Diskussion:Vilhelmine charlotte drachmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vilhelmine Historien om en muse


I 2003 var jeg med min kone og et par gode venner på en ferie på Bornholm. Vejret var godt og vi kørte en hel del rundt på den dejlige og afvekslende ø. Et af vores besøg gjaldt Bornholms Kunst museum, lidt nord for Gudhjem. Her gik vi rundt og nød de dejlige kunstværker og på vej fra det ene lokale til et andet mærkede en kraftig udstråling i ryggen. Jeg vendte mig automatisk og så et mindre maleri af en ung og meget smuk pige. Jeg gik tættere på og så et ansigt som straks gav mig associationer til billedet af ”Mona Lisa” i Paris. Det kan alt sammen lyde lidt kryptisk, men det var nu sådan jeg oplevede det. Jeg købte et postkort af maleriet, som var malet af Kristian Zahrtmann, og således havde pigen (Vilhelmine) brændt sig fast i min bevidsthed. Senere på ferien kommer vi igennem den gamle bydel i Rønne og forbi Erichsen Gård i Laksegade. Det er her Vilhelmine har levet sine barndoms –og ungdomsår, det er her hun oplevede sin første store forelskelse. Det er her jeg beslutter mig til at skrive Vilhelmines historie med baggrund i hvad jeg kan finde om hende.


Vilhelmine Charlotte Erichsen bliver født i Rønne den 6 maj 1852 og vokser op i Erichsens Gård og have som den 3. yngste af en søskende flok på 12. Vilhelmine.

Vilhelmines far: Erichsen, Thomas, er Rønnes eneste Prokurator og har foruden et mindre bibliotek og en papirhandel som han passer ved siden af Prokuratorjobbet. Derudover er han en meget aktiv mand som elsker blomster og god mad. Han har spansk blod i årene og spor heraf kan tydeligt ses på Vilhelmine når hun er 15-16 år.

Vilhelmines mor: Westh, Michelle Cathrine, er hjemmets omdrejningspunkt og trods de ofte strenge tider bevarer hun sin blidhed og ro.



Den store maler Kristian Zahrtmann er en hyppig gæst i hjemmet og meget betaget af Vilhelmine. Han har udover at skildre Vilhelmine på maleri og skitser også beskrevet hende. I et brev til August Jerndorff dateret Rønne 1868 skriver han: ”-Jeg har haft en ung pige af mine bekendte at male, der interesserer mig i høj grad. - Et yndigere barn – hun er 16 år – kan ikke ses; hun er jo i en for de fleste uheldig alder, hvortil kommer en overordentlig højde og bredde, en kort hals og foroverbøjet holdning, men det er fejl, der kun så meget mere fremhæver hendes skønhed. Et regelmæsigere ansigt kan vel ikke tænkes- - Hendes hår og øjne er næsten sorte, hendes mund svulmende, og den bleggule farve bliver med sine vexlende og de aldeles regelmæssige, smalle øjenbryn så sydlandsk og melankolsk drømmende, at jeg kan blive så greben deraf, at penslen ryster i hånden. Selv ved hun ikke, at hun er smuk, tværtimod, jeg tror , at hun anser den gulladne farve hæslig, og overhovedet ved hun meget lidt, både af kundskaber og af, hvad livet er og giver. Derfor er hun ofte kommen med mange spørgsmål, der på en gang røber en uvidenhed og mangel på interesse for, hvad der er udenom hende, men som oftest røbe megen indadvendt tænken; og ytringer som hun for flere år siden har ladet falde, forbavse ved deres melankoli. Som elleveårig sagde hun engang, at hun ikke turde gå langs det store hav, thi så hun bølgen, fristedes hun til at gå ned deri,- thi hun ånder og lever med naturen, og viser bestandig tilbøjelighed til at gå op i den store natur ret som en dråbe i havet. Jeg har ofte beskæftiget mig med hende i lang tid, jeg har så søgt at komme på andre tanker, men hver gang kommer jeg tilbage til hende, og hvor jeg ser, når jeg drømmer, står igen den tungsindige skikkelse; der ser ud, som hang der to dråber i de sorte øjenhår, og øjnene ser ikke udaf, de ser kun indad.”





