Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.10 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 140006 325775 2026-07-09T10:13:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>troen paa ham og han ikke havde midler til at holde fast dem der havde troet, eller tvinge de ikke-troende til at tro<ref>Dominikanermunken Savonarola fik ved Mediceernes fordrivelse fra Firenze i 1494 en overordentlig indflydelse. Han blev demokratemes hoved og hævdede med begeistring de republikanske idealer. Samtidig fremkaldte hans tordnende prædikener mod den immoralitet der navnlig herskede i den høiere klasse, et næsten „pietistisk“ liv blandt Firenzes borgere. Da han ogsaa sterkt angreb geistligheden og paven selv for deres liv, blev han sat i ban; men banstraalen virkede ikke, saa Franciskanerne, Dominikanernes rivaler, maatte finde paa en list. De udæskede en af Savonarolas tilhængere til gudsdom om hans lære, og hindrede deretter selv at prøven kom istand; desuagtet vendte det skuffede folks raseri sig mod Savonarola, og myndighederne kunde lade ham brænde (23 mai 1498).</ref>. Derfor har saadanne mænd store vanskeligheder ved at naa frem, og alle farerne kommer medens de er paa veien; de maa da overvinde dem ved kraft og kløgt, men har de overvundet dem, og folket begynder at betragte dem med ærefrygt, da forbliver de, naar de har ryddet tilside sine rivaler og alle der var skinsyge paa deres magt, mægtige, sikre, ærede, og lykkelige. Til disse ophøiede eksempler vil jeg føie et ringere, som dog i visse maader kan lignes med hine, og som jeg vil lade gjælde for alle lignende tilfælde: Hieron af Syrakus. Han hævede sig fra privatmand til fyrste af Syrakus, og fik heller ikke anden hjælp af lykken end den leilighed den gav ham ; thi da Syrakusanerne laa under for sine fiender, valgte de ham til sin anfører i krigen. Det var ved sine fortjenester der, at han svang sig op til at blive deres fyrste; og allerede som borger viste han saadan dygtighed, at hans biograf<noinclude><references/></noinclude> b59udhxkd22hie11szref1h8tcmei6s 325776 325775 2026-07-09T10:13:55Z Øystein Tvede 3938 325776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>troen paa ham og han ikke havde midler til at holde fast dem der havde troet, eller tvinge de ikke-troende til at tro<ref>Dominikanermunken Savonarola fik ved Mediceernes fordrivelse fra Firenze i 1494 en overordentlig indflydelse. Han blev demokratemes hoved og hævdede med begeistring de republikanske idealer. Samtidig fremkaldte hans tordnende prædikener mod den immoralitet der navnlig herskede i den høiere klasse, et næsten „pietistisk“ liv blandt Firenzes borgere. Da han ogsaa sterkt angreb geistligheden og paven selv for deres liv, blev han sat i ban; men banstraalen virkede ikke, saa Franciskanerne, Dominikanernes rivaler, maatte finde paa en list. De udæskede en af Savonarolas tilhængere til gudsdom om hans lære, og hindrede deretter selv at prøven kom istand; desuagtet vendte det skuffede folks raseri sig mod Savonarola, og myndighederne kunde lade ham brænde (23 mai 1498).</ref>. Derfor har saadanne mænd store vanskeligheder ved at naa frem, og alle farerne kommer medens de er paa veien; de maa da overvinde dem ved kraft og kløgt, men har de overvundet dem, og folket begynder at betragte dem med ærefrygt, da forbliver de, naar de har ryddet tilside sine rivaler og alle der var skinsyge paa deres magt, mægtige, sikre, ærede, og lykkelige. Til disse ophøiede eksempler vil jeg føie et ringere, som dog i visse maader kan lignes med hine, og som jeg vil lade gjælde for alle lignende tilfælde: Hieron af Syrakus. Han hævede sig fra privatmand til fyrste af Syrakus, og fik heller ikke anden hjælp af lykken end den leilighed den gav ham; thi da Syrakusanerne laa under for sine fiender, valgte de ham til sin anfører i krigen. Det var ved sine fortjenester der, at han svang sig op til at blive deres fyrste; og allerede som borger viste han saadan dygtighed, at hans biograf<noinclude><references/></noinclude> qvkb06487wqc1mvu32zpu25v7l1u846 104 140007 325777 2026-07-09T10:15:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>siger han ikke manglede andet til at være konge end kronen. Han tilintetgjorde den gamle hær og oprettede en ny, opgav de gamle forbund og ind gik nye; og da han havde egne forbund og soldater at støtte sig paas kunde han paa et saadant grundlag opføre hvilkensomhelst bygning. Han havde altsaa megen møie med at erhverve sig magten, liden ved at bevare den. {{c|{{stor|Kapitel VII.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede '''vaaben og ved lykkens hjælp.'''}} De der udelukkende ved lykkens hjælp svinger sig op fra privatmænd til fyrster, bliver det uden synderlig møie, men har stor møie med at holde sig i sin stilling, og de har ingen vanskelighed underveis ; thi de flyver til maalet, men alle vanskelighederne indtræder nåar de er komne frem. Dette er de hvem en besiddelse overlades enten for penge eller af venskab, saaledes som alle de fyrster i Joniens og Hellespontens stæder, der blev indsatte af Darius for hans magts og æres skyld, og som de keisere der oprindelig var privatmænd og ved bestikkelse af soldaterne naaede keiserværdigheden. Disse fyrster støtter sig udelukkende paa deres vilje og lykke, som har overdraget dem magten, og begge dele er høist vaklende og ustadige. De hverken forstaar eller formaar at holde stillingen: de forstaar det ikke, fordi det ikke er<noinclude><references/></noinclude> c14w6osdthw79z487gyjwqvw51lodjt 325778 325777 2026-07-09T10:15:55Z Øystein Tvede 3938 325778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>siger han ikke manglede andet til at være konge end kronen. Han tilintetgjorde den gamle hær og oprettede en ny, opgav de gamle forbund og ind gik nye; og da han havde egne forbund og soldater at støtte sig paas kunde han paa et saadant grundlag opføre hvilkensomhelst bygning. Han havde altsaa megen møie med at erhverve sig magten, liden ved at bevare den. {{c|{{stor|Kapitel VII.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede<br> '''vaaben og ved lykkens hjælp.'''}} De der udelukkende ved lykkens hjælp svinger sig op fra privatmænd til fyrster, bliver det uden synderlig møie, men har stor møie med at holde sig i sin stilling, og de har ingen vanskelighed underveis ; thi de flyver til maalet, men alle vanskelighederne indtræder nåar de er komne frem. Dette er de hvem en besiddelse overlades enten for penge eller af venskab, saaledes som alle de fyrster i Joniens og Hellespontens stæder, der blev indsatte af Darius for hans magts og æres skyld, og som de keisere der oprindelig var privatmænd og ved bestikkelse af soldaterne naaede keiserværdigheden. Disse fyrster støtter sig udelukkende paa deres vilje og lykke, som har overdraget dem magten, og begge dele er høist vaklende og ustadige. De hverken forstaar eller formaar at holde stillingen: de forstaar det ikke, fordi det ikke er<noinclude><references/></noinclude> eigyvw7fgpn9wprh4n8dzq4lw4mecfk 104 140008 325779 2026-07-09T10:18:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rimeligt, at en mand der altid har levet et privatliv, skal forståa at befale uden usædvanligt talent og aandsstyrke, de formaar det ikke, fordi de ikke har nogen vaabenmagt der kan tjene dem med venskab og troskab. Dernæst kan de statsbesiddelser som erhverves pludselig, ligesom alt andet i verden der hurtig fødes og vokser, ikke have saadanne rødder og saadan ligevægt, åt ikke den første storm feier fyrsten bort; hvis ikke, som sagt, hine fyrster fra igaar besidder saadan dygtighed, at de ved at ruste sig rask til kamp for den gave lykken har kastet i deres skjød, og efterpaa lægger den grundvold andre har lagt før de blev fyrster. — Jeg vil for begge disse maader at blive fyrste, ved dygtighed eller ved lykke, nævne to eksempler fra vor egen tid, nemlig Francesco Sforza og Cesare Borgia. Francesco<ref>Francesco Sforza — se note side 5. Ved „de rette midler“ menes ingenlunde „hæderlige midler“, men overlegen kløgt og kraft.</ref> blev ved de rette midler og sin store dygtighed fra privatmand hertug af Milano, og hvad han med uendeligt besvær havde erhvervet, bevarede han uden stor møie. Paa den anden side erhvervede Cesare Borgia<ref>Cesare Borgias levnet er fremstillet i en note bag i bogen.