Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.48.0-wmf.3 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 102 3246 341158 62366 2026-11-04T19:01:55Z Øystein Tvede 3938 341158 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Claus |etternavn = Frimann |alternative_navn = |sorter = |beskrivelse = Norsk prest og dikter |annet = |fødselsdato = |fødeår = 1746 |fødested = Selje |dødsdato = 11. oktober |dødsår = 1829 |dødssted = Davik |bilde = |wikipedia = Claus Frimann |wikiquote = |commons = |bibsys = Frimann, Claus |signatur = }} == Verker == *[[Almuens Sanger]] (1790) {{indeks|Almuens Sanger.djvu}} **[[En Birkebeener-Sang]] ==Oversettelse== *[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] av [[Forfatter1=Vergil]] {{PD-old}} [[Kategori:Norske lyrikere]] 4q3c87hhrggz5lvltvo48u0bwjo8b2i 341159 341158 2026-11-04T19:02:26Z Øystein Tvede 3938 341159 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Claus |etternavn = Frimann |alternative_navn = |sorter = |beskrivelse = Norsk prest og dikter |annet = |fødselsdato = |fødeår = 1746 |fødested = Selje |dødsdato = 11. oktober |dødsår = 1829 |dødssted = Davik |bilde = |wikipedia = Claus Frimann |wikiquote = |commons = |bibsys = Frimann, Claus |signatur = }} == Verker == *[[Almuens Sanger]] (1790) {{indeks|Almuens Sanger.djvu}} **[[En Birkebeener-Sang]] ==Oversettelse== *[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] av [[Forfatter:Vergil|Vergil]] {{PD-old}} [[Kategori:Norske lyrikere]] dvo8vbqpxf6q1w6oobe9hs1f3pfj63i 341160 341159 2026-11-04T19:02:44Z Øystein Tvede 3938 341160 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Claus |etternavn = Frimann |alternative_navn = |sorter = |beskrivelse = Norsk prest og dikter |annet = |fødselsdato = |fødeår = 1746 |fødested = Selje |dødsdato = 11. oktober |dødsår = 1829 |dødssted = Davik |bilde = |wikipedia = Claus Frimann |wikiquote = |commons = |bibsys = Frimann, Claus |signatur = }} == Verker == *[[Almuens Sanger]] (1790) {{indeks|Almuens Sanger.djvu}} **[[En Birkebeener-Sang]] ==Oversettelse== *[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] av [[Forfatter:Vergil|Vergil]] (1818). {{PD-old}} [[Kategori:Norske lyrikere]] dtsrz2zxks51kqgw583in5gfnk4uzpa 341161 341160 2026-11-04T19:03:58Z Øystein Tvede 3938 341161 wikitext text/x-wiki {{forfatter |fornavn = Claus |etternavn = Frimann |alternative_navn = |sorter = |beskrivelse = Norsk prest og dikter |annet = |fødselsdato = |fødeår = 1746 |fødested = Selje |dødsdato = 11. oktober |dødsår = 1829 |dødssted = Davik |bilde = |wikipedia = Claus Frimann |wikiquote = |commons = |bibsys = Frimann, Claus |signatur = }} == Verker == *[[Almuens Sanger]] (1790) {{indeks|Almuens Sanger.djvu}} **[[En Birkebeener-Sang]] ==Oversettelse== *''[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]]. En poetisk Oversættelse af den fjerde Bog i Virgils'' Æneide (1818). {{PD-old}} [[Kategori:Norske lyrikere]] 2zy6ju5jgketyoungrl5zzdd1obb78f 106 145909 341114 341093 2026-11-04T12:59:43Z Øystein Tvede 3938 341114 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] |Undertittel=En poetisk Oversættelse af den fjerde Bog i Virgils Æneide |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Vergil|Vergil]] |Oversetter=[[Forfatter:Claus Frimann|Claus Frimann]] |Utgiver=R. Dahls Efterleverske |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1818 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 3to6=roman 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} jucrl8c6qckusx2yo2r20pwmf1uiib2 341115 341114 2026-11-04T13:00:18Z Øystein Tvede 3938 341115 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]] |Undertittel=En poetisk Oversættelse af den fjerde Bog i Virgils Æneide |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Vergil|Vergil]] |Oversetter=[[Forfatter:Claus Frimann|Claus Frimann]] |Utgiver=R. Dahls Efterleverske |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1818 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 3=1 3to6=roman 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} oqoaovx4999u4uda49gbj75hd2mug9d 104 145910 341105 341081 2026-11-04T11:59:50Z Øystein Tvede 3938 341105 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|{{sp|Dido,}}}} {{x-mindre|{{sp|eller}}}} {{x-større|{{sp|den ulykkelige Kjærlighed.}}}} {{---}} {{sp|En poetisk Oversættelse}} {{x-mindre|{{sp|af}}}} {{sp|den fjerde Bog}} {{x-mindre|i}} {{x-større|{{sp|Virgils Æneide}}}} {{x-mindre|{{sp|ved}}}} {{sp|Claus Frimann.}} {{---}} {{x-mindre|{{sp|Bergen, 1818.}}}} {{x-mindre|Trykt hos og forlagt af R. {{sp|Dahls}} Enke og Søn.}}}}<noinclude><references/></noinclude> fu8lxkc15dshem93sg0quty4w4smnyl 104 145912 341107 341048 2026-11-04T12:05:50Z Øystein Tvede 3938 341107 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse i Kjøbenhavn udsatte i Aaret 1808 blandt andre Præmier en Sølvmedaille for en poetisk Oversættelse af Æneidens fjerde Bog. Æskningstiden var udrunden, uden at jeg havde følet noget Kald til det Slags Arbejde; hvilket jeg tillige troede, vilde lykkes andre bedre end mig, der kun yderst sjelden havde betrædet Oversætterbanen. Mangel paa<noinclude><references/></noinclude> 8busk7340mhiemxyunfteijp5dvfdr3 104 145913 341108 341050 2026-11-04T12:07:29Z Øystein Tvede 3938 341108 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>anden Aandsbeskjæftigelse bevægede mig dog siden til, i bemeldte Anledning at prøve mit Held som Oversætter, Men neppe var jeg bleven færdig med mit Forsøg, da en Bekjendtgjørelse fra Selskabet af 16de Marts 1810 meldte: “at fire Oversættelser af Æneidens fjerde Bog vare indkomne, men ingen kunne komme i Betragtning.” Ikke destomindre sendte jeg dog min ned til Prosessor T. Baden; men enten den kom til sin Bestemmelse eller ikke, er jeg uvidende om. Først i dette Aars Foraar kom Concept-Exemplaret mig for Øje igjen, efterat have hvilet roligt og næsten forglemt i sex til syv Aar. Under gjentagne Revisioner gav jeg mit lille Arbejde de Forbedringer, der stode i min Magt at give det. Hvad enten det nu er en ond eller god Aand, som giver mig Indskydel-<noinclude><references/></noinclude> ikcjjz5cghs0p0l0mvc5ln4ypqjjhp4 104 145914 341109 341051 2026-11-04T12:09:58Z Øystein Tvede 3938 341109 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sen, saa har jeg nu bestemt mig til at lade Oversættelsen træde frem for Lyset. Salig {{sp|Prah|l}} lod os i Bladet {{sp|Tide|n}} (1810) læse en af ham saakaldet Paraphrase over denne samme Bog: Den var, som saadan, ret nydelig; men deels blev den ikke fuldført eller fuldstændig udgivet, deels ligesaa hastig glemt, som Bladet selv. Professor {{sp|Schønbeide|r}} i Kjøbenhavn skal have oversat hele Æneiden; men, saavidt jeg erindrer, ikke paa heroiske Vers; uden hvilken Versart et saa ærværdigt Epos, som Æneiden (i det mindste efter min Smag) betydelig taber sig. At jeg valgte Alexandriner, og endydermere, rimede, haaber jeg altsaa, vil finde Bifald. Hvorvidt ellers denne min Oversættelse kan have noget æsthetisk Værd, derom maaae Kjendere dømme. Paa flydende og let Versification troer jeg dog at kunde gjøre Paastand.<noinclude><references/></noinclude> lia89y1m4ayxkl8i34zd7g2hk855q42 104 145917 341110 341069 2026-11-04T12:12:08Z Øystein Tvede 3938 341110 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{ppoem|start=open|end=follow| {{Stor initial|M}}en Dronningen sit Saar alt meer’ og mere nærer, Og en forborgen Ild det arme Hjerte tærer; En Mand af saadant Værd, — et Folk af saadant Ry, For Tanken stiller sig hvert Øjeblik paa ny, Hvert Ansigtstræk, hvert Ord sig dybere indpræge; Her Natten alt for svag med Ro at vederqvæge. Aurora hilsed’ nu den mørke Jord igjen, Og for dens høje Blus nu flygter Taagen hen, For søsterlige Barm sig aabner saa den Svage: Hvad, Søster Anna! hvad for Drømme, som mig plage! Hvo er den Fremmede, som gjestet har vort Land? Af Aasyn, Vaaben, Bryst! — nej, Søster! hviken Mand! Vist er han Guders Slægt, — ej Trællebyrd det viser Hvad han i Skjoldet bær, hvad ham af Øje lyser — Hvor han er tumlet om, den Mand! — bevar os Gud! Og hvilke Krige dog, som han har staaet ud! — Hvis ej mig stod saa fast, saa klippefast, isinde, At seg til ingen Mand mig mere vilde binde, Alt fra det Øjeblik ubroderlige Haand Saa voldsom sønderrev mit første Ægtebaand;}}<noinclude><references/></noinclude> 3bsbx2gd6xltphvbtroee9g8rztrjsh 104 145919 341111 341071 2026-11-04T12:18:28Z Øystein Tvede 3938 341111 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ved saadant Giftermaal hvad seer du for en By! Hvad Riger at opstaae! — hvor himmelhøjt i Sky Skal fælles Folkes Roes ved fælles Kraft sig hæve!