „De vader i bedrag“. „Det<noinclude><references/> {{c|— 181—}}</noinclude> 0ahrs661o6bc3lyybgoonar5pld7k0h 104 125720 482650 482497 2026-11-04T12:56:31Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482650 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{hoved|venstre=|midte=PURUN BHAGATS MIRAKEL|højre=91}} {{streg}}</noinclude>og Purun Bhagat bukkede ærbødigt for Lovens Repræsentant, thi han vidste, hvad Loven var værd. Saa vandrede han videre og sov den Nat i en tom Hytte i Chota Simla, der ser ud som Verdens Ende; men her var egentlig først hans Rejses Begyndelse. Han fulgte Vejen over Himalaja til Thibet, den lille, ti Fod brede Sti, som er sprængt gennem den massive Klippe eller bygget af Bjælker henover Afgrunde paa tusind Fods Dybde; som sænker sig ned i varme, fugtige, indelukkede Dale, og klavrer henover øde, græsklædte Bjærgkamme, hvor Solen svider, som om dens Straaler gik gennem et Brændeglas; som snor sig gennem dugdryppende, dunkle Skove, hvor de store Bregner skjuler Træernes Stammer, og Fasanen kalder paa sin Mage. Og han mødte thibetanske Kvæghyrder med deres Hunde og Faareflokke, i hvilke hvert Faar bar en lille Sæk Borax paa Ryggen, omvandrende Skovhuggere, Lamaer fra Thibet, indhyllede i deres Kapper og Tæpper, paa Pilgrimsvandring til Indien, Gesandter fra smaa, ensomme Stater oppe mellem Bjærgene, farende af Sted som rasende paa deres stribede, brogede Klepperter, eller en Rajah paa Besøg med en Rytterskare bagved sig; det hændte sig ogsaa, at han en hel lang Dag igennem ikke mødte andre end en sort Bjørn,<noinclude><references/></noinclude> 51nueefp3td7y4011rxhyvnkm8idf6p 102 125754 482649 2026-11-04T12:18:48Z Johshh 9757 Oprettede siden med "{{Forfatter}} *[[Nætterne paa Landet]]" 482649 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} *[[Nætterne paa Landet]] 884sz2biifh8o8p1is29spgctfwwppq