</ref>, almindelig kaldt hertug af Valentinois, sin magt og stat ved sin faders lykke, og tabte den efter hans død, uagtet han ingen møie skyede og gjorde alt hvad en klog og tapper mand bør gjøre, for at slaa rod i de stater som andres vaaben eller lykke havde skaffet ham. Thi, som ovenfor sagdes, den der ikke lægger grundvolden først, vilde ved<noinclude><references/></noinclude> 8mi8e0dtme3zzyq7dmov9px9mt4u1k4 104 140009 325780 2026-07-09T10:19:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjælp af handlekraft kunne lægge den siden, om det end da er ubekvemt for bygmesteren og farligt for bygningen. Hvis man betragter hertugens fremgang skridt for skridt, vil man se, at han havde lagt en stor grundvold for sin fremtidige magt, hvilken grundvold jeg ikke anser det for overflødigt at omtale nærmere, da jeg ikke ved, hvilke bedre forskrifter jeg kunde give en ny fyrste, end det eksempel hans handlinger afgiver. Naar hans forholdsregler ikke hjalp ham, var det ikke hans skyld, thi det kom af den ualmindelige og grænseløse træskhed hvormed lykken behand lede ham. Alexander VI havde, da han vilde gjøre sin søn hertugen stor og mægtig, mange vanskeligheder, baade i øieblikket og senere. For det første saa han ingen udvei til at gjøre ham til herre over nogen anden stat end en kirkestat; og naar han skred til at tage Kirkens, vidste han, at hertugen af Milano og Venezianerne ikke vilde give sit minde dertil, fordi Faenza og Rimini allerede stod under Venezianernes beskyttelse. Han saa desuden, at de italienske vaaben, og især de som han havde kunnet benytte sig af, var i deres hænder, som maatte frygte pavens magt, og som han derfor ikke kunde lide paa, idet de alle tilhørte Orsinierne og Colonnaerne og deres tilhængere. Det var altsaa nødvendigt at omstyrte denne politiske orden og bringe forvirring i de italienske stater, for at han trygt kunde bemægtige sig en del af dem, hvilket faldt ham let. Thi Venezianerne havde netop af andre grunde bestræbt sig for atter at faa Franskmændene ind i Italien. Dette ikke alene modsatte han sig ikke, men han gjorde det endog lettere ved ophævelsen af kong Louis’ gamle egte-<noinclude><references/></noinclude> 5p4ufcl504nsney6wlxop19ohn31mis 104 140010 325781 2026-07-09T10:21:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325781 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skab. Kongen kom da til Italien med Venezianernes hjælp og Alexanders samtykke, og ikke før var han i Milano, end paven af ham fik folk til angrebet paa Romagnaen, som han, støttet af kongens anseelse, blev tilladt at tage. Da nu hertugen havde faaet Romagnaen og slaaet Colonnaerne, hindrede to ting ham fra at bevare sin erobring og gaa videre: for det ene syntes ikke hans tropper ham paalidelige; for det andet var der Frankriges vilje. Han frygtede nemlig at Orsiniernes tropper, som han havde benyttet, skulde svigte ham og ikke alene hindre ham fra videre erobring, men berøve ham hvad han allerede havde erobret, og at kongen skulde gjøre ligesaa. Orsiniernes stemning fik han et bevis paa, da han efter indtagelsen af Faeuza angreb Bologna, thi han saa dem gaa kolde til dette angreb. Og hvad kongen angaar, forstod han hans sind, da han efter at have tåget hertugdømmet Urbino angreb Toscana, hvilket tog kongen nødte ham til at afstaa fra; hvorfor hertugen besluttede ikke mere at være afhængig af andres tropper og lykke. Han svækkede nu først og fremst Orsiniernes og Colonnaernes partier i Roma, thi han vandt for sig alle deres dignitærer ved at gjøre dem til sine og ved at give dem store salærer, han hædrede dem, hver efter sin rang, med troppekommandoer og guvernørposter, saa at i løbet af faa maaneder kjærligheden til deres gamle parti var forsvundet og deres hengivenhed i stedet helt gik over paa hertugen. — Derefter ventede han paa en anledning til at tilintetgjøre Orsinierne, efter at have sprengt huset Colonnas parti; leiligheden kom heldig, og han benyttede den endnu bedre. Thi da Orsinierne omsider opdagede at hertugens og<noinclude><references/></noinclude> 9zfoalidajtevix0y3u25a1xa5lyv97 104 140011 325782 2026-07-09T10:22:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325782 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirkens magt var deres fordærv, holdt de et ting i Magione i det peruginske. Dette gav stødet til oprøret i Urbino og urolighederne i Romagnaen og utallige andre farer for hertugen, som han imidlertid overvandt med Franskmændenes hjælp. Da han havde gjenvundet sin anseelse, tyede han, da han hverken stolede paa Frankrige eller andre fremmede tropper, for ikke at maatte stille dem paa prøve, til list, og vidste at forstille sig saa godt, at Orsinierne forsonede sig med ham under signor Paolos mægling. Hertugen forsømte ikke at give ham alle beviser paa venskab for at sikre sig ham, idet han gav ham penge, klæder og heste, indtil deres enfoldighed ved Sinigaglia spillede dem i hans hænder. Efter at have tilintetgjort disse høvdinger og gjort deres tilhængere til sine venner, havde hertugen lagt en ganske god grundvold for sin magt, idet han besad hele Romagnaen med hertugdømmet Urbino, og havde vundet hele befolkningen i disse lande, fordi de nu havde begyndt at trives under ham. Da den sidste del af hans politik er værd at merke sig og fortjener at etterlignes, vil jeg ikke forbigaa den. Da hertugen havde taget Romagnaen og fandt at den havde staaet under svage herrer, som snarere havde plyndret sine undersaatter end styret dem, og givet dem mere anledning til splid end til enighed, saa at landet var fuldt af røveri, feider og al anden lovløshed, ansaa han det for nødvendigt, hvis landet skulde bringes til ro og lydighed mod herskeren, at give det en god regjering. Derfor indsatte han til dets styrer Messer Ramiro d'Orco, en grusom og rask mand, hvem han gav den mest udstrakte myndighed. Han bragte i kort tid med<noinclude><references/></noinclude> st08vjyupbo82f1zulejxxqmq3h2dvz 104 140012 325783 2026-07-09T10:24:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stor berømmelse ro og enighed tilveie. Da ansaa hertugen en saa overordentlig myndighed for ikke længer at være heldig, fordi han frygtede for at den kunde blive forhadt, og henlagde styrelsen under en civil domstol midt i landet, med en udmerket præsident, og lod hver stad have sin advokat der. Da han forstod, at den tidligere strenghed havde vakt adskilligt had mod ham, vilde han, for at udslette alle saadanne følelser i folkets hjerte og vinde det helt, vise, at hvis. der var øvet nogen grusomhed, skyldtes det ikke ham, men hans ministers haardhed. Han tog derfor en anledning til at komme ham tillivs og lod ham en morgen lægge paa torvet i Cesena, huggen i to, med et træstykke og en blodig kniv ved siden. Dette skrækkelige syn tilfredsstillede folket og vakte en tid maalløs undren hos det. Men lad os vende tilbage til det punkt vi forlod. Da altsaa hertugen saa sig temmelig mægtig og tildels sikret mod farer i øieblikket, fordi han havde skaffet sig en egen hær og for en god del tilintetgjort de vaaben hos naboerne som kunde skade ham, var det kun hensynet til Frankrige, som hindrede ham i at gaa videre i sin erobring. Thi han vidste, at kongen, der omsider havde indseet sin feil, ikke vilde taale mere. Derfor begyndte han at søge nye venskaber og at indtage en vaklende holdning overfor Frankrige paa det tog Franskmændene gjorde til kongeriget Napoli mod Spanjerne, som beleirede Gaeta. Hans hensigt var at sikre sig Spanjernes venskab, hvilket hurtig vilde have lykkedes ham hvis Alexander havde levet. Saaledes ordnede han sig i øieblikket. Med hensyn til fremtiden maatte han først og fremst frygte for at en ny efterfølger paa<noinclude><references/></noinclude> ppw3i5paeqjaz0xpcq63zxky0hyy0op 104 140013 325784 2026-07-09T10:25:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirkens stol ikke skulde blive hans ven og søge at tage fra ham det Alexander havde givet ham. Han tænkte da at greie sig paa fire maader. Først ved at udrydde alle de herrers familier, som han havde frataget deres besiddelser, for at berøve paven den anledning til at skride ind. For det andet ved at vinde alle adelsmænd i Roma, som nævnt er, for ved dem at