Muhammad Ali

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Muhammad Ali

Statistik
Navn Muhammad Ali
Dåbsnavn Cassius Marcellus Clay, Jr.
Kælenavn The Greatest
Vægtklasse Sværvægt
Højde 191 cm.
Boksestil Venstrefods
Født 17. januar 1942
Fødested Louisville, Kentucky, USA
Nationalitet Amerikansk
Rekordliste
Antal professionelle kampe 61
Sejre 56
Sejre på KO 37
Nederlag 5
Uafgjorte 0
No contests 0


Muhammad Ali (født 17. januar 1942 i Kentucky, USA) er døbt Cassius Marcellus Clay. Han var en muslimsk, afro-amerikansk sværvægtsbokser. Han anses af mange for den bedste bokser nogensinde og på tværs af alle vægtklasser – ikke mindst af sig selv: Hans ofte gentagne slogan var: "I'm the Greatest!" (Jeg er den største). Denne position er i dag anerkendt af de fleste. Den Internationale Olympiske Komite (IOC) kårede i 1999 Ali som det 20. århundredes største mandlige sportspersonlighed.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Den unge Cassius Clay – en ny type bokser

Cassius Clay begyndte at bokse som 12-årig. Han vandt guld i letsværvægt ved sommer-OL 1960 i Rom, hvilket blev kulminationen på en fantastisk amatørkarriere med 187 kampe og kun 8 nederlag. Senere samme år debuterede han som professionel og rykkede op i sværvægt. Her fortsatte han med at vinde hver gang, men det var ikke kun sejrene i bokseringen, som hurtigt påkaldte sig opmærksomhed. Det var også hans alt andet end ydmyge optræden uden for ringen. Det var meget atypisk for afro-amerikanske sportsfolk i 1960'ernes USA, hvor det hvide USA stadig forventede netop ydmyghed fra den tidligere slavebefolkning. Eksempelvis lavede Clay et show ud af inden sine kampe at forudsige, i hvilken omgang han ville slå sin modstander ud. Forudsigelsen blev gerne lanceret som et lille humoristisk digt, hvor Clay samtidig ofte fik afleveret en sarkastisk bemærkning om modstanderen. I 12 af sine første 19 professionelle kampe holdt Clays forudsigelser stik. Dette var med til at skræmme hans modstandere.

Men også Clays boksestil var bemærkelsesværdig. I amerikansk sværvægtsboksning havde alle tidligere store mestre arbejdet på flade fødder med udgangspunkt i stor slagstyrke og hårdførhed. Clay (senere Muhammad Ali) skulle siden vise sig også at have stor hårdførhed, men ikke nogen imponerende slagstyrke. Hans særkende var, at han "dansede" i ringen som en letvægter. Hvor andre sværvægtere stod på hælene for at få hele kroppens vægt bag stødene, var Clay altid oppe på tæerne. Hans benarbejde var elegant og helt exceptionelt hurtigt. Især i de tidlige år. Hans arbejde med overkroppen i undvigelserne var frækt og uforudsigeligt. Frækt, fordi Ali stolede så meget på sine undvigelser, at han ofte boksede uden parader, hvilket provokerede både modstandere og boksekommetatorer. Han havde armene hængende ned langs siden, når hænderne ikke pludselig lynede med de hurtige jabs. Hans jabs med venstrehånden kom så hurtigt, at modstanderne sjældent kom i position til at tage imod, og så var der åbnet for det mere ødelæggende højrekryds. Også hans dybe stød til kroppen var hurtigere og mere varierede end hos de fleste andre store boksere. I sværvægtsboksningen har verden hverken før eller siden set så hurtig, elegant, så komplet og taktisk begavet en fighter.

Foruden at være begavet med et unikt talent, var Clay især i de tidlige år også ’træningsnarkoman’ og lærte sig alt, hvad der var at lære i en boksering.

[redigér] Verdensmesteren: Muhammad Ali

Clay fik mange beundrere, men også mange modstandere, især i det hvide USA. Der var altid massivt presseopbud til hans kampe, og han håndterede medierne med stor veltalenhed, selvtillid og charme. Den 25. februar 1964 fik han endelig chancen for en titelkamp om verdensmesterskabet i sværvægt. Den kom til at stå mod den forsvarende mester var Sonny Liston, som var berygtet for at smadre sine modstandere på grusomste vis. Liston var betydeligt større end den unge Clay, og ikke mange levnede udfordreren nogen chance for at vinde. Op til kampen gav det pengene 8 gange igen at spille på Cassius Clay som vinder.