Således beundret lever den smukke Vilhelmine sit stille drømmeliv, i tæt kontakt med naturen. Hun står ofte og ser drømmende ud over havet som hun jo bor ganske tæt ved. Hun elsker også at være i den smukke have der omgiver den Erichsenske gård og som sin far elsker hun også blomster. Hun elsker imidlertid ikke måneskin og lider vist af lidt månesyge, hun vil i alle tilfælde ikke ud når der er måneskin.


Inde i København er der uro i familien A.G Drachmann i store Kongensgade. Det er en herlig sommer det år, 1868, men humøret hos professor Drachmann er på nul punktet. Årsagen er at hans ældste søn Holger Drachmann endnu engang har turet København rundt på adskillige værtshuse sviret råbt og støjet og endnu værre intet andet bestilt. Det er ikke første gang, men nu har hans far fået mere end nok nu skal der sættes hårdt ind overfor sønnens solderier og dagdriverier ”nu skal det fanden tage mig have en ende”, som professor Drachmann udtrykker det. Dommen Falder hurtigt og er hård: omgående deportation til Bornholm langt, langt væk fra det celebre natteliv i København, længere væk kunne man næppe komme dengang. Bornholm var jo ikke den elskede ferieø som vi kender i dag, men en meget fjerntliggende ø i alle kongens riger og lande. Der var skibsforbindelse imellem Rønne og København 1 gang om ugen med det gode skib Merkur. Selvsagt ikke om vinteren hvor Varpelars som bornholmerne kaldte skibet, gik i hi. På en af disse sommerlige ture kæmper kaptajn Markmann sig frem mod Rønne og med sig om bord har han den forviste søn Holger Drachmann. Holger har ytret ønske om at blive maler, marinemaler så nu vil hans far se om han kan male noget overhovedet, men det vigtigste er at han kommer i gang med at bestille noget. Vel ankommet rykker den 33årige Holger Drachmann ind på Gæstgiveriet og går straks i gang med at tegne , male og skrive lidt digte, men det med digtene er ikke rigtig noget der vil noget på det tidspunkt. Efter kort tid får han brug for noget mere papir og han bestiller det så hos kancelliråd Thomas Erichsens om lover at sende papiret med bud med det samme. Han sender så Vilhelmine og hendes søster af sted til Gæstgivergården og de leverer pakken til Holger Drachmann på hans værelse. Holger Drachmann bliver omgående vildt forelsket i den unge smukke pige og da han lukker døren efter hende siger han højt for sig selv "hende eller ingen" Nu kunne man jo få det indtryk at det er første gang Holger Drachmann bliver forelsket, men det er det ingenlunde, det skete tit. En af de kendte forelskelser var Polly som han ville gifte sig med, men hendes forældre blev rædselsslagne og pressede Polly til at gifte sig med en landmand. Drachmann får malet en del billeder, der hænger adskillige på Bornholms kunstmuseum lidt udenfor Gudhjem, og han maler også for Hjorts keramiske fabrik i Rønne.


Han skriver hjem til sine forældre om de smukke motiver og farver. Han tager til Nexø for at male et vrag og venter på en storm som ikke kommer.

"Nætterne er dejlige og fuldmånen har set mig sejlende i en båd langs klipperne eller klatrerne omkring i det maleriske bakketerræn.” 

Men Vilhelmine er bestemt ikke glemt.

Drachmann skriver: "En aften , en af de sidste lyse nætter erindrer jeg: Fra hovedstaden var et af privatteatrenes selskaber kommet til den lille ø for at give ferieforestillinger. Lumskeligt havde jeg den aftenstund lokket selskabet med mig hen gennem gaden hvor min elskede boede. "Lad os nu synge" bad jeg dem" som jo var intetanende – men selv betaget af nattens skønhed og måske af borgmesterens bourgogne stillede de sig op og sang. Under valnøddetræet hævede serenaden sig og tonerne slog sine svulmende vinger ud og kærtegnende strøg bløde-kraftige manderøster op om den elskedes værelse. Så drog kvartetten videre gennem den sovende by, hvor ingen vægter forstyrrede og ingen indbygger lukkede vinduet til.

” I aftenens glans nu gløde bjergenes top, og fuldmånen hist, den røde hæver sig op, I dalen er alt så mørkt og tyst sødt kilderne kvæge klippens bryst orangen højt, den søde sig vugger i træets top.

De sortbrune øjne tindre stjernerne lig de sige mig hjærtets indre brænder for dig.


