Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.10 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 102 1791 325774 216444 2026-07-07T22:21:41Z Øystein Tvede 3938 325774 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = Niccolò |etternavn = Machiavelli |beskrivelse = Italiensk forfatter, statsmann og filosof }} ==Tekster== * ''[[Fyrsten]]'' (1898) ==Sekundærlitteratur== * [[Renæssanse-mennesker]] av [[Forfatter:Hans E. Kinck|Hans E. Kinck]], 1916. {{PD-old}} [[Kategori:Italienske forfattere]] [[Kategori:Filosofer]] [[Kategori:Forfattere fra Firenze]] 0o77pv4jke0bz98f1d0p22vzyldssma 106 139966 325713 2026-07-07T20:08:45Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 325713 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} 6qz0lwebdkzcdxmnlcuou31ekbvpbmc 104 139967 325714 2026-07-07T20:10:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325714 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|FYRSTEN af Niccolo Machiavelli florentinsk sekretær og borger Oversat af Fr. Weisse adjunkt Kristiania Det norske Aktieforlag (Bibliothek for de tusen hjem). 1898}}<noinclude><references/></noinclude> rv61jd36350pm4cr11fwwuxcio11msa 325715 325714 2026-07-07T20:10:44Z Øystein Tvede 3938 325715 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|FYRSTEN af Niccolo Machiavelli florentinsk sekretær og borger Oversat af Fr. Weisse adjunkt Kristiania<br> Det norske Aktieforlag<br> (Bibliothek for de tusen hjem).<br> 1898}}<noinclude><references/></noinclude> hesl7qdhh67rb7mela8887grf7tiilq 104 139968 325716 2026-07-07T20:12:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325716 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Nationaltrykkeriet}}<noinclude><references/></noinclude> ch6gs5gr8m78jnh8cwngh0nx2s41vkc 104 139969 325717 2026-07-07T20:13:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325717 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Indledning.}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste ; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saa dan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde ind beretninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med for træffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de for drevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatter skab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere", som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som sam tidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> o01xfq37o86zuxehal36120n22x9pxu 325718 325717 2026-07-07T20:14:26Z Øystein Tvede 3938 325718 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Indledning.}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saa dan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde ind beretninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med for træffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de for drevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatter skab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som sam tidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> o1it9uto7fvjz6pt6yu9tlbpfehdt6p 325723 325718 2026-07-07T20:21:09Z Øystein Tvede 3938 325723 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Indledning.}}}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saadan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde indberetninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med fortræffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de fordrevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatterskab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som sam tidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> b7i4blvpc2m28fb6zh73j6252kspiz0 325724 325723 2026-07-07T20:21:33Z Øystein Tvede 3938 325724 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Indledning.}}}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saadan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde indberetninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med fortræffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de fordrevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatterskab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som samtidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> tt77b8hku9ekann4u12pgsap9byrb6i 104 139970 325719 2026-07-07T20:15:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325719 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>væsentlig i historiske og politiske arbeider — ellers er der af ham ogsaa etpar dramaer og nogle vers, deri blandt atter to „decennaler“ over samtidens italienske historie. Af hans skrifter kan nævnes „Firenzes historie" skreven paa pave Leo X's opfordring — en nøgtern fremstilling, uden ros og dadel over personerne, og derfor lovprist af Bacon. Særdeles vigtig for opfatningen af Machiavellis eget politiske ideal er hans „Betragtninger .over Titus Livius' første dekade"; man ser her, at en sterk republik, med et kraftigt borger liv og en kraftig hær, begeistrer ham som den skjønneste stat. Af megen interesse er hans „Krigskunst“. Han gik, overensstemmende baade med de antike og de moderne staters indbyrdes forhold, ud fra en stadig kamp staterne imellem, og han elskede den som kraftens høieste udfoldelse ; det er betegnende, at han anker over kristen dommen fordi den har svækket den krigerske aand hos folkene. Hos samtidens hære fandt han lidet system, og de havde ogsaa, navnlig i Italien, den feil at være leiede. Hans store middel til at hæve sit land til nyt og selvr stændigt liv er da borgerhære, under generaler for hvem taktiken er en lidenskab. Imidlertid tilfredsstillede dette literære arbeide ikke Machiavelli. Han ønskede sig atter ind i den politiske tjeneste. Han dedicerede da i 1515 til den herskende Mediceer, Lorenzo, brodersøn af pave Leo X, en bog han kaldte „Fyrsten“, der gav anvisning paa de midler en fyrste burde benytte forat naa sine ærgjerrige maal. Men Machiavelli blev skuffet; han blev ikke anvendt til noget før flere aar senere, og da kun til übetydeligheder. Han døde i 1527. Intet af Machiavellis arbeider kan i berømmelse<noinclude><references/></noinclude> 7t0hg2ifn247csekdam8in7kz5bc8i5 325721 325719 2026-07-07T20:19:32Z Øystein Tvede 3938 325721 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>væsentlig i historiske og politiske arbeider — ellers er der af ham ogsaa etpar dramaer og nogle vers, deriblandt atter to „decennaler“ over samtidens italienske historie. Af hans skrifter kan nævnes „Firenzes historie" skreven paa pave Leo X's opfordring — en nøgtern fremstilling, uden ros og dadel over personerne, og derfor lovprist af Bacon. Særdeles vigtig for opfatningen af Machiavellis eget politiske ideal er hans „Betragtninger .over Titus Livius' første dekade"; man ser her, at en sterk republik, med et kraftigt borgerliv og en kraftig hær, begeistrer ham som den skjønneste stat. Af megen interesse er hans „Krigskunst“. Han gik, overensstemmende baade med de antike og de moderne staters indbyrdes forhold, ud fra en stadig kamp staterne imellem, og han elskede den som kraftens høieste udfoldelse ; det er betegnende, at han anker over kristendommen fordi den har svækket den krigerske aand hos folkene. Hos samtidens hære fandt han lidet system, og de havde ogsaa, navnlig i Italien, den feil at være leiede. Hans store middel til at hæve sit land til nyt og selvstændigt liv er da borgerhære, under generaler for hvem taktiken er en lidenskab. Imidlertid tilfredsstillede dette literære arbeide ikke Machiavelli. Han ønskede sig atter ind i den politiske tjeneste. Han dedicerede da i 1515 til den herskende Mediceer, Lorenzo, brodersøn af pave Leo X, en bog han kaldte „Fyrsten“, der gav anvisning paa de midler en fyrste burde benytte forat naa sine ærgjerrige maal. Men Machiavelli blev skuffet; han blev ikke anvendt til noget før flere aar senere, og da kun til übetydeligheder. Han døde i 1527. Intet af Machiavellis arbeider kan i berømmelse<noinclude><references/></noinclude> s0krqlyt8leou8o5s5nyyn1cajwb3h4 325722 325721 2026-07-07T20:20:12Z Øystein Tvede 3938 325722 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>væsentlig i historiske og politiske arbeider — ellers er der af ham ogsaa etpar dramaer og nogle vers, deriblandt atter to „decennaler“ over samtidens italienske historie. Af hans skrifter kan nævnes „Firenzes historie“ skreven paa pave Leo X's opfordring — en nøgtern fremstilling, uden ros og dadel over personerne, og derfor lovprist af Bacon. Særdeles vigtig for opfatningen af Machiavellis eget politiske ideal er hans „Betragtninger .over Titus Livius' første dekade"; man ser her, at en sterk republik, med et kraftigt borgerliv og en kraftig hær, begeistrer ham som den skjønneste stat. Af megen interesse er hans „Krigskunst“. Han gik, overensstemmende baade med de antike og de moderne staters indbyrdes forhold, ud fra en stadig kamp staterne imellem, og han elskede den som kraftens høieste udfoldelse ; det er betegnende, at han anker over kristendommen fordi den har svækket den krigerske aand hos folkene. Hos samtidens hære fandt han lidet system, og de havde ogsaa, navnlig i Italien, den feil at være leiede. Hans store middel til at hæve sit land til nyt og selvstændigt liv er da borgerhære, under generaler for hvem taktiken er en lidenskab. Imidlertid tilfredsstillede dette literære arbeide ikke Machiavelli. Han ønskede sig atter ind i den politiske tjeneste. Han dedicerede da i 1515 til den herskende Mediceer, Lorenzo, brodersøn af pave Leo X, en bog han kaldte „Fyrsten“, der gav anvisning paa de midler en fyrste burde benytte forat naa sine ærgjerrige maal. Men Machiavelli blev skuffet; han blev ikke anvendt til noget før flere aar senere, og da kun til übetydeligheder. Han døde i 1527. Intet af Machiavellis arbeider kan i berømmelse<noinclude><references/></noinclude> h961rmd71ovinklawauqpnw3cjswbc7 104 139971 325720 2026-07-07T20:18:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325720 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>maale sig med „Fyrsten“. Det er efter „Fyrsten“ man dømmer ham; selv literære kritikere synes ofte kun at kjende og tage hensyn til dette verk. I den almindelige bevidsthed staar han som en mytologisk figur, en ''advocatus diaboli'', en som har villet sætte svig og vold i rettens sted, har haanet det gode, og sat det onde i høisædet som verdensmagten. Han er bleven repræsentant for vrangsiden af menneskenaturen. — Machiavelli er forsvunden i denne betragtning, det er kun Machiavellismen, et distillationsprodukt, som er igjen. Nogle har, for at finde en menneskelig forklaring paa „Fyrsten“, paastaaet, at den maa opfattes ironisk. Den skulde være et speilbillede af tiden, bestemt til at aabne menneskenes øine for det forfærdelige i den gjængse moral, navnlig den politiske. Andre igjen har villet finde forklaringen i bogens sidste kapitel: „Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.