Erik Abelsøn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Abelsøn (død 27. maj 1272) var hertug af hertugdømmet Slesvig.
Erik var næstældste søn af kong Abel og arvede efter sin bror Valdemars død i 1257 fordringen på forlening med hertugdømmet, som kong Christoffer 1. dog ikke ville yde ham. Efter at kongen i februar 1259 havde brudt med stormændene ved at fængsle ærkebiskop Jakob Erlandsen, mødtes Erik med bispen af Roskilde, Peder Bang, hos fyrst Jaromar på Rügen. De gik i forening til Sjælland, indtog København og slog den kongelige hær.
Efter kongens død i Ribe forlenedes Erik i 1260 med Slesvig, og han ægtede Jarimars datter, Margrethe. Da i det følgende år enkedronningen Margrete Sambiria frygtede yderligere anslag på tronen fra hertugens side, besluttede hun at komme ham i forkøbet. Hun trængte frem i hertugdømmet, forfulgte Erik sydpå over Dannevirke og leverede 28. juli 1261 et hovedslag på Lohede, mellem Sorgåen og Rendsborg. Her led hun imidlertid et afgørende nederlag. Hun selv og sønnen kong Erik 5. Glipping blev taget til fange. Ved den endelige fred efter kongens frigivelse i foråret 1264 indrømmedes der hertugen alt krongodset i Slesvig tillige med Als i særskilt forlening, mens hans bror Abel fik Langeland og slægtgodset på Fyn.
Erik erhvervede Gottorp af biskoppen af Slesvig og opførte her et fast tårn. Han døde 27. maj 1272, samme år som hans hustru. De efterlod to sønner, den senere hertug Valdemar og Erik (Langben) af Langeland.
[redigér] Ekstern henvisning
- Biografi i Dansk biografisk leksikon 1. udgave
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |