Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.10 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 140075 326103 326034 2026-07-10T13:15:19Z Øystein Tvede 3938 326103 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>atter bragt Romagnaen paa fode, skabt enighed i landet og gjenindført ro og lydighed. Ret beseet vil man finde at han var meget mere barmhjertig end det florentinske folk, som for at undgaa beskyldning for grusomhed lod Pistoja ødelægge sig<ref>Florentinerne havde faaet Pistoja i sin magt ved at benytte sig af partistriden der, og stansede den ikke, fordi de ansaa den for det sikreste middel til at holde staden. Her sigtes navnlig til optøierne i 1501 og 1502; man blev da nødt til at fængsle og forvise endel partichefer. Machiavelli dadler et andet sted Florentinerne fordi de ikke ''henrettede'' cheferne; men, siger han, „en saa energisk beslutning formaar ikke en svag republik at tage — den kan neppe nok bekvemme sig til det svagere middel“.</ref>. En fyrste maa derfor ikke ænse ry for grusomhed, naar det gjælder at opretholde enighed og loyalitet blandt sine undersaatter. Thi paa nogle ganske faa afskrækkende eksempler nær vil han være mere barmhjertig end dem der af altfor stor barmhjertighed lader uvæsenet gaa sin gang, hvoraf følgen er mord og rov; thi mord og rov pleier at skade hele samfundet, men de henrettelser en fyrste foranstalter, skader kun enkelte. Endnu mere end for andre fyrster er det for en ny fyrste umuligt at undgaa beskyldning for grusomhed, da nye troner er kringsatte af farer. Derfor lader Virgil Dido undskylde sit styres haardhed med at det er nyt: <poem> Res dura et regni nouitas me talia cogunt Moliri et late fines custode tueri.<ref>(Nød og nyreist trone paa saadant mig tvinger<br> Stedse at tænke og grænsen i ring ved vagtmand at sikre).</ref> </poem> Dog maa han ikke være for snar til at tro alt og til at handle. Han maa ikke blive angst<noinclude><references/></noinclude> ppaozuvxb9pkzfjwwedbb4oddvxutce 104 140076 326104 325902 2026-07-10T13:17:53Z Øystein Tvede 3938 326104 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sig selv, men gaa rolig frem med klogskab og humanitet, forat ikke altfor stor tillidsfuldhed skal gjøre ham uagtsom og altfor stor mistillid gjøre ham utaalelig. Her opstaar da et spørgsmaal: om det er bedre at elskes end at frygtes, eller om det er bedre at frygtes end at elskes. Svaret er, at man maa være baade frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det tryggere at frygtes end at elskes, naar man maa give afkald paa en af delene. Thi om menneskene kan man i sin almindelighed sige dette, at de er utaknemlige, vægelsindede, hyklerske, rædde for farer og begjærlige efter vinding. Saalænge du gjør godt mod dem, tilhører de dig alle med liv og sjæl, de sværger, som før sagt, at ofre blod, eiendom, liv og sønner, naar nøden er langt borte, men nærmer den sig, vender de dig ryggen. Den fyrste der da har forladt sig ganske paa deres ord og er blottet for forsvar forresten, gaar tilgrunde; thi de venskaber man erhverver sig ved betaling, og ikke ved sjælsstorhed og sjælsadel, har man vistnok staaende paa rente, men man har dem ikke i kassen, og kan ikke tage dem ud naar man trænger dem. Menneskene har mindre skrupler ved at gjøre ondt mod en, der gjør sig elsket, end mod en der gjør sig frygtet; thi kjærligheden regnes for et forpligtelsens baand, som fordi menneskene er slette, brydes hvergang egennytten kommer med i spillet; men frygten opretholdes ved frygten for straf, der aldrig forlader en. Dog maa en fyrste gjøre sig frygtet paa en saadan maade, at han, om han ikke vinder kjærlighed, dog undgaar had, thi det kan meget vel forenes, at være frygtet og dog ikke hadet. Dette vil han<noinclude><references/></noinclude> op821iz0wav9jpzwznpksdaaomft9id 104 140077 326105 325903 2026-07-10T13:20:40Z Øystein Tvede 3938 326105 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>opnaa saafremt han respekterer sine borgeres og sine undersaatters eiendom, og deres kvinder. Skulde det blive nødvendigt for ham at straffe nogen paa livet, kan han gjøre det, naar han har tilbørlig støtte i loven og lader det ske ved aaben rettergang; men fremfor alt maa han afholde sig fra angreb paa andres eiendom, thi menneskene glemmer hurtigere sin faders død end tabet af sin eiendom. Der mangler heller aldrig grunde til at fratage folk deres eiendom; bestandig finder den der begynder at leve af rov, anledning til at bemægtige sig andres formue, derimod er grandene til at udgyde blod sjeldnere og bliver snarere udtømt. Men naar en fyrste selv gaar med hæren og har en mængde soldater at styre, da er det aldeles nødvendigt ikke at bryde sig om nogen beskyldning for grusomhed, thi uden et saadant ry har aldrig nogen kunnet holde en hær sammen eller holde den parat til nogen militærtjeneste. Til Hannibals vidunderlige bedrifter regnes ogsaa det, at skjønt han førte en overmaade stor hær, sammensat af utallige forskjellige racer, paa tog i fremmed land, dog aldrig nogen splid opstod mellem hans folk indbyrdes eller mellem dem og føreren, hverken i ulykkens eller lykkens dage. Dette kunde ikke komme af andet end af hans umenneskelige grusomhed, der sammen med hans store evner i alle retninger altid indgjød hans soldater ærefrygt og skræk for ham; uden denne grusomhed vilde al hans dygtighed ikke have formaaet at frembringe et saadant resultat. Lidet tænksomme forfattere beundrer paa den ene side hans bedrifter, medens de paa den anden side fordømmer hvad der først og fremst gjorde dem mulige. Thi at virkelig alle hans øvrige fortrin<noinclude><references/></noinclude> h2yihy83y9nh6n9o4kb69kz296rb0hv 104 140078 326106 325905 2026-07-10T13:22:31Z Øystein Tvede 3938 326106 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke vilde have strukket til, kan man se af Scipio, en sjelden mand ikke alene inden sin egen tid, men i hele den os bekjendte historie. Hans hær gjorde opstand mod ham i Spanjen; og dette skyldtes netop hans altfor store mildhed, hvorved hans soldater havde faaet større frihed end det lod sig forene med krigstugten. Dette lod Fabius Maximus ham høre i senatet, og han blev der kaldt den romerske krigstugts nedbryder. Da Lokroi var ødelagt af en af Scipios legater, hevnede Scipio ikke indbyggerne og straffede ikke legatens frækhed, hvilket alt kom af hans føielige karakter. Derfor sagde en der vilde undskylde ham i senatet, at der var mange mennesker som bedre forstod selv at undgaa forseelser end at straffe andres. Dette karaktertræk vilde med tiden have skadet Scipios navn og ry, hvis han med det var vedbleven som hærfører; men da han stod under senatets overledelse, skjultes denne hans uheldige egenskab, og var ham endog til hæder. Jeg slutter altsaa, med hensyn til frygt og kjærlighed, at da menneskene elsker den de selv vil, men frygter den fyrsten vil, maa en klog fyrste bygge paa hvad han selv raader for, ikke paa hvad andre raader for, kun maa han, som sagt, bestræbe sig for at undgaa had. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XVIII.}} '''Hvorledes fyrster bør holde tro og love.'''}} Hvor rosværdigt det er af en fyrste at holde tro og love, og gaa frem med ærlighed og ikke med underfundighed, det forstaar enhver. Alligevel<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> knelwh6yeixu8glcgfdwnxvr1ywealw 104 140080 326107 325908 2026-07-10T13:25:00Z Øystein Tvede 3938 326107 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ser man af erfaring i vore dage, at de fyrster har udrettet store ting, der har agtet lidet paa tro og love, og som har vidst med underfundighed at forvirre menneskenes sind, og tilslut har de overvundet dem der har støttet sig paa ærlighed. I maa da vide, at der er to maader at kjæmpe paa, med lovens vaaben, og med magtens. Den første er egen for mennesket, den anden for dyrene; men da den første mangengang ikke slaar til, maa man ty til den anden. Derfor er det for en fyrste nødvendigt at kunne anvende godt baade mennesket og dyret. Dette lærer fyrsterne i forborgne ord af de gamle forfattere, der fortæller at Akilles og mange andre af hine oldtidsfyrster blev satte til at opfostres af kentauren Keiron, der havde opsyn med deres uddannelse; thi at de havde til opdrager en der var halvt dyr og halvt menneske, vil ikke sige andet end at en fyrste maa forstaa at anvende begges egen skaber, og at den enes ikke kan staa sig uden den andens. Da altsaa en fyrste maa kunne anvende dyret godt, bør han af dyrene vælge ræven og løven; thi løven kan ikke værge sig mod snarer; ræven kan ikke værge sig mod ulve. Han maa altsaa være ræv for at kunne ane snarerne og løve forat kunne skræmme ulvene. De der udelukkende holder sig til løven, forstaar ikke tingen. En klog hersker kan derfor ikke, og bør heller ikke, holde tro og love, naar det vilde være til skade for ham og de grunde ikke længere eksisterer, der bevægede ham til at give sit løfte. Hvis nu menneskene alle var gode, vilde dette raad ikke være godt, men da de er slette og ikke vilde holde sit ord mod dig, behøver du heller ikke at holde dit mod dem. En fyrste vil heller<noinclude><references/></noinclude> izefyfhhm5rz670pxly924qmwv3ync9 104 140081 326108 325909 2026-07-10T13:29:10Z Øystein Tvede 3938 326108 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aldrig mangle gyldige grunde til at besmykke brud paa givet ord. Herpaa kunde der gives talrige eksempler fra nutiden, og det kunde vises, hvormange løfter er blevne tomme og værdiløse ved fyrsternes troløshed; og den der bedst har forstaaet at anvende ræven, er det gaaet bedst. Men det er nødvendigt at kunne benytte denne natur og være en mester i hykleri og forstillelse; menneskene er saa enfoldige, og retter sig saa aldeles efter øieblikkets behov, at den der vil narre, altid vil finde en der lader sig narre. Jeg vil nævne et eksempel fra de sidste tider. Alexander VI gjorde aldrig andet end at bedrage, han tænkte aldrig paa andet, og fandt altid nogen at bedrage; aldrig har der været et menneske som sterkere forsikrede noget, og som med større eder lovede noget, og som mindre holdt hvad han sagde. Ikke desto mindre lykkedes altid hans bedrag ''ad votum''; thi han forstod sig vel paa verden i saa henseende. For en fyrste er det altsaa ikke nødvendigt at have de før nævnte gode egenskaber, men det er nødvendigt nok at synes at have dem. Ja jeg drister mig til at sige, at naar man har dem og stadig er dem tro, er de skadelige, men naar man kun synes at have dem, er de nyttige. Man kan gjerne synes barmhjertig, tro, human, gudfrygtig, retskaffen, og være det, men man maa være belavet paa, naar det bliver nødvendigt ikke at være det, at slaa om til det modsatte. Man maa forstaa at en fyrste, og især en ny fyrste, ikke kan overholde alt det som giver menneskene navn af gode, da han ofte for at sikre sin trone er nødt til at arbeide mod ærlighedens, mod næstekjærlighedens, mod humanitetens, mod gudfrygtighedens love.