Lystrup Skov
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
![]() |
Formatering Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Statsskoven Lystrup Skov er en højtbeliggende skov umiddelbart nordøst for Slangerup. Adgang til skoven sker enten ad stien fra Fredensgade gennem Slotsmosen, fra busstoppestedet på Lystrupvej eller via Ravnsbjerg. Skoven gennemskæres af en vældig nordvest-sydøst gående tunneldal, som i nordenden når ud til Vildbjerg og Strø Bjerge, der strækker sig videre op til Arresø. Tunneldalen er den inderste i det system af tunneldale, som via bl.a. Skt. Jørgens Sø, Buresø, Bastrup Sø og Mølleåen strækker sig helt ud til Øresund. Tunneldalene indgår i dag i Danmarks både største og ældste naturpark, Naturparken mellem Farum og Slangerup.
Skoven fremtræder med sit stærkt kuperede terræn, sine vidt forskellige bevoksningstyper og med sit rige dyreliv som en særdeles attraktiv og oplevelsesrig skov for det moderne friluftsliv. Der er motionsstier, ridestier, bålpladser, rislende vandløb, sumpe, lysninger, utrolige udkig over de omgivende nordsjællandske landskaber, rester af middelalderlige hulveje, stendiger, skovlegepladser, picnicborde og –stole, hemmelighedsfulde krat og stykker med bøge, der vokser som Frejas sale osv. Som bynær skov er presset på skoven selvsagt ganske betydeligt. Tisvilde Skovdistrikt med skovfoged Thorkil Krogh i spidsen har derfor især gennem de senere år nyanlagt adskillige stier, veje og andre faciliteter i skoven. For den moderne skovgæst er skovhistorien tilsvarende blevet stadig vanskeligere at læse i landskabet.
Oprindelig har Lystrup skov været en del af et større sammenhængende nordsjællandsk skovområde. Efterhånden, som skov blev ryddet og opdyrket, blev stadig mindre skovenklaver tilbage i landskaberne. Småskovene blev ofte trængt tilbage til steder, hvor det var mere eller mindre udsigtsløst at drive landbrug. Lystrup Skov har netop været et sådant uopdyrkeligt område.
Der er ingen klar dokumentation for skovens skiftende udstrækning i sen middelalder og renæssance. En del af vejforløbene – herunder hulvejsresterne – indikerer imidlertid, at den gamle hovedvejrute mellem Roskilde, Slangerup og overfartsstedet til Skåne ved Sletten gik denne vej. Vigtig var også lokal trafik mellem Slangerup og Frederiksborg. Den majestætiske Kongehøj, der rejser sig 59 m overfor Himmerigsbakkerne, var imidlertid næppe fuldstændig skovklædt i midten af 1600-tallet, da der er fundet sene dyrkningsspor på nordøstsiden. Til gengæld har skoven strakt sig ind over Vildbjerg og helt frem til Gørløses sydlige overdrev; men med en bred langsgående lysning langs Gørløse Å.
For den svenske Carl 10. Gustav og hans rigsmarsk Bengt Oxenstierna lå Slangerup strategisk afgørende vigtigt. Herfra kunne hele Nordsjælland og de vigtigste dele af Isefjord og Roskilde Fjord kontrolleres effektivt. Dermed kunne Frederik 3. afskæres fra nogle af sine vigtigste forsyningsveje.
I Slangerup blev bl.a. de vigtige svenske forbindelsesofficerer fast indkvarteret. Kongens selv og rigsmarsken var ligeledes i perioder i kvarter i byen. At det var en belastning for købstaden er der ingen tvivl om; men der er også væsentlige indicer for, at Slangerup, som den eneste danske købstad, faktisk troede på svensk sejr og derfor bl.a. handlede med de svenske officerer og investerede i den svenske krigsførelse. I perioder var den samlede svenske indkvartering etc. så overvældende, at enhver anden almindelig dansk købstad ville være forsvundet fra landkortet for tid og evighed under trykket.
Det skete imidlertid ikke – der fandt ikke en eneste plyndring sted, ingen afbrændinger af bygninger eller marker, ingen voldtægter, ingen vilkårlige standretter e.l. er der efterretninger om fra Slangerup, som den eneste købstad i riget.