Men det gik anderledes end ventet. Da gongongen lød til syvende omgang, kunne Liston ikke rejse sig. Cassius Clay havde nedbrudt mesteren med sine lynhurtige jabs med venstrehånden. Nu regerede en ny mester i ringen.

Dagen derpå meddelte den nye verdensmester, at han havde konverteret til islam og var blevet medlem af Nation of Islam og omdøbt til Muhammed Ali af lederen af Nation of Islam, Elijah Muhammed. Ingen måtte herefter kalde ham ved hans slavenavn, Clay. (1975 forlod han Nation of Islam og blev sunnimuslim).

I årene efterbesejrede han alle tidens bedste sværvægtere en efter en. Her under stjernerne Floyd Patterson (flere gange) og Ernest Terrell.

Ali var vokset op i ghettoen og stillede sig solidarisk med andre sorte ( 1960'ernes borgerretsbevægelse), som kæmpede for lige rettigheder uanset hudfarve, afskaffelse af racelovgivningen. Ali delte også ud af sine præmiepenge til mennesker, som var dårligere stillet.

Alis storskryderi og sociale engagement gav ham imidlertid mange fjender blandt hvide, der ikke ønskede forandring, og som mente, at den sorte mand skulle "kende sin plads". I de sorte slumkvarterer var hans popularitet til gengæld uden sidestykke. Når Ali vandt sine kampe, var det mere end en sejr i en boksekamp. I ghettoen blev det set som den undertryktes sejr over undertrykkeren.

[redigér] Ali mister bokselicensen

I 1966 blev Muhammad Ali indkaldt til militærtjeneste i [[Vietnam]. Dette nægtede han imidlertid ved at henvise til, at det stred imod hans religion. Han proklamerede, at han ingen fjender havde i Vietnam og derfor ikke ville bekæmpe befolkningen der.

På dette tidspunkt havde Vietnamkrigen endnu ikke en nævneværdig opposition i USA. Derfor vakte Alis beslutning forargelse blandt store dele af den amerikanske befolkning. At følge sin overbevisning kom til at koste Ali dyrt. I 1967 blev han både frataget titlen som verdensmester i sværvægt og sin bokselicens. Han var da 25 år - en boksers bedste alder - men han havde mistet muligheden for at udøve sit hverv. Samtidigt blev han idømt 5 års fængsel, som han dog undgik ved at appellere. Alis sociale engagement og modstand imod indkaldelse vakte imidlertid genklang blandt ungdommen på de amerikanske universiteter. Derfor kunne den begavede og veltalende bokser tjene til brødet ved at rejse rundt til uddannelsesinstitutioner og holde foredrag.

Siden vendte opinionen. Modstanden mod Vietnamkrigen blev det almindelige standpunkt, hvilket var medvirkende til, at Ali i 1970 fik sin bokselicens tilbage. I 1971 modtog han endda den amerikanske højesterets ord for, at han havde været i sin gode ret til at nægte at gøre militærtjeneste.

[redigér] Ali vender tilbage – kampene mod Foreman, Frazier og Norton

Ali gjorde Ali comeback den 26. oktober 1970 med en knockoutsejr over Jerry Quarry. Allerede 8. marts 1971 fik han chancen for at genvinde sit verdensmesterskab. Modstanderen var Joe Frazier. Kampen blev udråbt til århundredets boksekamp. Det var et opgør mellem to ubesejrede mestre. Men Ali led her sit første nederlag som professionel. Han tabte på points efter en meget hård kamp. Efter endnu en sejrsrække til AliI tabte han 1973 til Ken Norton. Mange troede, hans tid som mester nu var forbi, og skadefryden i pressen var til at mærke. Pralhalsen fik læst og påskrevet. Men Ali var ikke færdig. I to revancheopgør besejrede han først Norton og siden Frazier. Så var han klar til igen at kæmpe om verdensmesterskabet.