Vinteren tilbringer Holger Drachmann i København, men han er en prøvelse for sine omgivelser, umulig over for sin familie, vranten, pirrelig som han er, af det martrende savn af sin sommer elskede. Da det bliver sommer rejser han straks til Rønne. Han besøger hver dag den erichsenske gård, for at være sammen med Vilhelmine.



Han skriver til Vilhelmines mor " Jeg kom daglig i deres hus og var daglig sammen med Vilhelmine. Jeg anvendte nætterne til at prøve mig selv, til at vurdere styrken af min kærlighed og sandsynligheden af dens bestandig hed. Jeg følte da at jeg elskede hende så dybt og stærkt som vel et menneske kan elske og jeg hengav mig da udelukkende til denne følelse, intet gjorde jeg for fremskynde den i denne så ubevidste, så drømmende og så yndige natur, men det beslægtede vort væsen og denne magiske sympati drog os sammen. Vilhelmine står ofte og ser ud over havet ved Nørrekås, som venter hun på en afklaring af sine tanker.

Vilhelmine Erichsen forlover sig med Holger Drachmann i 1869, men ingen af familierne er særligt lykkelige for arrangementet., Vilhelmine er en meget ung og fattig pige og Holger Drachmann uden uddannelse og indtægter af betydning.




”sagte gennem luften strømmer denne vellugt honningsød og som duftberuset jeg drømmer med en åben bog på skød

Efter nogle stridigheder der jo også hører forelskelsen til.


”se her min søde Vilhelmine har du en lille buket sæt den med hænderne dine ned i dit smækre korset glem al ufredelig tale to turtelduers kurrende vås jeg selv er gået ned for at male en byge på Nørrekås”

Den unge Drachmann




To år senere bliver de gift , vi er i 1871, Vilhelmine er nitten år og Holger lige fyldt 25 år.

Vilhelmines og Holger Drachmanns datter Eva Drachmann skriver i sin bog "Vilhelmine min mor"

"De skiltes efter 4 års ægteskab. Som digterens muse var Vilhelmine gået ind til et samliv, om hvis alvor og vanskeligheder ingen af dem havde det mindste begreb. Af de to var hun det største barn. Hun nåede ikke at blive voksen, før det hele var forbi. Som gammel reflekterede hun over hvor skæbnebestemt katastrofen kom - -. Hovedkulds dumpede hun fra den lille by ind i den store skare af "Det moderne gennembruds mænd", der samledes hos det unge par på hotel Phønix. Hun havde ikke begreb om den mindste husførelse. Hun fortalte selv, hvordan hun gik ind til slagter Arildsen og bad om et stykke inderlår og bønligt tilføjede hun "men endelig ikke for nær ved halsen". Hun havde jo i barndommen og hele opvæksten intet nyttigt foretaget sig - intet andet end at drømme."

1972 ”Under Granskoven”

”Da glider Dit Billed så smilende frem og vinker min Tanke ustandseligt hjem til Stranden og Skrænten den høje.

Hvad var der i Syden? Farvernes pragt, Formernes Renhed. - Det er jo lagt med mesterhånd i dit billed En Kunstner kan tegne de fine Træk. En Digter må lægge Pennen væk når et sådant Mål blev ham stillet.




Hvad var der i Syden? Elskov og Had. De stærke Ekstremer. - De følges jo ad hos Dig som hos ingen Anden, de blusse i Øjets sælsomme Glød, de farve Dig Kinden hvid og rød i sydlandsk Vexlen og Blanden.

Hvad var der i Syden? Det barnlige sprog Tanken, som aldrig blev kold og klog. - Det ligner jo Dig op ad Dage. Din Sjæl er et Barns, så lidet klog, Din Læbe kan kun et eneste Sprog: En Sang , en Kjærlighedsklage.



Inden det går galt bor Drachmanns i en lejlighed i Ryesgade og flytter senere i 1874 til Østerbrogade 60. På det tidspunkt er Vilhelmine blevet gravid, og navnet Drachmann står nu for en ung lovende digter og forfatter. Men Holger Drachmann forsømmer sin unge smukke kone, solder og lever sit elskede boheme liv, han sjældent er hjemme.

