Franske revolution
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
![]() |
Formatering Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Den franske revolution (1789-1799) er betegnelsen for en periode med politiske omvæltninger, som fandt sted i Frankrig 1789-99, og som medførte enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt, hvis udløbere varede til 1815. Den indledtes 17. juni 1789, da Tredjestand på generalstændernes møde erklærede sig for Nationalforsamling. De havde Paris' borgere med sig, og den 14. juli udbrød oprøret med stormen på og erobringen af Bastillen. 14. juli er Frankrigs nationaldag.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Revolutionens baggrund var den voksende økonomiske og sociale spænding i Frankrig gennem 1700-tallet. Den franske enevælde byggede på adelens og kirkens skattefrihed, mens borgerskab og bønder holdtes uden for al politisk magt. Ludvig 14.s stormagtspolitik i 1600-tallet havde samtidig belastet landets finanser meget alvorligt. Under Ludvig 15. (1715-74) led Frankrig en række militære og udenrigspolitiske tilbageslag, bl.a. blev det i kolonierne delvis fortrængt af England, mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen. Halvhjertede reformforsøg førte ikke til resultater og mødtes endda med modstand fra adelens side. Under den svage Ludvig 16. forsøgte reformvenlige ministre (Turgot, Necker) at afhjælpe finansnøden, men uden held, og kongemagtens prestige undergravedes yderligere gennem dronningen Marie Antoinettes ødsle hofhold. Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab, muligvis opmuntret af USA's løsrivelse fra England samt til dels ved påvirkning fra engelske liberale tanker. Oplysningstidens nye idéer om blandt andet folkestyre og menneskerettigheder forenedes med stigende misfornøjelse med enevældens ødselhed og mislykkede politik. I 1780'erne truedes Frankrig direkte af statsbankerot, og for at imødegå truslerne indkaldte kongen i foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen.
[redigér] Revolutionsudbruddet 1789
Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev Mirabeau, Marki de La Fayette, Abbé Sieyès) som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet (den såkaldte Tredjestand). Man arbejdede for at omdanne forsamlingen til et egentligt parlament, og på grund af kongens valne modforholdsregler lykkedes det at gennemtrumfe, at alle stænder arbejdede sammen om et reformprogram.
Et forsøg fra kongens side på at afbryde udviklingen førte til revolutionens første voldelige handling, stormen på Bastillen 14. juli 1789; den blev nedrevet, og kongen gav atter efter. I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven. Kongemagten befandt sig under stadigt pres og blev drevet på tilbagetog, således blev kongefamilien i efteråret tvunget til at forlade slottet Versailles og slå sig ned i Tuilerierne i Paris. Oppositionens og befolkningens holdning til kongen svingede i nogen grad mellem forsøg på samarbejde og national forsoning samt trangen til at holde ham under stadig kontrol. På dette tidspunkt synes målet mest at have været at bevare et grundlovssikret kongedømme.
[redigér] Reformperioden 1790-92
De næste par år var et gennemgående fredeligt mellemspil, hvor politikerne søgte at gennemføre reformer og nye love. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som blev nøje sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt med den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element. 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, som førte til skærpet kontrol og stigende mistro. I denne periode begyndte også en form for partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (Marat, Danton, Madame Rolland, Desmoulins, Robespierre). De egentlig revolutionære deltes i en højrefløj (girondinerne), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, jakobinerne, som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle og ønskede en hårdere kurs. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Man skabte et egentligt parlament, Nationalkonventet, som dog savnede erfarne politikere. En ofte meget aggressiv presse skød op i disse år.
