Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.10 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 10 4070 326078 325712 2026-07-10T00:07:39Z Øystein Tvede 3938 326078 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}} {{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}} {{ny tekst|Den røde døds maske og andre fortellinger|Edgar Allan Poe|1914}} {{ny tekst|Don Juan de Maraña (novelle)|Prosper Mérimée|1921|tittel=Don Juan de Maraña}} {{ny tekst|Rænessancens Florens|Asta Graah Bolander|1927}} {{ny tekst|Giftslangen|Ambrose Bierce|1912}} {{ny tekst|Løyndomen. Den forunderlege soga om dr. Jekyll og mr. Hyde|Robert Louis Stevenson|1942}} {{ny tekst|Venusstatuen|Prosper Mérimée|1921}} {{ny tekst|Kopisten|Nikolaj Gogol|1884|tittel=Kopisten (Kappen)}} {{ny tekst|Nat. Digte i prosa|Vilhelm Krag|1892}} {{ny tekst|Den forlorne sønns hjemkomst|André Gide|1929}} {{ny tekst|Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur|Carl Nærup|1897}} {{ny tekst|Novellen. En Novelle|Maurits Hansen|1827}} {{ny tekst|Journalisten og filmstjernen|Øvre Richter Frich|1929}} {{ny tekst|Karl Monks oplevelser|Fredrik Viller|1897}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Muus Blandt Kristiania-Vampyrer.pdf|page=1|link=[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]|'''{{forfatterl|Rudolf Muus}}''',{{br}}''[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]'', 1918 Conrad Taifun.pdf|page=5|link=[[Taifun]]|'''{{forfatterl|Joseph Conrad}}''',{{br}}''[[Taifun]]'', 1930 Riverton Lys og Skygge.pdf|page=5|link=[[Et Mennesketyveri]]|'''{{forfatterl|Sven Elvestad}}''',{{br}}''[[Et Mennesketyveri]]'', 1908 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 2imgwhn6hur82zt4ysbsco8jg2tlptd 106 139966 325851 325713 2026-07-09T14:29:15Z Øystein Tvede 3938 325851 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01b|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/27]] }} b0zbwydapcwzby1ukh3q72ug3olx7wh 325853 325851 2026-07-09T14:31:05Z Øystein Tvede 3938 325853 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/27]] }} c3bmi4z53usn5nmatnvkd0kbkj509v0 325883 325853 2026-07-09T14:58:21Z Øystein Tvede 3938 325883 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] }} ds176vtob8ceowouo1374aor19w9cv9 325999 325883 2026-07-09T18:08:12Z Øystein Tvede 3938 325999 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] * [[Fyrsten/28|g]] }} kow4t3xiwsv9t9v0clbh6v9dgl1d65y 326007 325999 2026-07-09T18:32:09Z Øystein Tvede 3938 326007 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c{{!}}Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04{{!}}Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} ji40qmzcyw03o8y9cfowhnsb33yvec7 326010 326007 2026-07-09T18:36:35Z Øystein Tvede 3938 326010 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} 7ljcvvf2hzsldz2d7dhfm9uydxjlo6m 326022 326010 2026-07-09T19:07:43Z Øystein Tvede 3938 326022 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist 8=1 9to19=roman 23=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} s970981ehllqa2dacuytg2gwrutzrin 326023 326022 2026-07-09T19:08:49Z Øystein Tvede 3938 326023 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist 9=1 9to19=roman 23=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} dk3oeiwazevco7j2do3v1cmwe416cqa 326024 326023 2026-07-09T19:10:22Z Øystein Tvede 3938 326024 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist 1to8=- 9=1 9to19=roman 21=- 23=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} tjvw99p6bsu02mxnb7qncs13zg651dw 326045 326024 2026-07-09T20:27:35Z Øystein Tvede 3938 326045 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=Fr. Weisse |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist 1to8=- 9=1 9to19=roman 21=- 23=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Indledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} jxybisvzvfrb7d0hbnrgvt0hc2yf9iv 326046 326045 2026-07-09T20:33:43Z Øystein Tvede 3938 326046 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fyrsten]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]] |Oversetter=[[Forfatter:Fredrik Weisse|Fredrik Weisse]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Det norske aktieforlag |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang= |Sider=<pagelist 1to8=- 9=1 9to19=roman 21=- 23=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Fyrsten/00|Indledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} nn95b2qwfs7gqxoblk3f28e4nmonedk 104 139967 325840 325715 2026-07-09T14:09:33Z Øystein Tvede 3938 325840 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xxx-større|{{sp|FYRSTEN}}}} {{x-mindre|af}} Niccolo Machiavelli {{xx-mindre|florentinsk sekretær og borger}} {{---}} {{x-mindre|Oversat<br> af}}<br> Fr. Weisse<br> {{xx-mindre|adjunkt}} {{luft|3em}} {{sp|Kristiania<br> Det norske Aktieforlag}}<br> {{liten|(Bibliothek for de tusen hjem).}}<br> 1898}}<noinclude><references/></noinclude> hu75ar2gqs80xra5tenijvwnrd2swbc 325841 325840 2026-07-09T14:09:55Z Øystein Tvede 3938 325841 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xxx-større|{{sp|FYRSTEN}}}} {{x-mindre|af}} Niccolò Machiavelli {{xx-mindre|florentinsk sekretær og borger}} {{---}} {{x-mindre|Oversat<br> af}}<br> Fr. Weisse<br> {{xx-mindre|adjunkt}} {{luft|3em}} {{sp|Kristiania<br> Det norske Aktieforlag}}<br> {{liten|(Bibliothek for de tusen hjem).}}<br> 1898}}<noinclude><references/></noinclude> 84mowqm8hfkr2ql0s6hip7zds6zemn4 104 139968 325842 325716 2026-07-09T14:10:39Z Øystein Tvede 3938 325842 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|Nationaltrykkeriet}}<noinclude><references/></noinclude> ehssg5dyg92eor7lkzerjka5hjc2io7 104 139969 325844 325724 2026-07-09T14:15:16Z Øystein Tvede 3938 325844 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{stor|Indledning.}}}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saadan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde indberetninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med fortræffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de fordrevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatterskab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som samtidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> ii72atcohfmwa8k6ainhpqyv0hpesl6 325846 325844 2026-07-09T14:18:25Z Øystein Tvede 3938 325846 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{stor|'''Indledning.'''}}}} {{--}} Niccolo Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saadan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde indberetninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med fortræffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de fordrevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatterskab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som samtidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> bkfhe7um3rd678sad63izskdh4mxpku 326011 325846 2026-07-09T18:42:00Z Øystein Tvede 3938 326011 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{stor|'''Indledning.'''}}}} {{--}} Niccolò Machiavelli var født i Firenze aar 1469. Hans aktive liv forløb i politisk tjeneste; han var i femten aar sekretær i Firenze og florentinsk gesant. Som saadan kom han til mange hoffer og stæder i og udenfor Italien, og der foreligger fra den tid en mængde indberetninger fra ham til hans regjering, foruden enkelte skildringer af landenes institutioner og skikke, med fortræffelige bemerkninger om den nationale aand, hvori han yndede at søge kilden til forholdene. Da de fordrevne Mediceere truede Firenze i 1512, var Machiavelli en af dem der til det sidste forsvarede frihedens sag; han prøvede da at realisere sin tanke om en national borgerhær, og oprettede en saadan i forbindelse med regenten Soderini. Denne gang stod imidlertid ikke borgerhæren sin prøve, Mediceerne seirede. Machiavelli blev nu afsat og lagt paa pinebænken. Da han kom ud af fængslet, trak han sig tilbage til et landsted, og trøstede sig saa godt han kunde ved læsning og forfatterskab. Hans læsning bestod først og fremst af de gamle klassikere, særlig historikerne og politikerne, baade græske og latinske; „mine Romere“, som han etsted kalder dem, hørte lige saa meget til hans aandelige omgang som samtidens mennesker. Hans egen produktion bestod ogsaa<noinclude><references/></noinclude> pwrv9yb42bh6axtoaycc05g34886pfy 104 139970 326012 325722 2026-07-09T18:45:35Z Øystein Tvede 3938 326012 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>væsentlig i historiske og politiske arbeider — ellers er der af ham ogsaa etpar dramaer og nogle vers, deriblandt atter to „decennaler“ over samtidens italienske historie. Af hans skrifter kan nævnes „Firenzes historie“ skreven paa pave Leo X’s opfordring — en nøgtern fremstilling, uden ros og dadel over personerne, og derfor lovprist af Bacon. Særdeles vigtig for opfatningen af Machiavellis eget politiske ideal er hans „Betragtninger over Titus Livius’ første dekade“; man ser her, at en sterk republik, med et kraftigt borgerliv og en kraftig hær, begeistrer ham som den skjønneste stat. Af megen interesse er hans „Krigskunst“. Han gik, overensstemmende baade med de antike og de moderne staters indbyrdes forhold, ud fra en stadig kamp staterne imellem, og han elskede den som kraftens høieste udfoldelse; det er betegnende, at han anker over kristendommen fordi den har svækket den krigerske aand hos folkene. Hos samtidens hære fandt han lidet system, og de havde ogsaa, navnlig i Italien, den feil at være leiede. Hans store middel til at hæve sit land til nyt og selvstændigt liv er da borgerhære, under generaler for hvem taktiken er en lidenskab. Imidlertid tilfredsstillede dette literære arbeide ikke Machiavelli. Han ønskede sig atter ind i den politiske tjeneste. Han dedicerede da i 1515 til den herskende Mediceer, Lorenzo, brodersøn af pave Leo X, en bog han kaldte „Fyrsten“, der gav anvisning paa de midler en fyrste burde benytte forat naa sine ærgjerrige maal. Men Machiavelli blev skuffet; han blev ikke anvendt til noget før flere aar senere, og da kun til ubetydeligheder. Han døde i 1527. Intet af Machiavellis arbeider kan i berømmelse<noinclude><references/></noinclude> f6j88nczbk6b6dq38slosaygtdwisx6 104 139972 326013 325725 2026-07-09T18:50:13Z Øystein Tvede 3938 326013 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>meddele sine egne, selvoplevede, erfaringer. Saa faldt det ham ind at dedicere bogen til en mand der kunde hjælpe ham: han siger selv, at saaledes som han nu har det, kan det ikke gaa længer, hans armod bliver uanstændig. Han tænkte da først paa Giuliano de’Medici, hertug af Nemours (en søn af Lorenzo il Magnifico), som var Kirkens general, men ombestemte sig for Lorenzo de’Medici, hertug af Urbino. — Bogen selv viser os, at han har grebet anledningen til ogsaa at slaa til lyd for den store tanke: Italiens enhed. Skriftet er altsaa samtidig en videnskabelig studie og har to praktiske formaal. Men heri er der for Machiavelli intet underligt, som nedenfor skal vises. ''Det'' praktiske formaal, som dedikationen skulde tjene, viser sig imidlertid forsaavidt at have haft den afgjørende indflydelse, som interessen af den grund endnu mere end det ellers vilde være blevet tilfældet, har samlet sig om ''erobringsfyrsten''. Derimod har ikke egennytten her bragt Machiavelli til at skrive mod sin overbevisning, eller endog til at begaa forræderi, som mange har kaldt det. At „Fyrstens“ teorier ikke stred mod de gjængse, ser man allerede deraf, at ingen tog anstød af den. Den blev ikke udgiven i forfatterens levetid, men var kjendt, og blev plagieret af en Nifo i Roma; men senere kom der en udgave, udgiven med paveligt privilegium. Det var først en tid efter, at man tog afstand fra bogen: i 1559 kom ikke blot „Fyrsten“, men alle Machiavellis skrifter, paa pavens „Index“ over forbudne bøger. Tidens løsen, den idé som paavirker den dybest, er: Aandernes emancipation fra teologien og skolastiken. Kirken havde villet gjøre al tænkning teologisk og skolastisk;<noinclude><references/></noinclude> ppcxiuuyyqp0mvbo43remhjn1p7r652 104 139973 326000 325726 2026-07-09T18:09:35Z Øystein Tvede 3938 326000 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dens statslære aner man af indledningsordene til den store kirkelærer Thomas Aquinas' bog „0m fyrsternes regjering": han vil følge „''den Guddommelige Skrifts autoritet, filosofernes læresætninger'', og anpriste fyrsters eksempler“. — Dette synspunkt gjorde aanderne umyn dige og fri tænkning i nogensomhelst forstand umulig. Bogdyrkelsen trak et slør for virkeligheden. Men mere og mere gjorde den forsømte virkelighedssans sig gjældende. Reaktionen maatte nødvendigvis blive voldsom; man skyede instinktmæssigt alt hvad der bar Kirkens stempel. Naturligvis havde praksis sjelden fidgt de teologiske doktriner, men gjennembruddet kommer dog først rigtig, da det bevidste grundsyn forandres. Dets umiddelbare virkning er en principiel forkastelse af al absolut moral, fordi en saadan hidtil havde været uopløselig knyttet til Kirken. — At Kirkens egne mænd i praksis følger den almindelige moralske vantro, fremstilles ofte, ogsaa af Machiavelli, omvendt saa, at „vi Italienere har Kirken og prestemo at takke for at vi er blevne religionsløse og slette mennesker“. Det hed altsaa : bort med al autoritet. Man hyldede nu istedetfor erfaringsprincipet, og erfarede da helst det modsatte af hvad der skulde troes. Navnlig i politiken var dog ogsaa de moderne sterkt bundne af autoriteter — dog ikke Kirkens autoritet, men de hedenske klassikeres; ogsaa tiden selv vilde have fun det det vanskeligt at skille sine klassiske laan ud fra sin egen tænkning — denne var gjennemsyret af klassiciteti. De store sværmeres ideal var republiken — man erindrer Arnoldo fra Brescia og Girolamo Savonarola. Ogsaa ellers ansaaes vel denne statsform for den ædleste<noinclude><references/></noinclude> b6r3fb8kk5oz4xmfqshjy6tz1lvzd57 326001 326000 2026-07-09T18:09:50Z Øystein Tvede 3938 326001 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dens statslære aner man af indledningsordene til den store kirkelærer Thomas Aquinas' bog „0m fyrsternes regjering": han vil følge „''den Guddommelige Skrifts autoritet, filosofernes læresætninger'', og anpriste fyrsters eksempler“. — Dette synspunkt gjorde aanderne umyndige og fri tænkning i nogensomhelst forstand umulig. Bogdyrkelsen trak et slør for virkeligheden. Men mere og mere gjorde den forsømte virkelighedssans sig gjældende. Reaktionen maatte nødvendigvis blive voldsom; man skyede instinktmæssigt alt hvad der bar Kirkens stempel. Naturligvis havde praksis sjelden fidgt de teologiske doktriner, men gjennembruddet kommer dog først rigtig, da det bevidste grundsyn forandres. Dets umiddelbare virkning er en principiel forkastelse af al absolut moral, fordi en saadan hidtil havde været uopløselig knyttet til Kirken. — At Kirkens egne mænd i praksis følger den almindelige moralske vantro, fremstilles ofte, ogsaa af Machiavelli, omvendt saa, at „vi Italienere har Kirken og prestemo at takke for at vi er blevne religionsløse og slette mennesker“. Det hed altsaa : bort med al autoritet. Man hyldede nu istedetfor erfaringsprincipet, og erfarede da helst det modsatte af hvad der skulde troes. Navnlig i politiken var dog ogsaa de moderne sterkt bundne af autoriteter — dog ikke Kirkens autoritet, men de hedenske klassikeres; ogsaa tiden selv vilde have fun det det vanskeligt at skille sine klassiske laan ud fra sin egen tænkning — denne var gjennemsyret af klassiciteti. De store sværmeres ideal var republiken — man erindrer Arnoldo fra Brescia og Girolamo Savonarola. Ogsaa ellers ansaaes vel denne statsform for den ædleste<noinclude><references/></noinclude> 5q7qtpawk6xmh845avxfudeisq2ywv1 326014 326001 2026-07-09T18:51:14Z Øystein Tvede 3938 326014 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dens statslære aner man af indledningsordene til den store kirkelærer Thomas Aquinas’ bog „Om fyrsternes regjering“: han vil følge „''den Guddommelige Skrifts autoritet, filosofernes læresætninger'', og anpriste fyrsters eksempler“. — Dette synspunkt gjorde aanderne umyndige og fri tænkning i nogensomhelst forstand umulig. Bogdyrkelsen trak et slør for virkeligheden. Men mere og mere gjorde den forsømte virkelighedssans sig gjældende. Reaktionen maatte nødvendigvis blive voldsom; man skyede instinktmæssigt alt hvad der bar Kirkens stempel. Naturligvis havde praksis sjelden fidgt de teologiske doktriner, men gjennembruddet kommer dog først rigtig, da det bevidste grundsyn forandres. Dets umiddelbare virkning er en principiel forkastelse af al absolut moral, fordi en saadan hidtil havde været uopløselig knyttet til Kirken. — At Kirkens egne mænd i praksis følger den almindelige moralske vantro, fremstilles ofte, ogsaa af Machiavelli, omvendt saa, at „vi Italienere har Kirken og prestemo at takke for at vi er blevne religionsløse og slette mennesker“. Det hed altsaa : bort med al autoritet. Man hyldede nu istedetfor erfaringsprincipet, og erfarede da helst det modsatte af hvad der skulde troes. Navnlig i politiken var dog ogsaa de moderne sterkt bundne af autoriteter — dog ikke Kirkens autoritet, men de hedenske klassikeres; ogsaa tiden selv vilde have fun det det vanskeligt at skille sine klassiske laan ud fra sin egen tænkning — denne var gjennemsyret af klassiciteti. De store sværmeres ideal var republiken — man erindrer Arnoldo fra Brescia og Girolamo Savonarola. Ogsaa ellers ansaaes vel denne statsform for den ædleste<noinclude><references/></noinclude> bqmgr4370mawy523u8ew9xut5uil929 326015 326014 2026-07-09T18:53:23Z Øystein Tvede 3938 326015 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dens statslære aner man af indledningsordene til den store kirkelærer Thomas Aquinas’ bog „Om fyrsternes regjering“: han vil følge „''den Guddommelige Skrifts autoritet, filosofernes læresætninger'', og anpriste fyrsters eksempler“. — Dette synspunkt gjorde aanderne umyndige og fri tænkning i nogensomhelst forstand umulig. Bogdyrkelsen trak et slør for virkeligheden. Men mere og mere gjorde den forsømte virkelighedssans sig gjældende. Reaktionen maatte nødvendigvis blive voldsom; man skyede instinktmæssigt alt hvad der bar Kirkens stempel. Naturligvis havde praksis sjelden fulgt de teologiske doktriner, men gjennembruddet kommer dog først rigtig, da det bevidste grundsyn forandres. Dets umiddelbare virkning er en principiel forkastelse af al absolut moral, fordi en saadan hidtil havde været uopløselig knyttet til Kirken. — At Kirkens egne mænd i praksis følger den almindelige moralske vantro, fremstilles ofte, ogsaa af Machiavelli, omvendt saa, at „vi Italienere har Kirken og prestetne at takke for at vi er blevne religionsløse og slette mennesker“. Det hed altsaa: bort med al autoritet. Man hyldede nu istedetfor erfaringsprincipet, og erfarede da helst det modsatte af hvad der skulde troes. Navnlig i politiken var dog ogsaa de moderne sterkt bundne af autoriteter — dog ikke Kirkens autoritet, men de hedenske klassikeres; ogsaa tiden selv vilde have fundet det vanskeligt at skille sine klassiske laan ud fra sin egen tænkning — denne var gjennemsyret af klassiciteti. De store sværmeres ideal var republiken — man erindrer Arnoldo fra Brescia og Girolamo Savonarola. Ogsaa ellers ansaaes vel denne statsform for den ædleste<noinclude><references/></noinclude> 3vqadguk4ubu6bpi689bxe62wmrax6u 104 139974 326002 325727 2026-07-09T18:10:13Z Øystein Tvede 3938 326002 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og menneskene værdigste — saaledes af Machiavelli — ; men ideen modvirkedes baade af de faktiske forhold med en mængde „tyrannier“, og af andre, mere generelle teorier. Historien var ikke en stadig udvikling; staternes liv var som individernes, de steg til middagshøide og sank til aften. Menneskene var naturlig slette; der maatte mekanisk tvang til forat holde dem paa lovens vei, og blev ikke det gjort, vilde staten falde og indbyggerne med den. Der maa altsaa stadig findes en kraft som kan holde det hele oppe. (Denne kraft („virtu“) søgtes med antiken — hos de enkelte „store“ eller „storsindede“ individer, og efter den bedømte man enhver politisk personlighed. Da det nu ikke nytter at tage sagen med det gode for en saadan statens opretholder, og staten for enhver pris maa opretholdes, følger deraf, at det private livs norm for godt og ondt ikke gjælder her. En regent — med eller uden titel af saadan — har ret og pligt til ikke at tåge saadanne hensyn: hans hensyn er kun det heles eksistens. Saa ophøiet maa han være over „godt og ondt“, at man, siger Machiavelli, vanskelig finder en natur, urkraftig nok til at holde maalet. Man kommer herved let til at beundre „kraften“ (estetisk, uden hensyn til om den anvendes i det øiemed hvormed man egentlig retfærdiggjorde den. Italienerne gik endnu videre — og for den sags skyld var udlændingerne ikke bedre — : alle de forbrydelser der var lovlige midler for „kraften“, nød man for deres egen skyld; den italienske grusomhed fraadser i dem. Teorien som helhed bunder i klassicisme; dens konsekvenser for følelsen betinges af alle de intriger og<noinclude><references/></noinclude> fdkakrh1ywtdnoymmhx7lahrp4oyk1b 326016 326002 2026-07-09T18:55:12Z Øystein Tvede 3938 326016 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og menneskene værdigste — saaledes af Machiavelli —; men ideen modvirkedes baade af de faktiske forhold med en mængde „tyrannier“, og af andre, mere generelle teorier. Historien var ikke en stadig udvikling; staternes liv var som individernes, de steg til middagshøide og sank til aften. Menneskene var naturlig slette; der maatte mekanisk tvang til forat holde dem paa lovens vei, og blev ikke det gjort, vilde staten falde og indbyggerne med den. Der maa altsaa stadig findes en kraft som kan holde det hele oppe. (Denne kraft („virtu“) søgtes med antiken — hos de enkelte „store“ eller „storsindede“ individer, og efter den bedømte man enhver politisk personlighed. Da det nu ikke nytter at tage sagen med det gode for en saadan statens opretholder, og staten for enhver pris maa opretholdes, følger deraf, at det private livs norm for godt og ondt ikke gjælder her. En regent — med eller uden titel af saadan — har ret og pligt til ikke at tage saadanne hensyn: hans hensyn er kun det heles eksistens. Saa ophøiet maa han være over „godt og ondt“, at man, siger Machiavelli, vanskelig finder en natur, urkraftig nok til at holde maalet. Man kommer herved let til at beundre „kraften“ (estetisk, uden hensyn til om den anvendes i det øiemed hvormed man egentlig retfærdiggjorde den. Italienerne gik endnu videre — og for den sags skyld var udlændingerne ikke bedre — : alle de forbrydelser der var lovlige midler for „kraften“, nød man for deres egen skyld; den italienske grusomhed fraadser i dem. Teorien som helhed bunder i klassicisme; dens konsekvenser for følelsen betinges af alle de intriger og<noinclude><references/></noinclude> c3g7f9js6kpb2sz2xdn146aaqeey9yk 104 139975 326017 325728 2026-07-09T18:57:06Z Øystein Tvede 3938 326017 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>falsknerier, al den mened, gift, og dolk, som anvendtes af det virvar af fyrster og republiker der kjæmpede alles kamp mod alle, uden at — i Italien — al denne „kraft“ magtede sit rette maal, at samle nationen. Machiavellis egen aand stemmer, i sin sammenssetning, med tiden, ligesaa vist som han er en fuldblods type paa de blivende grundtræk i italiensk nationalkarakter. Men faa, om nogen, har tænkt tidens og nationens tanker saa ''stort'', og givet dem en saa klar, ja elegant form. Det ypperste træk ved ham er hans sans for de store linjer i historien, og for de store ideer idethele. Hvad der fremfor noget er ham om at gjøre, er at søge, og vise, den røde traad, de faktorer i kulturen og i institutionerne, som giver livet dets form. I sine historiske skrifter kan han være unøiagtig nok i detaljer, men han har et genialt blik. Ogsaa ellers evner han at se kjernen ved tingen. Intet karakteriserer ham bedre som tænker end den ytring i lystspillet „Mandragola“: Jeg tror, at det er det bedste, som er til de ''flestes'' vel, og som gjør de ''fleste'' lykkelige“. Den der har sagt dette, er en stor aand, og en moderne aand. — Han forfalder aldrig til at nyde mord og vold i sig selv; det er ikke Cesares grusomhed han beundrer, men hans overlegne forstand paa de midler der kunde føre til maalet, og den rigsidé som han troede Cesare forfulgte. Men det er ikke blot tænkerens interesse han har for ideerne. Han er en entusiast. Ikke et øieblik spørger han sig selv, om ideen lader sig gjennemføre; aldrig slaar han af paa dens krav. Han beklager kun, at den menneskelige natur sjelden eller aldrig er sterk nok til de høieste fordringer til viljen. Den „store“ mands<noinclude><references/></noinclude> eisxhu197wnjj1qbv7tzixi4f8xwa1q 104 139976 326018 325729 2026-07-09T18:59:02Z Øystein Tvede 3938 326018 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sterke vilje og hans „virtu“ er hans ideal. Derfor er der saadan varme over hans skildring af Cesare. — Han er idethele behersket af statsinteresse. Den romerske republik er hans sværmeri, paa grund af dens kraftige indre liv, men endmere paa grund af dens styrke udadtil. At være borger i en saa fri og mægtig stat, det var en mand værdigt. Saaledes vilde han gjerne have seet Firenze blomstre. Han forsvarede jo ogsaa republiken til det sidste. Side om side med entusiasmen virker hos ham en intens virkelighedstrang. Han raillerer oftere, saaledes ogsaa i „Fyrsten“, over den teologiske opfatning, der vil regjere verden med lutter moral. Hvad særlig politiken angaar, siger han i denne bog, kap. XVIII, med ord man gjenfinder hos flere samtidige, „mange har tænkt sig stater og republiker der aldrig har eksisteret“. ''Han'' vil kun befatte sig med virkeligheden. Imidlertid hindrer hans entusiasme ham i at se nøgternt paa denne virkelighed. Den skjærper resultatet af hans erfaringer som diplomat til pessimisme og kynisme. Denne verden er slet, saa slet, at det er ulønsomt og dumt at være en brav mand. Betal med samme mynt! Det heder et sted i „Fyrsten“, at man gjerne kan forurette sine medmennesker — thi ellers kan man være vis paa at blive forurettet af dem — det gjælder kun at komme først. Kort sagt: moralen spiller jo dog ingen rolle her i verden — hvad skal det saa være til at tage den med i regningen. Det er et altfor irrationelt element, kan aldrig gjennemføres, og virker derfor kun skadelig. — Sværmerens naivetet træder her klart frem: naivt maa det jo kaldes at ville borteliminere moralen. Saa tænker den begeistrede politiker Machiavelli.<noinclude><references/></noinclude> d6d7oed970h40i43zv7s0gd1jnip6ze 104 139977 326019 325730 2026-07-09T19:00:35Z Øystein Tvede 3938 326019 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men han ser ikke altid ens paa tingene. Menneskene gjør ofte et bedre indtryk paa ham, naar han ikke er den strenge statsmand; og han mener det ærlig nok, naar han siger at Agathokles og lignende tyranner ikke kan kaldes store, fordi de kun benyttede sig af „forbrydelser og anden utaalelig vold“. — Det er jo livet som er ham om at gjøre, ikke filosofiske doktriner: lad doktrinerne være stive, livet er mangfoldigt og vekslende. Af temperament, og som stilist, stiller han tankerne paa spidsen og gjør dem til paradokser; men han er smidig, kan se fra flere sider, og bryder sig lidet om selvmodsigelser. — Flere end én praktisk statsmand ligner ham heri. Ett maa holdes for øie, naar man hører, hvor hensynsløst han omgaaes med menneskeliv. Det er altid de store herrer det gaar ud over, og de var saavidt lige hinanden, at det nok ofte blot gjaldt at komme først. Folket derimod vil han, af klogskabshensyn, have skaanet. Men han er ogsaa velvillig stemt mod det jevne folk; det er svagt og uselvstændigt, men vil man finde de dyder som de store ikke besidder, maa man gaa til det; der finder man ærlighed og godhed. I sin personlige færd har han været en hædersmand. Hans troløse helte forbløffedes, naar de selv mødte troløshed; Machiavelli gaar ud fra mennneskenes upaalidelighed, men vil ikke dele den. Man føler det er sandt hvad han siger i det nævnte brev om „Fyrsten“: — „At jeg er at stole paa, og holder ord, det viser hele mit liv; ingen kan der pege paa en troløs handling“. Han er, som tidligere sagt, bleven haardt bedømt, fordi han sendte „Fyrsten“ til sin fødebys tyran, og han er bleven kaldt forræder. Det er han imidlertid ikke,<noinclude><references/></noinclude> du77x4oluslkl69gjgb410ojm73b0io 104 139978 326020 325733 2026-07-09T19:02:24Z Øystein Tvede 3938 326020 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og hverken samtiden eller han selv opfattede sagen saa. Han var jo kun en underordnet diplomatisk agent, og kunde derfor uden forræderi tjene landets hersker, selvom hans egne sympatier var republikanske; hvorledes skulde det se ud — vilde han sige —, om alle landets tjenere negtede at tjene under en statsform de alligevel ikke kunde fjerne? Han havde kjæmpet for Firenzes frihed, saalænge modstand mod Mediceeren var mulig, hvad kunde han mere gjøre? Forrædernavnet gaar han fri for. Det er dog ikke derfor sagt, at man kan anerkjende hans holdning. Lad være, at republikens sag var tabt; at verket oprindelig var en almen studie; at rigstanken spiller med — det er umuligt at forsone sig med det, at han sender undertrykkeren en bog der lægger alle midler tilrette for den værste tyran. Det er dog for smidigt, at man ikke blot akcepterer det for tiden nødvendige onde, men støtter det. Det er mangel paa den rette stolthed og sans for egen værdighed; han forstod ikke at trodsige, uafhængige, karakterers passive modstand mod undertrykkeren er frihedens sidste anker, indtil det atter gaar an at slaa et slag. Michelangelo var stoltere, og saa længer, da han negtede at bygge en fæstning for hertugen af Firenze. Machiavelli var helt igjennem Italiener af karakter; men hvad der gjør at vor tids Italienere tilbeder ham, er hans glødende kjærlighed til ''hele'' Italien og dets uafhængighed. Han, fremfor nogen, har holdt den hellige ild vedlige, indtil timen kom. Gjennem mange aar, lige til sin dødsdag, holdt han fast ved rigstanken, medens andre, som den koldsindigere Guicciardini, afviste dens mulighed; her kastede han al tvil overbord, her tilslørede ingen menneskeforagt hans ideal. Hans hjerte<noinclude><references/></noinclude> 4q07mrb9u91tmz4rg03ygjpn0923u7j 104 139979 326021 325734 2026-07-09T19:05:04Z Øystein Tvede 3938 326021 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bløder, det er et skrig. — Ogsaa hans store middel til ønskets opfyldelse stemmer med vort aarhundredes nationalitetsbevægelse: han blev jo aldrig træt af at arbeide for den nationale hær. Vi ser en stort og varmt tænkende mand, med ensidig udviklede og ensidig udtalte anskuelser, som neppe kan tænkes i den form, uden under paavirkning af netop de aars italienske politik Machiavelli oplevede. Saa uhyrlige disse anskuelser er, mildnes dog, som altid, vor dom, naar vi ser, hvoraf de er fremgaaede. Erindres maa det ogsaa, at der egentlig kun er en gradsforskjel, ikke en væsensforskjel, mellem disse og de nu gjængse politiske anskuelser. Politiske mord begaaes vel neppe nu af de herskende, og agtes ikke for tilladte. Men det at holde tro og løfter, og være retfærdig og ærlig, agtes jo ingenlunde nødvendigt i den høiere politik. Særlig erklæres det for umuligt og ligegyldigt nationerne indbyrdes imellem. Men ogsaa inden rigerne følges ofte nok „machiavelliske“ principer; fremfor alt blev de fulgte under de store nationalitetsbevægelser i vort aarhundrede. Der oprandt da en ny æra for Machiavelli; interessen for ham blev større end nogensinde. For statsmænd blev hans statslære et evangelium, for historiens dyrkere fik han en overordentlig tiltrækning, og hans skrifter er i Italien fremdeles gjenstand for dybe studier. Hvas er hans tale, og endnu er der liv nok i ham. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> smw00fdzd1qujvmt3lc8dudvuhoac50 104 139983 325857 325741 2026-07-09T14:33:49Z Øystein Tvede 3938 325857 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici,<br> Pieros søn.}}}} De som ønsker at vinde yndest hos en fyrste, pleier oftest at gaa til ham med det dyreste de eier, eller det som de ser han sætter størst pris paa; derfor ser man ofte, at de faar til gave heste, vaaben, guldvirkede klæder, ædle stene, og lignende pryd, der er deres storhed værdig. Da nu jeg ønsker at fremtræde for Eders Herlighed med et bevis paa min underdanige iver i Eders tjeneste, har jeg ikke af alt mit eie fundet noget jeg har mere kjært eller sætter saa høit, som den kundskab om store mænds handlinger jeg har erhvervet mig gjennem lang erfaring i nutidens begivenheder og stadig læsning om fortidens; disse handlinger har jeg nu med stor omhu i lang tid gjennemtænkt og udgransket, og sender nu udbyttet, samlet i et lidet bind, til Eders Herlighed. Og ihvorvel jeg anser dette arbeide uværdigt til at fremlægges for Eders Herlighed, haaber jeg dog for vist, at I i Eders naade vil finde det kjærkomment, i betragtning af at jeg ikke kan yde Eder nogen større gave end en bog, som vil sætte Eder i stand til i kort tid at tilegne Eder alt hvad jeg i saamange aar og under saamange ulykker og<noinclude><references/></noinclude> 1cf46653te7vgl2tl9mnonjajhu113i 325858 325857 2026-07-09T14:34:19Z Øystein Tvede 3938 325858 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|Niccolò Machiavelli}} {{sp|til}} {{sp|Den Ophøiede Lorenzo de' Medici,}}<br> {{sp|Pieros søn.}}}} De som ønsker at vinde yndest hos en fyrste, pleier oftest at gaa til ham med det dyreste de eier, eller det som de ser han sætter størst pris paa; derfor ser man ofte, at de faar til gave heste, vaaben, guldvirkede klæder, ædle stene, og lignende pryd, der er deres storhed værdig. Da nu jeg ønsker at fremtræde for Eders Herlighed med et bevis paa min underdanige iver i Eders tjeneste, har jeg ikke af alt mit eie fundet noget jeg har mere kjært eller sætter saa høit, som den kundskab om store mænds handlinger jeg har erhvervet mig gjennem lang erfaring i nutidens begivenheder og stadig læsning om fortidens; disse handlinger har jeg nu med stor omhu i lang tid gjennemtænkt og udgransket, og sender nu udbyttet, samlet i et lidet bind, til Eders Herlighed. Og ihvorvel jeg anser dette arbeide uværdigt til at fremlægges for Eders Herlighed, haaber jeg dog for vist, at I i Eders naade vil finde det kjærkomment, i betragtning af at jeg ikke kan yde Eder nogen større gave end en bog, som vil sætte Eder i stand til i kort tid at tilegne Eder alt hvad jeg i saamange aar og under saamange ulykker og<noinclude><references/></noinclude> p6pecswoikgkwz2e7k5y3n7tpo6hs90 104 139984 325860 325742 2026-07-09T14:35:32Z Øystein Tvede 3938 325860 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>farer har lært. Jeg har ikke villet smykke og forsire dette arbeide med klangfulde perioder, eller pompøse og prægtige ord, eller nogen anden ydre tillokkelse og pryd, hvormed mange pleier at smykke sit verk; thi jeg har villet, at skulde det komme til ære, da skulde alene stoffets rigdom og emnets betydning vinde det yndest. Maatte det heller ikke ansees for anmassende, at en mand i lav og ringe stilling drister sig til at drøfte og give regler for fyrsternes styrelse; thi ligesom den der optager plan af en egn, stiller sig lavt nede paa sletten for at studere fjeldenes og de høitliggende steders natur, og for at studere lavlandets natur stiller sig høit oppe 'paa tjeldene, saaledes maa man for ret at forståa folkenes natur være fyrste, og forat forstaa fyrsternes natur vel maa man være af folket. Maatte da Eders Herlighed modtage denne lille gave i samme aand hvori jeg sender den; hvis I vil læse den og gjennemtænke den omhyggelig, vil I fornemme, at mit inderligste ønske er, at I maatte naa den storhed, som lykken og Eders store egenskaber lover Eder. Og hvis Eders Herlighed fra sin høiheds tinde en gang vil vende blikket mod disse ringe steder, vil I fornemme, hvor ufortjent jeg lider under en haard skjæbnes stadige ugunst. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> emszjhu3u8ouuoxdei4gnokaky8i9oi 326025 325860 2026-07-09T19:20:56Z Øystein Tvede 3938 326025 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>farer har lært. Jeg har ikke villet smykke og forsire dette arbeide med klangfulde perioder, eller pompøse og prægtige ord, eller nogen anden ydre tillokkelse og pryd, hvormed mange pleier at smykke sit verk; thi jeg har villet, at skulde det komme til ære, da skulde alene stoffets rigdom og emnets betydning vinde det yndest. Maatte det heller ikke ansees for anmassende, at en mand i lav og ringe stilling drister sig til at drøfte og give regler for fyrsternes styrelse; thi ligesom den der optager plan af en egn, stiller sig lavt nede paa sletten for at studere fjeldenes og de høitliggende steders natur, og for at studere lavlandets natur stiller sig høit oppe paa fjeldene, saaledes maa man for ret at forstaa folkenes natur være fyrste, og forat forstaa fyrsternes natur vel maa man være af folket. Maatte da Eders Herlighed modtage denne lille gave i samme aand hvori jeg sender den; hvis I vil læse den og gjennemtænke den omhyggelig, vil I fornemme, at mit inderligste ønske er, at I maatte naa den storhed, som lykken og Eders store egenskaber lover Eder. Og hvis Eders Herlighed fra sin høiheds tinde en gang vil vende blikket mod disse ringe steder, vil I fornemme, hvor ufortjent jeg lider under en haard skjæbnes stadige ugunst. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 2mespewxzpp7wx81vfm6jcu3wi6ai00 104 139985 326026 325744 2026-07-09T19:38:32Z Øystein Tvede 3938 326026 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Kapitel I. '''Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader'''<br> '''hvorpaa man erhverver sig dem.'''}}}} Alle de stater, alle de styrer, hvorunder menneskene har levet og lever, har været og er enten republikanske eller monarkiske. Fyrstevælderne er enten arvelige, naar den samme herskeræt i lang tid har indehaft fyrstestillingen i dem, eller de er nye. De nye er enten helt nye, saaledes som Milano var for Francesco Sforza,<ref>Francesco Sforza er en af Machiavellis helte. Han opdroges til kriger af sin fader, condotttieren Muzio Attendolo Sforza, der nævnes i kap. XII. Ved faderens død blev han chef for hans tropper. Senere egtede han en datter af Milanos hertug, Filippo Maria Visconti, og blev Milanos „capitano“, ɔ: generalissimus. Da F. Maria døde i 1447 uden mandlige arvinger, erklærede Milano sig for republik, men beholdt grev Francesco som capitano. Greven vilde imidlertid blive herre over byen; han slog dens fiender Venezianerne ved Caravaggio, men sluttede saa forlig med dem, hvorefter de skulde hjælpe ham at tage Milano. Kort efter sluttede rigtignok begge stæder sig sammen mod Francesco, men han fik ved list den venezianske hjælpehær til at drage bort fra Milano, som han derpaa angreb. Folket reiste sig og overgav byen til ham (1450).</ref> eller de er ligesom nye led, der føies til erobrerens arvestat, saaledes som kongeriget Napoli for kongen af<noinclude><references/></noinclude> ibtzs1ohqyohs1b6flv430e6cbb8sap 104 139986 325862 325746 2026-07-09T14:38:02Z Øystein Tvede 3938 325862 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Spanjen.<ref>Fernando den katolske erobrer Napoli — se noten bag i bogen om Louis XII af Frankrige.</ref> De saaledes erhvervede besiddelser er enten vante til at staa under en fyrste, eller til at være fri; og de erhverves enten ved hjælp af andres eller egne vaaben, eller ved lykkens hjælp eller personlig dygtighed. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel II.}} '''Om de arvelige fyrstevælder.'''}} Jeg vil ikke omtale republikerne, da jeg en gang før har behandlet dem udførlig<ref>Republikens væsen og livsbetingelser har Machiavelli behandlet i „Udsigt over T. Livius' første dekade“, idet han lægger den romerske republik til grund.</ref>. Jeg vil udelukkende holde mig til monarkiet, og udrede de ovenfor nævnte arter af fyrstevælder, og forklare, hvorledes disse styres og bevares. Jeg vil da sige, at der er langt mindre vanskelighed ved at bevare for sig arvestater, som er vante til sin herskeræt, end nye stater; thi der fordres kun, at fyrsten ikke bryder sine forfædres skik, og at han lemper sig efter forholdene, saaat hvis en saadan fyrste eier almindelig dygtighed, vil han altid kunde bevare sin trone, hvis ikke en usædvanlig og overvældende magt berøver ham den; og er han berøvet den, vinder han den tilbage straks erobreren har det mindste uheld. Vi har i Italien et eksempel herpaa i hertugen af Ferrara, som kun fordi hans æt var gammel i magten undgik at knuses ved Venezianernes angreb <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 50rhm2lcq83zkp7kqv269loifjblzuy 104 139987 325865 325749 2026-07-09T14:40:10Z Øystein Tvede 3938 325865 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>i 1484<ref>Ercole I d’Este, hertug af Ferrara, blev i 1482 angreben af de erobringslystne Venezianere, med hvem paven først kom overens om at dele landet. Men paven blev bange for at Venezianerne skulde blive for mægtige, og sluttede en „allerhelligste liga“ med Napoli, Firenze, og Milano, mod Venezia, som dog ved freden i 1484 fik Rovigo og Polesine.</ref> og pave Julius’ i 1510<ref>Alfonso I d'Este sluttede sig i 1508 til ligaen i Cambray (se noten om Louis XII). Da Julius II 1510 stiftede den italienske liga mod udlændingerne, holdt Alfonso fast ved Frankrige. Paven angreb ham med tropper og banstraale; lykken var vekslende, men Alfonso hævdede stadig sin hovedstad og dens nærmeste omegn. Han var ikke alene af gammel herskeræt — huset Este er et af de ældste i Italien, gaar tilbage til XI aarh. — ; han var ogsaa en dygtig kriger, og havde stor hjælp i et glimrende artilleri, saavel som i en velfyldt kasse.</ref>. Thi den naturlige fyrste har mindre grund til og mindre nødvendighed for at krænke undersaatterne; han er derfor mere afholdt, og hvis ikke usædvanlige feil gjør ham forhadt, kan man gaa ud fra, at han er populær, og med ættens langvarige og ubrudte besiddelse er alle tidligere revolutioner og deres aarsager glemte; thi den ene forandring er altid kun et trappetrin for den næste. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|Kapitel III.<ref>Om den franske politik i Italien under Louis XII se noten bag i bogen.</ref> '''Om blandede fyrstevælder.'''