Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.48.0-wmf.3 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 106 145909 341093 341045 2026-11-03T18:29:20Z Øystein Tvede 3938 341093 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] |Undertittel=En poetisk Oversættelse af den fjerde Bog i Virgils Æneide |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Vergil|Vergil]] |Oversetter=[[Forfatter:Claus Frimann|Claus Frimann]] |Utgiver=R. Dahls Efterleverske |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1818 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 3=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} dw7uk3kikjh6ezh8lnl3xtvic74jxcg 104 145910 341080 341046 2026-11-03T14:01:22Z Øystein Tvede 3938 341080 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|Dido,}} {{x-mindre|eller}} {{x-større|den ulykkelige Kjærlighed.}} {{---}} En poetisk Oversættelse {{x-mindre|af}} den fjerde Bog {{x-mindre|i}} {{x-større|Virgils Æneide}} {{x-mindre|ved}} Claus Freimann. {{---}} {{x-mindre|{{sp|Bergen, 1818.}}}} {{x-mindre|Trykt hos og forlagt af R. Dahls Enke og Søn.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 2eqsrngv1ejyc9xh3eq5bnmemvnzrwf 341081 341080 2026-11-03T14:03:03Z Øystein Tvede 3938 341081 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|{{sp|Dido,}}}} {{x-mindre|{{sp|eller}}}} {{x-større|{{sp|den ulykkelige Kjærlighed.}}}} {{---}} {{sp|En poetisk Oversættelse}} {{x-mindre|{{sp|af}}}} {{sp|den fjerde Bog}} {{x-mindre|i}} {{x-større|{{sp|Virgils Æneide}}}} {{x-mindre|{{sp|ved}}}} {{sp|Claus Freimann.}} {{---}} {{x-mindre|{{sp|Bergen, 1818.}}}} {{x-mindre|Trykt hos og forlagt af R. {{sp|Dahls}} Enke og Søn.}}}}<noinclude><references/></noinclude> lp2cu9y5fmoofexnabj2c56m5uq3q2u 104 145915 341082 341053 2026-11-03T14:04:46Z Øystein Tvede 3938 341082 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og saaledes være, da min Dido den gunstige Læser og Læserinde tjenstlig anbefalet! Davigs Præstegaard, den xste August 1817. {{høyre|{{sp|Oversætteren.{{gap|2em}}}}}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> pt74itwld09fhzxvyxz3z9bpvxt65f9 341097 341082 2026-11-03T20:18:38Z Øystein Tvede 3938 341097 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og saaledes være, da min Dido den gunstige Læser og Læserinde tjenstlig anbefalet! Davigs Præstegaard, den Iste August 1817. {{høyre|{{sp|Oversætteren.{{gap|2em}}}}}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> dq2plx6rx5rswqn1iifp8q4tc7ddugr 104 145917 341069 341056 2026-11-03T13:57:39Z Øystein Tvede 3938 341069 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{ppoem|start=open|end=follow| {{Stor initial|M}}en Dronningen sit Saar alt meer’ og mere nærer, Og en forborgen Ild det arme Hjerte tærer; En Mand af saadant Værd, — et Folk af saadant Ry, For Tanken stiller sig hvert Øjeblik paa ny, Hvert Ansigtstræk, hvert Ord sig dybere indpræge; Her Natten alt for svag med Ro at vederqvæge. Aurora hilsed’ nu den mørke Jord igjen, Og for dens høje Blus nu flygter Taagen hen, For søsterlige Barm sig aabner saa den Svage: Hvad, Søster Anna! hvad for Drømme, som mig plage! Hvo er den Fremmede, som gjestet har vort Land? Af Aasyn, Vaaben, Bryst! — nej, Søster! hviken Mand! Vist er han Guders Slægt, — ej Trællebyrd det viser Hvad han i Skjoldet bær, hvad ham af Øje lyser — Hvor han er tumlet om, den Mand! — bevar os Gud! Og hvilke Krige dog, som han har staaet ud! — Hvis ej mig stod saa fast, saa klippefast, isinde, At seg til ingen Mand mig mere vilde binde, Alt fra det Øjeblik ubroderlige Haand Saa voldsom sønderrev mit førsie Ægtebaand;}}<noinclude><references/></noinclude> h544jd89chomqqmxvwi3k7kaunkzq06 104 145918 341070 341058 2026-11-03T13:58:03Z Øystein Tvede 3938 341070 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Da maaskee her, kun her, jeg kunde mig forglemme — Ja, Søster! — thi din Barm, din hulde Barm, kan gjemme Hvad jeg ej dølge vil — fra min Sichæus's Fald Har jeg til Ægteseng ej følet mindste Kald, Kun denne ene Mand har gamle Ild oppustet, Mod ham jeg føler mig kun altfor slet udrustet; Men Jordens dybe Svælg langt før mit Lejested! Og Guders Fader før med Lyn mig styrte ned Til mørke Helveds Nat og blege Skyggers Rige, Før dig, du Ærbarhed! jeg krænkende skal svige! Han, hvem med denne Haand jeg først mit Hjerte gav Kun han skal eje det, og gjemme i sin Grav — Saa talende sit Skjød med Taarer hun opfylder. O! — svarer Anna: du, hvem jeg mit Hjerte skylder, Skal hele Ungdomstid i Sorg hentæres saa? Skal du, alene du, ej see de søde Smaa! Og Saadant, troer du, kan de Døde hist fornøje? Lad være, ingen Mand dig før har kundet bøje, Ei nogen libysk Helt, ej hiin Järbas, (han, Den hadeværdig’ Sjel) ej stoltest Afrikan, O!— bør du da saa kjær en Elskov undertvinge? Erindrer du dig ej, hvad Lande dig omringe? Getulske Byer hist, — (det Ufreds Nabolav) Numiders vilde Folk, og Syrtis (Sømands Grav) Hist et fortørret Land, og de Barcæer grumme — Med hine mørke Ting, som alt vi see at komme, Og Broders Trudseler, — med det jeg tie vil — De høje Guder selv forvist har raadet til, Og Juno skyndet paa, at de trojanske Stavne Hid maatte bøje hen, og søge vore Havne; —}}<noinclude><references/></noinclude> q9tg5q57nv211sbo1egxnqnd4kobhtq 104 145919 341071 341059 2026-11-03T13:58:14Z Øystein Tvede 3938 341071 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ved saadant Giftermaal hvad seer du for en By! Hvad Riger at opstaae! — hvor himmelhøjt i Sky Skal fælles Folkes Roes ved fælles Kraft sig hæve!— Gak! offre Guderne! (du veed hvad disse kræve,) Og smigre blid din Gjæst! og mael ham stedse for: At Vinteren endnu med Svøber Havet slaaer, At Orion endnu de fulde Strømme spruder, Og Flaaden taaler slet den Storm, endnu som tuder — Saa puster hun end meer den før optændte Brand, Bortrydder alle Tvivl og sporer vældig an. Til Helligdommene paa lovbefalet Maade Nu følges Begge for at bede Gunst og Naade; Alt bløde Offerne: de vel udsøgte Lam, For Moder Ceres, samt for Bachus, og for ham, Der skaber Dagens Lys, — dog først og sidst for hende, Som Hjertets ømme Sag saa gunstig veed at vende. Med Offerskaal i Haand selv skjønne Dido staaer, Og mellem Ørnene paa hvide Ko den slaaer, For Guders Aasyn frem mod Alterne hun svæver Og offrer der paa ny, — hver Offerqvægets Lever, Som endnu ryger varm, tilraads hun spørger den, Og dybt indkigende affordrer Svar igjen — Men hvad kan Offringer og hvad kan Templer gavne, Imedens Vid og Sands saa reent hun monne savne? Imidlertid det Saar kun samler Liv paa ny, Og for den skjulte Ild er ingensteds at fly — Den Ulyksalige! hvor ynkelig hun brænder! Fortvivlet, rasende hun gjennem Staden render, Ej ulig stakkels Hind, som uforsigtig blev Med Vilen saaret af en Svend, som Hjorden drev,}}<noinclude><references/></noinclude> n6hkzsy94nme3tvzybg30c6ntc79zys 104 145921 341072 341061 2026-11-03T13:58:23Z Øystein