“ Det hele skrift skulde være et patriotisk opraab, stilet til den med længsel ventede redningsmand for Italien. Denne redningsmand maatte, som forholdene var, være en fyrste, og de hensynsløse midler som anbefaledes, skulde kun retfærdiggjøres af den hellige krig. Heller ikke disse forklaringer holder stik. Den rigtige opfatning kan man kun faa ved at se hvad Machiavelli selv skriver om „Fyrstens“ tilblivelse, dernæst ved at sætte sig ind i tidens almindelige karakter og det eiendommelige ved Machiavellis egen. Vi ser af et brev fra forfatteren til en ven, at titlen paa dette „indfald“, som han kaldte bogen, oprindelig var „Om monarkier“. Han vilde give frugten af sine klassiske studier over denne statsform, og samtidig — som han pleiede —, til yderligere bevis for sine teorier,<noinclude><references/></noinclude> 4jow8c53r395fxt36pp5nioed2t1vb9 104 139972 325725 2026-07-07T20:23:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325725 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>meddele sine egne, selvoplevede, erfaringer. Saa faldt det ham ind at dedicere bogen til en mand der kunde hjælpe ham: han siger selv, at saaledes som han nu har det, kan det ikke gaa længer, hans armod bliver uanstændig. Han tænkte da først paa Giuliano de'Medici, hertug af Nemours (en søn af Lorenzo il Magnifico), som var Kirkens general, men ombestemte sig for Lorenzo de'Medici, hertug af Urbino. — Bogen selv viser os, at han har grebet anledningen til ogsaa at slaa til lyd for den store tanke: Italiens enhed. Skriftet er altsaa samtidig en videnskabelig studie og har to praktiske formaal. Men heri er der for Machiavelli intet underligt, som nedenfor skal vises. ''Det'' praktiske formaal, som dedikationen skulde tjene, viser sig imidlertid forsaavidt at have haft den afgjørende indflydelse, som interessen af den grund endnu mere end det ellers vilde være blevet tilfældet, har samlet sig om ''erobringsfyrsten''. Derimod har ikke egennytten her bragt Machiavelli til at skrive mod sin overbevisning, eller endog til at begaa forræderi, som mange har kaldt det. At „Fyrstens“ teorier ikke stred mod de gjængse, ser man allerede deraf, at ingen tog anstød af den. Den blev ikke udgiven i forfatterens levetid, men var kjendt, og blev plagieret af en Nifo i Roma; men senere kom der en udgave, udgiven med paveligt privi legium. Det var først en tid efter, at man tog afstand fra bogen: i 1559 kom ikke blot „Fyrsten“, men alle Machiavellis skrifter, paa pavens „Index“ over forbudne bøger. Tidens løsen, den idé som paavirker den dybest, er: Aandernes emancipation fra teologien og skolastiken. Kirken havde villet gjøre al tænkning teologisk og skolastisk;<noinclude><references/></noinclude> 3ttwp02lf8i9e2o8i1emn698r6810ns 104 139973 325726 2026-07-07T20:24:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325726 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dens statslære aner man af indledningsordene til den store kirkelærer Thomas Aquinas' bog „0m fyrsternes regjering": han vil følge „''den Guddommelige Skrifts autoritet, filosofernes læresætninger'', og anpriste fyrsters eksempler“. — Dette synspunkt gjorde aanderne umyn dige og fri tænkning i nogensomhelst forstand umulig. Bogdyrkelsen tråk et slør for virkeligheden. Men mere og mere gjorde den forsømte virkelighedssans sig gjældende. Reaktionen maatte nødvendigvis blive voldsom; man skyede instinktmæssigt alt hvad der bar Kirkens stempel. Naturligvis havde praksis sjelden fidgt de teologiske doktriner, men gjennembruddet kommer dog først rigtig, da det bevidste grundsyn forandres. Dets umiddelbare virkning er en principiel forkastelse af al absolut moral, fordi en saadan hidtil havde været uopløselig knyttet til Kirken. — At Kirkens egne mænd i praksis følger den almindelige moralske vantro, fremstilles ofte, ogsaa af Machiavelli, omvendt saa, at „vi Italienere har Kirken og prestemo at takke for at vi er blevne religionsløse og slette mennesker“. Det hed altsaa : bort med al autoritet. Man hyldede nu istedetfor erfaringsprincipet, og erfarede da helst det modsatte af hvad der skulde troes. Navnlig i politiken var dog ogsaa de moderne sterkt bundne af autoriteter — dog ikke Kirkens autoritet, men de hedenske klas sikeres; ogsaa tiden selv vilde have fun det det vanskeligt at skille sine klassiske laan ud fra sin egen tænkning — denne var gjennemsyret af klassiciteti. De store sværmeres ideal var republiken — man erindrer Arnoldo fra Brescia og Girolamo Savonarola. Ogsaa ellers ansaaes vel denne statsform for den ædleste<noinclude><references/></noinclude> 0w48brlsu6ff71dbd595ep6b0064mbc 104 139974 325727 2026-07-07T20:26:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325727 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og menneskene værdigste — saaledes af Machiavelli — ; men ideen modvirkedes baade af de faktiske forhold med en mængde „tyrannier“, og af andre, mere generelle teorier. Historien var ikke en stadig udvikling; staternes liv var som individernes, de steg til middagshøide og sank til aften. Menneskene var naturlig slette; der maatte mekanisk tvang til foråt holde dem paa lovens vei, og blev ikke det gjort, vilde staten falde og indbyggerne med den. Der maa altsaa stadig findes en kraft som kan holde det hele oppe. (Denne kraft („virtu“) søgtes med antiken — hos de enkelte „store“ eller „storsindede“ individer, og efter den bedømte man enhver politisk personlighed. Da det nu ikke nytter at tage sagen med det gode for en saadan statens opretholder, og staten for enhver pris maa opretholdes, følger deraf, at det private livs norm for godt og ondt ikke gjælder her. En regent — med eller uden titel af saadan — har ret og pligt til ikke at tåge saadanne hensyn: hans hensyn er kun det heles eksistens. Saa ophøiet maa han være over „godt og ondt“, at man, siger Machiavelli, vanskelig finder en natur, urkraftig nok til at holde maalet. Man kommer herved let til at beundre „kraften“ (estetisk, uden hensyn til om den anvendes i det øiemed hvormed man egentlig retfærdiggjorde den. Italienerne gik endnu videre — og for den sags skyld var udlændingerne ikke bedre — : alle de forbrydelser der var lovlige midler for „kraften“, nød man for deres egen skyld; den italienske grusomhed fraadser i dem. Teorien som helhed bunder i klassicisme; dens konsekvenser for følelsen betinges af alle de intriger og<noinclude><references/></noinclude> ie2cwlb2ey3aq7ugf2zz2sfpvpqak3c 104 139975 325728 2026-07-07T20:43:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325728 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>VII falsknerier, al den mened, gift, og dolk, som anvendtes af det virvar af fyrster og republiker der kjæmpede alles kamp mod alle, uden at — i Italien —al denne „kraft“ magtede sit rette maal, at samle nationen. Machiavellis egen aand stemmer, i sin sammenssetning, med tiden, ligesaa vist som han er en fuldblods type paa de blivende grundtræk i italiensk nationalkarakter. Men faa, om nogen, har tænkt tidens og nationens tanker saa ''stort'', og givet dem en saa klar, ja elegant form. Det ypperste træk ved ham er hans sans for de store linjer i historien, og for de store ideer idethele. Hvad der fremfor noget er ham om at gjøre, er at søge, og vise, den røde traad, de faktorer i kulturen og i institutionerne, som giver livet dets form. I sine historiske skrifter kan han være unøiagtig nok i detaljer, men han har et genialt blik. Ogsaa ellers evner han at se kjernen ved tingen. Intet karakteriserer ham bedre som tænker end den ytring i lystspillet „Mandragola“: Jeg tror, at det er det bedste, som er til de ''flestes'' vel, og som gjør de ''fleste'' lykkelige“. Den der har sagt dette, er en stor aand, og en moderne aand. — Han forfalder aldrig til at nyde mord og vold i sig selv; det er ikke Cesares grusomhed han beundrer, men hans overlegne forstand paa de midler der kunde føre til maalet, og den rigsidé som han troede Cesare forfulgte. Men det er ikke blot tænkerens interesse han har for ideerne. Han er en entusiast. Ikke et øieblik spørger han sig selv, om ideen lader sig gjennemføre; aldrig slaar han af paa dens krav. Han beklager kun, at den menneskelige natur sjelden eller aldrig er sterk nok til de høieste fordringer til viljen. Den „store“ mands<noinclude><references/></noinclude> aoxnk5ttv713dtj9gmn9csnk0ddcanu 104 139976 325729 2026-07-07T20:45:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325729 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sterke vilje og hans „virtu“ er hans ideal. Derfor er der saadan varme over hans skildring af Cesare. — Han er idethele behersket af statsinteresse. Den romerske republik er hans sværmeri, paa grund af dens kraftige indre liv, men endmere paa grund af dens styrke udadtil. At være borger i en saa fri og mægtig stat, det var en mand værdigt. Saaledes vilde han gjerne have seet Firenze blomstre. Han forsvarede jo ogsaa republiken til det sidste. Side om side med entusiasmen virker hos ham en intens virkelighedstrang. Han raillerer oftere, saaledes ogsaa i „Fyrsten", over den teologiske opfatning, der vil regjere verden med lutter moral. Hvad særlig politiken angaar, siger han i denne bog, kap. XVIII, med ord man gjenfinder hos flere samtidige, „mange har tænkt sig stater og republiker der aldrig har eksisteret“. ''Han'' vil kun befatte sig med virkeligheden. Imidlertid hindrer hans entusiasme ham i at se nøgternt paa denne virkelighed. Den skjærper resultatet af han& erfaringer som diplomat til pessimisme og kynisme. Denne verden er slet, saa slet, at det er ulønsomt og dumt at være en brav mand. Betal med samme mynt! Det heder et sted i „Fyrsten“, at man gjerne kan forurette sine medmennesker — thi ellers kan man være vis paa at blive forurettet af dem — det gjælder kun at komme først. Kort sagt: moralen spiller jo dog ingen rolle her i verden — hvad skal det saa være til at tåge den med i regningen. Det er et altfor irrationelt element, kan aldrig gjennemføres, og virker derfor kun skadelig. — Sværmerens naivetet træder her klart frem: naivt maa det jo kaldes at ville borteliminere moralen. Saa tænker den begeistrede politiker Machiavelli.