Ardenneroffensiven
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ardenneroffensiven | |
---|---|
![]() |
|
Dato | 16. december 1944 – 8. januar 1945 |
Konflikt | 2. verdenskrig |
Sted | Ardennerne |
Allierede | |
Styrker | USA og Storbritanien |
Øverstkommanderende | Dwight D. Eisenhower |
Styrke | Ca. 500.000 man og 400 kampvogne |
Tab | 10.276 døde, 47.493 sårede, 23.218 savnet. |
Tyskland | |
Styrker | Tyskland |
Øverstkommanderende | Gerd von Rundstedt |
Styrke | Ca. 600.000 mand og 600 kampvogne |
Tab | 12.652 døde, 38.600 såret, 30.582 savnet. |
Resultat | Allieret sejr |
Ardenneroffensiven var et slag under anden verdenskrig. Det startede sent i december 1944, og var den sidste tyske offensiv på vestfronten under krigen. Den tyske hær planlagde at kile sig ind i de allieredes frontlinje for at indtage Antwerpen, for derefter at svinge nordover for at omringe og destruere de fire allierede armeer der lå der. Hitler havde håbet, at dette kunne tvinge de allierede til at indgå en favorabel fredsaftale med aksemagternes parter. Planen slog dog fejl for tyskerne, selvom det lykkedes dem at binde store allierede styrker. For at få de allierede til at tro, der var tale om en forsvarsplan, kaldte tyskerne planen Wacht Am Rhein (”Vagt på Rhinen”).
Det lykkedes de tyske styrker at drive de allierede tilbage og omringe en række amerikanske styrker. Men de allierede fik standset offensiven, og til sidst fik de presset tyskerne tilbage igen. De allierede var sene til at reagere på det tyske angreb, hvilket forsinkede de allieredes fremrykningsplan i flere måneder. Til gengæld gav det tyske angreb de allierede mulighed for at komme i kamp med, og nedkæmpe, de bedste tyske styrker uden for Westwall (Vestvolden), det tyske forsvarsværk på grænsen mod Frankrig, Belgien og Luxembourg. Det var med til at lette de senere kampe i Tyskland.
Tyskerne indledte offensiven den 16. december 1944, og først 8. januar 1945 indså de at slaget vat tabt, og begyndte deres tilbagetrækning.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
[redigér] Forhistorien
Efter at de allierede have fået etableret et brohoved ved Normandiet i august 1944 og knust de tyske styrker i området, rykkede de frem i Frankrig med en voldsom hastighed. Undervejs løb de allierede tropper dog ind i alvorlige logistiske problemer. Den eneste dybvandshavn, hvor de store forsyningsskibe kunne lægge til, lå ved Cherbourg, nær det oprindelige invasionssted, som de allierede tropper bevægede sig længere og længere væk fra. De allierede havde indtaget flere havnebyer, men det var lykkedes tyskerne at sabotere havneanlæggene før de havde trukket sig tilbage. Et andet problem var det franske jernbanenet, der nærmest var blevet udraderet af de allieredes bombninger op til D-dag (invasionen ved Normandiet). Dette var blevet gjort for at forsinke de tyske forsyninger, men ramte nu de allieredes fremtykning. De mange forsyninger måtte bringes frem med lastbil, og det var ineffektivt. Der skulle fx bruges fem liter dieselolie på transport for hver liter dieselolie, der skulle bringes frem til den belgiske grænse. Tidligt i oktober var forsyningssituationen blevet så kritisk, at yderligere allieret fremtykning næsten var umulig, selv om de tyske tropper trak sig tilbage.
De allierede generaler sloges indbyrdes om at få hovedparten af forsyningerne til sin armé, så i hvert fald én armé var klar til en offensiv. Eisenhower, de allieredes øverstbefalende, insisterede på en strategi med en offensiv over en bred front, men med første prioritet på styrkerne i nord. Det var lykkedes disse styrker at indtage de vitale tyske industriområder i Ruhr. Mens de allierede stoppede fremrykningen for at omgrupperede og ventede på forsyninger. Det gav den tyske general Gerd von Rundstedt mulighed for at organisere de tilbageværende tyske styrker til en lille, men relativt effektiv forsvarsstyrke.
