Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.39.0-wmf.25 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Gadget Gadget talk Gadget definition Gadget definition talk 104 6513 221265 158245 2022-08-23T19:33:40Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /> <center>I.</center></noinclude>Lang og bitter hav vor Maalstrid været. Den begyndte, som det ny-norske Aandsliv overhovedet, med Henrik Wergeland. Denne rige Aand strak til overalt. Søn af en Sognegut og opvokset blandt Folket havde han Betingelser for »Maalstræv«, og stor var den Forargelse, han vakte med sine Ideer om en »norsk Sprogreformation«. At optage norske Ord og Udtryk i Skriftsproget føltes dengang som Barbari, og at »bryde Sprogfællesskabet med Danmark« var det samme som at bryde med selve Kulturen. Som man paa Theateret kun taalte danske Skuepsillere, saaledes forlangte Sprogfølelsen, at ogsaa Sproget holdtes rent. For Norskhed altsaa. Fremmede Ord havde man intet imod. Ved dem blev bare Sproget endnu mere civiliseret. Det var en Tid, da man næsten lagde an paa at mixe. »En Ting var ikke overdreven, den var ''exorbitant;'' det hed ikke Udgydelser, men ''Expectorationer''; en slet Ting var et Pecorale osv.« »Alt norsk, hjemligt var simpelt, plat; alt udenlandsk var Tegn paa noget europæisk, aristokratisk, belevent, fint som tiltalte<noinclude> <references/></noinclude> qacz9ni7svsvtb31tffnolqbzxj03nr 104 6514 221266 158247 2022-08-23T19:38:48Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>dem«.<ref>Prof. Olav Skavlan: »Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudtykker.«</ref> Men Wergeland, og de som med ham vilde fornorske, var Raahedens Represæntanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m.m., samt »Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den goveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlede stræbende uden fast maal og sikker Plan forhutlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden«. Men som bekjendt var Wergeland ikke den, som lod sig forbløffe. Han fortsatte uforstyrret sit Fornorskningsstræv. Ikke blot i Viser og Folkeskrifter, men ogsaa i høiere Digtning, ja endog i Prædikener, indførte han Udtryk fra Dialekterne. De maa dengang have taget sig yderst oprørske ud. Ankerne over Plan- og Smagløshed etc. var delvis berettigede. Man kjendte jo ikke Folkesproget. Vidste lidet om dets Rigdom, anede neppe dets Selvstændighed, havde intet Begreb om, hvordan det skulde skrives. Wergelands Forsøg kunde saaledes ikke føre langt. Men et mærkeligt Vidnesbyrd om den unge Seers fremtidsanende Evne var det, at han overhoved under disse Omstændigheder kunde fatte Ideen om en norsk Sprogudvikling ved Dialekternes Hjælp. Hans Afhandling om »Sprogreformationen« har endnu Interesse, og vi ser af den, i hvilken Grad det var ham Alvor med Sagen, og<noinclude> <references/></noinclude> 93vpd61151syhyjtn9aatk9f0nywslh 221267 221266 2022-08-23T19:39:28Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|— 6 —}}</noinclude>dem«.<ref>Prof. Olav Skavlan: »Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudtykker.«</ref> Men Wergeland, og de som med ham vilde fornorske, var Raahedens Represæntanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m.m., samt »Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den goveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlede stræbende uden fast maal og sikker Plan forhutlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden«. Men som bekjendt var Wergeland ikke den, som lod sig forbløffe. Han fortsatte uforstyrret sit Fornorskningsstræv. Ikke blot i Viser og Folkeskrifter, men ogsaa i høiere Digtning, ja endog i Prædikener, indførte han Udtryk fra Dialekterne. De maa dengang have taget sig yderst oprørske ud. Ankerne over Plan- og Smagløshed etc. var delvis berettigede. Man kjendte jo ikke Folkesproget. Vidste lidet om dets Rigdom, anede neppe dets Selvstændighed, havde intet Begreb om, hvordan det skulde skrives. Wergelands Forsøg kunde saaledes ikke føre langt. Men et mærkeligt Vidnesbyrd om den unge Seers fremtidsanende Evne var det, at han overhoved under disse Omstændigheder kunde fatte Ideen om en norsk Sprogudvikling ved Dialekternes Hjælp. Hans Afhandling om »Sprogreformationen« har endnu Interesse, og vi ser af den, i hvilken Grad det var ham Alvor med Sagen, og<noinclude> <references/></noinclude> eqn4e1maqral7140pqwuten750p5c16 221268 221267 2022-08-23T19:39:48Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 6 —}}</noinclude>dem«.<ref>Prof. Olav Skavlan: »Henrik Wergeland. Afhandlinger og Brudtykker.«</ref> Men Wergeland, og de som med ham vilde fornorske, var Raahedens Represæntanter, var Hjemmefødninger, Bondeparti, Myseostædere og Akkevitdrikkere m.m., samt »Sprogflikkere og Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben med den goveste Uvidenhed og den latterligste Inkonsekvents fortvivlede stræbende uden fast maal og sikker Plan forhutlede og sammenjaskede vore Dialekter i vild Uorden«. Men som bekjendt var Wergeland ikke den, som lod sig forbløffe. Han fortsatte uforstyrret sit Fornorskningsstræv. Ikke blot i Viser og Folkeskrifter, men ogsaa i høiere Digtning, ja endog i Prædikener, indførte han Udtryk fra Dialekterne. De maa dengang have taget sig yderst oprørske ud. Ankerne over Plan- og Smagløshed etc. var delvis berettigede. Man kjendte jo ikke Folkesproget. Vidste lidet om dets Rigdom, anede neppe dets Selvstændighed, havde intet Begreb om, hvordan det skulde skrives. Wergelands Forsøg kunde saaledes ikke føre langt. Men et mærkeligt Vidnesbyrd om den unge Seers fremtidsanende Evne var det, at han overhoved under disse Omstændigheder kunde fatte Ideen om en norsk Sprogudvikling ved Dialekternes Hjælp. Hans Afhandling om »Sprogreformationen« har endnu Interesse, og vi ser af den, i hvilken Grad det var ham Alvor med Sagen, og<noinclude> <references/></noinclude> o3160eb5igo7hw4n4nrw8jtq0aappqy 104 6515 221269 158249 2022-08-23T19:43:25Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 7 —}}</noinclude>hvor meget han, anelses- og følelsesvis, skjønte af dens Betydning for det nationale Liv. »''Navnet'' af et norsk Sprog og en norsk Literatur« var ham ingenlunde nok; »nu,« skrev han, »er det ''Virkeligheden'' af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker Norges Aander. Dette (selvstændige Skriftsprog) maa Tiden af sig selv afføde, før Aarhundredet nedrødmer, og saa meget snarere som Kræfterne derfor forenes.« {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> kpevccptm9zk6pylv8mncr247q2ynvc 104 6516 221270 158181 2022-08-23T19:47:16Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|II.}} Wergeland saa Retningen; men hans fyrige Aand »tegnede Fremtidens Perspektiv med for korte Linier.« Aarhundredet nedrødmer. Men Maalet er endnu fjernt. Maaske fordi Kræfterne ikke har kunnet forenes. Imidlertid er vi altid et Stykke paa Vei. Lad os stanse lidt og se os tilbage. — Samtidig med, at Wergeland reiste Kravet om et selvstændigt norsk Kultursprog, vokste der to Mænd, som snart skulde tage hans Tanke op og føre den videre, hver fra sin Kant; den ene var ''Knud Knudsen'' (født i Nedenæs 1812, † 1895), den anden ''Ivar Aasen'' (f. paa Søndmøre 1813, † 1896). Begge optraadte omtrent samtidig, ved Aarhundrets Midte, et par Aar efter Wergelands Død. Den ene optog Folkemallet til Undersøgelse og Behandling; den anden vilde, støttet til dette Folkemaal, søge Skrifsprogets Fornorskning virkeliggjort. I 1848 og 1850 kom »Det norske Folkesprogs Grammatik« og »Norsk Ordbog«, hvorefter en direkte paa Bygdemaalene bygget Folkeliteratur paa »Landsmaal« begyndte at skyde sine første svage Skud. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 0dhvqdmfa39a9sumaz560g7z4ilseyq 104 6517 221271 158183 2022-08-23T19:51:55Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 9 —}}</noinclude>Noget senere begynte Knudsen sit »dansk-norske Maalstræv«. Saaledes var begge Sider af Wergelands Tanke traadte ud i livet. Bygdemaalene var opdagede og utredede; og for det Kultursprog, der skulde fornorskes, var den naturlige Vei til Norskhed funden, idet Grundsætningen om ''Talesproget som Skriftsprogets Kilde'' var gjort gjældende med Kraft, samtidig med, at dette Talesprogs allerede paabegyndte Udvikling i norsk Retning blev paavist. Og Striden begyndte for Alvor. Dannelsen var endnu i det hele bunden i de ældre Traditioner. Trods Adskillelsen fra Danmark havde Sproget endnu sine Hjerterødder der. Heiberg og de danske Efterromantikere var, om ikke altid bevidst, dets egentlige Klassikere og Mønstre. »Moderlandets Sprog« var for den under norske Intelligenskoloni Kulturens Sprog saa selvfølgelig og saa umiddelbart, at Frygten for en Fornorskningens Barbarisering var virkeligt, blødende Alvor. Man kunde taale en vis Norskhed i saadant noget som Folke-eventyr og Folkelivsskildringer; der havde den sin Plads og sin naturlige Begrænsning. Men Skriftsproget selv maatte forblive som det var. En mere eller mindre bevidst Fornemmelse af, at de danske Rødder alligevel holdt paa at løsne, gjorde Norskhedsfrygten nervøs i en Grad, saa at vi nu ikke rigtig skjønner det. Knudsens saavelsom Aasens Maalstræv mødtes med det »Dannelsens Brøl af Harme og Haan«, som Bjørnson endnu for faa Aar<noinclude> <references/></noinclude> nidiuq2mjfevo9jyumxry21y7fzna49 104 6518 221272 158185 2022-08-23T20:04:33Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 10 —}}</noinclude>siden paakaldte i sin Kamp specielt mod »Bondemaalstrævet«. Saglig Diskussion kunde der da vanskelig være Tale om. For at Forvirringen kunde blive fuldstændig, udbrød der ogsaa Krig mellem de to Norskhedsretninger indbyrdes. Knudsenmænd og Aasenmenn sloges, saa Fillerne drev. Veienes Forskjellighed gjorde, at det fælles Maal altfor ofte kom de kjæmpende af Syne. Wergelands Samlingstanke havde foreløbig splittet Nationen, hvad der dog kun vil sige, at de faktisk forhaandenværende Modsætninger var komne for en Dag. Men de to Førere holdt tappert ud, og deres Geni i Forbindelse med Dygtighed og personlig Hædersfærd aftvang efterhaanden Agtelse. Yngre Kræfter sluttede sig paa begge Sider til. Arbeidet gik, trods al Strid, langsomt forover. Den første Forbitrelse fortog sig smaat om senn. Ligeledes Forskrækkelsen. Lyse Hoveder begyndte at ane, at »Maalstrævet« saa lidt som det »unge Gjenbyrdsliv« kunde »styrre Verdens Orden, bryde Aandens Baner af«; og der blev efterhvert Ørenslyd for saglige Udredninger. Nogle slog sig til Ro med, at Maaltanken i ethvert Fald var umulig; andre tog det endnu roligere og fandt, at lidt mere Norskhed egentlig slet ikke kunde skade. — Nu, da de store Førere begge er gaaede bort, staar Sagerne saaledes: Et selvstændigt norsk Kulturmaal er ikke opnaaet. Derimod hav faaet to Sprog. Deraf er<noinclude> <references/></noinclude> sft7dhmrio5fb65rh0wdo5vq93dsdh8 104 6519 221273 158187 2022-08-23T20:45:15Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 11 —}}</noinclude>det ene norsk, men endnu intet udformet Kulturmaal, medens det andet vistnok er Kulturmaal, men endnu ikke »selvstændigt norsk«.