Børglum kloster
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Børglum kloster, (Børglum Sogn, Løkken-Vrå Kommune) er en tidligere kongsgård, kloster og hovedgård, der stammer fra begyndelsen af det 12. århundrede. (Bygningen i sin nuværende form er fra ca. 1220).
Klostret er beliggende ca. 5 km øst for Løkken i Vendsyssel.
Klostret tilhørte præmonstratenserordenen (de hvide brødre) indtil reformationen i 1536.
Ved reformationen blev klostret inddraget af kronen og forlenet til adelsmænd og gejstlige. Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen.
Senere blev klostret af Christian 4. henlagt under det nyoprettede ridderakademi i Sorø.
I 1669 blev klostret mageskiftet til kansleren Peder Reedtz.
Arkitekten Lauritz de Thurah foretog i årene 1750 til 1754 adskillige ændringer på bygningerne for sin svigerfar Kiærskjold.
Siden 1835 har klostret været i slægten Rottbølls eje.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etymologi
Børglum - 1. led olddansk burgh "borg". - 2. led olddansk *lan, oldnordisk lan, lon "husrække", beslægtet med dansk dialekt lane "åben plads mellem huse", "bar plet i ager". Her antagelig i betydningen "vej"; jf. engelsk lane "smal vej".
[redigér] Historie
[redigér] Højmiddelalder
Børglum, som ifølge en forkert fortolkning hos kanniken Ælnoth i hans Knud Konges martyrkrønike fra omkring 1120 skal have fået navn efter en dronning Burlina, som boede her, var oprindelig en kongsgård. Her opholdt kong Knud 2. den Hellige sig i 1086, da vendelboerne gjorde oprør mod ham.
1139 omtales en biskop Self (Sylvester) som den første biskop af Børglum; hans forgænger biskop Keld (-1134) kaldtes biskop af Vestervig. Vor viden om Børglums historie i denne periode er i det hele taget usikker; muligvis er Børglum i tiden 1134-39 gået fra kronen til bispestolen i forbindelse med en flytning af bispestolen fra Vestervig til Børglum. Lige så usikkert er det, hvornår et egentligt kapitel var endeligt etableret. Om præsterne ved stiftskirken helt fra begyndelsen har tilhørt augustinerordenen som i Vestervig kloster inden præmonstratenserne - måske så tidligt som i biskop Troels' tid i 1180'erne - oprettede deres kloster, vides heller ikke.
Omkring 1215 har præmonstratenserklostret haft et fungerende kapitel bestående af provst og konvent; moderstiftelsen var klostret i Steinfeld i Eiffel ved Rhinen i Kölns stift, og Børglum fik hurtigt stor anseelse. Biskoppen af Vendsyssel Stift valgte nu Børglum kloster til bispesæde og er muligvis flyttet ind i den tidligere kongsgård.
Konventet udgjorde selve domkapitlet, som indstillede og valgte biskoppen, forrettede gudstjenesten i kirken samt uddannede præsteelever. Formelt var biskoppen kapitlets øverste leder, men det var provsten, der var forstander for munkene, og til hjælp havde han prioren. Munke af præmonstratenserordenen var præsteviede kanniker, og således også i Børglum; provsterne var fornemme prælater, hvoraf enkelte endda sad i rigsrådet. Blandt de øvrige munke har adskillige formentlig været adelige.
[redigér] Senmiddelalder
Præmonstratenserordenens munke kaldes almindeligvis de hvide brødre; dette skyldes deres klædedragt af hvid uld, men noget tyder på at dragtens hvide farve har været upraktisk i datidens Vendsyssel. I hvert fald giver pave Bonifacius 9. 30. maj. 1403 provst og kapitel tilladelse til at ændre den hvide ordensdragt til sort, brun eller en mørk farve. Årsagen er at Børglum "ligger i en egn ved havet og derfor hyppigt er fuld af dynd og oversvømmelser" (Læs hele teksten fra Diplomatarium Danicum [1]). Senere, i 1422 tillades de at bære almutium (skulderkrave med hætte) og superpellicum (korunderklædning).
I 1407 20. februar bekræfter provst Jens Nielsen, at kapitlet gennem Bo Mogensen (Lang), biskop af Århus har modtaget en guldkrone besat med ædelsten fra dronning Margrete 1. (Læs hele teksten fra Diplomatarium Danicum [2]).