Meningen med General Montgomerys fejlslagne operation Market Garden i september, havde været at indtage Antwerpen, krydse Rhinen og derved omgå Sigfried-linjen. Operationen fejlede og efterlod de allierede styrker i omtrent den samme position som før. Det lykkedes den belgiske modstandsbevægelse at forhindre tyskerne i at ødelægge havnen i Antwerpen, men Montgomery valgte at stoppe sin fremrykning lige øst for Antwerpen, for at omgruppere og tilføre nye forsyninger, i stedet for at fortsætte fremrykningen mod Walcheren. Det gjorde, at tyskerne kunne forstærke de relativt svage tropper og kystbatterier der med tre gange så store styrker. For at kunne nå Antwerpen var de allieredes skibe nødt til at sejle ind ad floden Schelde, der havde Walcheren på den ene bred, og det var ikke muligt så længe byen var på tyske hænder. Et angreb på Antwerpen blev først muligt efter at den canadiske 1. armé i november udkæmpede slaget ved Schelde og erobrede Walcheren. De allieredes skibe kunne nu endelig lægge til i Antwerpen, og det lettede forsyningssituationen, selv om de allierede styrker var spredt udover Frankrig, Belgien og Luxembourg.
Den tyske situation var meget alvorlig. Tidligere på sommeren havde operation Bagration – en massiv sovjetisk offensiv på østfronten – gjort holdt i Polen, men den sovjetiske overmagt var så stor, at det kun var mangel på forsyninger og udmattelse der gjorde, at fremrykningen stoppede. Det stod klart, at de sovjetiske tropper forberedte en vinteroffensiv, formentlig i december.
Tidligere i 1944 havde allierede bombetogter stort set sat det tyske Luftwaffe ud af funktion, hvilket gjorde, at tyskerne ikke havde overblik over slagmarken, og heller ikke kunne angribe de allieredes forsyningskoloner. I modsætning her til, blev de tyske koloner i dagslys øjeblikkeligt opdaget og bombet af de allierede. Dette, sammen med bombningen af de rumænske oliefelter, havde ført til, at de tyske tropper havde et stort underskud af olie og benzin.
Det eneste lyspunkt for tyskerne var, at vestfronten var blevet meget kortere. De skulle ikke længere forsvarer hele Vesteuropa, men var meget tættet på tysk territorium, hvilke betød kortere forsyningslinjer. Ydermere kunne de bruge det veludbyggede tyske telefon- og telegrafsystem, hvilket betød, at de ikke behøvede at bruge radio, og at de allierede derfor ikke længere kunne aflytte deres radiokommunikation gennem det britiske Ultra-program.
Med slutningen på operation Bagration og den canadiske offensiv ved forårets komme, blev der stille på begge sider af fronten.
[redigér] Den tyske planlægning
Hitler, der tilsyneladende havde mistet evnet til sagligt at vurdere den militære og politiske situation, mente, at det ville være muligt at organisere et effektivt forsvar af Tyskland, hvis bare man kunne holde kampene på én front. Da operation Market Garden slog fejl, samtidig med, at operation Bagration stoppede op, fik de tysker styrker for en stund initiativet. Det stod klart, at hvis der skulle komme en tysk modoffensiv, skulle det være nu.
Den tilstand de tyske tropper befandt sig i, gjorde det ikke muligt at angribe de massive sovjetiske arméer. Flere planer blev foreslået, men de havde ikke den store strategiske gevinst. Selv hvis det skulle lykkes de tyske tropper at omringe og besejre de sovjetiske styrker, havde sovjetterne så mange reserver, at det ikke ville nytte.