}} Men i det nye fyrstevælde ligger vanskelighederne. Tager vi først de fyrstevælder som ikke <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> ass9zd9w7gaszrzbk23l1u084pbebsb 104 139989 326051 325753 2026-07-09T22:53:29Z Øystein Tvede 3938 326051 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første gang kun, at hertug Lodovico med en liden flok viste sig paa grænsen. Anden gang maatte kongen have alverden mod sig og hans hære være tilintetgjorte og udjagede af Italien. Dette kom af de ovenfor nævnte grunde. Ikke destomindre blev byen ham fratagen begge gange. De almindelige aarsager første gang er allerede omtalte; det staar nu tilbage at nævne de aarsager der anden gang var afgjørende, og se, hvilke midler kongen af Frankrige havde til at afværge faren, og hvilke forholdsregler en der er i hans stilling maa tage, for at beskytte sin erobring bedre end han. Erobrede stater som føies til erobrerens ældre stat, hører enten til samme land og har samme sprog, eller ikke. Naar de hører sammen i disse henseender, er det meget let at bevare dem, især naar de ikke er vante til frihed; og for at være tryg i besiddelsen af dem er det nok at udrydde den fyrstes hus, som før styrede dem. Thi menneskene lever sit tilvante liv i ro, naar de kun ellers beholder sine gamle vilkaar, og der ikke er forskjel i sæder og skikke — saaledes som man har seet det gaa i Bretagne, Bourgogne, Gascogne og Normandie, som i saa lang tid har været forenede med Frankrige; skjønt der er nogen ulighed i sprog, er dog sæderne lige, og provinsernes befolkning kommer let ud af det med hinanden. Den der erobrer saadanne lande, maa, hvis han vil beholde dem, tage to hensyn: for det første maa han udrydde deres gamle fyrsteæt; for det andet, ikke forandre hverken deres love eller deres skatter, saa at de i kortest mulig tid smelter sammen med det gamle fyrstendømme. Men naar man erhverver sig besiddelse i et land med forskjelligt sprog, forskjellige sæder og<noinclude><references/></noinclude> op8ijvf232ch79i114b9wx33eoz935n 104 139990 326052 325754 2026-07-09T22:54:50Z Øystein Tvede 3938 326052 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vedtægter, da kommer vanskelighederne, og da skal der stor lykke og megen dygtighed til for at kunne bevare sine erobringer. Et af de bedste og kraftigste midler vilde være, at erobreren selv tog bolig i sit nye land. Dette vilde gjøre besiddelsen sikrere og varigere, saaledes som man ser af Tyrkens eksempel, idet hans øvrige forholdsregler ikke vilde have kunnet hjælpe ham til at beholde Grrækenland, hvis han ikke havde taget bolig der. Thi naar man bor i landet, ser man det straks, naar der er uro, og kan straks skride ind; bor man ikke der, opdager man det først naar oprøret griber om sig og ikke mere lader sig kvæle. Desuden bliver da ikke landet udsuget af statholdere; undersaatterne er tilfredse over at have fyrsten i nærheden at ty til, og loyale mænd har derfor mere aarsag til at elske ham, illoyale til at frygte ham. En fremmed betænker sig mere paa at angribe et saadant rige. Derfor kan fyrsten vanskelig tabe et land han selv bor i. — Det andet og bedre middel er at sende kolonier til enkelte steder, for derved at holde befolkningen i tømme; thi enten maa man sende kolonier, eller man maa holde en stor hær og garnisoner der. Til kolonierne har fyrsten ikke mange udgifter, deres udsendelse og underhold koster ham ikke meget. Han foruretter kun dem hvis marker og hus han tager for at give dem til de nye indbyggere, og de der saaledes mister noget, er jo en meget liden del af befolkningen; og de som han foruretter, bliver fattige, og splittes til alle kanter, og kan derfor aldrig skade ham; de øvrige mister intet, og lader sig derfor let holde i ro, desuden gjør frygten for at lide samme skjæbne dem forsigtige. Altsaa, disse kolonier koster intet,<noinclude><references/></noinclude> dj4wh4cmcibwxeqwxquus7eyxjx7bxj 104 139991 326053 325755 2026-07-09T22:56:13Z Øystein Tvede 3938 326053 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de er paalideligere end hære, de er mindre til plage for befolkningen, og de det gaar ud over, kan ingen skade gjøre, da de er fattige og isolerede. Man maa merke sig, at enten maa man vinde menneskene for sig, eller fratage dem alt. Thi de hevner sig for ubetydelige krænkelser, men de store kan de ikke tage hevn for; man maa derfor gaa saa grundig frem, at man ikke behøver at frygte hevn. — Naar derimod fyrsten, istedetfor at sende kolonier, holder hære, har han adskillig større udgifter, og maa anvende alle statens indtægter til dens bevogtning; derved bliver erobringen et direkte tab, og fyrsten vækker langt større uvilje mod sig, idet han plager hele riget ved stadig at flytte hæren fra sted til sted. Denne plage føler alle, saa hver mand bliver hans fiende, og det er farlige fiender, da de bliver boende i sine huse. Fra alle sider seet er altsaa denne bevogtning unyttig, ligesom kolonier til bevogtr.ing i enhver henseende er hensigtsmæssige. Den der erobrer fremmed land, bør ogsaa stille sig i spidsen for og forsvare de mindre mægtige naboer, og bestræbe sig for at svække de mægtigere, og passe paa at der ikke bliver anledning til indblanding for en fremmed som er mægtigere end ham selv. Der vil nemlig stadig være fare for at en fremmed skal blive indkaldt af dem som ærgjerrighed eller frygt gjør misfornøiede. Saaledes ser man, at Ætolerne indkaldte Romerne i Grækenland; ogsaa i alle de andre lande som Romerne fik indpas i, blev de indkaldte af indbyggerne selv. Og det ligger i sagens natur, at straks en mægtig fremmed kommer ind i et land, slutter alle de mindre mægtige i landet sig til ham af had til sin overmand. En fremmed vil<noinclude><references/></noinclude> cshe3c3u3l2xukzpuz2boipko180xif 104 139992 326054 325757 2026-07-09T22:57:56Z Øystein Tvede 3938 326054 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derfor ikke have nogen møie med at vinde de svagere, thi de slutter sig straks alle med glæde til hans banner. Han maa kun passe paa at de mindre herrer ikke faar for stor magt og for stor autoritet, og han kan let med sin egen styrke og med deres støtte knække de større for helt at underlægge sig landet. Den som ikke viser skjøn her, vil hurtig miste sine erobringer, og saalænge han har dem, have uendelige vanskeligheder og ærgrelser. Romerne fulgte omhyggelig denne politik i de lande de tog, og udsendte kolonier, støttede de svagere uden dog at lade deres magt vokse, svækkede de mægtige, og lod ingen fremmed magt vinde anseelse der. Et eksempel er tilstrækkeligt. I provinsen Grrækenland støttede Romerne Akæer og Ætoler, svækkede det makedoniske rige, Antiokos blev forjaget; men trods Akæernes og Ætolernes tjenester indrømmede de dem aldrig nogen magtforøgelse, aldrig bevægede Filips overtalelsesforsøg dem til at være hans venner uden at svække ham, og Antiokos' magt kunde ikke bringe dem til at samtykke i at han besad nogen stat der i landet. Romerne gjorde i saadanne tilfælde hvad alle kloge fyrster bør gjøre. De maa ikke blot tænke paa øieblikkets forstyrrelser, men ogsaa paa fremtidens, og arbeide af al kraft paa at afværge de sidste, thi naar man ser farerne endnu medens de er langt borte, kan man let modarbeide dem, men venter man til de rykker nær, kommer botemidlet for sent, fordi sygdommen er bleven uhelbredelig. Det gaar med denne sygdom som lægerne siger om den svindsottiges, at hans sygdom i begyndelsen er let at helbrede og vanskelig at opdage, men efterhyert bliver den, naar man ikke<noinclude><references/></noinclude> 3nlgm5mwo1uyme86nqexh61i405wg02 104 139993 326055 325758 2026-07-09T22:58:43Z Øystein Tvede 3938 326055 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>straks har opdaget den og læget den, let at opdage og vanskelig at helbrede. Saaledes gaar det i statsaffærer, thi naar man opdager sygdomsspirerne medens de endnu er i sin begyndelse, hvilket kun er den klogt forudseende mand givet, læges de rask; men naar man ikke merker dem, og lader dem vokse, saa at tilslut alle og enhver kan se dem, er der ikke mere noget raad. Idet derfor Romerne saa farerne medens de endnu var langt borte, bekjæmpede de dem altid, og lod dem aldrig gribe om sig for at undgaa en krig; thi de vidste, at man ikke bliver krigen kvit, men kun udsætter den til fordel for andre. Derfor førte de krig med Filip og Antiokos i Grækenland, for ikke at blive nødte til at føre krig med dem i Italien, og skjønt de dengang kunde undgaa begge dele, vilde de det ikke. Heller ikke billigede de den grundsætning, som vor tids kloge mænd bestandig fører i munden, „man skal tage tiden tilhjælp“; men vel tog de tilhjælp sin tapperhed og kløgt, thi tiden iler forbi alt, og kan medføre godt som ondt, ondt som godt. Men lad os vende os til Frankrige, og undersøge, om det har gjort noget af det der her er anbefalet. Jeg holder mig til Louis, ikke Charles, som den hvis politik man bedst har kunnet iagttage, fordi han længst havde besiddelser i Italien, og I skal se, hvorledes han har gjort det modsatte af det som er nødvendigt for at sikre sig en stat af forskjellig natur fra hovedstaten. Kong Louis blev ført ind i Italien af Venezianernes ærgjerrighed, idet de vilde vinde halve Lombardiet ved at faa ham til at komme. Jeg vil ikke bebreide kongen dette skridt, thi naar han vilde faa fodfæste i Italien, uden at have<noinclude><references/></noinclude> feo05yqnea0s5nv1kkcpy0b6omzzc9g 104 139994 326056 325759 2026-07-09T22:59:36Z Øystein Tvede 3938 326056 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>venner der i landet, (tværtom var alle porte lukkede for ham paa grund af kong Charles’ færd), var han nødt til at tage de venner han kunde, og det skridt han tog, vilde have vist sig heldigt, naar han ikke havde gjort nogen feil i sine øvrige manøvrer. Da altsaa kongen havde erobret Lombardiet, gjenvandt han straks det ry Charles havde forspildt; Genova faldt tilfode, Florentinerne blev hans venner, marchesen af Mantova, hertugen af Ferrara, Bentivoglierne, fruen af Forlì, herren til Faenza, Pesaro, Rimini, Camerino og Piombino, Luccheserne, Pisanerne, Saneserne, alle kom ham i møde for at blive hans venner. Da fik Venezianerne se, hvor overilet det var, at de, for at vinde to landskaber i Lombardiet, havde gjort kongen til herre over to tredjeparter af Italien. Man betænke nu, med hvor ringe vanskelighed kongen kunde have bevaret sin anseelse i Italien, hvis han havde iagttaget de ovenfor givne regler og sikret og forsvaret sine venner. Thi disse var, fordi saa mange af dem var baade svage og bange, nogle for Kirken, andre for Venezianerne, altid nødte til at holde sig til ham, og ved deres hjælp kunde han let raade bugt med de stormagter som stod igjen. Men han stod aldrig saasnart i Milano, før han gjorde det modsatte, idet han hjalp pave Alexander til at tåge Romagnaen. Han merkede ikke at han ved denne beslutning svækkede sig selv, ved at berøve sig selv sine venner og dem som havde kastet sig i hans arme, og at han gjorde Kirken stor, idet den til den aandelige magt, som giver den saadan indflydelse, lagde saa megen verdslig magt. Og da han havde gjort én feil, blev han nødt til at fortsætte paa samme vei, indtil han, for at<noinclude><references/></noinclude> sdo0cvqxzeztnjdrjhqvr3wysthois3 326061 326056 2026-07-09T23:05:22Z Øystein Tvede 3938 326061 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>venner der i landet, (tværtom var alle porte lukkede for ham paa grund af kong Charles’ færd), var han nødt til at tage de venner han kunde, og det skridt han tog, vilde have vist sig heldigt, naar han ikke havde gjort nogen feil i sine øvrige manøvrer. Da altsaa kongen havde erobret Lombardiet, gjenvandt han straks det ry Charles havde forspildt; Genova faldt tilfode, Florentinerne blev hans venner, marchesen af Mantova, hertugen af Ferrara, Bentivoglierne, fruen af Forlì, herren til Faenza, Pesaro, Rimini, Camerino og Piombino, Luccheserne, Pisanerne, Saneserne, alle kom ham i møde for at blive hans venner. Da fik Venezianerne se, hvor overilet det var, at de, for at vinde to landskaber i Lombardiet, havde gjort kongen til herre over to tredjeparter af Italien. Man betænke nu, med hvor ringe vanskelighed kongen kunde have bevaret sin anseelse i Italien, hvis han havde iagttaget de ovenfor givne regler og sikret og forsvaret sine venner. Thi disse var, fordi saa mange af dem var baade svage og bange, nogle for Kirken, andre for Venezianerne, altid nødte til at holde sig til ham, og ved deres hjælp kunde han let raade bugt med de stormagter som stod igjen. Men han stod aldrig saasnart i Milano, før han gjorde det modsatte, idet han hjalp pave Alexander til at tage Romagnaen. Han merkede ikke at han ved denne beslutning svækkede sig selv, ved at berøve sig selv sine venner og dem som havde kastet sig i hans arme, og at han gjorde Kirken stor, idet den til den aandelige magt, som giver den saadan indflydelse, lagde saa megen verdslig magt. Og da han havde gjort én feil, blev han nødt til at fortsætte paa samme vei, indtil han, for at<noinclude><references/></noinclude> nkskavg21ftzh9c092l2n587borilxd 104 139995 326057 325760 2026-07-09T23:00:36Z Øystein Tvede 3938 326057 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sætte en stopper for Alexanders ærgjerrighed og hindre ham i at blive herre over Toscana, blev nødt til at komme til Italien. Det var ham ikke tilstrækkeligt at have gjort Kirken stor og berøvet sig selv sine venner, thi da han vilde have kongeriget Napoli, delte han det med kongen af Spanjen, og medens han da var den første magt i Italien, tog han en rival ind, for at de ærgjerrige og misfornøiede kunde have en at ty til; og medens han kunde have ladet den gamle konge forblive paa tronen som sin vassal, drev han ham ud, for at indsætte en der kunde forjage ham selv. Det er visselig meget naturligt og almindeligt at have lyst til erobring; og naar de der kan det, forsøger det, og erobreren forstaar sin kunst, bliver de altid roste og ikke dadlede; men naar man ikke kan og dog absolut vil, da er det en feil og medfører dadel. Hvis altsaa Frankrige med sine egne kræfter kunde indtage Napoli, burde det gjøre saa; hvis det ikke kunde det, burde det ikke dele det med nogen anden. Dersom, delingen af Lombardiet med Venezianerne fortjener at undskyldes, fordi den skaffede Louis fodfæste i Italien, fortjener den anden deling dadel, da den ikke undskyldes af hin nødvendighed. Louis havde altsaa gjort fem feil: tilintetgjort de smaa, hævet en italiensk stormagt, bragt ind en fremmed stormagt, ikke bosat sig der, ikke sendt kolonier did. Disse feil kunde dog, saa længe han levede, ikke skade ham, hvis han ikke havde gjort den sjette, og frataget Venezianerne deres stat. Thi naar han ikke havde gjort Kirken stor, og ikke bragt Spanjen ind i Italien, var det nok rimeligt og nødvendigt at kue Venezianerne; men naar han havde gjort hine første skridt,<noinclude><references/></noinclude> jahvyefeal41cayrd4trxseuq1nqfpd 326058 326057 2026-07-09T23:02:16Z Øystein Tvede 3938 326058 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sætte en stopper for Alexanders ærgjerrighed og hindre ham i at blive herre over Toscana, blev nødt til at komme til Italien. Det var ham ikke tilstrækkeligt at have gjort Kirken stor og berøvet sig selv sine venner, thi da han vilde have kongeriget Napoli, delte han det med kongen af Spanjen, og medens han da var den første magt i Italien, tog han en rival ind, for at de ærgjerrige og misfornøiede kunde have en at ty til; og medens han kunde have ladet den gamle konge forblive paa tronen som sin vassal, drev han ham ud, for at indsætte en der kunde forjage ham selv. Det er visselig meget naturligt og almindeligt at have lyst til erobring; og naar de der kan det, forsøger det, og erobreren forstaar sin kunst, bliver de altid roste og ikke dadlede; men naar man ikke kan og dog absolut vil, da er det en feil og medfører dadel. Hvis altsaa Frankrige med sine egne kræfter kunde indtage Napoli, burde det gjøre saa; hvis det ikke kunde det, burde det ikke dele det med nogen anden. Dersom delingen af Lombardiet med Venezianerne fortjener at undskyldes, fordi den skaffede Louis fodfæste i Italien, fortjener den anden deling dadel, da den ikke undskyldes af hin nødvendighed. Louis havde altsaa gjort fem feil: tilintetgjort de smaa, hævet en italiensk stormagt, bragt ind en fremmed stormagt, ikke bosat sig der, ikke sendt kolonier did. Disse feil kunde dog, saa længe han levede, ikke skade ham, hvis han ikke havde gjort den sjette, og frataget Venezianerne deres stat. Thi naar han ikke havde gjort Kirken stor, og ikke bragt Spanjen ind i Italien, var det nok rimeligt og nødvendigt at kue Venezianerne; men naar han havde gjort hine første skridt,<noinclude><references/></noinclude> 4pk09hxwbfnkrkh76irwn88ka5t4c1a 104 139996 326059 325761 2026-07-09T23:03:26Z Øystein Tvede 3938 326059 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>maatte ban aldrig have givet sit minde til deres ødelæggelse. Thi naar de var mægtige, vilde de altid have hindret andre fra at angribe Lombardiet, baade fordi Venezianerne ikke vilde have tilladt det uden selv at blive herrer der, og fordi de andre ikke havde villet tage det fra Frankrige for at give det til Venezianerne, og at angribe dem begge to, vilde de ikke have haft mod til. — Hvis nogen vil sige, kong Louis overlod Romagnaen til Alexander og kongeriget til Spanjen for at undgaa krig, svarer jeg med de ovenfor givne grunde, at man aldrig maa lade et forstyrrende element gribe om sig for at undgaa en krig, thi krigen undgaaes ikke, men udsættes kun til skade for en selv. Vil man fremholde det løfte kongen havde givet paven om at hjælpe ham til hin erobring, til gjengjæld fordi paven havde opløst hans egteskab og givet Rouen kardinalhatten, henvises til hvad der nedenfor skal siges om fyrsters løfter og hvordan de skal holdes. — Kong Louis tabte altsaa Lombardiet fordi han ikke havde fulgt nogen af de regler som andre har fulgt, der har taget lande og villet beholde dem. Hans uheld er ikke noget under, men en meget rimelig og ligefrem ting. Jeg talte derom med Rouen<ref>ɔ: kardinalen af Rouen, George d'Amboise.</ref> i Nantes, da Valentinois, som almindelig kaldtes Cesare Borgia<ref>Om Cesare Borgia, hertug af Valentinois, se kap. VII og note bag i bogen.</ref>, søn af pave Alexander, erobrede Romagnaen. Da kardinal Rouen sagde til mig, at Italienerne ikke forstod sig paa krig, svarede jeg ham, at Franskmændene ikke forstod sig paa statskunst, thi havde de forstaaet<noinclude><references/></noinclude> b2gdh2ppi5ys8cgsn030x3ltc6h7gee 104 139997 325866 325763 2026-07-09T14:41:38Z Øystein Tvede 3938 325866 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>sig derpaa, vilde de aldrig have ladet Kirken faa saadan magt. Og erfaring har vist, at Kirkens og Spanjens magt i Italien skyldes Frankrige, og at de til gjengjæld har voldt Frankriges nederlag. Deraf uddrages den almindelige regel, som sjelden eller aldrig slaar feil, at den der gjør en anden mægtig, selv falder. Thi han har skabt den nye magt enten ved dygtighed eller ved en sterk hær, og Degge dele gjør den han har hjulpet frem mistroisk. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel IV.}} '''Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke<br> '''efter Alexanders død gjorde oprør mod hans<br> '''efterfølgere.'''}} Alexander den store blev i løbet af faa aar herre over Asien, og døde næsten førend han havde fuldendt sin erobring. Naar man tænker paa de vanskeligheder som der er ved at bevare en nyerhvervet stat, kunde man undre sig over, hvoraf det kom, at hans hele stat da ikke, som det syntes rimeligt, gjorde opstand, men at hans efterfølgere ikke havde nogen anden vanskelighed ved at bevare riget end den de selv skabte ved sin egen ærgjerrighed. Jeg svarer, at de monarkier som der existerer beretning om, har været styrede paa to forskjellige maader. Enten er det saa, at der er én fyrste, medens alle andre er trælle, hvem han af naade overdrager som embedsmænd at hjælpe <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> mbvl0hd8a9rfh5lfz0mfm1bv1x245wk 326060 325866 2026-07-09T23:03:51Z Øystein Tvede 3938 326060 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>sig derpaa, vilde de aldrig have ladet Kirken faa saadan magt. Og erfaring har vist, at Kirkens og Spanjens magt i Italien skyldes Frankrige, og at de til gjengjæld har voldt Frankriges nederlag. Deraf uddrages den almindelige regel, som sjelden eller aldrig slaar feil, at den der gjør en anden mægtig, selv falder. Thi han har skabt den nye magt enten ved dygtighed eller ved en sterk hær, og begge dele gjør den han har hjulpet frem mistroisk. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel IV.}} '''Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke<br> '''efter Alexanders død gjorde oprør mod hans<br> '''efterfølgere.'''}} Alexander den store blev i løbet af faa aar herre over Asien, og døde næsten førend han havde fuldendt sin erobring. Naar man tænker paa de vanskeligheder som der er ved at bevare en nyerhvervet stat, kunde man undre sig over, hvoraf det kom, at hans hele stat da ikke, som det syntes rimeligt, gjorde opstand, men at hans efterfølgere ikke havde nogen anden vanskelighed ved at bevare riget end den de selv skabte ved sin egen ærgjerrighed. Jeg svarer, at de monarkier som der existerer beretning om, har været styrede paa to forskjellige maader. Enten er det saa, at der er én fyrste, medens alle andre er trælle, hvem han af naade overdrager som embedsmænd at hjælpe <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> km4s8ywnkr89dk7tx055yosj9382nvs 104 139998 326062 325764 2026-07-09T23:06:45Z Øystein Tvede 3938 326062 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham at styre riget. Eller der er en fyrste og endel baroner, som har sin æts ælde, og ikke herrens naade, at takke for sin rang. Disse baroner har sine egne stater og undersaatter, som erkjender dem som sine herrer og har en naturlig hengivenhed for dem. I de stater som styres af en fyrste og af trælle, har fyrsten større autoritet, thi i hele hans land er der ingen som erkjender nogen anden overherre end ham, og viser de lydighed mod nogen anden, er det som mod en tjener og embedsmand, for hvem de ingen hengivenhed nærer. I vor tid har vi eksempler paa disse to regjeringsformer i Tyrkiet og Frankrige. Hele det tyrkiske monarki styres af én herre, de andre er hans trælle, og han deler sit rige i sandjaker, hvorhen han udsender forskjellige administratorer, hvem han ombytter og forandrer efter godtykke. Men kongen af Frankrige er omgiven af en mængde gammel herreadel, der erkjendes som herrer af sine undersaatter og elskes af dem; de har sine forrettigheder, som kongen ikke kan fratage dem uden fare for sig selv. Ser man paa disse stater, vil man finde, at det er meget vanskeligt at erobre Tyrkens stat; men har man taget den, er det meget let at bevare sin erobring. Aarsagen til at det er vanskeligt at bemægtige sig Tyrkens rige er, at erobreren ikke kan indkaldes af dette riges stormænd eller haabe at kunne lette sit foretagende ved hjælp af oprør blandt dem der staar tronen nær, hvilket kommer af de nævnte aarsager. Thi da de alle er slaver og skylder sultanen alt, kan de vanskeligere bestikkes, og selv om de blev bestukne, kan man ikke haabe paa stor nytte af dem, da<noinclude><references/></noinclude> nd00t2shel2z8ocdsfhljaos8dr10td 104 139999 326063 325766 2026-07-09T23:07:31Z Øystein Tvede 3938 326063 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de af de anførte grunde ikke kan faa befolkningen med sig. Derfor maa den der angriber Tyrken gaa ud fra at finde riget enigt, og han maa stole mere paa egen hjælp end paa andres uenighed. Men er sultanen først overvunden og slagen i felt, saa at han ikke kan reise nye hære, har man intet andet at frygte end herskerætten, og naar den er udryddet, er der intet mere at frygte for; de andre har ingen indflydelse blandt folket, og ligesom seierherren før seieren ikke kunde sætte noget haab til dem, saaledes behøver han efter seieren ikke at frygte for dem. Det omvendte er tilfældet med riger der styres paa samme maade som Frankrige, thi man kan med lethed komme ind der ved at vinde en af rigets baroner for sig; thi der findes altid misfornøiede og folk som ønsker forandring. Disse kan af de anførte grunde aabne veien for en til den stat og lette en seieren; at hævde sig efter seieren medfører mange vanskeligheder, baade med dem som har hjulpet en og med dem som man har overvundet. Det er da ikke nok at udrydde fyrsteætten; thi hine herrer bliver tilbage og sætter sig i spidsen for nye revolutioner; og da man hverken kan stille dem tilfreds, eller udrydde dem, taber man denne stat ved den første den bedste anledning. Hvis I nu betænker, hvorledes Darius’ rige blev styret, vil I finde, at det var som Tyrkens, og derfor maatte Alexander først angribe hans hele magt og slaa ham af marken; da Darius efter dette nederlag var død, var altsaa Alexanders erobring sikret. Og hvis hans efterfølgere havde været enige, kunde de have haft riget i tryg besiddelse uden at anstrenge sig derfor; der opstod<noinclude><references/></noinclude> i6jcp7jdgmcdcq8y1zb7zb4e3q7rqm5 104 140000 325869 325767 2026-07-09T14:43:50Z Øystein Tvede 3938 325869 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke i det rige andre uroligheder end de som herskerne selv fremkaldte. — Men stater med en ordning som Frankrige kan aldrig blive saa rolige besiddelser. Deraf kom de hyppige oprør mod Romerne i Spanjen, Frankrige, og Grækenland, paa grund af de talrige fyrstevælder som der var i hine stater. Thi saalænge mindet om dem holdt sig, var Romernes besiddelse altid usikker; men da mindet om disse var uddøet, sikrede rigets magt og lange tradition dem. Da Romerne senere kjæmpede indbyrdes, fik de stridende generaler med sig hver sin del af hine provinser, alt efter den autoritet de havde vundet, og provinserne erkj endte, da deres gamle herrers æt var udryddet, ikke andre herrer end Romerne. Naar man tænker paa disse ting, vil man ikke forbauses over den lethed hvormed Alexander bevarede sit asiatiske rige, og de vanskeligheder som andre har haft ved at bevare sin erobring, som Pyrrhos og mange andre. Grunden har ikke været seierherrens større eller mindre dygtighed, men forskjel i de erobrede rigers natur. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel V.}} '''Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder '''som før de blev erobrede havde egne love.'''}} Naar de saaledes erobrede stater er vante til egne love og frihed, er der tre midler til at bevare dem. Det første er at ødelægge dem; det <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> k9i4m3o0cowbjpexcxgphq3fou3v847 326064 325869 2026-07-09T23:08:09Z Øystein Tvede 3938 326064 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke i det rige andre uroligheder end de som herskerne selv fremkaldte. — Men stater med en ordning som Frankrige kan aldrig blive saa rolige besiddelser. Deraf kom de hyppige oprør mod Romerne i Spanjen, Frankrige, og Grækenland, paa grund af de talrige fyrstevælder som der var i hine stater. Thi saalænge mindet om dem holdt sig, var Romernes besiddelse altid usikker; men da mindet om disse var uddøet, sikrede rigets magt og lange tradition dem. Da Romerne senere kjæmpede indbyrdes, fik de stridende generaler med sig hver sin del af hine provinser, alt efter den autoritet de havde vundet, og provinserne erkjendte, da deres gamle herrers æt var udryddet, ikke andre herrer end Romerne. Naar man tænker paa disse ting, vil man ikke forbauses over den lethed hvormed Alexander bevarede sit asiatiske rige, og de vanskeligheder som andre har haft ved at bevare sin erobring, som Pyrrhos og mange andre. Grunden har ikke været seierherrens større eller mindre dygtighed, men forskjel i de erobrede rigers natur. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel V.}} '''Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder '''som før de blev erobrede havde egne love.'''}} Naar de saaledes erobrede stater er vante til egne love og frihed, er der tre midler til at bevare dem. Det første er at ødelægge dem; det <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 1ftq4i5g0aiku8lhs1kuous5969hr5g 104 140002 325871 325770 2026-07-09T14:45:19Z Øystein Tvede 3938 325871 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>gik det i Pisa 100 aar efterat det var kommet under Florentinernes aag.<ref>Pisa erobredes af Florentinerne i 1406. Florentinerne bestræbte sig i begyndelsen for at vinde Pisanerne, men under Mediceerne var styret haardt, og da Charles VIII af Frankrige i 1494 rykkede ind i Italien, erklærede Pisa sig fri, begunstiget af Frankrige.</ref> Naar derimod stæderne eller landene er vante til at staa under en fyrste, og hans æt udryddes, er de paa den ene side vante til at lyde, paa den anden side har de ikke mere sin gamle fyrste, og kan derfor hverken enes om at tåge en fyrste af sine egne eller leve i frihed; de griber derfor mindre hurtig til vaaben, og en fyrste kan lettere vinde dem og sikre sig dem. Men i republikerne er der større liv, sterkere had, sterkere hevnlyst, og mindet om den gamle frihed hverken lader dem eller kan lade dem i ro, saa at det sikreste er at tilintetgjøre dem eller tage bolig der. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VI.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben '''og personlig dygtighed.'''}} Det maa ikke forundre nogen, om jeg under omtalen af de helt nye fyrstevælder — hvor baade fyrsten og statsformen er ny — fremholder store eksempler; thi da menneskene næsten altid vandrer veie andre har banet, og i sine handlinger gaar frem efter visse mønstre, bør en klog mand, da <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 3m2js4v4a8wksaun0ymx4uqc16a3g3e 326065 325871 2026-07-09T23:08:52Z Øystein Tvede 3938 326065 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>gik det i Pisa 100 aar efterat det var kommet under Florentinernes aag.<ref>Pisa erobredes af Florentinerne i 1406. Florentinerne bestræbte sig i begyndelsen for at vinde Pisanerne, men under Mediceerne var styret haardt, og da Charles VIII af Frankrige i 1494 rykkede ind i Italien, erklærede Pisa sig fri, begunstiget af Frankrige.</ref> Naar derimod stæderne eller landene er vante til at staa under en fyrste, og hans æt udryddes, er de paa den ene side vante til at lyde, paa den anden side har de ikke mere sin gamle fyrste, og kan derfor hverken enes om at tage en fyrste af sine egne eller leve i frihed; de griber derfor mindre hurtig til vaaben, og en fyrste kan lettere vinde dem og sikre sig dem. Men i republikerne er der større liv, sterkere had, sterkere hevnlyst, og mindet om den gamle frihed hverken lader dem eller kan lade dem i ro, saa at det sikreste er at tilintetgjøre dem eller tage bolig der. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VI.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben '''og personlig dygtighed.'''}} Det maa ikke forundre nogen, om jeg under omtalen af de helt nye fyrstevælder — hvor baade fyrsten og statsformen er ny — fremholder store eksempler; thi da menneskene næsten altid vandrer veie andre har banet, og i sine handlinger gaar frem efter visse mønstre, bør en klog mand, da <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 0djkxr50yi9nrr9e3cb114crumwtjbn 104 140003 326066 325771 2026-07-09T23:37:43Z Øystein Tvede 3938 326066 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>man ikke kan holde sig helt til andres veie eller naa sine mønstres dygtighed, altid slaa ind paa de veie som store mænd har betraadt, og efterligne de ypperste, for, om hans egen dygtighed ikke kommer op mod dem, idetmindste at minde noget om dem. Han bør gjøre som de kloge bueskytter, som, naar det maal de vil træffe synes dem for fjernt, og de ved, hvor langt deres bues kraft rækker, sigter adskillig høiere end maalet, ikke for med sin kraft eller sin gode pil at naa saa høit, men for ved hjælp af et saa høit sigte at naa sin hensigt. I de helt nye fyrstevælder, hvor der er en ny fyrste, er vanskeligheden ved at bevare dem større eller mindre ettersom erobreren er mere eller mindre dygtig. Da det at svinge sig op fra privatmand til fyrste forudsætter enten dygtighed eller held, synes det, at begge dele forringer mange vanskeligheder. Dog har gjerne den der har været mindst afhængig af lykkens førelse, holdt stillingen bedst. Fyrstens bestræbelser lettes ogsaa derved, at han, fordi han ikke eier andre stater, er nødsaget til at bo i landet. Først vil jeg af dem der ved egen dygtighed, og ikke ved lykkens hjælp, er blevne fyrster, som de ypperste nævne Moses, Kyros, Romulus, Theseus og lignende mænd. Ihvorvel man ikke maa tale om Moses, da han blot iverksatte de ting Gud havde paalagt ham, maa han ihvertfald beundres fordi han vandt den naade at findes værdig til at tale med Gud<ref>Bemerkningen om Moses er ironisk. Etpar andre steder stiller Machiavelli ham ganske ved siden af andre, klassiske, „rigs-grundlæggere og regenter“.</ref>. Men betragter man Kyros og de andre som har erobret eller grundet riger, vil de<noinclude><references/></noinclude> 1rtyea48qk78h02mv1yut8bn76s6y0c 104 140004 326067 325772 2026-07-09T23:38:12Z Øystein Tvede 3938 326067 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle vække ens beundring, og hvis man nøiere betragter deres handlinger og indretninger, vil de ikke vise sig forskjellige fra Moses’, som havde en saa ophøiet lærer. Undersøger man deres handlinger og deres liv, ser man ikke, at lykken skjænkede dem andet end en anledning, som bød dem et stof de kunde præge med den form de fandt for godt; uden denne anledning vilde deres aandsstorhed have været frugtesløs, og uden denne aandsoverlegenhed vilde hin anledning være kommen forgjæves. Moses maatte altsaa finde Israels folk i trældom i Ægypten og undertrykket af Ægypterne, forat Israel for at slippe ud af trældommen skulde faa hu til at følge ham. Det var nødvendigt, at Romulus ikke kom til verden i Alba, og at han blev udsat ved sin fødsel, for at han skulde blive konge i Roma og rigets grundlægger. Kyros maatte finde Perserne misfornøiede med Medernes herredømme, og Mederne blødagtige og svækkede af den lange fred. Theseus kunde ikke have lagt sine evner for dagen, hvis han ikke havde fundet Athenerne splittede. Disse leiligheder skabte derfor hine mænds lykke, og det var deres overlegne dygtighed som lod dem opdage leiligheden; deres fædreland blev stort og lykkeligt derved. De der bliver fyrster ved saadan dygtighed, erhverver fyrstevældet med vanskelighed, men bevarer det med lethed. De vanskeligheder de har ved at erhverve fyrstevældet, kommer tildels af de nye indretninger og former som de er nødte til at indføre for at grundlægge sin stat og sikre sin stilling. Man maa betænke, at der ikke gives noget som er vanskeligere at tage fat paa, eller hvis udfald er mere tvilsomt, eller som er farligere<noinclude><references/></noinclude> 0eu45kl652adim92kowgdu9mbelzmbn 104 140007 325873 325778 2026-07-09T14:47:22Z Øystein Tvede 3938 325873 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>siger han ikke manglede andet til at være konge end kronen. Han tilintetgjorde den gamle hær og oprettede en ny, opgav de gamle forbund og ind gik nye; og da han havde egne forbund og soldater at støtte sig paas kunde han paa et saadant grundlag opføre hvilkensomhelst bygning. Han havde altsaa megen møie med at erhverve sig magten, liden ved at bevare den. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VII.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede<br> '''vaaben og ved lykkens hjælp.'''}} De der udelukkende ved lykkens hjælp svinger sig op fra privatmænd til fyrster, bliver det uden synderlig møie, men har stor møie med at holde sig i sin stilling, og de har ingen vanskelighed underveis ; thi de flyver til maalet, men alle vanskelighederne indtræder nåar de er komne frem. Dette er de hvem en besiddelse overlades enten for penge eller af venskab, saaledes som alle de fyrster i Joniens og Hellespontens stæder, der blev indsatte af Darius for hans magts og æres skyld, og som de keisere der oprindelig var privatmænd og ved bestikkelse af soldaterne naaede keiserværdigheden. Disse fyrster støtter sig udelukkende paa deres vilje og lykke, som har overdraget dem magten, og begge dele er høist vaklende og ustadige. De hverken forstaar eller formaar at holde stillingen: de forstaar det ikke, fordi det ikke er <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 47mrh0ryhcvtq3wj1hcil8bk1ma153s 325874 325873 2026-07-09T14:47:40Z Øystein Tvede 3938 325874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>siger han ikke manglede andet til at være konge end kronen. Han tilintetgjorde den gamle hær og oprettede en ny, opgav de gamle forbund og ind gik nye; og da han havde egne forbund og soldater at støtte sig paas kunde han paa et saadant grundlag opføre hvilkensomhelst bygning. Han havde altsaa megen møie med at erhverve sig magten, liden ved at bevare den. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VII.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede<br> '''vaaben og ved lykkens hjælp.'''}} De der udelukkende ved lykkens hjælp svinger sig op fra privatmænd til fyrster, bliver det uden synderlig møie, men har stor møie med at holde sig i sin stilling, og de har ingen vanskelighed underveis; thi de flyver til maalet, men alle vanskelighederne indtræder nåar de er komne frem. Dette er de hvem en besiddelse overlades enten for penge eller af venskab, saaledes som alle de fyrster i Joniens og Hellespontens stæder, der blev indsatte af Darius for hans magts og æres skyld, og som de keisere der oprindelig var privatmænd og ved bestikkelse af soldaterne naaede keiserværdigheden. Disse fyrster støtter sig udelukkende paa deres vilje og lykke, som har overdraget dem magten, og begge dele er høist vaklende og ustadige. De hverken forstaar eller formaar at holde stillingen: de forstaar det ikke, fordi det ikke er <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> arfambst891kfmmgdyb7phmtr6pub3v 326068 325874 2026-07-09T23:40:34Z Øystein Tvede 3938 326068 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>siger han ikke manglede andet til at være konge end kronen. Han tilintetgjorde den gamle hær og oprettede en ny, opgav de gamle forbund og indgik nye; og da han havde egne forbund og soldater at støtte sig paa, kunde han paa et saadant grundlag opføre hvilkensomhelst bygning. Han havde altsaa megen møie med at erhverve sig magten, liden ved at bevare den. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VII.}} '''Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede<br> '''vaaben og ved lykkens hjælp.'''}} De der udelukkende ved lykkens hjælp svinger sig op fra privatmænd til fyrster, bliver det uden synderlig møie, men har stor møie med at holde sig i sin stilling, og de har ingen vanskelighed underveis; thi de flyver til maalet, men alle vanskelighederne indtræder naar de er komne frem. Dette er de hvem en besiddelse overlades enten for penge eller af venskab, saaledes som alle de fyrster i Joniens og Hellespontens stæder, der blev indsatte af Darius for hans magts og æres skyld, og som de keisere der oprindelig var privatmænd og ved bestikkelse af soldaterne naaede keiserværdigheden. Disse fyrster støtter sig udelukkende paa deres vilje og lykke, som har overdraget dem magten, og begge dele er høist vaklende og ustadige. De hverken forstaar eller formaar at holde stillingen: de forstaar det ikke, fordi det ikke er <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9hl1h0pghu2uc15ubstzh5qj4trclaj 104 140008 326069 325779 2026-07-09T23:43:12Z Øystein Tvede 3938 326069 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rimeligt, at en mand der altid har levet et privatliv, skal forstaa at befale uden usædvanligt talent og aandsstyrke, de formaar det ikke, fordi de ikke har nogen vaabenmagt der kan tjene dem med venskab og troskab. Dernæst kan de statsbesiddelser som erhverves pludselig, ligesom alt andet i verden der hurtig fødes og vokser, ikke have saadanne rødder og saadan ligevægt, at ikke den første storm feier fyrsten bort; hvis ikke, som sagt, hine fyrster fra igaar besidder saadan dygtighed, at de ved at ruste sig rask til kamp for den gave lykken har kastet i deres skjød, og efterpaa lægger den grundvold andre har lagt før de blev fyrster. — Jeg vil for begge disse maader at blive fyrste, ved dygtighed eller ved lykke, nævne to eksempler fra vor egen tid, nemlig Francesco Sforza og Cesare Borgia. Francesco<ref>Francesco Sforza — se note side 5. Ved „de rette midler“ menes ingenlunde „hæderlige midler“, men overlegen kløgt og kraft.</ref> blev ved de rette midler og sin store dygtighed fra privatmand hertug af Milano, og hvad han med uendeligt besvær havde erhvervet, bevarede han uden stor møie. Paa den anden side erhvervede Cesare Borgia<ref>Cesare Borgias levnet er fremstillet i en note bag i bogen.</ref>, almindelig kaldt hertug af Valentinois, sin magt og stat ved sin faders lykke, og tabte den efter hans død, uagtet han ingen møie skyede og gjorde alt hvad en klog og tapper mand bør gjøre, for at slaa rod i de stater som andres vaaben eller lykke havde skaffet ham. Thi, som ovenfor sagdes, den der ikke lægger grundvolden først, vilde ved<noinclude><references/></noinclude> b6lb36qoiuzn0e1wc4y0oa28mnkzyr5 104 140009 326070 325780 2026-07-09T23:46:30Z Øystein Tvede 3938 326070 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjælp af handlekraft kunne lægge den siden, om det end da er ubekvemt for bygmesteren og farligt for bygningen. Hvis man betragter hertugens fremgang skridt for skridt, vil man se, at han havde lagt en stor grundvold for sin fremtidige magt, hvilken grundvold jeg ikke anser det for overflødigt at omtale nærmere, da jeg ikke ved, hvilke bedre forskrifter jeg kunde give en ny fyrste, end det eksempel hans handlinger afgiver. Naar hans forholdsregler ikke hjalp ham, var det ikke hans skyld, thi det kom af den ualmindelige og grænseløse træskhed hvormed lykken behandlede ham. Alexander VI havde, da han vilde gjøre sin søn hertugen stor og mægtig, mange vanskeligheder, baade i øieblikket og senere. For det første saa han ingen udvei til at gjøre ham til herre over nogen anden stat end en kirkestat; og naar han skred til at tage Kirkens, vidste han, at hertugen af Milano og Venezianerne ikke vilde give sit minde dertil, fordi Faenza og Rimini allerede stod under Venezianernes beskyttelse. Han saa desuden, at de italienske vaaben, og især de som han havde kunnet benytte sig af, var i deres hænder, som maatte frygte pavens magt, og som han derfor ikke kunde lide paa, idet de alle tilhørte Orsinierne og Colonnaerne og deres tilhængere. Det var altsaa nødvendigt at omstyrte denne politiske orden og bringe forvirring i de italienske stater, for at han trygt kunde bemægtige sig en del af dem, hvilket faldt ham let. Thi Venezianerne havde netop af andre grunde bestræbt sig for atter at faa Franskmændene ind i Italien. Dette ikke alene modsatte han sig ikke, men han gjorde det endog lettere ved ophævelsen af kong Louis’ gamle egte-<noinclude><references/></noinclude> g7fqfkkhuz9fszn74auuid7e8bliba2 104 140010 326071 325781 2026-07-09T23:48:29Z Øystein Tvede 3938 326071 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skab. Kongen kom da til Italien med Venezianernes hjælp og Alexanders samtykke, og ikke før var han i Milano, end paven af ham fik folk til angrebet paa Romagnaen, som han, støttet af kongens anseelse, blev tilladt at tage. Da nu hertugen havde faaet Romagnaen og slaaet Colonnaerne, hindrede to ting ham fra at bevare sin erobring og gaa videre: for det ene syntes ikke hans tropper ham paalidelige; for det andet var der Frankriges vilje. Han frygtede nemlig at Orsiniernes tropper, som han havde benyttet, skulde svigte ham og ikke alene hindre ham fra videre erobring, men berøve ham hvad han allerede havde erobret, og at kongen skulde gjøre ligesaa. Orsiniernes stemning fik han et bevis paa, da han efter indtagelsen af Faenza angreb Bologna, thi han saa dem gaa kolde til dette angreb. Og hvad kongen angaar, forstod han hans sind, da han efter at have taget hertugdømmet Urbino angreb Toscana, hvilket tog kongen nødte ham til at afstaa fra; hvorfor hertugen besluttede ikke mere at være afhængig af andres tropper og lykke. Han svækkede nu først og fremst Orsiniernes og Colonnaernes partier i Roma, thi han vandt for sig alle deres dignitærer ved at gjøre dem til sine og ved at give dem store salærer, han hædrede dem, hver efter sin rang, med troppekommandoer og guvernørposter, saa at i løbet af faa maaneder kjærligheden til deres gamle parti var forsvundet og deres hengivenhed i stedet helt gik over paa hertugen. — Derefter ventede han paa en anledning til at tilintetgjøre Orsinierne, efter at have sprengt huset Colonnas parti; leiligheden kom heldig, og han benyttede den endnu bedre. Thi da Orsinierne omsider opdagede at hertugens og<noinclude><references/></noinclude> 9mxfuf0vblfhljtcsrmxu5ed713ogw2 104 140012 326072 325783 2026-07-09T23:52:24Z Øystein Tvede 3938 326072 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stor berømmelse ro og enighed tilveie. Da ansaa hertugen en saa overordentlig myndighed for ikke længer at være heldig, fordi han frygtede for at den kunde blive forhadt, og henlagde styrelsen under en civil domstol midt i landet, med en udmerket præsident, og lod hver stad have sin advokat der. Da han forstod, at den tidligere strenghed havde vakt adskilligt had mod ham, vilde han, for at udslette alle saadanne følelser i folkets hjerte og vinde det helt, vise, at hvis der var øvet nogen grusomhed, skyldtes det ikke ham, men hans ministers haardhed. Han tog derfor en anledning til at komme ham tillivs og lod ham en morgen lægge paa torvet i Cesena, huggen i to, med et træstykke og en blodig kniv ved siden. Dette skrækkelige syn tilfredsstillede folket og vakte en tid maalløs undren hos det. Men lad os vende tilbage til det punkt vi forlod. Da altsaa hertugen saa sig temmelig mægtig og tildels sikret mod farer i øieblikket, fordi han havde skaffet sig en egen hær og for en god del tilintetgjort de vaaben hos naboerne som kunde skade ham, var det kun hensynet til Frankrige, som hindrede ham i at gaa videre i sin erobring. Thi han vidste, at kongen, der omsider havde indseet sin feil, ikke vilde taale mere. Derfor begyndte han at søge nye venskaber og at indtage en vaklende holdning overfor Frankrige paa det tog Franskmændene gjorde til kongeriget Napoli mod Spanjerne, som beleirede Gaeta. Hans hensigt var at sikre sig Spanjernes venskab, hvilket hurtig vilde have lykkedes ham hvis Alexander havde levet. Saaledes ordnede han sig i øieblikket. Med hensyn til fremtiden maatte han først og fremst frygte for at en ny efterfølger paa<noinclude><references/></noinclude> 4j742r5juk3u108ozc9g6kcik0az19y 104 140013 326075 325784 2026-07-10T00:00:10Z Øystein Tvede 3938 326075 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirkens stol ikke skulde blive hans ven og søge at tage fra ham det Alexander havde givet ham. Han tænkte da at greie sig paa fire maader. Først ved at udrydde alle de herrers familier, som han havde frataget deres besiddelser, for at berøve paven den anledning til at skride ind. For det andet ved at vinde alle adelsmænd i Roma, som nævnt er, for ved dem at kunne holde paven i tømme. For det tredje ved at sikre sig størst mulig indflydelse i Kardinalkollegiet. For det fjerde ved at vinde saa stor magt før paven døde, at han ved egen hjælp kunde modstaa det første angreb. Af disse fire ting havde han ved Alexanders død gjennemført de tre; den fjerde havde han næsten gjennemført. Thi af de plyndrede herrer slog han ihjel saamange han kunde faa fat paa, og kun meget faa reddede sig; de romerske adelsmænd havde han vundet, og i Kollegiet havde han en betydelig del paa sin side, og hvad ny erobring angaar, havde han lagt en plan om at blive herre over Toscana, han besad allerede Perugia og Piombino, og Pisa havde han taget under sin beskyttelse. Da han ikke havde Frankrige at tage hensyn til (det havde han ikke længere, da Franskmændene allerede af Spanjerne var berøvede kongeriget Napoli, saa at de begge var nødte til at kjøbe hans venskab), kastede han sig over Pisa. Derefter overgav Lucca og Siena sig straks, dels af had til Florentinerne, og dels af frygt; Florentinerne var hjælpeløse; og havde han naaet sit maal, som han stod i begreb med samme aar da Alexander døde, vilde han derved have vundet saa stor magt og anseelse, at han kunde have holdt sig ved egen hjælp og ikke mere vilde have været afhængig af andres lykke og vaaben, men<noinclude><references/></noinclude> gerbc0mj6dt4yro27l5y16h10wbb5ld 104 140014 326076 325785 2026-07-10T00:02:00Z Øystein Tvede 3938 326076 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alene af sin egen magt og dygtighed. Men Alexander døde fem aar efterat han havde draget sverdet. Han efterlod ham med kun Romagna-staten grundmuret, med alle hans andre stater endnu i luften, midt mellem to overmægtige fiendtlige hære, og dødssyg. Og dog besad hertugen en saa ubændig energi og saadan dygtighed, og forstod saa godt hvordan mennesker vindes og fordærves, og saa sterk var den grundvold der i saa kort tid var lagt, at hvis han ikke havde haft disse hære paa halsen, eller hvis han havde været frisk, vilde han have beseiret enhver vanskelighed. At hans grundvold var god, ser man, thi Romagnaen ventede paa ham over en maaned; i Roma var han sikker, skjønt han allerede var halvdød, og uagtet Baglionierne, Vitellierne og Orsinierne kom til Roma, havde de ingen fremgang mod ham. Kunde han ikke gjøre til pave den han vilde, kunde han ialfald hindre at nogen blev det, som han ikke vilde have til det. Hvis han ved Alexanders død havde været frisk, vilde alt have været let for ham. Han sagde til mig i de dage da Julius II blev valgt, at han havde tænkt paa alt der kunde indtræffe naar hans fader døde, og fundet raad for alt, kun havde han aldrig tænkt sig at han ved hans død ogsaa selv skulde ligge for døden. Naar jeg altsaa sammenfatter disse hertugens handlinger, kan jeg ikke dadle ham; tværtimod tror jeg, som sagt, at burde fremholde ham som et eksempel til efterlignelse for alle dem der ved andres lykke og vaaben er stegne til herskervælde. Thi da hans aand var stor og hans maal høit, kunde han ikke handle anderledes; og kun Alexanders snare død og hans egen sygdom stillede sig i veien for hans planer. Den der altsaa<noinclude><references/></noinclude> rrlzqygj6jfabesdomxig5xfp3pzbwd 104 140015 326027 325786 2026-07-09T19:42:50Z Øystein Tvede 3938 326027 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>finder det nødvendigt i sit nye fyrstevælde at uskadeliggjøre sine uvenner, vinde sig venner, seire enten med magt eller med list, gjøre sig elsket og frygtet af folket, skaffe sig lydighed og ærefrygt blandt soldaterne, rydde af veien dem der kan eller maa skade ham, indføre ændringer i det gamle styresæt, være streng og venlig, storsindet og rundhaandet, tilintetgjøre en utro vaabenmagt og danne en ny, holde venskab med konger og fyrster, saa at de kan yde en tjenester med anstand og betænke sig paa at gjøre en saadan mand imod, kan ikke finde kraftigere og nyere forbilleder end hertugens gjerninger. Man kan kun anklage ham for Julius II’s kaaring, thi her gjorde han et daarligt valg; thi, som sagt, om han ikke kunde gjøre en pave efter sit sind, kunde han hindre at en anden blev det, og han burde aldrig have samtykket i at nogen blev pave af de kardinaler som han havde krænket, og som, hvis de blev pave, maatte frygte ham. Thi menneskene gjør ondt mod andre enten af frygt eller af had. De som han havde skadet, var blandt andre S. Pietro ad Vincula, Colonna, S. Giorgio, og Ascanio<ref>Kardinal-biskopen af kirken S. Pietro ad Vincula i Roma var Giuliano deila Rovere, valgt til pave med navn Julius II. Han var Borgiaernes rival og var en af de fem kardinaler Alexander VI ikke havde kunnet bestikke, da han kjøbte stemmer for at blive valgt. Machiavelli forlanger vistnok det umulige af sin helt, naar han vil han skulde have hindret deila Roveres valg. — „S. Giorgio“ er Raffaello Riario af Savona, bror af Caterina Sforzas første mand. — Ascanio, ɔ: kardinal Ascanio Sforza, søn af Francesco Sforza og bror af Lodovico Moro.</ref>. Alle de andre maatte have frygtet ham, om de var blevne pave, undtagen<noinclude><references/></noinclude> reb1ro3a85fs2s1w0d6bzzi88c5fcnj 326028 326027 2026-07-09T19:43:37Z Øystein Tvede 3938 326028 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>finder det nødvendigt i sit nye fyrstevælde at uskadeliggjøre sine uvenner, vinde sig venner, seire enten med magt eller med list, gjøre sig elsket og frygtet af folket, skaffe sig lydighed og ærefrygt blandt soldaterne, rydde af veien dem der kan eller maa skade ham, indføre ændringer i det gamle styresæt, være streng og venlig, storsindet og rundhaandet, tilintetgjøre en utro vaabenmagt og danne en ny, holde venskab med konger og fyrster, saa at de kan yde en tjenester med anstand og betænke sig paa at gjøre en saadan mand imod, kan ikke finde kraftigere og nyere forbilleder end hertugens gjerninger. Man kan kun anklage ham for Julius II’s kaaring, thi her gjorde han et daarligt valg; thi, som sagt, om han ikke kunde gjøre en pave efter sit sind, kunde han hindre at en anden blev det, og han burde aldrig have samtykket i at nogen blev pave af de kardinaler som han havde krænket, og som, hvis de blev pave, maatte frygte ham. Thi menneskene gjør ondt mod andre enten af frygt eller af had. De som han havde skadet, var blandt andre S. Pietro ad Vincula, Colonna, S. Giorgio, og Ascanio<ref>Kardinal-biskopen af kirken S. Pietro ad Vincula i Roma var Giuliano della Rovere, valgt til pave med navn Julius II. Han var Borgiaernes rival og var en af de fem kardinaler Alexander VI ikke havde kunnet bestikke, da han kjøbte stemmer for at blive valgt. Machiavelli forlanger vistnok det umulige af sin helt, naar han vil han skulde have hindret della Roveres valg. — „S. Giorgio“ er Raffaello Riario af Savona, bror af Caterina Sforzas første mand. — Ascanio, ɔ: kardinal Ascanio Sforza, søn af Francesco Sforza og bror af Lodovico Moro.</ref>. Alle de andre maatte have frygtet ham, om de var blevne pave, undtagen<noinclude><references/></noinclude> b6iqp8chgxku19yiuhgeiyfexdzhqd2 104 140017 325876 325788 2026-07-09T14:48:54Z Øystein Tvede 3938 325876 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Rouen og Spanjerne: de sidste paa grund af alliance og forpligtelse, den første paa grund af sin magt, da han havde Frankriges rige med sig. Derfor burde hertugen allerhelst kaare en Spanjer til pave, og nåar han ikke det kunde, burde han lade Rouen blive det, og ikke S. Pietro ad Vincula. Thi den der tror, at hos store nye velgjerninger bringer en mand til at glemme gamle krænkelser, tager feil. Dette valg var altsaa en feil af her tugen og blev aarsagen til hans endelige fald. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VIII.}} '''Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.'''}} Da man kan blive fyrste endnu paa to maader, uden at det helt kan tillægges lykke eller dygtighed, vil jeg ikke forbigaa dem, omend den ene af disse maader kan omtales mere udtømmende under republiken. Man kan nemlig enten paa en forbrydersk og skjændig maade stige til fyrste vældet, eller en privat borger kan ved sine med borgeres gunst blive fyrste i sit fædreland. Hvad den første maade angaar, skal jeg forklare den med to eksempler, det ene fra oldtiden, det andet fra nutiden, uden forøvrigt at gaa ind paa enkelt heder, thi jeg mener, at den der maatte blive nødt til at tage den vei, kun vilde behøve at efterligne disse mænd. Sicilianeren Agathokles, der hævede sig til konge af Syrakus, var oprindelig en simpel borger, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 0vvtzqksy3p3uviqwt3g23qf4ycuyj9 326077 325876 2026-07-10T00:05:27Z Øystein Tvede 3938 326077 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Rouen og Spanjerne: de sidste paa grund af alliance og forpligtelse, den første paa grund af sin magt, da han havde Frankriges rige med sig. Derfor burde hertugen allerhelst kaare en Spanjer til pave, og naar han ikke det kunde, burde han lade Rouen blive det, og ikke S. Pietro ad Vincula. Thi den der tror, at hos store nye velgjerninger bringer en mand til at glemme gamle krænkelser, tager feil. Dette valg var altsaa en feil af hertugen og blev aarsagen til hans endelige fald. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VIII.}} '''Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.'''