<noinclude><references/></noinclude> 9u0p27yvkocus9hdszrdovec2cwqehk 104 140082 326109 325930 2026-07-10T13:29:40Z Øystein Tvede 3938 326109 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Derfor maa hans sind være rede til at snu sig eftersom vinden og lykkens omskiftelser byder; som jeg ovenfor sagde, han maa ikke forlade det godes vei, naar han kan undgaa det, men vide at slaa ind paa det ondes, naar han dertil er nødt. En fyrste maa altsaa passe vel paa, at der aldrig undslipper ham et ord der ikke er fuldt af de nævnte fem gode egenskaber, og maa, naar man ser og hører ham, synes at være lutter mildhed, lutter ærlighed, lutter humanitet, lutter retskaffenhed, lutter gudsfrygt. Der er intet som det er mere nødvendigt at synes at have end den sidste egenskab; thi menneskene dømmer i almindelighed mere efter øinene end efter hænderne, da alle kan se, men faa gribe tingen. Enhver ser hvad du synes at være, faa skjønner hvad du er, og disse faa vover ikke at trodse de manges mening, da disse har tronens majestæt til at forsvare sig. Ved alle menneskers handlinger, og især ved fyrsternes, hvor der ikke er nogen domstol at appellere til, er det udfaldet man ser paa. Lad derfor en fyrste tænke paa at seire og bevare tronen, saa vil midlerne altid ansees for hæderlige og roses af enhver; thi hoben lader sig altid bestemme af skinnet og udfaldet, og i verden er der ikke andet end hoben, og de faa kommer først paa sin plads, naar de mange ikke har noget at støtte sig til. En vis fyrste nu for tiden, som det ikke vilde være heldigt at nævne<ref>Fernando af Aragonien.</ref>, taler aldrig om andet end fred og ærlighed, og af begge dele er han en absolut fiende, og begge dele vilde, om han havde dyrket dem, mere end én gang have berøvet ham enten hans ry eller hans krone. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> db18wi7260brrycg98l6kym3yxfuepc 104 140083 326110 325911 2026-07-10T13:32:54Z Øystein Tvede 3938 326110 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|Kapitel XIX.}} '''Man maa undgaa ringeagt og had.'''}} Siden jeg nu har talt om de vigtigste af de egenskaber der ovenfor blev nævnt, vil jeg behandle de andre i korthed under denne almindelige regel: fyrsten skal, som ovenfor er sagt, undgaa alt der kan gjøre ham forhadt eller foragtet; naar han undgaar det, har han gjort sit og vil ikke finde nogen fare ved det man ellers kan sige paa ham. Forhadt bliver han, som sagt, især ved at være rovgrisk og rane sine undersaatters eiendom og kvinder. Begge dele bør han holde sig fra. Naar man bare ikke berøver dem eiendom eller ære, er folk flest tilfredse, og man faar kun nogle faas ærgjerrighed at kjæmpe med, og den lader sig paa mange maader med lethed tøile. Foragtelig bliver fyrsten i folks omdømme ved at ansees for vægelsindet, letsindig, svag, smaafærdig, ubestemt; det maa en fyrste vogte sig for som for et skjær, og bestræbe sig for at hans handlinger kan give indtryk af sjælsstorhed, djærvhed, alvor, og kraft. I undersaatternes private anliggender maa hans kjendelse være uigjenkaldelig, og han maa give folk en saadan mening om sig, at ingen tænker paa at bedrage eller vildlede ham. Den fyrste der giver folk en saadan mening om sig, bliver høit anseet; og mod den der er høit anseet, dannes der meget vanskelig sammensværgelser, og han angribes vanskelig, naar han gjælder for at være dygtig og hans undersaatter ser op til ham. En fyrste maa nemlig frygte to farer, en indre,<noinclude><references/></noinclude> rhkb78k2kbz3ijysuhp15yxh0vapyuv 104 140084 326111 325912 2026-07-10T13:35:50Z Øystein Tvede 3938 326111 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der truer fra undersaatternes side, en ydre, fra fremmede magter. Den sidste fare værger man sig mod ved gode vaaben og gode venner; og har man gode vaaben, vil man altid have gode venner. Er der ro udadtil, er der ogsaa ro indadtil, hvis den ikke forstyrres af nogen sammensværgelse. Selv om der bliver krig, vil fyrsten, dersom han har indrettet sig og optraadt som angivet, naar han ikke giver sig over, kunne udholde enhver storm, saaledes som jeg har sagt Spartaneren Nabes gjorde. Af undersaatterne har man, naar der ingen forstyrrelse opstaar udenfra, kun at frygte at de skal sammensværge sig hemmelig. Herimod betrygger en fyrste sig vel ved at undgaa had og og ringeagt og ved at sikre sig folkets tilfredshed, hvilket det er nødvendigt at lægge vind paa, som ovenfor udførlig blev sagt. Et af de kraftigste midler en fyrste har mod sammensværgelser, bestaar i at undgaa almenhedens had og ringeagt. Thi den der stifter komplot, tror altid ved fyrstens mord at skulle tilfredsstille folket; men tror han, at det vilde være mod folkets ønske, har han ikke mod til en saadan beslutning. Vanskelighederne for de sammensvorne er nemlig utallige. Erfaring viser, at der har været mange sammensværgelser, men faa har faaet et heldigt udfald; thi en mand kan ikke være alene om en sammensværgelse, og kan ikke vælge sine medhjælpere blandt andre end dem som han tror er misfornøiede. Men straks du har aabnet din sjæl for en misfornøiet, giver du ham midler til at blive tilfreds; thi ved at røbe tingen kan han haabe paa al mulig fordel; saa at naar han ser sikker vinding paa den ene side, og paa den anden side usikker vinding, truet<noinclude><references/></noinclude> 4bs3cg8dpkyi1jet9nklnkq2zfs4zkz 104 140086 326112 325915 2026-07-10T13:39:01Z Øystein Tvede 3938 326112 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>overtage regjeringen<ref>Den ældre Annibale Bentivogli blev dræbt i 1445, hans søn Giovanni var da kun 6 aar gammel. Annibales bror Ercoles søn, Santi, blev da hentet fra Firenze og gjort til regent; ved hans død i 1463 etterfulgte Giovanni ham.</ref>. Jeg slutter altsaa, at en fyrste bør agte lidet paa sammensværgelser, naar folket er ham hengivent; men nåar det er fiendsk og lægger ham for had, maa han frygte alt og alle. Velordnede stater og kloge fyrster har med al omhu beflittet sig paa ikke at drive stormændene til fortvilelse, og at sørge for folkets behov, saa at det stadig er tilfreds, thi dette er en af de vigtigste opgaver en fyrste har. Til de velordnede og velstyrede riger paa vor tid hører det franske. I Frankrige findes der utallige gode institutioner, hvorpaa kongens frihed og sikkerhed beror, hvoraf den vigtigste er parlamentet og dets myndighed. Thi den der ordnede dette rige, kjendte de mægtiges ærgjerrighed og deres overmod, og ansaa det for nødvendigt at de fik et bidsel i munden til at styre dem; paa den anden side kjendte han mængdens had til stormændene, hvis aarsag er frygt, og vilde berolige den. Han vilde da ikke, at omsorgen med at styre de to partier skulde paahvile kongen alene, forat han ikke skulde høre ilde af de store, naar han begunstigede menigmand, og af menigmand, naar han begunstigede de store; derfor indsatte han en særskilt dommer; denne skulde det da være som, uden at det faldt kongen tillast, skulde prygle de store og hjælpe de smaa. Denne ordning kunde ikke være bedre eller klogere eller bedre virke til kongens og rigets sikkerhed. — Dette minder<noinclude><references/></noinclude> 9c4w9srmn9bj6veyp8wc3tgqf1dwhuf 104 140087 326113 325916 2026-07-10T13:43:30Z Øystein Tvede 3938 326113 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om noget andet som bør merkes, nemlig at fyrsterne bør overlade til andre at styre med de slemme straffe, og selv uddele alle naadesbevisninger. Atter slutter jeg, at en fyrste maa respektere de store, men ikke gjøre sig forhadt af folket. Det kunde maaske forekomme mange, at man ved at betragte mange romerske keiseres liv og død vilde finde eksempler der stred mod denne min anskuelse, idet man ser, at en har levet et udmerket liv bestandig og vist stort talent og dog tabt kronen, eller er bleven dræbt af sine soldater, idet de sammensvor sig mod ham. — Jeg vil da svare paa disse indvendinger, og give en karakteristik af enkelte keiseres egenskaber, og vise aarsagerne til deres fald, der ikke er forskjellige fra dem jeg har nævnt; for en del diskuterer jeg da ting som den der læser om hine tiders begivenheder, maa lægge merke til. Jeg vælger at holde mig til alle de keisere der fulgte efter hinanden paa tronen fra Marcus Philosophus til Maximinus: Marcus, hans søn Commodus, Pertinax, Julianus, Severus, Antoninus, hans søn Caracalla, Macrinus, Eliogabalus, Alexander og Maximinus. Først maa det merkes, at medens man i andre monarkier kun har at kjæmpe med stormændenes ærgjerrighed og folkets anmasselse, havde de romerske keisere endnu en tredje vanskelighed, idet de maatte taale soldaternes grusomhed og havesyge. Dette var saa vanskeligt, at det blev aarsagen til manges fald, idet det var vanskeligt at tilfredsstille baade soldaterne og folket, fordi folket elskede ro, og derfor elskede det sindige fyrster; og soldaterne elskede en krigersk fyrste, der var overmodig, grusom, og grisk. Saaledes vilde de<noinclude><references/></noinclude> bh54v4sz62xqrj9xyrr6lr7ooegeon8 104 140089 326114 325919 2026-07-10T13:45:29Z Øystein Tvede 3938 326114 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig og til dette had føiet ringeagt, fordi han var gammel, bukkede han under straks i begyndelsen af sit styre. Det maa her merkes, at had er frugten ligemeget af gode gjerninger som af slette; derfor er, som jeg ovenfor sagde, en fyrste, naar han vil sikre sin trone, ofte tvungen til ikke at være god. Thi naar den stand — hvad enten det er folket eller soldaterne eller stormændene — som man mener at have brug for for at sikre sig, er moralsk fordærvet, maa man føie dens lyster og gjøre den tilfreds, og da er gode handlinger ens fiender. Men lad os komme til Alexander, der var en saa brav mand, at der, foruden meget andet som gjør ham ære, ogsaa fortælles om ham, at i de fjorten aar i hvilke han bar kronen, aldrig nogen blev henrettet uden lov og dom; men da han ansaaes for kvindagtig og for en mand der lod sig lede af sin moder, og han derved paadrog sig foragt, gjorde hæren mytteri og slog ham ihjel. Undersøger man, i modsætning hertil, Commodus', Severus', Antoninus', Caracallas og Maximinus' egenskaber, vil man se at de er overmaade grusomme og rovgriske, idet de for at stille soldaterne tilfreds ikke skyede nogen forbrydelse der lader sig begaa mod folket. Alle disse, undtagen Severus, fik en sørgelig død. Severus var saa dygtig, at han, naar han holdt sig tilvens med soldaterne, selv om hans herredømme var trykkende for folket, altid kunde regjere lykkelig. Hans evner gjorde ham saa beundret baade af soldaterne og af folket, at folket var ligesom overvældet og forbløffet, og soldaterne ærbødige og stolte af ham. Da hans politiske handlinger var store af en ny fyrste, vil jeg kortelig vise, hvor vel han forstod<noinclude><references/></noinclude> 0lh8obx3cc2b8lgbayk0y03r2xcjz86 104 140090 326115 325920 2026-07-10T13:48:57Z Øystein Tvede 3938 326115 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at bruge baade ræven og løven, hvilke dyr jeg ovenfor sagde det var nødvendigt for en ny fyrste at efterligne. Da Severus hørte om keiser Julians dorskhed, forestillede han den hær han kommanderede i Slavonien, at de burde gaa til Roma for at hevne Pertinax, der var bleven dræbt af prætorianerne. Under dette paaskud, uden at røbe at han stræbte efter keisermagten, drog han med sin hær mod Roma, og stod i Italien førend man der vidste om hans afmarsch. Da han kom til Roma, valgte senatet ham af frygt til keiser, og Julian blev dræbt. Der stod efter denne heldige begyndelse to vanskeligheder igjen for Severus, naar han vilde gjøre sig til herre over det hele rige. I Asien