<ref>Prof. Storm kalder vistnok sit Sprog norsk; men der er ingen Grund til at tviste om Ord, al den Stund Professoren indrømmer, at samme norske Sprog kan og maa — fornorskes.</ref> Men derved, at Modsætningerne er traadte tydelig frem, er ogsaa Opgaven bleven klarere. Det er tydeligvis en Art Forening af de to Sprog, som maa tilstræbes. Det enes Norskhed maa forbinde sig med det andets Kultur. Da staar vi ved Maalet. Og idet vi tydeligere skjelner Opgaven, skjønner vi ogsaa bedre hvordan den skal løses. Før har de to Retninger, den dansk-norske og den »norsk-norske«, staaet for os som Modsætninger; den ene maatte seire, den anden gaa under. Nu gryr det langsomt for de kjæmpende, at det bare er to Veie som fra modsatte Kanter fører til det samme Maal. Den »norsknorske« maa vi Landfolk gaa, om vi uden Selvopgivelse skal naa frem til Kultur; den dansknorske er for de andre den naturlige Vei, om de uden Selvopgivelse skal naa frem til Norskhed. Denne øgede Klarhed over Maal som over Midler er saa betydningsfuld, at jeg virkelig tror, vi kommer til at datere en Vending i Maalstriden fra omtrent denne Tid. Sammen og samtidig med den større Forstaaelse er nemlig ogsaa noget andet af Betydning vundet. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 64l6wabpwbpfb4a3843nek57m3dnovr 104 6520 221274 158189 2022-08-23T20:50:20Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 12 —}}</noinclude> ''Modstanden mod Fornorskningen er i sit Princip brudt.'' Vi har ikke længere noget Parti, der kan kaldes dansk eller »danomant«; alle Nordmænd vil egentlig Fornorskning. Man ved nu, at vort Sprog ikke længer har eller kan have sine Rødder i Danmark. Det maa slaa Rod indenlands, om det ikke vil tørke bort. Og man har forsonet sig med denne Tanke. Man føler, at ens Sprogfølelse fornorskes, og man modsætter sig det ikke længer. Man liker, at Forfatternes Sprogtone er norsk; man forlanger kun, og med rette, at der skal skrives norsk med Smag og med Sving. Vistnok er det udenlandske endnu det fineste. Det er gjildere at være Kosmopolit end at være »norsknorsk«, og Fremmedord klinger ubetinget flottere end de hjemmelavede. Men skrives der norsk med Kyndighed og Smag, er man i al Stilhed noksaa kry over det. Det føles som en Ros nu, naar der siges om noget, at det er norsk, »virkelig« norsk. Selvfølelsen er steget adskilligt siden den Tid, da »norsk« var omtrent enstydigt med simpelt. Fanatismen er overvunden. Vi begynder at komme ind i en normal Udvikling, hvor der ikke er absolute Modsætninger, men kun mere eller mindre fremskudte Standpunkter: Konservative som ikke vil forcere, Centrumsmænd, som glider roligt, og med Fremskridtsmænd som skyver paa efter Evne. Selv vi norsk-norske Radikalere {{bindestrek1|ind|indordner}}<noinclude> <references/></noinclude> bc88mqmymn8xva3lupv7ohyxxkrxdoh 104 6521 221275 158191 2022-08-23T20:51:43Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 13 — }}</noinclude>{{bindestrek2|ordner|indordner}} os nu i Rækkerne, — som jeg nedenfor skal søge at paavise. Denne Nationens forandrede Stilling til Spørgsmaalet, denne Mulighed for, at Kræfterne kan »forenes«, er et Fremskridt, som ikke kan skattes høit nok. {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> gjmbofl97pmzpebec5clebwtxjetcqj 104 6522 221276 158193 2022-08-23T20:55:36Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|III.}} Hvor langt vi er komne i Retning af Mulighed for en gjensidig Forstaaelse, sees maaske bedst af, at der fra »modstræversk« Hold kan fremkomme et Skrift som Professor Johan Storms sidste (»Norsk Sprog — Kraakemaal og Landsmaal«, oprindelig trykt i »Morgenbladet«). Dette Skrift leverer en Kritik af Maalstrævet i begge dets Hovedretninger, og denne Kritik er skarp. Seet fra et Maalmandsstandpunkt er den ikke engang altid retfærdig. Men Tonen er en anden. Det er ikke »Brøl«; det er Diskussion. Professor Storm er aldrig fanatisk. Han spaar os Død og Undergang; det er sandt. Og han har megen Moro af vore Misgreb, som Overhoved af de Vanskeligheder vi har at kjæmpe mod. Men har han forlystet sig tilstrækkelig med vore Feil og Urimeligheder, glemmer han heller ikke lettelig sin Pligt som Gentleman: at anerkjende, hvad der billigvis hos en Modstander bør anerkjendes. At dette først og fremst maa regnes ham personlig til Fortjeneste, er klart. Men hvad der betegner en forandret Tidsretning, det er, at Norskhedsrædselen er saa {{bindestrek1|væsent|væsentlig}}<noinclude> <references/></noinclude> kpftep2rzc31trtvnlm8fnbri0gbcw1 104 6523 221277 158195 2022-08-23T21:14:58Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 15 —}}</noinclude>{{bindestrek2|lig|væsentlig}} afsvækket. Man kunde næsten sige helt borte. Prof. Storm, de Sprogkonservatives Fører, vil selv Fornorskning. Og den Bog, hvori han udtaler dette, modtages med Anerkjendelse af — saavidt vides — alle Konservative. Om maaske ikke først og fremst for dens Dyders Skyld, saa ialfald ''med'' dens Dyder.<ref>Som et Vidnesbyrd i samme Retning tør maaske ogsaa anføres den Gjæstfrihed, som »Morgenbl.« ny, ved at indtage nærværende, udviser overfor Landets for Tiden maaske mest berygtede Maalbandit.<div align="right">Forf. Anm.</div></ref> Overfor Knudsens Maalstræv er Prof. Storm i visse Maader skarpest, men ikke paa Grund af dets Norskhed. I Virkeligheden anerkjender han det Knudsenske Princip. Hans Kiritik gaar nærmest ud paa at eftervise, at Knudsen ved mangelfuld Gjennemførelse af Principet tildels modvirkede sin Hensigt. Her vil man vistnok i Hovedsagen give ham ret. Maaske undervurderer han i nogen Grad »Maalrenskningens« Betydning. Men han har ret i, at Knudsen brugte Gartnersaxen vel voldsomt. Og hans sproglige Smag var ikke sikker. Da dertil hans Retskrivning ikke var synderlig Principfast, saa ''blev'' hans Sprog noget af et »Kraakemaal«, som skræmte Folk. Han kom endog delvis i Modsigelse med sig selv, idet han paa den ene Side opstillede Talesproget som Norm og paa den anden Side fordrede, at Skriftsproget skulde gaa ''foran'' Talesproget i Norskhed. Det er vistnok en {{bindestrek1|Vexelvirk|Vexelvirkning}}<noinclude> <references/></noinclude> avu96an6ngr5u22dn3xp7m572az8zeg 104 6524 221278 158197 2022-08-23T21:27:21Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 16 —}}</noinclude>{{bindestrek2|ning|Vexelvirkning}} her. Men som af Prof. Storm fremhævet er det kun i en betinget Forstand, at Skriftsproget kan øve ledende Indflydelse. Naar Storms Kritik alligevel tildels virker uretfærdigt, kommer det af, at Storm, som Knudsen, tror vel meget paa et »landsgyldigt dannet Talesprog«. Faktisk er vi indtraadte i en sproglig Opløsnings- og Overgangsperiode, da der intet virkelig landsgyldigt existerer, være sig paa den ene eller den anden Side. Hver By har ligesaa sikkert sin Dialekt som hver Bygd sin. Dette giver sig jo ogsaa Udslag i Literaturen. Det er, som Prof. Storm siger, ikke blot i Landsmaalet, at »omtrent hver Forfatter har sit Sprog«; »ogsaa i det dansk-norske Skriftsprog er Forskjellen stor nok«. Selv Knudsen vover ikke at paastaa med end, at det »i 19 af 20 Tilfælde« er — og det endaa kun »saa nogenlunde« — afgjort, hvad der er landsgyldig dansknorsk Tale; og Storm synes enig heri. Mindst hvert 20de Tilfælde skulde altsaa i alle Fald være usikkert, og det vil ''ikke'' sige lidet i et Kultursprog. Under slige Omstændigheder bliver Dommen om det landsgyldige særdeles ofte afhængig af det rent individuelle Skjøn; og Knudsen har vist oftere været i god Tro end Prof. Storm synes at forudsætte. Ja det er Tilfælde, hvor jeg ligefrem maa give Knudsen Ret imod Storm; dette vil hænde flere. Naar det ene subjektive Skjøn sidder til Doms over det andet, gaar det saa. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> iv94l6wcji0st4b78jbflrtpxt7pl1f 104 6525 221279 158199 2022-08-23T21:35:40Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 17 —}}</noinclude>Ogsaa i Spørgsmaalet om »fint og ufint« maa der efter Omstændighederne indrømmes det Individuelle Skjøn et vist Spillerum. Jeg sætter Prof. Storms Skjøn meget høit i denne Henseende. Men alligevel er han kanske af og til for sikker. Naar Knudsen tildels havde vel stor Hast med Fornorskningen, saa bør det til hans Undskyldning mindes, at han ogsaa havde Tanke for — Landbefolkningen. Han vidste ligesaa godt som Wergeland, hvor vanhjulpne vi Bønder er med det sædvanlige, af Fremmedord opfyldte Skriftsprog, og han vilde der skulde tages Hensyn hertil. Desuden vidste han, at vilde Skriftsproget virkelig blive vort Fællessprog, saa fik det skynde sig lidt; ellers skabte Landsfolket sig et eget Sprog ud af Dialekterne og en efter hans Mening farlig Splittelse vilde opstaa. — Med al Kritik indrømmer imidlertid Storm, at Udviklingen gaar i norsk Retning, langsomt men sikkert, og maa saa gjøre. Han paaviser selv, hvorledes norsk Udtale og norsk Sprogfølelse er i Væxt. Dette er for mig Hovedsagen. Det gjælder, mener han, kun om at have Taalmodighed. »Lad Skriften svare til vor Tale saa nær som rimeligt er, og vælg det bedste af Talesproget«; »lad Sproget være et bekvemt, greit og ''sandt'' Udtryk for Talen, saa norsk som Talen virkelig er blandt dannede Folk«; forøvrigt »daar det komme lidt efter lidt, eftersom Sproget voxer i<noinclude> <references/> {{Hode|{{mindre|Arne Garborg: Vor Sprogudvikling.