}} Da man kan blive fyrste endnu paa to maader, uden at det helt kan tillægges lykke eller dygtighed, vil jeg ikke forbigaa dem, omend den ene af disse maader kan omtales mere udtømmende under republiken. Man kan nemlig enten paa en forbrydersk og skjændig maade stige til fyrste vældet, eller en privat borger kan ved sine med borgeres gunst blive fyrste i sit fædreland. Hvad den første maade angaar, skal jeg forklare den med to eksempler, det ene fra oldtiden, det andet fra nutiden, uden forøvrigt at gaa ind paa enkelt heder, thi jeg mener, at den der maatte blive nødt til at tage den vei, kun vilde behøve at efterligne disse mænd. Sicilianeren Agathokles, der hævede sig til konge af Syrakus, var oprindelig en simpel borger, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> s02cszyn1ec2jxz0qxz1qw3cvfnqinq 326079 326077 2026-07-10T00:10:21Z Øystein Tvede 3938 326079 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Rouen og Spanjerne: de sidste paa grund af alliance og forpligtelse, den første paa grund af sin magt, da han havde Frankriges rige med sig. Derfor burde hertugen allerhelst kaare en Spanjer til pave, og naar han ikke det kunde, burde han lade Rouen blive det, og ikke S. Pietro ad Vincula. Thi den der tror, at hos store nye velgjerninger bringer en mand til at glemme gamle krænkelser, tager feil. Dette valg var altsaa en feil af hertugen og blev aarsagen til hans endelige fald. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel VIII.}} '''Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.'''}} Da man kan blive fyrste endnu paa to maader, uden at det helt kan tillægges lykke eller dygtighed, vil jeg ikke forbigaa dem, omend den ene af disse maader kan omtales mere udtømmende under republiken. Man kan nemlig enten paa en forbrydersk og skjændig maade stige til fyrstevældet, eller en privat borger kan ved sine medborgeres gunst blive fyrste i sit fædreland. Hvad den første maade angaar, skal jeg forklare den med to eksempler, det ene fra oldtiden, det andet fra nutiden, uden forøvrigt at gaa ind paa enkeltheder, thi jeg mener, at den der maatte blive nødt til at tage den vei, kun vilde behøve at efterligne disse mænd. Sicilianeren Agathokles, der hævede sig til konge af Syrakus, var oprindelig en simpel borger, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> irzrqg7x3w8waxzqtapt5fm0le2tod4 104 140019 326080 325790 2026-07-10T00:15:51Z Øystein Tvede 3938 326080 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slaa ihjel sine medborgere, forraade sine venner, ikke eie troskab, ikke gudsfrygt, ikke religion; disse midler kan skaffe en mand herskermagt, men ikke ære. Thi hvis man betragter den djærvhed hvormed Agathokles kastede sig i farer og atter friede sig ud, og den aandsstorhed hvormed han bar og overvandt gjenvordigheder, ser man ikke, hvorfor han skulde ansees for ringere end den dygtigste hærfører. Ikke desto mindre tillader ikke hans vilde grusomhed og umenneskelighed og utallige forbrydelser at regne ham blandt de største mænd. Man kan altsaa ikke tilskrive hverken lykke eller dygtighed det som han opnaaede uden nogen af delene. I vor tid, under Alexander VI's regjering, blev Oliverotto fra Fermo<ref>Oliverotto Euffreducci — se kap. VII og noten om Cesare Borgia.</ref>, der nogle aar i forveien var bleven faderløs, opdragen af en morbroder ved navn Giovanni Fogliani, og i sin tidligste ungdom sat til krigstjeneste under Paulo Vitelli, forat han kunde tilegne sig kunsten grundig og naa en høi officersplads. Da senere Paulo døde, tjente han under hans broder Vitellozzo,<ref>Vitellozzo Vitelli — se Cesare Borgia.</ref> og blev i meget kort tid, ved sin udmerkede forstand og sin sjæls- og legemsstyrke, den første i hans hær. Men da det syntes ham nedværdigende at staa under andre, tænkte han paa ved hjælp af nogle borgere i Fermo, der havde sin fædrestads trældom mere kjær end dens frihed, og ved Vitelliernes gunst, at tage Fermo; og han skrev til Giovanni Fogliani at han, da han nu havde været flere aar hjemmefra, vilde komme og besøge ham og sin<noinclude><references/></noinclude> l6yjjbkmdjxg76xagxvb20y5690y63o 104 140020 326081 325791 2026-07-10T00:20:59Z Øystein Tvede 3938 326081 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjemstad, og faa nogen besked om sin farsarv. Da han ikke havde arbeidet med noget andet maal end at erhverve sig hæder, vilde han, forat hans medborgere skulde se, at han ikke havde spildt tiden, komme med glans, ledsaget af hundrede ryttere af sine venner og tjenere. Han bad sin onkel at sørge for at Formanerne gav ham en ærefuld modtagelse, hvilket ikke alene vilde blive ham, men ogsaa Giovanni selv til ære, da han jo var hans fostersøn. Giovanni gjorde derfor alt hvad han formaaede for sin søstersøn, og efterat han havde sikret ham en ærefuld modtagelse af Fermanerne, tog Oliverotto ind i onkelens hus. Efter nogle dages ophold der, hvorunder han besørgede hvad der var nødvendigt til hans paatænkte forbrydelse, holdt han et høitideligt gjæstebud, hvortil han indbød Giovanni Fogliani og alle de første mænd i Fermo. Da man var færdig med maaltidet og den underholdning som er almindelig ved saadanne gjæstebud, ledede Oliverotto behændig samtalen ind paa visse alvorlige temaer, talte om pave Alexanders og hans søn Cesare Borgias magt og deres erobringer, og da Giovanni og de andre svarede, reiste han sig med et, idet han sagde, at dette var ting som burde drøftes paa et sted hvor ikke saamange hørte paa, og trak sig tilbage til et sideværelse, hvorhen Giovanni og alle de andre borgere kom efter. Ikke før var de komne til sæde, førend der fra hemmelige rum traadte frem soldater, som dræbte Giovanni og alle de andre. Efter dette mord steg Oliverotto tilhest, for gjennem byen, og beleirede den øverste embedsmand i hans palads, saa at de af frygt blev nødte til at lyde ham og oprette en regjering, i hvis spidse han satte sig selv som fyrste. Efterat<noinclude><references/></noinclude> trknb2qbqi1kdjqr0jsbl2hyfrcleu2 104 140022 325878 325793 2026-07-09T14:50:33Z Øystein Tvede 3938 325878 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>stat, som Agathokles gjorde. De andre kan umulig holde sig. Det er her at merke, at nåar man bemægtiger sig en stat, maa erobreren udtænke alle de voldshandlinger han er nødt til at begaa, og udføre dem alle paa en gang, for ikke at maatte gjøre nye hver dag og for at kunne berolige menneskene ved at stanse de onde gjerninger og vinde dem ved velgjerninger. Den der handler anderledes, enten af frygtsomhed eller paa grund af en feilagtig anskuelse, nødsages altid til at staa med kniven i haanden og kan aldrig stole paa sine undersaatter, da disse formedelst de stadige overgreb og voldshandlinger ikke kan føle sig trygge for ham. Thi voldsgjerningerne maa gjøres alle paa en gang, for at de, nåar ikke smagen forlænges, kan vække mindre harme, velgjerninger bør øves lidt efter lidt, for at man kan smage mere paa dem. Fremfor alt maa en fyrste optræde saaledes mod sine undersaatter, at intet pludseligt uheld kan tvinge ham til at forandre sig i godt eller ondt; thi nåar nøden kommer i uheldige tider, er der ikke tid til det onde, og det gode man gjør, hjælper ikke, da det ansees for aftvunget, og man faar ingen tak derfor. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel IX.}} '''Om borger-monarkiet.'''}} Vi kommer nu til det andet tilfælde, naar en borger ikke ved forbrydelser og anden utaalelig vold, men ved sine medborgeres gunst, bliver <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> p0lji6wglakw7rpirm15mmbi7ecs16r 325879 325878 2026-07-09T14:51:04Z Øystein Tvede 3938 325879 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>stat, som Agathokles gjorde. De andre kan umulig holde sig. Det er her at merke, at naar man bemægtiger sig en stat, maa erobreren udtænke alle de voldshandlinger han er nødt til at begaa, og udføre dem alle paa en gang, for ikke at maatte gjøre nye hver dag og for at kunne berolige menneskene ved at stanse de onde gjerninger og vinde dem ved velgjerninger. Den der handler anderledes, enten af frygtsomhed eller paa grund af en feilagtig anskuelse, nødsages altid til at staa med kniven i haanden og kan aldrig stole paa sine undersaatter, da disse formedelst de stadige overgreb og voldshandlinger ikke kan føle sig trygge for ham. Thi voldsgjerningerne maa gjøres alle paa en gang, for at de, naar ikke smagen forlænges, kan vække mindre harme, velgjerninger bør øves lidt efter lidt, for at man kan smage mere paa dem. Fremfor alt maa en fyrste optræde saaledes mod sine undersaatter, at intet pludseligt uheld kan tvinge ham til at forandre sig i godt eller ondt; thi nåar nøden kommer i uheldige tider, er der ikke tid til det onde, og det gode man gjør, hjælper ikke, da det ansees for aftvunget, og man faar ingen tak derfor. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel IX.}} '''Om borger-monarkiet.'''}} Vi kommer nu til det andet tilfælde, naar en borger ikke ved forbrydelser og anden utaalelig vold, men ved sine medborgeres gunst, bliver <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> psu9ft4zbgnjnaii4zt4oufyljgz9yp 326082 325879 2026-07-10T00:21:56Z Øystein Tvede 3938 326082 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>stat, som Agathokles gjorde. De andre kan umulig holde sig. Det er her at merke, at naar man bemægtiger sig en stat, maa erobreren udtænke alle de voldshandlinger han er nødt til at begaa, og udføre dem alle paa en gang, for ikke at maatte gjøre nye hver dag og for at kunne berolige menneskene ved at stanse de onde gjerninger og vinde dem ved velgjerninger. Den der handler anderledes, enten af frygtsomhed eller paa grund af en feilagtig anskuelse, nødsages altid til at staa med kniven i haanden og kan aldrig stole paa sine undersaatter, da disse formedelst de stadige overgreb og voldshandlinger ikke kan føle sig trygge for ham. Thi voldsgjerningerne maa gjøres alle paa en gang, for at de, naar ikke smagen forlænges, kan vække mindre harme, velgjerninger bør øves lidt efter lidt, for at man kan smage mere paa dem. Fremfor alt maa en fyrste optræde saaledes mod sine undersaatter, at intet pludseligt uheld kan tvinge ham til at forandre sig i godt eller ondt; thi naar nøden kommer i uheldige tider, er der ikke tid til det onde, og det gode man gjør, hjælper ikke, da det ansees for aftvunget, og man faar ingen tak derfor. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel IX.}} '''Om borger-monarkiet.'''}} Vi kommer nu til det andet tilfælde, naar en borger ikke ved forbrydelser og anden utaalelig vold, men ved sine medborgeres gunst, bliver <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> hzmtrpncjgsi7bhghkc1uw1divh5m2e 104 140023 326003 325794 2026-07-09T18:11:13Z Øystein Tvede 3938 326003 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fyrste i sin fædrestad — hvilket kan kaldes borgermonarki. Dette behøver man ikke absolut dygtighed eller ren lykke til at naa, men snarere en vis heldig sluhed. Til det vælde stiger man enten ved folkets gunst eller ved de stores gunst. Thi i hver stad findes disse to partier med modsat stræben, og det fordi folket ikke vil lade sig befale over eller undertrykke af de store, og de store vil befale over og undertrykke folket; og resultatet af kampen mellem disse to forskjellige ønsker bliver i stæderne et af tre, enten monarki, eller frihed, eller anarki. Monarkiet foranlediges enten af folket, eller af de store, eftersom det ene eller det andet af disse partier har brug for det; thi naar de store ser, at de ikke kan staa sig mod folket, begynder de at samle al sin anseelse om en af sin egen midte og gjør ham til fyrste, for i ly af ham at kunne tilfredsstille sine begjær. Folket hæver ogsaa en enkelt mands autoritet, nåar det ser, at det ikke kan staa sig mod de store, og gjør ham til fyrste forat forsvares af hans magt. Den der vinder kronen ved de stores hjælp, har vanskeligere for at holde sig end den der vinder den ved folkets hjælp. Thi han vil som fyrste have mange om sig der regner sig for hans jevnbyrdige, og derfor kan han ikke beherske dem eller lede dem som han vil. Men den der vinder fyrstemagt ved folkegunst, er ene om den, og har faa eller ingen om sig der ikke er villige til at lyde ham. Desuden kan man ikke med hæder tilfredsstille de store, og ikke uden at forurette andre, men det kan man gjøre med folket; thi folkets maal er hæderligere end de stores, da disse vil undertrykke, hint kun forlanger ikke at<noinclude><references/></noinclude> kvfv629wdz9t5dwdescih6cy9cfqnth 326083 326003 2026-07-10T00:30:47Z Øystein Tvede 3938 326083 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fyrste i sin fædrestad — hvilket kan kaldes borgermonarki. Dette behøver man ikke absolut dygtighed eller ren lykke til at naa, men snarere en vis heldig sluhed. Til det vælde stiger man enten ved folkets gunst eller ved de stores gunst. Thi i hver stad findes disse to partier med modsat stræben, og det fordi folket ikke vil lade sig befale over eller undertrykke af de store, og de store vil befale over og undertrykke folket; og resultatet af kampen mellem disse to forskjellige ønsker bliver i stæderne et af tre, enten monarki, eller frihed, eller anarki. Monarkiet foranlediges enten af folket, eller af de store, eftersom det ene eller det andet af disse partier har brug for det; thi naar de store ser, at de ikke kan staa sig mod folket, begynder de at samle al sin anseelse om en af sin egen midte og gjør ham til fyrste, for i ly af ham at kunne tilfredsstille sine begjær. Folket hæver ogsaa en enkelt mands autoritet, naar det ser, at det ikke kan staa sig mod de store, og gjør ham til fyrste forat forsvares af hans magt. Den der vinder kronen ved de stores hjælp, har vanskeligere for at holde sig end den der vinder den ved folkets hjælp. Thi han vil som fyrste have mange om sig der regner sig for hans jevnbyrdige, og derfor kan han ikke beherske dem eller lede dem som han vil. Men den der vinder fyrstemagt ved folkegunst, er ene om den, og har faa eller ingen om sig der ikke er villige til at lyde ham. Desuden kan man ikke med hæder tilfredsstille de store, og ikke uden at forurette andre, men det kan man gjøre med folket; thi folkets maal er hæderligere end de stores, da disse vil undertrykke, hint kun forlanger ikke at<noinclude><references/></noinclude> g8po6u8no09qxeml7iygmif09v5emp6 104 140024 326084 325795 2026-07-10T00:34:40Z Øystein Tvede 3938 326084 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>undertrykkes. Hertil kommer, at et fiendtligt folk kan en fyrste aldrig sikre sig mod, da det er for talrigt, men de store kan han sikre sig mod, fordi de er faa. Det værste som kan hænde en fyrste med et fiendtligt folk, er at det forlader ham; men er de store hans fiender, maa han ikke blot frygte for at de skal svigte ham, men endog at de skal gaa imod ham; thi da disse ser skarpere og har mere kløgt, ved de altid at vinde tid til at redde sig, og søger at indynde sig hos den de haaber skal seire. Fyrsten er ogsaa nødt til bestandig at leve med det samme folk, men han kan godt undgaa stadig at have de samme stormænd, da han kan ophøie og styrte dem hver dag og fratage og give dem anseelse efter eget tykke. For at gjøre dette klarere: de store maa væsentlig bedømmes paa to maader, det vil sige, enten indretter de sin politik saa, at de knyttes aldeles til fyrstens skjæbne, eller ikke. De der binder sig til ham og ikke er griske, bør hædres og elskes; de, der ikke binder sig til ham, maa bedømmes paa to maader. Det kan være forsagthed og naturlig mangel paa mod, og da bør du benytte dig af dem, især af dem der er gode raadgivere, thi i lykken bringer de dig ære, og i faren har du intet at frygte af dem. Men naar de paa grund af listige bagtanker og ærgjerrighed ikke vil binde sig, er det tegn paa at de tænker mere paa sig selv end paa fyrsten. Saadanne maa fyrsten vogte sig for, og frygte dem som om de var aabenbare fiender, thi i ulykken hjælper de altid til at styrte ham. Derfor maa en der bliver fyrste ved hjælp af folkets gunst, bevare dets venskab, hvilket er<noinclude><references/></noinclude> sghgn0ya01ajtq1mh7rq455zspi0q3z 104 140025 326029 325800 2026-07-09T19:46:34Z Øystein Tvede 3938 326029 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham let, da folket ikke begjærer andet end frihed for undertrykkelser. Men den der mod folkets vilje bliver fyrste ved de stores gunst, maa fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket er ham let, naar han tager det under sin beskyttelse. Da menneskene, naar de modtager velgjerninger af dem de troede at skulle lide ondt af, knytter sig endnu fastere til sin velgjører, bliver folket straks endnu velvilligere mod ham end om han ved dets gunst havde banet sig vei til tronen. Der er mange maader hvorpaa fyrsten kan vinde folket, for hvilke der ingen fast regel kan gives, da de varierer efter forholdene, og derfor skal de her forbigaaes. Jeg vil kun drage den slutning, at for en fyrste er det nødvendigt at have folket til ven, ellers har han intet raad i ulykken. Nabes, Spartanernes fyrste, udholdt en beleiring af hele Grækenland og af en seiervant romersk hær, og forsvarede sit land og sin trone mod dem, og behøvede kun, da faren kom over ham, at sikre sig nogle faa modstandere. Men hvis han havde haft folket til fiende, vilde ikke dette have været nok. Ingen maa bekjæmpe denne min anskuelse med det gjængse ordsprog, „den der bygger paa folket, bygger paa sand“; thi dette slaar til naar en privat borger bygger paa det, og indbilder sig at folket vilde befri ham, om han led overlast af sine fiender eller af myndighederne; i det tilfælde vilde han ofte finde sig skuffet, som det gik i Roma med Graccherne, i Firenze med Messer Giorgio Scali<ref>Under de vilde partikampe i Firenze i slutten af XIV aarhundrede var Giorgio Scali et af hovederne for det lavere folkeparti, og tillod sig alt mod modstanderne „popolo grasso“ ɔ: de formuende, og adelen). I 1581 lod han en af sine kreaturer anklage Giovanni di Cambio for høiforræderi; klagen kunde ikke opretholdes og klageren skulde straffes for falsk angiveri. Scali brød da ind hos den embedsmand der havde angiveren i forvaring, og befriede ham; men det høieste magistratskollegium lod Scali henrette i januar 1382. Forat ikke folket skulde hindre eksekutionen, havde adelen og popolo grasso samlet sig i vaaben.</ref>. Men naar det er en fyrste, som<noinclude><references/></noinclude> mhtdytxaaovk55nke7j1tjg089fjbrv 104 140027 325882 325802 2026-07-09T14:56:59Z Øystein Tvede 3938 325882 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>forsøg, som det kun kan gjøres én gang. Derfor maa en klog fyrste udfinde et middel til at sikre sig at hans borgere altid, under alle vilkaar og i alle slags tider, har brug for ham og hans trone, da vil de altid være ham tro. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel X.}} '''Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.'''}} Man maa, nåar man undersøger disse monarkiers egenskaber, have endnu et for øie: om en fyrste har saa stor stat, at han i nødsfald kan staa paa egne ben, eller om han behøver andres hjælp. Jeg mener videre, at de kan staa paa egne ben, der enten har rigeligt folk eller rigelige penge og saaledes kan stille i marken en god hær og levere slag med hvo der maatte angribe dem. Ligesaa mener jeg de altid trænger til andre, som ikke kan tåge det op med en fiende i aaben mark, men maa flygte bag mure og forsvare dem. Det første tilfælde er allerede omhandlet, og vi skal senere komme tilbage til hvad derom maa siges. I det andet tilfælde kan man ikke sige andet, end at saadanne fyrster maa opfordres til at befæste og beskytte sin hovedstad og ikke ænse landet. Den der har beskyttet sin hovedstad vel, og har optraadt saaledes overfor sine undersaatter som ovenfor er sagt og nedenfor skal siges, vil man altid betænke sig meget paa at angribe; thi menneskene har altid imod foretagender hvori de <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> g8mevbn13vy8nbc9h37y48v1ss9g3f4 104 140029 325885 325806 2026-07-09T14:59:54Z Øystein Tvede 3938 325885 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>haab om at ulykken ikke skal vare længe, snart indgiver dem frygt for fiendens grusomhed, snart behændig sikrer sig dem der synes ham altfor hidsige. Desuden maa fienden sandsynligvis herje og brænde landet straks ved sin ankomst, paa en tid da sindene endnu er hede og folk ivrige i forsvaret; derfor bør fyrsten saa meget mindre være betænkelig, da skaden, nåar sindene om en stund kjølner, allerede er gjort, ulykkerne er lidte, og der ikke mere er noget raad mod dem. Borgerne slutter sig da saa meget mere til sin fyrste, idet de mener at han har forpligtelser mod dem, da deres huse er brændte og deres eiendomme ødelagte til hans forsvar. Det er ogsaa menneskenes natur ligesaameget at føle sig forpligtede ved de velgjerninger de øver mod andre, som ved dem de selv modtager. Hvis man derfor tager alt ret i betragtning, bliver det ikke vanskeligt for en klog fyrste baade straks og senere at holde sine borgere standhaftige under en beleiring, nåar han ikke mangler levnetsmidler og forsvarsmidler. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XI.}} '''Om de geistlige monarkier.'''}} Det staar nu kun tilbage for os at drøfte de geistlige monarkier. Ved disse kommer vanskelighederne før erhvervelsen; thi de erhverves enten ved dygtighed eller ved lykke, og bevares uden nogen af delene. De opretholdes nemlig af religionens urgamle indretninger, der har været saa kraftige, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> pwi5clz3iyxthfaxt0x4y9xr09j4xrk 104 140031 326031 325808 2026-07-09T19:52:28Z Øystein Tvede 3938 326031 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andre nødte til at forene sig, som de gjorde ved forsvaret af Ferrara<ref>Om Venezianernes angreb paa Ferrara i 1482 se noten side 7 om Ercole I d'Este.</ref>; for at holde paven i schak benyttede de sig af Romas baroner, som var delte i to partier, Orsinier og Colonnaer, og aldrig savnede anledning til indbyrdes feider, og som, idet de stod med vaaben i haand under pavens øine, holdt pavedømmet svagt og magtløst. Ihvorvel der undertiden kom en djærv pave, som Sixtus<ref>Sixtus IV (Francesco della Rovere, onkel af Julius II), 1471–1484, søgte paa lignende maade som senere Alexander VI at skaffe sine sønner verdslig magt. Han havde imidlertid formeget at kjæmpe med til at naa synderlig langt.</ref>, kunde alligevel hverken lykke eller kløgt nogensinde befri ham for disse misligheder. Deri var deres korte levetid skyld, thi i de ti aar en pave gjennemsnitlig levede, kunde han neppe nok kue et af partierne; og hvis for eksempel én omtrent havde gjort det af med Colonnaerne, kom der en anden som var fiende af Orsinierne, saa at han lod det første parti opstaa igjen, uden at faa tid til at gjøre det af med Orsinierne. Følgen var at pavens verdslige magt var lidet anseet i Italien. Saa kom Alexander VI, der af alle paver som nogensinde har været, først viste, hvor overmægtig en pave kan blive baade ved penge og tropper. Han udrettede ved hjælp af hertugen af Valentinois og den leilighed Franskmændenes indrykning bød ham, alt det som jeg ovenfor har omhandlet under hertugens politik. Ihvorvel hans hensigt ikke var at gjøre Kirken stor, men hertugen, tjente alligevel det han gjorde til at gjøre<noinclude><references/></noinclude> 1xz7dgdqb1jcbicw03uhduqu9h3g11m 104 140032 326032 325811 2026-07-09T19:52:51Z Øystein Tvede 3938 326032 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kirken mægtig, thi efter hans død blev, da hertugen var styrtet, Kirken arving til hans møisommelig erhvervede stat. Saa kom pave Julius og fandt Kirken mægtig, i besiddelse af hele Romagnaen, alle Romas baroner kuede og de nævnte partier tilintetgjorte ved Alexanders kraftige slag; han fandt endvidere veien aaben til det middel at samle penge, et middel som ikke havde været benyttet før Alexander. Julius ikke alene bevarede disse fordele, men øgede dem; han tænkte at tage Bologna, tilintetgjøre Venezianerne og jage Franskmændene ud af Italien<ref>Se herom noten om Louis XII.</ref>; og alle disse foretagender lykkedes for ham, til saa meget desto større hæder for ham, som han gjorde det alt for at hæve Kirken, og ikke nogen enkeltmand. Han holdt ogsaa Orsini- og Colonnapartierne inden de grændser inden hvilke han fandt dem; og skjønt der undertiden rørte sig et begjær hos dem om at forandre forholdet, holdt dog to ting dem tilbage; den ene, Kirkens magt, som skræmte dem; den anden, at de ikke havde kardinaler, der ellers er ophavet til alle uroligheder mellem dem. Disse partier vil aldrig holde sig i ro, hvergang de har kardinaler, thi disse nærer partispliden i Roma og udenfor, og baronerne er nødte til at forsvare dem; og saaledes opstaar af prælaternes ærgjerrighed rivningerne og striden mellem baronerne. Hans Hellighed Pave Leo<ref>Leo X (Giovanni de' Medici, søn af Lorenzo il Magnifico), 1475–1521, roses ofte af forfatterne for sin „godhed“, ihvertfald i hans tidligere regjeringstid.</ref> fandt altsaa pontifikatet saare mægtigt, og det er at haabe, at, som hine gjorde det stort ved vaabenmagt, vil han ved sin<noinclude><references/></noinclude> 8fwdgzvyf72imsymb2fm8z2p39qan3h 104 140033 325887 325812 2026-07-09T15:01:23Z Øystein Tvede 3938 325887 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>godhed og sine utallige andre dyder gjøre det overordentlig stort og ærværdigt. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XII.}} '''Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.'''<ref>Krigsvæsenet har Machiavelli en særlig interesse for; hans idealstat er baseret paa en sterk borgerhær (derfor ogsaa her: hvor der er gode vaaben, er der gode love). Han var ikke den eneste der gav de italienske leiebander skylden for Italiens afmagt; hans skildring her bekræftes bl. a. af Comynes. Det var, som Machiavelli siger, ikke nogen ordentlig kamp de førte; folk som kanske imorgen havde solgt sig til samme fører („condottiere“, af „condotta“ ɔ: leietrop), havde liden opfordring til at slaa hinanden ihjel. Man søgte heller af tage fanger, som da blev frigivne mod løsepenge.</ref>}} Efterat jeg nu udførlig har drøftet alle de monarkiers egenskaber, som jeg fra begyndelsen foresatte mig at udrede, og for en del betragtet aarsagerne til deres held og uheld, og vist de midler hvorved mange har søgt at erhverve og bevare dem, gjenstaar det nu for mig i sin almindelighed at udvikle de angrebsfarer og forsvarsmidler der kan tænkes i hvert af de nævnte fyrstevælder. Vi har ovenfor sagt, at det for en fyrste er nødvendigt at have en god grundvold, ellers maa han nødvendigvis falde. Den hovedgrundvold som alle stater, baade nye, gamle, og blandede trænger, er gode love og gode hære; og da der ikke kan <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> a4ela47eyh7ykzaiiaof2zqlh8vuyyb 104 140034 325813 2026-07-09T11:59:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325813 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>være gode love hvor der ikke er gode hære, og der hvor der er gode hære maa være gode love, vil jeg forbigaa lovene og tale om hærene. De hære hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egne, eller leiede, eller laante hjælpehære, eller blandede. Leiehærene og hjælpehærene er unyttige og farlige, og hvis nogen støtter sin stat paa leiede vaaben, vil han aldrig staa fast eller tryg, thi de er splidagtige, ærgjerrige og udisciplinerede, upaalidelige, tapre mod venner, feige overfor fiender, har ingen frygt for Gud, ingen tro mod mennesker, og faldet undgaaes kun saalænge som der intet angreb kommer, og i fredstid bliver man plyndret af dem, i krig af sine fiender. Grunden hertil er, at de ikke har nogen anden kjærlighed, og intet andet motiv der holder dem i leiren, end lidt sold, som ikke er tilstrækkelig til at gjøre dem beredte til at dø for dig. De vil nok være dine soldater saalænge du ikke fører krig, men naar krigen kømmer vil de flygte eller rømme. Dette burde jeg ikke have stor møie med at overbevise nogen om, thi Italiens forfald nu har ingen anden aarsag end den, at det i lange tider har støttet sig paa leiede vaaben, som nok har hjulpet en og anden, og syntes kjække nok naar de sloges sig imellem, men da den fremmede kom, viste de hvad de egentlig var. Derfor var det at kong Charles af Frankrige fik lov til at tåge Italien med kridt i haand<ref>Det var et almindeligt udtryk om den lethed hvormed Charles VIII banede sig vei, at han tog Italien „med kridt i haand“ — det kridt hærens kvarterer blev merkede med.</ref>; og den der sagde, at grunden var vore<noinclude><references/></noinclude> 3apdgnfwkwnjeggjbuw28cwmgztwkd1 326085 325813 2026-07-10T11:04:57Z Øystein Tvede 3938 326085 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>være gode love hvor der ikke er gode hære, og der hvor der er gode hære maa være gode love, vil jeg forbigaa lovene og tale om hærene. De hære hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egne, eller leiede, eller laante hjælpehære, eller blandede. Leiehærene og hjælpehærene er unyttige og farlige, og hvis nogen støtter sin stat paa leiede vaaben, vil han aldrig staa fast eller tryg, thi de er splidagtige, ærgjerrige og udisciplinerede, upaalidelige, tapre mod venner, feige overfor fiender, har ingen frygt for Gud, ingen tro mod mennesker, og faldet undgaaes kun saalænge som der intet angreb kommer, og i fredstid bliver man plyndret af dem, i krig af sine fiender. Grunden hertil er, at de ikke har nogen anden kjærlighed, og intet andet motiv der holder dem i leiren, end lidt sold, som ikke er tilstrækkelig til at gjøre dem beredte til at dø for dig. De vil nok være dine soldater saalænge du ikke fører krig, men naar krigen kommer vil de flygte eller rømme. Dette burde jeg ikke have stor møie med at overbevise nogen om, thi Italiens forfald nu har ingen anden aarsag end den, at det i lange tider har støttet sig paa leiede vaaben, som nok har hjulpet en og anden, og syntes kjække nok naar de sloges sig imellem, men da den fremmede kom, viste de hvad de egentlig var. Derfor var det at kong Charles af Frankrige fik lov til at tage Italien med kridt i haand<ref>Det var et almindeligt udtryk om den lethed hvormed Charles VIII banede sig vei, at han tog Italien „med kridt i haand“ — det kridt hærens kvarterer blev merkede med.</ref>; og den der sagde, at grunden var vore<noinclude><references/></noinclude> 193bvaawju252ncs2mpwci798uxqrje 104 140035 325814 2026-07-09T12:01:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325814 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>synder<ref>„Den der sagde, at grunden var vore synder“ — her sigtes først og fremst til Girolamo Savonarola (se side 26).</ref>, sagde sandt; men det var ikke de synder han mente, men de jeg har nævnt. Og da det var fyrsternes synder, var det ogsaa fyrsterne der led straffen for dem. Jeg vil vise nøiere det uheldige ved disse hære. Leieanførerne er enten fremragende mænd, eller ikke. Hvis de er fremragende, kan du ikke stole paa dem, fordi de altid vil stræbe efter egen storhed, enten ved at ødelægge dig, der er deres herre, eller ved at ødelægge andre, som du ikke ønsker at skade. Men hvis anføreren ikke er dygtig, volder gjerne det dit fald. Hvis man indvender, at enhver der har tropperne i sin haand, vil gjøre det samme, leiet eller ikke, vil jeg svare, at tropper kan anvendes enten af en fyrste eller af en republik. Fyrsten skal gaa i krigen personlig og selv overtage førerens stilling;' republiken maa overdrage den til sine borgere, og nåar den sender en der ikke viser sig duelig, bør den bytte; naar han er duelig, ved lovenes hjælp holde ham i tømme, saa han ikke gaar over stregen. Man ser af erfaring, at kun væbnede fyrster og republiker har stor fremgang, medens leiede vaaben aldrig gjør andet end ugagn. En republik der har egne vaaben, kommer vanskeligere under en borgers herredømme, end en der har fremmede vaaben. Roma og Sparta var i mange aar væbnede og fri. Schweizerne har udmerkede hære og er fuldstændig fri. Til de gamle leiehære hørte for eksempel<noinclude><references/></noinclude> 9ea81950xlphmwu4rplc0enqopbsptb 325815 325814 2026-07-09T12:02:20Z Øystein Tvede 3938 325815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>synder<ref>„Den der sagde, at grunden var vore synder“ — her sigtes først og fremst til Girolamo Savonarola (se side 26).</ref>, sagde sandt; men det var ikke de synder han mente, men de jeg har nævnt. Og da det var fyrsternes synder, var det ogsaa fyrsterne der led straffen for dem. Jeg vil vise nøiere det uheldige ved disse hære. Leieanførerne er enten fremragende mænd, eller ikke. Hvis de er fremragende, kan du ikke stole paa dem, fordi de altid vil stræbe efter egen storhed, enten ved at ødelægge dig, der er deres herre, eller ved at ødelægge andre, som du ikke ønsker at skade. Men hvis anføreren ikke er dygtig, volder gjerne det dit fald. Hvis man indvender, at enhver der har tropperne i sin haand, vil gjøre det samme, leiet eller ikke, vil jeg svare, at tropper kan anvendes enten af en fyrste eller af en republik. Fyrsten skal gaa i krigen personlig og selv overtage førerens stilling; republiken maa overdrage den til sine borgere, og naar den sender en der ikke viser sig duelig, bør den bytte; naar han er duelig, ved lovenes hjælp holde ham i tømme, saa han ikke gaar over stregen. Man ser af erfaring, at kun væbnede fyrster og republiker har stor fremgang, medens leiede vaaben aldrig gjør andet end ugagn. En republik der har egne vaaben, kommer vanskeligere under en borgers herredømme, end en der har fremmede vaaben. Roma og Sparta var i mange aar væbnede og fri. Schweizerne har udmerkede hære og er fuldstændig fri. Til de gamle leiehære hørte for eksempel<noinclude><references/></noinclude> 1ibro8ddp7lfca1t1hjekmy8gmdskk5 104 140036 325816 2026-07-09T12:04:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Karthagernes, og Karthagerne var nær blevne tilintetgjorte af sine leiesoldater, efter den første krig med Romerne, endskjønt de havde sine egne borgere til chefer. Filip af Makedonien blev efter Epaminondas' død af Thebanerne gjort til chef for deres tropper, og berøvede dem friheden efter seiren. Milaneserne tog efter hertug Filippos død Francesco Sforza i sin sold mod Venezianerne, og efterat han havde slaaet fienderne ved Caravaggio, sluttede han sig sammen med dem forat underkue sine herrer Milaneserne. Da hans fader Giovanni Sforza<ref>Machiavelli fortæller i „Firenzes historie“ ved aar 1434, at der dengang var to vaabenskpler og partier af leietropper af Italien, opkaldte efter sine førere, Andrea Braccio fra Montone og Muzio Attendolo Sforza fra Cotignola. Braccio var af pave Johannes XXIII gjort til militærguvernør i Bologna, men han gjorde oprør og fratog paven flere byer, i 1417 endog en tid Roma. 1419 udnævnte Martin V Sforza til Kirkens general, og fik ham til at forlade dronning Giovanna II af Napoli (Sforza var en dødsfiende af dronningens elsker). Aaret efter blev der forlig mellem paven og Braccio, der nu var gaaet til Giovanna. Begge de store condottieri døde i 1424.</ref> stod i dronning Giovanna af Napolis sold, forlod han hende pludselig med sine vaaben, saa at hun for ikke at tabe sit rige blev nødt til at kaste sig i armene paa kongen af Aragon. Og om Venezianerne og Florentinerne fordum har øget sit vælde ved denne slags vaaben, og deres hærførere alligevel ikke har opkastet sig til fyrster, men forsvaret dem, svarer jeg, at Florentinerne i dette tilfælde har været skjæbnens yndlinger; thi af de dygtige generaler som de kunde være bange for, har nogle ikke seiret, nogle har mødt modstand, andre har vendt sin ærgjerrighed andetstedshen.<noinclude><references/></noinclude> ga8dk7c1wssyl8gmncf4d7ezio0qjye 326030 325816 2026-07-09T19:50:28Z Øystein Tvede 3938 326030 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Karthagernes, og Karthagerne var nær blevne tilintetgjorte af sine leiesoldater, efter den første krig med Romerne, endskjønt de havde sine egne borgere til chefer. Filip af Makedonien blev efter Epaminondas' død af Thebanerne gjort til chef for deres tropper, og berøvede dem friheden efter seiren. Milaneserne tog efter hertug Filippos død Francesco Sforza i sin sold mod Venezianerne, og efterat han havde slaaet fienderne ved Caravaggio, sluttede han sig sammen med dem forat underkue sine herrer Milaneserne. Da hans fader Giovanni Sforza<ref>Machiavelli fortæller i „Firenzes historie“ ved aar 1434, at der dengang var to vaabenskoler og partier af leietropper af Italien, opkaldte efter sine førere, Andrea Braccio fra Montone og Muzio Attendolo Sforza fra Cotignola. Braccio var af pave Johannes XXIII gjort til militærguvernør i Bologna, men han gjorde oprør og fratog paven flere byer, i 1417 endog en tid Roma. 1419 udnævnte Martin V Sforza til Kirkens general, og fik ham til at forlade dronning Giovanna II af Napoli (Sforza var en dødsfiende af dronningens elsker). Aaret efter blev der forlig mellem paven og Braccio, der nu var gaaet til Giovanna. Begge de store condottieri døde i 1424.</ref> stod i dronning Giovanna af Napolis sold, forlod han hende pludselig med sine vaaben, saa at hun for ikke at tabe sit rige blev nødt til at kaste sig i armene paa kongen af Aragon. Og om Venezianerne og Florentinerne fordum har øget sit vælde ved denne slags vaaben, og deres hærførere alligevel ikke har opkastet sig til fyrster, men forsvaret dem, svarer jeg, at Florentinerne i dette tilfælde har været skjæbnens yndlinger; thi af de dygtige generaler som de kunde være bange for, har nogle ikke seiret, nogle har mødt modstand, andre har vendt sin ærgjerrighed andetstedshen.<noinclude><references/></noinclude> 2ws3lr75fziwlkjmtnknyl379ki1fdx 104 140037 325817 2026-07-09T12:06:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Den der ikke seirede, var Giovanni Acuto<ref>„Giovanni Acuto“ er italieniseret af Sir John Hawkwood. Denne Englænder tjente i Frankrige under krigene med England, men gik i 1360 til Italien som condottiere. De begivenheder her sigtes til, forefaldt i 1390, da hele Italien forstyrredes ved Gian Galeazzo Viscontis ærgjerrighed. Sir John blev da udnævnt til florentinsk general og skulde samvirke med grev d'Armagnac, der skulde trænge ind fra Frankrige. D'Armagnac blev slagen før de. havde forenet sig, og Sir John kom i yderste fare, men gjorde et glimrende tilbagetog og forsvarede heldig Firenzes territorium mod de milanesiske tropper. Han døde i Firenze 1394.</ref>, hvis troskab man, fordi han ikke seirede, ikke kan vide noget om ; men enhver vil indrømme, at havde han seiret, var Florentinerne fuldstændig i hans vold. Sforza havde altid Braccio-tropperne mod sig, og de vogtede gjensidig paa hinanden. Francesco rettede sin ærgjerrighed mod Lombardiet, Braccio mod Kirken og kongeriget Napoli. Men lad os komme til det der indtraf for kort tid siden. Florentinerne gjorde til sin general Paolo Vitelli, en meget gløg mand, der fra simpel borger havde hævet sig til et betydeligt ry. Hvis han havde erobret Pisa, er der ingen som negter, at Florentinerne maatte have underkastet sig ham, thi hvis han var gaaet i deres fienders sold, stod de raadløse, og hvis de beholdt ham, var de nødte til at lyde ham<ref>I 1496 begyndte Firenze krig mod Pisa, som var bleven befriet af de franske (se side 22). Krigen varede mange aar, idet Pisa fik hjælp, navnlig af Venezia. 1499 udnævntes Paolo Vitelli til florentinsk general; han havde i begyndelsen fremgang, men blev udover sommeren uvirksom. Florentinerne mistænkte ham for forræderi, tilbagekaldte ham, og lod ham henrette.</ref>. Hvis man betragter Venezianernes fremgang,<noinclude><references/></noinclude> d7kbib0x328o7s31izh3irx6zxmxavb 325818 325817 2026-07-09T12:07:31Z Øystein Tvede 3938 325818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Den der ikke seirede, var Giovanni Acuto<ref>„Giovanni Acuto“ er italieniseret af Sir John Hawkwood. Denne Englænder tjente i Frankrige under krigene med England, men gik i 1360 til Italien som condottiere. De begivenheder her sigtes til, forefaldt i 1390, da hele Italien forstyrredes ved Gian Galeazzo Viscontis ærgjerrighed. Sir John blev da udnævnt til florentinsk general og skulde samvirke med grev d'Armagnac, der skulde trænge ind fra Frankrige. D'Armagnac blev slagen før de. havde forenet sig, og Sir John kom i yderste fare, men gjorde et glimrende tilbagetog og forsvarede heldig Firenzes territorium mod de milanesiske tropper. Han døde i Firenze 1394.</ref>, hvis troskab man, fordi han ikke seirede, ikke kan vide noget om; men enhver vil indrømme, at havde han seiret, var Florentinerne fuldstændig i hans vold. Sforza havde altid Braccio-tropperne mod sig, og de vogtede gjensidig paa hinanden. Francesco rettede sin ærgjerrighed mod Lombardiet, Braccio mod Kirken og kongeriget Napoli. Men lad os komme til det der indtraf for kort tid siden. Florentinerne gjorde til sin general Paolo Vitelli, en meget gløg mand, der fra simpel borger havde hævet sig til et betydeligt ry. Hvis han havde erobret Pisa, er der ingen som negter, at Florentinerne maatte have underkastet sig ham, thi hvis han var gaaet i deres fienders sold, stod de raadløse, og hvis de beholdt ham, var de nødte til at lyde ham<ref>I 1496 begyndte Firenze krig mod Pisa, som var bleven befriet af de franske (se side 22). Krigen varede mange aar, idet Pisa fik hjælp, navnlig af Venezia. 1499 udnævntes Paolo Vitelli til florentinsk general; han havde i begyndelsen fremgang, men blev udover sommeren uvirksom. Florentinerne mistænkte ham for forræderi, tilbagekaldte ham, og lod ham henrette.</ref>. Hvis man betragter Venezianernes fremgang,<noinclude><references/></noinclude> hiq2irea1l0ff2g1i69n6gz5ksl873g 104 140038 325819 2026-07-09T12:09:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vil man se, at de arbeidede sikkert og med stor berømmelse, saalænge deres egne folk førte krigen, før de begyndte paa krigsforetagender tillands, idet de opererede dygtig med sine adelsmænd og en hær af sin egen almue; men da de begyndte at kjæmpe tillands, opgav de dette fortrin og fulgte Italiens skikke. I begyndelsen af sin udvidelse tillands havde de, da de ikke havde store besiddelser der og stod i stort ry, ikke meget at frygte af sine generaler; men da deres landomraade vokste, under Carmignuola<ref>Francesco Bussone, greve af Carmignuola, er født omkr. 1390. Han var først i Filippo Maria Viscontis tjeneste og ydede ham uvurderlig hjælp, men hertugen begyndte at blive ræd hans magt, og Carmignuola flygtede til Venezia, hvis condottiere han blev i 1425. En tidlang var han heldig, men i 1431 saa han Venezianernes og Milanos flaader kjæmpe ved Cremona og Venezianerne tabe, uden at gribe ind, fordi han ventede angreb tillands. Han blev saa lokket til Venezia og halshugget 5 mai 1432.</ref>, fik de erfaring for sin feil. Thi da de saa hvor dygtig han var, idet de under hans ledelse havde slaaet hertugen af Milano, og paa den anden side saa at hans iver kjølnede i krigen, mente de at de ikke længere kunde seire med ham. Da de hverken vilde eller kunde afskedige ham, for ikke atter at tabe det de havde erhvervet, blev de nødte til at slaa ham ihjel, forat sikre sig mod ham. Senere har de haft til generaler Bartolommeo fra Bergamo<ref>Bartolommeo Colleone fra Bergamo gik i veneziansk tjeneste i 1424. Ved freden i 1441 blev han afskediget og gik til Milano, men blev der kastet i fængsel og slap først ud i 1447. Han gik da atter i Venezias tjeneste og var blandt andet med i slaget ved Caravaggio aaret efter. I 1467 ledede han et tog mod Firenze, hvorunder han leverede et uafgjort slag. Han døde i 1475.</ref>,<noinclude><references/></noinclude> tfmg40s6sl0n10h0uuz70wbyn07x3ya 104 140039 325820 2026-07-09T12:11:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Roberto fra S. Severino<ref>Roberto fra San Severino, en Napolitaner, kommanderede i 1482 de venezianske tropper ved angrebet paa Ferrara. Han døde i 1487 som veneziansk general mod Sigismund af Østrige.</ref>, greven af Pitigliano<ref>Greven af Pitigliano, Niccolo Orsini, blev i 1502 af Venezianerne sendt til Ravenna. I 1509 kommanderede han deres hær i det uheldige slag ved Vaila (se noten om Louis XII). Han døde aaret efter.</ref> og andre, som de har maattet frygte for skulde tabe istedetfor at seire; saaledes gik det jo siden ved Vailå, hvor de paa én dag tabte det som de i ottehundrede aar med saa stor møie havde erhvervet. Thi med denne slags vaaben følger langsomme, sene og ubetydelige erhvervelser, og pludselige og forunderlige tab. Da jeg med disse eksempler er kommen til Italien, som nu i mange aar har været behersket af leietropper, vil jeg tale om dem og i den hensigt gaa længer tilbage i tiden, forat man, naar deres oprindelse og udbredelse sees, bedre kan raade bod paa ulykken. Man maa da vide, at saasnart i de sidste tider keiservældet begyndte at fordrives fra Italien, og paven fik mere at sige i det verdslige, delte Italien sig i flere stater. Mange af de store stæder greb nemlig til vaaben mod sin adel, som tidligere begunstiget af keiseren holdt dem under kuede, og Kirken støttede stæderne for at faa noget at sige i det verdslige; i mange andre stæder blev en af borgerne fyrste. Da næsten hele Italien var kommet i Kirkens og enkelte republikers hænder, og disse prester og borgere ikke var vante til vaaben, begyndte de at tage leietropper i sin sold. Den første der bragte disse tropper<noinclude><references/></noinclude> q2em1xrlduoqcjf0nppws3ytv9spo7n 326033 325820 2026-07-09T19:57:37Z Øystein Tvede 3938 326033 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Roberto fra S. Severino<ref>Roberto fra San Severino, en Napolitaner, kommanderede i 1482 de venezianske tropper ved angrebet paa Ferrara. Han døde i 1487 som veneziansk general mod Sigismund af Østrige.</ref>, greven af Pitigliano<ref>Greven af Pitigliano, Niccolo Orsini, blev i 1502 af Venezianerne sendt til Ravenna. I 1509 kommanderede han deres hær i det uheldige slag ved Vailà (se noten om Louis XII). Han døde aaret efter.</ref> og andre, som de har maattet frygte for skulde tabe istedetfor at seire; saaledes gik det jo siden ved Vailå, hvor de paa én dag tabte det som de i ottehundrede aar med saa stor møie havde erhvervet. Thi med denne slags vaaben følger langsomme, sene og ubetydelige erhvervelser, og pludselige og forunderlige tab. Da jeg med disse eksempler er kommen til Italien, som nu i mange aar har været behersket af leietropper, vil jeg tale om dem og i den hensigt gaa længer tilbage i tiden, forat man, naar deres oprindelse og udbredelse sees, bedre kan raade bod paa ulykken. Man maa da vide, at saasnart i de sidste tider keiservældet begyndte at fordrives fra Italien, og paven fik mere at sige i det verdslige, delte Italien sig i flere stater. Mange af de store stæder greb nemlig til vaaben mod sin adel, som tidligere begunstiget af keiseren holdt dem under kuede, og Kirken støttede stæderne for at faa noget at sige i det verdslige; i mange andre stæder blev en af borgerne fyrste. Da næsten hele Italien var kommet i Kirkens og enkelte republikers hænder, og disse prester og borgere ikke var vante til vaaben, begyndte de at tage leietropper i sin sold. Den første der bragte disse tropper<noinclude><references/></noinclude> 45s6746sogz8gkwgl7hssozx9cyh7gk 326086 326033 2026-07-10T11:06:16Z Øystein Tvede 3938 326086 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Roberto fra S. Severino<ref>Roberto fra San Severino, en Napolitaner, kommanderede i 1482 de venezianske tropper ved angrebet paa Ferrara. Han døde i 1487 som veneziansk general mod Sigismund af Østrige.</ref>, greven af Pitigliano<ref>Greven af Pitigliano, Niccolo Orsini, blev i 1502 af Venezianerne sendt til Ravenna. I 1509 kommanderede han deres hær i det uheldige slag ved Vailà (se noten om Louis XII). Han døde aaret efter.</ref> og andre, som de har maattet frygte for skulde tabe istedetfor at seire; saaledes gik det jo siden ved Vailà, hvor de paa én dag tabte det som de i ottehundrede aar med saa stor møie havde erhvervet. Thi med denne slags vaaben følger langsomme, sene og ubetydelige erhvervelser, og pludselige og forunderlige tab. Da jeg med disse eksempler er kommen til Italien, som nu i mange aar har været behersket af leietropper, vil jeg tale om dem og i den hensigt gaa længer tilbage i tiden, forat man, naar deres oprindelse og udbredelse sees, bedre kan raade bod paa ulykken. Man maa da vide, at saasnart i de sidste tider keiservældet begyndte at fordrives fra Italien, og paven fik mere at sige i det verdslige, delte Italien sig i flere stater. Mange af de store stæder greb nemlig til vaaben mod sin adel, som tidligere begunstiget af keiseren holdt dem under kuede, og Kirken støttede stæderne for at faa noget at sige i det verdslige; i mange andre stæder blev en af borgerne fyrste. Da næsten hele Italien var kommet i Kirkens og enkelte republikers hænder, og disse prester og borgere ikke var vante til vaaben, begyndte de at tage leietropper i sin sold. Den første der bragte disse tropper<noinclude><references/></noinclude> kwfdi65apy4jkp8jteb4z07uw7s7utr 326087 326086 2026-07-10T11:07:00Z Øystein Tvede 3938 326087 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Roberto fra S. Severino<ref>Roberto fra San Severino, en Napolitaner, kommanderede i 1482 de venezianske tropper ved angrebet paa Ferrara. Han døde i 1487 som veneziansk general mod Sigismund af Østrige.</ref>, greven af Pitigliano<ref>Greven af Pitigliano, Niccolo Orsini, blev i 1502 af Venezianerne sendt til Ravenna. I 1509 kommanderede han deres hær i det uheldige slag ved Vailà (se noten om Louis XII). Han døde aaret efter.