Oldgræsk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Oldgræsk er det græske sprog, som det blev talt og skrevet i oldtiden (ca. 800 f. Kr. - ca. 600 e. Kr.), i modsætning til nygræsk, som er betegnelsen for det græske sprog efter oldtiden. Græsk tilhører den indoeuropæiske sprogæt.

Klassisk græsk er næsten det samme som oldgræsk, men der er den forskel, at klassisk græsk strengt taget er en snævrere betegnelse for de oldgræske dialekter der blev talt i de græske bystater og kolonier i arkaisk og klassisk tid, altså ca. 800-320 f.Kr. I den efterfølgende periode, Hellenismen, opstod det græske fællessprog koine, som ikke i så høj grad var opdelt i forskellige dialekter. Oldgræsk og klassisk græsk bruges dog ofte synonymt.

Af berømte værker skrevet på oldgræsk kan nævnes Homers digte, Sofokles' tragedier, Aristofanes' komedier, Platons dialoger og Aristoteles' værker, som alle er skrevet på en dialekt af klassisk græsk. En anden meget kendt skriftsamling er det Nye Testamente, som er skrevet på en variant af koine, som kaldes nytestamentligt græsk.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Dialekter

Vi kender til en række klassiske dialekter der falder i tre hovedgrupper:

  1. Østlige
    1. Æolisk
    2. Ionisk
      1. Attisk
  2. Vestlige
    1. Nordvestgræsk
    2. Dorisk
  3. Arkadisk-kyprisk

Ionisk græsk blev talt i Attika, dele af det vestlige Lilleasien og på øerne derimellem.
Attisk græsk er en variant af det ioniske sprog. Attisk græsk indtager en særstilling fordi det er den dialekt der i dag undervises i på f.eks. gymnasier. De æoliske dialekter afviger stærkt indbyrdes, og de blev talt i Bøiotien, Thessalien, på Lesbos og andre steder. De doriske dialekter blev talt af spartanerne, andre folk på Peloponnes og flere andre steder. Den arkadisk-kypriske dialekt er udviklet af mykensk græsk (græsk bronzealder).

De fleste af dialekterne kan underinddeles i grupper der svarer til de bystater el. øer hvorpå de blev talt. Således kan man tale om både ø-dorisk (fx kretisk dorisk), lakonisk dorisk (den spartanske dialekt, Sparta bruges om byen, Lakedaimon om bystaten) og nordpeloponnesisk dorisk (korintisk).

Ikke-joniske dialekter kendes primært fra indskrifter. De mest interessante undtagelser er digteren Sapphos digte der er affatet på æolisk, og Pindar, en spartansk digter, på dorisk.

Homers episke sprog er et kunstsprog, ikke en dialekt. Det er grundlæggende ionisk, men det har en række elementer taget fra andre dialekter bl.a. æoliske.

Med Alexander den Store blev attisk verdenssproget, og efterhånden forsvandt de gamle dialekter, og det hellenistiske fællessprog, koine, opstod.

[redigér] Karakteristika fra det oldgræske sprogs grammatik

De oldgræske verber bøjes i 3 diateser (aktiv, medium, passiv), 3 aspekter (imperfektiv, aorist, perfektiv), 4 personlige modi (indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ), 5 nominalmodi heraf tre adjektiviske (participier med aspektbetydning, verbaladjektiver og gerundiver uden aspektbetydning) og to substantiviske (infinitiver med aspektbetydning og verbalsubstantiver med delvis aspektbetydning.

Der er endvidere særlige former til betegnelse af tid i indikativ - præsens, præteritum og futurum.

[redigér] Augmentet

Præterita findes udelukkende i indikativ modsat fx latin der også har en imperfektum konjunktiv. Augmentet var i begyndelsen fakultativ, og denne praksis ses hos Homer hvor augmentet kan sættes eller undlades at sættes for derved at få linjen til metrisk at passe. Alle præterita dannes ved hjælp af det såkaldte augment. Det findes i to varianter:

  1. Augmentum syllabicum er den normale måde at sætte augment på. Det sker ved at der tilføjes et ἐ foran stammen: λύω (præsens indikativ aktiv, "jeg løser" -> ἔλυον (præteritum indikativ aktiv, "jeg løste"). Hvis verbet har en præposition som præfiks, indskydes augmentet mellem præposition og stamme.
  2. Augmentum temporale bruges ved stammer der begynder med en vokal. Her forlænges vokalen : ἄγω (jeg fører) -> ἦγον (jeg førte) efter følgende skema:
  • a, ā, e, ē -> ē (i dorisk -> ā)
  • i, ī -> ī
  • o, ō -> ō
  • u, ū -> ū
  • ai -> ēi
  • ei -> ēi eller ei
  • oi -> ōi
  • au -> ēu eller au
  • eu -> ēu eller eu
  • ou -> ou


[redigér] Se også

  • Græsk, med en oversigt over de forskellige perioders former for oldgræsk, herunder indplacering af oldgræsk og klassisk græsk, samt information om bl.a. græsk sproghistorie og udtale.
  • Sprog, med et overordnet syn på sprog.
  • Græske alfabet
  • Latin

[redigér] Eksterne henvisninger

Ord og vendinger der stammer fra Oldgræsk
A | B | C | D | E | F | G | H | I | J | K | L | M | N | O | P | Q | R | S | T | U | V | X | Y | Z
Det græske alfabet - store bogstaver:
Α | Β | Γ | Δ | Ε | Ζ | Η | Θ | Ι | Κ | Λ | Μ | Ν | Ξ | Ο | Π | Ρ | Σ | Τ | Υ | Φ | Χ | Ψ | Ω
Det græske alfabet - små bogstaver:
α | β | γ | δ | ε | ζ | η | θ | ι | κ | λ | μ | ν | ξ | ο | π | ρ | σ | τ | υ | φ | χ | ψ | ω