Frazier havde i mellemtiden tabt titlen til den nye, unge stjerne George Foreman, som havde vundet alle sine hidtidige 40 kampe, 37 på knockout og næsten dem alle på knockout inden for de fire første omgange. Både Ken Norton og Frazier havde han besejret på Knockout i 2. omgang. Ingen af Foremans seneste 8 kampe havde holdt 2. omgang ud. Hans rekordliste var skræmmende. Ali kom til at stå over for Foreman i Zaire den 30. oktober 1974. Foreman var større og langt mere hårdtslående end Ali. Foreman havde et skræmmende skær af uovervindelighed over sig, som kun få mester før og siden (måske kun Joe Louis, Sonny Liston og Mike Tyson). Ali var lige så undertippet i denne titelkamp som i kampen mod Liston 14 år tidligere. Gennem de første syv omgange lod Ali Foreman slå sig træt. Ali viste sig som en overraskende hårdfør fighter og tog imod, hvad ingen af Foremans tidligere modstandere havde kunnet modstå. Samtidig fik han selv afleveret rigtig mange små udmattende jabs og stød til kroppen. Ali var blevet mange kilo tungere end i sine tidlige år, og var ikke helt så letbenet som tidligere, men havde stadig de hurtigste ben i sværvægtsboksningen. I perioder lod han sig fange i et hjørne, hvor han lod Foreman stå løs på paraderne, i andre perioder dansede han om sin modstander og prikkede sine stød ind. Pointmæssigt var kampen ret lige ved udgangen af 7. omgang. Men Ali var ved at få overtaget. Foreman var ikke vant til så lange kampe. Han var træt. I 8. omgang gjorde Ali kampen færdig. Han fangede Foreman i et hjørne med en slagserie og slog ham ud med et højrekryds. Ali havde vundet endnu en sensationel sejr.

Foreman var nedbrudt som bokser, nåede aldrig helt sit tidligere niveau, men boksede endnu nogle få kampe og holdt så efter et nederlag på point til Jimmy Young 1977 10 års pause fra boksningen frem til sit spektakulære comeback. Den legendariske kamp mellem Ali Og Foreman i 1974 blev døbt The Rumble in the Jungle.

[redigér] Karrierens afslutning

Herefter forsvarede Ali titlen i endnu nogle år. Han boksede 1975 en tredje kamp mod Frazier. Opgøret blev ligesom de første to vanvittigt hårdt. Det blev døbt The Thrilla in Manila. Af mange eksperter betragtes det som den hårdeste boksekamp nogensinde. Ali, som stadig var hurtigst på fødderne, vandt de første omgange, men Frazier fightede sig tilbage midt i kampen, for så igen at miste grebet sidst i kampen. Efter 14. omgang var Fraziers ene øje helt lukket, og hans træner, Eddie Futch, ville ikke tillade ham at bokse 15. og sidste omgang. Frazier var rasende over denne afgørelse og talte ikke siden til Futch, men havde kampen gået tiden ud, havde Ali formodentlig fået sejren på point. Kampen var nedbrydende for dem begge. Ingen af dem boksede siden en kamp på helt samme niveau. Frazier trak sig tilbage ikke længe efter. Ali sagde siden om kampen, at "det må være sådan, det føles at dø", men Ali vandt og forsvarede i de følgende par år titlen endnu 6 gange - herunder i en tredje og sidste kamp mod Ken Norton i 1976, endnu en gyser over 15 omgange. Mange kommetatorer såede tvivl om afgørelsens rigtighed. Også pointsejren over Jimmy Young samme år blev draget i tvivl. Promotor og matchmaker, den morddømte Don King, som nu repræsenterede Ali, havde valgt dommerne til kampen. Ali vejede 115 kilo og havde mistet sin hurtighed. Nu var den endelige nedtur uafvendeligt i gang.

Ali viste sig i decideret dårlig form og uforberedt, da han februar 1978 tabte på point til den nyprofessionelle Leon Spinks, som var blevet olympisk mester to år tidligere (ligesom hans lillebror, letsværvægtsmesteren Michael Spinks, der siden skulle vise sig som en langt større bokser end sin bror). Også dette nederlag revancerede Ali med en pointsejr september 1978. Han blev her den første sværvægter i historien, som erobrede VM-titlen for tredje gang. Så var hans karriere forbi. Han sluttede af med to mislykkede comeback-forsøg mod Larry Holmes (den store sværvægtsmester i første halvdel af 1980'erne) i 1980 og siden den mere ordinære Trevor Berbick i 1981. I alt bød karrieren på 61 professionelle opgør. Ali vandt de 56 og led 5 nederlag. 3 af disse fandt sted i hans 4 sidste kampe.