For Vilhelmine er det en meget ulykkelig tid. Hun prøver gang på gang at frembringe en abort , ved at springe ned fra spisebordet, for at løse bare noget af sin ulykkelige situation. Imidlertid lykkes hendes forehavende ikke og hun føder en datter den 4 november samme år. Det ændrer ikke det ulykkelige ægteskab Vilhelmine og hendes datter lever en tid i en lejlighed i Sorte Damsgade. Holger Drachmann forsømmer stadig sin lille familie for så til sidst at rejse helt væk.



Drachmann skriver et digt , i øvrigt til en helt anden lejlighed.


"Fest var vor Vaar, Dens dag var Strid for Brød for Liv, og ideal - dens Nat var Ild, dens Kvæld var sval: en skønheds tid - "Fru Belli´s Tid!"


Belli (smuk) er et navn som Vilhelmine får af de mange digtere og forfattere der kommer i deres hjem. Alle er de meget betagede af Vilhelmines skønhed og hun får mange venner iblandt dem. Det er også vennerne som presser Holger Drachmann, i udlandet, til at skrive at han ikke har opført sig efter loven om separation, så Vilhelmine kunne gifte sig med sin nye bejler Valdemar Hilarius-Kalkau, der tilbad hende og blot ventede på at kunne gifte sig med hende.. Drachmann skriver de nødvendige papirer Vilhelmine får sin skilsmisse og kunne i 1878 gifte sig med Valdemar Hilarus-Kalkan.





Maleri af Drachmann






DEL 2


Et helt nyt afsnit af Vilhelmines liv skulle tage sin begyndelse.

Wilhelmines-og Drachmanns datter Eva fødes inden giftermålet, men Wilhelmines nye mand betragter hende som sin egen datter. Wilhelmine fjerner alt der har med hendes tid med Drachmann at gøre. Som hun siger ”jeg holdt meget af Drachmann som han var dengang men den han er blevet nu bryder jeg mig ikke om” Så hun gør rent bord og fjerner Drachmann helt fra sit liv, vel også af hensyn til sin nye mand.



Tiden efter Drachmann






Det var fra starten min hensigt at skrive denne anden del med udgangspunkt i Eva Hilarius bog ”Vilhelmine min mor” men med mine egne ord, men efterhånden som jeg læste Evas bog forstod jeg at det ville være en helligbrøde så efter følgende er pluk fra Evas bog med hendes egne velskrevne ord.

Eva skriver i sin bog


”Den mand der blev mig i fars sted, da min mor i1878 ægtede ham, og som adopterede mig, har jeg altid betragtet som min far. For ham har jeg næret datterlige følelser og gør det den dag i dag, skønt jeg allerede fra mit sjette år blev oplyst om, at jeg ikke var hans barn. Jeg voksede op som Eva Hilarius-Kalkau, var barn sammen med hans og min mors andre børn og delte deres kår. Han gav mig sit navn et hjem, føde og klæder, samt de behørige klø de sidste hørte med til hans som til tidens opdragelsesmetode; Jeg har aldrig fået flere klø end hans egne børn, snarere færre, for hvis han gjorde forskel, har jeg en følelse af, at han holdt af mig på en ganske særlig måde. Han fortalte mig selv engang, efter jeg var blevet ældre, at han helt ude af sig selv løb frem og tilbage nedenfor vinduerne på ”Hjørnelund” medens fødslen stod på, og jeg kom til verden. Måske stammede hans kærlighed til mig fra de angstfulde timer. Han sagde tit at jeg lignede ham, og min mor sagde det samme; ligheden kom sikkert af at han beskæftigede sig så meget med mig i de første år, hvor jeg på en måde var som hans første barn, han var så ung og meget forelsket i min mor, frem for alt var de daglige bekymringer endnu ikke blevet så altoverskyggende, som de senere blev.

Et slidsomt liv blev hans lod. Hans far godsejer Hilarius-Kalkau til Rosengården, købte Gundsøgård til ham. De var rundt og se på forskellige gårde og forelskede sig begge i dens hovedbygning – en værre murerdrøm af herskabelighed, bygget af gulgrå flensborg sten, med skifertag, aftrappede gavle og tre mægtige trapper, en mod haven og to mod gården, men med faldefærdige udlænger, forsømte og udpinte jorder og en elendig besætning. Den gamle erfarne landmand så, hvad der kunne gøres ud af den , men faldt pludselig død om på sin daglige spadseretur fra villaen på østerbrogade ind til Triangelen, uden at have fået sikret sin søn den driftskapital, der var nødvendig. I stedet blev hans fire yngste, ugifte døtres arv sat i gården. Renterne af disse penge kunne min stedfar aldrig nogensinde udrede.