havde Niger, chefen for de asiatiske hære, ladet sig udraabe til keiser; i vesten stod Albinus, der ogsaa stræbte efter keiserværdigheden. Da han ansaa det for farligt at røbe sig som begges fiende, besluttede han at angribe Niger og narre Albinus; til den sidste skrev han derfor, at han, efter at være valgt til keiser af senatet, vilde dele denne værdighed med ham, sendte ham titel af Cæsar, og tog ham, ifølge senatsbeslutning, til kollega, hvilket alt af Albinus blev taget for alvor. Men da saa Severus havde overvundet og dræbt Niger og bragt ro tilveie i Orienten, vendte han tilbage til Roma og klagede i senatet over at Albinus, lidet taknemlig for de velgjerninger han havde modtaget af ham, forrædersk havde søgt at myrde ham, og erklærede, at han som følge deraf var nødt til at gaa mod ham for at straffe hans utaknemlighed. Derefter gik han mod Albinus i Frankrige, og berøvede ham baade magten og livet. Den der altsaa vil undersøge hans handlinger<noinclude><references/></noinclude> hjqrwc0elywsuv0yrt8ls0xyqd2ajsh 104 140091 326116 325922 2026-07-10T13:49:36Z Øystein Tvede 3938 326116 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nøie, vil se, at han er den vildeste løve og den slueste ræv; og han vil se ham frygtet og æret af enhver, og ikke forhadt af hærene; og man vil ikke forbause sig over at han, en ny mand, kunde forblive i ubestridt besiddelse af et saa vældigt rige, thi hans overordentlige anseelse værgede ham altid mod det had folket havde kunnet fatte til ham for hans ran. Men hans søn Antoninus var ogsaa en fremragende mand, og havde fremragende egenskaber, der gjorde ham beundret af folket, og afholdt af soldaterne, thi han var en god soldat, overordentlig udholdende i alle strabadser, en foragter af fint kjøkken og al anden blødagtighed, hvilket gjorde ham elsket af alle hære. Men hans vildhed og grusomhed var saa stor og saa uhørt, idet han efter en uendelighed af enkeltmord havde ladet dræbe en god del af Romas befolkning og hele Alexandrias, at han blev alverden forhadt og hans omgivelser ogsaa begyndte at frygte ham, saa at han blev myrdet af en centurion midt i sin hær. — Her er at merke, at en saadan død, der er følgen af en bestemt og haardnakket karakters ubøielighed, ikke staar til at undgaa for en fyrste, thi enhver der ikke ænser døden, kan ramme ham. Men en fyrste bør vistnok mindre frygte for dette, thi en saadan død er sjelden. Han maa kun vogte sig for alvorlig at krænke nogen af dem han betjener sig af, og som er hans trones nærmeste hjælpere, saaledes som Antoninus, der havde ladet forsmædelig henrette en broder af hin centurion og truede ham selv hver dag, og alligevel beholdt ham i sin liwagt; en dumdristig og selvmorderisk fremfærd, hvis selvsagte følger ikke udeblev.<noinclude><references/></noinclude> 7evyyz6ckxwxupfnbz2ygj6kfnd0m2i 104 140092 326117 325923 2026-07-10T13:53:22Z Øystein Tvede 3938 326117 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Nu kommer vi til Commodus, som burde have haft meget let for at bevare magten, da han havde den i arv som Marcus' søn; han behøvede kun at følge i sin faders spor, og han vilde have vundet baade folket og soldaterne. Men da han var af en grusom og lav karakter, øste han, for at kunne øve sin rovgjerrighed mod folket, penge ud til hærene og gjorde dem tøilesløse. Paa den anden side holdt han ikke paa sin værdighed, idet han ofte steg ned paa arenaen for at kjæmpe med gladiatorerne og gjorde andre simple ting der lidet stemte med keiserens majestæt, og nedsatte sig saaledes i soldaternes øine. Da han nu var bleven forhadt af det ene parti og foragtet af det andet, blev der dannet en sammensværgelse mod ham, og han blev dræbt. Det staar nu tilbage for os at skildre Maximinus' egenskaber. Dette var en meget krigersk mand, og da hærene var blevne kjede af Alexanders blødagtighed — om Alexander har jeg ovenfor talt — satte de efter hans død Maximinus paa tronen, som han dog ikke længe indehavde. To ting gjorde ham nemlig forhadt og foragtet; han var af meget lav byrd, idet han engang havde gjætet kvæg i Thrakien, hvilket var kjendt overalt og nedsatte ham sterkt i alles øine; og da han i begyndelsen af sin regjering opsatte med at gaa til Roma og tage rigsstaden i besiddelse, indgav han folk den tro, at han var saare grusom, idet han ved sine præfekter i Roma og alle andre stæder i riget øvede megen grusomhed. Alverden oprørtes derfor, dels af foragt for hans usle byrd, og dels af had, fordi man frygtede hans grusomhed. Først gjorde Afrika opstand, dernæst senatet med hele Romas befolkning, og hele Italien sammensvor sig<noinclude><references/></noinclude> fk1xnpjob4njrdtit6bbag27uqs1ywj 104 140093 326118 325924 2026-07-10T13:55:00Z Øystein Tvede 3938 326118 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod ham. Endelig vendte ogsaa hans egen hær sig mod ham; da den beleirede Aquileia og fandt indtagelsen besværlig, slog den ham ihjel, kjed af hans grusomhed og modig i bevidstheden om hvormange fiender han havde. Jeg vil ikke tale om hverken Eliogabalus eller Macrinus eller Julianus, der straks faldt, fordi deres person var saa foragtelig. Men jeg vil slutte med at sige, at vore tiders fyrster føler mindre den vanskelighed i sin regjering, at maatte tilfredsstille soldaterne ved overordentlige midler. Thi om man end er nødt til at tage et vist hensyn til dem, er dog det spørgsmaal let løst, da ingen af disse fyrster har en staaende hær, der gjennem længere tid er indforlivet med provinsernes regjering og forvaltning, saaledes som Romerrigets hære var. Hvis det derfor dengang var nødvendigt at gjøre soldaterne tillags mere end folket, var det fordi soldaterne var mægtigere end folket; nu er det for alle fyrster undtagen Tyrken og sultanen af Ægypten mere nødvendigt at tilfredsstille folket end soldaterne, fordi folket er mægtigst. Jeg undtager Tyrken, da denne altid har om sig tolv tusind mand fodfolk og femten tusind mand rytteri, hvoraf hans trones sikkerhed og kraft afhænger; han er derfor nødt til at tilsidesætte ethvert hensyn til folket og bevare soldaternes venskab. Ligedan er det med den ægyptiske sultans rige, han er ogsaa ganske i soldaternes vold og maa derfor ogsaa bevare deres venskab uden hensyn til folket. Man maa merke sig, at sultanens stat er forskjellig fra alle andre monarkier, thi den ligner det kristne pavedømme, der ikke kan kaldes hverken arveligt fyrstendømme eller nystiftet, da ikke den<noinclude><references/></noinclude> 5i1ms1a0yteg4hl69kc89pa90vy6aue 104 140094 326119 325932 2026-07-10T13:56:34Z Øystein Tvede 3938 326119 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>gamle fyrstes sønner er arvinger og forbliver herrer, men den der vælges til stillingen af dem som dertil har myndighed. Men da institutionen er gammel, kan det ikke kaldes et nyt fyrstendømme, thi der findes ingen af de vanskeligheder som der er i nye vælder; er end fyrsten ny, er statens stænder gamle, og indrettede til at modtage ham som om han var deres arveherre. Men tilbage til vort emne. Enhver der betragter vor udredning ovenfor, vil se, at enten had eller ringeagt har været aarsag til de nævnte keiseres fald. Han vil ogsaa indse, hvoraf det kom, at medens endel af dem gik frem paa en maade, endel paa den modsatte, endte dog, med begge maader, en lykkelig, de andre ulykkelige. Thi for Pertinax og Alexander var det, som nye fyrster, unyttigt og skadeligt at ville efterligne Marcus, der sad paa en arvet trone; ligeledes vil man se, at det for Caracalla, Commodus og Maximinus var skadeligt at efterligne Severus, fordi de ikke havde tilstrækkelig dygtighed til at kunne følge i hans fodspor. Derfor kan en fyrste der er ny i et monarki, ikke efterligne Marcus' politik, og heller ikke er det nødvendigt at efterligne Severus', men han bør tage fra Severus det der er nødvendigt for at grundlægge sin magt, og fra Marcus det der er heldigt og berømmeligt til at bevare en trone der allerede er befæstet og sterk. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XX.}} '''Om fæstninger og meget andet som fyrster pleier at'''<br> '''tage sin tilflugt til, er til nytte eller skade.'''}} Nogle fyrster har, for at sikre sin magt, afvæbnet sine undersaatter; andre har holdt sine <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> nodo56ml105ici6x5gaqpyrhqrzkwh9 104 140095 326120 325927 2026-07-10T14:23:46Z Øystein Tvede 3938 326120 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stæder splittede i partier; andre har næret fiendskaber mod sig selv; andre har valgt at vinde for sig dem de havde mistænkte i begyndelsen af sin regjering; nogle har bygget fæstninger; nogle har ødelagt og nedrevet dem. Ihvorvel der ikke kan gives nogen absolut regel herom, uden at gaa ind paa de særegne forhold i de stater hvor der kunde blive spørgsmaal om saadanne forholdsregler, vil jeg dog tale derom i sin almindelighed, saavidt sagen i og for sig tillader. Det har aldrig hændt, at en ny fyrste har afvæbnet sine undersaatter, tværtom har han, naar han har fundet dem vaabenløse, altid væbnet dem. Thi naar de faar vaaben, bliver disse vaaben dine, de bliver dig tro, de som er dig mistænkte, og de der var tro, bevarer du, og istedetfor dine undersaatter bliver de dine personlige tilhængere. Alle dine undersaatter kan du ikke væbne, men naar du begunstiger dem du væbner, kan du optræde med større tryghed mod de øvrige. Den forskjel i behandling, de foretrukne merker, gjør dig dem forpligtede; de andre undskylder dig, idet de mener det er nødvendigt, at hine faar større belønning, som har større fare og større pligter. Men nåar du afvæbner dine undersaatter, begynder du at krænke dem, og viser at du nærer mistillid til dem, enten formedelst deres feighed eller formedelst deres upaalidelighed; og begge disse meninger vækker had imod dig. Da du ikke kan staa vaabenløs, maa du ty til leietropper, hvis egenskaber ovenfor er omtalte; og selv om de var gode, kan de ikke være sterke nok til at forsvare dig mod mægtige fiender og mod upaalidelige undersaatter. Derfor har, som sagt, en ny fyrste i<noinclude><references/></noinclude> k7f5igs3picxv0fzwt4xkhlz0fbat2m 104 140096 326121 325928 2026-07-10T14:26:24Z Øystein Tvede 3938 326121 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et nyt monarki altid oprettet en national hær. Af saadanne eksempler er historien fuld. Men naar en fyrste erobrer en ny stat, der føies som led til hans gamle, da er det nødvendigt at afvæbne den nye stat, undtagen de indbyggere der tog dit parti under erobringen, og selv dem er det nødvendigt efterhaanden at gjøre blødagtige og umandige, og du maa indrette dig saaledes, at hele statens krigsmagt bestaar af dine egne soldater, som du havde om dig i din gamle stat. Vore forfædre, særlig de, der var anseede for vise, pleiede at sige, at Pistoja maatte holdes ved partier<ref>Smlgn. side 72.