}}||{{mindre|2}}}}</noinclude> 84v936mc8xalol3h9f43jm8mcmkj95p 104 6526 221280 158201 2022-08-23T21:39:18Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 18 —}}</noinclude>norskhed«. Jeg synes dette er et godt og holdbart konservativt Standpunkt. I hvilken Grad Norskhedsrædselen er borte fremgaar af Udtalelser som følgende: »Sprogets Væxt betinges af« »''det dannede Talesprogs og Bygdemaalenes gjensidige Tilnærmelse''<ref>Udhævet her.</ref> og af de store Forfatteres langsomt og sikkert fremrykkende Fylking«. Knudsen erindres i følgende vakre Ord: »Den gamle Kjæmpe er stedt til Hvile; det skarpe Sværd, som lynede saa hvast, er sunket ham af Haanden. Men det skal ikke hænges paa Væggen for at ruste. Høvdingen er falden; men de tro Arvtagere skal svinge Sværdet og optage Kampen for Norskhedens Sag.« {{linje|5em}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> f5vhc3tta2ng7mtps8qcdfxgkftic0u 104 6527 221281 158203 2022-08-23T21:50:03Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|IV.}} Landsmaalet staar Prof. Storm mere fjernt; derfor kan hans Domme her, om end i Realiteten afgjort fordømmende, i enkelte Henseender falde helt upartisk. »Det norske Landsmaal,« siger han, »er et vakkert Sprog. Det er Kjempevisernes, Eventyrenes, Folkesagnenes Maal. Det betager os med underlig Magt. Det er norsk Maal, norsk Malm, norske Toner — Toner, som ikke har noget helt tilsvarende i Kultursproget, snart jublende glade, legende, sprættende kaade, snart tunge, uendelig vemodige, snart lokkende, daarende, drømmende, magiske. Vi er nær ved at lade os bjergtage. Landsmaalet er ypperligt som poetisk Sprog.« Vi er, som man ser, langt borte fra de Tider, da Folkesproget (ifølge Wergeland) af »fordomsfulde danske og fordanskede« hilsedes som »Bukkebræg, raat norsk Bukkebræg! Fenrishyl!« eller betegnedes som Orangutangskrig (Per Gynt);<ref name="note1">En anden repræsentativ dansknorsk skrev til mig endnu saa sent som henimod 1880: »Men saa slip dog »Fedraheimen«! Disse endnu lodne Folk, disse Huleboere, lad dem</ref> og dette bør vel ingen beklage. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> hxo6y6altnyw1z36vr1aowv86gs7pnd 104 6528 221282 158205 2022-08-23T21:55:20Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>Men i Hovedsagen fordømmes Landsmaalet uden Barmhjertighed. Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det er ikke engang noget Sprog. Dets eneste Udsiget er »en stille Død«, og det ser ud som om Professoren i Tilfælde ikke vil ofte dette Dødsfald andet end tørre Taarer. Jeg kan ikke indgaa paa Enkelthederne i Professor Storms Kritik; det vilde føre for vidt, og det vilde — som man af det følgende vil se — ikke have nogen videre Interesse. Hvad jeg har at anføre er væsentlig kun, at Prof. Storm har Ret. Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det prætenderer ikke noget saadant engang, om det end mener sig at have Betingelser for at udvikle sig til Kultursprog, — Betingelser, som ialfald ikke er daarligere end dem, Dansken raadede over paa et tilsvarende Standpunkt af sin Udvikling. Og Prof. Storm har fremdeles Ret. Landsmaalet er hellerikke noget Sprog. Det er intet, jeg villigere indrømmer. Hvad er da Landsmaalet? Landsmaalet er: et Forsøg paa en fælles Skrivemaade for vore Dialekter. Det er Dialekterne, vi har at holde os til. Og de maa jo indrømmes at »existere«. {{nop}} <!-- --><ref follow="note1"> raute paa Maalet og sikle Bønner nedover en Stenfetisch; havd Fanden har De med det? Kan ''De'' civilisere slige Dyr?«</ref><noinclude> <references/></noinclude> 27dd4nuyp776evnqvhd57u3e04m8vbm 104 6529 221283 158207 2022-08-23T22:00:24Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 21 —}}</noinclude>Om »Landsmaalet existerer« er derimod en forholdsvis underordnet Sag, — omtrent som det for dansknorsken er relativ uvæsentligt, at den for Tiden mangler en fastslaaet ensartet Skrivemaade. Dialekterne existerer ikke blot; de lever et ligesaa friskt Liv som Bymaalene. De har ogsaa enkelte andre Fortrin, saaledes det for Nordmænd ikke uvæsentlige, som Prof. Storm antyder ved at kalde dem norske. I Virkeligheden er de det eneste norske, vi har. Det eneste oprindelige, det eneste, der har fulgt Folket gjennem alle Skjæbnevexlinger, det eneste som har historisk Tradition, som forbinder det nye Norge med det ældre og gamle. De er ikke blot, som Prof. Storm siger, »vakre«, »poetiske«, med »Toner, hvortil Kultursproget ikke har noget fuldt ud tilsvarende«; de indeholder Summen af, hvad dette folk har tænk og følt, lever og erfaret i hele sit Livs Løb, er med et Ord sagt: vort eneste virkelig »nationale«. Jeg tror ikke, der er nogen videre Meningsforskjel om det. At dansken er noget senere og udenfra tilkommer, et ''Moment'' i Folkets Liv — hvor stor Betydning end dette Moment har havt og maatte faa —, ved vi alle. Og fordi Bygdemaalene er dette oprindelige i Nationens Liv, dette »nationale«, — derfor er det jo ogsaa, at man nu fra alle Sider indrømmer dem Ret til at øve Indflydelse ogsaa paa Kulturmaalet. Folkesproget er Fornorskningens Kilde. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> hc63lmjw48hr94ncdznxkay0tqrlsrx 104 6530 221284 158209 2022-08-23T22:06:02Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 22 —}}</noinclude>Skal imidlertid Dialekterne kunne øve den Indflydelse, der tilkommer dem, saa maa de blive tilgjængelige for Almenheden. Det er ikke nok, at de optegnes og bliver liggende i Ordbøger og Bibliotheker som en død Skat. Skal de faa gjort sin Indsats i Sprogudviklingen, maa de ledes ind i »Livet«; de maa blive og stadig forblive kjendte af saavidt muligt den hele Nation. Egentlig skulde Dialekterne kunne paavirke Kultursproget direkte. De gjør det ogsaa tildels. Men Kultursproget har den Vanskjæbne, at det med eller mod sin Vilje fordærver Dialekterne. Byerne udtørrer Bygdemaalene omkring sig, forvandler dem til Vulgærsprog, hvorfra der nok ingen videre Fornyelse vil kunne hentes. Disse Vulgærmaal udmærker sig nemlig først og fremst ved Fattigdom. De gamle Udtryk for høiere Forestillinger dør; de tilsvarende nye fæster ikke Rod, bruges sjelden og ugjerne og falder tilsidst bort, nemlig naar det Begreb, de skulde udtrykke, ved langvarigt ikke-Brug selv er henblegnet. Tilbage bliver kun det tarveligste Hverdagssprog, hvori der ikke længer kan samtales om høiereliggende Ting. Dette er en af Grundene til den Raahed, som pleier at kjendemærke vore Kulturcentrers nærmeste Omgivelser. Vulgærmaalene udmærker sig dernæst, og tildels som Følge af det anførte, ved en vis Simpelhed i Tone som ved Slurv og Forvirring i Form og kan saaledes ialfald ingen gunstig {{bindestrek1|Indfly|Indflydelse}}<noinclude> <references/></noinclude> 0xwe3nprzsp3ceao1ae5vj5ev8ci22z 104 6531 221285 158211 2022-08-23T23:11:41Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>{{bindestrek2|delse|Indflydelse}} øve paa den almindelige Sprogfølelse. Det er en saadan Skjæbne, som truer alle vore Bygdemaal, om Kulturmaalet faar herje som hidtil; og dermed vil alle Fornorskningens Kilder være udtørrede. Skal det blive Alvor af med den Tilnærmelse mellem Bygde- og Bymaalene, der ogsaa for Prof. Storm staar som Betingelse for en norsk Sprogudvikling, saa maa der sørges for, at de ''gode'' Bygdemaal faar virke. Men dette maa foreløbig ske ad literær Vei.<ref>Naar Bygdefolk tale med Byfolk, »knoter« de gjerne. Kommer de til Byen, skynder de sig at aflægge Bygdemaalet helt. Som Prof. Storm rigtig har iagttaget: siger et norsk Bymenneske til sin Tjenestepige: det er ''kaldt'' i Dag, svarer hun ufravigelig: ja det er svært ''koldt''. Der skal ingen høre paa hende, at hun er fra Bondelandet!</ref> Fra hver enkelt Bygd kan imidlertid ikke megen Literatur ventes. Derimod turde efterhaanden alle Bygde tilsammen kunne præstere saa meget, at det fik en vis Betydning. Men dersom ny de forskjellige Bygdemaal blev skrevne hver paa sin Vis, saaledes at det blev Forskjellighederne mere end Enheden, som traadte frem, vilde en saadan Literatur ikke blive tilgjængelig for andre end Specialister. Blev derimod Dialekterne skrevne efter en fælles Regel, ialfald i det hovedsagelige, en Regel, der var let at sætte sig ind i, og som i Skrift gav Dialekterne et nogenlunde ensartet og ikke altfor vanskeligt Udseende, — da var der Mulighed for,<noinclude> <references/></noinclude> ivjk3n4ervgh3u45r96zj1d0ck7iweg 221286 221285 2022-08-23T23:12:24Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 23 —}}</noinclude>{{bindestrek2|delse|Indflydelse}} øve paa den almindelige Sprogfølelse. Det er en saadan Skjæbne, som truer alle vore Bygdemaal, om Kulturmaalet faar herje som hidtil; og dermed vil alle Fornorskningens Kilder være udtørrede. Skal det blive Alvor af med den Tilnærmelse mellem Bygde- og Bymaalene, der ogsaa for Prof. Storm staar som Betingelse for en norsk Sprogudvikling, saa maa der sørges for, at de ''gode'' Bygdemaal faar virke. Men dette maa foreløbig ske ad literær Vei.<ref>Naar Bygdefolk tale med Byfolk, »knoter« de gjerne. Kommer de til Byen, skynder de sig at aflægge Bygdemaalet helt. Som Prof. Storm rigtig har iagttaget: siger et norsk Bymenneske til sin Tjenestepige: det er ''kaldt'' i Dag, svarer hun ufravigelig: ja det er svært ''koldt''. Der skal ingen høre paa hende, at hun er fra Bondelandet!