— Gak! offre Guderne! (du veed hvad disse kræve,) Og smigre blid din Gjæst! og mael ham stedse for: At Vinteren endnu med Svøber Havet slaaer, At Orion endnu de fulde Strømme spruder, Og Flaaden taaler slet den Storm, endnu som tuder — Saa puster hun end meer den før optændte Brand, Bortrydder alle Tvivl og sporer vældig an. Til Helligdommene paa lovbefalet Maade Nu følges Begge for at bede Gunst og Naade; Alt bløde Offerne: de vel udsøgte Lam, For Moder Ceres, samt for Bachus, og for ham, Der skaber Dagens Lys, — dog først og sidst for hende, Som Hjertets ømme Sag saa gunstig veed at vende. Med Offerskaal i Haand selv skjønne Dido staaer, Og mellem Ørnene paa hvide Ko den slaaer, For Guders Aasyn frem mod Alterne hun svæver Og offrer der paa ny, — hver Offerqvægets Lever, Som endnu ryger varm, tilraads hun spørger den, Og dybt indkigende affordrer Svar igjen — Men hvad kan Offringer og hvad kan Templer gavne, Imedens Vid og Sands saa reent hun monne savne? Imidlertid det Saar kun samler Liv paa ny, Og for den skjulte Ild er ingensteds at fly — Den Ulyksalige! hvor ynkelig hun brænder! Fortvivlet, rasende hun gjennem Staden render, Ej ulig stakkels Hind, som uforsigtig blev Med Pilen saaret af en Svend, som Hjorden drev,}}<noinclude><references/></noinclude> iif9iqdkjnst9crmrdeh0taf8vid9fh 0 145920 341162 341060 2026-11-04T19:08:10Z Øystein Tvede 3938 341162 wikitext text/x-wiki <pages index="Vergil Dido.pdf" from=1 to=40 header=1 /> [[Kategori:Tekster fra 1818]] [[Kategori:Romersk litteratur]] [[Kategori:Epos]] 9kexvsa7nh6adkfub783esfi20cgca4 341163 341162 2026-11-04T19:09:04Z Øystein Tvede 3938 341163 wikitext text/x-wiki <pages index="Vergil Dido.pdf" from=1 to=40 header=1 /> [[Kategori:Tekster fra 1818]] [[Kategori:Oversettelser fra latin]] [[Kategori:Epos]] sbvjvq65qn7re3qmtblnm6up8w7t7e3 104 145922 341112 341073 2026-11-04T12:41:34Z Øystein Tvede 3938 341112 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| I Eder stifte vill’, du og din kjære Søn, Og riigt det Bytte er for Underdaad saa skjøn: Om I, Guddomme to, af himmelsk Byrd og Vælde, En Qvinde, ja kun een, formaae ved List at fælde! Ej er mig ubekjendt, at du, kun lidet glad, Har seet rejse sig Carthago, vores Stad; Men er ej Grændse for en saa langvarig Trætte? Bedst: vi en evig Fred, en Ægtepagt oprette — Min Didos Elskovsbrand jo alt dit Ønske var, Og dette Ønske du jo fuldt opnaaet har, Kom lad os fælles Folk med fælles Magt regjere! Lad mine Tyrier en Brudegave være, Og din den Phrygier modtage Didos Haand! Men Venus mærkende den hele Tales Aand: Italisk Rige kun til libysk Kyst at drage, Gjenmæler: hvilken Klog kan slige Ting forsage? Og hvilket Raseri med dig at ville Strid, Hvis det, du taler om, kun Lykken fulgte blid; Men jeg, som lidet kun med Skjæbnen er fortrolig, For mig den Sag er mørk, om een og samme Bolig For det tyrenske Folk og den trojanske Slægt Kan vinde Jovis Gunst og hulde Varetægt, Og, om han tvende Folk og tvende Folkes Helte Vil taale, de til Eet saa ganske sammensmælte; Du, Jovis Hustrue selv, hans Sind du grandsker let, Far fort! — jeg følge vil — Da Juno: Sørg for det Skal ene være min; hør nu: paa hvilken Maade Jeg Værket drive vil, om ellers jeg maa raade: Æneas, — Dido med, sig lave til en Jagt I tætte Skov, saasnart udi sin Morgendragt}}<noinclude><references/></noinclude> 8shcl5taevadcnwuvevpx7oljoj63jd 104 145924 341113 341075 2026-11-04T12:51:30Z Øystein Tvede 3938 341113 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Er hiin den Selskabstrop, blandt hvilken med sin Søn Æneas, Helten selv, hvor glimrende, hvor skjøn! Just saadan, som du seer hiin Tonekunstens Fader, Naar kolde Lycien og Xanthus han forlader, Og moderlige Øe besøgende igjen, Fornyer Chorene, — og naar de stimle hen Til Alterne i Sang, — og der sig sammenhober Hiin broget Agathyrs med Creter og Dryoper; Paa Cynthus’s høye Aas guddommelig han gaaer, Og sit det bølgende og vellugtsvangre Haar Omflætter myge Løv, og ind i Guldbaand tvinger, Mens Koggeret af Guld paa høje Skulder klinger, — Med samme raske Fod, med samme lyse Blik, Halv Mand og halv en Gud, Æneas Helten gik. Da nu til Bjergene og uvejbare Steder Der kommet er, see da, hvor hine vilde Geeder Fra Klippespidserne med sine vante Spring Sig kaste ned og op Bjergaasene omkring, — Hist Hjorteflokkene, — hvor skarpt afsted de sætte, Saa Støvet ryger op fra gjennemstrøgne Slætte! Men Ynglingen Ascan, for hvem en dobbelt Fest Det er at tumle sig paa sin den raske Hest, Hvor varmt det Ønske(??) ham; at, da saa lidet tapper Hver anden Skovens Slægt — den vraadefulde Aper, Hvad heller han, som Navn af Skovens Konge bær, At en af disse snart til Kamp nu mødte her! — En Susen midlertid en skræksom Dag anmælder — Et haggelblandet Skyll fra mørke Sky udvælder, Tungt styrte Elve ned; — At søge Skjul og Ly}}<noinclude><references/></noinclude> ctthc346fa30b4uhn7d1im8c422tk5t 104 145927 341116 341078 2026-11-04T13:01:14Z Øystein Tvede 3938 341116 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og som man, Festens Dag, med tusind Krandse pryder — I høje Flamme sat og rasende i Hu Blandt Guddomsstøtterne han sig indtrænger nu, Og foran Alterne med højt oprakte Hænder Udøsende den Ild, hvoraf Hans Hjerte brænder, Ej uden ydmyg Bøn af varme Sønnebryst, Til store Fader-Gud opløfter saadan Røst: Almægtig’ Jupiter! for hvem paa disse Bænke Sig Folket samlet har, og glædes ved at stænke Af krandset Offerskaal den klare Offerviin, Mon disse Ting du seer? — Naar, Fader! dine Lyn Du slynger vidt og bredt, monn’ vi forgjæves skue Den rædselfulde Arm, som sætter Alt i Lue? En Qvinde vankende i vore Grændseskjel, Der lagde an en By, (betalt ej altfor vel) Og hvem vi Grunden gav og foreskrevne Love, Som Hustru i vor Arm forsmaaet har at sove! En vis Æneas, en fordreven, fremmed Mand, Ham har hun kaaret ud til Herre i sit Land, Og denne Paris, med et Følge vant at flakke, Med en Mæonisk Myts paa sin besmurte Nakke, Han vover dette Ran! — Vor Løn da saadan er For tusind Offere, som vi dig bringer her! — Ham, som saaledes bad med Haand paa Alterhjørnet, Ham hørte Jupiter, og ikke tidt forførnet Han drejed’ Øjne hen til Didos Muur og Havn, Dg dem, der havde glemt saa slet sit gode Navn — Til Guders Sendebud da taler Himlens Styrer:}}<noinclude><references/></noinclude> tfkxcn8whc1mau4hbqj87f7sll6s2ds 341117 341116 2026-11-04T13:03:48Z Øystein Tvede 3938 341117 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og som man, Festens Dag, med tusind Krandse pryder — I høje Flamme sat og rasende i Hu Blandt Guddomsstøtterne han sig indtrænger nu, Og foran Alterne med højt oprakte Hænder Udøsende den Ild, hvoraf Hans Hjerte brænder, Ej uden ydmyg Bøn af varme Sønnebryst, Til store Fader-Gud opløfter saadan Røst: Almægtig’ Jupiter! for hvem paa disse Bænke Sig Folket samlet har, og glædes ved at stænke Af krandset Offerskaal den klare Offerviin, Mon disse Ting du seer? — Naar, Fader! dine Lyn Du slynger vidt og bredt, monn’ vi forgjæves skue Den rædselfulde Arm, som sætter Alt i Lue? En Qvinde vankende i vore Grændseskjel, Der lagde an en By, (betalt ej altfor vel) Og hvem vi Grunden gav og foreskrevne Love, Som Hustru i vor Arm forsmaaet har at sove! En vis Æneas, en fordreven, fremmed Mand, Ham har hun kaaret ud til Herre i sit Land, Og denne Paris, med et Følge vant at flakke, Med en Mæonisk Myts paa sin besmurte Nakke, Han vover dette Ran! — Vor Løn da saadan er For tusind Offere, som vi dig bringer her! — Ham, som saaledes bad med Haand paa Alterhjørnet, Ham hørte Jupiter, og ikke tidt forførnet Han drejed’ Øjne hen til Didos Muur og Havn, Og dem, der havde glemt saa slet sit gode Navn — Til Guders Sendebud da taler Himlens Styrer:}}<noinclude><references/></noinclude> bx5y6tue7fn6037uztlk3wkjqd0mawm 104 145930 341118 341085 2026-11-04T13:12:09Z Øystein Tvede 3938 341118 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Et Sværd ved Siden hang, — ej Stjernen, mere glandser, Af Jaspis Heftet var; — En Kappe svæved ned, Som ingen Gudesøn sig skulde skamme ved, Af Guld 0g Purpur høj den luede som Solen, En Skjænk af Dido selv, som selv paa Væverstolen Med lette Jomfruhaand i silkebløde Uld Indflættet havde alt det Blomsterveerk af Guld — Paa Stand Cyllenius: Her skal jeg da dig finde! Her travlende du gaaer, behersket af en Qvinde; Carthagos Mure, — dem paa nye opbygger du, Dit rette Rige, — ja dig selv, forglemmer du! Fra Guders høje Borg det er at han den Høje, For hvis almægtig Vink selv Himle sig maae bøje, Mig, — ogsaa selv en Gud, paa snare Vinger mig Nedsender varslende med saadant Ord til dig: Hvad er, du travler med! — hvad. Haab, som dig forvilder, At du paa libysk Strand den dyre Tid saa spilder? Hvis ej de store Ting af Skjæbnens runde Haand, Og hvis din Ære selv ej hæve kan din Aand, Hvor kan du da saa døv, saa blind, og kun med Kulde See din Ascan? — hin Søn, — den unge Haabefulde, Han, hvem Italien og Romas store Magt Til Arv beskjæret er! — Ej før var Ordet sagt, Før Guders Sendebud, saa hastig som en Lue, Fra Øiet fjerner sig, og er ej meer at skue. Men nu Æneas! — just som slagen af et Lyn, Ja slet forsteenet staar han Her ved dette Syn:}}<noinclude><references/></noinclude> lsa1woe011wr7rp5jhivp424kq7s6x0 341119 341118 2026-11-04T13:14:29Z Øystein Tvede 3938 341119 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Et Sværd ved Siden hang, — ej Stjernen, mere glandser, Af Jaspis Heftet var; — En Kappe svæved ned, Som ingen Gudesøn sig skulde skamme ved, Af Guld og Purpur høj den luede som Solen, En Skjænk af Dido selv, som selv paa