Abbey Theatre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Abbey Theatres logo.
Forstør
Abbey Theatres logo.

Abbey Theatre, også kendt som National Theatre of Ireland (på dansk, Irlands nationalteater) er et teater, beliggende i Dublin, Irland. Det slog første gang dørene op for publikum den 27. december 1904, og selvom dets oprindelige bygning blev flammernes bytte i 1951, har det leveret forestillinger næsten uafbrudt frem til i dag. Det var desuden det første statsstøttede teater i den engelsktalende del af verden, da det fra 1925 og frem modtog et årligt tilskud fra Den irske fristat.

I sine tidlige år var Abbey Theatre tæt knyttet til forfattere fra den keltiske renæssance; mange af disse var involveret i dets grundlæggelse og fik desuden stykker opført på dets scene. Abbey Theatre kom på denne måde til at fungere som en rugekasse for mange af det 20. århundredes førende irske forfattere og skuespillere. Desuden blev det - i kraft af dets mange udenlandske turneer - især til Nordamerika - en vigtig del af den irske turistindustri.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Grundlæggelsen af Abbey Theatre

Grundlæggelsen af Abbey Theatre kan tilskrives en kombination af tre daværende profiler inden for teaterverdenen. For det første var der det betydningsfulde teater, Irish Literary Theatre, som blev grundlagt i 1899 af Lady Gregory, Edward Martyn og William Butler Yeats med hjælp fra George Augustus Moore. Dette teater havde præsenteret en række anmelderroste stykker i Dublins Gaiety Theatre; omend disse kun nød begrænset interesse fra det almindelige teaterpublikum.

For det andet var der de to irske brødre, William og Frank Fay. William arbejdede for en tid i 1890'erne hos en gruppe, som turnerede i Irland, Skotland og Wales, mens Frank var dybt involveret i amatørteater i Dublin. Efter Williams hjemkomst til Dublin begyndte brødrene at opføre produktioner i forskellige sale rundt omkring i byen, og til sidst skabte de W. G. Fay's Irish National Dramatic Company, som fokuserede på udviklingen af skuespillertalenter i Irland. I april 1902 gav brødrene tre opførelser af Deirdre og Cathleen Ní Houlihan, skrevet af henholdsvis George William Russell og Yeats i St Theresa's Hall i Dublin. Stykkerne, som blev opført for et publikum, der primært bestod af teatergængere fra arbejderklassen fremfor den sædvanlige middelklasse, var store succeser; ikke mindst fordi Maud Gonne spillede hovedrollen.

For det tredje var der Annie Elizabeth Fredericka Horniman. Horniman var en middelklassekvinde fra England, der havde erfaring med teaterproduktion fra blandt andet opførelsen af George Bernard Shaws stykke, Arms and the Man i London i 1894. Hun kom til Dublin i 1903, og fungerede som Yeats' ulønnede sekretær og kostumemager ved en opsætning af hans stykke, The King's Threshold. Det var hendes formue, der skulle gøre Abbey Theatre til en realitet.

En plakat fra åbningen af Abbey Theatre. Den beskriver stykker opført fra den 27. december 1904 til den 3. januar 1905.
Forstør
En plakat fra åbningen af Abbey Theatre. Den beskriver stykker opført fra den 27. december 1904 til den 3. januar 1905.

I lyset af succeserne fra St Theresa's Hall blev the Irish National Theatre Society grundlagt i 1903 med Yeats som formand og med finansiering af Horniman. I begyndelsen blev stykkerne opført i Molesworth Hall. Men da Hibernian Theatre of VarietiesLower Abbey Street og en nabobygning i Marlborough Street blev ledige - fordi brandmyndighederne lukkede dem af sikkerhedsmæssige årsager - blev Horniman og Fay enige om at købe og ombygge dem, så de opfyldte sikkerhedskravene. Den 11. maj 1904 blev Hornimans forslag om at benytte bygningen til teater accepteret af the Irish National Theatre Society. Men da Horniman ikke normalt boede i Irland, blev det nødvendige patent - selvom det blev betalt af hende - udstedt til Lady Gregory. Fay fik posten som bestyrer og tog ansvaret for at uddanne skuespillerne i den netop grundlagte trup. Yeats bror, Jack Yeats, blev hyret til at male portrætter af alle de ledende figurer i the Irish National Theatre Society til foyeren, og Sarah Purser udformede glasmosaikker dertil.