</ref>, og Pisa ved fæstninger; derfor nærede de i forskjellige af sine lydstæder spliden, for at gjøre sig besiddelsen desto lettere. Dette var vist heldigt i de tider da Italien paa en maade var i ligevægt; men jeg tror ikke denne regel kan gives nufortiden. Thi jeg tror ikke, at partisplittelser nogensinde har gjort noget godt, tværtom maa, naar fienden nærmer sig, splidagtige stæder straks falde, da det svagere parti altid vil slutte sig til de fremmede stridskræfter, og det andet parti kan da ikke staa sig. Venezianerne nærede, efter hvad jeg tror af de nævnte grunde, spliden mellem de guelfiske og ghibellinske partier i de afhængige stæder, og ihvorvel de aldrig lod dem komme til blodsudgydelse, nærede de dog rivninger mellem dem, forat borgerne, optagne af disse stridigheder, ikke skulde forene sig mod dem. Dette gik, som man har seet, ikke heldig, thi da Venezianerne var slagne ved Vailà<ref>Se noten om Louis XII.</ref>, blev straks endel af stæderne dristige, og berøvede dem deres<noinclude><references/></noinclude> 4py9fde8wt78tvln9gml12o5pfocr8c 104 140100 326122 326036 2026-07-10T14:27:37Z Øystein Tvede 3938 326122 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hele stat. Derfor viser en saadan politik svaghed hos fyrsten; thi i et kraftigt monarki vil saadanne splittelser aldrig tillades, da de kun er fordelagtige i fredstid, idet man ved hjælp af dem lettere kan styre undersaatterne, men naar krigen kommer, viser denslags politik sig bedragersk. Uden tvil bliver fyrsterne store, naar de overvinder de vanskeligheder og den modstand, der lægges i veien for dem, og naar derfor lykken vil gjøre en ny fyrste stor, der trænger mere til at vinde anseelse end en arvefyrste, lader den fiender opstaa mod ham og lader ham blive angreben, forat han skal faa anledning til at seire over sine fiender og stige høiere paa den stige de har rakt ham. Derfor mener mange at en vis fyrste, naar han har anledning dertil, ved list skal nære fiendskab mod sig, forat hans berømmelse skal vokse ved at slaa det til jorden. Fyrsterne, og især de der er nye, har fundet større troskab og større hjælp hos de mænd der i begyndelsen af deres regjering har gjældt for mistænkelige, end hos dem der i begyndelsen besad deres fortrolighed. Pandolfo Petrucci<ref>Pandolfo (død 1512) er nævnt under Cesare Borgia. Hvad her fortælles om ham vides ikke andetstedsfra, derimod siges det at han brugte bestikkelser i stor maalestok. Han og hans bror Jacopo var hoveder for adelspartiet, og „fyrster i Siena som Lorenzo de’ Medici var fyrste i Firenze“.</ref>, fyrste af Siena, styrede sin stat mere ved hjælp af dem der var ham mistænkte, end ved de andre. Men herom kan man ikke tale i sin almindelighed, thi det er forskjelligt i de forskjellige tilfælde; kun vil jeg sige det, at de mænd der i begyndelsen<noinclude><references/></noinclude> bqtpgt3ffi7lyjmmhqta4wa6q90zx7y 104 140101 326123 325937 2026-07-10T14:29:21Z Øystein Tvede 3938 326123 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af hans regjering var hans fiender, kan fyrsten, hvis de er saaledes stillede, at de trænger støtte for at holde sin stilling, saare let vinde. De er jo desto mere tvungne til at tjene fyrsten med troskab, fordi de indser, at det er nødvendigt ved gjerninger at udslette den uheldige mening han havde om dem; derfor har fyrsten altid mere nytte af dem end af de tjenere der føler sig for trygge og derfor forsømmer hans sag. Siden emnet kræver det, vil jeg ikke undlade at minde en fyrste der har erobret en stat ved hjælp af et parti i landet selv, om at han vel maa merke sig, hvilken grund der har bevæget dem som har begunstiget ham, til at begunstige ham. Hvis det ikke er naturlig hengivenhed for ham, men grunden alene var utilfredshed med den bestaaende stat, vil det falde ham meget besværligt og vanskeligt at bevare deres venskab, thi det er umuligt at han kan tilfredsstille dem. Naar han, med de eksempler for øie der kan uddrages af gammel og ny historie, vel overveier grunden, vil han se, at det er meget lettere at vinde de mænds venskab der var tilfredse med den tidligere stat og derfor var hans fiender, end deres, der blev hans venner fordi de ikke var tilfredse dermed, og hjalp ham til erobringen. Det har været fyrsters skik, for bedre at kunne sikre sin magt, at bygge fæstninger, der skal være baand og tøile paa urostiftere, og hvor de kan have et sikkert tilflugtssted mod et første angreb. Jeg bifalder dette, fordi det har været brugt fra de ældste tider. Ikke destomindre har man i vor tid seet Messer Niccolò Vitelli nedrive to fæstninger i Città di Castello for at holde den<noinclude><references/></noinclude> aqw6rx7ejy43gna1thkeo9gifh9rk0l 104 140102 326124 325940 2026-07-10T14:32:34Z Øystein Tvede 3938 326124 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stat<ref>N. Vitelli blev i 1474 af Sixtus IV forjaget fra sin stad, Città di Castello; da han kom tilbage, sløifede han to af paven anlagte forter.</ref>. Da hertug Guido Ubaldo af Urbino var vendt tilbage til sine besiddelser, hvorfra han var bleven forjagen af Cesare Borgia, jevnede han med jorden alle fæstninger i landet, og mente at han vanskeligere skulde tabe hin stat, naar ikke disse fæstninger var der<ref>Om Guidubaldo se noten om Cesare Borgia; han sløifede endel fæstninger Cesare havde opført.</ref>. Da Bentivoglierne kom tilbage til Bologna, tog de lignende forholdsregler<ref>Bentivoglierne blev fordrevne fra Bologna af Julius II i 1506; da de kom tilbage i 1511, ødelagde de citadellerne i byen.</ref>. Fæstninger er altsaa nyttige eller ikke efter omstændighederne, og gavner de dig paa én maade, skader de dig paa en anden. Dette kan fremstilles saa: Den fyrste der er mere bange for sine undersaatter selv end for fremmede, bør bygge fæstninger; men den der er mere bange for fremmede end for folket, bør ikke tænke paa dem. Huset Sforza har kastellet i Milano, som Francesco Sforza opførte der, skaffet og vil skaffe mere fortræd end nogen uro i staten. Derfor er den bedste fæstning der findes, det, ikke at hades af folket. Selv om du nemlig har fæstninger, redder de dig ikke, naar folket hader dig, thi griber folket til vaaben, mangler det aldrig fremmede der kommer det til hjælp. I vor tid sees det ikke at fæstninger har været til fordel for nogen fyrste, undtagen for grevinden af Forlì<ref>Caterina Sforza, datter af Milanos hertug Galeazzo Maria Sforza, egtede først Girolamo Riario, søn af Sixtus IV; Girolamo blev myrdet 1488. Hun reddede sig da paa den maade Machiavelli siger. Borgias overfald er før nævnt. Machiavelli siger selv et andet sted, at borgen da blev tagen med lethed, fordi den var uheldig indrettet og blev forsvaret med liden omtanke.</ref> efter<noinclude><references/></noinclude> 93q9jp5ieyqbdsnuovrgcrsupfoq7hd 104 140103 326125 325941 2026-07-10T14:34:05Z Øystein Tvede 3938 326125 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>hendes ægtefælle grev Girolamos mord. Hun kunde ved hjælp af sin fæstning undfly folkets første raseri og bie paa hjælp fra Milano og gjenvinde staten; og forholdene var dengang saadanne, at en fremmed ikke kunde hjælpe folket. Men siden hjalp fæstningerne ogsaa hende lidet, da Cesare Borgia overfaldt hende og hendes fiende folket sluttede sig til de fremmede. Derfor vilde det baade dengang og tidligere have været mere betryggende for hende ikke at være hadet af folket end at have fæstninger. Med alt dette for øie vil jeg derfor rose den der bygger fæstninger, og den der ingen bygger, men dadle den der i tillid til fæstningerne agter lidet paa om han hades af folket. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXI.}} '''Hvorledes en fyrste skal optræde for at vinde anseelse.'''}} Intet skaffer en fyrste saadan agtelse som store erobringsforetagender og gjerninger der gjør ham til et sjeldent mønster for sine lige. Vi har i vor tid et eksempel herpaa i Fernando af Aragonien, den nuværende konge af Spanjen. Han kan næsten kaldes ny fyrste, thi, fra først af en svag konge, er han i ry og hæder bleven den <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 49zgb19xxhwpepqzbmcsvlgjcdtokl2 104 140104 326126 326037 2026-07-10T14:35:56Z Øystein Tvede 3938 326126 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>første af kristne konger; og hvis man betragter hans handlinger, vil man se, at de alle var store, og nogle overordentlige. Han angreb i begyndelsen af sin regjering Granada, og dette tog lagde grunden til hans stat. Han førte det med ro, uden at tænke paa at nogen kunde lægge hindringer for ham; han skaffede beskjæftigelse for Castiliens baroner, der under tanken paa denne krig glemte at tænke paa oprør, og han selv erhvervede sig imidlertid anseelse og magt over dem, uden at de merkede det. Han kunde underholde sine hære med Kirkens og folkets penge, og med denne lange krig lægge grunden til sin krigsmagt, der senere har bragt ham hæder. Desuden tyede han, for at kunne gjøre større erobringer — idet han stadig benyttede sig af religionen — til en from grusomhed, idet han forjog Maurerne fra sit rige og plyndrede dem; intet kan være et mere beundringsværdigt eller ualmindeligt mønster end dette tog. Han angreb, dækket af samme fromheds kaabe, Afrika, foretog toget til Italien, og har tilsidst angrebet Frankrige, og saaledes har han altid foretaget og sat igang store ting, der altid har holdt undersaatterne i aande og vakt forundring og interesse for udfaldet. Disse hans foretagender har ogsaa udviklet sig saaledes det ene af det andet, at de aldrig har levnet folk nogen tid til at modarbeide ham i ro. Det er fremdeles meget heldigt for en fyrste at øve sjeldne, mønsterværdige gjerninger i den indre styrelse, saadanne som fortælles om Messer Bernabò af Milano<ref>Bernabò Visconti styrede Milano 1354–1385, en tidlang sammen med to brødre. Han skildres som overmaade grusom, men som en dygtig regent. I 1385 blev han kastet i fængsel af sin neveu, Gian Galeazzo, der i 1395 blev Milanos første hertug ved forlening af keiser Wentzel.</ref>. Naar en gjør noget usæd-<noinclude><references/></noinclude> r88ojv3yi5iufxiwmpfdppby4nzllpn 104 140105 326127 325950 2026-07-10T14:39:26Z Øystein Tvede 3938 326127 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vanligt, godt eller ondt, i det borgerlige liv, skal man tage anledning til at belønne eller straffe ham saaledes, at man taler længe derom. Fremfor alt maa en fyrste i alt hvad han foretager sig, skaffe sig ry for at være en stor og fremragende mand. En fyrste vinder ogsaa agtelse ved at være ærlig ven eller aaben fiende, det vil sige, ved uden persons anseelse at tage parti for en mod en anden. Dette er altid nyttigere end at holde sig neutral. Thi hvis to mægtige naboer af dig kommer i strid, er stillingen enten saa, at du, hvis den ene seirer, maa frygte for seierherren, eller ikke. I begge tilfælde vil det for dig være nyttigere at erklære dig og føre en ærlig krig. Thi i første fald vil du, hvis du ikke erklærer dig, altid blive et bytte for den seirende, til glæde og tilfredshed for den beseirede, og du har intet at paaberaabe dig, intet forsvar, og intet ly nogetsteds. Thi den der seirer, vil ikke have mistænkelige venner, der ikke hjælper ham i faren; den der taber, modtager elig ikke, fordi du ikke med vaaben i haand vilde dele hans skjæbne. Antiokos var kommen over til Grækenland, indkaldt af Ætolerne for at forjage Romerne. Antiokos sendte underhandlere til Akæerne, der var Romernes venner, for at opfordre dem til neutralitet; paa den anden side forsøgte Romerne at overtale dem til at gribe til vaaben for dem. Dette spørgsmaal kom fore paa Akæernes ting, hvor Antiokos' gesandt søgte at bevæge dem til neutralitet. Hertil svarede den romerske gesandt: Naar<noinclude><references/></noinclude> tv42vuoue1f1f9oz9yagtqe5qo6on7r 104 140107 326128 325947 2026-07-10T14:40:58Z Øystein Tvede 3938 326128 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Frankrige mod hertugen af Milano, og dog kunde de undgaa dette forbund, som blev deres fordærv. Men naar det ikke kan undgaaes, som tilfældet var med Florentinerne, dengang paven og Spanjen med sine hære angreb Lombardiet<ref>I 1512 vilde „den hellige liga“ tvinge Firenze til at slutte sig til den. Byen holdt imidlertid fast ved Frankrige, men der rasede en bitter partistrid, som svækkede dens handlekraft. Ligaen forlangte yderligere, at Mediceerne skulde tillades at vende tilbage, hvilket afsloges. Ved fiendens komme flygtede den nationale milits regenten Soderini og Machiavelli havde dannet — enten det nu var feighed eller der laa forræderi bagom — og byen maatte overgive sig.