Væverstolen Med lette Jomfruhaand i silkebløde Uld Indflættet havde alt det Blomsterveerk af Guld — Paa Stand Cyllenius: Her skal jeg da dig finde! Her travlende du gaaer, behersket af en Qvinde; Carthagos Mure, — dem paa nye opbygger du, Dit rette Rige, — ja dig selv, forglemmer du! Fra Guders høje Borg det er at han den Høje, For hvis almægtig Vink selv Himle sig maae bøje, Mig, — ogsaa selv en Gud, paa snare Vinger mig Nedsender varslende med saadant Ord til dig: Hvad er, du travler med! — hvad Haab, som dig forvilder, At du paa libysk Strand den dyre Tid saa spilder? Hvis ej de store Ting af Skjæbnens runde Haand, Og hvis din Ære selv ej hæve kan din Aand, Hvor kan du da saa døv, saa blind, og kun med Kulde See din Ascan? — hin Søn, — den unge Haabefulde, Han, hvem Italien og Romas store Magt Til Arv beskjæret er! — Ej før var Ordet sagt, Før Guders Sendebud, saa hastig som en Lue, Fra Øiet fjerner sig, og er ej meer at skue. Men nu Æneas! — just som slagen af et Lyn, Ja slet forsteenet staar han her ved dette Syn:}}<noinclude><references/></noinclude> r2c2ousii8xn6tb2jbrv8wgf33kmtfm 104 145931 341120 341087 2026-11-04T13:15:47Z Øystein Tvede 3938 341120 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Rejst’ staaer hans Hovedhaar, forknyttet Mund og Mæle; Forfærdet seer han nu: at længer her at dvæle, Er Gudsfortørnelse; — Alt føler han en Brand Til hemmelige Flugt fra altfor kjære Land. Men, vad skal hittes paa? — Faaer Dronningen det høre, Da hende rasende det første Ord vil gjøre ― En Tanke Afskeed faaer, en anden mælder sig, Fortumlet griber han nu denne endelig: Mnesteus og Sergest han kalder, samt den brave Cloanth, og byder dem: de Flaaden maae tillave, Og bringe Alt tilsøes, og hver en Sjel ombord, Dog Alt saa taust og tyst, som gik det under Jord; Men skulde Stadens Folk maaskee opmærksomt blive, Da ganske andre Ting de maatte foregive, Han selv imidlertid, mens Dido tryggest var, Og om et Elskovsbrud ej mindste Tanke bar, Udspejde skulde nok de bedste Adgangsstunde, Og Intet lade, som til Maalet føre kunde — Sig hæver Hjertet nu i hvert Dardanisk Bryst, Og hurtig gribes an befalte Sag med Lyst; Men Dronningen — hvad hun — formeget Elskerinde Er hun, til sig saa let, saasnart at lade blinde; Jo, — Dronningen er selv den første, som forstaaer Den List, og dette Værk, hvormed man svanger gaaer; Og hvad hun seer ei selv, (skjøndt Nok for Alt at frygte)}}<noinclude><references/></noinclude> trzzr8vug3zgjdn5wjlb9as9bwdxyjr 104 145932 341121 341088 2026-11-04T13:19:54Z Øystein Tvede 3938 341121 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Forklarer endnu meer det rædselfulde Rygte. Den hele store Stad, — af Vid og Sands forladt, Hun gjennemflyver nu i fulde Flamme sat; Just som paa Bachi Fest, naar Festens Raab udbryder, Og gjennem mørke Nat Cithæron dem gjenlyder, Just som hiin Thyas da, naar rasende og grum Med Haaret flyvende hun vraader hvide Skum, Og tumler sig omkring blandt Trommer og blandt Piber, Saa raser Dido frem. — Tilsidst hun selv angriber Æneas: — Jo! — du troer, Meneeder! jo, du troer At Dido skulde ej opdage mindste Spoer Af saadan Helvedfund! — jo, du dig skulde snige Saa ganske ubemærkt med Flaaden fra mit Rige! Er da min Kjærlighed, — er den dig intet Baand? Ej heller denne min dig engang givne Haand? Saa leger du kun med et Sværd, som Dido fælder? En Dibo segnende, — hos dig det Intet gjælder? Men og i Hjertet af den barske Vinter nu Da Storme tude fælt, og Alting er en Gru, Til det oprørte Hav du dig vil overgive, For der i mørke Nat som Vrag omkring at drive! Ja, var det endnu kun til ej ukjendte Land, Hvis gamle Troja stod, og did du lagde an — Mon det er mig, du flyer? — Ved disse varme Taarer! Ved den din Høirehaand, som nu saa tungt mig saarer!}}<noinclude><references/></noinclude> 8hq8tns651hht5x9e7gm7ggypqw1qa4 104 145934 341122 341090 2026-11-04T13:25:11Z Øystein Tvede 3938 341122 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| At mindes dette Navn; men kort, (som Tiden byder) Jeg maa forklare mig: I Hu mig aldrig randt At dølge denne Flugt, og aldrig Kald jeg fandt Til nye Ægtebaand, og (talende uskrømtet) Hvorom ej mindste Ord af mig er bleven ymtet; For Saadant ej min Fod paa denne Kyst er sat — Hvis Skjæbnen havde mig mit frie Valg tilladt, Hvor megtet gladere til mine Fødestavne, Og alt det Kjære der, jeg nu saa tungt maa savne, Jeg skulde skyndet mig, — hvor gamle Pergama Af Støvet op igjen jeg kunde rejset da — Nej, kun Italien! — kun did at Cursen sætte — Saa Guden, ― saa Apol — (Hvo kan med Skjæbnen trætte?) Kun dette er fra Nu mit Alt, mit Fødeland — Hvis nu en libysk Stad, hvis et Carthago kan Saa underholde dig, du, en Phæniserinde, Hvor kan du da med Skjel det unaturligt finde; At et Ausonien os giver faste Fod? Er os Trojaner kun al Folkeret imod? Ej kommer Natten før med sine Skygger dunkle; Og ikke tændes før de Lys, som hisset funkle, Før mig for Øje staaer Anchises, (kjære Navn!) Og skræksom varsler mig, endskjøndt med Faderfavn — Og nu det kjære Liv: min Søn — hvem altfor ilde Det var, om jeg hans Arv og Rige skulde spilde — Nu han, den Guders Tolk, som Luften gjennemskar Og høje Faders Ord paa Lysets Vinger bar — Saa sandt vi leve maae, og gunstig Lykke føje, Som ved den lyse Dag jeg selv med dette Øje}}<noinclude><references/></noinclude> cy3b136flw6ox9ysqric3wah7vjn9bg 102 145935 341106 341091 2026-11-04T12:04:01Z Øystein Tvede 3938 341106 wikitext text/x-wiki {{forfatter | navn = Vergil | beskrivelse = romersk dikter }} == Tekster == * {{forfatterl|Claus Frimann}} (oversetter): ''[[Dido, eller den ulykkelige Kjærlighed]]. En poetisk Oversættelse af den fjerde Bog i Virgils Æneide'' (1818) {{PD-old}} dqwl60fl93hfm4djabylaewddmhve6a 104 145936 341123 341092 2026-11-04T13:25:37Z Øystein Tvede 3938 341123 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baade mig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Oh kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg vætet har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine fløed? Som Støtten stod han stiv og haard og ko1d og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav meg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> dtbnbxowy4eo6kkkb2ismts8stwz5z1 341124 341123 2026-11-04T13:26:10Z Øystein Tvede 3938 341124 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baade mig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, Og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Oh kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg vætet har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine fløed? Som Støtten stod han stiv og haard og ko1d og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav meg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> ak1xzrvutyy7me0rhsv5vrlbx0n9mfk 341125 341124 2026-11-04T13:26:56Z Øystein Tvede 3938 341125 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baade mig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, Og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Og kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg vætet har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine fløed? Som Støtten stod han stiv og haard og ko1d og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav meg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> lds7zef94hp8mj7k9aexdg50lm3r9rw 341126 341125 2026-11-04T13:27:51Z Øystein Tvede 3938 341126 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baade mig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, Og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Og kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg været har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine fløed? Som Støtten stod han stiv og haard og ko1d og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav meg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> pzay2t6q91j9aiplx23tb93m96nag43 341127 341126 2026-11-04T13:29:13Z Øystein Tvede 3938 341127 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Saae Guden, hvor han kom, ― hans stemme reen og klar For disse Øren lød — Men Tid dog engang var, At baade mig og dig ej længer du besværte Med dine Klagemaal. Ved dette rene Hjerte! Ved Alt, hvad helligt er — til den lavinske Kyst, Til hiint Italien jeg færdes ei med Lyst. Ham dette talende alt længe taus hun skuer, Og med et Øjen-Par, af hvilket Vreden luer, Ham ganske gjennemgaaer fra Isse ned til Fod, Omsider bryder ud tilbageholdte Flod, Som bruser indenfor: Jo! hvem maae ej erkjende Dig for en ægte Søn af Venus? — ja, af hende — Og vist et værdigt Skud af gamle Dardanus! Nej, flintehaarde Sjel — kun haarde Caucasus, Fra ham du sprungen er, fra ham din rette Stamme Og kun Hyrcanien har skjænket dig til Amme Den vilde Tigerske; thi Sandhed høres maa, Og det jeg været har, hvad meer at tænke paa? Mon Taare var at see? mon mindste Suk at høre? Mon han forsøgte paa med mindste Ord at tørre De varme Taarer, som fra disse Øine flød? Som Støtten stod han stiv og haard og kold og død — Og hverken Juno selv, ei heller Himlens Fader, Med bedre Øine