Dna

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den kemiske sammensætning af DNAmolekylet
Forstør
Den kemiske sammensætning af DNAmolekylet

Dna (forkortelse for deoxyribonukleinsyre (syre hedder acid på engelsk)) er livets "alfabet" og består af en polymer af deoxyriboseenheder (nukleotider). Et nukleotid består af en sukkergruppe (deoxyribose (pentose)), en kvælstofholdig base og en eller flere fosfatgrupper. De kvælstofholdige baser er dels purinerne adenin (A) og guanin (G) og dels pyrimidinerne thymin (T) og cytosin (C). Nukleotider benævnes ofte med forbogstavet fra deres base, hvorved bogstaverne i det genetiske alfabet fremkommer: A, G, T og C. Nukleotider kombineres og danner nukleinsyrer (polynukleotider).

Indholdsfortegnelse

[redigér] Dna og gener

Dna-molekylet danner to lange kæder, der snor sig om hinanden og danner en dobbeltspiral. Hos eucaryote organismer (ikke bakterier) ligger dna-stykkerne, kaldet kromosomer, i cellernes cellekerne. I bakterier (prokaryoter) er dna ringformet, kaldet plasmider, og ligger frit i cellen.

Det vil derfor sige at kopiering og transkription er adskilt i tid og rum i en eucaryote, men ikke i en prokaryote.

Rækkefølgen af nukleotiderne ("bogstaverne") i dna bestemmer rækkefølgen af aminosyrer i det protein (genprodukt) som dna'et koder for, og denne nukleotidrækkefølge kaldes den genetiske kode. Ved transkription kopieres informationen i genet fra dna til mRNA (messenger-RNA) via enzymet RNA-polymerase. Det fremkomne mRNA translateres, efter det er blevet modificeret og eksporteret til cytosolen, til protein (en polymer af aminosyrer) af et ribosom, der enten kan flyde frit i cytosolen eller være bundet til det endoplasmatiske reticulum; i sidstnævnte tilfælde føres det syntetiserede protein ind i lumen af det endoplasmatiske reticulum.

Dna-molekylerne udgør arvemassen (også kaldet genomet) med alle dens gener (arveanlæg), og det fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Forskellige dna-sammensætninger er med andre ord medvirkende til, at levende organismer udvikler sig forskelligt. DNA kan methyleres af enzymerne DNA methyltransferase, dette medvirker normalt at de methylerede områder ikke transkriberes. Dette er især vigtigt under embryoudvikling og for udviklingen af kræftceller.

Ud over kromosomernes dna er der hos eukaryoter selvstændigt dna i mitochondrier, og hos planter desuden også i kloroplastrene (grønkornene).

[redigér] Replikation

Dna-dobbeltspiral under transskription. Figur fra Wikimedia Commons (PD).
Forstør
Dna-dobbeltspiral under transskription. Figur fra Wikimedia Commons (PD).

Replikation starter med at dobbeltspiralen (dobbelthelix) foldes ud. Helicase skiller de to strenge fra hinanden. Derefter sætter primase en primer på. En primer er en kort RNA sekvens. Når primeren er sat på går DNA polymerasen i gang med at sætte komplementære nukleotider på; i 5'-3'-retningen kører det fint, men da polymerasen kun kan sætte nukleotider på i den ene retning replikeres den modsatte streng i fragmenter kaldet Okazaki-fragmenter.

[redigér] Historie

Dna's struktur blev beskrevet af Linus Pauling i 1940'erne. Den endelige struktur blev beskrevet af James D. Watson og Francis Crick i 1953, baseret på målinger af Rosalind Franklin og Maurice Wilkins. Watson, Crick og Wilkins fik Nobelprisen i medicin i 1962.

[redigér] Se også

[redigér] Kilder/henvisninger


Denne artikel stammer oprindelig fra Lexopen.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af en anden tekst, bedes skabelonen venligst fjernet.

[redigér] Eksterne henvisninger