Andreas Peter Bernstorff
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Andreas Peter Bernstorff (28. august 1735-21. juni 1797) var nevø til Johan Hartvig Ernst Bernstorff og far til Christian Günther Bernstorff. Han var Danmarks udenrigsminister i to perioder; 1773-80 og 1784-97. Var af oprindelse fra Hannover (som ikke hørte til det danske monarki). Fik som barn og ung hjemmeundervisning, studerede 1752-55 ved forskellige universiteter, rejste 1755-57 i udlandet (Italien, Wien, Tyskland, Paris, England) hvor han satte sig ind i forskellige landes økonomiske og politiske forhold.
Opholdet i England gav ham sympati for engelsk mentalitet og samfundsliv, men øvede ingen indflydelse på hans politiske anskuelser.Kom i 1758 i dansk tjeneste under beskyttelse af onkelen J.H.E. Bernstorff, som på dette tidspunkt var udenrigsminister. I de tidlige år var Bernstorff den samvittighedsfulde embedsmand; han udførte sine pligter, men uden den helt store indflydelse. Han blev afskediget sammen med onkelen i 1770 da Struensee kom til magten. Bernstorff udtrykte sit mishag over Struensee; det var dog mest styret og ikke nødvendigvis de konkrete tiltag som han var utilfreds med. Hverken han eller onkelen deltog på noget tidspunkt i konspirationer mod Struensee.
Bernstorff blev kaldt tilbage i slutningen 1772, da Struensee var blevet væltet. Han trådte i første omgang ind i Finanskollegiet, men blev efter magtkamp og intriger valgt "til Chef for det udenlandske Departement" den 24. april 1773. Herfra regerede han enerådigt over denne afdeling, indtil der begyndte at blusse konflikter op mellem ham og Ove Høegh-Guldberg. Bernstorff stod sammen med onkelen alene som stærke tilhængere af er konseil- og kollegiestyre hvor resten af hoffet med Guldberg i spidsen hævdede enevældens ret til omfattende kabinetsordrer. Konflikten sluttede med Bernstorffs afskedigelse 13. november 1780.
Efter afskedigelsen flyttede Bernstorff til Holsten, og forbindelsen mellem kronprinsen blev styrket i de følgende år. Bernstorff var ikke direkte involveret i statskuppet i 1784, men men var fortaler for kabinetsstyrets ophør og ansvarlig for den nye regerings sammensætning. Efter kronprinsens nye stilling som de facto-regent kaldte han straks Bernstorff tilbage. Herefter indtog Bernstorff om ikke af navn, så af gavn, positionen som førsteminister.
Bernstorff holdt Danmark neutralt og uden for de store krige der prægede perioden. Specielt lykkedes det ham at holde landet fri af konflikt med det magtfulde England som danske købmænd under den florissante handelsperiode ofte udfordrede med deres ofte grove udnyttelse af neutraliteten. Han havde skarpe ideer, men var altid pragmatrisk i sin fremgangsmåde; ofte undlod han at komme med udmeldinger hvis det kunne skabe konflikt. Han var dybt religiøs og interesserede sig på sine ældre dage for mysticisme og deltog i åndemanerier. Han læste meget og var en overgang præsident for Videnskabernes Selskab. Han var oplyst, men deltog ikke i det nationale åndsliv; han kunne tale dansk, men benyttede det sjældent, og aldrig i skriftlige arbejder. Han levede standsmæssigt, men ikke ødselt og var reserveret og kultiveret i sin selskabelighed. Trods det var der sorg, både i kongehus, regering og i befolkningen da han døde 21. juni 1797.