sig i disse Ting indlader! — Hvad kan da lides paa? — Udkastet fra en Strand Ankom en trængende skibbruden fremmed Mand, — Jeg favned ham som Gjæst, — ja, jeg Ulykkelige, Jeg Daare, gav ham Deel endogsaa i mit Rige, hans Flaade gav jeg Havn; hans Følge Liv igjen ―}}<noinclude><references/></noinclude> tlpe8231a6gspmyhxchl27y61i3bjzc 104 145937 341128 341094 2026-11-04T13:29:56Z Øystein Tvede 3938 341128 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Jeg raser ― Guder! hiælp! — hvor er — hvor vil jeg hen? Og nu den Viisdoms Gud, som Skjæbnens Bog bevarer, Og spurgt af Tvivlende de mørke Ting forklaret — Nu har den Vingede, som selve Jupiter Til Jorden sender ensender ned med strænge Varseler — Jo – saadant Guderne nok stor Bekymring volder! Deg ikke svaret jeg, langt mindre jeg dig holder — Reis — og søg Italien! — til Vands, — paa Bølgen kun — Saasandt der Guddom er, skal Hævnens Straffestund Dig ramme;— tumlende blandt Klipper vil jeg haabe, Ak, Dido! Dipo! — du skal meer end een Gang rabe — Igjennem Baal og Brand jeg endda følge skal; Dg naar mig Døden selv har sat blandt Skyggers Tal, Som Gjenfærd allesteds; — jo, Straffen skal du skue Og Underverdenen skal høre det og grue – brat hun orhder af, og fra hans Øjesyn Hun Flygier rystende; men slagen som af Lyn, Hun segner! medens han med Mangt og Meget svanger Halv maalløs staaer igjen, opfyldt med Frygt og Anger – voe mider8ppefin de eDeptrer.maa At løfte bendeop,som uben Camling laae! Hvor nu de rappe sig de tette Terner smaa At løfte hende op, som uden Samling laae! Vil kostelig Balasam af vide Marmor skaaren Saa bliver Dronningen paa ømme Hænder baaren. Men han, (det ædle Blod) endskjøndt med Ord til Trøst Han gjerne havde søgt at lindre saaret Bryst, Og, skjøndt han sukker selv af alt for tunge Hjerte, Og føler altfor dybt den bittre Elskovssmerte, Saa dog sit store Kald han ej af Tanken faaer,}}<noinclude><references/></noinclude> h4ek8olrk1u9n9pks4o8xwmzjvjw44b 341129 341128 2026-11-04T13:30:06Z Øystein Tvede 3938 341129 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Jeg raser ― Guder! hjælp! — hvor er — hvor vil jeg hen? Og nu den Viisdoms Gud, som Skjæbnens Bog bevarer, Og spurgt af Tvivlende de mørke Ting forklaret — Nu har den Vingede, som selve Jupiter Til Jorden sender ensender ned med strænge Varseler — Jo – saadant Guderne nok stor Bekymring volder! Deg ikke svaret jeg, langt mindre jeg dig holder — Reis — og søg Italien! — til Vands, — paa Bølgen kun — Saasandt der Guddom er, skal Hævnens Straffestund Dig ramme;— tumlende blandt Klipper vil jeg haabe, Ak, Dido! Dipo! — du skal meer end een Gang rabe — Igjennem Baal og Brand jeg endda følge skal; Dg naar mig Døden selv har sat blandt Skyggers Tal, Som Gjenfærd allesteds; — jo, Straffen skal du skue Og Underverdenen skal høre det og grue – brat hun orhder af, og fra hans Øjesyn Hun Flygier rystende; men slagen som af Lyn, Hun segner! medens han med Mangt og Meget svanger Halv maalløs staaer igjen, opfyldt med Frygt og Anger – voe mider8ppefin de eDeptrer.maa At løfte bendeop,som uben Camling laae! Hvor nu de rappe sig de tette Terner smaa At løfte hende op, som uden Samling laae! Vil kostelig Balasam af vide Marmor skaaren Saa bliver Dronningen paa ømme Hænder baaren. Men han, (det ædle Blod) endskjøndt med Ord til Trøst Han gjerne havde søgt at lindre saaret Bryst, Og, skjøndt han sukker selv af alt for tunge Hjerte, Og føler altfor dybt den bittre Elskovssmerte, Saa dog sit store Kald han ej af Tanken faaer,}}<noinclude><references/></noinclude> fwvpm255bo760s17y1ckem0nm4fbyw8 341130 341129 2026-11-04T13:30:47Z Øystein Tvede 3938 341130 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Jeg raser ― Guder! hjælp! — hvor er — hvor vil jeg hen? Og nu den Viisdoms Gud, som Skjæbnens Bog bevarer, Og spurgt af Tvivlende de mørke Ting forklaret — Nu har den Vingede, som selve Jupiter Til Jorden sender ned med strænge Varseler — Jo – saadant Guderne nok stor Bekymring volder! Deg ikke svaret jeg, langt mindre jeg dig holder — Reis — og søg Italien! — til Vands, — paa Bølgen kun — Saasandt der Guddom er, skal Hævnens Straffestund Dig ramme;— tumlende blandt Klipper vil jeg haabe, Ak, Dido! Dipo! — du skal meer end een Gang rabe — Igjennem Baal og Brand jeg endda følge skal; Dg naar mig Døden selv har sat blandt Skyggers Tal, Som Gjenfærd allesteds; — jo, Straffen skal du skue Og Underverdenen skal høre det og grue – brat hun orhder af, og fra hans Øjesyn Hun Flygier rystende; men slagen som af Lyn, Hun segner! medens han med Mangt og Meget svanger Halv maalløs staaer igjen, opfyldt med Frygt og Anger – voe mider8ppefin de eDeptrer.maa At løfte bendeop,som uben Camling laae! Hvor nu de rappe sig de tette Terner smaa At løfte hende op, som uden Samling laae! Vil kostelig Balasam af vide Marmor skaaren Saa bliver Dronningen paa ømme Hænder baaren. Men han, (det ædle Blod) endskjøndt med Ord til Trøst Han gjerne havde søgt at lindre saaret Bryst, Og, skjøndt han sukker selv af alt for tunge Hjerte, Og føler altfor dybt den bittre Elskovssmerte, Saa dog sit store Kald han ej af Tanken faaer,}}<noinclude><references/></noinclude> duhhnu8bti97n639tcrlcg5o4jwrez1 341131 341130 2026-11-04T13:35:34Z Øystein Tvede 3938 341131 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Jeg raser ― Guder! hjælp! — hvor er — hvor vil jeg hen? Og nu den Viisdoms Gud, som Skjæbnens Bog bevarer, Og spurgt af Tvivlende de mørke Ting forklaret — Nu har den Vingede, som selve Jupiter Til Jorden sender ned med strænge Varseler — Jo – saadant Guderne nok stor Bekymring volder! Deg ikke svaret jeg, langt mindre jeg dig holder — Reis — og søg Italien! — til Vands, — paa Bølgen kun — Saasandt der Guddom er, skal Hævnens Straffestund Dig ramme;— tumlende blandt Klipper vil jeg haabe, Ak, Dido! Dido! — du skal meer end een Gang raabe — Igjennem Baal og Brand jeg endda følge skal; Og naar mig Døden selv har sat blandt Skyggers Tal, Som Gjenfærd allesteds; — jo, Straffen skal du skue Og Underverdenen skal høre det og grue – Nu brat hun bryder af, og fra hans Øjesyn Hun flygter rystende; men slagen som af Lyn, Hun segner! medens han med Mangt og Meget svanger Halv maalløs staaer igjen, opfyldt med Frygt og Anger – Hvor nu de rappe sig de lette Terner smaae At løfte hende op, som uden Samling laae! Til kostelig Balasam af hvide Marmor skaaren Saa bliver Dronningen paa ømme Hænder baaren. Men han, (det ædle Blod) endskjøndt med Ord til Trøst Han gjerne havde søgt at lindre saaret Bryst, Og, skjøndt han sukker selv af alt for tunge Hjerte, Og føler altfor dybt den bittre Elskovssmerte, Saa dog sit store Kald han ej af Tanken slaaer,}}<noinclude><references/></noinclude> hbrk8wg6z4qvq0yj8wvywle41hf8cnh 104 145939 341132 341096 2026-11-04T13:43:42Z Øystein Tvede 3938 341132 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Alt kroner Baadsmand glad det høje Agterspejl, Ifald saa stor en Sorg jeg forhen ahnet kunde, Da havde jeg maaskee den baaret nogenlunde — Eet, Søster, er min Bøn, — lad den ej nægtes mig! Jeg veed, hvor høj en Gunst han stedse viiste dig, Han den Troløse, han — jeg veed, han sjelden dulgte For dig sit Hjertes Grund, ja dine Raad han fulgte — Gak, Søster! — bedst du veed, i Tale ham at faae, Gak, tael ham til, og prøv, hvad Bønner kan formaae;. Mon jeg har Trojas Brand med mindste Pust oppustet? Mon jeg mod Pergama har nogen Sjel udrustet? Hvad Uroe har jeg gjort Anchises’s brændte Been? Hvi da hans Søn mod mig saa flintehaard en Steen? Hvi saadan Flugt? – I det han kunde mig dog føje (Mig, som for hans Skyld har saa Meget maattet døje) At han sin Reisefærd opsatte til en Tid, Naar Alting mere let, og Himlen mere blid: Jeg nævner ej det Brud, hvormed han mig har saaret — Og er saa smukt et Land og Rige ham beskaaret, Velan — han søge det! — kun bare Tid og Rum Til Lindring i min Sorg, er hvad jeg beder om — En stakkels Søster ynk, hvis Kaar saa tunge bleve! Naar jeg har dig forladt, da gid du bedre leve! — Hun gaaer, og Søsters Bøn og Taarer bringer frem, Men frugtesløse kun tilbage bringer dem; Han, ubevægelig og køn mod alle Klager Ej hører noget Suk, og intet Suk han drager — Men denne Mand saa from, og i sig selv saa mild, Mon Skylden hans? – o nej, kun er det Skjæbnens Skyld;}}<noinclude><references/></noinclude> eghjuc46yyp5lvnx45kxo9o6nojxrly 104 145941 341133 341100 2026-11-04T13:46:58Z Øystein Tvede 3938 341133 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Kun er det Skjæbnens Gud; som saa hans Øren lukker, Og hærder saa hans Bryst, hvor tungt end Dido sukker, Hist staaer en Kjæmpe bold; en Skovens Hædersmand, Ud Boreasser gaae, at prøve hvad de kan: Den bange Mark de strøe med Løv og brudte Grene, Nu brusende sin Magt mod Kjæmpen de foreene, Saa høj i Skyen op, saa dyb i Grunden ned, Han paa sin Klippe staaer, og rokkes ej et Fjed; Just saa med vores Helt; – Med al den Magt og Vælde, Som Graad og Bønner har, man prøver ham at fælde; Men skjøndt han føler nok den Smerte inderfor, Urørt af Graad og Bøn hans Sind som Eegen staaer, Den stakkels Dido da, som Skjæbnen i sin Vrede Saa