Mulighederne var mere lovende i vest. De allierede havde tydeligvis problemer med forsyningerne, og dette havde konsekvenser for tempoet for de allieredes operationer. Erobringen af Antwerpen havde dog hjulpet noget på de allieredes situation. Men de allierede tropper var strakt ud over en front, der gik fra Frankrig og helt ind i Nederland, og langs den var flere dårligt forsvarede stregninger. Et vellykket angreb ville kunne binde de allierede styrker der i længere tid, og måske tvinge USA og Storbritannien til at indgå en fredsaftale.
Der blev udtænkt flere planer, men den tyske overkommando koncentrerede sig om to af dem. Den ene gik ud på at angribe to steder på flanken til de amerikanske styrker, i håb om at omringe 9. og 3. armé. Dette ville give Tyskland kontrollen over godt defensivt terræn, hvor de tidligere havde forsinket amerikanerne kraftigt. Den anden plan skitserede et klassisk Blitzkrieg-angreb gennem det dårligt forsvarede Arndenner, for at slå en kile mellem de britiske og amerikanske styrker og generobre Antwerpen.
Hitler koncentrerede sig fra begyndelsen som den sidste plan. At afskære én amerikansk armé ville måske sætte pågældende armé ud af spillet, men der var andre amerikanske og britiske styrker i området, der kunne tage kampen op. At dele de amerikanske og britiske styrker, mente Hitler, ville puste til den kendte konflikt mellem Patton og Montgomery, som ville skændes over de få forsyninger, de havde til rådighed. Hvis det lykkedes for tyskerne at tage Antwerpen, ville fire allierede arméer blive fanget bag de tyske linjer, og de allierede blive afskåret en vigtig forsyningslinje. Hitler mente, at det ville være nok til at få en fredsaftale med de vestallierede, hvorefter man kunne koncentrerer sig om østfronten.
[redigér] Den tyske planlægning i detaljer
Den tyske overkommando bestemte sig i midten af september, efter Hitlers insisteren, for at angribe gennem Ardennerne, akkurat som man havde gjort i 1940 under Kampen om Frankrig. Hovedstyrken skulle rykke frem til floden Meuse, og derfra rykke nordvest over mod Antwerpen og Bryssel. Det vanskeligste moment ville blive begyndelsen, hvor terrænet vanskeliggjorde hurtig fremrykning. På den anden side af Meuse ville terrænet blive bedre, og muliggøre en hurtig fremrykning mod kysten. Planen fik kodenavnet Wacht am Rhein (tysk for ”Vagt på Rhinen”) for at forvirre de allieredes efterretningstjenester.
Fire arméer blev valgt til operationen:
- 6. SS Panserarmé, under Sepp Dietrich. Denne armé blev dannet den 26. oktober 1944 og bestod af nogle af Waffen-SS' elite enheder, herunder 1. SS Panserdivision Leibstandarte Adolf Hitler og 12. SS Panserdivision Hitlerjugend – de eneste to divisioner, der bare Hitlers navn. Denne armé skulle danne hovedangrebsstyrken, og skulle lede det nordlige angreb, som havde til formål at indtage Antwerpen.
- 5. Panserarmé, under Hasso von Manteuffel, blev sat ind i midten, med Bryssel som mål.
- 7. Armé, under Erich Brandenberger, blev sat ind i syd for at beskytte flanken.
- 15. Armé, under Gustav-Adolf von Zangen, blev sat ind i nord for at binde de amerikanske styrker.
Øverstkommanderende for operationen var feltmarskal Walther Model, leder af Armégruppe B, og Gerd von Rundstedt, øverstkommanderende for de tyske styrker på vestfronten. For at operationen skulle blive en succes, mente planlæggeren, var der 3 nøglekriterier:
- Angrebet skulle komme som en fuldstændig overraskelse;
- For at forhindre de allieredes fly i at overvåge og bombe den tyske fremrykning, skulle vejret være tilpas dårligt;
- Fremrykningen skulle foregå hurtig, og måtte ikke blive forsinket. Feltmarskal Walther Model udtalte, at Meusefloden skulle nåds inden fire dage, hvis offensiven skulle nogen chance.