</ref> Fra hver enkelt Bygd kan imidlertid ikke megen Literatur ventes. Derimod turde efterhaanden alle Bygde tilsammen kunne præstere saa meget, at det fik en vis Betydning. Men dersom ny de forskjellige Bygdemaal blev skrevne hver paa sin Vis, saaledes at det blev Forskjellighederne mere end Enheden, som traadte frem, vilde en saadan Literatur ikke blive tilgjængelig for andre end Specialister. Blev derimod Dialekterne skrevne efter en fælles Regel, ialfald i det hovedsagelige, en Regel, der var let at sætte sig ind i, og som i Skrift gav Dialekterne et nogenlunde ensartet og ikke altfor vanskeligt Udseende, — da var der Mulighed for,<noinclude> <references/></noinclude> cznwbuipl2h7u45gwm6jr5cmsfq6hgi 104 6532 221287 158213 2022-08-23T23:17:22Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 24 —}}</noinclude>at Folk kom til at læse, hvad der maatte have Værd af Dialekliteraturen. Og da vilde de gode Bygdemaal faà indvirke paa Sprogfølelsen. Det var dette Ræsonnement, der (ved Siden af et andet, jeg straks skal nævne) bragte Ivar Aasen til at gjøre sit berømte Forsøg paa en fælles Skrivemaade for Dialekterne. Den stilfærdige Lærde tænkte ikke paa nogen Revolution. Først tænkte han paa Bygderne. For ''dem'' vidste han, at det vilde have Betydning at faa Bøger i en Form, der laa deres egen Tale nogenlunde nær. Herpaa lagde nok Aasen personlig mest Vægt. En saadan Folkeliteratur vilde ikke ''fortrænge'' den dansknorske; den kunde jo faa en ganske bra Plads ved Siden af. Men ''Betydning'' for den dansknorske kunde den faa, nemlig ved stadig at holde frem, hvad der virkelig var norsk og ved at gjøre norske ord og norske Talebrug stedse mere kjendte.<ref>Om Ivar Aasen skriver Storm rigtigt og smukt:<br />&emsp;»Han var stor i alt, hvad han gjorde; ogsaa hans Landsmaal var et storslagent Experiment, stort tænkt og skjønt Formet. Selv om det ikke kan naa frem til almen Gyldighed, saa skal det dog staa for os som et Ideal, et Mærke, ''der skal vise os, hvad der er norsk''« (udhævet her).</ref> Saadan tænker vi endnu.<ref>Sml. iøvrigt sidste Artikel, hvor vor Mening om Udviklingens endelige Resultat er antydet.</ref> Der har ganske vist ogsaa været Maalmænd, som har seet Feil i<noinclude> <references/></noinclude> quejxyeikl4pz18l9weryyiglnj9ij0 104 6533 221288 158215 2022-08-23T23:19:38Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 25 —}}</noinclude>dette Punkt og i letforstaaelig Begeistring over Aasens »storslagne Experiment« troet, at Landsmaalsformen var et færdigt »Sprog«, som uden videre kunde »indføres«. Men som en rigtigere Opfatning forlængst er trængt igjennem hos Maalmændene, bør den nu endelig kunne trænge igjennem overalt. Hvad Landsmaalet er og kan være i den fællesnorske Kulturudvikling, er: en Art Ledning, som fra alle de friske Fjeldsjøer fører Foryngelsens og Fornorskningens Strøm udover alt Land, ikke til Forstyrrelse af noget, der har Kulturens Værd og Ret, men til Støtte og Udvikling for alt, hvad der er nationalt ogsaa inden Kulturen. {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> 35g0zva9l2eg9no6ixbndcw7cxar3s9 104 6534 221289 158217 2022-08-23T23:23:19Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|V.}} Man vil efter dette forstaa, hvor forholdsvis ligegyldigt det er, om den ene Maalforfatter skriver mere østlandsk, den ande mere vestlandsk, en »Sola«, en anden »Soli« osv. Den fælles Skriftform skal lette Læsningen for Folk; men den skal ikke være noget Jernpanser, der hindrer Sprogets frie Bevægelse. Dialekternes Eiendommeligheder ''skal'' træde saavidt mulig frem; ellers vilde det hele snart stivne hen i grammatisk Pedanteri og død Korrekthed. Vi har ikke engang noget imod, at der gjøres nye Forsøg paa at finde en Fællesnorm. Hvor genialt det første Forsøg end var, kunde der dog altid tænkes Mulighed for at finde noget endnu mere praktisk. Vi kan tage os Tid! I et Folks Liv regnes der ikke med Aar, men med Menneskealdre. Nye Forsøg har ogsaa været gjorte, og de har havt sin Indflydelse. Men disse Forsøg viser ingen Tendens til at forflere sig, som Prof. Storm synes at tro. Tvertimod bliver de sjeldnere. Flertallet af de yngre bruger den sædvanlige Form. Dels fordi den efterhaanden er bleven mere »{{bindestrek1|ind|indskreven}}<noinclude> <references/></noinclude> bsiacecrtqwgzb16cyadbsbebiqburk 104 6535 221290 158219 2022-08-23T23:30:01Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 27 —}}</noinclude>{{bindestrek2|skreven|indskreven}}«, lettere at bruge, friere, dels fordi den er den mest kjendte og lettest læste. Enkelte af os ældre, som i tidligere Tid kan have opponeret adskilligt, drages endogsaa tildels henimod Aasen igjen. Erfaring lærer os, at han alligevel ikke har været dum, den gamle. Han er ikke god at komme forbi. Naar han kaldte sin Skriftnorm en Generalnævner, saa var der dog noget i det. Alle Dialektforskjelligheder finder i hans Form sin Forklaring. Bygdemaalene bliver i den ikke blot mere tilgjængelige for hverandre; hvert enkelt af dem bliver ogsaa mere gjennemsigtigt for sig selv. Og saa har vi opdaget, at Aasens Form er modtagelig for Udvikling. Livskraft er Tillempningsevne; Normalformen har den Evne. Den kan tilpasses. Den kan afkaste overflødige Ting, og den kan taale Fornyelser. Den skrives lettere og friere nu end før; derfor kan den ogsaa samle flere. Det Kaos, Prof. Storm spaar, er der ikke netop nu nogen overhængende Fare for. En vis Forvirring er der. Men ma faar vel ikke Udvikling for bedre Kjøb. Og al den Stund Forvirringen ikke besværliggjør Læsningen af Folkesprogets Literatur (den læses nu mere end nogensinde), har denne Forvirring lidet at betyd. Vor Opgave er ikke at levere et Mønster paa korrekt Grammatik. Vor Opgave i den fælles Sprogudvikling er: at paavirke Sprogfølelsen i norsk Retning samt at ''fremskaffe Materiale'' til Fornorskningsverket. Begge dele kan bekvemmelig ske, om der<noinclude> <references/></noinclude> rv8q0v3f1ckg7nfbaeiyyfqwdwel6p0 104 6536 221291 158221 2022-08-23T23:38:23Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 28 —}}</noinclude>er en del Uregelmæssigheder og Inkonsekvenser i vor Skrivemaade. Prof. Storms indgaaende Undersøgelser paa dette Punkt er interessante; for os Maalmænd er de tildels instruktive. Og tildels ubehagelige; lad gaa. Jeg for min Part staar i Grunden noksaa benauet foran den strenge Examinator og kan ikke svare ét til Tusinde. Jo, ét kan jeg svare, nemlig at jeg ofte med velberaad Hu er inkonsekvent. Saaledes naar jeg skriver ''ei lita Gjente'' (men f. Ex. ''fæli''). Jeg synes simpelthen ''lita'' et vakrere end ''liti'', og saa skriver jeg det. Det kan i allerslemmeste Tilfælde ikke drage værre Følger efter sig end en Paragraf i Fremtidens Grammatik saalydende: »Adjektiverne paa —''en'' bøies regelret saaledes: ''fælen'—''fæli''. Undtagelse: ''liten'' har i hunkjøn ''lita''.« Og dette synes mig ikke saa forfærdeligt, at jeg at den Grund skulde tilsidesætte et Vellydshensyn. Forresten ved hverken Prof. Storm eller jeg noget om Fremtidens Grammatik; det eneste vi ved, er, at faar vi overhoved en norsk Fremtidsgrammatik, saa bliver det — simpelthen den, som vi Forfattere laver.<ref>Nemlig ledede af en Sprogsans, der er det almindelige Sproginstinkts Følehorn.</ref> — Men nogen videre Betydning kan jeg altsaa ikke tillægge disse Professor Storms Specialundersøgelser. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> gafakdlitdssri6x1rbvrgqiat0ouut 221292 221291 2022-08-23T23:39:16Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 28 —}}</noinclude>er en del Uregelmæssigheder og Inkonsekvenser i vor Skrivemaade. Prof. Storms indgaaende Undersøgelser paa dette Punkt er interessante; for os Maalmænd er de tildels instruktive. Og tildels ubehagelige; lad gaa. Jeg for min Part staar i Grunden noksaa benauet foran den strenge Examinator og kan ikke svare ét til Tusinde. Jo, ét kan jeg svare, nemlig at jeg ofte med velberaad Hu er inkonsekvent. Saaledes naar jeg skriver ''ei lita Gjente'' (men f. Ex. ''fæli''). Jeg synes simpelthen ''lita'' et vakrere end ''liti'', og saa skriver jeg det. Det kan i allerslemmeste Tilfælde ikke drage værre Følger efter sig end en Paragraf i Fremtidens Grammatik saalydende: »Adjektiverne paa —''en'' bøies regelret saaledes: ''fælen''—''fæli''. Undtagelse: ''liten'' har i hunkjøn ''lita''.« Og dette synes mig ikke saa forfærdeligt, at jeg at den Grund skulde tilsidesætte et Vellydshensyn. Forresten ved hverken Prof. Storm eller jeg noget om Fremtidens Grammatik; det eneste vi ved, er, at faar vi overhoved en norsk Fremtidsgrammatik, saa bliver det — simpelthen den, som vi Forfattere laver.<ref>Nemlig ledede af en Sprogsans, der er det almindelige Sproginstinkts Følehorn.</ref> — Men nogen videre Betydning kan jeg altsaa ikke tillægge disse Professor Storms Specialundersøgelser. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> j2wcc6y81isjutft88hmuxa4es4oe14 104 6537 221293 158223 2022-08-23T23:43:14Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 29 —}}</noinclude>Haardelig maa vi, ligesom Knudsen, stande til rette for vore »Møkkurkalver« eller Maalstræverord. Disse er ogsaa slemme af og til. Og Storm har Ret i, at Fremmedord ikke staar til at undgaa. Det har ogsaa fra Maalmandsside været hævdet, at det ikke er Ordforraadet, som først og fremst afgjør et Sprogs Nationalitet. Engelsk er ligefuldt et selvstændigt Sprog, fordi om en Mængde af dets Gloser skriver sig fra Frankrige. Det er ''Valget'' af Ord og Behandligen af dem, i det hele Sprogets lydlige og grammatikalske ''Love'', som bestemmer Nationaliteten. Oversættelser af fremmede Kultur-Ord duer kun, forsaavidt de falder lette og naturlige. Men derfor er de »lavede Ord« i Grunden heller ikke farlige. Hvis de er brugbare, gjør de godt; hvis ikke, saa — vinder de simpelthen ikke Indgang. Den eneste Skade, de volder, er, at de berøver vedkommende Ordlaver en del Læsere og en del Anseelse som Sprogkunstner; og det kan være slemt nok. Men det er da ikke uoverstaaeligt. Jeg synes derfor, at det ikke er nogen Grund for Korstog mod Ordlavninger i Almindelighed. Tvertimod. Jo flere Forsøg der gjøres, jo flere Chancer for, at de kan lykkes tilsidst. Selv uheldige Forsøg kan faa Betydning, nemlig ved at fremlokke de bedre. Sproghistorien lærer os, at det er med Ord som med andre Væxter: de første Former kan være ufuldkomne, ja monstrøse; men af<noinclude> <references/></noinclude> 18d6ytsw41ewnfyejfpz7eht08n11kk 104 6538 221294 158225 2022-08-23T23:47:29Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 30 —}}</noinclude>disse ufuldkomne Former voxer de fuldkomnere frem. Vi kan med Professor Storm gjerne smile over vore stundom forbausende Ord; men vi behøver ikke at »opgive Ævret«. Vi bør ''ikke'' falde tilbage til den gamle dansk-norske Beundring for Fremmedord. »Exorbitant« er godt; men for os er »overdrevent« alligevel at foretrække. Det ''er''et Fortrin ved et Sprog, at det har Udviklingsevne i sig, d. v. s.: kan skabe Nydannelser ud af sig selv. Sproget bliver paa den Vis ikke blot mere forstaaeligt, og det for alle Samfundsklasser; det vinder ogsaa i indre Samklang. Fremmede Ordstammer i et Sprog er som Humper i en Vals eller som Klepper i Grød, ialfald indtil de om et hundrede Aar eller saa er skikkelig assimilerede. Men det kan være naturligt for os med vort dansk-norske Blandingssprog ikke rigtig at have Øre for denne indre Harmoni i Sproget. Ja ikke engang Interesse nok for vort Sprog til at ''gide'' udvikle det. Selv Professor Storm har en vis Svaghed for Fremmedord. Han synes de passer farlig godt ind i vort »letvindte dansk-norske Kultursprog«. Jeg har ogsaa ellers stødt paa en saadan Opfatning. Man anser det virkelig som et Fortrin ved et Sprog, at det kan rapse flinkt, har Øvelse i at fiffe med laante Fjære. Nu, Mestertyven er jo ogsaa en Art Helt. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> f5j4w1z9qv4qx5jpql7zlu4wjprbwua 104 6539 221295 158227 2022-08-23T23:49:02Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 31 —}}</noinclude><poem> Lyksalig den Pige, som faar en Soldat! Thi naar hun vil æde, saa stjæler han Mad :::saa gladelig. </poem> — Men egentlig har man alligevel mest Aftelse for den, som greier sig selv, om det saa skal ske i en vis Tarvelighed. {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> 4idv8z8hi8nlc58jg3wivicxa58498k 221296 221295 2022-08-23T23:49:29Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 31 —}}</noinclude><poem> Lyksalig den Pige, som faar en Soldat! Thi naar hun vil æde, saa stjæler han Mad :::saa gladelig. </poem> Men egentlig har man alligevel mest Aftelse for den, som greier sig selv, om det saa skal ske i en vis Tarvelighed. {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> h6zfxx8n3d29w0ujuhcwy7rkjd77eab 104 6540 221297 158229 2022-08-23T23:54:10Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|VI.}} Gjennem Landsmaalsformen, eller om saa skal være: Landsmaalsformerne, skal altsaa Folkesproget ledes ind i vor Kultur og støtte denne i dens Udvikling og Norskhed. Men ad den literære Vei alene vilde ikke meget opnaaes. Paavirkning fra andet Hold kunde magelig neutralisere hele Virkningen af vor Smule Landsmaalsliteratur, ja hvem ved: kanskje overveie den. (Man maa bl. a. erindre, at vor Hovedstad har svensk Theater omtrent til Stadighed). De levende Dialekter selv maa samtidig kunne virke. Altsaa maa de faa leve; og her har Maalmændene sin anden (eller ligesaa gjerne første) Hovedopgave. Der maa sættes en Stopper for Bygdemaalenes Forkvakling. De maa faa den Ro, ethvert Sprog trænger for at kunne leve sit Liv. Skriftsproget skal ikke udestænges. Som vi ikke bliver tyske af at lære tysk, bliver Bygderne heller ikke danske af at lære dansk (eller dansknorsk). Kjendskab til fremmede Sprogformer er udviklende. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> govzevc47qrrrwebnt7uhou84dc301p 104 6541 221298 158231 2022-08-23T23:59:59Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" />{{midt|— 33 —}}</noinclude>Men dansknorsken maa ikke væltes ud over Bygderne paa en saa voldsom Maade, at det ældre Sprog derved oprives og fordærves. Navnlig maa Skolen skaanes. Det hjemlige Sprog maa faa Tid til at fæste Rod. Det maa faa voxe sin naturlige Væxt og ikke paa kundstig Maade ruineres. Allerede nu tyndes Ordforraadet; gode gamle Udtryk bringes i Forglemmelse, og tillærte Bogord og Avisfraser erstatter kun daarlig Tabet. Vulgaliserings-Arbeidet er gjennem Seminarier og Skolebøger i fuld Gang. En Literatur paa Folkesproget vil ganske vist yde dette nogen Støtte i Tilværelseskampen. Derfor anser vi Statsbevilgninger til Fremme af en saadan Literatur ikke for en Parti-, men for en Nationalsag. Men Livet er mere end Bøgerne, og vort første Krav til Statsmagterne er: at Bygdemaalene bliver Undervisningssprog i Landsskolerne. Og da de dansknorske jo ikke betragter sig som et Erobrerfolk, der har Interesse af at undertrykke det oprindelige, paastaar vi, at ogsaa dette Krav er et nationalt og ikke et Partikrav. At Bygdemaalet som Undervisningssprog ogsaa er et Oplysningsspørgsmaal, og at Landets saavelsom Byens Ungdom har Krav paa at modtage Undervisning i Modersmaalets Form, skal jeg her ikke gaa ind paa; det erkjendes nu af alle. Her skal vi kun anskue Sagen fra dens nationale Side. Faar Dialekterne udvikle sig naturligt, og vinder de, støttede af en Literatur, saa megen<noinclude> <references/> {{hode|{{mindre|Arne Garborg: Vor Sprogudvikling.}}||{{mindre|3}}}}</noinclude> 31ieuefu0p7607thewaiy7iyj4lt1y8 221299 221298 2022-08-24T00:00:09Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 33 —}}</noinclude>Men dansknorsken maa ikke væltes ud over Bygderne paa en saa voldsom Maade, at det ældre Sprog derved oprives og fordærves. Navnlig maa Skolen skaanes. Det hjemlige Sprog maa faa Tid til at fæste Rod. Det maa faa voxe sin naturlige Væxt og ikke paa kundstig Maade ruineres. Allerede nu tyndes Ordforraadet; gode gamle Udtryk bringes i Forglemmelse, og tillærte Bogord og Avisfraser erstatter kun daarlig Tabet. Vulgaliserings-Arbeidet er gjennem Seminarier og Skolebøger i fuld Gang. En Literatur paa Folkesproget vil ganske vist yde dette nogen Støtte i Tilværelseskampen. Derfor anser vi Statsbevilgninger til Fremme af en saadan Literatur ikke for en Parti-, men for en Nationalsag. Men Livet er mere end Bøgerne, og vort første Krav til Statsmagterne er: at Bygdemaalene bliver Undervisningssprog i Landsskolerne. Og da de dansknorske jo ikke betragter sig som et Erobrerfolk, der har Interesse af at undertrykke det oprindelige, paastaar vi, at ogsaa dette Krav er et nationalt og ikke et Partikrav. At Bygdemaalet som Undervisningssprog ogsaa er et Oplysningsspørgsmaal, og at Landets saavelsom Byens Ungdom har Krav paa at modtage Undervisning i Modersmaalets Form, skal jeg her ikke gaa ind paa; det erkjendes nu af alle. Her skal vi kun anskue Sagen fra dens nationale Side. Faar Dialekterne udvikle sig naturligt, og vinder de, støttede af en Literatur, saa megen<noinclude> <references/> {{hode|{{mindre|Arne Garborg: Vor Sprogudvikling.}}||{{mindre|3}}}}</noinclude> mghufqpah8b38cngclzs99gq3uf1nai 104 6542 221300 158233 2022-08-24T00:08:49Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 34 —}}</noinclude>Selvfølelse og indre Kraft, at de formaar at hævde sig overfor Bymaalene (intet Knot mere!), om end paavirkede af disse, — da først kan den Vexelvirkning mellem Taleformerne opstaa, som skal føre til et fælles og norsk Kultursprog. — Prof. Storms Polemik er imidlertid særlig rettet mod vort næste Krav: at Folkesproget ogsaa skal ind i de høiere Skoler, nemlig som ''Led i Norskundervisningen''. Naar dette Krav tildels har sat ondt Blod, saa er det atter, fordi »Landsmaalet« misforstaaes. Man opfatter det som et »nyt Sprog«, der skal »indføres« osv. Jeg antager, at Betænkelighederne vil bortfalde, saa snart en rigtigere Opfatning trænger ind. »Landsmaalet« som Led i de høiere Skolers Norskundervisning betyder, at ''hele Nationen bør kjende Folkesproget, ligesom hele Nationen faar Kjendskab til Skriftsproget;'' — dette og intet mere. Herimod synes ingen alvorlig Indvending at kunne reises; forudsat altsaa, at Norskhedsrædselen virkelig er overvunden. Lige til nu er Folket delt i to Afdelinger, der kun i temmelig udvortes Forstand kjender hinanden. De betragter altsaa hinanden med temmelig megen Mistillid. Mange unødige Misforstaaelser følger heraf, og den nationale Enhed fremmes ikke paa den Maade. Der er heller ikke nogen, som har Interesse af, at der opretholdes en større Kløft<noinclude> <references/></noinclude> aou7armvijx38oopclyvp6e97247m4i 104 6543 221301 158235 2022-08-24T00:19:06Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 35 —}}</noinclude>mellem Folkets Dele, en social Nødvendighed tilsiger. Folkesprogets Indførelse som Undervisningsgjenstand i de høiere Skoler kan da formentilig ikke betegnes som nogen hensigtsløs Foranstaltning.<ref>Der tales ogsaa om »Tvangsforanstaltning«. Er det mindre Tvang, naar Middelskolens Elever maa lære tysk? Eller naar vi Landsfolk maa lære dansknorsk? I Tilfælde af denne Art spør man: er det hensigtsmæssigt, at det og det Fag læres i den og den Udstrækning? Eleverne maa saa tage Timeplanen, som den er bleven bestemt. Man gaar ud fra, at de som Voxne vil vide at sætte Pris paa det lærte, og af den Grund forsone sig med den »Tvang«, der jo paa en Maade er forbunden med al Undervisning.</ref> — Men som Skolefag maa da Landsmaalet have en bestemt Form? Naturligvis. Man vælger den af de foreliggende Former, som synes mest praktisk for Øiemedet. Øiemedet er, som sagt: ''ikke'' at indøve et nyt Kultursprog, men at meddele et vist Kjendskab til Grundtrækkene i et Folkesprog; og dette kan ske, hvad enten man lægger den ene eller den anden Skriftform til Grund. Hvordan bærer man sig ad i dansknorsk? Her er jo ogsaa Forskjellighederne mellem Forfatterne »store nok«. Man holder sig simpelthen til, hvad der for Tiden mest almindeligt skrives. I Landsmaal forholdes der ligedan. I Tvivlstilfælde<noinclude> <references/></noinclude> 5wkxwz4udrvigsphwu4d1nnbcc58jxk 104 6544 221302 158237 2022-08-24T00:20:50Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 36 —}}</noinclude>har Departementet ogsaa her Sagkyndige, som kan raadspørges. Forøvrigt har man i Landsmaalsudgaven af Rolfsens Læsebog en Skriftform, som allerede er anerkjendt til Skolebrug. Jeg ved ikke, hvad der f. Ex. skulde være i Veien for at lægge den til Grund. Praktiske Folk lægger ikke an paa at gjøre sig Vanskelighederne større end nødvendigt. {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> 0kiw0qkggf7nl6wm60trr7sud7358qb 104 6545 221303 158239 2022-08-24T00:25:19Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|VII.