Oktoberrevolutionen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Oktoberrevolutionen var anden del af den russiske revolution i 1917, hvor det lykkedes bolsjevikkerne at styrte den russiske regering. Den første del kaldes Februarrevolutionen. Oktoberrevolutionen blev ledet af Vladimir Lenin, der, efter den Russiske Borgerkrig (1918-1921), blev leder af Sovjetunionen. Men Bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland var en langvarig proces, som startede længe før oktober 1917, og som først blev afsluttet med fordrivelsen af de sidste ’hvide’ styrker fra Sydrusland i efteråret 1920. Oktoberrevolutionen er derfor en noget misvisende betegnelse for den russiske revolution som sådan, for den refererer kun til magtovertagelsen i selve Petrograd, som end ikke fandt sted i oktober. I Sovjetunionen blev det årlige revolutionsjubilæum fejret den 7. og 8. november, svarende til 25. og 26. oktober i den julianske kalender, som endnu var i brug i Rusland i 1917. Den blev senere afskaffet af bolsjevikkerne.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Optakten

Efter Lenins hjemkomst fra sit eksil, havde Lenin overbevist bolsjevikkerne om, at det var nødvendigt at bryde enhver forbindelse med regeringen, der var blevet indsat efter februarrevolutionen – ”ingen støtte må ydes den provisoriske regering” - og dermed befri sig fra ethvert ansvar for den politik, som blev ført. De socialrevolutionære og mensjevikkerne fulgte en anden vej og valgte i stedet at overtage regeringsmagten selv.

Den provisoriske regering havde fra første færd været afhængig af støtte fra sovjetten og kom ingen vegne med forslag, som sovjetten ikke ville godkende. Kadetterne blev efterhånden presset ud af regeringen og erstattet med repræsentanter for sovjettens mensjevikiske og socialrevolutionære flertal. Aleksandr Kerenskij som blev statsminister i juli forsøgte at modvirke det truende sammenbruddet i hæren ved at genindføre dødsstraf for ”at gå over til fjenden, flygte fra slagmarken og nægte at kæmpe”. Kun bolsjevikkerne kunne protestere højlydt mod denne lov, og de begyndte for alvor at vinde arbejdernes sympati. Dette var bolsjevikkernes fortrin frem for rivalerne som gennem deres deltagelse i regeringen var bundet til at optræde ”ansvarligt” og appellere til selvbeherskelse.

Regeringens stilling var vanskelig, fordi krigen fortsatte. En separatfred med Tyskland var lige så utænkelig under Aleksandr Fjodorovitsj (Kerenskij) som under Aleksandra Fjodorovna. Det var en umulig tanke, at man skulle svigte de demokratiske allierede, nu når demokratiet endelig havde sejret i Rusland og dermed acceptere, at Europa efter krigen ville blive domineret af den tyske kejser. Kun en mere energisk russisk krigsindsats kunne forkorte krigen. Derfor måtte man gå varsomt frem med det såkaldte jordspørgsmål, sådan at soldaterne ikke blev urolige for deres retmæssige andel af jorden og deserterede.

På samme tid var Kerenskijs regering for svag til at kunne hindre, at bønderne på egen hånd begyndte at løse jordspørgsmålet, og at soldaterne selv afsluttede krigen ved at desertere. Lenin lovede både bønderne jord og soldaterne fred. Dvs. han accepterede det, som allerede var i færd med at ske, og han forsvarede arbejdernes minimumslønninger i en tid med stadig dybere økonomisk krise. Anarkisterne havde også stor fremgang, men de kunne ikke tage kampen op med bolsjevikkerne, som forenede en tilsyneladende anarkisme med en stram og stærk organisation.

[redigér] Situationen spidser til

Billede viste oprindeligt både Lenin og Trotskij, men efter Stalins magtovertagelse og deporteringen af Trotskij, blev Trotskij censureret væk.
Forstør
Billede viste oprindeligt både Lenin og Trotskij, men efter Stalins magtovertagelse og deporteringen af Trotskij, blev Trotskij censureret væk.

I sine breve til centralkomiteen i midten af september hævdede Lenin, at ”folkets flertal er på vor side”. Bolsjevikkerne kunne ikke vente på ”en formel majoritet”, og det hastede fordi Kerenskij planlagde at overgive Petrograd til de fremrykkende tyske tropper og lade dem knuse revolutionen. Han foreslog et ”oprør ... behandlet som kunst” - dvs. som et spørgsmål om teknik og organisation. Skønt dette var et brud med en gammel opfattelse af, at oprør ikke kunne planlægges eller ”skabes”, fik Lenin den 10. oktober gennemført en beslutning - mod Sinovjev og Kamenevs stemmer - som satte ”det væbnede oprør” på dagsordenen.