</ref> og andre, som de har maattet frygte for skulde tabe istedetfor at seire; saaledes gik det jo siden ved Vailà, hvor de paa én dag tabte det som de i ottehundrede aar med saa stor møie havde erhvervet. Thi med denne slags vaaben følger langsomme, sene og ubetydelige erhvervelser, og pludselige og forunderlige tab. Da jeg med disse eksempler er kommen til Italien, som nu i mange aar har været behersket af leietropper, vil jeg tale om dem og i den hensigt gaa længer tilbage i tiden, forat man, naar deres oprindelse og udbredelse sees, bedre kan raade bod paa ulykken. Man maa da vide, at saasnart i de sidste tider keiservældet begyndte at fordrives fra Italien, og paven fik mere at sige i det verdslige, delte Italien sig i flere stater. Mange af de store stæder greb nemlig til vaaben mod sin adel, som tidligere begunstiget af keiseren holdt dem underkuede, og Kirken støttede stæderne for at faa noget at sige i det verdslige; i mange andre stæder blev en af borgerne fyrste. Da næsten hele Italien var kommet i Kirkens og enkelte republikers hænder, og disse prester og borgere ikke var vante til vaaben, begyndte de at tage leietropper i sin sold. Den første der bragte disse tropper<noinclude><references/></noinclude> qnkyfltusttxeuhrrhtqeph176qbv2d 104 140040 325821 2026-07-09T12:13:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i ry, var Alberigo fra Conio i Romagna<ref>Meningen er: Den første Italiener der bragte disse tropper i ry, var Alberigo, greve af Conio i Romagnaen. Hans virksomhed falder i den sidste fjerdedel af XIV aarhundrede. Der var da voldsomme kampe i hele Italien. Landet var oversvømmet af fremmede tropper ide italienske fyrsters tjeneste; Italienere tjente kun spredte i de fremmede afdelinger, Alberigo da Barbiano samlede disse Italienere til et „St. Georgs kompani“, som snart blev berømt, og hvor ingen fremmede fik adgang. Alberigo indførte ogsaa forandringer i krigskunsten, og øgede navnlig rytteriets betydning. Hans største bedrift var seieren ved Marino i 1379 mod Bretagnernes kompani. Efter slaget fik han af paven, Urbanus VI, et banner med den indskrift: „Italien befriet fra barbarerne.“ Det blev nu, siger Machiavelli et andet sted, skik, at de italienske magter brugte italienske tropper. Alberigo døde i 1409.</ref>. Fra hans skole udgik blandt andre Braccio og Sforza, som i sin tid var Italiens virkelige herrer. Efter dem kom alle de andre der indtil vore tider har ledet disse hære; og resultatet af deres tapperhed er, at Italien er blevet oversvømmet af Charles, plyndret af Louis, kuet af Fernando, og skjæn det af Schweizerne. Den regel de har fulgt, har været at berøve fodfolket al anseelse foråt tilegne sig selv den. Dette gjorde de fordi de, uden stat og henviste til sit haandverk, ikke kunde vinde sig en stilling med faa fodfolk og ikke kunde underholde mange. Derfor indskrænkede de sig til ryttere, hvorved de kunde vinde livs ophold og ære med et ikke for stort antal, og det gik tilslut saa vidt, at der i en hær paa tyve tusind soldater ikke var mere end to tusind mand fodfolk. De havde desuden gjort sig al flid for at befri sig og sine soldater for møie og frygt, idet de ikke dræbte hinanden i træfninger, men<noinclude><references/></noinclude> 2shffabb2fsy3af8r3ldv628281k8gd 326088 325821 2026-07-10T11:07:43Z Øystein Tvede 3938 326088 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i ry, var Alberigo fra Conio i Romagna<ref>Meningen er: Den første Italiener der bragte disse tropper i ry, var Alberigo, greve af Conio i Romagnaen. Hans virksomhed falder i den sidste fjerdedel af XIV aarhundrede. Der var da voldsomme kampe i hele Italien. Landet var oversvømmet af fremmede tropper ide italienske fyrsters tjeneste; Italienere tjente kun spredte i de fremmede afdelinger, Alberigo da Barbiano samlede disse Italienere til et „St. Georgs kompani“, som snart blev berømt, og hvor ingen fremmede fik adgang. Alberigo indførte ogsaa forandringer i krigskunsten, og øgede navnlig rytteriets betydning. Hans største bedrift var seieren ved Marino i 1379 mod Bretagnernes kompani. Efter slaget fik han af paven, Urbanus VI, et banner med den indskrift: „Italien befriet fra barbarerne.“ Det blev nu, siger Machiavelli et andet sted, skik, at de italienske magter brugte italienske tropper. Alberigo døde i 1409.</ref>. Fra hans skole udgik blandt andre Braccio og Sforza, som i sin tid var Italiens virkelige herrer. Efter dem kom alle de andre der indtil vore tider har ledet disse hære; og resultatet af deres tapperhed er, at Italien er blevet oversvømmet af Charles, plyndret af Louis, kuet af Fernando, og skjændet af Schweizerne. Den regel de har fulgt, har været at berøve fodfolket al anseelse forat tilegne sig selv den. Dette gjorde de fordi de, uden stat og henviste til sit haandverk, ikke kunde vinde sig en stilling med faa fodfolk og ikke kunde underholde mange. Derfor indskrænkede de sig til ryttere, hvorved de kunde vinde livs ophold og ære med et ikke for stort antal, og det gik tilslut saa vidt, at der i en hær paa tyve tusind soldater ikke var mere end to tusind mand fodfolk. De havde desuden gjort sig al flid for at befri sig og sine soldater for møie og frygt, idet de ikke dræbte hinanden i træfninger, men<noinclude><references/></noinclude> 7n7fkee5mk219y0ziyprfctkf6p35on 104 140041 325822 2026-07-09T12:16:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tog hinanden til fange og frigav hinanden uden løsepenge. De skjød ikke paa fæstninger om natten, de i fæstningerne skjød ikke paa teltene om natten, de reiste hverken palissader eller grov grøfter om leiren, de gik ikke i felten om vinteren. Alt dette var tilladt i deres krigsregler og, som sagt, opfundet af dem foråt undgaa baade møie og farer, saa at de har bragt Italien i den skammeligste trældom. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XIII.}} '''Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.'''}} Hjælpetropper, der er den anden art unyttige tropper, er de man faar, naar man anraaber en mægtig fyrste om at komme og forsvare og hjælpe en. Saa gjorde nylig pave Julius, da han paa toget mod Ferrara<ref>Se noten side 7 om Alfonso I d'Este.</ref> havde gjort en bedrøvelig erfaring med sine leietropper; han tog til hjælpe tropper og enedes med kong Fernando af Spanjen om, at han skulde hjælpe ham med sine folk og sine hære. Disse tropper kan være nyttige og gode i og for sig, men er altid til skade for den der beder om dem; thi taber de, er det ude med en, seirer de, er man deres fange. Og skjønt oltidshistorien er fuld af saadanne eksempler, vil jeg alligevel holde mig til det eksempel fra nutiden vi har i Julius II.<noinclude><references/></noinclude> 8c1frdh7unf8t8odkvq7o90d3lqcla5 325889 325822 2026-07-09T15:03:08Z Øystein Tvede 3938 325889 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>tog hinanden til fange og frigav hinanden uden løsepenge. De skjød ikke paa fæstninger om natten, de i fæstningerne skjød ikke paa teltene om natten, de reiste hverken palissader eller grov grøfter om leiren, de gik ikke i felten om vinteren. Alt dette var tilladt i deres krigsregler og, som sagt, opfundet af dem foråt undgaa baade møie og farer, saa at de har bragt Italien i den skammeligste trældom. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XIII.}} '''Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.'''}} Hjælpetropper, der er den anden art unyttige tropper, er de man faar, naar man anraaber en mægtig fyrste om at komme og forsvare og hjælpe en. Saa gjorde nylig pave Julius, da han paa toget mod Ferrara<ref>Se noten side 7 om Alfonso I d'Este.</ref> havde gjort en bedrøvelig erfaring med sine leietropper; han tog til hjælpe tropper og enedes med kong Fernando af Spanjen om, at han skulde hjælpe ham med sine folk og sine hære. Disse tropper kan være nyttige og gode i og for sig, men er altid til skade for den der beder om dem; thi taber de, er det ude med en, seirer de, er man deres fange. Og skjønt oltidshistorien er fuld af saadanne eksempler, vil jeg alligevel holde mig til det eksempel fra nutiden vi har i Julius II. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9j1a690b841foixu0fwo8hb9w9bmy5a 326089 325889 2026-07-10T11:08:37Z Øystein Tvede 3938 326089 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>tog hinanden til fange og frigav hinanden uden løsepenge. De skjød ikke paa fæstninger om natten, de i fæstningerne skjød ikke paa teltene om natten, de reiste hverken palissader eller grov grøfter om leiren, de gik ikke i felten om vinteren. Alt dette var tilladt i deres krigsregler og, som sagt, opfundet af dem forat undgaa baade møie og farer, saa at de har bragt Italien i den skammeligste trældom. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XIII.}} '''Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.'''}} Hjælpetropper, der er den anden art unyttige tropper, er de man faar, naar man anraaber en mægtig fyrste om at komme og forsvare og hjælpe en. Saa gjorde nylig pave Julius, da han paa toget mod Ferrara<ref>Se noten side 7 om Alfonso I d'Este.</ref> havde gjort en bedrøvelig erfaring med sine leietropper; han tog til hjælpetropper og enedes med kong Fernando af Spanjen om, at han skulde hjælpe ham med sine folk og sine hære. Disse tropper kan være nyttige og gode i og for sig, men er altid til skade for den der beder om dem; thi taber de, er det ude med en, seirer de, er man deres fange. Og skjønt oltidshistorien er fuld af saadanne eksempler, vil jeg alligevel holde mig til det eksempel fra nutiden vi har i Julius II. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> gl0s2suzjcmybtjqruhynio6p1ysuim 104 140042 325823 2026-07-09T12:21:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325823 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Julius kunde ikke have gjort et mindre betænkt skridt end at give sig helt i en fremmeds hænder, for at faa Ferrara. Men hans gode lykke lod et tredje tilfælde opstaa, forat han ikke skulde høste frugten af sit slette valg; thi da hans hjælpetropper var slagne ved Ravenna, og Schweizerne kom og jog bort seierherrerne, mod hans egen og andres forventning, slåp han at blive tagen tilfange af sine fiender, der var slagne paa flugt, og af sine hjælpetropper, da han havde seiret med andre vaaben end deres<ref>I slaget ved Ravenna 1512 (se noten om Louis XII) seirede Franskmændene over den hellige ligas tropper. Men Schweizerne, hvem Louis havde fornærmet, lod paven og Venezia hverve 20,000 mand blandt sig, og jog de franske ud af Italien.</ref>. Florentinerne, der selv var aldeles vaabenløse, førte ti tusind Franskmænd mod Pisa forat tåge det, og kom derved i større fare end nogensinde i sin værste trængselstid<ref>I 1500 havde Florentinerne faaet nogle tropper af Louis XII mod Pisa. Tropperne gjorde imidlertid mytteri efter et mislykket angreb paa byen.</ref>. Keiseren af Konstantinopel sendte, forat bekjæmpe sine naboer, ti tusind Tyrker ind i Grækenland<ref>Her sigtes til keiser Johannes Kantakuzene. I borgerkrigen mellem Kantakuzener og Palaiologer (1341—1347) fik Johannes tyrkisk hjælp og sluttede i 1346 alliance med den ottomanske sultan. I 1353 satte 10,000 mand tyrkisk rytteri over til Europa forat hjælpe Johannes i en ny kamp; da krigen to aar efter endte ved Johannes' abdikation, havde Tyrkerne faaet fast fod i Europa.</ref>. Da krigen var slut, vilde de ikke drage bort igjen, og det blev begyndelsen til Grækenlands trældom under de vantro.<noinclude><references/></noinclude> 5mf9k24g8b2ag28ceo1dqz6c1tarhiv 326090 325823 2026-07-10T11:09:56Z Øystein Tvede 3938 326090 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Julius kunde ikke have gjort et mindre betænkt skridt end at give sig helt i en fremmeds hænder, for at faa Ferrara. Men hans gode lykke lod et tredje tilfælde opstaa, forat han ikke skulde høste frugten af sit slette valg; thi da hans hjælpetropper var slagne ved Ravenna, og Schweizerne kom og jog bort seierherrerne, mod hans egen og andres forventning, slap han at blive tagen tilfange af sine fiender, der var slagne paa flugt, og af sine hjælpetropper, da han havde seiret med andre vaaben end deres<ref>I slaget ved Ravenna 1512 (se noten om Louis XII) seirede Franskmændene over den hellige ligas tropper. Men Schweizerne, hvem Louis havde fornærmet, lod paven og Venezia hverve 20,000 mand blandt sig, og jog de franske ud af Italien.</ref>. Florentinerne, der selv var aldeles vaabenløse, førte ti tusind Franskmænd mod Pisa forat tage det, og kom derved i større fare end nogensinde i sin værste trængselstid<ref>I 1500 havde Florentinerne faaet nogle tropper af Louis XII mod Pisa. Tropperne gjorde imidlertid mytteri efter et mislykket angreb paa byen.</ref>. Keiseren af Konstantinopel sendte, forat bekjæmpe sine naboer, ti tusind Tyrker ind i Grækenland<ref>Her sigtes til keiser Johannes Kantakuzene. I borgerkrigen mellem Kantakuzener og Palaiologer (1341–1347) fik Johannes tyrkisk hjælp og sluttede i 1346 alliance med den ottomanske sultan. I 1353 satte 10,000 mand tyrkisk rytteri over til Europa forat hjælpe Johannes i en ny kamp; da krigen to aar efter endte ved Johannes’ abdikation, havde Tyrkerne faaet fast fod i Europa.</ref>. Da krigen var slut, vilde de ikke drage bort igjen, og det blev begyndelsen til Grækenlands trældom under de vantro.<noinclude><references/></noinclude> ktaqmes210x7aoi4dter6qh1hbi2soq 104 140043 325824 2026-07-09T12:23:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den der altsaa ønsker ikke at kunne seire, kan benytte sig af disse tropper. Thi de er meget farligere end leietropperne. Med hjælpetropper er din undergang vis, de er alle enige, alle yder en anden lydighed; men leiede tropper behøver, naar de har seiret, længere tid til at styrte sin herre og bedre anledning, da de ikke er et sluttet korps og er samlede og betalte af dig selv, og en anden mand, som du gjør til deres chef, ikke øieblikkelig kan faa saadan magt over dem, at han kan skade dig. Kort og godt, hos leiede tropper er feighed farligst, hos hjælpetropper tapperhed. En klog fyrste har derfor bestandig undgaaet disse tropper og benyttet egne istedet, og har heller villet tabe med sine end seire med andres, idet han ikke anser det for en virkelig seier, som vindes ved fremmede tropper. Jeg vil aldrig betænke mig paa at nævne Cesare Borgia og hans politik som mønstre. Hertugen trængte ind i Romagnaen med hjælpetropper, idet han førte derind lutter franske folk, og med dem tog han Imola og Forll. Da saa ikke den slags tropper syntes ham paalidelige, gik han over til leiede, idet han ansaa det for at være mindre fare ved dem, og tog Orsinierne og Vitellierne i sin sold. Da saa disse under anvendelnen viste sig vaklende, utro og farlige, tilintetgjorde han dem og begyndte at bruge egne tropper. Man kan let se hvilken forskjel der er paa de to slags tropper, nåar man tænker paa den forskjel der var paa hertugens anseelse dengang han kun havde de franske eller senere Orsinierne og Vitellieme, og dengang han havde egne sol dater og stod paa egne ben. Man vil finde at hans anseelse stadig steg; og han blev aldrig ret<noinclude><references/></noinclude> hbtywwdllpuc45oxkco3rm8tf4mcg8m 326091 325824 2026-07-10T11:11:04Z Øystein Tvede 3938 326091 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den der altsaa ønsker ikke at kunne seire, kan benytte sig af disse tropper. Thi de er meget farligere end leietropperne. Med hjælpetropper er din undergang vis, de er alle enige, alle yder en anden lydighed; men leiede tropper behøver, naar de har seiret, længere tid til at styrte sin herre og bedre anledning, da de ikke er et sluttet korps og er samlede og betalte af dig selv, og en anden mand, som du gjør til deres chef, ikke øieblikkelig kan faa saadan magt over dem, at han kan skade dig. Kort og godt, hos leiede tropper er feighed farligst, hos hjælpetropper tapperhed. En klog fyrste har derfor bestandig undgaaet disse tropper og benyttet egne istedet, og har heller villet tabe med sine end seire med andres, idet han ikke anser det for en virkelig seier, som vindes ved fremmede tropper. Jeg vil aldrig betænke mig paa at nævne Cesare Borgia og hans politik som mønstre. Hertugen trængte ind i Romagnaen med hjælpetropper, idet han førte derind lutter franske folk, og med dem tog han Imola og Forlì. Da saa ikke den slags tropper syntes ham paalidelige, gik han over til leiede, idet han ansaa det for at være mindre fare ved dem, og tog Orsinierne og Vitellierne i sin sold. Da saa disse under anvendelsen viste sig vaklende, utro og farlige, tilintetgjorde han dem og begyndte at bruge egne tropper. Man kan let se hvilken forskjel der er paa de to slags tropper, naar man tænker paa den forskjel der var paa hertugens anseelse dengang han kun havde de franske eller senere Orsinierne og Vitellierne, og dengang han havde egne soldater og stod paa egne ben. Man vil finde at hans anseelse stadig steg; og han blev aldrig ret<noinclude><references/></noinclude> 8gntbn9gr86pip8i6l52dkjuidyikuj 104 140044 325825 2026-07-09T13:45:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vurderet før enhver saa, at han var fuldt herre over sine tropper. Jeg vilde helst holde mig til de italienske og nye eksempler; dog vil jeg ikke forbigaa Hieron af Syrakus, en af dem jeg ovenfor har nævnt. Hieron blev, som sagt, af Syrakusanerne gjort til chef for deres hære, og indsaa straks, at den gamle leiehær ikke var duelig, fordi førerne lignede italienske kondottierer, og da han fandt at han hverken kunde beholde dem eller afskedige dem, lod han dem alle nedhugge; og siden førte han krig med egne tropper og ikke med fremmede. Jeg vil ogsaa minde om en lignelse i det Gamle Testamente, som passer her. Da David tilbød Saul at kjæmpe mod Filisteren Goliat, der havde udfordret Jøderne, gav Saul ham forat opmuntre ham sine egne vaaben, men da David havde faaet dem paa, afslog han dem, idet han sagde, at med dem paa havde han ikke ret magt over sit legeme; derfor vilde han gaa mod fienden med sin slynge og med sin kniv. Kort sagt, fremmede vaaben enten falder af ryggen paa dig, eller de er for tunge for dig, eller de klemmer dig. Da Charles VII, fader til kong Louis XI, ved lykke og tapperhed havde befriet Frankrige fra Englænderne, indsaa han nødvendigheden af at skaffe sig egne tropper, og oprettede i sit rige ordon nancekompanierne af gens d'armes og fodsoldater. Senere ophævede hans søn Louis infanteri-ordonnancerne og begyndte at tage Schweizere i sold<ref>Charles VII af Frankrige oprettede i 1445 15 ordonnance-kompanier rytteri (Machiavellis „gens d'armes“),</ref>;<noinclude><references/></noinclude> k4fpw50uslz4255d8helz52n33qdjmy 325827 325825 2026-07-09T13:49:30Z Øystein Tvede 3938 325827 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vurderet før enhver saa, at han var fuldt herre over sine tropper. Jeg vilde helst holde mig til de italienske og nye eksempler; dog vil jeg ikke forbigaa Hieron af Syrakus, en af dem jeg ovenfor har nævnt. Hieron blev, som sagt, af Syrakusanerne gjort til chef for deres hære, og indsaa straks, at den gamle leiehær ikke var duelig, fordi førerne lignede italienske kondottierer, og da han fandt at han hverken kunde beholde dem eller afskedige dem, lod han dem alle nedhugge; og siden førte han krig med egne tropper og ikke med fremmede. Jeg vil ogsaa minde om en lignelse i det Gamle Testamente, som passer her. Da David tilbød Saul at kjæmpe mod Filisteren Goliat, der havde udfordret Jøderne, gav Saul ham forat opmuntre ham sine egne vaaben, men da David havde faaet dem paa, afslog han dem, idet han sagde, at med dem paa havde han ikke ret magt over sit legeme; derfor vilde han gaa mod fienden med sin slynge og med sin kniv. Kort sagt, fremmede vaaben enten falder af ryggen paa dig, eller de er for tunge for dig, eller de klemmer dig. Da Charles VII, fader til kong Louis XI, ved lykke og tapperhed havde befriet Frankrige fra Englænderne, indsaa han nødvendigheden af at skaffe sig egne tropper, og oprettede i sit rige ordon nancekompanierne af gens d'armes og fodsoldater. Senere ophævede hans søn Louis infanteri-ordonnancerne og begyndte at tage Schweizere i sold<ref>Charles VII af Frankrige oprettede i 1445 15 ordonnance-kompanier rytteri (Machiavellis „gens d'armes“), og tre aar efter en milits paa 16,000 bueskytter, „francsarchers“. Louis XI fandt de sidste übrugelige, og ophævede dem. I 1474 sluttede han en traktat med Schweizerne, hvorved han fik ret til at hverve soldater blandt dem.</ref>;<noinclude><references/></noinclude> 4q8uk4vnk9uj7yzyvqpd48ovp22x87n 325828 325827 2026-07-09T13:50:57Z Øystein Tvede 3938 325828 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vurderet før enhver saa, at han var fuldt herre over sine tropper. Jeg vilde helst holde mig til de italienske og nye eksempler; dog vil jeg ikke forbigaa Hieron af Syrakus, en af dem jeg ovenfor har nævnt. Hieron blev, som sagt, af Syrakusanerne gjort til chef for deres hære, og indsaa straks, at den gamle leiehær ikke var duelig, fordi førerne lignede italienske kondottierer, og da han fandt at han hverken kunde beholde dem eller afskedige dem, lod han dem alle nedhugge; og siden førte han krig med egne tropper og ikke med fremmede. Jeg vil ogsaa minde om en lignelse i det Gamle Testamente, som passer her. Da David tilbød Saul at kjæmpe mod Filisteren Goliat, der havde udfordret Jøderne, gav Saul ham forat opmuntre ham sine egne vaaben, men da David havde faaet dem paa, afslog han dem, idet han sagde, at med dem paa havde han ikke ret magt over sit legeme; derfor vilde han gaa mod fienden med sin slynge og med sin kniv. Kort sagt, fremmede vaaben enten falder af ryggen paa dig, eller de er for tunge for dig, eller de klemmer dig. Da Charles VII, fader til kong Louis XI, ved lykke og tapperhed havde befriet Frankrige fra Englænderne, indsaa han nødvendigheden af at skaffe sig egne tropper, og oprettede i sit rige ordon nancekompanierne af gens d'armes og fodsoldater. Senere ophævede hans søn Louis infanteri-ordonnancerne og begyndte at tage Schweizere i sold<ref>Charles VII af Frankrige oprettede i 1445 15 ordonnance-kompanier rytteri (Machiavellis „gens d'armes“), og tre aar efter en milits paa 16,000 bueskytter, „francsarchers“. Louis XI fandt de sidste ubrugelige, og ophævede dem. I 1474 sluttede han en traktat med Schweizerne, hvorved han fik ret til at hverve soldater blandt dem.</ref>;<noinclude><references/></noinclude> mf6budiaekymo47ztv4wec4cbns1zlo 326092 325828 2026-07-10T11:11:58Z Øystein Tvede 3938 326092 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vurderet før enhver saa, at han var fuldt herre over sine tropper. Jeg vilde helst holde mig til de italienske og nye eksempler; dog vil jeg ikke forbigaa Hieron af Syrakus, en af dem jeg ovenfor har nævnt. Hieron blev, som sagt, af Syrakusanerne gjort til chef for deres hære, og indsaa straks, at den gamle leiehær ikke var duelig, fordi førerne lignede italienske kondottierer, og da han fandt at han hverken kunde beholde dem eller afskedige dem, lod han dem alle nedhugge; og siden førte han krig med egne tropper og ikke med fremmede. Jeg vil ogsaa minde om en lignelse i det Gamle Testamente, som passer her. Da David tilbød Saul at kjæmpe mod Filisteren Goliat, der havde udfordret Jøderne, gav Saul ham forat opmuntre ham sine egne vaaben, men da David havde faaet dem paa, afslog han dem, idet han sagde, at med dem paa havde han ikke ret magt over sit legeme; derfor vilde han gaa mod fienden med sin slynge og med sin kniv. Kort sagt, fremmede vaaben enten falder af ryggen paa dig, eller de er for tunge for dig, eller de klemmer dig. Da Charles VII, fader til kong Louis XI, ved lykke og tapperhed havde befriet Frankrige fra Englænderne, indsaa han nødvendigheden af at skaffe sig egne tropper, og oprettede i sit rige ordonnancekompanierne af gens d'armes og fodsoldater. Senere ophævede hans søn Louis infanteri-ordonnancerne og begyndte at tage Schweizere i sold<ref>Charles VII af Frankrige oprettede i 1445 15 ordonnance-kompanier rytteri (Machiavellis „gens d'armes“), og tre aar efter en milits paa 16,000 bueskytter, „francsarchers“. Louis XI fandt de sidste ubrugelige, og ophævede dem. I 1474 sluttede han en traktat med Schweizerne, hvorved han fik ret til at hverve soldater blandt dem.</ref>;<noinclude><references/></noinclude> bgycrgmt044fufn970x6cktk5g7tb1q 104 140045 325826 2026-07-09T13:48:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325826 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denne feil, der blev etterlignet af andre, er, som man nu ser af erfaring, aarsag til hint riges farer. Thi idet han gav Schweizerne anseelse, forringede han sine egne troppers værdi. Infanteriet ophævede han ganske, og sine gens d'armes tvang han til at stole paa andres vaaben, thi da de er vante til at tjene sammen med Schweizerne, tror de ikke at kunne seire uden dem. Deraf kommer det, at Franskmændene ikke kan staa sig mod Schweizerne, og uden Schweizerne duer de ikke mod andre. Frankriges hære er altsaa nu blandede, dels leietropper, dels landets børn; hvilke tropper er meget bedre end de der bestaar udelukkende af leiede eller udelukkende af hjælpesoldater, men meget daarligere end egne tropper. Dette eksempel kan være tilstrækkeligt, thi Frankriges rige vilde være uovervindeligt, hvis Charles' indretning var udvidet eller beholdt. Men menneskenes ringe forudseenhed begynder paa noget som, fordi det ser ud til at bringe øieblikkelig fordel, ikke aabenbarer den gift, der stik ker under, saaledes som jeg ovenfor sagde var tilfældet med den hektiske feber jeg tidligere brugte til billede. Hvis derfor den der besidder et monarki, ikke ser onderne før de opstaar, er han ikke virkelig klog; og at se dem før, er faa givet. Hvis man undersøger oprindelsentil det romerske riges fald, vil man finde den udelukkende deri, at keiserne begyndte at tage Gotherne i sin sold; thi fra den stund af begyndte de at svække det<noinclude><references/></noinclude> i39wo3jjaqgdd511m2ar5n9l8wwg7fx 326093 325826 2026-07-10T11:12:35Z Øystein Tvede 3938 326093 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denne feil, der blev etterlignet af andre, er, som man nu ser af erfaring, aarsag til hint riges farer. Thi idet han gav Schweizerne anseelse, forringede han sine egne troppers værdi. Infanteriet ophævede han ganske, og sine gens d'armes tvang han til at stole paa andres vaaben, thi da de er vante til at tjene sammen med Schweizerne, tror de ikke at kunne seire uden dem. Deraf kommer det, at Franskmændene ikke kan staa sig mod Schweizerne, og uden Schweizerne duer de ikke mod andre. Frankriges hære er altsaa nu blandede, dels leietropper, dels landets børn; hvilke tropper er meget bedre end de der bestaar udelukkende af leiede eller udelukkende af hjælpesoldater, men meget daarligere end egne tropper. Dette eksempel kan være tilstrækkeligt, thi Frankriges rige vilde være uovervindeligt, hvis Charles' indretning var udvidet eller beholdt. Men menneskenes ringe forudseenhed begynder paa noget som, fordi det ser ud til at bringe øieblikkelig fordel, ikke aabenbarer den gift, der stikker under, saaledes som jeg ovenfor sagde var tilfældet med den hektiske feber jeg tidligere brugte til billede. Hvis derfor den der besidder et monarki, ikke ser onderne før de opstaar, er han ikke virkelig klog; og at se dem før, er faa givet. Hvis man undersøger oprindelsen til det romerske riges fald, vil man finde den udelukkende deri, at keiserne begyndte at tage Gotherne i sin sold; thi fra den stund af begyndte de at svække det<noinclude><references/></noinclude> 81iyqnrnqsf49tjmloiurgotsq2r8v7 104 140046 325829 2026-07-09T13:53:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325829 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>romerske riges hærmagt, og al den kraft de tog fra det, gav de Gotherne. Jeg slutter altsaa, at uden egne tropper er ingen trone sikker, tværtom er den helt afhængig af lykken, da den ikke har nogen modstandskraft i ulykken. Det har altid være! kloge mænds mening og anskuelse, at intet er saa svagt og foranderligt som ry for magt, nåar den ikke er grundet paa egne stridskræfter. Egne tropper er de der er dannede enten af undersaatter, eller af borgere, eller af folk du selv har trukket frem ; alle andre er enten leiede eller hjælpetropper. Den rette maade at organisere egne tropper paa er ikke vanskelig at finde, hvis man undersøger de indretninger jeg ovenfor har anvist, og hvis man ser hvorledes Filip, Alexander den Stores fader, og mange republiker og fyrster har væbnet og organiseret sig, til hvilke indretninger jeg i et og alt henviser. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XIV.}} '''Fyrstens opgave i hæren.'''}} En fyrste maa altsaa ikke have noget andet maal, ikke nogen anden tanke, ikke gjøre noget andet til sin profession end krigen og dens indretninger og videnskab ; thi det er den eneste kunst man venter af en hersker; og den har saa stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrsters trone, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. Omvendt ser man, at naar<noinclude><references/></noinclude> l9hxafdo9wn4mz3afuis2bjv7zlbjvf 325830 325829 2026-07-09T13:53:33Z Øystein Tvede 3938 325830 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>romerske riges hærmagt, og al den kraft de tog fra det, gav de Gotherne. Jeg slutter altsaa, at uden egne tropper er ingen trone sikker, tværtom er den helt afhængig af lykken, da den ikke har nogen modstandskraft i ulykken. Det har altid være! kloge mænds mening og anskuelse, at intet er saa svagt og foranderligt som ry for magt, nåar den ikke er grundet paa egne stridskræfter. Egne tropper er de der er dannede enten af undersaatter, eller af borgere, eller af folk du selv har trukket frem; alle andre er enten leiede eller hjælpetropper. Den rette maade at organisere egne tropper paa er ikke vanskelig at finde, hvis man undersøger de indretninger jeg ovenfor har anvist, og hvis man ser hvorledes Filip, Alexander den Stores fader, og mange republiker og fyrster har væbnet og organiseret sig, til hvilke indretninger jeg i et og alt henviser. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XIV.}} '''Fyrstens opgave i hæren.'''}} En fyrste maa altsaa ikke have noget andet maal, ikke nogen anden tanke, ikke gjøre noget andet til sin profession end krigen og dens indretninger og videnskab ; thi det er den eneste kunst man venter af en hersker; og den har saa stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrsters trone, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. Omvendt ser man, at naar<noinclude><references/></noinclude> 0xh2ioow3ur06svkd3ez9v0sxx5gd9w 325891 325830 2026-07-09T15:04:55Z Øystein Tvede 3938 325891 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>romerske riges hærmagt, og al den kraft de tog fra det, gav de Gotherne. Jeg slutter altsaa, at uden egne tropper er ingen trone sikker, tværtom er den helt afhængig af lykken, da den ikke har nogen modstandskraft i ulykken. Det har altid være! kloge mænds mening og anskuelse, at intet er saa svagt og foranderligt som ry for magt, nåar den ikke er grundet paa egne stridskræfter. Egne tropper er de der er dannede enten af undersaatter, eller af borgere, eller af folk du selv har trukket frem; alle andre er enten leiede eller hjælpetropper. Den rette maade at organisere egne tropper paa er ikke vanskelig at finde, hvis man undersøger de indretninger jeg ovenfor har anvist, og hvis man ser hvorledes Filip, Alexander den Stores fader, og mange republiker og fyrster har væbnet og organiseret sig, til hvilke indretninger jeg i et og alt henviser. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XIV.}} '''Fyrstens opgave i hæren.'''}} En fyrste maa altsaa ikke have noget andet maal, ikke nogen anden tanke, ikke gjøre noget andet til sin profession end krigen og dens indretninger og videnskab ; thi det er den eneste kunst man venter af en hersker; og den har saa stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrsters trone, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. Omvendt ser man, at naar <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> gd34o3lea2ugs95wt051vypfushhtqn 326094 325891 2026-07-10T11:14:38Z Øystein Tvede 3938 326094 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>romerske riges hærmagt, og al den kraft de tog fra det, gav de Gotherne. Jeg slutter altsaa, at uden egne tropper er ingen trone sikker, tværtom er den helt afhængig af lykken, da den ikke har nogen modstandskraft i ulykken. Det har altid været kloge mænds mening og anskuelse, at intet er saa svagt og foranderligt som ry for magt, naar den ikke er grundet paa egne stridskræfter. Egne tropper er de der er dannede enten af undersaatter, eller af borgere, eller af folk du selv har trukket frem; alle andre er enten leiede eller hjælpetropper. Den rette maade at organisere egne tropper paa er ikke vanskelig at finde, hvis man undersøger de indretninger jeg ovenfor har anvist, og hvis man ser hvorledes Filip, Alexander den Stores fader, og mange republiker og fyrster har væbnet og organiseret sig, til hvilke indretninger jeg i et og alt henviser. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XIV.}} '''Fyrstens opgave i hæren.'''}} En fyrste maa altsaa ikke have noget andet maal, ikke nogen anden tanke, ikke gjøre noget andet til sin profession end krigen og dens indretninger og videnskab; thi det er den eneste kunst man venter af en hersker; og den har saa stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrsters trone, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. Omvendt ser man, at naar <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9n43hnqmo1xv919n504kq5euhytdm6v 104 140047 325831 2026-07-09T13:54:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325831 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fyrsterne har tænkt mere paa fornøielser end paa krig, har de mistet sin stat. Den første aarsag til at man taber sin stat, er foragt for krigskunsten; og det der hjælper til at vinde stat, er at være mester i denne kunst. Francesco Sforza blev, fordi han var kriger, fra privatmand hertug i Milano ; hans sønner blev, fordi de skyede krigshaandverkets møie og plager, fra hertuger privatmænd. Thi blandt de andre uheldige sider ved at være fyrste uden hær er ogsaa den, at det skaffer dig ringeagt, hvilket er en af de forsmædelser en fyrste maa vogte sig for, som nedenfor skal siges. Thi der er en absolut forskjel paa en væbnet og en vaabenløs mand, og det er ikke rimeligt at den væbnede villig skal lyde den vaabenløse, og at den vaabenløse skal være tryg mellem væbnede tjenere. Thi da den ene nærer uvilje, den anden mistanke, er det ikke muligt, at de kan komme godt ud af det med hinanden. Derfor kan en fyrste der ikke forstaar sig paa krigshaandverket, foruden at det ogsaa forresten er uheldigt for ham, som sagt ikke eie sine soldaters agtelse og kan ikke stole paa dem. Han maa derfor aldrig have tankerne fra krigsøvelser, og i fred maa han øve sig endnu mere end i krig, hvilket han kan gjøre paa to maader: ved praktiske øvelser, og ved studium. Hvad øvelserne angaar, maa han, foruden at holde sine folk i god skik og vel øvede, altid drive paa jagt og derved vænne sit legeme til strabadser. Han maa ogsaa studere de forskjellige egnes natur, og sætte sig ind i, hvorledes fjeldene hæver sig, hvorledes dalené løber ud, hvorledes sletterne strækker sig, og forstaa elve og myrer, og anvende stor omhu paa dette. En saadan kundskab<noinclude><references/></noinclude> fgs2gu8na6kr69m1v34tap4hd439gwu 326095 325831 2026-07-10T11:16:39Z Øystein Tvede 3938 326095 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fyrsterne har tænkt mere paa fornøielser end paa krig, har de mistet sin stat. Den første aarsag til at man taber sin stat, er foragt for krigskunsten; og det der hjælper til at vinde stat, er at være mester i denne kunst. Francesco Sforza blev, fordi han var kriger, fra privatmand hertug i Milano; hans sønner blev, fordi de skyede krigshaandverkets møie og plager, fra hertuger privatmænd. Thi blandt de andre uheldige sider ved at være fyrste uden hær er ogsaa den, at det skaffer dig ringeagt, hvilket er en af de forsmædelser en fyrste maa vogte sig for, som nedenfor skal siges. Thi der er en absolut forskjel paa en væbnet og en vaabenløs mand, og det er ikke rimeligt at den væbnede villig skal lyde den vaabenløse, og at den vaabenløse skal være tryg mellem væbnede tjenere. Thi da den ene nærer uvilje, den anden mistanke, er det ikke muligt, at de kan komme godt ud af det med hinanden. Derfor kan en fyrste der ikke forstaar sig paa krigshaandverket, foruden at det ogsaa forresten er uheldigt for ham, som sagt ikke eie sine soldaters agtelse og kan ikke stole paa dem. Han maa derfor aldrig have tankerne fra krigsøvelser, og i fred maa han øve sig endnu mere end i krig, hvilket han kan gjøre paa to maader: ved praktiske øvelser, og ved studium. Hvad øvelserne angaar, maa han, foruden at holde sine folk i god skik og vel øvede, altid drive paa jagt og derved vænne sit legeme til strabadser. Han maa ogsaa studere de forskjellige egnes natur, og sætte sig ind i, hvorledes fjeldene hæver sig, hvorledes dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig, og forstaa elve og myrer, og anvende stor omhu paa dette. En saadan kundskab<noinclude><references/></noinclude> ko4kkfyu2s1rs4227wd1ycthtvauk0x 104 140048 325832 2026-07-09T13:56:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325832 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er nyttig paa to maader. For det første lærer han sit eget land at kjende og kan bedre skjønne at benytte dets naturlige forsvarsmidler. Dernæst kan han ved hjælp af sin viden og sit kjendskab til disse egne med lethed forståa ethvert ukjendt terræn som han maatte faa at udspeide; thi høiene, dalene, sletterne, elvene og myrerne i f. eks. Toscana har en vis lighed med dem i andre landskaber, saa at nåar man grundig kjender terrænet i et landskab, kan man let sætte sig i andre landskabers. Den fyrste der mangler denne erfaring, mangler det en hærfører først og fremst trænger, thi den lærer en at finde fienden, vælge sit kvarter heldig, føre sine hære, ordne hæren til slag og beleire fæstningerne med fordel. — Akæernes fyrste Philopoemen berømmes af skribenterne blandt andet ogsaa fordi han i fredstid aldrig tænkte paa andet end krigens taktik, og nåar han var ude paa landet med sine venner, stansede han ofte og diskuterede med dem: Hvis fienden stod paa den høide og vi var her med vor hær, hvem af os vilde saa have fordelen paa sin side? Hvorledes kunde man sikkert rykke mod ham i sluttet linje? Hvis vi vilde trække os tilbage, hvordan skulde vi saa bære os ad? Hvis de tråk sig tilbage, hvorledes skulde vi forfølge dem? Saaledes forelagde han dem underveis alle de situationer man kan komme i med en hær; hørte paa deres mening, udtalte sin egen og gav sine grunde for den. Følgen af disse stadige overveielser var, at der, nåar han ledede sine hære, aldrig opstod noget tilfælde som han ikke vidste raad for. Men hvad teoretisk studium angaar, maa fyrsten læse historien og i den betragte de frem-<noinclude><references/></noinclude> 7bs0orjxllgrxjqsb938ii3loib9xru 326096 325832 2026-07-10T11:19:39Z Øystein Tvede 3938 326096 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er nyttig paa to maader. For det første lærer han sit eget land at kjende og kan bedre skjønne at benytte dets naturlige forsvarsmidler. Dernæst kan han ved hjælp af sin viden og sit kjendskab til disse egne med lethed forstaa ethvert ukjendt terræn som han maatte faa at udspeide; thi høiene, dalene, sletterne, elvene og myrerne i f. eks. Toscana har en vis lighed med dem i andre landskaber, saa at naar man grundig kjender terrænet i et landskab, kan man let sætte sig i andre landskabers. Den fyrste der mangler denne erfaring, mangler det en hærfører først og fremst trænger, thi den lærer en at finde fienden, vælge sit kvarter heldig, føre sine hære, ordne hæren til slag og beleire fæstningerne med fordel. — Akæernes fyrste Philopoemen berømmes af skribenterne blandt andet ogsaa fordi han i fredstid aldrig tænkte paa andet end krigens taktik, og naar han var ude paa landet med sine venner, stansede han ofte og diskuterede med dem: Hvis fienden stod paa den høide og vi var her med vor hær, hvem af os vilde saa have fordelen paa sin side? Hvorledes kunde man sikkert rykke mod ham i sluttet linje? Hvis vi vilde trække os tilbage, hvordan skulde vi saa bære os ad? Hvis de trak sig tilbage, hvorledes skulde vi forfølge dem? Saaledes forelagde han dem underveis alle de situationer man kan komme i med en hær; hørte paa deres mening, udtalte sin egen og gav sine grunde for den. Følgen af disse stadige overveielser var, at der, naar han ledede sine hære, aldrig opstod noget tilfælde som han ikke vidste raad for. Men hvad teoretisk studium angaar, maa fyrsten læse historien og i den betragte de frem-<noinclude><references/></noinclude> jkc4cfir0920oianns79aot2lggu7w4 104 140049 325833 2026-07-09T13:59:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325833 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ragende mænds virksomhed, se hvorledes de har baaret sig ad i sine krige, undersøge grandene til deres seire og tab, for at kunne undgaa de sidste og efterligne de første. Fremfor alt maa han gjøre hvad fremragende mænd har gjort før ham, idet de har valgt til mønster en der før dem havde vundet ros og ære, og altid haft fortællingen om hans handlinger og virksomhed hos sig, saaledes som det fortælles at Alexander den Store etterlignede Akilles, Cæsar Alexander, Scipio Kyros. Enhver der læser Xenofons levnetsbeskrivelse af Kyros, ser senere i Scipios levnetsløb, hvormegen ære denne etterligning skaffede ham, og hvormeget Scipio i sin retskaffenhed, vennesælhed, humanitet, og gavmildhed rettede sig efter hvad Xenofon beretter om Kyros. Saadanne principer maa en forstandig fyrste følge, og aldrig i fredstid være ledig, men flittig benytte tiden for at samle en skat til brug i farens stund, saa at lykken, naar den slaar om, kan finde ham beredt til modstand. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XV.}} '''Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne,<br> '''ros eller dadel.'''}} Det staar nu tilbage at se, hvordan en fyrstes færd maa være mod hans undersaatter og mod hans venner. Da jeg ved, at mange har skrevet om dette, er jeg bange for at det, nåar ogsaa<noinclude><references/></noinclude> itluz424f9ldbwec7xpftu4q72lgqsi 325893 325833 2026-07-09T15:05:54Z Øystein Tvede 3938 325893 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ragende mænds virksomhed, se hvorledes de har baaret sig ad i sine krige, undersøge grandene til deres seire og tab, for at kunne undgaa de sidste og efterligne de første. Fremfor alt maa han gjøre hvad fremragende mænd har gjort før ham, idet de har valgt til mønster en der før dem havde vundet ros og ære, og altid haft fortællingen om hans handlinger og virksomhed hos sig, saaledes som det fortælles at Alexander den Store etterlignede Akilles, Cæsar Alexander, Scipio Kyros. Enhver der læser Xenofons levnetsbeskrivelse af Kyros, ser senere i Scipios levnetsløb, hvormegen ære denne etterligning skaffede ham, og hvormeget Scipio i sin retskaffenhed, vennesælhed, humanitet, og gavmildhed rettede sig efter hvad Xenofon beretter om Kyros. Saadanne principer maa en forstandig fyrste følge, og aldrig i fredstid være ledig, men flittig benytte tiden for at samle en skat til brug i farens stund, saa at lykken, naar den slaar om, kan finde ham beredt til modstand. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XV.}} '''Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne,<br> '''ros eller dadel.'''}} Det staar nu tilbage at se, hvordan en fyrstes færd maa være mod hans undersaatter og mod hans venner. Da jeg ved, at mange har skrevet om dette, er jeg bange for at det, nåar ogsaa <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 44c762nj919hp69fvou5fhj4dimrfv3 326097 325893 2026-07-10T11:21:18Z Øystein Tvede 3938 326097 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ragende mænds virksomhed, se hvorledes de har baaret sig ad i sine krige, undersøge grundene til deres seire og tab, for at kunne undgaa de sidste og efterligne de første. Fremfor alt maa han gjøre hvad fremragende mænd har gjort før ham, idet de har valgt til mønster en der før dem havde vundet ros og ære, og altid haft fortællingen om hans handlinger og virksomhed hos sig, saaledes som det fortælles at Alexander den Store etterlignede Akilles, Cæsar Alexander, Scipio Kyros. Enhver der læser Xenofons levnetsbeskrivelse af Kyros, ser senere i Scipios levnetsløb, hvormegen ære denne etterligning skaffede ham, og hvormeget Scipio i sin retskaffenhed, vennesælhed, humanitet, og gavmildhed rettede sig efter hvad Xenofon beretter om Kyros. Saadanne principer maa en forstandig fyrste følge, og aldrig i fredstid være ledig, men flittig benytte tiden for at samle en skat til brug i farens stund, saa at lykken, naar den slaar om, kan finde ham beredt til modstand. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XV.}} '''Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne,<br> '''ros eller dadel.'''}} Det staar nu tilbage at se, hvordan en fyrstes færd maa være mod hans undersaatter og mod hans venner. Da jeg ved, at mange har skrevet om dette, er jeg bange for at det, naar ogsaa <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 5e3d316yw31l4a3y54mo7agyzi7jusd 104 140050 325834 2026-07-09T13:59:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325834 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg nu skriver derom, skal ansees for anmassende, at jeg særlig under behandlingen af dette emne fjerner mig fra andres regler. Men da det er min hensigt at skrive noget der kan være til nytte for den der forstaar tingen, syntes det mig bedre at gaa efter den sande virkelighed, end et fantasibillede af den. Der er nemlig mange som har tænkt sig republiker og fyrstevælder som aldrig har været seede, og som man aldrig har kjendt noget til i virkeligheden. Der er saadan forskjel mellem hvorledes man lever og hvorledes man burde leve, at den der ikke bekymrer sig om hvad menneskene gjør, for kun at befatte sig sig med hvad de burde gjøre, snarere lærer at ødelægge sig end at sikre sig. En mand der i alle stykker vil bekjende det gode, maa jo gaa tilgrunde blandt saamange der ikke er gode. Derfor maa en fyrste, nåar han vil bevare sin trone, lære sig til ikke at være god, og anvende det godes forskrifter eller ikke eftersom nødvendigt er. Jeg forbigaar altsaa alt der kun passer paa en imaginær fyrste, og fremstiller virkeligheden. Alle mennesker, og særlig fyrsterne, da de staar saa høit at alle ser dem, faar ord for egenskaber der bringer dem enten dadel eller ros. En ansees for gavmild, en anden for gjerrig; en for ødsel, en for graadig ; en for grusom, en for mild; en for troløs, en for fro; en for kvindagtig og smaafærdig, en anden for kraftig og modig; en for vennesæl, en for overmodig; en for vellystig, en anden for renlivet; en for redelig, en for slu; en for haard, en anden for føielig; en for alvorlig, en anden for letfærdig; en for religiøs, en anden for vantro, og saa videre.<noinclude><references/></noinclude> 47ueornjvissfdgm6nhzkx3mncxjdz8 326098 325834 2026-07-10T11:24:17Z Øystein Tvede 3938 326098 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg nu skriver derom, skal ansees for anmassende, at jeg særlig under behandlingen af dette emne fjerner mig fra andres regler. Men da det er min hensigt at skrive noget der kan være til nytte for den der forstaar tingen, syntes det mig bedre at gaa efter den sande virkelighed, end et fantasibillede af den. Der er nemlig mange som har tænkt sig republiker og fyrstevælder som aldrig har været seede, og som man aldrig har kjendt noget til i virkeligheden. Der er saadan forskjel mellem hvorledes man lever og hvorledes man burde leve, at den der ikke bekymrer sig om hvad menneskene gjør, for kun at befatte sig sig med hvad de burde gjøre, snarere lærer at ødelægge sig end at sikre sig. En mand der i alle stykker vil bekjende det gode, maa jo gaa tilgrunde blandt saamange der ikke er gode. Derfor maa en fyrste, naar han vil bevare sin trone, lære sig til ikke at være god, og anvende det godes forskrifter eller ikke eftersom nødvendigt er. Jeg forbigaar altsaa alt der kun passer paa en imaginær fyrste, og fremstiller virkeligheden. Alle mennesker, og særlig fyrsterne, da de staar saa høit at alle ser dem, faar ord for egenskaber der bringer dem enten dadel eller ros. En ansees for gavmild, en anden for gjerrig; en for ødsel, en for graadig; en for grusom, en for mild; en for troløs, en for fro; en for kvindagtig og smaafærdig, en anden for kraftig og modig; en for vennesæl, en for overmodig; en for vellystig, en anden for renlivet; en for redelig, en for slu; en for haard, en anden for føielig; en for alvorlig, en anden for letfærdig; en for religiøs, en anden for vantro, og saa videre.<noinclude><references/></noinclude> fppxamy4t6pkyenlqk3eqv47ggakrl1 104 140051 325835 2026-07-09T14:01:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325835 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Enhver vil visselig erkjende, at det vilde være en høist prisværdig ting, om en fyrste af alle de nævnte egenskaber besad dem der ansees for gode ; men da det er umuligt at besidde dem og fuldtud praktisere dem, fordi de menneskelige vilkaar ikke tillader det, maa han være klog nok til at undgaa bagtalelse for de feil der vilde berøve ham kronen, og med hensyn til dem der ikke berøver ham den, vogte sig for dem, hvis det er muligt, men dersom han ikke formaar, kan han med mindre bekymring give efter for sig selv heri. Heller ikke maa han bryde sig om bagtalelse for de feil uden hvilke han vanskelig kan holde sig paa tronen. Thi hvis man ser ret paa tingen, vil man finde noget der synes dyd, og som vil blive ham til fordærv, og noget igjen der synes en feil, og fremmer hans sikkerhed og vel. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XVI.}} '''Om gavmildhed og gjerrighed.'''}} Jeg begynder med de to første af de nævnte egenskaber. Det vilde ganske vist være godt at ansees for gavmild. Alligevel, hvis gavmildhed øves saaledes, at man ikke faar ord derfor, er den skadelig ; thi hvis den øves saaledes som dyden kræver, og som den bør øves, bliver den ikke bekjendt, og man er vis paa at lastes for det modsatte. Derfor er det, nåar man vil sikre<noinclude><references/></noinclude> 8nw6j1gjina5ktc00sco3kgj0hx387v 325895 325835 2026-07-09T15:07:03Z Øystein Tvede 3938 325895 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Enhver vil visselig erkjende, at det vilde være en høist prisværdig ting, om en fyrste af alle de nævnte egenskaber besad dem der ansees for gode ; men da det er umuligt at besidde dem og fuldtud praktisere dem, fordi de menneskelige vilkaar ikke tillader det, maa han være klog nok til at undgaa bagtalelse for de feil der vilde berøve ham kronen, og med hensyn til dem der ikke berøver ham den, vogte sig for dem, hvis det er muligt, men dersom han ikke formaar, kan han med mindre bekymring give efter for sig selv heri. Heller ikke maa han bryde sig om bagtalelse for de feil uden hvilke han vanskelig kan holde sig paa tronen. Thi hvis man ser ret paa tingen, vil man finde noget der synes dyd, og som vil blive ham til fordærv, og noget igjen der synes en feil, og fremmer hans sikkerhed og vel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVI.}} '''Om gavmildhed og gjerrighed.'''}} Jeg begynder med de to første af de nævnte egenskaber. Det vilde ganske vist være godt at ansees for gavmild. Alligevel, hvis gavmildhed øves saaledes, at man ikke faar ord derfor, er den skadelig ; thi hvis den øves saaledes som dyden kræver, og som den bør øves, bliver den ikke bekjendt, og man er vis paa at lastes for det modsatte. Derfor er det, nåar man vil sikre <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 6u7uo0alxskighrc28ybostv2tysbwz 326099 325895 2026-07-10T11:25:59Z Øystein Tvede 3938 326099 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Enhver vil visselig erkjende, at det vilde være en høist prisværdig ting, om en fyrste af alle de nævnte egenskaber besad dem der ansees for gode; men da det er umuligt at besidde dem og fuldtud praktisere dem, fordi de menneskelige vilkaar ikke tillader det, maa han være klog nok til at undgaa bagtalelse for de feil der vilde berøve ham kronen, og med hensyn til dem der ikke berøver ham den, vogte sig for dem, hvis det er muligt, men dersom han ikke formaar, kan han med mindre bekymring give efter for sig selv heri. Heller ikke maa han bryde sig om bagtalelse for de feil uden hvilke han vanskelig kan holde sig paa tronen. Thi hvis man ser ret paa tingen, vil man finde noget der synes dyd, og som vil blive ham til fordærv, og noget igjen der synes en feil, og fremmer hans sikkerhed og vel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVI.}} '''Om gavmildhed og gjerrighed.'''}} Jeg begynder med de to første af de nævnte egenskaber. Det vilde ganske vist være godt at ansees for gavmild. Alligevel, hvis gavmildhed øves saaledes, at man ikke faar ord derfor, er den skadelig; thi hvis den øves saaledes som dyden kræver, og som den bør øves, bliver den ikke bekjendt, og man er vis paa at lastes for det modsatte. Derfor er det, nåar man vil sikre <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> pg1dclr8np8tsmvef5p9vpqa7n892ye 326100 326099 2026-07-10T11:26:32Z Øystein Tvede 3938 326100 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Enhver vil visselig erkjende, at det vilde være en høist prisværdig ting, om en fyrste af alle de nævnte egenskaber besad dem der ansees for gode; men da det er umuligt at besidde dem og fuldtud praktisere dem, fordi de menneskelige vilkaar ikke tillader det, maa han være klog nok til at undgaa bagtalelse for de feil der vilde berøve ham kronen, og med hensyn til dem der ikke berøver ham den, vogte sig for dem, hvis det er muligt, men dersom han ikke formaar, kan han med mindre bekymring give efter for sig selv heri. Heller ikke maa han bryde sig om bagtalelse for de feil uden hvilke han vanskelig kan holde sig paa tronen. Thi hvis man ser ret paa tingen, vil man finde noget der synes dyd, og som vil blive ham til fordærv, og noget igjen der synes en feil, og fremmer hans sikkerhed og vel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVI.}} '''Om gavmildhed og gjerrighed.'''}} Jeg begynder med de to første af de nævnte egenskaber. Det vilde ganske vist være godt at ansees for gavmild. Alligevel, hvis gavmildhed øves saaledes, at man ikke faar ord derfor, er den skadelig; thi hvis den øves saaledes som dyden kræver, og som den bør øves, bliver den ikke bekjendt, og man er vis paa at lastes for det modsatte. Derfor er det, naar man vil sikre <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> sp8lcn4sjzb4oyoyf7jxza5qp1s9xny 104 140052 325836 2026-07-09T14:02:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325836 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig navn for gavmildhed blandt menneskene, nødvendigt ikke at spare paa nogen udgift. En saadan fyrste vil derfor anvende alle sine midler paa de ting, og han vil tilslut, hvis han vil bevare sit navn for gavmildhed, blive nødt til at trykke folket med overordentlig haarde paalæg, lade kassen være sin første tanke, og gjøre alt hvad gjøres kan, for at faa penge. Dette vil snart gjøre ham forhadt hos undersaatterne og ringeagtet af enhver, eftersom han bliver fattig, saa at efterat han med sin gavmildhed har skadet de mange og belønnet de faa, føler han straks det første uheld, og han staar for fald under den første den bedste fare. Ser han dette og vil trække sig tilbage, paadrager han sig øieblikkelig ord for gjerrighed. Naar altsaa en fyrste ikke kan øve denne gavmildhedens dyd uden skade for sig saaledes, at den bliver kjendt, maa han, hvis han er klog, ikke bryde sig om det, om han faar ord for gjerrighed. Thi med tiden vil han stadig ansees for mere gavmild, naar man ser at han med sin sparsomhed har nok med sine indtægter. Han kan forsvare sig mod den der fører krig mod ham; han kan gjøre tog uden at trykke folket med skattebyrder, saa at han kommer til at øve gavmildhed mod alle dem han ikke plyndrer, hvilke er uendelig mange, og gjerrighed mod dem han ikke giver noget, hvilke er faa. I vor tid har vi ikke seet andre udrette noget stort end dem der har været anseede for gjerrige, de andre har ødelagt sig. Medens pave Julius II benyttede' sig af gavmildhedsry for at naa paveværdigheden, tænkte han ikke senere paa at bevare det, for at kunne føre krig med kongen af Frankrige; og han kunde føre saa store krige<noinclude><references/></noinclude> mhd8n8de6rnkx5tb8r8oe7ewz23epue 326101 325836 2026-07-10T11:29:38Z Øystein Tvede 3938 326101 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig navn for gavmildhed blandt menneskene, nødvendigt ikke at spare paa nogen udgift. En saadan fyrste vil derfor anvende alle sine midler paa de ting, og han vil tilslut, hvis han vil bevare sit navn for gavmildhed, blive nødt til at trykke folket med overordentlig haarde paalæg, lade kassen være sin første tanke, og gjøre alt hvad gjøres kan, for at faa penge. Dette vil snart gjøre ham forhadt hos undersaatterne og ringeagtet af enhver, eftersom han bliver fattig, saa at efterat han med sin gavmildhed har skadet de mange og belønnet de faa, føler han straks det første uheld, og han staar for fald under den første den bedste fare. Ser han dette og vil trække sig tilbage, paadrager han sig øieblikkelig ord for gjerrighed. Naar altsaa en fyrste ikke kan øve denne gavmildhedens dyd uden skade for sig saaledes, at den bliver kjendt, maa han, hvis han er klog, ikke bryde sig om det, om han faar ord for gjerrighed. Thi med tiden vil han stadig ansees for mere gavmild, naar man ser at han med sin sparsomhed har nok med sine indtægter. Han kan forsvare sig mod den der fører krig mod ham; han kan gjøre tog uden at trykke folket med skattebyrder, saa at han kommer til at øve gavmildhed mod alle dem han ikke plyndrer, hvilke er uendelig mange, og gjerrighed mod dem han ikke giver noget, hvilke er faa. I vor tid har vi ikke seet andre udrette noget stort end dem der har været anseede for gjerrige, de andre har ødelagt sig. Medens pave Julius II benyttede sig af gavmildhedsry for at naa paveværdigheden, tænkte han ikke senere paa at bevare det, for at kunne føre krig med kongen af Frankrige; og han kunde føre saa store krige<noinclude><references/></noinclude> 9b1lwsysa16tajq0mupcb65p4txb7gh 104 140053 325837 2026-07-09T14:03:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325837 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uden at lægge nogen extraordinær skat paa sine lande, fordi langvarig sparsomhed havde skaffet midler til at bestride, de overordentlige udgifter. Den nuværende konge af Spanjen<ref>Fernando el Catolico.</ref> vilde aldrig, dersom han havde været anseet for gavmild, have kunnet foretage eller seire i saamange tog. Derfor maa en fyrste, for ikke at behøve at plyndre sine undersaatter, for at kunne forsvare sig, for ikke at blive fattig og ringeagtet, for ikke at tvinges til rovgjerrighed, bryde sig lidet om ord for gjerrighed, thi det er en af de feil som han skylder sin trone. Dersom nogen vilde sige, at Cæsar naaede magten ved gavmildhed, og at mange andre ved at være og ansees for gavmilde har naaet saare høit, svarer jeg: enten er man allerede fyrste, eller man er paa vei til at vinde fyrstevælde. I første fald er gavmildhed skadelig; i andet fald er det nok nødvendigt at ansees for gavmild, og saa var det med Cæsar, der vilde blive konge i Roma; men dersom han havde faaet leve, da han havde naaet sit maal, og da ikke havde stanset med denne ødselhed, vilde han have ødelagt riget. Hvis nogen vilde indvende, at mange har været fyrster og udrettet store ting med sine hære og dog været anseede for særdeles gavmilde, saa svarer jeg: enten tager fyrsten af sit eget og sine undersaatters, eller af andres. I første fald maa han være sparsommelig, i andet fald ikke forsømme nogen slags gavmildhed. Den fyrste der gaar i krig med sin hær, der nærer sig af rov, af plyndring, og af brandskat, og skalter og valter med andres eiendom, for ham er denne gavmildhed nødvendig, ellers vilde han<noinclude><references/></noinclude> chvgkkds93lqelpxsrbribuqo0gwkhe 326102 325837 2026-07-10T11:32:58Z Øystein Tvede 3938 326102 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uden at lægge nogen extraordinær skat paa sine lande, fordi langvarig sparsomhed havde skaffet midler til at bestride de overordentlige udgifter. Den nuværende konge af Spanjen<ref>Fernando el Catolico.</ref> vilde aldrig, dersom han havde været anseet for gavmild, have kunnet foretage eller seire i saamange tog. Derfor maa en fyrste, for ikke at behøve at plyndre sine undersaatter, for at kunne forsvare sig, for ikke at blive fattig og ringeagtet, for ikke at tvinges til rovgjerrighed, bryde sig lidet om ord for gjerrighed, thi det er en af de feil som han skylder sin trone. Dersom nogen vilde sige, at Cæsar naaede magten ved gavmildhed, og at mange andre ved at være og ansees for gavmilde har naaet saare høit, svarer jeg: enten er man allerede fyrste, eller man er paa vei til at vinde fyrstevælde. I første fald er gavmildhed skadelig; i andet fald er det nok nødvendigt at ansees for gavmild, og saa var det med Cæsar, der vilde blive konge i Roma; men dersom han havde faaet leve, da han havde naaet sit maal, og da ikke havde stanset med denne ødselhed, vilde han have ødelagt riget. Hvis nogen vilde indvende, at mange har været fyrster og udrettet store ting med sine hære og dog været anseede for særdeles gavmilde, saa svarer jeg: enten tager fyrsten af sit eget og sine undersaatters, eller af andres. I første fald maa han være sparsommelig, i andet fald ikke forsømme nogen slags gavmildhed. Den fyrste der gaar i krig med sin hær, der nærer sig af rov, af plyndring, og af brandskat, og skalter og valter med andres eiendom, for ham er denne gavmildhed nødvendig, ellers vilde han<noinclude><references/></noinclude> dofo9hsg1muiuciahlwf24ny83fs5lx 104 140054 325838 2026-07-09T14:05:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325838 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke faa soldaterne til at følge sig. Med det som ikke er dit eller dine undersaatters, kan du, ligesom Kyros, Cæsar, og Alexander, være saameget mere rundhaandet, som ødselhed med andres eiendom ikke berøver dig dit ry, men øger det; kun ødselhed med dit eget, det er det, som skader dig. Der er intet som fortærer sig selv saameget som gavmildhed, thi medens man øver den, taber man etterhvert midlerne til at øve den, og bliver fattig og foragtet eller, for at undgaa fattigdommen, rovgjerrig og forhadt. Men blandt alle de ting som en fyrste maa vogte sig for, er det farligste ringeagt og had, og gavmildhed fører til begge dele. Derfor er det klogere at finde sig i ord for gjerrighed, hvilket skaber daarligt ry uden had, end, fordi man begjærer navn af gavmildhed, at nødes til at paadrage sig ord for rovgjerrighed, hvilket avler vanry med had. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XVII.}} '''Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes'''<br> '''end at frygtes.'''}}} Jeg gaar nu over til de andre førnævnte egenskaber. Enhver fyrste maa ønske at ansees for barmhjertig og ikke for grusom. Dog maa han tage sig iagt for at , anvende denne barmhjertighed daarlig. Cesare Borgia ansaaes for grusom; imidlertid havde denne hans grusomhed<noinclude><references/></noinclude> bs9ugytz7pkce9krqsecj78e45y888h 325839 325838 2026-07-09T14:05:50Z Øystein Tvede 3938 325839 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke faa soldaterne til at følge sig. Med det som ikke er dit eller dine undersaatters, kan du, ligesom Kyros, Cæsar, og Alexander, være saameget mere rundhaandet, som ødselhed med andres eiendom ikke berøver dig dit ry, men øger det; kun ødselhed med dit eget, det er det, som skader dig. Der er intet som fortærer sig selv saameget som gavmildhed, thi medens man øver den, taber man etterhvert midlerne til at øve den, og bliver fattig og foragtet eller, for at undgaa fattigdommen, rovgjerrig og forhadt. Men blandt alle de ting som en fyrste maa vogte sig for, er det farligste ringeagt og had, og gavmildhed fører til begge dele. Derfor er det klogere at finde sig i ord for gjerrighed, hvilket skaber daarligt ry uden had, end, fordi man begjærer navn af gavmildhed, at nødes til at paadrage sig ord for rovgjerrighed, hvilket avler vanry med had. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XVII.}} '''Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes'''<br> '''end at frygtes.'''}}} Jeg gaar nu over til de andre førnævnte egenskaber. Enhver fyrste maa ønske at ansees for barmhjertig og ikke for grusom. Dog maa han tage sig iagt for at anvende denne barmhjertighed daarlig. Cesare Borgia ansaaes for grusom; imidlertid havde denne hans grusomhed<noinclude><references/></noinclude> q4q98hmjzmpq10ehws9nl6l9nsiuzne 325898 325839 2026-07-09T15:08:40Z Øystein Tvede 3938 325898 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke faa soldaterne til at følge sig. Med det som ikke er dit eller dine undersaatters, kan du, ligesom Kyros, Cæsar, og Alexander, være saameget mere rundhaandet, som ødselhed med andres eiendom ikke berøver dig dit ry, men øger det; kun ødselhed med dit eget, det er det, som skader dig. Der er intet som fortærer sig selv saameget som gavmildhed, thi medens man øver den, taber man etterhvert midlerne til at øve den, og bliver fattig og foragtet eller, for at undgaa fattigdommen, rovgjerrig og forhadt. Men blandt alle de ting som en fyrste maa vogte sig for, er det farligste ringeagt og had, og gavmildhed fører til begge dele. Derfor er det klogere at finde sig i ord for gjerrighed, hvilket skaber daarligt ry uden had, end, fordi man begjærer navn af gavmildhed, at nødes til at paadrage sig ord for rovgjerrighed, hvilket avler vanry med had. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVII.}} '''Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes'''<br> '''end at frygtes.'''}} Jeg gaar nu over til de andre førnævnte egenskaber. Enhver fyrste maa ønske at ansees for barmhjertig og ikke for grusom. Dog maa han tage sig iagt for at anvende denne barmhjertighed daarlig. Cesare Borgia ansaaes for grusom; imidlertid havde denne hans grusomhed <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 5kjn6nqafv0oqclttfelzwhs4jzgpj0 0 140055 325843 2026-07-09T14:14:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 325843 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> bn873tcep3xaa5w4tbpf2m8rp6spjs1 325847 325843 2026-07-09T14:18:48Z Øystein Tvede 3938 325847 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 6iqmxg1wj7dzirecxqa9bezxs6wfpib 325848 325847 2026-07-09T14:22:43Z Øystein Tvede 3938 325848 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|Fyrsten/01a]] * [[Fyrsten/01b|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]]}} n4ji0z86a1c559nykof214emnr906dl 325849 325848 2026-07-09T14:24:25Z Øystein Tvede 3938 325849 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|Fyrsten/01a|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01b|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]]}} 9rqxmiq1b4a1w8yvmhcpjlc3yckk4cb 325850 325849 2026-07-09T14:28:14Z Øystein Tvede 3938 325850 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01b|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/27]] }} ct9x4r0z735kw157uo9grvrz3l9s6uy 325852 325850 2026-07-09T14:30:47Z Øystein Tvede 3938 325852 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/27]] }} 1ee4wzxeo4tlawavfvomwcl1k08rus4 325854 325852 2026-07-09T14:31:56Z Øystein Tvede 3938 325854 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/27]] }} tsyuyrrr2axk5f9gkya1xqsvdoe1uck 325880 325854 2026-07-09T14:54:58Z Øystein Tvede 3938 325880 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] }} 4o0xuuwi2nrve0123qtqu0v53r4cgr8 325996 325880 2026-07-09T18:05:09Z Øystein Tvede 3938 325996 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] }} 13s6td77t37960k2sh09pz42n9hx4ck 325997 325996 2026-07-09T18:06:27Z Øystein Tvede 3938 325997 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn]] * [[Fyrsten/01c|Fyrsten/01b]] * [[Fyrsten/02|Fyrsten/02]] * [[Fyrsten/03|Fyrsten/03]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] * [[Fyrsten/28|g]] }} jdfbfokwl6els6jduhtulbejxqwrzog 326004 325997 2026-07-09T18:21:46Z Øystein Tvede 3938 326004 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Fyrsten/04]] * [[Fyrsten/05|Fyrsten/05]] * [[Fyrsten/06|Fyrsten/06]] * [[Fyrsten/07|Fyrsten/07]] * [[Fyrsten/08|Fyrsten/08]] * [[Fyrsten/09|Fyrsten/09]] * [[Fyrsten/10|Fyrsten/10]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] * [[Fyrsten/28|g]] }} azrdurc7el6etm9arl7aakxnt8j5cou 326005 326004 2026-07-09T18:24:36Z Øystein Tvede 3938 326005 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Fyrsten/11]] * [[Fyrsten/12|Fyrsten/12]] * [[Fyrsten/13|Fyrsten/13]] * [[Fyrsten/14|Fyrsten/14]] * [[Fyrsten/15|Fyrsten/15]] * [[Fyrsten/16|Fyrsten/16]] * [[Fyrsten/17|Fyrsten/17]] * [[Fyrsten/18|Fyrsten/18]] * [[Fyrsten/19|Fyrsten/19]] * [[Fyrsten/20|Fyrsten/20]] * [[Fyrsten/21|Fyrsten/21]] * [[Fyrsten/22|Fyrsten/22]] * [[Fyrsten/23|Fyrsten/23]] * [[Fyrsten/24|Fyrsten/24]] * [[Fyrsten/25|Fyrsten/25]] * [[Fyrsten/26|Fyrsten/26]] * [[Fyrsten/27|Fyrsten/27]] * [[Fyrsten/28|g]] }} am0iszzyadkzgxi5k26qftour7anupm 326006 326005 2026-07-09T18:31:29Z Øystein Tvede 3938 326006 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} rr9utvf7o9g20zhh9co3kj4qfu8k1tc 326009 326006 2026-07-09T18:35:45Z Øystein Tvede 3938 326009 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Innledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Innledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} s3ouptsr6lo7sx8vvtt8ekskm5u49g5 326044 326009 2026-07-09T20:27:17Z Øystein Tvede 3938 326044 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Indledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Indledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} jyyac5ytsq0qeb7e5hfv2m4p9hh5xpr 326073 326044 2026-07-09T23:56:24Z Øystein Tvede 3938 326073 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Indledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> [[File:Santi di Tito - Niccolo Machiavelli's portrait headcrop.jpg|400px|center]] {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Indledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} m9h3p2n5567kz5se94nk9hoard9feqy 326074 326073 2026-07-09T23:56:45Z Øystein Tvede 3938 326074 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" next="[[Fyrsten/00|Indledning]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> [[File:Santi di Tito - Niccolo Machiavelli's portrait headcrop.jpg|400px|center]] {{AuxTOC| * [[Fyrsten/00|Indledning]] * [[Fyrsten/01a|FYRSTEN]] * [[Fyrsten/01b|Niccolò Machiavelli til Den Ophøiede Lorenzo de' Medici, Pieros søn.]] * [[Fyrsten/01c|Kapitel I. Om de forskjellige arter af fyrstevælder og de maader hvorpaa man erhverver sig dem.]] * [[Fyrsten/02|Kapitel II. Om de arvelige fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/03|Kapitel III. Om blandede fyrstevælder.]] * [[Fyrsten/04|Kapitel IV. Hvorfor Darius' rige, som var erobret af Alexander, ikke efter Alexanders død gjorde oprør mod hans efterfølgere.]] * [[Fyrsten/05|Kapitel V. Hvorledes man skal styre de stæder og fyrstevælder som før de blev erobrede havde egne love.]] * [[Fyrsten/06|Kapitel VI. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved egne vaaben og personlig dygtighed.]] * [[Fyrsten/07|Kapitel VII. Om de nye fyrstevælder som erhverves ved fremmede vaaben og ved lykkens hjælp.]] * [[Fyrsten/08|Kapitel VIII. Om dem der ved forbrydelser har naaet tronen.]] * [[Fyrsten/09|Kapitel IX. Om borger-monarkiet.]] * [[Fyrsten/10|Kapitel X. Hvorledes alle monarkiers kraft skal maales.]] * [[Fyrsten/11|Kapitel XI. Om de geistlige monarkier.]] * [[Fyrsten/12|Kapitel XII. Hvor mange slags hære der er, og om leiesoldater.]] * [[Fyrsten/13|Kapitel XIII. Om hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper.]] * [[Fyrsten/14|Kapitel XIV. Fyrstens opgave i hæren.]] * [[Fyrsten/15|Kapitel XV. Hvad der skaffer menneskene, og især fyrsterne, ros eller dadel.]] * [[Fyrsten/16|Kapitel XVI. Om gavmildhed og gjerrighed.]] * [[Fyrsten/17|Kapitel XVII. Om grusomhed og mildhed, og om det er bedre at elskes end at frygtes.]] * [[Fyrsten/18|Kapitel XVIII. Hvorledes fyrster bør holde tro og love.]] * [[Fyrsten/19|Kapitel XIX. Man maa undgaa ringeagt og had.]] * [[Fyrsten/20|Kapitel XX. Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.]] * [[Fyrsten/21|Kapitel XXI. Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.]] * [[Fyrsten/22|Kapitel XXII. Om fyrsternes sekretærer.]] * [[Fyrsten/23|Kapitel XXIII. Hvorledes man skal undgaa smigrere.]] * [[Fyrsten/24|Kapitel XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.]] * [[Fyrsten/25|Kapitel XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den.]] * [[Fyrsten/26|Kapitel XXVI. Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.]] * [[Fyrsten/27|Louis XII af Frankrige i Italien.]] * [[Fyrsten/28|Cesare Borgia.]] }} rhsctu9ntu8i5qpuc0mh7qhdcdfl6to 0 140056 325845 2026-07-09T14:17:59Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=9 to=19 header=1 /> 325845 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=9 to=19 header=1 /> jgi6yagxtee1ea2qeiro6tm8l8vyqki 0 140057 325855 2026-07-09T14:32:31Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=21 to=21 header=1 /> 325855 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=21 to=21 header=1 /> rrd6fnyebusld10nofmyehs6nfk41gx 0 140058 325856 2026-07-09T14:33:09Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=23 to=25 header=1 /> 325856 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=23 to=25 header=1 /> hggsxvkzpg75pfs2rhj1nyf830lgfkh 325859 325856 2026-07-09T14:35:11Z Øystein Tvede 3938 325859 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=23 to=24 header=1 /> e5qtdju3uhsaa5cgmzrgr2b43npz5wx 0 140059 325861 2026-07-09T14:36:50Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=25 to=25 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> 325861 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=25 to=25 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> 0ivu4z6djqlla5d32js5yobkb428tw7 325863 325861 2026-07-09T14:38:27Z Øystein Tvede 3938 325863 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=25 to=26 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 8ji46sk97ccpnod2jvzvzizg1r7bed9 0 140060 325864 2026-07-09T14:39:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=26 to=27 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325864 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=26 to=27 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> m7r885s0pgg0r87tai1sck2no9hjtzq 0 140061 325867 2026-07-09T14:42:30Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=27 to=37 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325867 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=27 to=37 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> knip1gbhraz2aofaeko0lif9q5mc2no 0 140062 325868 2026-07-09T14:43:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=37 to=40 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325868 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=37 to=40 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 505s37exho3e2rldwklcinoiiuzndnn 0 140063 325870 2026-07-09T14:44:39Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=40 to=42 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325870 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=40 to=42 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> phba6y31u86fh6f5929dg86c9moom5a 0 140064 325872 2026-07-09T14:46:46Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=42 to=47 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325872 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=42 to=47 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> nuvehgj53apn216j6qk3d4fwvf7s6z4 0 140065 325875 2026-07-09T14:48:25Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=47 to=56 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325875 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=47 to=56 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 7vjtmd0bnaz2cp2otkw586rkjdh9i6b 0 140066 325877 2026-07-09T14:49:59Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=56 to=61 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325877 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=56 to=61 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 2108cjnjqti4jssl0l9fn08dt1ijq8d 0 140067 325881 2026-07-09T14:56:32Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=61 to=66 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325881 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=61 to=66 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> od0kx9la039yyv4g86xoi8nygkfip1z 0 140068 325884 2026-07-09T14:59:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=66 to=68 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325884 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=66 to=68 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> s1emtk06limequle2uv5v3kirxkxgiy 0 140069 325886 2026-07-09T15:00:53Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=68 to=72 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325886 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=68 to=72 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> aglhha9a4bt63wvoxqp9z9wjavqwh8f 0 140070 325888 2026-07-09T15:02:32Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=72 to=80 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325888 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=72 to=80 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> e47akyk1rztg8gw9j2wst0bnc3dztg7 0 140071 325890 2026-07-09T15:04:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=80 to=85 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325890 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=80 to=85 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> r7o4m3suxtrdub07tspbdjsfbl1z0cl 0 140072 325892 2026-07-09T15:05:31Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=85 to=88 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325892 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=85 to=88 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> inl73cnx2bq1xxer2st1xjstkm6n006 0 140073 325894 2026-07-09T15:06:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=88 to=90 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325894 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=88 to=90 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> esiaktpwoitg7yo37d7k0yfky813n6t 0 140074 325896 2026-07-09T15:07:33Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=90 to=96 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325896 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=90 to=96 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 0lhxmtx3qlyky5okrr9wvnw80tvv3pk 325897 325896 2026-07-09T15:08:04Z Øystein Tvede 3938 325897 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=90 to=93 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> t96n5bps489w2z2158d5dq7xeom1kjd 104 140075 325899 2026-07-09T15:12:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325899 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>atter bragt Romagnaen paa fode, skabt enighed i landet og gjenindført ro og lydighed. Ret beseet vil man finde at han var meget mere barmhjertig end det florentinske folk, som for at undgaa be skyldning for grusomhed lodPistoja ødelægge sig<ref>Florentinerne havde faaet Pistoja i sin magt ved at benytte sig af partistriden der, og stansede den ikke, fordi de ansaa den for det sikreste middel til at holde staden. Her sigtes navnlig til optøierne i 1501 og 1502; man blev da nødt til at fængsle og forvise endel partichefer. Machiavelli dadler et andet sted Florentinerne fordi de ikke ''henrettede'' cheferne; men, siger han, „en saa energisk beslutning formaar ikke en svag republik at tage — den kan neppe nok bekvemme sig til det svagere middel“.</ref>. En fyrste maa derfoi ikke ænse ry for gru somhed, nåar det gjælder at opretholde enighed og loyalitet blandt sine undersaatter. Thi paa nogle ganske faa afskrækkende eksempler nær vil han være mere barmhjertig end dem der af altfor stor barmhjertighed lader uvæsenet gaa sin gang, hvoraf følgen er mord og rov; thi mord og rov pleier at skade hele samfundet, men de henrettelser en fyrste foranstalter, skader kun enkelte. Endnu mere end for andre fyrster er det for en ny fyrste umuligt at undgaa beskyldning for grusomhed, da nye troner er kringsatte af farer. Derfor lader Virgil Dido undskylde sit styres haardhed med at det er nyt: <poem> Res dura et regni nouitas me talia cogunt Moliri et late fines custode tueri.<ref>(Nød og nyreist trone paa saadant mig tvinger Stedse at tænke og grænsen i ring ved vagtmand at sikre).</ref> </poem> Dog maa han ikke være for snar til at tro alt og til at handle. Han maa ikke blive angst<noinclude><references/></noinclude> 7bsy0skzqswo0705cpa017k6yef1vew 326034 325899 2026-07-09T19:59:38Z Øystein Tvede 3938 326034 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>atter bragt Romagnaen paa fode, skabt enighed i landet og gjenindført ro og lydighed. Ret beseet vil man finde at han var meget mere barmhjertig end det florentinske folk, som for at undgaa be skyldning for grusomhed lodPistoja ødelægge sig<ref>Florentinerne havde faaet Pistoja i sin magt ved at benytte sig af partistriden der, og stansede den ikke, fordi de ansaa den for det sikreste middel til at holde staden. Her sigtes navnlig til optøierne i 1501 og 1502; man blev da nødt til at fængsle og forvise endel partichefer. Machiavelli dadler et andet sted Florentinerne fordi de ikke ''henrettede'' cheferne; men, siger han, „en saa energisk beslutning formaar ikke en svag republik at tage — den kan neppe nok bekvemme sig til det svagere middel“.</ref>. En fyrste maa derfoi ikke ænse ry for gru somhed, nåar det gjælder at opretholde enighed og loyalitet blandt sine undersaatter. Thi paa nogle ganske faa afskrækkende eksempler nær vil han være mere barmhjertig end dem der af altfor stor barmhjertighed lader uvæsenet gaa sin gang, hvoraf følgen er mord og rov; thi mord og rov pleier at skade hele samfundet, men de henrettelser en fyrste foranstalter, skader kun enkelte. Endnu mere end for andre fyrster er det for en ny fyrste umuligt at undgaa beskyldning for grusomhed, da nye troner er kringsatte af farer. Derfor lader Virgil Dido undskylde sit styres haardhed med at det er nyt: <poem> Res dura et regni nouitas me talia cogunt Moliri et late fines custode tueri.<ref>(Nød og nyreist trone paa saadant mig tvinger<br> Stedse at tænke og grænsen i ring ved vagtmand at sikre).</ref> </poem> Dog maa han ikke være for snar til at tro alt og til at handle. Han maa ikke blive angst<noinclude><references/></noinclude> q07yik3l46ofjtbf0b5kg76n2my9w1i 104 140076 325900 2026-07-09T15:13:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325900 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sig selv, men gaa rolig frem med klogskab og humanitet, foråt ikke altfor stor tillidsfuldhed skal gjøre ham, uagtsom og altfor stor mistillid gjøre ham utaalelig. Her opstaar da et spørgsmaal : om det er bedre at elskes end at frygtes, eller om det er bedre at frygtes end at elskes. Svaret er, at man maa være baade frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det tryggere at frygtes end at elskes, nåar man maa give afkald paa en af delene. Thi om menneskene kan man i sin almindelighed sige dette, at de er utaknemlige, vægelsindede, hyklerske, rædde for farer og begjærlige efter vinding. Saalænge du gjør godt mod dem, tilhører de dig alle med liv og sjæl, de sværger, som før sagt, at ofre blod, eiendom, liv og sønner, nåar nøden er langt borte, -men nærmer den sig, vender de dig ryggen. Den fyrste der da har forladt sig ganske paa deres ord og er blottet for forsvar forresten, gaar tilgrunde ; thi de venskaber man erhverver sig ved betaling, og ikke ved sjælsstorhed og sjælsadel, har man vistnok staaende paa rente, men man har dem ikke i kassen, og kan ikke tåge dem ud nåar man trænger dem. Menneskene har mindre skrupler ved at gjøre ondt mod en, der gjør sig elsket, end mod en der gjør sig frygtet; thi kjærligheden regnes for et forpligtelsens baand, som fordi menneskene er slette, brydes hvergang egennytten •kommer med i spillet; men frygten opretholdes ved frygten for straf, der aldrig forlader en. Dog maa en fyrste gjøre sig frygtet paa en saadan maade, at han, om han ikke vinder kjærlighed, dog undgaar had, thi det kan meget vel forenes, at være frygtet og dog ikke hådet. Dette vil han<noinclude><references/></noinclude> hzjn52bzqwbj8pz1gnuhq9fwrxxuxqy 325901 325900 2026-07-09T15:14:08Z Øystein Tvede 3938 325901 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sig selv, men gaa rolig frem med klogskab og humanitet, foråt ikke altfor stor tillidsfuldhed skal gjøre ham, uagtsom og altfor stor mistillid gjøre ham utaalelig. Her opstaar da et spørgsmaal : om det er bedre at elskes end at frygtes, eller om det er bedre at frygtes end at elskes. Svaret er, at man maa være baade frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det tryggere at frygtes end at elskes, naar man maa give afkald paa en af delene. Thi om menneskene kan man i sin almindelighed sige dette, at de er utaknemlige, vægelsindede, hyklerske, rædde for farer og begjærlige efter vinding. Saalænge du gjør godt mod dem, tilhører de dig alle med liv og sjæl, de sværger, som før sagt, at ofre blod, eiendom, liv og sønner, nåar nøden er langt borte, -men nærmer den sig, vender de dig ryggen. Den fyrste der da har forladt sig ganske paa deres ord og er blottet for forsvar forresten, gaar tilgrunde ; thi de venskaber man erhverver sig ved betaling, og ikke ved sjælsstorhed og sjælsadel, har man vistnok staaende paa rente, men man har dem ikke i kassen, og kan ikke tåge dem ud nåar man trænger dem. Menneskene har mindre skrupler ved at gjøre ondt mod en, der gjør sig elsket, end mod en der gjør sig frygtet; thi kjærligheden regnes for et forpligtelsens baand, som fordi menneskene er slette, brydes hvergang egennytten •kommer med i spillet; men frygten opretholdes ved frygten for straf, der aldrig forlader en. Dog maa en fyrste gjøre sig frygtet paa en saadan maade, at han, om han ikke vinder kjærlighed, dog undgaar had, thi det kan meget vel forenes, at være frygtet og dog ikke hådet. Dette vil han<noinclude><references/></noinclude> evfe4tks9xk3tzxzi6if2tcsfbsckk1 325902 325901 2026-07-09T15:15:20Z Øystein Tvede 3938 325902 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sig selv, men gaa rolig frem med klogskab og humanitet, forat ikke altfor stor tillidsfuldhed skal gjøre ham, uagtsom og altfor stor mistillid gjøre ham utaalelig. Her opstaar da et spørgsmaal: om det er bedre at elskes end at frygtes, eller om det er bedre at frygtes end at elskes. Svaret er, at man maa være baade frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det tryggere at frygtes end at elskes, naar man maa give afkald paa en af delene. Thi om menneskene kan man i sin almindelighed sige dette, at de er utaknemlige, vægelsindede, hyklerske, rædde for farer og begjærlige efter vinding. Saalænge du gjør godt mod dem, tilhører de dig alle med liv og sjæl, de sværger, som før sagt, at ofre blod, eiendom, liv og sønner, nåar nøden er langt borte, -men nærmer den sig, vender de dig ryggen. Den fyrste der da har forladt sig ganske paa deres ord og er blottet for forsvar forresten, gaar tilgrunde; thi de venskaber man erhverver sig ved betaling, og ikke ved sjælsstorhed og sjælsadel, har man vistnok staaende paa rente, men man har dem ikke i kassen, og kan ikke tåge dem ud nåar man trænger dem. Menneskene har mindre skrupler ved at gjøre ondt mod en, der gjør sig elsket, end mod en der gjør sig frygtet; thi kjærligheden regnes for et forpligtelsens baand, som fordi menneskene er slette, brydes hvergang egennytten kommer med i spillet; men frygten opretholdes ved frygten for straf, der aldrig forlader en. Dog maa en fyrste gjøre sig frygtet paa en saadan maade, at han, om han ikke vinder kjærlighed, dog undgaar had, thi det kan meget vel forenes, at være frygtet og dog ikke hådet. Dette vil han<noinclude><references/></noinclude> ixze06sg6jx8sygxl4hmqrczi0fe5d3 104 140077 325903 2026-07-09T15:16:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325903 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>opnaa saafremt han respekterer sine borgeres og sine undersaatters eiendom, og deres kvinder. Skulde det blive nødvendigt for ham at straffe, nogen paa livet, kan han gjøre det, naar han har tilbørlig støtte i loven og lader det ske ved aaben rettergang; men fremfor alt maa han afholde sig fra angreb paa andres eiendom, thi menneskene glemmer hurtigere sin faders død end tabet af sin eiendom. Der mangler heller aldrig grunde til at fratage folk deres eiendom; bestandig finder den der begynder at leve af rov, anledning til at bemægtige sig andres formue, derimod er grandene til at udgyde blod sjeldnere og bliver snarere udtømt. Men naar en fyrste selv gaar med hæren og har en mængde soldater at styre, da er det aldeles nødvendigt ikke at bryde sig om nogen beskyldning for grusomhed, thi uden et saadant ry har aldrig nogen kunnet holde en hær sammen eller holde den parat til nogen militærtjeneste. Til Hannibals vidunderlige bedrifter regnes ogsaa det, at skjønt han førte en overmaade stor hær, sammensat af utallige forskjellige racer, paa tog i fremmed land, dog aldrig nogen splid opstod mellem hans folk indbyrdes eller mellem dem og føreren, hverken i ulykkens eller lykkens dage. Dette kunde ikke komme af andet end af hans umenneskelige grusomhed, der sammen med hans store evner i alle retninger altid indgjød hans soldater ærefrygt og skræk for ham; uden denne grusomhed vilde al hans dygtighed ikke have formaaet at frembringe et saadant resultat. Lidet tænksomme forfattere beundrer paa den ene side hans bedrifter, medens de paa den anden side fordømmer hvad der først og fremst gjorde dem mulige. Thi at virkelig alle hans øvrige fortrin<noinclude><references/></noinclude> fe4sicfxhc52cf2kp6edzwttc0e6w3b 104 140078 325904 2026-07-09T15:18:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325904 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke vilde have strukket til, kan man se af Scipio, en sjelden mand ikke alene inden sin egen tid, men i hele den os bekj endte historie. Hans hær gjorde opstand mod ham i Spanjen; og dette skyldtes netop hans altfor store mildhed, hvorved hans soldater havde faaet større frihed end det lod sig forene med krigstugten. Dette lod Fabius Maximus ham høre i senatet, og han blev der kaldt den romerske krigstugts nedbryder. Da Lokroi var ødelagt af en af Scipios legater, hevnede Scipio ikke indbyggerne og straffede ikke legatens frækhed, hvilket alt kom af hans føielige karakter. Derfor sagde en der vilde undskylde ham i senatet, at der var mange mennesker som bedre forstod selv at undgaa forseelser end at straffe andres. Dette karaktertræk vilde med tiden have skadet Scipios navn og ry, hvis han med det var vedbleven som hærfører; men da han stod under senatets overledelse, skjultes denne hans uheldige egenskab, og var ham endog til hæder. Jeg slutter altsaa, med hensyn til frygt og kjærlighed, at da menneskene elsker den de selv vil, men frygter den fyrsten vil, maa en klog fyrste bygge paa hvad han selv raader for, ikke paa hvad andre raader for, kun maa han, som sagt, bestræbe sig for at undgaa had. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVIII.}} '''Hvorledes fyrster bør holde tro og love.''' Hvor rosværdigt det er af en fyrste at holde tro og love, og gaa frem med ærlighed og ikke med underfundighed, det forstaar enhver. Alligevel<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> qn2su8m6o51fidxttx7608vxg4ftn70 325905 325904 2026-07-09T15:18:37Z Øystein Tvede 3938 325905 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke vilde have strukket til, kan man se af Scipio, en sjelden mand ikke alene inden sin egen tid, men i hele den os bekj endte historie. Hans hær gjorde opstand mod ham i Spanjen; og dette skyldtes netop hans altfor store mildhed, hvorved hans soldater havde faaet større frihed end det lod sig forene med krigstugten. Dette lod Fabius Maximus ham høre i senatet, og han blev der kaldt den romerske krigstugts nedbryder. Da Lokroi var ødelagt af en af Scipios legater, hevnede Scipio ikke indbyggerne og straffede ikke legatens frækhed, hvilket alt kom af hans føielige karakter. Derfor sagde en der vilde undskylde ham i senatet, at der var mange mennesker som bedre forstod selv at undgaa forseelser end at straffe andres. Dette karaktertræk vilde med tiden have skadet Scipios navn og ry, hvis han med det var vedbleven som hærfører; men da han stod under senatets overledelse, skjultes denne hans uheldige egenskab, og var ham endog til hæder. Jeg slutter altsaa, med hensyn til frygt og kjærlighed, at da menneskene elsker den de selv vil, men frygter den fyrsten vil, maa en klog fyrste bygge paa hvad han selv raader for, ikke paa hvad andre raader for, kun maa han, som sagt, bestræbe sig for at undgaa had. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVIII.}} '''Hvorledes fyrster bør holde tro og love.'''}} Hvor rosværdigt det er af en fyrste at holde tro og love, og gaa frem med ærlighed og ikke med underfundighed, det forstaar enhver. Alligevel<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> hw9429wcwuwbol1rqlcoiklok3dgesg 0 140079 325906 2026-07-09T15:19:18Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=93 to=97 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325906 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=93 to=97 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> to1a182ybtimoa7s0wt3ar7f0btykwi 104 140080 325907 2026-07-09T15:21:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325907 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ser man af erfaring i vore dage, at de fyrster har udrettet store ting, der har agtet lidet paa tro og love, og som har vidst med underfundighed at forvirre menneskenes sind, og tilslut har de overvundet dem der har støttet sig paa ærlighed. I maa da vide, at der er to maader at kjæmpe paa, med lovens vaaben, og med magtens. Den første er egen for mennesket, den anden for dyrene; men da den første mangengang ikke slaar til, maa man ty til den anden. Derfor er det for en fyrste nødvendigt at kunne anvende godt baade mennesket og dyret. Dette lærer fyrsterne i forborgne ord af de gamle forfattere, der fortæller at Akilles og mange andre af hine oldtidsfyrster blev satte til at opfostres af kentauren Keiron, der havde opsyn med deres uddannelse ; thi at de havde til opdrager en der var halvt dyr og halvt menneske, vil ikke sige andet end at en fyrste maa forstaa at anvende begges egen skaber, og at den enes ikke kan staa sig uden den andens. Da altsaa en fyrste maa kunne an vende dyret godt, bør han af dyrene vælge ræven og løven; thi løven kan ikke værge sig mod snarer; ræven kan ikke værge sig mod ulve. Han maa altsaa være ræv for at kunne ane snarerne og løve foråt kunne skræmme ulvene. De der udelukkende holder sig til løyen, forstaar ikke tingen. En klog hersker kan derfor ikke, og bør heller ikke, holde tro og love, nåar det vilde .være til skade for ham og de grunde ikke længere eksisterer, der bevægede ham til at give sit løfte. Hvis nu menneskene alle var gode, vilde dette raad ikke være godt, men da de er slette og ikke vilde holde sit ord mod dig, behøver du heller ikke at holde dit mod dem. En fyrste vil heller<noinclude><references/></noinclude> py77zlyjufv4dh8sz73pano2za9s8wj 325908 325907 2026-07-09T15:27:15Z Øystein Tvede 3938 325908 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ser man af erfaring i vore dage, at de fyrster har udrettet store ting, der har agtet lidet paa tro og love, og som har vidst med underfundighed at forvirre menneskenes sind, og tilslut har de overvundet dem der har støttet sig paa ærlighed. I maa da vide, at der er to maader at kjæmpe paa, med lovens vaaben, og med magtens. Den første er egen for mennesket, den anden for dyrene; men da den første mangengang ikke slaar til, maa man ty til den anden. Derfor er det for en fyrste nødvendigt at kunne anvende godt baade mennesket og dyret. Dette lærer fyrsterne i forborgne ord af de gamle forfattere, der fortæller at Akilles og mange andre af hine oldtidsfyrster blev satte til at opfostres af kentauren Keiron, der havde opsyn med deres uddannelse ; thi at de havde til opdrager en der var halvt dyr og halvt menneske, vil ikke sige andet end at en fyrste maa forstaa at anvende begges egen skaber, og at den enes ikke kan staa sig uden den andens. Da altsaa en fyrste maa kunne an vende dyret godt, bør han af dyrene vælge ræven og løven; thi løven kan ikke værge sig mod snarer; ræven kan ikke værge sig mod ulve. Han maa altsaa være ræv for at kunne ane snarerne og løve foråt kunne skræmme ulvene. De der udelukkende holder sig til løyen, forstaar ikke tingen. En klog hersker kan derfor ikke, og bør heller ikke, holde tro og love, naar det vilde være til skade for ham og de grunde ikke længere eksisterer, der bevægede ham til at give sit løfte. Hvis nu menneskene alle var gode, vilde dette raad ikke være godt, men da de er slette og ikke vilde holde sit ord mod dig, behøver du heller ikke at holde dit mod dem. En fyrste vil heller<noinclude><references/></noinclude> synxtsv2c6zc9cb2sdf2jvjp4tkq6zs 104 140081 325909 2026-07-09T15:28:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325909 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aldrig mangle gyldige grunde til at besmykke brud paa givet ord. Herpaa kunde der gives talrige eksempler fra nutiden, og det kunde vises, hvormange løfter er blevne tomme og værdiløse ved fyrsternes troløshed; og den der bedst har forstaaet at anvende ræven, er det gaaet bedst. Men det er nødvendigt at kunne benytte denne natur og være en mester i hykleri og forstillelse; menneskene er saa enfoldige, og retter sig saa aldeles efter øieblikkets behov, at den der vil narre, altid vil finde en der lader sig narre. Jeg vil nævne et eksempel fra de sidste tider. Alexander VI gjorde aldrig andet end at bedrage, han tænkte aldrig paa andet, og fandt altid nogen at bedrage; aldrig har der været et menneske som sterkere forsikrede noget, og som med større eder lovede noget, og som mindre holdt hvad han sagde. Ikke desto mindre lykkedes altid hans bedrag ''ad votum''; thi han forstod sig vel paa verden i saa henseende. For en fyrste er det altsaa ikke nødvendigt at have de før nævnte gode egenskaber, men det er nødvendigt nok at synes at have dem. Ja jeg drister mig til at sige, at nåar man har dem og stadig er dem tro, er de skadelige, men nåar man kun synes at have dem, er de nyttige. Man kan gjerne synes barmhjertig, tro, human, gudfrygtig, retskaffen, og være det, men man maa være belavet paa, nåar det bliver nødvendigt ikke at være det, at slaa om til det modsatte. Man maa forstaa at en fyrste, og især en ny fyrste, ikke kan overholde alt det som giver menneskene navn af gode, da han ofte for at sikre sin trone er nødt til at arbeide mod ærlighedens, mod næstekjærlighedens, mod humanitetens, mod gudfrygtighedens love.