[redigér] Kirken
Børglum klosterkirke, indviet til Jomfru Maria, er en del af Børglum klosters nordfløj og kan ses viden om. Den udgøres i øst af resterne af et romansk kor og korsskæringsfag, og i vest af et gotisk basilikalt skib, men begge dele er kun torsoer af det storslåede oprindelige eller påtænkte anlæg. Den romanske kirke, hvoraf kun korpartiet og korsarmene færdiggjordes, er i al væsentlig opført af granitkvadre på profileret sokkel. Det kvadratiske kor har haft en stor apsis, der udvendig havde blændarkader på halvsøjler. I de ligeledes kvadratiske korsarme har østvæggene i hver side været gennembrudt af to bueåbninger, der har ført ind til små kapeller med alternicher, hvoraf de to kapeller nærmest koret har været to fag dybe. I nedre korsarms nordvestlige hjørne har der været en vindeltrappe. Denne meget fornemme plan synes at have været en videreudvikling af Viborg domkirkes, og især Vestervigs, og i hovedmålene stemmer den overens med Viborg Domkirke.
Trods de rent romanske stilformer kan denne storslåede kirke næppe være påbegyndt før omkring 1220, idet man næppe kan tænke sig at kirken har stået, da en børglummunk 1215 blev sendt til paven for at udvirke tilladelse til at flytte klosteret. Det kan dog ikke afvises, at en del af de i omegnen løst fundne kvadre og ornamentsten kan stamme fra en ældre kirke. En lille søjlebase (nu i Nationalmuseet) har stenmesteren signeret med sit navn "Tove", dvs. svarende til moderne "Tue". Under de urolige forhold i midten af 1200-tallet var arbejdet på kirken gået i stå, og først i århundredets slutning fik man færdiggjort skibets to fag og de fire fag i hvert af sideskibene. Fra denne byggeperiode stammer sideskibenes ydermure og de spidsbuede arkader mellem hovedskib og sideskibe samt søndre sideskibs østre og vestre hvælv. Endvidere synes man at have opført høje spidsbuede arkader mellem korsarmene og korsskæringen for at kunne dække denne med et hvælv, som omkring 1500 er ombygget da en brand eller en anden katastrofe har nødvendiggjort en fuldstændig ombygning af højkirkemurene. Samtidig blev hele kirken overhvælvet, i hovedskibet med store stjernehvælv, og måske først nu har man opført vestgavlen og affundet sig med tanken om at skibet aldrig skulle få den projekterede længde svarende til klostergårdens udstrækning.
I reformationstiden fik kirken lov til at forfalde mere og mere, indtil Godslev Budde opnåede Frederik 2.s tilladelse til at nedrive korsarmene for at skaffe reparationsmateriale til den øvrige kirke. En sten over norddøren med Frederik 4.s spejlmonogram og årstal 1722 markerer måske bygningens sidste større rest. Siden da er den af skiftende ejere blevet pietetsfuldt vedligeholdt, og de af Nationalmuseet i 1862 fremgravede fundamenter af korsarme og korkapeller er nu anskueliggjort ved udlægning af gamle kvadre, hvoraf en del, der utvivlsomt stammer fra Børglum, er ført tilbage fra Godslev Buddes gård Rødslet ved Limfjorden, som blev nedrevet af tyskerne under 2. verdenskrig.
Idag er klosteret indrettet som museum om stedets historie og med skiftende relevante temaudstillinger.
Børglum Kloster Gods er på 445 hektar
[redigér] Ejere af Børglum Kloster:
- (1086-1135) Kronen
- (1135-1185) Børglum Bispestol
- (1185-1536) Præmonstratenserordenen
- (1536-1669) Kronen
- (1669-1689) Peder Reedtz
- (1689-1699) Christian Reedtz
- (1699-1716) Dronning Charlotte Amalie
- (1716) Kong Frederik IV
- (1716) Prinsesse Sophie Hedevig
- (1716-1719) C.G. von Møsting
- (1719-1738) Frederik Kjær Kjærskiold
- (1738-1740) Inger Pop gift Kjærskiold
- (1740-1742) Christiane Marie Frederiksdatter Kjærskiold gift (1) Rantzau (2) de Thurah
- (1742-1748) Johan Henrik Rantzau
- (1748-1750) Christiane Marie Frederiksdatter Kjærskiold gift (1) Rantzau (2) de Thurah
- (1750-1756) Laurids de Thurah
- (1756-1770) Jens de Poulson
- (1770-1800) Marcus Gerhard greve af Rosencrone
- (1800-1802) Jørgen Pedersen Quistgaard
- (1802-1804) Niels Friderichsen Hillerup / Arent Hassel Rasmussen
- (1804-1835) Niels Friderichsen Hillerup
- (1835-1894) Christian Michael Rottbøll nr1
- (1894-1910) Jens Michael Rottbøll
- (1910-1928) Christian Michael Rottbøll nr2
- (1928-1930) Christian Michael Rottbølls dødsbo
- (1930-1956) Henning Rottbøll
- (1956-1984) Henning Nicolay Rottbøll
- (1984-) Hans Henning Rottbøll
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- J.P. Trap, Danmark 5. udg. redigeret af N. Nielsen, P. Skautrup & P. Engelstoft. Hjørring Amt. Bind VI, I. København: Gad. 1960.