Den apostolske trosbekendelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den apostolske trosbekendelse (lat. Apostolicum) er en oldkristen formular, der kort udtrykker nogle af de mest centrale læresætninger i den kristne kirke.
[redigér] Baggrund
Den kaldes apostolsk, fordi den skulle være formuleret af de tolv apostle (som bl.a. Grundtvig mente), men det lader sig næppe underbygge historisk. Den er langsomt opstået ud af forskellige formularer brugt i forskellige menigheder og har sandsynligvis været at finde i den nuværende udgave omkring år 200 e.Kr. Den regnes som fælles bekendelsesgrundlag for stort set alle nuværende kristne kirker, således også den danske folkekirke, hvor den ofte fremsiges, synges eller messes under gudstjenesten - ganske som den ligeledes indgår i form af en tilspørgelse under ritualet for dåb.
Det er ikke usandsynligt, at bekendelsen er formuleret imod gnosticismen.
Sammen med den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse og den athanasianske trosbekendelse regnes den gerne til de tre oldkirkelige (eller økumeniske) bekendelser.
[redigér] Ordlyd
Første del af bekendelsen, som den ofte reciteres, ("Vi forsager ...") er formelt set ikke del af selve bekendelsen men er sidste rest af et gammelt exorcismeritual.
Ordlyden er som følger:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.