Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.2 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 7362 41752 41751 2026-05-18T05:21:40Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 41752 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka. === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ikke en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' ho0mf69rrmgp7a7gakjyqaxkvg94n54 41753 41752 2026-05-18T05:23:03Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41753 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka. === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ikke en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' oyq285nk46y7akgte2fxigcgq6ngz3g 41754 41753 2026-05-18T05:25:08Z Sven Halfdan Nielsen 3898 indsat note 41754 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ikke en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' b2wu7a48o5l1gu0r980s6rs9xudy6ut 41755 41754 2026-05-18T05:37:25Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41755 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ikke en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 2pqovel5pqx4vo64daz3rm0iv587m2f 41756 41755 2026-05-18T05:38:39Z Sven Halfdan Nielsen 3898 stilret 41756 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ikke en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 0hxcg7b8yur05nd2ge0loewamo99hgp 41757 41756 2026-05-18T05:40:34Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41757 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændret for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 6matcrq0etn2w4j5sxckqmj0t1fd6ku 41758 41757 2026-05-18T05:42:09Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 41758 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgrave massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 4lufu4ug2jmasjvxpgvdx5lpgnif40o 41759 41758 2026-05-18T05:45:21Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 41759 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' g4oipai8kxgs1ymuxtzjxeai4969qvb 41760 41759 2026-05-18T05:47:56Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41760 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition må er yngre. Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' kypnj24j8jmiau5432we8n8i7jdbin3 41761 41760 2026-05-18T08:11:32Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 41761 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Mykene gravstele der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition i jødisk historieforståelse må er yngre end denne tid. Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noahs ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' l2xic5tdnwlsckkfqeyxsg2kovrk3lx 41762 41761 2026-05-18T08:14:42Z Sven Halfdan Nielsen 3898 stilret 41762 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem. Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk. Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Israel" betyder "Els styre". I Mosebøgerne findes flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem". Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Mineta Beda ved Middelhavskysten i Syrien et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera'', hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: andre guder smeltede sammen i een gud. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 netop basere på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra ''Deuteronomium'' 32:8 var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes på græsk i ''Septuaginta'' fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran bevarede den oprindelige tekst, som i middelalderen tilsyneladende blev tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom.<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Den sidste kilde er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr. tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen Shassu var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men ved deres guddom, Jahve, omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donal Redford slutter heraf, at Jahve oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Dette stedlige sammenfald kan næppe være tilfældigt. Det viser, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.det ''Jahve'' begyndte ikke i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera" og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuk (vers 3 linje 3) Jahve havde sin oprindelse. I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Der kan ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, der efter en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Den bog, der her er tale om, var sandsynligvis Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Dene ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat være private gudindestatuetter, private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: bebylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukanedzer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukanedzer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, at bevare og redigere deres historiske traditioner. De samlede, hvad de havde bevaret, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev det omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' fik sin endelige form. Og det er tilsyneladende her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne kan vende sig til den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig. To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse: "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."</br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukanedzer som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ. Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer umiddelbart almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse. Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer. Om dette tal er korrekt, vides ikke. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede. === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehetmia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah''en, det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af mosebøgerne (3. Mosebog 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og 5. Mosebog 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> === Hellenistisk tid === I den græske periode fra 332 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Til 198 f.Kr. var væsentlig Ægypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde og Alexandria grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah''-en, det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner således, som foreskrevet i ''torah''-en, og heller ikke at de iagttog rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah''-en er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler ved Ariel University til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske dynasti === Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede Forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde det under den romerske provins Syrien. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne og kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at have en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbud i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teologisk stat. Dette må bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (Gen 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I JE-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (exodus 4), i P-teksten er det Arons stav (exodus 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i JE-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i JE-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noah og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Genesis 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. ==== Noah og vandfloden ==== Også historien om Noah og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater, som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelighed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "Amo". I Tanakh (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "Amo Israel", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen og også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, El Arish-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: El Balah, en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der meget, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket tyder på, at denne tradition i jødisk historieforståelse må er yngre end denne tid. Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noahs ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skerevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien. Vi tør tro på, at navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog, er meget sene og er først blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes af Gamle Testamente. Det betyder, at der vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. århundrede. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning. Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noahs ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jøderne en høj alder. Dernæst: jøderne vartydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' fsdil42y226is0vojbzpbx3zerao9h3