[redigér] Krigsudbruddet 1792
Afgørende for revolutionen blev det øvrige Europas holdning. Her havde den først vakt lettelse, da den syntes at svække Frankrig, men efterhånden som mere radikale reformer begyndte, voksede frygten for at revolutionære tanker skulle brede sig. Især de tyske magter og Rusland var fjendtligt indstillede, mens England længe indtog en mere neutral officiel holdning. 1791 indledte Preussen og Østrig et demonstrativt samarbejde, som syntes at tage sigte på en intervention i Frankrig, og en mobilisering begyndte. I Frankrig vakte dette frygt for et snarligt angreb og skabte voksende krigsstemning blandt politikerne. Nogle ønskede at komme udlandet i forkøbet ved at slå først, andre at udbrede revolutionen gennem krig, nogle slet og ret at styrke fransk stormagtsstilling. Specielt girondinerne støttede krigspolitikken, mens jakobinerne var mere forbeholdne. Også kongefamilien støttede krigen i håb om et fransk nederlag og revolutionens fald.
Foråret 1792 brød Revolutionskrigen ud ved en fransk krigserklæring til Østrig, som støttedes af Preussen. Krigens første fase var præget af franske nederlag, et angreb på Belgien blev en fiasko, og tyske tropper invaderede i stedet Frankrig og truede hovedstaden. Girondinerregeringen faldt, og i stedet overtog jakobinerne ledelsen. En massemobilisering blev gennemført, en national og revolutionær begejstring oppiskedes i befolkningen, og angrebet blev afværget. Krisen betød imidlertid kongedømmets fald. En berettiget mistanke om Ludvig 16.s forbindelse med Østrig førte til stormen på Tuilerierne i august, kongen blev arresteret, tiltalt for forræderi, dømt til døden og halshugget (januar 1793). I stedet udråbtes Frankrig til republik. Disse begivenheder skærpede yderligere forholdet til fjenden og skabte også en mangeårig splittelse i Frankrig. De politikere, der havde støttet kongens henrettelse, blev af royalisterne betegnet som kongemordere.
[redigér] Jakobinernes herredømme 1793-94
Fra 1793 stod revolutionen stort set udelukkende i krigens tegn. Frankrig erklærede både England og Spanien krig, og i de følgende år vekslede kampene mellem franske fremstød/erobringer i Belgien og Vesttyskland og truende invasioner fra tysk side. Samtidig øgedes den indre spænding. Det republikanske styre mødtes med åbent oprør af bønderne og de kongetro i provinsen. I foråret 1793 overtog jakobinerne fuldkommen ledelsen og begyndte en kamp-på-liv-og død-kurs over for indre og ydre fjender. Førende var Danton og Robespierre, og sidstnævnte blev efterhånden landets reelle leder. Gennem et særlig organ, Velfærdsudvalget, dirigeredes Konventet. Store hære blev organiseret. Man slog ind på massehenrettelser og storstilet terror mod alle virkelige og formodede fjender (Rædselsperioden), og i provinsen rasede en reel borgerkrig. Dele af Sydfrankrig var en tid ude af regeringens kontrol, og englænderne beherskede Toulon, men det lykkedes at slå opstanden ned med stor hensynsløshed. Den stadige krigstilstand var en del af baggrunden for, at terrorkursen accepteredes, men efterhånden som den ydre trussel trådte noget i baggrunden, svandt begejstringen. 1794 overtog Robespierre helt ledelsen og gennemførte en skærpet terror, men til sidst styrtedes og henrettedes han juli samme år af oppositionen i sit eget parti.
[redigér] Direktoriet
Robespierres fald betød den reelle afslutning på revolutionen, skønt krigen fortsatte i årevis. Højrefløjen tog ledelsen, afviklede terroren og gennemførte en ny republikansk form, Direktoriet (1795-99) under ledelse af Barras, som efterhånden fik diktatorisk magt. Storborgerskabet kom til at dominere, og korruption og pengespekulation florerede. I øvrigt kom hæren og udenrigspolitikken til at spille en stigende rolle. 1795 havde Frankrig fået overtaget, og Preussen trådte ud af krigen. Et succesrigt felttog til Italien 1796-97 tvang også Østrig ud, og kun England stod tilbage. Interessen samlede sig efterhånden om republikkens mest succesrige general, Napoleon Bonaparte, som styrkede sin position gennem felttoget til Italien og Egypten (1798-99). En ny truende koalition 1799 skærpede behovet for en ”stærk mand”, og november samme år tog Napoleon magten ved et kup. Han styrede derefter landet som førstekonsul til 1804 og som kejser til 1814/15, og hermed ophørte revolutionen definitivt. Ganske vist bevaredes visse formelle lighedsrettigheder og ændringerne i kirkens ejendom, men forsøgene på en egentlig demokratisering løb af sporet.