Tvede 3938 341072 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og lod det vinged’ Jern i Dyrets Krop tilbage Igjennem Mark og Skov den sees Flugten tage Mens dødelige Rør i Siden hænger der; Saa gjennem Murene hun med sig fører her; Æneas, byder ham kun see de stolte Skatte, Og Byen og det Alt, som Murene omfatte, Begynder Talen vel, men standser midt i den — Ej hælder Dagen, før et Gjæstebud igjen Hun laver, og paa ny ham nøder at gjentage Hans mange Hændelser og Trojas sidste Dage, Og hænger atter i hans Aasyn og hans Ord; Nu er da Foden sat fra fyrstelige Bord, De blanke Stjerner, som til Nattero indbyde, I maaneløse Nat alt dalende de glide, Tung, eene, slet fortabt, da Gjæsten borte er, Naa Hyndet, hvor han laae, hun ned sig kaster her, Ham seer, ham hører hun, og for sin Lyst at stille, I Skjødet leger med Ascan, den søde Lille, De kjære Billede, og halv Æneas selv — Men nys anlagte By mon den sig rejser selv? Begyndte Taarne sig ej meer en Tomme højne, Den raske Ungdom har ej Øren eller Øjne For nogen nyttig Daad; ej tages Spyd i Haand, Havn, Skandser, Mure, Alt er uden Liv og Aand. De stolte Prydelser, som skulde Byen skjærme, Af Frygt for deres Fald tør Ingen dem sig nærme. Da Himlens Dronning saae den ublu Rasenhed, Som denne Lidende saa voldsom søndersled, Til Venus taler da Saturnia saalunde: Jo, ret et herligt Navn, som aldrig gaaer tilgrunde}}<noinclude><references/></noinclude> n4nkhr8lnr1ziusg3pth14eu2dn4otc 104 145922 341073 341062 2026-11-03T13:58:33Z Øystein Tvede 3938 341073 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| I Eder stifte vill’, du og din kjære Søn, Og riigt det Bytte er for Underdaad saa skjøn: Om I, Guddomme to, af himmelsk Byrd og Vælde, En Qvinde, ja kun een, formaae ved List at fælde! Ej er mig ubekjendt, at du, kun lidet glad, Har seet rejse sig Carthago, vores Stad; Men er ej Grændse for en saa langvarig Trætte? Bedst: vi en evig Fred, en Ægtepagt oprette — Min Didos Elskovsbrand jo alt dit Ønske var, Og dette Ønske du jo fuldt opnaaet har, Kom lad os fælles Folk med fælles Magt regjere! Lad mine Tyrier en Brudegave være, Og din den Phrygier modtage Didos Haand! Men Venus mærkende den hele Tales Aand: Italisk Rige kun til libysk Kyst at drage, Gjenmæler: hvilken Klog kan slige Ting forsage ? Og hvilket Raseri med dig at ville Strid, Hvis det, du taler om, kun Tykken fulgte blid; Men jeg, som lidet kun med Skjæbnen er fortrolig, For mig den Sag er mørk, om een og samme Bolig For det tyrenske Folk og den trojanske Slægt Kan vinde Jovis Gunst og hulde Varetægt, Og, om han tvende Folk og tvende Folkes Helte Vil taale, de til Eet saa ganske sammensmælte; Du, Jovis Hustrue selv, hans Sind du grandsker let, Far fort! — jeg følge vil — Da Juno: Sørg for det Skal ene være min; hør nu: paa hvilken Maade Jeg Værket drive vil, om ellers jeg maa raade: Æneas, — Dido med, sig lave til en Jagt I tætte Skov, saasnart udi sin Morgendragt}}<noinclude><references/></noinclude> t32echcw2c1qe1f97xoh355brv83lx8 104 145923 341063 2026-11-03T12:45:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341063 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| Den høje Titan frem paa Lysets Bane træder, Og længselfulde Jord med blide Aasyn glæder; Imedens travelt nu man gjør vel snese Sving Med disse Jægergarn den hele Skov omkring, Nedstyrter jeg et Skyll, — Lyn, Torden, Alt skal skrække, Det bange Følge flye, og Natten det bedække; Men Dido og vor Helt een Grotte samle skal, Og denne vorde dem en utænkt Brudesal; Selv vil jeg være hos, og sikker paa dit Minde, Med evigt faste Baand vil jeg dem sammenbinde. Sig ej modsættende gav Venus nu et Nik, Og et tvetydigt Smiil fra Rosenlæben gik. Aurora midlertid af Havet var opstegen, Og Natten for dens Glands paa vante Vej henvegen. Alt gjennem Stadens Port da strømmer unge Flok Med Buer, Spyd og Garn, samt med den hele Skok Af de Langørede, som synes alt at smage Det Vildt, det stakkels Vildt, som snart de skal opjage; Men Dronningen for dem, (endog af første Rang,) Som vente udenfor, nu gjør hun Tiden lang, Af Guld og Purpur tung, hist staaer høibrystet Traver Og Vraaden ældtende skumkrandste Bidsel gnaver, Ham klinger under Fod, hver Gang han Stenen slaaer — Af tætte Skare fulgt omsider frem hun gaaer, Udi en Chlamys svøbt, til hvilken i det rige Smagfulde Broderi ei Sidon havde Lige; I Guld den skjønne Lok om Tinding flettet er, Af Guld et Spænde staaer, som let ophæftet bær Det purpur Klædebon, af Guld det Kogger luer — Ey mindre værd at see med deres Spyd og Buer}}<noinclude><references/></noinclude> 8zq2geng9vxsrvx8pojt6e51j4oog4w 341074 341063 2026-11-03T13:58:42Z Øystein Tvede 3938 341074 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Den høje Titan frem paa Lysets Bane træder, Og længselfulde Jord med blide Aasyn glæder; Imedens travelt nu man gjør vel snese Sving Med disse Jægergarn den hele Skov omkring, Nedstyrter jeg et Skyll, — Lyn, Torden, Alt skal skrække, Det bange Følge flye, og Natten det bedække; Men Dido og vor Helt een Grotte samle skal, Og denne vorde dem en utænkt Brudesal; Selv vil jeg være hos, og sikker paa dit Minde, Med evigt faste Baand vil jeg dem sammenbinde. Sig ej modsættende gav Venus nu et Nik, Og et tvetydigt Smiil fra Rosenlæben gik. Aurora midlertid af Havet var opstegen, Og Natten for dens Glands paa vante Vej henvegen. Alt gjennem Stadens Port da strømmer unge Flok Med Buer, Spyd og Garn, samt med den hele Skok Af de Langørede, som synes alt at smage Det Vildt, det stakkels Vildt, som snart de skal opjage; Men Dronningen for dem, (endog af første Rang,) Som vente udenfor, nu gjør hun Tiden lang, Af Guld og Purpur tung, hist staaer høibrystet Traver Og Vraaden ældtende skumkrandste Bidsel gnaver, Ham klinger under Fod, hver Gang han Stenen slaaer — Af tætte Skare fulgt omsider frem hun gaaer, Udi en Chlamys svøbt, til hvilken i det rige Smagfulde Broderi ei Sidon havde Lige; I Guld den skjønne Lok om Tinding flettet er, Af Guld et Spænde staaer, som let ophæftet bær Det purpur Klædebon, af Guld det Kogger luer — Ey mindre værd at see med deres Spyd og Buer}}<noinclude><references/></noinclude> sp99mz66lfb7dtayxlciq02ilibyymx 104 145924 341064 2026-11-03T12:57:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341064 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| Er hiin den Selskabstrop, blandt hvilken med sin Søn Æneas, Helten selv, hvor glimrende, hvor skjøn! Just saadan, som du seer hiin Tonekunstens Fader, Naar kolde Lycien og Xanthus han forlader, Og moderlige Øe besøgende igjen, Fornyer Chorene, — og naar de stimle hen Til Alterne i Sang, — og der sig sammenhober Hiin broget Agathyrs med Creter og Dryoper; Paa Cynthus’s høye Aas guddommelig han gaaer, Og sit det bølgende og vellugtsvangre Haar Omflætter myge Løv, og ind i Guldbaand tvinger, Mens Koggeret af Guld paa høje Skulder klinger, — Med samme raske