</ref>, da maa fyrsten slutte sig til en af parterne, af de nævnte grunde. Men aldrig maa en stat tro at kunne vælge et sikkert parti, tværtom maa den være forberedt paa, at alle de partier den har valget mellem, er tvilsomme. Thi saaledes er det nu engang: man kan aldrig gaa unda for én ulempe uden at komme i en anden, men det gjælder at være klog nok til at kunne bedømme de forskjellige ulemper og tage den mindste som den bedste. En fyrste bør ogsaa vise sig som en velynder af enhver fortjeneste og hædre de i sin kunst fremragende. Dernæst maa han opmuntre sine borgere til rolig at øve sin dont, baade handel og agerbrug og alt andet menneskeligt erhverv, forat ikke den ene skal afholde sig fra at smykke sin eiendom af frygt for at den skal blive ham berøvet, og den anden fra at aabne handel af frygt for skattepaalæg; men han maa sørge for belønninger til dem der vil drive paa saadant erhverv, og for enhver der tænker paa nogen maade at øge hans stads eller stats anseelse.<noinclude><references/></noinclude> onc6d57cs79wl4t2m9rtuycprswy7ao 104 140108 326129 325955 2026-07-10T14:44:18Z Øystein Tvede 3938 326129 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Han bør desuden til passende tider af aaret beskjæftige folket med fester og skuespil, og da enhver stad deles enten i haandverkslaug eller gilder, maa han tage hensyn til disse korporationer, deltage i deres sammenkomster fra tid til anden, og vise sig vennesæl og godgjørende. Dog maa han bestandig hævde sin værdighed, thi værdighed maa han ikke i noget mangle. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXII.}} '''Om fyrsternes sekretærer.'''}} Af ikke ringe vigtighed for en fyrste er valget af tjenere, hvilke er gode eller ikke, alt efter fyrstens skjøn. Det første hvoraf man slutter sig til, hvad en fyrste er og hvad forstand han har, er de mænd han har om sig. Er de dygtige og tro, kan man altid anse ham selv for vis, da han har formaaet at indse deres dygtighed og sikre deres troskab. Men naar de ikke det er, kan man altid fælde en ikke god dom om ham selv, thi den første feil han begaar, begaar han ved dette valg. Der var ingen som vidste at Messer Antonio fra Venafro<ref>Antonio fra Venafro berømmes som en dygtig jurist og statsmand, og skal have haft en særlig evne til at overtale folk.</ref> var Pandolfo Petrucci, fyrsten af Sienas, tjener, uden at han ansaa Pandolfo for en høist forstandig mand, fordi han havde <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> pfg0tkgblkf9ox8o2rg0tdvz1xn4cn6 104 140110 326130 325952 2026-07-10T14:46:43Z Øystein Tvede 3938 326130 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Antonio til tjener. Nu er der jo tre slags hoveder: den ene forstaar tingen af sig selv; den anden skjønner det som andre forstaar; den tredje forstaar hverken af sig selv eller naar andre forklarer ham noget. Den første slags er ypperlig, den anden god, den tredje unyttig. Derfor maatte nødvendigvis Pandolfo, selv om han ikke hørte til den første art, høre til den anden. Thi naar en fyrste har dømmekraft nok til at forstaa det gode eller slette en mand siger og gjør, forstaar han, selv om han ikke kan finde paa noget selv, sin tjeners daarlige og gode arbeide og roser det sidste, dadler det første, og tjeneren kan ikke gjøre sig haab om at bedrage ham og vedbliver derfor at være brav. Men vil en fyrste kjende sin tjener, er der dette middel, som aldrig slaar feil. Naar du ser din tjener tænke mere paa sig selv end paa dig og i alt, han gjør, søge egen fordel, bliver en saadan mand aldrig nogen god tjener og du kan aldrig stole paa ham. Thi den, der leder en fyrstes regjering, maa aldrig tænke paa sig, men altid paa fyrsten, og maa aldrig have øie for andet end hans sag. Paa den anden side maa fyrsten, forat sikre sig hans troskab, tænke paa tjeneren, hædre ham, gjøre ham rig, gjøre ham sig forbunden og dele ære og ansvar med ham, for at han skal se, at han ikke kan staa uden fyrsten, og de store æresbevisninger ikke lade ham ønske sig endnu større, de store rigdomme ikke lade ham ønske sig mere rigdom, og det store ansvar gjøre ham bange for forandringer. Naar altsaa tjenerne er saadanne, og fyrsterne optræder saaledes mod dem, da kan de stole paa<noinclude><references/></noinclude> g1yylhgxv84pvizx10kealdlqepq83y 104 140111 326131 325953 2026-07-10T14:52:22Z Øystein Tvede 3938 326131 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>hinanden, ellers ender det altid ilde for den ene eller for den anden. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXIII.}} '''Hvorledes man skal undgaa smigrere.'''}} Jeg vil ikke forbigaa et vigtigt kapitel, om en feil som fyrster har vanskeligt for at værge sig mod, hvis de ikke er meget kloge og forstaar at gjøre et godt valg. Det er kapitlet om smigrerne. Af dem er hofferne fulde, thi menneskene finder saadant behag i sit eget, og lever i saadant selvbedrag, at de vanskelig kan værge sig mod denne plage, og vil man værge sig, staar man i fare for at blive ringeagtet. Thi der er ingen anden maade at sikre sig mod smiger paa, end at lade menneskene forstaa, at de ikke fornærmer dig ved at sige dig sandheden; men naar alle og enhver kan sige dig sandheden, har man ikke længer ærefrygt for dig. Derfor maa en klog fyrste gaa en tredje vei og til sit raad vælge vise mænd, og kun give disse frihed til at tale sandhed med ham, og da kun om de sager han spørger dem om, ikke om andet. Men han bør adspørge dem i alt og høre deres mening, derpaa fatte beslutning som han selv finder for godt. Til disse raad og de enkelte medlemmer maa han stille sig saaledes, at enhver forstaar, at jo mere frit han taler, desto mere tak faar han derfor; udenfor disse mænd maa han ikke ville høre paa nogen, men gaa efter sin beslutning, og være haardnakket i gjennemførelsen deraf. Den der handler anderledes, ødelægges enten af smi-<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> b0wtwst7kscbi1p3f01kddta5ilouyr 104 140113 326132 325956 2026-07-10T14:54:50Z Øystein Tvede 3938 326132 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grerne, eller forandrer ofte planer efter alle de afvigende anskuelser han hører paa, hvoraf følgen er, at han vinder ringe agtelse. Jeg vil i denne anledning fremholde et eksempel fra nutiden. Prè Luca<ref>Pré Luca, ɔ: biskop Luca Rainaldi, var Maximilians gesant. Machiavelli kjendte ham fra et gesantskab til keiseren.</ref> den nuværende keiser Maximilians mand, bemerkede om hans majestæt, at han aldrig raadførte sig med nogen, og dog aldrig gjorde noget efter sit eget hoved, hvilket kommer af at han gjør det omvendte af hvad jeg ovenfor sagde. Thi keiseren ynder hemmelighed, meddeler ikke sine planer til nogen og indhenter ingens mening derom. Men naar hans planer, idet de skal gjennemføres, bliver kjendte og aabenbarede, møder han straks modsigelse blandt sine omgivelser, og da han er let at paavirke, opgiver han dem. Følgen er, at hvad han gjør en dag, gjør han om den næste; og at man aldrig kan skjønne, hvad han vil eller agter at gjøre, og ikke kan bygge paa hans beslutninger. En fyrste maa derfor altid modtage raad, men naar han vil, og ikke naar andre vil, tværtom bør han betage alle og enhver lysten til at raade ham i noget uden at han spørger dem; men han bør være flittig til at spørge og dernæst taalmodig til at høre sandheden om det han spørger om; ja endog tage det ilde op, naar han skjønner, at nogen af en eller anden grand ikke siger ham sandheden. Naar nogle mener, at mangen en fyrste der faar ry for klogskab, gjør det, ikke paa grund af sine egne egenskaber, men paa grund af de gode raadgivere han har om sig, tager de utvilsomt<noinclude><references/></noinclude> 6jd4482wz8369o2xxwfk3dtterb7u3p 104 140114 326133 325960 2026-07-10T14:55:24Z Øystein Tvede 3938 326133 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>feil. Thi det er en almindelig regel, som aldrig slaar feil, at en fyrste der ikke selv er vis, ikke han raades vel, hvis han da ikke overlader sig til en enkelt mand, der leder ham fuldkommen og er en overordentlig forstandig mand. I saa fald kan han ledes vel, men det vilde ikke vare længe, thi denne leder vilde i kort tid fratage ham kronen. Men raadfører han sig med flere end én, vil en fyrste der ikke er vis, aldrig faa samstemmige raad og vil ikke selv forstaa at bringe dem i harmoni. Enhver af raadgiverne vil tænke paa sin egen interesse, og han vil ikke kunne holde dem i tømme eller gjennemskue dem. Anderledes kan de ikke blive, thi menneskene vil altid vise sig slette, hvis ikke nødvendigheden gjør dem gode. Derfor maa man gjøre den slutning, at gode raad, hvem de saa kommer fra, maa have sin rod i fyrstens klogskab, og ikke fyrstens klogskab i gode raad. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXIV.}} '''Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater.'''}} Klog iagttagelse af de nævnte regler lader en ny fyrste synes gammel; den gjør ham straks sikrere og fastere i sin stat end om hans æt havde haft den fra gammel tid af. Thi en ny fyrstes handlinger lægges meget mere merke til end en arvefyrstes; og erkjender man at de er fortjenstfulde, vinder de menneskene langt mere og knytter<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 4f4a8skjfsruoz2i4fb5gabtpkyjgqv 104 140116 326134 325961 2026-07-10T14:58:28Z Øystein Tvede 3938 326134 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem langt fastere til ham end gammel æt. Thi menneskene er meget mere optagne af nutiden end af fortiden, og naar de finder sig vel med det bestaaende, nyder de nuet og søger ikke andet, ja de vil endog paa enhver maade forsvare fyrsten, naar denne ikke forøvrigt svigter sig selv. Saledes vinder han dobbelt ære, for at have stiftet et nyt fyrstevælde, og for at have udstyret det med og befæstet det ved gode love, gode vaaben, gode venner og gode forbilleder: ligesom den faar dobbelt skam, der, født til fyrste, har tabt kronen ved uforstand. Hvis man betragter de herskere der i Italien har tabt sin stat i vor tid, som kongen af Napoli, hertugen af Milano<ref>Den konge af Napoli der i Machiavellis tid tabte sin stat, var don Federigo; hertugen af Milano var Lodovico Moro. Begge er nævnte i noten om Louis XII.