ganske knuset har, og Intet meer kan glæde, End ikke Dagens Lys, – kun Døden kalder paa; Og for et Sikkringstegn paa hørte Bøn at faae, Et Undersyn hun seer: – da selv med egne Hænder Hun lægger Offerne paa Alteret, som brænder Med Virakluen klar, (forfærdelige Syn!) Til Vædske fæl og sort forvandles klaren Viin – Ej engang Søster selv hun dette vil fortælle: Desuden hjemme staaer for gamle Ægtefælle En Marmortempel, (en særdeles Helligdom) Med hvide Baand og Løv udmajet runden om; Herfra selv hørte hun skinbarlig, hvor han talte, End midt om høje Nat, og klarlig hvor han kaldte; Ej var det Drømmeleeg; thi uden Søvn og Blund For hende kom og gik saamangen Nattestund: Saa hørtes Uglen og paa Muur og gamle Tage}}<noinclude><references/></noinclude> cfbugt1s9a9q85wujctg40wcphb2547 104 145942 341134 341101 2026-11-04T13:49:34Z Øystein Tvede 3938 341134 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| At tude som for Liig og lange hyel at drage: End mindtes gamle Sagn af dem, som Tegn forstod, Men som kun altfor vel sig nu forklare lod: Endog Æneas selv i Drømme hende plager: Snart eenlig sidder hun, snart lange Vej hun drager Foruden Følgeskab igjennem Sand og Grus, (Forstaae – i Drømme kun) – ej uliig Pentheus, Naar rasende han seer de Eumeniders Vrimmel, Et dobbelt Thebæ, og en dobbel Soel paa Himmel Hvad heller som Orest paa Scenen jages om, Naar ham hans Moder selv med Blus og Slanger grum Forfølger, og han flyer, og sorte Hævnsgudinder Ham møde, saa han ej den mindste Udgang finder. Da derfor nu saa plat hun overvunden er, Og kun den sorte Død i Hu og Hjerte bær, Kun Maade, Tid og Sted hun hos sig selv udtænker, Og, ret som Sorgen nu endogsaa mindre krænker, Med Haabets Aasyn hun sin Søster taler til: Lykønsk mig, Huldeste! lykønsk mig, om du vil: En Vei jeg fundet har, der sikkert mig skal give Som Elsker ham igjen, — hvis ej, da lade blive Mig ham for evig qvit; Der er et Grændsested; I Æthiopens Land, hvor høje Soel gaaer ned, Hvor store Atlas staaer og støtter med sin Skulder Den Axel, hvorom sig den høje Himmel ruller, Fra hvilken funkle ned de tusind Lamper der: Det er fra denne Egn mig Kundskab given er Om en Massylisk, en ej lidet viis Præstinde: Den Hesperidiske Løntempels Vogterinde, Hvis Haand betroede de gyldne Æbler var’,}}<noinclude><references/></noinclude> ikv9oh92xj10rbyc3ko7fyxpboomre1 104 145943 341135 341102 2026-11-04T13:52:41Z Øystein Tvede 3938 341135 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Og, som hiin Drage der nok trolig mædsket har Med Honningkagerne og andre Offergaver, Dem stedse krydrende med tætteste Papaver: I hendes Magt det staaer, ved Ord og Viisdoms Aand Saavel at løse som at knytte Hjerters Baand: I hendes Magt det staaer, med sine Tryllesange At standse Floderne i deres høje Gange, At vende Stjerner om, samt af sit mørke Hjem At kalde Maner og de blege Skygger frem: Hun byder Bøge ned fra høje Bjerg at sige, Og skaber Rædseler i underjordisk' Rige — Ved Alt, hvad helligt er! og ved dit kjære Bryst! — Til saadan Troldomskonst jeg griber ej med Lyst — Vælg en afsides Plads for Røg og Luer aaben! Reis, Søster! der et Baal! og riiv mig ned de Vaaben Hist bag ved min Thalam! grib den fordømte Karm, Hvori jeg tabte Alt, da med sin falske Arm Han mig omfavned’ der, den Tiger, den Forræder! Sank hvad du hitte kan af efterladte Klæder! Alt, hvad som bær hans Navn, hver Stump og hver en Pjalt, Saa er Præstindens Bud, — til Baalet med det Alt! Saa talt, — som Døden bleeg hun færdig er at daane. Ej tænker Anna dog, at Navn hun skulde laane Af Liigbegjængelse til sorte Selvhaandsdrab; Mindst frygtende saa stort, saa fælt et Galenskab, Troskyldig gaaer hun hen og gjør som foreskrevet; Men Dronningen, da nu det Baal var højt nok blevet Af feede røde Fyr og flammet Egestok, Med Løv og Krandse selv hun pryder meer end nok}}<noinclude><references/></noinclude> maghrad8l8bxbqx6dme0ss3qsd6tiib 104 145944 341136 341104 2026-11-04T13:56:14Z Øystein Tvede 3938 341136 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det sørgelige Sted, hvor oven paa hun breder Hans Sværd og hver en Pjalt af efterladte Klæder: Hans Billede af Vox nedlægges i den Karm, Som havde hende voldt saa megen Sorg og Harm: Rundt om staae Altere: I furisk Ild og Lue Saa brat nu raser frem Præstinden, fæl at skue: Gud Chaos, Erebus, og hundred’ Guder fleer’, Diana, Hecate, og Alt, hvad Guddom er, Dem smigrende med Navn af Moder eller Fader, Besværger hun med Raab og græsselige Lader: Med vidt udslagne Haar ej mindre vild og grum Et sort Avernisk Vand hun stænker runden om: De unge Urter, som de Kobbersegle meye I blege Maanes Lys, nu bringes de til veje, Frem alle Gifter maae, hver med sin sorte Saft, Ja Hippomanen selv med sin berømte Kraft. Men Dronningen, som staaer hos Alterne allene, Med opløst Klædebon og blottet Fod den ene, Saa ganske nu bestemt at løse Livets Baand. Med viet Offerkorn og himmelløftet Aand Paakalder Guderne og Stjernerne de klare, Som stedse vidende om hendes Skjæbner vare: Hør, Guddom! hvo du er, (saa er nu hendes Bøn) Som straffer Uretsdaad med velfortjente Løn, Og veed, hvad Elskov er, og kjender Elskovs Smerte, Betal, som det sig bør, det svigefulde Hjerte! Betal! betal! og giv den velfortjente Løn! Hør, Guddom! hvo du er! — det er min sidste Bøn. Det var nu høje Nat, og Intet, som jo smagte De søde Qvægelser, som den paa Jorden bragte,}}<noinclude><references/></noinclude> log46qcurp1tyd17uc73qq9iucfnah5 104 145945 341137 2026-11-04T14:15:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341137 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nu hviled’ Skov og Nat, ja stormefulde Hav: Den hele Mark, hvert Træ, hver Slægt paa Marken tav: Hver hoppende paa Qvist, hver Fugl, som sang i Lunden Var taus, og ventede i Fred paa Morgenstunden: I Søvnens milde Skjød blev Dagens Møje glemt, Og hvad, som trættet (??) var, til Liv og Qvikhed stemt — Men, ak! — saa heldig ej er vor Phæniserinde; Thi (??) intet Øjeblik vil søvnen sig indfinde, Ej mærker hun til Nat; thi Havets Bølge liig, Som med fordoblet Magt paa nye oprejser sig, Saa tumler denne Sjel, saa bruser dette Hjerte, Hvor Intet stille (??) kan fordoblet Elskovs Smerte. Af tusind Tanker fuld nu (standsende??) hun staaer, — Hvad skal jeg gjøre dog? (saa med sig selv hun gaaer I Raad) — hvad om maaskee jeg Forsøg skulde gjøre, Om fordums Bejlere mig atter vilde høre? Men det Vanhæder er, til nye Ægtebaand Om jeg, end ogsaa selv, tilbydet dem min Haand, Dem, som, — desværre! — før kun haanlig jeg forsmaaede? Hvad heller skal jeg tye til de Trojaners Flaade Og følge deres Bud? — (den forhen hjulpne Mand Ham jo det Glæde er, at han gjengjelde kan) Men (sæt: jeg vilde) mon de mig vel høre skulde? — Du Arme! kjender du dem endnu ej tilfulde? Hvad da? — saa blot at flye med denne stolte Trop? Hva heller om jeg skal bevæpnet byde op De mine Tyrier, som tunge nok at rive Fra deres Sidon var’? — mon disse jeg skal drive<noinclude><references/></noinclude> cua7mqd5iqym39i7feeeeu64bf06nns 341138 341137 2026-11-04T14:16:33Z Øystein Tvede 3938 341138 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Nu hviled’ Skov og Nat, ja stormefulde Hav: Den hele Mark, hvert Træ, hver Slægt paa Marken tav: Hver hoppende paa Qvist, hver Fugl, som sang i Lunden Var taus, og ventede i Fred paa Morgenstunden: I Søvnens milde Skjød blev Dagens Møje glemt, Og hvad, som trættet (??) var, til Liv og Qvikhed stemt — Men, ak! — saa heldig ej er vor Phæniserinde; Thi (??) intet Øjeblik vil søvnen sig indfinde, Ej mærker hun til Nat; thi Havets Bølge liig, Som med fordoblet Magt paa nye oprejser sig, Saa tumler denne Sjel, saa bruser dette Hjerte, Hvor Intet stille (??) kan fordoblet Elskovs Smerte. Af tusind Tanker fuld nu (standsende??) hun staaer, — Hvad skal jeg gjøre dog? (saa med sig selv hun gaaer I Raad) — hvad om maaskee jeg Forsøg skulde gjøre, Om fordums Bejlere mig atter vilde høre? Men det Vanhæder er, til nye Ægtebaand Om jeg, end ogsaa selv, tilbydet dem min Haand, Dem, som, — desværre! — før kun haanlig jeg forsmaaede? Hvad heller skal jeg tye til de Trojaners Flaade Og følge deres Bud? — (den forhen hjulpne Mand Ham jo det Glæde er, at han gjengjelde kan) Men (sæt: jeg vilde) mon de mig vel høre skulde? — Du Arme! kjender du dem endnu ej tilfulde? Hvad da? — saa blot at flye med denne stolte Trop? Hva heller om jeg skal bevæpnet byde op De mine Tyrier, som tunge nok at rive Fra deres Sidon var’? — mon disse jeg skal drive}}<noinclude><references/></noinclude> kj2bkc893w6q2m1cl6zwwsks4pay057 104 145946 341139 2026-11-04T17:33:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341139 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Paanye til Havs igjen, at jage dem, som flye, Nej, — bøe! — stød til! — først da er Sorg og Harm forbi — Endskjøndt af Medynk rørt, hvor gjorde du dog ilde, Min Søster! Du som først mig saa forlede vilde! Mon uden Ægteskab et Liv ej leves kan? See Markens Slægt! hvad gaaer dem saadant noget an? Sichæus selv din Grav, din Aske mig fordømmer — Saaledes Kummeren fra fyldte Bryst udstrømmer. Æneas sover tung hist bag ved høje Roer, Kun ventes første Vind, — nu Alting klart ombord, — For ham i dybe Søvn nu vorder forestillet Af forhen seete Gud livagtig samme Billed’: Mercur i Eet og Alt, guulhaaret, ung og skjøn — Paanye saa varsler han: hvordan! Gudinesøn! I Søvnens Arme tung hvor kan du saa dig glemme? De Farer rundt om dig — kan du ej dem fornemme? Og hører du ej den saa føielige Vind? Hvordan saa sandeseløs? hvordan saa daareblind! Du skulde see de Raad, som Dronningen undfanger, De Rædseler mod dig, hvormed hun alt gaar svanger Mens tid at flygte er, hvi flygter du ej brat? Snart skal du Havet see med Skibe nok besat, Auroras første Blik du ikke faaer at skue, Før du den hele Strand vil see i lyse Lue — Bryd af det Nøleri! En Qvinde er en Ting, Der stedse dreier sig som Vinden rundt omkring — Saa talt, forsvinder han af sorte Nat bedækket. Æneas flyver hen: — hør! — vaagner! — alle Mand!