}} De Rester, som endnu paa enkelte Punkter kan sidde igjen af Norskhedsfrygt, kan altsaa, men jeg, ganske roligt, »ta’ sig en Tur«, som Kjøbenhavnerne siger. Fremtiden kjender ingen. Vi har paa begge Sider vore Drømme og vor »Tro«. De dansk-norske mener, at ''deres'' Sprog bliver Grundlaget for Fremtidens norsk. Dansknorsken vil nemlig, tror de, kunne optage saa meget af Bygdemaalene, at det selv bliver norsk derved, — saa norsk, at ogsaa Landsfolk kan slaa sig til Ro med det. Vi Maalmænd mener, at et Kultursprog kan udvikle sig af Bygdemaalene (ved »Normalformen«s Hjælp), og at dette, ved at optage det nødvendige af Bymaalene, kan blive Fællessprog, omtrent paa samme Maade som angelsaxisk blev engelsk Fællessprog ved at optage i sig større Mængder af den normanisk-franske. Der har været ødt meget Blæk paa at bevise Rimeligheden eller Urimeligheden af begge disse Fremtidsberegninger. Men sæt nu, at Resultatet i begge Tilfæde blev — omtrentlig det samme? Eller sæt, at Virkeligheden en vakker Dag fandt Løsninger,<noinclude> <references/></noinclude> n2inhperr8j34h7je1dxk4jni4duwn1 104 6546 221304 158241 2022-08-24T00:29:51Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{midt|— 38 —}}</noinclude>vi ikke har drømt om? — Da staar vi der pent. Og Efterslægten vil sige: vore meget ærede Fædre kunde have taget sig noget nyttigere for end at slaas om Ting, hvorover de saa alligevel ikke kunde bestemme. Med Hensyn til Fremtiden bør vi altsaa blive salige hver i vor Tro. Lad os se til, hvad vi kan gjøre for Nutiden. Gjør vi godt Arbeide her, vil det ialfald kunne bruges som ''Grundlag'' for Udviklingen, og det bør tilfredsstille vore Ambitioner paa den Kant. Thi mere kan vi ikke opnaa. Udviklingen maa gaa sin Gang. Men hvis vi vil Fornorskning, saa bør vi ikke selv udtørre Fornorskningens Kilder. Der er naturligvis en del Vanskeligheder at overvinde. Professor Storm, som kjender Englands Sproghistorie, ved, hvor ynkeligt man ogsaa der i sin Tid klagede over Dialekternes Forskjelligheder og gjensidige Uforstaaelighed, saavel som over Umuligheden af at finde en fælles Skrivemaade. Men man faar da ikke tabe Modet. Det, man vil, det gaar. Hvad vi idag ikke ser Udvei med, det lemper Morgendagen tilrette saa stilfærdigt, at vi staar der og bare undres paa, at vi ikke fandt paa saapas før. Hvis vi »forener Kræfterne« — i en Forstaalese, som ikke skal udelukke gjensidig Kritik —, saa er der slet ikke saa værst Udsigter for, at Wergelands Drøm kan gaa i Opfyldelse. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> kdlksf0ukju2u17x8hq7jnb7nc6ktyy 104 6547 221305 158243 2022-08-24T00:32:18Z PWidergren 4874 /* Validert */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>{{midt|{{xx-større|Tillæg.}}}}<noinclude> <references/></noinclude> g3y75thd70qakkmtsfe2tmozmtmzzqk 104 6549 221306 133031 2022-08-24T00:37:36Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" /></noinclude> {{midt|{{x-større|Etterskrift til Maalmenn.}}}} Ikkje Strid, men Arbeid! — det hev vorte Hær-Rope oss sjølve imillom og no. Prof. Storm lær ein Stad aat Usemja vaar; men kanskje dei skal kje læ so mykje aat den helder heretter. Just det, at me no unner kvarandre Fridom i dei mindre Ting, gjer at me kan staa dess fastare saman i det som er det store. Og etterkvart som me vinn i det store, so kjem Semja i det mindre med. Me er langt paa Veg alt no; for mykje av det, som Storm trur er Usemje, er berre liksom Forslag og Spursmaal — Leiting etter det beste og lettaste i Stavemaate og Form, men ikkje Paastand elder Krav, som ikkje skulde kunna forsonast. Skilnaden millom Bygdemaali er helder ikkje so farleg som Motmennerne vaare gjerne vil tru. Storm driv hardt paa med den. Austland og Vestland ''kan'' ikkje semjast. Han minner her om Hertug Skule i »Kongsemnerne«. »Samla! samla heile Folket til eit! Vestlending og Austlending, Sogning og Trønder, Telemarking og Nordlending, — samla dei til eit! Det er umogelegt. Vanvit! Slikt melder aldri Norigs Soga um<noinclude> <references/></noinclude> od6jkx8hy6xrswtpumkowe8mv0xc1us 104 6550 221307 133034 2022-08-24T00:42:28Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" />{{midt|— 42 —}}</noinclude>fyrr!« — Men Ivar Aasen, han hadde Kongstanken. Han saag Einskapen gjenom all Skilnad, og for honom var Samlingsverke lett — »som for Falken aa kløyva Skyerne.« Me, som forstend Kongstanken, tykjer det same. Lett — ikkje i den Meining at det er noko ein kan sova seg til. Der er Vanskar nok, og Arbeid vil der til, liksom Falken maa bruka baade Vengjer og Bryst, naar han skal »kløyva Skyerne.« Men lett likevæl, — for den som hev Krefterne og Viljen. Det er ein Ting, dei altid gløymer, naar dei soleis prøver aa eggja Bygd mot Bygd og reisa Smaarike-Aanden mot Samlingstanken; dei gløymer, at me Maalmenn — ''tenkjer nationalt''. Me held nok paa vaare Bygdemaal. Og me vil halda paa dei likefullt, um Riksmaale vert aldri so norskt. Men det er langt ifraa, at Maaltanken gjer oss til Bygdepatriotar. Det er ikkje det, som er Hovusaki for oss: at »mitt« Bygdemaal skal vera Landsmaal. Nei; til Landsmaal vil me ha det beste, det rikaste og mest fulltonande norske som Lande eig. For i det kjenner me og att det beste i vaart eige, det djupaste, det, som kanskje ikkje lever so klaart og fullt lenger i vaar Bygd, men som me kjenner so underleg att naar me høyrer det, som halvgløymde Tonar fraa Barneheimen. Og her er daa vaart fyrste Krav til Landsmaale. At det attaat maa vera so lett og praktisk som Raad er, — det<noinclude> <references/></noinclude> 4lzn1v8ioo1rmbo24vj0oeo5m35zk1e 104 6551 221308 133037 2022-08-24T00:47:22Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" />{{midt|— 43 —}}</noinclude>vert daa vaart næste Krav. Men vaar Glede er aa søkja fram — ikkje det utskjemde elder forvende, helder ikkje dei skiljande Smaating i vaare Bygdemaal, men just det beste og ægtaste, det upphavlege og verdfulle; det er ''det'' av »vaart eige,« me helst vil sjaa att i Landsens Maal. For denne nationale Tenkjemaaten vert det daa noko framandt og rart dette, at Austland og Vestland ikkje skulde kunna semjast um ein ''a'' elder ein ''e'' i ei Landsmaals-Ending; me forstend det ikkje; det er som Tale fraa ei framand og mindre Tid, fraa Smaakongetidi, daa dei sa »Vanvit!« til Tanken um aa samla Norig. Me skal altso, meiner eg, halda fram som me stemner. Lata Bokstavar vera Bokstavar og skriva ''norskt'', kvar ut fraa sitt Bygdemaal, og etter den same Skrivemaaten so vidt me med godo kan. Vaare tvo Bokmaal fær daa veksa jamsides, so lengje Lande hev tvo Talemaal; — for det er Talen, som skaper Skrift, og ikkje Skrift Tale. Aa halda den norske Talen uppe er daa av alle Grunnar det vigtigaste. Meir en um du skreiv ei heil Bokhylle full kan du gjera for det norske Maal, berre du altid ''talar'' det, hugheilt og greidt. Den Skikken, som no meir og meir kjem upp, at Landsfolk held paa Maale sitt i Byen med, og um dei vert Lærarar elder Embættsmenn, den er det no, som gjev størst Von for Norsken. Grunnen til, at det gjeng so seint med aa fornorska Byarne, er den, at Byfolk<noinclude> <references/></noinclude> tke75xafajh52e2n1mqr9utzdcnpfrz 104 6552 221309 133040 2022-08-24T00:49:59Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" />{{midt|— 44 —}}</noinclude>mest aldri fær høyra skikkeleg Norsk; fær dei høyra den, og merka, at det er eit livande Maal og ikkje berre noko som »Aasen hev laga,« so vert det snart annleis; for sjelden raaka eg eit Bymenneskje, som ikkje lika aa høyra norskt Bygdemaal. Det er i Grunnen med Byfolk som det er med oss fraa dei mindre gode Maalbygder: inst inne hev dei ein Saknad etter det som er fulltonande norskt. So me vil koma lenger paa denne Maaten en med aa slaast i Bladi og »koma or Bøker med Grunnar«; der er nok meir god Vilje til Norskdom en det tidt kan sjaa ut til. Lat norsk Tale breida seg yver By og Bygd, so kjem nok det andre! Og daa vil det, som no mest er eit Ynskje, Vonom snarare klinga som eit Siger-Rop fraa Landsende til annan: ''Ingen Maalstrid meir!''<noinclude> <references/></noinclude> 7ek6jx3pf2srh5mph5qw91hxtskavkc 104 6553 221310 133043 2022-08-24T00:53:56Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" /></noinclude>{{midt|{{xx-større|Minnekvad um Ivar Aasen.}}}} {{midt|{{mindre|''(Skrive til ein Fest i Vestmannalaget. Her gjenomset og prenta i si rette Form.)''}}}} {{midt|{{mindre|Tone: »Yderst mod Norden«.}}}} <poem> Trøytt naar Soli ho gjeng i Hav Stridsmann søkjer sitt Svæve; sæl no søv under Hovustav Ivar Aasen hin gjæve. Minne vil vaka ved denne Grav ::::i all Æve. Lang var Dagen og Vinna vand; djup var Grunnen aa grava; alt laag nedvelt i Aur og Sand; tungt maatte Mannen kava, fyrr han naadde det me og han ::::vilde hava. Ràm han rudde i Yrde stygt, reiv baade Rot og Runnar, til ein Dag han fekk Huse bygt just paa dei gamle Grunnar. Der skal det staa i Tiderne trygt ::::millom Lundar.</poem><noinclude> <references/></noinclude> fs8pjrsey0yuzfwgjlvsnxcc6m9dssc 104 6554 221311 133046 2022-08-24T00:56:36Z PWidergren 4874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Diupwijk" />{{midt|— 46 — }}</noinclude><poem>{{blank linje}} Der skal Symra um Veggen gro, Symra og alle Blomar; der gjeng Ervingen staut og god, vyrk baade Vinter og Somar. Men millom Blaaberg i Solfalls-ro ::::Songen ljomar. Song um Heimen, der Hugen er fest, dit den trøytte vil skunda, Heimen, der Baane seg hyggjer best, og der Gamling vil blunda, dit me alle, i aust eller vest, ::::stødt maa stunda. Heimen er tufta paa godan Grunn; kom lat oss heil han byggja! Høg skal han lysa i vene Lund, fredsæl og trufast tryggja. At han kan til vaar siste Stund ::::um oss hyggja. Heimen er tufta ved godan Manns Strid gjenom Møda og Æra; yver oss enn sviv Anden hans, ser kva no me vil gjera. Gjev han all Tid fekk glad sitt Lands ::::Gardvord vera! </poem> {{linje|5em}}<noinclude> <references/></noinclude> pea4eai8ea256v4qejudyfss7w82ke0 104 87278 221256 2022-08-23T12:00:21Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|{{sp|'''Sjette kapitel.'''