<noinclude><references/></noinclude> k0jeh1r3uec51f6ji5eqojfgz8ki9j2 104 139977 325730 2026-07-07T20:46:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325730 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men han ser ikke altid ens paa tingene. Menneskene gjør ofte et bedre indtryk paa ham, nåar han ikke er den strenge statsmand; og han mener det ærlig nok, naar han siger at Agathokles og lignende tyranner ikke kan kaldes store, fordi de kun benyttede sig af „forbrydelser og anden utaalelig vold". — Det er jo livet som er ham om at gjøre, ikke filosofiske doktriner: lad doktrinerne være stive, livet er mangfoldigt og vekslende. Af temperament, og som stilist, stiller han tankerne paa spidsen og gjør dem til paradokser; men han er smidig, kan se fra flere sider, og bryder sig lidet om selvmodsigelser. — Flere end én praktisk statsmand ligner ham heri. Ett maa holdes for øie, naar man hører, hvor hensynsløst han omgaaes med menneskeliv. Det er altid de store herrer det gaar ud over, og de var saavidt lige hinanden, at det nok ofte blot gjaldt at komme først. Folket derimod vil han, af klogskabshensyn, have skaanet. Men han er ogsaa velvillig stemt mod det jevne folk; det er svagt og uselvstændigt, men vil man finde de dyder som de store ikke besidder, maa man gaa til det; der finder man ærlighed og godhed. I sin personlige færd har han været en hædersmand. Hans troløse helte forbløffedes, naar de selv mødte troløshed; Machiavelli gaar ud fra mennneskenes upaalidelighed, men vil ikke dele den. Man føler det er sandt hvad han siger i det nævnte brev om „Fyrsten“: — „At jeg er at stole paa, og holder ord, det viser hele mit liv; ingen kan der pege paa en troløs handling“. Han er, som tidligere sagt, bleven haardt bedømt, fordi han sendte „Fyrsten“ til sin fødebys tyran, og han er bleven kaldt forræder. Det er han imidlertid ikke,<noinclude><references/></noinclude> sytd3dgd5k145qfrbhl2cqu3x29sql7 104 139978 325731 2026-07-07T20:47:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325731 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>X og hverken samtiden eller han selv opfattede sagen saa. Han var jo kun en underordnet diplomatisk agent, og kunde derfor uden forræderi tjene landets hersker, selvom hans egne sympatier var republikanske ; hvorledes skulde det se ud — vilde han sige —, om alle landets tjenere negtede at tjene under en statsform de alligevel ikke kunde fjerne? Han havde kjæmpet for Firenzes frihed, saalænge modstand mod Mediceeren var mulig, hvad kunde han mere gjøre? Forrædernavnet gaar han fri for. Det er dog ikke derfor sagt, at man kan anerkjende hans holdning. Lad være, at republikens sag var tabt; at verket oprindelig var en almen studie ; at rigstanken spiller med — det er umuligt at forsone sig med det, at han sender undertrykkeren en bog der lægger alle midler tilrette forden værste tyran. Det er dog for smidigt, at man ikke blot akcepterer det for tiden nødvendige onde, men støtter det. Det er mangel paa den rette stolthed og sans for egen værdighed; han forstod ikke at trodsige, uafhængige, karakterers passive modstand mod undertrykkeren er frihedens sidste anker, indtil det atter gaar an at slaa et slag. Michelangelo var stoltere, og saa længer, da han negtede at bygge en fæstning for hertugen af Firenze. Machiavelli var elt igjennem Italiener af karakter; men hvad der gjør at vor tids Italienere tilbeder ham, er hans glødende kjærlighed til ''hele'' Italien og dets uafhængighed. Han, fremfor nogen, har holdt den hellige ild vedlige, indtil timen kom. Gjennem mange aar, lige til sin dødsdag, holdt han fast ved rigstanken, medens andre, som den koldsindigere Guicciardini, afviste dens mulighed; her kastede han al tvil overbord, her tilslørede ingen menneskeforagt hans ideal. Hans hjerte<noinclude><references/></noinclude> 0tnfmhrrojwb4u87soc7us4ymral609 325732 325731 2026-07-07T20:48:07Z Øystein Tvede 3938 325732 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>X og hverken samtiden eller han selv opfattede sagen saa. Han var jo kun en underordnet diplomatisk agent, og kunde derfor uden forræderi tjene landets hersker, selvom hans egne sympatier var republikanske ; hvorledes skulde det se ud — vilde han sige —, om alle landets tjenere negtede at tjene under en statsform de alligevel ikke kunde fjerne? Han havde kjæmpet for Firenzes frihed, saalænge modstand mod Mediceeren var mulig, hvad kunde han mere gjøre? Forrædernavnet gaar han fri for. Det er dog ikke derfor sagt, at man kan anerkjende hans holdning. Lad være, at republikens sag var tabt; at verket oprindelig var en almen studie; at rigstanken spiller med — det er umuligt at forsone sig med det, at han sender undertrykkeren en bog der lægger alle midler tilrette forden værste tyran. Det er dog for smidigt, at man ikke blot akcepterer det for tiden nødvendige onde, men støtter det. Det er mangel paa den rette stolthed og sans for egen værdighed; han forstod ikke at trodsige, uafhængige, karakterers passive modstand mod undertrykkeren er frihedens sidste anker, indtil det atter gaar an at slaa et slag. Michelangelo var stoltere, og saa længer, da han negtede at bygge en fæstning for hertugen af Firenze. Machiavelli var elt igjennem Italiener af karakter; men hvad der gjør at vor tids Italienere tilbeder ham, er hans glødende kjærlighed til ''hele'' Italien og dets uafhængighed. Han, fremfor nogen, har holdt den hellige ild vedlige, indtil timen kom. Gjennem mange aar, lige til sin dødsdag, holdt han fast ved rigstanken, medens andre, som den koldsindigere Guicciardini, afviste dens mulighed; her kastede han al tvil overbord, her tilslørede ingen menneskeforagt hans ideal. Hans hjerte<noinclude><references/></noinclude> 7glr3l7ny02r2et0hdapz69lt4zkjmi 325733 325732 2026-07-07T20:48:19Z Øystein Tvede 3938 325733 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og hverken samtiden eller han selv opfattede sagen saa. Han var jo kun en underordnet diplomatisk agent, og kunde derfor uden forræderi tjene landets hersker, selvom hans egne sympatier var republikanske ; hvorledes skulde det se ud — vilde han sige —, om alle landets tjenere negtede at tjene under en statsform de alligevel ikke kunde fjerne? Han havde kjæmpet for Firenzes frihed, saalænge modstand mod Mediceeren var mulig, hvad kunde han mere gjøre? Forrædernavnet gaar han fri for. Det er dog ikke derfor sagt, at man kan anerkjende hans holdning. Lad være, at republikens sag var tabt; at verket oprindelig var en almen studie; at rigstanken spiller med — det er umuligt at forsone sig med det, at han sender undertrykkeren en bog der lægger alle midler tilrette forden værste tyran. Det er dog for smidigt, at man ikke blot akcepterer det for tiden nødvendige onde, men støtter det. Det er mangel paa den rette stolthed og sans for egen værdighed; han forstod ikke at trodsige, uafhængige, karakterers passive modstand mod undertrykkeren er frihedens sidste anker, indtil det atter gaar an at slaa et slag. Michelangelo var stoltere, og saa længer, da han negtede at bygge en fæstning for hertugen af Firenze. Machiavelli var elt igjennem Italiener af karakter; men hvad der gjør at vor tids Italienere tilbeder ham, er hans glødende kjærlighed til ''hele'' Italien og dets uafhængighed. Han, fremfor nogen, har holdt den hellige ild vedlige, indtil timen kom. Gjennem mange aar, lige til sin dødsdag, holdt han fast ved rigstanken, medens andre, som den koldsindigere Guicciardini, afviste dens mulighed; her kastede han al tvil overbord, her tilslørede ingen menneskeforagt hans ideal. Hans hjerte<noinclude><references/></noinclude> rikzqsz8tun4hiccydp0hg7frslwfpz 104 139979 325734 2026-07-07T20:55:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325734 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bløder, det er et skrig. — Ogsaa hans store middel til ønskets opfyldelse stemmer med vort aarhundredes nationalitetsbevægelse: han blev jo aldrig træt af at arbeide for den nationale hær. Vi ser en stort og varmt tænkende mand, med ensidig udviklede og ensidig udtalte anskuelser, som neppe kan tænkes i den form, uden under paavirkning af netop de aars italienske politik Machiavelli oplevede. Saa uhyrlige disse anskuelser er, mildnes dog, som altid, vor dom, naar vi ser, hvoraf de er fremgaaede. Erindres maa det ogsaa, at der egentlig kun er en gradsforskjel, ikke en væsensforskjel, mellem disse og de nu gjængse politiske anskuelser. Politiske mord begaaes vel neppe nu af de herskende, og agtes ikke for tilladte. Men det at holde tro og løfter, og være retfærdig og ærlig, agtes jo ingenlunde nødvendigt i den høiere politik. Særlig erklæres det for umuligt og ligegyldigt nationerne indbyrdes imellem. Men ogsaa indén rigerne følges ofte nok „machiavelliske“ principer; fremfor alt blev de fulgte under de store nationalitetsbevægelser i vort aarhundrede. Der oprandt da en ny æra for Machiavelli; interessen for ham blev større end nogensinde. For statsmænd blev hans statslære et evangelium, for historiens dyrkere fik han en overordentlig tiltrækning, og hans skrifter er i Italien fremdeles gjenstand for dybe studier. Hvas er hans tale, og endnu er der liv nok i ham. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 8f1lh4jtqiefhmc382ccglwyf7r9hox 104 139980 325735 2026-07-07T20:55:54Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 325735 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 139981 325736 2026-07-07T20:56:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325736 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|{{xxx-større|FYRSTEN.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 5k67jfks989arzicp5mrk5zx268pz8m 325737 325736 2026-07-07T20:57:11Z Øystein Tvede 3938 325737 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|{{xxx-større|{{sp|FYRSTEN.}}}}}}<noinclude><references/></noinclude> 2ai8qjlmqkyjn8hnjoa2rzkzwm4kzpk 104 139982 325738 2026-07-07T20:57:20Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 325738 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 139983 325739 2026-07-07T21:22:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325739 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Niecolo Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Mediei,<br> Pieros søn. De som ønsker at vinde yndest hos en fyrste, pleier oftest at gaa til ham med det dyreste de eier, eller det som de ser han sætter størst pris paa; derfor ser man ofte, at de faar til gave heste, vaaben, guldvirkede klæder, ædle stene, og lignende pryd, der er deres storhed værdig. Da nu jeg ønsker at fremtræde for Eders Herlighed med et bevis paa min underdanige iver i Eders tjeneste, har jeg ikke af alt mit eie fundet noget jeg har mere kjært eller sætter saa høit, som den kundskab om store mænds handlinger jeg har erhvervet mig gjennem lang erfaring i nutidens begivenheder og stadig læsning om fortidens; disse handlinger har jeg nu med stor omhu i lang tid gjennemtænkt og udgransket, og sender nu udbyttet, samlet i et lidet bind, til Eders Herlighed. Og ihvorvel jeg anser dette arbeide uværdigt til at fremlægges for Eders Herlighed, haaber jeg dog for vist, at I i Eders naade vil finde det kjærkomment, i betragtning af at jeg ikke kan yde Eder nogen større gave end en bog, som vil sætte Eder i stand til i kort tid at tilegne Eder alt hvad jeg i saamange aar og under saamange ulykker og<noinclude><references/></noinclude> 31qdhh6zs7qopv2vcg5jdsl6gls42dn 325740 325739 2026-07-07T21:22:43Z Øystein Tvede 3938 325740 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Mediei,<br> Pieros søn.}} De som ønsker at vinde yndest hos en fyrste, pleier oftest at gaa til ham med det dyreste de eier, eller det som de ser han sætter størst pris paa; derfor ser man ofte, at de faar til gave heste, vaaben, guldvirkede klæder, ædle stene, og lignende pryd, der er deres storhed værdig. Da nu jeg ønsker at fremtræde for Eders Herlighed med et bevis paa min underdanige iver i Eders tjeneste, har jeg ikke af alt mit eie fundet noget jeg har mere kjært eller sætter saa høit, som den kundskab om store mænds handlinger jeg har erhvervet mig gjennem lang erfaring i nutidens begivenheder og stadig læsning om fortidens; disse handlinger har jeg nu med stor omhu i lang tid gjennemtænkt og udgransket, og sender nu udbyttet, samlet i et lidet bind, til Eders Herlighed. Og ihvorvel jeg anser dette arbeide uværdigt til at fremlægges for Eders Herlighed, haaber jeg dog for vist, at I i Eders naade vil finde det kjærkomment, i betragtning af at jeg ikke kan yde Eder nogen større gave end en bog, som vil sætte Eder i stand til i kort tid at tilegne Eder alt hvad jeg i saamange aar og under saamange ulykker og<noinclude><references/></noinclude> 6sl03fae2alinwce4odiiil7uvmopge 325741 325740 2026-07-07T21:23:01Z Øystein Tvede 3938 325741 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici,<br> Pieros søn.