De styrker, som blev sat ind, var allerede blevet reduceret fra planlagte 45 divisioner, til omkring 30. Dette skete på grund af mangel på både personel og materiale. Disse 30 næsten genopbyggede divisioner bestod bl.a. af nogle af den tyske hærs sidste reserver, herunder enheder fra Volksgrenadierne, der bestod af en blanding af krigshærdede veteraner og rekrutter, der tidligere var blevet anset for at være for unge eller for gamle til krig. Træningen, udstyret og forsyningerne var utilstrækkelige. De forsyninger, der ikke kunne transporteres via jernbanen, måtte transporteres via hestevogne for at spare brændstof. Genopbygningen af divisionerne betød, at offensiven blev udskudt fra midt i november til den 16. december.
Før offensiven var de allierede blide for de tyske tropperokader. Den franske modstandsbevægelse havde ind til nu givet de allierede værdifulde efterretninger om de tyske troppebevægelser, men dette stoppede da man nåede den tyske grænse. På tysk territorium anvendte tyskerne telefon- og telegrafnettet, hvilket betød, at de allierede ikke havde nogen gavn af at have knækket den tyske Enigma-kode. Yderligere havde tyskerne indført radiotavshed, der galt al kommunikation om det forestående angreb. Attentatforsøget på Hitler den 20. juli havde fået Wehrmacht til at stramme sikkerheden, hvilket havde resulteret i færre lækager. Yderligere betød det dårlige vejr, at de allieredes fly ikke kunne observerer de tyske troppebevægelser.
Alt dette gjorde, at den allierede overkommando regnede Ardennerne for en rolig sektor, og stolede på efterretningstjenesternes analyser, som sagde, at tyskerne ikke ville være i stand til at gennemfører en større offensiv så sent i krigen. De allierede styrker i Ardennerne var en blanding af nye, uprøvede styrker (som 99. og 106. infanteridivision) og erfarne, men nedslidte styrker, der var sendt til sektoren for restituerer (som 2. infanteridivision).

To specieloperationer var blevet planlagt før offensiven. I oktober blev det bestemt at Otto Skorzeny, den tyske kommandosoldat, som havde reddet Italiens tidligere diktator Benito Mussolini, skulle lede en gruppe engelsktalende soldater i operation Greif. Disse soldater skulle ifører sig amerikanske og britiske uniformer, og havde til opgave at snige sig om bag de amerikanske linjer for at ændre skilte, omdirigere trafikken og skabe generel forvirring. Derudover skulle de belejre broerne over Meuse mellem Liège og Namur.
Sent i november blev en anden specieloperation vedtager: Oberst Friedrich August von der Heydte skulle lede en gruppe faldskærmssoldater i operation Stösser; et natudspring bag de allieredes linjer, der havde til formål at indtage et vigtigt vejkryds nær Malmedy.
Den tyske efterretningstjeneste havde udpeget 20. december som en sandsynlig dato for den kommende sovjetiske offensiv på østfronten. Den sovjetiske offensiv skulle knuse den sidste tyske modstand, og derved lægge vejen til Berlin åben for Stalin. De tyske planlæggere håbede, at Stalin ville vente med at angribe, til han kendte udfaldet af den tyske offensiv i Ardennerne.
I de sidste faser af planlægning forlod Hitler og hans stab deres hovedkvarter i Østpreussen, hvorfra de havde koordineret mange af slagne på østfronten. Efter en kort tur til Berlin den 11. december, tog de til Ørnereden, Hitlers hovedkvarter i Sydtyskland.
