Kirkjubøur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kirkjubøur
['tsjisjtsjubøvur]
(dansk: Kirkebø)
Kirkjubøur på færøkortet
Placering N 61° 57' 22
V 6° 47' 37
Indbyggere (2005)
Rang
77
57
Kommune Tórshavnar
Postnummer FO 175
Markatal 39
Grammatik
Dativ:
Genitiv:

í/úr Kirkjubø
til Kirkjubøar

Kirkjubøur er Færøernes vigtigste historiske sted. Bygden er beliggende på Streymoys sydvestkyst med udsigt til Hestur og Koltur. Gennem middelalderen var Kirkjubøur bispesæde og dermed landets åndelige og kulturelle centrum.

Indtil 2005 var Kirkjubøur en selvstændig kommune sammen med nabobygden Velbastaður, men nu hører de til Tórshavnar kommuna. I Kirkjubøur bor omkring 80 mennesker.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Geografi

Olavs-kirken er beliggende direkte ved Hestø Fjorden mellem Strømø og Hestø og Kolter.
Forstør
Olavs-kirken er beliggende direkte ved Hestø Fjorden mellem Strømø og Hestø og Kolter.
Topografisk kort. Bemærk, at kortet viser øen Streymoy og derfor ikke Hestur i vest.
Forstør
Topografisk kort. Bemærk, at kortet viser øen Streymoy og derfor ikke Hestur i vest.
Døren ved kongsgården stammer fra vikingetiden og blev ødelagt 1833, men kongsbonden Jóannes Patursson udførte 1903 denne kopi efter originalen.
Forstør
Døren ved kongsgården stammer fra vikingetiden og blev ødelagt 1833, men kongsbonden Jóannes Patursson udførte 1903 denne kopi efter originalen.
"Múrurin" med kongsgården og øen Hestur i baggrunden.
Forstør
"Múrurin" med kongsgården og øen Hestur i baggrunden.

Kirkjubøur er beliggende ved fjorden Hestsfjørður (Hestø Fjord). Kirkjubøhólmur er en ø, som er beliggende foran Kirkjubø. Tidligere var der en forbindelse med fastlandet, men naturens kræfter har isoleret den. Holmen er omkring 2 hektar stor.

Fjeldet Kirkjubøkambur er 308 meter højt og er Streymoys sydligste fjeld. I fjeldet findes hulen Sverrihola ("Sverres hule") hvor der siges, at kong Sverre blev opfostret. Derfor har fjeldet navn efter hulen. Streymoys sydspids kaldes Kirkjubønes. Før færgehavnen Gamlarætt i nærheden blev indviet, sejlede færgen fra Tórshavn til Hestur, Koltur og Sandoy rundt om denne. Det andet fjeld ved Kirkjubø hedder Kirkjubøreyn og er 351 meter højt.

Mellem begge fjelde fører en vandrestig til Argir, den nuværende sydlige bydel af hovedstaden. En anden vandresti fører i nord rundt om Kirkjubøreynen. Dette område er for færøske forhold relativt lav, og derfor er vandreturen let og populær at foretage. En vejen (vej nr. 54) forbinder Kirkjubø med Velbastað og Tórshavn. Fra Tórshavn centrum til Kirkjubø er der 12 kilometer. Her kører bussen, og vejen er velegnet for cyklister.

[redigér] Historie

Det antages, at Kirkjubøurs historie går tilbage til vikingetiden på Færøerne. Efter at Færøerne blev kristnet 999 af Sigmundur Brestisson, var der to kirker på Færøerne: På Skúvoy og i Sandur. Muligvis stammer en tredje kirke fra den samme tid. Murrester Úti á Líkhúsið (ved lighuset) i Kirkjubøur kunne være denne tredje kirke. Men nyere teorier siger, at de stammer fra den påbegyndte St. Brendanus-kirke fra 1420.

I hvert fald etablerede den katolske kirke sig på Færøerne og fra 1111 var Færøerne et eget bispedømme - med Kirkjubøur som sæde. Præsteskolen havde stor betydning og var Færøernes første og eneste skole indtil reformationen (1538). Den norske konge Sverre opvoksede her, og han blev senere berømt for sin store viden.

I 1200-tallet blev Olav-kirken (sognekirken) opført. Den er landets ældste kirke, som stadig er i brug. Færøernes berømteste biskop var Erlendur fra 1269 til 1308. Det siges, at han skrev Fårebrevet (1298) og var idemanden bag Magnuskatedralen.

Kirkjubøur skal have bestået af 50 huse, men de fleste af disse blev skyllet væk af en storm, der rasede engang i 1400- eller 1500-tallet. Ved reformationen blev bispesædet og præsteskolen nedlagt. Den katolske kirkes tid var forbi, og al deres jord (omkr. 60% af Færøerne) var nu kongsjord. Bispesædet er siden 1557 kendt som Kongsgården, hvor familien Patursson bor i 17. generation. Gården er Færøernes største, og Patursson-familien en af Færøernes berømteste. Mange betydelige personligheder i kultur og politik er udgået fra denne slægt.

