Grammofonplade

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Forstør

En grammofonplade indeholder lagret lyd og kan afspilles på en grammofon. Betegnelsen grammofonplade bliver kun sjældent anvendt i dag. I stedet taler man om en lp-plade eller en vinylplade.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Grammofonpladens historie

De tidligste grammofonplader blev lavet i lak og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet. Senere gik hastigheden ned til 45 omdrejninger - pladen blev mindre og kunne ofte indeholde et enkelt nummer på hver side - eller på engelsk: single. Begrebet ep (engelsk forkortelse for Extended Play) blev også anvendt, fordi den lille plade rummede mere lyd end den store 78-plade.

De "moderne" grammofonplader er lavet af PVC (Polyvinyl Chlorid) og er ret følsomme overfor ridser, bøjning og anden fysisk overlast.

Senere fandt man på 33⅓ omdrejninger i minuttet - hvilket gav anledning til et nyt navn, lp-pladen, hvor lp er en engelsk forkortelse for Long Play. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd - endog i hi-fi og 2-kanals stereo - hvilket gjorde det muligt for kunstnerne at indspille måske op til 12 numre i et lp-album. Bemærk: Man bør aldrig spille en 33⅓ rpm plade i 45 rpm hastighed da det kan skade det øverste frekvensområde når nålen ikke kan følge med på de høje frekvenser.

Lp-pladen bliver i dag ofte regnet for forældet, og er blevet erstattet af audio-cd eller Compact Disk Audio. Den anvendes dog stadig på mange diskoteker - bl.a. fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade og derved mulighed for at skabe nye lyde.

[redigér] Vinylpladen og cd'en

Teknikken bag vinylpladen er markant anderledes end den bag cd'en. Musikken på en cd er lagret digitalt, mens den på vinylpladen er lagret analogt. Selvom den almindelige opfattelse er, at den digitale cd har en bedre lydkvalitet, er der stadig diskussion om, hvorvidt dette er tilfældet eller ej. Grunden til, at diskussionen stadig findes, er, at der findes svagheder ved både den analoge teknik bag vinylpladen og den digitale teknik bag cd'en.

De to væsentligste begrænsninger ved cd'en er båndbredden og dynamikområdet. Båndbredden for cd-lyd er begrænset af den anvendte samplingsfrekvens, og den er 44,1 kHz for en cd. Teoretisk kan man gemme og genetablere et signal eksakt hvis signalets båndbredde er opad begrænset til det halve af samplingsfrekvensen, altså 22,05 kHz i dette tilfælde. Et af udfordringerne ved at optage lyden digitalt er netop at opnå denne båndbreddebegrænsning i praksis uden at miste noget væsentligt indhold af lydsignalet, og der bliver brugt mange tekniske foranstaltninger for et opnå dette.

Begrænsningen i cd'en dynamikområde har sit udgangspunkt i antallet af bits der er anvendt til at gemme det samplede signal; en cd har en opløsning på 16 bits. Hvert sample må nødvendigvis være afrundet til nærmeste værdi, og den afrunding har større og større indflydelse des svagere signal er. Denne strøm af afrundinger vil give en fejl på det digitale signal, og det betegnes kvantiseringsstøj. Kvantiseringsstøj har en del teoretiske egenskaber tilfældes med andre typer støj og med det udgangspunkt kan man f.eks. beregne cd'ens teoretiske dynamikområde som er 96 dB. Dette tal er langt bedre end hvad der normalt opnås med en vinylplade, men der er det særlige forhold, at når signalet bliver meget svagt vil kvantiseingsstøjen blive korreleret med signalet, hvilket i sidste instans viser sig ved at signaler som er mindre end en halv sampleværdi helt vil forsvinde ved digitaliseringen. Den hørbare effekt af denne korrelation er omdiskuteret.

På vinylpladen gemmes lydsignalet ved at omsætte det til mekaniske bevægelser i en skærenål. Det giver ikke samme begrænsninger som cd'en, men til gengæld kommer der andre til. Ved indspilningen gennemgår lydsignalet filtreringer og andre behandlinger som kan påvirke lyden, men en af de væsentlige svagheder er støj. Til forskel fra cd'ens kvantiseringsstøjgulv er sædvanlig pladestøj en kombination af hvid støj og knitren som kommer til hvis der kommer snavs i pladerillen. Det er en subjektiv vurdering hvor meget det forringer lytteoplevelsen, men generelt kan den menneskelige hørelse opfatte signalnuancer som er langt svagere end den overlejrede hvide støj.

Den diskussion ændrer dog ikke ved, at vinylpladen er langt mere modtagelig for slitage, smuds og støv, og at den kræver større omhyggelighed for at beholde sin lydkvalitet. Trods det findes der tilhængere som stadig foretrækker at lytte til de gamle, sorte skiver.

[redigér] Vinylpladen i dag

Selvom vinylpladen regnes for forældet, er der stadig efterspørgsel på dem. Meget nyt musik produceres også på vinylplader i et begrænset oplag og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye LP'er lavet på 180 grams plader der er meget mere solide og modstandsdygtige over for misbrug end normale LP-plader.

[redigér] Eksterne henvisninger