kunne holde paven i tømme. For det tredje ved at sikre sig størst mulig indflydelse i Kardinalkollegiet. For det fjerde ved at vinde saa stor magt før paven døde, at han ved egen hjælp kunde modstaa det første angreb. Af disse fire ting havde han ved Alexanders død gjennemført de tre; den fjerde havde han næsten gjennemført. Thi af de plyndrede herrer slog han ihjel saamange han kunde faa fat paa, og kun meget faa reddede sig; de romerske adelsmænd havde han vundet, og i Kollegiet havde han en betydelig del paa sin side, og hvad ny erobring angaar, havde han lagt en plan om at blive herre over Toscana, han besad allerede Peru gia og Piombino, og Pisa havde han tåget under sin beskyttelse. Da han ikke havde Frankrige at tåge hensyn til (det havde han ikke længere, da Franskmændene allerede af Spanjerne var berøvede kongeriget Napoli, saa at de begge var nødte til at kjøbe hans venskab), kastede han sig over Pisa. Derefter overgav Lucca og Siena sig straks, dels af had til Florentinerne, og dels af frygt; Florentinerne var hjælpeløse; og havde han naaet sit maal, som han stod i begreb med samme aar da Alexander døde, vilde han derved have vundet saa stor magt og anseelse, at han kunde have holdt sig ved egen hjælp og ikke mere vilde have været afhængig af andres lykke og vaaben, men<noinclude><references/></noinclude> 9r567c0ayu3shozk4yeic2oi4shesvc 104 140014 325785 2026-07-09T10:26:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alene af sin egen magt og dygtighed. Men Alexander døde fem aar efterat han havde draget sverdet. Han efterlod ham med kun Romagna-staten grundmuret, med alle hans andre stater endnu i luften, midt mellem to overmægtige fiendtlige hære, og dødssyg. Og dog besad hertugen en saa ubændig energi og saadan dygtighed, og forstod saa godt hvordan mennesker vindes og fordærves, og saa sterk var den grundvold der i saa kort tid var lagt, at hvis han ikke havde haft disse hære paa halsen, eller hvis han havde været frisk, vilde han have beseiret enhver vanskelighed. At hans grundvold var god, ser man, thi Romagnaen ventede paa ham over en maaned; i Roma var han sikker, skjønt han allerede var halvdød, og uagtet Baglionierne, Vitellieme og Orsinierne kom til Roma, havde de ingen fremgang mod ham. Kunde han ikke gjøre til pave den han vilde, kunde han ialfald hindre at nogen blev det, som han ikke vilde have til det. Hvis han ved Alexanders død havde været frisk, vilde alt have været let for ham. Han sagde til mig i de dage da Julius LT blev valgt, at han havde tænkt paa alt der kunde indtræffe nåar hans fader døde, og fundet raad for alt, kun havde han aldrig tænkt sig at han ved hans død ogsaa selv skulde ligge for døden. Naar jeg altsaa sammenfatter disse hertugens handlinger, kan jeg ikke dadle ham; tværtimod tror jeg, som sagt, at burde fremholde ham som et eksempel til efterlignelse for alle dem der ved andres lykke og vaaben er stegne til herskervælde. Thi da hans aand var stor og hans maal høit, kunde han ikke handle anderledes; og kun Alexanders snare død og hans egen sygdom stillede sig i veien for hans planer. Den der altsaa<noinclude><references/></noinclude> g3hfid41uctnwvtigdl9b2kllxr32xt 104 140015 325786 2026-07-09T10:29:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>33 finder det nødvendigt i sit nye fyrstevælde at uskadeliggjøre sine uvenner, vinde sig venner, seire enten med magt eller med list, gjøre sig elsket og frygtet af folket, skaffe sig lydighed og ærefrygt blandt soldaterne, rydde af veien dem der kan eller maa skade ham, indføre ændringer i det gamle styresæt, være streng og venlig, storsindet og rundhaandet, tilintetgjøre en utro vaabenmagt og danne en ny, holde venskab med konger og fyrster, saa at de kan yde en tjenester med anstand og betænke sig paa at gjøre en saadan mand imod, kan ikke finde kraftigere og nyere forbilleder end hertugens gjerninger. Man kan kun anklage ham for Julius LFs kaaring, thi her gjorde han et daarligt valg; thi, som sagt, om han ikke kunde gjøre en pave efter sit sind, kunde han hindre at en anden blev det, og han burde aldrig have samtykket i at nogen blev pave af de kardinaler som han havde krænket, og som, hvis de blev pave, maatte frygte ham. Thi menneskene gjør ondt mod andre enten af frygt eller af had. De som han havde skadet, var blandt andre S. Pietro ad Vincula, Colonna, S. Giorgio, og Ascanio<ref>Kardinal-biskopen af kirken S. Pietro ad Vincula i Roma var Giuliano deila Rovere, valgt til pave med navn Julius H. Han var Borgiaernes rival og var en af de fem kardinaler Alexander VI ikke havde kunnet bestikke, da han kjøbte stemmer for at blive valgt. Machiavelli forlanger vistnok det umulige af sin helt, naar han vil han skulde have hindret deila Roveres valg. — „S. Giorgio“ er Raffaello Riario af Savona, bror af Caterina Sforzas første mand. — Ascanio, ɔ: kardinal Ascanio Sforza, søn af Francesco Sforza og bror af Lodovico Moro.</ref>. Alle de andre maatte have frygtet ham, om de var blevne pave, undtagen<noinclude><references/></noinclude> tvci43o6jfy2diwkjaykoi667a6frfp 104 140016 325787 2026-07-09T10:30:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>1504 til Gonsalvo, af hvem han havde modtaget leide. Imilertid blev han efter ordre fra Spanjen arresteret, og i slutningen af mai sendt til Spanjen, hvor han blev kastet i fængsel. To aar efter undveg han, og flygtede til sin svoger, kongen af Navarra, der laa i krig med Spanjen. Han faldt i en træfning i 1507. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> l3d0mjr4x2x5632n4mvcn3l492jz79k 104 140017 325788 2026-07-09T10:35:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rouen og Spanjerne: de sidste paa grund af alliance og forpligtelse, den første paa grund af sin magt, da han havde Frankriges rige med sig. Derfor burde hertugen allerhelst kaare en Spanjer til pave, og nåar han ikke det kunde, burde han lade Rouen blive det, og ikke S. Pietro ad Vincula. Thi den der tror, at hos store nye velgjerninger bringer en mand til at glemme gamle krænkelser, tager feil. Dette valg var altsaa en feil af her tugen og blev aarsagen til hans endelige fald. {{c|{{stor|Kapitel VIII.}} '''Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.'''}} Da man kan blive fyrste endnu paa to maader, uden at det helt kan tillægges lykke eller dygtighed, vil jeg ikke forbigaa dem, omend den ene af disse maader kan omtales mere udtømmende under republiken. Man kan nemlig enten paa en forbrydersk og skjændig maade stige til fyrste vældet, eller en privat borger kan ved sine med borgeres gunst blive fyrste i sit fædreland. Hvad den første maade angaar, skal jeg forklare den med to eksempler, det ene fra oldtiden, det andet fra nutiden, uden forøvrigt at gaa ind paa enkelt heder, thi jeg mener, at den der maatte blive nødt til at tage den vei, kun vilde behøve at efterligne disse mænd. Sicilianeren Agathokles, der hævede sig til konge af Syrakus, var oprindelig en simpel borger,<noinclude><references/></noinclude> k0hu260r7e7un1uiiuo7ny7128edqvu 104 140018 325789 2026-07-09T10:36:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og det af den allerlaveste stand. Denne mand, søn af en pottemager, førte paa alle trin af sin løbebane et forbrydersk liv. Alligevel forbandt han med sine forbrydelser saa megen aands- og legemskraft, at han, efter at være gaaet ind i hæren, gjennem dens grader steg til prætor i Syrakus. Da han var kommen i denne stilling, besluttede han at ville blive fyrste og besidde med magt, og uden forpligtelse mod andre, hvad der frivillig var ham overdraget. Efter at have enedes om denne plan med Karthaginienseren Hamilkar, som med sin hær førte krig paa Sicilien, samlede han en morgen folket og raadet i Syrakus under paaskud af at drøfte statssager med dem, og lod paa et aftalt tegn sine soldater nedhugge alle senatorerne og de rigeste af folket. Efter disses mord bemægtigede han sig og hævdede enemagten i staden uden nogen borgerstrid. Skjønt han to gange blev slagen af Karthaginienserne og tilslut beleiret, formaaede han ikke blot at forsvare sin stad, men idet han efterlod en del af sine folk til dens forsvar, gjorde han med resten indhug i Afrika, befriede i kort tid Syrakus fra beleiringen, og bragte Karthaginienserne i den yderste nød, saa