Fod, med samme lyse Blik, Halv Mand og halv en Gud, Æneas Helten gik. Da nu til Bjergene og uvejbare Steder Der kommet er, see da, hvor hine vilde Geeder Fra Klippespidserne med sine vante Spring Sjg kaste ned og op Bjergaasene omkring, — Hist Hjorteslokkene, — hvor skarpt afsted de sætte, Saa Støvet ryger op fra gjennemstrøgne Slætte! Men Ynglingen Afcan, for hvem en dobbelt Fest Det er at tumle sig paa sin den raske Hest, Hvor varmt det Ønsse(??) ham; at, da saa lidet tapper Hver anden Skovens Slægt — den vraadefulde Aper, Hvad heller han, som Navn af Skovens Konge bær, At en af disse snart til Kamp nu mødte her! — En Susen midlertid en skræksom Daganmælder — Et haggelblandet Skyll fra mørke Sky udvælder, Tungt styrte Elve ned; — At søge Skjul og Ly}}<noinclude><references/></noinclude> en9vvoru07g42chbaf1u983aa2qzn10 341075 341064 2026-11-03T13:58:54Z Øystein Tvede 3938 341075 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Er hiin den Selskabstrop, blandt hvilken med sin Søn Æneas, Helten selv, hvor glimrende, hvor skjøn! Just saadan, som du seer hiin Tonekunstens Fader, Naar kolde Lycien og Xanthus han forlader, Og moderlige Øe besøgende igjen, Fornyer Chorene, — og naar de stimle hen Til Alterne i Sang, — og der sig sammenhober Hiin broget Agathyrs med Creter og Dryoper; Paa Cynthus’s høye Aas guddommelig han gaaer, Og sit det bølgende og vellugtsvangre Haar Omflætter myge Løv, og ind i Guldbaand tvinger, Mens Koggeret af Guld paa høje Skulder klinger, — Med samme raske Fod, med samme lyse Blik, Halv Mand og halv en Gud, Æneas Helten gik. Da nu til Bjergene og uvejbare Steder Der kommet er, see da, hvor hine vilde Geeder Fra Klippespidserne med sine vante Spring Sjg kaste ned og op Bjergaasene omkring, — Hist Hjorteslokkene, — hvor skarpt afsted de sætte, Saa Støvet ryger op fra gjennemstrøgne Slætte! Men Ynglingen Afcan, for hvem en dobbelt Fest Det er at tumle sig paa sin den raske Hest, Hvor varmt det Ønsse(??) ham; at, da saa lidet tapper Hver anden Skovens Slægt — den vraadefulde Aper, Hvad heller han, som Navn af Skovens Konge bær, At en af disse snart til Kamp nu mødte her! — En Susen midlertid en skræksom Daganmælder — Et haggelblandet Skyll fra mørke Sky udvælder, Tungt styrte Elve ned; — At søge Skjul og Ly}}<noinclude><references/></noinclude> trm52r9rcf1xej8boozh8thnfhdclap 104 145925 341065 2026-11-03T13:11:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341065 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| Rundt om adsplittet maa det hele Følge flye; Men Dido og vor Helt — (ja, saa det træffe maatte) De samles begge nu i een og samme Grotte. Med Rystelser og Skrald nu give Varselstegn Først Tellus fra sit Skjød, saa Juno fra sin Egn Ej mindre skarpe Lyn Omfavnelsen bebude; Men Bjergenymferne hvor sørgelig de tude! Ulykkelige Dag! — du Førstefødselsdag Til alle onde Ting! — Ej mere nogen Sag For Dido bliver nu det gode Navn og Rygte; Ih! — hvad ! — saa siger hun: hvad har jeg vel at frygte? Kom! Hymen! kom! dit Navn du gunstig laane mig! Saa mangt et fejlet Skridt har fundet Skjul hos dig. Strax løber Fama ud i fulde Drift og Aande Igjennem hver en By med sit det Allehaande — — En sand Ulykkens Fugl, som aldrig indelukt Kan trives noget Sted, men lever kun ved Flugt: Af Frygt, som spæde Barn, hun først saa sagte kryber, Snart Kræfter samlende hun vidt omkring sig griber, Med Fod paa lave Grund, med Hoved højt i Sky, Saa gaaer hun gjennem Land, saa gaaer hun gjennem By. Det er det gamle Sagn: at Terra, vores Moder, Har hende født i Harm, — at Cæus hendes Broder Med flere, samt at hun dens yngste Datter var, I Fodefærd og Flugt vidunderligen snar: Et Monstrum, fælt og stort, paa hvem ej flere Fjære}}<noinclude><references/></noinclude> 39d3qcks7m7nvs6bghq5hcsle5xssj9 341076 341065 2026-11-03T13:59:02Z Øystein Tvede 3938 341076 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Rundt om adsplittet maa det hele Følge flye; Men Dido og vor Helt — (ja, saa det træffe maatte) De samles begge nu i een og samme Grotte. Med Rystelser og Skrald nu give Varselstegn Først Tellus fra sit Skjød, saa Juno fra sin Egn Ej mindre skarpe Lyn Omfavnelsen bebude; Men Bjergenymferne hvor sørgelig de tude! Ulykkelige Dag! — du Førstefødselsdag Til alle onde Ting! — Ej mere nogen Sag For Dido bliver nu det gode Navn og Rygte; Ih! — hvad ! — saa siger hun: hvad har jeg vel at frygte? Kom! Hymen! kom! dit Navn du gunstig laane mig! Saa mangt et fejlet Skridt har fundet Skjul hos dig. Strax løber Fama ud i fulde Drift og Aande Igjennem hver en By med sit det Allehaande — — En sand Ulykkens Fugl, som aldrig indelukt Kan trives noget Sted, men lever kun ved Flugt: Af Frygt, som spæde Barn, hun først saa sagte kryber, Snart Kræfter samlende hun vidt omkring sig griber, Med Fod paa lave Grund, med Hoved højt i Sky, Saa gaaer hun gjennem Land, saa gaaer hun gjennem By. Det er det gamle Sagn: at Terra, vores Moder, Har hende født i Harm, — at Cæus hendes Broder Med flere, samt at hun dens yngste Datter var, I Fodefærd og Flugt vidunderligen snar: Et Monstrum, fælt og stort, paa hvem ej flere Fjære}}<noinclude><references/></noinclude> ibb4ca340r8yj4zhtjx83mlk9g14gjd 104 145926 341066 2026-11-03T13:17:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341066 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| End Øjne under dem, som altid vaagne ere: Og nu de Øren, som hun rejser op saa let, Det store Tal af dem, hvo kan beregne det? Nu alle Tungerne i hendes aabne Munde, Hvo var, som deres Skraal paa een Gang taale kunde? Ej tænkende paa Søvn, med Vinge aldrig mat, Hun suuser vidt og bredt endog den høje Nat: Selv høje lyse Dag udspejdende hun sidder, Paa Tag og Taarnespids og mørke Rædselstider Udblæser mangen Gang; men hvad i Skjold hun bær, Sandt, Usandt, ublu Løgn, — det hendes Sag ej er Hun fyldte Folket da med mangehaande Tale, Og Mesterinde i Tildragelser at male Som og ugjorte Ting, sig saa forlyde lod: Trojaneren, (en Mand af højvelbyrdigt Blod) Æneas, ankom her; — og Dido, skjøndt hver anden Ej torde nærme sig, har yndet Hædersmanden, Har givet ham sin Haand, har aabnet ham sit Favn, Men Riget, nu forsømt, til liden Roes og Gavn, Da vellystdyssede sit Folk og Land de glemme — Saa maler hun dem af, Gudinden, hun den Slemme! Flux til Järbas nu hun flyver som en Vind, I Harnisk sætter ham, og puster op hans Sind; Ved Nymfen Garamant han Jovis Søn var bleven; Thi havde han for ham, af Pligt og Ære dreven, Vel hundred’ Altere og hundred’ Templer sat, Og helliget den Ild, som brænder Dag og Nat, Og viet Grundene, hvor Offerblodet flyder.