Københavns belejring (1535-1536)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Københavns belejring var en periode fra juli 1535 til august 1536. Det var en del af Grevens Fejde, en borgerkrig som foregik under reformationsoprøret, og samtidig med belejringens og borgerkrigens afslutning indførtes reformationen i Danmark.
Byen var under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg og hertug Albrecht af Mecklenburg som Lübeckerne havde overtalt til at bistå. Der var fra begyndelsen rivalisering mellem disse to ledere som begge håbede på at overtage kongemagten, selvom de havde sluttet forbund om at genindsætte den fordrevne Christian 2.
Kong Christian 3. havde vundet søherredømmet efter at have slået den lybske flåde i slaget ved Øksnebjerg, og han blokerede derefter indsejlingen til København. Hæren blev samlet omkring byen og da Christian 3. selv ankom til sin lejr ved Serridslev den 29. juli var belejringen iværksat.
København havde forberedt sig med forråd af våben og forplejninger og der blev gjort modstand efter bedste evne. Den 14. september har der formodentlig været et større udfald, for da tog kongens soldater et større antal fanger. Der var også mislykkede undsætningforsøg fra søsiden da den hanseatiske flåde i november tørnede sammen med den kongelige flåde.
Det lykkedes at få forplejninger ind i med tyske skibe løbet af vinteren da flåden var lagt op, og en kraftig isvinter gjorde det også muligt at få forplejninger fra Amager.
Den 14. februar 1536 sluttede Lübeck fred og anderkendte Christian 3. som konge og København fik derefter tilsendt flere tilbud om amnesti hvis man overgav sig; det gjorde man dog ikke.
Da en fredsslutning blev afslået blev belejringen forstærket og havneindløbet blev spærret med endnu flere skibe. Flere forsøg på at indsejle forsyninger, bl.a. i maj måned, blev forhindret og situationen blev stadigt værre i byen, hvor borgernes håb om opbakning og sejr svandt. Byens borgmestre besvarede borgernes klager med at man jo endnu ikke havde spist sine egne børn som man havde gjort under Jerusalems belejring. Og alligevel var det ikke langt være så galt. Man slagtede heste, hunde og katte som var ligeså udhungrede som menneskene og priserne på simple fødevarer som brød steg til formuer.
Endelig den 22. juli gav man op og greven, hertugen og borgmestre begav sig ud til kongens lejr for at bede om nåde. Den 29. juli gik kongens soldater ind i byen og forsyninger begyndte at blive indført.
Grev Christoffer og hertug Albrecht blev forvist og de borgere som måtte ønske det fik lov til at rejse med. Kongens eget indtog i byen skete 6. august.
[redigér] Kilder
- Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse I-VI, 1877-92
- Sven Cedergreen Bech: Københavns historie gennem 800 år (1967)