at de blev nødte til at forlige sig med ham, nøie sig med besiddelsen af Afrika og lade Agathokles faa Sicilien. — Den der nu vilde betragte denne mands handlinger og daadskraft, vilde se lidet eller intet der kunde tilskrives lykken; aldenstund han, som sagt, ikke ved nogens gunst, men gjennem alle hærens grader, hvilke han havde kjæmpet sig frem til ved uendelig møie og tusinde farer, naaede tronen og siden holdt sig med saa mange djærve raad under alskens farer. Det kan heller ikke kaldes dygtighed at<noinclude><references/></noinclude> o72k8uu9fnzfuyvfbrknprr02y7u723 104 140019 325790 2026-07-09T10:39:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slaa ihjel sine medborgere, forraade sine venner, ikke eie troskab, ikke gudsfrygt, ikke religion; disse midler kan skaffe en mand herskermagt, men ikke ære. Thi hvis man betragter den djærvhed hvormed Agathokles kastede sig i farer og atter friede sig ud, og den aandsstorhed hvormed han bar og overvandt gjenvordigheder, ser man ikke, hvorfor han skulde ansees for ringere end den dygtigste hærfører. Ikke desto mindre tillader ikke hans vilde grusomhed og umenneskelighed og utallige forbrydelser at regne ham blandt de største mænd. Man kan altsaa ikke tilskrive hverken lykke eller dygtighed det som han opnaaede uden nogen af delene. I vor tid, under Alexander Vl's regjering, blev Oliverotto fra Fermo<ref>Oliverotto Euffreducci — se kap. VII og noten om Cesare Borgia.</ref>, der nogle aar i forveien var bleven faderløs, opdragen af en morbroder ved navn Giovanni Fogliani, og i sin tidligste ungdom sat til krigstjeneste under Paulo Vitelli, forat han kunde tilegne sig kunsten grundig og naa en høi officersplads. Da senere Paulo døde, tjente han under hans broder Vitellozzo,<ref>Vitellozzo Vitelli — se Cesare Borgia.</ref> og blev i meget kort tid, ved sin udmerkede forstand og sin sjæls- og legemsstyrke, den første i hans hær. Men da det syntes ham nedværdigende at staa under andre, tænkte han paa ved hjælp af nogle borgere i Fermo, der havde sin fædrestads trældommere kjær end dens frihed, og ved Vitelliernes gunst, at tage Fermo; og han skrev til Giovanni Fogliani at han, da han nu havde været flere aar hjemmefra, vilde komme og besøge ham og sin<noinclude><references/></noinclude> bvvsg2xxwgpu6rzi8ztj92fkwm8riy5 104 140020 325791 2026-07-09T10:41:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325791 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjemstad, og faa nogen besked om sin farsarv. Da han ikke havde arbeidet med noget andet maal end at erhverve sig hæder, vilde han, forat hans medborgere skulde se, at han ikke havde spildt tiden, komme med glans, ledsaget af hundrede ryttere af sine venner og tjenere. Han bad sin onkel at sørge for at Formanerne gav ham en ærefuld modtagelse, hvilket ikke alene vilde blive ham, men ogsaa Giovanni selv til ære, da han jo var hans fostersøn. Giovanni gjorde derfor alt hvad han formaaede for sin søstersøn, og efterat han havde sikret ham en ærefuld modtagelse af Fermanerne, tog Oliverotto ind i onkelens hus. Efter nogle dages ophold der, hvorunder han besørgede hvad der var nødvendigt til hans paa tænkte forbrydelse, holdt han et høitideligt gjæstebud, hvortil han indbød Giovanni Fogliani og alle de første mænd i Fermo. Da man var færdig med maaltidet og den underholdning som er al mindelig ved saadanne gjæstebud, ledede Oliverotto behændig samtalen ind paa visse alvorlige temaer, talte om pave Alexanders og hans søn Cesare Borgias magt og deres erobringer, og da Giovanni og de andre svarede, reiste han sig medet, idet han sagde, at dette var ting som burde drøftes paa et sted hvor ikke saamange hørte paa, og tråk sig tilbage til et sideværelse, hvorhen Giovanni og alle de andre borgere kom efter. Ikke før var de komne til sæde, førend der fra hemmelige rum traadte frem soldater, som dræbte Giovanni og alle de andre. Efter dette mord steg Oliverotto tilhest, for gjennem byen, og beleirede den øverste embedsmand i hans palads, saa at de af frygt blev nødte til at lyde ham og oprette en regjering, i hvis spidse han satte sig selv som fyrste. Efterat<noinclude><references/></noinclude> neiq2w32o4tgmlp0w05jzdd4nj44mm4 104 140021 325792 2026-07-09T10:43:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>have dræbt alle som, fordi de var misfornøiede, kunde skade ham, befæstede han sin stilling ved en omordning af det civile og militære styre. I det aar han var fyrste, var han ikke alene tryg i staden Fermo, men var bleven farlig for alle sine naboer. Det vilde have været ligesaa vanskeligt at erobre hans stad som Agathokles', hvis han ikke havde ladet sig narre af Cesare Borgia, dengang han, som ovenfor nævnt, i Sinigaglia tog tilfange Orsinierne og Vitellierne, ved hvilken anledning Oliverotto ogsaa selv blev tagen og aaret efter mordet paa sin onkel kvalt sammen med Vitellozzo, som havde lært ham hans dygtighed og hans forbrydelser. Nogle kunde maaske være i tvivl om hvoraf det kom, at f. eks. Agathokles efter utallige forræderier og grusomheder længe kunde leve tryg i sin fædrestad og forsvare sig mod ydre fiender, uden at der nogensinde blev stiftet nogen sammensværgelse mod ham af hans medborgere; aldenstund mange andre paa grund af sin grusomhed ikke har kunnet holde sin magt i fredstid engang, endsige i farlige krigstider. Jeg tror, at dette kommer af at grusomheder kan anvendes baade slet og godt. Godt anvendte kan man, hvis det gaar an at bruge ordet „godt“ om det onde, kalde dem som udføres paa én gang, under nødvendigheden af at sikre sig, og som saa ikke siden drives videre, men vendes til størst muligt gavn for undersaatterne. De slet anvendte grusomheder er de som, selv om de i begyndelsen er faa, snarere øges med tiden end ophører. De der iagttager det første princip, kan med Guds og menneskers hjælp finde raad til at opretholde sin<noinclude><references/></noinclude> 94u73nj6fhznbensx718fu2mxeiwbnr 104 140022 325793 2026-07-09T10:44:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stat, som Agathokles gjorde. De andre kan umulig holde sig. Det er her at merke, at nåar man bemægtiger sig en stat, maa erobreren udtænke alle de voldshandlinger han er nødt til at begaa, og udføre dem alle paa en gang, for ikke at maatte gjøre nye hver dag og for at kunne berolige menneskene ved at stanse de onde gjerninger og vinde dem ved velgjerninger. Den der handler anderledes, enten af frygtsomhed eller paa grund af en feilagtig anskuelse, nødsages altid til at staa med kniven i haanden og kan aldrig stole paa sine undersaatter, da disse formedelst de stadige overgreb og voldshandlinger ikke kan føle sig trygge for ham. Thi voldsgjerningerne maa gjøres alle paa en gang, for at de, nåar ikke smagen forlænges, kan vække mindre harme, velgjerninger bør øves lidt efter lidt, for at man kan smage mere paa dem. Fremfor alt maa en fyrste optræde saaledes mod sine undersaatter, at intet pludseligt uheld kan tvinge ham til at forandre sig i godt eller ondt; thi nåar nøden kommer i uheldige tider, er der ikke tid til det onde, og det gode man gjør, hjælper ikke, da det ansees for aftvunget, og man faar ingen tak derfor. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel IX.}} '''Om borger-monarkiet.'''