[redigér] Det indledende tyske angreb
Det tyske angreb begyndte om morgenen den 16. december 1944 klokken 5.30. Det belv indledt af et massivt artilleribombardement mod de allierede stillinger, forestået af 6. SS Panserarmé. Klokken 8.00 angreb alle de tre tyske arméer gennem Ardennerne. I nord angreb 6. SS Panserarmé gennem Losheim-passet og Elsenborn-åsen i et forsøg på at nå Liège. I midten angreb 5. Panserarmé mod Bastogne og St. Vith, der begge var vigtige vejkryds. I syd angreb 7. armé mod Luxembourg for at forsøge at sikre flanken mod et allieret modangreb.
Tyskerne brugte samme taktik, som sovjetterne med knusende effektivitet havde anvendt mod dem under operation Bagration. Den første tyske angrebsbølge bestod hovedsageligt af infanteri, som ryddede vejen og lavede knibtangsmanøvrer, der kunne udnyttes af de pansrede styrker. Det første angreb overraskede amerikanerne, og mange af de mest fremskudte amerikanske poster overgav sig. Først længere bag frontlinjen mødte den tyske offensiv stærk modstand, der forsinkede fremrykningen.
Langs den nordlige akse mødte 6. SS Panserarmé uventet hård modstand fra den amerikanske 2. og 99. infanteridivision. Den tyske fremrykning blev stoppet ved Elsborn-åsen. Dette tvang Dietrich til at sætte sine panserstyrker ind tidligere end planlagt. Det dårlige vejr var ikke kun en hindring for de allierede flystyrker, det hindrede også den tyske fremrykning, efter som vejene blev dårligere og dårligere. Det resulterede i at tusindvis af køretøjer sad fast i lange køer.
I midten og i syd gik det bedre for tyskerne.
Hitler havde forudsagt, at det ville tage Eisenhower to eller tre dage at finde ud af, at angrebet i Ardennerne ikke bare var et lokalt modangreb. Men han tog fejl. Allerede før den første dag var omme, sendte Eisenhower, stik i mod de råd han fik fra sin stab, forstærkninger til området. Inden en uge var der blevet sent 250.000 soldater til området. Samtidig blev den amerikanske 101. luftborende division og en kampgruppe fra 10. panserdivision sendt af sted for at forsvarer Bastogne. 82. luftborende division blev sendt nordover til en position i nærheden af Liège.
[redigér] Operation Stösser
- Hovedartikel: Operation Stösser
Operation Stösser var oprindelig planlagt til at starte i de tidligere timer den 16. december, men blev udskudt en dag pga. dårligt vejr og mangel på brændstof. Det nye nedkastningstidspunkt blev sat til kl. 03 den 17. december. Nedkastningszonen var 11 km nord for Malmédy, og deres mål var Baraque Michel-vejkrydset.
Von der Heydte og hans mænd havde ordre til at indtage og holde vejkrydset i ca. 24 timer, før de efter planen ville blive undsat af 12. SS panserdivision Hitlerjugend. Meningen var at hæmme de allieredes forsyninger af materiale og forstærkninger.
Lige efter midnat mellem den 16. og 17. december lettede 112 Ju 52-transportfly med omkring 1.300 fallschirmjägere (tyske faldskærmstropper). Den nat blæste en kraftig snestorm over området med stærk vind og lave skyer. Som følge af det dårlige vejr kom mange fly ud af kurs, og nogle faldskærmssoldater blev kastet så langt som 12 km fra den planlagte nedkastningszone. Kun en lille del af den samlede styrke landede i umiddelbar nærhed af zonen. Den stærke vind greb de faldskærmssoldater, der rent faktisk var blevet kastet over landingszonen, og gjorde deres landing meget hård.
Ved middagstid lykkedes det at samle en gruppe bestående af ca. 300 mand, men denne styrke var for lille til at stille noget op mod de allierede styrker. Oberst von der Heydte droppede derfor planerne om at tage vejkrydset og beordrede i stedet sine mænd til at genere de allierede styrker i området med guerrilla-lignende angreb.
Den store spredning af de tyske fallschirmjägere, førte til rapporter om tyske nedkastninger over hele Ardennerne, hvilket fik de allierede til at tro, at en hel division faldskærmstropper var blevet nedkastet. Dette resulterede i en del forvirring og fik de allierede til at allokere tropper til at sikre deres bagtrop, i stedet for at sende dem til fronten for at bekæmpe det egentlige tyske angreb.
