Kimbrer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kimbrerne var en germansk stamme, der var bosiddende i det nuværende Danmark, muligvis i Himmerland. Kimbrerne drog i 120 f.Kr. mod Romerriget, der endnu i det 2. århundrede f.Kr. var en republik. Et andet germansk folkeslag, teutonerne, fulgte kimbrerne i deres folkevandring mod Sydeuropa.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Udvandring fra Jylland.

Kort der viser teutonernes og kimbrernes folkevandring, samt deres sejre og nederlag mod romerne.
Forstør
Kort der viser teutonernes og kimbrernes folkevandring, samt deres sejre og nederlag mod romerne.

Ca. 120 f.kr. fandt der en gigantisk folkevandring sted, hvor såvel kimbrer som teutoner hærgede og plyndrede ned gennem Europa. Det første møde mellem romerne og de to germanske stammer er i 113 f.Kr., hvor de på deres vandring fra Jylland er nået frem til Noreia, det nuværende Neumarkt i det sydlige Østrig. Mødet mellem dem resulterede i et slag, som romerne, under kommando af Gnæus Paririus Carbo, taber. Den romerske hær bliver løbet over ende, og rygtet om nederlaget udløser en voldsom forskrækkelse i Rom.

Fordi Roms opmærksomhed er vendt mod problemer i Middelhavsområdet, har de ikke tid til at tage sig af de nordlige barbarer. Kimbrerne drager planløst rundt i Spanien og Frankrig. I oktober år 105 f.Kr., var stammerne nået frem til Arausio, det nuværende Orange, der ligger nær floden Rhône i Sydfrankrig. Her støder romerne, under kommando af Quintus Servilius Caepo og Gnæus Mallius Maximus, og stammerne igen sammen. Denne gang resulterer det i endnu en overlegen sejr til kimbrerne og teutonerne.

[redigér] Roms redningsmand

Rom var forfærdet. Ifølge rygtet var der tale om enorme folkemasser. Mere end 300.000 våbenføre mænd, hertil kom endnu flere kvinder og børn. De søgte mod hjertet i Romerriget, Italien, i håbet om at slå sig ned. Drivkraften bag folkevandringen var beretningen om kelterne, der tidligere havde haft held til at slå etruskerne, for derpå at bosætte sig i Norditalien.

Alene den enkelte krigers udseende og kampmod var frygtindgydende. Folkestammerne var i romernes øjne høje, blåøjede og både modige og stærke. Efter nederlaget i 105 f.Kr. havde der bredt sig en stor usikkerhed om hvorvidt kimbrerne og teutonerne kunne sætte en brat stopper for de voksende Romerrige.

Netop i år 105 f.Kr. havde den romerske hærfører Gaius Marius afsluttet krigen mod Jugurtha i Nordafrika. Han var ikke populær blandt de indre kredse i Rom, fordi han pralede om sin ydmyge oprindelse, og hans manglende respekt for overklassen. Men i kamp var Marius en værdig general og strateg. Udover hans militære geni var han, trods forbud, konsul fra 105 til 101 f.Kr.

Som konsul begyndte Marius at reorganisere den romerske hær, (se Marius' militærreformer). Den romerske hær som før bestod af værnepligtige bønder, blev nu ændret til en professionel hær. Men også kimbrernes hærgen i Spanien, og teutonerne der blev i Frankrig, gav tid til at lægge en strategi.

I 103 f.Kr. blev Marius genvalgt, denne gang med Quintus Lutatius Catulus som kollega. Samtidig besluttede kimbrerne og teutonerne at drage til Italien. Af ukendte grunde drog stammerne i hver sin retning, så teutonerne fulgte Middelhavskysten, mens kimbrerne skulle krydse Alperne, og nærme sig Italien nordfra.

[redigér] Slaget ved Aquae Sextiae

Romernes strategi blev, at Marius skulle tage sig af teutonerne, medens kollegaen Catulus stoppede kimbrerne. Marius drog til Sydfrankrig, hvor han slog lejr ved Rhône-floden.

Skønt Marius' hær var i undertal, men ivrige efter en hurtig kamp, holdt Marius dem tilbage. Han ønskede de vænnede sig til teutonerne. Situationen tillod ikke en hurtig afgørelse, da romerne så ville tabe. Teutonerne blev trætte af al den venten, og drog videre. Ifølge historikeren Plutarch, tog det 6 dage for teutonerne, at passere forbi romernes lejr.