Faderens død vendte hans skæbne; Fra at være en rig mands forvænte søn, måtte han sammen med min mor slide og slæbe, årvågen, på færde tidlig og silde i et stort personligt arbejde. Ingen af dem, hverken han ude i sin bedrift, eller hun inde i huset, havde nogensinde tilstrækkelig hjælp, der var ikke råd til det. Gården var både for lille og for stor, begge sled de sig op.




”Allerede i en ung alder fik han sukkersyge, som dog først en snes år senere, rent tilfældigt, blev erkendt. Af naturen havde han et heftigt sind, sygdommen gjorde det ikke bedre og i en årrække – indtil han kom på diæt – var han nærmest sindssyg. Han kunne godt, ganske uretfærdigt, råbe og skrige op og slå os, og dog holdt vi af ham, når han havde raset ud. Han anede ikke hvor frygtelig han var ; ofte sagde han om sig selv: ”Jeg er da det fredeligste menneske under solen.” Vi vidste ikke om vi skulle le eller græde. Hun formede sig hurtigt efter ham og navnlig alle de krav, som livet ved hans side stillede. Det var beundringsværdigt, når man betænker hendes på en gang indesluttede og vilde natur, som hverken tålte lås og slå eller bånd og lænker, og dertil det bohémeliv, hun havde ført i de år hun var Drachmanns hustru.


I sit blå bomulds forklæde over en blå vaskekjole er min mor den allestedsnærværende skikkelse, hjemmets akse, hvorom alt i hverdagen bevæger sig. Hun ved alt, kan alt, og udretter alt uden nogensinde at gå af vejen for et arbejde, selv det groveste, eller uden om en pligt. Jeg føler det nu, jeg tænker frem for mit indre syn, som om vore øjne altid var rettede mod hende. Vi så hende altid, var helst altid omkring hende, livets grundpille. Og var hun en dag i København – fra den tidlige morgen af sted på den skramlende mælke vogn til Ølstykke station – var tilværelsen helt a lave, indtil hun kom tilbage med aftentoget, om vinteren i mulm og mørke. Kun jeg fik lov at blive oppe og vente på hende, de små kostedes i seng. Vi sad ved bordet i kontoret, papa og jeg, hundene sov i deres halmkurve tæt op ad kakkelovnen. Petroleumslampen kogte svagt og lyste over hans avis og min bog. Vi læste, talte ikke, og timerne sneglede sig af sted ; Det var en evighed siden, vi havde rejst os fra aftensmaden i den iskolde spisestue. Øjnene blev mere og mere tunge, bogstaverne i bogen hoppede og ordenes mening forsvandt – til den ventede vognrummel over brostenene pludselig bragte liv i os alle, mennesker som hunde. Hun satte sig ned ved ”sfinxsbordet” og aflagde beretning om alt, hvad hun havde udrettet. Vi fik alle te, og hun kom frem med en stor pose ”bybrød”, flettede birkes, surbrød og wienerbrød og muligvis en smule beskeden chokolade. Og hvad havde hun så ikke nået den hele dag i byen! Været hos direktøren for Landmandsbanken og bedt om henstand med renterne. Været op og ned ad Vesterbros sidegader i talløse grøntkældere for at falbyde kartofler. Prøver af udsøgte ”maggebonere” havde hun med i små poser, som hun og jeg havde syet. ”Hvad sagde din bror om kornet?” spurgte Papa . Det var morbror Chr. Erichsen, der havde fået prøver af den nytærskede byg og gerne skulle yde et forskud på pengene. Aftenen før mama skulle til byen hentede jeg den hollandske vægt med de små messinglodder og så til, hvordan papa omstændigt fyldte bægeret, strøg det af med en stang og til slut trykkede på fjederen så kornet styrtede ned i vægtskålen (jeg fik i en fart trukket næsen til mig). Det vejede korn hældtes i poserne og stod parat til næste morgen.



Når hun så var givet os tilbage, gled tilværelsen på plads, og vi sov roligt ind – men dagen havde været så trist og forkert, at jeg allerede gruede for næste gang.