W. B. Yeats, én af Abbey Theatres grundlæggere. Indgravering fra 1907.
Forstør
W. B. Yeats, én af Abbey Theatres grundlæggere. Indgravering fra 1907.

Den 27. december gik tæppet for første gang op, og der blev fremført et program med tre forestillinger: On Baile's Strand og Cathleen Ní Houlihan af Yeats samt Spreading the News af Lady Gregory. På den anden aften blev programmet ændret, således at det ene af Yeats' stykker blev erstattet af In the Shadow of the Glen af Synge; og der blev på denne måde vekslet mellem disse to programmmer hen over en periode på fem aftener. Frank Fay, som spillede Cúchulainn i On Baile's Strand, var den første skuespiller, som stod på Abbey Theatres scene. Selvom Horniman havde syet kostumerne, var hverken hun eller Lady Gregory til stede. Horniman var taget tilbage til England, og hendes primære funktion over de kommende år, var - foruden at finansiere teateret - at skaffe omtale og varetage booking i forbindelse med de af teaterets produktioner, der turnerede på scener i London og provinsen. I 1905 besluttede Yeats, Lady Gregory og Synge at omdanne teatret til et selskab af typen Limited liability company; uden dog først at konsultere Horniman. Dette irriterede Horniman og som reaktion hyrede hun Ben Iden Payne - en tidligere ansat ved Abbey Theatre - til at hjælpe hende med at styre en ny teatergruppe, som hun startede i Manchester.

[redigér] De tidlige år

Abbey Theatre mødte snart succes, og dets forestillinger var næsten altid godt besøgt. I den forbindelse var det heller ikke just en ulempe, at det i Synge havde en af tidens fremmeste engelsksprogede dramatikere som nøglemedlem. Teateret opførte også stykker af veletablerede - eller snart veletablerede - forfattere som (foruden Yeats, Lady Gregory, Moore og Martyn) Padraic Colum, Oliver St John Gogarty, F. R. Higgins, Thomas MacDonagh, T. C. Murray og Lennox Robinson. Mange af disse sad også med i bestyrelsen, hvorfor teateret fik ry som "forfatternes teater".

Men begivenhederne skulle tage en skæbnessvanger drejning i januar 1907 med åbningen af Synges The Playboy of the Western World. Opildnet af nationalister, som mente, at teateret ikke var tilstrækkeligt politisk og med den angivelige grund, at et bestemt stykke fremstillede et skred i dyden hos den irske kvindelighed, gjorde en stor del af publikum oprør, og resten af stykket måtte opføres uden ord. Nationalisterne følte sig desuden provokeret af en beslutning om at tilkalde politiet. Selvom pressen snart vendte sig imod optøjerne, og selvom protesterne (kendt som the Playboy Riots) svandt ind, var teateret rystet, og Synges næste (og hans sidste færdiggjorte) stykke The Tinker's Wedding fra 1908 blev aldrig opført af frygt for yderligere uro.

Samme år ophørte Fay-brødrenes tilknytning til teateret, da de emigrerede til De Forenede Stater, og den daglige ledelse blev overladt til Lennox Robinson. Den 7. maj 1910 da alle andre teatre i byen lukkede i respekt for den afdøde konge, Edvard 7., holdt Robinson Abbey Theatre åbent. Forholdet til Horniman var allerede plettet, og da hun hørte om Robinsons beslutning, fandt hun det på sin plads at afbryde sin forbindelse med teateret. Hun skønnede selv at have brugt £10.350 (svarende til ca. $1 million nu til dags) af sine egne penge på projektet; en på denne tid betragtelig sum.