Romerne fulgte efter teutoerne, der slog lejr ved Aquae Sextiae, det nuværende Aix-en-Provence, der ligger henved 30 km. i fugleflugt nord for Marseille, oldtidens Massilia. Her tog Marius sig også god tid, og det første samstød mellem parterne var et mindre samstød, mellem ambronere, der var teutonere, og romere. Ambronerne tabte og flygtede tilbage, med nogle få forfølgende romere. Tæt på deres lejr blev de første flygtende ambronere hugget ned som forræddere, og forfølgerne som fjender, af ambronernes egen koner.

Marius sendte sin undergeneral Claudius Marcellus afsted med 3.000 svært bevæbnede infanterister, så de kunne støde mod fjendens ryg.

Dagen efter, i Slaget ved Aquae Sextiae, lod Marius sine soldater tag stilling foran lejren på et højdedrag. Marius ventede, og de utålmodige teutonere drog frem. Det resulterede i, at teutonerne angreb opad bakke. Først ved sammenstødet mellem Marius' hær og teutonerne, involverer Marcellus sig, hvilket medfører at teutonernes rækker går i opløsning, de drives på flugt, og romerne enten dræbte eller fangede mere end 100.000 mænd.

[redigér] Kimbrerne ved Vercellae i 101 f.Kr.

En kort periode efter sejren over teutonerne modtog Marius dårlig nyt om kollegaen Catulus i Norditalien. Planen mod kimbrerne var, at Catulus skulle stoppe kimbrerne ved floden Atesis, idag Adige, nord for Verona.

Kimbrerne skræmte romerne fra vid og sans, på grund af deres sære fremfærd. De rullede sig nøgne i sneen, gik op på bjergtoppene for derpå at sætte sig på deres skjolde og således kure ned ad bjergene over stok og sten. Kom de til en flod, og der manglede en bro, fyldte de floden med bakketoppe og træer de rev op med rode.

Overfor disse kæmper besluttede Catulus at trække hæren længere mod syd. Marius blev kaldt til Rom for at forklarer sig i Senatet. Derpå tog han op til Catulus, hvor Marius's hær nu befandt sig. Begge hære slog lejr nær Vercellae vest for Mediolanum, det nuværende Milano. Catulus's hær var på 20.300 mænd, Marius's på 32.000 mænd.

Kimbrerne ventede dog på teutonernes ankomst. De nægtede at tro på rygterne om nederlaget ved Aguae Sextiae. Derfor sendte de forhandlere over til Marius, for at få romerne til at overdrage land og byer til teutonerne og dem selv til at de kunne bosætte sig. Marius berettede om teutonernes nederlag, og fremviste de tilfangetagne teutonerhøvdinger.

Med denne ydmygelse bad kimbrernes høvding, der hed Boiorix, Marius om dato og sted for den afgørende kamp. Kampen skulle stå den 30. juli på sletten ved Vercellae.

Den bagende sol og støvskyerne var til romernes store fordel. Romerne var vant til varmen, medens intet var værre for kimbrerne. Romerne var talmæssigt underlegne, mod kimbrernes 180.000, men det lykkes romerne at slå kimbrerne og jage de overleverende på flugt.

Under forfølgelsen mødte der romerne et forfærdeligt syn, da sortklædte kvinder i kimbrernes lejr, slog alle ihjel, der kom løbende imod dem, ægtemænd, brødre og fædre. Børnene blev kvalt, og deres kroppe kastede ned for oksernes fødder. Kvinderne begik derpå selvmord, og mændene ligeså.

De to germanske folkeslag drømte om et bedre liv i Italien, men da der på grund af nederlagene til romerne kun ventede dem trældom, tog de deres eget liv. Mere end 120.000 mænd skulle have mistet livet under selve kampen, medens 60.000 blev taget til fange, skriver Plutarch.

I over et årti havde teutonerne og kimbrerne spredt rædsel i Romerriget. Efter Slaget ved Vercellae, var romerne igen beroliget i visheden om, at være herrefolket, indtil de senere folkevandringer undergravede Romerriget næsten fem århundrede senere.

[redigér] Kimrerne og teutonerne i tal

  • 113 f.Kr. Kimbrerne og teutonerne besejrer romerne ved Noreia (Neumarkt)
  • 105 f.Kr. Romerne knuses ved Arausio (Orange) i Sydfrankrig
  • 102 f.Kr. Teutonerne falder ved Aquae Sextiae (Aix-en-Provence) nær den franske Middelhavskyst
  • 101 f.Kr. Kimbrerne falder ved Vercellae, vest for Milano i Norditalien

[redigér] Kilde