Ismand (tilråb)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

I biografernes ungdom omkring 1910 var filmene korte og blev derfor hele tiden afbrudt af pauser med anden underholdning, hvorunder man kunne købe is (og slik), som var en vigtig indtægt for biografen. Film var dyre, og man kunne ikke sætte billetprisen så højt, at folk ikke kom ind.

Da man fik længere film med en form for handling, indlagde man stadig pauser i filmen, hvor man kunne købe slik og is. Nogle af pauserne var, når helten og heltinden kyssede hinanden langvarigt, da det samtidigt var det frækkeste, man kunne vise.

I pauserne kaldte man på ismanden for at købe is (og slik). Han kunne ikke betjene alle på en gang, og folk kunne ikke stå i kø. Derfor tog han dem, som skreg højest, først for at lukke munden på dem.

Det hører med til historien, at det ikke forstyrrede, at man råbte under filmen, da det jo var stumfilm.

Derfor kan man i dag stadig i spøg råbe ismand, når man ser nogle, der kysser hinanden længe, på film eller andetsteds.