}} De som ønsker at vinde yndest hos en fyrste, pleier oftest at gaa til ham med det dyreste de eier, eller det som de ser han sætter størst pris paa; derfor ser man ofte, at de faar til gave heste, vaaben, guldvirkede klæder, ædle stene, og lignende pryd, der er deres storhed værdig. Da nu jeg ønsker at fremtræde for Eders Herlighed med et bevis paa min underdanige iver i Eders tjeneste, har jeg ikke af alt mit eie fundet noget jeg har mere kjært eller sætter saa høit, som den kundskab om store mænds handlinger jeg har erhvervet mig gjennem lang erfaring i nutidens begivenheder og stadig læsning om fortidens; disse handlinger har jeg nu med stor omhu i lang tid gjennemtænkt og udgransket, og sender nu udbyttet, samlet i et lidet bind, til Eders Herlighed. Og ihvorvel jeg anser dette arbeide uværdigt til at fremlægges for Eders Herlighed, haaber jeg dog for vist, at I i Eders naade vil finde det kjærkomment, i betragtning af at jeg ikke kan yde Eder nogen større gave end en bog, som vil sætte Eder i stand til i kort tid at tilegne Eder alt hvad jeg i saamange aar og under saamange ulykker og<noinclude><references/></noinclude> paxzoktjq88phevd30bw8n17argxd2j 104 139984 325742 2026-07-07T21:24:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325742 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>farer har lært. Jeg har ikke villet smykke og forsire dette arbeide med klangfulde perioder, eller pompøse og prægtige ord, eller nogen anden ydre tillokkelse og pryd, hvormed mange pleier at smykke sit verk; thi jeg har villet, at skulde det komme til ære, da skulde alene stoffets rigdom og emnets betydning vinde det yndest. Maatte det heller ikke ansees for anmassende, at en mand i lav og ringe stilling drister sig til at drøfte og give regler for fyrsternes styrelse; thi ligesom den der optager plan af en egn, stiller sig lavt nede paa sletten for at studere fjeldenes og de høitliggende steders natur, og for at studere lavlandets natur stiller sig høit oppe 'paa tjeldene, saaledes maa man for ret at forståa folkenes natur være fyrste, og forat forstaa fyrsternes natur vel maa man være af folket. Maatte da Eders Herlighed modtage denne lille gave i samme aand hvori jeg sender den; hvis I vil læse den og gjennemtænke den omhyggelig, vil I fornemme, at mit inderligste ønske er, at I maatte naa den storhed, som lykken og Eders store egenskaber lover Eder. Og hvis Eders Herlighed fra sin høiheds tinde en gang vil vende blikket mod disse ringe steder, vil I fornemme, hvor ufortjent jeg lider under en haard skjæbnes stadige ugunst.<noinclude><references/></noinclude> mvxykrs35eghw8z0us2lmqv7j5u4v7a 104 139985 325743 2026-07-07T21:27:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325743 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|Kapitel I. '''Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader<br> hvorpaa man erhverver sig dem.'''}} Alle de stater, alle de styrer, hvorunder menneskene har levet og lever, har været og er enten republikanske eller monarkiske. Fyrstevælderne er enten arvelige, naar den samme herskeræt i lang tid har indehaft fyrstestillingen i dem, eller de er nye. De nye er enten helt nye, saaledes som Milano var for Francesco Sforza,<ref>Francesco Sforza er en af Machiavellis helte. Han opdroges til kriger af sin fader, condotttieren Muzio Attendolo Sforza, der nævnes i kap. XII. Ved faderens død blev han chef for hans tropper. Senere egtede han en datter af Milanos hertug, Filippo Maria Visconti, og blev Milanos „capitano“, ɔ: generalissimus. Da F. Maria døde i 1447 uden mandlige arvinger, erklærede Milano sig for republik, men beholdt grev Francesco som capitano. Greven vilde imidlertid blive herre over byen; han slog dens fiender Venezianerne ved Caravaggio, men sluttede saa forlig med dem, hvorefter de skulde hjælpe ham at tåge Milano. Kort efter sluttede rigtignok begge stæder sig sammen mod Francesco, men han fik ved list den venezianske hjælpehær til at drage bort fra Milano, som han derpaa angreb. Folket reiste sig og overgav byen til ham (1450).</ref> eller de er ligesom nye led, der føies til erobrerens arvestat, saaledes som kongeriget Napoli for kongen af<noinclude><references/></noinclude> e2gw2kliebv4w5urs7yl2n15fc2mnpm 325744 325743 2026-07-07T21:28:13Z Øystein Tvede 3938 325744 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Kapitel I. '''Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader'''<br> '''hvorpaa man erhverver sig dem.'''}}}} Alle de stater, alle de styrer, hvorunder menneskene har levet og lever, har været og er enten republikanske eller monarkiske. Fyrstevælderne er enten arvelige, naar den samme herskeræt i lang tid har indehaft fyrstestillingen i dem, eller de er nye. De nye er enten helt nye, saaledes som Milano var for Francesco Sforza,<ref>Francesco Sforza er en af Machiavellis helte. Han opdroges til kriger af sin fader, condotttieren Muzio Attendolo Sforza, der nævnes i kap. XII. Ved faderens død blev han chef for hans tropper. Senere egtede han en datter af Milanos hertug, Filippo Maria Visconti, og blev Milanos „capitano“, ɔ: generalissimus. Da F. Maria døde i 1447 uden mandlige arvinger, erklærede Milano sig for republik, men beholdt grev Francesco som capitano. Greven vilde imidlertid blive herre over byen; han slog dens fiender Venezianerne ved Caravaggio, men sluttede saa forlig med dem, hvorefter de skulde hjælpe ham at tåge Milano. Kort efter sluttede rigtignok begge stæder sig sammen mod Francesco, men han fik ved list den venezianske hjælpehær til at drage bort fra Milano, som han derpaa angreb. Folket reiste sig og overgav byen til ham (1450).</ref> eller de er ligesom nye led, der føies til erobrerens arvestat, saaledes som kongeriget Napoli for kongen af<noinclude><references/></noinclude> 566ybjeosq5k6zj6eyy9o1dez2sa956 104 139986 325745 2026-07-07T21:30:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325745 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Spanjen.<ref>Fernando den katolske erobrer Napoli — se noten bag i bogen om Louis XII af Frankrige.</ref> De saaledes erhvervede besiddelser er enten vante til at staa under en fyrste, eller til at være fri; og de erhverves enten ved hjælp af andres eller egne vaaben, eller ved lykkens hjælp eller personlig dygtighed. {{---}} Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder. Jeg vil ikke omtale republikerne, da jeg en gang før har behandlet dem udførlig<ref>Republikens væsen og livsbetingelser har Machiavelli behandlet i „Udsigt over T. Livius' første dekade“, idet han lægger den romerske republik til grund.</ref>. Jeg vil udelukkende holde mig til monarkiet, og udrede de ovenfor nævnte arter af fyrstevælder, og forklare, hvorledes disse styres og bevares. Jeg vil da sige, at der er langt mindre van sk elighed ved at bevare for sig arvestater, som er vante til sin herskeræt, end nye stater; thi der fordres kun, at fyrsten ikke bryder sine forfædres skik, og at han lemper sig efter forholdene, saaat hvis en saadan fyrste eier almindelig dygtighed, vil han altid kunde bevare sin trone, hvis ikke en usædvanlig og overvældende magt berøver ham den; og er han berøvet den, vinder han den til bage straks erobreren har det mindste uheld. Vi har i Italien et eksempel herpaa i hertugen af Ferrara, som kun fordi hans æt var gammel i magten undgik at knuses ved Venezianernes angreb<noinclude><references/></noinclude> osy3k7pznm51vpzxjkyfn627toiejcf 325746 325745 2026-07-07T21:31:51Z Øystein Tvede 3938 325746 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Spanjen.<ref>Fernando den katolske erobrer Napoli — se noten bag i bogen om Louis XII af Frankrige.</ref> De saaledes erhvervede besiddelser er enten vante til at staa under en fyrste, eller til at være fri; og de erhverves enten ved hjælp af andres eller egne vaaben, eller ved lykkens hjælp eller personlig dygtighed. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel II.}} '''Om de arvelige fyrstevælder.'''}} Jeg vil ikke omtale republikerne, da jeg en gang før har behandlet dem udførlig<ref>Republikens væsen og livsbetingelser har Machiavelli behandlet i „Udsigt over T. Livius' første dekade“, idet han lægger den romerske republik til grund.</ref>. Jeg vil udelukkende holde mig til monarkiet, og udrede de ovenfor nævnte arter af fyrstevælder, og forklare, hvorledes disse styres og bevares. Jeg vil da sige, at der er langt mindre vanskelighed ved at bevare for sig arvestater, som er vante til sin herskeræt, end nye stater; thi der fordres kun, at fyrsten ikke bryder sine forfædres skik, og at han lemper sig efter forholdene, saaat hvis en saadan fyrste eier almindelig dygtighed, vil han altid kunde bevare sin trone, hvis ikke en usædvanlig og overvældende magt berøver ham den; og er han berøvet den, vinder han den tilbage straks erobreren har det mindste uheld. Vi har i Italien et eksempel herpaa i hertugen af Ferrara, som kun fordi hans æt var gammel i magten undgik at knuses ved Venezianernes angreb<noinclude><references/></noinclude> 6p5w6x8eyyfcjqg14mbx4me8vyinvgx 104 139987 325747 2026-07-07T21:35:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325747 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i 1484<ref>Ercole I d'Este, hertug af Ferrara, blev i 1482 angreben af de erobringslystne Venezianere, med hvem paven først kom overens om at dele landet. Men paven blev bange for at Venezianerne skulde blive for mægtige, og sluttede en „allerhelligste liga" med Napoli, Firenze, og Milano, mod Venezia, som dog ved freden i 1484 fik Rovigo og Polesine.</ref> og pave Julius' i 1510<ref>Alfonso I d'Este sluttede sig i 1508 til ligaen i Cambray (se noten om Louis XH). Da Julius II 1510 stiftede den italienske liga mod udlændingerne, holdt Alfonso fast ved Frankrige. Paven angreb ham med tropper og banstraale; lykken var vekslende, men Alfonso hævdede stadig sin hovedstad og dens nærmeste omegn. Han var ikke alene af gammel herskeræt — huset Este er et af de ældste i Italien, gaar tilbage til XI aarh. — ; han var ogsaa en dygtig kriger, og havde stor hjælp i et glimrende artilleri, saavel som i en velfyldt kasse.</ref>. Thi den naturlige fyrste har mindre grund til og mindre nødvendighed for at krænke undersaatterne ; han er derfor mere afholdt, og hvis ikke usædvanlige feil gjør ham forhadt, kan man gaa ud fra, at han er populær, og med ættens langvarige og übrudte besiddelse er alle tidligere revolutioner og deres aarsager glemte; thi den ene forandring er altid kun et trappetrin for den næste. {{---}} {{c|Kapitel III.<ref>Om den franske politik i Italien under Louis XII se noten bag i bogen.</ref> '''Om blandede fyrstevælder.'''}} Men i det nye fyrstevælde ligger vanskelighederne. Tager vi først de fyrstevælder som ikke<noinclude><references/></noinclude> i5o57w7weinmwg75uhls396kmeo1af9 325748 325747 2026-07-07T21:36:35Z Øystein Tvede 3938 325748 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i 1484<ref>Ercole I d'Este, hertug af Ferrara, blev i 1482 angreben af de erobringslystne Venezianere, med hvem paven først kom overens om at dele landet. Men paven blev bange for at Venezianerne skulde blive for mægtige, og sluttede en „allerhelligste liga“ med Napoli, Firenze, og Milano, mod Venezia, som dog ved freden i 1484 fik Rovigo og Polesine.