Med tabet af Horniman, Synge og Fay-brødrene var Abbey Theatre under Robinson overladt til at drive med strømmen og oplevede en faldende interesse fra publikum og et dalende billetsalg. Denne tendens blev dog bremset for en tid med fremkomsten af Sean O'Casey som arvtager til Synge. O'Caseys karriere som dramatiker begyndte med The Shadow of a Gunman, opført ved Abbey Theatre i 1923. Dette blev efterfulgt af Juno and the Paycock (1924) og The Plough and the Stars (1926). Sidstnævnte resulterede imidlertid i optøjer, som mindede om dem, der fandt sted 19 år tidligere. Mærket af publikums reaktion afviste teateret O'Caseys næste stykke, og han emigrerede kort efter.

[redigér] Abbey Theatre efter Yeats

Ninette de Valois som 16-årig. Hun ledte Abbey Theatres danseskole og fungerede desuden som koreograf i en række af teaterets stykker.
Forstør
Ninette de Valois som 16-årig. Hun ledte Abbey Theatres danseskole og fungerede desuden som koreograf i en række af teaterets stykker.

I 1924 tilbød Yeats og Lady Gregory at overdrage Abbey Theatre til den irske stat som en gave til folket. På trods af modvilje fra landets afdeling for finanser accepterede man; til dels på grund af teatrets engagement i stykker på irsk. På denne måde blev teateret i 1925 det første teater i den engelsktalende del af verden, som blev styret af staten. I de følgende år blev en skuespillerskole (the Abbey School of Acting) og en balletskole (the Abbey School of Ballet) etableret. Sidstnævnte, som lukkede i 1933, blev ledet af Ninette de Valois, der også var koreograf ved en række af Yeats' stykker.

Ved denne tid begyndte teateret at mangle plads, og et lille eksperimentalteater, kaldet the Peacock, var desuden blevet startet på etagen under Abbey Theatre. I 1928 startede Hilton Edwards og Micheál MacLiammoir et teater, kaldet the Gate Theatre, der i opstartsfasen brugte Peacoocks scene til stykker af centrale europæiske og amerikanske dramatikere. Gate Theatre søgte efter materiale skrevet af irske forfattere, og en bestemt hændelse, hvor teateret fik fat i netop et sådant stykke, illustrerer, hvordan Abbey Theatre på samme tidspunkt var røget ud i et kunstnerisk forfald. Da Denis Johnston tilbød Abbey Theatre sit første stykke, Shadowdance, blev det afvist af Lady Gregory og returneret til afsenderen med teksten "The Old Lady says No" ("den gamle dame siger nej") skrevet på titelbladet. Johnson besluttede at omdøbe stykket, og i 1928 blev det opført af Gate Theatre på Peacock-scenen - under titlen The Old Lady says No!.

Traditionen som "forfatternes teater" overlevede på må og få gennem de næste år. For eksempel sad Frank O'Connor med i bestyrelsen fra 1935 til 1939; fra 1937 desuden med status som daglig leder, hvor han sørgede for opsættelsen af to stykker. Desværre blev han tvunget til at træde tilbage efter Yeats' død. Op gennem 1940'erne og 1950'erne blev teaterets stabile indkomst hentet hjem af farcer og komedier, som udspillede sig i et idealiseret bondesamfund, som - hvis det nogensinde havde eksisteret - ikke havde megen relevans for de fleste irere. Som en følge af dette fortsatte tilbagegangen i tilskuertallet. Denne ville formentligt have været værre, hvis ikke populære skuespillere som F. J. McCormick og dramatikere som George Shiels stadig kunne trække publikum til Abbey Theatre. En anden kilde til indkomst var Austin Clarkes Dublin Verse Speaking Society, der senere blev omdøbt til The Lyric Theatre. Dette lejede sig ind hos Peacock i perioden 1941 til 1944 og hos Abbey Theatre fra 1944 til 1951.