<noinclude><references/></noinclude> km0gdl3ymqlx06np6yykkmrai8wz7rc 341140 341139 2026-11-04T17:34:26Z Øystein Tvede 3938 341140 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Paanye til Havs igjen, at jage dem, som flye, Nej, — bøe! — stød til! — først da er Sorg og Harm forbi — Endskjøndt af Medynk rørt, hvor gjorde du dog ilde, Min Søster! Du som først mig saa forlede vilde! Mon uden Ægteskab et Liv ej leves kan? See Markens Slægt! hvad gaaer dem saadant noget an? Sichæus selv din Grav, din Aske mig fordømmer — Saaledes Kummeren fra fyldte Bryst udstrømmer. Æneas sover tung hist bag ved høje Roer, Kun ventes første Vind, — nu Alting klart ombord, — For ham i dybe Søvn nu vorder forestillet Af forhen seete Gud livagtig samme Billed’: Mercur i Eet og Alt, guulhaaret, ung og skjøn — Paanye saa varsler han: hvordan! Gudinesøn! I Søvnens Arme tung hvor kan du saa dig glemme? De Farer rundt om dig — kan du ej dem fornemme? Og hører du ej den saa føielige Vind? Hvordan saa sandeseløs? hvordan saa daareblind! Du skulde see de Raad, som Dronningen undfanger, De Rædseler mod dig, hvormed hun alt gaar svanger Mens tid at flygte er, hvi flygter du ej brat? Snart skal du Havet see med Skibe nok besat, Auroras første Blik du ikke faaer at skue, Før du den hele Strand vil see i lyse Lue — Bryd af det Nøleri! En Qvinde er en Ting, Der stedse dreier sig som Vinden rundt omkring — Saa talt, forsvinder han af sorte Nat bedækket. Æneas flyver hen: — hør! — vaagner! — alle Mand!}}<noinclude><references/></noinclude> 9ri4iabyi1zz5xjof2z24wai439fg2p 104 145947 341141 2026-11-04T17:41:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341141 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Op! op! til Søes vi skal; — til Søes vi skal paa Stand — En Guddom driver paa, at hurtig vi os rappe, Og klare Sejlene og Ankertouge kappe — Ja, Guddom! hvo du er, — som før, saa atter nu Dig glade følge vi, — kun med os være du! Saa talt, i samme Blik selv første Mand han svinger Det lynildblanke Sværd, og kappet Touget springer: Den samme Iver strax angriber en og hver, I Fyr og Flamme nu det hele Mandskab er, Alt Stranden er forladt, alt Flaaden Havet skjuler; Men for at hjælpe paa den gode Vind, som kuler, Med Aarene i Arm de feje Søen frem, Saa varme, hvide Skum sig brejer rundt om dem. Aurora saaes alt af Purpurlejet flige, Og med sit første Smiil at hilse Jorderige. Saasnart nu Dronningen, som kiger frem faa tidt, Fornemmer spæde Dag af Lys at hvidne lidt, Og seer med jævne Sejl (?) Trojanske Flaade drage, Men Strand og Havn at staae udtømmede tilbage, Med tre Gang’ løftet Haand sit skjønne Bryst hun slaaer, Og ubarmhjertig grum mod lysegule Haar, I Raab hun bryder ud: o, høje Himmelfader! Mon denne Fremmede, den Stripper, du tillader At spotte saa vort Land? Bør Vaaben hvile her? Mon Hævnen ej endnu kan ham indhente der? Bør ej vor hele By sig reise at forfølge Uhyret? — taaler ej vor Søemand og en Bølge?}}<noinclude><references/></noinclude> 7uccmrw9oghz7zn3o9avcuz3bdmmeda 104 145948 341142 2026-11-04T17:52:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341142 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ned! ned fra Værfterne Alt, hvad som flyde kan! Hvor ere Faklerne? — er Alting snart istand? Gaaer! hisser Sejl i Top — og spænder Arm i Aarer! Hvor er —— hvad taler jeg? — hvad er, som mig bedaarer? Jo, Skjæbnen med sit Rob har alt begyndt sit Spil — Hvo er nu, Dido! den, som dig misunde vil? Ret skjøn hans Troskab er! — ret skjønt han Løvte holder! Han hvorom Sagnet er: at han paa Sønneskulder Sin gamle Fader bar; — mon Saadant ej er Digt? Jeg, fordums Dido — mon det mig var vanskeligt, I hundred Stykker ned at hugge den Foræder, Og strøe hans Lemmer ud paa Bølgens vaade Steder. Samt de hans Følgemænd? — ja, smukke Søn Ascan Til Mad at sætte ham for Faders lækkre Tand — Krigslykken mig imod maaskee, — lad den saa vorde! Jeg frygte Lykken, — jeg, som Døden favne torde? Naar Lejt og Flaade var i lyse Lue sat, Og Fader, Søn og Slægt og Alt udryddet plat, Og saa min Hjerteharm kun lædsket var tilfulde. Tilsidst der ovenpaa mig selv jeg kastet skulde: O, Soel! som skuer Alt med dit saa klare Blik, — Og Juno! du, som Deel i mine Sorger fik, — Gudinde Hecate — som elsker Nat og Mørke, — I Hævnsgudinder! — samt I Guder, som vi dyrke I Skyggers kolde Land! — (iblandt hvis store Tal Den først Indtrædende Elisa være skal) Hvis Suk og Graad og Bøn er given Kraft at røre,}}<noinclude><references/></noinclude> fznzerb9pc1cpbwwmka4wip7em33pjf 341143 341142 2026-11-04T17:53:33Z Øystein Tvede 3938 341143 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ned! ned fra Værfterne Alt, hvad som flyde kan! Hvor ere Faklerne? — er Alting snart istand? Gaaer! hisser Sejl i Top — og spænder Arm i Aarer! Hvor er — hvad taler jeg? — hvad er, som mig bedaarer? Jo, Skjæbnen med sit Rob har alt begyndt sit Spil — Hvo er nu, Dido! den, som dig misunde vil? Ret skjøn hans Troskab er! — ret skjønt han Løvte holder! Han hvorom Sagnet er: at han paa Sønneskulder Sin gamle Fader bar; — mon Saadant ej er Digt? Jeg, fordums Dido — mon det mig var vanskeligt, I hundred Stykker ned at hugge den Foræder, Og strøe hans Lemmer ud paa Bølgens vaade Steder. Samt de hans Følgemænd? — ja, smukke Søn Ascan Til Mad at sætte ham for Faders lækkre Tand — Krigslykken mig imod maaskee, — lad den saa vorde! Jeg frygte Lykken, — jeg, som Døden favne torde? Naar Lejt og Flaade var i lyse Lue sat, Og Fader, Søn og Slægt og Alt udryddet plat, Og saa min Hjerteharm kun lædsket var tilfulde. Tilsidst der ovenpaa mig selv jeg kastet skulde: O, Soel! som skuer Alt med dit saa klare Blik, — Og Juno! du, som Deel i mine Sorger fik, — Gudinde Hecate — som elsker Nat og Mørke, — I Hævnsgudinder! — samt I Guder, som vi dyrke I Skyggers kolde Land! — (iblandt hvis store Tal Den først Indtrædende Elisa være skal) Hvis Suk og Graad og Bøn er given Kraft at røre,}}<noinclude><references/></noinclude> 3h4p6528ncoyyex69azqllty97maldi 341144 341143 2026-11-04T17:54:39Z Øystein Tvede 3938 341144 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ned! ned fra Værfterne Alt, hvad som flyde kan! Hvor ere Faklerne? — er Alting snart istand? Gaaer! hisser Sejl i Top — og spænder Arm i Aarer! Hvor er — hvad taler jeg? — hvad er, som mig bedaarer? Jo, Skjæbnen med sit Rob har alt begyndt sit Spil — Hvo er nu, Dido! den, som dig misunde vil? Ret skjøn hans Troskab er! — ret skjønt han Løvte holder! Han hvorom Sagnet er: at han paa Sønneskulder Sin gamle Fader bar; — mon Saadant ej er Digt? Jeg, fordums Dido — mon det mig var vanskeligt, I hundred Stykker ned at hugge den Foræder, Og strøe hans Lemmer ud paa Bølgens vaade Steder. Samt de hans Følgemænd? — ja, smukke Søn Ascan Til Mad at sætte ham for Faders lækkre Tand — Krigslykken mig imod maaskee, — lad den saa vorde! Jeg frygte Lykken, — jeg, som Døden favne torde? Naar Lejr og Flaade var i lyse Lue sat, Og Fader, Søn og Slægt og Alt udryddet plat, Og saa min Hjerteharm kun lædsket var tilfulde. Tilsidst der ovenpaa mig selv jeg kastet skulde: O, Soel! som skuer Alt med dit saa klare Blik, — Og Juno! du, som Deel i mine Sorger fik, — Gudinde Hecate — som elsker Nat og Mørke, — I Hævnsgudinder! — samt I Guder, som vi dyrke I Skyggers kolde Land! — (iblandt hvis store Tal Den først Indtrædende Elisa være skal) Hvis Suk og Graad og Bøn er given Kraft at røre,}}<noinclude><references/></noinclude> ref9vwnq4bmpcl0y9b815bdpvnrtdue 104 145949 341145 2026-11-04T18:15:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341145 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| O! At min stolte Bøn I ville gunstig høre! Skal den fordømte Sjel (da Skjæbnen byder saa (?)) Det ham bestemte Land da endelig opnaae, La da et krigersk Folk ham snart igjen uddrive! Lad i hans Fadernavn Ascan ej gammel blive! Paa Sines Liv og Død han skue Sorg og Skam! Lad ham anraabe Hjælp, men Ingen høre ham! Om skammeligt Forliig ham undes at indtræde (?) Da skuffe ham hvert Haab om noget varigt Sæde! Ham styrte Uheldstund! ― og uden Grav og Steen Før Ørkens vilde Dyr han blodig kastes hen! Men hør, I tyrier! hvad Eder nu jeg byder: Hvis engang nogen Green fra denne Stamme skyder, Forfølger den med Had! — (min Aske i sin Grav Blandt ti Slags Offere man intet bedre gav) Afskyer det folk! — med det ej mindste Baand I binde! Men gid at vore Been en Hævner maatte finde, Der kunde saa med Ild og Staal forfølge dem, At intet Landskab meer dem laante Huus og Hjem! Nu og i Tiden ned, om de skal Kræfter sanke, Sig væbne Kyst (?) mod Kyst (?)