}}<noinclude><references/></noinclude> hrvoaay1evhx58tdhdyu9fdga7kf5sp 341077 341066 2026-11-03T13:59:12Z Øystein Tvede 3938 341077 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| End Øjne under dem, som altid vaagne ere: Og nu de Øren, som hun rejser op saa let, Det store Tal af dem, hvo kan beregne det? Nu alle Tungerne i hendes aabne Munde, Hvo var, som deres Skraal paa een Gang taale kunde? Ej tænkende paa Søvn, med Vinge aldrig mat, Hun suuser vidt og bredt endog den høje Nat: Selv høje lyse Dag udspejdende hun sidder, Paa Tag og Taarnespids og mørke Rædselstider Udblæser mangen Gang; men hvad i Skjold hun bær, Sandt, Usandt, ublu Løgn, — det hendes Sag ej er Hun fyldte Folket da med mangehaande Tale, Og Mesterinde i Tildragelser at male Som og ugjorte Ting, sig saa forlyde lod: Trojaneren, (en Mand af højvelbyrdigt Blod) Æneas, ankom her; — og Dido, skjøndt hver anden Ej torde nærme sig, har yndet Hædersmanden, Har givet ham sin Haand, har aabnet ham sit Favn, Men Riget, nu forsømt, til liden Roes og Gavn, Da vellystdyssede sit Folk og Land de glemme — Saa maler hun dem af, Gudinden, hun den Slemme! Flux til Järbas nu hun flyver som en Vind, I Harnisk sætter ham, og puster op hans Sind; Ved Nymfen Garamant han Jovis Søn var bleven; Thi havde han for ham, af Pligt og Ære dreven, Vel hundred’ Altere og hundred’ Templer sat, Og helliget den Ild, som brænder Dag og Nat, Og viet Grundene, hvor Offerblodet flyder.}}<noinclude><references/></noinclude> qe6ukhvzueifb3pjcz9hvj2imnix8q1 104 145927 341067 2026-11-03T13:41:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341067 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| Og som man, Festens Dag, med tusind Krandse pryder — I bøje Flamme sat og rasende i Hu Blandt Guddomsstøtterne han sig indtrænger nu, Og foran Alterne med højt oprakte Hænder Udøsende den Ild, hvoraf Hans Hjerte brænder, Ej uden ydmyg Bøn af varme Sønnebryst, Til store Fader-Gud opløfter saadan Røst: Almægtig’ Jupiter! for hvem paa disse Bænke Sig Folket samlet har, og glædes ved at stænke Af krandset Offerskaal den klare Offerviin, Mon disse Ting du seer? — Naar, Fader! dine Lyn Du slynger vidt og bredt, monn’ vi forgjæves skue Den rædselfulde Arm, som sætter Alt i Lue? En Qvinde vankende i vore Grændseskjel, Der lagde an en By, (betalt ej altfor vel) Og hvem vi Grunden gav og foreskrevne Love, Som Hustru i vor Arm forsmaaet har at sove! En vis Æneas, en fordreven, fremmed Mand, Ham har hun kaaret ud til Herre i sit Land, Og denne Paris, med et Følge vant at flakke, Med en Mæonisk Myts paa sin besmurte Nakke, Han vover dette Ran! — Vor Løn da saadan er For tusind Offere, som vi dig bringer her! — Ham, som saaledes bad med Haand paa Alterhjørnet, Ham hørte Jupiter, og ikke tidt forførnet Han drejed’ Øjne hen til Didos Muur og Havn, Dg dem, der havde glemt saa slet sit gode Navn — Til Guders Sendebud da taler Himlens Styrer:}}<noinclude><references/></noinclude> 3gb669j496qmc4nm48k7pn4obo24mdr 341078 341067 2026-11-03T13:59:20Z Øystein Tvede 3938 341078 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og som man, Festens Dag, med tusind Krandse pryder — I bøje Flamme sat og rasende i Hu Blandt Guddomsstøtterne han sig indtrænger nu, Og foran Alterne med højt oprakte Hænder Udøsende den Ild, hvoraf Hans Hjerte brænder, Ej uden ydmyg Bøn af varme Sønnebryst, Til store Fader-Gud opløfter saadan Røst: Almægtig’ Jupiter! for hvem paa disse Bænke Sig Folket samlet har, og glædes ved at stænke Af krandset Offerskaal den klare Offerviin, Mon disse Ting du seer? — Naar, Fader! dine Lyn Du slynger vidt og bredt, monn’ vi forgjæves skue Den rædselfulde Arm, som sætter Alt i Lue? En Qvinde vankende i vore Grændseskjel, Der lagde an en By, (betalt ej altfor vel) Og hvem vi Grunden gav og foreskrevne Love, Som Hustru i vor Arm forsmaaet har at sove! En vis Æneas, en fordreven, fremmed Mand, Ham har hun kaaret ud til Herre i sit Land, Og denne Paris, med et Følge vant at flakke, Med en Mæonisk Myts paa sin besmurte Nakke, Han vover dette Ran! — Vor Løn da saadan er For tusind Offere, som vi dig bringer her! — Ham, som saaledes bad med Haand paa Alterhjørnet, Ham hørte Jupiter, og ikke tidt forførnet Han drejed’ Øjne hen til Didos Muur og Havn, Dg dem, der havde glemt saa slet sit gode Navn — Til Guders Sendebud da taler Himlens Styrer:}}<noinclude><references/></noinclude> 6qukhsgvgw3osn5fgdjcrdjm8qjfn29 104 145928 341068 2026-11-03T13:52:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341068 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem| Søn! lav dig til! og kald de vingede Zefyrer! Bring hastig, bring mit Ord til den Dardanske Mand, Som i Didonske By saa længe nøle kan, Og lidet agter paa de Byer, (de langt andre) Hvortil ham Skjæbnen bød for længe siden vandre! Hans smukke Moder os ej lovede ham slig, Og ikke derfor var, at hun saa moderlig Fra græske Heltes Sværd udrev ham tvende Sinde — Hun loved os i ham en Mand, men ingen Qvinde — En Mand, der for det Folk ved Roret skulde slaae Hvis rædselfulde Ry til Himlen skulde naae: En Mand, der skulde vidt Trojanske Slægt udbrede, Ja hele Verdens Kreds i sine Lænker smede — Hvis slige store Ting ej for hans egen Deel Opgløde kan hans Bryst, misunder han da vel Sin Søn den Hædersglands, — de stolte Romas Slotte? Hvad er han travler med — Betænke dog han maatte, At hos et fremmed Folk han spilder kun sin Tid — Hiint Land: Ausonien, — hvi seer han ikke did, Og til den nye Slægt, ham der imøde smiler? Kort sagt: han sejle skal! — med Dette, Søn! du iler Da flux til Manden ned! — Talt havde Fader-Gud Og ikke seen nu er det Guders Sendebud — Først knytter han ved Fod de gyldene Talarer, Med hvem bevinget tidt han flyvende befarer,}}<noinclude><references/></noinclude> 5j7hcuhyfpvzigbh0zgxvplq1ojmdv0 341079 341068 2026-11-03T13:59:30Z Øystein Tvede 3938 341079 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Søn! lav dig til! og kald de vingede Zefyrer! Bring hastig, bring mit Ord til den Dardanske Mand, Som i Didonske By saa længe nøle kan, Og lidet agter paa de Byer, (de langt andre) Hvortil ham Skjæbnen bød for længe siden vandre! Hans smukke Moder os ej lovede ham slig, Og ikke derfor var, at hun saa moderlig Fra græske Heltes Sværd udrev ham tvende Sinde — Hun loved os i ham en Mand, men ingen Qvinde — En Mand, der for det Folk ved Roret skulde slaae Hvis rædselfulde Ry til Himlen skulde naae: En Mand, der skulde vidt Trojanske Slægt udbrede, Ja hele Verdens Kreds i sine Lænker smede — Hvis slige store Ting ej for hans egen Deel Opgløde kan hans Bryst, misunder han da vel Sin Søn den Hædersglands, — de stolte Romas Slotte? Hvad er han travler med — Betænke dog han maatte, At hos et fremmed Folk han spilder kun sin Tid — Hiint Land: Ausonien, — hvi seer han ikke did, Og til den nye Slægt, ham der imøde smiler? Kort sagt: han sejle skal! — med Dette, Søn! du iler Da flux til Manden ned! — Talt havde Fader-Gud Og ikke seen nu er det Guders Sendebud — Først knytter han ved Fod de gyldene Talarer, Med hvem bevinget tidt han flyvende befarer,}}<noinclude><references/></noinclude> oaav8fwezsfbfj5iwymu1d9lzacbds7 104 145929 341083 2026-11-03T14:13:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341083 