John Maynard Keynes
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
John Maynard Keynes (5. juni 1883 - 21. april 1946) en engelsk økonom. Han regnes normalt som grundlæggeren af makroøkonomien med sit berømte værk The General Theory of Employment, Interest, and Money fra 1936.
Keynes hævdede at økonomien kunne havne i en varig tilstand af uligevægt med lav produktion og arbejdsløshed. Årsagerne til dette, mente han, lå i at den samlede effektive efterspørgsel blev for lav til at sikre fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse. Keynes tog dermed afstand fra "Says lov" som mange af datidens økonomer byggede på. De mente at man burde føre en "laissez-faire"-politik, dvs. at staten skulle blande sig så lidt som muligt i det økonomiske liv.
Keynes anbefalede i stedet en aktiv statslig politik med blandt andet rentesænkende pengepolitik for at stimulere investeringer, øgede offentlige udgifter og skattelettelser for at komme ud af krisen. Dette ville ifølge Keynes også skabe følgevirkninger som gjorde at økonomien efterhånden ville komme tilbage til fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse.
Keynes leverede også et moderne syn på hvordan opsparing skulle forstås; i modsætning til klassikerne mente Keynes at opsparing var en funktion af indkomst snarere end af renten, der jo egentligt kan forstås som opsparingens aflønning; men først måtte man altså have noget at spare op af; heraf opsparingens indkomstafhængighed. Herved viste Keynes at renten ikke var den effektive variable til stimulering af økonomien som klassikerne havde ment; der måtte efterspørgsel til.
Fra midten af 1930'erne fik Keynes' syn stadig større tilslutning blandt andre økonomer. "Storhedstiden" for hans teorier kom efter 2. verdenskrig og varede frem til begyndelsen af 1970'erne. De fleste økonomer var i denne periode enige om at man nu havde fundet et effektivt virkemiddel som kunne hindre konjunkturnedgange af den type som man havde haft tidligere. I 1970'erne fik man imidlertid nye typer økonomiske problemer. Blandt andet dukkede fænomenet 'stagflation' op. Det var en kombination af øgende prisstigning og produktionsnedgang, eller i al fald ikke øgning i produktionen. Stagflationen kunne ikke ophæves ved hjælp af de traditionelle keynesianske efterspørgselsstimulerende tiltag.
[redigér] Keynes’s teori
- Udbud skaber rigtig nok efterspørgsel, men der er ingen garanti for, at der skabes nok efterspørgsel til at sikre fuld beskæftigelse.
- Arbejdsmarkedet ligner ikke varemarkederne. Der er ingen garanti for, at lønnen falder ved overudbud af arbejdskraft (= arbejdsløshed). Derfor kan arbejdsløshedsproblemer ikke løses af markedskræfterne alene.
- Forbrugskvoten
- Staten kan fylde "hullet" i efterspørgsel ud ved, at staten bruger mere, end den får ind i skatteindtægter