! og Bølge Bølge banke Sig hæve Sværd mod Sværd! — selv Børnebørn og Smaa Betids sig hærde (?) til Kamp mod dem at gaae! — Saa flammer hendes Sind af Hads og Hævnens Lue Tilfreds, hun Dagens Lys ej mere maatte skue. Sichæus’s Amme, som ved Haanden hendes var, (Thi hendes egen selv forlængst i Graven var) }}<noinclude><references/></noinclude> 9kn4ch3rph1rmqpeh2of6nyc660uolx 341146 341145 2026-11-04T18:16:32Z Øystein Tvede 3938 341146 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| O! At min stolte Bøn I ville gunstig høre! Skal den fordømte Sjel (da Skjæbnen byder saa (?)) Det ham bestemte Land da endelig opnaae, La da et krigersk Folk ham snart igjen uddrive! Lad i hans Fadernavn Ascan ej gammel blive! Paa Sines Liv og Død han skue Sorg og Skam! Lad ham anraabe Hjælp, men Ingen høre ham! Om skammeligt Forliig ham undes at indtræde (?) Da skuffe ham hvert Haab om noget varigt Sæde! Ham styrte Uheldstund! ― og uden Grav og Steen Før Ørkens vilde Dyr han blodig kastes hen! Men hør, I Tyrier! hvad Eder nu jeg byder: Hvis engang nogen Green fra denne Stamme skyder, Forfølger den med Had! — (min Aske i sin Grav Blandt ti Slags Offere man intet bedre gav) Afskyer det folk! — med det ej mindste Baand I binde! Men gid at vore Been en Hævner maatte finde, Der kunde saa med Ild og Staal forfølge dem, At intet Landskab meer dem laante Huus og Hjem! Nu og i Tiden ned, om de skal Kræfter sanke, Sig væbne Kyst (?) mod Kyst (?)! og Bølge Bølge banke Sig hæve Sværd mod Sværd! — selv Børnebørn og Smaa Betids sig hærde (?) til Kamp mod dem at gaae! — Saa flammer hendes Sind af Hads og Hævnens Lue Tilfreds, hun Dagens Lys ej mere maatte skue. Sichæus’s Amme, som ved Haanden hendes var, (Thi hendes egen selv forlængst i Graven var) }}<noinclude><references/></noinclude> bpfkgp8nyn74h5l6paqehozmqmolf0l 104 145950 341147 2026-11-04T18:36:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341147 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Nu brat hun kalder paa: gak, hent mig, Barce kjære! Min Søster Anna! — siig: at snart hun her maa være Med helligt Offerqveg og Andet, som hun veed Til en Forsoningsfest at burde tages med! Du selv det hvide Baand om Tindingerne binde! Thi hvad jeg har begynt, mig er nu fast i sinde At see fuldbyrdet snart: før frilles (??) ej min Haand — Paa Gammel Kones Viis sig stakkels Barce stunder, Og stønnende hvert Ord Prindsessen hun forkynder; Men Dido skjælvende ved disse grumme Ting, Og Øjne rød’ som Blod vildt drejende omkring, Tidt Farver skiftende, og bleg, som den der strider Med Døden selv, — i Fart nu rasende hun bryder Ind der, hvor Baalet staaer, — og med en Fod saa let Som Fuglen, har hun alt opsvinget sig paa det: Her sees hun nu først det det skjønne sværd at drage Af Skeden ud, som var i hine bedre Dage Vel givet, men hvor lidt til saadant Brug, som her: Saa den Trojanske Dragt, — saa Sengen hun beseer — (Og hvo kan undre paa, at Taarer her hun fælder?) Tilslost (Tilslut??) med disse ord hun sig paa Torus hælder. I kjære Levninger! mens Lykken straaled’ blid Modtager denne Sjel! og ender nu min Strid! Fuldkomment er mit Løb, — Alt færdig staaer at stige Min store Skygge ned i Underverdens Rige: En By jeg stiftet har, — stolt saae jeg paa den ned, Min Mand jeg hævnet har, — skjønt nok jeg derfor leed. O! altfor lykkelig, hvis kun Trojanske stavne}}<noinclude><references/></noinclude> 040ahsp3setgei7lfm82lnfjlsridg8 341148 341147 2026-11-04T18:37:58Z Øystein Tvede 3938 341148 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Nu brat hun kalder paa: gak, hent mig, Barce kjære! Min Søster Anna! — siig: at snart hun her maa være Med helligt Offerqveg og Andet, som hun veed Til en Forsoningsfest at burde tages med! Du selv det hvide Baand om Tindingerne binde! Thi hvad jeg har begynt, mig er nu fast i sinde At see fuldbyrdet snart: før frilles (??) ej min Haand — Paa Gammel Kones Viis sig stakkels Barce stunder, Og stønnende hvert Ord Prindsessen hun forkynder; Men Dido skjælvende ved disse grumme Ting, Og Øjne rød’ som Blod vildt drejende omkring, Tidt Farver skiftende, og bleg, som den der strider Med Døden selv, — i Fart nu rasende hun bryder Ind der, hvor Baalet staaer, — og med en Fod saa let Som Fuglen, har hun alt opsvinget sig paa det: Her sees hun nu først det skjønne Sværd at drage Af Skeden ud, som var i hine bedre Dage Vel givet, men hvor lidt til saadant Brug, som her: Saa den Trojanske Dragt, — saa Sengen hun beseer — (Og hvo kan undre paa, at Taarer her hun fælder?) Tilslost (Tilslut??) med disse ord hun sig paa Torus hælder. I kjære Levninger! mens Lykken straaled’ blid Modtager denne Sjel! og ender nu min Strid! Fuldkomment er mit Løb, — Alt færdig staaer at stige Min store Skygge ned i Underverdens Rige: En By jeg stiftet har, — stolt saae jeg paa den ned, Min Mand jeg hævnet har, — skjønt nok jeg derfor leed. O! altfor lykkelig, hvis kun Trojanske stavne}}<noinclude><references/></noinclude> ajtp17q64c0gaja2k6k0qrybvdlfr65 341149 341148 2026-11-04T18:39:08Z Øystein Tvede 3938 341149 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Nu brat hun kalder paa: gak, hent mig, Barce kjære! Min Søster Anna! — siig: at snart hun her maa være Med helligt Offerqveg og Andet, som hun veed Til en Forsoningsfest at burde tages med! Du selv det hvide Baand om Tindingerne binde! Thi hvad jeg har begynt, mig er nu fast i sinde At see fuldbyrdet snart: før frilles (??) ej min Haand — Paa Gammel Kones Viis sig stakkels Barce stunder, Og stønnende hvert Ord Prindsessen hun forkynder; Men Dido skjælvende ved disse grumme Ting, Og Øjne rød’ som Blod vildt drejende omkring, Tidt Farver skiftende, og bleg, som den der strider Med Døden selv, — i Fart nu rasende hun bryder Ind der, hvor Baalet staaer, — og med en Fod saa let Som Fuglen, har hun alt opsvinget sig paa det: Her sees hun nu først det skjønne Sværd at drage Af Skeden ud, som var i hine bedre Dage Vel givet, men hvor lidt til saadant Brug, som her: Saa den Trojanske Dragt, — saa Sengen hun beseer — (Og hvo kan undre paa, at Taarer her hun fælder?) Tilslost (Tilslut??) med disse ord hun sig paa Torus hælder. I kjære Levninger! mens Lykken straaled’ blid Modtager denne Sjel! og ender nu min Strid! Fuldkomment er mit Løb, — Alt færdig staaer at stige Min store Skygge ned i Underverdens Rige: En By jeg stiftet har, — stolt saae jeg paa den ned, Min Mand jeg hævnet har, — skjønt nok jeg derfor leed. O! altfor lykkelig, hvis kun Trojanske Stavne}}<noinclude><references/></noinclude> t3v4hkpbo0zikceaqurd05v4jlu0beh 104 145951 341150 2026-11-04T18:47:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ej hadde rørt vor Kyst, ei naaet vore Havne! (Henover Torus nu hun sirækker blottet Barm) — Men, var da ingen Hævn? — ak! altfor bittre Harm! Dag, — døe vi maae; — men saa? — ja saa vi os indvie Blandt hine Skyggers Tal) som efter os kun bie: Just her gaaer Vejen ned; — men han: Dardaneren Paa høje Bølge hist med sine Følgemænd — O, sliig mod Skyen op, du mørke Rædselslue! Og lad ham Didos Død med egne Øjne skue! Saa talt, da hvilket Syn! — selv der hun tumler om, Af Brystet spruder Blod, af Sværdet ryger Skum; Op løftes nu et Skrig, ud vælder nu et Bulder, Som gjennem Salene i hule Bølger ruller: Omkring den hele By alt strejfer Fama varm, fylder hvert et Huus med Graad og Skrig og Larm Ej værre Nattens Fugl end Qvindeskaren tuder, Nu bankes varme Bryst, nu kaldes alle Guder, Ret som at kommen var Carthagos sidste Stund; At Fienden brudt ind nedsiyrted Alt i Grund, Og Luer vælted, sig nu frem og nu tilbage Paa Gudeboligers og andre mindre Tage: Ej længe er det før til Dronningsøster naaer Den samme Torden, som saa mange Andre slaaer: En Gru det er at see, hvor rasende hun render, Med Næver Brystet slaaer, med Negle Kinden skjænder: Var (?) dette det du drev? selv mig at blinde saa!}}<noinclude><references/></noinclude> 3n8fhhbtpqj0ha9vdg6pqzwruzei9hf 341151 341150 2026-11-04T18:48:12Z Øystein Tvede 3938 341151 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ej hadde rørt vor Kyst, ei naaet vore Havne! (Henover Torus nu hun strækker blottet Barm) — Men, var da ingen Hævn? — ak! altfor bittre Harm! Dag, — døe vi maae; — men saa? — ja saa vi os indvie Blandt hine Skyggers Tal) som efter os kun bie: Just her gaaer Vejen ned; — men han: Dardaneren Paa høje Bølge hist med sine Følgemænd — O, sliig mod Skyen op, du mørke Rædselslue! Og lad ham Didos Død med egne Øjne skue! Saa talt, da hvilket Syn! — selv der hun tumler om, Af Brystet spruder Blod, af Sværdet ryger Skum; Op løftes nu et Skrig, ud vælder nu et Bulder, Som gjennem Salene i hule Bølger ruller: Omkring den hele By alt strejfer Fama varm, fylder hvert et Huus med Graad og Skrig og Larm Ej værre Nattens Fugl end Qvindeskaren tuder, Nu bankes varme Bryst, nu kaldes alle Guder, Ret som at kommen var Carthagos sidste Stund; At Fienden brudt ind nedsiyrted Alt i Grund, Og Luer vælted, sig nu frem og nu tilbage Paa Gudeboligers og andre mindre Tage: Ej længe er det før til Dronningsøster naaer Den samme Torden, som saa mange Andre slaaer: En Gru det er at see, hvor rasende hun render, Med Næver Brystet slaaer, med Negle Kinden skjænder: Var (?) dette det du drev? selv mig at blinde saa!