</ref> og pave Julius’ i 1510<ref>Alfonso I d'Este sluttede sig i 1508 til ligaen i Cambray (se noten om Louis XH). Da Julius II 1510 stiftede den italienske liga mod udlændingerne, holdt Alfonso fast ved Frankrige. Paven angreb ham med tropper og banstraale; lykken var vekslende, men Alfonso hævdede stadig sin hovedstad og dens nærmeste omegn. Han var ikke alene af gammel herskeræt — huset Este er et af de ældste i Italien, gaar tilbage til XI aarh. — ; han var ogsaa en dygtig kriger, og havde stor hjælp i et glimrende artilleri, saavel som i en velfyldt kasse.</ref>. Thi den naturlige fyrste har mindre grund til og mindre nødvendighed for at krænke undersaatterne; han er derfor mere afholdt, og hvis ikke usædvanlige feil gjør ham forhadt, kan man gaa ud fra, at han er populær, og med ættens langvarige og ubrudte besiddelse er alle tidligere revolutioner og deres aarsager glemte; thi den ene forandring er altid kun et trappetrin for den næste. {{---}} {{c|Kapitel III.<ref>Om den franske politik i Italien under Louis XII se noten bag i bogen.</ref> '''Om blandede fyrstevælder.'''}} Men i det nye fyrstevælde ligger vanskelighederne. Tager vi først de fyrstevælder som ikke<noinclude><references/></noinclude> h15asijnsk1iuzlv0pua2xrkm8exr0c 325749 325748 2026-07-07T21:37:33Z Øystein Tvede 3938 325749 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i 1484<ref>Ercole I d’Este, hertug af Ferrara, blev i 1482 angreben af de erobringslystne Venezianere, med hvem paven først kom overens om at dele landet. Men paven blev bange for at Venezianerne skulde blive for mægtige, og sluttede en „allerhelligste liga“ med Napoli, Firenze, og Milano, mod Venezia, som dog ved freden i 1484 fik Rovigo og Polesine.</ref> og pave Julius’ i 1510<ref>Alfonso I d'Este sluttede sig i 1508 til ligaen i Cambray (se noten om Louis XII). Da Julius II 1510 stiftede den italienske liga mod udlændingerne, holdt Alfonso fast ved Frankrige. Paven angreb ham med tropper og banstraale; lykken var vekslende, men Alfonso hævdede stadig sin hovedstad og dens nærmeste omegn. Han var ikke alene af gammel herskeræt — huset Este er et af de ældste i Italien, gaar tilbage til XI aarh. — ; han var ogsaa en dygtig kriger, og havde stor hjælp i et glimrende artilleri, saavel som i en velfyldt kasse.</ref>. Thi den naturlige fyrste har mindre grund til og mindre nødvendighed for at krænke undersaatterne; han er derfor mere afholdt, og hvis ikke usædvanlige feil gjør ham forhadt, kan man gaa ud fra, at han er populær, og med ættens langvarige og ubrudte besiddelse er alle tidligere revolutioner og deres aarsager glemte; thi den ene forandring er altid kun et trappetrin for den næste. {{---}} {{c|Kapitel III.<ref>Om den franske politik i Italien under Louis XII se noten bag i bogen.</ref> '''Om blandede fyrstevælder.'''}} Men i det nye fyrstevælde ligger vanskelighederne. Tager vi først de fyrstevælder som ikke<noinclude><references/></noinclude> rvgz20n531n3r6tmni5v14yc35hdp3t 104 139988 325750 2026-07-07T21:38:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325750 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er helt nye, men hvor et nyt led føies til en ældre stamme, saa det hele kan kaldes „blandet“, saa kommer dets ustøhed først og fremst af en naturlig vanskelighed som alle nye fyrstevælder frembyder; menneskene skifter gjerne herre, idet de tror at skulle faa det bedre, og i denne tro griber de til vaaben mod regenten. Heri tager de dog feil, thi senere erfaring viser, at de har faaet det værre. Dette beror paa en anden naturlig og almindelig nødvendighed, som altid tvinger den nye fyrste til at plage landet baade med krigsfolk og med utallige andre onder, som erobringen medfører. Du vil derfor finde, at alle de som du har krænket ved din erobring, er dine uvenner; og du kan ikke bevare deres venskab, som har hjulpet dig til det, fordi du ikke kan stille dem tilfreds saaledes som de havde ventet, og fordi du ikke kan anvende sterk medicin mod dem, fordi du er dem forpligtet. Selvom man nemlig har en sterk hær, behøver man alligevel altid indbyggernes egen støtte for at trænge ind i et land. Derfor erobrede kong Louis XII af Frankrige straks Milano, og tabte det straks igjen, og første gang var Lodovicos egen styrke nok til at tage det fra ham; thi da folket, der havde aabnet portene for ham, saa sig skuffet i sin forventning og bedraget i sit haab om at høste fordel deraf, kunde det ikke taale den nye fyrstes overmod. — Rigtignok er det saa, at naar man efter et oprør anden gang erobrer et land, skal der mere til for at tabe det; thi herren benytter sig da af fra faldet til at sikre sig mere hensynsløst ved at straffe de skyldige, opspore alle mistænkelige, og ruste sig paa de svageste punkter. Derfor behøvedes der for at Frankrige skulde tabe Milano<noinclude><references/></noinclude> poay2qekazlchy2anll3bw41mr2uzjh 104 139989 325751 2026-07-07T21:39:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325751 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>7 første gang kun, at hertug Lodovico med en liden flok viste sig paa grænsen. Anden gang maatte kongen have alverden mod sig og hans hære være tilintetgjorte og udjagede af Italien. Dette kom af de ovenfor nævnte grunde. Ikke destomindre blev byen ham fratagen begge gange. De almindelige aarsager første gang er allerede omtalte ; det staar nu tilbage at nævne de aarsager der anden gang var afgjørende, og se, hvilke midler kongen af Frankrige havde til at afværge faren, og hvilke forholdsregler en der er i hans stilling maa tage, for at beskytte sin erobring bedre end han. Erobrede stater som føies til erobrerens ældre stat, hører enten til samme land og har samme sprog, eller ikke. Naar de hører sammen i disse henseender, er det meget let at bevare dem, især nåar de ikke er vante til frihed ; og for at være tryg i besiddelsen af dem er det nok at udrydde den fyrstes hus, som før styrede dem. Thi menneskene lever sit tilvante liv i ro, nåar de kun ellers beholder sine gamle vilkaar, og der ikke er forskjeli sæder og skikke — saaledes som man har seet det gaa i Bretagne, Bourgogne, (xascogne og Normandie, som i saa lang tid har været forenede med Frankrige; skjønt der er nogen ulighed i sprog, er dog sæderne lige, og provinsernes befolkning kommer let ud af det med hinanden. Den der erobrer saadanne lande, maa, hvis han vil beholde dem, tåge to hensyn : for det første maa han udrydde deres gamle fyrsteæt; for det andet, ikke forandre hverken deres love eller deres skatter, saa at de i kortest mulig tid smelter sammen med det gamle fyrstendømme. Men nåar man erhverver sig besiddelse i et land med forskjelligt sprog, forskjellige sæder og<noinclude><references/></noinclude> 4pklo8oy054lxg9ecf7ven788sf1zzh 325752 325751 2026-07-07T21:40:06Z Øystein Tvede 3938 325752 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første gang kun, at hertug Lodovico med en liden flok viste sig paa grænsen. Anden gang maatte kongen have alverden mod sig og hans hære være tilintetgjorte og udjagede af Italien. Dette kom af de ovenfor nævnte grunde. Ikke destomindre blev byen ham fratagen begge gange. De almindelige aarsager første gang er allerede omtalte ; det staar nu tilbage at nævne de aarsager der anden gang var afgjørende, og se, hvilke midler kongen af Frankrige havde til at afværge faren, og hvilke forholdsregler en der er i hans stilling maa tage, for at beskytte sin erobring bedre end han. Erobrede stater som føies til erobrerens ældre stat, hører enten til samme land og har samme sprog, eller ikke. Naar de hører sammen i disse henseender, er det meget let at bevare dem, især nåar de ikke er vante til frihed ; og for at være tryg i besiddelsen af dem er det nok at udrydde den fyrstes hus, som før styrede dem. Thi menneskene lever sit tilvante liv i ro, nåar de kun ellers beholder sine gamle vilkaar, og der ikke er forskjeli sæder og skikke — saaledes som man har seet det gaa i Bretagne, Bourgogne, (xascogne og Normandie, som i saa lang tid har været forenede med Frankrige; skjønt der er nogen ulighed i sprog, er dog sæderne lige, og provinsernes befolkning kommer let ud af det med hinanden. Den der erobrer saadanne lande, maa, hvis han vil beholde dem, tåge to hensyn : for det første maa han udrydde deres gamle fyrsteæt; for det andet, ikke forandre hverken deres love eller deres skatter, saa at de i kortest mulig tid smelter sammen med det gamle fyrstendømme. Men nåar man erhverver sig besiddelse i et land med forskjelligt sprog, forskjellige sæder og<noinclude><references/></noinclude> gvc3cmtz3e5lu0d6how89p2j9jv4fp4 325753 325752 2026-07-07T21:40:53Z Øystein Tvede 3938 325753 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første gang kun, at hertug Lodovico med en liden flok viste sig paa grænsen. Anden gang maatte kongen have alverden mod sig og hans hære være tilintetgjorte og udjagede af Italien. Dette kom af de ovenfor nævnte grunde. Ikke destomindre blev byen ham fratagen begge gange. De almindelige aarsager første gang er allerede omtalte; det staar nu tilbage at nævne de aarsager der anden gang var afgjørende, og se, hvilke midler kongen af Frankrige havde til at afværge faren, og hvilke forholdsregler en der er i hans stilling maa tage, for at beskytte sin erobring bedre end han. Erobrede stater som føies til erobrerens ældre stat, hører enten til samme land og har samme sprog, eller ikke. Naar de hører sammen i disse henseender, er det meget let at bevare dem, især naar de ikke er vante til frihed ; og for at være tryg i besiddelsen af dem er det nok at udrydde den fyrstes hus, som før styrede dem. Thi menneskene lever sit tilvante liv i ro, nåar de kun ellers beholder sine gamle vilkaar, og der ikke er forskjeli sæder og skikke — saaledes som man har seet det gaa i Bretagne, Bourgogne, Gascogne og Normandie, som i saa lang tid har været forenede med Frankrige; skjønt der er nogen ulighed i sprog, er dog sæderne lige, og provinsernes befolkning kommer let ud af det med hinanden. Den der erobrer saadanne lande, maa, hvis han vil beholde dem, tage to hensyn : for det første maa han udrydde deres gamle fyrsteæt; for det andet, ikke forandre hverken deres love eller deres skatter, saa at de i kortest mulig tid smelter sammen med det gamle fyrstendømme. Men nåar man erhverver sig besiddelse i et land med forskjelligt sprog, forskjellige sæder og<noinclude><references/></noinclude> acio52ckxyhuuj84hjmq8zoayiopgrx 104 139990 325754 2026-07-07T21:42:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325754 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vedtægter, da kommer vanskelighederne, og da skal der stor lykke og megen dygtighed til for at kunne bevare sine erobringer. Et af de bedste og kraftigste midler vilde være, at erobreren selv tog bolig i sit nye land. Dette vilde gjøre besiddelsen sikrere og varigere, saaledes som man ser af Tyrkens eksempel, idet hans øvrige forholdsregler ikke vilde have kunnet hjælpe ham til at beholde Grrækenland, hvis han ikke havde taget bolig der. Thi naar man bor i landet, ser man det straks, naar der er uro, og kan straks skride ind; bor man ikke der, opdager man det først naar oprøret griber om sig og ikke mere lader sig kvæle. Desuden bliver da ikke landet udsuget af statholdere ; undersaatterne er tilfredse over at have fyrsten i nærheden at ty til, og loyale mænd har derfor mere aarsag til at elske ham, illoyale til at frygte ham. En fremmed betænker sig mere paa at angribe et saadant rige. Derfor kan fyrsten vanskelig tabe et land han selv bor i. — Det andet og