Haakon 7. af Norge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kong Haakon VII af Norge
Forstør
Kong Haakon VII af Norge

Haakon 7. eller Håkon VII (3. august 187221. september 1957) var konge af Norge fra 1905 til 1957. Efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905 blev han valgt til konge af Norge ved en folkeafstemning.

Han blev døbt Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel, men gik under navnet "prins Carl" før han tog det norske kongenavn Haakon. Han blev efterfulgt som konge af sin søn, Olav.

Haakon 7. var den næstældste søn af kong Frederik 8. af Danmark, og yngre bror til kong Christian 10. af Danmark. Farfaderen var kong Christian 9. af Danmark, medan morfaderen var kong Karl 4. af Norge (Karl 15. af Sverige).

I 1896 giftede han sig med sin kusine Maud Charlotte Mary Victoria Sachsen-Coburg-Gotha, som i 1905 blev dronning Maud af Norge. Hun var født 26. november 1869, og døde 20. november 1938. Hun var yngste datter af kong Edvard 7. og Dronning Alexandra.

22. juni, 1906 blev Maud og Haakon kronet i Nidarosdomen i Trondhjem.

Under 2. verdenskrig fra 1940 til 1945 var kong Haakon i eksil i London. Kongen og kongefamilien blev et vigtig symbol på norsk modstand mod den tyske besættelsesmagt.