[redigér] Operation Greif
- Hovedartikel: Operation Greif
Det lykkedes Skorzeny og en lille gruppe engelsktalende tyske soldater, at snige sig ind bag de allieredes linjer den 16. december 1944. Selv om det ikke lykkedes dem at erobre de vitale broer over Meuse, som havde været et af målene med missionen, lykkedes det dem at skabe en voldsom forvirring hos de allierede tropper, der slet ikke stod mål med deres ringe antal. Rygtet om disse engelsktalende tyskere på allieret territorium spredtes som en steppebrand. Selv general Patton var alarmeret over situationen. Den 17. december beskrev Patton sin frustration over hvordan denne Skorzeny, der talte perfekt engelsk, skabte røre ved at overklippe ledninger, vende vejskilte og opskræmme hele divisioner.
De allierede oprettede hurtigt checkpoints langs vejene, der havde til formål at opsporer disse forklædte tyskere. Men disse checkpoints forsinkede også bevægelsen af allierede tropper og forsyninger. Militærpolitiet udspurgte soldater om ting, som man forventede, almindelige amerikanere ville kunne svare på, såsom navnet på Mickey Mouse kæreste, baseballstatistikker og navnet på Illinois’ hovedstad. Det sidste spørgsmål førte til en kortvarig tilbageholdelse af general Omar Bradley. Bradley gav godt nok det rigtige svar - Springfield - men tilsyneladende mente den efterretningsofficer, der afhørte ham, at det korrekte svar var Chicago.
Den forøgede sikkerhed betød imidlertid også, at de tyske bedragere fik det sværere, og nogle af dem blev fanget. Men selv i fangenskab lykkedes det dem at sprede desinformation: Under afhøringerne blev de spurgt om formålet med deres mission, hvortil nogle svarede, at de havde fået ordre til at tage til Paris for at tilfangetage eller dræbe general Eisenhower. Dette førte til øgede sikkerhedsforanstaltninger omkring Eisenhower, hvis bevægelsesfrihed blev indskrænket til hans hovedkvarter. Da disse soldater var blevet anholdt iført amerikanske uniformer, blev de henrettet ved skydning, noget der på den tid var standardproceduren i alle hære, men tvivlsom praksis ifølge Geneve-konventionen. Geneve-konventionen foreskriver kun, at soldater i kamp skal bære uniform, der tydeligt identificerer dem som kombattanter. Skorzeny, der var ekspert i international ret, vidste, at en operation som denne ville være fuldt ud lovlig, så længe de bar tyske uniformer, når de angreb. Skorzeny og hans mænd var helt klar over den store sandsynlighed for tilfangetagelse, og de fleste af dem bar - i tilfælde af, de skulle blive fanget - deres tyske uniform under den allierede. Skorzeny undgik tilfangetagelse, overlevede krigen og levede efterfølgende et farverigt liv.
[redigér] Malmédy-massakren
I nord havde spydspidsen af den tyske 6. SS Panserarmé, som bestod af 4.800 mand og 600 køretøjer, under ledelse af Waffen-SS oberst Jochen Peiper, trængt ind i Belgien. Om morgnen kl. 7.00 den 17. december erobrede de et amerikansk brændstofdepot nær Büllingen. Her gjorde de holdt for at tanke, og fortsatte derefter vestover. Kl. 12.30 nær landsbyen Ligneuville mødte de dele af den amerikanske 285. feltartilleriobservationsbataljon. Efter en kort kamp overgav amerikanerne sig. Ca. 150 amerikanerne blev afvæbnet og ført til en base i nærheden, hvor også andre, tidligere tilfangetaget amerikanere befandt sig.