}} Vi kommer nu til det andet tilfælde, naar en borger ikke ved forbrydelser og anden utaalelig vold, men ved sine medborgeres gunst, bliver<noinclude><references/></noinclude> 5ub8jtuildvuo1byzfkvx1b5ztmykjk 104 140023 325794 2026-07-09T10:45:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fyrste i sin fædrestad — hvilket kan kaldes borgermonarki. Dette behøver man ikke absolut dygtighed eller ren lykke til at naa, men snarere en vis heldig sluhed. Til det vælde stiger man enten ved folkets gunst eller ved de stores gunst. Thi i hver stad findes disse to partier med modsat stræben, og det fordi folket ikke vil lade sig befale over eller undertrykke af de store, og de store vil befale over og undertrykke folket ; og resultatet af kampen mellem disse to forskjellige ønsker bliver i stæderne et af tre, enten monarki, eller frihed, eller anarki. Monarkiet foranlediges enten af folket, eller af de store, eftersom det ene eller det andet af disse partier har brug for det; thi naar de store ser, at de ikke kan staa sig mod folket, begynder de at samle al sin anseelse om en af sin egen midte og gjør ham til fyrste, for i ly af ham at kunne tilfredsstille sine begjær. Folket hæver ogsaa en enkelt mands autoritet, nåar det ser, at det ikke kan staa sig mod de store, og gjør ham til fyrste foråt forsvares af hans magt. Den der vinder kronen ved de stores hjælp, har vanskeligere for at holde sig end den der vinder den ved folkets hjælp. Thi han vil som fyrste have mange om sig der regner sig for hans jevnbyrdige, og derfor kan han ikke beherske dem eller lede dem som han vil. Men den der vinder fyrstemagt ved folkegunst, er ene om den, og har faa eller ingen om sig der ikke er villige til at lyde ham. Desuden kan man ikke med hæder tilfredsstille de store, og ikke uden at forurette andre, men det kan man gjøre med folket; thi folkets maal er hæderligere end de stores, da disse vil undertrykke, hint kun forlanger ikke at<noinclude><references/></noinclude> qiokjxy4tccj5k33pvgg90n5shy5kcm 104 140024 325795 2026-07-09T10:46:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325795 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>undertrykkes. Hertil kommer, at et fiendtligt folk kan en fyrste aldrig sikre sig mod, da det er for talrigt, men de store kan han sikre sig mod, fordi de er faa. Det værste som kan hænde en fyrste med et fiendtligt folk, er at det forlader ham; men er de store hans fiender, maa han ikke blot frygte for at de skal svigte ham, men endog at de skal gaa imod ham; thi da disse ser skarpere og har mere kløgt, ved de altid at vinde tid til at redde sig, og søger at indynde sig hos den de haaber skal seire. Fyrsten er ogsaa nødt til bestandig at leve med det samme folk, men han kan godt undgaa stadig at have de samme stor mænd, da han kan ophøie og styrte dem hver dag og fratage og give dem anseelse efter eget tykke. For at gjøre dette klarere: de store maa væsentlig bedømmes paa to maader, det vil sige, enten indretter de sin politik saa, at de knyttes aldeles til fyrstens skjæbne, eller ikke. De der binder sig til ham og ikke er griske, bør hædres og elskes; de, der ikke binder sig til ham, maa bedømmes paa to maader. Det kan være forsagthed og naturlig mangel paa mod, og da bør du benytte dig af dem, især af dem der er gode raadgivere, thi i lykken bringer de dig ære, og i faren har du intet at frygte af dem. Men naar de paa grund af listige bagtanker og ærgjerrighed ikke vil binde sig, er det tegn paa at de tænker mere paa sig selv end paa fyrsten. Saadanne maa fyrsten vogte sig for, og frygte dem som om de var aabenbare fiender, thi i ulykken hjælper de altid til at styrte ham. Derfor maa en der bliver fyrste ved hjælp af folkets gunst, bevare dets venskab, hvilket er<noinclude><references/></noinclude> 03poeqov4p4ep3dqghp9cma210w0o9i 104 140025 325796 2026-07-09T11:32:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325796 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham let, da folket ikke begjærer andet end frihed for undertrykkelser. Men den der mod folkets vilje bliver fyrste ved de stores gunst, maa fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket er ham let, nåar han tager det under sin beskyttelse. Da menneskene, nåar de modtager velgjerninger af dem de troede at skulle lide ondt af, knytter sig endnu fastere til sin velgjører, bliver folket straks endnu velvilligere mod ham end om han ved dets gunst havde banet sig vei til tronen. Der er mange maader hvorpaa fyrsten kan vinde folket, for hvilke der ingen fast regel kan gives, da de varierer efter forholdene, og derfor skal de her forbigaaes. Jeg vil kun drage den slutning, at for en fyrste er det nødvendigt at have folket til ven, ellers har han intet raad i ulykken. Nabes, Spartanernes fyrste, udholdt en beleiring af hele Grækenland og af en seiervant romersk hær, og forsvarede sit land og sin trone mod dem, og behøvede kun, da faren kom over ham, at sikre sig nogle faa modstandere. Men hvis han havde haft folket til fiende, vilde ikke dette have været nok. Ingen maa bekjæmpe denne min anskuelse med det gjængse ordsprog, „den der bygger paa folket, bygger paa sand“; thi dette slaar til nåar en privat borger bygger paa det, og indbilder sig at folket vilde befri ham, om han led overlast af sine fiender eller af myndighederne; i det tilfælde vilde han ofte finde sig skuffet, som det gik i Roma med Graccherne, i Firenze med Messer Giorgio Scali 1. Men naar det er en fyrste, som vrtr Umier de vilde partikampe i Firenze i slutten afXI V aarhuiidrede var Giorgio Scali et af hovederne for det lavere folkeparti, og tillod sig alt mod modstanderne Upopolo grasso ,o : de formuende, og adelen). I 1581<noinclude><references/></noinclude> g52crttimx483p2nl4v685omh0crs1w 325797 325796 2026-07-09T11:35:35Z Øystein Tvede 3938 325797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham let, da folket ikke begjærer andet end frihed for undertrykkelser. Men den der mod folkets vilje bliver fyrste ved de stores gunst, maa fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket er ham let, nåar han tager det under sin beskyttelse. Da menneskene, nåar de modtager velgjerninger af dem de troede at skulle lide ondt af, knytter sig endnu fastere til sin velgjører, bliver folket straks endnu velvilligere mod ham end om han ved dets gunst havde banet sig vei til tronen. Der er mange maader hvorpaa fyrsten kan vinde folket, for hvilke der ingen fast regel kan gives, da de varierer efter forholdene, og derfor skal de her forbigaaes. Jeg vil kun drage den slutning, at for en fyrste er det nødvendigt at have folket til ven, ellers har han intet raad i ulykken. Nabes, Spartanernes fyrste, udholdt en beleiring af hele Grækenland og af en seiervant romersk hær, og forsvarede sit land og sin trone mod dem, og behøvede kun, da faren kom over ham, at sikre sig nogle faa modstandere. Men hvis han havde haft folket til fiende, vilde ikke dette have været nok. Ingen maa bekjæmpe denne min anskuelse med det gjængse ordsprog, „den der bygger paa folket, bygger paa sand“; thi dette slaar til naar en privat borger bygger paa det, og indbilder sig at folket vilde befri ham, om han led overlast af sine fiender eller af myndighederne; i det tilfælde vilde han ofte finde sig skuffet, som det gik i Roma med Graccherne, i Firenze med Messer Giorgio Scali<ref>Under de vilde partikampe i Firenze i slutten afXI V aarhuiidrede var Giorgio Scali et af hovederne for det lavere folkeparti, og tillod sig alt mod modstanderne Upopolo grasso ɔ: de formuende, og adelen). I 1581</ref>. Men naar det er en fyrste, som<noinclude><references/></noinclude> b4hbdrt87iz042qe34rnb0o6fhfub8w 325798 325797 2026-07-09T11:36:30Z Øystein Tvede 3938 325798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham let, da folket ikke begjærer andet end frihed for undertrykkelser. Men den der mod folkets vilje bliver fyrste ved de stores gunst, maa fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket er ham let, naar han tager det under sin beskyttelse. Da menneskene, naar de modtager velgjerninger af dem de troede at skulle lide ondt af, knytter sig endnu fastere til sin velgjører, bliver folket straks endnu velvilligere mod ham end om han ved dets gunst havde banet sig vei til tronen. Der er mange maader hvorpaa fyrsten kan vinde folket, for hvilke der ingen fast regel kan gives, da de varierer efter forholdene, og derfor skal de her forbigaaes. Jeg vil kun drage den slutning, at for en fyrste er det nødvendigt at have folket til ven, ellers har han intet raad i ulykken. Nabes, Spartanernes fyrste, udholdt en beleiring af hele Grækenland og af en seiervant romersk hær, og forsvarede sit land og sin trone mod dem, og behøvede kun, da faren kom over ham, at sikre sig nogle faa modstandere. Men hvis han havde haft folket til fiende, vilde ikke dette have været nok. Ingen maa bekjæmpe denne min anskuelse med det gjængse ordsprog, „den der bygger paa folket, bygger paa sand“; thi dette slaar til naar en privat borger bygger paa det, og indbilder sig at folket vilde befri ham, om han led overlast af sine fiender eller af myndighederne; i det tilfælde vilde han ofte finde sig skuffet, som det gik i Roma med Graccherne, i Firenze med Messer Giorgio Scali<ref>Under de