bedre middel er at sende kolonier til enkelte steder, for derved at holde befolkningen i tømme; thi enten maa man sende kolonier, eller man maa holde en stor hær og garnisoner der. Til kolonierne har fyrsten ikke mange udgifter, deres udsendelse og underhold koster ham ikke meget. Han foruretter kun dem hvis marker og hus han tager for at give dem til de nye indbyggere, og de der saaledes mister noget, er jo en meget liden del af befolkningen; og de som han foruretter, bliver fattige, og splittes til alle kanter, og kan derfor aldrig skade ham; de øvrige mister intet, og lader sig derfor let holde i ro, desuden gjør frygten for at lide samme skjæbne dem forsigtige. Altsaa, disse kolonier koster intet,<noinclude><references/></noinclude> t7afohdf1o4o7pr8xw1mqu58bvagkkr 104 139991 325755 2026-07-07T21:44:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325755 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de er paalideligere end hære, de er mindre til plage for befolkningen, og de det gaar ud over, kan ingen skade gjøre, da de er fattige og isolerede. Man maa merke sig, at enten maa man vinde menneskene for sig, eller fratage dem alt. Thi de hevner sig for übetydelige krænkelser, men de store kan de ikke tåge hevn for; man maa derfor gaa saa grundig frem, at man ikke behøver at frygte hevn. — Naar derimod fyrsten, istedetfor at sende kolonier, holder hære, har han adskillig større udgifter, og maa anvende alle statens indtægter til dens bevogtning ; derved bliver erobringen et direkte tab, og fyrsten vækker langt større uvilje mod sig, idet han plager hele riget ved stadig at flytte hæren fra sted til sted. Denne plage føler alle, saa hver mand bliver hans fiende, og det er farlige fiender, da de bliver boende i sine huse. Fra alle sider seet er altsaa denne bevogtning unyttig, ligesom kolonier til bevogtr.ing i enhver henseende er hensigtsmæssige. Den der erobrer fremmed land, bør ogsaa stille sig i spidsen for og forsvare de mindre mægtige naboer, og bestræbe sig for at svække de mægtigere, og passe paa at der ikke bliver anledning til indblanding for en fremmed som er mægtigere end ham selv. Der vil nemlig stadig være fare for at en fremmed skal blive indkaldt af dem som ærgjerrighed eller frygt gjør misfornøiede. Saaledes ser man, at Ætolerne indkaldte Romerne i Grækenland; ogsaa i alle de andre lande som Romerne fik indpas i, blev de indkaldte af indbyggerne selv. Og det ligger i sagens natur, at straks en mægtig fremmed kommer ind i et land, slutter alle de mindre mægtige i landet sig til bain af had til sin overroand. En fremmed vil<noinclude><references/></noinclude> g6dg0glcsb07jkhv7nwe2hzf2fe55yg 104 139992 325756 2026-07-07T21:45:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325756 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derfor ikke have nogen møie med at vinde de svagere, thi de slutter sig straks alle med glæde til hans banner. Han maa kun passe paa at de mindre herrer ikke faar for stor magt og for stor autoritet, og han kan let med sin egen styrke og med deres støtte knække de større for helt at underlægge sig landet. Den som ikke viser skjøn her, vil hurtig miste sine erobringer, og saalænge han har dem, have uendelige vanskeligheder og ærgrelser. Romerne fulgte omhyggelig denne politik i de lande de tog, og udsendte kolonier, støttede de svagere uden dog at lade deres magt vokse, svækkede de mægtige, og lod ingen fremmed magt vinde anseelse der. Et eksempel er tilstrækkeligt. I provinsen Grrækenland støttede Romerne Akæer og Ætoler, svækkede det makedoniske rige, Antiokos blev forjaget; men trods Akæernes og Ætolernes tjenester indrømmede de dem aldrig nogen magtforøgelse, aldrig bevægede Filips overtalelsesforsøg dem til at være hans venner uden at svække ham, og Antiokos' magt kunde ikke bringe dem til at samtykke i at han besad nogen stat der i landet. Romerne gjorde i saadanne tilfælde hvad alle kloge fyrster bør gjøre. De maa ikke blot tænke paa øieblikkets forstyrrelser, men ogsaa paa fremtidens, og arbeide af al kraft paa at afværge de sidste, thi nåar man ser farerne endnu medens de er langt borte, kan man let modarbeide dem, men venter man til de rykker nær, kommer botemidlet for sent, fordi sygdommen er bleven uhelbredelig. Det gaar med denne sygdom som lægerne siger om den svindsottiges, at hans sygdom i begyndelsen er let at helbrede og vanskelig at opdage, men efterhyert bliver den, nåar man ikke<noinclude><references/></noinclude> 3milesb68yxbyjnjhgxn1znc0i5uv09 325757 325756 2026-07-07T21:45:38Z Øystein Tvede 3938 325757 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derfor ikke have nogen møie med at vinde de svagere, thi de slutter sig straks alle med glæde til hans banner. Han maa kun passe paa at de mindre herrer ikke faar for stor magt og for stor autoritet, og han kan let med sin egen styrke og med deres støtte knække de større for helt at underlægge sig landet. Den som ikke viser skjøn her, vil hurtig miste sine erobringer, og saalænge han har dem, have uendelige vanskeligheder og ærgrelser. Romerne fulgte omhyggelig denne politik i de lande de tog, og udsendte kolonier, støttede de svagere uden dog at lade deres magt vokse, svækkede de mægtige, og lod ingen fremmed magt vinde anseelse der. Et eksempel er tilstrækkeligt. I provinsen Grrækenland støttede Romerne Akæer og Ætoler, svækkede det makedoniske rige, Antiokos blev forjaget; men trods Akæernes og Ætolernes tjenester indrømmede de dem aldrig nogen magtforøgelse, aldrig bevægede Filips overtalelsesforsøg dem til at være hans venner uden at svække ham, og Antiokos' magt kunde ikke bringe dem til at samtykke i at han besad nogen stat der i landet. Romerne gjorde i saadanne tilfælde hvad alle kloge fyrster bør gjøre. De maa ikke blot tænke paa øieblikkets forstyrrelser, men ogsaa paa fremtidens, og arbeide af al kraft paa at afværge de sidste, thi naar man ser farerne endnu medens de er langt borte, kan man let modarbeide dem, men venter man til de rykker nær, kommer botemidlet for sent, fordi sygdommen er bleven uhelbredelig. Det gaar med denne sygdom som lægerne siger om den svindsottiges, at hans sygdom i begyndelsen er let at helbrede og vanskelig at opdage, men efterhyert bliver den, nåar man ikke<noinclude><references/></noinclude> jivuj0h3oapr1jiisifd5nfy62dh8l2 104 139993 325758 2026-07-07T21:48:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325758 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>straks har opdaget den og læget den, let at opdage og vanskelig at helbrede. Saaledes gaar det i statsaffærer, thi naar man op dager sygdomsspirerne medens de endnu er i sin begyndelse, hvilket kun er den klogt forudseende mand givet, læges de rask; men naar man ikke merker dem, og lader dem vokse, saa at tilslut alle og enhver kan se dem, er der ikke mere noget raad. Idet derfor Romerne saa farerne medens de endnu var langt borte, bekjæmpede de dem altid, og lod dem aldrig gribe om sig for at undgaa en krig; thi de vidste, at man ikke bliver krigen kvit, men kun udsætter den til fordel for andre. Derfor førte de krig med Filip og Antiokos i Grækenland, for ikke at blive nødte til at føre krig med dem i Italien, og skjønt de dengang kunde undgaa begge dele, vilde de det ikke. Heller ikke billigede de den grundsætning, som vor tids kloge mænd bestandig fører i munden, „man skal tage tiden tilhjælp“; men vel tog de tilhjælp sin tapperhed og kløgt, thi tiden iler forbi alt, og kan medføre godt som ondt, ondt som godt. Men lad os vende os til Frankrige, og undersøge, om det har gjort noget af det der her er anbefalet. Jeg holder mig til Louis, ikke Charles, som den hvis politik man bedst har kunnet iagttage, fordi han længst havde besiddelser i Italien, og I skal se, hvorledes han har gjort det modsatte af det som er nødvendigt for at sikre sig en stat af forskjellig natur fra hovedstaten. Kong Louis blev ført ind i Italien af Venezianernes ærgjerrighed, idet de vilde vinde halve Lombardiet ved at faa ham til at komme. Jeg vil ikke bebreide kongen dette skridt, thi naar han vilde faa fodfæste i Italien, uden at have<noinclude><references/></noinclude> nabn0la1vqnmuj29eh4f2l15756rugj 104 139994 325759 2026-07-07T21:52:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325759 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>venner der i landet, (tværtom var alle porte lukkede for ham paa grund af kong Charles’ færd), var han nødt til at tåge de venner han kunde, og det skridt han tog, vilde have vist sig heldigt, nåar han ikke havde gjort nogen feil i sine øvrige manøvrer. Da altsaa kongen havde erobret Lombardiet, gjenvandt han straks det ry Charles havde forspildt ; Genova faldt tilfode, Florentinerne blev hans venner, marchesen af Mantova, hertugen af Ferrara, Bentivoglierne, fruen af Forli, herren til Faenza, Pesaro, Rimini, Camerino og Piombino, Luccheserne, Pisanerne, Saneserne, alle kom ham i møde for at blive hans venner. Da fik Venezianerne se, hvor overilet det var, at de, for at vinde to landskaber i Lombardiet, havde gjort kongen til herre over to tredjeparter af Italien. Man betænke nu, med hvor ringe vanskelighed kongen kunde have bevaret sin anseelse i Italien, hvis han havde iagttaget de ovenfor givne regler og sikret og forsvaret sine venner. Thi disse var, fordi saa mange af dem var baade svage og bange, nogle for Kirken, andre for Venezianerne, altid nødte til at holde sig til ham, og ved deres hjælp kunde han let raade bugt med de stormagter som stod igjen. Men han stod aldrig saasnart i Milano, før han gjorde det modsatte, idet han hjalp pave Alexander til at tåge Romagnaen. Han merkede ikke at han ved denne beslutning svækkede sig selv, ved at berøve sig selv sine venner og dem som havde kastet sig i hans arme, og at han gjorde Kirken stor, idet den til den aandelige magt, som giver den saadan indflydelse, lagde saa megen verdslig magt. Og da han havde gjort én feil, blev han nødt til at fortsætte paa samme vei, indtil han, for at<noinclude><references/></noinclude> kmis9rnnyx0bmr3a8atp19vou113753 104 139995 325760 2026-07-07T21:53:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325760 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sætte en stopper for Alexanders ærgjerrighed og hindre ham i at blive herre over Toscana, blev nødt til at komme til Italien. Det var ham ikke tilstrækkeligt at have gjort Kirken stor og berøvet sig selv sine venner, thi da han vilde have kongeriget Napoli, delte han det med kongen af Spanjen, og medens han da var den første magt i Italien, tog han en rival ind, for at de ærgjerrige og misfornøiede kunde have en at ty til; og medens han kunde have ladet den gamle konge forblive paa tronen som sin vassal, drev han ham ud, for at indsætte en der kunde forjage ham selv. Det er visselig meget naturligt og almindeligt at have lyst til erobring; og naar de der kan det, forsøger det, og erobreren forstaar sin kunst, bHver de altid roste og ikke dadlede; men naar man ikke kan og dog absolut vil, da er det en feil og medfører dadel. Hvis altsaa Frankrige med sine egne kræfter kunde indtage Napoli, burde det gjøre saa; hvis det ikke kunde det, burde det ikke dele det med nogen anden. Dersom, delingen af Lombardiet med Venezianerne fortjener at undskyldes, fordi den skaffede Louis fodfæste i Italien, fortjener den anden deling dadel, da den ikke undskyldes af hin