</ref>, og andre, vil man hos dem først finde en fælles feil med hensyn til hærhold, af aarsager der ovenfor udførlig er udviklede. Dernæst vil man se flere af dem, som enten har haft folket til fiende, eller hvis de har haft det til ven, ikke har forstaaet at sikre sig de store; thi uden disse feil tabes ikke stater der har saa stor kraft, at de kan stille en hær i marken. Filip af Makedonien, ikke Alexander Magnus' fader, men han som blev beseiret af Titus Quintius, havde ikke noget stort rige i forhold til Romerne og Grækenland, der angreb ham; men da han var kriger og forstod at holde folket i godt lune og sikre sig de store, udholdt han i flere aar krigen mod sine fiender, og tabte han end tilslut nogle byer, beholdt han dog riget. Lad derfor de af vore fyrster der havde<noinclude><references/></noinclude> p9zgug4l0mo9tz62jk2wlrmdr56gqrq 104 140120 326135 325967 2026-07-10T15:04:19Z Øystein Tvede 3938 326135 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men ikke have frembragt de store forandringer den nu har frembragt, eller den vilde overhovedet ikke være kommen. Dette kan være nok med hensyn til det at bekjæmpe lykken i almindelighed. Men jeg vil gaa mere ind paa det specielle. Man ser en fyrste lykkelig idag og imorgen styrtet, uden at man har seet ham forandre natur eller egenskaber. Dette tror jeg først og fremst kommer af de grunde der i det foregaaende udførlig er drøftet, nemlig at den fyrste der støtter sig helt paa lykken, gaar til grunde, naar den slaar om. Jeg tror ogsaa, at den er heldig, hvis fremgangsmaade passer med tidernes beskaffenhed, og ligesaa at den er uheldig, hvis fremgangsmaade tiderne ikke forliges med. Thi man ser, at menneskene i sin stræben efter det maal enhver har for øie, nemlig ære og rigdom, gaar forskjellig frem; en med forsigtighed, en anden med paagaaenhed; en med magt, en anden med list; en med taalmodighed, en anden med det modsatte; og enhver kan naa frem med disse forskjellige maader. Man ser ogsaa, at af to forsigtige den ene naar sit maal, den anden ikke; og ligesaa at to er lige heldige med hver sin maade at stræve paa, idet den ene er forsigtig, den anden paagaaende. Det kommer ikke af nogen anden grund end den, at tiderne snart passer, snart ikke passer med deres taktik. Deraf kommer det jeg har sagt, at to der gaar forskjellig til verks, kan faa samme resultat; og at af to der gaar ens til verks, den ene vinder frem til sit maal, den anden ikke. Af dette afhænger ogsaa omslagene i lykken. Thi hvis tider og begivenheder for en der gaar frem med forsigtighed og taalmodighed, føier sig saa, at hans taktik er god, gaar alt heldig; men hvis tider og<noinclude><references/></noinclude> sho2mgsex0ddmdei3q159bilp9llcnl 104 140121 326136 325968 2026-07-10T15:06:37Z Øystein Tvede 3938 326136 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begivenheder skifter, gaar han under, fordi han ikke skifter fremgangsmaade. Der findes ingen mand saa klog, at han ved at rette sig deretter, dels fordi han ikke kan komme bort fra det naturen gjør ham tilbøielig til; dels ogsaa fordi han, naar det altid er gaaet godt for ham paa en vei, ikke kan bekvemme sig til at tro, at det skulde være heldigt at forlade den. Derfor kan den forsigtige mand, naar tiden kommer til at gaa paa, ikke gjøre dette, hvorfor han gaar til grunde. Hvis man forandrede natur med tider og forhold, vilde nemlig lykken ikke forandre sig. Pave Julius II gik hensynsløst frem i alt, og fandt tider og begivenheder saa stemmende med sin fremgangsmaade, at udfaldet blev heldigt. Betragt hans første erobringsforetagende, mod Bologna, endnu i Messer Giovanni Bentivoglis levetid<ref>Julius II's erobring af Bologna er nævnt side 95.</ref>. Venezianerne huede det ikke, ligesaalidet kongen af Spanjen, med Frankrige stod han i underhandlinger om dette foretagende, og alligevel drog han i sin djærvhed og hidsighed personlig ud paa dette tog. Ved dette uventede fremstød blev Spanjen og Venezianerbe staaende uvisse og ubevægelige; de sidste af frygt, Spanjen paa grund af sit ønske om at gjenerobre hele kongeriget Napoli; og paa den anden side fik han med sig kongen af Frankrige, thi da denne konge saa ham gaa til angreb og ønskede at gjøre ham til sin ven forat svække Venezianerne, mente han ikke at kunne negte ham sine folk uden aabent at fornærme ham. Julius opnaaede derfor ved sit braa opbrud hvad aldrig nogen anden pave vilde have ført igjennem med al verdens kløgt;<noinclude><references/></noinclude> k5tfvs5fwcij8nceg3tzfuklm28g7dt 104 140122 326137 325976 2026-07-10T15:07:52Z Øystein Tvede 3938 326137 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>thi havde han biet med at drage fra Roma til traktaterne var sluttede og alt ordnet, som en anden pave vilde have gjort, havde det aldrig rykkedes ham. Kongen af Frankrige vilde have haft tusind undskyldninger, og de andre vilde have skræmt ham paa tusind maader. Jeg vil forbigaa hans øvrige handlinger, som alle lignede denne, og som alle gik heldig. Hans livs korthed lod ham ikke opleve et omslag; thi hvis der var kommet tider da det havde været nødvendigt at gaa forsigtig til verks, vilde hans fald have været følgen, da han aldrig vilde have afveget fra de veie naturen havde bestemt ham for. Jeg slutter altsaa, at da lykken skifter og menneskene hænger fast ved sine vaner, gaar det dem godt, saalænge begge dele stemmer, naar de ikke forliges, gaar det dem ilde. Jeg mener rigtignok, at det er bedre at være djærv end forsigtig, thi Fortuna er en kvinde, og man maa, forat holde hende i ave, ikke spare paa hug; og man ser, at hun snarere lader sig beseire af dem der tager hende saaledes, end af de koldsindige. Derfor er hun, som kvinde, altid de unges ven, fordi de er mindre forsigtige, mere heftige, og befaler over hende med større dristighed. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|Kapitel XXVI.}} '''Opfordring til at befri Italien fra barbarerne.'''}} Naar jeg overveier alt det som ovenfor er udviklet, og spørger mig selv, om der nu i Italien <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> cc1gz0gn79fn1y9zxw0qvmw484l6bi3 104 140123 326138 325970 2026-07-10T15:10:42Z Øystein Tvede 3938 326138 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er tider der kan hæve en ny fyrste til ære, og om der er stof som en klog og dygtig fyrste vilde have anledning til at støbe i en ny form, som kan skjænke ham ære og være til held for alle landets indbyggere, synes det mig, at saamange omstændigheder forener sig til gunst for en ny fyrste, at jeg ikke ved, hvilken tid nogensinde har været mere beleilig. Hvis det, som sagt, var nødvendigt forat man skulde faa se Moses' dygtighed, at Israels folk var i trældom i Ægypten, og forat indse Kyros' storhed, at Perserne var undertrykkede af Mederne, og forat bringe Theseus' sjeldne egenskaber for lyset, at Athenerne var et splittet folk; saa var det nu, forat man skulde føle en italiensk aands storhed, nødvendigt, at Italien kom i den stilling det nu er i, og at det var mere i trældom end Hebræerne, mere slave end Perserne, mere splittet end Athenerne, uden hoved, uden forfatning, slaaet, plyndret, sønderflænget, herjet, og at det havde lidt al slags ødelæggelse. Om end hidtil mangen mand har kunnet give et glimt af haab, saa at man kunde mene, at manden af Gud var bestemt til Italiens forløsning<ref>Det er efter al sandsynlighed Cesare Borgia Machiavelli mener gav godt haab om Italiens redning. Om han havde ret, om Cesare stilede mod et kongerige Italien, er tvilsomt.</ref>, har man dog senere paa hans banes høide seet lykken forstøde ham, saaat landet er som livløst, og venter paa, hvem det kan være der skal læge dets saar og gjøre ende paa herjinger og røverier i Lombardiet, plyndringer og brandskatninger i kongeriget og Toscana- og helbrede de vunder, som der allerede i tidens løb er gaaet edder i. Man ser, hvor det beder til Gud<noinclude><references/></noinclude> 36iu3moxzn234i3yvbk9sid4xyw5zwv 104 140124 326139 326039 2026-07-10T15:13:17Z Øystein Tvede 3938 326139 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om at sende det en mand der kan forløse det fra denne barbariske grumhed og overmod. Man ser hvor rede og villigt det er til at følge fanen, naar der blot er en som løfter den. Man ser ikke nu, hvortil det mere kan sætte sit haab end til Eders berømmelige Hus, der med sin kraft og lykke, begunstiget af Gud og af Kirken, hvis fyrste det nu er<ref>Den regjerende pave, Leo X, var Giovanni de’ Medici, søn af Lorenzo il Magnifico og onkel af den mand „Fyrsten“ er dediceret til.</ref>, kan stille sig i spidsen for dette forløsningsverk. Dette er ikke meget vanskeligt, hvis I holder Eder for øie de før nævnte mænds handlinger og liv. Ihvorvel saadanne mænd er sjeldne og for vidundere at regne, var de dog mennesker, og havde alle ringere anledning end den der nu gives; thi deres foretagende var ikke retfærdigere end dette, og ikke lettere, og Gud var ikke mere deres ven end Eders. Her er stor retfærdighed, thi den krig er retfærdig, som er nødvendig, og de vaaben er fromme, som er det eneste haab der staar igjen. Her er den største iver, og hvor der er stor iver, kan der ikke være stor vanskelighed, naar I blot følger de forbilleder jeg har fremholdt for Eder som Eders maal. Desuden ser man her eksempelløse Guds førelser, havet har aabnet sig, en sky har aabenbaret veien, stenen har udgivet vand, her har det regnet med manna, alt har forenet sig for at ophøie Eder; resten maa I gjøre. Gud vil ikke gjøre alt, for ikke at berøve os vor fri vilje og den del af æren, som tilkommer os. Det er intet under, om ingen af de nævnte Italienere har kunnet gjøre det som man kan haabe Eders berømmelige Hus vil gjøre, og om<noinclude><references/></noinclude> lc53c65rbq5vtc278by1nr2mjrpe5et 104 140125 326140 326041 2026-07-10T15:14:46Z Øystein Tvede 3938 326140 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det under alle disse revolutioner i Italien og alle disse krigsforetagender altid synes som om den krigerske kraft der var udtømt. Thi dette kommer af at Italiens gamle hærordninger ikke var gode, og at der ikke har været nogen der kunde finde en ny. Men intet skaffer en ny mand saamegen ære som de nye love og de nye institutioner han udtænker. Naar disse har et solid grundlag og er stort anlagt, vinder manden ærefrygt og beundring; og i Italien mangler der ikke stof som man kan give enhver form man vil. Her er stor kraft i lemmerne, naar den ikke manglede i hovederne. Se blot i dueller og i faamandskamp, hvor Italienerne er overlegne i kræfter, i behændighed, i begavelse. Men gjælder det hærene, kan de ikke maale sig med fremmede; og det kommer alt af hovedernes svaghed, thi de der forstaar sig paa tingen, vil ikke lystre andre, og alle mener sig at skjønne det selv, idet der ikke endnu har været nogen der har hævet sig saa høit ved begavelse og lykke, at de andre viger rangen. Deraf kommer, at naar i al denne tid, i alle de sidste tyve aars krige, en hær har bestaaet helt af Italienere, har den altid gjort det slet; herom vidner først Taro, saa Alessandria, Capua, Genova, Vailà, Bologna, Mestri.<ref>Taro er en elv ved Fornovo, hvor Franskmændene under sit tilbagetog i 1495 slog den „venezianske ligas“ tropper.<br> Alessandria blev erobret og plyndret af Louis XII paa hans første tog til Italien i 1499.<br> Capua blev plyndret under stor massakre paa de franskes Napoli-tog i 1501.