[redigér] Attraktioner

Magnus-katedralen, Olavs-kirken og kongsgården ligger alle tæt ved hinanden. Hvert enkelt bygning er et besøg værd, men alle tre tilsammen bidrager til Kirkjubøurs udstråling og fortæller om Færøernes rige historie og kultur.

[redigér] Magnus-katedralen

Magnus-katedralen bliver af færingerne almindeligvis kaldt múrurin (muren). Domkirken blev opført omkring 1300 i biskop Erlendurs tid. Bygningen er 26,5 meter lang, 10,8 meter bred og 9 meter høj, og murene er 1,5 meter tykke. Det vides ikke, om Magnuskatedralen nogensinde har været fuldført, eller om den altid er forblevet. I hvert fald er den højgotiske katedral i dag en ruin, som søges optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Ruinen har hverken tårn, vinduesruder eller tag. Følgelig er den stadig udsat for det barske færøske klima. En grundlæggende renovering skete for nogle år siden, og man overvejer nu at overdække ruinen med glas.

[redigér] Olavs-kirken

Sognekirken blev oprindelig indviet til Jomfru Maria, men senere til Olav den Hellige. Derfor hedder kirken også Olavs-kirken eller Ólavskirkjan på færøsk. Olavs-kirken er landets ældste kirke, som stadig er i brug, og var Færøernes domkirke i den katolske tid.

Bygningen blev opført i 1200-tallet, er 21,8 meter lang og 7,5 meter bred. Tårnet stammer fra 1855. I 1874 blev kirken ombygget, og meget af dens oprindelige præg blev ødelagt. Det var V.U. Hammershaimb og Hannes Finsen (Niels Finsens far og amtmand for Færøerne), som sørgede for, at de berømte stolegavle sammen med andre klenodier kom til Nationalmuseet i København. I 2002 blev denne skat tilbagegivet til Færøerne og kan nu ses på Færøernes Nationalmuseum.

Altartavlen er malet af Sámal Joensen-Mikines.

[redigér] Kongsgården

Kongsgården i Kirkjubø kaldes Kirkjubøargarður på færøsk. De ældste dele af blokhusene stammer fra 1000-tallet og kaldes roykstovan. I dag er roykstovan sammen med stokkastovan et museum, men her bor som nævnt også familien Patursson, den 17. generation uden afbrydelse. Kongsgården regnes blandt verdens ældste træhuse, som er stadig beboet.

Kirkjubøargarðurin er Færøernes største gård. Landbrug er en vigtig økonomisk faktor i Kirkjubø, men selvfølgelig kommer en masse også turister fra ind- og udland. Garðskaffi er en smuk café, men roykstovan kan også lejes til fester og andre begivenheder. Fårekød og oksekød er altid til at skaffe fra gården.

[redigér] Personligheder

  • Sverre Sigurdsson (1151-1202) - norsk konge, opfostret i Kirkjubø.
  • Biskop Erlendur (?-1308) - idemanden bag Magnus-katedralen, skrev fårebrevet, Færøernes ældste dokument.
  • Helena Patursson (1864-1916) - Færørnes første feminist, skrev bl.a. den første skuespil på færøsk.
  • Jóannes Patursson (1866-1946) - Helenas bror, nationalistisk politiker og forfatter.
  • Sverre Patursson (1871-1960) - Helenas og Jóannes' bror, forfatter og miljøaktivist.
  • Erlendur Patursson (1913-1986) - Jóannes' søn, forfatter og nationalistisk politiker.
  • Tróndur Patursson (f. 1944) - billedhugger og -kunstner.

[redigér] Litteratur

  • G.V.C. Young: Færøerne. Fra vikingetiden til reformationen. Rosenkilde og Bagger, København, 1982
  • Knud J. Krogh: Kirkjubøstolene og Kirkjubøur. et brudstykke af det færøske bispesædes historie. Tórshavn: Bókagarður, Emil Thomsen, 1988 (135 s.)
  • Magnus Jørgensen: Om Magnus katedralen i Kirkjubø på Færøerne og den historiske og kirkehistoriske udvikling i Norge i perioden 1100-1300. Tórshavn: 1991 - 25 bl. (emneopgave i kirkehistorie)
  • Kirstin Súsanna Eliasen: Kirkjubøur: kirker og bispegård, med særlig vægt på domkirkeruinen. Tórshavn, 1994. - 67 bl. (fagarbejde)
  • Lise Lyck: Kirkjubøur - World Heritage (unik seværdighed, der bør bevares for eftertiden ud fra globale hensyn). København: Handelshøjskolen i København, 1999. - 42 bl. (fagarbejde)
  • Steen Ulrik Johannessen: Turen går til Færøerne. København: Politikens forlag, 5. udgave 2005 (standard-rejsehåndbog)

[redigér] Eksterne henvisninger