Ejderpolitikken
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ejderpolitikken gik ud på, at Danmarks historiske sydgrænse ved floden Ejderen (mellem Sønderjylland og Holsten ) skulle genoprettes. Ejderpolitikkens slagord var Danmark til Ejderen.
Ejderpolitikken var aktuel i forbindelse med Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig samt efter 1. verdenskrig og 2. verdenskrig.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] 1842-1864
Orla Lehmann formulerede Ejder-programmet den 28. maj 1842. Ejder-programmet gik ud på, at de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg skulle udskilles af Det Danske Monarki, mens Hertugdømmet Slesvig skulle være en almindelig provins i Kongeriget Danmark.
Ejderprogrammet fik støtte fra De Nationalliberale. Derimod ønskede Bondevennerne og de konservative helstatsmænd, at Holsten og Lauenborg skulle være fuldgyldige dele af Det Danske Monarki. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Den modsatte sig derfor også Ejderpolitikken. Ejderprogrammet fik stor indflydelse på folkestemningen i Danmark, Norge og Sverige.
Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i Nordslesvig (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på Universitetet i Kiel. Det første resultat var, at Peter Hiort Lorenzen, en liberal købmand fra Haderslev, den 11. november 1842 talte dansk i Slesvigs Stænderforsamling. Det næste resultat var de store folkemøder, der i 1840'erne blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt Skamlingsbanken. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj 1843 blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats.
Efter at Treårskrigen var slut i 1850 tvang stormagterne Danmark til at føre en helstatspolitik. Denne politik, der blev kaldt Den europæiske nødvendighed, blev bekæmpet af slesvig-holstenerne og kom derfor aldrig til at virke i praksis.
Indenrigspolitisk blev de ejderdanske nationalliberale holdt ude af den konservative helstatsregeringer i begyndelsen af 1850'erne.
I 1857 dannede den nationalliberale C.C. Hall regering. Nu formulerede De Nationalliberale en Ejderpolitik på langt sigt. Holsten og Lauenborg skulle langsomt opgives, mens Sønderjylland skulle knyttes tættere til det egentlige Danmark.
I 1863 mente Hall sig stærk nok til at kunne gennemføre sin politik. Gennem Novemberforfatningen skulle Sønderjylland knyttes til kongeriget. Dog skulle Hertugdømmet Slesvig bevare sit selvstyre og altså ikke indlemmes i kongeriget.
Hall havde fejlbedømt situationen. Novemberforfatningen udløser Den 2. Slesvigske Krig i 1864. Ved Freden i Wien må Det Danske Monarki afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig.
[redigér] 1920
Ved genforeningen 1920 stod Ejder-mændene i skygge af Flensborg-bevægelsen, der ønskede en grænse lige syd for Flensborg og af Dannevirke-bevægelsen, der ønskede, at Dannevirke skulle være grænsen. Flensborg-bevægelsen udløser den dramatiske Påske-krise i 1920, hvor Ministeriet Zahle II bliver afskediget.
[redigér] 1945-1949 i Sydslesvig
Fra 1943 opstår der i det stille en udbredt antinazistisk stemning i Sydslesvig. Man ville undgå nye nazistiske eventyr og orienterede sig gradvist mod nord.
Efter at englænderne havde besat Sydslesvig i maj 1945 rejses kravet om Sydslesvigs forening med Danmark både fra tysk-sindede kredse og fra dansk-sindede kredse. Inden englænderne får det forbudt, når mange tysk-sindede at afgive loyalitets-erklæringer til Danmark.
Man regner med, at et flertal af den hjemmehørende befolkning i Sydslesvig støttede en genforening med Danmark i slutningen af 1940'erne. Dette slår dog ikke igennem ved valgene, da op mod to tredjedele af vælgerne er hjemstavnsfordrevne rigstyske flygtninge fra Polen og Sovjetunionen. Disse tyske flygtninge stemmer på tyske partier.
Alligevel bliver der skabt dansk flertal i nogle kommunalbestyrelser. Ved landdagsvalget i 1947 stemmer 55 procent af den hjemmehørende befolkning på uafhængige danske kandidater.
Englænderne indsætter slesvig-holstenere og tyske flygtninge som embedsmænd . Disse embedsmænd bekæmper ønsket om genforening. Dette går i første omgang ud over tysk-sindede, der havde erklæret sig loyale overfor Danmark. Englænderne forbyder blandt andet de tysk-sindede loyalister at danne egne foreninger og partier.