}}}} {{linje|3em}} Nogle dager efter blev moder og søn, som i senere tid havde levet mere sammen, enige om at take i bryllup til skyldfolk i en av nabogårderne. Moderen havde ikke veret i lag, siden hun var gente. De to kente litet folk der annerledes enn av navn, og Arne syntes især det var stusslegt, da de så på ham, hvor han gikk. Der var sagt et ord efter ham i svalen engang, han var ikke viss på det; men han trodde det var sagt, og hverr blodsdråpe kom en og annen gang opp i ham, når han tenkte derpå. Mannen; som havde sagt det, gikk han nu uavlateligt og passede; tilsidst tok han sæte hos ham. Men da han kom til bordet, syntes han, at talen fikk en annen gang. „Nej, nu skal jeg fortelle en regle jeg, som viser, at intet graves så dypt ned i natten, det jo finner sin dag,“ sagde mannen, og Arne syntes han så til ham. Det var en stygt utseende mann med tynne røde hår om en stor rundet panne.<noinclude><references/></noinclude> 3cpg8onc9i7wxvc8tbnx1wtd8wah6bn 104 87279 221257 2022-08-23T12:53:05Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|48}}</noinclude>Oppunder lå et par ganske små øjne og en liten klumpnese; men munnen var meget stor med utoverbrettede lipper, der holdt sig hvitagtige. Når han lo, så man begge gommer. Hans hender lå på bordet; de var meget svære og grove; men håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte fort, men med meget arbejde. Folk kalte ham „Kjæftaurin,“ og Arne visste, at Nils skrædder i gamle dager havde faret stygt med ham. Ja, der er megen synd til i verden; den sitter oss nærmere enn vi tror - -. Men det er slikslag; nu skal i høre om en stygg gerning. De, som er gamle, hugser Alf, Skreppe-Alf. „Kommer nokk igen! sagde Alf;“ det ordtøke er efter ham; for når han havde endt handelen — og han kunne handle, den karl! — hivde’n skreppen på rygg: „kommer nokk igen!“ sagde Alf. Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf! — Nej, så var det han og Storslåpen. Storslåpen — ja, i kenner Storslåpen? — stor var han, og slåpen var han med. Han forså sig på en knitrende svart hest, som Skreppe-Alf for og ekserte med, så den spratt som en sommerlopp. Og førenn Storslåpen selv visste av det, var han kommen til at give femti daler for gampen! Storslåpen opp i en karjol, så lang han var, for at køre konge med femtidalershesten; men nu kunne han slå og banne, så gården stod i et gov, — hesten flaug likefullt<noinclude><references/></noinclude> 6v2q57g53h34m7d3gkqnp9yrmx2ckj6 104 87280 221258 2022-08-23T16:38:38Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|49}}</noinclude>på alle de dører og vegger, som fanst; for den var starblind! Siden lå disse to og sloges om denne hesten utover all bygd rigtigt likesom to bikker. Storslåpen vilde have pengerne sine igen; men se til, om han fikk to danske skilling. Skreppe-Alf prylte ham, så busten fauk: „kommer nokk igen,“ sagde Alf. — Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf! Nej, så var det på nogle år da, at han slett ikke kom igen. Det kunne vere en ti år frem, så blev der lyst efter ham på kirkebakken, for der var tilfallen ham en overhendig arv. Storslåpen stod hos: „det visste jeg nokk,“ sagde han, „at det var pengerne, som lyste efter Skreppe-Alf, og ikke folk.“ — Nu talte de frem og tilbake om Alf; og såmeget blev snakket, at de fikk ihoplagt, at han havde veret sidst på denne side av røren, men ikke på hin. Ja, i hugser vejen over røren, gammelvejen? Men Storslåpen var på nogen tid kommen til stor magt og herlighet både med gård og grejder. Dessuten havde han lagt sig på gudfryktigheten, og det visste alle, at han ikke blev gudfryktig for ingenting, han, — mere enn annet folk. De begynte at snakke sakte om disse ting. Det var i den tid at vejen over røren skulde omlegges. Gammelkarlerne havde det med at ville bent frem, og derfor bar det like over røren; men vi<noinclude><references/> {{Høyre|4}}</noinclude> 98zcnoqqjbpagtvrlbkqwhnfst3eezm 104 87281 221259 2022-08-23T16:47:27Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|50}}</noinclude>vil have det flatt, og derfor kommer vejen nu nedved elven. Der blev en minering og husering, så en tenkte røren vilde ned. Alslags øvrighet for der, men amtmannen oftest, ti han har dobbel friskyts. Og som de nu en dag lå og grov nedi urderne der, skulde en take en sten, men fikk en hånd, der stakk ut av røysen, og så sterk var den hånden, at han, som fikk den, rauk att-ende med den. Men han, som fikk den, var Storslåpen. — Lensmannen rak der, han blev hentet, og benene av en hel karl fremgravne. Doktor blev også hentet; han satte det altsammen så kunstigt ihop, at der nu bare manglede køt. Men folk skaut på, at det benskranglet kunne nettopp vere på skapnad som Skreppe-Alf. „Kommer nokk igen“ sagde Alf! Nogen og hverr syntes det underligt, at en død hånd kunne slå en karl som Storslåpen helt omkring, ennda den slett ikke slog. Lensmannen gikk like inn på ham med det, — forstår sig, så ingen hørte det. Men da bante Storslåpen så det gikk svart om lensmannen. „Ja ja;“ sagde lensmannen, „er det ikke dig, så er du vel sakte karl for at ligge sammen med det benskranglet i natt, du?“ — „Jeg er nokk det, jeg,“ svarte Storslåpen. Og nu batt doktoren det ihop i lederne, og lagde det hen i den ene sæng i barakken. I den annen skulde Storslåpen legge sig; men lensmannen lagde sig i sin kappe tett opp til veggen. — Da det blev mørkt og Storslåpen skulde inn til sæn-<noinclude><references/></noinclude> dj2pfy8sx8h6juhkh8dfsxvt0wn5lrb 104 87282 221260 2022-08-23T16:54:27Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|51}}</noinclude>gekammeraten sin, var det nett likesom døren gikk igen av sig selv og han stod i mørke. Men Storslåpen tok på at synge salmer, for han havde en stor røst. „Hvorfor synger du salmer?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Uvisst om han har havt klokker,“ svarte Storslåpen. Siden tok han på at bede det sterkeste han kunne. „Hvorfor beder du?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Han har visst veret en stor synder,“ svarte Storslåpen. Så blev der langt om lenge stilt, og det var næsten som lensmannen skulde sovne. Da skrek det derinne, så hytten skalv: „{{sp|kommer nokk igen!}}“ — et helvetes brot og bulder rejste sig, „{{sp|kom med de femti dalerne mine!}}“ brølte Storslåpen, og så skrek det, og brøt det, lensmannen opp med døren, folk til med stenger og brander, og da lå Storslåpen midt på gulvet og havde benskranglet over sig.“ — Der var såre stilt om bordet. Endelig siger en, som skulde tende sin kritpipe: „han blev jo gal efter den dag.“ „Han blev så.“ Arne følte, de så på ham, og derfor kunne han ikke få øjnene opp. „Siger, som jeg har sagt,“ tok den første i, „intet graves så langt nedi natten, at det ikke finner sin dag.“ — „Nej, nu skal jeg fortelle om en søn, som slog sin egen fader,“ sagde en lys, svær mann med rundlatent ansigt. Arne kente ikke plassen, han sat på. „Det var en slagskempe av en stor slægt borti<noinclude><references/> {{Høyre|4*}}</noinclude> p380rs22cbxdvui0kdqqibrwr4dzpyy 104 87283 221261 2022-08-23T17:00:58Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|52}}</noinclude>Hardanger; han brøt ned meget folk. Faderen og han var usamde om livøren, og således bar det til, at den mann ikke havde fred i hus eller bygd. Han blev selv mere ond derved, og faderen satte efter ham. „Jeg taker ikke dom av nogen,“ sagde sønnen. „Av mig skal du take den, sålenge jeg lever,“ svarte faderen. „Tier du ikke stille, så slår jeg dig!“ sagde sønnen og rejste sig. — „Ja, trøst dig til, om du tør, og det skal aldrig gå dig godt her i verden,“ svarte faderen, han rejste sig også. — „Mener du?“ — og sønnen satte inn på ham og brøt ham ned. Men faderen tok ikke imot, lagde armerne overkors, og lot ham fare med sig som han vilde. Sønnen slog ham, vendte ham og slog ham, tok ham i hans hvite hår og drog ham mot døren: „jeg vil have husfred!“ — Men da de kom til døren, lettede faderen på sig: „ikke lenger enn til døren,“ sagde han, „for så langt drog jeg fader min.“ Sønnen ænsede det ikke, men drog hovedet over treskelen. „Ikke lenger enn til døren, siger jeg!“ den gamle rejste sig, kastede sønnen for sine føtter og revsede ham som et barn.“ „Dette var stygt,“ sagde flere. „Hugg dog ikke til fa’r sin,“ syntes Arne at en sagde; men han var ikke viss derpå. „Nu skal jeg fortelle {{sp|eder}} noget,“ sagde Arne, han rejste sig likblek, og visste ikke hvad han vilde sige. Han så bare ordene drive som store sne-<noinclude><references/></noinclude> a0g7hequz47atcm3h3pg196j3bq1oqs 104 87284 221262 2022-08-23T17:05:14Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|53}}</noinclude>flokker, jeg taker inni som på treff!“ og han begynte. Et troll møtte på en vej en gut, som gikk og gret. „Hvem er du mest rædd for,“ sagde trollet, „enten for dig selv eller for andre?“ Men gutten gret fordi han om natten havde drømt, han havde drept den slemme faderen sin, og derfor svarte han: „jeg er mest rædd for mig selv.“ — „Så ver i fred for dig selv og gråt aldrig mere; ti herefter skal du bare ligge i krig med andre.