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Snart høje tørre Land, snart afgrundsdybe Hav, Saa griber han den Green, hvad heller greened’ Stav, Hvormed han op og ned de blege Skygger kalder I hine Boliger, hvor ingen Straale falder: Den Stav som giver Søvn, og atter tager den, Og skaber Lys og Liv i aandløs Barm igjen, Med den han Vinde snoer, med den han Vinde retter, Og Tordenskyer selv med Kraft igjennemsætter — I Flugten langt paa Vej alt seer han Atlas’s Top, Som Himlen, (tung paa den) saa trofast støtter op: Den gamle Atlas, som sit Hoved klædt med Graner Og ofte banket paa af Haggel og Orkaner Bestandig svøber ind i Skyer askegraa; 3Tidt favnehøje Snee hans Skuldre dynges paa, Fra Oldinghagen da sig store Floder vælte Ned over iiset Bryst og staalbeslagne Bælte — Her først han skinnende med lige Vinger staaer, Men herfra flux igjen mod Bølgen nedenfor, Ej ulig Fuglen, som langs speielklare Vande Nedladen flyver om de fiskeriige Strande; Ej anderledes nu han Luften gjennemskar, Og sandig libysk Kyst han nu indhentet har — Saasnart Cyllenius berørte nu de Hytter, Hvorpaa de vingede Fodsaaler lidt han støtter, Da strax han bliver vaer Æneas, driftig nok, I Haand med Maalesnor, i Haand med Maalestok; Undtagen Bygningsdont ej nogen Ting han sandser:}}<noinclude><references/></noinclude> hhganbuk3u9kv70nt8h2cd0h9fms13u 341084 341083 2026-11-03T14:13:12Z Øystein Tvede 3938 341084 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Snart høje tørre Land, snart afgrundsdybe Hav, Saa griber han den Green, hvad heller greened’ Stav, Hvormed han op og ned de blege Skygger kalder I hine Boliger, hvor ingen Straale falder: Den Stav som giver Søvn, og atter tager den, Og skaber Lys og Liv i aandløs Barm igjen, Med den han Vinde snoer, med den han Vinde retter, Og Tordenskyer selv med Kraft igjennemsætter — I Flugten langt paa Vej alt seer han Atlas’s Top, Som Himlen, (tung paa den) saa trofast støtter op: Den gamle Atlas, som sit Hoved klædt med Graner Og ofte banket paa af Haggel og Orkaner Bestandig svøber ind i Skyer askegraa; Tidt favnehøje Snee hans Skuldre dynges paa, Fra Oldinghagen da sig store Floder vælte Ned over iiset Bryst og staalbeslagne Bælte — Her først han skinnende med lige Vinger staaer, Men herfra flux igjen mod Bølgen nedenfor, Ej ulig Fuglen, som langs speielklare Vande Nedladen flyver om de fiskeriige Strande; Ej anderledes nu han Luften gjennemskar, Og sandig libysk Kyst han nu indhentet har — Saasnart Cyllenius berørte nu de Hytter, Hvorpaa de vingede Fodsaaler lidt han støtter, Da strax han bliver vaer Æneas, driftig nok, I Haand med Maalesnor, i Haand med Maalestok; Undtagen Bygningsdont ej nogen Ting han sandser:}}<noinclude><references/></noinclude> 5571saxcpwahwih670t73dmhz6xnav5 104 145930 341085 2026-11-03T14:19:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341085 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Et Sværd ved Siden hang, — ej Stjernen, mere glandser, Af Jasvis Heftet var; — En Kappe svæved ned, Som ingen Gudesøn sig skulde skamme ved, Af Guld 0g Purpur høj den luede som Solen, En Skjænk af Dido selv, som selv paa Væverstolen Med lette Jomfruhaand i silkebløde Uld Indflættet havde alt det Blomsterveerk af Guld — Paa Stand Cyllenius: Her skal jeg da dig finde! Her travlende du gaaer, behersket af en Qvinde; Carthagos Mure, — dem paa nye opbygger du, Dit rette Rige, — ja dig selv, forglemmer du! Fra Guders høje Borg det er at han den Høje, For hvis almægtig Vink selv Himle sig maae bøje, Mig, — ogsaa selv en Gud, paa snare Vinger mig Nedsender varslende med saadant Ord til dig: Hvad er, du travler med! — hvad. Haab, som dig forvilder, At du paa libysk Strand den dyre Tid saa spilder? Hvis ej de store Ting af Skjæbnens runde Haand, Og hvis din Ære selv ej hæve kan din Aand, Hvor kan du da saa døv, saa blind, og kun med Kulde See din Ascan? — hin Søn, — den unge Haabefulde, Han, hvem Italien og Romas store Magt Til Arv beskjæret er! — Ej før var Ordet sagt, Før Guders Sendebud, saa hastig som en Lue, Fra Øiet fjerner sig, og er ej meer at skue. Men nu Æneas! — just som slagen af et Lyn, Ja slet forsteenet staar han Her ved dette Syn:}}<noinclude><references/></noinclude> k7gu49b34n23mkkgvmx9py0adbuojqa 104 145931 341086 2026-11-03T14:41:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341086 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Rejst’ staaer hans Hovedhaar, forknyttet Mund og Mæle; Forfærdet seer han nu: at længer her at dvæle, Er Gudsfortørnelse;— Alt føler han en Brand Til hemmelige Flugt fra altfor kjære Land. Men, vad skal hittes paa? — Faaer Dronningen det høre, Da hende rasende det første Ord vil gjøre ― En Tanke Afskeed faaer, en anden mælder sig, Tortumlet griber han nu denne endelig: Mnesteus og Sergest han kalder, samt den brave Cloanth, og byder dem: de Flaaden maae tillave, Og bringe Alt tilsøes, og hver en Sjel ombord, Dog Alt saa taust og tyst, som gik det under Jord; Men skulde Stadens Folk maaskee opmærksomt blive, Da ganske andre Ting de maatte foregive, Han selv imidlertid, mens Dido tryggest var, Og om et Elskovsbrud ej mindste Tanke bar, Udspejde skulde nok de bedste Adgangsstunde, Og Intet lade, som til Maalet føre kunde — Sig hæver Hjertet nu i hvert Dardanisk Bryst, Og hurtig gribes an befalte Sag med Lyst; Men Dronningen — hvad hun — formeget Elskerinde Er hun, til sig saa let, saasnart at lade blinde; Jo, — Dronningen er selv den første, som forstaaer Den List, og dette Værk, hvormed man svanger gaaer; Og hvad hun seer ei selv, (skjøndt Nok for Alt at frygte)}}<noinclude><references/></noinclude> hm67vpq7qg1198m8wi8ijzihe1twrii 341087 341086 2026-11-03T14:41:59Z Øystein Tvede 3938 341087 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Rejst’ staaer hans Hovedhaar, forknyttet Mund og Mæle; Forfærdet seer han nu: at længer her at dvæle, Er Gudsfortørnelse; — Alt føler han en Brand Til hemmelige Flugt fra altfor kjære Land. Men, vad skal hittes paa? — Faaer Dronningen det høre, Da hende rasende det første Ord vil gjøre ― En Tanke Afskeed faaer, en anden mælder sig, Tortumlet griber han nu denne endelig: Mnesteus og Sergest han kalder, samt den brave Cloanth, og byder dem: de Flaaden maae tillave, Og bringe Alt tilsøes, og hver en Sjel ombord, Dog Alt saa taust og tyst, som gik det under Jord; Men skulde Stadens Folk maaskee opmærksomt blive, Da ganske andre Ting de maatte foregive, Han selv imidlertid, mens Dido tryggest var, Og om et Elskovsbrud ej mindste Tanke bar, Udspejde skulde nok de bedste Adgangsstunde, Og Intet lade, som til Maalet føre kunde — Sig hæver Hjertet nu i hvert Dardanisk Bryst, Og hurtig gribes an befalte Sag med Lyst; Men Dronningen — hvad hun — formeget Elskerinde Er hun, til sig saa let, saasnart at lade blinde; Jo, — Dronningen er selv den første, som forstaaer Den List, og dette Værk, hvormed