Fra dette tidspunkt overgik initiativet imidlertid til Petrograd-sovjetten og dennes formand, Trotskij. Som tingene kom til at udvikle sig, blev det unødvendigt at mane til oprør. På samme måde som bolsjevikkerne havde vundet arbejderklassens sympati gennem sit forsvar for revolutionen, kom de nu til magten gennem tiltag for ”at forsvare revolutionen”. Efter at man i Petrograd-sovjetten havde drøftet Kerenskijs angivelige planer om at afgive ”revolutionens fæstning” til fjenden, blev der nedsat en Militær Revolutionskomite (VRK) med Trotskij som formand. Komiteen skulle forberede forsvaret af revolutionen mod et mulig kontrarevolutionært anslag. Trotskij lagde ikke skjul på, at VRK også forberedte en magtovertagelse i sovjetternes navn, men denne skulle ske i fuld offentlighed gennem beslutning på den anden alrussiske sovjetkongress, som skulle træde sammen den 25. oktober.

Regeringen havde i virkeligheden ingen planer om at evakuere byen, men der blev gjort forberedelser til at sende den upålidelige Petrograd-garnison til fronten. Trotskij truede med, at ethvert komplot rettet mod garnisonen og mod den forestående sovjetkongres ville blive mødt med et modangreb, som ville være nådeløst og blive gennemført til dets afslutning. Det det gjaldt om var at sikre, at kongresdeltagerne uden indblanding fra Kerenskij virkelig fik anledning til at overføre magten til den alrussiske sovjetkongres.

Alt hvad Trotskij sagde og skrev før Oktoberrevolutionen peger i samme retning. Han ønskede at sovjetkongressen skulle vedtage magtovertagelsen, og VRKs tiltag tog udelukkende sigte på at gøre den i stand til dette og forebygge aktioner fra regeringens side. Den havde sørget for, at regimenterne i Petrograd ikke ville adlyde ordrer fra Kerenskij. Men det var matroserne fra Kronsjtadt, der ville udgøre sovjetternes hovedstyrke, når magtovertagelsen skulle iværksættes, og de havde ordrer om at ankomme til Petrograd i daggryet den 25. oktober. Allerede om morgenen den 24. oktober havde Kerenskij imidlertid besluttet at lukke bolsjevikkernes presse. VRK satte soldater ind for at få trykkerierne åbnet igen og styrkede vagtholdet omkring regeringskontorerne og de offentlige institutioner. Det kom til små sammenstød med loyale regeringsstyrker, men sovjettens styrker mødte generelt så ringe modstand, at de blev opmuntret til at gå videre, og de startede af sig selv anholdelser og arrestationer.

Da regeringen var magtesløs, var VRK nu i færd med at snuble sig til magten. Dette var klart, da Lenin ved midnat ankom til Smolnyj - det revolutionære hovedkvarter. Han havde hele tiden ment, at magtovertagelsen burde gå forud for sovjetkongressen. Det var et problem, som ikke kunne løses af «konferencer eller kongresser», og da han nu dukkede op, var der ingen der længere modsatte sig Lenins linie, for den var jo i færd med at virkeliggøre sig selv. Nogle timer senere blev beslutningen taget om at starte hovedangrebet og besætte de institutioner, der endnu ikke var bragt under VRKs kontrol. Kerenskijs ministre havde forskanset sig i Vinterpaladset, men overordnet var slaget vundet, da den anden alrussiske sovjetkongres trådte sammen. Dens rolle begrænsede sig til at godkende det, der allerede var sket - et forvarsel om sovjetinstitutionens senere udvikling.

[redigér] Oktoberrevolutionen

Den 25. oktober efter den gregorianske kalender) (efter den julianske kalender 7. november) gjorde Lenins styrker (Den Røde Garde) oprør mod den provisoriske regering i Petrograd, der på daværende tidspunkt var hovedstaden i Rusland. Oprøret i Petrograd forløb for størstedelens vedkommende uden blodsudgydelser. Den Røde Garde overtog kontrollen med regeringsfaciliteterne. Om natten mellem den 7. og den 8. november angreb de og overtog Vinterpaladset. Den 8. november blev den officielle dato for revolutionen.

Oktoberrevolutionen adskilte sig fra februarrevolutionen ved, at den ikke voksede ud af en masseopstand, og ved at den var planlagt - skønt den altså ikke gik efter planen. Oprettelsen af Folkekommissærernes Råd indebar ikke mere, end at bolsjevikkerne nu havde magten i Petrograd, men i begyndelsen af november fik de efter hårde kampe også kontrollen over Moskva.

[redigér] Se også

Ruslands revolutioner

[redigér] Kilde

Store dele af denne artikel stammer fra leksikon.org