“ Og trollet gikk sin vej. Men den første, gutten møtte, lo av ham, og derfor lo gutten av ham igen. Den annen, han møtte, slog ham, og derfor slog gutten ham igen. Den tredje, han møtte, vilde drepe ham, og derfor drap gutten ham. Men alt folk snakkede ondt om ham, og derfor snakkede han ondt om alt folk. De stengte for ham sine skap og dører; men han stal sig til det, han skulde have, han stal sig til sin nattero. Siden han nu ikke fikk gøre noget godt, måtte han gøre bare ondt, og alt det onde, som var i folk, øvde de på ham. Men bygden gret over all den jammer, gutten gjorde; han selv gret ikke; ti han forstod det ikke. Så gikk bygden sammen og sagde: lat oss take og drukne ham; ti med ham drukner vi alt ondt, som er i bygden. Og den brønnen, hvori de druknede ham, syntes bygden siden der stod stor stank av. Gutten visste slett ikke av, han havde gjort noget ondt, og derfor kom han efter døden dri-<noinclude><references/></noinclude> i3qas6rof6pxy12iv2i9k76lx9hlhfx 104 87285 221263 2022-08-23T17:09:24Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|54}}</noinclude>vende like inn til Vårherre. Der sat på en benk den fader, han slett ikke havde drept, og likemot ham på en annen benk sat den, han havde leet av, og den, han havde slått, den, han havde drept, og alle de, han havde taket fra og gjort ondt. „Hvad for en benk er du rædd?“ spurte Vårherre og gutten pekte på den lange. „Set dig da hos fader din,“ sagde Vårherre, og gutten vilde så gøre. Da stupte faderen ned av benken med et stort øksehugg i nakken. På hans plass kom der et billede av gutten selv, men med magert ansigt og likbleke miner, ennu et med drukkent ansigt, skittent hår og hængende kropp, ennu et med vanvittigt ansigt, revne klæder og forfærdelig latter. „Hvilken benk er du nu rædd?“ sagde Vårherre. „Lat nu de to benkerne slåes,“ sagde gutten, — han kløv opp på et højt sted forat se på. Og nu gikk de sammen, den vanvittige og den, han havde leet av, faderen og alle de drepte, den drukne og alle, gutten havde gjort ondt, og gutten kastede sig på hovedet ned av himmelen, for han torde ikke vænte på hvem vant. Han falt og falt himmelen igennem, men uten at nå jorden, og da blev gutten så rædd, at han fikk gråte, og i samme stund våknede han; for han havde drømt.“ {{linje|5em}}<noinclude><references/></noinclude> jiwk20vb28d1t4skonmpywj2ogc9a7q 0 87286 221264 2022-08-23T17:10:26Z PWidergren 4874 Ny side: <pages index="Bjørnson - Arne.djvu" from=48 to=55 header=1 /> wikitext text/x-wiki <pages index="Bjørnson - Arne.djvu" from=48 to=55 header=1 /> e13z4qo43smt4wgy9u80gk4f7inf1y5 104 87287 221312 2022-08-24T11:01:31Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude> {{midt|{{sp|'''Syvende kapitel.'''}}}} {{linje|3em}} Det var dagen efter på låven i samme gård. Arne liavde drukket sig full, for første gang i sitt liv, var bleven syk av det og havde ligget på låven snart døgnet. Nu sat han overende, støttede sig på sine albuer og førte samsnakk med sig selv: „. . . . . Alting, jeg ser på, bliver til fejghet. At jeg som gutten ikke løp min vej var fejghet, at jeg hørte fa’r over mo’r var fejghet, at jeg sang ham de stygge viser, var fejghet. Jeg gav mig til at gæte, det var av fejghet, — at lese — å - ja, også av fejghet: jeg vilde gemme mig vekk for mig selv. Som voksne gutten hjalp jeg ennda ikke mo’r mot fa’r — fejghet; at jeg ikke den natten — hu! — fejghet! jeg havde kannske væntet til {{sp|hun}} var drept! — — — — Jeg kunne ikke holde det ut hjemme bakefter — fejghet; jeg rejste heller ikke min vej — fejghet; jeg gjorde ingenting, jeg gætte - - - fejghet. Jeg havde nokk lovet mo’r at blive; men jeg havde alletider veret fejg nokk til at bryte løvtet, hviss jeg ikke havde ve-<noinclude><references/></noinclude> pzymjkwy33or6rjm72oj2uuiw3sz761 104 87288 221313 2022-08-24T11:05:36Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|56}}</noinclude>ret rædd for at komme blandt folk. Ti jeg er rædd folk, mest fordi jeg tror de ser, hvor stygg jeg er. Men fordi jeg er rædd dem, snakker jeg ondt om dem — fordømt fejghet! Jeg gør viser av fejghet. Jeg tør ikke tenke bent frem i mine egne ting, bøjer derfor av inn i andres, — og det er at dikte! Jeg skulde have satt mig til at gråte, så haugerne blev til vann, skulde jeg; men så siger jeg hyss, hyss, og legger mig til at vugge. Og selve mine viser er fejge; for var de modige, så blev de bedre. Jeg er rædd sterke tanker; rædd alt sterkt; kommer jeg oppi det, er det i raseri, og raseri er fejghet. Jeg er klokere, dygtigere, mere kunnug, enn jeg ser ut til; jeg er bedre enn jeg snakker; men av fejghet tør jeg ikke vere så som jeg er. Tvi! brennevin drakk jeg av fejghet, vilde døve smerten — tvi ! gjorde ondt, drakk allikevel; drakk min faders hjærteblod, og ennda drakk jeg ! min fejghet er næmlig uten all ende. Men det fejgeste av alt er dog, at jeg kan sitte og sige mig alt dette selv! . . . . Drepe mig? pytt sa’n! dertil er jeg for fejg. Og så tror jeg litt påG ud - - - jo, jeg tror på Gud. Jeg vilde gerne til ham; men fejgheten holder mig fra ham: stor flyttning, og derfor kvider sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvde sådan som jeg formår? Almægtige, om jeg prøvde? måtte kurere mig som mitt melkeliv tålte<noinclude><references/></noinclude> m26tdcba6q75ygvx0rdtgzlkh2g8xf5 104 87289 221314 2022-08-24T11:11:06Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|57}}</noinclude>det; ti der er ikke ben i mig lenger, ej heller brusk, bare noget flytende, skvalp. — Om jeg prøvde - - - med gode, milde bøker, — rædd de sterke — ; med vakkre æventyr, sagn, alt det, som mildt er; og så en preken hverr sønndag og en bøn hverr kveld. Og ordentligt arbejde, at religionen fikk åker; kann ikke så i dovenskap. Om jeg prøvde; kære, milde min barnegud, om jeg prøvde!“ Men en åpnede låvedøren, for inn over gulvet, likblek av ansigt, skønt sveten trillede nedad det, og det var moderen. På den annen dag lette hun nu efter sin søn. Hun ropte hans navn, men stansede ikke for at lyde, bare ropte og for omkring til han svarte borti høstålet, hvor han lå. Da gav hun et højt skrik, hoppede i stålet lettere enn en gut og lå over ham - - - - - - - - - „Arne, Arne, er du her! så jeg fant dig dog, jeg har letet siden igår, jeg har letet i hele natt! Stakars, stakars Arne, jeg så de havde gjort dig ondt, jeg vilde så gerne have talt til dig og trøstet dig, men jeg tør jo aldrig tale til dig!“ — - - - - „Arne, jeg så du drakk! — o, Gud den almægtige lat mig aldrig oftere se det! — Arne, jeg så du drakk.“ — Det var lenge før hun kunne sige mere. „Jesus bevare dig, mitt barn, jeg så du drakk! - - - - - Med et var du kommen vekk for mig, drukken og sønderslått av sorg som du var, og jeg løp omkring<noinclude><references/></noinclude> fr8hbz51zg0e6zqpbfdtnyuure71t52 104 87290 221315 2022-08-24T11:20:49Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|58}}</noinclude>i alle hus, jeg var langt uti marken, jeg fant dig ikke, jeg lette i hverr kerr, jeg spurte alle folk, jeg var her også; men du svarte mig ikke - - - - Arne, Arne, jeg gikk langsmed elven, men det syntes ikke nogetsteds dypt nokk, - - - - -“ hun knugede sig inn til ham. „Da kom det så godt til brystet mitt: du måtte jo vere gått hjem, og vejen gjorde jeg visst på et kvarter, jeg åpnede og søkte i hvert rum, og så hugsede jeg først, at jeg selv havde nøklen; du kunne jo ikke vere sluppen inn. — Arne, matt har jeg letet langs vejen, på de begge kanter, jeg torde jo ikke gå til kampestupet - - - - - Jeg vet ikke, hvordan jeg er kommen hit, der er ingen, som har hjulpet mig, men ser du, om ikke Vårherre gav mig inn, at du skulde vere her!“ Hun lå lenge over ham. Han søkte at stille henne ned igen. „Arne, du drikker vel ikke oftere brennevin?“ — „Nej, du kann vere trygg.“ — „De var visst onde med dig? var de onde med dig?“ — „Ånej, det var mig, som var fejg;“ han lagde tyngde i ordet. „Forstår rett ikke, at de kann vere onde mot dig. Men hvad var det, de gjorde dig? aldrig vil du sige mig noget,“ og hun begynte at gråte igen. — „Du siger jo heller aldrig mig noget,“ sagde Arne blidt. — „Største skylden er dog din, Arne; jeg er kommen så i vane med at tie, jeg, fra fa’r din<noinclude><references/></noinclude> eixz4q9p8ad1cuk3fpnu3rjjru673v5 104 87291 221316 2022-08-24T11:30:19Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|59}}</noinclude>av, at du skulde have hjulpet mig litt på vej! — Herregud, det er da bare vi to; og vi har lidt såmeget sammen.“ — „Lat oss se til, om det ikke vil gå bedre,“ hviskede gutten. — — „Næste sønndag vil jeg lese prekenen for dig.“ — „Gud velsigne dig for det.“ — — — „Du, Arne?“ — „Ja.“ — „Jeg har noget, jeg skulde sige dig.“ — „Sig det, mo’r.“ — „Jeg berer stor synd for dig; jeg har gjort noget galt.“ — „Du, mo’r?“ — „Jo, jeg har; og dog var jeg ikke god til annet. — Arne, du må forlate mig det.“ — „Å, du har visst aldrig gjort noget galt mot mig.“ — „Jo, jeg har - - - - Gud vet det: det var bare fordi jeg holdt så meget av dig. Men du skal forlate mig det, hører du?“ — „Ja, jeg skal forlate dig det,“ — „Og så skal jeg sige dig det en annen gang - - - men du skal forlate mig det!“ — „Ja, ja, mo’r!“ — „Ser du, det er vel derfor, det har veret så tungt at tale til dig; jeg har båret synd for dig.“ — „Herregud, tal ikke så, mo’r!“ — „Nu er jeg glad, jeg har fått sagt såmeget.“ — „Vi skal tale mere sammen, vi to, mo’r!“ — „Ja, det skal vi, — og så leser du jo prekenen for mig?“ — „Ja, det gør jeg.“ — „Stakars Arne; Gud velsigne dig!“ — „Jeg tror det er best, vi to går hjem.“ — „Ja, vi to går hjem.“ — „Du ser dig så om, mo’r?“ — „Ja; fa’r din har ligget på denne låven og gråtet.“ — „Fa’r?“ spurte Arne<noinclude><references/></noinclude> ghwbtihslkgte6u8gaohjm2cw6vuu0n 104 87292 221317 2022-08-24T11:31:39Z PWidergren 4874 /* Korrekturlest */ proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midt|60}}</noinclude>og blev likblek. „Stakars Nils; det var den dagen, du blev båren over dåpen.“ „Du ser dig så om, Arne?“ {{linje|5em}}<noinclude><references/></noinclude> mww0sml3oam4gza1vsz5pah6ftj0zfa 0 87293 221318 2022-08-24T11:32:33Z PWidergren 4874 Ny side: <pages index="Bjørnson - Arne.djvu" from=56 to=61 header=1 /> wikitext text/x-wiki <pages index="Bjørnson - Arne.djvu" from=56 to=61 header=1 /> 13yd54qz1zyc4ulyn8dr1pupdaogzqz