Flandern
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Flandern er den nordlige, nederlandsksprogede del af Belgien.
Til Flandern hører tillægsordet flamsk, som også bruges som samlebetegnelse for de nederlandske dialekter, som tales i området. Befolkningen i Flandern betegnes som flamlændere.
[redigér] Historie
Flandern betegnede i middelalderen landet mellem floderne Schelde og Somme-floden, der nu er tredelt mellem Holland, Belgien og Frankrig.
Da Julius Cæsar kom til Gallien, var det beboet af de germanske menapier samt morinerne og atrebaterne af keltisk og belgisk stamme. I slutningen af den romerske kejsertid udgjorde det en del af provinsen Belgia secunda, men for øvrigt er dets ældste historie næsten ganske ukendt, og det romerske herredømme og den kultur, dette kan have avlet, forsvandt sporløst, da frankerne ved folkevandringernes begyndelse langsomt skød sig ind over landet. I merovingertiden kaldtes det pagus Mempiscus, og navnet Flandern dukkede først op i slutningen af 600-tallet samtidig med kristendommens indførelse som betegnelse for egnen omkring Brügge. Landet, der efter Karl den Stores død havde lidt meget ved normannernes plyndringer, tilfaldt ved forliget i Verdun i 843 Karl den Skaldede. Han oprettede markgrevskabet Flandern, som han betroede til en kriger Balduin Jernarmen, der ægtede hans datter Judith, og fra hvem den senere flanderske greveslægt nedstammer.
Balduin fik 864 grevskabet som arveligt len. Han forstod at holde normannerne borte, men efter hans død i 878 vendte de atter tilbage. I 900-tallet herskede en række grever, der skiftevis førte navn af Balduin og Arnulf. Balduin 4. af Flandern (988—1036) bemægtigede sig Valenciennes og kom derved i trid med kejser Konrad 2. af Tyskland, men han var heldig i kampen og erhvervede nogle besiddelser i nærheden af Gent samt de zeelandske øer. Efter den tid skelner man mellem det egentlige Flandern, Kronflandern, der var et fransk len, og Rigsflandern, som greverne havde til len af det tysk-romerske rige.
Balduin 5. af Flandern (1036—1067) knyttede ved giftermål for en kort stund Hainaut til sine øvrige besiddelser, mens derimod de zeelandske øer gik tabt til greven af Holland. Sønnen Balduin 6. af Flandern (1067—1071) var gift med Richilde af Hainaut, men overlod ved sin død regeringen til sin broder Robert Friseren af Flandern (1071—1093), der overvandt Richilde ved Cassel i 1071 uden dog at kunne forhindre, at hendes søn tiltrådte regeringen i Hainaut. Roberts søn, Robert 2. af Flandern (1093—1111), deltog i det første korstog, hvor man tilbød ham Jerusalems krone, som han dog afslog. Hans søster, Edele, ægtede Knud den Hellige, og da sønnen Balduin 7. af Flandern døde barnløs i 1119, arvede deres søn Karl den Danske Flandern (1119—1127). Han holdt god orden i grevskabet og var en dygtig hersker, hvis ry bredte sig langt ud over landet.
Da Karl den Danske blev dræbt under et oprør i Brügge og ikke efterlod sig arvinger, bevægede kong Ludvig 6. af Frankrig borgerne til at støtte hans prætendent Vilhelm af Normandiet. Da denne imidlertid ikke holdt sine store løfter, forlod stæderne hans sag, og Gent og Brügge valgte Didrik af Elsass til deres greve (1128—1168), som efterfulgtes af sønnen Filip af Flandern (1168—1191). Ved dennes død fik søsteren Margrete, gift med Bauduin af Hainaut, magten, hvorved Hainaut og Flandern atter forenedes, og da Filip 2. August ville inddrage landet som et hjemfaldent len, vandt hun ham for sig ved at afstå det senere Artois. Med deres søn Balduin, der deltog i det fjerde korstog og blev valgt til kejser i Byzans, uddøde Balduin Jernarmens mandlige efterkommere i 1206. Filip August bemægtigede sig for en tid lang grevskabet, men lod sig dog bevæge til at give det tilbage til Balduins datter Johanne, mod at hun afstod Valenciennes til Frankrig. Da Johanne døde 1244, overtog hendes søster Margrete regeringen. De egentlige herrer var dog stæderne, som hun gav vidtrækkende privilegier.
Under den gamle greveslægt havde en virkelig flamsk nationalitet efterhånden udviklet sig. Fyrsterne havde holdt adelen nede og beskyttet stæderne, og Flandern blev hurtigt Nordeuropas egentlige handelscentrum. Særlig var Brügge en blomstrende stad. Som sæde for Nordeuropas største pengemarked og et af hansestædernes kontorer blev det den store stabelplads for Østersøens og Middelhavets varer, især efter at den italienske handel fra 1318 var begyndt at gå søværts til Flandern. Landet var dog ikke blot modtagende, men også ydende, og dets tæpper og vævede uldstoffer var overalt i Europa en højt skattet handelsvare. Borgerne og bønderne, der ligeledes nød en ikke ringe frihed, havde været det gamle dynasti tro; nu afløstes dette af en ny slægt, hvis politik ikke svarede til landets interesser, og hvis ridderlige hofliv og ødselhed stillede store krav til borgernes lommer. Intet under, at de lavere stænder derfor satte hårdt mod hårdt, og at Flanderns historie i den følgende tid var en stedsevarende kamp mellem stæderne og greven, der i reglen fik hjælp fra Frankrig.
