Antonius den Hellige
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Antonios den Hellige, levede i første halvdel af 4. årh. i Kome Egypten.
Hans kristne forældre var ansete og fromme folk; men sønnens ideal var den apostolske fattigdom, så da han 20 år gammel efter forældrenes død en dag hørte evangeliet om den rige yngling (Matt. 19, 21), gav han sit gods bort og levede fra nu af som en eneboer i nærheden af sin hjemby.
I de stille timer fristede Djævlen ham, og han drog derfor ud i den libyske ørken, hvor han kæmpede en stadig kamp mod dæmoniske pinsler og fristelser.
Til sidst slog han sig ned på et ensomt bjerg på den anden side af Nilen, hvor han døde, angivelig mere end 100 år gammel.
Hans enebo blev snart omringet af mange andre, og fra nu af gik de, der ville leve et "filosofisk" Liv, ud i ørkenen for der at læse "den naturens Bog, der ikke indeholdt menneskeord, men kun Gudsord".
Antonius' fristelser har traditionelt været et yndet emne for kunstnerne, hvor det har afstedkommet skildringer af til tider meget vellystige fantasier.
Foruden det T-formede Antoniuskors (Tau-kors) er hans attributter oftest en klokke og et svin. Klokken brugte eremitterne til at skræmme Djævelen væk med; den blev senere hængt om halsen på deres såkaldte Antoniusgrise, som de havde lov til at have gående.
[redigér] Litteratur
- L. Mo11esen, Det kristne Munkevæsen, dets Oprindelse og første
Udvikling, København 1901.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |