Erik Scavenius
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Julius Christian Scavenius (født 13. juli 1877, død 29. november 1962), dansk statsminister fra 9. november 1942 til 5. maj 1945.
Erik Scavenius blev født på Klintholm på Møn og blev som cand.polit. i 1901 ansat i udenrigsministeriet. Det var en overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i Zahles første ministerium. I 1912 blev han gesandt i Wien og Rom og var derefter igen udenrigsminister i det andet ministerium Zahle fra 1913-20. Han tilsluttede sig Det Radikale Venstre.
Erik Scavenius var altså udenrigsminister under hele 1. Verdenskrig og spillede en betydelig rolle i bestræbelserne på at holde Danmark uden for krigen. Han blev beskyldt for at hælde mod Tyskland og blev som følge heraf stærkt forhadt i nationale kredse. Uviljen mod ham blev ikke mindre af, at han i forbindelse med Genforeningen i 1920 holdt strengt på nationalitetsprincippet. Flensborg skulle ikke være dansk, hvis flensborgerne ikke ønskede det.
I mellemkrigstiden var Scavenius fra 1922-24 formand for Det Radikale Venstre og var ligeledes i en årrække formand for Politikens bestyrelse.
Efter Danmarks besættelse i april 1940 blev Scavenius i juli påny udenrigsminister i ministeriet Stauning, som følge af P. Munchs fejlslagne tilpasningspolitik, der endte med hans afgang. Som under 1. Verdenskrig blev han igen en hovedperson i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville opnå det bedste resultat, hvis man man på forhånd var lidt imødekommende over for Tyskland på de områder, hvor man vidste, at man alligevel ville komme til at give efter til sidst. Denne politik lykkedes for så vidt, som at besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i andre tyskbesatte områder.
Efter Staunings død i foråret 1942 blev Vilhelm Buhl statsminister, men allerede i november samme år gik Buhl af og efterfulgtes af Erik Scavenius som både stats- og udenrigsminister. Befolkningen blev mere og mere negativt indstillet over for samarbejdspolitikken, og utilfredsheden kulminerede den 29. august 1943, hvor der blev erklæret undtagelsestilstand. Scavenius indgav sin afskedsbegæring, hvorved regeringen reelt ophørte med at fungere, og Danmark overgik til departementschefstyre indtil krigens slutning.
Scavenius' rolle under 2. Verdenskrig har været stærkt omdiskuteret i eftertiden. I mange år stod han som et symbol på samarbejdspolitikken, der af mange betragtedes som en sort plet på danmarkshistorien og som en modsætning til frihedskampen. Dette synspunkt er senest fremført af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Nyere historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch har søgt at rehabilitere Scavenius, bl.a. med det argument, at dennes politik sparede den danske befolkning, og herunder de danske jøder, for store lidelser.