}}<noinclude><references/></noinclude> 9bgexmtj7oqambh1hfls6yyvk4hkltu 341152 341151 2026-11-04T18:49:16Z Øystein Tvede 3938 341152 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ej hadde rørt vor Kyst, ei naaet vore Havne! (Henover Torus nu hun strækker blottet Barm) — Men, var da ingen Hævn? — ak! altfor bittre Harm! Dag, — døe vi maae; — men saa? — ja saa vi os indvie Blandt hine Skyggers Tal) som efter os kun bie: Just her gaaer Vejen ned; — men han: Dardaneren Paa høje Bølge hist med sine Følgemænd — O, sliig mod Skyen op, du mørke Rædselslue! Og lad ham Didos Død med egne Øjne skue! Saa talt, da hvilket Syn! — selv der hun tumler om, Af Brystet spruder Blod, af Sværdet ryger Skum; Op løftes nu et Skrig, ud vælder nu et Bulder, Som gjennem Salene i hule Bølger ruller: Omkring den hele By alt strejfer Fama varm, Fylder hvert et Huus med Graad og Skrig og Larm Ej værre Nattens Fugl end Qvindeskaren tuder, Nu bankes varme Bryst, nu kaldes alle Guder, Ret som at kommen var Carthagos sidste Stund; At Fienden brudt ind nedsiyrted Alt i Grund, Og Luer vælted, sig nu frem og nu tilbage Paa Gudeboligers og andre mindre Tage: Ej længe er det før til Dronningsøster naaer Den samme Torden, som saa mange Andre slaaer: En Gru det er at see, hvor rasende hun render, Med Næver Brystet slaaer, med Negle Kinden skjænder: Var (?) dette det du drev? selv mig at blinde saa!}}<noinclude><references/></noinclude> qw07xyymkx27wyfhx1bfutwx861aicc 341153 341152 2026-11-04T18:49:46Z Øystein Tvede 3938 341153 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ej hadde rørt vor Kyst, ei naaet vore Havne! (Henover Torus nu hun strækker blottet Barm) — Men, var da ingen Hævn? — ak! altfor bittre Harm! Dag, — døe vi maae; — men saa? — ja saa vi os indvie Blandt hine Skyggers Tal) som efter os kun bie: Just her gaaer Vejen ned; — men han: Dardaneren Paa høje Bølge hist med sine Følgemænd — O, sliig mod Skyen op, du mørke Rædselslue! Og lad ham Didos Død med egne Øjne skue! Saa talt, da hvilket Syn! — selv der hun tumler om, Af Brystet spruder Blod, af Sværdet ryger Skum; Op løftes nu et Skrig, ud vælder nu et Bulder, Som gjennem Salene i hule Bølger ruller: Omkring den hele By alt strejfer Fama varm, Og fylder hvert et Huus med Graad og Skrig og Larm Ej værre Nattens Fugl end Qvindeskaren tuder, Nu bankes varme Bryst, nu kaldes alle Guder, Ret som at kommen var Carthagos sidste Stund; At Fienden brudt ind nedsiyrted Alt i Grund, Og Luer vælted, sig nu frem og nu tilbage Paa Gudeboligers og andre mindre Tage: Ej længe er det før til Dronningsøster naaer Den samme Torden, som saa mange Andre slaaer: En Gru det er at see, hvor rasende hun render, Med Næver Brystet slaaer, med Negle Kinden skjænder: Var (?) dette det du drev? selv mig at blinde saa!}}<noinclude><references/></noinclude> 4h9ihlipdvzvar6gdnj0bjsy356k92k 341154 341153 2026-11-04T18:50:10Z Øystein Tvede 3938 341154 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Ej hadde rørt vor Kyst, ei naaet vore Havne! (Henover Torus nu hun strækker blottet Barm) — Men, var da ingen Hævn? — ak! altfor bittre Harm! Dag, — døe vi maae; — men saa? — ja saa vi os indvie Blandt hine Skyggers Tal) som efter os kun bie: Just her gaaer Vejen ned; — men han: Dardaneren Paa høje Bølge hist med sine Følgemænd — O, sliig mod Skyen op, du mørke Rædselslue! Og lad ham Didos Død med egne Øjne skue! Saa talt, da hvilket Syn! — selv der hun tumler om, Af Brystet spruder Blod, af Sværdet ryger Skum; Op løftes nu et Skrig, ud vælder nu et Bulder, Som gjennem Salene i hule Bølger ruller: Omkring den hele By alt strejfer Fama varm, Og fylder hvert et Huus med Graad og Skrig og Larm Ej værre Nattens Fugl end Qvindeskaren tuder, Nu bankes varme Bryst, nu kaldes alle Guder, Ret som at kommen var Carthagos sidste Stund; At Fienden brudt ind nedstyrted Alt i Grund, Og Luer vælted, sig nu frem og nu tilbage Paa Gudeboligers og andre mindre Tage: Ej længe er det før til Dronningsøster naaer Den samme Torden, som saa mange Andre slaaer: En Gru det er at see, hvor rasende hun render, Med Næver Brystet slaaer, med Negle Kinden skjænder: Var (?) dette det du drev? selv mig at blinde saa!}}<noinclude><references/></noinclude> 8jex40nfqgjspomy6rukcs2hxaot87d 104 145952 341155 2026-11-04T18:57:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 341155 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det Baal, de Altere da derfor skulde staae? Hvad skal jeg klage meest? — mig vilde du forsage, Mig, — jeg, din Søster — med i Følgeskab at tage O, at du havde mig kun givet mindste Kald, Da skulde samme Stund indsluttet Begges Fald — Jeg skulde bygge Baal, og Guderne, vi dyrke, Besværge dem, men selv omledes saa i Mørke! Viid, Søster! viid: dit Fald os Begge knuset har, Ja selv dit Folk, din By, og Alt, hvad kjært dig var — Kom! — Vand til Saarene! — Om Noget endnu lever; Om endnu nogen Aand ved Læbens Grændse svæver, Min Mund skal hente den — Alt er hun klavret op, Alt favner hun omkring den halv afsjelet Krop, Og varmer i sit Skjød, aftørrende med Klædet Det Blod, som ilde har den skjønne Barm tilredet — De tunge Øjne den Halvdøde aabne vil, Men altfor tunge sig igjen de lukke til: Udaf det dybe Saar en liden Susen lyder, Og nu sin hele Magt den Døende opbyder, Tre Gange letter hun sig op paa Albuen, Tre Gange tumlende hun falder ned igien: End een Gang tung hun op de matte Øine lukker, Seer rundt omkriug; og nu for sidste Gang hun sukker. For nu at løse op de uopløste Baand, Som endnu holde tungt den længselfulde Aand, Saa sendes Iris ned; thi, som hun ej forskyldte Saa smertefuld en Død, og heller ej opfyldte}}<noinclude><references/></noinclude> 8s01889m3b9md5161qptstpzedif81x 341156 341155 2026-11-04T18:57:48Z Øystein Tvede 3938 341156 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det Baal, de Altere da derfor skulde staae? Hvad skal jeg klage meest? — mig vilde du forsage, Mig, — jeg, din Søster — med i Følgeskab at tage! O, at du havde mig kun givet mindste Kald, Da skulde samme Stund indsluttet Begges Fald — Jeg skulde bygge Baal, og Guderne, vi dyrke, Besværge dem, men selv omledes saa i Mørke! Viid, Søster! viid: dit Fald os Begge knuset har, Ja selv dit Folk, din By, og Alt, hvad kjært dig var — Kom! — Vand til Saarene! — Om Noget endnu lever; Om endnu nogen Aand ved Læbens Grændse svæver, Min Mund skal hente den — Alt er hun klavret op, Alt favner hun omkring den halv afsjelet Krop, Og varmer i sit Skjød, aftørrende med Klædet Det Blod, som ilde har den skjønne Barm tilredet — De tunge Øjne den Halvdøde aabne vil, Men altfor tunge sig igjen de lukke til: Udaf det dybe Saar en liden Susen lyder, Og nu sin hele Magt den Døende opbyder, Tre Gange letter hun sig op paa Albuen, Tre Gange tumlende hun falder ned igien: End een Gang tung hun op de matte Øine lukker, Seer rundt omkriug; og nu for sidste Gang hun sukker. For nu at løse op de uopløste Baand, Som endnu holde tungt den længselfulde Aand, Saa sendes Iris ned; thi, som hun ej forskyldte Saa smertefuld en Død, og heller ej opfyldte}}<noinclude><references/></noinclude> opaya5x81el7qnjqix7zft0o6dwhdmw 341157 341156 2026-11-04T18:59:32Z Øystein Tvede 3938 341157 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{ppoem|start=follow|end=follow| Det Baal, de Altere da derfor skulde staae? Hvad skal jeg klage meest? — mig vilde du forsage, Mig, — jeg, din Søster — med i Følgeskab at tage! O, at du havde mig kun givet mindste Kald, Da skulde samme Stund indsluttet Begges Fald — Jeg skulde bygge Baal, og Guderne, vi dyrke, Besværge dem, men selv omledes saa i Mørke! Viid, Søster! viid: dit Fald os Begge knuset har, Ja selv dit Folk, din By, og Alt, hvad kjært dig var — Kom! — Vand til Saarene! — Om Noget endnu lever; Om endnu nogen Aand ved Læbens Grændse svæver, Min Mund skal hente den — Alt er hun klavret op, Alt favner hun omkring den halv afsjelet Krop, Og varmer i sit Skjød, aftørrende med Klædet Det Blod, som ilde har den skjønne Barm tilredet — De tunge Øjne den Halvdøde aabne vil, Men altfor tunge sig igjen de lukke til: Udaf det dybe Saar en liden Susen lyder, Og nu sin hele Magt den Døende opbyder, Tre Gange letter hun sig op paa Albuen, Tre Gange tumlende hun falder ned igien: End een Gang tung hun op de matte Øine lukker, Seer rundt omkring; og nu for sidste Gang hun sukker. For nu at løse op de uopløste Baand, Som endnu holde tungt den længselfulde Aand, Saa sendes Iris ned; thi, som hun ej forskyldte Saa smertefuld en Død, og heller ej opfyldte}}<noinclude><references/></noinclude> icwddqj8p74qgrqyzcx18u1jawahkg9