Dyrebare billeder ser jeg for mit indre øje af min mors ungdom og skønhed. Hun var som en plante der gror hvor den er sat – omgivet af sin egen aura af lys og skønhed, skilt fra omverdenen ved fortryllende vægge strålende og tynde som sæbeboblens – og som denne rede til at splintres af et ublidt pust. Hun levede, hvilende i sig selv, indadvendt og sårbar.

I min barndom sang hun altid. Fra den tidlige morgen hørtes hendes klare stemme overalt, hvor hun færdes. I stuerne, i køkken og kælder, i hønsegården, i stalden hos kalvene og i haven blandt blomsterne. Ingen behøvede at spørge eller søge efter hende, vi kunne blot gå efter sangen. Det var alle mulige, naive, gamle arier fra forglemte syngestykker, der havde været på mode i min mormors ungdom, stumper af operaer, fra hun som den unge fru Drachmann ofte kom i teatret, det var ”Fredmanns epistler” og små rørende viser – en broget samling, som hendes børn kunne udenad, fra de var små. Men en dag holdt hun op med at synge. Jeg kan ikke tidsfæste, når det var. Om det blot var stemmens klang, der tabte sig med årene, og hun derfor ikke kunne lide at høre den? Om det ikke var samtidig med at hun, som hun selv sagde ”ikke kunne passe sine blomster mere”, hun havde ikke held med dem, de vantrivedes og gik ud, og hun var ikke som før, ivrig til at skaffe sig aflæggere af smukke og sjældne planter. De savnedes i vindueskarmene, og i hele hjemmet savnedes hendes sang. Det var som et lys var slukket. Hun sørgede selv over begge dele og talte ofte om det, som om en ulykke. Måske kom det ganske simpelt af, at hun blev træt. Hendes nerver var tyndslidte. Hun havde alt for meget at bestille, var slidt forjaget, aldrig færdig. Der var ikke råd nogensinde til at holde tilstrækkelig hjælp, hverken ude eller inde. Følgelig sled de to pligtopfyldende mennesker sig op, hun i huset, og hendes husbond i gårdens arbejde – og under idelige pengesorger. Det var hendes stolthed, at vi børn aldrig havde været vidne til et skænderi mellem vores forældre. Hun skændtes ikke hun tav, og bøjede af. Jeg husker hende sige, engang hendes husbond råbt og skreget aldeles ubehersket. ”Gud give han var et fredeligt menneske, så måtte han hellere gå i byen. Jeg var ung og tankeløs og sagde til hende: ”hvorfor tager du ikke dit tøj og går?” ” Vil du sige mig hvor jeg skulle gå hen. Jeg har aldrig lært noget, og jeg ejer ikke noget som er mit,” svarede hun. Hun sad hos den gamle fru Emilie Brandes og græd og beskrev sin hårde skæbne. Oraklet i Møntergade svarede: ”Man går ikke to gange.”






Tit har jeg undret mig over, hvor stor en rolle hendes skønhed spillede for hende selv, langt op i årene. Når hun spøgende sagde om sig selv ” Fordum hoffets zirath,” så mente hun sin ydre skønhed; og når hun talte om , at hun var en bedre skæbne værdig, tænkte hun mest på sin skønhed, som der hverken var tid eller råd til at pleje og hæge om i hendes arbejdsomme liv. For at trøste sig lo hun en lille vemod bort med ordene: ”man kan nu altid se på en ruin. om der er stil over den. Fortalte hun om de unge år, mens hun var gift med Holger Drachmann, og hvor han og alle vennerne beundrede hende, så var det også mest som den fejrede skønhed; og hun var barnlig glad, da hun i Edm. Gosses bog ”To besøg i Danmark” læste følgende: ” Fru Drachmann gik og stak med sin parasol i skovbunden, vistnok, tænkte jeg, ikke med urette ærgerlig over os, der her gik fordybede i abstrakte ideer, mens vi kunne have frydet os over skovens og hendes skønheds trylleri.” Længere fremme: ”Aftenhimlen var alt for strålende gylden, sundet alt for blændende blåt og farvetonerne på de grønne grene og de grå stammer, og på den drømmende fru Drachmanns glatte og uforligneligt fine kind; man kunne ikke andet end glæde sig.” Og endelig ”Denne sjældne skønhed, der tillige var meget indtagende, må ikke forveksles med nogen af de damer, der siden var gift med Holger Drachmann, som efterhånden blev en fuldendt ekspert i ægteskabets vanskelige kunst.” Det sidste godtede hun sig inderligt over. Hun var ikke selv klar over sit værd som menneske, eller over hvilken personlighed hun var. Midt i fedtemaden kunne hun udbryde: ” Her skal jeg stå – Jeg som fordum var hoffets Zirath. ” Hun elskede ”Marie Grubbe”, som J.P. Jacobsen havde foræret hende, og citerede den ofte. Engang gik mama og jeg sammen nede i vores eng og plukkede blomster. Vi elskede engen meget mere end marker og moser for dens blide blomster, der alle er uden duft – De lugter kun af deres egen saft. Hun bøjede sig og løsnede den fine, rankende fredløs, som groede nede i det tætte enggræs, hvor den klamrer sig fast med mange små reserve-rødder i jorden. ”Nu skal du høre dens historie” Og hun fortalte, mens hun samlede ranker for at plante dem i en skål, der hang i vinduet ved hendes sybord. ”Det var den sidste aften, inden Tyge Brahe med sin hustru og sine børn skulle bryde op fra Hven for at gå i landflygtighed. De gik sammen, han og hun, ud over engene, det var svært at sige farvel – tænk dig selv, til Uraniaborg og Stjerneborg: og de gik tavse ved hinandens side. Så bøjede hun sig ned, plukkede en blomst og rakte ham. Han tog den. Smilede bedrøvet og spurgte:”Ved du hvad den hedder?”