man svanger gaaer; Og hvad hun seer ei selv, (skjøndt Nok for Alt at frygte)}}<noinclude><references/></noinclude> fr9fbvv84woc1dwtfk5z8qivs0ythks 104 145932 341088 2026-11-03T14:48:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341088 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Forklarer endnu meer det rædselfulde Rygte. Den hele store Stad, — af Vid og Sands forladt, Hun gjennemflyver nu i fulde Flamme sat; Just som paa Bachi Fest, naar Festens Raab udbryder, Og gjennem mørke Nat Cithæron dem gjenlyder, Just som hiin Thyas da, naar rasende og grum Med Haaret flyvende hun vraader hvide Skum, Og tumler sig omkring blandt Trommer og blandt Piber, Saa raser Dido frem. — Tilsidst hun selv angriber Æneas: — Jo! — du troer, Meneeder! jo, du troer At Dido skulde ej opdage mindste Spoer Af saadan Helvedfund! — jo, du dig skulde snige Saa ganske ubemærkt med Flaaden fra mit Rige! Er da min Kjærlighed, — er den dig intet Baand? Ej heller denne min dig engang givne Haand? Saa leger du kun med et Sværd, som Dido fælder? En Dibo segnende, — hos dig det Intet gjælder? Men og i Hijertet af den barske Vinter nu Da Storme tude fælt, og Alting er en Gru, Til det oprørte Hav du dig vil overgive, For der i mørke Nat som Vrag omkring at drive! Ja, var det endnu kun til ej ukjendte Land, Hvis gamle Troja stod, og did du lagde an — Mon det er mig, du flyer? — Ved disse varme Taarer! Ved den din Høirehaand, som nu saa tungt mig saarer!}}<noinclude><references/></noinclude> qju7od1gem6f6b7c0cxhbw4vk3tej28 104 145933 341089 2026-11-03T14:54:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341089 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| (Mig altfor arme nu, ― etMaal for Spot og Spee) Ved hiin vor deelte Seng og nye Hymenee! Hvis Godt jeg har forskyldt, ― hvis dig jeg tækkes kunde, See til mit armee Huus, som ellers gaaer tilgrunde! Hør denne sidste Bøn (om Bøn har endnu Sted) Fat dog et andet Sind! læg saadant Forsæt ned! For din Skyld Libyer, Nomader, og de Flere, Ja selv de Tyrier saa hadske paa mig ere, For din Skyld Løvte brudt, og tabt det Navn og Ry, Hvormed jeg glimred før, og hævet blev til Sky — Forladt og døende hvem skal jeg nu tilfalde? Svar! Gjæst! ― thi Ægtemand tør jeg dig meer ej kalde — Saa skal Pygamalion nu bryde Alting ned? Järbas slæbe mig i Fangenskab afsted? — Hvis endnu, før du drog, mig skjænket var en Pode, Hvormed jeg kunde mig saa gjøre lidt tilgode, En lille legende Æneas, — og han kun Dig selv, dig selv var liig i Øjne eller Mund, Da endnu slet forladt jeg skulde mig ej vide Ej heller fangen slet — Æneas, som itide Af Himlen varslet var, med Øjne ned for Fod, Skjøndt selv i Hjertet varm, saa stiv som Støtten stod, — Omsider mæler han: Alt, hvad den længste Tale Formaaer at regne op, og bedste Farver male, At du har det fortjent, naar kan jeg nægte det? At en Elisa var, jeg glemmer ej saa let, Før glemmer jeg mig selv; nej, aldrig mig fortryder}}<noinclude><references/></noinclude> oo81t3vrxrp6guek14rytw74whwvh83 104 145934 341090 2026-11-03T15:11:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341090 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| At mindes dette Navn; men kort, (som Tiden byder) Jeg maa forklare mig: I Hu mig aldrig randt At dølge denne Flugt, og aldrig Kald jeg fandt Til nye Ægtebaand, og (talende uskrømtet) Hvorom ej mindste Ord af mig er bleven ymtet; For Saadant ej min Fod paa denne Kyst er sat — Hvis Skjæbnen havde mig mit frie Valg tilladt, Hvor megtet gladere til mine Fødestavne, Og alt det Kjære der, jeg nu saa tungt maa savne, Jeg skulde skyndet mig, — hvor gamle Pergama Af Støvet op igjen jeg kunde rejset da — Nej, kun Italien! — kun did at Cursen sætte — Saa Guden, ― saa Apol — (Hvo kan med Skjæbnen trætte?) Kun dette er ra Nu mit Alt, mit Fødeland — Hvis nu en libysk Stad, hvis et Carthago kan Saa underholde dig, du, en Phæniserinde, Hvor kan du da med Skjel det unaturligt finde; At et Ausonien os giver faste Fod? Er os Trojatner kun al Folkeret imod? Ej kommer Natten før med sine Skygger dunkle; Og ikke tændes før de Lys, som hisset funkle, Før mig for Øje staaer Anchises, (kjære Navn!) Og skræksom varsler mig, endskjøndt med Faderfavn — Og nu det kjære Liv: min Søn — hvem altfor ilde Det var, om jeg hans Arv og Rige skulde spilde — Nu han, den Guders Tolk, som Luften gjennemskar Og høje Faders Ord paa Lysets Vinger bar — Saa sandt vi leve maae, og gunstig Lykke føje, Som ved den lyse Dag jeg selv med dette Øje}}<noinclude><references/></noinclude> 820ntbxlu8flrfd9lzczv852pedd61f 102 145935 341091 2026-11-03T18:00:04Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{forfatter | navn = Vergil | beskrivelse = romersk dikter }} == Tekster == * {{forfatterl|Claus Frimann}} (oversetter): ''[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]]'' (1818) {{PD-old}} 341091 wikitext text/x-wiki {{forfatter | navn = Vergil | beskrivelse = romersk dikter }} == Tekster == * {{forfatterl|Claus Frimann}} (oversetter): ''[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]]'' (1818) {{PD-old}} j25bkrn4xot10mk9e587kyn1ig84t0h 104 145936 341092 2026-11-03T18:19:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341092 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baademig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Oh kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg vætet har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine fløed? Som Støtten stod han stiv og haard og ko1d og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav meg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> oh2ftbzlev4asboi95d4ktt85joj9pl 104 145937 341094 2026-11-03T19:54:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341094 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Jeg raser ― Guder! hiælp! — hvor er vil jeg hen? Og nu den Viisdoms Gud, som Skjæbnens Bog bevarer, Og spurgt af Tvivlende de mørke Ting forklaret — Nu har den Vingede, som selve Jupiter Til Jorden sender ensender ned med strænge Varseler — Jo – saadant Guderne nok stor Bekymring volder! Deg ikke svaret jeg, langt mindre jeg dig holder — Reis — og søg Italien! — til Vands, — paa Bølgen kun — Saasandt der Guddom er, skal Hævnens Straffestund Dig ramme;— tumlende blandt Klipper vil jeg haabe, Ak, Dido! Dipo! — du skal meer end een Gang rabe — Igjennem Baal og Brand jeg endda følge skal; Dg naar mig Døden selv har sat blandt Skyggers Tal, Som Gjenfærd allesteds; — jo, Straffen skal du skue Og Underverdenen skal høre det og grue – brat hun orhder af, og fra hans Øjesyn Hun Flygier rystende; men slagen som af Lyn, Hun segner! medens han med Mangt og Meget svanger Halv maalløs staaer igjen, opfyldt med Frygt og Anger – voe mider8ppefin de eDeptrer.maa At løfte bendeop,som uben Camling laae! Hvor nu de rappe sig de tette Terner smaa At løfte hende op, som uden Samling laae! Vil kostelig Balasam af