[redigér] Revolutionens betydning
Skønt den umiddelbart endte i fiasko, anses den Franske Revolution for én af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien og som begyndelsen til ”nyeste tid”. Først og fremmest betød den borgerskabets endelige frembrud som politisk magthaver og lancerede også teorier om ligeret for loven, menneskerettigheder osv. i politik. I fransk historie gjorde den ende på enevælden og blev dermed forløber for de senere revolutioner 1830, 1848, 1870, som endelig gennemførte republikken. Nogle af de ændringer, den fik gennemført (statsovertagelse af kirkegods, udstykning af adelens jord), var af så afgørende betydning, at de blev stående, og generelt blev revolutionsårenes omvæltninger så indflydelsesrige, at ingen senere franske regimer kunne komme uden om at tage stilling til dem. Samtidig blev den en inspiration for udlandet, dels gennem udbredelsen af revolutionære idéer, dels også gennem Napoleons felttog i det følgende årti, hvorved visse – ganske vist især formelle - elementer fra revolutionen indførtes i de besatte lande.
Den terror og det diktatur, som revolutionen førte til, har dog også medført kraftige fordømmelser af den, og den bidrog uden tvivl til at afskrække mange fra at forsøge yderligere revolutionære handlinger lang tid frem. Terroren må sandsynligvis ses i forbindelse med det pres, som republikken var under i en truende situation, men den førte flere gange til paranoia og voldsomt overdrevne repressalier. Formentlig ville revolutionen i alle tilfælde have ført til voldelige sammenstød, når reformlinjen stødte sammen med de konservative kræfter, men krigen blev i alle tilfælde nok afgørende for revolutionens senere udvikling. Den flyttede magtcentret til hæren, og de militære hensyn og banede vejen for Napoleons magtovertagelse.
Revolutionen kan betragtes under flere synsvinkler: som et kongeligt reformforsøg der blev overtaget af stærkere kræfter, som et fremstød fra borgerskabets side og som et forsøg på en national genrejsning af landet. Dens udgangspunkt var typisk hovedstadens, og i meget af sin politik, specielt understregningen af centralregeringens magt overfor provinserne, er den faktisk en logisk følge af den franske kongemagts tidligere bestræbelser. Ideologisk betyder den de liberale kræfters gennembrud på kontinentet, gironden og jakobinismen kan ses som forløbere for nationalliberale og radikale partier. Derimod spillede underklassen reelt en lille rolle; pjalteproletariatet fungerede ofte som "stødtropper" i revolutionsårenes omvæltninger, men uden at få egentlig magt, selv om politikere som Marat kunne optræde som en slags talsmand for dem. Imidlertid er revolutionen blevet en del af fransk identitet, og flere af de politiske traditioner og symboler som i dag forbindes med Frankrig (Marseillaisen, Trikoloren, Bastilledagen) stammer fra den.
[redigér] Se også
Revolutionerne: (1750 til 1918) | |
---|---|
Jakobinerne | Bastillen | Guillotine | Georges Danton | Maximilien Robespierre |
|
Teselskabet i Boston | George Washington | Benjamin Franklin | Den amerikanske borgerkrig |
|
Saint-Simon | George Delacroix | Louis-Philippe |
|
Revolutionerne i 1848: |
Februarrevolutionen | Kommunisme | Det Kommunistiske Manifest | Karl Marx | Friedrich Engels | Stemmeret |
Pariserkommunen i 1871: |
Napoleon 3. | Den fransk-tyske krig | Arbejderkommunen |
Mensjevik | Bolsjevik | Novemberopstanden | Vladimir Lenin | Lev Trotskij |
|
Se også: Andre indgange til historien |