Byen gældsatte derimod sig selv til mere end ti gange byens samlede vurdering, hvilket var et næsten ufatteligt beløb for borgerskabet og købmændene. Den svenske hærledelse havde fundet en samarbejdspartner, der fuldt og fast troede på en svensk sejr. End ikke kirkesølvet forsvandt – sandsynligvis fordi den svensk-venlige by havde en kirke, der var tilstrækkelig ny, stor og imposant til, at den kunne give den svenske konge og hans vigtigste officerer den fornødne prestige. Kirken kunne ganske enkelt bruges af Carl 10. Gustav.
I mindre end et kanonskuds afstand fra Slangerup og direkte på ruten til Frederiksborg lå Lystrup Skov og den vældige Kongehøj. Fra toppen af højen kunne et enkelt batteri dominere Nordsjællands geografiske centrum. Der blev anlagt fem lange sigtelinjer fra højens top, så spejderne kunne overskue landskaberne til Frederiksborg mod nordøst, den sydlige langside af Strø Bjerge mod nordvest, Slangerup og byens vigtige havn, Frederikssund, ved Roskilde Fjord mod vest, Roskilde kunne ses mod syd og mod sydøst kunne landskaberne overskues helt ind mod Værløse. Carl 10. Gustav styrede dermed for en tid det erobrede danske rige fra Slangerup og Lystrup Skov.
Christian 5. indførte hurtigt efter sin tronbestigelse i 1670 en ny form for jagt, parforcejagten. Den forudsatte, at man fra højtliggende punkter kunne følge forløbet af hundenes dramatiske jagt på hjorten. Fra de højereliggende punkter blev derfor anlagt stjerneformede vejsystemer, som stadig i stor udstrækning er bevaret i de nordsjællandske skove, sådan som Bjørn Westerbeek Dahl har påvist det i Frederiksborg Amts Historiske Samfunds Årbog 2003.
Kongebakken i Lystrup Skov lå med sine militære stjerneformede sigtelinjer som en indbydelse til parforcejagt i Lystrup Skov. Ejeren af den lille herregård, Lystrupgaard, har derfor for en billig penge kunnet tilpasse sigtelinjerne til en lidt hjemmestrikket parforcejagtbane, og vi ved, at Christian 5. har deltaget i parforcejagt i Lystrup Skov sammen med den daværende ejer af Lystrupgaard – den yngre Hans Nansen fra København.
Parforcejagtvejssystemet i Lystrup Skov gik dog hurtig af brug og blev ikke vedligeholdt, sandsynligvis fordi skovens stærkt kuperede terræn ikke var særlig velegnet til denne jagtform. Hertil kom også, at de militære sigtelinjer vendte ud af skoven, så jagtbanerne i virkeligheden blev alt for korte til en god parforcejagt.
Særlig skovhistorisk interesse knytter der sig til et større rektangulært jordvoldsanlæg, der har sit ene hjørne ved toppen af Kongehøjen og indrammer et areal på omkring otte tønder land. Jordvolden blev anlagt i 1767 og var oprindeligt forsynet med et raftehegn på toppen, så området var værnet mod vildt og kreaturer. Arealet blev samme år henlagt med 4000 unge planter af forskellige art, ligesom der også blev udsået frø af forskellige træarter. Denne skovkultur var et led i en storstilet kongelig plan om at indføre et egentligt skovbrug i moderne forstand i Nordsjælland.
Det primære sigte med planen var at sikre tilstrækkelige forsyninger af bygningstømmer til flåden og sekundært at kapitalisere kronens skove. Planen blev udarbejdet af en tysk forstmand ved navn von Langen, som var hentet til Danmark af Frederik 5. i 1763 for at løse denne opgave. Særlig karakteristisk for skovplantninger efter von Langens system var nåletræer som lærk, skovfyr, rødgran og ædelgran som væsentlige elementer i bevoksningen. Også i Lystrup Skov anvendtes disse træarter. Nåletræerne er forlængst borte, men ahorn- og elmetræer i området er direkte efterkommere fra skovplantningen i 1767.
I midten af 1800-tallet blev egnen omkring Lystrup skov gentagne gange hærget af røverbander – herunder også landevejsrøverier. Røverne blev aldrig pågrebet, og muligvis har der været tale om sigøjnere, tatere eller arbejdsløse kulsviere. Tiden gik og røverne forsvandt; men pludselig en sommerdag omkring 1870 faldt den daværende ejer af Skovgaard ned i et kæmpe stort hul ved en vildtremis udfor skovens nordligste hjørne. Det viste sig at være resterne af røvernes hemmelige hule, og der kan den dag i dag ses en stor sænkning i terrænet, hvor hulen har ligget.