vide Marmor skaaren Saa bliver Dronningen paa ømme Hænder baaren. Men han, (det ædle Blod) endskjøndt med Ord til Trøst Han gjerne havde søgt at lindre saaret Bryst, Og, skjøndt han sukker selv af alt for tunge Hjerte, Og føler altfor dybt den bittre Elskovssmerte, Saa dog sit store Kald han ej af Tanken faaer,}}<noinclude><references/></noinclude> 3hgrlq5wyawj3cb255adogv7p4l2cdg 104 145938 341095 2026-11-03T20:05:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341095 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| At fyldestgjøre det, til Flaaden ned han gaaer, Men hvilken Drift og Aand de Trojer nu opliver! Ej uden Hurraraab fra Stranden baaret bliver Hvert Skib, som oppe stod, saa, — Stranden ryddiggjort, Alt flyder stolte Kjøl med bedste Salve smurt; Til Aarer gribes Træ med friske Løv og Grene; I saadan Iil og Flugt Alt, som det er, maae tjene. Den Flytning ud af By ei mindre jages paa — Du skulde troe, at du en Sværm af Myrer saae, Naar de en Dynge Korn at plyndre foretage, Itide tænkende paa haarde Vinterdage: Da gaaer den sorte Sværm at samle Byttet hjem, Paa Skuldre Nogle bær’, mens Andre drive dem, Saa Stien syder fuld af Liv og Drift og Varme. Men, Dido! — du, som faar den Flygtnings Sværm, ak! Arme! Hvor brusede din Aand, hvor sukked’ tungt dit Bryst, Da fra dit høje Slot (dig ellers skabt til Lyst) Du for dit Øje selv de Strande saae at vrimle. Mens tusind Hurraraab steeg op mod høje Himle! Men du, som fører op saa mangt et Sørgespil, O! Elskov! Elskov! — o! hvad nøder du ej til! Ej dølgende den Piil, hvis Gift saa grusom saarer, Paa nye igjen til Bøn, paa nye igjen til Taarer Hun seer sig nødt, som den, der kalder hver en Konst Til Hjælp, endskjøndt han seer, at Alt er dog omsonst — Du seer, min Anna! jo den Skynding og den Stimlen Og rundt om hele Strand den Krydsen og den Vrimlen: Ad gunstig Søndenvind alt vinker spændte Sejl,}}<noinclude><references/></noinclude> 43enhs870gwxk0f5bkmfnl153gb7agx 104 145939 341096 2026-11-03T20:16:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341096 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Alt kroner Baadsmand glad det høje Agterspejl, Ifald saa stor en Sorg jeg forhen ahnet kunde, Da havde jeg maaskee den baaret nogenlunde — Eet, Søster, er min Bøn, — lad den ej nægtes mig! Jeg veed, hvor høj en Gunst han stedse viiste dig, Han den Troløse, han — jeg veed, han sjelden dulgte For dig sit Hjertes Grund, ja dine Raad han fulgte — Gak, Søster! — bedst du veed, i Tale ham at faae, Gak, tael ham til, og prøv, hvad Bønner kan formaae;. Mon jeg har Trojas Brand med mindste Pust oppustet? Mon jeg mod Pergama har nogen Sjel udrustet? Hvad Uroe har jeg gjort Anchises’s brændte Been? Hvi da hans Søn mod mig saa flintehaard en Steen? Hvi saadan Flugt? – I det han kunde mig dog føje (Mig, som for hans Skyld har saa Meget maattet døje) At han sin Reisefærd opsatte til en Tid, Naar Alting mere let, og Himlen mere blid: Jeg nævner ej det Brud, hvormed han mig har saaret — Og er saa smukt et Land og Rige ham beskaaret, Velan — han søge det! — kun bare Tid og Rum Til Lindring i min Sorg, er hvad jes beder om — En stakkels Søster ynk, hvis Kaar saa tunge bleve! Naar jeg har dig forladt, da gid du bedre leve! — Hun gaaer, og Søsters Bøn og Taarer bringer frem, Men frugtesløse kun tilbage bringer dem; Han, ubevægelig og køn mod alle Klager Ej hører noget Suk, og intet Suk han drager — Men denne Mand saa from, og i sig sely saa mild, Mon Skylden hans? – o nej, kun er det Skjæbnens Skyld;}}<noinclude><references/></noinclude> dyhza6xzkwten61rdl6jsw1fb9emprt 104 145940 341098 2026-11-03T20:23:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341098 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=close| Det Maal, hun kunde naae, men blot af Raseri Til Skyggeriget tog saa vild og mørk en Sti, Saa havde Proserpin, som klipper Dødninghaaret, Ej endnu nogen Lok af hendes Isse skaaret; I Junos høje Navn snar flyver da afsted Den Tusindfarvede igjennem Himlen ned; Regndraaber rystende af sine Purpurfjære, Nu standsende hun staaer: — Dig Pluto! offret være Den Lok, jeg holder her! — Du Døende! din Aand For evig være løst! — og strax med Højrehaand Hun skjær den gule Lok; strax sagtelig udrinder Den let opløste Aand, og som et Glimt forsvinder.}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> gm46caz0xsa4fzwaxox8f9rdqp2l0hh 104 145941 341099 2026-11-03T20:56:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341099 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|{{start=follow|end=follow| Kun er det Skjæbnens Fud; som saa hans Øren lukker, Og hærder saa hans Bryst, hvor tungt end Dido sukker, Hist staaer en Kjæmpe bold; en Skovens Hædersmand, Ud Boreasser gaae, at prøve hvad de kan: Den bange Mark de strøe med Løv og brudte Grene, Nu brusende sin Magt mod Kjæmpen de foreene, Saa høj i Skyen op, saa dyb i Grunden ned, Han paa sin Klippe staaer, og rokkes ej et Fjed; Just saa med vores Helt; – Med al den Magt og Vælde, Som Graad og Bønner har, man prøver ham at fælde; Men skjøndt han føler nok den Smerte inderfor, Urørt af Graad og Bøn hans Sind som Eegen staaer, Den stakkels Dido da, som Skjæbnen i sin Brede Saa ganske knuset har, og Intet meer kan glæde, End ikke Dagens Lys, – kun Døden kalder paa; Og for et Sikkringstegn paa hørte Bøn at faae, et Undersyn hun seer: – da selv med egne Hænder Hun lægger Offerne paa Alteret, som brænder Med Virakluen klar, (forfærdelige Syn!) Til Vædske fæl og sort forvandles klaren Viin – Ej engang Søster selv hun dette vil fortælle: Desuden hjemme staaer for gamle Ægtefælle Æn Marmortempel, (en særdeles Helligdom) Med hvide Baand og Løv udmajet runden om; Herfra selv hørte hun skinbarlig, hvor han talte, End midt om høje Nat, og klarlig hvor han kaldte; Ej var det Drømmeleeg; thi uden Søvn og Blund For hende kom og gik saamangen Nattestund: Saa hørtes Uglen og paa Muur og gamle Tage}}<noinclude><references/></noinclude> 01i0wb0w6v46kgilw870yphduxdhfb8 341100 341099 2026-11-03T20:56:26Z Øystein Tvede 3938 341100 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Kun er det Skjæbnens Fud; som saa hans Øren lukker, Og hærder saa hans Bryst, hvor tungt end Dido sukker, Hist staaer en Kjæmpe bold; en Skovens Hædersmand, Ud Boreasser gaae, at prøve hvad de kan: Den bange Mark de strøe med Løv og brudte Grene, Nu brusende sin Magt mod Kjæmpen de foreene, Saa høj i Skyen op, saa dyb i Grunden ned, Han paa sin Klippe staaer, og rokkes ej et Fjed; Just saa med vores Helt; – Med al den Magt og Vælde, Som Graad og Bønner har, man prøver ham at fælde; Men skjøndt han føler nok den Smerte inderfor, Urørt af Graad og Bøn hans Sind som Eegen staaer, Den stakkels Dido da, som Skjæbnen i sin Brede Saa ganske knuset har, og Intet meer kan glæde, End ikke Dagens Lys, – kun Døden kalder paa; Og for et Sikkringstegn paa hørte Bøn at faae, et Undersyn hun seer: – da