vilde partikampe i Firenze i slutten afXI V aarhuiidrede var Giorgio Scali et af hovederne for det lavere folkeparti, og tillod sig alt mod modstanderne Upopolo grasso ɔ: de formuende, og adelen). I 1581</ref>. Men naar det er en fyrste, som<noinclude><references/></noinclude> ryu1ovj1tzy2fti0k9mqa06669ifrji 325800 325798 2026-07-09T11:38:51Z Øystein Tvede 3938 325800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham let, da folket ikke begjærer andet end frihed for undertrykkelser. Men den der mod folkets vilje bliver fyrste ved de stores gunst, maa fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket er ham let, naar han tager det under sin beskyttelse. Da menneskene, naar de modtager velgjerninger af dem de troede at skulle lide ondt af, knytter sig endnu fastere til sin velgjører, bliver folket straks endnu velvilligere mod ham end om han ved dets gunst havde banet sig vei til tronen. Der er mange maader hvorpaa fyrsten kan vinde folket, for hvilke der ingen fast regel kan gives, da de varierer efter forholdene, og derfor skal de her forbigaaes. Jeg vil kun drage den slutning, at for en fyrste er det nødvendigt at have folket til ven, ellers har han intet raad i ulykken. Nabes, Spartanernes fyrste, udholdt en beleiring af hele Grækenland og af en seiervant romersk hær, og forsvarede sit land og sin trone mod dem, og behøvede kun, da faren kom over ham, at sikre sig nogle faa modstandere. Men hvis han havde haft folket til fiende, vilde ikke dette have været nok. Ingen maa bekjæmpe denne min anskuelse med det gjængse ordsprog, „den der bygger paa folket, bygger paa sand“; thi dette slaar til naar en privat borger bygger paa det, og indbilder sig at folket vilde befri ham, om han led overlast af sine fiender eller af myndighederne; i det tilfælde vilde han ofte finde sig skuffet, som det gik i Roma med Graccherne, i Firenze med Messer Giorgio Scali<ref>Under de vilde partikampe i Firenze i slutten afXI V aarhuiidrede var Giorgio Scali et af hovederne for det lavere folkeparti, og tillod sig alt mod modstanderne Upopolo grasso ɔ: de formuende, og adelen). I 1581 lod han en af sine kreaturer anklage Giovanni di Cambio for høiforræderi; klagen kunde ikke opretholdes og klageren skulde straffes for falsk angiveri. Scali brød da ind hos den embedsmand der havde angiveren i forvaring, og befriede ham; men det høieste magistratskoUegium lod Scali henrette i januar 1382. Forat ikke folket skulde hindre eksekutionen, havde adelen og popolo grasso samlet sig i vaaben.</ref>. Men naar det er en fyrste, som<noinclude><references/></noinclude> ctb6m4a1p5gg7wayo2fc1ld7d36i7wr 104 140026 325799 2026-07-09T11:38:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325799 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bygger paa folket, en som kan byde og har mands mod og hjerte og ikke bliver forsagt i faren, ikke forsømmer andre forholdsregler og holder mod i det hele samfund ved sit eget mod og sine anstalter, vil han aldrig se sig skuffet af folket, men finde at han har valgt en god grundvold. Disse troner pleier at staa i fare nåar de er i begreb med at gaa over fra det borgelige styre til det absolute. Disse fyrster styrer nemlig enten selv eller gjennem embedsmænd. I det sidste tilfælde er deres stilling svagere og farligere, thi de er fuldstændig afhængige af de borgeres hengivenhed, som forestaar embederne, og disse kan, især i uheldige tider, med stor lethed berøve dem kronen, enten ved at vende sig mod dem eller ved at negte dem lydighed. Det er for sent for en fyrste at overtage den absolute myndighed i farens stund, fordi borgerne og undersaatterne, der er vante til at modtage sine befalinger af embedsmændene, ikke, naar alt staar for fald, er tilbøielige til at adlyde fyrstens, og i usikre tider vil han altid have mangel paa folk han kan stole paa. Thi en saadan fyrste kan ikke bygge paa sin erfaring fra rolige tider, naar borgerne trænger tronen, thi da er alle ivrige, alle lover, og alle vil dø for ham, naar døden er langt borte; men i ulykken, naar tronen trænger borgerne, da er der ikke mange igjen. Saa meget desto farligere er et saadant<noinclude><references/></noinclude> 4d1nnukopfb3y71scgsraky2nzyeclp 325801 325799 2026-07-09T11:39:37Z Øystein Tvede 3938 325801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bygger paa folket, en som kan byde og har mands mod og hjerte og ikke bliver forsagt i faren, ikke forsømmer andre forholdsregler og holder mod i det hele samfund ved sit eget mod og sine anstalter, vil han aldrig se sig skuffet af folket, men finde at han har valgt en god grundvold. Disse troner pleier at staa i fare naar de er i begreb med at gaa over fra det borgelige styre til det absolute. Disse fyrster styrer nemlig enten selv eller gjennem embedsmænd. I det sidste tilfælde er deres stilling svagere og farligere, thi de er fuldstændig afhængige af de borgeres hengivenhed, som forestaar embederne, og disse kan, især i uheldige tider, med stor lethed berøve dem kronen, enten ved at vende sig mod dem eller ved at negte dem lydighed. Det er for sent for en fyrste at overtage den absolute myndighed i farens stund, fordi borgerne og undersaatterne, der er vante til at modtage sine befalinger af embedsmændene, ikke, naar alt staar for fald, er tilbøielige til at adlyde fyrstens, og i usikre tider vil han altid have mangel paa folk han kan stole paa. Thi en saadan fyrste kan ikke bygge paa sin erfaring fra rolige tider, naar borgerne trænger tronen, thi da er alle ivrige, alle lover, og alle vil dø for ham, naar døden er langt borte; men i ulykken, naar tronen trænger borgerne, da er der ikke mange igjen. Saa meget desto farligere er et saadant<noinclude><references/></noinclude> pl3velbzg9z9ecq4f1beqlil1280goh 104 140027 325802 2026-07-09T11:41:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forsøg, som det kun kan gjøres én gang. Derfor maa en klog fyrste udfinde et middel til at sikre sig at hans borgere altid, under alle vilkaar og i alle slags tider, har brug for ham og hans trone, da vil de altid være ham tro. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel X.}} '''Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.'''}} Man maa, nåar man undersøger disse monarkiers egenskaber, have endnu et for øie: om en fyrste har saa stor stat, at han i nødsfald kan staa paa egne ben, eller om han behøver andres hjælp. Jeg mener videre, at de kan staa paa egne ben, der enten har rigeligt folk eller rigelige penge og saaledes kan stille i marken en god hær og levere slag med hvo der maatte angribe dem. Ligesaa mener jeg de altid trænger til andre, som ikke kan tåge det op med en fiende i aaben mark, men maa flygte bag mure og forsvare dem. Det første tilfælde er allerede omhandlet, og vi skal senere komme tilbage til hvad derom maa siges. I det andet tilfælde kan man ikke sige andet, end at saadanne fyrster maa opfordres til at befæste og beskytte sin hovedstad og ikke ænse landet. Den der har beskyttet sin hovedstad vel, og har optraadt saaledes overfor sine undersaatter som ovenfor er sagt og nedenfor skal siges, vil man altid betænke sig meget paa at angribe; thi menneskene har altid imod foretagender hvori de<noinclude><references/></noinclude> bwj8s5t3cu4khr9yk4lxu0urch95yff 104 140028 325803 2026-07-09T11:43:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>øiner vanskeligheder, og man ser ingen udsigt til en let seier ved at angribe en der har en vel befæstet stad, og som ikke hades af folket. Tysklands stæder besidder den største frihed, har lidet opland, lyder keiseren naar de selv vil, og frygter hverken ham eller nogen mægtig nabo. De er nemlig saa vel befæstede, at enhver anser deres erobring for drøi og vanskelig; de har alle grave og forsvarlige mure, de har rigeligt skyts og har altid oplag i de offentlige magasiner af drikke, mad og brændsel for et aar. Desuden har de, for at kunne underholde almuen uden tab for det offentlige, altid offentligt oplag af raastoffer for et aar for at kunne give den arbeide i de haandværk, som er hine stæders styrke og liv, og af hvilke almuen nærer sig. De holder ogsaa krigerske øvelser i ære og har mange indretninger for at vedligeholde dem.<ref>Af egen erfaring kj endte Machiavelli kun Schweiz og Tyrol, det øvrige Tyskland blot paa anden haand. Han har her overført bjergfolkenes sæder paa hele riget.</ref> En fyrste altsaa, der har en sterk stad og ikke gjør sig forhadt, kan ikke angribes; og selv om nogen angreb ham, vilde angriberen komme derfra med skam, thi alt forandrer sig saa hurtig her i verden, at det er næsten umuligt, at nogen skulde kunne ligge ledig med sin hær et aar og beleire ham. Vil nogen indvende, at hvis folket har sin eiendom udenfor og ser den gaa op i luer, vil det ikke bevare taalmodigheden, og den lange beleiring og egenkjærligheden vil bringe det til at glemme fyrsten, svarer jeg, at en kraftig og djærv fyrste altid vil overvinde alle disse vanskeligheder, idet han snart giver sine undersaatter<noinclude><references/></noinclude> 65l81il0o4r7ydho5iwxrkyyxcyn1pq 325804 325803 2026-07-09T11:43:44Z Øystein Tvede 3938 325804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>øiner vanskeligheder, og man ser ingen udsigt til en let seier ved at angribe en der har en vel befæstet stad, og som ikke hades af folket. Tysklands stæder besidder den største frihed, har lidet opland, lyder keiseren naar de selv vil, og frygter hverken ham eller nogen mægtig nabo. De er nemlig saa vel befæstede, at enhver anser deres erobring for drøi og vanskelig; de har alle grave og forsvarlige mure, de har rigeligt skyts og har altid oplag i de offentlige magasiner af drikke, mad og brændsel for et aar. Desuden har de, for at kunne underholde almuen uden tab for det offentlige, altid offentligt oplag af raastoffer for et aar for at kunne give den arbeide i de haandværk, som er hine stæders styrke og liv, og af hvilke almuen nærer sig. De holder ogsaa krigerske øvelser i ære og har mange indretninger for at vedligeholde dem.<ref>Af egen erfaring kjendte Machiavelli kun Schweiz og Tyrol, det øvrige Tyskland blot paa anden haand. Han har her overført bjergfolkenes sæder paa hele riget.</ref> En fyrste altsaa, der har en sterk stad og ikke gjør sig forhadt, kan ikke angribes; og selv om nogen angreb ham, vilde angriberen komme derfra med skam, thi alt forandrer sig saa hurtig her i verden, at det er næsten umuligt, at nogen skulde kunne ligge ledig med sin hær et aar og beleire ham. Vil nogen indvende, at hvis folket har sin eiendom udenfor og ser den gaa op i luer, vil det ikke bevare taalmodigheden, og den lange beleiring og egenkjærligheden vil bringe det til at glemme fyrsten, svarer jeg, at en kraftig og djærv fyrste altid vil overvinde alle disse vanskeligheder, idet han snart giver sine undersaatter<noinclude><references/></noinclude> mx6mat26sno1yo0g3gc1khmsrut35b5 104 140029 325805 2026-07-09T11:44:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>haab om at ulykken ikke skal vare længe, snart indgiver dem frygt for fiendens grusomhed, snart behændig sikrer sig dem der synes ham altfor hidsige. Desuden maa fienden sandsynligvis herje og brænde landet straks ved sin ankomst, paa en tid da sindene endnu er hede og folk ivrige i forsvaret; derfor bør fyrsten saa meget mindre være betænkelig, da skaden, nåar sindene om en stund kjølner, allerede er gjort, ulykkerne er lidte, og der ikke mere er noget raad mod dem. Borgerne slutter sig da saa meget mere til sin fyrste, idet de mener at han har forpligtelser mod dem, da deres huse er brændte og deres eiendomme ødelagte til hans forsvar. Det er ogsaa menneskenes natur ligesaameget at føle sig forpligtede ved de velgjerninger de øver mod andre, som ved dem de selv modtager. Hvis man derfor tager alt ret i betragtning, bliver det ikke vanskeligt for en klog fyrste baade straks og senere at holde sine borgere standhaftige under en beleiring, nåar han ikke mangler levnetsmidler og forsvarsmidler. {{c|{{stor|Kapitel XI.}} '''Om de geistlige monarkier.'''}} Det staar nu kun tilbage for os at drøfte de geistlige monarkier. Ved disse kommer vanskelighederne før erhvervelsen; thi de erhverves enten ved dygtighed eller ved lykke, og bevares uden nogen af delene. De opretholdes nemlig af religionens urgamle indretninger, der har været saa kraftige,<noinclude><references/></noinclude> 9ionydldgmhzgjo4e1xj8erhtt46c68 325806 325805 2026-07-09T11:45:08Z Øystein Tvede 3938 325806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>haab om at ulykken ikke skal vare længe, snart indgiver dem frygt for fiendens grusomhed, snart behændig sikrer sig dem der synes ham altfor hidsige. Desuden maa fienden sandsynligvis herje og brænde landet straks ved sin ankomst, paa en tid da sindene endnu er hede og folk ivrige i forsvaret; derfor bør fyrsten saa meget mindre være betænkelig, da skaden, nåar sindene om en stund kjølner, allerede er gjort, ulykkerne er lidte, og der ikke mere er noget raad mod dem. Borgerne slutter sig da saa meget mere til sin fyrste, idet de mener at han har forpligtelser mod dem, da deres huse er brændte og deres eiendomme ødelagte til hans forsvar. Det er ogsaa menneskenes natur ligesaameget at føle sig forpligtede ved de velgjerninger de øver mod andre, som ved dem de selv modtager. Hvis man derfor tager alt ret i betragtning, bliver det ikke vanskeligt for en klog fyrste baade straks og senere at holde sine borgere standhaftige under en beleiring, nåar han ikke mangler levnetsmidler og forsvarsmidler. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XI.}} '''Om de geistlige monarkier.'''}} Det staar nu kun tilbage for os at drøfte de geistlige monarkier. Ved disse kommer vanskelighederne før erhvervelsen; thi de erhverves enten ved dygtighed eller ved lykke, og bevares uden nogen af delene. De opretholdes nemlig af religionens urgamle indretninger, der har været saa kraftige,<noinclude><references/></noinclude> i13x65r72k8w5dd6a153ycqnis0o0dk 104 140030 325807 2026-07-09T11:46:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325807 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og som ifølge sin natur har opretholdt saadanne troner, hvorledes saa fyrsterne har optraadt og levet. De er de eneste som har stater og ikke forsvarer dem, har undersaatter og ikke regjerer dem; og staterne fratages dem ikke fordi de ikke forsvares, og undersaatterne bryder sig ikke om at de ikke regjeres, og hverken tænker paa eller kan løsrive sig. Altsaa er kun disse sikre og lykkelige fyrster. Men da disse ledes af en høiere aarsag, som menneskeaanden ikke naar, vil jeg ikke tale om dem; thi da de ophøies og opretholdes af Gud, vilde det være anmassende og forvovent af et menneske at drøfte dem.<ref>Ironisk, som det der ovenfor blev sagt om Moses</ref> Alligevel kunde man spørge mig, hvoraf det kommer, at Kirken er kommen til saa stor verdslig magt, da jo før Alexanders tid de italienske magter, og det ikke blot de der kaldtes magter, men hver eneste baron og herre, omend aldrig saa liden, i verdslige sager ænsede Kirken lidet; medens nu en konge af Frankrige skjælver for den, og den har kunnet drive ham ud af Italien og tilintetgjøre Venezianerne. Naar jeg skal svare herpaa, synes det mig ikke overflødigt at minde om disse tiders historie, skjønt den er vel kjendt. Før kong Charles af Frankrige rykkede ind i Italien, havde dette land staaet under paven, Venezianerne, kongen af Napoli, hertugen af Milano og Florentinerne. Disse magter havde væsentlig to ting at sørge for: først at ingen fremmed rykkede ind i Italien med væbnet magt; dernæst at ingen af dem selv tog mere land. De som man var mest bekymret for, var paven og Venezianerne. For at holde Venezianerne i skranken var alle de<noinclude><references/></noinclude> t5napbzjunz2dhf1swj2x9xe5an9ej8 104 140031 325808 2026-07-09T11:48:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325808 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andre nødte til at forene sig, som de gjorde ved forsvaret af Ferrara<ref>Om Venezianernes angreb paa Ferrara i 1482 se noten side 7 om Ercole I d'Este.</ref>; for at holde paven i schak benyttede de sig af Romas baroner, som var delte i to partier, Orsinier og Colonnaer, og aldrig savnede anledning til indbyrdes feider, og som, idet de stod med vaaben i haand under pavens øine, holdt pavedømmet svagt og magtløst. Ihvorvel der undertiden kom en djærv pave, som Sixtus<ref>Sixtus IV (Francesco della Rovere, onkel af Julius II), 1471—1484, søgte paa lignende maade som senere Alexander VI at skaffe sine sønner verdslig magt. Han havde imidlertid formeget at kjæmpe med til at naa synderlig langt.