Margrete skiftede ved sin død i 1280 sine lande mellem sine to sønner. Jean d'Avesnes af første ægteskab fik Hainaut, medens Flandern tilfaldt den yngre Gui de Dampierre. Denne kom snart i strid med de patriciske råd i Gent og Brügge, der klagede til Frankrig, mens greven opsagde Filip 4. den Smukke huldskab og troskab og sluttede forbund med Edvard 1. af England. Filip erobrede imidlertid landet, og Gui måtte vandre i fransk fangenskab i 1300. Det lavere borgerskab harmedes imidlertid, over franskmændenes udsugeiser. Under ledelse af Peter de Coninck dræbte de den fremmede garnison i Brügge og tilføjede den franske ridderhær et forsmædeligt nederlag ved Courtrai i 1302. Gui døde 1305, og med hans søn og efterfølger Robert de Béthune (1305—1320) sluttede Filip en hård fred, der indskrænkede Flanderns territorium betydeligt. Stæderne nægtede dog at anerkende den, og først 1320 kan striden betragtes som endt. Den havde styrket demokratiets, lavenes, sag og gjort grevens magt næsten illusorisk. Borgerne i Brügge holdt endog en tid lang Roberts søn grev Ludvig af Nevers fangen, men Filip 6. af Frankrig tog sig af hans sag og førte ham tilbage efter sejren ved Cassel 1328.
Under den snart påfølgende kamp mellem Frankrig og England (Hundredårskrigen) var greven en tro tilhænger af Frankrig, mens borgerstanden var engelsksindet. England var det store marked, der forsynede dem med uld, og væverierne var stadig landets hovedindtægtskilde. Da Edvard 3. af England, som følge af at greven havde beslaglagt engelske skibe, tog repressalier og forbød uldudførselen, rejste Gent, der nu havde afløst Brügge som den vigtigste stad, sig under ledelse af Jakob Artevelde i 1337 og fordrede, at landet skulle holde sig neutralt, for at "ulden kunne komme ind i Flanderne". Greven måtte flygte til Frankrig, og Artevelde blev den egentlige regent, men da han nærmede sig England i højere grad, end mange fandt det tjenligt, blev han dræbt under et opløb i 1345. Det følgende år faldt grev Ludvig af Nevers ved slaget ved Crécy, hvorpå stæderne villigt hyldede hans søn Ludvig. I de ydre kampe tog Flandern i den følgende tid ringe del, men landet selv hærgedes af borgerkrigen. Købmændene og den højere borgerstand søgte at fravriste lavene deres magt, og by rasede mod by. Gent plyndrede således en mindre by, fordi dens borgere havde fordristet sig til at lave en type sort klæde, som genterne mente at have eneret på. I slutningen af sin regering blev Ludvig fordrevet af folkepartiet, der lededes af Jakob Arteveldes søn Filip, men Karl 7. af Frankrig tog sig af hans sag og vandt en blodig sejr ved Rosebeeke, hvor Filip faldt i 1382. Året efter døde grev Ludvig, og Flandern tilfaldt Filip den Dristige af Burgund, der var gift med hans datter Margrete. Efter at stæderne ved freden i Tournai i 1385 havde anerkendt den ny greve-hertug, var landets historiske rolle væsentlig til ende. Det blev et led i den store burgundiske husmagt, og med stædernes vidtstrakte kommunale rettigheder gik det, omend ikke uden kamp, efterhånden mere og mere tilbage. Handel og industri blomstrede imidlertid stadig, og i Hubert og Jan van Eycks værksted skød den transalpinske renæssance sine fagreste skud. Landets og folkets rigdom var bekendt viden om. Ligesom Milano var det bedste hertugdømme, således var Flandern det bedste grevskab, sagde man.
Da den burgundiske mandsstamme uddøde med Karl den Dristige i 1477, gik Flandern over til hans datter Marie, der var gift med den senere tyske kejser Maximilian 1., og knyttedes af Karl 5. til de øvrige habsburgske hus' lande, idet lensforholdet til Frankrig hævedes ved freden i Madrid i 1526. 1548 forenedes det med de 16 andre nederlandske provinser til den 10. såkaldte burgundiske kreds. Under den nederlandske frihedskrig sluttede Flandern sig en stund til de nordlige provinser, men blev vundet tilbage til Spanien af Alexander Farnese; dog afstodes ved den westfalske fred i 1648 den nordligste del af landet til Nederlandene, og ved Pyrenæerfreden i 1659 tabtes Artois til Frankrig, ligesom Ludvig 14. af Frankrig i de følgende fredsslutninger i Aachen, Nijmegen og Rijswick erhvervede en række grænsefæstninger. 1794 erobredes det tillige med de øvrige spanske nederlande af Jourdan, og under navn af Dept Lys (Vestflandern) og Escaut (Østflandern) forenedes det med Frankrig. På Wienerkongressen i 1814 henlagdes Flandern til Kongeriget Nederlandene, af hvilket det udgjorde en del indtil Belgiens uafhængighedserklæring i 1830.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. |