Amerikanerne blev stillet op på rækker, hvorefter en SS-officer træk sin pistol og skød den første mand i rækken. Dernæst skød han den næste mand i rækken, hvorefter andre tyske soldater åbnede ild mod de amerikanske krigsfanger med maskingeværer. Det lykkedes en del af de amerikanske krigsfanger at flygte ind i en nærliggende skov. Mellem 72 og 84 blev dræbt.
Man ved ikke hvorfor, de tyske soldater henrettede de amerikanske krigsfanger – der findes ikke nogen skreven ordre fra SS om en sådan handling. Men henrettelser var ikke et udsædvanlige fænomen på østfronten; året før havde amerikanske styrker fx henrettet tyske og italienske krigsfanger under Biscari-massakren.
Nyheden om den tyske massakre spredte sig hurtigt igennem de allierede delinger, og senere udsendte den allierede overkommando en ordre om, at tilfangetagende tyske SS- og faldskærmssoldater skulle skydes på stedet.
Kampene fortsatte, og inden aften var Leibstandart-divisionen rykket nordpå, hvor de var kommet i kamp med den amerikanske 99. infanteridivision. Samtidig havde Kampfgruppe Peiper nået Stavelot. De var allerede bagefter tidsplanen, da det havde taget 36 timer at nå fra Eifel til Stavelot. Den samme tur havde kun taget 9 timer i 1940. Mens de amerikanske styrker trak sig tilbage, sprængte de brandstofdepoter og broer i luften. Netop manglen på brændstof skulle senere vise sig at blive kritisk for den tyske fremrykning.
[redigér] Kampfgruppe Peipers angreb
Peiper rykkede ind i Stavelot den 18. december, men mødte her stærk modtand fra de amerikanske styrker. Peiper, der var ude af stand til at nedkæmpe de amerikanske styrker i området, efterlod en mindre gruppe mænd i byen, og rykkede selv videre mod broen ved Trois-Ponts med hovedparten af styrken. Før han nåede broen, havde de allierede imidlertid sprængt den i luften. Peiper rykkede i stedet videre mod landsbyen La Gleize og derfra videre til Stoumont. Men da Peiper nærmede sig Stoumont, sprængte de amerikanske styrker også broen dér. Amerikanerne havde gravet sig ned og var forberedt på en hård kamp.
Den 19. december blev Peipers styrker afskåret fra den tyske hovedstyrke, da amerikanerne tilbageerobrede det dårligt forsvarede Stavelot. Situationen ved Stoumont var nu håbløs for Peiper, der bestemte sig for at trække sig tilbage til La Gleize, hvor han gravede sig ned og ventede på forstærkninger. Men det lykkedes ikke de tyske forstærkninger at gennembryde de allieredes linjer, så Peiper, der stadig var fanget bag de allieredes linjer, besluttede sig for at forsøge at bryde tilbage til den tyske hovedstyrke. Den 23. december startede kampgruppen sit angreb bagover mod de allieredes linjer, men det var uden hovedparten af deres tunge køretøjer og udstyr, som de var tvunget til at efterlade. Det lykkedes dog hovedparten af soldaterne fra Peipers kampgruppe at undslippe.
[redigér] St. Vith
Både von Maunteuffels og Dietrichs styrker var afhængige af vejkrydset i byen St. Vith. Men de forsvarende allierede styrker, anført af den amerikanske 7. panserdivision og under kommando af generel Bruce C. Clarke, stod imod det tyske angreb, og sinkede derved yderligere den tyske fremrykning. Den 21. december lykkedes det de tyske styrker at erobre St. Vith, men de amerikanske styrker, der havde forsvaret byen trak sig tilbage til forberedte forsvarsstillinger, og forsinkede igen den planlagte tyske fremrykning. Den 23. december havde de tyske styrker knust de amerikanske flanker, og amerikanerne måtte trække sig tilbage til vest for floden Salm.
Den tyske plan havde forudsat, at St. Vith skulle indtages inden kl. 18:00 den 17. december, og den lange forsinkelse var et hårdt slag mod den tyske tidsplan.