</ref>, kunde alligevel hverken lykke eller kløgt nogensinde befri ham for disse misligheder. Deri var deres korte levetid skyld, thi i de ti aar en pave gjennemsnitlig levede, kunde han neppe nok kue et af partierne; og hvis for eksempel én omtrent havde gjort det af med Colonnaerne, kom der en anden som var fiende af Orsinierne, saa at han lod det første parti opstaa igjen, uden at faa tid til at gjøre det af med Orsinierne. Følgen var at pavens verdslige magt var lidet anseet i Italien. Saa kom Alexander VI, der af alle paver som nogensinde har været, først viste, hvor overmægtig en pave kan blive baade ved penge og tropper. Han udrettede ved hjælp af hertugen af Valentinois og den leilighed Franskmændenes indrykning bød ham, alt det som jeg ovenfor har omhandlet under hertugens politik. Ihvorvel hans hensigt ikke var at gjøre Kirken stor, men hertugen, tjente alligevel det han gjorde til at gjøre<noinclude><references/></noinclude> lc5ulrdp9gb92ro9dsvr5ru7xg0mx7o 104 140032 325809 2026-07-09T11:52:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325809 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirken mægtig, thi efter hans død blev, da hertugen var styrtet, Kirken arving til hans møisommelig erhvervede stat. Saa kom pave Julius og fandt Kirken mægtig, i besiddelse af hele Romagnaen, alle Romas baroner kuede og de nævnte partier tilintetgjorte ved Alexanders kraftige slag; han fandt endvidere veien aaben til det middel at samle penge, et middel som ikke havde været benyttet før Alexander. Julius ikke alene bevarede disse fordele, men øgede dem ; han tænkte at tåge Bologna, tilintetgjøre Venezianerne og jage Franskmændene ud af Italien<ref>Se herom noten om Louis XII.</ref>; og alle disse foretagender lykkedes for ham, til saa meget desto større hæder for ham, som han gjorde det alt for at hæve Kirken, og ikke nogen enkeltmand. Han holdt ogsaa Orsini- og Colonnapartierne inden de grændser inden hvilke han fandt dem; og skjønt der undertiden rørte sig et begjær hos dem om at forandre forholdet, holdt dog to ting dem tilbage; den ene, Kirkens magt, som skræmte dem; den anden, at de ikke havde kardinaler, der ellers er ophavet til alle uroligheder mellem dem. Disse partier vil aldrig holde sig i ro, hvergang de har kardinaler, thi disse nærer partispliden i Roma og udenfor, og baronerne er nødte til at forsvare dem; og saaledes opstaar af prælaternes ærgjerrighed rivningerne og striden mellem baronerne. Hans Hellighed Pave Leo<ref>Leo X (Giovanni de' Medici, søn af Lorenzo il Magnifico), 1475—1521, roses ofte af forfatterne for sin „godhed„“, ihvertfald i hans tidligere regjeringstid.</ref> fandt altsaa pontifikatet saare mægtigt, og det er at haabe, at, som hine gjorde det stort ved vaabenmagt, vil han ved sin<noinclude><references/></noinclude> khk0dm5dwz91pzolj3pa5cwti8obxii 325810 325809 2026-07-09T11:53:15Z Øystein Tvede 3938 325810 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirken mægtig, thi efter hans død blev, da hertugen var styrtet, Kirken arving til hans møisommelig erhvervede stat. Saa kom pave Julius og fandt Kirken mægtig, i besiddelse af hele Romagnaen, alle Romas baroner kuede og de nævnte partier tilintetgjorte ved Alexanders kraftige slag; han fandt endvidere veien aaben til det middel at samle penge, et middel som ikke havde været benyttet før Alexander. Julius ikke alene bevarede disse fordele, men øgede dem; han tænkte at tage Bologna, tilintetgjøre Venezianerne og jage Franskmændene ud af Italien<ref>Se herom noten om Louis XII.</ref>; og alle disse foretagender lykkedes for ham, til saa meget desto større hæder for ham, som han gjorde det alt for at hæve Kirken, og ikke nogen enkeltmand. Han holdt ogsaa Orsini- og Colonnapartierne inden de grændser inden hvilke han fandt dem; og skjønt der undertiden rørte sig et begjær hos dem om at forandre forholdet, holdt dog to ting dem tilbage; den ene, Kirkens magt, som skræmte dem; den anden, at de ikke havde kardinaler, der ellers er ophavet til alle uroligheder mellem dem. Disse partier vil aldrig holde sig i ro, hvergang de har kardinaler, thi disse nærer partispliden i Roma og udenfor, og baronerne er nødte til at forsvare dem; og saaledes opstaar af prælaternes ærgjerrighed rivningerne og striden mellem baronerne. Hans Hellighed Pave Leo<ref>Leo X (Giovanni de' Medici, søn af Lorenzo il Magnifico), 1475—1521, roses ofte af forfatterne for sin „godhed„“, ihvertfald i hans tidligere regjeringstid.</ref> fandt altsaa pontifikatet saare mægtigt, og det er at haabe, at, som hine gjorde det stort ved vaabenmagt, vil han ved sin<noinclude><references/></noinclude> mpv23n5nnxw8qagl02g1yoh7wyrskeg 325811 325810 2026-07-09T11:53:39Z Øystein Tvede 3938 325811 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirken mægtig, thi efter hans død blev, da hertugen var styrtet, Kirken arving til hans møisommelig erhvervede stat. Saa kom pave Julius og fandt Kirken mægtig, i besiddelse af hele Romagnaen, alle Romas baroner kuede og de nævnte partier tilintetgjorte ved Alexanders kraftige slag; han fandt endvidere veien aaben til det middel at samle penge, et middel som ikke havde været benyttet før Alexander. Julius ikke alene bevarede disse fordele, men øgede dem; han tænkte at tage Bologna, tilintetgjøre Venezianerne og jage Franskmændene ud af Italien<ref>Se herom noten om Louis XII.</ref>; og alle disse foretagender lykkedes for ham, til saa meget desto større hæder for ham, som han gjorde det alt for at hæve Kirken, og ikke nogen enkeltmand. Han holdt ogsaa Orsini- og Colonnapartierne inden de grændser inden hvilke han fandt dem; og skjønt der undertiden rørte sig et begjær hos dem om at forandre forholdet, holdt dog to ting dem tilbage; den ene, Kirkens magt, som skræmte dem; den anden, at de ikke havde kardinaler, der ellers er ophavet til alle uroligheder mellem dem. Disse partier vil aldrig holde sig i ro, hvergang de har kardinaler, thi disse nærer partispliden i Roma og udenfor, og baronerne er nødte til at forsvare dem; og saaledes opstaar af prælaternes ærgjerrighed rivningerne og striden mellem baronerne. Hans Hellighed Pave Leo<ref>Leo X (Giovanni de' Medici, søn af Lorenzo il Magnifico), 1475—1521, roses ofte af forfatterne for sin „godhed“, ihvertfald i hans tidligere regjeringstid.</ref> fandt altsaa pontifikatet saare mægtigt, og det er at haabe, at, som hine gjorde det stort ved vaabenmagt, vil han ved sin<noinclude><references/></noinclude> osm22j57g9k8pj9hy4ssm16vpe2mnxk 104 140033 325812 2026-07-09T11:57:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325812 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>godhed og sine utallige andre dyder gjøre det overordentlig stort og ærværdigt. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XII.}} '''Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.'''<ref>Krigsvæsenet har Machiavelli en særlig interesse for; hans idealstat er baseret paa en sterk borgerhær (derfor ogsaa her: hvor der er gode vaaben, er der gode love). Han var ikke den eneste der gav de italienske leiebander skylden for Italiens afmagt; hans skildring her bekræftes bl. a. af Comynes. Det var, som Machiavelli siger, ikke nogen ordentlig kamp de førte; folk som kanske imorgen havde solgt sig til samme fører („condottiere“, af „condotta“ ɔ: leietrop), havde liden opfordring til at slaa hinanden ihjel. Man søgte heller af tage fanger, som da blev frigivne mod løsepenge.</ref>}} Efterat jeg nu udførlig har drøftet alle de monarkiers egenskaber, som jeg fra begyndelsen foresatte mig at udrede, og for en del betragtet aarsagerne til deres held og uheld, og vist de midler hvorved mange har søgt at erhverve og bevare dem, gjenstaar det nu for mig i sin almindelighed at udvikle de angrebsfarer og forsvarsmidler der kan tænkes i hvert af de nævnte fyrstevælder. Vi har ovenfor sagt, at det for en fyrste er nødvendigt at have en god grundvold, ellers maa han nødvendigvis falde. Den hovedgrundvold som alle stater, baade nye, gamle, og blandede trænger, er gode love og gode hære; og da der ikke kan<noinclude><references/></noinclude> 37huycv8oqhah8c53slakb0le860sg7