De ortodokse kirker
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Ortodoks.
Den Ortodokse Kirke eller Ortodoksien (græsk hē orthē doxa "den rette tro") er en fælles betegnelse for den østlige kristenhed.
Den Østlige Ortodokse Kirke, (herefter den "Ortodokse Kirke") udgør teologisk set en helhed, men er administrativt opdelt i en række nationale kirker, der gensidigt er i kommunion med hinanden (dvs. anerkender hinanden). Bedst kendt er kirkerne i Grækenland og Rusland, hhv. den græsk-ortodokse og den russisk-ortodokse kirke.
Endvidere findes en række kirkesamfund i Mellemøsten, Afrika og Indien som også omtaler sig selv som ortodokse. Disse omtales normalt som de "Orientalsk Ortodokse Kirker", men er ikke i kommunion med hverken den Romersk-Katolske Kirke eller den Østlige Ortodokse Kirke, der begge to overgår dem i antal medlemmer. Til de Orientalsk Ortodokse Kirker hører bl.a. den Armeniske Kirke, den Koptiske Kirke (Egypten og Ethiopien), den Syrisk-Ortodokse Kirke og Sankt Thomas-Kirken i Indien.
Den Romersk-katolske Kirke og den Ortodokse Kirke blev formelt skilt fra hinanden ved det store skisma i 1054, hvor paven i Rom, Leo 9., og patriarken i Konstantinopel, Michael 1., gensidigt ekskommmunikerede hinanden. Det vigtigste stridspunkt mellem dem var at Paven krævede at de fire patriarker i henholdsvis Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem skulle anerkende ham selv som den øverste kristne myndighed på Jorden. Dette krav byggede han på at kirken i Rom var grundlagt af apostlen Peter. Dette nægtede de ortodokse idet de hævdede at det var rigtigt at kirken i Rom var grundlagt af apostlen Peter, men at deres fire patriarkater selv var grundlagt af andre apostle, og derfor havde de fem kirker altid haft samme status. Skismaet blev forstærket af politiske forskelle, idet patriarken af Konstantinopel var nært knyttet til det Byzantinske Rige, mens paven af Rom støttede det Tysk-Romerske Rige, der begge hævdede at være den rette arvtager til Romerriget. Både den Katolske Kirke og den Ortodokse Kirke opfatter sig selv som den sande katolske kirke, dvs. verdenskirken (trosbekendelsens "almindelige kirke" hedder på græsk katholikē ekklēsia). Andre teologiske stridspunkter var om alterbrødet skulle være hævet (ortodokse) eller usyret brød (katolikker), om helligånden kun udgår fra Faderen (ortodokse) eller om den udgår fra både Faderen og Sønnen (katolikker). Endelig tillod den Ortodokse Kirke at gifte mænd kunne bliver præster, hvorimod den Katolske Kirke krævede at præsterne skulle leve i cølibat.
Den ortodokse kristendom anser sig selv for at være identisk med den form for kristendom, der blev praktiseret i oldkirken, og lægger derfor meget stor vægt på at bevare sine ritualer uændret. Ligesom den Katolske Kirke praktiserer den Ortodokse Kirke den apostoliske succession. Et særkende er at hvor andre kirkelige retninger ville hævde at to punkter i Bibelen var selvmodsigende, der anser den Ortodokse Kirke begge skriftsteder for lige sande og med lige stor betydning. "Selvmodsigelsen" anses for at være et helligt mysterium, som ikke kan forstås af mennesker. Ligesom katolikkerne - men i modsætning til protestanterne - mener de ortodokse, at helgener, dvs. martyrer og særligt hellige mænd og kvinder, kan hjælpe med at formidle kontakt til gud, og den Katolske og den Ortodokse Kirke har et lang række helgener til fælles fra den tidlige kristendom. Den vigtigste er Jomfru Maria, som altid omtales med hædersbetegnelsen "Gudsmoder" (græsk Theotókos). Særlige helgenbilleder, ikoner, spiller en fremtrædende rolle i den Ortodokse Kirke, og indgår bl.a. i husaltre i private hjem. Et sådant vil normalt indeholde mindst to ikoner - én af henholdsvis Kristus og Jomfru Maria. Ikonerne opfattes som en art vindue til det guddommelige og fremstilles altid i en meget traditionsbunden stil. Den Ortodokse Kirke tillader ikke at (helgen-)billeder og lignende udføres tredimensionalt, for eksempel som fritstående statuer, idet det anses for at være et brud på Bibelens billedforbud. Til gengæld accepteres to-dimensionale afbildninger, f.eks. på ikoner.