<br> Genova led, som alle italienske byer, meget under partistrid. I 1506 blev adelen, som støttede den franske magt i byen, fordreven. Louis XII kom med en sterk hær; det genuesiske infanteri rømmede i panik en sterk stilling uden sverdslag (26/4 1507), og Genova blev erobret.<br> Vailà-slaget i 1509: se noten om Louis XII.<br> Bologna blev, som før nævnt, erobret af Julius II i 1506. Da paven senere kom i krig med Louis XII, maatte han flygte fra Bologna for en fransk hær; folket sympatiserede med Bentivogli og de franske. Pavens hær under hertugen af Urbino flygtede og opløstes fuldstændig, sterkt eftersat af Franskmænd og bønder (20.5 1511). Dagen kaldtes „æselsdagen“ efter den mængde lastdyr med bytte som efterpaa togede ind i Bologna.<br> Mestri — sandsynfigvis tænker Machiavelli paa at Mestri blev brændt af en anti-veneziansk ligas tropper lige før slaget ved Vicenza, 7.9 1513. Han har muligvis troet slaget stod der, istedetfor ved la Motta.</ref><noinclude><references/></noinclude> cu1rwknxklrxucly4our57ptvmnd3f5 104 140126 326141 325973 2026-07-10T15:16:13Z Øystein Tvede 3938 326141 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vil altsaa Eders berømmelige Hus efterligne de herlige mænd der forløste sit land, er det fremfor alt nødvendigt, som det rette grundlag for ethvert foretagende, at skaffe sig egne tropper, thi man kan ikke faa hverken troere eller paalideligere eller bedre soldater. Er hver enkelt Italiener god, vil de alle samlede blive endnu bedre, naar de ser sig førte af sin fyrste og hædrede og forsørgede af ham. Det er derfor nødvendigt at skaffe sig saadanne tropper, for med den italienske krafts hjælp at kunne forsvare sig mod udlændingerne. Om end det schweiziske og spanske fodfolk ansees for frygteligt, er der dog en mangel hos dem begge, hvorfor en tredje art ikke alene vilde kunne modstaa dem, men haabe at overvinde dem. Thi Spanjerne kan ikke modstaa rytteri, og Schweizerne maa frygte fodfolket, naar de støder paa et der er ligesaa haardnakket i kamp som de selv. Derfor har man seet, og vil fremdeles erfare, at Spanjerne ikke kan staa sig mod fransk rytteri;<noinclude><references/></noinclude> p8cek3dmqv5u5hol6kw31vnby0jvxem 104 140129 326142 325980 2026-07-10T15:18:03Z Øystein Tvede 3938 326142 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Schweizerne har man seet ødelagte af spansk fodfolk. Skjønt man ikke har fuldkommen erfaring for det sidste, saa man dog en prøve derpaa i slaget ved Ravenna, da det spanske fodfolk stødte paa de tyske afdelinger, der har samme slagorden som de schweiziske. De letvinte Spanjere havde, hjulpne af sine smaaskjold, trængt md mellem sperrene og under dem, og kunde uden fare hugge løs paa Tyskerne, uden at disse formaaede at værge sig; havde ikke rytteriet været der og sprengt ind paa Spanjerne, vilde de have revet Tyskerne fuldstændig op. Man kan altsaa, naar man kjender begge disse fodfolks feil, indrette et nyt, som kan modstaa rytteri og ikke frygter fodfolk; det gjælder da at forandre, ikke troppearten, men slagordenen. Dette er af de ting som, naar de oprettes for første gang, skaffer en ny fyrste ry og navn. Denne leilighed bør altsaa ikke gaa ubenyttet, forat Italien efter saa lang tids forløb endelig kan se sin forløser. Jeg formaar ikke at beskrive, med hvilken kjærlighed han vilde blive modtagen i alle de egne, der har lidt under disse oversvømmelser af fremmede horder, med hvilken hevntørst, med hvilken urokkelig troskab, med hvilken ærbødighed, med hvilke taarer. Hvilke porte vilde lukke sig for ham? Hvilket folk vilde negte ham lydighed? Hvilken avind vilde gjøre ham modstand? Hvilken Italiener vilde negte ham underdanighed? I hver mands næse stinker dette barbarvælde. Lad da Eders berømmelige Hus paatage sig dette verk, med det mod og med det haab, hvormed man gaar til retfærdig daad, forat under dets merke dette vort fædreland<noinclude><references/></noinclude> 78nazfrlpyws40drpeevvbikwu0l0ss 104 140132 326143 325984 2026-07-10T15:20:33Z Øystein Tvede 3938 326143 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|'''Louis XII af Frankrige i Italien.'''}}}} {{--}} Allerede Louis' forgjænger, Charles VII, havde forsøgt at gjøre erobringer i Italien. Han faldt ind i landet i 1494; alle bøiede sig for ham paa hans vei, paven afstod byer til ham, og han erobrede Napoli. Der blev imidlertid dannet en „veneziansk liga“ mod ham af paven, keiseren, Spanjen, Venezia, Milano. Charles ilede nordover med endel af sine tropper, og leverede ligaen slag ved Fornovo 6/7 1495. Franskmændene seirede, men maatte dog trække sig ud af Italien; aaret efter blev den franske besætning i Napoli nødt til at drage bort. Charles VIII døde 7/4 1498, før han fik gjort et nyt felttog. Louis XII gjenoptog samme aar striden. Han allierede sig straks med pave Alexander VI og hans søn, Cesare Borgia. Louis fik pavens samtykke til at ophæve sit egteskab med Jeanne de France og indgaa et nyt med sin forgjængers enke, Anne de Bretagne. Tilladelsen overbragtes af Cesare, sammen med en bulla der udnævnte Louis' mægtige yndling, George d'Amboise, erkebiskop af Rouen, til kardinal. Til gjengjæld fik Cesare af Louis titel af hertug af Valentinois, og løfte om hjælp til Romagnaens erobring. Louis' eget nærmeste maal i Italien var Milano. Hans bedstefar havde været gift med en datter af hertug i Milano Gian Galeazzo; Louis paastod sig derfor nærmere arveberettiget end den regjerende hertug, Lodovico Moro, den samme Gian Galeazzos sønnedattersøn, hvis mor var uegte født. — Venezia sluttede nu — det var svagt og skinsygt paa Lodovico — traktat med Frankrige 9/2 1499, hvorved Frankriges fordring anerkjendtes, og det lovedes hjælp, mod at Venezia fik endel af det milanesiske<noinclude><references/></noinclude> qit0ofrh9ozrpj6yh3np3cn0xqy6rou 104 140133 326144 325985 2026-07-10T15:59:52Z Øystein Tvede 3938 326144 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lydland. Louis tog hertugdømmet uden sverdslag, da Lodovico var høist forhadt. Imidlertid fik Milaneserne snart endnu mindre tilovers for den franske styrelse, og da Lodovico aaret efter vendte tilbage med 500 ryttere og 8000 fodfolk, flygtede Louis' statholder, og Milaneserne modtog sin gamle herre med jubel 5/2 1500. Men allerede 5. april slog en ny fransk hær Lodovico ved Novara, han blev fangen, og holdtes i fængsel til sin død i 1510. George d'Amboise blev nu Milanos guvernør. Straks Louis kom til Milano, indfandt der sig gesanter hos ham fra Romagnas og Toscanas fyrster og republiker. Louis indgik alliancer med dem iflæng; men han havde jo før lovet stædernes fiende, Cesare, sin hjælp. Hans politik blev derfor vanskelig og vaklende, men da han ikke troede at kunne undvære pavens støtte, tog han mest Cesares parti (se noten om Cesare). Ogsaa overfor Firenze vil han helst greie sig med intriger: han lover stadig hjælp mod Pisa, men der bliver lidet af den, og hans virkelige ønske er at holde alle italienske magter i en saadan stilling, at de maa beile til hans gunst og modtage hans betingelser. Louis' erobringsobjekt efter Milano var kongeriget Napoli, som imidlertid ogsaa Fernando den katolske af Spanjen vilde have. Don Federigo af Napoli frygtede sin frænde Fernando allerværst, og tilbød sig at erkjende Louis som sin lensherre, betale skat, og modtage franske garnisoner. Louis var, som Machiavelli siger, uklog nok til heller at slutte traktat med Spanjen om at dele Napoli (11/11 1500). Napoli erobredes, men i 1502 blev der strid om delingen. Louis kom atter fra Frankrige til Milano forat ordne sig til krig med Fernando (ikke, som Machiavelli siger, for at stanse Cesares erobringer, om han end samtidig gjorde det). Hans generaler var uheldige, og i decbr. 1503 maatte de franske rømme landet for Spanjerne. I 1507 opgav Louis sine krav paa Napoli; magternes interesse begyndte allerede da at samle sig om en „deling“ af den venezianske stat. Det var dog først i decbr. 1508 man kom til enighed. Da stiftedes ligaen i Cambray mellem paven, keiseren, Frankrige, Spanjen, Napoli, Ungarn, Savoyen, huset Este, og Gonzaga, om fælles aktion; da maalet var Venezias ødelæggelse, indbødes endog territorialt ikke interesserede magter, som England, til deltagelse. Venezianerne led et nederlag ved Vailà<noinclude><references/></noinclude> mesrihcavts12bcg9j06ucyr0xspxjc 104 140134 326145 326043 2026-07-10T16:02:03Z Øystein Tvede 3938 326145 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>1509, og de fleste af deres lydstæder paa fastlandet faldt fra. Ogsaa her havde, som Machiavelli siger, Louis taget for letvindt parti, blot sluttet sig til de mægtigste, og han fik ingen løn derfor. Julius II havde været sjælen i Cambray-ligaen; nu fandt han, at Venezia var tilstrækkelig ydmyget, og Frankrige for mægtigt. Enten det nu var italiensk patriotisme, eller den vanlige pavepolitik, i følelsen af pavemagtens militære svaghed vekselvis at søge det ene eller det andet parti svækket — i 1510 sluttede han med Venezia, Spanjen, England, og keiseren „den hellige liga“ mod Frankrige. Franskmændene vandt i 1512 en stor seier ved Ravenna, men maatte forlade Italien, da 20000 Schweizere kom de forbundne til hjælp, — rømmede altsaa ogsaa, som Machiavelli siger, for anden gang Milano —, og beholdt kun etpar fæstninger. Aaret efter døde Julius II, og Louis sluttede fred, først med Venezia, saa med den øvrige liga, hvoriblandt den nye pave, Leo X. I forening med Venezia gjorde nu Louis et nyt angreb paa Milano, men hans general blev fuldstændig slagen ved Novara 6/6 1513; da han vendte tilbage til Frankrige, overraskedes han ved et indfald af 15000 Schweizere, og maatte love dem, at Louis skulde opgive sine krav paa Milano og betale dem en stor sum penge. Aaret efter forsøgte kongen, forat kunne trodse Schweizerne, at alliere sig med Spanjen ved et egteskab mellem sin datter og Fernandos dattersøn Charles. Forsøget forpurredes af paven, og Louis døde før han fandt en ny udvei (1. jan. 1515). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|'''Cesare Borgia.'''}}}} {{--}} Paverne havde altid ønsket at være verdslige suveræner, og de havde ogsaa i tidens løb erhvervet sig en „Kirkestat.