Den 18. juli 1951 blev bygningen, som husede Abbey Theatre, ødelagt i en brand, og kun Peacock på underetagen overlevede. Man besluttede i september samme år at leje sig ind hos det gamle Queen's Theatre og fortsatte dette midlertidige forhold indtil 1966. Queens Theatre havde været hjemsted for the Happy Gang; en gruppe af komikere, der opførte velbesøgte sketches, farcer og pantomimestykker. På denne måde lå Queens Theatres nye lejer - altså Abbey Theatre - der fortsatte sine stykker om bondesamfund, ikke langt fra de tidligere lejere. Det er desuden symptomatisk for Abbey Theatres daværende ambitioner, at ingen af 1950'ernes to mest interessante irske dramatikere Brendan Behan og Samuel Beckett fik stykker opført der. I februar 1961 var ruinerne efter Abbey Theatres gamle bygninger endelig fjernet, og planer for en genopførelse ud fra tegninger af den irske arkitekt Michael Scott blev sat i værk. Den 3. september 1963 lagde Irlands præsident Eamon de Valera gundstenen til det nye teater, som åbnede den 18. juli 1966.

[redigér] Abbey Theatre siden 1966

Kombinationen af en ny bygning, en ny generation af dramatikere - der indbefattede profiler som Hugh Leonard, Brian Friel og Tom Murphy - og en fremgang i den irske turistindustri med Abbey Theatre (nu også kendt som Irlands nationalteater) som vigtig kulturel attraktion bidrog til igen at skubbe teateret i den rigtige retning. Det hjalp desuden også, at teateret bidrog til Dublins teaterfestival, Dublin Theatre Festival, som blev afholdt første gang i 1957. Stykker som Friels Philadelphia Here I Come (1964), The Faith Healer (1979) og Dancing at Lughnasa (1990), Murphys Whistle in the Dark (1961) og The Gigli Concert (1983) samt Leonards Da (1973) og A Life (1980) gav Abbey Theatre en international profil, efterhånden som de også blev opført i London og på Broadway. På trods af disse succeser spillede teateret dog stadig for halvfulde sale i året for dets hundredårsjubilæum, 2004.

Kombinationen af en gæld ved udgangen af 2004 på €2.5 millioner, en reduktion af tilskuddet fra staten, en redningsplan, som involverede fyring af en tredjedel af teaterets medarbejdere samt en dårlig stemning fra en tidligere forringelse af teaters repertoire førte til krav om fyring af den kreative direktør, Ben Barnes. Den 6. september overlevede Barnes bestyrelsens afstemning om, hvorvidt han skulle fyres eller ej; men hans redningsplan blev lagt på hylden. Kontroverserne fortsatte dog få dage efter, da en e-mail, afsendt af Barnes til internationale kolleger, blev offentliggjort. I denne kritiserede han sine ansatte og måtte senere undskylde overfor bestyrelsen. Den 14. september besluttede the Arts Council of Ireland at iværksætte en uafhængig undersøgelse af, hvordan man kunne støtte teateret gennem disse kriser. Denne blev dog yderligere belastet af, at teaterets bygning på ny var blevet udpeget som en potentiel sikkerhedsrisiko, hvorfor man siden - forgæves - har ledt efter nye lokaler. December 2004 fejrede teateret dog sit jubilæum med en række begivenheder - blandt andet opførelsen af det originale program af amatørteatergupper fra forskellige steder i Irland.

Den 12. maj 2005 trådte Barnes og teaterets direktør Brian Jackson tilbage, efter man havde opdaget en graverende fejl i teaterets finansielle rapporter, som resulterede i en betydelig undervurdering af underskuddet på €1.85 millioner. Den 20. august samme år godkendte man en plan, som opløste teaterets ejere - the National Theatre Society - for at blive erstattet af et selskab af typen Company limited by guarantee, der primært bruges af non-profit-organisationer; dette kom til at bære navnet the Abbey Theatre Limited. Denne beslutning blev taget, fordi den nationale forening for promoveringen af irsk kunst, The Arts Council of Ireland, bekendtgjorde, at der ikke ville blive givet yderligere tilskud til teateret, før dets økonomiske krise blev løst.

[redigér] Eksterne henvisninger

[redigér] Kilder

  • Igoe, Vivien. A Literary Guide to Dublin. (Methuen, 1994)
  • Ryan, Philip B. The Lost Theatres of Dublin. (The Badger Press, 1998)
  • McGlone, James P. Ria Mooney: The Life and Times of the Artistic Director of the Abbey Theatre, 1948-1963