<noinclude><references/></noinclude> imf0wosahrdo2aqe7lql6x9kh4suh3l 104 140082 325910 2026-07-09T15:41:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325910 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Derfor maa hans sind være rede til at snu sig eftersom vinden og lykkens omskiftelser byder; som jeg ovenfor sagde, han maa ikke forlade det godes vei, naar han kan undgaa det, men vide at slaa ind paa det ondes, naar han dertil er nødt. En fyrste maa altsaa passe vel paa, at der aldrig undslipper ham et ord der ikke er fuldt af de nævnte fem gode egenskaber, og maa, naar man ser og hører ham, synes at være lutter mildhed, lutter ærlighed, lutter humanitet, lutter retskaffenhed, lutter gudsfrygt. Der er intet som det er mere nødvendigt at synes at have end den sidste egenskab; thi menneskene dømmer i almindelighed mere efter øinene end efter hænderne, da alle kan se, men faa gribe tingen. Enhver ser hvad du synes at være, faa skjønner hvad du er, og disse faa vover ikke at trodse de manges mening, da disse har tronens majestæt til at forsvare sig. Ved alle menneskers handlinger, og især ved fyrsternes, hvor der ikke er nogen domstol at appellere til, er det udfaldet man ser paa. Lad derfor en fyrste tænke paa at seire og bevare tronen, saa vil midlerne altid ansees for hæderlige og roses af enhver; thi hoben lader sig altid bestemme af skinnet og udfaldet, og i verden er der ikke andet end hoben, og de faa kommer først paa sin plads, naar de mange ikke har noget at støtte sig til. En vis fyrste nu for tiden, som det ikke vilde være heldigt at nævne<ref>Fernando af Aragonien.</ref>, taler aldrig om andet end fred og ærlighed, og af begge dele er han en absolut fiende, og begge dele vilde, om han havde dyrket dem, mere end én gang have berøvet hara enten hans ry eller hans krone.<noinclude><references/></noinclude> bt2v8zuxi7vvt9kofh9hff0ymcyk33b 325930 325910 2026-07-09T16:35:26Z Øystein Tvede 3938 325930 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Derfor maa hans sind være rede til at snu sig eftersom vinden og lykkens omskiftelser byder; som jeg ovenfor sagde, han maa ikke forlade det godes vei, naar han kan undgaa det, men vide at slaa ind paa det ondes, naar han dertil er nødt. En fyrste maa altsaa passe vel paa, at der aldrig undslipper ham et ord der ikke er fuldt af de nævnte fem gode egenskaber, og maa, naar man ser og hører ham, synes at være lutter mildhed, lutter ærlighed, lutter humanitet, lutter retskaffenhed, lutter gudsfrygt. Der er intet som det er mere nødvendigt at synes at have end den sidste egenskab; thi menneskene dømmer i almindelighed mere efter øinene end efter hænderne, da alle kan se, men faa gribe tingen. Enhver ser hvad du synes at være, faa skjønner hvad du er, og disse faa vover ikke at trodse de manges mening, da disse har tronens majestæt til at forsvare sig. Ved alle menneskers handlinger, og især ved fyrsternes, hvor der ikke er nogen domstol at appellere til, er det udfaldet man ser paa. Lad derfor en fyrste tænke paa at seire og bevare tronen, saa vil midlerne altid ansees for hæderlige og roses af enhver; thi hoben lader sig altid bestemme af skinnet og udfaldet, og i verden er der ikke andet end hoben, og de faa kommer først paa sin plads, naar de mange ikke har noget at støtte sig til. En vis fyrste nu for tiden, som det ikke vilde være heldigt at nævne<ref>Fernando af Aragonien.</ref>, taler aldrig om andet end fred og ærlighed, og af begge dele er han en absolut fiende, og begge dele vilde, om han havde dyrket dem, mere end én gang have berøvet hara enten hans ry eller hans krone. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> q544vxtoc18xp1m2g74lblbox3wkycl 104 140083 325911 2026-07-09T15:43:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325911 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Kapitel XIX.}} '''Man maa undgaa ringeagt og had.'''}} Siden jeg nu har talt om de vigtigste af de egenskaber der ovenfor blev nævnt, vil jeg behandle de andre i korthed under denne almindelige regel: fyrsten skal, som ovenfor er sagt, undgaa alt der kan gjøre ham forhadt eller foragtet; naar han undgaar det, har han gjort sit og vil ikke finde nogen fare ved det man ellers kan sige paa ham. Forhadt bliver han, som sagt, især ved at være rovgrisk og rane sine undersaatters eiendom og kvinder. Begge dele bør han holde sig fra. Nåar man bare ikke berøver dem eiendom eller ære, er folk flest tilfredse, og man faar kun nogle faas ærgjerrighed at kjæmpe med, og den lader sig paa mange maader med lethed tøile. Foragtelig bliver fyrsten i folks omdømme ved at ansees for vægelsindet, letsindig, svag, smaafærdig, übestemt ; det maa en fyrste vogte sig for som for et skjær, og bestræbe sig for at hans handlinger kan give indtryk af sjælsstorhed, djærvhed, alvor, og kraft. I undersaatternes private anliggender maa hans kjendelse være uigjenkaldelig, og han maa give folk en saadan mening om sig, at ingen tænker paa at bedrage eller vildlede ham. Den fyrste der giver folk en saadan mening om sig, bliver høit anseet; og mod den der er høit anseet, dannes der meget vanskelig sammensværgelser, og han angribes vanskelig, naar han gjælder for at være dygtig og hans undersaatter ser op til ham. En fyrste maa nemlig frygte to farer, en indre,<noinclude><references/></noinclude> e7wbhlnsiy35jije0co5j90cmdjk6r3 104 140084 325912 2026-07-09T15:44:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325912 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der truer fra undersaatternes side, en ydre, fra fremmede magter. Den sidste fare værger man sig mod ved gode vaaben og gode venner; og har man gode vaaben, vil man altid have gode venner. Er der ro udadtil, er der ogsaa ro indadtil, hvis den ikke forstyrres af nogen sammensværgelse. Selv om der bliver krig, vil fyrsten, dersom han har indrettet sig og optraadt som angivet, naar han ikke giver sig over, kunne udholde enhver storm, saaledes som jeg har sagt Spartaneren Nabes gjorde. Af undersaatterne har man, naar der ingen forstyrrelse opstaar udenfra, kun at frygte at de skal sammensværge sig hemmelig. Herimod betrygger en fyrste sig vel ved at undgaa had og og ringeagt og ved at sikre sig folkets tilfredshed, hvilket det er nødvendigt at lægge vind paa, som ovenfor udførlig blev sagt. Et af de kraftigste midler en fyrste har mod sammensværgelser, bestaar i at undgaa almenhedens had eg ringeagt. Thi den der stifter koruplot, tror altid ved fyrstens mord at skulle tilfredsstille folket; men tror han, at det vilde være mod folkets ønske, har han ikke mod til en saadan beslutning. Vanskelighederne for de sammensvorne er nemlig utallige. Erfaring viser, at der har været mange sammensværgelser, men faa har faaet et heldigt udfald; thi en mand kan ikke være alene om en sammensværgelse, og kan ikke vælge sine medhjælpere blandt andre end dem som han tror er misfornøiede. Men straks du har aabnet din sjæl for en misfornøiet, giver du ham midler til at blive tilfreds; thi ved at røbe tingen kan han haabe paa al mulig fordel; saa at naar han ser sikker vinding paa den ene side, og paa den anden side usikker vinding, truet<noinclude><references/></noinclude> 1k42ona9jmo9pz84ut14mfpfk5dlom9 104 140085 325913 2026-07-09T16:01:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325913 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af alskens farer, maa han enten være en sjelden ven eller en aldeles urokkelig fiende af fyrsten for at holde ord mod dig. Kortsagt, paa den sammensvornes side er der kun angst, mistanke, og frygt for straffen, alt dette tager modet fra ham; men paa fyrstens side er kronens majestæt, lovene, vennernes og statens forsvar, der beskytter ham. Naar dertil kommer folkets kjærlighed, er det umuligt at nogen skulde være saa dumdristig at stifte en sammensværgelse mod ham. Thi i almindelighed er det saa, at naar en sammensvoren har noget at frygte før udførelsen af sin gjerning, da har han ogsaa noget at frygte siden, efter udførelsen af sin forbrydelse, idet han har folket til fiende, og derfor ikke kan haabe at finde tilflugt nogensteds. Herpaa kunde der gives utallige eksempler, men jeg vil nøie mig med et som tilhører vore fædres tid. Bolognas fyrste, Messer Annibale Bentivogli, bedstefader af den nuværende Messer Annibale, blev slaaet ihjel af Canneschierne, som havde sammensvoret sig mod ham, og der var ikke andre af slægten igjen end Messer Giovanni, der laa i svøbet. Men folket reiste sig straks efter drabet og ihjelslog alle Canneschierne. Dette skyldtes den popularitet som huset Bentivogli paa den tid besad i Bologna; denne var saa stor, at da der efter Annibales død ikke var nogen igjen til at styre staten, og man fik besked om at der i Firenze fandtes en ætling af Bentivoglierne som hidtil havde gaaet for at være søn af en smed, kom Bologneserne til Firenze efter ham og gav ham regjeringen i sin stad, der blev styret af ham indtil Messer Giovanni blev gammel nok til at<noinclude><references/></noinclude> m5mj4gbm2mtc7e37blged8968zgskmg 104 140086 325914 2026-07-09T16:02:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325914 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>overtage regjeringen<ref>Den ældre Annibale Bentivogli blev dræbt i 1445, hans søn Giovanni var da kun 6 aar gammel. Annibales bror Ercoles søn, Santi, blev da hentet fra Firenze og gjort til regent; ved hans død i 1463 etterfulgte Giovanni ham.</ref>. Jeg slutter altsaa, at en fyrste bør agte lidet paa sammensværgelser, nåar folket er ham hengivent; men nåar det er fiendsk og lægger ham for had, maa han frygte alt og alle. Velordnede stater og kloge fyrster har med al omhu beflittet sig paa ikke at drive stormæn dene til fortvilelse, og at sørge for folkets behov, saa at det stadig er tilfreds, thi dette er en af de vigtigste opgaver en fyrste har. Til de vel ordnede og velstyrede riger paa vor tid hører det franske. I Frankrige findes der utallige gode institutioner, hvorpaa kongens frihed og sikkerhed beror, hvoraf den vigtigste er parlamentet og dets myndighed. Thi den der ordnede dette rige, kjendte de mægtiges ærgjerrighed og deres over mod, og ansaa det for nødvendigt at de fik et bidsel i munden til at styre dem ; paa den anden side kjendte han mængdens had til stormændene, hvis aarsag er frygt, og vilde berolige den. Han vilde da ikke, at omsorgen med at styre de to partier skulde paahvile kongen alene, forat han ikke skulde høre ilde af de store, nåar han begunstigede menigmand, og af menigmand, nåar han begunstigede de store; derfor indsatte han en særskilt dommer; denne skulde det da være som, uden at det faldt kongen tillast, skulde prygle de store og hjælpe de smaa. Denne ordning kunde ikke være bedre eller klogere eller bedre virke til kongens og rigets sikkerhed. — Dette minder<noinclude><references/></noinclude> j57xaf6oe0oi6imy1yogoeler8thhuj 325915 325914 2026-07-09T16:02:55Z Øystein Tvede 3938 325915 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>overtage regjeringen<ref>Den ældre Annibale Bentivogli blev dræbt i 1445, hans søn Giovanni var da kun 6 aar gammel. Annibales bror Ercoles søn, Santi, blev da hentet fra Firenze og gjort til regent; ved hans død i 1463 etterfulgte Giovanni ham.</ref>. Jeg slutter altsaa, at en fyrste bør agte lidet paa sammensværgelser, nåar folket er ham hengivent; men nåar det er fiendsk og lægger ham for had, maa han frygte alt og alle. Velordnede stater og kloge fyrster har med al omhu beflittet sig paa ikke at drive stormæn dene til fortvilelse, og at sørge for folkets behov, saa at det stadig er tilfreds, thi dette er en af de vigtigste opgaver en fyrste har. Til de vel ordnede og velstyrede riger paa vor tid hører det franske. I Frankrige findes der utallige gode institutioner, hvorpaa kongens frihed og sikkerhed beror, hvoraf den vigtigste er parlamentet og dets myndighed. Thi den der ordnede dette rige, kjendte de mægtiges ærgjerrighed og deres over mod, og ansaa det for nødvendigt at de fik et bidsel i munden til at styre dem; paa den anden side kjendte han mængdens had til stormændene, hvis aarsag er frygt, og vilde berolige den. Han vilde da ikke, at omsorgen med at styre de to partier skulde paahvile kongen alene, forat han ikke skulde høre ilde af de store, naar han begunstigede menigmand, og af menigmand, naar han begunstigede de store; derfor indsatte han en særskilt dommer; denne skulde det da være som, uden at det faldt kongen tillast, skulde prygle de store og hjælpe de smaa. Denne ordning kunde ikke være bedre eller klogere eller bedre virke til kongens og rigets sikkerhed. — Dette minder<noinclude><references/></noinclude> nrhk9g34wdizmd6f4vruhuvsok2dh41 104 140087 325916 2026-07-09T16:04:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325916 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om noget andet som bør merkes, nemlig at fyrsterne bør overlade til andre at styre med de slemme straffe, og selv uddele alle naadesbevisninger. Atter slutter jeg, at en fyrste maa respektere de store, men ikke gjøre sig forhadt af folket. Det kunde maaske forekomme mange, at man ved at betragte mange romerske keiseres liv og død vilde finde eksempler der stred mod denne min anskuelse, idet man ser, at en har levet et udmerket liv bestandig og vist stort talent og dog tabt kronen, eller er bleven dræbt af sine soldater, idet de sammensvor sig mod ham. — Jeg vil da svare paa disse indvendinger, og give en karakteristik af enkelte keiseres egenskaber, og vise aarsagerne til deres fald, der ikke er forskjellige fra dem jeg har nævnt; for en del diskuterer jeg da ting som den der læser om hine tiders begivenheder, maa lægge merke til. Jeg vælger at holde mig til alle de keisere der fulgte efter hinanden paa tronen fra Marcus Philosophus til Maximinus : Marcus, hans søn Commodus, Pertinax, Julianus, Severus, Antoninus, hans søn Caracalla, Macrinus, Eliogabalus, Alexander og Maximinus. Først maa det merkes, at medens man i andre monarkier kun har at kjæmpe med stormændenes ærgjerrighed og folkets anmasselse, havde de romerske keisere endnu en tredje vanskelighed, idet de maatte taale soldaternes grusomhed og have syge. Dette var saa vanskeligt, at det blev aarsagen til manges fald, idet det var vanskeligt at tilfredsstille baade soldaterne og folket, fordi folket elskede ro, og derfor elskede det sindige fyrster; og soldaterne elskede en krigersk fyrste, der var overmodig, grusom, og grisk. Saaledes vilde de<noinclude><references/></noinclude> h4vos7b8vu5zlu0im27x74ivptzxf5o 104 140088 325917 2026-07-09T16:05:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325917 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derfor han skulde være mod folket, forat de kunde faa dobbelt løn og mætte sin grusomhed og havesyge. Følgen blev at de keisere altid gik tilgrunde, der ikke ved fødsel eller kunst kunde holde begge parter i tømme, og de fleste af dem, især de der som nye mænd svang sig paa tronen, valgte, naar de saa vanskeligheden ved de to modstridende ønsker, at tilfredsstille soldaterne, og agtede lidet paa om de forurettede folket. Dette var en nødvendig udvei, thi naar fyrsterne ikke kan undgaa at blive forhadte af nogen, maa de først bestræbe sig for ikke at blive forhadte af det store folk; kan de ikke det, bør de af al magt beflitte sig paa at undgaa de mægtigste korporationers had. Derfor sluttede de keisere der ikke havde arvet riget og derfor trængte sterkere støtte, sig heller til soldaterne end til folket; det blev da heldigt eller uheldigt for dem ettersom de vidste at holde sig i respekt hos hæren. Af de nævnte grunde kom det, at Marcus, Pertinax, og Alexander, der alle førte et stille liv, elskede retfærdighed og hadede grusomhed, og var humane og venlige, alle undtagen Marcus fik en sørgelig død. Marcus alene levede og døde i høi anseelse, fordi han kom paa tronen ved arv og ikke havde hverken soldaterne eller folket at takke for den; dernæst besad han mange store evner der skaffede ham respekt, og saaledes holdt han altid, saalænge han levede, begge stænder inden sine grænser og blev aldrig forhadt eller ringeagtet. Men Pertinax blev valgt til keiser mod soldaternes vilje, og da disse under Commodus var vante til tøilesløs frihed, kunde de ikke finde sig i det hæderlige liv som Pertinax vilde føre dem tilbage til; da han saaledes havde vakt had mod<noinclude><references/></noinclude> 96n7yc3plta98y3pwekdcfxz08nq89r 104 140089 325918 2026-07-09T16:06:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325918 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig og til dette had føiet ringeagt, fordi han var gammel, bukkede han under straks i begyndelsen af sit styre. Det maa her merkes, at had er frugten lige meget af gode gjerninger som af slette; derfor er, som jeg ovenfor sagde, en fyrste, naar han vil sikre sin trone, ofte tvungen til ikke at være god. Thi naar den stand — hvad enten det er folket eller soldaterne eller stormændene — som man mener at have brug for for at sikre sig, er moralsk fordærvet, maa man føie dens lyster og gjøre den tilfreds, og da er gode handlinger ens fiender. Men lad os komme til Alexander, der var en saa brav mand, at der, foruden meget andet som gjør ham ære, ogsaa fortælles om ham, at i de fjorten aar i hvilke han bar kronen, aldrig nogen blev henrettet uden lov og dom; men da han ansaaes for kvindagtig og for en mand der lod sig lede af sin moder, og han derved paadrog sig foragt, gjorde hæren mytteri og slog ham ihjel. Undersøger man, i modsætning hertil, Com modus', Severus', Antoninus', Caracallas og Maxi minus' egenskaber, vil man se at de er overmaade grusomme og rovgriske, idet de for at stille sol daterne tilfreds ikke skyede nogen forbrydelse der lader sig begaa mod folket. Alle disse, undtagen Severus, fik en sørgelig død. Severus var saa dygtig, at han, nåar han holdt sig tilvens med soldaterne, selv om hans herredømme var trykkende for folket, altid kunde regjere lykkelig. Hans evner gjorde ham saa beundret baade af soldaterne og af folket, at folket var ligesom overvældet og forbløffet, og soldaterne ærbødige og stolte af ham. Da hans politiske handlinger var store af en ny fyrste, vil jeg kortelig vise, hvor vel han forstod<noinclude><references/></noinclude> owa8zhec1cps4yut1f07rfnb5nlrnky 325919 325918 2026-07-09T16:07:10Z Øystein Tvede 3938 325919 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig og til dette had føiet ringeagt, fordi han var gammel, bukkede han under straks i begyndelsen af sit styre. Det maa her merkes, at had er frugten ligemeget af gode gjerninger som af slette; derfor er, som jeg ovenfor sagde, en fyrste, naar han vil sikre sin trone, ofte tvungen til ikke at være god. Thi naar den stand — hvad enten det er folket eller soldaterne eller stormændene — som man mener at have brug for for at sikre sig, er moralsk fordærvet, maa man føie dens lyster og gjøre den tilfreds, og da er gode handlinger ens fiender. Men lad os komme til Alexander, der var en saa brav mand, at der, foruden meget andet som gjør ham ære, ogsaa fortælles om ham, at i de fjorten aar i hvilke han bar kronen, aldrig nogen blev henrettet uden lov og dom; men da han ansaaes for kvindagtig og for en mand der lod sig lede af sin moder, og han derved paadrog sig foragt, gjorde hæren mytteri og slog ham ihjel. Undersøger man, i modsætning hertil, Commodus', Severus', Antoninus', Caracallas og Maximinus' egenskaber, vil man se at de er overmaade grusomme og rovgriske, idet de for at stille soldaterne tilfreds ikke skyede nogen forbrydelse der lader sig begaa mod folket. Alle disse, undtagen Severus, fik en sørgelig død. Severus var saa dygtig, at han, nåar han holdt sig tilvens med soldaterne, selv om hans herredømme var trykkende for folket, altid kunde regjere lykkelig. Hans evner gjorde ham saa beundret baade af soldaterne og af folket, at folket var ligesom overvældet og forbløffet, og soldaterne ærbødige og stolte af ham. Da hans politiske handlinger var store af en ny fyrste, vil jeg kortelig vise, hvor vel han forstod<noinclude><references/></noinclude> 32cac7ticqt29kqx0m6hs98oee6izkh 104 140090 325920 2026-07-09T16:20:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325920 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at bruge baade ræven og løyen, hvilke dyr jeg ovenfor sagde det var nødvendigt for en ny fyrste at efterligne. Da Severus hørte om keiser Julians dorskhed, forestillede han den hær han kommanderede i Slavonien, at de burde gaa til Roma for at hevne Pertinax, der var bleven dræbt af prætorianerne. Under dette paaskud, uden at røbe at han stræbte efter keisermagten, drog han med sin hær mod Roma, og stod i Italien førend man der vidste om hans afmarsch. Da han kom til Roma, valgte senatet ham af frygt til keiser, og Julian blev dræbt. Der stod efter denne heldige begyndelse to vanskeligheder igjen for Severus, nåar han vilde gjøre sig til herre over det hele rige. I Asien havde Niger, chefen for de asiatiske hære, ladet sig udraabe til keiser; i vesten stod Albinus, der ogsaa stræbte efter keiserværdigheden. Da han ansaa det for farligt at røbe sig som begges fiende, besluttede han at angribe Niger og narre Albinus; til den sidste skrev han derfor, at han, efter at være valgt til keiser af senatet, vilde dele denne værdighed med ham, sendte ham titel af Cæsar, og tog ham, ifølge senatsbeslutning, til kollega, hvilket alt af Albinus blev taget for alvor. Men da saa Severus havde overvundet og dræbt Niger og bragt ro tilveie i Orienten, vendte han tilbage til Roma og klagede i senatet over at Albinus, lidet taknemlig for de velgjerninger han havde modtaget af ham, forrædersk havde søgt at myrde ham, og erklærede, at han som følge deraf var nødt til at gaa mod ham for at straffe hans utaknemlighed. Derefter gik han mod Albinus i Frankrige, og berøvede ham baade magten og livet. Den der altsaa vil undersøge hans handlinger<noinclude><references/></noinclude> eicfffis33f79zpdvs7f917de5gl3vx 104 140091 325921 2026-07-09T16:21:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325921 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nøie, vil se, at han er den vildeste løve og den slueste ræv; og han vil se ham frygtet og æret af enhver, og ikke forhadt af hærene; og man vil ikke forbause sig over at han, en ny mand, kunde forblive i ubestridt besiddelse af et saa vældigt rige, thi hans overordentlige anseelse værgede ham altid mod det had folket havde kunnet fatte til ham for hans ran. Men hans søn Antoninus var ogsaa en fremragende • mand, og havde fremragende egenskaber, der gjorde ham beundret af folket, og afholdt af soldaterne, thi han var en god soldat, overordentlig udholdende i alle strabadser, en foragter af fint kjøkken og al anden blødagtighed, hvilket gjorde ham elsket af alle hære. Men hans vildhed og grusomhed var saa stor og saa uhørt, idet han efter en uendelighed af enkeltmord havde ladet dræbe en god del af Romas befolkning og hele Alexandrias, at han blev alverden forhadt og hans omgivelser ogsaa begyndte at frygte ham, saa at han blev myrdet af en centurion midt i sin hær. — Her er at merke, at en saadan død, der er følgen af en bestemt og haardnakket karakters ubøielighed, ikke staar til at undgaa for en fyrste, thi enhver der ikke ænser døden, kan ramme ham. Men en fyrste bør vistnok mindre frygte for dette, thi en saadan død er sjelden. Han maa kun vogte sig for alvorlig at krænke nogen af dem han betjener sig af, og som er hans trenes nærmeste hjælp ere, saaledes som Antoninus, der havde ladet forsmædelig henrette en broder af hin centurion og truede ham selv hver dag, og alligevel beholdt ham i sin liwagt; en dumdristig og selvmorderisk fremfærd, hvis selvsagte følger ikke udeblev.<noinclude><references/></noinclude> 0v7u22w21umq3dhslndqs83i7agnmzx 325922 325921 2026-07-09T16:22:22Z Øystein Tvede 3938 325922 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nøie, vil se, at han er den vildeste løve og den slueste ræv; og han vil se ham frygtet og æret af enhver, og ikke forhadt af hærene; og man vil ikke forbause sig over at han, en ny mand, kunde forblive i ubestridt besiddelse af et saa vældigt rige, thi hans overordentlige anseelse værgede ham altid mod det had folket havde kunnet fatte til ham for hans ran. Men hans søn Antoninus var ogsaa en fremragende mand, og havde fremragende egenskaber, der gjorde ham beundret af folket, og afholdt af soldaterne, thi han var en god soldat, overordentlig udholdende i alle strabadser, en foragter af fint kjøkken og al anden blødagtighed, hvilket gjorde ham elsket af alle hære. Men hans vildhed og grusomhed var saa stor og saa uhørt, idet han efter en uendelighed af enkeltmord havde ladet dræbe en god del af Romas befolkning og hele Alexandrias, at han blev alverden forhadt og hans omgivelser ogsaa begyndte at frygte ham, saa at han blev myrdet af en centurion midt i sin hær. — Her er at merke, at en saadan død, der er følgen af en bestemt og haardnakket karakters ubøielighed, ikke staar til at undgaa for en fyrste, thi enhver der ikke ænser døden, kan ramme ham. Men en fyrste bør vistnok mindre frygte for dette, thi en saadan død er sjelden. Han maa kun vogte sig for alvorlig at krænke nogen af dem han betjener sig af, og som er hans trenes nærmeste hjælpere, saaledes som Antoninus, der havde ladet forsmædelig henrette en broder af hin centurion og truede ham selv hver dag, og alligevel beholdt ham i sin liwagt; en dumdristig og selvmorderisk fremfærd, hvis selvsagte følger ikke udeblev.<noinclude><references/></noinclude> sne8ik6r6ygmhcrrjar47sb2ugtlv5h 104 140092 325923 2026-07-09T16:24:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325923 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Nu kommer vi til Commodus, som burde have haft meget let for at bevare magten, da han havde den i arv som Marcus' søn; han behøvede kun at følge i sin faders spor, og han vilde have vundet baade folket og soldaterne. Men da han var af en grusom og lav karakter, øste han, for at kunne øye sin rovgjerrighed mod folket, penge ud til hærene og gjorde dem tøilesløse. Paa den anden side holdt han ikke paa sin værdighed, idet han ofte steg ned paa arenaen for at kjæmpe med gladiatorerne og gjorde andre simple ting der lidet stemte med keiserens majestæt, og nedsatte sig saaledes i soldaternes øine. Da han nu var bleven forhadt af det ene parti og foragtet af det andet, blev der dannet en sammensværgelse mod ham, og han blev dræbt. Det staar nu tilbage for os at skildre Maximinus' egenskaber. Dette var en meget krigersk mand, og da hærene var blevne kjede af Alexanders blødagtighed — om Alexander har jeg ovenfor talt — satte de efter hans død Maximinus paa tronen, som han dog ikke længe indehavde. To ting gjorde ham nemlig forhadt og foragtet; han var af meget lav byrd, idet han engang havde gjætet kvæg i Thrakien, hvilket var kjendt overalt og nedsatte ham sterkt i alles øine; og da han i begyndelsen af sin regjering opsatte med at gaa til Roma og tage rigsstaden i besiddelse, indgav han folk den tro, at han var saare grusom, idet han ved sine præfekter i Roma og alle andre stæder i riget øvede megen grusomhed. Alverden oprørtes derfor, dels af foragt for hans usle byrd, og dels af had, fordi man frygtede hans grusomhed. Først gjorde Afrika opstand, dernæst senatet med hele Romas befolkning, og hele Italien sammensvor sig<noinclude><references/></noinclude> g4vnsvbpfh11mp34fifonjkh3wbq04y 104 140093 325924 2026-07-09T16:25:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325924 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod ham. Endelig vendte ogsaa hans egen hær sig mod ham; da den beleirede Aquileia og fandt indtagelsen besværlig, slog den ham ihjel, kjed af hans grusomhed og modig i bevidstheden om hvormange fiender han havde. Jeg vil ikke tale om hverken Eliogabalus eller Macrinus eller Julianus, der straks faldt, fordi deres person var saa foragtelig. Men jeg vil slutte med at sige, at vore tiders fyrster føler mindre den vanskelighed i sin regjering, at maatte tilfredsstille soldaterne ved overordentlige midler. Thi om man end er nødt til at tåge et vist hensyn til dem, er dog det spørgsmaal let løst, da ingen af disse fyrster har en staaende hær, der gjennem længere tid er indforlivet med provinsernes regjering og forvaltning, saaledes som Romerrigets hære var. Hvis det derfor dengang var nødvendigt at gjøre soldaterne tillags mere end folket, var det fordi soldaterne var mægtigere end folket; nu er det for alle fyrster undtagen Tyrken og sultanen af Ægypten mere nødvendigt at tilfredsstille folket end soldaterne, fordi folket er mægtigst. Jeg undtager Tyrken, da denne altid har om sig tolv tusind mand fodfolk og femten tusind mand rytteri, hvoraf hans trones sikkerhed og kraft afhænger; han er derfor nødt til at tilsidesætte ethvert hensyn til folket og bevare soldaternes venskab. Ligedan er det med den ægyptiske sultans rige, han er ogsaa ganske i soldaternes vold og maa derfor ogsaa bevare deres venskab uden hensyn til folket. Man maa merke sig, at sultanens stat er forskjellig fra alle andre monarkier, thi den ligner det kristne pavedømme, der ikke kan kaldes hverken arveligt fyrstendømme eller nystiftet, da ikke den<noinclude><references/></noinclude> qn88z3ij2j67wfx9exu7py8huog1u33 104 140094 325925 2026-07-09T16:29:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325925 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gamle fyrstes sønner er arvinger og forbliver herrer, men den der vælges til stillingen af dem som dertil har myndighed. Men da institutionen er gammel, kan det ikke kaldes et nyt fyrstendømme, thi der findes ingen af de vanskeligheder som der er i nye vælder; er end fyrsten ny, er statens stænder gamle, og indrettede til at modtage ham som om han var deres arveherre. Men tilbage til vort emne. Enhver der betragter vor udredning ovenfor, vil se, at enten had eller ringeagt har været aarsag til de nævnte keiseres fald. Han vil ogsaa indse, hvoraf det kom, at medens endel af dem gik frem paa en maade, endel paa den modsatte, endte dog, med begge maader, en lykkelig, de andre ulykkelige. Thi for Pertinax og Alexander var det, som nye fyrster, unyttigt og skadeligt at ville efterligne Marcus, der sad paa en arvet trone; ligeledes vil man se, at det for Caracalla, Commodus og Maximinus var skadeligt at efterligne Severus, fordi de ikke havde tilstrækkelig dygtighed til at kunne følge i hans fodspor. Derfor kan en fyrste der er ny i et monarki, ikke efterligne Marcus' politik, og heller ikke er det nødvendigt at efterligne Severus', men han bør tåge fra Severus det der er nødvendigt for at grundlægge sin magt, og fra Marcus det der er heldigt og berømmeligt til at bevare en trone der allerede er befæstet og sterk. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XX.}} '''Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at'''<br> '''tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.'''}} Nogle fyrster har, for at sikre sin magt, afvæbnet sine undersaatter; andre har holdt sine<noinclude><references/></noinclude> bjuqzc56afq5suy3c86xbgxg18qbp7d 325932 325925 2026-07-09T16:37:16Z Øystein Tvede 3938 325932 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>gamle fyrstes sønner er arvinger og forbliver herrer, men den der vælges til stillingen af dem som dertil har myndighed. Men da institutionen er gammel, kan det ikke kaldes et nyt fyrstendømme, thi der findes ingen af de vanskeligheder som der er i nye vælder; er end fyrsten ny, er statens stænder gamle, og indrettede til at modtage ham som om han var deres arveherre. Men tilbage til vort emne. Enhver der betragter vor udredning ovenfor, vil se, at enten had eller ringeagt har været aarsag til de nævnte keiseres fald. Han vil ogsaa indse, hvoraf det kom, at medens endel af dem gik frem paa en maade, endel paa den modsatte, endte dog, med begge maader, en lykkelig, de andre ulykkelige. Thi for Pertinax og Alexander var det, som nye fyrster, unyttigt og skadeligt at ville efterligne Marcus, der sad paa en arvet trone; ligeledes vil man se, at det for Caracalla, Commodus og Maximinus var skadeligt at efterligne Severus, fordi de ikke havde tilstrækkelig dygtighed til at kunne følge i hans fodspor. Derfor kan en fyrste der er ny i et monarki, ikke efterligne Marcus' politik, og heller ikke er det nødvendigt at efterligne Severus', men han bør tåge fra Severus det der er nødvendigt for at grundlægge sin magt, og fra Marcus det der er heldigt og berømmeligt til at bevare en trone der allerede er befæstet og sterk. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XX.}} '''Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at'''<br> '''tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.'''}} Nogle fyrster har, for at sikre sin magt, afvæbnet sine undersaatter; andre har holdt sine <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 7q0d8o1smhj63j54yr0rnizxsmbhwvy 104 140095 325926 2026-07-09T16:30:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325926 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stæder splittede i partier ; andre har næret fiendskaber mod sig selv; andre har valgt at vinde for sig dem de havde mistænkte i begyndelsen af sin regjering; nogle har bygget fæstninger; nogle har ødelagt og nedrevet dem. Ihvorvel der ikke kan gives nogen absolut regel herom, uden at gaa ind paa de særegne forhold i de stater hvor der kunde blive spørgsmaal om saadanne forholdsregler, vil jeg dog tale derom i sin almindelighed, saavidt sagen i og for sig tillader. Det har aldrig hændt, at en ny fyrste har afvæbnet sine undersaatter, tværtom har han, nåar han har fundet dem vaabenløse, altid væbnet dem. Thi nåar de faar vaaben, bliver disse vaaben dine, de bliver dig tro, de som er dig mistænkte, og de der var tro, bevarer du, og istedetfor dine undersaatter bliver de dine personlige tilhængere. Alle dine undersaatter kan du ikke væbne, men nåar du begunstiger dem du væbner, kan du optræde med større tryghed mod de øvrige. Den forskjel i behandling, de foretrukne merker, gjør dig dem forpligtede; de andre undskylder dig, idet de mener det er nødvendigt, at hine faar større belønning, som har større fare og større pligter. Men nåar du afvæbner dine undersaatter, begynder du at krænke dem, og viser at du nærer mistillid til dem, enten formedelst deres feighed eller formedelst deres upaalidelighed ; og begge disse meninger vækker had imod dig. Da du ikke kan staa vaabenløs, maa du ty til leietropper, hvis egenskaber ovenfor er omtalte ; og selv om de var gode, kan de ikke være sterke nok til at forsvare dig mod mægtige fiender og mod upaalidelige undersaatter. Derfor har, som sagt, en ny fyrste i<noinclude><references/></noinclude> ecpczh1azf8txdsj31k46pr2cypubge 325927 325926 2026-07-09T16:31:28Z Øystein Tvede 3938 325927 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stæder splittede i partier; andre har næret fiendskaber mod sig selv; andre har valgt at vinde for sig dem de havde mistænkte i begyndelsen af sin regjering; nogle har bygget fæstninger; nogle har ødelagt og nedrevet dem. Ihvorvel der ikke kan gives nogen absolut regel herom, uden at gaa ind paa de særegne forhold i de stater hvor der kunde blive spørgsmaal om saadanne forholdsregler, vil jeg dog tale derom i sin almindelighed, saavidt sagen i og for sig tillader. Det har aldrig hændt, at en ny fyrste har afvæbnet sine undersaatter, tværtom har han, nåar han har fundet dem vaabenløse, altid væbnet dem. Thi nåar de faar vaaben, bliver disse vaaben dine, de bliver dig tro, de som er dig mistænkte, og de der var tro, bevarer du, og istedetfor dine undersaatter bliver de dine personlige tilhængere. Alle dine undersaatter kan du ikke væbne, men nåar du begunstiger dem du væbner, kan du optræde med større tryghed mod de øvrige. Den forskjel i behandling, de foretrukne merker, gjør dig dem forpligtede; de andre undskylder dig, idet de mener det er nødvendigt, at hine faar større belønning, som har større fare og større pligter. Men nåar du afvæbner dine undersaatter, begynder du at krænke dem, og viser at du nærer mistillid til dem, enten formedelst deres feighed eller formedelst deres upaalidelighed; og begge disse meninger vækker had imod dig. Da du ikke kan staa vaabenløs, maa du ty til leietropper, hvis egenskaber ovenfor er omtalte; og selv om de var gode, kan de ikke være sterke nok til at forsvare dig mod mægtige fiender og mod upaalidelige undersaatter. Derfor har, som sagt, en ny fyrste i<noinclude><references/></noinclude> 6ms0g9wz8kzwbr6l3cyk58vvkpe4yno 104 140096 325928 2026-07-09T16:33:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325928 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et nyt monarki altid oprettet en national hær. Af saadanne eksempler er historien fuld. Men naar en fyrste erobrer en ny stat, der føies som led til hans gamle, da er det nødvendigt at afvæbne den nye stat, undtagen de indbyggere der tog dit parti under erobringen, og selv dem er det nødvendigt efterhaanden at gjøre blødagtige og umandige, og du maa indrette dig saaledes, at hele statens krigsmagt bestaar af dine egne sol dater, som du havde om dig i din gamle stat. Vore forfædre, særlig de, der var anseede for vise, pleiede at sige, at Pistoja maatte holdes ved partier<ref>Smlgn. side 72.</ref>, og Pisa ved fæstninger; derfor nærede de i forskjellige af sine lydstæder spliden, for at gjøre sig besiddelsen desto lettere. Dette var vist heldigt i de tider da Italien paa en maade var i lige vægt; men jeg tror ikke denne regel kan gives nufortiden. Thi jeg tror ikke, at partisplittelser nogensinde har gjort noget godt, tværtom maa, nåar fienden nærmer sig, splidagtige stæder straks falde, da det svagere parti altid vil slutte sig til de fremmede stridskræfter, og det andet parti kan da ikke staa sig. Venezianerne nærede, efter hvad jeg tror af de nævnte grunde, spliden mel lem de guelfiske og ghibellinske partier i de af hængige stæder, og ihvorvel de aldrig lod dem komme til blodsudgydelse, nærede de dog rivninger mellem dem, forat borgerne, optagne af disse stridigheder, ikke skulde forene sig mod dem. Dette gik, som man har seet, ikke heldig, thi da Venezianerne var slagne ved Vailà<ref>Se noten om Louis XII.</ref>, blev straks endel af stæderne dristige, og berøvede dem deres<noinclude><references/></noinclude> 1gchikcvexcyac6xvih1or3ojzjv2js 0 140097 325929 2026-07-09T16:34:23Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=97 to=100 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325929 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=97 to=100 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> jx6iqgp31uf8wxnhjkfon2dnyoi2zdu 0 140098 325931 2026-07-09T16:36:32Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=101 to=109 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 325931 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=101 to=109 fromsection="" tosection="1" header=1 /> lrsl5hd4wc4qmhsnbcdup6wujwg0n7t 325933 325931 2026-07-09T16:37:40Z Øystein Tvede 3938 325933 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=101 to=112 fromsection="" tosection="1" header=1 /> iodcmq7hcjhxcum2oy0csadolfysgsm 0 140099 325934 2026-07-09T16:38:33Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=112 to=117 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325934 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=112 to=117 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> psoihx7ggen55vj0ekp5jxhz9976vb3 325942 325934 2026-07-09T16:50:07Z Øystein Tvede 3938 325942 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=112 to=118 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> j58phuwlr9ykott02830w7p0dch8frh 104 140100 325935 2026-07-09T16:41:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325935 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hele stat. Derfor viser en saadan politik svaghed hos fyrsten; thi i et kraftigt monarki vil saadanne splittelser aldrig tillades, da de kun er fordelagtige i fredstid, idet man ved hjælp af dem lettere kan styre undersaatterne, men naar krigen kommer, viser denslags politik sig bedragersk. Uden tvil bliver fyrsterne store, naar de overvinder de vanskeligheder og den modstand, der lægges i veien for dem, og nåar derfor lykken vil gjøre en ny fyrste stor, der trænger mere til at vinde anseelse end en arvefyrste, lader den fiender opstaa mod ham og lader ham blive angreben, foråt han skal faa anledning til at seire over sine fiender og stige høiere paa den stige de har rakt ham. Derfor mener mange at en vis fyrste, naar han har anledning dertil, ved list skal nære fiendskab mod sig, foråt hans berømmelse skal vokse ved at slaa det til jorden. Fyrsterne, og især de der er nye, har fundet større troskab og større hjælp hos de mænd der i begyndelsen af deres regjering har gjældt for mistænkelige, end hos dem der i begyndelsen besad deres fortrolighed. Pandolfo Petrucci<ref>Pandolfo (død 1512) er nævnt under Cesare Borgia. Hvad her fortælles om ham vides ikke andetstedsfra, derimod siges det at han brugte bestikkelser i stor maalestok. Han og hans bror Jacopo var hoveder for adelspartiet, og „fyrster i Siena som Lorenzo de' Médici var fyrste i Firenze“.</ref>, fyrste af Siena, styrede sin stat mere ved hjælp af dem der var ham mistænkte, end ved de andre. Men herom kan man ikke tale i sin almindelighed, thi det er forskjelligt ide forskjellige tilfælde; kun vil jeg sige det, at de mænd der i begyndelsen<noinclude><references/></noinclude> 5if941348rzc9kki0x8pfzemnef8r0k 325936 325935 2026-07-09T16:41:29Z Øystein Tvede 3938 325936 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hele stat. Derfor viser en saadan politik svaghed hos fyrsten; thi i et kraftigt monarki vil saadanne splittelser aldrig tillades, da de kun er fordelagtige i fredstid, idet man ved hjælp af dem lettere kan styre undersaatterne, men naar krigen kommer, viser denslags politik sig bedragersk. Uden tvil bliver fyrsterne store, naar de overvinder de vanskeligheder og den modstand, der lægges i veien for dem, og naar derfor lykken vil gjøre en ny fyrste stor, der trænger mere til at vinde anseelse end en arvefyrste, lader den fiender opstaa mod ham og lader ham blive angreben, forat han skal faa anledning til at seire over sine fiender og stige høiere paa den stige de har rakt ham. Derfor mener mange at en vis fyrste, naar han har anledning dertil, ved list skal nære fiendskab mod sig, foråt hans berømmelse skal vokse ved at slaa det til jorden. Fyrsterne, og især de der er nye, har fundet større troskab og større hjælp hos de mænd der i begyndelsen af deres regjering har gjældt for mistænkelige, end hos dem der i begyndelsen besad deres fortrolighed. Pandolfo Petrucci<ref>Pandolfo (død 1512) er nævnt under Cesare Borgia. Hvad her fortælles om ham vides ikke andetstedsfra, derimod siges det at han brugte bestikkelser i stor maalestok. Han og hans bror Jacopo var hoveder for adelspartiet, og „fyrster i Siena som Lorenzo de' Médici var fyrste i Firenze“.</ref>, fyrste af Siena, styrede sin stat mere ved hjælp af dem der var ham mistænkte, end ved de andre. Men herom kan man ikke tale i sin almindelighed, thi det er forskjelligt ide forskjellige tilfælde; kun vil jeg sige det, at de mænd der i begyndelsen<noinclude><references/></noinclude> m7f9u0vlkvt8mfoz4bwobni671q0pwp 326035 325936 2026-07-09T20:01:51Z Øystein Tvede 3938 326035 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hele stat. Derfor viser en saadan politik svaghed hos fyrsten; thi i et kraftigt monarki vil saadanne splittelser aldrig tillades, da de kun er fordelagtige i fredstid, idet man ved hjælp af dem lettere kan styre undersaatterne, men naar krigen kommer, viser denslags politik sig bedragersk. Uden tvil bliver fyrsterne store, naar de overvinder de vanskeligheder og den modstand, der lægges i veien for dem, og naar derfor lykken vil gjøre en ny fyrste stor, der trænger mere til at vinde anseelse end en arvefyrste, lader den fiender opstaa mod ham og lader ham blive angreben, forat han skal faa anledning til at seire over sine fiender og stige høiere paa den stige de har rakt ham. Derfor mener mange at en vis fyrste, naar han har anledning dertil, ved list skal nære fiendskab mod sig, foråt hans berømmelse skal vokse ved at slaa det til jorden. Fyrsterne, og især de der er nye, har fundet større troskab og større hjælp hos de mænd der i begyndelsen af deres regjering har gjældt for mistænkelige, end hos dem der i begyndelsen besad deres fortrolighed. Pandolfo Petrucci<ref>Pandolfo (død 1512) er nævnt under Cesare Borgia. Hvad her fortælles om ham vides ikke andetstedsfra, derimod siges det at han brugte bestikkelser i stor maalestok. Han og hans bror Jacopo var hoveder for adelspartiet, og „fyrster i Siena som Lorenzo de’ Médici var fyrste i Firenze“.</ref>, fyrste af Siena, styrede sin stat mere ved hjælp af dem der var ham mistænkte, end ved de andre. Men herom kan man ikke tale i sin almindelighed, thi det er forskjelligt ide forskjellige tilfælde; kun vil jeg sige det, at de mænd der i begyndelsen<noinclude><references/></noinclude> 8pii7mxh0l9m67lrjr4952o3srsyf1l 326036 326035 2026-07-09T20:06:50Z Øystein Tvede 3938 326036 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hele stat. Derfor viser en saadan politik svaghed hos fyrsten; thi i et kraftigt monarki vil saadanne splittelser aldrig tillades, da de kun er fordelagtige i fredstid, idet man ved hjælp af dem lettere kan styre undersaatterne, men naar krigen kommer, viser denslags politik sig bedragersk. Uden tvil bliver fyrsterne store, naar de overvinder de vanskeligheder og den modstand, der lægges i veien for dem, og naar derfor lykken vil gjøre en ny fyrste stor, der trænger mere til at vinde anseelse end en arvefyrste, lader den fiender opstaa mod ham og lader ham blive angreben, forat han skal faa anledning til at seire over sine fiender og stige høiere paa den stige de har rakt ham. Derfor mener mange at en vis fyrste, naar han har anledning dertil, ved list skal nære fiendskab mod sig, foråt hans berømmelse skal vokse ved at slaa det til jorden. Fyrsterne, og især de der er nye, har fundet større troskab og større hjælp hos de mænd der i begyndelsen af deres regjering har gjældt for mistænkelige, end hos dem der i begyndelsen besad deres fortrolighed. Pandolfo Petrucci<ref>Pandolfo (død 1512) er nævnt under Cesare Borgia. Hvad her fortælles om ham vides ikke andetstedsfra, derimod siges det at han brugte bestikkelser i stor maalestok. Han og hans bror Jacopo var hoveder for adelspartiet, og „fyrster i Siena som Lorenzo de’ Medici var fyrste i Firenze“.</ref>, fyrste af Siena, styrede sin stat mere ved hjælp af dem der var ham mistænkte, end ved de andre. Men herom kan man ikke tale i sin almindelighed, thi det er forskjelligt ide forskjellige tilfælde; kun vil jeg sige det, at de mænd der i begyndelsen<noinclude><references/></noinclude> 3b878yytgl5j52pa96i30o21fm0bdl7 104 140101 325937 2026-07-09T16:42:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325937 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af hans regjering var hans fiender, kan fyrsten, hvis de er saaledes stillede, at de trænger støtte for at holde sin stilling, saare let vinde. De er jo desto mere tvungne til at tjene fyrsten med troskab, fordi de indser, at det er nødvendigt ved gjerninger at udslette den uheldige mening han havde om dem; derfor har fyrsten altid mere nytte af dem end af de tjenere der føler sig for trygge og derfor forsømmer hans sag. Siden emnet kræver det, vil jeg ikke undlade at minde en fyrste der har erobret en stat ved hjælp af et parti i landet selv, om at han vel maa merke sig, hvilken grund der har bevæget dem som har begunstiget ham, til at begunstige ham. Hvis det ikke er naturlig hengivenhed for ham, men grunden alene var utilfredshed med den bestaaende stat, vil det falde ham meget besværligt og vanskeligt at bevare deres venskab, thi det er umuligt at han kan tilfredsstille dem. Naar han, med de eksempler for øie der kan uddrages af gammel og ny historie, vel overveier grunden, vil han se, at det er meget lettere at vinde de mænds venskab der var tilfredse med den tidligere stat og derfor var hans fiender, end deres, der blev hans venner fordi de ikke var tilfredse dermed, og hjalp ham til erobringen. Det har været fyrsters skik, for bedre at kunne sikre sin magt, at bygge fæstninger, der skal være baand og tøile paa urostiftere, og hvor de kan have et sikkert tilflugtssted mod et første angreb. Jeg bifalder dette, fordi det har været brugt fra de ældste tider. Ikke destomindre har man i vor tid seet Messer Niccolo Vitelli nedrive to fæstninger i Città di Castello for at holde den<noinclude><references/></noinclude> r96nxk0ubr95vldgtah7tz0x1r3t5e5 104 140102 325938 2026-07-09T16:45:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325938 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stat<ref>N. Vitelli blev i 1474 af Sixtus IV forjaget fra sin stad, Città di Castello; da han kom tilbage, sløifede han to af paven anlagte forter.</ref>. Da hertug Guido Übaldo af Urbino var vendt tilbage til sine besiddelser, hvorfra han var bleven forjagen af Cesare Borgia, jevnede han med jorden alle fæstninger i landet, og mente at han vanskeligere skulde tabe hin stat, na<ref>Caterina Sforza, datter af Milanos hertug Galeazzo Maria Sforza, egtede først Girolamo Riario, søn af Sixtus IV; Girolamo blev myrdet 1488. Hun reddede sig</ref>ar ikke disse fæstninger var der<ref>Om Guidubaldo se noten om Cesare Borgia; han sløifede endel fæstninger Cesare havde opført.</ref>. Da Bentivoglierne kom til bage til Bologna, tog de lignende forholdsregler<ref>Bentivoglierne blev fordrevne fra Bologna af Julius II i 1506; da de kom tilbage i 1511, ødelagde de citadellerne i byen.</ref>. Fæstninger er altsaa nyttige eller ikke efter om stændighederne, og gavner de dig paa én maade, skader de dig paa en anden. Dette kan fremstilles saa: Den fyrste der er mere bange for sine undersaatter selv end for fremmede, bør bygge fæstninger; men den der er mere bange for frem mede end for folket, bør ikke tænke paa dem. Huset Sforza har kastellet i Milano, som Francesco Sforza opførte der, skaffet og vil skaffe mere fortræd end nogen uro i staten. Derfor er den bedste fæstning der findes, det, ikke at hades af folket. Selv om du nemlig har fæstninger, redder de dig ikke, naar folket hader dig, thi griber folket til vaaben, mangler det aldrig fremmede der kommer det til hjælp. I vor tid sees det ikke at fæstninger har været til fordel for nogen fyrste, undtagen for grevinden af Forli efter<noinclude><references/></noinclude> 7xfu3o6eqs4eerhca0qh84ieypxzrda 325940 325938 2026-07-09T16:49:03Z Øystein Tvede 3938 325940 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stat<ref>N. Vitelli blev i 1474 af Sixtus IV forjaget fra sin stad, Città di Castello; da han kom tilbage, sløifede han to af paven anlagte forter.</ref>. Da hertug Guido Übaldo af Urbino var vendt tilbage til sine besiddelser, hvorfra han var bleven forjagen af Cesare Borgia, jevnede han med jorden alle fæstninger i landet, og mente at han vanskeligere skulde tabe hin stat, naar ikke disse fæstninger var der<ref>Om Guidubaldo se noten om Cesare Borgia; han sløifede endel fæstninger Cesare havde opført.</ref>. Da Bentivoglierne kom til bage til Bologna, tog de lignende forholdsregler<ref>Bentivoglierne blev fordrevne fra Bologna af Julius II i 1506; da de kom tilbage i 1511, ødelagde de citadellerne i byen.</ref>. Fæstninger er altsaa nyttige eller ikke efter om stændighederne, og gavner de dig paa én maade, skader de dig paa en anden. Dette kan fremstilles saa: Den fyrste der er mere bange for sine undersaatter selv end for fremmede, bør bygge fæstninger; men den der er mere bange for frem mede end for folket, bør ikke tænke paa dem. Huset Sforza har kastellet i Milano, som Francesco Sforza opførte der, skaffet og vil skaffe mere fortræd end nogen uro i staten. Derfor er den bedste fæstning der findes, det, ikke at hades af folket. Selv om du nemlig har fæstninger, redder de dig ikke, naar folket hader dig, thi griber folket til vaaben, mangler det aldrig fremmede der kommer det til hjælp. I vor tid sees det ikke at fæstninger har været til fordel for nogen fyrste, undtagen for grevinden af Forlì<ref>Caterina Sforza, datter af Milanos hertug Galeazzo Maria Sforza, egtede først Girolamo Riario, søn af Sixtus IV; Girolamo blev myrdet 1488. Hun reddede sig da paa den maade Machiavelli siger. Borgias overfald er før nævnt. Machiavelli siger selv et andet sted, at borgen da blev tagen med lethed, fordi den var uheldig indrettet og blev forsvaret med liden omtanke.</ref> efter<noinclude><references/></noinclude> 1zs01wd8uau7yeko2lbrgm11jta8ec0 104 140103 325939 2026-07-09T16:47:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325939 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hendes ægtefælle grev Girolamos mord. Hun kunde ved hjælp af sin fæstning undfly folkets første raseri og bie paa hjælp fra Milano og gjenvinde staten; og forholdene var dengang saadanne, at en fremmed ikke kunde hjælpe folket. Men siden hjalp fæstningerne ogsaa hende lidet, da Cesare Borgia overfaldt hende og hendes fiende folket sluttede sig til de fremmede. Derfor vilde det baade dengang og tidligere have været mere betryggende for hende ikke at være hådet af folket end at have fæstninger. Med alt dette for øie vil jeg derfor rose den der bygger fæstninger, og den der ingen bygger, men dadle den der i tillid til fæstningerne agter lidet paa . om han hades af folket. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXI.}} '''Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.'''}} Intet skaffer en fyrste saadan agtelse som store erobringsforetagender og gjerninger der gjør ham til et sjeldent mønster for sine lige. Vi har i vor tid et eksempel herpaa i Fernando af Aragonien, den nuværende konge af Spanjen. Han kan næsten kaldes ny fyrste, thi, fra først af en svag konge, er han i ry og hæder bleven den<noinclude><references/></noinclude> mh8rv4hdzauvhlluni0vp7bapnrz6q5 325941 325939 2026-07-09T16:49:47Z Øystein Tvede 3938 325941 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>hendes ægtefælle grev Girolamos mord. Hun kunde ved hjælp af sin fæstning undfly folkets første raseri og bie paa hjælp fra Milano og gjenvinde staten; og forholdene var dengang saadanne, at en fremmed ikke kunde hjælpe folket. Men siden hjalp fæstningerne ogsaa hende lidet, da Cesare Borgia overfaldt hende og hendes fiende folket sluttede sig til de fremmede. Derfor vilde det baade dengang og tidligere have været mere betryggende for hende ikke at være hådet af folket end at have fæstninger. Med alt dette for øie vil jeg derfor rose den der bygger fæstninger, og den der ingen bygger, men dadle den der i tillid til fæstningerne agter lidet paa . om han hades af folket. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXI.}} '''Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.'''}} Intet skaffer en fyrste saadan agtelse som store erobringsforetagender og gjerninger der gjør ham til et sjeldent mønster for sine lige. Vi har i vor tid et eksempel herpaa i Fernando af Aragonien, den nuværende konge af Spanjen. Han kan næsten kaldes ny fyrste, thi, fra først af en svag konge, er han i ry og hæder bleven den <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 36emf66ncj8bm12hv3n19wy9rcjcqs3 104 140104 325943 2026-07-09T16:52:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325943 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første af kristne konger; og hvis man betragter hans handlinger, vil man se, at de alle var store, og nogle overordentlige. Han angreb i begyndelsen af sin regjering Granada, og dette tog lagde grunden til hans stat. Han førte det med ro, uden at tænke paa at nogen kunde lægge hindringer for ham; han skaffede beskjæftigelse for Castiliens baroner, der under tanken paa denne krig glemte at tænke paa oprør, og han selv er hvervede sig imidlertid anseelse og magt over dem, uden at de merkede det. Han kunde underholde sine hære med Kirkens og folkets penge, og med denne lange krig lægge grunden til sin krigsmagt, der senere har bragt ham hæder. Desuden tyede han, for at kunne gjøre større erobringer — idet han stadig benyttede sig af religionen — til en from grusomhed, idet han forjog Maurerne fra sit rige og plyndrede dem; intet kan være et mere beundringsværdigt eller ualmindeligt mønster end dette tog. Han angreb, dækket af samme fromheds kaabe, Afrika, foretog toget til Italien, og har tilsidst angrebet Frankrige, og saaledes har han altid foretaget og sat igang store ting, der altid har holdt undersaatterne i aande og vakt forundring og interesse for udfaldet. Disse hans foretagender har ogsaa udviklet sig saaledes det ene af det andet, at de aldrig har levnet folk nogen tid til at modarbeide ham i ro. Det er fremdeles meget heldigt for en fyrste at øve sjeldne, mønsterværdige gjerninger i den indre styrelse, saadanne som fortælles om Messer Bernab6 af Milano<ref>Bernabo Visconti styrede Milano 1354—1385, en tidlang sammen med to brødre. Han skildres som over-</ref>. Naar en gjør noget usæd-<noinclude><references/></noinclude> acjdtskru2lay6lad0eilws90cqgbpy 325945 325943 2026-07-09T16:54:13Z Øystein Tvede 3938 325945 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første af kristne konger; og hvis man betragter hans handlinger, vil man se, at de alle var store, og nogle overordentlige. Han angreb i begyndelsen af sin regjering Granada, og dette tog lagde grunden til hans stat. Han førte det med ro, uden at tænke paa at nogen kunde lægge hindringer for ham; han skaffede beskjæftigelse for Castiliens baroner, der under tanken paa denne krig glemte at tænke paa oprør, og han selv er hvervede sig imidlertid anseelse og magt over dem, uden at de merkede det. Han kunde underholde sine hære med Kirkens og folkets penge, og med denne lange krig lægge grunden til sin krigsmagt, der senere har bragt ham hæder. Desuden tyede han, for at kunne gjøre større erobringer — idet han stadig benyttede sig af religionen — til en from grusomhed, idet han forjog Maurerne fra sit rige og plyndrede dem; intet kan være et mere beundringsværdigt eller ualmindeligt mønster end dette tog. Han angreb, dækket af samme fromheds kaabe, Afrika, foretog toget til Italien, og har tilsidst angrebet Frankrige, og saaledes har han altid foretaget og sat igang store ting, der altid har holdt undersaatterne i aande og vakt forundring og interesse for udfaldet. Disse hans foretagender har ogsaa udviklet sig saaledes det ene af det andet, at de aldrig har levnet folk nogen tid til at modarbeide ham i ro. Det er fremdeles meget heldigt for en fyrste at øve sjeldne, mønsterværdige gjerninger i den indre styrelse, saadanne som fortælles om Messer Bernab6 af Milano<ref>Bernabo Visconti styrede Milano 1354—1385, en tidlang sammen med to brødre. Han skildres som overmaade grusom, men som en dygtig regent. I 1385 blev han kastet i fængsel af sin neveu, Gian Galeazzo, der i 1395 blev Milanos første hertug ved forlening af keiser Wentzel.</ref>. Naar en gjør noget usæd-<noinclude><references/></noinclude> 5mxtrux8tvmwi1j5m05a37uxx07wduu 326037 325945 2026-07-09T20:11:01Z Øystein Tvede 3938 326037 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første af kristne konger; og hvis man betragter hans handlinger, vil man se, at de alle var store, og nogle overordentlige. Han angreb i begyndelsen af sin regjering Granada, og dette tog lagde grunden til hans stat. Han førte det med ro, uden at tænke paa at nogen kunde lægge hindringer for ham; han skaffede beskjæftigelse for Castiliens baroner, der under tanken paa denne krig glemte at tænke paa oprør, og han selv er hvervede sig imidlertid anseelse og magt over dem, uden at de merkede det. Han kunde underholde sine hære med Kirkens og folkets penge, og med denne lange krig lægge grunden til sin krigsmagt, der senere har bragt ham hæder. Desuden tyede han, for at kunne gjøre større erobringer — idet han stadig benyttede sig af religionen — til en from grusomhed, idet han forjog Maurerne fra sit rige og plyndrede dem; intet kan være et mere beundringsværdigt eller ualmindeligt mønster end dette tog. Han angreb, dækket af samme fromheds kaabe, Afrika, foretog toget til Italien, og har tilsidst angrebet Frankrige, og saaledes har han altid foretaget og sat igang store ting, der altid har holdt undersaatterne i aande og vakt forundring og interesse for udfaldet. Disse hans foretagender har ogsaa udviklet sig saaledes det ene af det andet, at de aldrig har levnet folk nogen tid til at modarbeide ham i ro. Det er fremdeles meget heldigt for en fyrste at øve sjeldne, mønsterværdige gjerninger i den indre styrelse, saadanne som fortælles om Messer Bernabò af Milano<ref>Bernabò Visconti styrede Milano 1354–1385, en tidlang sammen med to brødre. Han skildres som overmaade grusom, men som en dygtig regent. I 1385 blev han kastet i fængsel af sin neveu, Gian Galeazzo, der i 1395 blev Milanos første hertug ved forlening af keiser Wentzel.</ref>. Naar en gjør noget usæd-<noinclude><references/></noinclude> 9nc3444134ahymi3x787a8v3jzmcwvu 104 140105 325944 2026-07-09T16:53:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325944 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vanligt, godt eller ondt, i det borgerlige liv, skal man tåge anledning til at belønne eller straffe ham saaledes, at man taler længe derom. Fremfor alt maa en fyrste i alt hvad han foretager sig, skaffe sig ry for at være en stor og fremragende mand. En fyrste vinder ogsaa agtelse ved at være ærlig ven eller aaben fiende, det vil sige, ved uden persons anseelse at tåge parti for en mod en anden. Dette er altid nyttigere end at holde sig neutral. Thi hvis to mægtige naboer af dig kommer i strid, er stillingen enten saa, at du, hvis den ene seirer, maa frygte for seierherren, eller ikke. I begge tilfælde vil det for dig være nyttigere at erklære dig og føre en ærlig krig. Thi i første fald vil du, hvis du ikke erklærer dig, altid blive et bytte for den seirende, til glæde og tilfredshed for den beseirede, og du har intet at paaberaabe dig, intet forsvar, og intet ly nogetsteds. Thi den der seirer, vil ikke have mistænkelige venner, der ikke hjælper ham i faren; den der taber, modtager elig ikke, fordi du ikke med vaaben i haand vilde dele hans skjæbne. Antiokos var kommen over til Grækenland, indkaldt af Ætolerne for at forjage Romerne. Antiokos sendte underhandlere til Akæerne, der var Ro mernes venner, for at opfordre dem til neutralitet; paa den anden side forsøgte Romerne at overtale dem til at gribe til vaaben for dem. Dette spørgsmaal kom fore paa Akæernes ting, hvor Antiokos' gesandt søgte at bevæge dem til neutralitet. Hertil svarede den romerske gesandt: Naar<noinclude><references/></noinclude> 1wbd8nvek2pmqoavbqcqmnyl1g1ilnj 325950 325944 2026-07-09T17:01:15Z Øystein Tvede 3938 325950 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vanligt, godt eller ondt, i det borgerlige liv, skal man tåge anledning til at belønne eller straffe ham saaledes, at man taler længe derom. Fremfor alt maa en fyrste i alt hvad han foretager sig, skaffe sig ry for at være en stor og fremragende mand. En fyrste vinder ogsaa agtelse ved at være ærlig ven eller aaben fiende, det vil sige, ved uden persons anseelse at tåge parti for en mod en anden. Dette er altid nyttigere end at holde sig neutral. Thi hvis to mægtige naboer af dig kommer i strid, er stillingen enten saa, at du, hvis den ene seirer, maa frygte for seierherren, eller ikke. I begge tilfælde vil det for dig være nyttigere at erklære dig og føre en ærlig krig. Thi i første fald vil du, hvis du ikke erklærer dig, altid blive et bytte for den seirende, til glæde og tilfredshed for den beseirede, og du har intet at paaberaabe dig, intet forsvar, og intet ly nogetsteds. Thi den der seirer, vil ikke have mistænkelige venner, der ikke hjælper ham i faren; den der taber, modtager elig ikke, fordi du ikke med vaaben i haand vilde dele hans skjæbne. Antiokos var kommen over til Grækenland, indkaldt af Ætolerne for at forjage Romerne. Antiokos sendte underhandlere til Akæerne, der var Romernes venner, for at opfordre dem til neutralitet; paa den anden side forsøgte Romerne at overtale dem til at gribe til vaaben for dem. Dette spørgsmaal kom fore paa Akæernes ting, hvor Antiokos' gesandt søgte at bevæge dem til neutralitet. Hertil svarede den romerske gesandt: Naar<noinclude><references/></noinclude> 0bow7jpgki7uixpxo7780sah4s0gjlz 104 140106 325946 2026-07-09T16:55:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325946 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der siges, at det er bedst og nyttigst for eders stat ikke at blande eder i denne krig, er intet mere falsk end dette. Thi ved ikke at tage parti vil I uden tak og uden ære blive seierherrens bytte. Det vil altid gaa saa, at den der ikke er din ven, vil opfordre dig til neutralitet, den der er din ven, vil bede dig tåge væbnet parti. Vankelmodige fyrster følger oftest, for at undgaa den øieblikkelige fare, neutralitetens vei, og oftest ødelægger de sig paa det. Men naar en fyrste kraftig erklærer sig for et parti, har den du slutter dig til, om han seirer — selvom han er mægtig og du er i hans vold — en forpligtelse mod dig og har faaet dig kjær; og menneskene er aldrig saa uhæderlige, at de skulde ville styrte dig med saa uhørt utaknemlighed. Dertil er aldrig en seier saa tryg, at seierherren ikke maa tage visse hensyn, især til retfærdighed. Men hvis den du slutter dig til, taber, bliver du modtagen af ham, og han hjælper dig, saalænge han kan; og du faar part i en lykke der atter kan stige. I det andet tilfælde, naar de der kjæmper indbyrdes, ikke er saa mægtige at du behøver at frygte for seierherren, er det desto klogere at slutte sig til én. Thi du arbeider da paa den enes fald med dens hjælp, som burde redde ham, om han var klog; seirer han, er han i din vold, og han maa seire med din hjælp. Her maa det merkes, at en fyrste maa vogte sig for nogensinde at indgaa forbund med en der er mægtigere end ham selv, for at angribe andre, undtagen naar nøden tvinger ham, som ovenfor er sagt. Thi seirer denne mægtigere, er du i hans vold, og fyrsterne bør saa meget som muligt undgaa at være i andres magt. Venezianerne gik<noinclude><references/></noinclude> 8b4xzmrgojah81spx5nzkukqyp8ypbf 104 140107 325947 2026-07-09T16:58:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325947 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Frankrige mod hertugen af Milano, og dog kunde de undgaa dette forbund, som blev deres fordærv. Men nåar det ikke kan undgaaes, som tilfældet var med Florentinerne, dengang paven og Spanjen med sine hære angreb Lombardiet<ref>I 1512 vilde „den hellige liga“ tvinge Firenze til at slutte sig til den. Byen holdt imidlertid fast ved Frankrige, men der rasede en bitter partistrid, som svækkede dens handlekraft. Ligaen forlangte yderligere, at Mediceerne skulde tillades at vende tilbage, hvilket afsloges. Ved fiendens komme flygtede den nationale milits regenten Soderini og Machiavelli havde dannet — enten det nu var feighed eller der laa forræderi bagom — og byen maatte overgive sig.</ref>, da maa fyrsten slutte sig til en af parterne, af de nævnte grunde. Men aldrig maa en stat tro at kunne vælge et sikkert parti, tværtom maa den være forberedt paa, at alle de partier den har valget mellem, er tvilsomme. Thi saaledes er det nu engang: man kan aldrig gaa unda for én ulempe uden at komme i en anden, men det gjælder at være klog nok til at kunne bedømme de forskjellige ulemper og tåge den mindste som den bedste. En fyrste bør ogsaa vise sig som en velynder af enhver fortjeneste og hædre de i sin kunst fremragende. Dernæst maa han opmuntre sine borgere til rolig at øve sin dont, baade handel og agerbrug og alt andet menneskeligt erhverv, forat ikke den ene skal afholde sig fra at smykke sin eiendom af frygt for at den skal blive ham berøvet, og den anden fra at aabne handel af frygt for skattepaalæg; men han maa sørge for belønninger til dem der vil drive paa saadant erhverv, og for enhver der tænker paa nogen maade at øge hans stads eller stats anseelse.<noinclude><references/></noinclude> sorlsq5zexjxdf6omixkm5rv8k8df40 104 140108 325948 2026-07-09T16:59:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325948 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Han bør desuden til passende tider af aaret beskjæftige folket med fester og skuespil, og da enhver stad deles enten i haandverkslaug eller gilder, maa han tåge hensyn til disse korporationer, deltage i deres sammenkomster fra tid til anden, og vise sig vennesæl og godgjørende. Dog maa han bestandig hævde sin værdighed, thi værdighed maa han ikke i noget mangle. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXII.}} '''Om fyrsternes sekretærer.'''}} Af ikke ringe vigtighed for en fyrste er valget af tjenere, hvilke er gode eller ikke, alt efter fyrstens skjøn. Det første hvoraf man slutter sig til, hvad en fyrste er og hvad forstand han har, er de mænd han har om sig. Er de dygtige og tro, kan man altid anse ham selv for vis, da han har formaaet at indse deres dygtighed og sikre deres troskab. Men nåar de ikke det er, kan man altid fælde en ikke god dom om ham selv, thi den første feil han begaar, begaar han ved dette valg. Der var ingen som vidste at Messer Antonio fra Venafro 1 var Pandolfo Petrucci, fyrsten af Sienas, tjener, uden at han ansaa Pandolfo for en høist forstandig mand, fordi han havde 1 Antonio fra Venafro berømmes som en dygtig jurist og statsmand, og skal have haft en særlig evne til at overtale folk. <section end="1"/><noinclude><references/></noinclude> 5ihi8oal2mysdg7w7an3r6t6zele659 325955 325948 2026-07-09T17:07:44Z Øystein Tvede 3938 325955 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Han bør desuden til passende tider af aaret beskjæftige folket med fester og skuespil, og da enhver stad deles enten i haandverkslaug eller gilder, maa han tåge hensyn til disse korporationer, deltage i deres sammenkomster fra tid til anden, og vise sig vennesæl og godgjørende. Dog maa han bestandig hævde sin værdighed, thi værdighed maa han ikke i noget mangle. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXII.}} '''Om fyrsternes sekretærer.'''}} Af ikke ringe vigtighed for en fyrste er valget af tjenere, hvilke er gode eller ikke, alt efter fyrstens skjøn. Det første hvoraf man slutter sig til, hvad en fyrste er og hvad forstand han har, er de mænd han har om sig. Er de dygtige og tro, kan man altid anse ham selv for vis, da han har formaaet at indse deres dygtighed og sikre deres troskab. Men nåar de ikke det er, kan man altid fælde en ikke god dom om ham selv, thi den første feil han begaar, begaar han ved dette valg. Der var ingen som vidste at Messer Antonio fra Venafro 1 var Pandolfo Petrucci, fyrsten af Sienas, tjener, uden at han ansaa Pandolfo for en høist forstandig mand, fordi han havde 1 Antonio fra Venafro berømmes som en dygtig jurist og statsmand, og skal have haft en særlig evne til at overtale folk. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9w1pkf8nnlaonqbi1qdej8hanlf1x0k 0 140109 325949 2026-07-09T17:00:38Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=118 to=123 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325949 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=118 to=123 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> so0gg1aga2nz2kka608gb9d95hepicg 104 140110 325951 2026-07-09T17:02:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325951 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Antonio til tjener. Nu er der jo tre slags hoveder: den ene forstaar tingen af sig selv; den anden skjønner det som andre forstaar; den tredje forstaar hverken af sig selv eller nåar andre forklarer ham noget. Den første slags er ypperlig, den anden god, den tredje unyttig. Derfor maatte nødvendigvis Pandolfo, selv om han ikke hørte til den første art, høre til den anden. Thi nåar en fyrste har dømmekraft nok til at forståa det gode eller slette en mand siger og gjør, forstaar han, selv om han ikke kan finde paa noget selv, sin tjeners daarlige og gode arbeide og roser det sidste, dadler det første, og tjeneren kan ikke gjøre sig haab om at bedrage ham og vedbliver derfor at være brav. Men vil en fyrste kjende sin tjener, er der dette middel, som aldrig slaar feil. Naar du ser din tjener tænke mere paa sig selv end paa dig og i alt, han gjør, søge egen fordel, bliver en saadan mand aldrig nogen god tjener og du kan aldrig stole paa ham. Thi den, der leder en fyrstes regjering, maa aldrig tænke paa sig, men altid paa fyrsten, og maa aldrig have øie for andet end hans sag. Paa den anden side maa fyrsten, foråt sikre sig hans troskab, tænke paa tjeneren, hædre ham, gjøre ham rig, gjøre ham sig forbunden og dele ære og ansvar med ham, for at han skal se, at han ikke kan staa uden fyrsten, og de store æresbevisninger ikke lade ham ønske sig endnu større, de store rigdomme ikke lade ham ønske sig mere rigdom, og det store ansvar gjøre ham bange for forandringer. Naar altsaa tjenerne er saadanne, og fyrsterne optræder saaledes mod dem, da kan de stole paa<noinclude><references/></noinclude> cotwukdmjvszf8h2okuu3jhbfyf27s3 325952 325951 2026-07-09T17:03:33Z Øystein Tvede 3938 325952 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Antonio til tjener. Nu er der jo tre slags hoveder: den ene forstaar tingen af sig selv; den anden skjønner det som andre forstaar; den tredje forstaar hverken af sig selv eller nåar andre forklarer ham noget. Den første slags er ypperlig, den anden god, den tredje unyttig. Derfor maatte nødvendigvis Pandolfo, selv om han ikke hørte til den første art, høre til den anden. Thi naar en fyrste har dømmekraft nok til at forståa det gode eller slette en mand siger og gjør, forstaar han, selv om han ikke kan finde paa noget selv, sin tjeners daarlige og gode arbeide og roser det sidste, dadler det første, og tjeneren kan ikke gjøre sig haab om at bedrage ham og vedbliver derfor at være brav. Men vil en fyrste kjende sin tjener, er der dette middel, som aldrig slaar feil. Naar du ser din tjener tænke mere paa sig selv end paa dig og i alt, han gjør, søge egen fordel, bliver en saadan mand aldrig nogen god tjener og du kan aldrig stole paa ham. Thi den, der leder en fyrstes regjering, maa aldrig tænke paa sig, men altid paa fyrsten, og maa aldrig have øie for andet end hans sag. Paa den anden side maa fyrsten, forat sikre sig hans troskab, tænke paa tjeneren, hædre ham, gjøre ham rig, gjøre ham sig forbunden og dele ære og ansvar med ham, for at han skal se, at han ikke kan staa uden fyrsten, og de store æresbevisninger ikke lade ham ønske sig endnu større, de store rigdomme ikke lade ham ønske sig mere rigdom, og det store ansvar gjøre ham bange for forandringer. Naar altsaa tjenerne er saadanne, og fyrsterne optræder saaledes mod dem, da kan de stole paa<noinclude><references/></noinclude> qcc0yzetq3lfab3aqdl3mp3ycofx7sw 104 140111 325953 2026-07-09T17:05:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325953 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>hinanden, ellers ender det altid ilde for den ene eller for den anden. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXIII.}} '''Hvorledes man skal undgaa smigrere.'''}} Jeg vil ikke forbigaa et vigtigt kapitel, om en feil som fyrster har vanskeligt for at værge sig mod, hvis de ikke er meget kloge og forstaar at gjøre et godt valg. Det er kapitlet om smigrerne. Af dem er hofferne fulde, thi menneskene finder saadant behag i sit eget, og lever i saadant selvbedrag, at de vanskelig kan værge sig mod denne plage, og vil man værge sig, staar man i fare for at blive ringeagtet. Thi der er ingen anden maade at sikre sig mod smiger paa, end at lade menneskene forstaa, at de ikke fornærmer dig ved at sige dig sandheden; men nåar alle og enhver kan sige dig sandheden, har man ikke længer ærefrygt for dig. Derfor maa en klog fyrste gaa en tredje vei og til sit raad vælge vise mænd, og kun give disse frihed til at tale sandhed med ham, og da kun om de sager han spørger dem om, ikke om andet. Men han bør adspørge dem i alt og høre deres mening, derpaa fatte beslutning som han selv finder for godt. Til disse raad og de enkelte medlemmer maa han stille sig saaledes, at enhver forstaar, at jo mere frit han taler, desto mere tak faar han derfor; udenfor disse mænd maa han ikke ville høre paa nogen, men gaa efter sin beslutning, og være haardnakket i gjennemførelsen deraf. Den der handler anderledes, ødelægges enten af smi-<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> j4ftejd33gd7y9qfdcl8znuv02uhuf6 0 140112 325954 2026-07-09T17:06:24Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=123 to=125 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325954 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=123 to=125 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> i2xp9d4j7e3jnr5tdynso29jme0k622 104 140113 325956 2026-07-09T17:10:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325956 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grerne, eller forandrer ofte planer efter alle de afvigende anskuelser han hører paa, hvoraf følgen er, at han vinder ringe agtelse. Jeg vil i denne anledning fremholde et eksempel fra nutiden. Prè Luca<ref>Pré Luca, ɔ: biskop Luca Rainaldi, var Maximilians gesant. Machiavelli kjendte ham fra et gesantskab til keiseren.</ref> den nuværende keiser Maximilians mand, bemerkede om hans majestæt, at han aldrig raadførte sig med nogen, og dog aldrig gjorde noget efter sit eget hoved, hvilket kommer af at han gjør det omvendte af hvad jeg ovenfor sagde. Thi keiseren ynder hemmelighed, meddeler ikke sine planer til nogen og indhenter ingens mening derom. Men nåar hans planer, idet de skal gjennemføres, bliver kjendte og aabenbarede, møder han straks modsigelse blandt sine omgivelser, og da han er let at paavirke, opgiver han dem. Følgen er, at hvad han gjør en dag, gjør han om den næste; og at man aldrig kan skjønne, hvad han vil eller agter at gjøre, og ikke kan bygge paa hans beslutninger. En fyrste maa derfor altid modtage raad, men nåar han vil, og ikke nåar andre vil, tværtom bør han betage alle og enhver lysten til at raade ham i noget uden at han spørger dem; men han bør være flittig til at spørge og dernæst taalmodig til at høre sandheden om det han spørger om; ja endog tåge det ilde op, nåar han skjønner, at nogen af en eller anden grand ikke siger ham sandheden. Naar nogle mener, at mangen en fyrste der faar ry for klogskab, gjør det, ikke paa grund af sine egne egenskaber, men paa grund af de gode raadgivere han har om sig, tager de utvilsomt<noinclude><references/></noinclude> h9irhox9942um6n19x9akshk3uvgvm2 104 140114 325957 2026-07-09T17:11:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325957 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>feil. Thi det er en almindelig regel, som aldrig slaar feil, at en fyrste der ikke selv er vis, ikke han raades vel, hvis han da ikke overlader sig til en enkelt mand, der leder ham fuldkommen og er en overordentlig forstandig mand. I saa fald kan han ledes vel, men det vilde ikke vare længe, thi denne leder vilde i kort tid fratage ham kronen. Men raadfører han sig med flere end én, vil en fyrste der ikke er vis, aldrig faa samstemmige raad og vil ikke selv forståa at bringe dem i harmoni. Enhver af raadgiverne vil tænke paa sin egen interesse, og han vil ikke kunne holde dem i tømme eller gjennemskue dem. Anderledes kan de ikke blive, thi menneskene vil altid vise sig slette, hvis ikke nødvendigheden gjør dem gode. Derfor maa man gjøre den slutning, at gode raad, hvem de saa kommer fra, maa have sin rod i fyrstens klogskab, og ikke fyrstens klogskab i gode raad. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXIV.}} '''Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.'''}} Klog iagttagelse af de nævnte regler lader en ny fyrste synes gammel; den gjør ham straks sikrere og fastere i sin stat end om hans æt havde haft den fra gammel tid af. Thi en ny fyrstes handlinger lægges meget mere merke til end en arvefyrstes; og erkj ender man at de er fortjenstfulde, vinder de menneskene langt mere og knytter<section end="1"/><noinclude><references/></noinclude> kf1i4g9jy4xups45jy2401if0zm8ca6 325958 325957 2026-07-09T17:12:09Z Øystein Tvede 3938 325958 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>feil. Thi det er en almindelig regel, som aldrig slaar feil, at en fyrste der ikke selv er vis, ikke han raades vel, hvis han da ikke overlader sig til en enkelt mand, der leder ham fuldkommen og er en overordentlig forstandig mand. I saa fald kan han ledes vel, men det vilde ikke vare længe, thi denne leder vilde i kort tid fratage ham kronen. Men raadfører han sig med flere end én, vil en fyrste der ikke er vis, aldrig faa samstemmige raad og vil ikke selv forstaa at bringe dem i harmoni. Enhver af raadgiverne vil tænke paa sin egen interesse, og han vil ikke kunne holde dem i tømme eller gjennemskue dem. Anderledes kan de ikke blive, thi menneskene vil altid vise sig slette, hvis ikke nødvendigheden gjør dem gode. Derfor maa man gjøre den slutning, at gode raad, hvem de saa kommer fra, maa have sin rod i fyrstens klogskab, og ikke fyrstens klogskab i gode raad. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXIV.}} '''Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.'''}} Klog iagttagelse af de nævnte regler lader en ny fyrste synes gammel; den gjør ham straks sikrere og fastere i sin stat end om hans æt havde haft den fra gammel tid af. Thi en ny fyrstes handlinger lægges meget mere merke til end en arvefyrstes; og erkj ender man at de er fortjenstfulde, vinder de menneskene langt mere og knytter<section end="1"/><noinclude><references/></noinclude> 2usqogvu13n0ok5ghvdhs7wzl06sxvq 325960 325958 2026-07-09T17:13:20Z Øystein Tvede 3938 325960 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>feil. Thi det er en almindelig regel, som aldrig slaar feil, at en fyrste der ikke selv er vis, ikke han raades vel, hvis han da ikke overlader sig til en enkelt mand, der leder ham fuldkommen og er en overordentlig forstandig mand. I saa fald kan han ledes vel, men det vilde ikke vare længe, thi denne leder vilde i kort tid fratage ham kronen. Men raadfører han sig med flere end én, vil en fyrste der ikke er vis, aldrig faa samstemmige raad og vil ikke selv forstaa at bringe dem i harmoni. Enhver af raadgiverne vil tænke paa sin egen interesse, og han vil ikke kunne holde dem i tømme eller gjennemskue dem. Anderledes kan de ikke blive, thi menneskene vil altid vise sig slette, hvis ikke nødvendigheden gjør dem gode. Derfor maa man gjøre den slutning, at gode raad, hvem de saa kommer fra, maa have sin rod i fyrstens klogskab, og ikke fyrstens klogskab i gode raad. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXIV.}} '''Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.'''}} Klog iagttagelse af de nævnte regler lader en ny fyrste synes gammel; den gjør ham straks sikrere og fastere i sin stat end om hans æt havde haft den fra gammel tid af. Thi en ny fyrstes handlinger lægges meget mere merke til end en arvefyrstes; og erkj ender man at de er fortjenstfulde, vinder de menneskene langt mere og knytter<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 1s5qis196h6vpkj2ls67iaj91iolx4c 0 140115 325959 2026-07-09T17:13:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=125 to=127 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325959 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=125 to=127 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> lvv7xelh1c199j9lvrwh95gmj6uc7fv 104 140116 325961 2026-07-09T17:15:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325961 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem langt fastere til ham end gammel æt. Thi menneskene er meget mere optagne af nutiden end af fortiden, og nåar de finder sig vel med det bestaaende, nyder de nuet og Søger ikke andet, ja de vil endog paa enhver maade forsvare fyrsten, nåar denne ikke forøvrigt svigter sig selv. Saledes vinder han dobbelt ære, for at have stiftet et nyt fyrstevælde, og for at have udstyret det med og befæstet det ved gode love, gode vaaben, gode venner og gode forbilleder: ligesom den faar dobbelt skam, der, født til fyrste, har tabt kronen ved uforstand. Hvis man betragter de herskere der i Italien har tabt sin stat i vor tid, som kongen af Napoli, hertugen af Milano<ref>Den konge af Napoli der i Machiavellis tid tabte sin stat, var don Federigo; hertugen af Milano var Lodovico Moro. Begge er nævnte i noten om Louis XII.</ref>, og andre, vil man hos dem først finde en fælles feil med hensyn til hærhold, af aarsager der ovenfor udførlig er udviklede. Dernæst vil man se flere af dem, som enten har haft folket til fiende, eller hvis de har haft det til ven, ikke har forstaaet at sikre sig de store; thi uden disse feil tabes ikke stater der har saa stor kraft, at de kan stille en hær i marken. Filip af Makedonien, ikke Alexander Magnus' fader, men han som blev beseiret af Titus Quintius, havde ikke noget stort rige i forhold til Romerne og Grækenland, der angreb ham; men da han var kriger og forstod at holde folket i godt lune og sikre sig de store, udholdt han i flere aar krigen mod sine fiender, og tabte han end tilslut nogle byer, beholdt han dog riget. Lad derfor de af vore fyrster der havde<noinclude><references/></noinclude> hkvwpmdok9lmdwx7hdudln1fp0mpar3 104 140117 325962 2026-07-09T17:17:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325962 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>baaret kronen i mange aar, naar de senere tabte den, ikke anklage lykken, men sin egen træghed. De havde aldrig i rolige tider tænkt paa at tiderne kan forandre sig (det er en almindelig feil hos menneskene ikke at tænke paa storm i stille veir), og tænkte derfor, da senere de onde tider kom, kun paa at flygte og ikke paa at forsvare sig; de haabede at folket, kjed af seierherrernes overmod, skulde kalde dem tilbage. Dette er godt nok, naar der ikke er andet at gjøre, men det er saare ilde at have forsømt andre midler for dette, thi man finder aldrig paa at falde fordi man tror siden at skulle finde en der kan løfte en op igjen. Enten gaar det ikke saa, eller hvis det hænder, er det lidet betryggende for dig, da forsvaret har været usselt og ikke beroet paa dig. Thi kun det forsvar er godt, er sikkert, er varigt, som hviler paa dig selv og din egen kraft. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXV. '''Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og''' '''hvorledes man kan kjæmpe mod den.'''}} Det er mig ikke ukjendt, at mange har haft og har den mening, at denne verdens ting styres saaledes af skjæbnen og af Gud, at menneskene med al sin kløgt ikke formaar at lede deres gang, ja er aldeles raadløse; og derfor kunde man mene, at man ikke burde stræve synderlig med noget, men lade sig lede af skjæbnen. Denne mening<noinclude><references/></noinclude> m3u4hugqnqr6adoyv4tuelogojh23x6 325963 325962 2026-07-09T17:18:16Z Øystein Tvede 3938 325963 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>baaret kronen i mange aar, naar de senere tabte den, ikke anklage lykken, men sin egen træghed. De havde aldrig i rolige tider tænkt paa at tiderne kan forandre sig (det er en almindelig feil hos menneskene ikke at tænke paa storm i stille veir), og tænkte derfor, da senere de onde tider kom, kun paa at flygte og ikke paa at forsvare sig; de haabede at folket, kjed af seierherrernes overmod, skulde kalde dem tilbage. Dette er godt nok, naar der ikke er andet at gjøre, men det er saare ilde at have forsømt andre midler for dette, thi man finder aldrig paa at falde fordi man tror siden at skulle finde en der kan løfte en op igjen. Enten gaar det ikke saa, eller hvis det hænder, er det lidet betryggende for dig, da forsvaret har været usselt og ikke beroet paa dig. Thi kun det forsvar er godt, er sikkert, er varigt, som hviler paa dig selv og din egen kraft. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXV.}} '''Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og''' '''hvorledes man kan kjæmpe mod den.'''}} Det er mig ikke ukjendt, at mange har haft og har den mening, at denne verdens ting styres saaledes af skjæbnen og af Gud, at menneskene med al sin kløgt ikke formaar at lede deres gang, ja er aldeles raadløse; og derfor kunde man mene, at man ikke burde stræve synderlig med noget, men lade sig lede af skjæbnen. Denne mening<noinclude><references/></noinclude> 7tvkok5jgmxh1brvpim91kapct8rj78 325965 325963 2026-07-09T17:19:29Z Øystein Tvede 3938 325965 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>baaret kronen i mange aar, naar de senere tabte den, ikke anklage lykken, men sin egen træghed. De havde aldrig i rolige tider tænkt paa at tiderne kan forandre sig (det er en almindelig feil hos menneskene ikke at tænke paa storm i stille veir), og tænkte derfor, da senere de onde tider kom, kun paa at flygte og ikke paa at forsvare sig; de haabede at folket, kjed af seierherrernes overmod, skulde kalde dem tilbage. Dette er godt nok, naar der ikke er andet at gjøre, men det er saare ilde at have forsømt andre midler for dette, thi man finder aldrig paa at falde fordi man tror siden at skulle finde en der kan løfte en op igjen. Enten gaar det ikke saa, eller hvis det hænder, er det lidet betryggende for dig, da forsvaret har været usselt og ikke beroet paa dig. Thi kun det forsvar er godt, er sikkert, er varigt, som hviler paa dig selv og din egen kraft. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXV.}} '''Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og''' '''hvorledes man kan kjæmpe mod den.'''}} Det er mig ikke ukjendt, at mange har haft og har den mening, at denne verdens ting styres saaledes af skjæbnen og af Gud, at menneskene med al sin kløgt ikke formaar at lede deres gang, ja er aldeles raadløse; og derfor kunde man mene, at man ikke burde stræve synderlig med noget, men lade sig lede af skjæbnen. Denne mening <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> g6rvpq49brknji7npckdy2pbrsowzqt 0 140118 325964 2026-07-09T17:19:01Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=127 to=129 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 325964 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=127 to=129 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> pztjpebbkoziaihwbxpm4quj076s3tj 104 140119 325966 2026-07-09T17:21:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325966 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har været almindeligere antagen i vore dage, paa grund af de hyppige omslag i begivenhederne, der har været seede og sees hver dag, mod al menneskelig forventning. Undertiden har jeg, naar jeg har tænkt paa dette, tildels heldet til disse folks mening. Ikke desto mindre mener jeg, for ikke at sætte en streg over vor fri vilje, at sandheden kan være den, at lykken er herre over halvdelen af vore handlinger, men at den dog lader os selv lede den anden halvdel eller saa omtrent. Jeg ligner lykken med en af disse ødelæggende floder som, naar de kommer i raseri, oversvømmer sletterne, omstyrter trær og huse, tager jord fra et sted og lægger den paa et andet, enhver flyr for dem, alle viger for deres voldsomhed, uden at kunne modstaa dem i mindste maade; men uagtet de er saa voldsomme, følger dog deraf ikke, at menneskene ikke i rolige tider skulde kunne sørge for at beskytte sig baade ved forbygninger og dæmninger, saa at elvene, naar de senere steg, enten vilde gaa gjennem en kanal, eller deres stormløb ikke være hverken saa vildt eller saa ødelæggende. Paa samme maade gaar det med lykken, der viser sin magt hvor der ikke findes organiseret kraft til at modstaa den, og retter sine angreb mod de punkter hvor den ved at der ikke er reist dæmninger og forbygninger til at holde den inden grænser. Hvis I betragter Italien, der er skuepladsen for disse omvekslinger, og det land der har fostret dem, vil I se, at det er et land uden dæmninger og uden nogen forbygning. Thi hvis det havde været beskyttet af den rette kraft, saaledes som Tyskland, Spanjen, og Frankrige, vilde enten flom-<noinclude><references/></noinclude> 2kjp3oxzb0xvv60a6zij9s9lgum3zot 104 140120 325967 2026-07-09T17:22:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325967 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men ikke have frembragt de store forandringer den nu har frembragt, eller den vilde overhovedet ikke være kommen. Dette kan være nok med hensyn til det at bekjæmpe lykken i almindelighed. Men jeg vil gaa mere ind paa det specielle. Man ser en fyrste lykkelig idag og imorgen styrtet, uden at man har seet ham forandre natur eller egenskaber. Dette tror jeg først og fremst kommer af de grunde der i det foregaaende udførlig er drøftet, nemlig at den fyrste der støtter sig helt paa lykken, gaar til grunde, nåar den slaar om. Jeg tror ogsaa, at den er heldig, hvis fremgangsmaade passer med tidernes beskaffenhed, og ligesaa at den er uheldig, hvis fremgangsmaade tiderne ikke forliges med. Thi man ser, at menneskene i sin stræben efter det maal enhver har for øie, nemlig ære og rigdom, gaar forskjellig frem; en med forsigtighed, en anden med paagaaenhed; en med magt, en anden med list ; en med taalmodighed, en anden med det modsatte; og enhver kan naa frem med disse forskjellige maader. Man ser ogsaa, at af to forsigtige den ene nåar sit maal, den anden ikke; og ligesaa at to er lige heldige med hver sin maade at stræve paa, idet den ene er forsigtig, den anden paagaaende. Det kommer ikke af nogen anden grund end den, at tiderne snart passer, snart ikke passer med deres taktik. Deraf kommer det jeg har sagt, at to der gaar forskjellig til verks, kan faa samme resultat; og at af to der gaar ens til verks, den ene vinder frem til sit maal, den anden ikke. Af dette afhænger ogsaa omslagene i lykken. Thi hvis tider og begivenheder for en der gaar frem med forsigtighed og taalmodighed, føier sig saa, at hans taktik er god, gaar alt heldig; men hvis tider og<noinclude><references/></noinclude> oacilzgx3pqat1da3egu0tblwtbvme4 104 140121 325968 2026-07-09T17:23:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325968 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begivenheder skifter, gaar han under, fordi han ikke skifter fremgangsmaade. Der findes ingen mand saa klog, at han ved at rette sig deretter, dels fordi han ikke kan komme bort fra det naturen gjør ham tilbøielig til; dels ogsaa fordi han, nåar det altid er gaaet godt for ham paa en vei, ikke kan bekvemme sig til at tro, at det skulde være heldigt at forlade den. Derfor kan den forsigtige mand, nåar tiden kommer til at gaa paa, ikke gjøre dette, hvorfor han gaar til grunde. Hvis man forandrede natur med tider og forhold, vilde nemlig lykken ikke forandre sig. Pave Julius II gik hensynsløst frem i alt, og fandt tider og begivenheder saa stemmende med sin fremgangsmaade, at udfaldet blev heldigt. Betragt hans første erobringsforetagende, mod Bologna, endnu i Messer Giovanni Bentivoglis levetid<ref>Julius II's erobring af Bologna er nævnt side 95.</ref>. Venezianerne huede det ikke, ligesaalidet kongen af Spanjen, med Frankrige stod han i underhandlinger om dette foretagende, og alligevel drog han i sin djærvhed og hidsighed personlig ud paa dette tog. Ved dette uventede fremstød blev Spanjen og Venezianerbe staaende uvisse og übevægelige; de sidste af frygt, Spanjen paa grund af sit ønske om at gjenerobre hele kongeriget Napoli; og paa den anden side fik han med sig kongen af Frankrige, thi da denne konge saa ham gaa til angreb og ønskede at gjøre ham til sin ven foråt svække Venezianerne, mente han ikke at kunne negte ham sine folk uden aabent at fornærme ham. Julius opnaaede derfor ved sit braa opbrud hvad aldrig nogen anden pave vilde have ført igjennem med al verdens kløgt;<noinclude><references/></noinclude> fjb4shr29g4uubrtzmsbwijd05bjl7u 104 140122 325969 2026-07-09T17:25:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325969 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>thi havde han biet med at drage fra Roma til traktaterne var sluttede og alt ordnet, som en anden pave vilde have gjort, havde det aldrig rykkedes ham. Kongen af Frankrige vilde have haft tusind undskyldninger, og de andre vilde have skræmt ham paa tusind maader. Jeg vil forbigaa hans øvrige handlinger, som alle lignede denne, og som alle gik heldig. Hans livs korthed lod ham ikke opleve et omslag; thi hvis der var kommet tider da det havde været nødvendigt at gaa forsigtig til verks, vilde hans fald have været følgen, da han aldrig vilde have afveget fra de veie naturen havde bestemt ham for. Jeg slutter altsaa, at da lykken skifter og menneskene hænger fast ved sine vaner, gaar det dem godt, saalænge begge dele stemmer, nåar de ikke forliges, gaar det dem ilde. Jeg mener rigtignok, at det er bedre at være djærv end forsigtig, thi Fortuna er en kvinde, og man maa, forat holde hende i ave, ikke spare paa hug; og man ser, at hun snarere lader sig beseire af dem der tager hende saaledes, end af de koldsindige. Derfor er hun, som kvinde, altid de unges ven, fordi de er mindre forsigtige, mere heftige, og befaler over hende med større dristighed. {{---}} {{c|{{stor|Kapitel XXVI.}} '''Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.'''}} Naar jeg overveier alt det som ovenfor er udviklet, og spørger mig selv, om der nu i Italien<noinclude><references/></noinclude> 43xtz49jku3o43grzlmgrqmlw8defco 325976 325969 2026-07-09T17:38:56Z Øystein Tvede 3938 325976 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>thi havde han biet med at drage fra Roma til traktaterne var sluttede og alt ordnet, som en anden pave vilde have gjort, havde det aldrig rykkedes ham. Kongen af Frankrige vilde have haft tusind undskyldninger, og de andre vilde have skræmt ham paa tusind maader. Jeg vil forbigaa hans øvrige handlinger, som alle lignede denne, og som alle gik heldig. Hans livs korthed lod ham ikke opleve et omslag; thi hvis der var kommet tider da det havde været nødvendigt at gaa forsigtig til verks, vilde hans fald have været følgen, da han aldrig vilde have afveget fra de veie naturen havde bestemt ham for. Jeg slutter altsaa, at da lykken skifter og menneskene hænger fast ved sine vaner, gaar det dem godt, saalænge begge dele stemmer, nåar de ikke forliges, gaar det dem ilde. Jeg mener rigtignok, at det er bedre at være djærv end forsigtig, thi Fortuna er en kvinde, og man maa, forat holde hende i ave, ikke spare paa hug; og man ser, at hun snarere lader sig beseire af dem der tager hende saaledes, end af de koldsindige. Derfor er hun, som kvinde, altid de unges ven, fordi de er mindre forsigtige, mere heftige, og befaler over hende med større dristighed. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXVI.}} '''Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.'''}} Naar jeg overveier alt det som ovenfor er udviklet, og spørger mig selv, om der nu i Italien <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 7f33qdwmcuqk6hahrwyndgu32b4tl3x 104 140123 325970 2026-07-09T17:27:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325970 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er tider der kan hæve en ny fyrste til ære, og om der er stof som en klog og dygtig fyrste vilde have anledning til at støbe i en ny form, som kan skjænke ham ære og være til held for alle landets indbyggere, synes det mig, at saamange omstændigheder forener sig til gunst for en ny fyrste, at jeg ikke ved, hvilken tid nogensinde har været mere beleilig. Hvis det, som sagt, var nødvendigt forat man skulde faa se Moses' dygtighed, at Israels folk var i trældom i Ægypten, og forat indse Kyros' storhed, at Perserne var undertrykkede af Mederne, og forat bringe Theseus' sjeldne egenskaber for lyset, at Athenerne var et splittet folk ; saa var det nu, foråt man skulde føle en italiensk aands storhed, nødvendigt, at Italien kom i den stilling det nu er i, og at det var mere i trældom end Hebræerne, mere slave end Perserne, mere splittet end Athenerne, uden hoved, uden forfatning, slaaet, plyndret, søndérflænget, herjet, og at det havde lidt al slags ødelæggelse. Om end hidtil mangen mand har kunnet give et glimt af haab, saa at man kunde mene, at manden af Gud var bestemt til Italiens forløsning<ref>Det er efter al sandsynlighed Cesare Borgia Machiavelli mener gav godt haab om Italiens redning. Om han havde ret, om Cesare stilede mod et kongerige Italien, er tvilsomt.</ref>, har man dog senere paa hans banes høide seet lykken forstøde ham, saaat landet er som livløst, og venter paa, hvem det kan være der skal læge dets saar og gjøre ende paa herjinger og røverier i Lombardiet, plyndringer og brandskatninger i kongeriget og Toscana og helbrede de vunder, som der allerede i tidens løb er gaaet edder i. Man ser, hvor det beder til Gud<noinclude><references/></noinclude> 4tj63lf281cmzu8ab2vepgr3rnktwpa 104 140124 325971 2026-07-09T17:29:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325971 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om at sende det en mand der kan forløse det fra denne barbariske grumhed og overmod. Man ser hvor rede og villigt det er til at følge fanen, naar der blot er en som løfter den. Man ser ikke nu, hvortil det mere kan sætte sit haab end til Eders berømmelige Hus, der med sin kraft og lykke, begunstiget af Gud og af Kirken, hvis fyrste det nu er<ref>Den regjerende pave, Leo X, var Giovanni de' Medici, søn af Lorenzo il Magnifico og onkel af denmand „Fyrsten“ er dediceret til.</ref>, kan stille sig i spidsen for dette forløsningsverk. Dette er ikke meget vanskeligt, hvis I holder Eder for øie de før nævnte mænds handlinger og liv. Ihvorvel saadanne mænd er sjeldne og for vidundere at regne, var de dog mennesker, og havde alle ringere anledning end den der nu gives; thi deres fore tagende var ikke retfærdigere end dette, og ikke lettere, og Gud var ikke mere deres ven end Eders. Her er stor retfærdighed, thi den krig er retfærdig, som er nødvendig, og de vaaben er fromme, som er det eneste haab der staar igjen. Her er den største iver, og hvor der er stor iver, kan der ikke være stor vanskelighed, naar I blot følger de forbilleder jeg har fremholdt for Eder som Eders maal. Desuden ser man her eksempelløse Guds førelser, havet har aabnet sig, en sky har aabenbaret veien, stenen har udgivet vand, her har det regnet med manna, alt har forenet sig for at ophøie Eder; resten maa I gjøre. Gud vil ikke gjøre alt, for ikke at berøve os vor fri vilje og den del af æren, som tilkommer os. Det er intet under, om ingen af de nævnte Italienere har kunnet gjøre det som man kan haabe Eders berømmelige Hus vil gjøre, og om<noinclude><references/></noinclude> po7q9d39qh2zcskv3g0bsgpeprfgp6r 326038 325971 2026-07-09T20:14:53Z Øystein Tvede 3938 326038 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om at sende det en mand der kan forløse det fra denne barbariske grumhed og overmod. Man ser hvor rede og villigt det er til at følge fanen, naar der blot er en som løfter den. Man ser ikke nu, hvortil det mere kan sætte sit haab end til Eders berømmelige Hus, der med sin kraft og lykke, begunstiget af Gud og af Kirken, hvis fyrste det nu er<ref>Den regjerende pave, Leo X, var Giovanni de’ Medici, søn af Lorenzo il Magnifico og onkel af denmand „Fyrsten“ er dediceret til.</ref>, kan stille sig i spidsen for dette forløsningsverk. Dette er ikke meget vanskeligt, hvis I holder Eder for øie de før nævnte mænds handlinger og liv. Ihvorvel saadanne mænd er sjeldne og for vidundere at regne, var de dog mennesker, og havde alle ringere anledning end den der nu gives; thi deres fore tagende var ikke retfærdigere end dette, og ikke lettere, og Gud var ikke mere deres ven end Eders. Her er stor retfærdighed, thi den krig er retfærdig, som er nødvendig, og de vaaben er fromme, som er det eneste haab der staar igjen. Her er den største iver, og hvor der er stor iver, kan der ikke være stor vanskelighed, naar I blot følger de forbilleder jeg har fremholdt for Eder som Eders maal. Desuden ser man her eksempelløse Guds førelser, havet har aabnet sig, en sky har aabenbaret veien, stenen har udgivet vand, her har det regnet med manna, alt har forenet sig for at ophøie Eder; resten maa I gjøre. Gud vil ikke gjøre alt, for ikke at berøve os vor fri vilje og den del af æren, som tilkommer os. Det er intet under, om ingen af de nævnte Italienere har kunnet gjøre det som man kan haabe Eders berømmelige Hus vil gjøre, og om<noinclude><references/></noinclude> gz98ewk9g9e1p1hr60qndsa91c0aijr 326039 326038 2026-07-09T20:16:45Z Øystein Tvede 3938 326039 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om at sende det en mand der kan forløse det fra denne barbariske grumhed og overmod. Man ser hvor rede og villigt det er til at følge fanen, naar der blot er en som løfter den. Man ser ikke nu, hvortil det mere kan sætte sit haab end til Eders berømmelige Hus, der med sin kraft og lykke, begunstiget af Gud og af Kirken, hvis fyrste det nu er<ref>Den regjerende pave, Leo X, var Giovanni de’ Medici, søn af Lorenzo il Magnifico og onkel af den mand „Fyrsten“ er dediceret til.</ref>, kan stille sig i spidsen for dette forløsningsverk. Dette er ikke meget vanskeligt, hvis I holder Eder for øie de før nævnte mænds handlinger og liv. Ihvorvel saadanne mænd er sjeldne og for vidundere at regne, var de dog mennesker, og havde alle ringere anledning end den der nu gives; thi deres fore tagende var ikke retfærdigere end dette, og ikke lettere, og Gud var ikke mere deres ven end Eders. Her er stor retfærdighed, thi den krig er retfærdig, som er nødvendig, og de vaaben er fromme, som er det eneste haab der staar igjen. Her er den største iver, og hvor der er stor iver, kan der ikke være stor vanskelighed, naar I blot følger de forbilleder jeg har fremholdt for Eder som Eders maal. Desuden ser man her eksempelløse Guds førelser, havet har aabnet sig, en sky har aabenbaret veien, stenen har udgivet vand, her har det regnet med manna, alt har forenet sig for at ophøie Eder; resten maa I gjøre. Gud vil ikke gjøre alt, for ikke at berøve os vor fri vilje og den del af æren, som tilkommer os. Det er intet under, om ingen af de nævnte Italienere har kunnet gjøre det som man kan haabe Eders berømmelige Hus vil gjøre, og om<noinclude><references/></noinclude> odn2yx2jijxir4dnsi7d5vptos0pwqx 104 140125 325972 2026-07-09T17:32:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325972 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at nåar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas" tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<bt> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk </ref><noinclude><references/></noinclude> mgo7z4vcglhhlsvmnq8fhfig2gh7i21 325974 325972 2026-07-09T17:37:03Z Øystein Tvede 3938 325974 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at nåar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas" tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<bt> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk hær; det genuesiske infanteri rømmede i panik en sterk stilling uden sverdslag (J»/4 1507), og Genova blev erobret.<br> Vailà-slaget i 1509: se noten om Louis XII.<br> Bologna blev som før nævnt> erobret af Julius II i 1506. Da paven senere kom i krig med Louis XII, maatte han flygte fra Bologna for en fransk hær; folket sympatiserede med Bentivogli og de franske. Pavens hær under hertugen af Urbino flygtede og opløstes fuldstændig, sterkt eftersat af Franskmænd og bønder (20.5 1511). Dagen kaldtes „æselsdagen“ efter den mængde lastdyr med bytte som efterpaa togede ind i Bologna.<br> Mestri — sandsynfigvis tænker Machiavelli paa at Mestri blev brændt af en anti-veneziansk ligas tropper hge før slaget ved Vicenza, 7.9 1513. Han har muligvis troet slaget stod der, istedetfor ved la Motta. </ref><noinclude><references/></noinclude> gal1lbcbuq7x5n376rimqodnvyvr04o 325979 325974 2026-07-09T17:41:41Z Øystein Tvede 3938 325979 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at nåar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas" tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<br> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk hær; det genuesiske infanteri rømmede i panik en sterk stilling uden sverdslag (J»/4 1507), og Genova blev erobret.<br> Vailà-slaget i 1509: se noten om Louis XII.<br> Bologna blev som før nævnt> erobret af Julius II i 1506. Da paven senere kom i krig med Louis XII, maatte han flygte fra Bologna for en fransk hær; folket sympatiserede med Bentivogli og de franske. Pavens hær under hertugen af Urbino flygtede og opløstes fuldstændig, sterkt eftersat af Franskmænd og bønder (20.5 1511). Dagen kaldtes „æselsdagen“ efter den mængde lastdyr med bytte som efterpaa togede ind i Bologna.<br> Mestri — sandsynfigvis tænker Machiavelli paa at Mestri blev brændt af en anti-veneziansk ligas tropper hge før slaget ved Vicenza, 7.9 1513. Han har muligvis troet slaget stod der, istedetfor ved la Motta. </ref><noinclude><references/></noinclude> il74lzr4oard3oi6hyxqyjumsxsbbx1 326040 325979 2026-07-09T20:20:14Z Øystein Tvede 3938 326040 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at nåar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas“ tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<br> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk hær; det genuesiske infanteri rømmede i panik en sterk stilling uden sverdslag (26/4 1507), og Genova blev erobret.<br> Vailà-slaget i 1509: se noten om Louis XII.<br> Bologna blev som før nævnt> erobret af Julius II i 1506. Da paven senere kom i krig med Louis XII, maatte han flygte fra Bologna for en fransk hær; folket sympatiserede med Bentivogli og de franske. Pavens hær under hertugen af Urbino flygtede og opløstes fuldstændig, sterkt eftersat af Franskmænd og bønder (20.5 1511). Dagen kaldtes „æselsdagen“ efter den mængde lastdyr med bytte som efterpaa togede ind i Bologna.<br> Mestri — sandsynfigvis tænker Machiavelli paa at Mestri blev brændt af en anti-veneziansk ligas tropper lige før slaget ved Vicenza, 7.9 1513. Han har muligvis troet slaget stod der, istedetfor ved la Motta.</ref><noinclude><references/></noinclude> tizzu88f1zrvprljw4tkhji1xyga2ah 326041 326040 2026-07-09T20:21:01Z Øystein Tvede 3938 326041 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at nåar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas“ tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<br> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk hær; det genuesiske infanteri rømmede i panik en sterk stilling uden sverdslag (26/4 1507), og Genova blev erobret.<br> Vailà-slaget i 1509: se noten om Louis XII.<br> Bologna blev, som før nævnt, erobret af Julius II i 1506. Da paven senere kom i krig med Louis XII, maatte han flygte fra Bologna for en fransk hær; folket sympatiserede med Bentivogli og de franske. Pavens hær under hertugen af Urbino flygtede og opløstes fuldstændig, sterkt eftersat af Franskmænd og bønder (20.5 1511). Dagen kaldtes „æselsdagen“ efter den mængde lastdyr med bytte som efterpaa togede ind i Bologna.<br> Mestri — sandsynfigvis tænker Machiavelli paa at Mestri blev brændt af en anti-veneziansk ligas tropper lige før slaget ved Vicenza, 7.9 1513. Han har muligvis troet slaget stod der, istedetfor ved la Motta.</ref><noinclude><references/></noinclude> euixrv0mw0e6gcxlvtxgf7qg98wlugn 104 140126 325973 2026-07-09T17:36:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325973 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vil altsaa Eders berømmelige Hus efterligne de herlige mænd der forløste sit land, er det fremfor alt nødvendigt, som det rette grundlag for ethvert foretagende, at skaffe sig egne tropper, thi man kan ikke faa hverken troere eller paalide ligere eller bedre soldater. Er hver enkelt Italiener god, vil de alle samlede blive endnu bedre, nåar de ser sig førte af sin fyrste og hædrede og forsørgede af ham. Det er derfor nødvendigt at skaffe sig saadanne tropper, for med den italienske krafts hjælp at kunne forsvare sig mod udlændingerne. Om end det schweiziske og spanske fodfolk ansees for frygteligt, er der dog en mangel hos dem begge, hvorfor en tredje art ikke alene vilde kunne modstaa dem, men haabe at overvinde dem. Thi Spanjerne kan ikke modstaa rytteri, og Schweizerne maa frygte fodfolket, nåar de støder paa et der er ligesaa haardnakket i kamp som de selv. Derfor har man seet, og vil fremdeles erfare, at Spanjerne ikke kan staa sig mod fransk rytteri;<noinclude><references/></noinclude> 2ve64xfvitj0vs0b6kx7ocnxfpkw7ly 0 140127 325975 2026-07-09T17:38:18Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=129 to=133 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 325975 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=129 to=133 fromsection="2" tosection="" header=1 /> q74lm9y7n8o32ymr03fdu7ulw6f9qyp 325977 325975 2026-07-09T17:40:06Z Øystein Tvede 3938 325977 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=129 to=133 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> h789z7xkerfnbl0wwu0fjhvei1mazlz 0 140128 325978 2026-07-09T17:40:23Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=133 to=137 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 325978 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=133 to=137 fromsection="2" tosection="" header=1 /> h10zqecdpacrcthwimyz909qj6yiril 325982 325978 2026-07-09T17:45:45Z Øystein Tvede 3938 325982 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=133 to=139 fromsection="2" tosection="" header=1 /> dkwrves7d8x3c7x34bok8zltcyeb50v 104 140129 325980 2026-07-09T17:43:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325980 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Schweizerne har man seet ødelagte af spansk fodfolk. Skjønt man ikke har fuldkommen erfaring for det sidste, saa man dog en prøve derpaa i slaget ved Ravenna, da det spanske fodfolk stødte paa de tyske afdelinger, der har samme slagorden som de schweiziske. De letvinte Spanjere havde, hjulpne af sine smaaskjold, trængt md mellem sperrene og under dem, og kunde uden fare hugge løs paa Tyskerne, uden at disse formaaede at værge sig; havde ikke rytteriet været der og sprengt ind paa Spanjerne, vilde de have revet Tyskerne fuldstændig op. Man kan altsaa, nåar man kjender begge disse fodfolks feil, indrette et nyt, som kan modstaa rytteri og ikke frygter fodfolk; det gjælder da at forandre, ikke troppearten, men slagordenen. Dette er af de ting som, naar de oprettes for første gang, skaffer en ny fyrste ry og navn. Denne leilighed bør altsaa ikke gaa übenyttet, foråt Italien efter saa lang tids forløb endelig kan se sin forløser. Jeg formaar ikke at beskrive, med hvilken kjærlighed han vilde blive modtagen i alle de egne, der har lidt under disse oversvømmelser af fremmede horder, med hvilken hevntørst, med hvilken urokkelig troskab, med hvilken ærbødighed, med hvilke taarer. Hvilke porte vilde lukke sig for ham? Hvilket folk vilde negte ham lydighed? Hvilken avind vilde gjøre ham modstand? Hvilken Italiener vilde negte ham underdanighed? I hver mands næse stinker dette barbarvælde. Lad da Eders berømmelige Hus paatage sig dette verk, med det mod og med det haab, hvormed man gaar til retfærdig daad, foråt under dets merke dette vort fædreland<noinclude><references/></noinclude> gwjvl0n6nw0695nbukct1obtamzlewi 104 140130 325981 2026-07-09T17:45:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325981 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kan forherliges, og under dets auspicier Petrarcas ord<ref>Verset af Potrarca hører til hans 16de canzone. Petrarca hørte til Machiavellis kjæreste læsning, og de stemmer i sin kjærlighed til det italienske fædreland.</ref> vinde sandhed: <poem> Mandemod mod vildhed Skal gribe vaaben, kort blir kampen rød, Thi den gamle tapperhed Er i italiske hjerter end ei død. </poem> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4ibbto4yadxdo398sl2g3qqnl69ey1j 104 140131 325983 2026-07-09T17:46:29Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 325983 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 140132 325984 2026-07-09T17:48:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325984 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|'''Louis XII af Frankrige i Italien.'''}}}} {{--}} Allerede Louis' forgjænger, Charles VII, havde forsøgt at gjøre erobringer i Italien. Han faldt ind i landet i 1494; alle bøiede sig for ham paa hans vei, paven afstod byer til ham, og han erobrede Napoli. Der blev imidlertid dannet en „veneziansk liga“ mod ham af paven, keiseren, Spanjen, Venezia, Milano. Charles ilede nordover med endel af sine tropper, og leverede ligaen slag ved Fornovo 6/7 1495. Franskmændene seirede, men maatte dog trække sig ud af Italien; aaret efter blev den franske besætning i Napoli nødt til at drage bort. Charles VIH døde 7/4 1498, før han fik gjort et nyt felttog. Louis XII gjenoptog samme aar striden. Han allierede sig straks med pave Alexander VI og hans søn, Cesare Borgia. Louis fik pavens samtykke til at ophæve sit egteskab med Jeanne de France og indgaa et nyt med sin forgjængers enke, Anne de Bretagne. Tilladelsen overbragtes af Cesare, sammen med en bulla der udnævnte Louis' mægtige yndling, George d'Amboise, erkebiskop af Rouen, til kardinal. Til gjengjæld fik Cesare af Louis titel af hertug af Valentinois, og løfte om hjælp til Romagnaens erobring. Louis' eget nærmeste maal i Italien var Milano. Hans bedstefar havde været gift med en datter af hertug i Milano Gian Galeazzo ; Louis paastod sig derfor nærmere arveberettiget end den regjerende hertug, Lodovico Moro, den samme Gian Galeazzos sønnedattersøn, hvis mor var uegte født. — Venezia sluttede nu — det var svagt og skinsygt paa Lodovico — traktat med Frankrige 9/2 1499, hvorved Frankriges fordring anerkjendtes, og det lovedes hjælp, mod at Venezia fik endel af det milanesiske<noinclude><references/></noinclude> 3b1ctmain96tdgjl3pf3sudqjtxpze2 104 140133 325985 2026-07-09T17:49:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325985 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lydland. Louis tog hertugdømmet uden sverdslag, da Lodovico var høist forhadt. Imidlertid fik Milaneserne snart endnu mindre tilovers for den franske styrelse, og da Lodovico aaret efter vendte tilbage medsoo ryttere og 8000 fodfolk, flygtede Louis' statholder, og Milaneserne modtog sin gamle herre med jubel 5/2 1500. Men allerede 5. april slog en ny fransk hær Lodovico ved Novara, han blev fangen, og holdtes i fængsel til sin død i 1510. George d'Amboise blev nu Milanos guvernør. Straks Louis kom til Milano, indfandt der sig gesanter hos ham fra Romagnas og Toscanas fyrster og republiker. Louis indgik alliancer med dem iflæng; men han havde jo før lovet stædernes fiende, Cesare, sin hjælp. Hans politik blev derfor vanskelig og vaklende, men da han ikke troede at kunne undvære pavens støtte, tog han mest Cesares parti (se noten om Cesare). Ogsaa overfor Firenze vil han helst greie sig med intriger: han lover stadig hjælp mod Pisa, men der bliver lidet af den, og hans virkelige ønske er at holde alle italienske magter i en saadan stilling, at de maa beile til hans gunst og modtage hans betingelser. Louis' erobringsobjekt efter Milano var kongeriget Napoli, som imidlertid ogsaa Fernando den katolske af Spanjen vilde have. Don Federigo af Napoli frygtede sin frænde Fernando allerværst, og tilbød sig at erkjende Louis som sin lensherre, betale skat, og modtage franske garnisoner. Louis var, som Machiavelli siger, uklog nok til heller at slutte traktat med Spanjen om at dele Napoli (11/11 1500). Napoli erobredes, men i 1502 blev der strid om delingen. Louis kom atter fra Frankrige til Milano foråt ordne sig til krig med Fernando (ikke, som Machiavelli siger, for at stanse Cesares erobringer, om han end samtidig gjorde det). Hans generaler var uheldige, og i decbr. 1503 maatte de franske rømme landet for Spanjerne. I 1507 opgav Louis sine krav paa Napoli ; magternes interesse begyndte allerede da at samle sig om en „deling“ af den venezianske stat. Det var dog først i decbr. 1508 man kom til enighed. Da stiftedes ligaen i Cambray mellem paven, keiseren, Frankrige, Spanjen, Napoli, Ungarn, Savoyen, huset Este, og Gonzaga, om fælles aktion; da maalet var Venezias ødelæggelse, indbødes endog territorialt ikke interesserede magter, som England, til deltagelse. Venezianerne led et nederlag ved Vaila<noinclude><references/></noinclude> 1n11m1iwelfdlaa3jqqchlozq1lz40m 104 140134 325986 2026-07-09T17:52:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325986 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>1509, og de fleste af deres lydstæder paa fastlandet faldt fra. Ogsaa her havde, som Machiavelli siger, Louis taget for letvindt parti, blot sluttet sig til de mægtigste, og han fik ingen løn derfor. Julius II havde været sjælen i Cambray-ligaen; nu fandt han, at Venezia var tilstrækkelig ydmyget, og Frankrige for mægtigt. Enten det nu var italiensk patriotisme, eller den vanlige pavepolitik, i følelsen af pavemagtens militære svaghed vekselvis at søge det ene eller det andet parti svækket —. i 1510 sluttede han med Venezia, Spanjen, England, og keiseren „den hellige liga“ mod Frankrige. Franskmændene vandt i 1512 en stor seier ved Ravenna, men maatte forlade Italien, da 20000 Schweizere kom de forbundne til hjælp, — rømmede altsaa ogsaa, som Machiavelli siger, for anden gang Milano —, og beholdt kun etpar fæstninger. Aaret efter døde Julius 11, og Louis sluttede fred, først med Venezia, saa med den øvrige liga, hvoriblandt den nye pave, Leo X. I forening med Venezia gjorde nu Louis et nyt angreb paa Milano, men hans general blev fuldstændig slagen ved Novara 6/6 1513; da han vendte tilbage til Frankrige, overraskedes han ved et indfald af 15000 Schweizere, og maatte love dem, at Louis skulde opgive sine krav paa Milano og betale dem en stor sum penge. Aaret efter forsøgte kongen, forat kunne trodse Schweizerne, at alliere sig med Spanjen ved et egteskab mellem sin datter og Fernandos dattersøn Charles. Forsøget forpurredes af paven, og Louis døde før han fandt en ny udvei (1. jan. 1515). {{---}} {{c|{{stor|'''Cesare Borgia.'''}}}} Paverne havde altid ønsket at være verdslige suveræner, og de havde ogsaa i tidens løb erhvervet sig en „Kirkestat.“ Men forskjellige forhold gjorde det vanskeligt for dem at blive verdslige suveræner andlet end af navn: de skulde jo først og fremst . være '''aandelige''' suveræner, dertil dannede de, som valgte, intet dynasti,<noinclude><references/></noinclude> nuppdxvs20u37vnuh69pbalkoic4jrj 325995 325986 2026-07-09T18:04:23Z Øystein Tvede 3938 325995 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>1509, og de fleste af deres lydstæder paa fastlandet faldt fra. Ogsaa her havde, som Machiavelli siger, Louis taget for letvindt parti, blot sluttet sig til de mægtigste, og han fik ingen løn derfor. Julius II havde været sjælen i Cambray-ligaen; nu fandt han, at Venezia var tilstrækkelig ydmyget, og Frankrige for mægtigt. Enten det nu var italiensk patriotisme, eller den vanlige pavepolitik, i følelsen af pavemagtens militære svaghed vekselvis at søge det ene eller det andet parti svækket —. i 1510 sluttede han med Venezia, Spanjen, England, og keiseren „den hellige liga“ mod Frankrige. Franskmændene vandt i 1512 en stor seier ved Ravenna, men maatte forlade Italien, da 20000 Schweizere kom de forbundne til hjælp, — rømmede altsaa ogsaa, som Machiavelli siger, for anden gang Milano —, og beholdt kun etpar fæstninger. Aaret efter døde Julius 11, og Louis sluttede fred, først med Venezia, saa med den øvrige liga, hvoriblandt den nye pave, Leo X. I forening med Venezia gjorde nu Louis et nyt angreb paa Milano, men hans general blev fuldstændig slagen ved Novara 6/6 1513; da han vendte tilbage til Frankrige, overraskedes han ved et indfald af 15000 Schweizere, og maatte love dem, at Louis skulde opgive sine krav paa Milano og betale dem en stor sum penge. Aaret efter forsøgte kongen, forat kunne trodse Schweizerne, at alliere sig med Spanjen ved et egteskab mellem sin datter og Fernandos dattersøn Charles. Forsøget forpurredes af paven, og Louis døde før han fandt en ny udvei (1. jan. 1515). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|'''Cesare Borgia.'''}}}} {{--}} Paverne havde altid ønsket at være verdslige suveræner, og de havde ogsaa i tidens løb erhvervet sig en „Kirkestat.“ Men forskjellige forhold gjorde det vanskeligt for dem at blive verdslige suveræner andlet end af navn: de skulde jo først og fremst . være '''aandelige''' suveræner, dertil dannede de, som valgte, intet dynasti, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> qaxe1znepamd46ln4md5s39rwonkzct 326042 325995 2026-07-09T20:24:15Z Øystein Tvede 3938 326042 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>1509, og de fleste af deres lydstæder paa fastlandet faldt fra. Ogsaa her havde, som Machiavelli siger, Louis taget for letvindt parti, blot sluttet sig til de mægtigste, og han fik ingen løn derfor. Julius II havde været sjælen i Cambray-ligaen; nu fandt han, at Venezia var tilstrækkelig ydmyget, og Frankrige for mægtigt. Enten det nu var italiensk patriotisme, eller den vanlige pavepolitik, i følelsen af pavemagtens militære svaghed vekselvis at søge det ene eller det andet parti svækket —. i 1510 sluttede han med Venezia, Spanjen, England, og keiseren „den hellige liga“ mod Frankrige. Franskmændene vandt i 1512 en stor seier ved Ravenna, men maatte forlade Italien, da 20000 Schweizere kom de forbundne til hjælp, — rømmede altsaa ogsaa, som Machiavelli siger, for anden gang Milano —, og beholdt kun etpar fæstninger. Aaret efter døde Julius 11, og Louis sluttede fred, først med Venezia, saa med den øvrige liga, hvoriblandt den nye pave, Leo X. I forening med Venezia gjorde nu Louis et nyt angreb paa Milano, men hans general blev fuldstændig slagen ved Novara 6/6 1513; da han vendte tilbage til Frankrige, overraskedes han ved et indfald af 15000 Schweizere, og maatte love dem, at Louis skulde opgive sine krav paa Milano og betale dem en stor sum penge. Aaret efter forsøgte kongen, forat kunne trodse Schweizerne, at alliere sig med Spanjen ved et egteskab mellem sin datter og Fernandos dattersøn Charles. Forsøget forpurredes af paven, og Louis døde før han fandt en ny udvei (1. jan. 1515). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|'''Cesare Borgia.'''}}}} {{--}} Paverne havde altid ønsket at være verdslige suveræner, og de havde ogsaa i tidens løb erhvervet sig en „Kirkestat.“ Men forskjellige forhold gjorde det vanskeligt for dem at blive verdslige suveræner andet end af navn: de skulde jo først og fremst være ''aandelige'' suveræner, dertil dannede de, som valgte, intet dynasti, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> cvp1rm4j8rez7ibbk59afex0t6wt2dl 326043 326042 2026-07-09T20:25:04Z Øystein Tvede 3938 326043 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>1509, og de fleste af deres lydstæder paa fastlandet faldt fra. Ogsaa her havde, som Machiavelli siger, Louis taget for letvindt parti, blot sluttet sig til de mægtigste, og han fik ingen løn derfor. Julius II havde været sjælen i Cambray-ligaen; nu fandt han, at Venezia var tilstrækkelig ydmyget, og Frankrige for mægtigt. Enten det nu var italiensk patriotisme, eller den vanlige pavepolitik, i følelsen af pavemagtens militære svaghed vekselvis at søge det ene eller det andet parti svækket —. i 1510 sluttede han med Venezia, Spanjen, England, og keiseren „den hellige liga“ mod Frankrige. Franskmændene vandt i 1512 en stor seier ved Ravenna, men maatte forlade Italien, da 20000 Schweizere kom de forbundne til hjælp, — rømmede altsaa ogsaa, som Machiavelli siger, for anden gang Milano —, og beholdt kun etpar fæstninger. Aaret efter døde Julius II, og Louis sluttede fred, først med Venezia, saa med den øvrige liga, hvoriblandt den nye pave, Leo X. I forening med Venezia gjorde nu Louis et nyt angreb paa Milano, men hans general blev fuldstændig slagen ved Novara 6/6 1513; da han vendte tilbage til Frankrige, overraskedes han ved et indfald af 15000 Schweizere, og maatte love dem, at Louis skulde opgive sine krav paa Milano og betale dem en stor sum penge. Aaret efter forsøgte kongen, forat kunne trodse Schweizerne, at alliere sig med Spanjen ved et egteskab mellem sin datter og Fernandos dattersøn Charles. Forsøget forpurredes af paven, og Louis døde før han fandt en ny udvei (1. jan. 1515). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|'''Cesare Borgia.'''}}}} {{--}} Paverne havde altid ønsket at være verdslige suveræner, og de havde ogsaa i tidens løb erhvervet sig en „Kirkestat.“ Men forskjellige forhold gjorde det vanskeligt for dem at blive verdslige suveræner andet end af navn: de skulde jo først og fremst være ''aandelige'' suveræner, dertil dannede de, som valgte, intet dynasti, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> qu48yt43wfm8nmmbaqjy43rfecwcdph 104 140135 325987 2026-07-09T17:53:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325987 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og de regjerede sjelden længe nok til at kunne blive uafhængige af partierne. — Havde en pave sønner, ansporedes hans ærgjerrighed naturlig endmere ved udsigten til at danne et familiedynasti. Den af tidens paver som naaede længst, var Alexander VI (hans oprindelige navn var Roderico de' Lenzuoli, men hans onkel, Calixtus IH, lod ham antage sit eget slegtsnavn Borgia). Han havde, da han blev pave, fire sønner, hvoraf han valgte den ene, Cesare, til at grunde et dynasti Borgia. Cesare var da kardinalbiskop af Valencia, men traadte ud af Kirken, idet han erklærede sig for utilbøielig til den geistlige stilling. Cesares nærmeste maal var Kirkestaten, senere blev det vistnok hans tanke ogsaa at tåge Toscana. Derimod tror man ikke, at han, saaledes som hans dristighed og held bragte mange i samtiden til at antage, til sidste maal havde et kongerige Italien. Det saa ud til at Cesare skulde naa sit maal. Forholdene laa netop tilrette for en mand som han. Han var en klar aand, som med lethed gjennemskuede tidens mennesker og deres utallige intriger; selv var han en mester i at behandle folk og kaste dem blaar i øinene, hans væsen og hans person fortryllede baade Machiavelli og koldere hoveder ; han saa, hvad der maatte til, og han hindredes ikke et øieblik af moralske skrupler fra at bruge det radikaleste middel. Derimod var der liden fasthed hos hans modstandere, og lidet sammenhold mellem dem, og det kom ham til uvurderlig nytte, at den franske konge, af hengivenhed for Kirken, lod sig saaledes benytte af ham. Før der gives en oversigt over Cesares erobringer og den katastrofe der berøvede ham alt, hidsættes der nogle oplysninger om forholdene i Kirkestaten. Kirkegodset nærmest Roma var omtrent helt delt mellem familierne Orsini og Colonna. Orsini havde væsentlig landet vest for Tevere, det egentlige „patrimonium S. Petri“; Colonna havde Sabinerlandet og Romas campagne. Orsini var fra gammel tid Guelfernes chefer, Colonna Ghibellinernes ; navnenes betydning var nu tabt, men partihadet lige blodigt. Den øvrige adel fulgte hver sin af disse to famiher. Savelli og Conti var Ghibelliner, Vitelli Guelfer. Alle disse adelsmænd var nu condottierer, og derfor langt sterkere end de italienske regjeringer, som nu alle brugte leiede tropper, Alexander<noinclude><references/></noinclude> 3di2ikkmhpcqcc5icbsuokp2tmfdet3 325988 325987 2026-07-09T17:54:27Z Øystein Tvede 3938 325988 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og de regjerede sjelden længe nok til at kunne blive uafhængige af partierne. — Havde en pave sønner, ansporedes hans ærgjerrighed naturlig endmere ved udsigten til at danne et familiedynasti. Den af tidens paver som naaede længst, var Alexander VI (hans oprindelige navn var Roderico de' Lenzuoli, men hans onkel, Calixtus IH, lod ham antage sit eget slegtsnavn Borgia). Han havde, da han blev pave, fire sønner, hvoraf han valgte den ene, Cesare, til at grunde et dynasti Borgia. Cesare var da kardinalbiskop af Valencia, men traadte ud af Kirken, idet han erklærede sig for utilbøielig til den geistlige stilling. Cesares nærmeste maal var Kirkestaten, senere blev det vistnok hans tanke ogsaa at tåge Toscana. Derimod tror man ikke, at han, saaledes som hans dristighed og held bragte mange i samtiden til at antage, til sidste maal havde et kongerige Italien. Det saa ud til at Cesare skulde naa sit maal. Forholdene laa netop tilrette for en mand som han. Han var en klar aand, som med lethed gjennemskuede tidens mennesker og deres utallige intriger; selv var han en mester i at behandle folk og kaste dem blaar i øinene, hans væsen og hans person fortryllede baade Machiavelli og koldere hoveder ; han saa, hvad der maatte til, og han hindredes ikke et øieblik af moralske skrupler fra at bruge det radikaleste middel. Derimod var der liden fasthed hos hans modstandere, og lidet sammenhold mellem dem, og det kom ham til uvurderlig nytte, at den franske konge, af hengivenhed for Kirken, lod sig saaledes benytte af ham. Før der gives en oversigt over Cesares erobringer og den katastrofe der berøvede ham alt, hidsættes der nogle oplysninger om forholdene i Kirkestaten. Kirkegodset nærmest Roma var omtrent helt delt mellem familierne Orsini og Colonna. Orsini havde væsentlig landet vest for Tevere, det egentlige „patrimonium S. Petri“; Colonna havde Sabinerlandet og Romas campagne. Orsini var fra gammel tid Guelfernes chefer, Colonna Ghibellinernes; navnenes betydning var nu tabt, men partihadet lige blodigt. Den øvrige adel fulgte hver sin af disse to famiher. Savelli og Conti var Ghibelliner, Vitelli Guelfer. Alle disse adelsmænd var nu condottierer, og derfor langt sterkere end de italienske regjeringer, som nu alle brugte leiede tropper, Alexander<noinclude><references/></noinclude> 587qrdqxhn692mqj0igyuiye88a4dwg 104 140136 325989 2026-07-09T17:57:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325989 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>VI bekjæmpede vekselvis Colonna og Orsini, og hidsede dem mod hinanden; Cesare søgte at opløse deres partier ved at lokke deres folk til sig. De fjernere dele af Kirkestaten var omtrent uafhængige af den Hellige Stol. Enkelte stæder var svage republiker. I de øvrige havde de pavelige lénsmænd, „vicarii“, etterhvert dannet dynastier, som ikke engang betalte sin lensherre den skyldige skat. La Marca var delt mellem husene Varano og Fogliano. Varano havde nu ogsaa Camerino ; Giovanni di Fogliano havde Fermo. Sinigaglia var lén for Giovanni deila Rovere, der ogsaa var hertugen af Urbinos arving. — Landet mellem la Marca og Toscana stod under Guid' Übaldo af det gamle hus Montefeltro: det var hertugdømmet Urbino, grevskabet Montefeltro, og signorien Agobbio. — Vest for Urbino laa Baglionis signori, Perugia, samt Vitelløzzo Vitellis, Citta di Castello. — Paa Romagnasiden laa Pesaro, nu under en gren af huset Sforza. — Riminis herre var Pandolfo IV, men staden stod under Venezianernes „beskytttelse“ ; fyrsterne langs Adria stod nu i veneziansk sold. — Cesena stod nu umiddelbart under Kirken. — Forli og Imola tilhørte Ottaviano Riario, hvis far, Girolamo, havde faaet dem af sin onkel, pave Sixtus IV; hans mor, Caterina Sforza, var hans formynder. — Mellem Forlì og Imola laa Faenza, hvis territorium gik til Firenzes grænser; der havde Venezianerne under den mindreaarige Astore III de' Manfredi skaffet sig magten. De havde ogsaa tåget Ravenna og Cervia fra deres hersker huse. — Bologna stod fra 1462 under Giovanni Bentivoglio. — Ercole d'Este havde kirkelenet Ferrara, samt rigslenene Modena og Reggio; han var den uafhængigste af alle disse dynaster. Disse fyrsters regjering var almindelig saa trykkende, at deres folk ikke kunde ventes at ville forsvare dem synderlig ivrig. Da Cesare efter Louis XII's ankomst til Milano fik fransk hjælp, drog han først mod Imola, som overgav sig i decbr. 1499. Dernæst maatte Caterina efter et tappert forsvar overgive Forli. Ved revolutionen i Milano maatte Louis tilbagekalde sine tropper, men i september 1500 sendte han atter Cesare hjælp, og truede endog med at behandle som sin egen fiende enhver der modsatte sig hertugen. Følgen var, at ingen turde hjælpe de truede fyrster. Herreroe af Rimini og Pesaro flygtede<noinclude><references/></noinclude> 9anhc1tjf7d27y24lz4qe4smgjedyxu 104 140137 325990 2026-07-09T17:58:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325990 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for hertugens hær. Faenza gjorde tapper modstand, uagtet dets territorium gik tabt ved forræderi, men maatte tilslut give sig (april 1501). Borgerne betingede sig, atAstorre skulde beholde frihed og formue. Cesare sendte ham til Roma, under paaskud af at ville uddanne ham ved sit hof, men lod ham og hans bror myrde. Forat Romagnaen, som hermed var erobret, ogsaa i navnet kunde blive Cesares, fik paven ved bestikkelser Konsistoriet til at godkjende, at den blev gjort til hertugdømme for ham; Cesare føiede nu titlen „hertug af Romagna“ til Valentinois-titlen. Han stræbte at befæste sin magt ved at udrydde de fordrevne ætter. Han fulgte ogsaa Machiavellis andet princip, og sørgede for en kraftig, men retfærdig regjering. Han lod Ramiro de Lorqua („d'Orco“) med jernhaand rydde op i de lovløse forhold, men ofrede ham saa, foråt udrydde det had strengheden havde vakt. Skatter og tyngsler blev lettede, og folket fuldstændig vundet. Nu vendte Cesare sig mod Bologna, Toscana, la Marca og Urbino. Toscana — f>: Firenze, Pisa, Siena, Lucca, Piombino — var meget svagt. I Siena var Pandolfo Petrucci faktisk herre. I Piombino herskede Giacomo IV d' Appiano. Firenze var svækket ved krig med Pisa og indre uro. Bologna stillede sig under fransk beskyttelse, og Cesare turde ikke angribe byen, men fik dog et kastel overladt, og fik ogsaa tribut og folkehjælp. — Saa meddeler han Firenze sine fordringer: Mediceerne ekal faa vende tilbage; Florentinerne skal ikke hjælpe Piombino, men give hertugen en passende kommando og generalsgage. Regjeringen var svag, og det var kun fordi Cesare skulde følge kong Louis paa toget mod Napoli, at han nøiede sig med subsidier. — I septbr. 1501 overgav Piombino sig. Efter det napolitanske felttog lovede Louis Firenze beskyttelse (april 1502). Cesare lod sin søster Lucrezia egte hertugen af Ferrara. I juni 1502 brød han op fra Roma, og tog Camerino og Urbino. Den regjerende Varano og hans sønner blev dræbte, Arezzo overgav sig. Vitellozzo, Cesares lieutenant, erobrede en hel del pladse i Firenzes gebet, men kong Louis greb ind, og Cesare maatte give sig. Alle Borgiaernes fiender havde nu samlet sig i Asti forat bønfalde Louis om redning. Men Borgiaerne seirede<noinclude><references/></noinclude> 1y5kqgy3464oisahmuv0ozvyu1vivlx 325991 325990 2026-07-09T17:58:49Z Øystein Tvede 3938 325991 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for hertugens hær. Faenza gjorde tapper modstand, uagtet dets territorium gik tabt ved forræderi, men maatte tilslut give sig (april 1501). Borgerne betingede sig, at Astorre skulde beholde frihed og formue. Cesare sendte ham til Roma, under paaskud af at ville uddanne ham ved sit hof, men lod ham og hans bror myrde. Forat Romagnaen, som hermed var erobret, ogsaa i navnet kunde blive Cesares, fik paven ved bestikkelser Konsistoriet til at godkjende, at den blev gjort til hertugdømme for ham; Cesare føiede nu titlen „hertug af Romagna“ til Valentinois-titlen. Han stræbte at befæste sin magt ved at udrydde de fordrevne ætter. Han fulgte ogsaa Machiavellis andet princip, og sørgede for en kraftig, men retfærdig regjering. Han lod Ramiro de Lorqua („d'Orco“) med jernhaand rydde op i de lovløse forhold, men ofrede ham saa, foråt udrydde det had strengheden havde vakt. Skatter og tyngsler blev lettede, og folket fuldstændig vundet. Nu vendte Cesare sig mod Bologna, Toscana, la Marca og Urbino. Toscana — f>: Firenze, Pisa, Siena, Lucca, Piombino — var meget svagt. I Siena var Pandolfo Petrucci faktisk herre. I Piombino herskede Giacomo IV d' Appiano. Firenze var svækket ved krig med Pisa og indre uro. Bologna stillede sig under fransk beskyttelse, og Cesare turde ikke angribe byen, men fik dog et kastel overladt, og fik ogsaa tribut og folkehjælp. — Saa meddeler han Firenze sine fordringer: Mediceerne ekal faa vende tilbage; Florentinerne skal ikke hjælpe Piombino, men give hertugen en passende kommando og generalsgage. Regjeringen var svag, og det var kun fordi Cesare skulde følge kong Louis paa toget mod Napoli, at han nøiede sig med subsidier. — I septbr. 1501 overgav Piombino sig. Efter det napolitanske felttog lovede Louis Firenze beskyttelse (april 1502). Cesare lod sin søster Lucrezia egte hertugen af Ferrara. I juni 1502 brød han op fra Roma, og tog Camerino og Urbino. Den regjerende Varano og hans sønner blev dræbte, Arezzo overgav sig. Vitellozzo, Cesares lieutenant, erobrede en hel del pladse i Firenzes gebet, men kong Louis greb ind, og Cesare maatte give sig. Alle Borgiaernes fiender havde nu samlet sig i Asti forat bønfalde Louis om redning. Men Borgiaerne seirede<noinclude><references/></noinclude> qa8avvmryl4awh0636anacw5n5cld6h 104 140138 325992 2026-07-09T18:00:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325992 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ved at forestille kongen, at de nu var den eneste magt han kunde stole paa, og kongen frygtede for krig med Schweizerne, Spanjen, keiseren, og Venezianerne. Cesare og Louis sluttede ny alliance i Milano; hertugen fik hjælp for at tåge Bologna, Perugia, og Città di Castello. Da de saa sig truede, samledes Vitellieme og deres forbundne, Orsini, Petrucci, Baglioni, Bentivogli og Oliverotto i Magione — enkelte af dem sendte fuldmægtige. De fandt, at de tilsammen havde 1100 mand, og haabede at kunne afskjære forbindelsen mellem Cesare og hans fader. Florentinerne og Venezia turde ikke gaa med de forbundne, hvilket derimod hertugen af Urbino gjorde; han blev i oktbr. 1502 atter herre over sin stat. Cesare var i Imola, høist uforberedt, men de forbundne var bange for Frankrige, og indlod sig i underhandlinger. Paolo Orsini undertegnede en traktat, hvorefter alt skulde være glemt, og hertugen faa hjælp mod Urbino og Camerino. Bentivoglios sag skulde dømmes af Orsini, Cesare, og Petrucci. Cesare tråk ratifikationen ud, og 2/12 sluttede han separatfred med Bentivoglio. Orsini-traktaten ratificeredes samtidig; nogle dage efter underkastede Urbino og Camerino sig. Derpaa brød hertugen op mod Sinigaglia, som overgav sig. Da han selv naaede staden, fik han det ordnet saa, at de forbundne generaler kom ham imøde alene, lod dem arrestere og henrette. Citta di Castello og Perugia overgav sig, men hertugen modtog dem kun som „gonfaloniere deila Chiesa,“ kirkens generalissimus. Petrucci forlod Siena. Cesare gik til Roma foråt hjælpe sin fader med at udrydde Orsinierne. Dette lykkedes dem imidlertid ikke, fordi to Orsinier der. var i fransk og veneziansk tjeneste, fik sine krigsherrers beskyttelse. Der blev nu brud mellem de to Borgiaer og Louis, Mer ikke fandt det raadeligt, at de vandt mere magt. Cesare indledede underhandlinger med Firenze, og med Gonsalvo, den spanske general i Napoli. — Frankrige og Spanjen var da begyndt at kjæmpe om byttet. Kampen endte midtsommers 1503 med at de franske fuldstændig forjoges fra kongeriget. Louis vilde hevne sig, og begyndte bl. a. atter underhandlinger med Borgiaerne. Da døde pludselig Alexander den 18. august. Cesare og en kardinal bragtes dødssyge til Roma fra en vigne hvor de skulde have spist aften.<noinclude><references/></noinclude> 2rt4nj5c1secp803eoszhtnndif1cv4 104 140139 325993 2026-07-09T18:01:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 325993 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rygtet sagde, de var komne til selv at drikke den gift de havde tiltænkt andre. Øieblikket var uheldigt for Cesare — han stod mellem den franske og den spanske hær. Han forsonede sig med huset Colonna. Sine tropper holdt han i Borgo. De fordrevne herrer vendte tilbage til sine stæder, kun Romagnaen blev ham tro paa grund af hans gode styre (meget længere end en maaned, som Machiavelli siger). Kardinalerne samlede sig til valg i kirken S. Maria sopra Minerva. Kardinalen af Rouen ønskede sterkt at blive valgt, og søgte Cesares hjælp. Konklavet bestemte sig, som en midlertidig udvei, for den gamle Francesco Piccolomini, der ikke havde længe igjen at leve; han blev Pius HI 22. septbr. Partistillingen i Roma blev nu saa farlig for Borgia, at han vilde flygte til den franske hær. Forsøget mislykkedes, hans trop blev sprengt; han reddede sig til Vatikanet og derfra til S. Angelo. 18. Oktbr. døde Pius HI. Rouen resignerede nu til fordel for kardinalen af S. Pietro ad Vincula, Giuliano deila Rovere, en gammel ven af Frankrige. Borgia havde neppe, som Machiavelli mener, formaaet at hindre hans valg. Saa haabløst ogsaa det var, havde han kun at forhandle med S. Pietro og søge at vinde ham; de enedes om at hertugen skulde blive Kirkens general, og styre sine stater; hans datter skulde egte kardinalens neveu. Hertugen skulde skaffe deila Rovere spanske stemmer. S. Pietro blev valgt 31. oktbr. (Julius II). Nu ventede ikke Romagnaen længere. Herrerne vendte tilbage; Venezia gjorde endel erobringer. Citadellerne blev dog trofast bevarede af Cesares kapteiner. Hertugen tilbød paven det han havde igjen. Det blev ikke modtaget. 18/11 reiste han over Ostia til Spezia, forat gaa derfra med 11—1200 Mand. Julius blev nu skræmt ved at Venezianerne tog Faenza, han vilde have Cesares fæstninger, og sendte bud til Ostia. Cesare negtede at opgive dem, arresteredes, og optoges som fange paa en fransk galei. Hans lille hær blev slagen mellem Perugia og Firenze af Baglioni. Han selv førtes til Vatikanet. 2. decbr. opgav han citadellerne, og paven lovede at lade ham reise til Frankrige. Opgivelsen var imidlertid ikke alvorlig ment, og kapteinerne vilde derfor ikke give sig; Cesare holdtes fangen, opgav citadellerne for alvor, og drog som fri mand 19. april<noinclude><references/></noinclude> jn0m62see9l2as6icbemc0fv3oi17jl 0 140140 325994 2026-07-09T18:03:26Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=141 to=143 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 325994 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=141 to=143 fromsection="" tosection="1" header=1 /> mcji24etzkdw65ug3t82lc3ej6vjbu4 0 140141 325998 2026-07-09T18:07:21Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=143 to=149 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 325998 wikitext text/x-wiki <pages index="Machiavelli Fyrsten.pdf" from=143 to=149 fromsection="2" tosection="" header=1 /> my0nmd3ueyda03nzv3xpsyd2wssxgf4 2 140142 326008 2026-07-09T18:34:56Z Wertercatt 6273 Be explicit that I don't understand Norwegian and am contributing here just via visual transcription. 326008 wikitext text/x-wiki {{#babel:en-N|tok-0|no-0}} kkl7jx8uxm00ytt1mq6gewo1vf3hau9 102 140143 326047 2026-07-09T20:34:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 326047 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 326048 326047 2026-07-09T20:38:12Z Øystein Tvede 3938 326048 wikitext text/x-wiki {{ForfatterWD | fornavn = Fredrik | etternavn = Weisse | beskrivelse = norsk adjunkt og oversetter | født = 1866 | død = 1923 }} 0zzhlzdd79o9zwmdq6y9zrj5g3btk55 326049 326048 2026-07-09T20:40:50Z Øystein Tvede 3938 326049 wikitext text/x-wiki {{ForfatterWD | fornavn = Fredrik | etternavn = Weisse | beskrivelse = norsk adjunkt og oversetter | fødeår = 1866 | dødsår = 1923 }} == Oversettelser == [[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]]s ''[[Fyrsten]]'' (1898) oy8w6vviqd1ywsboq49xhsf2ay3wo75 326050 326049 2026-07-09T20:42:32Z Øystein Tvede 3938 326050 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Fredrik |etternavn = Weisse |alternative_navn = |sorter = |beskrivelse = norsk adjunkt og oversetter |annet = |fødselsdato = |fødeår = 1866 |fødested = |dødsdato = |dødsår = 1923 |dødssted = |bilde = |wikipedia = |wikiquote = |commons = |bibsys = }} == Oversettelser == [[Forfatter:Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavelli]]s ''[[Fyrsten]]'' (1898) az9xi10r71oh6olurl87ibayasv20xd