Isolerende sprog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Begrebet skal ikke forveksles med isoleret sprog.

Isolerende sprog kendetegnes ved at ordene kun i lille grad tager bøjningsendelser eller afledningssuffikser.

I sin reneste form betyder det at alle ord kun består af ét morfem. Flertal må da f.eks. markeres ved et særskilt ord for "mange", mens verbalhandling i fortid angives ved at tilføje et ord for "dengang".

Kinesisk og vietnamesisk er eksempler på forholdsvis rene isolerende sprog.

[redigér] Se også