nødvendighed. Louis havde altsaa gjort fem feil: tilintetgjort de smaa, hævet en italiensk stormagt, bragt ind en fremmed stormagt, ikke bosat sig der, ikke sendt kolonier did. Disse feil kunde dog, saa længe han levede, ikke skade ham, hvis han ikke havde gjort den sjette, og frataget Venezianerne deres stat. Thi naar han ikke havde gjort Kirken stor, og ikke bragt Spanjen ind i Italien, var det nok rimeligt og nødvendigt at kue Venezianerne; men naar han havde gjort hine første skridt,<noinclude><references/></noinclude> bc74tvm7dqep4uxibwplzcg7r21rmmd 104 139996 325761 2026-07-07T21:56:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325761 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>maatte ban aldrig have givet sit minde til deres ødelæggelse. Thi naar de var mægtige, vilde de altid have hindret andre fra at angribe Lombardiet, baade fordi Venezianerne ikke vilde have tilladt det uden selv at blive herrer der, og fordi de andre ikke havde villet tage det fra Frankrige for at give det til Venezianerne, og at angribe dem begge to, vilde de ikke have haft mod til. — Hvis nogen vil sige, kong Louis overlod Romagnaen til Alexander og kongeriget til Spanjen for at undgaa krig, svarer jeg med de ovenfor givne grunde, at man aldrig maa lade et forstyrrende element gribe om sig for at undgaa en krig, thi krigen undgaaes ikke, men udsættes kun til skade for en selv. Vil man fremholde det løfte kongen havde givet paven om at hjælpe ham til hin erobring, til gjengjæld fordi paven havde opløst hans egteskab og givet Rouen kardinalhatten, henvises til hvad der nedenfor skal siges om fyrsters løfter og hvordan de skal holdes. — Kong Louis tabte altsaa Lombardiet fordi han ikke havde fulgt nogen af de regler som andre har fulgt, der har taget lande og villet beholde dem. Hans uheld er ikke noget under, men en meget rimelig og ligefrem ting. Jeg talte derom med Rouen<ref>ɔ: kardinalen af Rouen, George d'Amboise.</ref> i Nantes, da Valentinois, som almindelig kaldtes Cesare Borgia<ref>Om Cesare Borgia, hertug af Valentinois, se kap. VII og note bag i bogen.</ref>, søn af pave Alexander, erobrede Romagnaen. Da kardinal Bouen sagde til mig, at Italienerne ikke forstod sig paa krig, svarede jeg ham, at Franskmændene ikke forstod sig paa statskunst, thi havde de forstaaet<noinclude><references/></noinclude> ljqr3ixbb8im3aqr98abxpc8v8g47ai 104 139997 325762 2026-07-07T21:58:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325762 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig derpaa, vilde de aldrig have ladet Kirken faa saadan magt. Og erfaring har vist, at Kirkens og Spanjens magt i Italien skyldes Frankrige, og at de til gjengjæld har voldt Frankriges nederlag. Deraf uddrages den almindelige regel, som sjelden eller aldrig slaar feil, at den der gjør en anden mægtig, selv falder. Thi han har skabt den nye magt enten ved dygtighed eller ved en sterk hær, og Degge dele gjør den han har hjulpet frem mistroisk. {{c|Kapitel IV. '''Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke<br> '''efter Alexanders død gjorde oprør mod hans<br> '''efterfølgere.'''}} Alexander den store blev i løbet af faa aar herre over Asien, og døde næsten førend han havde fuldendt sin erobring. Naar man tænker paa de vanskeligheder som der er ved at bevare en nyerhvervet stat, kunde man undre sig over, hvoraf det kom, at hans hele stat da ikke, som det syntes rimeligt, gjorde opstand, men at hans efterfølgere ikke havde nogen anden vanskelighed ved at bevare riget end den de selv skabte ved sin egen ærgjerrighed. Jeg svarer, at de monarkier som der existerer beretning om, har været styrede paa to forskjellige maader. Enten er det saa, at der er én fyrste, medens alle andre er trælle, hvem han af naade overdrager som embedsmænd at hjælpe<noinclude><references/></noinclude> l6rbkk3me9ys1wn5v32z99rxy45y7zq 325763 325762 2026-07-07T21:58:50Z Øystein Tvede 3938 325763 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig derpaa, vilde de aldrig have ladet Kirken faa saadan magt. Og erfaring har vist, at Kirkens og Spanjens magt i Italien skyldes Frankrige, og at de til gjengjæld har voldt Frankriges nederlag. Deraf uddrages den almindelige regel, som sjelden eller aldrig slaar feil, at den der gjør en anden mægtig, selv falder. Thi han har skabt den nye magt enten ved dygtighed eller ved en sterk hær, og Degge dele gjør den han har hjulpet frem mistroisk. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel IV.}} '''Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke<br> '''efter Alexanders død gjorde oprør mod hans<br> '''efterfølgere.'''}} Alexander den store blev i løbet af faa aar herre over Asien, og døde næsten førend han havde fuldendt sin erobring. Naar man tænker paa de vanskeligheder som der er ved at bevare en nyerhvervet stat, kunde man undre sig over, hvoraf det kom, at hans hele stat da ikke, som det syntes rimeligt, gjorde opstand, men at hans efterfølgere ikke havde nogen anden vanskelighed ved at bevare riget end den de selv skabte ved sin egen ærgjerrighed. Jeg svarer, at de monarkier som der existerer beretning om, har været styrede paa to forskjellige maader. Enten er det saa, at der er én fyrste, medens alle andre er trælle, hvem han af naade overdrager som embedsmænd at hjælpe<noinclude><references/></noinclude> psbzbxg9j3w2z1cretgl3ohx6fyqpdo 104 139998 325764 2026-07-07T22:00:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325764 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham at styre riget. Eller der er en fyrste og endel baroner, som har sin æts ælde, og ikke herrens naade, at takke for sin rang. Disse baroner har sine egne stater og undersaatter, som erkjender dem som sine herrer og har en naturlig hengivenhed for dem. I de stater som styres af en fyrste og af trælle, har fyrsten større autoritet, thi i hele hans land er der ingen som erkj ender nogen anden overherre end ham, og viser de lydighed mod nogen anden, er det som mod en tjener og embedsmand, for hvem de ingen hengivenhed nærer. I vor tid har vi eksempler paa disse to regjeringsformer i Tyrkiet og Frankrige. Hele det tyrkiske monarki styres af én herre, de andre er hans trælle, og han deler sit rige i sandjaker, hvorhen han udsender forskjellige administratorer, hvem han ombytter og forandrer efter godtykke. Men kongen af Frankrige er omgiven af en mængde gammel herreadel, der erkjendes som hérrer af sine undersaatter og elskes af dem ; de har sine forrettigheder, som kongen ikke kan fratage dem uden fare for sig selv. Ser man paa disse stater, vil man finde, at det er meget vanskeligt at erobre Tyrkens stat; men har man taget den, er det meget let at bevare sin erobring. Aarsagen til at det er vanskeligt at bemægtige sig Tyrkens rige er, at erobreren ikke kan indkaldes af dette riges stormænd eller haabe at kunne lette sit foretagende ved hjælp af oprør blandt dem der staar tronen nær, hvilket kommer af de nævnte aarsager. Thi da de alle er slaver og skylder sultanen alt, kan de vanskeligere bestikkes, og selv om de blev bestukne, kan man ikke haabe paa stor nytte af dem, da<noinclude><references/></noinclude> nyjxxgmjahrv13c8e941j3996tgqgaf 104 139999 325765 2026-07-07T22:03:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325765 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de af de anførte grunde ikke kan faa befolkningen med sig. Derfor maa den der angriber Tyrken gaa ud fra at finde riget enigt, og han maa stole mere paa egen hjælp end paa andres uenighed. Men er sultanen først overvunden og slagen i felt, saa at han ikke kan reise nye hære, har man intet andet at frygte end herskerætten, og naar den er udryddet, er der intet mere at frygte for; de andre har ingen indflydelse blandt folket, og ligesom seierherren før seieren ikke kunde sætte noget haab til dem, saaledes behøver han efter seieren ikke at frygte for dem. Det omvendte er tilfældet med riger der styres paa samme maade som Frankrige, thi man kan med lethed komme ind der ved at vinde en af rigets baroner for sig; thi der findes altid misfornøiede og folk som ønsker forandring. Disse kan af de anførte grunde aabne veien for en til den stat og lette en seieren; at hævde sig efter seieren medfører mange vanskeligheder, baade med dem som har hjulpet en og med dem som man har overvundet. Det er da ikke nok at udrydde fyrsteætten; thi hine herrer bliver tilbage og sætter sig i spidsen for nye revolutioner ; og da man hverken kan stille dem tilfreds, eller udrydde dem, taber man denne stat ved den første den bedste anledning. Hvis I nu betænker, hvorledes Darius' rige blev styret, vil I finde, at det var som Tyrkens, og derfor maatte Alexander først angribe hans hele magt og slaa ham af marken; da Darius efter dette nederlag var død, var altsaa Alexanders erobring sikret. Og hvis hans efterfølgere havde været enige, kunde de have haft riget i tryg besiddelse uden at anstrenge sig derfor; der opstod<noinclude><references/></noinclude> dvvjxcz7ve6vp7d2s1gvh6mhr19r4fv 325766 325765 2026-07-07T22:05:14Z Øystein Tvede 3938 325766 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de af de anførte grunde ikke kan faa befolkningen med sig. Derfor maa den der angriber Tyrken gaa ud fra at finde riget enigt, og han maa stole mere paa egen hjælp end paa andres uenighed. Men er sultanen først overvunden og slagen i felt, saa at han ikke kan reise nye hære, har man intet andet at frygte end herskerætten, og naar den er udryddet, er der intet mere at frygte for; de andre har ingen indflydelse blandt folket, og ligesom seierherren før seieren ikke kunde sætte noget haab til dem, saaledes behøver han efter seieren ikke at frygte for dem. Det omvendte er tilfældet med riger der styres paa samme maade som Frankrige, thi man kan med lethed komme ind der ved at vinde en af rigets baroner for sig; thi der findes altid misfornøiede og folk som ønsker forandring. Disse kan af de anførte grunde aabne veien for en til den stat og lette en seieren; at hævde sig efter seieren medfører mange vanskeligheder, baade med dem som har hjulpet en og med dem som man har overvundet. Det er da ikke nok at udrydde fyrsteætten; thi hine herrer bliver tilbage og sætter sig i spidsen for nye revolutioner ; og da man hverken kan stille dem tilfreds, eller udrydde dem, taber man denne stat ved den første den bedste anledning. Hvis I nu betænker, hvorledes Darius’ rige blev styret, vil I finde, at det var som Tyrkens, og derfor maatte Alexander først angribe hans hele magt og slaa ham af marken; da Darius efter dette nederlag var død, var altsaa Alexanders erobring sikret. Og hvis hans efterfølgere havde været enige, kunde de have haft riget i tryg besiddelse uden at anstrenge sig derfor; der opstod<noinclude><references/></noinclude> 07vf58oi5azp83q7cvs3175t16z5lkc 104 140000 325767 2026-07-07T22:06:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325767 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke i det rige andre uroligheder end de som herskerne selv fremkaldte. — Men stater med en ordning som Frankrige kan aldrig blive saa rolige besiddelser. Deraf kom de hyppige oprør mod Romerne i Spanjen, Frankrige, og Grækenland, paa grund af de talrige fyrstevælder som der var i hine stater. Thi saalænge mindet om dem holdt sig, var Romernes besiddelse altid usikker; men da mindet om disse var uddøet, sikrede rigets magt og lange tradition dem. Da Romerne senere kjæmpede indbyrdes, fik de stridende generaler med sig hver sin del af hine provinser, alt efter den autoritet de havde vundet, og provinserne erkj endte, da deres gamle herrers æt var udryddet, ikke andre herrer end Romerne. Naar man tænker paa disse ting, vil man ikke forbauses over den lethed hvormed Alexander bevarede sit asiatiske rige, og de vanskeligheder som andre har haft ved at bevare sin erobring, som Pyrrhos og mange andre. Grunden har ikke været seierherrens større eller mindre dygtighed, men forskjel i de erobrede rigers natur. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel V.}} '''Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder '''som før de blev erobrede havde egne love.'''}} Naar de saaledes erobrede stater er vante til egne love og frihed, er der tre midler til at bevare dem. Det første er at ødelægge dem; det<noinclude><references/></noinclude> rlz0gxoapjh2s9p6huohj1bg0brg4wq 104 140001 325768 2026-07-07T22:07:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325768 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andet er at tage ophold der selv; det tredje at lade dem beholde sine love og tage en bestemt aarsskat af dem og indrette et faamandsstyre der, som kan sikre dig landets venskab. Thi da dette styret er skabt af fyrsten, ved det, at det ikke kan bestaa uden hans venskab og magt, og det maa derfor gjøre alt for at opretholde hans herredømme. En stad som er vant til frihed, sikrer man sig bedre ved hjælp af dens egne borgere end paa nogen anden maade. Vi har eksempler i Spartanerne og Romerne. Spartanerne holdt Athen og Theben ved hjælp af et faamandsstyre som de indsatte; ikke desto mindre tabte de atter disse byer. Romerne tilintetgjorde Capua, Karthago, og Numantia, for at sikre sig dem, og de tabte dem ikke. De vilde holde Grækenland, omtrent som Spartanerne, ved at gjøre det frit og lade det beholde sine love, og det lykkedes dem ikke. De blev derfor nødsagede til at tilintetgjøre mange stæder i hin provins for at holde den, thi der er i virkeligheden intet andet middel til at sikre sig saadanne republiker end at ødelægge dem. Den der bliver herre over en stad som er vant til frihed, og ikke tilintetgjør den, maa være forberedt paa selv at tilintetgjøres af den. Thi den har under et oprør altid et løsen i frihedens navn og sine gamle institutioner, som aldrig hverken tiden eller velgjerninger bringer indbyggerne til at glemme, og hvad man saa gjør, hvor betænkt man end er, hvis indbyggerne ikke splittes og deres samfund sprenges, glemmer de ikke hint frihedsnavn eller hine institutioner, men ved mindste anledning søger de at vinde dem tilbage. Saaledes<noinclude><references/></noinclude> dy2nslvdolc27qkj74akgl3cf6tlurk 104 140002 325769 2026-07-07T22:09:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325769 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gik det i Pisa 100 aar efterat det var kommet under Florentinernes aag.<ref>Pisa erobredes af Florentinerne i 1406. Florentinerne bestræbte sig i begyndelsen for at vinde Pisanerne, men under Mediceerne var styret haardt, og da Charles VIII af Frankrige i 1494 rykkede ind i Italien, erklærede Pisa sig fri, begunstiget af Frankrige.</ref> Naar derimod stæderne eller landene er vante til at staa under en fyrste, og hans æt udryddes, er de paa den ene side vante til at lyde, paa den anden side har de ikke mere sin gamle fyrste, og kan derfor hverken enes om at tåge en fyrste af sine egne eller leve i frihed; de griber derfor mindre hurtig til vaaben, og en fyrste kan lettere vinde dem og sikre sig dem. Men i republikerne er der større liv, sterkere had, sterkere hevnlyst, og mindet om den gamle frihed hverken lader dem eller kan lade dem i ro, saa at det sikreste er at tilintetgjøre dem eller tage bolig der. {{c|{{stor|Kapitel VI.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben '''og personlig dygtighed.'''}} Det maa ikke forundre nogen, om jeg under omtalen af de helt nye fyrstevælder — hvor baade fyrsten og statsformen er ny — fremholder store eksempler; thi da menneskene næsten altid vandrer veie andre har banet, og i sine handlinger gaar frem efter visse mønstre, bør en klog mand, da<noinclude><references/></noinclude> kclohh237zem0pb0rkmo69sec30uuni 325770 325769 2026-07-07T22:12:29Z Øystein Tvede 3938 325770 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gik det i Pisa 100 aar efterat det var kommet under Florentinernes aag.<ref>Pisa erobredes af Florentinerne i 1406. Florentinerne bestræbte sig i begyndelsen for at vinde Pisanerne, men under Mediceerne var styret haardt, og da Charles VIII af Frankrige i 1494 rykkede ind i Italien, erklærede Pisa sig fri, begunstiget af Frankrige.</ref> Naar derimod stæderne eller landene er vante til at staa under en fyrste, og hans æt udryddes, er de paa den ene side vante til at lyde, paa den anden side har de ikke mere sin gamle fyrste, og kan derfor hverken enes om at tåge en fyrste af sine egne eller leve i frihed; de griber derfor mindre hurtig til vaaben, og en fyrste kan lettere vinde dem og sikre sig dem. Men i republikerne er der større liv, sterkere had, sterkere hevnlyst, og mindet om den gamle frihed hverken lader dem eller kan lade dem i ro, saa at det sikreste er at tilintetgjøre dem eller tage bolig der. {{c|{{stor|Kapitel VI.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben '''og personlig dygtighed.'''}} Det maa ikke forundre nogen, om jeg under omtalen af de helt nye fyrstevælder — hvor baade fyrsten og statsformen er ny — fremholder store eksempler; thi da menneskene næsten altid vandrer veie andre har banet, og i sine handlinger gaar frem efter visse mønstre, bør en klog mand, da<noinclude><references/></noinclude> l826e3wszzivelama9tf74yy9sa0bbg 104 140003 325771 2026-07-07T22:15:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325771 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>man ikke kan holde sig helt til andres veie eller naa sine mønstres dygtighed, altid slaa ind paa de veie som store mænd har betraadt, og efterligne de ypperste, for, om hans egen dygtighed ikke kommer op mod dem, idetmindste at minde noget om dem. Han bør gjøre som de kloge bueskytter, som, nåar det maal de vil træffe synes dem for fjernt, og de ved, hvor langt deres bues kraft rækker, sigter adskillig høiere end maalet, ikke for med sin kraft eller sin gode pil at naa saa høit, men for ved hjælp af et saa høit sigte at naa sin hensigt. I de helt nye fyrstevælder, hvor der er en ny fyrste, er vanskeligheden ved at bevare dem større eller mindre ettersom erobreren er mere eller mindre dygtig. Da det at svinge sig op fra privatmand til fyrste forudsætter enten dygtighed eller held, synes det, at begge dele forringer mange vanskeligheder. Dog har gjerne den der har været mindst afhængig af lykkens førelse, holdt stillingen bedst. Fyrstens bestræbelser lettes ogsaa derved, at han, fordi han ikke eier andre stater, er nødsaget til at bo i landet. Først vil jeg af dem der ved egen dygtighed, og ikke ved lykkens hjælp, er blevne fyrster, som de ypperste nævne Moses, Kyros, Romulus, Theseus og lignende mænd. Ihvorvel man ikke maa tale om Moses, da han blot iverksatte de ting Gud havde paalagt ham, maa han ihvertfald beundres fordi han vandt den naade at findes værdig til at tale med Gud<ref>Bemerkningen om Moses er ironisk. Etpar andre steder stiller Machiavelli ham ganske ved siden af andre, klassiske, „rigs-grundlæggere og regenter“.</ref>. Men betragter man Kyros og de andre som har erobret eller grundet riger, vil de<noinclude><references/></noinclude> 430j633we4m0s1o9w9f3kdd3zdf8z2b 104 140004 325772 2026-07-07T22:17:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325772 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle vække ens beundring, og hvis man nøiere betragter deres handlinger og indretninger, vil de ikke vise sig forskjellige fra Moses’, som havde en saa ophøiet lærer. Undersøger man deres handlinger og deres liv, ser man ikke, at lykken skjænkede dem andet end en anledning, som bød dem et stof de kunde præge med den form de fandt for godt; uden denne anledning vilde deres aandsstorhed have været frugtesløs, og uden denne aandsoverlegenhed vilde hin anledning være kommen forgjæves. Moses maatte altsaa finde Israels folk i trældom i Ægypten og undertrykket af Ægypterne, forat Israel for at slippe ud af trældommen skulde faa hu til at følge ham. Det var nødvendigt, at Romulus ikke kom til verden i Alba, og at han blev udsat ved sin fødsel, for at han skulde blive konge i Roma og rigets grundlægger. Kyros maatte finde Perserne misfornøiede med Medernes herredømme, og Mederne blødagtige og svækkede af den lange fred. Theseus kunde ikke have lagt sine evner for dagen, hvis han ikke havde fundet Athenerne splittede. Disse leiligheder skabte derfor hine mænds lykke, og det var deres overlegne dygtighed som lod dem opdage leiligheden; deres fædreland blev stort og lykkeligt derved. De der bliver fyrster ved saadan dygtighed, erhverver fyrstevældet med vanskelighed, men bevarer det med lethed. De vanskeligheder de har ved at erhverve fyrstevældet, kommer tildels af de nye indretninger og former som de er nødte til at indføre for at grundlægge sin stat og sikre sin stilling. Man maa betænke, at der ikke gives noget som er vanskeligere at tåge fat paa, eller hvis udfald er mere tvilsomt, eller som er farligere<noinclude><references/></noinclude> em44axu6x9odbfp9r9q5qnkf8dbray9 104 140005 325773 2026-07-07T22:20:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325773 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at iverksætte, end indførelsen af en ny tingenes orden. Thi en mand har da mod sig alle dem der har fordel af det gamle system; og han har kun lunkne forsvarere i dem som vilde have fordel af det nye. Denne lunkenhed kommer dels af frygt for modstanderne, der har lovene paa sin side, dels af menneskenes vantroenhed, thi de tror i virkeligheden ikke paa det nye førend de har sikker erfaring derom. Deraf kommer det, at hver gang de der er fiender af det nyes mand, har anledning til at angribe ham, gjør de det med partifanatisme, medens de andre kun forsvarer ham lunkent, saa at han og de udsætter sig for fare. Det er derfor nødvendigt, hvis man rigtig vil drøfte dette spørgsmaal, at undersøge om disse reformatorer staar paa egne ben, eller om de er afhængige af andre, det vil sige, om de for at gjennemføre sit verk maa bede, eller kan tvinge. I første tilfælde gaar det dem altid galt, og de udretter intet; men naar de ikke er afhængige af andre end sig selv, og kan tvinge sine medmennesker, da løber de sjelden nogen fare. Deraf kom det, at alle de profeter der havde en hær til sin raadighed, seirede, medens de andre bukkede under. Thi foruden det der før er sagt, er folket vægelsindet, det er let at overbevise det om en ting, men det er vanskeligt at holde det fast i denne overbevisning. Derfor maa man være saaledes stillet, at man, naar folket ikke tror længer, kan tvinge det til at tro. Moses, Kyros, Theseus og Romulus vilde ikke længe have kunnet sikre sig at deres institutioner blev overholdte, hvis de ikke havde haft vaaben at støtte sig til. I vor tid bukkede munken Girolamo Savonarola under i sit forsøg, da mængden begyndte at tabe<noinclude><references/></noinclude> 7tsn37b9tqgkzlzho851trfqxrooxbi