[redigér] Eftermæle

Muhammad Ali lider i dag af Parkinsons-syndromet, men stiller altid velvilligt op til velgørenhedsarrangementer. Hans betydning for afro-amerikanernes selvværd og stolthed er uvurderlig. Det var særlige omstændigheder, der gjorde denne indsats muligt for Ali. Alis frækhed i ringen (det, at han boksede uden parader og den måde, han snakkede til sine modstandere på, pralede) spillede sammen med hans budskab om, at afro-amerikanerne ikke skulle være ydmyge, at de skulle være stolte over deres hudfarve, ikke flove. Men denne frækhed havde ikke været mulig uden Alis usædvanlige mod i ringen, og uden for. Den havde heller ikke haft nogen effekt, hvis modstanderne havde været i stand til at fange ham med paraderne nede. Så var modet og frækheden blevet udstillet som dumhed. Pralerierne havde ikke virket overbevisende, hvis ikke Ali havde været så veltalende, morsom og charmerende foran et kamera. Det, at Ali var villig til at ofre næsten fire år af sin boksekarriere – i den bedste alder – for at få sit budskab igennem om ikke at kæmpe regeringens krig i Vietnam, har givet ham stor respekt for personlig integritet. Alt dette spillede sammen med tidens voksende modstand mod krigen og med de sorte borgerretsforkæmperes politiske fremgang, som Ali også selv bidrog til.

Ali synes også at have blivende betydning for islams udbredelse blandt afro-amerikanere. Ikke mindst har mange boksere fulgt Alis eksempel og konverteret til den religion, de forbinder med det Afrika, deres forfædre blev revet bort fra som tvangsforflyttede slaver. Det gælder eksempelvis Mike Tyson.

Muhammad Alis datter, Laila Ali, er verdensmester i professionel boksning.

[redigér] Anerkendelser

  • Clay/Ali er som den eneste blevet kåret til årets bokser fem gange (1963, 1972, 1974, 1975 og 1978) i Ring Magazine.
  • Den Internationale Olympiske Komite (IOC) kårede 1999 Muhammad Ali til århundredets sportsmand.
  • Ali var 1996 med til at tænde den olympiske flamme i Atalanta. Han fik ved samme lejlighed en ny medalje som erstatning for den guldmedalje fra OL 1960, som han var blevet frastjålet.
  • 2005 overrakte USAs præsident George W. Bush Ali Frihedsmedaljen (The Presidential Medal of Freedom), den højeste civile udmærkelse i USA.
  • 2005 blev Muhammad Ali i Berlin som den første US-Amerikaner hædret med Otto-Hahn-Frihedsmedalje i Guld af det tyske selskab for De Forenede Nationer (FN) - "for en bemærkelsesværdig indsats for fred og mellemfolkelig forståelse".
  • Hele 6 af Muhammad Alis kampe er blevet kåret som årets kamp i Ring Magazine. Også dette er rekord. Det gælder:
1963: Cassius Clay W10 Doug Jones
1964: Cassius Clay KO7 Sonny Liston
1971: Joe Frazier W15 Muhammad Ali
1974: Muhammad Ali KO8 George Foreman
1975: Muhammad Ali KO14 Joe Frazier
1978: Leon Spinks W15 Muhammad Ali

[redigér] Kendte citater

  • "Svæve som en sommerfugl - Stikke som en bi" (Ali om sig selv i ringen)
  • "jeg er så hurtig, at når jeg om aftenen trykker på kontakten for at slukke lyset, er jeg i seng, inden det bliver mørkt."

[redigér] Populær dokumentation

  • Muhammad Ali har skrevet selvbiografien Sandheden om mit liv.
  • Kurt Thybo har skrevet biografien The Greatest.
  • Will Smith spiller Muhammad Ali i filmen Ali fra 2001.
  • Se også dokumentarfilmen When We Were Kings.

[redigér] Eksterne links