selv med egne Hænder Hun lægger Offerne paa Alteret, som brænder Med Virakluen klar, (forfærdelige Syn!) Til Vædske fæl og sort forvandles klaren Viin – Ej engang Søster selv hun dette vil fortælle: Desuden hjemme staaer for gamle Ægtefælle Æn Marmortempel, (en særdeles Helligdom) Med hvide Baand og Løv udmajet runden om; Herfra selv hørte hun skinbarlig, hvor han talte, End midt om høje Nat, og klarlig hvor han kaldte; Ej var det Drømmeleeg; thi uden Søvn og Blund For hende kom og gik saamangen Nattestund: Saa hørtes Uglen og paa Muur og gamle Tage}}<noinclude><references/></noinclude> c9g20q9dudawzbw5ghv0yc0ktsjwcx8 104 145942 341101 2026-11-04T11:45:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341101 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| At tude som for Liig og lange hyel at drage: End mindtes gamle Sagn af dem, som Tegn forstod, Men som kun altfor vel sig nu forklare lod: Endog Æneas selv i Drømme hende plager: Snart eenlig sidder hun, snart lange Vej hun drager Foruden Følgeskab igjennem Sand og Grus, (Forstaae – i Drømme kun) – ej uliig Pentheus, Naar rasende han seer de Eumeniders Vrimmel, Et dobbelt Thebæ, og en dobbel Soel paa Himmel Hvad heller som Orest paa Scenen jages om, Naar ham hans Moder selv med Blus og Slanger grum Forfølger, og han flyer, og sorte Hævnsgudinder Ham møde, saa han ej den mindste Udgang finder. Da derfor nu saa plat hun overvunden er, Og kun den sorte Død i Hu og Hjerte bær, Kun Maade, Tid og Sted hun hos sig selv udtænker, Og, ret som Sorgen nu endogsaa mindre krænker, Med Haabets Aasyn hun sin Søster taler til: Lykønsk mig, Huldeste! lykøusk mig, om du vil: En Vei jeg fundet har, der sikkert mig skal give Som Elsker ham igjen, — hvis ej, da lade blive Mig ham for evig qvit; Der er et Grændsested; I Æthiopens Land, hvor høje Soel gaaer ned, Hvor store Atlas staaer og støtter med sin Skulder Den Axel, hvorom sig den høje Himmel ruller, Fra hvilken funkle ned de tusind Lamper der: Det er fra denne Egn mig Kundskab given er Om en Massylisk, en ej lidet viis Præstinde: Den Hesperidiske Løntempels Vogterinde, Hvis Haand betroede de gyldne Æbler var’,}}<noinclude><references/></noinclude> aqs2irzv8unh7nqa54nkrt8ux6vv4xa 104 145943 341102 2026-11-04T11:51:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341102 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og, som hiin Drage der nok trolig mædsket har Med Honningkagerne og andre Offergaver, Dem stedse krydrende med tætteste Papaver: I hendes Magt det staaer, ved Ord og Viisdoms Aand Saavel at løse som at knytte Hjerters Baand: I hendes Magt det staaer, med sine Tryllesange At standse Floderne i deres høje Gange, At vende Stjerner om, samt af sit mørke Hjem At kalde Maner og de blege Skygger frem: Hun byder Bøge ned fra høje Bjerg at sige, Og skaber Rædseler i underjordisk' Rige — Ved Alt, hvad helligt er! og ved dit kjære Bryst! — Til saadan Troldomskonst jeg griber ej med Lyst — Vælg en afsides Plads for Røg og Luer aaben! Reis, Søster! der et Baal! og riiv mig ned de Vaaben Hist bag ved min Thalam! grib den fordømte Karm, Hvori jeg tabte Alt, da med sin falske Arm Han mig omfavned' der, den Tiger, den Forræder! Sank hvad du hitte kan af efterladte Klæder! Alt, hvad som bær hans Navn, hver Stump og hver en Pjalt, Saa er Præstindens Bud, — til Baalet med det Alt! Saa talt, — som Døden bleeg hun færdig er at daane. Ej tænker Anna dog, at Navn hun skulde laane Af Liigbegjængelse til sorte Selvhaandsdrab; Mindst frygtende saa stort, saa fælt et Galenskab, Troskyldig gaaer hun hen og gjør som foreskrevet; Men Dronningen, da nu det Baal var højt nok blevet Af feede røde Fyr og flammet Egestok, Med Løv og Krandse selv hun pryder meer end nok}}<noinclude><references/></noinclude> nk7kaxuexp9ja2x6q7398dkjf24xe1a 104 145944 341103 2026-11-04T11:58:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341103 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det sørgelige Sted!, hvor oven paa hun breder Hans Sværd og hver en Pjalt af efterladte Klæder: Hans Billede af Vox nedlægges i den Karm, Som havde hende voldt saa megen Sorg og Harm: Rundt om staae Altere: I furisk Ild og Lue Saa brat nu raser frem Præstinden, fæl at skue: Gud Chaos, Erebus, og hundred’ Guder fleer’, Diana, Hecate, og Alt, hvad Guddom er, Dem smigrende med Navn af Moder eller Fader, Besværger hun med Raab og græsselige Lader: Med vidt udslagne Haar ej mindre vild og grum Et sort Avernisk Vand hun stænker runden om: De unge Urter, som de Kobbersegle meye I blege Maanes Lys, nu bringes de til veje, Frem alle Gifter maae, hver med sin sorte Saft, Ja Hippomanen selv med sin berømte Kraft. Men Dronningen, som staaer hos Alterne allene, Med opløst Klædebon og blottet Fod den ene, Saa ganske nu bestemt at løse Livets Baand. Med viet Offerkorn og himmelløftet Aand Paa kalder Guderne og Stjernerne de klare, Som stedse vidende om hendes Skjæbner vare: Hør, Guddom! hvo du er, (saa er nu hendes Bøn) Som straffer Uretsdaad med velfortjente Løn, Og veed, hvad Elskov er, og kjender Elskovs Smerte, Betal, som det sig bør, det svigefulde Hjerte! Betal! betal! og giv den velfortjente Løn! Hør, Guddom! hvo du er! — det er min sidste Bøn. Det var nu høje Nat, og Intet, som jo smagte De søde Qvægelser, som den paa Jorden bragte,}}<noinclude><references/></noinclude> 51zz6t4t1nn4k9ongnp1tpyz48leyau 341104 341103 2026-11-04T11:58:21Z Øystein Tvede 3938 341104 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det sørgelige Sted, hvor oven paa hun breder Hans Sværd og hver en Pjalt af efterladte Klæder: Hans Billede af Vox nedlægges i den Karm, Som havde hende voldt saa megen Sorg og Harm: Rundt om staae Altere: I furisk Ild og Lue Saa brat nu raser frem Præstinden, fæl at skue: Gud Chaos, Erebus, og hundred’ Guder fleer’, Diana, Hecate, og Alt, hvad Guddom er, Dem smigrende med Navn af Moder eller Fader, Besværger hun med Raab og græsselige Lader: Med vidt udslagne Haar ej mindre vild og grum Et sort Avernisk Vand hun stænker runden om: De unge Urter, som de Kobbersegle meye I blege Maanes Lys, nu bringes de til veje, Frem alle Gifter maae, hver med sin sorte Saft, Ja Hippomanen selv med sin berømte Kraft. Men Dronningen, som staaer hos Alterne allene, Med opløst Klædebon og blottet Fod den ene, Saa ganske nu bestemt at løse Livets Baand. Med viet Offerkorn og himmelløftet Aand Paa kalder Guderne og Stjernerne de klare, Som stedse vidende om hendes Skjæbner vare: Hør, Guddom! hvo du er, (saa er nu hendes Bøn) Som straffer Uretsdaad med velfortjente Løn, Og veed, hvad Elskov er, og kjender Elskovs Smerte, Betal, som det sig bør, det svigefulde Hjerte! Betal! betal! og giv den velfortjente Løn! Hør, Guddom! hvo du er! — det er min sidste Bøn. Det var nu høje Nat, og Intet, som jo smagte De søde Qvægelser, som den paa Jorden bragte,}}<noinclude><references/></noinclude> 7hd3phogipi4hl08ln4zlekm4uq6tw2