- - ? ”Fredløs”






Den sisyfussten ( sisyfusten er en sten som de ulykkelige føler sig forpligtigede til at rulle i evighed red.) min mor og min stedfader begge lige stræbsomme, sled med at slæbe op ad bjerget, holdt oppe af håbet, af en anelse lysglimt forude. Men det lysnede aldrig – stenen rullede ned og ned igen. Og sådan blev de ved – fra 1874 til 1914, men da var de begge slidt op.

Der var i den store stærke mand aller dybest inde noget sart og blufærdigt, som aldrig kom op til overfladen, som ikke vedkom det der hørte til hans byrdefulde hverdag til. I sit hjerte var han trofast mod sin kærlighed til den smukke ”fru Belli” og alt hvad der hørte deres fælles ungdom til . Han beundrede og forgudede hende, men skjulte det konsekvent hele livet igennem – han kunne ikke skabe sig om. Med årene mildnedes min stedfars sind; han og min mor levede ti fredelige år i Næstved, efter de havde solgt deres sidste gård i Herlufmagle – de havde ikke kræfter eller elasticitet til at tage fat påny – og han døde blidt og stille som 73-årig (i 1925 )med sin hånd i hendes, idet han hviskede ”- sådan, med min hånd i din er det ingen sag og dø.” Hun var hans store, eneste kærlighed, og han var ganske uvidende om, at han nogensinde havde tilføjet hende nogen smerte. Wilhelmine døde den 4 februar 1935 83 år gammel.


Holger Drachmann havde mange muser, en før og 6 efter Vilhelmine her nogle af de mere kendte.

Polly første gang var før Vilhelmine, Drachmanns ville giftes men efter pres fra hendes rædselsslagne forældre blev hun presset til gifte sig med en landmand. Vilhelmine Polly anden gang Drachmann bryder ind i hendes ægteskab Emmy Pollys søster Amanda/Edith Bokken Soffi, Bokkens søster Ingeborg

Vilhelmine og Edith var dem der havde størst indflydelse på Drachmanns karriere, man taler ligefrem om en Vilhelmine periode og en Edith periode. Det var da også de 2 sagde han på sit dødsleje der havde betydet mest for ham. Holger Drachmann ligger som bekendt begravet på grenen ved Skagen. Han døde den 14.02.1908 på Skagen hvor han tilbragte mange år af sit liv. Forholdet til hans sidste muse den smukke unge nittenårige Ingeborg var rent platonisk,


Finn Clausen Platanvej 20., Frederikssund DK 3600

[redigér] Hvad skal det her betragtes som?

Jeg undrer mig lidt over, hvad det her er for noget? Er det noget, der skulle have været anbragt i en artikel fremfor en diskussionsside? Er det kopieret direkte fra et andet sted? Bør det slettes eller flyttes?--Heelgrasper 26. apr 2005 kl. 19:05 (CEST)