“ Men forskjellige forhold gjorde det vanskeligt for dem at blive verdslige suveræner andet end af navn: de skulde jo først og fremst være ''aandelige'' suveræner, dertil dannede de, som valgte, intet dynasti, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> sgm5dczlu7ys2y15lxxhll2hjcwhdtm 104 140135 326146 325988 2026-07-10T16:04:56Z Øystein Tvede 3938 326146 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og de regjerede sjelden længe nok til at kunne blive uafhængige af partierne. — Havde en pave sønner, ansporedes hans ærgjerrighed naturlig endmere ved udsigten til at danne et familiedynasti. Den af tidens paver som naaede længst, var Alexander VI (hans oprindelige navn var Roderico de' Lenzuoli, men hans onkel, Calixtus III, lod ham antage sit eget slegtsnavn Borgia). Han havde, da han blev pave, fire sønner, hvoraf han valgte den ene, Cesare, til at grunde et dynasti Borgia. Cesare var da kardinalbiskop af Valencia, men traadte ud af Kirken, idet han erklærede sig for utilbøielig til den geistlige stilling. Cesares nærmeste maal var Kirkestaten, senere blev det vistnok hans tanke ogsaa at tage Toscana. Derimod tror man ikke, at han, saaledes som hans dristighed og held bragte mange i samtiden til at antage, til sidste maal havde et kongerige Italien. Det saa ud til at Cesare skulde naa sit maal. Forholdene laa netop tilrette for en mand som han. Han var en klar aand, som med lethed gjennemskuede tidens mennesker og deres utallige intriger; selv var han en mester i at behandle folk og kaste dem blaar i øinene, hans væsen og hans person fortryllede baade Machiavelli og koldere hoveder; han saa, hvad der maatte til, og han hindredes ikke et øieblik af moralske skrupler fra at bruge det radikaleste middel. Derimod var der liden fasthed hos hans modstandere, og lidet sammenhold mellem dem, og det kom ham til uvurderlig nytte, at den franske konge, af hengivenhed for Kirken, lod sig saaledes benytte af ham. Før der gives en oversigt over Cesares erobringer og den katastrofe der berøvede ham alt, hidsættes der nogle oplysninger om forholdene i Kirkestaten. Kirkegodset nærmest Roma var omtrent helt delt mellem familierne Orsini og Colonna. Orsini havde væsentlig landet vest for Tevere, det egentlige „patrimonium S. Petri“; Colonna havde Sabinerlandet og Romas campagne. Orsini var fra gammel tid Guelfernes chefer, Colonna Ghibellinernes; navnenes betydning var nu tabt, men partihadet lige blodigt. Den øvrige adel fulgte hver sin af disse to familier. Savelli og Conti var Ghibelliner, Vitelli Guelfer. Alle disse adelsmænd var nu condottierer, og derfor langt sterkere end de italienske regjeringer, som nu alle brugte leiede tropper, Alexander<noinclude><references/></noinclude> jroas5nfial9ei77giyzy1g287256gt 104 140136 326147 325989 2026-07-10T16:08:47Z Øystein Tvede 3938 326147 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>VI bekjæmpede vekselvis Colonna og Orsini, og hidsede dem mod hinanden; Cesare søgte at opløse deres partier ved at lokke deres folk til sig. De fjernere dele af Kirkestaten var omtrent uafhængige af den Hellige Stol. Enkelte stæder var svage republiker. I de øvrige havde de pavelige lénsmænd, „vicarii“, etterhvert dannet dynastier, som ikke engang betalte sin lénsherre den skyldige skat. La Marca var delt mellem husene Varano og Fogliano. Varano havde nu ogsaa Camerino; Giovanni di Fogliano havde Fermo. Sinigaglia var lén for Giovanni deila Rovere, der ogsaa var hertugen af Urbinos arving. — Landet mellem la Marca og Toscana stod under Guid' Ubaldo af det gamle hus Montefeltro: det var hertugdømmet Urbino, grevskabet Montefeltro, og signorien Agobbio. — Vest for Urbino laa Baglionis signori, Perugia, samt Vitellozzo Vitellis, Città di Castello. — Paa Romagnasiden laa Pesaro, nu under en gren af huset Sforza. — Riminis herre var Pandolfo IV, men staden stod under Venezianernes „beskyttelse“; fyrsterne langs Adria stod nu i veneziansk sold. — Cesena stod nu umiddelbart under Kirken. — Forlì og Imola tilhørte Ottaviano Riario, hvis far, Girolamo, havde faaet dem af sin onkel, pave Sixtus IV; hans mor, Caterina Sforza, var hans formynder. — Mellem Forlì og Imola laa Faenza, hvis territorium gik til Firenzes grænser; der havde Venezianerne under den mindreaarige Astore III de' Manfredi skaffet sig magten. De havde ogsaa taget Ravenna og Cervia fra deres herskerhuse. — Bologna stod fra 1462 under Giovanni Bentivoglio. — Ercole d'Este havde kirkelenet Ferrara, samt rigslenene Modena og Reggio; han var den uafhængigste af alle disse dynaster. Disse fyrsters regjering var almindelig saa trykkende, at deres folk ikke kunde ventes at ville forsvare dem synderlig ivrig. Da Cesare efter Louis XII's ankomst til Milano fik fransk hjælp, drog han først mod Imola, som overgav sig i decbr. 1499. Dernæst maatte Caterina efter et tappert forsvar overgive Forlì. Ved revolutionen i Milano maatte Louis tilbagekalde sine tropper, men i september 1500 sendte han atter Cesare hjælp, og truede endog med at behandle som sin egen fiende enhver der modsatte sig hertugen. Følgen var, at ingen turde hjælpe de truede fyrster. Herrerne af Rimini og Pesaro flygtede<noinclude><references/></noinclude> oqn0fc6z25cjot8184tnzcddlgn5wb4 104 140137 326148 325991 2026-07-10T16:13:08Z Øystein Tvede 3938 326148 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for hertugens hær. Faenza gjorde tapper modstand, uagtet dets territorium gik tabt ved forræderi, men maatte tilslut give sig (april 1501). Borgerne betingede sig, at Astorre skulde beholde frihed og formue. Cesare sendte ham til Roma, under paaskud af at ville uddanne ham ved sit hof, men lod ham og hans bror myrde. Forat Romagnaen, som hermed var erobret, ogsaa i navnet kunde blive Cesares, fik paven ved bestikkelser Konsistoriet til at godkjende, at den blev gjort til hertugdømme for ham; Cesare føiede nu titlen „hertug af Romagna“ til Valentinois-titlen. Han stræbte at befæste sin magt ved at udrydde de fordrevne ætter. Han fulgte ogsaa Machiavellis andet princip, og sørgede for en kraftig, men retfærdig regjering. Han lod Ramiro de Lorqua („d'Orco“) med jernhaand rydde op i de lovløse forhold, men ofrede ham saa, forat udrydde det had strengheden havde vakt. Skatter og tyngsler blev lettede, og folket fuldstændig vundet. Nu vendte Cesare sig mod Bologna, Toscana, la Marca og Urbino. Toscana — ɔ: Firenze, Pisa, Siena, Lucca, Piombino — var meget svagt. I Siena var Pandolfo Petrucci faktisk herre. I Piombino herskede Giacomo IV d'Appiano. Firenze var svækket ved krig med Pisa og indre uro. Bologna stillede sig under fransk beskyttelse, og Cesare turde ikke angribe byen, men fik dog et kastel overladt, og fik ogsaa tribut og folkehjælp. — Saa meddeler han Firenze sine fordringer: Mediceerne ekal faa vende tilbage; Florentinerne skal ikke hjælpe Piombino, men give hertugen en passende kommando og generalsgage. Regjeringen var svag, og det var kun fordi Cesare skulde følge kong Louis paa toget mod Napoli, at han nøiede sig med subsidier. — I septbr. 1501 overgav Piombino sig. Efter det napolitanske felttog lovede Louis Firenze beskyttelse (april 1502). Cesare lod sin søster Lucrezia egte hertugen af Ferrara. I juni 1502 brød han op fra Roma, og tog Camerino og Urbino. Den regjerende Varano og hans sønner blev dræbte, Arezzo overgav sig. Vitellozzo, Cesares lieutenant, erobrede en hel del pladse i Firenzes gebet, men kong Louis greb ind, og Cesare maatte give sig. Alle Borgiaernes fiender havde nu samlet sig i Asti forat bønfalde Louis om redning. Men Borgiaerne seirede<noinclude><references/></noinclude> fwirnuvalur2yn3up1hwslymmobbwmb 104 140138 326149 325992 2026-07-10T16:15:43Z Øystein Tvede 3938 326149 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ved at forestille kongen, at de nu var den eneste magt han kunde stole paa, og kongen frygtede for krig med Schweizerne, Spanjen, keiseren, og Venezianerne. Cesare og Louis sluttede ny alliance i Milano; hertugen fik hjælp for at tage Bologna, Perugia, og Città di Castello. Da de saa sig truede, samledes Vitellierne og deres forbundne, Orsini, Petrucci, Baglioni, Bentivogli og Oliverotto i Magione — enkelte af dem sendte fuldmægtige. De fandt, at de tilsammen havde 1100 mand, og haabede at kunne afskjære forbindelsen mellem Cesare og hans fader. Florentinerne og Venezia turde ikke gaa med de forbundne, hvilket derimod hertugen af Urbino gjorde; han blev i oktbr. 1502 atter herre over sin stat. Cesare var i Imola, høist uforberedt, men de forbundne var bange for Frankrige, og indlod sig i underhandlinger. Paolo Orsini undertegnede en traktat, hvorefter alt skulde være glemt, og hertugen faa hjælp mod Urbino og Camerino. Bentivoglios sag skulde dømmes af Orsini, Cesare, og Petrucci. Cesare trak ratifikationen ud, og 2/12 sluttede han separatfred med Bentivoglio. Orsini-traktaten ratificeredes samtidig; nogle dage efter underkastede Urbino og Camerino sig. Derpaa brød hertugen op mod Sinigaglia, som overgav sig. Da han selv naaede staden, fik han det ordnet saa, at de forbundne generaler kom ham imøde alene, lod dem arrestere og henrette. Citta di Castello og Perugia overgav sig, men hertugen modtog dem kun som „gonfaloniere della Chiesa,“ kirkens generalissimus. Petrucci forlod Siena. Cesare gik til Roma forat hjælpe sin fader med at udrydde Orsinierne. Dette lykkedes dem imidlertid ikke, fordi to Orsinier der var i fransk og veneziansk tjeneste, fik sine krigsherrers beskyttelse. Der blev nu brud mellem de to Borgiaer og Louis, der ikke fandt det raadeligt, at de vandt mere magt. Cesare indledede underhandlinger med Firenze, og med Gonsalvo, den spanske general i Napoli. — Frankrige og Spanjen var da begyndt at kjæmpe om byttet. Kampen endte midtsommers 1503 med at de franske fuldstændig forjoges fra kongeriget. Louis vilde hevne sig, og begyndte bl. a. atter underhandlinger med Borgiaerne. Da døde pludselig Alexander den 18. august. Cesare og en kardinal bragtes dødssyge til Roma fra en vigne hvor de skulde have spist aften.<noinclude><references/></noinclude> 8xwid2rr14v05xt7tegnaj4oy3k98s8 104 140139 326150 325993 2026-07-10T16:18:05Z Øystein Tvede 3938 326150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rygtet sagde, de var komne til selv at drikke den gift de havde tiltænkt andre. Øieblikket var uheldigt for Cesare — han stod mellem den franske og den spanske hær. Han forsonede sig med huset Colonna. Sine tropper holdt han i Borgo. De fordrevne herrer vendte tilbage til sine stæder, kun Romagnaen blev ham tro paa grund af hans gode styre (meget længere end en maaned, som Machiavelli siger). Kardinalerne samlede sig til valg i kirken S. Maria sopra Minerva. Kardinalen af Rouen ønskede sterkt at blive valgt, og søgte Cesares hjælp. Konklavet bestemte sig, som en midlertidig udvei, for den gamle Francesco Piccolomini, der ikke havde længe igjen at leve; han blev Pius III 22. septbr. Partistillingen i Roma blev nu saa farlig for Borgia, at han vilde flygte til den franske hær. Forsøget mislykkedes, hans trop blev sprengt; han reddede sig til Vatikanet og derfra til S. Angelo. 18. Oktbr. døde Pius III. Rouen resignerede nu til fordel for kardinalen af S. Pietro ad Vincula, Giuliano della Rovere, en gammel ven af Frankrige. Borgia havde neppe, som Machiavelli mener, formaaet at hindre hans valg. Saa haabløst ogsaa det var, havde han kun at forhandle med S. Pietro og søge at vinde ham; de enedes om at hertugen skulde blive Kirkens general, og styre sine stater; hans datter skulde egte kardinalens neveu. Hertugen skulde skaffe della Rovere spanske stemmer. S. Pietro blev valgt 31. oktbr. (Julius II). Nu ventede ikke Romagnaen længere. Herrerne vendte tilbage; Venezia gjorde endel erobringer. Citadellerne blev dog trofast bevarede af Cesares kapteiner. Hertugen tilbød paven det han havde igjen. Det blev ikke modtaget. 18/11 reiste han over Ostia til Spezia, forat gaa derfra med 11—1200 Mand. Julius blev nu skræmt ved at Venezianerne tog Faenza, han vilde have Cesares fæstninger, og sendte bud til Ostia. Cesare negtede at opgive dem, arresteredes, og optoges som fange paa en fransk galei. Hans lille hær blev slagen mellem Perugia og Firenze af Baglioni. Han selv førtes til Vatikanet. 2. decbr. opgav han citadellerne, og paven lovede at lade ham reise til Frankrige. Opgivelsen var imidlertid ikke alvorlig ment, og kapteinerne vilde derfor ikke give sig; Cesare holdtes fangen, opgav citadellerne for alvor, og drog som fri mand 19. april<noinclude><references/></noinclude> fyql2h20nihtkhrijko1d1jhzco8voe