Englænderne forbyder også enhver form for agitation både for en grænseflytning, og for at Sydslesvig skal have en særlig status i Tyskland. I protest tilslutter en del hidtil tysk-sindede sig den danske folkedel.
Efter mange besværligheder lykkes det SSW at blive anerkendt af de engelske myndigheder i 1948. SSW blev ikke godkendt som et dansk parti, men kun som et sydslesvigsk hjemstavnsforbund. Efter krav fra englænderne kommer det danske kun frem i programmet ved et ønske om ligestilling mellem dansk, tysk og frisisk sprog samt ved et ønske en frit skolevalg.
Efter dannelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i oktober 1949 dør den ejderdanske bevægelse i Sydslesvig langsomt hen.
Det danske parti SSW er dog stærk nok til, at partiet i 1949-1953 er repræsenteret i forbundsdagen i Bonn. I Flensborg havde en gruppe arbejdere trodset englændernes forbud mod loyalistiske partier. De havde dannet SPF (Socialdemokratisk Parti Flensborg). I 1950'erne har SPF sin egen gruppe i Flensborg byråd.
[redigér] 1945-1949 i Danmark
I maj 1945 vidste man ikke i Danmark, at der var opstået en antinazistisk stemning i Sydslesvig.
Den 9. maj 1945 erklærer statsminister Vilhelm Buhl, at grænsen ligger fast. Denne erklæring bliver støttet af et stort flertal i Folketinget, og den bliver officiel politik også for senere danske regeringer.
Af to grunde mødes den sydslesvigske bevægelse for genforening med skepsis i Danmark.
For det første havde der været et solidt tysk flertal i Mellemslesvig ved folkeafstemningen i 1920.
For det andet havde nazisterne fået høje stemmetal særligt i sydslesvigske landdistrikter i 1932 og 1933. I Danmark var man ikke opmærksom på, at kriseramte landmænd havde stemt på nazisterne i protest mod Weimarrepublikkens centralisme.
Aktivistiske kredse formulerer dog en ny Ejderpolitik til støtte for sydslesvigerne. Politisk opnår Sydslesvig aktivisterne kun støtte fra Dansk Samling, der havde 4 mandater i Folketinget.
I 1947 erklærede statsminister Knud Kristensen fra Venstre, at han som privatmand mente, at Sydslesvig genvundet, det er kampens mål. Samtidigt fastholdt regeringen officielt, at grænsen ligger fast.
Denne uklare politik medfører, at regeringen bliver væltet i Folketinget. Ved det efterfølgende valg ryger Dansk Samling ud af Folketinget, mens Venstre går kraftigt frem, men partiet mister alligevel regeringsmagten.
I 1949 forlader Knud Kristensen dansk politik. Ejderpolitikkens periode er slut.
Senere forsøgte Knud Kristensen et politisk come back med partiet De Uafhængige, men Ejder-programmet kom ikke på den politiske dagsorden igen.
[redigér] Sønderjylland eller Slesvig
Geografisk set er Sønderjylland og Slesvig ikke helt sammenfaldende. Sønderjylland er den kulturgeografiske region mellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Hertugdømmet Slesvig var et administrativt og juridisk begreb.
De Kongerigske enklaver i Vadehavet og marsken mod vest var sønderjyske, men hørte ikke med til Slesvig. Det var omstridt, om de såkaldte blandede distrikter, (der ikke var kongerigske enklaver), i det vestlige Sønderjylland hørte med til hertugdømmet.
Mod øst hørte Ærø med til Slesvig, men var ikke sønderjysk. Tidligere havde Femern været en del af hertugdømmet, men øen var ikke sønderjysk.
I 1842-1864 var det Danske Monarkis udenrigspolitik behersket af Det slesvigske spørgsmål, mens indenrigspolitikken var præget af Den sønderjyske sag. I denne artikels afsnit om 1800-tallet er Slesvig derfor brugt i udenrigspolitisk og juridisk sammenhæng, mens Sønderjylland er brugt som et geografisk og folkeligt begreb.
[redigér] Kilder
Kilde for 1842-1864 og 1920: Haandbog i Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore Dage af Povl Engelstoft og Fratz Wilhelm Wendt. Gyldendal. 1934.
Henvisning efter 1945: http://www.ssw-landesverband.de/www/dk/omssw/kortomssw.php